Kontroversen om Zion
af Douglas Reed
|
Kapitel 28.
Hr. Balfours vildfarelse
Som det første årti i det tyvende århundrede gik hen, blev tegnene på det kommende uvejr flere og flere. I 1903 havde den britiske regering tilbudt zionismen Uganda, og Max Nordau havde offentligt forudsagt ”den fremtidige verdenskrig”, efter hvilken England ville skaffe zionismen Palæstina. I 1905 afslørede Protokollerne profetisk kommunismens destruktive orgie. Så i 1906 mødte en hr. Arthur James Balfour, der var premierminister af England, dr. Weizmann i et hotelværelse, og blev grebet af den idé, at give Palæstina, som imidlertid ikke var hans til at give væk, til ”jøderne”. Dermed var den form, som ”den fremtidige verdenskrig” ville tage, afgjort. Hr. Balfour stod vagt ved det nye århundrede og overgav sig. En anden mand havde i hans sted muligvis reddet århundredet - eller en anden kunne meget vel have gjort det samme, for allerede i 1906 var den skjulte mekanisme til at udøve ”uimodståeligt pres på nutidens internationale anliggender” (Leon Pinsker, 1882) tydeligt nok bragt til fuldkommenhed. Rabbi Elmer Berger siger om denne periode, ”at gruppen af jøder, som sluttede sig til zionismen … gik ind i peripatetisk diplomati, som førte den ind i mange kancellier og parlamenter, hvor den udforskedevinternational politiks labyrintiske og snoede veje i en del af verden, hvor politisk intrige og hemmelige aftaler var yndet. Jøder begyndte at deltage i ”praktisk politik”. De medgørlige ”administratorer” og lydige ”premierdiktatorer”'s epoke var ved at begynde. Derfor ville enhver anden politiker, hvis han havde været i hr. Balfours sted, formodentlig havde handlet på samme måde. Men hans navn er blevet knyttet til den oprindelige ugerning. Hans handlinger er næsten uforklarlige for en mand af sådan fødsel, uddannelse og type. Forskning kan ikke finde bevis for noget andet motiv end en betagelse, af den ”liberale” slags, for et foretagende, som han ikke undersøgte i lyset af pligt og klogskab. ”Hårdkogte” betragtninger om ”praktisk politik” (d.v.s. kold beregning om, at penge eller stemmer kunne vindes ved at støtte zionismen) kan man næppe mistænke ham for. Han og hans kolleger tilhørte Englands ældste familier, som havde en lang tradition for at tjene staten. Statsklogskab lå dem i blodet; forståelse af regering og viden om udenlandske anliggender var instinktivt for dem; de repræsenterede den mest succesrige herskende klasse i historien; og de var velhavende. Hvorfor svigtede instinkt, tradition og klogskab dem så i dette ene spørgsmål, på et tidspunkt, hvor deres konservative parti i dets gamle form for sidste gang regerede England, og hvor deres familier stadig styrede landets rigdom fra de store huse i Picadilly og Mayfair, og fra abbedier på landet? Var de bange for at ”pøbelen” ville blive ophidset imod dem, hvis de ikke adlød? De var klar over, at fødsel og privilegier alene ikke ville være nok til at kvalificere til regeringsmagten. Verden havde forandret sig i århundredet før, og de vidste, at den proces ville fortsætte. I den engelske tradition arbejdede de for at sikre en kontinuitet, der var ubrudt af vold, og lettet ved forsonlighed. De var for kloge til at modsætte sig forandring; de tilstræbte at styre forandringerne. Måske var de for ivrige efter at tage imod fremskridtet, når det kom, uden at undersøge repræsentantens akkreditiver. Hr. Balfour, deres leder, var en høj, reserveret og lærd ungkarl, ufølsom og pessimistisk. Han havde et køligt udtryk, men de, som kendte ham godt, påstod, at han havde et varmt hjerte. Hans midaldrende kærlighedsaffære med zionismen var måske et symptom på ufrivilligt cølibat. I sin ungdom havde han været for længe om at få spurgt sin elskede, så hun blev forlovet med en anden. Inden de nåede at blive gift, døde hendes forlovede; og da hr. Balfour var lige ved at få indhentet det tidligere forsømte, døde hun. Så slog han sig til tåls med at leve ugift. Kvinder er måske ikke så gode til at vurdere en distingveret ungkarl, som bærer rundt på et knust hjerte, men mange af de samtidige bemærkninger om ham kommer fra kvinder, og jeg citerer to af datidens smukkeste kvinders meninger. Consuelo Vanderbilt (amerikanerinde, senere hertuginde af Marlborough) skrev, ”De meninger, han gav udtryk for, og de doktriner, han holdt sig til, syntes at være produkter af ren logik … han var begavet med en forståelse så stor, at jeg aldrig har oplevet noget lignende”; og lady Cynthia Asquith sagde, ”Med hensyn til at han skulle have været blottet for moralsk indignation, da så jeg ham ofte hvid af vrede; enhver personlig uretfærdighed gjorde ham rasende”. De fremhævede ord kunne ikke have givet et mere forkert billede af hr. Balfour, hvis man skal vurdere ud fra resultaterne af hans handlinger. Den eneste tankeproces, som ikke kan have ledet ham, da han pantsatte sit land til zionismen, var logik, for logisk kunne der ikke komme noget godt ud af det for nogen af de involverede parter, hans eget land, den indfødte befolkning i Palæstina, eller (efter min mening) det store flertal af jøder, som ikke havde til hensigt at drage dertil. Med hensyn til uretfærdighed (medmindre da lady Cynthia ville skelne mellem ”personlig”- og masse- uretfærdighed), så giver den million uskyldige mennesker, som i dag er blevet drevet ud i det arabiske vildnis (i lighed med den levitiske ”syndebuk”) det indlysende svar. Hvorom alting er, så var han Englands premierminister og havde efterfulgt ”kære onkel Robert” (Lord Salisbury af det store hus, Cecil) i 1902. Han kan helt klart ikke bare lige pludselig have fået den idé, at give Uganda til zionisterne, så det ”uimodståelige pres” må have været der før han kom til magten. Hvad der var gået forud, er et mysterium, eller snarere, en sammensværgelse (”labyrintisk intrige”). Da han blev premierminister, var minen allerede anbragt og i resten af hans liv gik det øjensynlig aldrig op for hr. Balfour, at det var den mine, som alle nu er opmærksomme på. Da dr. Herzl, fortvivlet over zaren, kejseren og sultanen (de tre herskere havde været elskværdige, men klogeligt forbeholdne; de vidste dét, som hr. Balfour aldrig blev klar over, at zionismen var dynamit [10]) havde erklæret: ”England, det store England, det frie England, England, som behersker havet, vil forstå vort mål” (læseren vil ud fra dette synspunkt kunne se med hvilket formål England var blevet stort, frit og enehersker på havet). Da tilbudet om Uganda viste det talmudiske direktorat i Rusland, at dr. Herzl tog fejl i, at England ville ”forstå” deres behov, blev dr. Weizmann sendt til London. Han forberedte sig på at styrte dr. Herzl, og bliver fra nu af vort hovedvidne til den tids skjulte begivenheder. En ung englænder med et beskedent andragende ville selv i dag have meget svært ved at trænge igennem en ministers forsvarsværker af portnere og sekretærer, og ind i dennes private kontor. Den unge dr. Weizmann fra Rusland, der såmænd ville have Palæstina, blev straks ført ind til Lord Percy (”ansvarlig for afrikanske anliggender”). Lord Percy var endnu en søn af en stor, herskende familie, med ældgammel tradition som embedsmænd og kloge administratorer. Ifølge dr. Weizmann "udtrykte han grænseløs forundring over, at jøderne overhovedet havde overvejet forslaget om Uganda, som han på den ene side betragtede som upraktisk, og på den anden som en fornægtelse af den jødiske religion. Da han selv var dybt religiøs, var han forbløffet over, at jøderne i det hele taget kunne forestille sig noget andet land end Palæstina som centrum for deres genopvækkelse; og han var lykkelig over at høre fra mig, at der var så mange jøder, som havde afvist det blankt. Han tilføjede, ”Hvis jeg var jøde, ville jeg ikke give en klink for det forslag”. Formodentlig informerede dr. Weizmann ikke lord Percy om den énstemmige længsel hos jøderne i Palæstina efter at flytte til Uganda. Hvad han havde hørt, hvis hans beretning er korrekt, var praktisk taget en invitation til at skaffe sig af med dr. Herzl, og et løfte om at støtte kravet om Palæstina. Han gik bort for at forberede dr. Herzl's nederlag. Han gik ikke tomhændet. Måske har britiske ministre i de halvtreds år, der siden er gået, lært, at officielt brevpapir skal være anbragt et sted, hvor kun de, som har autoritet til at bruge det, kan få fat i det. Da han forlod lord Percys kontor, tog dr. Weizmann noget brevpapir med sig fra udenrigsministeriet og skrev et referat af samtalen på det, som han sendte til Rusland (hvor regeringens brevpapir ikke ligger og flyde,r hverken under Romanoff'erne eller de kommunistiske zarer). I Rusland må dette dokument, skrevet, som det var, på brevpapir fra udenrigsministeriet, havde forårsaget følelser ikke meget forskellige dem, som en hellig ikon ville forårsage hos en russisk bonde. Det betød helt klart, at den britiske regering ikke længere havde brug for dr. Herzl,og ville skaffe Palæstina til Ruslands zionister. Lord Percy havde, efter nutidens sprogbrug, sat noget i gang. Resten fulgte, som var det arrangeret af græske guder: de russiske zionisters triumf over dr. Herzl, hans sammenbrud og død, afvisningen af tilbudet om Uganda. Så flyttede dr. Weizmann til England, ”det eneste land, som syntes at ville vise ægte sympati for en bevægelse som vor”, og hvor han kunne ”leve og arbejde uhindret, i det mindste i teorien” (enhver samling af klassiske underdrivelser burde inkludere denne udtalelse på førstepladsen). Dr. Weizmann valgte Manchester som sin residens. Han siger ”tilfældigvis”, men det virker ikke troværdigt. Manchester var hr. Balfours valgkreds. Formanden for hr. Balfours parti i Manchester var zionist (i dag er det britiske konservative parti stadig indviklet i dette net). Det græske drama fortsatte. Hr. Balfours tid som premierminister endte med nederlag for hans parti, da det i 1906 mistede otte ud af ni pladser i Manchester. Så han forsvandt midlertidigt fra ministeriet. På dette tidspunkt kom der en ny person ind i historien. Blandt de sejrende liberale kandidater var der en ung mand med en god næse for politiske strømninger, som var ved at skabe sig et navn, en hr. Winston Churchill. Han søgte også valg i Manchester og appellerede til det derværende zionistiske hovedkvarter, først ved at angribe Balfour-administrationens udenrigspolitik (som satte en bremse på masseudvandring fra steder som Rusland) og dernæst ved at støtte zionismen. Derpå ”faldt jøderne i Manchester omgående i fodslag bag ham, som om han var en slags sidste dages Moses; en af deres ledere rejste sig ved et møde, der kun var for jøder og sagde, at ”enhver jøde, der stemmer imod Churchill er en forræder imod den fælles sag” (Hr. R.C.Taylor). Hr. Churchill blev valgt og blev departementschef for kolonierne. Hans offentlige støtte til zionismen var blot en bemærkelsesværdig episode dengang; tre årtier senere, da hr. Balfour var død, skulle det få lige så skæbnesvangre konsekvenser, som hr. Balfours egen vildfarelse. For at vende tilbage til hr. Balfour: hans private tanker beskæftigede sig meget med zionismen. Så vidt annalerne viser, skænkede han på intet tidspunkt de indfødte beboere i Palæstina, som han skulle fordrive ud i vildmarken, nogen tanke. Tilfældigvis drejede valgkampen sig hovedsagelig om den formodede grusomme behandling af nogle ydmyge væsener langt borte (dette er et tilfælde af metoden til at ophidse ”pøbelens” lidenskaber, som anbefaledes af dr. Herzl og Protokollerne). Vælgerne kendte ikke noget til zionismen og da de senere blev bekendt med den, følte de ingen bekymring for de truede arabere, for den side af sagen blev de ikke gjort opmærksomme på, af en ”underdanig” presse. Men i 1906 blev deres følelser oprørte over ”kinesisk slaveri” og (da Manchester nu en gang var Manchester) var de højst indignerede over det. På den tid fik kinesiske kulier en kontrakt på tre år for ar arbejde i de sydafrikanske guldminer. De udvalgte anså sig selv for heldige, men til valget og til "ophidselse af pøbel" i Manchester var det ”slaveri” og kampen blev udkæmpet og vundet på den sag. De sejrende liberale glemte ”kinesisk slaveri” straks efter, at stemmerne var talt op, (og da det blev deres tur til at være i regering, blev de endnu mere begejstrede for zionismen end de konservative). Så mens der blev råbt op om ”kinesisk slaveri” uden for hr. Balfours vinduer, forberedte han, sammen med en zionistisk udsending fra Rusland det, som var værre end slaveri, for araberne i Palæstina. Hans betagelse var fuldstændig allerede før samtalen begyndte, som hans niece og livslange fortrolige (fru Dugdale) viser: ”Hans interesse for emnet var skærpet … af zionisternes afvisning af tilbudet om Uganda … Modstanden skabte hos ham en nysgerrighed , som han ikke kunne få tilfredsstillet … Han havde bedt sin formand i Manchester om at komme til bunds i årsagerne til zionisternes holdning … Balfours interesse for jøderne og deres historie … udsprang af den uddannelse i Det gamle Testamente, han havde fået af sin mor, og gennem hans skotske opdragelse. Da han blev voksen, anså han sin intellektuelle beundring og sympati for visse aspekter af jøderne i den moderne, verden for at være af enorm betydning. Jeg husker, at jeg som barn fik den idé fra ham, at den kristne religion og civilisation skyldte jøderne en umådelig gæld, som var ringe tilbagebetalt”. Sådan var hr. Balforus sindstilstand, da han modtog dr. Weizmann i et værelse i det gamle Queen's Hotel, i det klamme og tågede Manchester, i 1906. Det forslag, der blev stillet ham ville, hvis det blev accepteret, betyde at føje Tyrkiet til Englands fjender i en ”fremtidig verdenskrig” og, hvis Tyrkiet blev slået i denne, derefter at komme i evig krig med den arabiske verden. Men, hvis det ovenstående citat skal udgøre beviset, havde beregninger af nationale interesser, moralske principper og statsmandskundskab, forladt hr. Balfours tanker. Han var i kløerne på en ”skærpet” interesse og en utilfredsstillet ”nysgerrighed”. Det lyder som en ung piges romantiske følelser omkring kærlighed. Han var ikke blevet valgt til at afgøre, hvilken ”gæld” kristendommen skyldte jødedommen eller, hvis han besluttede, at en sådan gæld eksisterede, at betale den med tredjemands midler til en eller anden agitator, der påstod, at han havde ret til at inddrive den. Hvis der var en gæld, som kunne identificeres, og en rationel grund til at blande sit land ind i det, og hvis han kunne overbevise landet om dette, så havde han måske haft en sag. I stedet besluttede han privat, at der var en gæld, og at han havde ret til at vælge blandt kreditorerne til fordel for en besøgende fra Rusland, selv om flertallet af jøder i England afviste enhver tanke om en sådan gæld. Der findes ikke noget mere mærkeligt tilfælde i historien. Fyrre år senere skrev dr. Weizmann, at den hr. Balfour, som han havde mødt, ”havde kun de mest naive og rudimentære begreber om bevægelsen”. Han kendte ikke engang dr. Herzls navn, det nærmeste, han kunne komme, var ”dr. Herz”. Hr. Balfour var allerede betaget af sin egen entusiasme for den ukendte sag. Han fremsatte formelle indvendinger, men øjensynligt kun for at have den fornøjelse at høre dem modsagt, som en pige kan modsætte sig den bortførelse, hun hemmeligt begærer. Det gjorde et dybt indtryk på ham (siger dr. Weizmann), da hans besøgende sagde, ”Hr. Balfour, hvis jeg nu tilbød Dem Paris i stedet for London, ville De så tage imod det?” ”Men dr. Weizmann, vi har London”, svarede han. Dr. Weizmann svarede, ”Men vi havde Jerusalem, da London var en sump”. Hr. Balfour følte øjensynlig, at dette var en afgørende grund til, at ashkenazi-jøder fra Rusland skulle flytte til Palæstina. Men de eneste jøder, hvis interesser han havde ret til at varetage, dem i England, havde arbejdet hårdt på at afholde ham fra at blive involveret i zionismen, og han kom med en sidste, spagfærdig indvending: ”Det er mærkeligt, dr. Weizmann - de jøder, jeg har mødt, er helt anderledes”. Dr. Weizmann svarede ”Hr. Balfour, De har mødt den forkerte slags jøder”. Hr. Balfour stillede aldrig mere spørgsmålstegn ved de russiske zionisters ret til at kalde sig den rigtige slags jøder. ”Det var efter den samtale med Weizmann, at jeg blev klar over, at den jødiske form for patriotisme var noget ganske særligt. Det var Weizmanns absolutte afvisning af overhovedet at tage det i betragtning” (forslaget om Uganda) ”som interesserede mig”; til disse ord tilføjer fru Dugdale følgende kommentar, ”Jo mere Balfour tænke over zionismen, des større respekt fik han for den og hans tro på dens vigtighed voksede. Han overbevisning tog form før Tyrkiet blev slået i den store krig og fuldstændigt transformerede fremtiden for zionisterne”. Han transformerede også fremtiden fuldstændigt for hele den vestlige verden og for to generationer af dens sønner. I det møde i et hotelværelse i 1906 blev Max Nordaus profeti fra 1903 om ”den fremtidige verdenskrig” til virkelighed. Efterhånden som denne krig nærmede sig, voksede antallet af offentlige personer, som i hemmelighed støttede zionismen. De gjorde sig faktisk til medsammensvorne, for de oplyste ikke offentligheden om nogen hensigt med Palæstina. Ingen, uden for inderkredsen af ”den labyrintiske intrige” vidste, at det var deres hensigt, som ville blive bragt til udførelse i forvirringen under en stor krig, hvor regeringens og folkets opmærksomhed på statens politik var afledt. Hemmeligholdelsen er det, som afgør, at det var en sammensværgelse, der kom fra Rusland, og som bar frugt i 1917. Det næste møde mellem dr. Weizmann og Hr. Balfour fandt sted den 14. december 1914 [11]. Da var den første verdenskrig lige begyndt. Den britiske hær var næsten blevet udslettet i Frankrig, og Frankrig selv stod over for en katastrofe, mens kun den britiske flåde stod mellem England og de alvorligste farer. En krig, som ville komme til at koste England og Frankrig omkring tre millioner liv lå forude, og britisk ungdom styrtede sig ud i kampen. Den store sag skulle være at omstyrte ”prøjsisk militarisme”, at befri ”små nationer” og genoprette ”frihed og demokrati”. Hr. Balfour skulle snart blive genvalgt. Da han mødte dr. Weizmann igen, var hans tanker tilsyneladende langt fra det store slag i Frankrig. Hans tanker var ikke hos hans land eller hans folk. De var hos zionismen og Palæstina. Han indledte sin samtale med dr. Weizmann ved at sige, ”Jeg har tænkt over vores samtale” (i 1906) ”og jeg tror, at når kanonerne tier, så får De Deres Jerusalem”. Folk, som levede dengang kan måske huske dette tidspunkt og se, hvor langt fra alt, hvad de troede, krigen drejede sig om, hr. Balfours tanker var. I hr. Balfours skikkelse genopstod profeten Monk, men denne gang bevæbnet med magt til at forme nationers skæbne. ”Uimodståeligt pres” bag kulisserne havde tydeligt nok vundet stor magt, og var allerede særdeles effektivt i 1914. På den tid var det amerikanske folkblevet lige så meget viklet ind i dette net af ”labyrintisk intrige”, som var skjult for offentligheden, skønt de ikke anede det. De frygtede ”udenlandske forviklinger”. De ønskede at blive holdt uden for krigen og havde en præsident, som lovede at holde dem uden for. De var faktisk allerede med i den, for ”uimodståeligt pres” virkede på den tid lige så effektivt i Washington som i London.
|