Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

 

Kapitel 46,2

 

Højdepunktet

 

  Den zionistiske stat

I disse år viste den lille stat, som fejlagtigt kaldes ”Israel”, sig at være noget unikt i historien. Den blev, som det var planlagt, regeret, etableret og, hovedsageligt, befolket af ikke-semitiske jøder fra Rusland, som nedstammede fra khazarer. Grundlagt, som den var, på en stammetradition fra oldtiden, som disse mennesker ikke, på nogen måde, kunne være blodsbeslægtede med, udviklede den en brutal chauvinisme, som blev baseret på en bogstavelig fortolkning af leviternes lov fra oldtidens Judah. Da der var tale om et lillebitte land, havde det ikke selv noget virkeligt liv, og levede, helt fra begyndelsen, på den rigdom og de våben, som dets magtfulde støtter kunne presse ud af de store, vestlige, lande. I disse år overgik det historiens mest stridbare krigsherrer i krigeriske ord og gerninger. Regeret, som det blev, af mænd af samme afstamning som de, der udøvede terror i Polen og Ungarn, truede det dagligt de syv semitiske nabofolk med den ødelæggelse og underkuelse som, af leviterne, var foreskrevet dem i Femte Mosebog.

”Israel” gjorde dette, i åbenlys overbevisning om, at dets magt, i de vestlige hovedstæder, var tilstrækkelig til at afholde regeringerne, dér fra, nogensinde, at nægte dem noget, og til at kunne kræve deres støtte, under alle tænkelige omstændigheder. Det opførte sig, som om Amerika, i særdeleshed, var dets koloni, og dette lands handlinger var helt i overensstemmelse med denne idé. Inden for dets grænser var lovene imod omvendelse og indgifte de samme, som den meget citerede Hitlers; uden for dets grænser var der horder af subsistensløse arabere, som det havde drevet ud i vildnisset, og hvis antal, via børnefødsler, steg til næsten en million, i løbet af disse otte år. Disse folk, og deres ufrivillige værter blev, ved gentagne røvertogter og massakrer mindet om, at Deir Yasin-skæbnen stadig hang over dem: ”at ødelægge fuldstændig mand, kvinde og barn … spar intet levende, som drager ånde”. De vestlige lande, dets skabere, mumlede bebrejdelser, mens de sendte det penge og midler til krig, som de hævdede at frygte; således skabte de, ligesom Frankenstein, en ødelæggende magt, som de ikke kunne kontrollere.

Den lille stat havde, baseret som den var, på fantasi, ingen virkelig eksistens, kun magten til at sprede ubehag over hele verden, som fra det øjeblik, den blev til, ikke havde et øjebliks frihed fra frygten. Det begyndte at opfylde det ældgamle løfte:

511

”På denne dag vil jeg begynde at skabe frygt og rædsel for dig hos alle nationer under himlen … som skal lide de frygteligste kvaler på grund af dig.”

Var det blevet overladt til dets egne ressourcer, ville det være faldet sammen, som det ”jødiske hjemland” i mellemkrigsårene ville være faldet sammen. Trangen til at forlade det igen begyndte at få overtaget over trangen til at drage dertil, og dette, til trods for chauvinismens magt, som for en tid vil kunne overvinde næsten alle andre menneskelige impulser hos de, som udøver den. Allerede i 1951 ville der have været flere afrejser end ankomster, havde det ikke været for den førnævnte ”forbløffende sprække” (New York Herald-Tribune, april 1953), som da åbnede sig i ”jerntæppet” (hvor sprækker ikke opstår, medmindre det er med vilje; den kommunistiske, revolutionære, stat havde tydeligt nok, på dette tidspunkt, et beregnet formål, der gik ud på at fylde den zionistisk, revolutionære, stat op med indbyggere). Ikke desto mindre var der, i 1952, 13.000 emigranter, der rejste ud, og kun 24.470 immigranter, der rejste ind, og i 1953 (det sidste år, jeg har tal fra) oversteg udvandring indvandringen, ifølge jødiske kilder. En dr. Benjamin Avniel, som talte i Jerusalem, sagde i juni, at der, i de første fem måneder, var kommet 8.500 indrejsende, mens 25.000 var udrejst.

Dette var den naturlige udvikling, hvis ”Israel” blev overladt til sig selv, for det havde intet at byde på, ud over chauvinisme. Billedet af forholdene i landet er givet af jødiske autoriteter. Hr. Moshe Smilanski (som have tres års erfaring fra Palæstina), skrev i Jewish Review, i februar 1952:

”Da det britiske mandat udløb, var landet velstående. Varehuse med fødevarer, både private og de, der var ejet af regeringen, var fulde, og der var gode lagre af råvarer. Landet havde tredive millioner pund i Bank of England, foruden store beløb, i engelske og amerikanske værdipapirer. Den valuta, der var i omløb, var omkring tredive millioner pund, som havde samme værdi som sterling … Mandatregeringen efterlod os en værdifuld arv, den dybe havn i Haifa, to moler i Jaffa og Tel Aviv, jernbaner, mange gode veje og regeringsbygninger, store, veludstyrede militære, og civile, lufthavne, gode barakker til hæren, og raffinaderierne i Haifa. Araberne, som flygtede, efterlod omkring fem millioner dunam (måleenhed fra Det Ottomanske Imperium, 1 dunam = ca. 1000 kvadratmeter) landbrugsjord med plantager, hvor der groede appelsiner, oliven, vindruer og frugttræer, omkring 75.000 beboelsesejendomme, i byerne, nogle af dem meget elegante, omkring 75.000 butikker og fabrikker, og megen flytbar ejendom, møbler, tæpper, juveler osv. Alt dette er velstand, og hvis vi, i Israel, er sunket ned i fattigdom, kan vi takke den overdrevne, bureaukratiske, centralisering, restriktionerne på private foretagender, og løftet om et socialistisk regime, for det.”

I april 1953 fortalte hr. Hurwitz, fra det revisionistiske parti i Israel, en forsamling i Johannesburg, om den zionistiske stats ”degenerering”. Han sagde, at han ikke kunne være blind for den alarmerende tilstand: ”Økonomisk er landet på randen af bankerot. Indvandringen er formindsket, og i de seneste måneder har flere mennesker forladt landet, end der er kommet til. Endvidere er der

512

50.000 arbejdsløse og tusinder, der arbejder på deltid.”

Disse to citater (jeg har mange andre af lignende art) fra jødiske indbyggere kan sammenlignes med det billede af livet i Israel, som de vestlige masser får leveret fra deres politikere. En hr. Clement Davies (leder af det britiske liberale parti, som havde 401 pladser i Underhuset i 1906 og seks under hans ledelse i 1956) lovpriste, foran en jødisk forsamling i Tel Aviv, ”de fremskridt, den jødiske stat har gjort, som for ham syntes at være et mirakel af fremskridt, på vejen til at genskabe det til et land, der flyder med mælk og honning” (trykt i den samme jødiske avis, som bragte hr. Hurwitzs bemærkninger). I den samme periode sagde den yngre hr. Franklin D. Roosevelt, under en valgkamp i New York (hvor ”de jødiske stemmer” anses for afgørende) ”Israel er en lomme af liv og håb, i et hav af arabiske folkeslag. Det ”sælger frihed” for den frie verden bedre end al den propaganda, vi kunne udsende fra U.S.A.”

Hr. Adlai Stevenson, som deltog i valgkampen om præsidentembedet i 1952, fortalte en zionistisk forsamling, at ”Israel har budt velkommen, med åbne arme og et varmt hjerte, til alle, som har søgt tilflugt fra modgang … Amerika ville gøre vel i at tilrettelægge sine egne immigrationsregler med samme generositet som Israel, og det må vi stræbe efter” (den eneste mening, det kunne give, er, at det amerikanske folk skulle fordrives fra De forenede Stater, og de nordamerikanske indianere skulle have deres land tilbage). En anden aspirant til præsidentposten, en hr. Stuart Symington, sagde: ”Israel er et eksempel på, at fasthed, mod og konstruktiv handling, kan vinde dagen for demokratiske idealer, i stedet for at overlade slagmarken til sovjetisk imperialisme” (omkring den tid blev israelske studerende, af deres regering, beordret til at synge Det røde Flag på 1. maj-dagen, mens politikerne, i Washington og London, rasede imod ”antisemitisme bag jerntæppet”).

Imod denne, opretholdte, fordrejning af sandheden via politikere fra alle partier, i Amerika og England, hørtes der kun jødiske protester, som i de foregående årtier (af den grund, jeg tidligere har givet, at ikke-jødiske skribenter blev effektivt forhindret i at offentliggøre nogen protester). Hr. William Zukerman skrev:

”Den almindeligt accepterede teori, at staten Israels opståen ville tjene til at forene, og sammensvejse, det jødiske folk, har vist sig at være forkert. Tværtimod har kongressen” (den zionistiske kongres i Jerusalem, 1951) ”dramatisk demonstreret”, at skabelsen af en jødisk, politisk stat, efter to tusind år, har introduceret en ny, og stærk, sondring, som jøder, betragtet som gruppe, ikke har kendt til i århundreder, og at Israel snarere deler, end forener, jøder i fremtiden … På mystisk vis menes Israel at have en unik ret over de ti, til tolv, millioner jøder, som lever i alle lande i verden, uden for det … Delingen må blive stadig større derved, at man bringer jøder ind fra hele verden, ligegyldigt, hvor lykkeligt de lever i deres nuværende hjemlande … Jøder, som har levet der i generationer og århundreder må, ifølge denne teori,

513

”udfries” fra ”landflygtighed” og bringes til Israel, gennem masseimmigration … Israelske ledere, fra alle partier, lige fra det yderste højre til det yderste venstre, og inklusive premierminister Ben-Gurion, er begyndt at forlange, at amerikanske jøder, og især zionister, indfrier deres løfter til deres gamle hjemland, forlader deres amerikanske ”landflygtighed”, og slår sig ned i Israel, eller i det mindste sender deres børn dertil … Kongressen i Jerusalem markerede, officielt, afslutningen på amerikansk zionismes storhed og indledningen til en periode med intens, mellemøstlig, nationalisme … formet efter afdøde Vladimir Jabotinskys mønster, hvor han drømte om en stor jødisk stat, på begge sider af Jordan, for at modtage alle jøder, og blive den største militærmagt i Det nære Østen.

Hr. Lessing J. Rosenwald protesterede ligeledes:

Vi erklærer vor ufravigelige modstand imod alle programmer til at omforme jøder til en nationalistisk blok, med særlige interesser i den udenlandske stat, Israel. Den politik, som er udformet af hr. Ben-Gurion, for amerikansk zionisme, opmuntrer zionister til at intensivere deres anstrengelser for at organisere amerikanske jøder til en separat, politisk, pressionsgruppe i De forenede Stater. Dette program er beregnet på at omforme amerikanske jøder til åndelig og kulturel afhængighed af en udenlandsk magt … Vi mener, at ”jødisk” nationalisme er en fordrejning af vor tro, som reducerer den fra universelle proportioner til en nationalistisk kults dimensioner”.

Disse jødiske protester var, som naturligt, fremprovokeret af frygten for den splittelse, som zionismen forårsagede blandt jøder. Det var imidlertid kun en del af problemet: Den virkelige fare ved zionismen lå i dens magt til at sætte verdens nationer op imod hinanden, og bringe dem på kollisionskurs, for i den katastrofe ville størstedelen af menneskeheden være involveret hundrede til tusind gange så meget, som nogen jøde.

At påpege denne indlysende mulighed var helligbrøde i 1950'erne, og ikke-jødiske protester blev ikke offentliggjort, mens de jødiske var nytteløse. I 1953 kunne New Yorks jødiske tidsskrift, Commentary, således, med følgende ordlyd, meddele, at den forudsigelige katastrofe var blevet bragt endnu et skridt nærmere: ”Israels overlevelse og styrkelse er blevet en fast bestanddel af De forenede Staters udenrigspolitik og intet valgresultat, eller nogen ændring, vil påvirke dette.”

Her er der atter en kryptisk reference til en magt, som står over alle præsidenter, premierministre og partier, som jeg tidligere har henledt opmærksomheden på. Det er som hr. Leopold Amery, en af de britiske ministre, som var ansvarlig for Palæstina i mellemkrigsårene, engang sagde: Politikken er fastlagt og kan ikke ændres. Den indre hemmelighed i hele denne sag er indeholdt i disse truende erklæringer, i hvilke en undertone af autoritet, og overlegen viden, skinner igennem. De er kryptiske, men specifikke og kategoriske, og udtrykker sikkerhed på, at Vesten ikke kan, og ikke vil, trække sig tilbage fra den zionistiske ambition, under nogen omstændigheder. Sikkerhed må hvile på noget fastere end trusler, eller endog evnen til at påvirke ”den jødiske stemme” og offentlighedens pres i den ene eller den anden retning. Tonen er som en tugtemesters, som ved,

514

at galejslaverne må adlyde, fordi de er lænkede, og ikke kan undslippe. New York Times, som, efter hvad jeg vurderer, taler med autoritet om ”den jødiske magt” i verden, har ofte hentydet til denne hemmelige pagt, eller kapitulation, eller hvad end dens natur er: for eksempel, ”I sin essens gør dén politiske støtte, staten Israel nyder i De Forenede Stater, enhver ordning, som er fjendtlig over for israelske interesser, umulig at overveje for De Forenede Staters administration” (1956). Hvis dette blot hentyder til kontrol over valgapparatet, betyder det, at den parlamentariske regerings proces gennem ”frie valg” er blevet fuldstændig forfalsket. Efter min mening er dette tilfældet i Vesten i dette århundrede.

Det var udelukkende denne tingenes tilstand i Vesten, som satte den nye stat i stand til at overleve. Den blev holdt i live gennem tilførsler af penge fra Amerika. Commentary (citeret ovenfor) udtalte, at i juni 1953 beløb De forenede Staters regerings støtte til Israel sig til $ 293.000.000, med yderligere $ 200.000.000 i form af ting som eksport-import banklån. Jerusalems repræsentant for præsident Trumans ”tekniske hjælp” program udtalte (oktober 1952), at Israel modtog den største andel af alle lande i verden, i forhold til dets indbyggertal, og mere end alle andre lande i Mellemøsten, tilsammen. New York Herald Tribune (12. marts 1953) sagde, at den totale sum af penge fra De forenede Stater, inklusive private gaver og lån, beløb sig til ”mere end $ 1.000.000.000 i de første fem år af Israels eksistens”, som, tilføjede man, således var blevet ”sikret”. Oven i alt dette kom den tyske tribut, afpresset af den amerikanske regering, på 520.000.000 israelske pund, årligt. Jeg har ikke kunnet finde officielle tal for den fulde sum, til og med året 1956; den syriske delegerede for De forenede Nationer sagde, efter et af de zionistiske angreb i årets løb, at ”siden 1948 er der strømmet $ 1.500.000.000 fra De Forenede Stater til Israel, i form af bidrag, tilskud, obligationer og lån” (selv dette beløb udelod de tyske indbetalinger og andre former for vestlig tribut).

Noget sådant er aldrig før set i verden. En stat, der således er finansieret fra udlandet, kan sagtens tillade sig at være krigerisk, og den nye stats truende adfærd blev kun mulig ved denne enorme tilstrømning af vestlige, hovedsageligt amerikanske, penge. Den nye stat gik, sikker, som den var, på denne ubegrænsede, økonomiske, opbakning og politiske støtte i Washington - som ikke kunne ændres - i gang med at opfylde sin storstilede ambition: Den, i det tyvende århundrede af vor æra, at genoprette til sin fuld styrke, den ”Nye Lov”, der blev kundgjort af leviterne i Femte Mosebog, i 621 f.Kr. Alt, hvad der skulle ske fremover, skulle være ”opfyldelsen” af den; de mongolske khazarer ville se til, at Jehova holdt sin pagt, som leviterne havde åbenbaret det. Og det, som fulgte, var faktisk et afdrag på denne ”opfyldelse”. Visionen om ”hedningene”, som bringer jordens skatte til Jerusalem, begyndte at blive til virkelighed, i form af amerikanske penge, tysk tribut og lignende.

Med pungen således fyldt godt op, begyndte den lille stat at forfølge fantasien om fuldstændig, og bogstavelig, ”opfyldelse”, som ved sin mirakuløse slutning er, at se alle verdens store

515

ydmyget, Zion almægtig, og alle jøder ”forsamlede”. Man udformede dokumentet for denne ”forsamling”: ”nationalitetsloven”, som gjorde alle, jødiske, indbyggere, i den zionistiske stat til israelere, og ”loven om tilbagevenden”, som gjorde krav på alle jøder, over alt i verden, for Israel, i begge tilfælde, uanset om de ønskede det eller ej.[44]

Dette var love som, lig spøgelser fra forsvundne ghettoer, alarmerede hr. Zukerman og hr. Rosenwald. De udtrykker den største ambition, som nogensinde er udtalt af nogen stat i historien, og premierministeren, en hr. Ben-Gurion fra Rusland, sagde det udtrykkeligt ved mange lejligheder, for eksempel i hans meddelelse af 16. juni 1951, til zionisterne i Amerika: ”En sjælden mulighed er blevet givet til jeres organisation, til at bane vejen for en forenende, og forenet, zionistisk bevægelse, som vil stå i spidsen for den amerikanske jødedom, i den store æra, som åbner sig for det jødiske folk, med etableringen af staten, og begyndelsen af indsamlingen af de landflygtige.” Rabbiner Hillel Silver, præsident Eisenhowers nære medarbejder, udtrykte særlig tilfredshed med, at ”hr. Ben-Gurion nu accepterer det synspunkt, at den zionistiske bevægelses hovedopgave, som førhen, inkluderer det fulde og uformindskede zionistiske program.” I New York, i juni 1952, var hr. Ben-Gurion endnu mere præcis: ”Den jødiske stat er ikke opfyldelsen af zionismen … Zionismen omfatter alle jøder, over alt”. Israels anden præsident, hr. Ben Zvi, sagde, da han blev svoret ind, i december 1952, ”Det er stadig vor centrale opgave, at samle alle de landflygtige, og vi vil ikke vige tilbage … Vor historiske opgave vil ikke kunne gennemføres uden hjælp fra hele nationen i Vest og Øst”.

Der ville have rejst sig en helvedeslarm af protest, i hele verden, hvis en kejser, eller en Hitler, havde sagt sådan noget. Den ambition, som blev udtrykt med sådanne ord, som ”zionismens fulde og uformindskede program” er faktisk grænseløst, for det er det politiske program som er indeholdt i forklædning af en pagt med Jehova, i Torahen: Verdensherredømme over ”hedningene”, udøvet fra et imperium, som strækker sig fra Nilen til Eufrat. De vestlige regeringers støtte gjorde dét muligt, som ellers ville have været den mest absurde prætention i verdens historie.

At politikerne, i Vesten, forstod den fulde betydning af, hvad de gjorde, syntes umuligt indtil 1953, hvor der fremkom en udtalelse, som indebar fuldstændig forståelse. I maj, 1953, var hr. Winston Churchill, som daværende britisk premierminister, i diskussion med den egyptiske premierminister om Suezkanalen og truede ham, ikke med britisk, men med jødisk gengældelse. Han talte i parlamentet om den israelske hær som ”den bedste i Levanten” og sagde, at ”intet, vi vil gøre med hensyn til at levere luftfartøjer til den del af verden, vil få lov til at være til skade for Israel”. Så tilføjede han, med ord, der meget lignede dem, som

516

hr. Ben-Gurion, og rabbiner Hillel Silver, havde brugt, at han ”glædede sig til opfyldelsen af de zionistiske bestræbelser.”

Det skal her bemærkes, at dette nok er den største forpligtelse, som en statsleder, nogensinde, har påtaget sig, på vegne af en intetanende nation. Det israelske parlament noterede straks sin tilfredshed med ”hr. Churchills venlige holdning over for den israelske regering nu, og over for den zionistiske bevægelse, i hele dens eksistens”. Den engelske offentlighed læste de belastende ord, uden at forstå dem, hvis de overhovedet læste dem. De forbløffede mange jøder, blandt dem endda hr. A. Abrahams, der som veteran (jødisk, red.) revisionist, rent logisk, skulle have været glad (revisionisterne stræber åbenlyst efter nu afdøde hr. Jabotinskys ambition om ”en stor jødisk stat på begge sider af Jordan, at samle alle jøder og blive den største militærmagt i Det nære Østen”; hr. William Zukerman).

Hr. Abrahams spurgte forundret, endda med en undertone af forfærdelse, om hr. Churchills ord kunne være alvorligt ment og sagde, ”Premierministeren er en gammel bibelstuderende; han ved udmærket, at de zionistiske bestræbelser forbliver uopfyldte, indtil Israel er fuldt ud genrejst inden for dets historiske grænser, de ti stammers land”.

Denne ”bestræbelse” kan naturligvis ikke ”opfyldes” uden universel krig og det er helt klart derfor hr. Abrahams blev forbløffet, vel nærmest forfærdet. Hr. Churchills ord betød, hvis de blev taget, som bogstaveligt ment, støtte til den storladne ambition, i al dens bogstavelighed og den endelige pris derfor kunne kun betyde udslettelse af ”Vesten”, som det altid har været kendt.[45]

Begivenheden, den 30. oktober 1956 (selv om der blev givet ordre af Sir Winstons politiske arving) synes at vise, at hr. Churchills, ord fra maj 1953, med alt, hvad de indebar for hans land, var alvorligt ment.

Hvis Vesten, som disse ord indebar, i hemmelighed, blev udnyttet med henblik på den uspecificerede”opfyldelse af zionistiske bestræbelser”, kunne dette kun betyde en endnu større krig end Vesten endnu havde måttet lide under, og i hvilken dens hære ville være brikker i et ødelæggende spil, med det formål at splitte de kristne folkeslag, knuse de muslimske, etablere det zionistiske imperium, og derefter opføre sig som dets janitsharer. I dette store spil, ville jøder over alt i verden, lige meget på hvilken side af den tilsyneladende front, de befandt sig, forventes, under ”loven om tilbagevenden” at handle i zionismens overordnede interesse. Hvad det kunne komme til at betyde, kan ses af en artikel, der blev offentliggjort i Johannesburg Jewish Herald, den 10. nov. 1950, om en hemmelig episode under Anden Verdenskrig. Det fortaltes, at da produktionen af atomvåben begyndte, ”blev der stillet forslag til Dr. Weizmann om at samle nogle af de bedste, jødiske videnskabsmænd, for at etablere en gruppe, som kunne forhandle med de allierede, i jødedommens interesse … Jeg så projektet, som det oprindeligt var beskrevet, og sendt til dr. Weizmann, af en videnskabsmand, som selv havde opnået nogen berømmelse på området af militære opfindelser”.

517

Truslen i sådanne ord er tydelig. Med hensyn til ”opfyldelsen af de zionistiske bestræbelser” med disse, eller andre midler, kom dr. Nahum Goldman, som var leder af den zionistiske verdensorganisation, med en betydningsfuld erklæring, til en jødisk forsamling i Johannesburg, i august 1950. Idet han beskrev et interview med hr. Ernest Bevin, den britiske udenrigsminister, sagde dr. Goldman, ”Dette lille land (Israel) er et meget unikt land, det er i en unik geografisk position. I de dage, hvor jeg søgte at få den jødiske stat, med den britiske regerings samtykke, og i en af de private samtaler, jeg havde med hr. Bevin, sagde han, ”Ved De, hvad det er, De beder mig om? De beder mig om at give Dem nøglen til et af de mest vitale, og strategisk vigtigste, områder i verden.” Og jeg sagde, ” Det står ikke skrevet, i hverken Det Nye eller Det Gamle Testamente, at Storbritanien skal have denne nøgle.”

Hvis hr. Churchills ord var ment, som de var sagt, var han øjensynlig parat til at udlevere

518

denne nøgle, og efter at hr. Bevin døde, syntes alle andre i Washington og London også at være parate til det. Virkningerne er allerede tydelige at se og forudse, og disse virkninger kan ikke længere affærdiges som tilfældigheder. Her skrider en stor plan åbenlyst frem, mod succes eller fiasko, med Vestens store nationer, som væbnede vagter, der selv er sikre på ydmygelse, hvis det lykkes; de er som en mand, der lader sig ansætte på den betingelse, at hans løn vil falde, hvis firmaet blomstrer.

På alle dette eventyrs ildevarslende stadier, er det blevet diskuteret, blandt de indviede, som en plan. Jeg har tidligere citeret Max Nordaus ord på den sjette zionistiske kongres i 1903: ”Lad mig vise jer trinene på en stige, som fører opad og opad … den fremtidige verdenskrig, fredskonferencen, hvor et frit og jødisk Palæstina vil blive etableret, med hjælp fra England.”

Femogtyve år senere talte en ledende zionist, i England, lord Melchett, i den samme tone, af hemmelig viden, til zionisterne i New York: ”Hvis jeg havde stået her, i 1913, og sagt til jer, ”Kom til konference for at diskutere rekonstruktionen af et nationalt hjem i Palæstina”, ville I have anset mig for en intetsigende drømmer, selv hvis jeg, i 1913, havde fortalt jer, at den østrigske ærkehertug ville blive dræbt og at der, ud af alt, hvad deraf fulgte, ville komme en chance, en mulighed, en lejlighedtil at etablere et nationalt hjem for jøderne i Palæstina. Er det nogen sinde faldet jer ind, hvor bemærkelsesværdigt det er, at der, ud af verdens blodige tummel, er opstået denne mulighed? Tror I virkelig, at vi er blevet ført tilbage til Israel blot ved held? (Jewish Chronicle, 9. nov. 1928).

I dag vil den tredje verdenskrig, hvis den kommer, indlysende klart, ikke være noget ”lykketræf”; rækkefølgen af årsagssammenhænge, og den kontrollerende magts identitet, er blevet klart synlig i tidens løb. Enogtredive år efter Lord Melchetts kejserlige erklæring, var jeg tilfældigvis (i februar 1956) i South Carolina, og kun derfor, og på grund af den lokale avis, hørte jeg om en kommentar af lignende art, øjensynlig inspireret fra en lignende, olympisk kilde, om den tredje krig. Hr. Randolph Churchill, Sir Winstons søn, var på dette tidspunkt på besøg hos hr. Bernard Baruch, hvis residens er baroniet Little Hobcaw i South Carolina. Efter sit interview med denne autoritet, udtalte hr. Randolph Churchill (Associated Press, 8. feb. 1956), at “den anspændte situation i Mellemøsten kunne eksplodere, i væbnet konflikt, hvert øjeblik, det skulle være. Men jeg tror ikke, at civilisationen vil snuble ind i den næste krig … hvis den tredje verdenskrig kommer, vil den være koldt beregnet og planlagt, snarere end tilfældig”.

Set ud fra”opfyldelsen” (verdens store nationers betaling af tribut og erklæringen om, at alle jøder i verden var btalingens modtagere), viste den nye stat en tydelig vilje til at genskabe de ”historiske grænser”, i ord og gerning. Ingen vestlig ”krigsmager” har nogensinde brugt sådanne ord. Hr. Ben-Gurion erklærede (Johannesburg Jewish Herald, 24. dec. 1952), at Israel ”ville ikke under ingen omstændigheder tillade, at arabiske emigranter

519

vendte tilbage” (den indfødte befolkning!). Og med hensyn til Jerusalem (der var delt mellem zionister og jordanere, og afventede en ”internationalisering”, under De forenede Nationers administration): ”for os er denne bys fremtid lige så fastlagt som Londons, på trods af dens latterlige grænser; dette kan ikke gøres til genstand for forhandlinger”. De ”landflygtige” i andre lande, skulle ”indsamles”, ”fire millioner immigranter i løbet de kommende ti år” (udenrigsminister, hr. Moshe Sharett, juni 1952) eller ”de næste ti til femten år” (ved en anden lejlighed).

To verdenskrige havde det krævet at etablere ”hjemlandet” og ”staten”, i den rækkefølge, og at få omkring 1.500.000 jøder dertil. Disse tilkendegivelser betød endnu en krig, om senest femten år, for der var ingen andre måder, hvorpå så mange jøder kunne trækkes ud af de lande, hvor de var. Med hensyn til omkostningerne ved deres transport, sagde hr. Ben-Gurion, at det ville beløbe sig til mellem 7.000 og 8.000 millioner dollars (på nuværende tidspunkt på størrelse med hele Italiens nationale gæld og omkring fem gange den britiske nationale gæld, i 1914) og han ”forventede, at de amerikanske jøder ville skaffe disse penge”. Selv de amerikanske jøder kunne selvfølgelig ikke skaffe så mange penge; de kunne kun fås fra Vestens skatteydere.

Alt, hvad der blev sagt, var således en åbenlys krigstrussel, over for de arabiske naboer, og det havde en særlig mening, når det blev sagt (hvilket det ofte blev) af hr. Menachem Beigin, lederen af den ”aktivistiskgruppen”, eller dræbergruppen, som havde udført massakren i Deir Yasin. Formelt tog man, på dette tidspunkt, afstand fra gruppen, men den ikke desto mindre blevet hædret i den nye stat, og havde dannet et politisk parti, Herut, i statens parlament. Derfor vidste araberne udmærket, hvad de blev truet med, når hr. Beigin talte til dem.

Jeg vil give et typisk eksempel. I maj 1953 truede Begin den 18-årige konge af Jordan med døden, under loven i Femte Mosebog (som var grundlaget for voldshandlingen i Deir Yasin) da han blevt kronet. Idet han talte ved et massemøde, i det zionistiske parti, i Jerusalem, et stenkast fra den jordanske grænse, sagde hr. Beigin, ”I dette øjeblik finder en kroning sted, af en ung araber, til konge af Gilead, Bashan, Nablus, Jeriko og Jerusalem. Det er det rigtige tidspunkt at sige det til ham og hans herrer: ”Vi kommer tilbage og Davids stad skal blive fri”.”

Hentydningen, som ikke er forståelig for vestlige læsere, og tydelig for enhver araber eller jøde, er til et vers i tredje kapitel af Femte Mosbog: ”Kongen af Bashan kom ud imod os … Og Herren sagde til mig, Frygt ham ikke: for jeg vil give ham og hele hans folk i din hånd … Så Herren vor Gud gav kongen af Bashan i vor hånd og vi dræbte ham indtil ingen af hans var tilbage … Og vi ødelagde dem fuldstændig … ødelagde fuldstændig mænd, kvinder og børn”.

Disse trusler havde en dødbringende betydning for horderne af arabiske flygtninge, som krøb sammen uden for grænserne. Ifølge en rapport, som blev lavet af hr. Henry R. Labouisse, der var leder af FN hjælpeorganisationen for Palæstina, og som blev udfærdiget i april, 1956, var der mere end 900.000 af dem: 499.000 i Jordan, 88.000 i Syrien,

520

103.000 i Libanon og 215.000 i Egypten (eller Gaza-området). Hr. Begins trusler holdt dem konstant på randen af ny flugt, eller forsøg derpå, ind i dybere, og endnu mere ugæstfrie, ørkenområder. Disse ord blev virkeliggjort i gerning; en lang række symbolske, lokale togter og massakrer, blev udført for at vise dem, at den samme skæbne, som var overgået folkene i Deir Yasin, faktisk hang over dem.

Disse begyndte den 14. oktober 1953, da en stor styrke pludselig overskred den jordanske grænse, myrdede alt levende i Qibyaog ødelagde denne landsby. Seksogtres ofre, for det meste kvinder og børn, blev fundet myrdet. De 499.000 arabiske flygtninge drog den naturlige slutning. Ærkebiskoppen i York sagde, at den civiliserede verden var ”forfærdet”, at ”de jødiske stemmer i New York havde en lammende virkning på De Forenede Nationer, når det drejede sig om Palæstina” og at, medmindre der blev grebet stærkt ind, ville ”Mellemøsten stå i flammer”. Kommissionen af britiske jøder kaldte denne udtalelse for ”provokerende og ensidig”; New Yorks borgmester (en hr. Robert Wagner) sagde, at det ”chokerede ham”, og ”den gode ærkebiskop er helt klart uden kendskab til amerikanske forhold”. De Forenede Nationer irettesatte Israel mildt.

Den 28. februar, 1955, trængte en stor israelsk styrke ind i Gaza-området (”givet” til araberne af De Forenede Nationer i 1949 og under egyptisk, militær, besættelse), hvor 215.000 arabiske flygtninge græmmedes ”i dyb fattigdom langs en smal bræmme af nøgen kyststrækning, hvor to tredjedele var sandklitter” (Sir Thomas Rapp, The Listener, 6. marts 1955). 39 egyptere blev dræbt og et ukendt antal arabiske flygtninge, som i håbløs protest imod deres lod nedbrændte fem Forenede Nationers hjælpecentre og dermed deres egne, magre rationer. Den blandede våbenhvilekommission fordømte Israel for ”brutal aggression” i ”et forberedt og planlagt angreb”. [46]

Sagen gik så til selve De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, som efter afstemning blandt elleve lande, énstemmigt, kritiserede Israel. De Forenede Nationers delegerede sagde, at det var det fjerde af sådanne tilfælde og ”det mest alvorlige, fordi det så tydeligt var planlagt”; den franske delegerede sagde, at resolutionen skulle være ”en sidste advarsel” til Israel, (en formaning, som fik en fodnote, i form af en fransk hemmelig forståelse for det israelske angreb på Egypten, tyve måneder senere).

Den 8. juni, 1955, irettesatte U.N.M.A.C. Israel for endnu en ”grov tilsidesættelse af våbenhvilen”, da israelske tropper gik ind i Gaza og dræbte nogle egyptere. Den eneste synlige virkning af denne irettesættelse var, at israelerne prompte arresterede seks Forenede Nationers militære observatører og tre andre medlemmer af

521

De forenede Nationers våbenstilstandsobservatørers stab (Major general E.L.M. Burns fra Canada) før de igen angreb, ind i Gaza, og dræbte 35 egyptere (Time, september 1955). I denne samme september måned, i 1955 sagde hr. Ben-Gurion i et interview, at han ville angribe Egypten ”indenfor et år” (angrebet kom i oktober 1955), hvis blokaden af den israelske havn Elath i Aqaba Golfen ikke blev hævet.

De Forenede Nationers Sikkerhedsråd syntes nervøse for at ”irettesætte” for dette nye angreb (det amerikanske præsidentvalg var ved at gå i gang) og foreslog blot, at israelerne, og egypterne, skulle trække sig 500 meter tilbage fra hinanden og lave en demilitariseret zone, et forslag, som egypterne, forgæves, allerede have stillet. Så, den 23. oktober, 1955, ”fordømte” general Burns ”Israel for et vel planlagt angreb” ind i Syrien, hvor flere syrere blev kidnappet, og general Burns' observatører igen blev forhindret i at observere, hvad der skete, ved at blive tilbageholdt. Den 27. oktober, 1955, fortalte hr. Moshe Sharett, den israelske udenrigsminister, nyhedskorrespondenter i Geneve, at Israel, om nødvendigt, ville føre en ”forebyggende krig” imod araberne . Den 28. november 1955 meddelte den zionistiske organisation i Amerika, i førende aviser (med betalte annoncer), at ”England har også sluttet sig til Israels fjender”; Sir Anthony Eden, som inden for et år ville tilslutte sig Israels angreb, havde på det tidspunkt nogle ideer om nogle mindre ændringer af grænserne.

Den 11. december, 1955, angreb Israel, med stor styrke, ind i Syrien, og dræbte 56 personer. Dette producerede den stærkeste Forenede Nationers ”irettesættelse”, hvilket er af nogen historisk interesse, fordi året for præsidentvalget var startet, og ”irettesættelse” under alle omstændigheder snart blev umoderne. Den syriske delegerede påpegede, at gentagne fordømmelser ” ikke havde forhindret Israel i at begå det forbryderiske angreb, vi nu ser”. Sikkerhedsrådet (12. jan. 1956) mindede om fire tidligere irettesættelser, og fordømte angrebene, som ”en grov tilsidesættelse af … den generelle våbenhvileaftale mellem Israel og Syrien og Israels forpligtelser efter aftalen” og påtog sig ”at overveje, hvilke yderligere tiltag” det skulle foretage, hvis Israel fortsatte med at opføre sig sådan.

Reaktionen herpå var myndige israelske krav om flere våben. Hr. Ben-Gurion sagde (i Tel Aviv, den 18. marts, 1956), at kun hurtig leverance af våben kunne forhindre ”et arabisk angreb” og tilføjede, at ”angriberne ville være den egyptiske diktator, Nasser” (syv måneder tidligere havde hr. Ben-Gurion påtaget sig at angribe Egypten ”inden for et år”) ”sammen med hans allierede, Syrien og Saudi Arabien”. Den 5. april, 1956, da F.N.'s Sikkerhedsråd stod i begreb med at sende sin generalsekretær, hr. Dag Hammarskjold, på en ”fredsmission” til Mellemøsten, bombarderede israelsk artilleri Gaza-området, dræbte 42 og sårede 103 arabiske civile, hvor næsten halvdelen af dem varvkvinder og børn.

Den 19. juni afskedigede hr. Ben-Gurion hr. Sharett fra udenrigsministeriet til fordel for en fru Golda Myerson (nu Meir, også fra Rusland) og

522

New York Times meddelte det ret væsentlige, at dette kunne betyde et skift fra ”moådhold” til ”aktivisme” (Hr. Sharett havde, i lighed med dr. Weizmann og, tidligere, dr. Herzl, pådraget sig bebrejdelser for mådehold). Det var den sag, som førte til dr. Weizmanns nederlag på zionistkongressen i 1946, da ”aktivismen” vandt og dr. Weizmann så genopståen af ”det gamle onde i en ny, og endnu mere grufuld forklædning”. ”Aktivisme” var altid, fra gamle dage, i Rusland, en eufemisme for vold, i form af terror og snigmord. Fra det øjeblik, da det ord, igen, dukkede op i nyhederne, vidste den, som studerede zionismen, hvad man kunne forvente, inden årets udgang.

Den 24. juni, 1956, åbnede israelerne ild, ind over den jordanske grænse, og U.N.M.A.C. irettesatte Israel. Derpå pressede Israel på for at få fjernet det medlem af kommissionen, hvis stemme havde afgjort sagen, og general Burns bøjede sig og erstattede ham (en amerikansk marineofficer: kommandør Terrill) med en canadisk officer. F.N.-observatørerne blev sat i samme situation, som de britiske administratorer i mellemkrigsårene; de kunne ikke regne med støtte fra deres hjemlige regeringer. De havde en konstant påmindelse lige foran sig (Wingate-landsbyen i Israel) om, at udmærkelse og forfremmelse, i Palæstina, var belønning for forræderi, ikke pligtopfyldelse. To år tidligere havde en anden amerikansk observatør, kommandør E. H. Hutchison, stemt imod irettesættelse af Jordan, og var blevet fjernet, da israelerne boykottede kommissionen. Da han kom tilbage til Amerika, skrev han en bog om denne periode i Mellemøsten, som er af varig historisk værdi. Som alle gode mænd, før ham, rapporterede han, at den eneste vej ud af klemmen var, at etablere arabernes ret til at vende tilbage til deres hjem, at indrømme at våbenhvilelinierne af 1949 kun var midlertidige (og ikke ”grænser”) og at internationalisere byen Jerusalem, så den ikke skulle blive anledning til en verdenskrig.

Den 24. juli 1956 blev to militære F.N. observatører, og en jordansk officer fra M.A.C., sprængt i luften af miner på Scopusbjerget, som, forklarede zionisterne ganske roligt, var en del af ”et gammelt israelsk minefelt”. To egyptiske oberster, som zionisterne sagde, tilhørte den egyptiske efterretningstjeneste, blev dræbt af ”brevbomber”, som de fik med posten (denne metode blev brugt et årti tidligere imod en britisk officer, i England, kaptajn Roy Farran, som havde gjort tjeneste i efterretningstjenesten, i Palæstina, og pådraget sig zionistisk fjendskab; hans bror, hvis initial også var R., åbnede pakken og blev dræbt). Den 29. juli, 1956, blev en F.N. våbenstilstandsobservatør, en dansker, dræbt af en mine, eller bombe, nær Gazastriben, og to andre blev såret af riffelild. ”Aktivismen” krævede sin pris i form af snigmord, lige som i tidligere tider.

Den 28. august, 1956, blev Israel, igen, irettesat af M.A.C. for ”et alvorligt brud på våbenhvilen”. Irettesættelsen blev fulgt af endnu et israelsk angreb (12. sept.), da en stærk, militær, styrke trængte ind i Jordan, dræbte nogle og tyve jordanere og sprængte en politistation, ved Rahaw, i luften. General Burns protesterede med, at sådanne handlinger ”gentagne gange var blevet fordømt af F. N.'s Sikkerhedsråd ”,

523

hvorpå endnu en stor styrke, straks, (14. sept.) angreb Jordan og dræbte tyve, eller tredive, jordanere ved Gharandai. Det britiske udenrigsministerium (England havde en alliance med Jordan) udtrykte ”stærk misbilligelse”, hvorpå bestyrelsen for Britiske Jøders Råd angreb det for denne ”forudindtagede udtalelse”. Den 19. september ”fordømte” M.A.C., igen, Israel for ”fjendtlige og krigeriske handlinger” (disse to angreb blev øjensynligt udført med symbolsk hensigt, idet det tidspunkt, der var valgt til dem, var det jødiske nytår) og den 26. september ”irettesatte kommissionen Israel specielt for angrebet 12. september.

Det øjeblikkelige svar på denne irettesættelse, var en officiel udtalelse i Jerusalem samme dag (26. sept.) om, at det største, hidtidige, angreb, var blevet udført af en stor styrke af den israelske hær mod en jordansk post ved Husan, hvor omkring 25 jordanere var blevet dræbt, deriblandt et barn på tolv år. M.A.C. reagerede (4. okt.) med sin alvorligste ”irettesættelse”, for ”planlagt og uprovokeret aggression”. Gensvaret var et endnu større angreb (10. okt.) med artilleri, mortérer, bazookaer, Bangalore-torpedoer og granater. F.N.-observatørerne fandt, bagefter, ligene af 48 arabere, heriblandt en kvinde og et barn. En pansret bataljon, og ti jetfly, skal have deltaget i denne massakre, som affødte en britisk erklæring om, at hvis Jordan, dets allierede, blev angrebet, ville England opfylde sine forpligtelser. Den israelske regering sagde, at den modtog denne advarsel med ”forfærdelse og forbløffelse”.[47]

Angrebet, den 26. september, var det sidste af den række, som fyldte årene 1953-1956; det næste skulle blive fuldgyldig krig. Jeg har opsummeret rækken af angreb, og massakrer, for at give læseren et sandt billede af Mellemøsten, i efteråret 1956, da hr. Ben-Gurion erklærede, at Israel var ”forsvarsløs”, og politikerne i Washington og London kappedes om at opfylde Israels krav om at modtage våben, for at afværge ”arabisk aggression”. Hvis stablerne af resolutioner, som på det tidspunkt lå på skrivebordet, i De Forenede Nationer, og som ”fordømte Israels ”uprovokerede aggression”, grove tilsidesættelse” og lignende, havde betydet noget som helst, så måtte dette sidste angreb som, åbenlyst, blev meddelt, allerede mens det stod på og smidt, foragteligt, i ansigtet på den seneste ”irettesættelse”, have affødt en eller anden handling imod Israel, fra De Forenede Nationers side, eller betyde den underforståede indrømmelse af, at Israel var dets overmand.

Sagen blev aldrig undersøgt, for inden Jordans appel[48] til De Forenede Nationers Sikkerhedsråd overhovedet var blevetudfærdiget, kom angrebet på Egypten. Det

524

var blevet meddelt til enhver, som gad høre efter, i selve øjeblikket for angrebet på Jordan, for hr. Menachem Beigin havde, i Tel Aviv ”tilskyndet til et øjeblikkeligt Israelsk angreb på Egypten” (Daily Telegraph, 26. sept. 1956). Hr. Beigin var ”aktivismens” stemme, og fra øjeblikket, hvor han sagde dette, vidste alle, som havde holdt øje med situationens udvikling, hvad der ville blive det næste: en storstilet zionistisk invasion af Egypten.

Den historie, jeg har fortalt, viser, at på tidspunktet for den israelske invasion, kunne ingen opmærksom iagttager håbe, at De Forenede Nationer ville gøre meget mere end at fordømme den. Zionisterne havde, helt klart, valg et tidspunkt, hvor de regnede med, at det amerikanske præsidentvalgs truende nærhed ville lamme alle midler til effektiv handling imod dem. Jeg troede, at jeg var forberedt på vestlig underkastelse under zionismen, endnu en gang, i en eller anden form. Hvad selv jeg ikke havde kunnet tro på, før det skete, var, at mit eget land, England, ville deltage i angrebet. Denne, den seneste, og største, af den serie af fejltagelser, som det engelske folk er blevet ført ud i, af deres ledere, som følge af den oprindelige involvering i zionismen, i 1903, formørkede udsigterne for England, og Vesten, for resten af dette århundrede, netop som det var ved at lysne; det var som en pludselig solformørkelse, som gjorde alle astronomernes beregninger til skamme.

I dette tilfælde frembragte ”uimodståeligt pres” på ”international politik”, i Vestens hovedstæder, et resultat, hvis fulde konsekvenser kun kan overskues om mange år. Derfor må den sidste del af dette kapitel, og bogen, igen undersøge metoderne i det ”uimodståelige pres” bag de vestlige kulisser, denne gang i perioden for det højdepunkt, som nærmede sig: årene 1953-1956. Ved slutningen af denne fase var den revolutionære kommunisme, og den revolutionære zionisme - de destruktive tvillingekræfter, som var udløst fra de talmudiske områder i Rusland, i det forrige århundrede - på deres højeste. Ved Vestens handling, i efteråret 1956, fik de begge bevilget en forlængelse til at forårsage yderligere ødelæggelse.

 

[44] Loven om tilbagevenden, 1953, siger blandt andet, ”Indsamlingen af de landflygtige kræver stadige anstrengelser fra den spredte jødiske nation, og staten Israel forventer derfor, at alle jøder deltager, enten privat eller i organisationer, i opbygningen af staten, og hjælper til med masseimmigration, og ser nødvendigheden af, at alle jødiske samfund forener sig med dette formål”. En permanent tilstand af ”antisemitisme” i verden er, indlysende klart, en forudsætning for virkeliggørelsen af denne lov, og det største jødiske samfund i verden er nu i Amerika. En tilstand af ”antisemitisme” dér vil nødvendigvis måtte erklæres, på et eller andet tidspunkt i processen.(tilbage)

[45] En begivenhed, en måned tidligere, i april, 1953, havde allerede vist, at hr. Churchill var parat til at gå videre i sin tribut til zionismen, end nogen, som vurderede ham ud fra hans officielle ry og myter, ville have troet muligt. I denne måned forbandt han, demonstrativt, sig selv med den zionistiske kanonisering af en engelsk officer, ved navn Orde Wingate, og ydmygede derved det engelske folk i almindelighed, og i særdeleshed alle de britiske tjenestemænd, officerer og soldater, som i tredive år, loyalt, havde gjort deres pligt i Palæstina. Wingate, en officer i den britiske efterretningstjeneste, i Palæstina, i mellemkrigsårene, afveg i den grad fra den ærefulde upartiskhed, mellem arabere og jøder, som var hans kammeraters stolthed og pligt, at han ikke bare blev en fjende af araberne, men en frafalden fra sit eget land, og sit kald. Hans troløshed blev først offentligt kendt ved denne lejlighed, hvor hr. Ben-Gurion, som dedikerede en børneby på Carmelbjerget til Wingates minde (han blev dræbt i Anden Verdenskrig), sagde, ”Han var parat til at kæmpe med jøderne, imod sin egen regering” og på tidspunktet for den britiske hvidbog i 1939, ”kom han til mig med planer om at bekæmpe den britiske politik”. Et af Wingates forslag gik ud på at sprænge en britisk olieledning i luften. I sin meddelelse, som blev læst højt ved indvielsesceremonien, beskrev hr. Churchill landsbyen, som blev opkaldt efter Wingate, som ”et monument over det venskab, som altid skulle forene Storbritanien og Israel”, og den britiske minister fik besked på at deltage, som et symbol på den britiske regerings samtykke.

Således var den englænder, som blev hædret i den zionistiske stat, en forræder mod sin pligt, og dagens britiske premierminister deltog i udmærkelsen af ham. Den betydningsfulde historie om Wingates tjeneste i hæren fortælles i dr. Chaim Weizmanns bog. Dr. Weizmann, som udtaler sig overbærende om Wingates anstrengelser for at indynde sig hos de zionistiske bosættere, ved at prøve på at tale hebraisk, siger, at han var ”en fanatisk zionist”. Faktisk lignede Wingate, i høj grad, profeten Monk i det foregående århundrede, men under hans omstændigheder var han i stand til at gøre meget mere skade. Han efterlignede Monk gennem at prøve på at ligne en jødisk profet, ved at lade sit skæg vokse, og det var væsentligt, at det var i Judas' land, han fandt sit virkelige kald. Han var enten dement, eller håbløst ustabil, og blev, af den britiske hær, vurderet til at være ”for meget ude af balance til at kunne lede mænd ansvarligt”. Så vendte han sig til dr. Weizmann, som bad en fremtrædende læge, i London (lord Horder, en brændende zionist-sympatisør) om at skrive en attest til hærens lægeråd, ”angående Wingates pålidelighed og ansvarsfølelse”. Som et resultat af denne støtte ”fik Wingate en stilling som kaptajn i den palæstinensiske efterretningstjeneste” med det det resultat, der ernævnt ovenfor, og som var til at forudse. Under Anden Verdenskrig blev denne mand, blandt samtlige, udvalgt til at blive særligt hædret af hr. Churchill, idet han blev kaldt tilbage til London på tiden for konferencen i Quebec, for at blive forfremmet til generalmajor. Dr. Weizmann siger, at hans ”brændende ønske” var at føre en britisk hær ind i Berlin. Det fremgår af sammenhængen i dr. Weizmanns beretning, at en sådan ville være blevet anført af en jødisk brigade, ledet af Wingate, sådan at begivenheden ville være blevet et synligt billede på en talmudisk triumf, blottet for enhver foregivelse af en ”britisk sejr”. ”Generalerne”, konkluderer dr. Weizmann, ”afværgede denne ydmygelse; deres afvisning ”var endegyldig og fuldstændig.”

Denne episode sætter hr. Churchills uligevægtige, og gådefulde, natur i relief, han prædikede ære, pligt og loyalitet, mere veltalende end nogen, før ham, og bad rent ud en nation, der var trængt op i en krog om at give dens ”blod, sved, slid og tårer” for disse evige principper. Han havde set en af sine egne ministre blive myrdet, og britiske sergenter blive symbolsk hængt ”i et træ” og gav dog en særlig støtte til denne mand, mens denne var i live og udvalgte ham til at æres særligt, da han var død. Hr. Churchill opgav, i en tidligere periode, at skrive sine store forfædres historie på grund af et brev, som syntes at bevise, at John Churchill, hertug af Marlborough, forrådte et forestående angreb af den britiske flåde til fjenden, som på det tidspunkt var franskmændene. ”Forræderiet af ekspeditionen mod Brest”, skrev han dengang, ”var en forhindring, som jeg ikke kunne konfrontere”; og han nægtede, af skam, at skrive biografien, og ombestemte sig kun, fordi han fik overbevist sig selv om, at brevet var et falskneri. Og dog, selv i denne bog er hans begreb om loyalitet ikke indlysende let at følge, for i hans forord accepterer han, som naturligt, og endda rigtigt, Marlboroughs første, og beviste, forræderiske handling, da han red ud af London som kong James' kommandør, for at møde William af Oranges' invaderende tyske og hollandske hære, og gik over til fjenden, så at invasionen af England lykkedes uden, at et eneste engelsk skud var blevet affyret. (tilbage)

[46] Disse Forenede Nationers blandede våbenhvilekommissioner, som herefter vil blive benævnt U.N.M.A.C. omfattede, i hvert tilfælde en repræsentant for Israel og den arabiske nabostat og en Forenede Nationers repræsentant, hvis undersøgelser, og stemme, således afgjorde skyldsspørgsmålet. Undersøgelserne gik uvægerligt Israel imod, indtil der begyndte at blive lagt ”pres” på de de involverede embedsmænds regeringer, for at tilbagetrække enhver, som upartisk også ville tale den arabiske sag, lige som tilfældet havde været med de britiske administratorer mellem 1917 og 1948. Mindst to amerikanske embedsmænd, som gik imod Israel i sådanne tilfælde, blev trukket tilbage. Alle disse embedsmænd, ligegyldigt af hvilken nationalitet, havde selvfølgelig hele tiden grev Bernadottes skæbne i erindring, og mange andres. Generelt viste de sig dog umulige at skræmme eller underkue, og de udgjorde således, fortsat, den slående kontrast mellem de personer, som var på stedet og regeringerne i de fjerne, vestlige hovedstæder. (tilbage)

[47] Fra begyndelsen af året for præsidentvalget rapporterede alle førende amerikanske aviser, og mange britiske, om disse angreb som ”repressalier”, så at ofrene, i hvert enkeelt tilfælde blev lavet om til aggressorer, af propaganda-maskinen. General Burns fortalte, i sin rapport om det seneste angreb, De Forenede Nationer, at ”Israel lammede undersøgelsesmaskineriet”, ved at boykotte de Blandede Våbenhvilekommissioner, når som helst, der blev stemt imod, og tilføjede: ”På nuværende tidspunkt er situationen den, at den ene af parterne, i den generelle våbenhvileaftale, foretager sine egne undersøgelser, som ikke er genstand for kontrol, eller bekræftelse, fra uafhængige observatører, derefter offentliggør resultaterne af sådanne undersøgelser, drager sine egne slutninger af dem, og iværksætter militære aktioner på denne basis”. Ved at bruge ordet ”repressalier” i deres rapporter, gav den britiske og amerikanske presse, i hele denne periode, offentligheden i de to lande, et falsk billede af, hvad der foregik, hvilket var, hvad zionisterne ønskede. (tilbage)

[48] Selv mine undersøgelser har ikke kunnet afsløre, på tiden for afslutningen af denne bog, hvad der skete med den jordanske appel. Den forsvandt i de øjeblikkelige, efterfølgende begivenheder; så vidt jeg ved, fordømte De Forenede Nationer måske angrebet på Jordan, mens invasionen af Egypten fandt sted.(tilbage)

 

Dronte 11 - Indhold

Dronte 11- Leder

Drontens forside