side 1

 

 

Starten på affæren

 

 

Kapitel 1 i "The Controversy of Zion"


af Douglas Reed

 

 

 

Den virkelige start på denne affære fandt sted en dag i år 458 f.Kr.. Det tidspunkt når denne beretning frem til i sit sjette kapitel. På denne dag frembragte den uanselige palæstinensiske stamme, judæerne, (som israeliterne på et tidligere tidspunkt havde taget afstand fra) en racistisk trosbekendelse, hvis nedbrydende virkninger på menneskenes forhold siden da muligvis har været større end sprængstoffer eller epidemier. Dette var dagen, hvor teorien om herreracen blev opstillet som "Loven".

 

På den tid var judæerne en lille stamme blandt de folkeslag, som den persiske konge havde underlagt sig, og det, der i dag er kendt som "Vesten" kunne man da end ikke danne sig en forestilling om. Nu er den kristne æra næsten to tusind år gammel og "Den vestlige Civilisation", som voksede frem på grundlag af den, er truet med at gå i opløsning.

 

Trosbekendelsen, der blev født i Judæa for 2500 år siden ha,r efter denne forfatters mening, været den faktor der, frem for noget, har bevirket dette. Processen kan, fra den oprindelige årsag og frem til dens nutidige virkning, nogenlunde let spores, fordi perioden ligger inden for den historisk beskrevne tid.

 

Den trosbekendelse, som en fanatisk sekt frembragte på denne dag, har haft en stærk magt over menneskenes sind gennem disse femogtyve århundreder; derfor dens destruktive resultat. Hvorfor den dukkede op på netop dét tidspunkt, eller i det hele taget, kan ingen forklare. Det hører til blandt denne verdens største mysterier, med mindre teorien om, at enhver handling (aktion) frembringer en lige så stor, og modsat rettet handling (reaktion), også er gældende på den religiøse tænknings område; således, at den impuls, som i denne fjerne tidsalder bragte mange mennesker til at søge efter en universel, kærlig Gud, skabte denne barske mod-idé om en eksklusiv, hævngerrig guddom.

 

Judaisme (jødedom) var, selv i år 458 f.Kr. et tilbageskridt, fordi menneskene i den kendte verden var begyndt at vende blikket bort fra afgudsbilleder og stammeguder og spejde efter en gud for alle mennesker, og efter retfærdighed og godt naboskab. Kungfutse og Buddha havde allerede peget i den retning og idéen om én gud var kendt blandt judæernes nabofolk. I dag hævdes det ofte, at det religiøse menneske, hvad enten det er kristent, muslim eller noget andet, må vise respekt for judaismen, uanset dennes eventuelle fejl, af én eneste uafviselig grund: at den var den første universelle religion, sådan at alle universelle religioner egentlig nedstammer fra den. Ethvert jødisk barn lærer dette. Når sandheden skal frem, var idéen om én gud for alle mennesker kendt længe før judæernes stamme tog form, og judaismen var frem for alt fornægtelsen af netop denne idé. Den ægyptiske Dødebog (hvis tekster blev fundet i kongegrave fra år 2.600 f.Kr., altså mere end to tusind år før judæernes "Lov" blev færdiggjort), indeholdt dette tekststykke: "Du er den ene, guden fra tidernes begyndelse, udødelighedens arving, selvskabt og selv-født; du skabte jorden og mennesket". I modsætning hertil spørger den hellige skrift, som blev fremstillet i Judæa af leviterne: "Hvem blandt guderne, O Herre, er som du?" (Anden. Mosebog).

 

2

 

Den sekt, som hægtede sig på - og underlagde sig - judæernes stamme, tog denne fremvoksende forestilling om én gud for alle mennesker og indbyggede den i sin hellige skrift, udelukkende for at tilintetgøre den og opstille sin egen trosbekendelse på fornægtelsen af den. Idéen benægtes på subtil vis, men med foragt, og eftersom trosbekendelsen er baseret på teorien om herreracen, er denne benægtelse helt nødvendig og uundgåelig. En herrerace, om en sådan skulle findes, må selv være Gud.

 

Trosbekendelsen, der blev givet magt som gældende lov i Judæa i 458 f.Kr. var da - og er stadig - enestående i verden. Den hvilede på den påstand - som blev tillagt stammeguden (Jehova) - at "israeliterne" (rent faktisk judæerne) var hans "udvalgte folk" der, dersom det fulgte alle hans "lov-regler og domme", ville blive sat over alle øvrige folkeslag og anbragt i et "forjættet land". Ud fra denne teori voksede så, hvad enten det måtte skyldes planlægning eller uforudset nødvendighed, de tilhørende teorier om "fangenskab" og "ødelæggelse". Hvis Jehova skulle tilbedes sådan, som han krævede det, på et bestemt sted i et specificeret land, måtte alle hans  tilbedere bo dér.

 

Naturligvis var dette en umulighed, men hvis tilbederne boede et andet sted, tvunget eller efter eget valg, blev de automatisk til "fanger" hos "den fremmede", som de måtte "udrydde", "nedbryde" og "ødelægge".

 

Med dette princip i trosbekendelsen som et grundlæggende faktum, betød det ingen forskel om de, der "tog dem til fange" var sejrherrer eller venligtsindede værter; disses fastlagte skæbne skulle være at blive udryddet eller gjort til slaver.

 

Men før de skulle udryddes eller gøres til slaver, måtte de for en tid være dem, som judæerne blev "taget til fange" af, ikke på grund af deres egen indsats, men fordi judæerne, efter at have været "ulydige", fortjente straf. På denne måde vist Jehova sig som den ene gud for alle mennesker: Selv om han udelukkende "kendte sit udvalgte folk", ville han benytte hedningene til at straffe dem for deres "overtrædelser", inden han gennemførte den forudbestemte ødelæggelse af  hedningene.

 

Judæerne fik denne arv påtvunget. Den tilkom end ikke dem, for "pagten" var ifølge  disse hellige skrifter indgået mellem Jehova og "Israels børn", og i 458 f. Kr. var israeliterne, som tidligere hånligt havde vendt de ikke-israelitiske judæere ryggen, for længst blevet opslugt i den øvrige menneskehed, samtidig med, at de bragte visionen om en universel, kærlig gud for alle mennesker med sig. Israeliterne kendte, ifølge alle tilgængelige beviser, ikke på noget tidspunkt til denne racistiske trosbekendelse, der skulle blive videreført gennem århundrederne som den jødiske religion (jødedom) eller judaisme. Den fremstår for al eftertid som de judæiske leviters værk.

 

Hvad der var hændt før år 458 f.Kr. er mest overlevering, legende og mytologi, i modsætning til den efterfølgende periode, hvor de vigtigste begivenheder er kendte. Før 458 f.Kr. eksisterer der, for eksempel, hovedsageligt kun "mundtlig tradition", idet den historisk dokumenterede tid begynder i de to århundreder forud for  år 458 f.Kr., hvor israeliterne tog afstand fra judæerne. Det var på dette stade, hvor mundtlig tradition blev til Hellig Skrift, at perverteringen fandt sted. De ord, der overlevede fra de tidligere israeliter viser, at deres tradition var imødekommende - i retning af godt  naboskab, under en universel gud. Dette blev ændret til det stik modsatte  af de omrejsende præster, som isolerede judæerne og etablerede tilbedelse af Jehova som guden for racisme, had og hævn.

 

3

 

Under den tidligere tradition var Moses en stor stammehøvding, som hørte den éne Guds stemme tale fra en brændende busk, og som kom ned fra et bjerg, bærende på denne éne Guds moralske bud til folket. Den tidsalder, hvor denne tradition tog form, var en tid, hvor  idéerne om religion for første gang bevægede sig i menneskenes sind, og hvor alle folkeslagene lånte fra hinandens traditioner og tanker.

 

Hvorfra idéen om den éne gud muligvis var kommet, er allerede blevet vist, om end de tidligere ægyptere selv kan have modtaget den fra andre. Figuren Moses selv og hans Lov var begge taget fra materiale, som allerede eksisterede. Historien om, hvordan Moses blev fundet mellem sivene, var tydeligvis lånt  fra en langt tidligere legende (som den var identisk med) om en konge af Babylon, Sargon den Ældre, som levede mellem ét og to tusind år tidligere. Budene ligner meget nogle tidligere lov-regler fra ægypterne, babylonerne og assyrerne. De gamle ægyptere byggede på samtidige idéer, og var derved, tilsyneladende, godt på vej med en universel religion, da de blev opslugt af den omgivende menneskehed.

 

Og da satte Judæa processen i bakgear, så virkningen blev som af en film, der spilles baglæns. Leviterne, herskerne over Judæa, tog også, da de nedskrev deres Lov, alt, hvad de kunne bruge fra andre folk, og de indarbejdede det i den tekst, som de formede. De begyndte med den éne retfærdige Gud for alle mennesker, hvis stemme kort blev hørt fra den brændende busk (i den mundtlige tradition), og i løbet  af de fem bøger, som udgjorde deres skrevne Lov,  ændrede de ham til den racistiske, købslående Jehova, som lovede territorium, rigdomme, blod og magt over andre, til gengæld for offerritualer, der skulle udføres et bestemt sted, i et nærmere bestemt land.

 

Herved grundlagde de den permanente mod-bevægelse til alle universelle religioner og identificerede Judæas navn med doktrinen om selvvalgt adskillelse fra menneskeheden, racefjendskab, mord i religionens navn,  og hadefuldhed.

 

Perverteringen, der således blev gennemført, kan spores i Det Gamle Testamente, hvor Moses først viser sig som den, der bringer de moralske bud, og er en venlig nabo, og derefter bliver til en racistisk massemorder, hvor de moralske bud fra Anden til Fjerde Mosebog er blevet omdannet til  deres fuldstændige modsætninger. Undervejs i den samme forvandling er den gud, der starter med at give ordre til ikke at slå ihjel eller begære næstens hus eller hustru, endt med at beordre stammens massemord på et nabofolk, hvor kun jomfruer får lov at overleve!

 

Den bedrift, der blev udført af de omrejsende præster, som underlagde sig judæernes stamme for så længe siden, var derfor at vende et lille fængslet folk bort fra den spirende  idé om en gud for alle mennesker og til at genindføre en blodtørstig stammegud og en racistisk lov, samt at sende tilhængerne af denne tro af sted gennem århundrederne med en destruktiv mission.

 

Troen, eller Guds åbenbaring, som den således blev præsenteret, var baseret på en version af historien, hvor hver eneste begivenhed skulle passe til - og bekræfte - læren.

 

4

 

Denne version af historien gik tilbage til Skabelsen, hvis nøjagtige årstal var kendt. Eftersom præsterne også hævdede at eje fremtiden, var dette  en komplet  historie over - og teori om - universet fra start til slut. Slutningen skulle være den triumferende  fuldbyrdelse i Jerusalem, hvor et verdensstyre skulle etableres på ruinerne af hedningene og deres kongedømmer.

 

Temaet: masse-tilfangetagelse, der afsluttes med Jehovas hævn ( "alle Ægyptens førstefødte") dukker for første gang op, da denne historieudgave når frem til den ægyptiske fase, der fører frem til masse-udvandring og masse-erobring af det forjættede land. Denne episode var nødvendig, hvis judæerne skulle organiseres til en permanent nedbrydende magt blandt nationer, og den blev tydeligvis opfundet til denne brug. De jødiske lærde er enige om, at intet, som minder om beretningen i Anden Mosebog, rent faktisk har fundet sted.

 

Hvor vidt Moses i det hele taget har levet, er omstridt. "De fortæller dig" sagde den nu afdøde rabbiner, Emil Hirsch, "at Moses aldrig har levet. Jeg er enig. Hvis de fortæller mig, at historien fra Ægypten er mytologi, skal jeg ikke protestere. Det ér mytologi. De fortæller mig, at Esajas´ Bog, som vi har den i dag, er sammensat af  tekster fra mindst tre, og måske fire, forskellige perioder. Jeg vidste det, før de nogensinde fortalte det. Før de vidste det, var det min overbevisning."

 

Men om Moses har levet eller ej, kan han ikke have stået i spidsen for nogen masseudvandring fra Ægypten og ind i Kanaan (Palæstina). Der eksisterede ikke nogen skarpt afgrænsede israelitiske stammer (siger rabbiner Elmer Berger) på noget tidspunkt , hvor én eller anden ved navn Moses kunne have ført en lille gruppe ud af ægyptisk slaveri. Og habiruerne (hebræerne) var på daværende tidspunkt allerede udbredt i Kanaan, hvor de for længe siden var kommet til fra Babylonien. Deres navn, habiruer, betegnede ikke nogen racemæssig eller stammemæssig identitet. Det betød "nomader". Længe før nogen mindre skare, anført af Moses, måtte være ankommet, havde de oversvømmet store områder i Kanaan, og guvernøren af Jerusalem rapporterede til Farao i Ægypten: "Kongen har ikke længere noget territorium, habiruerne har ødelagt alt sammen."

 

En i højeste grad nidkær historiker, Dr. Josef Kastein, er lige så bestemt omkring dette. Han vil ofte blive citeret i løbet af denne fortælling, fordi hans bog, lige som denne, dækker hele tidsperioden for Kontroversen om Zion (bortset fra de sidste 22 år. Den blev udgivet i 1933). Han siger: "utallige andre semitiske og hebræiske stammer havde allerede slået sig ned i det forjættede land  der, som Moses sagde, var deres ,i kraft af en ældgammel arveret. Faktiske forhold i Kanaan havde dog for længe siden udvisket denne ret og gjort den illusorisk."

 

Dr. Kastein, der er en brændende zionist, mener, at Loven, som den er udmøntet i Det Gamle Testamente, skal følges bogstaveligt, men han foregiver ikke at tage den historieversion, som Loven er baseret på, alvorligt. Heri adskiller han sig fra kristne polemikere fra "alt-er-sandt"-skolen. Han mener, at Det Gamle Testamente i virkeligheden er et politisk program, som blev lavet for at imødekomme en tids behov, og at det ofte blev revideret for at passe til skiftende omstændigheder.

 

5

 

Historisk betragtet er derfor det ægyptiske fangenskab, drabet på "alle Ægyptens førstefødte", udvandringen til-, og erobringen af, det forjættede land, myter. Historierne blev opfundet, men lektien om hævn over hedningene blev implanteret i menneskenes sind, og den dybtgående virkning fortsætter ind i vor tid.

 

Fortællingen blev tydeligvis opfundet for at vende judæerne bort fra den tidligere tradition om guden, som fra den brændende busk fastlagde en enkel lov om moralsk adfærd og fredelig sameksistens. Gennem det trick, at indføje en fingeret, allegorisk hændelse, og præsentere den som historisk sandhed, blev denne tradition omdannet til sin modsætning, og "Loven" om udelukkelse, had og hævn etableret. Med dette som deres religion og deres arv, bekræftet af den historiske beretning, der hæftedes ved den, blev en lille skare af mennesker sendt af sted mod fremtiden.

 

På tidspunktet for denne bedrift i år 458 f. Kr., mange århundreder efter den tid, hvor Moses eventuelt levede, var der hændt meget i Kanaan. De nomadiske habiruer havde udskilt en stamme, der blev kaldt Ben Yisrael, eller Israels Børn, som var blevet yderligere udskilt i et antal stammer, der var forbundet i et løst fællesskab, og ofte lå i krig med hinanden.  Hovedgruppen blandt disse stammer, israeliterne, besad det nordlige Kanaan. I den sydlige del tog en stamme ved navn Juda form, isoleret fra de omgivende kanaanitiske, indfødte folkeslag. Det var fra denne  stamme at den racebaserede tro og sådanne ord som "judaisme"("jødedom"), "jødisk" og "jøde" i løbet af århundrederne voksede frem.

 

Fra det øjeblik, hvor denne stamme, judæerne, for første gang fremtræder som en enhed, har den et underligt udseende. Den var altid afskåret fra naboerne, og kom aldrig godt ud af det med dem. Det virker, som om den helt fra begyndelsen, med sit ildevarslende navn, på en eller anden måde er blevet skubbet til side, snarere end at være blevet "udvalgt". Leviternes hellige skrift inkluderer den i gruppen af israelitiske stammer og da de øvrige blandede sig med den omgivende menneskehed, ville det gøre den til den sidste stamme, som derfor kunne gøre krav på de belønninger, som Jehova havde udlovet til "det udvalgte folk”. Men selv dette krav ser ud til at være falsk, for Encyclopædia Judaica siger, upartisk, at Juda "efter al sandsynlighed var en ikke-israelitisk stamme"

 

Denne stamme med det underlige præg var det da, som drog af sted mod fremtiden, belæsset med den doktrin, skabt af leviterne, der sagde, at den var Jehovas "udvalgte folk", og at folket, når det havde adlydt "alle mine lov-regler og domme", skulle arve et forjættet land og herske over alle folkeslag.

 

Blandt disse "lov-regler og domme", sådan som leviterne endte med at forfatte dem, optrådte igen og igen ordrerne: "ødelæg fuldstændigt", "nedbryd", "udryd". Juda blev udset til at skabe en nation, som var helliget ødelæggelse.

 

 Douglas Reed, 1956

 


Forside

Indholdsfortegnelse

Navne

Hele bogen

Den store plan

Biografi af Douglas Reed