|
DEN VERDENSFØDERALISTISKE TANKES HISTORIE SALMONSEN LEKSIKON-TIDSSKRIFT 1949 OG 1950 Spalte 140:
Verdensføderalismen er den politiske filosofi der hævder, at en varig verdensfred kun kan sikres inden for rammen af en verdensomspændende føderativ union af staterne. Fra mere humanistisk og pacifistisk betonede bevægelser for mellemfolkeligt samarbejde skiller den sig ved at lægge afgørende vægt på, at de deltagende stater på en række områder afstår deres suverænitet til unionen, der på disse områder får beføjelser til at lovgive med bindende kraft for alle deltagerne, medens disse bevarer deres fulde suverænitet på alle de felter der ikke i unionens forfatning udtrykkeligt er lagt ind under denne. Med hensyn til den nøjagtige fordeling af beføjelser mellem unionen og de enkelte stater gør der sig divergenser gældende blandt verdensføderalisterne, men de er enige om at forlange unionskontrol over de militære styrker (hvis omfang ønskes begrænset overordentligt) og over al våbenproduktion, herunder produktion af atomenergi, samt afskaffelse af nationale hære. Tanken om at menneskenes naturlige enhed burde give sig udtryk i dannelsen af et verdensomfattende samfund båret oppe af fælles retsprincipper, har sin oprindelse årtusinder tilbage. Hos Kung Fu-tse (født 478 f. Kr.), som hos europæiske antikke filosoffer (især stoikere) træffes denne idé, der efter antikkens opfattelse var praktisk talt realiseret ved det romerske verdensrige, som rummede alt, hvad der betød noget af den kendte verden. - Og tanken om universalmonarkiet forsvandt ikke ved Romerrigets opløsning. Ved sammensmeltning af den romerske tradition og kristendommens religiøse universalisme opstod een af middelalderens bærende ideer, "den kristne nation", hvis overhoveder på Jorden skulle være paven og kejseren, og som ifølge de bibelske profetier til sidst skulle omfatte hele verden. Denne grandiose tankes greb om europæernes fantasi bevaredes middelalderen igennem til trods for dens voldsomme modstrid med de faktiske politiske forhold, og den veg kun langsomt for Renæssancen, Reformationen og de centraliserede fyrstestater. Napoleon kunne knytte forbindelsen med en kun halvglemt tradition, når han gjorde propaganda for det universalmonarki, han ville oprette efter sejren over England og Rusland. Først den kraftige tekniske udvikling siden midten af 19. århundrede gjorde verdenstatstankens praktiske gennemførelse tænkelig, og i den sidste del af århundredet tog enkelte politiske teoretikere sagen op på et nyt grundlag. De tænkte sig ikke et verdensmonarki oprettet af en stor fyrste, men et forbund af ligeberettigede folk. Typisk for denne begyndende verdensføderalisme er den svenske filosof J. G. Björklund ("Om nationernas sammanväxning", 1887), der hævder, at dannelsen af mere samfund går som en linie gennem den menneskelige historie. Små bysamfund, der først bekrigede hinanden, sluttede sig sammen i mindre stater, der takket være fælles love kunne holde fred inden for deres område. Også disse mindre samfund sluttede sig sammen i tidens løb, indtil vi står ved vor tids nationalstater. Han påpeger, at udviklingen altid er gået fra det enkelte samfunds isolation - gennem kontakt mellem flere samfund med påfølgende gnidninger og forsøg på løsning af stridsspørgsmålene gennem krig til en endelig løsning ved sammenslutning til en større enhed, der igen stod isoleret, indtil det kom til gnidninger med naboenheder, og således fremdeles. I sin bog viser han hvordan den tekniske udvikling har gjort verden så lille at alle er kommet i kontakt med alle, og han gør sig derfor til talsmand for dannelsen af et "Verdens Forenede Stater". Flertallet af dem, der arbejdede for et verdensforbund, lagde dog ikke vægt på, at det skulle være føderativt, og de hilste med begejstring dannelsen af Folkeforbundet efter Den 1. Verdenskrig som et afgørende skridt imod virkeliggørelsen af deres forhåbninger. Men de fascistiske magters ustraffede brud på Folkeforbunds-pagten viste, at denne var værdiløs som middel til opretholdelse af den kollektive sikkerhed, og at en organisation der, som Folkeforbundet, savnede egnede midler til at sætte sig i respekt, hvis medlemmerne svigtede pagten, ikke kunne hindre et nyt