|
Radikalt århundrede Hermod Lannung og de gode bomber af Knud Bjeld Eriksen Mit interview fra 1991 med den radikale "verdensborger" Hermod Lannung bringes her i "Dronten", fordi det har betydning i dag af to årsager. Det er mig bekendt det første interview, der specielt satte fokus på denne ærke-radikalers kamp for en verdensregering, og hvor han blev konfronteret med såvel sit medlemskab af den nazificerede Dansk-Tysk Forening som med sit mangeårige "kærlighedsforhold" til Sovjet. Jeg bringer ikke interviewet nu for at tilsmudse hans minde, for jeg tror, han lige som så mange af nutidens radikale, der har alle de "politisk korrekte" holdninger, som anerkendes i dag (af massemedierne), var en "idealist" og en "god mand". Men løgnagtigheden i hele hans - og deres - menneskefjendske forehavende, må frem i dag, da deres idealverden, med en almægtig verdensregering, for mig at se er et helvede af et tyrannisk "1984"-samfund. Da vi ser denne verden tage form med lynets hast i disse år, må hans historie fortælles. Den anden grund er, at Lannung var selve indbegrebet af en radikal politiker i dette 20. århundrede, og han kom næsten til at leve hele århundredet med. Han turde i hele århundredet vise det ægte radikale flag: Kampen mod nationerne - for en verdensregering, hvor andre radikale topfolk gik mere lusket frem, og først efter murens fald - de allerfleste endda først i dag, efter Golfkrig og NATO-angrebskrig i Ex-jugoslavien - har turdet melde så klart ud. Han blev æresmedlem i partiet efter et langt livs tro tjeneste. Lannung følte efter interviewet, at dette var gået for vidt, og han truede med retssag, hvis det blev offentliggjort. Jeg havde dog sikret mig hans godkendelse til offentliggørelse skriftligt, og ville derefter kun ændre deciderede fakta-fejl. Ingen af de store dagblade ønskede imidlertid at trykke artiklen, selv om jeg tilbød den i forbindelse med hans fødselsdag, i oktober 1991, hvor den måtte siges at være aktuel. Bl.a. afviste Peter Wivel fra Berlingske Tidende den med, at den var for lang, Information sagde, Lannung var uaktuel, og redaktionssekretær Lili Ochsner på Weekendavisen sagde, at hun syntes, artiklen var god, men at avisen "ikke gav sig af med personstof". Marie Tetzlaff fra samme Weekendavis bragte ikke desto mindre senere, 29.7.1994, et interview med Lannung, der lignede mit en del. Også hun havde problemer med Lannungs ønsker om censur, og også hun måtte være kritisk over for hans løgnagtighed i relation til Sovjet. Hun kom ikke, som jeg, ind på Lannungs medlemskab af Dansk-Tysk Forening under besættelsen. Hun skrev derimod en interessant kommentar, som fik "en klokke til at ringe": "Formuen på temmelig mange millioner, der danner basis for Lannungfonden (for "freden",K.E.), er fremskaffet "ved sparsommelighed" siger Hermod Lannung....", hvor artiklens anførselstegn måske antyder, at vi ikke har fået alt at vide om hans virke - f.eks.i det tidlige Sovjet. Han smuglede bl.a. under eventyrlige omstændigheder en hel privat togvogn fyldt med sukker, der den gang var "dyrt som guld" og han var på en særlig hemmelig mission for den bolshevikiske udenrigskommissær til Schweiz. Desuden havde han som sagfører store sager for Sovjetstaten. Hans private papirer, der nu skulle være afleveret til Rigsarkivet, må være interessante for en forsker i denne historiske epoke. Hermod Lannung blev af danske politikere, med partifællen Niels Helveg Petersen i spidsen, adskillige gange indstillet til at modtage Nobels Fredspris, men nåede dog ikke at få den. BT skrev bl.a. i en leder 21.10.86: ".....det var næsten for symbolsk, at Verdensfredskongressen endte i vold....Lenins "nyttige idioter" er desværre stadig væk ikke uddøde....Hermod Lannung var indstillet til dette års Nobels fredspris. Vi kan kun takke for, at han ikke fik den. Og håbe, at han aldrig får den". Næste år forsøgte Niels Helveg dog igen, sammen med bl.a. Ebba Strange. Derimod blev Lannung æresdoktor i Moskva, for sin lige så lange og tro indsats for Sovjetunionen. Han blev ydermere ærespræsident for Landsforeningen for Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen efter næsten et århundredes tro tjeneste dér. Hans indsats for Sovjet kom i tidens løb til at udgøre en væsentlig del af hans sagførerforretning og den var, som sagt af ham selv, hans "frihedskæmperindsats" under besættelsen. Hans bedst kendte indsats her i landet kom dog, som nævnt, da han optrådte som 90-årig ærespræsident for den skandaleramte "Fredskongres" i oktober 1986, et sovjetisk propagandanummer med det kommunistiske Verdensfredsråd som initiativtager. Det kom frem, at Lannung var vicepræsident i en underafdeling af dette foretagende, noget han ikke havde omtalt i sit omfattende register i "Den Blå Bog". At kongressen var styret fra Moskva nægtede han, trods omfattende dokumentation, til sin død, bl.a. i DRTV 12.2.94. Lannungs optræden i denne forbindelse, sammen med den radikale partisekretær, Jens Clausager, der senere tillige blev pinligt kendt i forbindelse med STASI-afsløringerne, blev en lige så pinlig, men dog logisk og passende finale for hans livslange forsøg på at gøre sovjetstyret accepteret i verden. Han var ikke blevet misbrugt. Dette var hans sædvanlige indsats, der blot for én gangs skyld blev helt tydelig. Han kæmpede for Sovjet for at skabe "Een Verden". Han var i otte år formand for landsforeningen "Een Verden" og var, som nævnt, i ti år, fra 1977 til 1987, præsident for den tilsvarende verdensomspændende organisation til dannelse af en Verdensregering. Blev i 1982 også æresmedlem af FN-forbundet, som i 1970 var smeltet sammen med landsforeningen "Een verden" (se "Dronten" nr. 3: "De nedlagde Danmark"), og siden da har repræsenteret denne filosofi. I det nævnte interview 12.2.94 i DRTV med Piet van Deurs ("Søndagsavisen") fremgik det, at Lannung sammen med bl.a. K. Helveg Petersen (udenrigsministerens far) uddelte store beløb til "freden" fra sit fond. Denne "fred" var fortsat propaganda- og kulisse-arbejde med at få gjort FN til en magtfuld verdensregering, og hermed tænkte han på at give FN en knusende militær overmagt, som skulle gøre fremtidige oprør umulige (FN-pagtens kapitel 7). En artikel i Politiken 23.12.1968 "Et liv i fredens sag", i anledning af Hermod Lannungs farvel til det FN, som han havde været aktiv i siden den første generalforsamling i 1946, slutter sådan: "Hermod Lannung haster til sit sidste møde i FN-huset. Betegnende handler det om fredsbevarende og fredsskabende muligheder. Som rapportør holder han en tale, der slutter med et lidt vemodigt farvel og håbet om, at andre vil opfylde de drømme om en bedre verden, han har haft hele livet." "Een Verden"-folkene har i de aller seneste år gjort store fremskridt med hensyn til "fredsskabende" militæraktioner under - og uden for - FN. Om Lannung ville have bifaldet NATOs angrebskrig mod Serbien som fredsskabende, er tvivlsomt. Han ville nok finde situationen pinlig, for FNs overhøjhed og godkendelse af militæraktioner var for ham altafgørende. For andre ledende "Een-verden"-typer, så som Tøger Seidenfaden, Jørgen Schleimann og Per Stig Møller, var hans fredsindsats i 1986 tilsvarende pinlig kommuniststøtte, bl.a. fordi Moskvastyringen blev kendt . Men også fordi han ikke - p.g.a. sin høje alder? - havde fulgt med i den ændrede vindretning hos verdens "elite". Selv om Sovjet endnu ikke var brudt sammen var det "yt" blandt eliten at acceptere styret, og "menneskerettigheder" var nu den altafgørende trosbekendelse. Lannung kørte på den gamle opskrift, som de andre også i mange år havde regnet for god "Een verden"-latin. Han havde ikke hørt om den nye linie, selv om han var pioner for "menneskerettighederne" i Europa. Ironisk, at det skulle ske for ham. Fra alle sider kritiserede hans gamle "venner" ham sønder og sammen i artikler, f.eks. Schleimann i Weekendavisen (?) 10.10.86: (bl.a.)......"Hvad Hermod Lannung angår, så er han landet dér, hvor han startede, i et arbejde, som Sovjetunionen har mere ud af end freden", Tøger Seidenfaden i Weekendavisen 10.10.86: (bl.a.)......"Men det er ikke alle, der vil dyrke freden på verdensfredsrådets og kommunisternes præmisser". FN-forbundet, i samme artikel: "Også FN-forbundet har sagt fra og karakteriseret kongressen som "énsidig"". Og Lasse Budtz (senere også kendt i forbindelse med STASI-afsløringerne), på Socialdemokratiets vegne: "..... skulle vi sidde der som socialdemokratiske gidsler og derved give en kommunistisk konference alibi? Ikke tale om.......". Per Stig Møller i Berlingske Tidende 20.6.1986: (bl.a.)...."Uagtet Helsinki-deklarationen fra 1975 knyttede freden og menneskerettighederne sammen, skiller denne komité dem nu ad. Lannung har sikkert noteret sig, hvor meget besvær disse menneskerettigheder har givet, og hvor megen ufred, de har skabt....". Der var tilsyneladende kommet nye ordrer fra "hovedkvarteret", som ingen havde fortalt Lannung om. Men bortset fra denne smutter, som "satte en grim skønhedsplet på hans ejegode karriere", må man sige, at de "fredsskabende" bomber, som han, om nogen, var talsmand for, i dag er blevet dagens emne. Knud Bjeld Eriksen, den 22. april 1999 Interview med Hermod Lannung - på vej mod de 100. af Knud Bjeld Eriksen Interviewet er fra 1991. Hermod Lannung døde i 1996, kort før han ville være blevet 101år I denne tid, hvor EF-tabuord som "Union" og "Europas Forenede Stater" bruges oftere og friere af politikerne end på noget tidspunkt siden vi i 1972 vovede os ind i EF, er det de færreste, der tænker på, at temaet for nogle er en gammel sag, en ikke særlig revolutionerende tanke, én, de ikke en gang synes er vidtgående nok. Disse mennesker kalder sig "verdensfederalister" eller "Een verden" bevægelsen og præsidenten for verdenssammenslutningen af de nationale foreninger - World Federalist Movement - er dansker. En ikke helt almindelig dansker. Han fylder 96 år på lørdag, den 9. november. Kært barn har mange navne - og når "barnet" er på vej mod de 100 år, er det efterhånden blevet til nogle stykker, så som: "stridsmand for fred", "den russiske forbindelse" og "idiot for fred", der er nogle af de senest tilkomne, Han har på nærmeste hold oplevet revolutionen i Rusland i 1917 og har i dag levet længe nok til også at opleve Sovjetimperiet synke i grus. Der er selvfølgelig tale om "den gamle radikale ordkløver", Hermod Lannung, politikeren, som i mere end tyve år passede sit sagførerkontor fra New York, når han fra september til december hvert år samtidig skulle klare det, der stod hans hjerte nær: fredsarbejdet som FN-diplomat. Han var med helt fra starten af FN, i 1945, og da han omsider trak sig tilbage fra dette job i 1970, havde han samtidig gennem sin sagførervirksomhed - "forretning for sig og godgørenhed for sig" - samlet en formue, der delvist blev anbragt i en fond: "Hermod Lannungs Fond, til støtte for arbejde for en styrkelse og videreudvikling af de Forenede Nationer". Han er ikke tilfreds med, at FN endnu ikke er blevet til en verdensmyndighed. Det er arbejdet for at nå dette, der har været den røde tråd i hans indsats. Han ser intet håb for sikring af verdensfreden uden oprettelsen af en international retsorden gennem en verdensregering med mulighed for at sætte magt bag ordene. Altså et FN, der dur. Og man kom i den forbindelse ikke uden om Sovjet, siger han. Også dette har været en hjørnesten i hans fredsfilosofi. Det har givet anledning til misforståelser og beskyldningerne for at være naiv. - Nej, jeg er ikke naiv og russerne har ikke udnyttet mig. Det har de ikke kunnet. Jeg har altid været uafhængig. Også økonomisk, - er hans mening om den sag.
Begyndelsen Både når det gælder det internationale, det russiske og fredsinteressen skal vi langt tilbage for at finde begyndelsen. Den politiske interesse går helt tilbage til påvirkning fra faderen, der var formand for Venstrereformpartiets organisation i Kresen. - Jeg havde stor eventyrlyst og udlængsel allerede da jeg gik på Sorø Akademi, Jeg oplevede på sprogrejser i sommerferien Tyskland i 1912 og England i 1913. Det var et England som aldrig blev det samme siden. Det var i forfald. Man lavede ikke for meget. Det var vanskeligt at rejse den gang. De andre drenge gjorde det sgu ikke. Det var ikke som i dag, hvor Maren i kæret kan rejse hen hvor fa'en hun vil - I 1915-16 begyndte Hermod Lannung at studere jura samtidig med, at han arbejdede på de radikales kontor som sekretær for direktør H.Heilbuth, en stenrig jøde, som Edvard Brandes ikke ville have med i regeringen Zahle, fordi "en jøde i regeringen var nok" (Brandes selv var denne ene). Lannung traf her de gamle radikale politikere, Zahle, Scavenius, P. Munch og Ove Rode. Edvard Brandes så han ikke så meget til. Broderen Georg Brandes oplevede Lannung under et foredrag. - Jeg havde meget at gøre med P. Munch og Ove Rode. Senere, i 1925 husker jeg især en tur med ham til Samsø,- vi var til grundlovsfest dér. Husmænd og gårdmænd elskede ham. Han holdt sin store, meget beåndede tale. Han var en virkelig personlighed. Det var sgu ikke som nu...
I Rusland efter første verdenskrig Da det danske gesandtskab i Petrograd (senere Leningrad, og nu igen Skt. Petersborg) skulle udvides, i foråret 1917, så Lannung sit snit til at komme udenlands. Han blev yngste sekretær og så faktisk så ung ud, at der først blev sagt : - det er ikke for børn - Det konfirmandagtige udseende fulgte Lannung langt op årene. - Jeg så så ung og uskyldig ud.... kommenterer han, og da han i 1939 som 44-årig debuterede i Landstinget, lød en karakteristik sådan: "et nyt, særpræget ansigt.. (kommer) ind på Rigsdagen,- han er ingen repræsentant for det runde, milde eller skæggede, der er så rigt repræsenteret: et hårdt, mærkeligt ansigt, præget af vilje, et nøgternt blik og en ufortøvet ynglingestemme, der presses op mod diskanten, når han taler sig varm." Hermod Lannung skulle tage sig af østrig-ungarske fanger i Rusland. Under dette ophold blev han vidne til oktoberrevolutionen på nært hold. Han hørte det berømte krigsskib "Aurora" skyde mod Vinterpaladset, og næste dag så han den blodplettede plads efter kampene mellem revolutionære og kosakker, Efter mange spændende - og et par livsfalige - oplevelser vendte han hjem i april 1919. Jurastudiet skulle gøres færdigt, men han begyndte samtidig på forberedelserne til det, der endte som "Ungdomskonferencen for Folkeforbund, forsoning og fred" på Christiansborg den 20.- 23. august 1921: - Det var en af de få bedrifter, jeg har lavet, Det var en virkelig bedrift. Den vakte stor opmærksomhed. Jeg samlede de unge, som lige havde kæmpet mod hinanden i skyttegravene. Under forberedelserne var jeg bl.a. med ved starten på Folkeforbundet. Jeg var i Schweiz, Geneve, og fik dem til at tale om min konference. Meget af min tid gik med det. Jeg var i London, hvor jeg traf nogle af ophavsmændene til Folkeforbundet, Lord Robert Cecil og tidligere udenrigsminister Viscount Edward Grey. Langt senere traf jeg - i FN - Jan Smuts, som var en af de vigtigste drivkræfter bag Folkeforbundet. -Fordi jeg havde været en af dem, der klarede mig i tiden 1917-19 blev jeg af Nansen-folkene kaldt til Moskva igen i 1922- Lannung fortæller med ivrig stemme - en stemme, der bærer lige tydeligt vidnesbyrd om alderen som om hans vestsjællandske afstamning. I øvrigt hedder han slet ikke Lannung, men Larsen. - Dem var der for mange af - så han tog i 1919 navneforandring efter en gammel svensk slægtning på mødrene side. - Mor og far var lidt kede af det .. indrømmer han. Havde De et godt forhold til regimet?- De respekterede mig. Jeg klarede opgaven. Den var at fodre studenterne, hvad enten de var kommunister eller ej. Andre gik det ikke så godt. Den engelske repræsentant ragede uklar med studenterne - formentlig de kommunistiske. Han var meget tæt på at blive kogt i deres gryde.- - Senere, i 1924, lige før De tog hjem for anden gang giftede De Dem med en russisk pige, Helene Sobolev. Hun var jurist og faderen en højtstående dr. polit. Var de kommunister? - Nej, tværtimod. Faderen måtte af og til en tur i fængsel, og på et tidspunkt havde familien måttet flygte. Men han var en fremragende økonom, og kommunisterne havde jo ikke selv nogen. Min kone blev færdig med studierne kort før vi rejste, og et af hendes problemer med at afslutte sin eksamensafhandling var, at hun skulle afslutte den med en lovprisning af regimet. Det ville hun ikke.
I Danmark igen. Anden Verdenskrig. Hjemme i Danmark igen startede Lannung sagførervirksomhed i 1928. Det internationale og fredsarbejdet førte han videre i Radikal ungdom med afholdelse af konferencer m.m. I sin sagførervirksomhed fik han russere som klienter fra starten. Både fordi han kendte sproget og deres forhold, og fordi de havde tillid til ham, fortæller han. I en lang periode - fra 1933 til 1951 - fik Hermod Lannung også tid til at passe den hjemlige lokalpolitik, idet han blev valgt til Københavns borgerrepræsentation for de radikale. - Jeg havde stor succes dér,- "i en vis forstand"- som Lannungs faste tillægsudtryk lyder - Da jeg kom ind var vi fire, vi steg til fem og så seks. Jeg blev snart ordfører og formand for gruppen, selv om jeg kom udefra. Vi var dygtige den gang. Nu har de gudhjælpemig kun een. I 1951 havde jeg for meget at lave med det internationale (han sad både i FN og Europarådet, hvor han også havde siddet siden starten i 1949) - og måtte træde ud. Det var egentlig meget interessant. Jeg var den, der var hårdest i opposition til socialdemokraterne. De var møgkonservative! Men alligevel havde de så megen respekt, trods alt - selv om de ikke elskede mig, at de sagde: så aktiv person som dig osv. Vi vil gerne være med til at gå til Rigsdagen og få indført en suppleantregel, så du kan få en suppleant, når du er i New York. Så kom Anden Verdenskrig. Lannung var i denne periode i Landstinget. Efter krigen kom det frem, at han i 1940 var blandt de politikere, der havde meldt sig ind i den nazificerede dansk-tyske forening, for - som det blev sagt - at sikre et samarbejde med tyskerne, hvis de tilfældigvis skulle gå hen og vinde krigen. Oplysningen kom frem i Morgenbladet den 15. januar 1946, medens Lannung var til den første FN-generalforsamling i London, og bladet sluttede: "Også indenfor de Radikale findes der folk, som har haft et godt forhold til modstandsbevægelsen. Havde det ikke været klogere at udpege en sådan mand til UNO-delegat fremfor Hr. Lannung?" Til dette siger Lannung: - Jeg havde et udmærket forhold til frihedskæmperne. De kom til mig og sagde: du skal passe på, du står højt på likvidationslisten. Der er jo et mindesmærke inde i Folketinget for en folketingsmand, de skød - Den snart 100-årige verdensmand er stadig skarp og hurtig i replikken. Det kniber med hørelsen en gang imellem. På et tidspunkt må han efterse begge ørers høreapparater. Det irriterer ham lidt, men hovedindtrykket er, at han tager såvel alder, fysiske skavanker som et par uvillige høreapparater med en ophøjet ro, som passer sig for en mand, der har oplevet så meget. Det tager den tid, det skal tage, at kontrollere og skifte batterierne samt indstillingen, hvis små tal han ikke så godt kan se, og så fortsætter han: - Man mente jo, at det var en opgave. En national opgave i bedste forstand, for at tyskerne ikke skulle komme sammen med de forkerte folk osv. For at undgå et nazistisk regime, som det skete med Quisling i Norge. De ved, hvor dårligt Rytter, generaldirektøren for jernbanerne, blev behandlet. Overordentlig dårligt. Bagefter. Vi var klar over, at det var risikabelt, og at man bagefter kunne misforstå det. Man må altid huske den givne situation. Det er så billigt at pille noget ud af situationen og så sige, at det var mærkeligt. Man må for fa'en tage alle omstændigheder i betragtning. Kender De ikke historien om Højgaard. Han havde lavet en kreds, hvor de også havde fået fat i kongen og mange, mange pæne mennesker fra højfinansen. De var parate til at tage et udemokratisk regime for på den ene side at glæde tyskerne og på den anden side at sørge for, at der ikke var alt for meget demokrati og så videre - Lannung fortsatte under krigen med at være sagfører for russerne, hvad der var temmelig risikabelt for ham. Det gjaldt først og fremmest det russiske gesandtskab. - Natten efter den 29. august 1943 blev jeg arresteret af Gestapo, og jeg kom til Alsgade skole - "Durchgangslager Alsgade". Bagefter til Horserød - -Hvad blev De mistænkt for? - -Jah, - jeg havde jo haft meget at gøre. Det var sgu helt naturligt. Jeg havde meget at gøre med russerne.... min frihedskæmpergerning, det var altså først og fremmest at støtte russerne, fordi den potentielle mulighed var jo Rusland. Jeg havde jo gode relationer til dem. I den anledning hændte der noget, hvor jeg for en gangs skyld opførte mig pænt. For en gangs skyld... For da Hitler brød ind i Rusland den 22. juni 1941, så blev de mere eller mindre arresteret ude i gesandtskabet, i en villa på Frederiksberg (det var endnu ikke en ambassade, og den velkendte hvide bygning med det irgrønne tag, på Kristianiagade, fik russerne først senere - også gennem Hermod Lannung). Jeg følte, at jeg måtte ud og spørge dem, om der ikke var noget, man kunne hjælpe med. For de sad fuldstændig indespærret. Blev behandlet som hunde af tyskerne. Jeg gik til politiet, for man kunne ikke sådan noget uden tilladelse. - Politiet sagde: Nej, nej. Det kan vi ikke tillade. De skal lade være. Det er alt for farligt for Dem selv. - Ja,- sagde jeg. Jeg er sgu fej nok, men der er visse ting, jeg ikke er bange for. Jeg vil godt gøre det her.- Næ, det kunne fortsat ikke lade sig gøre. Så gik jeg til Erik Scavenius (statsministeren) og havde den samme samtale med ham. Han sagde: De skal ikke gøre det, Lannung. Det er farligt, og de får besvær af det, og så videre. Men jeg bl.ev ved. Han gav så ordre til, at man skulle tillade mig at besøge dem - og det var en virkelig oplevelse. De sad der alle sammen. Den fungerende ambassadør, Plakin, som kom tilbage senerehen, var så imponeret af, at jeg ville komme derud. Der var ingen andre, der var kommet. Alle havde svigtet dem, i en vis forstand. Han sagde: - vores sidste champagne skal bruges her. For det er rørende, at De er kommet.- Det er klart, at sådan noget har tyskerne noteret sig - Når jeg kom ud fra Horserød, var det jo fordi Københavns kommune intervenerede - vi var to fra Borgerrepræsentationen deroppe - hvis tyskerne ville have, at det lokale selvstyre skulle videreføres, så ville de have deres folk fri. Det var en af de få ting, tyskerne var bange for. Det centrale kunne de klare, men det lokale kunne de ikke klare alene- Efter den tid sov Lannung på et lejet pigeværelse i det fjerneste hjørne af den ejendom, hvor han har boet siden 1930. Han boede Svinget 14, og fra 1944 Svinget 18, hvor han også bor i dag. Om aftenen gik han over tørrelofterne til det sikre skjul.
Forenede Nationer - Europabevægelse - Een Verden Krigen sluttede. Lannung sad fortsat i Landstinget til 1947 og i Borgerrepræsentationen til 1951. Da var det internationale engagement blevet for omfattende. Ud over, at han var med i FN helt fra starten i 1945 kom han nu også ind i det halvofficielle "Europaråd" fra første færd. Oprettelsen af Europarådet i 1949 var den foreløbige kulmination på "Europabevægelsen"s anstrengelser for at skabe "Europas Forenede Stater". Den europæiske federalistunion stiftedes i oktober 1946. I 1947 opfordrede Winston Churchill til at Europa skulle samles. I maj 1948 mødtes alle europæiske federalister til en storstilet kongres i Haag (inden for den danske "Een Verden"- forening, diskuterede man i begyndelsen, om det skulle være "federal", "føderal" eller endnu simplere sammenslutning, men man blev ved det engelske "federal", når det nu skulle være internationalt) Lannung var naturligvis med, - og han blev til 1967. Jeg var medlem af den kommission, der skulle forberede Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg fik oven i købet en tilføjelse med, som ikke findes nogen andre steder. Nemlig, at man ikke måtte diskriminere mod mindretallene.... Jeg blev udpeget (udtalt med rigtigt gammel "e") af det udvalg, der skulle forberede Menneskerettighedskonventionen, så da jeg straks efter kom ind i Europarådets juridiske kommission, havde jeg allerede siddet i forberedelseskommissionen. - Hermod Lannung er så langt den dansker, der har størst erfaring i FN og EF-unionsarbejdet. Han forlod Europarådet 1967. FN forlod han endeligt i 1970. Samtidig standsede han som formand for landsorganisationen "Een Verden", en post han havde haft siden 1962. Men fortsatte fra 1977 og helt frem til 1987 som præsident for Een verdens verdensorganisation World Federalist Movement. - "Een Verden" startede i Montreux i slutningen af fyrrerne. Jeg kom ind noget senere - husker han, - Det var jo en stor bevægelse den gang. Interessant at tænke sig. Alt, hvad der duede, fra alle partier,- de var medlem den gang. Og nu er det jo det rene ingenting, desværre. - Det var fantastisk. Jeg tror vi var 11.000 medlemmer! - Hvorfor den udvikling?- - Jo, det var jo fremtidstanker, i høj grad. Mange tabte jo interessen. De var med den gang, de troede, det kunne ske temmelig hurtigt. Men så, da det hele sådan politisk faldt til ro, så faldt interessen også i for høj grad til ro. - - Meget af den senere udvikling i verden er jo egentlig efter federalisternes hoved, ikke? Jo, - jeg havde jo en konference for nylig, på Christiansborg. Det var i marts i år. Der vedtog vi nogle virkelig begavede resolutioner - Det hedder hér bl.a.: "Det internationale klima - først og fremmest mellem USA og USSR - er afgørende forbedret, og en hovedforudsætning for, at FN Pagtens "sikkerhedssystem" (verdensmyndighed med politistyrker, bl.a. , Pagtens kapitel 7) kan gennemføres, er nu til stede." Arrangørerne var FN-forbundet, Landsforeningen til samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen (som Lannung har været medlem af siden 1924 og formand for siden 1974), Det radikale venstres internationale udvalg og Arbejderbevægelsens Internationale Forum. Hermod Lannung betalte en stor del af "gildet" fra sin fond. - Det var dejligt at have de andre med, men det var sgu "landsforeningen", der gjorde arbejdet. - Så skulle De vel kunne få Deres verdensregering nu? - Jo, det går fremad. Absolut. Gorbatjov er jo lidt "forkølet" nogen gange. Har jo skuffet lidt. Han er meget upopulær derovre. Ja, ja. På den anden side må man jo takke ham for alt det, der er sket med Østlandene, Polen, Ungarn osv. Det er takket være Gorbatjov! - Er det ikke også takket være et konstant pres fra Vesten? De har talt meget om, at man skulle samarbejde, acceptere dem, uanset indre grusomheder i regimet. Det er sagt, at Sovjet faktisk er faldet p.g.a et konstant pres, at økonomien simpelthen faldt sammen. At Sovjet har kapituleret. Hvad siger De til det? - Jeg er ikke indforstået. Selve dette, at striden mellem Øst og Vest tvang dem til at ruste så stærkt, det har selvfølgelig været med til at nedbryde deres økonomi, fordi de gjorde for meget ud af det. - Er det ikke ironisk, at de egentlig, ikke havde råd det rustningskapløb, og at de derfor kapitulerede? Taler det ikke lidt for, at den hårde linie over for dem har hjulpet noget? - Joh, det kan man jo godt sige, i en vis forstand. Men, hvis de havde gjort lidt mindre ud af det, så havde de jo også klaret økonomien.- - Hvis russerne havde gjort mindre ud af rustningskapløbet? - Ja, de har sikkert været et godt stykke foran Vesten i rustningsmæssig henseende. Eller rettere: det har de været.- - Var det ikke omkring 1979? - - Jo. Der er selvfølgelig en masse momenter. Jeg mener selvfølgelig også, at det fredsarbejde, vi lavede .... og for eksempel det i Bella Centeret, som i virkeligheden var en stor succes, selv om vi blev angrebet ad helvede til, og socialdemokraterne svigtede os, fordi de var bange. Men alt det har spillet en rolle i den udvikling.- - Et af angrebene ved Bella Center-konferencen (Verdensfredskonferencen 1986) lød sådan: For Hermod Lannung er freden vigtigere end menneskerettighederne. Det har De vel selv følt var paradoksalt, når De var med til at indføre dem? - - Ja, det er altså også pillet ud af sammenhæng. Det jeg sagde - og det vil jeg også sige i dag, er, at i den givne situation, den gang, da var et fremskridt på fredsområdet vigtigere end et fremskridt for menneskerettighederne. De var nogenlunde i orden. - I Sovjet? - - Næ, nej, - jeg tænkte på verdenssituationen. Men også i Sovjet ville det absolut have været det rigtige først at klare fredsspørgsmålet, så kunne man i næste omgang klare menneskerettighederne. Det har jo også vist sig, at det efterhånden går meget bedre med menneskerettighederne derovre. - Men det er vel fordi det sovjetiske diktatur er brudt sammen? - Ja, kald det, hvad De vil. Men dette, at den kolde krig hørte op har jo givet meget større muligheder for menneskerettighederne end før. For øvrigt, når vi taler menneskeretttigheder, så er amerikanerne ikke langt fremme. De har gudhjælpemig ikke ratificeret FN-konventionerne - de to hovedkonventioner. (dette er netop sket, efter interviewet, red.) Samtidig med, at de amerikanske præsidenter har belært verden om dem. Som jeg altid siger: "Charity begins at home!". Det har de sgu glemt, amerikanerne. Feje for sin egen dør, Det har de ikke gjort. De spillede en stor rolle på et vist tidspunkt. Min gamle veninde, Eleanor Roosevelt, hun gjorde det fantastisk. Ellers har det knebet med amerikanerne. Men det er blevet bedre.... Hermod Lannung er en levende historiebog. Jeg har kun hørt brudstykker fra hans eventyrlige liv. Han arbejder på at udgive flere af sine erindringer, men det kniber med helbredet, især benene, Han glæder sig til at se sin livsdrøm om en Verdensgrundlov gå i opfyldelse. Gerne inden de 100. Knud Bjeld Eriksen, den 20. juni 1991 |