To breve - og deres skæbne.

af advokat Knud Eriksen

I begyndelsen af 1994 satte jeg mig for at undersøge, om det kunne være rigtigt, at Danmark havde "internationale forpligtelser", som vi hele tiden hører det fra medier og øvrighedspersoner, som gjorde det umuligt at standse udlændingestrømmen til landet. Jeg undersøgte i Rigsarkivet Udenrigsministeriets gamle journaler vedrørende Flygtningekonventionen af 1951 og dens forgænger fra 1935.

Resultatet var forbløffende. Ikke alene var det helt forkert, at konventionen, der er grundlaget for den katastrofale udlændingelov af 1983, ikke kunne opsiges. Det lader sig let gøre. Meget værre var det, at konventionerne med senere vanvittige udvidelser, som bl.a. giver somaliske nomader, der kommer myldrende, samme sociale rettigheder som danskere, var sket helt uden om Folketinget og dets forgænger, Rigsdagen. Værre endnu var det, at dette var et grundlovsbrud!

Denne opdagelse måtte afgjort være et velkomment våben i hænderne på ansvarlige ledere af landet, så de åbenbare ødelæggelser af vort land, via Udlændingeloven af 1983, kunne standses. For flygtningekonventionen er selve grundlaget, juridisk som moralsk, for denne lov. Tæppet ville rives væk under denne forfærdelige juridiske misforståelse, som alle nu kendte virkningerne af.

Jeg fremlagde resultatet af mine undersøgelser i artikler i "Danskeren", april 1994 og i "Fremskridt", december 1994, og Pia Kjærsgaard (da) fra Fremskridtspartiet, stillede den 9. juni 1994 følgende spørgsmål til statsministeren i Folketingssalen: "Vil statsministeren give en redegørelse for forløbet af forhandlingerne - herunder Rigsdagens rolle - omkring underskrivelsen af flygtningekonventionen i 1951?"

Statsministerens svar var en meget kort redegørelse, som ikke omfattede de forhold, jeg havde fundet grundlovsstridige. Det var en affejelse, foretaget overfladisk af en ministeriel embedsmand (se nedenfor under "Statsministeren "svarer" Pia Kjærsgaard"...)

Jeg henvendte mig derfor til de to højeste embeder i landet: Til vor dronning og til statsminister Poul Nyrup Rasmussen. (se nedenfor)

Grundlovsbrud og danskhedens redning måtte bestemt have deres allerhøjeste bevågenhed, mente jeg. Jeg bad dem, for at være ganske sikker i så alvorlig en sag, undersøge, om jeg havde ret i min konstatering, at flygtningekonventionen var vedtaget grundlovsstridigt og derfor, i følge juridisk lære om svigagtige aftaler, uden videre straks kunne ophæves som ugyldig.

Svarene fra begge var mere end skuffende!

Statsministeren henviste blot til udenrigsministeren, som internationale konventioner sorterer under. En sagsbehandler herfra svarede langt om længe, men kortfattet, at ministeriet ikke havde noget at føje til statsministerens svar til Pia Kjærsgaard. Ingen undersøgelse af mine detaljerede påstande om grundlovsbrud. Intet svar direkte fra udenrigsminister Niels Helveg Petersen, trods anmodning herom. Magtfuldkommen arrogance og ligegyldighed............

Dronningens kabinetssekretariat svarede således: "Hendes Majestæt Dronningen har pålagt Kabinetssekretariatet herved at anerkende modtagelsen af Deres brev af 19. marts 1995" Intet videre...intet svar.... Den mest udsøgte ringeagt og ligegyldighed fra dette sekretariat, der "varetager" det højeste embedes interesser. Absolut ingen undersøgelse...........Jeg mener ellers at have læst, at f.eks. alle små børn, der sender en tegning til dronningen, kan være sikker på, at majestæten personligt ser tegningen samt personligt svarer og takker. Men det er selvfølgelig også en ganske anden sag end advarsel mod "hjertensgode", omend temmelig forbudte grundlovsbrud og "hjertevarme", omend katastrofalt landsødelæggende, internationale konventioners nøjagtige overholdelse......

Nu, tre år senere, hvor tragedien med udskiftning af det danske folk fortsætter med uformindsket styrke, og med de samme topfigurers fulde godkendelse, bringer jeg sagen i erindring..................

Læs om baggrunden (menuen: "Flygtningekonventionen bør straks opsiges" med yderligere detaljeret redegørelse under samme menu i artiklen "Flygtningekonventionen under lup").

Brevet til statsminister Poul Nyrup Rasmussen.........

Statsministeriet den 15.8.1994

att.: Statsminister Poul Nyrup Rasmussen

Christiansborg

Prins Jørgensgård 11

1218 København K.

Kære Statsminister,

Jeg henvender mig i anledning af Deres skriftlige svar af 28. juni d.å. til Pia Kjærsgaard på hendes spørgsmål nr. S 1403 af 9. juni d.å., som lød: " Vil statsministeren give en redegørelse for forløbet af forhandlingerne - herunder Rigsdagens rolle - omkring underskrivelsen af flygtningekonventionen i 1951?" (Bilag 1) - ( bringes nedenfor, til allersidst, red.)

Årsagen til min henvendelse er, at jeg mener, Deres svar til Pia Kjærsgaard er alt for overfladisk, og på væsentlige punkter mangelfuldt, således at vigtige aspekter udelades.

Jeg henviser her til min egen undersøgelse af omstændighederne omkring konventionens ratifikation og senere skæbne i Danmark. Denne undersøgelse er fremlagt som artikel i tidsskriftet Danskeren nr. 2/94 fra april (Bilag 2)

Jeg er nået frem til, at konventionen skulle have været forelagt Rigsdagen men ikke blev det. Har jeg ret heri, er konventionens ratifikation (vedtagelse) i Danmark grundlovsstridig. Dette mener jeg, De bør undersøge nøjere, og jeg skal i det følgende bringe Dem på sporet af, hvad undersøgelsen, så vidt jeg kan se, bør omfatte.

Er konventionens ratifikation grundlovsstridig, må den vel fra dansk side ophæves straks iflg. statsretlig teori herom.

Den senere gigantiske udvidelse af konventionens gyldighedsområde i 1967, hvor den ved en "tillægsprotokol" jf. "Bekendtgørelse nr. 21 af 31. januar 1967 vedr. flygtninges retsstilling" blev udvidet fra kun at dække flygtninge fra begivenheder før 1951 til nu at dække alle flygtninge, blev ligeledes vedtaget uden om Folketinget, nu med henvisning til, at selve konventionen ikke havde været forelagt Rigsdagen.

Det samme skete mht. de meget væsentlige tilbagetrækninger af Danmarks forbehold til konventionen, iflg. hvilke flygtninge bl.a. ikke kunne få sociale ydelser på linie med danskere, se "Bekendtgørelse nr. 60 af 12. juni 1968" Ved en simpel rundskrivelse: "Cirkulæreskrivelse af 21. juni 1968" fejrede socialministeriet således FN's flygtningeår i 1968. Forbeholdene fjernedes igen uden nogen indblanding fra Folketinget, med henvisning til, at selve konventionen ikke havde været forelagt Rigsdagen i sin tid.

Konstruktionen med at henvise til tidligere manglende forelæggelse for parlamentet, som i øvrigt også blev anvendt, da man valgte ikke at forelægge selve 1951-konventionen for Rigsdagen med henvisning til, at heller ikke den tidligere 1935-konvention var blevet det, er fra et demokratisk synspunkt meget beklagelig. Og den anvendte metode med stykvis indførelse af flygtningekonventionen, uden nogen form for folkelig kontrol, harmonerer ikke med demokratisk tankegang.

Flygtningekonventionen er fundamentet for Udlændingeloven af 1983.

Den senere udvikling i flygtningestrømmene må gøre det påkrævet, af hensyn til beskyttelsen af danske interesser, at se kritisk på denne konvention.

Jeg mener som sagt, at vedtagelsen af den foregik grundlovsstridigt, sandsynligvis med kontorchef Knud Larsens overskridelse af sin kongelige fuldmagt. 0g, efter min mening, helt klart derved, at dansk lov blev omgået, tydeligst ved vedtagelsen af Artikel 24, som korrekt bedømt skulle have været forelagt Rigsdagen, eftersom de lovede sociale rettigheder for flygtninge omgik dansk lov. Loven skulle have været ændret, og det havde krævet forelæggelse af konventionen for Rigsdagen. Flere andre artikler ser iflg. kontorchef Knud Larsens fortrolige rapport (hvoraf kun en del fandtes i Udenrigsministeriets journal. l7.B.14.a og- c) ud til at have krævet forbehold fra dansk side. Siderne 73-90 vedlagt som Bilag 3- Evt. overskridelse af beføjelserne vil kunne afgøres ved at sammenholde ovenstående rapport med Udenrigsministeriets instruks og tillægsinstruks, der også begge manglede i sagsmappen. Det samme gjaldt den kongelige fuldmagt.

Det fremgår i øvrigt af den indhentede udtalelse fra ekspeditionssekretær fru Hartmann, Arbejds- og Socialministeriets Internationale afdeling, i 1968, se Bilag 4, at hun ihvertfald mente, det var ønskeligt at forelægge konventionen for Folketinget "af hensyn til Grundloven". På trods af , at dette var velbegrundet med en udvidet pligt til at forelægge konventioner for Folketinget efter l953-Grundlovens par.19 i forhold til den tidligere grundlovs par.18, affærdiges fru Hartmanns indvending hånligt af Udenrigsministeriets embedsmænd. (se Bilag 4).

Til orientering om, hvordan denne sag behandledes såvel i 1951-54, som i 1967-68, vedlægges Bilag 4, i alt 49 sider fra Udenrigsministeriets j. nr. 17. B.14.a og -c, der er hovedjournalen for Flygtningekonventionen

Afslutningsvis må det nævnes, at uanset udfaldet af Deres nærmere undersøgelse af de af mig påståede grundlovsbrud, og dermed ugyldighed af Flygtningekonventionen, står det jo Danmark frit for at opsige konventionen. med eet års varsel. Dette står i selve konventionen. Det er der i dag al mulig grund til at gøre hurtigst muligt, således, at de konstant påståede "internationale forpligtelser" på dette område ikke længere kan bruges som begrundelse for afvisning af den endnu mere påtrængende afskaffelse af den katastrofale udlændingelov af 1983.

Da jeg er sikker på, at Danmarks vel må ligge Dem på sinde, og da De bestemt må kunne se, at Flygtningekonventionen under alle omstændigheder er opstået og godkendt under ganske andre omstændigheder end de, der råder i dag, håber jeg, De vil tage denne henvendelse alvorligt og benytte den oplagte mulighed til at få ændret denne "internationale forpligtelse".

Med venlig hilsen

Knud Eriksen

cc: Pressen og de politiske partiers folketingsgrupper

Bilag 1: Statsministerens svar af 28.6.1994 på Pia

Kjærsgaards (FP) spørgsmål S.1403 af 9.6.1994. (se nedenfor, red.)

Bilag 2: Artikel "Flygtningekonventionen under lup" af

Knud Eriksen, Danskeren 2/94. (se menuen "Flygtningekonventionen bør straks opsiges" )

Bilag 3: Uddrag (siderne 73-90) af kontorchef Knud Larsens fortrolige rapport til Udenrigsministeriet fra den diplomatiske konference i Geneve 2.-25. juli 1951, der endte med underskrivelsen 28. juli af Konventionen om flygtninges retsstilling. (fra Udenrigsministeriets j, nr. l7.B.14.a og c.)

Bilag 4: ( I alt 49 sider dokumenter fra Udenrigsministereiets j.nr. 17.B.14.a. og c.):

-UM notits af l2.ll.51 , UM notat af 28.8.52, høringssvar fra Arbejds- og socialministeriet af 29.8.52, UM intern notits af 9.9.52, brev af 29.9.52 fra Danmarks faste mission ved FN (N.V. Skak-Nielsen) til UM, UM intern notits af 6.10.52, brev af 3.11.52 fra Arbejds- og socialministeriet til UM, ratifikationsdokumenter med arveprins Knuds underskrivelse l7.ll. 52 af konventionen, deponeringsmeddelelse af 4.12.52 fra FN -W.Borberg) til UM, Breve af 9. og l9.6 fra Arbejds- og socialministeriets internationale afdeling (Eksp.sekr.fru Hartmann) ti UM, notits og udkast til forestilling til Kongen om ratifikation af tillægsprotokollen til flygtningekonventionen l967, dokumenter af 9.ll.l967 med kongens og udenrigsministerens ratifikation af tillægsprotokollen til flygtningekonventionen, brev af 17.11.67 fra Arbejds- og socialministeriets internationale afdeling (eksp. sekr. Anton Nørager) til UM vedr tilbagekaldelse af Danmarks forbehold, brev af 28.2.68 fra UM (J.Paludan) til Danmarks FN-mission, New York, vedr tilbagekaldelse af Danmarks forbehold til flygtningekonventionen, brev af 30.5.68 fra Arbejds- og socialministeriets internationale afdeling til UM om tildeling af sociale rettigheder til flygtninge, cirkulæreskrivelse af 21.6.68 fra Socialministeriet til samtlige amter, Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse om flygtninges fremtidige rettigheder i henhold til lovgivningen om folke-, invalide- og enkepension på lige fod med danske statsborgere, jfr. konventionens artikel 24, stk.l, UM notat af 27.10.1969 om flygtninges opnåede retsstilling, samt redegørelse for en allerede da stigende flygtningestrøm (polske jøder).

(forts.!)

Brevet til Dronning Margrethe...............

Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. af Danmark

Amalienborg

1257 København K den 14.12.1994

Kære Dronning Margrethe,

I håb om, at De, i kærlighed og omsorg for Deres folk, vil gøre noget effektivt for at få standset den katastrofedømte udlændingepolitik, sender jeg Dem hermed kopi af mit brev med bilag af 15.8.d.å. til statsminister Nyrup Rasmussen. Dette brev blev straks oversendt til udenrigsministeren, som endnu ikke har svaret. Jeg har netop rykket for svar. Brevet med tilhørende bilag blev, til orientering, sendt til de retspolitiske- og udlændingepolitiske ordførere for samtlige folketingspartier, til samtlige landsdækkende radio- og TV-stationer og dagblade. Desuden mange lokalradioer og provinsblade. Også indenrigsminister Birte Weiss og justitsminister Erling Olsen blev orienteret ved kopi. Jeg har til dato kun fået den respons på alt dette, at statsministeren takkede for brevet, som han ville sende videre til udenrigsministeren.

Situationen på fremmedområdet i dag er jo, at politikerne, som hovedargument for, at de må fortsætte deres tydelige dødssejler-kurs, fremhæver "vore internationale forpligtelser", som på dette område vil sige Flygtningekonventionen af 1951.

Jeg undersøgte på Rigsarkivet baggrunden for denne konvention, som jeg fremlagde i vedlagte artikel og brev.

Der er absolut intet til hinder for at opsige konventionen, og det ville formentlig endda være det juridisk og moralsk korrekte at ophæve den straks, som værende ugyldig og grundlovsstridig.

Når politikerne ikke kan gemme sig bag dette figenblad længere, ligger vejen helt åben til at ophæve den katastrofale udlændingelov af 1983. Ydermere kan man jo konstatere, at vi også opfyldte Flygtningekonventionen før denne flygtningelov kom i 1983, og at Finland fortsat opfylder den ved kun at modtage en lille håndfuld flygtninge. Altså endnu en gennemgribende svindel over for det danske folk fra foketingspolitikernes side.

Jeg håber altså, at De, fra Deres høje embede, vil se det som Deres naturlige hjertesag at få ændret den landsskadelige udlændingepolitik. Opsigelse/ophævelse af Flygtningekonventionen kan være første skridt.

Venlig hilsen

Knud Eriksen

(forts.!)

Statsministeren "svarer" Pia Kjærsgaard....

STATSMINISTERIET Den 28. juni 1994

Statsminister Poul Nyrup Rasmussens svar på spørgsmål nr.

S 1403 af 9. juni 1994 fra Pia Kjærsgaard (FP).

Spørgsmål:

"Vil statsministeren give en redegørelse for forløbet af forhandlingerne - herunder Rigsdagens rolle - omkring underskrivelsen af flygtningekonventionen i 1951?"

Svar:

Konventionen om flygtninges retsstilling af 28. juli 1951 blev færdigforhandlet på en diplomatisk konference i Geneve fra den 2. til den 25. juli 1951 med deltagelse af 27 stater, herunder Danmark.

Som formand for konferencen valgtes daværende kontorchef i Indenrigsministeriet, Knud Larsen, der ligeledes havde repræsenteret Danmark i det forberedende arbejde op til konferencen. Knud Larsen var med kongelig fuldmagt bemyndiget til at undertegne de akter, der måtte blive resultatet af konferencen.

Den danske underskrivelse af konventionen fandt således sted d. 28. juli 1951.

Såvel forud for underskrivelsen som forud for Danmarks ratifikation af konventionen indhentede Udenrigsministeriet i 1952 udtalelser fra en lang række ministerier og styrelser.

Af disse myndigheder havde kun Justitsministeriet, Undervisningsministeriet og Arbejds- og Socialministeriet bemærkninger til konventionen i dens endelige udformning, som den forelå til ratifikation.

Bemærkningerne førte til, at Danmark ved ratifikationen tog forbehold til konventionens artikel 14 vedrørende kunstnerret og industriel ejendomsret, artikel 17 vedrørende adgangen til at tage lønnet beskæftigelse samt visse af bestemmelserne i artikel 24 vedrørende spørgsmålet om flygtninges stilling i henseende til arbejdslovgivning og socialforsikring.

Konventionen blev ikke forelagt Rigsdagen inden ratifikationen, idet der med de ovennævnte forbehold til konventionen ikke var behov for lovændringer i forbindelse med Danmarks tiltrædelse af konventionen.

Konventionen ratificeredes af Danmark, som det første af de deltagende lande, den 17. november 1952.

Det danske forbehold til artikel 14 i konventionen blev tilbagekaldt i 1962. I 1968 blev forbeholdene til artikel 24 tilbagekaldt og forbeholdet til artikel 17 ændret. Tilbagekaldelsen af forbeholdene krævede ikke ændringer i dansk lovgivning.