Den zionistiske stat

Kapitel 43 i  ”The Controversy of Zion”

af Douglas Reed

 oversat af Knud Bjeld Eriksen

Vesten lukkede øjnene for det, men den zionistiske stat var i sidste ende Revolutionens værk, og Revolutionen opfyldte på denne måde den levitiske doktrin om ”tilbagevenden”. Disse indfald i Europa og i Arabien blev de eneste ”landvindinger”, der kom som resultat af Anden Verdenskrig. I de tidlige stadier af denne havde ”premier-diktatorerne” igen, for anden gang, som i Første Verdenskrig, bedyret offentligt, at der ikke var den ringeste tanke om at erobre land. Resultatet at disse to udviklinger blev, at man, i det todelte Europa og i det todelte Palæstina, efterlod to permanente sprængsatser til en ny krig. De kunne på et hvilket som helst tidspunkt detoneres af enhver, der kunne tænkes at se sin fordel i at starte en Tredje Verdenskrig.

Læseren vil huske, at zionismen var i færd med at bryde sammen i Palæstina i årene op til Anden Verdenskrig. Og at det britiske parlament i 1939 – efter igennem tyve års erfaringer at være blevet tvunget til at indse, at ”det jødiske nationale hjem” var umuligt at realisere – havde besluttet at opgive det umulige ”Mandat” og trække sig tilbage, når man havde sikret den parlamentariske repræsentation af alle parter i landet, arabere, jøder og andre. Læseren bemærkede så den ændring, der fandt sted, da Winston Churchill blev premierminister i 1940 og privat informerede Dr. Weizmann (ifølge Dr. Weizmanns beretning, der ikke er blevet anfægtet) om at han ”var helt enig i” den zionistiske ambition om ”efter krigen …. at opbygge en stat med tre eller fire millioner jøder i Palæstina”.

Churchill udtrykte altid stor respekt for den parlamentariske styreform, men i dette tilfælde, hvor han var blevet en hersker i krigstid, satte han sig hemmeligt og vilkårligt, ud over en politik, der var blevet vedtaget at Underhuset efter en udtømmende debat. Herefter fulgte læseren Dr. Weizmann på hans rejser til Amerika og så, hvordan Churchills anstrengelser for ”at bevæbne jøderne” (et forehavende, hvori han blev modarbejdet af de ansvarlige myndigheder på stedet) modtog støtte herfra under ”presset” fra Dr. Weizmann og hans forbindelser.

Det var på dette stadie, læseren sidst så den svangre zionistiske stat. Gennem hele 1944 – som Churchill fortæller det i sine krigserindringer – vedblev han med at presse på med den zionistiske ambition. ”Det er en kendt sag, at jeg er fast besluttet på ikke at bryde den britiske regerings løfter til zionisterne. Sådan som de udtrykkes i Balfourerklæringen og som de blev ændret i min efterfølgende udtalelse fra Ministeriet for Kolonierne i 1921. Der kan ikke ske nogen ændring i vores politik uden en fuld debat i Regeringen” (29. juni 1944). Men politikken var blevet ændret efter en fuld debat i regeringen og i parlamentet i 1939. Her ignorerede Churchill simpelthen denne væsentlige politiske afgørelse og vendte tilbage til den tidligere politik, idet han lød som et ekko af de mærkværdige ord, der stammede fra en tidligere Minister for Kolonierne (Leopold Amery, tidligere citeret) – at denne politik  kunne ikke ændres.

Og videre lød det fra ham: ”Der er ingen tvivl om, at dette” (behandlingen af jøderne i Ungarn) ”formentlig er den største og mest forfærdelige forbrydelse, der nogensinde er begået i hele verdens historie … alle, der har taget del i denne forbrydelse, og som falder i vore hænder, inklusive de, der kun parerede ordre ved at udføre nedslagtningerne, skal slås ihjel efter at deres forbindelse med mordene er blevet fastslået …. Der må udstedes offentlige erklæringer, således at enhver, der var involveret i det, bliver jagtet og slået ihjel” (11. juli 1944). Her sammenkæder Churchill, som også præsident Roosevelt og mr. Eden gjorde det, underforstået henrettelser af fanger alene med deres forbrydelser mod jøder, hvorved alle andre lidende bliver henvist til forglemmelse, hvad der da også blev resultatet. Læseren så, i sidste kapitel, hvordan jøder i øvrigt var at finde såvel blandt bødlerne som blandt ofrene.

Videre sagde Churchill: ”Det er mig magtpåliggende at svare omgående på Dr. Weizmanns anmodning i hans brev af 4. juli, om oprettelse af en jødisk kampstyrke” (12. juli 1944). Jeg kan lide den tanke, at jøderne prøver at komme efter morderne af deres landsmænd i Centraleuropa, og jeg tror det vil skabe en stor tilfredsstillelse i De forenede Stater. Jeg tror, det er jødernes eget ønske at bekæmpe tyskerne overalt. Det er tyskerne, de har deres udestående med”. (26. juli 1944) Hvis Churchill, sådan som Dr. Weizmann fortæller, havde indvilliget i at opbygge ”en stat bestående af tre eller fire millioner jøder i Palæstina”, må han have været klar over, at zionisterne havde et langt større udestående med Arabiens befolkning, og at en hvilken som helst ”jødisk kampstyrke” med langt større sandsynlighed ville blive brugt mod disse uskyldige tredieparter, end imod tyskerne.

Churchills sidste nedskrevne hentydning (som krigstids premierminister) faldt efter at kampene i Europa var endt: ”Hele spørgsmålet om Palæstina må afgøres ved fredsforhandlingerne … jeg mener ikke, at vi skal påtage os at styre dette meget vanskelige område, mens amerikanerne læner sig tilbage og kritiserer. Har I nogensinde tænkt den tanke, at vi skulle bede dem overtage sagen? … Jeg er ikke bekendt med den mindste fordel, som Storbritannien nogensinde har haft af dette smertelige og utaknemmelige job. Nu bør nogen andre tage tørnen” (6. juli 1945)

Denne bemærkning afslører (når den sammenholdes med præsident Roosevelts spøgefulde bemærkning til Stalin om, at den eneste indrømmelse, han kunne finde på at give til Kong Ibn Saoud, ville være at ”give ham de seks millioner jøder i USA”) de private tanker hos disse premier-diktatorer, som så føjeligt lystrede Zion. Mr. Churchill ønskede, at han kunne læsse de uløselige problemer over på amerikanerne. Mr. Roosevelt ville med glæde læsse dem over på bare en eller anden. De store mænd opførte sig i dette spørgsmål, som en ubesindig bemærkning i begge tilfælde afslørede, som klovnen der ikke på nogen måde kan komme fri af det klistrede fluepapir. Churchill var i sit interne memorandum ikke bekendt med ”den mindste fordel som Storbritannien nogensinde har haft af dette smertelige og utaknemmelige job”. Men offentligt, når Zion lyttede, fortsatte han (og fortsætter til i dag, hvor denne bog skrives) med en så grænseløs tiljubling af zionisteventyret, at det endda har vækket jødiske kritikeres forundring (som det skal blive vist). 

På det tidspunkt, hvor Churchill dikterede dette sidste memorandum, var hans ord om, at ”afgøre spørgsmålet om Palæstina ved fredsforhandlingerne” så betydningsløse, at han muligvis har villet være spøgefuld ved at anvende ordene. Sagen var afgjort, for zionisterne havde våben, mændene til at bruge disse våben var på vej ved at blive smuglet af Vesten fra det revolutionære område (som vist i foregående kapitel), og begge de ledende politiske partier i England og Amerika var rede til at bifalde en hvilken som helst aggressiv handling, invasion eller forfølgelse, som de indstrømmende immigranter begik med de våben, de havde skaffet.

Dette var særligt tydeligt i tilfældet Socialistpartiet i England, landet, som på dette tidspunkt endnu var stærkest involveret i Palæstinas skæbne. Labour Party (Arbejderpartiet, som det kaldte sig selv) i England præsenterede sig selv som beskytteren af de fattige, de forsvarsløse og de forfulgte. Det var født og opvokset under løfter om folkepensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse, gratis medicin og pleje og støtte til de hjemløse, de fattige og de svage generelt. Da krigen nærmede sig sin slutning, kunne dette parti langt om længe imødese regeringsmagten med et betydeligt flertal. I lighed med det Konservative Parti (og begge partier i Amerika) regnede det øjensynlig med, at sejren, selv på dette stadie, ikke var helt sikker, og at den kunne sikres ved at fedte for Zion. Følgelig anbragte partiet, som øverste punkt på sin udenrigspolitik det mål, i et lille land, langt borte, at uddrive nogle mennesker, der var fattigere, mere venneløse, og længere undertrykt end selv den britiske arbejder på det værste tidspunkt under Den industrielle Revolution. I 1944 udråbte dets leder, Clement Atlee, det ædle hovedmål i Britisk Socialisme: ”Lad araberne blive opfordret til at flytte ud” (af Palæstina) ”mens jøderne flytter ind. Lad dem få rigelig erstatning for deres land, og lad deres bosættelse andre steder blive omhyggeligt planlagt og rigeligt finansieret.” (tolv år senere, førte næsten en million af disse mennesker endnu en hensygnende tilværelse i de arabiske nabolande, efter at de med bomber var blevet opfordret til at flytte. Og Det britiske Socialistparti blev ved enhver ny udvikling af begivenhederne mere opsatte end nogensinde på at straffe dem).

De britiske Socialister vidste, da de fremsatte denne udtalelse, at zionisterne, under dække af krigen mod Tyskland, havde dynget våben sammen til erobringen af Palæstina med magt. General Wavell, den militære leder i Mellemøsten, havde for længe siden informeret Churchill om, at ”hvis de blev overladt til sig selv, ville jøderne banke araberne”, der ikke havde nogen våbenleverandører). General Wavells vurdering af den zionistiske plan var den samme som samtlige ansvarlige myndighedspersoner på stedet havde haft, og derfor brød Dr. Weizmann sig ikke om ham. Læseren har allerede set, at så langt tilbage som Første Verdenskrig, var Dr. Weizmanns uvilje farlig endog for højt placerede personer, og den har muligvis haft indflydelse på general Wavells forflyttelse fra Mellemøsten til Indien. Den officielle britiske History of the War in the Middle East beskriver general Wavell som ”en af de store øverstbefalende i militærhistorien” og fortæller, at en træthed, som skyldtes hans store ansvar, blev forværret af følelsen af, at han ikke fuldt ud nød Churchills tillid. Denne bombarderede Mellemøstchefen med ”irriterende” og ”unødvendige” telegrammer om ”peditesser”. Gennem sin forvisning blev general Wavell muligvis endnu et offer for zionismen, og britisk militær kunnen led et dertil svarende tab under krigen. Dette kan ikke med sikkerhed fastslås, men det er et rimeligt antagende.      

I 1944 dukkede snigmord igen op i fortællingen. Lord Moyne, var som Minister for Kolonierne, den, der havde ansvaret for Palæstina. Dette job havde tidligere været besat med Lord Lloyd  (der var blevet irettesat groft af Churchill for smøl med at ”bevæbne jøderne”, og som døde i 1941). Lord Moyne var alles ven og så med sympati på jødedommen, men han delte alle sine ansvarlige forgængeres indstilling om, at det zionistiske forehavende i Palæstina ville ende katastrofalt. Af denne årsag, og fordi han i almindelighed havde sympati med mennesker i nød, var han interesseret i at genoplive idéen om at tildele land i Uganda til de jøder, der vitterligt trængte til at finde et nyt hjem et eller andet sted.

Dette humanistiske syn skaffede ham zionisternes dødelige had på halsen, for de ville ikke høre tale om nogen som helst afvigelse fra deres ambitioners mål, Palæstina. I 1943 modificerede Lord Moyne sit synspunkt, ifølge Winston Churchill, og denne foreslog, at Dr. Weizmann skulle tage til Kairo og møde Lord Moyne dér for at forvisse sig om denne forbedring. Men før noget møde kunne komme i stand blev Lord Moyne snigmyrdet i Kairo (i november 1944) af to zionister fra Palæstina, hvorved endnu en fredsmægler var blevet fjernet fra den sti, som efterhånden var overstrøet med tidligere mægleres knogler. Denne hændelse forstyrrede for en stund Churchills memoranda til kollegerne om at ”bevæbne jøderne”, og de ansvarlige myndighedspersoner i Palæstina opfordrede igen ihærdigt til, at immigrationen dertil blev suspenderet. Churchills svar herpå (17. November 1944) var, at dette ”simpelthen ville gavne ekstremisterne”, hvorefter ekstremisterne fik lov til uhindret at forfølge deres planer og forøge deres stamme.

Da afslutningen på Anden Verdenskrig nærmede sig i Europa, svandt Churchills håb om en eller anden epokegørende transaktion, der lykkeligt kunne integrere khazarerne i Arabien. Hvis hans forslag (om, at Ibn Saoud skulle gøres til ”herskeren over Mellemøsten, forudsat han kommer overens med jer”, i.e. Dr. Weizmann) nogensinde blev givet videre, kan en episode, der fandt sted i 1944, have været forårsaget heraf. En amerikaner, oberst Hoskins (”Præsident Roosevelts personlige repræsentant i Mellemøsten”; Dr. Weizmann) besøgte på det tidspunkt den arabiske leder. Oberst Hoskins havde, som alle kvalificerede mænd, ingen tiltro til tanken om at skabe en zionistisk stat, men han gik ind for at hjælpe jøder med at komme til Palæstina (hvis nogen ønskede dette) forudsat enighed med araberne. Han fandt ud af, at Kong Ibn Saoud følte, at han var blevet groft fornærmet af Dr. Weizmann, som han omtalte ”i den mest vrede og hånlige facon, idet han hævdede at jeg” (Dr. Weizmann) ”havde forsøgt at bestikke ham med tyve millioner pund til at sælge Palæstina til jøderne”. Og han afviste indigneret enhver tanke om en forretning af den art. Dermed forsvandt enhver udsigt til ”overenskomst” og oberst Hoskins forsvandt også fra historien. Endnu en god mand, der måtte give fortabt i sit forsøg på at løse det uløselige problem, der var blevet skabt af Mr. Balfour.  

Da krigen gik ind i sine sidste måneder, stod der derfor to alternativer tilbage. Den britiske regering kunne gå bort fra beslutningen fra 1939 og kæmpe videre med opgaven, idet den forsøgte at holde vægten i balance mellem de indfødte beboere og deres belejrere fra Rusland. Eller den kunne opgive ”Mandatet” og trække sig tilbage, hvorefter zionisterne ville uddrive de oprindelige beboere med våben, som de havde anskaffet sig fra de europæiske og afrikanske krigsskuepladser.

Dette andet store øjeblik i det palæstinensiske drama nærmede sig. Roosevelt havde fået at vide af Dr. Weizmann, at zionisterne ”ikke kunne sætte deres lid til arabernes godkendelse”, men han havde ikke forpligtet sig til noget. Churchill  havde, ifølge Dr. Weizmann forpligtet sig, privat, og i 1944 blev Dr. Weizmann utålmodig efter at få en offentligt  tilkendegivet forpligtelse fra  Churchill i form af en ændret Balfourerklæring, som skulle tildele Zion territorium (i stedet for den meningsløse frase ”et nationalt hjem”) (endnu i 1949 var han meget vred over, at Churchill, under ”påskud” af, at krigen først skulle afsluttes, undlod at foretage denne endelige, offentlige kapitulation.)

Lige som Macbeth, dukkede Dr. Weizmanns ”top-politikere” sig og veg tilbage, da handlingens øjeblik nærmede sig. Hverken Churchill eller Roosevelt ville åbent beordre deres soldater til at gøre det, og zionisterne råbte rasende: ”Viljesvaghed!” Så tog Roosevelt til Yalta, med en dødsdømts fortvivlelse malet i ansigtet – hvilket filmklippene fra begivenheden viser – hvor han sørgede for tvedelingen af Europa, og ved afslutningen informerede han kort  Churchill (der var ”lamslået” og ”yderst bekymret” ved nyheden, ifølge Mr. Hopkins), om, at han havde i sinde at mødes med Kong Ibn Saoud om bord på De forenede Staters krydser Quincy.

Hvad der herefter skete, forbliver et dybt mysterium. Hverken Roosevelt eller Churchill havde nogen ret til at uddele land til de lobbyister, der belejrede dem i Washington og London. Ikke desto mindre var det, der blev krævet af dem, i hvert fald tilsyneladende, så småt i sammenligning med, hvad der lige var foretaget i Yalta, at Roosevelts underkastelse og et eller andet barsk ultimatum til Kong Ibn Saud ikke ville have overrasket nogen. I stedet, trådte han pludselig ud af den rolle, han havde spillet i så mange år, og talte som en statsmand. Hvorefter han døde.

Han forlod Yalta den 11. februar 1945, og tilbragte den 12., 13. og 14. februar om bord på Quincy, hvor han i hele perioden havde besøg af Kong Ibn Saoud. Han bad kongen ”lade nogle flere jøder komme ind i Palæstina”, og fik det klare svar ”Nej”. Ibn Saoud sagde, at der var en palæstinensisk hær bestående af jøder, bevæbnede til tænderne, og …. de så ikke ud til at kæmpe mod tyskerne, men sigtede på araberne”. Den 28. februar vendte Roosevelt tilbage til Washington. Den 28. marts gentog Ibn Saoud i et brev sin mundtlige advarsel (der senere blev bekræftet af begivenhederne) om konsekvenserne af  amerikansk støtte til zionisterne. Den 5. april bekræftede Roosevelt det løfte, han mundtligt havde givet Ibn Saoud, om at:

”Jeg ville ikke foretage nogen handling, i min egenskab af øverste chef for denne regering, som kunne vise sig fjendtlig over for det arabiske folk”. Den 12. april døde han. Dette løfte ville aldrig være blevet kendt, om det ikke havde været for en handling foretaget af en amerikansk statsmand, udenrigsminister James G. Byrnes. Han offentliggjorde det seks måneder senere (18. oktober 1945) i et forgæves forsøg på at forhindre Roosevelts efterfølger, præsident Truman, i at foretage netop den ”fjendtlige handling mod araberne”, som præsident Roosevelt svor på aldrig at ville begå.

Roosevelts løfte blev bogstavelig talt afgivet på dødslejet, og endnu et af historiens store spørgsmål er: Mente han det? Hvis han på nogen måde gjorde, så greb døden nok en gang ind som zionismens allierede. Hans nærmeste fortrolige, Harry Hopkins (der var til stede under mødet, og som skrev et memorandum om det) vrissede hånligt over påstande om, at det skulle have været oprigtigt ment, idet han sagde, at præsident Roosevelt var ”helt og holdent engageret, såvel offentligt som privat og efter overbevisning” i zionisterne (dette memorandum gengiver Roosevelts udtalelse om, at han havde lært mere fra Ibn Saoud om Palæstina på fem minutter, end han tidligere havde lært gennem et helt liv. Herfra er den berømte anekdote vokset frem, der fortæller, at Ibn Saoud sagde: ”Vi har i to tusind år vidst, hvad I måtte udkæmpe to verdenskrige for at lære”). Mr. Hopkins kan dog tænkes ikke at være et troværdigt vidne til denne ene begivenhed, for umiddelbart efter mødet brød han, denne præsidentens skygge, med Roosevelt, som han aldrig så igen! Mr. Hopkins lukkede sig inde i sin kahyt og gik tre dage senere fra borde i Algier, idet han ved en mellemmand ”gav besked” om at han ville rejse hjem til Amerika ad en anden rute. Bruddet var lige så pludseligt som det, der skete mellem præsident Wilson og Mr. House.

Hvad der ligger klart er, at de sidste dage i Roosevelts liv var overskygget af Kontroversen om Zion, og ikke af amerikanske eller europæiske spørgsmål. Havde han levet videre, og var hans løfte til Ibn Saoud blevet kendt, ville zionismen, der så magtfuldt havde hjulpet til med at skabe og opretholde ham som præsident gennem tolv år, være blevet hans bitre fjende. Han døde. (Løftet var kategorisk. Det fortsatte: ”ingen beslutning vil blive truffet med hensyn til den grundlæggende situation i Palæstina uden fuld konsultation med både arabere og jøder”. Dette var en direkte irettesættelse af Dr. Weizmann, som havde fortalt ham, ”vi kan ikke lade sagen afhænge af arabisk godkendelse”).

