|
Holo-Cause Af Carol Noble Bedlington, Northhumberland, UK 01.04.08 For nogen tid siden var I så venlige at bringe en kommentar, jeg havde om Anden Verdenskrig og hvem der døde i de tyske lejre. Siden da har jeg foretaget undersøgelser af, hvad der skete med min bedstefar, en polsk evangelist af tysk afstamning, som døde i Saxenhausen-lejren, der var en del af Oranienburg-anlægget i Tyskland. Fordi min mor giftede sig med en engelsk soldat i 1948, mistede hun sit tyske statsborgerskab, og derfor kan jeg aldrig få tysk statsborgerskab baseret på afstamning. Men jeg har bedt de tyske myndigheder om flere oplysninger om min bedstefars død i lejren, og jeg fik et brev på engelsk og tre dokumenter på tysk. Brevet oplyste, at mange af arkiverne var blevet ødelagt ”af SS” ved slutningen af krigen, og resten havde russerne taget, da de ”befriede” lejren. Mit første spørgsmål, da jeg læste det var: ”Hvordan véd de nuværende tyske myndigheder, at det var SS, som ødelagde arkiverne?” Og mit næste spørgsmål var: ”Hvis russerne tog resten af arkiverne med sig, hvorfor har de så først givet dem tilbage i de senere år?” Det blev klart for mig, da jeg havde læst brevet igennem, at de oplysninger, som var blevet tilbagegivet tyskerne i de senere år er knappe og begrænsede. Jeg ved ikke, hvem det var, der ødelagde arkiverne, men selv om det godt kunne have været Nazi SS, kunne det også have været russerne! Det ser ud til, at de tyske autoriteter STADIG prøver at stykke de oplysninger sammen, som de har fået af russerne. Mit næste spørgsmål er, ”Hvis det er tilfældet, og de tyske autoriteter IKKE har alle oplysninger om, hvem der døde i de lejre, hvordan kan de så være sikre nok til at lovgive på grundlag af oplysninger fra de jødiske autoriteter om, hvor mange jøder, der blev dræbt i holocaust, og hvordan de blev dræbt?” Det ser ud til, at de tyske autoriteter tager de jødiske autoriteters ord for gode varer, uden bevis til at underbygge dem. Her må jeg sige, at min bedstemor aldrig havde set nogen officielle dokumenter, der omhandlede hendes fars død, selv om hun havde hørt, at hans navn var blevet offentliggjort på en liste fra den lejr i 1940, det var derfor, hendes mor vidste, at hendes mand var død, selv om hun havde mistet forbindelsen med ham flere år før, da han først blev fængslet og indsat i en anden lejr. Da jeg så på de tyske dokumenter sammen med min mor, oversatte hun, hvad der stod. Det ene var det dokument, som oplyste, at han var kommet til lejren i begyndelsen af maj 1940. Det andet gav lidt oplysninger om hans baggrund, inklusive den, at han var ”kriminel”, men selv disse personlige oplysninger var ikke helt rigtige, og der manglede mange oplysninger, også den, at han havde en datter (som var født i Tyskland i 1927). Hans kones (min bedstemor) navn var nævnt, men kun hendes fornavn, og ikke, at hun har to fornavne. Det tredje dokument oplyste datoen for hans død. Det var sidst i maj 1940, og det nævnte endog dødstidspunktet (lige efter kl. 2, eftermiddag), men den ene ting, det ikke oplyste, var, HVORDAN han døde!!! Hvis dette er typisk for den måde, hvorpå de indsattes død blev registeret, så synes jeg, at idéen om ”gasninger” virker suspekt! Hvis de ikke kunne fortælle, hvordan min bedstefar døde, hvordan kan man så være sikker på, hvordan alle andre i lejren døde? Jeg accepterer oplysningerne om, at forholdene var forfærdelige, og at mange døde af sult, sygdom og andre årsager, men for at man kan være sikker på, hvor mange der blev ”gasset”, er det nødvendigt, at arkiverne angiver, HVORDAN er person er død, og i dette tilfælde er det helt klart, at den oplysning ikke er der. Jeg undrer mig også over, at han kun levede i omkring 3 uger! Var dette typisk for, hvor længe folk var i de lejre, før de døde? Var han blevet torteret eller fysisk mishandlet i den lejr, hvor han kom fra? Hvis det var sådan, de behandlede deres ”kriminelle”, så gad jeg nok vide, hvordan de behandlede dem, som ikke var dømt for nogen forbrydelse! For god ordens skyld skal jeg fortælle, at min bedstefar blev arresteret og stillet for retten i 1934. Han blev anset for at være pædofil. Han kunne ikke lide Hitler, selv mens manden var på vej til magten. Min bedstefar var kristen læg-præst, uden en kirke for sin egen trosretning, så han brugte sit forværelse til gudstjeneste. Grupper, som forsamledes i private boliger, blev betragtet som en trussel, så enhver, der gjorde, hvad min bedstefar gjorde, ville straks blive anset for en fjende, især fordi han hadede Hitler. Da mine bedsteforældre var flygtninge, som boede i Tyskland, efter Første Verdenskrig, var de særligt sårbare. Min bedstefar blev taget til soldat af russerne i Første Verdenskrig og blev hjemsendt efter, at han havde fået ødelagt sin arm. Min bedstemor blev jaget ud af sin landsby i Polen, fordi andre polakker mente, at alle, som talte tysk eller var af tysk afstamning, var ”fjender”. Det var hende, der endte i Tyskland, og min bedstefar opsøgte hende, da han blev hjemsendt. Da de var flygtninge, var de afhængige af autoriteternes gode vilje til at lade dem blive i Tyskland. Min bedstefar blev ikke alene kendt skyldig og idømt fem års fængsel (de skulle have været overstået i 1939, men ingen véd, om han på nogen tidspunkt var fri), men han og min bedstemor blev betragtet som ”statsløse” og måtte holde sig i nær kontakt med den lokale borgmester, hvis de ville blive på samme sted. Somme tider blev min mor og bedstemor nødt til at flytte fra sted til sted og hørte ikke til nogen steder. Med så megen modstand skulle man tro, at min bedstemor og mor ville have været anti-tyske, men det var de ikke. Da krigen var forbi lærte min mor engelsk, blev oversætter for REME og giftede sig senere med en engelsk soldat og slog sig ned i England. I årtierne efter krigen ”lærte” tyskere på hendes alder og yngre, hvordan de skulle se på den sidste krigs rædsler og deres nederlag: hverken min mor eller jeg har nogen sinde fået sådan hjælp. I stedet har vi begge måttet udholde ”had” til tyskere, de gentagne fejringer af, at de allierede vandt krigen, beretninger om de rædsler, som nazisterne (tyskerne) påførte alle andre, inklusive jøderne. Indtil for nylig accepterede jeg, som så mange andre, den officielle historie, som den blev fortalt. Nu tvivler jeg på, hvad sandheden er, for jeg skulle kunne få at vide fra arkiverne, HVORDAN min bedstefar døde. Det kan jeg ikke. Det kan tyskerne heller ikke. Hvor mange andre slægtninge til mennesker, som døde i de lejre, kan heller ikke få disse vigtige oplysninger? Jeg mener, at det er på tide, at jøderne holder op med at fokusere på dette aspekt af deres historie og koncentrerer sig om, hvad DE har gjort i de områder, hvor palæstinenserne lever. Oplysningerne om disse begivenheder viser, at jøderne intet har lært om menneskelig lidelse, lige meget hvilken race, de tilhører, eller hvilket land, de kommer fra. Holocaust-historien skulle have været en fakkel af håb til forhindring af fremtidige folkemord, men i stedet synes det at være en katalysator for, at de selv følger den samme vej som nazisterne. Jeg beklager ALLE de mennesker, som døde i lejrene uanset deres baggrund. Mit hjerte banker for deres slægtninge. Men jeg vil bede folk om at tænke meget nøje over, om historien om Holocaust, i dens officielle version, virkelig er nøjagtig. |