Grænseløs skændsel

af Douglas Reed

(uddrag, der vedrører hans beskrivelse af jøderne, side 225ff)

23. KAPITEL

Hvor underligt af Himlens Gud .... 1)

Da jeg var i London i Foraaret 1938, skulde jeg en Dag besøge en højtstaaende Embedsmand i Whitehall. Da jeg kom en halv Time for tidligt, gik jeg ind i en Tesalon, hvilket er det eneste, man kan gøre i London, naar man kommer en halv Time for tidligt et eller andet Sted, og her bestilte jeg mig en Kop af det vaade, brune og varme Stof, som I kalder Kaffe. Saa hørte jeg en Stemme, der kaldte »Reed«, jeg vendte mig, og dér i et Hjørne sad, svær som altid, min Bekendt, som vi vil kalde Blumenlevy.

Jeg havde først lært ham at kende i Berlin, nogle Aar før Hitler kom til Magten. Dengang var han velhavende og betydelig, og ingen - mindst af alt han selv - syntes at erindre, at han ikke var Tysker. Han var som en indfødt Berliner og tænkte vel, at han skulde ende sine Dage dér. Men saa kom Hitler, og Blumenlevy flyttede til Wien, og pludselig var han indfødt Østriger og en stor østrigsk Patriot, der gik stærkt ind for at forsvare Østrigs Uafhængighed til den sidste af en eller anden andens Blodsdraabe; han beundrede Mussolini glødende - han var jo ganske vist Diktator, men dengang endnu ikke af den anti-semitiske Slags - fordi han havde mobiliseret sine Tropper ved Brenner, da Dollfuss blev myrdet, ligesom han havde erklæret, at han ikke vilde finde sig i, at Østrig blev røvet. »Hvorfor skændes I Englændere med den store Mand?« spurgte Blumenlevy mig - »det er Vanvid«!

Men saa blev Mussolini Hitlers Ven, og øjeblikkelig blev Blumenlevy rødglødende østrigsk Monarkist og stemt for at skaffe unge Otto tilbage til Wien med det samme, for kun i det Tilfælde kunde en østrigsk Patriot regne med fortsat østrigsk Uafhængighed.

Et Par Dage, før Hitler marcherede ind i Østrig og sendte sit Telegram til Rom: »Mussolini, jeg skal aldrig glemme, hvad De har gjort for mig idag«, løb jeg paa Blumenlevy paa en Kafé. Han havde lige besøgt en østrigsk Monarkist-Fører, A, fortalte ...

1) at Jøderne han valgte ud. (W. N. Ewer).

...han, og havde ivrigt opfordret ham til at væbne Monarkisterne, men A var en svag Fyr og havde ikke følt sig sikker nok til at turde gøre det. »Jeg vilde gøre det,« sagde Blumenlevy, »ich bin ein Draufgänger - jeg gaar lige løs paa Sagen«l

Jeg saa paa ham - han var fed, pustende og til Aars. »Tror du, jeg gaar paa den«? tænkte jeg.

Men nu var det ude med Østrig, og han var her i London, havde allerede en Aftale med en eller anden i en høj Stilling, og var allerede godt paa Vej til at blive Englænder; Naturalisations-Papirerne svævede allerede over Hovedet paa ham, og snart vilde han ivrigt opfordre Englænderne til at gaa ud og bekæmpe Tyskerne. Vi bliver maaske nok nødt til at gøre det alligevel, men mens jeg saa paa Blumenlevy, tænkte jeg, at Jøderne hellere skulde opfordre andre noget mindre og lade sig hverve noget mere.

Dette er ét Billede, tegnet uden Nag. Se saa paa dette:

Jeg stod i Septemberkrisens Hede paa en Redaktion i Budapest og talte med en ung jødisk Journalist. »Jeg stemmer for Krig,« raabte han, »nu er Tiden inde til at stoppe Tyskland.« »De stemmer for Krig,« sagde jeg, »men hvad vilde De gøre i den Krig?« - »Aah,« svarede han let, »jeg vil forsøge paa at overleve den.« - »Men hvorfor saa kræve Krig,« spurgte jeg, »naar De ikke vil gaa ud og kæmpe?« - »Hvad kan jeg gøre?« sagde han, »jeg er ungarsk Undersaat, og det vil altsaa sige, at jeg maatte kæmpe for Tyskland.« - »Ja, men hvorfor saa ikke tage over til det republikanske Spanien og kæmpe der,« svarede jeg, »eller til Czeckoslovakiet og kæmpe sammen med Czeckerne?« »Det vilde blive vanskeligt,« sagde han febrilsk. Ogsaa han tænkte paa en Krig mellem »Goj'er« og med det Formaal at udrydde Anti-Semitismen.

Og se saa paa dette Billede:

En Dag i hin begivenhedsrige og angstfyldte Sommer sad jeg paa en Kafé i Prag, da en Jødinde, som jeg havde kendt i Wien, kom ind. Hun havde altid lagt megen Vægt paa sin østrigske Patriotisme og sin Kærlighed til Wien. Altid gentog hun, at hun var Datter af en Officer i den gamle kejserlige østrigske Hær og længtes efter at se Kejseren tilbage igen.

Nu kom hun hen og satte sig hos mig. »Har De Hjemvé efter Østrig?« spurgte hun. - »Ja, Jeg har,« svarede jeg, »og det vil jeg altid have.« - »Det har jeg ikke,« sagde hun glædestraalende, »ikke det allermindste. Jeg hader det Land. Jeg har ikke en eneste Følelse tilbage for det. Jeg føler mig som nyfødt, fordi jeg er kommet bort derfra.«

Jeg betragtede hende. Jeg forstod fuldstændig, hvad hun følte. Og dog vidste jeg, at hvis jeg, en Englænder og en »Goj«, var blevet født som Østriger og Kristen og havde været nødt til af en eller anden Grund at flygte fra Østrig, da Hitler kom, vilde jeg ikke desto mindre have elsket og følt Længsel efter Østrig til min sidste Dag.

Der var en Forskel - en dyb, evig og uudslettelig Forskel.

Dette er tre Portrætter fra 1938's Galleri. Jeg kunde vise Dem i Hundredevis til.

Jeg hører til de Mennesker, der regner Loyalitet med til de menneskelige Dyder, og jeg har ikke glemt Jøder, som jeg traf i den britiske Hær under Krigen. Disse Jøder, der i mangfoldige Aar havde boet i England, var all right; men den store Mængde jødiske Emigranter, som vi nu faar, er dødeligt farlig for os.

Jeg, der dog har en saadan Skræk for Nationalsocialisme og Frygt for Tyskland under Nationalsocialismen, maa alligevel sige nogle haarde Ord om Jøderne. Jeg har nu betragtet og studeret dem over hele Europa i mange Aar, og jeg véd, hvad jeg taler om.

I England er det moderne at foregive, at man slet ikke begriber den Bevægelse, der udvikler sig i Europa, og som gaar ud paa at begrænse den jødiske Indflydelse. For de Englændere, der stadig gør Krav paa at være saa humane og sætter et Skærmbræt af Selvtilfredshed mellem sig selv og alt, hvad der er forkert eller trænger til at blive forandret, er denne Indstilling overfor Jøderne et Slags Nødanker. Hvor kan Udlændingene dog sige, at vi er troløse eller hovmodige eller klassestolte eller inhumane, naar vi har denne tolerante og ædelmodige Følelse overfor Jøderne? Vi føler en »ædel Harme« over Jødernes Behandling. Maaske interesserer vi os ikke en Døjt for spanske Kvinder og Børn, der bliver sprængt i Stumper og Stykker af tyske og italienske Bomber. Men vor britiske Kærlighed til fair play oprøres over Behandlingen af Jøderne.

For os, siger disse Mennesker, findes der ikke noget jødisk Problem. For dem - disse heldige Disciple af Veltilfredsheden, paa hvis egne Ligtorne det jødiske Problem ikke tramper - er der heller ikke noget Slumproblem. Der er ganske vist et eller andet Sted Slumkvarterer, mod hvilke de lejlighedsvis føler en højsindet Indignation. Er der et Hjemløse-Problem? Nej - der er kun hjemløse. Er der er tysk Problem? Nej, der er Tyskland.

Men der er et jødisk Problem, og ligesom Slumproblemet og det tyske Problem vil I lukke Øjnene for det, til det opsluger jer.

Jeg skrev forskellige tilfældige Steder i Galskabens Kavalkade om Jøderne. Da imidlertid mange Mennesker enten ikke kunde forstaa, eller ikke vilde forstaa, hvad jeg sagde, vil jeg denne Gang være klar som Krystal.

En britisk Avis og to amerikanske talte bebrejdende om min antisemitisme. Blot man overhovedet diskuterer dette Spørgsmaal, genlyder Himlen straks af Bjæf om »antisemitisme«, og det ofte fra Folk, der kun har en mat Ligegyldighed tilovers for det, men holder af at bruge Fraser af den Slags - formodentlig fordi Englændere altid spiller Cricket, ikke sandt, og »vil optræde honnet, for Fanden, Sir«.

Jeg modtog et brev fra en Læser i Palæstina, der skrev: »De har skrevet en god Bog, naar undtages Deres forfærdende Uvidenhed og haardhjertede Indstilling overfor Jøderne«. Dette overbeviste mig ikke, for mange Mennesker sagde lignende Ting om Galskabens Kavalkade. Kommunisterne syntes, den var god, naar lige undtages det, der handlede om Rusland, Fascisterne syntes om den, bortset fra dens Henvisninger til Tyskland og Italien, den »gamle-Skoleslips«-Brigade syntes, at det vilde have været en god Bog, hvis der ikke havde været de Hentydninger til public school Systemet i England, Hentydninger, der - som den litterære Kritik i en Avis, der væsentlig helliger sig at støtte Salget af kvindeligt Undertøj, ogsaa skrev - tydede paa »en beklagelig Tendens mod Venstre-Partiernes Idéer«. Den nære Forbindelse mellem Fabrikation og Salg af Underliv paa den ene Side og haardkogt Patentpatriotisme med »kæmpe til sidste Mand«, »ret Ryggen«, »ned med de Røde« og »op med det go'e, gamle Flag« paa den anden Side er noget, som jeg en Dag skal underkaste en nærmere Undersøgelse.

Jeg modtog to Breve, der fik mig til at tænke længe og omhyggeligt, og fik mig til at fremtage al min Viden og Følelse og Overbevisning om Jøderne, lægge dem under Mikroskopet og granske dem indgaaende for at finde Forudindtagetheds- eller Uvidenheds-Mikrober. Efter den omhyggelige Undersøgelse var jeg tilfreds. Jeg bestemte, at jeg vilde tage de Breve som min Tekst, naar jeg igen skulde skrive om Jøderne.

Det første var fra en ung, amerikansk Jøde og var en alvorlig Bøn om Oplysning. To Gange havde han læst Galskabens Kavalkade med stor Interesse, sagde han, og den havde faaet hans Hjerne til at syde af Spørgsmaal - Spørgsmaal, som han ikke selv kunde finde Svar paa, hvorfor han nu, temmelig rørende, bad mig om at svare. Hvad var min virkelige Mening om dem? Det kunde se ud, som om jeg mente, at deres Trængsler til en vis Grad var fremkaldt af dem selv. Troede jeg det? Han syntes, at Jøderne netop blev puffet frem og tilbage. Hvad ham selv angik, havde han mistet al Følelse af jødisk Samhørighed.

Ja, det synes jeg ogsaa. Men jeg tror ikke, at der noget som helst Sted er nogen Jøde, der har tabt al Følelse af jødisk Samhørighed. Mange ønsker, at de kunde, men ingen gør det. Det andet Brev kom fra en Jødinde i Syd-Afrika. Hun skrev i dyb Sorg over Begivenhederne i Galskabens Kavalkade. Lige til de sidste Dage, skrev hun, havde hun troet, at England havde en Trumf i Baghaanden, men nu »laa den stærke Arm, som England plejede at føre, visnet under Valmuerne paa Flanderns Marker«. Men Bogen havde været hende en Trøst i den Sjælekval, som saa mange Mennesker lider af i vor Tid; den var, sagde hun med et rent Fyrværkeri af Superlativer, prægtig, tapper, frygtelig. Saa spurgte hun: »De skriver gentagne Gange om Deres jødiske Bekendte. Men har De aldrig haft en jødisk Ven? Hvad føler De i Deres Hjerte for Jøderne? Er det Medynk?«

Sætninger, der virkede stimulerende paa mig som Stikordet, der aabner Vejen for Skuespillerens Replik.

Ordet »Bekendte« var valgt med Omhu. Jeg har aldrig haft en jødisk Ven. Jeg faar det heller aldrig. Jeg kunde faa det, hvis Jøder var Jøder, det vil sige Undersaatter af en jødisk Stat, frimodige Udlændinge i andre Lande, og ikke baade Tyskere, Englændere, Ungarere, Østrigere og Polakker.

Jeg har skærpet mine Tanker ved Samtale med Jøder, og jeg beundrer deres Klarhjernethed. Hvis der var en jødisk Nation, vilde jeg gøre den til Englands Forbundsfælle, for jeg tror, at Jøderne vilde kæmpe som Løver for deres egen Sag. Jeg ved, at mange af dem kæmpede i Tysklands, Frankrigs og Englands Hære, og jeg ved, at hver af disse Jøder ønskede, at hans Side vilde vinde. Men jeg ved ogsaa, at de havde mindre at frygte, hvis deres Side tabte, og at de havde Held med sig midt i Nederlag og Kaos. Jeg har set dette i Tyskland, i Ungarn og i Østrig. Jeg tror ikke paa det Opspind, at disse Jøder er Tyskere eller Franskmænd eller Englændere, for jeg ved, at de i alle Lande er fast sammensvejsede Samfund, der arbejder først og mest for Jødernes Sag. Gaa en Lørdag Aften gennem Oxford Street eller Regent Street, betragt disse Tusinder af barhovedede unge Mænd og omhyggeligt klædte unge Piger med hinanden under Armen; de kommer østfra og gaar til de store Filmsteatre i Piccadilly og Marble Arch eller til Chokoladeis-Paladserne paa Hjørnerne. Tror De, at de er Englændere? Tror de det selv?

Vil de hjælpe os til at genskabe England som et kraftigt og velforsynet Land for Haandværkere, Landbrugere og Søfolk? Er de ikke snarere Symbolet paa billige, udmajede Kjoler og deres naturlige Følge: Udbytning af Arbejderne (hvis De har Energi nok, saa gaa ned i East-End og kast et Blik paa de Mennesker, der klipper og syr de Kjoler), Symbolet paa de overlæssede babyloniske Filmstempler, for jeres udskregne Filmsskønheder, for daarlige Smykkeimitationer, for uægte Marmorhaller under »Fisk med Kartoffel«-Tegnet. 1)

Men der er en anden Side af Sagen. En Automat kunde ikke levere sit Svar hurtigere, end det Spørgsmaal bringer Svaret fra mig. Jeg har det rede.

»Hvad føler De i Deres Hjerte for Jøderne? Er det Medynk?« Svaret lyder: »Hvad føler De i Deres Hjerte for »Goj'erne«?»

1) En Nationalret for den mindre bemidlede Englænder. 0. A.

Dette fører Dem med ét Stød til Sagens Kærne. Det var ikke antisemitismen, men Anti-Gentilismen (»Anti-Hedenskaben«), der var det første. Man har i de sidste Aar hørt en hel Del om Hitlers Nürnberger Anti-Jøde Love med deres Forbud mod blandet Ægteskab, som Tyskerne kalder Racebesmittelse.

En meget intelligent, kultiveret og upartisk Jøde i Budapest sagde til mig: »Naar alt kommer til alt, saa er Nürnberg-Lovene kun en Omskrivning til Tysk af vor egen Moselov med dens Forbud mod Ægteskab med »Goj'er«.

Racemodsætningen begyndte ikke hos »Hedningerne«, men hos Jøderne. Deres Religion er baseret paa den. Dette Racevanvid, som De afskyer hos Tyskerne, har Jøderne i Aartusinder været besat af. Naar de havde Magten til det, praktiserede de det selv. Eftersom de befæstede deres Stilling i det ene Erhverv efter det andet, i den ene Profession efter den anden, begyndte de at skyde de Kristne ud. Derfor var det, at man i Berlin, i Wien, i Budapest og Prag fandt Aviser med næsten ikke én »Goj« i Redaktionen, Teatre, der blev ejet og drevet af Jøder, opførte jødiske Stykker med jødiske Skuespillere, der blev rost af jødiske Kritikere i jødiske Blade, man fandt Gader, hvor der knapt var én ikke-jødisk Butik, hele Grene af Detailhandelen, monopoliseret af Jøder.

Hvis De kender Jøder godt nok og forstaar disse Ting tilstrækkeligt til, at disse Jøder vil tale aabent til Dem, saa vil de indrømme det. De kan heller ikke nægte det.

I Begyndelsen var Anti-Gentilismen. Dette, og ikke »Goj'erne«s Troløshed, forhindrer Jødernes Assimilering. Det er dette, der forhinderer dem i at blive Tyskere, Polakker eller Italienere. Det holder dem sammensmeltede i fremmede Samfund i Udlandet, Samfund, der i sidste Ende er fjendtlige mod de Kristne.

Det er deres Religion? Javel, men det er Grunden til, at de ikke kan blive assimilerede.

I Landene, der led Nederlag, brugte Jøderne ikke den store Magt, de besad til at støtte og fremskynde Assimileringen. De brugte den til at forøge Jødernes Magt og Rigdom, og deres intensive gensidige Samarbejde i den Tid, der gik ud paa at fjerne Ikke-Jøder fra Professioner, Erhverv og Leveveje, var det ydre og synlige Tegn paa, at Anti-Gentilismen stadig boede i dem. De racebarriérer, der havde eksisteret mod Jøderne, blev revet ned, Vejen var aaben, men Race-Barriéren inde i dem selv eksisterede stadig, og deraf opstod Misbruget af denne Frihed. De alvorlige Tegn paa dette Misbrug er Udnyttelsen af billig Arbejdskraft og af ung, ikke-jødisk Kvindelighed, der var et saa usmageligt Træk af Livet i Berlin og Wien og ses endnu, mens jeg skriver dette, i Budapest og Prag.

Dette er en alvorlig Sag, som man maa være klar over.

Den indre Viden om denne Kløft, som der øjensynligt ikke kan slaas Bro over, faar mange Jøder til at iføre sig en Beskyttelsesfarve; de skifter deres Navne for at overgaa deres kristne Naboer i ydre Patriotisme og tilsløre det Faktum, at de er Jøder. Nogle, men kun faa, ægter Kristne. For Hovedmassen af Jøder er de Renegater, der har »giftet sig udenfor Troen«. Andre, men ogsaa faa, lader sig døbe - men de forbliver Jøder.

Efter Østrigs Annektering er Daaben af Jøder i tre centraleuropæiske Hovedstæder, som jeg kender, blevet et Erhverv.

Man tager Skridtet ganske kynisk, som en Forretningsforanstaltning, et Middel til at komme ind i Lande, hvor man har forbudt Jøder Adgang, en Plan til at klare Aarene, indtil Anti-Semitismens Bølge igen synker. Jøderne spøger med det indbyrdes, og de Jøder, jeg kender, og som taler frit med mig, fordi de ved, at jeg forstaar Fidusen, spøger med den overfor mig. En Jøde, der snakkede med mig om det, fortalte om en Bekendt, der til sin Ærgrelse opdagede, at han maatte gennemgaa et Kursus i den Tro, han ønskede at erhverve sig, før han modtog den eftertragtede Daabsattest, og fortalte, hvorledes han afskar Præstens Forsøg paa at forklare den ubesmittede Undfangelse med Ordene: »Schaun S', ich glaube Ihnen sämtlige Sachen« (Hør her, jeg tror alt det, De fortæller). Dette syntes alle var meget morsomt, og der lød et Latterbrøl rundt hele Bordet. I en af de Hovedstæder, jeg taler om, blev flere Hundrede Jøder døbt som »Kristne i den engelske Kirke« i Løbet af Sommeren 1938, og ved et Trick opnaaede de at foruddatere Daabsattesten, saa Grunden til Omvendelsen ikke skulde blive alt for paafaldende. De omvendte bliver i Reglen genomvendte til den jødiske Tro, naar den antisemitiske Periode er forbi.

Disse døbte Jøder, der ikke har den fjerneste kristne Tro, forener sig i et Samfund for »Ikke-Ariske Kristne«, som jeres Kirkeførere stadig paaberaaber sig.

Et andet Erhverv er ogsaa groet op om Jødernes Nød, nemlig Erhvervet med Køb og Salg af Ægteskaber. Alle engelske Læsere har set Meddelelser om Tilfælde, hvor udenlandske Jødinder har betalt Udlændinge for at gifte sig med dem, saa de derved kunde erhverve sig en anden Nationalitet og komme uden for Rækkevidde af Udvandringsforbud og Forretningshindringer. Det mest eftertragtede af alle Pas - det er Passet, ikke Nationaliteten eller Ægtemanden, der er det eftertragtede - er det britiske. En Jøde i Prag fortalte mig, at »enhver ung Englænder kunde tjene sig en Million czeckiske Kroner ved at gifte sig med en Jødinde herfra«. Hans Sidemand ved Bordet tilføjede: »Han behøver saamænd ikke at være ung« - og dette vakte megen Munterhed.

Mens jeg skriver dette, tjener den Prag-Avis, der har gjort sig til Specialist i Bordel-Annoncer, store Penge hver Dag ved at offentliggøre Avertissementer fra Jøder, der vil udvandre og har faaet deres Papirer i Orden og som nu tilbyder at tage en Hustru med, hvis hun har en tilstrækkelg stor Medgift. Andre Avertissementer er fra Jødinder, der søger en Udlænding, eller en Emigrant med Passérbog, til Ægtemand og tilbyder store Pengebeløb som Lokkemiddel. Der er ogsaa Annoncer fra Udlændinge, der tilbyder at ægte Jødinder og give dem en anden Nationalitets Velsignelser mod en høj Pris. Her er nogle Annoncer af den gængse Slags: »Amerikaner er rede til at ægte Jødinde«, - »Til min Broder, der nu skal udvandre til Syd-Amerika, søger jeg en Hustru, Jødinde, ikke over 24, Medgift nødvendig«, - »Fornuftægteskab tilbydes af respektabel Jugoslav«, - »Nobel Englænder tilbyder Navne-Ægteskab til Jødinde«.

Ingen Jøde tager fejl af den Mand, han handler med. Han ved med det samme, om den anden er Jøde eller ej. Det er det første, han spørger sig selv om. Men hvor tit ved en Kristen om det er en Jøde, han har med at gøre? Hvor ofte hører man ikke:»Er han virkelig Jøde? Det er aldrig faldet mig ind. Han ser ikke saadan ud«.

Den Følelse mod »Goj'erne«, der tændes i Jøden i det Øjeblik, han fødes, og vokser i ham indenfor Familiekredsen, er denne, at Goj'erne er Folk, der er dummere end Jøder, og som kan bruges til at skaffe Jøderne Fortjeneste og Fordel.

Det er i Bund og Grund en fjendtlig Følelse, hvis væsentlige Styrke ligger i, at de Kristne i det store og hele ikke erkender dens Eksistens. Alle Slags Kamouflage tages i Brug for at fremme den. Udenfor Familiekredsen er Jøden kammeratlig - en rigtig »Davs med dig, du gamle«-Fyr. Men Følelsen er ikke i hans Hjerte og heller ikke i hans Øjne, hvis De ser efter dér. Han ser i Dem en Mand, mod hvem han maa skærpe sin Hjerne, saa han kan være i Stand til at overgaa sin mulige Fjende. Grundlaget til dette ligger i hans Religion. Hvis bare begge Parter er klar over, hvad der er i Gære, er alt saare godt. Men det gør Assimilering umulig.

To forskellige Tankeretninger gør sig gældende hos Jøden og de staar i bittert Modsætningsforhold til hinanden. Den ene ønsker Assimilering og ønsker at ignorere den uoverstigelige Slugt, der fremkaldes af den jødiske Tro. Den vil have ham til at bosætte sig i de forskellige Nationers kristne Samfund og antage sig deres Livsvilkaar og karakteristiske Træk.

Hvis man har en ung og kraftig Race og sætter en lav Grænse for Antallet af Jøder blandt dem, gaar det udmærket - som f. Eks. i Serbien. Serberne var for virile for dem, til at de kunde opnaa uforholdsmæssig Indflydelse mellem dem - og der var ikke mange Jøder. Men naar der kommer en ny Strøm af Jøder, for Eksempel under en Krig eller en antisemitisk Bevægelse et eller andet Sted, saa begynder Vanskelighederne.

Den anden jødiske Tankeretning gaar ind for aabent at akceptere den Sandhed, at Jøder er Jøder og ikke kan assimileres, og den ønsker derfor oprettet en national jødisk Stat et eller andet Sted - en Stat, som alle Jøder skulde være Undersaatter af.

Efter min Mening er dette den rigtige Løsning, og den burde gennemføres, koste hvad det koste vilde. Saa vilde den indfødte Borger i andre Lande vide, med hvem han havde at gøre, og hvilke Motiver han kunde vente at finde hos denne anden Borger fra en fremmed Stat. Det vilde udrydde den Jødetype, der uafbrudt rejser over Grænserne og hver Gang skifter sit Sprog, sin Nationalitet og sin paastaaede Loyalitet, som er Tysker idag, Østriger imorgen, Ungarer i Overmorgen og Englænder i næste Uge; som kræver en priviligeret Plads i Verden - en Plads, som ingen anden Race eller Tro tør kræve - og -som endelig af paastaaet Kærlighed til det Land, i hvilket han tilfældigvis i Øjeblikket opholder sig, arbejder saa flittigt som en Bi for at fremkalde Krig mod den anti-semitiske Stat, som han har forladt.

Her har vi igen den førende Idé om der dumme Christ - den stupide Goj, der kan tirres til Kamp mod andre Goj'er for at udrydde Anti-Semitismen. Organiseret international Jødedom burde, alene for sin egen Værdigheds Skyld, gøre en Ende paa dette. Protester og kæmp mod Anti-Semitismen saa meget, I vil, men vent ikke, at Nationerne skal gaa i Krig for dens Skyld.

Jeg tilbragte mange Aar i Tyskland baade før og efter, Hitler kom til Magten, og jeg havde der Lejlighed til at studere Jøderne paa Højdepunktet af deres Magt. De var næsten helt udelukket fra Hæren, men ellers kunde de indtage enhver som helst Stilling i Tyskland. Den Periode med fuldstændig Frihed og gunstige Forhold, der begyndte i det attende Aarhundrede, havde naaet sit gyldne Højdepunkt. Hver Dør stod aaben.

Hvorledes brugte de nu den Frihed? Til at arbejde for Tyskland? Efter, hvad jeg saa, tror jeg det ikke. Ingen løftede en Haand imod dem, men de brugte deres Frihed til at forøge og styrke jødisk Magt og Rigdom og til Skade for det ikke-jødiske Samfund.

Jøderne er ikke dygtigere end Kristne - hvis man med dygtig mener god til sit Arbejde. De udnytter ubarmhjertigt Jødens almindelige Fornemmelse til først at skaffe sig Fodfæste i et eller andet Erhverv eller Kald og dernæst til at trænge alle Ikke-Jøder ud. Jeg har valgt Journalistik til mit første Eksempel, fordi jeg ved en Del om det.

Det er ikke sandt, at Jøder er bedre Journalister end Kristne. De besad alle Stillingerne ved de fleste Berlineraviser, fordi Ejerne og Redaktørerne var Jøder. Disse Blades Meninger blev spredt ud som Eksempler paa tyske Meninger, men de repræsenterede alene de jødiske Interesser saavel i deres Holdning overfor den udenrigske som den indenrigske Politik. Hvis et andet Land var venligt mod Jøder, var de venligtsindede mod det Land - men var det anti-jødisk, angreb de det.

Jeg husker et Tilfælde, da man opdagede, at en Borgmester i Berlin havde modtaget Bestikkelse af en jødisk Entreprenør. Hans Kone havde faaet en kostbar Nerts Pels, og som Nertsdyret stank hele Skandalen i en saadan Grad, at endogsaa Gadedrengene sang en Parodi paa en dengang meget kendt Vise, der i Originalen lød: »Wenn du einmal dein Herz verschenkst, dann schenk' es mir« men de sang: »Wenn du mal einen Nertz verschenkst, dann schenk' ihn mir«. Jeg husker, hvordan de jødiske Blade kæmpede for at hvidte Skandalen og bortlede Opmærksomheden fra den Kendsgerning, at Entreprenørfirmaet var jødisk. Samme Holdning bemærkede jeg i Berlin og Wien hos de jødiske Aviser overfor en uendelig Række Finansskandaler og Kriminalsager, hvor Jøder var indblandet.

Jødiske Aviser i Berlin, der havde deres Sidestykker i Wien, Budapest og Prag, gav dengang i deres Annoncespalter Plads for anmassende og skamløse Bordelannoncer, der baade indeholdt Adresse og Telefonnummer. I Berlin og Wien er dette nu ophørt. For Budapests Vedkommende er jeg ikke sikker paa det, og i Prag vedbliver en af dem at gøre det endnu, mens jeg skriver dette. Jeg har Dagens Nummer foran mig. Det har en Snes Annoncer af denne Art:

»Charmerende ung, fransk Dame ønsker at udleje et smukt, møbleret Værelse til velhavende Herre, der besøger Prag.«

»Tiltrækkende ung Dame udlejer komfortabelt møbleret Værelse«.

»Legemskultur. En streng, ung Dame giver Undervisning i den nye Kravle-Gymnastik«.

Og saa videre - hele Rufferiets Alfabet igennem.

Hvad er det for en Journalistik? Er det at »være dygtigere end de andre«? Bevares, der kan tjenes Penge paa den Maade, ved at offentliggøre Annoncer, som andre Aviser ikke vil tage, men er man en bedre Bladudgiver, bedre Bladmand, af den Grund? Eller mindre nøjeregnende?

I Wien i 1937 var det endogsaa muligt i en af disse Aviser at læse en Annonce efter en Jomfru, og Betalingen, der blev tilbudt, var et Ferieophold ved Havet. Annoncen lød saaledes:

Ung Mand søger Bekendtskab med tiltrækkende ung Pige, for hvem han bliver den første Ven i hendes Liv (Freund i denne Sammenhæng betyder anerkendt Elsker), for at de sammen kan holde Ferie i Italien. Han betaler alle Udgifter. Tre Uger i Eventyrlandet! Bagefter kærligt Venskab.

Den eneste Kommentar, som denne Annonce fremkaldte i de Dages Wien, var en mild Bebrejdelse fra det katolske Reichspost, der skrev, at »dette er virkelig at gaa lidt for vidt«.

I Datidens Berlin ejedes eller lejedes de fleste Teatre af Jøder, Flertallet af de førende Films- og Scenekunstnere var Jøder, Stykkerne, der opførtes, var ofte af tyske, østrigske eller ungarske Jøder, de blev iscenesat af jødiske Instruktører og applauderet af' jødiske Kritikere i jødiske Aviser.

Var overlegent Talent nu Forklaringen paa denne jødiske Førerstilling? Efter min Mening var det det ikke. Det skyldtes Protektion, et Ord, der aabner enhver jødisk Dør mellem Hamburg og Constanza.

Systemet er saaledes: De er Jøde og møder en anden Jøde. Han gør Dem en lille Tjeneste - eller De gør ham én - ofte noget, der strengt taget er lidt »uldent«. Paa denne Basis opbygges efterhaanden et enormt Stillads af Protektion, af forgrenede og sammenknyttede Bekendtskaber og Anbefalinger, der naar ud over alle Grænser og forener hele den jødiske Verden.

Tror De, at det var overlegent Talent, der førte en jødisk Skuespiller eller Skuespillerinde fra Stjerneroller i Berlin til Stjerneroller i Wien, da Hitler fik Magten i Berlin - og saa igen fra Stjerneroller i Wien, da Hitler kom dertil, til Stjerneroller i London? Tror De, at ikke-jødiske Talenter vilde finde den samme aabne Favn hos Films-, Teater- og Operadirektører i London, Paris og New York? Tror De, at det er et Naturens Lune, at det er nødvendigt at bruge Jøder fra Polen, Rusland, Galicien eller Central-Europa for at iscenesætte en Film om Englands Historie eller til at fremstille berømte Personer i denne Historie, en britisk Officer, en Tudor-Prins? Tror De virkelig ikke, at der kan skaffes Englændere til det?

Nogle af disse Tilfælde er simpelthen fantastiske. En Jøde i en saadan Situation har et stort Forspring for en ikke-jødisk Flygtning, der møder en Verden, hvor han ikke har en eneste Ven, hvor han maa begynde igen helt forfra, og hvor hans Chancer for blot at komme over Grænserne er meget mindre end Jødens for han har altid Protektion rundt om i Verden.

I Berlin var der før en jødisk Journalist, der var Medlem af Redaktionen ved et af disse bidske, sensationelle Sovekammerhistorieblade. Saa kom Hitlcr, og Journalisten rejste til Wien, hvor han kom til en Avis af samme Slags. Saa kom Hitler dér, og han rejste til Prag. Og saa kom Hitler til Sudeterland.

Hvor meget man saa anspænder sin Fantasi, kan man vel ikke kalde denne Mand hverken Tysker, Østriger eller Czecker. Han var Jøde, født et eller andet Sted, der én Gang var Rusland og nu er Polen eller Lithauen eller Estland eller Himlen maa vide hvad. Men han har udtrykt »det tyske Syn paa Sagerne« fra Berlin, det østrigske fra Wien og det czeckoslovakiske fra Prag.

Nu saa jeg ham hver eneste Dag i Hotel-Hall'ene i ivrig Konference med velmenende, men daarligt underrettede Englændere, der var kommet for at »hjælpe Czeckerne«. Han fyldte deres Ører med hjertegribende Klager og truede med at begaa Selvmord. Han var ikke nogen nødstedt Flygtning, men en slikket Fyr, der altid var velnæret og velklædt, og han slap altid let over Grænserne, hver Gang der skete noget, der fik ham til at flygte.

Ved saadanne Lejligheder var han en af de første, der stak af. Jeg kan næppe tænke mig, at dette var, hvad Englændere tænkte paa, naar de snakkede om at »hjælpe Czeckerne«. Men - i Løbet af faa Uger var han i London. En Uges tid senere sendte han følgende Ord til en anden Jøde i Prag: »Jeg har det glimrende. Jeg bor hos en engelsk Lord, der er umaadelig venlig imod mig. Hvis du vil have din Kone sendt til England, saa lad mig det vide, jeg kan ordne det med det samme. Jeg har gode Udsigter til at komme ind ved den engelske Presse«.

Og snart vil denne Mand meddele Verden »det engelske Syn paa Sagerne«, og han vil skrive om den dybe Indignation, som det engelske Folk føler over det, Tyskerne gør. Det er fantastisk. Hvis England opmuntrer til den Slags Ting, er Landet et Sindssygehospital.

Jeg var tilstede, da dette Brev blev læst op. En anden Jøde, der ogsaa var tilstede, sagde: »Det næste Brev, du modtager, vil fortælle dig, at nu er det ham, der er den engelske Lord, og den rigtige Lord er blevet jaget ud i den kolde Sne.« Bemærkningen blev hilst med et Latterbrøl.

Indrejsetilladelse til den Slags Mennesker er en Gave, som Regeringen frit kan give, hvis ikke der rejses saadanne Hindringer som, i dette Tilfælde, offentlig Omtale eller Protest i den Del af Pressen, der er forblevet uafhængig af jødisk Indflydelse. En Mur af Mistænkeliggørelse bliver straks rejst om enhver, der prøver at udtrykke, hvilken Fare den nye, jødiske Indvandring er for England.

Jeg har set det samme System i Arbejde i Berlin, Wien, Prag og Budapest. Saa snart en Mand har faaet Etiketten »Anti-Semit« hæftet paa sig, strammer Slyngplanterne sig om ham - Muldvarpene bliver flittige. Og dog er dette ikke Anti-Semitisme, men kun Selvbeskyttelse.

Mr. Herbert Metcalfe, Old Street's Fredsdommer, der grundet paa sin Domstols særlige Omraade har meget at gøre med jødiske Emigranter, sagde ved en Lejlighed, da han dømte i et særligt graverende Tilfælde, at den Maade, paa hvilken de statsløse Jøder strømmede ind i England, var en ren Voldshandling, og at den eneste rigtige Politik vilde være at straffe dem strengt og ikke nøjes med at tage dem i Nakken og smide dem ud igen. Og saa idømte han tre af dem seks Maaneders Strafarbejde hver for at være trængt ind i Landet uden Indrejsetilladelse.

Jeg kender den Type af Jøder, og efter min Mening havde Mr. Metcalfe fuldstændig Ret. Men der begyndte øjeblikkelig en sand Trommeild af Skældsord og Beskyldninger mod ham.

Tror De, at denne Kampagne udsprang fra Englændernes medfødte Humanitet, Sympati med de underkuede og Kærlighed til fair play? Nej, delvis var den den Balsam, som Nutidens Englænder bruger til at dulme sin Samvittighed med, men hovedsagelig skyldtes den jødisk Indflydelse. Hvor mange Englændere vilde idag være rede til at give Indrejsetilladelse til England eller Kronlandene til fem Tusinde ikke-jødiske Anti-Hitler-Tyskere, dygtige Arbejdere, Tilhængere af Fred og Forstaaelse og Demokrati? Nej, de er Røde. De er ikke »Tyskere« eller »Østrigere« - de er »Røde«.

Overvej dette, I Englændere, der véd, hvor vanskeligt det er for jer selv at bryde gennem Privilegiernes, Fordommens, Nepotismens, Rigdommens og Klassehadets Jernring, hvis I ikke har indflydelsesrig Familie, Penge eller hører til »de gamle Skoleslips«s Brigade. Se paa jeres Landsmænd i Durham, i Jarrow, i Shoreditch, i Hoxton. Gør først noget for dem.

Da jeg sidste Gang var i London, saa jeg mange Ansigter, jeg kendte, mange Mennesker af en Type, som jeg kendte, og jeg var ikke just henrykt over, hvad jeg saa paa Gaderne, paa Avisernes Billedsider og i Rapporterne fra Domstolene.

Hvis I har Øjne at se med, saa se paa jeres London, Verdens største By i 1939. Gaa med aabne Øjne fra Marble Arch til Hyde Park Corner, gaa ad Piccadilly til Leicester Square, gaa ned ad the Strand til Fleet Street og St. Paul's og derfra videre til Holborn Viaduct og tilbage ad Oxford Street. Det er, som om et Vaad er blevet trukket gennem Berlin og Wien og Budapest og Prag og Neapel og Paris og Warszava og Krakow, og Fangsten derefter er blevet rystet ud over dette forgyldte, forchromede, Plys'ses og Neonlysets Paradis, hvor Shakespeare engang mønstrede sine Skuespillere, hvor Milton og Chaucser vandrede, mens Drake og Raleigh sejlede ud og søgte efter nye Verdener, hvor engelske Haandværkere engang for længe siden lavede Gitterlaager af godt Smedejern og Kister af godt Egetræ, hvor Englændere engang serverede Bøf og Øl for andre Englændere, og hvor Englændere nu sidder i imiterede Marmorhaller og spiser pocherede Æg og drikker Kaffe.

Stik jeres Hovcder indenfor Dørene i Restauranterne Petit Paris, Kleine Berlin, Mafiana's, Hoggenstein's, Posenovitch's, Umpsky's og alle de andre og se, hvem der spiser, og hvem der serverer dér. Gaa rundt i Hall'ene paa de billige, men knippelfine Hoteller rundt om Piccadilly, the Strand og Marble Arch og se, hvilken Slags Mennesker det er, der sidder nedsunkne i de polstrede Dyb.

Tag jeres Avis og læs de smaa Annoncer paa Forsiden:

Herved bekendtgøres, at Ignacio Francois Wienerwaldski har ansøgt om Naturalisation. Hvis nogen har noget herimod at indvende...

Eller:

Jeg, Aloysius Ibrahim Espagnolovitch bekendtgør herved, at jeg har taget Navneforandring til Arthur Etonharrow ...

Blad om og se under »Plads søges«.

Tre Wiener-Søstre (jødiske), der ikke ønsker at blive adskilte, søger Plads i engelsk Hjem.

Ung Tysker (Flygtning) søger Stilling som Huslærer.

Hvis nogen af Deres Bekendte har engageret saadanne pladssøgende, saa spørg om, hvor længe disse Mennesker blev i Pladsen efter deres Ankomst til England, hvor snart de rejste for at starte en lille Forretning, og om de fandt en Maade, paa hvilken de ogsaa kunde bringe deres Søstre og Brødre, deres Sønner og Døtre til England.

Hvis De læser Deres Aviser omhyggeligt og med Skønsomhed og flittigt studere Navne og Billeder, vil De faa et godt Billede af Deres London. Betragt de følgende Notitser, samlet fra The Times:

Først denne om to unge Englændere:

Albert Smith, 18 Aar, Medhjælper hos en Varechauffør og hjemmehørende i Forrest Gate, blev igaar i West Ham Kriminalret idømt en Maaneds Fængsel, fordi han havde stjaalet l Shilling fra en Pengeskuffe i Forest Gate.

I Thames Kriminalret blev igaar den 19-aarige John Brown kendt skyldig i at have stjaalet 10 Shilling fra sin Arbejdsgiver. Han idømtes seks Maaneders Fængsel.

Og se saa paa disse Notitser, alle taget fra The Times i samme Maaned.

En Finans-Haj. Falleret Hollænder sendt i Fængsel.

For Mr. Dummett i Bow Street Kriminalret anklagedes igaar en hollandsk Undersaat for, skønt han sad i uophævet Fallit, at have drevet Forretning uden Tilladelse fra den Domstol, ved hvilken han var erklæret fallit... I 1935 blev han erklæret konkurs, og Passiverne beløb sig til 3,549 Pund, mens Aktiverne kun var 10 Shilling 11 Pence. Mr. Dummett idømte Manden 4 Maaneders Fængsel. Dommen blev appelleret.

------------

En Kvindes Vandring gennem Europa. Smugl et ind i England i et Skibs Kulbunkers.

I Bow Street blev igaar ...

Den Anklagede forklarede, at da Hitler var kommet til Magten, flygtede hun til Polen, rejste derfra til Antwerpen, hvor en Matros lovede hende at hjælpe hende i Land i England for 10 Pund... Den tredje Dag kom Matrosen og sagde: »Nu er De

i Sikkerhed. Nu er De i London«...

Dommeren udtalte, at dette var et af de sørgelige Tilfælde. Han vilde anbefale en Udvisning, men sandsynligvis vilde den ikke blive foretaget. Kvinden blev idømt en nominel Bøde paa 10 Shilling.

Udenlandske Forbrydere fanget.

Tre Udlændinge, to Mænd og en Kvinde, blev igaar anklaget i Bow Street for at være kommet ind her i Landet uden Tilladelse fra Indvandringskontoret. (Jeg bør vel forklare Dem, at dette betyder, at de blev smuglet ind mod Betaling, og at kun et Mindretal af de, der bliver det, bliver grebet). De tre Udlændinge var A., Russer, B., Russer, C., Peruvianerinde. Detektiv-Inspektør Muscle forklarede, at han havde arresteret de Anklagede i Limehouse. Kvinden C. fortalte ham, at hun var ankommet til London for en Time siden, og at hun var kommet i Land i England i en Havn, hun ikke kendte. Hun havde betalt en græsk Sømand 5 Pund og var blevet sat om Bord i et Skib, hun ikke kendte ... C. var to Gange før blevet arresteret her i Landet og anbefalet til Udvisning, ligesom hun i 1934 var blevet dømt i Detroit i U. S. A. Her i Landet var der ikke tidligere rejst Anklage imod hende for noget, men Berlins Politi meddeler, at Pariser-Politiet kendte hende under et andet Navn. Manden A. var 1911 domfældt i Dresden og senere i Wien, Warszava, Milano, København og Ziirich. Han var blevet udvist fra Danmark og Italien. Detektiv-Inspektør Muscle beskrev de Anklagede som en »Bande farlige internationale Forbrydere«. Sagen blev udsat. Detektiv-Inspektør Muscle meddelte derefter, at han netop havde modtaget et Telegram fra Pariser-Politiet, der efter Fingeraftrykkene havde genkendt Kvinden C., der under et andet Navn var blevet dømt for Tyveri i Paris i 1934. - - -

Dette i Løbet af faa Uger. Vaad'et har fanget nogle faa smaa Fisk fra den store Stime, der svømmer omkring i London. Gaa saa for Deres egen Opbyggelses Skyld med aabne Øjne gennem West End og se, hvad De har i London. Da jeg var der, troede jeg undertiden, at jeg var kommet tilbage til Kurfürstendamm, til Kärntnerstrasse, til Andrássy Ut eller Wenceslas Platz. Jeg fandt hele Flokken her, ikke arbejdende eller slidende, men lynende af Diamanter fra deres Lillefingre, optagende de bedste Stole i Hall'ene paa de billige Hoteller, læsende Aviser paa en halv Snes forskellige Sprog, denne irriterende Bande med deres velmanicurerede Hænder, deres flakkende Øjne, deres pomadiserede Haar, deres fine Klæder og aggressive Holdning - alle de samme Typer, jeg havde set i Hovedgaderne og Kaféerne i en halv Snes forskellige Hovedstæder.

Jeg lagde først Mærke til det, da jeg vendte tilbage til London efter Østrigs Annektion. Naar undtages en Dags Tid eller to havde jeg ikke været der i mange Aar, og nu blev jeg forbløffet ved at se Forandringen til det værre. London syntes at have overtaget Halvdelen af Europas Bundfald. Saa begyndte jeg nøjere at betragte de udstillede Bøger i Bogladerne, Menneskene i de billige »Luksus Hoteller«, i Restauranterne rundt Piccadilly, i Filmsteatrene, i Vinstuerne, i Massage- og Manicure Salonerne, og jeg søgte i Aviserne og paa Messingskiltene efter de Navne, jeg vidste, jeg vilde finde.

Disse Mennesker er Emigrationens Bærme. Saa vidt jeg kan dømme, kan vort Politi ikke holde dem ude. De kommer ind atter og atter, og naar de bliver arresteret i Whitechapel Street, erklærer de frækt, at de først er kommet dertil i selv samme Øjeblik, virkelig ikke aner, hvordan de er kommet der og kun har de hæderligste Hensigter. De bliver dømt til nogle faa Ugers Fængsel og Udvisning - og seks Maaneder senere er de der igen. De har fundet en græsk Sømand, en Straffefange uden en Øre i Lommen!

Saa godt som hver Dag kan De i Deres Aviser læse Notitser som denne:

Tysker flygtet fra Terror! En tysk Tandlæge X., som var blevet smuglet ind i England i Motorbaad fra Frankrig, erklærede igaar, at han havde levet under Terror og bønfaldt om ikke at blive sendt tilbage til Tyskland. Konstabel Smith fra Fremmed-Departementet meddelte, at X. havde betalt en Mand i Frankrig 500 Francs for at blive bragt til England.

Flygtning fængslet. Pressen er anmodet om ikke at nævne Navnet. Fn Urhandler Y., der ikke er hjemmehørende noget Steds, stod igaar anklaget i Bow Street for at være gaaet i Land uden Tilladelse fra Indvandringskontoret. Politikonstabel Brown fra Fremmed-Departementet meddelte, at Manden var ankommet Mandag som blind Passager med en Damper.

Hvis De nøje følger disse Notitser, som i Reglen findes i bortgemte Kroge af Avisen, vil De bemærke, at Navnet paa Forsvareren i Reglen er jødisk. Jødiske Forsorgs-Embedsmænd er til Stede i Retten. Enhver Dommer, der udtrykker Bekymring for dette Onde, er udsat for at blive stillet i Gabestokken i Pressen og i Parlamentet. Hvad der virkelig sker med de Anklagede, er der ingen der véd. Man læser i Reglen, at »Spørgsmaalet om Udvisning vil blive nøje overvejet af Autoriteterne« - eller »Udvisning blev anbefalet«. Personlig er jeg overbevist om, at Flertallet af disse Mennesker bliver her; man behøver blot at se sig om, saa ser man dem.

Saa længe man har et fast Antal Jøder, der gennem Lovbestemmelser hindres i at opnaa utilbørlig Magt, kan man i Tidens Løb i ethvert som helst Land gøre disse Jøder til saa godt som indfødte Borgere i Landet, saa Forskellen ikke spiller nogen Rolle.

Men saa snart man ophæver Hæmningerne og aabner hver Dør for dem, ikke sørger for sin egen Sikkerhed og tillader ubegrænset Indvandring, saa er det, Vanskelighederne begynder.

Før Krigen var Forholdene omtrent saaledes - efter Krigen burde de have været det, og det er Grunden til alle Vanskelighederne i Øjeblikket. Hvis man kunde stabilisere Jøderne i Verden indenfor de Grænser, hvor de nu er, og stadig hindre deres uforholdsmæssige Erhvervelse af Rigdom og Magt - for den heldige og velstaaende Jøde er lige saa haardhjertet som nogen Tysker - saa vilde alt være saare godt. Men det kan man ikke grundet paa den Vandringsbølge, der skyller snart hid, snart did, og som man i England saa hurtigt som muligt burde bygge Dæmninger imod, saa man forhindrer Dannelsen af en ny priviligeret Klasse.

Og det er dette, Jøderne bliver, hvis de har deres fulde Frihed. Holdt sammen af Samhørighedens Cement er de en kompakt og velorganiseret Minoritet i Samfundet, og denne Minoritet arbejder med en stor Maskines samstemte Rytme. Jeg mener ikke, det er en Sammensværgelse; - det kommer iøvrigt an paa, hvad man forstaar med en Sammensværgelse. Det er muligvis kun en Følelse af at høre sammen og en Bevidsthed om, at den sikreste Maade, paa hvilken man kan naa det ønskede Maal, er intimt, gensidigt Samarbejde.

Men glem ikke, at Erhvervelsen af Rigdom og jordisk Gods og den Magt, det bringer, for Jøden er et Tegn paa guddommelig Gunst, og noget, der berettiger ham til sine Trosfællers Respekt. For de fleste af os andre er den rige Mand et Væsen, som vi snarest afskyer i vore Hjerter. Ogsaa han holder os i Slaveri gennem sine Sammenslutninger, vi arbejder for ham, betaler ham Tribut - men vi respekterer ham ikke. For den fattige Jøde er derimod den rige Jøde Genstand for Beundring og Hengivenhed.

Jeg skrev, at naar man giver Jøderne fuld Ligeret, bruger de den til at gøre sig til en priviligeret Gruppe - ikke til at blive Ligemænd med os andre. Et lille Eksempel paa, hvordan Systemet arbejder, var det Tilfælde med den jødiske Læge, der lige havde nedsat sig i Harley Street, og som fik sine Trosfæller i Berlin til at skrive til en forventet engelsk Patient og advare hende mod de engelske Læger. Det er saaledes, det begynder med Udelukkelsen. Husk dette i 1938, hvor et af de største Lande i Verden undertrykker Jøderne, og hvor England tager dets Plads som det Tilflugtssted, hvor de gerne vil være. Forestil Dem, hvorledes det vilde gaa i en Tid, hvor der ikke fandtes nogen antisemitisk Følelse, hvorledes det gik i Tyskland, før Anti-Semitismen kogte over.

Hvor er Taknemlighedsfølelsen mod det Land, der har givet dem Beskyttelse?

Jeg kender en Avis i en centraleuropæisk Hovedstad, hvor hele Redaktionen bestod af Jøder - mens Typograferne, Pakkerne, Skrivemaskinedamerne og Portnerne, Kuskene og Bydrengene væsentlig var Ariere. Da Anti-Semitismen begyndte at komme nærmere, blev der ansat en ny Redaktør - en Arier. Han var en af disse charmerende Ungarere - det vil sige, han var Kroat eller Slovener eller Ruthener eller Tysker eller noget andet af Oprindelse, men han var en stor ungarsk Patriot, og saa var han kristen. Han kendte Jøderne ud og ind, troede han - det tror alle ikke-jødiske Ungarere, og det er derfor, Jøderne er stærkere i Ungarn end noget andet Sted.

Med et charmerende Smil fortalte han mig, at han nøjagtigt vidste, hvorfor han var blevet ansat, og hvad hans Stilling skulde være: Der Auslage Goy - »Arieren« til Udstillingsvinduet. Naar Solen skinner, og man pynter Vinduet om, tager man den specielle Mannequin væk - den er ikke længere moderne. Men hvorfor engagerede denne jødiske Avis kun jødiske Journalister? Var det et Tilfælde? Eller var det Anti-Gentilisme?

I Berlin og Wien, som jeg kender dem, var dette Udelukkelsessystem altid og ubønhørligt i Arbejde. I de store Handelsgader var en ikke-jødisk Butik en Sjældenhed. Véd De, at i Berlins Regent Street, Kurfürstendamm, var de jødiske Butikker i overvældende Majoritet under Optøjerne i November 1938, og at man paa den Dag kunde tælle de uskadte Butikker, det vil sige de ikke-jødiske. paa én Haands Fingre? I nogle Handelsgrene, Klædevarebranchen, Læderbranchen, Pelsværkbranchen, Guld- og Juvelbranchen og Kulbranchen var der fuldstændig jødisk Monopol i Wien, og en Kristen, der forsøgte at sætte Foden inden for en af dem, vilde have omtrent lige saa store Chancer som General Ludendorff paa et Frimurermøde.

Naar de onde Dage kommer, fortsættes dette ejendommelige Slyngplante-System af indbyrdes Anbefaling. Naar det drejer sig om at bede om Begunstigelser er det dog ikke indskrænket til kun at angaa Jøder. Den jødiske Hjernekraft bliver sat ind paa at skabe Sympati og hverve Hjælp fra de Kristne. Den mindste udviste Villighed er Jordbunden, hvor denne Protektion bliver plantet, og saa snart den har slaaet Rod, stiger en Bønnestilk af Forbedringer helt op mod Himlen, og Jøderne klatrer op ad den.

Ungarn er et særligt godt Eksempel paa et Land, der producerer Jøder, der idag er gode Ungarere, imorgen er gode Englændere, gode Tyskere i næste Uge og gode Kinesere næste Maaned, og efter min Mening er det idag det bedste Eksempel paa et Land, hvor Jøden, ved sit System med Samarbejde om Udelukkelse, naar til en Højde af Indflydelse og Rigdom, der er langt ud over, hvad deres Fortjeneste og deres Antal kan berettige dem til.

Ungarn har leveret det klassiske Eksempel paa den Type Jøder: Trebitsch Lincoln. Lad os se paa Tilfældet Trebitsch Lincoln. Han var født ungarsk Jøde. Hans Forældre kom fra Polen eller Rusland eller Himlen maa vide hvorfra, fra »bag Guds Ryg«, som et magyarisk Ordsprog siger. Men hvis De skulde have skrevet en Fødselsnotits i et engelsk Blad, vilde De paa Deres saglige Ret-skal-være-Ret Maade have skrevet: En Ungarer er født.

Hvis jeg husker rigtigt, var han i sin tidlige Manddom Præst for en kristen Sekt, vistnok i Kanada. Her har De Deres »ikke-ariske -Kristen«! Lidt senere gjorde han et dybt Indtryk paa de elskelige Sjæle, Kvækerne i England. Endnu lidt senere var han en god britisk Patriot og Medlem af Underhuset.

Saa gik der nogle Aar, Verdenskrigen brød ud, og det viste sig, at Trebitsch Lincoln havde været Spion - for Tyskland, et Land, som han overhovedet ikke skyldte nogen Loyalitet. Men hvilket Land skyldte han vel Loyalitet? Hvis han gjorde det til noget Land, maatte det da være England, men Loyalitet laa ikke for ham.

Saa gik han i Glemme i et Par Aar, og derefter kom Kapp Kup'et i Tyskland, den første af de nationalistiske Sammensværgelser for at styrte det demokratiske, liberale Regime, der var saa imødekommende overfor Jøderne, og igen skaffe de store Forretningsmænd, Godsejerne, Monarkisterne og Militaristerne til Magten i Tyskland. Hvem var en ledende Skikkelse i dette kortlivede Regimente? Trebitsch Lincoln - nu en tysk Kraft-Patriot. Mellem de andre, der sympatiserede med Kup'et, var en forholdsvis ukendt Mand, en vis Adolf Hitler. Trebitsch Lincoln paa Anti-Semiternes Side? Sagtens, han var jo kristen.

Lad mig lige afbryde min Trebitsch Lincoln-Historie et Øjeblik for at fortælle, at da de besejrede Kapp-Tropper efter deres korte Regering trak sig tilbage gennem Brandenburger Tor for Enden af Unter den Linden, fyrede de - som et Udslag af deres overdrevne Venlighed - paa Mængden, hvoraf mange blev dræbt eller saaret, mens andre flygtede. Jeg saa et Fotografi af denne Begivenhed. og jeg vil aldrig glemme det.

I Forgrunden og med de løbende, bøjede eller udstrakte Skikkelser som Baggrund, saa man en gammel Kone med et Barn. Barnet klamrede sig til hendes Skørter, og med sit Legeme dækkede hun det mod Kuglerne. Naar man betragter det Billede, er det, som hører man Maskingeværernes Rat-tat-tat, Barnets Rædselsskrig og den gamle Kvindes hamrende Hjerte. Madonna, Barnet og Maskingeværet, et smukt, symbolsk Billede af Eftekrigstidens Europa. Der er bare ingen, der gider male det.

Men tilbage til Trebitsch Lincoln. Atter forsvandt han i et Par Aar, og saa hørte man om ham fra Kina, hvor der nu kæmpedes. Nu var han enten en god russisk Bolschevik eller en god kinesisk Nationalist - jeg har glemt hvad. Atter fulgte faa Aars Tavshed, og saa erfarede man den Nyhed, at Trebitsch Liricoln var blevet Buddistmunk. En forsinket Post bragte Billeder af ham, hvor man saa ham iført en lille Silkehue, en Silketunika og nogle sjove Bukser.

En Mand uden Sandhed, uden Ære, uden Tro, uden Loyalitet? Nej, De tager fejl. Nu skete der nemlig noget, der rørte ved det eneste Sted i Trebitsch Lincoln, hvor man finder Loyalitet. Han havde en Søn i England, og denne Søn var Soldat i den britiske Hær - og hvis De kan hitte ud af, hvordan det er gaaet til, saa vær saa venlig at skrive til mig og forklar mig det, for jeg kunde dog nok lide at vide det. Denne Søn blev dømt for Mord, og Datoen for Eksekutionen blev fastsat. I det fjerne Tibet, eller hvor han nu var, erfarede Trebitsch Lincoln denne Nyhed, og han fo'r tværs over Jordkloden for at se sin Søn for sidste Gang. Her var hans eneste loyale Punkt - den jødiske Familie-Loyalitet. Han ankom til Southampton, tror jeg, det var, nogle Timer før Eksekutionen, men fik ikke Lov at gaa i Land - og saa genoptog han sin uendelige Rejse.. .

Tænk, hvilken Skikkelse! Jeg ønsker tit, at jeg havde et andet Meddelelsesmiddel end Ord, disse blege og tomme Lyde og Symboler. Jeg vilde fortælle en Historie i Syre, i Gift, Vitriol, Ild og Svovl, en Historie, der vilde ætse, svide, brænde og fortære Siderne, eftersom man læste dem.

Hvis man giver denne Slags Jøder Lejlighed til at slippe ind, opfordrer man ligefrem til at faa sit Hus ødelagt. Husk, at han brugte alle Beskyttelsesfarvernes Metode. Daab - Er jeg Jøde? Nej, jeg er kristen - endog saa kristen Præst. - Sproget. - Hvadbehager? Er Mr. Lincoln Udlænding? Men han taler da perfekt Engelsk! - Navneforandring. Hvad? Mr. Lincoln Udlænding og Jøde? Men han har da et godt engelsk Navn, er Medlem af Parlamentet, og hans Meninger er upaaklagelige. De maa jo være skør, - ud med Deml

Der er ingen Grænser for den Slags Jøder. Hvis De tvivler paa mit Udsagn, saa tænk paa Trebitsch Lincoln som Anfører for Anti-Semiterne ned ad Wilhelmstrasse og frem mod Magtens Højsæde. Men jeg kan ogsaa vise Dem Trebitsch Lincolns moderne Sidestykke, og hermed mener jeg ikke disse jødiske Hitlertilhængere, der ifølge Rygtet i de første Nazist-Dage gik rundt i Berlin bærende et Banner med Ordene: Hinaus mit uns - Smid os ud!

Mens Hitler ledede sin Belejring af Czeckoslovakiet, var der i Budapest et Blad, der næsten helt blev redigeret af Jøder. Alle Jøderne ved det Blad ønskede, at det vilde mislykkes for Hitler, og at Czeckoslovakiet, der saa liberalt havde givet tyske og østrigske Jøder Ly, vilde overleve Angrebet, og at Tyskland maatte blive besejret i Fred eller knust i Krig. Ellers vilde det anti-semitiske Reich rykke et Skridt nærmere til Ungarn, og Anti-Semitismens Dag vilde fortone sig klarere i dette Land. Men hellere end at forspilde deres Stilling eller risikere, at Regeringen, der var anti-czeckisk, beslaglagde Bladet, skrev disse Jøder hver eneste Dag de bitreste Ting om Czeckerne, kaldte dem Tyranner og Slyngler og Afskum og bifaldt Tysklands Beslutning om at tvinge Czeckoslovakiet i Knæ.

Problemet er ikke let.

Ungarn er det Land i Europa, hvad det bedst lønner sig at studere Jøderne, fordi de der er mægtigere end i noget andet Land, jeg kender, og dog faar den uskyldige fremmede ikke saa meget som Mistanke herom, naar han tilbringer behagelige Dage og Nætter i Budapest og tror, at han er ved at lære Magyarerne at kende.

Jeg sad engang paa en Kaféterrasse og saa ud over Budapest sammen med en usædvanlig intelligent Jøde. Han saa tankefuld ud over Byen. »Er den ikke henrivende?« sagde han, »De véd, at denne By og ikke Wien var Jødernes Paradis«. Saa vidt var jeg nu aldrig gaaet i mine Tanker, men saa snart han sagde det, vidste jeg, at han havde Ret.

Den gamle magyariske Adelsmand, som jeg tidligere har citeret, sagde, at i Ungarn var der en herskende Klasse, Adelen og Magnaterne, der havde valgt at lade, som om Forretninger var under deres Værdighed. De brugte Jøder til al Køb og Salg, Bankforretninger og Laan, Regnskabsføring og Fabrikation. Ved at gøre dette, mens de drog paa Jagt eller paa Herremandsvis sad om Kaminen og beordrede Zigøjnerne til at spille for sig, overgav de Landet og deres eget Herredømme over det til Jøderne.

Ungarerne, Masserne, Folket, der levede i og af dette Land, saa ingen Forskel. Det var kun en Ændring af Slavefogeder. De blev ved at være Plov-Foder eller Fabriks-Foder, men i en Tid, hvor Antallet af Fabrikker og Skorstene, som Adelsmændene ikke forstod sig noget paa, voksede Dag for Dag, og Antallet af Butikker, der fik deres Varer fra Fabrikkerne, voksede tilsvarende. Jødernes Magt blev større og større, og selv ude paa Landet, hvor ligegyldige Adelsmænd med fede Fraser og stupide Handlinger gik Fallit eller underskrev flere og flere Veksler, steg og steg Antallet af Acres Land, der var i jødisk Besiddelse, paa samme Maade.

Det var Maskinernes Tidsalder, og Jøderne smuttede let ind i Hullet mellem Godsejerne og Slaverne og monopoliserede snart alle de Funktioner, som ingen af de andre forstod - den ene Klasse, fordi den var for ligeglad og doven, den anden, fordi den var for undertrykt og holdt i Uvidenhed og Slaveri. Det var en gylden Tid for Jøderne, og i de halvtreds Aar, der gik forud for Verdenskrigen, blev Landet, som min jødiske Bekendt sagde, Jødernes Paradis.

Saa kom der noget, som De skal erindre, naar De læser det klagende Udbrud: Hvad i Alverden skal der dog blive af Jøderne, hvis dette her fortsætter i ti Aar? De vil alle blive udryddede!

Der kom et Kommunist-Regimente, næsten udelukkende jødisk, og herefter et reaktionært Regimente med en kort, men heftig anti-jødisk Periode - og saa en ny Periode med straalende jødisk Velstand. Det er dette, der gør Ungarn saa oplysende, naar man studerer det jødiske Problem: Det er det eneste Land i Europa, med Undtagelse af Tyskland, hvor der har været voldsom Anti-Semitisme efter Krigen, og faa Maaneder efter var det hele glemt, og Jøderne var lige saa mægtige og sad lige saa godt i det som nogen Sinde. Og saaledes er det forblevet til denne Dag, da Skyerne igen samler sig i Nordvest.

Historien lyder saaledes. I 1919 blev der proklameret en rød Republik i Magyarernes Land. Af Regeringen, af de 26 Folkekommissærer, var de 18 Jøder! Jøderne havde uhindret Magt i Ungarn, og de ordnede Administrationen saaledes, at Jøderne i de Dage ikke var en mægtig, men kamoufleret Klasse, men aabenlyst den herskende Klasse.

Som Præsident havde de en Straamand, en Auslage Goy, den brave Murermester Alexander Garbai, men han havde intet at skulle have sagt. Det ungarske Rige, Magten og Æren var deres. Aaron Cohen (Béla Kun), Josef Pogany, Tibor Szamuelly (Samuel) og de andre herskede uindskrænket og udførte nogle temmelig ubehagelige Ting. Deres Fingre var lige saa hurtige paa Aftrækkeren som Al Capones.

Mange Mennesker undrer sig over den ledende Rolle, som Jøderne spiller indenfor Kommunismen. Hvor kan Jøderne, der elsker Penge, kæmpe for en Lære, der fornægter Retten til privat Ejendom, Retten til at opdynge Rigdom? spørger de deres smaa Ego'er. Svaret er, at der er altid Penge paa Toppen, og deroppe er der endnu en Ting, der tiltrækker Jøderne endnu mere end Penge: Magt. Ungarn har givet Jøderne alt, hvad de kunde ønske sig. En Jøde, Ludwig Hatvány, skrev:

Det gamle Ungarn gav mig alt: Velvære, Sikkerhed, Rang og Titel. Universitetet og Akademiet stod aabent for mig.

Og han var en af dem, der understøttede Bolsjeevik-Regimentet og bagefter flygtede i Eksil!

Rumænerne jog Béla Kun ud af Ungarn. Han undlod at gøre den ene Ting, der kunde have skaffet ham Tilhængere i Folket: tage Land fra de store Godsejere og give det til de jordløse Bønder. I Stedet for dette nationaliserede han Jorden. Men Tanken om at give Jord til Bønderne fødtes ikke hos disse Mænd. De var lige saa haardhjertede som nogen anden Tyran. Lige i Hælene paa ham kom Admiral Horthy, og hurtigt sikrede det gamle Regime sig atter Magten. Efter en Verdenskrig var Ungarn nøjagtig, som det havde været før.

At der nu udbrød en rasende anti-jødisk Bevægelse, var umuligt at forhindre. Officerer med nogle improviserede Afdelinger fo'r rundt i Landet og hængte nogle Jøder, men var ganske vist ikke altid omhyggelige med at vælge de rigtige.

Det var i 1919. I 1920 var den anti-jødiske Følelse allerede ved at forsvinde, i 1921 var den død, og Jøderne rykkede frem mod en ny Periode med stigende Indflydelse og Rigdom. Det er ganske lærerigt, naar man tænker paa de Savn, der pinte Ungarn og paa de Lidenskaber, der var blevet vakt.

For at adskille sig fra det røde Regimente og undslippe Hævnen, der syntes at skulle følge det, var der i Begyndelsen mange Jøder, der lod sig døbe. I 1919 døbtes 7146, i 1920: 1925 og i 1921 kun 827 - derefter et meget lille Antal hvert Aar. Nødvendigheden af Beskyttelsesfarve var blevet mindre. Antallet af Gen-Omvendelser fra Kristendom til den mosaiske Tro steg trinvis.

Sytten Aar senere, i 1938, var Jøderne i Ungarn rigere og havde mere Magt end nogensinde før. Erindringen om Béla Kuns Regimente syntes fuldstændig forsvundet. Hvis det ikke havde været for den ildevarslende Rumlen fra Nordvest, havde Anti-Semitisme været et dødt Ord. Som altid var Jødernes Antal i Forhold til Befolkningen meget lille - paa Papiret, kun ca. 600,000 eller 6,5 % af Helheden, heri indbefattet ortodokse Jøder, døbte Jøder og Halvjøder.

Tallene narrer som altid, naar det drejer sig om Jøder, for det Billede, det menneskelige Øje fik af Ungarn, var et ganske andet. Det var et Billede, der viste jødisk Overvægt i de allerfleste Leveveje og helt ud over deres forholdsmæssige Antal, selv om man antog, at dette var meget større, end Statistikken viste. De var - og de er, mens jeg skriver dette - en Gruppe med en Magt og en Velstand, der langt overskrider enhver anden Gruppes i Landet.

De ejede 46 % af alle Industriforetagender. De udgjorde 70 % af Bestyrelserne i alle Selskaber, der repræsenterede de store Forretninger. I de ledende Bankers Bestyrelser var deres Andel mellem 75 og 80 %. 67,2 % af Vekselererne og 36% af alle Bankfunktionærer var Jøder. De var endog saa kommet i Besiddelse af 11,7 % af al Jord i Ungarn - paa Trods af den alvorlige Advarsel fra en zionistisk Fører, der mange Aar før havde sagt til dem:

I gør en skæbnesvanger Fejltagelse ved at erhverve Landejendom. I ejer allerede mere end Halvdelen af al fast Ejendom i dette Land. I det lange Løb vil Folket ikke taale denne Erobring. Kun med Vaabenmagt kan et Mindretal, der er fremmed for Folket og ikke historisk berømt som det gamle Aristokrati, fastholde saadanne Besiddelser.

- Af de store Godser var 17,6 % paa jødiske Hænder. 34,4% af alle Læger var Jøder. 49,2 % af alle Sagførere, 31,6 % af alle Journalister. I Hovedstaden Budapest, hvor mellem en Fjerdedel og en Trediedel af Befolkningen er Jøder, var Procenttallene meget større. Udgiver- og Typograferhvervet var næsten udelukkende jødisk, alle private Teatre var jødiske og 40,5 % af Biografteatrene.

For at faa et klart Billede af denne næsten monopolagtige Kontrol kan man tage Bestyrelserne for de tyve ledende, industrielle Foretagender i Ungarn i 1934-35. Af 336 Navne var 235 jødiske; 290 af de største industrielle Koncerner i Ungarn blev kontrolleret af de ti største Banker. Af 319 Navne paa Bestyrelsesmedlemmer var her de 223 jødiske.

I 1936 beskæftigede 19 Aviser i Budapest 418 Redaktører, Journalister og Medarbejdere. 306 var Jøder.

-Lad os saa forlade Tallene og se paa Budapests Detailhandel den mægtigste af alle jødiske Fæstninger. Her er den jødiske Overvægt tydeligst for det blotte Øje, fordi den her er bag Disken og ikke oppe i Bestyrelsesværelset. I Budapest er der milelange Gader, hvor man forgæves søger efter en ikke-jødisk Forretning. Hvis man ønsker at købe noget, er det meget vanskeligt, ikke at købe det af en Jøde.

Kontrasten mellem det skarpt afgrænsede jødiske Samfund, hvis Medlemmer alle tjener godt, og Arbejderbefolkningen i Budapests Yderkredse, hvor alle er fattige, eller Bønderne i mange Dele af Landet, er slaaende og sørgelig. De fleste Arbejdere arbejder for Jøder, og naar de faar deres magre Lønningskonvolut, giver de den til deres Koner, der traver hen i de jødiske Butikker og giver Indholdet ud, og saaledes gaar Pengene - ligesom Musikken rundt og rundt og kommer ud - - hvor? Ikke paa noget Sted, hvor Arbejderne eller Bønderne kan faa fat i dem.

Det er paa sin Maade et nyt Tyranni, der kan sammenlignes med Adelens og Kirkens i Middelalderen, Pengemagtens Tyranni i Stedet for de nedarvede Privilegiers, og det trænger til at ændres, ligesom de andre Tyrannier, der endnu eksisterer.

Det forekommer mig, at det er følgende Problem, der maa løses: Naar Jøderne faar fuld Lighed til at udnytte Mulighederne, benytter de den til at holde andre ude og befæste sig selv som en priviligeret Klasse.

Tag nogle faa Rejser med mig ud paa Landet i Ungarn og se Systemet, som det arbejder dér.

Kom til Mezökövesd, hvor Turisterne om Søndagen tager ud i Charabanc'er, fordi Bønderne paa denne Dag tager deres smukke Kostumer paa og gaar i Kirke, og dette henrykker Turisterne, der synes, at de her lærer det rigtige Ungarn at kende. Saa spiser de en god Frokost paa Restauranten rundt om Hjørnet, hvor Lokalerne er dekoreret i ungarsk Operettestil; Kaféen er lagt netop der for Turisternes Skyld, og har omtrent lige saa meget med det virkelige Mezökövesd at gøre, som det »Berkeley Buttery« har med det gode, gamle engelske Liv i Bethnal Green at gøre, og saa triller de tilbage til Budapest i deres Charabanc'er.

Men vi vil tage til Mezökövesd Lørdag Eftermiddag i Stedet for Søndag. Bønderne og Landsbyens Beboere er paa Arbejde og bærer ikke de maleriske Kostumer. De slider i den daglige Trædemølle, og det varer fra Solopgang til Solnedgang. De er bitterligt fattige. Penge er en Sjældenhed for dem - selv Smaapenge. De synes, de er lykkelige, blot de har nok at spise.

Overalt rundt omkring Dem vil De se disse Ansigter, der er furede og rynkede af Slid og Bekymring og Vejr og Vind, disse Legemer, som tungt Arbejde har gjort skæve. Og gaa saa lidt længere, og De vil komme til Landsbyens Torv, et Sted, hvor Kirken staar, og Landevejen bliver bredere. Her er der nogle faa Butikker, og her sidder Kvinderne med Stabler af Græskar - det er Landsbyens Mødeplads. Hvis Mezökövesd var London, vilde dette være Piccadilly Circus.

Hver eneste af disse Butikker har Skilt med jødisk Navn. Det er Lørdag Eftermiddag, og Indehaverne arbejder ikke. Ogsaa de staar rundt om Markedspladsen, eller i alle Tilfælde de unge Mænd staar der. De ældre Mænd og Kvinderne sidder inde i Butikkerne og taler sammen.

Hvis De lukker Deres Øjne for Markedspladsen og kun ser paa disse unge Mænd, saa er dette London, det er Piccadilly Circus. Det er præcis de samme Jøder, som De ser dér. De bærer pænt Tøj, haandsyede Sko, nye Hatte paa omhyggeligt friserede Hoveder. De er velhavende. De er Herrer over denne bortgemte lille By med dens støvede og opkørte Veje, med Gæssene, der løber rundt overalt, og med Oksekærrerne, der skumpler frem og tilbage.

Resten - Kirken, de magre og forsultne Bønder og de fattige Huse er kun Bagtæppe. Paa de lange Vinteraftener sidder disse Bondekvinder i Timevis ved Petroleumslampens svage Skær og rier og broderer, rier og broderer, rier og broderer. Rundt om Hjørnet er der en Butik, hvor en velklædt jødisk Gentleman sidder og læser Pesti Naplo. Hos ham kan De købe disse tiltrækkende haandbroderede Sengetæpper og Bordtæpper, Resultatet af saa mange Vinternætters Arbejde, og han forlanger en høj Pris for dem. Bønderne sælger dem til ham - til en lav Pris. I Budapest er der mange af den Slags Butikker, og alle ejes af Jøder, og deres Vinduer er fyldt med Ungarns Kunst og Haandværk. Her standser Turisterne og betragter med smaa Beundringsudbrud de skønne Ting, de ser.

Næste Gang, De gaar forbi en saadan Butik, saa tænk paa de Folk, der forarbejder Tingene. Prøv at faa en eller anden til at tage Dem med til disse Folks Hjem, og se dem, mens de arbejder. I Czeckoslovakiet sælger Bønderne lignende Ting direkte til Køberne - paa Markedspladserne eller paa Gaderne. Hvorfor ikke i Ungarn? Er det forbudt? Af hvem og til Fordel for hvem?

Kom til Esztèrgom, Ungarns Vugge, hvor de første ungarske Konger havde deres Borg paa den klippefulde Højde, der skuer ud over Donau og Broen, over hvilken man indtil for nylig kom ind i Czeckoslovakiet. Nu er Landet paa den anden Side atter ungarsk. Kom ogsaa dér paa en Lørdag Eftermiddag og se nøjagtig det samme Billede paa den lille Markedsplads dér. Maaske Esztèrgom om Hundrede Aar vil være en stor, rig, tæt befolket og betydningsfuld By. Den lille Markedsplads vil vokse til et lokalt Piccadilly Circus. Byggegrunde dér vil blive de allerkostbareste i hele Esztèrgom. De ejes alle af Jøder. Alle Butikkerne bærer jødiske Navne, og de første beskedne Forsøg med Forgyldning, Krom, Nikkel og Neon-Lys bliver gjort nu. De unge Jøder i deres Byklæder staar rundt om og taler sammen. Byens Drenge løber barfodede rundt, tigger Vandmelonskaller af Grønthandleren og gnaver dem, til man kan se Lyset gennem dem.

Kom til Kecskemet. Det er en By - ligefrem en stor By. Her laver de denne fortrinlige Abrikos Brandy, som Prinsen af Wales opdagede for Ungarerne - det siger Ungarerne da selv. Her er et stort Torv. En af de største Bygninger paa det er en Synagoge. Saadan en Synagoge koster ikke saa lidt. Hele Torvet rundt er der straalende jødiske Butikskilte. Landet omkring Byen er fattigt, og Bønderne er plaget af Mangler. Ud fra Synagogen kommer Kecskemets Jøder, højtidelige, velklædte og talende sammen i gestikulerende Grupper - et særskilt Folk.

Rejs hen, hvor De vil i Ungarn - i hver By og større Landsby vil De finde Synagogen blandt de betydeligste Bygninger; Banken, Butikkerne, Biografteatrene og Benzintankene ejes alle af Jøder.

Rejs hen, hvor De vil i Ungarn, og De vil se, at de indfødte Haandværkere næsten er udryddet. Hvor de endnu eksisterer, laver de henrivende Ting, men de er næsten umulige at finde. De faa Butikker paa Landsbyernes Markedsplads er Miniaturekopier af Budapest - billigt Porcelæn, forlorent og »færdigsyet« Stads, Affaldssmykker, Kunstsilkestrømper, Udmajede kjoler, hele Høsten af en ung, jødisk kontrolleret Industri, der arbejder for den daarligste Smag og med det daarligste Materiale.

Jeg gik engang til et stort Marked i Udkanten af Budapest og blev forbløffet over at se det Mareridt af en Samling billige, maskinforarbejdede Varer, som jeg fandt dér, og som Bønderne, der kom ind ude fra Landet, aabenbart købte. Ved én Disk solgte en Jøde den hæsligste Samling af Olietryk, jeg nogensinde har set. De forestillede den kristne Gud og hans Profeter og var alle i forgyldte Rammer. Jeg ledte rundt paa hele Markedet for at finde noget, jeg havde Lyst til at købe, noget, det vilde glæde mig at se paa, og som vilde minde mig om Ungarn, naar jeg var i et andet Land - det yndige Ungarn med de frodige Marker og arbejdende Bønder, men ikke dette de daarlige, maskinforarbejdede Varers Ungarn.

Endelig fandt jeg en Mand, der solgte Krus og Vaser og Bægre, som han selv havde formet, brændt og malet. Endelig noget ægte, noget ungarsk. Han havde nogle faa Drikkebægre, smaa »Bunden-i-Vejret« Bægre, som man enten maatte holde i Haanden eller tømme i ét Drag, for man kan ikke stille dem fra sig paa Bordet og nippe til dem. De var henrivende. Jeg købte fire og vilde bare ønske, jeg ogsaa havde købt de to sidste, han havde. Jeg glæder mig altid, naar jeg ser paa dem. De kostede seks Pence Stykket! For mig er de uvurderlige.

»Jødernes Paradis« havde min jødiske Bekendt kaldt Ungarn. Jeg har set mig godt om i Landet og er enig med ham. Men jeg er ikke sikker paa, at Jøderne har været til Fordel for Ungarn. Hvis man vil undersøge det jødiske Spørgsmaal, der spiller en saa stor Rolle i vore Dage, saa er Ungarn et godt Sted at begynde.

Det imponerede mig at se, hvor ubekymrede Jøderne var i Ungarn. Det samme havde forøvrigt imponeret mig i Wien lige til det Øjeblik, da Hitler marcherede ind, og ogsaa senere i Prag. England, Frankrig, Amerika og hele den omliggende Verden genlød af Beretninger om Jødeforfølgelser, men i disse Byer, og med Hitler lige udenfor Døren, gik Jøderne tilsyneladende uforstyrret deres egne Veje, ændrede ikke deres Levemaade eller den Maade. de nød Livet paa, dominerede, som de altid havde gjort, i de pralende Kaféer og Restauranter, Hoteller, Bar'er og Natklubber. Det gør de endnu i det Øjeblik, jeg skriver dette, i Prag i November 1938. I dette selv samme Øjeblik og kun nogle faa miles borte brænder Synagogerne. Tusinder af Jøder er blevet smidt ud af Tyskland med Hud og Haar og ind i Polen, Hundreder ind i Czeckoslovakiet. Her i Prag spiser og ler og danser Jøderne, som om de ikke havde én Bekymring i Verden. Af alle de almindelige og forkerte Forestillinger om Jøderne er den værste den, at de er feje. De er overordentlig modige, naar det drejer sig om en Sag, der er deres egen. De er ogsaa ubetvingelige.

Mange Mennesker er blevet forvirret over noget, jeg engang skrev om Jøderne - dette, at naar Hitlers Tid var forbi, vilde de stadig handle i Kurfürstendam og Kärntnerstrasse. Det synes, som om De har Ret i noget, sagde de, men dér vrøvler De. Jøderne vil blive udryddet. Snart er der ikke flere.

Tro det ikke. De narrer Dem selv, hvis De tror det. Prøv at forstaa, at det store Flertal af Jøder, der var i Tyskland, da Hitler overtog Magten - de er der endnu. Endnu er Flertallet af Butikker i den store Handels-Hovedaare Kurfürstendamm jødiske - jeg erfarer idag, at de blev ødelagt igen igaar, og jeg spekulerer paa, hvad monstro de britiske Forsikringsselskaber siger til det - og Hovedmassen af disse Jøder vil blive der.

De vil naturligvis komme til at gennemgaa haarde Tider men de vil blive og overleve det. Lad os sige, at Hitler lever endnu en Snes Aar eller deromkring. Fra Wien blev Jøderne forvist »for evigt« (et af der Führers Yndlingsudtryk) i 1422, og der blev ryddet op imellem dem i 1554, 1567, 1573, 1575, 1600, 1614 og 1624. I 1670 blev de igen forvist for evigt. Men ikke desto mindre steg deres Indflydelse gennem hele det attende og nittende Aarhundrede, paa Trods af periodiske Forvisninger. I 1879 faldt den sidste Skanse - Statstjeneste og Lærerstillinger ved Universiteterne - for dem. I 1937 havde Wien flere Jøder end nogensinde før, og de tjente sig rige.

Jeg tror ikke, at Jøderne i det store og hele har gjort god og ærlig Brug af denne Smækken alle Døre op for dem, og for Øjeblikket synker de lidt nedad fra de Højder af Magt og Indflydelse, som Verdenskrigen bragte dem op til. En ny Periode med Indskrænkninger er begyndt. I Øjeblikket kan ingen forudse, hvor længe den vil vare, eller hvor stor Skade den kan gøre dem. At Modgangen vil fortage sig igen engang, er lige saa sikkert, som at Solen staar op i Morgen.

Personlig er jeg overbevist om én Ting, og jeg véd, at mange Jøder i deres Hjerter er enige med mig i dette: Naar Afslappelsen indtræder, skal den ikke bruges til for Eksempel atter at gøre Berlin til det, Byen var før 1933. Derfor finder jeg ogsaa noget af det, jeg idag ser i London, uhyggeligt og ildevarslende.

Jøderne maa ogsaa gøre deres Del, hvis Anti-Semitismen skal dræbes. I London idag gør de netop, hvad de gjorde i Berlin. De rømmer East-End, oversvømmer West-End, oversvømmer Hampstead og Maida Vale, skubber andre til Side og praler.

Der er omtrent to Millioner arbejdsløse i England, Millioner af Englændere lever under Forhold, der er en Skændsel for Verdens rigeste Land. Det er paa Tide, at Teorien om de frie Ræve i den frie Hønsegaard bliver bragt i Miskredit.

Hvorfor har jeg nu skrevet alt dette og skrevet saa udførligt om det? Først, fordi jeg véd noget om disse Ting, og fordi jeg, der har hjulpet mange Jøder med Raad og Daad, gerne vil sige lige akkurat, hvad jeg mener, naar man bjæffer »Anti-Semit« efter mig.

For det andet, fordi jeg tror, at den eneste Maade at ordne dette evige Kævl paa, saa alle, ogsaa Jøderne, bliver tilfredse, vil være siden Jøderne ikke vil ændre deres Anti-Gentile-Religion at grundlægge en national jødisk Stat for dem; og hvis jeg var Hitler, vilde jeg gøre det. Hvilken sød Hævn det vilde være at blive den Mand, der løste det jødiske Problem og gjorde Ende paa Anti-Semitismen!

For det tredje, fordi jeg tror, at hvis man ikke kan faa lavet denne jødiske Stat, maa vi resolut lukke vore Grænser for ikke at faa flere Jøder ind, og vi maa gøre alt, hvad vi kan, for at assimilere dem, der er kommet ind. Men i det Tilfælde maa vi sikre os selv mod, at de hæver sig til uforholdsmæssig Magt og Indflydelse ved Metoder, der - efter vor Mening - hører til uhæderlig Konkurrence.

Paa en Jernbanestation i Prag saa jeg et Tog fuldt af Flygtninge, der kørte ind i en ukendt Fremtid. De var alle Mænd. De var alle Tyskere fra Sudeterland, som Hitler havde annekteret. Det var Socialister og Kommunister, Mænd, hvis Liv var i Fare. De skulde nu til England, og derefter til et andet Land, ingen vidste hvilket.

Deres Koner og Børn stod grædende paa Perronen. De vidste ikke, hvor eller hvornaar de vilde faa deres Mænd og Fædre at se igen. Mændene, gode, solide tyske Arbejdere, stod i Vinduerne og saa ud paa dem. Næsten ingen sagde noget. Deres Ansigter udtrykte Resignation og Fortvivlelse. De stod der og saa og saa paa deres Hustruer og Børn nede paa Perronen.

Blandt dem var en Jøde. Paa Perronen stod hans Moder og Søster, forskellige fra Arbejderkvinderne rundt om, mere velklædte. Jøden var den eneste af alle disse Mænd, der havde noget at skulle have sagt. »Wir kommen wieda,« raabte han højt til den ventende Mængde som Helhed - »vi kommer tilbage«. De andre Mænd stod stadig tavse, udtryksløse, de vidste, at de ikke vilde komme tilbage. Jøden talte igen, denne Gang til sin Søster: »Trachte, dass du bald nachkommst,« sagde han - »Prøv snart at følge efter«. Hvorfor det, tænkte jeg, naar han mener, han snart vil være tilbage.

Toget rullede ud. Mændene i Vinduerne stirrede tavse paa deres Familier paa Perronen, nikkede bedrøvet med Hovederne, bevægede sig ellers ikke. Jøden lænede sig ud ad Vinduet og raabte højt: »Wir kommen wieda'«. Folkemængden stirrede efter ham - svarede ikke. Ogsaa de andre Mænd stod stadig tavse i deres Vinduer og nikkede Farvel. Jøden løftede Armen, Haanden var knyttet i Arbejdernes Hilsen. Paa Lillefingeren lynede en Diamant i Lampernes Lys.

Hvorfor? spurgte jeg mig selv, mens jeg gik bort. Han hørte ikke til blandt disse Arbejdets Mænd - hverken han eller hans Ring eller hans temmelig teatralske Raab eller hans Moder eller hans Søster. De var helt anderledes, hørte andet Steds til. Men hvorfor var han saa der, og hvad var hans dybeste Motiv?

Jeg kunde ikke finde noget Svar. Han var blot - helt anderledes.


Dronte 6

Drontens hovedmenu