side 391

 

Den talmudiske hævn

kapitel 42 i "The Controversy of Zion"
af Douglas Reed

oversat af Knud Eriksen

 

Trods protester fra de ansvarlige amerikanske ministre, Hull og Stimson, og fra embedsmændene i det engelske udenrigsministerium, endte Den Anden Verdenskrig med en "hævnfred"; eller nærmere med en hævn, som lagde grunden til en ny krig (eftersom hævn er modsætningen til - og aldrig kan frembringe fred).

De to "premier-diktatorer" i Vesten, Roosevelt og Churchill, tog ansvaret for hævnen, for trods det, at de begge senere fralagde sig ansvaret for den, underskrev de også begge stiftelsesdokumentet for den: nemlig Jalta-konferencens Protokol. I følge dette dokument forenede Vesten sig med det barbariske Østen for at nedkalde en barbarisk hævn over Europa. Hensigten med dette kapitel er at finde frem til, hvor det oprindelige ansvar herfor skal placeres (for indrømmelser af, at de handlede efter tilskyndelse fra - eller under pres fra skyggeagtige trediemænd, eller i uvidenhed om, hvad de underskrev, optræder blandt begge mænds udtalelser. Her vises den egentlige magtesløshed hos disse tilsyneladende almægtige krigstids-herskere).

I januar 1943, i Casablanca, anslog Roosevelt for første gang tonen af "blind hævn", da han "pludselig fremførte princippet om betingelsesløs overgivelse" (Mr. Hull). Ordene betød, med deres gammeltestamentlige klang, at fjenden ikke ville kunne opnå fred på nogen som helst betingelser, og dette var en hundrede og firs graders vending fra alle "principper", som de vestlige ledere indtil da havde fremført. Den ansvarlige amerikanske minister, Mr. Hull, afslører, at han og hans ministerium ikke forud var blevet informeret om denne kolbøtte i landets politik, og at "Churchill var lamslået"; også, at det britiske udenrigsministerium anmodede ihærdigt om at undgå dette udtryk. Churchill støttede ikke desto mindre brugen af udtrykket (som han efter krigen fortalte det i Underhuset), "men kun efter at det var blevet brugt af præsidenten uden at han rådførte sig med mig". Churchill tilføjede, at "hvis den britiske regering var blevet spurgt om brugen af ordene, ville den have frarådet det" (men i mange år fortsatte han med at presse på for vigtigheden af "top"møder mellem Moskva-diktatoren og de to vestlige ledere, trods denne erfaring).

Beslutningen om at skaffe hævn blev således første gang truffet i Casablanca i 1943. Det var baggrunden for "Morgenthau-planen" fra september 1944 (som helt klart først var udtænkt i Moskva, derefter skrevet af Harry Dexter White for dennes chef, for endelig af hr. Morgenthau at blive overleveret til Roosevelt, der sammen med Churchill satte underskrifter på), - hvis ånd gennemsyrede Jalta-konferencen og dennes protokol. Roosevelts senere udtryk for overraskelse ("han havde ingen idé om, hvordan han havde kunnet underskrive dette") og Churchills ord til fortrydelse ("Jeg havde ikke tid til at undersøge Morgenthau-planen i detaljer.....jeg er ked af, at jeg satte min underskrift på den") bliver begge modsagt af den kendsgerning, at begge mænd derpå underskrev Yalta-dokumentet, et ægte barn af planen, og stiftelsesdokument for hævnakten.

Ved at sætte deres navne på det tilføjede de to vestlige ledere Vesten større skade end den kunne have lidt ved krig. Hvad der ødelægges af sprængstoffer, kan genopbygges. Men åndelige værdier, der er opnået gennem nationers anstrengelser gennem nitten århundreder, er vanskeligere at genskabe, når de først er lagt i ruiner. Østen mistede intet, eftersom hævn var dens barbariske tradition, som delvist var lagt bort i løbet af det sidste århundrede af zarernes herredømme, men blev genetableret i 1917. I Vesten, kristendommens domæne, stillede sagen sig anderledes.

I løbet af århundrederne havde Vesten gradvist forbedret vilkårene, hvorunder man førte krig, fra de primitive stammers grusomheder til de civiliserede krigsregler, der blev almindelige hen mod slutningen af Louis den Fjortendes regeringstid. Nationerne kom i stigende grad til at respektere denne herskende krigskodeks, som forbød meningsløse drab og mishandling af ikke-krigsførende og plyndring af deres ejendom, som skabte grundlag for immunitet til et barmhjertighedsflag, og krævede, at fjendens døde, sårede og fanger måtte plejes og behandles så godt som ens egne. Ud af alt dette voksede efterhånden en international organisation, under korsets tegn, som drog omsorg for alle soldater på lige fod, uanset rang. Muligvis udgjorde denne kodeks til civilisering af krigsførelse det bedst opnåelige første skridt hen imod den afskaffelse af krigen, som menneskeheden hele tiden håber på. Listen af krige, der blev ført under denne kodeks, er opmuntrende at studere. De, der negligerede den, frastødes man af med væmmelse.

Krigene i det 19. århundrede i Europa blev i stigende omfang udkæmpet under denne kodeks, således at historien om dem viser menneskets forsøg på at bringe værdighed til sit liv, selv i krig. Dette passer på Krim-krigen og på de tre preussiske krige mod Danmark, Østrig og Frankrig. De blev udkæmpet og afsluttet ærefuldt (Den eneste store vestlige krig i det århundrede, som formørker dette billede, var borgerkrigen i Amerika, hvor hævn blev taget over for den slagne fjende, efter sejren. Det ville ikke være sket, hvis det ikke havde været for mordet på præsident Lincoln, beroligeren og foreneren, få dage efter sejren. I de mørke skygger, der dækker for denne forbrydelse, lurer muligvis også de samme konspiratorer, der påviseligt har formet begivenhederne i vort land.

Med den undtagelse skete krigsførelse fortsat under denne civiliserende kodeks, over alt i Vesten, og hvorsomhelst Vesten optrådte. Ved dette århundredes begyndelse kom Boerkrigen i Sydafrika. Nogle få dagbogsuddrag fra en af boernes oberster, Deneys Reitz, skrevet umiddelbart efter kampene viser, hvordan mænd i krig opførte sig mod hinanden under denne kodeks, for kun halvtreds år siden:

I en lejr for britiske krigsfanger: "En af fangerne bad om et møde med min far. Hans navn var Winston Churchill.....han sagde, at han ikke var krigsdeltager men krigskorrespondent, og bad med den begrundelse om at blive løsladt. Min far svarede, at han havde haft en Mauser-pistol da han blev taget til fange, og derfor måtte blive, hvor han var. Winston Churchill sagde, at alle krigskorrespondenter i Sudan bar våben til selvforsvar, og sammenligningen irriterede min far, der svarede, at boerne ikke havde for vane at dræbe ikke-krigsdeltagere....."

Efter boer-sejren ved Spion Kop: "Den næste time eller to gik med, at vi hjalp de engelske Røde Kors læger og båre-mandskaber med at begrave deres døde og bære deres sårede væk...."

Efter boernes erobring af Dundee: "Jeg så general Penn Symons, kommandanten for de engelske tropper. Han var dødeligt såret og sygeplejerskerne fortalte mig, at han ikke ville klare natten igennem. Næste morgen .... mødte jeg båre-optoget, der bar hans krop bort, indsvøbt i et tæppe, og jeg ledsagede dem til hvor de begravede ham bag den lille engelske kirke.....".

Ved boernes belejring af Ladysmith: "En af vore mænd var blevet skudt gennem begge ben og en anden bar ham modigt på sin ryg tilbage til sikkerheden, mens englænderne fyrede løs på ham fra alle sider, indtil de blev klar over, at han var i færd med at hjælpe en såret kammerat, hvorefter de lod ham slippe bort i fred og endda var flinke nok til at lade ham komme tilbage til os igen uden at der blev affyret et skud"; "En kæmpestor soldat dukkede frem af mørket.... han stødte frem mod mig med sin bajonet, men hans usikre fodfæste gjorde, at han stødte forkert, og at han kom tumlende ind mod mig. Manden var nu i min magt, for jeg havde mit gevær trykket ind i siden på ham, men jeg fik en stærk aversion mod at skyde ham ned som en hund, så jeg beordrede ham til at stikke hænderne i vejret i stedet...."

"Jeg fandt den soldat, jeg havde dræbt og blev bestyrtet over at se, at min kugle havde revet det halve af hans hoved af. Forklaringen var, at jeg under en patrulje havde fundet nogle få eksploderende Mauser-projektiler på en forladt handelsstation og havde taget dem med til at skyde vildt. Jeg havde dem i en speciel lomme i mit bandolér, men havde i min ophidselse trykket en af dem ind i magasinet på min riffel uden at være klar over det. Jeg var ulykkelig over min fejltagelse.... Jeg ville ikke bevidst have brugt denne type ammunition. Jeg smed resten i bækken....."

Efter et slag: "De hårdt sårede blev efterladt til at blive samlet op af de britiske ambulancer ....de engelske soldater, både menige og officerer, var altid humane. Dette var så godt kendt, at der aldrig var den mindste bekymring med hensyn til at forlade en såret til fjendens nåde, man følte sig ganske sikker på, at han ville blive ført bort og omhyggeligt plejet."

"Vi så lysene fra et tog, men general Smuts ville ikke tillade os at lægge kampesten på skinnerne eller at skyde på toget mens det tordnede forbi, af frygt for at dræbe civile, så vi trådte tilbage, og fik nogle glimt af officerer og andre, der sad i spisevognen..... alle uvidende om de mænd, der betragtede dem gennem mørket".

På vej til boernes overgivelse: "Om bord på det britiske slagskib Monarch tilbragte vi en uge under komfortable forhold, for officerer og menige kappedes med hinanden i deres omsorg ved modtagelsen af os. Briterne er, med alle deres fejl, en højsindet nation....i al den tid vi var hos dem, blev der ikke ytret et ord, der kunne såre vore følelser eller vor stolthed, selv om de vidste, at vi var på et nederlagsærinde".

Dette er et billede af civiliserede mennesker i krig. Nutidens papegøjefrase om "den næste krig, der vil ødelægge civilisationen" er ganske tom, for civilisation er en tilstand i sindet og ånden og kan ikke ødelægges af sprængstoffer, men den kan ødelægges af sådanne handlinger som hævnen i 1945. Krigen, der blev beskrevet af Oberst Reitz, blev udkæmpet mens jeg var barn, og den kodeks, der blev fulgt af sådanne mænd som ham, på alle sider og i både krig og fred, var den kodeks som englændere af min generation blev opdraget til at følge.

Den blev indskærpet i Den første Verdenskrig. Jeg husker briternes behandling af krigsfanger og jeg husker befrielsen af britiske krigsfanger fra tyskerne under det sidste fremstød; behandlingen var ens i begge tilfælde. En såret mand havde ingen nationalitet; han fik lige god behandling hvad enten han blev taget til fange eller blev ramt på sin egen side af frontlinien. Ikke-krigsdeltagere og civile befolkninger blev respekteret; plyndring og voldtægt var ulovligt.

Hvad var det da, der forårsagede Vestens pludselige opgiven af denne civiliserede kodeks for krigsførelse efter Anden Verdenskrig? Folkene havde ikke ændret sig i løbet af de syvogtyve år, der var forløbet siden våbenstilstanden i 1918. De var ikke mere grusomme eller mere venlige end før. De blev blændet af en propaganda som skjulte den virkelige karakter af deres lederes handlinger for dem; og disse ledere, blev, efter egne udsagn, tilskyndet af andre eller vidste ikke, hvad de skrev under på. Sådan blev hævnen i 1945 gennemført og civiliserede mennesker måtte med Edmund Burke sige: "Den er forsvundet, denne følsomhed for princippet, denne ærens renhed, der følte en skamplet som et sår".

Den betydningsfulde optakt kom endog før kampene var ophørt, med den vilkårlige bombning af civilbefolkningen i et land, der allerede var slået, men som blev nægtet tilflugten til overgivelse. Drabet på ikke-krigsdeltagere var de anklager, der mest højrøstet blev rejst mod tyskerne, af de britiske og amerikanske politikere. Den 10. februar 1945 sluttede Jalta-konferencen, hvor Roosevelt, i privat samtale med Stalin havde sagt, at han følte sig "mere blodtørstig" end tidligere med hensyn til tyskerne. Den 13. og 14. februar lod britiske og amerikanske bombefly i time efter time en regn af bomber vælte ned over Dresden, en by, der var stopfyldt med flygtninge, mest kvinder og børn, på flugt fra den fremrykkende røde hær. Antallet af mennesker, der den dag og nat blev dræbt, brændt og begravet, vil aldrig blive kendt; skønnene varierer fra 50.000 til 250.000*. De krigsdokumenter, der hidtil er blevet frigivet, afslører ikke, hvem der beordrede denne handling, og skrappe forholdsregler blev tilsyneladende taget for at forhindre, at sagen nogensinde skulle blive genstand for offentlig diskussion.

*: Tabsantallene har måske derfor været højere end ved Hiroshima og Nagasaki, hvor de nye atombomber for første gang blev anvendt mod en fuldstændig forsvarsløs civil befolkning. Og dette skete trods protester fra både den amerikanske og den britiske militære leder, general MacArthur og Lord Louis Mountbatten, som kunne meddele, at Japans nederlag i forvejen var nært forestående.

Derefter kom general Eisenhowers ordre om at standse den engelsk-amerikanske fremrykning ved Elben-linien og dermed overlade Berlin, Wien og Prag samt hele Østeuropa til sovjethæren. Dette var hævn imod både ven og fjende, for det betød overgivelse af et halvt kontinent til asiatisk slaveri. Det blev gjort endnu mere barbarisk ved ordren til de allieredes hære om, med magt at forhindre flygtninge fra det overladte område i at flygte til Vesten (virkningen heraf blev tidligere vist gennem et øjenvidnes beretning). I det øjeblik blev britiske og amerikanske geværmundinger rettet imod mange af Hitlers ofre, og imod tyske kvinder og børn. Kulminationen af denne handling kom, da mange af de hunderede tusinder af disse flygtninge, som alligevel havde nået Vesten tidligere eller trods afspærringen og nu var opsamlede i lejre, blev drevet tilbage til deres forfølgere.

England havde forladt slaveri i sine oversøiske kolonier for mere end et århundrede siden. I Amerika havde præsident Lincoln forladt det under borgerkrigen 1961-65. Gennem disse handlinger genindførte Englands og Amerikas krigsledere slaveriet i Europa i 1945!

Straffesagerne mod "krigsforbryderne" udgjorde bjergtoppene i denne hævnkampagne, hvor Everest-tinden blev nået med Nürnberg-domstolens sager mod de vigtigste nazi-ledere.

Den "onde mand", som folkemasserne gennem seks år var blevet oppiskede til at smadre, var overhovedet ikke nævnt i anklageskriftet, ikke engang in absentia , skønt hans stedfortræder Martin Bormann (hvis død ikke var hverken mere eller mindre bevist end Hitlers) var inkluderet. Dette betydningsfulde hul ved slutningen af Hitlers karriere er måske lige så betydningsfuldt som mange tidligere huller i den almindelige viden om ham. I denne tid, hvor infiltration af revolutionens agenter i alle partier, klasser og regeringer er en kendt og bevist ting, er det af interesse, at den store mængde litteratur om ham udelader hans tidlige forbindelser og de stærke beviser for hans kommunist-baggrund. Hans sagsmappe hos Wiens politi vedrørende hans tidlige dage er øjensynligt forsvundet. Hans senere Brune Hær-leder, kaptajn Röhm, fortalte en leder for stormtropperne (som fortalte mig), at den gang, de bayerske tropper udjog bolsjevikregeringen fra München i 1919, var den ukendte Adolf Hitler blevet taget til fange sammen med livvagten for Moskas udsending Levine og reddede kun sit skind ved at blive meddeler (dette kunne forklare hvorfor Röhm, som altså skulle sidde inde med belastende viden, blev myrdet af Hitler, efter at han kom til magten). Hitlers eget oprindelige forslag til navnet på det nationalsocialistiske parti var "den sociale revolutions parti". Han beskrev sig selv som marxismens eksekutor ("udfører", og ikke dens banemand, "executioner", red.). Og han fortalte Herman Rauschning, at han havde bygget sin organisation på kommunismens model. Jeg mødte Hitler en eller to gange, og studerede ham på nært hold gennem mange år, før og efter han kom til magten. Jeg er af den mening at intet virkeligt oplysende værk om ham eller den rolle, han spillede, endnu er fremkommet.

Denne periode blev betegnet ved en serie handlinger som tydeligt var udtænkt til at udgøre en hån, der var særlig ydmygende for det kristne Vesten. Det var som om tilfangetagne blev tvunget til at udføre klovnegerninger til morskab for deres fangevogtere. Dette blev vist i Nürnberg, da den sovjetiske dommer blev udvalgt til at oplæse den del af dommen, som dømte tyskerne for at have taget mænd og kvinder væk fra deres hjem og sendt dem til fjerne lejre, hvor de blev sat til slaveligenende arbejde. De engelske, amerikanske og franske medlemmer af domstolen lyttede på, mens Vestlig Ret, deres arv og betroede sag, blev hånet. På netop den tid blev tyskere, polakker og mange andre, under Jalta-overenskomsten taget bort fra deres hjem og anbragt i slavelejre. Bag ryggen på sovjetdommeren, anedes de dystre mørke skygger fra Moskvas kældre, hvor mænd blev skudt uden rettergang, og det kæmpemæssige sibirske fangeland, hvor millioner af ikke-anklagede og ikke-dømte skabninger da allerede gennem tredive år var gået til i slaveri.

Hermed nok for nu om hævnens bjergtoppe. Længere nede i forbjergene udførtes utallige mindre skændselsgerninger, som udgør de mørkeste sider i Vestens nylige historie. Det var en tilbagevenden til barbari; hvor kom inspirationen fra? Hvilken førende hånd fik vestlige ledere til at understøtte revolutionen fra Østen i en hævnakt af den slags, der udøves af vilde, primitive stammefolk? Denne hævn var ikke "Herrens" i den kristne fortolkning. Hvis hævn var det?

Særlige symbolske handlinger var tydeligvis bestemt til at fastslå ophavsmændene til - eller karakteren af - hævnen. Disse særlige symbolske handlinger, der skulle krone forhavendet, var reproduktioner, efter nu tredive år, af de tilsvarende handlinger udført under revolutionen i Rusland: Det talmudiske praleri, der var blevet efterladt på væggen i Romanovernes dødsværelse og helgenkåringen af Judas Iskariot. Efter Anden Verdenskrig blev nazilederne hængt på den jødiske Dommens Dag i 1946, så deres henrettelse blev præsenteret til jødedommen i form af Mordekais hævn over Haman og hans sønner. Derpå blev i den bayerske by Oberammmergau, hvor de verdensberømte Passionsspil var blevet opført i århundreder, sangerne i de ledende roller retsforfulgt for "nazi-aktiviteter" ved en kommunistisk domstol. De, der spillede rollerne som Jesus og disciplene, blev alle dømt skyldige; den eneste, der gik fri, var ham, der spillede rollen som Judas.

Disse ting sker ikke ved et tilfælde, og hævnen over Tyskland blev på denne måde, som den tidligere tilsvarende i Rusland mærket som en talmudisk hævn (dvs. en hævn over kristendommen, idet Talmud var en specifik antikristelig fortsættelse af den før-kristelige Torah). Den hævngerrige drejebog virkede på begge sider af skillelinjen, som på det tidspunkt skulle udgøre et "jerntæppe", der adskilte "den fri verden" fra den slavebundne asiatiske. I dette spørgsmål om hævn var der ikke noget jerntæppe. Nürnberg lå i den vestlige zone; Oberammergau i den sovjetiske.

Ved at vælge den jødiske Dommens Dag til hængningen af nazi-lederne og tyske militærledere, gav de vestlige ledere afslutningen af Anden Verdenskrig det særlige aspekt at være en hævn specielt udført i "jødernes" navn. Den form, retssagen antog, viste formålet med den gigantiske forfalskningspropaganda, der var gennemført under krigen, og som jeg tidligere har beskrevet. "Forbrydelser imod jøder" blev udskilt som et særligt anklagepunkt, dom om jøder var forskellige fra andre mennesker (og da dommen blev eksekveret, var hundrede millioner mennesker blevet udleveret til den samme generelle forfølgelse af alle mennesker, som jøder i Tyskland havde lidt under i forhold til deres andel af befolkningen). Denne specifikke anklage blev gjort til "sagens kerne" mod de anklagede (kaptajn Liddell Harts ord) og blev støttet på den påstand, at "seks millioner jøder" var blevet slået ihjel (som tiden gik blev ordet "var forsvundet" sat i stedet for "slået ihjel" (i dag hedder det igen "myrdet" eller "gasset", red.)). Enhver upartisk domstol ville straks have afvist en hvilken som helst sag, der måtte støtte sig på denne komplet ubeviselige påstand. I Nürnberg brugte advokater, der i en privat sag ville have krævet frifindelse på grundlag af en udokumenteret påstand om så lidt som en decimals betydning, nu dette fantastiske tal som grundlag for deres krav om domfældelse.

Jeg har tidligere beskrevet, med eksempler fra jødiske kilder, hvordan jøder i tidens løb blev "udskilt" fra den samlede mængde af Hitlers ofre, og deres antal pustet op efter forgodtbefindende, fra dag til dag (Hitlers bål af bøger blev til "brænding af jødiske bøger ". Hans koncentrationslejre, hvor halvfems procent af de indsatte var tyskere, blev til koncentrationslejre for jøder. En krigstidsrapport om drab på "150.000 hviderussere, ukrainere og jøder ved Kiev" blev ændret til "150.000 jøder " og så videre i det uendelige).

Fremsættelsen af påstanden om de "seks millioner jøder", der af dommerpanelet fik lov at passere uden spørgsmål, var slutproduktet for denne proces. I seks års krig havde tyskere, japanere og italienere, ved anvendelse af alle former for dødbringende midler, dræbt 824.928 britiske-, britiske commonwealth-, og amerikanske soldater, sømænd fra handelsflåden og civile. Antager vi, at tyskerne dræbte halvdelen af disse i Europa, havde de altså (efter denne påstand) dræbt femten gange så mange jøder der. For at gøre det ville de have haft behov for så enorme mængder af mænd, våben, transportmidler, vagter og materialer, at det ville have sat dem i stand til at vinde krigen mange gange.

Tallet ville ikke en gang fortjene opmærksomhed, hvis ikke det var blevet brugt til at give Anden Verdenskrig en overskrift af "en jødisk krig" og hvis ikke det igen angav formen af en hvilken som helst fremtidig krig. Af denne årsag fortjener det at blive undersøgt her.

På intet tidspunkt i historien, lige fra antikkens tid til vore dage, kan antallet af judahiter, judæere eller jøder, som levede på et givet tidspunkt, bestemmes. Af selvsamme grund kan antallet af involverede i en hvilken som helst katastrofe heller ikke fastslås, og der er adskillige flere grunde til, at antallet af jødiske ofre i Anden Verdenskrig ikke kan opgøres. Mystificeringsprocessen begynder i Første Mosebog og fortsætter gennem Torahen (f.eks. voksede de halvfjers mennesker, som Jakob førte til Egypten, til to eller tre millioner på 150 år). I alle perioder optræder der store - ofte gigantiske - forskelle i "skønnene", og kun skøn er mulige, eftersom det nuværende udtryk "jøde" er juridisk udefinerligt og statistisk ikke til at samle.

En eminent jødisk autoritet, Dr. Hans Kohn, skriver i sin artikel om "Jødernes fordeling" i Encyclopedia Britannica Book of the Year for 1942 :

"I betragtning af den kendsgerning, at man i adskillige af de lande, hvor der levede flest jøder i 1941, ikke i folketællinger medtog spørgsmål om religion .....kunne det nøjagtige antal af jøder i verden i 1941 ikke bestemmes . Definitionen af personer der hører til "den jødiske race" er der på ingen måde enighed om ......I lande, hvor folketællingen omfattede spørgsmål om religiøst tilhørsforhold, er selve dette religiøse kriterium for jødisk tro vanskeligt at definere nøjagtigt. Således kan antagelsen , der generelt lå omkring tallet 16 millioner (for hele verden) ikke gøre noget som helst krav på at bygge på nøjagtige tal. Til denne usikkerhed omkring antallet af jøder i verden, er i de senere år kommet en voksende usikkerhed med hensyn til deres fordeling på de forskellige lande og verdensdele. Formentlig levede mere end 6.000.000 jøder i Polen og USSR".

En svagere basis end denne selv for et "skøn" (for slet ikke at tale om "statistik"), kan man dårligt forestille sig, men ikke desto mindre, efter at endog alle de øvrige usikkerheder, der stammede fra krig og besættelse blev lagt oveni, begyndte nøjagtige tal for jødiske ofre at blive produceret dag efter dag, at blive distribueret af ihærdige propagandamagere og til sidst hævdedes de at udgøre seks millioner!

Dr. Kohn sagde, at "formentlig" levede mere end 6.000.000 jøder i Polen og USSR i 1941 . Hvad angår USSR kunne dette støtte en anden jødisk autoritet (professor H.M.T.Loewe), som i Encyclopedia Britannica for 1937 sagde, at 2.700.000 jøder levede der på det tidspunkt. Tilsvarende havde det jødiske tidsskrift Opinion fire år tidligere (1933) sagt, at den jødiske befolkning var på under 3.000.000. Og den sovjetiske officielle Encyclopedia for 1953 havde fastslået, at "den jødiske befolkning i Sovjetunionen i 1953 var 3.020.000".

Denne næsten-enighed mellem fire autoriteter vedrørende perioden 1933-41 kunne forlede læseren til at tro, at antallet af jøder i det mindste i ét land (USSR) var fastslået med rimelig nøjagtighed på ét tidspunkt. Men nej, dette er en statistisk jungle, hvor intet nogensinde bliver fastslået. I 1943 sagde den jødiske kommissær Mikhoels i London ( i følge Jewish Times , Johannesburg, 1952): "I dag har vi i Sovjetunionen 5.000.000 jøder". Det er 2 millioner flere end 2 år før, og hvis det var sandt betød det antagelig, at de fleste af jøderne i Polen var flyttet til sovjetisk territorium, efter at Stalin og Hitler blev uvenner. Imidlertid fastslog en ledende jødisk forfatter, Mr. Joseph Leftwich, i samme nummer af Jewish Times , at den jødiske befolkning i 1952 var på 2.500.000, " et tab på 2.500.000 siden 1943 ". Han spurgte: "Hvorhen og hvordan forsvandt de?" Svaret er, efter min bedømmelse, at de fleste af dem forsvandt ind i statistikken.

Det er endda ikke enden på forvirringen angående dette ene hjørne af spørgsmålet. Encyclopedia Britannica for 1937 sagde (i forbindelse med det ovennævnte tal på 2.700.000 jøder i Rusland iflg. jødiske autoriteter) at de udgjorde omkring seks procent af den samlede befolkning. Den samlede befolkning blev på en anden side i samme leksikon angivet til 145.000.000, og seks procent heraf giver 8.700.000!

Leksika, statistiske årbøger og almanakker er angående dette ene spørgsmål alle i uoverensstemmelse med hinanden og utroværdige. Jeg kunne mangedoble mine eksempler (for eksempel bekendtgjorde Jewish World Congress i 1953 at den jødiske befolkning i USSR var på 1.500.000) men at vandre rundt i en labyrint uden udgang er resultatløst. Alle trykte tal er "skøn" lavet efter skønnerens forgodtbefindende, og de er uden værdi. En professionel revisor kunne måske skrive en bog om leksikon-redaktørernes anstrengelser for at få efterkrigstidens tal for jødisk befolkning i verden til at passe til førkrigstidens "skøn" minus seks millioner. Talstørrelser er nogle drilagtige ting. Et par eksempler mere:

Den førende amerikanske årbog, World Almanac , angav i 1947 den jødiske verdensbefolkning i 1939 til 15.688.259. I senere udgaver, op til 1952 , forøgede den (uden forklaring) dette førkrigsskøn med en million, til 16.643.120. Den angav 1950- befolkningen til 11.940.000, som fratrukket det første tal givet for 1939 giver en reduktion på næsten fire millioner (men ikke seks). Imidlertid baserede den selv dette "skøn" på et andet skøn, nemlig, at den jødiske befolkning i USSR i 1950 var på 2.000.000. Dette lader stadig Mr. Leftwich´s spørgsmål angående kommissær Mikhoels udtalelse ubesvaret. Nemlig, at den jødiske befolkning i USSR i 1943 var på 5.000.000.

I England kæmpede Whittaker´s Almanac , et lige så eminent værk, med det samme problem. I dens 1949- og 1950-udgave angav den en "skønnet" jødisk verdensbefolkning i 1939 til 16.838.000 og for 1949 til 11.385.200, en reduktion på næsten 5.500.000. Men tallene for de enkelte landes jødiske befolkninger giver sammenlagt 13.120.000 (ikke 11.385.200). I øvrigt angav Whittaker´s i 1950 den jødiske befolkning i USSR til 5.300.000, imod World Almanac´s tal for det samme år på 2.000.000.

Begge disse værker nyder den højeste anseelse for pinlig nøjagtighed, og fejlen er ikke deres. I denne ene sag er der udelukkende jødiske skøn til rådighed, og af indlysende grunde kan der ikke ydes dem nogen tiltro. Jeg påpegede uoverensstemmelserne i en bog i 1951 og bemærkede, at Whittaker´s i 1952 ikke længere indeholdt disse "skøn over jødiske befolkninger". Øjensynlig havde den forladt sin statistiske søgen som håbløs, og den gjorde ret i det. Et andet leksikon udelod også emnet i sin 1950-udgave.

Og endelig trykte New York Times , der kan betegnes som verdens førende jødiske avis (den er jødisk ejet og New York er i dag primært en jødisk by) i 1948 hvad den angav at være en autoritativ statistisk artikel, hvor den optalte den jødiske verdensbefolkning (tre år efter krigens ophør) til mellem 15.700.000 og 18.600.000. Hvis bare et af tallene var i nærheden af sandheden betød det, at den jødiske verdensbefolkning havde været stabil eller var vokset i løbet af krigsårene.

Avisartikler er hurtigt glemt (med mindre en omhyggelig studerende bevarer dem), men de store propaganda-fabrikationer leveres videre. Således viderebragte historikerne, disse mænd af præcision i andre spørgsmål, myten om "masseudryddelse" til eftertiden. Efter krigens afslutning frembragte professor Arnold J. Toynbee sit monumentale værk Study of History og sagde i dets ottende bind (1954) at "nazisterne .......reducerede den jødiske befolkning i det kontinentale Europa, vest for Sovjetunionen, fra omkring 6 1/2 million til omkring 1 1/2 million ved masseudryddelse". Han kaldte dette "en nøgtern statistisk udtalelse" og tilføjede så en fodnote, der viste, at det ikke var en statistisk udtalelse: Det er ikke muligt at give eksakte tal baseret på nøjagtig statistik og det så i 1952 ud til at være usandsynligt, at de nødvendige oplysninger nogensinde ville kunne fås". Professor Toynbee forklarer, at hans tal var baseret på jødiske "beregninger, hvori der var adskillige mulige kilder til fejl". Han konkluderer, at "det kan anslås" at fem millioner kontinentale jøder var blevet slået ihjel af nazisterne.

Skønnet er historisk uden værdi. Udgangspunktet for overvejelsen af spørgsmålet er den kendsgerning, at seks millioner jøder, eller noget, der blot nærmede sig dette tal, ikke på nogen måde kunne være blevet "slået ihjel" eller "være blevet forsvundet", af de grunde, jeg gav i begyndelsen af denne diskussion. Selve påstanden, som den blev afleveret foran Nürnberg-domstolen, var en forhånelse, som kun dette århundredes vestlige politikere ville kunne præstere, af deres egne 825.000 tabte soldater, sømænd og civile, dræbt i samtlige krigsskuepladser.

Antallet af jøder, der blev dræbt eller som forsvandt vil aldrig blive kendt, af de grunde, jeg allerede har vist og som delvist blev opdaget af professor Toynbee i hans fodnote til historien. Selve udtrykket "jøde" er udefinerligt: Jøder bliver ofte ikke udskilt i statistikker; og på intet tidspunkt kan antallet af levende jøder i verden blive fastslået med nogen grad af sikkerhed. Ja, faktisk bliver ethvert forsøg på at nå statistisk klarhed gennem folketælling eller immigrationsmyndigheders data angrebet som "diskrimination" og "anti-semitisme". For eksempel:

"Immigranter, der prøver at slå sig ned i Australien, vil fra nu af ikke på ansøgningsformularen blive spurgt, om de er jødiske, blev det bekendtgjort i Sydney af styringskomitéen for de australske jøder, som protesterede imod denne praksis til immigrationsmyndighederne" ( Jewish Times , Johannesburg). I England "er det umuligt i fraværet af en officiel statistik at opnå mere end et øvet gæt.... det nøjagtige antal af jøder i England forbliver et mysterium" (The Zionist Record, Johannesburg). I Amerika kom præsident Roosevelt under ubønhørligt pres for at fjerne kravet om at skulle opgive "jødisk" på immigrations-formularerne, og i 1952 blev der gennemført en omfattende kampagne fra Anti Defamation Leagues og American Jewish Committees´side mod McCarran-Walter loven, fordi den søgte at genskabe dette krav. Denne lov skulle blive indført trods præsident Trumans veto, men selv en grundig efterleven af de nytilkomne krav ville ikke skabe nogen klarhed, idet ansøgere, hvis de ønskede det, kunne indføre "britisk" eller en anden tilsvarende angivelse i stedet for "jødisk".

Denne tilstand i de statistiske forhold er nu så godt som universel, sådan at hele spørgsmålet er et mysterium, som det bevidst er blevet gjort til. Ingen kan så meget som gætte antallet af jøder, hvis død under krigen ikke skyldtes naturlige årsager eller var resultat af bombning eller lignende, men som blev slået ihjel af nazisterne. Min mening er, at hvad antallet af jøder end var i de lande, der blev løbet over ende af Hitler, så var deres tab i nogenlunde forhold til deres andel af den berørte befolkning, hvad enten det var tjekker, polakker eller andre. Jeg har fundet, at dette har været overbevisningen hos alle de mennesker, jeg har kendt, som har overlevet koncentrationslejrene og besættelserne. Da de selv havde lidt, var deres følelser for jødiske ofre så stærke som for alle andre, men de kunne ikke forstå, hvorfor det ene tilfælde: Jøderne, skulle udskilles og antallet af jødiske ofre blæses grotesk op.

Grunden hertil, der havde været skjult for dem, blev tydelig med hængningerne på den jødiske Dommens Dag, for denne symbolske handling anslog hele adfærdsmønsteret under den følgende besættelse, på begge sider af demarkationslinien, i den tidligste periode, og endog for vestlig udenrigspolitik langt uden for Europas grænser. Den talmudiske hævn var starten på en ny æra for Vesten, i hvilken alle nationale overvejelser ville blive underordnet den jødiske nationalsag, som den blev præsenteret af talmudisterne fra Rusland.

Jeg har en beskrivelse, fra en person, der var til stede, af den måde hvorpå det skete, at Nürnberg-dommen blev givet den 30. september og 1. oktober 1946 (Imellem det jødiske Nytår, den 26. september, og den jødiske Forsoningsdag, den 5. oktober), og blev eksekveret umiddelbart efter midnat, om morgenen, den 16. oktober, på Hoshana Rabba, den dag, hvor den jødiske gud, efter et interval, hvor han overvejer sin dom over hvert enkelt menneske, og stadig vil kunne tilgive syndere, afgiver sin endelige dom. Denne beskrivelse lyder: ".....alle troede, at dommen ville blive afsagt tidligere, end det skete, og en masse ubetydelige omstændigheder forsinkede den, indtil datoen blev fastsat til omkring den 15. september..... Så opponerede X, en af dommerne, imod den sproglige formulering i en del af dommen....det blev skønsmæssigt udregnet, hvor længe det ville tage at omskrive og kopiere omskrivningen, og datoen blev fastsat efter dette".

Jeg har udeladt navnet på dommeren. Som resultat af denne forsinkelse af hensyn til sproglig forskønnelse, faldt dommen midt i de ti mest hellige dage af det jødiske år, og blev fuldbragt på dagen for Jehovas hævn. Jeg havde forudsagt en sådan udvikling i en bog, der udkom under krigen, efter at Anthony Eden, den 17. december 1942 i Underhuset, havde fremsat en "erklæring" angående jøderne, hvori han underforstået begrænsede emnet til jøderne, og truede, at "De, der er ansvarlige for disse forbrydelser, vil ikke undslippe gengældelsen". Roosevelt havde i Amerika fremsat en erklæring med lignende indhold.

Nürnberg- retssagen blev model for mange mindre "krigsforbrydelses"-retssager. Disse er blevet behandlet ud fra det juridiske og det moralske synspunkt i bøger af Montgomery Belgion, F.J.P. Veale og den nu afdøde kaptajn Russell Grenfell. Lidt om sandheden omkring dem sivede ud i årenes løb. I 1949 rapporterede en "American Administration of Justice Review Board", nedsat efter utallige protester, fra nogle af de amerikanske militærdomstoles sager i Dachau, hvor 297 dødsdomme var blevet godkendt. Rapporten talte om "snyde-retssager", hvortil de anklagede blev ført ind med hætte over hovedet, reb omkring halsen og derefter anklaget foran falske altre med krucifikser og stearinlys. De blev udsat for brutal behandling i forsøg på at vride tilståelser ud af dem, som derefter kunne fremlægges i den rigtige retssag (fangerne blev ledt til at tro, at snyde-retssagen var den rigtige).

Den største af disse var "Malmedy-retssagen" fra 1945-46, i hvilken treogfyrre fanger blev dømt til døden. Denne sag drejede sig om SS-troppers drab på amerikanske fanger nær Malmédy i 1944, og bitre følelser kunne forventes fra amerikanske anklagere mod alle, der fandtes skyldige. De, der torturerede disse fanger var imidlertid ikke amerikanere, som dem, der kan huske de amerikanske troppers beundringsværdige opførsel i Tyskland efter Første Verdenskrig, kunne forvente. De var jøder fra Østrig, som var kommet til De forenede Stater lige før Anden Verdenskrig, og som under Roosevelts regime hurtigt var blevet taget ind i den amerikanske hær og i amerikanske uniformer. En rigtig amerikaner, som var til stede under disse snyde-retssager (en erfaren rets-reporter), fortalte, at han havde forladt "War Crimes Branch"(Afdelingen for krigsforbrydelser) i væmmelse efter at han havde været vidne til den "brutale sadisme", der blev udvist af en af forhørslederne. Den daværende ledende amerikanske anklager i denne retssag, en oberst, indrømmede over for en undersøgelse i en Senats-underkomité, at han havde haft kendskab til snyde-retssagerne; han mente, de var i orden, hvis den rigtige ret blev informeret om metoderne, der var blevet brugt til at få tilståelserne fra den anklagede, og han sagde, at fangerne burde have vidst, at de sorte masseretssager var falske, fordi de ikke fik nogen forsvarer.

Et retsudvalg blev sendt afsted for at efterforske og rapporterede i 1949, at "det nok måtte indrømmes" at tilståelserne var opnået ved hjælp af "snyde-retssager" hvori en eller flere personer klædt som amerikanske officerer foregav at være dommere og andre klædt i amerikanske uniformer foregav at være anklager og forsvarer for den anklagede". Som følge heraf blev nogle af dødsdommene omstødte. Formanden for dette udvalg, dommer Gordon Simpson fra Texas, fortalte Senatets underudvalg, at de retsprocedurer, der blev fulgt, "ikke var amerikanske" ( de var afgjort ikke britiske) og var blevet aftalt "under firemagts-konferencen i London, der behandlede vilkårene for krigsforbryder-retssagerne", sådan at ansvaret, nok engang, går tilbage til Londons og Washingtons politikere og de grupper, der udøvede pres på dem. Dommer Simpson bevidnede også, at den amerikanske hær "ikke havde kunnet finde nok kvalificerede amerikanere" til disse krigsforbryderdomstole "og derfor havde været nødt til at trække på nogle af de tyske flygtninge".

Dette aspekt af retssagerne blev yderligere belyst af en hændelse fra januar 1953, da to mænd blev arresteret af de amerikanske militærmyndigheder i det besatte Wien og anklaget for at være i ledtog med en sekretær i den sovjetiske ambassade i Washington om at overføre hemmelige amerikanske militærdokumenter til sovjetstaten. De var begge jøder født i Wien, og var kommet til Amerika i 1938 og 1940, i en alder af henholdsvis 16 og 26 år. I en hvilken som helst tidligere krig ville de være blevet holdt under observation som "fjendtlige fremmede"; under Roosevelt havde de fået amerikansk militærrang som "venligtsindede fremmede". I 1945 havde de "fået plads på det amerikanske anklager-hold ved krigsforbryderretssagerne". Da de blev arresteret som kommunistiske agenter og spioner sagde en højt placeret funktionær i den amerikanske militærregering i Wien, "Dette passer godt med oplysninger om, at alt for mange af amerikanerne , der var ansat ved Nürnberg enten var kommunister eller blev brugt af kommunisterne". Det amerikanske anklager-hold i Nürnberg skiltes i hundrede forskellige retninger, da retssagerne var overstået, mange kom ind i udenrigsministeriet eller De forenede Nationer".

På det tidspunkt blev det yderligere afsløret, at i 1949 havde John J. McCloy (en amerikansk Højkommissær, der var særligt frygtet af tyskerne på krigsforbryderretssagernes tid) modtaget juridisk orientering, der viste, "at alvorlige fejl i oversættelser fra tysk til engelsk var indført i bevismaterialet ; disse fejl var i nogle tilfælde lavet af personer, hvis kommunist-bånd siden var blevet afsløret under baggrundscheck". Dette materiale er aldrig blevet offentliggjort, men hvis det nogensinde skulle blive brugt i en upartisk undersøgelse af retssagerne, ville de skabe alvorlig forlegenhed hos de vestlige ledere. Ved krigens slutning havde kommunister over alt kontrol med nazisterne koncentrationslejre (som det vil blive vist senere i dette kapitel); på den måde som ovenfor er beskrevet, blev de derved anklagere og dommere over de forbrydelser, som de selv havde begået!

På begge sider af demarkationslinien blev der taget hævn i den samme ånd. Mongolske soldater fra Østen blev, da de trængte ind i Tyskland, oppisket af Ilya Ehrenburgs stemme på grammofon fra Moskva, der særligt opfordrede dem til at overfalde gravide kvinder; på hvilken anden måde kunne de rabiate formaninger om ikke at spare "selv ufødte fascister" ellers forstås? En amerikansk kvinde, der boede i Berlin, Mrs. Frances Faviell, beskrev sin rædsel, da hun læste den dagbog, , som hendes husholderske, Lotte, havde ført, og dens beskrivelse af "voldtægten af Lotte og tusinder af andre kvinder, selv gamle kvinder på 65, af de beskidte mongolske soldater, ikke én gang, men igen og igen, og af kvinder, hvor børnene klyngede sig til deres skørter......" Dagbogen indeholdt "alle datoer og detaljer, skrevet ved lyset af Lottes lommelygte - mordene på de, der havde prøvet at beskytte de gamle kvinder, undskyldningen fra den russiske officer, der fandt ligene..... hans forklaring til Lotte om, at soldaterne var blevet givet otteogfyrre timers Plunderfreiheit..... Det var en af de uhyggeligste tekster, jeg nogensinde havde læst, og jeg følte en isnende kulde, da jeg lagde det fra mig". Plunderfreiheit; plyndringsorlov! Dette var det menneskelige resultat af det politiske arrangement, der var blevet lavet i Jalta, akkompagneret af femogfyrre skåler.

På den vestlige side af linien fortsatte den samme hævnakt. I august 1947 fandt et britisk parlamentsmedlem, Nigel Birch, næsten fire tusinde tyskere i en koncentrationslejr, tilbageholdt på ubestemt tid, uden anklage eller retssag. Han rapporterede, at det første spørgsmål, der blev stillet dem, altid var: "Vidste De, at jøderne blev forfulgt?" Historien fortsatte i den tone: ingen anden forfølgelse var af betydning (og på det tidspunkt var hærskarer af mennesker blevet drevet tilbage til den sovjetterror, de havde prøvet at undslippe).

De britiske og amerikanske regeringer lod ikke tyskerne i mindste tvivl om karakteren af den hævn, der skulle tages. En af de første handlinger, der blev udført af de allierede Højkommissærer, var at indføre en lov "imod anti-semitisme". Således forlængede de den lov ind på Vestens område, som havde identificeret den første bolsjevistiske regering i Rusland, "loven imod anti-semitisme", der var blevet indført den 27. juli 1918. Under denne britisk-amerikanske forordning blev tyskere fængslet og deres ejendom konfiskeret ti år senere, i 1955; og i 1956 anlagde en jøde fra Østrig, der på det tidspunkt var boende i England og naturaliseret statsborger dér, sag an mod en vesttysker under en vesttysk lov (nedarvet fra de allierede Højkommisærer) - der gjorde det til en forbrydelse "at udtrykke anti-semitiske bemærkninger eller være urimeligt fordomsfuld over for jøder". (NB: Alene i 1996 og 1997 er omkring 14.000 tyskere blevet retsforfulgt, hvoraf mange fængslet, under denne eller lignende love, der er blevet yderligere strammet fra 1.1.1995 til en strafferamme på 5 års fængsel. En udvikling, der trods alt nok ville have chokeret selv den nærmest profetiske Douglas Reed, red.).

Disse love forhindrer offentlig diskussion, men kan ikke undertrykke tanker. Deres hensigt var, ganske tydeligt, at undertrykke enhver form for offentlig undersøgelse af karakteren af regimet vest for "Jerntæppet", såvel som øst for det. Virkningen af dem var at give carte blanche til Plunderfreiheit også i den anglo-amerikanske zone. For eksempel gjorde den anglo-amerikanske lov imod anti-semitisme det udtrykkeligt til en strafbar handling offentligt at diskutere den følgende affære, som jeg citerer efter Jewish Herald fra Johannesburg:

"Philip Auerbach var en mand af ekstraordinært stærk karakter, ekstremt modig, brændende af jødisk stolthed og optændt af en følelse af had mod tysk nazisme.....han var hensynsløs og nådesløs på den tid, hvor de amerikanske styrker stadig var tyskerhadere, og stadig var parate til at lyde ham, til at samarbejde med ham i at lette tyskerne for deres rov, til rent ud at give ham et carte blanche til at underskrive dokumenter, til at ransage, og til at arrestere og skabe terror.....

...På den tid, hvor Philip Auerbach optrådte i spidsen for kæmpemæssige jødiske demonstrationer i Tyskland efter krigen, ledsagede amerikanske officerer af høj rang ham sædvanligvis, hvorved de indikerede hans autoritet. Med det jødiske flag i spidsen for disse demonstrationer, modtog Auerbach mængdens hyldest , idet bandet spillede Hatikvah og titusinder af DP´er (displaced persons, hjemløse personer, flygtninge, red.) tog del i, hvad der var en konstant politisk offensiv for at åbne portene til Palæstina, forud for gendannelsen af staten... Ingen vil nogensinde kunne bedømme værdien i penge af de værdier af alle slags - udstyr, tøj, møbler, motorkøretøjer og alle slags varer, som Auerbach hjalp ud af Tyskland.... Han havde en magt i Tyskland, der kun stod tilbage for de militære autoriteter".

Manden, der beskrives her, var en privat person, og han var i stand til at bruge Amerikas væbnede styrker til sin plyndring. Hans forbrydelser var så skamløse, at jødiske organisationer efter nogen tid tog afstand fra ham (han røvede jøder og ikke-jøder helt upartisk), om end ud fra hensigtsmæssighed snarere end moral. Syv år senere (1952), da vesttysk politisk støtte til "den fri verden" igen var ved at blive betydningsfuld, blev han arresteret og sat under anklage angående "uendelige mængder af værdier, som var blevet fragtet ud af Tyskland ved hjælp af forfalskede dokumenter, og muligvis med jødiske officerer i den amerikanske hær og jødiske hjælpeorganisationer involveret tillige".

I 1952 blev den vesttyske regering tvunget til at betale "erstatninger" til den nye zioniststat og en fuldt offentlig afsløring af Auerbachs plyndringsaktiviteter, foranstaltet med støtte fra den amerikanske hær, ville have været pinlig. Derfor blev den ovennævnte anklage droppet, "uden tvivl på grund af bagslag af politisk karakter", som Jewish Herald bemærkede. Var anklagen blevet opretholdt, ville selv en forloren begrundelse for betaling fra Tyskland til russiske zionister i Palæstina have været vanskelig at gøre troværdig. Følgelig blev Auerbach trukket i retten (sammen med en rabbi) udelukkende for mindre overtrædelser, som f.eks. underslæb til en værdi af omkring 700.000 dollars, pengeafpresning, modtagelse af bestikkelse, og dokumentfalsk. Han blev idømt tredive måneders fængsel og begik sidenhen selvmord.

Den amerikanske og engelske presse trykte korte, uforståelige artikler om denne affære, med insinuation af, at den tydede på genoplivning af "anti-semitisme" i Tyskland. Dette var et ekko af tonen fra den jødiske presse, der efter Auerbachs selvmord spurgte: "Hvem er skyld i dette blod?" og lignende. Den påstand, at en hvilken som helst domfældelse af en hvilken som helst jøde, anklaget for hvad som helst, uanset skyld eller uskyld, måtte være et tegn på "anti-semitisme", var på daværende tidspunkt blevet det almindelige. For eksempel anså Jewish Herald anklagerne for at være moralsk uretfærdige, fordi de vedrørte en tid, hvor "normale reguleringer blev negligeret af alle, frem for alt af jøder , som forståeligt nok ignorerede tyske opfattelser af ret og uret". De principper, der var blevet ignoreret, var ikke tyske, men universelle i kristne samfund, eller havde i hvert fald været det hidtil. Den eneste protest imod disse falskheder, som jeg blev opmærksom på, kom fra en jødisk korrespondent ved New York Daily News , som ved et tilfælde havde lidt under Auerbachs forbrydelser. Var protesten kommet fra et tysk offer, eller et amerikansk eller engelsk øjenvidne, tror jeg ikke nogen vestlig avis ville have trykt den.

Vestens folkemasser kendte indtil til disse begivenheder i det engelsk-amerikansk okkuperede Tyskland på dette tidspunkt, og ville sikkert ikke have protesteret særlig meget, om de havde kendt til dem, for på den tid lå de endnu under for virkningen af krigstidspropagandaen, især i spørgsmålet om nazisternes koncentrationslejre. Det forekom mig, at de helt havde glemt, at koncentrationslejren oprindelig var en kommunistisk idé, kopieret af Hitler, og at jo længere den røde hær fik lov at trænge ind i Europa, desto sikrere blev det, at lejrene ville fortsætte. Deres følelser blev ophidset gennem grufulde nyhedsfilm, med bunker af udhungrede menneskekroppe, stablet som brænde i lejrene, der blev vist dem på en million filmlærreder da de allierede hære gik ind i Tyskland.

Jeg sad med blandt sådanne tilskuere og hørte på deres kommentarer med bekymring. Krigstidspropaganda er den mest snigende gift, mennesket har opfundet, og jeg mener, at disse biografgængere, berøvet sandfærdig oplysning, som de var, i årevis, havde tabt enhver evne - og måske også lyst til - at bedømme, hvad de så. Jeg tror, de fleste af dem mente, at de menneskelige rester, de så, var af jøder, for dette var den besked, der blev hamret ind i deres hoveder gennem pressen, dag efter dag. De læste hele tiden om "Nazi gaskamre for jøder.... Nazi krematorier for jøder ", og kun få af dem gjorde sig den anstrengelse senere at læse beretninger fra lejrfanger for at finde ud af, hvem ofrene i virkeligheden var. Et eksempel: En tysk kvinde, der tilbragte fem år i Ravensbruck lejren (fru Margaret Bubers Newmann) fortæller, at de første ofre var de syge eller lidende , eller de, der ikke kunne arbejde, og de næste var " de mindreværdige racer" , hvoriblandt polakkerne blev sat først, så tjekker, baltere, ungarere og andre.

På denne måde modtog stablerne af døde lige så lidt ægte medfølelse som de levende, der af de allierede var blevet drevet tilbage til koncentrationslejr-områderne, og i dag er det måske kun af historisk interesse, med særlig betydning for en bog som denne, at vise, at "Nazi"-koncentrationslejrene, på det tidspunkt, hvor de engelske og amerikanske hære gik ind i Tyskland, overvejende var under kommunistisk kontrol, at jøder var imellem torturbødlerne og at anti-kommunisme var en sikrere vej til dødskammeret end anti-Hitlerisme!

For ti år siden ville denne udtalelse (som jeg påviser om lidt) være blevet banket i jorden med latterliggørelse, hvis den overhovedet kunne være blevet trykt. I dag en tilstrækkeligt blevet afsløret om illuministisk kommnunistmetode med at infiltrere hver eneste klasse, parti, kirke, organisation og institution, til, at i hvert fald nogle mennesker vil afvente beviset med et åbent sind. Det antager jeg i det mindste. Lenins maksime var, at alle krige under deres forløb måtte ændres til revolutionære krige, hvilket betyder, at sammmensværgelsens medlemmer må kæmpe for revolutionens succes, ikke deres lands sejr. Indtagelsen af koncentrationslejrene var mere gavnlig for denne strategi end noget andet kunne have været, fordi lejrene var fulde af mennesker som, hvis de havde overlevet, ville have bekæmpet kommunismen, som de bekæmpede Hitlerismen, til døden. Verden har aldrig forstået dette aspekt af modstanden mod Hitler, fordi den ikke forstod Hitler selv. De der har læst denne bog så vidt, kan måske se den dybe betydning af hans ord til Herman Rauschning: "Jeg modtog illuminisme og idéer fra frimurerne , som jeg aldrig kunne have fået fra andre kilder" (næsten fuldstændig Max Weishaupts ord) "Jeg har lært en god del fra marxismen..... hele nationalsocialismen er baseret på den".

Kommnunisterne blev ved deres erobring af koncentrationslejrene hjulpet af vestmagternes lederes politik om uforbeholden støtte til revolutionen. Denne politik gav kommunisterne en magt og prestige blandt fangerne, som de udnyttede til egne formål. Jeg blev forfærdet, da en ung britisk officer, der var blevet kastet ned over Jugoslavien i faldskærm, beskrev nedkastningerne af containere fyldt med guldmønter, "golden sovereigns" til Tito* (ikke engang britiske statsborgere måtte eje disse).

Det samme skete i Grækenland. Major W. Stanley Moss, der blev kastet ned over det græske Makedonien som britisk kommando-chef og forbindelsesofficer, så kommunisterne udnytte en kontrol med guerilla-styrkerne, som de fik ved hjælp af den gyldne regn, der faldt over dem, og han sagde: "Da Den store Dag kom" (sejr i Europa) "blev verden overrasket over den rigdom i guld, som kommunisterne havde til deres rådighed. Intet af guldet kom fra Rusland. Det blev givet til kommunisterne af De Allierede. I årevis var penge strømmet ind i landet for opretholdelse af guerilla-styrker og til den almindelige krigsførelse, men kommunisterne havde kun brugt en lille del af dem i kampen mod tyskerne. Vi vidste længe i forvejen, hvordan forholdene ville ændres i fremtiden...... og alligevel var vi ude af stand til at gøre noget for at forhindre det". (Major Moss bringer en faktisk fejl i sin udtalelse. "Verden" blev aldrig "forbavset over guldrigdommen", som de allierede havde kastet ned til kommunisterne, for verden blev aldrig informeret om den).

*Winston Churchills anstrengelser for at reducere Sovjets indtrængen i Europa, efter krigen, gennem en invasion sydfra, der ville have givet de vestallierede kontrollen med i hvert fald Østrig og Tjekkoslovakiet, og med stor sandsynlighed også Ungarn og hele Tyskland, blev svækket ved hans insisteren på at etablere kommunismen i Jugoslavien. Denne handling, som hans memoirer ikke giver nogen fyldestgørende forklaring på, svækker også hans efterkrigstidsargument, hvor han mindes sine forgæves forsøg på at opnå amerikansk støtte til fremstødet sydfra og hævder, at krigens resultat ville være blevet anderledes og bedre, dersom han var blevet hørt. Hans udsending til kommunistlederen Tito har fortalt om sine egne bekymringer i sagen og Churchills instruktion til ham: "Jo mindre De og jeg bekymrer os om den slags regering, de danner, des bedre". Virkningen af Churchills handlinger var at "etablere" den kommunistiske form for regering og svigte den anti-kommunistiske leder og britiske allierede, general Mihailovitch, der senere blev henrettet af Tito.

Billedet var det samme i alle besatte lande. Wing-Commander (oberstløjtnant) Yeo-Thomas, der blev sendt hemmeligt ind i Frankrig for at studere den franske modstandsbevægelses metoder og organisation, advarede uden held London: "Kommunistpartiets erklærede mål var en masseopstand blandt franskmændene på D-dag... for at komme til at dominere alle andre efter befrielsen. I mellemtiden hånede BBC-udsendelser de franskmænd, der frygtede "kommunistspøgelset". Følgerne af dette blev beskrevet af Sisley Huddleston i 1952. Under "befrielsen" af Frankrig dræbte kommunisterne med koldt blod over hundrede tusinde anti-kommunister.

Under disse forhold var det uundgåeligt, at kommunisterne skulle komme til magten også i "nazi"koncentrationslejrene, således at Vestens folkemasser, da de så billederne af "befrielsen" af disse lejre, i virkeligheden så noget som deres hærstyrker snart ville gøre permanent i hele området øst for Elben. Sandheden om det kom frem i 1948, men hvis så meget som én ud af en million af de, der så billederne, hørte om dette, ville det forbavse mig.

I det år var revolutionslederen i Jugoslavien, med pseudonymet "Marskal Tito", blevet uvenner med herskerne i Kreml. Det var farligt for en kommunist, og han har måske tænkt at kunne beskytte sig bedre end med bevæbnede bodyguards ved at offentliggøre noget af sin viden, idet han så regnede med, at Moskva ville lade ham være, hellere end fremprovokere yderligere afsløringer. Den retssag, han stablede på benene, blev dækket af pressen i Jugoslavien, men ignoreret i Vesten. Han fik tretten af sine kommunist-borgere skudt (ledende regerings- og partifunktionærer) for at have deltaget i massemord på fanger i den mest berygtede lejr af alle, Dachau. (I 1951-56 var Auschwitz endnu ikke blevet opreklameret til denne plads, red.)

Sandheden har det med at komme frem på de mærkeligste måder, selv om den i vore dage, med pressekontrol, ikke kommer ret langt frem. I dette tilfælde kom den frem via en ældre østrigsk general, Wilhelm Spielfried, som slap levende ud af Dachau. Han ønskede, at verden skulle få kendskab til, hvad der var hændt der, og i forvirringen under opbruddet af lejren (ved ankomsten af vestlige tropper), tog han fra kommandantens kontor et Gestapoarkiv, der optegnede de mennesker, der var blevet slået ihjel, med måden, det var sket på, og underskrevet af den ansvarlige Gestapo-agent i hvert enkelt tilfælde. Blandt disse agenter var adskillige af "Marskal Tito"s ledende medarbejdere. Det lykkedes efterhånden general Spielfried at få udgivet denne lille del af sit materiale. Resten venter stadig på en udgiver, der er modig nok til at udgive det.

"Tito" (i virkeligheden Joseph Brosz) havde selv været en Kreml-agent fra 1934. Ved at bringe sine nærmeste medarbejdere for en offentlig domstol (i Ljubljana, 20. april 1948) lod han en trussel om fremtidige afsløringer hænge over Kremls mure. De anklagede omfattede Oskar Juranitsch (generalsekretær i Titos udenrigsministerium), Branko Dil (generalinspektør for den jugoslaviske økonomi), Stane Oswald (en ledende funktionær, med minister-rang, i Industriministeriet), Janko Pufler (leder af Titos kemiske statstrust), Milan Stepischnik (leder af Titos metallurgiske institut), Karl Barle (en funktionær med ministerrang), professorerne Boris Kreintz og Miro Koschir fra Ljubljanas universitet; og andre kommunistiske topfigurer. Alle var tidligere medlemmer af Den internationale Brigade i Spanien, og agenter for MVD (Sovjetisk hemmeligt politi).

Alle kom med de sædvanlige tilståelser; men deres forsvar er af største betydning. De retfærdiggjorde sig simpelthen ved at hævde, at de aldrig havde dræbt eller skadet en kommunist: "Jeg bragte aldrig en af vore i fare; Jeg gjorde aldrig noget mod en partikammerat". De sagde, at de altid udvalgte en, der skulle dræbes blandt dem, der kunne klassificeres som en konservativ, liberal, katolik, protestant, ortodoks, jøde eller sigøjner, forudsat , at offeret ikke var en kommunist.

Dette samarbejde i koncentrationslejrene imellem Hitlers Gestapo og dets prototype, Stalins MVD*, skete på følgende måde. "Anti-fascist komitéer" blev oprettet i lejrene. Hvis Hitler og hans Gestapo havde været oprigtige i deres profession, ville medlemmerne af disse komitéer have udgjort de første ofre til gaskamrene. I stedet blev de accepteret som repræsenterende lejrens fanger og blev givet priviligeret status, hvorefter de indvilligede i at deltage i drabene. Dette var den perfekte måde til at sikre, at der ville blive få anti-kommunister tilbage i efterkrigens Tyskland.

På denne måde voksede de stakke af lig, som den ydre verden senere betragtede på filmlærreder i mørklagte rum. Denne billedjournalistik opfyldte til punkt og prikke G.K.Chestertons sentens fra mange år tidligere: "Journalistik er et falsk billede af verden, kastet op på en oplyst skærm i et mørklagt rum, således, at den rigtige verden ikke ses".

*Også i denne sag blev de vestlige folkemasser håbløst vildledt af årevis af propaganda, der præsenterede "Nazierne" og "Vore sovjetiske allierede" som modsætninger, hvor der i realiteten altid bestod en nær forbundethed. Karl Stern, en jøde fra Tyskland, der udvandrede til Nordamerika og konverterede til romersk katolicisme, har fortalt om sine egne misforståelser af dette, fra hans tyske tid, hvor han var ansat på en psykiatrisk institution: "Et par nazi-doktorer docerede om Trotsky´s såkaldte "Teori om den permanente Revolution". Denne teori var ny for mig....men at den skulle blive fremsat af disse folk var noget helt nyt og meget overraskende.... Jeg sagde: "Mine herrer, jeg forstår, at I uddrager en god del af jeres teori om politisk strategi fra Trotsky, en bolshevist og jøde, som var han jeres evangelist?" De grinede og så på mig som man ville se på et politisk fjols, som jeg var.... De tilhørte en fløj i nazistpartiet, som da var temmelig magtfuld, og som gik ind for en alliance mellem Kommunistrusland og Nazityskland og imod, hvad de kaldte vestlig kapitalisme..... Hvis man ikke lyttede meget nøje, var man aldrig helt sikker på, om de talte om nazisme eller om bolsjevisme, og i sidste instans betød det heller ikke meget."

Kommunisten Juranitsch, den hovedanklagede, sagde: "Ja, jeg dræbte hundreder og tusinder af mennesker og deltog i de "videnskabelige eksperimenter"; det var min opgave i Dachau". Dil forklarede, at hans arbejde havde været at eksperimentere med blodkoagulerende medikamenter; han havde skudt sine emner midt i brystet til dette formål. Pufler beskrev, hvordan udvalgte fanger fik indsprøjtet malaria-bakterier til observation for virkningen, og han udtalte, at "de døde som fluer, og vi rapporterede resultaterne til doktoren eller SS-officeren". Disse tilståelser var ikke falske. De blev bekræftet og kunne ikke benægtes, for de rapporter, der blev lavet, var dem, general Spielfried tog fra kommandantens kontor. Pufler forklarede, hvordan disse Gestapos betroede kommunister skjulte deres samarbejde fra de øvrige fanger. Når de selv dukkede op igen fra laboratorierne eller krematorierne, fortalte de en opdigtet historie om et trick eller mirakel som forklaring på, at de var undsluppet. Da ingen af ofrene nogen sinde vendte tilbage, kunne de ikke blive anklaget.

Disse mænd endte op mod muren, men ikke for deres forbrydelser. De blev smidt væk som bønderne i skakspil af deres herre i dennes kamp mod Kreml. De havde nøje overholdt den vigtige regel for revolutionen ("alle krige er revolutionære krige") ved at benytte den anledning, der var blevet givet dem, til at ødelægge politiske modstandere, og ikke "fjenden". De gjorde, på en anden måde, hvad herskerne i Moskva gjorde, da de massakrerede de 15.000 polske officerer i Katynskoven; de angreb nationalstaterne og lagde grunden til den altopædende revolution.

Afsløringerne i Ljubljana-sagen har fået bekræftelse, på flere punkter, i adskillige bøger fra overlevende fra koncentrationslejrene. Odo Nansen, søn af den berømte norske polarforsker, skrev om sine oplevelser i Sachsenhausen-lejren, atten måneder før krigen endte:

"Det er utroligt, hvordan kommunisterne har ordnet sagerne her; de har al magt i lejren, næst efter SS, og de trækker alle de andre kommunister fra andre lande til, og putter dem i nøglestillinger..... Mange af de norske fanger her er gået over til kommunisterne. Bortset fra alle de øjeblikkelige fordele , det giver, regner de sikkert med, at Rusland bliver den store stemme efter krigen, og så tror jeg, at de mener, det er bedre at få den rigtige farve i tide. I går aftes talte jeg med vores Blockältester, en kommunist. Når han og hans kammerater kom til magten, ville der ikke alene blive gengældelse, men endnu mere brutalitet og grusomhed end SS´erne bruger mod os. Jeg kunne ikke komme nogen vegne med min humanisme imod den islignende blok af had og hævngerrighed, den hårdkogte, forstokkede fokuseren på et nyt diktatur".

Wing Commander Yeo-Thomas, der blev kastet ned over Frankrig i faldskærm for at hjælpe den franske modstandsbevægelse, blev taget til fange og ført til Buchenwald. Han blev ved ankomsten fortalt af en britisk officer: "Lad dem ikke vide at I er officerer, og hvis nogen af jer havde lederstillinger i fredstid, så hold det for jer selv. Den interne administration i lejren er i hænderne på kommunisterne..... Buchenwald er den værste lejr i Tyskland. Jeres chancer for overlevelse er praktisk taget nul". Wing Commander Yeo-Thomas siger, "de tre ledende administratorer af lejren , kaldet Lagerältester , var kommunister".

Under ledelse af disse mænd "blev fanger vaccineret med tyfus og andre sygdomme og deres reaktioner, der næsten altid endte med død, blev studeret". Kun tre ud af denne officersgruppe på syvogtredive fanger overlevede, mens de resterende blev hængt op på kroge på krematoriets væg og langsomt kvalt til døde. De tre overlevende "måtte frygte deres medfanger næsten lige så meget som de tidligere havde frygtet tyskerne. For kommunisterne ville, hvis de fandt ud af, at officerer havde haft held til at snyde galgen, med sikkerhed angive dem".

Kommnunister kørte disse lejre, torturerede og myrdede ofrene. Hvis der var nogen forskel mellem dem og Gestapofangevogterne, var det kun den, at de var mere ondskabsfulde, fordi de angav og dræbte mænd, der skulle være deres kammerater i kamp mod en fælles fjende. Da østjøderne, specielt, spiller en så stor rolle i kommunismen, optræder jøder logisk nok mellem personerne, der udførte sådanne handlinger. Det er i sig selv overhovedet ikke overraskende, for jøder er, som andre mennesker, gode og onde, humane og grusomme. Men det blev holdt skjult fra folkets masser, der modtog et billede af torturlejre befolket næsten udelukkende med jøder, som blev tortureret af depraverede "Nazi"-fangevogtere. Rent faktisk udgjorde jøderne kun en lille del af fangerne. Torturbødlerne i krigens sidste tre år var hovedsagelig kommunister, hvis motiver er blevet vist. Og blandt disse torturbødler var der jøder.

Mine arkiver indeholder adskillige artikler fra jødiske aviser om "straffesager" mod jøder, der var blevet angivet af tidligere jødiske fanger fra lejrene i Auschwitz, Vlanov, Muhldorf m.fl.

Jeg har sat ordet "straffesager" i anførselstegn i dette tilfælde af en god grund. Disse "straffesager" blev med en enkelt undtagelse, ført for en rabbiner domstol, i vestlige lande og for underretsdomstole i Tel Aviv. De blev behandlet som rent jødiske anliggender, som den øvrige menneskehed ikke skulle blande sig i, og hvis der blev givet nogen domme overhovedet, optrådte de ikke i nogen af de aviser, jeg læste, selv om handlingerne, der blev anklaget for, lignede dem fra Ljubljanaretssagen. Den klare underforståelse var den, at hvis sådanne handlinger var begået, måtte de dømmes under den jødiske lov, hvis da overhovedet, og at kristen lov ikke kom på tale. (Dette ser i dag ud til at være den herskende opfattelse, efter at zionismen skabte "den jødiske nation", og den reflekteres i en artikel, der blev trykt i Zionist Record i 1950, hvor det siges, at australske jøders "hovedkontor for public relations" havde til opgave at "dække for offentlighedens indsigt i individuelle jøders lovovertrædelser, hvis disse begik mindre eller større fejltrin". Den "dækning", der her omtales, foregår til alle tider og i alle lande i Vesten).

I Tel Aviv blev en jødisk læge og to jødiske kvinder anklaget af jødiske vidner for at have givet dødelige indsprøjtninger til fanger i Auschwitz, at ødelægge kønsorganer, udføre "videnskabelige eksperimenter" og sende ofre til dødskamrene. I en anden sag i Tel Aviv i 1951 blev en jødisk læge (da ansat i Tel Avivs byhospital) af adskillige jødiske vidner anklaget for brutale handlinger, udført i Vlanovlejren, hvor han havde optrådt som "assisent for den tyske lejrkommandant". Et kvindeligt, jødisk vidne sagde, at han havde slået hende bevidstløs, og da hun kom til sig selv igen, fandt hun sine tre sønner, på 12, 15 og 18 skudt. To uger tidligere, sagde hun, havde hun set den anklagede give ordrer til det ukrainske lejrpoliti om at føre tredive fanger bort, herimellem hendes mand, der så blev skudt. Kun overskrifterne for disse sager blev dækket af pressen, men, som jeg siger, hvis noget resultat siden blev trykt, fangede min efterforskning det ikke.

I New York behandlede en jødisk ret på tre medlemmer (en sammensætning, der er fastlagt i Levitisk Lov) en anklage fra en jøde mod en synagoge-funktionær, som han beskyldte for at have myrdet en fange i Muhldorf, hvor den anklagede havde været blokleder. Rapporten herom sagde, at retten ville sende sin dom "til det jødiske samfund" i den anklagedes by "uden anvisninger eller sanktioner", hvilket betød, at hvis han var en "krigsforbryder", ville han blive overladt til sin menigheds forgodtbefindende. I alle disse sager var det underforstået, at kun anklager om mishandling af andre jøder kom i betragtning, og at dersom den anklagede havde begået lignende handlinger imod ikke-jødiske fanger, ville de ikke indgå i sagen.

Af en noget anden art, men tilsvarende i sin grundlæggende natur, var en straffesag, der blev ført for en israelsk distriktsret i 1954-55. En jøde fra Ungarn uddelte en folder, der hævdede, at en Dr. Israel Kastner, en højtstående israelsk regeringsembedsmand og ledende kandidat (ved valget i 1955) for det regerende majoritetsparti, havde samarbejdet med nazisterne i Ungarn under krigen, hvor han havde lagt grunden til mord på jøder, havde reddet en nazi krigsforbryder for straf og så videre. Dr. Kastner anlagde injuriesag imod sin anklager, og den israelske dommer afgav efter ni måneder en dom, der fastslog, at anklagerne var blevet bevist. Denne dom sagde, at Dr. Kastner var en nazi-kollaboratør "i ordets fulde betydning" og "havde solgt sin sjæl til djævelen", og den daværende israelske premierminister, Moshe Sharett, kommenterede med "en mand er berettiget til enhver handling, endogså at sælge sin sjæl til djævelen, for at redde jøder" (anklagen gik ud på, at han forrådte jøder til nazisterne). Regeringen meddelte så, at den ville appellere dommen gennem justitsministeren, og jeg kunne aldrig finde ud af om der derefter overhovedet skete noget.

Så, mens der hørtes meget om "krigsforbrydere" og deres straffesager, optrådte disse jødiske "krigsforbrydere" kun for jødiske tribunaler og hvis de blev straffet, hørte verden ikke om det. Jeg kender kun til én sag (dog kan andre have undgået min opmærksomhed), hvor sådanne jøder blev medtaget i en "krigsforbryder-retssag". Jewish Telegraph Agency (8. maj 1946) meddelte: "Dommen i sagen mod 23 vagter fra Breendouck koncentrationslejren ved Antwerpen, et af de mindre kendte nazi-helveder, blev afsagt her i går. Blandt vagterne er der 3 jøder, Walter Obler, Leo Schmandt og Sally Lewin. Obler og Lewin er blevet dømt til døden og Schmandt til 15 års fængsel".

Joseph Leftwich, spurgte i sin diskussion med A.K.Chesterton om "anti-semitisme" i anledning af denne sag: "Hvad beviser den? At menneskedyret findes overalt, og at jøder ikke er mere immune end nogen anden gruppe". Det er korrekt, men rammer helt ved siden af sagens kerne, som er, at massebevidstheden under Anden Verdenskrig blev givet et falsk billede af en udelukkende jødisk forfølgelse udført af ikke-jøder, og at begivenhederne i verden i dette århundrede konstant bliver misrepræsenteret på denne måde til almindelig ulykke for alle.

Kapitlet om Hitlers jødiske hjælpere var ikke noget lille et. Lord Templewood, engelsk ambassadør i Spanien under krigen, siger: "Måned efter måned tillod general Franco" (der selv var af jødisk oprindelse) "alle spanske aviser at optræde som de højest mulige højttalere for tysk propaganda. Ingen af de veletablerede blade blev tilladt nogen handlefrihed. Hver eneste af dem måtte lyde som ekko af "his masters voice". I dette tilfælde var herren en meget dyster østjøde ved navn Lazare.... I Wien tjente han trofast Hitler som en fanatisk propagandist for "Anschluss". Siden da var han blevet en vigtig person i nazi-verdenen..... Fra den tyske ambassade, hvor han havde større autoritet end ambassadøren selv, dirigerede han daglig ikke kun den spanske presses overordnede retning, men endog selve ordene i nyhederne og artiklerne. Hans underordnede havde deres pladser i de spanske kontorer, og intet ord nåede den spanske offentlighed, uden at det i forvejen havde været underkastet hans dystre kontrol. Ved en listig blanding af brutalt diktat og uhæmmet korruption lykkedes det ham at gøre de spanske aviser endog mere giftige end de, der blev udgivet i Tyskland".

Jeg kendte denne Lazare, en sammensvoren af den blide, smilende og joviale slags, og blev på grund af ham for første gang opmærksom på det jødiske element blandt Hitlers højere indviede. Da jeg mødte Lazare i 1937 var han "pressesekretær" for den østrigske legation i den rumænske hovedstad, Bukarest. Østrig, der den gang var mit hovedkvarter, levede i daglig frygt for nazi-invasionen, der kom i 1938, og landets officielle repræsentanter i udlandet forventedes alle at være renlivede østrigere og standhaftige anti-nazister. I jødernes tilfælde regnedes dette for dobbelt sikkert. Det slog mig allerførst, at det forarmede lille Østrig overhovedet kunne tillade sig den luksus at have en "pressesekretær" i en Balkan-hovedstad, dernæst blev jeg slået af Lazares ødsle levemåde og underholdning. Jeg regnede med, at som så mange mænd i yderkanten af det diplomatiske liv ("pressesekretær" i Balkanområdet var en suspekt stillingsbetegnelse) klarede han sig godt "med lidt ved siden af", hvad der i Bukarest ikke var unormalt.

Og det gjorde han. Om end ikke ved handler med skind eller tæpper, som jeg vagt havde mistanke om. Hans velstand kom, som begivenhederne snart skulle vise, fra en politisk kilde, fra nazisterne. Da Hitler marcherede ind i Østrig, blev verdens avisjournalister kaldt ind til en pressekonference i det historiske Ballhausplatz for at høre nazisternes version af denne begivenhed. Døren åbnedes for talsmanden for det nye regime, Hitlers "pressechef" i det tilfangetagne Østrig, forsvareren (eller propagandisten) for tilslutningen. Det var hr. Lazare, "østrigeren" (han var født som tyrkisk statsborger). Han så mig straks og et hastigt smil bredte sig på hans frække og skyldige ansigt. Idet han vinkede lystigt til mig, sagde han: "Hej, Mr.Reed, rart at se Dem igen". Så forklarede han Førerens venlige motiver for invasionen, og dens godgørende virkninger for Tyskland, Østrig og menneskeheden.

Læseren kan måske se, at "den virkelige verden" er meget forskellig fra "det falske billede", som masserne modtager, særligt i krigstid, når sådanne mænd kontrollerer strømmen af informationer, der flyder til massebevidstheden.

Imod denne baggrund rasede hævnen og nåede sin talmudiske klimaks i to symbolske massestrømme af mennesker, én østpå og én vestpå. Fra den "frie verden" blev undslupne flygtninge drevet tilbage til kommunistisk slaveri af de allierede hære. Fra det kommunistiske område (hvor en mand ikke en gang måtte forlade sin by uden polititilladelse) dukkede en vældig masse af østjøder frit frem og blev, under en allieret beskyttelsesparaply, ført gennem Europa og mod Palæstina. Denne tovejs proces, der gav hævnen sit endelige identitetsstempel, kan studeres gennem følgende citater:

Saturday Evening Post fra den 11. april 1953 sagde: "Med denne skammelige overenskomst "(Jalta)"som deres autoritet, vandrede sovjetiske MVD-agenter gennem flygtningelejrene ("displaced persons" eller DP var den almindelige betegnelse for flygtningene efter Anden Verdenskrig, red.) efter krigen og udpegede tusinder, som det var lykkedes at flygte fra det sovjetiske tyranni. Disse ulykkelige ofre blev gennet ind i kreaturvogne og kørt tilbage til død, tortur eller langsomt mord i de sibiriske miner og skove. Mange begik selvmord undervejs. Ligeledes under Jaltaoverenskomsten, blev det tilladt Sovjet at bruge tyske fanger til tvangsarbejde på "krigserstatningskontoen". For sådanne umenneskeligheder findes der ingen undskyldning".

Frk. Kathryn Hulme, fra Kalifornien, var underdirektør (1945-51) for flygtningelejren i Wildflecken i Bayern. Den blev administreret af organisationen, der var kendt som UNRRA (United Nations Relief and Rehabilitation Administration). Hun skriver i sin bog, at "Londa"(en kollega)"for nogen tid var blevet forflyttet til en sydligere lejr, hvor dens russiske flygtninge, hovedsagelig krigsfanger, var blevet sendt tilbage til Rusland i følge Jaltaoverenskomsten. Hun fortalte os, hvordan de russiske krigsfanger havde skåret deres håndled over, taget alt tøjet af og havde hængt sig. Selv efter at ethvert muligt skadeligt objekt var taget fra dem, lykkedes det dem stadig at begå selvmord. Det var umuligt for hende at forstå, hvordan Stalin havde solgt den idé til Roosevelt og Churchill, at tyskerne ikke havde taget nogen krigsfanger, men at det kun var desertører":

Og så den anden side af billedet: den behandling, der blev givet én gruppe mennesker, "udskilt" fra hele den store masse af Hitlers ofre og Stalins fanger. Frk. Hulme siger: "og så kom jøderne. Vi havde aldrig haft en jødisk lejr i vort nordlige område.....jøderne udgjorde i tal mindre end en sjettedel af vor zones totale flygtningebefolkning ("DP"´s), men de var en så højrøstet minoritet, at dersom man kun læste aviserne for at finde ud af okkupationsforhold, ville man få det indtryk, at de udgjorde hele DP problemet... Man var nødt til at behandle dem med fløjlshandsker, som det blev sagt, især når de skulle flyttes fra en lejr til en anden, og gud hjælpe den IRO-medarbejder (International Refugee Organisation, red.), der glemte et stykke pigtråd synligt i en lejr, de skulle flyttes til. De blev klassificeret som "forfulgte", og var de eneste DP´er, bortset fra syge, som modtog en særlig madration som ikke-arbejdende.... Der var et lille tysk samfund lidt nede ad den motorvej, der delte lejren i to halvdele. De jødiske delegerede ...... sagde, at dette var det farligste enkeltpunkt overhovedet. IRO skulle indvillige i at bevæbne deres jødiske politi for at beskytte deres folk mod disse tyskere, der boede i deres midte.... At næsten hver eneste tysker fra den landsby ville være lystigt ansat hos jøderne inden der var gået fjorten dage efter jødernes ankomst, faldt mig overhovedet ikke ind, da jeg trøstende lovede at tale for autorisation til at bevæbne et DP politi..... Det jødiske DP politi var i helt grønne tunikaer med davidsstjernen på deres kasketter.... intet var blevet overladt til tilfældigheder eller sidste øjebliks improvisation... Deres socialkontor (wellfare-office, red.) var overhængt med krigsplakater, der viste unge jødiske piger som kastede håndgranater mod arabere. Det jødiske DP politi lavede skydeøvelser med de geværer, vi havde sikret dem til "forsvar" mod tyskerne, som nu var ansat til lejrens hårde fysiske arbejde. De jødiske værksteder gik hurtigt i gang med at producere fine uldne frakker og solide lædersko med svære metaldupper for hårdt terræn. Vi kunne kun gætte os til, at dette alt sammen var til Israel, og blev leveret dertil ad mystiske kanaler. Vi så aldrig nogen af vore jødiske DP´er klædt i noget af det nyttige tøj.... Oven over al begejstringen og ophidselsen blafrede et flag, vi aldrig havde set før, blege blå striber på hvid bund og med davidsstjernen på".

Frk. Hulme beskriver den jødiske lejr: "Vi viste den store lejr, som vi havde klargjort, frem til dem, ligesom ejendomsmæglere stolte af en bolig, der uden nogen som helst tvivl var den kønneste flygtningebolig i hele Bayern.....Rabbierne rystede på hovedet. Det virkede ikke som om det var godt nok". Hun forklarer, at den amerikanske flygtningelov ("DP Act", for den amerikanske besættelseszone, red.) der efterfølgende blev indført, var fuld af fælder, der lukkede den almindelige flygtning ude. "Kun jøderne, der kunne påstå og bevise forfølgelse i ethvert af de østeuropæiske lande, hvor de havde befundet sig, kunne slippe forbi de fælder". Hun fortæller, at amerikanske halv-offentlige eller offentligt støttede organisationer leverede værktøj og værkstedstilbehør, materialerne og de "særlige ekstra madrationer", der udelukkende blev givet til jøder.

Metoden, ved hvilken denne priviligerede klasse blev etableret i elendighedens lejre, blev beskrevet af oberstløjtnant Judah Nadich i den sydafrikanske Jewish Times (4. februar 1949). Rabbi Nadich var "jødisk rådgiver for general Eisenhower ved de amerikanske styrker i Europa, og arbejdede nært sammen med ham i sager angående DP - og andre jødiske problemer". Han siger: "Til Eisenhowers ære må det siges, at da de oprørende tilstande i DP-lejrene blev bragt til hans kendskab" (i 1945) "gik han hurtigt i gang med at forbedre forholdene. Vigtige direktiver blev udsendt, forøgede madrationer skaffet til de forfulgte, i modsætning til andre DP´er . Særlige lejre blev etableret til jøderne. Jødiske DP´er, der levede uden for lejrene blev givet fortrinsbehandling. En rådgiver angående jødiske affærer blev udnævnt og der blev ydet fuldt samarbejde til "Joint Distribution Committee" og senere til "Jewish Agency". Kun få, om nogen, af disse vilkår blev bevilget af Montgomery i den britiske zone, og en konstant strøm af jødiske DP´er flød ind i den amerikanske zone. Eisenhower besøgte ofte lejrene for at inspicere og hans personlige besøg løftede DP´ernes morale og tjente til at minde officerer på lavere rangtrin om deres øverstbefalendes indstilling. Officerer, der ikke var situationen voksen, blev irettesat, inklusive en af de højst placerede generaler".

General Eisenhowers "indstilling", var i følge denne autoritative beretning den, at jøder skulle behandles som en priviligeret klasse. Hvis han accepterede rådgivningen fra sin jødiske rådgiver var dette naturligt, for rabbi Nadich hævdede, som det sås, at de få jøder blandt hver hundrede DP´er var de eneste "forfulgte" og at de herved var "forskellige fra andre DP´er". Udtalelsen afslører funktionen af den nu fast etablerede figur fra vor tid: den jødiske rådgiver.

Således var der i 1945 kun "forfølgelsen af jøder" tilbage af Hitlers altomfattende "forfølgelse af politiske modstandere", som startede i 1933. Propaganda havde elimineret alt andet end denne lille sektion. Det sidste citat viser grunden til, at frk. Hulme skrev fra sin DP-lejr, at "hvis man kun læser aviserne...... fik man indtryk af, at jøderne var hele flygtningeproblemet". Alt imens den gigantiske mængde af lidende blev glemt eller blev drevet tilbage til forfølgelsen, som nogle havde undsluppet, blev denne ene gruppe, under beskyttelse og eskortering fra Vesten, klædt på, givet forråd, udstyret, bevæbnet og ført afsted til invasion af et lille land i Arabien.

Det asiatiske Østen skaffede disse invasionstropper. Det kristne Vesten førte dem sikkert frem. I dette forehavende var der overhovedet ingen forskel mellem "den frie verden" og den slavebundne verden "bag jerntæppet". Tvært imod var der identitet mellem formålene og synkronisering i forehavendets udførelse. Der var tydeligvis en ledende intelligens i arbejde, som var ganske ligeglad med nationalstater og grænser, med krigstids ven eller krigstids fjende, eller med nogen af de "principper", der så ofte var blevet fremsat af premierdiktatorerne. Vesten delte hævnen med Østen, men mønsteret blev lagt af Østen, og det var det samme mønster som havde vist sig i Rusland i 1917, i Protokollerne af 1905 og i revolutionerne af 1848. Derfor må ophavsmændene til hævnen af 1945 søges i det revolutionære område, og af denne grund bør karakteren af revolutionen i 1945 blive nærmere undersøgt for at finde ud af, om den og dens ledelse havde ændret sig fra 1917 (hvor den var 90 procent jødisk) og fra 1848 (hvor Disraeli sagde, den var anført af jøder).

Efterforskning af begivenhederne i de tre årtier 1917-1945 fører til den konklusion, at i året 1945 havde revolutionen i hundrede år været en jødisk-kontrolleret revolution, idet så mange år var gået siden Disraeli identificerede lederskabets karakter. Jeg bruger udtrykket "jødisk-kontrolleret revolution" for at betegne en bevægelse under ledelse af det talmudiske rabbinat i Østen, og ikke en bevægelse, der blev generelt støttet af jøderne. Som jeg gentagne gange har vist, kom den hårdeste modstand fra de vestlige jøder, der var længst borte fra den talmudiske ledelses rækkevidde. Denne skelnen er den, som den omhyggelige studerende også må gøre mellem "nationalsocialisme" og "tyskere" og mellem "kommunisme" og "russere".

I denne definitions forstand fortsatte revolutionen, efter min mening, med at være jødisk i de tredive år, der fulgte 1917. Den jødiske karakter af den første bolsjevikregering og af dens gerninger, blev tidligere påvist. De samme karakteristika dukkede op hos de to kortlivede aflægger-regeringer, som bolsjevikkerne etablerede i 1919, i Bayern og Ungarn. I begge tilfælde blev terroristerne, i hovedsagen, importeret til disse lande forklædt som "krigsfanger", og de var blevet trænet som kommunist-agitatorer i Rusland. I Tyskland blev den kommunistiske bevægelse på det tidspunkt anført af "Spartakus Ligaen" ("Spartakus" var Adam Weishaupts kodenavn), hvis ledere næsten alle var jøder: Rosa Luxembourg, Leo Jogiches (fra Polen), Paul Lévi, Eugine Levine (fra Rusland) og Karl Liebknecht. Således viste også den bolsjevistiske regering i Bayern (som blandt sine soldater talte en vis Adolf Hitler) sig logisk nok at være ledet af jøder: Kurt Eisner, Ernst Toller og Eugène Levine.

I Ungarn var de ledende terrorister alle jøder, trænet i Rusland: Matyas Rakosi, Bela Kun, Erno Geroe og Tibor Szamuely. Dette regimes demonstrativt anti-kristne handlinger viste atter det underliggende formål. Om denne regering siger historikeren, med specialet: Den kommunistiske Internationale, F.Borkenau: "De fleste bolsjevikker og venstresocialistiske ledere og en betydelig andel af deres medarbejdere havde været jøder..... anti-semitisme var derfor den naturlige form for reaktion imod bolsjevismen". I denne typiske tekstpassage kan læseren se, at "reaktion imod bolsjevismen" bliver klassificeret som "anti-semitisme". Tydeligvis kunne denne etiket kun undgås ved ikke at "reagere imod bolsjevismen".

De følgende ti år var en inaktiv periode og sagen kan næste gang blive testet i Spanien, hvor revolutionen gjorde sit forsøg i 1931. Den blev anført af udsendinge fra Moskva, hvoraf mange var jøder, og dette var årsagen til mange brændende republikaneres skuffelse, både spanske og fremmede. For eksempel stemte mange katolikker, såvel præsteskabet og lægfolk, republikansk, for derefter at finde ud af, at den reformerende impuls endnu en gang var blevet perverteret i retning af at blive et angreb på den kristne tro som sådan. Kirker, klostre og enhver bygning, der havde et kors på, blev ødelagt, præster og nonner blev myrdet. Det særlige identifikationsmærke dukkede atter op, som det tidligere var sket i Bayern, Ungarn, Rusland, Frankrig og England.

Fadderskabet til angrebet på kristenheden i Spanien blev formelt erklæret af Kominterns officielle organ: " flammerne, der stiger op fra Spaniens brændende kirker og klostre har vist den spanske revolutions sande karakter". Stamtavlen var herefter sporet gennem yderligere en generation. Kirkelig ejendom blev konfiskeret, men de spanske folkemængder blev ikke beriget heraf. Den spanske nationalbanks (Bank of Spain, red) guldreserver (omkring 700 millioner dollars) blev overflyttet til Moskva af den sidste republikanske premierminister, en vis Juan Negrin (som det fortælles af general Walter Krivitsky). Hos de spaniere, som havde håbet at få oprettet en forfatningsbaseret republik, men nu fandt sig underlagt et fremmed anti-kristent tyranni, blev der vakt afsky ved mordet på monarkist-lederen Calvo Sotelo i 1936, og i følget heraf "spyttede Spanien revolutionen ud" (som ethvert land har gjort, hvor den røde hær, med dens "politiske kommissærer", ikke kunne komme ind og konsolidere den).

Såvel ledende zionister som ledende anti-zionistiske jøder i Amerika angav, både udtrykkeligt og underforstået, jøder som anstiftere af revolutionen i Spanien. Højesteretsdommer Brandeis sagde bydende til rabbi Stephen Wise, på et tidspunkt, hvor det blev forsøgt at nå til en forståelse med Hitler angående jøderne, og hvor han stærkt modsatte sig dette: "Lad Tyskland dele skæbne med Spanien". Bernard J. Brown skrev: "....jøderne var lige så ansvarlige for oprettelsen af en republik i Spanien og for omstyrtelsen af kirkens autoritet i dette land som i alle andre lande, hvor friheden hersker".

I løbet af disse to årtier (det vil sige i perioden mellem Første og Anden Verdenskrig) blev jødiske ansigter stadig sjældnere i rækkerne på Kremls mure ved højtidelige lejligheder (hvilket var de eneste tidspunkter, hvor de slavebundne russiske masser så deres ledere. Selv de tumultagtige hurrabrøl kom fra grammofonplader, der blev afspillet gennem højttalere). Jøder dukkede også op i anklageskrankerne under store skueprocesser, eller forsvandt fra den politiske scene uden forklaring. Der ser dog ikke ud til at være sket nogen væsentlig formindskelse i den jødiske kontrol eller i styringen af revolutionen i denne periode, at dømme efter følgende tal:

I 1920 viste officielle bolsjevistiske erklæringer, at 545 medlemmer af de ledende regeringsorganer inkluderede 447 jøder. I 1933 udtalte det amerikanske jødiske blad Opinion , at jøder besatte næsten alle vigtige ambassadørposter og at 61 procent af alle embedsmænd var jøder i Hviderusland. Det berettede også, at den jødiske andel af befolkningen (da opgivet til 158.400.000) var "mindre end 2 procent". Hvis dette var sandt, betød det, at Rusland på dette tidspunkt havde færre end 3.000.000 jøder. I 1933 berettede Jewish Chronicle , at en tredjedel af jøderne i Rusland var blevet regeringsembedsmænd. I så fald udgjorde de klart den nye herskende klasse.

På det tidspunkt havde karakteren af deres doktriner ikke ændret sig det mindste. Kommissæren for offentlig undervisning, Lunatscharsky, var en af de få russere , der var højt placeret, men han talte som en talmudist: " Vi hader kristendommen og kristne; selv de bedste af dem må betragtes som vore værste naboer. De lærer kærlighed til vore næste og barmhjertighed, hvilket er imod vore principper. Ned med kærlighed til vore næste; hvad vi ønsker er had. Vi må lære at hade, og det er kun da, at vi skal erobre verden". Dette er kun et enkelt udpluk af en hel sådan litteratur fra denne periode, og den eneste originale kilde til sådanne idéer, som jeg kender, er Talmud, som selv er en fortsættelse af en ældgammel brutal, før-kristen idé, og den indeholder påbud som dette: "I er mennesker, men jordens nationer er ikke mennesker, men dyr". Formentlig gjorde Lunatscharsky sig gennem sådan tale fortjent til ambassadørstillingen i Spanien, under revolutionsforsøget dér.

I 1935 tog jeg til Moskva for Londons Times, idet jeg ledsagede Anthony Eden. Min første artikel fortalte, at Mr. Eden kørte fra stationen gennem gader der var fulde af "grå og tavse skarer", og en jødisk censor krævede disse ord fjernet. I første omgang fandt jeg bare dette tåbeligt (jeg spurgte, om han ønskede, jeg skulle sige, at mængden bestod af bourgeoisie i høje hatte), men i de følgende dage så jeg mere, og jeg skrev i min bog fra 1938 ("Insanity Fair", udg. på dansk "Galskabens Kavalkade", s. 181, red.):

"Censur-Departementet, og det vil sige hele det Maskineri, der kontrollerer den russiske og knebler den udenlandske Presse, var helt besat med jødiske Funktionærer, og det var det, der forbavsede mig mere end noget andet i Moskva. Der lod ikke til at være en eneste ikke-jødisk Embedsmand i hele Apparatet, og det var netop den samme Slags Jøder, man traf i New York, Berlin, Wien og Prag - vel-manicurerede, trivelige og velklædte med et Anstrøg af Lapseri. Man fortalte mig, at der kun var en ringe Procentdel Jøder i Regeringen, - men dette ene Departement, jeg kom til at kende nøje, syntes de at have Monopol paa, og jeg spurgte mig selv, hvor Russerne var. Svaret lod til at være, at dem fandt man i de graa, tavse Skarer, som jeg havde set, men som man ikke maatte høre om".

Jeg fandt snart ud af fra mere garvede folk, at "andelen af jøder i regeringen" i virkeligheden ikke var lille, men at de havde beholdt en høj grad af kontrol, hvis de da ikke helt overvejende kontrollerede den. Det var umuligt for mig at møde nogen russere i Moskva, dette var den anden del af denne enestående oplevelse. Jeg havde aldrig før set en herskende kaste så fuldstændigt afsondret fra slavemasserne.

På tidspunktet for dette besøg i Moskva havde jeg ingen grund til at spejde efter en dominans af jøder; emnet trængte sig selv på min opmærksomhed. Jeg var dårligt begyndt at tænke på "jødespørgsmålet" i 1935. Det indtryk, jeg ovenfor har beskrevet, var førstegangsindtrykket for en trænet observatør, der aldrig tidligere havde set Moskva eller Rusland. Jeg finder det bekræftet af en lige så erfaren mand, der boede der i tolv år, fra 1922 til 1934. William Henry Chamberlains bog forbliver i dag et autoritativt værk om denne periode. Han skrev: "Et betragteligt antal jøder har gjort karriere i det sovjetiske bureaukrati. Ud af måske et dusin embedsmænd, som jeg kendte i Kommissariatet for Udenrigsanliggenders pressedepartement, husker jeg kun én, der ikke var jøde. Ja, overvægten af jøder i dette kommissariat i den periode, hvor jeg boede i Rusland, var næsten grotesk; russerne var i det store og hele repræsenteret ved den gråhårede dørvagt og de usoignerede gamle kvinder der serverede te. Man fandt også mange jøder i GPU" (hemmeligt politi)", i den Kommunistiske Internationale og i departementet, der havde med handel og finans at gøre".

Mr. Chamberlain når frem til en anden konklusion end jeg angående den oprindelige årsag til denne virkning. Han siger: "Efter at jeg forlod Rusland modtog jeg af og til breve, der spurgte, "hvad jøderne gjorde i sovjetregimet", idet der blev underforstået, at jøderne handlede "som en kompakt masse" , og at hele revolutionen var en jødisk sammensværgelse.... Der er ikke det mindste historiske belæg for en sådan antagelse... ingen teori om, at jøderne som en racebaseret blok arbejdede for bolsjevismens triumf vil kunne stå for en seriøs historisk analyse".

To ting er sammenblandet i denne udtalelse: Den styrende kraft i jødedommen og hele gruppen af mennesker, der kaldes "jøder". Hverken tyskerne eller russerne arbejdede "som en "racebaseret blok" for nationalsocialismens eller kommunismens "triumf", men de fik dem begge. Masser og folkemængder "arbejder" aldrig bevidst for "triumf" af nogetsomhelst. De bliver kastet rundt af en hvilken som helst højt organiseret gruppe, der opnår magt over dem. Den "kompakte masse" af arbejdere "arbejder" aldrig for en generalstrejke, men generalstrejker bliver erklæret i deres navn. Denne bog har over alt vist, at den standhaftigste modstand imod zionismen, for eksempel, kom fra jøder, men i dag har "den racebaserede blok" fået trykket zionismen ned over sig som en spændetrøje. Efter min mening var den ledende kraft i revolutionen fra 1848 og fremefter påviseligt Østens talmudiske rabbinat, og i den betydning var "revolutionen" en "jødisk sammensværgelse".

I Moskva kom jeg i 1935 til at lære nogle af de jødiske oligarker (Oligarki=fåmandsstyre, red.). En af dem var den korpulente Maxim Litvinoff, en særdeles typisk figur fra "Romanisches Café" eller "Café Royal", der nu var blevet en af revolutionens store mænd. En anden var Oumansky, en fløjlsagtig, smilende og dødsensfarlig ung mand, der, (tror jeg) kom fra Rumænien, men som ikke kunne have været mere urussisk, om han var født i Afrika. Jeg følte det, som om jeg rejste gennem Rusland (som Lenin havde gjort det ind i Rusland), i et forseglet tog.

I 1937 havde forholdene ikke ændret sig meget, mener jeg. A.Stolypine (hvis fader, den sidste af de zarministre, der evindeligt forsøgte på frigørelsesprogrammer for russerne, men som var blevet myrdet i 1911) skrev, at udskiftningen af jøder med russere eller andre "på de øverste trin af det officielle Sovjets stige" helt tydeligt var et taktisk træk, og at jøderne "stadig havde de vigtigste af kontrolgrebene i deres hænder. Den dag, de må slippe dem, falder den marxistiske bygning sammen som et korthus". Han opregnede de høje stillinger, der stadig var besat med jøder, og pegede specielt på, at nøglestillingerne for den virkelige kontrol, gennem terror, alle forblev på jødiske hænder. Disse var koncentrations- og slavearbejdslejrene (kontrolleret af et jødisk triumvirat, de indeholdt muligvis syv millioner russere). Fængslerne (alle sovjetiske fanger blev styret af en jødisk kommissær). Hele nyhedsforlags- og distributionsmaskineriet, inklusive censur-apparatet. Og det essentielt talmudiske system med "politiske kommissærer", igennem hvilket de væbnede styrker blev holdt under terrorist-disciplin.

I 1938 flygtede en hr. Butenko, der havde haft en lavt rangerende stilling i den sovjetiske diplomatiske tjeneste, til Italien, i stedet for at adlyde en ordre om hjemkaldelse fra Bukarest til Moskva. Han oplyste i Giornale d´Italia , at den nye herskende klasse i hans land var næsten udelukkende jødisk. Specielt i Ukraine var hele administrationen og hele industrien i sådanne hænder, og det var en politik, der bevidst blev fulgt af Moskva.

Revolutionens ledende skikkelser skiftede altså ikke væsentligt identitet mellem 1917 og 1939. De trak sig tilbage fra de fleste af de forreste pladser, men de bevarede de virkelige "kontrolgreb". Så sænkedes krigens røgslør, og det næste tidspunkt, hvor sagen igen kan undersøges, er afslutningsperioden og perioden lige efter Anden Verdenskrig, 1945 og de efterfølgende år.

Endog før krigen begyndte, var revolutionens "krigsmål" blevet offentligt erklæret af Stalin på den Tredje Komintern Kongres i Moskva, 1938:

" Genoplivning af revolutionær handling i en tilstrækkelig stor målestok vil ikke være mulig med mindre vi udnytter de eksisterende uenigheder mellem de kapitalistiske lande for at presse dem imod hinanden til en væbnet konflikt.... Al krig bør helt generaliseret ende automatisk med revolution. Vore partikammeraters væsentligste arbejde i fremmede lande består derfor i at hjælpe med at fremprovokere en sådan konflikt".

Læseren vil bemærke, at dette er det eneste udtrykte "krigsmål", der blev uopholdeligt fulgt i den efterfølgende konflikt, succesfuldt fremprovokeret af Hitler-Stalin pagten. De vestlige ledere sikrede, ved deres frafald i forhold til deres egne tidligere erklærede "krigsmål" og ved at overlade det halve Europa til revolutionen, at de ovennævnte "krigsmål" blev opfyldt i hele dette område.

Hvilke "direktører" anbragte revolutionen så i de østeuropæiske lande, der var blevet overladt dem som bytte i 1945? Her tilbydes vi igen muligheden for at undersøge karakteren af den ledende kraft bag revolutionen. Valget var frit. Revolutionen behøvede ikke nødvendigvis at anbringe jødiske regeringer i de cirka et dusin lande, der var overladt til den, med mindre dette var dens bevidst fulgte politik.

I det nu kommunistiske Polen observerede og beskrev De forenede Staters ambassadør, Arthur Bliss Lane, overvægten af jøder, mange i øvrigt udlændinge, på terrorismens nøgleposter. Major Tufton Beamish, et medlem af det britiske parlament, skrev: "Mange af de mest magtfulde kommunister i Østeuropa er jøder... Jeg er blevet overrasket og chokeret over at opdage den store andel af jøder, der findes i det hemmelige politis rækker":

Til det nu kommunistiske Ungarn vendte terroristen fra 1919, Matyas Rakosi (født Roth i Jugoslavien) tilbage som premierminister i 1945, og denne gang havde han den røde hær til at hjælpe sig til at forblive på denne post. Otte år senere (1953) rapporterede Associated Press, at "90 procent af de øverste ledere i det ungarske kommunistregime er jøder, inklusive preminister Matyas Rakosi". Times i London sagde det år, at hr.Rakosis regering var "overvejende jødisk". Time Magazine i New York talte om "den stærkt jødiske (90 procent i de øverste lag) regering ledet af Matyas Rakosi, der selv er jøde". I Ungarn, som i de øvrige kommuniserede lande, begyndte de specifikke angreb på kristendommen øjeblikkeligt med indespærringen af højtstående kirkeledere. Den sag, der tiltrak sig mest opmærksomhed i den ydre verden, var fængslingen af kardinal Mindszenty, anklaget for landsforræderi. Ophavet til denne gerning blev indikeret af en udtalelse, henvendt til verdens jøder i 1949, fra "Centralrådet for jøderne i Ungarn, den ungarnske zionistorganisation og den ungarnske afdeling af Den jødiske Verdenskongres", som lød: "Det er med stor lettelse, at de ungarske jøder har modtaget meddelelsen om arrestationen af kardinal Mindscenty. Med denne gerning har den ungarske regering sendt lederen af en pogrom-klike ......til hans velfortjente plads".

Om det nu kommunistiske Tjekkoslovakiet skrev New Statesman i London (en troværdig kilde i sådanne sager) syv år efter krigens slutning: "I Tjekkoslovakiet, som andre steder i det centrale og sydøstlige Europa, er såvel partiets intellektuelle som nøglepersonerne i det hemmelige politi i det store og hele af jødisk oprindelse". Om Rumænien berettede New York Herald-Tribune i 1953, otte år efter krigens slutning, at "Rumænien har, sammen med Ungarn, nok det største antal jøder i administrationen".

I Rumænien rasede terroren under Ana Pauker, en jødinde, hvis fader, en rabbi, og broder var i Israel. Dette er et interessant eksempel på den uenighed i en jødisk familie, som blev beskrevet af Dr. Weizmann i hans fortælling om sin barndom i Rusland, hvor jødiske familier var splittet mellem "revolutionær kommunisme" og "revolutionær zionisme" - og kun på det spørgsmål. Fru Pauker brugte sin stilling til at gøre det muligt for faderen at forlade Rumænien til fordel for Israel, selv om (som hendes broder sagde) "det er partiets politik at holde jøderne i Rumænien".

Den rolle, der blev spillet af kvinderne i revolutionen, og som øjensynligt blev givet til dem efter moden overvejelse, lige siden den gang de gamle koner sad og strikkede omkring guillotinen, er af særlig interesse for den studerende, der vil prøve at trække paralleller mellem metoderne i revolutionen og vilde afrikanske stammers vaner. I det kommuniserede Østtyskland blev rædselsregimet anført af en fru Hilde Benjamin, som først blev gjort til vicepræsident for Højesteret og siden til justitsminister. "Røde Hilde" beskrives ofte som jødinde i pressen og selv Times i London er gået så vidt som at kalde hende "den frygtede Frau Benjamin". På to år blev næsten 200.000 østtyskere dømt under hendes ledelse for "politiske forbrydelser", og hun præsiderede over adskillige "skueprocesser" efter sovjetisk mønster, hvor folk blev anklaget for sådanne forbrydelser som at tilhøre Jehovas Vidners sekt.

Det kommunistiske Østtyskland havde 17.313.700 indbyggere i følge en 1946-folketælling, og blandt disse var der kun mellem 2.000 og 4.000 jøder, hvis jødiske "skøn" er korrekte. Om denne minoritet berettede Zionist Record i Johannesburg i 1950, at "livet i den østlige zone har bragt ændringer til det bedre. Ikke få af dem har i dag høje stillinger i regeringen eller administrationen, stillinger, som ingen jøde før havde haft i Tyskland, og som de heller ikke i dag kan have i Vesttyskland, trods al snak om demokrati. Adskillige jøder har vigtige stillinger i ministerierne for information, justits og industri. Den øverste dommer i den østlige sektor af Berlin er jøde, og det samme er adskillige ledende dommere i regionerne uden for Berlin. Også i pressen og i teateret er et betragteligt antal jøder blevet givet betydningsfulde stillinger".

Selv fire tusinde jøder kunne formentlig ikke klare alle de høje stillinger, og det samme tidsskrift sagde i et andet nummer, at "Da de russiske okkupationsmyndigheder blev etableret kort efter krigens slutning, var der i den mange jøder, der indtog nøglestillinger og som havde høj rang i den sovjetiske administration. Det omfattede jøder, der havde levet i Rusland...... og som kom til Tyskland og Østrig i den røde hærs skarer, og jøder fra områder, der var blevet annekteret af Rusland gennem de sidste ti år, de baltiske stater Letland og Lithauen".

Dette bringer historien næsten frem til vor egen tid, og hvad der står tilbage vil blive diskuteret i et afsluttende kapitel. Da revolutionen bredte sig ud i det område, der var blevet den overladt af Vesten i 1945, gentog historien fra Rusland i 1917-18 sig. En talmudisk hævn blev gennemført og jødiske regeringer blev med tydeligt formål etableret overalt. Der var ikke nogen stor ændring i tingenes tilstand, hverken den tilsyneladende eller den virkelige, i yderligere otte år. Hvad der skete, bekræftede endnu en gang revolutionens karakter, dens ledelse og talmudiske formål.


Forside

Indholdsfortegnelse

Navne

Hele bogen

Den store plan

Biografi af Douglas Reed