KAPITEL SEKS

ROCKEFELLER-FAMILIEN OG DE RØDE

De mest betydningsfulde af de amerikanske »forskellige personligheder«, som styrer verden bagved scenen, er Rockefeller-familien. Rockefeller-klanen har efter forlydender arbejdet sammen med Rothschild-familien og dens agenter siden 1880'erne, da den oprindelige John D. klarede at opnå rabat på hver eneste tønde olie, han og hans konkurrenter leverede med den Kuhn, Loeb & Co.-kontrollerede Pennsylvania and Baltimore & Ohio -jernbane. Det har lige siden været et givtigt partnerskab, selv om der tilsyneladende fandtes områder, hvor de to finans-dynastier konkurrerede.

Rockefeller-familiens engagement med dens formentlige dødsfjende, kommunisterne, går tilbage til Den bolsjevikiske Revolution. I 1920'erne gennemførte Lenin sin Nye Økonomiske Politik (N.E.P.) (det samme navn, som Hr. Nixon brugte på sit løn-pris-kontrol program), hvormed de antageligt forhadte kapitalister blev inviteret tilbage til Rusland.

De INDVIEDE i Det føderative Reservefondssystem og CFR.begyndte straks efter revolutionen at presse på for at åbne det kommunistiske Rusland for amerikanske handelsfolk. Men på den tid var befolkningen stærkt imod bolsjevikkerne p.g.a. deres barbarisme, og den amerikanske regering kunne derfor ikke handle med den fredløse russiske regering. De forenede Stater anerkendte ikke bolsjevikkerne officielt før 1933. I mellemtiden var den sovjetiske økonomi i kaos og folk sultede ihjel. Kommunismen ville være brudt sammen, hvis den ikke var blevet hjulpet af de INDVIEDE. Bolsjevikkerne blev oprindelig frelst fra sammenbrud af Herbert Hoover (CFR), der skaffede penge til køb af fødevarer, som blev snuppet af Lenin og hans gangstere. De brugte det som et værktøj til at kue de sultende bønder, der havde rejst sig mod deres nye slavefogeder. Men medens Hoover's »humanitære« gestus reddede Sovjetregimet, var den russiske økonomi stadig i totalt kaos. Ind på scenen kom klanerne Vanderlip, Harriman og Rockefeller. En af de første initiativtagere var Frank Vanderlip, agent for Rockefeller og en af konspiratorerne fra Jekyl Island, præsident for Rockefeller's First National City Bank, som sidestillede Lenin med George Washington. (Louis Budenz, The Bolshevik Invasion Of The West, Bookmailer, s. 115)

Rockefeller-klanen ansatte sin PR-agent, Ivy Lee, til at sælge den ide til den amerikanske befolkning, at bolsjevikkerne blot var desorienterede idealister, som på bunden var menneskehedens velgørere.

Professor Antony Sutton fra Stanford University's Hoover Institution, skriver i Western Technology and Sovjet Economic Development:

»Helt forudsigeligt konkluderer Lee 180 sider senere, at det kommunistiske problem kun er psykologisk. Nu taler han om »russere« (ikke kommunister), og konkluderer, at »de er gode nok«. Han foreslår, at U.S.A. ikke indlader sig på propaganda; beder til fredelig sameksistens; og foreslår, at De forenede Stater finder det politisk fornuftigt, at anerkende USSR og yde kreditter«. (Antony Sutton, Western Technology and Sovjet Economic Development, 1917-1930, Hoover Institution on War, Revolution and Peace, Stanford University, Californien, 1968, s. 292)

Efter den Bolsjevikiske Revolution købte Standard of New Jersey 50 procent af Nobel's enorme Kaukasusoliefelter, på trods af at denne ejendom teoretisk var blevet nationaliseret. (O'Connor, Harvey, The Empire Of Oil, Monthly Review Press, 1955, s. 270).

I 1927 købte Standard Oil of New York et raffinaderi i Rusland, og hjalp dermed bolsjevikkerne med at få deres økonomi på fode igen. Professor Sutton fastslår: »Dette var den første amerikanske investering i Rusland siden revolutionen.« (Ibid, bind l, s. 38)

Kort herefter afsluttede Standard Oil of New York og dets filial, Vacuum Oil Company en aftale om at markedsføre sovjetisk olie i europæiske lande, og det rapporteredes, at et lån på 75.000.000 dollars til bolsjevikkerne gik i orden. (National Republic, september 1927.)

Vi har ikke kunnet finde ud af, om Standard Oil blot i teorien blev eksproprieret af kommunisterne. Sutton skriver:

»Efter 1935 var det kun de danske telegraf-koncessioner, de japanske fiske-, kul- og olie-koncessioner og Standard Oil, der stadig havde lejemål«. (Ibid, Bind II, s. 17.)

Lige meget hvor Standard Oil gik, fulgte Chase National Bank efter. (Rockefeller's Chase Bank blev senere sluttet sammen med Warburg's Manhattan Bank, og den nuværende Chase Manhattan Bank blev en realitet.) For at redde bolsjevikkerne - de antagelige ærkefjender - var Chase National Bank ledende kraft for oprettelsen af det amerikansk-russiske Handelskammer i 1922. Præsident for Kammeret blev Reeve Schley, vicepræsident i National Chase Bank. (Ibid, bind II, s. 288) Ifølge professor Sutton: »I 1925 blev forhandlingerne mellem Chase og Prombank udvidet, udover finansiering af råvarer, og udviklede sig til et komplet program til finansiering af Sovjet's råvare-eksport til U.S.A. (Ibid, bind II, s. 226.) Sutton rapporterer også, at »Chase National Bank og Equitable Trust Company var førende inden for den russiske kredit-virksomhed.« (Ibid. s. 277)

Rockefeller's Chase National Bank var også indblandet i salg af bolshevikiske obligationer i De forenede Stater i 1928. Patriotiske organisationer kaldte Chase en »international hæler«. Chase blev kaldt »en skændsel for Amerika..... De vil gøre alt for et par dollars' profit«. (Ibid, bind II, s. 291) Medlem af Kongressen, Louis McFadden, formand for House Banking-komiteen, fastholdt i en tale til sine kongres-kolleger:

»Den sovjetiske regering har fået overdraget statsobligationer tilhørende De forenede Stater gennem bestyrelsen i Det føderative Reservefondssystem, Det føderative Reservefondssystem's banker, gennem Chase Bank, Guaranty Trust Company og andre banker i New York City . . .. . .

......Åben bøgerne i Amtorg - Sovjetunionen's handelsorganisation i New York - og i Gostorg - Den russiske handelsorganisation's hovedkontor - og i Sovjetunionen's statsbank, og du vil vil blive chokeret over at se, hvor mange amerikanske penge, der er taget fra U.S.A.'s statskasse og brugt til fordel for Rusland. Find ud af, hvilke forretninger, der er blevet gjort for den sovjetrussiske Statsbank af dens forretningsforbindelse, the Chase Bank of New York . . . « (Kongresarkivet, den 15. juni, 1933.)

Men Rockefeller-familien var øjensynlig ikke alene om at finansiere de INDVIEDE konspiratorers kommunistiske afdeling. Ifølge professor Sutton, ». . . der findes en rapport i Udenrigsministeriet, som beskriver Kuhn, Loeb & Co. (det mangeårige og vigtige finansieringsfirma i New York), som de, der finansierede den første Femårsplan. Se U.S.A.'s Udenrigsministerium, Decimal File, 811.51/3711 og 861.50 FIVE YEAR PLAN/236.« (Sutton, op. cit., bind II, s. 340n.)

Professor Sutton beviser endegyldigt i sin tre bind store historie om Sovjet's teknologiske udvikling, at Sovjetunionen i næsten bogstavelig forstand blev fabrikeret af U.S.A. Sutton citerer en rapport fra Averell Harriman til Udenrigsministeriet, juni 1944, som følger:

»Stalin hyldede den hjælp, som De forenede Stater havde ydet sovjetisk industri før og under krigen. Han sagde, at omkring to tredjedele af alle de store industriforetagender i Sovjetunionen var blevet bygget med U.S.A.'s hjælp eller tekniske assistance.« (Sutton, op. cit., bind II, s.3.)

Husk på, at dette skete på et tidspunkt, hvor russerne allerede havde oprettet et omfattende spionnet i U.S.A., og hvor den kommunistiske Daily Worker-avis regelmæssigt opfordrede til ødelæggelse af vores frihed og til sovjetisering af Amerika.

Sutton viser, at der næppe findes en afkrog af den russiske økonomi, som ikke er opstået som et resultat af overførsel af vestlig - især amerikansk - teknologi.

Dette kan ikke udelukkende være en tilfældighed. I halvtreds år har de INDVIEDE i Det føderative Reservefonds-system og i CFR samt i Rockefeller-klanen agiteret for og udført en politik, som havde det formål at øge magten hos deres satellit, Sovjetunionen. I mellemtiden bruger Amerika 75 milliarder dollars om året til beskyttelse imod en fjende, som de INDVIEDE har opbygget.

Hvad der var sandt i fortiden, er endnu mere gældende idag. Lederen af opbygningen af teknologi-overførslen og den stigende bistand og handel til/med kommunisterne, er Rådet til Udenlandske Relationer (CFR)

Den 7. oktober 1966 udtalte præsident Lyndon Johnson; en mand der havde ansat CFR-medlemmer på praktisk talt alle strategiske poster i sin regering:

»Vi har i sinde at presse de lovgivende myndigheder til at forhandle handelsoverenskomster, som vil kunne give "mest-begunstiget-nation" told-afgift status til de europæiske kommunistiske stater . . .

Vi vil reducere eksportkontrollen med Øst-Vest handelen, hvad angår hundredevis af ikke-strategiske varer..... «

New York Times rapporterede en uge senere, den 13. oktober 1966:

»De forenede Stater effektuerer idag et af præsident Johnson's forslag til stimulering af Øst-Vesthandelen, ved at fjerne eksport-restriktioner for mere end hundrede varer til Sovjetunionen og Østeuropa . . .

Blandt de kategorier, hvorfra man har udvalgt artikler til eksportlempelse, er grøntsager, korn, grovfoder, huder, råolie og bearbejdet gummi, frugt og papiraffald, tekstiler og tekstilfibre, groft kunstgødning, metalmalme og -affald, petroleum, gas og derivater (kemiske afledningsprodukter), kemiske blandinger, vaskemidler, plastik-materialer, metalprodukter og maskiner, og videnskabelige- og professionelle instrumenter.«

I realiteten har hver eneste af disse »ikke-strategiske« artikler en direkte eller indirekte anvendelse i krig. Senere blev artikler som riffelrensnings-midler, elektronisk udstyr og radar erklæret »ikke-strategiske« og klareret til forsendelse til Sovjetunionen. Fidusen er simpelt hen at erklære næsten alting for »ikke-strategisk«. Et maskingevær betragtes stadigvæk som strategisk og må derfor ikke sendes til de kommunistiske lande; men værktøjet til fremstilling af maskingeværer og de kemikalier, der fremdriver kuglerne, har man erklæret »ikke-strategiske«. I mellemtiden er næsten 50.000 tusind amerikanere blevet dræbt i Vietnam. Viet Kong og nordvietnameserne modtager 85 procent af deres krigsmaterialer fra Rusland og landene i Sovjet-blokken. Eftersom disse landes økonomier er ude af stand til at støtte en krig, har sammensværgelsen's kommunistiske gren behøvet hjælp fra den finans-kapitalistiske arm. De forenede Stater har finansieret og forsynet begge parter i den frygtelige vietnamesiske krig og dermed dræbt vore egne soldater gennem stedfortrædere. Endnu engang har massemedierne's landskabsmalere holdt den amerikanske befolkning uvidende om denne beviselige kendsgerning.

Ikke overraskende har Rockefeller-familien været førende i at forsvare denne blodige handel. Den 16. januar 1967 prydede en af de mest utrolige artikler nogensinde forsiden på Det etablerede Samfund's dagblad, New York Times. Under overskriften, »Eaton slutter sig til Rockefeler-familien for at fremskynde handelen med De Røde«, sagde artiklen:

»En alliance af familie-formuer mellem Wall Street og Midtvesten vil forsøge at bygge økonomiske broer mellem Den frie Verden og Det kommunistiske Europa.

