|
Den truede ytringsfrihed foredrag den 21.3.1998 af Knud Eriksen holdt i "Selskabet for fri historisk forskning". Vort land har længe bevæget sig mod moralsk opløsning - et Sodoma og Gomorra. Det betyder, at hidtil gældende regler for civiliseret opførsel bliver nedgjort og fjernes gradvist og at nye moralbegreber og værdier i deres sted bliver fremelsket med tilhørende forbud, både i den moralske og den retlige kategori. Især i den retlige kategori ser vi en mere og mere stram spændetrøje blive påført vesteuropæerne til beskyttelse af de fremmedhorder, som Europas regerende overklasse har bestemt, at vi uden at mukke skal tage imod. Det er denne overklasses tilbedelse af det internationale og "anti-racistiske" ideal, med nedgøring af det danske (og europæiske), der via totalt ensrettede massemedier fremelskes hver dag og i døgnets 24 timer (læs også her, red.). Overklassen svælger i penge, reklame og fordærv. Propagandaen og fordummelsen er massiv og føres såvel over for voksne som børn. Den gentages i alle medier, i lovgivning, i knægtelse af danskerne på arbejds- og boligområdet. Den skal presses ind i børn - leges ind i børnehaven og luskes ind i undervisningen gennem nye bøger og nyinddoktrinerede skolelærere. Den sniges ind i film, teaterstykker og koncerter. Den bakkes op af endeløse milliarder af kroner. Det er den ny religion, "anti-racismen", der skal erstatte alt traditionelt og nedarvet for europæerne. Alt nationalt. Og disse værdier presses nu yderligere ned over danskerne fra Europa Unionen, lige som de længe er blevet det fra FN. Det er i øvrigt den hele verden, der via de internationale organisationer, verdens massemedier og regeringernes magtapparater søges omdannnet på denne måde. Kun een national undtagelse findes der: Israel - her er racisme ikke bare tilladt, men påbudt og anerkendt. (se også Dronten nr. 1 og Dronten nr. 2 for baggrund, red.) Er man utilfreds med denne udvikling opdager man, at der er fortvivlende få muligheder for at komme til orde. For de eksisterende massemedier er nærmest fanatisk optaget af at fremme nedlæggelsen af Danmark, forhåne de rigtige danskere og hjælpe de fremmede invasions-tropper på plads på enhver måde. Vor egen "danske" regerings bevillinger går til at fremme den udvikling. Kæmpesummer kastes til fremmede for at hjælpe dem til at sætte sig bedre og bedre fast i vort land. De fremmede sniges ind i massemedier og politi. Der oprettes diverse centre til fremme af såkaldte menneskerettigheder, især for de fremmede, og til bekæmpelse af såkaldt racisme. Vi skal have mundkurv på. Og det bliver værre. EU har længe arbejdet på såkaldt racisme-bekæmpelse. Målet er total kontrol med massemedier og undervisnings-propaganda og harmonisering af racismestraffe efter de skrappeste modeller i Europa. I en sådan overvældende undertrykkelse af det danske folk - ja, af alle europæere - endog af alle i den hvide vestlige kultur, kunne man mene, at den endelige fjernelse af ytringsfriheden er en mindre detalje, for vi har jo i forvejen ikke nogen steder at bruge den. Og er der overhovedet noget behov for en ytringsfrihed? Langt hovedparten af danskerne er imod de fremmedes overtagelse af landet, fordi de kan se ulykkerne, der vælter ind over os, men det er en forsvindende lille del, der siger noget om det af egen fri vilje eller endog under pres. Langt færre igen går så vidt som at skrive læserbreve o. lign. mod udviklingen. De er pacificerede. De fleste indvandringsmodstandere har sikkert, selv i egen familie, oplevet modstand mod at tale om emnet og er måske ligefrem blevet mødt med kulde og fjendskab, når de forsøgte. Hvordan - og hvorfor - kæmpe for sådanne menneskers frihed og liv? Når der er valg - ja så har vi lige set, at man hovedsagelig stemmer efter pengepungen. Trussel på boligen, trussel på job eller dagpenge er det, der er afgørende. Måske krydret med lidt miljø-tilbedelse. Længere går mange danskeres horisont ikke. De stemmer simpelthen deres egne bødler ind igen og igen. Mod en sådan dumhed kan det være svært at se nogen medicin. Min eneste undskyldning for dem, som jeg må hive op foran øjnene igen og igen er, at de er dybt hjernevaskede. Men hvor langt holder den. Det er en åndelig ladhed, som har stået på i mange år, der har gjort det muligt for danskerne at synke så dybt, at deres egne penge kan bruges til at ødelægge dem med. Godt 252.000 menesker stemte ganske vist for godt en uge siden på Dansk Folkeparti, som er det parti, der mest tydeligt vil kæmpe for danskernes sag (læs også her om folketingsvaget 1994, red.). Det er mange mennesker, men ikke nok. For hvor ser vi de stemmer få betydning? Hvis derimod alle disse mennesker, eller bare een procent af dem ville tage deres eksisterende ytringsfrihed alvorligt og udnytte den, så ville alt se anderledes ud. Nå men hvis og hvis.... Sådan er det ikke. Ytringsfriheden er i den forstand et psykologisk problem og et luksus-problem. Kun ganske få virkelige samfundskritikere, hvor Søren Krarup herhjemme har været den kendteste repræsentant, mener at have noget at bruge den til. Alle andre vælger at lukke øjnene. Det er en forsvindende lille gruppe, der må tage kampen mod totalitarismen op - uden millioner, uden massemedier. De ser, når ytringsfriheden trues, og føler med rette selve livet blive truet. Alle andre har i realiteten selvfølgelig også behovet for en fri kommunikation, for fri kommunikation er simpelt hen en meget grundlæggende og nødvendig livsytring, man kan næsten sige, at kommunikation i alle dens afskygninger ER selve livet, men de fleste har så lille overskud eller horisont, at de først erkender behovet, når det er for sent. Dette er den kedelige kendsgerning for frihed og sandt demokrati. De, der styrer vort såkaldte demokrati med propaganda og tvang ved, at det forholder sig sådan. Det er de samme "socialist"-typer, som med ubeskrivelig grusomhed overtog hele Rusland i 1917. Den gang anvendte man et probat middel mod de, der blot kunne tænkes at ytre noget mod det kommunistiske rædselsregime. Man henrettede dem i titusindvis. Ja blot det at tilhøre den uddannede klasse kunne betyde dødsdom. - senere fulgte de øvrige 65-100 millioner drabsofre, verden rundt, for den såkaldt "russiske", kommunistiske revolution. Den 68-generation, der i dag, i Danmark, sidder på medier og den offentlige sektor, går mere stilfærdigt frem. Det kan den tillade sig, for den har næsten ingen modstand og god tid. Den føler sig ikke særlig truet. Og dens læremestre, bolsjevikkerne, har vist hvordan man sætter sig på medierne. Målet, den ser ud til at forfølge, ligner dog til forveksling det, bolsjevikkerne indførte i 1917. Det mål, EU ser ud til at forfølge ligner det også. Et totalitært, ensrettet og materialistisk samfund, hvor fædreland, med religion, familie, konge, og traditionelle borgerlige dyder, som mod, opofrelse, ærlighed, trofasthed, ordholdenhed, sparsommelighed, høflighed og lignende skal forsvinde og erstattes med narko, kriminalitet, perversiteter, fordummelse, forbrug, gæld, lykkehjul, løgn og vrøvl, - alt sammen under jublende tilbedelse af "menneskerettigheder og demokrati". I bolsjevikkernes Sovjet var antisemitisme en meget alvorlig forbrydelse. Der blev indført dødsstraf for at besidde et eksemplar af Zions Vises Protokoller ( se i øvrigt her og "Dronten nr. 4"). I dette skrift fra 1901 eller 1905 beskrives nøjagtigt, hvordan den lige nævnte ødelæggelse af samfundet skal opnås, og planen blev tillagt jødernes verdensråd. Skriftet var ikke til at opdrive i det nye Sovjet, for kommissærerne sørgede for at finde og destruere alle eksemplarer og der blev i begyndelsen budt kæmpemæssige summer for det på det sorte marked. En racisme-paragraf blev inkluderet i den sovjetiske forfatnings såkaldte frihedsrettigheder. Det var artikel 36. Sovjets straffelov fulgte trop. Sovjet var nemlig i realiteten model for det meget mere forfinede EU og "anti-racisme" var lige så vigtigt den gang som i dag, hvis man skulle tvinge så mange folk sammen i en ensartet masse. (Omkring 120, tror jeg, der var og er). Det var selvfølgelig ikke tilfældigt, at racisme og antisemitisme skulle straffes i sovjet, og blev det helt frem til slavesamfundets opløsning. Heller ikke tilfældigt, at antisemitisme blev anset for så alvorlig, at der skulle svares med dødsstraf. Den såkaldt "russiske" revolution var nemlig i alt væsentligt en jødisk revolution, idet næsten hele forberedelsen og ledelsen af den var jødisk. Det er der siden ofret gigantiske summer på at skjule, og det alene har været til stor skade for nutidens samfundsforståelse og også ytringsfriheden. Datidens danske aviser bortcensurerede det eller forvanskede kendsgerningen i deres rapporter fra revolutionen, og det var ikke underligt, for de største aviser havde længe været ejet af jøder og domineret af jødiske skribenter. En tilstand på medieområdet, der ikke bare er bibeholdt siden, men udstrakt til også at gælde de langt mere dominerende elektroniske massemedier. I Sovjet vedblev jøderne at have en dominerende indflydelse trods de i verdenspressen meget opreklamerede jødeforfølgelser i Stalintiden og i alle de underkuede østlande blev der indsat jødisk dominerede regeringer, som i mange år udøvede uhyggelig undertrykkelse og terror. Især var de hemmelige tjenester - der sikrede terroren - stærkt jødisk domineret. Det gjaldt også Østtysklands STASI. Hvad situationen er i Rusland og østlandene i dag på dette felt er jeg ikke ganske klar over. Formentlig er der ikke sket den store ændring, og en bevægelse som "Pamyat", der er russisk national og patriotisk, og selvfølgelig oplyser om de jødiske forbrydelser under revolutionen og kommuniststyret kan ikke få sine budskaber frem i hovedmedierne og forfølges også af ordensmyndighederne som anti-semitisk. Det er nødvendigt med dette lille tilbageblik i historien, når vi skal forstå den fare, der i dag truer ytringsfriheden. Den trues sammen med de øvrige frihedsrettigheder, der efterhånden vil forsvinde under den totalitære Verdensregering, som er under opbygning. EU er blot en del af dette program. Og yderligere lidt væsentlig historie må med: Da Tyskland med sit race-ideologiske grundlag blev knust i Anden Verdenskrig, var det samtidig en sejr for den internationale socialistiske verdensanskuelse. Og det var en sejr for verdensjødedommen. Kun tre kræfter eller bevægelser fik nogen gevinst ud af denne krig, nøjagtigt som det havde været tilfældet efter Første Verdenskrig: Den ene var Zionismen, der blev belønnet med et landområde, Israel. Den anden var Verdensrevolutionen, der af vestmagterne fik lov at besætte det halve Europa. (for baggrund læs Douglas Reeds fremragende The Controversy of Zion, hvor hovedparten i dag er oversat til dansk). Sovjets anti-racisme og anti-anti-semitisme blev påtvunget de besejrede lande Tyskland og Østrig, det blev gjort strafbart at beskæftige sig med nazisme eller noget, der på mindste måde lignede den og det blev efter sejrsmagternes hævnretssager - Krigsforbryderprocesserne med Nürnbergdomstolen som den kendteste, tillige gjort strafbart at benægte de forbrydelser, man her havde straffet for. Den tredje kraft, der fra krigens afslutning og frem til i dag er stormet frem er bestræbelserne på at lave en verdensregering, som var kikset før verdenskrigen med Folkeforbundet. FN var den uvurdérlige juvel for Anden Verdenskrigs sejrherrer, hvor Folkeforbundet havde været en uægte juvel efter Første. Nu lykkedes verdensregeringsprojektet gradvist gennem opbygningen af FN og et væld af andre internationale organisationer, der i årenes løb spyede erklæringer, traktater og konventioner ud til dannelse af en overnational ret. Denne internationale- eller overnationale ret er, hvad vi nu bliver slået i hovedet med. Alle tre bevægelser var den gang- og er efter alt at dømme også i dag - jødisk domineret. Det skal understreges, at jeg ikke anklager alle, eller blot en majoritet af jøderne. Det er en jødisk domineret stenrig herskerklike, der opererer internationalt. Hvem der i det hele taget kan kalde sig jøder diskuteres i øvrigt intenst i dag. Der kræves omfattende research for at påvise alle de skyldige deltagere i f.eks. Danmark, men de store linjer er helt tydelige og har længe været kendt af forskere i disse sager.Verdensrevolutionen er nævnt. Zionismen, der skal skabe et stort, stærkt Israel, er nævnt - og Verdensregeringen, som har udspring i Det gamle testamentes løfte til "Guds udvalgte folk" om at herske over alle andre folk. Det er i aller højeste grad noget, der gennem historien er taget højtideligt af jøderne og bliver det i dag. FN´s ledende arkitekter var jøder: f.eks. Baruch og Harry Dexter White (sidstnævnte blev endvidere, sammen med Alger Hiss, afsløret som sovjetspion). Jøder var i forhold til deres andel uforholdsmæssigt stærkt repræsenteret allerede i Folkeforbundet, i bestræbelserne på at skabe international lovgivning, i skabelsen af de internationale flygtningeregler osv. osv. De myldrede ind i FN og dens underorganisationer og i internationaliserende organisationer som 'Een Verden'. De stod i spidsen for Pan Europa bevægelsen (se Coudenhove-Kalergi), Europarådet og EU-projektet (se Joseph Retinger, Kissinger, Rockefeller). De stod - og står med bl.a. Leon Brittan og Mickey Kantor- i spidsen for nutidens internationalisering af verdenshandelsorganisationen og -domstolen WTO- et af de seneste skud på det vildtvoksende træ af overnationale bureaukratier. Og endelig har de en altafgørende dominans i den eneste réelle verdensmagt i dag, USA, hvor omkring halvdelen af Clintons regeringsapparat er jøder, selv om jøder kun udgør et par procent af befolkningen. (og vedr. Bush-regeringen, se her, red.) Især USA's, men også den øvrige verdens, massemedier er i overvældende grad jødisk ejede (og her, red.). Det samme gælder underholdnings- og filmindustrien. I de enkelte lande sidder jøder solidt placeret i toppen af samfundene, ligeledes især meningsindustrien og kultur-industrien. Verdens største pengeophobninger har længe været domineret af jøder. Fra alle disse magtfulde kanaler lyder internationaliseringsbrølet, der skal føre til en almægtig verdensregering og det dertil svarende logiske krav om afstrafning af modstandere af dette projekt. På basis af FN´s Menneskeretserklæring (ved bl.a. jøden René Cassin) og Nürnbergdomstolen med det helt nye begreb, man dér fik skabt: "Folkemord" - skabtes i 1948 i FN-regi - også med en jøde, Rafael Lemkin, som bagmand, en FN-konvention om at straffe for 'folkemord'. Folkemord fremføres over alt som en klar slutvirkning af racisme, og igen med helt særlig opmærksomhed på at sikre mod nogen form for kritik af eller tvivl om jødernes helliggjorte martyrium under Anden Verdenskrig. Folkemordsbegrebet har været en afgørende løftestang for skabelsen af international strafferet, som i de seneste år er løbet helt løbsk, og er kulmineret med krigsforbryderdomstolen i Haag, igen med en jøde, Richard Goldstone, som ledende kraft. Og - en passant - med Danmark som vigtig deltager - f.eks. via folkeretsjuristen Frederik Harhoff. Også Ole Espersen var stærkt interesseret i at komme til domstolen, men han fik i stedet et job som kommissær for Østersørådet, hvor han skal arbejde for at presse propaganda og lovgivning om den nævnte art menneskerettigheder ned over de ex-kommunistiske lande, inden de når at tænke over en anden ordning.. Det er baggrunden for, at de menneskerettigheder, der kommer på tale i EU bliver en discount-version, som det faktisk for nylig (Pol. 26.1.98) er blevet sagt af den gamle kommunist, Enhedslistens Keld Albrechtsen. EU skal nemlig ikke overholde Den europæiske menneskerettighedskonvention, og rette sig efter menneskerettighedsdomstolens domme og fortolkninger, sådan som de enkelte medlemslande skal. Hertil kræves en traktatændring, siges der. Og det har man ikke hørt noget pres om. Det er meget kedeligt for ytringsfriheden, for den er i dag meget bedre beskyttet i denne konventions artikel 10 end i vores egen grundlovs paragraf 77. I hvert fald sådan som flere slægtsled af jurister har fortolket grundloven. Man mener nemlig ikke, at Grundlovens paragraf 77 giver ret til andet end at ytre sig og så blive straffet for ytringen. Den indeholder ingen "materiel ytringsfrihed", som det hedder. Det gør derimod Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, der igen hviler på artikel 19 i FN´s verdenserklæring fra 1948 om menneskerettigheder. Den europæiske Menneskeretskonvention blev i 1992 gjort til del af dansk lov med sin hele ordlyd. Med den europæiske herskerklasses accept af millioner af fremmede folk i Europa er en anden såkaldt menneskeret blevet langt vigtigere end ytringsfriheden: Beskyttelse af de importerede mindretal. Bekæmpelsen af racisme, anti-semitisme og fremmedhad (xenofobi, som psykiaterne kalder det), er sat aller øverst i EU´s omsiggribende lovgivningsmani, og ytringsfriheden bliver stedmoderligt behandlet med fuldt overlæg. Den passer nemlig ikke ind i den overordnede planlægning. Coudenhove-Kalergi, grundlæggeren af Pan Europa bevægelsen, skal have sagt, at han ønskede sig én eneste bastard-race i Europa med jøderne som de naturlige ledere. Den konservative leder, Per Stig Møller har også leget med tanken om tvungen raceblanding som vejen til evig fred. Foreløbig er strafferet et mellemstatsligt anliggende i EU. EU kan altså ikke direkte diktere os på det område, og det siges af alle vore ja-politikere, at Danmarks forbehold overfor EU-samarbejdet på blandt andet dette område fortsat vil blive respekteret, men der er indført en ny artikel om racismebekæmpelse i Amsterdamtraktaten og et overvågningsinstitut for racismebekæmpelse er oprettet og i gang i Wien. Herfra vil der, i tilgift til vore egne 'anti-racisme institutter' og -'eksperter', komme en lind strøm af pres for at skærpe vores straffelovgivning, således at racismeparagraffens område udvides, så anti-racismecentrene selv kan starte sådanne sager, og sikkert også sådan, at såkaldt 'holocaust-benægtelse' efterhånden bliver strafbart. De øvrige EU-lande vil arbejde videre med minimumsregler i en harmoniseret strafferet, der efter EU-modstanderorganisationers mening i realiteten vil tvinge Danmark til at følge trop. Hermed udhules dette danske forbehold som også det sker med de andre. Hvor meget modstand, der i Danmark vil komme mod en sådan lovgivning, er ikke til at sige, for den vil blive presset igennem under en eller anden form for opgejlet 'happening' via medierne, lige som det skete med udjagningen af nazisterne i Kværs og Kollund. Bliver der stemt "ja" til Amsterdam-traktaten i maj, vil øget propaganda og måske lovgivning på forskellige områder kunne ventes med virkning fra slutningen af 1999 (efter ratifikation). Stemmes der "nej", vil en stramning af racismeparagraf o.lign. være vanskeligere, men ikke udelukket, da det jo stadig er den danske regerings område. Den "danske" regering kan jo også udmærket klare stramninger selv, som vi så det under (den jødiske, red.) justitsminister Erling Heymann Olsen. EU´s antiracisme-lobby har jødisk ledelse. Formanden for den rådgivende kommission til bekæmpelse af racisme, er formanden for den Europæiske Jødiske Kongres, Jean Kahn. Det er denne kommissions totalitære anvisninger, der bliver fulgt af EU. I kommissionen, der arbejder endnu, sidder fra Danmark Anker Jørgensen. Jean Kahns magtfulde organisation og den endnu mere magtfulde B'nai B'rith, hvis europæiske formand såmænd i nogle år har heddet Bent Melchior, havde i årevis, før igangsætningen af EU´s anti-racisme programmer, presset på for dette (se her, hvad der f.eks. ellers presses for, og hvor ihærdigt, red.). Hele tiden er anti-semitisme sat sammen med racisme og fremmedhad, selv om jødedom er den mest renlivede racisme selv (læs også her, red.). Dette er i omkring 100 år gjort i USA af B'nai B'riths amerikanske Anti-Defamation League (ADL) og NAACP, der nærmest svarer til vores INDSAM eller Indvandrerråd, og som har talt især negrenes sag. Det har altid været domineret af jøder. I Tyskland er den førende "anti-racist" det jødiske samfunds leder, Ignatz Bubis. I Frankrig (som også i USA) findes der omfattende forskning, der påviser, at de såkaldt professionelle "anti-racister" er stærkt jødisk domineret. Netop nu arbejder B'nai B'rith (med ADLs franske modstykke LICRA) på alle fronter for at knuse Le Pen og Jörg Haider. Især Le Pen og Front National, der er Europas stærkeste nationalistiske bevægelse, har fået zionisternes fulde opmærksomhed. Den nye amerikanske ambassadør, Felix Rotahyn, er top ADL/Mossad agent, og arbejder nu på højtryk med at ødelægge Front National. Der anvendes en sand byge af racisme-retssager mod topfolk i partiet, og der er uddelt kæmpesummer til den korrupte dagspresse til formålet (læs her og her, red.). Som sagt er den jødiske dominans i den såkaldte "anti-racisme"- religion særdeles godt dokumenteret i f.eks. USA (læs også her, her, her, her) og i Frankrig efter mange års efterforskning. Jeg kan nævne et fransk værk - selvfølglig ikke oversat: De professionelle i antiracismen ('Les professionels de l´Anti-racisme') af Yann Moncomble. (og læs her, red.) Også f.eks. værker af Henry Coston (og læs her, red.). Jeg oplevede selv i påsken 1997, hvordan tilsyneladende folkelige demonstrationer mod Front Nationals kongres i Strasbourg i påsken, var opgejlet af jøder og/eller venstrefløjen. (læs også om Front National her og her). Det var optrappet lige siden partiets opsigtsvækkende valgsejr i byen Vitrolles. (En jødisk afhopper, Benjamin Freedman, hvis "advarsel til Amerika" fra 1961 jeg har oversat i det seneste nummer af mit internettidsskrift "Dronten" hævder, at 90 pct. af kommunisterne i Europa ved Anden Verdenskrigs udbrud var jøder - noget lignende fremgår af Moncombles bog vedrørende Frankrig i de seneste år). Le Pens svada mod demonstrationen i Strasbourg og dennes hovedorganisator, den socialistiske (og jødiske, red.) Strasbourg-borgmester Catherine Trautmann, er vel så vidt han kunne tillade sig at gå i sin beskrivelse. Han "tordnede" ifølge Inf. 1.4.97 "mod "den antidemokratiske horde", trotskisterne, bøllerne, den jødiske lobby og frimurerne. I en lang tale fordømte Le Pen "den infame regeringsmagt, de korrupte politikere, kapitalismens angrebssektioner af røde sjakaler, heksejagtorganisationerne, de humanistiske parasitter ramt af AIDS og kræft - den slags dør ikke af AIDS og kræft, de lever af dem - de snuskede rap-sangere, de forlorne forskere, de selvproklamerede intellektuelle .... de angriber os .... de trives på den politiske korruptions mødding, den moralske opløsning, pædofilien, usikkerheden, arbejdsløsheden... Totalitarismen viser sit hæslige ansigt." (læs også her min pressemeddelelse, hvor jeg imødegår et autonomt, anonymt, skriftligt angreb på mig). Det var i begyndelsen af EU´s "anti-racisme"-år, at dette foregik. En af de vigtigste bagmænd for EU´s "anti-racisme" var som sagt Jean Kahn. Han var også hovedmand for de franske aktiviteter i "året". Det hed sig, ved massedemonstrationen mod Front National i Strasbourg, at "ingen stor central organisation eller politisk ledelse havde kommandoen". Kun en komité ved navn "Retfærdighed og frihed". Reelt stod 80 organisationer, herunder de store venstrefløjspartier og de venstredrejede, stærke fagforeninger bag. En protestskrivelse, offentliggjort 11. februar, mod en stramning af udlændingeloven, næsten samtidig med Vitrolles-sejren, endte på 3000 navne, men startedes af 59 filminstruktører. Den blev på to dage underskrevet af 155 forfattere. Siden kom andre grupper til, f.eks. over 400 skuespillere, musikere, dansere, universitetesprofessorer, studenter, advokater, læger, lærere og journalister. Som Informations artikel fra 19.2.97 siger: "Men en af de seneste lister omfatter 91 "almindelige borgere"..." Jødisk-klingende navne dukkede op i nøglepositioner ved hele forårets anti-Le Pen aktiviteter, og det, som aviserne kaldte "borgerbølgen" i Strasbourg. Først og fremmest altså Kahn og Trautmann. Der var forfatterne Halter og Franck. Der var filosofferne André Glucksmann og Alain Finkielkraut - de "omvendte" marxister (nu er betegnelsen for denne jødiske retning af gamle trotskister: 'ny-konservatisme' eller 'neo-conservatism', og de hedder i forkortet udgave: 'neo-cons', red.) - som herhjemme med mange års forsinkelse blev efterabet af Arne Notkin og Bent Blüdnikow, med den virkning og ganske sikkert også formål, at forvirre om - og lægge afstand til den jødiske involvering i kommunismen). Finkielkraut nævnte f.eks. allerede i februar 1997 (Jyllands-Posten 19.2.), at "man har brug for at opfinde en folkelig bevægelse for at stoppe Le Pens fremmarch". Front National ville sikkert kunne nævne mange flere navne. Herhjemme fik danskerne udelukkende negative og sværtende nyheder om Front National. For denne rapportering stod journalisterne Mette Fugl (TV), Louise Fleisher (Berl.), David Jens Adler (BT), Michael Seidelin (Pol.), Børge Visby (Inf.), Niels Levinsen og Thomas Lauritzen (Aktuelt), Jørgen Ullerup (Jyll.P). Hertil Jocelyn Noveck (AP) og Kim Amlod (RB) for Krist.Dagbl. Og endelig har jeg fundet et par nedrakkende kommentarer fra Eva Jørgensen og Lotte Heise (BT) samt en meget negativ kronik (Pol. 17.2.97) af Lene Munch Andersen. Intet positivt har jeg kunnet finde i den danske presse! Kahn-kommissionen gik i arbejde efter EU-topmødet på Korfu i sommeren 1994. Der skete en masse betydningsfuldt derefter. En israelsk præsident besøgte for første gang Tyskland og fortalte, i fuld forståelse med Forbundsdagens formand, den jødiske Rita Süssmuth, at man skulle knuse racisme og anti-semitisme i Tyskland. Herhjemme modtog den jødiske justitsminister Erling Heymann Olsen "pres" fra Tyskland om at stoppe grænseoverskridende racistisk og nynazistisk propaganda til Tyskland. En interessant debat - og her, red.) om jødernes indflydelse i Danmark, startet på denne tid med et Politiken-læserbrev 24. juni 1994 af daværende folketingskandidat for Venstre, Ole Maisted, udløste ramaskrig blandt jøderne. Presset for at få standset litteratur, der fra Danmark blev sendt til Tyskland, hvor denne litteratur - ofte om holocaust-forskningen - var forbudt, blev trappet op. Overrabbiner Melchior, hans bror Arne og retsudvalgets formand, Bjørn Elmquist fandt let vej til fjernsyn og aviser. B.T. var særlig ihærdig, og snart havde autonome kredse og internationale socialister mobiliseret bøllebander, der i tusindvis blev dirigeret i bus til de små byer Kværs og Kollund i efteråret 1994 for, med terror, at skabe "folkestemning". Olsen fulgt op med pres for lovgivning, og kort efter blev racisme-paragraffen strammet, dog ikke så meget, som Bent Melchior havde ønsket. Den lille sag om "holocaust-benægtelse" var stadig ikke gjort særskilt kriminel. En større razzia i 80 tyske hjem, med påfølgende konfiskering af bøger samt domme, fulgte i kølvandet på den groteske anholdelse 20.3.95, af nynazisten Gary Lauck i Danmark, igen på tyskernes anmodning. Lauck havde intet skrevet på dansk, alligevel mente Højesteret at han kunne dømmes efter 'racismeparagraffen' i Danmark, så han derfor kunne udleveres til langt højere straf (4 års ubetinget fængsel) i Tyskland for en politisk meningsforbrydelse, der ikke var begået i Tyskland og som i USA, hvor han var statsborger, ikke var strafbar. Tyskland havde netop ved årsskiftet 1994/95 skærpet strafmaksimum til 5 år for 'holocaust-benægtelse', og Danmark nåede først efter Lauck´s anholdelse - men før hans udlevering, i august 1995, at lade den strammede racismeparagraf træde i kraft. Men heller ikke det faktum, at han altså skulle falde ind under den "milde" version, kunne forhindre Højesteret i at statuere, at en "forbrydelse", der herhjemme højst havde kunnet betyde et par måneders fængsel (han sad næsten et halvt år i varetægtsfængsel - og man hørte så vidt jeg ved ikke Preben Wilhjelm protestere?) - nu skulle ordnes af tyskerne. I pressen forlød det ved udleveringen, at Lauck muligvis ville blive dømt til 12-15 års fængsel! Ja , dette er stilen for "Danmark som foregangsland". I dag sidder tillige adskillige intellektuelle fængslet i Tyskland alene for meningsforbrydelser. Lærde historikere, hvis forskning ikke har kunnet bekræfte den jødiske historieskrivning om især "de 6 millioner gassede jøder", spærres inde sammen med deres forlæggere og politikere, der vover at hævde det samme. I 1996 var omkring 6000 mennesker straffet for lignende meningsforbrydelser i Tyskland. Dette er rent Sovjet. Og sådanne tilstande skal indføres i Danmark, hvis Melchior får sin vilje. Han har flyttet sit B'nai B'rith kontor til Bruxelles, så han må foruden Kahn formodes at være en hovedmand i dette sovjet-projekt. Udviklingen følger nøje opskriften fra Zions Vises Protokoller, (og her, red.) som jeg for nylig har offentliggjort på internettet. (se "Dronten nr. 4") Jeg kan opfordre jer til et viderestudium på adr.: www.patriot.dk. (nu også www.thedodo.info) Jeg vil her oplæse et par vigtige afsnit fra 'protokollerne', med særlig relevans for emnet: ytringsfrihed, idet jeg må huske at oplyse, at det ikke er bevist, men heller ikke modbevist, at 'protokollerne' er den jødiske verdenserobringsplan, de angiver at være. Det er fra protokollerne 1, 2, 3, 5, 6, 7, 8, 9, 10 og 12. Også artiklen fra 1920 i Times må med som start. Hvad kan vi så gøre ved den dystre situation? Ja, jeg tror ikke, vi kan undgå at få et meget slemt og totalitært Europa, og jeg tror, at Zions Vises Protokoller vil blive opfyldt yderligere, så vi får et verdensomspændende nyt Sovjet - inden det måske - om få eller mange år møder tilstrækkelig modstand og forhåbentlig en endelig fiasko. Jeg tror, der vil komme noget, der må kaldes en Tredje Verdenskrig, som enten et opgør med diktaturet, eller en total fastlåsning af det, sådan som det er planlagt. Almindelige mennesker er alt for sløve og ligeglade, og de nedbrydende kræfter alt for stærke. Men gode mennesker lader sig ikke slå ud af hård modstand. Og man skal kunne se sig selv i øjnene med den viden man nu en gang har opnået. Det bliver en personlig nødvendighed at gøre sit bedste, mener jeg. Og vi har en pligt til at udnytte den endnu eksisterende ytringsfrihed til hjælp for andre landes forfulgte og for vore efterkommere. Det bedste er at holde sammen - både nationalt og internationalt. Støt op omkring de aktiviteter, I kan se, der er stærke og ærlige. Deltag i dokumentation og afsløring af det totalitære stads, om ikke andet så for at give jeres efterkommere mulighed for en viden, der bliver nødvendig for deres bekæmpelse af ondskaben. Jeg foretrækker internet, men alle veje har selvfølgelig en virkning. Dansk Folkeparti er i Danmark den største nationale kraft p.t., men topfolkene lider efter min mening af en pæn portion uærlighed (som nu er blevet endnu tydeligere, med partiets ærke-zionist, Søren Espersen, til at arbejde for israelsk udenrigspolitik i Danmark, red..), der betyder svaghed på længere sigt. Bl.a. tager Pia Kjærsgaard afstand fra Le Pen, som helt klart er lokomotivet for fædrelandenes frihedsbevægelser. Hun burde støtte ham og lære af ham på enhver mulig måde. Hun og ledelsen har udrenset alle, der efter hendes mening er ekstremister (også dette udemokratiske indslag er blevet stadig værre i partiet, red.). Dette er man især, når man nævner ordet "jøde". Jamen, hvis I forstod den udredning, jeg her gav, hvor er vi så henne? Jeg mener lederne, bevidst eller i uvidenhed er blevet lakajer i internationalisternes modbydelige spil. De kan anbefales at læse Zions Vises Protokoller (og nu: endnu bedre KONTROVERSEN OM ZION af Douglas Reed, som jeg har lagt på nettet, og som nu er at læse dér på flere sprog). Lad os håbe, nogen kan bringe større ærlighed ind i hovedet på Kjærsgaard og hendes væbnere, Espersen, Skaarup og Thulesen-Dahl. Jeg tror kun det kan ske, hvis en velformuleret, velorganiseret og voksende pression udefra tvinger en ærlighed frem. Den kunne I bidrage til. Det kan p.t. ikke ske direkte gennem Den Danske Forening, for den lider af nøjagtig samme dårligdom, kaldet "Kosher-konservatisme". Så også den trænger til at få presset ærlighed ind i sine tanker og aktiviteter. Ellers må vi forvente, som Harald Nielsen siger det i "Faldskærmstropper" (se i øvrigt "Dronten" nr. 4 og nu også "Dronten" nr. 8 ), at "Landsmænd i jødernes tjeneste bliver Rakkerknægte mod Landsmænd" og "der vil i et saadant Folk ikke være andet tilbage end at konstatere Kendsgerningerne, udrede Forløbet og paapege Konsekvenserne". Knud Eriksen, den 21.3.98 Dr. David Duke & Knud Eriksen on 'Free Speech' and 'Hate Crimes' (mp3) |