KAPITEL SYV

PRES FRA OVEN OG PRES FRA NEDEN

Det etablerede samfund's officielle landskabsmalere har gjort et enormt arbejde med at male et billede af Richard Nixon som konservativ. Uheldigvis er dette billede tyve år for gammelt. Den meget liberale senator, Hugh Scott, fra Pennsylvania, pralede en dag over for en reporter: »De (Liberale) gør arbejdet, og de konservative får omtalen.« Hvis Nixon var gået for at være Rockefeller-liberal, var han ikke blevet valgt til præsident; men han kan slippe godt fra at styre sin regering, som en sådan i virkeligheden, bare fordi landskabsmalerne glemmer at vende offentlighedens opmærksomhed mod denne kendsgerning. Men redaktør Stewart Alsop afslører den virkelige Nixon, idet han skriver for et raffineret publikum bestående af anerkendte liberale. Alsop påstår, at hvis Nixon blev bedømt på sine handlinger i stedet for sit gamle image, ville de liberale's holdning overfor ham være anderledes. Hvis bare de liberale's Pavlovianske respons overfor navnet Nixon kunne elimineres, siger Alsop, ville de indse, hvor ekstremt venstreorienteret han er. Derfor erstatter Alsop præsident Nixon med en hypotetisk »præsident Liberal«:

»..... Hvis præsident Liberal virkelig var i Det hvide Hus, var det ikke særlig svært at forestille sig reaktionen på hans program. De højreorienterede ville angribe præsident Liberal for at bakke ud af Vietnam, underminere det amerikanske forsvar, finans-uansvarlighed og galopperende socialisme. De fire af præsidentens basis-politikker nævnt ovenfor vil blive prist med hosianna af de liberale.....

I stedet har de liberale overøst præsidenten med døde katte, medens de fleste konservative har fastholdt en dunkel tavshed, og således er regeringen kun blevet »anerkendt lidt« for »mange virkelige resultater«. Men der findes visse specielle grunde til, at det forholder sig sådan, og dem glemte Pat Moynihan at nævne.«

Alsop forklarer yderligere, hvordan rygtet om at være fjende af de liberale demokrater hjælper Nixon til at få netop deres program vedtaget:

»For det første findes der en slags ubevidst sammensværgelse mellem præsidenten og hans naturlige fjender, de liberale demokrater, med det formål at skjule, i hvilket omfang hans program - foruden udenomssnak og retorik - i virkeligheden er det liberale demokratiske program. Richard Nixon er den første professionelle politiker og »ægte« republikaner, der er blevet valgt til præsident i 40 år - og det er ikke i de liberales egennytte at give støtte til en sådan præsidents liberale initiativer. Ligeledes er det ikke i præsidentens egennytte at risikere sine konservative vælgere ved at give tilslutning til den opfattelse, at han, når alt kommer til alt, ikke er nogen »ægte republikaner«, men en liberal demokrat for nedsat blus . .

Der findes masser af eksempler på gensidig forvirring, som stammer fra gensidige interesser. Tilbagetrækningen af en halv million mand fra Vietnam er helt indlysende den største tilbagetiltrækning i Amerikas historie. Men præsidenten taler, som om det var et ærefuldt fremskridt, som skulle garantere en »retfærdig og varig fred«. Når præsidenten - som en hvilken som helst feltherre, der kommanderer retræte - tyr til destruerende handlinger for at beskytte sin svindende bagtrop, råber de liberale op om, at han »forfølger den militære sejrs lygtemænd«.

. . . Når præsidenten skærer ned på egentlig militær styrke hurtigere end det er sket i et kvart århundrede, angriber de liberale ham for manglende »prioritering«. Præsidenten spiller det samme spil i sin talekunst om et »stærkt forsvar«,. Resultatet, som John Kenneth Galbraith netop for nylig skrev, er, at »de fleste mennesker og måske de fleste medlemmer af Kongressen, tror at administrationen (regeringen) føjer Pentagon endnu mere end demokraterne«, hvilket er det præcist modsatte af sandheden . . . «

Alsop fortsatte med, hvad der sandsynligvis er det mest fordømmende, der nogensinde er skrevet om Nixon, ved at omtale den rolle, som massemedierne har spillet i at portrættere et image for befolkningen, som er det modsatte af sandheden:

». . . Der er også et menneskeligt element i denne gensidige comouflering. For de liberale, og især for de liberale kommentatorer, der dominerer medierne, er Richard Nixon en Dr. Fell ("bussemand"): (»The reason why, I cannot tell, but this I know and know full well, I do not like thee, Dr. Fell.«). Dette er ikke overraskende. Ikke ret mange år tilbage var Nixon en af de mest effektive - og mindst elskværdige - af de konservative republikanske professionelle fra McCarthy-æraen.«

Redaktøren, der selv er medlem af den socialistiske Americans for Democratic Action (ADA), spekulerede over, hvad den »gamle Nixon« mon ville have sagt om den »nye Nixon«:

»..... Ud fra præsidentens fortid er det slet ikke svært at forestille sig R.Nixon lede angrebet mod den nuværende præsidents (ham selv) »stikken halen mellem benene«, »finansielle uansvarlighed«, »galoperende socialisme« og alt det andet. Så hvordan kan man forvente, at Hr. Nixon skulle kunne forsvare præsident Liberals program med den samme lidenskabelige overbevisning, som f.eks. præsident Robert Kennedy ville have forsvaret et sådant program?«

Alsop har afsløret den virkelige Nixon, og det har helt indlysende været en fornøjelse for ham. De, der stemte på Nixon, bør ikke være helt så lykkelige. Hvis du kunne lide den Richard Nixon, der søgte at blive præsident, så kan du ikke - hvis du er konsekvent - lide den Richard Nixon, der nu er præsident (bogen er stadigvæk fra 1971 o.a.). Nixon og hans »moderate« fæller har omskabt den republikanske ulv til et får i ulveklæder. Den 19. juni 1959 frydede vicepræsident Nixon sig: »Alt i alt producerede den republikanske administration de ting, som demokraterne lovede at gennemføre.« Det ser ud som om det er ved at ske igen!

Halvandet år tidligere havde han talt i en anden tone:

»Hvis vi ikke har andet at tilbyde end en bleg kopi af New Deal (der hentydes med »New Deal« - bland kortene, og giv igen - til præsident Roosevelt's socialistiske kriseprogram fra 1933, som gik ud på at sanere bankvæsenet, sænke dollarkursen, føre en mild inflationspolitik, iværksætte offentlige arbejder og begrænse landbrugsproduktionen o.a.), hvis vort eneste formål er at vinde og genvinde magt, så har det republikanske parti ikke længere nogen grund til at eksistere, og det burde opløse sig selv."

Nixon's »slagplan«, som Harvard-professor John Kenneth Galbraith glad gør opmærksom på, er SOCIALISME. Nixon' s »slagplan« er afgjort klogere og farligere end nogen af hans foregængeres, fordi den giver sig ud for at være det modsatte af, hvad den er.

Hr. Nixon er klar over, at de fleste amerikanere frygter en »stor regering«. I august 1968 viste en gallup-undersøgelse, at 46 procent af den amerikanske offentlighed mente, at en »stor regering« var den »største trussel imod vort land«. Gallup kommenterede: Selv om en stor regering har været det republikanske partis angrebspunkt gennem mange år, er de menige demokrater næsten lige så kritiske overfor den stigende forbundsmagt.« Idet han erkendte denne holdning, rettede Hr. Nixon en stor del af sin kampagne-retorik mod en Stor Faderlig Regering. Nixonregeringen har imidlertid taget massive skridt i retning af en yderligere koncentration i landets »magttop«. Se diagram 3.

Medens han centraliserer magten i et omfang, som ville have fået Hubert Humphrey til at rødme, har Hr. Nixon fortsat med at hykle respekt for decentralisering. I sine første regeringsår bekendtgjorde Nixon sin »Nye føderalisme« (navnet er taget fra titlen på en bog af, Nelson Rockefeller). Den første del af den »Nye Føderalisme« er Familie-Assistance-Programmet (FAP), som - i modstid med hans kampagneløfter - ville sikre en Garanteret Års-Indkomst. Baseret på forslag fra John Gardner fra CFR og Daniel Moynihan, medlem af bestyrelsen for den socialistiske ADA, ville FAP fordoble velfærdsstyringen og i høj grad øge forbundsregeringens magt. Det venstreorienterede ugeblad, New Republic, hyldede forslaget som »krybende socialisme (socialdemokratisme).«

Det andet hovedafsnit i præsidentens »Nye Føderalisme« er indtægtsfordeling mellem staterne, opreklameret som et trin imod decentralisering af magten fra forbundsregeringen (el. Den føderative Regering, som den er blevet benævnt i forrige afsnit, o.a.). Faktisk bevirker programmet det stik modsatte. Pengene må først gå fra staterne til Washington, før de kan deles ud. Som redaktør James J. Kilpatrick, bemærkede: ». . . magt til kontrol hænger sammen med forbundsdollaren som de berømte siamesiske tvillinger.« Så snart staterne og de lokale regeringer bliver afhængige af forbundskapital, vil der komme kontrol på, akkurat som det skete med uddannelse og landbrug. Ethvert område, som regeringen ønsker at overtage, starter den den altid først med at understøtte. Man kan ikke decentralisere regeringen ved at centralisere skatteopkrævningerne.

Hr. Nixon's »magt til folket«-slogan betyder i virkeligheden »magt til præsidenten«.

"House Ways and Means"- formand, Wilbur Mills, har kaldt indtægtsfordelings-planen en »fælde«, som kunne »blive et massivt våben mod stats- og lokal-regeringerne's uafhængighed (med statsregeringer tænkes der på de enkelte regeringer i hver af U.S.A.'s 50 stater o.a.).« Planen, sagde Mills, »går i retning af en centraliseret regering.«

Men Hr. Nixon er meget klog. I sit 1971 Budskab-til-De forenede Stater-tale "State of the Union Message"), hvori han brugte det kommunistiske slogan, »magt til folket«, sagde præsidenten:

»Vi her i Washington vil omsider være i stand til at præstere en regering, som virkelig er regering ved folket. Jeg erkender, at hvad jeg beder om, er, at ikke kun den udøvende magt i Washington, men også denne Kongres, må ændre sig, således at den opgiver noget af sin magt.«

Det lyder rimeligt, ikke sandt? Den udøvende magt vil opgive noget af sin magt og Kongressen vil opgive noget af sin magt, og folket vil vinde ved at denne magt bliver overgivet til det. Rigtigt? Forkert! Det er ikke andet end mundtlig taskenspillerkunst. Læg mærke til præcisionen i Hr. Nixon's sprog. Han taler om den »udøvende magt i Washington«, som vil opgive noget af sin magt. Tre dage senere blev det indlysende, hvorfor Hr. Nixon tilføjede dette tilsyneladende overflødige »i Washington«, da det blev bekendtgjort, at landet var ved at blive udstykket i ti forbundsdistrikter. Disse forbundsdistrikter ville snart blive brugt til at administrere den løn- og priskontrol, som centraliserer den næsten totale magt over økonomien i forbundsregeringen.

For mange politiske observatører var præsident Nixon's indrømmelse overfor reporteren, Howard K. Smith, om at han »nu er en økonomisk Keynes«, den mest chokerende udvikling i de seneste år. Den rystede Smith kommenterede senere, »Det minder om en kristen pilgrim, der siger, »alt taget i betragtning, så tror jeg, Muhammed havde ret«.« Howard K. Smith var udmærket klar over, at en sådan udtalelse var ensbetydende med, at Nixon nu havde deklareret, at »Jeg er socialist«. John Maynard Keynes, den engelske økonom og »tøvende socialist«, brovtede med, at han fremmede »et medlidenhedsdrab på kapitalismen«.

I England er det blandt folk, der studerer sammensværgelsen, almindeligt kendt, at John Maynard Keynes skrev sin General Theory of Money and Credit på befaling fra visse INDVIEDE i den internationale finansverden, der hyrede ham til at udklække en pseudovidenskabelig retfærdiggørelse af, at regeringer kører med underskudsforbrug - ligesom den mystiske De Retfærdige Mænd's Liga havde hyret Karl Marx til at skrive Det kommunistiske Manifest. Jo mere en regering synker ned i gæld, jo flere renter må der betales til de stærke INDVIEDE, der »laver« penge, til at købe statsobligationer for, med simple bogføringsposteringer. I modsat fald kan du æde din gamle hat på, at de INDVIEDE i de internationale banker ville være indædte modstandere af inflationsskabende underskud.

