|
Napoleons forhørKapitel 18 i “The Controversy of Zion”af Douglas Reed oversat af Knud Bjeld Eriksen
Da Napoleon var nået til sin magts svimlende højdepunkt, håbede han formentlig at gøre store ting for Frankrig og franskmændene, så vel som for sig selv (og sin familie). Meget snart efter at han var blevet kejser (eller muligvis tidligere) fandt han ud af, at et af de aller vanskeligste spørgsmål, som ville konfrontere ham, slet ikke var en fransk affære, men en fremmed: “det jødiske spørgsmål”! Det havde plaget folkenes liv gennem århundreder. Ikke så snart var paven blevet overbevist og den kejserlige krone kommet på Napoleons hoved, førend spørgsmålet sneg sig ud bag Napoleons trone for at besvære ham. I napoleon-stil tog han fat om roden af spørgsmålet og forsøgte at fremtvinge et svar på det evige spørgsmål: ønskede jøderne virkelig at blive en del af nationen og at leve under dens love, eller adlød de hemmeligt en anden lov, der påbød dem at ødelægge og dominere de folk, de opholdt sig iblandt? Dette berømte forhør var imidlertid Napoleons andet forsøg på at løse den jødiske gåde og historien om dette lidet kendte tidligere forsøg bør fortælles kort. Napoleon var en af de første til at få den idé at erobre Jerusalem til jøderne og dermed “opfylde profetien”, med det for tiden moderne udtryk. Han blev derved et eksempel, der skulle blive kopieret i dette århundrede af alle de britiske og amerikanske ledere, som formentlig aller nødigst ville sammenlignes med ham: Herrerne Balfour og Lloyd George, Woodrow Wilson, Franklin Roosevelt og Harry Truman, samt Sir Winston Churchill. Napoleons forehavende blev så kortvarigt, at historien siger så godt som intet om det eller om hans motiver. Da han på dette tidspunkt endnu ikke var Frankrigs hersker, men kun øverste chef for hæren, kan han blot have håbet derved at få militær støtte fra jøderne i Mellemøsten til sit felttog dér. Hvis han allerede så sig selv som Førstekonsul og kejser, kan han (lige som Cromwell) have været ude efter finansiel støtte fra Europas jøder til denne større ambition. Under alle omstændigheder, var han den første europæiske potentat (for som øverste militære leder var han faktisk det) der forsøgte at fri til de jødiske herskere ved at love dem Jerusalem! Ved at gøre dette understøttede han den teori om en separat jødisk nationalitet, som han senere skulle anklage. Historien er autentisk men meget kort. Den hviler udelukkende på to rapporter, der blev trykt i Napoleons parisiske Moniteur i 1799, på et tidspunkt, hvor han havde kommandoen over den franske styrke, der var sendt ud for at bekrige den engelske stridsmagt via Egypten. Den første, der var dateret Konstantinopel, 17. april, 1799, og trykt den 22. maj 1799, lød: “Buonaparte har udgivet en proklamation, hvori han inviterer alle jøder fra Asien og Afrika til at komme og melde sig under hans fane for at genetablere det gamle Jerusalem. Han har allerede bevæbnet et stort antal og deres bataljoner truer Aleppo”. Dette er ganske tydeligt; Napoleon var i færd med at påtage sig at “opfylde profetien” i sagen om “tilbagevenden”. Den anden rapport dukkede op i Moniteur nogle få uger senere og lød: “Det er ikke kun for at give Jerusalem til jøderne, at Buonaparte har besejret Syrien. Han har større planer. . .” Muligvis havde Napoleon modtaget nyheder om den virkning, hans første rapport havde haft i Frankrig, hvor hans antydning af, at krigen mod England (svarende til revolutionen imod ”konger og præster”) kunne blive vendt til hovedsagelig at gavne jøderne, ikke var blevet vel modtaget. Det kan også være, at den gavnede englænderne mere, blandt de øvrige folk i Arabien, end den nogensinde kunne hjælpe Buonaparte hos jøderne. Boblen bristede og forsvandt på dette tidspunkt, for Napoleon nåede aldrig frem til Jerusalem. To dage før den første rapport blev trykt af det fjerne Moniteur, var han allerede på tilbagetog mod Egypten, standset af en genstridig englænder ved Acre. Den, der studerer spørgsmålet i dag, kan være lidt ærgerlig over, at Napoleons zionistiske forsøg blev afbrudt så tidligt, for havde han haft held til at presse