KAPITEL FIRE

FINANSIERING AF DEN BOLSHEVIKISKE

REVOLUTION

Oprettelsen af Det føderative Reservefonds-system ("Fed") forsynede »sammensværgelsen« med et instrument, hvormed de internationale bankforbindelser kunne forøge den nationale gæld til skyhøjder og derved indsamle enorme rentebeløb og vinde kontrol over låntagerne. Alene under Wilson-regeringen steg den nationale gæld med 800 procent.

To måneder før vedtagelsen af Den føderative reservefonds-lov havde konspiratorerne (de sammensværgede) skabt den mekanisme, hvormed der skulle indsamles kapital til betaling af renterne på den nationale gæld. Mekanismen var den progressive indkomstskat - det andet punkt på Karl Marx' Kommunistiske Manifest, som indeholdt ti punkter til SOCIALISERING af et land.

Man ville selvfølgelig forvente, at den progressive indkomstskat blev mødt med modstand fra de rigeste. Det er imidlertid en kendsgerning, at mange af de rigeste amerikanere støttede den. Nogle, uden tvivl, på grund af altruisme (uegennytte), og fordi skatterne i begyndelsen, var meget lave. Men andre bakkede planen op, fordi de allerede havde en anden plan, hvormed de permanent kunne undgå både indkomstskatten og den efterfølgende arveskat.

Der skete følgende: Omkring århundredeskiftet var Populisterne, en gruppe bonde-socialister, ved at vinde i styrke og var begyndt at trodse magten hos monopol-industrialisterne og bankerne i New York. Mens Populisterne havde de forkerte svar, stillede de mange af de fornuftige spørgsmål. Uheldigvis blev de forledt til at tro, at bankmonopolisternes kontrol over regeringen, som de var imod, var et produkt af det frie initiativ.

Eftersom Populist-truslen mod kartellisterne kom fra venstre (Der var ingen organiseret politisk bevægelse, der gik ind for laissez-faire), indledte de INDVIEDE en erobring af venstrefløjen. Professor Quigley åbenbarer, at for over halvtres år siden besluttede Morgan-firmaet at infiltrere den venstreorienterede bevægelse i De forenede Stater. Dette var ikke svært at overkomme, da disse ventsregrupper manglede kapital og var ivrige efter at få deres budskab ud til befolkningen. Wall Street ordnede begge dele. Der var ikke noget nyt i denne beslutning, siger Quigley, eftersom andre finansmænd havde talt om det og endda forsøgt det tidligere. Han fortsætter:

»Hvad denne gang gjorde det afgørende vigtigt, var accepten fra de dominerende Wall Street-finansmænd, på et tidspunkt hvor skatte-politikken tvang alle finansmæd til at søge skattely for deres formuer..... « (Side 938)

Radikale bevægelser er aldrig succesfulde, med mindre de tiltrækker store penge og/eller støtte udefra. Den store historiker fra det tyvende århundrede, Oswald Spengler, var en af dem, der så, hvad de amerikanske liberale nægtede at se - at venstrefløjen er kontrolleret af dens påståede fjende, de store rigdommes forbrydere. Han skrev i sin monumantale Vestens forfald (Decline of the West)(Modern Library, New York, 1945):

»Der findes ingen proletarisk - end ikke kommunistisk - bevægelse, der ikke har fungeret i pengenes interesse, i den retning, pengeinteresserne krævede og eksisterede så længe pengeinteresserne tillod det - og det uden at idealisterne blandt bevægelsens ledere har haft den mindste mistanke derom.«

Skønt den Populistiske bevægelse grundlæggende var ikke-konspiratorisk, var dens venstreorienterede ideologi og program lavet på bestilling fra den INDVIEDE elite, fordi den sigtede på at koncentrere magten i regeringen. De INDVIEDE vidste, de kunne kontrollere den magt og bruge den til deres egne formål. De var selvfølgelig ikke interesserede i at fremme konkurrence, men i at begrænse den. Professor Gabriel Kolko har skrevet et større værk, der leverer det uimodsigelige bevis for, at de gigantiske forenede manipulatorer fremmede megen af den såkaldte »progressive lovgivning« i Roosevelt- og Wilson-æraerne lovgivning, som tilsyneladende sigtede på at kontrollere deres muligheder, men var formuleret, således at den passede ind i deres kram. I Konservatismens triumf (hvormed Kolko fejlagtigt mener store forretninger), skriver han:

» . . . den væsentligste årsag til, at mange forretningsmænd gik aktivt ind for at forøge offentlig intervention i deres forretninger, er fuldstændig blevet ignoreret af historikere og økonomer. Uagtsomheden skyldtes illusionen om, at amerikansk industri var centraliseret og monopoliseret i et sådant omfang, at den (industrien) kunne rationalisere (regulere produktion og priser) indenfor dens forskellige grene efter egen fri vilje. Det nøjagtigt modsatte var tilfældet. Trods det store antal sammenslutninger, og væksten i den absolutte størrelse af mange selskaber, gik den dominerende tendens i den amerikanske økonomi i begyndelse af dette århundrede imod øget konkurrence. Konkurrence var uacceptabel for mange bestemmende industri- og finans-interesser . . . «

Den bedste måde for de INDVIEDE til at eliminere den voksende konkurrence, var at pålægge en progressiv indkomst-skat på deres konkurrenter, altimens de selv skrev lovene således, at de sikrede indbyggede nødluger for sig selv. Faktisk indså meget få af fortalerne for den progressive indkomstskat, at de spillede i hænderne på dem, de søgte at kontrollere. Som Ferdinand Lundberg beskriver i De rige og de super-rige:

»Hvad den (indkomstskatten) udviklede sig til efterhånden, var en hævert, der langsomt sænkedes ned i den brede befolknings tegnebøger. Skønt den var genstand for offentlig begejstring som en klasse-skat, blev indkomstskatten gradvist vendt til masseskat med en jiujitsukoldbøtte..... «

De INDVIEDE's vigtigste talerør i Senatet i denne periode var Nelson Aldrich, en af de konspiratorer, der var med under udtænkningen af oprettelsen af De føderative reservefonds-System og morfar til Nelson Aldrich Rockefeller. Lundberg siger, at »når Aldrich talte, forstod avisfolkene, at skønt ordene var hans, så var den dramatiske hovedlinie helt sikkert godkendt af »Big John (D. Rockefeller) . . . «« Tidligere havde Aldrich beskrevet indkomstskatten som »kommunistisk og socialistisk«, men i 1909 foretog han en dramatisk og fantastisk kovending. Den Amerikanske biografiske ordbog kommenterer således:

»Da oppostitionen var blevet formidabel, tog han (Aldrich) vinden ud af dens sejl ved, med støtte fra præsidenten (Taft) at fremme - en foreslået ændring af forfatningen, som skulle gøre Kongressen i stand til at opkræve indkomstskatter. «

Howard Hinton skriver i sin biografi over Cordell Hull, at medlem af Kongressen, Hull, der havde presset på i Repræsentanternes Hus for indkomstskatten, skrev denne overraskende observation:

»I de seneste par uger ændrede visse såkaldt »gammel-konservative« republikanske ledere i Kongressen pludselig holdning (en holdning, de havde haft gennem en menneskealder), og gik tilsyneladende nu pludselig - trods åbenlys modstand - ind for - - den foreslåede indkomstskat-tilføjelse i forfatningen, til stor overraskelse og forundring.«

De INDVIEDE's nødluger, hvormed de kunne undgå at betale indkomstskat, var nemlig parate. Da forfatningsændringen blev godkendt af staterne (endnu før indkomstskatten var endelig vedtaget), var Rockefeller- og Carnegie-fondene allerede i fuld gang.

Man må huske på, at det var med det formål at opløse Standard Oil (Rockefeller) og U.S.Steel (Carnegie) - monopolerne, at de forskellige anti-trust-love tilsyneladende blev vedtaget. Disse monopolister kunne nu i stedet forøge deres værdier skattefrit, mens konkurrenter måtte se en progressiv indkomst-skat i øjnene, som gjorde det vanskeligt at samle kapital. Som vi sagde, socialisme er ikke et del-værdierne-program, som socialisterne vil have dig til at tro, men et konsolider-og-kontroller-værdierne-program for de INDVIEDE. Reece-komiteen, som undersøgte fondene for Kongressen i 1953, viste med en overvældende mængde bevismateriale, at de forskellige Rockefeller- og Carnegiefonde alle havde fremmet socialismen siden allerførste færd. (Se Rene Wormser's Fonde: Deres magt og indflydelse, Devin Adair, New York, 1958.)

Konspiratorerne havde nu skabt de mekanismer, der kunne forøge gælden, indsamle gælden og (for sig selv) undgå skatterne, som der krævedes for at kunne betale gældens årlige renter. Så alt, hvad der nu behøvedes, var en grund til at forøge gælden. Intet øger en national gæld som en krig. Og første verdenskrig var ved at blive brygget i Europa.

I 1916 blev Woodrow Wilson genvalgt på et hængende hår. Han havde baseret sin kampagne på sloganet: »Han holdt os udenfor krigen!« Den amerikanske befolkning var stærkt imod, at Amerika blev involveret i krigen i Europa. Ikke-indblandelse i de evige udenlandske konflikter havde været amerikansk tradition siden George Washington. Men medens Wilson forvirrede landet ved at give sit æresord på, at ingen amerikanske soldater ville blive sendt i fremmede krige, forberedte han samtidig at gøre det stik modsatte. Hans »andet jeg«, som han kaldte »oberst« House, var i gang med at lave overenskomster med England bag scenen, som forpligtede Amerika til at gå ind i krigen. Kun fem måneder senere var vi med. Den samme klike, som manipulerede vedtagelsen af indkomstskatten og Det føderative Reservefonds-System, ønskede Amerika med i krigen. J.P. Morgan, John D. Rockefeller, »oberst« House, Jacob Schiff, Paul Warburg og resten af konspiratorerne fra Jekyl Island var alle dybt involveret i at få os med. Mange af disse financierer havde lånt England store pengebeløb. Faktisk tjente J.P. Morgan & Co. som britiske finansieringsagenter i dette land under første verdenskrig.

Mens alle de opgivne standard-årsager for udbruddet af første verdenskrig givetvis var faktorer, var der også andre og mere betydelige årsager. Sammensværgelsen havde gennem to årtier planlagt krigen. Attantatet på den østrig-ungarske tronarving var blot en hændelse, der skulle tjene som en kædereaktion.

Efter nogle års kamp var krigen et komplet dødvande og ville være endt næsten omgående med fredsforhandlinger (således, som de fleste andre europæiske konflikter var endt), hvis ikke De forenede Stater havde erklæret Tyskland krig.

Så snart Wilsons genvalg var gennemført ved hjælp af »han holdt os udenfor krigen«-sloganet, indledte man en fuldstændig ændring i propagandaen. På den tid - før fjernsyn og radio - kontrolleredes den offentlige mening næsten udelukkende af aviser. Mange af de største aviser blev kontrolleret af den Føderative Reserve-klike. Nu begyndte de at slå på tromme om »krigens uundgåelighed«. Arthur Ponsonby, medlem af det Britiske Parlament, indrømmede i sin bog Løgne i krigstid (E.P. Dutton & Co., Inc., New York, 1928): »Der må have været mere bevidst løgnagtighed i verden fra 1914 til 1918 end i nogen anden periode i verdenshistorien.« Krigspropagandaen var yderst ensidig. Selv om mange historikere efter krigen indrømmede, at den ene part var lige så skyldig som den anden i krigens udbrud, blev Tyskland skildret som et militaristisk uhyre, der ønskede at regere verden. Husk på, at dette billede blev malet af England, som havde sine soldater i flere lande overalt på kloden end alle de øvrige lande tilsammen. Såkaldt preusisk militarisme eksisterede ganske vist, men den udgjorde ingen trussel i retning af en erobring af verden. Imidlertid gik solen aldrig ned over Det britiske Imperium! Faktisk viste tyskerne sig blot at være hårde forretnings-konkurrenter på verdensmarkedet, hvilket englænderne ikke billigede.

For at skabe en krigsfeber blev sænkningen af Lusitania - et britisk skib, der blev torpederet to år tidligere - genoplivet og trykt i fornyede overskrifter. Den tyske ubådskrigsførsel blev gjort til et hovedemne af aviserne.

U-båds-krigsførsel var et falsk emne. Tyskland og England var i krig. De blokerede begge hinanden. J.P. Morgan og andre finansmænd solgte krigsmateriel til England. Tyskland kunne ikke tillade, at disse forsyninger blev leveret, mere end englænderne ville have tilladt dem at blive leveret til Tyskland. Hvis Morgan ønskede at tage risiciene og høste fortjenesterne (eller lide konsekvenserne) af salget af krigsmateriel til England, var det hans sag. Det var bestemt ikke en sag, som burde kunne trække hele nationen med i krigen.

Da Lusitania blev sænket, havde den en last på seks millioner pund ammunition. I virkeligheden var det ulovligt for amerikanske passagerer at være om bord på et skib, der fragtede krigsmateriel til krigsførende lande. Næsten to år før lineren blev sænket, bragte New York Tribune (19.juni 1913) en satire, som lød: »Cunard bekræftede officielt i dag over for Tribune-korrespondenten, at mynden (Lusitania) er ved at blive udstyret med kraftige skibskanoner . . . « Faktisk var Lusitania registreret i den britiske marine som hjæipekrydser. (Barnes, Harry E., Krigens tilblivelse,(The Genesis of the War) Adolf Knopf, New York, 1926, s. 611). Desuden indrykkede den tyske regering store annoncer i samtlige New York-aviser, som advarede potentielle passagerer om, at skibet fragtede krigsmateriel og at de derfor ikke skulle tage med det over Atlanten. De, der valgte at tage turen, kendte den risiko, de løb. Alligevel blev sænkningen af Lusitania brugt af kløgtige propagamagere til at portrættere tyskerne som umenneskelige slagtere af uskyldige. Ubådskrigsførsel blev gjort til en Cause Célébre (opsigtsvækkende sag). Den 6. april 1917 erklærede Kongressen krig. Det amerikanske folk måtte slå sig til tåls med, at det skulle blive »krigen der endte alle krige«.

Under »krigen, der skulle ende alle krige«, blev den INDVIEDE bankmand, Bernard Baruch gjort til absolut diktator over det amerikanske forretningsliv, da præsident Wilson udnævnte ham til formand for krigsindustriens bestyrelse, hvor han havde kontrol med alle nationale kontrakter om allieret krigsmateriel. Baruch fik masser af venner, mens han placerede adskillige milliarder i regerings-kontrakter, og det rygtedes vidt og bredt i Wall Street, at ud af krigen, der skulle sikre en sikker verden for de internationale bankforbindelser, inkasserede han 200 millioner dollars til sig selv.

Mens bankmand Paul Warburg kontrollerede den Føderative Reservefond, og den internationale bankmand, Bernard Baruch, placerede kontrakter hos regeringen, valgte Wilson den internationale bankmand Eugene Meyer - en tidligere partner til Baruch, og søn af en partner i Rothschild-familiens internationale bankfirma, Lazard Frères, til at lede Krigs Finansierings Selskabet (War Finance Corporation), hvor han ligeledes lavede en bette smule penge. (Meyer vandt senere kontrol over den yderst indflydelsesrige Washington Post, som senere blev kendt under navnet »Washington Daily Worker«; (altså pludselig et arbejderblad (O. A.»)

Det bør noteres, at Sir William Wiseman, manden, som Den britiske Efterretningstjeneste sendte til U.S.A. for at hjælpe til med at få De forenede Stater med ind i krigen, blev rigeligt belønnet for sine gerninger. Han blev her i landet efter første verdenskrig og blev ny partner i den Jacob Schiff-Paul Warburg-kontrollerede Kuhn, Loeb-bank.

Første verdenskrig var en finansiel guldgrube for de internationale banker. Men for De forenede Stater var den en katastrofe af et sådant omfang, at få - selv i dag - fatter dens betydning. Krigen kuldkastede vor traditionelle udenrigspolitik med ikke-indblanding, og lige siden er vi konstant blevet blandet ind i de evige krige for evig fred. Winston Churchill gjorde en gang den iagttagelse, at alle nationer ville have været bedre stillede, hvis U.S.A. havde passet sig selv. »Havde det været tilfældet«, sagde han, »ville der have været sluttet fred med Tyskland; og sammenbruddet i Rusland, der førte til kommunisme, ville ikke have fundet sted; intet regeringssammenbrud i Italien efterfulgt af fascisme; og nazismen ville aldrig have fået overtaget i Tyskland.« (Social Justice-bladet, 3. juli, 1939, s. 4).

Den bolsjevikiske Revolution i Rusland blev helt indlysende et af verdenshistoriens store vendepunkter. Det er en begivenhed, hvorom der eksisterer forvirrede informationer i stor mængde. Myte-magerne og historie-omskriverne har gjort deres landskabsmaler-arbejde godt. Oprettelsen af kommunismen i Rusland er et klassisk eksempel på kommunismens anden »store løgn«, d.v.s., at den er de undertrykte massers bevægelse mod deres udbyttende herrer. Dette bedrag stammer fra før den første Franske Revolution i 1789.

De fleste mennesker i dag tror, at kommunisterne havde succes i Rusland, fordi de var i stand til bag sig at samle det russiske folks sympati og frustration og dets had til den russiske zars tyranni. Dette er ganske at ignorere historien om, hvad der virkelig skete. Mens næsten alle husker, at Den bolsjevikiske Revolution fandt sted i november 1917, ved de færreste, at zaren havde abdiceret (trådt tilbage) syv måneder tidligere - i marts. Da zar Nicolaj II abdicerede, blev en provisorisk regering oprettet af prins Lvov, som ønskede at skabe en russisk regering efter vestligt mønster. Men, desværre, banede Lvov-regeringen vej for Kerensky-regimet. Kerensky, en såkaldt demokratisk socialist, ledede muligvis et forretningsministerium for kommunisterne. Han holdt krigen gående mod Tyskland og de andre Centralmagter, men han udstedte en generel amnesti for kommunister og andre revolutionære, hvoraf mange var gået i eksil efter den mislykkede Røde Revolution i 1905. Hjem til Moder Rusland kom nu 250.000 trofaste revolutionære, og Kerensky's egen regerings skæbne var dermed beseglet.

I Sovjetunionen, som i alle kommunistiske lande (eller som de selv kalder sig - de socialistiske lande), er magten ikke kommet i kommunisternes hænder, fordi de undertrykte masser ville det sådan. Magten er kommet ovenfra og ned i hvert eneste tilfælde. Lad os kort rekonstruere trinene i den kommunistiske magtovertagelse.

Året er 1917. De Allierede kæmper mod Centralmagterne. De Allierede er Rusland, Det britiske Imperium, Frankrig og i april 1917 - De forenede Stater. I marts 1917 satte dygtige planlæggere kræfter i gang for at tvinge zar Nikolaj II til at abdicere. Dette gjorde han under pres fra De Allierede og efter svære oprør i zarens hovedstad, Petrograd; oprør, der var forårsaget af sammenbrud i transportsystemet, som afskar byen fra fødevareforsyninger og medførte lukning af fabrikker.

Men hvor var Lenin og Trotsky, da alt dette fandt sted? Lenin var i Schweiz og havde befundet sig i Vesteuropa siden 1905, da han måtte gå i eksil efter at have forsøgt at vælte zaren med den mislykkede kommunistiske revolution samme år. Trotsky var også i eksil - som reporter for en kommunistisk avis i den østlige ende af New York City. Bolschevikerne udgjorde ikke nogen synlig politisk fare på det tidspunkt, da zaren abdicerede. Og de kom til magten - ikke fordi Ruslands undertrykte masser ønskede dem tilbage, men fordi meget indflydelsesrige mænd i Europa og i De forenede Stater sendte dem ind.

Lenin blev sendt tværs igennem det krigshærgede Europa med det famøse »forseglede tog«. Med sig havde Lenin mellem 5 og 6 millioner dollars i guld. Det hele blev arrangeret af Den tyske Højkommando og Max Warburg, gennem en anden meget rig og livslang socialist ved navn Alexander Helphand, alias »Parvus«. Da Trotsky forlod New York om bord på S.S. Christiania den 27. marts, 1917, sammen med sit følge på 275 revolutionære, var den første havn, de nåede, Halifax, Nova Scotia (Canada). Her pågreb canadierne Trotsky og hans penge og opbevarede begge. Dette var for den canadiske regering en meget logisk handling, eftersom Trotsky flere gange havde udtalt, at hvis han kom til magten i Rusland, ville han omgående stoppe, hvad han kaldte »den imperialistiske krig«, og bede om separat-fred med Tyskland. Dette ville frigøre millioner af tyske tropper til overflytning fra østfronten til vestfronten, hvor de kunne dræbe canadiere. Så Trotsky måtte vente i et canadisk fængsel - i fem dage. Så lagde englænderne (gennem den fremtidige Kuhn, Loeb-partner, Sir William Wiseman) og De forenede Stater (gennem ingen andre end den allestedsnærværende »oberst« House) pludselig pres på den canadiske regering. Og - på trods af den kendsgerning, at vi nu var i krig - sagde, med så mange ord: »Lad Trotsky gå«. Således tog Trotsky, med et amerikansk pas, tilbage og mødte Lenin. Lenin kom også, og i november var de ved hjælp af bestikkelse, snyd, brutalitet og bedrageri klar (ikke til at samle masserne om deres sag, men) til at hyre tilstrækkeligt mange bøller og slutte tilstrækkeligt mange aftaler til at de via et kanonløb kunne gennemføre, hvad Lenin kaldte »Al magt til sovjetterne«. Kommunisterne kom til magten ved blot at bemægtige sig en håndfuld nøglebyer. Faktisk fandt hele Den bolsjevikiske Revolution sted i een by - Petrograd. Det ville svare til, at hele U.S.A. blev kommunistisk, fordi en kommunistisk ledet pøbel bemægtigede sig Washington D.C. Det varede flere år, før sovjetterne fik magt over hele Rusland.

Tyskerne havde - på overfladen - en rimelig undskyldning for at finansiere Lenin og Trotsky. De to hovedansvarlige tyskere for finansieringen af Lenin var Max Warburg og den forhenværende russer, Alexander Helphand. De kunne hævde, at de tjente deres lands sag ved at hjælpe og finansiere Lenin. Men disse to tyske »patrioter« glemte at fortælle Kejseren om deres planer om at anstifte en kommunistisk revolution i Rusland. Billedet får en anden dimension, når man tager i betragtning, at Max Warburg's broder var Paul Warburg, primus-motor i oprettelsen af Det føderative Reservefonds-system og som, fra sin position i Det føderative Reservefonds' bestyrelse, spillede en nøgle-rolle i finansieringen af de amerikanske krigsydelser. (Da der slipper nyheder ud i amerikanske aviser om, at broder Max leder de tyske finanser, trækker Paul sig tilbage fra sin Føderative Reservepost uden at klynke.) Fra her af bliver planen rigtig syg.

For svigerfaderen til Max Warburg's broder, Felix, var Jacob Schiff, hovedpartner i Kuhn, Loeb & Co. (Paul og Felix Warburg - var, som du husker - også partnere i Kuhn, Loeb & Co., mens Max ledede den Rothschild-allierede familiebank i Frankfurt.) Jacob Schiff hjalp også med til at finansiere Leon Trotsky. Ifølge New York Journal- American, den 3. februar, 1949: »Idag skønnes det af Jacob's sønnesøn, John Schiff, at den gamle mand (Jacob) placerede cirka 20.000.000 dollars til sikring af bolschevismens endelige triumf i Rusland«. (Se diagram 6.)

En af de bedste informationskilder til belysning af finansieringen af Den bolsjevikiske Revolution er Z arisme og Revolution af en betydningsfuld hviderussisk general ved navn Arsene de Goulevitch, der i frankrig grundlagde De undertrykte folks Union. I dette værk, skrevet på fransk og senere oversat til engelsk, bemærker de Goulevitch:

»Hovedleverandørerne af kapital til revolutionen var imidlertid hverken de skøre russiske millionærer eller Lenin's bevæbnede banditter. De »virkelige« penge kom fortrinsvis fra visse engelske og amerikanske kredse, som igennem lang tid havde støttet den russiske revolutionære sag.....

De Goulevitch fortsætter:

»Den vigtige rolle, som den rige amerikanske bankmand, Jacob Schiff spillede i begivenhederne i Rusland, er, skønt kun delvis afsløret, ikke længere nogen hemmelighed.«

General Alexander Nechvolodov citeres af de Goulevitch for i sin bog om Den bolsjevikiske Revolution at fastslå:

»I april 1917 proklamerede Jacob Schiff offentligt, at det var takket være hans finansielle støtte, at revolutionen i Rusland var lykkedes.

I foråret samme år fortsatte Schiff med at støtte Trotsky.....

Samtidig modtog Trotsky og Co. også støtte fra Max Warburg og Olaf Aschberg fra Den nye Banken i Stockholm... Det Rhin-Westfalske Syndikat og Jivotovsky... hvis datter senere giftede sig med Trotsky.«

Diagram 6

FINANSIERING AF

DEN BOLSJEVIKISKE REVOLUTION

Schiff brugte millioner på at vælte zaren og endnu flere millioner på at vælte Kerensky. Han blev ved med at sende penge til Rusland længe efter bolschevikernes sande natur var kendt over hele verden. Schiff rejste 10 millioner dollars, officielt til krigsgodtgørelse til de russiske jøder, men senere begivenheder afslørede, at det blot var en god forretningsinvestering (Forbes, B.C., Men Who Are Making America, s. 334-5.)

Ifølge de Goulevitch:

»Hr. Bakhmetiev, den afdøde russiske ambassadør i De forenede Stater, fortæller os, at bolsjevikkerne, efter sejren, overførte 600 millioner rubler i guld mellem 1918 og 1922 til Kuhn, Loeb & Company (Schiff's selskab).«

Schiff's deltagelse i Den bolsjevikiske Revolution var - skønt den nu naturligt nok benægtes - velkendt blandt allierede efterretningstjenester på den tid. Dette førte til megen snak om, at bolsjevismen var et jødisk komplot. Resultatet blev, at emnet om finansieringen af den kommunistiske overtagelse i Rusland blev et tabu. Senere beviser indicerer, at finansieringen af bolsjevikkerne blev udført af et syndikat af internationale banker, som foruden Schiff-Warburg-kliken inkluderede Morgan og Rockefeller-interesser. Dokumenter viser, at Morgan-organisationen indsatte mindst l million dollars i Den røde Revolutionære pulje (Herman Hagedorn, The Magnate, John Day, N. Y. Se også Washington Post, 2. feb. 1918, s. 195.)

Endnu en anden betydningsfuld finansmand bag Den bolsjevikiske Revolution var en yderst velhavende englænder ved navn Lord Alfred Milner, organisator og leder af en hemmelig organisation kaldet »Round Table«-gruppen, som blev støttet af Lord Rothschild (omtalt i næste kapitel).

De Goulevitch skriver videre:

»Den 7. april 1917 gjorde general Janin følgende notat i sin dagbog (»Au G.C.C. Russé« - I det russiske militære hovedkvarter - Le Monde Slave, bind 2, 1927, s. 296-297): Langt interview med R., som bekræftede, hvad jeg tidligere var blevet fortalt af M. Efter at have fortalt mig om ham og hans families had til Tyskland, tog han fat på emnet om den russiske revolution som, påstod han - var udtænkt af englænderne og - mere præcist - af Sir George Buchanan og Lord (Alfred) Milner. På den tid vrimlede Petrograd med englændere . . . Han kunne, hævdede han, nævne gaderne og gadenumrene på de huse, hvor engelske agenter var indkvarteret. Det blev sagt, at de, under oprøret, havde distribueret penge til soldaterne og ophidset dem til mytteri.«

De Goulevitch fortsætter med at afsløre: »I private interviews er jeg blevet fortalt, at over 21 millioner rubler blev brugt af Lord Milner til finansiering af Den russiske Revolution.«

Det bør i parentes bemærkes, at Lord Milner, Paul-, Felix- og Max Warburg repræsenterede »deres« respektive lande på Fredskonferencen i Paris ved afslutningen af Første Verdenskrig.

Hvis vi på en eller anden måde kan tilskrive Max Warburg's finansiering af Lenin til tysk »patriotisme«, så var det bestemt ikke »patriotisme«, som inspirerede Schiff, Morgan, Rockefeller og Milner til at finansiere bolsjevikkerne. Både England og Amerika var i krig med Tyskland og var allieret med det zaristiske Rusland. At frigøre dusinvis af tyske divisioner til overflytning fra østfronten til vestfronten (til Frankrig), hvor de ville kunne dræbe tusinder af amerikanske og engelske soldater, var intet mindre end højforræderi.

I den bolsjevikiske Revolution ser vi mange af de samme gamle ansigter, som var ansvarlige for oprettelsen af Det føderative Reservefondssystem, indførelse af den progressive indkomstskat, stiftelsen af de skattefri fonde og for vores deltagelse i Første Verdenskrig. Men hvis du konkluderer, at dette er alt andet end tilfældige omstændigheder, vil du øjeblikkeligt blive strøget af Folkeregisteret.

Ingen revolution kan føres ud i virkeligheden uden organisation og penge. »De undertrykte masser« udvirker sædvanligvis meget lidt af det første og intet af det sidste. Men de INDVIEDE i toppen kan sørge for begge dele.

Hvad havde disse mennesker da overhovedet at vinde ved at finansiere Den russiske Revolution? Hvad havde de at vinde ved at holde den i live og flydende, eller, i 1920'erne ved at hælde millioner af dollars i, hvad Lenin kaldte sit Nye Økonomiske Program (N.E.P.), og således redde Sovjet fra sammenbrud?

Hvorfor ville disse »kapitalister« gøre alt dette? Hvis ens mål er global erobring, må man nødvendigvis starte et eller andet sted. Det er måske, eller måske ikke tilfældigt, men Rusland var det eneste store europæiske land uden en Centralbank. I Rusland vandt den kommunistiske sammensværgelse nu for første gang et geografisk hjemland, hvorfra den kunne rette angreb mod verdens øvrige lande. Vesten havde nu en fjende.

I Den bolsjevikiske Revolution finder vi nogle af verdens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, der finansierer en bevægelse, som hævder, at dens sande eksistens er baseret på idéen om at fjerne værdierne og indflydelsen fra mænd som familierne/organisationerne Rothschild, Rockefeller, Schiff, Warburg, Morgan, Harriman og Milner. Det er imidlertid indlysende, at disse mænd ikke nærer nogen frygt for den internationale kommunisme. Det er kun logisk at antage, at hvis de finansierede den og ikke er bange for den, må det skyldes, at de kontrollerer den. Findes der overhovedet nogen anden mulig forklaring? Husk på, at det igennem mere end 150 år har været standard operations-procedure hos Rothschild-familien og dens allierede at kontrollere begge sider i enhver konflikt. Man må have en »fjende«, hvis man vil opkræve hos kongen. Den Øst-Vestlige magtbalancepolitik bruges som en af hovedundskyldningerne for socialiseringen i Amerika. Selv om det ikke var deres hovedformål, så købte de INDVIEDE sig gennem socialiseringen af Rusland et enormt stykke fast ejendom, komplet med tilhørende mineraler, for et sted mellem 30 og 40 millioner dollars.

Vi kan kun have teoretiske formodninger om, hvor vidt Moskva bliver kontrolleret fra New York, London eller Paris. En stor del af kontrollen er utvivlsomt økonomisk, men det ligger også uden for al tvivl, at de internationale bankforbindelser har en tvangsorganisation indenfor Ruslands grænser til at dirigere de sovjetiske ledere. Organisationen er muligvis SMERSH, den internationale kommunistiske morderorganisation, som bevidnet for Kongres-komitéer og af Ian Fleming og hans James Bond-bøger. For selv om James Bond-romanerne var vilde fantasier, så havde Fleming været i den engelske flådes efterretningstjeneste, opretholdt glimrende efterretningsforbindelser over hele verden og var i følge sit ry en ivrig student af den internationale sammensværgelse.

Følgende ved vi imidlertid: En klike af amerikanske financierer har ikke blot hjulpet med at oprette kommunismen i Rusland, men har lige siden bestræbt sig enormt på at holde den i live. Lige siden 1918 har denne klike været involveret i overførsel af penge og, sandsynligvis mere betydningsfuldt, teknisk information, til Sovjetunionen. Dette er gjort tilstrækkelig klart i den tre bind store historie bog, Western Technology and Sovjet Economic Develop ment af Antony Sutton fra Stanford Universitet's Hoover Institution on War, Revolution and Peace. Idet han for det meste bruger officielle dokumenter fra Udenrigsministeriet, viser Sutton konsekvent, at praktisk talt alt, hvad Sovjetunionen ejer, er fremskaffet fra Vesten. Det er ingen stor overdrivelse at sige, at U.S.S.R. blev lavet i U.S.A. Landskabsmalerne - ude af stand til at modbevise Sutton's omfangsrige viden - undlader simpelt hen at male ham med på billedet.

I Versailles skar den samme klike Europa i stumper og stykker og iscenesatte Anden Verdenskrig. Som Lord Curzon kommenterede: »Det er ikke nogen fredstraktat, det er blot et ophold i fjendtlighederne.« I 1933 pressede de samme INDVIEDE F.D. Roosevelt til at anerkende Sovjetunionen, og således redde den fra økonomisk ruin, medens de på samme tid underskrev enorme lån på begge sider af Atlanten til Adolf Hitlers nye regime. Hermed hjalp de i høj grad med til at gøre sceneklar til Anden Verdenskrig og de følgende begivenheder. I 1941 styrtede de samme INDVIEDE deres »ædle allierede«, Stalin, til hjælp, efter hans brud med Hitler. I 1943 tog disse samme INDVIEDE afsted til Teheran og fortsatte opdelingen af Europa efter den anden store »krig, der skulle ende alle krige«. Atter igen på Yalta og i Potsdam i 1945, oprettede de Kina-politikken . . . senere sammenfattet af Owen Lattimore: »Problemet var at få det (Kina) til at falde, uden at det så ud som om, U.S.A. havde skubbet på«. Kendsgerningerne er ikke til at komme udenom. I det ene land efter det andet er kommunismen blevet gennemtvunget over for befolkningen fra oven af og ned. De mest prominente kræfter til indsættelsen af tyranniet kom fra De forenede Stater og Storbritannien. Her er en anklage, som ingen amerikaner bryder sig om, men realiteterne kan ikke føre til nogen anden konklusion. Ideen om, at kommunisme er de undertrykte massers bevægelse, er et bedrag.

Intet af det foregående giver nogen mening, hvis kommunismen virkelig er, hvad kommunisterne og det etablerede samfund fortæller, den er. Men hvis kommunismen er en gren af en større sammensværgelse, hvormed magtsyge milliardærer (og geniale, men ubarmhjertige akademikere, der har vist dem, hvordan de kan bruge deres magt) kontrollerer verden, bliver det hele fuldstændig logisk.

Det er på dette tidspunkt, at vi endnu en gang gør det klart, at denne sammensværgelse ikke er skabt udelukkende af banker og internationale kartellister, men omfatter ethvert område af den menneskelige virken. Begyndende med Voltaire og Adam Weishaupt og gående gennem John Ruskin, Sidney Webb, Nicholas Murray Butler og op til den nuværende Henry Kissinger og John Kenneth Galbraith, har det altid været akademikeren, der søgte veje til magt, der har vist »de meget riges sønner«, hvordan deres rigdom kunne bruges til at regere verden.

Vi kan ikke udtrykkeligt nok gøre opmærksom på, at denne bog kun omhandler en del af sammensværgelsen, visse internationale bankforbindelser. Det er af stor betydning, at læseren er sig dette bevidst. Andre lige så betydningsfulde grene, som arbejder på at anstifte arbejder-, religiøse- og racestridigheder for at fremme socialismen, er beskrevet i adskillige andre bøger. Disse andre afdelinger af sammensværgelsen opererer i de fleste tilfælde uafhængigt af de internationale bankforbindelser, og det vil i høj grad være katastrofalt at ignorere den trussel mod vores frihed, som de repræsenterer.

Det ville være lige så katastrofalt at tage alle forretningsfolk og bankfolk under eet og placere dem i sammensværgelsen. Man må drage grænsen mellem det konkurrerende frie initiativ - det mest moralske og produktive system, der nogensinde er udtænkt - og kartel-kapitalismen, domineret af industrielle monopolister og internationale bankforbindelser. Forskellen er, at den private initiativtager opererer ved at tilbyde produkter og tjenesteydelser på et konkurrerende frit marked, mens kartelkapitalisten misbruger regeringen til at tvinge befolkningen til at gøre forretninger med sig. Disse sammensluttede socialister er dødelige fjender af det konkurrencemæssige og frie initiativ.

De liberale er villige til at tro, at disse »røverbaroner« vil fixe priser, lave svindel med markeder, oprette monopoler, købe politikere, udnytte arbejdere og fyre dem dagen før de er berettiget til pension; men de vil absolut ikke tro på, at disse samme mænd ville ønske at regere verden eller ville bruge kommunisme som deres sammensværgelses afgørende våben. Når man diskuterer disse mænds intriger, vil liberale folk sædvanligvis svare, »Men tror du ikke, de mener det godt?«

Men hvis du tænker logisk, årsagssammenhængende og præcist indenfor dette område og prøver at afsløre disse magtbegærlige mennesker, så vil det etablerede samfunds massemedier anklage dig for at være en farlig paranoid, der »splitter« vort folk. Indenfor alle andre områder - selvfølgelig - fremhæver de meningsforskelle som sundhedstegn i et »demokrati«.


Dronte 5

Drontens hovedmenu