I sin internationalt anerkendte faste (syndikerede) avisspalte udråbte James Reston (CFR) den 3. februar 1971:

»Nixon-budgettet er så indviklet, så ulig Nixon fra gamle dage, så urepublikansk, at det trodser rationel analyse..... Nixon-budgettet er mere planøkonomisk, indeholder mere velfærdstænkning og større forudsigeligt underskud end noget andet budget i dette århundrede.«

I 1967 gjorde Richard Nixon, medens han endnu (på overfladen) fulgte sit gamle spor, demokraternes overforbrug til sit kampagneemne nummer to, umiddelbart efter at demokraternes forsøg på at vinde Vietnam-krigen var slået fejl. Hr. Johnson's finansbudget i 1967 var på 158,6 milliarder dollars, et beløb, der på den tid syntes astronomisk. Hr. Nixon hævdede, at hvis det beløb ikke blev beskåret med 10 milliarder dollars, ville landet løbe ind i en økonomisk katastrofe. På daværende tidspunkt, da Vietnam-krigen var en langt større udgiftspost, end den er nu, argumenterede Richard Nixon altså for, at vi skulle bruge ca. 150 milliarder dollars. Præsident Nixon bruger nu 230 milliarder dollars, og lovforslag , der er stillet i Kongressen, og sandsynligvis bliver vedtaget, kan forøge underskudsbudgettet for 1972 (l. juli 1971 til l. juli 1972) til 250 milliarder dollars.

Sagen er, at den mand, der lavede kampagne i 1968, Hr. "Sparemand", på sit tredje år i præsidentembedet har brugt fra 80 til 100 milliarder dollars mere, end hvad han sagde, hans forgængere burde bruge. Og visse eksperter forudsiger, at Hr. Nixon vil bruge så meget som 275 milliarder dollars næste år.

Dette er den samme Richard Nixon, der i Dallas den ll.oktober 1968 erklærede, at »Amerika ikke har råd til endnu fire år med Hubert Humphrey i Det hvide Hus«, fordi han havde foreslået programmer, som ville forårsage »et soldeforbrug, som ville drive nationen bankerot«. Kandidat Nixon kritiserede skånselsløst Johnson-regeringen for ikke at »bekæmpe underskudsforbruget, som er grunden til vor nuværende inflation«. Budget-underskud, sagde han »er nøglen til vore problemer«. For sit eget vedkommende frasagde han sig enhver »omfattende stigning« i landets forbrug. »Det er en opskrift til yderligere inflation«, sagde Nixon. »Jeg tror, at det også er en opskrift på økonomisk katastrofe«.

Mens det tog L.B.Johnson fem år at lave et underskud på 55 milliarder dollars, noterer senator Harry Byrd, at det samlede underskud for Hr. Nixon's første tre år vil beløbe sig til mindst 88 milliarder dollars. Eksperter i Kongressen forudsiger nu, at Nixon kan fortsætte med at øge underskuddet til et samlet beløb af 124 milliarder dollars, alene i denne regeringsperiode.

I et forsøg på at standse inflationen har Hr. Nixon indført løn- og priskontrol. De fleste amerikanere, der er trætte af at se deres lønninger skrumpe hver måned, har udvist overvældende tilslutning. Men dette skyldes, at de fleste mennesker ikke kender de virkelige årsager til inflationen. Og du kan være sikker på, at Det etablerede Samfund's landskabsmalere ikke vil forklare dem sandheden. Sandheden er, at der er forskel på inflation og lønprisskruen. Når regeringen kører med underskud, sættes helt nye penge, svarende til underskuddets størrelse, i cirkulation. Idet pengene gennemsiver økonomien, opbyder de lønningerne og priserne. Dette er lettere at forstå, hvis man betragter vor økonomi som en gigantisk auktion. Hvis byderne pludselig får flere penge, vil de - ligesom på enhver anden auktion - bruge pengene til at byde priserne op. Inflation er i realiteten en forøgelse af pengeforsyningen. Den forårsager løn-pris-skruen, som i almindelighed fejlagtigt benævnes inflation. Man kan ikke have nogen pris-løn-skrue, hvis man ikke havde nogen forøgelse i pengeforsyningen, til at betale den med. Dette er ikke kun økonomi, det er fysik. Man kan ikke fylde en kvart-liter-flaske med en halv liter mælk. At sige, at pris-løn-skruen forårsager inflation, er det samme som at sige, at våde gader forårsager regn. Hr. Nixon er - til forskel fra det store flertal i den amerikanske befolkning - bekendt med de virkelige årsager til »inflation«. Han forklarede det helt tydeligt den 27. januar 1970:

»Den inflation, vi har i begyndelsen af halvfjerdserne, blev forårsaget af et stort underskudsforbrug i tredserne. I det sidste årti har forbundsregeringen brugt mere end den indtjente - 57 milliarder dollars mere. Dette underskud bevirkede, at priserne steg 25 procent indenfor ti år.«

Erhvervslivet beskylder gerne fagforeningerne for »inflationen«, og fagforeningerne giver erhvervslivet skylden for »inflationen« men kun regeringen kan forårsage en »inflation«.

Hr. Nixon har fremskyndet løn- og priskontrollen, antagelig for at løse et problem, som Hr. Nixon (og L.B. Johnson) selv skabte ved at køre med enorme underskud. Hvis han virkelig ønskede at standse »inflationen«, ville han have sat pris- og lønkontrol på regeringen i stedet for på alle os andre, og ville dermed have standset underskudsforbruget. Folk hylder Nixon, fordi han »gjorde noget«. Dette er det samme som at hylde en bilist, der skyder en fodgænger, han netop har kørt over.

Løn- og priskontrol er netop hjertet i socialismen. Man kan ikke have et totalitært styre uden løn- og priskontrol, og man kan ikke have et frit land med løn- og priskontrol. Hvorfor? Man kan ikke tvinge slaveri ned over en befolkning, der har økonomisk frihed. Så længe folk har økonomisk frihed, vil de være frie. Løn- og priskontrol er folkekontrol. I sin "Fase II"-tale gjorde Nixon det klart, at den for tiden gældende 90 dages løn- og priskontrol fra i dag og altid fremover vil være over os i en eller anden forklædning. Den er et vigtigt trin henimod oprettelsen af en almægtig udøvende magt i forbundsregeringen.

Efter at de INDVIEDE har oprettet Amerika's Forenede Socialistiske Stater (hvis ikke i navn, så vi virkeligheden), vil det næste trin være den store sammensmeltning af alle verdens nationer i en diktatorisk verdensregering. Dette var hovedårsagen bag indlemmelsen af Røde Kina i FN. Hvis man ønsker at kontrollere naturresourserne, transportsystemerne og bankvirksomheden over hele verden, må man placere alle under samme tag.

De INDVIEDE's kodeord for verdens-superstaten er »Den nye Verdensorden«, en frase, som ofte bruges af Richard Nixon. Rådet til Udenlandske Relationer (CFR) udtaler i dets Study No. 7.- »U.S.A. må stræbe mod:

A. AT BYGGE EN NY INTERNATIONAL ORDEN«. Det etablerede Samfund's talsmand James Reston (CFR) erklærede i sin internationalt anerkendte spalte i New York Times den 21. maj 1971: »Nixon kunne helt sikkert godt tænke sig at lede oprettelsen af en ny verdensorden, og er overbevist om, at han får lejlighed dertil i de sidste 20 måneder af hans første regeringsperiode.«

En verdensregering har altid været kommunisternes mål. I 1915, i det russiske tidsskrift "Den socialistiske demokrat" nr. 40, foreslog den socialistiske demokrat, Lenin, et »Verdens forenede Stater«. Det kommunistiske Internationale's program af 1936 siger, at verdensdiktatur »kun kan oprettes gennem socialismens sejr i forskellige lande eller grupper af lande, hvorefter proletariske republikker vil forene sig på forbundsplan sammen med de allerede eksisterende, og dette system vil udvide sig . . . og til sidst danne en verdensunion af Socialistiske Sovjet-Republikker.«

En af de mest betydningsfulde grupper indenfor ophjælpningen af »verdensunionen«, er United World Federalists (De Forenede Verdensføderalister)( I Danmark oprindelig "Een Verden", nu "FN-forbundet",o.a.), hvis medlemsskab er nøje forbundet med medlemsskabet i Rådet til Udenlandske Relationer (CFR)( I Danmark: "Det udenrigspolitiske Selskab",o.a.). UWF arbejder for idéen om at udvikle FN til en fuldt færdig verdensregering, som ville inkludere de kommunistiske lande ( dette sker i dag, o.a.).

Richard Nixon er selvfølgelig alt for klog til ligefrem at tilslutte sig UWF, men han har støttet deres lovgivningsprogram siden sine første dage i Kongressen. I UWF's tidsskrift, World Government News i oktober 1948, finder man på side 14 følgende bekendtgørelse: »Richard Nixon: Introducerede resolution om en verdensregering (HCR 68) 1947, og ABC (Verdensregering) -resolution 1948.«

»Verdensregering« har en stærk følelsesmæssig appel til amerikanere baseret på deres universelle ønske om fred. De INDVIEDE får kommunisterne til at svinge med sablen med den ene hånd og tilbyde fred med den anden. Naturligvis drages alle imod olivengrenen (fredssymbol, o.a.), idet ingen indser, at olivengrenen kontrolleres af det væsen, der svinger sablen.

I september 1968 modtog kandidater til stillinger inden for staten et brev fra United World Federalists, som sagde:

»Vores organisation er blevet godkendt og rost af alle U.S.A.'s præsidenter gennem de sidste 20 år og af den nuværende nominerede til præsidentembedet. Som eksempler kan vi nævne følgende:

Richard Nixon: »Jeres organisation kan gøre betydelig nytte ved at fortsætte med at gøre det klart for alle, at verdensfred kun kan gennemføres gennem en verdenslov. Vort mål er verdensfred. Vort instrument til opnåelse af verdensfreden er lov og orden. Hvis vi koncentrerer vor energi om disse midler, er jeg sikker på, at der virkelig kan gøres fremskridt.«

Hubert Humphrey: »Hver eneste af os er interesseret i broderskab mellem alle lande, men ingen tilstræber disse mål med større værdighed og pligtopfyldelse end United World Federalists.««

Der var faktisk ikke for fem flade øres forskel. Vælgerne fik valget mellem en CFR-verdensregering, forsvaret af Nixon, og en CFR-verdensregering, forsvaret af Humphrey. Kun talekunsten var forskellig for at narre befolkningen.

En verdensregering kræver en verdens-højesteret (retsinstans med overstatslige beføjelser, o.a.), og Hr. Nixon går vitterligt ind for en verdenshøjesteret. Og en verdensregering må have et verdenspoliti til at opretholde verdens-superstaten's love og forhindre slaverne i at gøre oprør. Los Angeles Examiner fra 28. oktober 1950 rapporterede, at kongresmedlem Richard Nixon havde introduceret en »resolution, som opfordrede til oprettelse af De forenede Nationer's (FN's) politistyrke . . . « (dette er ved at fuldendes i dag, o.a.).

Ikke overraskende har de INDVIEDE fået sine yndlings-planlæggere til at forberede administrationen af deres verdensdiktatur. Under en enorm geodætisk (vedr. kortlægning) kuppel på Southern Illinois University findes et fuldstændig detaljeret kort over hele jorden, som fylder tre fodboldbaner. Idet de opererer under legater fra Ford-, Carnegie- og Rockefeller-fondene (alle nært sammenslynget med CFR), er et batteri (en kampenhed) bestående af videnskabsmænd indenfor geografi, psykologi, biokemi, adfærdsvidenskab, naturvidenskab, biologi og landbrugsvidenskab, i færd med at udtænke planer til kontrol af mennesker. Disse elite-planlæggere løser opgaver i, hvad de kalder »verdens-spillet«. Et eksempel: Der er for mange mennesker i land A, og for få i land B. Hvordan flytter man folk fra land A til land B? Vi behøver så og så mange mænd og så mange kvinder, så og så mange indenfor dette erhverv og så og så mange indenfor dette erhverv, så og så mange på denne alder og så og så mange på den alder. Hvordan får man disse mennesker til at flytte fra land A og bosætte sig i land B på den kortest mulige tid? Et andet eksempel: Vi har en opstand i land C (eller, som det nu ville hedde, distrikt C). Hvor lang tid vil det tage at sende

»freds«-styrker ind for at stoppe oprørskheden? (Disse ting udføres også i virkeligheden i dag, o.a.)

Folkene i verdensspillet løser opgaver vedrørende verdensomspændende kontrol. Hvis man planlægger at regere verden, kan man ikke gå vilkårligt frem. Det er grunden til, at de INDVIEDE i Ford-, Carnegie- og Rockefeller-fondene laver disse planer. Spillets retmæssige navn er "1984". Vi vil få systematisk befolkningsbegrænsning, tvungen sterilisation eller ethvert andet middel, som planlæggerne anser for nødvendigt for at kunne oprette absolut kontrol i deres humane utopia. Men for at kunne realisere disse planer, må man have en almægtig verdensregering. Man kan ikke gøre dette, hvis enkelte lande har selvstændighed. Og før man kan lette Den store Sammensmeltning, må man først centralisere kontrollen i hver eneste nation, nedbryde det lokale politi og konfiskere skydevåbnene fra borgerne. Man må erstatte vor én gang frie forfatningsmæssige republik med en almægtig centralregering. Og det er netop, hvad der er ved at ske idag med Nixon-administrationen. Hver eneste handling af betydning har - på trods af røgsløret - centraliseret mere magt i, hvad der er i fuld gang med at blive til en almægtig central regering.

Hvad vi er vidner til, er den kommunistiske taktik med Pres fra oven og pres fra neden, beskrevet af den kommunistiske historiker, Jan Kozak, som den plan, de Røde brugte til at opnå kontrol over Tjekoslovakiet. Presset fra oven kommer fra de hemmelige tilsyneladende respektable Kammerater i regeringen og Det etablerede Samfund, der, sammen med den radikaliserede pøbel på gaden nedefra, danner en gigantisk knibtang omkring middelklasse-samfundet. Gade-rebellerne er bønder, bøller, marionetter og narre for et oligarki (fåmandsvælde) af elite-konspiratorer, der arbejder fra oven på at vende Amerika's begrænsede regering til en ubegrænset regering med total kontrol over vores liv og ejendom.

Den amerikanske middelklasse er ved at blive presset ihjel af en skruestik. På gaden har vi de åbent revolutionære grupper som f.eks. Students for a Democratic Society (»Studenterne for et Demokratisk Samfund« (S.D.S.), som blev startet af the League for Industrial Democracy, en gruppe med stærke CFR-bånd), Black Panthers (Marxistisk negerparti), the Yippies (Afledt af: Youth International Party. En aktivistisk protestbevægelse). , the Young Socialists Alliance. (I Danmark tilsvarende "de Autonome" "Rebel" og "Internationale Socialister").

Disse grupper gentager omkvædet, at hvis vi ikke »ændrer« Amerika, vil vi miste det. »Ændre« er et ord, vi hører igen og igen. Med »ændring« mener disse grupper socialisme. Faktisk er alle disse grupper's medlemmer overbevist om, at de kæmper mod Det etablerede Samfund. I virkeligheden er de Det etablerede Samfund's uundværlige allierede i fremskyndelsen af socialismen's overgreb. De naive radikale tror, at under socialisme vil »folket« styre det hele. I realiteten vil vi få en klike af INDVIEDE, der - med total kontrol - konsoliderer og kontrollerer alle værdier. Det er grunden til, at disse skoledrenge-Lenin'er og teenage-Trotsky'er får lov til at flakke om og praktisk talt aldrig bliver arresteret eller retsligt forfulgt. Man beskytter dem. Hvis Det etablerede Samfund ønskede de revolutionære stoppet, hvor længe tror du så, de ville blive tolereret?

I stedet ser vi, at de fleste af disse radikale (udemokraiske ekstremister, o.a.) modtager gaver fra de store fonde og penge fra regeringen gennem Kampen imod Fattigdommen. Rothschild/Rockefeller CFR-INDVIEDE i toppen »giver efter for kravet« om socialisme fra pøbelen nedenunder. De radikale arbejder for dem, de hader mest.

Husk Bakunin's anklage, om at tilhængerne af Marx havde den ene fod i banken og den anden i den socialistiske bevægelse.

Yderligere beviser på, at Det etablerede Samfund finansierer det kommunistiske SDS (se ovenfor), er indeholdt i James Kunen's The Strawberry Statement: Notes of A College Revolutionary. Idet han beskriver begivenhederne på SDS's nationalforsamling i 1968, siger Kunen:

»Også på forsamlingen forsøgte folk fra internationale Round Table-grupper i forretningsverdenen - møderne blev finansieret af den internationale forretningsverden for deres klientgrupper og regeringsledere - at opkøbe nogle få radikale. Disse folk er verdens førende industrialister, og de kommer sammen for at bestemme, hvordan vor tilværelse skal forme sig. Det er disse drenge, der skrev »the Alliance for Progress«. De udgør den herskende klasse's venstrefløj.

De havde samme syn som os på kontrol af negre- og studenter ...

De ønsker McCarthy ind. De ser fascismen som en trussel, ser den komme fra Wallace. Den eneste måde, hvorpå McCarthy kunne vinde, er, hvis de gale og de unge radikale skaber sig og får Gene til at se mere rimelig ud. De tilbød at finansiere vores demonstrationer i Chicago.

Vi blev også tilbudt Esso- (Rockefeller-) penge. De ønsker, at vi skal lave en masse radikal (venstreorienteret) uro, så de kan blive ved med at foregive, at de ligger i midten, alt imens de bevæger sig mod venstre.«

DET ER STRATEGIEN. LANDSKABSMALERNE RETTER VOR OPMÆRKSOMHED MOD DRENGENE PÅ GADEN, MENS DEN VIRKELIGE FARE KOMMER FRA OVEN.

Som Frank Capell for nylig sagde det i The Review Of The News:

»Selvfølgelig ved vi godt, at disse radikale studenter ikke har i sinde at overtage regeringen. Det de gør, er derimod at give regeringen et påskud til at overtage folket ved at vedtage mere og mere undertrykkende love for at »kontrollere tingene«.«

De radikale laver røre i gaderne, medens de limousine-liberale (I Danmark: "kystbane-socialisterne) i toppen i New York og Washington socialiserer OS.

VI VIL FÅ ET ELITE-DIKTATUR, FORKLÆDT SOM ET PROLETARIAT-DIKTATUR.

De INDVIEDE i Det etablerede Samfund begynder nu at tage mere raffinerede metoder i brug for at udnytte presset fra neden. John Gardner, »republikaner« og medlem af CFR.., har oprettet en folkelig proletarisk organisation, ved navn "Common Cause" (Fælles Sag).

Det bliver muligvis den største og vigtigste organisation i Amerika's historie. Common Cause's mål er, at organisere velfærds-modtagere, de, der ikke har stemt før, og de liberale for at forsøge at påvirke dem til socialisme. Denne påvirkning vil ikke kun blive udtrykt i et pres på Kongressen for at få vedtaget socialistisk lovgivning, men vil også komme til udtryk som øget styrke ved valg. Common Cause er antagelig indbegrebet af det modsatte af Det etablerede Samfund, men hvem betaler regningerne? De elite-INDVIEDE radikale (venstreorienterede) for oven. Sponsor nummer l for denne gruppe, som har til formål at vælte de super-rige og re-distribuere deres værdier til de fattige, er John D. Rockefeller III. Andre nøgle-finansmænd er Andrew Heisskell (CFR), direktør for Time, Inc.; Thomas Watson (CFR), direktør for IBM; John Whitney (CFR) fra Standard Oil; Sol Linowitz(CFR), direktør for Xerox og Gardner Cowles (CFR) fra Cowles' publikationer. I alle organisationer er det den mand, der betaler regningerne, der er chef. De andre er hans ansatte.

Hvilket bedre bevis kan vi få på, at socialisme ikke er de undertrykte massers bevægelse, men derimod en bevægelse skabt og kontrolleret af eliten? De fattige er kun bønder i et spil skak. Det er vel unødvendigt at sige, at landskabsmalerne skjuler Common Cause's finans-engle, således at kun de, der forstår, at Det etablerede Samfunds spilleplan er SOCIALISME, forstår, hvad der foregår for øjnene af dem.


Dronte 5

Drontens hovedmenu