|
Dronte 7 oktober 1998:
For fem år siden var det tydeligt, at NATO i nærmeste fremtid skulle tjene verdensmafiaen som "verdenspoliti". Folketinget havde diskuteret FNs rolle og skabt Den Internationale Brigade i efteråret 1993. Jeg var endnu ikke sortlistet på debatredaktionerne, og følte anledning til at advare: Berlingske Tidende 14.2.1994: "Skal vore børn være kanonføde" AF KNUD ERIKSEN Cand.jur. (adr.) Nu ser det ud til, at vore sønner skal være lejesoldater og sendes ud i den store verden i Den Internationale Brigade. Det maksimale i hykleri og forløjethed må være nået med de store hverveannoncer i dagbladene og biografreklamerne. Den vamle og løgnagtige heltedyrkelse lokker vore unge danske i ulykke. Hr. Hakkerup (*) - tilsyneladende den ny internationale stavemåde for vores »Krigsminister« - mener øjensynligt, at det er lettere at leve med, at vore børn hakkes i stykker i fjerne konflikter end i forsvaret af vort fædreland? Hr. Hakkerup, for hvem forsvaret af Danmark naturligst foregår på den anden side af kloden, bør nok sove lidt på det, før han evt. erklærer Rusland eller Kina krig - selv om det naturligvis kun er i fredsbevarende eller fredsskabende hensigt. Skulle det komme på tale at sende Den Internationale Brigade til de baltiske stater, som hr. Hakkerup også har flirtet med, skal han i øvrigt huske at betale vejskat til russerne. Ellers bliver kampvognene nok sendt retur med færgen, og det ville se sjusket ud. Han bør også sikre sig, at kun fredselskende hvide FN-granater bliver brugt. De tager sig godt ud på TV. Jeg synes, vi i denne sag savner Det Radikale Venstres »pacifister« og de socialdemokratiske »fredsduer«, som jo var dem, der sørgede for, at vi var forsvarsløse, da tyskerne overfaldt os den 9. april? Og hvor finder vi mon nu de højtråbende militærmodstandere, alle de venstresnoede (inkl. socialdemokraterne), »pædagoger for fred« m.fl., som i årevis gjorde danskerne til grin i NATO, fordi vi på grund af dem fremstod som et folk, der hverken ville eller kunne forsvare os selv, men gerne ville have andre til det? Det lader til, at blot formålet med oprustningen er tilpas langt væk og uforståelig, så er de pludselig fyr og flamme. Hvis vi følger logikken i dette, foreslår jeg, at Den Internationale Brigade sendes til en fredsbevarende opgave mellem pingvinerne på Sydpolen. De skændes ret meget, og der er langt væk. Så overlader vi forsvaret af Danmark til Den Danske Forening og Hjemmeværnet. Hvis vore unge absolut skal sendes ned til det kommunistiske fallitbo på Balkan for at dømme mellem gode og onde, hvorfor så ikke også sende nogle til Mexico for at hjælpe regeringen dér med fredsoprettende arbejde. Derovre står jo bare nogle af landets oprindelige fattige beboere i vejen for freden. Er det ikke en spændende krig, hr. Hakkerup? Konklusionen må være, at den fredselskende hr. Hakkerup ikke har det ringeste imod, at vore børn bliver kanonføde, når blot det ikke har noget som helst at gøre med forsvaret af vort fædreland. Og skulle de ikke have lyst - »dann haben wir auch andere Methoden!« - siger krigsminister Hakkerup, idet han netop har truet karrieresoldater over hele landet til at acceptere krigstjenesten i fremmede lande. Mon ikke en nærmere undersøgelse vil vise, at hr. Hakkerup har et særdeles anstrengt forhold til grundlovens §19. (*) betegnelsen var satirisk brugt af Ekstra Bladet kort forinden, fordi udenlandske aviser havde problem med "æ", men Berlingske Tidende havde konsekvent ændret mit "a" tilbage til "æ".
"Brigaden er ikke i strid med loven" Berlingske Tidende, 20.2.1994: AF PETER MICHAEL ANDERSEN (adr.) Hr. cand. jur. Knud Eriksen spørger i sit indlæg om Den Danske Internationale Brigade, om »vore børn skal være kanonføde?« Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår sammenhængen, ligesom argumentationen forekommer usaglig. Ét har jeg dog fået fat i: Indlægget røber et rystende ukendskab til de faktiske forhold. Vedr. forholdet til grundlovens § 19 skal jeg blot opfordre hr. Knud Eriksen til at læse denne bestemmelse igen og sammenholde den med lovgrundlaget for Den Danske Internationale Brigade. Hvad angår forsvaret af Damnark overser han totalt, at det danske forsvar primært er en mobiliseringshær bestående af mange tusinde soldater, som stadigvæk befinder sig inden for landets grænser, og at DIBen kun består af ca. 4.500 soldater, hvoraf kun ca. en tredjedel under normale forhold vil befinde sig uden for Danmark. Hertil kommer, at trusselsbilledet i vor del af verden har ændret sig radikalt inden for de sidste 4-5 år, og at det forhold, at op til 4.500 soldater gør tjeneste uden for Danmark, ikke vil ændre spor ved forsvaret af Danmark. Hvervekampagnen er der skrevet meget om. Det kan godt være, at den er lidt for »kommerciel« i manges øjne, men formålet var at få unge mennesker til at melde sig, og her må målet til fulde siges at være nået. De unge, der har vist interesse for at melde sig til DIBen, er imidlertid blevet grundigt orienteret om det til tider farlige job som fredsbevarende/-skabende soldat, så på den bekostning er intet skjult. At realiteterne først går op for én, når man befinder sig f.eks. i det tidligere Jugoslavien er en anden sag, som man kun kan forsøge at råde båd på ved at give soldaterne en så grundig uddannelse som muligt, hvilket også vil ske for de danske soldater, der skal indgå i DIBen. Til de mere grundlæggende synspunkter i hr. Knud Eriksens indlæg må jeg medgive ham, at Danmark under »Koldkrigs-årene« spillede en for underordnet rolle i NATO-samarbejdet, uagtet danskerne dog aldrig og på ingen måde har »været til grin«. Derfor er det netop positivt, at Danmark for én gangs skyld er foregangsland - også selvom det skal foregå uden for landets grænser. Verdensbilledet har ændret sig totalt, og Danmark har i denne forbindelse vist vejen frem for resten af verdenssamfundet, som hverken bør eller kan vende hovedet bort ved konflikter som f.eks. i det tidligere Jugoslavien, hvor de danske FN-soldater p.t. løser en vanskelig og vigtig opgave.
"Lejesoldater under FN er vanvid" Berlingske Tidende 6.3.1994: AF KNUD ERIKSEN Cand.jur. (adr.) Mit indlæg »Skal vore børn være kanonføde?« blev kommenteret den 20.2. af hr. Peter Michael Andersen (PMA), som mente, at jeg havde misforstået et par ting omkring oprettelsen af en dansk international brigade. Spørgsmålet om den forløjede hvervekampagne går PMA let hen over, sikkert fordi også han kan se, at den er pinlig og ussel. At den har virket anser han for det vigtigste! At karrieresoldater er blevet direkte truet til at acceptere fremmed krigstjeneste har han åbenbart heller intet imod. Jeg er ikke militærmand, men jeg forsøgte at anskueliggøre det absurde i, at folk - radikale og socialdemokrater - der tidligere ikke en gang kunne acceptere, at vi forsvarede os selv, da kommunistblokken var en reel trussel, nu er krigsliderlige. De vil acceptere at vore soldater skal kommanderes rundt i verden som lejesoldater af et gennemkorrupt FN. Den bevidstløse efterplapren i medier, blandt politikere og meningsagitatorer af, at »Verdenssamfundet« ikke vil finde sig i dit og »Det internationale samfund« vil kræve dat, er jo lallende tåbesnak. Internationalisterne prøver at messe sig til noget, som er stik mod udviklingen i verden. De dæmoniserer naturlige nationalfølelser, som de ikke har kunnet styre. Til nationalfølelser hører et fædreland og et forsvar heraf. Men derfra og til, at danskere skal slås i de hundredevis af konflikter, som i dag findes i verden, kommanderet af et FN, der har været korrupt og partisk i alle 49 leveår, er vanvid. Det er en ny, og mere ondartet krigsfare, end selv kommunistdiktaturerne udgjorde. Når socialdemokraten Lasse Budtz kalder sin nyeste bog »Hærgende nationalisme«, er det en forvanskning. Det er internationalismen i både kommunistisk og kapitalistisk forklædning, der har hærget hele dette århundrede. Nationalismen er en frihedsbevægelse efter mange års undertrykkelse. Der er i øvrigt problemer med lovligheden af det, der sker, så vidt jeg kan se. Både nationalt og internationalt. Jeg har ikke undersøgt dette område nok til at kunne udtale mig med sikkerhed. Det forekommer mig, at der lægges et totalt forvirrende røgslør ud. Men når NATO truer med at bombe i eks-jugoslavien, kan jeg ikke få det til at passe med, at NATO er en forsvarsalliance, hvor intet medlemsland har været angrebet. Grækenland (et af medlemslandene) var i øvrigt imod. Rusland, var imod. Verdenskrig lurede forude med udvidelsen af konflikten. Det ene øjeblik siges det, at bombningen er FNs afgørelse, det næste øjeblik siger FN, at det er NATOs ultimatum. Først får vi at vide, at de danske kampvogne skal til Tuzla ifølge folketingsbeslutningen. Så siger pludselig formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Peter Duetoft (CD), at FN selv må bestemme på stedet, om de skal omdirigeres til Sarajevo. Der er jo desuden tale om en borgerkrig, hvor »Den ny Verdensorden« (endnu en af flosklerne) i forbavsende enighed i hele vesten, gennem TV og aviser har udnævnt den ene part (serberne) til skurkene, som skal afstraffes. Statsminister Nyrup Rasmussen har talt om fredsskabende militærhandlinger, hvor Danmark skulle kunne deltage sammen med Vestunionen og østlande, trods »Det Nationale Kompromis'« fuldstændige udelukkelse af noget sådant. Mon der ikke er lidt problemer med lovgrundlaget? Grundloven af 1953 er siden sin vedtagelse uden undtagelse blevet fortolket af statsretslige værker i internationalistisk ånd, med det jublende mål for øje, at stadig større lunser af Danmarks selvbestemmelse skulle overgives til internationale organisationer. Med den »fredsskabende« danske fremmedlegion er der indledt et nyt kapitel i udvandingen af Folketingets kontrol med Danmarks krigsførelse iflg. grundlovens paragraf 19. |