Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

492

Kapitel 46,1

 

 

Højdepunktet

 

 Revolutionen

Denne bog blev første gang skrevet imellem 1949 og 1952 og blev så omskrevet i 1953-56 og det afsluttende kapitel blev skrevet i oktober og november 1956. Det var et passende tidspunkt til at opsummere talmudisk zionismes indflydelse på menneskelivet, for netop halvtreds år eller halvdelen af ”det jødiske århundrede” var gået, fra den dag, hvor den først brød frem på den politiske overflade, efter at have været undertrykt i omkring 1800 år.[34](Det britiske tilbud om Uganda, i 1903, var den første offentlige tilkendegivelse af, at vestlige politikere, i hemmelighed, forhandlede med ”den jødiske magt” som en selvstændig enhed.) Hr. Balfours modtagelse af dr. Weizmann i et hotelværelse, i 1906, efter at zionisterne havde afvist tilbudet om Uganda, kan nu ses som det næste skridt, og det første skridt, på den skæbnesvangre vej til fuldstændig involvering, i Palæstina-zionismen.

I 1956 var Revolutionen (som jeg anser for, påviselig, at være talmudisme i vor tid) også omkring halvtreds år gammel (regnet fra de revolutionære udbrud, som fulgte Japans sejr over Rusland i 1905), som en permanent faktor i vore daglige liv (dens rødder går selvfølgelig tilbage til 1848 og til den franske revolution, og videre til Weishaupt, og til revolutionen i England, og Cromwell).

Endelig var 1956 året for endnu et præsidentvalg i Amerika og dette blev, mere åbenlyst end de foregående, afholdt under zionismens lammende pres.

Så hvis jeg kunne have planlagt det, da jeg begyndte på bogen i 1949 (hvad jeg ikke havde nogen mulighed for), så kunne jeg ikke have valgt et bedre tidspunkt end efteråret 1956 til at tage et overblik over det hele, over konsekvenserne, indtil da, og den tilsyneladende opklaring, som nu var lige om hjørnet: højdepunktet, som det hele førte frem til.

Mens jeg har skrevet på denne bog, har jeg kun haft ringe forventning om, at den ville blive udgivet, når den var færdig; på dette stadium i ”det jødiske århundrede” er det usandsynligt. Hvis den ikke udkommer nu, tror jeg, at den stadig vil være aktuel om fem, ti eller flere år, og jeg forventer, at den vil blive udgivet en skønne dag, for jeg forudser, at før eller siden vil den faktiske kætterlov, som har forhindret åben diskussion af ”det jødiske spørgsmål” i de sidste tre årtier, bryde sammen. En dag vil emnet kunne diskuteres frit igen og noget af det, som står i denne bog, vil til den tid være relevant.

Hvordan det end går, så slutter jeg bogen i oktober og november 1956, og når jeg ser mig omkring, kan jeg se, at alt går, som forventet ud fra rækkefølgen af de relevante begivenheder. Dette år har været fuldt af rygter om krig, højere og mere påtrængende end nogensinde, siden slutningen af Anden Verdenskrig, i 1945, og de udspringer fra de to steder, som de må komme fra, på grund af de arrangementer, der blev lavet, i 1945, af ”top-politikerne”

493

i Vesten. De kommer fra Palæstina, hvor zionisterne, fra Rusland, blev installeret af Vesten og fra Østeuropa, hvor den talmudiske revolution blev installeret af Vesten. Disse to bevægelser (minder jeg om) er dem, som dr. Weizmann påviste, var ved at danne sig i de samme jødiske hjem i Rusland sidst i det 19ende århundrede: revolutionær kommunisme og revolutionær zionisme.

På to tidspunkter, i de senere år, har Vestens politikeres krigstrommer lydt højere end nogensinde. Ved begge lejligheder forsvandt den egentlige anledning snart af syne på grund af forargelsen over ”jødernes” særlige tilfælde, så endnu før egentlig krig var påbegyndt (i begge tilfælde trådte den i baggrunden igen) blev den præsenteret for offentligheden som en krig, der, hvis den kom, ville blive udkæmpet hovedsageligt på vegne af, eller til forsvar for, ”jøderne” (eller ”Israel”).

Jeg har tidligere givet udtryk for den opfattelse, at en tredje krig ville være af den art, fordi begivenhederne i 1917-1945 uundgåeligt førte til den konklusion, som er blevet styrket ved hændelserne i 1953 og 1956. Krigene som, i 1953 og 1956, syntes at true, ville uundgåeligt være blevet ført af Vesten ud fra denne forståelse, denne gang meget mere udtrykkeligt bedyret, forhånd, som ført med dette formål, end ved de to tidligere lejligheder. På et hvilket som helst tidspunkt, i fremtiden, hvor denne bog måtte se dagens lys, vil offentligheden, som har en meget kort hukommelse, have glemt krigs-krisen eller nær-krigs-krisen i 1953 og 1956, hvis den da ikke igen er blevet udsat for en omfattende krig, så jeg vil kort ridse dem op.

I 1953 dukkede nogle jøder op blandt fangerne i en af de utallige fingerede retssager, som blev meddelt fra Moskva (den blev aldrig ført). Dette forårsagede voldsomt oprør blandt vestlige politikere, som igen, og enstemmigt, råbte op om, at ”jøderne” var ved at blive ”udryddet” og blev ”forfulgt”. Dette hyleri havde nået et højdepunkt, der nærmede sig krigstrusler, da Stalin døde, retssagen blev aflyst og hyleriet ophørte brat. For mig viste denne episode tydeligt, at hvis ”krigen mod kommunismen” blev til noget (som vestlige politikere og aviser i disse år omtalte som en sandsynlighed), så ville den blive udkæmpet og denne gang åbenlyst, for ”jøderne”. Den slavebundne menneskehed ville være hjælpeløs, som i 1945.

I juli 1956 blev der igen ytret trusler om krig, da Egypten nationaliserede Suez-kanalen. I de første dage af denne krise, retfærdiggjorde den britiske premierminister truslerne over for det britiske folk med det argument, at Egyptens handling bragte ”den vigtige britiske livslinie” i fare. Snart gik han over til det argument (som formodentlig blev anset for mere virkningsfuldt), at ”Egyptens næste handling, hvis de fik lov til at gennemføre dette, ville være at angribe Israel”. Zioniststaten begyndte så at figurere i medierne, som stærkt lidende underden egyptisk kontrol med Suezkanalen. Ergo, krig i Mellemøsten, hvis den kom, skulle være en krig ”for jøderne”.

For det tredje blev der i 1956 holdt et præsidentvalg, for syvende gang, under direkte - og nu, for tredje gang - åbent pres fra zionisterne i New York. Valgkampen blev en offentlig konkurrence om ”de jødiske stemmer”, hvor de

494

rivaliserende parter kappedes om at love våben, penge og garantier til zioniststaten. Begge parter svor, på randen af krig i den verdensdel, at støtte ”Israel” under ligegyldigt hvilket omstændigheder.

Resultaterne af denne proces, som jeg har beskrevet fra dens start, var forventelige. Den konklusion, der må drages for fremtiden, synes uundgåelig: Vestens millioner er, på grund af deres politikere, og deres egen ligegyldighed, lænkede til en krudttønde, med en spruttende, og stadig kortere, lunte. Vesten nærmer sig højdepunktet af sit forhold til Zion, som officielt begyndte for halvtreds år siden, og højdepunktet er præcis det, som kunne forudses, da dette herre-tjener forhold begyndte.

I vort århundrede fulgte der, efter begge krige, adskillige afslørende bøger, i hvilke det blev undersøgt og afsløret, at årsagerne til krigen var andre end dem, masserne, pøbelen, havde fået at vide, og at ansvaret lå et andet sted. Disse bøger er generelt blevet accepteret blandt de, som læser dem, for der følger altid en undersøgende stemning efter krigens grusomheder. Men de har ingen vedvarende virkning, og den brede masse kan forventes, igen at være lige så påvirkelig over for de voldsomme incitamenter, ved starten af en ny krig, som tidligre, for massernes modstandskraft over for masse-propaganda er meget ringe, og propagandaens magt er berusende, såvel som forgiftende.

Hvorvidt fuldstændig åben oplysning om årsagerne til krig ville nytte noget over for dette vedvarende menneskelige instinkt (”Ved guddommeligt instinkt mistror menneskesindet efterfølgende farer”), hvis de blev givet før krigens udbrud, ved jeg ikke; jeg tror ikke, at det nogensinde er blevet forsøgt. En af denne bogs ambitioner er, i al beskedenhed, at påvise, at oprindelsen til, samt naturen af, og ansvaret for, en krig, kan påvises før den begynder, ikke kun når den har haft sit forløb. Jeg tror, det meste af bogen har demonstreret dette, og også, at dens argumenter allerede er underbygget af begivenhederne.

Jeg tror også, at de specielle begivenheder, i årene 1953-1956, i Vesten, stærkt underbygger dens argument og de dragne konklusioner, og derfor vil jeg hellige resten af dens afsluttende kapitel til et resumé over de relevante hændelser i disse år: 1) i de områder, der var blevet slavebundet af revolutionen; 2) i og omkring zioniststaten; og 3) i ”den frie verden”, Vesten, respektive. Disse hændelser synes mig at tilføje det sidste ord til denne historie: Højdepunktet nærmer sig.

Forfatters indføjelse: Den første del af dette afsluttende kapitel, indtil ordene, ”Højdepunktet nærmer sig”, blev skrevet fredag den 26. oktober 1956. Så tog jeg på weekend med den hensigt at fortsætte, og færdiggøre, kapitlet tirsdag den 30. oktober 1956; det var allerede en kladde. Da jeg fortsatte den dag, havde Israel invaderet Egypten, mandag den 29. oktober 1956. Derfor er resten af kapitlet skrevet i lyset af de begivenheder, som fulgte; disse gjorde, at det blev meget længere, end jeg havde forventet.

495

 

•  Revolutionen

I Revolutionens områder, som var svulmet op til at holde halvdelen af Europa slavebundet, fulgtes Stalins død i 1953 af en række folkelige opstande, i 1953 og 1956. Begge begivenheder hilstes med glæde af den omgivende verden, for de genoplivede det glemte håb om, at den ødelæggende Revolution en skønne dag ville ødelægge sig selv, og at mennesker og nationer igen ville være frie. Denne klare betydning blev så forstyrret ved at tvinge ”det jødiske spørgsmål” ind i hver af disse begivenheder. I ”det jødiske århundrede” blev de brede masser forhindret i at modtage, og tænke over, budskaberne fra alle store begivenheder, undtagen ud fra den virkning, de ville få ”for jøderne”.

Stalins død (6. marts 1953) overraskede verden, for denne livet i denne mand, der sandsynligvis havde forårsaget flere menneskers slavebinding, og død, end nogen andens i historien, var begyndt at synes endeløst, som udrulningen af en slanges snoninger.[35] Omstændighederne ved hans død forbliver uklare, men tidspunkterne for de begivenheder, der ledsagede den, kan være af betydning.

15. januar 1953 meddelte aviser i Moskva, at ni mænd skulle for retten anklaget for at planlægge at myrde ni højtstående kommunister. Seks eller syv af disse ni mænd var jøder (rapporterne varierer). De andre to eller tre kunne lige så godt aldrig være blevet født efter resten af verdens mening, for i balladen, som straks opstod i Vesten, blev affæren kaldt ”de jødiske læger”. [36]

I februar, mens larmen fortsatte i Vesten, kom diplomater, som havde set Stalin, med bemærkninger om hans sunde udseende og gode humør.

Stalin døde den 6. marts. En måned senere blev ”de jødiske læger” løsladt. Et halvt år senere blev Stalins terrorchef, Lavrenti Beria, skudt for at have arresteret dem, og anklagerne blev afvist som falske. En højtstående amerikansk korrespondent, hr. Harrison Salisbury skrev, at efter Stalins død blev Rusland regeret af en gruppe eller junta, som var ”farligere end Stalin”, bestående af d'herrer Malenkov, Molotov, Bulganin og Kaganovich. For at få magt, sagde han, kunne juntaen have myrdet Stalin, det tydede alt på; ”hvis Stalin tilfældigvis var blevet slået ud af en bristet arterie i hjernen den 2. marts, må det betragtes som en af de heldigste begivenheder i historien.”

For Vesten havde disse omstændigheder og muligheder, i forbindelse med Stalins død,

496

ingen interesse. Hele perioden, på omkring ni måneder, mellem Prag-retssagen (og præsidentvalget), og likvideringen af Beria var, i Vesten, fuld af forargelse over ”anti-semitisme i Rusland”. Mens balladen stod på (den ophørte efter at ”de jødiske læger” var blevet sat på fri fod og havde fået godtgørelse), blev der sagt ting, som klart viste, at en vestlig krig mod kommunismen, lige som den imod Tyskland, ville blive ført, udelukkende på vegne af ”jøderne”, eller de, som hævdede at repræsentere jøderne. I 1953 blev det nye Sovjetrusland fremholdt som et nyt, anti-semitisk uhyre, som Tyskland var blevet det i 1939, og zarens Rusland i 1914. Dette alt-tilslørende emne ville, at dømme efter periodens propaganda-postyr, igen have tilsløret slaget og bedraget nationerne.

Denne kampagnes timing er væsentlig, og kan ikke længere forklares som et tilfælde. For at give ”pressemaskinen” i Amerika mest mulig effekt, må ”det jødiske spørgsmål” gøres akut i tiden forud for hvert eneste præsidentvalg. Nuomstunder bliver det altid akut, netop i disse perioder, i en af dets to former: ”anti-semitisme” et eller andet sted (det skete i 1912, 1932, 1936, 1940 og 1952) eller en trussel mod ”Israel” (det skete i 1948 og 1956). At det, i en af disse to former, vil dominere præsidentvalget i 1960 kan forudsiges, uden større risiko.

Intet ændrede sig, i jødernes situation i Rusland, på den tid.[37] Nogle jøder var blevet inkluderet blandt de anklagede i en skueproces i Prag og i en, som blev meddelt, men aldrig afholdt, i Moskva. De femogtredive år under kommunistisk styre havde set utallige skueprocesser; verden var blevet ligegyldig, ved at blive vant til dem. Da terroriststaten var baseret på fængsling, uden rettergang, blev skue-processerne, tydeligt nok, kun afholdt for at skabe en effekt, enten på de sovjetiske masser eller omverdenen. Selv anklagen ”zionistisk sammensværgelse” var ikke ny; den var blevet fremsat i nogle processer i tyverne, og helt fra begyndelsen forbød kommunismen (som Lenin og Stalin bevidner det), formelt, zionismen, lige som den forsynede zionisterne fra Rusland med våben for at etablere ”Israel” i 1948.

Hvis Stalin gik videre, end det var tilladt, med at angribe ”zionismen” ved denne lejlighed, så fulgte hans død hurtigt efter. Til det sidste var han, tydeligt nok, ikke anti-jødisk. Hr. Kaganovich forblev hans højre hånd. Få dage før sin død beordrede Stalin, at en af de mest pompøse begravelser, man nogen sinde har set i det sovjetiske Moskva, skulle gives til Lev Mechlis, en af de mest frygtede, og hadede, jødiske kommisærer, gennem femogtredive år. Mechlis' kiste blev båret af alle de overlevende spidser fra bolsjevikrevolutionen, som også skiftedes til at holde vagt, mens han lå på lit-de-parade, så det var en tydelig advarsel til de fangne russiske masser, hvis flere sådanne da var nødvendige om, at ”loven mod anti-semitisme” stadig var i kraft. Straks efter

497

Mechlis' begravelse (27. jan., 1953) blev ”Stalins Fredspris”, under megen pragtudfoldelse, givet til apostlen for talmudisk hævn, hr. Ilya Ehrenburg, hvis radioudsendelser, til de røde hære, da de trængte ind i Europa, ophidsede dem til ikke at skåne ”selv ufødte fascister.” Få dage før sin død opfordrede Stalin Den røde Stjerne til at erklære, at kampen mod zionismen ”ikke havde noget at gøre med anti-semitisme; zionismen er det arbejdende folks fjende over hele verden, jøder såvel som ikke-jøder”.

Jødernes lod som en lillebitte minoritet i Rusland havde således ikke ændret sig, hverken til det værre eller det bedre. De havde stadig ”en højere grad af lighed i Sovjet Unionen end nogen andre steder i verden” (for at citere et spotsk svar givet af et jødisk vidne i denne periode, til et republikansk kongresmedlem, hr. Kit Clardy, foran en kongreskommité, da hr. Clardy havde spurgt videnet: ”Forfærder det Dem ikke, hvad Sovjetrusland gør imod jøderne?”) De forblev en privilegeret klasse.

Balladen i Vesten var således kunstig, og havde ingen rod i virkeligheden, men den nåede højder, der nærmede sig faktiske krigstrusler, og var måske blevet til sådanne, hvis ikke Stalin var død og ”de jødiske læger” blevet sat på fri fod. (Jeg har aldrig kunnet finde ud af, om de ikke-jødiske læger også blev frigivet). Der kunne kun være én grund til det: at zionismen var blevet angrebet, og i 1952-53 blev modstand mod zionismen bedømt som ”Hitlerisme”, af ledende politikere i Vesten, og som provokation til krig. Episoden viste, at denne ophidselses-propaganda kan slippes løs, ved et tryk på en knap, og ”udstråles” i alle retninger, efter behov (Amerika ikke undtaget, i det lange løb). Når denne propaganda er blevet ophedet til at være hvidglødende, bruges den til at aftvinge de bindende aftaler, som senere bliver indgået.

Det er i det halve år mellem nominering-og-valg, valg-og-indsættelse, at amerikanske præsidenter nu kommer under dette pres. Præsident Eisenhower var i 1952-3 under det samme pres som præsident Woodrow Wilson i 1912-3 og præsident Trumann i 1947-8. Hele den periode, hvori hans valgkamp, nominering, valg og indsættelse fandt sted, blev domineret af ”det jødiske spørgsmål” i dets to former, ”anti-semitisme” her, der og alle vegne, og eventyret i Palæstina. Straks efter nomineringen fortalte han en hr. Maxwell, der var præsident for Amerikas Forenede Synagoger:”Det jødiske folk kunne ikke have en bedre ven end mig … Jeg voksede op i troen på, at jøderne var det udvalgte folk, og at de gav os vor civilisations høje etiske og moralske principper” (alle jødiske aviser, september 1952).[38]

Det var den grundlæggende forpligtelse, som er blevet så velkendt i vort århundrede og altid forstået som meget mere, end giveren forstår. Straks derefter kom

498

retssagen i Prag, og præsident Eisenhower, der var nyvalgt, blev tydeligt nok presset til at komme med noget mere specifikt. I en besked til en jødisk arbejderkomité i Manhattan (Dec. 21, 1952) sagde han, at retssagen i Prag ”var tilrettelagt for at iværksætte en kampagne af rabiat anti-semitisme, i hele Sovjet, Europa og satellitstaterne i Østeuropa. Det er mig en ære at stå sammen med den amerikanske jødedom … og vise verden den indignation, som alle amerikanere føler over de uhyrligheder, der begås af Sovjet imod vor civilisations hellige principper.

”Uhyrlighederne” bestod på det tidspunkt i hængningen af elleve mænd, tre af dem ikke-jøder, ud af de millioner af dræbte, i de femogtredive år med bolsjevisme; deres skæbne var ikke omfattet af disse ”uhyrligheder”. Den nye præsident kunne ikke have vidst, hvilken ”kampagne” retssagen var ”tilrettelagt for at udløse”, og utallige andre retssager var ikke blevet fordømt af præsidenten. Ordene sværtede indirekte kommunismens fanger til med ”antisemitisme”, for de blev benævnt ”satellitstater”, og den egentlige mening med ”satellit” er ”en tjenestegørende for en prins eller anden magtfuld person; deraf en servil afhængig eller tilhænger” (Webster's Ordbog). Da præsident Eisenhower var den leder, hvis ordre, som var givet i samdrægtighed med den sovjetiske diktator, havde forårsaget deres fangenskab, var hans ordvalg mærkeligt. Det afspejlede holdningen hos dem, som kunne lægge ”pres” på alle amerikanske præsidenter og regeringer. For dem betød millioners slavebinding intet, tværtimod blev deres magt brugt til at gøre den permanent.

Denne tingenes tilstand afspejledes også i to af den nye præsidents første handlinger. Under sin valgkamp havde han appelleret til amerikanernes stærke modvilje mod dokumentet af 1945, ved at love at afvise Yalta-aftalerne, (de politiske dokumenter over hans egen militære ordre til at standse de allieredes fremmarch, Vest for Berlin, og således overlade Østeuropa til kommunismen) med disse ord:

”De forenede Staters regering vil, under republikansk ledelse, afvise alle forpligtelser, der er indeholdt i hemmelige aftaler, så som dem fra Yalta, som støtter kommunistisk undertrykkelse.” Da han var blevet valgt, sendte den nye præsident (20. februar 1953) en resolution til kongressen, som blot foreslog, at kongressen sluttede sig til ham m.h.t. at ”afvise alle fortolkninger eller anvendelser … af hemmelige aftaler, som er blevet perverteret til at forårsage undertrykkelse af frie folk.” Da havde han allerede refereret til de slavebundne folk som ”satellitter”. Da resolutionen hverken ”afviste eller refererede til ”Yalta”, var den skuffende for det parti, Eisenhower var leder af og til sidst blev det helt droppet.

I stedet sendte den nye præsident kongressen en resolution, som fordømte ”den ondsindede, og umenneskelige, kampagne mod jøderne” i de sovjetiske områder. Således blev ”de slavebundne” helt slettet og ”jøderne” sat i stedet, en ændring, som er typisk for vor tid. Det svedende udenrigsministerium lykkedes det også at få resolutionen ændret til at inkludere ”andre minoriteter”. De nuværende, jødiske, ”vurderinger” er, at der alt i alt er ”omkring 2.500.000 jøder

499

bag jerntæppet”, hvor de ikke-jødiske fanger udgør mellem 300 og 350 millioner; disse masser, som omfattede hele nationer, som polakkerne, ungarerne, bulgarerne og ukrainerne, for slet ikke at nævne de mindre folkeslag, eller russerne selv, blev brokket sammen i to ord, ”andre minoriteter”. Senatet vedtog enstemmigt denne resolution (feb. 27, 1953), men det blev ikke anset for tilstrækkeligt, så alle amerikanske senatorer måtte rejse sig for at blive talt (lige som medlemmerne af det britiske underhus, på hr. Edens opfordring, under krigen). Nogle få, som var fraværende, skyndte sig, skriftligt, at bede om at få deres navne med på listen.

Havde folkene bag ”Jerntæppet” forstået historien om disse to resolutioner eller fået mulighed for at høre om dem, ville de ikke have håbet (hvilket de gjorde) på nogen amerikansk undsætning i deres nationale rejsninger, mod terroren, i 1956.

Da præsidenten havde talt og handlet således, voksede oprøret. En af de mest magtfulde zionistiske ledere i denne periode (på linie med dommer Brandeis og rabbiner Stephen Wise) var rabbiner Hillel Silver, som under valgkampen havde forsvaret hr. Eisenhower imod eks-præsident Trumans beskyldning om ”antisemitisme” (nu anvendes dette uvægerligt i præsidentielle valgkampe), og som senere, af den nye præsident, blev inviteret til at sige ”bønnen om nåde og vejledning” ved hans indsættelse. Så rabbiner Silver kan anses for en mand med autoritet, da han udtalte, at hvis Rusland blev ødelagt, ville det være på grund af jøderne: han ”advarede Rusland om, at det vil blive ødelagt, hvis det indgår en åndelig pagt med Hitlerismen.” Denne metode, med at give tilnavnet ”Hitler” til enhver, som blev truet med ødelæggelse, generelt, blev senere taget i almindelig brug (præsident Nasser i Egypten er et eksempel).

Truslen var altid den samme: ”Du kan forfølge alle mennesker, hvis du vil, men du vil blive udslettet, hvis du modsætter dig jøderne”. Hr. Thomas E. Dewey (to gange præsidentkandidat og arkitekten bag hr. Eisenhowers nominering i 1952) udkonkurrerede rabbiner Silver på det samme møde (15. jan. 1953): ”Nu er alle begyndt at kunne se det (”antisemitisme” i Rusland) ”som det seneste, og frygteligste, program for folkemord nogensinde … zionismen, i sig selv, er nu blevet en forbrydelse, og bare det, at være født som jøde, er nu en grund til, at man kan blive hængt. Stalin har slugt hver en dråbe af Hitlers gift og er blevet den seneste, og mest rasende, forfølger af jøder … Det ser ud til, at Stalin er villig til at indrømme, for hele verden, at han gerne vil udføre det, som Hitler ikke nåede i sit liv.”

Denne kampagnes overdådighed forbavser selv den erfarne observatør, i tilbageblik. For eksempel erklærede Montreal Gazette, som jeg tilfældigvis så i sommeren 1953, at ”tusinder af jøder bliver myrdet i Østtyskland”; Johannesburg Zionist Record havde tre år tidligere (7. juli 1950) erklæret, at hele den jødiske befolkning i Østtyskland var på 4.200 sjæle, hvor de fleste blev positivt forfordelt ved statsansættelser.

500

Den nye præsidents ”forpligtelser” blev stadig stærkere, i hvert fald efter de personers mening, som de drejede sig om. I marts 1953, lige før, eller lige efter, Stalins død, sendte han et brev til den jødiske arbejderkomite og lovede (vendingen er brugt i New York Times; jeg har ikke den fulde ordlyd af budskabet), at Amerika ”for evigt ville være på vagt over for enhver opblussen at antisemitisme.” Da den modtagende komite holdt sin kongres i Atlantic City, var ”de jødiske læger” blevet frigivet og hele bataljen var ved at dø hen, så man var ikke længere ivrig efter at offentliggøre brevet, og sendte det retur. Præsidenten insisterede på offentliggørelse og sendte det tilbage ”med en meget skarp bemærkning, som bittert fordømte sovjetisk antisemitisme.”

I denne verden af propaganda-fiktioner blev de vestlige masser ført fra den ene skuffelse til den næste, af deres regeringer. Hvem ved, hvor de ville være blevet ført hen, hvis Stalin ikke var død, hvis ”de jødiske læger” ikke var blevet frigivet, og hvis fingeren ikke var blevet fjernet fra masse-ophidselsens aftrækker?

Stalin døde, og det kunstigt skabte ramaskrig (på begge sider af Atlanterhavet), døde med ham. Hvad nu, hvis han havde levet videre, og ”de jødiske læger” var blevet retsforfulgt? Da han døde, havde propagandaen allerede nået til ”krigsgrænsen”, ”den nye Hitler” var begyndt på ”det seneste, og frygteligste, folkemordsprogram nogensinde”, ”tusinder af jøder” blev ”myrdet” et sted, hvor der kun boede nogle hundrede: snart ville disse tusinder blive til millioner, en … to … seks millioner. Lenins, og Stalins, femogtredive års holocaust, med dens myriader af ofre og grave, ville være blevet transformeret, gennem denne propagandas heksekunst, til endnu en ”anti-jødisk forfølgelse”; dette blev faktisk gjort ved at skrinlægge præsident Eisenhowers ”afvisning af Yalta og kommunismens slaveri” og erstatte denne med en resolution, som kun ”fordømte” ”den onde og umenneskelige behandling af jøder” (som bag jerntæppet fortsatte med at udøve terror over dem, som var fanger under kommunismen). Hvis krigen var kommet af denne grund, ville endnu en generation af Vestens unge være draget i krig, i den tro, at deres mission var ”at ødelægge kommunismen.”

Stalin døde. Vesten blev sparet for krig denne gang og tumlede videre, bag sine zionistledere, frem mod den næste skuffelse, som var af en anden art. I de ti år, der var gået siden slutningen af Den anden Verdenskrig havde deres ledere vænnet dem til den tanke, at de, en dag, ville blive nødt til at knuse kommunismen og dermed skændselshandlingen fra 1945. De vestlige lederes oprigtighed i denne forbindelse skulle igen komme på en prøve i årene 1953 og 1956.

I løbet af disse år begyndte de slavebundne folk selv at ødelægge kommunismen, og kæmpe for den befrielse, som den amerikanske præsident, den militære arkitekt for deres fangenskab, lovede dem, men frarådede dem at gennemføre militært.[39] Stalins død syntes at virke som tøvejr på den stivnede frygt,

501

som havde grebet disse folk, og det satte denne selvbefrielsesproces i bevægelse. Forfatteren til denne bog blev, i dette tilfælde, gjort til skamme m.h.t. sine forventninger. Ud fra mine observationer og erfaringer troede jeg, at enhver national opstand var umulig imod tanks og automatvåben og imod den daglige terror (arrestationer, fængslinger, deportation eller død uden lov og dom), som syntes at være blev fuldkommengjort i de tre århundreder (det vil sige gennem revolutionerne i England, Frankrig og Rusland) til et punkt, hvor, troede jeg, kun udefra kommende undsætning kunne gøre en opstand mulig. Jeg havde glemt menneskeåndens uendelige ressourcer.

Den første af disse opstande fandt sted i det sovjetiserede Østberlin, den 17. juni 1953, da ubevæbnede mænd og drenge angreb sovjetiske tanks med hænder og sten. [40] Dette eksempel forårsagede resultater, uden fortilfælde, dybt inde i selve Sovjetunionen: en opstand i Vorkuta-slavelejren, Nord for polarcirklen, hvor fangerne jog de terroriserende fangevogtere ud af lejren og holdt den i en uge, indtil det hemmelige politis tropper, fra Moskva, ankom og knuste opstanden, med maskingeværild.

To opstande fandt sted mens larmen om ”antisemitisme bag jerntæppet” stadig var høj i Vesten. Der blev ikke gjort lignende ophævelse på vegne af de legioner af mennesker, hundredvis gange flere, hvis lod, endnu en gang, blev afsløret. Sovjetunionen blev ikke truet med krig eller ”ødelæggelse” for deres skyld. Tværtimod opfordrede Vestens politikere og medier dem til at forholde sig roligt, og bare håbe på ”befrielsen”, som uvist hvordan, en dag ville komme til dem fra Amerika, som havde svigtet dem i 1945.

Ikke desto mindre blev den smertende længsel efter friheden ved med at nage sjælene, og efterØstberlin og Vorkuta kom der opstande i Polen og Ungarn, i oktober 1956, efter at jeg var begyndt på dette afsluttende kapitel. Den første var en spontan, national, opstand. Den anden, som var ansporet af den første, blev noget, som er næsten uden fortilfælde i historien: et helt, tilfangetaget, folks krig imod deres fangevogters overvældende magt. Jeg tror, at tiden vil vise, at denne begivenhed betyder enten ”Vestens” genfødsel, og genoplivning af Europa, eller enden for Europa, som menneskeheden har kendt det, i de sidste tusind år, og dermed enden på alt, hvad ordet ”Vesten” har stået for.

Hvad end fremtiden vil bringe, én ting blev opnået ved oktober-opstandene, og

502

især ved den ungarske opstand. Aldrig mere kunne Revolutionen foregive at have så meget som sine fangers passive accept. Disse opstande viste, at under Karl Marx's kommunisme, fandt de, at de ikke havde andet at miste end deres lænker, og hellere ville dø, end udholde dem.

Grunden til begge opstande var den samme, og var fuldstændig klar. De ønskede, i begge tilfælde, nationens befrielse ved tilbagetrækning af den røde hær; den enkeltes befrielse fra terror gennem afskaffelse af det hemmelige politi, og afstraffelse af de ledende terrorister; genoprettelse af deres tro, gennem løsladelsen af deres kirkes overhoved (som i begge tilfælde var fængslet); befrielse af deres politiske system fra ét-parti-slaveri, ved at genindføre konkurrerende partier og valg.

Sagen var klar: ”Vesten” rejste sig atter imod asiatisk despoti, gennem en lille nation, ved sin østlige grænse; her stod Gud imod gudløshed, frihed imod slaveri, menneskelig værdighed imod menneskelig nedværdigelse. Sagen afhang den gang af, og vil også i fremtiden afhænge af, hvor meget støtte disse Vestens forpost-nationer vil få fra resten af Vesten, som lovede huldskab og troskab, men i nødens time lod dem i stikken.

Spørgsmålet blev forplumret ved at påtvinge det alt-forplumrende spørgsmål, i vort århundrede: ”det jødiske spørgsmål”. Beretningerne om begivenhederne, i oktober, i Polen og Ungarn, er i sig selv krystalklare, men de fik ikke lov til at blive klare for masserne i Amerika og England, på grund af dette aspekt, hvorom information, konstant, er blevet nægtet dem, siden bolsjevikkerne omstyrtede Ruslands retmæssige regering, i 1917.

Tre måneder før de polske og ungarske opstande, gentog en artikel af hr. C.L. Sulzberger, som blev offentliggjort i New York Times, råbet om ”antisemitisme bag jerntæppet”, som havde lydt i 1953. Som et eksempel på denne ”antisemitisme” nævnte artiklen afskedigelsen af Jakub Berman, ”en afskyet parti-teoretiker og en jøde,” som var den ledende Moskva-terrorist i Polen.

I denne artikel skjulte sig den hemmelighed, som de vestlige masser aldrig måtte opdage; hr. Robert Wilton, som havde mistet Times ”tillid”, for at prøve at viderebringe den til avisens læsere i 1917-1918, var den første af en lang række korrespondenter som, forgæves, prøvede i de næste niogtredive år. Masserne i Rusland og senere i andre lande, som blev prisgivet kommunismen, kunne ikke rejse sig imod terroren, uden at blive anklaget for ”antisemitisme”, for terroren var altid jødisk, eller talmudisk, terror, og kunne identificeres som sådan, gennem sine handlinger. Det var ikke en russisk, kommunistisk eller sovjetisk terror.

I denne ene sag fraveg den herskende magt i Moskva, hvad den ellers, i virkeligheden, måtte have været, eller er, aldrig fra det oprindelige mønster, og det er den grundlæggende kendsgerning, ud fra hvilken al forskning i begivenhederne, i vort århundrede, må tage sit udgangspunkt. Teorien om tilfældigheder kan muligvis anvendes på de 90 procent jødiske regeringer, som

503

opstod i Rusland, Ungarn og Bayern i 1917-1919; (selv på den tid beskrev en jødisk skribent, som jeg tidligere har nævnt, den nationale afsky for den jødiske, bolsjevikiske, regering i Ungarn som ”antisemitisme”, et tilnavn, som kun kunne undgås ved at underkaste sig den). Men da regeringen i Moskva oprettede jødiske regeringer i de lande, som var blevet den prisgivet i 1945, var der ikke længere nogen tvivl om, at dette var en afgjort, og kalkuleret, politik, med et bevidst formål.

Jeg gentager her oplysninger fra kilder, som ikke kan drages i tvivl, om sammensætningen af disse regeringer, netop på det tidspunkt, i 1952-1953, da Stalin blev kaldt ”den nye Hitler” og ”Rusland” var truet med ”udslettelse” fra New York og Washington, hvis man tillod ”nogen opblussen af antisemitisme”: ”I Tjekkoslovakiet, og andre steder i Central- og Sydøsteuropa, er både partiets intellektuelle, og nøglepersoner i det hemmelige politi, overvejende af jødisk afstamning; manden på gaden er derfor tilbøjelig til at sidestille partiet med jøderne og at give ”jødiske kommunister” skylden for alle hans problemer” (New Statesman 1952); ”… Den overvejende jødiske (90 procent i de øverste lag) regering i det kommunistiske Ungarn under den kommunistiske premierminister, Matyas Rakosi, som selv er jøde” (Time, New York, 1953). ”Rumænien har, sammen med Ungarn, sandsynligvis det største antal jøder i administrationen” (New York Herald Tribune, 1953). Alle disse, og mange lignende, rapporter i mit arkiv, kommer fra artikler, som fordømmer ”antisemitisme” i ”satellitstaterne”, og i denne periode, da disse lande var kendt for at være jødisk regerede, kom præsident Eisenhower med sin erklæring om ”en bølge af rabiat antisemitisme i satellitstaterne i Østeuropa.”

Hvad kunne disse trusler fra Washington betyde for de fangne folkeslag andet, end en advarsel om, ikke at knurre imod dem, som svang pisken over dem; og dog blev de samtidig lovet ”befrielse”, og ”Amerikas Stemme” ('The Voice of America') og ”Radio Frit Europa” ('Radio Free Europe') pinte dem, nat og dag, med beskrivelser af deres egen lod.

Dette var den forvirrende baggrund for de nationale opstande i oktober 1956, hvorpå de første tegn kom med optøjerne i Poznan, i Polen, i juni 1956. Umiddelbart derefter blev hr. Sulzbergers artikel offentliggjort, hvori han beklagede sig over ”antisemitisme bag jerntæppet”, at hr. Jakub Berman var blevet afskediget og at Marshal Rokossovsky, øverstbefalende i den polske hær, havde afskediget ”flere hundrede jødiske officerer”. I august sagde den ene af de to stedfortrædende premierministre, hr. Zenon Nowak (den anden var en jøde, hr. Hilary Minc), at kampagnen for ”demokratisering” eller ”befrielse”, som blev ført i den polske presse, blev fordrejet ved at fremføre og give fremstående plads til ”jøders” situation. Han sagde, at nationen mente, at der var ”uforholdsmæssigt mange jøder i ledende stillinger i parti og regering”, og som bevis herfor oplæste han en liste over deres repræsentation i de forskellige ministerier. En professor Kotabinski svarede, og angreb

504

hr. Nowak og sagde, at jøder ”var næsten blevet et flertal i nøglepositioner og det var ikke blevet forhindret, at de fik lov at foretrække deres egne ved ansættelser” (New York Times, 11. okt. 1956).

På dette tidspunkt havde Polen, i elleve år, været under sovjetisk styre, og jødisk terror. Lidet havde forandret sig i dt billede, der blev givet af hr. Arthur Bliss Lane for årene 1945-1947: ”Mangen en arrestation, der blev foretaget af sikkerhedspolitiet blev overværet af ansatte ved den amerikanske ambassade … rædselsvækkende metoder, så som arrestationer, midt om natten, og den person, som blev arresteret, fik sædvanligvis ikke lov til at kommunikere med omverdenen, somme tider i månedsvis, somme tider for altid. … Selv vore jødiske kilder indrømmede … jøder på vigtige regeringsposter var meget upopulære. Disse mænd var bl.a. Minc, Berman, Olczewski, Radkiewic og Spychalski … der var bitterhed i militæret imod jøderne, fordi sikkerhedspolitiet, som var kontrolleret af Radkiewicz, dominerede militæret og hæren … Endvidere var der både, i sikkerhedspolitiet, og det interne sikkerhedspoliti, mange medlemmer, som var af russisk, jødisk, oprindelse.”

Først efter elleve års forløb begyndte denne jødiske terrorkontrol at svækkes. I maj 1956 trådte hr. Jakub Berman (”som blev anset for Moskvas førstemand i det polske parti”, New York Times, 21. okt. 1956) tilbage som vicepremierminister, og først i oktober 1956 trådte hr. Hilary Minc (”som blev anset for Moskvas anden mand) også tilbage. Hr. Nowak, en af de nye vicepremierministre blev, lige fra begyndelsen, angrebet som værende ”antisemitisk”).

Dette var den vigtige baggrund for den nationale opstand, den 20. oktober. Polen havde, ved sin første oplevelse af kommunistisk styre, ligesom Rusland, Ungarn og Bayern, i 1917-1919, fundet, at den terror, som den hvilede på, var jødisk, og landet blev derfor allerede angrebet for ”antisemitisme” i Amerika og England, fordi de prøvede at befri sig for terroren. Som alle andre lande, var de fanget i dilemmaet, ”det jødiske spørgsmål”. De jøder, som ikke havde høje poster i Polen, synes at have haft det bedre end andre befolkningsgrupper, at dømme efter forskellige rapporter fra denne periode, fra rabbinere og journalister, på besøg fra Amerika. Det samlede antal jøder i Polen på denne tid, lå ifølge offentliggjorte, jødiske, ”skøn” på et sted mellem omkring ”tredive tusinde” (New York Times, 13. juli 1956) til ”omkring halvtreds tusinde” (New York Times, 31. aug. 1956), mens den samlede befolkning i Polen i samtidige referenceværker angives at være omkring 25.000.000. Deres antal var derfor en lille brøkdel af én procent, og aldrig tidligere, i dette århundrede, har så lille en minoritet, noget sted, gjort krav på at blive ”næsten en majoritet i nøglepositioner” og åbent at ”foretrække deres egne ved fordeling at jobs.”

Tilfældet Ungarn var mere signifikant, for dette land havde, efter 1945, for anden gang oplevet kommunistisk styre. Man fandt ikke blot, at terroren igen var jødisk, men den blev udøvet af de samme personer. Denne forsætlige genindsættelse af jødiske

505

terrorister, som var afskyet af en nation, for deres gerninger, seksogtyve år tidligere, (detaljerne angives senere i dette kapitel) er det hidtil tydeligste bevis for, at der, i Moskva, fandtes en magt, som kontrollerede Revolutionen, og som med vilje gav den talmudiske signatur til sine grusomheder, ikke den sovjetiske, den kommunistiske eller den russiske.

På denne baggrund, der ikke var forstået i ”den frie verden”, arbejdede de nationale, genrejsende, kræfter, gradvist, hen imod at kaste terroren af sig. I april, 1956 blev hr. Vladiskav Gomulka (fængslet fra 1951 til 1956 under Berman-Minc regimet som ”afviger”) løsladt, og blev da symbolet på det nationale håb, for skønt han var kommunist, var han polak. Han blev genindsat i centralkomiteen, i det polske kommunistparti, den 19. oktober 1956, og den 20. oktober gjorde han noget, som kunne have ændret hele vort århundredes gang, hvis det ikke have været for den skygge, som faldt over de følgende begivenheder (denne gang fra det andet centrum for ”det jødiske spørgsmål”, Palæstina). Han præsenterede den polske nation for en regulær uafhængighedserklæring, angreb ”de seneste tolv års ringe styre,” lovede valg og erklærede, at ”det polske folk vil forsvare sig med alle midler, så vi ikke bliver skubbet bort fra demokratiseringens vej.”

Han gjorde dette på trods af en lynvisit fra selveste cheferne i Moskva. Hr. Kruschev blev ledsaget af generaler, og han truede med at bruge den røde hær. Han syntes at være blevet bragt fuldstændig ud af fatning på grund af hr. Gomulkas modige holdning, og især af hr. Edward Ochab (også en ”antisemit” i hr. Sulzbergers artikel), som ifølge rapporten sagde, ”Hvis De ikke standser tropperne øjeblikkeligt, så går vi ud herfra, og afbryder enhver forbindelse.” Den polske hær var tydeligt nok parat til at forsvare den nationale sag, og hr. Kruschev kapitulerede. Marshal Rokossovsky forsvandt til Moskva[41] og, som symbol på nationens genfødsel, blev kardinal Wyszynski (som var blevet frataget sin stilling, under Berman-Minc regimet, i 1953) løsladt.

Jubelen spredte sig ud over Polen. Revolutionen (den kommunistiske) havde lidt sit første store nederlag; troen var blevet genskabt (dette var meningen med kardinalens befrielse); nationen havde, svigtet som den var af omverdenen, taget et første stort skridt, henimod sin egen befrielse.

Dette bredte sig straks, som en steppebrand, til Ungarn. Den store begivenhed i Polen var glemt i begejstringen over en endnu større. Den menneskelige naturs processer, tiden, og forsynet, syntes endelig at føre i en god retning.

I Ungarn samlede folk sig i gaderne, den 22. oktober 1956, to dage efter den polske uafhængighedserklæring, for at kræve hr. Imre Nagys tilbagevenden til embedet som premierminister og de sovjetiske besættelsestroppers tilbagetrækning. Ingen

506

var på dette tidspunkt klar over, at de var i gang med en national opstand, som skulle blive til en national frihedskrig.

Gnisten kom fra Polen og baggrunden var den samme, med den forskel, at Ungarn var ved at gennemgå sin anden prøvelse, som offer for jødiske kommissærer. Den betydeligste genstand for landets frygt og afsky var, på dette tidspunkt, en vis Erno Geroe, der var leder af det ungarske kommunistparti og den tredje af de jødiske terrorister af 1919, som blev sendt til Ungarn af Moskva, for at udøve terror dér. Så ved denne lejlighed var det ikke kun den akkumulerede bitterhed fra årene 1945-1956, der eksploderede, men også minderne om terroren i 1918-1919.

Hr. Imre Nagy blev ligesom hr. Gomulka i Polen, symbolet på nationens håb, på dette tidspunkt, fordi han var en ”national” kommunist. Det vil sige, at han var magyar, som Gomulka var polak, og ikke en fremmed. Hans rolle i den historiske proces ville sikkert, hvis han fået lov at spille den, være blevet den, at tage de første skridt til at genetablere Ungarns nationale suverænitet og individuelle frihed, hvorefter han ville have veget pladsen for en valgt efterfølger. Hans symbolske popularitet, på tidspunktet for den nationale opstand, skyldtes hovedsagelig, at han blevet tvunget væk fra posten som premierminister, i 1953, og smidt ud af kommunistpartiet, i 1955, af de forhadte Matyas Rakosi og Erno Geroe.

I Ungarn, som i Polen, ønskede nationen bestemte ting, som alle fremgik klart af ord, og handlinger, i de følgende dage: genoprettelsen af den nationale tro, (symboliseret ved løsladelsen af kardinalen, som var blevet fængslet af jødiske terrorister), nationens befrielse (ved tilbagetrækning af de sovjetiske tropper), afskaffelse af det terroristiske, hemmelige, politi og afstraffelse af terroristlederne. Indledningsvis blev disse krav imidlertid fremsat ved fredelige demonstrationer, ikke ved optøjer eller opstande.[42] De blev støjende efter en uforskammet tale af Geroe, partilederen, som havde beholdt denne post, da partiets centralkomite indsatte hr. Nagy som premierminister. Geroe instruerede så de sovjetiske tropper om at trænge ind i Budapest og genoprette orden. Da de sovjetiske tanks, og Geroes terrorist-politi, mødte demonstranter på pladsen, foran parlamentet, som var forsamlede dér for at kræve Geroes afgang, åbnede de ild og efterlod gaderne, overstrøet med døde og døende mænd og kvinder (24. oktober 1956). Det var

507

begyndelsen på den egentlige opstand; nationen rejste sig, samlet, imod de sovjetiske tropper og det forhadte terroristpoliti, og på få dage led en kommunistiske revolution et nederlag, som fik den i Polen til at ligne en simpel afvisning.

Kardinalen blev løsladt, hr. Nagy blev premierminister, den forhadte Geroe forsvandt (til Rivieraen på Krim, sammen med Rakosi, siger en rapport), terroristpolitiet blev jagtet og deres barakker ødelagt. Statuen af Stalin blev væltet og smadret; ungarske tropper støttede opstanden over alt, eller forholdt sig passiv; de sovjetiske tropper (som på det tidspunkt, for de flestes vedkommende, var russere) viste i mange tilfælde sympati med ungarerne, og mange af deres tanks blev ødelagte. Dette var det mest håbefulde tidspunkt, i Europas historie, siden 1917, men langt borte var zionismen i gang med at redde revolutionen fra dens nederlag, og få dage eller timer senere, blev alt, som var vundet, tabt igen.

Baggrunden bør kort ridses op her, før anden del af det ungarske folks krig beskrives, fordi tilfældet Ungarn nok er det allervigtigste. Af en eller anden grund var magten i Moskva mere besluttet, i dette tilfælde, end i noget andet på, at identificere jøderne med terror, så tilfældet Ungarn peger stærkere end noget andet på en fortsat jødisk, eller talmudisk, kontrol med selve Revolutionen, i dens magtcentrum, i Moskva.

Regimet af 1919 i Ungarn, som magyarerne selv smed ud efter en kort, men nådesløs terror, var jødisk. Tilstedeværelsen af én, eller to, ikke-jøder i regimet, ændrede ikke dets essentielle natur. Det var terror, som blev udøvet af fire jødiske ledere, støttet af en mængde underordnede jøder, nemlig Bela Kun, Matyas Rakosi, Tibor Szamuely og Erno Geroe, ingen af hvilke kunne kaldes ungarere og som alle var uddannede til deres opgave i Moskva.

Efter den anden krig blev frie valgt tilladt i Ungarn, fordi de af en eller anden grund blev anset for politisk hensigtsmæssige (nov. 1945). De gav det naturlige resultat: et stort flertal for husmandspartiet; kommunisterne klarede sig, trods den røde hærs tilstedeværelse, dårligt. Så blev Matyas Rakosi sendt til Ungarn (Szamuely havde begået selvmord i 1919; Bela Kun forsvandt i en navnløs sovjetisk udrensning i 1930'erne, men i februar 1956 blev hans minde pompøst ”rehabiliteret” af den tyvende sovjetkongres i Moskva, og dette kan, i dag, ses som et vink til ungarerne om, hvad der ventede dem i oktober 1956).

Med hjælp fra terroristpolitiet og den røde hær begyndte Rakosi at ødelægge andre partier og modstandere, hvoraf han og Geroe, i 1949, havde hængt fem (inklusive den berømte hr. Laszlo Rajk), efter de velkendte ”tilståelser” af sammensværgelser med ”imperialistiske magter” (en beskyldning, som lod de imperialistiske magter lige så kolde, som de blev rasende over beskyldningen for ”zionistisk sammensværgelse” i 1952). I 1948 var Ungarn, under Rakosi, fuldstændig sovjetiseret og terroriseret. Den mest fremtrædende terrorist, denne gang, under Rakosi selv, var Erno Geroe, som også var kommet tilbage til Ungarn, efter tyve års forløb; han

508

iscenesatte retssagen og gav ordre til fængsling af Ungarns religiøse leder, kardinal Mindszenty[43] (som før han forsvandt ind i fangenskabet instruerede nationen om ikke at tro på nogen tilståelser, der måtte blive tillagt ham, af hans fangevogtere). Derefter lå Ungarn, i flere år, under for terror fra de to mænd, som havde korsfæstet det i 1919, og hele regeringen blev ”90 procent jødisk i de øverste kredse.” Så for ungarere var terroren jødisk og talmudisk, ikke kommunistisk, sovjetisk eller russisk, og den fik, med fuldt overlæg, denne natur; hensigten med Rakosis og Geroes tilbagevenden, efter Den Anden Verdenskrig, var umiskendelig, og deres handlinger var heller ikke til at misforstå.

I juli, 1953, trådte Rakosi tilbage som premierminister og The Times meddelte, at ”hr. Geroe er den eneste jøde, der er tilbage i kabinettet, som var overvejende jødisk under hr. Rakosi.” Da Rakosi forblev partileder og Geroe var vicepremierminister, var der ikke meget, der havde forandret sig, og i juli 1956, da Rakosi også opsagde sin post som partileder, blev han efterfulgt på denne post af Geroe, med de følger, som man så i oktober.

Selv Geroe synes at have gjort sit værste på dette tidspunkt, for efter det ungarske folks sejr blev de sovjetiske tropper trukket tilbage (28. okt.) og to dage senere (30. okt.) udsendte den sovjetiske regering en meddelelse til verden, som indrømmede ”overgreb og fejl, som var i strid med lighedsprincipperne i forholdet imellem de sovjetiske stater” og tilbød at diskutere ”forholdsregler … for at fjerne alle muligheder for at gribe ind i principperne om national suverænitet,” og at påtage sig at ”undersøge spørgsmålet om sovjetiske tropper, som var udstationerede i landene Ungarn,, Rumænien og Polen.”

Var det en fælde, for at lulle folk i søvn, mens morderne fik et pusterum, eller var det et virkeligt tilbagetog, og en nødtvungen indrømmelse af fejl, som åbnede store perspektiver om forsoning og håb til folkene?

Hvis Israel ikke havde angrebet Egypten … hvis England og Frankrig ikke var gået med i angrebet … hvis disse ting ikke var sket, ville verden nu kende svaret på det spørgsmål. Nu får vi det aldrig at vide, for det zionistiske angreb på Egypten, og den engelske og franske deltagelse i det, udfriede Revolutionen fra dens dilemma; som ved et trylleslag vendte verdens opmærksomhed sig fra Ungarn til Mellemøsten, og Ungarn var glemt. Forgæves udsendte hr. Nagy sin appel til verden, allerede næste dag og sagde, at 200.000 soldater, og fem tusind tanks, var på vej ind i Ungarn.

Budapest blev pulveriseret. Den 7. november forsvandt den sidste frie ungarske radios stemme fra æteren (Radio Rakoczy i Dunapentele), som Polens stemme var forsvundet i 1944 og Tjekkiets i 1939, og havde ladet deres sorger gå i arv til

509

”Vesten”.

”Dette er vor sidste udsendelse. Vi bliver oversvømmet af sovjetiske tanks og flyvemaskiner.” New York Times' korrespondent i Wien noterede, ”Disse ord blev efterfulgt af en høj, bragende lyd. Så blev alt stille.”

Hr. Nagy søgte tilflugt i den jugoslaviske delegation og da han forlod den, under sovjetisk ledsagelse, blev han deporteret et eller andet sted hen, ingen ved hvor. Kardinalen søgte tilflugt i den amerikanske ambassade. I slutningen af november udtalte den cubanske delegerede til De forenede Nationer, en velinformeret autoritet, at 65.000 mennesker var blevet dræbt i Ungarn. Mere end 100.000 var på det tidspunkt flygtet over grænsen, ind i Østrig, et lille land, som opretholdt ”Vestens”, noget flossede standard, ved at modtage alle, som kom, uden at stille spørgsmål. Nogle få tusinde af dem nåede til Amerika, hvor de blev modtaget af den amerikanske forsvarsminister, en hr. Wilbur M. Brucker, som beordrede den ”til at hylde det amerikanske flag” og så ”til at hylde præsident Eisenhower”.

Dette var virkelig ti dage, som chokerede verden og vil chokere den endnu mere, hvis den virkelige historie nogensinde bliver fortalt. De viste, at de værdier, som en gang blev symboliseret af de to ord, ”The West” ('Vesten'), nu blev legemliggjort af de fangne folkeslag i Østeuropa, ogikke i Amerika, England eller Frankrig.

Disse lande vendte situationen i Ungarn ryggen. De havde deres opmærksomhed rettet på begivenheder i Mellemøsten. ”Det jødiske spørgsmål”, i Mellemøsten, kom i vejen og udraderede det spirende håb i Europa. Endnu engang arbejdede den revolutionære kommunisme, og den revolutionære zionisme sammen, perfekt synkroniseret, som i oktober 1917; den enes handlinger gavnede direkte den anden. De Forenede Nationer kunne ikke få tid til at diskutere den ungarske bøn om hjælp, før den nye terror knuste dem, som bad om hjælp, og genindsatte de godkendte agenter for Revolutionen på de delegeredes pladser.

I selve Ungarn blev den forsvundne Geroes plads overtaget af endnu en kommissær fra 1919. Hr. Ference Munnich, som havde haft en prominent plads i Bela Kuns regime, var også vendt tilbage til Ungarn efter Den Anden Verdenskrig, sammen med den røde hær. Fra 1946 til 1949, da Rakosi for anden gang iværksatte terror, var hr. Munnich politichef i Budapest. Nu blev han ”vicepremierminister, minister for det nationale forsvar og offentlig sikkerhed” i regering hos en vis Janos Kadar, som var indsat af Moskva. Hr. Kadar have også ry for en vis uafhængighed, og ville derfor næppe få lov til at udøve nogen nævneværdig magt. Hr. Munnich (sagde New York Times ) var Moskvas trumfkort og kontrollerede hr. Kadar.”

Således sænkede mørket sig igen over Ungarn og det måtte finde, hvad trøst det kunne, i (den amerikanske) præsidents ord om, at hans hjerte følte med det. Den tidsindstillede bombe, i Mellemøsten, som oprindelig var anbragt dér, i den selv samme uge, som bolsjevismen triumferede i Moskva, eksploderede netop samtidig med, at Revolutionen var ved at lide nederlag. Denne afledning ændrede den mest lovende situation i mange år, til at blive den mest nedslående. Sovjetunionen fik fred til, uforstyrret, at

510

massakrere i Ungarn, mens stormagterne, i Vesten, begyndte at diskutere Israel, Egypten og Suez-kanalen; hele verdens øjne rettede sig imod dem og Sovjetstaten kunne, med en europæisk nations blod på hænderne, blande sig i den almindelige fordømmelse af England og Frankrig, da de gik med i det israelske angreb.

Skabelsen af den zionistiske stat viste sig at være endnu mere uheldsvanger end den anden af de talmudiske jøders frembringelser, den kommunistiske revolution. Den anden del af denne beretning om årene omkring 'Højdepunktet', handler derfor om begivenhederne i den zionistiske stat, i de otte år mellem skabelse af den, gennem terror, i 1948, og dens angreb på Egypten, i oktober 1956.

 

[34] Omkring 1952 kom et polypdyr af en art, som man havde troet uddød i millioner af år, op til overfladen, i Det indiske Ocean (og gjorde alvorlig skade på den darwinske teori ved sit udseende, på samm måde, som den opdagelse lidt senere, at Piltdown kraniet var en forfalskning). Den levitiske zionismes opdukken, da den brød frem på det tyvende århundredes politiske overflade, var på lignende måde en overraskelse fra dybet.(tilbage)

[35] Hans ledende plads blev kortvarigt overtaget af en vis Grigori Malenkov, som overgav den til de to herrer, Nikita Kruschev (partileder), og Nikolai Bulganin (premier). Omverdenen kunne ikke afgøre, i hvilken udstrækning de overtog Stalins personlige magt, eller blev domineret af andre. Én, som havde overlevet alle forandringer og udrensninger, hr. Lazar Kaganovich, en jøde, forblev første stedfortrædende premier, hele vejen igennem, og blev, på den bolsjevikiske årsdag, i november 1955, udvalgt til at fortælle verden, at ”revolutionære idéer kender ingen grænser”. Da de to ledende herrer besøgte Indien, samme måned, spurgte New York Times, hvem der regerede Sovjetunionen, mens de var væk. Svaret var: ”Lazar M. Kaganovich, veteran-kommunistleder”. Hr. Kaganovich var blandt Stalins ældste, og nærmeste, venner, men hverken dette, eller nogen andre relevante kendsgerninger, afskrækkede den vestlige presse fra, i hans sidste måneder, at angribe Stalin som den nye, anti-semitiske, ”Hitler. ”(tilbage)

[36] Denne forargelse i Vesten var begyndt flere uger før, samtidig med præsidentvalget i Amerika, begrundet i retssagen i Prag, hvor elleve af fjorten anklagede blev hængt, efter de sædvanlige ”tilståelser”, som følge af anklager om zionistisk sammensværgelse. Tre af ofrene var ikke jøder, men også de kunne lige så vel aldrig være blevet født, eller hængt, at dømme efter den smule opmærksomhed, de fik af den vestlige presse.(tilbage)

[37]Af hvilke der var omkring to millione,r ifølge de løbende, jødiske, ”skøn”, eller omtrent én procent af hele den sovjetiske befolkning (som den sovjetiske regerings statistiske manual over den sovjetiske økonomi i juni 1956, oplyste, var 200.000.000(tilbage).

[38] Hr. Eisenhower tilføjede, at hans mor havde opdraget ham og hans brødre med Det gamle Testamente. Denne noget kryptiske hentydning er til den kristne sekt, Jehovas Vidner, i hvilken hr. Eisenhower og hans brødre blev opdraget i deres barndomshjem.(tilbage)

[39] Mens han endnu engang udråbte en befrielsespolitik, fralagde hr. Dulles, udenrigsministeren, for sig selv og Amerika, ethvert ansvar for den ulykkelige opstand i Ungarn. Han sagde, at med start i 1952, havde han og præsidenten, gentagne gange erklæret, at befrielse måtte opnås med fredelige, evolutionære midler. Erklæring i Augusta, Georgia, 2. december 1956.(tilbage)

[40] Den blev slået ned og en grusom hævn blev taget af ”den frygtede fru Hilde Benjamin” (The Times, 17. juli 1953), som blev forfremmet til justitsminister til lejligheden, og som blev kendt for sine dødsdomme (en af dem over en ung dreng, som uddelte anti-kommunistiske brochurer) og for hendes særlige forfølgelse af sekten Jehovas Vidner, i hvilken præsident Eisenhower var opdraget. I almindeligt omdømme, og i beskrivelser i New York-aviser, blev hun beskrevet som ”jødinde”. Så vidt mine undersøgelser rækker, var hun, skønt gift med en jøde, ikke selv jødinde af fødsel.(tilbage)

[41] Et godt eksempel på den forvirring, som ”det jødiske spørgsmål” bragte ind i begivenhederne. Rokossovsky, polsk født, og sovjetisk marskal, standsede de fremrykkende tropper uden for Warszawa, i 1944, for at give SS og Gestapotropper tid og frihed til at massakrere den polske modstandshær. Han var derfor den mest hadede mand i Polen. Samtidig blev han anset for ”antisemit”, af aviserne i New York. Hvilke strøm af følelser der der vejede stærkest imod ham, kan ikke afgøres på nuværende tidspunkt.(tilbage)

[42] Den bedste, autentiske, beretning om den oprindelige begivenhed, blev givet, uvist af hvilken grund, af den kommunistiske diktator i Jugoslavien, Tito, i en national udsendelse, den 15. november, 1956. Han sagde blandt andet: ”Da vi var i Moskva, erklærede vi, at Rakosis regime, og Rakosi selv, ikke havde de nødvendige kvalifikationer, for at lede den ungarske stat, og sørge for indre enighed … Ulykkeligvis troede de sovjetiske kammerater os ikke … Da ungarske kommunister selv forlangte, at Rakosi skulle træde tilbage, indså de sovjetiske ledere, at det var umuligt at fortsætte på denne måde og gik ind på, at han skulle fjernes. Men de begik en fejl ved ikke også at tillade at fjerne Geroe og andre Rakosi-tilhængere … De gik ind på at fjerne Rakosi på den betingelse, at Geroe, formelt, skulle blive … Han førte samme politik og var lige så skyldig som Rakosi … Han kaldte de hundrede tusinde demonstranter, som stadig var demonstranter på det tidspunkt for ”pøbel” (en deltager fortalte, at Geroes ord var ”beskidte fascistbanditter og andre ord, der er for snavsede til at gentages”) … Dette var nok til at få krudttønden til at eksplodere … Geroe indkaldte hæren. Det var en fatal fejltagelse at indkalde hæren, mens demonstrationen stadig var i gang … Det gjorde disse mennesker endnu mere rasende, og en spontan opstand fulgte … Nagy kaldte folket til våben imod sovjethæren og appellerede til de vestlige lande om at intervenere … ”(tilbage)

[43] De ufravigelige og bevidst anti-kristne træk viste sig atter i behandlingen af kardinal Mindszenty, detaljerne i hvilken blev offentliggjort efter hans befrielse. Kort sagt, han fortalte, at han var blevet torteret af sine fangevogtere i niogtyve dage og nætter mellem sin arrestation og retssag, han blev klædt nøgen, slået i dagevis med en gummiknippel, holdt i en kold, fugtig celle for at irritere hans svage lunge, tvunget til at se på obskøne forestillinger og forhørt uden søvn i hele perioden (interview offentliggjort i mange aviser og tidsskrifter, december 1956).(tilbage)

 

Dronte 11 - Indhold

Dronte 11- Leder

Drontens forside