KAPITEL FEM

ETABLERING AF DET ETABLEREDE SAMFUND

En af hovedårsagerne, til at de INDVIEDE arbejdede bag scenen på at anstifte Første Verdenskrig, var at skabe en verdensregering i dens efterslæt. Hvis man ønsker at oprette nationale monopoler, må man kontrollere nationale regeringer. Hvis man ønsker at oprette internationale monopoler, eller karteller, må man kontrollere en verdensregering.

Efter våbenstilstanden den 18. november 1918, tog Woodrow Wilson og hans andet jeg, »oberst«-House (den evige foregangsmand for de INDVIEDE), til Europa i håb om at kunne oprette en verdensregering i form af Folkeforbundet. Da forhandlingerne afslørede, at den ene part havde omtrent lige så stor skyld som den anden, fordampede glansen af det »moralske korstog« sammen med Wilson's stolte »fjorten punkter«, idet »bondeknoldene hjemme i hovedgaden« begyndte at vågne op. Reaktion og desillusion begyndte.

Amerikanerne ønskede bestemt ikke at gå ind i en verdensregering med tvetydige europæerere, hvis specialitet var hemmelige traktater skjult bag andre hemmelige traktater. Hædersgæsten listede sig så at sige bort fra middagen, før den forgiftede ret blev serveret. Og - uden amerikansk medlemskab - kunne der ikke laves nogen verdensregering.

Den nu vækkede offentlige mening gjorde det klart, at det amerikanske Senat ikke turde stadfæste en traktat, der bandt landet til et sådant internationalt engagement. På en eller anden måde måtte den amerikanske befolkning sælges ideen om internationalisme og verdensregering. Endnu engang var nøglen »oberst« House.

House havde nedskrevet sine politiske idéer i sin bog, Philip Dru: Administrator i 1912. I denne bog udlagde House en knap nok tilsløret plan for erobring af Amerika ved at oprette »socialisme, som udtænkt af Karl Marx«. Han beskrev en »sammensværgelse« - ordet er hans eget - som får Amerikas præsidenter valgt ved hjælp af »bedrageri, hvad angår deres virkelige meninger og hensigter«. Bl.a. skrev House, at sammensværgelsen skulle indynde sig »i primærvalgene, således at ingen kandidat, der havde synspunkter i modstrid med sammensværgelsen, kunne nomineres.« Valgene ville blot blive paradeforestillinger, som holdtes for at forvirre den uvidende masse. Ideen gik ud på både at bruge det demokratiske og det republikanske parti som instrumenter til at fremme verdensregeringen.

I 1919 mødtes House i Paris med medlemmer af det engelske »hemmelige selskab«, kaldet »Round Table«, for at udforme en organisation, hvis opgave det skulle være, at propagandereover for befolkningerne i Amerika, England og Vesteuropa om verdensregeringens glorværdighed. Det helt store salgsnummer var - selvfølgelig - »fred«. Afsnittet om de INDVIEDE's plan om at oprette et verdensdiktatur var naturligvis udeladt.

Organisationen "The Round Table" i England voksede ud af guld- og diamant-magnaten, Cecil Rhodes' livslange drøm om en »ny verdensorden«.

Rhodes' biograf (levnedsskildrer), Sara Millin var lidt mere direkte. Som hun sagde: »Verdensregeringen var Rhodes' enkle ønske.« Quigley skriver:

»I midten af 1890'erne havde Rhodes en personlig indkomst på mindst en million pund sterling om året (på det tidspunkt omtrent fem millioner dollars), som han brugte så ødselt på sine mystiske formål, at han ofte overtrak sin konto..... «

Cecil Rhodes' hengiven sig til en sammensværgelse til oprettelse af en verdensregering blev nedskrevet i en række testamenter, beskrevet af Frank Aydelotte i sin bog, American Rhodes' Scholarships. Aydelotte skriver:

»De syv testamenter, Cecil Rhodes skrev mellem sit 24. og 46. leveår (Rhodes døde i en alder af ottteogfyrre), udgør en slags åndelig selvbiografi . . . Bedst kendt er det første ("Det hemmelige Selskab-testamente") og det sidste, som fastlagde Rhodes Scholarships . . .

I sit første testamente opstiller Rhodes sit mål endnu mere specifikt: »Udvidelsen af britisk magt over hele verden . . . grundlæggelsen af så enorm en magt, at den herefter gør krige umulige og fremmer menneskehedens interesser«.

Trosbekendelsen går nærmere ind på disse ideer. Modellen til dette foreslåede samfund var Jesus' samfund (Jesuiterne), selv om han også nævner Frimurerne«.

Det bør her nævnes, at ophavsmanden til denne type hemmelige selskaber var Adam Weishaupt, uhyret, som grundlagde Illuminati Ordenen, l. maj, 1776, med det formål at lave sammensværgelse for at kontrollere verden. Weishaupt's Illuminister's rolle i sådanne grufuldheder som Rædselsregimet (under Den franske Revolution) bestrides ikke, og Illuminationens teknikker er længe blevet betragtet som modeller for kommunistisk metodologi. Weishaupt brugte også strukturen fra Jesus' samfund (Jesuitterne) som sin model og omskrev sin egen kodex i Frimurer-terminologi. Aydelotte fortsætter:

»I 1888 skrev Rhodes sit tredje testamente..... han overlod alt til Lord Rothschild (hans finansmand i mineforetagender) sammen med et medfølgende brev, som indeholdt, »det omtalte emne, diskuteret mellem os«. Dette, må man formode, bestod af det første testamente og »Trosbekendelsen«, eftersom Rhodes siger i et efterskrift, »under overvejelse af de foreslåede spørgsmål; brug Jesuiternes trosbekendelse, hvis muligt..... «

Tilsyneladende af strategiske grunde blev Lord Rothschild senere flyttet bort fra projektets forgrund. Professor Quigley afslører, at Lord Rosebury »afløste sin svigerfader, Lord Rothschild, i Rhodes' hemmelige gruppe og blev gjort til bestyrelsesmedlem i Rhodes' næste (og sidste) testamente.«

»Det hemmelige Selskab« blev organiseret efter konspiratorisk mønster med cirkler inden i cirkler. Professor Quigley beretter, at den centrale del af det »hemmelige selskab« blev oprettet i marts 1891, ved hjælp af Rhodes' penge. Organisationen blev ledet for Rothschild af Lord Alfred Milner, omtalt i forrige kapitel som nøgle-financier i Den bolshevikiske Revolution. "Round Table" arbejdede bag scenen på højeste plan i den britiske regering, sikrede indflydelse på udenrigspolitikken og på England's involvering og handlinger i Første Verdenskrig. Ifølge professor Quigley:

»Ved slutningen af krigen af 1914-18 blev det klart, at organisationen af dette system (Round Table) i høj grad måtte udvides. Endnu engang blev opgaven betroet til Lionel Curtis, der i England og dets Dominions oprettede en front-organisation i forbindelse med den eksisterende Round Table-gruppe. Denne front-organisation, ved navn Det kongelige Institut til Internationale Anliggender (Royal Institute for International Affairs - RIIA) havde som sin kerne i hvert enkelt område den eksisterende, men gemte Round Table-gruppe. I New York blev den kendt som Rådet til Udenlandske Forbindelser (Council on Foreign Relations - C.F.R.) og den blev front-organisation for J. P. Morgan & Company i sammenslutning med den meget lille amerikanske Round Table-gruppe. De amerikanske organisatorer var domineret af et meget stort antal Morgan-»eksperter«. . . . som havde været med ved Fredskonferencen i Paris og dér var blevet gode venner med en lignende gruppe engelske »eksperter«, der var rekrutteret af Milner-gruppen. Faktisk blev de grundlæggende planer for RIIA og CFR nedtegnet i Paris-...."

Men Josef Kraft (C.F.R.) fortæller os i Harpers fra juli 1958, at den hovedansvarlige for den officielle grundlæggelse af CFR var »oberst« House, støttet af sådanne protegéer som Walter Lippmann, John Foster Dulles, Allen Dulles og Christian Herter. Det var House, der agerede vært for Round Table-gruppen - både den engelske og den amerikanske - ved det afgørende møde den 19. maj 1919, på Majestic Hotel i Paris, hvor sammensværgelsen blev forpligtet til at opbygge C.F.R.

Selv om Quigley lægger vægt på betydningen af Morgan's folk ved oprettelsen af den organisation, som blev kendt under navnet CFR, så afslører denne organisation's materialer og »oberst« House's egne memoirer hans funktion som jordemoder ved fødslen af C. F. R.

C.F.R.'s femogtyvende årsrapport fortæller os følgende om C.F.R.'s grundlæggelse i Paris:

»..... Instituttet til Internationale Anliggender, grundlagt i Paris i 1919, bestod fra begyndelsen, af to grene; én i England og én i U. S. A....... «

Senere blev planen ændret til at give dem en tilsyneladende selvstændighed fordi, ». . . det syntes uklogt at oprette et enkelt institut med afdelinger.« Man måtte få det til at se ud, som om C.F.R. i Amerika og R.I.I.A. i England var virkeligt uafhængige organer, for at den amerikanske befolkning ikke skulle finde ud af, at CFR i virkeligheden var en filial til Round Table-gruppen og derved reagere i patriotisk raseri.

Ifølge Quigley var de mest betydningsfulde finansdynastier i Amerika efter Første Verdenskrig (foruden Morgan): Rockefeller-familien; Kuhn, Loeb & Company; Dillon Read and Company og Brown Brothers Harriman. Alle var repræsenterede i CFR og Paul Warburg var en af stifterne. Den INDVIEDE klike, som skabte Det føderative Reservefondssystem, og hvoraf mange også finansierede Den bolschevikiske Revolution, var alle oprindelige CFR-medlemmer. Foruden Paul Warburg omfattede CFR's grundlæggere også de INDVIEDE internationale bankmænd, Jacob Schiff, Averell Harriman, Frank Vanderlip, Nelson Aldrich, Bernard Baruch, J.P. Morgan og John D. Rockefeller. Disse mænd skabte ikke CFR, fordi de ikke havde andet at bruge deres penge og tid på. De skabte det som et værktøj, hvormed de kunne fremme deres ambitioner.

CFR er blevet kendt under navne som »Det etablerede Samfund«, »Den usynlige Regering« og »Rockefeller's Udenrigsministerium«. Denne halv-hemmelige organisation er utvivlsomt blevet den mest indflydelsesrige gruppe i Amerika. (i Danmark hedder den tilsvarende organisation "Det udenrigspolitiske Selskab", o.a.)

En af de yderst sjældne artikler i den nationale presse om dette Råd (Council), blev bragt i Christian Science Monitor, den l. september 1961. Den begyndte således:

»I den vestlige ende af den fornemme Park Avenue på den 68. Gade (i New York City) ligger to anselige bygninger lige over for hinanden. Den ene er Sovjets amerikanske Ambassade (F.N. - Ambassaden). . . Lige på den anden side, på det sydvestlige hjørne, ligger Rådet til Udenlandske Relationer (CFR) - sandsynligvis en af de mest indflydelsesrige organisationer på det udenrigspolitiske område.«

Selv om det officielle medlemsskab i CFR er sammensat af næsten l.500 af de mest fremtrædende navne indenfor regerings-, fagforenings-, erhvervs-, finans-, kommunikations-, fonds- og akademiker-verdenerne - og på trods af, at det har besat næsten alle nøglestillinger i hver eneste regering siden FDR (Franklin D. Roosevelt)-tiden er det tvivlsomt om een amerikaner ud af tusind har så meget som bemærket Rådets navn; eller at een ud af ti tusinde kan forbinde noget overhovedet med dets struktur eller formål. Et godt eksempel på C.F.R.'s magt til at bevare sin anonymitet er den kendsgerning, at - på trods af, at det har opereret på højeste plan i næsten halvtreds år og fra begyndelsen har talt de mest fremtrædende løver indenfor samfundets massemedier - fandt vi, efter at have hængt over Readers' Guide To Periodical Literature, som dækker adskillige årtier, at der kun har været bragt een artikel om C.F.R. i de store nationale blade - og det i Harpers, knapt nok et massemedium. Ligeledes har der overhovedet kun været bragt en håndfuld artikler om C.F.R. i landets store aviser. En sådan anonymitet - på det plan - kan næppe dreje sig om simpel tilfældighed.

Hvad gør da denne hemmelige organisation så indflydelsesrig? Ingen, der ved det med bestemthed, vil tale om det. Christian Science Monitor, som redigeres af et medlem af det amerikanske Round Table (en filial af Milner's hemmelige selskab), sagde intet i sin artikel af l.september 1961; men »dens navneliste . . . indeholder fremtrædende navne indenfor områderne diplomati, regering, forretning, finans, videnskab, fagforening, journalistik, retspleje og uddannelse. Det, der forener en så vidtfavnende og forskelligartet medlemsskare, er en lidenskabelig interesse for indretningen af amerikansk udenrigspolitik.«

Christian Science Monitor antyder den fantastiske magt, som C.F.R. har haft under de sidste seks regeringer (administrationer):

»På grund af Rådet's målbevidste helligelse til studie og drøftelse af amerikansk udenrigspolitik, går der en konstant strøm af dets medlemmer fra privat til offentlig tjeneste. Næsten halvdelen af Rådet's medlemmer er blevet inviteret til at besætte officielle regeringsposter eller til at virke som rådgivere fra tid til anden.«

Den politik, der fremmes af C.F.R. inden for områderne forsvar og internationale relationer, bliver - med en regelmæssighed, der udelukker tilfældigheder - De forenede Stater's officielle politik. Som den liberale journalist, Joseph Kraft, der selv er medlem af C.F.R., skrev i Harpers artikel om Rådet: »Det været ophav til visse grundlæggende regeringsbeslutninger, har dannet baggrund for endnu flere og har gentagne gange tjent som rekrutteringssted for høje embedsmænd.« Kraft kaldte passende nok sin artikel om CFR for »Skole for Statsmænd« - en indrømmelse af, at medlemmerne af Rådet trænes i at udklækkee den strategiske »linie«, som skal realiseres i Washington.

Alt imens Anden Verdenskrig nærmede sig, havde Round Table-gruppen indflydelse på, at Hitler ikke blev stoppet i Østrig, i Rhinlandet eller Sudeterlandet - og var dermed stærkt ansvarlig for fremskyndelsen af massakren. En ny verdenskrig ville i høj grad øge muligheden for oprettelse af en verdensregering. Finansieringen af Adolf Hitler's vej til magten blev ordnet gennem den Warburg-kontrollerede Mendelsohn-Bank i Amsterdam og senere af J. Henry Schroeder Banken med filialer i Frankfurt, London og New York. Præsidenten for J. Henry Schroeder Banken var firmaet Sullivan and Cromwell, hvis hovedpartnere inkluderede John Foster- og Allen Dulles (Se James Martin's All Honorable Men. Little Brown Co., New York, 1950, s. 5l. Se også Quigley, s. 433.)

Medens Round Table gjorde sit job i Europa, var det CFR, der førte bolden i De forenede Stater. Rådet's første opgave var, at infiltrere og udvikle en effektiv kontrol med U.S.A.'s udenrigsministerium - at sikre, at der ikke ville blive begået de samme fejl efter Anden Verdenskrig, som det var tilfældet efter den første. Historien om CFR's overtagelse af udenrigsministeriet er indeholdt i udenrigsministeriet's publikation 2349, Rapport til præsidenten om resultaterne af konferencen i San Francisco. Det er udenrigsminister, Edward R. Stettinius (CFR)'s rapport til præsident Truman. På side tyve finder vi:

»Med krigsudbruddet i Europa stod det klart, at USA, efter krigen, ville blive konfronteret med nye og usædvanlige problemer..... Altså blev en komite til efterkrigsproblemer nedsat før slutningen af 1939 (to år før U.S.A.'s indtræden i krigen), på forslag fra CFR. Komiteen bestod af højtstående embedsmænd fra udenrigsministeriet (alle som én var medlemmmer af CFR). Den blev assisteret af et forskningshold (Hvervet af-, finansieret af- og dirigeret af CFR), som i februar 1941, blev organiseret til en speciel efterforsknings-division (og gled ud af CFR's lønningsliste og ind på udenrigsministeriet's).

(Efter Pearl Harbor!) blev forskningsfaciliteterne hurtigt udvidet, og departement-komiteen til efterkrigsproblemer blev omorganiseret til en rådgivende komite til efterkrigstidens udenrigspolitik (komplet bemandet af CFR).« (Se ligeledes C.F.R.'s brochure, A Record of Twenty Years, 1921-194 7.)

Dette er gruppen, som konstruerede De forenede Nationer (F.N.) - det første store succesfulde skridt på vejen mod en verdensregering. Der var mindst syvogfyrre CFR.-medlemmer blandt de amerikanske delegerede til stiftelsen af De forenede Nationer i San Francisco i 1945. Medlemmerne af CFR-gruppen omfattede Harold Stassen, John J. McCloy, Owen Lattimore (af Senatets Internationale Sikkerhedskomite kaldet, »Den sovjetiske Sammensværgelses bevidste, veltalende instrument«), Alger Hiss (kommunistisk spion), Philip Jessup, Harry Dexter White (kommunistisk agent), Nelson Rockefeller, John Foster Dulles, John Carter Vincent (sikkerhedsrisiko), og Dean Acheson. Blot for at gøre det klart, at medlemmerne af Det kommunistiske Parti forstod betydningen af oprettelsen af F.N., så gav Political Affairs, partiet's officielle teoriblad, i april 1945-udgaven, følgende ordre:

»Stor folkelig støtte og enthusiasme for De forenede Nationer bør opbygges, organiseres vel og gøres klar. Men det er også nødvendigt at gøre mere end det. Modstanden må gøres så ubetydelig, at det vil være umuligt at samle tilstrækkelig støtte i Senatet mod De forenede Nationer og de traktater, som vil følge efter.«

Man må undre sig over, om fjolserne på partiplan nogensinde stillede spørgsmål ved, hvorfor de nu skulle støtte en organisation, som blev domineret af de forhadte »Wall Street«personligheder. Massemediernes landskabsmalere har overgået sig selv ved at male F.N. som en freds-organisation, i stedet for en frontorganisation for de internationale banker.

Medlemmer af CFR domierede ikke alene oprettelsen af FN; men C.F.R.-medlemmer stod tillige ved præsidentens side i Teheran, Potsdam og Yalta - hvor hundreder af millioner mennesker blev overladt i hænderne på Josef Stalin, der i stort stil udvidede den Internationale Kommunistiske Sammensværgelses magt. Som administrativ assistent til F.D. Roosevelt fungerede i denne periode et nøglemedlem af CFR ved navn Lauchlin Currie - senere identificeret af J. Edgar Hoover som sovjet-agent.

Så fuldstændigt har CFR domineret udenrigsministeriet, at hver eneste udenrigsminister gennem de sidste otteogtredive år, bortset fra Cordell Hull, James Byrnes og William Rogers, har været medlemmer af CFR. Mens Rogers ikke er medlem, kom professor Henry Kissinger, Hr. Nixon's vigtigste udenrigspolitiske rådgiver, fra CFR, og udenrigsministeriets departementschefer er så godt som alle CFR-medlemmer.

I dag er CFR stadig aktiv i arbejdet mod dets endelige mål, en regering over hele verden - en regering, som de INDVIEDE og deres allierede vil kontrollere. CFR's mål er simpelt hen at afskaffe De forenede Stater med de forfatningsmæssige garantier for frihed. Og de forsøger end ikke at skjule det. Study No. 7, udgivet af C.F.R. den 25. november 1959, tilråder åbent »opbygning af en ny international verdensorden (som) må svare til verdens stræben imod fred, (og) imod social og økonomisk forandring..... en international orden (kodeord for verdensregering)..... omfattende også de stater, som kalder sig »socialistiske« (kommunistiske)«.

Grunden er indlysende for dem, der har studeret medlemsskabet for denne lille halv-hemmelige organisation, kaldet »Det etablerede Samfund«. (Se diagram 7)

Internationale bankorganisationer, som i øjeblikket har folk i CFR, inkluderer Kuhn, Loeb & Company; Lazard Frères (direkte tilknyttet Rothschild); Dillon Read; Lehman Bros.; Goldman, Sachs; Chase Manhattan Bank; First National City Bank; Morgan Guaranty Bank; Brown Bros. Harriman; First National City Bank; Chemical Bank & Trust og Manufacturers Hanover Trust Bank.

Blandt de største selskaber, der har folk i CFR, er Standard Oil, IBM, Xerox, Eastman Kodak, Pan American, Firestone, U.S. Steel, General Electric og American Telephone and Telegraph Company.

I CFR findes også folk fra så venstreorienterede organisationer som den nølende socialistiske (fabian socialist, socialdemokratiske), »Americans for Democratic Action«, den åbent socialistiske Liga for Industrielt Demokrati - (tidligere den Interkollegiale Socialistiske Gruppe), og De forenede Verdensføderalister, (Een Verden, FN-forbundet, o.a.) som åbenlyst tilråder en verdensregering med kommunisterne.

Sådanne selvopofrende socialistiske arbejderledere som afdøde Walter Reuther, David Dubinsky og Jay Lovestone har ligeledes været CFR-medlemmer. Teoretisk er disse mænd og organisationer dødsfjender af de ovennævnte banker og selskaber. Alligevel er de alle i samme båd. Du kan se, hvorfor kendsgerningerne ikke er offentliggjorte.

C.F.R. er fuldstændig sammensvejset med de store fonde og de såkaldte »Tænke-tanke«. Inkluderet i sammensvejsningen er Rockefeller-, Ford- og Carnegie-fondene, samt Rand Corporation, Hudson lnstitute, Fund for the Republic og Brookings Institute -»Tænke-tankene«.

Den kendsgerning, at CFR opererer i næsten fuldstændig anonymitet, kan næppe være tilfældig. Blandt de kommunikationsselskaber, der er repræsenteret i CFR, er National Broadcasting Corporation (NBC), Columbia Broadcasting System (CBS), Time, Life, Fortune, Look, Newsweek, New York Times, Washington Post, Los Angeles Times, New York Post, Denver Post, Louisville Courier Journal, Minneapolis Tribune, The Knight Papers (Knight-aviskæden), McGraw Hill, Simon & Schuster, Harper Bros., Random House, Little Brown & Co., Macmillan Co., Viking Press, Saturday Review, Business Week og Book of the Month Club. CFR kunne sikkert nok få en smule omtale på bagsiden, hvis det var omtale, de ønskede. Hvis det synes umuligt, at een enhed kunne kontrollere en sådan enorm samling firmaer, er det fordi de fleste mennesker ikke ved, at de såkaldte stiftere af sådanne giganter som New York Times og NBC blev valgt, finansieret og dirigeret af Morgan, Schiff og deres allierede. Tilfældet Adolf Ochs fra Times og tilfældet David Sarnoff fra RCA er eksempler på denne kontrol. Begge blev givet tidlig finansiel støtte af Kuhn, Loeb & Company og Morgan Guaranty.

Disse er Det etablerede Samfunds officielle landskabsmalere, hvis opgaver det er at sikre, at offentligheden ikke opdager CFR og dets rolle i oprettelsen af et verdens-socialistisk diktatur.

Man må huske på, at »oberst« House var af den opfattelse, at vi burde have to politiske partier men kun een ideologi - En Verdenssocialisme. Dette er lige netop, hvad vi har i dette land idag. (Se diagram 8)

Selv om der er filosofiske forskelle mellem de folkelige demokrater og de folkelige republikanere, så bliver forskellene stadig mindre, alt imens man kravler op ad parti-stigerne, indtil stigerne forsvinder bag Det etablerede Samfund's kontrollerede nyhedstæppe og løber sammen i toppen under ledelse af CFR. I 1968, da George Wallace påstod, at der ikke var for fem flade øre forskel på de to partier, var han sandsynligvis ikke klar over hvor sandt, det var, eller hvorfor.

De følgende personer er såkaldte demokrater, der har været eller nu er CFR-agenter: Dean Acheson, Alger Hiss, Adlai Stevenson, John Kennedy, Robert Kennedy, Edward Kennedy (Boston komiteen), Averell Harriman, George Ball, Henry Fowler, Dean Rusk, Adam Yarmolinsky, Hubert Humphrey og John Lindsay.

Det er interessant at bemærke, at mange mænd i høje stillinger under LBJ-administrationen (regeringen) (Lindon B. Johnson) modtog belønninger fra de internationale bankforbindelser i form af fede jobs, for leverede tjenester. Viceudenrigsminister George Ball blev ansat i Lehman Brothers; finansminister, Henry Fowler blev antaget af Goldman, Sachs & Co.; Budgetminister Peter Lewis, vicefinansminister, Frederick Deming og forhenværende handelsminister, C.R. Smith undgik alle sammen køerne og blev medarbejdere i Lazard Frères Rothschild). Fowler og Deming var dybt ansvarlige for såvel den politik, der medførte, at europæiske lande krævede halvdelen af vores guldbeholdning (og fik potentielle krav på resten), som for fratagelsen af hele U.S.A.'s sølvbeholdning, det havde taget over et århundrede at opbygge. Forbarmede de internationale bankforbindelser sig over disse mænd for deres inkompetence, eller belønnede de dem for et vel udført stykke arbejde?

Diagram 8

De personer, der har kontrolleret Det republikanske Parti for CFR, er Dwight D. Eisenhower, John Foster Dulles, Thomas E. Dewey, Jacob Javits, Robert McNamara, Henry Cabot Lodge, Paul Hoffman, John Gardner, Rockefeller-klanen, Elliott Richardson, Arthur Burns, Henry Kissinger og Richard Nixon (Richard Nixon hævder nu, at han ikke længere tilhører C.F.R., efter han trådte ud, da denne organisation blev et emne på hans valgkampagne til guvernørvalget i Californien i 1962. Nixon har aldrig sagt, hvorfor han trådte ud, men den kendsgerning, at han udnævnte mere end l10 C.F.R.-medlemmer til vigtige poster i sin administration, taler for sig selv. Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at den selv samme Richard Nixon, der i 1968 førte kampagne som konservativ, allerede har gjort sin virkelige position meget tydelig for de INDVIEDE i CFR, ved at skrive en artikel i CFR.-bladet Foreign Affairs, i oktober 1967. Titlen på denne artikel, »Asien efter Vietnam«, afslørede, hvordan den højtstræbende Richard Nixon ville åbne en ny politik over for Røde Kina og bringe »realisme« ind i vores udenrigspolitik.

CFRs årsrapport for 1952 indrømmede, at nogle af medlemmerne på visse følsomme poster fra tid til anden blev nødsaget til at gå under jorden og holde medlemsskabet hemmeligt.)

Mens det er sandt, at hver eneste administration siden F.D.Roosevelt har været domineret af CFR, så er det ligeledes en kendsgerning, at Nixon-administrationen satte alle tiders rekord med udnævnelsen af over l10 CFR-medlemmer til nøgleposter. Henry Kissinger - Nixon-administrationen's »oberst« House - kom til sit job direkte fra CFR-staben. Kissinger repræsenterer nøjagtigt det modsatte af alt, hvad Nixon sagde, han stod for, i sin kampagne. Såvel liberale som konservative indrømmer, at Kissinger er en langt vigtigere mand end Nixon i Nixon-regeringen.

Administrationer (regeringer) - hvadenten de er demokratiske eller republikanske - kommer og går; men CFR består. Dette er forklaringen på, at jo mere tingene synes at ændres, jo mere forbliver de uændrede. Fikseringen sker i toppen, hvor den samme klike INDVIEDE, opsat på at kontrollere verden, leder showet. Som professor Quigley beretter:

»Der eksisterer virkelig, og har gjort det i generationer, et internationalt..... net, som opererer - i stort omfang - på den måde, de radikale højreorienterede tror, at kommunisterne opererer. Faktisk nærer dette net, som vi kan identificere som Round Table-grupper, ingen modvilje mod at samarbejde med kommunisterne, eller nogen anden gruppe, hvorfor det ofte gør det.«

Ja, de INDVIEDE nærer ingen modvilje mod at samarbejde sammen med kommunisterne, hvis officielle mål er at udrydde dem. Medens de INDVIEDE serverer champagne og kaviar for deres gæster i deres sommerresidenser i Newport eller underholder andre medlemmer af den sociale elite om bord på deres lystyachter, så er deres agenter i færd med at trælbinde og myrde mennesker. Og du er den næste på listen.

Helt klart gælder Chicago Tribune's ledende artikel fra den 9. december 1950 om CFR, stadigvæk:

»Medlemmerne af Rådet (til Udenlandske Relationer) er personer, der øver langt mere end gennemsnitlig indflydelse i deres samfund. De har udnyttet den prestige, som deres rigdom, deres sociale position og deres uddannelse har givet dem, til at lede deres land imod bankerot og militært sammenbrud. De burde se på deres hænder. Der er blod på dem - Det størknede blod fra den sidste krig og det friske blod fra den nuværende (Korea-krigen).«

Det siger sig selv, at C.R.F.'s hænder er blodigere nu, med det størknede blod fra de 50.000 amerikanske soldater, dræbt i Vietnam. Skamfuldt nok har Rådet haft held med at fremme - som en amerikansk politik - ydelse af amerikansk bistand og handel til Viet Kong's østeuropæiske arsenal, brugt til at dræbe vore egne sønner på slagmarken.

Det bør ikke virke overraskende at erfare, at der på internationalt plan findes en anden organisation, mage til CFR. Denne gruppe kalder sig Bildersbergerne*. Hvis knap een amerikaner ud af tusind har noget kendskab til CFR, så er det tvivlsomt, om een ud af fem tusinde har noget kendskab til Bilderbergerne. Igen er dette ingen tilfældighed.

Det mærkelige navn på denne gruppe er taget fra det sted, hvor den mødtes første gang i maj 1954 - på Hotel de Bilderberg - i Oostebeck, Holland. Manden, der skabte Bilderbergerne, er Hans kongelige Højhed, Prins Bernhard af Holland. Prinsen er en vigtig topfigur i Kongelig hollandsk Petroleum (Shell Oil) og i Societé General de Belgique, et enormt sammensluttet kartel med verdensomspændende aktieposter. Bilderbergerne mødes en - sommetider to - gange om året. De tjenestgørende i gruppen omfatter ledende politiske og finansielle topfigurer fra De forenede Stater og Vesteuropa. Prins Bernhard gør sig ingen anstrengelser for at skjule den kendsgerning, at Bilderbergernes endelige mål, er en verdensregering. I mellemtiden - medens den »nye verdensorden« opbygges - koordinerer Bilderbergerne de europæiske- og de amerikanske magteliter's fælles anstrengelser.

Prins Bernhard's kollega, blandt de amerikanske Bilderbergere, er David Rockefeller, bestyrelsesformand i CFR, hvis økonomiske base er den gigantiske Chase Manhattan Bank og Standard Oil.

* DANSKE BILDERBERG-MEDLEMMER PER 1978:

K.B. Andersen, udenrigsminister;

Ejnar Christiansen, generalsekretær i Socialdemokratiet;

Lars Lassen, vicedirektør for INTERPOL;

Niels Nørlund, Chefredaktør for Berlingske Tidende;

Kurt Secher, bestyrelsesformand for Ritzaus Bureau;

Svend 0. Sørensen, administrerende direktør for Den danske Bank.

(OG PER 1997: Uffe Ellemann-Jensen, Ritt Bjerregaard og Tøger Seidenfaden,o.a.)

Blandt de andre Bilderbergere fra verdens ultra-høje finanskredse er baron Edmund de Rothschild fra House of Rothschild, C. Douglas Dillon (CFR) fra Dillon Read & Co., Robert McNamara fra World Bank, Sir Eric Roll fra S.G. Warburg & Co., Ltd., Pierce Paul Schweitzer fra International Monetary Fund (I.M.F.), og George Ball (C.F.R.) fra Lehman Brothers.

Ikke alle, der er til stede ved Bilderbergernes hemmelige møder, er INDVIEDE; men kun folk fra venstrefløjen har ret til at overvære de private sammenkomster, som følger efter de generelle møder. De uforbeholdent socialistiske partier fra Europa er pænt repræsenteret ... endnu et eksempel på båndet mellem de INDVIEDE fra de høje finanskredse og proletariatets falske ledere. Bilderbergernes politik fastlægges ikke af dem, der møder op ved gruppens konferencer, men af den styrende INDVIEDE elite-komité, sammensat af 24 europæere og 15 amerikanere. Forhenværende og nuværende amerikanere i Bilderbergerne's Styrekomite inkluderer George W. Ball, Gardner Cowles, John H. Ferguson, Henry J. Heinz II, Robert D. Murphy, David Rockefeller, Shepard Stone, James D. Zellerbach, Emelio G. Collado, Arthur H. Dean, Gabriel Hauge, C.D. Jackson, George Nebolsine, Dean Rusk og general Walter Bedell Smith. De, der holder fast ved historiens tilfældighedsteori, vil påstå, at det er rent og skært tilfældigt, at hvert eneste af de nævnte navne på forhenværende og nuværende medlemmer af Bilderbergerne's Styrekomite, er eller var medlemmer af CFR..

Bilderbergerne's Rådgivende Komite udgør en endnu mere intern »inderkreds« end Den styrende Komite. Amerikanere i Den Rådgivende Komite indbefatter Joseph E. Johnson, Dean Rusk, Arthur H. Dean, George Nebolsine, John S. Coleman, general Walter Bedell Smith og Henry J. Heinz II. Igen, alle CFR-medlemmer.Man måtte formode (hvis man ikke havde læst denne bog), at når verdens ledende parlamentarikere og internationale magnater mødes for at diskutere planlægningen af deres pågældende lande's udenrigspolitik, så ville nyhedshøgene fra aviser og fjernsyn skrige i vilden sky om, at en sådan begivenhed holdt i hemmelighed er en hån mod den demokratiske proces. Man ville forvente Walter Cronkite (amerikansk interviewer) tordne i vrede mod en elite-klike, som mødes for at planlægge vor tilværelse; eller journalisterne på New York Times hamre på deres rygende skrivemaskiner om »offentlighedens ret til at vide«. Men - selvfølgelig - landskabsmalerne børster blot Bilderbergerne væk og vender offentlighedens opmærksomhed imod sådan noget som fængselsforholdene eller de mange colaflasker, der flyder langs hovedvejene. Eftersom Bilderbergerne er en venstreorienteret gruppe (eller, som de liberale i medierne burde sige, men ikke gør, »en gruppe progressive«), får de lov til i fred og ro at planlægge det kommende "1984". Den kendsgerning, at der er en betydelig Rockefeller (Chase Manhattan Bank og CFR) -indflydelse i medierne, hænger sandsynligvis også sammen med, at mens alle har hørt om f.eks. The John Birch Society (og næsten altid i nedsættende vendinger fra Det østlige etablerede Samfund's medier), har praktisk talt ingen hørt om Bilderbergerne.

Medens dette skrives, har der fundet 29 Bilderbergermøder sted. De varer sædvanligvis i tre dage og holdes i afsides men luksuriøse omgivelser. Deltagerne indlogeres på eet sted og bevogtes af et grundigt sikkerheds-system. Der opnås resolutioner, der vedtages beslutninger, der sættes aktionsplaner i gang, men kun Bilderbergerne kender nogensinde resultaterne. Vi må gå ud fra, at disse mænd ikke samledes udelukkende for at diskutere deres golf-resultater. Pressen har naturligvis ikke tilladelse til at være til stede, selv om der lejlighedsvis holdes en kort pressekonference efter hvert møde, hvor nyhedsmedierne - i meget generelle vendinger - får Bilderberger-versionen af, hvad man diskuterede. Hvorfor al denne hemmeligholdelse, hvis der ikke er noget at skjule? Hvorfor finansierer Ford-, Rockefeller- og Carnegie-fondene disse møder, hvis de ikke er vigtige? Ja, hvorfor?

Det seneste møde fandt sted i Laurance Rockefeller's Woodstock Inn i Woodstock, Vermont, den 23. april til den 25. april 1971. (Denne bog er skrevet 1971 o.a.). Den eneste avis, som bragte en væsentlig beretning om mødet, var tilsyneladende the Herald, fra Rutland, Vermont, hvis reporter kun kunne give overfladisk information om, hvad mødet gik ud på. Den 20. april 1971 rapporterede Herald.-

»Et ganske tæt dække af hemmelighedskræmmeri omgav konferencen . . . Et møde for lukkede døre blev holdt i Woodstock sidste uge, for at orientere en håndfuld lokale embedsmænd om visse faser af konferencen. En af de tilstedeværende ved mødet hævdede, at embedsmændene var blevet fortalt, at mødet var en »international fredskonference«. Andre pålidelige kilder sagde imidlertid, at konferencen beskæftigede sig med international finans . .

Woodstock Inn vil sandsynligvis blive forseglet som Fort Knox . . . Ingen presseomtale vil blive tilladt, med undtagelse af udsendelse af kommentar ved mødets afslutning på søndag«.

Da Prins Bernhard ankom til Bostons Logan Lufthavn, indrømmede han overfor nogle journalister, at emnet på konferencen ville blive »De forenede Staters ændrede verdensrolle«. Er det ikke vidunderligt at få ændringer i Amerikas rolle i verden besluttet af Bernhard, Rothschild og Rockefeller? Der er virkelig demokrati for fuld udblæsning, som man siger. Til stede på scenen til at give ordrerne videre til Hr. Nixon var Rockefeller's bydreng, Henry Kissinger, præsidentens vigtigste udenrigspolitiske rådgiver. Kort efter Woodstock-mødet skete der to ildevarslende og »rolle-ændrende« begivenheder. Henry Kissinger rejste til Peking og sørgede for optagelse af Røde Kina som medlem af de handlende nationer's familie; og en international valutakrise brød ud, hvorefter dollaren blev devalueret. Som den engelske statsmand og Rothschild-fortrolige Benjamin Disraeli skrev i Coningsby: »Så De ser, min kære Coningsby, at verden regeres af personligheder, der er meget forskellige fra dem, som folk, der ikke er bag scenen, tror regerer.«


Dronte 5

Drontens hovedmenu