Controversy of Zion - Kontroversen om Zion- Douglas Reed - Kap. 26

I de seks år fra 1897 til 1903 var dr. Theodor Herzl fra Wiens Neue Freie Presse en verdenskendt person af en helt ny slags. Han havde skabt zionismen som en organiseret, politisk kraft (og det skulle blive hans død og andres, som fulgte i hans fodspor). Han havde kastet den ind iblandt vestlige anliggender som kinesisk fyrværkeri. Og dog var han en ubetydelig skygge, et produkt af caféerne, af Sacher Torte (æblekage) og Kaffee mit Schlagsahne (kaffe med flødeskum). Han var lige som en mand, der bliver brugt for sine ”forbindelsers” skyld af en snedig forretningsmand og smidt væk, når der er kommet godt gang i tingene. Han havde aldrig virkelig været leder, og begyndte med forfærdelse at blive klar over det ved sin første kongres i 1897, da ”der rejste sig for vore øjne en russisk jødedom, hvis styrke vi end ikke havde anet”. I 1904 havde den fulde erkendelse af hans fangenskab dræbt ham.

Han skrev en gang, at i Basel i 1897 ”grundlagde jeg den jødiske stat … jeg jagede folk til at føle for denne stat og fik dem til at føle, at de var nationalforsamlingen”. De næste seks år viste i konkrete begivenheder, hvad Leon Pinsker havde ment i 1882 med at ”udøve et uimodståeligt pres på tidens internationale politik”.

Herzl, født i Budapest, og journalist i Wien, begyndte et triumftog gennem de store hovedstæder. Han blev sendt ud på en strålende flyvetur, som fra den ene trapez til den anden, gennem de højere kredse. Kejsere, herskere og statsmænd modtog han som talsmand for alle jøder og kontrasten imellem, hvad de troede, og hvad han må have vidst, må have været betydelig for, som hans næstkommanderende, Max Nordau, sagde efter hans død: ”Vort folk havde en Herzl, men Herzl havde aldrig et folk”. Det talmudiske rabbinat østpå, som ringeagtede denne falske Messias, stod imellem ham og nogen stor folkelig opbakning.

Den verden, i hvilken han bevægede sig, syntes stabil og velfunderet. Enken i Windsor og den gamle herre i Schönbrunn var elsket af deres folk; den unge mand i Berlin var ved at blive ældre og mildere; zaren var stadig sit folks fader; menneskers adgang til lov og ret blev håndhævet over alt; gradvis veg industriel livegenskab pladsen for bedre forhold. Men over alt kendte og frygtede herskere og politikere faren for, at denne proces, som tegnede godt, hvis den fik sin tid, ville blive standset og ødelagt af verdensrevolutionen, for på denne tid var Weishaupts hemmelige selskab vokset, ved hjælp af Disraelis ”netværk af hemmelige selskaber” og var blevet til det kommunistiske parti, som var organiseret i alle lande.

Herzls metode var at udnytte denne udbredte frygt for sit specielle formål, den jødiske stat. Han tilbød fred i hjemlandet, hvis målet blev støttet, og revolution, hvis det ikke blev det, og han hævdede at tale på vegne af alle jøder. Det fremgår selvfølgelig underforstået deraf, at han vidste, at den revolutionære ledelse var jødisk, og han bekræftede dermed flere årtier senere, hvad Disraeli og Bakunin havde sagt. Hans tro på den fremgangsmåde, han brugte, er udtrykt i hans berømte ord, ”Når vi synker, bliver vi et revolutionært proletariat; når vi stiger op, opstiger også vor frygtelige økonomiske magt”.

Således sagde han til storhertugen af Baden, at han ville mindske revolutionær propaganda i Europa i forhold til den støtte, som hans territoriale ambition fik fra højeste sted. Så blev han modtaget af en hjelmklædt kejser til hest ved selve Jerusalems porte, og kejseren gik ind på at forelægge Herzls forslag for sultanen, et zionistisk privilegeret selskab i Palæstina under tysk beskyttelse. Da dette ikke blev til noget, truede Herzl også kejseren med revolution: ”Hvis vort arbejde mislykkes, vil hundrede tusinder af vore tilhængere med et slag tilslutte sig det revolutionære parti”.

I Rusland blev han modtaget af selveste zaren, til hvem han sagde noget lignende. På denne tid blev den tredje zionistiske verdenskongres afholdt og det blev besluttet, at enhver jøde, som blev medlem, anerkendte den stadig mytiske jødiske stats suverænitet. Rabbiner Elmer Berger siger fortvivlet, at dermed blev ghettoiseringen af jødisk eksistens igen en realitet, og nu i højere grad end nogensinde før”.

Dernæst besøgt Herzl en anden hersker, sultanen af Tyrkiet. Der kom intet konkret ud af alle disse rejser, men det store kup var umiddelbart forestående, for det næste han gjorde, var at flytte sine aktiviteter til England. Dér havde han helt klart også adgang til de højere kredse, for et af verdenshistoriens afgørende skridt blev nu forberedt. Briter, som stadig lå i vuggen, samt deres børn og børnebørn, blev indfanget i konsekvenserne af disse ikke-nedskrevne samtaler.

Hvem gjorde det muligt for dr. Herzl fra Wien at blive modtaget af de store i alle lande, og hvem gjorde det muligt, at de skulle lytte til krav, som var hovmodige og truende? ”Kongelige porte” ville helt klart ikke have åbnet sig for ham, bare fordi han havde afholdt et møde med 197 mænd i Basel, og fordi dette havde vedtaget en resolution. Andre, som havde større magt end han, må have blandet sig for at han kunne komme forbi skildvagter, dørmænd, fodfolk, sekretærer, kammerherrer og alle de andre, hvis opgave det var, at holde plageånder borte fra deres herrer.

Her kommer denne fortælling ind i det mest hemmelighedsfulde og skarpest bevogtede område af alle. Kilden til verdensrevolutionen, dens mål og den jødiske overtagelse af dens ledelse fremgår nu af den mængde dokumentation, som har hobet sig op; eksistensen af Disraelis ”netværk”, som var spredt ud over jordens overflade, er kendt af alle; hvem de ”revolutionære proletarer” er, er tydeligt. Men der er også et andet netværk af indflydelsesrige mænd på høje poster, hvor ”økonomisk magt” kan bruges til at udøve ”uimodståeligt pres på tidens internationale politik” gennem herskere og politikere. Det netværk af mennesker, som arbejder i alle lande, hen imod et fælles mål, må det have været, som satte Herzl i stand til at trænge igennem med sine krav på højeste sted.

internationale kredse. Den zionistiske propagandist foregiver, at jødisk modstand mod zionismen kun kom fra ”jødiske notabiliteter”, ”jødiske magnater” og ”rige jøder” (disse udtryk gentages ustandseligt, for eksempel i dr. Weizmanns bog). Rent faktisk var splittelsen inden for jødedommen vertikal, blandt rig og fattig, og skønt flertallet af Vestens jøder på denne tid var voldsomt modstandere af zionismen, var der blandt mindretallet både rige og berømte jøder. Kun disse kan have sat zionismens spøgelse, i skikkelse af dr. Herzl, i stand til at gøre sin pludselige, Nijinsky-agtige entré ved hoffer og i kabinetter (Vaslav Nijinsky: berømt russisk-polsk balletdanser, 1889-1950, red.), hvor han begyndte at gå ud og ind, som var han født til at være privilegeret. De, som hjalp ham, var tydeligt nok i ledtog med den eneste kompakte, organiserede masse af zionister: de talmudiske samfund i Rusland.

Dr. Kastein siger, at den ”bestyrelse”, som blev skabt af de 197 mænd i Basel, ”var den første legemliggørelse af en virkelig jødisk internationale”. Med andre ord, noget, som allerede eksisterede, fik et synligt udtryk. En ”jødisk internationale” eksisterede allerede, og den havde magt nok til at skaffe dr. Herzl kongelige, prinselige og ministerielle audienser overalt.

Den, som studerer emnet, kan kun sammensætte et billede af dette internationale ”netværk” af ligesindede mennesker i de højeste kredse på dr. Herzls tid, ved omhyggeligt at stykke væsentlige glimt og fragmenter sammen (dets eksistens i vor tid fremgår med alt ønskelig tydelighed, som denne bog vil vise i senere kapitler, af den voksende mængde litteratur). For eksempel siger dr. Weizmann, at han sagde til dr. Herzl, at Sir Francis Montefiore (en ledende jøde i England) var et ”fjols”, hvorpå Herzl svarede, ”Han åbner kongers porte for mig”. Ligeledes var en vis Baron von Hirsch Herzls vigtigste økonomiske støtte. Om denne Baron de Hirsch siger Grev Carl Lonyay (citat fra kejserdømmets dokumenter i de hemmelige arkiver i Wein), at Kronprins Rudolf af Østrig, som ønskede at betænke en kvindelig bekendt før sit selvmord i Mayerling, fik 100.000 gylden ”fra bankieren Baron Hirsch til gengæld for en vennetjeneste, han havde gjort ham i december, da han inviterede bankieren til at møde Prinsen af Wales” (den fremtidige Kong Edward VII).

Som følge af denne introduktion blev Baron de Hirsch en nær ven af Prinsen af Wales og privat bankier og finansiel rådgiver for den fremtidige konge af England. Han var også en svoger til en hr. Bischoffsheim af det jødiske finanshus Bischoffsheim og Goldschmidt i London, som en meget rig tyskfødt jøde, Sir Ernest Cassel, var medlem af. Som hr. Brian Connell siger i et biografisk studie, arvede Sir Ernest Baron de Hirschs venskab med den fremtidige konge; ”hvor Hirsch havde været en nær ven, blev Cassel Edward VII’s nærmeste personlige ven”. Han var faktisk den sidste af dem, som stod kongen nær, der så ham i live, for på sin dødsdag insisterede kongen på at holde en aftale med Sir Edward og stod derfor op og klædte sig på til besøget .

I det, som følger efter denne beretning, siger hr. Connell: ”Det lille internationale broderskab, som han (Sir Ernest Cassel) blev det måske ledende medlem af,

var alle mænd med en lignende baggrund, alle folk, som han lærte at kende på sine mange rejser. Der var Max Warburg, leder af det store private bankierhus i Hamburg; Edouard Noetzlin, ærespræsident i Banque de Paris et des Pays Bas (Bank for Paris og Nederlandene) i Paris; Franz Phillipson i Brussel; Wertheim og Gompertz i Amsterdam og, frem for alt, Jacob Schiff af firmaet Kuhn, Loeb and Company i New York. Fælles race og interesser bandt disse mænd sammen. Deres kommunikationsnet skælvede ved mindste berøring. De opretholdt et utroligt nøjagtigt netværk af økonomisk, politisk og finansiel intelligens på højeste niveau imellem sig. De kunne trække støtte tilbage hér, skaffe flere midler dér, flytte enorme pengesummer med lynets hast, og i hemmelighed, fra ét sted til et andet, i deres finansielle imperier, og påvirke de politiske beslutninger i en lang række lande”.

Fælles race og interesser … net … netværk … intelligens på højeste niveau … flytte enorme pengesummer … påvirke politiske beslutninger … ”: der kan ikke være nogen rimelig tvivl om, at dette var ”den jødiske internationale”, som dr. Kastein skrev om, og den mekanisme, der virkede hen over alle nationale grænser, for at støtte dr. Herzl. Intet mindre kunne forklare det skridt, den britiske regering tog, og hvis der tidligere havde hersket tvivl om denne krafts samlede virkning, som værende over - og forskellig fra - nationerne, så har begivenhederne i midten af vort århundrede fjernet den. Med en sådan magt bag sig var dr. Herzl i en position, hvor han kunne stille krav og komme med trusler. De magtfulde mænd, som på den tid udgjorde dette internationale direktorat (betegnelsen er ikke for stor), troede måske ikke selv på zionismen, og var måske endog privat modstandere af den. Det er nærværende forfatters opfattelse, at selv ikke de var magtfulde nok til at modsætte sig, eller nægte støtte til, en politik, som var udformet af jødedommens Ædste.

Dr. Herzl fortsatte med sine rejser, mens deres konsekvenser tog form i hemmelighed. Han var i al uskyldighed stolt af sin pludselige ophøjethed, og kunne lide det elegante selskab, skødefrakkerne og de hvide handsker, lysestagerne og receptionerne. De talmudiske Ældste i Rusland, som var vokset op med kaftan og ørelokker, og som forberedte sig på at styrte ham, foragtede men brugte, denne typiske skikkelse, resultatet af ”Vestlig emancipation”.

I 1903 havde han forbløffende oplevelser, ikke ulig Sabbatai Zevi i 1666. Han tog til Rusland, og på sin vej igennem russiske byer var han genstand for messiansk hyldest fra de uoplyste masser. Ved denne lejlighed forsøgte han at overtale russerne til at lægge pres på sultanen i sagen om hans forslag om et privilegeret firma i Palæstina. Han gjorde et vist indtryk på den russiske indenrigsminister, von Plehve, til hvem han sagde, at han talte for ”alle Ruslands jøder”.

Hvis han troede det, blev han snart klogere. Han gjorde noget, der viste, at han enten var dumdristig eller helt uopmærksom på, hvad der i virkeligheden foregik omkring ham (det sker somme tider med sådanne mænd). Sandsynligvis i håb et om at komme til at stå stærkere hos von Plehve, over for hvem han må have brugt argumentet ”zionisme

eller revolution”, tilskyndede han de russiske jøder til at afholde sig fra revolutionære aktiviteter, og diskuterede deres ”emancipation” med de russiske autoriteter!

Således underskrev han sin egen politiske dødsdom og han døde faktisk kort efter. For de talmudiske ældste var det kætteri; han var gået ind i det forbudte værelse. De havde arbejdet på at forhindre emancipation i Rusland, fordi de deri så tabet af deres magt over jødedommen. Hvis hans forhandlinger med den russiske regering lykkedes, ville pacificering i Rusland blive følgen, og det ville betyde enden på den propagandistiske legende om ”jødeforfølgelser” i Rusland.

Da han vendte tilbage for at tale ved den sjette kongres i hans zionistiske verdensorganisation, rejste hans skæbne sig for at møde han i form af en kompakt masse af russiske jøder, som ikke længere var ”ydmygende” for ham, men truende. I dette hans øjeblik af fiasko troede han, at han havde trumfkortet i lommen og han tog det frem. Som et resultat af de samtaler i London, og af det ”uimodståelige pres”, som støttede ham, havde den britiske regering tilbudt dr. Herzl ved Neue Frei Presse i Wien et territorium i Afrika, Uganda!

Hvis der er sket mærkeligere ting i historien, så har jeg ikke fundet dem. Trumfkortet viste sig at være en toer. 295 delegerede stemte for at acceptere tilbudet, men 175 afviste det; dr. Herzl talte helt klart ikke for ”alle jøder”. De fleste nej’er kom fra jøderne fra Rusland. De sammenstuvede jødiske masser, der havde hyldet Herzl som Messias; disse 175 udsendinge fra det østlige rabbinat forbandede ham, for Uganda betød ødelæggelsen af deres plan. De smed sig på gulvet i den traditionelle stilling, der betød, at man sørgede over de døde eller over ødelæggelsen af templet. En af dem, en kvinde, kaldte den verdensberømte dr. Herzl for ”en forræder” og da han var gået, rev hun kortet over Uganda ned fra væggen bag talerstolen.

Hvis det, han sagde og skrev, var fuldt oprigtigt, så kom dr. Herzl aldrig til at forstå, hvorfor de jødiske udsendinge fra Rusland nægtede at tage noget andet sted end Palæstina i betragtning, og i så fald må han have været overordentlig troskyldig. Han havde opbygget hele sin bevægelse på kravet om ”et tilflugtssted”, som var nødvendigt for ”forfulgte jøder” og det drejede sig om Ruslands jøder; jøderne var fuldt emanciperede alle andre steder. Hvis det var sandt, så ville et hvilket som helst godt sted kunne gøre det, og nu havde han skaffet dem det. Og endvidere, hvis nogen af dem foretrak at blive i Rusland, og hans forhandlinger med den russiske regering lykkedes, så kunne de også få det, som de ville have det i Rusland!

Set fra det russiske talmudiske rabbinats synspunkt stillede sagen sig ganske anderledes. De havde også opbygget legenden om ”forfølgelse i Rusland”, mens de modarbejdede emancipationen der, men det var med det formål at opfylde den ældgamle lov, som betød besiddelsen af Palæstina og alt det andet, som loven foreskrev. At acceptere Uganda ville have betydet dommedag for den talmudiske jødedom.

gik Herzl hen for at møde jøderne fra Rusland, som havde vendt ham ryggen og var udvandret, i deres udvalgsværelse. ”Han kom ind og så hærget og udmattet ud. Han blev modtaget med dødsens tavshed. Ingen rejste sig for at hilse på ham, ingen klappede, da han gik … Det var nok første gang, Herzl blev modtaget på den måde ved noget zionistmøde; han, alle zionisters idol”.

Det var også sidste gang. Inden for et år var dr. Herzl død i en alder af fire og fyrre. Der kan ikke gives nogen konklusion om hans død. Jødiske skribenter refererer til den i kryptiske vendinger. Den jødiske Encyklopædi siger, at det var et resultat af det, han havde været igennem og andre autoriteter kommer med lignende obskure, om end betydningsfulde hentydninger. De som i århundredernes løb har været genstand for bandlysninger eller udstødelser af den herskende sekt, er ofte døde snart efter, og i stor elendighed. Den studerende kommer til at føle, at han i denne sag nærmer sig mystiske ting, som er lukket for al almindelig forskning.

Det mærkelige er, at Herzls fortrolige, højre hånd og ledende taler, så omridset af de ting, som var og som skulle komme, med fuldstændig klarhed. Han udviste lige så megen forudseenhed som Leon Pinsker, når han beskrev den række hændelser, som Pinskers ”uimodståelige pres på international politik” ville føre til. På selve den kongres, hvor Herzl fik sin ydmygelse, gav Max Nordau (et alias eller pseudonym: hans navn var Suedfeld) denne nøjagtige prognose:

”Lad mig sige jer disse ord, som om jeg viste jer trinene på en stige, der fører opad: Herzl, zionistkongressen, det engelske forslag om Uganda, den kommende verdenskrig, fredskonferencen, hvor et frit og uafhængigt jødisk Palæstina vil blive skabt” (1903). Her talte den indviede, illuminaten, manden som kendte ”den internationales” styrke og formål. (Max Nordau hjalp til i processen, som han forudsagde, ved at skrive sådanne best-sellers som den, der udkom i 1890’erne, Degeneration, hvori han fortalte Vesten, at det var håbløst korrupt). Selv Max Nordau formulerede ikke sin konklusion til den logiske afslutning. Det gjorde derimod en anden delegeret, dr. Nahum Sokoloff, som sagde: ”Jerusalem vil en dag blive hovedstaden for verdensfred”. At ambitionen er, at gøre den til verdens hovedstad, er klart i 1956, hvor de vestlige regeringer dagligt frygter, at den skal blive indlemmet i den zionistiske stat; om menneskeheden vil finde, at den bliver hovedstaden for fred - det vil vise sig.

Efter dr. Herzls død førte dr. Chaim Weizmann, den senere zionistleder, an i angrebet på tilbuddet om Uganda, og på den syvende kongres i 1905, blev akcept, på hans initiativ, trukket tilbage. Fra da af var zionismen instrument for det talmudiske rabbinat østpå.

Historienvedrørende tilbudet om Uganda, og den foragtelige afvisning af det, viser den herskende sekts ligegyldighed over for de jødiske massers ønsker og velfærd, som den foregav at tale for; når man tænker nøjere efter, så er ”fjendtlighed” faktisk et sandere ord end ”ligegyldighed”. Dette fremgår, når man undersøger reaktionerne på tilbudet fra de tre hovedgrupper

af jøder: de vestlige, de russiske og (en gruppe, som overhovedet aldrig bliver nævnt i alle disse højlydte debatter) de jøder, som allerede var i Palæstina.

De vestlige jøder var på dette tidspunkt stærke modstandere af zionismen som sådan, hvad enten den førte til Uganda, Palæstina eller nogen andre steder; de ønskede bare at blive, hvor de var. De russiske jøder blev fremstillet, som om de simpelthen havde brugt for ”et tilflugtssted” fra ”forfølgelse”, og hvis dette var sandt, så ville Uganda nok have appelleret til dem; de vilde bifaldsstorme, hvormed de modtog dr. Herzl lader formode, at de ville have fulgt ham lige meget hvorhen, hvis rabbinatet havde tilladt dem det. Så mangler vi kun de jøder, der allerede var i Palæstina.

Dette ene samfund, der bestod af oprindelige jøder, var stærke tilhængere af at blive forflyttet til Uganda, hvilket undersøgelser viser, og derfor blev de stemplet som ”forrædere” af de judaiserede khazarer fra Rusland, som havde overtaget zionismen! Dette er, hvad zionistorganisationen i Tel Aviv sagde om dem endnu i 1945:

”Det var et nedværdigende og forstemmende syn at se alle disse mennesker, som … havde været de første til at opbygge den tids jødiske Palæstina, at de offentligt fornægtede og nedgjorde deres egen fortid … Begejstringen for Uganda blev sat i forbindelse med et dødeligt had til Palæstina … I de første jødiske kolonier kaldte unge mænd, som var uddannet i Alliance Israelite skoler, Palæstina for ”et land med lig og grave”, et land med malaria og øjensygdomme, et land, som ødelægger dets indbyggere. Og dette blev ikke kun udtrykt af nogle få enkeltpersoner. Faktisk var det kun nogle få enkeltpersoner her og der … som forblev loyale … Hele Palæstina var i oprør … Al modstand mod Uganda kom fra folk uden for Palæstina. I selve Zion var alle imod Zion”.

Hvad folkemasserne ønskede, hvad end de var jødiske eller ikke, var fra 1903 ligegyldigt. Om de akcepterede eller ikke, gjorde ingen forskel, tilbudet var blevet fremsat, og derved var Vesten og dens fremtid blevet inddraget i et foretagende, som forudsigeligt var katastrofalt. Som dr. Weizmann siger, at ved denne handling forpligtede en britisk regering sig til at anerkende talmudisterne fra Rusland som regering for alle jøder; derved forpligtede den også sit eget folks kommende generationer, og det amerikanske folks forpligtelse skulle følge efter, et årti senere, da vejen var banet.

Af denne handling i 1903 udsprang begyndelsen til dette århundredes trængsler. Zions historie blev derefter vestlige politikeres, som under ”uimodståeligt pres” adlød en magtfuld sekt. 1903 var året for sammensværgelsens triumf, og for Vesten skulle det vise sig lige så uheldsvangert som 1914 og 1939, som begge tog form i dens skygge.