Verdensinstrumentet

af Douglas Reed

(Kapitel 44 i "The Controversy of Zion)

oversat af Knud Bjeld Eriksen

Anden Verdenskrig frembragte et tredie resultat i tillæg til fremmelse af revolutionen i Europa og til etablering af den zionistiske stat ved magt, nemlig det andet forsøg på at bygge strukturen til en "verdensregering" på hvis alter vestens nationer skulle ofres. Dette er det endelige færdigprodukt som kommunismens og zionismens parallelle processer tydeligvis sigter mod at nå. Idéen dukkede op for første gang i Weishaupts papirer, tog livskraftigt form i løbet af det 19. århundrede, og blev fremlagt i alle detaljer i Protokollerne fra 1905. Under Første Verdenskrig var dette central-idéen bag alle de andre idéer, som Mr. House og dennes medsammensvorne "lod sive ind i sindet" på præsident Wilson, og som de søgte at få ham til at føle var "hans egne". Den tog herefter form, først som "Forbundet til at fremtvinge Fred" og ved krigens slutning som "Folkeforbundet".

Den oplevede således sin første og delvise gennemførelse, ligesom det var tilfældet med alle dens støtte-idéer, under en stor krigs forvirrings-fase, og det vil sige den sidste del af kampfasen og den tidligste del af efterkrigsfasen. Den var aldrig før krigen blevet fremlagt for de folkeslag, som indvikledes i krigen, og disse folkeslag fik heller aldrig forelagt nogen velbegrundet forklaring af idéens natur og formål. Under krigens "nødret" tog "premier-diktatorerne" folkenes tilslutning for givet. Det eneste udtryk for en offentlig mening, som nogensinde fremkom, var De forenede Staters kongres´ øjeblikkelige afvisning af at have noget som helst med den at gøre, efter at tågen fra Første Verdenskrig var lettet.

De tyve år, der forløb mellem de to krige viste, at "Folkeforbundet" hverken kunne gennemtvinge eller opretholde freden, og at nationerne ikke af egen fri vilje ville opgive deres suverænitet til det. Da Anden Verdenskrig nærmede sig, var de mænd, der skulle komme til at anføre den, ikke desto mindre på ny travlt optaget af denne idé om at etablere, hvad de kaldte en "verdensautoritet" af en eller anden slags, og den ene ting, der gik igen i alle deres tanker var, at "nationer" skulle opgive "suverænitet". Roosevelt havde så langt tilbage som i 1923 (i følge Mr. Baruch´s levnedsskildrer, Morris V. Rosenbloom) efter sin lammelse, i sygesengen, brugt tiden til at skitsere "en plan til bevarelse af fred", en skitse, han senere som præsident reviderede og gav navnet "De forenede Nationer".

På samme måde blev i England forkæmperen for britisk nationalitet, Winston Churchill, i 1936 præsident for den britiske afdeling af en international organisation ved navn "The New Commonwealth Society" som var fortaler for "en verdens-politistyrke til at opretholde fred" (sammenstillingen af ordene "magt" og "fred" optræder i alle disse programmer og erklæringer) - og han erklærede (den 26. november, 1936) at den afveg fra "andre fredsselskaber" i og med at den "talte for anvendelse af magt imod en fredsbryder, i understøttelse af lov". Churchill sagde ikke hvilken lov, eller hvis lov, men han fremførte "magt" som vejen til "fred".

Det er derfor logisk, at Churchill, under det møde med præsident Roosevelt, i august 1941, hvor den sterile "Atlanterhavsdeklaration" blev skabt, skulle fortælle præsidenten (som han skriver), at "den offentlige mening i England ville blive skuffet, hvis der ikke var hensigt til at skabe en international organisation til at holde fred efter krigen". Jeg var i England på dette tidspunkt, og var i hvert fald én, der var skuffet over den indføjelse, som Churchill ønskede. Og hvad "offentlig mening i England" angik, så var der ikke nogen, for der var ikke blevet tilbudt folk noget informativt grundlag, som der kunne dannes en mening ud fra. Churchill forfulgte idéen på egen autoritet, som også Roosevelt gjorde: "Roosevelt talte og handlede i fuldstændig frihed på alle områder....Jeg repræsenterede Storbritannien med næsten samme frihedsgrad. På denne måde blev der opnået en meget høj grad af koordination, og besparelsen i tid, og i antal af mennesker, der blev informeret, var begge uvurdérlige" (sådan lyder Churchills beskrivelse af, hvordan "de vigtigste forretninger mellem vore to lande næsten udelukkende blev gennemført ved personlige udvekslinger" mellem ham selv og Roosevelt i "perfekt forståelse").

Følgelig dominerede "spørgsmålene om en Verdensorganisation" (jf. Churchill) i krigens afsluttende stadier - og uden nogen som helst reference til de mange millioner kæmpende - de private samtaler mellem disse to mænd, samt general Smuts i Sydafrika og lederne af de andre britiske oversøiske lande. På det tidspunkt (1944) var Churchill nået frem til at bruge udtrykket "verdensinstrument", og (lige som det gjaldt hans tidligere hentydning til "lov") meldte det indlysende spørgsmål sig: hvis instrument? "Forhindring af fremtidige brud på freden" var fast sprog på lager i alle disse samtaler. Vanskeligheden ved at afgøre, hvem der er fredsbryderen, viste sig i tilfældene Havana havn i 1898 og Pearl Harbour i 1941, og for den sags skyld var med-fredsbryderen ved starten af Anden Verdenskrig, Sovjetstaten, den part, der blev mest overdådigt belønnet ved krigens afslutning, så al denne snak om at "standse fredsbrud" kan ikke have været alvorligt ment. Tydeligt nok var det tanken at oprette et "verdensinstrument" til brug for hvem der fik kontrol med det. Og mod hvem skulle det bruges? Svaret bliver leveret af alle propagandamagerne for denne idé. Den ene ting, de alle angriber, er "nationalstaters suverænitet". Ergo, ville det blive brugt til at udslette nationalitet (rent faktisk kun i Vesten). Af hvem ville det blive brugt? Ja, resultaterne efter de to store krige i dette århundrede leverer svaret på det spørgsmål.

Det var på denne baggrund, at "De Forenede Nationers Organisation" blev oprettet i 1945. Inden der var gået to år (det vil sige medens forvirrings-perioden efter Anden Verdenskrig endnu stod på), blev den sande karakter af "verdensregering" og "verdensinstrumentet" afsløret for en kort tid. For første gang blev det vist for folkeslagene, hvad der ventede dem, hvis denne idé nogensinde blev fuldstændigt realiseret. De forstod ikke, hvad det var, de fik at se den gang, og glemte det straks igen, men afsløringen er beskrevet og derfor af permanent værdi for den studerende nu og lige så længe denne idé om en over-national "autoritet", så tydeligt forudsagt i Protokollerne af 1905, fortsat bliver fremelsket af magtfulde mænd bag scenen for den internationale politik. På dette punkt i fortællingen dukker personen Bernard Baruch for første gang frem fra rådgiver-skyggen til fuldt dagslys, sådan at rimelige følgeslutninger om hans langvarige andel i vort århundredes begivenheder kan drages.

Som det er blevet vist, greb han afgørende ind til fordel for den zionistiske stat i 1947 ved at "forandre sig en god del" fra sin tidligere fjendtlighed over for zionismen (Dr. Weizmann) og ved at formane en ansvarlig minister, James Forrestal, til at stoppe sin opposition. Dette er det første tilfælde, hvor Mr. Baruch´s indflydelse på statens politik tydeligt kan ses, og det er et betydningsfuldt eksempel, som må bringe pessimisme til de, der håber på jødisk "involvering i menneskeheden", for frem til dette tidspunkt syntes han at være (og ønskede formodentlig at virke som) en fuldt integreret amerikaner, et stjerneeksempel på jødisk emancipation, høj, flot, ærværdig og overdådigt succesfuld i sine forehavender.

Hvis Mr. Baruchs "forandring" var så pludselig som Dr. Weizmanns beskrivelse angiver, får en anden begivenhed fra denne periode den til at virke meget radikal, ja ligefrem voldsom. En af de mest ekstreme zionistiske chauvinister i Amerika på den tid var en Mr. Ben Hecht, som en gang udgav følgende erklæring:

"En af de fineste handlinger, som pøbelen nogensinde udførte, var korsfæstelsen af kristus. Intellektuelt set var det en strålende gestus. Men forvent, at pøbelen kludrer. Hvis jeg havde haft den opgave at korsfæste kristus, ville jeg have håndteret det anderledes. Forstår I, jeg ville have fået ham skibet afsted til Rom og fodret til løverne. De havde aldrig kunnet lave en frelser ud af hakkekød".

Under den voldelige periode i Palæstina, som kulminerede i pogromen af araberne i Deir Yasin, indrykkede denne Mr. Hecht en helsides annonce i mange af de førende aviser over hele Amerika. Den var adresseret "Til terroristerne i Palæstina" og indeholdt bl.a. denne besked:

"Amerikas jøder er med jer. I er deres helte... Hver gang I sprænger et britisk depot, eller sender et britisk tog til skyerne, eller plyndrer en britisk bank, eller fyrer løs med jeres geværer og bomber mod de britiske forrædere og indtrængere i jeres hjemland, fejrer jøderne i Amerika en lille højtidelighed i deres hjerter".

Det var forfatteren af denne annonce (i følge hans autobiografi), som Mr. Baruch valgte at besøge for at informere om sin sympati og støtte:

"En dag åbnedes døren til mit værelse og en høj, hvidhåret mand trådte ind. Det var Bernard Baruch, min første jødiske besøgende. Han satte sig ned, betragtede mig et øjeblik og talte så. "Jeg er på Deres side" sagde Baruch, "den eneste måde jøderne nogensinde vil få noget er ved at kæmpe for det. Jeg ønsker, De skal tænke på mig som en af Deres jødiske krigere i det høje græs med et langt gevær. Jeg har altid udført mit bedste arbejde på den måde, ude af syne"".

Denne afslørende udtalelse (i tillæg til Mr. Baruch´s intervention i Forrestal affæren) giver den studerende indsigt i Bernard Baruchs personlighed. Hvis dette var den måde, hvorpå han havde gjort sit bedste arbejde ("som en jødisk kriger i det høje græs, med et langt gevær....ude af syne") i hans femogtredive år med at "rådgive seks præsidenter", så er udformningen af amerikansk politik og af verdensbegivenhederne gennem det tyvende århundrede forklaret. Læseren er i sin gode ret til at forstå ordene i deres fulde udstrækning og til at vurdere Mr. Baruchs indflydelse på amerikanske og verdensomspændende forhold i det lys, de kaster. Ordene er lige så relevante for Mr. Baruchs ene store offentlige indgriben i verdens forhold, som skete på nogenlunde samme tid. Dette var "Baruch-planen" for en despotisk verdensautoritet opbakket af udslettelses-kapacitet, og de ovenfor citerede ord retfærdiggør den yderste bekymring med hensyn til de formål, som et sådant "verdensinstrument" ville blive anvendt på. "Baruch-planen" er af så stor betydning for denne beretning, at et grundigere kig på Mr. Baruchs hele baggrund og liv er på sin plads hér.

Han blev almindeligvis formodet at være af den aristokratiske jødiske type, det vil sige af sefardisk afstamning, altså som via oplevelserne i Spanien og Portugal førte stamtræet tilbage til en forsvindende lille mulighed for en palæstinesisk fortid. Faktisk var hans far, som han selv fortalte det (7. februar 1947) "en polsk jøde, som kom til dette land for hundrede år siden". Det placerer Mr. Baruch mellem de slaviske ashkenazier, de ikke-semitiske "øst-jøder", som nu (af jødiske statistikere) siges at udgøre næsten hele jødedommen.

Han blev født i 1870 i Camden i Syd-Carolina. Hans familie så ud til at have identificeret sig med det ny land, på godt og ondt, for hans fader gjorde tjeneste som sydstats-kirurg og Mr. Baruch selv blev født i de onde "Genopbygnings"-år. Som barn oplevede han negre, der opildnet af "carpetbagger" oprørstaler og "scallywag"sprut hærgede genem de søvnige gader i hans plantage-landsby, mens hans ældre brødre stod parate med geværer på førstesals verandaen. Hans fader bar Ku Klux Klanens hætte og kappe.

Han så altså i sin barndom den destruktive revolution i arbejde (for den overtog scenen under de sidste stadier og i eftervéerne af Borgerkrigen, og "Genopbygningen" var til at genkende som dens værk) og senere så han de varige værdier i et frit samfund. Hans familie var, imidlertid, ikke reelt en del af Syden og snart skulle tiltrækningskraften fra New York føre den dertil. Her var Bernard Baruch, inden han havde nået en alder af tredive år, blevet en rig mand videre på vej op, og inden han var fyrre var han allerede en magtfuld person, omend uset, bag politik. Han er sandsynligvis den virkelige model for top-financiér´en "Thor" i Mr. House´s roman. Trods stor modstand fra andre fik Mr. House ham med i gruppen omkring Wilson.

Da var hans livshistorie allerede fyldt med store financielle kup, hvor han havde "baisset", "skovlet ind på sammenbruddet", "drevet prisen i bund" osv. Guld, gummi, kobber, svovl, - alt blev til dollars ved hans berøring. I 1917 informerede han kongressens House Rules Committee under en efterforskning af bevægelser i aktiemarkedet, der var igangsat ved udspredelse af "freds-rapporter" i 1916, at han på en enkelt dag havde "tjent en halv million dollar ved baisse-spekulation". Han fortalte, at hans støtte til præsident Wilson (til hvis valgkampagner han gav overdådige bidrag) i begyndelsen skyldtes professor Wilsons angreb på eksklusive "broderskaber" på Princeton Universitet (som i 1956 udmærkede sig ved at lade Alger Hiss tale til en af dets studenterklubber). Det man skulle forstå hér var, at han var en af dem, der afskyede al "diskrimination på grund af race, klasse eller tro". Men få mænd kan have lidt mindre under "diskrimination" end Mr. Baruch.

Hans første optræden på Wall Street mødte megen uvilje blandt de magtfulde personer dér, fordi han var "en gambler" ( en anklage, der øjensynlig først blev rettet mod ham af J.Pierpont Morgan). Han overlevede alle sådanne kritikker og beskrev sig selv som "en spekulant". Under Første Verdenskrig udnævnte præsident Wilson ham til formand for War Industries Board (bestyrelsen af krigsindustrierne) - idet Baruch vedholdende havde presset præsident Wilson til, at ledelsen af dette diktatoriske væsen måtte være "én mand"), og han beskev senere sig selv i denne rolle som den, der havde været verdens mest magtfulde mand. Da præsident Wilson vendte fuldstændig uarbejdsdygtig tilbage fra Versailles-fredskonferencen, "blev Mr. Baruch medlem af den gruppe, der traf afgørelser under præsidentens sygdom...kaldet "Regerings-rådet"", og præsident Wilson rejste sig kun længe nok fra sit sygeleje til at kunne afskedige sin udenrigsinister, Robert Lansing, som havde indkaldt ministermøder i opposition til dette "Regerings-råd".

Baruchs levnedsskildrer erklærer, at han fortsatte som "rådgiver" for de tre republikanske præsidenter i 1920´erne, og Eleanor Roosevelt bevidner, at han var præsident Roosevelts rådgiver både inden og under det tolv år lange demokratiske regime, som fulgte. I marts 1939 følte Winston Churchill sig parat til at oplyse Mr. Baruch om, at "krigen kommer meget snart.....De vil køre showet derovre".

På dette tidspunkt havde Mr. Baruch "rådgivet" præsidenter i næsten tredive år, og på trods heraf kan den ihærdige student ikke med sikkerhed opdage eller udtale sig om, hvad Mr. Baruchs motiver var, karakteren af de "råd", han gav, eller hvilken effekt hans rådgivning havde på amerikansk politik og verdensbegivenheder. Dette er kun naturligt, for han havde altid arbejdet "i det lange græs....ude af syne". Han var aldrig en valgt eller ansvarlig del af statsapparatet, sådan, at hans arbejde blev inspiceret. Han var den første af "rådgiverne", den nye type hersker, der kun var blevet forudsagt, ved århundredets begyndelse, af de meget bagtalte "Protokoller" fra 1905.

Alene udledninger og følgeslutninger var mulige i hans tilfælde. Stykker hér og dér kunne bygges sammen til at danne delene af et billede. For det første var hans offentligt registrerede anbefalinger altid metoder til "kontrol". Både i Første og Anden Verdenskrig var dette hans vidundermiddel: "kontrol", "disciplin" og lignende. Det gik altid ud på et krav om magt over mennesker, og et krav om centralisering af autoritet i en enkelt mands hænder, og kravet blev rejst igen længe efter Anden Verdenskrig, endnu en gang med den forsikring, at det ville forhindre den tredie krig: " før kuglerne begynder at flyve....må landet acceptere disciplinering så som rationering og priskontrol" (28. maj 1952, sagt til en senatskomité).

Hver eneste gang denne anbefaling blev givet, blev den præsenteret som et middel til at overvinde en diktator ("der Kaiser", "Hitler", "Stalin"). Den gennemkontrollerede og disciplinerede verden, som Mr. Baruch så for sig, blev beskrevet af ham i vidnesudsagn for en kongres-komité i 1935: "Hvis 1914-18 krigen var fortsat endnu et år, ville hele vor befolkning være dukket op i billige, men brugbare uniformer....skotyper ville være blevet reduceret til kun to eller tre". Denne udtalelse fremprovokerede stærke protester i samtiden. Amerikanere, der havde hjulpet til med at slå de "ensrettede" tyskere, holdt ikke af at tænke på, at de selv skulle have fremvist et billede af trøstesløs ensretning, hvis krigen blot havde varet "endnu et år". Mr. Baruch nægtede da, at han havde tænkt på at "sætte nationen i strækmarch", men hans levnedsskildrer skriver, at han "genoplivede sit forslag til en lignende trøstesløs beklædning i Anden Verdenskrig". Forestiller den studerende sig billedet, der her danner sig, kan han ikke få det tilsvarende billede, som gives i Protokollerne, ud af sit sind: En trøstesløs, slavebundet masse, der bebor de tidligere nationalstater.

Andre brudstykker viste, at Mr. Baruchs tanker kulminerede i et billede af en kontrolleret og disciplineret verden. Den folie de grandeur, den megalomani, som Wilson´erne, Lloyd George´rne, Roosevelt´erne og Winston Churchill´erne beskyldte "der Kaiser" og Hitler for, boede i ham. Hans levnedsskildrer citerer: "Selvfølgelig kan vi ordne verden, sagde Baruch ved mange lejligheder". Og derpå, under Anden Verdenskrig: "Havde Baruch været enig med præsident Roosevelt og andre ledere om, at en verdensorganisation skulle etableres på højdepunktet af allieret enighed i krigen".

De kursiverede ord er nøgleordene: de henviser til forvirrings-perioden i en stor krig, hvor "rådgiverne" fremlægger deres planer, "premier-diktatorerne" underskriver dem (og senere ikke kan forstå, hvordan de kunne have gjort det), og hvor de store kup gennemføres.

Dette er alle brudstykker, vigtige, men kun delstykker. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig gjorde Mr. Baruch sin første store offentlige entré i verdens affærer som forfatter til en plan om verdens-diktatur, og diktatur (efter min opfattelse) gennem terror. For første gang ligger hans sind og arbejde åbne til at inspicere, og det er i forbindelse med denne plan (atter efter min opfattelse), at hans ord til Mr. Ben Hecht er af så stor betydning.

I følge hans levnedsskildrer, var Mr. Baruch 74, "da han begyndte at forberede sig til den indsats, han selv betragtede som den mest afgørende i sit liv.... at forme en brugbar plan for kontrol med atomenergi, og, som De forenede Staters repræsentant ved De forenede Nationers Atomenergi Kommission, at fremme kommissionens vedtagelse af planen". Dette må have været i 1944, et år før den første atombombe blev kastet og før De forenede Nationer overhovedet var skabt.

Hvis dette er korrekt, vidste Mr. Baruch hvad der ville ske i verden omkring to år før begivenhederne indtraf. Den "udnævnelse", han forberedte sig til i 1944, blev først foreslået præsident Truman i marts 1946 (syv måneder efter de første atombomber) af udenrigsminister Byrnes (efter samråd med Mr. Baruch). Præsident Truman foretog pligtskyldigt udnævnelsen, hvorefter Mr. Baruch omsider fremtrådte offentligt i en officiel funktion. Han gik i gang med arbejdet på "Baruch-planen".

Den lov, der regulerer Amerikas medlemskab af De forenede Nationer fordrer, at en amerikansk repræsentant i organisationen følger den politik, der besluttes af præsidenten og som videregives gennem udenrigsministeren. I følge Mr. Baruchs levnedsskildrer, forhørte denne sig om, hvad "politikken" skulle være, muligvis som et spørgsmål om form, for han var blevet bedt om at lave den selv. Derfor var "Baruch-planen" bogstaveligt talt Mr. Baruch´s plan, hvis denne redegørelse var korrekt (den blev udgivet med hans godkendelse). Den blev udtænkt på en bænk i Central Park i samråd med en vis Ferdinand Eberstadt, Mr. Baruchs assistent i 1919 ved Versailles og en "aktiv discipel" af Mr. Baruch i Anden Verdenskrig. Dette kunne betegnes som det tyvende århundredes måde at skabe statspolitik på, og øjensynlig var episoden grunden til Mr. Baruchs folkelige titel: "Parkbænks-statsmanden".

Mr. Baruch præsenterede da sin plan for De forenede Staters Atomenergi Kommission under åbningsforsamlingen den 14. juni 1946. Han talte med en stemme som leviternes Jehovah, idet han tilbød "velsignelser eller forbandelser", hentydede til atombomben som "det absolutte våben" (inden få år var et endnu mere ødelæggende sprængstof i konkurrerende produktion), og brugte de velkendte argumenter hos falske profeter, nemlig, at dersom hans råd blev fulgt ville "fred" blive følgen og hvis ikke, ville alle blive "udslettet". Det forslag, han fremsatte, forekommer mig at være det samme som universelt diktatur, støttet af terrorisme på verdensomspændende niveau: læseren må selv dømme.

"Vi må vælge verdensfred eller verdensudslettelse......Vi må tilvejebringe metoder til at sikre, at atomenergi bliver anvendt til fredelige formål og til at udelukke dens anvendelse i krig. Til dette formål må vi etablere øjeblikkelig, effektiv og helt sikker afstraffelse af de, der bryder aftaler, som nationerne har indgået. Afstraffelse er altafgørende, hvis fred skal blive andet end en feberagtig pause mellem krige. Desuden kan De forenede Nationer påbyde individuelt ansvar og straf efter de principper, der blev fulgt i Nürnberg af Unionenen af Socialistiske Sovjet Republikker, Det Forenede Kongerige, Frankrig og De forenede Stater - en opskrift, der med sikkerhed ville gavne verdens fremtid. I denne krise repræsenterer vi ikke kun vore regeringer for i langt større betydning repræsenterer vi verdens folkeslag....Folkeslagene i de demokratier, som er forsamlede her, er ikke bange for en internationalisme, som beskytter. De er uvillige til at blive spist af med sludder om snæver suverænitet, som er vor tids betegnelse for tidligere tiders isolation".

Mr. Baruch optrådte altså ikke som repræsentant for De forenede Stater, men som talsmand for "verdens folkeslag", og det var i den rolle han anbefalede en permanent Nürnbergdomstol som sikkert middel til at hjælpe verden (formentlig ved domme, der skulle afsiges på Forsoningsdagen).

På dette fundament foreslog han "bestyrelse af- eller ejerskab af-" alle atomenergi-aktiviteter, der var potentielt farlige for verdens sikkerhed og magt til at kontrollere, inspicere og tillade alle andre atomenergi-aktiviteter. Og hvad angik "overtrædelser af denne orden", foreslog han, at "afstraffelser, der skulle være så øjeblikkelige og sikre, som overhovedet muligt, skulle iværksættes for ulovlig besiddelse eller brug af en atombombe eller atommateriale, eller for bevidst forstyrrelse af Autoritetens virke." Han gentog så sit forslag om "afstraffelse": "..........spørgsmålet om afstraffelse ligger centralt i vort nuværende sikkerhedssystem..... Pagten tillader kun afstraffelse efter enighed mellem alle de fem stormagter......Der må intet veto være til at beskytte de, der bryder deres højtidelige aftaler....... bomben venter ikke på en udskydelse. At udskyde kan betyde at dø. Tiden imellem en overtrædelse og en præventiv handling eller afstraffelse ville være alt for kort til at give plads til længere diskussioner om, hvilken kurs, der skulle følges.....Løsningen vil kræve en tilsyneladende opofrelse af stolthed og position, men hellere smerte som prisen for fred end døden som prisen for krig".

Læseren vil bemærke, at Mr. Baruch hævdede, at verden kun kunne undgå "udslettelse" ved at "forhindre anvendelsen af atomenergi i krig" og at han foreslog, at der skulle etableres "en Autoritet" med et monopol på atomenergi, og som skulle være fri for nogen form for kontrol med sin straffende brug af atomenergi imod en hvilken som helst part, som den dømte til at fortjene afstraffelse.

Det var dette forslag jeg tidligere havde i tankerne, da jeg nævnte, at verden for første gang fik et glimt af, hvad "verdensregering" betød. Mr. Baruch´s levnedsskildrer siger, at præsident Truman "gav sin tilslutning til planen" og fortæller herefter om Mr. Baruch´s anstrengelser for at "opsamle" stemmer for den i kommissionen. Da der var gået seks måneder (5. december 1946), var han utålmodig og bønfaldt kommissionen om at huske, at "udskydelse kunne betyde at dø". Forvirrings-perioden var ved at slutte, og selv en FN-kommission kunne ikke bringes til at sluge denne plan. Den 31. december 1946 tog Mr. Baruch sin afsked og planen blev lagt på hylden gennem henvisning til De forenede Nationers Nedrustningskommission.

I januar 1947 bekendtgjorde Mr. Baruch, at han ville "trække sig tilbage fra det offentlige liv" (hvor han kun havde været tydelig ved denne ene lejlighed). "Interesserede tilhørere var ikke specielt bekymrede", (tilføjer hans levnedsskildrer); man væddede på, at Baruch var tilbage i Det hvide Hus og på Capitol Hill inden måneden var omme, og det holdt stik". Senere i 1947 greb han afgørende (om ikke offentligt) ind i forhold til Mr. Forrestal og han havde sit betydningsfulde møde med Mr. Ben Hecht. Seks år senere opsummerede hans levnedsskildrer (som tydeligvis da var klar over, at Mr. Eisenhower skulle vælges) de anbefalinger, som den nye præsident modtog fra den permanente "rådgiver". Disse havde alle at gøre med indledende forberedelser til krig, "kontroller", "global strategi" og lignende.

På denne tid specificerede Mr. Baruch, hvilket specielt nyt "fredsbrud" disse forslag var udtænkt til at imødegå. Han fortalte en senatskomité i 1952, at for at komme "Sovjetisk aggression" i forkøbet, skulle "præsidenten gives al den magt han behøvede for at gennemføre en oprustning og et mobiliseringsprogram, som også skulle indeholde pris- og prioriteringskontrol". Dette var det samme program, under "enmands-ledelse", som han havde presset for under de to verdenskrige. Hans private syn på den fremhævede fredsbryder var tilsyneladende ikke præget af den bekymring og frastødelse, som han gav udtryk for over for senatskomitéen, for i 1956 fortalte han i et interview: "For et par år siden mødte jeg Vyshinsky til en fest og sagde til ham "De er et fjols og jeg er et fjols. I har bomben og vi har bomben.... Lad os få kontrol med den sag, for mens vi snakker, vil alle nationer før eller siden få bomben" ( Daily Telegraph, 9. januar 1956). Sovjetunionen så heller ikke på Mr. Baruch med fjendtlige øjne; i 1948 (som han bekræftede det i 1951) blev han inviteret til Moskva for at forhandle med diktatorerne dér, og han tog faktisk afsted fra Amerika på denne tur. Kun en "pludselig sygdom i Paris" (forklarede han) fik ham til at afbryde den.

Afsløringen i 1946 af hans plan til at "ordne verden" gav verden et glimt af, hvad den ville kunne forvente, ville blive forsøgt i de sidste stadier og i den umiddelbare periode efter en eventuel tredie verdenskrig. Den "globale plan" blev fuldt afsløret. I 1947 fortalte Mr. Baruch, at hans fader "kom til dette land for hundrede år siden". Tilfældet giver det mest betydningsfulde eksempel på den virkning, som den "nye indvandring" i det 19. århundrede har haft på Amerika, og gennem Amerika, på verdens gang. Efter blot disse hundrede år havde sønnen allerede i næsten fyrre år været en af de mest magtfulde mænd i verden, selv om han arbejdede "i det lange græs .......ude af syne", og han skulle komme til at fortsætte dette arbejde i mindst ti år mere.

Dronte 7

Drontens hovedmenu