Flygtningekonventionen bør straks opsiges

Af Knud Eriksen.

Flygtningelobbyen hævder, at "Danmark må leve op til dets internationale forpligtelser" - altså især Flygtningekonventionen af 1951. Udlændingeordførerne fra de øvrige partier efteraber kritikløst denne "alle ved jo-sandhed" når de med (skin)hellig stemmeføring nedrakker og afviser Fremskridtspartiets forslag til stramninger i udlændingepolitikken.

Intet land er imidlertid folkeretligt forpligtet af aftaler, som er ødelæggende for det. FN-konventionens faktiske betydning er dybt misforstået, idet den blot giver Danmark en ret til at tildele asyl trods hjemlandets eventuelle modstand. Men nok så vigtigt er, at konventionen formentlig ligefrem er ugyldig, fordi den i Danmark tilsyneladende er vedtaget på falsk grundlag og uden Folkestyrets medvirken. Lad mig kort gennemgå baggrunden for- og betydningen af konventionen i Danmark.

I 1950 vedtog FN's generalforsamling at oprette "United Nations High Commissioner for Refugeees", FN's Højkommissær for Flygtningeanliggender (UNHCR). Gennemførelsen af en ny flygtningekonvention til afløsning af Flygtningekonventionen af 28. oktober 1933, der kun var blevet godkendt af otte lande, skulle blive det nye Højkommissariats første afgørende opgave. Der skulle skaffes enighed om ansvaret for de resterende europæiske flygtninge efter Anden Verdenskrig.

Flygtningekonventionen af 1951 blev underskrevet den 28. juli 1951 af 12 lande, herunder Danmark, som afslutning på en FN-konference, afholdt i Geneve i dagene 2.-25. juli 1951. Konventionen skulle senere ratificeres (endeligt, lovligt godkendes) af medlemslandene. Dette var i Danmark kongens (regeringens) ret, evt. efter forelæggelse for Rigsdagen, ifølge dagældende Grundlovs paragraf 18. I dag er det efter grundlovsrevisionen af 1953 tilsvarende dronningen (regeringen), Folketinget og Grundlovens paragraf 19.

Danmark kom først med at ratificere. Det skete den 4. december 1952. Da Australien havde ratificeret som den sjette stat, den 22. januar 1954, kunne traktaten træde i kraft den 22. april 1954. Det blev tronfølgeren, arveprins Knud, der i Kongens fravær underskrev konventionen, medens H.C. Hansen underskrev som udenrigsminister.

Konventionen blev ratificeret med forskellige forbehold af de deltagende stater. Hver artikel er i virkeligheden en traktat for sig, og når en stat har taget forbehold over for en artikel, gælder denne ikke i relation til den pågældende stat. Danmark tog forbehold over for Artikel 14 (Kunstnerret og industriel ejendomsret), Artikel 17 (Lønnet beskæftigelse) og delvis over for Artikel 24 (Arbejderlovgivning og social tryghed). Dansk lovgivning der bl.a. sikrede danske statsborgere folkepension, invalidepension og enkepension kunne ikke uden videre udstrækkes til flygtninge, men skulle laves om først. Det samme gjaldt Ophavsretsloven. Retten til at tage lønnet arbejde i Danmark, var en ret, der ved gensidig traktat med de nordiske lande var forbeholdt statsborgere herfra.

Dersom Danmark ikke havde taget disse forbehold, havde følgen været, at Flygtningekonventionen efter Grundloven (daværende pararagraf 18) uden mindste tvivl skulle have været forelagt Rigsdagen til godkendelse. Med indførelse af disse forbehold besluttede man, efter at have indhentet udtalelser i de berørte ministerier, om, hvor vidt lovgivning herefter ville være nødvendig på deres område, at det ikke var nødvendigt at forelægge konventionen for Rigsdagen. En interessant følge heraf er, at det i dag ikke ville være nødvendigt at spørge Folketinget, før Danmark, det vil sige Dronning Margrethe (regeringen) alene, kunne opsige samme Flygtningekonvention med virkning et år senere. Dette står nu i Grundlovens paragraf 19, stk. l. Selve konventionen indeholder en paragraf om almindelig opsigelse (altså uanset spørgsmålet om direkte ugyldighed på grund af svig/falske forudsætninger).

En fortrolig rapport (som jeg er i besiddelse af) fra den danske delegation til konferencen i Geneve viser, at Danmark skulle have taget mange flere forbehold, end det endelige resultat blev. Når forbeholdene nu ikke blev taget, havde lovændringer været nødvendige, og dette havde krævet Rigsdagens medvirken i følge Grundloven.

Rigsdagen blev tilsyneladende snydt. Det samme blev arveprins Knud og dermed kongen. Disse forhold må betyde, at konventionen er indgået under falske forudsætninger, eventuelt svig. Den er i så fald ugyldig.

Danmarks forbehold blev senere tilbagekaldt lige så stille og ubemærket som konventionen i sin tid var blevet godkendt. Helt uden folkestyrets medvirken.

Den oprindelige konvention gjaldt kun flygtninge fra før 1951. NU sørgede en tillægsprotokol lige så stille for, at konventionen pludselig blev udvidet til at gælde alle flygtninge. Og nu havde flygtninge pludselig sociale rettigheder som danskere.

Disse ting skete i 1968 med Poul Hartling (senere Flygtningehøjkommissær) som nøgleperson. En uskyldigt udseende cirkulæreskrivelse af 21. juni 1968 fra Socialministeriet sikrede flygtninge folke-, invalide og enkepension. Det var baseret på konventionens artikel 24, som var blevet lusket igennem. Det har sin egen historie (fortalt i "Danskeren2/94"- se nu artiklen "Flygtningekonventionen under lup", der bringes nedenfor - ).

Senere fulgte flere rettigheder. Flygtninge fik stemmeret og kunne vælges ved kommunal- og amtsvalg, når de blot havde boet i landet i 3 år. Dette byggede på konventionens artikel 7, som Danmark ikke havde ønsket. De flygtningevenlige partier sikrede sig ad denne vej efterhånden mange indvandrerstemmer. (Faktisk er den traditionelle balance mellem socialistiske og borgerlige partier ad denne vej afgørende forrykket, hvad der vel også var meningen, red.)

Fundamentet for Udlændingeloven står herefter i et ganske andet lys. Vigtigere er dog, at flygtningesituationen er ændret drastisk i forhold til 1951, idet flygtningestrømmen er vokset kolossalt, og idet Danmarks rolle som "foregangsland" har sikret sig, at vi nu drukner i flygtninge.

Danmark burde nu ganske enkelt opsige konventionen straks, som der jo er let adgang til. Det er en enkel, oplagt og berettiget varetagelse af Danmarks interesser, der er tale om. Dette er vore lederes pligt, - dronning, ministre og politikere. Hele flygtningeproblemet og Udlændingeloven bør derefter nyvurderes, idet der, som noget nyt, også skal tages hensyn til danskerne. De har dog førsteret til Danmark. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Vort tusinde år gamle fædreland er ved at smuldre.

De, der på grund af deres magtposition har muligheden for at standse nedbrydningen af landet, men intet gør, begår forræderi. Det er værre end landsforræderi. Det er et (uopretteligt) folkeforræderi - et forræderi frem for alt mod kommende generationer af danskere.

Knud Eriksen

(fra "Fremskridt" december 1994)

For en mere detaljeret redegørelse bringes følgende artikel fra "Danskeren" 2/94.



Flygtningekonventionen under lup

Flygtningelobbyen hævder, at "Danmark må leve op til sine internationale forpligtelser" - altså FN-flygtningekonventionen af 195l. Intet land er imidlertid folkeretligt forpligtet af aftaler, som er ødelæggende for det. Og hvad mere er - FN-konventionens baggrund er en anden, end vi hidtil har fået at vide. Her er historien om konventionens historie i Danmark.

Af cand. ju.r Knud Eriksen

FN's Flygtningekonvention giver ingen ret til asyl, men sigter mod at forpligte deltagerlandene til, så vidt muligt, at behandle de personer, der har opnået asyl på lige fod med landets egne borgere. Konventionen er folkeretlig regeldannelse og henvender sig derfor til lande, ikke til individer. Eftersom konventionen ikke desto mindre både i Danmark og den øvrige verden udgør det anerkendte fundament for national flygtningelovgivning, er det værd at se på, hvordan dette fundament blev skabt, og hvor holdbar denne vor "internationale forpligtelse" er som grundlag for Danmarks flygtningepolitik og for den liberale danske udlændingelov af 1983, der har gjort Danmark til en supermagnet for verdens flygtninge af alle kategorier.

Konventionen fødes

I 1950 vedtog FNs generalforsamling at oprette "United Nations High Commissioner for Refugees", FNs Højkommissær for Flygtningeanliggender (UNHCR). Det var et hjælpeorgan, der dels skulle fremme beskyttelsen af flygtninges retsstilling, f.eks. ved udarbejdelse og gennemførelse af traktater, dels virke for flygtningenes frivillige hjemsendelse til hjemlandet, og dels yde konkret bistand til flygtninge, både under midlertidige ophold i flygtningelejre og under flygtninges bestræbelser på at bosætte sig i nye lande.

UNHCR afløste "International Refugee Organization" (IRO), Den internationale Flygtningeorganisation - også under FN - som efter Anden Verdenskrig havde sørget for nyt hjemland til omkring 1,6 mio. flygtninge fra østlandene.

UNHCR skulle have været et tidsbegrænset organ, men er blevet opretholdt lige siden. Gennemførelsen af en ny flygtningekonvention til afløsning af Flygtningekonventionen af 28. oktober 1933, der kun var blevet godkendt af 8 lande, skulle blive det nye Højkommissariats første afgørende opgave.

Flygtningekonventionen blev underskrevet den 28. juli 1951 af 12 lande, heriblandt Danmark, som afslutning på en FN-konference, afholdt i Genéve i dagene 2. - 25. juli 195l. I alt 27 stater deltog, også Danmark, Norge og Sverige. Fra dansk side deltog kontorchef i Indenrigsministeriet, Knud Larsen (som konferencens præsident) og fungerende fuldmægtig Poul Høeg (senere højesteretsdommer) fra Justitsministeriet. Konventionen skulle senere ratificeres (endeligt, lovligt godkendes) af medlemslandene efter artikel 39. Dette var i Danmark kongens (regeringens) ret, evt. efter forelæggelse for Rigsdagen, ifølge dagældende Grundlovs § 18. I dag har efter grundlovsrevisionen af 1953 dronningen (regeringen) og evt. Folketinget denne ret.

Konventionen skulle ifølge artikel 43 træde i kraft 90 dage efter, at 6 af de underskrivende nationer havde ratificeret.

Arveprins Knuds konvention

Ingen stat havde dog endnu ratificeret ved udgangen af 1951. Danmark skulle blive den første til at gøre dette. Det skete 4. december 1952. Australien ratificerede som den sjette stat 22. januar 1954, hvorefter traktaten kunne træde i kraft den 22. april 1954. Traktaten blev offentliggjort i Lovtidende (C) som Bekendtgørelse nr. 55 af 24. november 1954. Ratificeret blev den af tronfølgeren, arveprins Knud i Kongens fravær, medens H.C. Hansen underskrev bekendtgørelsen som udenrigsminister.

Konventionen blev ratificeret med forskellige forbehold af de deltagende stater. Hver artikel er i virkeligheden en traktat for sig, og når en stat har taget forbehold over for en artikel, gælder denne ikke i relation til den pågældende stat. Danmark tog forbehold over for artikel 14 (Kunstnerret og industriel ejendomsret), artikel 17 (Lønnet beskæftigelse) og delvis over for artikel 24 (Arbejderlovgivning og social tryghed). Dansk lovgivning, der bl.a. sikrede danske statsborgere alderspension, invalidepension og enkepension, kunne ikke uden videre udstrækkes til flygtninge, men skulle laves om først. Det samme gjaldt Ophavsretsloven. Retten til at tage lønnet arbejde i Danmark var en ret, der ved gensidig traktat med de nordiske lande var forbeholdt statsborgere herfra.

Dersom Danmark ikke havde taget disse forbehold, ville følgen have været, at Flygtningekonventionen efter Grundloven (daværende § 18) uden den mindste tvivl skulle have været forelagt Rigsdagen til godkendelse. Med disse forbehold besluttede man, efter at have indhentet udtalelser i de berørte ministerier, at det ikke var nødvendigt at forelægge konventionen for Rigsdagen.

Flygtningekonventionen - grundlaget for Udlændingeloven og Danmarks flygtningepolitik - blev derfor vedtaget (ratificeret) af arveprins Knud.

En interessant følge heraf er, at det i dag ikke ville være nødvendigt at spørge Folketinget, før Danmark, det vil sige dronningen (regeringen) alene, kunne opsige samme Flygtningekonvention med virkning et år senere. Dette står nu i Grundlovens § 19, stk. l.

Forbeholdene fjernes

Danmarks forbehold blev senere tilbagekaldt. Forbeholdet vedr. artikel 14 (Kunstnerret og industriel ejendomsret) blev tilbagekaldt som det første i 1962 (Bekendtgørelse af 30.3. 1963, Lovtidende C), da lovgivningen i mellemtiden var lavet om på dette område. Og Udenrigsministeriets Bekendtgørelse nr. 60 af 12. juni 1968 (Lovtidende C) meddelte, at forbeholdene vedr. artikel 24 var tilbagekaldt, samt at forbeholdet vedr. artikel 17 nu kun gjaldt stk. l.

Den oprindelige Flygtningekonvention var begrænset til at omfatte personer, der var blevet flygtninge gennem begivenheder fra før l. januar 195l. Dette blev ændret ved tillæg til konventionen, en protokol. Ved "Bekendtgørelse nr. 21 af 3l. januar 1967 vedrørende flygtninges retsstilling" kom konventionen til at gælde også flygtninge fra senere begivenheder. Flygtningekonventionen var nu praktisk taget 100 pct. virksom for Danmarks vedkommende. Flygtninge skulle - efter Flygtningekonventionen - på mange områder behandles på lige fod med danske statsborgere, på endnu mange andre områder skulle de ligestilles med svenskere og nordmænd i Danmark, og de måtte under ingen omstændigheder behandles dårligere end udlændinge i almindelighed.

Allerede i 1968 - af FN udnævnt til Flygtningeår - udsendte Socialministeriet "Cirkulæreskrivelse af 21. juni 1968", hvorefter flygtninge fremover var berettigede til ydelser i henhold til lovgivningen om Folke-, invalide- og enkepension på lige fod med danske statsborgere. Den mellemliggende lovgivning havde sikret ministeriet en sådan beføjelse.

Senere fulgte flere rettigheder. Ved ændring i 1981 af Lov om kommunalvalg (Lov nr. 143 af 30.3.1981) blev det indført (bl.a.), at udlændinge kunne stemme og vælges ved kommunalvalg og amtsvalg, når de blot "har haft fast bopæl i riget i de sidste 3 år forud for valget". Hertil svarer "rettigheden" i konventionens artikel 7, stk. l. Ved det seneste kommunalvalg i efteråret 1993 var der længe en ophedet debat angående det rimelige i en sådan ret, der ikke engang var afhængig af, om vedkommende kunne tale og forstå dansk. De indvandringsvenlige partier sikrede sig ad denne vej mange indvandrerstemmer.

Er konventionen ugyldig?

Men lad mig vende tilbage til tiden før vedtagelsen af Flygtningekonventionen, for meget tyder på, at den er vedtaget og ratificeret under "vildfarelse eller svig" og derfor er ganske ugyldig. Det vil jo få den senere flygtningelovgivning til at stå i et helt andet lys.

Spørgsmålet er dels, om arveprins Knud skrev under på en konvention med et helt andet indhold end det, der var givet instruks om at underskrive på konferencen i Genéve i juli 195l. Det ville jo i sig selv være svig over for arveprinsen og kongen - og gøre konventionen ugyldig.

Dels er spørgsmålet, om konventionen i virkeligheden skulle have været forelagt Rigsdagen før ratificering, fordi mange af bestemmelserne krævede lovændringer for at kunne gennemføres i Danmark.

Ifølge en fortrolig rapport fra den danske delegation ved flygtningekonferencen, (kontorchef Knud Larsen) s. 73-90 hedder det: "Ved en følgende gennemgang af de enkelte bestemmelser i konventionen m.v. har delegationen som udgangspunkt taget den af udenrigsministeriet i sin tid udfærdigede tillægsinstruktion til den danske delegation til FNs generalforsamling 1950. Den er gået ud fra, at de bestemmelser i ad hoc udvalgets udkast, som efter nævnte tillægsinstruktion var acceptable for den danske regering, fremdeles kan accepteres, forsåvidt de i den endeligt vedtagne konvention er optaget uden realitetsændringer eller dog kun med sådanne ændringer, som medfører en begrænsning af signatarstaternes forpligtelser."

Blev grundloven overtrådt?

Herefter gennemgås samtlige konventionens artikler, og det viser sig, at der skulle være taget forbehold for mange af artiklerne. Men det blev ikke gjort.

Det gælder f.eks. artikel 7 (se ovenfor), og det gælder artikel 15 (om foreningsret).

Artikel 17 (Lønnet beskæftigelse) skulle have forbehold, og den fik det fortsat. Det blev overvejet her og for en del andre artiklers vedkommende at tage et fælles nordisk forbehold på grund af de særlige privilegier, nordiske statsborgere fortsat skulle nyde. Det blev dog aldrig til noget.

Det gælder artiklerne 18 og 19 (Ret til at udøve selvstændig virksomhed og liberale erhverv). De skulle have haft forbehold og fik det ikke.

Med artikel 24 (Arbejderlovgivning og social tryghed) skete der omkring stk. l noget bemærkelsesværdigt. Den danske delegation "afgav en erklæring om, at Danmark kunne undlade at gøre forbehold med hensyn til de ydelser, som for danske statsborgeres vedkommende fulgte efter folkeforsikringsloven, såfremt det kunne tiltrædes, at det efter konventionen er tilstrækkeligt, at flygtninge får de samme ydelser som danske statsborgere, selv om disse ydelser udredes af andre midler og udbetales gennem andre myndigheder".

Denne faktiske lovning på sociale ydelser på linie med danske statsborgere trods dansk lovs udelukkelse heraf er tilsyneladende meget interessant. Ordvalget udvandes en smule i det endelige skrevne forbehold til art. 24, stk. l, men det er gentaget så mange gange i sagsakterne, at ingen tvivl er mulig. Havde delegationen taget normalt forbehold, kunne flygtninge ikke modtage disse sociale ydelser efter konventionen, men dansk lovgivning havde været respekteret. Havde delegationen ikke taget forbehold, ville den nødvendige lovændring have krævet konventionens forelæggelse for Rigsdagen. Nu omgik man blot dansk lov og overholdt konventionen ved en underhåndsaftale. Så kunne man springe Rigsdagen over.

Artikel 28 (Om Danmarks pligt til at udstede rejsedokumenter) og artikel 29 (Offentlige afgifter) havde givet udvidede forpligtelser, uden at det medførte forbehold.

Artikel 30 (Om formueoverførsel) var blevet udvidet, og den danske delegation ,,stemte mod" flertallets forståelse af flygtninges ret til, på trods af valutabestemmelser, at overføre formueværdier frit. Der skulle være taget forbehold, men blev det ikke.

Desuden gav artikel 40 (territorial anvendelse) og artikel 41 (anvendelse på forbundsstater) anledning til spørgsmål omkring Færøerne og Grønland.

Alt i alt mente ad hoc-udvalgets formand og konferencens præsident - een og samme kontorchef Knud Larsen fra det danske indenrigsministerium - at lovændringer ville blive nødvendige på adskillige områder.

En (ny) høringsskrivelse til alle implicerede ministerier fik imidlertid et andet resultat. Kun Justitsministeriet, Handels- og Socialministeriet og Undervisningsministeriet krævede forbehold for hhv. artikel 17, 24 og 14.

Disse forbehold blev taget, og man skred straks til ratifikations-proceduren.

Rigsdagen negligeret?

Spørgsmålet om, hvor vidt det var nødvendigt at spørge Rigsdagen, var fremme helt fra begyndelsen. Det fremgår tydeligt, at man helst ville undgå det. Bl.a. for at komme først med ratifikationen, fordi Danmark havde været stærkt involveret og foregangsland i hele skabelsen af Flygtningekonventionen. I Sverige og Norge skulle parlamentet spørges, og Danmark kom da også først af alle og blev takket mange gange af Flygtningehøjkommissæren.

Som begrundelser for ikke at forelægge konventionen for Rigsdagen fremførte man først og fremmest (med henvisning til daværende § 18 i Grundloven), at konventionen ikke krævede lovændringer.

Dernæst: (citeret fra Udenrigsministeriets sagsakter)

"

a. Flygtningeproblemet i Danmark er af ret ringe omfang.

b. Konventionen på intet punkt medfører nogen afgørende ændring af flygtningenes retsstilling i Danmark.

c. Det generelt kan udtales, at konventionen hovedsagelig har betydning for flygtninges stilling i andre lande end Danmark.

d. Der vil kunne henvises til, at Danmarks tiltræden den 21. december 1935 af Genferkonventionen af 28. oktober 1933 vedrørende flygtninges internationale status..... fandt sted uden Rigsdagens medvirken, hvorved det bemærkes, at den pågældende konvention ligesom den nu foreliggende konvention bl.a. indeholdt regler om flygtningenes ophold i Danmark, deres adgang til beskæftigelse, til social forsorg og til at erholde rejsedokumenter (Nansen-certifikater)."

 

Konventionen opsiges?

Argumentationen halter. Dels var der, som beskrevet, behov for lovændringer på mange punkter, som efterhånden "forsvandt".

Desuden var jo hele tanken bag den ny flygtningekonvention en forbedring af flygtninges vilkår og dertil svarende øgede forpligtelser for de deltagende lande. Henvisning til den tidligere flygtningekonvention som kun 8 lande havde tiltrådt, var derfor ikke til megen hjælp.

Vigtigere i dag er selvfølgelig, at flygtningesituationen er ændret drastisk i forhold til 195l, idet flygtningestrømmen er vokset kolossalt, og idet Danmarks rolle som "foregangsland" har sikret, at vi nu drukner i flygtninge.

Danmark burde nu ganske enkelt opsige konventionen straks, som der jo er let adgang til.

 

Hensynet til danskerne.

Hele flygtningeproblemet - og Udlændingeloven - bør derefter nyvurderes, idet der, som noget nyt, også skal tages hensyn til danskerne. De har dog førsteret til Danmark. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Vort tusinde år gamle fædreland er ved at smuldre. De, der på grund af deres magtposition har muligheden for at standse nedbrydningen af landet, men intet gør, begår forræderi.

Det er værre end landsforræderi. Det er folkeforræderi - et forræderi frem for alt mod kommende generationer af danskere.

Knud Eriksen

Dronte 3

Drontens hovedmenu