Den lange, lange Vandring.

Kapitel 24 i "Grænseløs Skændsel" af Douglas Reed


TILFÆLDET vilde, at da jeg bestemte mig til at skrive om Jøderne, hvad jeg syntes, jeg maatte, efter den Kritik, der paa dette Punkt var rejst mod Galskabens Kavalkade, kom jeg til at tilbringe lang Tid paa Steder, hvor den anti-semitiske Bølge nærmede sig, og jeg havde her Lejlighed til at studere Jøderne i Modgang. Jeg har været i Landene langs det anti-jødiske Reich's Grænser, hvor de jødiske Flygtninge samledes, og hvor de indfødte Jøder beredte sig paa nyt Opbrud. Jeg har set dem i no-man's-land. I Tusindvis har jeg set dem, samtalende i Hotellerne og Kaféerne, flakkende sig om Luftlinjernes og Dampskibslinjernes Kontorer, belejrende indflydelsesrige Udlændinge, Avisredaktioner og Konsulater under Protektionens Banner.

Jeg har lige læst en Udtalelse af en af disse jødiske Emigranter, der nu er komfortabelt bosiddende i London og skriver til antinazistiske Blade i adskillige Lande. »Wir Juden sind Stehaufmenschen«, skriver han.

De kender dette Legetøj, som Børn morer sig med; smaa Mænd med et rundt og tungt Fodstykke, og som man ikke kan faa til at ligge ned - de springer altid smilende op igen? Det er en nøjagtig Karakteristik. Mens Folk i England jamrer over de tyske Jøders Skæbne, bemærker de ikke, at Jøderne i England bliver mægtigere end nogensinde før.

Alt, hvad jeg har set, har bekræftet de Meninger, jeg har dannet mig under elleve Aars Vandring rundt paa Fastlandet, og disse Meninger er ogsaa blevet bekræftet overfor mig af Jøder. Alle disse Jøder planlægger nu at rejse til England, til de britiske Kronlande eller til Amerika.

Det er ikke nogen Løsning paa Problemet; denne nye Udvandring vil bringe med sig den samme Forværring af Forholdene i disse Lande, den samme uforholdsmæssige og uberettigede Stigning af Jødernes Velstand i Forhold til den indfødte Befolkning de samme Aarsager, der har spillet en saa stor Rolle for Udviklingen og Udbruddet af Anti-Semitismen over hele det tyske Rige og i det gamle østrig-ungarske Riges Territorium. Det var Jødernes forjættede Lande, særlig Tyskland, og alle Jøder, der har boet der, længes tilbage. Den Dag idag kan de ikke tænke paa Berlin eller Wien, Frankfurt eller Mannheim, uden at Længslen efter disse Lande og Beklagelse over, at de har maattet forlade dem, kryber ind i deres Stemmer. Maatte man ikke i høj Grad bebrejde dem, hvis de af uhæmmet Lyst til Pral og Rigdom og Magt bortkastede alle de Ting, som disse Lande havde lovet dem?

Hør, hvad Benno Israelovitchsky siger. - Han er en rig Mand, der er født i Rusland. I ti Aar har han boet i Berlin, tre Aar i Wien, otte Aar i Trautenau i Sudeterland, fem Aar i Haag, to Aar i Paris, og nu, da jeg talte med ham nogle faa Timer, før jeg skriver dette, boede han i Prag og var stadig en rig Mand. Nu forberedte han sig igen paa at drage ud paa Ahasverus' lange, lange Vandring og for en Stund rejse sit Telt i Reval. Tilfældigvis havde han Pas fra en sydamerikansk Republik, hvor han ganske vist aldrig havde været, og dette gav ham Protektion fra denne Stats Legationer og Konsulater, naar Anti-Semitismen rykkede ham for nær ind paa Livet.

Benno Israelovitchsky er en af de faa Jøder, jeg har truffet, der drikker en hel Del. 95 To af Jøderne drikker aldrig mere end et Glas eller to, fordi de tænker: »Hvis jeg bliver fuld, vil min mere ædru Nabo være snedigere end jeg, og forøvrigt - hvorfor drikke ud over det Punkt, hvor jeg nøjagtigt ved, hvor megen Stimulans og Slagfærdighed og godt Humør, jeg faar for mine Penge?«

Naar Benno Israelovitchsky havde nydt sin Vin, blev han muntrere, end han plejede at være. Nu fortalte han om Berlin efter Krigen, mens han sad sammen med mig og en anden Jøde, ogsaa russisk født, der havde foretaget den sædvanlige Livsrejse fra Kiev til Berlin, fra Hitler-Berlin til Wien, fra Hitler-Wien til Prag, og som nu forberedte sig paa at forlade Prag, før Hitler kom dertil, og rejse til Paris.

»Aah,« sagde Benno Israelovitchsky, i den klagende Tone, som Jødeme nu bruger, naar de taler om Anti-Semitismens Udbredelse og den deraf følgende Formindskelse af deres Virksomhedsomraade - »jeg er Anti-Semit! Berlin efter Krigen! Aah hvilken Tid -hvilket Liv det var! Og hvem maa man bebrejde, hvad der skete?

Tænk paa den Tid (han henvendte sig til sin Racefælle), tænk tilbage, og husk, hvorledes vore unge Mennesker optraadte. Hvis de havde opført sig anderledes, havde vi aldrig faaet en Hitler. Det er det, der gør mig til Anti-Semit«.

Den anden Jøde nikkede udeltagende. »Maaske har De Ret,« sagde han.

Benno Israelovitchsky havde Ret. Jeg kendte ogsaa det Berlin, og han havde Ret. Jeg kendte ogsaa Wien fra den Tid, og han vilde ogsaa have haft Ret, hvis han havde sagt det samme om denne By.

Nutidens vigtigste Sag for Englænderne maa gøres klar paa et vitalt Punkt. Hvis vi en Dag bliver nødt til at gaa i Krig mod Tyskland, maa det ikke være for at skaffe Jøderne tilbage paa deres polstrede Pasha-Troner der. Hvis vi ønsker at hjælpe Jøderne, kan vi ikke gøre det ved at lade de mindst værdifulde af dem komme ind i England, saa de kan faa London af 1939 til at se ud som Berlin af 1929. Hvis vi ønsker at hjælpe Jøderne, er den eneste Maade, vi kan gøre det paa, at hjælpe dem til deres egen, nationale jødiske Stat - men ikke ved at give dem Maskingeværer til at dræbe Arabere med.

Jeg saa paa Benno Israelovitchsky. Han var en Mand nær de tres. Med sig havde han sin treogtyveaarige Veninde, det sædvanlige blonde Stykke Haremsudstyr i Pelskaabe, fundet et eller andet Sted i Frankrig eller Belgien eller Tyskland eller Østrig. Jeg spekulerede paa, hvorfor han havde gjort sig saa megen Ulejlighed med at søge mig op og gøre mit Bekendtskab. Af Nysgerrighed havde jeg samtykket i at mødes med ham. Nu spurgte jeg ham direkte om Grunden. Han svarede, at han havde læst noget om mig og nogle Forudsigelser, jeg havde fremsat, i en czeckoslovakisk Avis, og han beundrede deres Nøjagtighed. Jeg vidste godt, at dette ikke var hele Sandheden. Et eller andet Sted var der en dybere Grund.

Eftersom Aftenen gik og den fjerde Flaske Champagne (Guldpapir og en knaldende Prop er herlige Ting, og czeckisk Champagne koster næsten ingenting - saa hvorfor ikke-.), med knækket Hals var gaaet til sine Fædre, fandt jeg ud af det. Jeg havde frelst Benno Israelovitchskys Formue. Jeg havde skrevet min Bog ud fra meget forskellige Motiver, men dette var blevet et af Resultaterne. I de første Dage af 1938 havde han været en plaget Mand. Vilde Hitler sluge Østrig? spurgte han sig selv Dag og Nat. Hvad vilde der ske med Jøderne og deres Ejendomme der, hvis det skete? Hvad vilde der derefter ske med Czeckoslovakiet, med Jøderne der og med deres Ejendomme?

Han læste Aviser, hørte paa Radioen, spurgte Venner og Bekendte om, hvad de mente. Men han kunde ikke selv danne sig en bestemt Mening. Saa en Dag, kort efter, at det var ude med Østrig, læste han i en jødisk Prager-Avis, at jeg havde forudset dette og skrevet det i Galskabens Kavalkade, ligesom jeg havde forudset, at den samme Skæbne vilde overgaa Czeckoslovakiet.

Benno Israelovitchsky begyndte at konvertere sine Aktier i kontante Penge, eksportere dem og faa dem gemt sikkert bort i smaa neutrale Lande. Han solgte sine faste Ejendomme og flyttede bort, hvad han kunde, fra Czeckoslovakiets tysktalende Distrikter. Før Efteraarskrisen kom, var alt i Orden, hans Hus og Bohave var solgt, hans Forretninger ordnede, og hans finansielle Redningsbælter ventede i Amsterdam og Zürich og New York. Han og Amie boede paa et Hotel, Passene var viserede og alt var klart.

Jøder, der havde været senere i Aftrækket, vred deres Hænder rundt om ham. Direktør (som han altid kaldte sig selv) Benno Israelovitchsky gik i Prags Gader som Typen paa en Mand, der havde set Stormen komme og havde rebet Sejl. »Det eneste, jeg har mistet,« sagde han til mig den Aften, »er en gammel Skrivemaskine. Hitler kan rende mig i Nakken«.

Det tyske Sprog har kun ét Udtryk, der er endnu haanligere end dette. Det er som at række lang Næse i Ord - en Opfordring, der er en Tomme mindre haanende end den, der i Almindelighed blev fremsat af Götz von Berlichingen.

Benno Israelovitchsky havde som saa mange af hans Lige en vis Forkærlighed for forslidte latinske Citater, og den Aften brugte han mere end én Gang Frasen: In vino veritas. Nu havde han - under Vinens Paavirkning - fortalt mig Sandheden. Mens han gjorde det, saa jeg paa den anden Jøde, der lyttede med slørede, udtryksløse Øjne. Han drak aldrig. Han fortalte, at ingen Mand i hans Familie havde drukket Spiritus siden den Dag for Aarhundreder siden, da en fjern Forfader, en Rabbi, under en Rus forbandede sin Kone, og - da han fik det fortalt bagefter tilføjede sit Testamente en Klausul, der paabød hans mandlige Efterkommere i al Evighed at sky Alkohol. Dette var blevet strengt overholdt af dem i tre Hundrede Aar. Jeg ved ikke, om det er sandt, men efter mit Kendskab til jødiske Familie- og Slægtskabslove kan det godt have været det.

Mens jeg lyttede til Benno Israelovitchsky og hørte hans bitre Bebrejdelser mod de unge Jøder i Efterkrigstidens Berlin, saa jeg mig omkring og tænkte: Hvis han mener det og ved det og indser det - hvorfor kommer han saa her?

Vi sad i den dyreste Danse-Bar i Prag. Denne Lørdag Aften var den stopfuld af Mennesker. Ni af ti af de tilstedeværende Mænd var unge, kostbart klædte Jøder. Maaske tre af ti af Kvinderne var Jødinder. De andre var Haremsstykker, unyttige, med uintelligente Ansigter, blegede Sengetids-Tilbehør af samme Slags, som man i tidligere Aar saa i Tusindvis af i Berlins og Wiens Danse-Bar'er. Den eneste Kvinde, der arbejdede for at tjene til Livets Ophold, var Refrainsangerinden, der blev kaldt Prinsesse Capulet eller noget lignende romantisk noget, men hun var en Jødinde fra Warszava. Hun sang en mærkværdig Sang, hvis Ord jeg ikke kunde forstaa, men nedskrevet fonetisk lød det saadan noget som: Dooin te Lambet Vork - og mens hun sang det, lo alle de unge Jøder og deres Partnere, foretog en Slags Spankuleren rundt i Lokalet, klappede i Hænderne og slog sig paa Knæene, førte Tommelfingeren op over Skulderen og hylede »Oi«.

En Time fra Prag laa den nye tyske Grænse. Faa Nætter tidligere havde man fra Prag omtrent kunnet se det røde Genskær paa Himlen af de brændende Synagoger. Jøder blev jaget over Grænsen. Hver Dag modtog den omgivende Verden hændervridende Beretninger om jødisk Ulykke. Men her i Prag saa jeg endnu engang det Billede, jeg saa ofte før havde set, i Berlin endog saa i nogen Tid efter, at Hitler var kommet til Magten, i Wien indtil en Dags Tid eller to, før han kom der, i Budapest, i Bukarest, i Belgrad.

I de Uger, der fulgte, var mine engelske Aviser hver Dag fyldt med voldsomme Skrig om Mishandling af jøder og med Opfordring til at komme dem til Hjælp. Naar man læste disse Blade, skulde man tro, at Jøderne var paa Flugt overalt, at de blev slaaet ned, plyndrede, myrdede. Her i Prag, en Time fra Hitler, saa jeg dem hver Dag og hver Nat, dansende i de dyreste Bar'er, drivende i Lænestolene i de dyreste Hoteller, fyldende Kaféerne og nydende Livet, ikke Spor mindre paagaaende, monopoliserende og højlydt selvbevidste, end de nogensinde havde været. Er London anderledes? Den var det ikke, da jeg var der.

Kontrasten mellem de to Billeder - det ene, som jeg saa med mine egne Øjne, og det andet, som mine Aviser gengav for mig - var unægtelig stor. Mine engelske Aviser havde næsten ikke et Gran af Medlidenhed tilovers for de czeckiske og tyske Flygtninge fra Sudeterland, hvis Antal var tyve Gange saa stort som Jødernes, og viste kun liden Bekymring over de fortsatte Mord paa Kvinder og Børn i Spanien og Kina.

Jeg begyndte at faa en Mistanke om Motivet til det Ramaskrig om Jøderne. Det forekom mig, at her var de priviligerede Klassers Samhørighedsfølelse igen ude at arbejde. Jeg blev derfor glad, da The Times, som en ganske vist kun lille og svag Stemme i det øredøvende Kor af ædel, men daarligt anbragt Harme, offentliggjorde et Brev fra en Mand, der havde været Bladets Specialkorrespondent i Kina. Overskriften lød: Brutalitet og Lidelse. Selvmodsigende Medlidenhed.

Dette Brev udtalte, at den tyske Regerings Forholdsregler mod Jøderne havde »oprørt Verden«. Denne Gang, fortsatte Brevet, havde denne Verden, der saa ofte før var blevet oprørt, for en Gang Skyld omsat sin Følelse i Handling. Den britiske Regering søgte efter et Territorium, der kunde danne Asyl for Flygtningene, den amerikanske Regering havde tilbagekaldt sin Ambassadør i Berlin og saa videre og saa videre.

Men, sagde Brevet, dette gør det vanskeligt for Folk, der ser lidt længere bort end kun til Europa, at bevare Sansen for Proportionerne. De Lidelser, som Hitler har paaført en halv Million Mennesker, er frygtelige, men de er ubetydelige sammenlignet med de Lidelser, den japanske Hær har paaført det kinesiske Folk. I Kina er omtrent en Million Mand blevet dræbt eller lemlæstet - dræbt eller lemlæstet, næsten en Million Mand - Japanerne har slagtet adskillige Titusinder civile og har gjort henved 30,000,000 Mennesker hjemløse og nødstedte. Det vil være forbavsende, hvis ikke 2,000,000-3,000,000 Mennesker, mest Gamle og Børn, dør i Vinteren 1938-39. Tilfældene af Vold og Overfald er det knapt værd at nævne i denne almindelige Ødelæggelse.

Den britiske Regerings Forpligtelser gennem sit skrevne Ord og i Menneskelighedens Navn var de samme i det ene Tilfælde som i det andet, sagde Brevskriveren, og han fandt, at Verdens Samvittighed var »en forvirrende Indretning«.

Betragter den (spurgte han) 100 døde eller lemlæstede Kinesere som svarende til én forfulgt Jøde, og kan vi saa vente, naar Japans Ofre naar 50 Millioner-Mærket, at se Ambassadører trukket tilbage fra Tokyo og international Aktion, iværksat for at skabe Livsmuligheder for Flygtningene? Eller ligger det simpelt hen i, at Jøderne er lige ved Haanden, mens Kineserne er langt borte og oven i Købet gule?

- Saadan lyder Spørgsmaalet fra denne Mand, der ved, hvad han taler om, og som taler paa Millioner af Kineseres Vegne, og det er det samme Spørgsmaal, som jeg retter paa hundrede Tusinder Czeckers, Tyskeres og Spanieres Vegne.

Ligesom Jøderne søger at monopolisere de forskellige Kald og Professioner, hvor de trænger ind, naar der ingen Anti-Semitisme er, saaledes ser jeg dem ogsaa monopolisere Medlidenhed og Hjælp, naar der er Anti-Semitisme, og da deres Antal er lille, sammenlignet med den store Masse Ikke-Jøder, der lider under Brutalitet og Forfølgelse i vor Tid, betragter jeg dette som et nyt Udbrud af det gamle Onde: Udskydningen af Ikke-Jøder.

De organiserede jødiske Samfund i de Lande, hvor der findes Anti-Semitisme, eller hvor den er ved at nærme sig, behersker fuldstændig Tekniken med Hensyn til at hverve udenlandsk Hjælp og Sympati. De forstaar Kunsten. Denne Evne til at se ud over Grænserne er i deres Blod. Hvis en Gruppe paa tyve Jøder bliver stødt ud i Ingenmands-Land, bliver de britiske og amerikanske Konsulater i de nærmeste Hovedstæder stormet, ligesaa de britiske Avisredaktioner, og næste Dag giver den samlede britiske og amerikanske Presse Genlyd af Historien, Fotografer møder frem, Biskopper skriver Breve, Komitéer faar travlt, og snart er Jøderne befriet og paa Vej til et nyt Land.

Ikke langt borte ligger maaske 3-400 ikke-jødiske Flygtninge og sulter i Barakker. De har ingen organiseret Komité til at tage sig af dem og styrte løs paa Legationer og Redaktioner for deres Skyld, ingen besøger dem, ingen ved, at de er der, og ingen bryder sig om dem. De kan raadne op.

Jeg har set en hel Del af de 250,000 Flygtninge i Czeckoslovakiet, og hvoraf henved 15,000 er Jøder, og jeg er blevet bestyrtet over den Maade, paa hvilken denne lille, jødiske Gruppe, der indeholder en hel Del velsituerede Folk, har formaaet næsten at monopolisere den udenlandske Opmærksomhed, mens Omverdenen aldrig hører et Ord om de unge Ikke-Jøder, dygtige Arbejdere og Haandværkere, som jeg vilde have betalt Penge for at rejse ud til vore Kolonier, men som her stagnerer i haabløs Fortvivlelse uden nogen Udsigt til at kunne udvandre til et nyt Land eller nogen Chance for at kunne begynde et nyt Liv.

Jeg tænkte paa dette den Aften, jeg tilbragte sammen med Benno Israelovitchsky i Danse-Bar'en, hvor alle de unge Jøder morede sig. Der hændte noget meget mærkeligt. Disse unge Mænd var af den Type, der - som Benno Israelovitchsky havde sagt havde hjulpet med til at fremkalde Anti-Semitisme i Berlin. Eftersom han havde sagt dette, undrede det mig, at han tilbragte saa lang Tid og brugte saa mange Penge paa dette Sted og opførte sig saa pralende. Var han anderledes? tænkte jeg.

Tilfældigvis blev jeg i Stand til at besvare dette Spørgsmaal. Benno Israelovitchsky, der havde drukket lidt, var i højt Humør og dansede med sin Veninde. Da han dansede forbi Violinisten, stak han noget i Haanden paa ham - det saa ud til at være Penge, en tyve eller halvtreds Kroneseddel. Manden bukkede til Tak, rullede Papiret ud - og saa, at det var et almindeligt, blankt Stykke Papir. Det var Benno Israelovitchskys lille Spøg. Da han igen valsede forbi, sagde den unge Mand roligt til ham: »Kun en Jøde vilde gøre saadan noget.«

Øjeblikkelig var alt vild Forvirring. Direktøren kom til og adskilte de to Mænd. Benno Israelovitchsky gik med ham til hans Kontor, Da han kom tilbage, sagde han triumferende: »Jeg skal vise ham noget andet. Hans Kontrakt vil blive ophævet med denne Maaneds Udgang. »Kun en Jøde vilde gøre saadan noget«! Og hvor ofte har jeg ikke givet den Tarmfiler halvtreds Kroner?«

Og Synagogerne brændte en Times Vej borte!

Benno Israelovitchsky telefonerede ofte til mig efter dette. Jeg var aldrig hjemme. Han kan nok ikke forstaa hvorfor.

Et Par Dage senere rejste jeg til L., en czeckoslovakisk By lige ved den tyske Grænse, for at se Flygtningene fra de Omraader, der var blevet besat af Tyskland. Paa mine mange Ture til Flygtningene, disse ulykkeligste af alle menneskelige Væsener, lagde jeg altid Mærke til det samme. Saa snart man nærmer sig Stedet, er det, som om man bliver ledet ind i en uundgaaelig Tragt, der fører én lige til de jødiske Flygtninge.

Ogsaa ved denne Lejlighed kom jeg direkte til de jødiske Flygtninge. Der var tretten af dem. De var i en elendig Tilstand men de var kun tretten. I den samme By var der Tusinder af czeckiske, Hundreder af tyske Flygtninge. Deres Tilstand var i mange Tilfælde værre, fordi der ingen var, der tog sig af dem. Der kom heller aldrig nogen og saa til dem. Ingen udenlandsk Avis løftede et Brøl til Protest eller Krav om Hjælp for deres Skyld. Ingen Biskop bad for dem. De og deres Børn blev overladt til næsten at dø af Sult, til Tuberkulose, til Kirtelsyge, til Døden. Kun ved Ihærdighed og Udholdenhed lykkedes det mig at finde dem.

Hør min Samtale med Pan Julius Malychek, Overhovedet for det jødiske Samfund i det Distrikt.

Julius Malychek fortalte mig om de jødiske Emigranters Lod. Om Aftenen paa den Dag, da Synagogerne var blevet brændt, var en Gruppe paa tyve Mand blevet slængt ud i Ingenmands-Land mellem de foreløbige, nye Grænser - dette Ingenmands-Land i Fredstid med dets jagede og rædselsslagne Mennesker, der er et af Resultaterne af den ærefulde Fred i München og af vor straalende nutidige Civilisation.

Saa snart det rygtedes, at de var derude, snurrede de jødiske Organisationer i Naboskabet ligesom velpassede Motorer, naar man træder paa Starteren. Telte, Straa, Tæpper og Proviant blev sendt ud til dem, og Julius Malychek sled, saa længe han kunde holde sig vaagen, for deres Skyld. Det lykkedes ham at skaffe tysk Tilladelse til, at de vendte tilbage til deres Hjem og Slægtninge. Faa Dage efter blev en ny Gruppe paa henved tyve Mand slængt udenfor Grænsen. Tyskerne var ubøjelige og vilde ikke lade dem komme tilbage. Utrættelig i sine Anstrengelser lykkedes det Julius Malychek at faa de czeckoslovakiske Myndigheders Tilladelse til, at de blev bragt over Grænsen og fik et Par Dages Asylfred i Czeckoslovakiet, til Tyskland tillod dem at vende tilbage, eller de kunde blive sendt til et andet Land. Da Tiden for deres Ophold var udløbet, og man ikke havde fundet nogen Løsning paa Spørgsmaalet, forsvandt de pludselig en Nat, og er nu et eller andet Sted i Czeckoslovakiet som ukontrollerede fremmede.

»Er jeg Politibetjent?« spurgte Julius Malychek mig og spredte Hænderne ud.

Saa kom den tredje Gruppe. Denne Gang nægtede de czeckoslovakiske Myndigheder at slippe dem ind. Den lokale Politikommissionær, hvis Humanitet var blevet paakaldt for at faa ham til at give den anden Gruppe den midlertidige Respit, havde nær mistet sin Stilling og sin Pension, fordi de forsvandt - derfor afslog han nu, og Julius Malychek var meget bitter over denne Umenneskelighed.

Dette er Baggrunden for Julius Malycheks Mening om det jødiske Problem, der er det virkelig betydningsfulde: Efter at han havde beskrevet disse Begivenheder for mig, saa jeg paa hans Bord en illustreret Pjece om de Fremskridt, der var gjort af Jøderne i Opbygningen af den moderne jødiske Koloni ved Tel Aviv i Palæstina. Jeg bladede Pjecen igennem og beundrede Billederne af de sunde og lykkelige unge Jøder, der arbejdede haardt paa at opbygge en fager ny Verden - saa spurgte jeg ham:

»Hvad mener De om dette?«

Øjeblikkelig var han fuld af Begejstring. »Ah,« sagde han, »hvis blot de Mænd, der har Magten til at løse Problemet, vilde forstaa, at dette er den eneste Løsning. Der kunde bo mellem 7 og 8 Millioner Jøder i den Koloni, hvis man kunde finde en Maade at forsone Araberne, tilfredsstille deres Klager og aabne Landet for os. Der er tyve Millioner Jøder i Verden - det var det Tal, han nævnede, jeg tror nu, han regner for lavt - og saa vilde der ikke mere eksistere noget Problem. De, der ønskede at blive i Landene, hvor de var i det Øjeblik, skulde have Tilladelse til det, imod at de tog Borgerskab i de Lande - og ogsaa de dermed forbundne Pligter.

Deres Antal vilde være for lille, til at der kunde komme noget ondt ud af det. Et saadant Antal vilde kunne assimileres. De, der følte en Trang til jødisk Sammenhold i sig og foretrak at blive anerkendt som Borgere af den nationale jødiske Stat, Judæa, eller hvad man nu vilde kalde den, kunde rejse dertil. Verdens rige Jøder skulde hjælpe med til at finansiere dette.

Men de nuværende Tilstande er umulige. Jøden kan ikke assimileres, og heller ikke kan han rejse hen til noget Land, der tilhører ham. Hans Familie kan have levet i Aarhundreder i dette eller hint Land, men pludselig en Dag vaagner han op og opdager, at han hverken er Czecker eller Slovaker eller Tysker eller Østriger eller Polak - men Jøde, og tilmed Jøde uden noget Hjem. Alle Jøderne kan ikke assimileres. Hvad man gør idag, er kun atter at lægge Plaster paa et Saar, der trænger til en kirurgisk Operation. Personlig forsikrer jeg mig selv, at jeg er Czecker - jeg lagde Mærke til, at han ikke sagde: »Jeg er Czecker« - for min Familie har boet her i 150 Aar; jeg kæmpede i Krigen, først med den østrig-ungarske Hær, saa med den czeckiske Legion i Rusland og mod Tyskland og Østrig-Ungarn, og jeg kæmpede for den czeckiske Nations Frihed. Jeg forstaar godt, at der rejser sig en anti-jødisk Følelse i Czeckerne. Hvor kan det undgaas efter alt, hvad de har maattet gennemgaa? Saa længe de var frie, gav de os alt. Nu er de ikke længere selv frie, og Had og Bitterhed mod alt og alle koger i dem«.

Det var et ærligt Hjertes Skrig. Paa det Grundlag kunde jeg have givet min Haand til Julius Malychek og sagt: »Sir, De er min Ven og Broder, gaa og lev i Fred indenfor den jødiske Stats Grænser, og jeg vil være glad ved at vide, at I vil være mellem mit eget Lands Allierede og vil kæmpe i jeres egen Hær, hvis fremtidige Efterfølgere af Tyrkerne angriber jer. Men her og nu i dette øjeblik gør De alt, hvad De kan, for at monopolisere Medlidenhed og Ydelse og Hjælp fra den kristne Verden i Deres Trosfællers Interesse, mens et meget større Antal Ikke-Jøder er i en meget værre Situation her indenfor Deres egen Bys Grænser. De sagde, at Jøderne ikke havde noget Sted at gaa hen, men det er ikke helt sandt, for i Modgang kan en Jøde altid regne med øjeblikkelig og rigelig Hjælp fra Jøder i Nabolandet, som De jo ogsaa selv beviser i dette Øjeblik. Ikke-Jøderne i samme Tilfælde er de mest beklagelsesværdige af alle Væsener. De bliver jaget fra Koncentrationslejr til Fængsel og til Fattighus, uden at én eneste Sjæl i Omverdenen bryder sig den mindste Smule om det - det har jeg netop set med mine egne Øjne«.

Jeg spurgte Julius Malychek om de ikke-jødiske Flygtninge dér i Byen, men saa mistede han øjeblikkelig Interessen og sagde, at nu maatte han af Sted og forny sine Anstrengelser for at smelte de lokale Autoriteters Hjerter, og han saa efter mig med nogen Irritation, da han bemærkede, at jeg gik bort for at besøge nogle flere af de nødstedte Czecker og Tyskere. Jeg fulgtes med en Enke, en god kristen Sjæl, der gav al sin Tid til dem. Og dog havde Malychek forsikret, at han var Czecker.

Ak og Ve - jeg ser ingen Mand eller Mænd, der er store nok til at erkende, akceptere og dristigt fastslaa denne Sandhed og gøre en Ende paa det, som Julius Makychek her i den lille czeckiske By med et fortvivlet Raab kaldte »dieses Ahasvertum« - den jødiske Vandring og den Ødelæggelse af »Goj'ernes« Idealer, som den fører med sig.

Hitler kunde gøre det og blive Jødernes Afgud. Han kunde give Sagen en anden Vending for disse tykhovedede og ikke virkelig medfølende Mennesker i Verden, der ernærer deres Selvbevidsthed og oppudser deres afblegede Ry for Humanitet med lydelige Ramaskrig om Forfølgelse af Jøderne. Men jeg tror ikke, han er stor nok til at se Lejligheden og gribe den. Hans øjeblikkelige Storhed er, forekommer det mig, kun Summen af Ubetydelighed hos de Mænd, som i mange Lande tilfældigvis spillede de andre Hovedroller, da han traadte frem paa Verdens Scene.

Og imidlertid er den nye Adsplittelse i fuld Udvikling. Jøderne anspænder alle Nerver for at slippe væk fra de Lande, hvor Anti-Semitismen stiger, og komme over til de Lande, hvor den endnu ikke eksisterer eller kun er latent. Tro dog ikke, at de i deres Hjerter har nogen større Kærlighed til disse Lande, eller at de vil elske dem, naar de kommer der.

Saa længe Czeckoslovakiet var frit, gav det dem det liberaleste Fristed, men jeg har aldrig fundet kærlige eller taknemmelige Følelser mod Czeckoslovakiet blandt dem. De føler, at nu er Tiden kommet, da de maa forlade dette Land og rejse et andet Sted hen - men »andet Sted« ligger i en Verden, der som Helhed muligvis er anti-jødisk, og hvor der en Dag maaske kan hænde det samme, der hændte i det venlige, kærlige og tolerante Tyskland og Østrig. At høste i disse andre Lande, saa længe Tolerancens Sol skinner, men aldrig glemme, at de anti-jødiske Undertrykkelsers Nat vil komme, at deres Værter idag maaske er deres Fjender imorgen, det er den dybeste Følelse hos de Mennesker, der har Aars og Generationers evige Omflakken i deres Blod. Det eneste Sted, hvor de kunde rejse hen, naar de var trætte af at vandre, og hvor de med Sikkerhed vidste, at de var hjemme og at ingen fjendtlig Følelse kunde opstaa imod dem - dette eneste Sted er nægtet dem.

Alle Arter er nødvendige til at skabe en Verden, men det synes mig, at den engelske Verden har for mange af én Slags: Den underernærede, arbejdsløse, daarligt betalte, daarligt boende, uegnede og forsømte - og derfor er denne engelske Verden blevet skæv. Man kan ikke forbedre den ved at tillade Horder af Folk ude fra at komme ind og saa ikke tage nogen Sikkerhedsforanstaltninger med Hensyn til deres Virksomhed i ens Land. Hvis De virkelig er saa human og medfølende, som De paastaar, saa husk først disse Forhold. For Øjeblikket har jeg ikke mere at sige om dem, end at de er frygtelige, forbryderiske, oprørende og en blodig Skandale for det rigeste Land i Verden.

Da mit eget Sprog er tilbøjeligt til at blive genert, farveløst og mangelfuldt, bør jeg maaske laane nogle Ord fra en Korrespondance til Hitlers Blad Völkischer Beobachter, der skriver om England og siger:

... I dette Land er Modsætningen mellem ufattelig Rigdom og forfærdende Fattigdom større end i noget andet europæisk Land - dog med en eneste Undtagelse: Spanien ... Dette er Sandheden om det rigeste Land i Verden. - Jeg vil fuldende BiIledet ved at sige: »I England er Modsætningen mellem skraalende Forsikringer om humane Følelser og koldblodig Umenneskelighed større end i noget andet europæisk Land uden Undtagelse«.

Hvis man ønsker Bekræftelse paa dette, saa læs blot et eller andet Nummer af The Times fra midt i December, læs i én Spalte de taaredryppende Bønner for Jøderne og i næste de »ægte Menneskevenner«s Opfordring til hurtigt at slutte den spanske Krig ved at udsulte de spanske Republikanere, der har kæmpet mod to Stormagter og en Hær af Marokkanere i næsten tre Aar, og fremtvinge deres Underkastelse under en General, der har truet med Masse-Repressalier, naar han havde dem i sin Magt.

Er det forkert - er det Anti-Semitisme for en Englænder at tænke saadan i vore Dage? Det maa De selv afgøre.

Det forbløffer mig, naar jeg ser paa England, da at se den Umenneskelighed, som Englændere udviser mod andre Englændere og samtidig bemærke det voldsomme Udbrud af Indignation og Masse-Protestmøderne mod Behandlingen af Jøderne i Tyskland, Bønnerne om Penge til Understøttelse for dem og Aabningen af vore Døre for deres Børn.

Hvor er det manglende Led i denne Kæde af Humanitet? Hvorfor bliver Englænderne stadig ledet hen ad de samme udtraadte Stier? Det blev sagt os, at vi maatte opofre Abessinien for at tilfredsstille Italien - men der var ingen, der tænkte paa Abessinierne. Det blev sagt os, at vi maatte opofre Czeckoslovakiet for at berolige Tyskland, men ingen havde Medfølelse med Czeckerne. Vi modtager tydelige Vink om, at vi maa opofre Spanien for at tilfredsstille Tyskland og Italien - men ingen har Medlidenhed med Spanierne.

Hvorfor saa denne Medlidenhed med Jøderne? Efter de antijødiske Tumulter i Tyskland, der fulgte efter den unge Grünzspans Mord paa von Rath i Paris, var der fire Medlemmer af det engelske Kabinet - det samme Kabinet, der havde svigtet Abessinien og Czeckoslovakiet og stiltiende akcepteret Mussolinis Advarsel, »at han ikke vilde tillade et Nederlag for General Franco i Spanien« - der talte i helt forskellige Toner. Den ene, Lord De La Warr, sagde: »Vi har en dyb og voksende Følelse af, at vi ikke kan gøre noget, der kan tilfredsstille Tyskland«. Sir John Simon sagde: »Verden er blevet dybt rystet og ophidset«. Lord Zetland sagde, at han havde næret det Haab - der forøvrigt er uforstaaeligt for enhver, der har Kendskab til Udenrigspolitik - at »Mødet i München vilde betegne Indledningen til et nyt Kapitel i Menneskelighedens Historie, men nu maa jeg indrømme, at mit Haab er blevet alvorligt rystet ved Begivenhederne i Tyskland i sidste Uge«. Sir Thomas Inskip sagde: »Premierministerens Anstrengelse er utvivlsomt blevet mødt af en alvorlig Hindring ... Jeg finder det vanskeligt at tro, at det tyske Folk bifalder den forfærdende Behandling af uskyldige Mennesker«.

Hvorfor? Hvad med den forfærdende Behandling af uskyldige Mennesker i Spanien, der er Tusinder af miles fra Tyskland, og som aldrig har gjort Tyskland noget? Hvorfor »ryster og ophidser« dette ikke Verden lige saa dybt? Hvis vi var nødt til at berolige de rovbegærlige Diktaturer ved at overlade dem Abessinierne, Czeckerne og Spanierne - alt sammen for Fredens Skyld - hvorfor maa vi saa ikke berolige dem ved at ignorere, hvad de gør ved Jøderne? Hvorfor ikke lave en gentleman's agreement om det?

Det forekommer mig, at det engelske Folk har Ret til at faa Svaret paa disse Spørgsmaal at vide.

Særligt nu, for i dette selv samme Øjeblik, hvor England giver Genlyd af Raabet om Medlidenhed med Jøderne og deres Børn, forekommer det mig, at Landet nærmer sig et andet Højdepunkt af en Umenneskelighed saa frygtelig, saa skurrende mod dette Kor af human Indignation, at det hele Billede af England, set udefra, bliver utydeligt og uforklarligt, undtagen man maa tro paa de laveste Motiver.

Med mindre den offentlige Mening til sidst tager sig sammen, vil den demokratiske Regering enes om at berøve de spanske Børn deres sidste Livshaab. Ingen Medlidenhed med Juanito. Ingen Medlidenhed med de hundrede Tusinder af spanske Børn i lignende Tilfælde. Ingen Medlidenhed med den fjorten Dage gamle Baby, jeg saa i en czeckoslovakisk Flygtningelejr. Ingen Medlidenhed med engelske Børn i Slumkvartererne. Sult Spanierne til Underkastelse. En ny ærefuld Fred.

Men »frels de jødiske Børn«. Mens denne sindssyge Umenneskelighedens Tragedie foregik i Spanien, var jeres Presse monopoliseret til Skraal om Medlidenhed med Jøderne. Ingen stor britisk Fører fremstod for at tale disse spanske Børns Sag. De var røde. Lad dem raadne ligesom Børnene i jeres egne Slumkvarterer. Engang bragte en Komité af Englændere nogle spanske Børn til England og bort fra dette spanske Helvede. Øjeblikkelig blev der dannet en anden Komité, der skulde faa dem sendt tilbage. Der opstod et uendeligt og rasende Skænderi. Hvordan det gik tilsidst, aner jeg ikke.

Men nu bliver der truffet Arrangementer for at faa »50,000 jødiske Børn« til England. 50,000! I en national Radiotale sagde Lord Baldwin, at disse 50,000 Børn maatte skaffes til England. De første Hundreder eller Tusinder er allerede kommet. I har set deres Billeder i Aviserne. Det var ikke udhungrede, forældreløse Børn med Maaneder af Bombeeksplosioner genlydende i Ørerne. Det var Børn af velsituerede Forældre, velnærede, velplejede.

Disse Børn vil i Løbet af ganske faa Aar blive voksne. Hvis der kommer en ny Krig, vil de ikke være forpligtede til Militærtjeneste. Mens Englænderne er ved Fronten, vil de indtage deres Stillinger og aabne Forretninger, og naar Englænderne kommer tilbage, vil Jøderne være lige saa overmægtige i England, som de var i Tyskland efter den sidste Krig. Udskydningen vil være fuldbyrdet. De vil ikke komme til at bo i de engelske Slumkvarterer.

Nogle Jøder erkender selv, at hvis de i deres Kontorer og Forretninger giver Plads for udenlandske jødiske Flygtninge og derfor formindsker deres engelske Personale, vil de i det lange Løb rejse en antisemitisk Bølge i England mod dem selv og mod de Folk, de forsøger at hjælpe.

For at faa en Plads i et Aeroplan mellem Prag og London maatte man bestille sin Billet Uger i Forvejen. Ogsaa dér var Udskydningen i fuldt Sving. De havde ingen Kærlighed til England, havde intet Haab eller Ønske om at blive Englændere, men det, de ønskede mest af alt i denne Verden, var »et britisk Pas«. Man maa rejse en hel Del rundt i Europa for at forstaa den enorme Betydning af saadan et Stykke Papir og Pap. Passet er meget vigtigere end Manden. En Døgenigt med et britisk Pas har hele Verden aaben for sig, alle Lande tager imod ham, han kan rejse, hvorhen han vil, drive Handel som han vil, og kræve Beskyttelse af de britiske Ambassader, hvis han bliver forulempet. En ærlig, haardt arbejdende, nyttig borger uden Pas er det laveste Væsen paa Guds grønne Jord. Han bliver jaget fra Grænse til Grænse, trukket fra det ene Fængsel til det næste, nægtet enhver lovlig Eksistens. Han er intet menneskeligt Væsen. Hvor ofte har jeg ikke hørt dette Udbrud fra fortvivlede Flygtninge: »Vi er ikke længere menneskelige Væsner, vi er ringere end Hunde«.

Det er uhyggeligt og uheldsvangert, at England, der ikke vil drage Omsorg for sit eget Folk, og som i de sidste seks Aar med skønne og hellige Ord har forraadt Menneskelighedens og Retfærdighedens Sag i det ene fremmede Land efter det andet, nu aabner sine Porte paa vid Gab for denne ene, særlige Klasse af lidende Menneskehed.

Af de Mennesker, jeg har set forlade Czeckoslovakiet efter Lemlæstelsen for at rejse til England, var Flertallet Jøder, et større Mindretal Tyskere og næsten ingen Czecker. De bærer med sig en alvorlig Fare for England og det engelske Folk.

Misforstaaet som det er i England, tilslører det jødiske Spørgsmaal, hvad der ellers vilde være en fuldkommen klar Sag for det engelske Folk. Den store Indflydelse, som de organiserede jødiske Samfund i England, Frankrig og Amerika har paa Pressen i disse Lande, hjælper yderligere med at tilsløre det. Glem ikke, at naar De i Deres Aviser læser Indignationsudbrud mod Jødernes Behandling, saa er det undertiden - og ikke sjældent - Artikler, der er inspireret af Jøder, hvis inderste Tanke er, at De skal bekæmpe Tyskland, ikke for Deres egen Sag, men for at udrydde Anti-Semitismen. Dette er en utaalelig Sammenroden af Motiver, og man maa være paa Vagt imod den.

Jeg var i Budapest under den store Septemberkrise i 1938, og jeg glemmer ikke, hvorledes Jøderne dér opkøbte alle Fødevarer, saa at nogle Butikker i den Bydel, hvor jeg boede, saa ud, som var en Græshoppesværm gaaet hen over dem. Jeg saa selv én Kvinde, der brugte over 200 Pengø, hvilket er en stor Sum i en budapester Forstad, hos min lokale Urtekræmmer, der tilfældigvis var Jøde. Min fattige og stræbsomme Rengøringskone kunde ikke skaffe Smør eller Sukker til sin Mands Aftensmad. Jeg hørte lignende Beretninger fra en Bekendt, der boede i Irland og paa det Tidspunkt var ombord paa et Skib, der var paa Vej til Irland med mange Jøder blandt sine Passagerer. Alle disse Jøder var fuldt lastede med Proviant.

Under denne Septemberkrise traf jeg adskillige Jøder, der var i glimrende Humør, fordi de mente, at der nu vilde komme Krig, selv om de ikke selv skulde kæmpe i den. De vilde, som min jødiske Bekendt i Budapest sagde til mig, »overleve« den for at nyde den efterfølgende Høst: Resultatet af en Fred, plantet paa Anti-Semitismens Grav. Dette forekom mig at være en meget alvorlig og foruroligende Tanke, og den faar mig til med den største Mistro at læse alle Beretninger om den internationale Tovtrækning Beretninger, som jeg ved eller har Mistanke om stammer fra jødiske Kilder.

Husk altid dette, naar De læser Bøger om den nutidige Kamp i Europa, og glem ikke, at disse Forfattere, der forestilles for Dem som Tyskere, Østrigere, Schweitzere, Amerikanere eller noget andet, i de aller fleste Tilfælde er Jøder, der - uden at De aner det - behandler Spørgsmaalet fra deres eget Standpunkt og ikke fra Deres. Der er ingen Grænser for de Metoder, som de bruger for at piske den internationale Mening op mod den anti-semitiske Fascisme, men hvis De ønsker at bekæmpe denne anti-semitiske Fascisme, skal De gøre det for Deres eget Vedkommende, i Deres egen Interesse, og ikke i Jødernes.

Spørgsmaalet er idag: Vil De lade dette fortsætte? Vil De lade den jødiske Paavirkningsbølge blive fortsat med en Bølge af jødisk Overvægt? Eller vil De løse Spørgsmaalet? Hvis De vælger den anden Udvej, maa De grundlægge den jødiske nationale Stat, omend ikke paa Bekostning af Araberne, og De maa nøje begrænse Antallet af Jøder, der lever udenfor den. Jøderne ved det selv. »Polsk Jøde« var Udtrykket for den dybeste Foragt og Mishag i Munden paa en tysk Jøde, hvis Familie længe havde levet i Tyskland. Men de efterfølgende Vandringsbølger vasker alt det gode ud, som disse gamle Samfund af fastboende Jøder har udrettet.

Snart vil man se Anti-Semitisme i Czeckoslovakiet, i Ungarn, i Rumænien og maaske endnu længere væk. Problemet vokser, det bliver ikke mindre. Den jødiske Indvandrings Tryk i England vil stige og stige. Og for Størstedelen er det netop dette Folk, vi ikke har Brug for og ikke har Raad til at have. Overalt, hvor jeg har set dem, har de været Varslet om daarlige Tider for den indfødte Befolkning.

»Anti-Semitismen er en af de Ting, der har bragt hans Dømmekraft saa temmelig ud af Balance«, sagde en Kritiker, der ikke kendte det fjerneste til disse Ting, om mig.

Dette var værdifuldt for mig, for det viste mig, hvorledes den litterære Kritiks Standard ligger fast gennem Tidsaldrene. Jeg tror, at en af Chaucers Samtidige bebrejdede ham hans Anti-Semitisme, da han havde offentliggjort The Prioress's Tale. Ved et ejendommeligt Tilfælde har jeg ogsaa blandt mine Skatte en Stump Pergament, hvorpaa en dramatisk Kritiker, der overværede Førsteopførelsen af Shakespeare's Købmanden i Venedig, har noteret sin Mening, og han, der vilde protestere mod Skildringen af Shylock, skrev: »Master Wm. Shakspere har ladet sin Dømmekraft blive vildledt af sin Mangel paa Sympati for Jøderne«. Saa har jeg ogsaa et gulnet Udklip af Morning Mercury, der udkom for mange Aar siden, og hvor en Kritiker skrev om Charles Dickens Oliver Twist: »Vi beklager meget, at Mr. Dickens under Fremtryllelsen af Fagins frastødende Karakter fra sin Fantasi's Galleri, har tilladt sit Ubehag mod Jøderne at bringe hans klare Dømmekraft til at vakle - den Dømmekraft, der paa alle andre Punkter vil finde saa almindelig Anerkendelse«.

Chaucer, Shakespeare, Dickens. Røde, Anti-Semiter, alle tre daarligt afbalancerede og forud indtagne Skriblere, Mænd uden »Dømmekraft«, Mænd, hvis Hjerter var fyldt med Umenneskelighed. Gud ske Lov, at vi ikke frembringer den Slags Englændere mere. Idag er vi fulde af den gode kristne Dyd: Tolerance. Vi tolererer alt, men ganske specielt Slumkvarterer, Tilflugtssteder for de hjemløse, Sult, Brugen af farvede Tropper mod spanske Arbejdere, Kina, Czeckoslovakiet - alting

 

Jøderne i Karpato-Ukraine, i Ungarn og som flygtninge på vej til England

(yderligere uddrag fra "Grænseløs skændsel" af Douglas Reed)

Da Tyskland efter München fremtvang Oprettelsen af Karpato-Ukraine, saa det i høj Grad ud til, at »Stor-Ukraine« vilde blive Genstand for det næste Kup, og det var derfor, jeg gjorde denne triste Rejse ad den eneste tilbageblevne Vej til Chust. Tyskland havde allerede befriet Ukrainerne en Gang, under Verdenskrigen, og sat en Hetman i Spidsen for Landet, og mange tyske Ekspansionisters Yndlingsdrøm var netop Tanken om et tysk kontrolleret Ukraine med store Mineralrigdomme og frugtbar Agerjord. I de sidste tyve Aar har Berlin været de udvandrede ukrainske Føreres Hjem. Den nuværende Prætendent til Hetman'ens Trone bor i Tyskland og skal efter Sigende have sin Krone hos sig dér -- han er endog saa Oberst i den tyske Hær. Umiddelbart efter München blev der uddelt store Masser af Tryksager, trykt i Berlin, London og New York, som Propaganda for et »Stor-Ukraine«. Jeg har endog saa set et Landkort, der viser, at i det syttende Aarhundrede eksisterede der en stor-ukrainsk Stat, der bestod af Territorier, der nu er i polsk, russisk og rumænsk Besiddelse, men som de ukrainske Patrioter i vore Dage gør Krav paa. Apropos - i det syttende Aarhundrede var der ingen, der drog de historiske bøhmiske Grænser i Tvivl. De blev for første Gang i Historien lemlæstet af Mændene fra München, og det vilde unægtelig være ejendommeligt, hvis det skulde blive et indirekte Resultat af deres Arbejde, at Ukraines gamle Grænser blev genoprettet, som de eksisterede i det syttende Aarhundrede.

Efter Münnchen syntes saaledes alt at angive Stor-Ukraine som Retningen for Tysklands næste store Fremstød. Men da jeg kom til Karpato-Ukraine, begyndte jeg at tvivle paa dette, eller i alle Tilfælde paa Muligheden af at bruge Karpato-Ukraine som et passende Grundlag for Oprettelsen af Stor-Ukraine eller som et Springbrædt for det store ukrainske Lynangreb.

For det første er der kun i Øjeblikket én Vej, der fører til Karpato-Ukraine. Den gaar op og ned ad Bjergene nogle Hundrede miles og kræver store Forbedringer, før den kan bruges til større militære Formaal. For det andet bor der kun henved en halv Million Mennesker i denne lille, fjerne Stat. Dømmer man efter, hvad man ser, maa man tro, at henved Halvdelen af dem er Jøder - i Virkeligheden er vel en Sjettedel nærmere Sandheden. Resten er nogle af de mest haabløst fattige og raceblandede Mennesker i Europa; de fleste af dem véd ikke selv, hvad de er, men de véd, at de ikke har noget at spise. Mange af dem taler to, tre, fire eller fem Sprog eller Dialekter og har i de sidste fem og tyve Aar skiftevis faaet fortalt, at de var Ungarer, Ruthenere og nu Ukrainere. Den Del af dem, der aner noget om, hvad Ukrainer er, er meget lille. Dette synes de nemlig ikke har stor Betydning. Det, der har Betydning for dette Folk, er, at de kan blive hjulpet ud af den Fattigdom, de lever i, og hvis der sker noget, der kan hjælpe dertil, vil de byde det velkommen, om det saa bliver kaldt Stor-Ukraine eller noget andet.

Jeg har aldrig set Mage til den Fattigdom, der hersker i Karpato-Ukraine, skønt jeg tror, at der fandtes lignende Forhold i Irland før Krigen, og før Irlænderne tog Sagerne i deres egen Haand - dengang, da Landet var underkastet de fraværende Godsejeres Naade eller Unaade. Her i disse bortgemte karpatiske Bjerge og Dale har Bonden et Hus uden Kakkelovn og uden Gulv. Han bygger sit Ildsted paa det stampede Lergulv, og Røgen driver op og gaar ud gennem Taget. Gæs, Svin og Geder, hvis han er saa heldig at have nogen, deler det eneste Rum med Familien. Hans Føde bestaar af utilstrækkelige Mængder Majsbrød, der kun lige akkurat er spiseligt. Hvis han har saa meget som en halv Acre Land, kan han enten gaa den over med en primitiv Plov, som han selv trækker, eller han maa bearbejde den med en Spade.

Penge ser han aldrig. Han tænker med Beklagelse paa de gyldne Tider, da han i Høsttiden kunde drage ned til Ungarn og arbejde der paa de store Gaarde og som Løn bringe med sig tilbage en Flæskeside til Vinteren. Det var Velstand for ham.

Disse Bønder, deres Koner og Børn lever som Dyr. Selv dette er ikke stærkt nok sagt, i mange Distrikter er de Dyr. Jeg kan knapt nok se nogen Forskel paa deres Liv og Dyrenes Liv. I et Distrikt rundt om Landsbyerne Svalava og Verezky, hvor der er nogle faa smaa Fabriker, har stadigt Indgifte og Drikning af Methyl-Alkohol skabt en forkrøblet Race af vanskabte og aandeligt defekte Individer. Deres Liv er saa haardt, og deres Fortjeneste saa ringe, at deres eneste Trøst er at drikke Spiritus, og da de ikke kan faa ren Brændevin, der koster 36 ukrainske Kroner for Literen, køber de Methyl-Alkohol fra samvittighedsløse Handelsmænd til 5 Kroner Literen. I den drikker de sig fulde, og den faar dem til at glemme Sulten i Løbet af en halv Time.

Karpato-Ukraine er et godt Sted at studere de jødiske Samfunds Forfølgelse af de ikke-jødiske. Her saa jeg for første Gang Øst-Jøderne i deres nationale Dragt. Naar de naar til Budapest, Wien, Berlin eller Prag, er de allerede paavirket af Vesterlandene. Her, ligesom i Polen, finder man Raamaterialet til Hollywoods Filmdirektører og Filmstjerner, jeres internationale Bankierer og slebne jødiske Journalister - for her i Karpato-Ukraine lærer de ogsaa Engelsk.

Her finder man en Bondebefolkning, der er blevet plyndret og udsuget gennem Aarhundreders Udnyttelse, et Folk, der er gaaet fra det ene Tyranni til det andet, Czar, Konger, Adel, Kirke, Rusland, Polen, Ungarn og nu fuldstændig er det jødiske Samfunds Trælle. Ifølge Statistiken tæller dette Samfund henved 15 % af hele Befolkningen, men de kontrollerer hele Kapitalmagten, Erhvervene, Handelen og Bankerne. Det er et Greb, langt vanskeligere at fatte, men lige saa skruestik-agtigt som nogen Diktators. Det er umuligt for Bønderne at undslippe.

I Karpato-Ukraine bliver man langt mere opmærksom paa Jøderne end i andre Lande, fordi de bærer deres Uniform med en sort Hat, Kaftan, Slangekrøller og Skæg. I hver By og Landsby, man kommer til, virker de meget iøjnefaldende, og man faar det Indtryk, at de maa være i talmæssig Overvægt, at der maa være flere Jøder end Ikke-Jøder paa Stedet. Dette er dog ikke rigtigt. Grunden er, at de ejer alle Butiker og faste Ejendomme paa Byens Torv og i det hele taget i Byens Centrum. Ikke-Jøderne bor i Sidegaderne og mere afsides Steder.

Man kan overbevise sig om dette ved at gaa gennem en af disse Byer en Fredag Aften, naar Jødernes Sabbath begynder. Næsten alle Butiker paa Stedet er lukket, det er vanskeligt for den ikke-jødiske Befolkning at købe noget paa en Fredag Aften eller Lørdag Morgen. Udelukkelsen af Ikke-Jøderne er fuldstændig. Kun store og kapitalstærke Firmaer, som Bata for Eksempel, kan gøre sig Haab om at kunne konkurrere med de jødiske Handlende, og saa maaske en enkelt ikke-jødisk Butiksejer hist og her, der kan holde den gaaende med det, han tjener Fredag Aften og Lørdag Morgen. Den ikke-jødiske Smaahandlende med lille Kapital gaar fallit inden længe. Jøderne kævles en hel Del og nok saa voldsomt indbyrdes, men saa snart en Ikke-Jøde dukker op, slutter Rækkerne op med en Solidaritet, som det er umuligt at finde mellem noget andet Folk paa Jorden - det skulde da lige være en eller anden afsides Race i Tibet.

Engros Handelen er næsten udelukkende i Hænderne paa Jøderne, og den ikke-jødiske Konkurrents Fald opnaas ved, at hans jødiske Konkurrenter bliver forsynet med Varer, der gør det muligt for dem at underbyde ham. Hvis nogen Jøde skulde vægre sig ved at følge Trop, paakaldes Rabbiens Hjælp, og der kan blive paalagt ham tunge Straffe, han kan blive nægtet Adgang til de rituelle Bade, eller den jødiske Slagter kan blive beordret til ikke at slagte hans Kyllinger for ham.

Bonden er fuldstændig i Jødernes Hænder. Hvis han har nogle Penge og ønsker at købe noget, kan han kun købe det hos en Jøde. Hvis han ingen Penge har og ønsker at laane nogen til at betale sin Skat eller sine Prioriteter med, maa han laane dem af en Jøde. Hvis han har noget at sælge, kan han kun sælge det til en jødisk Handelsmand. Hvis han vil leje en Plov, maa han leje den af en Jøde - og den er dyr. Og det alvorligste af alt, hvis han ønsker at tage sig en Taar - og Spiritus er hans eneste Trøst - maa han gaa til en Jøde for at faa det, for Størstedelen af Alkohollicenserne er paa jødiske Hænder. Hvis han gaar til Retten, lægger han sine Penge i den jødiske Sagførers Lommer - for i Karpato-Ukraine er kun 19 af de 160 Sagførere Ikke-Jøder. At føre Sag mod en Jøde er næsten haabløst for ham under disse Omstændigheder. Det siges ofte, at der er mange fattige Jøder i disse Egne. Men alle Ikke-Jøder er fattige. Der er mange Jøder, der ser fattige ud, men yderst faa er fattige i samme Grad som Bønderne.

.....................................

Da jeg vendte tilbage til Budapest i Januar 1939, var den anden anti-jødiske Lov blev forelagt. Som jeg tidligere har skrevet i denne Bog, begrænsede den første - paa Papiret - Jødernes Deltagelse i Forretninger, i Handelsforetagender og i Professioner til tyve Procent. Den anden Lov foreslog at reducere Udbyttet til seks Procent, men det syntes sandsynligt, at Regenten, Admiral Horthy, vilde benytte sit Veto mod den. I Praksis er der overhovedet ikke sket Jøderne noget, og de vedbliver med at beherske Scenen. Jødernes Magt er saa stor, at naar en eller anden mild antijødisk Lov, af liden praktisk Betydning, bliver vedtaget i denne eller hin Stat, saa starter den samlede Verdenspresse et enstemmigt Hylekor om »Anti-Semitisme i Ungarn«, »Anti-Semitisme i Rumænien« og deslige. I dette irriterende og misvisende Bulder taber man fuldstændig de Ting af Syne, der burde diskuteres og kræver at blive afhjulpet, som for Eksempel de fattige Folkemassers Lod i disse Lande.

Jeg har tidligere i denne Bog sagt Dem, at dette det-er-Synd-for-de-stakkels-Jøder Skrig er blevet en lidt farlig Fidus. Ungarn er det bedst mulige Eksempel, som jeg kan give Dem paa dette. Den første anti-semitiske Lov blev forelagt i Foraaret 1938. Den havde mange Smuthuller, som man formodentlig slet ikke vilde have lagt Mærke til, hvis man ikke netop gav sig af med at studere den Slags Ting, og den skulde i alle Tilfælde ogsaa først træde i Kraft om fire Aar. Øjeblikkelig hævede der sig mod Himlen et verdensomspændende Skrig om »Anti-Semitisme i Ungarn«.

Der skete ikke Jøderne noget som helst, og længe før den første anti-semitiske Lov skulde træde i Kraft, længe før det var muligt at se, om det overhovedet var Hensigten, at den skulde have nogen Betydning (for jeg kan i strengeste Fortrolighed betro Dem, at den var sat sammen under Samarbejde mellem.Regeringen og Jøderne), blev den annulleret af den anden anti-semitiske Lov. Og øjeblikkelig hævede der sig atter mod Himlen et verdensomspændende Skrig om »endnu frygteligere Anti-Semitisme i Ungarn«. Mens jeg skriver dette, er Loven endnu ikke naaet igennem Udvalgsbehandlingen, og naar den naar frem til Parlamentet, synes det sikkert, at den vil blive kastreret af Regenten, Admiral Horthy selv, hvis han da ikke ligefrem nedlægger Veto mod den.

Om der nogensinde virkelig vil ske Jøderne noget i Ungarn, afhænger fuldstændig af, om Tyskland forlanger det. Overladt til sig selv vil Ungarn vedtage ti anti-semitiske Love, og der vil ikke ske Jøderne noget, skønt Verden, der bliver dirigeret af den jødiske Presse, vil blive hæs af at skrige »Anti-Semitisme i Ungparn«.

Men den Kendsgerning, at den nye anti-semitiske Lov i Ungarn var den anden, fik Jøderne til at gøre Forberedelser til at forlade Landet. Naar dette var den anden Lov, ræsonnerede de, vilde den tredje ogsaa komme, og den fjerde, og naar vi saa kom til den femte eller sjette, kunde der maaske ske dem noget. Derfor belejrede de de udenlandske Legationer og Konsulater, og de fik Bekendte i England til at skrive til dem og indbyde dem til »at komme paa Besøg en Maaneds Tid«, og den ungarske Pengø faldt pludselig paa »den sorte Børs« fra 30 til 60, 65 og 70 pr. Pund.

Formodentlig forstaar De ikke den skjulte Mening i den sidste Bemærkning. Lad mig forklare mig nærmere. Jøderne i alle disse Lande overfører deres Penge til Udlandet, særlig til England, i Løbet af de sidste Maaneder. De tænker, at Hitler kommer, og saa gør de sig rede til at stikke af. Men Overføringen af deres Penge til Udlandet er ulovlig, alle disse Lande har vedtaget Love imod den. Saa maa der findes en Udvej. Man søger en Udlænding, lad os sige en Englænder, der skal betale Penge i Budapest eller Bukarest eller Prag. Man betaler ham for hans Sterling, lad os sige 35 Pengø i Stedet for den officielle Kurs paa 26. Til Gengæld indbetaler han Sterlingværdien paa sin jødiske Bekendts' Konto i London. Men Konkurrencen er stor. En anden Jøde tilbyder mere, og saaledes stiger Kursen. Mens jeg skriver dette, kan man i Budapest sælge Pund for 70 Pengø i Stedet for 26, i Bukarest for 1700 Lei i Stedet for 850, i Prag for 450 Kroner i Stedet for 140, i Belgrad for 310 Dinarer i Stedet for 250 og saa videre og saa videre.

Paa den Maade vil man ganske vist miste noget af sin Formue, men man har en gylden Vej til England, hvor man hurtigt kan tjene Tabet ind igen...............

.........................

.................Der var én stor Ulempe for mig og nogle faa andre ved den behagelige Tilværelse paa Warszawa. Der var omkring 200 Dæks- og Kahytspassagerer ombord paa Skibet. Maaske seks eller syv af dem var Englændere og Ikke-Jøder, hele Resten var jødiske Emigranter. Nedenunder paa Dæksplads var de fattige, og jeg skal ikke glemme Billedet af en Moder, der sad dernede og snakkede med en Veninde uden tilsyneladende at bemærke, at hendes to Børn var paa Lusejagt i hendes Haar.

Paa vort Omraade af Skibet rejste de bebrillede, jødiske Velhavere, som nu, med Sang i Hjertet, var paa Vej til England. Straks fra Rejsens første Færd aabenbarede de deres uhelbredelige Vaner. De omdannede den lille Salon til et Kärntnerstrasse-Kaffehus med deres ustandselige, højrøstede Leen og Godtkøbs Jargonvittigheder om Hitler, deres irriterende politiske Bjæffen om den Bommert, Czeckerne havde begaaet ved ikke at bekæmpe Hitler og om den Krig, der vilde komme, og hvori de ikke skulde kæmpe med. Saa snart de stod op om Morgenen, kæftede de op i Kahytsgangene, saa andre ikke kunde sove. De søgte at lægge Beslag paa de bedste Siddepladser i Salonen, og den lille, plagede ikke-jødiske Minoritet maatte foretage et samlet Fremstød for at sikre sig et lille Hjørne, hvor de kunde spise i Fred og Ro. Dækket, det eneste Sted, hvor man kunde strække Benene, var meget kort - 37 Skridt - der laa de og flød i deres Dækstole over det hele, saa selv det var man afskaaret fra.

Vi havde kun ét Haab - at der skulde komme en Storm - og vi bad til, at det maatte ske. Da det ikke hjalp, bad vi om en Orkan, en Snestorm, en Cyklon eller en Tornado. Forgæves. Vi fik et kort Pusterum, da vi kom til Kielerkanalen, der betød 8 Timers langsom Sejlads gennem Tyskland. Først da stilnede Larmen og Skraalet lidt hen, og jeg kunde i Fred læne mig ud over Rælingen og betragte Lysene fra Kiel. Jeg kom til at tænke paa, da hin Barkasse fra Deutschland blev bombarderet i de spanske Farvande, paa Hindenburg, der maatte gribe efter Champagneflasken, da Skibet løb af Stabelen før Tiden, og paa Hindenburgs Revue over Resterne af Tysklands Sømagt. Kun otte Aar siden, og allerede nu var Tyskland igen den mest frygtede Nation i Verden.

Da vi kom fra Kielerkanalen ud i Nordsøen, løb vi ind i en Storm, og i seks Timer hørtes der ingen Snakken, vi havde den tomme Salon for os selv, mens tæppeindhyllede Skikkelser laa rundt om paa Dækket; alt aandede Fred. Vore Bønner syntes at være blevet hørt. Vi kunde rigtig nyde de hvidtoppede, rullende Bølger og Blæsten. Jeg kunde mærke, hvorledes Stormen blæste Alkohol, Tobak, Politik, Rædsler og smaatskaaren Angst ud af mit Jeg, og jeg ønskede, at jeg kunde rejse i Ugevis sammen med nogle faa gode Venner ombord paa Warszawa; og jeg iagttog med Undren Maagerne, der svævede i Luften uden at gøre en Bevægelse og dog fulgte med Skibet, som om de var fastgjort til det ved usynlige Traade.

Jeg maa atter gøre et Spring fra Emnet. Hver eneste Dag kommer saadanne Smaaskibe over Havet til England med saadanne Hundreder af Jøder ombord. Hver eneste Dag bringer Flyvemaskinerne Snese af dem - jeg har lige læst i Daily Express, at der paa en Dag landede Hundrede i Croydon. Hver eneste Dag afgaar Tog fra Warszawa, fra Bukarest, fra Wien, fra Prag, fra Krakau og fra Riga mod England, fyldte af dem. Tyvetusinder af disse Folk maa være sluppet ind i England i Løbet af de sidste Aar og Maaneder. Ombord paa Skibet saa jeg dem, som jeg har set dem altid, siden Fablen om Jødernes Forfølgelse og Lidelse begyndte at fylde Alverdens Blade hver eneste Dag - høje i Hatten, højrøstede, ragende til sig, haardnakket indstillede paa at mase sig ind og mase. andre ud. De vil ikke opføre sig beskedent og maadeholdent eller være taknemlige for at have fundet et Fristed i England. Og de vil ikke slaas for England, selvom de Dag og Nat vil raabe op om, at England burde gaa ud at slaas.

I deres Hjerter føler de intet for England. Hvis De kan samtale med dem paa et eller andet fremmed Sprog, godt nok til at skjule Deres Nationalitet, vil De allerede nu kunne høre dem tale beskyttende om Englænderne, saaledes som de talte om Tyskerne, Østrigerne og Czeckerne, »Na ja, es ist ein braves Volk, aber organisieren können die Engländer natürlich nicht« - »de er gode nok, men organisere kan de ikke«. Det er den gamle Historie; Jøderne maa styre Landet, fordi de indfødte er for dumme.

Disse Mennesker skulde aldrig tilstedes Adgang til England uden under den strengeste Kontrol. Ikke én af dem skulde have Adgang til England uden den uomgængelige Betingelse at kæmpe med i den britiske Hær i enhver ny Krig - men kæmpe, ikke som tjenstgørende ved Marketenderiet i Aldershot eller ved Lægekorpset i John o'Groats eller som Kvartermesterassistent i Portsmouth eller lignende. De udgør højst sandsynligt en lige saa stor Fare for os som Tyskerne selv, fordi de kun nærer det ene Ønske, at vi skal gaa ud at slaas med Tyskland for deres Skyld. Før Hitler kom til Magten, havde vi lige akkurat det Antal Jøder, vi kan assimilere, og disse Jøder forstod os og vor Maade og tilpassede sig.

Denne nye Indstrømmen er det værste, der kan ske for England, saavel som for de forlængst bosatte, engelske Jøder.


Dronte 6

Drontens hovedmenu