Side 6

 

Iraels endeligt

 

Kapitel 2 i ”The Controversy of Zion”

af Douglas Reed


Omkring fem hundrede år før hændelsen i 458 BC, eller for næsten tre tusind år siden, endte den korte og problematiske forbindelse mellem Judæa og israelitterne (Israels børn). Israel afviste troen på det udvalgte folk, som var begyndt at tage form i Juda og landet gik sine egne veje. (Valget af navnet ”Israel” til den zionistiske stat, som blev etableret i Palæstina i 1948, var gennemskuelig falsk påtagethed).

De begivenheder, som førte til den korte, ulykkelige forening, fandt sted i de foregående århundreder. Moses' mytologiske, eller legendariske periode, blev efterfulgt af tiden i Kanaaen, i hvilken ”Israel” blev den stærke, sammenhængende og genkendelige helhed, den nordlige sammenslutning af de ti stammer. Judæa (til hvilken Benjamin's meget lille stamme sluttede sig) var et lille høvdingedømme nede sydpå.

Judas stamme, fra hvem nutidens zionisme nedstammer, var en berygtet stamme. Juda solgte sin bror Josef, den højest elskede søn af Jakob-kaldet-Israel, til ismaeliterne, for tyve sølvstykker (som Judas, den eneste judæer blandt disciplene, meget senere forrådte Jesus for tredive sølvstykker) og grundlagde stammen i blodskam. (Første Mosebog, 37-38). De skriftkloge, som nedskrev denne beretning århundreder senere, havde gjort sig til herrer over Judæa, og da de ændrede de mundtlige overleveringer når som helst, det passede dem, rejser sig det spørgsmål: hvorfor gjorde de sig så stor ulejlighed med at bevare, eller måske ligefrem indføje, denne egenskab af oprindelse i blodskam og forræderisk natur, hos selve det folk, som de sagde, var Guds udvalgte? Det er mærkeligt, som så meget andet i de levitiske skrifter, og kun inderkredsen ville kunne give svaret.

Hvorom alting er, så er disse skrifter og nutidens autoriteter enige om, at ”Israel” og ”Juda” er to forskellige ting . I Det gamle Testamente kaldes Israel ofte ”Josefs hus” i skarp adskillelse fra ”Judas hus”. Jewish Encyclopedia siger, ”Josef og Juda er typiske eksempler på to skarpt adskilte afstamninger ” og tilføjer (som ovenfor nævnt) at Juda var ”efter al sandsynlighed en ikke-israelitisk stamme”. Encyclopedia Britannica siger, at judaismen (jødedommen) udviklede sig længe efter, at israeliterne havde blandet sig med menneskeheden, og at det virkelige forhold mellem de to folk bedst udtrykkes med ordene, ”Israeliterne var ikke jøder”. Historisk kom Judas stamme til at overleve i en kort periode og frembringe judaismen, som så avlede zionismen. Israel forsvandt som en enhed og det skete alt sammen på følgende måde:

Den lille stamme sydpå, Juda, blev identificeret med den jordløse stamme, som var leviterne. Disse arve-præster, som påstod, at deres embede var givet dem af Jehova på Sinaibjerget, var judaismens sande fædre. De vandrede rundt blandt stammerne og prædikede, at én stammes krig var alle stammers krig og Jehovas krig. Deres mål var magt, og de stræbte efter et teokrati, en stat, hvor Gud var hersker og religion var loven. På Dommernes tid nåede de deres mål i nogen grad, for de var naturligvis dommerne. Hvad de og det isolerede Juda havde mest brug for, var en union med Israel. Men Israel, som ikke stolede på dette lovgivende præsteskab, ville ikke vide af en union, medmindre det var under en konge. Alle de omkringlevende folk havde konger.

7

Leviterne greb denne mulighed. De så, at hvis en konge skulle udråbes, ville den herskende klasse levere et kongsemne og de var den herskende klasse. Samuel etablerede, som deres leder, et marionet-monarki, bag hvilket præsteskabet udøvede den virkelig magt. Dette blev opnået ved hjælp af en bestemmelse om, at kongen kun skulle regere i sin egen levetid, hvilket betød, at han ikke kunne grundlægge et dynasti. Samuel valgte en ung bonde af Benjamins stamme, Saul, som havde skabt sig noget af et navn i stammekrige, og som kunne forventes at være medgørlig (valget af en mand af Benjamins stamme lader formode, at Israel ikke ville acceptere nogen mand af Judas stamme til kongsemne). Sådan begyndte det forenede kongerige Israel. Det overlevede i realiteten kun denne ene konge, Sauls, regeringstid.

Med Sauls skæbne (eller med den beretning om den, som gives i senere skrifter) anes jødedommens uheldsvangre natur, som den ville blive formet. Han fik ordre til at påbegynde den hellige krig ved at angribe amalekiterne ”og ødelægge fuldstændigt alt, hvad de har og skån dem ikke; men dræb både mand og kvinde, nyfødt og spædbarn, okse og får, kamel og æsel”. Han ødelagde ”mand og kvinde, nyfødt og spædbarn”, men sparede Kong Agag og de bedste får, okser, én-åringer og lam. For dette blev han udstødt af Samuel, som i hemmelighed valgte en vis David af Juds stamme til Sauls efterfølger. Derefter stræbte Saul nidkært, men forgæves, efter at formilde leviterne med ”total ødelæggelse” og senere ved at gøre attentat på Davids liv for at redde sin trone. Til sidst begik han selvmord.

Måske skete intet af dette. Det er den beretning, der gives i Samuels bog, som leviterne frembragte århundreder senere. Hvad enten det er sandt eller allegorisk, ligger det væsentlige i den klare, underforståede mening: Jehova forlangte bogstavelig lydighed, når han befalede ”total ødelæggelse”, og barmhjertighed eller medlidenhed var en dødssynd. Denne lære understeges i mange andre beskrivelser af begivenheder, som kan være historiske eller opdigtede.

Det blev faktisk afslutningen på det forenede kongerige for tre tusind år siden, for Israel ville ikke acceptere en mand af Judas stamme, David, som konge. Dr. Kastein siger, at ”resten af Israel ignorerede ham” og udråbte Sauls søn, Ishbosheth , til konge, hvorpå delingen af Israel og Judæa ”faktisk fandt sted”. Ifølge Samuel blev Ishbosheth dræbt, og hans hoved blev sendt til David, som derpå genetablerede en formél union og gjorde Jerusalem til sin hovedstad. Han forenede aldrig virkelig kongeriget eller stammerne. Han grundlagde et dynasti, som varede endnu én regeringstid.

Formel judaisme (jødedom) fastholder den dag i dag, at den messianske fuldbyrdelse vil finde sted under en verdslig konge af ”Davids hus”.Og racemæssig udelukkelse er det bærende princip i formél jødedom (og landets lov i den zionistiske stat). Således er oprindelsen til det dynasti, der blev grundlagt af David, direkte relevant for denne beretning.

8

Racediskrimination, og -adskillelse, var klart ukendte begreber for stammefolkene på tiden for foreningen af Israel og Judæa, for Det gamle Testamente fortæller, at David, judæeren, fra sit tag så ”en meget smuk kvinde” bade og beordrede hende at komme til sig og gjorde hende gravid, og så befalede han hendes ægtefælle, en hittit, sendt i krig i frontlinien med ordre om, at han skulle dræbes. Da han var død, optog David kvinden, Bathsheba, blandt sine hustruer og hendes anden søn med ham blev den næste konge, Salomon (denne historie om David og Bathsheba, som fortalt i Det gamle Testamente, blev renset for anstødeligheder i en Hollywoodfilm i vor tid).

Sådan var Salomons racemæssige baggrund, den sidste konge i det splittede forbund, ifølge de levitiske skriftkloge. Han begyndte sin regeringstid med tre mord, inklusive det på hans bror, og forsøgte forgæves at redde sit dynasti ved Habsburg-metoden, ægteskab, omend i større målestok. Han giftede sig med prinsesser fra Ægypten og mange nabostammer, og havde hundredvis af medhustruer, så også på hans tid må raceadskillelse have været ukendt. Han byggede templet og etablerede en stand af arvelige ypperstepræsteskaber.

Det var historien, som endte i 937 BC, om det kortvarige forbund mellem Israel og Judæa. Da Salomon døde, gik de uforenelige parter hver til sit, og i den nordlige del genoptog Israel sin uafhængige eksistens. Dr. Kastein siger: ”De to stater havde ikke mere til fælles, på godt og ondt, end alle andre lande med en fælles grænse. Fra tid til anden førte de krig eller indgik traktater, men de var fuldstændigt adskilte. Israelitterne holdt op med at tro på, at de havde en anden skæbne end deres naboer, og kong Jeroboam gjorde adskillelsen fra Judæa lige så komplet i religiøs, som i politisk forstand.” Så tilføjer Dr. Kastein om judæerne, ”de besluttede, at de var bestemt til at udvikle sig som en race for sig…de forlangte en livsform der var fundamentalt forskellig fra folkenes omkring dem. Dette var forskelle, som ikke tillod nogen assimilationsproces med andre. De forlangte adskillelse, fuldstændig adskillelse.”

Således er årsagen til bruddet og adskillelsen gjort klar. Israel mente, at dets skæbne var at involvere sig med menneskeheden og afviste Juda af nøjagtig dén samme årsag, som igen og igen i de følgende tre tusind år fik andre folkeslag til at vende sig med forfærdelse, modvilje og afvisning fra jødedommen. (Men skønt Dr. Kastein siger ”Juda”, mener han ”leviterne”. Hvordan skulle stammefolkene i Judæa på det tidspunkt have forlangt ” adskillelse, fuldstændig adskillelse”, når Salomon havde haft tusind hustruer?)

Det var leviterne med deres racistisk tro, som Israel afviste. De næste to hundrede år, hvor Israel og Juda eksisterede adskilt, og ofte i fjendskab, men side om side, er fyldt af de hebræiske ”profeters” stemmer, der anklagede leviterne og den tro, som de var ved at opbygge. Disse stemmer kalder stadig på menneskeheden fra dét stammeprægede mørke, som forplumrer meget af Det gamle Testamente, for de kritiserer ubarmhjertigt den tro, som var under opbygning, ganske som Jesus kritiserede den ubarmhjertigt syv-otte hundrede år senere i templet i Jerusalem, da den længe havde været etableret.

9

Disse mænd var næsten alle israeliter; de fleste var af Josefs stamme. De var på vejen til én Gud for alle mennesker og samhørighed med menneskeheden. Det var de ikke ene om: snart ville Buddha i Indien holde sin prædiken i Benares og opstille sine fem bud om retsindighed, i modsætning til troen på Brahma, skaberen af kaste-adskillelsen, og tilbedelsen af idoler. De var i virkeligheden israelitiske protestanter imod leviternes lære, som efterhånden blev identificeret med Juda Rige. Navnet ”hebræiske profeter” er uheldigt, for de påberåbte sig ingen spådomsevner og blev vrede over beskrivelsen (”Jeg var ingen profet, ej heller var jeg søn af en profet”; Amos ). De var deres tids protestanter og advarede simpelthen mod de forudsigelige konsekvenser af den racistiske tro. Deres advarsler er stadig aktuelle.

Det levitiske præsteskabs påstande bevægede dem til disse protester, især præsternes krav på den førstefødte (”Det, som åbner moderskødet, tilhører mig,” Anden Mosebog), og præsternes insisteren på offerritualer. De israelitiske kritikere (for hvem denne ”såkaldte Moselov” var ukendt, ifølge hr. Montefiore) så ingen dyd i blodbestænkte præster, de endeløse ofringer af dyr og ”brændofrene”, ved hjælp af hvilke ”søde dufte” skulle behage Jehova. De tog skarpt til genmæle imod præsternes doktrin om at ihjelslå og slavebinde ”hedningene”. Gud, råbte de, ønsker moralsk adfærd, godt naboskab og retfærdighed over for de fattige, de faderløse, enkerne og de undertrykte, ikke blodofre og had mod hedningene.

Disse protester giver de første forvarsler om det daggry, der brød frem omkring otte hundrede år senere. De er i mærkeligt selskab, blandt påbud om massakrer, som i Det gamle Testamente findes i overflod. Det mærkelige er, at disse bebrejdelser fik lov at leve i samlingen af Det gamle Testamente, da Israel var borte og leviterne, da eneherskende i Judæa, nedfældede skrifterne.

Den, som i dag studerer skrifterne, kan ikke forklare, hvorfor kong David finder sig i, at Nathan offentligt bebrejder ham at have taget Urias hustru og have fået Urias myrdet. Måske var der blandt de senere skriftkloge, som samlede den historiske beretning længe efter, at Israel og de israelitiske protesterende var borte, enkelte af samme mening, som på den måde fandt en måde at fortsætte deres protest på.

Omvendt er disse godartede og oplyste tekststykker ofte efterfulgt at fanatiske udbrud, der annullerer dem, eller siger det modsatte. Den eneste fornuftige forklaring er, at det er senere indføjelser, for at bringe kætteren i overensstemmelse med levitiske dogmer.

Hvad grunden end er, så har disse israeliters protester imod Judas kætteri en tidløs appel og udgør et mindesmærke over det forsvundne Israel. De baner sig vej, som små lys af sandhed i mørket omkring stammens saga. De peger hen imod almindelig deltagelse i menneskeheden og væk fra stammens mørke afgrund.

10

Elias og Elisa virkede begge i Israel og Amos talte kun til josefiterne . Han angreb især blodofrene og præsternes ritualer: ”Jeg hader, jeg afskyr jeres fester, og jeg har ingen glæde af jeres højtidelige forsamlinger. Ja, skønt I tilbyder mig brændofre og madofre, vil jeg ikke modtage dem. Ej heller vil jeg modtage jeres fede dyr som fredsofre. Fri mig for larmen fra jeres sange” (Leviternes liturgier) ”og lad mig ikke høre lyden af jeres instrumenter. Men lad retfærdighed flyde som vandet og retskaffenhed som en mægtig flod”. Og så den udødelige anklage af doktrinen om ”det særlige folk”: ”Er I ikke som etiopiernes børn for mig, oh Israels børn, sagde Herren”.

Hosea, en anden israelit, siger, ”Jeg begærede barmhjertighed, ikke ofre, og erkendelse af Gud, mere end brændofre”. Hosea formaner til udøvelse af ”retfærd og retskaffenhed”, ”kærlighed, venlighed, barmhjertighed og trofasthed”, ikke diskrimination og foragt.

På Mika's tid forlangte leviterne øjensynlig stadig, at alle førstefødte ofredes til Jehova:

”Hvormed skal jeg komme frem for Herren og bøje mig for ham i det høje? Skal jeg komme frem for ham med brændofre, med ét-årige kalve? Vil Herren finde behag i tusinder af væddere, eller med titusinder af floder af olie? Skal jeg give min førstefødte for mine overtrædelser, frugten af mit legeme for min sjæls synder? Det er blevet sagt jer, mennesker, hvad der er godt, og hvad Herren forlanger af eder: kun at gøre ret og at elske barmhjertighed og at vandre i ydmyghed med jeres Gud”.

Disse mænd stredes om stammefolkenes sjæl i de to århundreder, Israel og Judæa eksisterede side om side, og sommetider med trukne knive. I denne periode blev leviterne, som før var spredt ud blandt de tolv stammer, mere og mere drevet sammen i det lille Juda og i Jerusalem, og måtte koncentrere deres energi om judæerne.

I 721 f.Kr. blev Israel angrebet og erobret af Assyrien, og israeliterne blev ført bort i fangenskab. Judæa blev sparet for dette og forblev i endnu et århundrede en betydningsløs vasal, først af Assyrien, og så af Ægypten, og den levitiske sekts magtbase.

Her forsvinder ”Israels børn” ud af historien, og hvis løfter, der er givet dem, skal indfries, så må de indlysende klart indfries til menneskeheden i sin helhed, i hvilken de blev inddraget og blandet op. I betragtning af, at folkevandringer i de sidste syvogtyve hundrede år overvejende er gået i vestlig retning, er det sandsynligt, at meget af deres blod er gået ind i de europæiske og amerikanske folkeslag.

Judaisternes påstand er imidlertid, at Israel forsvandt fuldstændigt og at det var vel fortjent, fordi de forkastede leviternes tro og valgte ”at blande sig med de omkringboende folk”. Dette er Dr. Kasteins ord, næsten syvogtyve århundreder senere, han jubler netop af samme grund over deres fald: ”De ti nordlige stammer havde, med deres separate udvikling, bevæget sig så langt bort fra deres slægtninge sydpå, at historien om deres fald har form af en kort og kontant erklæring om en kendsgerning, ikke ledsaget af noget udtryk for sorg. Intet heltedigt, ingen klagesang, ingen medfølelse markerer timen for deres fald”.

11

Den, som studerer Kontroversen om Zion, må gå en lang og besværlig vej for at få afsløret dens mysterier, men vil efterhånden opdage, at alt siges med to tunger, én for ”hedningene” og én for de indviede.

Leviterne dengang, og zionisterne i dag, tror ikke, at israelitterne ”forsvandt sporløst” (som Dr. Kastein siger). De blev erklæret for ”døde”, på samme måde som jøder, der gifter sig uden for folden i dag bliver erklæret for døde (for eksempel Dr. John Goldstein. De blev bandlyst, og kun i den forstand forsvandt de.

Folkeslag uddør ikke. De nordamerikanske indianere, australnegrene, maorierne på New Zealand, bantuerne i Sydafrika og andre, er beviser på dette. Og for øvrigt kunne israelerne ikke have været ”ført i fangenskab”, hvis de var blevet fysisk udryddet. Deres blod og tanker lever et eller andet sted iblandt menneskene den dag i dag.

Israel forblev adskilt fra Judæa af egen fri vilje og af den selv samme grund, som lige siden har forårsaget mistillid og misbilligelse fra andre folkeslag. Israeliterne ”var ikke jøder”. Judæerne var ”sandsynligvis ikke-israeliter”.

Det virkelige betydning af påstanden om, at Israel ”forsvandt”, kan findes i den senere Talmud, som siger: ”De ti stammer har ingen andel i den verden, som skal komme”. Så ”Israels børn” er bandlyste fra himlen af Judæas herskende sekt, fordi de nægtede at udelukke sig selv fra jordens øvrige menneskehed.

Overrabbiner i Det britiske Imperium 1918, hans velærværdighed J.H. Hertz, gav som udtrykkeligt svar på et spørgsmål om dette punkt, ”Det folk, som i dag er kendt under betegnelsen jøder, er efterkommere af Juda og Benjamin stammer med et vist antal efterkommere af stammen Levi”. Den udtalelse gør det krystalklart, at ”Israel” ikke havde nogen andel i det, som er blevet til judaismen (jødedommen)(ingen autoritet, hvad enten den måtte være jødisk eller en anden, ville støtte påstanden om, at nutidens jøder nedstammer fra Judæa, men det er af ringe betydning).

Derfor er brugen af navnet ”Israel” for den zionistiske stat, der blev oprettet i Palæstina i dette århundrede, i sin natur et bedrageri. Én eller anden meget tungtvejende grund på have tilskyndet til anvendelsen af navnet på et folk, som ikke var jøder, og som ikke ville have noget at gøre med den tro, som blev til jødedommen. En plausibel teori frembyder sig. Den zionistiske stat blev etableret med de store, vestlige nationers indforståethed . Vesten er også kristent område. Den kolde beregning kan have været, at disse mennesker ville have bedre samvittighed, hvis de kunne forledes til at tro, at de opfyldte en bibelsk profeti og Guds løfte til ”Israel”, uanset hvad dette måtte koste af ”ødelæggelse” for uskyldige mennesker.

12

Hvis det var motivet for misbrugen af navnet ”Israel”, så har midlet indtil videre virket efter hensigten. Masserne har altid været lette at ”overtale”. Men sandheden kommer for en dag i det lange løb, som de overleverede bebrejdelser fra de israelske profeter har vist.

Hvis den zionistiske stat af 1948 kunne gøre krav på noget navn overhovedet, taget fra den fjerne fortid, kunne det kun være navnet ”Juda Rige” eller ”Judæa”, som dette kapitel har vist.

Douglas Reed, 1956

Forside

Indholdsfortegnelse

Navne

Hele bogen

Den store plan

Biografi af Douglas Reed