stormagtssammenstød. Erkendelsen heraf vandt efterhånden tilslutning i fredsaktivistiske kredse, og i 1937 startedes i USA den første organisation med rent verdensføderalistisk formål (Campaign for World Government). Den amerikanske forfatter Clarence K. Streit's bog "Union Now" (1939), hvori han tog til orde for en føderation af demokratierne og deres oversøiske besiddelser som det bedste afværgemiddel mod den fascistiske aggression og mod en ny verdenskrig, og gjorde sig til talsmand for, at denne "kærne"-føderation gradvis skulle udvides, indtil den var verdensomfattende, gav stødet til oprettelsen af nye føderalistiske grupper i Amerika og Vesteuropa; af disse nåede den britiske "Federal Union" et medlemstal på 10 000, før Den 2. Verdenskrig i september 1939 næsten lammede dens virksomhed. Afbrydelsen var dog kun kortvarig, og da De Allierede var nået gennem krigens værste krise, og efterkrigsplanerne for alvor kom på dagsordenen, opstod verdensføderalistiske organisationer i de fleste ubesatte allierede såvel som i nogle neutrale lande (i Sverige udgav således en gruppe af interesserede sagkyndige 1943 en samling korte behandlinger af føderationsproblemets forskellige sider; "Riktlinjer för en världsfederation."). De Forenede Nationer, som organisationen fremstod af drøftelserne i San Francisco 1945, mødte en betydelig skepsis fra verdensføderalistiske kredse, fordi den, som Folkeforbundet, byggede på princippet om medlemmernes uindskrænkede statslige suverænitet. Samtidig gav atombombens fremkomst spørgsmålet om krigens afskaffelse en mere påtrængende aktualitet end det nogen sinde tidligere havde haft, og i atombombens hjemland opnåede for første gang en verdensføderalistisk bog, Emery Reves's "Anatomy of Peace" at blive best-seller. Hidtil havde de forskellige verdensføderalistiske organisationer arbejdet enkeltvis, men i oktober 1946 mødtes i Luxembourg repræsentanter for en række verdensføderalistiske grupper i USA, de britiske dominions og de vest-europæiske lande, og oprettede der et internationalt samarbejdsudvalg, der i aug. 1947 ved en kongres i Montreux blev afløst af en fast organisation, "The World Movement for World Federal Government", som da havde afdelinger i 14 lande; Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederland, New Zealand, Norge, Schweiz, Sverige, UK (Storbritannien), USA, Østrig. Siden da har bevægelsen yderligere bredt sig til Argentina, Union af India, Japan, Kina, Tyrkiet, Tyskland, - Den danske afdeling er landsforeningen "Een Verden" der, grundlagt nov. 1946, har ca. 8000 medl. (juni 1949). Medens den verdensføderalistiske bevægelse således fordeler sig nogenlunde jævnt over den øvrige verden, findes der ingen tilsvarende organisationer i de under Sovjetunionens indflydelse stående områder. Dette land ignorerede længe bevægelsen, men fandt sig, da den tiltog i udbredelse, foranlediget til at tage åbent afstand fra den. I et åbent brev i Novoje Vremja (New Times) af 26. 9. 1947, til Albert Einstein, der er en af USAs ledende verdensføderalister, udviklede de fire russiske videnskabsmænd S Vavilov, A. N. Frumkim, A. F. Ioffe og N. N. Semjonov det russiske syn, at verdensføderalismen i øjeblikket med eller mod sine tilhængeres vilje måtte tjene som den amerikanske imperialismes værktøj, og at en virkelig enhed af folkene kun kunne nås gennem kapitalismens afskaffelse. Einstein svarede i Bulletin og The Atomic Scientists febr. 1948. Et sandere billede af verdensføderalismens betydning i efterkrigstiden end den blotte geografiske udbredelse, giver de i offentligheden opnåede resultater. Således lykkedes det i USA at få de lovgivende forsamlinger i en række af staterne til at vedtage en resolution med opfordring til USAs præsident om at arbejde for dannelsen af en føderativ verdensregering. Opinionsundersøgelser i USA viste stigende tilslutning til tanken om at begrænse den nationale suverænitet til fordel for en verdensregering. Det ganske vist særlig godt gennemarbejdede Massachusetts opfordrede i et referendum i nov. 1946 med 586 093 stemmer for og 63 624 imod sin lovgivende forsamling til at understøtte arbejdet på at styrke FN ved at omdanne det til en føderativ verdensregering. - Ved opnåelsen af disse resultater spillede det en afgørende rolle, at flertallet af de amerikanske atomfysikere, der efter krigen var kommet i offentlighedens søgelys, gik ind for tanken om Verdens Forenede Stater. Især har Einstein og hans Atomic Scientists Emergency Committee været utrættelig i påvisning af de farer der truede civilisationen, hvis de nye ødelæggelsesmidler ikke blev bragt under effektiv international kontrol. - I Storbritannien er bevægelsens vigtigste aktiv en gruppe af parlamentsmedlemmer (i1949; 120) ledet af Labour-medlemmet Henry Usborne og af Videnskabsmænd (bl.a. økonomen Lord Beveridge, Lord Boyd Orr (tidligere Sir John Boyd Orr, i 1949 præsident for World Movement for World Federal Government) og filosoffen Bertrand Russell). Flere gange har medlemmer af regeringen offentligt udtrykt deres sympati for bevægelsen (således Bevin, der allerede nov. 1945 i underhuset udtalte: "Vi må bygge og bygge og bygge, indtil vi har nået det store ideal: en verdensregering. - En verdensregering er en nødvendighed"). Betydningsfuldt for den eventuelle virkeliggørelse af verdensføderalisternes forhåbninger er det også at lande som Frankrig og Italien har optaget paragraffer i deres efterkrigsforfatninger, der giver disse landes regeringer ret til under forudsætning af gensidighed fra andre staters side at gå med til sådanne indskrænkninger i den nationale suverænitet, som måtte være nødvendige for at sikre international fred og sikkerhed. I de nye stater, som efter Den 2. Verdenskrig er opstået af tidligere kolonier, har tanken om en verdensføderation fået den bedste modtagelse i Indien, hvor Jawaharlal Nehru 3. april 1948 i en radioudsendelse udtalte: 'Vi taler om en verdensregering og een verden, og millioner længes efter den. Alvorlige anstrengelser udfoldes fortsat for at realisere dette menneskehedens vigtige ideal, der navnlig er blevet så betydningsfuldt i dag. Og dog har disse anstrengelser længe vist sig uden resultat, skønt det stadig bliver klarere for enhver, at hvis der ikke kommer nogen verdensorden, bliver der overhovedet ingen orden tilbage i verden. Krige udkæmpes og vindes eller tabes, og sejrherrerne lider næsten lige så meget som de besejrede'. Den organiserede verdensføderalistbevægelse, WMWFG, har som mål, ved intens propaganda at skabe mulighed for FNs omdannelse til en føderativ verdensregering, og i denne forbindelse hæfter man især opmærksomheden ved den klausul i charteret, der forpligter organisationen til efter 10 års forløb, dvs. 1955, at tage charteret op til ny overvejelse og eventuel revision. Verdensføderalisterne arbejder på at forberede folketilkendegivelser i de flest mulige lande og med det højest mulige stemmetal; en international folkekongres skal siden udarbejde detaillerede forslag til en føderativ verdensorganisation, som man gennem udviklingen af stærke organisationer i et flertal af FN-staterne håber at kunne vedtage i 1955. Den nærliggende risiko for, at de med Sovjetunionen samarbejdende stater vil udvandre fra den således reformerede organisation accepterer man ud fra den betragtning 1) at man derved blot ville konstatere en deling af verden, som allerede var en kendsgerning, 2) at en føderation omfattende størsteparten af Jordens landområde og befolkning ville være sikker mod angreb og på grund af sin føderative forfatning ikke selv ville kunne drives til angreb af nogen storstat blandt medlemmerne, og 3) at selve tilstedeværelsen af en sådan føderation som et fuldbyrdet faktum med tiden ville kunne frembringe en ændring i SSSRs holdning over for den. Den verdensføderalistiske tankes udvikling i tiåret 1939-49 fra at være en utopisk teori hos nogle få idealistiske fredsvenner til at blive grundlaget for en hurtigt voksende international bevægelse hænger nøje sammen med den angst for fremtiden og tvivl om hidtil fulgte veje, der er så karakteristiske for vor tid. Dens historiske betydning vil afhænge af dens evne til at omforme denne angst og rådløshed til frugtbart arbejde for freden. Litteratur: W. B Curry: The Case for Federal Union. London 1939. Clarence K. Streit: Union Now. 1939. Riktlinjer för en världsfederation. Stockholm 1943. Emery Reves: Fredens Anatomi. København 1947. Stud. mag. Thomas Hatt Olsen |