|
Invasionen af Amerika Af Douglas Reed (kapitel 40 i ”The Controversy of Zion”) oversat af Knud Bjeld Eriksen
Medens de militære invasioner og kontra-invasioner tog til i løbet af de seks år, Anden Verdenskrig varede, og opslugte al tankevirksomhed og energi hos de folkemængder, der var låst sammen i kamp, foregik der samtidig en stille invasion, som skulle komme til at skabe langt mere betydningsfulde virkninger end de væbnede. Dette var den politiske invasion af den amerikanske republik, og den grad af succes, der blev opnået hermed, kom til at vise sig gennem den amerikanske udenrigspolitiks udformning ved krigens slutning. Denne blev nemlig indrettet til at sikre, at de eneste militære invasioner, der skulle tillades blivende virkning, var dem, der havde bragt revolutionen ind i Europa og zionisterne ind i Arabien. Historisk betragtet kan det, som præsident Roosevelt nåede at udrette, forstås som tre hovedresultater, der alle tre var faretruende for hans lands fremtid: han hjalp med at bevæbne zionisterne, han bevæbnede revolutionen i dens Moskva-fæstning og han åbnede dørene til sin egen amerikanske fæstning for revolutionens agenter. Han påbegyndte processen allerede ved indledningen til sin præsidentgerning, da han gav Sovjet diplomatisk anerkendelse under forsikringer fra revolutionens ambassadør, Maxim Litvinoff om, at den revolutionære stat ville holde sin næse fra amerikanske indre anliggender. Nu var Roosevelts rådgivere ikke af den slags, der ville minde ham om, at når først ræven har fået sin næse indenfor, skal han snart finde en metode til at få resten af kroppen med. Historien om, hvordan Roosevelt støttede den revolutionære stat med penge og våben, hører til et senere kapitel, men dette kapitel har til formål at berette om revolutionens indtrængen i den amerikanske republik, på dennes eget landområde, under hans lange præsidentperiode. Roosevelt startede ved at nedbryde de barrierer imod en ukontrolleret immigration, som Kongressen umiddelbart inden havde bestræbt sig for at opbygge, fordi den gennem en sådan så faren for, at den amerikanske administration kunne blive erobret af ”en fremmed gruppe”. Gennem mange af Roosevelts forordninger blev overvågningen af indvandring stærkt svækket. Indvandringsmyndighederne fik forbud mod at spørge om kommunistiske forbindelser, og den særskilte klassifikation af jødiske indvandrere blev standset. Dette blev understøttet af en konstant pressekampagne imod enhver form for undersøgelse af indvandreres loyalitet eller politiske fortid, som værende ”diskrimination mod de fremmedfødte”. Ingen kan sige, hvor mange mennesker, der kom ind i USA i denne periode. I 1952 anslog senator Pat McCarran, der var formand for senatets retsudvalg, at der ud over legal indvandring var kommet fem millioner illegale fremmede ind i landet, heriblandt store mængder ”militante kommunister, sicilianske banditter og andre kriminelle”. Den ledende embedsmand der stod for undersøgelserne af indvandring hos immigrationsmyndighederne undslog sig endda for at sætte tal på den illegale indvandring men sagde, at på dét tidspunkt ( da et vist mål af kontrol var blevet genoprettet) blev ”over en halv million om året” pågrebet og sendt tilbage ved den mexikanske grænse alene. Socialmyndighederne, som gav de tilladelser, der var nødvendige for at få arbejde, fik forbud mod at give nogen som helst oplysninger om ansøgerne til indvandringsmyndigheder eller politi. Denne masse af indvandrere sørgede for en stærk forøgelse af de ”bevægelige stemmer”, mod hvilke præsident Roosevelts parti (under fortsat opfølgning på mr. House's strategi) koncentrerede dets valgindsats og dets råb om ”ingen diskrimination”. Under præsidentens restriktioner mod loyalitets-forhør blev vejen ind i regeringsadministrationen og i de væbnede styrker åbnet for amerikansk-fødte kommunister og kommunister udefra, nu med amerikansk statsborgerskab. Hvad dette førte til, sås senere blandt andet gennem de mange afsløringer i efterkrigsperioden, og litteraturen herom ville fylde et leksikon på mange bind. Desuden var det hele Vesten, der var involveret (som de canadiske, britiske og australske afsløringer med tiden skulle vise), og den betydningsfulde kendsgerning er, at det (med Canada som undtagelse) ikke var regeringsundersøgelser, der nogen sinde førte til disse delvise afsløringer, de var altid resultat af ihærdige privates protester. Endelig blev der ikke på noget tidspunkt taget virkeligt initiativ til at helbrede situationen. Så denne, der blev skabt i trediverne og fyrrerne, er fortsat frem til i dag og er en kilde til alvorlig svækkelse af Vesten i tilfælde af en ny krig. En fornyet indvandringsbølge i stor skala skabte baggrunden for den politiske invasion af republikken. Dette var en tre-armet bevægelse, der rettede angrebet mod de tre vitale områder for en stats forsvar: statspolitik på top-niveauet, regeringsapparatet, den offentlige administration, på midterste niveau og ”den offentlige mening” eller folke-sjælen (mass mind) på grundniveau. Måden, hvorpå kontrollen med statshandlinger blev opnået (gennem ”rådgiver”-fænomenet, som blev en fast bestanddel af amerikansk politisk liv efter 1913) er allerede vist, og denne del af processen gik forud for de andre to. Metoden, der blev anvendt for at forsøge at få grebet om regeringsapparatet, vil blive diskuteret senere i dette kapitel. I det følgende vil erobringen af Amerikas folkesjæl, gennem kontrollen med udbredelsen af information, blive beskrevet. Den var uundværlig for de andre to angreb. Denne form for politisk invasion, kaldes af Dr. Weizman, som studerede den, da han i Rusland forberedte sit livsværk i Vesten: ”teknikken for propaganda og henvendelse til masserne”. Således beskrevet, skal teknikken her studeres i aktion i det virkelige liv: I den første del af denne bog blev læseren bedt om at bemærke, at ”B´nai B´rith” på et tidspunkt stak et skud frem. B´nai B´rith kunne indtil da betragtes på linie med andre religiøst tilknyttede grupper som KFUM eller ”Columbus Ridderne”. Dens erklærede formål var at hjælpe de fattige, syge og faderløse, samt gode gerninger i almindelighed. Det lille skud i 1913, ”The Anti-Defamation League”, var i 1947 blevet til et hemmeligt politi i Amerika med formidabel magt* *( I virkeligheden, om ikke i sin form. Det hemmelige politi i lande, hvor denne institution er indgroet (Hitlers Gestapo blev kopieret efter den asiatiske model, som havde en flere århundreder lang tradition bag sig i Rusland og Tyrkiet) har statens hele magt og resurse bag sig. I virkeligheden er det staten. I Amerika opbyggede zionismen kernen til et hemmeligt politi, der var næsten lige så effektivt på mange måder som disse prototyper. Det kunne kun blive lige så effektivt, hvis det opnåede den fulde kontrol med statens resurser, herunder magten til at arrestere og fængsle, og i min bedømmelse var dette det endelige mål.) I ”Dobbelt-tale” betyder ”anti-defamation” (anti-bagvaskelse) ”defamation” (bagvaskelse) og dette væsen levede af bagvaskelse, når det anvendte sådanne udtryk som antisemit, fascist, demagog, jødehader, fremmedhader, kommunist-forskrækket, paranoid, vanvittig, sindssyg, reaktionær, stokkonservativ, og mere af samme art. Ordforrådet er fast og kan spores tilbage til angrebene på Barruel, Robison og Morse efter den franske revolution. Det sande tilhørsforhold for en hvilken som helst skribent eller avis kan opdages ved at tælle det antal gange, varemærke-ordene bliver brugt. Denne organisations bedrift (normalt omtales den som ADL) har været den at lave fetichdyrkelse ud af disse ord ved hjælp af gentagelser sådan, at partipolitikere skynder sig at benægte, at de er nogen af disse ting. Under dette regime blev meningsfyldt debat gjort lovløs. Der er er stærk lugt af heksekunst i denne underkastelse af to generationer af Vestens mænd under asiatiske konspiratørers ”hokus pokus”. Da ADL blev født i 1913 havde den blot et skrivebord i moderorganisationen, B'nai B´riths kontor, og et ganske lille budget. I 1933 skrev Bernard J. Brown: ”Gennem ADL´s indgriben er det lykkedes os at sætte mundkurv på den ikke-jødiske presse i en sådan grad, at aviser i Amerika afholder sig fra at påpege, at en person, som der skrives negativt om, er jøde”. I 1948 skrev den jødiske Menorah Journal i New York: ”Skulle blot en enkelt sætning i en genoptrykt litterær klassiker indeholde noget uretfærdigt om jøder, vil ADL omgående bearbejde den uskyldige forlægger indtil han klipper den fornærmende tekst ud. Lad blot en eneste uskyldig filmproducent medtage en jødisk prototype, uanset hvor bagatelagtig, i sin film, og den råben og skrigen, der da sættes i gang af ADL vil få ham til at ønske, at han aldrig havde hørt om jøder. Men hvis jøder på raffineret måde bliver udsat for propaganda for at acceptere den kommunistiske doktrin …..forbliver ADL tavs. Ikke et ord, ingen advarsel, ikke mindste antydning af grund til forsigtighed, for slet ikke at tale om afsløring eller fordømmelse: Trods det, at der er mænd højt placeret i organisationens råd, som gennem deres personlige erfaring skulle vide, hvordan kommunisterne ”infiltrerer” ”. (Menorah Journal talte for de mange jøder, der var alarmerede, fordi ADL angreb anti-kommunisme for at være antisemitisme). Disse citater viser, hvordan ADL's magt voksede på femogtredive år. Den har presset loven om kætteri ned over den offentlige debat i Amerika. Ingen kritik af zionisme eller af planen om verdensregering for lov at passere uden stærke angreb. Kritik af kommunisme tillades kun, hvis den indeholder den stiltiende forståelse, at enhver krig med kommunismen ville føre til den kommunistiske verdensstat. Og i den anledning også, at ”Jerusalem er verdens hovedstad, lige som det er Israels” (Jerusalems zionistiske borgmester, 1952). Amerika har i dag nogle få overlevende skribenter, der kæmper videre for uafhængige debatter og kommentarer. De er parate til at diskutere ethvert offentligt spørgsmål, i lyset af traditionel amerikansk politik og interesse, med undtagelse af zionisme, som næppe en eneste af dem vil røre. Jeg har diskuteret dette med fire af de førende af slagsen, som alle gav mig det samme svar: det kunne ikke lade sig gøre. De, der var ansatte, ville miste deres stillinger, hvis de forsøgte. De selvstændige ville ikke kunne finde nogen forlægger til deres bøger, fordi ingen anmelder ville omtale dem, uden tillæg af de ovenfor nævnte skældsord. ADL havde, trods den ydmyge start i 1913, i 1948 et budget på tre millioner dollar (den er kun en enkelt blandt adskillige jødiske organisationer i Amerika, der forfølger zionistiske mål med pengemidler i en tilsvarende størrelsesorden.) Menorah Journal sagde, idet den diskuterede ”Anti-Defamation hysteri”: ”det at bekæmpe antisemitisme er blevet bygget op til en stor industri, med årlige budgetter der når op i millioner af dollar”. Den sagde videre, at formålet var ”at fortsætte med at slå på antisemitisme trommen” samt at ”skræmme bukserne af mulige bidragsydere” for at rejse pengemidler. Den omtalte nogle af de metoder, der blev brugt (”utilsløret pengeafpresning: ”hvis du ikke har råd til at ofre $ 10.000 på denne sag, kan du tage dine forretninger med dig til et andet sted”) og sagde, at amerikanske jøder blev ”gennet ind i en tilstand af massehysteri af deres selv-udnævnte forsvarere”.* * Læseren behøver ikke at se nogen modsigelse mellem dette citat og min påstand i det foregående afsnit. Debat og kommentarer er stort set fri i den jødiske presse, som hovedsagelig er beregnet for gennemsyn ”mellem os selv”, og den avislæser, der, hvor som helst i verden, gør sig den anstrengelse at skaffe sig jødiske aviser af alle meningsvarianter, vil opleve, at han da er langt bedre informeret om, hvad der går for sig i verden. Mørklægningen foregår i den ikke-jødiske presse. Menorah Journal henledte også opmærksomheden på den forfalskning af nyhederne, der skete hos de jødiske nyhedsbureauer, som var støttet af de store organisationer. Den påviste, hvordan et mindre skænderi blandt unge på Manhattan var blevet omtalt med ”Skræmmende forside-overskrifter, der ville forlede en fremmed til at tro, at der var en zar-pogrom i gang” (på samme måde nåede tidligere ”zar-pogromerne” og rabbiner Stephen Wise's ”rappporterede pogrom i Berlin” 1933 frem til verden). Som resultat af denne specielle ”skræmme-overskrift” udviklede der sig et massemøde i Madison Garden, hvor endnu en politiker, der higede efter præsidentembedet (en mr. Wendell Willkie, denne gang), erklærede: ”Den voksende bølge af antisemitisme herhjemme gør mig bange …. Etc. Etc.” ”Massehysteri” bliver ikke kun skabt blandt jøder og levebrødspolitikere ved denne metode. Den bliver også fremavlet hos velmenende, men uoplyste mennesker af den ”sociale” slags: selvgodhedens massehysteri, der er en tillokkende form for selvdyrkelse. Den nu afdøde George Orwell var en af dem, der hjalp til med at sprede ”massehysteri” på denne måde. Han var et godt menneske, fordi han ikke kun opildnede andre til at komme de svage til undsætning og til at hævne uretfærdighed, men selv tog ned for at kæmpe, da borgerkrigen brød ud i Spanien. Her opdagede han, at kommunismen, da han så den, var værre end det, han (som han troede) var taget ud for at tilintetgøre. Han døde, før han kunne komme til Palæstina og dér opleve en tilsvarende opvågnen, så det han skrev om ”antisemitisme” var ikke andet end et ekko af ”anti-defamation”-hysteri. Det er et så godt eksempel på fænomenet, at jeg citerer det. Her afleverer en mand af et godt hjerte noget, der udgiver sig for at være hans egen visdom, men som er fraser, andre har stoppet ham i ørerne. Han udforskede ”antisemitisme i England” og fandt ”et mærkbart anstrøg af antisemitisme hos Chaucer”. Hilaire Belloc og G.K.Chesterton var litterære ”jødehadere”. Han fandt passager hos Shakespeare, Smollett, Thackeray, Shaw, T.S.Eliot, Aldous Huxley og andre som, ”hvis de var skrevet i dag ville blive brændemærket som antisemitisme” (han fik ret uden at vide det. Hvis de blev skrevet i dag ville de blive brændemærket). Derefter udførte han, hvad amerikanere kalder ”a pratfall” (en falde-på-halen-komedie). Han sagde, at ”på stående fod, er de eneste engelske forfattere, jeg kan komme i tanker om der, før Hitlers tid, gjorde en klar indsats for at forsvare jøderne, Dickens og Charles Reade”. Herved priste han en af ADL's ”jødehadere” som en forkæmper for jøderne. I Amerika blev filmen Oliver Twist bandlyst på grund af Fagin! Dette var ADL's værk. Dens repræsentant, en Arnold Forster, erklærede: ”Amerikanske film-distributører nægtede at tage del i distribution og opreklamering af filmen efter at ADL og andre havde udtrykt frygt for, at filmen var skadelig. Rank organisationen trak filmen tilbage i De forenede Stater”. Senere blev filmen frigivet efter ADL's censur. ”Tooghalvfjers udeladelser” blev foretaget efter dens ordre og en indledning blev tilføjet, som oplyste publikum om, at de kunne betragte filmen som ”en filmatisering af Dickens uden antisemitiske hensigter”. (I det besatte Berlin var ADL's bandlysning endegyldig. De britiske autoriteter beordrede Dickens fjernet fra tyske øjne). Jeg var i Amerika på dette tidspunkt og så derfor opfyldelsen af en forudsigelse, jeg havde lavet i en bog fra 1943, hvor jeg skrev, at sådan som den hemmelige censur skred frem, ville Chaucer, Shakespeare og Dickens en skønne dag blive nedrakket som ”antisemiter”. Jeg mente, at jeg her overdrev stærkt, for at fremme forståelsen, men det skete i alle tre tilfælde: En skuespiller-direktør med Shakespeare som sit speciale, blev beordret til ikke at opføre Købmanden fra Venedig, Dickens blev bandlyst, og ”defamation”-folkene satte Chaucer på deres sorte liste. En privat organisation, der kan producere sådanne resultater, er tydeligvis magtfuld. Der er intet i verden, der kan sammenlignes med det. Vincent Sheehan skrev i 1949: ”Der findes knap en enkelt stemme i De forenede Stater, der tør stå frem for arabernes rettigheder, en hvilken som helst rettighed for araberne. Men en nok så lille kritik af den zionistiske ledergruppe bliver øjeblikkeligt udråbt som antisemitisk”. Dorothy Thompson, hvis billede og artikler blev trykt hver dag i hundredvis af aviser, protesterede på lignende måde. Mr. Sheehans popularitet hos boganmelderne faldt omgående. Miss Thompsons portræt og artikler ses sjældent i den amerikanske presse i dag. Hvordan opnås denne hemmelige indflydelse? Ved hjælp af hvilke midler er Amerika (og hele Vesten) blevet bragt i en sådan tilstand, at ingen offentlig person kan komme til sin stilling og ingen redaktør kan føle sig sikker bag sit skrivebord, før han har rullet bedemåtten ud og bøjet sig i støvet for Zion? Hvordan er præsidenter og statsministre blevet lokket til at kæmpe om denne gruppes gunst som brudepiger om brudebuketten? Hvorfor finder ledende politikere sig i at blive trukket gennem hundred-dollar pr. kuvert bespisninger for Zion, eller at blive trukket frem på zionistiske podier, for at modtage medaljer for ydede tjenester? Pengenes magt og udsigten til stemmer har påviseligt været magtfulde lokkemidler, men efter min opfattelse er så langt det stærkeste våben denne magt til at kunne kontrollere udbredelsen af informationer. At kunne lægge vægt på det, en særlig gruppe ønsker og at udelade alt, hvad denne gruppe ikke kan lide, for på denne måde at kunne give en hvilken som helst udvalgt person ”god” eller ”dårlig” presse. Dette er rent faktisk kontrol af ”masserne”. I dagens sprogbrug er det ”teknikken for propaganda og henvendelse til masserne”, som Dr. Weizmann sagde, men det er en ældgammel asiatisk kunst, og den blev ved en berømt lejlighed beskrevet af Matthæus og Markus: ”Ypperstepræsterne og De Ældste overbeviste folkemængden…..Ypperstepræsterne bevægede folket….” I løbet af fyrre år perfektionerede ADL en maskine til at overbevise folkemængden. Det er en metode til tankekontrol, som de kontrollerede folkemængder ikke er bevidste om, og dens evne til at tilintetgøre enhver, der råber op, er stor. En af de første, der blev ødelagt politisk, var formanden for det kongresudvalg, der fik til opgave at holde øje med oprørsk virksomhed (”Un-American Activities Committee”). Protokollerne fra 1905 forudsagde, at nationalstaterne ikke ville blive tilladt at ”kæmpe mod oprør” ved at behandle det som en forbrydelse, og denne ”forudsigelse” gik også i opfyldelse. Dr. Martin Dies fortæller, at han af den hemmelige inkvisition blev påbudt at begrænse definitionen af ”undergravende virksomhed” til ”fascisme” og til at sætte ”fascisme” lig med ”antisemitisme”. Undergravende virksomhed ville, dersom disse påtrængende typer havde fået deres vilje med Dies, være blevet ensbetydende med enhver form for modstand imod ”det destruktive princip”, og ikke med undergravningen af nationalstaten. Han ville ikke give sig, men blev drevet ud af det politiske liv gennem bagvaskelse. ADL (og American Jewish Committee) ”satte sig for at gøre det amerikanske folk opmærksomt på antisemitisme”. Den oplyste jøder om, at ”25 ud af hver 100 amerikanere er inficerede med antisemitisme”, og at yderligere 50 kunne udvikle sygdommen. Allerede i 1945 udførte den ”et stærkt virkende uddannelsesprogram, der var beregnet til at nå hver eneste mand, kvinde og barn” i Amerika gennem pressen, radioen, reklame, børns tegneserier og skolebøger, foredrag, film, ”kirker” og fagforeninger. Dette program omfattede bl.a. ”219 radioudsendelser pr. dag”, helsides annoncer i 397 aviser, plakatreklame i 130 byer, og ”overtalelser” fikst indbygget i kontorartikler, tændstikæsker og konvolutter. Hele den nationale presse (”1900 dagblade med et samlet oplag på 43.000.000”) samt provins-, neger-, fremmedsprogs- og fagbevægelsesblade blev holdt forsynet med, ”og anvendte” dens materiale i form af ”nyheder, baggrundsmateriale, tegneserier og vittighedstegninger”. I tilgift hertil distribuerede ADL i 1945 ”flere end 330.000 eksemplarer af vigtige bøger, der bragte vores budskab, til biblioteker og andre institutioner”, forsynede forfattere med ”materiale og færdige idéer”, samt uddelte ni millioner brochurer, ”alle skræddersyede til de særlige læsergrupper, de blev leveret til”. ADL fandt, at ”tegneserie-bøger” var en særligt effektiv metode til at nå ind i tankerne hos unge mennesker, soldater, sømænd og flybesætninger, og den uddelte ”millioner af eksemplarer” af den slags. Dens organisation bestod af det nationale hovedkvarter, public relation komitéer i 150 byer, elleve regionale kontorer og ”2000 nøglepersoner i 1000 byer”. Navnet på organisationen, der leverede denne mængde påvirknings-materiale, nåede aldrig frem til offentligheden. I løbet af 1940´erne kom New Yorks og Washingtons system med ”syndikerede skribenter” til at indhylle hele den amerikanske presse. En enkelt sådan skribent kan optræde i tusinde aviser hver eneste dag. Redaktører holder af systemet, der er billigt, fordi det sparer dem for omkostninger ved at aflønne deres egne skribenter. Gennem nogle få dusin skribenter af denne art kan hele strømmen af informationer farves ved kilden (fremgangsmåden, der blev forudsagt i Protokollerne). Gennem alle disse metoder er i USA (og dette gælder også for England) en hel generation vokset op, som undervejs er blevet forhindret i at modtage autentisk information om-, og uafhængige kommentarer om zionismens natur, dens oprindelige forbindelse med kommunismen, infiltrationen af regeringsapparaterne, erobringen af ”administratorer” samt alt dettes forbindelse med det endelige projekt for en verdensregering. Modstanden mod denne krybende kontrol var i begyndelsen stor, og blev så gradvist knust i løbet af to årtier (jeg har givet eksempler fra England) med forskellige midler, blandt andet opkøb af aviser, men hovedsagelig gennem et uophørligt og organiseret pres, på samme tid overbevisende og truende. I Amerika kan en avis, der trykker reportager eller kommentarer, som er uacceptable for ADL, forvente at modtage besøg af en af organisationens repræsentanter. Trusler om at standse annoncering bliver ofte fremsat. Korpset af ”syndikerede” skribenter tager del i angrebet på enhver skribent eller udsendelsesleder, der bliver besværlig. Mange amerikanske kommentatorer er blevet presset bort fra udgivernes adressebog eller ”ud af æteren” på denne måde. Her et eksempel til illustration: Chicago Tribune videregav det synspunkt fra en højt placeret embedsmand i Udenrigsministeriet, at De forenede Stater blev regeret af ”en hemmelig regering” bestående af tre medlemmer af cirklen omkring den afdøde præsident Roosevelt: Henry Morgenthau, jr., dommer Felix Frankfurter og senator Herbert Lehman. Ordet ”jøde” blev ikke brugt. Artiklen udtrykte altså en højtstående embedsmands mening om et emne, som han regnede for at være af den største nationale betydning. Denne artikel skabte stort postyr i den zionistiske og jødiske presse over hele verden (kun få ikke-jødiske aviser viste den nogen opmærksomhed overhovedet, af indlysende årsager). Jeg var i Sydafrika, men gættede, hvad der herefter ville ske, og da jeg næste gang kom til Amerika, fandt jeg ud af, at jeg havde gættet rigtigt. Tribunes ejendom i Chicago var blevet belejret af ADL med kategoriske krav om en undskyldning. Ved denne ene lejlighed blev ingen givet. Avisen var på det tidspunkt en enlig overlevende fra den tid, hvor der fandtes uafhængig reportage og kommentar. (Der var en pikant detalje ved denne sag. Forfatteren til den ”anti-semitiske” reportage havde, kort forinden, interesseret sig for at opnå betinget løsladelse (release on parole) for en jøde, der afsonede en livstidsstraf for mord, med den argumentation, at afsoning med rimelighed kunne hævdes at være overstået.) Selv de tal for udgifter, personale og aktiviteter, jeg ovenfor har givet, bibringer ikke et sandt billede af ADL´s magt og allestedsnærværelse. Jeg ville ikke selv have troet, før jeg så det, at en institution med en sådan magt næsten usynligt kunne operere i en stat, der endnu nominelt regeredes af en præsident og en kongres. Organisationens utallige kontorer og underafdelinger er tydeligvis kun centraler for et enormt netværk af agenter og underagenter, for dens øjne er altseende, lige som det var tilfældet med NVD i det tilfangetagne Rusland eller med Gestapo en gang i Tyskland – sådan som jeg selv kom til at opleve det: Jeg er en forholdsvis ukendt person, og da jeg i 1949 tog til Amerika var jeg næsten helt ukendt af offentligheden dér, eftersom udgivelsen af de fleste af mine bøger var blevet forhindret gennem de metoder, jeg lige har beskrevet. Jeg fandt ud af, at ADL overvågede mig som en høg lige fra min ankomst, og blev derved for første gang opmærksom på organisationens enorme udbredelse og vagtsomhed. Jeg havde ikke troet, at den undersøgte hvert eneste tag og hver eneste spurv på tagene. En amerikansk bekendt, som havde læst nogle af mine bøger, præsenterede mig for en kollega, der udtrykte glæde ved at møde forfatteren til bøgerne. Denne mand bad mig komme til middag med ham og en mand, han præsenterede som ”min fætter”. Fætteren var en underholdende fyr. Jeg fandt senere ud af, at han var leder af ADL's New York kontor og at han var den virkelige organisator af det lille middagsselskab*.
* Det er ofte på denne måde, man skaffer materiale til brug for registeret og ”bagvaskelses”-angreb. I 1956 udgav ADL en sådan ”bagvaskelses”-bog med titlen ”Cross-Currents”. Den blev betegnet som ”bogen, der viser, hvordan antisemitisme i dag bliver brugt som et politisk våben”. Den var fyldt med angreb på ”antisemiter” og indeholdt utallige uddrag fra breve og konversationer, der skulle have fundet sted mellem de omtalte personer. Anmelderen af bogen i New York Times sagde, selv om han var venligt stemt over for bogen (som skribent ved denne avis ville han ikke være uvenligt stemt) ”forfatterne afslører ikke for læseren hemmeligheden om, hvordan de er kommet i besiddelse af disse interessante papirer….denne tavshed omkring kilderne er en alvorlig svaghed og det er særlig alvorligt, når det drejer sig om udtalelser, der stammer fra et mundtligt interview”. Hvem var disse interviewere, og hvordan udførte de deres opgave? Jeg kunne have fortalt ham det, og læseren af denne bog har svaret. Hvis mit ”mundtlige interview” med ”fætteren”, der havde hævdet at være en stærk ”antisemit”, ikke kunne give materiale til bogen, må årsagen hertil være interessant. Sent denne gemytlige aften spurgte han mig pludselig, hvor stærk jeg regnede ”antisemitismen” for at være i USA. Idet jeg troede på det, han udgav sig for at være, svarede jeg nøjagtigt som jeg ville have svaret, dersom jeg havde kendt hans identitet. Jeg sagde, at jeg havde rejst i flere end tredive af de otteogfyrre stater og at jeg aldrig en eneste gang havde hørt ordet ”jøde” nævnt af nogen af de tusinder af mennesker, jeg havde truffet. Og dette var sandheden.
Dette skete nogle få dage efter, at jeg var ankommet, og herefter kendte ADL til hver en bevægelse, jeg foretog mig. De kendte til den bog, jeg var i færd med at skrive, og da den var klar til udgivelse, henvendte ”fætteren” sig til udgiveren af en af mine tidligere bøger med en spids forespørgsel om, hvorvidt han tænkte på at udgive denne. Som den diskrete mand, han var, svarede han: Nej. Tre år senere, i 1952, da denne bog udkom i England, trykte ”American Legion” 's blad i Hollywood omkring fem hundrede ord fra den. (A.L. er en krigsveteran-organisation, red.). ADL krævede omgående af legionens Hollywood-leder, at ordene skulle dementeres, og lederen henviste til bladets redaktør. Det blev ikke påstået, at der var nogen unøjagtigheder. Deputationen kaldte blot bogen ”antisemitisk”. Redaktøren nægtede at dementere, med mindre fejlagtige udtalelser eller anden gyldig grund kunne bevises, og han sagde op, da lederen, hen over hans hoved, fik trykt den velkendte ”undskyldning” over for truslen om, at ”alle jøder” ville boykotte Hollywood Stadion, der blev drevet af ”American Legion”. Redaktøren bemærkede, da han forlod jobbet, at dette beviste, hvad der blev sagt i bogen. Undskyldningen hjalp ikke lederen noget, for den landsdækkende American Broadcasting Company, der hidtil havde TV-dækket legionens begivenheder på stadion, bekendtgjorde straks, at man ville stoppe kontrakten med legionen og dække konkurrerende begivenheder. Lederen sagde bedrøvet at dette ”kommer som et fuldstændigt chok for mig”. Da jeg næste gang besøgte Amerika, i 1951, nægtede en anden bekendt, der fandt mine bøger oplysende, og som ønskede, at jeg skulle skrive for amerikanske aviser, at tro, hvad jeg havde fortalt ham. Han sagde, at han var sikker på, at et bestemt blad ville hilse en artikel fra mig om et da aktuelt emne (ikke zionisme) velkommen, og han skrev til redaktøren. Til sin overraskelse fik han at vide, at udgivelse af noget som helst fra mig var ”verboten”, og da han foreslog udgivelse uden mit navn, fik han den besked, at dette ikke ville nytte: ”der er sandsynligvis en repræsentant for ADL på vores lønningsliste”. (Jeg har brevet). En anden bekendt af mig, der var chef for en stor bogsalg-koncern, gav sit kontor besked på at skaffe en bog af mig fra Canada, og fik den besked, at Toronto-grossisten meldte sig ude af stand til at skaffe den. Jeg undersøgte sagen og fandt ud af, at der ikke var kommet nogen ordre til Toronto. Min bekendt efterforskede derefter sagen, men kunne ikke finde frem til hvem, i hans eget kontor det var, der havde opsnappet ordren. Han fortalte mig, at han nu var klar over, at mine bøger var ”på listen”. Læseren behøver blot multiplicere disse få eksempler fra en enkelt mands personlige oplevelser for at se effekten på den samlede sum af informationer, der leveres til offentligheden. De vestlige nationalstaters befolkninger er berøvet information om de emner, der mest indgribende påvirker deres nutid og fremtid, af en presse, der (får de hele tiden at vide) er ”den frieste i verden”. En anden metode, som ADL anvender til at fastholde jøderne i ”masse-hysteri” og ikke-jøderne i en tilstand af vrangforestilling, er brug af en agent provocateur, den falske ”antisemit” (den ovenfor omtalte ”fætter” er et eksempel). En del af denne metode består i udspredelse af ”dokumenter”, der afslører ”hele verdenssammensværgelsen” og sædvanligvis med angivelse af en eller anden upåviselig samling rabbinere som skurkene. Den seriøse student af det virkelige talmudiske projekt, der kan dokumenteres med virkelige talmudiske kilder, genkender straks disse falsknerier. En ”beundrer” sendte mig en gang et sådant ”dokument”, som (sagde han) var fundet i en hemmelig skuffe i et gammelt familie-chatol, der ikke havde kunnet åbnes i hundrede år. Jeg fik papiret undersøgt og bad så brevskriveren forklare mig, hvordan hans for længst afdøde oldefader havde været i stand til at skaffe papir, der var fremstillet i 1940´erne. Korrespondancen ophørte. Der findes et eksempel på ADL's anvendelse af den falske ”antisemit”, som organisationen selv har leveret beviset for. En flittig forfatter til bøger, som angriber ”antisemiter” i USA, er en mand af armensk oprindelse ved navn Avedis Boghos Derounian, hvis bedst kendte alias er John Roy Carlson. Der blev anlagt adskillige injuriesager mod ham i anledning af en af hans bøger, som blev udgivet under Anden Verdenskrig. I denne angreb han mere end syv hundrede personer, og en af dommerne, der idømte et erstatningsbeløb sagde ”Jeg tror, denne bog er skrevet af en totalt uansvarlig person, der er villig til at sige hvad som helst for penge. Jeg ville ikke tro ham under ed, og vil ikke tro ham nogensinde herefter. Og jeg tror, at bogen er udgivet af en forlægger, der er villig til at udgive hvad som helst for penge”. I november 1952 konfronterede en radio-interviewer denne mand med en kendt amerikansk udenrigs-korrespondent, Ray Brock, som anklagede Carlson for tidligere at have redigeret ”en indædt anti-semitisk tryksag kaldet The Christian Defender”. Dette kunne ikke nægtes, da det nu var kommet frem, så Carlson sagde, at han havde gjort det ”med godkendelse fra the Anti-Defamation League”. Studieværten afbrød her for at sige, at ADL, på hans forespørgsel, havde bekræftet dette (bekræftelsen var ikke til at undgå, eftersom ADL havde tilstået over for Chicago Tribune i 1947, at den havde gjort brug af manden mellem 1939 og 1941 og havde ”fundet hans tjenesteydelser tilfredsstillende”). Den kendsgerning, at denne mand derefter (i 1951) var i stand til at udgive endnu en bog, der angreb ”antisemiter” og at få den rost til skyerne i de førende New York aviser (til trods for rettens ovennævnte kommentarer), er et bevis på den forandring, denne organisation har afstedkommet i amerikansk liv i de seneste tyve år. Det spindelvæv, som ADL var centrum for, strakte sig til andre engelsktalende lande, således at ingen uafhængig forfatter nogetsteds kunne undslippe det. Jeg vil give nogle personlige oplevelser mod denne større baggrund: I marts 1952 meddelte Truth (som på daværende tidspunkt endnu ikke var blevet underkuet), at Canadian Jewish Congress havde krævet af en boghandler, at han fjernede mine bøger fra hylderne. Da jeg senere samme år besøgte Canada, lavede jeg forespørgsler og fandt frem til, at dette pres blev udøvet generelt mod canadiske boghandlere, og at mange havde givet efter for det. På samme tid bekendtgjorde et zionistisk blad i Sydafrika endda: ”Indtil den tid kommer, da racegrupper nyder beskyttelse gennem loven, må ingen boghandel være berettiget til at hævde, at den vil sælge bøger……….så som nogle af Reeds bøger”. Jeg tilbragte senere nogen tid i Sydafrika og opdagede, at situationen dér svarede ganske til den i Canada. ”Racebeskyttelsen”, der forudsiges i ovenstående citat, er De forenede Nationers ”Folkemordskonvention”, forfattet af zionister. Den indeholder en artikel, der foreskriver straf for hvad som helst, der af en eller anden gruppe måtte påstås at skabe ”psykiske mén” hos den. Denne artikel vil, dersom den indføres under en ny krig, gøre ADL's censur permanent og verdensomspændende. Jeg har aldrig været i Australien, men tror, at jeg også dér vil finde den hemmelige kontrol, som eksisterer i Canadas og Sydafrikas boghandler. På omtrent samme tid udtalte en australsk senator, som jeg end ikke kendte af navn, idet han angreb en ”antisemitisk organisation”, som jeg heller ikke havde hørt om, at denne ”stod i nær forbindelse” med mig. Australske aviser trykte denne bagvaskende meddelelse, men nægtede at trykke en korrektion med fakta. I disse år modtog jeg mange klager fra læsere om, at overbibliotekaren på et stort bibliotek i Toronto havde anbragt en ”advarsel” til læserne på omslaget af mine bøger. Protester havde ingen virkning. På alle disse måder blev et gardin trukket ned imellem folkemængderne og en korrekt information om deres livsanliggender. Grebet om folkesjælen blev lige så totalt, som det var omkring ”top-politikerne”. Dette efterlod blot én sektor ubesejret, nemlig den, der lå imellem de indfangede politikere og den overbeviste folkemængde. Det var den klasse, som Dr. Weizmann altid klagede over: de fastansatte embedsmænd, folk med en profession og eksperterne. Fra starten kom den skarpeste modstand imod zionismens snigende angreb fra denne gruppe (og fra ”indblanding udefra – udelukkende jøder”, som Dr. Weizmann også klagede over). Den ikke-folkevalgte myndighedsperson, karriere-funktionæren, den professionelle soldat, eksperten på udenrigsanliggender – alle er de næsten umulige at bestikke. Den fastansatte embedsmand er ikke afhængig af et valg og føler sig som en integreret del af nationen. Den professionelle soldat føler instinktivt, at nationen og hans pligt er ét, og viger med afsky tilbage ved tanken om, at militære operationer bliver perverteret på grund af et eller andet bagvedliggende politisk motiv. Eksperten kan ikke begrave sin viden på kommando fra parti-mennesker mere end en ekspert i ure kan lokkes til at lave et ur, der går baglæns. Rent faktisk vil kun den totale tilfangetagelse af en stat, inklusive magten til at afskedige, til at udelukke fra ansættelse og til at foretage arrestation, nogensinde være i stand til helt at overvinde modstanden fra embedsmænd, professionelle og eksperter imod noget, der klart er i konflikt med deres pligt. ADL viste, efter min overbevisning, ved et kupforsøg, den lavede i 1943, at den så frem til den dag, hvor den ville have klaret den forhindring. Den øverste styrende intelligens bag denne organisation véd tydeligvis, at det gunstigste tidspunkt til at opnå organisationens mål er i slutningen af- eller i perioden lige efter en stor krig. I begyndelsen af en sådan krig er de omtumlede folkemængder endnu opmærksomme på de krigsmål, der er blevet fremsat, og efter den periode med forvirring, der følger lige efter krigen, bliver de igen i nogen grad klarsynede og begynder at stille spørgsmål om, hvad der er blevet bedrevet under dække af krigen. Hvis det hemmelige formål da endnu ikke er på plads, er lejligheden blevet forpasset. Disse hemmelige formål blev fremmet mellem 1916 og 1922 (ikke mellem 1914 og 1918) i Første Verdenskrig og mellem 1942 og 1948 (ikke 1939-1945) i Anden Verdenskrig. Hvis en tredje verdenskrig skulle begynde, f.eks. i 1965 og fortsætte til 1970, med det tilsyneladende formål at ”tilintetgøre kommunismen”, ville den hemmelige kraftanstrengelse for at realisere zionismens endelige ambition og den kommunist-inspirerede verdensstat finde sted i perioden med den største forvirring, lad os sige fra 1968 til 1974. Forsøget på at tilfangetage den offentlige sektor i USA blev gjort i 1943, det fjerde år af Anden Verdenskrig, og blev (ved et tilfælde) delvist afsløret i 1947, da tågen lettede. Målet var at placere en hemmelig sortliste baseret på bagvaskelse imellem det amerikanske folk og den offentlige sektor. Den ville som et hegn forhindre patriotiske borgere i at kunne blive ansat i den offentlige sektor, og samtidig åbne døren på vid gab for sammensværgelsens godkendte agenter. Listerne, der ved den lejlighed blev opbygget, blev i en periode så hastigt udvidet, at de inden længe ville have omfattet enhver, som de hemmelige herskere ikke ønskede skulle få arbejde i den offentlige sektor. ADL's bagvaskelsesregistre blev indvævet i den amerikanske regerings officielle registre (American Civil Service). Dette kunne have skabt basis for en hemmelig politiaktion på et senere tidspunkt (”politiske modstandere” blev afhentet efter sådanne lister af Görings nye hemmelige politi den nat, rigsdagsbygningen brændte). Fuldstændig ubemærket af det amerikanske folk, såvel den gang som senere, var et statskup af den alvorligste slags under forberedelse og allerede stærkt på vej. Martin Dies beskrev på et tidspunkt ADL, der leverede disse lister, som ”en terroristorganisation, der anvender sine resurser, ikke til at forsvare jøders gode navn, men til at tvinge og true til lydighed over for organisationens mål, gennem terror-metoder. Det er en bagvaskelses-liga (”league of defamation”) *
* I 1956 sendte præsident Eisenhower den årlige ADL kongres en lovprisende hilsen, hvori han anerkendte organisationen for ”at minde nationen om, at religionens idealer må råde på alle livets områder”. Beskrivelsen blev underbygget af de afsløringer, der blev tilvejebragt af et underudvalg ”Subcommittee to Investigate the Civil Service Commission” som var nedsat af bevillingsudvalget, ”Committee on Expenditures” i Repræsentanternes Hus. Det trådte sammen den 3., 6. og 7. oktober 1947 under formandskab af kongresmedlem Clare E. Hoffmann fra Michigan. Også denne undersøgelse blev udelukkende til noget på grund af privates indsats. Regeringens hele andel i sagen gik ud på at forsøge at standse undersøgelsen. En eller anden loyal embedsmand så, hvad der blev foretaget i hemmelighed og informerede visse kongresmedlemmer om, at der blev indføjet sortlister i regeringens registre. Selv dette havde måske ikke ført til nogen handling, hvis ikke disse kongresmedlemmer havde fundet ud af, at de selv var blandt de sortlistede! Under de forhindringer, som var en arv fra den lange Roosevelt-regeringsperiode, kunne en efterforskning, selv da, kun sættes i gang med den begrundelse, at ”pengemidler, der var bevilget af kongressen, blev misbrugt” (derfor indblandingen af bevillingsudvalget). Cirka hundrede amerikanske senatorer og kongresmedlemmer fandt herefter ud af, at de (og i nogle tilfælde deres hustruer) var opført på regeringens kartotekskort som ”nazier”. Det lykkedes dem at sikre sig kopier af disse kort, som indeholdt en note om, at bagvaskelses-informationen om dem var ”kopieret fra kartoteket over undergravende virksomhed” i et privat zionistisk advokatfirma. Dette kartotek, sagde noten videre, ”var opbygget i samarbejde med American Jewish Committee og Anti-Defamation League. Kilden til denne information må under ingen omstændigheder afsløres.. Yderligere oplysninger om den pågældende kan imidlertid indhentes ….” (fra zionist-advokaterne). Den øverste embedsmand i den afdeling af regeringen (United States Civil Service Commission), som havde til opgave at kontrollere ansøgere til stillinger i den offentlige sektor, blev indstævnet til at vidne for udvalget. Som den embedsmand, der var direkte ansvarlig, kunne han fortælle, at registrene var hemmelige, og at han først lige var blevet bekendt med deres eksistens (formodentlig, da han modtog stævningen). De eneste registre, han indtil da kendte til, var de, der normalt blev ført af hans afdeling. Disse indeholdt oplysninger om personer, der var under efterforskning og som af forskellige grunde skulle afvises, hvis de søgte ansættelse i den offentlige administration. Han havde undersøgt, at det nye register indeholdt ”750.000 kort” og at det var blevet produceret i Civil Service Commissions New York kontor (hans egen hovedafdeling lå i Washington), og at kopier af kortene var blevet cirkuleret til- og indføjet i registrene hos hver eneste afdeling af Civil Service Commission ud over USA. Han sagde, at han ingen bemyndigelse havde til at fremskaffe det hemmelige register. Denne bemyndigelse lå alene hos de tre kommissærer for Civil Service Commission (de allerhøjest placerede i Civil Service Commission, lige under præsidenten). Da disse kommissærer (en Mr. Mitchell, Mr. Flemming og Miss Perkins) også blev indstævnet, nægtede de at skaffe registeret frem, idet de fortalte, at præsidenten havde forbudt dette (de hemmelige registre var kommet frem under præsident Roosevelt. Denne ordre til ikke at afsløre dem kom fra præsident Truman). Efter dette erklærede Mr. Hoffmann: ”Det er første gang nogensinde, jeg har hørt en bekræftelse af, at vi har et Gestapo i dette land”. Kommissærerne protesterede ikke. Mr. Hoffmann spurgte så, om personer, der ikke havde til hensigt at søge en stilling ved Civil Service også blev sortlistet. Mr. Mitchell bekræftede, at det var tilfældet, og indrømmede herved udtrykkeligt, at den sorte liste var af ubegrænset omfang. Mr. Hoffmann fortsatte: ”De hævder at være berettiget til at registrere alle og enhver i dette land i Deres register. Er det ikke korrekt?”. Og de tre kommissærer bekræftede stiltiende. Efterforskerne fandt ud af, at alene i juni og juli 1943 (dvs. i en stor krigs forvirringsperiode) var 487.033 kartotekskort blevet føjet til det hemmelige register, noget, der havde krævet et meget stort antal kontorassistenter. Et kongresmedlem mindede kommissærerne om, at i selv samme år, hvor disse kort blev tilføjet, havde Civil Service Commission specifikt forbudt sine efterforskere at udspørge nogen ansøger om dennes kommunist-forbindelser (det var den generelle politik, der var blevet indført af præsident Roosevelt). Kommissærerne var meget ivrige efter at undgå nogen diskussion af den rolle, Anti-Defamation League spillede i denne affære, og krøb gentagne gange uden om spørgsmål vedrørende dette emne. Den officielle rapport viser, hvad der var meget overraskende i forhold til hidtidig standard, at ADL nu var i en position, hvor den hemmeligt kunne placere bagvaskende sagsakter i officielle registre, som hurtigt kunne udvides til hemmelige landsdækkende politiregistre. Det var tydeligvis et forsøg på at opnå kontrol med Civil Service Commission (”den offentlige sektor”, red.) og at gøre loyalitet, efter den sædvanlige definition, til en diskvalificerende omstændighed. Eftersom der ikke blev opnået nogen form for udbedrende handling, kan resultatet af denne offentlige høring sammenlignes med en kirurgisk lægeundersøgelse, hvor lægerne, der har skåret patienten op og fundet en ondartet svulst i nærheden af et livsvigtigt organ erklærer, at de har fået ordre til ikke at fjerne den og til at sy patienten sammen igen. Således vedblev den sundhedsskadelige tilstand med at bestå. Den brug, man kunne forestille sig gjort af sådanne hemmelige registre, illustreres af nogle mærkelige episoder i 1951 og 1952, da militærtropper pludselig kastede sig over små byer i Californien, Staten New York og Texas og ”besatte” dem i ”De forenede Nationer”s navn eller i ”militærregeringen”s navn. Rådhuse, politistationer og telefoncentraler blev overtaget. Borgmestre, myndighedspersoner og private personer blev arresteret. ”Fjende”-grupper (udklædt i ”fascist”-uniformer af en eller anden kostume-mand), blev vist frem i gaderne. Der blev afholdt retssager af militære domstole og oprettet koncentrationslejre. Der var opråb om, at ”de, der gjorde modstand” eller ”konspiratører” ville blive straffet hårdt osv. Disse fremgangsmåder ligner meget en forprøve på den slags, verden meget vel kan opleve i forvirringsperioden under en tredje verdenskrig, dersom ”Ligaen til fremtvingelse af fred” skulle gøre sit tredje forsøg på verdensstyre. Også ved denne lejlighed var forargede private efterforskere ganske ude af stand til at finde ud af, hvilken myndighed, der havde beordret dette. Den officielle militærtalsmand, en oberst i Pentagon havde, da han blev hårdt presset af en efterforsker, kun lov at sige, at det var et spørgsmål ”af lokal og politisk betydning, hvilket militæret ikke har nogen kontrol med!” Det pegede i retning af præsidenten, regeringen og udenrigsministeriet, men alle disse myndigheder forholdt sig lige så tavse som de tre Civil Service kommissærer. Ved slutningen af Anden Verdenskrig havde denne hemmelige invasion svækket den amerikanske republiks indre struktur i en sådan grad, at man måtte regne med en eller anden forandring i også dens ydre struktur under en eventuel tredje verdenskrig. Den oprindelige befolknings instinktive kamp for at bevare sig selv og sine traditioner over for en udnyttelse, hvis karakter de ikke fik lov at forstå, begyndte at slå fejl. Denne kamp skulle igen tage til i styrke og reparere nogle af skaderne, da Anden Verdenskrig gled i baggrunden, men der stod alvorlige svagheder tilbage, som uden tvivl ville vise sig under presset fra en ny verdenskrig, som den amerikanske folkesjæl dagligt blev vænnet til at tænke på, gennem politikerne og den kontrollerede presse. Fra 1943 og frem lå den amerikanske republiks svaghed snarere i dens ormædte fundament end i nogen fremmed luftstyrke eller flåde. |