|
(Raphael Lemkins offentlige karriere og hans virkninger for eftertiden) af James J. Martin udgivet 1984 som "The Man Who invented ´Genocide´. The Public Career and Consequences of Raphael Lemkin" af Institute for Historical Review, Californien, USA. Resumé på dansk ved Knud Bjeld Eriksen (oktober 1998) "I dag, mere end 40 år efter, at Raphael Lemkin opfandt ordet "folkemord" (eng.: "genocide"), tror de fleste mennesker, der hører dette ord, at de ved, hvad det betyder. Men langt størsteparten vil tage fejl heri; de ved det ikke. Meget få har den fjerneste idé om de mange ting, Lemkin og andre samlede sammen under dække af ordet. Hvis der overhovedet er bevaret noget indtryk, er det den overfladiske tro, at "folkemord" er et synonym for en massakre, og dette er totalt forkert. Lemkin konstruerede aldrig nogen forhindring for massakrer. Han bekymrede sig om forsvinden af - eller alvorlig forstyrrelse af berettigede grupper af en racemæssig, etnisk, eller nationalistisk karakter. Manges antagelse var, at han kun tænkte på jøder (da han selv var polsk jøde, red.), omend hans arbejde ikke viser noget sådant, og dette blev tillagt ham på grund af den måde, hvorpå hans arbejde blev anvendt i processen mod de tilfangetagne tyske ledere fra midt i 1945 og fremefter, og fordi kampagnen for at etablere "folkemord" som en international forbrydelse blev så overvældende fremelsket af den organiserede zionisme og jødedom i almindelighed, omend denne iver aftog mærkbart efter at Israel gentagne gange var blevet mål for den arabiske verdens anklager om at begå "folkemord". Således starter sidste kapitel: "Conclusion" i James J. Martins bog, der på 360 tætpakkede sider gør grundigt op med 1) begrebet "folkemord", dets forvrøvlede og bevidst mangelfulde definition og dets grove politiske slagside rettet kun mod Hitler og nationalsocialismen - ganske blind for f.eks. kommunismens lagt alvorligere gerninger. Begrebets fortsatte degenerering og pervertering i tidens løb til at blive et gement redskab til blindt forsvar for minoriteter mod majoriteter og til knægtelse af ytringsfriheden og andre traditionelle rettigheder i frie samfund. Belysning af begrebets anvendelse som væsentligt led i oprettelsen af et internationalt diktatur, domineret af zionistiske kredse. 2) manden, der opfandt ordet, og i flere årtier pressede på for at gøre begrebet til basis for en overordnet international strafferet med tilhørende international straffedomstol, først og fremmest for "krigsforbrydere". Hans baggrund som jøde, jurist og guerilla-soldat i Warszawa med proportionsforvrængende had til nazisterne, hans forunderlige rejser over hele verden midt under krigen og lynhurtige avancement i akademiske cirkler over alt, hvor han dukkede op. Hans uvidenskabelighed i fremelskningen af folkemordsbegrebet. 3) bogen. Punkt for punkt gennemgang af "hans" bog på over 700 sider "Axis Rule in Occupied Europe" (1944), der blev anvendt ved Nürnberg-processen og senere som grundlag for "Folkemordskonventionen". Bogen er uvidenskabeligt juravrøvl, ganske usammenhængende og med 400 sider oversat retsstof, der er uden bevisværdi for den fremsatte anklage mod Tyskland for "folkemord". Denne hovedtese, der anbringer bogen i den øvrige strøm af anti-nazistisk krigspropaganda, støttes udelukkende af 2.-hånds, 3.-hånds osv. propaganda - rygter - som "bevis". Historiske eksempler er ensidige og uvedkommende for bogens alvorlige anklage. Ofte opfylder de ikke engang kravene i hans egen definition.Ved hjælp af massiv finansiel-, personel- og al anden støtte fra den krigsoppiskende institution Carnegie Foundation, kom bogen pludselig sent i 1944 fra en da næsten ukendt polsk jøde, fik verdenspressens selvfølgelige jublende anmeldelser og reklameopfølgning og kunne således medvirke til at give hævnopgøret med Hitler-Tyskland en civiliseret, juridisk camouflage. 