Usurpatoren del 2

af Harald Nielsen

BRANDES OG SOUTHEY

H VAD der fremkommer i et videnskabeligt Fest­skrift har sjældent Interesse for den store Almenhed, hvor betydningsfuldt det end ellers kan være, men det Bidrag, Mag. Læssøe Müller har ydet til Festskriftet til Professor Steenstrup er en Undtagelse. Det har ikke blot Værdi som Vidnesbyrd om en sjælden moden og kundskabsrig historisk Forskning, men det giver et højst ejendommeligt Bidrag til Belysning af vor Aandsudvikling, skønt det tilsyneladende slet ikke vedkommer denne. Det handler nemlig om Southey og Macaulay, to Forfattere, der næppe hører til de bedst kendte og mest læste herhjemme, og dog har den ene af dem spillet en særlig Rolle i den Meningernes og Idéernes Omformning, der fandt Sted i Slutningen af det forrige Aarhundrede, idet han var et af de sorte Faar og afskrækkende Eksempler, Georg Brandes gjorde den nordiske Læseverden bekendt med for yderligere at befæste den i Troen paa Frihedens Apostle og skærme den mod alle Anfægtelser.

57

Og unægtelig: det Indtryk, man gennem Georg Brandes' Omtale fik af Southey, var vel skikket til at indgyde Afsky for Reaktionen og dens Kreaturer. Ganske vist frakender han ham ikke ganske Talent, hvilket næppe er uden Forbindelse med den ubestridelige Kendsgerning, at selve Ærkeenglen Shelley er paavirket af ham. Han indrømmer Southey lyriske Skønheder, og finder tiltalende Egenskaber ved hans Ungdomsepos ”Joan of Arc", idet dette nemlig er Talerør for Oplysningstidens og Revolutionens Idéer. Det er trods dets Tørhed saavel i Følelse som i Farve et Værk, der gør Forfatteren Ære, hedder det om det, og det vidner om noget varmt og smukt ved hans Begavelse. Men saa ebber ”Ungdommens uegennyttige Begejstring for Menneskehedens store Opgaver og Drømme" ud i hans Sjæl, og dermed er det forbi med hans litterære Fortjenester, undtagen som sagt de lyriske, som tak­ ket være Shelleys og for den Sags Skyld ogsaa Byrons Anerkendelse af dem, ikke lader sig be­stride.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, at Southey efter at have skiftet Anskuelse, er blevet en ringere Poet, nej, det gælder om at paavise, at han er en daarlig Karakter. Her møder der imidlertid en Vanskelighed, thi der er, som Brandes maa indrømme, "aflagt varmere Vidnesbyrd til Fordel for Robert Southeys' Karakter af hans Samtidige og Venner end ret let om nogen anden

58

Mand af et saa tvivlsomt politisk og litterært Renommé." Det er nemlig ikke blot hans Meningsfæller, Coleridge og Wordsworth, der priser ham, men Landor, der staar højt i Anseelse hos Georg Brandes for "republikansk Humanisme", vier ham et livslangt beundrende Venskab, og Thackeray omtaler Southey som Typen paa en engelsk Gentleman.

Men det hjælper altsammen ikke. "Intet Vidnesbyrd til Fordel for hans personlige (!) Karakter vil kunne redde hans litterære (!) Den er stemplet af hans Lovsange over Englands Kongehus, og af hans Denunciation af Byron." Det var naturligt, at han som Søskolens øvrige Digtere stillede sig koldt og fjendtligt til Byron, men "at han - selv en Digter - hidsede den dannede Pøbel mod en anden og saa uendeligt større Digter med den perfide (?) Anklage for Immoralitet og Irreligiøsitet, det er en Forbrydelse, som Historien ikke tilgiver og som den straffer ved kun at opbevare Southeys Navn i en Note til Byrons Virksomhed." Denne forfærdelige Forbrydelse, at stemple "Don Juan" som et umoralsk og irreligiøst Værk og den Retning, hvortil det hører som den "sataniske" Skole", begik han i Fortalen til et Heksameterdigt "The Vision of Judgment", han i sin Egenskab af "Poet-Laureate" udgav ved Georg d. 3dies Død. I dette Digt apotheoserede han, siger Georg Brandes, "karakteristisk nok … den stakkels gamle Georg d. 3die for de eneste

59

Dyder, han havde besiddet (!) og som Southey selv forstod (!), de huslige og. borgerlige Dyder: at han var tro imod sin Kone, god mod sine Børn o. s. v., Egenskaber, der lige saa lidt udgør en god Konge som en god Digter. Saa var for Byron Maalet fuldt. Den krænkede Apollo rejste sig i sin Vrede, med ubeskriveligt (!) Humør greb han den stakkels Marsyas ved øret og flaaede ham levende i sin "Domsvision"."

Hvorvidt man finder Byrons Digt "ubeskriveligt" morsomt vil enhver bedst kunne overbevise sig om ved at tage hans Værker frem - Smag og Behag er jo forskellig - men ogsaa uden noget fremmed Hjælpemiddel, skulde man synes, at Læserne maatte have gennemskuet Skildringen af Southey og være bleven opmærksom paa dens Uvederhæftighed, thi som det saa ofte er Tilfældet, er der en Flig af Sandheden tilbage i Løg­nen, ved hvilken man kan paagribe den.

Landor hædrede ham med et livslangt Venskab og Thackeray ansaa ham for Typen paa en Gentleman! Vil det da sige, at de og alle de andre, der delte deres Opfattelse i Modsætning til Georg Brandes syntes om Perfidi, Lavsind, Spytslikkeri, Bornerthed, eller at de ansaa disse Egenskaber for uvæsentlige Smaafejl? Eller skal maaske den Adskillelse Georg Brandes gør mellem Southeys "personlige" og "litterære" Karakter antyde, at Landor og Thackeray ikke ansaa det for hans per­sonlige Karakter vedkommende, om han opførte

60

sig litterært fejgt og uhæderligt, at de ikke mente det uforeneligt med hans Karakter som Gentleman tillige at være, hvad Brandes senere i Bogen kalder ham: en "holdt og betalt Skribler", der havde løjet sig til Laureat-Posten, og "hvis Navn i Virkeligheden var at søge paa det mo­ralske Atlas' Botany Bay (Tugthuskoloni)"?

Ikkesandt, det er dog næsten for paåfaldende, til at man ikke skulde faa en Mistanke om, at det "karakteristiske", der for Southeys vedkommende bestaar i, at han om den afdøde Konge kun siger, hvad der er sandt, for Brandes' ligger i noget helt modsat. Ikke desto mindre synes denne Menneskeskildring, hverken dengang eller senere at være faldet Beundrerne for Brystet, ja endnu ved Georg Brandes' 70-Aars Fødselsdag blev den udtrykkelig fremhævet som Eksempel paa hans litterær-psykologiske Talent, af den, der officielt skulde være nærmest til at repræsentere "Sagkundskaben" netop i denne Sag, nemlig Pro­fessoren i engelsk Sprog og Litteratur ved Kø­benhavns Universitet, Otto Jespersen. Han mener, "at Partibedømmelsen kun rent undtagelsesvis har skadet Fremstillingen (i "Naturalismen i England") og aldrig (!) har ført til et fordrejet eller fortrukket Billede af en Forfatterpersonlighed", og, at saavidt han "kan se, er Brandes fuldtud (!) ret­færdig, baade hvor digterisk Talentløshed (!) er parret med Bagstræv, som hos Southey, og hvor omvendt Digtergeni er forbundet med gennemført

61

Frihedsbegejstring som hos Shelley . . . At Bob Southey faar sin Bekomst, er der vist ingen, der tager Brandes fortrydeligt op: det sker paa den nydeligste (!) Maade og i den fineste Form."

Om det sidste kan der være delte Meninger og med Hensyn til det første viser det sig, at Professoren har forregnet sig. Der er enkelte, der ikke har kunnet slaa sig til Ro med den Bedømmelse af Southey, Georg Brandes har sat i Omløb. Det er ikke Southey's Ry som Digter, der vækker denne Interesse, thi skønt han ganske vist ikke, saaledes som Hr. Otto Jespersen mere nidkær end sin Mester paastaar, er talentløs, hører han dog ikke til de Talenter, hvis Værker lever uanfægtede fra Slægt til Slægt. Skønt de har sysselsat hans Samtid, paavirket de bedste i den og været beundret af de nobleste og betydeligste, er det dog kun Brudstykker af dem, der ikke er falmede. Men, til Gengæld lever Mindet om ham selv med saa meget desto større Friskhed og Skønhed. "Naar vi har lært hans noble, loyale Sjæl at kende faar det han har skrevet et ganske andet Præg af Liv og Varme, og Enkeltheder, der syntes ligegyldige og ubetydelige, faar Vægt og Værd af en Aand, for hvilken intet er almindeligt eller værdiløst," siger Sidney R. Thompson om ham i en Indledning til hans Digte. Og enhver der har gjort sig bekendt med hans Biografi, maa tiltræde denne Dom: et Liv som hans er en stor Skat for den Litteratur,

62

det tilhører, uanset Værkernes Betydning, og en Kilde til Næring og Opbyggelse for enhver, der bliver bekendt med det. Dette kan ske overordentlig nemt, idet den betydelige og aandfulde Litteraturhistoriker Edward Dowden forlængst har skrevet om ham til den bekendte Serie "English Men of Letters", og da denne Fremstilling er blevet til faa Aar efter Georg Brandes' og paa Grundlag af Dokumenter - Southeys Liv og Brevveksling – der ogsaa var tilgængelige for ham, hvis han ellers gad benytte dem, er en Sammenligning ligesaa naturlig, som den er lærerig.

Som vi har set skelner Georg Brandes, hvor han ikke kan forklare sig den Yndest, Southey nød hos de Bedste, mellem hans litterære og hans personlige Karakter, men har man deraf ventet, at denne sidste vilde straale paa Baggrund af den første, bliver man skuffet, ja det er vanskeligt at se, at Adskillelsen i det Hele taget betyder noget, thi hvor det gælder om at forklare Southeys formentlig uværdige Overtagelse af Laureatposten, sættes det udtrykkelig i Forbindelse med hans private Egenskaber: "I største Delen af sit Liv var han henvist til at leve af sin Pen og skrev saaledes nødtvungen (!) meget. Flittig som han var, økonomisk og prydet med alle gode Egenskaber, efterlod han sig en Kapital paa 12,000 Pund. Romantiken var hos ham som hos Tyskerne saa langt fra at udelukke de borgerlige og spidsborgelige Dyder, at den tværtimod paa

63

det Bedste forligtes med dem. Den havde nu engang saa lidt med Livet at gøre."

Det er umuligt at tage Fejl af Tendensen i denne Karakteristik, der taler ved, hvad den in sinuerer, men forsaavidt den stempler Southeys Tilværelse som borgerligt præget er den ubestridelig rigtig. "Havde han været en slettere eller en svagere Mand", siger Dowden om ham, "kunde vi have ventet at faa øje paa Mysterier, interessante Fejl, eller indtagende Daarskaber, medens hans Liv nu ligger udbredt for os: aabent, ligefremt og sandt … Han arbejdede Dag efter Dag, Aar efter Aar dér hvor han havde slaaet sig ned. Han underkastede sig de daglige Vaners gode Lov og Skik. Han blev stærkere og roligere med Aarene, mere fuldtlastet med Viden, rigere paa Hjærtets Skatte. Tiden lagde stille og sikkert sin Haand paa ham, Foden, der var spænstig, flyttede sig mindre let og hurtig. Stemmens Klang forstummede oftere i alvorlig Tavshed; det kulsorte Haar blev hvidt; kun Øjet søgte ustandselig op og ned ad de lange Foliosider, og den utrættelige Haand førte stadig Pennen, saalænge indtil Livet i dets egentlige Betydning ophørte. Naar det er fortalt, at Southey blev udnævnt til Pye's Efterfølger som Poeta Laureatus, at han blev udnævnt til Æresdoktor af sit Universitet, at han nu og da gjorde en Rejse til Kontinentet, at han fik Børn, af hvilke Døden berøvede ham de kæreste, og naar vi dertil føjer, at han skrev og

64

offentliggjorde Bøger, har vi berettet, hvad der er at berette om Southeys Liv."

Denne borgerlige Tilværelse havde dog til For­udsætning alt andet end borgerlige Anlæg, hvis man ved disse forstaar saadanne, der er modsat Kunstnertemperamentets Finhed og Modtagelighed, thi denne besad han i allerhøjeste Grad. En af hans Venner, William Taylor, sammenlignede han med en Mimose. Hazlitt, den berømte liberaltsindede Kritiker, erindrede sig ham med skælvende Læber, feberhede Kinder, uroligt flam­mende øjne og Falkeblik. Crabb Robinson fandt, at han lignede Shelley. "Sandheden er," skriver Southey selv, "at skønt nogle, hvis Kendskab til mig ikke trænger under Overfladen, tror, at jeg ikke har Nerver fordi jeg i hvert Fald paa Overfladen har stor Selvbeherskelse, saa vilde jeg, hvis jeg ikke i høj Grad holdt Hus med mig selv og haandhævede et fast intellektuelt Regi­mente, meget snart befinde mig i en Tilstand af saakaldt nervøs Oprevethed, og dette vilde have været Tilfældet naarsomhelst i Løbet af de sidste tyve Aar." Men dette turde han ikke udsætte sig for. "Det gik ikke for Southey," siger Dowden, "i hvidglødende Ophidselse at brænde den Nerve af i Dag, som han havde Brug for i Mor­gen. Han havde ikke Raad til søvnløse' Nætter", thi hver Dag krævede det yderste af hans Arbejdskraft og kun ved at skaane den, formaaede han at opfylde de Krav, der stilledes til ham og

65

gøre det med det muntre og milde Sind, der var dem paafaldende, der saa ham i hans Families og Venners Kreds.

Thi tidligt havde han stiftet Familie, og det laa ikke i hans Natur, dertil var den visselig for borgerlig, at smøge de "strenge og dyrebare Baand af sig, med hvilke Pligten og Kærligheden bandt hans Liv til andres." Men intet kan være mere misvisende end at give det Udseende af, at hans uhyre Produktion, der omspænder baade historiske, biografiske, sociale, politiske og litterærkritiske Emner, og som samlet vilde udgøre omkring de Hundrede Bind, kun eller væsentlig var inspireret af Trangen til at tjene Livets Ophold. Rent bortset fra, at hans stærke Produk­tionsevne ytrer sig allerede i Drengeaarene, vilde det ud fra denne Antagelse være uforklarligt, hvorfor han da valgte sig Emner som Brasiliens eller Paraguays Historie, der selv i en større Bogverden end vor ikke hører til de populære.

Nej, han var ikke Skribent "nødtvungen", men med Liv og Sjæl om nogen har været det. Ogsaa her smelter Ideal og Karakter harmonisk sammen. "Et Bibliotek og et Børneværelse burde være uflytteligt", skrev han som ung Ægtemand, inden han endnu havde fundet sit blivende Sted, og i denne Ytring har han selv peget paa, hvad der forankrede hans Tilværelse og forhindrede den i romantisk at drive for Vind og Vove.

66

Han var den fødte Litterat; ikke blot Digter, men Lærd og Bogelsker tillige. De største Festdage i hans ellers saa stille og beskedne Tilværelse var, naar Bogpakkerne kom fra Lissabon, Paris og Amsterdam med gamle og sjældne Værker. Imellem disse Tusinder af Bøger, der paa engang var hans Kammerater og Tjenere, arbejdede han utrætteligt til Hukommelsen svigtede ham, og han kun som et Barn kunde klappe de kære Bogrygge. Men saalænge han bevarede sine Aandsevner vrimlede det i hans Hovede med Planer: til Digte, Artikler og Bøger og sjældent havde han mindre end tre-fire under Arbejde paa engang. Hans Anlæg var saa givne, hans Tilbøjeligheder saa udprægede, at hans Til­værelse i Hovedsagen vilde have formet sig paa samme Maade, hvorledes end hans ydre Kaar havde været, men derfor skal det ikke bestrides, at hans Kærlighed til Hustru og Børn og hans Omsorg for deres Fremtid har bidraget til at hærde hans Udholdenhed og anspore hans Energi. Thi han omfattede sit Hjem med en ganske bor­gerlig Trofasthed. Aarene havde ikke anden Virkning paa de Følelser, hvormed han som enogtyveaarig indgik sit Ægteskab end at gøre dem dybere og stærkere og smelte dem saaledes sammen med Vane, Hengivenhed og Taknemmelig­hed, at det blev ham umuligt at aande borte fra det, der var bleven eet med ham selv.

Hans Arbejde gjorde det i 1805 ønskeligt for

67

ham at tage paa en længere Rejse til Lissabon, men Hustruen og deres lille etaarige Datter kunde vanskeligt følge med. Han overvejede om det var ham muligt at tage afsted alene, men en lille Tur til Skotland gav ham Klarhed over sine egne Følelser.

"Hvad jeg nu vil sige dig", skrev han til Hu­struen, "er dette: jeg har været hjemmefra i otte Dage, og haft saa ringe Grund til at føle mig utilpas som nogen Mand med Rimelighed kan vente at faa, men ikke desto mindre har jeg følt mig saa lidet veltilpas, har været saa trykket af Ensomheden og har længtes saa ofte hjem, at jeg er klar over, at jeg ikke vil rejse til Lissabon uden dig, en Beslutning som du ikke vil være utilfreds med, hvis du føler som jeg. Hvis du efter moden Overvejelse synes, at Rejsen er for anstrængende for dig, maa jeg slaa mig til Taals med at blive hjemme, da jeg ikke mener, det er værdt at ofre et Aars Lykke for. Og ganske vist er jeg ikke ulykkelig (min Aand er for virksom og for vel disciplineret til at give efter for en saa forbryderisk Svaghed) men uden dig er jeg ikke lykkelig."

"Aldrig har en Kvinde betroet sin Lykke i mere loyal Varetægt", siger Dowden og derved tænker han utvivlsomt ogsaa paa det Ansvar, Southey følte for hendes og Børnenes Fremtid.

Han stolede ganske vist paa sin utrættelige Arbejdsevne og var for tapper til at lade sig trykke

68

af Tanken paa Dagen i Morgen. Men naar han ikke var mere? Hvor trøstig han end arbejdede, hvor gerne han end lagde Ryg til, hvor muntert han end bar Dagens Byrde, vidste han bedre end nogen, hvor tung Kampen for Eksistensen var. Trods al sin Energi og enestaaende Arbejdsevne formaaede han aldrig at klare sig ude­lukkende med sin Pen. Hans litterære Løbe­bane blev kun gjort mulig ved, at en højhjærtet Ven støttede ham med 100 Pund aarlig, indtil Regeringen i 1807 tilstod ham en Pension af lignende Størrelse, og endnu i 1816, da hans kæreste Barn, hans niaarige Søn Herbert, døde, maatte han laane Penge for at komme over den Tid, i hvilken Sorgen satte ham ude af Stand til at arbejde som sædvanligt.

Da han derfor fik Opfordring til at overtage Laureat-Posten og Walter Scott tilskyndede ham dertil, tog han efter Betænkeligheder imod den og de 90 (ikke 300) Pund, den indbragte, ikke for som Byron smukt forklarede det, for at smøre sit Brød paa begge Sider, men for at tegne en Livsforsikring. »Jeg har aldrig været ængstelig for Udkommet til min Familie", skrev han til Scott, "men det er med den dybeste Følelse af Taknemmelighed, at jeg har sikret denne Arv til min Hustru og mine Børn, og det er Dem, jeg først og fremmest har at takke for den." Ud fra den samme Følelse handlede han mange Aar senere, da Robert Peel bad om at maatte lade

69

Kongen udnævne ham til Baronet. Southey, der dengang sad ene tilbage i Hjemmet efter at have maattet bringe sin Hustru paa en Sindssygeanstalt, skrev til Peel, hvorledes hans Forhold var, hvorledes han ganske vist havde gjort, hvad han kunde for at sikre sine Kære efter sin Død, men at han følte sig gammel og efter den sidste Tilskikkelse ikke længer havde den samme Tillid til sine Kræfter som tidligere. At modtage den tilbudte Æresbevisning vilde derfor kun lidet passe for hans Kaar og Omstændigheder, men hvis det kunde forenes med Regeringens Planer at befri ham for Bekymring med Hensyn til sin Familie, vilde han have opnaaet alt, hvad han kunde ønske sig. To Maaneder senere forøgede Robert Peel hans Statsunderstøttelse med 300 Pund.

Vil man i dette se borgerlig Nærsomhed og spidsborgerlig Forsigtighed, nu vel, men det maa i saa Fald bemærkes, at "Spidsborgerligheden" havde sine Grænser. Hverken Udsigten til at tjene 2000 Pund om Aaret som Medarbejder ved "Times", eller Tilbud om at faa Sæde i Parlamentet og i den Anledning at faa skænket en Ejendom med 300 Punds aarligt Overskud, formaaede at friste ham bort fra det, han ansaa for sit Kald, Skribentens, og ingen Bekymring hverken for Nutid eller Fremtid satte Skranke for hans Hjælpsomhed. Faa Mænd har øvet den i større Udstrækning og paa ædlere, mere selv-

70

opofrende Vis. Som bekendt underholdt han i lange Tider sin Svoger Coleridge's Familie, og optog den i sit Hjem, og da hans anden Svoger, Lowell, døde, tøvede han ikke med at gøre Skridt til at hjælpe hans efterladte Enke og Barn, som han ligeledes for en Tid optog i sin Husstand og dette inden han endnu selv havde fundet et fast og blivende Hjem. Udsigten til at faa et saadant voksede, da han i 1797 havde tjent omtrent halvandet Hundrede Pund paa sit Digt, ”Joan of Arc” og havde Udsigt til at faa yder­ligere Hundrede Guineas for "Thalaba", men i Stedet for til Indbo blev Pengene anvendt paa hans yngre Broder, Harry, der skulde være Kirurg, og for hvis Læretid der forlangtes netop denne Sum, som Southey uden Betænkning stillede til Raadighed. Georg Brandes oplyser, at Southey, takket være sine økonomiske Anlæg efterlod sig en Formue paa 12,000 Pund. Hvorfra han har denne Oplysning er ikke let at vide, men den lyder ikke sandsynlig. Sikkert er det derimod, at hans sammensparede Formue i 1821 efter et halvt Livs Anstrængelse, udgjorde 625 Pund, hvilket man ved, fordi han stillede den til Raadighed for en af sine Venner, John May, hvem han skyldte Taknemmelighed. "Med samme Post", skriver han til ham saasnart han har faaet Efterretningen om, at han har mistet alt, hvad han ejede, "skriver jeg til Bedford og beder ham overføre til Deres Konto 625 Pund i tre-Procents Stats­

71

papirer. Jeg vilde ønske, at Summen var større, og at jeg i det hele taget havde mere at hjælpe med, men jeg vil faa det til Foraaret, hvis jeg faar Honoraret for min Historie udbetalt straks efter Manuskriptets Aflevering. Et Hundrede Pund skulde jeg under alle Omstændigheder kunne sende Dem til den Tid; og faar jeg mere, skal jeg sende mere." Og han fortsætter med i venlige Ord at indbyde John May til at rive sig løs fra Forretningerne og komme til Keswick.

"Den havde nu engang saa lidt med Livet at gøre", skriver Georg Brandes om den "Roman­tik”, Southey var Repræsentant for, men forsaavidt den bestod ikke blot i et ydre uvæsentligt Sceneri, men i at forudsætte noble Følelser, uselviske Handlinger og helteagtigt Sindelag synes det i hvert Fald ikke at passe i dette Tilfælde. Southeys tapre, muntre, helstøbte Karakter løfter sig forbilledligt over den Hverdag, i hvilken den er plantet saa fast. Det vilde have forekommet En umuligt, at nogen skulde kunne lære den at kende uden at gribes af Undseelse for det sjældne Mandsideal, der i den er levendegjort, hvis ikke Georg Brandes havde vist, at det var muligt ikke blot at fornægte men endogsaa at besudle det.

Det, der forekommer Georg Brandes saa gaadefuldt, vil utvivlsomt forekomme de fleste andre naturligt, at en Karakter som Southeys nød Sym­pati og Agtelse hos de bedste i sin Samtid. Selv Shelley kunde paa nært Hold ikke genkende den

72

stupide Lejesvend, den giftige Renegat, den uforsonlige Fjende af Friheden, der af Byron og andre var præsenteret Offentligheden under Southeys Navn.

Det var overhovedet kun under Indflydelse af Kampens Ophidselse, at et saadant Vrængebillede kunde vinde Tiltro, og længe inden Brandes skrev hørte det til de forladte Antagelser, at Southey skulde have ændret sine Meninger af uværdige Bevæggrunde.

Det koster da ogsaa kun ringe Ulejlighed at forklare sig hans Udvikling.

At en højtbegavet, ideeltsindet ung Mand skulde kunne forblive upaavirket af de mægtige Begivenheder, der fandt Sted i Frankrig, vilde være fuldkommen unaturligt. Southey sværmede som rimeligt var for Friheden, men han var ikke mere end nitten Aar, da hans Tro paa den som saliggørende Middel til Menneskenes Forbedring fik sit Dødsstød ved Girondinernes Henrettelse. "Jeg er led ved Verden«, skrev han, "og misfornøjet med alle. Mordet paa Brissot har fuldstændig oprevet mig ... Jeg ser mig omkring i Verden og ser overalt det samme: den stærke, der under­trykker den svage . . . Der er ikke Plads for Dyden. "

Tanken om at skaffe den en saadan Plads ved at grundlægge et helt nyt Samfund, et "Pantisokrati", paa den anden Side Havet, maatte derfor

73

tiltale ham meget og vandt i ham en ivrig Til hænger.

Foreløbig maatte dog Planerne udskydes af Mangel paa Penge - han maatte laane af en Ven til Ring og Vielsesattest, da han hemmeligt som et første Skridt til deres Virkeliggørelse giftede sig med Miss Fricker - og allerede efter et Aars Forløb havde Livet stillet ham andre og nærmere Opgaver. Ved sin Hjemkomst fra en Rejse til Portugal fandt han sin unge Hustru i Sorg: deres Svoger, LoweIl, en af dem, der skulde have grundlagt det nye Samfund, var død. Southey tøvede ikke, men satte sig straks i Bevægelse for at faa hans efterladte Skrifter udgivet til Fordel for Enken, og tog denne og Barnet i Huset.

Drømmenes Tid var forbi; han var spændt for, og med Mandens Pligter vaagnede hos ham, der af Aar endnu var Yngling, Mandens Fornemmelser og Længsler. "Hvor Tiden dog dæmper ens Meninger", skriver han. "Der er kun lidet tilbage af den flammende Enthusiasme, der saa nylig fyldte min Karakter med sin Feberglød. Jeg har indsnævret mit Virksomhedsomraade til mine Venners lille Kreds, og selv mine Ønsker naar kun sjældent udenfor dem . . . jeg trænger til et lille Værelse til at stille mine Bøger i og til en Arne, jeg kan kalde min egen."

Hvad han her erfarede med sig selv: Forvandlingen fra Drømmer til Arbejder, satte ham i Stand til at gennemskue de Illusioner, hvoraf

74

Tiden beherskedes. Man priste Frankrig som Frihedens Hjem endnu, da den længst var afløst af et blodigt Tyranni og et haardt Militærdespoti. "De havde vendt deres Ansigt mod Øst", sagde Southey om Tidens Liberale, "for at tilbede den opstigende Sol, og de blev ved at se i samme Retning og stædigt at forsikre, at Solen befandt sig dér ogsaa, da det var blevet Aften, hvorimod jeg forandrede min Stilling efterhaanden som Solen drejede sig." Man talte om Menneskerettigheder som om man ikke nylig havde gjort Menneskeerfaringer. "Lægekunsten var i en ynkelig Forfatning", skriver Southey, "saa længe Badskærere og Charlataner øvede den ud fra den vilkaarlige Antagelse om de fire Temperamenter. . . og Na­ turfilosofien var ikke bedre, men blot et roman­ tisk Sammensurium grundet paa Ammestuesnak og fantastiske Ideer, ikke paa Iagttagelse og Eks­periment. Den politiske Videnskab befinder sig i Øjeblikket paa samme Udviklingstrin. Den er af fladbundede Sofister bleven grundet paa abstrakte Rettigheder og opdigtede Kontrakter uden ringeste Hensyntagen til eksisterende Tilstande og histo risk Udvikling."

Utvivlsomt - det hævdede Southey til det sidste - er Republiken i sig selv den bedste Regeringsform, ligesom en Solskive er simplere og sikrere end et Stueuhr, men Fornuftens Sol skin­ner ikke altid og derfor er foreløbig i gamle Stater mere komplicerede Statsforfatninger nød­

75

vendige med Kontrol og Modkontrol. Der lader sig sikkert finde bedre Systemer for - bedre Mennesker. Da han i Vinteren 1811-12 fik Besøg af en ung Mand, der nærede alle de Illusioner, han selv havde opgivet, var det som at møde sin egen Forgænger. "Han er netop hvad jeg var i 1794", skriver han. "Hans Navn er Shelley, han er Søn af Underhusmedlemmet for Shoreham ... Han er i Øjeblikket naaet til det panteistiske Standpunkt og vil, antager jeg, i Løbet af en Uge være Berkeleyaner, thi jeg har gjort ham bekendt med denne Filosof. Det har for­bavset ham meget: for første Gang i sit Liv at møde en Mand, der forstaar ham fuldkomment, og som kan yde ham fuld Retfærdighed. Jeg har sagt ham, at hele Forskellen mellem os er, at han er nitten og jeg syv og tredive, og jeg er vis paa, at det ikke skal vare saa længe, inden det lykkes mig at overtyde ham om, at man kan være Filosof i Sandhed og udrette ikke saa lidt godt med 6000 Pund om Aaret, skønt de i øjeblikket volder ham mere Bekymring end nogensinde Mangelen af en Sixpence (og jeg har prøvet, hvad det vil sige ikke at eje en saadan) har for­aarsaget mig."

Shelley var Republikaner og Frihedssværmer, Southey blot en Mand, hvis Meninger tidligt var blevet afdæmpede, og hvis Virksomhedsomraade var blevet indsnævret. I Sandhed blegt og fattigt paa Baggrund af den endnu straalende Enthusi­

76

asme, men hans Liv og Virksomhed kaster et saadant Lys over denne Resignation; at den ikke let bør kunne mistydes. Han havde opgivet de Planer, han sammen med Coleridge og Lowell havde haft om at danne en kommunistisk Idealstat, men han øvede til Gengæld overfor dem begge en praktisk Kommunisme, der er endnu sjældnere end Enthusiasmen; han opgav sine Rejseplaner, men kun for at søge et Sted, hvorfra hans Aand utrætteligt kunde udvide sin Horisont; han mistede Troen paa Revolutionens Doktriner, men bevarede den Humanisme, han havde ment levendegjort i dem.

Hvorledes det egentlig forholdt sig hermed, forstod hans Samtid naturligvis ikke. Hans Søn opstillede efter hans Død en lang Liste over Forholdsregler, som hans Fader i sine Artikler i "Quarterly Review" havde tilraadet eller anbefalet: en Folkeskole; Udbredelse af god og billig Litteratur; en Organisering af Udvandringen, særlig den kvindelige; Omsorg for at Lastens og Fattigdommens Børn i de store Byer fik en sund Opdragelse; protestantiske Sygeplejersker og en bedre Uddannelse af Sygeplejerskerne paa Hospitalerne; Oprettelsen af Sparekasser i de smaa Byer; Afskaffelsen af Pryglestraf i Hær og Flaade, undtagen i særlige Tilfælde; Forbedringer i Fattiglovgivningen; Forandring af J agtlovene; Indskrænkning af Dødsstraffens Anvendelse; Paabud om at Henrettelser skal foregaa indenfor Fængs-

77

lets Mure; Forandringer i Fabriksarbejdet til For­del for Arbejderne og særlig til Beskyttelse for Børnene; offentlige Arbejder - om muligt løn­nende - i daarlige Tider; Fjernelse af Begra­velsespladser i tæt bebyggede Bydele; Jordlodder til Arbejderne; Anvendelse af Fattige og Nødlidende til Kolonisation af uopdyrket Jord; Tiendens Afløsning og endelig: flere Præster, mere Universitetsundervisning og flere Domstole.

Adskillige, ja de fleste af disse Reformtanker vil forekomme en moderne Opfattelse baade forstandige og sympatiske, men hvem gør sig den Ulejlighed at vise en Samtidig Retfærdighed og søge den indre Sammenhæng i en tilsyneladende spredt Virksomhed, naar man ved at holde sig til et Par iøjnefaldende Træk kan faa den bragt ind under bekvemme, fastslaaede Rubriker. Southey var Hofpoeten, der tidligere havde været Republikaner, han var Modstander af Reform Bill'en (Valgretsudvidelsen), af Frihandelsplanerne og Katholikkernes Konfessionsfrihed, altsaa var han Reaktionær, og følgelig maatte ogsaa hans sociale Anskuelser antages at være reaktionære og taabelige, set fra et liberalt Synspunkt.

Dette fik sit klassiske Udtryk i Macaulays store Anmeldelse (1830) af hans Bog "Sir Thomas More eller Samtaler om Samfundets Fremskridt og Udsigter" i det liberale Tidsskrift "Edinburgh Review". Det optryktes i hans "Essays" 1843 "og læstes", som Mag. Læssøe Müller siger, "af Tu-

78

sinder, som ellers maaske knap vilde have kendt Bogen af Navn". Men gennem dette fik de en sikkert udtalt Opfattelse baade af den og Forfat teren l) ud fra Synspunkter, de var fortrolige med og paa Forhaand anerkendte. Det var Manchesterliberalismens gyldne Tid. "Laisser aller, laisser faire" var Løsenet. Den fri Konkurrence vilde ordne Tingene paa det bedste, blot man gav den frit Løb. "Vi stoler paa den menneskelige Fornufts naturlige Stræben (tendency) efter Sandhed og paa Samfundets naturlige Stræben efter Fremskridt", siger Macaulay, og i hans øjne var Southey, der ikke nærede samme Tillid, en Lysets Fjende. "Hvor Nattens tætteste Skygger tilfældigvis i Øjeblikket falder, der finder man Mr. Southey." Og som tilstrækkeligt Bevis for, hvor uhjælpeligt han er i Uoverensstemmelse med Tidens bærende Tanker, fremhæver Macaulay hans Uvilje mod Industrialismen, Englands Stolthed. "Der er intet han nærer saa bittert et Had imod. Det er efter hans Opfattelse et System, der er mere tyrannisk end Feudalismen, et System af faktisk Slaveri, et System, der ødelægger dem, der er inde under det, legemligt og fornedrer dem sjæleligt."

1) Det vil være lærerigt at sammenligne den Tone, hvori Macaulay, Southeys samtidige Meningsmodstander, og Georg Brandes, "Aandshistorikeren" i et fremmed Land mange Aar senere, omtaler ham. Macaulay er for meget Gentleman til at give sin skarpe og antipatiske Kritik selv det fjerneste Anstrøg af personlig Nedrakning og Bagvaskelse.

79

For at komme den Nød og Elendighed til Livs, der - efter hans Mening - følger i dens Køl­vand, paakalder han Statens Omsorg og Indgriben. "Der er som sagt ingen Konsekvens iMr. S.'s politiske System", siger Macaulay. "Men hvis der er noget ledende Princip i det … maa det være det, hvoraf hans Teori om Igangsættelsen af Statsarbejder er et Led. Han mener, at det er Øvrighedens Sag ikke blot at paase, at Folkets Personer og Ejendom er fri for Angreb, men at den bør være en ren Tusindkunstner, Ingeniør, Skolemester, Købmand, Theolog … spionerende, hjælpende, formanende, bør give vore Penge ud for os og bestemme vore Meninger. Hans Princip er, hvis vi forstaar ham ret, at ingen kan gøre noget for sig selv saa godt som hans Hersker, hvem det saa end er, kan gøre det for ham; at en Regering kommer Fuld­kommenheden nærmere, jo mere den blander sig i de Enkeltes Vaner og Anskuelser. Han synes at være fuldkommen overbevist om, at det staar i Regeringens Magt at hjælpe paa den Nød, Underklassen lider under."

Enhver, der læser denne Kritik med Nutids­forudsætninger, siger Læssøe Müller, vil "faa et Indtryk af, at den angrebne paa mange Maader repræsenterer livskraftigere Ideer end Angriberen, og i dristig, forhaabningsfuld Reformiver ofte staar til Venstre for den liberale Pennefører, der ser ned paa ham som Bagstræber", hvilket viser sig

80

praktisk, da Macaulay, der saa bidende havde spottet Tanken om Statens Indgriben og Skolemestervirksomhed, i 1846 forsvarede Lovforslaget om en Titimers Arbejdsdag for unge Mennesker og Aaret efter stod som Talsmand for en stor Bevilling til Almueskolerne, ganske vist med en liberal Motivering, men i Virkeligheden under Trykket af de Nødvendigheder, Southey havde haft Blik for, og den Tidsaand, han havde fore­grebet.

I sin Afhandling søger Mag. Læssøe Müller, paa Grundlag af et omfattende Studium af Southeys talrige og spredte Artikler, at vise Sammenhængen og Udviklingen i den Samfundsopfattelse, han ud fra "en dyb og rig Samfølelse med det største og det mindste, der levede og led her i Verden, og en fintmærkende personlig Ansvarsfølelse" efterhaanden udformede, og om hvilken man hidtil, som Læssøe Müller hævder, næppe har dannet sig mere end "en almindelig Forestilling". At sammentrænge denne Redegørelse yderligere er ikke let muligt, og der maa derfor henvises til den, men Hovedsagen og det, der vedkommer den Rolle, Southey har spillet i vor Aandsudvikling, er, at den ubestrideligt godtgør, hvad man allerede af Sønnens Opregning af Faderens Idéer og Forslag har maattet slutte, at han i Modsætning til den liberale Opinion, der kritiserede ham, repræsenterede Fremsynet. Der er, som Mag. Læssøe Müller rigtigt fremhæver, ikke dermed

81

sagt noget om hans Idéers absolutte Værdi. Det er jo muligt, at det nu, da de har sejret i en Ud­strækning, han knapt kunde drømme om, er "Macaulay's Advarsel mod at overdrage Staten for meget", der har faaet ny Interesse, men i 1874, da Georg Brandes skrev om ham, var Southey Repræsentanten for den Tidsaand, der var i Opmarsch, og for dem, der som Professor Otto Jespersen erklærer sig for Socialdemokrater, maa han være det endnu.

Socialdemokraten, Professoren i engelsk Sprog og Litteratur, der siger god for Georg Brandes' glimrende Litteraturpsykologi og er begejstret for hans Nedrakning af Southey, den "talentløse" "Bagstræver" - det er det kuriøse Tilfælde, der stiller hele Humbug'en i bengalsk Belysning, det er Brandesianismen som Köpenickaffære.

Bag ved den ligger Systemet, Aanden, bag den ligger de særlige Vilkaar, der i de sidste Men­neskealdre har bestemt Opinionens Tilblivelse og Opretholdelse herhjemme. Köpenickaffæren var allerede til Stede, da Georg Brandes, samtidig med at han saaledes stemplede den, der havde røbet en genial Forudfølelse for den sociale Bevægelse som reaktionær, blev taget til Indtægt af denne Bevægelse som Medkæmper. Den var til Stede i det Sjuskeri og den Uvidenhed, hvoraf hans Fremstilling bærer Præg og som blev taget for gode Varer af dem, der gav sig Mine af at være Videnskabens nidkære Vogtere. Den var

82

det i højeste Grad i den letfærdige Undervurde­ring af uomtvistelige moralske Værdier, hvoraf Fremstillingen var baaret, ja simplere endnu, den er aaben og haandgribelig afsløret af Georg Brandes selv i en Fodnote.

Hvor han omtaler Southey's Digt ved Georg d. 3die's Død, finder han det interessant at sammenligne det med Victor Hugo's legitimistiske Ungdomsdigt "Visionen" og henviser i den An­ledning til det Sted i det foregaaende Bind af Hovedstrømningerne, hvor dette er omtalt. Følger man denne Anvisning, faar man det at vide, "at denne Skiften Standpunkt" (nemlig fra Royalist til Repuklikaner) ikke "paa nogen Maade geraader ham til Skam", at den ikke, "som Uforstand og Lavhed saa tidt har villet insinuere, har haft urene eller blot (!) tilfældige Motiver".

Uforstandig og lav staar der for enhver, der kan læse indenad. Selv den aandløseste Filolog, selv den mest overfladiske Eftersnakker havde ikke behøvet at være raadvild i sin Dom eller tage fejl. Uforstandig og lav er, hvad Georg Brandes selv anser en Menneskebedømmelse for at være som den, han har gjort Southey til Genstand for.

Desto mere tankevækkende og oplysende er det, at den i over en Menneskealder har kunnet staa uanfægtet, ja som Genstand for oprigtig Beundring. Man faar herigennem en Anelse om Holdbarheden af det Livsværk, den tilhører. Alene ved sit Om-

83

fang er det til en vis Grad usaarligt. Man taler om, at en Daare kan spørge om mere end ti Vise kan svare paa, men der er aldrig nævnet nogen Grænse for hvormange Kyndige og Sandfærdige der behøves for at optrevle, hvad en Ukyndig og Usandfærdig udstyret med Energi og Talent kan væve sammen. Det drejer sig jo om "videnskabeligt” Arbejde, der antages at støtte sig til Kendsgerninger og derfor maa modbevises med Oplysninger, men alene at samle det Materiale, der uomtvisteligt godtgør den her omhandlede Enkeltheds Kortsynethed, Overfladiskhed og Usandfærdighed, har formodentlig taget Maaneder. Man kan deraf slutte, hvormeget Arbejde der skulde til for at belyse de Hundrede andre Billeder, der er frembragt af en tilsvarende Aand, med en tilsvarende Respekt for Sandheden og ud fra et tilsvarende Forstudium. Og naar det var gjort, er det et Spørgsmaal, om der vilde være opnaaet noget, thi i og for sig vilde man ikke kunne be­vise andet og mere end, hvad en ikke forudindtaget med nogenlunde tilforladelige Fornemmelser for Sandhed og Sandsynlighed kunde sige sig selv. En Karakteristik som den af Southey kræver hverken Kundskaber eller Skarpsindighed for at vurderes efter Fortjeneste.

Ved sit røverromanagtige Præg, sine aabenlyse Urimeligheder og sine psykologiske Selvmodsigelser i Forbindelse med det Temperament, hvoraf den er baaret, minder den ligesom adskil-

84

ligt andet hos Georg Brandes mest af alt om Fru Blicher-Clausen. Men som man vil erindre havde denne Forfatterinde ogsaa paa Grund af de ædle Følelser, hun var Talerør for, saa længe hun levede carte blanche paa at skalte og valte baade med Naturfænomenerne og Sjælelivet, som hun lystede. Paavisningen af det banale, det forlorne, det usandsynlige eller ligefrem naturstridige i hendes Kunst havde ingen anden Virkning end at forøge Oplagene, indtil ved hendes Død Interessen ophørte. Rimeligvis staar man med Hensyn til Georg Brandes overfor et Livsværk af samme Art, blot i større Format, som kun Tiden og den Soberhed, den bringer med sig, til Gavns kan afsløre.

Man kan ikke tvivle om, at denne Forvandling alt er begyndt.

 

NB: Fortsætter i del 3 og 4

Fortsat fra Usurpatoren - del 1

Læs flere udvalgte værker af Harald Nielsen

Controversy of Zion _resumé

Controversy of Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu