Kommunisme

 

Kommunismen er en ”jødisk” bevægelse, idet tre fjerdedele af den øverste ledelse i bolsjevikernes rædselsregime efter revolutionen i Rusland var jødisk. (Se http://knud.eriksen.adr.dk ”The Controversy of Zion” for navnene. Læs også Kevin MacDonald under ”Zionisme”). Selv i dag lyves der om det i medierne, og ingen hofhistorikere tør sige sandheden. Kommunismen er hos os endnu. Med nyt navn og under mange dækaktiviteter. Verdens medier freder den. Et eksempel: En BBC-film – et såkaldt ”doku-drama”, vist i ”TV Charlie” 1.2.2005, viste bl.a. rekonstruktion af det bestialske mord på zarfamilien. Der blev ændret, løjet og fortiet. Det blev kort fortalt, at kommandanten Jankel Jurovskij, der var leder af mordergruppen, var jøde. Det blev forklaret, at han ”havde været offer for antisemitismen”. Man glemte at fortælle, at den øverste chef for morderne (bortset fra Lenin selv, selvfølgelig), Jakov Sverdlov, også var jøde. Det hed ”og nu var zarfamilien i hænderne på disse kompromisløse idealister”. Kunne man tænke sig en sådan beskrivelse af nazisterne, der har langt færre mord på samvittigheden?

 Mange af de blodige, perverse detaljer var ændret og lavet mere spiselige (læs ”Protokollerne” af Douglas Reed i ”Dronten”), og journalisten Robert Wiltons oplysninger om detaljerne blev negligeret. I over 70 år havde kommunisterne udlagt slør over udåden og tvivl om, at familien overhovedet var myrdet (f.eks. en bog på knap 400 sider ”Blev tsarfamilien myrdet” af Anthony Summers & Tom Mangold (The File on the Tsar) fra 1976. Det var to BBC-journalister, der også den gang (1971) var startet med at forske til en ”dokumentarudsendelse” . Bogen blev udgivet på engelsk på Victor Gollancz Ltd., London. Denne mands kommunistiske synderegister er meget langt på grund af de mange løgnagtige bøger, han nåede at pådutte samfundet (læs ”Intellektuelle” af Paul Johnson). På dansk kom den på Chr. Erichsens forlag. 

 Så kom DNA-beviserne, som BBC-folkene og kommunist-agenter ikke havde kunnet forudse. Det blev nu ”med 98,5% sikkerhed” fastslået, at hele familien var blevet myrdet. Robert Wilton, hovedkilden til mordberetningen, var i bogen gjort helt utroværdig, men det viste sig nu at være ham, der havde talt sandt. Læs beretningen i ”Protokollerne”, hvis du mener at kunne klare mosten.

 

Kulturel kommunisme

 ”Kommunismen er ikke død, den har bare fået nyt navn”

 af F.C. Blahut for American Free Press

 

Den eneste måde, vi kan forstå, hvad der sker med os, er ved at forstå den nihilistiske bevægelse, der benævnes kulturel kommunisme.

 Fremvæksten af politisk korrekthed er faldet sammen med nedbrydningen af vestlige normer. Kun få er klar over forbindelsen mellem de to tendenser. Forbindelsen kaldes kulturel kommunisme eller kulturkommunisme. Hvad vi her i De forenede Stater og i det kristne Europa er vidner til, er den planlagte destruktion af Vestens civilisation. Der er ikke et hændeligt uheld.

 I 1917, da bolsjevikkerne kom til magten i Rusland, var deres angreb økonomisk og politisk. Først efter, at de havde grebet magten, gik de i gang med at ødelægge Vestens kristendomsbaserede kultur.

 Med politisk korrektheds-bevægelsen ser vi det modsatte ske – et angreb på den kristne kultur, så kommunisterne kan tage magten. Og kulturbolsjevisme vinder, alt imens kristne ledere vrider deres hænder.

 I en tale, for nylig, til en forsamling  af Kirkernes Verdensråd, sagde den anglikanske ærkebiskop, Dr. George Carey: ”I en stor del af dette århundrede har den  Vestlige Kirke, specielt i Europa, accepteret forfald som det uundgåelige resultat af sekularisering”.

 Sandt nok. Men han fik ikke identificeret den drivende kraft bag skredet. Naturen afskyr et tomrum. Når én kultur dør ud, erstattes den af en anden, indtil der ikke er noget tilbage af den første. Og når den kristne vestlige kultur uddør, vil den blive erstattet af kaos, anarki og vold som normen. Og alt dette uden nogen tab på de sammensvornes side.

 Kulturkommunisme omfatter – men er ikke begrænset til – alle de modernistiske forandringer, der har invaderet Amerika: multikulturalisme, feminisme, race- og kønskvoteringer, tvungen integration i skolerne osv.

 Hvor dybt vi er sunket i denne kulturkommunismes morads på mindre end 50 år, er let at illustrere – og forfærdende.

 Som forfatteren William S. Lind siger: ”Hvis en mand fra 1950'ernes Amerika blev præsenteret for 1990'ernes, ville han knap genkende det som det samme land. Han ville være i overhængende fare for at blive slået ned, kidnappet (”carjacked”) eller det, der er værre, fordi han ikke ville have lært at leve i konstant frygt”.

 Dette er – igen – ikke sket ved et tilfælde. Hvert eneste skridt i det vestlige forfald er blevet planlagt i årevis. Det startede i Tyskland i de tidlige år i det 20. Århundrede. Tyskland var kommunisternes oprindelige mål. Og da Hitler tog magten, kom de herover.

 Hvad der startede som en ideologisk plan, blev institutionaliseret  i Frankfurterskolen. Mål blev opstillet, planer implementeret, og bevægelsen i retning af kulturkommunisme  - der af planlæggerne  sås som uundgåelig, når den først var sat i gang – tog fart.

 Et af kulturkommunismens vigtigste angrebsmål er kristendommen. Nogle ledere, så som Ærkebiskoppen af Canterbury, ser forfaldet som en naturkraft. Andre ser den som planlagt destruktion, uden specielt at identificere fjenden eller foreslå praktiske modforholdsregler.

 For eksempel citerer præsten Stanley W. de Boe, direktør for ”Center for Christian and Jewish Values” i Washington, i et læserbrev til Washington Post (13.12.1998), Jack Shaheen, Mellemøst-korrespondent for CBS News, for at sige: ”Næsten alle Hollywood-historier om araberne er om nogle slemme fyre”.

 Så kommer han med en vigtig pointe: ”Lige så foruroligende er de religiøse stereotyper i film. Udskift kun ordet 'kristen' i ovenstående sætning, og den vil være lige så sand.”

 Helt rigtigt. Hollywood, den selvudnævnte skaber af kulturelle standarder og normer, ser kristendommen som fjenden. Boe's øvrige kommentarer er a propos dette:

 ”Washington Post journalisten Sharon Waxman lod en lejlighed gå fra sig til at behandle spørgsmålet her i sin forsideartikel om protesterne mod (filmen) The Siege, da hun bad  læserne forestille sig Hollywood producere en film om '……en forbryderisk rabbiner….'. Sådanne film ville givetvis afstedkomme et ramaskrig', indrømmede hun, men 'ville Hollywood i det hele taget have valgt at portrættere sådan en?”

 Naturligvis ikke. Som han, korrekt, siger:

 ”De fleste roller med stærke religiøse overbevisninger bliver i reglen nedrakket, dæmoniseret eller udstillet som hyklere. Helte har, på den anden side, ofte ingen religiøse overbevisninger. Beskeden er, uanset om den er med overlæg eller ej (vores fremhævelse), at traditionelle religiøse overbevisninger bør betragtes som farlige”.

 Og der findes en hovedbestanddel af dette problem – den manglende evne hos ledere til at indrømme, at disse uophørlige angreb på vores kultur er del af en plan – en sammensværgelse.

 

”Mea Culpa”

 Frankfurterskolen, der blev nævnt tidligere, flyttede til USA i 1930'erne, da nationalsocialisterne smed den ud. Den flyttede tilbage til Tyskland efter Anden Verdenskrig for at hjælpe til med at underkue den slagne nation kulturelt. Dens succes med at overbevise tyskerne om at selve deres kultur er ond og må udskiftes, mens de sidder ”i sæk og aske” og uophørligt klager ”mea culpa”, ses mest tydeligt på dette mørklagte lands ”anti-had”-love.

 Tysk kultur er blevet alvorligt skadet, selv om den yngre generation sætter spørgsmålstegn ved doktrinen om ”evig skyld”. Vil amerikansk kultur blive næste offer?

 Lind siger:

 ”(Kulturkommunismens) politiske korrekthed hviler, som en kolos, truende over det amerikanske samfund. Den har overtaget begge politiske partier … og den bliver påtvunget af mange love og regeringsforskrifter. Den kontrollerer næsten fuldkomment det mest magtfulde element i vores kultur, underholdningsindustrien. Den dominerer både den grundlæggende- og den højere uddannelse…Den har grebet det højere præsteskab i mange kristne kirker. Enhver blandt samfundets elite, der tillader sig at afvige fra dens diktater, ophører meget hurtigt med at tilhøre samfundets elite.”

 Tiden er knap. Vi må identificere fjenden og bekæmpe ham, selv om det betyder afstraffelse fra den siddende magt. Vi må benævne angrebet som dét, det er – et overlagt forsøg på at destruere alt t, hvad der gjorde os til den stærkeste magt i verden, med det formål at lave os om til markarbejdere i den kommende Globale Plantage.  

 (AFP speciel rapport, februar 2002, Rapporten, der er på 8 sider i tabloid-format, kan bestilles særskilt hos AFP, 1433 Pennsylvania Avenue SE, Washington, D.C. 20003, USA – (telefon: +USA 1-888-699-6397, koster 2 dollar pr. stk, 4 dollar for 6 stk, 40 stk. eller mere for kun 30 cent pr. stk.)

 Lind kan kontaktes på: The Free Congress Foundation, 717 Second Street, NE, Washington, DC 2002, USA.

 

Betydningen af 'kulturkommunisme'

 Lederartikel i American Free Press specialrapport fra februar 2002

 

Den virkelige betydning af kulturkommunisme er langt mere end en doktrin eller en metode til at undergrave et samfund. Det er modpolen til menneskelig eksistens på denne planet. Skulle kulturkommunismens kunstige, og helt igennem unaturlige læresætninger triumfere, ville menneskeheden blive så fordærvet, at den ikke længere ville kunne klare de normale udfordringer, der har mødt den siden tidernes morgen.

 Marxister tror, at enhver kulturel gruppe, uanset af hvilken race, er befængt med fejl. Ikke desto mindre er hver eneste kulturelle gruppe resultatet af utallige æoners udvikling, hvorunder den har klaret sig igennem enhver tænkelig trussel imod dens overlevelse. Hvis den ikke havde gjort det, ville den være ophørt med at eksistere som en kulturel gruppe.

 Den historiske vej frem til nutidens status af hver enkelt kulturelle gruppe er, uden undtagelse, resulteret i præstationer inden for kunst, religion, filosofi, morallære, fysisk komfort osv., som er medfødt og original og derfor enestående blandt alle andre kulturer.

 For eksempel er alle de ariske racers kunstfremstillinger lavet af kreative genier, så som Shakespeare, Goethe, Rembrandt, Michelangelo, Tjajkovskij og mange tusind andre. På det videnskabelige felt har der været Kopernikus, Watt, Marconi, Wright-brødrene og William Shockley, for blot at nævne nogle få.

 Vores vestlige kultur og civilisation i dag er produktet af disse genier. Skaberne er spontant vokset ud af Vestens jord uden hjælp fra marxistiske teoretikere eller regeringer. Deres individuelle gaver  til verden har i almindelighed været positive og konstruktive og er forklaringen på verdens fremgang i dag.

 De marxistiske intellektuelle, som ønsker at nedrive den vestlige kultur, vil flå sind, hjerte og sjæl ud af den, og forsøge at erstatte disse med et kunstigt opspind uden forbindelse med menneskets natur, der kun ville resultere i anarki. Dette ville reducere livsniveauet for Vestens mennesker til en status, der ville ligge lavere end en hvilken som helst tidligere historisk vestlig gruppes.

 Den eneste sammenligning, vi kan komme i tanker om, er den kulturelle tilbagegang, som de amerikanske kolonister led. Da de forlod det attende århundredes højt strukturerede liv i Europa, kom disse immigranter til et utæmmet kontinent og fandt fjendtlige omgivelser som dem, deres forfædre var flygtet fra siden de teutonske og keltiske stammers forhistoriske folkevandringer. Deres levestandard blev sat stærkt tilbage.

 Efter at civilisationens fernis var slidt af, fandt de, at alt, hvad der var blevet tilbage, var deres kristne religion og deres traditionelle værdier og sædvaner, herunder en instinktiv forudindtagethed for den stærke familie – alle ting, der er indædt hadet af kulturkommunisterne. Uden disse grundelementer ville det amerikanske kontinent være forblevet, hvad det var, et – i vestlig forståelse – bart og goldt uopdyrket landskab, befolket med stenalder-indianere.

 I bund og grund er had kulturkommunismens primære drivkraft – et had til Vesten og alt, hvad den står for. ”Fremmedgørelsen”, som disse neandertalere fordømmer, er meget virkelig for dem, fordi de selv er fremmedgjorte i forhold til et Vesten, der er fremmed og fjendtlig over for deres egen syge ghetto, fremstillet af sex-fikseret og parasitisk freudiansk talmudlære. Og dette er betydningen af kulturkommunisme.

American Free Press, febr. 2002

 

Eftervirkning af Hegel og Freud er her i det 20.Århundredes Amerika

 Efterforskning af kulturkommunismens stamtræ fremdrager en gruppe af uafbalancerede, utilfredse individer, der alle har én ting til fælles: Et engagement i at ødelægge vestlig civilisation.

 Af F.C. Blahut i American Free Press special rapport om ”Kulturkommunisme”, februar 2002

 Da tidligere præsident Bill Clinton fortalte en gruppe sorte journalister, at Amerika ”kan leve uden at have en dominerende  europæisk kultur… Vi ønsker at blive et multi-racialt, multi-etnisk samfund, ” var det ikke bare løs snak. Han gentog tydeligt dette tema i sin ”State of the Union”-tale.

 Clinton tog bare del i det kor af socialister og revolutionære, der siden begyndelsen af Det 20. Århundrede har angrebet vestlig kultur og det kristne værdisystem, som forbindes med den.

 Listen omfatter velkendte navne. Men den omfatter også navne på den intellektuelle venstrefløjs helte, som er ukendte for almindelige mennesker.

 For eksempel ville enhver gymnasieelev (selv fra et amerikansk statsgymnasium) sandsynligvis genkende navnene Karl Marx, V.I. Lenin og måske endda Georg W.F. Hegel.

 Men langt mere betydningsfulde for tidens kulturkommunistiske (KK) angreb på vestlige værdier er Antonio Gramsci og hans spytslikker Herbert Marcuse.

 Marcuse blev født i i Tyskland i 1898, og kom til Amerika tidsnok til at hjælpe med at anstifte de radikale 1960'ere.

 Ikke Jane eller Huey

 Det var ikke ”Hanoi Jane” Fonda, hendes ex-mand Tom Hayden eller endda Huey Newton og ”De Sorte Pantere”, som opfandt de idéer og slogans, der kom til at blive identificeret med ”drop out”- generationen (herhjemme: ”68'erne, k.e.). Det var Marcuse der, idet han støttede sig til Hegel, Marx og Sigmund Freud, introducerede teorien om ”den store afvisning”, som betød, at individer skulle afvise og undergrave den eksisterende samfundsorden som værende undertrykkende og konform, uden at vente på en revolution. I lighed med et antal med-KK'er forlod Marcuse Tyskland et skridt foran Gestapo, for at bringe sin ”kulturelle oplysning” til Amerika. Han underviste i filosofi på forskellige amerikanske universiteter indtil sin død i 1979.

 Gramsci var et ledende lys for italiensk revolutionær politik, på den tid, da de sovjetiske bolsjevikker håbede på at kunne overtage hele Vesteuropa med planlagte ”proletariatets revolutioner”. Disse voldelige revolutioner fandt ikke sted, men venstrefløjens idelogier blomstrede.

 Gramsci skrev for de socialistiske blade Avanti og L'Ordine Nuovo (”Den Nye Orden”, lyder det bekendt?), som han var med-grundlægger af i 1919. Han hjalp med ved grundlæggelsen af det italienske kommunistparti i 1921 og blev dets leder i 1924.

 Gramsci arbejdede også for Komintern i Moskva, Wien og Italien, fra 1922 til 1926.

 Som medlem af det italienske Deputeretkammer blev han arresteret, da fascisterne tog magten i 1926 og døde kort efter at være blevet løsladt i 1937.

 

Ekstremt indflydelsesrig

 De fleste amerikanere har måske aldrig hørt om ham, men enhver intellektuel venstreorienteret og kulturkommunist har (eller kender én, der har) eksemplarer af Gramsci's Prison Notebooks (da?: ”Noter fra fængslet”) og Letters From Prison  (da?: ”Breve fra fængslet”). Disse skrifter behandler vidtspændende kulturelle og politiske emner, og har (ifølge Groliers Multimedia Encyclopedia (1998)) været enormt indflydelsesrige blandt italienske intellektuelle, såvel marxister som ikke-marxister.”

 Hertil kan føjes den amerikanske elite-intelligentsia og de bedst kendte gymnasier (”High Schools”) og universiteter.

 Idéerne om, at kunst skal være ækel, og at børn skal have sex-undervisning allerede fra børnehavealderen, opstod såmænd ikke i 1960'erne eller i De forenede Stater. De kom fra det sygelige sind hos en mand ved navn Gyorgy Lukacs. Han var en ungarsk marxist, filosof, litteraturkritiker og forfatter, og blev anset som en af de betydeligste marxistiske teoretikere i første halvdel af Det Tyvende Århundrede.

 Det var Lukacs, der skabte en forbindelse imellem kunst og social kamp. Det var efter at være flyttet til Wien, at han skrev History of Class Consciousness, ”Klassebevidsthedens Historie”, der anses for at være et af kulturkommunismens hovedværker. Hans samtidige kommunister skyede ham imidlertid, fordi han afveg fra marxistisk-leninistisk ortodoksi.

 Måske skyldtes det, at han lige var steget ud af Ungarns Bela Kun regering, et regime, der kun varede omkring et år. Lukacs kom op med idéen om sex-uddannelse. Kun blev fortrængt, og Lukacs flygtede fra landet.

 To andre ledende lys for KK-bevægelsen var Theodor W. Adorno og Max Horkheimer. Adorno var en sociolog, filosof og musikforsker, der boede i Tryskland, og som (sammen med Horkheimer) skrev The Dialectic of Enlightenment ”Oplysningens Dialektik”.

 Mange af disse KK intellektuelle kom til Amerika og hjalp med at etablere ”Institute of Social Research (ISR) – eller i det mindste en version af det – her. Dette er det samme foretagende, som i Tyskland var kendt under navnet Frankfurtskolen (se The Spotlight, 4.1.1999 og andre)

 Historikeren og forfatteren William Lind forklarer:

 ”Bestræbelserne på at oversætte marxisme fra økonomi til kultur tog ikke sin begyndelse med 1960'ernes studenteroprør. Det går allermindst tilbage til 1920'erne og den italienske kommunist, Antonio Gramsci's skrifter.

 I 1923 grundlagde en gruppe marxister, i Tyskland et institut, der som formål havde at skabe denne overgang, Socialforskningsinstituttet, og som blev kendt under navnet Frankfurtskolen. En af dennes grundlæggere, Gyorgy Lukacs, fastslog dets formål som værende svaret på spørgsmålet: 'Hvem skal redde os fra den vestlige civilisation?'

 Frankfurtskolen opnåede dybtgående indflydelse i amerikanske universiteter efter at mange af dets ledende lys flygtede til USA i 1930'erne, for at undslippe nationalsocialisterne.”

 

KK-tænkning

 Millionæren og KK-ideologen Felix Weil, en af grundlæggerne af Frankfurtskolen, sponsorerede noget, der blev kaldt Den Første Marxistiske Arbejdsuge i Tyskland (en slags radikal ”Labor Day” ('Første Maj', k.e.)). Og i 1971 skrev han, at han ”ønskede, at instituttet skulle blive kendt, og måske berømt, på grund af dets bidrag til marxismen som en videnskabelig disciplin…”

 Carl Grunberg, den første direktør for ISR, afsluttede sin åbningstale med at udtrykke sin personlige hengivenhed til marxisme som en videnskabelig metode.

 Horkheimer blev direktør for ISR og gik specifikt i gang med at oversætte marxisme fra økonomiske termer til kulturelle.

 Marcuse, der blev nævnt tidligere, var den ledende kraft bag flytningen af Frankfurtskolen fra Tyskland til Amerika i 1930'erne. Han etablerede den i New York City med hjælp fra Columbia University.

 Efter afslutningen af Anden Verdenskrig vendte Horkheimer og hans kammerat Adorno tilbage til Frankfurt, men Marcuse blev i De Forenede Stater. Han var på University of California i San Diego i 1960'erne, da studenter-radikalisme blev tidens mani. Snart var studenter-oprørerne i fuld gang med at udspy slogans, der var kogt sammen af Frankfurtskolen.

 Adornos teorier er ansvarlige for ”moderne tænkning” omkring kunst og musik – i.e., kunst skal være fremmedgørende for at være i overensstemmelse med den tilstand af fremmedgørelse, der hersker under vestlig kultur.”

 Betty Friedan, et navn, der er velkendt i Amerika på grund af hendes afhandling om feminisme, kom ikke frem med sine radikale idéer ved egen kraft. Den mindre kendte Eric Fromm, en freudiansk psykolog, havde en stærk tro på matriarkatet. Fromm siger, at kvinder tvinges ind i roller, der er skabt af den undertrykkende vestlige kultur. Hvis vi kunne slippe af med maskulinitet, ville vi få en blød, munter, letlevende slags Nirvana-liv i et matriarkalsk samfund.

 Dette tema ligger nu til grund for radikal feministisk tænkning.

 Og dette er en kort liste over de, hvis tænkning og skrifter resulterede i det, vi i dag kender som politisk korrekthed.

 Hvis du nu tror, at kulturkommunismens grundlæggende idéer er idioti, må du huske, at disse idéer udtrykkes i et svulstigt sprog, der er uforståeligt for normale mennesker, og kun er af interesse for en lille intellektuel klike, hvis grundlæggende drivkraft er rent og skært had til alle den vestlige civilisations frembringelser.

 Det, at Frankfurtskolens idéer er infiltreret langt ind i alle niveauer af vores kultur, er årsagen til vort nationale forfald. Nu, da denne sygdom er identificeret for så vidt angår dens sygdomsramte kilde, kan den blive kureret.

 (”Kulturkommunisme”, eller ”kulturbolsjevisme” overlapper det danske ”kulturradikalisme” og er måske bare et nøjagtigere udtryk for fænomenet, k.e. -)

 

Derfor angreb de røde Rusland først

Af Eustace Mullins

 En ny bog af redaktøren for det revisionshistoriske magasin, The Barnes Review, Dr. M. Raphael Johnson, tager fat på ”Eliten's” fordomme om zarernes land, dets rigdom og historie.

 

Kald det skæbnen eller prædestination. Da jeg fik denne bog på den ”Fjerde internationale konference om autentisk historie” i Washington, havde jeg ikke fortalt nogen, at jeg en gang havde skrevet en bog om Det byzantinske Rige, efter at jeg var blevet præsenteret for emnet af min mentor, digteren Ezra Pound i 1940'erne. Johnson's titel, Det tredje Rom, refererer til den betegnelse for Rusland, som blev brugt af tidligere ledere af Det russiske Rige, og dette begyndte med ægteskabet mellem Zoe Paleologue og storprins Ivan III af Rusland.

 Rom var først den vestlige by i Italien, og da denne forfaldt til kætteri, flyttede dens ånd til Konstantinopel, Det andet Rom, i Det byzantiske Rige og derefter til Moskva efter Zoe's ægteskab, hvad der fik Rusland til at gøre krav på titlen, ”The Third Rome”. Det tredje Rom skulle ikke komme til at eksistere under Sovjet-imperiets hallucinerede despoter, men der eksisterer stadig en vis konkurrence mellem Moskva og Washington om, hvem der skal arve denne titel.

 En af Johnson's hovedteser er, at Ruslands kejserdømme sikrede et niveau af samfundsmæssig frihed og stabilitet, som fattes sørgeligt i Vesten. Johnson gør det klart, at zarens Rusland var det første land, der indførte en lang række sundheds- og velfærdsprogrammer for de fattige, og begyndte at lovregulere behandlingen af arbejderne, da byerne blev til produktionscentre.

 Johnson rejser spørgsmålet: hvordan bliver en ”tilbagestående despot” en af Europas økonomiske og militære ledere? Hvad er det, eksperterne nægter at anerkende?

 Russiske aristokrater blev kendt som nogle af de rigeste i Europa. Men generelt var den russiske adel lige så fattig som deres bønder og led som de, når de blev indkaldt til militærtjeneste, hvilket desværre skete ofte. Denne samhørighed holdt sammen på Rusland i århundreder under zarerne, og den opretholdtes også p.g.a. Ruslands sårbarhed over for angreb fra alle sider. Uden naturlige grænser var en stærk militærmagt helt nødvendig for politisk overlevelse. Rusland er ikke blot det største land i verden, men sikkert også det rigeste, med dets enorme mængder af olie, kul, gas, jern og andre ressourcer.

 Før revolutionen var Nicholaj II langt den rigeste mand i verden, selv om grænsen mellem personlig-, familie- og national rigdom var flydende, ligesom i Byzans, og det synes, som om bolsjevikkerne særlig meget nød at myrde den rigeste mand i verden og hele hans familie, for så at stjæle hans formue.

 Meget af zarens guld blev sendt til England og New York, hvor det blev brugt til at betale for Første Verdenskrig. Zaren havde enorme bankkonti rundt om i verden, Én af dem, dén i National City Bank i New York, blev brugt af de sammensvorne til at købe den oprindelige aktiebeholdning i ”Federal Reserve Bank” (USA's ”nationalbank”). Som jeg før har påpeget, gør dette Romanov'erne til de retmæssige ejere af alle aktier i ”Federal Reserve”-bankerne. Ikke mærkeligt, at de var så opsatte på at myrde hele familien for, at de ikke skulle generes af arvinger senere.

 De forenede Stater lever i skyggen af vor egen Wodrow Wilson, som jeg for nylig har afsløret som en af hovedmændene bag verdenskommunismen.

 Wilson hyldede,  i en besked til Kongressen, zarfamiliens mordere, som ”egnede partnere i  et æresforbund” og gik straks videre med at forære det meste af de 100 millioner dollar fra ”Emergency War Fund”, som en lydig og tankeløs Kongres havde godkendt til førelse af ”krigen, der skulle gøre en ende på alle krige”, til redning af den hastigt synkende bolsjevik-revolution i Rusland. Da de blodtørstige revolutionære myrdede Nikolaj, overtog Wilson hans rolle som den sovjetiske nations alfader.

 Johnson's pointe – forholdet mellem store penge og den republikanske ideologi – er vigtig, men vil sikkert ikke vinde mange tilhængere i De forenede Stater, vel mest fordi amerikanere ikke kan forestille sig et andet politisk system end den konstitutionelle republik.

 Han argumenterer med mange beviser fra Ruslands historie for, at republikker er det direkte resultat af, at oligarker brød de bånd, som kongemagten havde lagt på dem. Derfor er  ”liberalisme” og ”marxisme”, som våben imod en kongemagt, legetøj i hænderne på oligarkiet. Kongemagten er en vigtig institution, fordi den udgør et værn imod bøndernes undertrykkere.

 For Johnson er det centrale i det politiske liv i Rusland, før revolutionen, striden mellem de rige oligarker og zaren, hvilket er i direkte modstrid med de gængse værker om Rusland, der normalt hævder, at oligarkerne og zaren var forenede. Denne bog hævder, at de velhavende klassers mål var at kontrollere monarkiet ved hjælp af en forfatning, eller endog kongemord, så man kunne begynde at nedbryde bondesamfundene, som beskyttede bøndernes liv og ejendom.

 ”Det tredje Rom”  stiller ubehagelige spørgsmål om Vestens ”liberale” systemer, kapitalistiske økonomier og ”den konstitutionelle republik”, som Johnson ringeagter. Johnson er monarkist, hvilket måske vil frastøde mange amerikanske læsere. Men hvis de vil ignorere denne bog, er det for deres egen regning og risiko.

 Bogen, 246 sider, 25 dollar + 6 dollar porto uden for USA, bestilles hos TBR BOOK CLUB, P.O.Box 15877, Washington D.C. 20003, USA

(AFP, 15. og 22. september 2003)


Controversy of Zion _resumé

Controversy of Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu