Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

Kapitel 46, 3.

 

 

Højdepunktets år

Årene 1952-1956 bragte Vestens folk stadig nærmere til at betale regningen for den støtte, som deres ledere, gennem to generationer og to verdenskrige, havde givet til revolutionen og til zionismen. De var ved at blive trukket ind i to krige, som det var til at forudse, ville blive til en krig, som tjente et overordnet formål. På den ene side var de, af deres politikere og partier, blevet forpligtet til at bevare den zionistiske stat, hvis erklærede formål var at forøge sin befolkning med "tre eller fire millioner mennesker" på "ti til femten år"; det betød krig. På den anden side, blev de dagligt vænnet til

525

den tanke, at det var deres skæbne, og pligt, at ødelægge kommunismen, som havde oversvømmet halvdelen af Europa, da Vesten åbnede sluseportene; det betød krig.

Disse to krige ville, uundgåeligt, blive til én krig. Udregningen er enkel. Territoriet til udvidelse af den zionistiske stat kunne kun tages fra de arabiske nabofolk; befolkningen til udvidelsen af den zionistiske stat kunne kun tages fra det område, der var besat af revolutionen, for "tre eller fire millioner" jøder kunne ikke findes andre steder end i De Forenede Stater.[49]

Til dette formål må Vesten i den fase, som begyndte i 1952, overbevises om, at "antisemitisme" er udbredt i de sovjetiske områder, lige som det, i de fire efterfølgende år, blev overbevist om, at de zionistiske angreb på arabiske lande var arabiske angreb på Israel. Hr. Ben-Gurion informerede, officielt (den 8. dec. 1951), den sovjetiske regering om, at "jødernes tilbagevenden til deres historiske hjemland er staten Israels centrale mission den israelske regering appellerer til Sovjetunionen om at lade de jøder, i Sovjet, som ønsker at emigrere, gøre det". To år senere rapporterede New York Times, angående den svindende emigration til Israel, at hr. Ben-Gurions mål "synes meget fjernt" og tilføjede, at "det nuværende emigrationsmønster" ville kun ændre sig markant, hvis der var "en opblussen af antisemitisme", et eller andet sted (i denne periode, 26. juni 1953, var fordømmelsen af "antisemitisme bag jerntæppet" begyndt). New York Herald Tribune sagde i samme periode (12. april 1953), at "antisemitisme" var blevet ondartet i Sovjetunionen og "det mest afgørende redningsarbejde", for Israel, i dets sjette år var de "2.500.000 jøder, som var spærret inde i Rusland og randstaterne".

Derfor stod det, set i lyset af de to verdenskrige og hvert af deres resultater, klart, at enhver krig, som "Vesten" påtog sig imod "kommunismen", i virkeligheden, ville blive udkæmpet med det hovedformål, at forsyne zioniststaten med nye indbyggere fra Rusland; at enhver krig i Mellemøsten, som Vesten blev trukket ind i, ville blive udkæmpet, hovedsageligt, med det formål, at udvide zioniststatens territorium, for at skaffe plads til denne større befolkning; og at de to krige, i realiteten, ville blive til én, under hvis forløb det overordnede formål ville forblive skjult for de forvirrede masser, indtil formålet var opnået, og bekræftet, af et nyt "verdensinstrument", ved afslutningen af krigshandlingerne.

526

Således var "Vestens" stilling, halvtreds år efter, at hr. Balfour og hr. Woodrow Wilson først blev viklet ind i zionismen. Jeg har en grund til at sætte "Vesten" i anførselstegn, nemlig den grund, at ordet ikke længere betyder det, som Vesten tildligere betød. Tidligere betegnede ordet det kristne område, der strakte sig fra Europas østlige grænser, over Atlanterhavet, til Amerikas vestkyst og inklusive de omliggende, engelsktalende, lande i Nordamerika, Afrika, Australien og New Zealand. Efter Anden Verdenskrig, hvor halvdelen af Europa blev overladt til den talmudiske revolution, fik de to ord en mere begrænset betydning. I almindelige menneskers bevidsthed betød "Vesten" nu England og Amerika, som stod sammen imod det nye barbari, som en dag ville blive udryddet, i Europa, og sendt tilbage til dets barbariske, asiatiske hjemland. Først og fremmest Amerika og England repræsenterede stadig "den frie verden", som en dag ville blive genrejst, i alle dens tidligere områder, og dermed, som tilstanden havde været i tidligere tider, håbet for menneskene uden for, som ønskede at blive frie; sådan forstod almindelige mennesker det.

Militært set var dette en korrekt antagelse; "Vestens" fysiske styrke, som blev understøttet af de fangne folkeslags længsel, var mere end nok til at klare opgaven. I virkeligheden var de store lande, som de fangne folkeslag satte deres lid til, imidlertid selv fanget af den magt, som havde forårsaget dette fangenskab; og to gange havde de vist, at hvis deres våben skulle blive brugt, ville det ikke være for at befri og genoprette, men for at forlænge det 20ende århundredes lidelser.

De moralske og åndelige værdier, der tidligere lå i ordet "Vesten", var stærkest i de lande, som var overladt til kommunismen og de, som var direkte truede af zionismen, dér, hvor lidelser og farer vækkede værdierne i menneskers sjæle påny. I Vestens, tidligere, så storladne citadeller, London og Washington, var værdierne undertrykte eller sovende.

Derfor var Amerika, i virkeligheden, ikke kvalificeret til at overtage den ledende rolle i verden, fra England, i anden halvdel af det 20ende århundrede, og til at gennemføre den befrielsesopgave, som de brede masser blev forledt til at forvente. Materielt set, var republikken, som blev grundlagt to hundrede år tidligere, rig. Alverdens rigdomme var strømmet dertil under de to verdenskrige; dens befolkning forøgedes hurtigt til to hundrede millioner; dens flåde og luftværn var de bedste i verden og ligesom dens hær, var de opbygget under den tvang, som dens befolkning længe havde anset for Europas forbandelse. Med hensyn til industri og teknisk kunnen, var den så formidabel, at den var et mareridt for sig selv. Dens produktion var så enorm, at denne ikke kunne absorberes, og det grufulde minde om 1929-krisen fik dens ledere til at finde på mange måder at distribuerer varer over hele verden på, i form af gaver, og gennem at betale producenten for dem med statsindtægter, således at producenter og arbejdere kunne betales for en produktion, som intet marked kunne bruge i fredstid. Dens militærbaser, som blev placeret på tidligere uafhængige folks territorier, var spredt ud over kloden, således, at den, når som helst, kunne slå til med overvældende kraft, mod hvad og for hvad?

Mod "kommunismen" fik folk at vide, og for at befri de slavebundne,

527

at formilde verdens trældom og gøre uretten fra 1945 god igen. Hvis dét var sandt, var det i det mindste til at se en ende på århundredets lidelser en skønne dag, for mennesker havde hjertet med i denne sag. Men hver eneste væsentlig handling, som regeringen i Washington foretog sig, i årene 1952-1956, modsagde disse påstande. Republikken syntes at være mere underlagt "den jødiske magt", end selv de britiske regeringer, i de foregående halvtreds år. Den syntes ude af stand til at håndtere de vigtigste spørgsmål, vedrørende amerikansk udenrigspolitik eller indre anliggender, ud fra andet end den indflydelse, det havde på "jødernes" lod, som denne blev fremstillet af de herskesyge zionister. Ingen lille vasalregering virkede mere underdanig, i sine handlinger, end den, som folk i almindelighed anså for den mægtigste regering i verden: De Forenede Stater, under ledelse af præsident Eisenhower, i årene 1953 til 1956.

Zionismens skygge faldt, som en kanslers ved en kongelig fødsel, over udvælgelsen, nomineringen og valget af general Eisenhower. Hans kometagtige forfremmelse, i perioden 1939-1945, fra rang af oberst, uden erfaring på slagmarken, til øverstbefalende for de allierede hære, der invaderede Europa, lader formode, at han var udvalgt til forfremmelse, længe i forvejen, og undersøgelser bekræfter dette. I 1920'erne gik den unge løjtnant Eisenhower på National War College i Washington, hvor en hr. Bernard Baruch (som havde spillet en vigtig rolle i udvælgelsen, nomineringen og valget af præsident Woodrow Wilson i 1911-1912) underviste. Hr. Baruch besluttede på dette tidlige tidspunkt, at løjtnant Eisenhower var en stjerne-elev, og general Eisenhower fortalte, da han blev valgt til præsident, tredive år senere, til amerikanske veteraner, at han, i et kvart århundrede, havde "haft det privilegium, at sidde ved Bernards fødder og lytte til hans ord". Tidligt i sin præsidentperiode skred hr. Eisenhower ind for at løse en lille konflikt i National War College i hr. Baruchs favør, for der var nogen, der modsatte sig opstillingen af en buste af hr. Baruch, udført af nogle af hans beundrere (der var aldrig før blevet opstillet nogen buste af en samtidig, civil, person).

Støtten fra "rådgiveren for seks præsidenter" må nok have hjulpet med til løjtnant Eisenhowers hurtige avancement, til øverstkommanderende for den største hær i historien. Der er dokumentation for den støtte, som hr. Baruch gav, da general Eisenhower (som ikke havde nogen tilknytning til noget parti, og heller ingen baggrund i et sådant) i 1952 tilbød sig som præsidentkandidat for det republikanske parti. Indtil da havde hr. Baruch været "et solidt medlem af det demokratiske parti, ikke bare en almindelig Demokrat, men en lidenskabelig tilhænger af partilinien, og en næsten fanatisk modstander af den republikanske linie" (hans godkendte biografi). I 1952 blev hr. Baruch, pludselig, en lidenskabelig tilhænger af den republikanske linie, forudsat at hr. Eisenhower repræsenterede den. Der må helt klart have været tungtvejende grunde til denne pludselige forandring i en livslang loyalitet og de er værd at søge efter.

I 1952 havde Det republikanske Parti været uden for regering i tyve år. Ifølge pendulteorien, alene, var det derfor tid at komme tilbage og skubbe Det demokratiske Parti, som hr. Baruch i halvtreds år havde været "lidenskabelig tilhænger af", ud.

528

Foruden den normale tidernes skiften, som var at forvente, for et parti, som havde haft regeringsmagten for længe, havde den amerikanske vælger, i 1952, særlige grunde til at stemme imod Demokraterne; den væsentligste af disse var afsløringen af kommunistisk infiltration i regeringen, under Roosevelts og Trumans regeringer, og offentlighedens ønske om en kraftig udrensning i staldene.

Under disse omstændigheder var det rimeligt klart, i 1952, at Det republikanske Parti, og dets kandidater, ville vinde valget og præsidentposten. Den naturlige kandidat var partiets leder, senator Robert E. Taft, som havde viet det hele sit liv. Netop da, og efter i et langt liv at have været "lidenskabelig" tilhænger af Det demokratiske Parti, producerede hr. Baruch (hans pengebidrag til Demokraterne var meget store, og hr. Forrestals dagbog fortæller om den rolle, disse bidrag generelt spillede, med hensyn til udfaldet af amerikanske, valg og statens politik), denne "fanatiske modstander" af Republikanerne, en anden kandidat til den republikanske nominering. Det vil sige, den officer, han så længe havde beundret, dukkede nu op i ringen, og hr. Baruchs varme anbefaling af ham antydede, hvor hans stærkeste støtte kom fra.

Det perspektiv, som dermed åbnede sig, var, at hvis hr. Eisenhower, i stedet for senator Taft, kunne opnå partiets nominering, ville Det republikanske Parti være forpligtet til at følge Demokraternes "internationale" politik, som præsidenterne Woodrow Wilson, Roosevelt og Truman var begyndt på. Det betød så, at hvis partilederen kunne skubbes ud, ville den amerikanske vælger være berøvet et virkeligt valg, for den eneste mand, som tilbød ham en alternativ, en anden politik, var senator Taft.

Dette var blevet gjort klart, for de indviede, mere end et år før valget, af den republikanske leder, som var nummer to på listen, efter senator Taft, guvernør Thomas E. Dewey, fra Staten New York. Hr. Dewey (som havde forbløffet sig selv og landet ved at tabe præsidentvalget i 1948 til hr. Truman, et klassisk eksempel på, at "også mig" metoden er forudbestemt til at mislykkes) udtalte, "Jeg er internationalist. Det er derfor, jeg er for Eisenhower. Eisenhower er Republikaner i hjertet, men hvad der er vigtigere, han er internationalist" (Look, 11. sept. 1951). Blandt de indviede er "internationalist" (ligesom ordet "aktivist" i zionismen) et nøgleord, som betyder mange uudtalte ting; hidtil, i vort århundrede, har ingen erklæret "internationalist", på en ledende post, virkelig modsat sig kommunismens fremmarch, zionismens fremgang og projektet for en verdensregering, mod hvilken disse to kræfter, i fællesskab, fører. Senator Taft blev, på den anden side, voldsomt angrebet på dette tidspunkt, som "isolationist" (endnu et nøgleord; det betyder blot, at personen, som angribes, tror på national suverænitet og nationale interesser, men det skal lyde som noget slemt, i massernes øren).

Så hr. Eisenhower tilbød sig selv på Det republikanske Partis konvent, i Chicago, i 1952, i opposition til senator Taft. Jeg var, gennem fjernsynet, øjenvidne, og skønt jeg ikke var nogen grønskolling, var jeg forbløffet over den lethed, med

529

hvilken senator Tafts nederlag blev opnået. Denne begivenhed viste, længe før det egentlig valg, at nomineringsmekanismen er i den grad under kontrol, at ingen af partierne kunne så meget som nominere andre end en kandidat, som var blevet godkendt af de magtfulde personer, der foretog udvælgelsen bag kulisserne. Resultatet af selve præsidentvalget er under disse omstændigheder af relativt ringe vigtighed i Amerika i dag, ej heller kan den, der betragter situationen, forestille sig, hvordan republikken kan undslippe denne skjulte kontrol. Det er ikke muligt for nogen af partierne at nominere deres partileder, eller nogen anden, med mindre han, på forhånd, er blevet accepteret af "internationalisterne".

Fortrængningen af veteran-partilederen, netop som hans parti kom tilbage i regering, blev opnået gennem kontrol af vælgerrepræsentanterne i "nøgle-staterne". Befolkningstæthed bestemmer, hvor mange stemmer der afgives af de delegerede fra staterne, og i det mindste to af disse mest fremtrædende stater (New York og Californien) er helt klart dem, hvor jødisk emigration, gennem de seneste halvfjerds år (nu 125 år, red.) er blevet ført hen med dette formål for øje.[50] I 1952, da jeg iagttog det, var afstemningen temmelig ligeligt fordelt mellem de to mænd, da hr. Dewey, smilende, afleverede New Yorks store antal stemmer, vendt imod hans partileder og for hr. Eisenhower. Andre "nøgle-stater" fulgte trop og han modtog nomineringen, som under øjeblikkets omstændigheder også betød præsidentposten.

Det betød også, effektivt, enden på et virkeligt to-parti system i Amerika, på nuværende tidspunkt; systemet med valgte repræsentanter, der er kendt som "demokrati", synker ned på niveau med ikke-demokratier, hvis de to partier ikke tilbyder et virkeligt valg af politik. Sådan blev situationen fremstillet for jødiske læsere af Jerusalem Post på selve valgaftenen (5. nov. 1952), idet den fortalte dem, at der var "ikke meget at vælge imellem med de to" (hr. Eisenhower, Republikaner; hr. Stevenson, Demokrat) "fra den jødiske vælgers synspunkt" og at jødiske interesser skulle koncentreres om "skæbnen" for de kongresmedlemmers og senatorer, som blev anset for at være "fjendtlige imod den jødiske sag".

Straks efter, at den nye præsident var svoret ind (januar 1953), hastede den britiske premierminister, sir Winston Churchill til Amerika for at konferere med ham, dog ikke til Washington, hvor præsidenterne bor; hr. Eisenhower foreslog, at de skulle mødes "hos Bernie", hr. Baruch, i hans palæ på Fifth Avenue (Associated Press, 7. feb. 1953). Hr. Baruch havde på dette tidspunkt, indtrængende, anbefalet at følge hans "atombombeplan", som det eneste effektive værn imod "sovjetisk aggression" (hans bemærkninger til senatets komité blev citeret i et tidligere kapitel). Tilsyneladende var han ikke så mistænksom over for Sovjetunionen som tidligere, for nogle år senere afslørede han, at idéen om

530

et fælles, amerikansk-sovjetisk, atomart verdensdiktatur, også havde tiltalt ham: "For nogle år siden mødte jeg Vyshinsky ved et selskab og sagde til ham "I har bomben og vi har bomben Lad os få kontrol over dette her, mens vi kan, for mens vi snakker, får alle lande, før eller siden, bomben" (Daily Telegraph, 9. juni 1956).

Valget af general Eisenhower til republikansk kandidat berøvede Amerika dets sidste mulighed for at distancere sig fra Wilson-Roosevelt-Trumans "internationalisme" politik gennem vælgerafvisning. Senator Taft var den eneste ledende politiker, som i folkets bevidsthed, tydeligt stod for et rent brud med denne politik og det var helt klart af denne grund, at de kræfter som effektivt har regeret Amerika, i de sidste fyrre år, tillagde det så stor betydning at forhindre hans nominering. Nogle uddrag fra hans bog fra 1952 har varig historisk værdi, om end kun som et billede af, hvad der kunne være sket, hvis den republikanske vælger havde fået lov til at stemme på den republikanske partileder:

"Resultatet af " (Roosevelt-Truman) "administrationens politik har været at opbygge Sovjetruslands styrke, så det faktisk er en trussel mod De Forenede Staters sikkerhed Rusland er langt mere en trussel mod De Forenede Staters sikkerhed end Hitlers Tyskland nogensinde har været Der er ingen tvivl om, at vi har den største flåde i verden og så længe briterne er vore allierede, har vi, helt klart, fuldstændig kontrol over verdenshavene Vi bør være villige til at hjælpe enhver ø-nation, som ønsker det, med vore egne marine- og luftstyrker. Blandt dem er Japan, Formosa, Filippinerne, Indonesien, Australien og New Zealand; på atlanterhavssiden selvfølgelig Storbritanien Jeg tror, at en alliance med England, og et forsvar af Britiske Øer, er meget vigtigere end en alliance med nogen af de kontinentale nationer Sammen med briterne kan der næppe herske nogen tvivl om vores fuldstændige kontrol over havene og luften, i hele verden Hvis vi virkelig mener vor anti-kommunistiske politik bør vi afgjort eliminere alle fra regeringen, som er direkte, eller indirekte, forbundet med den kommunistiske organisation Grundlæggende tror jeg, at vor udenrigspolitiks ultimative formål må være at beskytte det amerikanske folks frihed Jeg føler, at de seneste to præsidenter har ladet alle mulige politikker og politiske betragtninger gå forud for deres interesse for frihed og fred Jeg mener, at det, at sende tropper, uden autorisation fra Kongressen, til et land under angreb, som det blev gjort i Korea, er klart forbudt" (af den amerikanske grundlov) "Det europæiske militærprojekt går imidlertid længere Det omfatter også at sende tropper til en international hær, i lighed med det, som der var tænkt på i De Forenede Nationers Pagt Jeg har aldrig været tilfreds med De Forenede Nationers Pagt den er ikke baseret på en underliggende lov og en administration af retfærdighed under denne lov Jeg kan ikke se, at vi har andet valg end at udvikle vor egen politik for alliancer uden nævneværdigt hensyn til De Forenede Nationers ikke-eksisterende magt til at forhindre aggression Den anden form for international organisation, som stærkt påtvinges De Forenede Staters folk, nemlig en

531

verdensstat, med en international lovgivende magt til at lave lovene og en international udøvende magt til at lede organisations militær synes mig, i hvert fald i dette århundrede, at være fantastisk, farlig og upraktisk. En sådan stat ville, efter min mening, falde fra hinanden på ti år Vanskelighederne ved at holde et sådant Babelstårn, under én direkte regering, ville være uovervindelige Men frem for alt, foreslår enhver, som fremlægger en sådan plan, en afslutning på den frihed, som i dette land har skabt den største lykke verden nogensinde har set. Det ville lægge det amerikanske folk under en flertalsregering, som ikke forstår, hvad amerikanske principper er, og som har ringe sympati for dem. Enhver international organisation, som er det papir værd, den er skrevet på, må være baseret på at opretholde alle staters suverænitet. Der må søges fred, ikke ved at ødelægge og sammenlægge nationer, men ved at udvikle lov og ret i forholdet mellem nationer "

Disse uddrag viser, at senator Taft gennemskuede vor tids "bedrag af nationer"; de forklarer også, hvorfor hans navn var bandlyst af de magter, som kontrollerer "nøglestaternes stemmer" og hvorfor han end ikke fik lov til at stille op til præsidentvalget.[51] Hele den periode, hvor hr. Eisenhower samlede stemmer, blev nomineret og valgt - og den første tid af hans præsidentperiode var præget af "det jødiske spørgsmål"; han kunne passende være blevet valgt til præsident, udelukkende forf zionisterne, så konstant var hans ord og gerninger rettet imod fremme af deres ambition.

Straks efter sin nominering sagde han til en hr. Maxwell Abbell, præsidenten for Amerikas Forenede Synagoger:"Det jødiske folk kan ikke få en bedre ven end mig" og tilføjede, at han og hans brødre var blevet opdraget af deres mor "i Det Gamle Testamentes lære" (fru Eisenhower var brændende tilhænger af sekten Jehovas Vidner), og jeg voksede op i troen på, at jøderne var det udvalgte folk og at de gav os de høje etiske og moralske principper i vor civilisation" (mange jødiske aviser i september 1952).

Dette blev fulgt af inderlige forsikringer om sympati for "jøderne" og for "Israel" fra begge kandidater, i anledning af det jødiske nytår (sept. 1952); under denne festlighed lykkedes det også, ved hjælp af amerikansk pres på de "frie" tyskere i Vesttyskland, at afpresse dem en underskrift på en aftale om at betale "erstatning" til Israel. I oktober kom Prag-retssagen med anklage om "zionistisk sammensværgelse" og hr. Eisenhower begyndte at komme med sine truende

532

udtalelser om "antisemitisme i Sovjetunionen og satellitstaterne".

Anklagen for "antisemitisme" blev anset for en stemmesluger i selve afstemningen og kom fra den afgående præsident, hr. Truman, imod hr. Eisenhower, som fortalte en tilhørerskare, at han var blevet overvældet af antydningen: "Jeg hoster det bare op og overlader det til jer". Rabbiner Hillel Silver fra Cleveland (som truede Sovjetunionen med krig på grund af "antisemitisme") blev kaldt til rådslagning med hr. Eisenhower og da han kom ud fra den, rensede han aspiranten fra alle antisemitisme-pletter (rabbiner Silver havde bedt en bøn ved det republikanske konvent, som nominerede hr. Eisenhower; da den nye præsident blev svoret ind, og på hr. Eisenhowers opfordring, bad han en bøn om "nåde og vejledning"). Blandt de rivaliserende kandidater overgik den udadvendte vicepræsident, en hr. Alben Barkley, alle andre. Om en typisk udtalelse af hr. Barkley ("jeg forudser en strålende fremtid for Israel som et forbillede, som det meste af Mellemøsten vil følge") sagde magasinet Time: "Stjernetaleren er vicepræsident Alben Barkley, som i årevis har fået op til 1000 $ for hver optræden. Barkley er en velbetalt favorit til salgsfremstød for salg af Israel- aktier. Mange arabere mener at dette har haft indflydelse på De forenede Staters politik i Mellemøsten; men ikke mange arabere stemmer til de amerikanske valg".

Få uger efter, at den nye præsident var tiltrådt, blev den vesttyske aftale om tribut (til Israel, red.) ratificeret og en tysk minister meddelte, at regeringen i Bonn havde givet efter for pres fra Amerika, som ikke ønskede at stå åbent frem som den, der finansierede den zionistiske stat. I den samme måned (april 1953) rapporterede jødiske aviser under overskriften "Israel viser sin magt", at "Hele det diplomatiske korps og de udenlandske militærattachéer, som så den israelske hærs største parade i Haifa, med flåden samlet langs kysten og enheder af luftvåbnet flyvende ovenover, var meget imponerede og paradens mål, som var at demonstrere, at Israel var parat til at træffe en afgørelse på slagmarken, blev opnået".

Under disse omstændigheder, hvor forskellige nye "løfter" og foretagender blev givet og nedskrevet for fremtiden, med Stalins død og Israel parat til "en afgørelse på slagmarken, samt den "frie" halvdel af Tyskland trællende for at betale tribut, begyndte endnu en præsidentperiode i 1953. En mærkelig hændelse markerede den store dag, hvor præsidenten skulle sværges ind med optog i Washington. I den sidste ende af processionen kom en mand, til hest og i cowboytøj, han holdt hesten an, da han kom til det sted, hvor præsidenten stod og spurgte, om han måtte prøve sin lasso. Lydigt rejste hr. Eisenhower sig op og bøjede hovedet; løkken faldt ned over ham og blev trukket til; det bevægende billede viste en mand med blottet hoved for enden af et reb.

Den nye præsident troede måske, at han kom med almindeligheder, da han sagde, "Staten Israel er demokratiets forpost i Mellemøsten og enhver amerikaner, som elsker frihed, må deltage i bestræbelsen i at sikre, for al fremtid, dette nyeste medlem af nationernes familie". Dette var faktisk et løfte, eller blev anset som et sådant, af dem, det var henvendt til, ligesom de lignende ord af hr. Roosevelt og hr. Woodrow Wilson, tidligere. Otte år efter Hitlers død var den nye stat, hvor

533

Hitlers love gjaldt, og hvor den indfødte befolkning var blevet fordrevet med massakrer og terror, blevet "demokratiets forpost" og alle, som "elskede frihed" måtte (bydemåde) være med til at bevare den.

Hvis den nye præsident havde troet, at han var frit stillet til at udforme statens politik efter at have udtalt sådanne ord, så blev han klogere i løbet af blot ni måneder efter sin tiltrædelse. I oktober 1953 blev der gjort bydende opmærksomt på forpligtelsen. Et forsøg på at handle selvstændigt og i Amerikas nationale interesse i en sag, der vedrørte "det nyeste medlem af nationernes familie" blev knust, og den amerikanske præsident blev tvunget til, offentligt, at gøre bod, på omtrent samme måde, som "Rockland" (Woodrow Wilson) blev tvunget i knæ, i hr. House's roman fra 1912.

Denne ydmygelse af overhovedet for det, som menneskeheden anså for verdens mest magtfulde regering, er den væsentligste hændelse i denne beretning, som har fortalt om så mange episoder af lignende art, omend mindre tilgængelige for offentligheden. Rækken af zionistiske angreb på arabiske nabo-lande (der blev opregnet i det foregående) begyndte den 14. oktober 1953, hvor hver en levende sjæl, i den arabiske landsby Qibya, i Jordan, blev massakreret. Det var en gentagelse af Deir Yasin- massakren i 1948, med den forskel, at det blev gjort uden for Palæstina og således, med fuldt overlæg, tilkendegav for alle de arabiske folkeslag, at de alle, med tiden, ville komme til at lide "fuldstændig ødelæggelse", igen med Vestens medviden.

Disse kendsgerninger blev meddelt De Forenede Nationer af den danske general Vagn Bennike, der var chef for F.N.s organisation for observatører af våbenstilstandsaftaler (og som modtog trusler på livet) og hans direkte underordnede, kommandør E.D. Hutchinson, fra den amerikanske flåde, som beskrev angrebet som "overlagt mord" (han blev senere fjernet). I den efterfølgende diskussion, i F.N.s Sikkerhedsråd, sagde den franske delegerede, at "massakren" havde forårsaget "forfærdelse og fordømmelse" i Frankrig, og han bebrejdede Israel, den stat, som var grundlagt som følge af"forfølgelse", at "man hævnede sig på uskyldige". Den græske delegerede talte om "den frygtelige massakre" og den britiske den amerikanske delegerede deltog i koret af "fordømmelser" (9. nov.1953). I England fordømte ærkebiskoppen af York denne "frygtelige terrorhandling" og et konservativt parlamentsmedlem, major H. Legge-Bourke kaldte det "kulminationen af oprørende grusomheder, i en lang række tilfælde af indtrængen, på ikke-israelsk territorium, foretaget som led i en planlagt hævn".

Da disse udtryk for forfærdelse var afgivet, havde Israel faktisk fået en bonus på $ 60.000.000 for bedriften og den amerikanske præsident havde offentligt givet efter for zionistisk "pres" i New York. Dette er begivenhederne i kronologisk rækkefølge:

Fire dage efter massakren (18. oktober 1953) "besluttede den amerikanske regering sig for en streng irettesættelse af sin protegé" (The Times , 19. okt.) Den meddelte, at "de chokerende meldinger om tab af menneskeliv og ejendom, som var involveret i denne hændelse, der har nået udenrigsministeriet, har overbevist os om,

534

at de ansvarlige skal stilles til regnskab, og effektive forholdsregler tages, til forebyggelse af sådanne hændelser i fremtiden" (det er værd at sammenholde disse ord med, hvad der skete få dage senere). The Times tilføjede, at "bag denne erklæring er der en voksende modvilje imod den egenmægtige måde, hvorpå den israelske regering har tilbøjelighed til at behandle De Forenede Stater antagelig fordi den tror, at den altid kan regne med hjemligt politisk pres i dette land". Det forlød endog (tilføjede The Times som med tilbageholdt åndedræt) "at en bevilling på adskillige millioner dollars til den israelske regering kan blive tilbageholdt, indtil der stilles en eller anden garanti for, at der ikke vil opstå flere grænsestridigheder".

To dage senere (20. okt.) meddelte udenrigsministeriet, at bevillingen til Israel ville blive tilbageholdt. Hvis præsident Eisenhower havde tænkt sig, at hans administration, når han havde valget et år bag sig og de næste tre år foran sig, ville være frit stillet til at formulere amerikansk politik, tog han fejl. Amerikas svaghed og hovednøglemetodens styrke er, at der altid er et valg lige forude, om ikke et præsidentvalg, så et valg til Kongressen, borgmesterposter, kommunale poster eller andet. På dette tidspunkt var der tre kandidater (to jøder og en ikke-jøde) der konkurrerede om borgmesterposten for New York og valgkampen til kongresvalget i 1954 var ved at begynde, hvor alle 435 medlemmer af repræsentanternes hus, og en tredjedel af senatorerne, skulle på valg. På denne baggrund, var der en klemme på Det Hvide Hus.

De tre rivaler i New York begyndte at kappes om "de jødiske stemmer". Femhundrede zionister, der var forsamlede i New York (25. okt.), erklærede, at de var "chokerede" over, at "hjælpen til Israel" var inddraget og forlangte, at regeringen skulle "genoverveje og ændre sin forhastede og uretfærdige handling". Den republikanske kandidat telegraferede til Washington for straks at få et interview med udenrigsministeren; da han kom tilbage herfra, forsikrede han de bekymrede vælgere om, at "fuld amerikansk støtte vil blive givet til Israel" (New York Times, 26. okt.) og sagde, at dette ville beløbe sig til i alt $ 63.000.000 (han blev dog ikke valgt alligevel).

I mellemtiden larmede de republikanske partiledere, uden for præsidentens dør, med advarsler om, hvad der ville ske ved valget i 1954, hvis han ikke gav sig. Den 28. oktober kapitulerede han, med en officiel erklæring om, at Israel ville modtage det beløb, som før havde været øremærket og $ 26.000.000 deraf i de første seks måneder af finansåret (ud af en total sum på omkring $ 60.000.000).

Den republikanske kandidat til borgmesterposten i New York bød dette velkommen som en "anerkendelse af den kendsgerning, at Israel er en fast bastion for den frie verdens sikkerhed i Det Nære Østen", og som en "verdensstatsmands" handling, der var typisk for præsident Eisenhower. Det sande billede af, hvad der havde fremkaldt denne handling, blev givet af Hr. John O'Donnell i New York Daily News, den 28. okt.: "De professionelle politikere trængte stærkt ind på ham. Ike brød sig slet ikke om det men presset var så voldsomt, at han måtte give efter for husfredens skyld. Og denne kovending, både politisk og personligt, var noget af det smarteste, der var set i verdens politiske hovedstad, i mange måneder i en uge

535

har presset fra kandidater, som stræber efter de mange jødiske stemmer i New York City været enormt Præsident Eisenhowers politiske uddannelse er gået lynhurtigt i de sidste ti dage". (Ikke desto mindre mistede Det republikanske Parti kontrollen med Kongressen ved 1954-valget, hvilket var det sædvanlige og ufravigelige resultat af disse kapitulationer; og efter endnu større eftergivenhed led det et endog større nederlag i 1956, da dets nominerede, igen hr. Eisenhower, blev genvalgt til præsident).

Derefter vovede den amerikanske regering aldrig mere at "irettesætte sin protegé" under den lange række af "frygtelige gerninger", denne begik, og på årsdagen for Israels skabelse (den 7. maj 1954) fremviste den israelske hær, stolt, de våben, den havde fået af De Forenede Stater og Storbritanien; en massiv opvisning af amerikanske og britiske tanks, jetfly, bombefly og jagerfly blev vist frem. (De Forenende Stater havde meddelt, at Israel var kvalificeret til at modtage våbenhjælp", den 12. august 1952, og Storbritanien autoriserede våbeneksport til Israel fra private våbenhandlere, den 17. januar 1952).

Der fulgte to år med relativ fred, men det var kun stilheden før stormen; den næste række af begivenheder var tydeligt nok under forberedelse til brug i det følgende år med præsidentvalg, 1956. I maj 1955 (den måned, hvor Sir Anthony Eden efterfulgte Winston Churchill som Englands premierminister) besøgte den amerikanske udenrigsminister, hr. John Foster Dulles, lige som hr. Balfour tredive år tidligere ahvde gjort, endelig det land, som ødelagde amerikansk udenrigspolitik, sådan som det havde ødelagt Englands. Efter hans oplevelse med "irettesættelsen", der blev så hurtigt slugt, må han have indset, at han havde at gøre med den stærkeste magt i verden, som overlegent herskede i hans eget land, og for hvem"Israel" blot var et middel, der blev brugt til at dele og herske over andre.

Ligesom hr. Balfour, blev han modtaget med araberoptøjer, når han vovede sig uden for Palæstina. I Israel blev han kun set af få israelere, da han i hast, i en lukket bil, og mellem rækker af politifolk, blev ekspederet fra lufthavnen til Tel Aviv. Politiaktionen til hans eskorte og beskyttelse blev kaldt "Operation Kitavo", idet Kitavo er hebraisk for "når du kommer". Det hentyder til Femte Mosebog, 26: "Og det vil ske, når du er kommet ind i landet, som Herren din Gud har givet dig i arv og Herren har udvalgt dig på denne dag til hans særlige folk, som han har lovet dig, og at du skal holde alle hans befalinger og han vil sætte dig højt over alle nationer, som han har skabt at du skal være et helligt folk for Herren din Gud". Så en amerikansk udenrigsminister blev i Israel blot anset for en underordnet medspiller i det store drama om at "opfylde" den levitiske lov.

Da han kom hjem, sagde hr. Dulles, at han havde fundet ud af, at araberne frygtede zionismen mere end kommunismen, en opdagelse af det indlysende: araberne havde læst Torahen og set den bogstaveligt anvendt på dem selv i Deir Yasin og Qibya. Han sagde, i en fjernsynsudsendelse (ifølge Associated Press, 1. juni 1953), "De Forenede Stater står fast bag den erklæring af 1950, som er blevet givet, sammen med England

536

og Frankrig; den lover, at de tre nationer vil skride til handling i tilfælde af, at de nuværende israelske grænser bliver overskredet ved en militær aktion" (den berømte "trepartserklæring"). Jeg har ikke kunnet finde ud af, om hr. Dulles sagde dette og blev fejlciteret (erklæringen formodedes at være upartisk og garanterede "mellemøstlige grænser og våbenhvileaftaler, ikke "israelske grænser", men det var den slags nyheder, som altid nåede araberne, og faktisk var fortalelsen, eller fejlcitatet, meget nærmere den indlysende sandhed om tingenes tilstand).

Endnu engang skiftede generationerne, men zionismens skygge faldt stadig længere og tungere over hver af dem. Sir Winston Churchil, hvis kræfter endelig var ved at være udtømte, overlod sin post til den mand, han allerede havde lovet den til, som en potentat, der vælger sin arving: "Jeg tager intet skridt i det offentlige liv uden at rådføre mig med hr. Eden; han vil bære konservatismens fakkel videre, når andre og ældre hænder lader den falde". I så fald måtte man gå ud fra, at Sir Anthony overtog Sir Winstons ukvalificerede støtte til "opfyldelsen af zionismens bestræbelser" og man kunne have ønsket faklen i andre hænder, for det kunne kun ødelægge, ikke oplyse "konservatismen" og England. Fra det øjeblik, hvor han opnåede det embede, som hele hans liv havde forberedt ham til, var hans administration forhekset af "problemet i Mellemøsten", så hans politiske endeligt syntes at skulle blive lige så ulykkeligt, som hr. Roosevelts og hr. Woodrow Wilsons.

Og, kunne skribenten tilføje, præsident Eisenhowers. I september 1955 fik han et slagtilfælde og skønt han kom sig, begyndte billederne af ham at vise de samme træk, som var set hos hr. Roosevelt og Woodrow Wilson, hen mod slutningen af deres periode. Det "pres", som disse, tilsyneladende magtfulde, mænd må udholde i dette "jødiske århundrede", synes at have en virkning, som viser sig ved et hærget udseende. De er omgivet af medløbere, men hvis de prøver at følge deres samvittighed og pligtfølelse, bliver de ubarmhjertigt sat på plads. Efter hans første periode, forventedes det generelt ikke, at han ville blive en periode mere.

Han var ikke Republikaner og i sin første periode følte han sig utilpas som "republikansk præsident". Snart efter at han var tiltrådt som præsident, blev hans "irritation over partiets magtfulde højrefløj" (med andre ord, de traditionelle Republikanere, som ville have haft senator Taft) "så voldsom, at han i lang tid overvejede idéen om et nyt politisk parti i Amerika, et parti, hvor personer, med hans egen filosofi, kunne samle sig, uden hensyn til deres tidligere tilknytninger Han begyndte at spørge sine nærmeste medarbejdere, om han ikke burde tænke på et nyt parti. Som han så det, ville et sådant parti, i det væsentlige, have været hans parti. Det ville have repræsenteret de doktriner, såvel internationale som hjemlige, som han troede, var bedst for De Forenede Stater og faktisk for verden."[52] Han opgav kun denne idé, da senator Tafts død efterlod de republikanske parti uden en naturlig leder og da Senatet, efter

537

præsidentens personlige tilskyndelse, censurerede senator Joseph McCarthy fra Wisconsin for hans hidsige angreb på kommunisme-i-regeringen. Offentlighedens vrede over afsløringen af kommunistisk infiltration i administrationen, under præsidenterne Roosevelt og Truman, var en af hovedårsagerne til, at stemmerne gik til Det republikanske Parti (og dets nominerede, hr. Eisenhower), i 1952.

Så ved udgangen af 1955 var et år med præsidentvalg igen umiddelbart forestående under omstændigheder, som den dominerende magt i Amerika altid havde fundet idéel: en skrantende præsident, partipolitikere, som var grådige efter "de jødiske stemmer", en krigssituation i Mellemøsten og én i Europa. I en sådan suppedas kunne "det hjemlige politiske pres", i hovedstaden for verdens rigeste og bedst bevæbnede land, resultere i hvad som helst. De republikanske partiledere, som var desperate efter, i det mindste formelt, at beholde en Republikaner i Det Hvide Hus, hvis de ikke kunne få flertal i Kongressen, samlede sig omkring en syg mand og tilskyndede ham til at stille op.[53]

Den virkelige valgkamp begyndte, som altid, et helt år før selve valget. I september, 1955, indgik den egyptiske regering, ledet af præsident Gamel Abdel Nasser, en kontrakt med Sovjetunionen om køb af nogle våben. Den amerikanske, britiske og franske "Trepartserklæring" af 1950 indebar, at Israel og de arabiske lande kunne købe våben fra Vesten. Præsident Nasser udtalte (16. nov. 1955) for at retfærdiggøre sin handling, at han ikke havde kunnet få "ét eneste våben fra De Forenede Stater, selv om han havde prøvet i tre år" og beskyldte den amerikanske regering for "et bevidst forsøg på at holde araberne permanent forsvarsløse over for Israel og dets trusler".

Det egyptiske køb af våben fra Sovjet forårsagede øjeblikkelig ballade

538

i Washington og London af en lignende art, som den, der opstod i 1952-53 om "de jødiske læger". Præsident Eisenhower appellerede til Sovjetunionen om at tilbageholde forsendelser af våben til Egypten (de fleste af disse kom fra Skodas våbenfabrikker i Tjekkoslovakiet, der kom i sovjetisk besiddelse, som følge af Yalta-aftalen af 1945, og som havde leveret de våben, som satte "Israel" i stand til at etablere sig i 1947-8 og "tiljuble sovjetterne som befriere"). I London beskyldte, på samme dag (9. nov. 1955), Sir Anthony Eden Sovjetunionen for at skabe krigsspændinger i Mellemøsten, den britiske udenrigsminister, hr. Harold Macmillan, beklagede sig over, at der var opstået "en ny og foruroligende faktor i denne følsomme situation". For araberne betød alle disse ord fra Vesten det samme, som de altid havde betydet: at Israel ville få - og araberne ville blive nægtet - våben.

Derefter svulmede propagandakampagnen op, dag for dag, på samme måde som i 1952-53, indtil offentligheden, i løbet af få uger, havde glemt de tre år med israelske angreb på de arabiske lande og De Forenede Nationers fordømmelse af disse. I stedet fik den almindelige læser det generelle indtryk, at det ubevæbnede Israel, på grund af Vesten, var overladt til Egyptens nåde og barmhjertighed, mens Egypten var bevæbnet til tænderne med "røde" våben. På dette, tidlige, tidspunkt af udviklingen, blev sandheden én enkelt gang offentliggjort: den førende amerikanske militære autoritet, hr. Hanson W. Baldwin sagde, idet han talte om de amerikanske våbenleverancer til Israel, "Vi prøver at opretholde en meget ubehagelig balance mellem israelerne og araberne. Det er ikke nu, og bliver næppe foreløbig, i virkeligheden en balance i den forstand, at de to sider har lige militær styrke. I dag er Israel Egypten klart overlegen, faktisk har Israel, hvad der svarer til den samlede styrke af Egypten, Jordan, Saudi Arabien, Libanon, Syrien og Irak" (New York Times, 11. nov. 1955).

Denne sandhed fik ikke lov til at nå ud til de avislæsende masser, i de følgende elleve måneder, i hvert fald ikke, så vidt jeg kunne observere.[54] De blev lullet ind i den voksende larm om "røde våben til araberne", som satte dagsordenen for begge valgkampe (den til Kongressen og den til præsidentposten), som da var ved at begynde.[55] Alle aspiranterne til præsidentposten på Demokratisk side (Esres Kefauver, guvernør Harriman fra Staten New York, Stuart Symington og Adlai Stevenson) kom med provokerende udtalelser om dette.[56] På et tidspunkt overvejede en amerikansk zionistisk komité en "march mod Denver", men opgav det (præsidenten var på hospitalet dér, efter sit slagtilfælde) og i stedet henvendte de sig til alle kandidater fra begge partier med et krav om, at de skulle underskrive en "politisk erklæring" imod det, at give våben til arabiske lande. 120 aspiranter til Kongressen underskrev straks, og antallet forøgedes senere til 102 Demokrater og 51 Republikanere (New York Times, 5. april 1956). Dette overtal af demokratiske underskrifter forklarer den udtalelse, der kom på den zionistiske verdenskongres i Jerusalem, den 26. april, fra hr. Yishak Gruenbaum, en ledende israelsk politiker og tidligere minister:

539

"Israel vil ikke få nogen støtte fra De Forenede Stater, så længe den Republikanske ledelse har kontrollen". Dette var et offentligt krav fra Israel om, at amerikanske jøder skulle stemme Demokratisk, og de amerikanske partilederes tro på magten i "de jødiske stemmer" blev styrket ved denne lejlighed af Demokraternes succes ved valget til Kongressen, som det ønskedes af hr. Gruenbaum i Jerusalem.

På denne baggrund af "pres", fra partiledernes side, på en skrantende præsident og endnu en kampagne om "forfølgelse af jøder", (denne gang symboliseret af Israel) begyndte året for præsidentvalget. Fra begyndelsen så erfarne iagttagere, at det (ligesom tidligere år for præsidentvalg) var blevet valgt som et år med iscenesat og tiltagende krise, som kunne bryde ud i generel krig. Grundlaget for alle beregninger var "det hjemlige politiske pres", som kunne udøves på den amerikanske regering og dens handlinger.

I den virkelige verden begyndte året, helt typisk, med endnu en énstemmig "fordømmelse" (19. jan. 1956) af Israel for et "overlagt" og "groft" angreb (på Syrien, den 11. dec. 1956). Dette var den fjerde større fordømmelse på to år og den kom på et tidspunkt, hvor propagandakampagnen om Israels "forsvarsløshed" og arabisk "aggression" allerede var i fuldt sving i Vesten. I samme periode blev der erklæret "undtagelsestilstand" i Israel.

Det zionistiske angreb sigted mod kernen af ansvarlige embedsmænd i det amerikanske udenrigsministerium, der (ligesom dem i det britiske koloniministerium, og udenrigsministerium, en generation tidligere) prøvede at afværge de farlige "forpligtelser" over for Israel. I november, 1955, havde verdens største zionistorganisation, Mizrachiorganisationen i Amerika, erklæret i Atlantic City, at en "klike" af "anti-israelske elementer i De Forenede Staters udenrigsministerium" "blokerede for effektiv hjælp fra De Forenede Stater til Israel" (dette er, ord for ord, den beklagelse, som dr. Chaim Weisman kom med, over for de ansvarlige britiske embedsmænd, over en periode på tre årtier, 1914-1947).

I året for præsidentvalget, 1956, var den mand, som havde overtaget den byrde i Amerika, hr. John Foster Dulles, som var udenrigsminister. Lige efter, at F.N.'s Sikkerhedsråd havde "fordømt" Israel i januar, erklærede hr. Dulles, at han prøvede at opnå enighed om, at ledende Demokratiske politikere skulle holde spørgsmålet om israelere/arabere "ude af debatten i præsidentvalgkampen" (24. jan.1956). New York Times kommenterede, "det er en kendt sag, at hr. Dulles har beklaget, at den israelske ambassades

540

ansatte, hér, har søgt at overtale kandidater til Kongressen til at tage stilling, til fordel for Israels sag Ministeren ønsker, at ingen af parterne skal komplicere forhandlingerne om den mellemøstlige kolonisering ved at diskutere spørgsmålet om Israel for at opnå personlige fordele eller partifordele i valgkampen Især er han bekymret for, at der skal blive sagt nogeti præsidentvalgkampen, som vil opmuntre israelerne til at tro, at De Forenede Stater ville billige, eller samarbejde med, en israelsk invasion af arabisk territorium".

Således beklagede hr. Dulles sig over det"politiske pres", som var blevet nævnt, af præsident Truman, i dennes erindringer,[57] og han forsøgte i 1956, hvad hr. Forrestal havde forsøgt i 1947, med afskedigelse, sammenbrud og selvmord som den pris, han måtte betale. Han kom straks under angreb fra pressen (både i Amerika og England) på samme måde som hr. Ernest Bevin og hr. Forrestal i årene 1947-8. Han modtog et bebrejdende brev fra "en gruppeRepublikanske medlemmer af Kongressen, hvem han forsonligt svarede (7.februar 1955), at "De Forenede Staters udenrigspolitik omfatter bevarelsen af Staten Israel Vi udelukker ikke muligheden af at sælge våben til Israel". På dette tidspunkt havde han syndet endnu mere, for Jerusalem Post , som i 1956 var en slags Court Gazette for Vestens hovedstæder, meddelte, at han havde begået en mindre, men uvenlig handling han modtog, i 45 minutter, en delegation fra Det amerikanske Råd for jødedommen".[58]

Det amerikanske zionistiske Råd "protesterede" øjeblikkeligt imod hr. Dulles' forslag om, at det palæstinensiske spørgsmål "skulle holdes uden for debatten under præsidentvalget"; dets formand, en rabbiner Irving Miller kaldte dette "det vildledte synspunkt, at nogen særlig del af udenrigspolitikken skulle holdes ude fra den frie og uhindrede offentlige diskussions arena". Men hensyn til denne uhindrethed dukkede de følgende, sjældne, hentydninger til tingenes tilstand på dette tidspunkt, op i den amerikanske presse: "Israels skænderier med dets naboer er blevet overført til alle amerikanske talerstole, hvor bare det at forklare, hvorfor araberne føler, som de gør, er ensbetydende med at bede om professionel udslettelse" (Frøken Dorothy Thompson); "En pro-egyptisk politik skaffer ingen stemmer for Republikanerne i New Jersey, Connecticut eller Massachusetts, og når man taler til professionelle

541

politikere, hører man meget om emnet" (Hr. George Sokolsky); "De politiske overlegne intelligenser hævder, at for at få de jødiske stemmer i så vigtige stater som New York, Massachusetts, Illinois, New Jersey og Pennsylvania må De Forenede Stater gå imod araberne" (Hr. John O'Donnell).

Det næste, der skete, var en meddelelse i New York Times (21. feb. 1956) om, at hr. Dulles skulle udsættes for "en undersøgelse af udenrigspolitikken", iværksat af Senatets komite for udenrigsanliggender "for at undersøge administrationens armvridningspolitik i Mellemøsten". Hr. Dulles kom lydigt til stede for komitéen (24. feb. 1956), og dette førte til en betydningsfuld hændelse. På sædvanlig måde er de brede masser i Amerika, som i England, forhindret i at udtrykke enhver modvilje mod eventyret i Palæstina, som er så dyrt for dem; kandidater til valgene kan ikke forvente nominering, medmindre de forskriver sig til den zionistiske synsvinkel, og pressen vil, generelt, ikke trykke noget andet. Ved denne lejlighed gav den ansvarlige regeringssembedsmand en audiens til så mange amerikanere, som kunne trænge sig sammen på de pladser, der var reserveret til tilskuere, og de klappede, da han kom ind, mens han talte, og da han gik ud.

Grunden til disse klapsalver var ganske tydelig og hændelsen viste, hvordan Vestens masser, i almindelighed, ville reagere, hvis deres potentielle ledere nogensinde appellerede åbent til dem i dette spørgsmål. Hr. Dulles sagde blandt andet, "en af de største vanskeligheder, som de Forenede Stater har med rollen som mellemmand, mellem arabere og israelere, er den arabiske verdens opfattelse af, at Washingtons fremgangsmåde skulle være ledet af hjemligt politisk pres." Der var fare for, at israelerne skulle "fremskynde det, som kaldes en forebyggende krig". Hvis dét skete, ville De Forenede Stater ikke "være indblandet på israelsk side, fordi det havde forpligtelser over for sine allierede til at gå imod enhver nation, som påbegyndte "aggression" i Mellemøsten. Han "antydede flere gange, at hjemligt politisk pres blev anvendt for at tvinge administrationen til at slå ind på en urimelig, og uklog, pro-Israel kurs i Mellemøsten".

Det, som blev applauderet, var således helt klart og dette var den første officielle, og offentlige, hentydning, inden for en større forsamlings hørevidde, til den næve, som holder Vesten i et jerngreb. Demonstrationen af offentlighedens samtykke formindskede ikke de "pres", som Hr. Dulles beklagede sig over. Få uger senere (12. april 1956) blev han slæbt for Kongressens ledere for at rapportere om Mellemøsten, og sagde til dem: "Jeg frygter, at tiden er løbet fra en fredelig løsning". Han påpegede, at de to "nøgle-faktorer" i De Forenede Staters politik var "i konflikt", nemlig "Tilbageholdelse af enorme olieforekomster i regionen, til militær og økonomisk brug i Vesteuropa (disse forekomster findes på nuværende tidspunkt i de arabiske lande) og "bevarelse af Israel som nation". Den demokratiske leder, hr. John McCormack spurgte så, bydende, "Hvilken politik kommer først, at redde Israel eller beholde olien?" Ved sit svar, "Vi prøver at gøre begge dele", viste hr. Dulles, at hele Vesten, mere end nogen sinde, var

542

fanget i det uløselige dilemma, som var skabt af Englands oprindelige indblanding i zionismen.

I det forgæves forsøg på at "gøre begge dele", gjorde hr. Dulles snart ondt værre. Tilsyneladende havde han aldrig haft noget håb om, at hans oprindelige forslag ville lykkes; han "udstødte et brøl af sardonisk latter" da han, på en pressekonference ved den tid blev spurgt, om han virkelig troede, at han kunne få holdt det arabisk-israelske spørgsmål ude af valgkampen. Selv mens han talte til Senatets komité (ville de tilhørere have klappet, hvis de havde vidst det?) var den metode ved at blive udarbejdet, hvorved Amerika officielt kunne meddele, at man ikke ville levere "våben til Mellemøsten" overhovedet og således sætte det i stand til at begynde en "forebyggende krig", hvilket udenrigsministeren "frygtede". Planen lignede den, der blev brugt i tilfældet med Vesttysklands "erstatninger", som blev afpresset under amerikansk pres og sikrede strømmen af penge, eller varer, til Israel uden, at det kunne ses i noget amerikansk budget.

Straks efter hr. Dulles' rapport til Senatets komité, og tilsyneladende som svar på den, foretog israelske tropper et "forud arrangeret og planlagt" angreb på egypterne i Gaza-området og dræbte 38 personer (27. feb. 1956) - og blev fordømt for "brutal aggression" af U.N.M.A.C. I løbet af få uger begyndte journalister at antyde den nye måde at levere våben til Israel på: "Hvis De Forenede Stater solgte våben til Israel, ville det genåbne den kommunistiske strøm af våben til de arabiske lande tilsyneladende mener man ikke, det gælder, hvis England, Frankrig og Canada imødekommer israelske anmodninger om våben Man går her ud fra, at hvis de allierede sælger Israel våben, kan De Forenede Stater opretholde deres egen upartiske position".

Dette var "at gøre begge dele" i praksis. Rabbiner Hillel Silver (den zionistleder, som have fremsagt en bøn om "nåde og vejledning" ved præsidentens indsættelse) erklærede så i Israel, at "Eisenhower-regeringen har endnu ikke sagt det sidste ord om våben til Israel" (New York Times 4. april 1956). Tilbage i Washington havde han "en meget åben og venlig diskussion" med præsidenten. Så blev det afsløret, at De Forenede Stater "diskret opmuntrede den franske og canadiske regering til at sælge våben til Israel" (New York Times, april 1956). Dernæst viste det sig faktisk at være amerikanske våben, for den franske regering erklærede officielt (12. maj 1956), at den amerikanske regering "var gået ind på at udsætte leverancerne for at give Frankrig mulighed for hurtigt at levere tolv Mystere IV fly til Israel". Dette var nogle af de franske fly, som blev brugt til angrebet på Egypten fem måneder senere; at det franske luftvåben også selv ville deltage, blev ikke afsløret i maj.[59]

543

Forklaring: Den amerikanske regering finansierede, i den periode, køb af våben for sine allierede i den North Atlantic Treaty Organization (NATO), ved at afgive ordrer til udenlandske fabrikanter. Disse amerikansk finansierede leverancer blev omdirigeret til Israel, efter amerikansk "opmuntring". Således blev NATO-aftalen, som fra begyndelsen var ment som en vestlig alliance imod "sovjetisk aggression" og "kommunisme" også vendt til fordel for zionismen. Da den blev underskrevet i 1949, var det angivelige, oprindelige formål, at medlemmerne (Amerika og Canada, England, Frankrig, samt ti andre europæiske lande og Tyrkiet) ville betragte ethvert angreb på ét af dem som et angreb på dem alle, og hjælpe den, som var blevet angrebet.

Derfor var den amerikanske regering, altimens den angreb Sovjetunionen for at udstyre Egypten med våben, og samtidig erklærede, at den ikke selv ville fremme "våbenkapløbet" i Mellemøsten ved at levere dem til Israel, i gang med at skaffe våben til Israel for at det kunne opretholde sin overlegenhed over alle syv arabiske lande. Her opererede hr. Dulles med et Machiavelli-håndelag, der virkede som olie på ild. Den faktiske fremskaffelse blev ikke engang holdt hemmelig; som ovenstående citat viser, blev det fremsat offentligt og brugt som praleri, for at skaffe stemmer i valgkampen, trods det, at hr. Dulles have appelleret om, at det israelsk-arabiske spørgsmål skulle holde borte herfra.

En mærkelig bivirkning af disse intriger i Vesten var, at udtalelser, der blev fremsat om dette særlige spørgsmål af de fuldstændig skruppelløse herskere i Moskva, fik et skær af ærlig respektabilitet. For eksempel sendte den sovjetiske regering, da den vestlige ballade om "våben til Egypten" begyndte, en besked til den amerikanske, britiske, egyptiske og tjekkoslovakiske regering, "Den sovjetiske regering er af den opfattelse, at hver stat har en lovlig ret til at sørge for sit forsvar og til at købe våben til at forsvare sig med, fra andre stater, på sædvanlige betingelser, og ingen udenlandsk stat har ret til at blande sig i det".

Det var en uangribelig udtalelse om den juridiske, og endda moralske, position og den blev gentaget af Israel, for mens den vestlige ballade stod på, udtalte den israelske udenrigsminister, hr. Moshe Sharett, i New York (10. nov. 1955) "Hvis vi bliver trængt op i en krog og det gælder vores eksistens, vil vi søge, og modtage, våben hvor som helst fra i verden" (som svar på et spørgsmål om, hvorvidt Sovjet havde tilbudt Israel våben). Så hovedvægten i de vestlige protester var på den opfattelse, at sovjetiske våben ikke burde gå til arabiske lande og dette kan der ikke findes nogen som helst moralske, eller lovlige, argumenter for.

På denne baggrund, afholdt "det forsvarsløse Israel" (hr. Ben-Gurion) den 16. april, 1956, sin årlige parade med en stor opvisning af amerikanske, britiske og franske luftvåben og tanks ( New York Times, 17. apr.); de sovjetiske våben blev formodentlig holdt uden for paraden, ved denne lejlighed, af hensyn til den propaganda, Vesten førte på det tidspunkt. Den 24. april proklamerede hr. Ben-Gurion endnu engang det nationalistiske, og ekspansive, mål: "Den fortsatte indsamling af landflygtige er Israels højeste mål og en afgørende forudsætning for at virkeliggøre den messianske mission, som har gjort os til et evigt folk."

544

Det kneb, hvormed De Forenede Stater skaffede våben til Israel, mens de officielt nægtede at forsyne dem, ("Der er ingen, der er særlig glade for vores beslutning om, ikke at sælge våben til Israel, men i stedet opmuntre andre allierede til at gøre det, og at give afkald på øremærket udstyr til dette formål", New York Times, 19. maj 1956) gav ikke den amerikanske præsident noget pusterum. Åben underkastelse er det ufravigelige krav, og zionisternes vrede begyndte at vende sig imod ham. På det tidspunkt, hvor hans helbred, for anden gang, brød sammen (først på sommeren måtte han igennem en operation for hepatitis) begyndte man at håne ham for, at han kun var "deltids-præsident". En ledende kvindelig zionist, fru Agnes Meyer, begyndte med at fortælle en jødisk forsamling i New York, at mens "demokratiets bastion" (Israel) var i fare, "er præsidenten ikke på sin post i Washington; han spiller golf i Augusta", og hun tilskyndede ham til at spørge sig selv, "om denne nation har råd til en deltids-præsident". Hans anden sygdom, som fulgte næsten med det samme, stoppede midlertidigt dette angreb, men præsident Eisenhower fik, som andre før ham, ikke lov til at glemme, at alle zionismens propagandaressourcer kunne blive vendt imod ham hvad øjeblik, det skulle være, hvis han fraveg sine forgængeres linie.

Mens han vred sig i dette net, var en anden premierminister, på den anden side af Atlanterhavet, også ved at blive knækket under zionisternes åg. Sir Anthony Eden ville, i ethvert andet århundrede, været blevet en stor statsmand; i dette, var den "forpligtelse", han arvede, fra starten af hans lederskab en møllesten om hans hals.

Ingen politiker i verden var hans lige, i kvalifikationer og erfaring, da han tiltrådte i 1955. Han var af den første krigsgeneration, så mindet om markerne i Flandern dannede baggrunden for hans voksenliv, som derefter blev brugt, udelukkende, på politik. Han var ud af en gammel familie, med en nedarvet tradition for offentlig tjeneste, og han var begavet og præsentabel. Han steg til ministeriel rang i en tidlig alder og holdt den ene høje post efter den anden, med korte mellemrum, i over tyve år, i løbet af hvilke han kom til at lære hver eneste diktator og parlamentarisk politiker i Europa og Nordamerika at kende. Han fik, således, en helt enestående erfaring, til prøven, mange år i forvejen; kun Sir Winston Churchill havde, blandt alle politikere, i hele verden, en tilsvarende grad af bekendtskaber, forhandlinger og generel øvelse i det, som man engang anså for statsmandskunst.

Han var stadig ung i forhold til det højeste embede, da Sir Winston Churchill bøjede sig for alderens lov og gav "faklen" videre til den mand, han beskrev som legemliggørelsen af "den britiske nations livs håb" (1938). Hr. Eden (som han var i 1938) blev sin generations håb, da han trak sig tilbage fra den britiske regering i protest mod forsonligheden over for Hitler, som (vurderede han rigtigt) var en sikker vej til krig. Hændelsen i oktober 1956 blev tungere for hans samtidige at bære, fordi den bar hans navn.

Jeg kendte hr. Eden som en udenrigskorrespondent kan kende en politiker i årene, der førte op til Anden Verdenskrig og på grund af vor fælles følelse af, at det var mørke tider, kunne jeg senere skrive til ham på tidspunkter, hvor han syntes at

545

være ved at miste kontakten med sin egen generation, og få et venligt svar, som anerkendte vort tidligere bekendtskab og at han læste mine bøger. Jeg så ham, i 1935, med en bekymret mine, komme ud fra et møde med Hitler, som i et truende tonefald havde fortalt ham, at det tyske luftvåben (som på det tidspunkt officielt ikke eksisterede) var større end det engelske. Jeg ledsagede ham til Moskva og var i stand til at bekræfte noget, jeg havde hørt om hans første møde med Stalin: at banditten fra Georgien havde peget på den lille plet på verdenskortet, som repræsenterede England og sagt, at det var mærkeligt, at så lille et land skulle have nøglen til verdensfreden (et sandt udsagn på tidspunktet). Da jeg havde disse personlige erindringer, var jeg sandsynligvis mere forfærdet end de fleste, da jeg hørte om den handling, han var blevet vildledt til i oktober 1956.

Fra begyndelsen af maj, 1955, så den professionelle observatør, at han i virkeligheden ikke så meget var premierminister som minister for det jødiske spørgsmål, som i hans generation blev repræsenteret af den zionistiske stat og dens ambitioner. Det betød, at hele hans embedstid ville komme til at ligge i skyggen af dette og at hans politiske skæbne ville blive afgjort af hans handlinger, i forhold til zionismen, ikke af hans succes, eller fiasko, i sager af hjemlig interesse. Dette viste sig umiddelbart før han blev premierminister, mens han endnu var udenrigsminister i nogle få uger. Den britiske regering havde lavet en ordning med Iran og Tyrkiet for at sikre forsvaret af britiske interesser i Mellemøsten, hvis olieressourcer var livsvigtige for England og ddts besiddelser på den anden side af kloden (Australien, New Zealand). Debatten i Underhuset ignorerede dette aspekt og rasede omkring ordningens indflydelse "på Israel", så ekstremt, at to ensomme medlemmer (blandt 625) protesterede: "Denne debat drejer sig ikke om Palæstina, og udenrigsministeren skal tage sig af verdens og Englands interesser, selv om de forårsager ærgrelse og pinlighed for andre stater" (Hr. Thomas Reid): "At dømme efter næsten hver eneste tale fra de ærede medlemmer fra begge sider af huset, må det være én tilgivet, hvis man tror, at debatten primært drejer sig om en pagts virkning på Israel og ikke om at forbedre vort verdensomspændende forsvarssystem imod truslen fra russisk imperialisme" (Hr. F.W. Bennett).

Dertil svarede et jødisk, socialistisk medlem, "Hvorfor ikke?" Faktisk var det på dette tidspunkt næsten umuligt at diskutere noget væsentligt spørgsmåluden at inddrage dets virkninger for Israel, og dette formede tydeligt, nok allerede i forvejen, forløbet af Sir Anthony's tid som premierminister.

I de sidste måneder af 1955 forsatte han, som premierminister, med at kæmpe med "spørgsmålet om Mellemøsten" og han foreslog på et tidspunkt, at en international styrke skulle placeres mellem Israel og de arabiske lande (De Forenede Stater gjorde indsigelse) og på et andet, at Israel måske ville gå ind på mindre grænsejusteringer, da det i 1948 havde taget mere land, end De forenede Nationer havde "belønnet det med" (dette forårsagede vrede zionistanklager i New Yorks aviser om, at "England har nu sluttet sig til Israels fjender").

Så begyndte året for præsidentvalget og Sir Anthonys krise. Zionistmaskinen gik i højeste gear og spillede Washington ud imod London og

546

London imod Washington med en dygtighed, der kom af fyrre års erfaring. I marts skete der noget væsentligt: ukendt for verden, fik denne hændelse et tidligt angreb på Egypten til at synes som hel sikker for den opmærksomme iagttager.

Lige før den jødiske påske udsendte den mystiske "Voice of America" (Amerikas stemme) en mindeudsendelse ladet med eksplosive, aktuelle, hentydninger til "jødernes flugt fra det egyptiske fangenskab". Set i dens indlysende relation til det propagandabombardement af Egypten, som da var i gang i Washington og London, betød dette helt klart voldsomme begivenheder før næste påske. Det amerikanske folk ved, i almindelighed, intet om, hvad "Amerikas Stemme" ('Voice of America') siger eller hvem den taler til. Selv min forskning har ikke kunnet afsløre, hvilken offentlig institution, der skal overvåge denne "stemme", som af folk, der lytter langt borte fra, antages at udtrykke den amerikanske regerings hensigter. Jeg har fundet ud af, at dens midler, budget og andet, er enormt, og at den overvejende er bemandet med østjøder. Den synes at arbejde i uansvarlighed og hemmelighed.[60]

Fra da af blev den fulde vægt af vestlig propaganda vendt imod Egypten. De følgende begivenheder kan ses i lyset af forsvarsminister Henry Stimsons bemærkning i sin dagbog, i tiden forud for Pearl Harbour, som gik ud på, at præsident Roosevelts regerings hensigt var

547

at manøvrere Japan til at "løsne det første skud". De efterfølgende begivenheder syntes på enhver måde at være beregnet på at få Egypten til at løsne det første skud. Det gjorde Egypten ikke. Så fandt verden ud af, at det ikke længere var nødvendigt at være den, der affyrede det første skud, for at kvalificere sig som angriber; det pågældende land kunne udnævnes til angriber, mens det blev invaderet og endda inden dette; så meget havde masse-propagandaens ressourcer udviklet sig i det 20'ende århundrede. Alle "fordømmelserne" af Israel for aggression havde intet betydet.

Denne krise-periode begyndte den 7. marts 1956 (lige før "Amerikas Stemme" bragte udsendelsen om det egyptiske fangenskab), da Sir Anthony Eden igen var konfronteret med Underhuset angående det evige spørgsmål. På det tidspunkt forlangte hans socialistiske modstandere (på trods af de mange "fordømmelser" af Israel) rasende våben lveret til Israel og "en ny traktat med garantier for Israel"; ligesom dt gjaldt politikerne i New York så de det, at give nye indrømmelser til Zion, som vejen til at få embeder. Premierministeren "var genstand for en storm af vrede, langt værre end noget, man havde oplevet i Underhuset siden slutningen af Neville Chamberlains tid som premierminister" (New York Times); "Det var et optrin, som for en tid syntes at chokere endog de, som havde forårsaget det; Underhusets formand, 'thee Speaker', måtte selv skride ind for at bede om, at Huset skulle høre på premierministeren" (Daily Telegraph). Sir Anthony protesterede forgæves med, at han indtil da var blevet lyttet høfligt til af Huset "i over tredive år". På det tidspunkt håbede han måske på amerikansk støtte, for samme dag sagde præsident Eisenhower, at det var "nyttesløst at prøve at opretholde fred i Mellemøsten ved at bevæbne Israel med dets 1.700.000 mennesker imod 40.000.000 arabere" (de amerikanske våbenleverancer var da på vej).

I England opdagede Sir Anthony Eden, at alle var imod ham. Daily Telegraph (angiveligt tilhænger af hans eget parti) virkede måske i sine reportager chokeret over den behandling, han havde været udsat for i Huset, men i lederen hed det, at sagen om våben til Israel var "indiskutabel", et ord, som altid sparer én ulejligheden med underbyggende argumenter. Hans modstandere, socialisterne, kastede alle bånd af sig i deres iver efter at styrte ham på grund af Israel. Det ledende venstreorienterede tidsskrift, New Statesman, sagde i to på hinanden følgende numre, at England ikke havde nogen ret eller midler til at føre krig under nogen omstændigheder overhovedet og skulle nedlægge alle våben ("Effektivt forsvar er nu uden for vor rækkevidde og afvæbning er det eneste alternativ til udslettelse", 10. marts) og at England skulle bevæbne Israel og forpligte sig til at gå i krig for Israel."Krig er mindre sandsynligt, hvis Israel bliver udstyret med up-to-date våben og Labour-partiet har ret i at tilskynde til, at Israel skal have dem nu Problemet er ikke så meget, at det ikke er ønskeligt, at garantere en grænse, som endnu ikke er formelt etableret men snarere det militære problem, at samle og levere den nødvendige styrke Er der den fornødne flådestyrke til stede i det østlige Middelhav? Er hr. Gaitskell (den socialistiske leder) "i det hele taget sikker på, at den britiske offentlighed ville støtte ham i at gå i krig, sandsynligvis uden mandat fra De Forenede Nationer, for at forsvare Israel?" (17. marts).

548

De endeløse virkninger af den oprindelige, tilsyneladende lille, forpligtelse til Zion kan studeres i sådanne citater. Ved denne lejlighed syntes Sir Anthony Eden at prøve på, sammen med De Forenede Staters regering, at dæmme op for en flodbølge af vanvid, men han gav "Egypten en advarsel", som ikke var berettiget og som var ildevarslende, hvilket senere begivenheder skulle vise. På dette tidspunkt stræbte både den britiske og den amerikanske regering (officielt) efter venskab med Egypten i håb om at hjælpe med til at pacificere Mellemøsten. Med dette fælles formål var England, "under amerikansk pres", ved at trække sine tropper væk fra Suez Kanalen.[61]

Hvorfor Sir Anthony Eden uden at få nogen form for sikkerhed gav efter for "presset" til at give slip på det, som straks efter blev proklameret som "en vital interesse" for det britiske statsforbund, er et af de spørgsmål, som politikere aldrig besvarer. "Pres" fra Washington i sager, der relaterer til Mellemøsten, har i de sidste fire årtier altid været zionistisk pres i den sidste ende; og omkring ved denne tid var der en egyptisk journalist, hr. Ibrahim Izzat, som blev hjerteligt modtaget af Israels premierminister, udenrigsminister og arbejdsminister, der sagde til ham "Israel og Egypten har det identiske mål at modvirke britisk indflydelse i Mellemøsten" (Ros el Youssef, maj 1956; New York Times, 20. maj 1956).

Virkningen af denne eftergivenhed over for pres blev meget snart klar: der skulle være krig og England skulle involveres i en stor ydmygelse og fiasko. Den britiske tilbagetrækning skulle være halvdelen af et større, anglo-amerikansk arrangement for at "vinde arabernes venskab" og den amerikanske halvdel var endnu ikke gennemført. Dette gik ud på,i fællesskab med den britiske regering og Verdensbanken, at skaffe $ 900.000.000 til bygningen af en dæmning over Nilen ved Aswan (tilbudet var givet til Egypten i december 1955).

Hændelsernes rækkefølge bliver igen vigtig. De britiske tropper trak sig tilbage fra Suezkanalen i juni 1956, som aftalt. Den 6. juni 1956 fortalte talsmanden for Udenrigsministeriet pressen, at tilbudet om Aswan dæmningen "stadig stod ved magt". Få dage senere meddelte den egyptiske ambassadør i Washington, at Egypten "havde besluttet, at man helt sikkert ønskede vestlig hjælp til dæmningen". Den 19. juli ringede den egyptiske ambassadør til hr. Dulles for at acceptere tilbudet. Han fik at vide, at De Forenede Staters regering havde ombestemt sig. I London havde talsmanden dagen før meddelt, at den britiske del af tilbudet, "stadig stod ved magt". Den 19. juli informerede talsmanden pressen (ikke den egyptiske ambassadør) om, at det britiske tilbud også var trukket tilbage. Talsmanden afvist at angive grunde, men indrømmede, at der havde været "vedvarende konsultation mellem Whitehall og Washington".

Derfor kom "presset" der skulle bringe egypterne i harnisk gennem denne uforskammethed frasamme sted, som "presset" til at formilde dem ved at trække sig tilbage fra Suez Kanalen. Den britiske regering blev efterladt langt ude i

549

hampen, som man siger; hvis den første underkastelse skete i overensstemmelse med præsident Eisenhowers meddelelse i februar (at han ønskede at "standse forværringen af relationerne mellem de arabiske lande og De Forenede Stater" og "genoprette arabernes tillid" til Amerika), så skulle kovendingen i spørgsmålet om tilbudet om Aswan dæmningen have advaret ham og Amerika kunne have været sparet for meget, hvis de havde modstået "presset" i det andet tilfælde.

Jeg kan ikke komme i tanker om nogen mere kalkuleret eller uforskammet provokation imod en regering, med hvilken "Vesten" angiveligt søgte venskab. Sådan en adfærd hos Washington-, og London-regeringerne er først blevet mulig efter, at de er faldet under zionismens åg. Amerikansk tilbagetrækning af tilbudet og måden, hvorpå det skete (Londons efterligning er hinsides kommentarer) var helt klart den virkelige start på krisen i 1956, men den egentlige kilde, "presset", var ikke "amerikansk". "Nogle kongresmedlemmer frygtede zionistisk misbilligelse, bemærkede New York Times om tilbagetrækningen af tilbudet til Egypten. Og det var valgår.

I løbet af to uger nationaliserede præsident Nasser i Egypten Suez Kanalen og straks fyldtes luften af krigstrusler, ligesom i 1952-53, under episoden med "de jødiske læger". Fra da af blev præsident Nasser genstand for "den onde mand"-behandling; det er et sikkert tegn på, at krig er lige om hjørnet. Jeg har set mange "onde mænd" blive bygget op i mit liv og har observeret, at denne propaganda kan der tændes og slukkes for som en for vandhane og den kan indgydes som gift i den offentlige bevidsthed:

Forbandet hebenon (gift) i en lille flaske

Og ind i mit øre blev hældt

De spedalske dråber . [62]

Min tidlige barndom var overskygget af den gale mullahs ondskab (en muslimsk leder, som nu er glemt af alle) og af en respektabel gammel boer ved navn Paul Krüger. Af alle de skikkelser, der blev opbygget omkring mig i dette rædselskabinet, ser jeg nu, at ingen af dem var værre eller bedre end de, som kaldte dem onde.

Allerede før talen om krig nåede frem til "den onde mand" og længe inden den uhørte provokation, den 19. juni (som stadig ikke fremprovokerede nogen krigshandlinger fra egyptisk side), var præsident Nasser blevet erklæret for at være aggressoren i en krig, som endnu ikke var begyndt. I marts udtalte hr. Ben-Gurion i Tel Aviv, at kun snarlige leverancer af våben til Israel kunne forebygge "et angreb fra de arabiske lande i de næste måneder" og tilføjede, at angriberen "ville være den egyptiske diktator Nasser". Den 13. april dukkede Sir Winston Churchill frem fra et år i tilbagetrukkethed for at fortælle en konservativ forening (Primrose League), at "klogskab og ære" gjorde det nødvendigt med britisk hjælp til Israel, hvis det blev angrebet af Egypten. Sir Winston udtrykte underforstået, men klar, billigelse af det israelske angreb Egypten, som "aktivisterne" i Israel krævede: "Hvis Israel bliver frarådet at bruge deres races livskraft til at holde sig egypterne fra livet, indtil egypterne har lært at bruge russiske våben, som de har fået og egypterne så angriber, vil det blive ikke

550

bare et spørgsmål om klogskab, men en æressag at sikre sig, at de ikke bliver tabere ved sådan at vente". Dette blev fulgt i maj af et israelsk angreb egyptiske tropper i Gaza området, i hvilket omkring 150 mænd, kvinder og børn blev dræbt eller såret. Ikke desto mindre blev skrigeriet om "den onde mand" og "egyptisk aggression" højere og højere i Vesten.

Den trældom, i hvilken England var faldet, viste sig i to symbolske begivenheder. I juni 1956 holdt det "engelsk-jødiske samfund" en banket i Guildhall for at mindes "trehundredeåret for jøders genbosættelse på de britiske øer"; den unge kronprins, hertugen af Edinburg, skulle bære en jødisk kalot. I september afholdt "Cromwell Samfundet" en højtidelighed ved statuen af kongemorderen og slagteren fra Drogheda for at fejre den samme fiktion (at han havde "bragt jøderne tilbage" til England trehundrede år før). I sin tale anbefalede præsidenten for dette samfund, en hr. Isaac Foot, at den unge prins Charles, når han besteg tronen, skulle tage navnet "Oliver II", for "Vi vil ikke have en Charles III".[63]

Efter, at præsident Nasser havde beslaglagt Suezkanalen steg krigsråbene fra Vesten endnu mere. "Nationalisering" var ikke i sig selv chokerende eller overraskende nok i 1956 til at forklare dette. Amerika havde accepteret beslaglæggelsen af oliefelter, der var udenlandsk ejede, Mexico var (ligesom præsident Nasser) villig til at betale den gældende markedspris; i det hjemlige var Amerika allerede gennem Tennessee Valley Autoriten godt på vej mod denne form for fattigdom; i England havde den socialistiske regering nationaliseret jernbanerne og kulminerne. En gyldig juridisk eller moralsk grund til voldsom fordømmelse var ikke let at finde, selv om der unægtelig var mindre forskelle mellem præsident Nassers handling og de mange fortilfælde og hans handling var tydeligt nok en protest imod provokation og ikke en rationel politik.

Hvorom alting er, hvis hans handling var utålelig, så var det eneste effektive svar at genbesætte Kanalen omgående og det blev ikke gjort. I stedet begyndte alle orakler, som om de læste højt af et længe, i forvejen, forberedt manuskript, at kalde ham "Hitler". Premierminister Ben-Gurion begyndte med "diktator", som snart blev til "fascistisk diktator" og den franske premierminister (en M. Guy Mollet på det tidspunkt) lavede dette om til "Hitler". Derefter fulgte kampagnen retningslinierne fra den imod Stalin i 1952-3. Diktator-fascist Diktator Hitler: følgeslutningen var tydelig; præsident Nasser skulle fremstilles som -, og hvis han blev straffet, da straffes som en fjende af jøderne.

Da Sir Anthony Eden igen rejste sig op i Underhuset (9. august 1956) for at tage livtag med sit mareridt, "spørgsmålet om Mellemøsten",

551

sagde den socialistiske leder, hr. Hugh Gaitskell, "Det er alt sammen så frygtelig velkendt Det er nøjagtig det samme, som vi oplevede med Mussolini og Hitler før krigen". En anden socialistisk taler, hr. Paget Q.C.[64] (queens counsel: dronningens råd, omstændighederne havde ændret det fra K.C.: kings counsel: kongens råd) tirrede han således: "Denne weekend-teknik er netop det, som vi fik af Hitler. Er De opmærksom på konsekvenserne af ikke at besvare magt med magt før det er for sent?"

Socialisterne prøvede med vilje at få Sir Anthony til at bruge magt (de råbte "morder" efter ham, da han brugte den) ved disse hånlige hentydninger til hans politiske fortid. Han var den mand, som i 1938 trådte tilbage i protest imod forsonligheden over for Hitler, og hans afskedsansøgning blev øjeblikkeligt retfærdiggjort af Hitlers invasion af Østrig. Dette var magt, som havde været forudset længe i forvejen og hr. Eden havde ret i 1938. I 1956 var sagen en anden og ingen sammenligning var mulig. Egypten havde ikke en stor militærmagt, men kun en svag. Egypten var ikke blevet "strøget med hårene" efter, at briterne havde trukket sig tilbage, men udsat for provokationer i form af offentlig ydmygelse. Egypten var ikke en bevist angriber; det havde været offer for angreb og Israel havde erklæret, at det ville føre krig imod Egypten.

Derfor var sammenligningen med "Hitler" absurd, medmindre det blot var meningen at angive, at zionisterne anså Egypten for deres fjende. Ikke desto mindre gav Sir Anthony Eden efter for denne fiktion (måske havde mindet om 1938 for stor magt over ham), for han henviste til præsident Nasser som "en fascistisk røver, hvis appetit vokser, mens han spiser", hvilket var netop det sprog, han og hr. Churchill med rette havde brugt om Hitler atten år før. Jeg må tilføje, at jeg ikke kan finde netop disse ord i teksten til hans tale, men det er i denne form, de nåede "pøbelen" gennem New York Times og det er det, der tæller, som premierministre godt ved. Resten af sit angreb på præsident Nasser baserede Sir Anthony på, at Suezkanalen "er livsvigtig for andre lande i alle verdensdele et spørgsmål om liv eller død for os alle kanalen må bestyres effektivt og holdes åben, som den altid før er blevet det, som en fri og sikker international vandvej for skibe fra alle lande "

Men præsident Nasser havde ikke lukket kanalen, kun nationaliseret den. Den var "åben" for skibe fra alle lande, med én undtagelse. I de fem ord lå hemmeligheden. Det eneste land, som var nægtet fuldstændig fri passage var Israel, som Egypten stadig teknisk set var i krig med; Egypten havde standset skibe med kurs mod Israel og undersøgt dem for våben. Det var det eneste tilfælde af indblanding; ergo, Sir Anthony repræsenterede kun det tilfælde, ikke et britisk tilfælde. Men han konkluderede: "Mine venner, vi har ikke til hensigt at søge en løsning med magt".

I de følgende uger, mens en "løsning" blev eftersøgt på forskellige konferencer i London og Washington, informerede pressen masserne om, at "egypterne" ikke ville være i stand til at bestyre kanalen, hvor trafikken snart ville bryde sammen. Faktisk viste de sig i stand til at bestyre den og skibene fortsatte med at passere uden hindringer med én undtagelse. Det indebar således klart, at tilfældet Israel var det eneste, som Sir Anthonys regering henviste til i sin stadig mere vrede

552

protest. Det blev snart gjort klart. Det 22. august 1956 udtalte fru Rose Halprin, fungerende formand for det jødiske agentur for Palæstina, til New York Times, at "det eneste juridiske anliggende, som Vestmagterne har imod Egypten med hensyn til overtrædelsen af konventionen af 1888 er, at Egypten nægter adgang til kanalen for israelske skibe og udfaldene mod skibe, som er på vej til Israel".

Fru Halprins beskrivelse af det juridiske spørgsmål er korrekt. Hvis hele diskussionen hvilede på et spørgsmål om lov, så ville det eneste tilfælde, man kunne påberåbe sig, være Israels, og det ville åbne hele spørgsmålet om lovligheden i at skabe selve Israel og om den uafgjorte tilstand af krig mellem Israel og Egypten. Derfor handlede enhver regering, som deltog i bulderet imod præsident Nasser faktisk på vegne af Israel, og Israel alene, og vurdere på forhånd alle juridiske spørgsmål i israelsk favør.

I oktober var Sir Anthony Eden gået endnu længere i retning af at gå ud fra, at der ville komme angreb fra Egypten. Jeg har ikke teksten til denne tale, men den version, som blev distribueret af Associated Press og derfor trykt i tusinder af aviser over hele verden, siger: "Premierminister Eden forudsagde i aftes, at præsident Nasser som det næste ville angribe Israel, hvis han slap godt fra beslaglæggelsen af Suezkanalen. Sir Anthony antydede, at Storbritanien ville komme Israel til hjælp med våben om nødvendigt" (13. sept. 1956).

Således var den britiske premierminister kommet ud på en glidebane. I løbet af seks uger var temaet "den livsvigtige line" og "et spørgsmål om liv eller død" gledet i baggrunden og verden var truet af krig, baseret på noget, Egypten ville gøre, hvis der skete noget andet. Fra da af blev "pøbelen" fodret med nyheder om et overhængende egyptisk angreb på Israel ("indblandingen i international sejlads"-temaet blev droppet, da det ikke kunne opretholdes) og med tiden antog det en så definitiv klang, at jeg går ud fra, at mange overfladiske læsere må have troet, at Egypten allerede havde angrebet Israel. Jeg giver ét blandt mange eksempler (fra Londons Weekly Review, september 1956, få uger før Israels angreb på Egypten): "Vi kan være helt sikre på, at araberne, opmuntret af Rusland, vil angribe Israel. Dette er nu hævet over enhver tvivl og bør danne grundlaget for vore beregninger".

Under udarbejdelsen af denne bog har jeg primært været tilskyndet af det håb at kunne give en senere tids læser i, hvad jeg håber vil være en mere rational tidsalder, en idé om de forbløffende tilstande i de trykte offentliggørelser i 1950'erne. Han vil helt sikkert ikke kunne forstå de ting, der skete, med mindre han er klar over dette regime af vedvarende misinformation og dennes grænseløse udstrækning. Den sidst citerede udtalelse kom efter årevis af gentagne israelske angreb på forskellige arabiske naboer og gentagne fordømmelser af disse handlinger, fra De Forenede Nationer.

På den måde, jeg har opsummeret ovenfor, blev grunden lagt i de første ni måneder af året for præsidentvalget, til kulminationen af begivenhederne i oktober. Våben blev ved med at strømme ind i Israel fra Vesten. Efter beslaglæggelsen af Suez-

553

kanalen meddelte Sir Anthony Eden, at "alle våbenleverancer til Egypten var blevet standset"; i den samme måned (juli) blev der leveret to britiske destroyere til Israel. Hele foråret og sommeren leverede Frankrig, under amerikansk "pres", jetfly og andre våben til Israel. I september gik Canada under samme tilskyndelse ind på at sende jetfly til Israel, idet regeringen i Ottawa meddelte, at man havde "rådført sig med De Forenede Stater, før man traf beslutningen" (New York Times, 22. sept. 1956).

I al denne tid fortsatte kampagnen til præsidentvalget. Demokraterne, som var ivrige efter igen at komme i Det Hvide Hus, overgik alle deres tidligere præstationer for at få "de jødiske stemmer" (New Yorks borgmester forlangte, at Israel skulle modtage våben "som gave"). Republikanerne, som var ved magten, var en smule mere reserverede. Ikke desto mindre var der, da de rivaliserende nomineringsstævner blev afholdt (det republikanske i San Francisco, det demokratiske i Chicago, begge i august) ikke meget at vælge imellem, begge partier underkastede sig (så at Jerusalem Post kunne have gentaget - og måske gentog - sin erklæring fra 1952 om, at for den jødiske vælger var der "ikke meget at vælge imellem" mellem præsidentkandidaterne).

Den eneste hændelse af vital betydning i programmet for "udenrigspolitik", som de to partier tog, relaterede i begge tilfælde til Israel; de andre erklæringer om udenrigspolitik var banaliteter. Forpligtelsen over for Israel var i begge tilfælde specifik.

Det republikanske partiprogram, på hvilket præsident Eisenhower blev valgt enstemmigt til kandidat, sagde: "Vi anser bevarelsen af Israel for at være et vigtigt princip i amerikansk udenrigspolitik. Vi er besluttede på, at en uafhængig jødisk stats integritet skal opretholdes. Vi vil støtte Israels uafhængighed imod væbnet aggression".

Det demokratiske partis program sagde: "Det demokratiske Parti vil gå aktivt ind på at genoprette den farlige våbenubalance i området, som er opstået ved forsendelser af kommunistiske våben til Egypten, ved at sælge eller levere forsvarsvåben til Israel og vil tage sådanne skridt, inklusive sikkerhedsgarantier, som måtte være nødvendige for at afskrække fra aggression og krig i området". (Udtrykket "farlig våbenubalance" reflekterede den propagandafiktion, at Israel var "forsvarsløs" og de arabiske land stærke; sandheden, etableret lidt tidligere af hr. Hanson Baldwin var, at Israel havde flere våben end alle syv arabiske lande tilsammen).

Disse to politiske erklæringer gengav billedet af en verden i zionismens lænker og komplementerede de udtalelser, som den britiske regering samtidig kom med. De havde ingen forbindelse med nogen reel amerikansk interesse, men reflekterede simpelthen zionistisk kontrol med valgmaskinen eller partiledernes sikre forvisning om, at de havde denne kontrol. (Ved denne lejlighed syntes begivenhederne at retfærdiggøre den overbevisning; Det demokratiske Parti, den højest bydende, fik Kongressen, skønt den nominerede "Republikaner" blev genvalgt til præsident).

Den eneste anden begivenhed af vigtighed under de to partikonventer, var en, som kan

554

synes at have ringe betydning for denne bogs emne, men som i det følgende måske vil vise sig at være af direkte betydning; genvalget af hr. Richard Nixon til præsident Eisenhowers kandidat til vicepræsidentposten (og rent faktisk til vicepræsident). Hr. Eisenhowers helbredstilstand gjorde vicepræsidentembedet vigtigere end ellers og den mulighed, at hr. Nixon ville blive præsident mellem 1956 og 1960, blev tydeligt nok betragtet som en alvorlig fare af de magter, som regerer Amerika i dag, så der blev gjort store anstrengelser for at forebygge hans nominering. Det var ikke særlig bemærkelsesværdigt i dette århundrede; hvad der var bemærkelsesværdigt er, at forsøget mislykkedes. Før eller siden vil der komme mennesker, som vil bryde de lænker, som er lagt om det amerikanske og britiske politiske liv og denne fiasko var et varsel om den kommende befrielse, så at hr. Richard Nixons person vinder en symbolsk betydning i vor tid, selv om han, hvis han blev præsident, måske ikke vil se sig i stand til at bryde båndene.*

Årsagen til den stærke fjendtlighed over for hr. Nixon er, at han ikke er "internationalist". Så langt fra - han spillede en afgørende rolle i afsløringen og domfældelsen af hr. Alger Hiss, den sovjetiske agent i hr. Roosevelts administration. Det er den virkelige årsag til, at han lige siden har fået dårlig "presse", ikke kun i Amerika, men også andre steder i den vestlige verden. Da han er på den sorte liste, bliver han anset for en mand, som i Det ovale kontor måske kan finde på at gøre oprør imod i de snærende bånd, som amerikanske præsidenter og britiske premierministre, næsten uden undtagelse, har fundet sig i de sidste halvtreds år og som vicepræsidenter automatisk pådrager sig.[65]

Så en meget stærk og opfindsom kampagne blev påbegyndt for at forhindre hans nominering. Et medlem af præsidentens egen politiske stab (og nominelle parti) blev fritaget for sine forpligtelser i nogle uger for at gennemføre et landsdækkende "Stop Nixon" fremstød med komitéer, plakater og møder. Dette havde ingen virkning på offentligheden, da Nixon syntes at være populær. Så tog man nye midler i brug for at bringe ham i forlegenhed, man indførte en ny taktik ved det rivaliserende, Demokratiske Partis kongres. I stedet for, at den nominerede (hr. Adlai Stevenson) valgte sin egen vicepræsident "makker" som ved tidligere lejligheder, blev valget af en "makker" lagt ud til åben afstemning og blandt forskellige konkurrenter modtog senator Estes Kefauver (en særlig brændende zionist) nomineringen til vicepræsidentkandidat.

Formålet med denne manøvre var at tvinge Det republikanske Partis kongres til at følge denne "demokratiske procedure" og at lægge valget af en vicepræsidentkandidat ud til afstemning. Det skete og hr. Nixon blev, ligesom hr. Eisenhower, énstemmigt valgt. Denne begivenhed og hans adfærd under præsident Eisenhowers sygdom gjorde hr. Nixons muligheder for selv at blive præsident en dag meget bedre, end de nogensinde før havde været. Hans historie indtil nu gør ham til en skikkelse af håb* (som hr. Eden syntes at være i 1938) og

555

i chefstolen kan han meget vel komme til at have en velgørende virkning på amerikansk politik og forholdet til udlandet.

Efter udnævnelsen lænede Amerika sig lettet tilbage, for hr. Eisenhowers genvalg blev anset for sikkert og han havde fået en opildnende, overdrevent rosende, forhåndsreklame i pressen, som "manden, der holdt os uden for krig". Udtrykket mindede om lignende fraser, der var blevet anvendt om hr. Woodrow Wilson i 1916 og hr. Roosevelt i 1940, men i 1956 blev et pusterum på tre år anset for at være en velgerning og han blev, uden videre, givet kredit for denne "fredsperiode".

Jeg blev vidne til dette valg ligesom til det i 1952 og var klar over, at krig faktisk var lige op over, lokalt eller generelt. Jeg følte, at i det mindste en udsættelse kunne opnås, hvis valgdagen (6.nov.) gik hen uden krigsudbrud i Mellemøsten, som tydeligt nok havde forberedt sig i måneder (når valget er overstået, formindskes den zionistiske magt til at lægge pres på, for en kort tid). Jeg husker, at jeg sagde til en amerikansk ven, den 20. oktober, at hvis man kunne komme igennem de næste sytten dage uden krig, ville verden nok blive sparet for dette i tre eller fire år.[66]

Den 29. oktober, otte dage før valget, kom krigen, tydeligt nok på det tidspunkt, som blev anset for bedst egnet til at forårsage bestyrtelse i Washington og London. Fra da af kom begivenhederne slag i slag, som en flodbølge af løsslupne naturkræfter og først om lang tid vil menneskeheden kunne se, hvad der blev ødelagt og hvad der overlevede. For England og den oversøiske familie af nationer, som udsprang derfra, var det næsten fuldstændig ødelæggelse, det forudsigelige resultat af at have involveret sig i zionismen.

Den 29. oktober meddelte den israelske regering, at man havde påbegyndt en omfattende invasion af Egypten og at deres tropper var "rykket 75 miles ind i Egyptens Sinai Halvø".[67]

Nyheden, som kom efter lang tids angreb på araberne og den gentagne "fordømmelse" fra De Forenede Nationer", sendte en bølge af afsky gennem verden. Netop samtidigt kæmpede og vandt ungarerne deres folkelige krig imod den kommunistiske revolution. De to ødelæggende kræfter, som var sluppet løs fra Rusland i oktober 1917 stod fordømt af sig selv ved lige brutale handlinger. De var ved at ødelægge sig selv; det var ikke nødvendigt at udslette dem. På dette tidspunkt blev stærke modkræfter af universel fordømmelse sluppet løs, som ville have været for stærke for dem. End ikke "det zionistiske pres" i New York kunne få denne handling til at se ud som "egyptisk aggression" eller foranledige

556

offentligheden til at acceptere den. Det var en gave fra himlen, som befriede Vesten for begge dilemmaer. Man behøvede for en gangs skyld kun at træde et skridt tilbage og lade "verdensopinionen" gøre arbejdet; for ved denne lejlighed var der en verdensopinion, frembragt af gerninger, som ikke kunne skjules, forklædes eller misfortolkes af "pressen".

I løbet af fireogtyve timer var den gyldne mulighed forødt. Den britiske og franske regering meddelte, at de ville invadere Suezkanal-området, "med mindre israelske og egyptiske tropper går ind på at holde inde med kamphandlingerne og trække sig tilbage til 10 mil fra kanalen inden for tolv timer". Da dette ville have efterladt israelske tropper næsten hundrede mil inde på egyptisk territorium, var kravet tydeligt nok ikke beregnet på at skulle accepteres af Egypten. Så påbegyndte britisk og fransk luftvåben intensive bombninger af egyptiske flyvepladser og andre mål og ved at ødelægge Egyptens luftvåben leverede de en ubestridt sejr til den invaderende part.

Den fremtidige læser vil næppe være i stand til at forestille sig de følelser, en englænder som jeg havde, da jeg hørte nyheden i Amerika. Skam er for svagt et ord, men da det er det eneste, jeg har til rådighed, bruger jeg det til at udtrykke noget, jeg føler endnu dybere end i tiden i München, da jeg sagde op fra The Times, som den eneste protest (en dum én, mener jeg nu) jeg kunne komme i tanker om. Jeg vil altid huske amerikanernes retsindighed på dette tidspunkt. Jeg var vantro, chokeret og forvirret og én, jeg mødte gav udtryk for triumferende glæde over britisk forlegenhed, hvad der er noget instinktivt, om end irrationelt, hos mange amerikanere. Nogle forstod, at amerikansk politik, som vred og vendte sig under "presset", var hovedårsagen til denne katastrofale udgang på sagen og delte min skamfølelse. De forstod, at det var hele "Vestens" skam i dens underkastelse, ikke kun Englands eller Amerikas.

Men skylden, som er noget andet end skammen, var på det tidspunkt Englands. Konsekvenserne af denne handling rækker så langt ind i fremtiden, at de ikke kan vurderes nu, men ét vil altid stå klart: at den storslåede mulighed,

557

som bød sig ved de samtidige begivenheder på Sinai og i Ungarn blev forødt, tilsyneladende på grund af en række fejlberegninger, som, vil jeg tro, er uden fortilfælde i historien.

Jeg tilstræber her at vise, at blot som et politisk lotterispil (det kan helt sikkert ikke betragtes som en statsmands gerning) var dette, som hvis en mand vædder hele sin formue på en hest, som allerede er trukket ud af løbet. Der var ingen måde, hvorpå det kunne have gavnet England (eller Frankrig).

Af de tre involverede parter havde Israel intet at tabe og meget at vinde: Verdens omgående fordømmelse vendte sig væk fra Israel, da England og Frankrig sprang til for at tage angriberens rolle og vinde krigen; det befandt sig nu langt inde på egyptisk territorium og jublede over sin "erobring". Frankrig havde desværre ikke andet at tabe end damen i soldatersangen, som "mistede sit gode navn og rygte igen". Frankrig havde siden sin egen revolution været landet med gentagne fiaskoer, og kunne ikke mere rejse sig fra den åndelige fortvivlelse, som det var sunket ned i. I 160 år havde det prøvet alle tænkelig former for regering og havde ikke fundet nye kræfter og ny selvtillid i nogen af dem. Dets premierministre skiftede så tit, at de brede masser sjældent kendte deres navne; de var skyggeagtige skikkelser, de syntes ens, endog af udseende, og den franske politiker fik tradition for bestikkelighed; den amerikanske komiker sagde, at han tog til London for at se vagtskiftet og til Paris for at se regeringsskiftet. Et land, som på grund af en række korrupte regeringer var blevet ude af stand til at modstå den tyske invasion på dets egen jord i 1940, invaderede i 1956 egyptisk jord i israelsk tjeneste. Men det var blot en episode i Frankrigs sørgelige historie siden 1789 og kunne ikke i særlig grad påvirke dets fremtid.

Med England var det en anden sag, et eksempel, et stort navn og en tradition for ærefuld adfærd i trange tider som i gode. England havde en sjæl at miste i sådant selskab og ingen verden at vinde. England havde vist, at det havde lært af historien. Det havde ikke forsøgt at forstene et imperium og at afværge tidernes omskiftelighed med bajonetter. Det havde accepteret uundgåelige forandringer og klaret sig igennem strømningerne, idet det havde transformeret sit imperium af kolonier, først til et statsforbund af uafhængige oversøiske nationer og kolonier og dernæst, efterhånden som flere og flere kolonier fik selvstyre, til en stor familie af folkeslag, holdt sammen uden nogen som helst tvang, men med uhåndgribelige bånd der, som kroningen af den unge dronning Elisabeth viste i 1953, om noget var stærkere end nogen sinde før, ikke svagere. Man havde undgået en stram organisation baseret på magt og havde hele tiden holdt døren åben for nye former for forhold mellem de forbundne folkeslag og det havde gjort den familie af nationer, der var udsprunget af "England" og "Det britiske Imperium" til et enestående og uendeligt lovende eksperiment i menneskehedens historie i 1956, hvis den samme kurs var blevet holdt.[68] Det fremragende resultat af tilsyneladende svaghed i denne elastiske proces, var den styrke, der blev frembragt under pres; den gav efter uden at bryde sammen, for pres, som ville have fået en stiv organisation, baseret på dogmatiske

558

regler til at bryde sammen og strammedes igen, når presset var væk.

England havde således hele den britiske histories præstationer at bringe i fare eller miste i 1956 ved at begå en handling, som faktuelt, eller blot tilsyneladende, vendte op og ned på den politik eller fremgangsmåde, som havde frembragt så stor berømmelse og i det store og hele resulteret i så gode materielle resultater. Det er i dette lys, den britiske regerings handling 30. oktober 1956 skal ses.

Hvis Suezkanalen var "vital" for den, hvorfor havde man så overhovedet trukket sig tilbage? Hvis et venligtsindet Egypten var vitalt efter tilbagetrækningen, hvorfor så den kalkulerede uforskammethed i juli? Hvis britiske skibe frit kunne benytte kanalen, hvorfor så lade som den ikke var "åben" og "international skibsfarts frihed og sikkerhed" i fare?" Hvis nogen vitale britiske interesser stod på spil, hvorfor ventede man så, indtil Israel angreb Egypten og først da angreb man Egypten?

Spørgsmålet kan vendes og drejes, men man kommer altid til samme resultat. Det kan ikke have været gjort for Englands eller Frankrigs skyld; det valgte tidspunkt er afslørende. Det ville slet ikke være forekommet, hvis Israel ikke havde eksisteret; ergo, den ydmygelse, som England (og Frankrig, om man vil) led, var for dette formål. Det engagement, som var påbegyndt af hr. Balfour halvtreds år tidligere, førte til sin logiske konsekvens og ved denne handling sikredes dets fortsættelse på et tidspunkt, da det endelig ville have været muligt at frigøre sig fra det.

Hvis nogen rationelle beregninger af national interesse tilskyndede til dette dumdristige Jameson-angreb, vil de en dag dukke op i de involveredes erindringer; personligt tvivler jeg på, at det nogensinde kan retfærdiggøres. I øjeblikket kan det kun undersøges i lyset af fire ugers udvikling, som allerede tegner til stor fiasko.

Foretagendet var tydeligt nok forberedt mellem i det mindste to af parterne, Israel og Frankrig, det viste sig snart. [69]

559

I England har regeringen (indtil afslutningen af denne bog) nægtet at efterkomme kravet om en undersøgelse af anklagen for hemmelige aftaler, som ikke kan afgøres i tilfældet England (i modsætning til tilfældet Frankrig). Der synes at være en mulighed for, at den britiske handling var en pludselig indskydelse i et øjeblik, hvor det syntes at være en god idé. I så fald var det en kæmpemæssig fejltagelse, for da det britiske og franske "ultimatum" blev fremsat, havde De Forenede Stater allerede sammenkaldt et møde i F.N.'s Sikkerhedsråd og fremlagt en resolution, der fordømte Israels angreb og forlangte Israels tilbagetrækning fra Egyptisk territorium (29. okt.).

Så det eneste resultat af det britiske og franske angreb var at flytte verdens fordømmelse fra Israel til dem selv og den 7. november (efter endnu en resolution, der forlangte, at Israel skulle trække sig tilbage) havde et overvældende flertal af generalforsamlingen flyttet hovedvægten af sin fordømmelse over på "England og Frankrig" og Israel kom så ned på tredjepladsen i rækken af parter, som fik besked på at trække sig tilbage.[70]

På dette tidspunkt var den militære fiasko lige så tydelig som den politiske; engelske ører havde måttet lyttet i næsten fem dage til rapporterne om britiske bombninger af egyptere, Suezkanalen var blokeret af sunkne skibe, præsident Nasser var mere populær i den arabiske verden end nogensinde før, og den britiske regering bakkede gradvist væk fra "ingen tilbagetrækning" via "betinget tilbagetrækning" til "betingelsesløs tilbagetrækning".

Præsident Eisenhower og hans administration fik det bedste ud af disse begivenheder. Det, som var på vej, vidste man helt klart besked med i Washington i forvejen (ligesom man vidste besked med angrebet på Pearl Harbour i forvejen). Amerikanske beboere havde fået besked på at tage bort fra det truede område nogle dage før angrebet og de sidste to dage før formanede præsident Eisenhower hr. Ben-Gurion, én gang "indtrængende" og så "meget alvorligt"; det eneste svar, han fik, var en radiomeddelelse, sendt til ham under en flyvetur fra Florida til Virginia, som fortalte ham, at hr. Ben-Gurion havde iværksat angrebet.

Den britiske regering informerede imidlertid ikke officielt præsidenten (ikke engang dominion-regeringerne) om sin hensigt og hr. Eisenhower kunne vise sit folk et udtryk af tålmodig lidelse, da han tonede frem på fjernsynsskærmen med ordene, "Vi tror, det (angrebet) er en fejl, for vi accepterer ikke brugen af magt som et klogt eller passende middel til at afgøre internationale stridigheder". Dette var en uangribelig udtalelse,

560

på en baggrund af skyld (de af Amerika tilskyndede leverancer af franske, engelske og canadiske våben til Israel hele sommeren). Hvis den engelske regering regnede med "zionistisk pression" i Washington, tog den fejl på det tidspunkt. Der er altid en fejlmargin i sådanne sager og hr. Eisenhower var sikker på valg; i hvert fald sparede muligheden for at rette sin vrede mod England ham for at spilde mere af den på Israel (som for øvrigt havde fået, hvad det ville have). For resten havde vrede ord om England været populære i Amerika siden Boston Theselskabet; er det muligt, at en engelsk regering ikke var klar over det?

Den britiske aktion giver kun mening set i lyset af hele den zionistiske illusion. Hvis man overhovedet skulle foretage sig noget, var det eneste håb en hurtig og massivt vellykket operation, som ville have sat én i besiddelse af en intakt kanal og konfronteret verden med et fait accompli. Det britiske foretagende var langsomt fra begyndelsen og viste snart alle tegn på ubeslutsomhed. Efter fiaskoen rapporterede The Times (16. nov.) fra den britiske base på Kypern, at "den britiske regerings beslutning om at gribe ind i Egypten blev taget uden at rådspørge næsten alle dens overordnede diplomatiske repræsentanter i området. Den blev fortsat i strid med advarsler fra de fleste af dem angående de sandsynlige virkninger for de fremtidige britiske relationer med de arabiske lande Da detaljerne om det britiske ultimatum til Kairo og beslutningen om at gribe militært ind imod Egypten blev kendt i britiske ambassader og legationer i de arabiske lande, syntes reaktionerne næsten alle steder at have varieret fra direkte vantro til tale om, at det var en politiske ulykke Mange kunne ikke tro det eller var forfærdede, da formen af denne direkte indgriben synes at forbinde britisk politik med Israels og Frankrigs" (denne passage mindede mig levende om de følelser, jeg fandt i "britiske ambassader og legationer" over alt i Europa ved tiden for München).

Så vidt den politiske beslutning; dernæst den militære udførelse af den. The Times (17. nov.) rapporterede, at de militære ledere på Kypern "følte næsten alle, at hvis det skulle gøres, måtte det hellere blive gjort hurtigt. Det, at de ikke fik lov til at fuldføre opgaven, forårsagede en følelse af frustration og forvirring blandt mange overordnede officerer hér så vel som blandt mange af deres underordnede". Den fremragende amerikanske militære skribent, hr. Hanson Baldwin, sagde, da han senere diskuterede "en forvirret invasion", som sandsynligvis ville blive et berømt skoleeksempel på verdens militærakademier, at på grund af den forvirrende ledelse fra London, blev "de mange politiske, psykologiske og militære mål uløseligt sammenblandede; resultatet var, at der ikke var noget klart formål eller i det mindste intet formål, som militær magt kunne opnå på grund af de begrænsninger, som blev lagt i vejen for den".

Det blev snart klart, at nogen faktisk forsinkede, og afledte, den britiske og den franske regering fra at gennemføre foretagendet. For franskmændene var det af ringe betydning af de før nævnte grunde; for englænderne stod ry, ære, håbet om velstand, den britiske families sammenhængskraft, alle på

561

spil. Den canadiske premierminister havde allerede i disse anspændte dage advaret om, at sådanne handlinger kunne føre til opløsning af statsforbundet. I De forenede Nationer var England sat i gabestokken sammen med Israel og Frankrig. Det var virkelig et sørgeligt syn. Imod store antal modstanderstemmer forblev kun Australien og New Zealand ved dets side og det nok snarere af stædig trofasthed end overbevisning.

Hvad forårsagede, at dette farlige foretagende, som var blevet så pralende udbasuneret, blev trukket i langdrag indtil det løb ud i sandet? De "energiske og indtrængende protester" fra præsident Eisenhower og De forenede Nationers resolution var formodentlig årsagen til de første betænkeligheder i London. Så var der det kvalfulde sammenfald af omstændigheder. Så snart briterne og franskmændene begyndte at bombe egypterne, vendte moskovitterne tilbage til Ungarn og gav sig til at massakrere ungarere. Så begyndte talsmændene for Øst og Vest i De forenede Nationer at råbe "Det kan du selv være!" til hinanden. Mens britiske og franske fly bombede Port Said, anklagede de britiske og franske delegerede Sovjet for umenneskeligt barbari; mens sovjetiske tanks myrdede maygarerne, anklagede de sovjetiske delegerede briterne og franskmændene for rå aggression. Disse udvekslinger begyndte at ligne løgnagtigheden hos bissekræmmere i en mmelmøstlig bazar.

Billedet begyndte at antage mareridtagtige proportioner. Sir Anthony Eden, den unge mand, som var på vej op, da han trådte tilbage i 1938, modtog en afskedsansøgning fra hr. Anthony Nutting, den unge mand, som var på vej op i 1956, og som udenrigsminister "havde advaret stærkt imod britisk indgriben over for Egypten", og fra andre kolleger. For at genvinde sin position søgte han støtte hos Sir Winston Churchill, som erklærede, "Israel gik stærkt provokeret til angreb på Egypten Jeg tvivler ikke på, at vi snart kan nå frem til en retfærdig og sejrrig afslutning. Vi agter at genoprette fred og orden i Mellemøsten, og jeg er sikker på, at vi vil nå vort mål. Verdensfreden, Mellemøsten og vore nationale interesser vil med sikkerhed være bedst tjent i det lange løb med regeringens resolutte indgriben".

Denne Sir Winstons Churchills erklæring, formodentlig en af hans sidste, må fremtiden vurdere. Den britiske indgriben har stærke churchill'ske træk og hans efterfølger var så tæt knyttet til ham, at det under alle omstændigheder er usandsynligt, at det er blevet gjort uden hans samtykke. Samtidig udgav veteranen andet bind af sin "De engelsktalende Folkeslags Historie" og New York Times sagde om den, "Forfatteren er stolt af den kendsgerning, at hans lille ø, "det lille kongerige i Nordsøen", skønt det kun har tre millioner indbyggere, da historien begynder, har civiliseret tre kontinenter og uddannet den halve verden". Kun tiden vil vise, om det britiske angreb på Egypten var i overensstemmelse med denne civiliserende og uddannende tradition eller om det vil forblive en skamplet på England.

Så kom det største af de chok, som fulgte af den britiske regerings indgriben. Den sovjetiske premierminister Bulganin truede, i skrivelser til Sir Anthony Eden og

562

den franske premierminister, åbenlyst med raketter og atomangreb, hvis de ikke "ophørte med aggressionen og blodsudgydelsen" (blodsudgydelsen i Budapest fortsatte og strømmen af ungarske flygtninge over den gæstfri østrigske grænse svulmede op til op imod hundredetusind sjæle; i Budapest blev en ny Bela Kun fra 1919, hr. Ferenc Munnich, Moskvas "nøgleperson" som efterfulgt Rakosi og Geroe og begyndte et nyt rædselsherredømme). Ikke nok med det, hr. Bulganin foreslog i et brev til præsident Eisenhower et fælles amerikansk-sovjetisk angreb "inden for de næste få timer" på England og Frankrig, et forslag, som Det Hvide Hus i en pressemeddelelse simpelthen kaldte "utænkeligt".

Er der noget, som er "utænkeligt" i vor tid? Hitler-Stalin alliancen af 1939 (en indlysende udvikling, som nærværende forfatter og andre forudsagde) blev fremstillet for masserne som noget "utænkeligt" indtil det var en realitet og Anden Verdenskrig begyndte. The New York Times citerede i denne periode "en højtstående diplomat i De forenede Stater med stor erfaring med den arabiske verden" som om han ubetinget billigede forslaget: "Vor afvisning af det russiske tilbud som "utænkeligt" uden at tilbyde at tage det i betragtning inden for rammerne af De forenede Nationer bliver her (han var i Jordan) fortolket sådan, at ligegyldigt hvad vi siger, vil vi altid tage parti for Vesten og Israel, når det kommer til stykket".

Det foreslåede fælles amerikansk-sovjetiske angreb på England var uden tvivl utænkeligt på dette tidspunkt, men faktisk holdt de to lande sammen mod England på andre måder, hvilket samlet skabte et enormt pres fra to sider. Sir Anthony Eden havde begivet sig ud i en rivende malstrøm i en spinkel kano. Der er i Amerika et konstant, latent, modermorderisk instinkt imod Europa i al almindelighed og England i særdeleshed (det kan ikke forklares, men må altid tages med i betragtning) som lettest aktiveres med beskyldninger om "kolonialisme". Den kendsgerning, at Amerika er den største kolonimagt i verden (for jeg ser ingen gyldig forskel på ekspansion over hav og over land)[71]ændrer ikke derved; det er en irrationel impuls, som altid må tages med i betragtning, når man beregner resultaterne af nogen som helst planlagt handling, der omfatter "amerikansk opinion".

Imidlertid er "opinion" i dag et fabrikeret produkt og kan fremstilles i en hvilken som helt form, der måtte ønskes. Og hvad der var meget vigtigere og ikke burde overses, var, at præsident Eisenhower helt klart var udvalgt, nomineret og faktisk valgt af den "internationalist"-gruppe, som dominerede præsidenterne Wilson, Roosevelt og Truman, og at amerikansk politik under denne ledelse altid har støttet revolution og antaget en anti-britisk karakter i meget kritiske øjeblikke. Den ultimative "internationalist"-

563

ambition er verdensregeringsprojektet, som skal opnås gennem de konvergerende, ødelæggende kræfter, revolutionær kommunisme og revolutionær zionisme og det er essensen af denne ambition, at de to store engelsktalende lande på hver side af Atlanterhavet skal holdes adskilt, for kun på den måde kan imperiet opnås. Denne ambition dominerede Anden Verdenskrig.

Præsident Eisenhower dukkede først op som den tredje skikkelse i Roosevelt-Marshall-Eisenhower gruppen. General Marshalls forslags anti-britiske natur under krigen er tidligere blevet påvist; han var faktisk hr. Churchills store modstander og manden var ansvarlig for, (som den officielle britiske beretning om krigen viste i 1956) at til trods for hr. Churchills verdensberømmelse og tilsyneladende formidable autoritet viste han sig faktisk ude af stand til at forme en eneste væsentlig strategisk beslutning under denne krig; ud fra resultaterne af hvilke Roosevelt-Marshall-Eisenhowers politik må vurderes. I den afsluttende palaver på Yalta var hr. Roosevelts dominerende ønske at tilføje England skade, som Yalta-papirerne viser.[72]

Som leder af Europa gav general Eisenhower dén militære ordre, som effektivt resulterede i afståelsen af halvdelen af Europa til revolutionen.

På denne baggrund kan den britiske regering ikke have regnet med præsident Eisenhowers støtte; forhistorien vejede for tungt. Han var udøveren af Roosevelt-Marshall politiken under krigen og syv år efter dens slutning blev han åbenlyst udvalgt af magtfulde støtter, i modsætning til senator Taft, som en mand, der ville følge "internationalist- politikken. Hvad der var uventet og ikke kan retfærdiggøres er de anstrengelser, han gjorde sig ved den tid for at ydmyge England offentligt ved at gennemtvinge "betingelsesløs" tilbagetrækning under de ynkeligste omstændigheder, ved praktisk taget at fryse den britiske ambassadør i Washington ud og ved generelt at udvise en bitterhed der lignede præsident Roosevelts på Yalta.

Denne åbenlyse modvilje (det bebrejdende ansigtsudtryk blev set af hele landet på fjernsynsskærmen) var uden moralsk begrundelse. "Presset" på England for at trække sig tilbage fra Kanalen og det efterfølgende "pres" på England for at slutte sig til Amerika i den provokerende fornærmelse af Egypten, som var den egentlige begyndelse til krisen i 1956, kom fra Det Hvide Hus.

Ydermere skete det, mens massakren i Ungarn stod på og ud over at sige, at hans hjerte var hos ofrene, forblev den amerikanske præsident og hans administration passiv over for denne langt alvorligere sag. Også deri var han i overensstemmelse med sine tidligere handlinger: at droppe "afvisningen af å Yalta"-løftet efter at være blevet valgt i 1952 og at give ordre til at standse de allierede hære

564

Øst for Berlin i 1945. Virkningen af alt dette var at fortsætte den "støtte til Revolutionen" som var den dominerende tendens i amerikansk politik under de to krige.

En vigtig lektie blev lært af begivenhederne i oktober og november 1956. De viste, at "verdensopinionen", dersom den er tilstrækkeligt chokeret, kan udtrykke sig igennem det debatforum, der er kendt under betegnelsen De forenede Nationer i New York. Demonstrationen af afsky var overvældende i begge tilfælde, både over angrebet på Egypten og den sovjetiske massakre i Ungarn. De viste endvidere, at som middel til at give en sådan moralsk forargelse nogen virkning, er De forenede Nationer fuldstændig impotent. I det mere alvorlige tilfælde, det i Ungarn, kunne der intet gøres, for Sovjet havde overtaget og De forenede Stater var passive. I det andet tilfælde, det i Egypten, fremkom der et øjeblikkeligt resultat kun fordi begge disse lande sluttede sig sammen imod England; Det ene med forholdsregler "grænsende til krig" (man nægtede olieleverancer) og det andet med direkte trussel om krig.

Den britiske tilbagetrækning fra Suez blev effektueret ved amerikansk-sovjetisk samarbejde, og mens "internationalisterne" er i stand til at kontrollere den amerikanske udvælgelses- og valg-maskine, som stadig vil være en stor fare for verden. En Eisenhower-Bulganin pagt er ifølge sagens natur ikke mere "utænkelig" under omstændighederne i dette århundrede end en Hitler-Stalin pagt var det i 1939; under alle omstændigheder er den erklærede hensigt (at knuse "kommunismen") den samme i begge tilfælde.

Hvis den britiske regering satte sin lid til "zionistisk pression" i Washington (og dette havde forårsaget den britiske tilbagetrækning fra Palæstina og etableringen af Israel i 1947-8), så var dette endnu en fejlberegning på dette tidspunkt. Det udelod af betragtning chok-virkningen af det israelske angreb og den endnu større chok-virkning af det britiske og franske angreb, som hovedsageligt rettede verdens opmærksomhed imod England og styrkede præsident Eisenhower meget i hans moralske holdning.

Således fandt den britiske regering sig selv imellem trusler om sovjetisk angreb på den ene side og en fjendtlighed, som tilsyneladende overraskede den, fra Det Hvide Hus på den anden. "Livlinen" var blokeret og dermed Englands olieforsyninger. Tilsyneladende havde det tillid til, at den amerikanske regering ville levere og blev så klar over, at den ikke kunne forvente nogen amerikansk olie, før den "kom ud"; på dette tidspunkt faldt skylden for hele affæren på England. Britiske repræsentanter i Washington blev modtaget køligt og opdagede, at man ikke ville diskutere noget som helst af vigtighed med dem; man lod dem forstå, at de kunne henvende sig igen for at få olie, hvis de ønskede det, når England "kom ud". Den amerikanske præsident gik meget længere end nødvendigt for at ydmyge den britiske regering offentligt og årsagen hertil må søges i den anti-britiske følelse, som havde vist sig i præsident Roosevelts ord og gerninger. Hele forhistorien om

565

amerikanske regeringsintriger under hans præsidentskab, berøvede ham grundlaget for en holdning af ærlig indignation.

Ulykkeligvis var de britiske ydmygelser fortjente. Angrebet på Egypten var en ulykke på enhver måde: det åbenlyse samarbejde med Israel, sammenfaldet med det sovjetiske nederlag i Ungarn og dets ubeslutsomhed og ineffektivitet, da det var påbegyndt. Sir Anthony Eden, som var nedbrudt af nervepresset og politisk ødelagt, tog til Jamaica for at komme sig. "Betingelsesløs tilbagetrækning" (for briter og franskmænd, ikke for den oprindelige angriber, Israel) begyndte. En "international styrke", der blev samlet i hast af De forenede Nationer, dukkede op ved Suezkanalen og trissede rundt og spekulerede på, hvad de skulle lave. Præsident Nassers berømmelse voksede i den arabiske verden; Kanalen forblev blokeret; Egypten erklærede, at man ikke ville opgive en eneste tomme af egyptisk territorium; Israel begyndte at beklage sig over "antisemitisme" i Egypten.

Tre uger efter angrebet hånede en beruset Kruschev, den sovjetiske kommunistleder, de britiske og franske ambassadører ved en polsk ambassadereception i Moskva: "I siger, at I ønsker krig, men I har fået anbragt jer selv i en position, jeg ville kalde idiotisk I har givet os en god lektie i Egypten". Hvem kunne modsige ham?

En uge senere opsummerede New York Times: "England og Frankrig har tabt spillet i katastrofal grad Israel har indtil videre klaret sig igennem krisen i en noget bedre tilstand" (25. nov).[73]

Det samme nummer rapporterede på en fremtrædende plads nogle bemærkninger af et medlem af det israelske parlament, en hr. Michael Hazani: "Hr. Hazani gjorde rede for sin teori om, at Englands og Frankrigs fiasko med hensyn til Suezkanalen var heldig for Israel Israelerne føler sig mindre isolerede i dag end før deres 29. oktober-togt ind på Sinai, som fremmedgjorde venner og fik fjender til at rejse børster over hele verden Israelere nød deres nye venskab med Frankrig, som havde givet dem de redskaber, som havde sat deres styrker i stand til at slå egypterne For få uger siden blev israelerne forskrækkede, da de frygtede, at de måske have bragt verden til randen af en termonuklear krig. Den oprindelige forskrækkelse var overstået, truslerne bliver betragtet som taktik i en nervekrig Nogle medlemmer af Knesset sagde, at Israel også kunne spille det spil så de spørger, hvorfor Israel ikke skulle udnytte sin nuværende irritationsværdi til at få de store magter til at presse Egypten og de andre arabiske lande til fredsforhandlinger".

Disse sætninger kan måske vise læseren, hvor lidt håb om lindring verden har, indtil det zionistiske eventyr er likvideret. Fiasko er den uundgåelige skæbne for enhver, som forbinder sig med det, fordi dets egen uundgåelige afslutning er fiasko, men hovedvægten af hver eneste ulykke må, og vil, altid falde på disse forbundsfæller, ikke på dem, som er opfinderne af den vanvittige ambition. I dag går det på tværs af alle rationelle forhold mellem nationerne og skaber fjendskab hos dem, som ikke har nogen grund til uenighed,

566

og vildleder dem til foretagender, som ikke på nogen mulig måde kan bringe dem noget godt og som får andre til at true med verdenskrig.

For England, som ved denne handling igen var blevet viklet ind i det morads, som Ernest Bevin havde trukket det ud af i 1947-8, var konsekvenserne så alvorlige, at hvis hele den proces, at involvere sig med zionismen skulle sammenlignes med tretten trin op til galgen, så kunne dette siges at være det tolvte trin; det eneste, som var værre endnu for England, ville være den endelige katastrofe. Ved denne lejlighed lød allerede advarslerne om opløsning af statsforbundet fra højeste sted uden for selve de britiske øer og ved ingen tidligere lejlighed havde dette være så meget som en fjern trussel. Det blev sat på anklagebænken sammen med Israel (og Frankrig) for hele verdens øjne og irettesat som en misdæder. Det opdagede pludselig alarmerende trusler fra alle sider. Ingen af de mål, man havde sat sig, blev nået, kampstyrkerne fik ikke lov til at færdiggøre selv de mest frastødende opgaver, der blev intet andet end miskredit tilbage. Enden på det blev, at landet blev udsat for højere skatter, afsavn og besværligheder og dette var i sandhed endnu en tribut til Zion.

Midt i alt dette står én ting klart: intet af det kunne være sket, hvis det ikke havde været for den stat, der blev etableret i 1948. Hvis krig var brudt ud i videre udstrækning, ville den være blevet begyndt af Israel; hvis den endnu skal komme (og den mulighed står stadig åben, nu, hvor denne bog slutter) ville den være blevet påbegyndt af Israel.

Hvis jeg skal tale for mig selv, hvis jeg kunne være blevet overbevist om, at det britiske angreb på Egypten virkelig var udsprunget af bekymring for nogle britiske interesser, ville jeg have accepteret det i den overbevisning, at den britiske regering vidste ting, som var ukendte for mig, som på en eller anden måde retfærdiggjorde, hvad der for alle ydre betragtninger syntes uforsvarligt og på forhånd dømt til at mislykkes. Jeg kan ikke overbevise mig selv om dette. Det var blot det seneste fejltrin i den tragedie af fejltrin, som begyndte med de oprindelige britiske bindende tilsagn til zionismen i 1903; jeg har sporet dem alle i denne bog.

Jeg mener, det fremgår klart af det, som blev sagt af regeringsmedlemmer i Underhuset ved slutningen af fiaskoen. Da Sir Anthony Eden var på Jamaica, tilfaldt den opgave, at holde forsvarstalen hans kolleger og en af dem, Sir Anthony Head, forsvarsministeren, baserede forsvarstalen ikke på britiske interesser overhovedet, men på den påstand, at man havde afværget "et forkrøblet Israel, et bombet Tel Aviv og en forenet arabisk verden" (igen har jeg ikke teksten og jeg citerer fra New York Times; jeg holder på, at politikere må stå ved det, som verden forstår, at de har sagt).

Den naturlige følge af det, man påstår at have opnået, er en splittet arabisk verden, et bombet Port Said og et forkrøblet Egypten (af disse tre ting blev én gjort, bombningen og de andre blev ikke gjort). Hvilke britiske interesser er tjent med at splitte den arabiske verden og forkrøble Egypten? Hvilken englænder ville have støttet denne gerning, hvis det var blevet præsenteret for ham i sådanne vendinger før den blev udført? Hvornår blev spørgsmålet om at "opfylde zionistiske forhåbninger" nogensinde præsenteret for den britiske vælger i sådanne vendinger?

I nogle sygdomme er moderne medicin i stand til at identificere kilden til

567

infektionen, det primære sår. Den primære kilde til alle disse vanskeligheder, som de kulminerede i handlingerne, den 29. og 30. oktober 1956, er beviseligt zionismen. De kunne ikke have fundet sted på denne måde uden den. Det har været en logisk følge af alle dens handlinger siden den tog form som en politisk kraft i de russiske ghettoer for nogle og firs år siden, at den førte verden til randen af universel krig og på denne rand vidste ingen, hvilke af deres venner, af i går, der ville være deres fjende af i morgen. Dette var "bedrag af nationerne" i fuldt flor.

Kan tiden læge disse sår? Det kan den og det vil den helt klart. Det er kun for de samtidige, at den unødvendige tummel, vi lever i, er umådelig irriterende. De første tegn på den længe forsinkede vending til det bedre er begyndt at vise sig. De nationer, som ligger i den revolutionære kommunismes lænker, er begyndt at kaste dem af sig; de østeuropæiske folkeslag kan måske endnu redde sig ved deres anstrengelser og resten af det tilfangetagne Vesten ved deres eksempel. Jeg tror, verdens jøder også er begyndt at indse fejlene ved den revolutionære zionisme, den anden ødelæggende bevægelses tvilling og efterhånden som dette århundrede går til ende vil de endelig begynde at søge samhørighed med den øvrige menneskehed. [74]

Begivenhederne i oktober og november 1956 leverede i sig selv et passende afsluttende kapitel for denne bog. [75] Jeg mener, at de også tilføjede det endelig bevis for dens argument.

 

 

[49] At trække jøder ud af De Forenede Stater, hører indlysende klart til et senere stadium af processen, selv om det er essentielt for "indsamlingen af de landflygtige", og det ville afhænge af det heldige udfald af den næste fase, "indsamlingen" af jøder fra de sovjetiske områder, og fra de afrikanske, og arabiske, lande. Derefter skulle der, skønt idéen vil synes mærkelig for amerikanere og englændere i dag, være "jødeforfølgelser" i Amerika og disse ville blive produceret ved den propagandametode, som var anvendt tidligere, og som var blevet brugt, uden variation, på det ene land efter det andet, inklusive Rusland, Polen, Tyskland, Frankrig, Spanien og England. Dr. Nahum Goldman, som var leder af Den Zionistiske Verdensorganisation, sagde i oktober, 1952, til en israelsk tilhørerskare, at der var ét problem, som zionismen måtte løse, hvis den skulle have succes: "Hvordan man får jøderne i de lande, hvor de ikke er forfulgt, til at emigrere til Israel". Han sagde, at dette problem var "særlig vanskeligt i De Forenede Stater, fordi De Forenede Stater, mindre end noget andet land, er et land med jødeforfølgelser eller mulighed for jødeforfølgelser" (Johannesburg Zionist Record, 24. okt. 1952). Læseren vil bemærke, at der ikke findes nogen lande uden "jødeforfølgelser"; der er kun grader af "jødeforfølgelser" i forskellige lande. (tilbage)

[50] Dette er afgørende for den lagte valgstrategi, skønt denne formodentlig ikke var oprindeligt udtænkt af oberst House. Problemet med den sabotage, som den frembyder, er genstand for mange hentydninger, som dem, der er nævnt ovenfor, f.eks.: "Hvis vi ikke retter os efter zionisterne, mister vi måske staterne New York, Pennsylvania og Californien; jeg synes, det er på tide, at nogen bekymrer sig om, at vi måske mister De Forenede Stater" (Hr. James J. Forrestal); "Niles havde fortalt præsidenten, at Dewey var ved at udsende en erklæring til fordel for zionisternes holdning og med mindre præsidenten kom denne i forkøbet, ville demokraterne miste Staten New York" (Udenrigsminister James J. Byrnes); "Det demokratiske Parti vil ikke være villigt til at opgive fordelene ved de jødiske stemmer" (Guvernør Thomas E. Dewey). (tilbage)

[51] Hvorvidt senator Taft, hvis han var blevet præsident, havde set sig i stand til at gennemføre den klare, alternative politik, som her er beskrevet, er et spørgsmål, som aldrig vil kunne besvares. I det specielle tilfælde: zionismen, som er en væsentlig del af hele den plan, som han her anklager, var han lige så eftergivende, som alle andre førende politikere, og kunne øjensynlig ikke se sammenhængen mellem denne og den "verdensstatsambition", som han kritiserede så ubarmhjertigt. En førende zionist i Philadelphia, en hr. Jack Martin, blev bedt om at blive senator Tafts "chefsekretær" i 1945 og noterer, at hans første spørgsmål var, "Senator, hvad kan jeg fortælle dem om zionismens bestræbelser?" Taft citeres for at have svaret på balfoursk og wilsonisk vis; "Hvad er der at forklare? Jøderne bliver forfulgt. De har brug for et land og deres egen regering. Vi må hjælpe dem med at få Palæstina. Det vil også bidrage til verdensfred " Kontrasten mellem denne, den typiske snak fra en stemmesøgende politiker, og den oplyste fremstilling, som er givet ovenfor, er indlysende. Hr. Martin, som er beskrevet, i den her citerede artikel (Jewish Sentinel , 10. juni 1954) som senator Tafts "Alter ego" og "arving", blev efter Tafts død, af præsident Eisenhower, inviteret til at blive hans assistent, rådgiver og forbindelse til kongressen". Hr. Martins kommentar: "Præsident Eisenhower er parat til at lytte frit til din mening og det er let at rådgive ham". (tilbage)

[52] Denne væsentlige afsløring kommer fra en bog, Eisenhower, Historien fra Inderkredsen udgivet i 1956 af en korrespondent fra Det Hvide Hus, hr. Robert J. Donovan, tydeligt nok efter hr. Eisenhowers ønske, for den er baseret på notater fra kabinetsmøder og andre dokumenter, som relaterer til højst fortrolige procedurer på højeste plan. Noget sådant var aldrig før blevet offentliggjort i Amerika og forfatteren forklarer ikke grunden til denne nyskabelse. Ting er nedfældet, som præsidentens kabinetsmedlemmer næppe ville have sagt, hvis de havde vidst, at det ville blive offentliggjort; for eksempel et spøgefuldt forslag om, at en senator Bricker og hans tilhængere (som pressede på for at få en konstitutionel ændring, der begrænsede præsidentens magt til at indgå aftaler og således underlægge ham stærk kontrol fra Kongressen) burde få en atombombe i hovedet. (tilbage)

[53] De væsentligste hændelser på hjemmefronten i præsident Eisenhowers første periode (i betragtning af, at valget af ham hovedsageligt var udtryk for amerikanske vælgeres ønske i 1952 om, at gøre noget ved den beviste kommunistiske infiltration i regeringer og imødegå truslen om kommunistisk aggression) var censuren af den mest energiske undersøger, senator McCarthy, som modtog præsidentens personlige opmuntring og billigelse; og De Forenede Staters Højesterets afgørelse i 1955, som nægtede de 48 individuelle stater retten til at tage forholdsregler imod oprør og reserverede dette for forbundsregeringen. Denne afgørelse vil, hvis den træder i kraft, stærkt reducere republikkens magt til at "bekæmpe oprør" ("protokollerne"). Den tredje større hjemlige begivenhed var højesterets afgørelse imod adskillelse af hvide og neger elever i folkeskolerne, som i virkeligheden var rettet imod Syden og, hvis det bliver gennemført, kan føre til eksplosive resultater. Disse begivenheder henleder opmærksomheden på den besynderlige stilling højesteret har i De Forenede Stater i betragtning af, at beskikkelser til den er politiske, ikke belønning for et langt livs tjeneste i en uafhængig retsinstans. Under disse omstændigheder viste højesteret under præsident Eisenhower tegn på at udvikle sig til en overvejende politisk enhed (højeste politbureau er nok ikke helt forkert) som kunne tilsidesætte kongressen. De Forenede Staters solicitor general (rigsadvokat) i 1956, hr. Simon E. Sobeloff, sagde, "I vort system er højesteret ikke bare dommer i kontroverser, men i domsprocessen er den på mange måder den, som endegyldigt formulerer national politik" (citeret fra New York Times, 19. juli 1956). (tilbage)

[54] Men fjorten måneder senere (4. jan. 1957), efter angrebet på Egypten, bekræftede hr. Hanson Baldwin, som skrev fra Mellemøsten, fortsættelsen af det "forsvarsløse" Israels militære dominans: "Israel har siden 1949 været den stærkeste indfødte militærmagt i området. Det er stærkere i dag, i sammenligning med de arabiske lande, end nogensinde før."(tilbage)

[55] "Leverancerne af våben fra det sovjetiske Tjekkoslovakiet fik jøder i Israel, og andre steder, til at betragte sovjetterne som befriere", Jewish Times, Johannesburg, 24. dec. 1952. (tilbage)

[56] Staten Israel vil, om nødvendigt, blive forsvaret med overvældende hjælp ude fra", Guvernør Harriman, New York Times, 23. marts 1955. (tilbage)

[57] I de mellemliggende år var der dukket endnu en bog op, hr. Chesly Manly's F.N. Optegnelserne, som sagde, at fire højtstående embedsmænd, i den amerikanske udenrigstjeneste, som var blevet kaldt fra Mellemøsten til Washington under valgkampen til kongressen i 1946 for at blive rådspurgt om det palæstinensiske spørgsmål, havde fremstillet arabernes sag og fået følgende svar fra præsident Truman, "Beklager, mine herrer, jeg skal stå til regnskab for hundredetusinder, som brændende ønsker zionismens succes; jeg har ikke hundredetusinder af arabere blandt mine vælgere". Hr. Trumans eftergivenhed over for zionistisk pres, da han var præsident og hans beklagelser over det, da han var gået af, er således begge nedfældet. (tilbage)

[58]Dette er et eksempel, i en ny generation, på "indblanding udelukkende fra jøder" som dr. Weizmann beklagede sig så bitterligt over tidligere. Rådet frygtede, og bekæmpede, Vestens meddelagtighed i zionistisk chauvinisme. Det blev ledet af en hr. Lessing Rosenwald, som var tidligere leder af det store handelshus Sears, Roebuck, og rabbiner Elmer Berger. Ved et møde i Chicago i denne periode, afgjorde Rådet, at præsident Trumans erindringer "som bekræfter, at zionistisk pres der var foregivet at være fra amerikanske jøder var overdrevne over alle anstændige grænser" og " var et eksempel på, at amerikanske borgere støttede fremmed nationalisme". Læseren vil, hvis han refererer til tidligere kapitler, se, hvor nøjagtig situationen i England i 1914-1917 var blevet genskabt i Amerika i 1947-8 og 1955-6. (tilbage)

[59] Seks måneder senere, på dagen for præsidentvalget, og umiddelbart inden Israels angreb på Egypten, appellerede New York Daily News til "de jødiske vælgere" ved at berette om de følgende Republikanske tjenesteydelser: "Eisenhower-regeringen har ikke set sig i stand til at udstyre Israel med tungere skyts på grund af forskellige følsomme internationale situationer. Imidlertid hjalp regeringen i april og maj Israel med at få 24 Mystere jetfly fra Frankrig og i sidste måned meddelte Canada, at man solgte 24 Sabre-jets til Israel. Israelske embedsmænd erklærede, at hr. Dulles aktivt havde brugt De Forenede Staters regerings indflydelse på at fremme både det franske og det canadiske salg af fly". (tilbage)

[60] Under den ungarske opstand imod Sovjet, i oktober-november, 1956, tilskrev adskillige amerikanske korrespondenter, som kom tilbage fra ruinerne og de ungarske flygtninge, denne "Stemme" en stor del af ansvaret for tragedien. Amerikanerne havde fundet ud af, at ungarerne troede fuldt og fast på amerikansk indgriben, og ungarerne beklagede sig over, at skønt ordet "opstand" ikke blev brugt, så opfordrede "Stemmen" faktisk til opstand og indgød forventning om amerikansk undsætning. Samtidig sagde præsident Eisenhower til det amerikanske folk, "Vi har aldrig rådet de fangne folkeslag til at gøre oprør imod væbnede styrker". Lignende kritik blev rette imod "Radio Frit Europa" ('Radio Free Europe'), en privat amerikansk organisation, som opererede fra Tyskland med licens fra den vesttyske regering.

En af de første ungarske flygtninge, der nåede til Amerika, beklagede sig over, at Amerikas Stemme og Radio Frit Europa i årevis "stak til os, for at få os til at gøre opstand", men da den nationale opstand kom, var der ingen amerikansk hjælp (New York Times, 23. nov. 1956).

Den vesttyske regering iværksatte en undersøgelse af Radio Frit Europas udsendelser under den ungarske opstand (den opererede fra München) efter, at omfattende anklager kom frem i den vesttyske presse om, at den faktisk havde spillet en provokerende rolle; for eksempel kom der et manuskript frem fra 5. nov. 1956, mens opstanden var i gang, som fortalte det ungarske folk, at "vestlig militær hjælp kunne ikke forventes før klokken 2 i morgen eftermiddag", en tydelig tilkendegivelse af, at den ville komme på et tidspunkt ( N.Y.T., 8. dec. 1956). Den alvorligste antydning af et provokerende formål fremgik af udtalelser fra fru Anna Kethly, dr var leder af det ungarske socialdemokratiske parti, og som undslap, under landets kortvarige befrielse. Hun sagde, at mens hun var i fængsel, i 1952, sagde Radio Frit Europa, i en udsendelse til undertvungne lande, at "jeg anførte den underjordiske frihedsbevægelse fra mit fængsel, og nævnte navnene på flere ledere af den påståede bevægelse. Jeg blev hentet ud af mit fængsel, hvor jeg havde været fuldstændig isoleret siden 1950 og konfronteret med hundreder af tidligere militante fra det socialdemokratiske parti og fagforeningerne. Alle var de blevet tortureret af det politiske politi til at tilstå deres deltagelse i et, ikke-eksisterende, anti-kommunistisk komplot. Der var absolut ikke et sandt ord i Radio Frit Europas rapport; jeg havde levet i fuldstændig isolation siden jeg blev arresteret og havde ikke mødt nogen. Radio Frit Europa har syndet alvorligt ved at få det ungarske folk til at tro, at der var vestlig militær hjælp på vej, når ingen sådan hjælp var planlagt" ( N.Y.T:, 30. nov. 1956).

Således talte Amerika med to stemmer, præsidentens, der henvendte sig officielt til verden og "Stemmen", som talte mere farlige ord, hen over hovedet på det amerikanske folk, til verdens folkeslag. I denne periode beskrev New York Times den officielle linie: "Højtstående embedsmænd har, uofficielt, gjort det klart, at regeringen ønsker at undgå at blive identificeret udelukkende med Israel og således overgive de arabiske lande til Sovjetunionens indflydelse". Hvis de arabiske folk, nogensinde, hørte om disse "uofficielle" tilkendegivelser, kunne de ikke forventes at tro på dem, i betragtning af, hvad de hørte fra "Amerikas Stemme" om befrielsen af jøderne fra "det egyptiske fangenskab". (tilbage)

[61] Den kendsgerning, at dette "pres" blev brugt er autentisk. Det blev overalt rapporteret som en amerikansk succes, for eksempel, "Udenrigsminister Dulles stolede på, at han kunne vinde arabernes venskab, som da han lagde pres på englænderne om at trække sig ud af Egypten, mens han fortsatte med at lægge pres på israelerne, (New York Times, 21. oktober 1956).(tilbage)

[62] [Hamlet, 1, v.](tilbage)

[63] Den samme skygge blev med fuldt overlæg kastet over kroningen af dronning Elisabeth i 1953. Som en del af festlighederne betragtede den nykronede dronning, ved Spithead, en stor samling krigsskibe fra ethvert land, der kunne sende et skib. Blandt de mange fartøjer, som dronningens skib sejlede forbi, var der ét eneste, hvis besætning ikke råbte hurrah (det blev senere forklaret som en fejltagelse). Dette sovjetiske skib var Sverdlov, opkaldt efter Yankel Sverdlov, Romanof-familiens morder, til hvis ære den by, hvor de blev slagtet, Ekaterinburg, blev omdøbt til Sverdlovsk. (tilbage)

[64] [Queen's Counsel / King's Counsel.](tilbage)

* Nixons senere skæbne bliver meget interssant i dette lys, overs. anm. (tilbage)

[65] Den uundgåelige tvillingebeskyldning, "antisemitisme" blev også rettet imod ham under valgkampen. En rabbiner, som kendte ham stod frem for at forsvare ham imod den. (tilbage)

[66] Jeg tænkte på det , som er kendt af amerikanske politikere som "Farley loven". Opkaldt efter en særlig dreven partileder, hr. James Farley, som blev anset for at have udtænkt hr. Roosevelts tidlige valgtriumfer; essensen af denne "lov" går ud på, at amerikanske vælgere har besluttet midt i oktober, hvem de vil stemme på og kun deres kandidats død, en krig eller en stor skandale mellem dette tidspunkt og 6. november kan få dem til at ombestemme sig. Om morgenen efter Israels angreb på Egypten skrev hr. John O'Donnell, "Talsmænd i det bekymrede Udenrigsministerium, Pentagon" (forsvarsministeriet) "og begge partiers hovedkvarter er enige om, at israelerne iværksatte deres invasion af Egypten, fordi de var sikre på, at De forenede Stater ikke ville skride til handling i en israelsk krig, der lå så tæt på præsidentvalget Der kom besked til det politiske hovedkvarter om, at de amerikanske zionister havde informeret Tel Aviv om, at Israel nok ville klare sig bedre under en demokratisk administration og Kefauver end under et republikansk regime med Eisenhower og Nixon" (New York Daily News). (tilbage)

[67] Samtidig med invasionen af Egypten, fandt en anden massakre på arabere sted inde i Israel og på et sted, som var langt fra den egyptiske grænse, nemlig grænsen til Jordan, på den anden side af Israel. 48 arabere, mænd, kvinder og børn i landsbyen Kafr Kassem blev myrdet med koldt blod. Dette nye Deir Yassin kunne kun forstås af araberne, i og uden for Israel, som en symbolsk advarsel om skæbnen "fuldstændig ødelæggelse mand, kvinde og barn efterlad intet, som drager ånde" hængt op over dem alle, for disse mennesker var blandt den lille del af den arabiske befolkning, som var forblevet i Israel efter Deir Yassin og oprettelsen af den nye stat. Gerningen blev officielt vedgået af den israelske premierminister, hr. Ben-Gurion, seks uger senere (12. dec.), efter at den var blevet kendt vidt og bredt og var genstand for en arabisk protest stilet til De Forenede Nationer (hvor den tilsyneladende er blevet ignoreret frem til datoen for denne fodnote). Så fortalte han det israelske parlament, at morderne "ville blive stillet for en domstol", men da araberne huskede, at morderne ved Deir Yassin, efter at de havde været "stillet for en domstol" og var blevet dømt, straks var blevet løsladt og offentligt feteret, var dette ikke nogen trøst for dem. Indtil tidspunktet for denne fodnote (20. dec.) har jeg ikke blandt de millioner af ord, som er blevet trykt angående de 215.000 flygtede araberes skæbne (F.N. rapport, april 1956), som krøb sammen i Gaza Striben, da israelerne angreb den og Egypten, set nogen hentydning til dem. Den israelske regering har meddelt, at den ikke vil opgive dette territorium; tidligere i år meddelte den, at den under ingen omstændigheder ville tillade de arabiske flygtninge at vende tilbage til Israel. Denne kvarte million mennesker, som på et hvilket som helst tidligere tidspunkt ville have været genstand for indigneret medfølelse fra hele verden, er blevet fuldstændig ignoreret. Formodentlig refereres der til dem i den eneste erklæring, jeg har set om emnet, elleve arabiske landes brev til De Forenede Nationer af 14. dec., hvor der står, at "hundreder af mænd, kvinder og børn er blevet brutalt myrdet med koldt blod", men der er ringe udsigt til uvildige undersøgelser eller samarbejde og det arabiske brev siger da også, "Hele historien vil aldrig blive fortalt og omfanget af tragedien vil aldrig blive kendt". Men i det specielle tilfælde, Kafr Kassem, er kendsgerningerne nedskrevet autentisk. (tilbage)

[68] Denne metode er den stik modsatte af den, hvormed verden vil blive regeret under "verdensregeringen", som opstillet fra New York af hr. Bernard Baruch og hans "internationalist"-skole. Deres begreb kan faktisk kaldes "super-kolonialisme" og hviler udelukkende på stiv organisation, magt og straf. I en tale ved tilegnelsen af et mindesmærke til præsident Woodrow Wilson i Washingtonkatedralen i december 1956 rejste hr. Baruch igen sit krav i følgende forbløffende selvmodsigende vendinger: "Efter to verdenskrige stræber vi stadig efter det, Wilson søgte, "en lovlig regering baseret på de regeredes samtykke denne lovlige regering kan kun eksistere, hvor der er magt til at opretholde den derfor må vi fortsat insistere på, at enhver enighed om kontrol med atomenergi og afrustning ledsages af jernhårde forholdsregler til inspektion, kontrol og straf for lovovertrædere " (tilbage)

[69] Korrespondenter ved The Times, Reuters og andre aviser og agenturer rapporterede, at de havde set franske fly og franske flyverofficerer i uniform på israelske områder under invasionen og at "sejrsfesten" blev afholdt i Tel Aviv af det israelske luftvåben, hvor den israelske kommanderende, general Moshe Dayan var til stede. Disse rapporter stemte overens på et vigtigt punkt: at det franske luftvåben var til stede for at "dække" eller for at give en "luftparaply" for Tel Aviv, hvis det blev angrebet af egyptisk luftvåben. Reuters rapporterede, at nogle franske flyverofficerer indrømmede at have angrebet egyptiske tanks under kampene på Sinai. Derfor mente franskmændene, at det var beviseligt falsk, at man havde besat Suezkanalen for at "adskille" de krigsførende parter. Franske officerer og fly var blevet set bag ved linierne i Israel og på Sinai under kampene. The Times korrespondent rapporterede "at Frankrig gjorde sit bedste for, hvis der udbrød krig mellem Israel og Egypten, at forhindre enhver handling imod Israel under betingelserne for trepartserklæringen af 1950 og at sørge for, at Israel havde passende våben til at kæmpe med". Erklæringen af 1950 påbød Frankrig at være upartisk og at "modvirke brugen af magt eller trusler om magtanvendelse i området. De tre regeringer skulle, hvis de fandt, at nogen af disse lande forberedte sig på at krænke grænserne eller våbenhvilelinierne straks skride til handling for at forhindre sådanne overtrædelser". (tilbage)

[70] Fra det øjeblik og efter den amerikanske præsidents eksempel, blev fordømmelsen gradvis flyttet fra "Israel" til "Israel, England og Frankrig", så til "England og Frankrig" og til sidst til "England" (man husker den transformation, som tidligere fandt sted, da Hitler forfulgte mennesker, først, "forfølgelse af politiske modstandere", og til sidst "jøder").

En karakteristisk offentlig kommentar fra denne periode kom fra fru Eleanor Roosevelt, som generelt var accepteret i Amerika som sin mands, den nu afdøde præsidents, stemme. Hun sagde på en nyhedskonference tre dage før præsidentvalget (hun var opstillet til demokratisk kandidat), "Jeg mener ikke, at Israel er angriber, det handlede i selvforsvar Jeg mener, at England og Frankrig var teknisk skyldige i aggression". ( New York Times, 4. nov. 1956). (tilbage)

[71] De Forenede Stater er som bekendt besidder ved erobring eller ved køb af britiske, hollandske, franske og spanske kolonier, og af enorme mexicanske og russiske territorier; kun den næsten fuldstændige udryddelse i den amerikanske republiks tid af de oprindelige indbyggere i dette enorme område skaber et nutidigt billede, som er anderledes end nutidens britiske, hollandske franske og spanske kolonier med deres millioner af "koloni-folkeslag". Amerikas oversøiske besiddelser gennem erobring eller ved køb er få. Området ved Panamakanalen, som er under permanent amerikansk overherredømme er et særtilfælde; hvis det beviser noget i relation til Suezkanalen og England, så er det kun fordelen ved en god "titel" og militær nærhed. (tilbage)

[72]"Præsidenten sagde, at han ville fortælle marshallen" (Stalin) "noget indiskret, da han ikke ønskede at sige det foran premierminister Churchill Briterne var et sært folk, der ville både blæse og have mel i munden Han foreslog "internationaliseringen" af den britiske koloni, Hong Kong og at Korea skulle sættes under et formynderskab med briterne udelukket. Stalin betydede, at han ikke mente, at det var en god ide og tilføjede, at "Churchill ville slå os ihjel". Da politiske efterkrigsspørgsmål blev bragt på bane, tog han ofte en stilling, som var anti-britisk". (New York Times, 17. marts 1955). (tilbage)

[73] To uger senere, efter at dette kapitel var færdigt, affærdigede den samme avis England som "en andenrangs magt" herefter. (tilbage)

[74] En udvikling, som måske er forvarslet af en rapport (hvis den var nøjagtig) offentliggjort i New York Times 30. december 1956 er, at færre end 900 af de 14.000 jøder, som var flygtet fra Ungarn havde besluttet at slå sig ned i Israel", idet det store flertal foretrak at tage til Amerika eller Canada. På den anden side, hvis de følger deres forgængeres eksempel, vil de få masserne af "eksplosive" østjøder til at svulme op dér, og hvor deres overflytning i løbet af de sidste halvfjerds år har skabt den nuværende situation; disses provokationer imod Amerika er vist ved citater af jødiske autoriteter i det foregående kapitel. (tilbage)

[75] Med hensyn til Suezkrisen, blev en velegnet fodnote produceret af præsident Eisenhower 5. januar 1957, da han bad Kongressen om bemyndigelse til at bruge De forenede Staters væbnede styrker imod "åben aggression fra enhver nation, der var kontrolleret af den internationale kommunisme" i Mellemøsten. Han forestillede sig således i allerhøjeste grad at ville foretage sig, hvad han havde fordømt Eden regeringen for. Et eksempel på "åben" aggression må formodes at være at sænke Maine i Havana havn; eksplosionen var "åben" og den blev tilskrevet Spanien. Før og efter angrebet på Egypten begyndte den internationale presse at beskylde den ene arabiske nation efter den anden for at være "kontrolleret" af den internationale kommunisme og præsident Eisenhowers anmodning til kongressen åbner atter op for den mulighed, at den stærkt bebudede tilintetgørelse af kommunismen kan vise sig i dette tilfælde at være et angreb på araberne, ikke på kommunismen. Beskrivelsen "kontrolleret af kommunismen" kan ikke defineres eller bevises og er let at forfalske gennem propaganda. For eksempel offentliggjorde New York Times 2. dec. 1956 billeder af "russiske tanks erobret af israelerne" under angrebet på Egypten. Læseres protester fik det til at indrømme, at de tanks faktisk var amerikanske. Om de var erobret fra egypterne forbliver et åbent spørgsmål; enhver kan fotografere en tank og skrive en overskrift. Israel blev oprindeligt udstyret med sovjetiske våben, men det siges ikke af den grund at være "kontrolleret af international kommunisme".

Nyheden om præsident Eisenhowers handling blev fulgt af en skarp stigning i forskellige israelske aktier på den amerikanske børs og med lovprisningsgudstjenester i flere synagoger i New York. En mulig årsag hertil var den kendsgerning, at præsidenten påtog sig at gribe militært ind i Mellemøsten som en reaktion på anmodning fra "enhver nation eller gruppe af nationer", som var blevet angrebet. Da Egypten var erklæret for "aggressoren" i angrebet på sig selv i oktober 1956, er dette forbehold atter åbent for mange fortolkninger efter behov. Hvis ordene var ærligt ment, måtte de betyde, at amerikanske styrker ville være blevet brugt efter egyptisk anmodning til at slå det israelske angreb i oktober 1956 tilbage. Det er mildt sagt svært at forestille sig. Amerikansk militær intervention efter anmodning fra alle andre mellemøstlige stater end Israel er svær at forestille sig; men tiderne skifter og alt er muligt. (tilbage)

 

Dronte 11 - Indhold

Dronte 11- Leder

Drontens forside