Efterskrift

 

Fra ”The Controversy of Zion” af Douglas Reed

Oversat af Knud Bjeld Eriksen

 

Hvis denne bog har noget dystert over sig skyldes det den grundlæggende karakter af selve den historie, den fortæller. Det er ikke  et spejlbillede på min egen sindstilstand. Jeg har skrevet med følelse: Det er følelsen hos en samtidigt levende, en deltager, et øjenvidne og en journalist, der er blevet forhindret i sin profession, som efter min opfattelse skulle bestå i at tjene sandheden uden frygt eller forudindtagethed, og ikke i at betjene særinteresser. Jeg har set mere end de fleste til vort århundredes begivenheder og de hemmelige perverteringer af nationale målsætninger, der finder sted, og jeg har via disse erfaringer opdaget, at det ikke alt sammen skete tilfældigt, men efter en plan. Jeg har derfor skrevet en protest. Det er imidlertid en protest imod undertrykkelsen af sandheden – ikke en protest imod livet.

Det er en samtidigs beretning om historie, der er i færd med at blive skabt. Efter min tid vil de historikere komme til, som ud fra stumperne, som de graver frem, vil fortælle historien i alle dens detaljer. Det kan sammenlignes med at bedømme et menneskes væsen ud fra fundet af dets skelet. De kan dog blive bekendt med ting, som endnu er skjult for mig, og de vil, frem for alt nå frem til, at det alt sammen var nødvendigt for at nå frem til den nuværende tingenes tilstand (der, når det drejer sig om historikere sædvanligvis er ret behagelig). Imellem de to slags beskrivelser ligger sandheden – et eller andet sted. Min andel i den er en levende protest fra en levende deltager.

Uden tvivl er alle disse ting væsentlige forudsætninger for det endelige formål, og om dettes natur har jeg ingen tvivl, men hændelserne var unødvendige da de fandt sted og dette er temaet i min protest. Det endelige, gode formål kunne være nået hurtigere uden dem, tror jeg. Jeg ved jo imidlertid, at alle disse ting ikke kan forstås af os dødelige, og jeg kan forestille mig, at disse tilbagevendende prøvelser under Guds styrelse er nødvendige for menneskesjælens endelige udfrielse. Under den selv samme styrelse må den troende protestere imod hændelserne, når de finder sted.

Jeg overlader i hvert fald den lidenskabsløse analyse til fremtidens skribent, hvis krop og sjæl ikke er involveret. Han kan tage mikroskopet frem, jeg må tage de levende begivenheder. Jeg er involveret. ”I historien synes kun den doktrinært nødvendige fortolkning at overleve” (sagde Lord Macaulay) ”da de ubekvemme og modstridende kendsgerninger glemmes eller ignoreres.” På dette punkt vil denne nulevende skribent klare frisag. Jeg har ikke ignoreret noget, der var mig bekendt, og jeg har præsenteret alt så sandfærdigt, som jeg har magtet. Jeg har fremstillet billedet af vort århundrede som det fremtrådte for en mand, der levede med i det, og som det blev skjult for offentlighedens masser, der kun fik serveret ”fortolkningen”, som passede til det, politikerne anså for at udgøre nødvendigheden.

Jeg vurderer, at en barbarisk overtro, der fødtes i oldtiden og blev opfostret gennem århundrederne af et halv-hemmeligt præsteskab, er vendt tilbage i vor tid for at plage os i form af en politisk bevægelse, der støttes af stor rigdom og en stærk magt, som er placeret i alle verdens store byer. Gennem de to fremgangsmåder, der er blevet benyttet, revolution nedefra og korruption af regeringer oppefra, er den nået langt i gennemførelsen af en fantastisk ambition om opnåelse af verdensherredømme, idet den har udnyttet de to værktøjer til at hidse nationer op imod hinanden.

