|
Hvem regerer Amerika?'
De fremmedes greb om vore nyheds- og underholdningsmedier må brydes
Af National Vanguards bog- og fakta afdeling. P.O. Box 330, Hillsboro, West Virginia 24946, USA
Der findes i dag ingen større magt i verden end den, som udøves af de, der manipulerer den offentlige mening i Amerika. Ingen af fortidens konger, paver, krigsherrer eller ypperstepræster kom blot tilnærmelsesvis i nærheden af den magt som udøves af de få dusin mennesker, der kontrollerer Amerikas massemedier for nyheder og underholdning. Deres magt er ikke fjern eller upersonlig. Den trænger ind i hvert eneste hjem i Amerika, og den virker døgnet rundt. Det er den magt, som skaber og former tankerne hos så godt som hver eneste samfundsborger, ung eller gammel, rig eller fattig, ubelæst eller belæst. Massemedierne skaber vort billede af verden for os og fortæller os derefter, hvad vi skal tænke om dette billede. I det store og hele er alt, hvad vi ved - eller tror, vi ved - om begivenheder uden for vort nærområde eller bekendtskabskreds, kommet til os gennem vores daglige avis, vores ugentlige nyhedsmagasin, vores radio eller fjernsyn. Det er ikke kun den hårdhændede undertrykkelse af visse nyheder i aviserne eller den åbenlyse propaganda i historie-forvanskende "doku-dramaer" i TV, der karakteriserer medieherskernes teknikker til menings-manipulation. De arbejder både med grundighed og subtilitet i deres styring af nyhederne og den underholdning, de viser os. For eksempel ved den måde, nyhederne dækkes. Hvilke emner, der trækkes frem, og hvilke, der dysses ned. Journalistens valg af ord, hans stemme og ansigtsudtryk. Overskrifternes ordlyd, valget af illustrationer - alle disse ting påvirker ubevidst, og dog gennemgribende, den måde hvorpå vi tolker det, vi ser eller hører. Desuden fjerner journalisten eller redaktøren enhver resterende tvivl i vort sind om, nøjagtigt hvad vi skal mene om det alt sammen. Ved at benytte møjsommeligt udviklede psykologiske teknikker, styrer de vores tanker og meninger sådan, at vi kan være i overensstemmelse med dem, der er "in", de "smukke" og de "rige". De lader os forstå ganske nøje, hvad vores indstilling bør være til forskellige typer mennesker og adfærd ved at placere disse mennesker og denne adfærd i handlingen på en sæbeopera eller en komedieserie på TV og så lade andre optrædende reagere politisk korrekt på dem. At forme amerikanernes tanker Eksempelvis vil de andre medvirkende respektere, holde af og se op til et raceblandet par, en sort akademiker eller forretningsmand med initiativ, en følsom og talentfuld homoseksuel, eller en fattig, men ærlig og hårdtarbejdende illegal indvandrer fra Mexico. En hvid racist, derimod - det vil sige enhver racebevidst hvid person, der ser misbilligende på raceblanding eller på den hastigt formørkede racemæssige situation i Amerika - bliver i bedste fald portrætteret som en foragtelig snæversynet person, som hånes af de andre medvirkende, eller i værste fald som en farlig psykopat, der er fascineret af skydevåben, og som er til fare for alle lovlydige borgere. Den hvide, racistiske "skyde-galning", er rent faktisk blevet en velkendt stereotyp på TV shows. Gennnemsnits-amerikaneren, hvis TV-kiggeri optager en så usund stor del af livet, skelner kun med besvær mellem disse opdigtede situationer og det virkelige liv, hvis han i det hele taget magter at skelne. Han reagerer på de TV-optrædendes handlinger, udtalelser og indstillinger på stort set samme måde som han reagerer på sine bekendte i det virkelige liv. For alt for mange amerikanere er den virkelige verden blevet erstattet af TV-verdenens falske virkelighed, og det er denne falske virkelighed, hans trang til at tilpasse sig retter sig imod. Når derfor en TV-manuskriptforfatter gennem de skuespillere, han skriver roller for, udtrykker anerkendelse af visse idéer og handlinger, og modvilje mod andre, udøver han et stærkt tryk på millioner af seere i retning af en tilpasning til hans synspunkter. Og som det er tilfældet for TV-underholdning, gælder det også nyhederne, hvad enten det drejer sig om TV eller de trykte. Det lumske ved denne form for tankekontrol er, at selv når vi er bevidste om, at underholdningen eller nyhederne har slagside, er medieherskerne i stand til at manipulere de fleste af os. Dette skyldes, at de ikke kun fordrejer det, de viser, men etablerer stiltiende grænser og grundregler for det tilladelige spektrum af meninger. Tag som et eksempel mediebehandlingen af nyhederne fra Mellemøsten. Nogle redaktører og kommentatorer er slavisk pro-Israel i hver eneste af deres ytringer, mens andre virker næsten neutrale. Ingen tør, derimod, foreslå, at USA´s regering støtter den forkerte side i den arabisk-jødiske konflikt, og at det snarere tjente jødiske interesser, frem for amerikanske, at sende USA´s tropper ned for at sønderlemme Irak, Israels vigtigste rival i Mellemøsten. Sådan etableres et spektrum af tilladelig opinion, fra pro-Israel til næsten neutral. Et andet eksempel er behandlingen af racespørgsmål i De Forenede Stater. Nogle kommentatorer virker næsten køligt objektive når de bringer nyheder om racekonflikt, mens andre er følelsesmæssigt partiske - med partiskheden altid på den ikke-hvide side. Alle medie-talsmændene, uden undtagelse, indtager imidlertid det standpunkt, at "multikulturalisme" og raceblanding er kommet for at blive, og at det er gode ting. Men fordi der er grader til forskel, er de fleste amerikanere ikke i stand til at opdage, at de bliver manipuleret. Selv borgeren, der beklager sig over "styrede nyheder" falder i den fælde at tro, at han, fordi han bliver præsenteret for et tilsyneladende spektrum af meninger, kan undslippe tankekontrollørernes påvirkning ved at tro på den redaktør eller kommentator, han udvælger. Det er en situation, hvor der gælder "krone, jeg vinder - plat, du taber". Hvert eneste punkt på den tilladte skala for offentlig mening er acceptabel for medieherskerne - og ingen utilladelig kendsgerning eller utilladeligt synspunkt får tilstået nogen som helst plads til offentliggørelse, hvis de kan forhindre det. Kontrollen over de meningsdannende medier er næsten monolitisk. Alle de kontrollerede medier - fjernsyn, radio, aviser, blade, bøger, film - taler med nøjagtig samme stemme, idet hver enkelt understøtter de andre. Trods den tilsyneladende variation, findes der ikke nogen virkelig forskel, ingen alternativ kilde til nyheder eller idéer, som er tilgængelig for det store flertal af mennesker, og som kunne give dem mulighed for at danne meninger på tværs af medieherskernes. De bliver præsenteret for et enerådende syn på verden - en verden, hvori hver eneste stemme deklarerer racernes lighed, den jødiske "Holocaust"-fortælling som den skinbarlige sandhed, ondskaben i at stemme op for flodbølgen af ikke-hvide fremmede, der strømmer over vore grænser, faren ved at tillade borgere at besidde og bære våben, den moralske ligeværdighed af alle seksuelle orienteringer, og ønskværdigheden af et "pluralistisk", kosmopolitisk samfund, frem for et homogent, hvidt samfund. Det er et verdenssyn, der er konstrueret af medieherskerne til at gavne deres egne formål - og det pres, der sættes bag det er overvældende. Folk tilpasser deres meninger til det, stemmer i overensstemmelse med det og indretter deres tilværelse så den passer til det. Og hvem er disse magt-fuldkomne herskere over medierne? Som vi skal se, er de for en meget stor dels vedkommende jøder. Det er ikke kun et spørgsmål om, at medierne kontrolleres af profit-sultne kapitalister, hvor nogle tilfældigvis er jøder. Var det tilfældet, ville medieherskernes etniske tilhørsforhold, i det mindste nogenlunde, svare til forholdet imellem rige ikke-jøder og rige jøder. Trods nogle få iøjnefaldende undtagelser, er overvægten af jøder i medierne så overvældende, at vi er nødsagede til at antage, at den må skyldes noget mere end blot tilfældighed. Elektroniske medier og underholdningsmedier Statens igangværende deregulering af telekommunikations-industrien har ikke medført den påståede øgede konkurrence, men tværtimod en accelererende bølge af virksomhedssammenlægninger og overtagelser, som har skabt en håndfuld multi-milliard mediekonglomerater. Det største af disse konglomerater har i hastig takt vokset sig endnu større ved at opsluge sine konkurrenter, idet den næsten tredoblede sin størrelse i løbet af 1990´erne. Når som helst du ser fjernsyn, uanset om det er fra en lokal station eller via kabel eller satellit. Uanset om du ser en spillefilm i biografen eller hjemme - når som helst du lytter til musik i radioen eller noget, du har optaget - når som helst du læser en avis, en bog eller et blad - er det meget sandsynligt, at den underholdning eller information, du modtager, blev produceret og/eller udsendt af et af disse mega-medieselskaber. AOL-TW Det største medie-konglomerat i dag er AOL-Time Warner, som blev skabt, da America Online købte Time Warner for 160 milliarder dollar i 2000. Sammenlægningen førte Steve Chase, en ikke-jøde sammen med Gerald Levin, en jøde, som henholdsvis bestyrelsesformand og administrerende direktør. En kort beskrivelse af selskabets historie er her på sin plads. De fire Warner-brødre grundlagde deres filmselskab i 1907 og fik deres første større succes ti år senere, med "My 4 Years in Germany". WB blev børsregistreret (incorporated) i 1923 og gik videre til tegnefilmsucces´er som Porky Pig og Bugs Bunny. I 1944 afgjorde en domstol, at WB måtte slippe Olivia de Havilland efter hendes syv-årige kontrakt . Denne afgørelse forhindrede, at et enkelt selskab kunne kontrollere en pulje af kreativt talent, men den forhindrede ikke jøderne i at kontrollere hele industrien, som disse talenter var tvunget til at arbejde for. I 1948 solgte WB sine filmtitler til MGM. I 1949 tvang en anden dom WB til at sælge sin biograf-kæde, hvilket lagde forhindringer for, at et enkelt produktionsselskab kunne styre filmindustrien fra producent til forbruger, men dommen forhindrede ikke at dette skete gennem etnisk sammenhold. I 1958 dannede WB Warner Brothers Records, der senere skiftede navn til WEA. I 1968 solgte Jack Warner sine aktier til Seven Arts, medens DC og All-American Comics blev købt af Kinney National Services (et bedemands-selskab (konglomerat)). Kinney købte derefter et talentspejder-agentur, derefter igen Warner-Seven Arts for at blive til Warner Communications. Warner Communications købte i 1970 Elektra Records. Time købte HBO af Charles Dolan i 1972. Ted Turner trådte for alvor ind på mediescenen i 1976, da hans TV-station, WTCG (Atlanta) blev optaget på USA´s kabelnetværk. I 1979 blev Turner Communications Group til Turner Broadcasting System (TBS). Det følgende år blev hans CNN verdens første 24-timers netværk med kun nyheder. Turner forsøgte at købe CBS i 1985, men blev blokeret i dette, da Lawrence Tisch, en jøde, købte 25% af aktierne. I stedet købte Turner MGM´s beholdning af film (1986). Han solgte sit selskab til Time Warner i 1996, men forblev nr. 3 i det sammenlagte selskab. Fire år senere blev han dog fyret af Gerald Levin, som derefter overlod kontrollen med TBS, først til en ikke-jøde, Robert Pittmann, og kort efter til en jøde, Walter Isaacson, der var kommet fra Time Inc. Siden maj 2002 har den administrerende direktør for det samlede AOL-TW været Richard Parsons ( i artiklen beskrevet som "Levins yndlings-mulat gennem lang tid", red.). Før sammenlægningen i 2000 var AOL Amerikas største internetudbyder, og den bruges nu som platform for Time Warners jødiske indhold. Time Warner var, med et overskud i 1997 på over 13 milliarder dollar, den næststørste af de internationale mediegiganter, da den blev købt af AOL. Det er AOL, der har optaget TW økonomisk, men ideologisk er det omvendt. Time Warners datterselskab HBO er Amerikas største kabelnetværk for betalings-TV. Indtil Edgar Bronfman, jr. i 1998 købte PolyGram, var Warner Music Amerikas største musikselskab, med 50 afdelinger, hvoraf den største er Warner Brothers Records (WEA). Warner Music var tidligt i gang med at opreklamere "gangsta rap". Gennem selskabets engagement i Interscope Records (før dette blev købt af MCA) hjalp det til med at gøre en genre, hvis grafiske lyrik udtrykkeligt opfordrer sorte til vold mod hvide, populær. AOL-TW´s udgivelser omfatter Time-Life International Books, Time-Life Education, Time-Life Music, Time-Life Audio Books, Book-of-the-Month Club, (både voksen- og børneafdelinger), Paperback Book Club, History Book Club, Money Book Club, HomeStyle Books, Crafter´s Choice, One Spirit, Little Brown, Bulfinch Press, Back Bay Books, Warner Books, Warner Vision, The Mysterious Press, Warner Aspect, Warner Treasures, Oxmoor House, Leisure Arts, Sunset Books og TV Kids. AOL-TW ejer bl.a. følgende kabel- og satellit-selskaber: Cinemax, Time Warner Sports, HBO (7 amerikanske- og 6 internationale underafdelinger), CNN (10 afdelinger verden rundt), Time Warner Cable, Road Runner, Time Warner Communications (hovedsagelig et telefonselskab), New York City Cable Group, New York 1 (en slags CNN med nyheder udelukkende vedrørende New York City-området, Time Warner Home Theater, Time Warner Security (video-overvågning), Court-TV (ejerskabet deles med Liberty Media), Comedy Central (ejerskabet deles med Viacom) og Kablevision (Ungarn). AOL-TW ejer følgende TV- og filmselskaber: Warner Brothers, WB studios, WB Television (Productions, Animations og Network), Hanna-Barbara Cartoons, Telepictures Production, Witt-Thomas Productions, Castle Rock Entertainment, Warner Home Video, WB Domestic Pay-TV, WB Domestic TV Distribution, WB International TV Distribution, The Warner Channel, (separate selskaber for Latinamerika, Asien-Stillehavsområdet, Australien og Tyskland), og WB WB International Theaters i 12 lande. Chefredaktøren for Time Warners forlagsafdeling hedder Norman Pearlstine, og er jøde. AOL-TW ejer følgende blade: Time, Time Asia, Time Atlantic, Time Canada, Time Latin America, Time South Pacific, Time Money, Time for Kids,Fortune, Life (den udvandede nye udgave), Sports Illustrated, (plus SI Women/Sport, SI International og SI for Kids), Inside Stuff, Money, Your Company, Your Future, People, Who Weekly (Australien),People en Español, Teen People, Entertainment Weekly, EW Metro, The Ticket, In Style, Southern Living, Progressive Farmer, Southern Accents, Cooking Light, Travel Leisure, Food & Wine, Deparures, SkyGuide, Vertigo, Paradox, Milestone, Mad Magazine, Parenting, Baby Talk, Baby on the Way, This Old House, Sunset, Sunset Garden Guide, Health, Hippocrates, Coastal Living, Weight Watchers, Real Simple, President (Japan) og Daancyu (Japan). AOL-TW ejer yderligere 80 blade (mest hobby og fritid) i England. AOL-TW ejer følgende musikselskaber: Atlantic Group, Atlantic Classics, Atlantic Jazz, Atlantic Nashville, Atlantic Theater, Big Beat, Background, Breaking, Curb, Igloo, Lava, Mesa/Bluemoon, Modern Rhino Records,Elektra, EastWest, Asylum, Elektra/Sire, Warner Brothers Records, Warner Nashville, American Recordings, Giant, Maverick, Revolution, Qwest, Warner Music International, WEA Telegram, East West ZTT, Coalition, CGD East West, China, Continental, DRO East West, Erato, Fazer, Finlandia, MCM, Nonesuch, og Teldec. Disney Det næststørste medie-konglomerat i dag, med et overskud i 1997 på 23 milliarder dollar er the Walt Disney Company. Dets bestyrelsesformand og administrerende direktør, Michael Eisner, er jøde. Disney-imperiet, som ledes af en mand, der af en medie-analytiker er beskrevet som ”en kontrol freak”, omfatter adskillige TV-produktionsselskaber (Walt Disney Television, Touchstone Television, Buena Vista Television) med mere end 100 millioner modtagere i alt. TV-stationerne under Disneys kontrol omfatter: WLS (Chicago), WJRT (Flint), KFSN (Fresno), KTRK (Houston), KABC (Los Angeles), WABC (New York City), WPVI (Philadelphia), WTVD (Raleigh), KGO (San Francisco), og WTVG (Toledo). Disney er også solidt involveret i radiostationer, hvor selskabet bl.a. ejer WKHX, WYAY og WDWD i Atlanta. WMVP, WLS, og WXCD i Chicago. WBAP og KSCS i Dallas. WDRQ, WJR og WPLT i Detroit. KLOS og KTZN i Los Angeles. KQRS, KXXR, KDIZ, KZNR og KZNT i St. Paul. WPLJ i New York. KSFO i San Francisco. WMAL, WJZW og WRQX i Washington. Og ESPN Radio. Med hensyn til spillefilm omfatter Walt Disney Motion Picture Group under Walt Disney Studios, der ledes af Joseph E. Roth (også jøde): Walt Disney Pictures, Touchstone Pictures, Hollywood Pictures og Caravan Pictures. Roth grundlagde Caravan Pictures i januar 1993, og selskabet ledes nu af Roger Birnbaum (jøde). Disney ejer også Miramax Films, der ledes af Weinstein-brødrene Bob og Harvey (jøder), der har lavet så ultra-vulgære film som The Crying Game, Priests og Kids. Da Disney-selskabet blev ledet af den ikke-jødiske Disney-familie, inden Eisners overtagelse i 1984, var det indbegrebet af sund familieunderholdning. Og medens det endnu ejer rettighederne til Snehvide, har selskabet, under Eisners ledelse ekspanderet sig ind i produktion af en stor mængde såkaldt ”voksen” underholdning. I august 1995 erhvervede Eisner Capital Cities/ABC, Inc., som ejer ABC Television Network, der igen ejer ti TV-stationer i så store markeder som New York, Chicago, Philadelphia, Los Angeles, San Francisco og Houston. I tilgift har det 225 tilknyttede stationer i De Forenede Stater og er medejer af adskillige europæiske TV-selskaber. ABC´s kabel-TV datterselskab, ESPN, har som præsident og administrerende direktør Steven Bornstein, der er jøde. Selskabet ejer også en bestemmende andel af Lifetime Television og af A & E Television Networks kabel-TV netværk, der hver har 67 millioner abonnenter. ABC Radio Networks ejer 26 AM og FM stationer, igen i større byer som New York, Washington og Los Angeles, og har mere end 3.400 tilsluttede selskaber. Selv om Capitol Cities/ABC primært er et telekommunikations-selskab, tjente det over 1 milliard dollar ved farlagsvirksomhed i 1997. Ud over disse udgivelser ejer Disney-koncernen Walt Disney Company Book Publishing, Hyperion Books og Miramax Books. Den ejer også seks dagblade, heriblandt Democrat (Albany) og Daily Record (St. Louis). Disneys bladtitler omfatter Automotive Industries, Biography (medejerskab), Discover, Disney Adventures, Disney Magazine, ECN News, ESPN Magazine, Family Fun, Family PC, Institutional Investor, Jane, JCK, Kentucky Prairie Farmer, Kodin, Los Angeles, Multichannel News, Penny Power, Talk, Top famille (Frankrig), Video Business og Quality. Disney har verden rundt 660 detailforretninger (tallet er fra april 2000). Og tilfældigvis er selskabet også engageret i udvinding af olie og gas. På internettet driver Disney Buena Vista Internet Group, ABC Internet Group, ABC.com, ABCNEWS.com, Oscar.com, Mr. Showbiz, Disney Online, Disney´s Daily Blast, Disney.com, Family.com, ESPN Internet Group, ESPN.sportzone.com, Soccernet.com, NFL.com, NBA.com, Infoseek (delejet), og Disney Interactive. Viacom Som nummer tre på listen, med et 1997-overskud på lidt over 13 milliarder dollar, ligger Viacom, Inc., ledet af Sumner Redstone (født Murray Rothstein), der er jøde. Viacom blev dannet i 1971 som et forsøg på at slippe uden om en anti-monopol dom fra FCC, der krævede, at CBS skulle frasælge en del af sine kabel-TV produktioner og sin produktion af landsdækkende fællesprogrammer (syndicated programming business). Dette træk fra regeringens side gjorde uheldigvis ikke noget ved det - i hovedsagen jødiske - samarbejdsmonopol, der fortsat er industriens største problem. I 1999 erhvervede Viacom så sit moderforetagende, CBS, i en dobbelt hån rettet mod hensigten i dommen af 1971. Da var CBS i mellemtiden vokset gennem køb af King World Productions (en førende TV- produktionsselskab). Viacom producerer og distribuerer TV programmer for de tre største netværk. Ejer 13 TV-stationer og 12 radiostationer. Det producerer spillefilm gennem Paramount Pictures, hvis øverste leder er den jødiske Sherry Lansing. Som leder af CBS arbejder nu en jøde ved navn Melvin A. Karmazin for Redstone. Han er chefen og samtidig den største aktionær i selskabet, der ejer CBS Television Network, 14 TV-stationer i storbyer, 160 radiostationer, Country Music Television og Nashville kabel-TV kanalerne, samt et stort antal udendørs reklamepladser. Viacoms forlagsafdeling omfatter Simon & Schuster, Scribner, The Free Press, Fireside, Archway Paperbacks og Minstrel Books, Anne Schwartz Books, MTV Books, Nickelodeon Books, Pocket Books, og Washington Square Press. Den distribuerer vieofilm gennem mere end 4000 Blockbuster afdelinger (inklusive Video Flick kæden i Australien). Den er også engageret i satellit udsendelser, temaparker og videospil. Viacoms største kilde til berømmelse er imidlertid som verdens største udbyder af programmer til kabel-TV, gennem dens Showtime-, MTV-, Nickelodeon-, og andre netværker. Siden 1989 har MTV erobret en større og større andel af de unge seere. Første kvartal i 2001 var det 16. kvartal i træk, hvor MTV lå som nr. 1 kanal for unge seere mellem 12 og 24 år. Redstone, der faktisk ejer 76% af Viacoms aktier, har anvist Beavis and Butterhead som rollemodeller for teenagere, og er pt. Den største enkelte propagandacentral for raceblanding til hvide teenagere og før-teenagere i Amerika og Europa. MTV Networks erhvervede The Music Factory (TMF) fra den hollandske mediegruppe Wegener i 2001. TMF sender musik til næsten 10 millioner hjem i Holland og Belgien. MTV udvider sin tilstedeværelse i Europa gennem nye kanaler, så som MTV Dance (England) og MTV Live (Skandinavien). MTV Italy arbejder gennem Cecchi Gori Communications. MTV pumper sine raceblandede rock- og rapvideoer ind i 210 millioner hjem i 71 lande, og udgør den dominerende kulturelle indflydelse på hvide teenagere verden over. Nickelodeon har, med sine 65 millioner abonnenter, langt den største andel af seermarkedet for de 4-11-årige i Amerika og ekspanderer også hastigt i Europa. De fleste af programmets shows udviser endnu ikke den åbenlyse degeneration, som er MTV´s kendetegn, men Redstone presser gradvist på for at udskænke den samme gift til sine børne-seere, som den der gives i MTV. I begyndelsen af 2001 var Nickelodeon fortsast på en 9 år lang førerplads som foretrukken kanal på kabel-TV for børn og yngre teenagere. Viacom deltager nu med Vivendi Universal (beskrevet detaljeret herunder) i to større produktionsselskaber for spillefilm: United Cinemas International (UCI) og United International Pictures (UPI). Vivendi Universal Endnu en jødisk mediebaron er Edgar Bronfman, Jr. Han ledede Seagram Company, Ltd., spiritusgiganten, indtil dennes sammenlægning med Vivendi for nylig. Hans far, Edgar Bronfman, Sr., er præsident for the World Jewish Congress. Seagram ejede Universal Studios og Interscope Records, den førende propagandavirksomhed for "gangsta rap". Disse selskaber tilhører nu Vivendi Universal. Bronfman blev den største mand i musikbranchen i maj 1998, da han også erhvervede kontrollen over PolyGram, den europæiske musik-gigant, ved at betale den hollandske elektronikproducent, Philips, 10.6 milliarder dollar. Med indtægten fra PolyGram lagt oven i indtægten fra MCA og Universal, blev Bronfman hersker over det fjerdestørste medieimperium, med et årligt overskud på omkring 12 milliarder dollar. Et specielt uheldigt aspekt af PolyGram købet var, at det gav Bronfman kontrol over verdens største producent af klassiske musik-CD´er: PolyGram ejer Deutsche Grammophon, Decca-London og Philips musikstudier. I juni 2000 solgte Bronfman-familien Seagram til Vivendi, et fransk selskab, der tidligere havde en ikke-jøde, Jean-Marie Messier, som øverste leder. Det nye selskab beholder Edgar Bronfman, Jr., som næstformand for bestyrelsen, og han vil fortsat være leder af selskabets underholdningssektion. Som det var tilfældet med AOL-TW sammenslutningen, ser taktikken ud til at være: smit og vent. Den gæld, Vivendi pådrog sig ved at købe Universal, blev benyttet til at skandalisere Messier, der måtte gå af. Jean-René Fourtou blev bestyrelsesformand/administrerende direktør for Vivendi i juli 2002. Efterfølgende begyndte begyndte Vivendi-Universal, for at betale dets gæld af, at sælge aktiver, begyndende med Seagrams alkohol-virksomhed, men senere også nogle af dets mediebesiddelser, herunder dets Houghlin-Mifflin forlagsvirksomhed (lærebøger), som var blevet erhvervet i juni 2001, til et konsortium, der var skabt af Thomas H. Lee Partners, Blackstone Group, Bain Capital og Apax Partners. Jøder næsten overalt Med to af de fire største medie-konglomerater i jødiske hænder (Disney og Viacom), og med jøder til at besætte en stor del af de ledende stillinger i de andre to, er det vanskeligt at tro på, at en så overvældende grad af kontrol kunne fremkomme uden en velovervejet, samordnet indsats af dem. Hvad så med de øvrige? Rupert Murdoch´s News Corporation Der ejer Fox Television Network, 20th Century Fox Films og Fox 2000, er det femtestørste mega medieselskab i landet, med et 1997-overskud på mere end 11 milliarder dollar. Det er det eneste resterende medieselskab, der kommer noget i nærheden af de fire topselskaber. Murdoch er ikke-jøde (så vidt vi ved), men Peter Chernin, som er præsident og administrerende direktør for Fox Group, som omfatter alle News Corporations film-, TV- og forlagsaktiviteter i USA, er jøde. Under Chernin kommer, som præsident for 20th Century Fox, Laura Ziskin, en jøde, der før stod i spidsen for Fox 2000. Den jødiske Peter Roth arbejder under Chernin som præsident for Fox Entertainment. News Corporation ejer også New York Post og TV Guide, og de bliver fremstillet under Chernins overvågning. Murdoch fortalte Newsweek magasinet (12. Juli, 1999), at han formentlig ville forfremme Chernin til administrerende direktør for News Corporation, snarere end at tillade selskabet at falde i hænderne på hans børn, hvoraf ingen er yngre end sidst i tyverne. Det er svært at forestille sig en jøde give et stort medieselskab til en ikke-jødisk underordnet, når han har børn, der venter i kulisserne. Chernin var selv meget åbenhjertig: "Jeg kommer til at kontrollere film, der bliver set hele verden over… hvad kunne være sjovere?" De fleste af TV- og filmproduktionsselskaberne, der ikke ejes af de største koncerner, kontrolleres også af jøder. For eksempel ejes The New World Entertainment, der af en medieanalytiker er udråbt som "den førende, uafhængige TV-producent i De Forenede Stater", af Ronald Perelman, en jøde, der også ejer Revlon Cosmetics, og som tilbød et job til Monica Lewinsky, da Bill Clinton prøvede at få hende til at forholde sig tavs. Det bedst kendte af de mindre selskaber, Dream Works SKG, er rent kosher. Dream Works blev dannet i 1994 under stor mediereklame, af musikmagnaten David Geffen, tidligere bestyrelsesformand i Disney Pictures, Jeffrey Katzenberg og filminstruktør Steven Spielberg, der alle tre er jøder. Selskabet laver film, tegnefilm, TV-programmer og musikoptagelser. Når man tager i betragtning, hvilke pengebeløb og hvilke forbindelser Geffen, Katzenberg og Spielberg har, kan Dream Works snart være i samme kategori som de fire store. Det er velkendt, at jøder har kontrolleret det meste af produktionen og distributionen af film lige fra industriens start i det tyvende århundredes første årtier. Da Walt Disney døde i 1966, var den sidste forhindring for en total jødisk dominans i Hollywood forsvundet, og jøder blev i stand til at overtage det selskab, Walt havde opbygget. Siden da har de fået alt som de ville have det i filmindustrien. Film lavet af de fire største filmselskaber, der er omtalt ovenfor - Disney, Warner Brothers, Paramount (Viacom) og Universal (Seagram) - stod for tor trediedele af den samlede spillefilmsindtægt for året 1997. De tre helt store TV-netværker var tidligere ABC, CBS og NBC. Med sammenlægning af medieimperierne er disse tre ikke længere selvstændige enheder. I den tid, hvor de var selvstændige blev de imidlertid, helt fra begyndelsen, hver især kontrolleret af en jøde. ABC af Leonard Goldenson, NBC først af David Sarnoff og derefter dennes søn Robert. Og CBS først af William Paley og derefter Laurence Tisch. Gennem adskillige årtier var disse TV-netværk tæt besat med jøder, fra top til bund, og TV-netværkenes grundlæggende jødiskhed ændredes ikke, da de blev opslugt af andre selskaber. Den jødiske dominans i TV-nyhederne er især forblevet stærk. NBC giver et godt eksempel herpå. Der blev byttet rundt på topstillingerne. Andrew Lack, der havde været chef for netværkets nyhedsafdeling, forfremmedes til præsident. Neal Shapiro, der havde produceret Dateline NBC, fik Lacks gamle job. Jeff Zucker, der havde produceret showet Today, blev forfremmet til NBC underholdningschef (et job, der tilsyneladende blev specielt skabt til ham), og Jonathan Wald flyttede ind på Zuckers gamle stol, hvor han pressede Michael Bass, som havde været stedfortræder for Zucker på Today, til side. For nogen tid siden blev Wald producer på NBC Nightly News, hvor han overtog stillingen fra Jeff Gralnick. Da Wald flyttede til Today, tog Steve Capus over som Tom Brokaw´s producer. Det er ikke i øjeblikket kendt, om Capus er jøde eller ej, men alle de andre er. En lignende dominans eksisterer i nyhedsafdelingerne hos de andre netværk. For eksempel kom Al Ortiz i februar 2000 til at lede dækningen af "særlige begivenheder" hos CBS, hvilket overlod den ikke-jødiske Jim Murphy stillingen som ledende producer for The CBS Evening News with Dan Rather - og som den eneste undtagelse, vi er bekendt med, i en ellers solid hær af jødiske producenter af TV-nyheder. Det nye CBS Early Show som erstattede CBS This Morning, havde et internt drama, hvor tre producere blev fyret, tilsyneladende for ikke at være "aggressive" nok. Man kan gætte på, at de muligvis heller ikke var jødiske nok. Dramaet skadede ikke den ledende producer, Al Berman, der skiftede til et job som programudvikler. Steve Friedman er blevet ledende producer på ABC World News Tonight with Peter Jennings. Rick Kaplan, der engang havde en lederstilling hos ABC, skiftede til CNN i 1997, hvor han blev præsident for CNN/USA. De trykte medier Efter TV-nyheder er de daglige aviser den det stærkest påvirkende informationsmedie i Amerika Tres millioner af dem bliver hver dag solgt (og antagelig læst). Disse millioner fordeles på 1483 forskellige publikationer (dette tal er fra februar 2000). Man kunne heraf slutte, at et så stort antal forskellige aviser spredt ud over Amerika skulle forsikre mod en minoritets kontrol og nyhedsforvanskning. Ak, desværre er det ikke tilfældet. Der findes mindre selvstændighed, mindre konkurrence, og langt mindre repræsentation af majoritetsinteresser end en overfladisk betragter ville tro. I 1945 var fire ud af fem amerikanske aviser uafhængigt ejet og udgivet af lokale personer med stærk tilknytning til deres nærområder. Den tid er ikke mere. De fleste af de uafhængige aviser var blevet købt op eller drevet ud af markedet da vi nåede til midt i 1970erne. I dag ejes "lokale" aviser af et ret lille antal store selskaber, der ledes af direktører, som arbejder hundreder, ja tusinder af kilometer borte. I dag er mindre end 20 procent af landets 1483 aviser uafhængigt ejet. Resten tilhører multi-aviskæder. Kun 104 af samtlige aviser har et oplag på mere end 100.000. Kun en håndfuld er store nok til at have råd til uafhængige korrespondenter uden for deres nærområde. Resten må støtte sig til disse få med hensyn til alle deres nationale og internationale nyheder. The Associated Press, der sælger indhold til aviser, kontrolleres for tiden af den jødiske ledende redaktør, Michael Silverman, der styrer den daglige nyheds-formidling og overvåger de redaktionelle afdelinger. Silverman har styret AP´s nationale nyheder som assisterende chefredaktør siden 1992. Han blev forfremmet til sit nuværende job i 2000. Silverman er ansvarlig over for den øverste chefredaktør for AP, Jonathan Wolman, der også er jøde. I kun 47 byer i Amerika findes der mere end en enkelt avis, og selv da er konkurrence ofte kun tilsyneladende, som det er tilfældet mellem morgen- og eftermiddagsudgaver under samme ejerskab. Et par eksempler på dette er morgenavisen Register og eftermiddagsavisen Press-Register i byen Mobile, Alabama. Samt morgenavisen Post-Standard og eftermiddagsavisen Herald-Journal i Syracuse, New York - alle ejet af de jødiske Newhouse-brødre gennem deres holding-selskab, Advance Publications. Newhouse medie-imperiet giver et godt eksempel på mere end blot det, at der mangler virkelig konkurrence mellem Amerikas dagblade: det illustrerer også den umættelige appetit jøder har udvist for at gribe alle de organer til meningskontrol, de kunne opdrive. Newhouserne ejer 30 dagblade, herunder adskillige store og betydningsfulde blade, som f.eks. Plain Dealer i Cleveland, Star-Ledger i Newark og Times-Picayune. Newhouse Broadcasting består af 12 TV-stationer og 87 kabel-TV systemer, herunder nogle af landets største kabel-netværk. De ejer søndagsavisen (supplement), Parade, med et oplag på mere end 22 millioner. Dertil et par dusiner større magasiner, bl.a. New Yorker, Vogue, Mademoiselle, Glamour, Vanity Fair, Bride´s, Gentlemen´s Quarterly, Self, House & Garden, samt alle de andre blade i den fuldstændigt ejede Conde Nast Group. Dette jødiske medie-imperium blev grundlagt af nu afdøde Samuel Newhouse, en jødisk emigrant fra Rusland. Da han døde i 1979, i en alder af 84 år, arvede hans to sønner, Samuel og Donald, mediebesiddelser til omkring 1.3 milliarder dollar. Med et antal yderligere opkøb er nettoværdien af Advance Publications i dag vokset til mere end 8 milliarder dollar. At det kunne lykkes for Newhouse-familien at opsluge så mange aviser skyldes, at aviser ikke støttes af deres abonnenter, men af deres annoncører. Det er indkomsten fra annoncer - ikke småskillingerne, der indsamles fra en avis´ læsere - der i det store og hele betaler redaktørens løn og ejerens profit. Når som helst de store annoncører i en by vælger at favorisere en avis frem for en anden, vil den favoriserede blomstre medens dens konkurrent dør. Siden begyndelsen af forrige århundrede, hvor jødisk erhvervsmagt blev en dominerende økonomisk kraft, har der været en konstant stigning i antallet af amerikanske aviser på jødiske hænder og et tilsvarende fald i konkurrerende aviser på ikke-jødiske hænder - primært som resultat af jødiske annoncørers selektive politik. Hertil kommer, at selv de aviser, der endnu er på ikke-jødiske hænder, er så fuldstændigt afhængige af den jødiske annonceindtægt, at deres redaktionelle politik og dækning af nyheder i stærk grad er styret af jødisk behag og mishag. Det gælder i avisbranchen som alle andre steder, at den, der betaler musikken, bestemmer melodien. Tre jødiske aviser Undertrykkelsen af konkurrence og etablering af lokale monopoler på udsendelse af nyheder og meninger har karakteriseret væksten i jødisk kontrol over Amerikas aviser. Den resulterende mulighed for jøderne til at bruge pressen som et uimodsagt instrument for jødisk politik, kan dårligt illustreres bedre end gennem nationens tre mest prestigefyldte og indflydelsesrige dagblade: New York Times, Wall Street Journal og Washington Post. Disse tre, som dominerer Amerikas financielle og politiske hovedstæder, er de aviser, der fastsætter tendenserne og retningslinierne for næsten samtlige øvrige. Det er dem, der afgør, hvad der er en nyhed og hvad der ikke er, såvel på det nationale som det internationale niveau. De starter nyhederne. De andre kopierer bare. Og alle tre dagblade er på jødiske hænder. New York Times, som havde et dagligt oplag på 1.086.000 i september 1999, er den uofficielle nationale guide for socialt liv, mode, politik og kultur. Den fortæller Amerikas "smart set" hvilke bøger, de skal købe, og hvilke film, de skal se; hvilke meninger, der er på mode i øjeblikket; hvilke politikere, undervisere, åndelige ledere, kunstnere og forretningsmænd, der virkelig er dem på vej op. Og det var i nogle få årtier i det 19. Århundrede var det et ægte amerikansk dagblad. New York Times blev grundlagt i 1851 af to ikke-jøder, Henry J. Raymond og George Jones. Efter deres død blev det i 1896 købt fra Jones´ bo af Adolph Ochs, en velhavende jødisk udgiver. Hans tipoldesøn, Arthur Sulzberger, Jr. Er bladets nuværende udgiver og bestyrelsesformand for New York Times Co. Chefredaktøren er Joseph Lelyveld, der også er jøde (han er søn af en rabbi). Sulzberger-familien ejer også, gennem New York Times Co. 33 andre aviser, heriblandt Boston Globe, der blev købt i juni 1993 for 1.1 milliard dollar; tolv magasiner, heriblandt McCall´s og Family Circle med oplag på mere end 5 millioner hver; syv radio- og TV-stationer; et kabel-TV system samt tre bogforlag. New York Times News Service sender nyhedshistorier, baggrundsartikler og billeder fra New York Times med telefax til 506 andre aviser, nyhedsbureauer og magasiner. Af en tilsvarende national betydning er Washington Post, som ved at etablere sine "lækager" over alt i regeringsinstitutioner i Washington har en intim viden om alle nyheder, der involverer den føderale regering. Washington Post havde lige som New York Times en ikke-jødisk oprindelse. Den blev etableret i 1877 af Stilson Hutchins, købt videre i 1905 af John McLean, og senere arvet af Edward B. McLean. I juni 1933 blev bladet imidlertid, i den alvorligste periode af den Store Depression, tvunget i konkurs. Den blev købt på tvangsauktion af Eugene Meyer, en jødisk finansmand og tidligere partner til Bernard Baruch(jøde), der var industri-zar i Amerika under Første Verdenskrig. Washington blev ledet af Eugene Meyers datter, Katharine Meyer Graham, indtil hun døde i 2001. Hun var den største aktionær og bestyrelsesformand for Washington Post Co., og udnævnte sin søn, Donald Graham til udgiver af bladet i 1979. Donald blev administrerende direktør for Washington Post Company i 1991 og formand for selskabets bestyrelse i 1993, og kæden af jødisk kontrol over Washington er forblevet ubrudt. Avisen har et dagligt oplag på 763.000 og søndagsudgaven når op på 1,1 million. Washington Post Co. Har et antal andre mediebesiddelser, i dagblade (the Gazette Newspapers, omfattende 11 militære tidsskrifter), i fjernsyn (WDIV i Detroit, JKPRC i Houston, WPLG i Miami, WKMG i Orlando, KSAT i San Antonio, WJXT i Jacksonville) - og i magasiner, mest kendt er nationens nr. to ugeblad, Newsweek. Washington Posts forskellige TV-engagementer når omkring 7 millioner hjem og dets kabel-TV service, Cable One, har 635.000 abonnenter. I et joint-venture med New York Times udgiver Washington Post dagbladet International Herald Tribune, det dagblad, der sælges mest rundt i verden. Wall Street Journal, der hver ugedag sælger 1.8 millioner eksemplarer, er nationens største dagblad. Det ejes af Dow Jones & Company, Inc., et New York-selskab, der bl.a. også udgiver 24 andre dagblade og det ugentlige finansblad, Barron´s. Bestyrelsesformand og administrerende direktør for Dow Jones er Peter R. Kann, der er jøde. Kann bestrider også posterne som bestyrelsesformand og udgiver af Wall Street Journal. De fleste af New Yorks andre større dagblade er ikke i bedre hænder end New York Times og Wall Street Journal. I januar 1993 blev New York Daily News købt fra boet efter den jødiske mediebaron, Robert Maxwells (født Ludvig Hoch) af den jødiske ejendomsspekulant Mortimer B. Zuckerman. Village Voice er personlig ejendom for Leonard Stern, en jødiske milliardær. Og som nævnt ovenfor, ejes New York Post af News Corporation under jøden Peter Chernin. Nyhedsmagasiner Historien er så godt som den samme for andre medier, som den er for fjernsyn, radio, film, musik og aviser. Tag, for eksempel, nyhedsmagasiner. Der findes kun tre af større betydning i USA: Time, Newsweek, og U.S. News & World Report. Time, med et ugentligt oplag på 4,1 millioner, udgives af et datterselskab af Time Warner Communications, det nye mediekonglomerat der blev dannet i 1989 ved sammenlægningen af Time, Inc. og Warner Communications. Selv om Gerald Levin har trukket sig tilbage, er Time Warner Communications stadig essentielt jødisk af væsen. Newsweek, bliver, som allerede nævnt, udgivet af Washington Post Company, under den jødiske Donald Graham. Dets ugentlige oplag er på 3,1 millioner. U.S. News & World Report, med et ugentligt oplag på 2,2 millioner, ejes og udgives af førnævnte Mortimer B. Zuckerman, der også har beholdt posten som magasinets chefredaktør selv. Zuckerman ejer også Atlantic Monthly og New Yorks tabloidavis, Daily News, der er det sjettestørste blad i landet. Vort ansvar Dette er kendsgerningerne hvad angår mediekontrol i Amerika. Enhver, der er villig til at bruge nogle få timer i et stort bibliotek til at studere de seneste udgaver af årbøger fra radio- og TV-industrien og oversigtsværker om aviser og blade; oversigtsværker om virksomheder og deres nøglepersoner, som f.eks. de, der udgives af Standard & Poors og af Dunn & Bradstreet (i USA, red.); og i sædvanlige biografiske opslagsbøger - kan forsikre sig om korrektheden af oplysningerne. De er uantastelige, og når jødiske talsmænd bliver konfronteret med dem, vil de sædvanligvis forsøge sig med undvigende taktik. "Ted Turner er ikke jøde!" vil de triumferende udbryde, som om det afgjorde sagen. Presses de yderligere, vil de anklage dig for "antisemitisme" alene for at have bragt spørgsmålet op. Det er frygt for denne beskyldning, der gør mange mennesker, som er bekendte med forholdene, tavse. Men vi må ikke forholde os tavse om dette, det vigtigste af alle emner! Den jødiske kontrol over de amerikanske massemedier er det vigtigste enkeltspørgsmål i vores liv, ikke kun i Amerika, men i hele verden i dag. Der er intet mere farligt for vort folks fremtid. Jødisk mediekontrol afgør De Forenede Staters udenrigspolitik og tillader jødiske interesser, frem for amerikanske, at blive afgørende for spørgsmål om krig og fred. Uden den jødiske mediekontrol ville der for eksempel ikke have været nogen Golfkrig. Der ville ikke have været nogen massakre af serbiske civile. Der ville ikke være en vedvarende propaganda for at føre endnu en krig mod Irak. Ved at tillade jøderne at styre vore nyheds- og underholdningsmedier, gør vi mere end blot at give dem en afgørende indflydelse på vort politiske system og en faktisk kontrol med vor regering. Vi giver dem også kontrol over vore børns sind og sjæl, for børnenes holdninger og idéer bliver formet mere af jødisk fjernsyn og jødiske film end af forældre, skoler eller nogen anden indflydelse. De jødisk-kontrollerede underholdningsmedier har indtaget en førende rolle i anstrengelser for at overbevise en hel generation om, at homoseksualitet er en normal og acceptabel livsform. At der ikke er noget i vejen med, at hvide kvinder kommer sammen med eller gifter sig med sorte mænd, eller at hvide mænd gifter sig med asiatiske kvinder. At alle racer er medfødt lige i evner og karakter- når lige bortses fra, at hvides karakter er suspekt på grund af en forhistorie med undertrykkelse af andre racer. Og at ethvert forsøg fra de hvides side på en racemæssig selvopholdelse er kritisabel. Vi må modsætte os en yderligere spredning af denne gift blandt vort folk, og vi må nedbryde magten hos dem, der udspreder den. Det ville være utåleligt med en sådan magt i hænderne på en hvilken som helst fremmed minoritet, med værdier og interesser forskellige fra vore egne. Men at tillade jøderne en sådan magt over os, med deres 3000-årige fortid med ødelæggelse af nationer, lige fra det gamle Ægypten og til Rusland, er det rene race-selvmord. I virkeligheden er den kendsgerning, at så mange hvide amerikanere i dag er så opfyldte af et skyldkompleks og et selvhad på deres races vegne, at de aktivt søger deres egen races undergang, en velovervejet konsekvens af den jødiske mediekontrol. Når først vi har studeret og forstået dette faktum om jødisk kontrol, er det vort ufravigelige ansvar at gøre hvad der er nødvendigt for at bryde den kontrol. Vi må ikke vige tilbage fra at få fjernet denne greb, som sikrer at vi får indsprøjtet en dødelige gift i sind og sjæl. Lykkes det ikke for os, vil den helt sikkert ødelægge vores race. Ejere, direktører og virksomhedsrelationer skifter med tiden, naturligvis. Alle navne og andre oplysninger i denne rapport er blevet nøje kontrolleret og er korrekte pr. december 2002. NB: Opdateret udgave til november 2004 i Dronte 11, red. |