LORENZ CHRISTENSEN

 DET TREDIE TING

 

FØRSTE DEL

.DANSK BOGKREDS

 KØBENHAVN 1943

 

INDHOLD

1.Del                                                                                                                                                                                                                              

Side

 

Forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      9

 1. Jødisk Maal: Fra Samfundsmagten til Verdensmagten       17-86

 a) Louis Levy om Jødedommens Mission. . . . . . 

 b) De første Efterkrigsaars Diskussioner om Jødernes Stilling indenfor de forskellige Samfund.    19

 c) Hvorledes Aage Lotinga gjorde sig fortjent til den franske Dekoration Officierd'académie      43

 d) Kontroversen om »Zions Vises Protokoller«    49

 e) Jødernes Drøm om Verdensherredømmet.       83

 

2. Striden om det tredie Ting. . . : . . . . . . . . . . . 87-189

 a)Jødernes Herredømme under Ministeriet Zahle 87

 b) De skjulte Kræfters Spil under Paaskekrisen 1920       142

 c) Hvorledes Glückstadt beherskede Ministeriet Neergaard       157

 d) Landmandsbankens Deltagelse i offentlige Laan       167

 e) Danmark 1914-24: et jødestyret Land!        185

 Side 6.

 

3. Fra Spekulationens Overdrev.............. ............................... ............................... 190-415

a) Hvordan Glückstadt fremmede Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder       190

 b) Hvorledes Glückstadt og Ringberg sørgede for Slægt og Venner       218

 c) Februar-Kontoen 1917       244

d) Da Glückstadt ved Hjælp af Det Transatlantiske Kompagni vilde erobre Verdensmarkedet        260

 e) »Nationens Forbillede« Herman Heilbuth       307 

 f) Ballin-Koncernens Virksomhed          338 

g) Hugo Rothenbergs Spekulationer        378 

h) Hvordan Theo. Kliatschko og Mayer Katz kørte Nordisk Oversøisk Handelsselskab i Sænk       386

i) Jøderne som Børsspekulationens Hovedmænd         395

 

4. Landmandsbankkatastrofen.......... ............................... ............................... 416-560

 a)  Hvordan Bankens Forhold forværredes i de første Efterkrigsaar         416

 b)  Da det store Udbud af egne Aktier fremkaldte den endelige Katastrofe       429

c)  Bankens Afskrivninger ultimo l922 og senere         436

 d) Processen mod Emil Glückstadt og hans Medskyldige      460

 e) Det tredie Tings Underhaandsagitation for at  faa Undersøgelsen og Processen standset          497 

f) Hvordan Laura Glückstadt, født Ree, forsvarede sin Mands sag          516

 

 

Side 7.

ANDEN DEL

 

5. Parlamentarismens Falliterklæring.

 6. København som Parvus-Svindelens Eldorado.

 7. København som de jødiske Agitatorers og Konspiratorers Central.

 8. Hvor Spillet gik - udenfor Landmandsbanken.

 9. Professor L.V. Bircks Kamp mod Jødevældet.

  Afsluttende Betragtninger.

 Billedfortegnelse.

 Side 9.

 

FORORD

DET er selvfølgelig Forfatteren af dette Skrift bekendt, at der findes vide Kredse i Landet, ikke mindst i Køben­havn, som anser det for usømmeligt og uforsvarligt at tale om et Jødespørgsmaal i Danmark. Saadant Spørgsmaal eksisterer efter deres Opfattelse ikke. Jøderne skal være Tabu, man skal ikke træde dem for nær ved at omtale deres Gerninger og Bestræbelser. Ja, man skal helst ikke nævne dem ved Navn. Endnu i 1813 indgav Jøderne Andragende til Kongen om, at det maatte forbydes ved Lov at bruge Navnet »Jøde« som Betegnelse for Personer, der tilhørte det mosaiske Trossamfund, Dette Andragende kunde naturligvis ikke tages til Følge, da dets Gennemførelse maatte føre til aldeles uoverskuelige Konsekvenser, bl.a. til en Ændring af Navnets Brug i selve Biblen. Det gik altsaa ikke. Men Jøderne opnaaede dog, at de i Love og i officielle Skrivelser ikke mere maatte betegnes efter deres racemæssige Tilhørsforhold, og sidenhen har det ogsaa almindeligvis været saadan, at man skulde være varsom med altfor tydeligt at karakterisere en mosaisk Troende som Jøde. Dog: Navnet blev bestaaende, og langt om længe har ogsaa de fremmede Indvandrere affundet sig med at blive anset for det, de er. De kunde taale det, da de efter Emancipationslovgivningen, og navnlig efter Grundloven af 1849, alligevel opnaaede en saadan Magtstilling indenfor Samfundet, at de ikke mere kunde føle sig foruroliget ved at blive kaldt for Jøder. Folke­- eller, om man vil, Racebevidstheden slappedes indenfor den statsdannende danske Nation, og det vidste Jøderne at drage

10

sig til Nytte. Jøderne var ligeberettigede Statsborgere, føltes indenfor vide Kredse ikke som Fremmede, og hensynsfuldt søgte man i videst muligt Omfang at lade Racemærket upaaagtet. De nævntes faktisk ikke mere ved Navn. I alle Rigsdagsforhandlinger, i Processen og i Undersøgelserne vedrørende Landmandsbanksagen vil man desaarsag ej heller finde blot den mindste Antydning af det særlige Ansvar, Jøderne her havde; det vilde jo have været rystende, hvis nogen havde tyet til Racebetegnelsen. I Bankkommissionens meget omfattende Beretning bruges Betegnelsen kun en eneste Gang, idet der i Bilaget S. 168 siges, at en russisk Jøde med det aldeles u-russiske Navn Lourié havde været Mellemmand ved Ord­ningen af Rekylriffelsagen. C'est tout. Altsaa: Jøden er Tabu. Karakteristisk for dette Forhold er ogsaa en Bemærkning i Rabbiner Marcus Melchiors Bog: »Man siger, at Jøderne - «. Her fortælles nemlig, at det jo netop var en Ikke-Jøde, den fhv. Formand for Folketingets konservative Gruppe, Hr. Christmas Møller, der havde sagt det væsentligste om Jøderne iDanmark, da han under Valgkampen til Folketingsvalgene i 1935, udfordret af nationalsocialistiske Modstandere, sagde sin Mening om Tingene i følgende Ord: »De danske Jøder har Hjemstavnsret i Danmark saa godt som alle andre.«

 Sikkert har Christmas Møller sagt noget væsentligt med disse Ord, væsentligt rigtignok i anden Forstand end af Rabbiner Melchior ment, nemlig saadan, at han dermed karakteri­serede den indenfor Systempartierne gængse Opfattelse. For disse Kredse er en Jøde nu engang en Dansker og ikke blot een, der har lige Ret med alle andre i Landet, men som ogsaa gerne maa indtage en priviligeret Stilling. Denne Forrettighed kunde eller kan Jøden udnytte saadan, at han i den Periode, som dette Skrift omhandler, ganske aabenlyst regerede og sty­rede Landet som afgørende Faktor indenfor dets Højfinans, og at han indtil i vore Dage formaar at gøre sig gældende som den mere eller mindre skjulte Magt, der af »klog Selvopholdel­sesdrift - for at bruge Louis Levys Ord - er trængt ind

11

i »Nationens Helligdomme« og derfra leder og regerer Sam­fundet. Christmas Møller havde ogsaa netop paa det Tids­punkt, da han udtalte de ovenfor citerede Ord, det sørgelige Mod paa et politisk Møde i Sdr. Bjert Syd for Kolding i en lidenskabelig Diskussion med Forf. af nærværende Skrift at hævde, at der aldrig har eksisteret noget Jødespørgsmaal i Dan­mark, og at den, som tillod sig at rette Angreb mod Jøderne - dengang specielt mod Direktøren for Valutacentralen Georg Cohn - var »en gemen og sjofel Person«. .

 Dette sagde altsaa en Mand, der selv var Søn af Medindehaveren af et kendt københavnsk, men ikke netop rent arisk Vekselererfirma, nemlig Søn af Vekselerer H. Chr. Møller i Firmaet Møller & Ree. Han kendte ikke noget til et Jøde­spørgsmaal, og meget lignende staar det til med talrige andre Personer, navnlig indenfor den sociale Overklasse, som enten af Hensyn til Forretnings- eller Familieforbindelser eller af andre Grunde ikke vil være ved, at Jøderne er en Magtfaktor i Landet og i mange Henseender virker til Folkets og Landets Fordærv; - Israelsmissionens Mænd mener f.Eks. at maatte forsvare Jøderne paa godt og ondt af religiøse Grunde. At Jøderne herunder selv bestræber sig ivrigt for at fremstille sig som trofaste, dygtige og redelige Borgere, og som de mest ansvarsbevidste Patrioter, er forstaaeligt, ligesom det ikke forbavser, at Formanden for det mosaiske Trossamfund i Køben­havn, Højesteretssagfører C. B. Henriques, saa sent som den 10. Januar 1934 paa sit Trossamfunds Repræsentantskabsmøde højtideligt kunde erklære, at »herhjemme er der jo heldigvis intet Jødespørgsmaal«. Ja, hvor skulde dog denne Mand, som selv er den mest fremtrædende Personlighed indenfor de ret­troende Hebræeres Kreds og selv bl.a. paa allernærmeste Hold har fulgt med i den grænseløse Svindel indenfor Ballin-Koncernen, selv var en af Forsvarerne for de Tiltalte i Landmandsbankprocessen,  ja - hvor skulde han vel kunne opdage, at der er et Jødespørgsmaal i Danmark!

 Nuvel! Om saa Mænd som Christmas Møller og C. B.

12

 Henriques, som Jødeætlingen Holger Rørdam eller Prof. Aage Friis eller utallige andre ikke kan opdage, at Jøderne er en Magt, og at der truer en alvorlig Fare fra Jødernes Side – saa udelukker det jo ikke, at andre, der nok saa meget føler sig ansvarlige over for Sandheds- og Retsprincippet, kan opdage dette Problem i Danmark, ja endog erkender, at der her fore­ligger et alt andet overskyggende Problem, som nu mere end nogensinde trænger til at blive grundigt belyst.

 Da jeg for Aar tilbage, i Anledning af mit Skrift »Nordslesvig venter -«, saa mig foranlediget til at efterspore de hem­melige Kræfter, der havde bidraget til at ødelægge Landsdelens Økonomi og bl.a. var Skyld i den skandaløse Ordning af Markopskrivningsspørgsmaalet saavel som Landbrugets Over­prioritering og derfor havde det direkte Ansvar for den stadige økonomiske Forfølgelse af mit Hjemlands Bondebefolkning, der som bekendt førte saa langt, at københavnsk Politi blev sat ind i Grænselandet i 1932 for at prygle løs paa Bønder, der demonstrerede mod Tvangsauktionen over en gammel Slægtsgaard i Stenderup - ja, da jeg søgte at komme til Klar­hed over de dybeste Aarsager til hele denne tragedie, da fandt jeg for første Gang Vejen til Granskning af Jødespørgsmaalet. Siden har jeg til Stadighed beskæftiget mig med dette Problem, ikke mindst i mit politiske Arbejde, og altid stod det klarere for mig, at Jøderne her ligesom i andre Lande stræbte efter at naa den finansielle Magt for at kunne udsuge de produce­rende Erhverv, de brede Befolkningslag, Bonden, Haandværkeren og Arbejderen, og at det ligger i selve det liberalistisk-­marxistiske System at skaffe særligt gunstige Vilkaar for denne jødiske Udbytningspolitik.

 Denne min Erkendelse er - saa vidt jeg ser - bleven eftertrykkelig bekræftet ved den her foreliggende Undersøgelse, som netop viser, at Jøderne i Aarene under og efter den første Verdenskrig troede at kunne naa Maalet: Samfundsmagten ­som Vej til Verdensmagten. Netop i hele den fantastiske Landmandsbanksvindel troede de at kunne koncentrere Guldets

 13

 Magt i deres Hænder, saa de ved Hjælp af denne »Tryllering af Guld« (L. Levy) kunde beherske Samfundet indadtil og udadtil. Denne Erkendelse blev endmere bekræftet derved, at der denne Gang ogsaa fandtes Digtere indenfor Jødernes Kreds, som aabent og med religiøs Inderlighed gav Udtryk for disse den jødiske Sjæls dybeste Længsler og højeste Maal. Ja, i disse Aar beherskede den jødiske Finansmagt i Sandhed Landet; da formaaede Jøderne at gøre sig Rigsdag og Regering, Nationalbanken, de centrale økonomiske Institutioner som Industriraadet og Grosserersocietetet, ja de højeste og aller­højeste Steder følgagtige, saa Begrebet om det tredie Ting ikke blot var en Agitationsfrase, men en højst haandgribelig Realitet. Det foreliggende Skrift har til Opgave at fremføre gyldige Beviser navnlig paa dette Punkt.

 Naar C. B. Henriques i sin ovennævnte Indledningstale paa det jødiske Repræsentantskabsmøde den 10. Januar 1934 klager med ægte jødisk Farisæisme over, at Jøder til alle Tider har været udsat for Uret og Forfølgelse, skabt af økonomiske Kriser og Konkurrencehad og retfærdiggjort ved Raceteorier osv., da skal saadanne Paastande karakteriseres som det, de er: Tomt Skvalder! - Sandheden er, at Forfølgelserne var altid selvforskyldte, da det i Reglen netop var Jøder, der ved deres utæmmelige Pengebegær skabte økonomisk Nød og Krise. Ogsaa vor Tids Historie giver mangfoldige Beviser herfor; deri ligger jo netop Jødedommens ufattelige Tragedie, ikke mindst i vore Dage, begrundet. Selv en C. B. Henriques vilde vel ikke have Mod til at bestride, at al den Svindel og Bedrag, Løgn og anden Lumpenhed, som fulgte iLandmandsbankkata­strofens Kølvand, var Jødernes Værk, ene og alene Jødernes Værk. Alle de Jødelakajer, der dengang var med i Spillet, var jo kun Nikkedukker i de kapitalstærke Israeliters Hænder. I dette meget nærliggende Tilfælde tager han altsaa grundig fejl. Men som Udgangspunktet, det afgørende, i Henriques' Betragtninger er falsk, saaledes ogsaa Udviklingen i hans Slutningsord, hvor han under Henvisning til, at »alle de store

 14

politiske Partier og deres fremtrædende Personer her i Landet havde taget Afstand fra de nationalsocialistiske Metoder«, fremsætter den Mening, at disse nye Ideer »sikkert kun vil faa rent forbigaaende Betydning«. Disse nye Ideer har dog ind­til Dags Dato vist nogen Livskraft, saa HRS. Henriques ogsaa paa dette Punkt nu maa anerkende at have taget fejl.

 Den foreliggende Bog er tænkt som et Bidrag til Belysning af Jødernes Stilling i Danmark i vore Dage og gør Krav paa at være absolut objektiv i sin Bevisførelse. Den har en bestemt Tendens, men denne Tendens har selvfølgelig aldrig kunnet foranledige Forfatteren til paa nogen Maade at fravige Sand­hedens og Redelighedens Bud i Udredningen af de forskellige historiske Tildragelser. Og Bogen er ikke dikteret af Had. Det er desværre nødvendigt, at sligt udtrykkeligt pointeres, eftersom Forf. ofte nok har været udsat for at faa tillagt mindre hæderlige Motiver i sin Stillingtagen overfor Jødespørgsmaalet. Som Eksempel skal her blot peges paa en Polemik med Jødeætlingen, Stabslæge Holger Rørdam, fra Efteraaret 1933, hvor han indleder en Artikel , om »Jøderne og Sønderjylland« (først offentliggjort i »Hejmdal«, senere i December-Heftet 1933 af »Jødisk Familieblad«) med Ordene: »Den lokale Nazistfører, Læge Frits Clausen i Bovrup og den tyske Dr. Lorenz Chri­stensen har i længere Tid ved deres Møder i Sønderjylland prædiket Had mod Jøderne.« Prædiket Had? Aldrig! Men sagt Sandheden om Jøderne, om deres Indflydelse paa Landets Økonomi, om deres Ansvar for den evige Udbytning af Ar­bejdsmand og Bonde, som er en nødvendig Konsekvens af Kapitalmagtens overhaandtagende og utaalelige Rentekrav, ja, om alt dette blev der sikkert allerede dengang sagt mangt et Alvorsord. At der herved faldt hvasse Ord i Kampen for Hjemstavn og Ret, er ligeledes utvivlsomt, men Ledemotivet var ikke Hadet mod Jøderne, derimod Kærlighed til Lands­mænd, som led ilde, og en indre Forpligtelse overfor den Odels­ret, en jordgroet Befolkning har til sin Slægtsarv, til Hjem og Jord. Det er den samme Ansvarsfølelse overfor de Værdier,

 15

 der bunder i germansk Racebevidsthed og Sandhedstrang, som danner den virkelige Forudsætning for den foreliggende Undersøgelse.

 Det skal endnu bemærkes, at Undersøgelsen i enkelte Punk­ter rækker ud over Behandlingen af det saakaldte tredie Tings Virksomhed. Bl.a. behandles hele den for Socialdemokratiet saa kompromitterende Parvus-Skandale og i Sammenhæng der­med de revolutionære jødiske Agitatorers Bestræbelser for, med København som Arnested og Udgangspunkt, at forberede Ver­densrevolutionen henholdsvis Zionismens Sejr. København var jo under Verdenskrigen et højst besynderligt Samlingssted for alle Slags orientalske Lykkeriddere og Verdens reformatorer fra talrige Verdens Lande. I deres Virksomhed fulgtes Politik og Geschäft for det meste Haand i Haand, og denne Forbindelse førte ikke sjældent til væsentlig at forringe Landets finansielle Stilling. Ogsaa dette Spørgsmaal maatte her ikke overses.

 Et særligt Kapitel vies endelig Prof. L. V. Bircks Kamp mod jødemagtens Udskejelser i stort og smaat. Han kendte som ingen anden jødisk Mentalitet, erkendte i Tide, hvor samfunds­ødelæggende denne fremmede Races umættelige Pengebegær og ubegrænsede Herskelyst maatte blive, og han havde Mandsmod nok til at sætte haardt mod haardt i Kampen mod de Farer, der truede fra jødisk Side. I Fremstillingen af Bircks Indsats er der ogsaa gaaet ud over den Periode, der ellers danner Grund­laget for denne Bog - d.v.s. udover den egentlige Landmands­bankperiode - for at give et samlet Billede af Bircks Kamp mod Højfinansen og for navnlig at paavise Kontinuiteten i de af ham fremsatte principielle Krav om skærpet offentlig Kontrol paa alle de Omraader, hvor Jøderne havde deres specielle Interesser. Hans Vej var Sandhed, hans Maal var Ret. Her kan næppe tænkes noget mere opløftende end at sætte sig ind i denne Mands Higen efter et bedre Samfund, hvor den kapitalistiske Udbytning er afløst af social Retfærdighed, og hvor enhver Statsborger, ud fra Bevidstheden om at maatte

16 

være tro over for Stat og Folk, opfylder sin Samfundsfunktion som en hellig Pligt. Intet var ham højere end Folkets Vel, og da han Gang paa Gang maatte erkende, hvorledes Jøderne i deres Færden var blevet dødsens farlige for Landets Trivsel, derfor traadte han op imod dem som deres bitreste Modstander.

 --­

 Dette Forord skal ikke sluttes, uden at der rettes en Tak til det Kongelige Bibliotek i København, som til Stadighed med største Redebonhed har stillet det til Behandling af det foreliggende Tema fornødne Materiale til Raadighed. Ogsaa i Universitetsbiblioteket i København samt i Weltwirtschaftliches Institut i Kiel har jeg, saavidt jeg der søgte efter Materiale, fundet den største Imødekommenhed. Men den inderligste Tak mener jeg at maatte rette til Forfatteren, Landsretssagfører Knud Nordentoft, som ud over al Forventning har støttet mig i mit Arbejde og ved Gennemgang af Teksten har ydet mig megen værdifuld Hjælp.

 Paa samme Maade takker jeg Forfatterinden Fru Olga von Eggers og Genealog, stud. mag. Knud Hassing for Hjælp ved Korrekturlæsningen.

LORENZ CHRISTENSEN.

København, den 28. 10. 1942. ­

17.

 

1.    JØDISK MAAL: FRA SAMFUNDSMAGTEN TIL VERDENSMAGTEN

I dette indledende Hovedafsnit af Bogen, som i det væsent­lige skal koncentrere sig om Jødernes Indflydelse paa Lan­dets politiske og økonomiske Forhold 1914-24, et Tidsafsnit, der træffende kunde betegnes som Landmandsbank-Perioden, er det først forsøgt at give en samlet Fremstilling af den nutidige aandelige Indstilling hos europæiske (incl. danske) Jøder, som har været Baggrunden for det næsten utrolige jødiske Magtstræb, Fortsættelsen derpaa vil afsløre.

 De dokumenterede reelle Forhold kan ikke til Bunds forstaas af den, som ikke først vil forstaa deres aandelige Baggrund.

Men denne andelige Baggrund peger til syvende og sidst tilbage til det gamle Testamente. De Steder i Mosebøgerne, som skal citeres til Slut i dette Indledningsafsnit (hvori der er Tale om Israelitternes Haab om at kunne undertrykke deres Naboer i Ørkenen eller i Kanaan) er altfor paafaldende tilsvarende til de ligeledes til Slut citerede Passager af franske Jøder fra 1860erne (hvor der er Tale om et gryende Haab om Verdensherredømmet). Og begge Dele tilsammen har altfor megen Lighed med Aand og Indhold i bl.a. Louis Levys eller Henri Nathansens dansksprogede Skrifter i Tiden efter den første Verdenskrig. Ingen kan afvise en Sammenhæng.

Naar det førstkommende Hoved afsnit derfor ofrer særlig megen Plads til Fremstillingen af Historien om »Zions Vises Protokoller«, dette Skrift, om hvilket man har været saa ivrig

18

for at bevise dets Falskhed, - skønt dog den afsluttende Højesteretsdom i Schweiz gik Jøderne imod i denne Hen­seende - kan enhver Tvivler overfor dette specielle Skrift og dets Betydning stadig kun henvises til at tænke paa det i Sammenhæng med Louis Levys eller Henri Nathansens Skrifter, hvis Ægthed jo ikke kan bestrides, eller med de før nævnte franske Skrifter fra 1860 eller med Bibelen. - Ikke desto mindre er den store Plads og den store Omhu ofret paa »Zions Vises Protokoller« og deres Opdagelseshistorie, fordi denne Historie har været saa afgørende for den antisemitiske Opvaagnen i Europa, - og ikke mindst fordi de afgørende og langt mere tydelige Røster, som den tyske antisemitiske For­fatter Ulrich Fleischhauer har afsløret, og som citeres under Fleischhauers Arbejder vedrørende Protokollerne overfor den schweiziske Domstol, peger i samme Retning.*)

 Men derhos kan det endelig allervægtigst fremhæves, at overfor den samlede europæiske magtstigning, der har været Jødernes i de sidste 50, ja de sidste 100 Aar, vilde det da være komplet utroligt, hvis den Art Haab og Vilje, som Protokol­lerne, som Louis Leyy, som mange andre Kilder afslører, ikke skulde have gjort sig gældende!      

 Det er en gal Problemstilling at diskutere Sandsynligheden    eller Ikke-Sandsynligheden afdet ene eller andet jødiske Programskrift. Den rette Problemstilling er dog naturligvis denne:   Det er utænkeligt andet, end at jødisk Aand maatte udtænke Retningslinjer og Planer samtidigt med at jødisk Magtrealitet efterhaanden blev saa stærk. Jøderne maatte da have været tossede ellers! Altsaa spørger vi kun saadan: Hvor finder vi

Parasitfolkets hemmelige Planer, eller skulde de virkelig være holdt helt skjulte?

 Dog, den der læser Fremstillingen af Protokollernes Historie og sammenholder deres Indhold med de andre foran nævnte danske og franske Skrifter, vil ikke kunne være i Tvivl.

 

*) Jf. bl.a. nedenfor S. 77-78

19.

a) Louis Levy Levy om Jødedommens Mission.

Da Verdenskrigen var endt, og Nationerne atter begyndte at sunde sig efter den Rædsel og Nød, de havde udstaaet under den blodige Strid, dukkede ganske selvfølgelig ogsaa Spørgsmaalet op, hvem der maatte gøres ansvarlig for den Katastrofe, Krigen havde paaført Verden. Spørgsmaalet var ligetil. Thi Erfaringen viste nu, at Jøderne alle vegne begyndte at røre paa sig, at de indenfor alle Samfund havde opnaaet en mere eller mindre fremtrædende Indflydelse paa de økonomiske, politiske, kulturelle Forhold og navnlig alleSteder førte an i Dansen om Guldkalven. Det var Jøderne, der havde udnyttet Krigsforholdene til at tilrane sig fantastiske Formuer og som nu ved deres Kapitalmagt ganske aabent arbejdede hen paa at erobre den politiske Magt. Midlerne til Opnaaelsen af Maalet var i de forskellige Lande forskellig, men Viljen var allevegne den samme, og Jøderne veg ikke mere tilbage for aabent at vedkende sig deres Maal. Denne Kamp om Herredømmet førtes saa aabenlyst, at endog en Walther Rathenau ansaa det for til­raadeligt at advare mod en altfor hensynsløs Aggressivitet. For til en vis Grad at imødekomme Folkestemningen saa han sig bl.a. foranlediget til at henstille til den tyske Regering, at der burde foretages en særlig, kraftig Beskatning af de enorme Fortjenester, visse Kredse havde opnaaet ved Udnyttelsen afKrigskonjunkturerne.I September 1920 krævede denne den mest fremtrædende Mand indenfor Jødedommen i Tyskland, der ikke blot var en mægtig Industrileder som Præsident for Allgemeine Elektrizitäts-Gesellschaft (AEG), men tillige en kendt Forfatter af økonomiske og socialfilosofiske Skrifter, at »Samfundet under en eller anden Form maatte aftvinge Krigs­millionærerne en saa stor Del som mulig af de mægtige Formuer, de har skabt sig ved Udnyttelsen af den Tragedie, som Verdenskrigen betød forMenneskeheden«. Dette svarede saa nogenlunde til det Forslag om Merformueskat, som Herman Heilbuth her i Landet var inde paa 1918, da hans egen Skatte-­

20

affære vakte saa stor Opstandelse i Offentligheden. Jøderne mærkede, at Folkene langt om længe fik øje paa deres Kapital­udplyndringsmanøvrer og søgte nu at redde deres Skind ved selv at foreslaa en kraftig Beskatning af de indtjente Formuer. Godtroende Mennesker kunde jo ikke uden videre erkende, at det hele var Skalkeskjul.

 Men Mistilliden var nu engang vakt, og Trangen til at komme til Bunds i det Rænkespil, Jøderne tillod sig overfor Folkene, gjorde sig stærkere gældende end nogensinde før. Man havde paa den ene Side set, hvorledes Kapitalmagten koncen­treredes paa jødiske Hænder, hvorledes bl.a. den amerikanske Højfinans havde faaet Raadighed over Størstedelen af Verdens Guldforraad og havde erkendt det intime Sammenspil, der bestod Jøderne imellem ud over alle Folke- og Landegrænser; man havde paa den anden Side set, at det i allerførste Række var Jøder, der stod forrest i den marxistiske Verdensrevolution og i Særdeleshed var Drivkraften i Bolchevismens Sejr i Rusland, i Spartakisternes og Syndikalisternes blodige Terror i Tyskland, Ungarn osv. Og særlig lagde man Mærke til det nære Samarbejde mellem den gyldne Internationales Repræsentanter i New York og den røde Internationales i Petrograd og Moskva, som bl. a. viste sig i Jacob Schiffs Financiering af den russiske Revolution i Aaret 1917.

 Til Stadighed var derfor Sindene beskæftiget med Tidens mest paatrængende Spørgsmaal: Hvem havde Interesse i denne Katastrofe, hvem har forberedt Verdenskrigen?

 Der kan nu ikke være Tvivl om, at de saakaldte »Zions Vises Protokoller«, som her i Landet publiceredes under Titlen »Jødefaren« *), i væsentlig Grad bidrog til at udbrede Kend-­

 

 *) S. Nilus, Jødefaren. De verdensberygtede jødiske Protokoller. Ud­givet af Lauritz Carlsen, samt S. Nilus, Jødefaren. Bevismateriale. Udgivet af Ejvind Hansen. Begge Kbhvn. 1920. Sidstnævnte Skrift indskrænker sig til en Undersøgelse af det Rædselsherredømme, der blev indført i Rusland under Revolutionen, navnlig efter at Bolchevikerne havde sejret. Fremstillingen støtter sig paa Forfatterens egne Oplevelser og Iagttagelser og gør i eet og alt et aldeles tilforladeligt Indtryk. Des infamere er den Karakteristik, »Socialdemokraten« den 2. Okt. 1918 bringer i sin Omtale af »Kgl. Hofboghandlerens Smudsliteratur«, hvor der med Hensyn til disse to Skrifter bemærkes: »Tilsammen virker de som et Par Alfonsers sjofle Gebærder.« Jvf. nedenfor dette Afsnits Punkt d.

21

skab til Jødeproblemet. Dog allerede før dette Skrift blev offentliggjort, var der fra en dansk Jødeforfatter givet Udtryk for netop de samme Forventninger og Grundtanker, der findes i Protokollerne, med en Aabenhed, som ikke overtræffes. Denne Mand hed Louis Levy, og Skriftet, der tolker hans Længslers Maal, fører Titlen: »Jøden som Fredsstifter« og betegnes som et Digt. Skriftet omfatter 6 Afsnit, af hvilke det første, be­titlet »Tiden er inde!« og det femte, der indeholder en Appel til de jødiske Kvinder, allerede kort Tid efter Krigens Udbrud publiceredes i »Ekstrabladet«.

 Denne jødiske Højsang proklamerer altsaa allerede paa et tidligt Tidspunkt under Verdenskrigen, at nu er den jødiske Races Time inde til at skabe en ny Fred, en Fred i deres egen Aand. Det er Kapitalmagten, det er den jødiske Intelligens, der skal bane Vej til den nye Tid. Saaledes lyder Levys indledende Ord:

 »Har det jødiske Folk intet Hjerte? 

Er det intet Folk?

Eller mangler det Vilje?

Forstaar det ikke sin hemmelige Mission:

det holder Øjeblikket i sin Haand!­

Ved det ikke, at det blev spredt for at samle? 

At det har lidt for at skabe Lykke?

 Tiden er inde.

Pengefyrster, Intelligensfyrster,.

der er Bud efter eders Hjerte!

Det er Høsttid for et Folk,

der har vundet Navnkundighed og Ære

i fremmed Tjeneste

22

og som har baaret Taknemmelighedens Gæld

 med en stolt Sult

efter at betale den i Gerning.«

 Altsaa: det er Høsttid for det jødiske Folk, Tiden er inde til, at Jøderne nu ordner Verdens Forhold og skaber Fred efter deres Behov, efter deres Maal. Der siges udtrykkeligt:

 »Lad Nationens Mænd træde sammen,

hver fra sit Land.«

 Det er altsaa Jøderne, den jødiske Nations Mænd ganske alene, der skal træde sammen, »ikke for at afkaste Aaget, men for at sætte Fredens Vilje ind i Verden«. Det skal imidlertid, siger Forfatteren, ikke ske for at Jøderne skulde tænke paa sig selv, men »for at skærme den fremmede Nation, enhver af os har kær! «

(Altsaa dog: den fremmede Nation, som Jøden nu tilfældigvis havde Tilknytning til, »havde kær!«) Det skal ske af Kærlighed, siger han, uden at betænke, at det jo netop var hans egne Racefæller, der opfyldte Racens hemmelige Mission ved selv at fremkalde Verdenskrigen. Versene slutter med en fornyet Appel til »Pengefyrsterne« og »Intelligensfyr­sterne« om at gribe ind for derefter at slutte med den vidunder­lige Bravade:

 »Alles øjne vil være vendt mod Eder,

 et Suk vil stige fra den ganske Jord,

 Og Hærene vil vakle, mens de lytter 

efter den Visdom, der i Jøden bor.«

 Tænk, det bliver jo næsten til Rim. Og saa stærkt følte altsaa Levy dog Jødens Kald, at han troede, Hærene vilde vakle, naar denne blot anmeldte sine Krav.

 Afsnittet »Jødinden« er holdt i samme Aand. Her giver han Udtryk for det forfængelige Haab, at Jøden engang vil blive modtaget med aabne Arme, dersom han fra sin Ahasverus-­

23

Færd bringer Fredens Gave. Da vil den gammel-mosaiske Lov, mener han, atter blive en verdensomspændende Magt.

 »Skæl skal falde fra Verdens øjne:

ikke blot Jøden skal blive forstaaet,

men Loven, der har skabt ham.

 

Der er en Pagt med Skæbnen,

der hedder de ti Mose Bud,

det var Moralskelettet til en Race.

Og det er blevet Verdens Tømmer,

Selvopholdelsesdriftens Lære,

Lovens Tempelindskrift.

 

Det er de ti Buds Tempel

Jøderne skal rejse

i Fredens velsignede Navn.«

 Som Jøden er uforstaaelig,- en besynderlig Verdens­erobrer! - saaledes er ogsaa - siger Louis Levy, Jødinden skjult for Verdens Øjne, ukendt, unævnt. Qg dog vil det være hendes Mission at virke med ved Genskabelsen af Fred, da hun jo ligesom Jøden kan gøre sin Indflydelse gældende gennem Guldets Magt.

 »Ja - lad Verden engang se,

hvad de jødiske Hustruer formaar.

Sara, Rachel og Mirjam,

.. .. der kaldes paa Eders Navne!

I kan, om I blot vil,

hæve Tidens Forbandelse.

Den Tryllering af Guld,

der spænder over Kloden,

lystrer Eders Hænder...«

 Dette er altsaa Ideerne, som besjæler en Louis Levy alle­rede i den første Tid efter Krigens Udbrud. Men da saa i Efteraaret 1917 Lenin har sejret, Bolchevismen har oprettet sit blodige Rædselsregimente i Rusland, da Jøderne allevegne i Europa og Amerika rører paa sig, da Jødevældets Konturer

24

begynder at aftegne sig mod Horisonten, da Stammefrænderne ogsaa her i Landet har opnaaet en nærmest uindskrænket Magt­stilling, da er Tiden ogsaa inde, da han kan tale rent ud om jødens Maal og Med, og da udgiver han i januar 1918 Sam­lingen: »Jøden som Fredsstifter«.

 De fire yderligere Afsnit, som foruden de to citerede her publiceres, siger mere omHebræernes egentlige Væsen og Hen­sigter, end der ellers bliver sagt.

 Louis Levy understreger bl.a., - i Versene om: »Ved din Faders Rædsel!«, - at Jøderne aldrig kan træde ud af deres Race, men at de til alle Tider og under alle Forhold vil være bundet til deres Racemærke, saa de maa lystre Blodets Røst. Det er til dem, Handlingens og Nuets Gud henvender sig: - ­

 Ser du ikke den brændende Tornebusk? Det er dem, Gud kalder til Selvbesindelse, »ved din Faders Rædsel!« Jøden maa aldrig svigte sig selv, thi den, der spotter, spotter Jehovah. Og Levy pointerer, at Jødens Forhold altid vil være religiøst bestemt, at jøderne er et Folk af Præster, og at de derfor vogter Helligdomme.

 »Det er saaledes Livet, der har skabt den lille Cohn. 

Hvert Skridt, han gør, forraader

hans Utilfredshed med sin Habitus.

Han kender sin Adel.

Thi Cohnerne er fødte til at være Ypperstepræster

i Jehovahs Tempel.«

 Levy mener, at det religiøse Forhold er det absolut be­stemmende for JødensForhold, og ikke hans Geschäftsdygtighed; at han »overalt, selv i Regnegade, er paa Guds Veje«. Hengivenheden for hans Religion skal gælde ham mere end Hustru, Børn, Gods og Guld.

 »Fritænker- Jøden

har det ikke saa meget anderledes.

Han er ogsaa en orientalsk Fantast,

en lykkelig Beboer af Jord og Himmel.

 25

Jordens Besvær skænker han det Himmelske,

den himmelske Naade fordeler han paa Jorden.

Lad ham være nok saa trænet

i vesteuropæisk Regnekunst,

i Statistik og anden Kristendom,

han er dog og bliver sig selv:

en Jøde.

Du kan derfor finde ham, hvor han slap,

i Jødedommen!

Ellers var der ved Gud ingen Grund,

til at have Tillid til ham.«

 ­Racepræget er altsaa uudsletteligt. Men ligesaa uudslettelig er den særlige Mentalitet, Jøderne siden Tidernes Morgen ejer, og som viser sig i den hæmningsløse Pengebegærlighed, i Trangen efter at naa frem til Magtens Tinde og i den afgrunddybe foragt overfor alt, som ikke er jødisk, overfor de andres Verden, overfor dem, der lever »i Statistik og anden Kristendom«. Ogsaa det giver Louis Levy nu, da »Tiden er inde«, aabent Udtryk for. Dette sker i Afsnittet »Vogtere af Helligdomme«, hvor han - efter at have konstateret, - at det er Kirtlerne, som er den livgivende Kraft i Menneskenes Le­geme, »Valpladsen, hvor Livet besejrer den lurende Død« ­siger følgende:

 

»Nuvel! I det moderne Samfund

har Jøderne af klog Selvopholdelsesdrift

taget Plads i Kirtlerne. .

Samfundets Kirtler: Børser,

Banker, Ministerier, Dagblade,

Forlag, Voldgiftsdomstole, Assuranceselskaber, Hospitaler,

Fredspalæer

og andre bakteriologiske Institutioner

har hver for sig sine Jøder.

Og med Rette!

Det er ikke blot Jøderne,

der har følt Kald

til at vogte de nationale Helligdomme,

26

 det er lige saa vel Udviklingslovene

og Hensynet til det offentlige Vel,

der har givet dem Plads

i Kirtlernes

hemmelighedsfulde Korridorer.«

 Dette er dog rene Ord for Pengene. Louis Levy stadfæster netop det, som saa ofte bestrides, at Jøderne »af klog Selv­opholdelsesdrift« er trængt ind i alle et Samfunds Centrer og derfra raader og regerer. Og han fortsætter endog: »Det er ikke alene Guldets Beslaglæggelse, der er Tale om, naar Jøden sætter Magt mod Magt«, det er ikke alene Rigdommen, der skal vise sin Velsignelse. Nej, siger han, »det er de sorte Blodlegemer, der skal skabe Orden og Fornuft i dette Feber-Kaos«.

 Efter at Levy paa denne Maade har skildret Jødernes modus operandi, istemmer han Højsangen over sin Races uendelige Magt og giver Udtryk for sin ligefrem umenneskelige Afsky og Foragt overfor det jævne Menneske i Folket, som af Instinkt er Antisemit, fordi han vejrer den Dødsfare, der truer fra Modpartens Side. Levy konstaterer, at Jøden allerede for længe siden Ved Kapitalens Magt (»Guldets Beslaglæggelse«) og ved Indflydelse paa Presse og Litteratur har opnaaet Mag­ten indenfor Samfundene. Han understreger:

 »Jøderne er ikke nogle Millioner

uden aandelige Førere,

de er Vogtere af Helligdomme

overalt i Verden.«

 Og efter paa denne Maade at have fastslaaet netop denne centrale Kendsgerning, munder hans Betragtninger ud i Race­bevidsthedens Forherligelse; den ubændige jødiske National­stolthed toner frem, der i Dag som til alle Tider indebærer et rasende Had mod alt det, der ikke er jødisk og i Navnet »Gojim« har faaet sit mest rammende Udtryk. Man høre:

 »Der er nogle Toldere og Syndere,

Lærde og Professorer

27 

der udtaler sig om,

at Jødespørgsmaalet eksisterer ikke:

Jøderne er ikke noget for sig,

det er ingen Race . . .

Spørg hver Gadedreng,

han ved bedre Besked!

Af krigerske Tilbøjeligheder

er han Anti-Semit,

Labanen.«

 Ja, ve den, der ikke bøjer sig i dybeste Ærbødighed og Føjelighed for Jøden, somtil Tider i hektiske Tirader vedkender sig sin orientalske Sjæl og sine sidste Maal, men til andre Tider, hvor Forsigtigheden byder det, søger at benægte sin Eksistens som egen Race og at bestride sin Magtsyge og Begærlighed. Kendsgerningen bliver imidlertid, at Jøden som særlig Race er til, at han stræber efter Verdensherredømmet og altid nærer Haabet om, ved Guldets Magt og ved talrige underfundige Midler, som har fundet deres Karakterisering ikke blot i »Zions Vises Protokoller«, men ogsaa i det her citerede »Digt« af Louis Levy, at kunne skabe en Verden i sit Billede.

Louis Levy kender ogsaa sin Races sidste og højeste Maal. Han hører jo til de profetiske Aander, der aner Folkets store Fremtid. En Achad-ha-Am, som blandt Zionisterne anses for at være en af vor Tids store israelitiske Profeter, havde givet Udtryk for, at den rigtige Plads for Folkeforbundet ikke vilde være Haag eller Genf, men Jerusalem. Han havde drømt om den herlige Fremtid, da alle Landes Repræsentanter - natur­ligvis Nationens Repræsentanter - vilde møde frem paa Bjærget Zion for der at indvie Templet til den evige Fred. Ak, Achad-ha-Am er jo den rene Sinke i Forhold til Levy; thi allerede i Januar 1918 - altsaa længe før der overhovedet var Tale om et Folkeforbund - prædikede Louis Levy ogsaa om dette sidste store Haab. Naturligvis, siger han, burde det jødiske Folk have sin internationale Repræsentation, sit eget Territo­rium. Og da spørger han, om man nu ikke kunde være gentle­-

28

man nok til at give det den hellige Stad? Ja, saa vilde Jerusalem, Guldnettets Midtpunkt, være det Centrum, som alle Lande maatte lystre, medens Jøderne selv naturligvis vilde blive fordelt ud over alle Lande, for der at varetage Racens Interesser som » Vogtere af Helligdomme«. At Forfatteren Louis Levy virkelig har næret denne Tanke, derom vidner de følgende, ak, saa højttravende Ord:

 »Tro ikke, at Vesteuropas Jøder

vilde flytte sig et Hanefjed.

Tilsyneladende vilde alt være uforandret.

Og dog vilde hurtigt alt være anderledes.

Jøden vilde være Herren i sit eget Hus.

Det er en Følelse; den giver stor Tryghed.

Der vilde være en Plet, en Jordstrimmel,

som hver enkelt

paa en hemmelighedsfuld Maade

vilde føle som sin egen.

Mod det jødiske Ansvar og den jødiske Aand, der herskede her,

vilde der strømme Kraft fra Alverdens Egne.

Jerusalem vilde blive som den travle,

den spindende Edderkop

i et Net, hvis Traade glimtede af Elektricitet og

Guld over Verden.

 

Jerusalem vilde blive det jødiske Pavedømme.

- - Og saa' vilde det vidunderlige vise sig,

nemlig dette:

at Jerusalem formaaede kun lidet,

naar det gjaldt Kampen om Guldet,

men desto mere,

naar det drejede sig om større Spørgsmaal,

om Freden, om Friheden

og om Retfærdigheden.

Forvandlingen fra et Spørgsmaal om Guld

til et Spørgsmaal om Aand

vilde netop ske

 i Guldnettets Midtpunkt, 

hvor alle Traade løb sammen,

i Jerusalem.«

29

Som et Omkvæd til de Temata, der er blevet anslaaet her og der i Samlingen, slutter det Levy'ske Opus i Afsnittet: »Den brændende Tornebusk« med en fornyet Appel til Pengefyr­sterne og Intelligensfyrsterne om at lade Freden sejre gennem dem. Atter lyder Refræn'et:

 »Vogtere af Helligdomme!

Alt, hvad vi vogter, er nu i Fare:

Bør vi da ikke vise vort Mod

og afsløre vort Hjerte

i en Handling skabt i vort Billede?«

 Disse »Fyrster« skal føle det som et religiøst Kald at give Verden Freden tilbage, ved at oprette Jødernes Verdensherre­dømme med Jerusalem som Guldnettets Midtpunkt. Det er Jehovas Bud, der skal opfyldes, et helligt Bud, som det i Ti­dernes Morgen aabenbaredes for Moses, da Herrens Engel ved Guds Bjerg Horeb viste sig for ham i en Ildslue, der slog ud af Tornebusken, for at kalde ham til Israeliternes Frigørelse. Levy minder sine Racefæller om dette ældgamle Sagn, om deres ur-evige Mission, og han føler sig i Pagt med selve det Guddommelige, naar han besværger Verdens »Vogtere af Hel­ligdomme« om nu, da Tiden er inde, at erkende deres Mission, der for ham maa have sin Rod, sin Oprindelse i selve Thora'ens Profetier. Derfor slutter han ogsaa med Ordene:

 »Den, der spotter, spotter Jehova.

Den, der tier, fornægter Gud.

Gudens Navn er: Jeg er!

Det er Handlingens Gud og Nuets:

- Ser I ikke den brændende Tornebusk?«

 Hvert klart seende og logisk tænkende Menneskes Sind vil heraf kunne aflede Jødernes Maal og vil heller ikke mere være i Tvivl om, hvorfor disse Fremmede stræber efter Magt og Indflydelse. Det er ikke Evnerne, som giver dem Raaderum indenfor Samfundets Nervecentrer, men det er deres Opgave,

30

 der efter deres Races hellige Bud byder dem at trænge frem for at forberede Vejen til Verdensherredømmet. Nødvendighed tvinger dem til at misbruge den Stilling, den Indflydelse de har, til Varetagelse af Samfundet uvedkommende, ja skadelige Formaal. Thi for Jøderne gælder nu engang Racens, Religionens Bud mere end den fremmede Nations Vel, enhver af dem »har kær«. Maalet er altsaa klart, og Midlerne, der skal føre til Maalet, ligeledes.

 Jøderne kunde nu overfor Konstateringen af, at dette saakaldte Digt af Louis Levy maa anses for symptomatisk for jødisk Være- og Tænkemaade, indvende, at det her drejer sig om et Fantasiprodukt, som kun kan staa for Forfatterens egen Regning. En saadan Indvending gælder for intet. Der er ved ingen Lejlighed fra jødisk Side taget Afstand fra Digtets Ten­dens; man har tværtimod paa forskellig Maade ladet forstaa, at Digtet netop giver Udtryk for det store Maal, Jøderne har sat sig. Karakteristisk for den Bedømmelse, det jødiske Skrift har fundet hos Racefællerne, er bl.a. den Boganmeldelse, der offentliggøres i »Tidsskrift for jødisk Historie og Litteratur«, Bd. 2, 1919, S. 195 flg. Her siges indledende: »Det er et digterisk Opraab til Jøderne Verden over, halvvejs i Profetstil, halvvejs i mere jordbundne Udtryk, skrevet kort Tid efter Verdenskrigens Udbrud(!), offentliggjort i sin Helhed nu, Januar 1918, da Begivenhederne kalder paa det jødiske Initiativ.« (Udhævelser af Forf.) Efter en Skildring af Digtets, Tankegang slutter Recensenten med følgende for jødisk Selvbevidsthed og Nationalstolthed overordentlig karakteristiske Ord:

»Saadan ruller Strømmen gennem Digtningen, og ved dens Bred staar Digteren som "den orientalske Fantast«, der aner Magt i sig, føler sig i Pagt med Handlingens Gud og Nuets og derfor besværger sine jødiske Brødre om at rejse sig i deres Styrke:Føl dig som Jøde! Føl dig som Fredens Vogter og Fremtidens Bærer, hver i den fremmede Nation, han har kjær! Og Hærene vil vakle, medens de lytter til den Visdom, der

31

bor i Jøden.«  Saadan lyder Ordene i dette videnskabelige Organ for jødisk Litteratur og Historie.

 »Mosaisk Samfund« er selvfølgelig paa samme Maade begejstret for Levy, som i Bladet fejres som »den stærkt nationaltfølende Digter«, som »Danmarks eneste betydelige jødiske Poet«. En pseudonym Forfatter, »Ben Maimon«, som faar Lej­lighed til at offentliggøre sin Anmeldelse i »Aalborg Stifts­tidende« (den 23.3. 1918 genoptrykt i »Mosaisk Samfund«), er begejstret over denne Samling Prosadigte, eller hvad man nu vil kalde dem, som netop gav Udtryk for det dybeste i Jødens Sjæl. Det maatte ogsaa efter hans Opfattelse anses for at være Jødernes specielle Opgave at være »Fredens Salt«, da de jo var »det Folk, der ved og gennem Slægts- og Folkearv har faaet Ufredsideen podet ind paa sit Instinkt som noget tilvant, men forfærdeligt«, og da de levede spredt og havde Broder staaende mod Broder i Krig i hver sin Armé. Ogsaa for denne Anmelder staar det fast, at Jøderne maa faa en egen Stat i Palæstina; Men han fremhæver samtidig med største Til­fredsstillelse, at denne Tanke nu ogsaa har Fremtiden for sig, eftersom Balfour i Brevet, han den 2. Novbr. 1917 havde sendt til Lord Rothschild, havde givet den engelske Regerings Tilsagn om, at det jødiske Folk efter Krigen vilde faa et nationalt Hjemsted i Palæstina. Han mener ogsaa, at den tyske Regering vil godkende Planen, da den maatte tage Hensyn til, »hvad tyske Jøder har betydet baade for Krigens Begyn­delse og dens Førelse indtil Dato«, og derfor kan han (og det mosaiske Samfund med ham) saa inderligt slutte sig til Louis Levys Profetier. Selv siger han:

 »Jøderne bør have deres Land igen; ikke saaledes at forstaa, at alle Jøder skal sendes til Palæstina, - har de skabt sig en Eksistens andetsteds og nyder borgerlig Tillid der, vil de selvfølgelig blive der og med deres Personlighed gennemsyre det Samfund, de lever i, samtidig med at de lidt efter lidt udviskes som Jøder, bliver naturlige Bestanddele af det Folk, de har sluttet sig til. Men alene det, at de har et Land, de kan kalde deres, at de ikke mere er »Proletarfolket«, men en Nation som enhver

32

anden, der har et Sted, hvor deres Sprog tales, og deres Liv leves efter deres Kulturs Krav, vil være Folket selv en Støtte - vil være Kulturen i det hele taget en Støtte, fordi derved en ny Strømning (men med gammel Berettigelse) vil kunne gøre sig gældende samlet udgaaende fra Jerusalem, ikke som nu spredt udgaaende fra Enkeltpersoner i alle Verdens Lande. Og de vil som andre Folk have et Samlingstegn, deres eget nationale Land og nationale Farver, som Danmark har sit Dannebrog, og Hussiterne havde den Tromme, hvis Skind var garvet af den elskede Preben Ziskas'  Hud.«*).

 Ja, det er dog vel Aand af Levys Aand. Denne Skribent undser sig heller ikke for udtrykkelig at godkende, at Jøderne netop »af klog Selvopholdelsesdrift« har taget plads i Sam­fundets Kirtler, og paapeger endvidere, at Jøden altid var Pengemanden, »ikke fordi han særlig ønskede det, men fordi Vejen til Jord og til Embeder, Studier og meget andet var ham spærret: og fordi han gennem Guldet kunde blive en Shylock, der skar et Pund levende Kød ud af den forhadte Undertrykkers Side«.De første Efterkrigsaars Diskussioner om Jødernes Stilling indenfor de forskellige Samfund. Saa sandt Zions Vises Protokoller - uanset om de er ægte eller ej - havde givet et vægtigt Bidrag til Belysning af de hemmelige jødiske Planer, der gik ud paa Erobringen af verdensherredømmet, og saa sandt som Louis Levy opfordrede sin Races Intelligens- og Pengefyrster til nu endelig at skride til Handling og at skaffe en ny Verden i deres Billede, saa sandt regnede Jøderne med, at Tiden nu var inde til Gennemførelse af de mest forvovne Planer. Jøderne havde jo allerede længe forud regnet med Verdenskrigens Komme og knyttet de største Forventninger til den Omvæltning, der maatte følge i Krigens Kølvand. Paa den ene Side regnede de med den

 *) Forfatteren er formodentlig »Aalborg Stiftstidende«s Redaktions-sekretær, cand. jur. Knud Fridericia Levison.

33

marxistiske Revolution, paa den anden Side med Plutokratiets Sejr, og ad begge Veje haabede de at naa fremefter. Thi saavel den røde som den gyldne Internationale tjente jo selvsamme Maal, Oprettelsen af det saa stærkt attraaede Verdensherre­dømme. Alt var forberedt. Det viste sig bl.a. deri, at den store Zionistfører Max Nordau allerede 1903 - ifølge en den 19. September 1919 publiceret Afhandling i »American Jewish News« - i en Tale i Paris forkyndte den kommende Verdens­krig, Fredskonferencen og Oprettelsen af et jødisk Palæstina under engelsk Protektorat. I denne Tale erklærede Nordau ogsaa, at den ligesaa kendte Zionistfører Theodor Herzl vidste, at hele Verden stod overfor en forfærdelig Rystelse. Herzl og Nordau vidste altsaa begge Besked om de Ting, der skulde komme.

 Verdenskrigen kom, og den førte i Virkeligheden ogsaa til en enestaaende Koncentration af Kapitalen i den jødiske Høj­finans' Hænder; ligesom den gav Stødet til, at Jøderne indenfor alle Samfund vandt en overmægtig Stilling baade paa det økonomiske og det politiske Omraade

 De københavnske Jøders Ugeblad »Mosaisk Samfund«, som i Overgangsaarene redigeredes af J. Wulff og Aage Lotinga, giver mange Vidnesbyrd om de højstemte Forventninger, den ortodokse Jødedom knyttede til den Situation, der var opstaaet ved Verdenskrigens Slutning. De Betragtninger, dette Organ Tid til anden er inde paa, er ikke til at tage fejl af, men der gives deri ikke Udtryk for andet end netop for de Syns­punkter, Tendenser og Haab, som ogsaa gjordes gældende inden for andre Landes Jødedom.

 Nogle Enkeltheder af dette Jødeorgans verdenspolitiske Betragtninger skal her gengives.

 Med Hensyn til jødiske Firmaers Indflydelse i Amerika bringer nævnte Ugeblad den 26. 7. 1919 nogle Uddrag af »Frankfurter Zeitung«, som beretter om de Fremtidshaab, Jøderne knytter til deres Racefællers Virksomhed i U.S.A. Der bemærkes bl.a., at Amerika under Krigen ikke blot har ind-

34

 tjent 4 Milliarder Dollars paa Krigen, som den Fordel, det kunde drage af den europæiske Ødelæggelseskamp, men at det ud over dette ogsaa havde naaet et Forspring frem for England paa det internationale Kapitalmarked. Der konstateres: »Eng­land maa for Fremtiden dele Stillingen som Verdensbankier med andre, og New York anmelder allerede i stort Omfang sine Krav. Wall Streets Finansmænd ønsker nu vedblivende at financiere udenlandske Stater, ikke blot som efter den rus­sisk-japanske Krig undtagelsesvis. Heller ikke blot sekundære Stater - men overalt og alle; Dollar-Vekslen skal i Fremtiden spille samme Rolle som Sterling-Vekslen hidtil. Amerikansk Kapital skal gaa i Brechen, hvor engelsk Kapital ikke mere er til Raadighed. Den sydafrikanske Mineindustri saavel som den kanadiske Industri skal finde Wall Streets Pengemarked aabent, men først og fremmest skal Amerika optræde som Eksportør.« *)

Dette er altsaa den amerikanske Jødekapitals Maal. Samtidig fremhæves, at bl.a. American International Corporation   vil spille en særlig Rolle ved denne Udvidelse af det amerikanske Kapitalmarked. Denne Corporation, der raadede over en Aktiekapital paa 50 Mill. Dollars, stod under Ledelse af Vanderlip; men Morgan fra Standard Oil .Co., saa vel som »det jødiske Kæmpefirma Kuhn, Loeb & Co.« var repræsenteret i dens Bestyrelse, og sidstnævnte Firma var ydermere stærkt in­teresseret i U.S.A's ledende Industri- og Jernbaneselskaber. Der menes dernæst, at Amerika, uden Tvivl vilde kunne yde en stor Indsats paa Afsætningen af Masseprodukter som Olie, Bomuld, Kobber, Skrivemaskiner og desl.; ogsaa som Produ-

 *). Den 10. Ju1i 1924 meddelte det zionistiske »Wiener Morgenzeitung«, at Halvdelen af hele Verdens Guldforraad var i de amerikanske Bankers Besiddelse. Der vedføjes: »Hele Jordens Guldproduktion beløb sig i det forløbne Aar til 78,5 Mill. Pund, og deraf stammer mere end Halvdelen fra Transvaal. Den Pris, der betales for Guld, fastsættes hver Morgen Kl. 113/4 i London, thi Themsbyen, gennem hvilken den største Del af det ny producerede Guld flyder, er stadigvæk Verdens Guldmarked, og dette Marked har sit Sæde i Rothschild'ernes Bankhus.«

35

cent af saadanne, men tvivlsomt maatte det være, om Landet ogsaa kunde tage Konkurrencen op paa de almindelige Han­delsomraader. Dog, nogle Chancer var tilstede. Thi: »Til Fremme heraf raader det bl.a. over de 2 1/2 Mill. Jøder, der er fordrevet fra Rusland, og som maaske kan blive værdifulde Pionerer for Amerika.« Dertil vilde Landet ogsaa vinde noget ved «værdifulde internationale Elementer, som f.Eks. Børsmedlemmer af tysk-jødisk Afstamning«, som før havde været den engelske Finansmagts Støtter, men nu, efter at være bleven forstødt af London City, med aabne Arme var bleven modtaget i Wall Street.

 Dette er altsaa Betragtninger, »Frankfurter Zeitung« er inde paa, og som fuldstændig falder i Traad med det, »Mosaisk Samfund« mener.

Noget uklar er den Stilling, Jødebladet indtager overfor Bolchevismen i Rusland. Herom citerer »Mosaisk Samfund« den 12. Juli 1919 en Artikel af Kommunistorganet »Klassekampen«, i hvilket det Spørgsmaal undersøges, hvorvidt Bolchevismen maa betegnes som en ren jødisk Bevægelse under Hensyn til, at den i overvejende Grad stod under jødisk Ledelse. I denne Afhandling understreges kraftigt, at der ikke var nogen Grund til at antage, at alle russiske Jøder havde sluttet sig til Revolutionen, da der jo allevegne fandtes Jøder, der spillede en stor Rolle som Kapitalister og Spekulanter, var Udbyttere og store Finansmænd og som saadanne selvfølgelig ikke kunde føle sig solidarisk med Proletariatet. Ogsaa i København fandtes russiske Jøder, der var kontrarevolutionære, Som f.Eks. Redaktør Trotzki (der ikke maatte forveksles med den store Revolutionær af samme Navn), der arbejdede sam­men med Monarkisten fra Czarvældet, den tidligere Guvernør over Petrograd, Fyrst Obolenski, eller som Anna Mironowna, der fortjente enhver Arbejders Foragt, og Wladimir Grossmann, der stod i Kapitalisternes Tjeneste (og samtidig var en meget ivrig Medarbejder ved »Politiken«. Anm. af Forf.). »Klassekampen« afviser Paastanden om, at alle Jøder skal være Bol­

36

cheviker, idet en saadan kun kunde have til Formaal at opfordre til Jødehad, Antisemitisme, til Jødemassakre og Pogromer, enten direkte eller indirekte.

 Dog derefter véd »Klassekampen«, sammen med »Mosaisk Samfund«, at forklare de hebræiske Medborgere, hvor de rettelig hører hjemme i den politiske Kamp. Thi Artiklen slutter med følgende Betragtninger:

 »Hvad bør de jødiske Arbejdere og den jødiske Intelligens gøre? De bør paa ingen Maade lade sig skræmme, afskrække af Kapitalistpressen. Den kapitalistiske, borgerlige og socialdemokratiske Presse opfordrer til at tage Hævn over Jøderne, naar Bolchevikernes Magt er knækket. Erfaringen i Polen viste, at deres Ord. har Virkning. Derfor maa de jødiske Arbejdere og den jødiske Intelligens mere ivrigt end deres ikke-jødiske Brødre arbejde for Verdensrevolutionen., For under en sociali­stisk Ordning vil der ingen Pogromer finde Sted.« Og der sluttes med de pathetiske Ord: »De maa ikke glemme, hvad deres store Stammefæller, Jøderne Karl Marx, Lasalle, Ludvig Börne, Heinrich Heine og andre lærte dem.«

 Denne Gang svigter dog Modet hos Jødebladet meget hur­tigt. Thi i flere senere publicerede Bidrag er man stærkt be­tænkt paa at bevise, at Jøderne alligevel ikke spiller en særlig Rolle i den russiske Revolution.*) Israelsmissionær Frk. J. Hofman-Bang mener i en Artikel, som det jødiske Organ genoptrykker efter »Kristeligt Dagblad«, at Jødedommen i sig selv slet ikke kan harmonere med Bolchevismen, da. Jøderne jo altid havde været arbejdsomme Mennesker og til alle Tider var bleven opdraget i Menneskeslægtens Børnelærdom: »Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning«. Det passede slet ikke til Bolchevikerne, som jo helst vilde uden om Sliddet

 *) Jvf. Artikler i »Mosaisk Samfund« af 30. 8. 1919, 4. og 11. 10. 1919 (Frk. J. Hofman-Bang), af 6. 3. 1920 (Dr. Pasmanik), af 14. 8. 1920 og 4. 12. 1920 (Aage Lotinga) og af 16. 10. 1920 (Israelsmissionær Pastor E. Clausen).

 37

eller ogsaa paa den allerletteste Maade slaa sig igennem Livet ved bare at snuppe fra de andre. Forfatterinden kender tilsyne­ladende sin Talmud, hvor hun har læst noget om, at »Arbejde er en Æressag«, eller ogsaa fundet Sætningen: »Paatag dig ethvert som helst af de ringeste Arbejder, brug blot ikke offentlig Understøttelse.« Hun hævder for ramme Alvor, at Respekten for Arbejdet aldrig har forladt Jøderne, og at »Malacha melucha« - d. v. s.: Arbejde er en Kongekrone - er et Ord, der er gængs imellem dem. Denne værdige Repræsentant for Israelsmissionen ved endnu meget at fremføre til Forsvar for Jøderne. Hun citerer bl.a. de af hende fremfundne Ord i Talmud: »Enhver tage lige saa meget Hensyn til den andens Penge som til sine egne« - og vedføjer: Spørg Bolcheviken, om han anerkender denne Leveregel. Hun mener, at Israels Børn i Aartusinder har faaet indprentet Ordene: »Du skal ikke ihjelslaa« og mener, at Bolchevikerne jo ikke havde vist nogen Afsky for at udgyde Blod. Alt dette har hun tilsyneladende afskrevet af Dr. Blochs Wochenblatt af 29.August 1919. Dernæst gør hun Rede for Revolutionens Udvikling i Rusland, mener, at de jødiske Masser almindeligvis havde holdt sig udenfor Bolchevik-Bevægelsen, men at Kommissærerne rigtignok for en vis Del var Jøder, Mænd, som før i Tiden i Kampen for Socialismen og Retfærdigheden tildels var blevet landsforviste og nu tog Hævn overfor det Samfund, der havde jaget dem i Landflygtighed. Og for at føre Sandhedsbeviset for sit Forsvar for de arme jødiske Folk, støtter hun sig til Udtalelser af Leo Trotzki, Dr. A. Coralnik og Alexander Kerenski. Sidstnævnte skal have udtalt, at 99 pCt. af de russiske Jøder var mod Lenins yderliggaaende Marxisme, medens dog - til Ulykke for Jødefolket - mange Bolchevikførere var Jøder. En Dr. Pazmanik skal have udtalt, at de ca. 2 Millioner Jøder i Rusland, som hovedsagelig tilhørte den saakaldte Borgerklasse, havde tabt alt under Revolutionen og derfor sandelig ikke kunde have nogen Sympati for det nye Styre. Hvis endelig Jøderne var velsete af Bolchevik-Regeringen, hvordan 

38

 kunde det saa forklares, at der var udstedt Forbud mod hebræiske Skoler og den hebræiske Presse, og at ogsaa Zionismen var forbudt. Nej, konkluderer Frk. Hofman-Bang: Jøder er ikke Bolcheviker! - Ja: Hun er jo fra den danske Israelsmission, hun maa jo vide det.

 De samme Anskuelser hævdes selvfølgelig af Missionæren Pastor E. Clausen, som efter sit Kendskab til Østjøderne sær­lig under Verdenskrigen og »Krigen efter Krigen« mener at kunne paastaa, at »Jødefolket som Folk absolut maa frikendes for Medskyld i Bolchevismens Terror«. For ham staar det klart, at en bolchevikisk Tanke og Agitation er fuldstændig fremmed for Jødefolkets ledende Kræfter og dets bærende. Ide. Nej, det er de fritænkeriske Jøder, som har løsrevet sig baade fra Folkets Religion og fra Folket selv, der staar i Bolchevikernes forreste Rækker, Personer som Trotzky, Bela Khun, Liebknecht, Rosa Luxemburg o.s.v. og Lenin, om hvilken imidlertid bemærkes, at han ikke var Jøde, men en Russer, hvis Moder imidlertid vist var Jødinde. Jøderne var nu engang et Folk af Profeter - for Gud eller Djævelen, alt efter deres Tro og Vantro. Pastor Clausen mener endvidere, at naar de fem Smaastater Danmark, Norge, Sverige, Holland og Svejts var blev en forskaanet for Verdenskrigens Jammer, var det sikkert en Guds Løn; fordi de aldrig havde tilladt Jødeforfølgelser. Deri aabenbarede sig Bileams urgamle Velsignelse over Israel: »Den, som velsigner dig, være velsignet, den, som forbander dig, være forbandet.«

 Mere haandfast tager Redaktør Aage Lotinga fat paa Problemerne. Han har - ifølge Oplysningerne i Artiklen: »Er Jøderne Bolchevismens og Germanismens Hovedfjender«, som publiceres i »Mosaisk Samfund« den 4. 12. 1920, og som bragtes med hans Initialer i »Folket« den 24. 11. 1920 - »fra autoritativ Side, der staar Ententens diplomatiske Kredse nær«, modtaget en Række interessante Oplysninger, der - som han siger - kaster et helt nyt Lys over forskellige vigtige Problemer. Saa fortæller han:

39

 »Kvinden, Dora Kaplan, der skød paa Lenin, var Jødinde, og af de 6000 Personer, der som Hævn blev myrdet, var den overvejende Del Jøder. Det var ligeledes en Jøde (Kannengiesser), der dræbte Uhyret Uritzky, og det er værd at bemærke, at næsten samtlige jødiske Blade er bleven forbudt som anti-revolutionære. Kampen mod Bolchevikerne har ogsaa faaet betydelig financiel Støtte fra jødisk Side. Meget ejendommelig er den Rolle, som det jødiske Befolkningselement spillede i Ukraine under den tyske Besættelse. Her var det ligeledes en Jøde, der dræbte den tyske Statholder Grev Mirbach; og i de Guerillakampe, der regnes at have kostet henved 60.000 tyske Soldater Livet, tog jødiske Friskaremænd ledende Del.«

 Den jødiske Skribent Dr. Pasmanik endelig mener, at Bolchevismens Bestaaen er en alvorlig Fare for Jødefolket i Rus­land, fordi Jøderne altid havde tilhørt det mindre Bourgeoisi og nu var truet i deres Eksistens. Da der blandt Kommissærerne ofte fandtes Jøder, havde Bolchevismen haft en Skærpelse af Antisemitismen som Resultat. Og dette er- mener Pasmanik - ikke vanskeligt at forstaa. Thi: »Bolchevismen vil bringe de laveste Instinkter og Begæret til at herske over Verden; den bygger sin Sejr paa Hadet og alles Forbitrelse mod alle. Og denne Atmosfære fører uundgaaelig til Udbredelse af Antisemitismen.« Dette var nærmest mere Selverkendelse fra en jødisk Forfatters Side, end man skulde have ventet.

 Endelig beskæftiger man sig ogsaa med Jødernes Stilling indenfor Ententemagterne

 Her har vi med et særlig interessant Spørgsmaal at gøre, idet dette Spørgsmaal bl.a. behandles paa Grundlag af et Skrift »The Jews among the Entente Leaders«, som 1918 med den britiske Regerings Tilladelse blev udgivet for private Kredse, og som giver et umaadelig vigtigt Bidrag til Karakterisering af den Indflydelse, Jøderne havde erhvervet sig hos Entente­magterne. Jøderne har senere ikke rigtigt villet være ved, at dette Skrift eksisterede - Sagen ligger altsaa her noget lignende som med Hensyn til »Zions Vises Protokoller« - men da det alligevel kom uvedkommende Personer i Hænde, maatte man jo rykke ud med Sproget. Da erklærer en Monsieur B. S.

40

 i det jødiske »Central-Vereins-Zeitung« (Nr. 14, 1922), at Bogen, som indeholder Levnedsbeskrivelser af 16 førende jødiske Personligheder, ikke er uinteressant, idet den indeholder Lev­nedsbeskrivelser af nogle jødiske Personligheder i Ententestaterne, der som Politikere, Statsmænd o. s. v. under Krigen har ydet deres respektive Fædrelande store Tjenester. »Bogen er«, fortsættes der, »holdt i en jævn Tone, uden nogensomhelst Stortalenhed eller Tendens til at gøre sig velyndet. Var Bogen kommet frem til den brede Offentlighed gennem Bog­handelen, vilde den have virket som Skryderi og Paatrængenhed. Derfor(!) var den kun bestemt for en snæver Læsekreds.«

 Alfred Rosenberg har været i Stand til at bringe større Ud­drag af dette Jødeskrift i sin Bog: »Die Protokolle der Weisen von Zion und die jüdische Weltpolitik«, og det viser sig her, at en Artikel i »Mosaisk Samfund« bringer Navnene paa Jøderne blandt Ententemagterne i næsten helt igennem den samme Rækkefølge som den, i hvilken Rosenberg citerer dem efter det engelske Agitationsskrift. Et Eksemplar af dette har altsaa foreligget for Medarbejderen ved »Mosaisk Samfund«, da han (efter al Sandsynlighed Redaktør Aage Lotinga selv) affattede Afhandlingen: »Det jødiske Samfund ude og hjemme«, som publiceredes i nævnte Organ den 30. Aug. og 6. Septbr. 1919. Men selvfølgelig nævnes Kilden ikke!

 I den nævnte Artikel fortælles nu:

 »Det bliver ligeledes fanatisk hævdet, at Jøderne under Krigen var tysksindede. Et Blik paa Verdenskrigens Historie vil vise Falskheden i denne Paastand. At de tyske Jøder som en Selvfølge har fulgt deres Fædreland i Ret og Uret gennem tykt og tyndt er kun et Bevis paa deres Loyalitet. Men kaster vi Blikket paa  Ententestaterne, saa vil vi se, at Jøderne i næsten alle Lande har været blandt Førerne i Kampen mod Tyskland! I England var 2 Jøder, Herbert Samuel og Edwin Montague, Medlemmer af den Regering, der erklærede Tyskland Krig. Den Ambassadør, der overrakte Krigserklæringen, Goschen, var af jødisk Afstamning.*) .En fjerde Jøde, Sir Alfred Mond, blev senere intimt knyttet til

 *) Er vel indføjet af Aage Lotinga, da Rosenberg ikke nævner ham.

 41

Regeringen. Og det var en Jøde, Lord Reading (tidligere Rufus Isaacs), der som overordentlig Gesandt fik knyttet det endelige Baand mellem England og de forenede Stater, det Baand, der lagde sig som en Løkke omkring Hohenzollernes Hals. Den italienske Minister Sonnino, der lige fra Krigens Begyndelse var en af de ivrigste Ententevenner, har jødisk Blod i sine Aarer.*) Joseph Reinach (Polybe), den kendte franske Nationalist, hvis Pen utrætteligt har tjent Frankrigs Sag under Krigen, er Jøde. Føreren for det berømte australske Troppekontingent, General Sir John Monash, er Jøde. Baruch,**)hvem Organisationen af den amerikanske Krigsindustri blev betroet,- er Jøde. Af Præsident Wilsons to be­kendte intime Venner og Raadgivere under hele Krigen (Oberst House og Højesteretsdommer Brandeis) er Brandeis Jøde. Og Jøde er - lad det erindres - Samuel Gompers, den store amerikanske Arbejderfører, der med utrættelig Energi fik Amerikas Millionhær af Arbejdere til at sætte deres yderste ind paa at vinde Krigen, og som under sit Besøg i London blev hyldet som en af de Mænd, hvis Bestræbelser Sejren skyldtes. Denne Række Navne turde maaske tale for sig selv.«

 I øvrigt bringer det jødiske Organ i den her behandlede Periode selvfølgelig mange Beretninger om de rædsomme Pogromer, der foregaar i Ukraine, før Bolchevikerne der opnaar Sejr, og det mangler ikke paa kraftige Solidaritetstilkengegivelser med de forfulgte Racefæller.***) Ifølge Oplysninger, som en Jødekristen Pastor Peter Gorodischz fra Kiev ved et Op­hold i Stockholm havde givet, skulde der i Løbet af 9 Maaneder i 1919 være myrdet 111.000 Jøder i Ukraine, alene i Kiev

 *) Rosenberg oplyser om denne italienske Udenrigsminister Sidney Sonnino, at han var født i Alexandria som Søn af en jødisk Bankier, at han var Millionær og Højgradsfrimurer. Efter det jødiske Værk citerer han dernæst følgende Ord: »Italien var endnu ikke (efter San Guilianos Død) traadt ind i Krigen, men under Ledelse af Baron Sonnino tog det efter nogle Maaneder sin Plads ved Siden af de Allierede og var dem en tro Forbundsfælle baade i Held og Uheld.« ­

 **) Om Baruch siges ifølge Rosenberg i et jødisk Skrift, at han »i Virkeligheden har den fuldstændige Bestemmelsesret over alle Industrier i de Forenede Stater«.

 ***) Jvf. Artiklerne i »Mosaisk Samfund« bl.a. 9. 8. 1919, 27. 3., 1. og 29. 5. 1920.

42

2.400 kort før Præstens Afrejse. Grusomhederne var der bleven udført af Officerer og Soldater i den saakaldte frivillige Hær. »Mosaisk Samfund« er i en anden Artikel meget bitter mod Petljura, der sammen med Pilsudski vilde bringe Ukraine under polsk Styre. Organet holder i dette Punkt med Radek, som efter dets Skøn med Rette havde paapeget, at de polske Adelsmænd i fem Aarhundreder kun havde undertrykt den ukrainiske Bondestand. Polen havde aldrig gjort sig fortjent til Ukraine og havde med Urette i 1918 erobret Østgalizien. Petljura havde aldrig været nogen tilforladelig Forbundsfælle, havde solgt Sovjetregeringen til Ententemagterne og havde, udover at han med nogle Bandithorder havde hærget Ukraine, aldrig repræsenteret noget. For egen Regning bemærker Jødebladet endvidere, at denne Mand nu havde solgt sig til Polakkerne »ganske som en prostitueret fra Gaden«, og det var det mest forargelige ved Historien.

 Dog, hvorom alting er: De københavnske Jøder har taget disse Beretninger som Anledning til en storstilet Hjælpeaktion og den 18. Marts 1920 i et Opraab til Medlemmerne af det mosaiske Trossamfund anmodet om Indbetaling af Bidrag til de saa fortrykte og kuede Racefæller i Østeuropa. Her fortælles, at »væbnede Bønders(!) Overfald paa Jøderne har haft et Omfang, der stiller alt andet Skygge«. »Mindst Hundrede Tusinde af vore Brødre og Søstre,« fortsættes der, »er under­givne uhørte Pinsler, blevet skændede og myrdede«; i August 1919 havde den jødiske Hjælpekomite optalt ca. 35.000 Børn, som var blevet helt forældreløse. Opraabet er underskrevet af: Grosserer C. H. Melchior, Formand for Repræsentanterne for det mosaiske Samfund; Overrabbiner M. Friediger, grosserer Carl Levysohn, Præsident for Danmarks-Logen U.O.B.B. Nr. 712, fhv. Overrabbiner Professor D. Simonsen, Formand for Alliance Israelite Universelle' s danske Afdeling, Bankier Valdemar Goldschmidt, Højesteretssagfører C.  B. Henriques, Vekselmægler Wm. Heckscher og Vekselerer Martin J. Levin, Komitéens Hovedkasserer. De mest prominente Medlemmer in-

43

denfor det jødiske Samfund har altsaa sluttet sig sammen for at støtte Jødedommen i Østeuropa.

 

c) Hvorledes Aage Lotinga gjorde sig fortjent til den franske Dekoration Officier d'academie.

I første Nummer af »Mosaisk Samfund«, for hvilket den radikale Hebræer Aage Lotinga - senere Katolik og 1935-40 endog Formand for Administratores for Academicum Catholicum - tegner sig som ansvarshavende Redaktør; findes i den allerede nævnte store Afhandling: »Det jødiske Spørgsmaal ude og hjemme« et kraftigt Opgør med den moderne Jøde, der svigter sine Forfædres Tro, er vantro, groft materialistisk, »liberal«, »international«. Om denne siges, at han i Virkeligheden er ligesaa lidt Jøde, som han er Dansk, Tysk eller Engelsk. »Han er,« gentages der, »et ganske løsrevent Individ, blottet for enhver national Følelse, saavel overfor sin egen Race som overfor enhver anden. Han tror hverken paa Jehova eller Kristus, han er fædrelandsløs, hvor han end færdes, han er fuldkommen forsumpet i den groveste Materialisme«. Lotinga - thi der maa gaas ud fra, at han er Forfatteren - har altsaa sine Meningers Mod. Han understreger ligesaa kraftigt, at den Jøde, der er religiøs og virkelig føler sig bunden til sin Race, i desto højere Grad vil bestræbe sig for at blive en loyal Borger i det Land, hvor hans Vugge har staaet; jo mere han føler sig knyttet til sit Fødeland, desto stærkere vil han ogsaa være i sin Fædrelandsfølelse, thi han vil føle ved sig selv, at »hans og hans Races Skæbne er i den Højestes Haand, og at hans Pligt, hans guddommelige Pligt er, at udrette sin Ger­ning i det Land og for det land, som er blevet hans Fædreland.« Som man ser, behøves der dog al Slags Begrundelse for, at en ortodoks Jøde skal føle sig som en særlig loyal Statsborger og ægte dansk Patriot. Ved anden Lejlighed gaar Aage Lotinga kraftigt i Rette med Storspekulanterne som han anerkender,

44

til en ikke ringe Del er Jøder, og ved Lejlighed gør han ogsaa grundigt op med »Politiken«'s Folk, som han ikke rigtig vil regne med til Jødedommen, da de til dels netop hører til de »liberale« og »internationale« Jøder.

 Lotinga er altsaa Patriot, overbevist Talmudist og – oven i Købet lidenskabelig Tilhænger af Ententen og følgelig i Afstemningstiden fanatisk Flensborg-Mand.

 I »Mosaisk Samfund« beskæftiger han sig med Jødernes fremtidige verdenspolitiske Pligter, hvorved han med Navns Underskrift højtideligt vedkender sig den Opfattelse, at »selvfølgelig bør Jøderne i alle Lande udenfor Centralmagterne af al Evne og med al Energi støtte Ententestaterne i enhver fremtidig Konflikt med Tyskland-Østrig, saaledes som de ogsaa gjorde under Verdenskrigen. Og de bør gøre det under Konflikter af enhver Art, ikke blot militære, men i fuldt saa høj Grad økonomiske og kulturelle«. Disse Sætninger udhæves stærkt i Teksten, idet Forf. samtidig giver Udtryk for, at Jøderne ikke blot skal handle saaledes for deres Races Skyld, men, »som Venner af Civilisationens store Principer om Frihed og Lighed og som Fjender af Vold og Barbari«. Han er navnlig Frankrigs haandgangne Mand og paapeger, at det var Frankrig, der først gav Jøderne fuld statsborgerlig Ligeberettigelse, der ligesom England og Stalin havde hædret Race­fællerne med fuld Tillid, saa at disse indenfor de nævnte Stater    i Menneskealdre havde kunnet glæde sig ved fuld Ligeret med de andre Borgere og uindskrænket havde nydt godt af Fremskridtets og Kulturens Goder. Derimod havde Jøderne i Tyskland altid været anset for Mennesker af ringe Stand, saa de bl.a. aldrig havde været velset som Officerer. Først »da Krigen kom, var de gode nok til at slagtes ved Fronten i tusindvis for den tyske Sag«. Men nu, da Krigen var tabt, gjordes de ansvarlig for det tyske Nederlag.       

Aage Lotinga paaberaaber sig i sit Indlæg en Samtale med et Medlem af det franske Diplomati, i hvilken han havde faaet stadfæstet, at de franske Jøder altid havde nydt Anerkendelse

45

for deres oprigtige Fædrelandskærlighed, og at de havde været tapre Soldater og ypperlige Organisatorer. Jøderne hele Verden over burde derfor hjælpe dette Land og Belgien ved Genoprejsningsarbejdet dér, »hvor Tyskerne har huseret som ondskabsfulde Dyr.« Her maatte de jødiske Finansmænd Verden over gribe hjælpende ind med Reparationslaan, og endvidere i Tilfælde af Konflikt - som det siges i det indledende nævnte Citat - »med al Energi støtte Ententestaterne.« Thi - konkluderer den jødiske Forfatter: 

 »Der vil hengaa utallige Aar, inden Krigserstatningerne bliver blot tilnærmelsesvis betalt. Tyskland er ikke blot fallit, men tilmed en upaalidelig og uvillig Fallent, der vil sætte alt ind paa at unddrage sig sine Forpligtelser, thi Tyskerne er ikke gaaet ud af Krigen og Nederlaget med forbedrede Karakterer eller en forbedret Moral, snarere det modsatte; og for dem er en Traktat stadig kun »a scrap of paper«.«

 Naar man læser disse Betragtninger, kan man ikke være i Tvivl om, hvem der er Forfatter til de mest ondsindede Betragtninger, der efter Krigen rettedes mod Tyskland i »Finanstidende«, og som Ord til andet publiceredes i »Mosaisk Samfund« den 12. Juli 1919. Det er Overvejelser skrevet ud af Aage Lotingas Aand, og det er Ord, der vel kun kunde skrives af denne ene Mand, men selvfølgelig maatte finde Bifald saavel hos »Finanstidende«s Redaktør Carl Thalbitzer som hos det jødiske Ugeblads daværende Redaktører J.Wulff og J.Prag, selvom de sidstnævnte i Indledningen til Artiklen bemærker, at denne maa staa for »Finanstidende«s egen Regning. Hvis Jødeorganet ikke kunde godkende de her fremsatte Synspunkter fuldt og helt, kunde det jo have undladt at aftrykke dem.

 Artiklen, som i »Mosaisk Samfund« har Overskriften: »Karthago-Tyskland«, lyder som følger (Udhævelser af Forf.): 

Omkring Aar 260 før vor Tidsregning var Kartago den mest blomstrende Handelsstad. Den beherskede Middelhavet og besad en Industri, der truede med at erobre den hele dakendte Verden, endogsaa Italien.

46

 Sicilien var 1igesom Spanien under dens Herrevælde. »Romerne kan ikke vaske deres Hænder i Havet, uden at de faar Tilladelse af os«, sagde Karthagerne.

 Det store Sammenstød mellem Rom og Kartago førte efter Slægtleds Kampe til Fredsslutningen i 201. Hannibals Hære var knuste, Fjenden stod foran Byens Porte. Fredstraktaten bestemte, at Kartago skulde udlevere alle sine Krigsskibe, paa nær ti, maatte betale en uhyre Sum aarligt i 50 Aar som Skadeserstatning og aldrig føre Krig uden Roms Tilladelse.

I Løbet af det næste halve Aarhundrede voksede Kartago sig trods Tab og Krigsbyrder rigt igen og kunde i Velstand og Omfang kappes med Rom. Derfor hævdede Cato, at Kartago maatte ødelægges, og Rom krævede Stadens fuldstændige Afvæbning, alle Skibes Udlevering, og at Befolkningen skulde opgive sine Byerhverv og blive et Agrarfolk. Da Kartagerne afslog dette, var det, at Romerne jævnede Byen med Jorden. Af dens 700.000 Indbyggere blev kun 55.000 tilbage. Resten var dræbt i kamp eller af Sult og Sygdom. De 55.000 blev solgt som Slaver.

 Men Rom voksede sig stort og mægtigt. Gennem nye Krige forøgede det sit Verdensherredømme, og underlagde sig blomstrende Riger. To Tusinde Aar derefter har den europæiske Kultur spredt sig fra Italien, ud over hele Jordkloden, mens Kartago sover den evige Søvn , i Saharas Ørken.

 Og Historien gentager sig, om end i større Dimensioner. Vaabenstilstanden og den Fredstraktat, Verdensbeherskerne i Versailles har overrakt Tyskland, ligner de to Fredstraktater, Romerne dikterede Kartago i Aarene 201 og 146 før Kristi Fødsel. Tyskland har maattet udlevere sin Krigsflaade og har mistet alt, hvad det ejede i Udlandet. Det maa ikke føre Krig og betale en uhyre Skadeserstatning i 30 Aar. Og dets Befolk­ning maa kun ernære sig ved Landbrug og Minedrift. Af Tysklands 65 Millioner bortskænkes 10 Millioner til Nabofolkene, af de tilbageblevne maa mindst 15 Millioner dø, inden der er bragt Ligevægt mellem, hvad den tyske Jord kan producere, og hvad Menneskenes Underhold kræver. Derved opnaas samtidig, at det tyske Folketal bringes ned i Højde med det franske og det engelske.

 Saaledes jævnes den tyske Industristat med Jorden og begraves i Brandenborgs Sand. Det er Verdenshistoriens største Tragedie. Men vi andre bør ryste Uhyggen af os og slaa Flok med Sejrherrerne. Verdens­propagandaen skal nok vide at holde Tyskerhadet glødende, indtil de sidste Lig er raadnede op. Den ved jo, at den menneskelige Medfølelse er en altfor begrænset Størrelse til at reagere over for en Ulykke, som ikke fysisk mærkes, og derfor har ingen Raad til at tale den dødsdømtes

 47

 Sag. Hvad enten Krigen var kommen i 1914 eller senere, hvad enten Fredstraktaten faar den ene eller anden Form, havde Tysklands Skæbne været beseglet. Tyskland som Industristat er kaput, det maa dø, for at de unge oversøiske Industristater kan leve. Dets Stilling er som det jagede Vildsvins, Hundene har bidt sig fast i, mens Jægerne gennemborer det med Kniv og Spyd.*)

 Disse Ord er gode at faa Forstand af. Men naar Jøden kan tale med en saadan Kynisme og mener at kunne affinde sig med, at 15 Millioner Mennesker maa dø, og at et stort Rige skal tvinges til at opgive sin Industri og »begraves i Brandenborgs Sand«, ja, saa forstaar man ikke rigtig mere, hvorfor Jøderne altid jamrer og klager over al den Uret, de egne Race­fæller formentlig maa lide. Dog: her har vi altsaa et Eksem-

 *) Nogle yderligere Betragtninger har »Mosaisk Samfund« ikke faaet med. Men de skal gentages her efter »Finanstidende« Nr. 34 af 21. Maj 1919, da de paa samme Maade giver en meget god Karakteristik af den »Menneskekærlighed«, Jøderne føler, naar deres Magtsyge gaar over Gevind. Der bemærkes nemlig bl.a. endnu: »Ganske vist vil den Befolkning, som bliver tilbage i den tyske Ørken, være gennemsyret af et Had mere ubændigt end det, de russiske Nihilister har afsløret under Bolchevismens Rædselsvælde. Det kan rumme en Fare for Tysklands Naboer, men det tæller ikke meget i det store Verdensregnskab, naar Kulturcentrerne flyttes bort fra Europa., Der er Plads nok paa Jorden til endnu et Pariafolk foruden Kulier og Negre. De sejrende Nationer vil i hver sin Verdensdel vokse i Sundhed og Lykke, naar Krigens Saar er lægte, indtil et nyt Opgør om Herredømmet skal udkæmpes. Da er et Præcedens skabt, da maa den tabende være klar over, at han som Romertidens Gladiatorer eller som Tyskland nu vil modtage Dødsstødet af sin Modstander, naar Kejserens Haand peger ned. Saaledes skrider den historiske Udvikling frem, og hvert Land maa løbe med bag Sejrherrens Triumf­vogn, hvis det ikke vil udsætte sig for en forsmædelig Skæbne. Man maa være Hammer eller Ambolt, som Goethe med en ikke ringe Kynisme har sagt. Og den tyske Dygtighed, den tyske Flid og Orden, den tyske Teknik og Organisation, den tyske Disciplin, den tyske Kemi og Viden­skab, det tyske Aandsliv, der uvilkaarligt hos Nabofolkene har givet ikke ubetydelige Impulser, bliver ved Tingenes naturlige Udvikling erstattet af Fremtidslandenes Produkter.«

Ja - hvilket Fremtidsperspektiv!

48

 pel paa det »humane« Sindelag, der findes hos Jøderne; forurolige kan det jo ikke mere, eftersom Tyskerne selv tilstræk­kelig har givet tilkende, at de ikke mere er i Vildrede med, hvordan det jødiske Sind er beskaffent, og hvilke Maal Jøderne forfølger.

 At en saadan enrageret Ven af Ententemagterne som Lotinga ogsaa ønsker, at Flensborg uden videre maa indlemmes og at Zahle-Regeringens Politik paa dette Omraade maa be­kæmpes eftertrykkeligt, er vel en Selvfølgelighed. Lotinga gør derfor ogsaa i en Artikel: »De danske Jøder og det sønderjydske Spørgsmaal«, som offentliggøres i »Mosaisk Samfund« den 24. April 1920, gældende, at

 »enhver, der kender blot det ringeste til de inderste og dybeste Følelser og Stemninger i ægte jødiske Hjerter, dog vil kunne indse at de danske Jøder som Helhed maa staa fuldkommen uforstaaende overfor enhver Tanke om at prisgive Landsmænd for en fremmed Undertrykkers Voldsherredømme.«

 Og han fortsætter, idet han erklærer, at alt maa sættes ind paa at bjerge Flensborg hjem til Danmark, og at gøre de flensborgske Danske uafhængige af de tyske Voldsmænd. Henvendt til »Politiken« konstateres, at Heilbuth og hans Presse ikke er identisk med de danske Jøder. Patetisk sluttes med Goldschmidts Ord: »... Min Moder talte Dansk til mig; paa Dansk har min Aand indsuget, hvad den ved; naar jeg er glad, glæder min Sjæl sig paa Dansk, og naar jeg er bedrøvet, sørger den­ paa Dansk. . . Her er min Haand. Kan den skrive for jer, kan den slaa for jer, saa kommandér: Det er en Broderhaand. . .«

 Saa megen Hengivenhed til Ententestaterne og navnlig til den af Frankrig drevne Politik maatte naturligvis belønnes. Jøden gør jo ikke noget for ingenting. Derfor kan »Mosaisk Samfund« ogsaa den 21. August 1920 meddele, at »Forfatte­ren, Redaktør Aage Lotinga paa Grund af de journalistiske Tjenester, han under Krigen havde ydet Ententen, af den franske Regering var bleven dekoreret med Ordenen »Officier d'academie«. Denne Udmærkelse blev ham ifølge den franske

49

 Presseattaches Erklæring tildelt bl.a. som Anerkendelse for de forskellige Artikler, han ved forskellige Lejligheder havde offentliggjort i »Mosaisk Samfund«.

  

d)  Kontroversen om »Zions Vises Protokoller«.

Naar der er Tale om Jødernes Maal og Med, kan der ikke gaas uden om det ovennævnte antisemitiske Kampskrift, der efter Aarhundredskiftet først blev udgivet i Rusland, efter Verdenskrigen blev oversat til forskellige Sprog, deriblandt til Dansk, og overalt i Verden vakte et voldsomt Røre, et lidenskabeligt For og Imod. Det drejer sig her om et hemmeligt jødisk Programskrift; som ad ejendommelige Veje faldt Modparten i Hænderne. Hvem, der er Forfatter af Protokollerne, vides ikke, vil sikkert heller aldrig blive opklaret, efter at dette Spørgsmaal end ikke paa fyldestgørende Maade kunde besvares i de Processer, der i Anledning af Protokollerne er bleven ført i forskellige Lande, bl.a. i Syd-Afrika og i Svejts. Men ligesaa lidt er der ført Bevis for, at Skriftet er et Falsum, end mindre, at det hele, saaledes som Rabbiner Marcus Melchior hævder, »er Løgn og Digt fra Ende til, anden.« De grundigste Undersøgelser i Sagen blev foretaget i Anledning af den saakaldte Berner Proces, som paa Jødernes Foranledning blev indledet 1934 og varede i hele to Aar. Til disse Forhandlinger blev der paa Domstolenes Anmodning, bl.a. afgivet en Betænkning af den kendte tyske Antisemit Oberstløjtnant a.D. Ulrich Fleischhauer, hvis omfattende Indlæg senere (1935) blev udgivet i Erfurt under Titlen: »Gerichts-Gutachten zum Berner Prozess« og tildels danner Grundlaget for den følgende Fremstilling.

 Hvad angaar Oprindelsen til Protokollerne, kan bemærkes, at de først blev udgivet paa Russisk af en Forfatter G. Butmy, som Tillæg til hans Bog: »Anklager mod Menneskeslægtens Fjender«. Denne Udgave oplevede fra 1901 til 1907 fire Op-

50

 lag. Bogen forsvandt meget hurtigt i Handelen, formodentlig fordi hele Oplaget blev opkøbt af Jøderne. Men ind imellem besørgede en Embedsmand i det russiske Synodalkancelli, Professor Sergej Nilus, 1905 en anden Udgave, ligeledes som Tillæg til en Bog, betitlet: »Det Store i det Smaa, og Antikristen som en nær forestaaende politisk Mulighed«. Nye Oplag af den sidstnævnte Udgave udkom 1911, 1912 og 1917. De stærke antisemitiske Strømninger, der gjorde sig gældende i det mægtige russiske Rige, efter at den russisk-japanske Krig var tabt og senere, da de revolutionære Bevægelser under jødisk Ledelse satte ind, bidrog i væsentlig Grad til at vække Interesse for Skriftet. Dog, verdensomfattende Betydning vandt protokollerne først efter Verdenskrigen, da Bolchevismens Sejr i Rusland lod erkende, hvorledes Jøderne haabede gennem Verdensrevolutionen at naa frem til Verdensherredømmet. Udtrykkelig indrømmes dette ogsaa af »Judisches Lexikon« (Bd. IV, 1930, Sp.1161), idet der siges: »Ved den ejendommelige Stilling, som Jødespørgsmaalet efter Verdenskrigen indtog i den offentlige Kamp, men sikkert navnlig som Følge af mange Jøders fremragende Deltagelse i de forskellige Revolutioner efter Krigen, navnlig i den bolchevikiske Revolution i Rusland, som fra Antisemitismens Side anses for at være Indledningen til de jødiske Verdensherredømmebesbestræbelser, har dette Pamflet ikke blot fundet mange Læsere, men ogsaa mange Troende, i særlig Grad indenfor de akademisk dannede Kred­se.« (Udhævelser af Forf.)

 De vigtigste Oplysninger vedrørende Protokollernes Fremkomst giver Sergej Nilus selv i sin Indledning til Udgaverne 1911 og 1917. I den førstnævnte Udgave meddeler han bl.a., at det var i 1901, at han fik Manuskriptet til Protokollerne. Han erklærer, at det var, som tog man ham et Bind fra Øjnene, da han havde læst disse Optegnelser; straks havde han derfor ogsaa fattet den Beslutning at publicere dem. Langt om længe lykkedes det ham ogsaa at gennemføre denne Plan; 1905 kom Manuskriptet i Tryk, og Offentliggørelsen fandt Sted forat 

51

advare alle dem, der endnu har Øren til at høre med og øjne til at se med. Iøvrigt paapeger han, at Manuskriptets Titel ikke helt svarer til Indholdet, da det ikke drejer sig om Protokoller i egentlig Forstand, men om et vel gennemtænkt Foredrag, og at det desuden ikke synes at være fuldstændigt, da Indledningen og mange andre Enkeltheder synes at mangle. »Men,« fortsætter han, »for den eftertænksomme kristelige Iagttager, gives der Beviser nok for de zionistiske Protokollers Ægthed i hans eget Milieu, i de fædrelandske Forhold og i Verdensbegivenhederne.«

 Hvorledes det russiske Udenrigsministerium har faaet fat i Manuskriptet vides ikke: *), blot er det sikkert, at Adelsmarschallen fra Tschern, Alexis Nikolajewitsch Suchotin, en skønne Dag kunde udlevere en Afskrift til Prof. Nilus til nærmere Orientering. Ligesaa lidt har man kunnet konstatere, hvordan Butmy har faaet sit Eksemplar. Saavel de Butmy'ske som de Nilus'ske Udgaver af Protokollerne forsvandt senere hen paafaldende hurtigt fra Bogmarkedet, saa at der efter de før Krigen foreliggende Oplysninger kun fandtes et eneste Eksemplar i British Museum. Det var i 1906 af Russerne bleven sendt til den britiske Regering. Et Eksemplar af Nilus’ Udgaven 1911 sendtes senere til »Verband gegen Überhebung des Judentums« i Berlin og dannede Grundlaget for den Beek'ske tyske Oversættelse. Da Protokollerne efter Verdenskrigen oversattes til alle

 *) De Oplysninger, den tyske Forfatter Gottfried zur Beek (Hauptmann .a. D. Müller von Hausen) i den af ham besørgede første tyske Udgave af Skriftet i 1919 har givet om fremskaffelsen af Manuskriptet, er ikke rigtige. Protokollerne er ikke bleven behandlet paa Zionistkongressen i Basel, der fandt Sted fra 29.-31. August 1897. De maa være udarbejdet forud for denne Tid. Dog Forfatteren forblev ubekendt. To Deltagere i den nævnte første Zionistkongres, Overrabbiner Dr. Marcus Ehrenpreis i Stockholm og den socialdemokratiske Nationalraad, Sagfører Dr. David Farbstein i Zürich, har i den kendte Proces i Bern den 30. Okt. 1934 bevidnet, at de her omhandlede Protokoller ikke blev drøftede paa Kongressen.

52

 Kultursprog og begyndte deres Sejrsgang over Jordkloden, satte selvfølgelig ogsaa straks Modaktionen ind fra jødisk Side. Alt blev gjort for at bevise, at Skriftet var et Falsum. Et Utal af Versioner kom frem for at afsvække Bogens uhyre Virk­ning. En saadan Modaktion gjorde sig ogsaa meget hurtig gældende i Danmark, efter at en kendt dansk Antisemit i Efteraaret 1920 under Pseudonymet Lauritz Carlsen i en aldeles fortrinlig Oversættelse udgav de ifølge hans Betegnelse ­ verdensberygtede jødiske Protokoller under Titlen »Jødefaren«. Samtidig publiceredes under Navnet Ejvind Hansen »Bevis­materialet« *). Det er ikke her Stedet til at behandle Protokollernes Ind

 *) Prof. Tormer er mindre tilfreds med Oversættelsen. Han bemærker i sin Anmeldelse af Skrifterne i »Berlingske Tidende« den 28. 11. 1920, at det maa betragtes som en given Sag, at det ikke er synderligt bevendt med udgiverens viden om jødiske Forhold. Til Begrundelse for denne Opfattelse bemærker han: »Det fremgaar alene af den ganske urigtige Oversættelse af det jødiske Ord »Gojim« ved Dyr eller Hund.« Med den Autoritet, han i dette Punkt vel mener at kunne gøre Krav paa, føjer han til, at der ikke behøves yderligere Bevis for Forfatterens fuldstændige Ukyndighed i det jødiske Sprog. Den teologiske Professor gør sig her skyldig i en Tilsnigelse, der simpelthen søger sin Lige! Laurits Carlsen erklærer, at Ordet »Goj« i det hebræiske betyder, d.v.s. opfattes som Dyr eller  Hund, men at han, for at lette forstaaelsen for Protokollernes mening,  har tilladt sig at oversætte dette Udtryk med »Kristen« som en skarpere omskrivning af Begrebet »Ikke-Jøde«. Carlsen har selvfølgelig heller ikke i Protokollernes tekst blot en eneste gang oversat »Goj« med »Dyr« eller »Hund«, men regelmæssig med »Kristen«, og Prof. Torm gør sig derfor skyldig i en infam Sandhedsfordrejelse, naar han paastaar noget andet. Prof. Torm burde iøvrigt ogsaa have overvejet, at det her heller ikke kom an paa hebræiske Sprogkundskaber, da Protokollernes første tekst formodentlig er skrevet paa Fransk, hvortil endvidere maa bemærkes, at den danske Forfatter (Lauritz Carlsen) har haft en russisk Tekst som grundlag for sin Oversættelse. Det drejer sig ej heller her om teologiske, men om statspolitiske Problemer, til hvis Behandling Professoren næppe er kompetent, og til hvis Bedømmelse han i det mindste ganske afgjort savner enhver Forudsætning. Den Bunduvidenhed, han i saa Henseende lægger for Dagen, kan bestemt ikke overtræffes. 

53

 hold i alle Enkeltheder; men da dette Skrift nu engang har beskæftiget den danske Offentlighed i særlig Grad, endog 1936 gav Stødet til, at teologiske Professorer ved det københavnske Universitet sammen med Biskoppen for Københavns Stift offentliggjorde en kraftig Protest mod Værket og derefter foranledigede, at flere Forfattere af antisemitiske Skrifter blev sat under Tiltale for Fornærmelse af fremmed Trossamfund, og da dette Skrift endvidere i mange Henseender ogsaa kan tjene til Belysning af Danmarks økonomiske og politiske Udvikling i den sidste Menneskealder, kan det vel alligevel være paakrævet at gengive en Del af de i Protokollerne fremsatte Programpunkter. Dette synes ogsaa tilraadeligt, fordi det paa denne Baggrund bedst vil kunne forstaas, hvorfor Jøderne netop i denne Sag følte sig særlig foruroliget, og efter Berner-Processens første Stadium, der endte med det af Jøderne tilstræbte Resultat, satte deres Venner i Rigsdag og Regering samt indenfor det teologiske Fakultet i aktion for at forhindre, at Sandheden om Protokollernes Opstaaen og om den i Pro­tokollerne indeholdte Sandhed ikke mere kunde fremføres overfor den danske Offentlighed. Hvad Teologi-Professoren Frederik Torm og fhv. Justitsminister K. K. Steincke i Sammenhæng hermed har tilladt sig af uvederhæftig Bevisførelse og af Vilkaarlighed, grænser til det utrolige.

Med Hensyn til Protokollerne skal der i det følgende kun bringes Citater, uden Kommentar. Nærværende Skrift vil i hele sin øvrige Fremstilling give tilstrækkelige Beviser for de her citerede Steders Rigtighed, men der gøres opmærksom paa, at Hovedtendensen i Louis Levy's foran omtalte Publikationer, hvis Rigtighed jo vel ikke kan betvivles her i Landet, er til den Grad lig Tendensen i »Zions Vises Protokoller«, at dermed et Sandhedsbevis er ført.

Selve Skriftet er inddelt i 24 Afsnit betitlet Protokoller, med enkelte nummererede Afsnit. De er, efter deres Anlæg og Indhold at dømme, en jødisk Vismands Betragtninger   l) over Spørgsmaalet, efter hvilke Retningslinier Racefællerne skal ar-

 

54

 bejde, for indenfor de enkelte Samfund at erobre Magten og dermed at bane sig Vejen frem til Verdensherredømmet,  2) over Spørgsmaalet, hvilke Regeringsprincipper den tilkommende Verdenshersker af jødisk Æt vil bringe i Anvendelse, saasnart Magten er naaet. De sidstnævnte Undersøgelser, der er rent utopiske, kan vi lade ligge, da de ikke har nogen reel Betydning; derimod er der god Grund til at bringe større Uddrag af Værkets første Protokoller. 

 I det følgende bringes nu Uddragene paa den Maade, at der ved de gengivne Afsnit af den enkelte Protokol anføres Nummeret til det paagældende Afsnit, hvorhos ogsaa enkelte Sætninger, som synes at være af særlig Betydning, udhæves af Forfatteren.

 1. Protokol.

5. Den politiske Frihed er ingen Kendsgerning, men en Idé. Man maa forstaa at udnytte denne Idé som Madding, naar man er henvist til at bringe de Folkemasser, som ønsker at styrte det herskende Parti, over paa sin Side. Denne Opgave kan let løses, naar Modstanderen selv støtter sin Magt paa Frihedens Idé, d.v.s. paa den saakaldte Liberalismes Principper og til Fordel for denne Idé ofrer en Del af sin Magt. I dette Øjeblik vil vor Idé triumfere: Saasnart Regeringens Tøjler slappes, vil disse ifølge den evige Naturlov straks blive grebet af andre Hænder, fordi Massernes blinde Magt ikke kan være en Fører foruden saameget som en eneste Dag; den nye Magt træder uden videre ind i Stedet for den tidligere Magt, der er blevet svækket ved Liberalismens Principper. I vor Tid har Guldets Magt afløst de liberale Regeringers Magt. Der var en Tid før, hvor Troen paa Gud herskede. - 11. Enhver af Folkemasserne truffen Afgørelse er afhængig af Tilfældigheder; Masserne har ingen Anelse om Politikens hemmelige Kunst, træffer derfor ogsaa kun taabelige  Afgørelser og lægger saaledes Kimen til Anarkiet i Forvaltningen. - 12. 

 *) Teksten er oversat efter: Ulrich Fleischhauer, Gerichts-Gutachten zum Berner Prozeβ. Erfurt 1935 S. 285 flg. Jvf. til den her omhandlede Sag ogsaa Skrifterne: Dr. Hans Jonak von Freyenwald, Der Berner Prozeβ. Akten und Gutachten, I. Band: Anklage und Zeugenaussagen. Erfurt 1939; Dr. jur. Stephan Vász, Das Berner Fehlurteil über die Protokolle der Weisen von Zion, Erfurt, 1935. 

55

Politik har intet med Moral at gøre. En Hersker, der lader sig lede af moralske Principper, handler ikke politisk, og hans Magt staar paa svage Fødder. Den, der, vil herske, maa gribe til List og Hykleri. Et Folks ædle Egenskaber som Aabenhed og Retskaffenhed er i Politiken kun til Skade, thi de styrter lettere Kongerne fra deres Trone end selv den mægtigste Fjende. Saadanne Egenskaber turde være de ikke-jødiske Rigers Kendetegn, men vi bør paa ingen Maade tage dem til Rettesnor. - 13. Vor Ret ligger i Magten. Ordet Ret er et tomt Begreb, som ikke kan defineres. Det skal kun give Udtryk for: Giv mig, hvad jeg kræver, for at jeg derigennem kan bevise dig, at jeg er den Stærkere. - 15. Medens i Dag alle Magter ryster, vil vor Magt blive stærkere end nogen anden, fordi den vil vedblive at være usynlig, indtil den ikke mere kan undermineres ved nogen List. - 21. Kun en uafhængig Hersker kan forfølge sine stor­slaaede Planer og gøre sin Indflydelse gældende paa Statsmaskinens Meka­nisme. Deraf følger, at et Lands. Regering, hvis den skal være nyttig og heldig, kun maa ligge i en enkelt ansvarlig Mands Hænder. Uden absolut Enevoldsmagt haves ingen Civilisation; den er ikke Mængdens Værk, men dens Førers, hvem han saa end er. - 22. folkemasser bestaar af Barbarer og beviser det ved enhver Lejlighed. Saasnart Folkemasserne har bemægtiget sig Friheden, forvandler de den meget hurtigt til Anarki, som er Barbariets højeste Trin. - 23. Se engang paa disse af Alkohol berusede, af Vinnydelse sløvede Dyr, der samtidig med Retten til at svire ubegrænset har faaet Friheden. Vi maa ikke tillade, at vore egne synker ned paa saa dybt et Trin. - 26. Vi maa ikke afholde os fra Bestikkelse, Bedrag og Forræderi, saasnart disse kan være vort Maal tjenlige. I Politiken maa man tage fremmed Ejendom uden at tøve, hvis man ved et saadant Middel kan opnaa Underkastelse og Magt. Vor Stat, som vil gaa Vejen til fredelig Erobring, vil se sig foranlediget til at erstatte Krigens Rædsler med de mindre paafaldende, men meget virksommere Henrettelser, som er nødvendige til Terror'ens Opretholdelse og som Middel til Opnaaelse af blind Lydighed. Retfærdig, men ubøjelig Strenghed er en Stats vigtigste Magtmiddel. - 28. Vi var de første, der i sin Tid udslyngede Ordene Frihed, Lighed og Broderskab til Folkene. . .Mennesker, som ansaa sig for velbegavede, opdagede ikke disse Ords skjulte Mening, følte ikke deres Selvmodsigelse. De saa ikke, at der i Naturen ikke findes nogen Lighed, men at Naturen selv, under Afhængigheden af sine Love, har skabt Forstandens, Karakterens, Intelligensens Ulighed. Disse Mennesker har ikke betænkt, at Massen er en blind Magt, at de af dem valgte Opkomlinger i Politiken er ligesaa blinde som Massen selv, og at den Indviede, ogsaa naar han er et Fæhoved, kan regere, medens den Uind­viede, selvom han er et Geni, ikke har Forstand paa Politik. Alt dette

 56

 har Ikke-Jøderne ikke lagt Mærke til. - 30. Vore Slagord Frihed, Lighed og Broderskab bragte ved Hjælp af vore hemmelige Agenter hele Legioner ind i vore Rækker, som bar vore Faner med Begejstring. Blandt andet gav dette os Muligheden for at spille vor vigtigste Trumf ud, nemlig at tilintetgøre de Privilegier, som er en Livsbetingelse for den ikke-jødiske Adel, og er den eneste Beskyttelse, Nationerne har overfor os. – 31. Paa Blods- og Slægtsadlens Ruiner har vi oprettet Intelligensens og Pengemagtens Adel. Som det skelsættende Kendetegn for dette nye Aristokrati erklærede vi Rigdommen, som er afhængig af os, og Videnskaben, hvis Ret­ning bestemmes af vore Vise.

 2. Protokol.

2. Embedsmændene, som vi udvælger under Hensyn til deres Evne til slavisk Lydighed, skal ikke forstaa noget af den højere Statskunst. Paa denne Maade gøres de let til blotte Bønder i vort Skakspil og fuldkomment afhængige af vore vise og geniale Raadgivere, som fra Barnsben af særlig opdages til at føre Verdensregimentet - 5. I vor Tids Stater er Pressen en stor Magt, ved hvilken man behersker den offentlige Mening. Dens Opgave er at pege hen paa foregivne nødvendige Krav, at berette om Folkets Besværligheder, at skabe og udbrede Misfornøjelse. - 6. Pressen legemliggør den saakaldte Frihed. Men Staterne har ikke forstaaet at benytte sig af denne Magt. Gennem Pressen opnaaede vi vor Indflydelse, men vi selv holdt os dog i Skyggen. - 7. Takket være Pressen har vi bemægtiget os alt Guldet, omendskønt vi har været nødt til at tage det gennem Strømme af Blod og Taarer. Ethvert Offer fra vor Side vejer for Gud ligesaa meget som Tusind Ikke-Jøders.

 3. Protokol.

2.For at forlede de Magtsyge til Misbrug af deres Magt har vi sat alle Kræfter op imod hinanden, idet vi opægger deres liberalistiske Bestræbelser for Opnaaelsen af Uafhængigheden. Af denne Grund har vi opmuntret al Foretagsomhed, har forsynet alle Partier med Vaaben, og har gjort den herskende Magt til Skive for al Slags Ærgærrighed. Vent kun en Stund, og overalt vil der opstaa Uorden og Sammenbrud. - 5. Folkene er ved Armod lænket meget fastere til strængt Arbejde end ved Slaveri og Livegenskab. Fra disse kunde de befri sig paa den ene eller anden Maade, men fra Elendigheden kan de ikke frigøre sig. Alle Rettigheder, som vi har optaget i Forfatningerne, er kun paa Papiret, men ikke i Virkeligheden. Alle Folkets saakaldte Rettigheder, eksisterer kun i Ind­

 57

bildningen, i Praksis virkeliggøres de aldrig. . . . - 9. Vor Magt beror paa Arbejderens stadige Sult og Svaghed, fordi han derved tvinges ind under vor Vilje og aldrig vil føle saa megen Kraft og Energi, at han kan modsætte sig vor Vilje. Sulten giver Kapitalen større Rettigheder over Arbejderne end Adelen nogensinde sad inde med gennem Kongernes lovlige Magt. Ved Nød, Misundelse og Had. vil vi lede Masserne og be­tjene os af deres Hænder for at knuse Alt, som hindrer os paa vor Vej. - 10. Saasnart Timen er kommet, da vor Verdenshersker skal krones, vil de samme Hænder bortfeje alt det, som kunde være os til Hinder. ­13. . . . Ved Hjælp af Guldet, som fuldkommen er i vore Hænder, vil vi med alle skjulte Midler fremkalde en almindelig Verdenskrise og til samme Tid indenfor alle europæiske Stater sætte hele Masser af Arbejdere paa Gaden. Masserne vil da styrte sig blodtørstige mod dem, som de har set med Misundelse paa allerede fra deres Ungdom og som de nu endelig kan frarøve deres Ejendom. - 14. Os vil de ikke volde nogen Fortræd, fordi vi vil vide Besked om Øjeblikket, da Angrebet skal sætte ind og fordi vi vil have truffet de til Beskyttelse af vore egne Folk for­nødne Foranstaltninger. 17. I Øjeblikket er vi som international Magt ukrænkelige; thi saasnart man angriber os i den ene Stat, understøtter . de andre Stater os.

 4. Protokol

3. Friheden kunde være uskadelig og bestaa i Staterne uden Fare for Folkenes Velfærd, hvis Folkene holdt sig til Troen paa Gud og til Menneskenes Broderskab og holdt sig langt borte fra Lighedsprincipet, der staar i Modstrid med Skabelsens Love, i hvilke Underordningsprincipet er fastlagt. Behersket af en saadan Tro, vilde Folket fredeligt og beskedent skride frem ved deres Sjælehyrders Haand og respektere den Fordeling af de Jordiske Goder, som Forsynet har skabt. Af denne Grund maa vi under alle Omstændigheder ødelægge Troen, rive de grundlæggende Forestillinger om Gud og den Hellige Aand ud af de Kristnes Hjerter, og erstatte Troen med materielle Overvejelser og Fornødenheder. 4. For at Ikke-Jøder ikke skal faa Tid til egne Betragtninger og Iagttagelser, maa vi henlede deres Tanker paa Handel og Erhverv. Saa vil alle Nationer kun være betænkt paa deres egen Fordel og derved slet ikke lægge Mærke til deres fælles Fjende. - 5. Men for at Friheden ikke fuldstændig skal opløse og ødelægge det ikke-jødiske Selskab, maa Spekulation gøres til Basis for Industrien; paa denne Maade vil de Skatte, som Industrien drager frem af Jorden, ikke forblive i de Industrielles Hænder, men ved Hjælp af Spekulationen flyde over i vore Kasser.

58

6. Protokol.

1. Meget snart vil vi oprette mægtige Monopoler, Reservoirer for vældige Rigdomme, af hvilke endog Ikke-Jødernes store Formuer vil være afhængige saadan, at de sammen med Statskreditterne vil forsvinde straks den første Dag efter den politiske Katastrofe. - 3. Den ikke-jødiske Adel er som politisk Magt død og magtesløs; med den behøver vi ikke mere at regne. Kun som Grundejer er den endnu farlig for os, fordi den paa Grund af sine naturlige Hjælpekilder er uafhængig af os. Derfor maa vi under alle Omstændigheder berøve den dens Jorder. - 4. Det bedst hertil egnede Middel er at forhøje Skatterne paa Jord og Ejendom, for at sætte Ejendommene i Gæld. Disse Foranstaltninger vil bringe Ejendomsbesidderne i fuldkommen Afhængighed. De ikke-Jødiske Aristokrater, som ifølge deres Herkomst ikke er i Stand til at nøjes med lidt vil hurtigt være ruineret. - 5. Til samme Tid maa vi mest muligt fremme Handel og Industri og i Særdeleshed Spekulationen, hvis Hovedrolle det er at tjene som Modvægt mod Industrien. Uden Spekulation vilde Industrien øge de private Formuer og forbedre Agerbrugets Stilling, idet Agerbruget derved vilde befries for den Gæld, som opstaar ved Laan fra Kreditforeningerne. Industrien maa unddrage Landbruget saavel Arbejdskraften som Kapitalen og sikre os hele Verdens Kapital ved Hjælp af Spekulationen. Derved vil alle Ikke-Jøder synke ned paa Proletar-Stadiet og ydmyge sig overfor os for dog blot at faa Lov til at leve.- 6. For at ødelægge Ikke-Jødernes Industri vil vi fremme Spekulationen og Begær­ligheden efter en altfortærende Luksus. - 7. Vi vil lade Arbejdslønnen stige, uden at det skal bringe Arbejderen nogensomhelst Fordel, idet vi samtidig vil fremskynde en Prisstigning paa alle Livsfornødenheder; for at begrunde en saadan Udvikling vil vi undskylde os med Tilbagegangen i Agerbrug og Kvægavl. - 8. Vi vil underminere Produktionens Grundlag, idet vi forleder Arbejderne til Anarki og Drik og med alle Midler jager Intelligensen ud af Landet. - 9. For at Ikke-Jøderne ikke for tidlig skal erkende Tingenes sande Sammenhæng, vil vi skjule vore sande Hen­sigter ved at give os Udseende af at ville hjælpe Arbejderklassen og af kun at ville tjene vore høje økonomiske Grundsætninger.

 7. Protokol.

6. For at sammenfatte vort System til Betvingelse af de ikke-jødiske Regeringer i Europa i en eneste Sætning: Vi vil overfor en enkelt af disse Regeringer vise vor Magt ved Attentater, d.v.s. ved at føre den vor Terror for øje, og hvis de alle skulde rejse sig imod os, vil vi svare dem med amerikanske, kinesiske eller japanske Kanoner.

59

 9. Protokol.

5. Vi vil regere med fast Haand, thi i vore Hænder Befinder sig Stumperne af et forhen mægtigt Parti, som i Dag har underkastet sig os. Vi føler ubegrænset Ergærrighed, brændende Havesyge, ubønhørlig Hævnsyge, og vi nærer et dybt Had. Fra os udgaar en altfortærende Terror. I vor Tjeneste staar Mænd af alle Anskuelser og Lærdomme. - 6. Mænd, som vil genindføre Monarkiet, Demagoger, Socialister, Kommunister og enhver Slags Utopister; alle tjener de vore Formaal; enhver af dem undergraver fra sit Sted de sidste Ruiner af den tidligere Magt og søger at omstøde den bestaaende Retsordning. Alle Stater lider under agitatorisk Uro; de længes efter Ro, de er villig til at ofre alt for Freden. Men vi vil ikke skænke dem Freden, saalænge de ikke aabent og ydmygt har anerkendt vort Overherredømme. -        7. Folket vil stønne og kræve det sociale Spørgsmaals Løsning gennem international Overenskomst. Splittelsen i Partier har bragt det i vor Afhængighed, thi for at kunne gennemføre Partikampe bruger man Penge, og de befinder sig kun i vor Besiddelse. - 12. Vi har fordummet og fordærvet Ikke-Jødernes Ungdom, idet vi har opdraget den efter vore Grundsætninger og Teorier, som var os bekendt som falske, men som vi alligevel med Forsæt har lært dem.

 15. Protokol.

4. I de ikke-jødiske Samfund, i hvilke vi har spredt Uenighedens og Oppositionens Aand, kan Ordenen kun genskabes ved skaanselsløse Midler, der er Beviser paa en ubøjelig Kraft. Derved maa der ikke tages Hensyn til det Antal af Ofre, som maa bringes for det fremtidige Vels Skyld. Enhver Regering, der vil hævde sin Eksistensberettigelse, skal erkende, at dens Eksistens ikke alene beror paa Privilegier, men ogsaa paa Pligter. - 5. Naar en Regering vil befæste sin Stilling, maa den øge sin Magts Anseelse, og denne Magtens Glans opnaas kun ved Magtens vældige Uforanderlighed, som vidner om en hemmelighedsfuld Ukrænkelighed, der tilkommer den af Gud udkaarede. Saaledes stod det til indtil de sidste Tider med de russiske Kejseres Autokrati, vor eneste Fjende i hele Verden ved Siden af Pavedømmet. Husk, hvordan Italien, der svømmede i Blod, ikke krænkede et Haar paa Sullas Hoved, skønt det var ham, som havde fordret disse Blodofre. Folket, som han havde pint, forgudede ham, og hans modige Tilbagekomst til Italien gjorde ham ukrænkelig. Folket rører aldrig den, som hypnotiserer det med sit Mod og sin stærke Vilje. - 15. Ikke-Jødernes rent dyriske Forstand evner ikke at analysere et Begreb eller at iagttage; og endnu mindre kan de forudse, hvortil en bestemt Metode at behandle et Tilfælde paa kan være

60

 tjenlig. I denne Forskel i de aandelige Evner mellem Ikke-Jøderne og os kan vi se Beviset for, at vi er det af Gud udvalgte Folk, og erkende det Forspring, vi har fremfor de andre i vor naturlige Begavelse. Ikke-Jøderne lader sig kun lede af deres dyriske Instinkter. De ser nok, men de kan ikke forudse noget, de kan ikke opfinde noget, med Undtagelse af rent materielle Ting. Deraf fremgaar ganske klart, at Naturen selv har bestemt os til at lede og styre hele Verden.

 Dette er altsaa nogle Uddrag af Protokollerne, som lader erkende, hvilken Overlegenhed Jøder føler overfor andre Folk, og hvorledes den fremmede Race ud fra en saadan overspændt Selvfølelse mener at være kaldet til at regere over alle Menne­sker. Det maa uden videre indrømmes, at Betragtningerne paa afgørende Punkter er absurde, ligefrem sygelige og latterlige, men da de heri fremsatte Anskuelser er tænkt som et Program, ligesom det Kommunistiske Manifest, der 1847 blev udgivet af Karl Marx, eller som J. A. Cremieux' Opraab til det israelitiske Verdensforbund 1860, vilde det være en Taabelighed at skubbe dette Dokument for Jødernes Drøm om Erobring af Verdensmagten til Side som noget, man, ikke kan anse for ægte. Tankegangen er for velkendt fra det jødiske Folks Historie, eller f.Eks. fra Louis Levys foran nævnte Skrift, til i dette Tilfælde at kunne blive betragtet som et rent og skært Fantasifoster. Derfor havde Protokollerne ogsaa en saa vidtrækkende Virkning i de sidste Aartier, derfor har de navnlig fundet stærk Genklang i Rusland, i det Rige, der blev det første Forsøgsobjekt for de her udarbejdede Principer og som derved ødelagdes i Bund og Grund.

 At Jøder og Jødevenner trods alt ved Protokollernes Offentliggørelse ogsaa her i Landet fik travlt med at hævde og bevise, at disse var falske, ligger lige for Haanden.

 Fhv. Overrabbiner, nu afdøde Prof. Simonsen, mener at have afsløret »Smædeskriftet«s Oprindelse i en Artikel, han publicerer den 30.10.1920 i »Mosaisk Samfund«. Han oplyser her, at »Protokollerne« oprindelig var bygget paa gamle Skrif­ter, der rettedes mod Jesuitterne. I Stedet for »Jesuit« havde 

61

man ganske simpelt sat »Jøde« eller »Socialist«. Derefter be­retter Rabbineren, at den tyske Romanforfatter Goedsche 1868 udgav en Roman under Navnet John Retcliffe med Titlen »Biarritz«. I denne Roman skulde der fortælles spændende om 12 Vise fra de 12 israelitiske Stammer, som hvert hundrede Aar i Nattens Mulm og Mørke satte hinanden Stævne paa den gamle jødiske Begravelsesplads (Judenfriedhof) i Prag. Videre fortælles der - siger Rabbien - i Romanen om de Planer til Oprettelsen af et jødisk Verdensherredømme, der lægges ved Mødet paa denne »Judenfriedhof«, og - fortsætter han - ­»det hele er meget dramatisk, ganske som en Røverroman skal og bør være.« Forfatteren paastaar endvidere, at denne Goedsche, der havde en Stilling ved det tyske Postvæsen, paa Grund af en tvivlsom Ed i en Penge- eller Paternitetssag blev afskediget, men at tyske Antisemiter til trods for denne lidet berømmelige Affære benyttede sig af Romanen til Udsendelse af hadske Flyveskrifter mod Jøderne. Disse Fortællinger havde saa senere- ,under Dreyfus-perioden, en Blomstringstid, ogsaa i Frankrig, hvorved det stadig hævdedes, at det ved disse Planer skulde dreje sig om noget virkeligt. Senere naaede de frem til Rusland, hvor de sluttelig blev udgivet af en Professor Sergej Nilus under Titlen: »De lærde Ældste fra Zions Protokoller« Med disse Paastande mente Rabbineren tilstrækkelig at have afsløret »det grimme Spekulationsforetagende« og at have rammet en Skampæl gennem dette Skrift.

 Imidlertid fremsatte » Times«, som ved en Artikel i Nummeret af 8. Maj 1920 havde givet Stødet til en ligefrem verdensomspændende Diskussion om disse protokoller, knapt et Aar senere en helt anden Forklaring. »Times« bragte nemlig i Numrene af 16.,17. og 18. August 1921) tre omfattende Artikler om Sagen, som det havde faaet tilsendt fra sin Korrespondent i Konstantinopel*) og tog iøvrigt i en egen ledende Artikel stilling til Problemet. 

 *) Art. »Jewish World Plot«. An Exposure. The Source of the Protocols. Truth at last. (Times, 16. 8. 1921.)  »Jewish. Peril« exposed. Historic »Fake«. Details of the forgery. More Parallels. (Times, 17. 8. 1921). - The Protocol Forgery. Use in Russia Politics. Methods of secret Police. Some conclusions. (Times, 18. 8. 1921.)

62

Det store engelske Blad, som endnu i Maj 1920 havde anset det for muligt, at Skriftet kunne være ægte, og oven i Købet ganske eftertrykkeligt fremhæver dets ligefrem overvældende profetiske Aand, hævder nu paa Grundlag af de ny foreliggende Oplysninger, at det uden enhver Tvivl drejer sig om et Plagiat, og at der i den Konstantinopel'ske Korrespondents Beretning gives »for the first time a conclusive proof, that the document is in the main a clumsy plagiarism«. Paavisningen heraf foregaar imidlertid under meget mystiske Omstændigheder. Altsaa: Der melder sig hos Bladets Korrespondent i Konstantinopel en skønne Dag en russisk Godsejer, som mener at kunne paavise Oprindelsen af Protokollerne, men som ikke ønsker at blive nævnt overfor Offentligheden. Han var Monarkist og flygtet fra Syd-Rusland, da Hviderusserne havde tabt i Kampen mod Bolchevikerne. Faa Maaneder før Godsejeren træffer »Times«-Korrespondenten, havde han hos en tidligere Officer fra det czaristiske hemmelige Politi, Ochranaen, som ligeledes var flygtet til Konstantinopel, købt en læderindbunden Bog uden Titelblad, som ifølge det foreliggende omfattede 324 Sider og hvis Forord, der bar Overskriften »Simple avertissement«, var forsynet med Datoen: Geneve, le 15 octobre1864. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig nu, at de i Skriftet behandlede 25 Samtaler efter Indholdet saa nogenlunde svarede til det, der sagdes Protokol1ernes 24 Afsnit, hvorved det navnlig fremhæves, at det førstnævnte Skrifts Samtaler 1-17 »generally correspond with, »Protocols« 1-19.« I de senere Afsnit forekom der større Afvigelser, Paragraferne var aabenbart til en vis Grad udarbejdet meget flygtigt. Saavidt Korrespondentens Referat. Paa Grund af nogle af Bogens Blade, som Korrespondenten samtidig sendte Londoner-Bladet,

63

blev det derefter i British Museum konstateret, at det ved Skriftet med de franske Samtaler drejede sig om et mod Napoleon III. rettet Kampskrift med Titlen »Dialogue aux Enfers entre Machiavel et Montesquieu, ou la Politique de Machiavel au XIX. Siècle. Par un Contemporain«, som 1865 blev publiceret i Bryssel. Det kunde dernæst endvidere paavises, at den anonyme Forfatter, som hed Maurice Joly og havde været Sagfører og Journalist i Paris, blev arresteret af Napoleon den Tredies Politi i Anledning af Pamfletten og der maatte bøde med 18 Maaneders Fængselsstraf. 1868 publiceredes anden Udgave af Dialogerne i Bryssel under Forfatterens Navn og med en Bemærkning om, at Forfatteren var bleven straffet.

 Med Hensyn til Protokollernes senere Affattelse bemærker »Times« endelig, at Professor Nilus, der var en underordnet Embedsmand i Departementet for fremmede Religioner i Moskva, i sin Tid havde erklæret, at han havde modtaget Manuskriptet fra en Embedsmand ved Navn Alexander Suchotin, der indrømmede, at han for sit Vedkommende havde modtaget Optegnelserne af en Kvinde, som havde stjaalet dem hos en af Zions Vise. »Times« mener nu, at det Eksemplar, Korrespondenten i Konstantinopel fik overgivet af Jolys »Dialogue aux Enfers«, og som bagpaa bar Initialerne A. S., kan have tilhørt nævnte Suchotin, som kan have faaet det udleveret af en Agent for det russiske hemmelige Politi i Paris - som f. Eks. kan have været General Ratschkowsky, der en Tid lang var Hovedmanden.i dette Politi og som saadan var mistænkt for at have begaaet lignende og mere ubehændige Forseelser. Jolys Skrift skulde saa have inspireret Suchotin til selv at omskrive Grundtankerne i Jolys Bog i Zions Vises Protokoller, og Nilus havde derefter - maaske i god Tro - givet dem videre som ægte Protokoller. - Dette var altsaa »Times«' Kombination, som lyder noget konstrueret, men som dog kunde være rigtig.

 To Versioner stod altsaa 1920 og 1921 overfor hinanden. Hvilken af dem, der var rigtig, eller om de begge var falske, kunde dengang endnu ikke afgøres. - Det maner i hvert Fald

64

til Eftertanke, at »Times« i 1920 uden Forbehold stadfæstede, at Protokollernes Programpunkter var skrevet i en forbavsende profetisk Aand, og at Udviklingen i Rusland de facto nok kunde give Grund til Ængstelse for, at den i sidste Instans skulde blive ført frem til en »pax judaica«, medens Verdens­bladet derpaa i August 1921 pludselig anser sig beføjet til at affeje hele Sagen som et »clumsy plagiarism«, et taabeligt Plagiat. Hvorom alting var: Spørgsmaalet om Protokollernes Oprindelse var endnu paa ingen Maade afklaret.

Alligevel saa nu to af de kendteste danske Forkæmpere for Israelsmissionen, Professor Dr. theol. Frederik Torm og Pastor E. Clausen, sig foranlediget til at gribe ind i Diskussionen herhjemme og forsvare Jødernes Sag. Den ivrigste i Angrebet var dengang som senere, 1936, Teologiprofessoren ved Københavns Universitet, Torm, som imidlertid ikke havde andet Bevismateriale end den ovenfor nævnte fhv. Overrabbiner Prof. Simonsen havde, og erklærede, at takket være de Undersøgelser, den kristne Teolog Professor Strack i Berlin havde foretaget, kunde det fastslaas som en »ubestridelig kendsgerning«, at Udgangspunktet for Protokollerne var en Roman af en Herman Goedsche, der omkring 1866-70 havde publiceret sit Skrift under Forfatternavnet J. Retcliffe. Forfatteren formodes nu at have været russisk Katolik, en monarkistisk, og nationalistisk sindet gammelrusser, der vilde de moderne Frihedsrørelser tillivs og i sin mod de liberale Politikere (bl.a. Grev Witte) rettede Kamp ogsaa søgte at ramme Jøderne, fordi de ansaas for at være de egentlige Ophavsmænd til alle revolutionære Tendenser og Bevægelser. Prof. Torm stempler i Henhold hertil i sit Indlæg, der offentliggjordes i »Berlingske Tidende« (Søndags-Bilag den 28. 11. og 5. 12. 1920) og genoptryktes i »Mosaisk Samfund«, det saa ubekvemme Værk som et oplagt Falskneri. Han er imidlertid dog villig til at indrømme, at Udgiverne naturligvis er uansvarlige for Selve 

65

Falskneriet i den oversatte Bog, hvis de selv har troet paa dens Ægthed.

 Professor, Dr. theol. Frederik Torm følte derefter selv Trang til at sige sin uforgribelige Mening om de i »Jødefaren« fremsatte Paastande. Han gør det paa en Maade, saa man næsten fristes til at spørge, om Manden er vel forvaret. Thi naar han selv stiller store moralske Krav til Modstanderne af Jødedommen, burde han i det mindste selv Ogsaa afholde sig fra usandfærdige Beskyldninger, misvisende Citater, og en i alle øvrige Forhold vildledende Dokumentation. Desværre holder han sig ikke sine egne moralske Krav efterrettelig. Hvor uforsvarlig hans Bevisførelse er, skal paavises ved Behand­lingen af flere af ham berørte Problemer.

  Efter Prof. Torms Opfattelse vidner intet stærkere om Protokollernes ubestridelige Barnagtighed end den idelige Gen­tage1se af Udtalelserne om alle Kristnes kolossale Dumhed. Han  paaberaaber sig her Sætningen i det 15. Protokol, hvor det hævdes, at Ikke-Jødernes rent dyriske Forstand gør dem uegnet til »Iagttagele og Undersøgelse, Analysering og Ob­servation«. Her har vi med et Tilfælde at gøre, hvor et Citat rives ud af sin Sammenhæng og derved faar en ganske anden Mening end den tilsigtede, d.v.s. vi har med en uredelig Be­visførelse at gøre, som Professoren selv mener maa afskyes ligesaa godt som de rene Falsknerier. De følgende Sætninger i Protokollerne viser jo ganske tydeligt, ud fra hvilke Grundtanker dette Postulat fremsættes. Der paapeges nemlig, at Jøderne føler sig i Besiddelse af en overlegen Intelligens, af en anden Mentalitet, og at de derfor tænker saa ringe om Ikke-Jødernes Aandsevner. Ja, er det da ikke rigtigt? Er det da ikke en Kendsgerning, som ofte nok er bleven fremhævet ogsaa i den videnskabelige Litteratur? Der skal her blot henvises til, at bl.a. den filosemitiske tyske Nationaløkonom Prof. Werner Sombart (Berlin) i sit kendte Værk: »Die Juden und das Wirtschaftsleben« fremhæver det som et absolut centralt Faktum, at Jøderne fra Urtiden har været et Ørken-, et Vandrefolk

66

hvis ejendommelige Skæbne ligger deri, at de under særlige historiske Forhold blev ført til »Nordlandsfolkene« - det vil vel nærmest sige til de vesteuropæiske Nationer - og dermed blev spredt blandt helt igennem væsensforskellige Folk. Igennem et Samvirke mellem et orientalsk, et hedt Folk, og de koldblodede indfødte Nationer, igennem en Kombination af Jødernes særligt udviklede kommercielle Begavelse og de nordiske Folks, fornemmelig Germanernes, videnskabelig-tekniske Evner og Ydelser opstod saa denne ejendommelige Nutidens Blomst paa Økonomiens Omraade, den kapitalistiske Kultur. Sombart mener endog, at vi uden Spredning af Jøderne til Jordklodens nordiske Lande ikke vilde have faaet den moderne Kapitalisme, den moderne Kultur! At Jøderne nu i denne Udvikling har følt sig som den overlegne Part og tilranet sig uhyrlige Rigdomme, vil ej heller en Prof. Torm kunne nægte. Men saa forstaar man ogsaa, at Forfatteren af Protokollerne i overdreven Selvbevidsthed erklærer, at Jøderne netop »i denne Forskel mellem vore og Ikke-Jødernes aandelige Evner« ser Beviset for, at de er Guds udvalgte Folk, Beviset for, at de i Forhold til andre Mennesker ejer en udpræget intellektuel Over­legenhed. Protokollerne resumerer derfor ganske logisk: »De ser, men de forudser ikke, de kan ikke opfinde noget med Undtagelse af rent materielle Ting. Paa Grundlag af dette er det tydeligt, at selve Naturen har udset os til at lede og styre hele Verden.«

 Prof. Torm stiller som sagt vidtgaaende Krav til Modparten med Hensyn til saglig og redelig Argumentation og bemærker etsteds, at man »uvilkaarligt spørger sig selv: Har Udgiverne overhovedet haft den russiske Original i Hænde?« Naa, helt udelukket var dette nu da ikke, siden den anonyme Forfatter i sit Forord til Bevismaterialet selv bemærker, at han efter et mangeaarigt Ophold i Rusland vendte hjem til Danmark i Forsommeren 1919; det kan her ogsaa stadfæstes, at Oversættelsen er foretaget efter den russiske Tekst. Men iøvrigt

67

maa der peges hen paa, at den egentlige Original formodes at have været affattet paa Fransk.

 Prof. Torm støttede sig i sin Bevisførelse endvidere paa Romanen »Biarritz« af Herman Goedsche, med Forfatternavnet J.Retcliffe. Naar man har læst denne Roman og derved konstaterer, at der ikke bestaar blot de fjerneste Lighedspunkter mellem dens Indhold og Protokollerne, kan man endnu en Gang møde Prof. Torm med hans egne Vaaben, idet man kan sige til ham: »Man spørger uvilkaarligt, om Forfatteren overhovedet har haft Originalen i Hænde?« Det kan med Føje betvivles, at Teologiprofessoren nogensinde har læst det ominøse Kapitel i Sir John Retcliffes Roman betitlet »Auf dem Juden­kirchhof in Prag«, thi ellers maatte han selv have opdaget Vildfarelsen!

 Med Hensyn til Teologiprofessorens tyske Kronvidne, Prof. Dr. Hermann Leberecht Strack, om hvilken Prof. Torm paastaar, at han gennem et langt Liv havde erhvervet sig et enestaaende Kendskab til jødisk Litteratur - skal endnu bemærkes, at denne Mands Kvalifikationer som Sagkyndig fandt en sønderlemmende Kritik i Anledning af en Fornærmelsesproces, som den kendte tyske Antisemit Theodor Fritsch 1912 havde indledet mod en jødisk Redaktør Itzkowski. Da sidstnævntes Sagfører paaberaabte sig Erklæringer fra Prof. Strack, kunde Fritsch's Forsvarer replicere paa følgende Maade: »Det er karakteristisk, at »Zentralverein deutscher Staatsbürger jüdischen Glaubens«, der støtter den Anklagede, endnu i Talmud­spørgsmaalet vover at foreslaa en Sagkyndig som Strack, eftersom Strack fra autoritativ jødisk Side, hvad der ogsaa er Centralforeningen bekendt, er frakendt alle videnskabelige Kvalifikationer til at være Sagkyndig i Spørgsmaal vedrørende Talmud.« Den kendte Udgiver af Talmud Babylonicum, Orientalisten Lazarus Goldschmidt, har fældet en knusende Dom over Strack, som han end ikke anser for duelig til saa meget som at læse en halv Side af en Talmudhaandskrift (Kodex)!

68

Saadan bedømmes altsaa den Mand, som Prof. Torm an­nammer som Kronvidne. Men bortset herfra er hele den Bevis­førelse, som Strack-Simonsen-Torm-Fronten af 1920 mødte frem med, jo bleven rendt fuldstændig overende gennem de Oplysninger, »Times« bragte i August 1921. »Times« saa ganske bort fra hele denne Argumentation, idet Forfatteren af Protokollerne uden Tvivl aldrig har læst Romanen »Biarritz«, - og den her omhandlede Bevisførelse er altsaa ikke andet og mere end løs Snak.

 Med særlig Interesse har Prof. Torm selvfølgelig læst det Afsnit i den første Protokol, hvor der siges, at Enevælden er den bedste Regeringsform, at »en formaalstjenlig Regering, der skal være til Nytte for Landet, bør samles under een ansvarlig Person«, og »at en Civilisation kun kan eksistere under en absolut Enevoldsmagt«, Hertil gør han gældende, at naar endelig Protokollernes russiske Udgiver (han kalder denne deres Forfatter, da han jo har gættet sig til, at Forfatteren maa være gammelrussisk Katolik!) lod de liberale Politiherrer være Dukker i Jødernes Haand, og lod disse Jøder arbejde henimod et enevældigt Styre som Idealet, saa stemte disse Skildringer jo nøje overens med Udgiverens (Forfatterens) egne Idealer. Hvis Teologiprofessoren havde ringeste Begreb om statsretlige Problemer, vilde han ogsaa i dette Tilfælde have været lidt mere samvittighedsfuld i sin Bevisførelse, da ogsaa han ved nærmere Overvejelse maatte have erkendt, at der dog er en væsentlig Forskel mellem Udgiverens (Forfatterens) enevældige Rige og det af Jøderne tilstræbte og styrede Diktatur. Tilsyneladende af Vanvare er Prof. Torm dog ved Lejlighed inde paa en rigtig Betragtning, naar han nemlig taler om de »mod en hel Nation» rettede Angreb og derved for en Gangs Skyld giver tilkende, at han dog ogsaa selv anser Jøderne for at være en særlig Nation, et fremmed Folk.

 Værst er det, naar Prof. Frederik Torm hævder, at det af den anonyme danske Forfatter (det drejer sig ved begge Pjecer om samme Forfatter) publicerede Værk ikke indeholder det

69

 mindste Spor af Bevismateriale til Protokollernes Rigtighed. Denne Forfatter beretter om de Oplevelser, han selv har været ude for i Rusland, fortæller omalle de Jøder, der staar i Spidsen for den bolchevikiske Terror, nævner Navne som Finkelstein-Litwinow, Apfelbaum-Sinowjew, Sobelson-Radek, Joffe, Charagan, Krassin, Sklowsky, Uritzky, Joselewitsch, Woladarsky, Scheresinsky osv. osv., Kvinden Jakowlewa, der lod fem gamle Storfyrster skyde, han fortæller om de rædselsfulde Indtryk, han har faaet ved Besøg i mange af Petersburgs og Kronstadts Fængsler og konstaterer i nøje Overensstemmelse med den historiske Sandhed, at »Rusland blev tilintetgjort og overgivet i Jødebødlernes Hænder«, Forfatteren bringer altsaa Kendsgerninger, Bevismateriale. Naar Prof. Torm heroverfor paastaar, at det her kun drejer sig om »et hadefuldt Udfald mod Jødefolket,« er han mere Jøde end Jøderne selv. Thi selvom Organet »Mosaisk Samfund« som ovenfor paavist er stærkt betænkt paa at benægte Jødernes Deltagelse i Bolchevismens Udryddelseskamp mod det russiske Folk, eksisterer der dog ogsaa jødiske Kilder, der er mere ærlige i deres Fremstilling af disse Forhold. Saaledes beretter» Jüdisches Lexikon« (Bd. 4, , Sp. 1442) bl.a. følgende:

  »Ved den bolchevikiske Revolution af  7. November (25. Oktober) 1917 var ligeledes Jøder medvirkende i ledende Stilling, saaledes L.Trotzki som Leder af den krigsmilitære Komite, Sinowjew, Kamenew og andre som Medlemmer af den bolchevikiske Centralkomite. Efter Bolchevikernes Sejr blev Jakob Swerdlow udnævnt til Formand for den alrussiske Eksekutivkomite, L.Trotzki til Kommissær for udenrigspolitiske Anliggender og den stærkt venstreorienterede Social­revolutionær J. Steinberg Justitskominissær. Formand for Sovjeten i Petersburg var Sinowjew, for Sovjeten i Moskva Kamenew. Efter at Organisationen» Tsche­ka« var dannet i Petersburg, blev Moses Uritzki dens

70

Leder. Ogsaa indenfor den kommunistiske Internationale (Komintern) havde flere Jøder en ledende Stilling: Formand var Sinowjew, og ved Siden af ham kan nævnes som ledende Personligheder K. Radek (Sobelsohn) og Felix Cohn. En betydelig Rolle spillede ogsaa Jøderne Adolf Joffe og Kopf som Sovjet-Ruslands Ambassadører. Efter Freden i Brest-Litowsk traadte Trotzki i Spidsen for Krigsministeriet og det revolutionære Krigsraad. Hans Medhjælper var Ephraim Sklianski; som Finanskommissær blev senere Sokolaikow (Brilliant) udnævnt. Ogsaa i Provinsen var Jøderne medvirkende i de bolchevikiske Eksekutivkomiteer og i andre Institutioner.«

 I »Jüdisches Lexikon« (s. St., Sp. 1566) bemærkes endvidere, at Jødernes fremragende Deltagelse i den bolchevikiske Revolution havde givet de kontrarevolutionære Elementer i Landet, materiale til den antisemitiske Pogromagitation, saaledes at bl.a. henimod 100.000 Jøder blev myrdet, og den jødiske Befolkning i Ukraine og Hviderusland blev økonomisk fuldkommen ruineret

 Det, som her siges, svarer nøjagtig til den danske Forfatters Paastande. Naar Prof. Torm til Trods herfor hævder, at han næppe nogensinde havde læst et Indhold, der saa lidt svarede til Overskriften som nævnte Forfatters Bevismateriale, saa maa det nærmest tages som Bevis paa, at Professorens logiske Tænkeevne aabenbart svigter, saasnart der er Tale om jødesagen. At Prof. Torm i Virkeligheden har stirret sig blind paa dette Spørgsmaal fremgaar ydermere af, at han aabenbart heller ikke har forstaaet nogetsomhelst af den Indledning, Pseudonymet Lauritz Carlsen har skrevet til selve Protokollerne. Thi dér citeres Artiklen, som »Times« bragte den 8. Maj 1920, og i hvilken det netop fremhæves som noget særligt paafaldende, at man i de i Protokollerne Formulerede Programpunkter Skridt for Skridt genkendte Sovjet-Ruslands Skæbne.

 Der

71

pointeres: »Visse Enkeltheder i det jødiske Program udviser en uhyggelig Lighed med Situationer og Begivenheder, der nu udvikler sig for vore øjne. »Times« fortsætter: 

 »Anden Udgave af Professor Nilus' Bog blev sikkert udgivet i Rusland 1905. Kopien af Originalen i British Museum bærer Datoen 10. august 1906. Saaledes faar nogle af Udtalelserne Karakter af Profetier, der er gaaet i Opfyldelse, med mindre man vil forklare denne Forudvidenhed hos de Ældste ved at antage, at de i Virkeligheden er de skjulte Anstiftere af disse Begivenheder. Naar man læser, at det er nød­vendigt for vore Planer, at Krige ikke maa afstedkomme territoriale Forandringer, bliver man mindet om Raabet: Fred uden Landafstaaelse, der Opløftedes af alle de radikale Partier i Verden og i Særdeleshed i det revolutionære Rusland. Endvidere: »Vi vil skabe en universel økonomisk Krise ved alle tænkelige Underhaandsmidler og ved Hjælp af det Guld, som altsammen er i vore Hænder. Samtidig vil vi kaste uhyre Mængder af Arbejdere i Europa paa Gaden. Vi vil forhøje Arbejdslønnen, hvilket ikke vil hjælpe Arbejderne, fordi vi samtidig vil forhøje Priserne paa de vigtigste Livsfornødenheder. Det er af væsentlig Interesse for os at berøve Aristokratiet deres Jordbesiddelse. For at naa denne Hensigt er det den bedste Fremgangsmaade at presse Afgifter og. Skatter op.«

 Efter at have bragt flere Citater fortsætter »Times«: »Idet man erindrer, naar dette blev offentliggjort, ser man sytten Aar efter en Regering oprettet i Rusland, ihvilket et stort Procenttal af Lederne er Jøder, hvis modus operandi følger de her anførte Principper. Vi ser dette, og det forekommer os uhyggeligt.«

72

Ja, alt dette siger »Times«, og alt dette har ogsaa Prof. Torm læst, men alligevel tør han paastaa, at Protokollerne maa være et Falskneri, fordi de deri fremførte Programpunkter vidner om en »ubestridelig Barnagtighed!«

 Blandt de talrige - lad os sige urigtige - Paastande, Prof. Torm fremfører for at forsvare sin Sag, findes ogsaa denne, at der i »Bevismaterialet« ikke blot rettes Udfald mod Jøde­folket, men ogsaa mod alle »Halvjøder«. Det sidstnævnte Ud­tryk maa Prof. Torm tage paa egen Regning, thi det bruger Lauritz Carlsen ikke. Da han nu tilsyneladende har fundet Behag i sit eget Udtryk, fortsætter han let krænket: »Jeg er tilbøjelig til at tro, at han (Udgiveren af »Jødefaren«) vil betragte enhver som »Halvjøde«, der vover at tage til Genmæle mod uberettigede og usandfærdige Angreb paa Jødefolket. Men jeg skal bære det med Sindsro, om han ogsaa vil indrullere mig blandt »Halvjøder«. –

 Forfatteren af Bevismaterialet havde andre Maal end at beskæftige sig med de saakaldte Halvjøder, - som de facto eksisterer og i tysk Lovgivning nuomstunder betegnes som »Mischling ersten Grades« - men som ikke omhandles i »Jødefaren«. Derimod rettes der en særlig velovervejet Kritik mod de politiske Kredse, der ikke undsaa sig for at gaa i Spand med den røde og den gyldne Internationales mest repræsentative Mænd og dermed efter en ærlig dansk Mands Opfattelse begik Forræderi mod Folk og Fædreland. At Udgiveren af Protokollerne her siger nogle drøje Ord er rigtigt, men det er mindre væsentligt, naar det samtidig kan paapeges, at de var sande og dermed berettigede. (Kun er Formuleringen af disse Angreb i et og andet Tilfælde lidt uheldig.) Han bemærker bl.a., at man jo næppe kan undres over, at de jødiske Forretningsmænd kraftigt benyttede sig af den Lejlighed, Litwinow-Finkelsteins Besøg i København frembød, til at lave »Geschäft«, thi Finkelsteins Guld var jo fristende. At dette Guld derved var taget fra det ulykkelige russiske Folk ved Mord og Rov, bekymrede selvfølgelig ikke Jøderne. Hvad kunde Prof. Torm

73

egentlig have at indvende mod dette? Det var Emil Glückstadt, som var mest interesseret i disse Forhandlinger, og blandt dem, der mødte til Forhandlingsbordet mod d'Hrr. Krassin og Finkelstein, er i det mindste Max Ballin samt Glückstadts nærmeste Medarbejdere, Plum og M. N. Abrahamson, udtrykkelig bleven nævnt.

 Det synes ogsaa, at det maa være mere end forstaaeligt, naar Udgiveren af »Jødefaren« i 1920, da det jødestyrede Zahle­Ministerium med Vold og Magt søger at holde Taburetterne, og da Generalstrejke-Parolen sætter Gemytterne i Kog, da Landmandsbank-Kliken søger at stabilisere det jødiske Finansvælde, og da der finder højst mysteriøse Forhandlinger Sted med Krassin, Litwinow og deres jødiske Medarbejdere, retter et kraftigt Varsko til de regerende i Landet, som det f.Eks. sker i følgende Bemærkninger:

 »Det maa bero enten paa tyk Uvidenhed om Litwinow-Finkelstein og den Jødebande, han repræsenterer (thi det russiske Folk repræsenterer han ikke), at han har faaet Tilladelse til at opholde sig i Danmark. 

 Eller var det vore den Gang regerende Jødebolcheviker, der mente, at Tidspunktet var gunstigt for Tilførsel af nye Kræfter og Ideer til vort hjemlige Bolcheviksystem, direkte importerede fra Jødevældens Centrum: Moskva?

 Var det virkelig ikke længere muligt for den ellers saa snu statsmand Cohen Brandes og hans haabefulde Elever og underdanige Slaver Zahle, Rode, Stauning og Borgbjerg, samt deres Raadgivere, Max Ballin og Heilbuth, at sætte Kaos rigtig i System efter russisk Mønster – efter de jødiske Lærdes Forskrifter?

 Har vore danske Bolchevikblade, »Politiken«, »Social-Demokraten« og »Solidaritet« ikke kunnet løse den Opgave alene at bringe Landet ud i Anarki, uden at Finkelstein fik startet det ny Bladforetagende »Arbejdet«? .

 Man skulde ellers mene, at Generalstrejke-Organet »Politiken«, i Paaskedagene gjorde sig de hæderligste Anstrengelser for at bringe Danmark ud i russiske Tilstande.

 Man kan vel næppe antage, at Finkelstein fik Tilladelse til Indrejse i Danmark, fordi vore Bolcheviker derigennem ventede at faa pekuniær Støtte for deres Propaganda, da man maa formode, at der var kapitalstærke Mænd nok bagved Ledelsen . . . «

74

 Det var kraftige Ord; men overfor den politiske Situation, der var opstaaet 1920, da Jøderne fra alle Sider søgte at faa Magt over Samfundet, var denne Form for Kritik uden Tvivl paa sin Plads. Thi Jødefaren var identisk med Bolchevikfaren.

 I dette ikke blot uheldige, men ogsaa uvederhæftige Forsvar, Teologiprofessoren fører for Jøderne, findes endeligt en arrig Bemærkning om, at den ene Udgiver af Protokollerne endog havde foreslaaet nye Love, hvormed Jøderne skulde fjernes fra Indenrigspolitik og Udenrigspolitik, og hvorved deres økonomiske Magt skulde brydes. Prof. Torm er selvfølgelig forfærdet over, at Jødernes Kapitalmagt skal brydes og bemærker: »For et Kuriosums Skyld kunde det maaske have været godt, om Forfatteren havde udtalt sig lidt nærmere om, hvorledes han egentlig tænkte sig saadanne Love formede.« Denne Bemærkning skal her gentages - ligeledes for et Kuriosums Skyld. Maaske har Prof. Torm sidenhen lagt Mærke til, at man virkelig kan lave saadanne Love og endog udføre dem.

 Den samme Melodi spilles af Pastor E. Clausen i »Kristeligt Dagblad« (8. novbr. 1920). Ogsaa for ham er det givet, at Protokollerne er »et antisemitisk Falskneri til Udryddelse af alle Jøder«. Han vil ikke helt bestride, at Jøderne er medskyldige i Ruslands Ulykke, at de ogsaa har Blodskyld, men han harmes dog for Alvor over de mod Hebræerne rettede Angreb, bl.a. ogsaa »over de modbydelige Jødepogromer i Østeuropa i vor Tid«. Nødværge overfor den Uret, Jøderne har forvoldt, skal til, siger han; men det skal kun være et kirkeligt Nødværge, en Kamp med Aandens Sværd, som er Guds Ord.

 Striden om »Jødefaren« og andre antisemitiske Skrifter, der støtter sig til det i »Zions Vises Protokoller« offentliggjorte Materiale, blusser op igen i 1936. Paa dette Tidspunkt havde nogle fremtrædende Forkæmpere for dansk Økonomis og Kulturs Frigørelse for jødisk Indflydelse publiceret en Række Smaaskrifter, der ikke faldt i Prof. Torms og Ligesindedes Smag og nu fremkaldte en særlig voldsom Reaktion fra de 

75

ufortrødne Jødevenners Side. Nu affattede Prof. Frederik Torm en offentlig Protest mod det nationalsocialistiske Partis antisemitiske Skrifter, som blev underskrevet af fire Universitetsprofessorer og een Biskop, nemlig: 

 Dr. theol. F. E. T orm, Professor med nytestamentlig Exegese som Hovedfag.

Aage Bentzen, Professor med det gamle Testamente som Hovedfag,

Dr. theol. Flemming Friis Hvidberg, Docent i det gamle Testamente

Dr. phil. & theol. J. P. E. Pedersen, Professor i semitisk­ orientalsk Filologi samt

Dr. theol. Hans Fuglsang Damgaard, Biskop over Københavns Stift.

 Den 10. januar 1936 blev Protesten udsendt gennem Ritzaus Bureau, ligesom den selvfølgelig offentliggjordes i alle de parlamentariske Partiers Blade Landet over.

Protesten havde følgende Ordlyd:

 »Der udbredes for Tiden gennem det danske nationalsocialistiske Parti en Del Pjecer af antisemitisk Indhold. De Anklager, som deri rettes mod det jødiske Folk, er saa haarrejsende og meningsløse, at man med Rette kunde have set bort fra dem, hvis ikke Forfatterne af disse Pjecer havde støttet deres Beskyldninger paa en Mængde urigtige og misvisende Citater og ganske særligt paa det berygtede Skrift »Jødefaren«.

 Dette Skrift er forlængst godtgjort at være et litterært Falskneri, og i Foraaret 1935 blev dette bekræftet af en Domstol i Schweiz efter en omhyggelig 2-aarig Undersøgelse af Omstændighederne ved Skriftets Tilblivelse.

 Det er allerede i sig selv forkasteligt at arbejde paa at vække Had i det danske Folk mod vore Medborgere af jødisk Afstamning, men det er ganske særligt utilstedeligt at anvende saadanne Midler, som let kan vildlede dem, der ikke ved bedre Besked. Vi vil tro og haabe, at den sunde Sans i det danske Folk vil vægre sig ved at tro paa saadanne grove litterære Falsknerier.«

 Disse Ord mente altsaa fem fremragende danske Teologer at kunne underskrive. Unægteligt forbavsende, navnlig under Hensyn til, at »Jødefaren« - som i Protesten nævnes som den vigtigste Anledning – paa intet Punkt beskæftiger sig med specielt teologiske Problemer, for hvis

76

Bedømmelse en teologisk Videnskabsmands Specialviden kan have sin Betydning, men er et rent og skært politisk Kampskrift. Begrundelsen til Fremstødet giver Prof. Torm i flere Interviews i Bladene samt i en særlig Artikel, som offentliggøres den 10. jan. 1936 i »Berlingske Tidende«. Prof. Frederik Torm behandler her paany Skriftet »Jødefaren«, idet han henviser til, at han allerede i November og December 1920 havde gjort opmærksom paa, at det drejede sig om et Falsum. Ganske rigtigt. Dengang mente han som nævnt, at det drejede sig om et Plagiat efter en tysk Roman, der var udkommet under Titlen »Biarritz«. I Mellemtiden har han imidlertid kunnet gøre sig bekendt med de i August 1920 i »Times« fremkomne Afsløringer, saa han i sin nye Afhandling: »Dansk Nazisme og det jødiske Folk« mener at maatte gaa ud fra, at baade den tyske Roman og det nævnte franske Stridsskrift var Hovedkilderne til »Jødefaren«. Dog det vigtigste Argument, han nu fremfører til Begrundelse for sine Anskuelser, er Henvisningen til den Dom, der blev afsagt mod Udgiverne af Skriftet: »Protokolle der Weisen von Zion« ved Domstolen i Bern. Her var Dommerne efter 2 Aars Undersøgelser kommet til det Resultat, at det drejede sig om et Falsum; ja, i Dommen af 14. Maj 1935 blev endog erklæret, at det drejede sig om »lächerlichen Unsinn«. De Anklagede fik en Pengebøde. Sagen appelleredes derefter til Højesteret.

 Jøder og Jødevenner følte sig efter denne Dom ovenpaa. Det viste sig ikke blot deri, at Jøderne nu for en vis Periode viste en særlig hensynsløs Aggressivitet overfor de nationalsocialistiske Kredse, men ogsaa deri, at Danmark nu i Sammenhæng med denne Protest fra Teologernes Side fik sin Talmudproces. Et interessant Bevis for det førstnævnte For­hold er de Betragtninger, Rabbiner Dr. Marcus Melchior fremfører i sit 1937 udgivne Skrift: »Man siger, at Jøderne -«, hvor han i Slutnings­kapitlet beskæftiger sig mere indgaaende med »Zions. Vises Protokoller«. Han er her klog nok til ikke at acceptere den Argumentation, som i Slutningen af 1920 var bleven fremført af Overrabbiner Prof. Simonsen og Prof. Torm - det syntes ham dog vel at være for meget af et Vovestykke - men i Stedet for udelukkende at holde sig til den Version, »Times« havde givet i August 1920. Han indskrænker sig, derfor til at hævde, at Protokollerne var et Plagiat af et i 1868 mod Napoleon III rettet Smædeskrift, i hvilket Kongen beskyldtes for Despoti og for den Hensigt at ville tilrane sig Verdensherredømmet, og bemærker, at dette Skrift var bleven omarbejdet paa den Maade, at Ordet »Napoleon III« overalt erstattedes med »Jøderne«. Iøvrigt mener han, at det her drejer sig om et Plagiat, »der til alle Tider vil staa som et af vort Aarhundredes sørgeligste Kulturdokumenter«. Med rosende Ord omtaler han derefter de

 77

Mænd, der har underskrevet Protesten og mener, at Antisemiterne denne Gang har mødt deres Overmænd. »For en Gangs Skyld«, siger han, »er de her stødt paa et Bolyærk af sund Fornuft, af sand Kultur og virkelig Dømmekraft, der i hvert Fald for en Stund har taget Pippet fra dem.«

 Naa, saa helt modløse havde de Kredse, der førte Kampen mod Jødedommen, ikke Grund til at være. Thi Processen i Bern havde dog i ganske væsentlig Grad bidraget til en Klarlæggelse af de Forhold, der vedrørte Protokollernes Oprindelse og Virkemaade, og Underrettens Dom var jo foreløbigt appelleret, hvis Afgørelse nu ventedes. Navnlig lykkedes det Ulrich Fleischhauer i sin vægtige Samling af Dokumenter og videnskabelig koncist gennemførte Sammenligninger af de i Betragtning kommende Skrifter samt andre Undersøgelser at skabe overvejende Sandsynlighed for, at Protokollerne var ægte. Der er to grundlæggende Undersøgelsesresultater, Fleischhauer er naaet til, nemlig:

1) At der har bestaaet to jødiske Programskrifter. Deraf er det ene af ældre Dato. Det har allerede fra Midten af det 19. Aarhundrede, ja maaske før denne Tid været i Omløb som hemmeligt Dokument og derved dannet Grundlaget for de vigtigste, i Sammenhæng med Protokollerne nævnte Skrifter, særligt Jolys, »Dialogues aux Enfers«, Kirkegaardstalen i Goedsches »Biarritz« samt Talen »Ein Rabbiner über die Gojim«, af Rabbiner Reichhorn, som bragtes til Offentlighedens Kendskab i Forhandlingerne i det østrigske Deputeretkammer den 13. Marts 1901 og senere i 1901 af G. Butmy i hans første Udgave af Protokollerne. Det andet Programskrift, nemlig selve Protokollerne, opstod som et selvstændigt Arbejde, der i sin Helhed er en Variering og Uddybelse af de Temaer, der behandles af Joly i hans Dialoger. Forfatteren af Protokollerne kendte ved Udarbejdelsen af sit Skrift kun Dialogerne og ingen af de andre nævnte Afhandlinger.

78

2) At Maurice Joly var Jøde. I Medfør heraf hævder den tyske Forfatter Ulrich F1eischhauer i sine grundigt gennemførte Undersøgelser, at den Mand, der staar som Mellemled mellem de to Programskrifter, naturligvis selv affattede sine Undersøgelser i ren jødisk Aand. Da Joly samtidig var Frimurer, er det ogsaa uden videre forstaaeligt, at Spørgsmaalet vedrørende de hemmelige Logers Stilling ved Gennemførelsen af de tilstræbte statslige Omvæltninger finder særlig indgaaende Behandling i begge Skrifter (i den 13. Dialog henholdsvis den 15. Protokol). Til Bedømmelsen af Jolys Personlighed er endvidere paavist, at han stod i nærmeste Samarbejde og venskabelig Forbindelse med Karl Marx og Isaac Adolphe Cremieux, der begge var Banebrydere for internationale, af radikal Aand prægede Bevægelser, og at han var Socialist, Revolutionær og jakobiner. (Prof. Torms Paastand om, at Joly ikke var Jøde, er altsaa falsk. Han hed ifølge de Oplysninger, som Alfred Rosenberg giver, oprindelig Moses Joel og var en af Pariserkommunens Førere.)

 Det viser sig da ogsaa, at den svejtsiske Højesteret ikke har stadfæstet den af »Richteramt V« i Bern den 14. maj 1935 fældede Dom, men senere har frikendt de Anklagede, da det ikke kunde anses for bevist, at Protokollerne var et Falsum. ­

 Danmark fik derfor heller ikke sin Proces mod »Protokollerne«s Udgiver, men sin Talmudproces. Den egentlige Anledning hertil gav Teologernes Protest, der blev udsendt gennem Ritzaus Bureau og offentliggjordes den 10. januar 1936 i alle Landets Dagblade. Allerede i sin Kommentar til Protesten bemærkede Prof. Torm, at »vore hjemlige Antisemiter i sjælden Grad forstaar at benytte sig af vor tolerante Trykkefrihed«, for dermed at antyde, at han ansaa Myndighedernes Indskriden for nødvendig. Men i sine Interviews til »Social-Demokraten«

79

og »Nationaltidende« talte han rent ud af Posen. Overfor sidstnævnte Blad erklærede han bl.a., at Tidspunktet nu var inde til en Indskriden. Der tilføjedes: »Vi har udsendt vor Erklæring, og vi har henledt Myndighedernes Opmærksomhed paa denne Form for Litteratur - mere ønsker vi ikke at fore­tage os

Henstillingen toges til Følge af Justitsminister Steincke. Der rejstes Tiltale mod syv Antisemitter efter Straffelovens Paragraffer 140 (Blasfemi) samt 267 og 268 (Fornærmelse og Bagvaskelse).

 En Ekskurs til Prof. Frederik Torms Betragtninger vedrørende »Jødefaren« kan her være paa. sin Plads;

 I sin Redegørelse taler han om den af Udgiverne fingerede jødiske Sammensværgelse, der efter deres Opfattelse staar bag ved alle Frihedsbevægelser. Til Begrundelse for sin modsatte Anskuelse mener han at maatte pointere, at Jøderne aldrig havde vist særlige revolutionære Tilbøjeligheder. Derfor kunde der heller ikke være Tale om, at den fremmede Race tilstræbte Verdensrevolutionen og Verdensherredømmet.

 Over for saadanne Overvejelser maa det anses for paa krævet at behandle nogle historiske Fakta, som vidner om Jødernes Magtbegær og om deres Vilje til om fornødent ved den hensynsløseste Terror at tilrane sig Magt over Folkene. Eksemplerne skal tages fra det russiske Folks Historie, d.v.s. fra det Folks Historie, der giver det mest rystende Bevismateriale for Jødernes Trusel mod alle Kulturfolks Ret og Moral.

 Ubeskriveligt er de Rædsler, denne Race har paaført det russiske Folk.­ Efter Sovjets egne Oplysninger kan Antallet af Henrettelser i Rusland anslaas til 1.860.000 i de første fem Aar, Bolchevikerne havde Styret. Blandt disse var 6000 Lærere og Professorer, 8800 Læger, 54.000 Officerer, 260.000 Soldater, 10.500 Politibetjente, 48.000 Gendarmer, 12.000 Embedsmænd, 355.000 Intellektuelle, 192.000 Arbejdere, 815.000 Bønder. Den internationale Forening mod Bolchevismen i Geneve udgav den 6. August 1935 en Beretning, ifølge hvilken 40.000 Præster var bleven arresteret, landsforvist eller dræbt. Herefter blev næsten alle ortodokse Kirker og Kapeller ødelagt eller lukket - eller forvandlet til Klubber, Biografteatre, Kornpakhuse o. lign. Endelig oplyser Sovjet-Statistikeren Oganowsky, at Antallet af Bønder, som døde af Sult i Aarene 1921-22, beløb sig til 5,2 Millioner. Indtil Aaret 1930 er under Sovjetherredømmet 31 Biskopper, 1.600 Gejstlige og 7.000 Munke bleven myrdet. Skulde

80

saadanne Tal ikke kunne mane kristne Teologer til Eftertanke og i det mindste forhindre dem i, at de altfor kritikløst tog sig af Jødernes Sag?

 Ogsaa den forfærdelige Skæbne, der ramte Finnerne, som var bosiddende i de til Sovjetunionen hørende Omraader, skulde dog vel kunne mane danske Præster til Tavshed. Her kan henvises til, at den finske Befolkning i Ingermanland blev systematisk udryddet. 1929-31 maatte 18.000, i Foraaret 1935 9.000 og i Sommeren 1936 yderligere 28.000 forlade Hus og Hjem for i de sibiriske Ødemarker at gaa deres Undergang i Møde. Fra Karelen maatte 1935 4.000 gaa i Forvisning til Centralasien og 3.000 til Ural, og af dem gik over 50 Procent til Grunde som Følge af de umenneskelige Livsvilkaar og Arbejdsbetingelser. Een Gang sagde en førende Kommunist til dem: »Krepere skal I! Vi kan ikke slaa Jer allesammen ihjel, men I skal alligevel krepere!«

 Det er disse Forhold, der gør det mere end forstaaeligt, at »Zions Vises Protokoller« først fandt Udbredelse i Rusland, da den Fare, der allerede længe før Verdenskrigen truede Landet, i dette Skrift forudses og skildres i alle Enkeltheder, og iøvrigt stadfæstedes ved den af Jøderne ledede revolutionære Bevægelse, dens Kampmetoder og dens Maal.

I Rusland havde den Bitterhed, der herskede i de brede Folkelag mod Jøderne, allerede siden 1881 flere Gange ført til blodige Optøjer, de saakaldte Pogromer (russ.: Ødelæggelser), der for en stor Del kunde gennemføres uden Myndighedernes Indgriben. Den første Pogrom-Bevægelse opstod, da Alexander II blev myrdet, og den Opfattelse bredte sig i Folket, at det var Jøder, der havde dræbt Czaren. Raseriet opflammedes, da det rygtedes, at Czar Alexander III skulde have givet Ordre til, at der skulde tages Hævn over Jøderne, men at Myndighederne havde ladet sig bestikke af Jøderne, saa Czarens Anordning ikke var bleven bekendtgjort. Under Indflydelse heraf opstod i April 1881 flere Pogromer i sydrussiske og ukrainske Byer. Disse Jødeforfølgelser satte Gang paa Gang ind ogsaa i de følgende Aartier, greb særlig stærkt om sig i Aarene 1903 til 1906 og kulminerede under Verdenskrigen. Det var Folket, der hævnede sig paa den fremmede Race, som udplyndrede det ved Vare- og Renteaager, viste sig fjendsk overfor den kristne Civilisation og tilstræbte Magten i Samfundet, ja, derudover stræbte efter Verdensherredømmet. Allerede Alexander III havde kort Tid efter sin Faders Død i 1881 givet Indenrigsministeren Ignatiew Ordre til at undersøge, hvilke specielle Forhold indenfor de saakaldte Kolonisationsrayons, der havde givet Befolkningen Anledning til de voldsomme Overfald paa Jøderne. Der blev indsat særlige Undersøgelseskommissioner, som skulde behandle Problemet ud fra den Grundtanke, at Jøderne takket være deres Samhørighed ­ - naar der blev set bort fra faa Undtagelser - »benyttede sig af deres

81

Evner, ikke til at forøge Samfundets produktive Kræfter, men til Udbytning af den hjemmefødte Befolkning, og da navnlig af de fattigste Dele af Befolkningen«. Kommissionernes Dom indeholdt almindeligvis skarpe Udtalelser mod Jødedommen. Ifølge »Jüdisches Lexikon« (Bd. IV, 1930, Sp. 981) bemærkede bl.a. Kommissionen i Wilna: »Jøderne har intet Fædreland, de anerkender kun deres egen Menigheds (Kahal'ens) Magt, de danner en bevægelig Stat indenfor Staten, med hvilken de fører en evindelig forbitret økonomisk Kamp.« En stærk Opblussen af Pogromerne satte ind, efter at den russisk-japanske Krig var tabt (bl.a. i Kischinew i Bessarabien 1903), men fra dette Tidspunkt traadte Jøderne ogsaa særlig aggressivt i Aktion indenfor den revolutionære Bevægelse. En Attentatbølge mod Ruslands mest fremtrædende Mænd fulgte; dens Ophavsmænd var for største Delen Jøder, navnlig var det jødiske Revolutionære i Udlandet, der gav deres Direktiver. Det var Dr. Alexander Helphand, der 1904 under den første russiske Revolution var Formand for de Arbejderdelegeredes Raad i St. Petersborg. Umiddelbart efter Udstedelsen af den nye Konstitution satte de saakaldte Oktober-Pogromer fra 1905 ind, ved hvilke der i 660 større eller mindre Byer, tildels ogsaa Landsbyer, myrdedes 810 Jøder, haardt saaredes 770, og samtidig tilføjedes de overfaldne store materielle Tab. Men - hvad der her er det afgørende: Pogromerne var saa sandelig ikke Udtryk for det russiske Folks Mordlyst og Bestialitet. Det var kun en naturlig Reaktion overfor den skaanselsløse Udplyndring, de jødiske Aagrere og Pugere tillod sig, en Kamp mod de samfundsødelæggende Kræfter, som truede fra Kahal'en. Og Pogromerne har senere fundet deres fuldkomne Retfærdiggørelse i det rædsomme Ragnarok, Bolchevikerne under jødisk Ledelse paaførte det russiske Folk.

 At iøvrigt alle Landes Jøder føler sig som en Fællesmagt og i alle Forhold staar solidarisk, viste sig Gang paa Gang ogsaa med Hensyn til de i Rusland og Polen stedfindende Pogromer. Da Oktober-Urolighederne 1905 var overstaaet, samledes af Jøderne i Udlandet ikke mindre end 13 Millioner Mark til Understøttelse af disse Pogromers Ofre. Nogen Tid senere, i Foraaret 1907, dannede Danmark Midtpunktet i en stor Stats­aktion til Gunst for de russiske Jøder. Paa dette Tidspunkt rygtedes det, at der var Fare for, at der atter vilde bryde Uroligheder løs, saasnart den russiske Paaske var inde. Af Frygt for nye Overfald søgte de russiske Jøder i dette Tilfælde Hjælp

82

hos deres formaaende Venner i København. Her var det, Professor Dr. Simonsen, som forud havde været Overrabbiner ved Synagogemenigheden, sammen med Grosserer Carl Henriques Melchior og Hustruen Clara, født Melchior, foranledigede, at Carl H. Melchiors Farbroder, den 82-aarige Moses Melchior, henvendte sig til Kong Frederik VIII med Bøn om, at han maatte opfordre sin Søstersøn Czar Nicolai II til i Tide at forhindre den befrygtede Pogrom. Dr. Simonsen beretter selv udførligt om denne Tildragelse i »Tidsskrift for jødisk Historie og Literatur« (Bd. 1, 1917-19, S. 188 flg.) under Titlen: »Da Pogromerne i Foraaret 1907 blev standset.«

 Kongen havde først tilsagt den gamle Moses Melchior til Forhandling paa en Mandag; men da Sagen hastede, blev Audiensen fastsat til den forudgaaende Lørdag. I Forhandlingen viste Kongen sig ikke særlig begejstret for Henvendelsen; han gav først et blankt Afslag, da »det var en Principsag, at man ikke blandede sig i et andet Lands indre Anliggender«. Han tilføjede, at en Henvendelse derom kunde blive taget særdeles unaadigt op. Men Moses Melchior trængte paa, indtil Kongen erklærede sig villig til at henvende sig til Søsteren, Enkekejserinde Dagmar, som paa dette Tidspunkt opholdt sig i Biarritz. Men dette Tilsagn var ikke nok; Melchior gjorde opmærksom paa, at det vilde tage for lang Tid, hvis Hjælpen skulde hentes ad denne Omvej; han erklærede, at han sad inde med Informationer, hvorefter Urolighederne vilde bryde løs i de aller­nærmeste Dage, saa det var nødvendigt, at Kongen henvendte sig direkte til Czaren. Paa Kongens forbavsede Spørgsmaal, hvorledes gamle Melchior dog kunde vide saa nøjagtig Besked med russiske Forhold, erklærede denne, at ifølge de Informationer, Professor Simonsen havde givet ham, var den russiske Paaskes Indtræden ganske nær forestaaende. Simonsen siger hertil selv i sin Artikel, at Kongen efter denne Oplysning »gjorde en lun Bemærkning om, at han nu forstod Sagens Gang«. Kongen erklærede derefter, at han straks vilde skrive til Czaren. Men ogsaa dette tilfredsstillede ikke Jøden, saa

83

Kong Fregerik VIII maatte erklære sig rede til at telegrafere til den kejserlige Søstersøn.

 Professor Simonsen bemærker til Slut, at han nogen Tid senere, ved et Ophold i Breslau - formodentlig den 24. April 1907 - af Bladene erfarede, at »Guvernørerne i Rusland havde faaet bestemte Ordrer til ikke at tillade Uordner ved den forestaaende Paaskefest«. »Deri,« vedføjer den fhv. Overrabbiner, »læste jeg den russiske Regerings Svar paa vor Konges Hen­vendelse til Czaren.«

 Man kan forstaa Jødernes Tilfredshed med dette Udfald af Audiensen. Det er kun beklageligt, at der ikke nogle Aar senere fandtes danske Jøder, der henvendte sig til deres russiske Racefæller med Bøn om at standse Myrderierne mod de Millioner hvide Mennesker i Rusland, mod den ligefrem djævelske Terror, mod Deportationerne til Sibirien, mod Udryddelsen af alt kirkeligt og kristent Liv, mod den hensynsløse Socialise­ring af Jorden og den dermed følgende Likvidering af Kulakkerne, den russiske Bondestand osv., osv. - ja, at der ikke fandtes en eneste formaaende Mand i Verden, der kunde forhindre, at Jøderne indenfor Bolchevikernes Rækker fortsatte med deres Rædselsgerninger. Og naar d'Herrer Teologer, som kæmper for Jødernes Sag, overvejer det rigtigt, vil de maaske, hvis de da føler kristeligt Ansvar, Sandheds- og Retfærds­pligt, anerkende Berettigelsen af et saadant Ønske. Iøvrigt maatte de ogsaa paa Grundlag af det, der her er skildret, kunne indse, at Pogromerne kun var en naturlig Reaktion overfor den Blodskyld, Jøderne paalagde sig ved deres Udplyndring af Folket, ved Nihilismen og de endeløse Attentater, og at selve den bolchevikiske Revolution kun kan betragtes som en Forløber forVerdensrevolutionen, som en Etappe i Jødernes Kamp om Verdensherredømmet.

 e) Jødernes Drøm om Verdensherredømmet.

  De teologiske Professorer ved Københavns Universitet samt

84

 Biskoppen for Københavns Stift, Fuglsang-Damgaard, tør i deres Protest af 10. Januar 1936 hævde, at det er haarrejsende og meningsløse Anklager, der fra nationalsocialistisk Side rejses mod det jødiske Folk. De henholder sig i første Række til »Jødefaren«, som efter deres Opfattelse skal være et Falsum og indeholde grove litterære Falsknerier. Men de mener ogsaa at kunne gøre gældende, at der i de angrebne Piecer ofte benyttes misvisende Citater og findes grove Misforstaaelser, Fordrejelser og desl. Naar man i øvrigt kan støtte sig til Prof. Torms Indlæg i Sagen, maa man gaa ud fra, at de navnlig ogsaa harmes over, at Jøderne beskyldes for gennem Verdens­revolutionen at stræbe efter Verdensherredømmet.

 Nej, det er disse kristne Præster aldeles enige om, at det her drejer sig om aldeles utilstedelige og uberettigede Angreb. Selvfølgelig kender de det gamle Testamentes Ord, de ved, at Jødernes Gud er en national Gud, at Jødernes Haab er rettet mod et messiansk Rige, som endnu skal komme, og at de længes efter et jordisk Paradis; at de afskyer Jesus Kristus og aldrig vil, ej heller kan anerkende, at Kristus er den i den gamle Pagt forkyndte Messias. Selvfølgelig ved de, at Jøderne betragter sig som Guds Ejendomsfolk, og at der allerede i Pentateuk'en findes Profetier, hvorefter dette Ørkenfolk engang, naar Tidens Fylde er inde, vil herske over alle Jordens Nationer. Men det passer dem ikke, at det siges, og hellere begaar de et Forræderi mod den kristne Lære, end de tillader, at Sandheden om Jødedommen bliver sagt.

 Men Sandheden vil blive sagt.

 Og det er nemt at føre Bevis for, at de Tendenser, der præger »Zions Vises Protokoller«, er i nøje Overensstemmelse med det gamle Testamentes Profetier. Læs i 1. Mosebog Kap. 12, 2-3 og Kap. 22, 17-18 eller i 5. Mosebog Kap. 28, 12-13 eller Kap. 2, 25, læs Salme 2, 8 eller Profe­tierne i Esajas Kap. 60, Versene 10, 12 og 16 henholdsvis Kap. 61, 5 osv., saa vil man her finde de Ord, der forkynder Israels Overheredømme over alle Folk og hvorledes Jehovahs Ejendomsfolk engang skal kunne hævne sig paa hele Menneskeheden.

 Enkelte Citater skal tjene som yderligere Bevis for Paastandens Rig­

85

tighed: I 5. Mosebog 7, 6 siges: Thi du er et Folk, der er helliget Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt til sit Ejendomsfolk blandt alle Folk paa Jorden. - 5. Mosebog 7, 16 lyder: Og alle de Folk, som Herren din Gud giver dig, skal du fortære uden Skaansel. - Den samme Tendens træder særlig grelt frem i 5. Mosebog 7, 22-24: Og Herren din Gud skal lidt efter lidt drive disse Folkeslag bort foran dig. Det gaar ikke an, at du udrydder dem i Hast, thi saa bliver Markens Dyr dig for talrige. Men Herren din Gud skal give dem i din Magt, og han skal slaa dem med stor Rædsel, indtil de er udryddet. Og han skal give deres Konger i din Haand, og du skal udrydde deres Navn under Himmelen; ingen skal kunne holde Stand over for dig, til du har udryddet dem. - Salmistens Ord Kap. 3, Vers 8 siger det samme: »Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord.«

 Hvor nøje stemmer dog disse ældgamle Paroler om, at Messias vil komme, at Tiden snart vil være inde, da den jødiske Aand skal erobre hele Verden og da hele Menneskeheden vil blive Israels Slaver, nøje overens med den nyere liberalistiske Tidsalders jødiske Proklamationer!

 Crémieux, der var Grundlægger af den israelitiske Verdens­organisation, udgav 1860 det berømte Manifest, som giver Udtryk for dette Jødernes højeste Maal og her citeres i sin Helhed:

 »Den Alliance, som vi vil danne, er hverken fransk eller engelsk eller svejtsisk eller tysk; den er jødisk, den er universel. De andre. Folk er opdelt i Nationer; vi alene har ingen Medborgere, kun Religionsfæller. Jøder bliver ikke de Kristnes og Mohammedanernes Ven, før den jødiske Tros Lys, den eneste Fornuftreligions Lys, vil sende sine Straaler ud over hele Verden; Spredt blandt alle Folk, som er fjendtlig indstillet overfor vore Rettigheder og Interesser, vil vi fremfor alt vedblive at være Jøder. Vor Nationalitet er Fædrenes Religion, og vi anerkender ingen anden.

 Vi bor i fremmede Lande, men vi kan ikke interessere os for disse Landes vekslende Interesser, saalænge vore moralske og materielle Interesser er i Fare. Den jødiske Lære maa en Dag beherske hele Verden. Israeliter! Omendskønt I er spredt over alle Jordens Punkter, skal I betragte Eder som det udvalgte Folks Lemmer. Naar I tror, at Eders Forfædres Tro er den eneste Patriotisme, naar I tror, at I trods Eders udvortes Nationaliteter kun er et eneste Folk, naar I tror, at Jødedommen

86

alene repræsenterer den religiøse og politiske Sandhed, - naar I tror alt dette, I Israeliter i hele Verden, saa mød frem, hør vort Kald, giv os Eders Tilslutning tilkende.

 Værket er stort og helligt. Katholicismen, vor hundredaarige Fjende, er underkastet, slaaet fuldstændig ned. Hver Dag vil Nettet, som Israel har kastet ud over Jorden, bredes videre ud, og vore hellige Bøgers. ophøjede Sandheder vil gaa i Opfyldelse. Den Dag vil komme, da Jerusalem vil være Bedehuset for de forenede Nationer, da den jødiske Monotheismes Fane vil vaje paa de mest fjerntliggende Kyster. Lad os drage Nytte af alle Forhold. Vor Magt er stor, lad os lære at udnytte den. Hvad skulde vi vel frygte? Dagen er ikke mere fjern, da al Verdens Rigdomme udelukkende vil tilhøre Jøderne.

Et Aar senere, 1861, vælges Crémieux til Alliancens Præsident. I denne Anledning skriver Archives Israelites Aarg. 1861, Nr. 25 bl.a. følgende:

 »En ny Tids Messianisme maa bryde frem, udvikle sig, en ny Ordens Jerusalem, helligt grundlagt mellem Orient og Occident, maa træde i Stedet for Dobbeltrigerne: Kejsernes og Pavernes. Alliance Israelite har paabegyndt sin Virksomhed og gør allerede sin Indflydelse gældende i de fjerneste Egne. Den indskrænker sig ikke til at pleje vor Kultus, men den henvender sig til alle; den vil trænge ind i religionerne, som den er trængt ind i alle Lande.

 Nationaliteterne skal forsvinde! Religionerne skal forgaa! Men Israel vil bestaa, thi dette lille Folk er Guds udvalgte Folk.

 Disse Ideer finder - ganske vist i meget skjulte Vendinger - Genklang i Jolys Dialoger, og danner derefter Grundakkorden i selve Zions Vises Protokoller.

 Verdensherredømmet er altsaa Maalet - trods alle Teologers Protest. Men Udviklingen vil vise, at Maalet aldrig vil blive Virkelighed - evigt kun vil blive en Drøm.


Controversy of Zion _resumé

Controversy of Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu