Dronte 1

Undertrykt/ forbigået nyt



Racepolitik i USA

Spansktalende indvandrere mener, der er ansat for mange sorte i postvæsenet, og vil have det ændret. Sorte udgør 21.1% af arbejdsstyrken i postvæsenet, "hispanics" kun 6,7. Men sorte udgør "kun" 10,4% mod "hispanics" 6,7% af USAs samlede arbejdsstyrke. Det forventes, at også andre etniske grupper nu vil kræve flere jobs på bekostning af de sorte, der hævdes at have fået positiv diskrimination (Spotlight. 25.11.96)

Racisme i Israel

Etiopiske jøder, der for fem år siden blev lokket til Israel (se Victor Ostrovsky "Ved hjælp af bedrag" og "Kampen om Mossad" (norsk)), behandles nu som andenklasses borgere. Deres børn kaldes almindeligvis "darkies" i skolerne, deres blod er bandlyst fra blodbanker på grund af udbredt AIDS-frygt og de frygter, at de aldrig vil blive accepteret i det Israelske samfund. Påfaldende, når jødiske ledere overalt i verden står i spidsen for "anti- racismen" (Spotl. 25.11.96).

"Racisme" i Canada

"Politisk korrekthed" som defineret af den internationale magtelite har også grebet Canada. Den berømte forfatter Jack London er blevet erklæret politisk ukorrekt, og skolebørn skal advares mod hans "racisme". Det lader til, at han omkring århundredskiftet, i private breve, har udtrykt sig nedsættende om canadiske indianere. En vej i Yukon distriktet skal af samme grund alligevel ikke opkaldes efter ham. Et andet eksempel er Chinaman Lake (Kinamandens sø) i British Columbia, der står foran navneforandring, fordi ordet "kinamand" ikke er "tidssvarende" i følge en lokal "navneekspert". En statue af en knælende indianer i Ottawa er blevet fjernet pga. dens "underdanighed". Jødiske grupper i Montreal kræver navnet på en katolsk præst, Fr. Lionel Groulx, fjernet fra en S-togs station, opkaldt efter ham. Han var en leder af Quebecs nationalistiske bevægelse, men anklages for anti-semitisme. (Spotl.24.2.97)

Nationalister i fælles kamp?

Nationalisme og populisme er på fremmarch verden over og magteliten krymper sig. Nationalistledere som le Pen og Joerg Haider har nu støtte hos 1/3 af vælgerne. Gammelpartierne forsøger at holde dem nede ved partialliancer, men det forventes ikke at kunne gennemføres længe. De og ligesindede ledere i Tyskland, England, Italien og så langt borte som New Zealand undersøger nu muligheder for at støtte og styrke hinanden i den fælles kamp mod internationalistiske magtgalninge på områder som: FNs og anden nedbrydning af nationerne - hæmningsløs fremmedinvasion - elitens historieforfalskning - storbankers finanstyranni med tab af arbejdspladser - "big brother" tyranni fra stadigt frækkere statsmagt. Trods klare nationale forskelle mener de, at der er tale om en fælles kamp mod tyranni. En god del konservative parlamentsmedlemmer i England tænker nu i samme (nationalist/populist) baner, iflg. Lord McAlpine, tidl. næstform. for de konservative, nu leder i "Referendum Party" (Folkeafstemnings-partiet), og de kan forventes offentligt at svinge til nationalisme. (Spotl. 25.11.96).

Le Pen og Haider bryder tabuer


Både Østrigs Joerg Haider og Frankrigs Le Pen har tilladt sig at sige deres ærlige mening om et par af de "vedtagne tabuer". Begge er blevet angrebet hårdt af massemedierne, men samtidig belønnet med entusiastiske vælgere og tilhørere. Således har J"rg Haider holdt klare og modige revisionistiske og nationalistiske taler, hvori han bl.a. har sagt, at Tysklands ledere (under Anden Verdenskrig) ikke var umenneskelige massemordere, men fuldstændigt hæderlige mænd, samt at "Hitlers foranstaltninger hjalp millioner af arbejdsløse, gældstyngede og besiddelsesløse mennesker." Det var disse klare meldinger, der for et par år siden gav Frihedspartiet den enorme fremgang, efter han tog ledelsen. Før han kom til var det ikke spået til mere end 5% af stemmerne. Le Pen tog tilsvarende offentligt låget af et andet tabuemne, da han i begyndelsen af oktober sagde, at "der er ingen grund til at tro på en lighed mellem alle racerne" Det siger man altså bare ikke, og der blev skreget op om at få ham dømt efter de franske racismeparagraffer, men vælgerne kunne åbenbart godt lide, hvad de hørte - i de vigtige industriområder, blandt den arbejdende befolkning står han til omkring 50% af stemmerne. Magtmafiaen i Frankrig er rædselslagen. (Spotl. 25.11.96)

