KAPITEL TRE

PENGE-MANIPULATORERNE

Mange historieprofessorer fortæller på universiteterne deres elever, at de bøger, de benytter i undervisningen, er »objektive«. Men stop et sekund, og spørg dig selv: Er det muligt at skrive en historiebog uden at have et specielt synspunkt? Der foregår milliarder af begivenheder i verden hver dag. Blot det at skulle skrive en komplet historie, der dækkede et enkelt år, om et land, ville være en fuldstændig umulig opgave.

En historikers mulighed for at skrive en »objektiv« historie begrænses ikke kun af det rene og skære omfang af begivenheder, men også af den kendsgerning at mange af de vigtigste begivenheder aldrig kommer i aviserne eller i nogens erindringsbøger. De beslutninger, som tages af de »Store Drenge« i de røgfyldte lokaler, rapporteres end ikke i New York Times, som tilsyneladende ellers rapporterer alt, hvad der er passende at trykke. (»Alt, hvad der passer i billedet« er et mere præcist udtryk.)

For at opbygge sit værk, må en historiker udvælge et uendeligt lille antal af kendsgerninger ud fra det allerede begrænsede antal, som er kendt. Hvis han ikke har nogen »teori«, hvordan kan han så adskille vigtige kendsgerninger fra uvigtige? Som professor Stuart Crane har sagt det, forklarer dette, hvorfor alle bøger »beviser« forfatterens påstand. Men ingen bog er objektiv. Ingen bog kan være objektiv; og denne bog er ikke objektiv. (Venstredrejede anmeldere vil nyde at citere denne sætning ude af sammenhængen. Informationerne i bogen er dog sande, men bogen er ikke objektiv. Vi har omhyggeligt udvalgt de kendsgerninger, der beviser vor sag. Vi er af den overbevisning, at de fleste andre historikere har fokuseret på landskabet og overset det vigtigste: Vognen, drengen og æslet.

De fleste af de ting, vi beskriver, er det muligt at få bekræftet på ethvert stort bibliotek. Men vi hævder, at vi har samlet disse kendsgerninger på en måde, så de så præcist som muligt får afsløret deres sande betydning for historien. Det er disse kendsgerninger, som systemet ikke ønsker, du skal vide.

Har du nogensinde prøvet at komme 2/3 inde i handlingen på en krimi-film? Forvirrende, ikke sandt? Alle beviserne pegede på, at det var butleren, der var morderen, men til sidst finder man ud af, at det hele tiden har været moderen. Man er nødt til at se begyndelsen af filmen. Før vil alle brikkerne ikke falde på plads og gøre historien sammenhængende.

Situationen er meget lig den, som millioner af amerikanere befinder sig i i dag. De bliver forvirret af de begivenheder, der sker i landet netop i dag. De er så at sige kommet ind som til filmen og må på samme måde drage deres konklusioner. Den forudgående del af mysteriet er nødvendig for at gøre det hele forståeligt. (Faktisk starter vi ikke ved den egentlige begyndelse, men vi går tilstrækkeligt langt tilbage til, at nutidens hændelser får mening.)

For at forstå sammensværgelsen er det nødvendigt at have en smule viden om bankvirksomhed og - især - om international bankvirksomhed. Selv om det ville være en over-simplifikation at tilskrive de internationale bankfolk hele sammensværgelsen, så har de ikke desto mindre spillet en nøglerolle. Forestil dig sammensværgelsen som en hånd med en finger mærket »international bankvirksomhed«, de andre mærket: »fonde«, »den anti-religiøse bevægelse«, »Tøvende Socialisme (Fabian socialism, socialdemokratisme)« og »kommunisme«. Men det var de internationale bankfolk, professor Quigley talte om, da vi tidligere citerede ham for at sige, at deres mål var intet mindre end kontrol over verden gennem finans.

Hvor får regeringer de store pengebeløb fra, som de behøver? De fleste kommer - selvfølgelig - fra skatter; men regeringer bruger ofte mere, end de er villige til at kræve ind i skat af deres undersåtter, og de er således tvunget til at låne. Vor nationalgæld er nu oppe på 455 milliarder dollars, hver eneste cent er lånt mod renter et eller andet sted fra.

Befolkningen forledes til at tro, at regeringen låner af »folket« gennem opsparingsobligationer. Faktisk kommer kun en ubetydelig del af nationalgælden fra individuelle på denne måde. De fleste regeringsobligationer bortset fra dem, regeringen selv ejer gennem dens båndlagte midler - ejes af store bankfirmaer, kendt som internationale banker.

I århundreder har der været store penge at hente for internationale bankvirksomheder ved at finansiere regeringer og konger. Disse ledere konfronteres imidlertid med visse prekære problemer. Vi ved, at mindre bankledere beskytter sig ved at kræve kaution, men hvad slags kaution kan man få fra en regering eller en konge? Hvad nu, hvis bankmanden kommer for at indkræve, og kongen siger: »Af med hovedet?« Den proces, der bruges, når man indkræver gæld hos en regering eller en monark, er ikke et emne, der undervises i på handelsskoler eller universiteter, og de fleste af os - der aldrig har været indblandet i en finans-fyrstes affærer - har ikke tænkt synderligt meget over problemet. Men der findes en konge-finansieringsforretning, og for dem, der kan garantere opkrævning, er det virkelig indbringende.

Økonomi-professor Stuart Crane noterer, at der er to midler til kautionering af lån til regeringer og konger. Når et erhvervsforetagende låner store penge, opnår dets kreditor en stemme i direktionen til beskyttelse af sin investering. På samme måde som et firma, kan ingen regering låne store penge, med mindre den er villig til aflevere en del suverænitet til kreditoren som kaution. Det er ganske sikkert, at internationale bankfolk, der har udlånt hundreder af milliarder dollars til regeringer over alt i verden, kræver betydelig indflydelse i disse regeringers politik.

Men den største mulighed, kreditoren har overfor kongen eller præsidenten, er, at hvis regenten ikke følger bankdirektøren, kan han finansiere regentens fjende eller rival. Det er derfor - hvis man ønsker at blive i den indbringende konge-finansierings-forretning - det er klogt, at have en fjende eller rival ventende i kulissen til at afsætte den konge eller præsident, som man låner penge. Hvis kongen ikke har nogen fjende, må man skabe een.

Allermest fremragende i dette spil var det berømte House of Rothschild. Dets grundlægger, Meyer Amschel Rothschild (1743-1812) fra Frankfurt i Tyskland, holdt en af sine fem sønner hjemme for at lede Frankfurt Bank og sendte de andre til London, Paris, Wien og Napoli. Rothschild-familien blev utroligt velhavende i det nittende århundrede ved at finansiere regeringer til at bekæmpe hinanden. Ifølge professor Stuart Crane:

»Hvis man ser tilbage på hver eneste krig i Europa i det nittende århundrede, vil man se, at de altid endte med oprettelsen af en »magt-balance«. Med hver eneste ommøblering var der en ny magtbalance i en ny gruppering omkring House of Rothschild i England, Frankrig eller Østrig. De grupperede landene således, at hvis en konge ikke fulgte trop, ville en krig bryde ud, og krigen ville blive afgjort af den vej, finansieringen gik. Undersøgelser af de krigsførende landes gældsposter vil sædvanligvis indikere, hvem der skulle straffes.«

Idet han beskriver Rothschild-familiens og andre store internationale bank-forbindelsers karakteristika, fortæller Dr. Quigley os, at de forblev forskellige fra almindelige bankforbindelser på flere måder: De var verdensomspændende og internationale; de var nært knyttet til regeringer og var især involveret i regeringsgæld, inkl. udenlandske regeringers gæld; disse bankforbindelser kom til at hedde »internationale banker«.(el. investerings-banker, o.a.) (Quigley, Tragedie og håb, s. 52)

En væsentlig grund til den fuldstændige udeladelse af de internationale bankers rolle i den politiske historie er, at Rothschild-familien var jødisk. Anti-semitter har spillet i sammensværgelsens hænder ved at forsøge at portrættere hele sammensværgelsen som værende jødisk. Intet kunne være mere usandt. De traditionelt angelsaksiske J.P. Morgan og Rockefeller's internationale bankinstitutioner har spillet en nøglerolle i sammensværgelsen. Men Rothschild-familiens betydning kan ikke benægtes. Det er imidlertid lige så uretfærdigt og umoralsk at beskylde alle jøder for Rothschild-familiens forbrydelser, som det er at holde alle baptister ansvarlige for Rockefeller-familiens forbrydelser.

De jødiske medlemmer af sammensværgelsen har brugt en organisation kaldet Anti-Bagtalelses-Ligaen (Anti-Defamation League, ADL) som et instrument til at prøve at overbevise alle om, at enhver omtale af Rothschild-familien eller dens allierede er et angreb på alle jøder. På denne måde har de kvalt næsten enhver ærlig viden om internationale banker og gjort emnet til et tabu på universiteterne.

Enhver person eller bog, der udforsker dette emne, angribes omgående af hundreder af ADL-komitéer over hele landet. ADL har aldrig ladet sandhed eller logik få indflydelse på sit højst professionelle og ondsindede arbejde. Når der ikke er noget synligt bevis, beskylder ADL - som vedholdende angreb den såkaldte »McCartyisme« - folk for at være »latente antisemitter«.

Kan du forestille dig, hvordan de ville hyle og skrige, hvis nogen beskyldte dem for at være »latente« kommunister?

Faktisk har ingen ret til at være mere vrede på Rothschild-kliken end dens jøde-fæller. Warburg-familiens rolle i Rothschild-imperiet var at hjælpe med til at finansiere Adolf Hitler. Der var få - hvis nogen overhovedet - Rothschildere eller Warburgere i de nazistiske koncentrationslejre! De sad uden for krigen i luksuriøse hoteller i Paris eller emigrerede til De forenede Stater eller England. Som gruppe har jøderne lidt mest for disse magtsøgende mennesker. En Rothschild har meget mere til fælles med en Rockefeller end med en skrædder fra Budapest eller Bronx.

Eftersom hjørnestenen i de internationale bank-imperier har været regerings-obligationer, har det været i disse internationale bankers interesse at fremelske regeringsgæld. Jo højere gæld, jo højere renter. Intet driver en regering dybere i gæld end en krig; og det har ikke været ualmindeligt blandt internationale banker at finansiere begge sider i de blodigste militær-konflikter. Under borgerkrigen f.eks. blev nordstaterne finansieret af Rothschild-familien gennem dens amerikanske agent, August Belmont, og sydstaterne gennem familien Erlanger, slægtninge til Rothschild.

Men selv om krige og revolutioner er blevet brugt af internationale bankfolk til at vinde eller øge kontrol over regeringer, så har nøglen til denne kontrol altid været kontrol med penge. Man kan kontrollere en regering, hvis man har den i gæld; en kreditor besidder en position, hvor han kan kræve monopol-lignende privilegier af regenten. Pengebegærlige regeringer har ydet monopoler indenfor statsbankvirksomhed, natur-resourcer, olie-koncessioner og transport. Det monopol, som de internationale finansmænd higer mest efter, er kontrol over et lands penge.

Til sidst ejede disse internationale bankfolk - som private firmaer - faktisk centralbankerne i de forskellige europæiske nationer. Nationalbankerne i England, Frankrig og Tyskland blev ikke ejet af deres respektive regeringer, som næsten alle forestiller sig det, men var privatejede monopoler, bevilget af statsoverhovederne, sædvanligvis til gengæld for lån.

Under dette system observerede Reginald McKenna, præsident for Midland Bank i England: »De, der skaber og udsteder pengene og kreditterne, dirigerer regeringens politik og holder folkets skæbne i deres hænder.« Når først regeringen står i gæld til bankforbindelserne, må Gud forbarme sig over den. Et skræmmende eksempel, som citeret af London Financial Times, den 26. september 1921, afslørede situationen allerede den gang: »Et halvt dusin mænd i toppen af de Fem Store Banker kunne ryste hele regeringens finans-system ved at nægte at forny skatkammervekslerne.«

Alle, som har søgt diktatorisk kontrol over moderne nationer, har forstået nødvendigheden af en central-bank. Da De retfærdige mænd's Liga hyrede en snusket revolutionær ved navn Karl Marx til at skrive en plan for erobring af magt, kaldet Det kommunistiske Manifest, lød det femte programpunkt: »Centralisering af kreditten i statens hænder ved hjælp af en nationalbank med brug af statskapital samt et monopol.« ( Det Kommunistiske Manifest side 82)

Lenin sagde senere, at oprettelsen af en central-bank var halvfems procent af et lands kommunisering. Disse konspiratorer vidste, at man ikke kan få kontrol over en nation uden militær styrke, med mindre nationen har en central-bank, gennem hvilken man kan kontrollere dens økonomi. Den anarkistiske Bakunin bemærkede sarkastisk om tilhængerne af Karl Marx: »De har den ene fod i banken og den anden i den socialistiske bevægelse.«

De internationale finansmænd indsatte deres egen stråmand i ledelsen af hver af Europas central-banker. Professor Quigley rapporterer:

»Man må ikke få den opfattelse, at disse ledere af verdens vigtigste central-banker selv var væsentlige magtudøvere i verdens finans. Det var de ikke. De var snarere teknikere og agenter for investeringsbanker i deres egne lande, som havde uddannet dem og som var udmærket i stand til at smide dem ud igen. Verdens selvstændige finansielle magter var i hænderne på disse investerings-banker (også kaldet »internationale« eller »handels-« banker) som i det store hele forblev bag scenen i deres egne private banker. Disse dannede et system af internationalt samarbejde og national dominans, som var mere privat, mere magtfuldt og mere hemmeligt end deres agenter i central-bankerne . . .« (Quigley, cit. side 326-327.)

Dr. Quigley åbenbarer også, at de internationale bankforbindelser ejede og kontrollerede Englands og Frankrigs banker og opretholdt magten også efter, at disse banker teoretisk var blevet socialiserede.

Naturligvis var de, der kontrollerede Europas centralbanker, fra starten ivrige efter at fremskynde et lignende system i De forenede Stater. Helt fra begyndelsen havde grundlovsfædrene været vidende om forsøg på at kontrollere Amerika gennem pengemanipulation, og de førte en uafbrudt kamp mod de internationale banker. Thomas Jefferson skrev til John Adams: » . . . Jeg tror oprigtigt, lige som De, at banksystemer er farligere end stående hære . . . «

Men selv om Amerika ikke havde en central-bank, efter at præsident Jackson afskaffede den i 1836, lykkedes det de europæiske finansmænd og deres amerikanske agenter at opnå en god portion kontrol over vort pengesystem. Gustavus Myers afslører i sin Historie over de store amerikanske formuer (History of The Great American Fortunes):

»Under overfladen havde Rothscild-familien længe en magtfuld indflydelse i dikteringen af amerikanske finansielle love. Retsarkiverne viser, at den havde magt i den gamle Bank of the United States (Afskaffet af Andrew Jackson).«

Gennem det nittende århundrede udkonkurrerede de ledende finansmænd i det metropolitanske Øst (Her hentydes til den amerikanske østkyst (O.A.)) tit hinanden, men efterhånden som deres vestlige og landlige ofre begyndte at organisere sig politisk, så »røverbaronerne«, at de havde fælles interesser, som de måtte arbejde sammen om. Ligeledes måtte de beskytte sig mod forbitrede bønder og nuværende og kommende konkurrenter. Denne spredning i den økonomiske magt var en af hoved-begrundelserne for krav om en central-bank fra kommende industri- og finans-monopolister.

I Plyndringsår (Years of Plunder) skriver Proctor Hansl om denne æra:

»Blandt familierne Morgan, Kuhn-Loeb og andre lignende støttepiller i den industrielle orden var man mindre tilbøjelig til at rode sig ud i uoverensstemmelser, som kunne lede til finansielt sammenbrud. Et interesse-fællesskab blev en realitet - med resultater, som i høj grad var fordelagtige... «

Men bortset fra de store østlige centre, nærede de fleste amerikanske bankfolk og deres kunder stadig mistillid til hele centralbank-begrebet.

For at overbevise landboerne om, at man ville komme til at behøve et centralt banksystem, foranledigede de internationale bankforbindelser en række storme på bankerne som demonstration af deres magt - en advarsel om, hvad der kunne ske, hvis ikke de øvrige bankfolk fulgte trop. Manden i spidsen for disse lærestreger var J. Piermont Morgan, amerikansk-født, men uddannet i England og Tyskland. Morgan er af mange - inklusive medlem af Kongressen, Louis McFadden, (en bankmand, der igennem ti år ledede House of Banking og and Currency Commitee), regnet som den engelske Rothschild-families topagent.

Ved århundredeskiftet var J.P. Morgan allerede en gammel ræv til at skabe kunstige storme på banker. Disse hændelser var godt samarbejdede. Senator Robert Owen, medstifter af Den føderative Reserve-lov (The Federal Reserve Act (O. A.)), (og som senere dybt beklagede sin rolle), bevidnede for en kongres-komité, at den bank, han ejede, fra De nationale bankfolk's Sammenslutning (National Bankers Association), modtog, hvad der senere blev kendt som »Panik-Cirkulæret af 1893.« Det sagde: »De skal straks trække en tredjedel af Deres pengeomløb tilbage og hjemkalde halvdelen af Deres udlån . . . «

Historikeren Frederick Lewis Allen fortæller i magasinet Life, fra den 25. april 1949, om Morgans rolle i udspredningen af rygter om Knickerbocker Bankens og The Trust Company of Amerika's insolvens; rygter, som udløste 1907-stormen. Som svar på spørgsmålet: »Fremmanede Morgang stormen?«, rapporterer Allen:

»Oakleigh Thorne, præsidenten for det pågældende "Trust Company", bevidnede senere for en kongreskomité, at hans bank kun havde været udsat for moderate opsigelser af konti . . . at han ikke havde bedt om hjælp, og at det alene var (Morgan's) panik-fremmende meddelelse, der havde forårsaget stormen på hans bank. Ud fra dette vidneudsagn plus de disciplinære foranstaltninger truffet af regeringskontoret mod Heinze-, Morse- og Thomas-bankerne samt andet relevant bevismateriale - er visse historikere kommet til den forståelige konklusion, at Morgan's interesser drog fordel af de ustabile forhold i august 1907 til at fremmane stormen og dirigere den snedigt som den udviklede sig, således at den ville gøre det af med rivaliserende banker og konsolidere de bankers overlegenhed, der lå indenfor Morgan's virkefelt.«

»Panikken«, som Morgan havde startet, fuldførte han derefter næsten helt alene. Han havde demonstreret, hvad han ville. Frederick Allen forklarer:

»Lærestregen fra panikken i 1907 var klar, selv om der gik ca. seks år, før den medførte et lovforslag: De forenede Stater havde alvorligt brug for et centralt bank-system..... «

Manden, der kom til at spille den mest betydningsfulde rolle i arbejdet med at forsyne Amerika med en centralbank, var Paul Warbrug, der sammen med sin bror, Felix, emigrerede til De forenede Stater fra Tyskland i 1902. (Se diagram 4) De efterlod bror Max (senere en af hovedfinansmændene bag Den russiske Revolution) hjemme i Frankfurt, hvor han ledede familiebanken (M.N. Warburg & Company).

Paul Warburg giftede sig med Nina Loeb, datter af Solomon Loeb fra Kuhn, Loeb and Company, Amerikas mægtigste internationale bankvirksomhed. Bror Felix giftede sig med Frieda Schiff, datter af Jacob Schiff, lederen af Kuhn, Loeb. Stephan Birmingham skriver i sin troværdige Vor kreds: (Our Crowd): »I det attende århundrede delte familierne Schiff og Rothscild en dobbeltvilla i Frankfurt«. Efter forlydende købte Schiff sit partnerskab i Kuhn, Loeb med Rothscild-penge.

Både Paul og Felix Warburg blev partnere i Kuhn, Loeb and Company.

I 1907, året med den Morgan-skabte bankstorm, begyndte Paul Warburg at bruge næsten al sin tid på at skrive og holde foredrag om nødvendigheden af en »bank-reform.« Kuhn, Loeb and Company var tilstrækkeligt besjælet af samfundssind til at give ham en løn på 500.000 dollars om året til gengæld for, at han i de næste seks år skulle hellige sig »offentlighedens bedste«.

En af dem, der arbejdede sammen med Warburg for at fremme denne »bank-reform«, var Nelson Aldrich, kendt som »Morgans mand i Senatet«. Aldrich's datter, Abby, giftede sig med John D. Rockefeller Jr. (den nuværende guvernør i New York har navn efter sin morfar).

Føderativ Reserve (USA´s nationalbank-system)

Efter stormen i 1907 blev Aldrich udnævnt af Senatet til at lede Den nationale monetære kommission. Skønt han ikke havde noget teknisk kendskab til bankvirksomhed, brugte Aldrich og hans omgangskreds næsten to år og 300.000 dollars af skatteydernes penge, mens han blev trakteret med mad og vin af direktørerne for Europa's central-banker under tourneer på kontinentet for at »studere« centralbank-virksomhed. Da kommissionen vendte tilbage fra sit luksuriøse gilde, holdt den ingen møder og udfærdigede ingen rapport i næsten to år. Men Senator Aldrich havde travlt med at »arrangere«. Sammen med Paul Warburg og andre internationale bankfolk, iscenesatte han et af de vigtigste hemmelige møder i De forenede Stater's historie. Rockefeller-agenten Frank Vanderlip indrømmede mange år senere i sine memoirer:

»På trods af mine synspunkter vedrørende samfundsværdien af større offentligt indseende i erhvervsselskabers forretninger, var der en episode, omkring år 1910, hvor jeg var så tavs - faktisk så hemmelig - som nogen sammensvoren . . . jeg føler ikke, det er nogen overdrivelse at betegne vor hemmelige ekspedition til Jekyl Island som den begivenhed, der medførte den egentlige undfangelse af, hvad der senere kom til at hedde Det føderative reserve fonds System (Federal Reserve System)«

Hemmelighedskræmmeriet var godt begrundet. Kontrollen med hele den amerikanske økonomi stod på spil. Senator Aldrich havde udsendt fortrolige invitationer til Henry P. Davidson fra J.P. Morgan & Compagni; Frank A. Vanderlip, præsident for den Rockefeller-ejede National City Bank; A. Piatt Andrew, assisterende finansminister; Benjamin Strong fra Morgan's Bankers Trust Compagni; og Paul Warburg. De skulle alle ledsage ham til Jekyl Island, Georgia, for at udarbejde Den nationale monetære Kommission's endelige forslag til den færdige rapport.

På Jekyl Island, skriver B.C. Forbes i sin Mænd, som skaber Amerika (Men Who Are Making America):

»Efter en general diskussion blev det besluttet at opstille visse brede principper, som alle kunne gå ind på. Hvert eneste medlem af gruppen stemte for en centralbank, som var hovedhjørnestenen i ethvert banksystem.« (Side 399)

Warburg lagde vægt på, at navnet »centralbank« for alt i verden måtte undgås. Det blev besluttet at fremføre planen som et »regionalt reservefonds« system med fire (senere tolv) afdelinger i forskellige sektioner af landet. De sammensvorne vidste, at New York Bank ville dominere resten, som skulle være »hvide marmor-elefanter«, der skulle bedrage befolkningen.

Ud af mødet på Jekyl Island kom færdiggørelsen af Den monetære Kommission's rapport og Aldrich-programmet. Warburg havde foreslået, at programmet blev kaldt »Det føderative reservefonds System«, men Aldrich insisterede på at få sit eget navn med, da det allerede var forbundet med bankreform i befolkningen, og at det ville vække mistanke, hvis man introducerede et program, som ikke bar hans navn. Men Aldrich's navn knyttet til et program viste sig hurtigt at være den sikre død, eftersom enhver lov, der bar hans navn, så indlysende var et projekt, skabt af de internationale banker.

Da Aldrich-programmet ikke kunne presses gennem Kongressen, måtte man udtænke en ny strategi. Det republikanske parti var for nært knyttet til Wall Street. Det eneste håb for en centralbank var at forklæde den og få den gennemført via demokraterne som et middel til at fratage Wall Street magten. Lejligheden til dette kom med præsident-valget i 1912. Den republikanske præsident, William Howard Taft, der havde været modstander af Aldrich-programmet, syntes at være bombesikker på genvalg, indtil Taft's forgænger, den ligeledes republikanske, Teddy Roosevelt, gik ind på at opstille for The Progressive Party. I Amerika's 60 familier, anerkender Ferdinand Lundberg:

»Så snart Roosevelt tilkendegav, at han endnu en gang ville udfordre Taft, var præsidentens nederlag uundgåeligt. Gennem hele trekants-duellen (Taft-Roosevelt-Wilson) havde Roosevelt (Morgan-agenterne, Frank) Munsey og (George) Perkins konstant ved sin side til at skaffe penge, gennemgå hans taler, hente hjælpende folk ind fra Wall Street, og, i det store hele, rette hele kampagnen mod Taft . . . . Perkins og J.P. Morgan and Company var fundamentet i The Progress Party; Alt andet var pynt . . .

For at gøre det kort blev Roosevelt's kampagnekapital finansieret af de to Morgan-håndlangere, der var ude efter Taft's skalp. « (Siderne ll0-l12).

Den demokratiske kandidat, Woodrow Wilson, var ligeledes ejet af Morgan. Dr. Gabriel Kolko rapporterer i sin Konservatismens triumf-(Triumph of Conservatism): »I slutningen af 1907 støttede han (Wilson) Aldrich's bank-program og var fuld af ros til Morgan's rolle i det amerikanske samfund.« (Side 205) Ifølge Lundbergs: »I næsten tyve år før nomineringen havde Woodrow Wilson bevæget sig i skyggen af Wall Street.« (Side 112)

Woodrow Wilson og Teddy Roosevelt fortsatte med at turnere landet rundt, idet de søgte at overgå hinanden i at udsende blomstrende (og hykleriske) nedrakninger af af Wall Street's »penge monopol« - den selvsamme gruppe af INDVIEDE, der finansierede kampagnen for dem begge to.

Dr. Kolko fortsætter med at berette for os, at bankreformen, i begyndelsen af 1912, »lignede et dødt emne . . . Bankreformbevægelsen havde så nydeligt isoleret sig selv.« Wilson genoplivede ideen og lovede landet et pengesystem uden dominans fra de internationale bankforbindelser i Wall Street. Endvidere fastslog det demokratiske partiprogram udtrykkeligt: »Vi er imod Aldrich's plan om en centralbank.« Men de »Store Drenge« vidste, hvem de havde købt. Blandt de internationale finansmænd, som bidrog stærkt til Wilson-kampagnen, var, ud over de allerede nævnte, Jacob Schiff, Bernard Baruch, Henry Morgenthau, Thomas Fortune Ryan og New York Times' udgiver, Adolf Ochs.

De INDVIEDE's hyrdehund, der kontrollerede Wilson og ledte programmet gennem kongressen, var en mystisk »oberst« Edward Mandel House, den engelsk-uddannede søn af en repræsentant for England's interesser i De amerikanske Sydstater. Titlen var honorær; House havde aldrig været ved militæret. Han var en absolut bag-scenen-snoretrækker, og betragtes af mange historikere som De forenede Stater's virkelige præsident under Wilson-perioden. House skrev en bog, Pohilip Dru: Administrator, i hvilken han skrev om etablering af »Socialisme, som den var tænkt af Karl Marx«. Som trin mod sit mål forlangte House, både i bogen og i virkeligheden, at få vedtaget en progressiv skatteskala og en centralbank, der kunne sørge for »en fleksibel (inflatorisk papir) valuta.« Den progressive indkomstskat og en centralbank er to af de ti programpunkter i Det Kommunistiske Manifest. I sin Oberst House's fortrolige papirer, refererer professor Charles Seymour til »oberst« House som Den føderative reservefonds-Lov's skytsengel. Seymour's værk indeholder adskillige dokumenter og arkiver, der viser konstant kontakt mellem House og Paul Warburg, mens Den føderative reservefonds-Lov blev forberedt og styret gennem Kongressen. Biografen George Viereck forsikrer os, at »familierne, Schiff, Warburg, Kuhn, Rockefeller og Morgan satte deres lid til House . . . « Deres lid blev rigeligt belønnet.

For at give nye kræfter til opspindet om, at Den føderative reservefonds-Lov var et »folket's program«, opsatte de INDVIEDE finansmænd et røgslør af modstand mod det. Det drejede sig udelukkende om et fupnummer. Både Aldrich og Vanderlip bekendtgjorde, hvad der i virkeligheden var deres eget program. Næsten femgotyve år senere indrømmede Frank Vanderlip: »Selv om Aldrich's reservefonds Plan blev forkastet, da den bar Aldrich's navn, var alle de væsentlige punkter ikke desto mindre med i den plan, der til sidst blev vedtaget.«

Idet man drog fordel af Kongressens juleferie, blev Den føderative reservefonds-Lov vedtaget den 22. december 1913 med stemmerne 298 mod 60 i Repræsentanterne Hus og i Senatet med et flertal på 43 mod 25. Wilson havde opfyldt løftet, han gav de INDVIEDE, for at blive præsident. Warburg sagde til House: »OK, det har ikke alt, hvad vi kunne ønske, men manglerne kan justeres ved hjælp af administrative processer.«

Der fandtes virkelig en opposition mod loven, men den kunne ikke overvinde programmets tilhængere. Den konservative Henry Cabot Lodge Sr. proklamerede med stor forudseenhed, »Programmet, som det ser ud i dag, synes for mig at åbne vejen til en enorm valuta-inflation ... Jeg ængstes ved at tænke på, at man kan vedtage en lov, som vil gøre det muligt at drukne guldmøntfoden i en strøm af uindløselige papirpenge.« (Kongresarkivet, 10. juni, 1932.) Efter afstemningen sagde Charles A. Lindberg, medlem af Kongressen og far til den berømte flyver, i Kongressen:

»Denne lov opretter den største gigant-trust på jorden. Når præsidenten underskriver denne lov, vil den usynlige pengemagt-regering, som pengetrust-undersøgelser har bevist eksisterer, blive legaliseret. Dette er Aldrich-planen i forklædning.......

Den nye lov vil skabe inflation, så snart trusten ønsker inflation «

Den føderative reservefonds-Lov var - og er stadig - regnet for »demokratiets« sejr over »penge-trusten«. Intet kunne være mere usandt.

Hele centralbank-begrebet blev udtænkt af den selvsamme gruppe, som det var meningen, det skulle fratage magten. Myten, om at »penge-trusten« skulle være blevet fradømt kjole og krave, burde være tilintetgjort, da Paul Warburg blev udnævnt til at sidde i Det føderative Reservefonds' første bestyrelse - en bestyrelse, der blev håndplukket af »oberst« House. Paul Warburg opgav sit 500.000 dollars-job som Kuhn, Loeb-partner til fordel for et 12.000 dollar-om-året-job i Den føderative Reservefond. »Tilhængerne af tilfældigheds-teorien«, der underviser på vore universiteter, vil have dig til at tro, at han gjorde det, fordi han var en »borger, besjælet af samfundssind.« Og den mand, der besad formandsposten i New Yorks Føderative reservefonds-Bank i de første kritiske år var den samme Morgan-influerede Benjamin Strong, som ledsagede Warburg, Davidson, Vanderlip et al. til Jekyl Island, Georgia, for at drøfte Aldrich-programmet.

Hvor stærk er vores »centralbank«? Den føderative Reservefond kontrollerer pengeforsyningen og rentesatserne og manipulerer derigennem hele økonomien - skaber inflation og deflation, lavkonjunktur eller højkonjunktur og sender fondsmarkedet op eller ned, når det passer den. Den føderative Reservefond er så stærk, at Wright Patman, medlem af Kongressen og formand for House Banking Committee, fastholder:

»I De forenede Stater har vi i dag to regeringer..... Vi har den behørige forfatningsmæssige regering..... Og så har vi en ukontrolleret, uafhængig og ukoordineret regering i Det føderative Reservefonds-System, som opererer med pengemagt; en magt, der oprindeligt var forbeholdt Kongressen i Forfatningen.«

Hverken præsidenter, medlemmer af Kongressen eller finansministre styrer Den føderative Reservefond! I pengeanliggender, er det Den føderative Reservefond, der regerer! »Fed's« ukontrollerede magt blev indrømmet af finansminister David M. Kennedy i et interview den 5. maj, 1969 , i U. S. News & World Report:

»Spørgsmål: Billiger De de seneste udvidelser af kreditten?

Svar:Det er ikke min opgave at billige eller misbillige. Det er en handling foretaget af Den føderative Reservefond.«

Og interessant nok er Det føderative Reservefonds-System aldrig blevet revideret og har på det bestemteste afvist forsøg fra Wright, formand for House Banking Committee, på at få det revideret. (N. Y. Times, l.4 september, 1967.)

Hvor succesfuldt har Det føderative Reservefonds-System været? Det afhænger af ens synspunkt. Siden Woodrow Wilson blev taget i ed, er nationalgælden steget fra l milliard dollars til 455 milliarder dollars. Det samlede rentebeløb, staten har betalt til de internationale bankforbindelser, er rystende og er blevet den tredjestørste udgift på det samlede forbunds budget. Renterne på den nationale gæld beløber sig i øjeblikket til 22 milliarder dollars om året, og de er stærkt stigende, eftersom inflationen presser rentesatsen op på regeringens gældsposter. I mellemtiden pantsættes vores guld til europæiske centralbanker, og alt vores sølv er allerede solgt. Med en overhængende økonomisk katastrofe kan kun blinde disciple af »historiens tilfældighedsteori« tro på, at alt dette er sket tilfældigt.

Da Det føderative Reservefonds-System blev prakket på en amerikansk befolkning uden dennes mistanke, blev det absolut garanteret, at det nu var slut med de økonomiske skiftendes højkonjunkturer og lavkonjnkturer. De mænd, der - bag scenen - styrede centralbanks-begrebet for de internationale bankforbindelser, lovede højt og helligt, at fra nu af ville man kun have stabil vækst og fremgang i al evighed. Men Charles A. Lindberg Sr. forkyndte lige så sikkert: »Fra nu af vil depressioner blive skabt videnskabeligt.«

Anvendelsen af en centralbank til udvikling af vekslende perioder med inflation og deflation, for derigennem snyde offentligheden for umådelige gevinster, blev udviklet af de internationale banker til en eksakt videnskab.

Efter at have bygget Det føderative reservefonds-System, som et værktøj til at kontrollere og konsolidere værdierne, var de internationale bankfolk nu parate til at foretage en stor slagtning. Mellem 1923 og 1929 forøgede (inflaterede) Den føderative Reservefond pengemængden med toogtres procent. En stor del af disse nye penge blev brugt til at byde fondsmarkedet op til svimlende højder.

På samme tid, som man gjorde enorme kredit-pengebeløb tilgængelige, begyndte massemedierne at opreklamere historier om folk, der på et øjeblik var blevet rige ved hjælp af fondsmarkedet. Ifølge Ferdinand Lundberg:

»For at befolkningen kunne lave profit på disse pengebeløb, var det nødvendigt at få den til at spekulere, og det lykkedes ved hjælp af vildledende regnskaber i aviserne, hvoraf mange var købt og betalt af de vekselerere, der styrede indsatserne..... «

Kongres-høringerne om stabilisering af dollarens købekraft, afslørede i 1928 beviser for, at bestyrelsen i Den føderative reservefond arbejde tæt sammen med lederne for europæiske centralbanker. Komiteen kom med den advarsel, at et stort krak havde været planlagt til at finde sted i 1927. Ved en hemmelig frokost med bestyrelsen for Den føderative Reservefond og ledere af de europæiske centralbanker - advarede komiteen - besluttede de internationale bankforbindelser at stramme løkken.

Montagu Norman, direktør for Bank of England, kom til Washington den 6. februar 1929 for at konferere med finansminister Andrew Mellon. Den ll.november 1927 havde Wall Street Journal beskrevet Mr. Norman som »Europa's valuta-diktator«. Professos Caroll Quigley noterer, at Norman - en nær ven af J.P. Morgan - indrømmede: »Jeg regerer i et verdensherredømme.« Straks efter dette mystiske besøg ændrede bestyrelsen i Den føderative Reservefond dens lettjente-penge-politik og begyndte at opskrive diskontoen. Ballonen, der gennem næsten syv år var blevet pumpet op, skulle nu snart sprænges.

Den 24. oktober ramte katastrofen. I De forenede Stater's uløste penge- og politiske problemer (The United States´Unresolved Monetary and Political Problems) beskriver William Bryan, hvad der skete:

»Da alt var parat, begyndte finansmændene i New York at indkræve deres 24-timers anfordringslån hos vekselererne. Dette betød, at vekselererne og deres kunder måtte kaste deres aktier ud på markedet til lave priser for at kunne betale deres lån. Dette fik naturligvis fondsmarkedet til at bryde sammen og medførte et banksammenbrud over hele landet, fordi de banker, der ikke var ejet af finansherredømmet, på denne tid var stærkt involveret i vekselerernes anfordringer, og storme på bankerne udtømte snart mønt- og seddel-beholdningerne, så de måtte lukke. Det føderative reservefonds-system ville ikke komme til undsætning, skønt det blev oprettet under loven om at opretholde en elastisk valuta.«

Den investrende befolkning inklusive de fleste vekselerer led et dræbende slag med krakket; men ikke de INDVIEDE. De var enten ude af markedet eller havde »fikset«, således at de fik enorme fortjenester, samtidig med at Dow Jones (aktieindekset) gik ned. For dem, der vidste, hvordan planen så ud, ville en kommentar fra Paul Warburg have virket som en advarsel om at sælge. Signalet kom den 9. marts 1929, da Financial Chronical citerede Warburg for at have givet dette fornuftige råd:

»Hvis man tillader orgier af ubegrænset spekulation at brede sig for meget..... vil et endeligt sammenbrud være sikkert..... og det vil bevirke en stor landsomfattende depression.«

De snedige kunne senere købe disse aktier tilbage med en nioghalvfems procent rabat på deres tidligere høje priser.

At betragte det videnskabeligt udtænkte krak i '29 som en tilfældighed eller et resultat af stupiditet vil trodse al logisk tænkning. De internationale banker, der fremmede den inflatoriske politik og førte den propaganda, som oppumpede fondsmardedet, repræsenterede for mange generationer af akkumuleret ekspertise til at rode sig ind i »den store depression.«

Louis McFadden, medlem af Kongressen, formand for House of Banking og Valuta-Komiteen, kommenterede:

»Den (depressionen) var ikke tilfældig. Den var en omhyggeligt planlagt begivenhed..... De internationale bankfolk søgte at fremkalde en desperations-tilstand her i landet, så de kunne dukke op som vores allesammens herskere.«

Skønt vi ikke siden 1929 har haft andre depressioner af den størrelse, har vi siden da haft regelmæssige lavkonjunkturer. Hver eneste af disse er kommet efter en periode, hvor Den føderative Reservefond først har trådt pengespeederen hårdt i bund og derefter blokeret bremserne. Siden 1929 er følgende lavkonjunkturer fremkommet via slige manipulationer:

1936-1937 -Fondspriserne faldt halvtreds procent;

1948 -Fondspriserne faldt seksten procent;

1953 -Aktierne faldt tretten procent;

1956-1957 -Markedet faldt tretten procent;

1957 -Sidst på året sænkedes markedet nitten procent;

1960 -Markedet faldt sytten procent;

1966 -Fondspriserne gik ned med femogtyve procent;

1970 -Markedet sænkedes med over femogtyve procent.

Diagram 5, baseret på oplysninger i højt respekterede finanspublikationer, fra Indicator Digest, den 24. juni 1969, viser virkningerne på Dow Jones' industrielle gennemsnitsal som følge af Den føderative Reservefond's metoder med at udvide og indskrænke pengemængden. Det er på denne måde fondsmarkedet manipuleres og lavkonjunkturer og depressioner skabes på videnskabelig vis. Hvis du havde indviet viden om, hvordan Den føderative Reservefonds politikker ville være i fremtiden, kunne du tjene tonsvis af penge.

Diagram 5

Føderative reserve' s pengepolitik

og Dow Jones' gennemsnitstal (1935-69)

Bestyrelsesmedlemmerne i Den føderative Reservefond udnævnes af præsidenten for fjorten år ad gange. Eftersom disse personer kontrollerer hele landets økonomi, er de langt vigtigere end personerne i regeringen; men hvem har nogen sinde hørt om dem - bortset fra måske formand Arthur Burns? Disse udnævnelser burde i vidt omfang debatteres af Senatet, men billiges blot af samme. Imidlertid er de her, som i Europa, blot topfigurer, der er placeret på deres positioner af de internationale banker, der finansierer begge partiers præsidentkampagner.

Og professor Quigley afslørede, at disse internationale bankfolk ejede bankerne i England og Frankrig og opretholdt deres magt og kontrol over disse, selv efter de i teorien var socialiserede. Det amerikanske system er en smule anderledes, men snare-effekten er den samme - stadig stigende gæld, der kræver stadig stigende renteudgifter, inflation og periodisk videnskabeligt skabte depressioner og lavkonjunkturer.

Slutresultatet - hvis de INDVIEDE får deres vilje - vil være den drøm, som Montagu Norman fra Bank of England drømte, om »at verdens finansherredømme ville herske overlegent over alt og alle som een stor overnational kontrol-mekanisme.« (Montagu Norman af John Hargrave, Greystone Press, N.Y., 1942.)


Dronte 5

Drontens hovedmenu