|
Dronten 8 Undertrykt Nyt
Zionisme
Zionisme er ikke- og har aldrig været – udelukkende en bevægelse, der skulle samle jøderne i Palæstina. Det har sammen med Verdensrevolutionen – kommunismen – været det værktøj, der skulle bringe The Jew World Order frem. Styring af politikere og ”elite” fra oven gennem finansmagt og mediemagt. Magt til at levere de nødvendige stemmer eller fjerne dem fra politikere alt efter, om de gør som befalet er specialiteten. Mange eksempler gives af Douglas Reed i denne ”Dronte”, og her gives eksempler på zionismens øjeblikkelige styrke og problemer…. David Duke – Politisk ukorrekt og stolt af detDen kontroversielle politiske aktivist David Duke har udgivet en ny bog, Jewish Supremacism: My Awakening to the Jewish Question. (Bogens seneste udgave - 2007 - nu oversat til dansk og kan læses i sin helhed her, red. 2010) I det 20 sider lange forord fortæller Duke, at hans eneste formål med at skrive Jewish Supremacism, er at finde sandheden. Og det må også læseren af bogen gøre – holde sandhedssøgen helt fremme i sin opmærksomhed, mens han læser bogen. Duke gør opmærksom på, at hans kilder er jødiske. Duke er ikke fremmed for at byde på- eller selv acceptere udfordringer. Han var for år tilbage en lovende ung politiker i staten Louisiana. Han var ekstremt populær blandt hvide borgere i staten på grund af hans uforbeholdne understøttelse af den hvide kultur. Duke afsoner i øjeblikket en 15 måneders fængselsdom for skatteunddragelse (kom ud i 2004, k.e.), men hans virkelige ”forbrydelse” er at være ”politisk ukorrekt” og uforfærdet i sin kritik, hvad der betyder dødsdom for enhver politikers karriere i dag (læs grundigt om fængsels-sagen på National Journal's hjemmeside, der findes under ”Links”). Duke fortæller, at han havde en jødisk grandonkel, som blev præst i Metodistkirken, samt at hans familie ikke havde fordomme om jøderne. Om disse siger han, at naive kristne tror, at praktiserende jøder regner Det Gamle Testamente for det helligste af deres religiøse skrifter, hvor det i realiteten er Talmud, der udgør deres vigtigste rettesnor i livet. Ti paver og Reformationens fader, Martin Luther, var meget kritiske over for jødedommen. Det, der har overlevet i jødedommen, siger Duke, er jødisk had og magt. Den jødiske højesteretsdommer, Louis Brandeis, sagde: ”Jøder er en særskilt nationalitet. Uanset, hvilket land, de tilhører, eller deres stand og trosvariant, er de nødvendigvis en del heraf”. Jøder bekæmper assimilation for sig selv, men anbefaler den for andre, siger Duke. I det 20. Århundrede og det tidlige 21. Århundrede har jøder stået i spidsen for bestræbelserne på at afkristne Amerika, og de har haft succes på grund af deres dominans over massemedierne. De har været anførerne af kampen for ”borgerrettigheder” og var grundlæggerne – og indtil for få år siden – dem, der kontrollerede NAACP (de farvede folks interesseorganisation, k.e.). Deres kontrol over radio, fjernsyn, Hollywood samt de ledende aviser er ingen hemmelighed, og Duke giver navnene. (se bl.a. i denne Dronte artiklen ”Hvem regerer Amerika?”. ) De blade, der ikke fremmer den zionistiske globale og nationale politik, finder snart ud af, at deres annoncører forsvinder én efter én, siger Duke og giver eksempler. ADL kontrollerer det, der kendes som B'nai B'rith's ”reklameloge”. Så det betaler sig ikke for bladene at gå imod en magt, de ikke kan klare. Duke demonstrerer, hvordan zionistisk magt kontrollerer begge dele af Kongressen. Afdøde senator J. William Fulbright (demokrat fra Arkansas), udtrykte, hvad han så som en almindelig snusfornuftig observation, da han sagde, at Senatet var under zionistisk kontrol. Han fandt snart ud af, at det betød politisk selvmord at kritisere USA's mellemøstpolitik. Fra kyst til kyst blev jødisk magtkoncentration organiseret og sat ind på at udskifte ham med Dale Bumpers, som ville være lydig over for den zionistiske linie i udenrigspolitikken. Ifølge Duke udstrækker zionistisk magt sig også til finansverdenen, med dens kontrol af bankerne og dens historie med at udlåne penge til fattige kristne til ågerrenter. I forretningsverdenen bliver kristne direktører i israelsk-kontrollerede selskaber ofte ”sat op” til fiasko, hævder han. Duke siger endvidere, at jøder er fremtrædende i underverdenen. ”Mord A/S”, den såkaldte russiske mafia, samt industrimagnaterne i det moderne Rusland, er jødiske. Og slavehandelen, både med sex og andre formål, styres af disse ”rovdyr”. Zionister er ikke fremmede over for terrorisme. Duke påviser, at Israel er nummer ét terrorist i Mellemøsten. Menachem Begin, med Irgun-banden, og Ariel Sharon, med hans nådesløse slagtning af titusinder af palæstinensere, udgør eksempler på, hvordan zionisterne træder frihed under fode. Israel-spionen Jonathan Pollard, der stjal så godt som alle USA's tophemmeligheder til Sovjet, som derefter solgte dem videre til Kina, bliver konstant søgt frigivet af Israel. Massemedierne har lige siden 1967 nægtet at kræve en tilbundsgående undersøgelse af Israels bevidste angreb på USS Liberty, og USA's regering har også i lige så mange år nægtet at gøre Israel ansvarlig for dette morderiske angreb på ”en allieret”. Duke stiller 14 spørgsmål under overskriften ”Er Amerikas støtte til Israel virkelig dét værd?” Emnerne omfatter ofrene for 9-11, hvor Israel havde forudviden, og måske ligefrem gav en hånd med. Også spørgsmålet om de 2.1 trillioner dollar i amerikansk hjælp, som Israel har modtaget siden statens grundlæggelse – og dét til en stat, der stjal beriget uran fra USA til at fremstille ulovlige atombomber. Også de overvejende jødiske ledere af Den russiske Revolution, og hovedmanden bag finansieringen af dette bolsjevikiske blodbad, den jødiske bankmagnat Jacob Schiff, kommer Duke ind på. Den eneste fejl, anmelderen, Vince Ryan, er stødt på hos Duke, er, at CIA-direktør George Tenet, hos Duke, er opført på en liste over jødiske udnævnelser til topstillinger under præsident Clinton – (og i øvrigt forblev under Bush II). Tenet og dennes hustru er efter Ryans angivelse ud af græsk slægt og medlemmer af den græsk-ortodokse kirke. (I AFP 22.12.2003 bringes en insider-beskrivelse af George Tenet, skrevet af Gordon Thomas, kendt forfatter, bl.a. til en bog om Mossad, Gideons Spies, og fast korrespondent for AFP. På grund af CIA's store fiaskoer, både mht. at afværge 9-11-katastrofen og mht. Iraks ”masseødelæggelsesvåben”, regnes hans dage som CIA-chef for at være talte. Han sendte selv sin forgænger, John Deutch ud i kulden med mindre end 50 ord, fordi denne havde opbevaret statshemmeligheder på sin hjemmecomputer. På sit første møde med lederne af fremmede efterrretningstjenester, som ny chef for CIA, bad han alle andre end Mossads vicedirektør, Amiram Levine, om at forlade kontoret, hvorefter han, da de var alene, skulle have sagt: ”Undskyld mig, general, men De bliver nødt til at lyne deres bukser op.” Nu kan der jo være blevet sagt andet, men i sig selv lyder denne hemmelige samtale med Mossad-chefen jo ikke så uhyggelig, og er ikke klart bevis for, at Tenet er ”skabsjøde”. På den anden side udnævnes der formentlig ikke inden for overskuelig tid en chef for CIA, der ikke er meget zionistvenlig, k.e.) Hvad der særligt bekymrer Duke er den kendsgerning, at mange jøder støtter såvel den legale som den illegale indvandring af fremmede til USA, der ikke kan integreres (hér dog ikke af palæstinensere, arabere eller muslimer). Han tror, at deres viljefasthed i dette er dannet gennem et århundredlangt racesammenhold. (Bogen, 356 sider, 225 dollar, bestilles hos TBR BOOKS, P.O. Box 15877, Washington, D.C. 20003, tlf. 1-877-773-9077 - evt. er der ekstra porto til DK, k.e.) (Vince Ryan, AFP, 29.sept. 2003) ------------------
Skrevet til retssagen mellem David Irving og Deborah Lipstadt:
Professor Kevin MacDonald's udtalelse. 1. Jeg, Kevin MacDonald, Professor i psykologi ved California State University-Long Beach, Long Beach. CA 90840-0901 USA, udtaler mig som følger:- 2. Jeg har en PH.D i Behavioral Sciences fra University of Connecticut. Jeg har udgivet seks bøger (heraf to redigerede bøger), og over 30 akademiske skrifter i området evolutionære indgange til menneskelig væremåde, især på feltet evolutionær psykologi og applikationen af evolutionær psylologi til forståelse af etniske konflikter i historien (e.g. Social and Personality Development: An Evolutionary Synthesis. New York: Plenum, 1988) Jeg redigerer tidskriftet ”Population and Environment”, udgivet af Human Sciences Press, en afdeling af Kluwer Academic Publishers. Dette tidsskrift beskæftiger sig med forhold, der relaterer til berøringsfladen mellem livsforhold og menneskegrupper, herunder også etniske konflikter. Jeg er også Secratary/Archivist and member of the Executive Board of the Human Behavior and Evolutionary Society, den akademiske organisation, der beskæftiger sig med applikationen af evolutionær biologi i studiet af menneskelig adfærd. 3. Siden 1991 har jeg i udstrakt grad været involveret i at udvikle det evolutionære paradigme til brug for studiet af jødedommen (Judaism). Dette projekt har ført til udgivelse af tre bøger: A People That Shall Dwell Alone: Judaism as a Group Evolutionary Strategy (Westport CONNECTICUT:Praeger, 1994; 302 pp.) som optrækker nøgleaspekter af jødedommen indenfor en evolutionær teori om grupper. Den fundamentale betragtning er, at jødedommen kan forstås som et sæt af ideologiske strukturer og opførsler, der er resulteret i følgende forhold: (1) adskillelse af den jødiske genmængde fra omgivende ikke-jødiske (gentile) samfund; (2) ressource- og reproduktiv konkurrence med de omgivende ikke-jødiske værtssamfund; (3) en stor grad af samvirke inden for gruppen og en høj grad af altruisme jøder imellem; (4) eugeniske tiltag rettet mod at producere høj intelligens, investeringsevne og tilslutning til gruppe-, snarere end individuelle mål Separation and its Discontens: Toward an Evolutionary Theory of Anti-Semitism (Westport, CONNECTICUT: Preeger,1998 325 pp), udvikler en evolutionær teori om antisemitisme. Den grundlæggende tese er, at jødedommen må ses som et koncept for en gruppestrategi, karakteriseret ved kulturel og genetisk adskillelse fra ikke-jødiske samfund, kombineret med ressourcekonkurrence og andre interessekonflikter med segmenter af ikke-jødiske samfund. Denne kulturelle og genetiske separation, kombineret med ressourcekonkurrence og andre konfliktområder, tenderer som resultat til en opdeling og et had i samfundet. Et tema i denne bog er, at intellektuelt forsvar af jødedom og jødiske teorier om antisemitisme gennem historien har spillet en kritisk rolle for vedligeholdelsen af jødedommen som en gruppe-evolutionær strategi. I bogen diskuteres taktik anvendt af jødiske grupper gennem århundrederne for at bekæmpe antisemitisme. Vigtigt er især diskussionerne om jødiske selv- interesser, bedrag, og selvbedrag i områder vedrørende jødisk historiografi, jødisk personlig identitet, og jødisk forståelse af egne grupper og deres relationer til grupper udenfor. The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements (Westport, CONNECTICUT: Praeger, 1998; 376 pp.) Etnisk konflikt er et gentagent tema i de to første bøger, og dette tema er igen væsentligt i denne bog. Men hvor i de tidligere bøger de etniske konflikter der blev behandlet væsentligt var en gengivelse af den ofte blodige dynamik af jødisk-ikke jødisk konflikt spredt over hele den historiske tid, fokuseres her på et enkelt århundrede og på, at i mange intellektuelle og politiske bevægelser udgjordes fortroppen af mennesker, der stærkt identificerede sig som jøder, og som betragtede deres deltagelse i disse bevægelser som et bidrag til jødiske interesser. Diverse kapitler diskuterer den Boasiske skoles tanker om antropologi, psykoanalyse, venstreorienteret politisk ideologi og opførsel, Frankfurt School of Social Research (Frankfurterskolen), og de intellektuelle i New York. En vigtig gennemgående tese er, at alle disse bevægelser må betragtes som et forsøg på at ændre vestlige samfund i en retning, der ville afskaffe antisemitisme og gøre det muligt for jødisk gruppeaktivitet at fortsætte på en åben eller semi-kryptisk maner. 4. Hovedpunktet i mit udsagn er, at angrebene rettet mod David Irving af Deborah Lipstadt og jødiske organisationer, såsom Anti-Defamation League (ADL), må betragtes i langtids-sammenhængen af de jødisk-ikke jødiske berøringsflader. Som indikeret i opsummeringen af mine bøger, har min uddannelse som evolutionist, såvel som beviserne samlet af historikere, ført mig til at konceptionalisere jødedommen som egen-interesserede grupper, hvis interesser ofte er i konflikt med segmenter af det ikke-jødiske omgivende samfund. Anti-jødisk indstilling og opførsel har været en gennemgående oplevelse for jøder siden uddrivelsen (diasporaen) fra Israel for over 2000 år siden. Selv om antisemitisk indstilling og opførsel utvivlsomt ofte er farvet af myter og fantasier om jøderne, er der en stor del af anti-jødisk litteratur, der reflekterer realiteterne, konkurrencen grupper imellem, nøjagtigt som forventet af en evolutionist . Særligt vigtige er temaerne om separatisme--den kendsgerning at jødiske grupper typisk eksisterede som distinkt genkendelige grupper, der var uvillige til at assimilere, hverken kulturelt eller ved giftermål med det omgivende samfund, temaet om økonomisk, politisk og kulturel dominering og temaet om illoyalitet.. Fordi anti-jødiske indstillinger og opførsel har været så almindelige som en fælles reaktion mod jøderne som en Diaspora-gruppe, har jødiske grupper udviklet en stor variation af strategier for at kunne tackle deres fjender. I Separation og Its Discontent diskuteres mange af disse strategier, inklusive en meget lang historie om apologia helt tilbage til den antikke verden. I det forrige århundrede var der en stor mængde intellektuelle aktiviteter, værd at bemærke er eksempelvis jødisk historiografi, der præsenterer jøder og jødedom i et positivt lys og fjenderne i et negativt lys, ofte uden hensynstagen til det historisk korrekte. Dette er af stor vigtighed for den situation David Irving befinder sig i. Jødiske grupper har engageret sig i en bred vifte af politiske aktiviteter for at fremme deres interesser. Almindeligvis har jøderne været aktive agenter snarere end passive martyrer. De har været meget fleksible strateger i den politiske arena. Effektiviteten af jødisk strategisering er blevet fremmet af en del nøgleegenskaber hos jødedommen, som gruppe-evolutinær strategi--især at intelligens-kvotienten hos Askenasi-jøder er mindst en standard-deviation over det kaukasiske gennemsnit. I alle historiens perioder har jøderne som en gruppe været højt organiserede, højt intelligente og i besiddelse af politisk tæft, og de har været i stand til at råde over et højt niveau af finansielle, politiske og intellektuelle ressourcer i jagten på deres gruppemål For eksempel: Jøder deltog i en bred vifte af aktiviteter for at bekæmpe antisemitisme i Tyskland i perioden 1870 til 1914, herunder etablering af selvforsvars-komitéer, lobbyvirksomhed overfor regeringen, udnyttelse og influering af retssystemet (e.g. benyttelse af bagvaskelseslove, der førte til anti-jødiske firmaers konkurs), udgivelse af apologia og skrifter til omdeling i den almindelige masse af den ikke-jødiske befolkning, finansiering af organisationer, der var modstandere af antisemitisme, bestående overvejende af sympatiserende ikke-jøder. Jødiske organisationer kommissionerede skrifter, der var i opposition til "videnskabelig antisemitisme", hvormed mentes akademisk respektable udgivelser, der skildrede jødedom negativt. Akademiske arbejder blev nøje fulgt for sådant indhold, og det lykkedes sommetider for jødiske organisationer at få sådanne arbejder stoppet, eller få udgiveren til at ændre i værket. Resultatet var, at sådanne idéer blev gjort akademisk og intellektuelt urespekterede. Et tema i anti-jødiske skrifter i nutidens USA har været, at jødiske organisationer har brugt deres magt til at gøre diskussioner om jødiske interesser ”off limits”. Personer, der er fremkommet med kritiske bemærkninger, er blevet tvunget til at gøre offentligt afbigt og har lidt professionelt som resultat. Ofte er meningerne helt rimelige udtalelser -- noget, der empirisk kan bekræftes og som uden problemer kan siges om andre grupper. For eksempel beskrev mediekritikeren William Cash (1994) i en artikel i The Spectator, den jødiske medie-elite som "kulturnihilister", og fremkom med den mening, at jødisk medie-indflydelse reflekterede en jødisk mangel på respekt for traditionelle kulturelle værdier. Kevin Myers, en medarbejder ved British Sunday Telegraph (5. jan. 1997) skrev: " vi burde virkelig være i stand til at diskutere jøder og deres jødiske væremåde, deres gode sider og deres dårlige sider, som man kan om enhver anden genkendelig gruppe i samfundet, uden at blive kaldt antisemit. Åbenhed giver ikke næring til antisemitisme, det gør derimod hemmelighedskræmmeri. Denne stiltiende sympatiske diskretion kan nemt opfattes som en konspiration Det er på tide at være åben om jøderne." Meyers fortsætter og noterer sig, at The Spectator blev beskyldt for antisemitisme, da den offentliggjorde William Cashs artikel. Meyers lægger vægt på, at Cashs skyld var, at han havde skrevet, at de kulturelle ledere i USA var jøder, men deres jødiskhed var ikke åben for offentlig diskussion. Cash skrev at det er dobbelt-standard, når en jødisk skribent som Neal Gable frit kan henvise til en "jødisk kabale", men bruger han (Cash) udtrykket, så stemples han straks som antisemit. Han bemærkede også, at mens film ofte fremstiller negative typer af andre etniske grupper, så blev Cashs beskrivelse af jøderne som "fiercely competitive"(rundsavsarme) betragtet som en antisemitisk bemærkning. Et andet eksempel: Marlon Brandos udtalelse i et interview i TV i 1979, der lød nogenlunde sådan:" Hollywood er styret af jøder. Det er ejet af jøder." Det var i forbindelse med en beklagelse over, at Hollywood viser negative typer af andre etniske typer, men aldrig af jøder. Brandos bemærkning blev betragtet som antisemitisk af B´nai B´rith-afdelingen, den såkaldte Anti-Defamation League (ADL) og også af Jewish Defense League (Los Angeles Times, 9. april 1996, F4) Disse udtalelser om Hollywood er udtalelser, der kan bekræftes empirisk, men svaret fra store jødiske organisationers side er at stemple udtalelserne som antisemitiske, og forsøge at ødelægge de involverede personers karriere. Både Cash og Brandon har undskyldt deres bemærkninger og som del af deres apologia har de måttet besøge Simon Wiesenthal Center i Los Angeles (Forward, 26. april 1996.) Cashs undskyldning fremkom to år efter offentliggørelsen af hans udtalelser.) Forward antyder i sin artikel, at Cash havde svært ved at få sine arbejder trykt efter udtalelsen. Ydermere beretter Forward i samme nummer om, at redaktøren af London Spectator, Dominic Lawson, der offentligjorde udtalelserne, var blevet forhindret i at få en artikel om hans datter, der var født med Down Syndrome, offentligjort i The New Republic, da ejeren af The New Repiblic, Martin Peretz, og samme blads litterære redaktør, Leon Wieseltier, beklagede sig over, at Lawson havde trykt Cashs artikel. Der er masser af beviser på, at Peretz identificerer sig som jøde, og på hans uhæmmede politik med hensyn til, at hans blad hælder mod israelske synspunkter. Noam Chomsky, den berømte Massachusetts Institute of Technology-sprogekspert, fortæller om sine erfaringer med ADL: I USA er der oprettet et nok så effektivt system af intimidering for at lukke munden på kritikere......Tag Anti-Defamation League...... det er en organisation, der har til opgave at prøve på at defamere og intimidere og lukke munden på folk, der kritiserer den til enhver tid værende israelske politik, uanset hvad den går ud på. Tag mit eget eksempel, gennem en læk i New England kontoret for ADL lykkedes mig at få en kopi af min egen sagsmappe. Den var på 150 sider, fuldstændig som en FBI-mappe, bestående af memos om, at jeg ville være her og der, hid og did for at holde foredrag. Overvågning af hvad jeg sagde, kommentarer og påstande, afskrivninger af taler Dette materiale sendtes til lokale grupper, som så ville bruge det til at finde defamatoriske udtalelser, så få det trykt på løbesedler, som regelen uden underskrift, og delt ud uden for steder, hvor jeg holdt foredrag. Hvis pressen på stedet så kom med udtalelser, der ikke passede ADL-linjen, ville der komme en strøm af læserbreve, delegationer ville troppe op, protester og trusler om tilbagetrækning af annoncer osv. Politikere er naturligvis direkte underkastet disse vilkår med trusler om tab af finansiel støtte hvis de ikke makker ret. Dette totalt énsidige pres og det nu meget effektive system af bagvaskelse, løgn, defamering og en selektiv støtte til det politiske system, har skabt en skæv indgangsvinkel til hele sagen (Chomsky,988, 642,3) Her er Joseph Sobrans kommentarer, der kostede ham hans stilling som lederskibent ved National Review: Den fulde historie om Pat Buchanans 1996 præsident-kampagne er umulig at fortælle, så længe det er tabu at diskutere jødiske forhold så frit som vi omtaler det kristne højres. At beskrive amerikansk politik uden at kunne tale om jøderne, er som at tale om NBA uden at måtte omtale Chicagos hold, the Chicago Bulls. Ikke at jøderne har al magten, eller at de alle er slemme. Men de har succes, og er derfor magtfulde: og deres magt er unik ved, at den ikke må kritiseres, selv om den er synlig for alle. Selv opfører de sig, som om deres succes er en skyldplaget hemmelighed, og der går panik i dem, og de begynder at fremkomme med beskyldninger, så snart emnet bliver berørt. Den jødiske kontrol over hoveddelen af medierne i denne medietidsalder gør denne påførte stilhed både paradoksal og lammende. Hvis du skal overleve i det offentlige liv kræver det, at du ved alt om det, men aldrig henviser til det. En hyklerisk etikette tvinger os til at lade, som jøderne er magtesløse ofre, og hvis du ikke respekterer offerrollen, vil de knuse dig. Det er en fantastisk udstilling, ikke af ondskab. men af en voldsom etnocentrisme, en form for hemmelig racistisk superpatriotisme. Efter min mening er kampagnen for at undertrykke udgivelsen af David Irvings Goebbels biografi (Washington Post, 14. april1996) endnu et eksempel på denne taktik. Efter en artikel af lederskribent Frank Rich, der fordømte bogen, blev trykt i New York Times (3. april1996) lykkedes det ADL at tvinge St. Martins Press til at trække bogen tilbage, selv om kendsgerningen er, at denne bog, der hviler på hidtil ukendte dagbøger af Goebbels, er et stort akademisk arbejde--uundværligt for de, der arbejder med Det tredje Riges historie. Deborah Lipstadts bog medvirker til denne atmosfære af undertrykkelse.--især hendes udtalelse om, at Irving ikke er historiker. Professionelle historikere som Gordon Craigh, A.J.P. Taylor og Hugh Trevor-Roper anerkender Irving som en brillant forsker og en fængende fortæller. Hans arbejder er et ”must” for alle, der seriøst studerer Det tredje Rige og Den anden Verdenskrig. Jeg antager, at motivet for denne kampagne af undertrykkelse er grundet i Irvings involvering i diskussionen om Holocaust--havde han ikke deltaget i disse aktiviteter, ville hans bog om Goebbels være udgivet uden problemer. Jeg henstiller, at Irvings andre aktiviteter ikke må resultere i undertrykkelse af Irvings historiske studier, og en sådan generel nedgørelse af hans arbejder, som tydeligt fremgår af Lipstadts værk. Helt sikkert ser Irving meget muligt begivenheder gennem et filter af personlige og intellektuelle overbevisninger. Dette er en almindelig anerkendt lidelse, der berører alle sociale videnskaber, og jødiske social-videnskabsmænd har sandelig ikke været immune over for den I min bog Separation and its Discontents bruger jeg det meste af et kapitel på mange eksempler af historiografien af den jødiske historie, skrevet af jøder -- på ingen måde udførlig -- i hvilken der er klare undskyldelige tendenser -- tendenser der ser på det jødiske gruppesamfund i et favorabelt lys, patologiserer antisemitisme som irrationel og fuldstændig ude af trit med jødernes virkelige opførsel. Disse værker er blevet udgivet af de mest ansete akademiske og kommercielle forlag. Andre kommentatorer har bemærket lignende apologi-tendenser i jødisk historiografi, blandt andet, som det er værd at bemærke, Albert Lindemann, i hans nylige bog Esau's Tears: Modern Anti-Semitism and the Rise of the Jews (New York: Cambridge University Press. 1997) Afslørende indeholder Lindemanns bog eksempler på ensidig historisk forskning, arbejder af jødiske Holocaust-historikere Lucy Dawidowicz og Daniel J. Goldhagen --en klar indikering af, at området Holocaust forbliver en politisk varm kartoffel. Ydermere i The Culture of Critique beskriver jeg flere meget indflydelsesrige intellektuelle bevægelser (Boasisk antropologi, Freudiansk psykoanalyse, Frankfurterskolen), der fremstiller sig selv som videnskab, men som er stærkt influeret af de jødidke etniske agendaer af deres grundlæggere, især i bekæmpelsen af antisemitisme. Intellektuelt dække og politisk agenda er en kendsgerning i akademisk liv. Imidlertid gælder det, om det så blev bevist, at Irving lægger personlige holdninger i sine værker, så er det sådan, at selv den mest holdningsprægede forsker kan fremkomme med meget værdifulde akademiske arbejder. Videnskab fremstår, når alle undersøgernes arbejde bringes til idéernes markedstorv og når forskere ikke er nedgjorte, og deres akademiske arbejder ikke censureres, simpelthen fordi deres konklusioner farer i kødet på den i øjeblikket gældende ortodoksi.
REFERENCER: Cash.W. (1994), Kings of the deal. The Spectator (29. oktober) 14-16. Chomsky. N. (1988) Language and Politics. Black Rose Books; Montreal-New York. Sobran.J.(1996) The Buchanan frenzy. Sobran`s(March):3-4. UNDERSKREVET... KEVIN MACDONALD Professor of Psychology California State University-Long Beach,Long Beach. CA 90840-0901 USA
Harvard-professor Alan Dershowitz afsløret som svindler, plagiator og bondefanger. Professor Alan Dershowitz, den kendte jødiske jura-professor og advokat, forsvarer for O.J.Simpson (anklaget for bestialsk hustrumord), Jonathan Pollard (topspion for Israel i USA) og Ariel Sharon (israelsk premierminister, anklaget for krigsforbrydelser) er også en af USA's mest indflydelsesrige zionister og den jødiske propaganda-, censur- og spionageorganisation Anti-Defamation League's (ADL) yndling. Han har nu begået en bog, The Case for Israel, som en anden kendt amerikansk jøde, historieprofessor Norman Finkelstein, forfatter til bogen The Holocaust Industry, i et talkshow, Pacifica's ”Democracy Now”, i pinlig offentlighed har afsløret som et plagiat. Han blev ydermere anklaget for at genbruge oplysninger, der i vide kredse anses for bedrageri og sludder. Professoren, der taler, som var han personlig stedfortræder for Moses på Jorden, og som bidsk angriber enhver, der vover at bebrejde Israel dets brud på menneskerettighederne, blev under udsendelsen konfronteret med anklager for at ”forfalske oplysninger, plagiere og stjæle fra andre bøger … og forbryde sig mod de mest grundlæggende kriterier for historisk videnskab.” Finkelstein fortalte Pacifica's Amy Goodman og hendes lyttere: ”Der er kun én mulig konklusion, man kan drage, efter at have læst bogen. Hr. Dershowitz har sammenflikket et bedrageri, som han, utroligt nok, for en stor dels vedkommende, har plagieret fra et andet bedrageri!” Dershowitz er vant til at udslynge den slags sprog, ikke at være modtageren. Således har han f.eks. beskyldt den franske professor Robert Faurisson for at være ”en bedrager og holocaust-benægter”. Han er berygtet som en skånselsløs modstander. Centralt i beskyldningen for bedrageri står en tidligere bog, fra 1984: From Time Immemorial, af Joan Peters. Bogen er en dårligt skrevet polemik, som forsøgte at understøtte den gamle zionistiske påstand om, at Israel havde været ”et land uden folk, som ventede på et folk uden land”, og at der ikke havde været nogen betydelig menneskelig tilstedeværelse før de omvandrende jøder ankom. New York Times havde savlet over bogen, som Finkelstein nu hakkede i stykker på baggrund af at have læst den grundigt mindst fire gange, også samtlige dens 1.854 fodnoter, som han regnede med aldrig at skulle se igen. Men dér så han dem igen, ord for ord, i Dershowitz' bog! Finkelstein nedsablede med talrige eksempler Dershowitz, som kun kunne svare ved at true med sagsanlæg. Han er vant til, at hvert eneste af hans ord trykkes slavisk af hans magtfulde mediekontakter. Hans bog var blevet rost til skyerne af New York Times. Han forsøgte sig nu i udsendelsen med at tilbyde Finkelstein ”10.000 dollar til PLO i Deres navn, hvis De kan finde historiske kendsgerninger i min bog, som De kan bevise er falske.” Det klarede Finkelstein hurtigt, idet han åbner Dershowitz' bog på side 80, hvor denne skriver, at ifølge Benny Morris blev 2.000 til 3.000 palæstinensere gjort til flygtninge under andet stadium af flugten. Derefter viser han den omtalte bog af en israelsk historiker, Benny Morris, som på side 256 siger, at ”omkring 200.000 til 300.000 arabere flygtede fra deres hjem. ”De kan checke det mange gange, hr. Dershowitz, men De kommer til at betale de 10.000. Jeg håber, De vil tillade mig at øremærke dem til Jenin” Dershowitz prøver med ”trykfejl” og lignende og Finkelstein standser ham med følgende salut: ”Dette er ikke O.J.-retssagen. Vi skal ikke lege en leg…… Dette er grunden til, at advokater har et dårligt ry, for De leger en leg nu. Jeg har læst bogen to gange. Faktisk har jeg læst den seks gange, for jeg har læst Peters fire gange og Deres to. Det giver seks gange. (AFP, 13.okt. 2003, med alle detaljerne) ( Herhjemme havde vi i 2004 en tilsvarende sag, hvor journalisten Frank Esmanns biografi om jøden Henry Kissinger, af en jødisk anmelder ved Berlingske Tidende blev afsløret som plagiat af en (jødisk) amerikansk tidligere biografi, k.e.) Israelsk toppolitiker siger, at zionismen vil døAvraham Burg var fra 1999 til 2003 formand for det israelske parlament. I dag taler han, som medlem af Arbejderpartiet i oppositionen, ud. Efter hans opfattelse er staten Israel på randen af et sammenbrud, der direkte skyldes dens nægtelse af at opgive de besatte palæstinensiske områder, dens insisteren på at fortsætte med udbygning af jødiske bosættelser i disse områder, og dens beslutning om at fortsætte med at undertrykke de kristne og muslimske palæstinensiske folk. I en åbenhjertig artikel i den israelske avis, Yediot Ahronot, siger Burg: ”Den israelske nation af i dag støtter sig til et stillads af korruption og hviler på et fundament af undertrykkelse og uretfærdighed. Vi er allerede ved dørtærsklen til afslutningen på det zionistiske projekt. Der er en reel mulighed for, at vi vil være den sidste zionistiske generation. Der vil måske stadig være en jødisk stat her, men det vil være af en anden slags, mærkelig og grim.” Selv om Burg mener, at Israel endnu kan nå at reformere, siger han, at Israels støtter må erkende dette behov, i stedet for at støtte Sharon. Burg tilbageviser idéen om Israel som en barsk militærstat: ”Det jødiske folk overlevede ikke i to årtusinder for at blive pionerer i nye våben, EDB-sikkerhedsprogrammer eller anti-missil-missiler. Vi skulle være et lys for nationerne. I dette har vi haft fiasko.” Han angriber de fortsatte bosættelser på arabisk område: ”Det viser sig, at den 2.000-årige kamp for jødisk overlevelse har frembragt en bosætter-stat, som ledes af en umoralsk klike af lovbrydere, der vender det døve øre både til deres borgere og deres fjender. En stat, som mangler retfærdighed kan ikke overleve…Nedtællingen til afslutningen på det israelske samfund er begyndt”. Han er ligeledes bekymret over undertrykkelsen af de arabiske folk: ”En struktur, der er bygget på menneskelig ubarmhjertighed, vil uundgåeligt bryde sammen.” Om Israels mord på palæstinensiske ledere siger han: ”Intet vil løses ved det, for lederne kommer op nedefra – fra brøndene med had og vrede, skabt på grund af Israels infrastruktur af ”uretfærdighed og moralsk korruption”. Om selvmordsbombere: ”De giver sig selv til Allah på vore forlystelsessteder, fordi deres egne liv er en tortur” Om Israels opfattelse af demokrati: ”den idé kan ikke eksistere uden lige rettigheder for alle, som lever her, arabere så vel som jøder”. Han siger, at Sharons støtter burde være ærlige og sige, at valget står mellem ”Jødisk raceideologi eller demokrati”. Ifølge Burg ”Har den sygdom, som æder løs af zionismen, allerede angrebet hovedet”. .. ”Den 'uundgåelige konklusion' er at den zionistiske revolution er død”. (AFP, 6. oktober, 2003) (se også ”Undertrykte nyheder/Forbrydelse/I fængsel for sine meninger” om Ernst Zündel som manden, der menes at kunne få Israel til at bryde sammen, k.e.)
Israel ses som største fare for verdensfredDe jødiske verdensorganisationer ser resultatet af en opinionsundersøgelse i EU-landene som uretfærdig og som tegn på antisemitisme. Et grotesk mellemspil, hvor EU-kommissionens formand tog over Atlanten for at undskylde over for disse jødiske organisationer for undersøgelsens resultat, skulle udmunde i en stor konference om stigende antisemitisme i Europa i februar 2004. Konferencen var nær ved at ryge i vasken fordi nogle groteske angreb imod EU-kommissionen om ikke at slå hårdt nok ned på den hævdede antisemitisme blev en tand for meget for kommissionens formand, Prodi, der mente at have været ”lydig” nok. Efter endnu en påvirkningsrunde, blev konferencen sat på skinner igen. Den famøse undersøgelse var udført i samtlige 15 medlemslande, blandt 7,515 ”EU-borgere” af E.O.S. Gallup for kommissionen. 500 borgere fra hvert land blev spurgt fra 8. til 16. oktober 2003. Undersøgelsen havde ikke noget med Israel eller antisemitisme at gøre, men hed ”Irak & Freden i verden”. Den viste, at 7 ud af 10 europæere mente, at den militære intervention i Irak ikke var retfærdiggjort. Kun perifert, og til allersidst i undersøgelsen, blev der stillet følgende spørgsmål: ”Fortæl mig, for hvert af de følgende landes vedkommende, om det efter din mening, udgør en trussel for freden i verden?” De 15 trussels-”lande” omfattede Den europæiske Union, De forenede Stater, Rusland, Kina, Indien, Pakistan, Irak, Iran, Syrien, Somalia, Saudi Arabien, Libyen, Nordkorea, Afghanistan og Israel. ”Landene” blev nævnt i tilfældig orden. Til de israelske lederes (og mægtige jødiske organisationers, k.e.) kæmpe fortørnelse, ser europæerne Israel som den største trussel mod freden i verden (59%). I 14 af unionens 15 lande så et flertal Israel som en trussel imod freden. Italien var den eneste undtagelse (48%). I Holland var det næsten 3 ud af 4. I Østrig 69%. Undersøgelsen viste også, at mennesker med højere uddannelse var mere tilbøjelige til at se Israel som en trussel mod freden. Iran, Nordkorea og USA lå tæt på hinanden til andenpladsen (53%). I aldersgruppen 15 til 24 sås USA som den største trussel (68%), og i 4 lande: Grækenland, Spanien, Finland og Sverige, sås USA samlet som den største trussel. Efter Israel, USA, Iran og Nordkorea fulgte i rækkefølge Irak, Afghanistan, Pakistan, Syrien, , Libyen, Saudi Arabien, Kina, Indien, Rusland, Somalia og Den Europæiske Union. Israels Minister for Diaspora-anliggender, Nathan Sharansky, fortalte den israelske presse, at EU-undersøgelsen var bevis for, at antisemitisme lå bag politisk kritik af Israel. Undersøgelsen kan yderligere formindske israelernes tillid til EU og formindske EU's allerede svage rolle i fredsprocessen. Israel drager imidlertid fordel af begunstigende handelsvilkår over for EU, hvilket nogle udenrigsministre, frem for alle den myrdede Anna Lindh, har krævet fjernet. (se også artikel om hende, k.e.) (AFP, 17. nov. 2003) (Sagen er et tavleeksempel på et hovedtema hos Douglas Reed ”The Controversy of Zion”, nemlig at alle verdensspørgsmål, af zionisterne i verden, forvanskes til at blive et spørgsmål om jøder. Det er dem, ikke påståede antisemitter, der oprindelig, og gennem samtlige århundreder, tvinger andre til at betragte verden gennem deres briller. Så lad os da gøre det ordentligt, og uden deres forvanskninger. k.e.)
Nedtælling til Armageddon? Er Israelerne villige til at starte Tredje Verdenskrig? Ifølge en artikel for nylig af den kendte, britiske militæranalytiker, Joseph Vialls, har russerne sendt deres mest avancerede og frygtede missilvåben, P 270 Moskit, også kendt som ”sunburn” til Damaskus og Teheran. Dette kan kun forstås som et modtræk til de israelske trusler om at bruge atomvåben imod landets fjender. ”Sunburn”-missilet flyver i en højde af ca. 20 meter over jorden og er så godt som umuligt at forsvare sig imod. Et par stykker af dem, sendt mod Israel, kunne gøre dette land til ”historie”. Kun Rusland og Kina ejer dette våben, som med nye russiske og kinesiske luftbaser hurtigt kan sættes ind, f.eks i kampen om den kaspiske olie. Via den jødiske ”oligark”, Mikhail Khodorkovsky, ejeren af Ruslands største olie- og gasselskab, YUKOS, skulle Ruslands oliereserver (verdens største) være gået over på ”vestlige” hænder. (Exxon/Mobil/Carlyle Group), hvorved USA/Israel snart ville styre verdens energi-reserver. Dette er blevet standset af Putin, der arresterede Khodorkovsky og foreløbig indefrøs samtlige YUKOS´ besiddelser. Da Putin spændte ben for oligarkerne (næsten alle jøder) og deres agentvirksomhed i Rusland, blev han straks udskældt af ”neo-konservative” journalister som William Kristol og Ariel Cohen for at være ”en kommunist”, ”tyrannisk” og ”en ny Stalin”. Grunden er selvfølgelig, at Putin står i vejen for zionistisk dominans, der foregår via såkaldt ”deregulering” og ”privatisering” med ”joint ventures” og lignende snedige anordninger. De vestlige massemedier har gjort Khodorkovsky til en ”demokratisk aktivist” og opreklameret hans liberale pressionsforetagende, ”Open Russia Foundation”, der bl.a. i ledelsen tæller Rothschild og Kissinger. Valget til Dumaen 7.12. slagtede de zionistiske, CIA-finansierede politiske partier, så som Jabloko og Sammenslutningen af Højrekræfter, og Putins parti, Forenet Rusland, fik en overvældende sejr med næsten 40% af stemmerne. Kommunister og patrioter, der nu svarer til de antizionistiske kræfter, er venstre, hvor kommunistpartiet i dag ikke kan sammenlignes med det tidligere i indhold . Partier, der støtter de jødiske oligarkers piratkapitalisme er højre i dag. Dér går skillelinjen, og russerne er ret godt oplyste om de jødiske bolsjevikers rædselsgerninger, og de nuværende jødiske oligarker er ekstremt upopulære. Vladimir Sjirinovskij, hvis pseudo-patriotiske parti fik 10% af stemmerne, anses af mange observatører for at have været nært knyttet til Jeltsin-regimet som en kontrolleret ”nationalistisk oppositionsfigur”. Vestens zionistiske massemedier forventes i stigende grad at opflamme til had mod den meget styrkede Putin i deres fordrejede reportager og kommentarer om Rusland. Det amerikanske imperiums krige for olie i Serbien, Centralasien, Irak og Tjetjenien, er én og samme krig. (f.eks. gik en af olieledningerne fra Det Kaspiske Hav lige gennem Serbien). Ruslands svar har været at slå hårdere ned på yderligere infiltration i forsvar og andre sårbare industrier, samt især at ramme dem, der anses for både at arbejde for CIA og Mossad i kampen om den centralasiatiske olie. Det må altid huskes, at hvor CIA kommer, kommer også Mossad. Olien og gassen er trumfkortet blandt de russiske industriforetagender, der (alle) efter Gorbatjov-tiden gik over på private hænder, til de såkaldte ”oligarker”, som næsten alle er israelske borgere, boende i Rusland. De ”købte” virksomhederne til rene indbrudspriser mod at love politisk støtte til Jeltsin-familien. Således fik Khodorkovsky f.eks.YUKOS for 300 millioner dollar, hvor værdien anslås til 40 milliarder dollar. Kampen mod Den Nye Verdensorden afgøres i Moskva. Putins udfordring af CIA/Mossad's tilstedeværelse i Rusland og i kampen om olie/gas-ressourcerne er en afgørende faktor i verdensøkonomiens udvikling, og den vil fremprovokere stadigt mere hysteriske angreb på ham og Rusland. Formentlig vil emnet også her, inden længe, være ”en foruroligende vækst i antisemitismen”. Alle de anti-russiske alliancer i området, fra islamisk fundamentalisme, over slavisk separatisme til George Soros´ ”Open Society”-gruppe, er i USA/Israels interesse. Islam, uden lederskikkelse og med en århundredelang historie af nederlag og kolonisering, ses af det amerikansk/zionistiske imperium kun som den potentielle verdensmagt, hvorimod slavisk nationalisme, med en Putin fast ved roret, ses som den øjeblikkelige største fare for planerne om verdensmagt. (AFP, 17. nov.og 22. dec. 2003)
Angreb på Syrien godkendt af Washingtons krigsmagereDen israelske premierminister, Ariel Sharons ulovlige angreb på en påstået træningslejr for terrorister i Syrien var planlagt med støtte fra ”neo-konservative” krigshøge i Washington, der har nære bånd til Likud-partiet i Israel. Kun timer før israelske jagerbombere angreb Syrien, ringede premierminister Sharon til forsvarsminister Donald Rumsfeld for at fortælle ham, hvad der var ved at ske. Israelske kilder siger, at Rumsfeld svarede Sharon: ”Vi og I kæmper en krig mod terrorisme”. Underforstået, siger disse kilder, lå, at præsident Bush ville se angrebet – som forbrød sig mod alle internationale traktater – som værende parallelt med Amerikas krige i Afghanistan og Irak, eller USA's tidligere indfald i Yemen. Det var det første israelske angreb på Syrien i 20 år. Formålet var dobbelt: At sende en tydelig advarsel til Damaskus-regeringen om, at den kunne blive angrebet lige så ustraffet som det var sket med Irak, og at afprøve Syriens forsvar og vilje til at udføre et modangreb på Israel. Et sådant angreb ville være lige den afsluttende undskyldning, Sharon manglede. Hans luftvåben er på stikkerne til at fortage den 15-minutters rejse langt ind i Syrien. Amerikanske fly i Irak kunne bidrage til angrebet – og komme ”deres eneste virkelige partner” i området til ”undsætning”. Det er dette uhyggelige scenarium, der kunne blive næste skridt i en allerede eksplosiv situation. For Israel var angrebet, som blev gennemført dagen før 30-årsdagen for Yom Kippur Krigen – da Egypten og Syrien var nær ved at overmande de israelske styrker – en afgørende påmindelse om, at Sharon stadig er den samme gamle vovemodige kriger, generalen, der reddede Israel i Yom Kippur Krigen. Og samme dag, hvor Jerusalem Post udnævnte den amerikanske vice-forsvarsminister Paul Wolfowitz som Årets Mand – det jødiske år) Sharon foretrækker dette image frem det, der bliver ved med klistre til ham efter, at han, som sit lands forsvarsminister, ledte invasionen af Libanon i 1982, som kulminerede i massakren i flygtningelejrene Sabra og Shatila på tusinder af kvinder, børn og gamle mænd. Krigshøgene lader vide, at de anerkender angrebet: Karl Rove, Bush' nærmeste rådgiver, siger ”se det som en nødvendig chokterapi” Paul Wolfowitz' fingeraftryk findes over alt på dette angreb på Syrien. Han er ophavsmanden til ”det forebyggende angreb” – doktrinen om at angribe først og tale senere. Han er Bush-regeringens velociraptor, et dinosaur-rovdyr i kredsen af de ”neo-konservative”, der anføres af Donald Rumsfeld, Dick Cheney, Richard Perle og Bill Kristol. Det er Wolfowitz' stemme, der høres gennem Bush' efterfølgende udtalelse, at ”Israel har ret til at forsvare sig”. Nu, hvor han er ”(Jøde-) årets mand”, vil hans råd givetvis blive søgt endnu ivrigere i Det Hvide Hus. (AFP, 20. oktober 2003)
Israelske ubåde sigter med atomraketter mod IranIsrael modtog 3 diesel-drevne ubåde af Delfin-klassen som gave fra Tyskland for nogle år siden (se tidligere numre af ”Dronten/ undertrykte nyheder”. Disse er netop blevet armeret med hver 24 Harpoon krydsermissiler som bærer atom-sprængladninger, og de er rettet imod Irans atom-anlæg. Nyheden, der først blev bragt af AFP i dets dobbeltnummer 35/36, 15. og 22. sept. 2003, bekræftes af et antal militæreksperter, som AFP har diskuteret emnet med. Trods benægtelse fra Washington og Jerusalem siger disse kilder, at historien er sand. Bærbare ”kuffertstørrelse” atombomber er fremstillet af både USA og Rusland, og muligvis Kina. Teknikken til at fremstille dem er givetvis kendt af israelske videnskabsmænd, specielt fordi en del af de russiske er forsvundet og frygtes at være kommet i hænderne på terroristgrupper. ”Hvis terrorister kan få fingre i dem, kan man være sikker på, at Mossad fik fat i dem for år tilbage” siger en kilde, der sad i National Security Council under Ronald Reagan, til AFP. Muligvis har israelerne armeret de forholdsvis små Harpoon-missiler med neutronbomber. Opfinderen af neutronbomben, Felix Cohen, fortalte for år tilbage artiklens forfatter, Mike Blair, at sådan en bombe kunne være så lille som en grapefrugt. Bomben er en mennskedræber, på grund af dens meget stærke radioaktive stråling, men den anretter begrænset materiel skade. Bevæbningen af ubådene skete i begyndelsen af måneden på en fjern ø i Det Indiske Ocean, Diego Garcia, som huser en fælles britisk-amerikansk base. Derefter satte fartøjerne kursen mod Oman-bugten, hvorved Irans atomanlæg kom inden for skudvidde. Beslutningen om at affyre missilerne ligger udelukkende hos Israels premierminister Ariel Sharon. Lige som Sharon kun gav Washington et kort varsel, da han for nylig angreb en påstået terroristlejr dybt inde i Syrien, har han gjort det klart for Washington, at samme regler vil gælde, hvis det kommer til at affyre Harpoon-missilerne. Ifølge en israelsk kilde sagde Bush, at ”han kun skulle holdes informeret”. Troværdige efterretningskilder siger, at realiteten er, at Sharon regner med at have USA's opbakning, hvis han angriber. Der er dog ifølge AFP's højt placerede kilder tegn på uenighed og nervøsitet over Israel på højeste regeringsplan. National Sikkerhedsrådgiver Condoleeza Rice tillod en af hendes nærmeste medarbejdere at bekræfte AFP's september-rapport til The Los Angeles Times og det britiske Guardian. ”Rice lader for første gang alarmen lyde i det ovale værelse” og hendes beslutning om at lade oplysninger lække, er også det første tegn på en bekymring over Israel - såvel som hendes første direkte udfordring af forsvarsminister Donald Rumsfeld, som hun ønsker bort – siger kilden til AFP's oprindelige eksklusive rapport. (AFP, 27.okt.2003)
Admiral siger, at Lyndon Johnson lod besætningen på USS Liberty dø. Af Adm. Thomas Moorer Efter et møde afholdt af medlemmer af State Department og historikere i Washington D.C. for at diskutere krigen i Mellemøsten i 1967, føler jeg mig foranlediget til at fortælle om en af USA's histories mest chokerende løgnehistorier. Den 8. juni 1967 angreb Israel vort stolte krigsskib – USS Liberty _ og dræbte 34 amerikanske soldater og sårede 172. Disse mænd blev forrådt og efterladt for at dø af vores regering. Amerikanske redningsfly blev tilbagekaldt ikke én, men to gange af Johnson administrationen. Forsvarschef Robert McNamarra forhindrede marinens forsøg på at redde Liberty, som jeg fik bekræftet af kaptajnerne på hangarskibene America og Saratoga. Det var det mest æreløse, jeg har været vidne til i hele min militære karriere. For at føje skam til skade har kongressen indtil den dag i dag undladt at afholde en formel høring om Israels angreb på det amerikanske skib. Ingen officiel undersøgelse af Israels angreb har givet mulighed for at de overlevende besætningsmedlemmer har kunnet aflægge beretning om forløbet. En undersøgelse fra 1967 foretaget af marinen, som alle rapporter har været baseret på, er nu fuldstændig miskrediteret som en forfalskning af advokaten Kaptajn Ward Boston (AFP 2004)
Israelere nægter at kæmpe Syvogtyve israelske piloter nægter at angribe palæstinensere i de besatte områder. De har underskrevet et brev, der stempler angreb i de besatte områder som ”umoralske og ulovlige”. Blandt dem er en general, Reserve Brigadier Yiftah Spector, som blev afskediget. Mere end 450 israelske soldater har underskrevet et brev, der afviser at bekrige palæstinensere, og flere dusin sidder i fængsel for at nægte at adlyde ordrer. Mere end 300 israelske universitetsprofessorer underskrev et fælles brev, der fordømte besættelsen. Den israelske regering kalder dem ”forrædere”. (AFP, 20. okt., 17. nov. 2003)
|