felttoget videre, ville der måske snart have vist sig en deputation af zionistiske ”ældste”, som ville være gået i gang med at studere hans stamtavle (som med Cromwells tidligere) for at lede efter spor efter afstamning fra David, der kunne kvalificere ham til at blive udråbt som Messias. Således er det eneste, der i dag er blevet tilbage angående dette forehavende, en betydningsfuld kommentar, der er i vores tid er faldet om det fra Mr. Philip Guedalla (1925): ”En vred mand havde fejlet, som han følte det, i sin forudbestemte skæbne. Men en tålmodig race ventede stadig. Og efter et århundrede kunne det ses, efter at andre erobrere havde vandret ad de samme støvede veje, at vi ikke havde forfejlet vores”. Hentydningen er til de britiske tropper i 1917, som i denne typisk zionistiske fremlægning af historien udelukkende er redskaber til opfyldelsen af den jødiske skæbne, en rolle, der blev forfejlet af Napoleon. Mr. Guedalla udtalte disse ord i nærværelse af Mr. Lloyd George, den britiske premierminister i 1917, som havde sendt disse soldater ad disse samme ”støvede veje”. Mr. Lloyd George var på denne måde i stand til at sole sig i de anerkendende blikke fra et publikum, der så ham som ”et redskab i den jødiske Guds hænder” (Dr. Kastein). I 1804 blev Napoleon kronet som kejser. Og i 1806 var ”det jødiske spørgsmål” blevet så vigtigt blandt hans bekymringer, at han gjorde sit berømte andet forsøg på at løse det. Midt imellem alle hans felttog var han opslugt af det, som mange herskere før ham, og nu forsøgte han at løse det med den omvendte metode: efter et kortvarigt forsøg på at genoprette det ”gamle Jerusalem” (og dermed den jødiske nation), krævede han nu, at jøderne offentligt valgte mellem adskilt nationalitet og integration i den nation, hvori de boede. Han var på dette tidspunkt i miskredit hos franskmændene på grund af den begunstigelse han (sagde de) gav jøderne. Klager og anmodninger om beskyttelse imod dem væltede ind over ham, sådan at han til Statsrådet sagde, ”disse jøder er græshopper og kålorme, de æder mit Frankrig op. . . De er en nation i nationen”. Selv den ortodokse jødedom benægtede på den tid ihærdigt denne betegnelse. Statsrådet selv var i tvivl og delt i spørgsmålet, så Napoleon indkaldte 112 ledende repræsentanter for jødedommen, fra Frankrig, Tyskland og Italien, så de kunne komme til Frankrig og besvare spørgsmålet. Den underlige verden, som Napoleon dermed betrådte, er kun svagt forstået af ikke-jøder. Den kan belyses af følgende to citater: ”Som følge af accepten af idéen om Det Udvalgte Folk og om frelsen, var den jødiske verden judeocentrisk, og jøderne kunne udelukkende fortolke alt, hvad der skete fra et synspunkt med dem selv i centrum (Dr. Kastein). ”Jøden konstruerede en hel historie om verden, hvor han gjorde sig selv til centrum. Og fra dette øjeblik, det vil sige det øjeblik, hvor Jehova indgår pagten med Abraham, udgør Israels skæbne verdens historie, ja hele verdensrummets historie, den eneste ting, som verdens Skaber bekymrer sig om. Det er, som om cirklerne bliver mindre og mindre. Til sidst er kun punktet i centrum tilbage: Egoet” (Mr. Houston Stewart Chamberlain). Den ene af disse autoriteter er en zionistisk jøde, og den anden er, hvad den første ville kalde en anti-semit. Læseren vil se, at de er fuldstændig enige med hensyn til kernen i den jødiske tro. Faktisk vil den, der studerer dette spørgsmål, finde ud af, at der i virkeligheden ikke er nogen uenighed mellem de talmudisk-jødiske skriftkloge og de kritikere, som de beskylder for at have fordomme. Hvad de jødiske ekstremister i realiteten beklager sig over er, at nogen som helst kritik kan få lov at komme fra nogen ”uden for loven”. Dette er utåleligt for dem. De spørgsmål, Napoleon fandt på viser, at han, i modsætning til de britiske og amerikanske politikere i dette århundrede, fuldstændigt forstod jødedommens natur og problemet med de menneskelige relationer, som den skabte. Han vidste at verden, ifølge jødisk lov, var blevet skabt på en ganske bestemt dato, alene for jødernes skyld, og at alt, hvad der hændte i den (inklusive en sådan episode som hans egen berømthed og magt) simpelthen var bestemt til at frembringe den jødiske triumf. Napoleon forstod på sin tid den judaistiske teori, som den i dette århundrede udlægges af Dr. Kastein, i relation til Kong Kyros af Persien og hans erobring af Babylon i 538 f. Kr.: ”Hvis den største konge på den tid skulle være et redskab i hænderne på den jødiske gud, betød det, at denne gud var en, der bestemte ikke kun skæbnen for ét folk, men for alle folk. At han afgjorde nationers skæbne, ja hele verdens skæbne”. Napoleon havde forsøgsvis tilbudt at gøre sig selv til ”et redskab i hænderne på den jødiske gud” i spørgsmålet om Jerusalem, men var blevet forhindret heri af Acres forsvarer. Nu var han kejser og var ikke rede til at være ”et redskab”, og ville i det hele taget ikke godtage teorien. Han satte sig for at få jøderne til at træde frem og erklære deres loyalitet, og lavede listigt spørgsmål, som det var lige så vanskeligt at besvare uden at tilbagevise den centrale tanke, som det var at snige sig uden om uden senere at kunne blive beskyldt for falskhed. Dr. Kastein kalder spørgsmålene ”infame”, men det er kun i den betydning, der før blev forklaret, at et hvilket som helst spørgsmål fra en skabning uden for Loven er infamt. Et andet sted siger Dr. Kastein, med ufrivillig beundring, at Napoleon med sine spørgsmål ”forstod det principielle i problemet korrekt”, og det er en større lovprisning end nogen anden ikke-jødisk hersker har modtaget fra Dr. Kastein. Desuden er det sandt. Havde dødelige mennesker været i stand til at finde en løsning på ”det jødiske spørgsmål”, havde Napoleon fundet den, for hans forhør gik lige til sagens kerne og gav kun ærlige mennesker valget imellem at erklære loyalitet eller give en åben tilståelse af uudryddelig illoyalitet. De delegerede, som blev valgt af de jødiske samfund, kom til Paris. De var i et dilemma. På den ene side var de alle opdraget i den århundredgamle tro, at de måtte forblive et ”adskilt” folk, udvalgt af gud til at ”nedrive og ødelægge” andre nationer og til sidst ”vende tilbage” til et land, der var blevet lovet dem. På den anden side havde det netop været dem, der mest af alle var blevet frigjort (emanciperet) af revolutionen, og den berømteste af denne revolutions generaler, som forhørte dem, havde en gang villet ”gendanne det gamle Jerusalem”. Nu bad denne mand, Napoleon, dem om at sige, om de var en del af den nation, han var leder for, eller ej. Napoleons spørgsmål gik, som pile mod et mål, lige til de nøglebegreber i Tora-Talmud, hvorpå muren mellem jøder og andre mennesker var blevet rejst. De vigtigste blandt disse var: Tillod den jødiske Lov blandede ægteskaber? Betragtede jøderne franskmænd som ”fremmede” (udlændinge) eller som brødre? Betragtede de Frankrig som deres fædreland, hvis love de var nødt til at adlyde? Skelnede den Jødiske Lov imellem jødiske- og kristne skyldnere? Alle disse spørgsmål vendte sig imod de diskriminerende racelove og religiøse love, som leviterne (sådan som tidligere kapitler har påvist) havde dænget oven på de moralske bud, hvorved de havde sløjfet disse. Napoleon stillede, med så stor formalitet og offentlig bevågenhed som muligt, de jødiske repræsentanter spørgsmål, som verden havde stillet i århundreder. Med dette skarpe lys lige i ansigtet havde de jødiske ledere kun to muligheder: enten helt oprigtig at afvise raceloven, eller at foregive en afvisning, alt imens de i hemmelighed gjorde det modsatte (et trick, som Talmud tillader). Som Dr. Kastein siger: ”De jødiske lærde, som blev bedt om at tilbagevise anklagerne, befandt sig i en yderst vanskelig position, eftersom alt i Talmud for dem var helligt, selv dens legender og anekdoter”. Dette er Dr. Kasteins måde at fortælle, at de kun kunne undslippe spørgsmålene ved falskhed, for de var ikke ”blevet bedt om at tilbagevise anklagerne”; de var blot blevet bedt om at svare sandfærdigt. De jødiske delegerede bekræftede energisk, at der ikke længere fandtes nogen sådan ting som en jødisk nation; at de ikke ønskede at leve i lukkede, selv-styrende samfund; at de i alle henseender var franskmænd og intet andet. De veg kun udenom med hensyn til blandede ægteskaber; disse var, sagde de, tilladte ”under den borgerlige lov”. Selv Dr. Kastein tvinges til at kalde Napoleons næste træk ”et genialt indfald”. Det slog historisk fast, at dersom jødedommens repræsentanter tvinges til offentligt at besvare disse livsvigtige spørgsmål (livsvigtige for de folk, de bor iblandt), vil de give svar, der enten er usande, eller som de ikke kan sætte handling bag. Begivenhederne i de årtier, der fulgte viste, at kravet om at være en separat nation-i-nationerne aldrig blev forladt af de, der virkelig sad på magten i jødedommen. På denne vis sikrede Napoleon, midt i sin fiasko, en historisk sejr for sandheden, som bevarer sin værdi den dag i dag. Han søgte at give de svar, han skulle modtage, den stærkest muligt bindende offentlige form, hvilket ville forpligte jøder over alt i verden og for al fremtid til at følge de retningslinier, deres ældste gav ved at indkalde det Store Sanhedrin (Synedrion)! Fra alle hjørner af Europa hastede de traditionelle 71 medlemmer af Sanhedrin – 46 rabbier, 25 lægmænd – til Paris, hvor de mødtes under udfoldelse af stor pragt i februar 1807. Selv om Sandhedrin ikke havde holdt møde i århundreder, var det talmudiske ”center” i Polen kun lige ophørt med at fungere for nylig, sådan at tanken om en ledelse af jøderne var nærværende og levende. Sanhedrin gik endnu videre end de tidligere jødiske stormænd i den iver og fuldstændighed, de lagde i deres erklæringer; (i forbifarten skal det nævnes, at de begyndte med at udtale taksigelser til de kristne kirker for den beskyttelse, de havde ydet jøderne, og disse udtalelser er værd at sammenligne med de sædvanlige zionistiske versioner af historien i den kristne tidsalder, som siger, at det var én lang lidelsestid med ”forfølgelse af jøderne” fra de kristnes side). Sanhedrin anerkendte som en kendsgerning, at den jødiske nation var ophørt med at eksistere. Det løste det centrale dilemma, der opstod ved, at Loven, som hidtil havde været anset for alene at binde jøder, ikke tillod noget skel imellem religiøs og borgerlig lov. Eftersom ”nationen” var ophørt med at eksistere, blev de talmudiske love vedrørende dagliglivet erklæret som værende ude af brug, hvorimod Toraen, troens lov, forblev uforanderlig. Sådan sagde Sanhedrin-medlemmerne. Hvis et sammenstød eller en uoverensstemmelse opstod, skulle de religiøse love underordnes statens love, hvor de enkelte jøder boede. Israel ville fremover eksistere udelukkende som en religion, og så ikke længere frem til nogen national rehabilitering. Det var en enestående triumf for Napoleon (og hvem ved, vor meget det har bidraget til hans fald?). Jøderne blev befriet fra Talmud. Vejen frem mod deres gen-integration med deres medmennesker, deres involvering i menneskeheden, var blevet genåbnet, hvor leviterne havde spærret den for mere end to tusind år siden. Ånden af diskrimination og had var blevet afsværget og uddrevet. Disse erklæringer udgjorde det grundlag hvorpå kravet om fulde borgerrettigheder blev rejst og blev gennemført i hele Vesten i løbet af de følgende år. Alle dele af jødedommen, som Vesten kendte til, støttede erklæringerne. Fra dette tidspunkt nægtede ortodoks jødedom, med det ansigt, den vendte imod Vesten, enhver antydning om, at jøderne skulle udgøre en nation i nationerne. Reformeret jødedom skulle med tiden ”eliminere enhver bøn, der udtrykte så meget som den mindste mistanke om et håb eller ønske om nogen som helst form for jødisk national genopstandelse”. (Rabbi Moses P. Jacobson). Tæppet blev revet væk under de modstandere af jødisk frigørelse i det britiske parlament, som hævdede, at ”jøderne ser frem til at en stor frelser skal komme, til at vende tilbage til Palæstina, til genopbygning af deres tempel, til genoplivning af deres gamle gudsdyrkelse, og vil derfor altid betragte England, ikke som deres land, men blot som deres eksil” (citeret af Mr. Bernard J. Brown). Og dog sagde de advarende stemmer sandheden. På mindre end halvfems år var deklarationerne fra Sanhedrinet under Napoleon i realiteten blev gjort til skamme, så Mr. Brown måtte skrive: ”Selv om borgerlig ligeberettigelse er blevet grundigt fastslået ved lov i næsten hvert eneste land, er jødisk nationalisme blevet Israels filosofi. Jøder bør ikke blive forbavsede, hvis folk anklager os for, at vi opnåede lighed for loven under falske foregivender. At vi stadig udgør en nation inden for nationerne og at de rettigheder vi har fået tildelt, burde trækkes tilbage”. Napoleon gjorde, uden at vide det, eftertiden en tjeneste ved at afsløre den vigtige kendsgerning, at svarene, han havde opnået at få, var værdiløse. Den-eneste-ene Lov, vedrørende al tanke og handling, blev i løbet af den resterende del af Det nittende Århundrede igen presset ned over jøderne af deres talmudiske herskere og af ikke-jødiske politikere, som gav dem den samme hjælp, som Kong Artaxerxes gav Nehemias. Var svarene oprigtige eller falske, da de blev givet? Begge dele, formentlig, lige som jødedommen selv altid har været delt. Uden tvivl havde de delegerede meget i deres tanker, hvordan deres svar, sådan som de blev formulerede, ville få en accelererende virkning på tildelingen af fuld ligestilling i andre lande. På den anden side må mange af dem oprigtigt have håbet at jøderne, langt om længe, kunne blive en del af menneskeheden uden hemmelige forbehold, for i jødedommen har trangen til at bryde ud af stammeforbandelsen altid eksisteret, om end den altid er blevet slået ned af den herskende sekt. Sandsynligheden taler for, at nogle af de delegerede havde oprigtige hensigter med hvad de sagde, mens andre ”brød hemmeligt” (Dr. Kasteins udtryk) med de loyaliteter de offentligt havde erklæret. Napoleons Sanhedrin havde en grundlæggende mangel. Den repræsenterede jøderne i Europa, og disse (der i hovedsagen var sefardiske jøder), var i færd med at tabe autoritet inden for jødedommen. Det talmudiske Center, og den store masse af ”østjøder” (de slaviske ashkenazi jøder) befandt sig i Rusland eller Polen, og end ikke Napoleon skænkede det nogen opmærksomhed, hvis han overhovedet vidste det. Disse talmudister var ikke repræsenteret i Sanhedrinet og de svar, der blev givet, var efter deres Lov gudsbespottelse, for de var vogterne af farisæerens og leviternes traditioner. Sanhedrins løfter afsluttede den tredje talmudiske periode i Zions historie. Det var den, der startede med Judæas fald i 70 e.Kr., da farisæerne testamenterede deres traditioner til talmudisterne, og ved slutningen af disse sytten århundreder syntes det evige spørgsmål at være blevet løst ved Sanhedrins svar. Jøderne var rede til at deltage i menneskeheden og at følge den franske jøde, Isaac Berrs råd om, at de skulle frigøre sig selv ”fra den snæversynede ånd, om sammenhold og samling, i alle borgerlige og politiske anliggender, der ikke er snævert knyttet til vores åndelige lov. I disse sager må vi ubetinget optræde udelukkende som enkeltindivider, som franskmænd, og kun vejledt af en ægte patriotisme og af nationernes generelle velfærd”. Det betød enden for Talmud, ”hegnet omkring Loven”. Det var en illusion. I en nutidig ikke-jødisk studerendes øjne måtte det virke som en stor chance, der blev forspildt. For den rettroende jøde var det en forfærdelig fare, som kun med nød og næppe blev undgået: den at jøder skulle involveres almindeligt i menneskeheden. Den fjerde periode i denne fortælling tog da sin begyndelse, nemlig ”emancipationen”s århundrede, Det nittende Århundrede. I løbet af dette århundrede, havde talmudisterne i Østen travlt med at udviske, hvad Sanhedrinet havde fastslået, og at udnytte alle de friheder, der var opnået gennem emancipationen, ikke til at bringe jøder og alle andre mennesker på lige fod, men til at drive jøderne sammen igen, til at genetablere deres ”adskilthed” fra andre og deres krav på separat nationalitet, hvilket i realiteten var et krav om at være en nation over alle nationer, og ikke en nation-i-nationerne. Det lykkedes for talmudisterne, med resultater, som vi er vidne til i vores generation, der er den femte periode i Kontroversen om Zion. Fortællingen om deres succes kan ikke udskilles fra fortællingen om Revolutionen, som denne beretning nu vender tilbage til. |