 Jeg kan ikke antage at kunne dømme om, hvad der er ondt. Jeg ved kun, hvad jeg føler, er ondt. Måske tager jeg fejl. At tænke, noget er ondt, er selvopfyldende. Men jeg har under arbejdet med- og forberedelsen til denne bog - følt, at jeg levede med ondskaben. De kræfter, som er blevet projiceret ind i det 20. Århundrede, som kom de fra en eller anden dinosaurs hule, er decideret overtro. Jeg har haft en fornemmelse af at være i kontakt med menneskesind som hos Ezekiel, der i en barbarisk tidsalder tænkte barbariske tanker. Jeg fik en meget stærk oplevelse af et gensyn med sådanne tanker i vor egen tid, om end fra et geografisk område, der først for nylig blev løftet ud af barbarismen, da jeg læste en bog af Sir Arthur Grimble, ”Pattern of Islands”.

 Den handler om forfatterens oplevelser som britisk øvrighedsperson i det 20. Århundredes begyndelse på en fjern øgruppe i Stillehavet, Gilbertøerne, hvor de indfødte levede i en tilstand af middelalderlig overtro indtil 1892, da øerne blev et britisk protektorat. Jeg har fundet en uhyggelig lighed mellem forbandelserne i 5. Mosebog, som gør det ud for Loven i den zionistiske nationalisme, og nogle ord i en forbandelse, rettet mod en stegeovn, som de blev anvendt på disse øer før englænderne ankom. Troldmanden mumler, mens han nøgen og i mørket før daggry sidder på hug  foran sin fjendes ildsted og stikker i det med en pind: ”Du vanvidets ånd! du afføringens ånd! du ånd for at spise levende ting! du råddenskabens ånd! Jeg dolker hans mads ild, denne mand Naewas ild! Stød Vest for ham, du! Og stød Øst for ham, du! Ram som jeg dolker, ram ham med død! Kvæl ham, gør ham gal, vanær ham med råddenskab! Hans lever hæver og hæver. Den væltes rundt og rives i stykker! Hans indvolde hæver og hæver, de rives i stykker og fortæres! Han er sort gal! Han er død! Det er afsluttet! Han er død, død, død! Han rådner!”

 Sammenligningen mellem dette og mange passager i 5. Mosebog og Ezekiels Bog? er lærerig i denne tidsalder, hvor Talmud-Tora bliver påberåbt bogstaveligt som Loven, der påbyder gerninger som Deir Yasin-massakren. Oplysningen i Jewish Encyclopedia om, at Talmud underviser i den bogstavelige virkning af forbandelser, er også relevant. Sådanne passager træder altid frem for mit indre øje, når  politikere påberåber sig ”Det Gamle Testamente”. Hver gang tænker jeg på, om de mon har læst det og om de forstår forbindelsen mellem disse stykker overtro fra oldtiden og nutidens begivenheder, frembragt ved deres hjælp.

 I min bedømmelse har vi at gøre med en kraft, som er sluppet løs på verden i det 20. Århundrede, men hvis ledere tænker i sådanne overtroiske baner. Hvad kunne ellers Dr. Chaim Weizmanns sene, forpinte ord have hentydet til: ”…….Genopstandelsen af  det gamle onde i en ny og mere forfærdelig skikkelse”? Kun dette element af mørk overtro kan, efter min vurdering, forklare den frygt, som de jødiske masser giver efter for, når de overgiver sig til zionistisk nationalisme. De nåede næsten at blive befriet fra den i løbet af emancipationens århundrede, og ville i løbet af endnu halvtreds år være blevet involveret i menneskeheden, men er nu blevet trukket tilbage i frygtens greb. Atter følte jeg det, som læste jeg en beskrivelse af de ghettoiserede masser i de talmudiske områder, da jeg stødte på følgende omtale af tiden før protektoratet på Gilbertøerne:

”En mand, der havde tres generationer med rædsels-befængt tro hviskende i sit blod ……var et let bytte for døds-magien……generationer og atter generationer af troldmænd, som med viljen udbredte ondskab, og mennesker, der frygtede deres magt, havde levet deres liv på disse øer. Den opsparede rædsel, som boede i deres overbevisning, havde gennem tiden opnået en tyngde og skyggende virkning, en iboende mørk kraft, der hvilede over alting. Det var menneskenes tanker, endnu stærkere end spøgelser, som plagede menneskenes boliger. Man følte, at næsten alt kunne ske i den stemning.”

”Menneskets tanker, endnu stærkere end spøgelser, som plagede menneskenes boliger.” Disse ord forekom mig at passe på situationen for disse menneskemasser, som med mere end tres generationers påvirkning fra sådanne forestillinger hvilende på deres skuldre, ved slutningen af sidste århundrede (20. Årh., red.), begyndte at blive trukket bort fra dagslyset og ind i stammevæsenets dystre mørke.

 Atter forekom det mig, at den fejlslagne frigørelse, der havde været så nær ved at lykkes, blev beskrevet meget godt ved følgende ord, der kom fra en gammel kvinde fra Gilbertøerne, som huskede den tidligere tid: ”Lyt til stemmerne fra folket i deres hytter. Vi arbejder i fred, vi taler sammen i fred, for vredens tid er forbi…….. Hvor er livet i vore landsbyer dog skønt nu, da der ikke længere dræbes og der ikke længere er krig”. Disse ord minder igen stærkt om Jeremias' klagende længsel efter Israels forsvundne lykke (”din ungdoms venlighed, dine trolovelsers kærlighed”) i hans anklage mod ”det forræderiske Judæa”.

Den følelse jeg fik, alt imens jeg sporede denne gamle overtro og dens genfødsel som en politisk magt i vort århundrede var, som havde jeg kontakt med et levende, ondt væsen. Den destruktive revolution er, efter min opfattelse, en del af dette, og jeg kunne have skrevet fuldstændig som den amerikanske diplomat Frank Rounds, junior gjorde i sin dagbog for 1. Juledag 1951: ”I Moskva føler du, at ondskaben eksisterer som en ting, som et nærværende væsen”.

I denne 20. Århundrede-proces, som jeg føler har form af et ondt væsen, der følger os, er alle vi, som nu er i live, jøder såvel som ikke-jøder, involveret, og de fleste af os vil opleve processens afslutning. Med hensyn til denne udtalte Bernard J. Brown bekymret: ”Selvfølgelig må vi blive frygtet og efterhånden også hadet, hvis vi bliver ved med at opsuge alt, hvad Amerika tilbyder os, og alligevel afviser at bliver amerikanere, fuldstændig som vi altid har afvist at blive russere eller polakker.”

Denne udtalelse henvender sig til alle lande i Vesten, ikke kun til Amerika, men mr. Brown tog fejl. Det, han forudså, er noget, som talmudisterne ikke kan opnå. Had er noget, de har monopol på, og det er deres helt egen trosbekendelse. De kan ikke få kristne og ikke-jøder til at hade jøder. De hadefulde ting, Vesten har bedrevet i dette århundrede, skete på talmudisk tilskyndelse. Had og hævn er ikke medfødt hos vesterlændinge, og deres religion forbyder begge dele. Undervisningen i had, som del af en religion, kommer endnu kun fra de fundamentalistiske Tora-Talmudister i de revolutionære områder, i Palæstina og hvor de ellers har bygget rede i vestlige hovedstæder. Intet vestligt menneske ville tale som en zionistleder gjorde ved et jødisk møde i Johannesburg i maj 1953: ”Det udyr, der kaldes Tyskland, kan man ikke have tillid til. Tyskerne må aldrig få tilgivelse og jøderne må aldrig have nogen kontakt eller omgang med tyskerne.”

Sådan kan verden ikke leve, og af den grund må den tåbelige plan i sidste ende mislykkes. Det er dette kætteri, som Kristus´ lære frem for alt tilbageviste. Det er denne plan, som Vestens politiske ledere har ladet sig bruge til, siden Balfour for kun halvtreds år siden (i 1956, red.) begyndte at lade national politik være underlagt den.

Når det kommende klimaks er overstået, vil denne kætterske lære, der blev indpodet i Vesten fra de talmudiske centre i Rusland, forsvinde. Som forfatter tror jeg på, at den vil forsvinde des hurtigere og med des mindre ulykke for alle involverede, des mere de store folkemasser ved om, hvad der er gået for sig i disse halvtreds år.

_______________________

”For der er intet skjult, som ikke skal blive synligt, og intet gemt bort, som ikke skal blive kendt og komme frem i lyset.” (Lukas Evangeliet 8:17)

 Douglas Reed, 1956


Controversy of Zion _resumé

Controversy of Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu