|
Heksejagten "1984" - og ti år efter af Knud Bjeld Eriksen (fra "Danskeren" nr, 6, dec. 1994) Tyskerkurs på ny og dansk mini-krystalnat var de værste ingredienser i det antinazistiske hysteri, vi nylig var vidne til. Bagved lurer kræfter, der vil danskheden og folkestyret til livs.
En heksejagt hærgede landet som en efterårsstorm. Det var, som om den mørke middelalder var over os igen med fakkelprocessioner i natten, steninger, afbrændinger og lynchninger. Sådan så en enstemmig presse og TV det dog slet ikke. Der blev i begyndelsen jublet over den "folkelige uddrivelse" af fem navngivne "nynazister", som skulle udgøre en dødsens farlig trussel mod demokratiet. Jægerne og deres våben Anført af brødrene Bent og Arne Melchior krævedes straffeloven strammet. Det gjaldt specielt paragraf 266b, også kaldet "racismeparagraffen". Ytringsforbud og trykkeforbud skulle indføres i Danmark. De to herrer og deres eftersnakkere så overhovedet intet problem i forhold til Grundlovens frihedsrettigheder. Og de var sikre på, at danske dommere nok skulle vide at straffe de "rigtige". De totalitære indskrænkninger skulle være lusket igennem i ly af massemediernes lysshow og som svar på et "uimodståeligt folkepres". Resultatet blev et pinligt flop. Kriminelle og maskeklædte autonome på statsstøtte blev som stormtropper dirigeret i dusinvis af busser til småflækkerne Kværs og Kollund, hvor de med sten- og fakkelkast blandede sig med lokale og gejlede stemningen op. Politiet var uhyggeligt passivt over for den røde pøbels vold. Men enkeltindivider blandede sig med indsigelser - udstillede de totalitære magtmennesker og deres stormtropper. Pressen begyndte så småt at få øjnene op for det spirende diktatur, den havde agiteret for. Selv Politiken vendte 180 grader i sit syn på ytringsfriheden, fra en leder den 25. september til en leder den 5. oktober. Bedre sent end aldrig. Nu skulle den hellige ytringsfrihed sandelig og pludselig beskyttes. TV fortsatte dog uanfægtet indoktrineringen i nyhedsudsendelser, eller som f.eks. i den maksimalt pinlige "Eleva2ren" den 14. oktober, hvor Ole Stephensen, i mislykket forsøg på at manipulere diskussionen, talte i munden på Tine Bryld i henved et halvt minut, hvorefter han skyndsomst stillede om til "familiefirmaet Stephensens bedste bryster, Nina's", som en TV-anmeldelse af Ole Hyltoft lød dagen efter. Politikere i snor I mellemtiden havde de højest placerede personager i landet nået at være med i heksejagten. Statsministeren, Poul Nyrup Rasmussen, udtalte gang på gang, også fra Folketingets talerstol - med et fejlcitat fra "Bertolt Brecht" - at man måtte protestere nu, inden det var for sent "..... til sidst kom de for at hente mig, men da var der ingen til at protestere". Disse ord stammer fra pastor Martin Niemöller. "Men hva' fa'en. Man er vel en god socialdemokrat - og det ka' jo smutte, det lort!", som Rudi Kleuss så rigtigt siger. Meningen var klar nok. Forbud - indgreb. Kontrol skulle der til. Den nu afgåede justitsminister, Erling Olsen, var ikke sen til at love indgreb - efter pres fra Tyskland. Den ny justitsminister, Bjørn Westh, fulgte hakkende og stammende op, feks. i den nævnte "Eleva2er"-udsendelse, hvor hans mest sammenhængende løsningsforslag var, at man måtte gøre noget ved arbejdsløsheden! I dette "Familiefirma til Danmarks fordummelse", som det så rammende hed i den nævnte TV- anmeldelse, fremførte Bjørn Westh den til ulidelighed gentagne floskel, at vi måtte have stoppet det "frø af ugræs, der var føget over hegnet". Havde han nu kunnet denne fædrelandssang: "Det haver så nyligen regnet", som er blevet så ækelt misbrugt af demokratiets fjender, havde han vidst, at allerede næste linie lyder: "Åg på nakke og lås for vor mund!" Også Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, ville have sine tropper med i "den folkelige uddrivelse" med en spag påmindelse om, at der vist også var et par problembørn på den yderste venstrefløj, som man burde demonstrere imod. Og adskillig flere hylede med. Men lå der noget bag hele dette postyr? Var den gamle Thies Christophersen, der havde levet fredeligt i Kollund i 8 år, og som jo faktisk var en ægte politisk flygtning i landet, pludselig blevet så farlig? Væk var pladderhumanisternes, specielt Melchior-brødrenes henvisning til Flygtningekonvention og Menneskerettigheder. "Sig det med sten" var pludselig blevet deres højeste intellektuelle formåen. Der var ikke plads til en gammel, utilpasset mand, hvis "forbrydelse" var, at han udbredte skrifter, der havde en anden historie om Auschwitz og jøderne end den officielt godkendte med "de seks millioner gassede". I et land, hvor alskens narko- og voldsforbrydere modtages med kys og klap. Der var tilsyneladende 4-5 flere, der også skulle jages - stenes - brændes, men selv om de skulle have et par hundrede flere tilhængere, hvilken forbrydelse havde disse da begået? Ingen - var svaret. Helt i modsætning til de røde, politibeskyttede og statsfinansierede bøller -de autonome - hvis synderegister efterhånden fylder en telefonbog. Det egentlige mål To mindre kendte motiver lå bag: For det første skulle hele den mediedefinerede "højrefløj" i landet efterhånden kunne få samme tur. Forfølges, forbydes og udryddes med terror og lovgivning efter den nu prøvede opskrift - som i øvrigt er ældgammel, lige så gammel som diktaturet. Totalitær kontrol som i Orwell's "1984" og i øvrigt med brug af forbryderbander ganske som Hitlers brunskjorter eller bolsjevikkernes gangsterbander. Den Danske Forening er længe af medierne gjort til "nazister" trods tydelige domme mod det. De autonome har længe med vold overfaldet lovlige møder. Denne forening frygtes af vore landsforrædere mere end noget andet. Den og andre lovlydige indvandringsmodstandere var det virkelige mål. Fornyet tyskerkurs For det andet var det bestilt arbejde for tyskerne. I 50 år har tyskerne haft mundkurv på m.h.t. Anden Verdenskrigs begivenheder og specielt jødespørgsmålet. Omfanget af jødeforfølgelserne, jødeudryddelserne og de skyldige har været tabuemnet. Blot at rykke lidt ved den officielle version af begivenhederne har været en forbrydelse. Og fra l. december i år skærpes straffen for den "forbrydelse" at nægte, at 6 millioner jøder blev udryddet af tyskerne ("Auschwitz-løgnen"), til at kunne give op til fem års fængsel. Thies Christophersen var en revne i denne mundkurv, som nu skal sættes på 80 millioner mennesker. Et meget ambitiøst projekt, og også et meget lidt demokratisk projekt! Også mere "moderate" revisionshistorikere har fået kærligheden at føle, når de forsøgte at se Anden Verdenskrigs hændelser i nyt lys. En af disse er den tyske historiker Ernst Nolte. Han var - og er - verdens førende autoritet vedrørende fascismen og nationalsocialismen. Men da han i 1987 udgav et mesterværk af en bog: "Der Europäische Bürgerkrieg 1917-1945", hvori han ser denne epoke som et opgør mellem kommunismen og fascismen/nationalsocialismen, hvor kommunismen i øvrigt kom først, og hvor begge ismer har utallige millioner menneskers liv på samvittigheden, ja, så startede en syndflod af angreb på ham. Ved at sammenligne forbrydelser og folkemord lød anklagen på, at han havde "nedvurderet nazisternes forbrydelser", som altså skulle have stået ganske alene i menneskehedens bevidsthed. "Historiker-striden" raser endnu. Det var altså "Over-tyskland", der bad "Over-danmark" om et rask lille ytrings - og trykkeforbud. Ganske i modstrid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention m.m. Men hvad er vel en sølle konvention mellem store ånder, hvis denne konvention da ikke lige passer i disse ånders, det vil sige herskernes kram? Orwell bekræftet Er faren så drevet over nu? Nej, på ingen måde. Diktaturstaten - "Fagre Nye Danmark" - ganske som Orwells "1984" eller "Kammerat Napoleon" - er på vej fra flere kanter. Det er på høje tid, hvis vi skal have en chance for at stoppe dette vanvid. I "1984" hed Sandhedsministeriets tre slagord " Krig er fred", " Frihed er slaveri", " Uvidenhed er styrke", og i "Kammerat Napoleon" viste det sig snart, at selv om alle dyr var lige og havde lige rettigheder, så var grise mere lige. Læs de to bøger. Vi er midt i udførelsen af dem. Meningsdiktaturet skal indføres ved en skærpet domstolsanvendelse af "racismeparagraffen". Og Bent Melchior er jo sikker på, at det kun vil være "de rigtige", der bliver dømt. Racismeparagraffen er i forvejen hentet lige ud af Sovjet-samfundet. EU som medspiller? Desuden er EU på vej med bl.a. harmonisering af "racisme-bekæmpelse" og straffelove. Et registerdirektiv, der skal diskuteres/vedtages på Ministerrådsmødet den 8. december, vil måske fremover forbyde statistiske registreringer, der afslører folks etniske baggrund. En undersøgelse som f.eks. den nyligt fremkomne "Udlændinges kriminalitet" vil herefter være ulovlig. Vi skal ikke vide, og ikke kunne beskytte os imod, at vores land laves om til et forbrydernes paradis. Forbrydernes paradis er traditionelt forløberen for politistaten. I Orwells rædselsvisioner foregår al terror og tankepoliti til folkets bedste. Og når det i den såkaldte "Dybkjær-rapport" eller "Informationssamfundet år 2000" hedder, at samkøring af registre sker, "fordi vi ikke kan være bekendt at spørge borgerne to gange", er der ingen forskel på dette uhyrlige nonsens og det "Newspeak" (nysprog) og "Doublethink" (dobbelttænkning), man kan læse om i "1984". Læs Orwell, der beskriver køreplanen, og gør modstand, inden mørket sænker sig helt omkring os. Knud Eriksen, december 1994 (forts......)
af Knud Eriksen (denne artikel ledsagede artiklen "Heksejagten" i "Danskeren" nr. 6, december 1994) Straffelovgivning bliver farlig for retssikkerheden, når "forbrydelsen" beskrives i så rummelige vendinger, at statsmagten vilkårligt kan straffe dem, magthaverne ikke bryder sig om. Det var f.eks. det, man oplevede i Sovjetunionen. Men nu er Danmark på vej i samme spor - for at "imødegå, at Danmark bliver et fristed for udbredelsen af nazistisk og racistisk propaganda". Justitsminister Bjørn Westh fremsatte sit lovforslag herom - L 46 "Lov om ændring af straffeloven" - den 9. november. Det er for øvrigt årsdagen for "Krystalnatten"s jødeforfølgelser under Hitler-regimet og samtidig årsdagen for Berlin-murens fald. Lovforslaget skal iflg. ministeren ses bl.a. på baggrund af "de stadig mere fremtrædende tendenser til intolerance, fremmedhad og racisme". De foreslåede stramninger indebærer bl.a. følgende: l. Hvis "racisme-gerningen" anses for at være "propaganda" er mindstestraffen hæfte (hidtil udelukkende bødedomme). 2. Anklagemyndigheden opfordres til selv at rejse "racisme-sager", hvis det drejer sig om "propaganda". Hidtil er anklagemyndigheden blevet opfordret til at være tilbageholdende og har kun startet en sag efter anmeldelse. Ændringen har været øverst på ønskesedlen hos det såkaldte "Nævnet for etnisk ligestilling" og lignende foretagender. Et indicium for, at anklagemyndigheden af egen drift skal tage sagen op, er bl.a., at "en sag har været genstand for offentlig omtale". 3. Det er både "nazister" og "racister", regeringen vil til livs. Indicier for, at den skærpede strafferegel skal anvendes, er i øvrigt bl.a., at "propagandaen" systematisk udbredes - herunder til udlandet - og at den udbredes i trykt skrift eller ved hjælp af elektroniske medier. Anskaffelse eller besiddelse af trykke- eller kopi-maskiner er også et indicium for, at forholdet gør sig fortjent til skærpet straf, og det samme gælder oprettelse af database, der via telefonnettet er almindeligt tilgængelig. Ligeledes udbredelse gennem telefonaviser eller at overtrædelsen "er begået af flere i forening ... herunder hvor de samvirkende tilhører samme parti, forening eller anden organisation, og fremsættelse af ytringer af den omhandlede karakter er et led i den pågældende organisations virke. " Lovforslaget er fremprovokeret af efterårets anti-nazikorstog og fremlagdes til en såkaldt "offentlig høring" i landstingssalen 28/1l. Den Danske Forening har for øvrigt netop fået afslag på at låne landstingssalen til en offentlig høring om "racisme, anti-racisme, trusler og vold".. Knud Eriksen, december 1994 Revisionshistorie: Thies Christophersen døde som ægte martyr af Vivian Bird for The Spotlight Den modige fakkelbærer for sandheden om Holocaust, Thies Christophersen, døde den 13. februar (sidste år) i en alder af 79 år. Hans dødsdag var sammenfaldende med den 52. mindehøjtidelighed for bombningen af Dresden, som kostede hundredtudsinder af forsvarsløse civile og krigsfanger livet, foruden at betyde et enormt kulturelt tab. Christophersen døde ved Molfsee, Kiel, i Nordtyskland. Han blev arresteret i sin søns hjem den 31. januar, kort før sin død. En læge, udpeget af retten, havde erklæret, at han var for syg til at gennemføre retssagen, der skulle gennemføres mod ham for den forbrydelse at have fortalt sandheden. Kort før sin død mistede han og hans kone deres ældste søn ved en bilulykke. Christophersen døde af kræft i nyrerne. Mere end et år forinden havde han ønsket at besøge en schweizisk kræftspecialist, der var specielt kendt for at kunne standse denne sygdom. Christophersen var dårligt ankommet i Schweiz for behandlingen, før han blev nægtet denne sidste chance, og straks udvist af landet. Christophersens bog "Jeg var i Auschwitz /Auschwitz-løgnen" (Die Auschwitz Lüge) var et lammende slag fra den tidlige revisionismes side imod forfattere, som opfandt utallige usandheder og forvrængninger om massegasninger i Auschwitz. Hans bog, der er nået op på over 100.000 eksemplarer på forskellige sprog, repræsenterede en afgørende revision af de falsknerier, der udspredtes - og stadig udspredes - vedrørende bevidste masseudryddelser i lejren. (For eksempel meddelte New York Times og Washington Post den 26. januar 1995, efter 50 års propaganda om, at 4 millioner jøder var blevet gasset i Auschwitz, at tallet var mindre end én million jøder. Dette bringer det "officielle" tal (der stadig er opskruet) ned fra 6 millioner til 3 millioner, Spotl.) Se desuden Jürgen Grafs foredrag om Holocaust-revisionismen, holdt i København på "Danmarks Første Patriotiske Hjemmeside", menuen .....) Indtil udgivelsen af Christophersens bog havde hele verden været henvist til historier om massakrer, om krematorier, der arbejdede non-stop dag og nat og om skyer af røg og flammer, ledsaget af en stank af brændt kød, der steg mod himmelen. Denne version af begivenhederne havde til formål at forstærke teorien om det tyske folks kollektive skyld, og endnu mere om en kollektiv skyld, der påhvilede hele verden for meddelagtighed, omfattende også den kristne religion fra dens begyndelse. Alle skulle herefter, som kompensation, betale en evigtvarende pengegæld til Israel og til jøder overalt. Det var, som om ingen andre overhovedet havde lidt under Anden Verdenskrig. Christophersen var udstationeret i Auschwitz fra januar til december 1944, det vil sige nøjagtigt i den periode, hvor det hævdede folkemord skulle være på sit højeste. Som såret soldat, der var erklæret uegnet til videre militærtjeneste, lykkedes det ham hér at lave grundlaget for at producere syntetisk gummi i lejrene. "Efter krigen, hørte jeg tale om de massive massakrer på jødiske fanger" sagde han. "Jeg var dybt chokeret over at høre disse påstande." Som et vidne fra den periode, hvor disse begivenheder sagdes at være sket, fastslog Christophersen: "Under hele mit ophold i Auschwitz, så jeg ikke det mindste bevis på noget mistænkeligt - ikke den mindste lugt af brændt kød, der bredte sig over lejren. Intet." Da Thies Christopersens tilbagevisning af Auschwitz-løgnen først fremkom, eksisterede der ingen lov, hvormed man kunne retsforfølge en person for at benægte eksistensen af noget, der aldrig havde eksisteret. Det blev derfor nødvendigt at opfinde en. Det fungerede strålende for de tyske "demokratiske" autoriteter i forbindelse af retforfølgelsen af-, og fængslingen af Manfred Roeder, der havde skrevet forordet til Christophersens bog, som en såkaldt "holocaust-fornægter". Senere blev også Christophersen fængslet efter en ligende anklage på trods af, at han da allerede var en ældre mand og syg på grund af sine krigsskader. Efter vedvarende chikanering, bl.a. hyppige husransagninger, beslaglæggelse af private dokumenter og bøger, bandlysning af udgaver af hans månedlige tidsskrifter "Die Bauernschaft" og "Die Kritik" i Tyskland, blev han drevet i frivilligt eksil for at undslippe yderligere retsforfølgelse. En betragtelig tid boede Christophersen i Danmark, et land, der endnu havde bevaret mange traditionelle ytringsfriheder. I begyndelsen tolererede den danske regering Christophersens tilstedeværelse og ydede ham retsbeskyttelse. Men i den sidste del af sit ophold, tog iscenesatte forfølgelser mere og mere til i styrke, idet bander af røde banditter og anarkist-voldsmænd, mange af dem fra den anden side af grænsen til Tyskland, belejrede det hus, hvor han levede et stille liv. Dette kulminerede i angreb med ildspåsættelse og indbrud, hvor værdier blev stjålet. Det danske politi stod passivt og så på uden at bryde ind, undtagen da danske venner af Christophersen begyndte at konfrontere de røde. Snart efter blev en lov hastet gennem det danske parlament - der til sidst havde givet efter for zionistisk pres - så Christophersen kunne blive erklæret persona non grata. En tid med vandren fra land til land begyndte nu for Christophersen, der ikke kunne vende tilbage til sit elskede fædreland, eftersom den "demokratiske" tyske regering havde udstedt ordre til hans omgående arrestation, hvorved den udstillede den hule myte om ytringsfrihed i Bundesrepublikken. Til at begynde med lykkedes det Christophersen med mellemrum at bo i Schweiz indtil presset på den schweiziske regering for at få ham udvist voksede. Han blev, sammen med sin ædelt loyale hustru en vandrer uden land. I sine talrige magasinudgivelser, så som "Kritik"-serien og "Bauernschaft", tillige med mange bøger, var Christophersen en stifinder for en objektiv og afbalanceret revision af de store løgne i dette tyvende århundrede. Som medlem af en kendt Slesvig-Holstensk landmandsfamilie var han en fremtrædende forkæmper for det nordtyske landmandssamfunds rettigheder og interesser. (Spotl. 31.3.97) |