Sådan forsvandt også Roosevelt ud af fortællingen, hyllet i et sidste øjebliks mysterium. Et sidste glimt af den hob, der havde samlet sig omkring ham i løbet af hans tolvårige regeringstid, bliver leveret af en ledende medarbejder fra Det Hvide Hus, Merriman Smith. Denne beskrivelse af ligfølget viser, at drukgilderne fra Yalta ledsagede præsidenten endog til hans grav:

”De fleste af folkene på toget var medlemmer af Roosevelt-staben. Endnu inden toget var ude af syne fra den udsmykkede Hyde Park station,  begyndte de at drikke gravøl. Spiritus flød i hver eneste vogn. Gardinerne var trukket for i hele toget, og set udefra lignede det ethvert andet tog, der fragtede sørgende hjem. Men bag disse gardiner havde Roosevelt-staben en fornøjelig fest efter egen mening. Chefen ville have syntes om det … Jeg så en af de ledende ”New Dealers” kyle en bakke fyldt med tomme glas ned i en toilettønde og råbe i spottende brovten: 'Ud af lemmen med jer. Vi har ikke brug for jer mere'. Dragere og klub-tjenere vrimlede op og ned ad gangene med boblende og sjaskende bakker. Hvis man ikke kendte folkene i stuen, ville man have troet, at det var mennesker på vej hjem fra en fodboldkamp. Nogle af dem brugte whisky som modgift til bekymringer over deres arbejde …Jeg kunne høre et alkoholpåvirket kor synge Auld Lang Syne ….” (”Sku gammelt wenskaw rent forgå”)

Sådan var pynten omkring statsmandskab i de dage, hvor ”drengene” sled sig frem til endnu en ”sejr”, alt imens kommunisthærene ragede halvdelen af Europa til sig, og mens zionisterne fra Rusland af Vesten blev ledsaget sikkert frem til invasionen af Palæstina.

I dette spørgsmål om Palæstina, blev Roosevelt befriet fra sit dilemma gennem døden. Churchill stod tilbage for at se sit i øjnene. Han havde friet til zionisterne lige fra tiden omkring 1906-valget. Han havde været medlem af den britiske regering i 1917, af hvilken et andet medlem ( Mr. Leopold Amery, citeret i et zionist-blad fra 1952) havde udtalt: ”Vi tænkte, da vi udstedte Balfourerklæringen, at hvis jøderne kunne blive en majoritet i Palæstina, ville de danne en jødisk stat …Vi så ikke et delt Palæstina, der kun eksisterer vest for Jordan”.

Churchill udtrykte aldrig offentligt nogen sådan hensigt (han benægtede den ligefrem), men hvis det var hans syn på sagen betyder dette, at selv zioniststaten, som blev oprettet efter Anden Verdenskrig på ingen måde opfylder hensigten hos de, der lavede Balfourerklæringen, og at yderligere erobringer af arabisk skal ske i fremtiden, gennem krig.

Det afgørende ord i den citerede udtalelse er ”hvis”. ”Hvis” jøderne kunne blive en majoritet ...” I 1945 havde tre årtiers arabiske oprør demonstreret at zionisterne aldrig ville blive en majoritet” med mindre araberne blev drevet ud af deres fødestavn med våben. Spørgsmålet, der stod tilbage, var: Hvem skulle drive dem ud? Roosevelt havde svoret, at han ikke ville. Dr. Weizmann, der altid var hurtig til at råbe: ”Jeg holder fast på mit pant”, holdt af at hævde, at Churchill var engageret lige så langt som Dr. Weizmann ønskede, han skulle være.

Selv Churchill kunne ikke udføre denne dåd. Men så blev også han befriet fra sit dilemma. Ikke ved død, men gennem et valgnederlag. Hans memoirer viser såret stolthed ved denne afvisning. ”I samme øjeblik alle vore fjender havde overgivet sig betingelsesløst, blev jeg straks fyret af de engelske vælgere fra al videre varetagelse af deres anliggender”.

Det var ikke helt så enkelt. Den fremtidige historiker må arbejde ud fra sådant materiale, men den, der levede og tog del i tiden ved bedre, og jeg var i England og så valget, hvor Churchill blev ”fyret”. Oprigtig talt kunne de britiske vælgere dårligt forventes at finde grund til at stemme taknemmeligt for Churchill på grund af udfaldet af krigen (som Churchill er den bitreste kritiker af), men der fandtes andre årsager end desillusion til hans nederlag.

Lige som ved amerikanske valg, blev magten til at ”skaffe stemmerne” demonstreret ved det britiske valg i 1945. Churchill havde strakt sig langt for ”at bevæbne jøderne”, men ikke langt nok efter Dr. Weizmanns mening. Kontrollen over pressen var ved midten af århundredet blev så godt som total i dette spørgsmål. Zionistisk propaganda under valget blev vendt solidt imod Churchill og til fordel for socialisterne, som havde lovet den påkrævede støtte til ”fjendtlig handling” mod araberne (”Araberne skal opfordres til at flytte ud, når jøderne flytter ind …). Blokken af jødiske parlamentsmedlemmer rykkede som én gruppe over til Socialistpartiet (og var stærkest i den venstre del af det, hvor kommunisterne lå på lur).

Med stor fornøjelse så zionisterne på valgnederlaget for deres ”forsvarer” fra 1906, 1917 og 1939. Dr. Weizmann siger, at socialisternes sejr (og Churchills ”fyring”) ”glædede alle liberale elementer”.  Dette var belønningen for Churchills fyrre års støtte til zionismen. Han havde ikke lige ud beordret britiske tropper til at rense Palæstina for arabere, og var følgelig, for en tid, en fjende.

Churchill blev altså i det mindste lettet for den byrde at beslutte, hvad han skulle stille op med Palæstina, og burde ikke have været så sørgmodig, som han beskriver sig selv, da han blev fyret kort efter ”sejren”. De Britiske Socialister, som nu omsider havde opnået en væsentlig majoritet i parlamentet, fandt øjeblikkeligt ud af, at de forventedes ”at opmuntre araberne til at flytte ud” med voldelige midler. Da også de krympede sig over for bøddelrollen, faldt anklagerne for ”forræderi” som hagl om ørerne på dem. Dr. Weizmanns beretning bliver på dette sted rasende af indignation. Socialistregeringen, siger han, ”fornægtede inden for tre måneder efter at de havde overtaget regeringsmagten det løfte, de så ofte og så tydeligt, ja endog lidenskabeligt, havde givet det jødiske folk”. I løbet af fyrre år var Lord Curzon tilsyneladende den eneste blandt de mange top-politikere, der blev fanget ind af denne affære, som erkendte, at selv den mest tilfældige bemærkning til Dr. Weizmann, der tilkendegav sympati, senere ville blive trukket frem som ”et løfte”, der blev brudt på infam vis.

Blandt de sejrende socialister blev det en ærværdig parti-soldat, en Mr. Hall, der kom til at overtage Koloniministeriet fra Lord Lloyd, Lord Moyne og de øvrige,  såvel afdøde som æreskrænkede, og han var dårligt ankommet i sin stol førend en deputation fra World Zionist Congress troppede op:

”Jeg må sige, at den attitude, deputationens deltagere udviste var forskellig fra alt, hvad jeg tidligere har oplevet. Det var ikke en forespørgsel om at den britiske regering ville overveje nogle beslutninger fra zionistkonferencen, men et krav om, at den britiske regering skulle gøre, hvad Zionist Organisationen ønskede”. Ti år senere genkaldte en amerikansk ex-præsident, Mr. Truman, i tilsvarende forbavset sprog, sådanne visitter. I 1945 havde disse ting foregået lige siden 1906 uden at forstyrre Mr. Halls politiske slummer. Kort tid efter dette blev han fortrængt fra Koloniministeriet, og hans egnethed til at blive adlet blev pludselig opdaget.

Socialistregeringen af 1945, som i indenrigsanliggender må have været noget nær det værste et krigshærget land, med behov for en kraftindsprøjtning, kunne blive udsat for, gjorde på udenrigsområdet sit land én tjeneste. Den reddede, hvad reddes kunne af ære. Trods pres fra alle verdenshjørner nægtede den at påtage sig bøddelrollen i Palæstina. Om den ikke beskyttede araberne, og på dette tidspunkt kunne den formentlig ikke beskytte dem, udslettede den dem i det mindste ikke for den zionistiske arbejdsgiver.

Denne bedrift skyldtes ene og alene en Mr. Bevins indsats. Han er, efter min mening, den største mand, der er blevet skabt i britisk politisk liv i dette århundrede. Det fortælles, at Kong George VI, den mest beskedne af alle monarkerne, indtrængende rådede den nyudnævnte premierminister, Mr. Atlee, til at gøre hans bedste og stærkeste mand til udenrigsminister, fordi verdens tilstand så tydeligt krævede det. Mr. Atlee reviderede herefter en ministerlist, der allerede var lavet, udstregede navnet på en eller anden ærværdig ”liberal” personage, som kunne have fundet på at involvere sit land i den truende pogrom på araberne, og indsatte i stedet Mr. Bevins navn.

I 1945 var Palæstina helt tydeligt blevet for stor en opgave at klare for koloniministrene. Det var nu, og ville længe forblive, den vigtigste beskæftigelse for premierministre, præsidenter og udenrigsministre i England og Amerika, fordi det er den mest sprængfarlige kilde til nye krige. Lige så snart ”freden” var vundet i 1945, kunne det observeres, hvordan Palæstina dominerede og perverterede alle nationers udenrigspolitik. Uden ærefrygt tog Ernest Bevin, bondedrengen fra Somerset og havnearbejdernes idol, bomben op og forsøgte at demontere den. Havde han fået støtte fra blot én ledende mand i et hvilket som helst vestligt land, kunne han have måske have klaret opgaven. Men de overfaldt ham alle som et ulvepak. Der var noget af den samme stemning som ved et religiøst stormøde eller vækkelsesmøde, over den løssluppenhed, hvormed de overgav sig til zionismen.

Han var en robust mand, med Vestlandets kraft og holdning i sine knogler og muskler, og dets tradition for frygtløshed i sit blod. Men selv han blev i løbet af få år fysisk nedbrudt af en uafbrudt nedraknings hærgende virkning. Han blev ikke åndelig kuet. Han var klar over, at han havde at gøre med et forehavende, der i sin kerne var en sammensværgelse. En sammensværgelse, som revolutionen og zionismen udgjorde sammenkædede dele af, og han er formentlig enestående blandt politikere af dette århundrede ved at have brugt udtrykket (”sammensværgelse”), hvis ordbogsdefinition helt klart er anvendelig på tilfældet. Han sagde lige ud til Dr. Weizmann, at han ikke ville presses eller lokkes til at foretage nogen handling, der var i modstrid med Englands interesser. Dr. Weizmann havde ikke modtaget en sådan belæring fra en så højt placeret person siden 1904, og hans forargelse, der vældede frem fra ham via verdens zionistorganisationer, skabte den vedvarende nedrakning af Mr. Bevin, som nu fandt sted.

Dersom Churchill var fortsat som premierminister, ville han øjensynlig have brugt britiske våben til at gennemtvinge delingen af Palæstina. Det er den uomgængelige konklusion af hans memorandum til Chief of Staffs Committee (25. januar 1944), hvori han sagde: ”Hvis jøderne blev overladt til sig selv, ville de banke araberne. Der kan derfor ikke ligge nogen stor fare i at vi går sammen med jøderne for at gennemtvinge en deling, som den er foreslået ..” Læseren kan bemærke, hvor meget omstændighederne ændrer sager. Todelingen af Europa var for Churchill ”en modbydelig deling, som ikke kan vare ved”. Delingen i Palæstina var derimod værdig at blive gennemtvunget ved ”at gå sammen med jøderne”.

Bevin ville ikke vide af sådanne forehavender. Under hans rådgivning udtalte den socialistiske regering, at ”den ikke ville acceptere det synspunkt, at jøderne skulle drives ud af Europa eller at de ikke igen skulle tillades at leve i disse” (Europæiske) ”lande uden diskriminering, hvor de kunne bidrage med deres evner og talent til genopbygningen af Europas velfærd”.

Disse ord viser, at denne mand forstod indholdet af zionistisk chauvinisme, hvilket problem der blev skabt af den, og den eneste mulige løsning. De fortæller, hvad der i sidste ende utvivlsomt vil ske en skønne dag, men den dag er skudt ud til på den anden side af endnu en ødelæggende epoke i Palæstina, som sandsynligvis vil involvere resten af verden. Han var enten den første britiske politiker, der fuldt ud forstod sagen, eller den første, der havde modet til at handle ud fra forståelsen.

Socialistregeringen af 1945 blev af ansvarsfølelse drevet til at gøre, som alle tidligere ansvarlige regeringer havde gjort: udsende endnu en undersøgelseskommission (som ikke kunne gøre andet end gentage alle tidligere kommissioners rapporter), og i mellemtiden regulere zionistisk immigration og beskytte de indfødte araberes interesser, i overensstemmelse med løfterne i den oprindelige Balfourerklæring.

Dr. Weizmann anså dette for at være ”en tilbagevenden til den gamle, luskede, dobbelte understregning af hensynet til Palæstinas arabere” og zionistmagten gik i sving med at ødelægge mr. Bevin. I løbet af de næste to år rasede en verdensomspændende kampagne imod ham. Den var målrettet, synkroniseret og af enorm styrke. Først blev Det konservative Parti sendt i krig. Socialisterne havde sejret over dem ved at kapitulere over for zionismen, hvilket gav dem støtten fra den kontrollerede presse. De konservative, der nu var i opposition, spillede så dette kort, rettet imod socialisterne, ved at de nu også kapitulerede over for zionismen. Dette blev straks gjort klart: partiet erklærede, at det ville bekæmpe socialisternes indenrigspolitik og støtte deres udenrigspolitik, men fra samme øjeblik, socialisternes erklæring om Palæstina var givet, gjorde man en undtagelse fra regel nummer to. Partiet begyndte på en uophørlig angrebsbølge på den socialistiske regerings politik vedrørende Palæstina. Hvilket betød angreb på mr. Bevin.

På dette tidspunkt nedværdigede Churchill, som nu sad trygt i oppositionen, sig selv ved at anklage Bevin for ”anti-jødiske følelser”, et våben, der var hentet i skuffen hos Anti Defamation League (der nu føjede et nyt begreb ”Bevinisme”, til dets katalog over bandeord). En sådan tilsværtning af en politisk modstander kom der aldrig fra Bevin, Churchills fremragende kollega fra krigsårene.

Således fik mr. Bevin i den stilling, som indebar den største fare, den fulde støtte fra oppositionen i alle udenrigsspørgsmål undtagen ét, Palæstina. Han kunne alligevel endnu have klaret pynten, hvis det ikke havde været for indblanding fra den nye amerikanske præsident, Harry S. Truman. Da han automatisk (ved præsidentens død) steg fra vice-præsident til præsident, antog fortællingen om det 20. Århundrede karakter af en græsk tragedie ( eller en falde-på-halen komedie). Truman involverede sit land op til ørerne i det palæstinensiske morads i netop det øjeblik, da der i England, langt om længe, var kommet en mand, der var talentfuld og stærk nok til at aflive det katastrofale eventyr.

Med mindre en mand indeholder den genialitet, der ikke kommer af tillært viden, er en lille by i Midtvesten og Kansas City dårlige steder at lære om verdens problemer. Truman havde, da præsidentembedet blev presset ned over ham, to væsentlige handicap i forhold til dette embede: Det ene var hans oprindelige distance fra verdenspolitik, og det andet var hans alt for nære forbindelse med (korrupt) lokalpolitik, som han havde set meget til. I Kansas City havde han set maskineriet i funktion. Han kendte til beskyttere, område-bosser og svindel ved stemmeboksene. Han havde opnået den forståelse, at politik var forretning, sådan set enkel i sine grundregler, som ikke gav plads til højtflyvende idéer.

En rask og rørig, bredt smilende, ældre herre af middel størrelse, som snart skulle komme til at underskrive ordren om en ødelæggelse uden fortilfælde i Vestens historie, stred sig livligt ind på de store begivenheders scene. Han besluttede i Potsdam, at ”Onkel Joe” var en ”flink fyr” og han fuldendte dér præsident Roosevelts territoriale nyarrangement i Europa og Asien. Han ordnede atombombningen af de forsvarsløse byer Hiroshima og Nagasaki. Det var aldrig tidligere faldet i en tidligere konkursramt herreekviperingshandlers lod at stå for en sådan serie gerninger. Han var nu skubbet ind i rollen som ”premier-diktator”. Han vendte sig så mod hjemlige affærer og det næste kongres- og præsidentvalg. Til disse vidste han (og sagde han), at de zionistkontrollerede stemmer var afgørende.

Mens Bevin kæmpede for at løse op for sammenfiltringen, ødelagde Truman Bevins anstrengelser. Han bad om, at ethundredetusinde jøder straks skulle lukkes ind i Palæstina, og han sørgede for, at den første énsidige undersøgelseskommission blev sendt til Palæstina. Dette var den eneste tænkelige måde, hvorpå nogen kommission nogensinde kunne lave en rapport, der ville være venligt stemt over for den zionistiske plan. To af dens fire amerikanske medlemmer var erklærede zionister. Det enlige britiske medlem var en zionistisk propagandamager og venstreorienteret fjende af Bevin. Denne ”anglo-amerikanske kommission” drog til Palæstina, hvor Dr. Weizmann (for måske tiende gang i løbet af cirka tredive år) var den vigtigste person, der blev hørt. Den anbefalede (om end ”med forsigtighed”) indrejse af et hundrede tusinde ”flygtninge” (”displaced persons”). (udtrykket var formentlig beregnet til at vildlede de offentlige masser, og det blev af en vis betydning. Men ingen virkelige flygtninge ønskede at komme til Palæstina).

Dermed var der lagt brænde på bålet til næste krig, og en amerikansk præsident understøttede offentligt ”fjendtlig handling” mod araberne, for dette var, hvad det var. Den næste Zionistkongres (i Geneve, 1946) beretter muntert om dette nye ”løfte” (Trumans ”forslag” og den partiske kommissions ”forsigtige anbefalinger”). Dette var en karakteristisk Zionistkongres, idet den hovedsagelig bestod af jøder fra Palæstina (som altså allerede var emigreret dertil) og jøder fra Amerika (som ikke havde til hensigt at tage dertil). Den indfangede masse, som skulle transporteres dertil, var ikke repræsenteret. Dr. Weizmanns beskrivelse af de beslutninger, der blev taget, er af stor betydning:

Han siger, at kongressen ”havde en særlig karakter” og viste ”en tendens til at foreslå metoder …. der blev benævnt forskelligt: 'modstand', 'forsvar', 'aktivisme' .” Trods disse forskellige ”afskygninger af betydning” (siger han) ”var et enkelt træk fælles for dem alle: overbevisningen om nødvendigheden af at kæmpe imod britisk autoritet i Palæstina, og alle andre steder, i øvrigt”.

Dr. Weizmanns diskrete bemærkninger må ses i den sammenhæng, som hele hans bog danner, og i sammenhæng med hele zionismens historie. Hvad han mener er, at Den zionistiske Verdenskongres i Geneve, i 1946 besluttede at genoptage den gamle metode med terror og snigmord, som havde vist sig så effektiv i Rusland i den todelte sammensværgelses barndom. Kongressen vidste, at dette var metoden ”der blev benævnt forskelligt” under diskussionerne, for den havde allerede været taget i brug ved snigmordet på Lord Moyne og ved mange terroristhandlinger i Palæstina. Det afgørende startskud for kongressens beslutning (hvilket det rent faktisk var), kom fra den amerikanske præsidents anbefaling af, at hundrede tusinde mennesker skulle tvinges ind i Palæstina. Zionisterne antog dette for at være endnu et ”løfte”, der bandt Amerika til at godtage hvad som helst, de kunne finde på at gøre, og de fik ret.

Dr. Weizmann vidste nøjagtigt, hvad der stod på spil, og i hans fremskredne alder veg han tilbage fra det billede der igen dannede sig for ham: En tilbagevenden til tilbedelse af Molok, blodguden. Han havde set så meget blod udgydt i den revolutionære kommunismes navn og i den revolutionære zionismes navn, de to bevægelser, der havde domineret hans fædrene hjem og jødedistriktet (”Pale”). I hans ungdom havde han jublet over optøjerne og revolutionerne, og havde anset mordene for en naturlig del af processen. I hans mere modne alder havde han jublet over ødelæggelsen af Rusland, trods de årtier med blodbad, som fulgte. I femoghalvtreds år havde han råbt på kaos og sluppet krigens blodhunde løs. Trods det, at han var en så godt som ukendt person for de menneskemasser, der var kastet rundt i krigen, var han blevet en af de mægtigste mænd i verden. Med start i 1906, hvor han første gang besnakkede Balfour, var han gradvist steget op, indtil hans ord i lobbygangene var blevet til lov, indtil han kunne kræve adgang til monarker og lydighed fra præsidenter og premier-ministre. Nu, da det foretagende, han så længe havde arbejdet på, var på randen af opfyldelse, veg han tilbage fra det blodbesudlede billede, der tegnede sig uendeligt foran ham. Blod …. og mere blod, og til sidst … hvad? Dr. Weizmann mindedes Sabbatai Zevi.

Han var imod ”logren for bevægelsens demoraliserende kræfter”, denne kryptiske sætning, som han anvender til at dække over dem, som Churchill beskriver som ”ekstremisterne”, og som myndighedspersonerne i området beskriver som ”terroristerne”. Dette betød, at han havde forandret sig nu, hvor hans liv gik mod slutningen, for uden terrorisme ville zionismen aldrig have etableret sig overhovedet, og hvis hans zioniststat i 1946 skulle lykkes, kunne det kun ske gennem vold. Således indså Dr. Weizmann til allersidst tomheden i hans egen ”pression bag scenen”, udført gennem et halvt århundrede, og han indså uden tvivl den uundgåelige fiasko, der lå forude, efter at zioniststaten var blevet født i terror. Psykologisk set var dette et øjeblik af stor interesse i fortællingen. Måske bliver mennesker vise på deres gamle dage. De bliver trætte af de voldelige ord og gerninger, som syntes at løse alt i deres konspiratoriske ungdom, og denne lede kan have grebet Chaim Weizmann. Hvis den gjorde, var det for sent til at ændre noget som helst. Den maskine, han havde bygget, måtte fortsætte, af egen kraft, lige til den nåede frem til at have destrueret sig selv og alt på dens vej. Den resterende fremtid for zionismen lå i hænderne  på ”bevægelsens demoraliserende kræfter”, og han havde lagt den der.

Han modtog ikke forsamlingens tillidsvotum og blev ikke genvalgt som præsident for World Zionist Organisation. Fyrre år efter Herzl blev han smidt ud, lige som han havde smidt Herzl ud, og grundlæggende af samme årsag. Han og hans khazarer fra Rusland havde styrtet Herzl, fordi Herzl ønskede at acceptere Uganda, hvad der betød at opgive Palæstina. Han selv blev styrtet, fordi han frygtede at genoptage terror og mord som politik, og det betød også at opgive Palæstina.

Panikken lød allerede tidligere, i hans hentydninger til mordet på Lord Moyne: ”Den palæstinensiske jødedom vil …. skære denne ondskab bort, rub og stub, fra sin midte … dette helt igennem u-jødiske fænomen”. Disse ord var henvendt til vestlige ører og de lød besnærende. Men politisk mord var ikke ”et helt igennem u-jødisk fænomen” i de talmudiske områder af Rusland, hvor Dr. Weizmann tilbragte sin revolutionære og konspiratoriske ungdom, som han meget vel vidste, og en hel række lignende gerninger plettede fortiden. Og da han talte til en zionistisk forsamling, indrømmede han åbenhjertigt, at politisk mord ikke var et ”helt igennem u-jødisk fænomen”, men faktisk det modsatte: ”Hvad var terroren i Palæstina andet end den gamle ondskab i en ny og forfærdelig udklædning”.

Denne ”gamle ondskab”, der steg op fra sin talmudiske flaske for at konfrontere Dr. Weizmann i Geneve i 1946, ligger øjensynlig til grund for de bange anelser, der går som en rød tråd gennem de sidste sider af hans bog fra 1949 (da zioniststaten var blevet oprettet gennem terror). Mordet på Moyne, sagde han med forudanelse ”oplyser den afgrund, som terrorisme leder ind i”. Dr. Weizmann så altså i sin sidste tid, hvor hans utrættelige rejse havde ledt hen: Til en afgrund! Han nåede at leve længe nok til at se afgrunden modtage den første ladning ofre på næsten en million sjæle. Fra det øjeblik, hvor han blev afsat, gled den effektive kontrol over på ”terroristerne”s hænder, som han kaldte dem, og hans alt for sene udråb: ”Tilbage!” lød for døve øren. ”Aktivisterne” (som de selv foretrækker at kalde sig) blev overladt en magt til at antænde lunten til en tredje verdenskrig, når det behagede dem. Dr. Weizmann overlevede længe nok til at komme til at spille en afgørende rolle i den næste fase af foretagendet, men opnåede aldrig mere sand magt i zionismen.      

Fra 1946 overtog terroristerne ledelsen. De gik i gang med at drive englænderne ud af Palæstina først, og vidste at det ikke kunne fejle i den tingenes tilstand, der var opstået i løbet af Anden Verdenskrig. Hvis englænderne forsvarede enten sig selv eller de semitiske arabere, ville råbet: ”antisemitisme” rejse sig, indtil politikerne i Washington faldt over englænderne. Når derefter englænderne var forsvundet, ville terroristerne drive araberne ud.

Terroren havde været i gang gennem mange år, og mordet på Lord Moyne var bare en enkelt begivenhed i den. Faktisk sagde en af de generede britiske koloniministre i 1944 i Underhuset, at den mærkbart havde bremset ”den britiske krigsindsats”, eller med andre ord forlænget krigen (han er et troværdigt vidne, for han blev ved sin død fejret af zionisterne som ”en trofast ven”). I 1946 og 1947, efter Geneve-kongressen, blev terroren intensiveret, hundreder af britiske soldater blev skudt i baghold, mens de sov, bombet o. lign. Terroren blev med vilje udført, så den skulle minde om ”den gamle ondskab”, da to britiske sergenter blev pint langsomt til døde i en plantage, hvor de blev efterladt hængt i et træ. Dette valg af en gammel levitisk form for slagtning (”at hænge på et træ”, den dødsmåde, der var ”forbandet af Gud”) betød, at disse ting blev foretaget i overensstemmelse med Den jødiske Lov.

Den britiske regering, kuet, som den var af et raseri i den amerikanske og britiske presse, der var under en fælles kontrol, frygtede for at beskytte sine myndighedspersoner og soldater, og en britisk soldat skrev til The Times: ”Hvilken nytte er det til, at regeringen viser hæren sin sympati? Den hævner ikke de, der bliver myrdet, og den gør heller intet for at forhindre yderligere drab. Er vi ikke længere en nation med tilstrækkeligt mod til at gennemtvinge lov og orden dér, hvor det er vort ansvar at gøre det?”

Dette var tilfældet. De store vestlige regeringer var faldet sammen under ”uimodståelig pression”, til en tilstand af viljeløs tilfangetagelse, og England og Amerika var, i det mindste for en tid, ophørt med at være suveræne nationer. I det lange løb henviste den engelske regering, i panik, Palæstina-problemet til den nye organisation i New York med navnet ”De forenede Nationer”, (der havde lige så lidt ret til at disponere over Palæstina som Folkeforbundet før den).

Delegerede fra Haiti, Liberia, Honduras og andre dele af ”den fri verden” myldrede til Lake Success, et ynkeligt forstads-vandhul uden for New York. Der var en syden i verden på denne tid, og fra FN's modervæsen udklækkedes diverse FN-børn, så som COBSRA, UNRRA, UNESCO. På denne særlige dag afgav noget , der kaldte sig UNSCOP (United Nations Special Committee on Palestine), sin rapport til FN, hvori det anbefalede ”delingen af Palæstina”.

Dr. Weizmann var (endskønt han var blevet afsat af zionistorganisationen for sine advarsler imod terrorisme) endnu en gang den væsentligste autoritet, der blev hørt af UNSCOP i Jerusalem, hvorefter han skyndsomst vendte tilbage til New York hvor han, i oktober og november 1947, dominerede det hemmelige spil som førende lobbyist. ”Uimodståelig pression” fungerede med uophørlig styrke. De delegerede, som offentlighedens masser så på filmlærrederne, var marionetdukker. Det store spil foregik helt og holdent bag gardinet, og i denne Chestertons ”virkelige verden”, som masserne så intet som helst til, foregik to store operationer, gennem hvilke Palæstinas skæbne blev afgjort langt fra FN's diskussionslokaler. Først og fremmest blev hundredtusinder af jøder fra Rusland og Østeuropa smuglet gennem Vesteuropa for at invadere Palæstina. For det andet blev et tilstundende amerikansk præsidentvalg brugt af zionisterne som en metode til at sætte de rivaliserende partier dér til at overbyde hinanden for at få zionistisk støtte, og på den måde sikrede de, at den afgørende amerikanske stemme i FN ville blive afgivet til støtte for invasionen.

I hvert enkelt  af disse to tilfælde, og på samme måde som gennem de sidste tre årtier, voksede der mænd frem, som forsøgte at vikle deres lande ud af dette spils konsekvenser. Den hemmelige masseflytning gennem Vesteuropa af østjøderne blev afsløret af en britisk general, Sir Frederick Morgan (hvis indsats med planlægningen af invasionen i Normandiet, hædres i Eisenhowers bog). Da krigshandlingerne endte, blev general Morgan udlånt af det britiske krigsministerium til ”UNNRA”, denne FN's underorganisation, der skulle ”Undsætte og genetablere” de lidende fra krigen. General Morgan blev sat i spidsen for de mest triste skæbner blandt disse, (”flygtningene”) og fandt her ud af, at ”UNRRA”, som kostede amerikanske og britiske skatteydere kæmpemæssige beløb, blev brugt som paraply-organisation til at dække over masse-flytning af jøder fra de østlige egne til Palæstina. Disse mennesker var ikke ”flygtninge”. Deres hjemlande var blevet ”befriet” af Den røde Hær, og de var i stand til at leve i dem, idet deres velfærd var sikret af den særlige lov imod ”antisemitisme”, som disse kommunist-dominerede lande havde modtaget fra deres kommunistiske overherre. De var ikke blevet ”uddrevet af Tyskland”, hvor de aldrig havde boet. Dette var, rent faktisk Ostjuden, khazarerne, som af deres talmudiske herrer blev gennet til et nyt land for at tjene et konspiratorisk formål.

På denne vis blev en ny krig elsket frem af gløderne fra den uddøende krig, og General Morgan udtalte to gange offentligt ( i januar og august 1946) at ”en hemmelig organisation eksisterede med det formål at fremme en massebevægelse af jøder fra Europa, en Exodus nummer to”. Senator Herbert Lehman, en fremtrædende zionist, som var generaldirektør for UNRRA, sagde, at denne advarsel var ”antisemitisk”, og krævede General Morgans afskedigelse. Han trak kravet tilbage, da General Morgan nægtede at have haft ”antisemitisk” hensigt, men da generalen gentog sin advarsel otte måneder senere, blev han uden videre fyret af den nye generaldirektør, en zionist-sympatisør og tidligere borgmester for New York, Fiorello La Guardia, kendt blandt New Yorkerne som Den Lille Blomst. La Guardia udnævnte derefter en Mr. Myer Cohen i General Morgans sted. Den britiske regering skyndte sig at straffe General Morgan ved at pensionere den berømte invasions-planlægger, idet den (falsk) hævdede, at dette skete efter hans egen anmodning.

To institutioner med høj status bekræftede uafhængigt af hinanden General Morgans oplysninger. Som følge af mediernes underdanige tilstand modtog deres afsløringer imidlertid kun lille opmærksomhed. Et Specialudvalg (”Select Committee on Estimates”) fra det britiske Underhus rapporterede (i november 1946), at ”meget store antal jøder, næsten så mange, at de udgjorde en Exodus nummer to, har bevæget sig fra Østeuropa til de amerikanske zoner i Tyskland og Østrig med den hensigt, i de fleste tilfælde, at komme videre til Palæstina. Det er tydeligt, at det er en stærkt organiseret bevægelse, med rigelige midler og en stærk magt bag sig, men underudvalget var ikke i stand til at finde nogen virkelige beviser på, hvem der er er de virkelige bagmænd”. En krigsundersøgelses Komité, der blev sendt til Europa af De forenede Staters Senat sagde, at ”en kraftig folkevandring af jøder fra det østlige Europa ind i den amerikanske zone i Tyskland er en del af en nøje konstrueret plan, der er finansieret af særinteresse-grupper i De forenede Stater”

Vi får igen billedet af en sammensværgelse, der understøttes af Vestens regeringer, i dette tilfælde særligt den amerikanske. ”Organisationen” i Amerika disponerede gavmildt over amerikanske og britiske offentlige midler og iscenesatte en masse-flytning af en befolkning under dække af krigsnødhjælp. Dens ledere var i stand til uden videre at afskedige høje myndighedspersoner, der var offentligt aflønnede, når disse afslørede, hvad der gik for sig, og den britiske regering understøttede denne handling. På trods af, at man skulle mene, at den revolutionære stats modbydelighed på dette tidspunkt (1946-47) var gået op for Vestens politikere (så man førte ”kold krig” imod den), handlede de tre regeringer i Washington, London og Moskva i fuldkommen enighed i denne ene sag. Denne ”exodus” kom fra Rusland og fra den del af Europa, der var forladt af Vesten til fordel for revolutionen. Intet menneske må forlade sovjetstaten uden en tilladelse, noget som meget sjældent gives, men i dette ene tilfælde åbnedes jerntæppet for en folkemasse, der var lige netop stor nok til at sikre øjeblikkelig krig og evig fremtidig uro i Mellemøsten. Lige så gnidningsløst var grænserne og portene åbnet tredive år tidligere hos Tyskland (en fjende), hos England (en allieret) og hos Amerika (en neutral) for at slippe de revolutionære af sted til Rusland. Ved begge lejligheder var der, på dette øverste politiske plan, det over-nationale plan, ingen allierede, fjender eller neutrale. Alle regeringer lystrede den øverste Magts bud.

En af de britiske koloniministre, der tidligst var involveret i zionismen, Mr. Leopold Amery, havde udtalt: ”Vi tænkte, da vi udstedte Balfourerklæringen, at hvis jøderne kunne blive en majoritet i Palæstina, ville de danne en jødisk stat”. I 1946-1948, var denne tanke, omsider, blevet en realitet, på den eneste mulige måde: Ved masse-flytning af østjøder til Palæstina. Kun én ting manglede endnu: At man sikrede sig en eller anden handling af skin-lovliggørelse, fra ”De forenede Nationer”, for den invasion, der skulle finde sted. For at sikre den var det nødvendigt med den amerikanske præsidents underkastelse. Og måden at skaffe den på, var at true hans parti-rådgivere med nederlag i det kommende præsidentvalg, der lå et år ude i fremtiden.

En Tredje Verdenskrig blev i virkeligheden grundlagt i den svindende tåge fra Anden Verdenskrig, gennem denne hemmelighedsfulde organiserede folkevandring, og i Amerika prøvede de to mænd, der (efter fyringen af General Morgan i Europa) havde det direkte ansvar, at afværge faren. Den ene var General Marshall, hvis interventioner i spørgsmålet om invasion af Europa og senere vedrørende Kina, havde vist sig at være ildevarslende. I spørgsmålet om Palæstina viste han klogskab. I 1947 var han udenrigsminister og var som sådan hovedansvarlig for udenrigspolitikken. Han forsøgte at forhindre sit lands involvering i den palæstinensiske fiasko og, som det skete i alle sådanne tilfælde, fulgte hans fjernelse snart efter.

Den anden mand var James Forrestal, forsvarsministeren. Han var en succesfuld bankmand, som var medtaget i regeringen under krigstiden på grund af sine lederevner. Han var velhavende, og kun en trang til at tjene sit land kan have bevæget ham til at tage jobbet. Han forudså katastrofale konsekvenser af involvering og døde med en forvisning om, at det helt var mislykket for ham at undgå den. Ud af alle de mænd, der var indblandet gennem to generationer, havde han alene efterladt en dagbog, der fuldstændig afslører de metoder, hvormed Zion kontrollerer og manipulerer regenter og regeringer.

Truman gik endnu videre end selv præsident Roosevelt i at fjerne områderne udenrigspolitik og national sikkerhed fra de respektive ansvarlige ministre, og i at handle imod deres råd under den pression, der blev anvendt gennem valg-rådgivere. Fortællingen gøres fuldstændig gennem Forrestals dagbog, Trumans egne memoirer og Dr. Weizmanns bog.

Kampen bag scenen om kontrol over den amerikanske præsident og dermed kontrol over republikken selv, varede fra efteråret 1947 til foråret 1948, det vil sige fra FN's debat om delingen af Palæstina til udråbelsen af zioniststaten efter dens voldelige landerobring.

Datoer er vigtige. I november 1947 ønskede zionisterne ”deling”-afstemningen og i maj 1948 ønskede de anerkendelse af deres invasion. Præsidentvalget skulle finde sted i november 1948, og de afgørende indledninger til det, nomineringerne, i juni og juli 1948. Parti-lederne fortalte Truman, at hans genvalg afhang af zionist-gaven. Oppositionens kandidat modtog en tilsvarende besked fra sine parti-chefer. På den måde antog valgkampagnen karakter af en auktion, hvor hver af præsidentkandidaterne var under et konstant pres fra deres kampagne-ledere for at overbyde hinanden med hensyn til at støtte invasionen af Palæstina. Under disse omstændigheder kunne den vindende kandidat kun føle, at valgsejr var en belønning for ”at støtte deling” i november 1947 og for ”at anerkende” i maj 1948. Intet kunne tydeligere illustrere den kæmpemæssige forandring, som masseindvandringen af østjøder, i perioden efter Borgerkrigen, havde forårsaget i den amerikanske republiks affærer. Forrestal efterlod en komplet beretning over de vigtigste træk i denne skæbnesvangre, skjulte kamp.

Tidsbomben, der var blevet anbragt af Balfour tredive år tidligere, nåede sit eksplosionspunkt, da den britiske regering i 1947 meddelte, at den ville trække sig ud af Palæstina, hvis andre magter gjorde en upartisk administration umulig. Dette var svaret på Præsident Trumans forslag om, at 100.000 ”flygtninge” straks skulle have lov at komme ind i Palæstina. Trumans ansvarlige rådgivere fortalte straks den amerikanske regering om konsekvenserne af en britisk tilbagetrækning. General Marshall fortalte regeringen, at en sådan britisk tilbagetrækning ”ville blive fulgt op af en blodig kamp imellem arabere og jøder” (8. august 1947), og hans vice-udenrigsminister, Robert Lovett, pegede på faren for ”at fasttømre følelserne blandt alle de arabiske og muhammedanske folk” imod De forenede Stater (15. august 1947).

Denne advarsel blev omgående besvaret ar partipolitikkens stemme. Under en regeringsfrokost pressede Mr. Robert Hannegan (Minister for Post- og Telegrafvæsen, men tidligere formand for præsidentens parti, Det demokratiske Parti) præsidenten til at ”komme med en udtalelse angående Palæstina-politikken”, som skulle kræve ”adgang for  150.000 zionister”. Partimandens råd var altså, at Præsident Truman skulle besvare den britiske advarsel med at forøge sit bud for at opnå zionistisk støtte, fra 100.000 til 150.000 personer. Mr. Hannegan sagde, at dette nye krav ”ville have en meget stor indflydelse og effekt på fremskaffelse af pengemidler til Den demokratiske Nationale Komité", og tilføjede, som bevis på, hvad han lovede, at det tidligere krav (der angik 100.000 immigranter) havde produceret det resultat, at ”meget store summer var modtaget fra jødiske bidragsydere, og at de ville blive påvirket til enten at give eller holde på pengene, alt efter, hvad præsidenten gjorde omkring Palæstina”.

Problemet blev altså lige fra begyndelsen præsenteret for præsidenten på den mest letforståelige måde, som på den ene side nationens interesse, og på den anden side parti-bidrag, parti-stemmer og parti-succes. Det blev diskuteret i løbet af de følgende måneder – og blev til slut afgjort på den basis, uden skønmaling.

Nu blev Mr. Forrestals bekymring akut. Han hævdede, at hvis statspolitik og national sikkerhed (hans domæne) skulle underordnes stemmekøb, ville landet komme under zionistisk kontrol, og han havde tidligere (i 1946) spurgt præsidenten, om ikke Palæstina kunne ”blive taget ud af politik”. Truman havde på det tidspunkt ”været principielt enig” men tilkendegav den følelse, ”at der ikke ville komme meget ud af sådan et forsøg, at politisk manøvrering er uundgåelig, når politik og vor regering er som de er”.

I september 1947 arbejdede Forrestal, ansporet af sine bange anelser, på at få Palæstina ”taget ud af politik”. Hans idé gik ud på, at begge de konkurrerende partier skulle sikre et flertal af folk, der kunne bringes til at enes om, at væsentlige udenrigspolitiske emner, i den overskyggende nationale interesse, skulle stilles uden for diskussionerne, så Palæstina ikke kunne bruges til stemme-sjakren i valgperioden. Han mødte kun foragt for sin idé blandt ”den praktiske politiks mænd.

Dybt foruroliget af Mr. Hannegans ovenfor citerede bemærkninger fra den 4. September spurgte Forrestal, under en regeringsfrokost den 29. september 1947, åbent præsidenten, ”om ikke det var muligt at løfte det jødisk-palæstinensiske spørgsmål ud af politik”. Truman sagde, at ”det var værd at forsøge at gøre det, om end han selvfølgelig var skeptisk”. Under den næste regeringsfrokost (6. oktober), tog parti-lederen skarpt til genmæle mod den ansvarlige minister:

”Mr. Hannegan bragte spørgsmålet om Palæstina op. Han sagde, at mange mennesker, som havde bidraget til den demokratiske kampagne pressede hårdt på for at få forsikringer fra regeringen om definitiv støtte til den jødiske holdning i Palæstina”.

Forrestal havde forudset Trumans kapitulation og hans bekymring voksede. Han mødtes med Det demokratiske Partis administrative leder, J. Howard McGrath (6. november 1947), og kunne igen ikke komme nogen vegne. McGrath sagde: ”Der var to eller tre afgørende stater som ikke kunne vindes uden støtten fra mennesker, der var dybt engagerede i Palæstina-spørgsmålet”. Forrestal gjorde ikke noget indtryk med sit svar på dette: ”Jeg sagde, at jeg hellere ville tabe de stater i et landsdækkende valg end at at løbe den risiko, jeg følte kunne udvikle sig yderligere gennem vores håndtering af Palæstina-spørgsmålet”.

Den næste dag modtog han igen en rapport fra General Marshall, som fortalte regeringen, at Mellemøsten ”som en krudttønde”, og Forrestal ”gentog så mit forslag om, at … der blev gjort et seriøst forsøg på at bringe Palæstina-spørgsmålet ud af Amerikansk parti-politik … Indenrigspolitik standsede ved Atlanterhavet og intet spørgsmål var farligt for vor sikkerhed end netop dette ene” (7. november 1947).

”Delings”-afsteningen nærmede sig på dette tidspunkt, og Forrestal appellerede endnu en gang til Mr. McGrath, den demokratiske partichef, idet han viste ham en hemmelig rapport om Palæstina, som efterretningstjenesten havde leveret. McGrath fejede denne til side og sagde, at jødiske kilder var ansvarlige for en anselig del af bidragene til Den demokratiske Nationale Komité, og at mange af disse bidrag var givet ”med en klar idé fra givernes side om, at de ville få en chance for at udtrykke deres synspunkter og få dem seriøst behandlet ved sådanne lejligheder som det nuværende Palæstina-spørrgsmål. Der var en følelse blandt jøderne af, at De forenede Stater ikke gjorde, hvad det burde for at skaffe stemmer i FN's Generalforsamling til fordel for delingen af Palæstina, og ydermere ville jøderne forvente, at USA ville gøre sit yderste, gennem magtanvendelse, om nødvendigt, for at gennemtvinge delingen, hvis den blev vedtaget i FN.

Dette citat afslører den proces der fandt sted bag scenen, med en gradvis forøgelse af buddene for at modtage zionist-stemmerne. I starten havde man kun ”forventet” USA's støtte til delings-forslaget. Men i løbet af få uger var denne ”forventning” vokset til et krav om, at USA skulle arbejde for at ”skaffe stemmer” fra andre lande til fordel for delingen og skulle anvende amerikanske tropper for at gennemtvinge delingen, og den parti-bossen var ganske vænnet til sådanne tanker (hvis amerikanske  tropper finder sig selv i Mellemøsten i 1950erne eller 1960erne, vil de, der har læst Forrestals Diaries (Dagbøger) vide, hvorfor de landede dér) Forrestal må have handlet ud fra en pligtfølelse snarere end håb, da han indstændigt bad Mr. McGrath om ”at ofre denne sag eftertanke, fordi den ikke kun involverede araberne i Mellemøsten, men yderligere kunne inddrage hele den muslimske verden med dens firehundrede millioner mennesker: Egypten, Nordafrika, Indien og Afghanistan”.

Alt imens Mr. Forrestal udkæmpede denne tabte kamp bag Det Hvide Hus' og partihovedkvarterets gardiner,  var Dr. Weizmann utrætteligt i gang, i Washington, New York og Lake Success, med at organisere ”stemmerne” for delingen. Han havde sine problemer, men blev reddet fra disse i sidste øjeblik, da han fandt ”en velkommen og bemærkelsesværdig forandring” blandt en del af disse ”velhavende jøder”, der hidtil havde været imod Zionismen. På dette sene tidspunkt i sin beretning omtaler han for første gang Bernard Baruch, idet han siger, at Mr. Baruch tidligere havde været ”en oppostitons-jøde”, en af de ”rige og magtfulde jøder, som var imod tanken om et Jødisk Nationalt Hjem, men de vidste ikke ret meget om emnet”.

Man kan kun gætte på den eksakte sammensætning og karakter af den ”Jødiske Internationale”, som Dr. Kastein beskrev som værende opstået omkring begyndelsen af dette århundrede. Det er tilladeligt, i lyset af alt, hvad der er sket i disse halvtreds år, at forestille sig den som en permanent, højt placeret bestyrelse, spredt over alle nationers grænser, hvor medlemskab formentlig kun ændres når en tom plads opstår på grund af dødsfald. Hvis den ser sådan ud, er det en yderligere rimelig antagelse, at Dr. Weizmann var en meget højt placeret funktionær, måske den højeste, underlagt den, men at der utvivlsomt var en gruppe over ham. I så fald vil jeg bedømme, at de fire vigtigste medlemmer af den, på denne tid, i USA, var Bernard Baruch, først og fremmest, dernæst Senator Herbert Lehman, Henry Morgenthau junior og dommer Felix Frankfurter. Hvis der skulle være tvivl om en af dem, var det tidligere omkring Baruch, som aldrig offentligt havde sat sig selv i forbindelse med ”venstreorienterede” sager eller Zionismen. Hans gode ven, Winston Churchill, videregav Baruchs ”negative syn” på Zionismen til Dr. Weizmann, som følgelig (som han fortæller) ”gjorde sig stor umage med ikke at berøre det jødiske problem” når han mødte Baruch i Amerika.

Ikke desto mindre ”ændrede Mr. Baruch sig pludselig betydeligt” på dette afgørende tidspunkt (Dr. Weizmann) og hans støtte, lagt sammen med den zionistiske ”pression”, som blev udøvet over for de amerikanske politikere, var afgørende. Dr. Weizmann opdagede under sit travle arbejde i lobby-korridorerne ved Lake Success, at den amerikanske delegation var imod delingen af Palæstina. Dernæst sikrede han sig den ”specielt gavnlige” støtte fra Mr. Baruch (der indtil da, i fyrre år eller længere, var blevet anset for modstander af Zionismen, endog af sådanne fortrolige venner som Winston Churchill!) og også fra Henry Morgenthau junior (hvis navn er knyttet til planen om ”blind hævn”, som Roosevelt og Churchill tog til sig i Ottawa i 1944).

Baruch følte antagelig ikke samme ærefrygt for Dr. Weizmann som den, der greb de vestlige politikere, når han var i nærheden. Derfor må hans pludselige støtte til Zionismen skyldes en abrupt omvendelse eller afsløring af en følelse, han tidligere havde skjult. I begge tilfælde blev hans involvering afgørende, som det vil ses.    

Dr. Weizmann var godt hjulpet af de andre magtfulde jøder i Det demokratiske Parti. Senator Lehman var leder af UNRRA da denne institution blev brugt til at smugle jøder igennem Europa til Palæstina, og han havde krævet General Morgans afskedigelse for offentligt at have gjort opmærksom på denne masseflytning af mennesker. Hans andel i dramaet var allerede tydelig. Dommer Frankfurter var lige så travlt optaget. Forrestal blev af Mr. Loy Henderson (som var leder af Mellemøsten-sager i udenrigsministeriet) fortalt, at ”et meget stort pres var blevet lagt på ham og mr. Lovett for at få Amerika til aktivt at arbejde for stemmer til fordel for delingen af Palæstina i FN. Han sagde, at både Felix Frankfurter  og dommer Murphy havde sendt beskeder til Filippinernes delegerede hvori de kraftigt anmodede om dennes stemme” (dette er den samme Mr. Frankfurter, som ved Fredskonference i 1919 i Paris opsøgte Mr. House for ”at tale om jøderne i Palæstina”. Han var også den omsorgsfulde lærer for Alger Hiss på Harvard Law School).

Når Dr. Weizmann havde sådan en støtte, var han en belejrende general med stærkere hære, da han besøgte borgens øverstkommanderende, Præsident Truman, den 19. November 1947, for at kræve, at De forenede Stater støttede delingen af Palæstina, og endvidere, at Negev-området (som Dr. Weizmann tillagde ”stor betydning”) skulle indlemmes i det zionistiske territorium.

Mr. Trumans disciplin var eksemplarisk: ”han lovede mig, at han omgående ville sætte sig i forbindelse med den amerikanske delegation” (Dr. Weizmann). Ude ved Lake Success blev lederen af den amerikanske delegation, Mr. Herschel Johnson, netop som han skulle til at informere den zionistiske delegerede om den amerikanske beslutning om at stemme imod indlemmelsen af Negev, kaldt til telefonen, hvor han, gennem Præsident Truman modtog Dr. Weizmanns ordrer. Hermed var gerningen sikret, og den 29. november 1947 anbefalede FN's Generalforsamling (zionistisk propaganda siger altid ”besluttede”), at ”uafhængige arabiske og jødiske stater, og det særlige internationale styre af Jerusalem” skulle skabes, når det britiske ”Mandat” ophørte 1. august 1948.

Afstemningen endte med 31 for, 13 imod og 10 blanke. Den måde, hvorpå den amerikanske stemme var skaffet, er blevet vist. Med hensyn til nogle af de andre stemmer, sagde Vice-udenrigsminister Robert Lovett under den næste regeringsfrokost (1. december 1947), at han ”aldrig i sit liv havde været udsat for så megen pression, som i de seneste tre dage”. Firestone Tire and Rubber Company, som havde en koncession i Liberia meddelte (fortalte han) at selskabet telefonisk var blevet anmodet om at instruere sin repræsentant i Liberia om ”at udøve pression mod den liberianske regering til fordel for delingen”. (Loy Henderseons beretning om det ”store pres”, der blev udøvet for at få amerikanerne til at ”arbejde for” de små landes stemmer, er allerede blevet citeret). Således blev ”De forenede Nationer” afstemning i århundredets mest eksplosive sag ordnet.

Under regeringsfrokosten lige efter denne ”afstemning”, vendte Forrestal med sit angreb.: ”Jeg bemærkede, at mange tænksomme mennesker af den jødiske tro havde store betænkeligheder med hensyn til klogskaben i zionisterne pression for at få en jødisk stat i Palæstina… Beslutningen indebar en stor fare for dette lands fremtidige sikkerhed”. Han diskuterede derefter spørgsmålet (3. december 1947) med Mr. James F. Byrnes, der var ophørt med at være udenrigsminister tidligere på året (hans fjernelse var til at forudse. Det var nemlig ham, der afslørede Præsident Roosevelts løfte til Ibn Saoud).

Mr. Byrnes sagde, at Præsident Trumans handlinger havde sat den britiske regering ”i en yderst vanskelig stilling” og tilføjede, at Mr. David K. Niles og dommer Samuel Rosenmann ”var de hovedansvarlige” for det. Begge disse mænd var blevet bragt ind i Det Hvide Hus som en del af den ”palads-vagt”, som Roosevelt omgav sig med. Niles (af russisk-jødisk herkomst) var ”rådgiveren angående jødiske anliggender” og dommer Rosenmann havde hjulpet med at skrive præsidentens taler. Disse mænd (sagde  Mr. Byrnes) fortalte Truman, ”at Dewey var i færd med at komme med en udtalelse, der farvoriserede den zionistiske holdning til Palæstina, og de havde insisteret på, at med mindre præsidenten kom dette i forkøbet, ville Staten New York blive tabt for demokraterne”.

Her gav Mr. Byrnes os endnu et glimt af auktionen bag gardinerne. De to kandidater til den højeste stilling i De forenede Stater (Thomas Dewey var den kommende præsidentkandidat for det andet parti, Republikanerne) ser i disse portrætteringer ud som børn, der hidses op imod hinanden ved hjælp af pose fyldt med slik. Truman havde, ved at lystre zionisterne i sagen om deling, på ingen måde sikret demokraterne præmien, for valget lå endnu et år ude i fremtiden, og i mellemtiden ville zionisterne kræve mere og mere, og det Republikanske Parti ville byde højere og højere for den lokkende slikpose.          

Forrestal forsøgte nu, i desperation at overbevise den republikanske Dewey: ”Jeg sagde, at Palæstina-spørgsmålet var en sag af allerstørste bekymring for mig i forbindelse med nationens sikkerhed og spurgte endnu en gang, om partierne ikke kunne blive enige om at tage dette spørgsmål ud af deres valgkampagner”. Guvernør (over staten New York) Deweys svar var meget som Præsident Trumans: ”Det var en vanskelig sag på grund af den umådeholdne indstilling hos det jødiske folk, der havde taget Palæstina som det emotionelle symbol, fordi Det Demokratiske Parti ikke ville være villig til at slippe fordelene ved de jødiske stemmer”. Derpå fortsatte Dewey med at overbyde de demokratiske politikere i hans iver efter at få ”de jødiske stemmer” (og tabte, til sin egen overraskelse, alligevel valget).

Forrestal forsøgte dernæst at styrke udenrigsministeriets stilling i dets modstand imod præsidenten, ved et memorandum (21. januar 1948), hvori han analyserer de farer for den amerikanske nationale sikkerhed, som stammer fra denne sammenfiltring: ”Der er tvivlsomt, om nogen del af vore udenlandske relationer er af større betydning eller indebærer større fare … for De forenede Staters sikkerhed end vore relationer i Mellemøsten”. Han advarede imod at gøre ”permanent skade på vore relationer til den muslimske verden” og ”en snublen ind i krig”. Han sagde, at han havde fundet ”en lille opmuntring” blandt individuelle republikanere for sit forslag om at tage spørgsmålet ”ud af partipolitik”, men at han hos demokraterne var stødt på en følelse af, ”at en betydelig del af de demokratiske midler kommer fra zionistiske kilder, som til gengæld var tilbøjelige til kræve denne del af vor nationale politik i pant”.

De sidste ni ord er nøjagtige og bogstaveligt korrekte. Zionisterne krævede en underkastelse af amerikansk national politik og tilbød til gengæld præsidentjobbet til den højestbydende. Hvorvidt de i virkeligheden var i stand til at levere, hvad de lovede, er aldrig blevet afprøvet. Parti-cheferne tog dem på deres ord, og kandidaterne for begge partier tog underkastelsens særk på førend de blev nominerede,  vel vidende (eller af den mening) at de ikke en gang kunne blive nomineret, med mindre de bar den.

Forrestal talte indstændigt med udenrigsministeren (General Marshall) for at for at få denne til at protestere over for præsidenten, idet han pointerede, at en stor gruppe jøder ”er af den mening at zionisternes nuværende fanatisme, kan få de aller alvorligste konsekvenser, ikke kun i deres splittende virkning på amerikanernes liv, men på længere sigt også på jødernes stilling i verden”.

Vice-udenrigsminister Lovett, fremskaffede, da han havde læst Forrestals memorandum, selv et, som allerede var lavet forinden af udenrigsministeriets planlægningsafdeling. Den informerede præsidenten om, at delingsplanen ”ikke fungerede” (nøjagtigt som britiske regeringer var blevet advaret af deres koloni-myndighedspersoner om, at ”Mandatet” ”ikke fungerede”); - at De forenede Stater ikke var forpligtet til at støtte projektet, hvis det ikke kunne gennemføres uden anvendelse af vold; - at det var imod amerikanske interesser at levere våben til zionisterne mens det blev nægtet araberne; - at De forenede Stater ikke skulle påtage sig at gennemtvinge  ”anbefalingen” om deling og skulle forsøge at sikre tilbagetrækning af delingsforslaget.

Mr. Lovett tilføjede: ”det, at andre bruger FN som propaganda-platform, vanskeliggør vor styring af udenrigsrelationer”, og sagde, at udenrigsministeriet var ”alvorligt generet og handicappet af Niles' aktiviteter i Det Hvide Hus ved, at han gik direkte til præsidenten om sager vedrørende Palæstina”. Den selv samme dag, beklagede viceministeren, havde han endnu en gang været under ”pression”. Mr. Niles havde telefoneret fra Det Hvide Hus og ”udtrykte håb om, at forbuddet mod våbensalg til zionisterne ville blive ophævet”.

På dette tidspunkt blev Mr. Forrestal tydeligvis til en stor irritation for kræfterne bag Det Hvide Hus og hans eliminering blev besluttet. Først fik han besøg ag Mr. Franklin D. Roosevelt junior. Uanset faderens løfte på dødslejet om ikke at foretage ”fjendtlig handling imod araberne”, var sønnen (en New York-politiker med præsident-drømme) en ekstrem zionist-forkæmper. Forrestal bemærkede skarpt: ” Jeg syntes, at de metoder, der var blevet anvendt af folk udenfor regeringens inderkreds til at bringe pression og tvang under trusler imod andre nationer i FNs Generalforsamling, var på grænsen af en skandale”. Han mindes (som med forbavselse), hvordan hans gæst ”ikke kom med trusler” som reaktion herpå, og han forklarede herefter sit forslag om at ”løfte spørgsmålet ud af politik” gennem aftale imellem partierne.

Mr. Roosevelt, faderens søn, svarede, at ”dette var umuligt, at nationen var alt for dybt engageret allerede, og at Det demokratiske Parti endvidere ville tabe og Republikanerne vinde ved en sådan ordning”. Forrestal indvendte, at ”hvis man ikke fulgte zionisterne, kunne man muligvis tabe staterne New York, Pennsylvania og Kalifornien” (de ”afgørende stater”, der tidligere blev omtalt af parti-chef McGrath) ”Jeg syntes, at det var på tide at nogen begyndte at se lidt på, om vi ikke var i færd med at miste De forenede Stater”.

Der er ikke nedskrevet noget svar fra Mr. Roosevelt herpå, men han var en budbringer om ulykke for Forrestal, for på selv samme dag (3. februar 1948) kom Bernard Baruchs indblanding. Baruch, der tidligere havde været en modstander af zionismen, var nu blevet så fanatisk tilhænger af sagen, at han rådede Forrestal til ”ikke at være aktiv i denne sag …. Jeg var allerede identificeret med modstand imod FNs politik i Palæstina i en grad, der ikke var i min egen interesse”.

Ildevarslende ord for Mr. Forrestal! Skriftlige kilder beretter her, for første gang, om en specifik indblanding, fra Baruch,  i højtrangerende affærer, og af hvilken art. Hans råd gik ud på, at Forrestal, er minister, skulle tage vare på sin egen personlige interesse, der var i fare. Forrestal, en ansvarlig minister, havde indtil da udelukkende overvejet sit lands interesser. Forrestal beretter ikke, om han i dette råd så noget truende. Hans hentydning til Mr. Roosevelt den samme dag viser dog, at idéen  om ”trusler” var i hans tanker.

Han gav nu efter for den frygt, som til slut fik næsten alle de mænd til at bukke under, som kæmpede imod Zions slaveri. Fire dage senere (7. februar 1948) forfattede han et sidste skrift om emnet, som han aldrig viste præsidenten, men som indeholder noget af historisk betydning. Han sagde, at ”Den 6. februar fortalte Eisenhower mig, at en effektiv amerikansk involvering i en politistyrke i Palæstina ville kræve omkring en division med passende forsyningsenheder”. På dette tidspunkt var General Eisenhower (der på daværende tidspunkt var øverste militærleder (Chief of Staff),derfor i færd med at lave planer for amerikanske troppers potentielle engagement i Palæstina. Forrestal lagde sit sidste memorandum om emnet bort. Den 12. og 18. Februar rettede han to sidste appeller til General Marshall om at gå i rette med præsidenten og med parti-cheferne, og på dette punkt i tiden ophørte hans anstrengelser.

Dette nyttede ham dog intet, for inden der var gået 12 måneder var han bogstavelig talt blevet jaget til døde. Hans endeligt må beskrives her, inden historien om den bevæbnede erobring af Palæstina skal fortælles. Det er den klassiske historie om  en forfølgelse gennem bagvaskelse, som til sidst fører til døden.

Jeg var for første gang i Amerika tidligt i 1949 og blev desorienteret over at se, hvor giftige angrebene i pressen og radioen var på en vis Mr. James Forrestal, forsvarsministeren. Jeg kendte ikke andet til ham end hans navn, og den rolle han havde i dette spil (som berettet ovenfor) var på dette tidspunkt fuldkommen ukendt for offentligheden. Ikke desto mindre kunne denne dagligt læse eller høre, at han var sindssyg, at han var en kujon, der havde forladt sin kone, som derpå var blevet overfaldet af en indbrudstyv, at han var en skattesnyder, og mange andre sådanne ting. Ved et tilfælde mødte jeg en af hans venner, der fortalte mig, at han var blevet så nedslået over denne forfølgelse, at hans nærmeste omgangskreds var meget bekymrede for ham. Nogle få uger senere kastede han sig ud fra et vindue i en høj bygning, og efterlod i sit værelse nogle kopierede vers fra en græsk tragedie, som sluttede med omkvædet: ”Ak, Ak, vil råbet lyde …”

Amerikanske injurielove er liberale og varierer fra stat til stat, og retssager er langvarige. Selv en succesfuld sag yder ikke nødvendigvis nogen æresopretning. Der sættes i praksis så godt som ingen grænser for, hvad der kan siges om en mand, der er udset til bagvaskelse. Beskyldningerne trykkes i et sprog, der skal ophidse massernes lidenskaber, og når de udsendes i radioen, sendes de med rabiate stemmeføringer, som mindede mig om stemmerne hos primitive afrikanske stammefolk, når de var grebet af et kataleptisk anfald. Blaand Forrestals efterladte ting blev der fundet en scrap-bog fyldt af disse angreb, og i hans sidste tid kunne han ikke udholde at lytte til radioen. Bagvaskelsernes møgbunke blev hældt ud over hans hoved og til sidst sluttede to radioværter sig til jagten på ham. En af dem udsendte  (9. januar 1949) den meddelelse, at Præsident Truman ville ”acceptere Forrestals opsigelse inden ugen var omme” (og fulgte dette op med noget bagvaskelse om, at Forrestal havde haft aktier i den tyske farveindustri (”German Dye Trust”). Den 11. januar fortalte radiovært nr. to til de mange millioner lyttere, at Præsiden Truman på dette tidspunkt ville have accepteret Forrestals opsigelse, hvis ikke den første radiovært havde foregrebet begivenhedernes gang (historien om juvel-røveriet blev tilføjet her).  Nogle få uger forinden fortalte Præsident Truman pressen, at han havde bedt Forrestal om ikke at gå. Den 1. marts sendte han bud efter Forrestal og krævede nu, uden forklaring, hans omgående opsigelse med virkning fra den 1. maj. Forrestal begik selvmord den 21. maj. Under begravelseshøjtideligheden beskrev Truman ham som ”et offer for krigen”!

(I parentes bemærket var en anden mand på den tid ved at blive jaget til den samme død, som han kun undslap senere samme år, fordi hans selvmordsforsøg mislykkedes. Forfølgelsen af ham kom fra samme bagvaskelses-kilde, om end hans forbrydelse lå i den anden afdeling, kommunismen. Mr. Whittaker Chambers havde syndet gennem sine forsøg på at afsløre kommunist-infiltration i den amerikanske regering. Jeg var i Amerika mens han led under disse trængsler, som beskrives i hans bog. Denne bog indeholder et slående eksempel på den talmudiske praksis, jeg tidligere hentydede til, med  at ”forbande ved hjælp af et vredt, fastnaglet blik” (Jewish Encyclopaedia). Bogstavtro talmudister ville formentlig se et tegn på ”Loven”s bogstavelige effektivitet i Mr. Chambers selvmordsforsøg og i det helbredssvigt, som han efterfølgende led under).

Efter at Forrestal, som følge af Mr. Baruchs advarsel havde trukket sig tilbage i tavshed, fortsatte de ansvarlige mænd i udenrigsministeriet deres kamp, ledet af General Marshall. (I hele denne periode førte Mr. Bevin sin ensomme kamp imod såvel den konservative opposition som imod hele sit eget parti). På et enkelt tidspunkt, så det for første gang siden 1917 ud til, at de ansvarlige regeringsmedlemmer i begge lande havde fået overtaget.

Det var i marts 1948. Volden var vokset til sådanne højder i Palæstina, siden FNs ”anbefaling” af landets deling, at Sikkerhedsrådet blev forskrækket og blæste tilbagetog. Selv Præsident Truman var rystet, og hans repræsentant i Sikkerhedsrådet annoncerede en modsat amerikansk politik, idet man (19. marts 1948) foreslog, at delingen blev udsat, og en våbenstilstand sikret, samt at ophøret af ”Mandatet” skulle afløses af et ”Formynderskab” (dette var i realiteten indholdet af udenrigsministeriets januar-memorandum).

I sidste øjeblik syntes idéen om ”den jødiske Stat” således at falde sammen. Efterkrigstidens tilbagevenden til fornuft var ved at sætte ind (den proces, som Mr. Lloyd tredive år tidligere, advarende, havde kaldt ”tø-perioden”) og hvis kuppet mislykkedes nu, kunne kun en tredje verdenskrig byde en ny lejlighed. ”Formynderskabet” ville være ”Mandatet” i en ny skikkelse, men med De forenede Stater som det land, der var stærkest involveret, og om yderligere ti eller tyve år, ville Amerika, under zionistisk pression, finde ”Formynderskabet” lige så ”ubrugeligt”, som briterne havde fundet ”Mandatet” var.

Det var nu eller aldrig, og zionisterne slog omgående til. De præsenterede ”De forenede Nationer” for en afsluttet kendsgerning ved selv at dele Palæstina. Den terrorist-gerning hvormed dette gennemførtes var en direkte følge af den politik, som var blevet vedtaget på Verdenszionistkongressen i 1946, hvor ”de demoraliserende kræfter i bevægelsen” (Dr. Weizmanns ord) havde anbefalet ”Modstand…. Forsvar …Aktivisme”, og Dr. Weizmann, som vidste, hvad der mentes, var blevet afsat for at have protesteret imod disse metoder.

Dr. Weizmann havde kaldt ”terroren i Palæstina” for ”den gamle ondskab i en ny og forfærdelig forklædning”. Den 9. april 1948 skulle det vise sig, hvad han mente, og i særdeleshed, hvorfor han kaldte det den gamle ondskab. På denne dag skulle ”aktivisterne”, zionismens terror- og snigmordsgruppe ”totalt udslette” en arabisk landsby til eksakt og bogstavelig opfyldelse af ”Loven”, som den står skrevet i Femte Mosebog (der, som læseren vil erindre, er den grundlæggende jødiske lov, om end den selv er en ændring af israeliternes oprindelige lov).

Dette var den mest betydningsfulde dag i hele zionismens historie. For araberne (som kendte Toraen og ”i to tusind år havde vidst, hvad I har måttet udkæmpe to verdenskrige for at lære”) betød det, at den grusomme Judæas Lov, som var blevet dannet af leviterne mellem 700 og 400 f.Kr., nu skulle genopstå og bruges imod dem med fuld styrke og vildskab, og med støtte fra såvel det kristne Vesten som fra det kommunistbesatte Rusland. Den symbolske massakre, vidste de, havde til hensigt at demonstrere for dem, hvad der ville ske alle, dersom de blev. Derpå flygtede næsten hele den arabiske befolkning til de tilstødende arabiske stater.

Massakren i Deir Yassin blev kort omtalt i Vesten, som for eksempel i Time magasinet i New York:

”Jødiske terrorister fra Stern Banden og Irgun Zvai Leumi stormede landsbyen Deir Yassin og slagtede alle de fandt. Ligene af 250 arabere, for det meste kvinder og små børn, blev senere fundet nedkastet i brønde”.

Under Fredskonferencen i Versailles i 1919 havde Dr. Weizmann erklæret, at ”Bibelen er vort mandat”, og ordene lød godt i vestlige ører. Denne begivenhed viste, hvad ordene betød, og de samme ord blev gentaget af zionistlederne i Palæstina tredive år efter, at de var blevet brugt af Dr. Weizmann. Massakren i Deir Yassin var en handling, der betød ”overholdelse” af de ældgamle ”love og befalinger”, herunder den relevante passage i Femte Mosebog: ”Når Herren din Gud skal bringe dig ind i landet for at du skal eje det, og skal udjage …syv nationer, der er større end dig… da skal du totalt udslette dem. Du skal ikke lave nogen pagt med dem,  ej heller vise dem nåde” samt den beslægtede passage: ”du skal ikke lade noget forblive i live, der ånder, men skal fuldstændig udslette dem”. Der er i dag syv arabiske stater, og hver af dem har sin del af flygtningene fra 1948, som nu i otte år har været dem en levende påmindelse om den fælles fremtidige skæbne zionismen truer dem med under den ældgamle Lov.

Den passive billigelse, jødeverdenen som helhed gav denne dåd, viste tydeligere end noget andet hvilken forandring zionismen på nogle få år havde forårsaget i jødiske sind. Mr. Bernard J. Brown citerede i 1933 (kun femten år før Deir Yassin), den ovennævnte passage i Femte Mosebog som grunden til arabernes frygt, og han tilføjede: ”Selvfølgelig forstår de uciviliserede arabere ikke, at den moderne jøde ikke tager sin bibel bogstaveligt, at han er en venlig og næstekærlig person, og at han ikke ville være så grusom imod sit medmenneske, men han mistænker jøderne for, at dersom de begrunder deres krav på Palæstina med de historiske rettigheder til landet, kan de kun gøre dette på Bibelens autoritet, og araberne nægter at afvise nogen del af den”. Araberne havde ret, og Mr. Brown uret. Denne oplyste, vestlige jøde, kunne ikke i 1933 forestille sig, at Zionisme betød en hel og fuld tilbagevenden til oldtiden i dens mest barbariske skikkelse.

Sandsynligvis forblev Deir Yassin en isoleret hændelse alene fordi dens betydning var så tydelig, at araberne forlod landet. Arthur Koestler er helt sikker på denne årsag-virkning. Han var i Palæstina og siger, at den arabiske befolkning efter Deir Yassin straks flygtede fra Haifa, Tiberia, Jaffa og alle andre byer og herefter fra hele landet, sådan at ”i maj var alle forsvundet med undtagelse af nogle få tusinde”. Alle upartiske autoriteter er enige om hensigten med- og virkningen af Deir Yassin, og fra den 9. april 1948 herskede der ingen tvivl længere med hensyn til den ældgamle jødiske Lovs bestemmende indflydelse på alle zionismens fremtidige handlinger og ambitioner. Deir Yassin forklarer frygten hos de overlevende arabiske stater i dag lige så fuldt, som den forklarer flugten af de palæstinensiske arabere.

Deir Yassin løste for en kort tid zionisternes problem. Delingen af Palæstina var blevet gennemført med magt. Samtidig afslørede begivenheden (for araberne, om ikke for Vesten) af hvilken art Dr. Weizmanns ”afgrund, som terroren ledte frem mod” var. Fra den 9. april 1948 stod Vesten selv ved kanten af denne afgrund, der var udgravet af to generationer af dens politikere.

På denne måde ændredes situationen fuldstændigt mellem den 19. marts 1948, hvor den amerikanske regering besluttede, at deling var ”ubrugelig” og følgelig skiftede ændrede sin politik, og den 9. april 1948, hvor terrorisme sikrede deling. Dr. Weizmann må stadig have været plaget af sin frygt, men nu, da territotiet var blevet vundet for den jødiske stat, ville eller kunne han ikke trække sig væk fra ”afgrunden”. Målet var nu at sikre endnu et skift i amerikansk politik, og sikre en anerkendelse af det, der var opnået gennem terror, og hertil vendte Dr. Weizmann, nok en gang, alle sine anstrengelser. Ved den førrste ændring i amerikansk politik var han blevet hasteindkaldt til Lake Success fra London, gennem breve, telegraf og telefon, og dagen før denne ændring blev meddelt, var han i stue med Præsident Truman. Efterhånden som dagen skred frem, og nyhederne fra Deir Yassin gled kort over tlegrafstrimlerne, arbejdede han utrætteligt på sit allervigtigste mål: at vinde ”anerkendelse” for Den jødiske Stat, der var oprettet af terroristerne ved Deir Yassin.

Dr. Weizmanns energi var usædvanlig. Han udførte en énmands-belejring af hele ”de forenede Nationer” (naturligvis blev han over alt modtaget som repræsentant for en ny slags verdensmagt). Han var for eksempel ”i tæt kontakt” med delegationerne fra Uruguay og Guatemala, som han kaldte ”de altid ædle forsvarere” for zionismen, og med FNs generalsekretær, den gang en Mr. Trygve Lie fra Norge. I midten af april, mens stanken fra nyhederne om Deir Yassin trængte allerstærkest frem til Generalforsamlingens næsebor, skulle denne forsamles. Den aerikanske stemme ville helt klart blive afgørende, og Dr. Weizmann bemærker, at han ”begyndte at blive optaget af amerikansk anerkendelse af Den jødiske Stat”. Med andre ord skulle amerikansk national politik, der skal udformes gennem den grundlovsbestemte proces bestående af drøftelser mellem præsidenten og hans ansvarlige regeringsmedlemmer, igen ændres på forlangende af Dr. Weizmann.

Datoer er igen betydningsfulde. Den 13. Maj 1948 besøgte Dr. Weizmann Præsident Trumann. Kampen om nomineringerne til præsidentkandidat ville komme lige efter, og selve præsidentvalget yderligere nogle få måneder senere, så dette var det ideelle tidspunkt for at anvende ”uimodståeligt pres”. Dr. Weizmann informerede præsidenten om, at det britiske mandat ville ophøre den 15. maj, og at en provisorisk regering derefter ville overtage ”Den jødiske Stat”. Han rådede indtrængende De forenede Stater til ”omgående” at anerkende den, og præsidenten adlød med fanatisk beredvillighed.

Den 14. Maj (Palæstinensisk tid) udråbte zionisterne deres nye stat i Tel Aviv. Nogle få minutter senere nåede ”uofficielle nyheder” frem til Lake Success om, at Præsident Truman havde anerkendt den. De amerikanske delegerede (som ikke var blevet informeret) ”troede ikke deres egne ører”, men ”efter megen forvirring” fik de kontakt med Det Hvide Hus og modtog herfra Dr. Weizmanns instruktioner, videregivet igennem præsidenten.

Dr. Weizmann skyndte sig til Washington som præsident for den nye stat, og Præsident Truman modtog sin gæst, og annoncerede derpå, at anerkendelsesøjeblikket havde været ”det stolteste øjeblik i mit liv”.

Otte år senere beskrev Præsident Truman i sine erindringer de omstændigheder, hvorunder hans ”stolteste øjeblik” var indtruffet, og hans beretning kan passende citeres her. Idet han beskriver den seks måneder lange periode fra ”delings-afstemningen” i november 1947 til ”anerkendelsen” i april 1948) siger han:

”Dr. Weizmann …. Besøgte mig den 19. november, og nogle få dage senere modtog jeg et brev fra ham”. Truman citerer herefter dette brev, de er dateret den 27. november. I brevet referer Dr. Weizmann til ”rygter” om, at ”vore folk har udøvet upassende  og umådeholdent pres på visse” (FN) ”delegationer” og, idet an taler for sig selv, bemærker han, at ”der er intet indhold i disse anklager”. Truman kommenterer: 'Kendsgerningerne er, at ikke alene var der pressions-arrangementer omkring De forenede Nationer, som afveg fra alt, hvad der havde været set dér tidligere, men at også Det Hvide Hus blev udsat for en konstant spærreild. Jeg tror ikke, at jeg nogendinde har oplevet så megen pression og propaganda rettet imod Det Hvide Hus som ved denne lejlighed. Den vedholdenhed, der blev udvist af nogle få af de ekstreme zionist-ledere – som var bevæget af politiske motiver og som kom med politiske trusler – bekymrede og irriterede mig. Nogle foreslog endog, at vi skulle presse suveræne nationer til at stemme fordelagtigt i Generalforsamlingen”.

De ”politiske trusler”, der nævnes her, henviser tydeligvis til Præsident Trumans kommende genvalgs-kampagne. Dette er den eneste rimelige udlægning af ordene. Truman lovede (ifølge Dr. Weizmann) under mødet den 19. November ”straks at kommunikere med den amerikanske delegation”, og De forenede Staters stemme blev herefter, den 29. november, afgivet til fordel for ”anbefalingen” af, at Palæstina skulle deles. Således sinkede Præsident Trumans vrede over de anvendte metoder (som der bliver berettet om i hans fortælling fra 1956) på ingen måde hans overgivelse til dem i 1947 (hvis det fortælles tydeligt, kunne en læser af hans Memoirs få et andet indtryk).

Truman nedskrev (i 1956) resultatet af ”løsningen” (delings-anbefalingen) som var blevet støttet af ham i november 1947: ”Hver eneste dag bragte nu rapporter om ny vold i Det hellige Land”. Han fandt også ud af, at hans overgivelse i november og Dr. Weizmanns benægtelse af ”upassende pression” overhovedet ingen virkning havde i de følgende måneder: ”Det jødiske pres på Det Hvide Hus formindskedes ikke i dagene, der fulgte delings-afstemningen i De forenede Nationer. Individer og grupper bad mig, sædvanligvis på ret kværulantisk og emotionel måde, om at standse araberne, om at forhindre briterne i at støtte araberne, om at skaffe amerikanske soldater, om at gøre dit og dat” (Disraelis billede af ”verden, der regeres af helt andre personer, end det forventes af de, der ikke kommer bag scenen”).

Præsidenten søgte tilflugt i tilbagetrækning: ”Efterhånden som presset voksede, fandt jeg det nødvendigt at give instruktioner om, at jeg ikke ønskede henvendelser fra flere talsmænd for den ekstreme zionistiske sag. Jeg var endog så opbragt, at jeg udsatte et besøg af Dr. Weizmann, som var vendt tilbage til De forenede Stater, og ønskede et møde med mig”. I 1956 mente Truman øjensynligt stadig, at udsættelse af et møde med Dr. Weizmann var et så drastisk skridt, at det fortjente at blive nedfældet permanent på skrift. Han fik så besøg ((den 13. marts 1948) af en gammel, jødisk forretningsforbindelse ”som var dybt berørt over det jødiske folks lidelser i udlandet” (dette var mindre end en måned før massakren i Deir Yassin) og som bønfaldt ham om at tage imod Dr. Weizmann, hvilket Præsident Truman så straks gjorde (den 18. marts).

Dette var dagen før den amerikanske støtte til delings-anbefalingen blev trukket tilbage (19. marts). Truman siger, at da Dr. Weizmann forlod ham (den 18. marts) ”Følte jeg, at han var nået frem til en fuld forståelse af min politik, og at jeg vidste, hvad det var, han ønskede”. Truman forbigår så de blodige uger, som fulgte, uden at nævne dem med et ord (han nævner ikke Deir Yassin), bortset fra en tilfældig bemærkning om, at ”Udenrigsministeriets specialister i Nærøsten var næsten uden undtagelse, uvenligt stemte over for idéen om en Jødisk Stat…. Jeg er ked af at måtte sige, at der var nogle af dem, der også havde tilbøjelighed til at være antisemitiske”. Han genoptager sin beretning to måneder senere (den 14. maj, efter Deir Yassin og blodsudgydelserne), med at sige: ”Delingen fandt ikke sted på helt den fredelige måde, jeg havde håbet, men kendsgerningen var, at jøderne kontrollerede det landområde, hvor deres folk levede …. Nu, hvor jøderne var rede til at udråbe Staten Israael, besluttede jeg at handle omgående og give amerikansk anerkendelse til den nye nation. Omkring tredive minutter senere, nøjagtigt elleve minutter efter, at Israel var blevet udråbt som stat, overgav Charlie Ross, min pressesekretær, en erklæring til pressen om De forenede Staters de facto anerkendelse af Israels provisoriske regering. Jeg fik at vide, at dette kom som en overraskelse for nogle af karriere-folkene i Udenrigsministeriet”.

Truman gentager ikke i sine Memoirs, udtalelse fra 1948 om, at dette var ”det stolteste øjeblik i mit liv”, og han forklarer heller ikke, hvorfor han havde følt det sådan, efter så mange måneder med sådanne ”pres” og ”politiske trusler”, rette mod det belejrede Hvid Hus, at han på ét tidspunkt, om end kun for en kort tid, havde været nødt til at afvise selv Dr. Weizmann! For denne fortællings formål forsvinder han nu så godt som ud af billedet, efter at have ydet sit bidrag. Han blev valgt som præsident seks måneder efter hans stolteste øjeblik, og medens denne bog skrives (1956) ser han ud til at være frisk nok til at leve endnu tyve år, en lille, væver, hjertelig mand, på hvem konsekvenserne af de handlinger, der identificeres med hans navn, tilsyneladende havde lige så lille effekt, som oceanets cyklon har på den lille vuggende korkprop. (I 1956 blev han optaget blandt de, der er blevet beæret med en æresgrad af det gamle Oxford Universitet, hvor kun en kvindelig universitetslærer løftede en enlig og ubemærket stemme imod denne æresbevisning til den øverste leder, hvis navn var bedst kendt for dets forbindelse med ordren om at atombombe Nagasaki og Hiroshima).

Efter Præsident Trumans stolte anerkendelse af, hvad der var blevet gjort i Palæstina mellem november 1947 og maj 1948, mistede debatten i ”De forenede Nationer” betydning, og Dr. Weizmann (der i sit brev til Præsident Truman af 27. november 1947 varmt havde benægtet brug af ”upassende pression”) gik nu i krig med at skaffe yderligere anerkendelser, så sagen kunne komme uden for enhver tvivl. Han blev opmærksom på, at Mr. Bevin, i London ”lagde pres på de britiske Dominions… for at undlade anerkendelse”, og han viste straks, hvem der var den største ekspert i at udøve ”pres”.

Historisk betragtet var dette et øjeblik af allerstørste vigtighed, fordi det for første gang demonstrerede at zionisme, der havde splittet jødeverdenen så dybt, også havde splittet nationerne i Det britiske Imperium, eller Commonwealth. Hvad ingen krigslignende trussel eller fare nogensinde havde opnået, bevirkede nu ”uimodståeligt pres på international politik” gnidningsløst. Pludselig kunne det ses, at Zion var øverstbefalende i så fjerne hovedstæder som Ottawa, Canberra, Cape Town og Wellington.

Dette var vidne om excellent indsats og synkronisering. Der må være udført mirakler af hemmeligt organisationsarbejde, i løbet af nogle få årtier, for at sikre denne lydighed, i det afgørende øjeblik, blandt ”top-politikerne” i Kanada, Australien, Sydafrika og New Zealand. Disse lande lå fjernt fra Palæstina. De havde ingen interesse i at plante lunten til en ny verdenskrig i Mellemøsten. Ikke desto mindre kom deres underkastelse øjeblikkeligt. Dette var verdensmagt i funktion.

Den store betydning af det, der foregik kan kræve en forklaring for ikke-britiske læsere. Båndende imellem de britiske øer og de oversøiske nationer, der var udsprunget herfra havde, selv om de var uhåndgribelige og ikke hvilede på tvang, i nødens stund, gang på gang vist en styrke, der var uforståelig for udenforstående. En anekdote kan illustrere det:

Den New Zealandske brigadechef George Clifton fortæller, at da han blev taget til fange i den vestlige ørken i 1941, blev han bragt til feltmarskal Rommel, der spurgte ham: ”Hvorfor slås I New Zealændere? Dette er en europæisk krig, ikke jeres! Er I her for sportens skyld?”

Brigadechef Clifton fandt det vanskeligt at forklare noget, der for ham var så naturligt som selve livet: ”Jeg blev klar over at han mente det alvorligt, men havde aldrig tidligere prøvet at sætte ord på noget, der for os er en selvindlysende kendsgerning. Nemlig, at slås England, så slås vi også. Jeg løftede derfor min hånd og holdt fingrene sammen, og sagde: ”Vi står sammen. Hvis I angriber England, angriber I også New Zealand, Australien og Kanada. Den Britiske Commonwealth slås i fællesskab' .”

Det var sandt, for så vidt det gjaldt folk, men det var ikke længere sandt, når det gjaldt ”top-politikere”. Igennem dem havde sammensværgelsen fra Rusland fundet revnen i panseret. ”Presset” i Wellington (og de andre hovedstæder) var lige så kraftigt og effektivt som det var omkring Det Hvide Hus.

I dette specielle tilfælde (New Zealand), var en vis Mr. Peter Fraser, premierminister i New Zealand, et typisk tilfælde for den tid og denne gruppe af heloter. Intet menneske kunne have haft mindre grund til at hade, ja overhovedet at vide noget om araberne, men han var deres uforsonlige fjende, for han var på en eller anden vis blevet endnu en af zionismens fanger. Denne stakkels skotske knøs, som rejste til den anden ende af verden og fandt berømmelse og rigdom dér, samlede tilsyneladende smitten op i sin påvirkelige ungdom i London (da den spredtes blandt ambitiøse unge politikere på stedet) og tog den med sig til det nye land, så han årtier senere brugte al sin energi og hele sit embedes magt til det formål at udslette uskyldige mennesker i Palæstina! Da han døde i 1950, skrev en zionistisk avis således om ham:

”Han var en overbevist zionist….Han var travlt optaget af at lede sit lands FN-delegation ved Paris-samlingen, men ofrede megen tid og opmærksomhed på Palæstina-problemet ….idet han sad med dag efter dag i Den politiske Komité når Palæstina blev diskuteret. Han forlod aldrig lokalet for blot et øjeblik. Ingen detalje gik ham forbi …. Han var den eneste premierminister i komitéen, og forlod den lige så snart Palæstina-spørgsmålet var færdigbehandlet …Gang på gang fandt Peter Fraser sig mod Storbritannien i en afstemning, men han var ligeglad …. Han forblev en ven til sin sidste time”

En mand med en så fremmedartet ambition i sit hjerte, tænkte med sikkerhed anderledes end folk som Brigadechef Clifton, og havde denne kendt til, hvordan hans premierminister følte, ville han muligvis have haft langt sværere ved at svare Feltmarskal Rommel. Når Mr. Fraser i den grad var optaget af zionisme, kunne han ikke forventes at handle helhjertet i sit eget lands tjeneste, og New Zealand gik ganske uforberedt ind i Anden Verdenskrig. Da Clifton stødte på overlevende New Zealændere fra Grækenland og Kreta i Port Said i 1941, så han dem ”udtærede, ubarberede, tilsølede fra kampe, mange af dem sårede, og alle slemt medtagne, både fysisk og psykisk, med sorg over tab af så mange gode ”Cobbers” (austr. for ”kammerat”) – og dette delvist Mr. Frasers ansvar” (Brigadechef Clifton). Med denne mand på premierminister-posten var New Zealands anerkendelse af, hvad der var udført i Palæstina ganske sikker, selvom New Zealænderne ikke kendte meget til det.

I Sydafrika henvendte Dr. Weizmann sig, i sit projekt for at modarbejde Mr. Bevin, straks til General Smuts, som læseren stødte på for længe siden. Ved et tilfælde var jeg i Sydafrika på dette tidspunkt. En kendt zionistisk udsending kom hastende fra New York med fly, og da jeg læste om hans ankomst, forudså jeg, hvad der ville ske. (Denne mand talte til en zionistisk forsamling, hvor han sagde til den, at ”jøderne ikke behøvede at føle sige bundne af nogen grænser, som FN fandt på at udstikke”. Den eneste protest imod dette, som jeg så, kom fra en jødisk opponent, som sagde, at sådanne ord tegnede dårligt for en fremtidig fred).

General Smuts modtog denne flyvende gæst og annoncerede straks efter ”anerkendelse”, idet han kun i sin hurtighed blev slået af Præsident Truman og den sovjetiske diktator, Stalin (der var fuldkommen enige i dette ene spørgsmål). Jeg tror, dette blev General Smuts' sidste politiske gerning, for han blev besejret ved valget to dage senere. Hans søn advarede ham stærkt imod anerkendelsen, da han mente, at den ville koste ham stemmer. General Smuts tilsidesatte dette råd (hvad der var rigtigt fra et valgtaktisk synspunkt, da hans modstandere uden tvivl var parate til at byde endnu højere for de zionistiske stemmer, og da Sydafrika ingen arabiske vælgere havde).

General Smuts' berømmelse i hele det britiske Commonwealth (og hans upopularitet blandt de fleste af hans med-Boere) stammer helt og holdent fra den almindelige overbevisning, at han var arkitekten bag ”Forsoning mellem englændere og boere” og en forkæmper for tanken om én stor familie.  Men i dette ene spørgsmål om Palæstina svigtede han, trods sin gennem mange år indarbejdede disciplin og totale lydighed, den hårdt trængte regering i London. Jeg fik på dette tidspunkt et gammelt ønske om at se ham opfyldt. Hans dage var talte, og også han forsvinder nu fra denne fortælling, men inden han døde, havde også han, lige som Dr. Weizmann, nået at øjne den ”afgrund”, han havde hjulpet med til at grave: ”i Palæstina-problemet (fortalte han sin søn senere samme år, 1948) ”ligger der tragedie foran vores dør …. Ikke underligt, at England er ved at blive led og ked af det hele. En fiasko i Palæstina vil ikke kun være en  britisk tragedie. Andre nationer har også taget del, og også de har fået fiasko. Palæstina …. Er et af verdens store problemer, og kan få en stor indvirkning på verdens fremtid…. Vi har ment, at araberne og jøderne skulle overlades til at kæmpe om sagen, men vi kan ikke gøre dette. Magt er i bevægelse, og Palæstina ligger på vejen”.

Sådan talte han privat, men ikke offentligt. Øjensynligt føler politikere, lige som klovnen i operaen, at de altid må have maske på, når de viser sig offentligt. I lighed med Mr. Truman gjorde han som Dr. Weizmann befalede, uden tøven, og selv i 1949 sagde han, til glæde for en zionistisk forsamling, at han ”var glad for at have haft forbindelse med i det mindste én ting i mit liv, der har været succesfuld”.

Tilbagetrækningen fra London udviklede sig til en vild flugt. Dr. Weizmann skriver, at New Zealands repræsentant, Sir Carl Berendsen derefter ”vandt støtte fra Australien”, og snart fulgte ”top-politikerne” i Kanada. Da de britiske Dominion-stater fulgte Mr. Truman og Generalissimo Stalin, stimlede de mindre stater sammen for at give deres ”anerkendelse”. De kunne ikke afvise at følge trop, når disse store havde vist vejen, og på denne vis tog ”Den jødiske Stat” form ”de facto”, hvor kendsgerningen var massakren i Deir Yassin.

Selv om Dr. Chaim Weizmann blev dens præsident, er dette øjeblik i realiteten stedet, hvor han forsvinder fra fortællingen, efter halvtreds års aktivitet, dybest set en sammensværgelse, gennem hvilken han havde sikret samtlige Vestens politiske lederes kapitulation og efterladt ”tragedie” som et hittebarn udenfor dens fælles dør. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle lede for at finde et mere fascinerende livsforløb, og en anden forfatter ville måske være i stand til at beskrive det i helteagtigte vendinger. For mig virker det, som om det blev givet væk til et destruktivt formål, og at Dr. Weizmann, hvis tid næsten var omme, da han nåede sin triumf, følte denne triumf som en bitter drik, måske endda dødelig.

Dette læser jeg i hvert fald ud af hans bog, hvis sidste del er opslugende interessant. Den blev udgivet i 1949, således, at han kunne have bragt sin fortælling frem til i det mindste det tidspunkt, som denne fortælling har nået. Det gjorde han ikke. Han lukkede den i 1947. Hvorfor gjorde han nu det?

Jeg mener, at svaret er indlysende. I 1946 havde han advaret Verdenszionistorganisationen imod ”terror” og beskrevet ”afgrunden”, som ”den gamle ondskab” måtte føre ind i, og han var blevet afsat af samme grund. Derefter var han blevet præsident for den nye stat, der var skabt ved hjælp af ”terror”. Jeg tror, han ønskede at efterlade sin advarsel til jødeverdenen på skrift, og at han ikke kunne få sig selv til at diskutere de terror- og snigmordsgerninger, gennem hvilke den ny stat var blevet født, derfor lod han, som om manuskriptet var afsluttet før disse fandt sted.

Han nævnte, at bogens færdiggørelse var 30. november 1947, dagen efter hans triumf i Lake Success (da Truman, på hans initiativ ringede til den amerikanske delegation om at stemme for deling). Tydeligvis ønskede han, at bogen skulle ende i denne stemning. Vendingen i den amerikanske politik, samt de handlinger, han havde advaret imod, fulgte snart efter, og da bogen ikke fremkom før 1949, havde han haft rigeligt med tid til at udtrykke sin mening om disse hændelser. Alt, hvad han gjorde, var at tilføje et efterskrift, hvor han ikke engang nævner den afgørende dåd i Deir Yassin, det hånlige svar på hans advarsler. Ydermere bestræbte han sig nok en gang særligt på at gøre opmærksom på, at hans efterskrift var afsluttet i august 1948. Dette sparede ham for nødvendigheden af at komme med nogen henvisning til den næste afgørende terroristdåd, snigmordet på Grev Bernadotte, som fandt sted i september  1948. Tydeligvis tabte Dr. Weizmann modet. Han havde identificeret sig selv med både massakre og snigmord ved at tage imod og beholde præsidentembedet i den ny stat.

Af denne årsag bliver hans tidligere advarsler af den største betydning. Han kunne have strøget dem før udgivelsen. For eksempel anklagede han terroristerne (i hvis hænder han havde overgivet Palæstina og langt mere end Palæstina) for at forsøge at ”tvinge Guds hånd”. Dette var naturligvis det oprindelige kætteri for Zionismen, og alle, der støttede den, uanset, om det gjaldt jøder eller ikke-jøder. Og det gjaldt Dr. Weizmann mere end nogen anden. Han tilføjede: ”terroristgrupperne i Palæstina repræsenterede en alvorlig fare for hele den jødiske stats fremtid. Faktisk har deres opførsel næsten været anarki”. Det var anarki, ikke næsten, og Dr. Weizmanns livsprojekt var anarki. Selv i dette hans argument var han ikke drevet af moralske tømmermænd. Hans beklagelse var ikke rettet imod selve anarkiets destruktive natur. Den gik kun på, at det var uhensigtsmæssigt, ”fordi jøderne har gidsler over hele verden”.

På selve dagen efter hans triumf i Lake Success, vendte han tilbage til sit nye tema: ”Der må ikke gælde én lov for jøderne og en anden for araberne…. Araberne må indgives følelsen af, at De forenede Nationers afgørelse er endelig, og at jøderne ikke vil overskride det territorium, der er tildelt dem. Der ér en sådan frygt i hjertet på mange arabere, og denne frygt må fjernes på alle måder…. De må fra starten af se, at deres brødre inden for den den jødiske stat bliver behandlet nøjagtigt som de jødiske borgere…. I må ikke bøje os for fremmede guder. Profeterne har altid revset det jødiske folk med den største hårdhed for denne tilbøjelighed, og når som helst det gled tilbage til afgudsdyrkelse, nå som helst det gik tilbage, blev det straffet af Israels strenge Gud…. Jeg er overbevist om, at verden vil bedømme den jødiske stat efter, hvad den gør med araberne”.

Det må man nok sige! Her tager Dr. Weizmann en israelitisk profets gevandter på, eller er det Kong Knuds krone, idet han byder tidevandet at trække sig tilbage. Da disse ord blev trykt, var araberne allerede blevet drevet bort fra deres fædrene land, jøderne havde ”overskredet” grænserne for det territorium, der tidligere var blevet dem ”anbefalet”, araberne blev ikke behandlet ”nøjagtigt som de jødiske borgere”, men var hjemløse og subsistensløse flygtninge. Dr. Weizmann foregav ikke at vide alt dette! Han ignorerede alt, hvad der var sket og sagde, at det ikke måtte ske. Som et eksempel på udgivet hykleri kan dette næppe overgås, ikke en gang i politik. Den sandsynlige forklaring er, at han stadigvæk ikke kunne få sig selv til at fordømme, hvad der var gjort, men at han, som hans død nærmede sig, følte, at han måtte pege på konsekvenserne. De konsekvenser, som hele hans livsværk måtte føre til, dersom de kronedes med held. I allersidste øjeblik råbte han: ”Tilbage”, og til ingen verdens nytte.

En større mand end han råbte i rædsel og forbandt konsekvenserne med gerningerne, som han ikke var bange for at nævne ved navn. Dr. Judah Magnes var en direkte åndelig efterfølger til gamle dages Israelitiske protesterende. Han blev født i Amerika i 1877, og i lighed med Dr. Weizmann havde han givet sit liv til Zionismen, men i en anden ånd. Han var en religiøs zionist, ikke en politisk, og foregav ikke at ”tvinge Guds hånd”. Helt fra starten havde han arbejdet for at skab en arabisk-jødisk dobbelt-national stat, og han havde angrebet zionistisk chauvinisme fra dens første fremkomst. Han blev Chancellor (nominelt overhoved, red.) for det hebræiske universitet i Jerusalem i 1925 (idet han stærkt havde opponeret imod  Dr. Weizmanns pompøse ceremoni til grundstensnedlæggelse i 1918), var dets præsident fra 1935 og var i Jerusalem i 1948. Han var forfærdet over fremkomsten af ”den gamle ondskab i en ny og forfærdelig forklædning”, og efterlod en klage i sin afskedstale, der fordømte såvel zionisterne som de vestlige politikere:

”Flygtninge skulle aldrig kunne anvendes i politikeres hænder. Det er dybt beklageligt, ja ligefrem utroligt, at et arabisk flygtningeproblem skal kunne skabes i Det hellige Land, efter alt, hvad jøderne i Europa er gået igennem”.

Han døde umiddelbart efter at have sagt dette, og jeg har ikke været i stand til at finde ud af omstændighederne omkring hans død. Henvisninger til den i jødisk litteratur er ofte kryptiske og ligner dem, der angår Dr. Herzl's sammenbrud og pludselige død. For eksempel siger én sådan henvisning (i forordet til rabbiner Elmer Bergers bog fra 1951), at han døde af ”et knust hjerte”.

Med Dr. Magnes føjedes endnu en fredsmager til den gruppe af ansvarlige mænd, som gennem halvtreds år forgæves havde søgt at holde Vesten (og jøderne) ude af grebet fra en talmudisk sammensværgelse fra Rusland. Han grundlagde og efterlod en organisation, Ihud Assocition, som stadig taler med hans stemme, selv fra Jerusalem. Dets organ dér, NER, skrev i december 1955: ”I sidste ende bliver vi nødt til at bringe sandheden åbent frem: Vi har i princippet overhovedet ingen ret til at forhindre, at de arabiske flygtninge vender tilbage til deres jord…. Hvad bør Ihud stræbe efter? At transformere den evige krudttønde (som Staten Israel er, ifølge præsten Pinhas Levon) til et sted, hvor man kan bo fredeligt. Og hvilke våben skal Ihud anvende? Sandhedens våben…. Vi havde ingen ret til at indtage et arabisk hus uden først at betale prisen for det. Og det samme gælder markerne og plantagerne, forretningerne og fabrikkerne. Vi har overhovedet ingen ret til at kolonisere og materialisere Zionismen på bekostning af andre. Dette er røveri. Dette er banditvæsen…. Vi er nok en gang iblandt de meget rige nationer, men vi skammer os ikke over at røve fellaheenernes (ca. arabiske bønder) ejendom”.

Dette er endnu en svag stemme i jødeverdenen på nuværende tidspunkt (i øvrigt udtalte Dr. Albert Einstein sig med samme stemme: ”Min bevidsthed om jødedommens grundlæggende natur modsætter sig idéen om en jødisk stat med grænser, en hær og et vist mål verdslig magt, uanset hvor begrænset. Jeg er nervøs for den indre skade, jødedommen vil lide”, 1950), men det er den eneste, der giver jøderne et håb om en gang at undslippe khazarernes zionisme. I dag er sandsynligheden – for ikke at sige visheden – den, at en sådan redning først kan komme efter de allersidste prøvelser, som det hensynsløse eventyr i Palæstina må involvere Vestens befolkninger i – herunder jøderne.

Et sidste punkt står tilbage at fastslå omkring skabelsen ”de facto”, af den zionistiske stat; nemlig, at den var et barn af revolutionen. Revolutionen satte jøderne i stand til ”at blive en majoritet i Palæstina”, sådan som de britiske forfattere til Balfourerklæringen af 1917 havde ønsket det, og denne transformation i Palæstina kunne ikke være foregået på nogen anden måde, for der var ikke nogen anden stor gruppe jøder noget sted i verden, der kunne være formået til at tage dertil. Masseimmigrationen var kun mulig i tilfældet de østlige jøder, som gennem århundreder havde levet i under aflukket talmudisk regime, og måden, hvorpå de blev flyttet, er blevet vist. I 1951 viste de israelske regerings-statistikker, at ud af den ”majoritet”, der var opnået (omkring 1.400.000 jøder), var 1.061.000 født i udlandet, og 577.000 af disse kom fra de kommunistbesatte lande bag jerntæppet, hvor jøder ikke havde tilladelse til så meget som at bevæge sig fra én by til en anden uden politi- og anden tilladelse. (de fleste af de resterende 484.000 var nordafrikanske- og asiatiske jøder, som ankom efter etableringen af staten, og ikke tog del i dens voldelige erobring).

Invasionstropperne var derfor østjøderne af tartar-mongolsk oprindelse, men antallet af dem alene ville ikke have sikret deres succes. De behøvede våben hertil. Under krigen havde  General Wavell informeret Mr. Churchill om, at jøderne, hvis de fik lov, kunne ”tæve araberne”, og han baserede naturligvis sin bedømmelse på de våben, han vidste, zionisterne havde samlet da. På det tidspunkt kunne der kun være tale om britiske og amerikanske våben, der i hemmelighed var anskaffet fra depoterne hos de allierede tropper, der opererede i Nordafrika og Mellemøsten (en tilstand, der ignoreredes, om den ikke ligefrem officielt godkendtes, af de politiske ledere i London og Washington, som det er blevet påvist). General Wavell kan, selv om hans bedømmelse viste sig at være korrekt, have overvurderet den zionistiske styrke eller have undervurderet  arabisk modstand, for zionisterne tilskrev bagefter ikke de allierede våben, de havde skaffet, æren for sejren. Tværtimod mente de, at de kunne takke de våben, de havde modtaget fra revolutionen, for deres sejr i de seks måneders kamp (mellem ”delings”-afstemningen og Deir Yasin). Jerntæppet, der havde åbnet sig, så Palæstinas invasionstropper kunne slippe ud, åbnede sig igen for at tillade våben i afgørende mængder at slippe ud.

Dette var den første større konsekvens af General Eisenhowers ordre, udstedt under Præsident Roosevelts styring, om at standse de allierede hære ved Berlin-Wien linien og tillade at Tjekkoslovakiet faldt hænderne på Sovjetunionen. Nogle få uger efter Præsident Trumans anerkendelse af zioniststaten, trykte New York Herald-Tribune denne reportage fra Israel:

”Russisk prestige er vokset enormt blandt alle grupper…. Gennem sin vedholdende støtte til Israels sag i De forenede Nationer har Sovjetunionen skabt sig et reservoir af velvilje hos både venstreorienterede-, moderate og højreorienterede elementer. Men måske har en kendsgerning, der er mindre almindeligt kendt, været af større vigtighed for en ny nations kamp for sin eksistens: at Rusland ydede praktisk hjælp, da praktisk hjælp behøvedes …. Rusland åbnede dets militære lagre for Israel. Fra den sovjetiske satellit-nation, Tjekkoslovakiet, gjorde jøderne nogle af deres vigtigste og muligvis deres mest omfangsrige storindkøb. Visse tjekkiske skibsladninger af våben, som nåede Israel på kritiske tidspunkter under krigen spillede en afgørende rolle…. Da jødiske tropper marcherede til parade ned ad Tel Avivs Allenby Street i sidste uge, sås der nye, tjekkoslovakiske rifler på infanteri-soldaternes skuldre” (5. august 1948).

På den tid begyndte den zionistiske- og den zionist-kontrollerede presse i Vesten udtrykkeligt at identificere ”antisemitisme” med ”antikommunisme” (det, at nogen angav jødisk oprindelse og jødisk lederskab til kommunismen havde i lang tid været fordømt som ”antisemiten”s kendetegn) Den jødiske Sentinel i Chicago havde, for eksempel, allerede i juni 1946 erklæret: ”Vi genkender anti-sovjetisme for, hvad det virkelig er… Har du nogensinde hørt om antisemiter, noget sted i verden, der ikke også var anti-Sovjet?….Vi genkender vore fjender. Lad os også genkende vore venner, det sovjetiske folk”. I selve den nye stats skoler, blev revolutionens flag vist frem og dens hymne afsunget den 1. maj, en demonstrativ anerkendelse af hengivenhed om ikke ligefrem af faderskab. I januar 1950 rapporterede Tel Aviv-korrespondenten for Londons Times, at Tjekkoslovakiet stadig var zioniststatens kilde til våbenlevererancer.

Så meget for fødslen af ”Israel” og de lidelser den påførte andre. Intet barn af politisk hor er nogensinde blevet bragt til verden med så mange donorer. ”Anerkendelserne” strømmede ind, og fredsmagerne blev overalt forpurret. Mr.  Bevin fortsatte i regeringen i nogle få år, hvorefter han trak sig tilbage, for snart efter at dø. General Marshall og Mr. Forrestl blev droppet ved første lejlighed, tydeligt nok for at tage modet fra andre, der kunne finde på at tage deres ansvar alvorligt.

Inden der var gået mere end et par uger, tog den nye stat endnu et skridt hen imod ”den gamle ondskab”s ””afgrund”. ”De forenede Nationer”, som havde accepteret den gennemførte tvedeling af Europa og anbefalet tvedelingen af Palæstina, viste nu en noget sen bekymring med hensyn til ”fred”, og appellerede til Grev Folke Bernadotte fra Sverige om at tage til Palæstina for at mægle imellem parterne. Grev Bernadotte havde altid givet sit liv til lettelse af menneskenes lidelser, specielt til hjælp og redning af jødiske ofre under Anden Verdenskrig. Han arbejdede i korsets tegn (det røde), og blev dræbt i selve det område, hvor korset først blev et symbol på tro og håb. Ingen handling kan være mere horribel end den ene af de krigsførende parters mord på en anerkendt fredsmager og mægler, og inden der var gået fire måneder siden zioniststatens skabelse, havde den føjet denne symbolske handling til sin kalender.

Grev Bernadotte førte (lige som Mr. Forrestal) en dagbog, som blev udgivet efter hans død. I denne skriver han, at han efter at have accepteret missionen, kom forbi London, hvor han modtog besøg af Dr. Nahum Goldman, den daværende vicepræsident for Jewish Agency og zioniststatens repræsentant. Denne fortalte ham, at: ”Staten Israel var nu i en position, hvor den kunne tage fuldt og helt ansvar for de handlinger, der udførtes af Stern banden og medlemmerne af Irgun”.

Dette var morder-grupperne, hvis handling i Deir Yasin havde renset landområde for zionisterne og som underforstået var ”anerkendt” af Vesten. De var ”aktivisterne”, som Dr. Weizmann havde rettet sine advarsler imod under Zionistkongressen i 1946. Deir Yasin havde vist, at de havde magt til, gennem målrette terror, at ændre hele verdens gang, uanset hvad der blev sagt af zionistlederne, Vestens politikere eller ”De forenede Nationer”.

De har denne magt i 1956, og de vil fortsætte med at have den. De kan når som helst styrte verden ud i en tredje verdenskrig, for de er blevet anbragt på det mest brændbare punkt i verden, som med rette er blevet betegnet som ”krudttønden” af en amerikansk og en britisk udenrigsminister og af den zionistiske premierminister selv. Frem til den dag, da Dr. Nahum Goldman fremsatte den ovenfor omtalte erklæring til Grev Bernadotte, havde man hele tiden foregivet, at terroristerne befandt sig uden for de ”ansvarlige” zionistiske lederes kontrol, og at disse beklagede deres handlinger. Dr. Nahum Goldmans forsikringer var formentlig beregnede til at overbevise Grev Bernadotte om, at hans mæglingsarbejde ikke ville blive hensynsløst ødelagt af nogen handling som den i Deir Yasin. Terroristerne myrdede herefter Grev Bernadotte selv, og senere tog (som det skal blive vist) den israelske regering ansvar for dem og deres gerninger.

Grev Bernadotte tog, efter at have lyttet til disse beroligende ord, af sted for at stifte fred. I Egypten mødtes han med premierministeren, Nokrashi Pasha, som sagde, at han ”var klar over omfanget af jødisk økonomisk magt, eftersom den kontrollerede det økonomiske system i mange lande, herunder De forenede Stater, England, Frankrig, Egypten selv og måske endda Sverige” (Grev Bernadotte havde ingen indsigelse til denne sidste udtalelse). Nokrashi Pasha sagde, at araberne ikke regnede med at undslippe denne dominans. Det var imidlertid én ting, at jøderne opnåede økonomisk dominans i hele Palæstina; dét, araberne ikke ville acceptere, og ville modsætte sig, var forsøget på, med magt og terror, og med støtte fra international zionisme, at rejse en zionistisk stat baseret på tvang. Efter dette fortalte Kong Farouk Grev Bernadotte, at hvis krigen fortsatte (den er ikke endt endnu), ville den udvikle sig til en tredje verdenskrig. Grev Bernadotte var enig og sagde, at det var grunden til, at han havde accepteret rollen som mægler.

Han omtalte også, at under  krigen havde han haft ”det privilegium at redde omkring 20.000 mennesker, hvoraf mange var jøder. Jeg havde selv stået i spidsen for dette arbejde”. Han tænkte tydeligvis, at dette skulle berettige ham til zionistisk respekt, og tog fejl. Inden der var gået et par dage, havde han overtalt araberne til (den 9. juni 1948) at gå ind på en betingelsesløs våbenstilstand, men så læste han et fanatisk zionistisk angreb på sig selv for at ”have påtvunget jøderne våbenstilstanden”. ”Jeg begyndte at blive klar over, hvilken udsat position, jeg befandt mig i…. venligheden mod mig ville uden tvivl vendes til mistænksomhed og uvilje, hvis jeg i mit videre arbejde som mægler ikke primært studerede den jødiske parts interesser, men søgte at finde en upartisk og retfærdig  løsning på problemet”.

Irgun (som den zionistiske regering havde hævdet at tage ”fuldt og helt ansvar” for gennem Dr. Goldman  London, brød herefter våbenstilstanden (18.-30. juni 1948) ved at landsætte mænd og våben. Grev Bernadotte og hans observatører ”var ude af stand til at bedømme antallet af Irgun-mænd, som blev landsat og mængden af krigsmateriel, der var blevet afskibet”, fordi den zionistiske regering nægtede at lade dem komme nær stedet. I den første uge af juli ”kom den jødiske presse med meget voldsomme angreb på mig”. Bagtalelses-metoden (som blev anvendt imod Mr. Forrestal) blev nu brugt, og Grev Bernadottes anstrengelser for at redde jødiske ofre under krigen blev brugt imod ham; det blev insinueret, at hans forhandlinger med den nazistiske Gestapo-leder, Heinrich Himmler, hen imod krigens slutning, angående løsladelsen af jøder, havde været af tvivlsom karakter. ”Det var uretfærdigt at bagtale mig”, (insinuationen gik på, at Grev Bernadotte var ”en nazist”) ”da mit arbejde havde betydet redning af omkring 10.000 jøders liv”.

Det betød lige så lidt for zionisterne som Alexander II's og Grev Stolypin's anstrengelser for at ”forbedre jødernes lod” fyrre år tidligere. Grev Bernadottes dødssynd var upartiskhed. Imellem den 19. juli og den 12. august blev han nødt til at fortælle Dr. Joseph, den zionistiske guvernør i Jerusalem, at ”jøderne var den mest aggressive part i Jerusalem”, ifølge hans observatørers rapporter. Den 16. september, på den historiske fredsmæglers vej ”til Jerusalem” (titlen på hans bog), underskrev Grev Bernadotte i realiteten sin egen dødsdom. For på denne dato sendte han fra Rhodos sin ”Fremskridtsrapport” som mægler til FN, og inden der var gået 24 timer var han blevet myrdet.

Årsagen lå i hans anbefalinger. Han accepterede ”de facto” etableringen af den zionistiske stat, men søgte på denne basis at forsone og stifte fred gennem upartiske forslag, der var så retfærdige over for hver part, som de eksisterende kendsgerninger tillod. Hans største bekymring angik den civile arabiske befolkning, som ved Deir Yasin-pogromen var uddrevet af deres indfødte landsbyer, og nu levede usselt på den anden side af grænserne. Intet af den art var nogensinde sket under Vestens vinger, og Grev Bernadotte kom med friskt syn på sagen, lige fra redning af jøder fra Hitler. Derfor foreslog han:

(1) at grænserne for zioniststaten skulle være dem, der var fastsat i ”anbefalingen” fra De forenede Nationer den 29. november 1947, at Negev skulle forblive arabisk territorium, og at De forenede Nationer skulle sikre, at disse grænser blev ”respekteret og opretholdt”. (2) at (som det også var ”anbefalet”) Jerusalem skulle internationaliseres under De forenede Nationers kontrol. (3) at De forenede Nationer skulle ”bekræfte og sikre” de arabiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem.

Efter at have afsendt disse anbefalinger den 16. september 1948, og inden disse kunne nå frem til New York, fløj Grev Bernadotte til Jerusalem (17. september). Han og hans følge kørte, ubevæbnede og forsvarsløse mod regeringsbygningen, da deres bil blev standset af en zionistisk jeep, der var stillet på tværs af vejen. Deres rute var tydeligvis lige så godt kendt som indholdet af Grev Bernadottes rapport. Tre mænd sprang ud af jeepen, løb hen til Bernadottes bil og dræbte med stenguns ham selv og hans chef-observatør i Jerusalem, den franske Oberst Serot.

Tre overlevende beskriver, i et appendix til hans dagbog, mordet i detaljer. Deres beretning viser den effektive forberedelse til- og udførelse af mordhandlingen og peger klart på identiteten af hovedbagmanden. De faktiske mordere undslap uden forhindringer, to i jeepen og en  i løb gennem landskabet. Ingen blev arresteret eller anklaget (en rapport, der formentlig er troværdig, siger, at et ventende fly førte morderne til det kommunistbesatte Tjekkoslovakiet). Den efterfølgende israelske undersøgelse fastslog, at:

”Mordet er, som det blev gennemført og med alle de forberedelser, der gik forud for det, karakteriseret ved følgende punkter: (a) en klar beslutning om at snigmyrde Grev Bernadotte og udarbejdelse af en detaljeret plan for mordets gennemførelse; (b) et kompliceret spionnetværk, der var i stand til at følge med i alle grevens bevægelser under hans rejse til Jerusalem, så nøjagtig tid og sted for mordet kunne fastsættes af de ansvarlige for operationen; (c) mandskab, der havde erfaring med denne type aktiviteter, eller som i god tid var blevet trænet til det; (d) passende våben og metoder til kommunikation, såvel som sikret flugt efter mordet; (e) en øverstbefalende med stor erfaring, og som havde ansvaret for selve udførelsen”.

Det var for sådanne mænd den nye stat havde erklæret at være ”fuldt ansvarlige”. Tre dage senere modtog en fransk nyhedstjeneste et brev, der udtrykte beklagelse over, at Oberst Serot var blevet dræbt ved en fejltagelse, i stedet for fredsmæglerens stabschef, den svenske General Lundström, der var ”en antisemit” (General Lundström sat på et andet sæde i bilen). Dette brev var underskrevet ”Hazit Moledeth”. Det israelske politi fastslog, at dette var navnet på den hemmelige terror-gruppe inden for Stern Banden.

General Lundström  udtalte (18. september), at ”disse overlagte mord på to højt placerede internationale embedsmænd udgør et brud på våbenstilstanden af den alvorligste art, og et sort blad i Palæstinas historie, som De forenede Nationer vil kræve en fuldstændig redegørelse for”. Intet sådant krav kunne forventes fra De forenede Nationer, der (som denne beretning har vist) udelukkende reagerer på det allerstærkeste pres, som udøves bag scenen. Den har (eller havde da, for ingen kan vide, hvilken vidunderlig transformation fremtiden måtte bringe) ingen egen moral. Den var et orakel, der blev manipuleret af en skjult mekanisme, og den bekymrede sig ikke mere om mordet på sin fredsmægler, end regeringerne i Washington  og London havde bekymret sig om forfølgelsen af Mr. Forrestal og mordet på Lord Moyne. Den ignorerede mæglerens anbefalinger. Zionisterne tog og beholdte hvad de da ønskede af territorium (også Negev), nægtede at lade araberne vende tilbage, og erklærede, at de ikke ville tillade, at Jerusalem blev internationaliseret (de er ubøjelige på disse punkter frem til i dag, otte år senere). Verdens-aviserne  trak den leder frem fra skabet, som  de syntes at opbevare i færdigtryk til brug for sådanne lejligheder, (”Der er sket uvurdérlig skade for den zionistiske sag….”) og genoptog så straks deres daglige fordømmelser af enhver, der talte arabernes sag, som værende ”antisemitter”). Times i London anklagede endog Grev Bernadotte for mordet på ham selv: Den sagde, at forslaget om at internationalisere Jerusalem ”utvivlsomt inciterede visse jøder til at dræbe Grev Bernadotte”, og i den almindelige forståelse af ordet ”incitere” ligger der en skyld.

I Israel blev to medlemmer af Stern-gruppen fire måneder senere idømt otte og fire måneders fængsel i denne forbindelse af en særdomstol, hvor præsidenten, idet han oplæste dommene, sagde, at der var ”intet bevis for, at ordren til at dræbe Grev Bernadotte var blevet givet af ledelsen”. De to mænd ”bekymrede sig knap nok om retshandlingen” (ifølge Jewish Telegraph Agency) ”eftersom Statsrådet forventedes at godkende en generel amnesti”, og et par timer efter dommen ble de løsladt, hvorefter de blev eskorteret i triumftog til en offentlig reception. Den ”øverstbefalende” for Irgun, en vis Mr. Menachem Begin, foretog nogle år senere en triumferende rundrejse til vestlige byer, hvor han, for eksempel, i Montreal blev modtaget af ”en æresvagt fra Montreals politi, anført af  rabbinere, der bar på Lovens Ruller” (den sydafrikanske Jewish Herald). Under en tale i Tel Aviv under en valgkampagne i 1950, tog Mr. Begin æren for grundlæggelsen af den zionistiske stat gennem massakren i Deir Yasin. Han sagde, at Irgun havde ”besat Jaffa”, som regeringspartiet ”havde været parat til at overgive til araberne”, og tilføjede så:

”Den anden del af Irguns bidrag var Deir Yasin, som har fået araberne til at forlade landet og skaffe plads til de nyankomne. Uden Deir Yasin og den efterfølgende arabiske masseflugt, kunne den nuværende regering ikke optage en tiendedel af immigranterne”.

I de følgende år, og frem til i dag, fortsatte Mr. Begin med at rette blodige trusler imod  de arabiske nabostater*, for hvem tilstedeværelsen af de palæstinensiske arabere inden for deres grænser var en konstant påmindelse om Deir Yasin og om den dystre betydning af hans trusler. Gennem fem år foregav Israel offentligt, at ”terroristerne” havde handlet uden autorisation i Deir Yasin, men så krævede fem mænd, der var blevet såret ved Deir Yasin, i april 1953 erstatning.  Den israelske regering, afviste igennem sit Sikkerhedsministerium, kravene, med den begrundelse, at angrebet havde været ”uautoriseret”, hvorefter Irgun-kommandanten fremviste et brev fra det officielle zionistiske militær-hovedkvarter, der autoriserede handlingen. På dette tidspunkt var underskriveren israelsk ambassadør i Brasilien.

I den by, hvor ”De forenede Nationer” havde deres hovedkvarter, viste der sig en stærk grund til ikke at kræve nogen ”redegørelse” for mordet på Grev Bernadotte. Da det fandt sted, var det amerikanske præsidentvalg nært forestående. Valgkampagnen var i højeste gear, og begge kandidater (Mr. Truman og Mr. Thomas Dewey) anså de zionistiske stemmer for at være afgørende for succes. De konkurrerede om dem, og Palæstina lå meget langt fra New York. Truman var den bedst kvalificerede konkurrent, for han havde anerkendt den nye stat og erklæret, at hanlingen var ”den stolteste” i hans liv. Ved en anden lejlighed sagde han, at den var inspireret af ”det højeste humanitære mål”. Få uger efter mordet på vejen til Jerusalem blev han valgt til præsident. Ved årets slutning gav han Det Hvide Hus' ansatte et bogmærke med ordene: ”Jeg ville hellere have fred end være præsident”.

I 1948 var Oberst House's valgstrategi fra 1910 blevet udviklet til et præcisions-værktøj, der blev kontrolleret af den zionistiske Internationale. Hovedkontakten sad i staten New York. Maskin- og selskabs-æraen føjede et nyt ord til det engelske sprog: ”to rig”, som betyder at lave svindel med eller manipulere. Eksperter er i stand til at ”rigge” maskiner. Et eksempel er spillemaskinen i Amerika. Hr. Jensen putter sin mønt i maskinen i den vage formening, at maskinen styres af tilfældigheds-lovene, og at han, hvis han har tilfældet med sig, vil få hele maskinens indhold som gevinst. I virkeligheden er maskinen ekspertmæssigt justeret til at en bestemt, nøjagtigt udregnet andel af indsatserne (formentlig mellem firs og halvfems procent) går til spille-mafiaen, og resten i småportioner til hr. Jensen.

Denne ”rigging” af det amerikanske valgsystem er den afgørende faktor i det 20. Århundredes begivenheder. En mekanisme, som oprindelig blev skabt til at sætte hr. Jensen

* ”Begin kræver krig: Jerusalem. Angrib araberne. Smadr det ene svag sted efter det andet, knus den ene front efter den anden, indtil sejren er sikret…. Dette var essensen af den tale, som Mr. Menachem Begin, lederen af Herut-partiet, holdt sidste uge i Jerusalem. Han talte fra en balkon i et hotel, der lå ud til Zion Square, som var fyldt med nogle få tusinde mennesker. 'Vore tab i sådan en aktion vil ikke være ubetydelige, men de vil i alt fald være meget mindre, end hvis vi møder de forenede arabiske håre på slagmarken' sagde han. '….i dag er forsvarsstyrken stærkere end alle de arabiske hære tilsammen…. Moses behøvede ti slag for at føre israeliterne ud af Egypten. Med et enkelt slag kan vi smide egypterne ud af Israel', sagde han, idet han refererede til Gaza-striben” (Zionist Record, Johannesburg, 20. august 1954) 

465

i stand til at give sin mening til kende om politik og partier, er blevet så nøjagtigt finjusteret, næsten så det er fejlsikret, at han står uden stemme i sine nationale spørgsmål. Uanset hvilken mønt han putter ind i hvilket hul, vinder den regerende mafia.

Valgsystemet selv er muligvis helt fra starten udformet til at gøre det let for ”en fremmed gruppe”, der har hang til at ville diktere amerikansk udenrigspolitik. Et valg er altid  nært forestående: Et valg til Kongressen hvert andet år, og et præsidentvalg hvert fjerde. Ikke så snart er en kongres eller en præsident valgt, førend ”pressions-grupperne” begynder at bearbejde kandidaterne til det næste valg. Parti-lederne begynder at bekymre sig om næste valgkamp. Og de, der håber at blive senatorer, kongresmedlemmer og præsidenter, begynder at mærke – og reagere på – ”presset”. Der er ikke noget pusterum imellem, hvor der kunne blive plads til omtanke, og hvor kvælergrebet kunne løsnes (i 1953 skabte, som det vil blive vist, selv kampen om borgmesterposten i New York en pludselig og større ændring i amerikansk udenrigspolitik, og det afgørende emne var ”støtte til Israel”. Intensiveringen af ”presset” på disse tilbagevendende tidspunkter, og advarslerne fra partilederne til kandidaterne til Kongressen eller Det Hvide Hus, skaber disse baglæns kolbøtter, som forpurrer hele det møjsommeligt opbyggede hus for den nationale politik, som ansvarlige ministre og kompetente og permanente funktionærer har skabt).

Under disse omstændigheder blev den nye ”stat”, som blev oprettet i Palæstina i 1948, aldrig en ”stat” – og vil aldrig kunne blive en ”stat” i nogen af de betydninger, dette ord tidligere har haft i kendt historisk tid. Det blev en udpost for en verdensorganisation med særlig adgang til hver eneste regering, hvert eneste parlament og udenrigsministerium i den vestlige verden (og i særdeleshed regeringen, parlamentet og udenrigsministeriet i De forenede Stater, som i 1950'erne var det stærkeste land i verden), og dens vigtigste funktion var at udøve kontrol med den amerikanske republik,  ikke at skaffe ”et hjem” til verdens jøder. Det billede, der dannede sig gennem denne tingenes tilstand, var et af en stigende amerikansk involvering i en eksplosiv situation i Levanten, en kunstigt skabt situation, og en situation, der bar faren for en verdenskrig i sig.

Da året 1948 endte, énogtredive år efter den to-delte sammensværgelses triumf (Balfourerklæringen og Bolsjevik-revolutionen) var den zionistiske stat blevet oprettet. Mr. Truman, denne indpisker til ”anerkendelse”, var blevet advaret af sine ansvarlige embedsmænd om, at delingen, der med magt var blevet skabt ved hjælp af Deir Yasin, ville føre til en tredje verdenskrig. Alle ledende vestlige politikere havde modtaget samme advarsel fra deres ansvarlige rådgivere. Ingen af de involverede ”top-politikere” kan have haft nogen tvivl om, hvordan deres støtte til zionismen ville forme fremtiden, og deres offentlige ytringer om dette kan ikke have dækket deres private viden eller tro. De amerikanske politikere fra 1940'erne og 1950'erne var tilsyneladende (lige som Mr. Leopold Amery og Mr. Winston Churchill i de tidligere årtier, fanget af den tro, at, af en eller anden årsag, som aldrig er blevet afsløret, kunne ”politikken” angående denne ene sag aldrig ”ændres”.

Tilfangetagelsen af regeringerne i London og Washington, og hvem, der har fanget dem, er selv i dag (1956) ikke erkendt af de amerikanske og britiske masser (selv om den nu tydelige fare for en ny krig, der spreder sig fra Palæstina, for første gang gør dem urolige). I den øvrige verden har det længe været forstået. For så længe siden som i 1920'erne for eksempel, spurgte Maharajah'en af Kashmir Sir Arthur Lothian (som denne britiske diplomat fortæller det) ”hvorfor den britiske regering oprettede  en 'Yehudi ka Raj' (jødisk herredømme) i Indien. Jeg tøvede med at svare, ved denne beskrivelse, men han insisterede på, at den var sand, og sagde, at Vicekongen, Lord Reading var jøde, udenrigsministeren, M. Edwin Montague, var jøde, Højkommissæren, Sir William Meyer, var jøde, og hvad mere bevis ønskede jeg?” Sådan så en fjern indisk maharajah, for tredive år siden, tydeligt, hvordan fremtidige begivenheder i virkeligheden ville forme sig i den vestlige verden.

Jeg citerede tidligere den egyptiske premierministers bemærkning til Grev Bernadotte, om at ”jødisk økonomisk magt kontrollerede de økonomiske systemer i …. De forenede Stater, England, Frankrig og Egypten selv….” I de syv år, der er gået, har lederne af samtlige de arabiske stater, gentagne gange og helt åbent, anklaget den amerikanske regering for udelukkende at være blevet et værktøj for zionistiske ambitioner, og har peget på deres egne erfaringer som beviset.

Langt borte på den anden side af kloden blev virkningen af den valgmaskinen, der er ”rigged”, følt i dens anden legemliggørelse: understøttelse af revolutionen. Chiang Kai-shek, den kinesiske leder, blev på grund af lignende omskiftelser i amerikansk udenrigspolitik, drevet bort fra det kinesiske hovedland (hvor kommunismen, ved amerikansk hjælp, etablerede sig) til øen Formosa, hvor han atter, for øjeblikket, modtog nogen amerikansk støtte. En kendt amerikansk radiovært, Mr. Tex McCrary, besøgte ham dér og rapporterede tilbage til de lyttende millioner i staten New York: ”Jeg krympede mig af flovhed, da jeg måtte høre, at 'Vi har lært aldrig at stole på Amerika i mere end atten måneder ad gangen, mellem valgene' ”.

Denne kontrol over amerikansk udenrigspolitik, gennem kontrol med valgmaskineriet, førte i 1952 til et højdepunkt af den talmudiske hævn, denne gang rettet imod den halvdel af Tyskland, der var blevet efterladt ”fri” efter tvedelingen. Denne halvdel af Tyskland blev tvunget til at betale skat til den zionistiske stat, som var oprettet tre år efter Tysklands nederlag i Anden Verdenskrig!

Efter Første Verdenskrig havde de vestlige sejrherrer prøvet at uddrive skat (”erstatninger”), men fik ikke held til det. Hvad de modtog, blev blot et bogført beløb, for det gik ud imod amerikanske og britiske lån. Efter Anden Verdenskrig uddrev revolutionen skat fra det tilfangetagne Østtyskland ved simpelthen at tage for sig af retterne. De vestlige sejrherrer krævede ikke nogen ”erstatninger” til sig selv, men afpressede den til gavn for Zion.

Som årene gik blev advarslerne fra ansvarlige mænd i Mellemøsten igen følt i udenrigsministeriet. Det blev, af dets rådgivere i området, konstant mindet om, at de syv arabiske stater aldrig havde accepteret gerningen af 1948, at de betragtede sig som værende i krig med den indtrængende stat, og anklagede De forenede Stater for at betale for de våben, der skulle bruges imod dem selv.

Således blev, adskillige år efter krigens slutning, den idé født, at lade den ”frie” halvdel af Tyskland betale ”erstatninger” til en stat, der ikke engang havde eksisteret under Anden Verdenskrig. Den vedvarende understøttelse af den nye stat skulle sikres, og kilden til dens understøttelse skulle sløres.  Idéen var længe rygtedes bag scenen, og (i lighed med Nürnberg-dommen) blev den så pludselige givet symbolsk virkning op til en af de største jødiske helligdage i 1952 (eller, som Time magasinet i New York, udtrykte det: ”I den sidste uge af det jødiske år 5711”). Den udgjorde det vigtigste tema i de efterfølgende jødiske festligheder, og en jødisk avis bemærkede, at det var ”den fineste nytårsgave til jødeverdenen, vi kunne drømme om”.

Kansleren for det besatte Tyskland, Dr. Adenauer informerede (”voksbleg”) Bundestag i Bonn om ”forpligtelsen til at gøre moralsk og materiel bod”. Hans justitsminister, Dr. Dehler, udtalte sig anderledes i en tale til en forsamling i Coburg: ”Aftalen med Israel blev gennemført efter ønske fra amerikanerne, fordi De forenede Stater, som følge af følelserne i de arabiske lande, ikke kan fortsætte med at understøtte staten Israel på samme måde som hidtil”.

Det amerikanske præsidentvalg i 1952 var da lige op over. Den vesttyske regering blev tvunget til at betale 822 millioner dollar til Israel, hovedsagelig i varer, over en periode på tolv til fjorten år. Det billede, vi får, som resultat af en sådan transaktion, har en temmelig slående lighed med Stehelin's resumé af tekster fra Kabbala'en, som beskriver den messianske fuldbyrdelse: ”Men lad os se lidt på, hvordan jøderne vil komme til at leve i deres gamle land under Messias' styre. For det første, skal de mærkelige nationer, som de må finde sig i eksisterer, bygge huse og byer for dem, pløje deres marker og plante vingårde for dem. Og alt dette, uden så meget som at kigge efter en belønning for deres slid”. Dette billede ligger ikke langt fra det, der repræsenteres af de britiske, amerikanske og tyske skatteborgere, underlagt forskellige former for tvang (skjult i de første to tilfælde, åben i det tredje), hvor de er blevet udsat for at skulle betale skat til Zionismen.

De vestlige masser blev ikke informeret om måden, hvorpå denne skattebetaling blev afpresset. Den blev præsenteret for dem som en uafhængig handling fra den vesttyske regerings side, på baggrund af høje moralske følelse. Jødiske læsere, derimod, blev alle informeret på samme måde som Dr. Dehlers forsamling i Coburg. For blot at citere to tilfælde: Jewish Telegraph Agency ”afslørede, at De forenede Staters regering har spillet en meget vigtig rolle i at skubbe Tyskland til at give jøderne et hæderligt erstatningstilbud. Den britiske regering har også gjort sin del, dog i mindre omfang”. Og Zionist Herald  i Johannesburg sagde: ”Aftalen med Tyskland var ikke mulig uden aktiv og meget effektiv støtte fra De forenede Staters regering i Washington og fra De forenede Staters Højkommissærs kontor i Tyskland. Den samlede arabiske presse rapporterede tilsvarende, og en amerikansk pressemand, som forsøgte at komme ind i en af de arabiske flygtningelejre, blev afvist med ordene: ”Hvad skulle idéen være med at tale med dig? Vi arabere ved meget godt, at i Amerika tør ingen avis fortælle hele sandheden om det palæstinensiske spørgsmål”.

I England blev den officielle version afleveret til parlamentet af Lord Reading, viceudenrigsminister og søn af den vicekonge, der optrådte i spørgsmålet fra Maharajah'en af Kashmir til Sir Arthur Lothian tredive år tidligere. Lord Readings forklaring blev udløst ved hjælp af den sædvanlige brug af et ”spørgsmål”, i dette tilfælde fra en socialistisk ”peer”, Lord Henderson, som lagde ud med sige, at ”over seks millioner jøder var blevet myrdet”. Lord Readings svar er af varig interesse. Han sagde, at de vesttyske betalinger til den nye stat af natur ville være: ”en vis moralsk erstatning, endnu mere end den ville være af materiel værdi”, og at de ville  blive ”baseret på de beregnede omkostninger ved at genbosætte jøder, der var drevet ud af Tyskland af nazisterne i Israel”.

Denne erklæring slår igen det underforståede princip fast, at de eneste naziforbrydelser, der kunne få moralsk erstatning, var behandlingen af jøderne. Ingen foreslog nogensinde, at Vesttyskland skulle betale omkostningerne ved at genbosætte polakker, tjekker og alle andre ofre. Erklæringens helt særlige betydning ligger i hentydningen til ”erstatning af moralsk værdi”. Da den blev fremsat, var næsten en million arabere blevet ”drevet ud” af Palæstina af zionisterne, og deres krav på at kunne vende tilbage til deres hjem var gentagne gange blevet afvist, endda med foragt.

Muligvis er den mest karakteristiske del i denne typiske udtalelse den, der henviser til ”at genbosætte jøder, der var drevet ud af Tyskland af nazisterne”. Israel er det absolut eneste sted i verden, hvor størrelsen af den jødiske befolkning kan findes med nøjagtighed. Ifølge den israelske regerings statistikkker, var den i 1953 på omkring 1.400.000, og blandt disse var kun 63.000 jøder (mindre end fem procent) fra Tyskland eller Østrig. Disse 63.000 var de eneste indbyggere i Israel, der med en nok så stor udstrækning af fantasien kunne siges at være drevet ud af Tyskland for at skulle genbosættes i Israel. Den store masse kom fra Polen, Rumænien, Ungarn og Bulgarien, nogen tid efter krigens slutning (og var ganske afgjort ikke  ”drevet ud”, eftersom de var beskyttede i disse lande, gennem specielle love og forrang i statslig ansættelse) eller fra Nordafrika.

Der var intet grundlag for afpresningen af skat fra vesttyskerne til den zionistiske stat, og hvis der nogensinde havde været et, med henvisning til de 63.000, var det for længst udvisket gennem zionisternes ”uddrivning” af op mod en million arabere. Affæren er helt enestående i Vestens historie og beviser kun hvor fuldstændig de amerikanske og britiske regeringers underkastelse under zionismen er blevet.

Vesttyskland blev tvunget til at betale en stor del af udgifterne til den nye stats bevæbning og udvikling. Dermed kom sandsynligheden for endnu en storkrig nærmere, og udsigterne for araberne blev meget mørkere. Den zionistiske stat blev gennem årene holdt oppe, og konsekvenserne begyndte at vise sig. Sikringen af ”pres” på den vesttyske regering i denne affære, var stort set den sidste større udenrigspolitiske handling under Præsident Truman, hvis præsidentperiode var ved at udløbe.*

 *Som en fodnote til den vesttyske affære, ydmygede de vestlige magter i Wien (som ved denne lejlighed handlede i perfekt overensstemmelse med den sovjetiske stat) med samme bagmand, det lille Østrig (Hitlers første offer) ved at udstede veto mod en lov om amnesti og oprejsning, der også kunne have gavnet nogle ikke-jøder. Den østrigske regering (der på det tidspunkt gik for igen at være blevet ”suveræn”) protesterede skriftligt til den amerikanske Højkommissær, og anklagede ham specielt for at lade sig styre af ordrer fra ”indvandrere i Østrig”, der var ansat i hans stab som ”Jødiske rådgivere”. Ingen forståelig beretning om denne episode nåede nogensinde ud til den britiske eller amerikanske avislæser. 

Controversy of Zion _resumé

Controversy of Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu