|
Tale holdt af Knud Eriksen
ved Revisionistisk konference
Mine damer og herrer, Det er mig en stor ære at være blevet inviteret iblandt så distingverede talere. Jeg er dansker og bor i Danmark. Jeg er uddannet advokat, men jeg praktiserer ikke for øjeblikket. Jeg har været interesseret i historie i mange år. Naturligvis sandfærdig historie, hvilket vil sige revisionisme. Som nævnt i programmet er mit navn Knud Eriksen. ”Knud” staves med et ”D” og ikke som i programmet med ”T”, hvilket er den svenske version. Men I kan kalde mig ”Ken”. Det virkede fint i aftes nede i ”The Stumblin’ In” (lokalt spisested), hvor jeg fik nogle gode venner under det navn, og det virkede også fint, da jeg kørte på tommelfingeren rundt i Europa som ung. Især franskmændene mishandlede mit navn så meget, at jeg ikke kunne leve med det. De kaldte mig noget i retning af ”Gny”. Meget kan man kalde mig, men nok ikke holocaust revisionist, hvilket jeg ikke fortjener, da jeg ikke ved nok om emnet. Alt, hvad jeg har sagt offentligt om emnet, har været citater fra et par revisionister og jeg har luftet nogen skepsis angående jødiske statistikker. Det har selvfølgelig været tilstrækkeligt for lederen af de danske jøder til at udnævne mig til ”holocaust-benægter”, endda den øverste på hans liste. Men også det må have noget med mit navn, og ikke mine præstationer, at gøre, da mit familienavn, Eriksen, er først i alfabetet. Jeg er bestemt skeptisk med hensyn til jødiske statistikker, som jeg synes, er helt vilde, og hvor millioner forsvinder og dukker op igen. Nogle tal fra jødiske kilder – altid jødiske kilder! – synes at vise, at der var flere jøder efter Anden Verdenskrig end før, selv om 6 millioner var forsvundet og derfor kunne det tænkes, at nogle rabbinere muligvis havde fået sat et ekstra ”0” på, så 6 millioner i virkeligheden skulle være 600.000, som nogen revisionistisk forskning synes at påvise. På den anden side kan det godt være, at de knap 20 millioner jøder, som måske findes i verden i dag, i virkeligheden skulle være 200 millioner. Det ville i det mindste forklare, hvorfor de synes at være alle vegne! Som skeptiker føler jeg mig i godt selskab for, som Mark Twain sagde, da han en gang blev præsenteret for, hvor mange jøder, der boede i USA: ”Det hævdes, at jøder over alt er talmæssigt underlegne. Da jeg læste i Encyclopedia Britannica, at den jødiske befolkning i De forenede Stater var på 250.000, skrev jeg til redaktøren og forklarede ham, at jeg personligt kendte flere jøder end 250.000 og at hans tal sikkert var en trykfejl og skulle have været 25.000.000…..”. Hvis han kunne betvivle to nuller, så må jeg være på den sikre side, når jeg betvivler et nul. I undrer jer måske over, hvorfor en dansker kommer hele vejen til Amerika og hvad han mon har at fortælle ved en revisionistkonference? Det spekulerede jeg ærlig talt også selv meget over. Skulle jeg tale om Muhammed-tegningerne, der satte Danmark på verdenskortet for de mange, der hidtil havde troet, at det var hovedstaden i Sverige, eller skulle jeg tale om, hvordan Danmark igen og igen er blevet brugt til zionistiske formål, senest som hr. Bush’s skødehund i Irak? Eller skulle jeg tale om de drakoniske ”hatelaws” i Den europæiske Union, hvor lille Danmark stadig holder ud med en smule ytringsfrihed, eller ville I måske være interesserede i at høre om, at Danmark siges at være lige så enestående som selve holocaust derved, at de danske jøder blev reddet fra holocaust under Anden Verdenskrig, hvilket jødiske organisationer fejrer igen og igen og hylder os for. Jeg besluttede mig for, at jeg nok bedst kunne fortælle levende om dét, som jeg selv er mest interesseret i. Derfor har jeg valgt at tale om ”Verdens mest presserende problem”, som Henry Ford kaldte det i sin avis The Dearborn Independent. Det er et sørgeligt emne, og jeg vil ikke forsøge mig med at forskønne det. Jeg bliver også nødt til at holde mig ret slavisk til mit manuskript, da mit engelske ikke er godt nok til at improvisere. Når jeg herefter prøver at analysere det, som nu om stunder næsten over alt kaldes ”Det jødiske Spørgsmål” eller ”Det jødiske Problem”, så foregiver jeg naturligvis ikke at have en fuldstændig forklaring og endnu mindre en sikker løsning. Men jeg tror, at mine betragtninger gennem årene kan hjælpe med til bedre at se, hvad vi er oppe imod, og hvordan vi kan komme videre, hvis vi virkelig ønsker at slippe af med problemet en gang i fremtiden, frem for bare at sætte navn på elendige menneskelige tilstande, som vi forventer vil eksistere altid, eller pege fingre ad syndebukke. Eftersom ikke-jødiske samfund har haft problemer med jøder, der levede iblandt dem, lige siden vi første gang hører om jøder for mere end to tusind år siden, endda i en sådan grad, at jøder er blevet forfulgt, myrdet og udvist fra det ene land efter det andet, må det være rimeligt at slå fast, at der virkelig har været et problem. Set fra jødisk side har det heddet had til jøder, antisemitisme og forfølgelse. Set fra ikke-jødisk side er det atter og atter blevet beskrevet som dominerende og illoyal adfærd, forræderi, had, åger, kriminalitet, umoralsk adfærd, perversion, og ødelæggelse af ikke-jødiske værdier og samfund, og skabelse af en jødisk stat inden i en ikke-jødisk stat. De fleste nutidige jødiske ledere ser, eller hævder i hvert fald at se, problemet som irrationalitet hos ikke-jøder, faktisk en sindssygdom, som stammer helt fra tidlig kristen tid, hvor den vigtigste anklage mod jøderne siges at have været, at de stod bag korsfæstelsen af Kristus eller, da problemet går endnu længere tilbage, en sindssygdom som af uforklarlige grunde findes hos ikke-jøder. Nutidens ledende jøder, som er talsmænd for, og ledere af, magtfulde jødiske grupper og organisationer i USA og andre steder i verden, synes at være af den opfattelse, at det at indoktrinere masserne via medierne og indgyde vesterlændinge et skyldkompleks for deres ”kollektive skyld” i drabet på 6 millioner jøder i den sidste store krig, vil beskytte dem imod virkningerne af denne tilsyneladende uhelbredelige sindssygdom hos ikke-jøder, hvis de samtidig sørger for at fængsle, myrde eller på anden måde bortskaffe de mest ”uhelbredelige” modstandere, hovedanstifterne af denne såkaldte antisemitisme. Det kalder de: ”at undervise offentligheden og bekæmpe racisme”. Fra den anden side, vores side, den ikke-jødiske side, ses problemet på forskellig måde, og det vil jeg komme nærmere ind på i dette foredrag. For det første har mange sagt, og vil sige i dag, at der ikke findes noget jødisk problem i sig selv, men kun et enormt 20’ende, og nu 21’ende århundrede problem for hele menneskeheden. Vi er alle i samme båd eller på samme planet, som vi i dag kan udslette på sekunder ved hjælp af atombomber eller andre såkaldte masseødelæggelsesvåben, og vi er alle ansvarlige for at have ladet problemet vokse til sådanne livstruende proportioner uden at kunne løse det. Det synspunkt havde blandt andre forfatteren til bogen The Zionist Factor, Ivor Benson, og det var det synspunkt, som den tidligere Times korrespondent og forfatter, Douglas Reed havde før ham, som beskrevet i hans mest berømte bog, The Controversy of Zion – en bog, som jeg har lagt på internettet. Og hvis jeg ikke har gjort noget andet af værdi, så betragter jeg denne enkle handling som meget vigtig og værdifuld og jeg håber, Douglas Reed sætter pris på den, hvor end han befinder sig i universet i dag. Jeg er enig i det førnævnte synspunkt, at vi alle er ansvarlige, og jeg sætter derfor enkeltpersoner som Douglas Reed og Ivor Benson meget højt og nu altså også David Duke, som prøver på at gøre vesterlændinge opmærksomme på deres medansvar, mens de beskriver og gør opmærksom på den jødiske og zionistiske faktor, og derfor værdsætter jeg også denne vigtige organisation, National Alliance, med dens ledere og medlemmer, fordi de vil gøre det samme. Det er ikke retfærdigt og heller ikke effektivt at skyde skylden for ”det jødiske problem” på alle jøder, for det er ikke korrekt, da problemet jo ikke ville være vokset til sådanne proportioner, hvis vi selv havde været vågne og opmærksomme og, hvad der er lige så vigtigt: den forklaring giver os ingen styrke. Vi vesterlændinge må se at vågne op og komme til kræfter, tage ansvaret for vor egen fortid, nutid og fremtid. Og for så vidt som en specifik jødisk skyld eller rolle bliver isoleret og postuleret af mig, ønsker jeg at gøre det helt klart nu og her, at jeg ikke holder alle jøder ansvarlige for tingenes tilstand. ”Let the chips fall where they may”, er det princip, jeg følger her, et citat af David Duke, hvis definition af ”Jewish Supremacists” jeg refererer til, når jeg siger ”jøder”. En analyse vil skabe bedre forståelse, hvis den er sit navn værdig og hvis den er god, vil den sandsynligvis føre til handling, fordi den løser op for de - sommetider skjulte - årsager til passivitet. Jeg vil komme nærmere ind på, hvad der kan kaldes tre forskellige modeller eller forklaringer på det jødiske problem eller spørgsmål, som det ser ud set fra vor side, Vestens mennesker, som har måttet leve med det i århundreder. Jeg vil diskutere modellerne og deres værdi som en forklaring på ”det jødiske problem” og sammenligne dem med henblik på, hvordan de kan føre til en brugbar løsning. Hvad enten man betragter jøderne som en nation, et folk, en race eller bare enkeltpersoner, der dyrker en bestemt religion, jødedommen eller judaismen, mener jeg, at det er tilladeligt og tilstrækkeligt for dette formål, at se dem som en gruppe med en inderkreds af personer, som har helliget sig en sag, nogle ritualer og deres medjøder, samt en yderkreds med forskellige grader af hengivenhed for samme sag, for medjøderne og for jødedommens ritualer og filosofi.
De forfattere, der har beskæftiget sig med emnet igennem de seneste hundrede år, har sædvanligvis berørt alle tre modeller, som regel uden at specificere dem, men har så valgt en af dem som den bedste. Som tiden går, vil man måske revidere sine synspunkter på problemet, men de falder sandsynligvis stadig inden for disse rammer. Jeg lader de tre modeller repræsentere eller personificere ved tre mænd, hvis foredrag jeg har lyttet til eller læst meget. Hvis disse tre mænd blev ført sammen, ville de måske ikke synes, at de kunne sammenlignes, især ikke angående dette emne, men for mit formål, at sammenligne de tre modeller for ”det jødiske problem”, finder jeg det relevant at gøre det. Den første person, som repræsenterer og personificer den ”jødiske sammensværgelsesmodel”, er Douglas Reed, den tidligere britiske udenrigskorrespondent på London Times og forfatter til (blandt mange andre bøger) den nu berømte bog The Controversy of Zion. Han betragtede sig selv som opdagelsesrejsende i den politiske verden. Den anden person er David Duke (som repræsenterer og personificerer ”Overlevelsesstrategi-modellen”). Han er velkendt som politiker, verdensberømt som aktivist for europæiske menneskers rettigheder og forfatter til My Awakening og Jewish Supremacism. Han ser sig selv hovedsagelig som opdagelsesrejsende og missionær på det sociale og racemæssige område. Den tredje person, (som repræsenterer og personificerer ”Mental sygdom-modellen”) er nok mindre indlysende. Det er L. Ron Hubbard. Han opfattede sig selv som forsker i mennesket sind og sjæl. Han var grundlægger af Scientology-bevægelsen og forfatter til mange bøger om mentale tilstande og mental selvudvikling. I, som sidder her, synes måske også, at disse tre personer er en mærkelig sammenstilling, men lad os se nærmere på dem og hvad, hver af dem siger eller sagde. Reed og Hubbard er ikke længere hos os. Reed døde i 1976, Hubbard i 1986 og David Duke er sprællevende. Ron Hubbard nævnte i øvrigt aldrig jøder eller et jødisk problem som sådant – men jeg ser hans filosofi og mentale teknikker som meget relevante alligevel. Vildledning og skjult fjendtlighed er centrale træk hos ”Jewish Supremacists” og Hubbard gjorde mange iagttagelser om disse mentale tilstande og udviklede teknikker til forbedring af dem. Disse træk var centrale karakteristika hos for eksempel de hemmelige jøder, ”marranos” i Spanien, i middelalderen, hvor inkvisitionen blev den direkte reaktion. Det er også centrale karakteristika hos personer, teknikker og aktiviteter i jødisk kommunisme, hvor Anden Verdenskrig blev den største reaktion, især med den jødiske holocaust. Væsentligst var, at Hubbard udviklede teknikker til at gøre almindelige mennesker mere bevidste, selvbestemmende og lykkelige, hvilket er relevant for denne diskussion, og han gjorde meget interessante iagttagelser vedrørende psykopatisk adfærd og dennes virkning på andre mennesker. Det vil være meget passende på dette sted, at vende bøtten rundt og spørge: Hvis jødiske ledere og intellektuelle mener at kunne tillade sig at definere ”det jødiske problem” som irrationelt had til eller modvilje mod jøder eller som en særlig mental sygdom hos ikke-jøder, ville det så ikke være nok så rimeligt for ikke-jøder at definere klassisk jødisk adfærd, sådan som de ser den - som netop dette: mental sygdom. Hvordan skal man ellers beskrive adfærd så som at begå forræderi igen og igen, at lyve og narre rutinemæssigt, at føre an i kriminalitet og depraverede eller ødelæggende aktiviteter, at skabe kommunisme og andre korrupte sociale filosofier med hundreder af millioner af ofre, at udspionere og føre krig imod venligtsindede værtssamfund, at sætte folkeslag op imod hinanden i stor-krige, at stjæle et helt land og udrydde dets befolkning og alt imens være overbeviste om at være et folk, som er udvalgt over alle andre af ingen ringere end Gud selv og med guddommelig ret til at gøre alt det ovennævnte. Det vil jeg vende tilbage til under diskussionen af den tredje model og tage de to andre modeller først:
Den første model – den jødiske sammensværgelse for at herske over og slavebinde verden – har været en klassisk model, baseret som den er på den gamle tekst i Torah’en. Den er blevet styrket i vor tid på grund af den enorme vækst og spredning af jødisk økonomisk magt og jødisk kommunisme i det 19’ende århundrede og Zions Vises Protokoller’s enorme popularitet. Den bestyrkedes ved afsløringen af forskellige hemmelige selskaber, så som Illuminati, med deres hemmelige skrifter sidst i det 18. Århundrede og revolutionerne i det 19. Århundrede, hvor den døbte jøde og britiske statsminister, Benjamin Disraeli sagde, at ”i spidsen for hver eneste af disse revolutionære bevægelser, der har til formål at ødelægge autoritet, nationer og religion, finder man en jøde”. Douglas Reed skriver i The Controversy of Zion, at det ser ud til, at verdens revolutionære bevægelser blev overtaget af jøder fra omkring midten af det nittende århundrede. Kommunismen, som havde til formål at erobre verden, blev startet af jøden Karl Marx og den revolutionære, ødelæggende bevægelse brød dramatisk ud i lys lue med den såkaldte russiske revolution, som var totalt domineret af jøder. Men også den internationale højfinans var på dette tidspunkt blevet hovedsageligt en jødisk affære, personificeret i det 19. Århundrede ved Rothschild familien, som mange velorienterede mente var den virkelige magt bag Europas herskere. At de revolutionære bevægelser og den internationale højfinans var hemmelige, samt den viden, at ganske få – jødiske – personer udøvede et terrorregime over de russiske masser – og også rådede over enorme pengesummer internationalt, gør det til en indlysende konklusion, at en sådan sammensværgelse eksisterede. Senere forskning afslørede eksistensen af grupper som bilderbergerne, den trilaterale kommission og andre magtfulde grupper med stor jødisk deltagelse. Der var også en ikke-jødisk elite involveret, men det ændrer ikke ved indtrykket af, at højfinans og revolution arbejdede sammen bag kulisserne og styret af jøder. Med massemediernes opståen i det tyvende århundrede og den deraf følgende kontrol over den offentlige mening, og frem for alt jøders totale dominans i Hollywood samt over fjernsyn, radio, aviser, tidsskrifter, bøger og nu også internettet, er det ikke underligt, at forestillingen om en sammensværgelse af stenrige jøder er blevet bestyrket. En sammensværgelse, d. v. s.: en plan til (hemmeligt) samarbejde om en skadelig handling, der omfatter to eller flere personer, bliver ikke ugyldiggjort derved, at mange ved eller har mistanke om, at den eksisterer. Den bliver heller ikke ugyldiggjort derved, at mange bevidst eller ubevidst deltager i planen, som for eksempel skabelsen af en verdensregering, og vedgår dette åbent og måske endda tror, at det er deres egen idé og ikke spor hemmelig. Den bagved stående magt, der styrer pengene og hjernevasken, fortæller os ikke om sine intriger. Og den har altid brug for hjælp fra nyttige idioter. Det er for eksempel hævet over enhver tvivl, at kommunismen i Rusland var af jødisk oprindelse og domineret af jøder i en sådan grad, at der var dødsstraf for overhovedet at nævne dette faktum, eller at reagere negativt imod det. Det er også klart, at de jødiske herskere betjente sig af en masse hemmelighedskræmmeri, så som at ændre deres navne og at bruge floromvundne fraser om klassekamp og halvt hemmelige udtryk på yiddish eller hebraisk, foruden mere sædvanlige hemmeligheder angående planer, finansiering m.v. Desuden var de overvejende jødiske ledere ved revolutionens begyndelse ganske få i sammenligning med de russiske masser, som de terroriserede, så det passer til definitionen af en sammensværgelse. Det er klart, at udvidelsen af kommunismen i Rusland og i den øvrige verden også måtte komme til at omfatte mange ikke-jøder, men det skete, uden at det jødiske jerngreb blev løsnet ret meget i Sovjetunionen og i de østeuropæiske lande, hvor jøderne længe dominerede inden for det hemmelige politis terror-apparat, ledelsen af Gulags og propagandaen. Endelig dukkede de op i toppen af det russiske samfund i vor tid, da kommunismen måtte droppes, og hvor de stjal det meste af Rusland ved hjælp af internationale finansoperationer og forskellige kriminelle intriger som såkaldte oligarker. Det må også huskes, at i vore dages forvirrende malstrøm af nyheder og underholdning er de fleste mennesker totalt overvældede af modstridende og overflødige informationer og derfor ude af stand til at få stykket konklusioner sammen, og endnu mindre til at få dem gjort til en sammenhængende helhed, som giver dem grund til at tale og handle. Under sådanne forhold behøver en sammensværgelse ikke at være fuldstændig hemmelig. Jeg kom ind på denne tankegang som resultat af, at have været med i Scientology-bevægelsen sidst i tresserne og gennem halvfjerserne. Bevægelsen blev hårdt angrebet lige fra begyndelsen, hvad enten det var fortjent eller ej, især af psykiatere, og ud over at studere teknikkerne til selvudvikling i en årrække, arbejde jeg i en periode for efterretningsafdelingen i bevægelsens såkaldte ”Guardian Office”, hvor vi blev uddannet til at undersøge og imødegå bevægelsens angribere. Kontorets amerikanske afdeling kom senere i juridiske vanskeligheder, fordi dets medlemmer brød ind i regeringskontorer i den nu skandaleramte ”Operation Snehvide”, men da jeg var i den europæiske afdeling, gjorde vi ikke sådan noget og mine kolleger og jeg kom heller ikke i sådanne vanskeligheder. Det var af denne uddannelse, jeg lærte noget om den hemmelige verden bag politik og senere også ved at læse litteratur om sammensværgelse i storpolitik, så som Gary Allans bog None Dare Call it Conspiracy, og vi undersøgte især den del af sammensværgelsen, der drejede sig om psykologisk kontrol over ledere, og altgennemtrængende kontrol over menneskemasser ved hjælp af distriktspsykiatri (”Social Psychiatry”. Vi fandt ud af, at det var ledende kredse i den internationale World Federation for Mental Health og dens nationale afdelinger, som var kilden til angrebene på bevægelsen. Vi fandt ud af, at politiske psykiatere var deltagere i nogens sammensværgelse for at styre og kontrollere og deres plan var at blive i stand til at vide alt om verdens ledere og påvirke dem i egenskab af eksperter i mental sundhed. Dette kom til udtryk i deres litteratur om ”Mental Sundhed” (eller som den danske afdeling kaldte det: ”mentalhygiejne”), sommetider direkte, somme tider i mere indirekte vendinger. Vi udarbejdede planer og udførte aktioner med det formål at knuse politisk psykiatri. Scientology’s grundlægger, L. Ron Hubbard udtalte i 1967, i et båndet foredrag, Rons Journal-67, at verden i virkeligheden blev styret af en håndfuld stenrige personer. Den politiske psykiatri, for det meste marxister i deres syn på verden, var blot en del af sammensværgelsen, der helt naturligt beskæftigede sig med Scientology, fordi de anså bevægelsen for et trussel af økonomiske og andre årsager. Vi fokuserede slet ikke på jøder den gang, jeg tror ikke, at de nogensinde blev nævnt, og jeg havde bestemt ikke den gang nogen mistanke om, at de havde ganske meget at gøre med al den uro, der var i verden. Men jeg husker nu, at der var mange jødisk klingende navne i organisationerne for politisk psykiatri, som for eksempel ”The National Association for Mental Health” og andre. Jeg har undersøgt det for nylig igen og fundet, at jødiske navne dominerer overalt inden for psykiatri og psykologi. Jeg kan også se nu, at der endog var ganske mange jødiske navne på fremtrædende poster inden for Scientology allerede dengang. (Geoffrey C. Filbert nævner i sin bog i to bind af 1982 Excalibur Revisited, vol. II, 468, at der var mange jøder i staben inden for Scientology). Det blev øjensynligt meget værre fat med Scientology senere, og i dag er organisationen blev overtaget af en lille magtfuld gruppe. Jeg tror, at den i dag er i jødiske hænder ligesom så mange andre aktiviteter, især på områderne psykologi, psykiatri, New Age mentale teknikker og deslige. At organisationen pludselig blev fritaget for at betale skat samtidig med, at man angreb Willis Carto i Institute for Historical Review, og den måde, hvorpå de sammenlignede sig med jøder, da Tyskland angreb Scientology dér i landet, tyder på det. Hvorom alting er, så var det på den måde, at jeg blev introduceret til emnet ”sammensværgelse”. Senere, efter at have læst mange, mange bøger om jøder og de styrende kræfter bag kulisserne, er jeg blevet overbevist om, at magten, sammenhængskraften, pengene og verdens hjernevaskende medier er så overvældende jødiske, at det ville været meningsløst at kalde en verdensomspændende sammensværgelse noget som helt andet end jødisk, lige som det ville være meningsløst at kalde ”den russiske revolution” noget som helst andet end ”den jødiske revolution i Rusland”. Og så godt som alle tror faktisk på en eller anden form for sammensværgelse. Vi ved alle, at der en gang var en sammensværgelse for at dræbe Cæsar; udtrykket findes i dag i almindelig amerikansk ret: ”sammensværgelse for at gøre dit eller dat” ”(Conspiracy to commit a Crime”) og selv Hillary Clinton har sagt, at en konservativ eller republikansk sammensværgelse imod hendes mand eksisterede i forbindelse med Monica Lewinsky sex-skandalen i det Hvide Hus. Vi har bare ikke lov, for de almægtige medier til at tro, at der findes én i dag, især da én, der har til formål at dominere verden og mindst af alt en sammensværgelse, ledet af jøder. Og det til trods for, at skriftlige kilder faktisk findes, så som gamle Illuminati-skrifter, senere voluminøse kommunistplaner og senere udgivelser fra FN og andre om planer for en verdensregering. Alle disse planer er bestemt ikke demokratiske og det er ikke meningen at præsentere dem for verdens befolkninger til afstemning, før de iværksættes. Men den ældste plan om verdensherredømme er en racistisk baseret plan i jødernes Torah. Den bliver underspillet som sådan af jødedommens ledere og –igen – af verdens almægtige medier, som er under jødisk kontrol, men planen er alligevel i allerhøjeste grad under udførelse. Det hemmelighedskræmmeri og de løgne, der omgiver Torah’en gør den og i endnu højere grad dens ”opfølgning”, Talmud, til en opskrift på racistisk sammensværgelse, rettet hovedsagelig imod den vestlige verden. Politisk zionisme er bare den seneste, logiske iværksættelse af den i disse værker indeholdte racistiske overmenneskefilosofi. Lad mig citere en passage fra en af Douglas Reeds tidlige bøger, Far and Wide fra 1951, som på en interessant måde beskriver zionismens virkelige målsætning ved at citere en af dens centrale personligheder, Chaim Weizmann i hans bog, Trial and Error: ”Af de ”førsterangs statsmænd”, som i 1917 forberedte politisk zionismes første triumf, er Lord Robert Cecil (Assistant Secretary for Foreign Affairs) særlig vigtig, fordi han alene (siger Dr. Weizmann) ”så dens virkelige perspektiv som en integreret del af stabilisering af verden. For ham var genetableringen af et jødisk hjemland i Palæstina og organiseringen af verden i en stor føderation gensidigt supplerende skridt på vejen til ledelsen af menneskeheden.” Jeg ved det ikke, men jeg tvivler på, at Lord Robert Cecil nogen sinde forklarede sagen for sit eget folk på den måde, men med disse ord dukker der noget endnu vigtigere ud af tågen. For dermed bliver ”et nationalt hjemland” ikke længere et tilfredsstillende mål i sig selv, sådan som det først blev påstået; ikke engang en basis for den zionistiske stat, som blev benægtet. Ordene rummer omridset af hele den ambition, som jeg tror, der er tale om, for de taler om at stabilisere verden, en verdensføderation og om ledelse af menneskeheden. Hvis den fremtidige verdensføderation skal være overstatslig, hvorfor skulle den så påbegyndes med skabelsen af en ny stat, den zionistiske, med mindre det var netop den, der skulle lede menneskeheden?” Men hvad nytter det egentlig at sige og at påvise, at en jødisk magtelite hersker over os gennem en sammensværgelse? Da det er så svært for de fleste at fatte en sådan situation og da massemedierne har haft held til at latterliggøre bare tanken om sammensværgelser som noget, kun sindssyge personer og det yderste højre, ”neo-nazi’erne”, tror på, er sandsynligheden for, at folk vågner op ved hjælp af disse afsløringer, yderst ringe. Derfor er brugbarheden af model 1 yderst ringe for alle andre formål end intellektuel tilfredsstillelse og historisk uddannelse, som jeg ser det på nuværende tidspunkt. Det gør den så afgjort ikke ugyldig efter min mening. Og den er højst nødvendig for nybegynderes forståelse af hele verdenssituationen. Douglas Reed og hans berømteste bog The Controversy of Zion kaster meget lys over denne model. Og jeg tror, at han bedst af alle har forklaret den dobbelte, jødisk ledede, sammensværgelse, der består af pres fra oven ved hjælp af penge, propaganda og pervertering af regeringer, og fra neden ved hjælp af ophidset pøbel, hvad enten den består af røde revolutionære eller som i dag store minoriteter af tredjeverdens emigranter, som er parate til at lave ballade indefra i vestlige lande. Det er ikke en sammensværgelse, som består at blot nogle få jødiske ”ældste” men på den anden side heller ikke af alle, eller de fleste jøder.
Den anden model - den stærkes overlevelse Den vigtigste fortaler for den darwinistiske forklaring på det jødiske problem som en mere eller mindre hemmelig krig, der århundreder igennem er blevet ført af jøder, i dag primært imod den hvide race, er uden tvivl Kevin MacDonald med hans trilogi, A People That Shall Dwell Alone, Separation and Its Discontents og The Culture of Critique. Hans teori om, hvordan evolutionen har påvirket gruppeadfærd gennem lang tid og derved skabt en særlig jødisk overlevelsesstrategi, der omfatter de forskellige velkendte jødiske karakteristika, er for mange det sidste ord om det jødiske problem, fordi teorien kommer tættest på naturvidenskabelige krav, og fordi den er så grundigt dokumenteret. Jeg har i denne opsummering valgt David Duke til at repræsentere denne teori, fordi han har gjort denne teori let tilgængelig med sin bog Jewish Supremacism, og har valgt den som basis for en grundlæggende forståelse af, hvad Vestens mennesker er oppe imod, i sine mange taler om problemet (eks.: 22. august 2005): Judaismen og det jødiske folk er udviklet som en stammens overlevelsesmekanisme eller en reaktion på det at være en minoritet gennem tre tusind år, og den er i nogen grad blevet medfødt hos den enkelte jøde. Denne adfærd er til dels genetisk betinget, og jøder må også betragtes som en race, for de er i vid udstrækning forblevet adskilt – efter eget valg, på grund af deres racistiske religion – fra de befolkninger, de har levet iblandt, i meget, meget lang tid, så de har udviklet særlige jødiske gener, som i en eller anden grad påvirker deres adfærd. Og, hvad der er nok så vigtigt, denne evolutionsmekanisme har påvirket den jødiske gruppe i sin helhed og skabt en særlig sammenhængskraft og et indre broderskab og samtidig en udpræget fjendtlighed imod, og had til, andre befolkninger, navnlig Vestens kristne. David Duke citerer i sit radioforedrag august 2005 en central tekst af Kevin MacDonald, hvor det hedder: ”Det nuværende, judaisede imperium i Vesten opretholdes ved en altgennemtrængende tankekontrol, som forplanter sig gennem massemedierne og udvider sig til selvcensur blandt akademikere, politikere og andre, som er sig de alvorlige konsekvenser bevidst, hvis de overskrider grænserne for acceptable tanker og udtalelser om jøder og jødiske anliggender. Det vedligeholdes ved hjælp af fanatisk udbredte, selvoptagne og essentielt falske teorier om antisemitismens natur og årsager.” Jøderne er det eneste folk, som har klaret at holde sig adskilt fra verdens andre folkeslag på denne måde århundreder igennem, og genetisk forskning i de seneste år har påvist, at f. eks. marokkanske og europæiske jøder ligner hinanden genetisk mange gange mere, end de ligner deres respektive marokkanske og europæiske værtsbefolkninger. Fordi de i så mange århundreder har set de kristne og den hvide race som deres vigtigste konkurrenter, fører de faktisk en århundreder gammel krig imod os, som de ikke er åbne og ærlige om, og som meget, meget få hvide mennesker er bevidste om. Deres mest effektive våben er naturligvis at have tiltaget sig kontrol over vore samfund ved gruppebestræbelser, og de har nu i lang tid domineret massemedier, regeringsinstitutioner, den internationale finansverden og også nogle videnskaber, bevægelser og institutioner, som har støttet deres bestræbelser og givet dem vægt. Disse bevægelser var og er: den kommunistiske revolutionære bevægelse og senere socialistiske bevægelser, Frankfurterskolen, psykoanalysen, ”boasisk” antropologi, borgerrettigheds- eller anti-racisme bevægelsen, åbningen af grænserne i Vesten, New Yorks intellektuelle og sidst, men ikke mindst: den neo-konservative bevægelse, som har ført Amerika i krig for at ”udradere ondskab” og et ”korstog” for at etablere jødisk kontrolleret demokrati i Mellemøsten og i hele resten af verden. Både David Duke og Ivor Benson har benævnt de racistiske, ekstremistiske jødiske ledere, som udgør den overvældende majoritet af det jødiske samfunds magtelite, ”Jewish Supremacists” (oversat til da. som ”jødiske racister” - jøder, som mener at være, og arbejder for at være, overherrer, herrefolk, herrerace)”, et låneord fra det hovedsageligt medieskabte ord ”white supremacists”. Disse jødiske overherrer står bag alle de væsentligste ødelæggende udviklinger og hændelser i verden, direkte, som lovgivere, regeringsledere, ledere af lobby-organisationer i Amerika og mange vestlige lande, eller de financierer ødelæggende eller samfundsomstyrtende programmer, som for eksempel at oversvømme vestlige lande med farvede emigranter, eller de virker mere generelt som mediemagnater, der driver propaganda, som muliggør disse destruktive handlinger. De handler ud fra et dybt had til den hvide race, et had, som de er blevet indoktrineret med fra barnsben af, sammen med en forpligtelse til at elske og hjælpe deres racefæller. David Duke tilføjer, at det virker, som om de drives langt mere af had til andre end af kærlighed til sig selv. Som konsekvens af denne vel udforskede og troværdige teori om jøderne og jødedommen, har David Duke en meget let forklarlig holdning til en løsning på det jødiske problem: vi, den europæiske del af menneskeheden, har ret til at gøre alt, hvad vi kan, for at bevare vor arv og vor frihed, selve vor eksistens, som er under angreb af det jødiske herrefolk. Og vi må og skal have vort folk til at vågne op og se den réelle fare for at blive udslettet fra jordens overflade som et folk, i løbet af få generationer. Hvis jøder har lov til at omstyrte vore samfund, har vi lov til at gøre modstand og tage vore samfund tilbage. Altså: han giver dem egentlig ikke skyld for noget, det drejer sig bare om darwinistisk ”den stærkestes ret til at overleve”.
Mental sygdom og mental utilstrækkelighed. Dette bringer os frem til den tredje model. Når vi ser, hvordan ledende jøder længe har karakteriseret antisemitisme som en mental sygdom hos ikke-jøder, og når vi ser, hvordan psykiatere i det gamle jødisk skabte uhyre, Sovjetunionen, klassificerede modstand imod den kommunistiske stat som mental sygdom og indlagde modstandere på sindssygehospitaler, så lad det være os en advarsel om, at det er farligt at overlade hele den mentale videnskab til jøder. Så tiltager de sig magten til at definere, hvem der er mentalt syg og hvori mental sundhed og sygdom består. Jøder er allerede stærkt overrepræsenteret på områderne psykologi og psykiatri, såvel som inden for de alternative ”Human Potential” bevægelser. Som jeg sagde i begyndelsen, er det meget passende at spørge: hvis jødiske ledere og intellektuelle definerer ”det jødiske problem” som irrationelt had eller modvilje imod jøder, eller som en særlig mental sygdom hos ikke-jøder, ville det så ikke være meget mere rimeligt for ikke-jøder, at definere klassisk jødisk adfærd på denne måde: som mental sygdom. Hvordan kan man bedre karakterisere adfærd så som at begå forræderi igen og igen, at lyve og bedrage rutinemæssigt, at føre an i kriminalitet og depraverede og destruktive aktiviteter, at skabe kommunisme og andre korrupte sociale filosofier med hundreder af millioner af ofre, at spionere og føre krig imod venligtsindede værtssamfund, at sætte verdens folkeslag op imod hinanden i storkrige, at stjæle et land og udrydde dets indbyggere, og alt imens være overbevist om, at man er udvalgt af ingen ringere end Gud over alle andre, med guddommelig ret til at gøre alt det ovennævnte. Og listen er langt fra komplet! Det er denne model for ”det jødiske problem”, som ikke er blevet ofret megen opmærksomhed i det seneste århundrede, hvor sammensværgelsesmodellen fik overtaget og nu Kevin MacDonalds model, omhandlende gruppestrategi, hvorimod det var den oprindelige model fra før kristendommens tid. For grækerne og romerne kom med bemærkninger om jødernes mange gemenheder og også Jesus siger til dem (Johannes 8:42-48) ”I er af jeres fader, Djævelen og jeres faders vilje vil I gøre….” Mange andre passager i Det nye Testamente er ikke mindre antisemitiske, f.eks. Johannes 1:47: ” Se dér, en israelit, som ikke indeholder falskhed!” Og den berømte kirkefader, Martin Luther, omtalte senere i historien ganske åbenlyst jødisk ondskab i sine skrifter. Hans bog, ”Jøderne og deres Løgne” er uden nåde og det var hans sidste, vel gennemtænkte syn på sagen, da bogen blev skrevet kort før hans død. Mange berømte personer har siden sagt lige ud, at jøder er onde eller sindssyge på en eller anden måde. Både Douglas Reed og David Duke berører dette flygtigt, men lader det så ligge. Af indlysende grunde. Det er yderst vanskeligt og også risikabelt, at være specifik om dette emne i det nuværende jødisk kontrollerede klima. Det er den moralske side af spørgsmålet, den mentale dimension. For er det ikke ondskab, vi har med at gøre? Og har vi ikke også at gøre med en slags mental sygdom, medfødt eller kulturelt betinget, når jøder har forårsaget så mange problemer i vore samfund så længe? Og er de metoder, de jødiske overherrer bruger til at dominere, i form af propaganda, finans, regeringsundergravelse og omstyrtelse af lov og orden ikke ondskab, hvad enten jøder handler ud fra genetiske impulser eller ud fra deres religiøse overbevisning? Er ikke mange mindre betydningsfulde jøder – og også et stort antal ikke-jøder, høj og lav – medskyldige, idet de jo tit har kendskab til den jødisk-ledede politik, der er beregnet til at forårsage ondskabsfuld ødelæggelse, men ikke gør noget ved det og ikke engang protesterer? Er det ikke depraveret, sygt eller ondt at leve iblandt en værtsbefolkning, i den såkaldte diaspora, og foregive at være loyale medlemmer af samfundet, alt imens man udfører undergravende aktiviteter, enten som aktiv deltager – eller som én, der bare bifalder eller er medvidende? Hvis vi skal tale om menneskerettigheder, har vi så ikke også brug for at tale om menneskelige forpligtelser til at opføre sig bare en lille smule civiliseret og ærligt over for andre mennesker? Og har vi ikke også at gøre med mental sløvhed og materialistisk overfladiskhed hos størstedelen af ikke-jøder, når de har ladet sig udnytte og udsuge – endda igennem århundreder, og nu oven i købet lader sig langsomt udrydde - gennem lave fødselsrater, ondskabsfuld anti-hvid propaganda og lovgivning, og massiv ikke-hvid immigration? Med min baggrund i Scientology og andre selvudviklingsteknikker har jeg længe været klar over, at denne krigs virkelige slagmark lå på det åndelige og mentale område. Jeg så, hvordan Vestens mennesker lod sig overrende af globalisering og tredjeverdens horder og bukke under for det uden meget andet end en klynken. Jeg så, hvor de lignede den uddøde fugl fra Mauritius, dronten, og derfor opkaldte jeg min første webside efter den. Den ligger stadig på nettet på www.patriot.dk/menudron.html. Jeg så, hvordan Hollywoods teknikker, der skabte en anden virkelighed for verden, lignede magiske teknikker, endda sort magi, og jeg så, hvordan magiske personer, hændelser og handlingsforløb mere og mere overtog film og tegnefilm – ofte lavet til små børn, som voksede op med dette som deres egentlige åndelige føde. Jeg husker, at jeg læste Neal Gabler’s bog An Empire of Their Own, om det jødiskejede Hollywood og om, hvordan det gradvist havde erstattet den amerikanske virkelighed med sin egen, syntetiske virkelighed, som der nu arbejdes på at gøre til hele verdens fælles virkelighed. Med stort held. Jødiske ledere praler med, at hvis man bare kan lave nok MTV, så kan selv radikale muslimske unge laves om til sløve pop-narkomaner, ligesom vestlige unge. Denne hang til skabelse af en anden virkelighed i filmens verden, ved hjælp af magi, går langt tilbage i jødedommens historie, og er derfor efter min mening ikke noget tilfælde. Den grundlæggende definition af magi er, ved viljens kraft, at skabe en virkelig ting eller hændelse i det fysiske univers. Jeg så også, hvordan jøder længe havde domineret eller forsøgt at dominere videnskaber om sindet, de var meget stærkt overrepræsenteret blandt psykiatere, psykologer og psykoterapeuter, og jeg kunne tilføje: i ”New Age”-bølgen – det alternative, åndelige område. Også inden for de systemer, jeg blev nærmere bekendt med, Scientology og Landmark Education, to meget velkendte fænomener i USA. Og selvfølgelig den psykoanalytiske bevægelse, der stammede fra Freud, som var jøde, som det er påvist af Dr. Kevin MacDonald. Også Ivor Benson nævner i sin bog, The Zionist Factor, s. 95, at en ”tæt sammenhængende, ikke-assimilerbar, (jødisk) minoritet) har udøvet en skjult fjendtlighed på utallige måder, men altid med det formål, at ødelægge det ikke-jødiske samfund, i hvilket de levede, som det aldrig er beskrevet bedre end i Zions Vises Protokoller, uanset disses oprindelse”. Og han refererer til bogen The Myth of Psychotherapy af den jødiske psykiater, Dr. Thomas Szasz: ”En af de væsentligste faktorer i den proces, at forvrænge historien, og uden hvilken resten ville have været umuligt, har været forfalskningen af alle de akademiske discipliner, som har at gøre med studiet af mennesket, så som antropologi, psykologi, etnologi, menneskets gener, politisk videnskab og historie … Der findes intet bedre eksempel på den ondartede korruption af videnskabelige doktriner end psykologien, den videnskab, som per definition beskæftiger sig med, hvordan psyken fungerer, og det er netop dér, at der kan gøres mest skade og hvor beskyldninger om antisemitisme, eller frygt for samme, har udøvet en uforholdsmæssig stor indflydelse i vort århundrede … ” Pointen er, at ganske som Boas’ antropologiske lære, er også den freudianske psykoanalytiske lære ikke et spørgsmål om videnskab, men om jødiskhed” og det samme gælder andre hovedstrømninger inden for discipliner, der beskæftiger sig med mennesket, og også for dogmet om de seks millioner jøder, der skal være blevet gasset af tyskerne: det er overhovedet ikke historie, men jødiskhed. Beklagelser over jøder er ofte gået på deres løgnagtighed, falskhed og hykleri: Hvad enten disse forstås som camouflage-teknikker, lige som kamæleonens, eller de udgør en egentlig sammensværgelse, så er de ubestrideligt træk, som ustandseligt bringer andre i vanskeligheder. Da disse andre sædvanligvis har været de værtsfolk, som jøderne levede iblandt i århundreder, kan det siges, at gæstfrihed, eller i det mindste tolerance, ofte i forbløffende grad blev belønnet med fjendtlighed, forræderi og udnyttelse. At gøre sig til talsmand for et raceadskilt samfund for sig selv – Israel – og et multikulturelt samfund for resten af menneskeheden er selvfølgelig hykleri i meget stor målestok. At gøre sig til talsmand for lighed og menneskerettigheder for alle folkeslag og racer, men racisme og status som Guds udvalgte folk for sig selv, er selvfølgelig også hykleri i meget stor målestok. At gøre sig til talsmand for internationalisme og internationale traktater for fred, bindende for alle lande i verden, mens man lader ét land – ens eget – slippe af sted med alle mulige kriminelle brud på international lovgivning, er selvfølgelig hykleri af enorme dimensioner. Og selvfølgelig er problemet ikke bare hykleri, selv om det i sig selv ville være svært nok at leve med. Det er hykleri med hensyn til dét varige formål at ødelægge værtsnationen og dens folk med brug af allehånde rænker. David Duke har i en radioudsendelse fortalt om, hvordan jødisk herrefolksmentalitet og bedragerisk adfærd er lige så naturlig for dem, som når gøgen stjæler sangfuglenes rede. Ingen sammensværgelsesteori er nødvendig. Og dr. (William L.) Pierce udtalte i en radioudsendelse, ”Løgnens stormestre”, at det var jøders evne til at lyve på en overbevisende måde, der overbeviste ham om, at det var en nedarvet evne. Når hykleri og falskhed – og løgne omkring et vedvarende formål om at skade og ødelægge dem, i hvis land man er kommet som gæst, når sådanne løgne fortsætter i århundreder, ja i årtusinder, hos et bestemt folk, hvad enten denne adfærd så bliver indbygget i dette folks gener, eller den simpelthen videregives ved kulturel og religiøs tradition og befaling, så er det i hvert fald sikkert, at det bringer dette folk i en meget usund psykisk tilstand. Hvis en person hele tiden er involveret i orwell’sk dobbelt-tænkning og dobbelt-tale, så ender han med at være alt andet end psykisk sund. Han må på samme tid opretholde to forskellige virkeligheder for sig selv: at det, han siger, er sandt, blot fordi han faktisk siger det og ønsker, at det skal være rigtigt/eller fordi han per definition har ret fordi han er af en højere race, mens han på samme tid véd, at det faktisk er falskt, en usandhed, en løgn, et kneb, et nummer, han laver med de dumme ”goyim” (ikke-jøder, ”hunde”), så passer han til beskrivelsen af en spaltet personlighed, en schizofren personlighed. Hvis en gruppe mennesker opfører sig på denne måde igennem mange århundreder, så kan resultatet ikke blive andet end en akkumulation af denne mere og mere sindssyge adfærd. Både George Orwell og Ivor Benson (s. 115-117) taler om, hvordan dobbelt-tænkning sammenvæver virkelighed og uvirkelighed hos den erfarne udøver. Af en eller anden grund synes jøder bedre at kunne leve med dette pres end ikke-jøder. Et eksempel var Whittaker Chambers, som var vidne i den famøse Alger Hiss spionagesag i 1948-1950. Han var brudt sammen ved at leve i to forskellige mentale verdener og måtte nu rense sig for den (sovjetiske) indflydelse, som han opdagede havde været næsten udelukkende semitisk. (s. 116). I sine radioforedrag siger David Duke adskillige gange: ”det er simpelthen sindssygt”, som f.eks. når de jødiske neo-konservative starter en krig for Israel i Irak og nu er ved at trappe op til en ny og endnu større krig mod Iran. Eller som når de vil sælge et stort amerikansk oliefirma til Kina i deres vanvid for at fremme deres elskede globaliseringsdagsorden, uden tanke for Amerika. Der er nok ingen bedre beskrivelse for de jødiske herrefolk, som står bag og støtter sådanne planer, som virkelig er sindssyge. Ikke mentalt sunde. Det er endnu mere indlysende sindssygt, eftersom en krig med Iran meget vel kan komme til at involvere kernevåben og blive til en ny verdenskrig, og denne gang med atomvåben. At regere over en radioaktiv ørken, som disse neo-konservative forestiller sig, giver kun mening, hvis de er fra en anden planet og ikke selv har brug for ren luft, vand, mad og omgivelser, hvor mennesker kan leve. Ellers vil de til sidst ikke have nogen og noget at herske over og vil selv dø. Denne utopi er sindssyg. Den er nøjagtig lige så tåbelig som den autoriserede version af den jødiske utopi, som den er beskrevet i Torah og Talmud. Den jødiske utopi (se The Jewish Utopia af Michael Higger) er af en materialistisk, uklar natur. Den drejer sig simpelthen om, at de såkaldt ”retfærdige” vil overleve dommedag, hvor den jødiske Messias kommer. De retfærdige er de jøder, som fromt har fulgt alle jødiske love og regler, inklusive de morderiske, og de retfærdige ikke-jøder er dem, som underkaster sig jøderne og forstår, at de er det udvalgte herrefolk på jorden. Den jødiske konge vil så regere verden fra Jerusalem, hvor guld og diamanter vil pryde alle gaderne. Al rigdom vil blive sendt til Jerusalem. Det er hele visionen. Det er, hvad der kommer efter, at alt er blevet ødelagt i blodige krige og revolutioner. Det er alt.
For mig ser det ud, som om både ”sammensværgelses modellen” og ”gruppeoverlevelses-strategi modellen” er af stor værdi, supplerer hinanden, og at det hovedsagelig er et spørgsmål om taktik, hvilken der foretrækkes. Jeg mener også, at Douglas Reed i The Controversy of Zion har påvist eksistensen af en sammensværgelse. Den foregår indlysende klart i toppen af samfundet, i regeringen, inden for finans og medier. Og det er mere nærliggende at kalde det en sammensværgelse ved begyndelsen af aktiviteten end senere, når den er blevet moderne. En sammensværgelse kan godt eksistere i dag, øverst oppe og ved hjælp af det iboende hemmelighedskræmmeri i jødedommen og det jødiske samfund, forplante sig nedefter, uden at disse jøder kan beskyldes for andet og mere end det, ikke at sige eller gøre noget ved det, selv om de burde sige fra. Og måske at have nogle (økonomiske og andre) fordele ved at tilhøre gruppen. Det er de ikke-jødiske masser også skyldige i. Mange hændelser, både tidligere i historien og i de senere år, tyder på sammensværgelsesaktiviteter. Den måde, hvorpå ”Holocaust-benægtelse” gradvist er blevet kriminaliseret og rutinemæssigt sættes i bås med pædofili, den måde hvorpå medierne har holdt jødisk kendskab til 9/11 borte fra offentligheden. Den måde, hvorpå medierne énstemmigt dæmoniserer den iranske præsident, idet de bruger den samme løgn, at han har planer om at udradere Israel. Eller den måde, hvorpå Solsjenitsyn er blevet persona non grata, lige som Douglas Reed, efter at han har skrevet sit to-binds værk om jøderne i Rusland, et værk, som ikke engang er blevet oversat til engelsk, skønt han er nobelpristager. Hvis man vælger ”gruppestrategi-modellen”, betyder det, at mange flere jøder er involveret end hvis man begrænser det til de personer, som måtte være involveret i et sammensværgelse, men samtidig kan man sige, at jøderne bliver ”uskyldige” i de skader, de forvolder, fordi de bare ikke kan gøre for, at de er sådan, fordi de måske endog har tilskyndelserne i deres gener, som en kat nødvendigvis må fange mus. Og det kommer måske sandheden nærmere. Den måde, hvorpå så mange områder er blevet overtaget af jøder og det store antal jøder, der har været involveret over så lang tid, taler imod sandsynligheden for en hemmelig sammensværgelse. Og denne adfærd giver god mening som overlevelsesstrategi for en minoritet, hvis man helt ser bort fra de moralske aspekter, som man må gøre det ved denne forklaring. Kevin MacDonalds trilogi er desuden så grundig som ingen anden af sin art, og de mange dokumenterede beviser på, hvad der skete gennem historien, er efter min mening værkets hovedstyrke. Begge disse modeller giver kun håb om en løsning igennem det at lade folk vide, hvad der er sket med dem, så de kan frigøre sig fra den jødiske dominans og undergravende virksomhed. Dette må gøres ikke-voldeligt, både af moralske grunde, og fordi det er den eneste virkelige udvej, siger både Douglas Reed og David Duke, hvorimod andre, som f. eks. Hamas i Palæstina, ikke har tålmodighed, og anbefaler vold. Nogle moderne fænomener, d.v.s. fænomener fra efter Anden Verdenskrig gør en revurdering af den ”Mentale Model” interessant. Og i dette lys vil jeg sammenholde den med de to andre. 1) Det første er fremkomsten af ny forskning – eller såkaldt ”ondskabsvidenskab” – kaldet ”ponerologi”, af græsk ”poneros”, ondskab (eller gemenhed) og ”logos”, studie.
Dette er et meget interessant nyt emne. Det er med andre ord ”studiet af ondskab” (eller ”gemenhed”) eller ”ondskabsvidenskab” eller ”videnskaben om psyko-patologi”. Fem forskere, Raine, Hare, Cleckley, Lobaczewski og Stout har over de sidste 15 år forsøgt at beskrive, hvad der udgør den adfærd, som religion har kaldt ”ond” eller som almindeligvis kaldes psykopatisk eller sociopatisk. De har isoleret omkring 30 karakteristika som psykopatiske, og hvis en person har ca. ”4 af disse i meget udtalt grad, er der grund til bekymring” – så skal man passe på (se Barnes Review jan/feb. 2007)*. På den anden side bliver man ikke psykopat af at have nogen få af dem fremme momentant. Hovedtrækkene er: han (sædvanligvis en mand) er gennemgribende selvoptaget, udspekuleret, løgnagtig, manipulerende, hensynsløs, sadistisk, fokuseret og sommetider sindssygt frygtløs. L. Ron Hubbard (som selv ofte er blevet beskyldt for at være en af disse psykopater, hvilket dog ikke gør hans observationer ugyldige) inkluderede det træk, at sådanne personer ikke reagerede på nogen form for selvforbedringsteknikker. Nogen ville mene, ar disse karakteristika svarer meget nøjagtigt to et ”antisemitisk” stereotypt syn på jødiske adfærd op gennem historien – og i dag. Forskerne er imidlertid nået frem til, at psykopater og sociopater findes i samme proportioner blandt alle mennesker, alle etniske grupper, de er sjældent på mentale institutioner og forskerne mener, at de udgør omkring 4 procent af samfundet i al almindelighed og en meget højere procent i samfundets øverste lag, fordi disse typer søger magt og synes ofte at få det. Det er her jødiskheden kommer ind. Da jøder er så overvældende repræsenteret i toppen af de vestlige samfund, er det helt naturligt, at mange af de mægtigste og farligste psykopater også er jøder, og så er det jo ikke så mærkeligt, at de vestlige samfund og folkeslag er ofre for psykopatiske jødiske typer, tæt fulgt af lige så psykopatiske ikke-jødiske spytslikkere. Douglas Reed nævner i kapitel 1 ”The Start of the Affair”, i epilogen og i kapitlet ”The Destructive Mission” i Controversy of Zion, hvordan det, at være “en god jøde”, som følger alle judaismens regler, automatisk betyder en skadelig jøde, og han siger, at mens han skrev på bogen, følte han ”ondskaben” som noget håndgribeligt i de begivenheder, han beskrev. Han troede, at jøderne før eller siden ville vende sig fra jødedommen og zionismen og den racisme, han sagde var begyndt med den racistiske lov for jøder fra omkring 500 før Kristus. Han troede, at sandheden om, hvad der var sket ville vække folk, jøder såvel som ikke jøder, og derfor skrev han bogen om sammensværgelsen. *) Mere komplet, supplerende liste (se Barnes Review, jan/feb. 2007 for flere karakteristika og artiklen ”Psykopater i Historien” af John Nugent): 1) Veltalende og overfladisk charme; 2) Grandios følelse af selvværd; narcissisme, ser sig selv som universets centrum; føler, at ”ingen andre er mennesker, kun jeg”; 3) Fokuseret selv-avancerende, uden at spilde energi på andre undtagen som trædesten; 4) Ingen moralske tabuer eller hæmninger m.h.t. de metoder, der kan fremme karrieren, indtil han bliver opdaget; 5) Løgne som en ædel kunst og kilde til stolthed; 6) Udser sig og manipulerer godtroende mennesker; 7) Lokker personer, de ikke elsker, til naivt at elske dem; 8) Dygtig til at forfalske følelser, inklusive kærlighed, oprigtighed og sorg; 9) Udfører godt arbejde og gør gode gerninger udelukkende for at fremme sin egen sag; 10) Hensynsløs, ”lader sig ikke standse af noget”; 11) ”Få ram på” andre er en frydefuld oplevelse; 12) Hævngerrig, når han bliver hånligt afvist; 13) Føler glæde ved at afskedige eller ødelægge folk; 14) Misbrug og egentlig tortur af levende væsner; 15) Ydmyger andre fysisk, verbalt, følelsesmæssigt, psykologisk eller seksuelt; 16) Rakker ned på eget barn eller ægtefælle; 17) Ufølsom; mangler empati og medfølelse; 18) Overfladiske eller ingen følelser for andre, selv ægtefæller, børn og venner; 19) Evner ikke at føle fortrydelse eller virkelig anger; 20) Føler kun anger, når han bliver afsløret, forlegen eller straffet; 21) Uforstående over for vredesreaktioner hos dem, de har gjort skade; 22) Føler intet ansvar for egne handlinger; 23) Parasitisk verdenssyn; klarer sig med fup og fiduser og ikke med hårdt arbejde; 24) Foragter dem, der ”retter sig efter reglerne”; 25) Talent for kriminalitet, energi og opfindsomhed; 26) Spiller på andres sympati. * En lærd ven af mig, med speciale i flere oldtidssprog, har forklaret mig, at jødiske skrifter måske ikke er ældre end fra Alexander den Stores tid og at alt, hvad der angives tidligere, er opdigtet lige som de fleste af historierne i øvrigt. De jødiske ypperstepræster var misundelige på den blomstrende hellenistiske kultur omkring dem, så de tog mange af de græske skrifter, steder, guder og navnlig værdier og vendte op og ned på dem, af ren og skær hadefuld misundelse, i deres egne skrifter, der blev til Torah’en, for at få kontrol over deres stamme. På den måde blev f.eks. grækernes kærlighed til skønhed og viden fordrejet og blev til historien om Adam og Eva, som blev smidt ud af Paradis, fordi de havde spist af den forbudne frugt på kundskabens træ. Dette er måske grunden til hele misèren. I så fald er det ikke underligt, at 2.500 års misundelse, had, bedrag og selvbedrag har sat sig spor iblandt det jødiske folk. David Duke og Kevin MacDonald beskriver også, hvad der er sket med verden på grund af den jødiske indflydelse, og David Duke gør sig enorme anstrengelser for at gøre vesterlændinge opmærksomme på den meget aktuelle fare, at de er ved at blive etnisk udrensede af det jødiske herrefolk af i dag. Han anklager ikke jøder for at være onde, men siger, at hvide mennesker har ret til at forsvare sig imod jødernes anslag. Han siger, at han tror, at ”man kan forsvare sin egen arv uden at ødelægge andres” og lader det være nok. Dette er en stillingtagen, som let kan forsvares og den bør derfor fremmes. Men for vort forsvar er det også meget vigtigt at forstå det psykopatiske element. Måske kan der findes måder at hjælpe psykopater på – Ron Hubbard udviklede faktisk en hel række teknikker, der drejede sig herom, og så vidt jeg husker med ganske forbløffende resultater for de ikke for svære tilfælde. Indtil videre vil den mere normale del af menneskeheden gøre vel i at forstå og se sådan adfærd for, hvad den er.
Fordi den ældgamle vision om det jødiske Utopia var så ringe og forvrøvlet og Messias aldrig kom, har der altid været en stærk understrøm af en art åndelighed og af magi i jøders liv, som skulle kompensere for fraværet af den messianske frelse og sund fornuft i budskabet. Den eksisterede som en konspiratorisk jødisk mystik blandt rabbinere, og den brød igennem med mellemrum blandt de menige jøder, i form af ren og skær overtro og tro på heksekunst, og den har været en del af det jødiske liv i en sådan grad, at den efter min mening meget bedre beskriver jødisk ideologi end noget andet: magi og overnaturlige evner (se Paul Johnson: A History of the Jews). – Den har nu et farligt og efter min mening meget indflydelsesrigt comeback i mange af de film og tegnefilm, der kommer fra Hollywood. Den har også en opblomstring i den voksende interesse for den jødiske Kabbala, og jeg tror, at magiske evner er en realitet for mange jøder, som leder eller tager mental uddannelse inden for New Age bevægelsen. Måske også for mange andre. Men ekstremistiske jøder tror virkelig, at de er overmennesker. (se ”Chabad Lubavich” bevægelsens hjemmeside eller citater derfra af David Duke). Hvorvidt magiske evner virkelig eksisterer, ved jeg ikke, men jeg vil ikke udelukke det, lige som menneskets sjæl, så vidt jeg ved, ikke kan udelukkes, uanset hvor mange mentale træk synes at have genetiske forudsætninger. Jeg tror, at det i høj grad er et definitionsspørgsmål, for jeg tror på viljens magt, som så sandelig kan opvise resultater i det fysiske univers. Og vi kan nok forvente mange store opdagelser på dette område. Vi bør ikke overlade området til jøder, blot fordi det kan virke skræmmende eller tåget. Den måde, hvorpå vi har set jødiske tiltag ændre vore samfunds virkelighed, hovedsagelig med massemedierne som våben, er et sådant fænomen. Kommunismen var faktisk et stykke sort magi. Det var voldtægt af virkeligheden. De bruger også i dag massemedierne som våben for at opretholde den jødiske offerrolle og den religiøse status for de seks millioner, der skulle være gasset. Og generationer, der vokser op i et hav af magiske tegneserier og film, hvor skillelinien mellem virkeligt og uvirkeligt er udvisket, vil blive lette ofre for en hvilken som helst ny skabelse af virkelighed, som det jødiske herrefolk måtte behage at vise dem.
”Human Potential” bevægelsen: Vi har brug for hjælp, teknikker og systemer for at få folk til at vågne op fra deres selvmorderiske, materialistiske søvn, og det er selvfølgelig på sindets område, at kampen om menneskers sind og tanker står. Det er Douglas Reeds, Ivor Bensons, David Dukes, og lederne af National Alliance’s og lignende gruppers grundlæggende forståelse, og de er alle frustrerede, fordi det er så svært at få hvide, vestlige mennesker til at vågne op. Vi må således acceptere, at der har været en udvikling i mentale teknikker og at de kan bruges både til at hjernevaske folk bedre og til at hjælpe dem med at vågne op og gøre dem lykkeligere og mere effektive. Jeg har selv prøvet nogle systemer, Scientology grundigt, Landmark Education og Knowledgism mindre grundigt, samt nogle andre, og jeg er sikker på, at mange selvudviklingsmetoder vil virke for mange mennesker. Lad os ikke fortabe os i vrøvl, men lad os heller ikke afvise brugbar hjælp på grund af foragt for hele emnet. Vi må gøre os klart, at studiet af mennesket har været domineret af jøder, og lad os derfor være aktive med at skabe en virkelig videnskab om mennesket selv. Jeg er ikke involveret i nogen selvudviklings-organisationer i dag. Og jeg har ikke haft noget med Scientologyorganisationen at gøre siden 1978. Men dette område har altid interesseret mig, og jeg ser det som spiren til den videnskab om mennesket, vi har brug for. Min pointe er, at mange af de teknikker, som L. Ron Hubbard præsenterede for offentligheden til selvudvikling, faktisk har hjulpet tusinder af mennesker, jeg har personligt oplevet det sådan, og nogle af de gavnlige virkninger er at få folk til at vågne op og tage ansvar for deres eget liv. Hubbard lånte fra andre og siden har mange lånt fra Hubbard. Han er blevet kaldt for ”det okkultes Henry Ford”, fordi han bragte teknikker, der måske og måske ikke stammede fra det okkulte, ud til almindelige mennesker ”på samlebånd”. Han er en milepæl i Human Potential Bevægelsen og derfor lader jeg ham personificere ”den mentale model” og ”The Human Potential Movement”, på trods af de mange kontroverser, der omgiver ham og hans organisation. Uanset om nogle af disse teknikker måtte have en lang forhistorie inden for filosofi eller det okkulte, eller om de simpelthen kan forklares ved velkendte, naturlige evner hos mennesker, bør vi bruge dem med det formål at overleve som europæiske mennesker, og for at befri verden for det jødiske åg. Selv om den psykoanalytiske bevægelse var domineret af Freud og andre jøder, og selv om vi ikke kan bevise, at vi har en sjæl, så har vi brug for, og kan have fordel af at anvende sådanne teknikker, men hvis vi derimod overlader området til jøder, så bliver det for egen regning og risiko.
Massemediernes magt er vokset eksplosivt siden Douglas Reed skrev om dem (1953-56). Disse mediers muligheder for at skabe en fuldstændig syntetisk virkelighed, især for de unge og for kommende generationer, er stor. Jøder kan ret let skabe den virkelighed, at seks millioner jøder blev gasset, eller hvad de ellers vil, uanset sandhed og historisk og fysisk virkelighed, når de ejer praktisk taget alle massemedier, og hvis ”uvirkeligheden” herefter så hersker, vil det for næsten alle være ”virkelighed”, og det bliver ikke nogen rar virkelighed for hvide mennesker, som vi nu véd. Vi må imødegå denne udvikling bedst muligt ved at afsløre metoderne til hjernevask, som bruges igen og igen, og jeg mener, at vi bør tilskynde andre til at tage en slags ”vågn-op” kurser og også tage dem selv. Måske vil det være en god idé at begynde at udveksle idéer i fora som ”Stormfront”. Internettet er et mirakel i vort favør, vort bedste våben. Efterhånden kan massemediernes magt bruges som boomerang og vendes mod hjernevaskerne selv. Alting går så meget hurtigere i dag end for 50 år siden, men verdensomspændende udbrud af effekterne af det jødiske problem kan også bringe mange flere grupper i opposition til den jødiske verdenserobring. Se bare, hvordan muslimerne bliver sammensvejset til modstand og til at befri sig for jødisk dominans. Det væsentlige er at styre denne konflikt fri af vold og gøre den til en ”fløjls-revolution” imod det jødiske åg. Censurlove, ”menneskerettigheder” og racismebeskyldninger kan bruges effektivt imod det jødiske herrefolk og er blevet det i Rusland og Ukraine. Temaerne ”ondskab” og ”mental sygdom”, som bruges vidt og bredt imod ikke-jøder af det jødiske herrefolk, kan let vendes mod dem selv. Det skal gøres på en fredelig og civiliseret måde. Men, som Douglas Reed forklarer i The Controversy of Zion – kapitlet “The Destructive Mission”, må “en god jøde” nødvendigvis være et destruktivt medlem af den vestlige verden. Dette synes også at være holdningen på den eksplosivt voksende hjemmeside ”ZioPedia”, ledet af Andrew Winkler, og hans idé er at starte en ”Jews Anonymous”(”JA”) bevægelse, ligsom ”Alcohol Anonymous” (”AA”), for at vænne jøder af med jødiskhed. Vi må hjælpe dem med dette, alt imens vi beskytter os selv mod deres rænker.
Endelig er den farvede invasion af Vesten det farligste våben, jøderne endnu har bragt i anvendelse, og det må af samme grund vendes og bruges som et af de bedste værktøjer til at vække vesterlændinge og få dem til at se faren, inden det er for sent. Denne invasion eksisterede ikke den gang, Douglas Reed skrev sin bog, men det er meget veldokumenteret af Kevin MacDonald og David Duke, hvordan jøder har ledet denne invasion af Vesten, og med hvilket formål: Det skal være nådestødet mod den hvide race, mens alle de andre ødelæggende programmer samtidig sættes i højeste gear - multikulturel propaganda, konsolidering af ejerskab til alle værdier i Vesten ved sammenslutninger, overtagelser, endog pantebreve i private hjem til langt op over skorstenen. Og ved at tilskynde til stadig flere krige, nu måske imod Iran, mens de vanvittige ”neo-cons” har en fuldstændig underdanig amerikansk præsident, som vil lyde deres mindste vink et par år endnu. Ja, vi har travlt. Ja, der er så sandelig en sammensværgelse. Og ja, jødedommen og det jødiske folk har været nyttige som overlevelsesstrategier i mange år. Men det må have en ende – en fredelig afslutning – for virkningerne for resten af menneskeheden har i sandhed været psykopatiske. Knud Eriksen Relaterede artikler af andre: The Jewish Problem |