USA - "den store smeltedigel"

"Brolægger USA´s regering vejen til racekrig?" spørger forfatter

af Jared Taylor

Den 11.-12. oktober blev der i Washington, USA, afholdt en konference om racerelationer. Forfatteren til den kontroversielle bog Paved With Good Intentions (Brolagt med gode hensigter ), Jared Taylor, holdt følgende foredrag ved den lejlighed (redigeret transkript, oversat fra The Spotlight af K.E.):

Hvis mennesker ønsker at gå hver til sit, er der normalt ingen, der protesterer herimod. Når det imidlertid bliver et spørgsmål om race, er det almindelige synspunkt her i USA i dag, at mennesker af én race, der ønsker at leve blandt mennesker af deres egen slags --- det er et umoralsk, dadelværdigt og foragteligt synspunkt, især når dette synspunkt indtages af hvide. Det er slemt nok, når sorte, eller ikke-hvide indtager den holdning, men på en eller anden måde er det særlig ækelt, når hvide ønsker at bo i et helt hvidt boligområde eller et helt hvidt samfund.

Det er for mig besynderligt, at humanisterne ( liberals, oversættes selvfølgelig direkte som "liberale", men oversættes her med "humanister" efter den gældende brug i Danmark; kan også bruges i betydningen "socialdemokrater", red.) i de seneste mange år har bevæget sig i to stik modsatte retninger, når det gælder det familiemæssige og det samfundsmæssige aspekt af adskillelse. I nutiden er skilsmisse noget, folk næsten betragter som noget, der vil ske. Den almindelige tendens for humanismen har været at gøre (skilsmisse) lettere for folk, som jo dog havde lovet at blive sammen til døden. Dette regnes for helt i orden.

Men underligt nok er det for folk, der aldrig har lovet at forblive sammen, og som aldrig har udtrykt noget ønske om at være sammen overhovedet - folk tilhørende forskellige racer - noget af en moralsk katastrofe at skilles.

Det har altid slået mig som noget mærkeligt hykleri, at de, der lovede at blive sammen, kan skilles, mens de, der aldrig har udtrykt noget ønske om at være sammen, skal tvinges til at blive sammen. Det er et af humanismens mærkelige aspekter.

Tydeligvis er den mest indlysende og grundlæggende basis for adskillelse retten til frit at bestemme, hvem man vil være sammen med. Dette er en af de ældgamle rettigheder for englændere. Ethvert fornuftigt menneske vil tillade alle mennesker retten til frit at vælge hvem, de vil omgås.

I Den amerikanske Frihedserklæring skriver Thomas Jefferson om en tid, hvor "det vil blive nødvendigt for ét folk at opløse de politiske bånd, der har forbundet det til et andet og blandt jordens kræfter indtage den adskilte og jævnbyrdige position, som naturens love og naturens Gud berettiger dem til". Hans appel var uden omsvøb og til naturens love: folk skulle have ret til at slå sig sammen med hvem de havde lyst til.

Når man tænker lidt over den sag, denne forestilling om at omgås hvem man lyster og opløse politiske bånd, så har de idéer ligget bag meget af det, der i det sidste tiårs politiske udvikling har haft størst betydning.

Den tydeligste af disse begivenheder er opløsningen af Sovjetunionen. Vi har nu et stort antal nationer, der ikke eksisterede tidligere. De udtrykker ganske enkelt retten til fri forbindelse. Ukrainere tænker på sig selv som ukrainere. Hviderussere, uzbekere etc. Disse nationer er adskilte og frie og glade for at være adskilte. I almindelighed er der igen moralsk modstand mod disse politiske, etniske, sociale og kulturelle adskillelser. Tjekkerne og slovakkerne, f.eks., har besluttet, at de er glade for at være adskilte. Estland, Letland og Litauen - disse republikker er adskilte og uafhængige. Hvad er der umoralsk ved det?

Så vil jeg spørge Jer: Er tjekker og slovakker mere forskellige fra hinanden end amerikanske sorte og hvide? Hvor forskellige er for eksempel litauerne og polakkerne? Eller litauerne og letterne? Og alligevel er dét, i deres opfattelse, tilstrækkeligt til, at de vil være politisk uafhængige nationer.

Jeg vil hævde og bede Jer overveje dette: De forskelle, som vi alle er bevidste om angående de forskellige racer i De forenede Stater, er i realiteten mere betydningsfulde og vedkommende for vort daglige liv end de forhold, der adskiller tjekker og slovakker.

Tænker man lidt efter, har idéen om folkelig selv-bestemmelse været en slags politisk slogan og slagord i Vestens historie (lige siden Første Verdenskrig).

Selv-bestemmelse

Selv-bestemmelse var, selvfølgelig, det princip hvorefter de tidligere europæiske kolonier fik bevilget uafhængighed. Det var ikke ...(f.eks. Mellemfolkeligt Samvirke eller FN, red.), der opfandt denne idé.

Tanken om, at et folk skal bestemme sin egen fremtid, uafhængig af politisk, kulturel eller en hvilken som helst økonomisk dominans fra andre, er et veletableret princip i verdenshistorien. Jeg vil mene, at det var princippet, som De forenede Stater blev etableret efter.

Der har selvfølgelig - allerede - været ét separations-forsøg i De forenede Staters historie. Dette forsøg - Sydstaternes - var et fuldt ud berettiget forsøg, både moralsk set og i henhold til Forfatningen. Forsøget blev imidlertid slået ned ved en skrækkelig voldshandling, der resulterede i 600.000 menneskers død.

Forestil Jer, hvad der i dag ville ske, hvis en gruppe på 12 eller 13 amerikanske stater, i dag, og med den type psykologisk énstemmighed, som Sydstaterne udviste, besluttede sig til at ville adskilles fra resten. Hvis de opstillede en regering, en hær, udstedte pengesedler og frimærker, lavede et postvæsen og endda udstedte statsobligationer på det internationale marked, og etablerede sig så stærkt som dette? Ville De forenede Stater risikere nedslagtning af en halv million mennesker for at forhindre dette? Jeg tror det ikke.

Jeg mener, at det faktum, at Konfederationen - Sydstaterne - blev knust den gang, på ingen måde gør deres ønske om adskillelse illegitimt. Jeg tror, at om nogen stat i vores union, eller en gruppe af stater udtrykte dette ønske så eftertrykkeligt som Sydstaternes Konfederation gjorde det for 100 år siden, så ville dette ønske blive efterkommet i dag.

Adskillelseslinien

Adskillelseslinien er under alle omstændigheder i dag ikke geografisk. Den er racebestemt. Jeg tror, det er selvindlysende for enhver, at mennesker, der tilhører forskellige racer, ganske enkelt ikke blander sig med hinanden, når de overlades til sig selv. Der er selvfølgelig altid nogle få excentriske individer i grænseområderne, der blander sig, men disse er så afgjort undtagelserne. I det store og hele holder folk af at bo, arbejde og være hos mennesker som de selv.

Så er der selvfølgelig lovkravene. Vi har denne forfærdeligt anmassende og indgribende forbundsregering, der kræver, at vi ser bort fra race - eller foregiver, at vi ignorerer race - når det drejer sig om forhold vedrørende bolig, job osv.

Og det kræver et kæmpemæssigt administrativt tvangsapparat for blot at give det indtryk af, at folk foregiver at ignorere race. Alle disse statsansatte eller kommunale geskæftige hoveder, der snuser rundt og forsøger at sikre, at ingen kommer til at ytre nogen form for racemæssig præference (med mindre det da er til de ikke-hvides fordel, (såkaldt "affirmative action")).

Alt dette behøves, fordi idéen om at få race til at være uden betydning er fuldstændig imod den menneskelige natur.

Man har selvfølgelig ikke brug for kæmpemæssige tvangsforanstaltninger for at få mennesker til at gøre noget, der er naturligt og normalt. De bliver kun nødvendige, når noget er ganske og aldeles modsat rettet folks mest grundlæggende tilbøjeligheder. På de områder, hvor lovgivning om race endnu ikke rækker ind i vort liv, er folk endnu så raceadskilte, som de altid har villet være det, hvis de var frie dertil. Det er derfor, at børn altid, selv om de tvinges til at gå i integrerede skoler, skilles efter race, når de igen er frie til at omgås hvem de vil, f.eks. i frikarter eller efter skoletid.

Skolelærere taler om frikvarterets lakmus-prøve. Med andre ord - når det er frikvarter, går sorte da hen og sætter sig i gruppe med hvide eller går asiater til mexikanere ("hispanics?"). Nej, der er formentlig ingen skolegård i landet, der består lærernes lakmus-prøve. Jeg har forstået, at der findes nogle skoler, hvor de tvinges sammen i frikvartererne. Jamen, det ér den eneste måde at få hvide og sorte til at sætte sig sammen.

Universiteterne har etniske sovesale og alle mulige slags kulturelle grupper. I nogle af universiteter er der adskilte eksamens-ceremonier og eksamens-aktiviteter for elever af forskellig race, og i nogle tilfælde også forskellige årbøger for klasserne, efter race.

Jeg tror, at et andet tydeligt udtryk for den frivillige racemæssige adskillelse, ét, som vi alle tager for givet, er det faktum, at kirkerne er så raceadskilte. Jeg ved, at mange humanister begræder, at kl. 11 søndag formiddag er det mest raceadskilte tidspunkt i Amerika.

Ja, vi forventes alle at græde og sørge og undre os over, hvorfor det mon er sådan.

Men det er ganske enkelt sådan, det er. Lad os leve med det. Lad os være ganske tilfredse med, at det er sådan, mennesker er indrettede.

Selvfølgelig synes hvide humanister, at sådan noget er urimeligt og må udryddes.

Jeg læste en beretning om Plaza Methodist Church i Charlotte, North Carolina. Dette er en kirke med en hvid præst og en hvid menighed i et kvarter, der i stigende grad er ved at blive sort. Menighedsrådet besluttede, at de ville udnævne en sort præst til denne kirke. De regnede med, at hele den gode humanistiske hvide menighed ville blive, og at den sorte præst ville tiltrække sorte kirkegængere fra det sorte område, så kirkefolket ville vokse. Men tre år efter ansættelsen af den sorte præst, hvad er der da sket?

Der er sket det, enhver kunne have fortalt dem, der ville ske. Der er nu stort set ingen hvide, og menigheden er stort set sort. Dette er en del af den menneskelige natur, og derfor en helt naturlig udvikling. Det er kun hvide humanister, som nægter at indse det indlysende, der overhovedet kunne forestille sig nogen anden udgang på historien.

Begravelsesforretninger er et andet strålende eksempel på en næsten fuldstændig race-adskillelse. I dag findes der to adskilte professionelle organisationer for begravelsesforretninger - en for sorte og en for hvide. Indtil for nogle få år siden havde de sortes organisation endda ordet "sort" i sit navn. Det blev lidt pinligt efterhånden, og man fjernede ordet. Men der er stadig to adskilte organisationer, og alle véd, hvorfor de eksisterer. Ingen er ophidset over det. Der er kun en gang imellem en eller anden geskæftig regerings-skrankepave, der klør sig i hovedet og prøver at regne ud, hvordan de to skal kunne tvinges sammen.

Faktisk er begravelses-branchen blevet stadig mere raceadskilt som tiden er gået. Mobilitet er årsagen til dette. For 30 eller 40 år siden, da færre mennesker havde biler, og afstandene var større, måtte en lille by, der kun kunne opretholde en enkelt begravelsesforetning have én, der kunne betjene begge racer.

Nu, da flere har biler, er de mere indstillede på at køre 30 eller 50 kilometer til en anden by, hvor de kan blive betjent af folk af deres egen race. Så dette er en profession, der bliver mere og mere raceadskilt, simpelthen fordi det er, hvad kunderne kræver.

Hvid racisme

Så hvis I tænker efter - hvor meget integration ser I så ved en bryllupsreception, en 1.maj skovtur (4. July picnic), et fødselsdagsselskab eller en campingtur - i alle disse forbindelser, hvor amerikanere ikke er bundet af regerings-bestemmelser, men er frie til at handle fuldstændig efter deres eget hoved? Når amerikanere er frie til at være sig selv, vil de så "fejre den spraglede mangfoldighed?" Selvfølgelig ikke. De fejrer homogenitet.

Den fremherskende teori om raceadskillelse i vort private liv er, at der findes "hvid racisme". At disse onde, hvide mennesker rotter sig sammen for at holde enhver anden gruppe af mennesker på afstand og tvinge dem bort fra deres område.

Tænker man imidlertid lidt dybere over denne teori, er den temmelig fornærmende over for ikke-hvide. Den synes at forudsætte, at hvert eneste sort menneske i Amerika er ved at dø af længsel efter at bo ved siden af hvide mennesker, at gå i skole med hvide mennesker, at være på skovtur med hvide mennesker. At enhver, af en hvilken som helt race-beskrivelse, stønner efter at bo ved siden af nogen, der ikke ligner ham selv.

Dette er selvfølgelig ren og skær idioti.

Jeg tror at sorte, den gang, raceadskillelse var gældende, og sorte med magt blev udelukket fra visse steder, så som restauranter og biografer, ikke søgte race-blanding for dens egen skyld, men adgang til tjenesteydelser. Når først denne adgang var opnået, hvilken interesse havde da hovedparten af de sorte i race-blanding for dens egen skyld? Jeg tror ikke, hovedparten af de sortes motiv var at kunne snige sig op ved siden af en hvid person i en biograf.

Men denne idé om raceblanding for dens egen skyld er på en eller anden vis blevet det humanistiske kampråb. Jeg tror, at dette fundamentale motiv til integration - opnåelse af adgang til diverse goder - begynder at manisfestere sig ved, at færre og færre sorte nu støtter den slags tvangsmæssig raceblanding i skoler, som Højesteret og andre har påtvunget os.

Nu, hvor mange skolebestyrelser har sorte bestyrelsesmedlemmer, og nu, hvor mange stater i nationen sikrer, at penge fordeles mere eller mindre ligeligt inden for skoledistrikterne, siger de sorte: "Hvad er fidusen i denne skolebus-fordeling (busing)? Det koster en masse penge. Det fjerner børnene fra deres nabolag. Hvis vi bare får pengemidler til vore skoler, hvem har så brug for at sidde ved siden af hvide børn?"

Adskilte, men ligeværdige

Amos Quick er sort medlem af den borgerkomité, der er blevet sat til at opstille skoledistrikter i Greensboro, North Carolina. Som han siger: "Adskilt, men oprigtigt lige - det ville ikke være så dårligt."

Der er et andet sort medlem i en skolebestyrelse i Kansas City, Missouri, der siger: "Raceblanding (desegregation) er død og skulle være død for længe siden, hvis fokus er på at prøve at skabe en fysisk blanding af racerne."

En professor på San Diego Juridiske Institut siger det klart: "Det homogene samfund er - snarere end det større hvide samfund - de omgivelser, hvori amerikanernes personlige følelse af selvværd udvikles positivt."

Og så er der en anden sort jura-professor, Alex Johnson fra University of Virginia, der siger: " Brown (versus Board of Education, højesteretsdommen, der krævede integration i skolerne) var en fejltagelse. Den glemmer at respektere, at den afrikansk-amerikanske samfundsgruppe er en særskilt kulturel samfundsgruppe, og den ignorerer afrikansk-amerikanernes ønsker om at beskytte denne samfundsgruppe."

Og et sidste citat: Harry Edwards, en sociologi-professor ved University of California. Han siger det mest ligefremt af dem alle: "Integration er ikke opnået eller kommet nærmere, fordi ingen ønsker den. Sorte har altid ønsket at omgås deres egne."

Sorte er generelt set friere til at udtrykke sådan præference for deres egen slags. De er ikke blevet så gennemheglet af den fremherskende humanistiske ideologi om, at det på en eller anden måde er ondt at foretrække at være blandt sine egne - og i hvert fald at indrømme det.

Men jeg tror altså, vi her har at gøre med en almenmenneskelig følelse, der bor i alle etniske grupper, men som sorte er mere villige til at tale om, og ikke så let bliver straffede for at tale om.

Jeg mener, Harry Edwards´ opfattelse, at sorte altid har villet være for sig selv, bekræftedes for nylig ved oplysninger om boligmønstre. Der er nu masser af sorte, der har økonomisk mulighed for at bo i et hvilket som helst hvidt forstads-boligområde, de måtte ønske. Men tager de ud og bor i et sådant hvidt forstads-område? Nej- i stadigt større omfang skaber de deres egne forstadsområder eller sorte bydele. Der findes mange af disse mere og mere velhavende sorte forstads-kvarterer i Washington D.C., Miami, Atlanta, St. Louis.

Ikke hvor jeg bor

Der er en sort journalist, ved navn Sam Fulwood, der skrev om en oplevelse, han havde i en af disse sorte forstæder i Atlanta. Der var en kun-sort havefest, og alle blev helt stille ved denne fest, da de så en bil med ejendomsmægler-skilt på siden komme kørende langsomt søgende ned ad gaden, og der var et hvidt par i bilen. En af de sorte vendte sig om og sagde: "Jeg håber sandelig ikke, de finder noget, de kan lide". Der røg naboskabet.

Selvfølgelig er det ikke kun hvide, disse sorte ønsker at holde borte fra deres områder. I South Central Los Angeles er der nu en stadig indstrømning af mexikanere ("hispanics"), og for ikke længe siden blev formanden for en sort grundejerforening citeret for sine meninger om, hvorfor hun ikke ønskede, at alle disse mexikanere flyttede ind.

"Det er en anderledes kultur," sagde hun. "En anden slags mennesker. De har ikke de samme værdier. Man kan ikke komme sammen med dem. Det er som at blande olie og vand."

Jeg føler al mulig sympati for denne sorte kvinde. Hvorfor skulle hun og hendes naboer dog tvinges til at blive blandet som olie og vand med mennesker, som de intet har til fælles med?

Det store spørgsmål bliver da: Hvis så mange mennesker udtrykker denne naturlige præference for raceadskillelse eller homogenitet i samfundsgruppen, hvorfor får det da ikke lov at finde sted? Jeg mener, der både er et mindre og et meget større problem her.

Det mindre problem er, at jeg ikke altid er sikker på, hvor alvorligt de sorte mener det, når de taler om raceadskillelse.

Jeg blev dybt skuffet, da Louis Farrakhan havde sit million-man publikum og hele nationen som publikum på TV. Han talte længe, og ikke een eneste gang under hele denne tale nævnte han det, der ellers skulle være et af de centrale programpunkter for Nation of Islam, nemlig raceadskillelse.

Hvorfor talte han ikke om raceadskillelse? Mener denne mand det stadig alvorligt med raceadskillelse?

Men det langt større problem er de hvide humanister. Hvorfor ser de sorte deres område blive erobret ved, at alle disse mexikanere flytter ind? Ja, hvem inviterer dem ind? Hvide er stadig en majoritet i dette land. Hvis hvide ikke ville have dem ind, så kom de ikke ind.

Humanisterne- eliten - har denne fuldstændige rædsel for nogen form for racemæssig homogenitet, og det er den, der rent faktisk tror på en eller anden slags mangfoldighed. Denne forestilling, at homogenitet - denne tradition for at føle forskel på "os og dem" - på en eller anden måde er umoralsk, er den tænkning, der gennemsyrer de øverste lag i dette land.

Når alt kommer til alt -hvad er det så, vi foretager os over alt på jordkloden? Hvorfor er vore tropper i Bosnien? I bund og grund forsøger vi at tvinge folk, der ikke ønsker det, til at bo sammen.

Det bedste, der kunne ske i alle disse konflikter, ville være, om folk blev adskilt.

I Afrika ville hutuerne og tutsierne være i en langt, langt bedre situation, hvis den ene gruppe boede i Rwanda og den anden boede i Burundi.

Jeg mener, det var bladet The Economist, der lavede en oversigt over alle krige, der havde været mellem 1989 og 1992, sådan som det definerede dem. En krig blev defineret som en begivenhed, hvorunder flere end 1000 menensker blev dræbt i anledning af et eller andet politisk stridsspørgsmål. The Economist talte 82 sådanne begivenheder. Af disse 82 krige blev de 79 udkæmpet indenfor et enkelt lands grænser. Det var kampe mellem forskellige etniske og religiøse grupper.

Jeg tror, at den lære, der kan udledes af det, The Economist fandt frem til om kampe inden for et lands grænser mellem folk, der er forskellige, og som tvinges til at dele territorium med andre, der er forskellige fra dem selv - er en utroligt dyster lære for De forenede Stater.

Der tales trods alt om drab på 1000 mennesker som definitionen på krig, og så er der altså 1.500 hvide, der hvert år myrdes af sorte (i USA, red.). The Economist kaldte sikkert ikke dette en af deres mindre krige. Men på en måde er der her tale om et aspekt af den uerklærede krig.

Ingen ønsker krig af denne slags, men ved ikke alene at lade den sort-hvide situation blive mere og mere betændt, men yderligere at føje nye race-varianter til denne allerede sydende blanding, åbner vores regering givetvis vejen for en eller anden form for ekstremt ulykkelig og muligvis voldsom løsning på de spændinger, der vokser.

Jared Taylor

(for yderligere oplysninger, skriv til: Americans for Self-Determination, PO Box 34605, Washington D.C. 20043, USA. Taylors bog Paved With Good Intentions kan p.t. købes på særligt tilbud $ 10 fra Liberty Library, 300 Independence Ave., SE, Washington D.C. 20003, USA)

Dronte 4

Drontens hovedmenu