International Basic Economy Corporation, kontrolleret af Rockefeller-brødrene, og Tower International, Inc., ledet af Cyrus S. Eaton Jr., finansmand fra Cleveland, planlægger at samarbejde om at fremme handelen med landene bag Jerntæppet, inklusive Sovjetunionen . .«

International Basic Economy Corporation (IBEC) ledes af Richard Aldrich, barnebarn af Det føderative Reservefonds-system's planlægger, Nelson Aldrich; og Rodman Rockefeller (CFR), Rocky's søn. Den 20. oktober 1969 bekendtgjorde IBEC, at N.M. Rothschild & Sons fra London var gået i partnerskab med firmaet (IBEC).

Cyrus Eaton Jr. er søn af den notorisket pro-Sovjetiske Cyrus Eaton, der begyndte sin karriere som sekretær for John D. Rockefeller. Man mener, at Eaton's vej til magten i finansverdenen var et resultat af støtte fra hans faderlige rådgiver. Aftalen mellem Tower International og IBEC er en fortsættelse af en gammel alliance. Selv om Eaton's navn ikke findes på CFR's medlemsliste, fandt Reece-komiteen, der arbejdede med undersøgelse af fonde for Kongressen, ud af, at Eaton var hemmeligt medlem.

Blandt de »ikke-strategiske« ting, som Rockefeller-Eaton-aksen vil bygge for kommunisterne, er ti gummivare-virksomheder, inklusive to syntetisk-gummi-virksomheder til en værdi af 200 millioner dollars. Hr. Eaton forklarer i Times' artikel: »Disse folk er i gang med at oprette automobilfabrikker og ved, at de er nødt til at have dæk-fabrikker.« Under Nixon-administrationen, som - i modstrid med kampagneløfterne - har fordoblet handelen med De Røde tifoldigt, har amerikanske koncerner bygget verdens største lastbilfabrik for kommunisterne. Lastbiler er nødvendige i et lands krigsmaskine, og lastbilfabrikker kan laves om til produktion af tanks, som det skete under Anden Verdenskrig. U.S.A. vil forsyne russerne med både faciliteterne til bygning af lastbiler, og dækkene (eller larvefødderne) for dem.

I tilslutning hertil er familierne Rockefeller og Eaton i færd med at konstruere en 50 millioner dollars' virksomhed til produktion af aluminium for De Røde. Aluminium til jetfly bliver betragtet som »ikke-strategisk« ifølge Johnson-Nixon- doktrinen.

Endnu mere utroligt, afslører Times:

»Sidste måned opnåede Tower International en prøve-aftale med den russiske patent- og licens-organisation, Licensintorg, om fremtidige patent- og licens-transaktioner. Hidtil, sagde Hr. Eaton, har russerne overladt køb og salg af patenter til Amtorg Trading Corporation, det officielle Sovjetagentur her i landet (Amerika) til udvikling af den russisk-amerikanske handel.«

Dette betyder, at familierne Rockefeller og Eaton har monopol på overførsel af teknologisk kapacitet til de formodede fjender af de super-rige, Sovjetunionen. Ifølge Times:

»Hr. Eaton bekræftede de vanskeligheder, som Amtorg's repræsentanter stødte på her i landet, når de forsøgte at opnå licens-aftaler med amerikanske firmaer. »Som man kan forestille sig«, sagde han, »er det næsten umuligt for en russer at gå ind i forskningsafdelingen hos et amerikansk rumskibsfirma for at købe et patent«.«

Hver eneste loyal amerikaner vil afgjort sige til sig selv, »Ja, jeg vil ved Gud da håbe, at det er umuligt for russerne at gå lige ind i vore forsvars-virksomheder og købe et patent«. Familierne Rockefeller og Eaton har løst det problem for kommunisterne. I stedet for at handle med et af Sovjet's officielle agenturer, vil de amerikanske koncerner nu handle med Rockefeller-familien. I mellemtiden er næsten 50.000 amerikanere døde i Vietnam, mange af dem dræbt af våben, som Rockefeller-familien direkte eller indirekte leverede til vore indlysende fjender. Kun juridiske spidsfindigheder og en manglende officiel krigserklæring beskytter familien Rockefeller's handel med døde amerikanere's blod fra at blive bedømt som højforræderi.

Gennem køb af patenter for kommunisterne, er Rockefeller-familien således ledere af forskning og udvikling for den russiske militærmaskine og tillader russerne at masseproducere amerikanske opfindelser. Overførslen af denne viden er endnu vigtigere end salg af våben. En proces, som ville have taget et amerikansk selskab et årti at udvikle, overføre in toto (i det hele) til kommunisterne. Giver det nogen mening at bruge 75 milliarder dollars om året på et nationalt forsvar og så forsætligt forøge en åbenlys fjendes krigsførende muligheder? Det gør det for Hr. Rockefeller og de INDVIEDE.

Eftersom Rockefeller-familien har skrevet under på at ville skaffe patenter til russerne, er de ifølge ordbogsdefinition kommunistiske agenter. Ville det ikke være mere korrekt, at definere kommunisterne som Rockefeller-agenter?

Som et tegn på dette indtraf noget mærkeligt i oktober 1964. David Rockefeller, præsident for Chase Manhattan Bank og bestyrelsesformand for Rådet til Udenlandske Relationer (CFR), tog på ferie i Sovjetunionen. Dette er et ejendommeligt sted at holde ferie for en af verdens største »imperialister«, eftersom meget af den kommunistiske propaganda handler om at tage al David's rigdom fra ham og distribuere den til "folket". Få dage efter, at David havde afsluttet sin »ferie« i Kreml, blev Nikita Khrushchev hjemkaldt fra sit feriested ved Sortehavet for at få at vide, at han var fyret. Ejendommeligt, ikke sandt? Så vidt verden vidste, var Khrushchev den russiske regering's absolutte diktator og - hvad der er mere vigtigt - leder af Det kommunistiske Parti, som leder USSR. Hvem har magt til at fyre en mand, der formodentlig var den absolutte diktator? Rejste David Rockefeller til Sovjetunionen for at fyre en ansat? Helt indlysende er posten som førstemand i Sovjetunionen en stilling, hvor den sande magt findes andetsteds. Måske i New York.

I fem årtier har kommunisterne baseret deres propaganda på temaet om, at de ville destruere Rockefeller-familien og andre super-rige. Alligevel ser vi, at Rockefeller-familien gennem fem årtier har været involveret i at opbygge russernes styrke. Skal vi tro, at disse internationale kartellister gør dette, fordi de er dumme eller grådige? Giver det nogen mening? Hvis en forbryder går op og ned ad gaden og råber af sine lungers fulde kraft, at så snart han får fat i en revolver, vil han skyde Joe Doaks, og du får at vide, at Joe Doaks i al hemmelighed forsyner forbryderen med revolvere, så eksisterer der to muligheder. Enten er Joe Doaks idiot, eller også er al denne råben slet og ret en paradeforestilling, og forbryderen arbejder altså hemmeligt for Doaks. Rockefeller-familien er ikke idioter.

Mens David leder den finansielle afdeling af Rockefeller-dynastiet, leder Nelson den politiske. Nelson ville gerne være præsident for De forenede Stater. Men - uheldigvis for ham - er han uacceptabel for det store flertal af folk i hans eget parti. Det næstbedste efter at være præsident, er at kontrollere præsidenten. Nelson Rockefeller og Richard Nixon formodes at være bitre politiske konkurrenter. Det er de også på en måde, men det udelukker stadig ikke Rockefeller fra at dominere Hr. Nixon. Da Hr. Nixon og Hr. Rockefeller konkurrerede om at opnå den republikanske nominering i 1968, havde Rockefeller naturligvis håbet at vinde prisen, men ligegyldigt hvem, der vandt, ville han kontrollere den højestestilling i landet.

Man må erindre sig, at lige midt i redigeringen af det republikanske program, fløj Hr. Nixon pludselig til New York for at mødes med Rockefeller (Nelson) - i 1960 - i hvad Barry Goldwater kaldte »Det republikanske parti's München«. Der var ikke nogen politisk grund til, at Hr. Nixon var nødt til at kravle hen til Hr. Rockefeller. Mødet var fuldstændig planlagt. Chicago Tribune bemærkede, at det lignede Grant's overgivelse til Lee.

I The Making of the President skriver Theodore White, at Nixon accepterede alle Rockefeller's betingelser for dette møde, inklusive forholdsregler om »at Nixon skal telefonere til Rockefeller's personligt med sin anmodning om et møde . . . at de mødes i Rockefellers bolig.........at deres møde skal være hemmeligt og senere blive bekendtgjort i en pressemeddelelse fra guvernøren, ikke fra Nixon; at mødet helt klart skal meddeles at have fundet sted på vicepræsidenten's anmodning; at den politiske erklæring fra mødet skal være lang, detaljeret og omfattende, ikke et kort referat.«

Mødet resulterede i den berygtede »Fifth Avenue Pagt«, hvori det republikanske program blev kasseret og erstattet af Rockefeller's socialistiske planer. Wall Street Journal kommenterede den 25. juli, 1960: ». . . en lille skare konservative indenfor partiet. . . skubbes til side. . . De fjorten punkter er meget liberale(socialistiske); faktisk udgør de et program, som på mange måder er beslægtet med det demokratiske parti's program, og de afviger meget fra, hvad de konservative folk mener, at det republikanske parti burde stå for . . . « Som Theodore White udtrykker det:

»Aldrig havde de liberale's angreb gennem de sidste fire år været mere utilsløret, dramatiseret (gjort skuespilsagtigt), end med den åbne overenskomst fra Femte Avenue. Al ære, som det skulle have været muligt at hente gennem arbejdet med programmet, var blevet tilsidesat. Et møde mellem to mænd på en enkelt aften i en millionær's tre-etagers bolig i Babylon-ved-Hudson-floden, ottehundredeogtredive miles væk, var i færd med at underkende dem; de blev udstillet som klovne for hele verden.«

Den fulde historie om, hvad der skete i Rockefeller's bolig, vil utvivlsomt aldrig blive kendt. Vi kan kun lave et sandsynligt gæt i lyset af senere begivenheder. Men det er indlysende, at siden da har Hr. Nixon været indenfor Rockefeller's magtsfære.

Efter at have tabt med en ubetydelighed til Kennedy, stillede Hr. Nixon - imod sine ønsker og på anmodning (eller ordre) fra Rockefeller - op til guvernørvalget i Kalifornien, og tabte. (for yderligere detaljer, se forfatteren's Richard Nixon, The Man Behind The Mask.) Efter at have tabt til Pat Brown i guvernørvalget i Californien 1962, ville Nixon normalt være forsvundet i den politiske skraldespand. Han opsagde sit arbejde som advokat i Californien og rejste til New York, hvor han flyttede ind som nabo til Nelson Rockefeller - den mand, som antagelig er hans ærkefjende, i en lejlighed til 100.000 dollars om året, i en bygning ejet af Rockefeller. Så begyndte Hr. Nixon at arbejde i John Mitchell's sagførerfirma - John Mitchell var Rockefeller's personlige advokat - og brugte det meste af sin tid gennem de næste seks år til at rejse rundt, både her i landet og i udlandet, for, først, at genopbygge sit politiske omdømme og, senere, for at føre kampagne for at opnå replubikanerne's nominering til valget i 1968. På samme tid - ifølge hans egne finansielle redegørelser - steg hans nettoindtægter enormt, og han blev ganske velhavende. Nelson Rockefeller (og hans kolleger i »Det Østlige Liberale Samfund«), der hjalp med at gøre Nixon acceptabel for de konservative, ved at foregive at være imod ham, reddede Nixon fra politisk forglemmelse og gjorde ham til De forenede Stater's præsident. Lyder det rimeligt, at Hr. Nixon, manden med lidenskabelige ambitioner, hvis karriere var sunket ned på bunden, var nødt til at overholde nogle aftaler, for at nå sit mål? Og kom han ikke til at skylde en massiv politisk gæld til »Det Østlige liberale Samfund« som tak for at blive gjort til præsident?

Da Nixon forlod Washington, ejede han, ifølge egne udsagn, lidt mere end en gammel Oldsmobile, Pat's (hans kones) gamle ærværdige kludefrakke samt regeringspensionen. Medens Nixon arbejdede i sagførerfirmaet, havde han en indkomst på 200.000 dollars om året, hvoraf mere end halvdelen gik til huslejen i Rocky's bygning. I 1968 udtalte han, at hans nettoindkomst nu var 515.830 dollars, og kun 45.000 dollars kom fra hans partnerskab i det succesfulde voksende advokatfirma. Det kan jo tænkes, at den sparsommelige Hr. Nixon tjente til sin investeringskapital, som hastigt voksede til 858.190 dollars i værdier, ved tålmodigt at putte hver eneste skilling, han ejede, i en sparegris. Og så kan det også have været en del af Nixon's aftale med Rockefeller og de INDVIEDE, at Hr. Nixon's personlige fattigdomsproblemer skulle løses. Præsidenten er helt tydeligt en ufri agent.

Den mand, som de fleste observatører er enige om er regeringens stærkeste mand i indrepolitiske anliggender, er justistminister (Attorney General) John Mitchell. Mitchell, der havde været Nixon's sagførerpartner, tjente som kampagneleder i 1968, og vil efter sigende gøre det samme i 1972. Wall Street Journal afslørede den 17. januar 1969, at Mitchell var Rocky's personlige sagfører. Det etablerede Samfund's landskabsmalere har ætset et billede af Mitchell som en hård pamperagtig konservativ; men det viser sig, at Mitchell i virkeligheden ikke er andet end en ny Rockefeller-agent.

Richard Nixon blev valgt til præsident på et program, som lovede at stoppe Amerika's tilbagetog fra verdenskommunismen. Alligevel udnævnte han Henry Kissinger, en mand, der repræsenterede det modsatte af, hvad Nixon sagde, han selv stod for, under valgkampagnen, til en post, som i virkeligheden er en assisterende-præsidentpost. Er det så overraskende, at Hr. Nixon har gjort nøjagtigt det modsatte af, hvad han lovede at gøre under kampagnen i 1968?

Hvordan kunne Nixon komme på at udnævne en overliberal(socialist) til sin vigtigste udenrigspolitiske rådgiver? I Time kan vi læse, at Hr. Nixon mødte Kissinger ved et cocktailparty hos Clare Booth Luce i juleferien i 1967. Hr. Nixon skulle være blevet noget så imponeret af Dr. Kissinger's kvikke svar ved cocktailpartyet, at han udnævnte ham til den stærkeste post i Nixon-administrationen. For at kunne gøre dette, må Nixon nødvendigvis have været dum. Udnævnelsen af Kissinger var arrangeret af Nelson Rockefeller. (Salt Lake City Desert News, den 27. marts 1970.) Kissinger havde i fem år tjent som Rockefeller's personlige rådgiver i udenlandske anliggender, og da han blev udnævnt, arbejdede han som betalt stabsmedlem i Rådet til Udenlandske Relationer (CFR).

Hr. Nixon's fantastiske bedrifter blev rost af Lyndon B.Johnson i Washington Star den l. december 197l. Avisen siger:

»Forhenværende præsident, Lyndon B. Johnson, bekræfter, at Nixon, som republikansk præsident, har været i stand til at gennemføre meget, som en demokratisk præsident ikke ville være kommet godt afsted med . . .

»Kan De ikke forestille dem larmen«, spurgte han under et nyligt interview, »Hvis jeg havde været ansvarlig for, at Taiwan blev sparket ud af FN? Eller hvis jeg havde indført fuld regeringskontrol med priser og lønninger?«

»Nixon slap godt fra det«, bemærkede han, med en anerkendende tone i stemmen. »Hvis jeg, eller Truman, eller Humphrey, eller en anden demokrat, havde forsøgt at gøre det, var vi blevet gennemheglet«


Dronte 5

Drontens hovedmenu