De nedlagde Danmark.

af Knud Eriksen

Internationaliseringen af Danmark tog fart under Anden Verdenskrig. Oprettelsen af FN med underorganisationer var planlagt af de Allierede allerede under krigen (Atlanterhavserklæringen, der førte til oprettelsen af FN mm.) og i Danmark begyndte politikerne i 1946 et ihærdigt arbejde for en ny grundlov, hvori også en paragraf om suverænitetsafgivelse til internationale organisationer kom til at indgå. Der havde på intet tidspunkt været folkelig interesse for nogen ny ændring af Grundloven, som senest var blevet ændret i 1915. Det var derfor et rent politikerprojekt, der med fiasko havde været forsøgt før krigen (i 1939). Det krævedes til en grundlovsændring, at der ved folkeafstemningen ikke alene skulle være flertal for ændringen, men at også mindst 45% af vælgerne støttede den. Trods massiv propaganda i pressen kunne dette ikke nås i 1939.

Det havde man så lært af efter krigen, da frygten blandt de gamle partiers politikere for et folkekrav om opgør med deres tysker-føjelige politik blev afløst af en tiltro til, at intet ville ske dem, at alt var som før og at krigen kun havde været en parentes i magtspillet. Nu skulle arbejdet for en ny grundlov videreføres. Der var dog fortsat intet folkeligt ønske om noget sådant. En Gallup-undersøgelse i 1949 viste, at kun 16% ønskede en ændring. Ved konstant propaganda for sagen i de følgende år voksede dette tal til 39% i efteråret 1951 og til 48% i efteråret 1952.

1939-forsøget havde vist, at det var altafgørende at få oparbejdet en tilstrækkelig folkestøtte for ideen, og det krævede - foruden pressens medvirken - at alle store partier stod bag. Venstre havde manglet i 1939, men det ændredes, da Erik Eriksen afløste Knud Kristensen som Venstres leder i 1949.

For at få lempet den ny grundlov igennem måtte man koble et par populære sager på, men de var svære at finde: Nedsættelse af valgretsalderen fra 25 havde været populær lige efter krigen, eftersom det havde været ungdommen - ikke gammelpolitikerne, der havde udvist ansvarsbevidsthed som frihedskæmpere. Dog, ganske kort før folkeafstemningen i 1953 viste en Gallup-undersøgelse, at 65% fandt 25-års grænsen passende. Afskaffelsen af Landstinget havde heller ikke nogen stor interesse eller støtte uden for politikerkredse.

Men en ændring af tronfølgen blev løsningen. Ændringen skulle gøre det muligt for den populære ældste prinsesse Margrethe at efterfølge sin fader på tronen i stedet for den mindre populære bror til kongen, arveprins Knud. Jyllands-Posten skrev i januar 1953 herom: »fra at være et problem i sig selv er tronfølgen reduceret til et propaganda-lokkemiddel. Det er uværdigt.« Gallupundersøgelsen fra efteråret 1952 (offentliggjort i Berlingske Tidende 18.1.1953) viste på spørgsmålet om, hvilke ændringer, der i det hele taget forhandledes om, at 55% mente tronfølgespørgsmålet, 40% nævnte valgretsalderen, mens 22% tillige kunne nævne Landstingets afskaffelse. Hele 30% kunne slet ikke sætte navn på noget emne fra debatten.

I hele denne meget ufolkelige forestilling var der en enkelt ændring, som overhovedet ikke blev diskuteret i offentligheden. Den blev trukket ned som en detalje i forhold til folkeafstemningen. Men den skulle få vidtrækkende betydning for den danske nation.

Det var udformningen af den gamle grundlovs par. 18. Den eneste paragraf, der direkte vedrørte Danmarks forhold til udlandet. Politikerne havde gemt diskussionen af den til sidst, fordi den skønnedes af så vital betydning, at det krævede en tilbundsgående drøftelse (Søren Eigaard, Idealer og politik).

Og måske fordi man ikke ønskede en kontroversiel sag om dansk suverænitetsafgivelse lagt ud til en folkelig diskussion, der kunne forstyrre vedtagelsen af den nye grundlov. Atlantpagten (NATO) var netop tiltrådt i 1949, men det var i vide kredse upopulært og gav stærke associationer dl suverænitetsafgivelse.

Paragraf 18 lød (næsten uændret fra 1849-grundloven): »Kongen kan ikke uden Rigsdagens samtykke erklære krig eller slutte fred, indgå eller ophæve forbund eller handelstraktater, afstå nogen del af landet eller indgå nogen forpligtelse, som forandrer de bestående statsretlige forhold«.

Da den ny grundlov blev vedtaget ved folkeaftemning den 28. maj 1953, med 45,76% af samtlige vælgere som ja-stemmer, altså mindre end 1% mere end minimumskravet, med 12,3% nej-stemmer og med en stemmeprocent på 59,1 %, var paragraf 18 ændret til to paragraffer: 19 og 20. Samtidig var Landstinget afskaffet, 21-års valgret indført, og prinsesse Margrethe blevet tronfølger. Det var bl.a. også sikret, at det »magiske« minimumskrav på 45% vælgertilslutning til en grundlovsændring var blevet nedsat til 40%. En fremtidig ændring skulle blive lettere.

Med 1953-grundlovens paragraf 19 og 20 var Danmark nu blevet lagt vidt åben for en internationalisering - ja, i virkeligheden en gradvis nedlæggelse som nationalstat. Det var kun en indviet kreds blandt politikerne og andre samfundsspidser, der dengang var klar over det. I bakspejlet er det meget lettere at se det i dag.

Paragraf 19, stk.1 lød nu: »Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke«.

En praktisk følge af denne regel har været, at internationale traktater og konventioner har kunnet laves af »kongen«, i realiteten regeringen, og det vil i praksis sige Udenrigsministeriets embedsmænd, uden Folketingets kontrol, hvis embedsmændene har afgjort, at ingen lovændringer blev nødvendige, og forpligtelsen ikke skønnedes at være »af større betydning«.

Lovændringerne til konventionens fulde indførelse blev herefter gradvist lavet. Dette var f.eks. situationen med 1951-Flygtningekonventionen, som Rigsdagen/Folketinget overhovedet ingen indflydelse har haft på. Den ligger til grund for Udlændingeloven af 1983, som jo unægtelig har afstedkommet en meget håndgribelig internationalisering af Danmark. Noget, nutidens magtelite er yderst tilfreds med. Meget tyder i øvrigt på, at denne konvention er unddraget Rigsdagen/Folketinget ved svig (Danskeren nr. 2. april 1994) se menuen "Flygtningekonventionen under lup" m.fl. i dette nummer af "Dronten". (Senere har det vist sig, jf. den ved Højesteret verserende "Grundlovssag", at også EF-tiltrædelsen luskedes igennem på lignende vis. red.)

Den juridisk set mest direkte internationalisering af Danmark er sket via den helt nye paragraf 20, tilføjet efter forslag fra regeringens Folkeretlige ekspert, professor, dr.jur. Max Sørensen, hvor stk.1 kom til at lyde: »Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.«

Det var denne paragraf, der gav mulighed for suverænitetsafgivelsen til EF/EU, startende i 1972 og foreløbig kulminerende med - to - folkeafstemninger om Europaunionen 1992/1993. Max Sørensen havde nævnt to internationaliseringsplaner, som direkte ville nødvendiggøre reglen, nemlig Schumann-planen (starten på EU) og Pleven-planen (Europa-hæren), men også FN-medlemskabet kunne fremtidigt kræve det, nævnte han.

En god oversigt over forhandlingerne og baggrunden for indførelsen af denne åbning i Grundloven gives i den nævnte bog - Idealer og Politik af Søren Eigaard, s. 252-259. Væsentligst var, at et responsum af Max Sørensen (senere dommer ved Den Internationale Domstol i Haag) blev lagt til grund for forhandlingerne og blev retningsgivende for ændringen af par. 18, der blev til paragrafferne 19 og 20.

Max Sørensen var fremtrædende internationalist og betaget af mulighederne i det nyoprettede FN, som skulle gøres til en verdensregering med eneret på militær magt. Han var her på linie med hele 80 medlemmer af Rigsdagen, som samtidig var medlemmer af, »Landsforeningen Een Verden«. Denne forening, som senere blev sammenlagt med. FN-foreningen til at hedde »FN-forbundet« (1970), har derefter i sine skrifter (»Een Verden«, »Verden og Vi«, og nu »FN Orientering«) hævdet, at den stod bag indførelsen af paragraf 20. Det samme antydes stærkt i Søren Eibergs bog. »Landsforeningen Een Verden« pressede på med to skriftlige henvendelser til forfatningskommissionen den 27.3.1950 og 6.9.1951, og meget tyder på, at den stod bag genoptagelsen af de strandede grundlovsforhandlinger som fulgte efter den radikale forespørgsel i Folketinget i december 1950 og, som Hans Hedtoft sagde »under et stigende pres udefra«. Hele 80 rigsdagsmedlemmer var som sagt medlemmer af foreningen iflg. en agitationstale af Poul Møller i Rigsdagen i november 1952 (Rigsdagstidende 1952/53, Folketinget bd. l, sp. 663-64). Der var folk fra alle betydende partier.

Max Sørensen gjorde bl.a.. opmærksom på, at det alene var en politisk vurdering, om en sådan suverænitetsafgivelse skulle kræve almindeligt flertal eller kvalificeret flertal i Rigsdagen, men han tilføjede omvendt, »at Grundloven ikke hidtil i noget tilfælde har krævet kvalificeret majoritet til nogen Rigsdagsvedtagelse.« - Som Søren Eigaard siger: »Deri lå også en slags vurdering«.

Hverken Max Sørensen, regeringspartierne Venstre og Konservative eller Socialdemokratiet ønskede mulighed for folkeafstemning ved suverænitetsafgivelse. Dette indførtes efter pres fra de radikale medlemmer af forfatningskommissionen, Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen. Det skulle ske efter reglerne i par. 42. i den ny grundlov, der kun kræver almindelig flertal samt (for et nej) mindst 30% af samtlige vælgere imod (begge lettelser for nye grundlovsændringer). Til sammenligning kan det jo godt undre, at en sportsklub eller almindelig forening altid vil kræve et kvalificeret flertal, f.eks., 2/3 eller 3/4, for at godkende en vedtægtsændring. Men opløsningen af nationen Danmark!?

Hvem og hvad var så denne »Landsforeningen Een Verden«, der stod bag paragrafferne, som åbnede Danmark?

Ifølge Poul Møllers ovennævnte tale ville foreningen give De Forenede Nationer »en sådan forfatning og en sådan styrke, at den bliver i stand til at sikre verdensfreden«. Poul Møller var da næstformand. Formand var siden 1949 professor, dr.phil. Poul Brandt Rehberg. Brandt Rehberg sad også i styrelsen for Verdenssammenslutningen af Verdensfederalister (oprindelig »World Movement for Federal Government«), som den danske forening var en underafdeling af, og han sad endda i eksekutivkomiteen for denne verdenssammenslutning - den hårde kerne. Endvidere sad han i det kulturradikale Politikens bestyrelse, indvalgt i 1948, som den eneste udenfor kredsen af ejerfamilier, »indvalgt på grundlag af mere tidssvarende kriterier« - helt til 1975 (Politikens historie set indefra, bd.2, s. I 72). Piet Hein var den første formand. Kendte skuespillere som Ebbe Rode og Helle Virkner var med. Som det ældste nulevende medlem af foreningen, Hermod Lannung (99) (nu død, red.), har udtrykt det: »alle der var noget var medlem dengang«.

I skyggen af atombombetruslen og den kolde krig havde idéen om »Een Verden eller ingen« eller »Verdensfred gennem verdenslov« enorm popularitet. Den danske afdeling startede i 1948, hvor den nåede op på 400 medlemmer, men allerede i 1949 var den vokset til 4000. Hovedtanken var, at der konkret skulle dannes en Verdensregering, som skulle have monopol på militærmagt. Nationer skulle kun have autoritet over lokale anliggender, som kommuner har det overfor staten. En verdensgrundlov, der kunne bakkes op af en magtoverlegen Verdensregering, sås som den eneste mulighed for at undgå Tredje Verdenskrig. Principperne nedfældedes mere detaljeret bl.a. i »Luxembourgdeklarationen« fra Een Verden-bevægelsens anden verdenskongres i 1948. Man besluttede at opdrage ungdommen, arbejde indenfor parlamenterne, lave en Verdensgrundlov inden revisionen af FN- pagten i 1955 osv., og man besluttede at tage flygtningespørgsmål, racespørgsmål, menneskerettigheder, osv., op som internationaliserende principper. Man besluttede at arbejde ad alle kanaler, men især gennem styrkelse af FN og ved regional internationalisering. Bevægelsen stod således bag dannelsen af Europa-bevægelsen, Europarådet, Den europæiske menneskerettighedskonvention, OECD og især Schumann-Planen/EU. Alt, hvad der kunne opløse nationalstaterne.

Den står bag masseindvandringerne til Vesteuropa og USA og den står bag de nuværende forsøg på omsider at skaffe FN sin enerådende hær, hvoraf Den Danske Internationale Brigade er en mindre del. Brug af NATO som FN-hær har været en del af filosofien, og omdannelsen af FN til en verdensregering er nu - som fra begyndelsen - øverste punkt på ønskesedlen. Man ser ingen større hindringer, nu da USA er eneste supermagt.

Betegnende nok er det Hans Hækkerup, efterkommer af en af de mest fremtrædende danske EEN VERDEN-folk, Per Hækkerup, (bemærk også De Konservatives leder, Per Stig Møller, søn af et andet ledende medlem, Poul Møller, red.), der nu har travlt med at fuldføre denne plan. Men planen er fælles med hele den internationalistiske magtklike i Danmark, der som i 1952/53 sidder i toppen af alle partierne, Fremskridtspartiet nok undtaget (og nu måske også Dansk Folkeparti, red.), i medierne, og behersker kunst-, film- og finansverden. Det er vanskeligt at finde en nationalt sindet person i de øverste samfundslag. Det er blevet umoderne, men det har personer tilknyttet FN-forbundet også arbejdet ihærdigt for i snart 50 år. (Hovedkilde: »Een Verden«, »Verden og vi«, »FN-orientering«).

Knud Eriksen (artiklen blev bragt i "Frihedsbrevet", tillæg til nr. 3/94)