|
Jødespørgsmålet i Danmark - Maisted-debatten (del 2) Emnet blev efter debatten i "Politiken" taget op i "Danskeren". Det var inden også dette blad blev politisk korrekt omkring jøder- og ikke kunne se jødespørgsmålet mere. Spørgsmålet blev fremdraget lidt forsigtigt og med en halvkvædet vise, og den stil skulle senere slå igennem som decideret uærlighed og censur i forhold til emnet - se "Jødespørgsmålet i Danmark-Maisted" (del 1):
"DANSKEREN" - nr.4 - September 1994: Tilfældet Maisted Ole Maisted er blevet frataget sit folketingskandidatur for Venstre efter at have skrevet vedstående stykke. Det kan næppe være advarslen mod "multietniseringen" af Danmark, der har været afgørende for neutraliseringen af hans politiske ambitioner - sådanne advarsler er hans partifælle Finn Oelsner jo gang på gang kommet med (senest Berlingeren 14/7). Det hævdes da også at være Maisteds udtalelser om de danske jøder, der gjorde udslaget. Det er imidlertid en udbredt opfattelse, at den jødiske del af befolkningen faktisk har skaffet sig en indflydelse, der går videre, end deres antal betinger. Mange har også undret sig over det tryk, der udfoldes fra denne side til støtte for "multietniseringen" af Danmark. Er det forkert at sige åbent, hvad der tales om mand til mand? Er det forkert at mene, at et sådant tryk på den danske opinion er upassende i en tid, hvor millioner af mennesker søger væk fra verdens overbefolknings- og kaoscentre for at finde nye levesteder, og hvor forsigtighed over for dette fænomen derfor er et afgørende element i loyaliteten over for det danske samfund? Eller er det Maisteds meget kategoriske form - som han næppe har belæg for at anvende - der har spillet ind? Man henretter dog sædvanligvis ikke politikere for bastante udtalelser. Hvorfor så lige netop Ole Maisted, når han lader pennen løbe af med sig i sommervarmen? Det er farligt, hvis det jødiske samfund i Danmark mener sig berettiget til eller tillægges en særstilling i den offentlige debat. Man ville antagelig uden dramatiske konsekvenser kunne hævde, at Akvarieforeningnen for Vanløse og Omegn har skaffet sig ind i alle samfundets topstillinger. Man ville også kunne hævde, at folkene på Mors har en urimeligt stor indflydelse på landets styrelse. Hvorfor skal det være anderledes, hvis man påstår, at tilsvarende gør sig gældende i relation til den jødiske befolkningsgruppe? De uhyrligheder, jøderne under 2. verdenskrig var udsat for, udgør ingen hjemmel for fredhellighed i debatten. Det jødiske samfund ville næppe heller være tjent med en sådan fredhellighed, der vanskeligt kunne skelnes fra et tabu. Og derfra og til en opfattelse af, at der forgår noget fordækt, er vejen kun kort. Vi fraskriver os jo dog feks. ikke retten til at bedømme armenierne på godt og ondt, skønt de under l. verdenskrig af deres tyrkiske overherrer blev udsat for et folkedrab, der antagelig forholdsvis var endnu større end det nazistiske Tysklands mod det jødiske folk. Eller for den sags skyld noget af de mange folkeslag, der i tidens løb er blevet ofre i historiens malstrøm. Historiens stats- og folkeudslettelser skaber derimod behov for at gøre sig alvorlige overvejelser om, hvad konsekvenseme er af at fare med urimelige overdrivelser eller løs snak om andre - hvem de så end er. Og ikke mindst til at betænke, hvor nødvendigt det er for et folk, især et lille folk, at værne om sin eksistens over for en omverden i opbrud - sådan som netop jøderne har vist at have lært det ved deres nationalstat Israels identitetsvilje og eksistenskamp. Selv denne forsigtige - nærmest underdanige - omtale af emnet fik en dansk jøde, Geoffrey Cain, til at reagere - Cain har skrevet mange rigtige og loyale læserbreve til støtte for danskerne, blandt andet et, hvor han sammenlignede dem med den godtroende, uddøde dronte. Han gav mig idéen til bladets navn. Men her - og langt tydeligere i den senere tid, virker han som eksempel på en af slagsen, der "vælger eller tvinges til at være en god jøde" som omtalt i Douglas Reed´s "Den destruktive mission":