Populistisk sejr ryster Frankrig


Efter borgmestersejren den 9. februar i år i den sydfranske by Vitrolles, nær Marseilles, tages Le Pens parti Front National mere end alvorligt af hele det politiske etablissement, der havde rottet sig sammen i en uskøn alliance fra de såkaldt "konservative" til kommunisterne. Alliancen, der af Le Pen bliver kaldt "l'union des Pourris" - de korruptes union - omfattede også socialister, gaullister, frimurerne, radikale socialister og venstredrejede kirkelige partier, så som de Kristelige demokrater. Alle kunne finde sammen i denne historiske - og tabte - kamp om at holde Le Pens folkebevægelse tilbage. "Alle er imod Le Pen - undtagen folket", som han selv udtrykte det. Catherine Megret vandt trods dette hele 53% af stemmerne. "De der var der, så historiens hjul dreje" - udtalte den parisiske politiske kommentator Pascal Aubler. Selv om det "kun" var et borgmestervalg, er verdenspressen enig i bedømmelsen: en historisk sejr. "Le Figaro" kaldte den "en afgørende national, endog international begivenhed", "New York Times" kaldte det "en knusende sejr" og "Syddeutsche Zeitung" sagde: "gevinsten i Vitrolles kunne se ud til blot at være rådhuset, men den virkelige betydning af dette valg overgår langt noget andet emne". Magtmafiaen havde sat alle sejl til, havde besluttet, at her skulle grænsen trækkes - men tabte. Populismen fik et verdenshistorisk gennembrud. (Spotl. 24.2.97)

Boutros-Ghalis bekymring over israelske lejesoldater fik ham fyret.

Intrigerne i forbindelse med udskiftningen af FNs tidligere generalsekretær, Boutros Boutros-Ghali, hvor hans genvalg blev blokeret af USA, havde en noget anden baggrund, end verdens massemedier har angivet. Manden, der startede som ægyptisk, socialistisk karrierediplomat under Nassers regime, er jødisk gift og havde i hele sin tid som chef for FN været særdeles føjelig og effektiv til fremmelse af een-verden programmer, specielt opbygningen af en "fredsskabende" FN-hær. Hans "store fejl" var, i følge adskillige kilder i FN-bureaukratiet, at han sidste år så sig nødsaget til at sætte en stopper for Israels pusten til krigs-ilden i Afrika og Latinamerika. OAU (Organisation for African Unity) præsenterede en hemmelig undersøgelse, der viste, at antallet af brændpunkter i Den Tredje Verden, hvor Israels hemmelige tjeneste, Mossad, israelske "anti-oprørs-rådgivere" eller lejesoldater var involveret i lokale krige, var tredoblet fra midt i 1994, fra fem til 14 steder. Rapporten blev anonymt forevist Spotlight. En af de åbne kilder, Chido Nwaku, der ved FNs hovedkvarter i New York repræsenterer en række nigerianske tidsskrifter, siger, at Mossads indblanding har ført til en eksplosion af regional strid i det centrale Afrika. Han fortæller, at massemyrderierne i Zaire, Rwanda og Burundi, hvor israelske agenter har huseret i årevis, nu begynder at opsluge også Tanzania, Uganda, Sudan og Angola. I september sidste år blev Boutros-Ghali af flere medlemsstater presset til at foranstalte en formel undersøgelse af Israels "lejesoldat-imperium" i Syd- Sahara, hvilket ville medføre en skandale for Israel og Zionismen. Det ville have medført en debat, om hvor vidt Israel skulle rammes med sanktioner på linie med Libyen, der er straffet for langt mindre og dårligere dokumenterede brud på international ret. I følge bl.a. en anden af de åbne kilder, Dr. Auguste Larrain, chilensk juridisk rådgiver ved FN, blev dette afværget af Madeleine Albright, USAs daværende ambassadør ved FN. Hun gav Boutros-Ghali det ultimatum, at han skulle få kvalt sagen eller blive fyret. Han så sig ikke i stand til at kvæle sagen..........Den er en tidsindstillet bombe. I mellemtiden fik FN en mere medgørlig generalsekretær, "tidligere" CIA-agent af afrikansk afstamning, Madeleine Albright fandt lige pludselig ud af, at hun var af jødisk afstamning, og hun blev dernæst for kort tid siden udnævnt til udenrigsminister for verdens eneste supermagt, USA, med hovedansvaret for "det internationale samfunds fredsskabende operationer" (Spotl. 10.2.97, 17.2.)

Drontens hovedmenu