4) konventionen i FN-regi, som det lykkedes Lemkin sammen med især zionistiske pressionsgrupper at få gennemtrumfet i 1948. Dens historie i konkurrence med- og i skyggen af menneskerettighedserklæringen, der blev forfattet samtidig med skabelsen af hans eget "barn", af en anden jøde, René Cassin. Problemerne i mange år med at få konventionen ratificeret (indført) i USA. Dens sammenkædning med FN´s konvention til forbud mod racediskrimination og dens brug som våben mod nationalstater og grundlovssikrede borgerrettigheder i disse - specielt ytringsfriheden. Begrebet Definitionen på "folkemord" kom i den senere konvention fra 1948 til at lyde: (Artikel II): "enhver af de følgende handlinger, udført med den hensigt at ødelægge ("destroy"), helt eller delvist, en national, etnisk, racemæssig eller religiøs grupper (sic) som sådan: a) At dræbe medlemmer af gruppen b) At forårsage alvorlig fysisk eller mental skade på medlemmer af gruppen c) At bevidst pådrage gruppen livsbetingelser, der er beregnet til at forårsage dens fysiske ødelæggelse, helt eller delvist. d) At påtvinge foranstaltninger, der er beregnet til at forhindre fødsler i gruppen. e) At tvangsmæssigt overflytte børn fra gruppen til en anden gruppe. Følgende handlinger skal være strafbare: (Artikel III) a) Folkemord b) Sammensværgelse for at begå folkemord c) Direkte og offentlig ophidselse til at begå folkemord d) Meddelagtighed i folkemord" Der skulle være tale om en gruppeforbrydelse, det var afgørende for Lemkin . Både "gerningsmand" og "offer" skulle i Lemkins oprindelige udformning af forbrydelsen være i flertal. Dette gav naturligvis de første alvorlige problemer. For hvor stor skulle gruppen være - var det nok, hvis et enkelt medlem af gruppen blev "folkemyrdet"? Det blev det efterhånden, men det var ikke hensigten oprindelig. Kunne der være en enkelt gerningsmand? Det blev efterhånden nok, som i tilfældet Adolf Eichmann, men var ikke meningen oprindelig. Men hvis et enkelt mord kunne være et "folkemord", fordi offeret tilhørte en eller anden "national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe" - hvad jo hvert eneste menneske på jorden gør - ville det blive afgørende for den retlige behandling af mordet, hvad hensigten havde været, altså skulle en tankeforbrydelse, i tillæg til selve forbrydelsen afgøre, om forbrydelsen skulle behandles som det ene eller det andet, eventuelt - som i USA - af helt andre retsmyndigheder ("federal" i modsætning til "state") - og eventuelt af en international straffedomstol, der skulle gælde forud for nationalstaternes domstole med ret til at få en "international forbryder" udleveret til dom og straf. Det var meget vigtigt, at hensigten var bevist. Uden dette bevis ville en massakre af ligegyldigt hvor mange millioner ikke være omfattet af begrebet og konventionen. Lemkins arbejder viste aldrig den mindste interesse for majoritetsgrupper nogetsteds, og han bebrejdede aldrig nogen minoritet for i historien at have forsøgt eller haft held til, at udrydde en majoritet. Man måtte derfor gå ud fra, at der altid udelukkende skulle være tale om en minoritet. Sådan er begrebet da også siden blevet brugt. Den alvorligste mangel i definitionen var måske, at der ikke skulle være beskyttelse for politiske og økonomiske grupper. De havde været med i FN-deklarationen, men var fjernet i konventionen. Det er en så underlig udeladelse, at flere kendte leksika sidenhen medtog dem, på trods af, at de bevidst var udladt. Herefter kunne et hvilket som helst diktatur blot definere sine ofre som politiske eller økonomiske grupper - og derved glide uden om konventionen. Dette var bl.a. et krav fra Sovjetunionen, som Lemkin meget længe - og i hele sit store værk om emnet - ikke havde den mindste kritik af, og hvis blodige massemord på bl.a. politiske og økonomiske grupper- hele befolkningsklasser - slet ikke indgik i hans historiske eksempler på "folkemord". Som det under en amerikansk senatshøring om folkemords-konventionen i 1970 blev fremført af senator Sam J. Ervin, der henviste til en lignende høring i 1950, var begrebet decideret farligt at indføre nationalt, af mange grunde. Først og fremmest fordi hele begrebet var blevet fremført af Forenede Nationers røde aktivister i 40erne som en del af de fortsatte ihærdige anstrengelser for at skabe international lov, der skulle overtrumfe national lov over hele jordkloden. Formålet var altså tydeligt først og fremmest nedbrydning af nationer og nationale retssystemer. Dette var uforeneligt med den amerikanske forfatning, ville bl.a. forfatningsstridigt udvide kongressens beføjelser ad bagdøren og ville bringe kaos i strafferetssystemet. Helt bortset fra, at Lemkins oprindelige begreb gennemgik adskillige mutationer efterhånden som FN-bureukratiet ved knopskydning, f.eks. konventionen mod racediskrimination, udbredte dets anvendelse og efterhånden som de mange påståede "folkemord" indløb til behandling fra utallige stridigheder verden rundt, var Lemkin selv, og hans mange hjælpere allerede helt fra begyndelsen optaget af meget mere end kun fysisk udslettelse af nogle mennesker. Den nye "forbrydelse", som de skabte, skulle ikke kun påhæftes dem, der kunne tænkes at foretage sig noget for at formindske en minoritets antal eller modvirke dens forøgelse. Den omfattede også handlinger, der kunne virke forstyrrende på- eller forhindre minoriteten i at bevare sin egenart, sin velfærd og indflydelse, uanset baggrunden for handlingen. De indsamlede alt, der på nogen måde, noget sted, kunne tænkes at virke generende på en hvilken som helst minoritet. De skabte derved et juridisk spindelvæv, hvis ubrugelighed og urimelighed er blevet demonstreret lige siden. Senator Ervin nævnte et par af de tydeligste abnormiteter - Det er dem, der senere er blevet bygget allermest videre på, gennem f.eks. Tysklands, Frankrigs og Østrigs middelalderlige inkvisitionslove om "forbud mod folkehetz", "forbud mod holocaust-fornægtelse" og f.eks. den danske "racismeparagraf" med grundlovsstridig indskrænking af ytringsfriheden for at beskytte de importerede minoriteter. Tilsvarende love findes i dag i de fleste europæiske lande, og forsøges den dag i dag skærpet i EU, især gennem zionistiske pressionsgrupper. Senatoren hævdede, at det sproglige begreb forudsætter omfattende fysisk udslettelse. Denne forståelse perverteres imidlertid i definitionen i Artikel II (se ovenfor). Det er endvidere ganske uforståeligt, hvad der i Artikel II, a), menes med " mental skade", og hvilke psykologiske handlinger eller undladelser, der i denne forbindelse skal være strafbare forsvinder i tågerne. På samme måde ville man efter konventionens Artikel II, c), skulle straffe enhver embedsmand, der " bevidst pådrager gruppen livsbetingelser, der er beregnet til at forårsage dens fysiske ødelæggelse, helt eller delvist". Hvad dette skulle betyde kan ingen hjerne fatte. Ville det betyde, at man skulle straffes for "folkemord" ved ikke at yde passende bistandshjælp?. Definitionen i Artikel III,c) truer enhver embedsmand eller privatperson med straf for " Direkte og offentlig ophidselse til at begå folkemord". Betyder det, at borgernes ytringsfrihed om emner, der falder under konventionens tekst, skal fjernes? Betyder det, at et parlamentsmedlem kan straffes for "folkemord", hvis han uden for parlamentet holder en tale, hvori han retfærdiggør araberes drab på jøder eller jøders drab på arabere? Der er tale om en faktisk fjernelse af den forfatningssikrede ytringsfrihed, hvilket senatoren underbygger med en forfatningsstridig højesteretsdom omkring ytringsfrihed i racespørgsmål. (Terminello v. Chicago. 337 US1). Som bekendt har den danske straffelovs § 266b ("racismeparagraffen") "løst" dette spørgsmål på samme måde. Artikel III,d) " meddelagtighed i folkemord", er tilsvarende helt tåget, Artikel I - udtrykket " i krig eller fred", ville ramme soldater, der kæmpede for deres land, andre artikler, VIII og IX, for eksempel, fratager helt det enkelte land definitionsretten mht. hvad begrebet omfatter, og overgiver denne definitionsret af begrebet til den Internationale Domstol. Dette var også en af Lemkins vigtigste forudsætninger. Det var et internationalt begreb, konstrueret til at skabe international ret og svække national ret. Manden Raphael Lemkin var polsk jøde, født den 24. juni 1901, nær byen Bezwodne i det østlige Polen. I 1901 hørte dette område til Zar-Rusland. Lemkin har på intet tidspunkt berettet, hvad han foretog sig under Første Verdenskrig og intet om eventuel deltagelse i begivenhederne før, under og efter den "russiske" revolution. I følge oplysninger givet til "Current Biography" - halvtreds år efter sin fødsel - tilbragte han sine ungdomsår i udlandet og i Polen. Han talte, i følge biografien 9 sprog og kunne læse 14, og han studerede i Frankrig, Italien og Tyskland. Han specialiserede sig i filosofi på universiteterne i Heidelberg og Lwow, Polen og blev senere belønnet med doktorgrader fra begge universiteter. Hans første ansættelse var som sekretær ved Warszawas appelret, og han blev offentlig anklager i Warszawa i 1925. Han antydede aldrig noget parti-tilhørsforhold eller sin politiske holdning. Det har undret mange, hvordan han, under de tumultagtige politiske forhold i 20erne, og specielt som jøde, i det ekstremt "anti-semitiske" Polen, særligt i 30erne , kunne komme helskindet igennem som embedsmand. Måske havde dette held at gøre med, at han var involveret i Folkeforbundets forholdsvis neutrale affærer, men Lemkin tog også del i hjemlige polske affærer på højt plan, og han hævdede senere at have repræsenteret Polen på internationale konferencer i mange vestlige lande. En af disse konferencer var Folkeforbundets "Femte internationale konference til samordning af strafferet", der blev afholdt i Madrid i 1933. Det var her, han for første gang skulle have foreslået en konvention til bandlysning af "masseslagtning". Men det drejede sig i virkeligheden om 1) et dokument, der foreslog ulovliggørelse af "barbariske og vandalistiske handlinger" og 2) et studie af "terrorisme". Ingen af disse emner var identiske med "masseslagtning" eller de specielle variationer over dette tema, som senere skulle gøre ham berømt i årene 1944-1959. Lemkin døde i 1959. Lemkin var under krigen guerilla-kriger i Warszawa, og han hævdede senere, at han og hans broder Elias var de eneste overlevende af en familie, der i følge forskellige af hans udtalelser havde bestået af 40, 49 eller 70 medlemmer. I 1940 lykkedes det så Lemkin at gennemrejse russisk- og tyskbesatte zoner og komme via Lithauen til Sverige. Hvordan det kunne lade sig gøre, er aldrig afsløret. I Sverige tilsmilede lykken ham yderligere. Hvor de fleste mennesker i hans situation ville være blevet interneret til krigens slutning, kom han i stedet til Stockholms universitet, hvor han holdt foredrag om sit speciale, international ret vedrørende internationale betalinger, valutaforhold og lignende finansielle emner, som var af speciel betydning for flygtninge, og som han havde skrevet en tyk bog (hans første) om i Paris året før. Hans foredrag nu blev trykt som bog nr. 2 med titlen "Valutareglering og Clearing". Det var interessant, at mange af de forhold, han senere beskrev i "folkemordsbogen" fra 1944, var sådanne økonomiske problemer, der nu udgjorde "beviser" for "folkemord". Han startede derefter på en - formentlig - farlig rejse på godt 15.000 kilometer, som midt under krigen bragte ham gennem hele Sovjetunionen, via Japan og Canada, til North Carolina i USA i det sene forår 1941. Det står hen i det uvisse, hvorfra han fik midlerne til denne lange rejse, og hvilket omfattende hjælpeapparat der i dette ekstremt højspændte krigsår gjorde passsagen af de mange grænser mulig, samt hvordan han opnåede sit visum. Men straks efter ankomsten var han igen i akademiske cirkler, modtaget på Duke universitetet, hvor der snart var bud efter ham som foredragsholder og hvor han påbegyndte eller fortsatte sit arbejde, der blev til den berømte "folkemordsbog". Han steg meget hurtigt i graderne i USA i de næste tre år, blev ledende regeringsrådgiver i krigsadministrationen og var en af de vigtigste foredragsholdere ved School of Military Government i Charlotteville, hvor de mænd, der skulle blive de fremtidige administratorer af det besatte Tyskland blev uddannet. Senere blev han rådgiver ved Nürnbergprocessen og han var hovedpersonen blandt de tre eksperter, der lavede udkastet til FN´s konvention om folkemord. De følgende mange år arbejdede han utrætteligt som lobbyist for at få konventionen ratifceret i så mange lande som muligt. Bogen "Axis Rule in Occupied Europe" beskrives i det følgende, men om personen Lemkin som historiker skal følgende her nævnes: Længe før Hitlers fremkomst var pogromer - forfølgelser af jøder - et meget udbredt fænomen i Polen, hans eget land. Han må have kendt indgående til dem. De overgik langt jødernes problemer i Tyskland. Historierne herom, der trængte ud til omverdenen, var mange, men Lemkin undgik totalt at anklage sit eget hjemland i den anledning, hvad der havde været helt oplagt og mere korrekt som en basis for "folkemord"- argumentationen, snarere end Tyskland, og på samme måde undgik han behændigt de senere blodige kampe mellem araberne og terroristorganisationen Irgun, startet i 1931. Lemkin var i folkemordssagen påvirkningsagent for zionistiske kredse, enten bevidst eller gennem udnyttelse. Ikke videnskabsmand, historiker eller jurist. Han viste på intet tidspunkt interesse for de allieredes gigantiske massedrab på civilbefolkningen i 66 tyske storbyer under tæppebombning, heller ingen interesse for massemordene på fordrevne tyskere fra Polen og Tjekkoslovakiet, eller den tvungne returnering af enorme mængder russiske anti-kommunister til død og koncentrationslejr hos Stalin. Ej heller det mindste ord om Mao Tse-Tungs mord på snesevis af millioner kinesere. Ingen har nogensinde påpeget det mærkelige i, at Lemkin ikke i årene 1948-59, i FN, støttede en eneste af de mange anklager om folkemord, der indløb efter vedtagelsen af den konvention, han var hovedforfatteren til, - når undtages de anklager der lød fra jøder mod Sovjetunionen fra 1950 og frem. Heller ikke blandt de historiske eksempler i hans bog kunne han få sig til at medtage sovetunionens bestialske udryddelse af snesevis af millioner af egne borgere. Det eneste 100 procent beviste massemord under Anden Verdenskrig, mordet på 15.000 polske officerer i Katyn-skoven, begået af Sovjetunionen, og søgt påduttet Tyskland, havde han ikke nogensinde et ord om. Det var i alt meget tydeligt, hvor hans sympati lå, hvad hans mission var, og hvor forløjet hans korstog var. Bogen Udgiver sig for at være en lærd juridisk afhandling om karakteren af det styre, der udøvedes af Tyskland og dets allierede i Europa under Anden Verdenskrig 1939-1945. Den mener herudfra at skulle angive fremtidig international strafferet på det højest tænkelige plan. Bogen må vurderes som sådan. Den var færdig sent i 1943 og blev udgivet sent i 1944. Den var kun muliggjort på grund af massiv finansiel og arbejdsmæssig støtte fra Carnegie Foundation. Den blev straks anmeldt overvældende rosende i den amerikanske presse, og Lemkin fik gentagne gange mulighed for at udvide og viderebearbejde sin sag i lange artikler i flere af de store blade. Oversættelsen af mere end 330 tyske og andre ordrer, dekreter, nødforordninger m.m. til engelsk fylder alene 400 sider. 80% heraf stammer fra årene 1940-41 og næsten intet vedrører de sidste 3 år før udgivelsen. Leder man blandt disse 400 sider efter bevis på "folkemord" som en bevidst, planlagt aktivitet, og specielt det nu i 50 år udbasunerede folkemord på Europas jøder, leder man helt forgæves. Langt størsteparten er banale forordninger, der i det højeste kræver konfiskering af jødisk ejendom eller forbud mod at de deltager i underholdningsverdenen, men herfra og til folkemord er der dog et stykke vej. Når det drejer sig om påstandene om tyske drab, er der udelukkende tale om propaganda-materialer, udsendt længe før Lemkins bog, baseret på de senere fra Nürnberg-processen velkendte 2.- og 3.-håndsudsagn - dvs. rygter, eller "tilståelser", fremtvunget uden noget juridisk forsvar og ofte under tortur. I betragtning af anklagens alvor: "Folkedrab", kunne man i et sådant værk forvente et fyldigt kapitel med beviser, men man finder kun vedrørende "holocaust"-påstanden (hvor tyskerne iflg. vestlige medier allerede tidligt i 1943 bevidst, systematisk og som led i en klar politik skulle have udryddet 2.000.000 jøder) en ydmyg fodnote, der henviser til denne sag. Dette ud af 712 sider, hvor det, trods lidt historisk vinduespynt er helt klart - og senere indirekte vedgået af Lemkin - at den eneste reelle inspiration til hans nye "internationale forbrydelse" var Hitler og nationalsocialismen. I såvel historieskrivning som juridiske afhandlinger er sagens kerne, at en tese søges understøttet af beviser, først og fremmest dokumenter og først i anden række de løsere vidneudsagn og meninger. Lemkin forsøgte at skrive både historie og juridisk afhandling, men kunne ikke skaffe disse nødvendige beviser, gjorde ikke engang et svagt forsøg. Det har lige siden været hans åndelige efterkommeres - og "holocaust"-forsvarernes - største indignation, at tvivlere har krævet troværdige dokumentbeviser til forskel fra de trættende og følelsesmættede vidneudsagn, meninger og "tilståelser". Men dette er nye generationers krav, da de ikke er tilstrækkeligt indoktrinerede af den kommunistiske og zionistiske propaganda fra frem for alt årene 1945-50. Lemkin har som intellektuel pynt forsøgt at finde historiske eksempler på "folkemord", og vi skal tro, at han bekymrer sig om forskellige bittesmå minoriteter i historien, men dels er hans eksempler få, nogle gang modsigende, de er meget selektive, og han udviser en helt speciel ligegyldighed over for den moderne tid og den vestlige verden. Han viser som sagt - siden hen - ingen som helst interesse for de allieredes massedrab på hundredtusinder af civile tyskere eller kommunismens gigantiske massemord. Der er med denne bog tale om en meget ensidig og formålsbestemt "afhandling". Bogen blev meget omtalt under krigsforbryderprocesserne i Nürnberg, hvor dens "folkemordsforbrydelse" for første gang blev anvendt i lige så ensidig og hævngerrig ånd som bogen er skrevet. Konventionen Lemkin blev ført frem i massemedierne som eksperten i forbindelse med den kommende afstraffelse af de tyske "krigsforbrydere". Han brugte meget spalteplads i medierne til at mane i jorden, at de tyske ledere ville blive straffet efter straffelove med tilbagevirkende kraft. Han mente, de blot var "almindelige kriminelle" og han havde nu i markedsføringen af sit nye ord "folkemord" overbevist sig selv om, at det også var en ting, "en forbrydelse". Han var dog temmelig tåget i sin forklaring af, hvad den bestod i. Han ville yderligere have tyskerne straffet for, hvad der var gået forud for 1940, for havde ikke Hitler i "Mein Kampf" argumenteret for "udryddelse af hele nationer og folk". Han ville ikke have, at tyskerne skulle stilles for tyske domstole og dommere, de var alle"moralsk forfaldne". Han ville ikke tillade, at undskyldningen om at "have fulgt ordrer" kunne bruges, men dette var allerede i 1921 hævdet af bl.andre hans amerikanske protektor, George Finch, direktøren for "Carnegie Division of International Law" i en anden Carnegie frontaktivitet, "The American Journal of International Law". Andre Carnegie-topfolk gentog det samme, f.eks Dr. Hersch Lauterpacht. Derved skulle det være let for enhver at forstå at det var "international lov". Altså havde tyskerne valget mellem at blive skudt for at nægte at adlyde ordre eller blive skudt efter en Nürnberg-dom. Nürnberg-processerne er på grund af disse - og mange andre groteske forhold (se for en grundig gennemgang "Danmarks første patriotiske hjemmeside, menuen "Revisionistisk materiele", "Nürnbergprocesserne") - af adskillige højtstående kritikere blevet kaldt en farce, en skændsel, en hån mod retfærdighed osv. F.eks. af dommer Wennerstrum, der forlod domstolen i væmmelse og dommer van Roden, der senere undersøgte forhørsmetoderne. Eller senator Robert A. Taft, der ligeud kaldte retssagen en hævnakt, samt den kendte journalist Paul Mallon, der opsummerede det juridiske indhold i retssagen som: "Faktisk var alt, hvad dommer Jackson udrettede, at gøre det at tabe en krig til en forbrydelse". Ingen af de senere "krigsforbryder-processer" har været meget anderledes. Lemkin dukkede op ved Nürnbergdomstolen som politisk rådgiver for den amerikanske chefanklager, højesteretsdommer Robert H. Jackson. Det er ikke til at sige, hvor stor vægt hans bog fik, men dele af den blev uden tvivl brugt af anklagemyndigheden. Da dommene faldt i oktober 1946, var ordet "folkemord" blevet en global refleks-lyd, og Lemkin anerkendte verdenspressen for at have sikret dette. Udtrykket blev anvendt af begge de britiske chefanklagere Maxwell-Fyfe og Sir Hartley Shawcross til at revse de anklagede. I den anledning bragte The New York Times, den 26. august 1946 en stor lederartikel, hvor det bl.a. hed, at "det står nu tilbage at inkorporere udtrykket i international lov, hvilket er, hvad professor Lemkin allerede har opnået halvvejs. Ved i Nürnberg-processerne at anklage for folkemord, placerer De forenede Nationer dem i rollen som verdensfjender. En undskyldning af deres motiver og gerninger med nationale eller andre begrundelser er umulig, og hvis det var muligt, ville krigen have været kæmpet til ingen nytte. Der mangler nu at indføje udtrykket i dommen" Efter Nürnberg gik Lemkins anstrengelser ud på at få den nyoprettede organisation De forenede Nationer til at vedtage en konvention mod "folkemord", og helst også samtidig en international straffedomstol, og for alle, der betragtede fænomenet, selv uden nærmere kendskab, blev det klart, at Lemkin, hans idéer og meninger, blev styret professionelt af pressionsgupper, hovedsageligt den organiserede zionisme og øvrige jødedom, fra fremkomsten af hans nye ord til hans død. Lemkin begyndte sit lobbyarbejde allerede under FNs første generalforsamling den 10. januar 1946 i London. Der kom intet øjeblikkeligt ud af det, men videre lobbyarbejde førte til FN´s deklaration mod folkemord den 11. december 1946. Efter to år, hvor man mest diskuterede vanskelighederne ved at straffe for folkemord og det tilbagevendende spørgsmål, om det drejede sig om individer eller grupper, blev konventionen vedtaget énstemmigt den 9. december 1948. Samtidig var den megen snak om "menneskerettigheder" i Lemkins øjne blevet en fare for hans yndlingsord, dels som en stadig mere opreklameret konkurrent til hans begreb, dels fordi de to begreber i den almindelige bevidsthed begyndte at gro sammen. Efter Lemkins opfattelse var "menneskerettigheder" et meget kontroversielt begreb, "folkemord" derimod ikke. Det er ironisk, at De forenede Nationer kom til at vedtage Verdenserklæringen om menneskerettigheder dagen efter Folkemordskonventionen, og at menneskerettighederne, i løbet af de næste 30 år kom til helt at overtage verdensscenen og efterlade "folkemord" som en rygmarvsrefleks, der betød "massakre". Så lang som muligt fra Lemkins hensigt. Et særligt problem var ratificeringen af konventionen i USA. Senator Ervin gennemgår i 1970 de mange farer ved at antage konventionen, som allerede i 1950 var blevet påpeget af 36 af af USA´s førende advokater i bogform, og han henviser særligt til en artikel af dommer Orie L. Phillips fra "American Bar Association Journal", august 1949, - både senatorens høringsindlæg, den nævnte artikel, og - de efterfølgende indførte - svar på Ervins indvendinger fra en af komitéens medlemmer, senator Javits, er med som bilag i Martins bog og giver en kort, god oversigt over konventionens mange problemer (se nogle af disse ovenfor under "begrebet"). Kongressen nægtede at vedtage konventionen i 1950, 1970 og de senere gange, hvor amerikanske præsidenter forsøgte at få den gennemført. (Den var endnu ikke ratificeret i 1984, da bogen blev skrevet, men er iflg. oplysning fra FNs informationskontor i København blevet ratificeret af USA den 25. november 1988, så netop nu står kampen i USA om ratificering af "Den internationale Kriminaldomstol" - det meget væsentlige supplerende tvangsinstrument, der blev vedtaget af FN denne sommer, red.) Udvidelsen af definitionen for "folkemord" efterhånden som begrebet voksede fra et mentalt billede hos Lemkin, via "verdensopinionens" hjernvaskapparater til den internationale politiks alvorlige realiteter, havde flere konsekvenser: Forbrydelsen var blevet langt mere anerkendt på det folkelige plan, men samtidig mere og mere udvandet, efterhånden som der var tilkommet flere og flere fortænkte metoder til at begå "folkemord". Dette inviterede til omfattende fantasifuld anvendelse af "forbrydelsen" indtil den sank ned til at blive nærmest bare et skældsord i international politik. Doktorers opfinden af nye sygdomme kaldes "kvaksalveri". Der findes ikke et tilsvarende udtryk, når jurister opfinder nye forbrydelser. I de første mere end fyrre år efter konventionens indførelse kom der adskillige anklager for "folkemord" i FN, men ikke en eneste international hændelse, der medførte en "folkemords"-retssag. Et af de få påviselige effektive resultater, der er inspireret af konventionen har været dens misbrug i national politik, til kompensation for den langvarige ringe internationale brugbarhed. Specielt med støtte fra den senere FN-konvention til forbud mod racediskrimination. I den nationale følgelovgivning, efter ratifikation af konventionen, som f.eks. den engelske "Race Relations Act" eller den danske "Racismeparagraf", har strategisk stærkt placerede minoriteter arbejdet for og opnået en lovgivning, der direkte eller underforstået respekterer "folkemord" i dets forskruede FN-definition, med det resultat, at disse minoriteter har kunnet gøre sig praktisk taget immune mod kritik under påskud af at være udsat for "mental skade". Denne perverterede brug af begrebet, der efterhånden må aktualisere spørgsmålet om grundlovsstridige indgreb i ytringsfriheden og andre frihedsrettigheder, vil dog alligevel ikke i længden kunne beskytte sådanne minoriteter mod kritik, og langt alvorligere resultater af dette, som f.eks. borgerkrig og virkelige folkemord kan blive resultatet. Knud Eriksen, den 1.10.1998 |