DANSKEREN - nr.5 - November 1994: En læser har indsendt følgende kommentar til artiklen i sidste nummer om "Tilfældet Ole Maisted": I sidste nummer af Danskeren bragte I Ole Maisteds famøse brev om jødernes evne til at nå til tops i ethvert samfund, inkl. det danske. Jøderne benytter sig af den positive nepotisme, skrev Maisted, og det betyder, at kun de bedste af de bedste bliver hjulpet frem, diskret støttet af jøder i andre lande, naturligvis. Maisted benytter sig ikke af ord som "den internationale zionisme", "sammensværgelse", "hemmelige dit eller dat", men læseren er frit stillet til at bruge sin fantasi. På mig virkede den skamrosning af jødernes snedige dynamik ret ubehagelig, men Danskerens usignerede kommentar påpegede det gode i at disse ting tages frem og diskuteres. Jøderne skal ikke være fredhellige, stod der, de skal kunne tåle kritik på samme måde som Vanløse Akvarieforening eller armenierne. Sidstnævnte har som bekendt også været ude for skrækkelige ting, idet 3/4 af dem blev myrdet under l. Verdenskrig. Hertil vil jeg sige følgende. Det er ufrivilligt komisk at sammenligne jøderne og deres 4000 års historie med en akvarieforening. Til gengæld var den med armenierne unægteligt tættere på. Men alligevel ved siden af. Folkemordet på armenierne foregik i to omgange, mellem 1894 og 1915. Begge gange var der tale om en politisk beslutning med etniske og religiøse overtoner, og nogen decideret "antiarmenisme" fandtes ikke, hverken før eller efter. Det er sandt, at der ved grænsen til vor tids Armenien er et folk, der vil armenierne til livs, ligesom araberne vil israelerne til livs. Men armeniere i diaspora møder ikke fjendtlighed nogen steder og har mig bekendt aldrig gjort det. Anderledes er det med jøderne. Deres hjemland er truet ligesom armeniernes, måske endda mere. Det vil tiden vise. Men deres holocaust foregik ikke i Centralasien, men lige et par hundrede kilometer syd for den danske grænse. Ved Nürnbergprocessen gik flere af nazispidsernes forsvar ud på, at de kun havde handlet i overensstemmelse med Martin Luthers "Die Juden und Ihre Lügen" (bringes på dansk i dette nr. af "Dronten",red.), hvor reformatoren anbefalede de skrappeste midler mod ikke-frafaldne jøder: fratagelse af deres ejendom, tvangsarbejde og forvisning. Selvom disse anbefalinger gjaldt jødedom som religion, ikke som race, havde spidserne unægtelig en pointe, synes jeg, en pointe, som medlemmer af den luthersk-evangeliske kirke vanskeligt kan affeje med en håndbevægelse som noget, der ikke angår dem. Mellem jøderne og armenierne er der på et punkt lighed: begge er bange for den skæbne, der kan overgå deres oprindelsesland. Men der er også en afgørende forskel. Jøderne er bange for deres liv her. Deres institutioner - inklusive en børnehave - er barrikaderet bag ståltrådshegn, og alle højtider kræver bevæbnet opsyn. Ja, selv loppemarkeder foregår som i et fængsel. Alligevel skal de behandles på lige fod med Vanløse Akvarieforening, skriver den navnløse kommentator, da man ellers kunne finde på noget "fordægt" ved deres succes og indflydelse. Herved antydes det, at der i Maisteds insinuering kan være et gran af sandhed. Og måske er der også det, fordi selv de vildeste påstande ofte indeholder en lille procent sandhed. Men at koncentrere sig netop om den - mens man negligerer alt andet - giver et ganske forregnet billede. Og et forregnet billede har meget lidt med sandhed at gøre. Helt tilfældigt har jeg lige læst en mig førhen ubekendt Philip Glassers selvbiografi, Gorbals Boy at Oxford, der er blevet meget rost for sin usentimentale og alligevel gribende skildring af det intellektuelle liv i fyrrernes England. The Gorbals er en slum i Glasgow, hvor den jødiske Glasser voksede op. Han måtte ud og tjene i en ung alder (noget med 50 ugentlige timer på et vaskeri), men uddannede sig selv om aftenen, endda så fremragende, at han vandt en konkurrence, der gav stipendium til Oxford og adgang til en verden, der mindede om den, vi så i Gensyn med Brideshead. Dér ankom han så med arrede hænder fra det tunge strygejern, han havde betjent i så mange år, på cykel. Fra Glasgow! Hvis nogen jøde har hjulpet ham i hemmelighed, har denne hjælp været ret beskeden, må man sige. Men tilbage til Maisteds brev og den usignerede kommentar. Jeg forstår godt den harme, der ligger bag begge. I disse år er Danmark ved at blive forvandlet. Nogle vil sige ødelagt. Mange medlemmer af det jødiske samfund har støttet denne udvikling, og - sammen med Danmarks øvrige kulturelite - angrebet alle, der modsatte sig den. Om alle jøder er lige så begejstrede, som deres fortalere, kan man ikke vide noget om. Jeg fornemmer, at politisk ukorrekte meninger har lige så mange chancer hos dem, som i resten af samfundet. Dvs. ikke ret mange. Men hvorfor skulle det jødiske samfunds officielle holdning ligge så tæt op ad, hvad der er god tone hos den humanistiske elite? Her er der nogle faktorer, der spiller ind, og som man ikke skal glemme. l. Jøderne er oprindelig selv indvandrere og kan vanskeligt være imod indvandring uden at beskyldes for hykleri. 2. En vigtig del af den jødiske etik påbyder, at man behandler "den fremmede" godt. "Husk på, at I selv har været fremmede", står der mange steder, og det er et påbud og en påmindelse, som jøderne ikke tager let. 3. (Og det er noget, jeg forestiller mig) Jøderne har indset, at indvandringen fra Mellemøsten vil fortsætte, og derfor er det livsnødvendigt for dem at have det bedst mulige forhold til deres nye naboer. Om deres nye naboer er interesseret i at have det bedst mulige forhold til dem, vil tiden vise. Foreløbig er der intet, der tyder på det. Snarere tværtimod. Jødernes stilling er vanskelig, kan man se, og jeg er sikker på, at mange af dem med glæde ville bytte deres sorger og problemer ud med dem, der plager Vanløse Akvarieforening. Men så let går det ikke, desværre. Afsluttende vil jeg sige, at den holdning, kommentaren i sidste nummer gav udtryk for, ikke er den, jeg har mødt i samtaler med DDF-medlemmer i almindelighed. Så godt som alle indvandringsmodstandere, jeg har talt med, både i og udenfor DDF, har været stærkt pro-jødiske og stærkt pro-Israel. Den antisemitisme, jeg lejlighedsvis er stødt på i Danmark, har altid været blandt humanister og socialister. Derfor var sidste nummers kommentar dobbelt uheldig. G eoffrey Cain
DANSKEREN, nr.6, December 1994: En læser kommenterer Geoffrey Cains indlæg i sidste nummer: Jeg er forundret over de begrundelser for det jødiske samfunds officielle holdning, du giver. l. "Jøderne er oprindelig selv indvandrere og kan vanskeligt være imod inddring uden at beskyldes for hykleri." Jeg har altid haft det indtryk, at jøder, i hvert fald dem, der har været her i 300 år, følte sig lige så danske som alle andre og blev dybt sårede, hvis man så meget som antydede, at de ikke var det. Desuden synes jeg, de danske jøder er i deres gode ret til at protestere imod import af fremmede, der er dem fjendtligt stemt. 2. "En vigtig del af den jødiske etik påbyder, at man behandler "den fremmede" godt." Jo, det er både godt og smukt. Men der er jo da forskel på "enkelte" fremmede, der opfører sig ordentligt, og så kriminelle og direkte kolonisering! Når folk har været her i flere hundrede år, så skulle de gerne identificere sig med de indfødte og ikke med de fremmede. 3. "Jøderne har indset, at indvandringen fra Mellemøsten vil fortsætte, og derfor er det livsnødvendigt for dem at have det bedst mulige forhold til deres nye naboer". Det nægter jeg at tro! Det ville jo sige, de danske jøder havde besluttet at se på det folk, som de har kaldt landsmænd igennem flere generationer, og indynde sig hos det nye herrefolk. Du kunne lige så godt sige vendekåber, opportunister, forrædere. Det var dog en forfærdelig tanke. Og hvorfor skulle indvandringen fra Mellemøsten, Afrika og Den tredje Verden fortsætte? Det er "kun" et spørgsmål politisk vilje til at stoppe indvandringen og iværksætte repatrieringsprogrammer. Det skyldes udelukkende manglende vilje hos de ansvarlige. Du nævner, at mange medlemmer af det jødiske samfund har støttet denne udvikling og - sammen med Danmarks øvrige kulturelite - angrebet alle, der modsatte sig den. Ja, det kan jeg heller ikke forstå. Hvorfor går prominente danske jøder som f.eks. Herbert Pundik, Arne og Bent Melchior, Klaus Rothstein m.fl. ind for muslimsk - inkl. palæstinensisk - indvandring, når det er vitterligt, at dette allerede nu har bragt danske jøder i direkte livsfare her i Danmark? Jeg deltog i høringen om antisemitisme i marts i år. Jeg interesserer mig stærkt for emnet af personlige årsager. Jeg var meget forbavset over, hvad jeg fik at høre. F.eks. sagde Herbert Pundik i sin åbningstale, at "vi vil uddanne danskerne, så tyrkerne kan være her." Hvem "vi"? Og hvad kommer vores børneopdragelse dem ved? Og hvad har tyrkernes og andre fremmedes tilstedeværelse i Danmark med Herbert Pundik at gøre? Ved slutningen af seminaret spurgte jeg: "Danmark har i de senere år modtaget mange fremmede. De er kommet uden den danske befolknings accept. Vi er nu i en situation, hvor vi kan forvente meget snart at blive et nyt Libanon eller Ex-jugoslavien. Kan danskerne forvente hjælp fra jøderne, som vi hjalp jer, når det nu snart bliver os, der er i nød og bliver forfulgt?" Svaret fra salen var en spredt fnisen. Peter Duetoft fik travlt med at forklare, at danskerne havde accepteret "det åbne samfund" (det vil overraske mange), den engelske repræsentant bakkede mig op med, at der var noget om snakken. De havde problemer med muslimer i Frankrig (ja, mon ikke!), Per Ahlberg sagde (dæmpet), at det var godt, nogen havde mod til at stille det spørgsmål (men han lovede ingen hjælp), og overrabbiner Bent Melchior smilede og sagde, at han var nærmest "internationalist". Efter høringen henvendte jeg mig til ham skriftligt og bad om hjælp til at redde Danmark*. Han svarede mig, at jeg var "enøjet", led af paranoia, at mine meninger var forskruede, og at han håbede, at jeg ville leve længe nok til at indse, at hans menneskesyn var "det ægte danske". Det sagde overrabbiner Melchior og formand for B'nai B'rith i Europa, til en leverpostejs-farvet indfødt, der nedstammer i lige linie fra 300 generationer af danske husmænd og daglejere (og en enkelt etatsråd), og det på et tidspunkt, hvor danske jødiske institutioner allerede var pakket ind i ståltråd. Du nævner Ole Maisteds hentydning til "den internationale zionisme", "sammensværgelse", "hemmelige dit og dat". Det er da helt rigtigt, at jøder i kraft af flid, dygtighed og sammenhold har klaret sig godt og faktisk har meget stor indflydelse i det danske samfund. Det er der da heller ikke spor galt i, tværtimod. Men hvis det er dem, der vil lave "multi-etniske, multi-raciale" samfund, må vi insistere på at tale med dem om det, for man kan jo ikke bare annullere et folks historiske ret til deres eget fædreland. Og det er tilsyneladende det, nogen har gjort, hvem disse nogen så ellers er. Der er ingen, der tænker på at give "alle jøder" skylden. De kan lige så lidt være ansvarlige, som jeg kan være ansvarlig for "kultureliten". Men jeg synes, at mange flere godt kunne komme frem af busken og hjælpe til nu, hvor det er danskerne, der er truet. Det var det forresten også sidste gang (1940-45), og da vovede danskerne endda pelsen for "deres jøder". Så de danske jøder, der er kede af udviklingen (og hvordan skulle de kunne være andet?), må mande sig op og sige det, for den, der tier, mens grunden bliver lagt, pådrager sig et medansvar, når der senere sker meget værre ting. Det har Uffe Ellemann selv sagt, og så passer det. Og det har de, så vidt jeg kan skønne, al mulig personlig interesse i. Kom venligst ud af hullerne, landsmænd! NU! Vibeke Edsberg * korrespondancen mellem Vibeke Edsberg og Bent Melchior er interessant til belysning af en ledende jødes syn på Danmark og danskerne, og vil eventuelt blive bragt på et senere tidspunkt, hvor jeg vil anmode Bent Melchior om tilladelse til at offentliggøre hans private svarbreve til Vibeke Edsberg. Vibeke Edsberg har siden studeret emnerne "jøder" og antisemitisme indgående og betragter i dag selv sine synspunkter fra den gang som lovligt naive og godtroende, men de illustrerer netop derfor ganske godt en rettænkende danskers begynderproblemer med at forstå "jødisk" dobbelttale og forræderi. Hun skelner dog lige som jeg og andre rationelle kritikere af jøder og jødedom fortsat imellem "præsteskabet" - eliten, der sidder på samfundets multietniserende menings- og magtmidler - og jævne loyale jøder. Hendes daværende synspunkter afsluttes med endnu et indlæg fra "Danskeren".
DANSKEREN - nr.2 - APRIL 1996: Talerstolen Vibeke Edsberg, Virum Jyllands-Posten bragte 3.12.95 et interview med et ortodoks jødisk ægtepar, Helle Gritzmann og Gil Schout. Her udtaler Gil undren over vore idealer, som de kommer til udtryk i litteraturen. "Hverken jøder eller kristne. Mennesker skal de være" siges det i Henri Nathansens skuespil "Indenfor murene". Henri Nathansen, der selv var jøde, valgte med kunstnerens frihed at lade en dansk akademiker repræsentere dette synspunkt. Men dermed er jo ikke sagt, at det også deles af flertallet af danskere. Gil fortsætter: "Man er da ikke bare menneske uden videre. Man er enten jøde eller kristen. Ikke begge dele. Man kan jo ikke bare sådan skifte identitet, lave om på, hvem man er. Det hænger jo sammen med hele ens opvækst, hele ens liv. Det kan man da ikke bare smide væk." NEJ! Lige netop. Det er som talt ud af danske hjerter. Det kunne næsten lige så godt være et citat af Søren Krarup. Derfor kan man jo heller ikke gøre folk til "danskere" ved bunke-uddelinger af danske statsborgerskaber. Det ville svare til, at man smækkede en kalot på hovedet af en eller anden og påstod, at nu var han/hun jøde. Det ville jøder nok blive meget oprørte over og med fuld ret. Gil siger endvidere, at han kan se, at det er et problem: "Hvis du sagde, at du ville være ked af at se din søn gift med en jødisk pige, ville jeg også opfatte dig som racist. Det er nok sådan en slags rygmarvsreaktion, for det er da forkert. Selvfølgelig er det det. Men mange jøder er meget nærtagende og føler sig hele tiden forfulgt. Derfor tillader de ikke, at der bliver sagt noget imod dem." Så vidt min børnelærdom rækker, så forbydes det i Det Gamle Testmente på det stærkeste, at jøder gifter sig med ikke-jøder. Og der er en sandhed i dette for alle folkeslag og etniske grupper: for mange blandede ægteskaber får gruppen, nationen, folket til at gå i opløsning. Netop jøderne har bevist, hvor vigtigt dette princip er: hvis de ikke havde modvirket blandede ægteskaber, havde de næppe kunnet overleve som et folk i så lang tid. Også hinduismen har håndhæver dette princip, så det er ikke noget nyt: at undgå blandede ægteskaber er fundamentalt for et folks fortsatte eksistens. Det har intet med racisme at gøre, med mindre man da vil definere racisme som en etnisk gruppes forsvar imod udslettelse. At nogen jøder er noget nærtagende er forståeligt. Men i de tilfælde, hvor disse mennesker sidder på ansvarsfulde poster i det danske samfund, hvor deres nærtagenhed rent faktisk forhindrer en saglig debat, som er livsvigtig for et lille folk som det danske, er det helt uakceptabelt. I slutningen af interviewet fortæller Gil, der af religiøse grunde altid går med kalot, at danskerne altid er venlige og interesserede. De tre gange, han er blevet generet af tilråb på gaden, har det været af arabere. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget værre tingene kan udvikle sig for de danske jøder, jo flere fremmede, der bosætter sig i Damnark, og man skulle tro, at Mosaisk Trossamfunds officielle holdning ville være at forhindre indvandring, da dette kan forringe de danske jøders sikkerhed i landet. Men som det fremgår af utallige indlæg i dagspressen, er dette ikke tilfældet. Tværtimod virker det, som om Mosaisk Trossamfunds ledelse, journalister og mediefoik af jødisk herkomst nærmest ser sig selv som beskyttere af de fremmede imod de danske grupper, der modsætter sig indvandringen, uanset at disse grupper selvfølgelig har de danske jøders sikkerhed i landet med i deres betragtninger. Vibeke Edsberg |