2. STRIDEN OM DET TREDIE TING

 

fra

 Lorenz Christensen Det Tredie Ting

 

a) Jødernes Herredømme under Ministeriet Zahle.

 Det hændte og hænder ofte, at de to af det radikale Venstre dannede Ministerier, af hvilket det første styrede Landet fra 28. oktober 1909 til 4. juli 1910, det andet fra 21. juni 1913 til 30. marts 1920, betegnes som Jøde-Ministerier. Bl.a. er Dr. H. J. Hansen stærkt inde paa denne Tanke i sin 1923 udgivne Piece om »Jødespørgsmaalet«, i hvilken han navnlig paapeger, at Venstre stadig havde vist Tilbøjeligheder til at alliere sig med den baade nationalt og religiøst upaalidelige Jødedom. Dr. Hansen henholder sig derved i Hovedsagen til Udviklingen omkring Aarhundredskiftet, men kunde ligesaa godt have henvist til Liberalismens Stilling overfor Jødedommen allerede i 1849-Grundlovens allerførste Tider. Frederik Barfod, Grundtvig og mange andre Liberale støttede allerede dengang med en utrolig Fanatisme Jødernes Sag. Med Hensyn til den politiske Situation siden Halvfemserne, da »Politiken« begyndte at vinde en stigende Indflydelse paa det kulturelle og politiske Liv, bemærker han bl.a.: »Venstre, det store Bondeparti, som dog skulde være baade kristeligt, nogenlunde nationalt og desuden havde sine agrariske Interesser, det saa at sige forurenede sig med den leddeløse københavnske Liberalisme, med radikale, irreligiøse Jøder som Edvard Brandes og Herman Trier, ja med den gryende Socialisme; det samlede kort sagt Revl og Krat. Den Gang blev Grunden lagt til Radikalismen, med den negative Hørup og Brødrene Brandes

8

som Profeter. Partiet har i mange Aar været stærkt jødisk farvet; det bestod af en Række Universitets-Professorer, en god Portion Jurister (deriblandt ogsaa Politimestre), en Del Læger, m. m.; mange af dets finere eller velstillede Medlemmer var Jøder, og til Stemmekvæg søgte man særlig at fiske Husmænd paa Landet. Den radikale Regering fra 1913 til 1920 var absolut jødepræget: den halvbegavede cand. jur. Zahle var Chef, Dr. E. Brandes og Hr. Ove Rode viste sig at være de gode Hoveder, bl.a. til at ødelægge Finanserne, og dertil kom nogle Ikke-Jøder   ….Spekulanten Heilbuth fungerede underhaanden nærmest som Rigskansler og var samtidig den med tyske Jødebanker stærkt indfiltrede Landmandsbanks Mand, Medlem af dens Bankraad og af dens Bestyrelse fra 1914. Vi havde i Virkeligheden et Jøderegimente, og det er en uaftvættelig Skam baade for Folket og særlig for vor Rigsdag, at det Hele blev taalt til April 1920.

Her nævnes tre Mænd, som ifølge Dr. H. J. Hansens Fremstilling gav det andet Ministerium Zahle det jødiske Præg: Nemlig Konsejlspræsidenten selv, der tillige, var Justitsminister, Finansminister Brandes og Indenrigsminister Ove Rode.

Er denne Karakterisering nu berettiget?

Det er i Indledningen bleven paavist, hvorledes den enkelte Jøde, som opnaar en Position, indenfor et af Samfundenes Nervecentrer altid vil benytte sig af denne Stilling til i første Række at varetage sin egen Races Interesser, og at Jøden, takket være sin særlige Mentalitet, almindeligvis ogsaa har Evne og Kraft til at sætte sine Anskuelser igennem, saafremt han under de givne Omstændigheder faar Mulighed til frit at udfolde sine Bestræbelser. Der kan nu ikke være Tvivl om, at Forudsætningerne for Jødernes Hegemoni indenfor de to af det radikale Venstre dannede Ministerier, ikke mindst indenfor det sidstnævnte, var overmaade gunstige. (I Parentes bemærkes, at allerede det første Zahle-Ministerium havde to Jøder som Medlemmer, foruden Brandes den udpræget orientalske Halvjøde Wilhelm Weimann som Minister for Handel og Sø-

 89

fart samt, fra 2. 2.- 5. 7. 1910, for offentlige Arbejder. Finansminister Edvard Cohen Brandes var Heljøde, en Mand, som ved et kraftigt Instinkt følte sig knyttet til sin Race, og som ud fra dette Instinkt og sin fremragende Begavelse allerede i en tidlig Alder følte sig kaldet til at udrette en politisk Gerning. Liberalismens, Demokratiets Ideer banede ham Vejen ind i Politiken. Det var atter en Venstremand, der skulde hjælpe Jøden frem, Chr. Berg, som 1880 tilbød ham et absolut sikkert Mandat ved et Suppleringsvalg paa Langeland, trods voldsom Modstand navnlig fra Præsters Side, som ikke kunde finde sig tilrette med, at Bondepartiet vilde sætte en udpræget Fritænker ind paa Rigsdagen. Brandes blev valgt med et anseligt Flertal, og Berg ansaa sig derefter endog for beføjet til i Folketingets Forhandlinger den 25. 11. 1880 at rette sit Skyts mod disse formastelige Præster, som »nu engang ikke kunde døje det, at Folketinget efter sin Art og Oprindelse er bekendelsesløst, at vi ikke her i Tinget staar paa nogen religiøs Grund, endsige paa Folkekirkens, men at vi ere et dansk hedensk Hus og ikke andet….« og til Begrundelse for denne Opfattelse paaberaabte sig Grundtvig, der havde sagt om den danske Rigsdag: Netop som født af Hedningeæt, har Du i Danmark Odelsret. Saa besynderlig en Argumentation skulde der altsaa til for at kunne klargøre, hvorfor netop Venstre, det liberalistiske Bondeparti, krævede Respekt for dette, at Tinget paa ny maatte modtage en radikal Jøde i sin Midte.

Saa ligetil var Sagen alligevel ikke. Ordføreren for Valgbrevsudvalget gjorde gældende, at det var et Medlems grundlovsmæssige Ret og Pligt at aflægge Ed paa Grundloven, og at ethvert Medlem, der stillede sig til Valg, som Følge heraf forud maatte gøre sig klart, om han kunde aflægge Eden eller ej, og Folketingets Formand, Christopher Krabbe (der senere

sammen med Brandes og Weimann tilhørte det 1. Zahle-Ministerium som Forsvarsminister!) ønskede i dette Tilfælde først konstateret, hvorvidt et Fortilfælde af manglende Ed efter den hidtil brugte Edsformular, maatte foreligge, d. v. s.hvorvidt

90

en Underskriven af Formularen af en Ikke-Kristen, der rigtignok var anerkendt som Medlem af Tinget, kunde tilstedes. Striden kom altsaa til at staa om Grundlovens § 55, hvorefter ethvert nyt Medlem skulde aflægge Ed paa Grundloven, naar Gyldigheden af hans Valg var anerkendt. Da Brandes derefter tog Ordet, paaberaabte han sig selvfølgelig Religionsfriheden og erklærede, at han fra Begyndelsen af, da han stillede sig til Valg, havde besluttet sig til at aflægge Ed efter den brugelige Edsformular. Han fortalte derefter om sine Genvordigheder i Valgkampen paa Langeland, nævnte, at de politiske Møder nærmest havde givet Indtryk af, at der skulde foretages Valg til en Synode, at Modstanderne havde benyttet sig af en ganske særegen Taktik for at komme ham til Livs ved at udkramme et helt Arsenal af Ord som Fritænker, Ateist, Gudsfornægter osv., at det jo overhovedet var Skik og Brug i Danmark at opmuntre til Racehad ved f. Eks. til Stadighed at gøre opmærksom paa en Mands racemæssige Afstamning, saasnart en Jøde søgte at yde en Indsats paa Litteraturens Kunstens eller Politikkens Omraade osv., »Jo,« fortsatte han, »man fortæller, at han er fremmed, at han ikke er rigtig dansk…. jeg kan forsikre, at, hvis man vidste, hvor krænket en Jøde føler sig, naar disse Ord nævnes mod ham, vilde selv Fanatikere betænke sig ved at anvende dem imod ham. Hvis man vidste, hvorledes man føler Jordbunden liste bort under sine Fødder, naar det siges, at man er fremmed, - og det siges trods den megen Modsigelse - tror jeg, at man vilde betænke sig paa at erklære en dansk Medborger for hjemløs i hans eget Hjem….«

Edvard Brandes forstod altsaa med mange kløgtige Argumenter at forsvare sit Standpunkt og gjorde kraftigt Rede for sit Standpunkt, idet han bemærkede:

»Jeg vedkender mig aabent, at jeg hverken tror paa Jødernes eller paa de Kristnes Gud, men jeg hævder, at mit Gudsforhold er mig ligesaa klart og helIigt som enhver af de Tilstedeværendes er for ham, og jeg

91

fordrer samme Respekt for mine religiøse Anskuelser, som jeg er villig til at yde andres.«

Alligevel forvoldte Forsvaret ham adskillige Vanskeligheder, da Edsformularen indeholdt Udtryk, som han ud fra sit fritænkerske Sindelag aldrig vilde kunne godkende. Formularen lød nemlig: »Jeg lover og sværger at holde Rigets Grundlov, saa hjælpe mig Gud og hans hellige Ord.« Han mener imidlertid med den tilvante jødiske Udenomssnak at kunne berolige Folketingets Medlemmer med, at Paaberaabelsen i denne Ed aldrig havde fundet en saadan kirkelig eller teologisk Fortolkning, at den skulde være afpasset efter en bestemt kristelig Tro. Derfor kunde troende Kristne og Jøder uden Betænkelighed aflægge denne Ed; de Kristne tænkte herved paa Kristus og Bibelen, Jøderne paa Jehovah og det gamle Testamente. For sit eget Vedkommende erklærede han:

 »Jeg har ganske simpelt underlagt Ordet »Gud« det Gudsbegreb, som jeg har; jeg har forstaaet »det hellige Ord« som logos: Alfornuften, som de Verden beherskende Ideer, jeg erkender for hellige Ord.«

Denne Rabulistikens Mester havde dermed klaret sin Sag, og Formanden Krabbe opgav at udsætte Edfæstelsen yderligere. Deri kunde ej heller ændres noget, efter at den ivrige Grundtvigianer Frede Bojsen havde gjort alt for at afværge den kristelige Forargelse, Brandes' Edsaflæggelse maatte gøre paa alle dem, for hvem denne ikke var et blot og bart Spilfægteri. Folketingets Flertal var stemt for at være velvilligt stemt overfor Jøder, thi man var dog vel nok forpligtet til at holde Liberalismens Principer i Hævd. Og Jøden vidste, at han kunde regne med denne Stemning. Han følte sig ogsaa desaarsag som den overlegne Part, krævede sin Værdighed som Folkerepræsentant respekteret og gav tilsidst Udtryk for sin særlige Selvbevidsthed ved at betone, at han kun var en ringe Discipel i en Skole, der rigtignok talte Historiens største Aander blandt sine Disciple, men at han dog stod saa højt, at han »med

92

ubeskrivelig Foragt kunde se ned paa det bundløse Hykleri, der her trivedes i denne Sag«. Naar Brandes saaledes tog paa Vej, maatte han selvfølgelig ogsaa faa Lov til at aflægge Eden og at tolke Edens Mening, saaledes som det passede ham bedst.

Men det er herefter forstaaeligt, at Edvard Cohen Brandes Virksomhed indenfor det politiske Liv havde sine Vanskeligheder. J. Hassing Jørgensen, Brandes' senere Ministerkollega i Zahle-Ministeriet, mener i sin i Dansk Biografisk Leksikon offentliggjorde Levnedsbeskrivelse af Brandes at maatte gøre gældende, at det var den lige omhandlede Episode i Folketinget, der havde givet Stødet til, at Brandes' Væsen fremtidig prægedes af et Skær af Kynisme. Denne Formodning er uden Tvivl urigtig. Edvard Brandes var ligesom sin Broder Georg Brandes. helt igennem præget af sin Herkomst og kunde, som den helblods Jøde han var, selvfølgelig aldrig slippe sit Racemærke. Rent instinktivt var han kynisk, d. v. s. skamløs, uhøvisk overfor de andre, som ikke var som ham; thi Instinktet svigter ikke Blodets Røst. Han følte sig nødvendigvis som Fremmed indenfor det danske Folk, og han bedømte sine Medmennesker i eet og alt udfra den særlige Racebevidsthed, der besjælede ham. Dog havde han det tilfælles med Broderen, at de begge ikke vilde være ved deres Racebevidsthed, men slet og ret krævede at blive anerkendt som noget, de ikke var, og ej heller nogen Sinde kunde blive, nemlig som Danske. En saadan Stræben efter det uopnaaelige, naturstridige, skaber selvfølgelig Usikkerhed i Sindet, forstyrrer Sjælens Ligevægt, og hermed lader sig forklare, at den inkarnerede Jøde, der, mener at kunne træde ud af sin Race, ved den simple Mindelse om det, han i Virkeligheden er, føler sig ramt i det dyrebareste, han mener at eje, nemlig Bevidstheden om at være dansk Medborger og det, som mere er dansk i Sind og Skind. Deraf den ramtes Reaktion, deraf ogsaa den blodige Kynisme overfor dem, der ikke vil affinde sig med den Slags Skalkeskjul og kræver, at Tingene siges som de er, kræver Sandheden sat i Højsædet. Edvard Brandes taler i Folketinget 1880,

93

 ved sin Indtræden i det parlamentariske Liv, om den »ubeskrivelige Foragt«, han følte over et bundløst Hykleri, og dog var denne anmassende Tale ikke andet end Udtryk for den Utryghed, han følte ved at give sig ud for noget andet end det, han var, og ved at aflægge en Ed, som berører et Gudsforhold, han selv aldrig har kendt til; thi at ville jævnstille Guds hellige Ord med den saakaldte Alfornuft er Blasfemi.

Alt hvad Edvard Brandes har skrevet, vidner om det Sind han ejer, og det var ikke dansk, og alt, hvad han som Politiker udrettede, tjente i sidste Instans hans Racefællers Interesser og var derfor ej heller dansk Gerning. Alene det, at hans litterære Produktion i saa stor en Udstrækning koncentrerede sig om erotiske Problemer, om seksuel Løssluppenhed og som oftest er blottet for ethvert Drag til idealistisk, etisk Livsopfattelse, vidner om Mandens Ophav.

De Mennesker, han skildrer i sine Skrifter, er Genspejlinger af et krampagtigt Sind og giver derfor ikke et tilforladeligt, endsige sandfærdigt Billede af dem, han foregiver at skildre. For at nævne et Eksempel kan henvises til den 1889 udgivne Roman »En Politiker«. Man skulde tro, at Brandes, der paa det Tidspunkt, da han udgav denne Roman, var Medlem af den danske Rigsdag, dog burde have faaet en nogenlunde, ophøjet Forestilling om de Mænd, der paa Tinge forsøgte efter bedste Evne og med dybeste Ansvarsbevidsthed at gavne deres Lands og deres Folks Tarv. Men derom findes intet i dette Skrift, til Trods for at der indledende synes at skulle være Tale om den idealistiske Demokrat, Kampfællen i hans egen Lejr. Edvard Brandes forhaaner denne Venstremand, der begynder sin Indsats ud fra en glødende Tro paa sine Idealer, men snart i hele sit politiske Værk fortaber sig i Floskler og Fraser og langt om længe lader sin Livsgerning forsimple. Kvinden i Bogen er et Produkt af Brandes selv, opfattet ud fra en bedærvet Mentalitet. Her er hun ikke andet end det forfængelige, overfladiske, elskovssyge Fruentimmer, der finder Livslykken i Tilfredsstillelsen af det erotiske Begær og det

94

 materielle Behov. Det simple, karakterløse Menneske er Ledemotivet, og der kendes intet til den Type, som handler ud fra den dybe Etos af personlig Overbevisning og menneskelig Samvittighed.

De to Modspillere i Bogen er Politikeren Johan Gerner, cand. phil. og lidenskabelig Tilhænger af Liberalismens Ideer, og Tage, hans Ven, en ren Libertiner. Hvorledes Brandes opfatter disse Personer, ses som i et Glimt i den Karakteristik, han etsteds giver. Der fortæller han, at for Johans Vedkommende stemmede Askesen med hans Naturel og hans økonomiske Forhold: »Han lærte af Kierkegaard, hvor modbydelig den Skønhedsfølelse var, som mange Folk tog ind med sig i selve Ægteskabet, men som tilhørte den fordærveligste Æstetik. Han oprørtes sammen med Kierkegaard over Geheimeraad Goethes grove sanselige Udskejelser og forstod fuldkommen, hvor uværdig Lysten mod det Slanke var for et etisk Menneske. - Tage derimod holdt sig til Forførerens Dagbog, roste højlydt dens Stil og dvælte gærne ved Mødet med Tjenestepigen i Frederiksberg Have. Og det hjalp ikke, at Johan paaviste ham, at Kierkegaard kun havde opstillet dette Standpunkt for at forlade og angribe det. Selv Ægteskabet var jo ikke etisk, hvis Manden saa Konen under Synspunktet slank. Og da Tage hertil bemærkede, at Manden jo selv kunde sørge for, at Konen var etisk-uslank, blev Johan gal i Hovedet og skældte ham ud for et Svin.« Denne Antithese er Grundtemaet i hele Bogens Handling. Kampen staar mellem Etos og Frivoliteten, men der kan jo ikke være Tvivl om, hvor en Mand som Brandes staar med sin Sympati. Da Romanens Helt, Folketingsmanden Johan Gerner, tilsidst gaar til Grunde i sin egen Jammerlighed, er det Konens Elsker Tage, der ved sine Tilskud maa sikre ham Eksistensen, medens Elskeren og Vennen til Gengæld faar frit Slag til Ægteskabsbrud; - og medens Helten Gerner i Slutningskapitlet rejser ud paa Amager, for som ægte Radikaler at tale om den franske Revolutions Hundredaarsminde, tager Vennen i flot Spænd med Konen til Væddeløb

95

 

ved Eremitagen. Saa smaatskaaren og karaktersvag, jævn, men fjollet fremstiller Edvard Brandes en dansk Politiker.

Fra 1880 til 1894 var Edvard Brandes som Venstremand Langelands Repræsentant i Folketinget og gennem seks Valg formaaede han at samle et stort Flertal af Stemmer, bl.a. ved Suppleringsvalget 1880 1133 mod 396 (Wulff) + 16 Stemmer, senere ved de ordinære Valg 1881 1182 mod 249, 1884 1163 mod 360, 1887 1472 mod 546 og 1887 1269 mod 628 Stemmer. Modkandidaten var ved fire Valg Redaktøren for »Folkets Avis«, den jydskfødte H. J. Wulff. Den 10. August 1894 udtraadte Brandes, og først fra 1906 var han atter Rigsdagsmand som Repræsentant for Københavns 1.Kreds. Ejendommeligt, at langelandske Bønder kunde give ham deres Stemme, en Mand, de selv altid betragtede som en fremmed Fugl. I hvilken Grad de stod fremmede overfor ham, derom giver endog Præsten Oscar Geismar, selv ivrig radikal Venstremand, en levende Skildring i den Mindeartikel, som offentliggjordes i »Højskolebladet« af 1. Januar 1932. Han fortæller her om sit første Møde med Brandes som ung Fyr ved et Vælgermøde paa Langeland:

 »Omsider var det lykkedes - mere end 10 Aar efter Edvard Brandes' Mandatnedlæggelse i 1894 - at formaa ham til atter at tale paa Langeland, og skønt en forrygende Storm hærgede Straatagene haardt, stimlede dog den halve ø sammen i Rudkøbing. De langelandske Bønder havde altid været halvvejs forskrækkede over, men helvejs forelskede i deres for dem saa fremmedartede Folketingsmand. Nu var Mødet endt, og i en Bagstue paa »Skansen« sad de indviede i en saa tvangfri Samtale, som Situationen tillod. Under en af de ikke faa Pauser løftede Edvard Brandes sit Glas og hilste paa sin Genbo, med hvem han vidste sig uenig om mangt og meget, med de Ord: Om eet er vi enige: kun de lidenskabelige udretter noget.«

Geismar var en meget fremtrædende Gejstlig i den danske Folkekirke, da han skrev Mindeartiklen. Men til Trods for, at han maa indrømme, at »mange vil føle sig frastødt af et saa ubændigt Temperaments livslange Selvudfoldelse«, af den

96

fuldblods Individualist, der siden sin Ungdom var den svorne Modstander af Religion og Moral, trods alt dette føler han Beundring for Manden; han fængsles af Synet, da »et Krater i Danmark er et saa sjældent Fænomen«. Han indrømmer, at Brandes var herskelysten ud over alle Grænser, Tyran, og at hans Vej ind i Politiken kun kan forklares ved, at han følte Trang til at udøve Magt, og at han altid var angrebslysten. Han erklærer endog, at Brandes, »ejede i hele sin sammensatte Personlighed ikke et Gran af Tro paa Folkeflertallets Klogskab og vidste vist egentlig ikke, hvorfor han egentlig kæmpede for at give dette Flertal hele Magten«, og alligevel holder Geismar aabenbart paa, at netop en Edvard Brandes var en fuldgyldig Repræsentant for Demokratiet. Intet tyder paa, at han tænkte anderledes. Det er denne ejendommelige Inkonsekvens i liberallstisk, demokratisk og om man vil marxistisk Tankegang, at den saa ofte vil lade Jøden gælde for det, han agerer at være, i Stedet for at tage ham som han er, og som han i Realiteten tror og tænker. Naar han blot i Klassekampens Navn kæmper for den sociale Frigørelse, skal han have Lov at virke, selvom Folkefællesskabet, Traditionen i alle dens Skikkelser maa prisgives.

Edvard Brandes banede sig Vej til Magten, og Midlet hertil blev Pressen. Han var allerede fra 1871 Medarbejder ved »Illustreret Tidende«, blev senere sammen med Broderen Georg Brandes Medudgiver af Maanedsskriftet »Det 19. Aarhundrede«, var fra 1875 til 1883 Medarbejder ved Bergs »Morgenbladet«, og fremkaldte selv det endelige Brud ved ud fra sin instinktmæssige Modvilje mod Kristendommen aabenlyst at ironisere over N. F. S. Grundtvig. Den underfundige Kritik, som gav Stødet til Bruddet med Berg, offentliggjordes i »Morgenbladet« den 9. September 1883 i Anledning af Hundredaarsdagen for Grundtvigs Fødsel. Selvom Omtalen af Grundtvig her er meget maadeholden i Tonen, for ikke at støde. de gode Partifæller, der er Grundtvigianere, mærkede den opmærksomme Læser dog Brodden, og blev forstemt. Brandes er meget

97

forbeholden i sin Anerkendelse, mener, at Grundtvig som Digter ikke har frembragt noget monumentalt Arbejde, at han ikke har skrevet noget klassisk Skrift, der vil tilhøre den almene Bevidsthed, og. at hans Salmer og Opbyggelsesbøger kun vil være deMenneskers aandelige Ejendom, som er religiøst grebet ligesom han. Paa det, at han har stiftet Parti, vil han erindres længe, men den Tid, da hans Skrifter ikke mere læses, formodes at være endda ikke saa fjern. Brandes ser kun Begrænsningen i Grundtvigs Værk og Virke, men søger at glide let hen over det, han gerne vilde revse og forklejne. Dog helt kan han ikke bide den Kynisme i sig, han fristes til, naar han skal skrive om denne ham saa fremmede Aandshøvding, og helst lodder han ogsaa her Bunden ved at søge Motivet idet seksuelle Liv. Sikkert, siger han, var Grundtvigs Synskreds præstelig begrænset, da Faderen var Præst, Moderen Præstedatter, den hele Familje ornatklædte Personer. Trods alt dette, paastaar Brandes, var Grundtvig dog ikke, da Tiden var inde, tilbøjelig til at gaa ind til Præstegerningen. »Men«, fortsætter denne saa forslagne Kyniker, »saa kom Opholdet paa Langeland, hans Kjærlighed til Fru Leth paabød ham en Forsagelse, der næppe laa for hans Kæmpenatur. Han skiltes fra hende i dyb Sorg med noget brudt i sin Sjæl. Theolog var han, som Præstesøn følte han, digterisk begavet sværmede han i formløs Mysticisme, fattig og ulykkelig gik han om, splittet i sit Indre, med Trang til en Lærdom, der handlede om kraftigt Liv - da faldt pludselig Skellet fra hans øjne, og han saa sig selv som en kaldet, som en sikker; guds mærket Folkevækker«. Det skulde han ikke have sagt, thi saa lydhøre var de godtroende Vælgere dog, at de her fornam den bidende Spot, og derfor maatte Brandes nu tage Konsekvensen. Ogsaa de Lovord, han yder Grundtvig som Forkæmperen for det frie Ord, som Stifteren af et eget Parti (der jo virkelig var og er mere end et Parti, nemlig en religiøs Bevægelse) kunde ikke mere redde ham. Grundtvigianerne krævede, at Brandes skulde gaa og tvang deres Villie igennem; dog foreligger der næppe, som J. Hassing Jørgensen

98

forsøger at give det Udseende af, Grund for den Formodning, at Brandes ved den nævnte Artikel selv havde stræbt efter at fremkalde Bruddet; dertil er Artiklen alligevel holdt i en altfor maadeholden Tone. Men det er Erkendelsen af, at en sund og ægte folkelig Bevidsthed ikke kan gaa i Pagt med de nedbrydende Kræfter, der udgaar fra Jødedommen, som her med Nødvendighed førte til en klar Sondring mellem begge Aandsretninger. Berg og Bojsen dannede herefter et nyt Parti, det danske Venstre, medens Brandes og Hørup førte det gamle Parti videre, hvis Forkæmpere meget karakteristisk ofte blev betegnet som »Europæere«. De sidstnævnte oprettede paa samme Tidspunkt et nyt Dagblad »Politiken«, som siden Stiftelsen har været det mest udprægede Jødeorgan, Landet nogensinde har ejet. Da »Forliget« gennemførtes 1894, nedlagde Brandes sit Rigsdagsmandat og trak sig for et længere Tidsrum ud af Politiken, ja, han tog endog for nogle Aar Ophold udenfor Landet, i Kristiania.*)

Da det radikale Venstre var blevet dannet paa Landsmødet i Odense 1906, det Møde, hvor, C. Th. Zahle mødte frem, efter at Partiprogrammet var bleven vedtaget, og akcepterede Programmet ubeset, var ogsaa Brandes Tid kommet til atter at gøre sin Indsats i dansk Politik. Fra 1906 var han Landstingsmedlem, fra 1920-1927, efter Grundlovsændringen, tingvalgt Medlem i Landstinget. Senere blev han baade i det første

 *) Jvf. Holger Begtrup: »Det danske Folks Historie«, Kbh. 1937. Folkehøjskoleforstander Begtrup erklærer her (2. Oplag, 1917, 2. Bd., S. 511), at Edvard Brandes Artikel om Grundtvigs 100 Aarsfest »røbede fuldstændig Mangel paa Begreb om denne danske Stormands aandelige Virke og indholdsrige Digtning«. Da dansk Folkelighed kendetegnes derved, at den hjemmefødte finder »sit Livs sande Rigdom ved at dele det bedste med sit danske Folk«, er det efter Begtrups Opfattelse selvfølgeligt, at Brandes aldrig kunde forstaa den danske Højskoles største Aandshøvding. Begtrup knytter til disse Betragtninger endnu en Bemærkning om, at Episoden ved »Morgenbladet« var medvirkende Aarsag til, at Brandes og Hørup blev opsagt, men at det »kort efter lykkedes disse to med Støtte af flere jødiske Rigmænd at faa paabegyndt »Politiken««.

99

og det andet Ministerium Zahle Finansminister, og her forstod han med Kraft og Myndighed at virke for sin Races Interesser. Han havde jo sin Mission, og ligesom den jødiske Kapitalmagt i sin Tid havde foranlediget Berg til at anvise Brandes et sikkert Folketingsmandat paa Langeland, saaledes fik denne nu i Kraft af de særlige Forbindelser, han stod i til sine hebraiske Trosfæller i København, Mulighed for i en aldeles overvældende Grad at gøre de folkeødelæggende Principper gældende, der for ham havde størst Betydning. Han var jo, næst efter sin Broder, den mest fremtrædende af det saakaldte litterære Gennembruds Mænd og søgte som saadan at gennemtrænge hele det sociale og politiske Liv med de af ham forfægtede Anskuelser. Landet skulde blive til en Planteskole for jødisk Aand, og idet han endelig var trængt ind i et af dette Samfunds Nervecentrer, var det selvfølgelig i første Række hans Opgave at lade jødisk Aand faa Raaderum overalt, hvor han kunde gøre sin Indflydelse gældende.

Dertil kom, at Edvard Brandes ogsaa i udpræget Grad stræbte efter Magten, og at der i alt det, han foretog sig, gik »Politik«, saaledes, at endog Racefællen Henri Nathansen i sit store, saa enestaaende oplysende Værk »Georg Brandes« taler om det hensynsløse Despoti, han udøvede »i sin Enevælde« og om hans særlige Anlæg til at være »Organisator og Konspirator«; han taler om den revolutionære Glød, der var indebrændt i hans Sind; en Glød, der »ikke næredes af Luften udefra, tabte, mens Aarene gik, sin Hede af Had og Hævn, og som ulmede tilsidst dybt under Lag af træg Indifferens og skeptisk Indolens - som et orientalsk Bliks kolde Glød under tunge og tungsindige Øjenlaag«. Rammende karakteriseres han som følger: »En Art Altmuligtmand i stort Format: Videnskabsmand, Politiker, Journalist, Dramatiker og Dramaturg – et Menneske, hvis Liv og Virke mere bestemmes af Vilje til Førstepladsen end af Evne dertil. Hvis Indsats som Følge deraf ikke er baaret oppe af uselvisk Stræben i en højere Idé's Tjeneste, men hidset frem af en hæmmet Naturs lidenskabelige Magt

100

drift og Magtbegær.« Og Nathansen tilføjer, at man maaske kunde karakterisere Edvard Brandes som Bagmændenes fødte Førstemand! »En Førstemand, ikke i Offensiven, men i Defensiven, der altid forstaar at trække sig tilbage i god Orden. Først bag Broderen, dernæst bag Hørup, saa bag Bladet, bag Partiet, bag Ministerchefen - man kunde med et Paradoks kalde ham Forgrundsfiguren i Baggrunden... En sikker Soldat i Partiets Tjeneste - saa længe Partiet fulgte hans hemmelige Ordrer«.

Netop saaledes tegner sig ogsaa Edvard Brandes Virksomhed som Landets Finansminister. Ikke dette karakteriserer hans Færd, at han trænger sig frem i forreste Række, men dette, at han virker i det skjulte, og da han vilde Maalet: at skaffe sin Race Raaderum, tjene Jødefolkets Ide ved at danne en Verden skabt i dens Billede - vidste han ogsaa at finde og benytte sig af Midlerne, der skulde føre til Maalet. Ogsaa det har Henri Nathansen med sin instinktmæssige Indfølingsevne i sine Racefællers særlige Mentalitet erkendt, at »alt hos Edvard Brandes var underordnet Hensigten - i første Instans Sagens, i anden Partiets, i sidste Instans hans egen”. Han vilde udøve Magt, og han fik rigelig Lejlighed dertil.

Det var i Virkeligheden ham, der gav Ministeriet Zahle sit Præg. Dog, hans Indflydelse strakte langt ud over Partiet. Om den markanteste Skikkelse i Højres Rækker, J. B. S. Estrup, fortælles, at han kun mødte i Landstinget, naar Brandes talte. I nærmeste Kontakt kom han ogsaa til de Konservatives Førstemand Grev Mogens Frijs, saa J. Hassing Jørgensen med en vis Sarkasme bemærker, at »de to privat nød hinandens distingverede Selskab« samt at Brandes »ved denne sin ændrede elskværdige Holdning opnaaede at forsone den ængstelige Overklasse med det radikale Demokratis stadig mere bevidste Fremmarch mod Regeringens Overtagelse og Privilegiernes Fjernelse«. Ja, selv i de højeste Kredse fandt Brandes Fodfæste; bl.a. var det ham, der udformede Udkastet til den kongelige Proklamation af 2. august 1914, som fandt Kongens uforbe-

 Finansminister Edvard Brandes. Født 21. 10. 1847 i Kbh., død 20. 12. 1931 sst. Finansminister i Ministerierne Zahle 1909-10 og 1913-20.

 101

holdne Anerkendelse. Brandes skal iøvrigt efter Hassing Jørgensens Fremstilling ogsaa i Krigens Begyndelse have fremsat Planen om, at der dannedes et stort nationalt Samlingsministerium med Grev Frijs som Konsejlspræsident, en Plan, som strandede paa Venstres Mistænksomhed. Denne Udvikling - eller om man vil det, Stigning paa den sociale Rangstige, denne fremadskridende Udvidelse af hans Virkemuligheder, karakteriseres ligeledes paa træffende Maade af Nathansen, idet han skildrer Etapperne i denne Sejrsgang. »Nej«, siger han, »Folket vandt han, populos, »Hr. Folk«, som han i tidligere Tiders Overmod havde kaldt det! Først Landstingets Folk af alle Stænder: Adel, Gejstlige, Borger, Bonde. Saa det menige Folk af Vælgere, Avislæsere og Stemmeretskvinder. Og da han efter kort Tids Forløb rykkede op paa Ministertaburetten, vandt han Bureaukratiets Stab af Departementschefer, Kontorchefer og Sekretærer. Ja, til slut vandt han Topfiguren i kransekagen - selveste Hoffet af Højeste og Allerhøjstsamme - det Hof, som maaske engang i en fjern Fortid havde straalet for den lille østerlandske Drengs Teaterfantasi i Glansen af Eventyrets vidunderlige Lampe«. Dertil kan med Føje endnu henvises til Ove Rodes Ord i Mindeartiklen (Gads Danske Magasin, Febr. 1932), ifølge hvilken Brandes »var under hele Verdenskrigen den af Ministeriet Zahles Medlemmer, der traadte i det nærmeste Forhold til den nuværende Konge«.

Men først og sidst holdt Edvard Brandes dog Forbindelsen med den jødiske Højfinans vedlige, sørgede for, at det Ministerium, han tilhørte, i ét og alt lystrede Kapitalmagtens Paroler. At han havde en mægtig Indflydelse, og at Handlingernes dybeste Ledemotiv var Magtbegær, kan ikke betvivles. At Brandes tillige følte en Mission som Jøde, er ligesaa sikkert, og ud fra dette er det mere end forstaaeligt, at det blev ham, der som det første Medlem af et dansk Ministerium søgte at give Erhvervene, de ledende Mænd indenfor Industri og Handel, Myndighed i Statens Anliggender. Denne Udvikling begyndte, da Finansminister Edvard Brandes, allerede 1913 byggede Bro ud

102

 fra Finansministeriet til Nationalbanken, den udbyggedes videre under Krigen, da Glückstadt blev Statens Repræsentant i Forhandlingerne om Handelsaftaler med England, da Industriraadet og Grosserersocietetet blev taget med paa Raad eller endog fik videregaaende Rettigheder, da Mænd som Ballin, Heilbuth, Dessau, Weimann følte sig som magtfulde Faktorer, der havde Medbestemmelsesret over Samfundets Skæbne. Iøvrigt beviser netop Brandes’ saa kraftigt tilkendegivne Ærefrygt overfor Landmandsbankdirektøren, at han ikke alene og i egentlig Forstand var den paa forfatningsmæssigt Grundlag udnævnte Finansminister, men at han paa afgørende Maade var Finansminister - af Glückstadts Naade. Den Hengivenhed, Brandes Gang paa Gang. har givet Udtryk for overfor Glückstadt og som bevirkede, at han indtil det sidste var aldeles blind for den Nationalulykke, Landmandsbankdirektørens forbryderiske Spil havde fremkaldt, vidner om, at hans Ansvar ikke bundede dybt, og at han aldrig har haft Gnist af Anelse om, hvad der baadede Landet bedst. Dengang, da Alberti-Skandalen bragte Uro i Folket, var Brandes ikke sen til i sin Piece om »De to Uadskillelige« at lægge Ansvaret paa J. C. Christensen, fordi han havde gjort Alberti til den politiker, der kunde indtræde i Venstre-Ministeriet, og fordi han havde sagt god for denne Storsvindler. Edvard Brandes' Ansvar er tusind Gange større. Thi ikke blot lod han Glückstadt faa frit Spil til sin bedrageriske Fremfærd, men han overdrog ham en Myndighed og en Indf1ydelse som en udenfor Regeringen staaende Mand aldrig før i Tiden havde haft og aldrig havde kunnet opnaa, og han holdt med denne Mand længe efter, at han var blevet afsløret som den mest samvittighedsløse Aktiespekulant og den farligste Bedrager, Danmark nogensinde har ejet. Og han harmedes aldrig over den grænseløse Svindel, Glückstadt fremmede, og som forvoldte Samfundet et Tab paa et Tusindtals Millioner Kroner og bragte Tusinder og atter Tusinder Mennesker i Nød og Fortvivlelse, ja, bragte en Forskydning i Kapitalforholdene, hvis katastrofale Konsekvenser

103

 har vist sig bl.a. i Landbrugets Overprioritering og i stigende Arbejdsløshed indtil i vore Dage!

Men selvfølgelig er den uforsvarlige Holdning, Brandes viste, kun alt for godt forstaaelig, naar man mindes, at Brandes var Jøde, tænkte som Jøde, handlede som Jøde. Hvad ragede da Folkets Nød ham, naar det kun gjaldt for ham at skabe et sikkert Grundlag for Racens Magtsystem. Hermed – men ogsaa ene og alene hermed - kan det forklares, at Ministeriet Zahle gennem Brandes' Virke blevet udpræget Jøde-Ministerium, at den jødiske Højfinans fra 1916 til 1923 blev en saa magtfuld Faktor i Samfundslivet og at denne Periode mundede ud i Landmandsbankens Kæmpeskandale. Uden Brandes intet Glückstadt-Regime, uden Glückstadt-Regimet ingen Bankkatastrofe, ingen mageløs Korruption i offentlige Forhold, som den opelskedes under Zahle-Ministeriet.

Og hvorfor? Brandes har selv givet Svaret ved. bl.a. den 4. 11. 1921 at berømme Glückstadt for »Evnerigdom, Viljesikkerhed, verdenskendt Indsigt og Vidsyn« og ved den 13. 5. 1921 at sige Glückstadt saa rørende Tak »for det Utal af Tjenester«, hvormed han havde lettet ham, som Finansminister, Vejen i 5-6 Aar, d. v. s. i næsten hele hans Ministertid. Og man kan med en let Omskrivning af de Ord, som Brandes bruger for at skildre Alberti og I. C. Christensen som de to Uadskillelige konstatere, at der var et endnu mere sikkert Grundlag for Samhørighedsfølelsen for de to her omhandlede Jøder. Hvorfor?

 Jo. »Fordi Emil Glückstadt og Edvard Brandes - selvfølgelig Forbrydelserne fraregnede - er Mænd, hvis Tænkermaade og Karakter, Taktik og Politik er falden sammen i de mange Aar, hvor de stod som Tvillingstjernerne paa det radikale Ministeriums Himmel, som de to Kæmpe-Vogtere i det danske Vaaben. De følte ens - de vilde det samme - havde Venner og Fjender tilfælles - tænkte og handlede i Politik

104

efter samme Principer: De to Uadskillelige. Hvorledes kan Mennesker nu vilde skille dem ad, som Forsyn og Natur saa tydeligt har sammenføjet?«

 Overfor en I.C.Christensen var dette retoriske Spørgsmaal en Anmasselse, thi han var godtroende blevet en Jødeætling’s Nar, narret af en Mand, som Brandes betegner som »Bandit«, »Kødbjerg af Drifter, der løj, løj, løj i Politik som i Forretning«, som den »kolossale Padde«, der følte sig bedst tilpas i Sumpen. Brandes bekæmpede Alberti med denne fanatiske Hensynsløshed, da det gjaldt for ham om selv at naa frem til Magtens Tinde. Overfor Brandes bliver imidlertid Kravet om, at man bør se ham under eet med den magtgridske Finansmagnat og - lad os saa ligeledes sige: Banditen Emil Glückstadt, mere berettiget, da disse to Mænd saa sandelig helt igennem var to Alen af et Stykke. Derved var de endnu mere farlige end de førnævnte Dioskurer, saasom Edvard Brandes som Landets Finansminister havde Myndighed over Statskapitalen, og Glückstadt som Direktør over Landets førende Bank og som ledende Mand i denne Banks ekspansive Politik langt om længe var blevet den mægtigste Faktor paa Privatkapitalens Omraade. Henri Nathansen har ogsaa her set rigtigt, naar han bemærker, at Brandes som Souschef under Ministeriet Zahle havde med den »diligentia quam in suis rebus« at gøre, som »tidlig gjorde ham til en fri og uafhængig Mand i sin private Højfinans«, men denne Forfatter har ejendommeligvis – eller skal man ikke snarere sige betegnende nok - ikke faaet øjet op for, at Brandes netop i denne Position havde de bedste Betingelser for at gøre sig og dermed Samfundet til et viljeløst Redskab i den internationale Højfinans' Tjeneste.

Brandes kendte sin Mission; selv fortæller han engang om sin Forbindelse med den parisiske Baron Rotschild, selv holdt han i sin Ministertid Forbindelsen med den udenlandske Højfinans vedlige, navnlig gennem Glückstadt, Ballin osv. Thi

105

ved Guldet, og om fornødent ved aandelige Magtværdier skulde jo Verdensmagten for Jødedommen erobres.             

Først Samfundsmagten, saa Verdensmagten. Naar Jøden først indenfor de forskellige Samfund havde sat sig fast i de »nationale Helligdomme«, vilde jo Overtagelsen af Verdensherredømmet følge af sig selv.

Som Edvard Brandes banede ogsaa C. Th. Zahle sig Vejen over Jounalistikken til den politiske Arena. I Begyndelsen af Halvfemserne blev han Medarbejder ved »Politiken« og fandt dermed sin Tilknytning til Brandesianismen og de herfra udgaaende politiske Tendenser. Selv har han altid anerkendt, at, ved Siden af Hørup, var Brødrene Brandes hans fornemste Læremestre; og dermed var ogsaa fra Begyndelsen af hans politiske Karriere garanteret. Han duede til den Opgave, Jøderne vilde bruge ham til, derfor fandt han Vejen fremad. 1897 blev han gift med Heljødinden, Stenograf i Rigsdagen Mathilde Trier. Selv er han af arisk Afstamning. Men Giftermaalet, Samarbejdet med Jøder og mere eller mindre jødisk inficerede Personer har ført med sig, at han i sin politiske Gerning som Landets ledende Statsmand altid var lydhør overfor specielt jødiske Interesser.

Naar Ordsproget: Sig, mig, med hvem du omgaas, og jeg vil sige dig, hvem du er - gælder, saa kan der ikke næres Tvivl om, hvor Zahle hører hjemme. Da han. i Januar 1916 fejrede sin 50-Aars-Fødselsdag, maatte det selvfølgelig være den ortodokse Jøde Ivar Berendsen, der bragte ham sin Hyldest i en Kronik i »Politiken«. Blandt de mest fremtrædende Gæster paa denne Dag nævner Bladet i et Referat om Festdagens Begivenheder bl. a. den fhv. Ministerkollega Wilhelm Weimann, desuden fra det københavnske Demokrati og fra Forfatterverdenen »Eskild Salomon, Gustav Philipsen; Direktør Heilbuth og Frue, Peter Nansen, Sophus Clausen, P. C. V. Hansen, Louis Levy; Kalkar« og andre. Vennekredsens Navne siger alt.

106

 Dog: afgørende for Zahles politiske Virksomhed var, at han under Verdenskrigen selv efter bedste Evne bidrog til, at det blev Jøder, der fik den afgørende Indflydelse paa Erhvervslivet, og at Regeringen i alle økonomiske Foranstaltninger lod sig lede udefra, gjorde sig til et tredie Tings viljeløse Redskab. Hvad gavnede det i sidste Instans Samfundet, at C. Th. Zahle ved vidtspændende sociale Foranstaltninger søgte at fremme de brede, folkelige Lags Interesser, navnlig fremmede Udstykningsbevægelsen, naar han samtidig lod den jødiske Kapitalmagt faa ubegrænset Raaderum? Han tilstræbte ud fra en konsekvent demokratisk Tankegang en mere ligelig Fordeling af de materielle Livsgoder; men hans Bestræbelser i denne Retning resulterede i, at Plutokratiet, Pengemagnaterne, tilranede sig Samfundets Værdier i Spekulation og Spil, medens Landets virkelige Adel, Landadelen, gennem den -paa hans Initiativ - gennemførte Lov om Len og Stamhuse af 4. Oktober 1919 maatte afstaa, en væsentlig Del af sin Kapital til Statskassen. Indtil 1929 var rigeligt 90 Millioner Kroner bleven indbetalt til Jordfonden som Afgift for de fidelkommissarisk, bundne Værdier. Samtidig købtes ved Hjælp af disse Midler efterhaanden ca. 20.000.ha Jord af Grevskaber og Baronier til Udstykningsformaal. Selvom man ser et Fremskridt i det store Arbejde, der er blevet udrettet med Hensyn til Oprettelsen af Smaabrug ad den her omhandlede Vej, fortjener det dog at fremhæves, at Loven om Len- og Stamhuse, som er Zahles Værk, i sin Tendens meget stærkt minder om Kravet om Ekspropriation af det store Jordbrug til Fordel for den passive Kapital og for Jødemnagten, saaledes som det propaganderes i jødiske Skrifter, deriblandt i Zions Vises Protokoller. Og Bestemmelsen om, at Statshusmandsbrug i Reglen skal oprettes efter Grundrenteprincippet, saaledes som det navnlig er bleven forfægtet fra de Radikale og fra Socialdemokratiet, kan ud fra de Synspunkter, som for disse Partiers Politik er afgørende, næppe anses for at være andet end en Etappe til Socialiseringen af Jorden, saaledes som Marxismen tilstræber den og Bolchevismen

107

 i Rusland har praktiseret den. Sandelig: i alt dette som i mange andre Foranstaltninger viste Zahle, at han var Jødernes lydige Redskab.

Ligesom Zahle har ogsaa Ministrene Ove Rode og J. Hassing Jørgensen, til Trods for deres ariske Afstamning, vist en særlig paafaldende Hengivenhed for jødiske Kapitalistkredse; Rodes specielle Sympatier for den jødiske Race maa maaske nærmest betragtes som en Slags Slægtsarv, da Bedstefaderen Orla Lehmann allerede var stærkt jødisk orienteret, hans Broder Oberst Wilhelm Lehmann endog var gift med en Jødinde Adelaide David, Datter af den kendte Nationaløkonom og Politiker C. N. David. Hvor det gjaldt om at forsvare jødiske Finansmænds Interesser, der ydede Rode altid en kraftig Indsats; det viste sig bl.a. i Oktober 1917, da Neergaard i Folketinget rettede sin Kritik mod det Underhaandsarbejde, Mænd som Ballin og Heilbuth kunde tillade sig indenfor dansk Erhvervsliv og Politik. Da Krigsperioden satte Statsreguleringen i Højsædet, og Lovgivnings- og Administrationsopgaverne efterhaanden midtsamledes i Indenrigsministeriet, kunde Rode udnytte sin Magtposition til en planmæssig Favorisering af Jøder indenfor alle Handelsforhold. Han havde jo med alle Forsyningsspørgsmaal at gøre, lige fra Kul og andet Brændsel, Foder- og Gødningsstoffer til Skotøj, Sytraad og Korkpropper. Alt reguleredes, alt stilledes under offentlig Kontrol. Men eet forsømte han, forsømte hele Ministeriet: at holde Finansverdenens Transaktioner under Kontrol, at forhindre den jødiske Kapitalmagts hensynsløse Udnyttelse af Krigskonjunkturerne til dens egen Fordel, at forhindre Spil og Spekulation. Han kunde have sat en Stopper for denne Udvikling, men han svigtede, da han manglede Instinktet, der maatte gøre ham Jødernes Higen efter det financielle Herredømme mistænkelig. Derfor maatte ogsaa Katastrofens Udvikling sætte ind under det radikale Styre; under en Regering, der skabte Milieuet, Aanden, hvor jødisk Rovdrift af Erhvervslivet bedst kunde trives.

Den samme Mangel paa Instinkt karakteriserede J. Hassing

108

 Jørgensen, der betegnende nok paa Edvard Brandes' Foranledning blev udnævnt til Handelsminister i det radikale Ministerium. Ogsaa denne Mand følte sig paa godt og ondt knyttet til de jødiske Magthavere i og udenfor Tinget og kunde som saadan selvfølgelig ikke faa øje paa den Fare, der truede fra Højfinansens Side. Det undrer ej heller, at netop en Mand som Hassing Jørgensen kom i skarpeste Konflikt med Prof. L. V. Birck, eftersom han selvfølgelig maatte hade en Mand, der førte sin hensynsløse Kamp mod de evneløse Middelmaadigheder, der styrede Landet. Hassing Jørgensen maatte tilsidst alligevel give op mod den store Samfundsrevser. Han havde udfra den samme Taktik, som Ballin og Glückstadt benyttede sig af ved Vurderingen af de Værdier, der var dem betroede, i Februar 1922 overfor Birck sagt god forden Rekonstruktion, der efter de af ham fastlagte Principper var bleven gennemført ved Københavns Diskontobank og Revisionsbank, han var »ved, Navn og Ære« gaaet ind for, at de foretagne Afskrivninger osv. vilde være tilstrækkelige til at føre Foretagendet frelst igennem Vanskelighederne. To Aar senere maatte han, der i Mellemtiden i Valutakonferencens Forhandlinger havde tilladt sig en udfordrende Kritik overfor Birck*), indrømme, at hans Erklæringer ikke holdt Stik, og at Banken maatte likvidere. Jo, Hassing Jørgensen var netop af den Type, der passede ind i Zahle-Ministeriet, og det undrer ej heller, at det netop er ham, der i Dansk Biografisk Leksikon faar Lejlighed til at fremsætte de mest rosende Betragtninger om Edvard Brandes og Herman :Heilbuth. Sandelig, han hørte med til Kliken.

Lad os saa tie om de andre Mænd, der sad i det radikale Ministerium. Brandes var toneangivende, og modtog sine Direktiver fra Emil Glückstadt. Ove Rode og Dr. Munch havde deres politiske Raadgiver i »Rigsforstanderen« Heilbuth, og saavel Zahle som Rode betroede Max Ballin en særlig vidtrækkende Indflydelse paa Handelsforholdene. I Lovgivnings

 *) Jvf. nedenfor Afsnit 9f.

109

arbejdet fulgte Ministeriet i udstrakt Grad de Direktiver, der blev givet af Industriraadet, hvor Benny Dessau og Max Ballin førte det store Ord. Og herover var Tafelrunden omkring Glückstadt højeste Myndighed. Jo, sandelig er der god Grund til med Hensyn til det radikale Styre under og efter Krigen at tale om et Jødeministerium, om et jødestyret Land.

 Det var jo ogsaa dette Ministerium, som netop gjorde sig saa meget til af, at det havde knyttet nær Forbindelse med de store Foretagenders Ledelse. Gang paa Gang berømmes Brandes i Overgangs-Aarene 1916-23 for, at det var ham, der var Foregangsmand paa dette Omraade. Det sker bl. a. i Betragtninger i »Finanstidende« den 29. novbr. 1922, hvor der siges: »Allerede i 1913 byggedes den første Bro ud fra Finansministeriet til Nationalbanken, og det følgende Aar, da Direktør Heilbuth sattes ind i Landmandsbankens Ledelse, fuld-. endtes Brobygningsarbejdet, hvad Etatsraad Glückstadt senere med saa fuldendt Mesterskab benyttede. Vi kunde nærmere belyse dette og den Betydning, det har faaet for vor Finanspolitik, ogsaa det Ansvar, der i saa Henseende knytter Landmandsbanken, Nationalbanken og Regeringen sammen, men vi ønsker ikke at puste til Ilden.« Det nævnte Finansorgan nærer her sine Betænkeligheder ved denne Udvikling, medens Formanden for det radikale Venstres Landsorganisation, fhv. Udenrigsminister i Zahle-Ministeriet Erik Scavenius, faa Dage i Forvejen havde ytret sig absolut positivt til denne Ordning, idet han ved et politisk Møde i Hjørring den 24. Novbr. 1922 hævdede, at det maatte ligge i Sagens Natur, at der til enhver Tid maatte bestaa en nær Forbindelse mellem Regeringen og de store økonomiske og finansielle Foretagenders Ledere, paa den ene Side af Hensyn til den Nytte, Staten kunde drage af disse Mænds Indsigt, paa den anden Side af Hensyn til, at disse Ledere paa denne Maade fik Lejlighed til paa den mest virksomme Maade at varetage deres egne Interesser. Dog gjorde Scavenius ogsaa straks sine Forbehold gældende, idet han til-

110

 føjede: »Men det er nødvendigt, at den Indflydelse, der her er Tale om, kun udøves paa de Omraader, hvor den har sin naturlige Berettigelse, og saaledes, at der er Adgang for Folkets retmæssige Organer til at følge og bedømme, hvad der foregaar.« Begrænsning skulde altsaa til, Misbrug forebygges, og Scavenius mener, at dette Krav ogsaa under Krigen var bleven overholdt. Mænd som Ingeniør Foss, Bankdirektørerne C. C. Clausen og Glückstadt, Etatsraad H. N. Andersen havde stillet sig til Regeringens Raadighed, og alt det Arbejde, de havde paataget sig til Fordel for Samfundet, var til Stadighed bleven udrettet i fuld Offentlighed. Han konkluderer derfor: » Jeg følte og føler mig stadig overbevist om, at der under Krigen ad denne Vej naaedes de bedste Resultater for danske Interesser.«

I disse Betragtninger var Linierne trukket op for det Samarbejde, som under det radikale Venstres Ministerium var indledet mellem Regeringen og Højfinansen. Partiets ansete Pennefører Kristen Dahl havde iøvrigt allerede 1917 i »Politiken karakteriseret denne Udvikling ved at udtale om den radikale Regering: »Den har i Tide indset, at den maatte have andre Hjælpere end Embedsmændene herhjemme og Gesandterne og Konsulerne derude. Regeringen har søgt til selve de Erhverv, der økonomisk lider under Krigen. Det var et lykkeligt Greb, at give deres store Organisationer en Myndighed og et Ansvar, som de aldrig før har haft.«

Dog Spørgsmaalet bliver herefter: Hvem var de Mænd, som fik saa stor en Myndighed og saa stort et Ansvar overdraget af Regeringen, og Spørgsmaalet bliver endvidere: Hvorledes virkede denne Ordning?

Blandt de Mænd, som fik en særlig stor, Indflydelse, maa som allerede paavist i første Række Emil Glückstadt nævnes. Han udførte allerede under Krigen mange Sendelser til Udlandet, navnlig til Sikring af Landets Kultilførsler fra England, og overtog ligeledes efter Krigen betydelige officielle Missioner. Mere end 40 Gange tog han i Krigsaarene over

111

 Vesterhavet. I Efteraaret 1917 opholdt han sig paa Regeringens Vegne rigeligt en Maaned i London for at forhandle om Videreførelsen af Samhandelen ogsaa under den skærpede Undervandsbaadsblokade, hvorved der opnaaedes Enighed om en udvidet Levnedsmiddeludførsel fra Danmark og en tilsvarende øget Tilførsel af engelske Produkter til Danmark. Da Forhandlingerne vedrørende Kulleverancerne var afsluttet, tilskrev Udenrigsministeren den 22. Juli 1915 Glückstadt følgende: »Efter at Etatsraadens Mission i England nu er afsluttet med saa udmærket Resultat, beder jeg Dem modtage Regeringens varme Tak for den Beredvillighed, hvormed De har paataget Dem dette for Landet saa vigtige Hverv.« Paa samme Maade modtog Glückstadt Regeringens Tak, da han i Efteraaret 1917 havde afsluttet sin Handelsaftale med England. I det i denne Anledning til Glückstadt sendte Brev tilføjedes: »Jeg udtaler ogsaa min Tak, fordi De vil paatage Dem at repræsentere Danmark ved de fra engelsk Side foreslaaede Forhandlinger med de amerikanske Delegerede.« Fru Glückstadt kan derfor ogsaa i sit i 1929 udgivne Forsvarsskrift for sin Mand, som idet følgende oftere vil blive omtalt, med Rette understrege, at han virkede »under den udvidede Undervandsbaadskrig som den eneste officielle Stats-Repræsentant.«.

En særlig fremskudt Stilling kom ogsaa Max Ballin til at indtage under Zahle-Ministeriet.

Da det nu engang hørte til den radikale Regerings Formaal at give Højfinansen større Raaderum, laa det nært, at man ogsaa gav en Mand som Lederen af Landets største Fabriksvirksomhed paa Garveriets Omraade og Grundlæggeren af den mægtige Skotøjskoncern, Max Ballin, særlige Bemyndigelser. Ballin havde allerede før Krigen i mange Henseender vist store organisatoriske Evner og havde i særlig Grad vundet sine Standsfællers Tillid, var Medlem af Industriraadet, den faste Voldgiftsstol osv. Da Industriraadet nu sammen med Grosserer-Societetets Komité i Begyndelsen af Krigen nedsatte et Fællesudvalg for at undersøge og kontrollere Landets Forsy-

112

ningsforhold blev Max Ballin meget hurtigt ledende Mand indenfor dette Udvalg. Dette saakaldte Dispensationsudvalg, som bestod af to Repræsentanter for hver af de nævnte store Erhvervsorganisationer, havde navnlig den Opgave for Justitsministeriet at fremskaffe det Materiale, der kunde tjene til Orientering over Forsyningsforholdene. Ballin var endvidere Medlem af Det staaende Udvalg samt af det saakaldte Kompensationsudvalg og som saadan speciel Raadgiver for Udenrigsministeriet. Kompensationsudvalget havde hovedsagelig til Opgave at kontrollere Danmarks Vareudveksling med Tyskland og Østrig, et Gebet, som ikke blot kunde interessere Ballin som officiel Raadgiver, men ogsaa, og ikke mindst, som privat Forretningsmand. Hvor betroet en Post han paa det her omhandlede Omraade havde, fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed af en udenrigsministeriel Skrivelse, som blev forelagt af Ballin i en Retssag, mod »Vort Land« og som - ifølge en Offentliggørelse i »Fyns Tidende« og andre Provinsblade der senere blev gengivet i »Politiken« den 28. 8. 1918 - havde følgende Ordlyd:

 Udenrigsministeriet

2. Departement.                      1917.

Paa given Foranledning skal Udenrigsministeriet udtale, at nærværende Ministerium hyppigt har ført Forhandlinger med Direktør Max Ballin, dels i hans Egenskab af Næstformand i Industriraadet, dels som, Formand for det af Grosserer-Societetet og Industriraadet nedsatte Fællesudvalg for Dispensationssager, hvilket Udvalgs Indstillinger har været af væsentlig Betydning for Udenrigsministeriet ved Afgørelsen af de under dets Ressort henhørende Spørgsmaal.

Direktør Max Ballin er dernæst Medlem af et af Udenrigsministeriet nedsat Kompensations-Udvalg, og ogsaa i denne Egenskab har man ført indgaaende Forhandlinger med ham og støttet sig til hans Sagkundskab paa de foreliggende Omraader.

Man skal sluttelig udtale, at Direktør Ballin sammen med andre Udsendinge fra Industriraadet, bistaaet af Kontorchef Sthyr i Udenrigsministeriet, med den danske Regerings Intro-

113

 duktion til det tyske Udenrigsministerium for nylig førte vigtige Forhandlinger i Berlin paa Industriens Vegne om Tilførsler fra Tyskland til Danmark.

 P. M. V. (sign:) Clan.

 Tydeligere kunde den førende Stilling, Industrien - og dermed i Særdeleshed Ballin - havde opnaaet i Forhandlingerne om Handelsoverenskomster og desl. næppe karakteriseres. Ballin forhandler i Berlin som Delegationsleder, paa Industriens Vegne, men introduceret af den danske Regering som officiel Udsending og bistaaet af en Embedsmand fra Udenrigsministeriet, Knud Sthyr. Sidste Afsnit i den citerede Skrivelse lader tilstrækkeligt erkende, at Ballin i denne Sammenhæng. havde en Myndighed, som om han var Landets officielle Repræsentant. Man kan forstaa, at dette Forhold gav Anledning til Kritik i Offentligheden, og at det navnlig i Provinspressen pointeredes, at Ballin stod Regeringen nær som personlig Ven og Raadgiver. Ligesaa forstaaeligt var det, at man ytrede Betænkeligheder ved denne Ordning, da det selvfølgelig ikke kunde anses for udelukket, at Ballin vilde benytte sig af den i sin officielle Virksomhed opnaaede Viden til personlig Fordel.

Alligevel tog Regeringen kraftigt til Orde til Gunst for Max Ballin, idet det gjordes gældende, at han ikke kunde betragtes som Regeringens Repræsentant, men at han fra Industrien var udpeget til at beklæde vigtige offentlige Hverv. Sin Myndighed kunde han kun udøve i Kraft af sin Stilling indenfor Industriraadet.

En principiel Debat vedrørende Favoriseringen af jødiske Finansmænd fandt bl.a. Sted den 29. oktober 1917 i Folketinget. Rigsdagsmændene Alex Foss og Niels Neergaard havde ved forskellige Lejligheder rettet deres Kritik mod Sammensætningen af de af Regeringen indsatte Krigsnævn og Kommissioner, saa Indenrigsminister Ove Rode ikke kunde undlade at tage Stilling hertil. Hans Gensvar rettede sig navnlig til Neergaard, bl.a. fordi denne paa et politisk Møde i Randers

114

skulde have udtalt, at Kapitalen regerede Landet, hvorved han som en Tribut til Tilhørerne havde forsøgt at vække visse aggressive Stemninger mod en bestemt Kreds af Medborgere. Neergaard havde maattet vedgaa, at der derved navnlig tænktes paa Ballin og Heilbuth, og Rode spørger derpaa, om der her monstro ikke forelaa lidt af en antisemitisk Tendens? Eller havde Kritiken maaske sit Grundlag i politiske Grunde, deri, at Direktør Max Ballin i sin Ungdom var radikal Venstremand og var vedblevet at være det? Efter dernæst at have sunget en Lovsang om Ballins Standardstøvle der i Folkemund kaldtes Maksimalstøvle, men burde kaldes Nationalstøvle som i Frankrig, »saa det bankedes ind i Folkets Bevidsthed, at, her havde Nationen faaet et godt og billigt Fodtøj«, eller burde ophøjes til Folkestøvle som i Svejts:- efter saaledes at have forherliget dette Fodtøj, som af aldeles ubegribelige Grunde var kommet i Miskredit, tilføjede Rode, at »denne Mand (Ballin), hvor han har raadet, har givet et samfundsmæssigt Raad«. Da Rode til Slut spørger Neergaard, hvor det er, at han ser noget andet, da, kryber Venstres Fører i Skjul og replicerer: »Hvem har sagt andet?« Og paa det radikale Medlem Slengeriks Tilraab: »Det har De!« svarer han, sagtmodig: ”Absolut ikke«. Venstremanden Niels Neergaard havde ikke haft Grund til paa denne Maade at give op, thi de Betragtninger, han havde fremført paa Mødet i Randers, og som gav Stødet til Rodes Fremstød, var blot altfor berettigede. Han havde der og i Rigsdagen med Rette fremhævet, at en Mands Interesser let kan faa afgørende Indflydelse paa hans offentlige Virksomhed og bemærkede endog desangaaende i Folketinget: »Det er umuligt for en stor Forretningsdrivende, hvis hele Ve og Vel og hele Livsgerning, hvis saare berettigede og naturlige Ærgerrighed, kan jeg sige, er knyttet til at faa sin Forretning det mest mulige frem, ikke at lade sin Betragtning af de offentlige Forhold, han faar at gøre med, i ikke ringe Grad farve - naturligvis ubevidst - af de Hensyn, som er hans daglige Liv, hans Kød og Blod, saå at sige. Derfor er

 115

 der en ikke ringe Fare ved en saadan Anvendelse af disse Mænd.« Disse Bemærkninger var jo rigtige. Selvfølgelig var de det. Det maatte ogsaa indrømmes af Indenrigsminister Rode. Men han kunde alligevel ikke se noget betænkeligt deri, da en Mands Embedsgerning nu engang altid og hos alle vilde præge hans Syn. Der fandtes ej heller noget Holdepunkt for, at Ballin og Heilbuth benyttede sig af den Indflydelse, de havde indenfor visse Kommissioner, til at varetage deres egne Interesser; højst kunde saadanne Overvejelser passe paa Alexander Foss.

Rode søgte i Folketingets Forhandlinger den, 29. Okt. 1917 nærmere at præcisere sine Synspunkter ved endvidere at bemærke, at Ballin- jo slet ikke havde nærmere med de af Staten indsatte Nævn at gøre. Her, erklærede han, indskrænkede Ballins Virksomhed sig til Transportnævnet, hvor han næppe fandt nogen Lejlighed til at fremme sine Erhvervsinteresser. Om Virksomheden indenfor Dispensations- og Kompensations-, udvalget nævner Rode ikke eet eneste Ord! Og denne Virksomhed stilles ligesaa selvfølgelig ej heller til Diskussion fra Modpartens Side! Alligevel kan der ikke være Gnist af Tvivl om, at netop Ballin i særlig Grad har forstaaet at udnytte den Forhaandsviden-og den Indflydelse, han sad inde med, til egen Fordel og Bankkommissionens Beretning giver ogsaa nogle Holdepunkter herfor. I denne Beretning meddeles f. Eks. (Bilag, s. 293) at Ballin 1920 i Forventning om, at der vilde komme et Importforbud, havde forceret Indkøbet af amerikansk Læder og Chevreaux, og at der derved- ifølge de Oplysninger Højesteretssagfører Bülow gav paa Skotøjskoncernens Generalforsamling i 1921 - var opstaaet uforholdsmæssigt store Lagerbeholdninger hos Skotøjskoncernen. Kommissionsberetningen giver hertil den meget sigende Oplysning; at Ballin 1920 var Medlem af Valutakommissionen; som saadan var han vidende om, at der kunde regnes med Importforbud, havde han i Tide indrettet sig efter disse, i Fortrolighed drøftede Foranstaltninger. Ballin var ogsaa 1920 med i deForhandlinger, der førtes

 116

 med Finkelstein-Litwinow og Levin-Krassin og kunde ved denne Lejlighed afslutte egne Forretninger, som ovenikøbet vel nok var de eneste Leverancer, der senere blev betalt med en Del af det til Oprettelse af et Clearing House i København deponerede russiske Guld.*)

Den tredie jødiske Finansmand, der spillede en stor Rolle i dansk Økonomi under og efter Verdenskrigen, saalænge de Radikale havde Regeringsmagten, var som lige nævnt Herman Heilbuth, Manden, der i Folkemunde betegnedes som Rigsforstanderen og som Lederen af det tredie Ting, og som almindeligvis ansaas for at være Mellemmanden mellem Regeringen og Landmandsbanken.

Det er en ejendommelig Mystik, der hviler over denne Mands Virksomhed, og det maa konstateres, at ingen som han har forstaaet at virke i det skjulte. Da hans Navn nævntes af Neergaard i Folketingets Forhandlinger den 29. oktober 1917, havde Ove Rode endnu let Spil med at tage Heilbuth i Forsvar, thi da anede man i Offentligheden endnu intet om det store politiske Spil og de forvovne Spekulationer, netop denne mægtige og indflydelsesrige Storkapitalist var inde paa. Rode kunde derfor ogsaa i dette Tilfælde slaa rigtigt fra sig. Han gjorde desaarsag opmærksom paa, at Heilbuth dog kun var Medlem af Majsnævnet og Den overordentlige Kommission (Prisreguleringsudvalget) og som saadan da sandelig ikke havde nogensomhelst Chance for at hyppe egne Kartofler. Og hvorfor saa -spørger Rode - nævne Ballin og Heilbuth, i Stedet for Ballin og Foss, da disse to dog var Medlemmer i Den overordentlige Kommission og som saadanne dog snarere burde være nævnt i samme Aandedræt? Eller var det alligevel ikke den antisemitiske Tendens, der havde set ”nogen Fare ved en saadan Anvendelse af disse Mænd«. Dristigt - og mod bedre Vidende! - hævdede Rode derefter, at de fremsatte Betænkeligheder idetmindste ikke passede paa Heilbuth, da denne

 *) Jvf. nedenfor Afsnit 7d.

117

»siden 1913 ikke har været aktiv Forretningsmand«. Om Heilbuths Skibsinteresser var der selvfølgelig ikke Tale, ej heller om hans Maleri- og Valutaspekulationer, der ifølge de senere, af Bankkommissionen foretagne, Undersøgelser afsluttede med et Tab paa 16 Millioner Kroner, endnu mindre om den radikale Presses rundhaandede Financiering, med hvilken Heilbuth tilkøbte sig politisk Indflydelse. I Stedet for kunde Rode endnu i Oktober 1917 uanfægtet tale om Herman Heilbuths forbilledlige Samfundssind og møde op med retoriske Spørgsmaal som: »Hvem er i denne Kommission (Prisreguleringsudvalget) indtraadt for at begrænse Udbyttet af Kapitalvirksomheder? Hvem er indtraadt for at hindre Skibsfartens alt for store Fragtstigninger og for at tilvejebringe en Ordning, hvorved den tjente Samfundet? Hvem er indtraadt for at fremme Fordelingen? Hvem er indtraadt for, at Samfundshensyn skulde være afgørende?«

Nej, sandelig, Herman Heilbuth var uden Plet og Lyde -ligesom Max Ballin!

Da Rode imidlertid 6½ Aar senere, den 7. 2. 1924 maa forsvare disse Argumenter overfor Justitsminister Rytter og Indenrigsminister Krag, kommer han i en meget pinlig Situation. Thi da foreholdes det ham bl.a., at Direktørerne i Ballin-Koncernen netop i den Periode, da han saa ivrigt forsvarede Ballin, var inde paa Spekulationer i Selskabets Papirer, der løb op til 6-7 Gange Aktiekapitalen, og at der alene ved Landmandsbanken omsattes 67 Millioner i dette Selskab. Da spørges han, om maaske de radikale Presseforetagender, der havde kunnet nyde godt af den fra Heilbuth udgaaende Guldstrøm, nu ogsaa var villige til at dække de Tab, Heilbuth havde paaført Landmandsbanken. Og Indenrigsminister Krag raillerer over Rodes letfærdige Paastand om, at Heilbuth siden 1913 ikke havde været aktiv Forretningsmand, over at Rode havde sunget »en Lovsang over Ballins Reformstøvle, eller hvad den nu hed, som en Samfundsvelgerning, man ikke kunde vide den vedkommende Tak nok for, og ingen Lyriker kunde have lov

118

 sunget dette Produkt mere begejstret end den daværende Indenrigsminister«. *)

 Som den radikale Regerings særlige Fortrolige kan endelig nævnes Mænd som Benny Dessau og Wilhelm Weimann. Den førstnævnte var bl.a. Næstformand i Industriforeningens og Industriraadets Bestyrelse; hvad det betød, erfarede Prof. L. V. Birck den 6. August 1918, da Dessau i Forening med Max Ballin - i Alexander Foss’ Fraværelse - ved provokatorisk Optræden i den overordentlige Kommission forsøgte at tvinge Birck ud af Kommissionen.**) Det viste sig atter April-Maj 1920, da Dessau i Samarbejde med H. N. Andersen bragte Forhandlingerne med de russiske Delegerede vedrørende Oprettelsen af et Clearing House til Standsning. til Trods for, at Regeringen ønskede at fremme disse Forhandlinger.***) Og Wilhelm Weimann? Ja, han var Handelsminister i det første Zahle-Ministerium, blev 1915 Formand for Jernbaneraadet og Dansk Kulbureau, var med i alt, hvor det drejede sig om den radikale Presses, om Landmandsbankens og Ballin-Koncernens Interesser. Som et Eksempel paa, i hvilken Grad Jøder kunde trænge sig ind i de enkelte vigtige Handelsgrene skal nævnes, at den mest fremtrædende Leverandør af Kul fra Tyskland, var Alexander Helphand (Parvus), at Medinteressent ved Skibstransporten af disse Kul var Georg Sklarz, medens A. F. Lamm sørgede for Financieringen af Arbejdernes Brændselsforsyning, Emil Henius var Mellemmand som Repræsentant for Z. E. G., Benny Dessau som Medlem af Fastlandskuludvalget var medbestemmende ved Fordelingen af Kul m. m. indført fra Tyskland, og Wilhelm Weimann som nævnt var Formand for Dansk Kulbureau. Hvert et Led i denne Handelsgren havde altsaa sin Jøde.

 *) Jvf. ned_nfor Afsnit 3f og 3g, S. 338 flg.

**) Jvf. nedenfor Afsnit 9c.

***) Jvf. nedenfor Afsnit 7d.

119

 Om de særlige Forudsætninger for det snævre Samarbejde mellem Regeringen og Højfinansen under Verdenskrigen giver Formanden for Industriraadet, Fabrikant Alexander Foss, gode Oplysninger i en Artikel: »Landbruget og de andre Erhverv«, som offentliggjordes i »Nationaltidende« den 6. November 1922. Anledningen hertil gav ifølge denne Fremstilling Undervandsbaadsblokaden i Februar 1917. Følgen heraf havde i første Omgang været en omfattende Standsning af Søtrafikken og navnlig af Eksporten af Landbrugsprodukter til England. Men værre var det, at Amerika ifølge den skærpede Ubaadskrig blev interesseret i at standse Importen til de neutrale Lande og snart selv blev Krigsdeltager. Thi dermed standsede Tilførslen af de for Landbruget fornødne Raastoffer. Kvæg- og Svineholdet maatte nedsættes. Samtidig meldte Afsætningsvanskelighederne sig. Som eneste store Køber af Heste og Køer kom kun Tyskland i Betragtning, og da dette Land var Eneaftager, kunde det, saalænge det kun drejede sig om Opkøb, ogsaa diktere Priserne.

Foss fortæller nu, at Tyskland paa dette Tidspunkt havde organiseret Indkøbet af danske Eksportvarer paa egen Haand gennem Z. E. G-: (Zentral-Einkaufs-Genossenschaft), hvis Agent var Grosserer Emil Henius. Selve Indkøbet lededes af en Embedsmand fra det tyske Udenrigsministerium Geheimrat Frisch. Ved de første Forhandlinger, der førtes i Juli 1917 med de tyske Centralinstanser, drejede det sig udelukkende om Køb af Landbrugsprodukter, og det var som Følge deraf ogsaa kun Repræsentanter for det danske Landbrug, der fik Mulighed for at deltage i Forhandlingerne. Landbrugets Delegerede var i denne Omgang Folketingsmand Niels Frederiksen, Direktør Anders Nielsen, Direktør Ole Olsen og Proprietær Niels Porse. Som Ordfører tiltraadte Forpagter Chr. Sonne. Resultatet af Forhandlingerne var af de allerede nævnte Grunde lidet tilfredsstillende. Som Følge af Mangel paa Raastoffer maatte Landbruget sælge løs, og Opkøberne benyttede denne Situation til at trykke Priserne. Landbruget havde, som Foss fremhæver,

120

 »i Virkeligheden ikke noget Magtmiddel« og maatte derfor give sig tilfreds med de lave Kreaturpriser. Ganske anderledes, fortsætter Alexander Foss, blev Situationen, da der nogen Tid senere skulde forhandles i Berlin om Udførsel af Kul, Raavarer og Industriprodukter til Danmark. Thi da mødte der en Delegation med særlige Kapaciteter frem, saasom Direktør Max Ballin og Direktør Benny Dessau, sammen med Kontorchef i Udenrigsministeriet Knud Sthyr og Kontorchef i Industriraadet Harald J. Nielsen. Med Hensyn til de af denne Delegation førteForhandlinger berettes derefter: »Da man fra tysk Side allerede havde sikret sig de Fødevarer, man havde Brug for, var Situationen overmaade vanskelig; dog lykkedes det at faa Resultater, der var nogenlunde tilfredsstillende, fordi de Delegerede i Berlin endnu havde et Middel paa Haanden, idet man fra Tysklands Side samtidig med at ville sælge Varerne ogsaa vilde have et Pengelaan fra Danmark.« Til Forhandling om saadanne Spørgsmaal var den nævnte Delegation naturligvis særlig egnet, fordi Jøder her kunde føre det afgørende Ord. Alligevel synes Foss ikke at have været særlig begejstret for de opnaaede Resultater, eftersom han bemærker, at man maatte gaa med til en Forhøjelse af Priserne baade for Kul og for de andre Eksportvarer. Fejlen laa - gentager han - hovedsagelig deri, at Handelen om de danske Landbrugsprodukter allerede i Forvejen var afgjort.

Hele denne Vareudveksling kom ifølge Alex Foss' Redegørelse senere i det rigtige Leje, efter at Erhvervenes Fællesudvalg, som dannedes 1917, fik Lejlighed til at medvirke ved Tilrettelæggelsen af Forhandlingerne med Tyskland, saaledes at alle Erhverv blev repræsenteret og saaledes, at Erhvervene havde opnaaet indbyrdes Enighed, forinden Forhandlingerne optoges. Det viste sig meget hurtigt, at denne Ordning var af største Værdi for Samfundet, idet der allerede ved de Forhandlinger, der fandt Sted i Tiden fra 15. November til 5. December, opnaaedes væsentlig gunstigere Betingelser end det tidligere havde været Tilfældet. Udbyttet. blev 28 Mill. Kr.

121

bedre for Danmark end Berlin oprindelig havde regnet med. Her havde det vist sig, hvor nødvendigt det var at føre en aktiv Handelspolitik, og at Landbrug og Industri stod sammen, hvor det gjaldt om at kæmpe sig igennem Vanskelighederne.

Her pointeres paa ny, at det var Jøder, der indtog en fremskudt Stilling i Forhandlingerne om Handelsaftaler med Tyskland, saasom Ballin, Dessau og Emil Henius, ligesom det jo ogsaa var en Jøde, Emil Glückstadt, der havde et tilsvarende Hverv med Hensyn til dansk-engelske Handelsoverenskomster. Saaledes sikrede Jøderne deres Interesser udadtil. Dog ogsaa indadtil vidste den jødiske Højfinans at varetage sine Interesser med -fornøden Kraft. Det viste sig ikke mindst i Lovgivningsarbejdet. To Eksempler herfor skal anføres.

Den 6. oktober 1914 fremsatte Handelsminister J. Hassing Jørgensen i Folketinget Forslag til Lov om Banker, et Forslag, der sluttede sig til et allerede i Landstinget i Samlingen 1913-14 vedtaget Forslag, som havde sit Udgangspunkt i et forud af Bank- og Sparekommissionen udarbejdet Udkast. Selve Lovudkastet indeholdt bl.a. den Bestemmelse, at Stillingen som Medlem af Bankraadet og som Medlem af Direktionen i samme Bank ikke kan forenes, og at Medlemmer af en Banks Direktion ikke kan optage Laan i Banken undtagen efter Vedtagelse i Bankraadet i hvert enkelt Tilfælde. I selve Forhandlingerne om Lovforslaget vedtoges endvidere en Bestemmelse om, at Stillingen som Medlem af Bankraadet og Medlem af Direktionen i en Bank ikke kan forenes med Stillingen som Bestyrelsesmedlem i noget Aktieselskab, som vedkommende Bank financierer. Dette blev foreslaaet af et Udvalgsflertal med Undtagelse af det konservative Medlem, Børskonsulent Julius Schovelin, Venstremanden, Komitteret under Fængselsdirektoratet, August Birch og. Den radikale Venstremand Dr. phil. Eduard Larsen. Trods en vis Modstand blev Forslaget i Folketinget vedtaget med 49 Stemmer mod 6, medens 33 Med-

122

 lemmer undlod at stemme. Et Underændringsforslag, som de nævnte tre Folketingsmedlemmer stillede og som gik ud paa, at den sidstnævnte Bestemmelse ikke skulde være gældende overfor Medlemmer af Bankraad, forkastedes med 43 Stemmer mod 23. Men alligevel: Forslaget var vedtaget med Flertal i Folketinget. Da imidlertid Handelsminister Hassing Jørgensen den 9. April 1915 forelægger Bankloven til Behandling i Landstinget, gaar han selv imod denne Bestemmelse! Da viser det sig, at han paa ingen Maade er betænkelig ved en Sammenblanding af Ledelsen af en. Bank og af Ledelsen af de Aktieselskaber, der financieres af denne Bank. Nu bemærker han »at en Bestemmelse af den Rækkevidde, som denne har, mener jeg ikke, det er forsvarligt at gennemføre« og at en saadan ej heller paa nogen Maade kunde motiveres ved Henvisning til Kendsgerninger. »Det vilde«, siger han, »paa en altfor generende Maade gribe ind i det daglige økonomiske Liv.« Og sandelig, om det ikke lykkedes ham at standse Sagen. Landstinget naaede ikke at blive færdig med Lovforslaget i den paagældende Samling, og Regeringen stillede Sagen i Bero. Først i 1918-19 kom Lovforslaget atter til Behandling i Rigsdagen. Paa dette Tidspunkt var Christopher Hage, Formand for Den overordentlige Kommission, blevet Handelsminister, og han havde sørget for, at den her omhandlede Bestemmelse, som Folketinget den 10. Marts 1915 havde vedtaget med stort 'Flertal, var slettet i selve Regeringsforslaget. Det radikale Ministerium; som saaledes to Gange maatte beskæftige sig med Sagen, lystrede altsaa ganske aabenbart Storbankernes, Højfinansens, Paroler og hindrede derved en Ordning, som paa afgørende Maade kunde have bidraget til at forhindre Landmandsbankkatastrofen. Mest interesseret i en Afvisning af den foreslaaede Ordning maatte Mænd som Glückstadt, Ringberg, Heilbuth osv. være, og dette var selvfølgelig tilstrækkelig Grund for Zahle-Ministeriet til at frafalde Kravet om, at, Bankdirektører og Bankraadsmedlemmer ikke maatte have

123

Sæde i Bestyrelsen for de Aktieselskaber, som vedkommende Bank financierede.

Noget lignende gik det med andre Forslag, der kunde ramme Højfinansens Interesser.

Socialdemokratiet havde under Krigen fremsat et Forslag om Forbud mod Spekulation i egne Aktier, men dette Forslag strandede navnlig paa de borgerlige Partiers Modstand. Noget lignende gik det med Forslaget til midlertidig Lov om offentligt Tilsyn med visse Virksomheder, som det radikale Ministerium fremsatte i Folketinget den 27. august 1918. Det var den Ballin'ske Koncerns vilde Aktiespekulation og den stærke Stigning af Priserne paa Fodtøj, der gav Anledning til, at saavel Prisreguleringskommissionen som Indenrigsministeriet ansaa offentlig Kontrol med enkelte eller sammensluttede Virksomheder af monopolagtig Karakter for fornøden og til dette Formaal foreslog Udnævnelsen af et Tilsynsraad paa 14 Medlemmer, som efter bestemte Regler skulde dannes af 5 af Indenrigsministeren udnævnte Personer samt af Repræsentanter for Rigsdagen, Industriraadet, Den danske Handelsstands Fællesrepræsentation, De samvirkende Fagforbund og De samvirkende danske Andelsselskaber. Tilsynet skulde navnlig foretage en Prøvelse af Trusters og Monopolers Aarsregnskaber, Dividendepolitik osv.; forhindre Misbrug af økonomiske Magtmidler, uforsvarlig Konkurrence osv. I Grunden var alle Partier enig om, at denne Kontrol med de store Erhvervsforetagender maatte foretages, og det var ikke blot Prof. L. V. Birck, som i sin Kamp mod Ballin-Koncernen havde paavist Nødvendigheden heraf. Men i Rigsdagen viste det sig, at der alligevel indenfor det konservative Partis Rækker gjorde sig adskillig Modstand gældende, en Modstand, som den 9. September 1919 fandt Udtryk i Dr. phil. Arnold Fraenkels Angreb mod Forslaget. Fraenkel søgte at skræmme Folketinget bort fra Planen om en effektiv Kontrol med »de koncentrerede Bedrifter«, idet, han bl.a. understregede, hvor nødvendigt det var at give selve

124

 Produktionen alle Chancer netop i en Periode, hvor Overskudsindførselen - der fra Januar til Juli i det nævnte Aar var naaet ganske tæt op imod en Milliard Kroner - truede med at blive til en Katastrofe for Samfundet. Han var heller ikke indforstaaet med, at selve Lovforslaget navnlig sigtede paa Priserne. Naar man vilde gribe ind fra Lovgivningsmagtens Side, maatte man efter hans Opfattelse indskrænke sig til at hindre en saa vidtgaaende Koncentration af Bedrifter, at de blev til egentlige Monopoler og dermed opnaaede en uhyre social Magtposition, som ogsaa kunde faa afgørende Indflydelse paa det politiske Omraade. Det var selvfølgelig en Fare for Samfundet, naar en saadan Sammenslutning i altfor stærk Grad raadede over Kapitaler, Produktionsmidler og Mennesker. Men med statslige Indgreb mod Monopoler var ogsaa den vigtigste Opgave for en saadan Lovgivning givet. Iøvrigt skulde man, mente Fraenkel, benytte sig af Toldlovgivningen som et Værge for Samfundet, men saavidt muligt aldrig lovgive om Priserne, højst i Undtagelsestilfælde fastsætte Maksimalpriser. Det vilde jo være aldeles urimeligt ved en Lov som den foreslaaede at hindre, at enkelte Mennesker fik store Indtægter og dermed at bevirke en stærk Tilbagegang i den store Kapitalansamling. Saaledes forsvarede det konservative Parlamentsmedlem Dr. Fraenkel sine Racefællers Finans- og Spekulationsinteresser og Resultatet var at Højfinansens Interesser ogsaa i denne Omgang gik af med Sejren. Lovforslaget henvistes efter en Dags Forhandling til Udvalgsbehandling og dermed forsvandt det for stedse.

Om Grunden til denne ejendommelige Udgang af Sagen bemærkede Ove Rode den 7. februar 1924 i Folketinget: »Hvorfor strandede det? Fordi Industrien havde Indflydelse paa de Konservative og paa Venstre til at hindre dets Gennemførelse, og Industrien var den Gang repræsenteret ved tre Mænd, som havde Magt til at hindre Trustloven: Ballin, Benny Dessau og H. P. Prior. Det var disse Mænds Indflydelse paa den højtærede Indenrigsminister og hans allierede, som hindrede

125

Trustlovens Gennemførelse og dermed umuliggjorde Etableringen af det offentlige Tilsyn, som havde hindret den fortsatte Svindel netop med disse Aktier, som er afsløret.« At Indenrigsministeren i det radikale Ministerium her selv paataler Ballins og Dessaus mægtige Indflydelse paa de borgerlige Partier, kan kun tjene som Bevis paa, at Højfinansen hele Tiden under og efter Verdenskrigen forstod at benytte sig af deres Magtposition, enten ved intimt Samarbejde med Regeringen, navnlig med Mænd som Rode selv og Edvard Brandes, eller ogsaa om fornødent ved at sætte Regeringsoppositionen i Aktivitet, saasnart den følte sine Interesser truet.

Skjulte Veje til at gøre deres Indflydelse gældende stod til alle Tider aabne for Kapitalmagtens Mænd. Overfor dem var Parlamentarikerne de rene Nikkedukker. Saaledes kunde Jøderne sikre sig det absolute Herredømme over Samfundet, som grundlagdes under Jødeministeriet Zahle-Brandes-Rode, og ogsaa opretholde det, efter at Venstreministeriet Neergaard i Maj 1920 havde overtaget Landets Styrelse. Derfor er det ogsaa forstaaeligt, at Landmandsbankens Direktør Ove Ringberg i den Skrivelse, han den 18. Oktober 1920 sendte til Emil Glückstadt i Paris og i hvilken han beklager, at denne opholder sig saa længe i Udlandet, fremsætter disse meget sigende ord med Hensyn til statslige Hjælpeforanstaltninger for Aktiespekulanterne:” … Desuden vil jeg ad rette Vej foreslaa, at Børsskatten halveres og Baisse forbydes,- - - -under det virkelige Paaskud; at Staten ellers vil faa et betydeligt Tab gennem Nedgang i Formueskatten.« Brevet gengives i Bankkommissionens Retsforhandlinger, Bd. I, S. 291. Beklageligt, at der, hvor Sætningen tilsyneladende har været særlig interessant, findes der kun de fire Tankestreger. Men uanset dette vil man jo erkende, at Ringberg har været klar over den »rette Vej« til at varetage Glückstadts, Landmandsbankens, Aktiespekulanternes, d. v. s. den jødiske Kapitalmagts Interesser. Det vides ogsaa, at Ringberg i foreliggende Tilfælde gennem det konservative Medlem Børskommissær Julius Schovelin rettede

126

en Henvendelse til Rigsdagen, og at Schovelin allerede samme Dag, som Ringberg skrev til Glückstadt, d. v. s. den 18. oktbr. 1920, opfordrede Vekselererne til at give Qplysninger om deres Aktiebeholdninger, for at der kunde træffes Foranstaltninger til »Regulering« af Baissen paa Børsen.

Det er ud fra disse Erfaringer om Højfinansens Rænkespil, at der i Efteraaret 1922 satte en omfattende Diskussion ind om det saakaldte »tredie Ting«. Stødet hertil blev givet af Venstrebonden J. S. Vanggaard fra Vendsyssel, som den 21. novbr. 1922 i Folketinget i ganske faa Bemærkninger talte om den politiske Indflydelse, som var udgaaet fra Landmandsbanken, og som havde været »en saare uheldig Ting«. Thi »den var ligesom ved at blive det tredie Ting her i Landet«: Banken havde overalt kunnet gøre en Indflydelse gældende, bl.a. derved, at den knyttede de betydeligste Embedsmænd i Justits- og Udenrigsministeriet til sig ved at give dem lønnede Tillidsposter i Banken eller dens Selskaber. Landmandsbankens Inderkreds havde jo ogsaa været den afgørende Faktor ved Dannelsen af Ministeriet Friis i Marts-Dagene 1920.

Faa Dage senere, den 24. november, saa Formanden for det radikale Venstre, fhv. Udenrigsminister Erik Scavenius, sig foranlediget til at tage kraftigt til Genmæle mod Vanggaards Paastande, idet han i en politisk Tale i Hjørring beskæftigede sig med Højfinansens Indflydelse paa dansk Politik under Ministeriet Zahle. Han afviste de mod sit Parti rettede Beskyldninger, idet han gjorde gældende, at det nære Samarbejde, der havde bestaaet mellem det nævnte Ministerium og Erhvervslivets førende Mænd, »altid havde haft sin naturlige Begrænsning og ogsaa til alle Tider foregik saa aabenlyst, som de særlige Omstændigheder tillod det«. Scavenius mente ogsaa i denne Anledning at maatte betegne det Arbejde, Etatsraad Glückstadt havde ydet i Forhandlingerne vedrørende det internationale, finansielle Mellemværende, som var opstaaet ved Overtagelsen af Nordslesvig, som særlig fortjenstfuldt. Her

127

forelaa der altsaa ikke nogensomhelst Grund til at gaa i Rette med Radikalismen. Des mere maatte der imidlertid være Anledning til at holde øje med Etatsraad H. N. Andersen, som i Virkeligheden var Landets »3. Ting«, »den politiske Magtfaktor, der holder sig skjult i Baggrunden«. Det var ham, der havde muliggjort, at Landbrugsminister Madsen-Mygdal kunde bevare et Sæde, der brændte under ham, efter at han var blevet desavoueret af sine egne. Det var ham, der i sin Tid (1920 og 1921) havde foranlediget Udenrigsminister Harald Scavenius til at afbryde Forhandlingerne med Russerne vedrørende Oprettelsen af et Clearing House i København osv. Det var endelig ham, der havde fremtvunget Udenrigsminister Harald Scavenius’ Tilbagetræden, »for derefter at forsyne Ministeriet med den nuværende Udenrigsminister Hr. Cold, til hvem der længe har været søgt en passende Post«. Ironisk knytter Erik Scavenius dertil en Kommentar, der ikke er til at misforstaa: »At Hr. Cold til Bestyrelsen af de fremmede Sager medbragte det, at være fremmed for Sagerne, skal ikke bebrejdes en forstandig Mand. Betænkeligere vilde det være, om hans Uerfarenhed skulde forøge en Afhængighed, der er en Følge af et mangeaarigt Protegéforhold og af en Indflydelse, som var i Stand til at gøre ham til Udenrigsminister til Erstatning for den Gesandtpost, der ikke lod sig gennemtvinge. Det nuværende Tidspunkt er maaske heller ikke det bedst egnede til at vælge til en politisk Tillidspost en Mand, der ved sin tidligere Stilling som Direktør for D.F.D.S. stod det feberagtige Forretningsliv under og efter Krigen saa nær.« Rygtet har nu, erklærede Scavenius endvidere, med Bestemthed udpeget Etatsraad H. N. Andersen som den politiske Magtfaktor, der havde haft bestemmende Indflydelse paa Ministeriets Stilling, og overfor saadanne Forhold syntes det dog at være paakrævet, at denne mægtige Mand, naar han endelig attraaede en politisk, specielt en udenrigspolitisk Rolle, ogsaa fattede Mod til at træde offentlig frem.

Saa sikkert det er, at Erik Scavenius havde nogen Grund

128

til at fremsætte saadanne Angreb, Angreb, hvis delvise Berettigelse ogsaa i den følgende Fremstilling vil blive godtgjort, blev disse dog pure afvist af H. N. Andersen i en Erklæring af 24. novbr. 1922. Deri gives Udtryk for Beklagelsen af, »at en Mand, der var Udenrigsminister under Krigen, og under hvem jeg har udført et loyalt Arbejde af langt større Rækkevidde og af intimere Art, end Talen antyder, har ladet sig forlede til at fremsætte urigtige Sigtelser om mit Forhold til Ministeriet Neergaard.« Samtidig faar Scavenius bl.a. af »Nationaltidende« kraftigt læst og paaskrevet, og navnlig imødegaaes hans Paastand om, at Samarbejdet med ham altid var foregaaet »saa aabenlyst, som de særlige Omstændigheder tillod«'. Hertil bemærker Bladet, at de lukkede Rigsdagsmøder, i hvilke der blev givet fortrolige Oplysninger, havde været alt andet end behagelige, ja ligefrem pinefulde, »dels derved, at de intet som helst sagde netop om det, Rigsdagen gerne vilde vide Besked med, dels derved, at Hr. Scavenius benyttede sig af Krigsforholdene, som hindrede Rigsdagsmændene i at give Hr. Scavenius Svar paa Tiltale, til at te sig saa anmassende og uhøfligt overfor Rigsdagsmændene, at intet andet Forhold end netop de alvorlige Forhold, Rigsdagen var samlet under, friede ham for en Behandling, der nok skulle have retledet ham med Hensyn til, hvem han stod overfor.” Det konservative Organ raser, i Anledning af de af Scavenius bragte Afsløringer, over denne Mand, der ganske havde savnet Evner til at, vurdere politiske Forhold, og »hvis sygelige Selvfølelse Gang paa Gang har bragt ham til at ofre Landets Interesser for sin Selvdyrkelse«. Bladet vilde have sig frabedt en saadan Mistænkeliggørelse af Landets betydeligste Mænd, navnlig »i et øjeblik, hvor det maa gælde for enhver, der vil Landet vel, at støtte. og oparbejde Tilliden til de faa, Folket endnu tror paa.«

 Paa lignende Maade gik »Berlingske Tidende« og »København« i Rette med Angriberen; førstnævnte Blad mente bl. a., at »Talen vil bekomme Hr. Erik Scavenius’ altid noget skrø-

129

belige Renomme meget ilde.« Endog »Politiken« forholder sig meget reserveret overfor Talen. Det konservative Folketingsmedlem Povl Drachmann ser sig i Anledning af disse Angreb foranlediget til i Bladet »Nordjylland« at kalde paa en dansk Mussolini, medens han samtidig kraftig pointerer, at denne personlige Kritik af Lederen af et saa stort Foretagende som Ø. K. er uforsvarlig. Og denne Afvisning faar sin Pointe ved et Gensvar, som ligefrem er symptomatisk for den Diskussion, der, efter Landmandsbankens Sammenbrud i næsten halvandet Aar behersker den offentlige Diskussion. Han taler nemlig om de andres Skyld og mener, at den fra radikal Side fremsatte Kritik maa virke dobbelt utiltalende; »thi den Polyp, som har eksisteret her i Landet, og som virkede bag Kulisserne med en uhyggelig Magt, det var hele den Tafelrunde, der grupperede sig om Landmandsbanken, og som var intimt allieret med den officielle Radikalisme.« Statsminister Neergaard afgiver til sidst en officiel Erklæring i Sagen, ifølge hvilken »Etatsraaden aldrig har øvet eller søgt at øve nogen Indflydelse paa Regeringens Politik«, en Erklæring, som desværre ikke ledsagedes af nogen Oplysning om, hvorfor bl.a. de dansk-russiske Forhandlinger strandede. Men da Angrebene var meget haardnakkede, maatte H. N. Andersen tilsidst endnu 2 Gange udsende Erklæringer, af hvilke den ene indeholder særlig vægtige Oplysninger. I en Udtalelse af 28. november 1922 hedder det nemlig bl.a:

 »Om Forhandlingerne med Rusland kan jeg give den Oplysning, at forhenværende Udenrigsminister Harald Scavenius uopfordret fra min Side personlig henvendte sig til mig i Slutningen af Juli 1921 for at høre min Opfattelse med Hensyn til Afslutning af en Traktat med Rusland. Efter at have hørt hans Fremstilling udtalte jeg som min egen upaavirkede Opfattelse, at Tiden endnu ikke var moden til Afslutning af en saadan Traktat, naar den skulde hvile paa saadan Gensidighed, som Jeg mener er nødvendig for et tilfredsstillende Resultat, - en Opfattelse, som jeg overhovedet ikke lagde Skjul paa overfor nogen, - men selvfølgelig var der ingen Grund for Kammerherre Harald Scavenius til at handle i Overensstemmelse med denne min Opfattelse, hvis han ikke delte den.

130

Forholdene i Forbindelse med det seneste udenrigsministerielle Skifte kender jeg ikke noget til, og med Hensyn til Udenrigsminister Cold har jeg kun paa derom til mig rettet Spørgsmaal udtalt som min Opfattelse, at han var egnet dertil. - -«

 Efter at Etatsraad H. N. Andersen paa denne Maade i det store og hele havde bekræftet, hvad han vilde modbevise, og viselig ikke med eet Ord var gaaet ind paa de Aarsager, der førte til, at Forhandlingerne i April-Maj 1920 om Oprettelse af et Clearing House i København til Fremme af Handelen med Rusland maatte standses*), forstaar man ogsaa, at han i sit Dementi til »Fyns Venstreblad«, som havde bragt entydeligere Udformning af de af Erik Scavenius fremsatte Paastande, indskrænker sig til at stemple disse som »meget betydelige Misforstaaelser«.

Midt i al denne Staahej, som paafulgtes af flere Ministererklæringer, stillede Borgbjerg i »Social-Demokraten« den 26. novbr. 1922 et ubehageligt Spørgsmaal til Udenrigsminister Cold: »Foretog De i Sommeren 1916 i Tiden før og efter 11. juli Salg og Køb af Aktier i D.F.D.S.?« Spørgsmaalet var meget nærgaaende, da Cold nævnte 11. juli havde ladet offentliggøre en meget omstridt Erklæring, som bl. a. havde til Følge, at hans Selskabs Aktier sank med 55 Points, medens den samtidig fra tredie Side blev misbrugt til visse ikke særlig sobre Spekulationer.**) Det viste sig straks at Cold ikke selv, som af Borgbjerg antaget, havde gjort et Kup ved at spekulere paa Grund af sine egne Udtalelser den 11. juni. Men det Tema var dermed anslaaet, som skulde give Anledning til et Væld af Avisartikler, til uendelige Debatter i Rigsdagen o. s. v., ja endog til at selve Regeringen stilledes overfor stadig gentagne Krav om delvis eller hel Demission. At Cold havde spekuleret i egne Aktier, endog i meget stor Udstrækning, blev senere konsta-

 *) Jvf. nedenfor Afsnit .7d.

**) Jvf. nedenfor Afsnit 5d.

131

teret, og Striden stod derefter om, hvorvidt en Direktør i et Selskab skulde være berettiget til at eje Aktier i sit eget Selskab, og hvorvidt han maatte indlade sig paa Aktiespekulation. Den 27. novbr. svarede Cold paa Borgbjergs Spørgsmaal: »Jeg kan hertil svare: Absolut Nej, hverken af D.F.D.S.' Aktier eller af Aktier i noget andet Selskab, som kunde paavirkes af Interviewet med mig den 11. Juli.« Han sagde altsaa ikke mere, end han lige kunde staa ved. Etatsraad Glückstadt indrømmede imidlertid den 29. novbr. i et Forhør hos Bankkommissionens Formand Dommer Rump, at Cold 1915 havde spekuleret i D.F.D.S.-Aktier i et Konsortium, i hvilket han ogsaa selv var Medlem. Faa Dage senere forelaa yderligere Erklæringer saavel af Bankkommissionen som af dette Kommissions Medlem Prof. L. V. Birck, af hvilke det fremgik; at Direktør Cold havde været Deltager i et Opkøbskonsortium forD.F.D.S.-Aktier i Tiden fra 1911 til 1916; men at disse Opkøb udelukkende var sket til et fuldtud nationalt og legitimt Formaal. I den Udenrigsministeriet den 1. decbr. 1922 af Kommissionen tilsendte Erklæring oplystes endvidere, at de Køb og Salg, i hvilke Direktør Cold var interesseret, var endelig afsluttet den 16. marts 1916; Kursen var da ca. 270. Den 11. juli 1916, da han offentligt advarede imod Kursoverdrivelse i D.F.D.S.-Aktier, havde Kursen imidlertid været ca. 420: Om Colds senere Spekulationer sagdes der intet i denne Erklæring.

Dog, selve Udgangspunktet forden offentlige Kontrovers, Striden om H. N. Andersens Stilling i dansk Politik, bragtes foreløbigt til en vis Afslutning i en yderligere Redegørelse, som Erik Scavenius den 30. novbr. gav i en Tale i Hobro. Statsminister Neergaards Erklæringer korrigeredes her, idet det pointeredes, at der de facto var bleven forhandlet med Cold om Overtagelse af Gesandtposten i London, og at Colds Udnævnelse til Udenrigsminister ikke alene skyldtes Neergaards Indstilling til Hs. Majestæt Kongen, eftersom Etatsraad Andersen. selv havde vedgaaet, at Spørgsmaalet var bleven forelagt ham o.s.v. Og endelig kunde Scavenius i denne Tale meddele, at Rege-

132

 ringen ved Landmandsbankens Rekonstruktion havde foreslaaet at overgive Ledelsen af den nye Bank til Etatsraad Andersen.

Hertil bemærkedes:

 »Lige havde man klaget over, at Etatsraad Glückstadts enevældige Magt over Landmandsbanken lagde for stor en Magt i Enkeltmands Haand, og nu foreslog man at forene Ledelsen af den vidtomspændende Landmandsbank med Ledelsen af det mægtige Foretagende »Østasiatisk Kompagni«. Saadant forstaas ikke uden en Afgudsdyrkelse, som Regeringen ser sin Fordel ved at udnytte.«

 Scavenius pointerede endvidere, at han af to Grunde havde set sig foranlediget til ved sit Fremstød at afsløre Regeringspartiernes, Ministeriet Neergaards forargelige Spil. For det første var det sket, fordi han var en principiel Modstander af, at skjulte Kræfter skulde regere Landet; thi det politiske Livs sunde og naturlige Udvikling taalte ikke nogen hemmelig uansvarlig Side- eller Overregering. I saa Henseende var alvorlig Fare tilstede, da H. N. Andersen var blevet en altfor mægtig Faktor, efter at saavel Industriraadet som Grosserer-Societetets Komité, der under Krigen havde røgtet saa store Opgaver, var vendt tilbage til deres daglige Virksomhed, og efter at Landmandsbanken var brudt sammen. Og for det. andet var han bestemt Modstander. af, at Udenrigsministeriet, som efter hans Mening under Krigen havde naaet en saa glimrende Stilling, efter denne først skulde blive en Kastebold mellem den indbyrdes kæmpende Højfinans og endelig, efter Landmandsbankens Rekonstruktion, skulde nedsænkes til at blive blot et Kontor under Østasiatisk Kompagni.

Dette Gensvar ramte, ramte haardt. Ikke med et Ord blev de saglige Paastande, Scavenius fremførte, imødegaaet i de borgerlige Partiers Presse. Derimod rasede disse Blade over de sidste Afsløringer. Mest hensynsløst »Nationaltidende«, som tillod sig ligefrem pøbelagtige Angreb mod »den forhenværende Udenrigsminister, forhenværende adgangsberettiget til anstændigt tænkende Menneskers Selskab«, og som med Hensyn til

 133

 Talen i Hobro bemærkede, at den ikke indeholdt noget som helst nyt og tilføjede: »Fra den ædelige Brændevins Hjemstavn er der denne Gang kun kommet det rene Fusel og Bundfald.« Dog: Mod alle disse Grovheder fandtes der dog et væsentligt Modargument i Højrebladet, idet der nemlig i den ledende Artikel den 1. decbr. 1922 bemærkedes, at det virkede »ganske ejendommeligt at høre en radikal Eksminister, en af Mændene fra den Tid, da alt afgjordes udenom Rigsdagen og i mange Tilfælde efter Tilskyndelse fra radikale Koryfæer - tænk blot paa Navnene Ballin og Heilbuth! - at høre ham beklage sig over udefra kommende Indflydelse!«

Dette var som sagt Optakten til en næsten halvandet Aar varende offentlig Kontrovers om de Magtfaktorer, der i det skjulte havde regeret Landet og ført det ud i en næsten uoverskuelig Katastrofe.

Skærmydslerne førtes saa smaat videre i de første Decemberdage. Grev Bent Holstein var i en Artikel om den politiske Situation (Nat. Tid., 1. 12. 1922) inde paa den Tanke, at Ministeriet Zahle under Verdenskrigen havde staaet i en intim Forbindelse med en vis Del af Højfinansen, særlig repræsenteret ved Landmandsbanken. Zahle protesterede, gjorde navnlig gældende, at han med sine Ministerkolleger aldrig havde tilhørt Landmandsbankens Spekulantkredse saadan som Hr. Cold. »Finanstidende«s Redaktør, Carl Thalbitzer, ansaa Udenrigsministerens Spekulation i egne Aktier for »fuldkommen hæderlig og lovlig«. Det kunde vel nok være et Taktspørgsmaal, i hvilket Omfang en Mand, der var Direktør for et Selskab, kunde blive interesseret i Køb og Salg af sit eget Selskabs Aktier, men det maatte være en Sag, der udelukkende maatte ordnes mellem Cold og det af ham ledede Selskab. I »København« spørges Zahle, hvad han mener om en Regering, der har hjulpet Hr. Emil Glückstadt med at bortdestillere 150-200 Mill. Kr. og har staaet i nærmeste Kontakt med Heilbuth, som nu skyldte Landmandsbanken adskillige Millioner Kroner.

Zahle erklærede tilslut den 14. decbr. i et politisk Møde i Storehedinge, at det Forhold, Cold havde været indviklet i, var strafbart i mange Lande, og han sluttede sig til Erik Scavenius Paastande om det tredie Ting. Rygter begyndte at gribe om sig, hvorefter Ministeriet Neergaard for tredie Gang skulde rekonstrueres.

Da fik Diskussionen pludselig en kraftig Opdrift ved de sensationelle Oplysninger, en af det radikale Partis Stiftere, Forfatteren, Kommunelærer Osvald Hansen, offentliggjorde vedrørende Herman Heilbuths Stilling indenfor sit Parti.*) Her var der for første Gang Tale om »Rigsforstanderen«, der ikke blot havde financieret det radikale Parti siden dets Stiftelse, men som tillige ifølge sin Stilling som Partiets Mæcen havde en afgørende Indflydelse paa Partiets politiske Kurs og paa Regeringens Foranstaltninger.

Osvald Hansen paapegede navnlig, at Herman Heilbuth til Stadighed havde sat store Midler i de radikale Provinsblade saasom »Jydsk Morgenblad« i Aarhus samt de radikale Smaablade i Odense, Næstved og Nykøbing. Med »Politiken« fik han imidlertid aldrig at gøre. Desuden financierede han Partiet. Hvor stor en Sum, han havde stillet til Raadighed for disse Formaal, kunde selvfølgelig ikke oplyses; men Hansen gik ud fra, at Understøttelserne nok kunde have andraget en Million Kroner. Før Krigen havde han og hans Meningsfæller ikke gjort sig store Tanker om, hvorfor Heilbuth viste saa stor en Offervilje. Men senere havde Udviklingen til fulde ladet erkende, at Heilbuth havde ydet denne Indsats for at faa Indflydelse paa Landets politiske Forhold. Allerede det i Odense i 1905 vedtagne Partiprogram, som for en væsentlig Del var affattet efter de af Heilbuth givne Direktiver, viste, at det nu

*) Jvf. Artiklerne: »Rigsforstanderen paa Vintappergaarden« (Nat. Ti4., 16. decbr.) og »Det radikale Venstre fra Vuggen til Graven« (Nat. Tid., 18., 19.,21. og 29. decbr. 1922). - Jvf. ogsaa Art.: »Den radikale Regering og Krigsforretningslivet«, Nat. Tid., 21. decbr. 1922.

 

Direktør H. P. Heilbuth.

F. 27. Maj 1861 i København. Bl. a. Medlem af Landmandsbankens

Bankraad og Bestyrelse 1914-22. Efter Verdenskrigen endnu Bestyrelses

medlem i store Foretagender, bl. a. Medlem af Bestyrelsen for Dansk

Svovlsyre og Superphosphat Fabrik og flere af dens Datterselskaber fra

1921 (Formand 1934-42).

 Efter »Nationaltidende«, 16. 12. 1917.

Da en af det radikale Partis Stiftere, Forfatteren Osvald Hansen, fremsatte sine opsigtvækkende Afsløringer om Heilbuths politiske Virksomhed under Verdenskrigen, bragte »Nationaltidende« det ovenstaaende Billede af Villaen, hvor det udentings Landsstyre holdt sine fortrolige Raadslagninger og berygtede Krigsmiddage.

135

 kun var Partiet om at gøre at erobre den politiske Magt, den Magt, hvis Opnaaelse Heilbuth ansaa for fornøden til at kunne varetage sine personlige og sine Venners finansielle Interesser. Deri viste Heilbuth sin særlige politiske Begavelse, at han erkendte Nødvendigheden af at sikre det af ham financierede og af hans Velvilje afhængige Parti Statsmagten for at kunne lede denne Magts økonomiske Foranstaltninger ind i det Spor, der gavnede Højfinansen bedst. Osvald Hansen beretter dernæst, at de radikale Ministre Ove Rode og Dr. P. Munch samt Redaktør Bransager til Stadighed mødte til politiske Raadslagninger paa Heilbuths Villa »Vintappergaarden« i Lyngby, og at det var her, det radikale Partis Taktik blev fastlagt. Statsminister Zahle lystrede blindt de Anvisninger, som blev givet herfra. Kun Finansminister Edvard Brandes, der ikke kunde udstaa sin formaaende Racefælle, og - som »Nationaltidende« siger - af private Grunde ikke kunde taale at være i Stue med »Rigsforstanderen«, forholdt sig stærkt reserveret. (For Heilbuth maatte det imidlertid ogsaa være tilstrækkeligt at kunne udøve sin Indflydelse paa Rode og Munch, da Edvard Brandes jo alligevel aldrig kunde blive farlig, eftersom han var Jøde og som paavist følte sig nært knyttet til Emil Glückstadt.) Hansen bemærker hertil: »Vi maa huske, at Landmandsbanken repræsenterede Finanskredse, der først »kom op« i Begyndelsen af dette Aarhundrede, Kredse, der var i den højeste Grad interesserede i at opnaa politisk Indflydelse, - denne Indflydelse skaffede Hr. Heilbuth dem ved sin geniale Ide: at skabe et nyt demokratisk Parti, der samlende Landets Intelligens, maatte have Fremtiden for sig.«

Ad to Veje havde Heilbuth herefter under Krigen forsøgt at varetage de Kapitalistkredses Interesser, der samlede sig omkring Landmandsbanken. - Osvald Hansen mener for det første, at Glückstadt uden Betænkelighed var gaaet med til den hasarderede Finansiering af den mægtige Import, fordi han »ikke tvivlede om, at han gennem Hr. Heilbuth kunde bevæge Hr. Ove Rode til et Importforbud, der vilde have tvunget den

156

 danske Befolkning til at købe de indførte Varer til høje Priser.« Disse Forventninger slog dog fejl, da det radikale Ministerium maatte træde tilbage i Marts 1920. »Var Ministeriet Zahle,« siger Hansen, »ikke blevet styrtet, er det muligt, at Landmandsbanken og Hr. Heilbuth havde klaret sig.« Dernæst hævder Osvald Hansen, at Heilbuth i særlig Grad gavnede Højfinansen ved stadig at fremtvinge Restriktioner overfor Mellemstanden, Landbruget, osv., medens Kapitalmagten gik Ram forbi. De Restriktioner, som gennemførtes ved Forbud mod Kædehandelen, ramte aldrig det første Led i Kæden! Derfor kom Loven først til at virke fra det Øjeblik indenfor Handelsomsætningen, hvor »Højfinansen havde solgt Varerne med den Fortjeneste, den kunde opnaa i den foreliggende Situation.« Aldrig forsøgtes nogen Kontrol med Storimportørernes Køb i Udlandet og deres Fortjeneste. Derimod blev enhver. Avance, Mellemhandelen, beregnede sig, paa det skrappeste kontrolleret. Og ved alt dette tjente Hr. Glückstadt og Hr. Heilbuth Millioner, og »var lige glad, hvordan det ellers gik«. Da der i Anledning af disse Afsløringer rettedes skarpe Angreb mod det radikale Venstre, saa fhv. Statsminister Zahle sig atter foranlediget til at tage til Genmæle. Den 16. decbr. 1922 lod han offentliggøre en udførlig Erklæring, i hvilken han forsøger at bortforklare de af Osvald Hansen skildrede Forhold. Han bestred bl.a., at Heilbuth var Partiets Kasserer, men afviste imidlertid ikke Paastanden om, at denne Mand havde ydet store Tilskud til Parti og Presse, han taler i saa Henseende tværtimod om Heilbuths store Offervilje. Han ved ikke saa særlig meget om de Ting, der staar til Diskussion, men saa meget ved han dog, at Heilbuth »aldrig har været karrig med Arbejde og Støtte til sit Parti, at dette aldrig har været nogen Fordel for ham selv« osv. Zahle berømmede derefter Herman Heilbuth for hans uselviske Hjælp og hans sociale Sindelag, idet han bl. a. bemærkede:

 »Hele Hr. Heilbuths Virksomhed i det offentlige Livs Tjeneste under Krigsaarene ligger ganske aaben i de Indstillinger fra Den overordentlige

137

Kommission m. v., som efterhaanden er udgivet. Han samarbejdede herunder med Mænd og Kvinder af alle Partier og alle Erhverv og har aldrig virket som Landmandsbankens eller i det hele taget som Højfinansens Mand. Han lagdes tværtimod for Had som Krigsforretningslivets og Kapitalens Modstander. Derfor opgav han efter Generalforsamlingen paa Børsen sin Stilling som Medlem af Grosserer-Societetets Komité Hr. Heilbuths Virksomhed under Krigen har altid været i god Overensstemmelse med Partiets Ideer. Hvorledes skulde den Mand, der stemte for Regulering af Priser, Fragter og Dividender, kunne tjene Højfinansens Interesser? Hr. Heilbuth har i Den overordentlige Kommission som Regel stemt sammen med Professor Birck, og de to Mænd kan altsaa ikke have tjent modsatte Interesser. - Hr. Heilbuths økonomiske Forhold før og nu er mig selvfølgelig ikke nøje bekendt. Jeg mener kun at vide saa meget, at Hr. Heilbuth var en rig Mand, da han i 1914 traadte ind i Landmandsbankens Bankraad, men at han er traadt ud af Bankraadet som det modsatte.«

Med en saadan uvederhæftig Argumentation mente altsaa C. Th. Zahle at kunne forsvare en Mand, der under Krigen havde været en af Landets mest samvittighedsløse Børsjobbere, en Mand, der kun ofrede de store Midler paa Partiet for at varetage sine egne store Pengeinteresser. Det er Landets Statsminister gennem Krigens Aar, der optræder saaledes! Han tør paastaa, at Heilbuth ikke var Højfinansens haandgangne Mand, omendskønt det allerede. i Forvejen var blevet offentligt bekendt, paa hvilken Maade han ved en særlig uredelig Dividendepolitik i Dampskibsselskabet »Vesterhavet« trods fantastiske Milliongevinster forstod at unddrage sig de høje Krigsskatter paa Indkomsten. Der tales om Heilbuths uegennyttige Virksomhed, medens han i Virkeligheden drev et forargeligt Dobbeltspil ved paa Skrømt at føre en Kamp mod de saakaldte »Krigsforretningsmænd«, for samtidig selv til det yderste at udnytte Krigskonjunkturerne til egen Fordel og i hemmelige Raadslagninger med Regeringens Mænd at fremme Krigsforretningsmændenes Sag. Og saa forsøger fhv. Statsminister. Zahle endog at fremkalde det Indtryk, at Heilbuth uforskyldt havde ofret Penge paa Landmandsbanken, oprindelig var en rig Mand, men senere havde tabt alt, medens Sandheden dog var den, at han ved sine fantastiske Spekulationer i Aktier, Valuta og

138

 Malerier satte Millioner over Styr og derved selv paaførte Banken Milliontab! »Nationaltidende« havde yderligere rettet det Spørgsmaal til fhv. Statsminister Zahle, om det radikale Parti var rede til at tilbagebetale Landmandsbanken de Penge, som det i Aarenes Løb havde modtaget som Gave fra Partiets Mæcen. Dette Spørgsmaal blev ubesvaret.

Selvfølgelig forsømte heller ikke Bladene eftertrykkeligt at afvise den ejendommelige Erklæring om Direktør Heilbuths Rigsforstanderskab. »Berlingske Tidende« skrev bl. a.: »Den røber hist og her en Naivitet, som man efter Omstændighederne vil tilskrive Forfatterens gode Hjerte eller hans mindre gode Forstand. Et Spørgsmaal som det, hvorledes en Mand med Hr. Heilbuths Iver for Prisregulering skulde tjene Højfinansens Interesser, eller en vemodig Bemærkning som den, at Hr. Heilbuth er gaaet ud af Landmandsbankens Bankraad som en fattig Mand (hvor mange af hans Kolleger har været heldigere?), er ikke skikkede til at paavirke Offentligheden i den Retning, Hr. Zahle ønsker.« - »Børsen« bemærkede: »Og naar Hr. Zahle tilføjer, at Direktør Heilbuth derfor(!) opgav sin Stilling som Medlem af Grosserer-Societetets Komitè, saa er det et højst eufemistisk Udtryk for den Kendsgerning, at Hr. Heilbuth paa den bevægede Generalforsamling i 1918 hentede sig et saa eklatant Mistillidsvotum, som det ingen Sinde tidligere var set paa Københavns Børs." og som trods hans Forsøg paa at sidde det overhørigt - efter faa Dages Forløb tvang ham ud af Komitéen.« Ogsaa den Kommentar, Regeringsbladet »København« bragte, var ikke uden Interesse. Med Hensyn til Heilbuths Financiering af den radikale Provinspresse bemærkedes bl. a. følgende: »Naar Hr. Zahle f. Eks. søger at give det Udseende af, at Hr. Heilbuths Forhold til den radikale Presse indskrænker sig til, at han en Tid har været Udgiver af radikale Blade i Nykøbing paa Falster, er dette jo haandgribeligt urigtigt. Han har vitterligt paa én Tid desuden været Ejer af det radikale Næstvedblad og haft store Aktieinteresser i andre Provinsblade, ligesom han gennem sin Indflydelse paa »Den frie Presse«

139

 havde Haand i Hanke med andre Blade.« Zahles Fremhævelse af, at Heilbuth var gaaet fattig ud af Landmandsbanken, afvises kraftigt med Henvisningen til, at "det jo mildest talt ikke er Bankens Interesse, at han er kommen til at skylde den henimod 8 Mill. Kr.« Og den absurde Sammenligning mellem Bircks og Heilbuths Virksomhed som Krigsforretningernes og Kapitalismens Modstandere afvises lige saa eftertrykkeligt i Regeringsbladet, idet der hertil bemærkedes: »Der er bare den lille Forskel, at Hr. Heilbuth samtidig med, at han talte imod Krigsforretningerne og Kapitalismen, har vist sig at være interesseret med Millionbeløb i kapitalistiske Spekulationer. Det har Birck ikke været.«

Men den vægtigste Imødegaaelse kom atter fra Osvald Hansens Side, som gentager, at det var Heilbuth, der i sin Tid havde financieret den lille Flok Mænd, som det i Løbet af kort Tid blev muligt at danne Rammerne for et helt Landsparti, og at »han skabte med sine Penge Organisation og Presse, længe før der var Vælgere«. Han maatte handle saaledes, fordi han havde Brug for et Parti, der kunde overtage Regeringen snarest muligt. Han »fristede de Mænd, der opnaaede fremskudte Poster indenfor Partiet, Zahle, Munch og Rode med sine Penge«, pressede paa, at de skulde tage imod Pengene for Partiet, da det dog ikke kunde lønne sig at virke et langt Liv uden Resultater. Derefter tilføjede han: ”Hr. Zahle var den, som forstod mindst. Han blev altid holdt ude. Det er vel derfor, han i disse Dage udses til at udstede Erklæringer. Hr. Heilbuth var ikke Partiets Kasserer, siger Hr. Zahle. Naa, det var han ikke! Hr. Zahle bør spørge sig for hos Hr. Rode«. Om Dr. Munch bemærker Osvald Hansen, at han altid var en tør Dogmatiker, urokkelig i sine Meninger, en Mand, som bl. a. virkelig troede paa, at der aldrig mere vilde blive Krig i Verden. Rode betød adskilligt mere, havde Førerevner og taktisk Dygtighed, ”men netop hans Karakter gjorde ham til et let Bytte for Hr. Heilbuth«. Han tog imod Pengene til sit Parti, de Penge som var Fundamentet for Ministeriet Zahle. Endelig

140

gjorde Osvald Hansen gældende, at Zahles Erklæring om, at Hr. Heilbuth stedse var i Overensstemmelse med sit Partis Ideer, ikke var helt urigtig, blot i en noget anden Mening end den af Zahle hævdede. Kort og knapt repliceres hertil, at »baade Partiet og Ideerne var hans«, d. v.s. Heilbuths. Til Forsvar for sit Fremstød mod sit eget Parti, som han havde tilhørt med Liv og Sjæl, erklærer han til Slut, at han maatte handle saaledes, fordi den Lovgivning, som Højfinansens Interesser havde paatvunget Samfundet, havde ført til almindelig Demoralisation og Korruption, og fordi Landet langt om længe var havnet i en Fordærvelse af offentlige Forhold, som var rent ud forfærdende.

Med Hensyn til Heilbuths Stilling overfor Ministeriet Zahle kunde der herefter ikke mere bestaa nogen som helst Tvivl. Han var den radikale Regerings Mellemmand ved Landmandsbanken, var Regeringens specielle Raadgiver i økonomiske Spørgsmaal ligesom andre betydende Racefæller var det, og han bidrog sit til, at det vilde, forbryderske Spil om Samfundets Værdier under det radikale Styre kunde gennemføres uanfægtet til den bitre Ende.

Diskussionen om den hemmelige, uansvarlige Side- eller Overregering, der under Zahle-Ministeriet havde forvoldt Landet saa ubodelig Skade, førtes nu videre i lange Baner, medens samtidig Glückstadts overmægtige Indflydelse paa Venstre-Ministeriet Neergaard droges frem i Dagens Lys. Men langt om længe blev man dog betænkelig ved altfor indgaaende at tale om det saakaldte tredie Ting, da jo i sidste Instans intet af de parlamentariske Partier kunde sige sig fri for Skyld i saa Henseende. Og jo længere Forhandlingerne i Landmandsbanksagen skred fremad, des klarere naaede det ogsaa til alle Befolkningskredses fulde Bevidsthed, at det i Virkeligheden havde været Kapitalmagten, der under og efter Verdenskrigen havde ledet Landets Skæbne. I utallige Indlæg i Pressen, i omfattende Debatter paa Tinge stod dette Forhold til Diskussion, men intetsteds fandt det mere slaaende Udtryk end i den Kom-

141

 mentering, Dagens Stridsspørgsmaal fandt i Handelsstandens eget Organ »Finanstidende«. Her bragtes bl. a. den 18. april 1923 følgende enestaaende rammende Karakteristik af Forholdene:

 »Vore større Selskaber ledes af en lille Kreds af Personer, som næsten alle tilhører det samme sociale Milieu. Snart optræder de som Direktører, snart som Bestyrelsesmedlemmer, men det forbliver samme sluttede Kreds. Det er som et Spil Kort, man kan blande dem, som man vil, saa bliver Antallet dog kun 52, og de er afpassede saa glat og nydeligt efter hinanden, at de uden at krølles kan skifte Haand. . .. Trods al Parlamentarisme styres vort elskede Fædreland af de sammenspistes Klub, de 52 Tordenskjolds Soldater tropper op overalt, hvor Trompeten kalder, og som Regel bestemmes endda det mindste ved Bestyrelsesmøderne, for som oftest har nogle enkelte særlig entreprenante i Forvejen arrangeret Brikkerne, saadan som det skal være.«

Saadan var i Virkeligheden Stillingen under det radikale Ministerium Zahle. De førende Finansmænd, der sad indenfor Bankerne og de store Industri- og Handelsselskaber, var dem, der regerede Landet. Rigsdagen havde selv sat sig ud af Spillet. Regeringen ligeledes. Og alle parlamentariske Partier var rørende enige om, at det ikke kunde være anderledes, lige fra Socialdemokratiet og det radikale Venstre, der dannede Ministerium med Edvard Brandes som Finansminister og lod dennes Racefæller danne en hemmelig Overregering, det tredie Ting,  til Venstre og navnlig de Konservative. Den gyldne Internationales Eksekutivorgan var dannet, og overfor denne Instans faldt Ministeriet Zahle villigt til Føje. Dog, da Zahle-Regeringen faldt, var denne Overregerings Tid ikke endt, Ministerierne Liebe og Friis var yderligere dens

142

Værk, og det saakaldte tredie Ting, Højfinansen, opnaaede næppe mindre Myndighed under det paafølgende Ministerium Neergaard. Man fristes snarere til at hævde: Tværtimod!

 

b) De skjulte Kræfters Spil under Paaskekrisen1920..

Det ligger lige for Haanden, at den jødiske Højfinans, som havde opnaaet saa overmægtig en Stilling under det radikale Ministerium, ikke uden videre vilde rømme Pladsen. Derfor undrer det ej heller, at det i de kritiske Paaskedage 1920, da der efter Zahles Tilbagetræden i Løbet af godt en Uges Tid dannedes to nye Ministerier, kom til en alvorlig Holmgang med Finansverdenen, hvis modstridende Interesser væsentlig bidrog til at forplumre Forholdene og at skærpe Krisen.

     Forsaavidt der foreligger Undersøgelser om Udviklingen i hin Paaskekrise, gaaes der almindeligvis ud fra, at det var et   udenrigspolitisk Problem - Striden om Internationaliseringen af Mellemslesvig - og et indrepolitisk - Striden om Indførelsen af nye Valgbestemmelser, der gav Stødet til de alvorlige Begivenheder iSlutningen af Marts og i Begyndelsen af April 1920. Der var selvfølgelig saadanne Faktorer, som spillede ind, men den dybeste Grund maa alligevel søges andetsteds, der, hvor Finansgrupperne stredes om Magten. Som det nedenfor vil blive nærmere belyst,*) var i Marts Maaned Forhandlingerne paabegyndt med Sovjet-Repræsentanten Krassin vedrørende Oprettelsen af et internationalt Clearing House i København, ved Hjælp af hvilket Ruslands Handel med Udlandet skulde genopbygges og centraliseres i København, medens der samtidig skulde findes Udveje til, at Ruslands Kreditorer, deriblandt i første Række Danmark, kunde faa Dækning for deres russiske Tilgodehavender, og disse Bestræbelser støttedes af Zahle-Regeringen. Her var der yderligere en Chance

 

*) Jvf. Afsnittene 3d og 7d.

143

for, at navnlig Transatlantisk Kompagni kunde redde en Del af sine udenlandske Interesser og skabe Grundlaget for en Sanering og Videreførelse af det store Datterselskab, det Russiske Handelskompagni. Dermed vilde det samtidig have været muligt at sikre Landmandsbanken mod altfor store Tab af dens omfattende Spekulationer paa det russiske Marked. Dette maatte selvfølgelig være det radikale Ministerium Anledning nok til at bevare Styret, indtil disse Forhandlinger var afsluttet.

Saa langt naaede Regeringen rigtignok ikke. Men det lykkedes dog under Ministeriet Friis, at der afsluttedes Overenskomst mellem de danske Repræsentanter M. A. Abrahamson og Carl Holbek paa den ene og Krassin paa den anden Side som Repræsentant for de kooperative russiske Organisationer. Selve Agreement'et blev underskrevet Fredag den 23. April. Der var opnaaet Enighed om, at en international Konference skulde indkaldes til København til den 20. Maj s. A. og at Indbydelserne dertil skulde udgaa, saasnart Industriraadet og Grosserer-Societetet havde givet deres Tilslutning til den trufne Ordning. Ifølge de Oplysninger, som senere blev bekendtgjort i de saakaldte »hemmelige Beretninger«, viste det sig da ogsaa, at de i den russiske.  Handel stærkest interesserede Stater var, villige til at gaa med ind i Forhandlingerne. En udenrigsministeriel Skrivelse fra disse Dage giver tilkende, at Transatlantisk Kompagnis gigantiske Planer havde vakt Interesse i Amerika. Ifølge denne Skrivelse - som ejendommeligvis aabenbart kun har været tilgængelig for en særlig Sagkyndig hos det kommunistiske Ugeblad »Pressen« (offentliggjort idette Ugeblads Nr. 2 af 8. september 1923) - havde en speciel Repræsentant for den danske Komité, der var udsendt til NewYork, Lejlighed til at forhandle med indflydelsesrige Personer saasom Vanderlip, Cravath, Warderwel og Oberst House. Med Hensyn til disse amerikanske Finansmænds Stilling berettedes endvidere: »Hvis Komitéen dannes, ønsker man snarest et Møde i København mellem danske, franske, engelske og amerikanske Komité

144

delegerede til Drøftelse af Situationen, d.v.s. Muligheden af en Forbindelse med Rusland nu eller senere, Oversigt over Ruslands Behov og Mulighed for dettes Dækning, Ruslands Betalingsevne, samt Tysklands, eventuelt Polens Medvirkning. Jeg anser det for absolut nødvendigt, at Mødet afholdes bl.a. for at sikre Danmarks førende Stilling og foreslaar den 26. eller 28. marts, ikke tidligere.« Allerede her var altsaa den Tilskyndelse givet, som kunde danne Udgangspunktet, for de netop i Slutningen af Marts med Krassin indledede Forhandlinger og som bl.a. fastlagte Indkaldelsen af en international Konference til København til den 20. maj.

Her var det Etatsraad H. N. Andersen saa sine Interesser, truet, og at han, som Følge deraf gav Stødet til de Foranstaltninger, som medførte det radikale Ministeriums Fald. Udadtil søgte man rigtignok at give det Udseende af, at det var Kampen om Flensborg, som i første Linie havde foranlediget de borgerlige Partier til at kræve Dannelsen af en ny Regering. Ogsaa Ove Rode fremhæver i sit Skrift: »Paaskekrisen 1920« dette Udgangspunkt som det afgørende og nævner i denne Sammenhæng, at et Møde af Flensborgbevægelsens Ledere paa Ny Carlsberg den 27. april om Eftermiddagen i saa Henseende havde haft væsentlig Betydning. Hans hele Argumentation bygger paa den Antagelse, at det kun er det nævnte udenrigspolitiske Problem, samt Venstres Udtalelse om Nødvendigheden af Valg, som offentliggjordes samme Dags Eftermiddag der fremkaldte Paaskekrisen.

Men Grunden til Paaskekrisen laa som sagt dybere. Medarbejderen ved »Pressen« kan nemlig yderligere oplyse, at den hviderussiske General Judenitch i Slutningen af Marts 1920 har opholdt sig i København og ved denne Lejlighed havde Forhandlinger med H. N. Andersen, den russiske Enkekejserinde og flere andre højtstaaende Personer, og at der maa gaas ud fra, at H. N. Andersen efter disse Forhandlinger, som fandt Sted dels i det gule Palæ, dels paa Amalienborg, har besluttet at løbe de Harald Plum'ske Planer overende. Og for at kunne

145

opnaa dette, maatte Zahle-Ministeriet, der vilde sætte alt ind paa at faa Clearing-House-Planen gennemført, styrtes, og et Ministerium skabes, der var villig til, i denne for H. N. Andersens Interesser saa vigtige Sag, at slaa ind paa nye Baner. Men selvfølgelig kunde man derved ikke gaa aabenlys til Værks. Det er derfor ogsaa aldeles forstaaeligt, at Ove Rode i sin Redegørelse over Paaskekrisen 1920 maa lade Spørgsmaalet staa aabent, hvorfor netop Højesteretssagfører Otto Liebe fik Anmodning om at danne det nye Ministerium, og hvornaar det skete i Timerne mellem Ministeriet Zahles aldeles uforventede Afskedigelse Mandag den 29. marts om Formiddagen henimod Kl. 11½ og en eller anden Tid hen paa samme Dags Eftermiddag. Rode bemærker desangaaende: »Det er endnu ganske uopklaret, hvad der er foregaaet paa Amalienborg, efter at Kongens Samtale med Zahle fra Kl. 10 3/4-11½ havde fundet Sted og indtil Liebe paatog sig Ministeriets Dannelse.« Han kan yderligere oplyse, at Liebe endnu om Formiddagen, før Zahle gik til Amalienborg, ikke anede noget om, at han faa Timer senere fra Kongen vilde blive anmodet om at danne et nyt Ministerium!

Zahle mødte nævnte Formiddag Kl. 10 3/4 til Audiens hos Kongen. Om denne saa vigtige Samtale beretter Rode bl. a.: »Den drejede sig først om den sønderjydske Politik og om Stillingen paa Rigsdagen, som Kongen mente var spændt og utryg. Hertil svarede Zahle, at det kunde han ikke mene, siden Forhandlingerne om Valgloven nu var bragt sin Løsning nær, og da Formanden just havde sendt Rigsdagen hjem til en extraordinær lang Ferie. Da Kongen dernæst bragte Valgerklæringerne paa Tale, bemærkede Zahle, at de som afgivet udenfor Tinget var uden nogen konstitutionel Betydning. Kongen tog nu Anledning til at sige, at han ønskede Valg straks og opfordrede Ministeriet til at udskrive det. Zahle udtalte, at han kunde ikke udskrive Valg netop, naar man nærmede sig Afslutningen af Forhandlingerne om at tilvejebringe en Valglov, der sikrede Anskuelserne retfærdig Repræsentation ……….Saa

146

snart Grundlov og Valglov laa færdige, og det kunde hurtigt ske, var Ministeriet rede til at udskrive Valget. Denne Redegørelse besvarede Kongen med en Opfordring til Zahle om at indgive Ministeriets Demission, og da Zahle erklærede, at det kunde han ikke forsvare overfor Folketingets Flertal, som ogsaa efter Kongens Opfattelse maatte være bestemmende for Ministeriet, udtalte Kongen, at naar Ministeriet ikke kunde udskrive Valg, vilde han meddele Ministeriet dets Afsked.« Kongen traf sin Afgørelse, men hvor uklar Situationen i det Hele var, fremgaar bl.a. af, at det afskedigede Ministerium faa Timer senere, da Neergaard havde afvist at danne en ny Regering, anmodedes om foreløbig at fungere videre. Hertil svaredes, at Ministeriet ikke mere kunde træde til som ansvarlige Ledere af Administrationen.

Alt imens synes de hemmelige Kræfter, som af Erik Scavenius var bleven betegnet som det tredie Ting, for Alvor at være traadt i Funktion. Noget efter Kl. 12 havde Kongen sin første Samtale med Liebe, som tilsyneladende har været af orienterende Karakter. Endnu Kl. 3 ½ blev det Offentligheden meddelt, at Neergaard »efter paalidelig Kilde ikke skal danne. det nye Ministerium«. Hvad der alt imens foregik paa Amalienborg, er endnu ikke kommet til Offentlighedens Kendskab. Hvorom alting er: Ø.K.'s Sagfører og Bestyrelsesmedlem i Ø.K.-Selskaber (A/S Orient), Højesteretssagfører Otto Liebe, overtog Dannelsen af det nye Ministerium, og Ministerlisten overraktes Kongen Mandag den 30. Marts om Formiddagen Kl. 11 ½. Liebe overtog herefter selv Stillingen som Statsminister og som Justitsminister. Til Ø.K.'s Inderkreds hørte endvidere Etatsraad Monberg, der blev Trafikminister, og Direktør Hjerl Hansen, der blev Finansminister; begge var Bestyrelsesmedlemmer i flere Ø.K.-Selskaber. Som Forkæmpere for Flensborg-Bevægelsen blev Th. Rovsing og Kammerherre W. Oxholm Regeringsmedlemmer, den første som Undervisningsminister, den anden som Forsvarsminister. Endvidere blev Kommandør Konow Marineminister, Oberst With Forsvars-

147

 minister, Rektor Hass fra Frederikssund Kirkeminister, Skibsreder M. Suenson Handelsminister, Kammerherre Grevenkop-Castenskiold Udenrigsminister og Gaardejer Porse Landbrugsminister. H. N. Andersen havde altsaa vundet Sejr. Flensborgbevægelsen havde rigtignok samtidig faaet nogle af sine ihærdigste Talsmænd ind i Ministeriet. For den jødiske Kapitalmagt saa Stillingen under disse Forhold ikke særlig gunstig ud, selv om der dog ikke maatte regnes med, at denne Regering vilde føre en udpræget antijødisk Kurs, da H. N. Andersen og de øvrige til Ø.K.'s Inderkreds hørende Personer jo til Stadighed havde staaet i intimt Samarbejde med Landmandsbanken; H. N. Andersen havde endog selv i stor Maalestok været Konsortialdeltager sammen med Glückstadt ved Spekulationer i Aktier i de til Ø.K. hørende Selskaber, og Glückstadt var ovenikøbet Formand for Bestyrelsen i Ø.K. Men selvfølgelig maatte denne Udgang af Konkurrencekampen mellem de førende Finansgrupper føles som en Trusel for de personkredses Vedkommende, som stod i nærmeste Tiiknytning til Landmandsbanken, og det var at forudse, at Modaktionen fra denne Banks Side ikke vilde udeblive.

Den kom. Jøden følte sig i Fare. Glückstadt følte, at hans Indflydelse vilde blive stærkt indskrænket, hvis Kampen yderligere tilspidsede. Og Glückstadt vilde ikke vige, hellere lade det komme an paa en Kamp paa Liv og Død. Underhaanden lod han derfor arbejde hen paa en ny Løsning af Regeringskrisen, hvorved Overformynder Friis propaganderedes som Statsministeremne. Harald Plum havde, som det nedenfor vises, sin Haand med i Spillet, uden Tvivl paa Glückstadts Tilskyndelse. Nødvendigheden af at skabe et Kompromis med den mægtige Leder. for Ø.K. erkendtes, men samtidig blev det ogsaa meget hurtigt klart for Glückstadt, at han i Samarbejde med de forhenværende Regeringspartier vilde kunne gennemtrumfe Dannelsen af et nyt Ministerium. Derfor foranledigedes bl.a. Socialdemokratiet til at lade Arbejdermasserne gaa paa Gaden og at lade Generalstrejken forkynde. Straks efter, at

148

Dannelsen af Ministeriet Liebe var bekendtgjort, nedlagde Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe i et Opraab, som vedtoges paa et Møde den 30. Marts, den mest energiske Protest mod det Dagen i Forvejen begaaede Statskup. Der krævedes Valg, ved hvilket der skulde opnaas en gennemgribende Demokratisering af Forfatningen, Indførelsen af den republikanske Statsform, Etkammersystem og Valgret fra 21 Aars Alderen. Da Paaskelørdag kom, satte de store Demonstrationer ind, efter at Generalstrejkeparolens Bestemmelser allerede tildels var traadt i Virksomhed. Paa Folkemassernes March til Amalienborg lød det med taktfast Smæld »Re-pu-blik«, og paa Pladsen forkyndte »Socialdemokraten«s Redaktør Marinus Kristensen, at de Kredse, der trodsede Folkets Vilje, skulde vide, at hver, Time istemmede nye Tusinder Raabet: Leve Republiken! Det var denne Dag, da der paa Amalienborg om Eftermiddagen ved Femtiden fandt Forhandlinger med de københavnske Kommunalbestyrelses Flertalspartier Sted, medens Folkemasserne samledes udenfor paa Pladsen. Senere hen paa Aftenen, kl. 9, var Partiformændene i Folketing og Landsting tilkaldt, for at der, under Hensyn til de fra Borgerrepræsentationen fremsatte Henvendelser mellem disse Partiformænd kunde skabes en Overenskomst om Valgloven og dermed Grundlag for et nyt Forretningsministerium. Alle Kredse var nu bleven enige om, at Opretholdelsen af Ministeriet Liebe var en Umulighed og at Ro først kunde skabes, naar et Kompromis paa det nævnte Grundlag blev gennemført.

Det blev en livlig Paaskenat paa Amalienborg. Efter omskiftelige Forhandlinger, under hvilke Rigsdagsmændenes Konference lededes af Herman Trier, enedes Partiformændene i det afsluttende Møde med Kongen om, at der skulde dannes et nyt Ministerium, der skulde indkalde Rigsdagen, genoptage Valglovsforhandlingerne og dernæst træffe Forberedelser til et nyt Rigsdagsvalg den 22. april eller saa snart derefter som muligt. Da Kongen derefter anmodede om, at man foreslog en Mand, der kunde overtage Dannelsen af et saadant Overgangsmini-

149

sterium, undslog Repræsentanterne for de borgerlige Partier sig for at fremsætte Forslag. Ove Rode foreslog derefter Overformynder Friis som en egnet Person. I sin Afhandling om »Paaskekrisen 1920« knytter Rode til dette Forslag følgende Bemærkning (S. 87):

»Han (Friis) havde staaet ganske udenfor Striden, var vel udpræget konservativ, men nød de tidligere Regeringspartiers Tillid for sin Virksomhed under Krigen, hvor han havde gjort Landet store Tjenester. Ogsaa Venstremænd, der havde haft Sæde i Krigstidens Kommissioner og Nævn, havde udtalt sig meget anerkendende om hans ledende og forhandlende Evner. Det var endelig bekendt, at andre havde henledet Kongens Opmærksomhed paa denne Løsning.«

Rode siger intet om denne anden Side, men naar der ses hen til den senere Sammensætning af Ministeriet Friis, som omfattede - den socialdemokratiske Finansborgmester Jens Jensen medregnet - ikke mindre end 6 Personer; der hørte til Landmandsbankens Inderkreds, kan der jo ikke være Tvivl om, hvilken Side, der har »henledet Kongens Opmærksomhed paa denne Løsning«. Ovenikøbet haves endog Vidnesbyrd om, hvorledes en enkelt fremtrædende Personlighed indenfor Glückstadts særlige Vennekreds hin kritiske Paaskelørdag fandt Lejlighed til, som Repræsentant for den af Rode saa forsigtigt antydede anden Side, at forhandle ikke blot med Overformynder Friis, men endog med Hds. Majestæt Dronning Alexandrine. Det er Harald Plum, som i sine endnu ikke tilgængelige Erindringers tredje Bind udførligt beretter om sine Oplevelser Lørdag den 3. April, kort opridser de forudgaaende tre Dages feberagtige Virksomhed, og hvorledes han nævnte Dag ved Frokosttid ved »indløbende Meldinger« havde erfaret, at der herskede »en betydelig Mathed hos de forskellige politiske Partiers Førere«, og at Kongen syntes at vakle i sin Fortrøst-

150

ning til Ministeriet Liebes Politik. Han fortsætter dernæst, at han »begynder at fatte den Overbevisning, at det ved en tilstrækkelig Aktion lod sig gøre at starte et Ministerium Friis, der vilde kunne faa Flertal hos Partierne og blive akcepteret af Kongen«. Dernæst beretter han i sine Optegnelser af 3. April 1920, skrevet i Transatlantisk Kompagnis Palæ, Bredgade 42, følgende:

»Den Mand, der i disse Dage er min første Sekretær i denne Sag, indfandt sig omgaaende hos Overformynder Friis for at faa en tilstrækkelig fast Erklæring fra dennes Side om, at han under visse Omstændigheder vilde overtage Posten som Statsminister. Svaret var ikke utilfredsstillende. Forhandlingerne afbrødes ved Larmen af en Mængde paa Titusinder, der fyldte ikke alene Gaden her udenfor og Marmorpladsen ………..

……Jeg maatte imidlertid tilbage til mine Forhandlinger, som lod til at nærme sig en Afslutning, egnet til at standse de Raab paa Republiken og »Ned med Kongen«, der rungede omkring Amalienborg. Højesteretssagfører Bülow og Overformynderen var meldt blandt de Personer, der bad om Lov til fra Palæets Vinduer at se paa de stormende Masser. Jeg lod de Besøgende faa Vinduerne i mit Værelse til Disposition, medens jeg i Ydings Kontor til Overformynderen i forstærket Form gentog, hvad jeg havde ladet sige til ham for faa Timer siden, og hvad der efter de seneste Begivenheder indlysende stod for mig som det rette. Han syntes at vige tilbage for Planen. Men jeg forstod, at de Betænkeligheder, som han nærede, vilde falde, hvis den Situation indtraf, hvor et Ministerium Friis maatte være den rette Løsning.

Jeg kunde, da han var gaaet, naa at komme op til Overhofmesterinden, inden hun. begav sig over til Taflet, for at meddele de sidste Tilføjelser til, hvad jeg to Timer før havde anmodet hende at forebringe Kongen efter Taflet. Hun gentog omhyggeligt hvert Ord, for at intet skulde blive misforstaaet.«

 Efter dernæst at have bemærket, at han havde lovet Overhofmesterinden at være tilbage i Palæet Klokken halvni, fortsætter Plum:

»Næppe var jeg kommet tilbage, før Telefonen begyndte at ringe. Det var Overhofmesterinden, der bad mig snarest komme op til sig. Hds. Maj. Dronningen ventede mig efter et hurtigt Taffel. Kongen havde allerede - efter at have faaet min Meddelelse om den ændrede Situation - ladet indkalde alle Partiformænd til et møde Kl. 9. I en Fremstilling paa tre Kvarter udviklede jeg nu for Dronningen, hvorledes den politiske Si-

151

tuation laa for Øjeblikket, og hvorledes det, naar Kongen tog et Ministerium Friis paa de opnaaelige og akceptable Betingelser fra de forskellige Partiers Side, vilde være muligt at afbøde den Kritik, der nu syntes at føre Riget mod en Afgrund og at maatte berede Kongemagten dens Undergang, saafremt Generalstrejken blev sejrrig gennemført, og i hvert Fald forvolde uoverskuelige Ulykker, selvom denne glippede. Jeg belyste Sagen fra alle Sider, gennemgik hver Mulighed og Umulighed, der forelaa, og Dronningen afbrød ustandselig med Spørgsmaal, der viste, hvor nøje Hendes Majestæt forstod, hvad jeg udviklede, og hvor fuldstændig hun delte den Tankegang, der gik ud paa af den forvirrede og ulovlige Tilstand at skabe en enkel og klar Situation, der var antagelig og tilfredsstillende for alle Parter, desuden ogsaa for Kongen personlig. Til sidst bad Dronningen - paa samme Maade som Overhofmesterinden før - om at maatte gentage min Udviklings Hovedpunkter, for at ingen Misforstaaelse skulde kunne indtræde. Jeg kunde fastslaa, at Dronningen havde forstaaet mig fuldstændigt. Overhofmesterinden blev igen kaldt ind fra Sideværelset, hvortil en Dør havde staaet aaben, medens den saa alvorlige Konference under saa usædvanlige Former fandt Sted.

Dronningen, ledsaget af Overhofmesterinden, ilede tilbage i Mørket gennem Haven til Amalienborg, og jeg gik ned til mit Skrivebord, hvor jeg efter Løfte satte mig til at vente ved Telefonen for at høre, om min Nærværelse yderligere skulde blive ønsket, naar Dronningen havde faaet Kongen kaldt ud fra Mødet med Partiformændene.

Kl. 10 ¾ ringede Telefonen, og da jeg lagde Hørerøret, følte jeg mig overtydet om, at den store Konflikt vilde blive løst paa den Maade, som jeg havde fundet fremkommelig. Pludselig fandt jeg mig fuldstændig overvældet efter den stærke Spænding.og de saa voldsomt skiftende Situationer Dagen igennem. Jeg tog ud til Nimb for at faa noget at spise...«

Her gives et levende Billede af, hvor ivrigt udentings Kræfter var paa Færde for at sikre sig Dannelsen af et nyt Ministerium svarende til deres Interesser. Naar fhv. Statsminister Friis i sit Indlæg i »Politiken« (den 2. novbr. 1929) forsøger at bagatellisere de af Plum skildrede Hændelser, vil der næppe være Anledning til at tage dette Gensvar alfor højtideligt, da Friis selv maa indrømme, at han havde modtaget en Mand, som Harald Plum havde sendt i den af denne omtalte Mission, og at han, som han selv bemærker, Paaskelørdag mødte sammen med Plum i Det Transatlantiske Kompagnis Bygning (Kong Georgs Palæ). Han havde nemlig - erklærer han selv

152

 - Aftenen for Folketoget set paa Demonstrationerne fra Hotel Phoenix's Kafe sammen med sin Hustru og en Bekendt (det vil sige Højesteretssagfører Bülow). Derefter var han paa sidstnævntes Forslag sammen med sine Ledsagere gaaet over i Kong Georgs Palæ for fra Vinduerne der bedre at overse Folkemængden. Og dernæst tilføjer han: »Vi traf vistnok da Direktør Plum nogle Øjeblikke og vekslede et Par flygtige Ord«. Vistnok - naa ja, det kan vel tages som en aaben Indrømmelse.

Friis forsøger derefter ret overlegent at affeje Plums Betragtninger om sin Indflydelse paa Friis-Ministeriets Dannelse med en Bemærkning om, at han var »afgjort tilbøjelig til at henføre Betydningen heraf under samme Kategori som hans tillidsfulde Forsøg, paa at sætte alt paa Plads i det russiske Kæmperiges Kaos«. Denne Overlegenhed virker ikke særlig overbevisende, naar man mindes, at Plum i deri her omhandlede Periode endnu var den uomstridte Leder af Direktør Glückstadts Kælebarn, Det Transatlantiske Kompagni, ja, endog i disse selvsamme Marts-Dage med Etatsraad Glückstadts Mandat og med Udenrigsministeriets Støtte var primus motor i de dansk-russiske Forhandlinger om Oprettelsen af et Clearing House i København. Han ansaas jo for at være en af Landets mest fremsynede Handelsfyrster, et Forhold, som dengang dog vel ogsaa er blevet fuldtud respekteret af Viceformanden i Landmandsbankens Bestyrelse, d. v.s. af Overformynder Friis selv. Det er nemt nok 1929 at raillere over Plums Storhedsvanvid; i Paaskedagene 1920 var Plum i det mindste Hr. Friis ikke mere mistænkelig, end at han kunde forhandle med ham direkte i hans egne Kontorer! Og hvorfor skulde han ikke? Plum nød dog saa stor en Anseelse, at Landmandsbanken paa dette omhandlede Tidspunkt havde indrømmet den af ham ledede Koncern Kreditter, Garantier osv. paa ca. 175 Mill. Kr. Han ansaas skam dengang ikke for at være skør. Tværtimod!

Hvorfor skulde saa ikke Friis forhandle med ham? Med Glückstadts mest betroede Mand?!

Lignende kan siges om Hds. Majestæt Dronningens ejen-

153

 dommeligt bekræftende Dementi, i hvilket Plums Paastande om, at der fandt Forhandlinger Sted hin Paaskelørdagaften, ikke bestrides. Det højofficielle Dementi, som udsendtes den 2. november 1929 om Aftenen af Ritzaus Bureau, indskrænker sig tværtimod til at meddele, »at naar Harald Plum i sine Optegnelser har søgt at give det Udseende af, at han bl.a. gennem en Samtale med Hds. Maj. Dronningen har udøvet Indflydelse paa Udviklingen af de politiske Begivenheder i Foraaret 1920, er dette ganske urigtigt«. At Samtalen ikke har haft nogen afgørende Indflydelse paa Udviklingen, kan sikkert være rigtigt; men ejendommeligt bliver det alligevel, at altsaa ogsaa Dronningen i det danske Kongehus' mest alvorlige Skæbnetime har anset det for tilraadeligt at forhandle med Harald Plum.

Forhandlingerne fandt Sted, og de gennemførtes til Fremme af de Interesser, Landmandsbanken mente at maatte gennemtrumfe ved det nye Ministeriums Dannelse. De danner et Led i de omfattende Bestræbelser, Glückstadt udfoldede for atter at opnaa en dominerende Indflydelse paa Landets Politik, og har saadan set deres særlige politiske Betydning.

Det viste sig jo ogsaa, at den af Harald Plum overfor Dronningen saa varmt anbefalede Ordning senerehen paa Natten dannede Grundlaget for Forhandlingerne om Udnævnelsen af etMinisterium Friis. Selv om Plums Forslag til Dronningen derved slet ikke har spillet nogen Rolle, er det dog en Kendsgerning, at de af Plum udviklede Retningslinier blev fulgt.

 Efter at Rode som nævnt i Paaskenattens Forhandlinger paa Amalienborg havde anbefalet Friis, som egnet Person, gav Stauning straks sin Tilslutning og tilraadede ligeledes Kongen at anmode Friis om at danne det nye Ministerium. Rode udarbejdede Kommunique'et vedrørende Forhandlingernes Resultat.

Om den bevægede Nats Afslutning bemærker Ove Rode derefter i sit Skrift-følgende: »Ved 5½ Tiden om Morgenen kom Overformynder Friis fra Kongen, og i en kort Samtale tilraadede Stauning og jeg ham selv at overtage Forsvarsministeriet.

154

 Stauning opfordrede ham tillige til blandt Ministeriets Medlemmer at optage et Par Socialdemokrater, og iøvrigt drøftede vi med ham, hvorledes H. P. Hanssens sønderjydske Sagkundskab paany kunde knyttes til Administrationen. Ved 6-Tiden forlod vi i Morgenlysningen Slottet, Friis for at danne sit Ministerium, der udnævntes Mandag Kl. 2 og for telegrafisk at kalde H. P. Hanssen til Konference«.

I det Ministerium, Overformynder Michael Petersen Friis dannede, blev nogle Departementschefer Fagministre. Iøvrigt var det Landmandsbankens Mænd, der fik en absolut dominerende Stilling indenfor dette Forretningsministerium. Blandt Regeringsmedlemmerne maatte nemlig til denne Banks Inderkreds regnes:

Statsminister og Forsvarsminister M. P. Friis, Overformynder, Storkors af Dbg. og Dbmd., som var Viceformand i Landmandsbankens Bankraad og bl. a. ogsaa-Formand i »Berlingske Tidende«s Bestyrelse;

Udenrigsminister O. C. Scavenius, Chef for det 1. Departement i Udenrigsministeriet Kammerherre, Kmd. af Dbg., Dbmd., Medlem af Landmandsbankens Bankraad;

Handelsminister H. P. Prior, som var Direktør for Nordisk Kabel- og Traadfabrikker og Medlem af Bankraadet samt Bestyrelsesmedlem i flere af de af Landmandsbanken financierede Selskaber;

Trafikminister K. Riis-Hansen, Departementschef, som allerede 1920 stod i Kontakt med Landmandsbanken, senere blev Direktør i Banken og derefter i forskellig Henseende blev en af Glückstadts nærmeste Medarbejdere, og endelig

Landbrugsminister Chr. Sonne, der ligesom Friis og Prior var Medlem af Landmandsbankens Bankraad.

 (N.B.: Alle, med Undtagelse af O. C. Scavenius, som ikke var Medlem af Bankens Bestyrelse, men af Bankraadet udenfor

155

Bestyrelsen, blev senere dømt i Anledning af Landmandsbankprocessen, baade ved østre Landsret den 7. juli 1923 og ved Højesteret den 29. septbr. 1923.) - Som Repræsentanter for Ø.K.-Kredsen blev derimod betragtet:

Justitsminister F. C. G. Schrøder, der tillige beklædte Stillingen som Departementschef i Justitsministeriet, og

Kirkeminister C. E. A. Ammentorp, Stifts amtmand for Sjællands Stift.

Departementschef Schrøder var 1910-11 Medlem af Bestyrelsen for Østasiatisk Kompagni og senere Medlem af Bestyrelsen for Dampskibsselskabet »Orient«. Dernæst blev Generaldirektør Michael Koefoed Finansminister og Departementschef i Indenrigsministeriet Henrik Vedel Indenrigsminister. Endelig fik ogsaa Stauning sit Ønske opfyldt; idet tillige to Socialdemokrater, blev Medlemmer af det midlertidige Forretningsministerium Friis, nemlig som

Undervisningsminister Skoleinspektør P. J. Pedersen og som Socialminister Københavns Finansborgmester Jens Jensen.

Sidstnævnte var iøvrigt ogsaa medlem af Bestyrelsen af landmandsbankens Byggeselskab, hvis Formand Emil Glückstadt var.

 Stillingen var dermed reddet for Landmandsbanken. Navnlig kunde nu de med saa store Forventninger imødesete dansk-russiske Forhandlinger om Oprettelsen af et Clearing House i København videreføres. Flensborg-Sagen var gledet helt ud; nu var alligevel Udviklingen naaet saavidt, at man ogsaa udadtil aabent kunde vedkende sig, hvorom det i Virkeligheden drejede sig, og at hele Rummelen om Mellemslesvigs Internationalisering kun var Bluff. Liebe-Ministeriet kunde iøvrigt ogsaa uden Betænkelighed træde tilbage nu, idet Hovedformaalet var naaet: den endelige Afskaffelse af det radikale Styre, som havde overdraget hele Magten til den mest renlivede jødiske

156

Højfinans, en Udvikling, som ikke blot havde været H. N. Andersen, men ogsaa Formanden for Industriraadet Alex Foss imod. Begge havde vel nok i meget stor Udstrækning fælles Interesser med de førende jødiske Finansmagter, stod ogsaa i intimt Samarbejde med dem, saasom med Glückstadt, Ballin, Dessau osv., men et vist Modsætningsforhold var alligevel tilstede. Ministeriet Zahle havde navnlig villet forhindre Nyvalg, benyttede sig endog af Typografstrejken til at forhindre, at Kundgørelsen om Rigsdagens Opløsning og Udskrivning af nyt Valg blev spredt over Landet. Men nu blev trods alt Valgdagen fastsat til den 26. April 1920, den blev ogsaa bekendt allevegne, og dermed maatte Sagen gaa sin Gang. Dette Forhold understreges ogsaa af den fhv. Undervisningsminister i Liebe-Ministeriet, Prof. Dr. Thorkild Rovsing, i hans Artikel, Politisk Nytaar« (Tilskueren, Januar 1926, S. 18), hvor han bl. a. bemærker: »De færreste ved, at Ministeriet Liebe hin Paaskenat, da politiske Rævestreger, medens Ministeret intetanende sov, fik Kongen til at afskedige det til Fordel for det Glückstadt'ske Ministerium, allerede havde sejret, havde gennemført sin Opgave: Rigsdagens Hjemsendelse og Udskrivningen af det nye Valg! De Glückstadtske Ministre troede, da de satte sig paa Taburetterne, at det kun var for at holde dem varme til det Zahle'ske Ministeriums Atterkomst, og at Valg endnu kunde forhindres.« Men dette Haab svigtede altsaa.

Baade Socialdemokraterne og de Radikale har senere haft ondt ved at døje, at der blev talt om dette Glückstadt'ske Interregnum. Ove Rode karakteriserede derfor forbitret de aabenmundede Betragtninger i »Politisk Nytaar« som den sidste Fase i en temmelig bedrøvelig Historie om den totale Forandring af en tiltalende rank og lys Skikkelse. Rovsings Skildring af Begivenhederne i 1920, hvori han pludselig var blevet hvirvlet ind, maatte herefter nærmest betragtes i Forbløffelse over, »hvad en i sit Fag højt anset Mand har kunnet debitere paa et ham fremmed Omraade«. Sandheden var altsaa ilde hørt. Der maatte nu engang ikke være Tale om, at Landmandsbanken,

157

Glückstadt, havde afgørende Indflydelse ved Dannelsen af det midlertidige Forretningsministerium Friis.

Af afgørende Betydning var det, at Glückstadt nu for en Stund atter havde Magten i Hænde. Forhandlingerne med Krassin bragtes nu til en Afslutning. Agreementet af 23. april kom i Stand. Men da det efter Valget viste sig, at Venstre havde sejret og dannede nyt Ministerium, og samtidig H. N. Andersen i Skrivelsen af 3. maj 1923 gav sit afvisende Standpunkt tilkende om Planen om Oprettelsen af et Clearing House, maatte Glückstadt lægge Kursen om. Han drog Konsekvenserne paa Stedet. Det første, han gjorde, var Nedlæggelsen af Formandsposten i Det Transatlantiske Kompagnis Bestyrelse.*) Det næste, at han stillede sig til Raadighed for den nye Regering.

Dyrkelsen af Jødevældet blev videreført. Aldrig opnaaede Glückstadt større Indflydelse paa Landets offentlige Forhold og i internationale Spørgsmaal end under Venstre-Ministeriet.

 c) Hvorledes Glückstadt beherskede Ministeriet Neergaard.

 Det var en tung Arv, Venstre-Partiet tiltraadte, da det den 5. maj 1920 overtog Regeringen. Det kunde have ført den økonomiske Udvikling ind i et sundt Spor, kunde have opbygget hele Samfundslivet efter nye Principper, hvis det havde kunnet frigøre sig for den jødiske Indflydelse. Hvordan Folket i de brede Lag saa paa det anmassende Finansstyre, der havde etableret sig under det radikale Ministerium, vidste det; Folket, navnlig Landboerne, ønskede sig fritaget for det jødiske Herredømme. Den antisemitiske Tendens havde ogsaa - omend i en meget dæmpet Form fundet Udtryk i de Angreb, Venstremanden Niels Neergaard rettede mod Max Ballin og Herman

 *) Jvf. nedenfor 7d.

158

Heilbuth i Folketinget den 29. oktober 1917. En vis Forstaaelse for Situationens Alvor paa det her omhandlede Omraade fandtes altsaa indenfor Venstre-Kredse, og da Ministeriet Neergaard senere, i Februar 1924, var udsat for særlig hensynsløse Angreb fra Oppositionens Side, da paapegede fremtrædende Venstre-Politikre som de daværende Ministre Oluf Krag og Svenning Rytter meget eftertrykkeligt de Brist, det radikale Styre havde vist, netop ved at gøre sig fuldkommen afhængige af Kapitalrnagten.

Venstre kendte altsaa Faren.

Partiet havde jo ogsaa netop i de kritiske Uger før Valget, der gav det Flertallet i begge Ting sammen med de Konservative, været Vidne til den Kamp, Finansmagten førte om Herredømmet i Landet. Venstre maatte, hvis det ellers havde staaet frit, allerede dengang have gennemskuet hele Svindelen. Det havde set, hvorledes Stauning og Rode arbejdede hen imod, ved Dannelsen af Ministeriet Friis, for en Tid at sikre Landmandsbankens Mænd Magten i Staten, et Forhold, som netop af Indenrigsminister Krag karakteriseredes efter Fortjeneste i hans Folketingstale den 7. Febr. 1924. I denne Dags Forhandlinger paa Rigsdagen var det nemlig, at Dr. Krag til største Forbitrelse for Oppositionen bl. a. fremhævede det som et særlig betydningsfuldt Faktum i vor Tids politiske Historie, at »Socialdemokratiet og de Radikale ikke helmede, før Landets Ledelse i Paaskedagene 1920 var overgaaet til en Kreds af Mænd, til dem, der havde Socialdemokratiets Tillid«. Da denne Bemærkning vakte Munterhed hos Oppositionspartierne, fortsatte han: »Ja, De ser, det er Udtryk for, at De fortryder det. Disse Mænd lovsang man som de Samfundets Støtter, paa hvis stærke Skuldre alt maatte hvile, om man skulde føle sig tryg. Deres Tiltræden var Betingelse for en Afblæsning af dette Aarhundredes største socialistiske Dumhed i dette Land: Generalstrejken. Det var Landmandsbankens Mænd ……(Borgbjerg: Det er Majestætsfornærmelse), som man krævede sat i forreste Række. (Afbrydelse af Borgbjerg) . ……… Paaskedagenes

159

 hemmelige, intime Historie vil, naar Sløret en Gang løftes, sikkert give et godt Bidrag til Belysning af Sammenspillet mellem Socialdemokratiet og Kapitalisme.« Og lidt senere bemærkede Krag, rettet mod Stauning, at Hulheden og Tomheden i dennes Paastande om, at Ministeriet Neergaard havde vist den største Afhængighed af Kapitalmagten, viste sig bedst »paa Baggrund af Tolereringen af disse Svindelens Højkonjunkturaar og af den Tillid til Kredsen. af Landmandsbankens Mænd, som man tilkendegav i Paaskedagene 1920, og som fandt sit Udtryk i Taksigelser til, ja Lobhudling af selve Sjælen i det hele, det Midtpunkt, hvori alle Svindelens og Spillets Traade samlede sig, Glückstadt.« Indenrigsminister Krag vidste altsaa, hvordan Landet laa, da hans Parti i Maj 1920 overtog Regeringen. Selvfølgelig maatte den nye Regering ved dens Tiltræden have lagt Mærke til, hvorledes ogsaa en af de betydeligste Personligheder i den danske Rigsdag, Prof. L. V. Birck, i disse kritiske Dage fremhævede det som et aldeles centralt Problem, at Højfinansen holdtes i Ave. Han havde endnu faa Dage før Paaskekrisen i sin til det konservative Parti sendte Udmeldelseserklæring af 20. Marts 1920 udtrykkelig givet tilkende, at et af hans Hovedmotiver til dette Skridt var Erkendelsen af Nødvendigheden af, at der til Sikring af Samfundet indadtil maatte kræves et kraftigt Værn mod Storkapitalens Sammenslutninger. Endelig havde Venstre jo navnlig ved Ministeriets Rekonstruktion kort efter den i September 1922 foretagne første Landmandsbanksordning, kraftigt givet Udtryk for, at nu skulde det være Slut med Korruption og Svindel i dansk Politik. Og for at vise, at der stod Alvor bagved, meddeltes det samtidig Offentligheden, at man nu havde foranlediget, at fhv. Direktør C. M. T. Cold fra Det Forenede Dampskibs-Selskab blev udnævnt til Udenrigsminister! - Man sparede da heller ikke det nye Regeringsmedlem for al Slags Forskudslavrbær, idet man navnlig forherligede ham som en helstøbt Karakter, der ved given Lejlighed havde vist Mands Mod til at modarbejde Landmandsbankens hæmningsløse Spekulationer. Thi det var ham, der i 1916 havde vendt sig imod den vilde Hausse i sit Selskabs Aktier ved offentlig at erklære, at Aktierne kun var 205 pCt. værd plus Fremtidschancen og som senere, den 2. April 1921, havde taget sin Afsked fra Selskabet, da han ikke vilde tage Ansvaret for en Udvanding af Aktiekapitalen ved, at der udstedtes 30 Mill. Kr. rentebærende Reservefondsbeviser. I sidstnævnte Tilfælde havde, forklaredes det, Etatsraad Glückstadt trumfet sine Krav igennem, men derefter havde Cold ogsaa taget Konsekvenserne. Oprejsningen skulde han nu faa fra Venstre-Partiet ved at blive udnævnt til Udenrigsminister, og dermed skulde overfor Offentligheden bekræftes, »at Mands Gerning dog undertiden her i Livet faar Mands Løn«. (Regeringsorganet »København«, 10. 10. 1922). Her viste sig altsaa atter Tendensen til at muge ud!

Men ak! Allerede, naar man bliver staaende hos Cold, har den senere Udvikling mere end tilstrækkelig vist, hvor slet det var bevendt, ogsaa indenfor Ministeriet Neergaard med Evnen til at gøre rent Bord overfor de hemmelige Kræfter, der søgte at bevare Samfundsmagten, - det saakaldte tredie Ting.

Cold var dog intet andet end en af Glückstadts ihærdigste Spillebrødre, og hans Forhold baade med Hensyn til Erklæringen fra 11. Juli 1916 saavel som med Hensyn til Bekæmpelsen af Udvandingen af hans eget Selskabs Kapital alt andet end upaaklagelig. Det førstnævnte Punkt gik senere ind som Led i den ligefrem endeløse Diskussion om Colds Spekulationer i egne Aktier og behandles her andetsteds.*) Hvad angaar det andet Punkt, skal her kun henvises til den Redegørelse, enkelte Medlemmer af D.F.D.S’s Bestyrelse (Konsul Erik C. Henius, Godsejer Lassen, Kammerherre I.C. Tuxen og Fabrikant Chr. Hasselbalch) udsendte den 11. Oktober 1922, umiddelbart efter at Glückstadt og Admiral Richelieu var traadt ud af Bestyrelsen. Her fremhævedes nemlig udtrykkeligt, at Bestyrelsen og Direktionen - hvortil ogsaa Hr. Cold hørte!

 *) Jvf. nedenfor Sd,

161

 - havde været enig i ikke at gaa højere med Udbytte end 40 pCt. plus Udstedelse af 30 Mill. Kr. Friaktier! Dette var jo ogsaa en Udvanding af Kapitalen, og Sagen bliver ikke bedre derved, at Cold i denne Anledning svarede, at han selv havde fundet Udstedelsen af Friaktier uheldig, men havde været rede til at gaa med til denne, da den efter hans Skøn ikke vilde virke helt saa skadelig for Selskabet som de 30 Mill. Kr. Reservefondsbeviser.

Galt var det, at Venstre-Ministeriet mente med en Mand som Cold i Spidsen at kunne indlede Rensningsaktionen inden for Højfinansen, men værre var det, at selvsamme Ministerium straks efter dets Tiltræden udbyggede Samarbejdet med de jødiske Kredse, navnlig med Etatsraad Glückstadt Bl.a. fik denne Mand straks overdraget det Hverv at ordne de med Overtagelsen af Nordslesvig forbundne Finansieringsproblemer, ligesom talrige andre Spørgsmaal, der vedrørte Grænselandets økonomiske Skæbne, blev betroet Jøders, bl.a. Naphtali Cohns og Marcus Rubins, Behandling. Heller gik det ikke værre eller bedre, end at Ministeriet Neergaard ogsaa foranledigede, at to af de mest aggressive jødiske Finansmænd, Emil Glückstadt og Max Ballin, fik tildelt de højeste Udmærkelser, idet førstnævnte den 19. 12. 1920 blev dekoreret med Storkors af Dannebrogsordenen. og Max Ballin den 27. 12. 1920 blev udnævnt til Kommandør af 2den Grad af Dannebrogsordenen. Den sidste Udnævnelse vakte sær1ig Opmærksomhed, da Venstre netop havde rettet indtrængende Advarsler mod det radikale Ministeriums jødiske Raadgivere, havde protesteret mod Landsmandsbanksvældet, Ballins Aager osv. Ubegribeligt, at Regeringen under saadanne Forhold kunde gaa med til at tildele en Mand som Ballin denne høje Udmærkelse. Men Venstre-Ministeriet mente i dette Tilfælde at kunne undskylde sig med, at det blot havde underteget en Indstilling, der laa fra Zahles Tid. Saa liden Troskab viste man overfor sine egne Principper. Men hvorfor skulde Neergaard ikke ogsaa med Hensyn til Uddeling af Hæderstegn til Jøder følge de samme Retningslinier som Zahle

162

havde gjort, naar man alligevel vilde lade Jødernes Indflydelse paa Landets finansielle og økonomiske Forhold være eneraadende? Naar det radikale Ministerium havde ladet Mænd som Konsul Erik Semmy Henius og Generalkonsul Dr. jur. Isidor Heckscher, Direktørerne Harald Bing og Benny Dessau udnævne til Kommandører af Dannebrogsordenen, kunde vel Ministeriet Neergaard følge det gode Eksempel og lade Mænd som Ballin og Glückstadt blive hædret paa samme Maade. Glückstadt fik sin Udmærkelse som Anerkendelse for sin energiske Tingen og Købslaaen ved Fastsættelsen af det Beløb, Danmark skulde betale for Overtagelsen af Statsaktiverne osv. i Nordslesvig. Hertil har »Finanstidende« med fuld Ret spurgt, hvor det er, han i Statens Tjeneste har sparet Landet for mægtige Beløb, - som han endog selv havde anslaaet til 60 - 80 Mill. Kr.? - Det kunde være interessant at faa det nærmere belyst. Venstre-Regeringen havde set anderledes paa Sagen; Glückstadt blev Storkorsmand.

 Det er endnu en uløst Gaade, hvordan Glückstadt har formaaet i en snæver Vending ogsaa at vinde Venstre-Regeringens Tillid, saa han i Løbet af faa Aar fik overdraget en lang Række meget betydelige offentlige Hverv. Rigtignok nød han endnu i 1920 en ligefrem overvældende Anseelse, ansaas for den Mand, der som dansk Repræsentant overfor internationale Kredse, og det vil her hovedsagelig sige: overfor al Verdens jødiske Højfinans, havde Mulighed for at gøre en særlig stærk Indflydelse gældende. Men alligevel var dog i 1920 ikke saa lidt blevet bekendt om Kapitalens Magtstræb, saa man nok havde Grund til at være meget varsom overfor denne Kapitalmagtens mest fremtrædende Personlighed. Det skete imidlertid ikke. Finansgrupperne, der forud for Ministeriet Neergaards Dannelse havde ligget i aaben Strid med hinanden, var tilsyneladende meget hurtigt atter kommet til indbyrdes Forstaaelse, og dermed var aabenbart den væsentligste Forudsætning skabt for den Ordning, der atter skulde føre Jøderne til

163

 Magtens Tinde. Efter at Glückstadt viste sig rede til at lade Det Transatlantiske Kompagni falde og at give Afkald paa Clearing House-Projektet, har H. N. Andersen, der fra Begyndelsen af var Regeringens fornemste Tillidsmand indenfor Erhvervslivet, vel selv draget Omsorg for, at den saa føjelige Landmandsbankdirektør atter blev taget til Naade. Regeringen kunde bruge ham, og, hvad vigtigere var, han kunde bruge Regeringen.

Den første vigtige Opgave, Glückstadt fik overdraget, var, som allerede nævnt, Forhandlingerne vedrørende Ordningen af den finansielle Side i Nordslesvig-Sagen. Disse Forhandlinger havde han allerede i 1919 indledet med Ententemagterne. De fik, efter at Spørgsmaalet om Grænsespørgsmaalet var bleven principielt afgjort i Marts-April 1920 fast Form. I samme Aar blev Glückstadt Danmarks officielle Repræsentant paa Finanskonferencen i Bryssel og paa den internationale Hjælpekonference i Paris. 1922 fik han tilsvarende officielle Hverv overdraget, først paa Konferencen angaaende International Corporation, dernæst i April-Maj næste Aar paa Genua-Konferencen.

Helt uden Kritik forblev denne officielle Virksomhed, der nu videreførtes under Venstreregeringen, imidlertid ikke. Saaledes bemærker »Finanstidende« allerede i August 1920, at det dog havde vakt adskillig Forundring i Offentligheden, at Glückstadt havde faaet den Opgave at forhandle med Erstatningskommissionen vedrørende Ordningen af det finansielle Mellemværende i Anledning af Nordslesvigs Overgang til Danmark, efter at der var rejst saa megen Kritik mod den radikale Regering, fordi denne saa ofte havde overdraget ham tilsvarende Hverv. Det virkede, tilføjede Finansorganet, ejendommeligt, at Regeringen mente at maatte overlade det til en privat Forretningsmand (dennes Kvalifikationer ufortalt), »at være Enerepræsentant for den danske Regering i dette overordentlig betydningsfulde og mangesidede Anliggende, medens vort Finansministerium sidder roligt, hjemme«. Den radikale Presse

164

bebrejdede ligeledes Venstre, at det var gaaet med til en saadan Ordning, navnlig efter at det radikale Ministeriums nære Samarbejde med den saakaldte Højfinans Aar ud og Aar ind havde givet Venstreblade - navnlig Fru Marie Lassens »Aalborg Amtstidende« - Anledning til at boltre sig i Antisemitisme. »Fremtiden« mener, at ogsaa her skulde for en Gangs Skyld» den moderate Gemenhed afsløres.« Dog ligemeget hjalp det; Glückstadt vedblev nu engang at være de danske Regeringers særligt betroede Mand.

Om Forløbet af Forhandlingerne i Paris om Overtagelsen af Statsaktiverne i Nordslesvig osv. beretter E. Glückstadt i sin Indberetning til Statsminister Neergaard, dateret Paris den 17. December 1920. Heraf fremgaar bl. a., at Anmodningen om at være Regeringens finansielle Raadgiver allerede rettedes til ham i Januar 1919, og at han i den følgende Maaned sammen med Nordslesvig-Delegationen drog til Paris for i Forhandlingerne at varetage Danmarks finansielle Interesser. Han forblev sidenhen i stadig Forbindelse med Erstatningskommissionen, overfor hvilken han efter Nytaar 1920 kunde legitimere sig som officiel Udsending, der »var forsynet med kgl. Fuldmagt til at træffe Afgørelse i Sagen«. Omendskønt han nu bestræbte sig for at bringe Spørgsmaalet til den hurtigst mulige Afslutning, kunde Drøftelserne vedrørende de Betalinger, som Danmark skulde yde til Erstatningskommissionen for de i Grænselandet overtagne Aktiver samt for Landsdelens Andel i Preussens henholdsvis Rigets Gæld, dog først tage rigtig Fart hen paa Sommeren. De sinkedes yderligere derved, at man fra tysk Side lod vente længe paa sig med de detaljerede Forslag i denne Sag. Under Forhandlingerne opstod mangehaande Vanskeligheder, først med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvad der skulde medregnes til Statsaktiver. En Række Ejendomme, som man fra dansk Side ønskede anerkendt som Statsaktiver, maatte tilsidst udgaa af Listen over disse, deriblandt Hertug Ernst Günthers Privatgodser, det hannoverske Klostergods, den preussiske Stats-og Höfebanks Prioriteter i de saakaldte Rentengüter,

165

den preussiske Stats Andel i Kredsbanerne og desl. Alvorligere var, at der var stor Forskel paa de to Kontrahenters Værdiansættelser. Den danske Vurdering af Aktiverne lød oprindelig paa 70.978.185 Kr. (senere paa ca. 78 Mill. Kr.) til Kurs pr. anno 1920, medens den tyske lød paa 84.628.678 Mill. Guldmark pr. August 1914. Med Hensyn til Betaling af Statsgældsandelen bestod der Enighed om, at Danmark ikke skulde deltage i den Forøgelse af Statsgælden, som Krigen havde medført, men kun i Andelen af Statsgælden pr. 1. August 1914. Glückstadt gjorde iøvrigt gældende, at Terminen pr. 1. August 1914 kun skulde gælde for Beregningen af Andelen i Statsgælden, derimod ikke være bestemmende for den Kurs, der skulde gælde ved Omregningen. Fra tysk Side blev Protesten mod denne Opfattelse til det sidste opretholdt. Efter langvarige Forhandlinger og efter hvad Glückstadt siger - en »temmelig stærk Marchandering« (Tingen) blev der tilsidst, da Tilslutning fra tysk Side til de af Glückstadt fremsatte Forslag ikke blev givet, fra Erstatningskommissionen bestemt, at Danmark skulde betale 65 Mill. Guldmark, et Beløb, som omregnet efter Parikurs Mark 4.197,92 pr. 1000 Dollar udgjorde ca. 15.483.000 Dollars. Dette Guldmarkbeløb skulde udredes i Dollars senest den 25. December 1920.

Saavidt om Ordningen af det finansielle Mellemværende med Ententemagterne vedrørende Nordslesvig.   

     En ikke mindre betydningsfuld Mission blev betroet Glückstadt faa Maaneder senere, da han fik Anmodning om at med       virke ved Ordningen af Østrigs økonomiske og finansielle Forhold. Dette Hverv blev ham overdraget af Folkenes Forbund i April 1921. Hele den danske Offentlighed følte sig nærmest smigret, ved, at det netop var Glückstadt, der opfordredes af det af Folkeforbundet nedsatte Finans- og økonomiske Raad til paa Ententens Vegne at reorganisere Østrigs Finansvæsen paa Grundlag af de Ter Meulen'ske Forslag. Da bl. a. »Børsen« den 3. 4. 1921 beskæftiger sig med denne Sag, mener Bladet, at en dansk Finansmænd næppe nogensinde

166

 havde modtaget en mere hædrende Opfordring end den, der nu var bleven rettet til Landmandsbankens Direktør, og at man maatte forvente, »at Landets øverste ansvarlige Autoriteter allerede har henledt Etatsraad Glückstadts Opmærksomhed paa, i hvor høj Grad de vilde paaskønne, at han svarede Ja til Ententens Henvendelse.« Det var ikke blot for sin egen, men for Danmarks Berømmelses Skyld, at han maatte overtage Hvervet; selve Opfordringen maatte anses for at være et overvældende Bevis for den Anseelse, Glückstadt nød i den internationale Verden som Finansmand af højeste Rang. Glückstadt gav selvfølgelig ogsaa sit Tilsagn og drog til Østrig med Riis-Hansen og Knud Sthyr som sine nærmeste Medarbejdere. Formanden for Folkeforbundets Finanskomité, den svenske Bankdirektør Marcus Wallenberg, har givet Udtryk for, at den senerehen af Glückstadt afgivne Rapport dannede et udmærket Grundlag for Reorganisationen af Østrigs Finansvæsen, og at de efter Rapporten udarbejdede Forslag tilsidst blev godkendt af Folkenes Forbunds Raad. Udtrykkeligt betoner han, at alle indenfor Finanskomitéen havde faaet den Opfattelse, »at ingen i saa høj Grad som Glückstadt har bidraget til den omtalte Rapport,« ligesom han kunde bekræfte, at »de Indlæg i Diskussionen inden for Finanskomitéen vedrørende Østrig og andre Spørgsmaal, som gjordes af Glückstadt, altid var prægede af Klogskab og fremført paa beskeden Maade.« Da Glückstadt her faar al Æren tildelt, er det ikke uinteressant, at ogsaa K. Riis-Hansen taler med samme Anerkendelse om Rapporten, og at han ligeledes mener, at det paa Grundlag heraf udarbejdede Forslag til en gennemgribende Reform af de østrigske Pengeforhold var et af de betydningsfuldeste Resultater, Folkeforbundet havde opnaaet. Dog, han giver ikke Glückstadt Æren for dette Arbejde, men kræver i sit Skrift »Landmandsbanksagen og mit Forhold dertil« (Kbh. 1924) denne Ære for, sig selv, idet han kort og godt erklærer: »Forslaget stammede fra mig, og jeg udformede det og udarbejdede den tilhørende begrundende Redegørelse paa Stedet. Jeg ledsagede derefter

167

Etatsraad Glückstadt til Finanskomitéens Møde i London, i Slutningen af Maj, hvor Forslaget antoges.« Hvorom alting er: Glückstadt fik af Folkeforbundet overdraget det offentlige Hverv at bringe Østrigs Finansvæsen ind i et sundt Leje, og Ordningen, der gennemførtes, tjente naturligvis i første Række den Opgave at bringe Landet i Afhængighed af den internationale Kapital. Derfor er det ogsaa forstaaeligt, at den trufne Ordning i Østrig selv aldrig blev hilst med Glæde, og at Kansleren Seipel i aarevis var udsat for Folkets Misfornøjelse, fordi han havde prisgivet sit Land til den internationale Finanskontrol. Det jødiske Organ » Wiener Morgenzeitung« ydede derimod Kansleren Anerkendelse, idet det den 5. Juni 1924 fremsatte følgende meget karakteristiske Bemærkninger: »Hr. Dr. Seipel har i rigtig Erkendelse af de sande Forhold i Evropa (ak ja!) sikret sig de jødiske Organisationsevners og Verdensforbindelsers Medhjælp. Han og Landet har kunnet drage ikke liden Nytte deraf, (er und das Land sind dabei nicht schlecht gefahren) og de i Saneringsarbejdet hidtil opnaaede Resultater har man kun kunnet sikre sig ad denne Vej.«

 

d) Landmandsbankens Deltagelse i offentlige Laan.

 Særlig Røre skabte det Offentliges stærkt fremadskridende Gældsstiftelse overfor Udlandet, som rigtig tog Fart, efter at Venstre havde overtaget Regeringsmagten. Denne Udvikling var rigtignok allerede begyndt under det radikale Styre. Den 13. August 1919 kunde Københavns Kommune afslutte Overenskomst med New Yorkerfirmaet Brown Brothers & Co. vedrørende et Laan paa 15 Millioner Dollars. Dette Laan ydedes til en Kurs af 90, medens Rentefoden blev fastsat til 5½ pCt., og Amortisationen skulde foregaa med 3/4 Mill. Dollars til Pari aarlig fra 1925-1944. Ved Optagelsen af Laanet var baade Landmandsbanken og Privatbanken medvirkende, dog gaar Bankkommisionen i sin Beretning ud fra, at Privatbanken, der kun fik Provision fra Kommunen, ikke synes at have haft

168

 med Laanet at gøre ud over at lægge Navn til. Landmandsbanken modtog som Provision fra Kommunen 16.200 Dollars og desuden fra Brown Brothers 22.500 Dollars. Under Ministeriet Neergaard blev der yderligere optaget to Kommunelaan, et Dollarlaan i 1921 og et Sterling-Laan i 1922. Ved Ordningen af det førstnævnte Laan opstod der nogen Konkurrence mellem Landmandsbanken og Privatbanken, hvorved det lykkedes Glückstadt ved et vel tilrettelagt Underhaandsarbejde at løbe af med Sejren. Den 29. Januar 1921 afsluttedes Kontrakt med National City Co. om et Laan paa ialt 15 Mill. Dollars. Salget af disse Dollars indbragte 73 ¼ Mill. Kr., hvoraf Københavns Kommune fik 33 1/4 Mill. Kr., Frederiksberg 4,9 Mill. Kr. og Provinsbyerne ca. 24 Mill. Kr. Optagelseskursen var i dette Tilfælde 93, medens Amortisationen skulde ske i 25 Aar til Kurs 107½. Den faktiske Rente kom derved til at ligge paa den uforholdsmæssig høje Sats af 9 ½ pCt., hvis Forsvarlighed ifølge Bankkommissionens Beretning udelukkende maatte bero paa, om Glückstadt skønner rigtigt, naar han i sit Laanetilbud henpeger paa Muligheden af Dollarens Fald og, derved den store Kursavance, naar Laanet tilbagebetales.« Endelig optoges et tredie udenlandsk kommunalt Laan ved Kontrakt af 6. Juni 1922 denne Gang paa det engelske Pengemarked. Ogsaa denne Gang ordnede Landmandsbanken Sagen. Ved denne Lejlighed optog Provinskommunerne et Laan paa 2 Mill. £ ved Firmaet Hambros Bank Ltd. til en Kurs paa 87 1/4 og til en Rente paa 5 pCt. Laanet skulde amortiseres i 35 Aar. Det tjente hovedsagelig til Indløsning af Købstadkommunernes indenlandske Laan af 1920 paa 30 Mill. Kr.; Ordningen gennemførtes under skarp Modstand fra Købstadkommunerne. Selvfølgelig blev Højfinansens Interesser afgørende. Landmandsbanken forstod ogsaa i dette Tilfælde at varetage sine Interesser ved at sikre sig en væsentlig Del af Provenuet paa et Tidspunkt, da, som det siges i Beretningen, »der syntes frembragt en kunstig Bølgedal i Valutakurserne.« Og i Provision tjente Banken paany de 40.000 Kr.

169

Ved alle disse Transaktioner viste det sig; at Landmandsbanken var overmaade ivrig efter at afkøbe Laanstifterne de overtagne Beløb i udenlandske Midler for at kunne sætte dem ind i Valutaspekulationer. Bankkommissionens Beretning giver herom indgaaende Oplysninger. De 15 Mill. Dollars, som overtages af Københavns Kommune ifølge Overenskomst af 13. August 1919, købtes allerede en Uge senere, den 20., i fuldt Omfang af Landmandsbanken og Privatbanken til en Kurs af 4,62½ medens Dagskursen laa lidt lavere, paa 4,60½. Straks efter Overtagelsen satte en livlig Handel med Dollars ind hos Landmandsbanken. Allerede i dette Tilfælde vil man kunne spørge, om det havde været fornødent at tilføre Landet fremmede Midler, eftersom der dog som Følge af de mægtige Indtægter under Krigen maatte være rigelig indenlandsk Kapital til Stede, som mest passende kunde have fundet Anvendelse som Laan til Hovedstaden. Rigtignok var den store Indkøbsspekulation sat ind; men alligevel maatte der have været Mulighed for at udbringe et indenlandsk Laan i den fornødne Størrelse - ca. 60 Mill. Kr. - hvis ellers Regeringen havde været interesseret i, at Gældsstiftelse udadtil skulde undgaas. Der forlyder i 1919 endnu intet om, at Pengemarkedet er strammet; tværtimod!

Dette Forhold træder endnu grellere frem ved de senere optagne Laan. Med Hensyn til Laanet fra 1921 fremgaar det ganske tydeligt af Bankkommissionens Beretning, at det var Banken, der var interesseret i, at Kommunerne foranledigedes til at optage et udenlandsk Laan, og at daværende Indenrigsminister Berg lagde kraftigt Pres paa Kommunerne ved at sige, at man ikke vilde kunne regne med Statsgaranti ved senere Laan og derfor gjorde klogt i at benytte sig af den nu foreliggende Lejlighed. Overfor Købstadforeningens Formand, Borgmester Bresemann, gjorde Berg endog gældende, at »Undladen af at akceptere Tilbudet denne Gang kunde skade Statens fremtidige Laanepolitik.« Hvor stærk Landmandsbankens lnteresse i dette Laan har været, fremgaar ikke blot af de forskelligartede Foranstaltninger, Glückstadt indledede for at forhindre, at Privatbanken fik Ordren paa at fremskaffe et amerikansk Laan, men ogsaa deri, at Landmandsbanken senere modsatte sig Finansborgmester Jensens Forlangende om at overføre en større Del af Laaneprovenuet til Privatbanken. Det lykkedes ogsaa her Glückstadt i alle Henseender at trumfe sin Vilje igennem. Ogsaa Sterling-Laanets Nødvendighed maa betvivles, eftersom det alene tjente til at afløse et indenlandsk Laan. Her viste det sig endmere, at Købstadskommunerne havde vanskeligt ved at faa konstateret, hvorvidt Provenuet af det ved Hambros Bank fremskaffede Laan fra Juni 1922 nu ogsaa som foreskrevet var bleven anvendt af Landmandsbanken til Indløsning af det indenlandske Laan af 1919, og desaarsag rettede flere Henvendelser til Banken, navnlig efter at der var fremkommet Rygter om Bankens vanskelige Stilling. Paategningen paa Hovedobligationen om, at dets Paalydende gennem Provenuet af det udenlandske Laan var nedbragt med ca. 29 Mill. Kr., foretoges ogsaa først den 20. Januar 1923. I en Skrivelse fra Købstadforeningen af 9. Marts 1923 bemærkedes desangaaende: »Landmandsbankens reserverede Holdning, naar Talen om at give os fuld Sikkerhed for, at et af os indbetalt Beløb virkelig anvendtes til Dækning af Kommunernes gamle Laan og den Vanskelighed, vi i Aarenes Løb har haft med at opnaa Ministeriets Tilladelse til at uddrage Penge af Landmandsbanken, har naturligvis givet vor Ængselse med Hensyn til Bankens Soliditet Næring..

Var det i og for sig noget omtvisteligt, hvorvidt det var nødvendigt for Kommunerne at overtage store udenlandske Laan, saa ligger Sagen meget værre med Hensyn til de af Staten stiftede to udenlandske Laan. I Domsforhandlingerne mod Direktørerne og Bankraadsmedlemmerne i Landmandsbanken fremsatte den offentlige Anklager ved Lejlighed en Bemærkning om, at »Glückstadt lod Staten optage Laan i Udlandet«. Denne Bemærkning har senere fundet sin rette Belysning i Bankkommissionens Undersøgelser, idet Fremstillin-

171

gen af begge Dollarlaanenes Historie lader erkende, at det var Landmandsbanken, der her var den drivende Kraft, at det var Landmandsbanken, der var interesseret i den amerikanske Va1uta for ved Hjælp af disse Midler at kunne afstive sin egen Stilling, og at det samtidig aabenbart var Regeringen meget magtpaaliggende at støtte Landmandsbanken i disse Bestræbelser, uden at man udadtil fik Indblik i, hvad der i Virkeligheden foregik. Derfor var Ministeriet Neergaard ogsaa navnlig i Anledning af Dollarlaanenes Optagelse udsat for en særlig haardhændet Kritik baade i og udenfor Rigsdagen.

Forhandlingerne om et Dollar- eller Sterlinglaan til Staten satte allerede ind paa et Tidspunkt, da den radikale Regering endnu sad ved Styret, i Januar-Februar 1920. Midlerne skulde efter den dengang drøftede Plan bruges dels til Finansiering af Importen, dels som Laan til Kommunerne. Uroen i de indre politiske Forhold medførte en Standsning af Forhandlingerne, men de tog atter Fart i Sommeren, da Glückstadt paa amerikanske Finanskredses Tilskyndelse indhentede Tilbud baade fra Bankers Trust Company og fra National City Company. Nu var det altsaa den amerikanske Kapital, der var interesseret i at faa Investeringsmulighed i Danmark, og Glückstadt var selvfølgelig gerne villig til at hjælpe den amerikanske Finansverden i denne Retning. Oktober 1920 lykkedes det ham ogsaa at formaa Staten til at akceptere et af National City Bank afgivet Tilbud paa 25 Mill. Dollars, som udstedtes i 8 pCt's Obligationer til Kurs 95. Laanet skulde være amortisationsfrit i de første fem Aar og derefter tilbagebetales i de følgende 20 Aar, i det første Aarti til Kurs 110 og dernæst til Kurs 107½.

Betingelserne for Laanet var altsaa meget skrappe. Størstedelen af dette Dollarlaan anvendtes senere til Ordningen af de nord-slesvigske Erstatninger, idet der heraf den 28. Decbr. 1920 udbetaltes et Beløb paa 15.483.859 $ til Reparationskommissionen. Da Kursen denne Dag var ca. 6,55, opførtes Erstatningsbeløbet senere i Statsregnskabet med 101½ Mill. Kr., medens Glükstadt selv i sin Indberetning om Sagen til Statsminister

172

Neergaard havde foreslaaet, ved Omregningen af Erstatningsbeløbet at benytte Dollarkursen 20,18 pr. 100 Kr., »som har været den, der var afgørende for Beløbets Fastsættelse«. Derved vilde der være udkommet en Sum paa knapt 77 Mill. Kr. Regeringen tog ikke dette Forslag til Følge, men valgte den rigtigere Vej ved at beregne Kronebeløbet efter den Omregningskurs, efter hvilken Betalingen faktisk var sket.

Ved Optagelsen af dette første udenlandske Statslaan viste det sig senere, da Bankkommissionen nærmere undersøgte Landmandsbankens Forhold, at der havde været Mulighed for at opnaa den fornødne Kredit paa det indenlandske Marked. Derom indeholder Beretningen følgende meget sigende Oplysning:

172

 »Der havde dog været Tale om at søge optaget et indenlandsk Laan. I August 1920 fremsætter Vekselerer Schiøler for Statsminister Neergaard en Plan om at skaffe et indenlandsk Statslaan ved en frivillig Overenskomst med Rederne, der laa med store kontante Beholdninger, eventuelt kombineret med en Imødekommen af Redernes Ønske om Ophævelse af Fragtnævnet. Rederne skulde stille ca. 150 Mill. Kr. til Raadighed for Staten og have 5½ pCt.'s Statsobligationer i Stedet, som de skulde uddele til deres Aktionærer; herved vilde blandt andet opnaas lavere Kursniveau, hvorved Børsomsætningen vilde lettes.Vekselerer Schiøler hørte ikke senere noget til Planens Skæbne, derimod fik han gennem Vekselerer Lunn en Besked fra Direktør Ringberg om, at saafremt han eller andre Vekselerere arbejdede videre for et indenlandsk Statslaan, vilde dette have til Følge, at deres Kasselaan i Landmandsbanken straks vilde blive opsagt.«

Glückstaclt var altsaa interesseret i, at Staten afholdt sig fra at optage Laan paa det indenlandske Kapitalmarked, og

173

 Neergaard fulgte blindt de Direktiver, Landmandsbankdirektøren gav. Statsminister Neergaard drøftede Spørgsmaalet med Glückstadt, da denne i September 1920 nogle Dage opholdt sig i København. Senere fik Statsministeren skriftlig Besked fra Glückstadt, hvori denne indtrængende fraraadede at lade optage et indenlandsk Laan, som under de givne Forhold maatte føre til en for Erhvervslivet betænkelig Stramning af Kapitalmarkedet. Denne Betragtning var ikke helt uberettiget, naar der var Tale om Landmandsbankens Stilling, idet denne Bank ved Forsøget paa at støtte de af Prisomslaget ramte Virksomheder og ved at foretage omfattende Støtteopkøb af Aktier uden Tvivl i saa stærk Grad havde disponeret over sine egne Midler, at den ikke vilde være i Stand til ved egen Kraft at imødekomme Kunders stigende Udtræk af Tilgodehavender til Køb af Obligationer. Den vilde i saa Tilfælde have maattet søge Hjælp ved Nationalbanken. Men Spørgsmaalet var imidlertid, hvorvidt Statsministeren kunde være berettiget til at tage særligt Hensyn til dette Forhold. Hvorom alting er: Neergaard holdt sig til de Forslag, Glückstadt fremsatte. Der rettedes rigtignok en Forespørgsel til Nationalbanken om, hvorvidt denne ansaa det for betimeligt at optage et udenlandsk Statslaan. Men da Nationalbanken principielt fraraadede at optage et saadant Laan, og kun ansaa det for forsvarligt at dække betalingerne til Erstatningskommissionen med saadanne Midler, blev Forhandlingerne i denne Sag med Nationalbanken ikke videreført. Selve Bedømmelsen af Laanevilkaarene osv., blev derved en Sag, som udelukkende afgjordes mellem Statsminister Neergaard og Glückstadt Nationalbanken blev ikke hørt, men blev, som Bankkommissionens Betænkning udtrykkeligt pointerer, »kun bekendt med Resultatet som en fuldbyrdet Kendsgerning!« Gang paa Gang saa Stats- og Finansminister Neergaard sig nødsaget til at forsvare denne Gældsstiftelse overfor Rigsdagen, og han gør det med største Ihærdighed, i Folketinget bl.a. den 18. Okt. 1923 og den 5. Febr. 1924. Derved henholder han sig

174

navnlig til, at Optagelsen af Dollarlaanet i 1920 var vedtaget aldeles enstemmigt i begge Ting, og at alle Partier havde været enige om, at der under de givne Forhold slet ikke var nogen anden Udvej end at tage mod det af Glückstadt fremskaffe de Laan, selvom det maatte erkendes, at Laanets Forrentning under Hensyn til den høje Rentesats paa 8 pCt. og de ugunstige Kursbetingelser maatte blive en stor Byrde. Til Forsvar for sin Fremgangsmaade paapegede han i Folketinget den 18. Okt. 1923, at alle i 1920 havde været klar over, at ene og alene Glückstadt vilde være i Stand til at fremskaffe et Dollarlaan paa rimelige Betingelser, og at »det fremhævedes den Gang, fra flere Sider, at det var den særlige Position, som Glückstadt indtog under Forhandlingerne om Erstatningssummen, og den nære Forbindelse, han som Medlem af Folkeforbundets Finanskomité havde med ledende Finarismænd, der bidrog til, at han kunde negotiere Laanet paa saa relativt fordelagtige Vilkaar, som det var.« Han paaberaaber sig her ogsaa de Argumenter, han havde fremført i Rigsdagens Forhandlinger i Oktober 1920, hvorved han bl. a. havde sagt: »Men at tilvejebringe en Sum som den, her er Tale om, i Indlandet, er efter mit Skøn efter Pengemarkedets nuværende Tilstand ikke muligt for Øjeblikket, og dette Skøn er bekræftet for mig af Nationalbanken og af de øvrige finanssagkyndige, jeg har haft Lejlighed til at raadføre mig med. Men selvom et saadant Laan kunde tilvejebringes, hvad jeg altsaa ikke tror,vilde det i alt Fald være ensbetydende med en fuldstændig Udpumpning af vort Pengemarked, som i Forvejen er saa anspændt, at det, som alle vil vide, er saa godt som umuligt at opnaa Laan selv for de solideste Laantagere og selv til de mest legitime Formaal. Dertil kommer saa, hvad der muligt vejer endnu tungere, at de Udbetalinger til Commission des réparations skal præsteres i fremmed, antagelig amerikansk, Valuta, og da Indkøbet af denne Valuta ganske vilde slaa den danske Krones Kurs ned, saa vilde et saadant stort Begær efter fremmed Valuta være fuldkommen ødelæggende for vor Valutasituation. Dette turde

 175

 ogsaa være almindelig anerkendt, og der foreligger for mig en fortrolig Udtalelse fra Valutakommissionen, en enstemmig Udtalelse, som paa indtrængende Maade siger, at hvis det bliver nødvendigt af Hensyn til de Udgifter, der følger ved Generhvervelsen af Sønderjylland, at optage et større Laan, bør det være et udenlandsk Laan og ikke et indenlandsk. «

Neergaard havde altsaa paastaaet, at Ordningen af 1920-Laanet var sket i nøje Overensstemmelse med Nationalbanken, og at Valutakommissionen, ligesom Nationalbanken, havde indtaget det Standpunkt, at Betaling til Erstatningskommissionen maatte ske ved Hjælp af et udenlandsk Laan. Oppositionen kunde i Februar 1924 i det store Opgør i Folketinget henvise til, at i det mindste den første Paastand var i afgjort Modstrid med Sandheden, da det i Bankkommissionens Beretning var paavist, at Afgørelserne blev truffet udenom Nationalbanken og at Neergaard - som Stauning siger - indskrænkede sig til at gøre, hvad Glückstadt befalede ham at gøre. Der var altsaa intet Grundlag for den Afvisning, Neergaard havde givet, eller for hans Forargelse over at være udsat for uberettiget Mistænkeliggørelse. Det bebrejdedes her ogsaa Neergaard, at det aabenbart slet ikke var blevet alvorligt undersøgt, om Reparationsbetalingerne ikke kunde ordnes ved indenlandsk Laan eller ved Betaling i Guld, som man jo senere alligevel i Anledning Af Oprettelsen af Egaliseringsfonden havde maattet eksportere i større Omfang. Iøvrigt henvises der til, at Nationalbanken i Modsætning til Neergaards Erklæringer principielt havde fraraadet Optagelsen af et udenlandsk Laan, og Redaktør, Carl Thalbitzer, - der havde været Medlem af Valutakommissionen 1920, meddeler endvidere i »Finanstidende«, at Neergaards Paastand om, at Valutakommissionen enstemmigt havde støttet det Standpunkt, at der burde optages et udenlandsk Laan, næppe var rigtigt; at tværtimod »Laanet af 1920 optoges paa Trods af Valutakommissionens Udtalelse og til Forbavselse for i hvert Fald nogle af dens Medlemmer«. Thalbitzer gjorde hertil gældende, at man dengang netop maatte være interesseret i

176

at faa et indenlandsk Statslaan, da man maatte haabe at kunne bringe Forholdene i Lave ved et stærkt Tryk paa offentlig og privat Økonomi, »hvad han maatte befrygte, at disse Laan i Hr. Glückstadts Haand vilde modarbejde.« En Overvejelse, som stemmer godt overens med de Forventninger, Glückstadt selv knyttede til Optagelsen af Dollarlaanet, idet han selv i et Telegram til Ringberg den 14. Oktober 1920 gav Udtryk for den Opfattelse, at denne nye Tilførsel af udenlandske Midler vilde kunne bidrage til atter at fremkalde en Stigning af Priserne og dermed stimulere Erhvervslivet.

Bankkommissionens Beretning forsøger videre at udrede, hvad Landmandsbanken maatte have tjent ved Køb og Salg af de Dollars, over hvilke den fik Raadighed, efter at Erstatningskommissionen havde faaet de 15½ Mill. $ udbetalt, men konstaterer, at det er umuligt at give nøjagtig Oplysning herom, da Banken ved denne Omsætning ikke optraadte som Kommissionær, men selv opkøbte den fremmede Valuta og derved lod de fra Staten og Kommunerne købte Beløb opføre paa Arbitragelisterne sammen med de andre Køb, saaledes at de ikke kunde Udsondres. Dog bemærkes i Betænkningen, at Bankens Fortjeneste ved Omsætningen af en Del af de her erhvervede Dollars og Sterling pr. 1. Februar 1921 omtrentlig kan anslaas til 1.4 Mill. Kr. Dertil maa bemærkes, at Landmandsbanken fra 27. 12. 1920 til 14. Jan. 1921 gennem R. Henriques jun. omvekslede 1.310.000 $ mod Sterling hos Hambros Bank i London.

Ikke blot det lige omhandlede første Dollarlaan, men ogsaa det andet i December 1921 optagne udenlandske Statslaan paa   30 Millioner Dollars var Genstand for heftige Diskussioner.

 Forhandlingerne om dette Laan indlededes i Slutningen af November 1921, da to Repræsentanter for National City Co. sammen med Glückstadt mødtes med Neergaard for at drøfte Mulighederne for et nyt Laan. De søgte at overbevise Finansministeren, om, at det vilde være klogt straks at optage et Laan for at kunne skaffe Dækning for det paa Finansloven

177

 opstaaede Deficit, da der maatte regnes med, at Staten kun ved en hurtig Optagelse af et Laan vilde kunne opnaa favorable Betingelser. Neergaard vilde helst udskyde Optagelsen af Laanet til hen paa Foraaret, men heroverfor gjorde Glückstadt gældende, at der paa et senere Tidspunkt maatte regnes med en stærk Kapitalefterspørgsel efter Dollar baade fra selve det amerikanske Erhvervsliv og fra Udlandet. Der pegedes endvidere hen paa, at sterling sikkert vilde stige i Forhold til Dollar, saasnart Guldudvekslingen mellem U.S.A. og England indlededes, og at en saadan Udvikling maatte føre til en Stigning af Kroneværdien, der var saa stærkt knyttet til den engelske Valuta. Tilbyderne af Laanet gjorde gældende, at det ogsaa under Hensyn til en saadan forventet Stigning i Kronens Værdi var hensigtsmæssigt for Staten at skride til hurtig Handling, da Kursstigningen nødvendigvis maatte resultere i en Sænkning af den effektive Rente. Endelig hævdedes det, at det ej heller nu vilde være muligt at faa de fornødne Penge frem ved et indenlandsk Statslaan.

Og atter faldt Neergaard til Føje. Resultatet blev, at Staten overtog et Laan paa 30 Mill. Dollars til Kurs 90 og mod Udstedelse af 6 pCt.'s Obligationer. Laanet skulde amortiseres i Løbet af 20 Aar, men kunde ogsaa før Udløbet af denne Periode udbetales i sin Helhed mod Indfrielse af Obligationerne til Kurs 105. Da det udadtil ikke maatte blive bekendt, at Landmandsbanken ogsaa i dette Tilfælde var ene om at fremskaffe Laanet, foranlediges de øvrige Hovedbanker til at medoptræde som Tilbydere; til Gengæld fik disse fire Banker hver udbetalt en Femtedel af Provisionen paa 75.000 $ lig 15.000 $, d. v. s. lig ca. 75.000 Kr. til hver Bank. Udover denne Femtedel fik Landmandsbanken imidlertid endnu en Provision paa 37.500 $, og den samlede Provision paa 112.500 $ var indkalkuleret ved Fastlæggelsen af Laanets Overtagelseskurs, uden at Laantagerne fik nogen Meddelelse om denne Ordning. Laanet til Staten blev altsaa under Haanden tilsvarende forringet. Til dette Punkt bemærkes i Beretningen: »Det kan nævnes,

178

at da Bankerne fremsender National City Co.'s Laanetilbud til Finansministeriet, vedlægges Kopier af nogle med National City Co. udvekslede Telegrammer. I et af Telegrammerne er en Passus om, at der ved Kursernes Fastsættelse til 90 er regnet med en Provision paa 3/8 pCt., udeladt i den fremsendte »Kopi«!« Iøvrigt gaas der i Bankkommissionens Beretning ud fra, at Neergaards Beslutning om at tage imod det amerikanske Tilbud er bleven fremskyndet i den Forhandling, der fandt Sted Lørdag den 17. Decbr. 1921 om Eftermiddagen i Finansministeriet med Statsgældsdirektøren, Gltickstadt samt Repræsentanter for de øvrige Hovedbanker. Her havde Glückstadt fremsat den overraskende Meddelelse, at de allierede Magter skulde paatænke at fremskaffe et stort internationalt Laan til Genopbygning af det tyske Erhvervsliv, og at det amerikanske Laanemarked derved let vilde blive saa anspændt, at det maatte blive vanskeligt for Danmark derefter ligeledes at faa Laan.

I Beretningen oplyses hertil, at »Enigheden mellem Briand og Lloyd George gav dette Rygte nogen Sandsynlighed«. De øvrige Tilstedeværende i Forhandlingen erklærede, at de ikke kunde have nogen Mening om denne Sag, men at det under disse Forhold formodentlig dog maatte anses for tilraadeligt at tage imod Laanet. Man »turde ikke fraraade Ministeren at modtage det foreliggende amerikanske Tilbud«.

Karakteristisk er det, at der ogsaa i dette Tilfælde forelaa et Tilbud om et indenlandsk Laan, denne Gang fra Firmaet R. Henriques junr. Dette Firma havde fraraadet yderligere at modtage amerikansk Kredit og var sikker paa, at det i det mindste kunde fremskaffe en Del af den fornødne Kapital paa det indenlandske Marked til gunstige Vilkaar. Om galt skulde være, mente Firmaet endog, ogsaa fra Udlandet at kunne fremskaffe et billigere Tilbud. Dette Tilbud forblev upaaagtet, »formentlig« - siger Beretningen - fordi »Regeringen da allerede havde bundet sig overfor Glückstadt.« Senere blev det ogsaa bekendt, at Hambros Bank gerne vilde have afgivet Tilbud, og »at Hambro havde følt sig daarligt

179

behandlet af den danske Stat i denne Sag, da han kun har faaet 12 Timer til at konkurrere med Amerika om et Laan af den Størrelse, medens Amerikanerne havde faaet god Tid til at arrangere sig.«*) I den ovenfor nævnte Forhandling Lørdag den 17. 12. 1921 med Storbankernes Repræsentanter mindede iøvrigt Direktør Nørgaard fra Handelsbanken om, at der jo ogsaa forelaa et Tilbud om et indenlandsk Laan; men denne Sag blev ikke nærmere drøftet. Spillet var jo allerede afgjort.

Glückstadt havde atter sejret med sin Overrumplingstaktik. Sin Arbejdsmaade røber han aabent i et Brev, han den 20. Decbr. 1921 sendte til Direktøren for National City Co., hvor han bl. a. meddeler, at Finansminister Neergaard endnu den 10. Decbr. havde været afgjort Modstander af straks at optage Laan og ønskede at vente til Februar-Marts 1922, at han Lørdag den 17. Decbr. havde vundet Hovedbankerne til at lægge Navn til Laaneoperationen, og at denne i sin Helhed kunde gennemføres Mandag den 19. Decbr. Saaledes havde det altsaa været muligt at holde Konkurrencen borte og at forebygge, at Finansministeren forsøgte at faa andre Tilbud frem.

Ogsaa med Hensyn til dette Laan fremsatte Finansminister Neergaard den 18. Oktober 1923 Betragtninger, som senere gav Anledning til skarp Kritik. Neergaard vilde her indrømme, at det denne Gang ikke havde været absolut nødvendigt at optage Laanet i Udlandet, da Hovedparten i dette Tilfælde ikke skulde anvendes til Indbetaling i Dollarvaluta, men til indenlandske Betalinger. Han fortsatte: »I den Anledning havde jeg Samraad med Nationalbanken og andre Hovedbanker om det Spørgsmaal, hvorvidt det var rigtigt under Hensyn til Næringslivets hele Stilling at optage Laanet i Ind- eller Udland, og der var ganske afgjort Stemning for, at det burde optages i Udlandet, ligesom man mente, at de Betingelser, der

*) Denne Klage har uden Tvivl været Anledning til, at Hambros Bank Ltd. i London i Juni 1922 fik Lov at yde det ovenfor (S. 168) omhandlede Laan paa 2 Mill. $. Noget for noget, naar Venskab skal holdes.

180

bødes, kunde man ikke vente bedre under den daværende Situation. Særlig blev der henvist til Erhvervslivets trykkede Tilstand, der gjorde det uheldigt at optage et stort Laan i lndlandet, hvorimod man mente, at det var forholdsvis heldigt at stive den danske Valuta af ved et udenlandsk Laan.« Neergaard kunde til sit Forsvar atter henvise til, at jo alle Partiers Ordførere i Folketinget havde givet deres Tilslutning til Laanet, og understregede, at i Landstinget bl. a. Socialdemokraternes Ordfører Hr. Bramsnæs ligesom den tidligere Finansminister Edvard Brandes havde anbefalet Vedtagelsen af det herhen hørende Lovforslag. Brandes havde endog »i ret stærke Ord udtalt, at Loven var nødvendig og Øjeblikket belejligt, og gjorde heller ingen Indvending hverken mod Betingelserne eller mod, at Laanet optoges som udenlandsk Laan«. Den eneste Bebrejdelse, Brandes havde gjort ham, var den, at han ikke havde optaget Laanet før, da Betingelserne saa formodentlig havde været endnu gunstigere. Neergaard pointerede endvidere, at Afgørelserne var blevet fremskyndet ved, at der var adskilligt, der tydede paa visse Bevægelser i Finansverdenen forud for Konferencen i Cannes, og at man regnede med en Nedgang i Dollarvalutaen, som gjorde en hurtig Stiftelse af Laan ønskeligt, saafremt det skulde indhentes fra det amerikanske Marked. Han saa iøvrigt en væsentlig Fordel ved den udenlandske Gældsstiftelse deri, at de vestlige Valutaer -var bleven holdt nede i Kurs.

Thorvald Stauning, Ove Rode og Grev Bent Holstein gik i det store Opgør med Ministeriet Neergaard i første Halvdel af Februar 1924 grundigt i Rette med Finansministeren navnlig i Anledning af de Erklæringer, han havde fremsat med Hensyn til det her omhandlede, i Decbr. 1921 optagne Laan. Stauning paaviste i Folketingsforhandlingerne den 1. Febr. 1924 bl. a., at Samarbejdet med de andre Hovedbanker ved Ordningen af dette Laan havde været det rene Spilfægteri, at det var Glückstadt, der ledede og gjorde det paa en ganske anden Maade end Neergaard havde villet give Udtryk for, samt at

181

Glückstadt tilsyneladende havde overvundet Finansministerens Betænkeligheder ved tilsidst at bilde ham ind, at der forestod et stort internationalt Laan til Tyskland. Nationalbanken og de øvrige Banker havde paa ingen Maade givet deres Tilslutning til Glückstadts Argumenter, men de havde erklæret, at de, »hvis det var rigtigt, hvad Glückstadt der kom og fortalte, naturligvis ikke kunde paatage sig Ansvaret for at fraraade Laanet«. Neergaard havde derved ganske aabenbart ikke villet indlade sig paa Drøftelser om Muligheden for et indenlandsk Laan. Rode rettede tilsvarende Bebrejdelser mod Neergaard i Folketingets Forhandlinger den 5., 8. og 13. Februar og understregede Gang paa Gang, at Finansministeren havde givet et fuldstændigt falsk Billede af Forudsætningerne for Dollarlaanene. Enkelthederne omtaltes, hvorved bl.a. ogsaa Finansminister Neergaards Paastand anholdes, at Nationalbanken og de fire andre Hovedbanker havde fremskaffet et Tilbud fra National City Co. »Nej,« siger Rode, »de har ikke fremskaffet Tilbud; Landmandsbanken har fremskaffet det, og de har ikke haft anden Ulejlighed med det, end at de, da Landmandsbanken forstod, at man ønskede, det skulde se ud, som om de havde været med, har faaet en Provision derfor.« Og han resumerer »Det vil heraf ses, at der overhovedet ikke er et eneste Ord, som er sandt, den højtærede Minister gav her i Rigsdagen af, hvorledes dette Laan var blevet til, ikke et eneste sandt Ord.« Havde man 1920 og 1921 faaet Sandheden at vide, vilde næppe noget af de udenlandske Statslaan være kommet i Stand. Rode bemærkede ved anden Lejlighed, at man ikke ligefrem kunde beskylde Neergaard for nogen illegitim Afhængighed af Glückstadt, men dog for grov Uagtsomhed, og Grev Bent Holstein, der fremsatte et grundigt Indlæg i Sagen den 12. Febr. 1924, beskyldte Finansministeren for en »utrolig embedsmæssig Skødesløshed«, der viste sig i, at Neergaard »for det første uden videre havde taget Glückstadts Forklaringer om Nødvendigheden af hurtig Optagelse af et Statslaan for gode Varer, og for det andet havde overladt Glückstadt en

182

Fortrinsret fremfor andre Bankmænd til at tilvejebringe dette Statslaan.« Grev Holstein beskæftigede sig navnlig indgaaende med den Begrundelse, Glückstadt havde givet for sin Anmodning om en hurtig Optagelse af et amerikansk Laan. Han havde her hentydet til Konsekvenser, der kunde knytte sig til de forestaaende Forhandlinger i Cannes og havde herved ladet forstaa, at den franske Finansekspert Hr. Avenol havde udtalt en tilsvarende Opfattelse. Dertil bemærkede Grev Holstein, at Terminen for Mødet i Cannes, saavidt ham bekendt, endnu slet ikke havde været fastlagt, da Glückstadt i Midten af December 1921 pressede paa med Forhandlingerne vedrørende Dollarlaanet. Først i Slutningen af December 1921 havde der i Paris blandt Finanseksperter fra Frankrig, England og Belgien været Forhandling om at danne et fransk-engelsk-Konsortium, der skulde fremskaffe et Laan til Mellemeuropa, men derved havde der ogsaa kun været Tale om et saa forholdsmæssig ringe Laanebeløb som 20 Mill. Lst, d. v. s. et Beløb, som paa ingen Maade kunde have fremkaldt større Bevægelse, paa det internationale Kapitalmarked. Det øverste Raads Møde, som derefter fandt Sted i Cannes den 8. Januar 1924, havde jo først her taget Beslutning om Sammenkaldelsen af en stor international Konference i Genua til Behandling af Europas økonomiske og finansielle Forhold. Alt, hvad Glückstadt havde fremført for at gennemtrumfe sit Laaneanliggende, var altsaa Bluff, men Finansministeren bøjede sig villigt for Glückstadts Krav; og det var denne Mand, der i sidste Instans bestemte, om, hvornaar og under hvilke Betingelser Statslaanet skulde optages.

Overfor en saadan Bevisførelse maatte Neergaard give op; her hjalp ingen Udenomssnak mere.

Med Hensyn til de katastrofale Virkninger, der knyttede sig til disse Bestræbelser for at bringe den danske Stat og de danske Kommuner i Afhængighed af den internationale Kapital, fremførte Regeringsoppositionen endnu nogle meget oplysende Kendsgerninger. Saaledes fremhævede Stauning den

183

1. febr. 1924, hvor fejlagtig Finansministerens Beregninger vedrørende Forrentningen af Dollarlaanene havde været. I sin Rigsdagstale den 21. Oktober 1920 var han gaaet ud fra, at Kursen, som denne Dag androg 4.50, sikkert snart vilde komme langt ned, saa det vilde være lettere at bære Rentebyrden. Nu var imidlertid Kursen 6.20 eller deromkring! Ved Stiftelsen af det andet Laan havde Finansministeren den 19. Decbr. 1921 atter udtalt Forventning om, at Kursen, som denne Dag androg 4.78, vilde gaa betydeligt ned. Nu var den 6.19! Det finansielle Resultat af denne Kursudvikling paa de omhandlede Gældsforhold karakteriserede dernæst Ove Rode den 5. Febr. 1924 paa følgende Maade:

»Disse Laan, der var til en saa stor og øjeblikkelig Fordel for Landmandsbanken ved alle dens Valutaspekulationer, er nu en alvorlig Fare for Samfundet. Jeg skal blot nævne, at regnet efter Dagens Kurs betaler vi nu 8.25 pCt. af disse Laan, hvoraf det ene optoges til 8 pCt. og det andet til 6 pCt., og Ministeren fortalte os den Gang, hvor snart man kunde haabe, at denne Rente dalede. Efter Dagens Kurs vil det, inden disse Laan paa 280 Mill. Kr. er tilbagebetalt, have kostet det danske Samfund 700 Mill. Kr., hvis vi altsaa ikke faar vor Krone forbedret.”

Det er et forfærdende Billede, der her gives af den politiske Korruption, som var begyndt at gribe om sig under det radikale Styre, men som kraftigt førtes videre, under Ministeriet Neergaard. Stats- og Finansminister Neergaard selv spillede derved den mest ynkelige Rolle. Selve Forhandlingerne om de to Dollarlaan, viser paa den ene Side en Minister, der blindt lystrer de Paroler, der gives fra Kapitalmagtens Side, men som er for fejg til, overfor Rigsdagen aabent at give Besked om det, der er sket. Og paa den anden Side viser de en jødisk Finansmand, der ikke kender til Skrupler og gladelig ofrer Landets Tarv, naar han blot dermed kan varetage sin Banks,

184

sine amerikanske og engelske Forretningsvenners og sine højst personlige Interesser. Denne Mand skammede sig end ikke ved at modtage Ros og Ære for det fantastiske Forræderi, han begik overfor Samfundet.                             

Resultatet af denne uforsvarlige Politik var en ligefrem uhyrlig Stigning af den offentlige Gæld. Statsgælden steg fra ialt 360.9 Mill. Kr. pr. 31. 3. 1914 til 1216.5 Mill. Kr. pr. 31. 3. 1924. Udviklingen i det enkelte var som følger:

 

 

Indenlandsk gæld

Udenlandsk gæld

 

 

 

1914

 88.4 Mill. Kr.

272.5 Mill. Kr.

1917

325.8 Mill. Kr.

263.3 Mill. Kr.

1920

671.9 Mill. Kr.

254.3 Mill. Kr.

1924

672.0 Mill. Kr.

544.5 Mill. Kr.

 

 Under Finansminister Edvard Brandes var efter dette den indenlandske Gæld fra 1914 til 1920 blevet godt Gange større, medens den udenlandske Gæld under Finansminister Neergaard fordobledes. Tilsvarende var Udviklingen ogsaa med Hensyn .til Kommunernes Gæld, som steg fra 393.9 Mill. Kr. i 1913/14 til 772.4 Mill. Kr. i 1919/20 og til 948.6 Mill. Kr. i 1923/24. Rentebyrden forøgedes dermed i det enkelte som følger for de to Arter af offentlig Gæld:

 

 

Statsgæld

Kommunegæld

 

 

 

1913/14

12.4 Mill. Kr.

15.5 Mill. Kr.

1919/20

36.8 Mill. Kr.

32.3 Mill. Kr.

1923/24

62.9 Mill. Kr.

51.0 Mill. Kr.

De samlede Rentebetalinger steg herefter i Finansaarene 1913/14 til 1923/24 fra 27.9 til 114.8 Mill. Kr., d.v.s., de forøgedes i den her omhandlede Tid med rigeligt det Firedobbelte.

Jo, sandelig havde Systempartiernes Regering gjort deres

185

 til at bringe Folket og Samfundet, de producerende Erhverv, i Afhængighed af den passive Kapital. Stigningen var forfærdende. Og her ses endog bort fra Forøgelsen af den private Gæld under og efter Krigen.

Med den paa saa uforsvarlig Maade forcerede offentlige Gældsstiftelse er imidlertid endnu ikke Bunden naaet i det ejendommelige Sammenspil, der bestod mellem Ministeriet Neergaard og Emil Glückstadt. Selve Landmandsbankens Sammenbrud skulde senere afsløre andre meget værre skandaløse Forhold. Da viste det sig, at Venstre-Regeringen ikke blot havde forstaaet at give den internationale Højfinans et kraftigt udvidet Virkeomraade indenfor det danske Samfund, men at det samme Ministerium ogsaa paa anden Maade forstod at gøre det danske Folk tributpligtig overfor denne Højfinans. Da skulde Folket ikke blot bløde for de Tab, de indenlandske Storspekulanter som Glückstadt, Ringberg, Ballin, Dessau, Weimann, Plum, Rothenberg osv. osv. havde forvoldt Banken, men ogsaa for de Tab, der var forvoldt ved rent eksotiske Foretagender, under Ledelse af jødiske Banditter som Theo Kliatschko, Mayer Katz, Stöckle osv., og af talrige andre nævenyttige Storspekulanter i oversøiske Lande. Selve Rekonstruktionen af Landmandsbanken, som behandles nedenfor, er derved en Tragedie for sig.

 

e) Danmark 1914-24: et jødestyret Land!

Da Opgørelsens Dag kom, og Minister Neergaard maatte forsvare sit Maskepi med den jødiske Højfinans, sit forargelige underjordiske Sammenspil navnlig med Emil Glückstadt, da véd han ikke bedre end at forsvare sig med Henvisningen til, at jo ogsaa hans Forgænger i Embedet, Edvard Brandes, havde haft intim Tilknytning til Glückstadt, og at det var aldeles uberettiget at dømme om disse Forhold ud fra de sørgelige Kendsgerninger, som først var bleven bekendt i Retssagen mod

186

Glückstadt og i Bankkommissionens Betænkning. Han spørger sine ihærdige Angribere den 6. Febr. 1924 i Folketinget: »Hvem var Glückstadt?« Og han svarer: »Det var den Mand, som ved kongelig Resolution af 12. Marts 1920 - altsaa udstedt under det radikale Ministerium - havde faaet overdraget at føre den vigtigste finansielle Forhandling, som vi i lange Tider havde ført i Danmark, Forhandlingen med de allierede Magter angaaende Fastsættelsen af Erstatningssummen for Sønderjylland. Det var en Arv, jeg overtog fra min Forgænger.« Men, fortsætter Neergaard: »men trods alt, hvad der er sket siden hen, viger jeg ikke tilbage for at sige, at det var i denne Forbindelse en god Arv.- Glückstadts Stilling var den Gang saaledes, at han, hvad ogsaa alle, ikke mindst fra radikal Side, erkendte, var bedst egnet til at bringe et saadant Laan i Stand paa Grund af sine udstrakte internationale Forbindelser - han havde jo Sæde i Folkeforbundets internationale Komité - og paa Grund af de nære Forbindelser, han havde med de mest fremragende Finansfolk i Europa.«

Og saa giver Neergaard Oppositionen raat for usødet, sætter navnlig de Radikale paa Plads, som nu forsøger at skubbe Glückstadt over paa ham, medens dog deres egen Finansminister Evard Brandes til alle Tider havde vist adskillig mere Hengivenhed overfor sin store Frænde og Racefælle. Nu fremfører Neergaard Bevisligheder, der slaar igennem. Han bemærker bl.a.:

»»Det var noget, som alle den Gang var fuldkommen paa det rene med, og som ikke mindst ogsaa det radikale Parti og dets Finansminister var fuldkommen paa det rene med. Som der tidligere er erindret om, udtalte Finansminister Brandes i August 1922 - paa et Tidspunkt, da det havde vist sig, at Glückstadt var i den nedadgaaende Linie -:

»Jeg haaber, at De ikke lader Dem paavirke af ondsindede Bestræbelser, der kan tænkes rettet imod Dem. De skal altid erindre, at De er og bliver den ind-

187

 sigtsfuldeste, vidtskuende og eneste store Financier, Danmark ejer.«

Saa stærke Ord vilde jeg ikke have brugt; men paa det Omraade her, med Hensyn til Muligheden for og Dygtigheden til i en saare vanskelig international finansiel Situation at stifte et stort udenlandsk Laan, kan jeg sige, at dertil var han ubetinget den, der havde de bedste Betingelser….. Det var desuden en Mand, som under hele det radikale Ministeriums Tid var Regeringens uundværlige Støtte og Raadgiver i Finanssager, det fremgaar ganske tydeligt af det Afskedsbrev, Finansminister Brandes skrev til ham:

»Jeg føler imidlertid, at jeg maa slutte disse Linier med en sidste T ak for det Utal af Tjenester, hvormed De lettede en brydsom Vej for mig i 5-6 Aar. Jeg skylder Dem overmaade meget og mere, end jeg kan afbetale.««

Efter at have citeret disse Sætninger, erklærer Neergaard, at han paa ingen Maade i denne Anledning mener at maatte rette Bebrejdelser mod Brandes, men at han tværtimod mener, at det tjente Brandes til Ære, saa aabent at have udtalt sin Hjertens Mening, og »at han paa et Tidspunkt, hvor det begyndte at gaa ned ad Bakke for Glückstadt, fuldt ud og aabent erkendte, at han skyldte ham meget, og erkendte de fremragende Egenskaber, han havde ved Siden af det, der senere er blevet saa almindelig kendt, saa mange slette«. At Neergaard med denne sin Opfattelse ogsaa var i god Overensstemmelse med det radikale Partis Mænd, havde ved tidligere Lejlighed vist sig, bl. a. i en Tale, den fhv. Udenrigsminister Erik Scavenius holdt i Hjørring den 24. November 1922, hvor han ligeledes roste Glückstadts Indsats i de finansielle Forhandlinger vedrørende Overtagelsen af Nordslesvig, idet han bl.a. sagde: »Jeg føler mig overbevist om, at man trygt kan tiltræde de af Statsminister Neergaard, ved Beretningen om disse For-

188

 handlinger udtalte anerkendende Ord om den for Danmark gunstige Ordning, det var lykkedes Etatsraad Glückstadt at opnaa. «

Ved al denne Anerkendelse, der saaledes ydes Glückstadt, overses med Haardnakkethed de Konsekvenser, der knytter sig til Glückstadts og Brandes' Bestræbelser for at stabilisere den internationale jødiske Kapitalmagts Overherredømme over Samfundene, i dette Tilfælde over Danmark. Man forsøger at bortlede Opmærksomheden fra det jødiske Magtstræb, da man selv føler sig alfor stærkt bunden til denne Kapitalmagts Repræsentanter og, for at kunne berolige sin Samvittighed, ikke vil se det, som det er. Men det har selvfølgelig aldrig afholdt de fremmede Racefæller fra ufortrødent at forfølge deres Maal; de vilde jo have fornægtet deres Natur, hvis de ikke havde ført Kampen videre som »Vogtere af Helligdomme«. Glückstadt fuldbragte faktisk sin Mission, da han fremtvang de talrige udenlandske Laan og paaførte Danmark Landmandsbankkatastrofen, og han fuldførte dermed blot den Idé, som i sin Tid havde fundet digterisk Udtryk i Edvard Brandes' Nytaarsvers i »Politiken« faa Aar før Aarhundredskiftet. Dér rettedes allerede den Haan og Trusel mod det danske Folk, som senere under Ministeriet Neergaard skulde blive til Virkelighed; dér udtalte Brandes netop det, der af ham selv føltes som Racens Mission. Ordene lød:

 »Hvor meget de sig nu af Magten blærer,

  de falder dog engang som raadne Pærer.

   Vi lægger Øksen ved Træets Rod.

  Vor Hævn bliver gammel, men den bliver god.

  Vi haaber intet, vi venter kun;

  en Gang kommer vor Nytaarsstund.«

 Den kom. Og den jødiske Hævn blev god. Den kostede Samfundet de Hundrede Millioner Kroner, den skabte et overfor Kapitalen fuldkommen afmægtigt Folk. Dog, hvad der

189

 end gik tabt af materielle Værdier, - værre var det, at tillige de sande ideelle Værdier gik tabt, dem, der skaber et sjælelig sundt Folk, et virkelig nationalt Samfund. Det jødiske Regimente blev Landets Pest.

 
Controversy of Zion _resumé

Controversy of Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu