Side 13

 


Leviterne og Loven

 

Kapitel 3 i "The Controversy of Zion"

af Douglas Reed

 

I løbet af de hundrede år, som fulgte efter assyrernes erobring af Israel, begyndte leviterne i Judæa at samle den skrevne lov. I 621 f.Kr. frembragte de Femte Mosebog og læste den højt for folket i templet i Jerusalem.

Dette var begyndelsen til ”den mosaiske lov”, som Moses, hvis han nogensinde har levet, aldrig havde kendt noget til. Det kaldes den mosaiske lov, fordi den tilskrives ham, men autoriteter er enige om, at den var skrevet af leviterne, som så senere igen og igen lod Moses (og Jehova med for den sags skyld) sige, hvad der passede dem. Dens rette navn skulle være ”den levitiske lov” eller ”den jødiske lov”.

Femte Mosebog er, for formél jødedom og zionisme, hvad det kommunistiske manifest var for den ødelæggende revolution i vort århundrede. Den er grundlaget for toraen (Loven) indeholdt i Det gamle Testamente, som på sin side udgør råmaterialet for Talmud, der igen blev oprindelsen til de ”kommentarer” og kommentarer-til-kommentarer, som tilsammen udgør den jødiske ”lov”.

Derfor er Femte Mosebog også grundlaget for det politiske program, hvis mål er verdslig hersken over nationer, som skal udplyndres og slavebindes, og som i det store og hele er blevet virkeliggjort i den vestlige verden i vort århundrede. Femte Mosebog er direkte relevant for nutidens begivenheder, og meget af den forvirring, der omgiver disse, forsvinder, hvis de bliver set i dette lys.

Bogen blev oplæst i 621 f.Kr. for så lille en tilhørerskare, og på så lille et sted, at dens vidtrækkende virkninger for hele verden, gennem de følgende århundreder, og helt op i vor tid, er så meget mere slående.

Før Femte Mosebog blev samlet, var der kun de ”mundtlige overleveringer” af, hvad Gud sagde til Moses. Leviterne påstod at være de hellige vogtere af denne tradition, og stammefolkene måtte tage deres ord for det (deres påstande i den retning var en af hovedårsagerne til de israelske ”profeters” vrede). Hvis noget var blevet skrevet ned, før Femte Mosebog blev læst højt, så var sådanne manuskripter fragmentariske og i præsters varetægt og lige så lidt kendt af de primitive stammefolk som græske digtere er for Kentucky-bønder i dag.

At Femte Mosebog var anderledes fra alt, hvad der hidtil havde været kendt og forstået, ligger i navnet, som betyder ”Anden Lov” (eng.:”Deuteronomy”). Femte Mosebog var faktisk levitisk judaisme, jødedom, som den først blev kend Israelerne, (som vi allerede ved det) ” var ikke jøder” og havde aldrig kendt denne ”Lov”.

Væsentligt er det, at Femte Mosebog , som står som den femte bog i nutidens Bibel, hvilket giver indtryk af, at den vokser naturligt ud af det foregående, var den første bog, der blev skrevet ned i sin helhed. Skønt Første Mosebog (eng. ”Genesis”) og Anden Mosebog (eng. "Exodus") giver den historiske baggrund og grundlaget for den, blev de fremstillet senere af leviterne, og Tredje Mosebog (eng. "Leviticus") samt Fjerde Mosebog (eng. "Numbers") , Toraens andre bøger, blev samlet endnu senere.

14

Femte Mosebog vendte den tidligere tradition på hovedet, hvis denne var i harmoni med de moralske bud. Men leviterne havde givet sig selv ret til lave en hvilken som helst ændring, de ønskede, for de påstod at være guddommeligt autoriserede til at revidere loven, som den var givet mundtligt til Moses, for at imødekomme ”de konstant ændrede eksistensbetingelser i den traditionelle læres ånd” (Dr. Kastein).

De påstod for den sags skyld også, at Moses havde modtaget en hemmelig mundtlig Tora, som aldrig måtte skrives ned. I betragtning af den senere indlemmelse af Det gamle Testamente i samme bind som det kristne, Nye Terstamente, og den gennemsnitlige ikke-jødes opfattelse af, at han hér har hele ”Moseloven”, er dette forhold af blivende interesse.

Ifølge Dr. Funk siger Talmud: ”Gud forudså, at der ville komme en dag, hvor hedningene ville komme i besiddelse af Toraen og ville sige til Israel, ”Vi er også Guds sønner”. Da vil Herren sige: ”Kun den, som kender mine hemmeligheder, er min søn”. Og hvad er Guds hemmeligheder? Den mundtlige overlevering”.

De få mennesker, der hørte Femte Mosebog blive læst højt i 621 f.Kr. og således første fik at vide, hvad ”Moseloven” skulle gå ud på, fik at vide, at manuskripterne var blevet ”opdaget”. Nutidens jødiske autoriteter afviser den mulighed og er enige om, at Femte Mosebog var et uafhængigt værk, udført af leviterne, som levede isoleret i Judæa, efter at dette var blevet afvist af israeliterne, og efter Israels erobring. Dr. Kastein udtrykker det således:

”I 621 f.Kr. blev et manuskript, som var gulnet af ælde, opdaget i arkiverne. Det indeholdt en mærkelig version af lovene, som var blevet kodificeret frem til denne dag, en slags gentagelse og variation af dem, som gav en mængde anvisninger på menneskets pligter over for Gud og dets næste. Det var affattet i form af taler, som formodedes at være holdt af Moses kort før dennes død i den fjerne ende af Jordan. Hvem forfatteren var, er det umuligt at afgøre.”

Så Dr. Kastein, en zelot (fanatiker), som afventer opfyldelsen af ”Moseloven” i bogstavelig forstand, ned til mindste detalje, tror ikke, at forfatteren var hverken Jehova eller Moses. Det er nok for ham, at det er frembragt af det lovgivende præsteskab, som for ham er guddommelig autoritet.

Ingen kan vide, hvor meget den version af Femte Mosebog, vi kender i dag, ligner den, som blev læst højt i 621 f.Kr., for Det gamle Testamentes bøger blev ustandseligt revideret indtil tiden for den første oversættelse, hvor forskellige modifikationer blev foretaget, formodentlig for at undgå for megen bestyrtelse blandt ikke-jøder. Uden tvivl er noget blevet udeladt, så Femte Mosebog må virkelig have været blodtørstig, for det, som er tilbage, er barbarisk nok.

Religiøs intolerance er grundlaget for denne ”Anden Lov” (racemæssig intolerance skulle følge senere i en anden ”Ny Lov”), og mord i religionens navn er dens kendemærke. Den nødvendiggør ødelæggelsen af de moralske bud, som faktisk er opstillet med det formål at blive slået ned. Kun de bud, som har relation til den eksklusive tilbedelse af den ”nidkære” Jehova, bliver tilbage. De andre er begravet under en hoben ” vedtægter og lovbud ”, (regulativer udstedt under en overordnet lov), som rent faktisk annullerer dem.

15

Så de moralske bud imod mord, tyveri, ægteskabsbrud, begær, dårligt naboskab og så videre, bliver gjort ugyldige ved en mængde ”vedtægter”, der udtrykkeligt påbyder massakrer på andre folkeslag, mord på frafaldne, individuelt eller hele samfund, det at tage konkubiner blandt kvindelige fanger, ”total ødelæggelse”, der ”ikke efterlader noget levende”, udelukkelse af ”den fremmede” fra eftergivelse af gæld og lignende.

Når man er nået til slutningen af Femte Mosebog er de moralske bud således blevet annulleret med det formål - forklædt som religion - at opstille en storslået politisk idé om et folk, som er sendt ind i verden med det specielle formål at ødelægge og ”besidde” andre folkeslag og at herske over jorden. Idéen om ødelæggelse er essentiel i Femte Mosebog . Hvis den fjernes, bliver der ingen Femte Mosebog eller Moselov tilbage.

Begrebet ødelæggelse, som en trosartikel, er enestående, og hvor det dukker op i politisk sammenhæng (for eksempel i den kommunistiske filosofi) stammer det formodentlig fra læren i Femte Mosebog, for der findes ingen anden kendt kilde.

Femte Mosebog er frem for alt et komplet politisk program: Historien om planeten, der er skabt af Jehova til dette ”særlige folk”, og som skal fuldbringes ved deres triumf, og ødelæggelsen af alle andre. Belønningerne til de troende er udelukkende materielle: blodbad, slaver, kvinder, bytte, territorium, imperium. Den eneste betingelse, som stilles for at opnå disse belønninger, er lydighed mod de ”vedtægter og lovbud” , som primært påbyder ødelæggelsen af andre. Den eneste skyld, der defineres, består i ulydighed mod disse love. In-tolerance er angivet som lydighed; tolerance som ulydighed , og derfor skyld. De straffe, der beskrives, er af denne verden og af kødet, ikke af ånden. Moralsk adfærd, for så vidt den overhovedet forlanges, kræves kun over for trosfæller, og ”fremmede” er udelukket fra den.

Denne enestående form for nationalisme blev for første gang præsenteret for jøderne (judæerne) i Femte Mosebog som Jehovas ”Lov”, og som hans nøjagtige ord, der var blevet sagt til Moses. Idéen om verdensherredømme, gennem ødelæggels,e introduceres i begyndelsen (kapitel 2) af disse ”taler, som skal være holdt ” af den døende Moses:

”Herren talte til mig og sagde…. På denne dag vil jeg begynde at sætte rædsel for jer og frygt for jer i nationerne, som er under hele himlen, som skal høre rygter om jer og skal skælve, og være forpinte på grund af jer.” Som bevis på dette fremvises straks to nationers skæbne. Kongen af Sihon og kongen af Bashan ”kom imod os med hele sit folk” hvorpå de blev ”totalt ødelagte, mænd, kvinder og børn”, kun kvæget blev sparet og ”det rov”, der blev taget ”som bytte for os selv”. (Kravet om total ødelæggelse er et gentaget og væsentligt træk i disse illustrerende anekdoter).

16

Disse første eksempler på Jehovas magt til at udslette hedningene bliver efterfulgt af mange advarsler om, at medmindre alle ”vedtægter og lovbud ” bliver adlydt, vil Jehova straffe sit udvalgte folk ved at sprede det iblandt hedningene. Opregningen af disse ”vedtægter og lovbud ” kommer efter De ti Bud, hvis moralske værdi straks slettes gennem et løfte om stamme-massakre:

”Syv nationer større og mægtigere end jer” vil blive givet i judæernes magt og ”I skal totalt udslette dem; I skal ikke indgå nogen pagt med dem, ej heller vise dem nåde…. I skal ødelægge deres altre … for I er et helligt folk for Herren jeres Gud; Herren jeres Gud har valgt jer til et særligt udvalgt folk for ham selv over alle folk, som er på jorden … I skal være velsignet over alle folk … og I skal tilintetgøre alle de folk, som Herren jeres Gud giver i jeres hånd; jeres øjne skal ikke have nogen medfølelse med dem… Herren jeres Gud vil sende gedehamsen ind iblandt dem, indtil de, som er tilbage og gemmer sig for jer, bliver tilintetgjort …. Men Herren jeres Gud skal give dem i jeres magt og skal udslette dem med en mægtig udslettelse indtil de er udslettet. Og han skal give deres konger i jeres magt og I skal udslette deres navne fra under himlen; der skal ikke være nogen mand, som kan stå sig imod jer, indtil I har udslettet dem…”

I Det tyvende Århundrede e.Kr. er Vestens mennesker generelt holdt op med at lægge nogen betydning i disse tilskyndelser, men de mennesker, hvem det direkte vedrører, er af en anden opfattelse. For eksempel flygtede den palæstinensiske befolkning en masse fra deres hjemland efter Deir Yasin massakren i 1948, fordi denne begivenhed for dem betød (som gerningsmændene også mente det), at hvis de var blevet, ville de være blevet ”fuldstændig udslettet”.

De vidste, at zionistlederne i deres forhandlinger med britiske og amerikanske politikere i det fjerne Vesten, igen og igen havde udtalt, at ”Bibelen er vores mandat” (Dr. Chaim Weizmann), og de vidste (selv om Vestens mennesker ikke var klare over det), at der henvistes til passager, der forlangte den fuldstændige udslettelse af de arabiske folk. De vidste, at Vestens ledere havde støttet, og fortsat ville støtte, de invaderende, og de havde således intet håb, end ikke om overlevelse, undtagen ved flugt. Denne massakre i 1948 er direkte relateret til det ”lovens bud”, som findes i kapitel 7 af Loven, som leviterne fuldendte og læste op i 621 f.Kr.

Femte Mosebogs tilskyndelser og tillokkelser fortsætter: ”…Gå ind og sæt jer i besiddelse af nationer, som er større og mægtigere end I selv…. Herren jeres Gud går foran jer; som brændende ild vil han udslette dem, han vil bringe dem til fald for jeres ansigt; således skal I drive dem ud og udslette dem hurtigt, som Herren har befalet jer det… For hvis I med flid overholder de bud, jeg har givet jer … så vil Herren uddrive disse nationer foran jer og I skal besidde nationer, som er større og mægtigere end I selv er … jeres kystlinie skal nå til de fjerneste have. Ingen mennesker vil kunne stå sig imod jer: for Herren jeres Gud vil kaste rædsel for jer over landet, som I betræder….”

17

Så opregner Moses de bud, som skal følges, hvis alle disse belønninger skal fortjenes, og igen er ”Loven” at ødelægge:

”Dette er de bud, som I skal følge… I skal fuldstændig ødelægge de steder, hvor de nationer, som I besidder, tilbad deres guder … Når Herren jeres Gud skal afskære nationerne foran jer, hvor I går hen for at besidde dem og I følger dem og lever i deres land: Pas på, at I ikke bliver narret til at følge dem … og ikke følger deres guder.”

Denne trossætning i ”Loven” påbyder de troende at ødelægge andre religioner. Den var upartisk, da den blev givet, men fik en særlig anvendelse i senere århundreder gennem den kendsgerning, at den kristne tro voksede i - og samtidig størstedelen af jøderne flyttede ind i - det samme geografiske område: Vesten. (Dette gjorde kristendommen til hovedmål for budet, ”at ødelægge fuldstændig de steder …”, og dynamitsprængningen af russiske katedraler, åbningen af ”anti-Gud muséer”, kanoniseringen af Judas, og andre af den tidlige bolsjevistiske regerings handlinger, var helt klart tilfælde af ”lydighed” under dette bud i Femte Mosebog .

Idéen om inkvisition af kættere og stikkere, som Vesten har anvendt i tilbagestående perioder og fordømt i oplyste, har også deres oprindelige kilde (medmindre nogen kan påvise en tidligere) i Femte Mosebog . For at ikke en sådan kætter skulle rejse tvivl om ødelæggelsens lov, som den er opsummeret i det foregående, så foreskriver Femte Mosebog dernæst, at ”hvis der iblandt jer opstår en profet eller drømmer … skal han dræbes”. Korsfæstelsen af Jesus (og drab på adskillige modstandere af bogstavelig jødedom) falder under denne ”lov”.

At fordømme slægtninge, der gør sig fortjent til mistanke om kætteri forlanges. Dette er den terrorforanstaltning, som blev iværksat i Rusland af bolsjevikkerne i 1917 og kopieret i Tyskland af nationalsocialisterne i 1933. Den kristne verden udtrykte den gang forfærdelse over disse barbariske påfund, men metoden er klart beskrevet i Femte Mosebog, hvor det forlanges, at enhver, der siger, ”Lad os gå hen og tjene andre guder”, skal fordømmes af deres brødre, søstre, sønner, døtre, koner osv., og stenes til døde.

Det er karakteristisk, at Femte Mosebog forlanger, at det skal være blodsbeslægtede eller ægtefælle, der først lægger hånd på offeret for fordømmelsen, og først derefter ”alle de andre”. Denne ”lovens forskrift” adlydes den dag i dag i en udstrækning, der afhænger af de lokale forhold og andre omstændigheder. Afvigere kan ikke stenes til døde offentligt i et fremmed samfund, hvor ”den fremmedes” lov måtte anse dette for at være mord,

18

så at en formel erklæring for ”død” og en sørgeceremoni sker symbolsk, i stedet for en lovlig straf. Se Dr. John Goldstein's beretning om både det symbolske ritual og et forsøg på at gennemføre den rigtige straf, der har fundet sted for nylig, og som gennem århundreder ofte blev gennemført i lukkede jødiske samfund, hvor ”den fremmede's” lov ikke kunne nå ind.

Loven forlanger også, at hele samfund massakreres ifølge anklagen om frafald: ”I skal visselig dræbe indbyggerne i den by med sværdet og ødelægge den fuldstændigt og alle i den”.

Hvad angår ødelæggelsen af byer, skelner Femte Mosebog imellem nære (dvs. palæstinensiske), og fjernere byer. Når en ”fjern” by er blevet erobret, ” skal I ihjelslå alle mænd med sværdet, men kvinderne og børnene og kvæget og alt, hvad der er i byen, og alt byttet, skal I tage til jer selv… ” denne tilskyndelse, med hensyn til tilfangetagne kvinder, er et ofte gentaget tema, og Femte Mosebog foreskriver, at en jødisk erobrer, som ser ”en smuk kvinde” iblandt fangerne, må tage hende med hjem, men hvis han ”ikke finder behag i hende”, må han smide hende ud igen.

Med hensyn til en nærmere beliggende by er det anderledes: her gælder loven om total ødelæggelse (som Saul forbrød sig imod). ”Men i de folks byer, som Herren jeres Gud giver jer i arv, skal i ikke spare noget, der ånder; men i skal ødelægge dem fuldstændigt… som Herren jeres Gud har befalet jer”, (Dette vers 16 i kapitel 20 forklarer de palæstinensiske araberes masseflugt efter Deir Yasin, hvor intet, der åndede, blev efterladt i levende live. De så, at den bogstavelige opfyldelse af ”Loven af 621 f.Kr.” var dagens orden i 1948 e.Kr., og at Vestens magt stod bag denne lov om ”total ødelæggelse”.)

Den anden lov fortsætter: ”I er et helligt folk for Herren jeres Gud og Herren har valgt jer til at være et særligt folk, over alle nationer på jorden”. Videre ”regler og love” foreskriver, at ”alt, hvad der dør af sig selv”, er urent og ikke må spises, men ”I skal give det til den fremmede … eller I må sælge det, til de fremmede: for I er et helligt folk for Herren”.

Hvert syvende år skal en kreditor eftergive sin ”næste” hans gæld, men ”af en fremmed må han inddrive den”. Kapitel 10 siger (overraskende i denne sammenhæng): ”Derfor skal I elske den fremmede; for I har selv været fremmede i Ægypten”, men kapitel 23 bringer den velkendte annullering: ”I skal ikke tage åger af jeres broder … af den fremmede må I gerne tage åger” (og endnu værre tilfælde af sådan legaliseret diskrimination dukker op i senere bøger, som vi skal se).

Femte Mosebog ender med det langtrukne, tordnende forbandelse-eller-velsignelses-tema. Moses, som er døende, formaner ”folket” til at vælge mellem velsignelser og forbandelser, og disse opregnes.

19

Velsignelserne er udelukkende materielle: velstand gennem forøgelse af slægtninge, god høst og kvæg. Sejr over fjender; og verdensherredømme. ”Herren jeres Gud vil sætte jer over alle nationer på jorden… Herren vil gøre jer til et helligt folk for sig selv… Og alle jordens folkeslag skal se, at I er kaldede i Herrens navn; og de skal frygte jer …. I skal låne ud til mange folkeslag og I skal ikke låne af dem. Og Herren vil gøre jer til hoved og ikke til hale; og I skal kun være foroven og ikke forneden…”

Disse velsignelser fylder tretten vers. Forbandelserne halvtres-tres stykker. Den guddom, i hvis navn disse forbandelser udtales, blev helt klart anset for at være i stand til at gøre ondt (faktisk siges dette udtrykkeligt i en senere bog, Ezekiel , som vi skal se).

Bogstavelig jødedom er i sidste instans baseret på terror og frygt, og listen af forbandelser, som er givet i kapitel 28 af Den anden Lov viser, hvor vigtig præsteskabet anså denne praksis: at forbande, (som rettroende jøder den dag i dag anser for at være effektiv) for at være. Det må huskes, at disse forbandelser er straffen for ulydighed , ikke for overtrædelse af moralbegreber! ”Hvis I ikke vil lytte til Herrens røst og adlyde alle hans bud og love… skal alle disse forbandelser overgå jer…”

Byen og hjemmet, børnene, afgrøderne og kvæget vil blive forbandet, ”indtil I er ødelagt og indtil I er fuldstændig udslettet ”. Pest, tæring, betændelse, skimmel, byldesyge, svulster, fnat, kløe, vanvid, blindhed, hungersnød, kannibalisme og tørke specificeres. Mænds koner skal ligge med andre mænd. Deres børn skal fortabes til slaveri. Hvis nogen bliver hjemme, vil de blive spist af deres forældre, faderen og moderen vil strides om deres kød og vil ikke give noget til de børn, som stadig er i live. (Disse forbandelser var en del af Den store Forbandelse, som blev kastet over frafaldne indtil ret nyere tid, og i de mest standhaftige inderkredse af den talmudiske jødedom bruges de sandsynligvis den dag i dag).

Sygdomme og ulykker ville hjemsøge folk ”hvis I ikke vil adlyde alle de lovens ord, der er skrevet i denne bog, for at I skal frygte det strålende og frygtelige navn, Herren jeres Gud:… Jeg kalder himmel og jord til vidne imod jer på denne dag, at jeg har sat foran jer liv og død, velsignelse og forbandelse. Vælg derfor livet, for at både I og jeres sæd skal leve evigt”.

Sådan var det liv og de velsignelser, som jøderne, der var samlet i templet i 621 f.Kr., blev tilskyndet til at vælge i Jehovas og Moses' navn, af deres høvding, Josias, præsteskabets talerør. Formålet og meningen med eksistensen, under denne ”Mosaiske Lov”, var ødelæggelse og slavebinding af andre for at opnå plyndring og magt. Israel kunne fra dette øjeblik regne sig for lykkelig, for at være blevet erklæret for død og for at være blevet udelukket fra sådan en fremtid. Israeliterne havde blandet sig med menneskehedens levende strøm: på dens bredder var jøderne blevet efterladt, strandet i kløerne på et fanatisk præsteskab, som befalede dem - under trussel om ”alle disse forbandelser” - at ødelægge.

20

Leviterne føjede også lidt lokkemad til den rædsel, som var skabt af ”alle disse forbandelser”. Hvis ”folket” ville ”vende tilbage og lyde Herrens røst og adlyde alle hans bud…”, så ville ”alle disse forbandelser” blive overført til deres ”fjender” (ikke fordi disse havde syndet, men simpelthen for at forøge mængden af velsignelser, som skulle udøses over de rehabiliterede jøder!)

I denne læresætning viste Femte Mosebog klarest, hvilken status Den anden Lov tildelte hedningen. I yderste konsekvens havde ”hedningene” ingen lovlig eksistens under denne lov. Hvordan kunne de have det, når Jehova kun ”kender” sit ”hellige folk”? For så vidt som deres faktiske eksistens indrømmes, er det kun for de formål, som er angivet i kapitel 28, vers 65, og kapitel 30, vers 7 : nemlig at modtage jøderne, når disse bliver spredt over kloden for deres lovovertrædelser og så, når deres jødiske gæster angrer og bliver tilgivet, da at overtage forbandelserne, som nu er hævet fra de tilgivne jøder. Det andet vers giver ganske vist det påskud, at ”alle disse forbandelser” vil blive overført til hedningene, fordi de ”hadede” og ”forfulgte” jøder, men hvordan kan de holdes ansvarlige for det, når selve jødernes tilstedeværelse iblandt dem blot var resultatet af straffende ”forbandelser”, påført dem af Jehova? For Jehova tager selv æren for at kaste eksilets forbandelse på jøderne, ifølge et andet vers (kapitel 28, vers 64 ):

”Og Herren vil sprede jer iblandt alle folkeslag fra den ene ende af jorden til den anden… og blandt disse folkeslag skal I ikke finde nogen fred, ej heller skal jeres fodsåler finde hvile…”

Femte Mosebog anvender denne dobbelttale (for at bruge det moderne udtryk) hele vejen igennem: Herren gør det særlige folk hjemløst iblandt hedningene for deres synders skyld. Hedningene, som ikke har nogen skyld, hverken i deres eksil eller deres synder, er deres ”forfølgere”. Ergo, hedningene vil blive udslettet.

Den jødiske indstilling over for resten af menneskeheden, skabelsen og universet i almindelighed, er mere forståelig, når denne og relaterede tekster er gennemtænkt, og især den konstante beklagelse over, at jøder ”forfølges” over alt som, i forskellige variationer, går som en rød tråd igennem næsten al jødisk litteratur. For enhver, som accepterer denne bog som Loven, er andres blotte eksistens faktisk forfølgelse. Femte Mosebog siger dette tydeligt.

Den mest nationalistiske jøde og den mest oplyste jøde er ofte enige om én ting: de kan ikke virkelig betragte verden og dens begivenheder fra andet end en jødisk vinkel, og fra den vinkel virker ”den fremmede” uvæsentlig. Det er en måde at tænke på, og det er arven fra femogtyve århundreders jødisk tænkemåde; selv de jøder, som kan se kætteriet eller falskheden, kan ikke altid frigøre sig helt fra denne mare, der rider deres sjæl og sind.

Den sidst citerede tekst fra Deuteronomy viser, at den herskende sekt fremstillede hjemløshed, på én og samme tid, som en handling udført af det særlige folks gud, og som forfølgelse af det særlige folks fjender, som fortjente ”alle disse forbandelser”. For så ekstremt egoistiske mennesker er en politisk voldshandling, hvor 95 ikke-jøder og 5 jøder mister liv og ejendom, simpelthen en anti-jødisk katastrofe, og de er ikke bevidst hykleriske i den anledning. I det tyvende århundrede er denne standard for vurdering blevet projiceret ind i andre folkeslags liv, og anvendt på alle større begivenheder i Vestens prøvelser. På denne måde lever vi i den levitiske forfalsknings århundrede.

21

Da den genopstandne Moses i Femte Mosebog havde påtaget sig at lægge ”alle disse forbandelser” på uskyldige, hvis judæerne ville vende tilbage til lydighed imod ”alle disse love og bud”, lovede han dem endnu en velsignelse (”Herren jeres Gud vil gå foran jer og han vil ødelægge disse folkeslag, som er foran jer og I skal besidde dem…”) og så fik han lov til at dø i Moabs land.

I ”Moseloven” blev dén ødelæggende idé udformet, der kom til at true den kristne civilisation og Vesten, som ingen dengang endnu havde tænkt på. I den kristne periode traf et råd af teologer den beslutning, at Det gamle Testamente og Det nye skulle indbindes sammen til én bog, uden nogen skelnen, som om de var stilk og blomst, i stedet for ubevægelig genstand og uimodståelig kraft mod hinanden. Det leksikon, jeg har foran mig, mens jeg skriver, erklærer lakonisk, at den kristne kirke akcepterer Det gamle Testamente som en ”lige så guddommelig autoritet” som Det Ny.

Denne ukvalificerede accept omfatter hele indholdet af Det gamle Testamente og er formodentlig den egentlige kilde til meget af den forvirring, som findes i den kristne kirke, og meget af det vanvid, som plager de menneskemasser, som søger kristendommen, for dogmet kræver tro på modsatrettede kræfter, på én og samme tid. Hvordan kan den samme gud ved sine bud til Moses have påbudt mennesker at elske deres næste og ”totalt at ødelægge” deres næste? Hvilket forhold kan der være mellem den universelle, kærlige Gud i den kristne åbenbaring og den forbandende guddom i Femte Mosebog?

Men hvis hele Det gamle Testamente, inklusive disse og andre bud, faktisk er ”lige så guddommelig autoritet” som Det Ny, så har den nutidige vesterlænding ret til at påberåbe sig det som retfærdiggørelse for de handlinger, som kristendommen mest har fornægtet sig selv gennem: de britiske nybyggeres import af afrikanske slaver til Amerika, de amerikanske og canadiske nybyggeres behandling af de nordamerikanske indianere, og afrikaanernes hårde styre af den sydafrikanske bantu. Han kan med al god ret lægge ansvaret for alle disse ting direkte på sin kristne præst eller biskop, hvis denne mand underviser ham i, at Det gamle Testamente, med dets gentagne påbud om at ihjelslå, slavebinde og udplyndre, er ”lige så guddommelig autoritet”. Ingen kristen gejstlig kan frasige sig skyld, hvis han underviser i dette. Den teologiske beslutning, som skabte dette dogme, kastede skyggen af Femte Mosebog over kristenheden og de kommende århundreder, lige som den faldt over judæerne selv, da den blev læst for dem i 621f.Kr.

Kun ét andet skrift har haft en sammenlignelig virkning på menneskers sind, og på kommende generationer. Hvis man kan tillade sig en simplificering, er det fristende at se hele Vestens historie, og især det skæbnetunge tyvende århundrede, som en kamp mellem Moseloven og Det ny Testamente og mellem de to grupper af menneskene, der henregner sig under de respektive to budskaber, had og kærlighed.

22

Af Femte Mosebog opstod jødedommen, men den ville have været dødfødt, og ingen ville nogensinde have hørt mere om den, hvis det kun havde kommet an på leviterne og deres indfangede judæere. De var ikke talrige, og end ikke et folk, der var hundrede gange så stort, kunne ikke have gjort sig forhåbninger om at kunne påtvinge verden deres barbariske tro ved egen kraft. Der var kun én måde, hvorpå Moseloven kunne vinde liv og kraft og bliver en forstyrrende påvirkning på andre nationer i de følgende århundreder. Det var, hvis en magtfuld ”fremmed” (iblandt alle de fremmede, som endnu skulle forbandes), en mægtig konge over disse ”hedninge”, som endnu skulle ødelægges, ville støtte den med våben og penge.

Dette var præcis, hvad der var ved at ske, da Josias i 621 f.Kr. læste Den anden Lov op for folket, og det skulle komme til at gentage sig, vedvarende, ned gennem århundrederne, lige til vore dage: den gigantiske usandsynlighed, at dette kunne ske, står over for den lige så store, demonstrérbare kendsgerning, at sådan forholder det sig! Herskerne over disse ”andre nationer”, som skulle fordrives og udslettes, antog igen og igen den ødelæggende tro, adlød den herskende sekt, og hjalp den med at fremme dens mærkelige ambition, på bekostning af deres eget folk.

Omtrent tyve år efter at Femte Mosebog var blevet læst op i Jerusalem, blev Judæa erobret af den babyloniske konge, omkring år 596 f.Kr.. På det tidspunkt så det ud til at blive enden på dén historie, som var ret ubetydelig i sammenligning med den tids store begivenheder. Judæa blev aldrig mere en selvstændig stat, og havde det ikke været for leviterne, deres Anden Lov, og den fremmede hjælper, ville judæerne, ligesom israeliterne, være blevet en del af menneskeheden.

I stedet blev den babyloniske sejr begyndelse på affæren, eller af dens vidtrækkende konsekvenser for verden. I stedet for at dø hen, blev Loven stærkere i Babylon, hvor en fremmed konge, for første gang, gav den sin beskyttelse. For første gang blev en stat i staten, en nation i nationen, påført et andet folk. De første erfaringer med at tilrane sig magt over et værtsfolk blev gjort. Sådan blev mange trængsler til for andre folkeslag.

Med hensyn til judahiterne eller judæerne, eller jøder, som opstod fra dem, synes de at have pådraget sig den mest ulykkelig fremtid af alle. Det var i hvert fald ikke en lykkelig mand (skønt det var en jødisk skribent, i vore dage, 2.500 år senere, hr. Maurice Samuel), som skrev: ”…. Vi jøder, ødelæggerne, vil altid forblive ødelæggere … intet, som ikke-jøder gør, vil være nok for vore behov og krav”.

Ved første øjekast synes dette hånligt, giftigt, skamløst. Men den, der flittigt har studeret Kontroversen om Zion opdager, at det langt snarere er et skrig i håbløshed, som Moseloven må aftvinge enhver, der føler, at han ikke kan undslippe dens ubarmhjertige lære om ødelæggelse.

Douglas Reed, 1956

Forside

Indholdsfortegnelse

Navne

Hele bogen

Den store plan

Biografi af Douglas Reed