|
Det anti-racistiske Europa som juridisk galehus -en baggrund Originalmanuskript til tale holdt af Knud B. Eriksen ved EURO konferencen, 8. nov. 2008 i Memphis, Tennessee (Den faktisk holdte tale er kortere og varierer fra manuskriptet). I min gamle udgave af Encyclopedia Britannica fra 1943 kan jeg ikke finde nogen definition af udtrykket: ”racisme”. Ordet eksisterer ikke i denne verdens mest berømte encyklopædi på dette tidspunkt. Men i dag, 8. november 2008, kun 65 år senere, venter to unge mænd på at blive udleveret fra mit hjemland, Danmark, til Tyskland for en såkaldt ”racisme- og xenofobiforbrydelse” – en ”tankeforbrydelse”, som de næsten med sikkerhed vil få tre til fem års fængsel for. (Ordet ”xenofobi” findes i øvrigt heller ikke i min encyklopædi af 1943). Hvad er der sket i mellemtiden? Den korte forklaring er, at Europa er blevet et juridisk galehus i den lange, seje proces, hvor det er i færd med at blive ødelagt af invaderende udlændinge fra den tredje verden – mest muslimer i vor verdensdel. Det er en omhyggeligt styret proces. (Se også her, her og her ). Vanviddet er nået langt ud over Den europæiske Unions standardisering af agurker, som forbyder de krumme. I har set hvor langt ud i korruption EU's ledere vil gå, til trods for deres leflen for ”demokrati”, når de vovede at pålægge den suveræne nation Østrig sanktioner i februar 2000 (her, her og her), da dette EU-medlemsland, på fuldt ud demokratisk vis, valgte en regering, som nationalisten Jörg Haider og hans Frihedparti var med i. Anden gang denne ”fare” for en ”racistisk” regering viste sig i endnu højere grad, her for nylig (30% støtte fra vælgerne til den såkaldt ”racistiske” politik, i modsætning til 27% sidste gang), døde Haider (se her og her) meget opportunt kort efter valget. Man ser også den fuldstændigt udemokratiske, korrupte reaktion, hvor EU-ledere nu simpelthen vil ignorere det klare ”nej” fra irerne, for nylig, til den seneste totalitære EU-udvidelse, ”Lissabon-traktaten” . De fortsætter bare med projektet, hvilket juridisk skulle være en fuldstændig umulighed (da vedtagelsen krævede énstemmighed). Og denne proces er blevet fremskyndet efter 11. september 2001, i alle europæiske lande, med ”anti-terror lovgivning”, (og her) som svarer til de amerikanske ”Patriot Acts”. Endvidere kan man finde mange andre versioner af denne slags totalitære lovgivning i de vestlige lande, ”hade-love” eller ”anti-racisme love”, ”holocaustbenægtelses-love”, og en tilsvarende udbredt introduktion og brug af nøjagtigt de vage, men totalitært anvendelige, vendinger og kategorier som ”racisme, antisemitisme og xenofobi” i Europa og videre ud i verden, som i øvrigt følger nøjagtig samme mønster fra land til land. Denne totalitære plan var, hvad de zionistiske magthavere bagved de vestlige regeringer, deres medier og den akademiske verden, behøvede, og de har arbejdet i forbløffende samdrægtighed, i mange år for at underkue de oprindelige, hvide befolkninger dér. Det er en lang historie (læs 'Kontroversen om Zion' for at forstå baggrunden). Tydeligvis er de juridiske trakasserier og indespærringen af dissidenter kun en del af undertrykkelsen, men en meget vigtig del.
Fem års fængsel bedre end at blive ”selvmyrdet” eller ”ulykkestilfældet”.
Jeg tror, man skal se indespærringen af folk for at sige ”alternative sandheder” om jødernes Holocaust eller andre sandheder om jøder (og indvandrere generelt), som den zionistiske besættelsesmagts humanitære alternativ til at blive snigmyrdet af Mossad. Det er stadig – for en tid – dårlige manerer i Europa, at dræbe politikere, man er uenig med. Og det giver sådan en frygtelig dårlig reklame. Det er også lidt upraktisk nu, med tusindvis af dissidenter i fængsel. Det kan ændre sig efterhånden, som den jødiske mafia fra Rusland og Østeuropa ekspanderer og breder sig i Europa, og skaber ufølsomhed over for politiske mord. Endnu er det meget bekosteligt for Israels omdømme, hvis for eksempel Jörg Haiders død, for nylig i Østrig, skulle vise sig at være - eller der blot skulle brede sig mistanke om, at det var - et mord begået af Mossad (læs også her og her). Eller generelt, når en højrefløjspolitiker pludselig mister lysten til livet og begår selvmord eller bliver meget, meget klodset og dør i en ulykke lige, når han begynder at blive en virkelig alvorlig trussel for zionistjødernes interesser i at multikultivere Europa eller deres andre dagsordener, hvilket f.eks. også skete for den tyske top-politiker, Jürgen Möllemann, for få år siden. (Der er allerede en vidt udbredt mistanke, både blandt almindelige østrigere, blandt den nære familie og i Haiders parti om, at Haiders bil-ulykke kunne være et mord begået af Mossad). Det er måske i dette lys, vi skal se de absurde love imod ”racisme”, ”antisemitisme”, "xenophobi" og den såkaldte ”holocaust-benægtelse”. Sådanne mord ligger bestemt ikke uden for det israelske Mossads mord- og spionapparats fantasi eller erfaring, som afsløret af afhopperen, den tidligere Mossad-agent, Victor Ostrovsky, i hans to bøger om Mossad, By Way of Deception (1990) og The Other Side of Deception (1995). Ifølge ham blev den tyske, fremtrædende politiker, Uwe Bärschel, dræbt af Mossad den 11. oktober 1987 (fordi han vidste for meget om en israelsk-iransk våbenhandel) og Ostrovsky fortæller også i en senere artikel, at Mossad havde planlagt en bilulykke for ham selv (Ostrovsky). Han fortæller i en af sine bøger, at den almindeligste drabsmetode for hans organisation i Europa og Nordamerika netop er: bilulykker. Disse teknikker er uden tvivl blevet forbedret i de mellemliggende 18 år, hvor elektronik, fjernstyring, computere, satellitter, biokemi o.s.v. har nået forbløffende højder. I de senere år har der været andre bemærkelsesværdige ”ulykker” eller simpelthen mord, hvor jødiske interesser klart har været involveret direkte eller indirekte: Som allerede nævnt var der den tyske top-politiker og modstander af Israel og Zionismen, Jürgen Möllemann, som den 5. juni 2003 sprang i døden med en faldskærm, der ikke foldede sig ud, skønt han var meget, meget erfaren i faldskærmsudspring. På det tidspunkt var han den eneste højtstående tyske kritiker af jøder og Israel og han blev derfor anset for at være en fremstående fjende af deres interesser i det ellers så forkuede og strategisk vigtige Tyskland. Der var også den britiske våbenekspert og FN våbeninspektør, David Kelly's selvmord (17. juli 2003), der fandt sted netop som han havde stukket en kæp i hjulet på Irakkrig-for-Israel-propagandaen ved at benægte rapporterne om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Der har været mord for nylig, hvor de jødisk dominerede medier har været medskyldige for så vidt, som de har umenneskeliggjort ofrene som ”racister” o.s.v. Og fordi de har været primus motor for tredieverdens immigration ind i Europa fra begyndelsen. Det var tilfældet med Pim Fortuyn (og her) og Theo van Gogh (her og her) i Holland, i 2002 og 2004, respektive. Der var terrorangrebet 11. september 2001, som kun skete på grund af USA's énsidige pro-Israel politik i Mellemøsten, under jødisk pres, og hvor alt i øvrigt peger på, at Mossad, som et minimum af involvering, havde kendskab til et forestående angreb, men undlod at advare Amerika. Men tilbage til andre klare, direkte forbindelser – hvis vi går nogle år længere tilbage, så nævner Douglas Reed, den berømte udenrigskorrespondent ved Londons Times i sin bog, The Controversy of Zion (CoZ) www.controversyofzion.info et antal berømte personer, som døde netop, som de blev en alvorlig trussel for den jødisk styrede verdensrevolution, eller det zionistiske foretagende, Israel. Han kalder det: ”Skæbnen slog til igen”. Der var den amerikanske top-politiker, Huey Long, myrdet af en jøde i 1935. Long kunne have forhindret genvalget af præsident Roosevelt. Et åbenlyst jødisk-ledet mord kom i vejen. (CoZ, 319) ”Mordet på en tysk diplomat, Ernst von Rath, 9. november 1938 i Paris (for nøjagtig 70 år siden) udført af en jøde (her og her), var det 'skud i Sarajevo', som faktisk åbnede Anden Verdenskrig”. (CoZ, 322) I april 1945 døde præsident Roosevelt (og her) få dage efter, at han havde lovet den arabiske kong Ibn Saud, at ” Jeg vil ikke gøre noget … fjendtligt over for de arabiske folk”… Skæbnen slog til igen. (CoZ, 428) I 1946 blev et jødisk, hemmeligt, mordforsøg på Englands antizionistiske udenrigsminister, Ernest Bevin forhindret af den britiske efterretningstjeneste (CoZ,431) og her . ”Skæbnen slog næsten til igen”, kan man sige. Det første åbenlyse terroristmord på en prominent politiker fra det moderne Israel var, selvfølgelig, lige ved ministatens begyndelse, grev Folke Bernadotte, (og her) 1948. Da han kom til Palæstina som FN fredsrepræsentant og prøvede på også at lytte til palæstinenserne, blev han myrdet af en jødisk terroristorganisation. En åbenlyst jødisk morderorganisation slog til. (CoZ, 460). Så, i 1949, sprang De Forenede Staters forsvarsminister, James Forrestal ud fra en høj hospitalsbygning i et påstået ”selvmord”. (CoZ, 447). Han ville holde Israel uden for De Forenede Staters udenrigspolitik, og blev af ledende jøder anset for at være en fjende af Israel. Skæbnen slog til igen. (CoZ, 439 ) Selv i tilfældet med den sovjetiske diktator, Josef Stalin, som døde den 5. marts 1953, slog skæbnen til, netop som han, hævdes det, var i færd med en større deportation af jøder. Og adskillige fremtrædende, jødiske læger var anklaget for at ville forgive det sovjetiske lederskab. Læs her og (CoZ, 500) Douglas Reed nævner også tidligere lejligheder, hvor ”skæbnen slog til” på denne måde: Som med den russiske reform-zar Alexander II, som blev myrdet i 1881. Dette startede pogromer og masseemigration af jøder, primært til De Forenede Stater, og senere blev det grev Stolypin, 1911, som havde været meget aktiv med at forbedre jøderne forhold i Rusland. (Han blev skudt af en jødisk revolutionær). Disse to reformatorer havde haft meget travlt med at fjerne virkelige klagepunkter blandt russerne, men det var ikke det, de revolutionære jøder var interesserede i. Så ”skæbnen slog til” (CoZ, 240). Og selvfølgelig mordet på zar Nicholas II og hele hans familie, (og her) udført af jødiske bolsjevikker (CoZ, 277). Så var der den enormt indflydelsesrige og populære Lord Kitchener, hvis skib blev sænket af en tysk ubåd i 1916, mens han var på en mission for at beholde Rusland i krigen på de allieredes side og undgå revolution i Første Verdenskrig, og Reed siger, ”Zionismen kunne næppe være blevet påduttet Vesten, hvis han havde levet”. Skæbnen slog til. Den bolsjevistiske, jødiske revolution, og næsten en helt århundrede med Sovjet-rusland (og Kina m.fl.) som verdens største fængsel og torturkammer, fulgte med kommunismens enorme massemord, der løb op i utrolige tal, (100 millioner mennesker på verdensplan, iflg. ”Kommunismens Sorte Bog” (og her). Se også (CoZ, 248). Der var den ukrainske nationalhelt, Symon Petliura, som i 1926 blev åbenlyst myrdet af en jødisk sovjetagent. Bolsjevik-rusland havde igen og igen forsøgt at få Petliura udleveret, for at han ikke skulle komme til at lede en kontrarevolution i Ukraine, men det lykkedes ikke, så ”skæbnen måtte slå til”. I stedet for at jøden blev hængt for mordet, blev denne hændelse begyndelsen til LICRA, (og her), den europæiske parallel til De Forenede Staters jødiske Anti Defamation League (ADL). Det er i dag en af de mest magtfulde ”anti-racist” lobby grupper i EU, der står bag de undertrykkende ”anti-racisme love”. Og endelig tilbage i moderne tid, var det mordet på præsident John F. Kennedy (og her i 1963, hvor forfatteren Michael Collins Piper, med hundreder af referencer som bevis, har hævdet , at Israels Mossad var stærkt involveret, og at dette var fordi Kennedy var imod Israels igangværende projekt for at få en atombombe. I hvert fald, så slog skæbnen også til denne gang og Israel fortsatte med projektet. ”Skæbnen slog endvidere til” for at fjerne morderen, Lee Harvey Oswald, (og her) før han kunne afsløre noget, da han blev dræbt ganske kort tid efter af en jøde, Jack Ruby (og her) eller Jacob Rubinstein. Og så forlod denne morder selv scenen 4 år senere, da ” skæbnen slog til”, og han blev syg og døde, netop som der var fastsat en dato for en ny retssag, efter at det var lykkedes ham at få tilbagekaldt sin dødsdom. Han kan have taget vigtige hemmeligheder angående Kennedy-mordet med sig i graven.
Danmarks berømte ytringsfrihed møder europæisk arrestordre Tilbage til de to unge mænd, som i dag er truet med udlevering til Tyskland, (også her, her, her og her) fra Danmark og fem års fængsel for tankeforbrydelser. Det er den humanitære løsning for dissidenter, husker I nok. Hvad havde de så, rent faktisk, gjort? De to ”nynazister” (jeg ved ikke, om de er det eller ikke), en dansk statsborger og en tysk ditto, (han er i hvert fald faktisk flygtning fra tysk forfølgelse, på grund af hans politiske overbevisning), blev anklaget for at have solgt CD'er med såkaldt ”hade-musik” til tyskere, via internettet. De tyske autoriteter, som undertrykker tanke- og ytringsfrihed, er meget bekymrede over denne slags musik, fordi den er så populær blandt mange unge. Og det tyske politi hævder, at selv om ”forbrydelsen” blev begået i Danmark, (hvor det ikke er en forbrydelse, eller højest kunne resultere i en bøde eller en meget mindre fængselsstraf under vor egen ”anti-racisme lov”) så var musikken beregnet for det tyske marked, og derfor blev ”forbrydelsen” begået i Tyskland. En voldsom arrestation, udført af tolv betjente (tyske og - flest - danske) med hunde, var den dramatiske indledning af sagen, da politiet en morgen væltede ind i lejligheden, hvor den anklagede dansker sov sammen med sin lille datter. Det danske justitsministerium besluttede snart, uden noget offentliggjort argument, at udlevere de to mænd til det tyske politi, ifølge en ny lov fra 2003, som stammer fra en EU ”rammeaftale” (og her) af 2002 angående den såkaldte ”europæiske arrestordre”, og en dansk ret behøvede kun at sikre sig, at formaliteterne i den nye lov var blevet fulgt og derved rette sig efter ministeriets beslutning. Det betyder nu ikke noget, at den påståede forbrydelse måske ikke er en forbrydelse i Danmark, så længe den er det i Tyskland. Det er den højt besungne nye "hurtige ekspedition af forbrydere" mellem medlemsstater i EU, i fuldt sving. Rettens afgørelse er blevet appelleret, og det bliver meget spændende at se, om afgørelsen bliver omstødt eller ikke. Men i det nuværende juridiske galehus i Europa, kan man ikke forvente en fornuftig beslutning fra en dansk ret, kun håbe og også håbe, at folk i Danmark, i EU og resten af Vesten vil vågne op og protestere imod så åbenlyse brud på menneskerettighederne. Danmark er blevet kendt over hele verden for ytringsfrihed, som følge af "Muhammedkrisen", der fik verdensomspændende medieomtale. Vor nuværende statsminister, hr. Fogh Rasmussen (og her) har igen og igen talt offentligt om vor hellige ytringsfrihed, som ingen skulle prøve på at angribe, og det har flere andre top-politikere og førende mediefolk og meningsdannere, af alle slags, i Danmark også gjort. Men hverken statsministeren eller en eneste af disse ”forkæmpere for ytringsfrihed” har hævet stemmen til forsvar for ytringsfriheden i denne sag. Ekspeditionen af en udlevering gik ikke lige så stille af i England, da en mere berømt ”tanke-forbryder”, dr. Frederick Töben fra Australien, som de fleste her nok har hørt om, blev arresteret i Heathrow Lufthavn, England, mens han var på vej fra U.S.A. til Dubai. Han var også efterlyst i Tyskland, ved hjælp af den samme ”Europæiske arrestordre”-procedure. I hans tilfælde består "forbrydelsen" tilsyneladende i at have lagt såkaldt ”antisemitisk” og ”holocaustbenægtende” materiale på hjemmesiden for hans australske organisation for historisk revisionisme, Adelaide Instituttet. Så den tyske dommerstand gør i dette tilfælde krav på international jurisdiktion, fordi hans ”forbrydelse” er begået på internettet, fra Australien, hvor det ikke er en forbrydelse. Selvfølgelig havde han en høj prioritering for det tyske tankepoliti på grund af hans fremtrædende rolle ved ”Holocaust Konferencen” i Teheran, Iran, i december 2006. Hans forsvarer hævder, at han ikke vil få en retfærdig retssag i Tyskland. Töben vandt sagen ved underretten og statsadvokaten (på vegne af den tyske statsadvokat) har appelleret. Men i det mindste har han vundet foreløbigt, og forårsaget det nødvendige postyr i vide kredse. (senere blev sagen fuldstændig vundet, idet tyskerne denne gang opgav udleveringsforsøget, se her og her ). Så Tyskland udgør et centrum for denne heksejagt, hvilket vi har vidst i lang tid, men nu kan landet tilsyneladende nå ud til de fjerneste kroge af verden med dets udleveringsvanvid, som det sanseløst fremskynder, under påskud af ”anti-terror” initiativer, og især med denne nye hurtige udleveringsprocedure, som de kalder ”den europæiske arrestordre” (og her). Det var under det tyske formandskab (formandsposten går på skift i Den Europæiske Union), at den tyske kansler, Angela Merkel og hendes jødiske justitsminister, Brigitte Zypries, havde held til endelig at få iværksat den europæiske rammeaftale om at ”bekæmpe racisme, antisemitisme og xenefobi” i hele EU (med variationer fra land til land) (her , her og her). Selvfølgelig skulle det være Tyskland, som førte an i dette juridiske galimatias og påbegyndte angrebene på vore frihedsrettigheder, især ytringsfriheden. Det er Tysklands standard, med op til fem års fængsel for ”racisme” og ”holocaustbenægtelse”, som er den model, der skal kopieres i alle 27 EU-lande, hvis det overhovedet er muligt. Med mindre et land allerede har givet en højere maksimal straf, som Litauen har, dér er den maksimale straf herfor 10 år. Hvorfor er Tyskland og Litauen i forreste række? Jo, Tyskland er i realiteten stadig et erobret og besat område, hvor en forfatning, som er påtvunget af erobrerne, kræver ”anti-racistisk” og ”anti-anti-demokratisk” adfærd, og dette demonstreres tydeligst af det tyske hemmelige politi, ”Verfassungsschutz” (Forsvar for Forfatningen) og politisk ret ”Verfassungsgericht” (Forfatningsret), som banker selv den mindste gruppe eller ytring, som kan synes at være ”racisme” eller ”holocaustbenægtelse”, på plads. Men hvorfor det lille baltiske land, Litauen, skulle overgå Tyskland var et mysterium for mig, indtil jeg fandt ud af, at landet har været en jødisk højborg i århundreder. Så snart man graver lidt dybere, finder man ud af, at det ikke er ”Tyskland”, ”England”, ”Litauen”, ”Frankrig”, ”Polen” eller ”Danmark”. Det er organiserede jødiske samfund, ledet af dem, jeg kalder ”magt-jøder” eller ”jødiske ekstremister”, i hvert af disse lande, som står i spidsen for disse totalitære kampagner for et juridisk galehus, som smager af middelalderens bål og brand, indespærring, hellig censur og generel, overtroisk undertrykkelse. Som Mark Weber fra ”Institute for Historical Review” siger om emnet i en artikel fra 15. oktober 2008: ”Love om ”Holocaust-benægtelse” er resultatet af en velorganiseret, langvarig jødisk kampagne. I 1982 meddelte Institute for Jewish Affairs (og her) in London, en afdeling af World Jewish Congress, som havde base i London, at man var ved at iværksætte en verdensomspændende kampagne for at overtale regeringer til at gøre ”Holocaustbenægtelse” ulovlig. De anti-revisionistiske love, som efterfølgende blev sat i kraft i flere europæiske lande, afspejler dette initiativs succes. Tyskland satte sin ”Holocaustbenægtelses-paragraf” i kraft i 1985 (revideret i 1994), Frankrig i 1990, Østrig i 1992, Belgien i 1995 og Slovakiet i 2001. Det understreger yderligere, at denne kampagne er jødisk organiseret, at International Association of Jewish Lawyers and Jurists i juni 1998 forlangte nye of strengere love imod ”Holocaustbenægtelse”. (se mere om denne timing nedenfor). Det var i 1994, at den tyske forfatningsdomstol besluttede, at ”Holocaustbenægtelse” ikke var i strid med ytringsfriheden, eftersom ”Holocaust er blevet bevist som værende sandhed” – og den maksimale straf for "benægtelse" blev samtidig sat op til 5 års fængsel. Ja, "helt sikkert"! Og EU er blevet et stærkt våben i hænderne på magtjøderne. EU-monsteret kan godt vise sig at være den ventede ”Messias”, selv om det ikke er en person. Dets udemokratiske, ikke-valgte, bureaukratiske natur med bjerge af papir og syndfloder af nye traktater og love, som ikke engang regeringslederne altid læser før de bliver sluppet løs på de ulykkelige befolkninger, er idéel til at tilsløre det ret enkle magt-jødiske svindelforetagende med at undertrykke Vesten. Det er en efterligning af Sovjetunionen, selv lovgivningen om ”antisemitisme” kom fra den sovjetiske forfatning. Ikke så mærkeligt, når man får at vide, at det overvejende var jøder, der var stiftere og ledere af den bolsjevistiske revolution. Det ser ud til, at denne slags samfund uvægerligt vil opstå, når som helst magtjøder kommer til tops. Også NAU (North American Union) vil blive en efterligning af EU, og vil blive støttet af den opnåede succes med Den Europæiske Union. Hvis man går endnu dybere, finder man ud af, at jødiske organisationer har kæmpet for disse idéer i mere end et århundrede. Og deres samarbejde har været så godt, at vi må misunde dem. Disse organisationer er selvfølgelig først og fremmest organisationer som den magtfulde World Jewish Congress, og B'nai B'rith, men også bogstavelig talt hundreder af andre, som gemmer sig bag mærkelige forkortelser og dæknavne, så som ”Organisationer for Menneskerettigheder”, ”Sammenslutning mod Intolerance” og lignende. Det virker, som om de ønsker at lamme og pacificere befolkningerne med disse overvældende mængder af organisationer, traktater, love, reguleringer, artikler og nyhedsudsendelser. Og selvfølgelig er det netop, hvad de ønsker at opnå. De har overvældet os, og vi kan bare sidde og tælle de mange jødisk ledede enheder, der undertrykker ytringsfrihed. Parallelt med denne bølge af totalitære, jødisk anstiftede love, har et tættere direkte samarbejde mellem EU og Israel gjort endnu mere jødisk infiltration i det europæiske juridiske galehus helt sikkert. M.h.t. dette samarbejde, bør man nok fokusere på den såkaldte ”handlingsplan”, i hvilken “kampen mod antisemitisme, racisme og xenofobi” har højeste prioritet. I juni 2008 besluttede EU-kommissionen (den faktiske, ikke-valgte EU-regering) at opgradere dette samarbejde og at få ”handlingsplanen” iværksat senest april 2009. ”Benita Ferrero Waldner, EU's udenrigskommisær, har påpeget, at hun hellere vil knytte tættere bånd til Israel end med næsten et hvilket som helst andet land i Middelhavsområdet. Foruden at nævne, at Israel er ”nærmere ved Den Europæiske Union end nogensinde før”, sagde hun, at en ”refleksionsgruppe” nu er ved at undersøge, hvordan relationerne på begge sider kan opgraderes til en ”virkelig speciel status”. Mens formelle grupper er blevet etableret for at beskæftige sig med spørgsmål om menneskerettigheder i Marokko og Jordan, er der kun en uformel ”arbejdsgruppe”, der tager sig af sådanne spørgsmål i Israels tilfælde. Israel bliver generelt behandlet, som om det var en del af Europa, selv om det ligger uden for – lige som med fodbold og eurovisionskonkurrencerne – men dets religiøst baserede forfatning afskærer det fra medlemskab.” (Uddrag af Janine Roberts ”Israels indflydelse i Westminster” i The Palestinian Chronicle , 24. maj 2008. Se også modstand mod dette samarbejde. Det må huskes i denne sammenhæng, at Israel også har ønsket indenlandske love, som gør krav på universel jurisdiktion, d.v.s. ret til at få folk udleveret til Israel fra alle steder i verden, til retsforfølgelse for forbrydelser, selvfølgelig som disse er defineret af Israel. Samtidig har landet ry for at nægte at udlevere jødiske forbrydere og mordere, når det bliver bedt om det. Det er den sædvanlige dobbeltmoral. For eksempel forlangte Israel i 1983, og fik i 1986, John Demjanjuk udleveret fra U.S.A. for at blive idømt dødsstraf for ”nazi-forbrydelser”. Kun den indlysende mangel på beviser og falske vidnesbyrd tvang Israels højesteret til omsider at frifinde ham. Israel og dermed de godt og vel 15 millioner jøder i ”diasporaen” verden over, har således, som vist oven for, en meget stor andel - og et stort ansvar - i udviklingen af det juridiske galehus, der er opstået omkring ”kampen mod antisemitisme, racisme og xenofobi” i EU. Og der er planer om at gå meget længere end til det juridiske. Det europæiske-middelhavs partnerskab er kun begyndelsen på skabelsen af det store, europæiske imperium, som skal omfatte Nordafrika, Tyrkiet og Mellemøsten, med navnlig Israel, og dette skal så blive en af de store mundfulde centraliseret administration af verden, og med Israel som medlem vil det nok i det lange løb blive forsøgt, at Jerusalem bliver den egentlige hovedstad, og måske senere også den fremtidige hovedstad i EU. Et multietniseret og økonomisk ødelagt amerikansk imperium – som så bliver indlemmet i NAU – Den Nordamerikanske Union – kan så let overgås af et stærkere EU, og den gamle profeti om Jerusalem som verdens centrum kan på den måde blive opfyldt.
Jødisk magtpolitiks okkulte natur Mange skribenter har bemærket de okkulte træk i det jødiske samfund. Et eksempel herpå er den israelske dissident, Barry Chamish, som siger, at den herskende elite i Israel og i zionismen ”ikke er jøder”, men okkultister, han kalder dem ”shabbataians” efter den falske 17-hundredetals messias, Shabtai Zvi (eller Sabbatai Zevi). Dette er kabbala'en. Dr. David Duke taler også meget om Chabad-Lubavitch jøder. Det er også Kabbala'en i funktion. Disse grupper er meget indflydelsesrige og anses for at være den mest dynamiske kraft inden for det jødiske liv i dag. Og den okkulte del af Judaismen har altid eksisteret. Den bør studeres langt mere dybtgående af ikke-jøder, for det er min opfattelse, at meget af det, som sker, sker i overensstemmelse med regler og idéer i okkult Kabbala. Tal, datoer, symboler, ritualer er meget vigtige. Et infamt eksempel er Nürnberprocessens detaljer (CoZ,395ff), som f.eks. at de nationalsocialistiske ledere blev henrettet på den jødiske Dommens dag (CoZ,396). De jødiske helligdage og de begivenheder, de minder om, er symbolske for hændelser - og profetiske for - ting, som skal ske. Året 1999, sandsynligvis en meget vigtig ting i sig selv, siges at være ”det år, hvor Messias skal komme” (- når han kommer for at gøre resten af menneskeheden til slaver, da Shabtai Zvi's forkyndelse i 1666 viste sig at være falsk). Den kabbalistiske forklaring herpå, og tallet 6's hellighed, forklares i detaljer i ”National Journal” En mere almideligt anerkendt gengivelse af jødernes historie, hvor de stærke kabbalistiske tendenser ofte berøres, findes i A History of the Jews af den britiske historiker, Paul Johnson. Også Israel Shahak's bog, Jewish History, Jewish Religion , London 1994 er en kilde til sådanne oplysninger. I disse dage, med ”Obamessias” eller ”Dalai Lobama” må vi være opmærksomme på, at hr. Obamas race ikke er den rigtige til en jødisk messias og (her), selvom han har slået den tydeligt medieskabte modstander, ”McPain”; ej heller er året det rigtige, kabbalistisk talt. Lad os derfor hellere se efter vigtige begivenheder i den zionistiske verdenserobring, som fandt sted i året 1999. Det jødiske år, der svarer til dette år, 5760, begyndte i september 1999 og varede så et år fra denne dato. Kan det tænkes, at der er udgået en ordre fra verdens zionistiske hovedkvarter gående ud på, at:
Den ”Europæiske Rammeaftale”, som skulle inkludere kneblelove for alle 27 medlemsstater, såvel som EAW (European Arrest Warrant, Den europæiske arrestordre) i en særskilt paragraf, blev indført i oktober 1999. Det Stasi-agtige center i Wien , ”Det europæiske Overvågningscenter for racisme og xenofobi” var allerede blevet etableret i juni 1997 for at forberede ”beslutningen”. Amsterdamtraktaten (og her) af 1997 trådte i kraft 1. maj 1999 . I denne var der for første gang inkluderet en artikel 13, om ikke-diskrimination ('anti-racisme'), på forfatningsniveau. Mht. den konvention, som dannede grundlaget for traktaten, på hvilken EU baserede sine sanktioner imod Østrig i februar 2000, blev der holdt stiftende møde i december 1999 . Den trådte i kraft et år senere. Modstykket til ADL, LICRA, indførte et langt mere omfattende handlingsområde under dets nye formand i 1999, Patrick Gaubert, som også er næstformand i Det Europæiske Parlaments Komité for borgerrettigheder, retspleje og indre anliggender. Han havde været særlig rådgiver i Indenrigsministeriet med ansvar for forholdsregler mod racisme (1986-1988). Blandt disse aktiviteter var en såkaldt ”Jødisk-Muslimsk Dialog”, hvor jøder ville prøve at inddrage muslimer i en fælles kamp mod racisme og på denne måde skjule sig bag dem og deres beklagelser, som skulle føre til kneblelovene Og det østrigske valg, som udløste EU-sanktioner, fandt sted i slutningen af 1999 . Israel tilbagekaldte strak sin ambassadør fr Wien, sanktionerne blev diskuteret og man blev tydeligvis enige på det første Stockholm International Forum i januar 2000 – en ud af en række Holocaust Konferencer. Disse vigtige skridt hen imod tyranni blev således taget i "det jødiske år for Messias". Det er muligt, at langt flere svindelnumre blev udklækket i dette ”Messianske År”.
Frankrig som eksempel I Europa er udviklingen af ”antiracismen” og dens bagmænd blevet bedst udforsket i Frankrig af intellektuelle, som var imod den, så som Yann Moncomble i hans bog fra 1987, Les Professionels de l'Antiracisme (”De Professionelle i Anti-Racisme Industrien) - (samt her, her, her og her), som man kunne kalde en forløber for Norman Finkelsteins The Holocaust Industry (Holocaust Industrien), bare meget mere åben og tydelig med hensyn til den jødiske ledelse, og især hæftet på den franske situation. Også Henri Coston, (og her) og for nylig det nationalistiske parti Front National og personer, som har forbindelse til dette. Selv om man skulle forvente, at jeg kender mest til danske forhold, finder jeg de franske langt mere illustrative og veldokumenterede. Hvis tiden tillader det (det gjorden den ikke, k.e.), kan jeg komme nærmere ind på dette, da begivenhederne, organisationerne og personerne, som er nævnt i forbindelse med Frankrig giver instruktiv og fuldstændigt bevis for, at hele dette svindelnummer med at ulovliggøre ”racisme, xenofobi og antisemitisme” er helt og aldeles ”kosher”. Frankrig har en meget lang og veludviklet tradition for forskning i jøder og jødiske anliggender og jeg husker, hvordan jeg ved Front Nationals store kongres i Strassburg for ca. 10 år siden blev forbavset og glad over at finde bogudsalg med mange bøger, som indeholdt godt efterforskede emner om jødisk indflydelse i Frankrig og i verden i almindelighed. Især bemærkede jeg en mursten af en bog, som bestod udelukkende af ”Navneforandringer” – hvor de rigtige, jødiske navne på tusindvis af jødiske personer (franske, så vidt jeg husker) var opgivet sammen med deres ændrede, ikke-jødiske navne. Ved denne kongres hørte jeg Le Pens bombastiske tale i foråret 1997 imod demonstrationen i Strassburg og dens ledende organisator, den socialistiske borgmester i Strassburg, Catherine Trautmann, og det var nok så langt han kunne gå i sin beskrivelse. Ifølge den danske avis, Information af 1.4.97, rasede han imod den ”anti-demokratiske horde”, trotskyisterne, hooligans, den jødiske lobby og frimurerne. I en lang tale fordømte Le Pen ”den infame regering, de korrupte politikere, de kapitalistiske angrebstropper af røde sjakaler, heksejagtorganisationerne, de humanistiske parasitter, som er bærere af AIDS og Cancer – den slags dør ikke af AIDS og cancer, de trives på det – de sortsmudsede rapsangere, de falske forskere, de selvbestaltede intellektuelle … de angriber os … de trives på den politiske korruptions mødding, på pædofili, usikkerhed, arbejdsløshed … Totalitarismen stikker sit grimme fjæs frem”. For flere detaljer kan jeg referere til min artikel, Den truede Ytringsfrihed på www.thedodo.info . Men lad mig fortsætte med et uddrag: ”Dette skete i begyndelsen af EU's ”anti-racisme”-år. En af nøglepersonerne bag EU's ”anti-racisme” var Jean Kahn (her og her)(prominent jøde i Frankrig), som er omtalt i min ovennævnte artikel. Han gav navn til den såkaldte ”Kahn Komission”, som var ”den mest vidtrækkende, administrative sammenslutning, som blev etableret af Det Europæiske Råd på Korfu i 1994. Han var også nøgleperson for de franske ”anti-racistiske” aktiviteter i årets løb. Der er blevet sagt om massedemonstrationen imod Front National i Strassburg, at ingen ”større centralorganisation eller politisk leder udgjorde dens lederskab”. Kun én komite, som hed ”Retfærdighed og frihed”. I virkeligheden var der 80 organisationer, inklusive de store, venstreorienterede partier og de venstreorienterede, stærke fagforeninger, bag den. En skriftlig protest imod at stramme fremmedlovgivningen, offentliggjort 11. februar, samtidig med sejren i Vitrolles, endte med 3000 navne, men de første 59 var filminstruktører. På to dage blev den underskrevet af 155 forfattere. Senere sluttede andre grupper sig til, så som 400 skuespillere, musikere, dansere, universitetsprofessorer, studerende, sagførere, læger, lærere og journalister. Som artiklen i Information siger, ”men en af de seneste lister omfatter 91 ”almindelige mennesker” … Jødisk-klingende navne dukkede op i nøglepositioner overalt i anti-Le Pen aktiviteterne dette forår i det, som aviserne kaldte ”bølgen af borgere” i Strassburg. Først og fremmest Kahn og Trautmann. Så var der de (jødiske) forfattere, Halter og Franck. Så var der de (jødiske) filosoffer André Glucksmann og Alain Finkielkraut (de ”omvendte marxister”, som i vort land blev imiteret med en forsinkelse på nogle år af Notkin og Blüdnikow (prominente danske jøder), sandsynligvis med den hensigt at skabe forvirring og lægge afstand til den jødiske meddelagtighed i kommunismen, - (i dag, i 2008 ved vi, at de er ”Neocons”,k.e.). Allerede i 1997 udtalte Finkielkraut ( Jyllandsposten 19.2.1997) at, ”det er nødvendigt at opfinde en folkebevægelse for at standse Le Pens fremgang”. I sin bog, Les Professionels de l'Antiracisme (Anti-racismens Professionelle) går franskmanden Yann Moncomble tilbage til den tidlige og ydmyge begyndelse til den mest magtfulde af myriaderne af ”anti-racist”- og ”menneskerettigheds”-organisationerne og påviser endegyldigt, at de gennem hele forrige århundrede blev startet og ledet af jøder og kommunister, ofte overlappende, som nævnt af den jødiske angiver, Benjamin Freedman, der i tidsskriftet Common Sense, blandt andet, afslørede, at ”såkaldte jøder” opdigtede udtrykket ”antisemitisme” som et skældsord, som røgslør for kommunismen!” Og han afslørede, at ved Anden Verdenskrigs udbrud var 98 procent af kommunisterne jøder. Hovedorganisationerne blandt denne utrolige mængde af sådanne, som skal bekæmpe ”antisemitisme” og ”racisme” er LICRA, The Ligue for Human Rights og Amnesty International. Det påvises i Moncomles bog, hvordan de var af jødisk oprindelse og lige siden er blevet ledet af jøder på de vigtigste poster. Lad mig her nævne de to vigtigste: Ligaen for Menneskerettigheder (La Ligue des Droits de l'Homme) blev forårsaget af retssagen for, dommen over, fængslingen og endelig frifindelsen af den jødiske officer, Alfred Dreyfuss. Grundlagt i 1898. I ledende stillinger bemandet med - og støttet stærkt - af jøder lige siden. LICRA (International Liga mod racisme og antisemitisme) begyndte som ”The League against Pogroms” i 1927 efter, at jøden Sholom Schwartzbart havde myrdet den ukrainske nationalhelt og fjende af bolsjevikkerne, Symon Petliura, i Paris i 1926. Så blev den til LICA (Ligaen mod antisemitisme), men skiftede navn i 1979, til det nuværende LICRA, for af drage fuld nytte af hjørnestenen blandt kneblelovene i Frankrig, anti-racisme loven, som var trådt i kraft i Frankrig i 1972. Det tog 51 år, før LICA fandt ud af, at man manglede ordet ”racisme” i navnet. En af de ledende jødiske ”anti-racister” og organisatorer bag organisationerne, filosoffen Bernard-Henri Levy, tilpassede de berømte ord ”Jeg tænker, derfor ér jeg” til ord, der passede ham bedre: ”Jeg hader, derfor ér jeg!” Dette fortæller i korthed filosofien bag disse myriader af organisationer. Udviklingen af definitionen af ordet "racisme" i de franske encyklopædier – som magtjøderne i Frankrig beviseligt har medvirket ganske meget til, er som følger, og den er jo også meget illustrerende (Les Professionels … s. 280): 1933: (Nouveau Petit Larousse Illustré) Ordet nævnes IKKE! (s. 853) 1950: (samme kilde): ”En teori, som søger at bevare racens enhed inden for en nation”. 1961: (samme kilde): ”Et system, som hævder en racemæssig gruppes overlegenhed over en anden, især på en sådan måde, at det forudsætter dens adskillelse fra de andre inden for et land (raceadskillelse). 1986: (Petit Robert): En teori om racernes hierarki, som forudsætter nødvendigheden af at bevare den formodet overlegne race fra raceblanding og dens ret til at dominere de andre racer”. 1987: (Petit Larousse): ”Ideologi, som bekræfter en racemæssig gruppes overlegenhed over de andre, som forudsætter især en adskillelse af disse inden for et land (raceadskillelse) eller endda stræber efter deres udslettelse (folkemord, nazisternes racisme)”. Hvilken udvikling af ”definitionen”! En anden jødisk meningsdanner i Frankrig, nævnt i den franske bog, sagde en gang: ”Jeg er først socialist, så fransk og først til sidst: jøde! Hvortil en israelsk diplomat, den gang, bemærkede: ”Det er vel nok godt, at vi på hebræisk læser alting bagfra” Knud Eriksen , 8. november 2008 |