|
af Knud Bjeld Eriksen
Hvad var det dog vores statsminister blev rodet ind i af den ”nærgående” presse 14 dage før valget. En forsidehistorie i Søndagsavisen (22.-23. Januar) gik ud på, at Anders Fogh Rasmussen nægtede at svare på journalisten, Morten Henriksen's spørgsmål om, hvor vidt han gik ind for kunstig befrugtning af lesbiske! Historien blev bragt med et kæmpe portrætbillede af statsministeren, hvor han tydeligvis skulle forestille at være oprørt, vred eller skræmt, og historien fortalte da også, at det skulle være forargeligt, at han meget bestemt afviste at svare på spørgsmålet, selv om journalisten ihærdigt forsøgte igen og igen med en henvisning til, at Fogh skulle have ment noget om den sag tilbage i 1997. Men hvorfor var statsministeren da så tilbageholdende? Var det ikke et godt og vigtigt spørgsmål? Var det ikke lige så betydningsfuldt som et spørgsmål om, hvordan i alverden statsministeren havde tænkt sig at undgå, at titusinder – hundredtusinder af danskere - ville blive arbejdsløse fremover i den globaliserede konkurrence med lande, hvor de skulle konkurrere med slavelønninger. Eller hvorfor Danmark skulle forsvares i Irak, på baggrund af en løgnehistorie om masseødelæggelsesvåben og al Qaeda? Eller hvorfor statsministeren ikke startede en massiv hjemsendelse af fremmede, nu da alle bortforklaringer om deres overkriminalitet og forbrug af bistandskroner samt manglende integrationsønsker var blevet helt tydelige? Eller hvorfor han ikke kom i gang med at opsige nogle af de internationale konventioner, som er ødelæggende og opløsende for Danmark? Eller hvordan syge og svage danskere kunne få lidt af hans opmærksomhed og nogle bevillinger? Nå, måske kunne en almindelig, ædru dansker se en forskel på emnernes betydning. Men lige den type menneske er vist ikke rigtig stærkt repræsenteret, hverken i pressen, TV, radio, eller for den sags skyld andre i kommunikationsindustrien: film, teater, musik, kunst – eller deres ”eksperter”, Mediemennesker og ”kulturelite” ser ud til at have et vist antal yndlingsemner, som vi alle skal høre om dag og nat, hvorimod andre oplysninger er bandlyste, uanset om de omhandler krig, forbrydervælde eller et helt folks beståen. Et af mediemenneskenes yndlingsemner er jo sex. Ikke sådan almindelig husmandssex. Og ikke kun i privaten. Næ, bøsser og lesbiske skal vi høre om. Og de skal have flere rettigheder. Og de er interessante. De skal anvendes i TV. Ses. Vises frem. De er nemlig en undertrykt minoritet. Og minoriteter er per definition interessante. Analsex i nærbilleder er almindeligt på nogle TV-programmer. Og analsex må vi belæres om og vænnes til. Amerikansk plat-TV og danske efterligninger fylder skærmen dag og nat. Sex er ofte indlagt. Som når en ”Robinsonbabe” skal studeres med nærbillede af kavalergangen. Blot et eksempel blandt uendeligt mange. Vitterligt sjove og populære programmer, som ”Langt fra Las Vegas” er fokuseret på bøssesex, lokumsex, og porno, både i indhold og ved deres rollebesætning med en kendt bøsse, Klaus Bondam, der ser ud til at spille sig selv, og en kendt pornostjerne, Katja Kean, der bare ligesom ser ud til at skulle være der, fordi hun altså kan det dér frække. I går startede "De fantastiske 5", et program, der skal glorificere bøsser. Måske er det kun hyggeligt og naturligt at vi får set nogle flere bøsser og lesbiske og får lidt flere artikler om deres særlige problemer og alt for få rettigheder? Er det ikke ligefrem gavnligt og opdragende, at vi vænner os til dem i TV-billedet, lige som med de farvede TV-værter? Og er det ikke kun naturligt at vores statsminister skal hjælpe den spændende sag lidt mere op til et folketingsvalg? Det syntes journalisten nok bare. Ja, men så lad os da gå med på spøgen og kigge lidt dybere på den sag. Den kan faktisk have vældig betydning ud over at tilfredsstille nogle bøsser. Historien havde fanget min interesse, fordi jeg huskede noget, jeg også havde læst i samme avis for et års tid siden. Det blev sagt i et interview med statsministeren for næsten nøjagtig ét år siden. (Søndagsavisen 10.-11. januar 2004) Journalisten viste sig at være den samme, en Morten Henriksen. Statsministerens udtalelse den gang lød: ”Jeg har vanskeligt ved at tro, at Vorherre skulle have et mere anstrengt forhold til bøsser og lesbiske end til alle andre”, og ”..som medlem af folkekirken har jeg det synspunkt, at det ville være det rigtige… (homoseksuelle bryllupper i kirken) . Hvad spørgsmålet var, kommer ikke frem i artiklen. Kunne der ligge noget mere i den sag, når han sådan vendte tilbage til emnet. Noget, journalisten vidste og ikke fortalte? Noget, danskerne burde vide om den mand, de har som statsminister, og som de nu igen blev bedt om at stemme på? Var det ikke kun et yndlingsemne for journalisten, men også for statsministeren? For der var jo sket mere omkring det emne. Havde statsministeren en særlig forkærlighed for bøsser og lesbiske, burde han naturligvis tydeligt have fortalt om det. Det har han ikke gjort. Men han lod sig dog med et stort smil hylde som ”Årets Laks” i 2004 – en pris fra de homoseksuelle, der skyldtes, at han ”som privatmand” den gang i januar sidste år mente, at homoseksuelle skulle kunne blive gift i kirken. At statsministeren mente det, var der måske ikke noget specielt mærkeligt ved. Men bemærkningen virkede alligevel meget malplaceret i interviewet, hvor det slet ikke blev antydet, hvordan samtalen dog kom ind på på det emne. Statsministerens udtalelse blev så hovedemnet i en artikel med overskriften: ”Ja til bøsser og lesbiske i kirken”, og den startede sådan: ”Statsministeren går ind for, at bøsser og lesbiske skal kunne gifte sig i kirken” og videre: ”Til de brusende toner af organistens orgel, der istemmer bryllupsmarchen, skal homoseksuelle par kunne forlade kirken som rette ægtefolk. Det mener i hvert fald statsminister Anders Fogh Rasmussen, V.” Interviewet skulle efter egen tekst dreje sig om, ”hvad der kan gøre ham glad og vred”, og journalisten fortalte, at ”han har skænket kaffe op og indvilget (sic) i at fjerne lidt af den fogh'ske facade. Den Fogh, der nu har været danskernes statsleder i mere end to år…”. Det, der kunne gøre ham vred, var løgn: ”Sådan rigtig vred kan jeg blive, når nogen mod bedre vidende prøver at klare sig igennem på løgne…” ”Bange? Statsminister Anders Fogh Rasmussen gentager det sidste ord i spørgsmålet. Gisper lidt og kigger op i loftet. Lader øjnene fokusere på et ikke definérbart sted på det smukke stukloft i sit enorme hjørnekontor i Statsministeriet. Starter så svaret let hakkende, inden han senere får sat tempo på. 'Jeg kan vel blive bange ligesom alle andre, men det er nu ikke noget, som jeg går og tænker over i det daglige …' ..” Sådan lød indledningen til artiklen inde i bladet. Statsministeren så strålende glad ud på to billeder, ét på forsiden og ét ved artiklen længere inde i bladet. Meget forskellig fra det mere end tre gange så store billede et år senere, da journalist Henriksen besøgte ham igen og ville snakke homosex igen. Journalisten, der bragte Fogh i denne situation, gjorde ikke livet lettere for ham, skulle man mene. Han hed altså Henriksen, Hans udgiver R. Bunch, og redaktionschefen Gitte Schwartz. Da jeg undersøgte den seneste oplysning om, at Anders Fogh Rasmussen skulle have sagt noget om lesbiskes befrugtning i 1997, fandt jeg en artikel fra Ekstra Bladet 22.6.1997, hvor journalisten hed Pedro. Det måtte være journalist Henriksens kilde, og det interessante var, at begge hans ”homo-spørgsmål” til Fogh med ét års mellemrum allerede var blevet stillet, nøjagtigt enslydende, af Pedro i artiklen fra '97. Og begge var blevet besvaret af Fogh. Det om bøssebryllupper på samme måde som til Henriksen. Den gang var anledningen, at journalisten ville have uddybet, hvilket samfund Fogh ønskede sig, når han talte om minimalstaten. Der havde altså slet ikke været grund til at spørge igen, med mindre Henriksen havde håbet på mere. Men hvorfor skulle han tro, at Fogh ville være mere åbenmundet som statsminister og endda efter at det var blevet kendt, at han var gået bort fra et helt liberalistisk samfund, hvor alle kunne gøre som det passede dem, til et mere ”socialdemokratisk”. I hvert fald var Foghs svar det samme og derfor i sig selv ikke noget uventet eller nogen sensation. Men Morten Henriksens artikel blev straks fulgt op af den øvrige presse. F.eks. allerede 11. januar 2004 – samme søndag - af ”Ekstra Bladet” med overskriften ”Fogh: Ja til homo-bryllup i kirken”. Journalisterne Jan Kjærgaard, Gisle Thorsen og Sverre Quist spurgte adskillige homoseksuelle, der så godt som alle var henrykte, men sagde, at nu måtte Fogh føre sin mening ud i livet. Ekstra Bladets leder gennemgik i øvrigt samme dag Foghs ”hele løgne og halve sandheder” og sagde, at ”Tanken falder uvægerligt på George Orwell og hans new speak”. Den sagde også, at ”Vor statsminister, Venstres formand Anders Fogh Rasmussen, har et fleksibelt forhold til sandheden. Tydeligst og mest alvorligt demonstreret i forbindelse med begrundelsen for den danske deltagelse i Irak-krigen. Den blev gennemhullet af journalister fra Information og Ekstra Bladet, hvilket indbragte dem årets Cavling-pris.” Lederen nævnte så tilblivelsen af statsministerens nytårstale: ”I den mere barokke ende af rækken med hele løgne og halve sandheder finder vi den barokke historie om tilblivelsen af statsministerens nytårstale…” og den sluttede: ”Løgne vil før eller siden blive afsløret. Sandheden er derimod langtidsholdbar”. Morten Henriksen fra Søndagsavisen blev altså modtaget igen til et nyt interview præcis ét år efter, at han havde forårsaget alt dette postyr. Det kan godt undre én lidt. Og at han straks gik til de homoseksuelles sag igen, må undre endnu mere. Men nu blev Fogh vred, bange, eller hvad det nu var, billedet og teksten skulle vise. Nu havde Fogh måske besindet sig på, at situationen var en anden end i '97. Kunne en statsminister overhovedet udtale sig ”som privatmand” om et så væsentligt emne, uden at det ville få konsekvenser for hans politik. Uden, at han bevidst eller ved manglende omtanke ”lod sig udsætte for pression”? Mange meningsdannere – ivrigt trukket frem af pressen – mente i hvert fald, at han burde følge sin mening op med praktisk politik. Spørgsmålet blev dyrket entusiastisk af pressen, og førte – meget forudsigeligt – snart frem til en stor intern diskussion blandt præster og biskopper. Snart lød en af ”eliten”s gamle kæpheste tydeligere og tydeligere, og oftere og oftere fra pressen og dertil indrettede ”eksperter”. Kirke og stat skulle adskilles. Godt for minoriteterne. Godt for ”Politiken”, som ikke forspildte muligheden for at få et af sine yndlingsmål fulgt op. Snart kom også Socialdemokratiets Mogens Lykketoft på banen for at overbyde Fogh med velvillighed over for de homoseksuelles bryllupsønsker. Det gav medie-velvilje, regnede han nok med. Det modsatte synspunkt ved enhver, ville have givet ham dårlig presse. Den havde han rigeligt af i forvejen, efter egen mening. I dag er spørgsmålet om homoseksuelle vielser tæt på at sprænge Folkekirken. Var det dét, statsministeren ville? Formentlig ikke. Hverken som statsminister eller som medlem af Folkekirken. Men hvad en statsminister siger, gør og er, har selvfølgelig stor betydning. Han kan naturligvis ikke udtale sig privat, som han gjorde, uden at det får betydning for danskerne og Danmark. Og medierne véd altid at anvende en statsministers gøren og laden. Og folk i- og bag medierne får mulighed for at fremme eventuelle skjulte dagsordener. Det er almindelig viden. En langt værre situation opstår dog, hvis en højtstående person ligger inde med hemmeligheder, som gør, at han kan presses, direkte eller indirekte, til at lystre medier, som ellers kan true med afsløring. En sådan situation ville eksistere, dersom statsministeren – blot som et tankeeksperiment – selv var bøsse eller biseksuel, og havde holdt det hemmeligt eller endog "løjet" om det. Danskerne ville nemlig, med stor sandsynlighed, straffe ham ved ikke at vælge ham. Både fordi de endnu ikke er tilstrækkeligt vænnet til sådan én i statsministerstolen, men også fordi statsministeren i så fald havde ”løjet” om et emne, der har alles interesse, og som nu var blevet til vigtig politik. Ifølge Ekstra Bladet den 1.2.2005 havde en meningsmåling vist, at danske kvinder foretrak Fogh for Lykketoft, for han var ”mest sexet” målt på 20 punkter. ”Kvinderne har stemt”, hed det. Men hvad ville alle disse kvinder mon stemme, hvis det blev oplyst, at statsministeren var bøsse? En favorisering af bøsser og lesbiske med denne baggrund ville være svindel, lige som den gang en sundhedsminister favoriserede homoseksuelle. Så skulle en statsminister straks være stået frem og vedstået homoseksualitet, lige som den socialdemokratiske Torben Lund gjorde. Nogle mærkelige omstændigheder omkring denne historie havde fortjent en vågen presses opmærksomhed og undersøgelse. Specielt når sagen: ”homoseksuelles bryllup” havde fået så stor en omtale og betydning. Det er jo ikke sådan, at pressen er uinteresseret i den slags i almindelighed, hverken herhjemme eller i det store udland. Den mediestorm, der satte pres på daværende Præsident Clinton i Monica Lewinsky-sagen kan tjene som eksempel på, hvad pressen kan udsætte en regeringsleder for, hvis den ønsker. Det var en magtdemonstration. Havde "pressen" en sådan viden havde den kunnet sikre valg for Lykketoft ved at afsløre den. Lykketoft fik i stedet den berygtede "dårlige presse" om at være umulig og fortid. Pressen valgte Fogh. Kunne det virkelig tænkes, at ingen blandt den talstærke danske presses medlemmer havde lagt mærke til, at statsministerens udtalelse om bøsse-vielserne faldt i et interview et par dage efter en historie i Se og Hør (8.-14. januar 2004) med overskriften ”Afsløring – Foghs hemmelige ven”. Det var statsministerens hemmelige ven gennem ti år, en polsk læge ved navn Marek Stawowy, der pludselig stod frem. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre, at pressen ikke havde kendt til sådan én i ti år. I de fem seneste år havde han boet i Danmark, hjulpet hertil af Fogh. Historien fortæller bl.a., ”i dag er Marek, som er læge og ugift, uden konkurrence den ven, Fogh taler mest med og ser mest. Og de to venner holder ofte ferie sammen – undertiden også uden Foghs familie”. Han er hjulpet til et job som læge i Århus af Fogh, og ”Når Anders Fogh Rasmussen har møder i den jyske hovedstad, er Marek altid plottet ind i kalenderen ….” Artiklen havde overskriften: ”Anders er min ven” og den startede således: ”Rygterne har svirret om statsministerens 'polske lægeven', men Fogh har aldrig haft lyst til at fortælle om ham. For første gang står lægen nu selv frem og beretter om det meget nære venskab” og artiklen fortsatte: ”Anders Fogh Rasmussen har en særlig god ven, som han i de ti år, de har kendt hinanden, har holdt uden for offentlighedens søgelys. En ven, statsministeren aldrig selv har gjort et stort nummer ud af at fortælle om, men tværtimod har undladt at nævne, når han har omtalt sine nærmeste venner…..” Journalisten bag historien hed Birgit Eskholm, og redaktøren var interessant nok den Henrik Qvortrup, der havde været en af Foghs allernærmeste medarbejdere tidligere, som dennes presserådgiver. I en artikel fra Ritzau , 31.1.2002, sagde Qvortrup, i forbindelse med, at han var ved at udgive en bog om Fogh, at han forventede, at der kom ”en eller to nyheder”, men at ”der er grænser for, hvor tæt på jeg kan gå. Derfor vil jeg ikke referere private samtaler” – Birthe Rønn Hornbech (V) sagde i denne artikel, ”at det bekræfter hendes modvilje mod spindoktorer generelt – og mod Henrik Qvortrup i særdeleshed: 'Jeg har altid troet, at Henrik Qvortrup blev ansat for at kunne skrive om Venstres inderste cirkler. Jeg har aldrig haft tillid til den mand', siger hun.” Den gode polske lægeven havde indtil denne artikel ikke været omtalt, heller ikke i biografier af Anders Fogh Rasmussen. Nu kom han så med i den seneste, af Lene Sofie Kragh. Og nu blev han så trukket frem i denne vinter af statsministeren som et eksempel til efterfølgelse, hvor vi alle på samme måde skulle hjælpe en indvandrer. Jeg følte, at oplysningerne i Se & Hør -artiklen lød underlige, da jeg læste dem, men jeg følte det meget underligt, da jeg et par dage senere kunne læse om statsministerens anbefaling af homoseksuelle bryllupper uden nogen som helst tydelig anledning i øvrigt. Kunne der være en forbindelse? Havde journalist Henriksen set/hørt om journalist Eskholms historie, og ment på den baggrund at skulle lufte den gamle 97-historie? Var det et helt tilfældigt sammentræf, og fandt jeg mærkværdigheder, hvor der ingen var? Efter flere gennemlæsninger kunne jeg ikke nå frem til andet end, at en fordomsfri, men opmærksom læsning kun kunne føre til, at det var en besynderlig historie og et besynderligt sammentræf. Skulle en vågen presse ikke gå i dybden med sådan et besynderligt sammentræf? Det mener jeg afgjort. Ikke fordi jeg ikke kan unde Anders Fogh Rasmussen et privatliv, men han har valgt at blive statsminister, og så tæller hvert et lille grynt enormt. Det må han vide og acceptere. Det ved pressen og det bør pressen, som den demokratiets vagthund, den påstår at være, tage alvorligt. Ekstra Bladet og Information afslørede (i øvrigt som de eneste danske medier) hele og halve løgne i statsministerens begrundelser for at føre Danmark i krig på den anden side af kloden. Statsministeren måtte i 1990 gå af på grund af uregelmæssigheder i bogføringen, da han sidste gang var minister. Statsministerens familieliv havde været meget usædvanligt, idet han i énogtyve år var weekend-mand og –far til kone og tre børn, der måtte bo alene hjemme i Nordjylland, mens han tilbragte ugen i København og andre steder. Om dette forklarede fru Anne-Mette på en journalists spørgsmål, da familien omsider flyttede sammen i Nærum i sommeren 1999, således: Journalisten: ”Er det ikke den omvendte verden, at I nu samler familien, når børnene er voksne – hvorfor er I ikke flyttet nærmere København for længst, så I kunne være sammen i ugens løb, sådan som I gør nu?” Anne-Mette Fogh : - ”Nu var det ikke lige den kreds, han havde … sådan kan man jo altid sige. Det har været stabilt på den måde, at jeg passede det herhjemme. Hvis jeg skulle have været ude ad døren hver dag, havde det ikke været godt” ( Ekstra Bladet 26.9.1999). Ikke umiddelbart et klart og oplysende svar på det spørgsmål, forekommer det mig. Der fandtes altså flere besynderligheder som grund til at undersøge denne bøsse-støtte nærmere. (endnu én var en oplysning i Ekstra Bladet 28.11.2002 om, at ”Lomborg kontaktede Fogh. - I folketingssalen nægtede statsministeren at tage æren for, at hans ven Bjørn Lomborg har fået 20 mio. ekstra – men han indrømmer over for Ekstra Bladet”. Denne ven er bøsse). Men den allerbedste grund var og er, at en statsminister ikke må kunne bringes i en situation, hvor han i større eller mindre grad tjener andre end danskernes sag. Hvis en statsminister kan påvirkes, presses, eller ligefrem afpresses på grund af en usigelig hemmelighed, har demokratiet et meget alvorligt problem. Så kan både udenrigspolitik og indenrigspolitik blive forvrænget ved at tjene særinteresser. Alene derfor burde en sådan mulighed, ligegyldigt hvor utænkelig og ubehagelig den måtte forekomme - forfølges af ansvarlige medier. Det blev den ikke. Knud Bjeld Eriksen, 16. februar 2005 |