KAPITEL TO

SOCIALISMEN - DEN SLAGNE VEJ TIL MAGTEN FOR DE

SUPER-RIGE

Alle ved, at Adolf Hitler eksisterede. Det er der ingen, der bestrider. Den terror og destruktion, denne galning voldte verden, er universelt vedtaget som en kendsgerning. Hitler kom fra en fattig familie, der absolut ikke havde nogen social position. Han dumpede på gymnasiet, og ingen har nogen sinde beskyldt ham for at være dannet. Alligevel forsøgte denne mand at erobre verden. I begyndelsen af sin karriere sad han på et loftskammer og griflede sine ambitioner om at regere verden ned på et stykke papir. Det ved vi.

Ligeledes ved vi, at en mand ved navn Vladimir Ilich Lenin eksisterede. Lige som Hitler kom heller ikke Lenin fra en familie af sociale løver. Som søn af en sølle bureaukrat er Lenin, der tilbragte det meste af sit voksen-liv i fattigdom, ansvarlig for adskillige (millioner, o.a.) af dine medmenneskers død og for slavegørelsen af en milliard mere. Lige som Hitler sad Lenin om natten på et klamt loftskammer og planlagde, hvordan han kunne erobre verden. Det ved vi også.

Er det ikke teoretisk muligt, at en milliardær kunne sidde - ikke på et loftskammer - men i en penthouse luksus-bolig, på Manhattan, i London eller Paris og drømme den samme drøm som Lenin og Hitler? Du må indrømme, at det er teoretisk muligt. Julius Cæsar - en velhavende aristokrat - gjorde det. Og en sådan mand kunne herefter gå i alliance eller samarbejde med andre ligesindede mænd, kunne han ikke? Cæsar gjorde det. Disse mænd ville være fortrinligt uddannede, stræbe efter umådelig social prestige og være i stand til at samle forbløffende pengebeløb for at opnå deres formål. Disse fortrin havde Lenin og Hitler ikke.

Det er vanskeligt for et gennemsnitsindivid at forestille sig et så perverteret magtbegær. Det typiske menneske - lige gyldigt hvor - ønsker blot at opnå succes på sit arbejde, at være i stand til at opretholde en rimelig høj levestandard med fritid og rejser. Han ønsker at tage sig af sin familie, både i sygdom og i sundhed, og give sine børn en god uddannelse. Hans ambitioner standser her. Han har intet ønske om at udøve magt over andre, at erobre andre lande eller folk, at blive konge. Han ønsker at passe sig selv og nyde livet. Eftersom han ikke nærer ønsker om magt, er det svært for ham at forestille sig, at der er andre, der gør . . . andre, der marcherer efter en helt anden tromme. Men vi må erkende, at der HAR været Hitler'e og Lenin'er og Stalin'er og Cæsar'er og Alexander den Store'r gennem historien. Hvorfor skulle vi tage for givet, at der i dag ikke findes sådanne mennesker med perverterede ønsker om magt? Og hvis disse mænd tilfældigvis skulle vise sig at være milliardærer, er det så ikke muligt, at de ville bruge mænd som Hitler og Lenin som bønder til at tage magten for sig?

Faktisk er det tilfældet - hvor svært det end er at tro. Lige som Columbus konfronteres vi med den opgave at overbevise dig om, at jorden ikke er flad, som du har troet hele livet, men derimod rund. Vi vil præsentere beviser for at det, man kalder »kommunisme«, ikke styres fra Moskva eller Peking, men er en gren af en større sammensværgelse styret fra New York, London og Paris. Mændene i spidsen for denne bevægelse er ikke kommunister i den traditionelle betydning af ordet. De føler sig ikke solidariske med Moskva eller Peking. De er kun solidariske med sig selv og deres foretagender. Og disse mænd tror selvfølgelig ikke på kommunismens pseudo-filosofi. De har ikke i sinde at dele ud af deres rigdom. Socialisme er en filosofi, konspiratorerne udnytter, men som kun de naive tror på. Det vil blive forklaret i denne bog, hvordan kommunismen bruges som ambolt og finans-kapitalismen som hammer til at erobre verden.

Den idé, at kommunismen blot er en gren af en større sammensværgelse, blev stadig mere sandsynlig alt efter som forfatterens undersøgelser skred frem. Han har haft lejlighed til privat at interviewe fire tilbagetrådte officerer, som havde været højt placeret i det militære efterretningsvæsen. En stor del af det, forfatteren ved, har han fået at vide af dem. Og historien er kendt af adskillige tusinde andre. De højere kredse indenfor det militære efterretningsvæsen er vel vidende om dette net. Desuden har forfatteren interviewet seks mænd, der har tilbragt megen tid som undersøgere for kongres-komitéer. l 1953 ledede en af disse mænd, Norman Dodd, Reece-Komiteen's undersøgelser af skatte-fri fonds. Da Mr. Dodd begyndte at pille ved den internationale højfinans' rolle i den verdens-revolutionære bevægelse, blev undersøgelserne kvalt af ordrer fra Det hvide Hus, der på det tidspunkt var besat af Eisenhower. I følge Mr. Dodd er det lovligt at undersøge de radikale bombe-kastere i gaderne, men når man begynder at spore deres aktiviteter tilbage til deres ophavsmænd i den »legitime verden«, går det politiske jerntæppe ned med et brag.

Man kan tro, hvad man vil om kommunismen, undtagen at den er en sammensværgelse, styret af mænd fra den respektable verden. Folk siger ofte til en aktiv anti-kommunist: »Jeg forstår, at du er bekymret over kommunismen, men den tanke, at en kommunistisk sammensværgelse er ved at gøre indhug i De forenede Stater, er absurd. Det amerikanske folk er anti-kommunistisk. Det er ikke ved at købe kommunismen. Det er forståeligt, at du er bekymret over kommunismen i Afrika eller Asien eller Sydamerika, hvor der er enorm fattigdom, uvidenhed og sygdom, men at være bekymret over kommunismen i De forenede Stater, hvor det store flertal ikke har nogen sympati for den overhovedet, er en spildt bekymring.«

På overfladen er det et meget logisk og rimeligt argument. Det amerikanske folk er rigtigt nok antikommunistisk. Lad os antage, at du straks lagde bogen fra dig og satte kursen mod det nærmeste indkøbscenter for at udføre en undersøgelse af det amerikanske folks holdning til kommunismen. »Undskyld,« ville du sige til det første interview-emne, du møder,»Vi vil gerne vide, om du er imod kommunisme?«

De fleste ville muligvis tro, at du lavede numre med dem; og når undersøgelsen er færdig, vil vi vide, at nioghalvfems procent af befolkningen er anti-kommunistisk. Vi vil sandsynligvis få meget svært ved at finde een, der går ind for kommunismen. Så på overfladen ser det ud, som om at de indvendinger, der går mod den anti-kommunistiske bekymring for en intern kommunistisk trussel, er begrundede. Det amerikanske folk er ikke pro-kommunistisk. Men før vores tænkte interviewede går hjem i nedtrykt sindstilstand med den overbevisning, at det var en sær undersøgelse, tilføjer du: »Hej; før De går, er der lige et par andre spørgsmål, som jeg vil bede Dem svare på. Disse er ikke så frastødende og latterlige.« Det næste spørgsmål er: »Hvad er kommunisme; vil De venligst definere det?«

Vi befinder og straks i en helt ny situation. I modsætning til den klare énstemmighed, vi havde før, får vi nu en utrolig masse forskellige idéer. Der er en mangfoldighed af opfattelser af, hvad kommunisme er. Nogen vil sige: »Åh, ja, kommunisme. Tjah, det er en tyrannisk udgave af socialisme.« Andre vil fastholde: »Kommunismen, som den oprindeligt var tænkt af Karl Marx, var en god idé. Men den har aldrig være praktiseret, og russerne har gjort den infam.« En mere lærd type kunne påstå: »Kommunisme er simpelt hen en genfødsel af russisk imperialisme.«

Hvis en af dem, du beder om at definere kommunisme, tilfældigvis er lektor i politisk politisk videnskab fra en lokal læreanstalt, ville han måske svare: »Man kan ikke spørge, »hvad er kommunisme?« Det er et totalt simplificeret spørgsmål om en yderst indviklet situation. Kommunisme i dag - ganske forskellig fra de amerikanske højre-ekstremister's synspunkt, er ikke en ensartet international bevægelse. Den er derimod en mangeartet, fragmenteret, nationalistisk bevægelse, som opnår sin karakter gennem dens nationale lederes udstråling . Selv om der selvfølgelig er en sammensætning af Hegeliansk dialektisme og Feuerbachsk materialisme som fællesgods i alle kommunist-partier som helhed, er det en monumental oversimplificering at spørge om, »hvad kommunisme er.« I stedet burde du spørge: Hvad er Mao Tsetung's kommunisme? Hvad er Ho Chi Minh's kommunisme, eller Fidel Castro's eller Marchal Tito's?«

Hvis du tror, vi spøger her, har du ikke talt med sådan en lektor for nylig. Thi ovennævnte er det herskende synspunkt i vore skoler og universiteter for ikke at nævne udenrigsministeriet.

Hvad enten du er enig eller uenig i nogle af disse definitioner, eller hvad udmærket kunne tænkes, - at du har din egen, så er een ting ubestridelig. Ingen betydelig del af den anti-kommunistiske amerikanske offentlighed kan så meget som blive enige om, hvad de er imod. Er det ikke rystende? Her har vi noget, som næsten alle er enige om, er dårligt, men vi kan ikke blive enige om, hvad det er, vi er imod.

Hvordan ville dette tage sig ud i en fodbold-kamp, f.eks? Kan du forestille dig, hvor effektivt et fodboldholds forsvar ville være, hvis angriberne ikke kunne enes med midtbanespillerne, der ikke kunne blive enige med backerne, der ikke kunne enes med målmanden, der ikke kunne blive enig med udskiftnings-spillerne, der ikke kunne enes med træneren om, hvilken slags forsvarsspil de skulle bruge mod det andet hold? Det mest sandsynlige resultat ville være kaos. Man kunne tage et juniorhold og med succes sætte det op mod et førstedivisionshold, hvis spillerne ikke kunne enes om, hvordan de skulle spille, og mod hvem. Det er akademisk. Den første grundsætning i ethvert sammenstød hvad enten det er i krig eller i fodbold - er: Kend din fjende. Det amerikanske folk kender ikke dets fjende. Det er derfor ikke mærkeligt overhovedet, at vi gennem tre årtier har set det ene land i verden efter det andet falde ind bag det kommunistiske jerntæppe.

Idet vi holder fast ved, at næsten alle tilsyneladende har deres egen definition på kommunisme, vil vi nu give dig vores, og derefter vil vi prøve at bevise for dig, at det er den eneste gyldige.

Kommunisme: EN INTERNATIONAL, KONSPIRATORISK MAGTBESTRÆBELSE LEDET AF MÆND I HØJE POSITIONER, SOM ER VILLIGE TIL AT BRUGE ETHVERT MIDDEL FOR AT OPNÅ DERES BEGÆREDE MÅL - GLOBAL EROBRING.

Du lagde måske mærke til, at vi ikke nævnte Marx, Engels, Lenin, Trotsky, bourgoisiet, proletariatet eller dialektisk materialisme. Vi omtalte ikke pseudo-nationaløkonomien eller kommunisternes politiske filosofi. Dét er nemlig kommunismens TEKNIKKER og bør derfor ikke blandes sammen med selve sammensværgelsen. Vi kaldte den en konspiratorisk magtkamp. Med mindre vi forstår kommunismens konspiratoriske natur, forstår vi den slet ikke. Vi vil for evigt være fikserede på kommunismens guld og grønne skove-niveau. Og der hører den ikke hjemme!

En sikker måde til at pådrage sig vrede fra det herskende liberale (socialdemokratiske, o.a.) system er simpelt hen at bruge ordet »sammensværgelse« i forbindelse med kommunisme. Ingen går ud fra, at vi betragter kommunismen som en politisk sammensværgelse. Alt andet kan vi tro om den. Vi kan tro, at den er brutal, tyrannisk, ond eller endog, at den har til hensigt at begrave os, og vi vil vinde bifald hos det store flertal. Men brug aldrig, aldrig ordet »sammensværgelse«, hvis du forventer bifald, for så er det nemlig, at liberalismens vrede vil ramme dig. Vi har lov til at tro på alle slags sammensværgelser - bortset fra en moderne politisk sammensværgelse.

Vi ved fra historiebøgerne, at der gennem tiderne har været små grupper af mænd, der har sammensværget sig med det formål at få magtens tøjler i deres hænder. Historiebøgerne er fyldt med deres planer. Selv bladet Life tror på sammensværgelser som Cosa Nostra, hvor sammensvorne tjener penge gennem kriminalitet. Du må huske på, at Life lavede en række artikler om Joseph Valachi's vidneudsagn givet for McClellan-komitéen for flere år siden. Mange af afsløringerne i denne sag er værd at notere sig.

De fleste af os vidste ikke, at organisationen hed Cosa Nostra. Før Valachi »sang« (sladrede), troede vi alle, at den hed Mafia. Det viser, hvor lidt vi ved om denne gruppe, på trods af at den har opereret i mange lande gennem et århundrede med selvsupplerende ledere. Vi kendte den ikke en gang ved dens rigtige navn. Er det umuligt, at der eksisterer en politisk sammensværgelse, der blot venter på, at en Joseph Valachi skal vidne? Er Dr. Carroll Quigley den politiske sammensværgelse's Joseph Valachi?

Vi ser, at alle - selv Life - tror på en slags sammensværgelse. Spørgsmålet er: Hvilken sammensværgelse er mest dødbringende - en kriminel eller en politisk? Og hvad er forskellen på et medlem af Cosa Nostra og en kommunist, eller rettere, en INDVIET konspirator? Folk som Lucky Luciano, der med næb og kløer har kradset sig vej til toppen af hoben må - nødvendigvis - være djævelsk intelligente, bedrageriske og fuldstændig nådesløse. Men - næsten uden undtagelse - har folkene i spidsen af sammensværgelsen aldrig gennemgået nogen uddannelse. De blev født i fattigdom og lærte deres erhverv i Napoli's, New York's eller Chicago's baggårde.

Forestil dig nu, at en eller anden person med samme amoralske begærlige natur blev født i en adelig, velhavende familie og blev uddannet på den bedste underskole, derefter Harvard, Yale eller Princeton, efterfulgt af eksamen på f.eks. Oxford. Gennem disse institutioner ville man blive fuldstændig bekendt med fag som historie, økonomi, psykologi, sociologi og politisk videnskab. Efter at have taget eksamener på slige strålende institutioner med lærdom af høj klasse, ville man så stille sig op ude på gaden og sælge halvtreds-øres billetter til et lotteri? Vil man »pushe« marihuana til universitets-studenter eller lede et bordel? Ville man melde sig ind i en gangster-bande? Afgjort ikke. Thi med den uddannelse indser man, at hvis man vil have magt, virkelig magt, så siger historie-læren, »gå ind i regerings-arbejde. Bliv politiker, og arbejd for politisk magt eller, endnu bedre, få en politiker til at arbejde for dig. Det er der, den virkelige magt - og de store penge - findes.

Sammensværgelse til at opnå regeringsmagt er lige så gammel som selve begrebet regering. Vi kan studere sammensværgelser omkring Alkibiades i Grækenland eller Julius Cæsar i Det gamle Rom, men vi tror ikke på, at mænd i dag planlægger, hvordan man opnår politisk magt.

Enhver konspirator har to ting til fælles med enhver anden konspirator. Han må være en fuldendt løgner og en fremsynet planlægger. Hvad enten du studerer Hitler, Alkibiades, Julius Cæsar eller en fra vor nuværende sammensværgelse, vil du opdage, at deres tålmodige planlægning er næsten overvældende. Vi gentager FDR's udtalelse: »I politik sker intet tilfældigt. Hvis det sker, kan du bande på, at det var planlagt på den måde.«

Faktisk er kommunismen et tyranni, planlagt af magtbegærlige folk, hvis mest effektive våben, er den store løgn. Og hvis man tager alle kommunismens løgne og koger dem sammen, vil man opdage, at de fordamper i to hoved-løgne, ud fra hvilke alle de andre springer. Det er (l) Kommunismen er uundgåelig, og (2) Kommunismen er de undertrykte massers oprør mod de udbyttende ledere.

Lad os gå tilbage til vor tænkte undersøgelse og analysere den første store løgn i kommunismen - at den er uundgåelig. Du husker, at vi spurgte vor interviewede, om han var for eller imod kommunisme, og derefter spurgte vi ham, og han ville definere kommunisme. Nu vil vi spørge ham: »Tror De, at kommunismen er uundgåelig i Amerika, hr.?« Og i næsten hvert eneste tilfælde vil svaret være: »Åh, nej, Det tror jeg ikke. De ved jo, hvordan amerikanerne er. Vi er lidt langsomme til at reagere overfor farer. Tænk på Pearl Harbor. Men det amerikanske folk ville aldrig finde sig i kommunisme.« Derefter spørger vi: »Godt; tror De, socialisme er uundgåelig i Amerika?« Svaret vil næsten i hvert eneste tilfælde være noget i retning af: »Jeg er ikke socialist, forstår De, men jeg ser, hvad der sker i landet. Tjah, jeg må nok indrømme, at socialisme er uundgåelig.«

Så spørger vi vor interviewede: »Siden De siger, De ikke er socialist, men føler, at landet er ved at blive socialiseret, hvorfor gør De så ikke noget ved det?« Hans svar vil være: »Jeg er kun et menneske. Desuden er den uundgåelig. Man kan ikke kæmpe imod rådhuset, hæ, hæ, hæ, hæ.«

Ved du ikke, at fyrene nede i rådhuset gør, hvad de kan for at overbevise dig om netop det? Hvor effektivt kan du angribe noget, hvis du ved, at din modstand er forgæves? At give sin modstander den idé, at »det, at forsvare sig selv er forgæves« er lige så gammelkendt som selve begrebet krigsførsel. I år 500 f.Kr. fastslog den kinesiske krigsherre-filosof Sun Tsu, »Overlegne fortrin i krigsførsel ligger i nedbrydningen af din fjendes vilje til at modstå synlige fjender.« Vi kalder det »psykisk krig« eller psykologisk krigsførsel i dag. I poker hedder det »at bluffe«. Princippet er det samme.

Der har vi så den amerikanske befolkning: Anti-kommunister, men ude af stand til at definere den, og anti-socialister, men overbevist om, at den er uundgåelig. Hvordan så Marx på kommunismen? Hvor betydningsfuld er »kommunismens uundgåelighed?« for kommunisterne? Hvad ønsker kommunisterne, du skal tro, er uundgåelig kommunisme eller socialisme? Hvis man studerer Marx's Kommunistiske Manifest, vil man finde ud af, at Marx faktisk sagde, at den proletariske revolution ville etablere proletariatets SOCIALISTISKE diktatur. For at opnå proletariatets SOCIALISTISKE diktatur kræves tre ting: (l) Eliminering af al privat ejendomsret; (2) opløsning af kernefamilien; og (3) destruktion af hvad Marx kalder »opium for folket« - religionen.

Marx fortsatte med at fastslå, at når proletariatets diktatur havde nået disse tre ting over hele verden, og det i løbet af en ubestemt tidsperiode (som ventet, var han meget svævende på dette område), ville de almægtige stater på mirakuløs vis visne bort, og socialismen ville vise vejen for kommunismen. Man ville slet ikke behøve nogen regering. Alt ville ånde fred, sødme og lys, og alle ville leve lykkeligt til deres dages ende. Men først må alle kommunister arbejde på at nå SOCIALISME.

Kan du virkelig forestille dig, at Karl Marx skulle tro, at en almægtig stat kunne visne bort? Eller kan du forestille dig en Joseph Stalin (eller envher anden mand med en bedragerisk og nådesløs trang og evne til at nå toppen af hoben i et almægtigt diktatur) frivilligt opgive den magt, han havde opbygget på frygt og terror?*

*Marx blev hyret af en mystisk gruppe, der kaldte sig De retfærdige Mænds Liga til at skrive det Kommunistiske Manifest som dæmagogisk lokkemad, der skulle appellere til pøbelen. I virkeligheden var det Kommunistiske Manifest i omløb mange år inden Marx's navn var tilstrækkeligt kendt til at kunne danne grundlag for denne revolutionære bogs forfatterskab. Alt hvad Karl Marx egentlig gjorde, var at kodificere og modernisere de selvsamme revolutionære planer og principper, der halvfjerds år tidligere var nedskrevet af Adam Weishaupt, grundlæggeren af llluminati Ordenen i Bayern. Og det er almindeligt bekræftet af seriøse forskere af dette emne, at De retfærdige Mænds Liga blot var en gren af Illuminati-ordenen, som blev tvunget til at gå dybt under jorden, efter at den blev afsløret under en razzia i 1786 foretaget af de bayerske myndigheder.)

Socialismen skulle være lokkemaden . . . Undskyldningen for at skabe diktaturet. Eftersom diktatur er vanskelig at sælge i idealistiske vendinger, måtte man tilføje forestillingen om, at diktaturet kun var en midlertidig nødvendighed, som snart ville opløses af sig selv. Man skal virkelig være naiv for at sluge den - men millioner af mennesker gør!

Kampagnen for oprettelsen af SOCIALISMEN - ikke kommunismen - er kernen i alt, hvad kommunisterne og de INDVIEDE gør. Marx, og alle hans efterfølgere i den kommunistiske bevægelse, har beordret alle deres tilhængere i gang med at arbejde på at opbygge SOCIALISME. Hvis du går hen og lytter til en officiel kommunistisk taler, nævner han aldrig kommunisme. Han vil kun tale om kampen for at fuldende socialiseringen af Amerika. Hvis du går ind i en kommunistisk boghandel, vil du opdage, at al deres litteratur omhandler dette tema. Den påkalder ikke et kommunistisk system, men et SOCIALISTISK.

Og mange medlemmer af systemet følger det selvsamme tema. September 1970-udgaven af New York magasinet indeholder en artikel af en professor på Harvard, John Galbraith - selv er han indviet socialist - med titlen »Richard Nixon og den store socialist-vækkelse.« Idet han beskriver, hvad han kalder »Nixon's spilleplan«, fastslå Galbraith:

»Mr. Nixon er sandsynligvis ikke nogen stor læser af Marx, men (hans rådgivere), doktorerne Burns, Schultz og McCracken er glimrende lærde, som kender ham godt og kunne have bragt præsidenten på sporet, og det kan ikke benægtes, at den krise, som fremskyndte den hovedkuls indførelse af socialisme, blev udtænkt af regeringen..... «

Dr. Galbraith indledte sin artikel med at erklære:

»Den mindst forventede udvikling under Nixon administrationen var uden tvivl dette store fremstød i retning af socialisme. Man kan møde mennesker, der endnu er uvidende om det. Andre må gnide øjnene, thi tegnene tydede afgjort på det modsatte. Som modstander af socialisme syntes Nixon urokkelig..... «

Galbraith fortsætter så med at opremse de gigantiske trin imod socialisme, som Nixon administrationen har taget. Den konklusion, man må drage af artiklen, er, at socialisme - hvad enten den kommer fra det demokratiske eller det republikanske parti - er uundgåelig. En anden Harvard-socialist, Dr. Arthur Schlesinger, har været meget inde på det samme:

»De største liberale (socialistiske, o.a.) sejre gennem de seneste år er for størstepartens vedkommende forblevet i lovene, når de konservative er kommet til magten..... liberalismen bliver konstant mere liberal, og - af samme grund - bliver konservatismen konstant mindre konservativ..... «

Mange yderst patriotiske individer er uskyldigt faldet for sammensværgelsens linie. Walter Troham, mangeårig skribent på Chicago Tribune og en af Amerika's politiske kommentatorer i særklasse, har gjort den nøjsgtige observation:

»Det er en kendt sag, at regeringens politik i dag, hvad enten den er republikansk eller demokratisk, ligger nærmere ved Det kommunistiske Parti's program af 1932 end til deres egne fra de nævnte kritiske år. For mere end 100 år siden, i 1848 for at være nøjagtig, kundgjorde Karl Marx sit program for den kommunistiske stat i sit Kommunistiske Manifest..... «

Og Mr. Troham er også blevet forledt til at tro, at udviklingen er uundgåelig:

»De konservative burde være realistiske nok til at indse, at dette land går dybere og dybere ind i socialisme og vil se den føderative magt blive udvidet, hvad enten republikanerne eller demokraterne er ved magten. Den eneste trøst, de har er, at tempoet vil være langsommere under Richard M. Nixon end det ville have været under Hubert H. Humphrey.....

De konservative må indse, at Nixon-regeringen medtager størstedelen af den demokratiske regerings socialisme, alt imens den foregiver at forbedre den..... «

Det herskende system fremmer ideen om kommunismens uundgåelighed ved at pervertere den terminologi, man bruger til at beskrive det politiske spektrum. (Se diagram 1) Vi får fortalt, at vi på den yderste venstrefløj i spektret finder kommunismen, som utvivlsomt er diktatorisk. Men vi får også at vide, at vi i lige så høj grad må frygte den modsatte side af spektret, d.v.s. højrefløjen, som kaldes fascisme. Vi får hele tiden at vide, at vi alle skal forsøge at stræbe mod midten, som kaldes demokrati, men hvormed systemet mener tøvende (eller krybende) socialisme- (socialdemokratisme, o.a.). (Den kendsgerning, at midten gennem de sidste fyrre år har bevæget sig ubønhørligt mod venstre, bliver ignoreret.) Her har vi et fremragende eksempel på brugen af falske alternativer. Vi bliver givet valget mellem kommunisme (international so cialisme) i den ene ende af spektret, og nazisme (national socialisme) i den anden ende, eller tøvende socialisme i midten. Hele spektret er socialistisk!l

Dette er absurd. Hvor ville man placere en anarkist i dette spektrum? Hvor anbringer man en person, der tror på en forfatningsmæssig republik og det frie initiativ? Han er ikke repræsenteret her; alligevel bruges dette spektrum til politiske definitioner af sandsynligvis halvfems procent af befolkningen i dette land.

Diagram l skildrer et falsk venstre-højre politisk spektrum brugt af liberale, som har kommunisme (international socialisme) yderst til venstre og dens tvilling, fascisme (national socialisme) yderst til højre og midten som tøvende socialisme, socialdemokrati. Hele spektret er socialistisk!

Diagram 2 er et mere rationelt politisk spektrum med total regering i enhver form på det yderste venstre og ingen regering eller anarki på det yderste højre. USA har været en republik med en begrænset regering, men gennem de sidste 60 år har vi bevæget os mod total regering, hvilket er sket gennem socialistisk lovgivning.

Der findes et præcist politisk spektrum. (Se diagram 2) Kommunisme er - ifølge definition - total regering. Hvis man har total regering, er det næsten underordnet, om man kalder den kommunisme, fascisme, socialisme, cæsarisme eller faraoisme. Det er alt sammen temmelig ligegyldigt set fra de menneskers synspunkt, der må leve og lide under den. Hvis total regering (gennem nogle af synonymerne) står på det yderste venstre, så må det være logik, at det yderste højre må repræsentere anarki, eller ingen regering.

Vore grundlovs-fædre gjorde oprør mod det engelske monarki's næsten-totale regering. Men de vidste, at havde man ingen regering overhovedet, ville man ende i kaos. Så de opbyggede en forfatningsmæssig republik med meget begrænset regering. De vidste, at mennesket udviklede sig i frihed. Selv om det frie initiativ ikke er nævnt specielt i forfatningen, er det det eneste system, som kan eksistere under en forfatningsmæssig republik. Alle kollektive systemer er betinget af en regeringsmagt, som forfatningen ikke gav plads til. Vore grundlovs-fædre havde ikke til hensigt at lade regeringen blive et instrument til at stjæle frugten af menneskets arbejde og give den til andre, der ikke har fortjent den. Vor regering skulle have strengt begrænsede magtbeføjelser. Thomas Jefferson sagde: » Lad aldrig, i spørgsmål om magt, tilliden til mennesket være afgørende, men stop ham i at gøre fortræd ved hjælp af forfatningens lænker.« Jefferson vidste, at hvis regeringen ikke var slavebunden, ville folket snart være det.

Det var Jefferson's mening, at den regering regerer bedst, som regerer mindst. Vore forfædre opbyggede dette land med den absolut mindst mulige regering. Skønt de levede i en tid uden biler, elektrisk lys og fjernsyn, forstod de menneskets natur og dets relation til politiske systemer, langt bedre end de fleste amerikanere gør i dag. Tiderne skifter, teknologien skifter, men principper er evige. Primært var regeringens opgave at forsvare landet og at oprette et retssystem. Men vi har sprængt de kæder, Jefferson talte om, og gennem de sidste mange år har vi bevæget os tværs over det politiske spektrum mod kollektiv og total regering. Hvert eneste forslag fra vore politiske ledere (inklusive nogle af dem, som er formodet at have den stik modsatte virkning, så som Nixon's indtægts-fordelings forslag) driver os længere mod venstre mod centraliseret regering. Dette skyldes ikke, at socialisme er uundgåelig. Den er ikke mere uundgåelig end faraoisme. Det er i høj grad resultatet af klog planlægning og tålmodig gradualisme (trinvis vækst).

Eftersom alle kommunister og deres INDVIEDE ledere fører en konstant kamp for SOCIALISME, så lad os da definere det begreb. Socialisme defineres sædvanligvis som regerings-ejendomsret og/eller kontrol over grundelementerne i produktionen og distributionen af varer og tjenesteydelser. Når man analyserer dette, betyder det regeringskontrol over alt, inklusive dig. Alle kontroller er »menneske«-kontroller. Hvis regeringen kontrollerer disse områder, kan den til sidst gøre lige nøjagtigt som Marx planlagde - nedbryde retten til privat ejendom, eliminere familien og afskaffe religionen.

Vi er ved at blive socialiseret i Amerika, og alle ved det. Hvis vi fik mulighed for at sætte os ned og drikke en kop kaffe med manden på gaden, som vi havde interviewet, ville han måske sige: »Ser du, en af de ting, som jeg aldrig har kunnet forstå, er, hvorfor alle disse meget, meget rige familier, så som Kennedy, Ford, Rockefeller og andre, er for socialisme. Hvorfor er de super-rige for socialisme? Har de ikke mest at miste? Når jeg ser på min bankkonto og sammenligner den med Nelson Rockefeller's, så synes jeg, det er mærkeligt, at jeg er imod socialisme, medens han er i fuld gang med at fremme den.« Eller er det så mærkeligt? Faktisk er der stor forskel på, hvad tilhængerne definerer som socialisme, og hvad den er i virkeligheden. Forestillingen om, at socialisme er et vær-fælles-om-værdierne-program, er udelukkende et svindelnummer, for at få folk til at opgive deres frihed til fordel for en enerådende kollektivistisk regering. Mens de INDVIEDE fortæller os, at vi er i gang med at bygge et paradis på jorden, er vi i virkeligheden ved at konstruere et fængsel til os selv.

Slår det dig ikke sommetider, at nogle af dem, der presser hårdest på for at få socialisme, har deres egne personlige værdier beskyttet i familie-truster og skattefri fonds? Folk som Rockefeller, Ford og Kennedy er for hvert eneste kendte socialist-program, der vil øge skatterne. Selv betaler de selv kun meget lidt - hvis noget overhovedet - i skat. En artikel trykt i Den nordamerikanske avis Alliance i august 1967 fortæller, hvordan Rockefeller-familien - på trods af dens enorme indkomst - praktisk talt ikke betaler indkomstskat. Artiklen afslører, at en af Rockefellerne betalte den enorme sum af 685 dollars i personlig indkomstskat på et helt år. Kennedy-familien har dens Chicago Merchandise Marked, dens residenser, yachts, fly, o.s.v., alt ejet af dens myriader af familie-fonds og -trusts. Skatter er for gældsfanger! Alligevel spiller hyklere som Rockefeller, Ford og Kennedy de »undertrykte's« store frelsere. Hvis de virkelig var bekymrede for de fattige, ville de - i stedet for at bruge midler som socialisme til at opnå personlig politisk magt - aflægge deres formuer. Der findes ikke nogen lov, der forhindrer dem i at give deres formuer væk til de fattige. Burde disse mænd ikke statuere et eksempel? Og praktisere, hvad de prædiker? Hvis de tilråder fordeling af værdierne, skulle de så ikke starte med deres egne i stedet for middelklassen's, der betaler næsten alt i skat? Hvorfor giver Nelson Rockefeller og Henry Ford II ikke alle deres værdier væk, og beholder kun, hvad der er tilstrækkeligt til at kunne leve som det nationale gennemsnit? Kan du ikke forestille dig Teddy Rockefeller opgive sit palads, sin flyver og yacht og flytte ind i et 25.000 dollars' hjem med en 20.000 dollar prioritetsgæld som alle os andre?

Vi bliver sædvanligvis fortalt, at denne klike af super-ige er socialister, fordi de har et skyldkompleks over værdier, de arvede og ikke tjente. Igen kunne de aflægge disse antagelige skyldkomplekser simpelt hen ved skille sig af med deres utjente værdier. Der er utvivsomt mange godgørere, der har fået skyldkomplekser af deres universitets-lærere, men det forklarer ikke INDVIEDE som Rockefeller's, Ford's og Kennedy's situation. Deres handlinger røber dem som folk, der søger magt.

Men Kennedy- og Rockefellerfamilien og deres superrige forbundsfæller er ikke hykleriske, når de tilråder socialisme. Der virker som en logisk selvmodsigelse, at de superrige skulle arbejde for socialisme og ødelæggelse af det frie initiativ. Men det er det ikke.

Vort problem er, at de fleste tror, socialisme er, hvad socialisterne vil have os til at tro, den er - et vær-fælles-om-værdierne-program. Det er teorien. Men virker den også sådan? Lad os undersøge de eneste socialistiske lande ifølge den socialistiske definition af ordet - der eksisterer i verden i dag. Disse lande er kommunistiske. Kommunisterne kalder sig selv for socialistiske lande, som i Unionen af Socialistiske Sovjet Republikker. Her - i socialismens virkelighed - har man en lillebitte oligarkisk (af oligarki: Statsforfatning, hvori nogle få personer el. familier sidder inde med magten; fåmandsvælde) klike i toppen, der sædvanligvis ikke tæller flere end tre procent af hele befolkningen, som kontrollerer alle værdier, al produktion og de øvrige syvoghalvfems procent's liv. Selv den mest naive må have bemærket, at Mr. Brezhnev ikke bryder sig om en eneste at de fattige bønder ude på de store russiske stepper. Men - ifølge den socialistiske teori - antages han at gøre netop det!

Hvis man forstår, at socialisme ikke er et vær-fælles-om-værdierne-program, men faktisk en metode til at kon solidere og kontrollere værdierne, så bliver det tilsyneladende paradoksale i, at de superrige fremmer socialismen slet ikke så paradoksalt igen. I stedet bliver det logisk at det er det perfekte værktøj for de magt-søgende storhedsvanvittige. Kommunisme - eller mere præcist - socialisme, er ikke de undertrykte massers oprør; men den økonomiske elites oprør. De sammensværgede INDVIEDE's plan er derfor at socialisere De forenede Stater - ikke at kommunisere dem.

Hvordan skal dette føres ud i livet?

Diagram 3 viser vor regerings-struktur, som vore grundlovs-fædre opbyggede den. Forfatningen med splittet og underinddelt regeringsmagt i så stor udstrækning som overhovedet muligt. Grundlovs-fædrene var overbeviste om, at hver gren af regeringen, hvad enten det var på det føderative, statslige eller lokale plan, ville værne om sin magt og aldrig overgive den til centraliseret kontrol. Ligeledes blev mange aspekter i vores tilværelse (så som velgørenhed og uddannelse) sat fuldstændigt, eller næsten fuldstændigt, udenfor politikernes rækkevidde. Under dette system kan ikke op stå diktatur. Ingen del af regeringen kunne på nogen måde samle tilstrækkelig magt til at danne et diktatur. For at få diktatur må man have een enkelt gren, der kontrollerer de fleste af magttøjlerne. Når først man har det, er et diktatur uundgåeligt.

Den engelske filosof Thomas Hobbes skrev: »Frihed er regering opdelt i flere små afdelinger.« Woodrow Wilson observerede - før han blev de INDVIEDE's værktøj: »Denne frihedshistorie er en historie om begrænsning af regeringsmagt - ikke en forøgelse af den.« Og den engelske historiker, Lord Acton kommenterede: »Magt har tilbøjelighed til at gøre korrupt, og fuldstændig magt gør fuldstændig korrupt.« Selv om disse mænd levede efter, at vor forfatning var skrevet, forstod allerede vore forfædre disse principper udmærket.

Et diktatur var umuligt i vor republik, fordi magten var meget spredt. I dag, idet vi nærmer os demokratisk socialisme, bliver magten centraliseret i toppen af den udøvende gren i forbunds-regeringen. Denne magtkoncentration gør et diktatur uundgåeligt. Den, det kontrollerer præsidenten indirekte, vinder virkelig kontrol over hele landet.

Men hvad sker der i dag? Alt imens vi bevæger os mod venstre tværs over det politiske spektrum imod socialisme, bliver alle magttøjlerne centraliseret i den udøvende i forbunds-regeringen. Meget af dette gøres ved, med lovgivning eller med »gratis« forbundstilskud at købe til andre enheder. Penge bruges som lokkemad, og krogen er forbundskontrol. De højeste retsinstanser har dømt, og i denne sag er det ganske logisk, at det, de har dømt, »næppe forhindrer regeringen i at kontrollere det, som den understøtter.«

Hvis du og din klike ønskede kontrol over De forenede Stater, ville det være umuligt at indtage hvert rådhus, byrådssæde og parlamentsbygning. Du ville anbringe al magten i toppen af den udøvende magt i forbundssystemet. Så behøvede du kun at kontrollere een mand for at kontrollere hele molevitten. Hvis man ønskede kontrol over en nations produktion, handel, finans, transport og naturresourcer, behøvede man kun at kontrollere spidsen, den øverste tinde, i en almægtig SOCIALISTISK regering. Så ville man have et monopol og kunne udtvære alle konkurrenterne. Hvis man ønskede et nationalt monopol, måtte man kontrollere en nationalsocialistisk regering. Hvis man ønskede et verdensomspændende monopol, måtte man kontrollere en verdenssocialistisk regering. Det er det, spillet drejer sig om. »Kommunisme« er ikke de undertrykte massers oprør, men en bevægelse skabt, manipuleret og brugt af magt-søgende milliardærer som middel til at vinde kontrol over hele verden . . . først ved at skabe en socialistisk regering i forskellige nationer og derefter konsolidere dem alle gennem en »Kæmpe Sammensmeltning«, til en almægtig verdenssocialistisk superstat, sandsynligvis under førerskab af De forenede Nationer (FN). Resten af denne bog vil skitsere nøjagtigt, hvordan de har brugt kommunismen til at nå deres mål.


Dronte 5

Drontens hovedmenu