side 492

 

 

Den jødiske sjæl

 

Kapitel 45 i ”The Controversy of Zion”

af Douglas Reed

 

oversat af Knud Bjeld Eriksen

 

 

De første halvtreds år af ”Det jødiske Århundrede” har haft deres naturlige virkning på den jødiske sjæl, som nok en gang er i vildt oprør. De har lavet chauvinister ud af en folkemasse af jøder, som for hundrede og halvtreds år siden virkede, som om de var opsatte på at tage del i den øvrige menneskeheds vilkår. De er nu atter bragt i fangenskab (jødernes  tilbagevendende ”fangenskaber” var altid et fangenskab under deres egne ældste og disses trosbekendelse, og ikke under fremmede herskere). Under det zionistiske fangenskab, og under pression fra deres ældste, er de blevet omdannet til den mest eksplosive kraft i verdens skrevne historie. Dette århundredes historie, med dets krige og revolutioner, og med den endelige slutning på dramaet, som endnu venter os, er historien om talmudisk chauvinisme, der igen har sin rod i Femte Mosebog.

 

Selve ordet, chauvinisme, betyder en overdreven følelse. Nicolas Chauvin var den soldat hos Napoleon, hvis bombastiske og utøjlede entusiasme for kejseren bragte patriotisme i miskredit, selv på en tid, hvor patriotisk begejstring var almindelig. Alligevel  er ordet utilstrækkeligt til at beskrive virkningen af talmudisk zionisme på den jødiske sjæl. Intet andet ord end ”talmudisme” findes for denne enestående og grænseløse fanatisme.

 

I 1933 skrev Bernard J. Brown: ”Det at være bevidst jødisk er den laveste for chauvinisme, for det er den eneste chauvinisme, der er baseret på falske forudsætninger”. Forudsætningerne er de, der findes i Talmud-Tora. Nemlig, at Gud lovede en bestemt stamme imperie-overhøjhed over alle andre i denne verden, der skulle være slaver, samt en enearv af den næste verden som betaling for nøje overholdelse af en Lov, der er baseret på blodoffer og udslettelse eller slavebinding af de mindreværdige arter, som står udenfor denne Lov. Hvad enten talmudisk chauvinisme eller zionistisk chauvinisme (Jeg tror, at begge disse udtryk er mere korrekte end Mr. Browns ”jødisk chauvinisme”) nu  er, eller ikke er, ”den laveste form” for chauvinisme, har disse halvtreds år i hvert fald vist, det er den mest voldsomme af slagsen, som menneskeheden har kendt til.

 

Dens virkning på den jødiske sjæl ses på den ændrede tone i jødisk litteratur i vor tid.  Inden jeg anfører eksempler på dette, kan en kort illustration af dens virkning, fra den ene generation til den næste, gives ved at beskrive et tilfælde med to jøder, fader og søn.

 

Henry Morgenthau, senior var en bemærkelsesværdig jøde i Amerika, der blev ambassadør. Han var resultatet af jødisk frigørelse gennem det sidste århundrede. Han var det, jøderne i dag kunne være blevet, hvis det ikke havde været for talmudisk chauvinisme. Han sagde:

 

”Zionisme er den mest formidable vildfarelse i jødisk historie. Jeg vil hævde, at den er forkert i princippet og gold i sine åndelige idéer. Zionisme er et forræderi …. Et østeuropæisk forslag, som amerikanske jøder i dette land har stået fadder til …. og som, hvis den skulle få succes, ville koste jøderne i Amerika det meste af alt det, de har vundet af frihed, lighed og broderskab. Jeg nægter at blive kaldt en zionist. Jeg er en amerikaner”.

 

I den næste generation kom sønnens navn , Mr. Henry Morgenthau, junior, til at blive uløseligt forbundet med grundlæggelsen af den zionistiske stat (det faderen havde kaldt en ”enorm vildfarelse”), og med den talmudiske hævn i Europa. I det lange løb kan sønnen vise sig at være en af de hovedansvarlige for at have frembragt de konsekvenser, faderen frygtede.

 

Dr. Weizmann beskriver den store rolle, Mr. Morgenthau, junior, spillede i dramaet bag scenen i New York, der kulminerede med den voldelige oprettelse af zioniststaten og en amerikansk præsidents ”anerkendelse” af handlingen. I Europa blev han fader ( gennem ”Morgenthau-planen”) til tvedelingen af kontinentet og til revolutionens fremmarch til dets midte. Nogle afsnit i denne plan (der blev igangsat af d'herrer Roosevelt og Churchill, som begge bagefter afviste den, da skaden først var sket) er af særlig interesse. Nemlig de, der foreslår, at ”alle industrielle foretagender og maskiner, som ikke allerede er ødelagt ved militær handling” ( i Tyskland) ”skal udslettes totalt….og minerne ødelægges”. Den oprindelige kilde til denne idé om ”total udslettelse”, kan kun være Talmud-Tora, hvor den udgør en del af ”Guds Lov”. Zioniststaten selv, blev, som jeg har demonstreret, grundlagt på en dåd af ”total udslettelse” og følgelig af ordret ”adlydelse” af denne Lov, i Deir Yasin.

 

Havde det ikke været for talmudisk chauvinisme og de vestlige politiker-typer, der tjente den som ”administratorer”, kunne sønnen være blevet en mand som faderen, og denne ene illustration tjener som eksempel for en meget stor masse af jøder, og på den forandring, som er forårsaget i den jødiske sjæl. Når jøder med et stort navn lod sig bruge til sådanne forehavender og beviste, at de var i stand til at beordre støtte fra amerikanske præsidenter og britiske premierministre, måtte de jødiske masser følge trop. Denne generelle tendens ser man afspejlet i den voksende litteratur med talmudisk chauvinistisk indhold.

 

Frem til midten af forrige århundrede var mængden af ”jødisk” litteratur lille og hovedsagelig beregnet for - og læst - i lukkede grupper. I de almindelige boghandler indtog jødiske forfattere nogenlunde den andel, som deres del af den almindelige befolkning udgjorde, hvad der var det naturlige. Og  i deres bøger skrev de i reglen ikke som ”jøder” og hvilede ikke ved det særligt jødiske tema. De henvendte til det generelle publikum og undgik chauvinistiske appeller til jøder, så vel som alt, hvad ikke-jøder kunne anse for blasfemi, undergravende virksomhed, pornografi eller bagvaskelse.

 

Den transformation, der har fundet sted gennem de seneste halvtreds år, afspejler både udbredelsen af talmudisk chauvinisme og de ikke-jødiske folkemassers tvangsmæssige undertvingelse under den. I dag kan bøger af jøder og ikke-jøder om jødiske emner meget vel vise sig at udgøre den største enkelte gruppering inden for vestlig litteratur, udenfor skønlitteraturen, og forandringen i tone og standard er meget voldsom.

 

Eftersom den er sket gradvist, og eftersom kritisk kommentar i dag er praktisk talt forbudt som ”antisemitisk”, er forandringen ikke blevet opdaget bevidst af den store masse af mennesker. Dens omfang kan bedømmes gennem en sådan sammenligning. En stor del af det, der findes i litteratur med talmudisk chauvinistisk indhold (nogle få eksempler skal blive vist), ville slet ikke være blevet trykt for halvtreds år siden, som værende fornærmende i forhold til de dagældende standarder. Frygt for kritisk og offentlig fordømmelse ville have afholdt forlæggere fra at udgive mange af disse værker, eller i det mindste fra at medtage de groveste steder i dem.

 

Start-punktet for denne proces, som kunne kaldes en degenerering af jødeverdenen, var muligvis 1895, da Max Nordau udgav sin bog Degeneration, som kom til at anslå den fremtidige tone for det store kor. Denne bog var faktisk et brev til ikke-jøderne, som meddelte dem, at de var degenererede, og den nød stor popularitet blandt fin de siècle ”Liberale” (da.:Kulturliberale?), lige som den tiltagende bunke af lignende litteratur har gjort det siden da, blandt deres slags. Jødisk degeneration udgjorde ikke nogen del af dens tema, og forfatteren ville kun have set jødisk degeneration som en opposition til zionisme, for han var Herzl's næstkommanderende og den mand, der på zionistkongressen, efter Herzl's død, forudsagde  Den første Verdenskrig og den rolle, England ville komme til at spille i den ved at opstille det zionistiske ”hjemland”. Degeneration var betydningsfuld, både med hensyn til tidspunkt og tema. Den udkom samme år som Herzl's The Jewish State (da.: ”Den jødiske stat”), og dette var også året, hvor det første udbrud af revolutionen fandt sted i Rusland. Revolutionen og zionismen er begge essentielle for begreberne i Femte Mosebog/Talmud, og begge bevægelser blev, efter min vurdering, udviklet under talmudisk førerskab.

 

Efter Degeneration fulgte hele flodbølgen og oversvømmelsen af talmudisk chauvinistisk litteratur. Et eksempel fra vor tid er en bog, der blev udgivet i New York i 1941, da Hitler og Stalin kom på kant med hinanden, og Amerika trådte ind i Anden Verdenskrig.

 

Germany Must Perish (da.: ”Tyskland må forsvinde”) af en vis Mr. Theodore N. Kaufmann, foreslog udslettelsen af den tyske befolkning i Talmud-Torah Lovens bogstavelige forstand. Mr. Kaufmann foreslog, at ”udslettelse af tyskere” skulle gennemføres ved at sterilisere alle tyskere i den forplantningsdygtige alder (de mandlige under 60, og kvindelige under 45) indenfor en periode på tre år efter krigens slutning, idet Tyskland skulle forsegles i denne periode, og dets territorium derefter deles blandt andre folkeslag, således, at det, sammen med dets befolkning fuldstændigt skulle forsvinde fra landkortet. Mr. Kaufmann beregnede, at når nye fødsler var blevet standset gennem sterilisation, ville den normale dødsrate udrydde den tyske race i løbet af halvtreds til tres år.

 

Jeg er overbevist om, at frygt for offentlig afsky ville have fået enhver forlægger til at afholde sig fra at udgive dette værk under Første Verdenskrig, og muligvis på ethvert tidligere tidspunkt siden trykkekunsten blev opfundet. I 1941 udkom det med anbefalinger fra to førende amerikanske aviser (begge jødisk-ejede eller jødisk-kontrollerede). New York Times beskrev forslaget som ”en plan til varig fred blandt civiliserede nationer”. Washington Post kaldte det ”en provokerende teori, præsenteret på en interessant måde”.

 

Dette forslag var mere ordret talmudisk end noget andet, jeg kan finde, men den ånd, der frembragte det, fandtes i mange andre bøger. Det had, der blev lagt for dagen, blev ikke begrænset til tyskere. Det blev udstrakt til arabere, og i en periode til briter, helt som det tidligere havde været rettet imod  spaniere, russere, polakker og andre. Det var ikke noget personligt. Men som slutproduktet for talmudisk lærdom, rangerede det upartisk over alle ikke-jødiske ting, hvor det først fandt én symbolsk fjende og så en anden, i en verden hvor alle, ifølge Levitisk Lov, var fjender.

 

Fremvæksten, og den helt åbne demonstration, af denne voldsomme følelse, der ikke længere blev holdt i tømme af tidligere tiders behov for at tage hensyn til almindeligt accepterede standarder i Vesten, forklarer de bekymringer, der blev udtrykt af Mr. Brown i 1933, af rabbiner Elmer Berger i 1940'erne og af Mr. Alfred Lilienthal i dette årti. Dens afspejling i de jødiske trykte ord gav god grund til deres bekymring. I bog efter bog undersøgte jødiske forfattere med indadvendte skriverier, ”den jødiske sjæl” og kom til slut frem med udtryk for foragt eller had over for en eller anden gruppe ikke-jøder, alt sammen svøbt i chauvinistiske udtryksformer.

 

Arthur Koestler skrev, idet han fortalte om sin undersøgelse af jødedommen: ”Mest forvirrende af alt var den opdagelse, at sagaen om den ”Udvalgte Race” så ud til at blive taget helt bogstaveligt af de ortodokse jøder. De protesterede imod racediskrimination og fastslog i samme åndedræt deres racemæssige overlegenhed, baseret på Jakobs pagt med Gud”. Virkningen af denne ”forvirrende opdagelse” på denne særlige jødiske sjæl var, at ”jo mere jeg fandt ud af om jødedommen, des mere bedrøvet blev jeg, og des mere glødende zionist”.

 

Den antagelige årsag (”grund” kan ikke bruges til at beskrive så ulogisk en reaktion) til denne besynderlige virkning på Mr. Koestler, antydes af hans tohundrede siders beklagelser over jøder, der blev forfulgt og uddrevet af Europa. Han undlod denne beklagelse i retfærdighedens navn, ved hans antagelse af, at araberne, der ingen skyld havde, burde lide, idet han beskrev en arabisk familie (som var forfulgt i- og drevet bort fra Palæstina af zionisterne) i disse ord: ”Den gamle kvinde vil vandre foran, hvor hun trækker i æslets tømmer, og den gamle mand vil ride på det…. hensunket i dyster meditation over den tabte mulighed for at voldtage sit yngste barnebarn”. I denne beskrivelse får han forfølgelse og uddrivelse til at se respektable ud, da det nu er andre end jøder, der lider, ved at tilskrive ofret en afskyelig tanke.

 

Forandringen i tonefald og standard i den jødiske litteratur i vor tid ses atter i Ben Hechts skrifter, hvoraf nogle tidligere blev citerede, heriblandt hans beklagelse over, at hvis bare Jesus var blevet lavet til hakkekød i stedet for at blive ophøjet gennem korsfæstelse, ville kristendommen aldrig have taget form. Jeg tvivler på, at aviser eller forlæggere i nogen tidligere periode ville have givet udbredelse til ord, der åbenlyst kun havde det formål at fornærme andre.

 

Mr. Hecht skrev engang: ”Jeg levede i fyrre år i mit land” (Amerika) ”uden at møde antisemitisme eller bekymre mig det mindste om dens eksistens”. Derfor havde Mr. Hecht logisk set ingen hensigt om at leve noget andet sted. Ikke desto mindre skrev han, da den zionistiske stat var i færd med at blive oprettet, at hver eneste gang en britisk soldat blev dræbt i Palæstina ”holder Amerikas jøder en lille fest i deres hjerter”.

 

En dyb, om end ikke oplysende, indsigt i udviklingen af den jødiske sjæl i løbet af dette århundrede, bliver givet en vis Mr. Meyer Levines bøger. Også disse indeholder ting, der, efter min bedømmelse, ikke ville have fundet vej til trykkeriet i tidligere tider. Mr. Levine's In Search (da.: ca. ”Søgen”) viser, hvad Mr. Sylvain Lévi mente, da han, under Fredskonferencen i 1919 advarede mod østjødernes ”eksplosive tilbøjeligheder”.

 

Mr. Lévine, som var født i Amerika af immigrantforældre fra Østeuropa, var opdraget til had mod russere og polakker. Han synes kun at have fundet lidt, der kunne behage ham i ”det nye land”, hvor han var født, og da han blev voksen, havde han travlt med at drive agitation blandt Chicagos arbejdere.

 

Han fortæller om en halv livstids torturerende anstrengelser for skiftevis at undslippe og begrave sig i jødiskhed. Hvis nogle jøder mener at være uforanderligt forskellige fra hele den øvrige menneskehed, giver Mr. Levine to indblik, der får læseren til at føle, at denne tro er resultatet af en højspændt, næsten mystisk perversitet. Han siger, at han konstant finder sig selv i færd med at spørge sig selv: ”Hvad er jeg?” og ”Hvad bestiller jeg her?” og han hævder, at ”Jøder over alt stiller de samme spørgsmål”. Bagefter beretter han om nogle af de opdagelser, denne selv-undersøgelse førte ham til.

 

Idet han beskriver Leopold-Loeb mordet i Chicago (hvor to unge jøder, børn af velhavende forældre, myrdede og maltrakterede liget af en lille dreng, der også var jøde, ud fra ekstremt sygelige motiver) siger han: ”Jeg tror, at der under den meget virkelige rædsel, som tilfældet bevirkede, rædslen ved at erkende, at mennesker bar på morderiske motiver, ud over de enkle motiver som lyst og grådighed og had, at der under alt dette lå en undertrykt fornemmelse af stolthed over disse drenges intelligens, en sympati for dem, fordi de var slaver af deres intellektuelle nysgerrighed, en stolthed over, at dette særlige nye niveau af forbrydelse, at selv dét skulle være nået af jøder. På en forvirret og betaget måde, og i den forbigående moderigtige 'lyst for erfaringens skyld', følte jeg, at jeg forstod dem, at især jeg, som ung intellektuel jøde, havde et slægtskab med dem”.

 

I et andet tilfælde beskriver han sin andel (han kalder den ”en frivillig hjælp”, men begrebet ”agitator” ville nok passe bedre) i Chicago-stålarbejdernes strejke i 1937, hvor de strejkende og politiet kom i kamp og skud blev affyret, hvorved adskillige mennesker blev dræbt. Mr. Lévine var, som ”frivillig hjælper” ”gået sammen med” de strejkendes optog, og han ”løb med de andre”, da skuddene begyndte at falde. Han var ikke en stålarbejder eller en strejkende. Bagefter organiserede han og andre, der tilsyneladende også var frivillige hjælpere, et massemøde. På dette viste han lysbilleder, fremstillet fra avisbilleder, hvor han havde fjernet billedteksterne. Han ledsagede disse billeder med sin egen tale, og med ord, der blev valgt for at give billederne en ophidsende fortolkning, og som ikke stemte med de rigtige billedtekster. Han siger:

 

”Der rejste sig så underligt et brøl, at det virkede på mig som om det kæmpemæssige auditotium var én eneste kogende gryde af raseri, som kunne vælte over mig …. Jeg følte, at jeg aldrig kunne kontrollere mængden, at de ville brase gennem dørene og fare ud for at brænde rådhuset af – virkningen af billederne var så ophidsende …. I det øjeblik oplevede jeg den fulde betydning af faren ved magt, for jeg følte, at nogle få ord ville have sluppet en vold fri, der var stærkere end den vi havde oplevet på Memorial Day (overs. anm.: mindedag for de faldne, ofte 30. maj) …. Hvis jeg af og til havde følt mig ikke-inkluderet som fremmed, kunstner og jøde, vidste jeg nu, at universel handling findes …. Jeg følte, at én af grundene til jødens sociale reformiver måske er hans behov for at lade sig smelte sammen med disse bevægelser, som opsluger hans eget problem”.

 

Endnu en gang minder disse ord om Mr. Samuel Maurice's klage eller trussel (alt efter, hvad der var hensigten) fra 1924: ”Vi jøder, ødelæggerne, vil for altid forblive ødelæggerne”. Kun gennem ophidselse af andre, synes Mr. Levine at sige, kan han, den ”fremmede”, føle sig ”inkluderet”, eller føle sit problem ”opslugt”. Ophidselse af den utænkende, stupide ”pøbel” er det tema, der løber gennem ”Protokollerne” fra 1905. I den passage, der blev citeret, syntes Mr. Levine at lade forstå, at han kun kunne føle engagement i den øvrige menneskehed, når han på denne måde ophidsede en pøbel.

 

Hans senere rejser blev foretaget i samme ånd. I hans ungdom var zionismen næsten ukendt, og i 1925, da han var tyve, var det stadig ”et spørgsmål, som knapt nok var trængt igennem til jøder, der var født i Amerika …. Det var noget, der optog de skæggede fra det gamle land, og hvis en amerikansk jøde ved et tilfælde blev slæbt til et zionistmøde, fandt han ud af, at foredragsholderne talte med russisk accent, eller simpelthen slog over i yiddish. Min egen familie havde bestemt ingen interesse i bevægelsen”.

 

Som i tilfældet med Morgenthau'erne, faderen og sønnen, skete forandringen over én generation. Mr. Levines forældre, der var indvandrere fra et land med påstået ”forfølgelse”, var tilfredse med at have fundet et andet, hvor de trivedes. Sønnen var ikke tilfreds. Snart var han i Palæstina og udviklede hadefulde følelser over for araberne, som han i sin ungdom aldrig havde hørt om. Han fortæller, som en god spøg, om en hændelse i en zionistisk bosættelse, hvor en araber, der kom fra markerne udenfor, ydmygt bad om lidt vand. Mr. Levine og hans venner pegede på en tønde, som araberen taknemmeligt drak af, mens de grinede. Det var hestenes vand.

 

Ti år efter dette var han i Tyskland og spillede sin rolle i den talmudiske hævn dér. Han var amerikansk aviskorrespondent og beskriver, hvordan han og en anden jødisk korrespondent strejfede omkring i Tyskland  i en jeep som ”erobrere”, bevæbnede (ulovligt), hvor de ødelagde og plyndrede, som det passede dem. Han fortæller så, at de tyske kvinders passive underkastelse under ”erobrerne”, generede den rasende lyst til at voldtage dem, og at ”sommetider voksede hadet i en mand sig så stærkt, at han følte en absolut nødvendighed af vold”. I denne sindstilstand sværgede han og hans ledsager, at ”det eneste, der var at gøre, var at kyle dem ned og flå dem i stykker”, og de diskuterede ”de idéelle omstændigheder for sådan en voldelig scene. Det skulle være en skovklædt vejstrækning, med kun lidt trafik, og en enlig pige til fods eller på cykel”. Herefter tog parret på en ”forsøgs-udflugt” i deres søgen efter disse ”idéelle omstændigheder” og langt om længe fandt de en enlig pige og ”alle omstændighederne opfyldt”. (Han fortæller, at den skrækslagne pige blev skånet i sidste øjeblik, og spekulerer på, om grunden, hos hver af mændene, måske var, at den andens tilstedeværelse gjorde det for pinligt).

 

Mr. Levine startede sin bog fra 1950 således: ”Dette er en bog om dét at være en jøde”. Denne bog og de mange, der ligner den, forklarer den frygt, der bliver udtrykt af de få jødiske opponenter, angående udviklingen gennem de sidste halvtreds år, for de bevidner den degenerering, den jødiske sjæl er undergået under presset fra talmudisk chauvinisme. Det eneste, bogen beviser er, at ved dens slutning vidste Mr. Levine lige så lidt om, hvad det ville sige ”at være jøde”, som ved dens  start (formentlig ville han ikke ønske, at de ovenfor citerede passager skulle tages som svaret). Hundredvis af andre bøger er udkommet om dette samme flygtige og uproduktive tema. Og på samme måde kunne en elektrisk ål æde sin egen hale i sin søgen efter kilden til dens mærkværdige fornemmelser, og alligevel ikke nå frem til nogen oplysende konklusion. En bog af en jøde om det at være et menneske blandt andre mennesker var blevet en sjældenhed ved midten af århundredet.

 

Den ophobede litteratur med ophidsende og hadefuldt indhold, som der er blevet givet et par eksempler på, samt den faktiske undertrykkelse af modstand imod den, som ”antisemitisme”, giver det 20. Århundrede dets særlige karakter. Det er den talmudiske chauvinismes og den talmudiske imperialismes århundrede. Vores nuværende situation blev forudsagt for næsten hundrede år siden af en tysker ved navn Wilhelm Marr.

 

Marr var en revolutionær og en konspirator, som hjalp de jødisk-ledede ”hemmelige selskaber” (Disraeli) med at forberede de mislykkede revolutionsudbrud i 1948. Hans skrifter fra denne periode er genkendeligt talmudiske (han var ikke jøde). De er voldsomt anti-kristne, ateistiske og anarkistiske. Senere blev han (lige som Bakunin) klar over det revolutionære hierarkis sande natur, og han skrev i 1879:

 

”Jeg er fast overbevist om, at fremkomsten af jødisk imperialisme kun er et spørgmål om tid …. Verdensimperiet tilhører jøderne …. Ve de besejrede! …. Jeg er helt sikker på, at inden der er gået fire generationer, vil der ikke være en eneste funktion i staten, selv de allerhøjeste, der ikke vil være i hænderne på jøderne …. På nuværende tidspunkt er det kun Rusland blandt de europæiske stater, der holder ud imod officiel anerkendelse af de invaderende fremmede. Rusland er den sidste bastion, og det er imod hende, jøderne har bygget deres sidste skyttegrav. At dømme efter begivenhedernes gang er Ruslands kapitulation kun et spørgsmål om tid …. I dette enorme imperium vil jødedommen finde den Arkimedes' Løftestang, som vil sætte den i stand til at løfte hele Vesteuropa af dets hængsler én gang for alle. Den jødiske sans for intrigen vil tilvejebringe en revolution i Rusland, som verden endnu ikke har set magen til …. Den nuværende situation for jødedommen i Rusland er sådan, at den endnu må frygte uddrivning. Når jøderne har opnået kontrol med den russiske stat …. de vil gå i gang med ødelæggelsen af den sociale struktur i Europa. Europas sidste time vil komme senest om éthundredeoghalvtreds år”.

 

Europas nuværende tilstand, sådan som det er blevet efterladt efter Anden Verdenskrig, viser, at denne forudsigelse stort set er blevet opfyldt. Endnu mangler kun den sidste afsløring, for at den er gået fuldkommen i opfyldelse. Med hensyn til denne er det muligt, at Marr var for sortseende. Verdens historie, indtil i dag, kender ikke til nogen uigenkaldelige beslutninger, afgørende sejre, permanente erobringer eller absolutte våben. Det sidste ord har hidtil altid været i overensstemmelse med sentensen fra Det Ny Testamente: ”Enden er ikke endnu”.

 

Imidlertid er det sidste stadium i Marrs forudsigelse, den tredje begivenhed i det 20. Århundredes drama, tydeligt nok nært forestående, uanset dens virkning, og uanset dens efterveer, og til forberedelsen heraf er den jødiske sjæl, nok en gang taget til fange af talmudisk chauvinisme. George Sokolsky, den ansete jødiske journalist fra New York, meddelte i januar 1956, at ”der var betydelig opposition” (til zionismen) ”inden for jødeverdenen, men i løbet af årene døde modstanden hen, og hvor den endnu består, er den så upopulær, at den almindeligvis bliver gemt bort. I De forenede Stater er modstanden mod Israel blandt jøder ubetydelig”.

 

De få advarende stemmer, som endnu høres, er, lige som Jeremias' i oldtiden, næsten udelukkende jødiske. Dette er ikke fordi ikke-jødiske forfattere er dårligere oplyste, mere kortsynede eller mindre modige. Det har længe været en uskreven regel, at jødiske opponenter kunne blive hørt, indenfor visse grænser, da de ”tilhører os”, men at opposition  fra ikke-jøder ikke må tolereres.* I den vestlige presses tilstand i den tredje fjerdedel af det 20. Århundrede, er denne regel håndhævet næsten uden undtagelse.

 

* Et godt eksempel: I løbet af 1956, der var et præsident-valgår, var kritik af zionisme eller ”Israel” en næsten utænkelig ting i De forenede Stater, især i de sidste måneder, da selve valget nærmede sig. Israelske angreb på de arabiske nabostater blev uden undtagelse beskrevet som ”gengældelsesaktioner” eller ”repressalier”. Præsidenten, hans regeringsmedlemmer og embedsmænd fra udenrigsministeriet, forblev tavse mens angreb fulgte på angreb, hvor hvert af dem endte med en nådesløs udslettelses-handling efter mønsteret fra Deir Yasin i 1948. Ja, ledende kandidater fra begge partier konkurrerede, lige som i 1952 og 1948,  med hinanden om at kræve våben til Israel, og om på denne måde at kæmpe om de zionist-kontrollerede stemmer, som regnedes for afgørende. På samme tid (11. september 1956) mødtes over to tusinde ortodokse jøder på Union Square i New York for at protestere imod ”religionsforfølgelsen i staten Israel”. Den israelske premierministers navn, Ben-Gurion, blev hånet, og adskillige rabbinere kom med voldsomme angreb på ham og hans regering. Disse angreb havde intet som helst at gøre med sagen om araberne, som ikke blev nævnt: angrebet var udelukkende på grund af religiøs ortodoksi, idet Ben-Gurion regeringen blev anklaget for ikke at overholde ortodokse sabbat-ritualer og lignende ting. Ikke desto mindre var angrebet offentligt, hvorimod kritik af en hvilken som helst grund fra ikke-jødisk hold på denne tid var så godt som forbudt. I den samme periode (1. september 1956) kulminerede tilbagevendende jødiske opstande i Israel selv med et større udbrud, som blev slået ned af politiet, og hvor en mand blev dræbt. Den døde mand tilhørte en gruppe, som nægtede at anerkende den israelske regering, idet den hævdede, at ”genetablering af en jødisk stat må afvente den guddommelige vilje” (dette er, i øvrigt, en af  hovedteserne i nærværende ikke-jødiske forfatters bog). Offeret blev, på grundlag af denne tro, beskrevet som ”en religiøs ekstremist” af aviserne i New York.

 

Af denne årsag er de få advarsler, der her skal citeres, alle af jødisk oprindelse. Mr. Frank Chodorov fortalte den amerikanske regering (Human Events, 10. marts 1956), at i Mellemøsten ”har den i realiteten ikke med Israels regering at gøre, men med amerikanske jøder …. Det er ganske sikkert, at mange gode, loyale amerikanere af den jødiske tro ville se med glæde på et opgør, ikke alene for at få noteret deres loyalitet over for dette land og imod verdenszionismen, men også for at løsne op for det greb, zionismen holder dem i”.

 

På samme manér lød Mr. Alfred Lilienthal (Human Events, 10. september 1955) som et ekko af den afdøde James Forrestals bønfaldelse otte år tidligere. Da skyggen af 1956-præsidentvalget faldt over Amerika, bad også han de to store politiske partier, da de indledte valgkampen, om ”at tage den arabisk-israelske konflikt ud af hjemlig politik”. Begge disse jødiske advarsler fandt sted i et nyhedsbrev i Washington, som nød stor anerkendelse, men havde et lille oplag. Massemedierne var lukket for dem.

 

Andre jødiske opponenter i den nyere tid gentog det ældgamle advarselsråb om en kommende ”katastrofe”. I 1933 havde Mr. Bernard J. Brown set katastrofen komme: ”Aldrig nogensinde i menneskeracens historie har der eksisteret en gruppe mennesker, der har rodet sig ind i så mange fejlgreb og er vedblevet med at nægte at ville se sandheden, som vort folk har gjort det gennem de sidste tre hundrede år” (den periode som så fremkomsten af de talmudiske ”østjøder” og den succesfulde talmudiske krig imod jødisk assimilation).

 

Femten år efter denne advarsel udtalte jødiske opponenter det ord, som advarslen kun havde underforstået: ”katastrofe”. Rabbiner Elmer Berger skrev i 1951: ”Med mindre amerikanere af jødisk tro og en meget stor gruppe amerikanere af anden tro, som er blevet forført til at støtte zionisme, vender tilbage til fundamentet i både amerikansk liv og i jødedommen, er vi på vej mod noget af en katastrofe”.

 

Forordet til Rabbiner Bergers bog blev skrevet af en ikke-jødisk autoritet, Dr. Paul Hutchinson, som var redaktør af The Christian Century. Han var mere direkte: ”Amerikanske jøders hævdede ret til at nægte sammensmeltning, er ved at bygge op til en krise, som kan få sørgelige konsekvenser. Det er allerede ved at blive klart, at hver eneste gang Israel kommer i klemme (og en stor del af dets politik, især hvad angår økonomi og indvandring, virker nærmest som skabt til at bringe det i klemme) forventes amerikanske jøder at lægge stærkt pres på den amerikanske regering for at få den til at gå ind og klare problemerne. Zionistiske ledere er ikke veget tilbage fra at bringe denne slags fænomen til det ekstreme niveau, der hedder politisk afpresning” (dette blev skrevet mange år før ex-præsident Truman i sine erindringer bekræftede den kendsgerning). ”Dette kan fortsætte et lille stykke tid på grund af vort besynderlige valgsystem …. Men New York er ikke De forenede Stater, og hvis denne form for voldelige indblandinger, til fordel for en fremmed stat, bliver ved, så forbered jer på en eksplosion”.

 

Disse advarsler kunne, selv om de er ganske tydelige for jøder, skabe det forkerte indtryk i ikke-jødiske sind, at ”jøderne” er på vej mod en selvskabt ”katastrofe”. Og at i så fald vil jødisk chauvinisme straffe dem selv. Og at schliesslich har de kun sig selv at takke for det. Især de selvtilfredse og de hadefulde kunne falde for den vildfarelse.

 

En vildfarelse ville det være. Dette tilbagevendende fænomen i historien-som-den-er-skrevet: ”den jødiske katastrofe”, er uden undtagelse den lille jødiske andel af en generel katastrofe, hvor deres andel er, for eksempel noget i retning af én procent af den totale lidelse. Den uhyrlige udflugt om ”de seks millioner dræbte jøder” fra Anden Verdenskrig ændrer ikke noget ved denne varige sandhed. Den katastrofe, der er blevet brygget på gennem disse halvtreds år, vil blive en generel katastrofe, og den jødiske andel vil blive en brøkdel. Den vil blive beskrevet som ”en jødisk katastrofe”, lige som Anden Verdenskrig blev beskrevet på denne måde, men det er blot det falske billede, der vises frem for ”pøbelen” på den oplyste skærm i deres mørke værelse.

 

Jøder kan ofte ikke - og dette er helt ægte – forestille sig nogen ulykke, med jøder involveret, og med ligegyldigt hvor mange flere ikke-jøder, som noget andet end ”en jødisk katastrofe”. Dette er en mental holdning, der stammer fra den oprindelige indlæring fra Talmud-Tora, hvor alene det udvalgte folk har virkelig eksistens, og hvor de andre er skygger eller kvæg. Karl Sterns bog Pillar of Fire (da.: ca. ”Søjle af ild”), giver en illustration af det. 

 

  Mr. Stern (en jøde, der voksede op i Tyskland imellem krigene og derefter tog til Kanada, hvor han konverterede til katolicismen) siger, at der i den Jødiske Ungdomsbevægelse i 1920'erne var ”en generel stemning, der syntes at pege mod begivenheder, der senere fandt sted. Der var latent i situationen sorger, spørgsmål og tvivlen, som pegede mod den store jødiske katastrofe – eller snarere den store europæiske katastrofe, hvori jødernes skæbne var indvævet på så mystisk vis”.

 

I denne passage viser sandheden sig i en åbenbar, korrigerende eftertanke, som ikke ville falde de fleste jødiske forfattere ind eller blive udtrykt af dem. Mr. Stern er et exceptionelt tilfælde, og da han havde skrevet ordene ”den store jødiske katastrofe”, indså han usandheden i dem og modificerede dem: men ikke desto mindre lod selv han den oprindelige udtalelse blive stående. Indflydelsen fra hans arveanlæg og opdragelse var stadig stærke nok i ham, en katolik i Nordamerika, til at forme hans første tanke i sådanne vendinger: de ufattelige lidelser blandt 350.000.000 sjæle i Europa, som har efterladt næsten halvdelen af dem i slaveri, var ”den store jødiske katastrofe”.

 

I et anderledes tilfælde ville Mr. Stern være den første til at gøre indsigelse over for en sådan fremstilling. Faktisk fortæller han, at han blev opbragt over at læse den udtalelse i et katolsk blad, at så og så mange af mandskabet på en sunken britisk ubåd var ”katolikker”. Han følte sig krænket, fordi en enkelt gruppe blandt ofrene blev trukket frem på denne måde. ”Jeg forstår ikke, hvorfor nogen skulle interessere sig for den slags statistikker”. Men ikke desto mindre: ”den store jødiske katastrofe ….”

 

”Katastrofen”, der vil omfatte alle, og som er blevet forberedt gennem disse halvtreds år, vil ikke blive specielt jødisk, i betydningen: en specielt stor jødisk lidelse, men i den forstand, at den atter vil blive domineret af ”det jødiske spørgsmål”, af anstrengelsen for at underordne al den energi, der bliver skabt, til formål, der præsenteres som jødiske, og i den forstand, at de jødiske masser vil blive udnyttet til at hjælpe med at antænde sprængladningen. Den jødiske folkemasse eller pøbel, er på ét punkt forskellig fra enhver anden folkemasse eller pøbel: den er mere tilbøjelig til at overgive sig til chauvinistisk ophidselse, og mere fanatisk i denne overgivelse. Jewish Encyclopaedia bekræfter, i et lille stykke tekst, der beskæftiger sig med emnet: hysteri blandt jøder, at deres tilbøjelighed hertil er større end gennemsnittets. Som lægmand vil jeg vove det gæt, at dette er resultatet af de mange århundreders indelukkethed i ghettoerne, og af den talmudiske absolutisme i disse (for i dag har vi næsten udelukkende at gøre med ”østjøderne”, der så sent som i går levede i disse indelukker).

 

Jeg har givet nogle eksempler på den tiltagende bølge af chauvinistisk hysteri fra den litteratur, der er tilgængelig for den almindelige læser. Det viser resultatet, men ikke den bagvedliggende kilde. For at lokalisere den må læseren gøre noget, der er sværere. Nemlig opmærksomt at følge de yiddish-sprogede og hebræiske presse, i original eller i oversættelse. Så vil han opdage en nærmest djævelsk hudfletning af den jødiske sjæl, så den aldrig skal finde hvile, og han ville let kunne komme til det resultat, at der intetsteds, udenfor jødeverdenen, findes noget så anti-jødisk som nogle af disse ytringer, der udviser et videnskabeligt mesterniveau i  metoder til at indpode og opelske frygt.

 

Inden læseren studerer de følgende eksempler, bør han huske, at den altovervejende masse af ”eksplosive østjøder” nu er i Amerika. Denne kendsgerning, der indebærer mere fare for mulige konsekvenser end nogen anden i vor tid, synes knap nok at være trængt ind i den vestlige verdens bevidsthed, og ikke en gang i Amerikas. De uddrag, der følger, viser, hvad der bliver sagt på hebræisk eller yiddish (det vil sige, udenfor ikke-jødens hørevidde) blandt de jødiske folkemasser, og den virkning, dette forårsagede på dem i løbet af blot fem år.

 

William Zukerman, en af Amerikas og vor tids kendteste journalister, skrev i maj 1950 en artikel med overskriften: ”Hvordan man får det jødiske folk til at gyse” (South African Times, 19. maj 1950. Jeg mener, den også blev bragt i jødiske publikationer i mange lande). Han lagde ud med at sige: ”Der foregår en stor debat i den zionistiske verden. Den er endnu ikke nået frem til den ikke-jødiske, eller endog den engelsksprogede jødiske presse. Men den raser i de hebræisk-sprogede aviser i Israel og i den yiddish-sprogede presse i Amerika og Europa …. Den afslører, som intet andet har gjort det i de senere år, et snit gennem jødisk tænkning og følelse, i den periode der er fulgt efter fremkomsten af Israel”. Debatten, forklarede han, handlede om Chalutziot, organiseret og forberedt udvandring af jøder til Israel fra hele verden – men især fra De forenede Stater”.

 

På dette tidspunkt (1950) skrev Mr. Zukerman med kun en undertone af forudanelse. Han citerede Mr. Sholem Niger, ”dekan for yiddish-sprogede kritikere og forfattere” for at angribe, ikke ”selve kampagnen for at sørge for udvandring af amerikanske jøder til Israel”, men ”den måde, hvorpå dette blev præsenteret for de amerikanske jøder ….” Denne var, sagde Mr. Niger, udelukkende negativ, anti-alle-andre snarere end pro-Israel: ”nationalisterne laver en kampagne bestående af fornægtelser, bagvaskelser og destruktion af alt jødisk uden for Israel. Jødisk liv i De forenede Stater og over hele den øvrige verden beskrives som foragteligt og modbydeligt …. Alt uden for Israel erklæres for at være slaveagtigt, uværdigt, undertrykt og vanærende. Ingen jøde med nogen selvrespekt i behold kan leve fuldt og helt som jøde i De forenede Stater eller noget andet sted, ud over Israel – er nationalisternes vigtigste påstand i denne debat”.

 

En anden foretrukken teknik til at sælge Chalutziot til de amerikanske jøder (fortsatte artiklen) ”er at undergrave jødisk kampånd, tro og håb angående deres amerikanske hjem. At holde jøderne i konstant nervøsitet ved at skræmme med antisemitisme. Ikke at lade dem glemme Hitler-rædslerne og at sprede tvivl, frygt og desperation omkring jødernes fremtid i Amerika. Enhver manifestation af antisemitisme bliver samlet op og blæst op for at skabe det indtryk, at de amerikanske jøder, lige som tyskerne under Hitler, står på randen af en katastrofe, og at også de, før eller siden, vil blive nødt til at løbe for at komme i sikkerhed”.

 

Mr. Niger citerede, som et eksempel, fra en artikel af ”en førende israelsk zionist, Jonah Kossoi, i et højlitterært hebræisk-sproget tidskrift i Jerusalem, Isroel”:

 

”Det hviler nu på os zionister at udøve den gamle pligt med konstant at indgyde frygt i det jødiske folk. Ikke at lade dem hvile. For evigt at holde dem på kanten af en afgrund, og gøre dem opmærksomme på de farer, der lurer på dem. Vi må ikke vente til efter 'katastrofen', for hvis vi gør, hvor skal vi da hente de hundredtusinder af jøder, der er behov for til at bygge vores stat op? …. Det er lige nu tiden for jøderne til at redde sig selv, ikke en gang i fremtiden ….”

 

Læseren vil bemærke: ”katastrofen” er en politisk nødvendighed eller en uundgåelighed, og med disse uddrag vil han kunne begynde at forstå, hvorfor Jewish Encyclopaedia fortæller om en tendens til hysteri blandt jøder. Mr. Zukerman sagde, at denne ”ekstreme form for Chalutziot propaganda er den mest fremherskende i Israel nu”.  Han citerede en ”mere moderat udgave af denne teori”, fremført af Mr. L. Jefroikin, redaktør af det zionistiske tidsskrift Kiyum i Paris. Zukerman sagde, at Mr. Jefroikin, ”altimens han er indforstået med sandheden i hvert eneste ord i den nationalistiske teori om, at ingen jøde kan leve et fuldt og værdigt liv noget andet sted end i Israel, og mens også han siger, at 'amerikanske jøder lever i et tossernes paradis' indrømmer, at amerikanske jøder, i deres nuværende sindstilstand aldrig ville gå med til, at USA skulle puttes i samme kategori som Tyskland og Polen, og at de ikke ville gå med til at betragte deres hjem som gennemgangsland til Israel. Han konkluderer derfor, at amerikanske jøder bør propaganderes til kun at blive 'Israel-elskere', og ikke faktiske israelere i krop og sjæl”.

 

Virkningen af denne ”propaganda”, der blev bragt med til De forenede Stater af zionistiske udsendinge fra Israel, kan derefter studeres i nogle bemærkninger, der blev trykt atten måneder senere (december 1951) i International Jewish News i Denver, Colorado. Dets redaktør, Mr. Robert Gamzey, var kritisk over for Jewish Agency og World Zionist Congress, da de satte 2.800.000 dollar af til at reklamere for Chalutziot i De forenede Stater. Han sagde, at han kendte ”af personlig erfaring i Israel, den udbredte fejlagtige attitude dér, at der ikke er nogen fremtid for jøderne i Amerika, og at antisemitisme dømmer amerikanske jøder til de tyske jøders skæbne”. Han tilføjede: ”Det er derfor utænkeligt, at udsendelsen af israelske repræsentanter hertil, for at opmuntre amerikansk ungdom til at slå sig ned i Israel, skulle foregå på nogen anden måde end ved at håne og fraråde en fremtid for amerikansk jødedom”.

 

   Disse forudanelser fra 1950 og 1951 blev opfyldt i løbet af de næste fem år, hvor det lykkedes ”udsendingene” fra Israel at indsprøjte ”den nationalistiske teori”, som forklaret ovenfor, i sindet hos de jødiske masser i Amerika. Derfor var Mr. William Zukerman, som i 1950 havde været lettere bekymret, nu, i 1955, alvorligt bekymret. Han skrev (Jewish Newsletter, november 1955, genoptrykt i Time magasinet i New York, 28. november):

 

”Der kan ikke være den mindste tvivl om, at der hersker en sindstilstand meget lig den i Israel, blandt amerikanske jøder. Der findes en fanatisk overbevisning i udlandet om, at der kun findes én sandhed, og at Israel er den eneste, der har den. Der gøres ingen forskel på jøderne verden over og Israel, og ikke engang på den israelske regering og Israel. Israelske statsmænd og deres politik anses for at være ukrænkelige og hævet over kritik. Der er en forfærdende intolerance over for synspunkter, der afviger fra flertallets, en fuldstændig ligegyldighed over for fornuft, og en hengiven sig til følelser som hos en vildt flygtende flok kvæg.

 

”Der er kun én vigtig forskel på de israelske og de amerikanske jøder. I Israel har følelsesudbruddene en basis i virkelighedens verden, så vidt man kan skønne udefra. De vælder op fra skjulte kilder hos et skuffet folk, der var blevet lovet sikkerhed og fred, og som finder sig fanget i en krigsfælde. Den amerikansk-jødiske udgave af hysteri er fuldstændig uden rod i den amerikansk-jødiske virkeligheds liv. Den er helt igennem kunstig, fabrikeret af de zionistiske ledere, og podet på et folk, der ingen grund har til hysteri, af en hær af betalte propagandamagere, som en metode til at fremme en politik, der består af indrømmet politisk pression og af at stimulere pengeindsamling. Aldrig tidligere er en propagandakampagne for en fremmed regering blevet planlagt og udført mere larmende og kynisk, i strålende projektørlys og til fanfarer af offentlig omtale, end den nuværende bølge af hysteri, der oparbejdes blandt amerikanske jøder”.

 

Disse to citater, som adskilles af fem år, giver atter et portræt af degenereringen af den jødiske sjæl under indflydelsen af talmudisk zionisme. De bringer også denne fortælling om tre krige frem mod tærsklen til den tredje, hvis da ”tærsklen” er det rigtige ord. Faktisk startede den tredje krig, da kampene i Anden Verdenskrig ebbede ud, og den har været i gang uden afbrydelse, ét eller andet sted i verden, lige siden. Den behøver kun et lille pust fra en hvilken som helst blæsebælg, for at blive antændt som endnu en verdenskrig.

 

Denne udvikling kunne have været standset, og kunne muligvis endnu standses, af to ansvarlige statsmænd, én på hver side af Atlanten, der talte i samklang, for den er dybest set det største fupnummer i historien. I dag virker det, som om en sådan redning gennem dødelige er for meget at håbe på, og denne forfatter overdriver formentlig ikke, når han mener, at kun Gud, der har gjort langt større ting, vil kunne afværge den tredje store krig. Med mindre det sker, vil de afsluttende årtier af dette århundrede forudsigeligt vise enten fiasko eller forbigående triumf for talmudisk chauvinisme. Om det bliver det ene eller det andet, både i fiasko og succes, vil den medfølgende ”katastrofe”  blive de ikke-jødiske folkemassers lidelser, og de jødiske lidelser vil udgøre en brøkdel heraf.

 

Bagefter vil jøderne omsider blive nødt til at acceptere verden, som den er, eftersom verden ganske klart ikke vil acceptere Talmud.


Forside

Indholdsfortegnelse

Navne

Hele bogen

Den store plan

Biografi af Douglas Reed