3. FRA SPEKULATIONENS OVERDREV

 

3. Fra Spekulationens Overdrev .............. ............................... ............................... 190-415
a) Hvordan Glückstadt fremmede Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder 190  
b) Hvorledes Glückstadt og Ringberg sørgede for Slægt og Venner 218
c) Februar-Kontoen 1917 244
d) Da Glückstadt ved Hjælp af Det Trans­atlantiske Kompagni vilde erobre Verdens­markedet 260  
e) »Nationens Forbillede« Herman Heilbuth 307   
f) Ballin-Koncernens Virksomhed 338 
g) Hugo Rothenbergs Spekulationer 378 
h) Hvordan Theo. Kliatschko og Mayer Katz kørte Nordisk Oversøisk Handelsselskab i Sænk 386
i) Jøderne som Børsspekulationens Hovedmænd 395

 

a) Hvordan Glückstadt fremmede Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder.

Hovedmanden for det store vilde Hazaraspil om den økonomiske Magt under og efter Verdenskrigen var Emil Raphael Glückstadt, Direktør ved Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank m. m. Han var den fødte Spekulant, grænseløs ærgærrig og pengegridsk som kun Jøder kan være det, uden Hemninger og Skrupler, en Mand, der netop saa sin Mission i at sikre sin Race det finansielle Herredømme inden for det Samfund, han nu engang ved en Skæbnens Førelse tilhørte, og som Søgte at opnaa dette Maal ved alle de Midler, som stod til Raadighed for ham som en Storbanks Leder. De Forhold, hvorunder han paabegyndte sine Transaktioner, var saare gunstige for hans Planer. Statens finansielle Styrelse laa i en Jødes Haand, Regering og Rigsdag ansaa det nærmest for en Selvfølgelighed, at Kapital- og Pengemarkedet stod under jødisk Kontrol. Landets offentlige Mening beherskedes af en jødebunden Presse. Dertil kom, at den fremmede Race netop i denne Periode i stigende Grad kunde bemægtige sig de internationale Forbindelser og just derved erhverve sig en overmægtig Stilling indenfor de enkelte europæiske Samfund. For Danmarks Vedkommende er det i saa Henseende karakteristisk, at det var Jøden Emil Glückstadt, der var Statens officielle Repræsentant i alle Forhandlinger vedrørende Kulleverancer fra England, medens det var Jøden Alexander Helphand, - Parvus, - der ordnede Kulleverancerne fra Tyskland; først-

191

nævnte foretog jævnlig under hele Krigen sine Rejser til England, ogsaa efter at den uindskrænkede Undervandsbaadskrig var indledet, og var ogsaa efter Krigen den af Regeringen mest betroede Mellemmand i internationale Forhandlinger, medens Parvus ikke blot var baade den danske og den tyske Regerings commis voyageur i Kul, men tillige Verdensrevolutionens Forkæmper. Begge de kapitalstærke og formaaende Mænd tjente, hver paa sin Maade, samme Maal, begge var de her i Landet under og efter Verdenskrigen Forgrundsfigurer i deres Races Kamp om Verdensherredømmet. Herunder forstod de paa mesterlig Maade at sikre sig deres Racefællers Medvirken. I hvilken Grad dette har været Tilfældet, skal i det følgende først belyses paa Grundlag af Landmandsbankens Udvikling i Tiden efter 1910, da Emil Glückstadt som ledende Direktør for denne Bank ikke blot kæmpede om det finansielle Hegemoni indenfor Landet, men samtidig søgte at erobre en mægtig Position indenfor Verdenshandelen ved Hjælp af sin Banks Virkemidler.

Fremstillingen af denne den mest skæbnesvangre Periode i vor Tids danske Økonomi støtter sig hovedsagelig paa det Materiale, der er gjort tilgængeligt for Offentligheden i »Beretning om Forholdene i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank m. m., afgivet af den ved Kgl. Ordre af 21. September 1922 nedsatte Kommission«, Kbh. 1924. Det er et grundigt Undersøgelsesarbejde, der her foreligger, for en ganske væsentlig Del affattet af det ene Kommissionsmedlem, Prof. L. V. Birck, personlig.*) Selve Skriftet giver et ligefrem enestaaende Anskuelsesmateriale vedrørende de Arbejdsmetoder, Glückstadt og hans Fæller benyttede sig af for at fremskynde Kapitalens Opsamling paa deres Hænder; det indeholder et omfattende Talmateriale til Belysning af de Kapitaldispositioner, der blev truffet af Landmandsbanken, henholdsvis af de til Bankens nærmeste Kundekreds hørende

*) Jvf. nedenfor Afsnit 9e.

192

Vekselererfirmaer, industrielle Foretagender osv. Bevisførelsen er i alle Enkeltheder strengt saglig og uangribelig. Selvfølgelig er enhver politisk Tendens holdt ude, da Betænkningens Materiale jo ifølge den kongelige Ordre skulde tjene som Grundlag for den mod de i Landmandsbankkatastrofen ansvarlige Personer indledede Undersøgelse. Der skulde altsaa udelukkende gøres Rede for de Forhold, der førte til den vilde Spekulation under og efter Verdenskrigen, samt fremskaffes beviskraftigt Materiale til Udmaaling af det Ansvar, der kunde paalægges den enkelte, som paa den ene eller anden Maade havde bidraget til at fremkalde Landmandsbankkatastrofen. Denne Linie er ogsaa i Beretningen bleven nøje overholdt. Til Trods herfor vidner Beretningerne paa hver en Side netop om det, der her interesserer os mest: nemlig om Jødernes umaadelige Magtbegær, om deres Bestræbelser for at bringe alle produktive Erhverv i Afhængighed af den passive Kapital og at befordre Privatkapitalens Udbytningsmuligheder paa Bekostning af de Befolkningskredse, der røgtede Realkapitalens Værdier.*) Hvad Jøderne derved kunde tillade sig, grænser til det fantastiske; men at de overhovedet fik Mulighed til dette samvittighedsløse Spil om Landets økonomiske Frihed og Fremtid, vidner tillige om den mægtige Indflydelse, de jødiske Finansmænd havde vundet paa Landets parlamentariske Styre. Prof. L. V. Birck har naturligvis ikke været blind for alle de herhenhørende Problemer, men har under de givne Forhold maattet lade dem upaagtet. Han har end ikke kunnet faa samtlige de

*) Begreberne er her opfattet saaledes som af Prof. L. V. Birck fremstillet i sin Afhandling: »Realkapital contra Privatkapital« (Die Wirtschaftstheorie der Gegenwart, Bd. 3, Wien 1928, S, 181 flg.), hvorved der under den sociale Realkapital forstaas den i Erhvervsvirksomhederne investerede omløbende og faste Kapital, medens Privatkapital anses for at være det udbyttegivende Medium, der, da denne Kapitals Formaal ikke er Vareproduktion, Fremskaffelse af reelle Værdier, men Afkastning af Pengeprofit, med en vis Berettigelse ogsaa kan betegnes som Spekulationskapital.

193

Kendsgerninger frem, der maatte kunne tjene til Sagens Belysning; jvf. Bemærkningen paa S. 64 i Beretningen: »Om den Udstrækning, disse Undersøgelser har faaet, har der dog ikke været Enighed i Kommissionen«. Men alligevel! Materialet, som det nu foreligger, er nok til at faa Forstand af, og Jødernes Ansvar skal man ikke lede længe efter. At der ogsaa har været et vist Antal danske Mænd, der trods deres Anseelse og fremskudte Stilling ikke undsaa sig for at være aktive Deltagere i Jødernes forbryderiske Spil, ændrer i Princippet intet. Her vil naturligvis fortrinsvis være Tale om Glückstadts, om Jødernes Skyld. Alt andet er, trods det store Ansvar, der ogsaa maa paalægges andre Personer, af underordnet Betydning; hvad f. Eks. en Ove Ringberg eller en Harald Plum har forskyldt, hvad Landmandsbankens Bestyrelsesmedlemmer har forsømt eller forset sig med, - det kan kun forklares ud fra de Tendenser, som var bestemmende for Glückstadts Kreditpolitik, og ud fra de Forhold, der blev skabt ved hans uforsvarlige Kapitaldispositioner.

Dog nu til Sagen!

Landmandsbanken havde straks fra Starten staaet under jødisk Indflydelse paa en mere afgørende Maade end nogensomhelst anden dansk Bank. Det var Emil Glückstadts Fader, Isaac Mose Hartwig Glückstadt, som allerede ved Bankens Oprettelse i 1871 paa Jøden Abraham Gedalias Foranledning var bleven tilkaldt som Bankens ledende Direktør og som beklædte denne Post indtil sin Død i 1910. Banken havde altid, omendskønt den efter sit oprindelige Formaal navnlig skulde hjælpe med til at tilfredsstille Landbrugets Kreditbehov, i særlig Grad været interesseret i Børsomsætningen og i industrielle Foretagender og under Hensyn hertil stadig haft Tilknytning til jødiske Vekselererfirmaer og Forretningsmænd. Hypotekafdelingen førte herunder en mindre paaagtet Tilværelse. Denne Afdeling holdtes desforuden strengt adskilt fra Bankvirksomheden saavel i forvaltnings- som i regnskabsmæssig Henseende, havde sin egen Ledelse og var underkastet en særlig af Inden-

194

rigsministeriet beskikket Revision. Direktør for Hypotekafdelingen var fra Oprettelsen og indtil Efteraaret 1922 P. C. C. Harhoff. Om Landmandsbankens Organisation maa iøvrigt bemærkes, at Ledelsen oprindelig bestod af 3 Direktører. Disses Antal blev 1920 udvidet til 5 og i September 1921, da Krisen blev overhængende, til 6; Departementschef i Finansministeriet Riis-Hansen var den sidste, der før Sammenbrudet tiltraadte som Direktør. Emil Glückstadt var allerede 1904, i en Alder af kun 29 Aar, bleven Direktør; han blev 6 Aar senere administrerende Direktør og overtog som saadan den almindelige Ledelse af hele Virksomheden. 1910 blev endvidere paa Emil Glückstadts Tilskyndelse den daværende Sekretær i Banken, Ove Ringberg, kun 29 Aar gammel, ansat som 3die Direktør.

Ringberg var, omendskønt ren Arier, just en Mand efter Emil Glückstadts Hjerte, idet han stadig havde vist særlige Anlæg og speciel Interesse for Børsomsætning. Han havde grundigt levet sig ind i et jødisk Milieu, idet han udelukkende havde haft Stilling i gode jødiske Forretninger; han var uddannet i I. M. Levin & Co.'s Vekselforretning, blev derefter Sekretær hos Emil Glückstadts Svigerfader, den meget foretagsomme og i hensynsløs Aktiespekulation særlig forfarne Direktør og Vekselmægler Eduard Rée.*) Ringberg var altsaa helt igennem Jødernes Mand, viste sig ogsaa senere villig til sammen med den administrerende Direktør at deltage i, henholdsvis støtte, de forrykteste Børsengagementer. Hans Spekulationsiver kunde saa sandelig ikke overtræffes af nogen Jøde. Det forbavser derfor heller ikke, at Ringberg endnu Aar efter at han sammen med sin Herre og Mester havde paaført Samfundet Tab for de Hundreder Millioner Kroner, faar rosende Omtale i Laura Glückstadts Forsvarsskrift. Fru Glückstadt bemærker bl. a., at hendes Mand altid havde anset Ringberg for særlig dygtig og stadig betonede: »Hvad jeg sætter saa stor Pris paa hos Ringberg, er, at han tør sige En imod. De andre

*) Jvf. nedenfor Afsnit 9b.

195

staar altid og bukker og snakker En efter Munden.« Det tilføjes, at ogsaa Finansminister Edvard Brandes værdsatte O. Ringberg paa samme Maade, idet han ifølge Fru Laura Glückstadts Fremstilling engang omkring 1918 udtalte: »I Mangel af deres Mand er det en Fornøjelse at forhandle med Direktør Ringberg, som er Deres Mand en udmærket og loyal Medarbejder, der opfatter klart og hurtigt og har den rigtige Forstaaelse af, hvad man forelægger ham, og dog har sin egen personlige Mening.« Jo, dygtig var han efter disse jødiske Stormænds samstemmende Mening, dygtig navnlig, fordi han selv efter bedste Evne søgte at fremme Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder og i saa Henseende uden Tvivl var »en udmærket og loyal Medarbejder«. At han saa senere med sine Bestræbelser havnede ude i det rene Morads, og ved Udforskningen af sine Transaktioner efterlod sig adskillige Gaader, som end ikke den administrerende Direktør kunde løse under Retsforhandlingerne, - gør naturligvis mindre til Sagen; efter jødisk Opfattelse fortjener Ringberg selvfølgelig alligevel ikke andet end Ros og Anerkendelse.

Dog den ledende Mand indenfor Foretagendet var og blev Emil Glückstadt. Han regerede uindskrænket, og han forstod at træffe sine Dispositioner saaledes, at hverken Bankraad, Bestyrelse eller Revisionen naaede at faa fuldt Overblik over de af ham trufne Dispositioner, før det var for sent og Katastrofen uundgaaelig. Det var ham, der forcerede Udvidelsen af Bankens Forretninger, fremmede den vildeste Spekulation indenfor Børs, Handel og Industri, og Gang paa Gang kunde vinde Bankraadets og Generalforsamlingens Tilslutning til en Udvidelse af Aktiekapitalen, for at Banken kunde efterkomme de stigende Krav paa Kapitaldisposition. Netop den stadig fremadskridende og til det yderste forcerede Udvidelse af Aktiekapitalen i det Aarti, da Emil Glückstadt var ledende Direktør i Landmandsbanken, giver et første Indtryk af, i hvilken Grad denne Mand bestræbte sig for at fremme Kapitalens Koncentration paa jødiske. Hænder. Det var denne Form for

196

Kapitaludvidelse, der dannede Basis for talrige jødiske Veksellereres hasarderede Transaktioner, for Trust- og Karteldannelser indenfor Handel og Industri under jødiske Rigmænds Ledelse, og som samtidig bidrog til, at Banken selv ved en systematisk gennemført Spekulation i sine egne Aktier under gunstige Konjunkturer kunde opnaa mægtige Fortjenester, og hvorved heller ikke Direktørerne Ringberg og Glückstadt undslog sig for selv at spekulere i deres Banks Papirer for egen Vindings Skyld. Det var denne Form for Spekulation, der senere skulde blive særlig skæbnesvanger for Banken.

Denne farlige Udvikling satte ind allerede længe før Verdenskrigen. 1907 stillede Emil Glückstadt, som dengang endnu kun var Vicedirektør i Banken, Forslag paa et Bankraadsmøde i Faderens, den administrerende Direktørs Fraværelse, om at indstille til Generalforsamlingen, at Bankraadet skulde bemyndiges til at udvide Aktiekapitalen med 40 Mill. til 80 Mill. Kr. I Dagsordenen til Bankraadsmødet havde der kun været Tale om Udvidelse af Aktiekapitalen med 20 Mill. Kr., og den administrerende Direktør havde før Mødet ikke faaet Lejlighed til at tage Stilling til det videregaaende Andragende. Til Trods herfor behandledes det. Emil Glückstadt begrundede sit Forslag med »den daglige Forretnings betydelige Stigen«. Paa en ekstraordinær Generalforsamling den 27. Marts 1907 bemyndigedes Banken derefter til at udstede for 20 Mill. Kr. nye Aktier og dernæst at afvente en gunstig Lejlighed til yderligere Emission. 1913 forhøjedes Aktiekapitalen til 72 Mill. Kr., 1915 til 80 og 1916 til 100 Mill. Kr. I Marts Maaned 1920 vedtoges endelig, at Bankraadet skulde være bemyndiget til yderligere at udvide Aktiekapitalen til 150 Mill. Kr., men denne Bemyndigelse blev aldrig benyttet, da det allerede forinden i foruroligende Grad havde vist sig, hvor vanskeligt det var at placere den allerede forhaandenværende Aktiemængde paa det indenlandske Marked. Yderligere Emission laa i 1920 simpelthen udenfor Mulighedens Grænse.

197

Allerede før Krigen, paa den Tid, da den unge foretagsomme Vicedirektør, Emil Glückstadt, begyndte at presse paa med Kapitaludvidelsen, havde Vanskeligheder ved at placere Bankens nye Aktier gjort sig gældende. Efter Emissionen af de 20 Mill. Kr. nye Aktier i Aaret 1907 maatte der dannes et Støttekonsortium, bestaaende af Landmandsbanken samt af Firmaerne L. Behrens & Söhne i Hamburg og S. Bleichröder i Berlin. Medlemmerne deltog med hver en Tredjedel. Konsortiet financieredes hovedsagelig af Landmandsbanken selv, stod iøvrigt under Ledelse af Vicedirektør Emil Glückstadt og havde til Opgave, ved Opkøb af Aktier at holde Kursen oppe paa 13 ½ pCt. Nævnte Konsortium overtog ca. 4 Mill. Kr. Aktier. Landmandsbanken financierede endvidere to andre private Konsortier, der overtog 1 Mill. Kr. gamle Aktier. Langt om længe lykkedes det at sælge ud i Tyskland, saa tilsidst ca. Halvdelen af de i 1907 nyudstedte 20 Mill. Kr. Aktier var placeret der. I Danmark var der allerede ved Fremlæggelsen bleven tegnet 11,95 Mill. Kr. Efter Emissionen af 1912 meldte der sig nye Vanskeligheder, og atter maatte der foretages kraftige Støtteopkøb, som denne Gang iværksattes af to Konsortier, nemlig dels Opkøbssyndikatet af 1912, som bestod af et tysk og et dansk Konsortium under Ledelse henholdsvis af Firmaerne L. Behrens & Söhne, L M. Levin & Co. og et rent dansk Foretagende »Konsortiet Landmandsbank-Aktier ved I. M. Levin & Co.« Sidstnævnte Konsortium afsluttede sine Transaktioner efter 3 1/4 Aars Forløb den 7. Septbr. 1915, hvorefter de opsamlede 5,4 Mill. Kr. Aktier overtoges af et Fjerdedels Konsortium, bestaaende af selve Direktørerne for Landmandsbanken O. Ringberg og Emil Glückstadt samt af sidstnævntes Svigerfader Ed. Rée og af Firmaet J. M. Levin & Co. Dette Konsortium maatte straks efter Starten gaa med til at opkøbe yderligere Aktieposter. Ogsaa i dette Tilfælde viste det sig altsaa, at den udstedte Aktiekapital var altfor stor for det hjemlige Marked, et Forhold, som imidlertid ikke kunde skræmme Landmandsbankens Direktører fra ogsaa under Krigen, da

198

Forholdene rigtignok for en Tid tegnede sig noget lysere, at fremme Kapitaludvidelsen ganske eftertrykkeligt.

Af den ved Verdenskrigens Udbrud indbetalte Aktiekapital paa 72 Mill. Kr. var noget mere end Halvdelen placeret i Tyskland. I de første Krigsaar strømmede imidlertid de i Tyskland beroende Aktier meget hurtigt tilbage, saa Aktiekapitalen ved Udgangen af 1916 maa formodes i sin Helhed at have været paa danske Hænder. Da der nu ogsaa gjorde sig stærkere Pengerigelighed gældende paa det indenlandske Marked, var det muligt at placere et endnu større Udbud af Aktier her, saa Bankledelsen allerede i Efteraaret 1915 paany saa sig tilskyndet til at gennemtrumfe en Forøgelse af Aktiekapitalen med 8 Mill. Kr. under Henvisning til, at Bankens Balance nu var steget til over ½ Milliard Kr. og derved nødvendiggjorde, at Banken havde Raadighed over et større Aktiemateriale. Denne Gang profiterede Bankens nærmeste Vennekreds ved Emissionen, idet Retten til at overtage nye Aktier forbeholdtes ca. 20 Banken nærtstaaende Personer, til en Kurs, der laa 5 à 6 Points under Noteringen, hvorved det maa fremhæves, at ogsaa Ringberg og Glückstadt selv kunde udnytte dette Privilegium. Hvem der ellers fik Chancen, siges ikke i Bankkommissionens Beretning, men at det har været Jøder alle til Hobe, kan næppe betvivles. For at forsone de gamle Aktionærer med denne Ordning, fik de ved Udbetalingen af Aarsudbyttet foruden 9 pCt. Dividende som særlig Erstatning en Bonus paa 2 pCt. I 1916 var der en livlig Omsætning i Landmandsbankaktier til stærkt stigende Kurser, og Resultatet heraf var, at Bankraadet allerede i Decbr. 1916 paany gav Bemyndigelse til at udvide Aktiemængden med et Beløb af indtil 40 Mill. Kr. Der blev imidlertid foreløbig kun udstedt 20 Mill. Kr., og for at placere disse Papirer maatte der paany oprettes et Støttekonsortium, der denne Gang dannedes som et Tolvtedels-Konsortium, som atter financieredes af Landmandsbanken selv. Deltagerne var foruden et svensk Firma, Aktiebolaget Stockholms Andelsbank (2 Parter), 6 danske Firmaer, nemlig Aktieselskabet Fyns Dis-

199

conto-Kasse (2 Parter), Fa. I. M. Levin & Co. (4 Parter), samt Vekselererfirmaerne M. H. Cohen & Lamm, Aug. Lunn & Co., Erik Møller og Th. Schiøler med hver sin Part. Af I. M. Levin & Co.'s 4 Parter gik 3 tilbage til Bankens Direktører. Da Konsortiet opløses, var der 643.390 Kr. til Udbetaling, saa der paa hver af de 12 Parter faldt 53.616 Kr. I Bankkommissionens Beretning (Kbh. 1924) bemærkes hertil S. 24: »Angaaende de 4 Parter i Konsortiet, der repræsenteredes af Firmaet I. M. Levin & Co., sendtes officiel Underretning fra Banken til Firmaet, medens Direktør Ringberg i et privat Brev til Vekselerer Johan Levin anmodede om at faa de Bankens Direktører tilkommende 3/4 af Overskudet udbetalt kontant.« Efter Opgørelsesdagen fortsætter Konsortiet sin Virksomhed, idet det dog ændrede sit Navn til »Konsortiet i Landmandsbank-Aktier af 17. 4. 18«, og dette Konsortium lykkedes det saa at afsætte alle Aktier i Løbet af 1918, hvorved Firmaet I. M. Levin & Co. overtog 3.510.000 Kr. Aktier. Ogsaa to af Banken selv indrettede Opkøbskonti kan paa Grund af det gunstige Salg i Aaret 1918 frigøres for deres opsamlede Aktiemængde.

Med Hensyn til den Overkurs, Banken opnaaede ved de forskellige Emissioner, skal bemærkes, at Avancen regelmæssig blev henlagt til Reservefonden, medens de med Emissionerne forbundne Omkostninger betaltes af Driften. Da Kurserne i Tidens Løb steg i betydelig Grad, var det paa denne Maade bleven muligt at lade Reservefonden tilflyde meget betydelige Midler. 1886 blev der af en ny Aktiekapital paa 12 Mill. Kr. indbetalt en Bruttoavance paa 993.000 Kr., 1912, ved ligeledes 12 Mill. Kr. nye Aktier, 459.000 Kr. I 1905 bragte en Aktieforøgelse paa kun 4 Mill. Kr. en Avance paa fulde 951.360 Kr. Fra 1906, da Banken var gaaet over til at udbetale en Dividende paa 8 pCt. p. a., steg Kursen betydelig, saa de 1907 udstedte 20 Mill. Kr. indbragte et Provenu paa 5 ½ Mill. Kr., af hvilke 4 ½ Mill. Kr. henlagdes til Reservefonden. Ved Emissionen 1913 af de 12 Mill. Kr. til Kurs 118 opnaaedes en Bruttoavance paa 3.360.000 Kr., som krediteredes Reservefon-

200

den, medens der 1915 overførtes 1,6 Mill. Kr., af et samlet Overskud paa 4.040.000 ved Udstedelsen af 8 Mill. Kr. nye Aktier til Kurs 138. Da endelig de sidste 20 Mill. Kr. udstedtes i 1916, kunde et Beløb paa 6 Mill. Kr. henlægges til Reservefonden som Udbytte af Overkursen.

Den stadige Udvidelse af Aktiekapitalen gik i Takt med Udvidelsen af Forretningen og havde for det meste denne som Paaskud. Dog kunde ogsaa andre Omstændigheder være bestemmende for Udstedelsen af nye Aktier, bl. a. Overtagelsen af en mindre Bank (1905 Industribanken) eller Udnyttelsen af nye Investeringsmuligheder. Bankens Balance, som 1910 ved Isaac Glückstadts Død havde andraget 312 Mill. Kr. og ultimo Marts 1912 efter Sammenslutningen med Lollands Spare- og Laanebank, var steget til godt 368 Mill. Kr., mens den ultimo 1915 beløb sig til mere end en halv Milliard, androg derpaa ultimo 1918 1.155 Mill. Kr. og ultimo 1920 1.482 Mill. Kr., hvilket udgjorde lidt over en Fjerdedel af samtlige 208 danske Bankers samlede Balance, der beløb sig til godt 5.700 Mill. Kr. Af Balancens knapt 1 ½ Milliard ultimo 1920 havde Hovedsædet anbragt og udlaant, de 1.060 Mill. Kr. og Filialerne de 420 Mill. Kr.

Det var den af de unge Direktører Emil Glückstadt og Ove Ringberg repræsenterede Ekspansionstrang, som var Grunden til den forcerede Udvidelse af Aktiekapitalen. Dog den førte ogsaa Banken ind paa nye Veje til Udvidelsen af dens Virksomhed i Landet, bl. a. ind paa den systematiske Udvidelse af Filialnettet, fornemmelig ved Opkøb af Smaabanker og Sparekasser med rigeligst mulige Indskudsmidler. Hvor Sparekontiene, Indlaan og Folio var særligt store, veg man end ikke tilbage for at byde Smaabankens Aktionærer en særlig stor Dividende som Affindelsessum; sandelig: man lod Dalerne springe, naar det drejede sig om at tilkøbe sig et mindre Pengeinstituts Selvstændighed for at faa Raadighed over Befolkningens Sparekapital ude i Provinsen.

201

Under Isaac Glückstadts Bankledelse var der indtil 1883 bleven oprettet ialt 8 Fillialer i Provinsbyer, og dette Antal udenbys Filialer blev opretholdt indtil 1912. Men under Emil Glückstadts Ægide var det ikke mere tilstrækkeligt, at Banken foruden Hovedsædet havde en Række Filialer i nogle Provinsbyer og nogle Afdelinger i København, nu skulde der foretages en Udvidelse af' Bankens Virksomhed baade indadtil og udadtil. Bankkommissionens Beretning karakteriserer denne nye Tendens i Landmandsbankens Finanspolitik paa følgende Maade: »I Størstedelen af den forløbne Periode (d.v.s. i den Tid, da Isaac Glückstadt endnu var administrerende Direktør) kan man tale om en organisk Vækst; men i de sidste Aar mærker man dog et noget stærkere Tempo; selvom de ydre Forhold vel i nogen Grad forklarer dette, kan man formentlig allerede i disse Aar spore den ny Generations begyndende Indflydelse. Det var tilmed ikke blot Tempoet i Udviklingen, der ændredes i disse Aar, ogsaa Aanden blev efterhaanden en anden. Dette finder Udtryk i Bankens mere intime Forhold til Fondsbørsen og Børsspekulationen, der i disse Aar tager et stærkere Opsving, delvis under Ledelse af Emil Glückstadts' Svigerfader Direktør Eduard Rée. Dette gaar ikke sporløst hen over Bankens Udlaanskonti, der efterhaanden svulmer stærkt op, samtidig med, at Bankens egen Fondskonto - der omfatter saavel Aktier som Obligationer - viser stigende Omsætningstal (Køb og Salg) fra 98 Mill. Kr. i 1901 til 210 Mill. Kr. 1910. Lidt efter lidt glider man da ud i en Udvikling, der ikke længere er Udtryk for den naturlige organiske Vækst, men derimod for en bevidst Ekspansionsvillie, der ogsaa søger udenfor Landegrænsen.« (S. 21-22).

Den af Emil Glückstadt indlede Udvidelsespolitik satte sine første Spor i Landmandsbankens Virksomhed udadtil, da Glückstadt sammen med ledende Bankdirektører i Stockholm og Oslo tog Initiativet til Oprettelsen af to skandinaviske Banker i Paris og London. »Banque des Pays du Nord« i Paris startedes 1911 med en Aktiekapital paa 25 Mill. Kr. og en

202

engelsk-skandinavisk Bank under Navnet »British Bank of Northern Commerce« 1912 i London. Ved Oprettelsen af sidstnævnte Bank var foruden de skandinaviske Banker ogsaa en førende engelsk, fransk og russisk Bank medvirkende og Institutionen blev ved Starten indregistreret med en Aktiekapital paa 2 Mill. £. British Bank havde kun en relativ kort Levetid, idet den i Oktober 1920 blev sammensluttet med det jødiske Bankierfirma: C. I. Hambro & Søn (hvis Grundlægger Carl Hambro var hjemmefødt i Danmark) og siden August 1921 fører Navnet: Hambros Bank ltd.*)

Kort efter at der paa denne Maade var knyttet internationale Forbindelser, koncentrerede Glückstadt sin Opmærksomhed mod Udvidelsen af sin Banks Virkeomraade indenfor Landet. Paa alle mulige Maader søgte Landmandsbanken som kapitalstærk og formaaende Pengeinstitution at faa provinsielle Banker og Sparekasser ind under sit Herredømme. Opkøbene satte ind i 1912, da et gammelt og anset Institut, Lollands Spare- og Laanebank i Nakskov, et - ifølge Bankkommissionens Beretning - »rent Spareinstitut, tilmed en af Provinsens største selvstyrende og selvejende Sparekasser«, mente at maatte give op over for den moderne Banks haardhændede Konkurrencemetoder og derfor søgte Sammenslutning med den københavnske Storbank. Derefter blev i 1913 to mindre jydske Pengeinstituter, Fredericia Bank og Esbjerg-Fanø Bank, der begge var kommen i Vanskeligheder, overtaget af Landmandsbanken. Under Krigen fortsattes Opkøbene af Smaabanker, tildels af saadanne, der i og for sig var sunde og i god Drift, men som

*) Vedrørende denne Sammenslutning oplyser »Mosaisk Samfund« den 4. 9. 1920 bl. a., at Aktiekapitalen vil blive 400.000 Aktier à 10 Lst, hvoraf 2 Lst 10 sh. indbetalt. Sir Everard Hambro vil blive Præsident, Sir Eric Hambro Vicepræsident, H. Hambro og Olaf Hambro administrerende Direktører og C. L. d' Abo Generaldirektør. Det fremhæves, at det drejer sig om en »engelsk-dansk« (!) Banksammenslutning, og at Hambro'erne nedstammer fra den paa Frederik den Sjettes Tid kendte danske Bankier Joseph Hambro.

203

ikke mente at kunne skaffe tilstrækkelig rentable Investeringsmuligheder for Indlaansmidlerne, dels imidlertid ogsaa af Provins-Instituter, som var kørt fast ved fejlagtige Dispositioner over deres Kapital og derfor søgte deres Redning ved en Fusion med Storbanken. Blandt den førstnævnte Gruppe maa nævnes Tølløse-Merløse Bank, hvis Aktier indløstes til Kurs 200 pCt. eksklusive Dividende for det sidstudløbne Regnskabsaar, Thylands Bank i Hurup, hvor Aktionærerne udløstes med 225 pCt. ex Udbytte, Banken for Korsør og Omegn, hvor Udløsningen androg 238 pCt, incl. Restdividende, Thisted Bank, hvor der i Udløsning betaltes endog 285 pCt., samt Salling Herreders Spare- og Laanebank i Skive, hvor Aktionærerne som Vederlag fik bevilliget 227 ½ pCt. Da imidlertid Handels- og Landbrugsbanken i Svendborg 1921 besluttede sig til at søge en Sammenslutning med Landmandsbanken, var Grunden hertil, at den som Følge af en altfor rundhaandet Financieringsvirksomhed overfor lokale Foretagender var truet med finansiel Ruin og for at undgaa Standsning af Bedriften ansaa det for rigtigere at redde sig i en Storbanks Favn. I dette Tilfælde maatte Aktionærerne affinde sig med en ikke helt saa flot Godtgørelse, idet de for hver 1000 Kr. egne Aktier fik udbetalt 500. Kr. kontant og 500 Kr. i Landmandsbankaktier, der da stod i 136. Den trods alt rundelige Betaling finder iøvrigt sin Forklaring i, at Landmandsbanken paa det her omhandlede Tidspunkt krampagtigt søgte at værge sig mod det katastrofale Udbud af dens egne Papirer og derfor priste sig lykkelig, at den ved Overtagelsen af Svendborgbanken idetmindste kunde placere en mindre Del af sit Aktiemateriale paa faste Hænder.

Det systematiske Opkøb af Provinsinstituter stødte selvfølgelig ikke sjældent paa Modstand, og ikke alle Kredse var blinde for, hvor farligt det kunde blive, naar en Storbank fik Mulighed for at lægge sine Sugerør ud over Landet i altfor stor

*) Jvr. Prof. Bircks Bedømmelse af denne Udvikling nedenfor i Afsnit 9b.

204

Grad. *) I Nyborg, Nykjøbing Sj, og i Korsør gjorde Modstanden sig særlig kraftig gældende. Her oprettedes nye Lokalbanker, efter at Landmandsbanken havde gennemført Fusionen med de nævnte dersteds bestaaende ældre Pengeinstitutter. Hvor lidet imidlertid Landbefolkningen har forstaaet de Farer, der truede fra en Storbanks Side ved en saadan forceret Udvidelsespolitik, viser bl. a. de Betragtninger, Bankledelsen for Sallingbanken fremførte paa den til Behandling af Fusionsforslaget indkaldte Generalforsamling. Der fremsattes bl. a. den naive Tankegang, at man efter Sammenslutningen jo ikke mere vilde være henvist blot til Aktiekapitalens beskedne 600.000, Kr., men i Stedet for vilde »faa Landmandsbankens Millioner til Raadighed«. Paa samme Maade hævdedes i Forhandlingerne om Overtagelsen af Nyborg Bank, at man fremtidig kunde »disponere over praktisk taget ubegrænsede Midler«. Man vidste vel ikke bedre!

De i Tiaaret 1912-21 af Landmandsbanken overtagne Provins-Instituter havde ved Overtagelsen følgende Virkemidler (i Kroner):

Navn

Sparekasse, Indlaan og Folio

Aktiekapital

Reserver

       

Lollands Spare- og Laanebank

35.000.000

 

1.400.000

Fredericia Bank

870.000

100.000

24.000

Esbjerg-Fanø Bank

3.900.000

1.000.000

348.000

Tølløse-Merløse Bank

869.000

60.000

15.000

Slangerupbanens Oplandsbank

1.030.000

60.000

19.000

Spare- og Laanebanken for Nykøbing Sj. og Omegn

802.000

25.000

31.000

Thylands Bank (Hurup)

3.583.000

240.000

160.000

Banken for Korsør og Omegn

2.300.000

200.000

107.000

Thisted Bank

9.827.000

600.000

300.000

Grenaa Handels- og Landbrugsbank

9.680.000

500.000

235.000

Salling Herreds Spare- og Laanebank

5.877.000

600.000

320.000

Nyborg Bank for By og Omegn

2.920.000

400.000

47.000

Hørsholm Sparekasse

3.000.000

   

Stubbekøbing Bank og Sparekasse

7.420.000

25.000

246.000

205

Banken for Faaborg og Omegn

2.659.000

350.000

45.000

Svendborg Handels- og Landbrugsbank

25.800.000

3.000.000

1.925.000

 

115.537.000

7.160.000

5.222.000

De overtagne Bankers samlede Balance androg ialt 143.232.000 Kr. Men Indskudsmidlerne beløb sig altsaa til ikke mindre end 115,5 Millioner Kroner. I Begyndelsen af 1922 forsøgte Landmandsbanken forgæves at overtage Kjøbenhavns Diskonto- og Revisionsbank, men det lykkedes den i Marts 1922 at inkorporere Kjøbenhavns Private Laanebank. Overtagelsen skete nærmest ved et Kup. Al Modstand fra de gamle Aktionærers Side frugtede intet, end ikke Bankinspektør Greens Fraraadelse af Sammenslutningen kunde ændre noget ved Resultatet. Ved den trufne Ordning kunde Landmandsbanken paany udvide sit Virkeomraade indenfor Hovedstaden betydeligt.*)

Foruden ved den skildrede Sammenslutning med mindre Banker navnlig ude i Provinsen søgte Landmandsbanken ogsaa ved Oprettelsen af Filialer at udvide sin Virksomhed, saaledes at den ved Udgangen af Aaret 1921 talte 61 Afdelingskontorer i Provinsen, mod kun 8 udenbys Filialer i 1912. Efter at Nordslesvig 1920 var bleven dansk, indrettedes der ogsaa i denne Landsdel i alle 4 Byer Landmandsbankfilialer. Saadanne fandtes herefter 1921 i: Aabenraa, Aalborg, Bagsværd, Balle, Bandholm, Bedsted, Bramminge, Durup, Esbjerg, Eskildstrup, Faaborg, Fejø, Fredericia, Frøstrup, Grenaa, Haderslev, Halskov, Helsingør, Holbæk, Horslunde, Hurup, Hvidbjerg, Hørdum, Hørsholm, Kallundborg, Kolding, Kolind, Korsør, Langeskov, Maribo, Marstal, Nakskov, Nordby, Nykøbing F., Nykøbing S., Nysted, Nørre Broby, Roslev, Rødby, Sakskøbing, Selde, Skagen, Skive, Slangerup, Snedsted, Stokkemarke, Stub-

*) Jvf. nedenfor Afsnit 4a, S. 419 flg.

206

bekøbing, Svendborg, Sønderborg, Sønderho, Thisted, Trustrup, Tølløse, Tønder, Vejle, Vesløs, Vestervig, Æreskøbing og Ørbæk. Desuden havde Landmandsbanken ultimo 1921 Afdelingskontorer i København.

Udvidelsen af Bankens Virkeomraade var altsaa et af de Midler, der benyttedes til at styrke Institutionens Indflydelse paa Landets Økonomi i det Hele. Det hævdedes fra Bankens Side, at Bestræbelserne for at fusionere mindre Provinsbanker og allevegne at oprette Filialer kun havde til Formaal at gøre Kapitalen frugtbar indenfor Produktionen i videst mulig Udstrækning. Derom siges bl. a. i Aarsberetningen for 1918 i Tilslutning til Meddelelsen om de i Aarets Løb overtagne Banker og Sparekasser følgende: »Det er Bankens Opfattelse, at det er af overordentlig Betydning, at et stærkt Pengeinstitut er repræsenteret i Landets forskellige Egne, hvor der for den stedlige og tidt betydelige Handel og Industri kan være Brug for en stærkere finansiel Støtte, end en mindre Bank kan yde. Bankens vidtforgrenede Virksomhed bærer det bedste Vidnesbyrd om det rigtige i denne Betragtning, idet det meget ofte er fra Provinsen, at der stilles de største Krav til Bankens Kasse - Krav, som en lokal Bank ikke altid uden Vanskelighed vilde kunne opfylde.«

Saa snakker de Ræve for de Gæs. Thi en mere hyklerisk, en mere usandfærdig og underfundig Karakterisering af de med Bankens Ekspansionspolitik forfulgte Maal kunde bestemt ikke gives. Det drejede sig nemlig slet ikke om, ved den stadig fremadskridende Opsamling af Landets Pengemidler i Landmandsbanken at gavne alle Egne i Landet, at gavne alle Erhverv, at holde Produktionslivet i Gang, at skabe en sund og kraftig Økonomi, men Maalet med denne systematiske Opsugning af Landets Kapitalværdier gennem den mægtige og formaaende Bank, der stod under Jøden Emil Glückstadts Ledelse, var at udplyndre den jævne Befolkning

207

til Gunst for de københavnske Børshyæner, at tvinge det danske Folk ind i en haabløs Afhængighed af Kapitalen og i Sammenhæng dermed at styrte det ud i Arbejdsløshed og Fattigdom, for at en lille Kreds af jødiske Rigmænd kunde leve højt paa de Formuer, den havde tilranet sig ved en forceret Kapitalakkumulation og ved de mest samvittighedsløse Spekulationer i Varer og Effekter. Det var ikke Folket, Emil Glückstadt vilde tjene, men det var sig selv, sine nærmeste Frænder og Venner, det var sin Race, han vilde gavne. Det var det Jøderne iboende, racemæssige Anlæg for Magtbegær, en forbryderisk Religion havde udviklet, der var bestemmende for Glückstadts Bestræbelser og Handlinger.

Kendsgerningerne viser til fulde, i hvor forfærdende en Grad disse Paastande er rigtige.

Paa den Tid, da Omslaget indenfor Verdensøkonomien lige var indtraadt, ultimo 1920, udgjorde Balancen i Landmandsbanken cirka 1 ½ Milliard Kroner, deraf ved Hovedsædet 700 Mill. Kr. og ved Filialerne 550 Mill. Kr. Diverse Kreditorer m. m. androg 66 Mill. Kr. og Egen-Kapitalen 167 Mill. Kr. Den fremmede Kapital beløb sig paa nævnte Tidspunkt til 1.297 Mill. Kr., hvoraf Indlaansmidlerne alene udgjorde 1.249 Mil1. Kr. eller 96 pCt. I Sammenhæng med disse Oplysninger bemærkes i Bankkommissionens Beretning kort og godt:

Filialernes egne Kapitalanbringelser, androg ca. 40 pCt. af Hovedsædets, medens deres lndlaan androg ca. 80 pCt. af Hovedsædets Indlaan.

Det vil altsaa sige, at en væsentlig Del af de Indlaan, Landmandsbanken modtog gennem Filialerne, ikke flød tilbage til de Befolkningskredse, hvor Sparekapitalen oparbejdedes og samledes, for dér at fremme Produktionen, men at Pengene, tilbageholdtes i København, for der navnlig at tilfredsstille

208

Jødemagtens Kreditbehov. Spørgsmaalet bliver derefter, hvem der kunde udnytte disse Banken tilflydende Virkemidler og paa hvilken Maade de kunde udnytte dem. Og Besvarelsen af disse Spørgsmaal lader saa tydeligt som noget erkende, hvad Glückstadt og hans Inderkreds eller som denne Klike ogsaa i den offentlige Diskussion kaldtes: de sammenspistes Klub - tilsigtede, nemlig ikke andet og ikke mindre end en planmæssig Opsamling af Landets Kapital i jødiske Hænder.

Hovedsædets Pengeanbringelser udgjorde ultimo 1920 mere end en Milliard Kroner. I Balancen var Diverse Debitorer den største Post, idet den lød paa over ½ Milliard Kroner. Dog var Betegnelsen misvisende, da den dækkede over mere end den gav Udtryk for. Summen omfattede nemlig ikke blot Diverse Debitorer i egentlig Forstand (med 298 Mill. Kr.), men desuden tre andre Poster:

Aktier

103 Mill. Kr.

Indlandske Banker og Sparekasser.

17 Mill. Kr.

Faste Ejendomme.

2 Mill. Kr.

Herefter var mere end 100 Mill. Kr. anbragt i Aktier, uden at dette Faktum fremgik af Regnskabet. Den samlede Anbringelse i Fonds og Aktier beløb sig i Virkeligheden ultimo 1920 til 229 Mill. Kr.

Bankkommissionens Beretning bringer derefter en Opstilling over Hovedsædets Debetkonti, som viser, at der ultimo 1920 fandtes 2881 Debetkonti med en samlet Gæld paa ialt 803,2 Mill. Kroner. Endvidere havde Hovedsædet afgivet 606 Garantier til et Beløb paa 78 Mill. Kr. Anbringelsen af disse Penge var imidlertid - og det er særlig karakteristisk for Tendensen i Bankens Kreditpolitik - anbragt paa en meget snæver Udlaansbasis, saaledes at det de facto kun var en meget lille Inderkreds blande Bankens Kunder, der kunde profitere af Landmandsbankens mægtige Kapitalanbringelser. Landmandsbankberetningen bringer herom en Række Oversigter

209

(S. 62-63), som paa Grund af de yderst værdifulde Oplysninger, de indeholder, her skal behandles udførligere.

De 2881 Debet-Konti og de 606 Garantier fordelte sig saaledes efter Størrelse:

  Tilsammen  
 

Antal

Beløb

Under 20.000 Kr.

1.951

10.0 Mill. Kr.

Fra 20.000 til

100.000 Kr.

702

32.4 Mill. Kr.

Fra 100.000 til

½ Mill. Kr.

525

120.0 Mill. Kr.

Over ½ Mill. Kr.

309

718.2 Mill. Kr.

 

3.487

881.2 Mill. Kr.

Deraf udgjorde Debet-Kontiene alene et Beløb paa i alt 803.2 Mill. Kr.

Som Kommentar til denne Tabel bringer vi ordret den Redegørelse, Bankkommissionen - d.v.s. d'Hrr. Landsdommer Rump, Prof. L. V. Birck og Bankinspektør Green - giver til nærmere Udredning af denne højst besynderlige Form for Udlaanspolitik, der ganske aabenlyst og med en ligefrem utrolig Konsekvens favoriserede Personer, der paa den ene eller anden Maade havde nær Tilknytning til Bankens Direktører og aabenbart paa Grund af deres racemæssige Anlæg ansaas for særlig værdige til at opnaa Millionkrediter. Beretningen herom lyder som følger:

»Vi ser heraf (d.v.s. af den ovennævnte Opstilling) at over 4/5 af Bankens Udlaan faldt paa de 266 Debetkonti paa over ½ Mill. Kr. og at ca. 2/3 af Garantierne faldt paa 43 Garanti-Konti over denne Grænse.

En Gennemgang af de 266 Debet-Konti over ½ Mill. Kr., hvortil Størstedelen af Bankens Risiko var knyttet, viser, at samme Debitor ofte optræder med flere Konti, saaledes at Antallet af Debitorer bliver langt mindre end Antallet af Debet-Konti, samt at en Del af Debitorerne naturligvis er Bankens

210

egne Filialer eller andre Banker. Vi faar derefter følgende Fordeling af Debitorerne med Konti paa over ½ Mill. Kr.:

 

Antal

Beløb

Egne Afdelinger og Filialer

11

59.4 Mill. Kr.

Provinsbanker

11

12.3 Mill. Kr.

Udenlandske Banker

5

10.2 Mill. Kr.

Almindelige Debitorer

162

585.9 Mill. Kr.

 

189

585.9 Mill. Kr.

Deler vi igen de 162 almindelige Debitorer efter Størrelse, faar vi:

 

Antal

Beløb

½ - 1 Mill. Kr.

55

38.3 Mill. Kr.

1 - 5 Mill. Kr.

82

175.4 Mill. Kr.

5 - 10 Mill. Kr.

14

95.2 Mill. Kr.

10 Mill. Kr. og derover

11

277.0 Mill. Kr.

 

162

585.9 Mill. Kr.

Denne Oversigt viser, at 372,2 Mill Kr. er anbragt hos 25 Debitorer (5 Mill. Kr. og derover); hos disse 25 Firmaer og Personer er altsaa henimod Halvdelen af Debet-Kontienes samlede Beløb og over 1/3 af hele Balancens Beløb koncentreret. Heraf skyldtes atter 277 Mill. Kr. eller ca. 1/4 af Balancens Beløb af kun 11 Debitorer med Laan paa 10 Mill. Kr. og derover.

Allerede denne statistiske Oversigt over Debitorerne viser, at en uforholdsmæssig stor Del af Bankens Midler var bundet i store Udlaan til et Faatal af Debitorer. Bankens Magtstilling var derfor mere tilsyneladende end virkelig, forsaavidt som nogle faa Debitorers Svigten vilde kunne bringe den i Vanskeligheder.

En mere indgaaende Betragtning af Debitorerne fører til, at de naturligt deles i 3 Grupper: Den Transatlantiske Kon-

211

cern, Børsengagementer og en Række større Handels- og Industrivirksomheder. Af disse Engagementer (Krediter og Garantier) skal følgende nævnes:

I

Transatlantisk Kompagni Koncern:

 

Krediter

144 Mill. Kr.

Garantier

25 Mill. Kr.

Aktie-Interesse

9 Mill. Kr.

 

I alt 178 Mill. Kr.

II Børsengagementer

De Lunn'ske Konsortier

48 Mill. Kr.

I. M. Levin & Co.

38 Mill. Kr.

10 andre Vekselerer

20 Mill. Kr.

12 Konsortier

41 Mill. Kr.

H. Heilbuth

16 Mill. Kr.

Max Lester og Valdemar Glückstadt

15 Mill. Kr.

28 større Spekulationskunder

27 Mill. Kr.

I alt 205 Mill. Kr.

III Større Handels- og Industrivirksomheder m.m.:

Nordisk Oversøisk Handelsselskab

14 Mill. Kr.

Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik

27 Mill. Kr.

Ballin & Hertz

34 Mill. kr.

Nielsen & Winther

14 Mill. Kr.

Levin & Salomonsen (Frederik Salomonsen)

10 Mill. Kr.

Skandinavisk Frøkomp. & Dansk Saasæd Komp.

10 Mill. Kr.

Grønlandsk Minedrift m.m.

6 Mill. Kr.

E. P. og I. Frigast

6 Mill. Kr.

 

I alt 121 Mill. Kr.

212

Alene disse faa Engagementer giver en Interesse paa over 500 Mill. Kr.

For et Faatal af Kunder havde Banken financieret Børsspekulationer til et Beløb af over 200 Mill. Kr., de samlede Børsengagementer androg 250 Mill. Kr., og det udækkede Beløb herpaa beløb sig til 42 Mill. Kr. Da Bankens Obligationer og Aktier var bogført til 230 Mill. Kr., bliver Bankens samlede Børs- Interesse saaledes 480 Mill. Kr.

I den transatlantiske Koncern var Banken interesseret med 178 Mill. Kr., paa 8 andre Engagementer var placeret godt 120 Mill. Kr.« (Udhævelser af Forf.)

Saavidt Bankkommissionens Fremstilling af Landmandsbankens Udlaanspolitik, som afsluttende resumerer: »Naar Krisen kunde virke saa stærkt paa Landmandsbanken, skyldes det, at den som vist i saa høj Grad havde koncentreret sin Udlaansvirksomhed i en ensidig Financiering af enkelte store Debitorer, først og fremmest Transatlantisk Kompagni, og i omfattende Spekulationsengagementer i Børseffekter.«

Det er overfor denne Redegørelse, at det Spørgsmaal navnlig interesserer, hvorvidt det ved de ovennævnte Debitorer drejer sig om jødiske Firmaer og Forretningsmænd henholdsvis om Firmaer, der paa den ene eller anden Maade maatte anses for paa det nærmeste at være knyttet til jødiske Interesser. Denne Side af Sagen vil blive nærmere undersøgt i de følgende Afsnit. Her skal kun sammenfattende bemærkes, at man ved en Gennemgang af den af Bankkommissionen udarbejdede Opstilling over Landmandsbankens betydeligste Engagementer, der omfatter et samlet Gældsbeløb paa mere end en halv Milliard Kroner, vil konstatere, at det Faatal af Kunder, der kunde profitere af denne ødsle og uforsvarlige Kapitaldisposition, i langt overvejende Grad var Jøder, for en væsentlig Del rettroende Hebræere, men dog ogsaa Racejøder, som stod uden for deres oprindelige Trossamfund, saasom f. Eks. Emil Glückstadt selv, der var gaaet over til Katolicismen. Ved Siden af disse Jøder, der stort set indtager en absolut dominerende Stil-

213

ling, findes der saa rigtignok ogsaa et vist Antal Interessenter, der ikke er af orientalsk, men af god dansk Herkomst, og som ikke undslaar sig for at gaa med ind i den vilde Dans om den gyldne Kalv og paa godt og ondt at lystre Jødernes Direktiver.

Dog kendte Landmandsbankens Direktører endnu et Middel til, ved Hjælp af den af dem ledede Storbank, at fremme Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder. Midlet hertil var Financieringen af Bankens specielle Børsspekulationskunder, altsaa den systematiske Forcering af Aktiespekulationen ved en hasarderet Laanepolitik til Fordel for en snæver Kreds af særligt driftige jødiske Storspekulanter, hvis Antal ikke udgjorde mere end mellem to eller tre Snese. Ogsaa angaaende denne Sag giver Bankkommissionens Beretning fra 1923 meget instruktive Oplysninger.

Landmandsbanken havde allerede før Verdenskrigen paabegyndt en Klassificering af sine Kunder, hvorefter der kunde skelnes mellem almindelige Børsspekulationskunder, for hvem de almindelig hævdede Belaaningsregler for Børsspekulanter var gældende, og de specielle, Banken særligt nærstaaende Kunder, der nød større Begunstigelser og navnlig var fritaget for at indbetale en bestemt Margin ved Oprettelsen af en Spekulationskonto, ligesom de ej heller behøvede at underskrive Deklarationer. De kunde ovenikøbet tildels belaane de Papirer, de spekulerede i, ud over de regulært gældende Belaaningssatser, som før Verdenskrigen varierede mellem 65 og 80 pCt. af Papirernes Kursværdi, men under Krigen var sat til 65 pCt. paa Obligationer og Bankaktier, Ø. K., D.F.D.S. og Transatlantisk Kompagni, 50 pCt. paa Industriaktier og 40 pCt. paa Smaadampere. For en Del af de særlige Kunder traf Bankens Direktører absolut egenmægtigt deres Dispositioner, medens andre Kunder dog havde en vis Medbestemmelsesret. Naar der paa saadanne Konti opstod Tab, traf Direktørerne ligesaa egenraadigt deres Afgørelse med Hensyn til Kontoens

214

videre Skæbne; som oftest anordnedes Overførslen af en saadan Konto med afsvækkede Effekter til » Konsortiet af 1. Februar 1917« eller en lignende af Banken indrettet Støttekonto, ved hvilken Banken selv overtog Dækningen af de opstaaede Tab.

Bankkommissionens Beretning bringer følgende Oversigt over Børsspekulationskontiene ved selve Banken (Hovedsædet incl . 9 - 1914: 7 - indenbys Filialer og 1 udenbys Filial):

 

Antal Konti

Debet Saldo

Pr. 30. Juni 1914

207

40.2 Mill. Kr.

Pr. 31. Jan. 1917

1.086

250.6 Mill. Kr.

Pr. 30. Novbr. 1918

1.102

251.0 Mill. Kr.

Pr. 29. Febr. 1920

1.103

262.1 Mill. Kr.

Pr. 31. Decbr. 1920

970

249.3 Mill. Kr.

Pr. 31. Decbr. 1921

841

217.5 Mill. Kr.

Pr. 16. Septbr. 1922

676

188.7 Mill. Kr.

Opstillingen viser en mægtig Stigning i Størrelsen af Debet-Saldoen paa Spekulationskontiene i de første Krigsaar, indtil Iværksættelsen af den uindskrænkede Undervandsbaadskrig den 1. Febr. 1917. Denne Vækst udgør det Femdobbelte af de oprindelige Beløb; det er navnlig i 1916, da alle Aktier er inde i en kraftig Hausse, at Spekulationen tager Fart. Efter Indledelsen af Nordsøblokaden indtræder der for en kort Periode en Nedgang i Kurserne, og dette Tilbageslag medfører, at Spekulationen stagnerer indtil Krigens Afslutning og indtil Foraaret 1920, da endelig Tilbagegangen sætter ind. I Begyndelsen af 1920 sætter de store Katastrofer ind indenfor de Foretagender, som ved Hjælp af Landmandsbankens Kreditter har forceret deres Drift ud over alle Grænser, - Baissen kommer, ikke mindst for enkelte af Landmandsbankens Standardpapirer, og dermed ogsaa Kursnedgangen for Bankens egne Aktier.

Nu er Tiden inde, da Spekulationskontiene maa afvikles. Ultimo 1920 er den gradvise Likvidation saa smaat begyndt, 1921

215

tager den, som Resultatet ultimo 1921 viser, stærkere Fart, for derefter i 1922 at fortsætte i stigende Tempo. Alligevel er Antallet af Spekulationskonti efter den den 1. September 1922 gennemførte anden Rekonstruktion endnu tre Gange saa stor som i 1914, og Debet-Saldoen, som udgør et Beløb paa henimod 190 Mill. Kr., er endog rigeligt fire Gange saa stor!

Særlig interessant ved denne Udvikling er nu den Stilling, de særlige Børsspekulationskunder indtager, d. v. s. de Storspekulanter, som favoriseredes af Bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg, af hvilke nogle er kendte, men flere aldrig offentlig er bleven nævnt, mens de dog selvfølgelig udelukkende maa søges indenfor den af de jødiske Finansmænd dannede Inderkreds, der ganske udelukkende bestod af Jøder eller Jødelakajer. Med Hensyn til Kontiene, der førtes ved Hovedsædet for disse saakaldte særlige Børsspekulationskunder, bringer Bankkommisionens Beretning følgende Tal:

 

Heraf Laan, hvorfor ikke fandtes fuld Dækning

 

Antal Konto i alt:

Debet Saldo I alt: Mill. Kr.

Antal Konti:

Debet Saldo i Mill. Kr.

Depot Værdi i Mill. Kr.

Udækket Beløb i Mill. Kr.

Pr. 30.6.1914

31

17.1

13

8.4

7.9

0.5

Pr. 31.1.1917

125

113.0

74

73.3

64.6

8.7

Pr. 30.11.1918

82

110.5

48

63.4

56.1

7.3

Pr. 29.2.1920

127

139.3

65

76.8

68.2

8.6

Pr. 31.12.1920

137

155.2

118

136.4

103.1

33.3

Pr. 31.12.1921

103

140.3

89

134.5

73.2

61.3

Pr.16.9.1922

87

121.2

81

115.9

49.4

66.5

Her viser det sig altsaa, at paa den her omhandlede Kategori af Konti, skyldtes ultimo 1921 henholdsvis endnu den 16. 9. 1922 et Beløb paa godt 60 Mill. Kr., for hvilke der ikke var

216

nogen Dækning i de af Spekulationskunderne deponerede Værdier. Paa saa letfærdig en Maade havde Landmandsbanken financieret Slægtninges og Venners forrykte Aktiespekulation, paa denne Maade havde Banken forsøgt at sikre Inderkredsen særlige Indtjeningsmuligheder. Spekulationen slog i sidste Omgang fejl, men Tendensen, der gør sig gældende i det her skitserede Børsspil, kan der saa sandelig ikke være nogen Tvivl om: her drejede det sig om den sidste afgørende bankpolitiske Foranstaltning, der skulde tjene til Styrkelse af den jødiske Finansmagts Hegemoni indenfor Landet. Bemærkes maa iøvrigt, at Antallet af Kontiene ikke er ensbetydende med Antallet af Kunderne, da adskillige af Kontiene lød paa samme Person, saaledes at det reelle Antal Kunder oprindelig kun udgjorde cirka 15 og til Slut ca. 2/3 af Kontiantallet, altsaa 40 - 60. I samme Retning som Begunstigelsen af de særlige Børsspekulationskunder virkede ogsaa de Kasselaan, Landmandsbanken ydede Forbindelserne indenfor den hovedsagelig jødiske Vekselererstand. Saadanne Kasselaan var der pr. 30. 6. 1914 ydet til 24 Personer til et samlet Beløb af 14,3 Mill. Kr., mod fuld Dækning. Debet-Saldoen for disse Laans Vedkommende steg stærkt under Krigen, udgjorde pr. 31. Januar 1917 77.8 Mill. Kr. og 30. 11. 1918 endnu 65.1 Mill. Kr. Derefter nedbragtes de saaledes, at Debet-Saldoen i den senere kritiske Periode for disse Kasselaans Vedkommende beløb sig til 26,2 Mill. Kr.; men heraf var derefter Opgørelsen af 16. Sept. 1922 13.2 pCt. udækket.

Antallet af de almindelige Børsspekulanter var i alle de her behandlede Perioder væsentligt større end Antallet af de ovenfor behandlede specielle Kunder, men deres samlede Debet-Saldo var væsentlig lavere, og det udækkede Beløb androg endnu 30. Novbr. 1918 kun 0,9 pCt., steg derefter gradvis, ultimo 1920 til 4,6 pCt. og ultimo 1921 til 8,5 pCt., mens det sluttelig den 16. 9. 1922 udgjorde 10,6 pCt. af den samlede Debet-Saldo. Paa sidstnævnte Tidspunkt taltes der endnu 199 almindelige Børsspekulationskunder med en samlet Debet-Saldo

217

paa 23 Mill. Kr. Med Hensyn til Filialernes Belaaningsmetoder kan endelig bemærkes, at her overholdtes Dækningsreglerne for Børsspekulationskunder væsentlig strengere end i Hovedsædet.

Da Krisen kom, blev, som den følgende Fremstilling vil vise, en stor Del af de særlige Børsspekulationskunder beskyttet mod Tab derved, at de paa deres Konti opstaaede Underskud overtoges af »Konsortiet af 1. Febr. 1917«. En saadan Hjælp kunde almindelige Børsspekulationskunder naturligvis ikke faa; de blev hængende med Tabene. Mellem dem fandtes formodentlig heller ikke alt for mange Jøder og bestemt ingen formaaende Folk, Prinser eller Medlemmer af det højeste Aristokrati og af Diplomatiet. Talrige af de letsindige Personer, der af Højfinansen lod sig forlede til at gaa med ind i det vilde Børsspil, har maattet bøde haardt derfor med deres Formue og mere end det. Men Jøderne, der havde Hovedansvaret, forstod i stor Udstrækning at hytte deres Skind. De forstod at erhverve sig Millionformuer ved det rene og skære Børsjobberi, forstod ved deres Kapitalmagt at underlægge sig alt og alle, men de forstod endelig til Slut ogsaa ved et i Bund og Grund forløjet Spil mere eller mindre at redde sig igennem Katastrofen. De tabte paa ingen Maade deres Magtstilling ved Landmandsbankens Sammenbrud.

Sandelig: H. Brunøe havde mere Ret, end han selv kunde ane det, da han 1920 i sit Skrift: »Danskerne og de andre« (S. 112) skrev følgende Ord: »:Den sidste Menneskealders Kapitalsamling er paa jødiske Hænder, dels privat, dels i Storbanker og Bankierforretninger. En Gennemgang af Vekselmæglerlisten og Bankdirektørlisten viser det, og Følgen er blevet, at den storkapitalistiske og kreditøkonomiske Magt har gjort Jøden mere enevældig, end nogen Adelsmagt og Kongemagt nogen Sinde har været i Danmark. Jøden sidder i vort Erhvervsliv paa et saa ideelt og centralt Sted i Samfundsmaskineriet, at han, hvis han vil, ikke blot regerer os, men misregerer os trods Rigsdag, almindelig Valgret og det hele.« Og han

218

kunde med Ret tilføje: »Og Viljen mangler han ikke - Talmuds Bud byder ham at være hensynsløs og samfundsopløsende, og han er det nu som aldrig før.«

 

b) Hvorledes Glückstadt og Ringberg sørgede for Slægt og Venner.

Til de særlige Forretningsmetoder, Landmandsbankens Direktører bragte i Anvendelse for at fremme deres specielle Interesser, hørte som nævnt ogsaa Favoriseringen af en vis Kreds af Børsspekulationskunder. Der vil senere være Anledning til at undersøge dette Forhold nærmere ved Behandlingen af de hos Vekselererfirmaet J. M. Levin løbende Spekulationskonsortier, (jvf. Afsnit 3i). Her skal blot fremhæves, at der ved Landmandsbanken førtes Konti for særlige Kunder, som for det meste ikke fik tilsendt Notaer og Konto-Udskrifter, og hvis Konti paa det Tidspunkt, da der opstod Tab paa dem som Følge af Papirernes Kursfald eller Udbetalinger, blev overført til en Konto betegnet »Konsortiet af 1. Februar 1917«. Banken financierede Hausse-Spekulation for disse specielle Kunder, ofte uden at give den Vedkommende Besked. Under Hensyn hertil følte den sig i Foraaret 1917, da Erklæringen af den uindskrænkede Undervandsbaadskrig for en Stund truede med at skabe Panik paa Børsen, moralsk forpligtet til at holde disse Kunder fri for Tab. Tilsvarende Synspunkt mente Landmandsbankens Direktører ogsaa at maatte gøre gældende under Domsforhandlingerne 1923; saaledes erklærede Kommitteret Schack Eyber i Forhandlingen den 14. April, at han »var ganske enig med Etatsraad Glückstadt i, at der hverken moralsk eller juridisk kunde gøres noget Krav gældende mod de Mennesker; man maatte tage Ansvaret for, hvad den fungerende Direktør havde gjort, og bringe disse Konti ud af Verden for de Posters Vedkommende, som man havde lagt derind«. Det var, for det meste Landmandsbankens Favorit-

219

papirer, som Aktier i D.F.D.S., Ø.K., Ø.P. og Orient, som var indkøbt paa disse Konti.

Bankkommissionens Beretning bemærker paa Side 67 følgende om denne Fremgangsmaade:

»De særlige Konti deler sig efter Indehaverne i forskellige Grupper. En stor Del angaar Personer, der ved Slægtskab eller Venskab havde nær Forbindelse med Direktørerne, navnlig Glückstadt, men ogsaa Ringberg og i nogle Tilfælde Rothe. Nogle af Direktørerne foretagne Dispositioner, der kan føres tilbage til de for Prinsesse Maries Bo i Banken indestaaende Midler, udførtes i forskellige Prinsers Navn. Andre Konti førtes for forskellige højtstaaende Herrer og Damer; en paa Lensgreve Aage Danneskjold-Samsøes Navn ført Konto synes at hidrøre fra en Afregningsfejl, som Banken vilde spekulere af.«

Nogle særlig grelle Eksempler paa Favorisering af Slægtninge fra Bankdirektørernes Side skal i det følgende behandles.

Her har vi først to meget driftige Forretningsmænd, Max Lester og Valdemar Glückstadt, af hvilke den første var gift med Emil Glückstadts Søster, den anden var Glückstadts Broder. Sammen var de Indehavere af Firmaet Max Levig &. Co., et Foretagende, der i 1890 var bleven oprettet som Assurance- og Handelsvirksomhed, men senere udelukkende tog sig af Forsikringer. Allerede kort før 1909 var dette Firma ude for store Vanskeligheder, da de Herrer Assurandører Lester og Glückstadt havde lidt Tab paa Patentsager og ogsaa ødslede Penge bort i et altfor flot Levned. Da maatte den gamle Isaac Glückstadt gribe hjælpende ind med ikke mindre end 600.000 Kr.; Beløbet blev, ifølge Bankkommissionens Beretning, betalt af Landmandsbanken til Debet for Geheimeetatsraadens Kasselaan og til Kredit for Firmaet Max Levig & Co.'s Folio Konto. Samtidig overtog Direktør Ringberg den Opgave at føre Tilsyn med Firmaet og dets Indehavere, et Mandat, Hr. Ringberg, som den senere Udvikling viser, røgtede saare slet. Allerede 30. 6. 1914 beløb Firmaets Gæld til Banken sig til ikke mindre

220

end ca. 800.000 Kr. som Overtræk paa Folio og Konto-Kurant Konto.

Da det under Krigen viste sig vanskeligt at faa de betydelige Sø- og Krigsrisikoer i Assuranceforretningen anbragt hos de tidligere Forbindelser, tilskyndede Firmaet Oprettelsen af et Søforsikringsselskab A/S »Baltica«, i hvilket dets to betydeligste Kunder, Det Forenede Dampskibsselskab og Østasiatisk Kompagni, blev Deltagere. Præmieindbetalingerne fra disse to Forbindelsers Side havde indtil da andraget ca. 2 ½ Mill. Kr. aarlig. Forhandlingerne angaaende Oprettelseskontrakten til det nye Selskab, til hvilke Højesteretssagfører Bülow blev tilkaldt, forvoldte mange Brydninger, da Firmaets Indehavere, Generalkonsul V. Glückstadt og Grosserer Max Lester, stillede vidtgaaende Fordringer, som de to interesserede Rederier ikke uden videre kunde godkende. Langt om længe opnaaedes dog Enighed, hvorefter der bl. a. blev vedtaget, at det nye Søforsikringsselskab skulde overtage Firmaet Lester, Levig & Co.'s Portefeuille uden særligt Vederlag, hvorimod Firmaet fremtidig som saadant skulde virke som Selskabets Generalagent. D'Hrr. Lester og Glückstadt sikrede sig derved godt for Fremtiden, idet der i Kontrakten bestemtes, at Firmaets Ret skulde vedvare, selvom en af Indehaverne udtraadte, ligesom disse skulde være berettiget til at optage deres Sønner og den Førstefødtes Enke samt til at omdanne Firmaet til et Aktieselskab med en af Indehaverne eller deres Sønner som Direktør. Aktieselskabet fik kun i stærkt begrænset Omfang Mulighed for at kunne ophæve Kontrakten, idet saadant kun kunde tilstedes ved gentagne Misligholdelser eller ogsaa, saafremt Retsforholdet var opretholdt ud over den 1. Januar 1926, ved at betale en større i Kontrakten nærmere normeret Affindelsessum til Firmaet. Denne Bestemmelse viste sig senere at være af særlig Værdi for Indehaverne. Thi da Firmaet 1922, efter Landmandsbankens Sammenbrud, ikke mere kunde klare sine Forpligtelser, kunde disse stille deres Betingelser for at give Afkald paa deres i Kontrakten med »Baltica« fastsatte

221

Rettigheder. Til dette Selskab tegnedes straks ved Starten i Foraaret 1916 en Aktiekapital paa 17 Mill. Kr.

Efter at Overenskomsten med »Baltica« var kommet i Stand, oprettedes der fra Firmaets Side straks en Række Spekulationskonti ved Landmandsbanken under de Betingelser, der almindeligvis blev tilstaaet Bankens særlige Kunder. Saaledes optoges den 23. Febr. 1916 et Kasselaan for 152.000 Kr. D.F.D.S. Aktier til Kurs ca. 226, for hvilket der ifølge Kommissionsberetningen »overførtes som en Sikkerhedsmargin 400.000 Kr. fra Firmaets Folio-Konto, skønt denne Konto i Forvejen var overtrukket.« Der fortsættes: »For de følgende Laan havdes overhovedet ingen Margin, og kun de indkøbte Spekulationspapirer, der i denne Periode i Almindelighed var i Stigning, tjente som Sikkerhed. Den første Spekulationskonto, paa hvilken der i Marts 1916 tilkøbtes nogle Aktier, afsluttedes den 21. Marts 1916 med en Avance paa ca. 133.800 Kr., der overførtes til Firmaets Folio-Konto.« Spekulationerne blev videreført, dog blev i Sommeren 1918 alle Dampskibsengagementer afviklet, og i Stedet for købtes 140.000 Kr. Sukker-Aktier og 60.000 Kr. Forenede Bryggeri-Aktier. Paa indtrængende Henstilling af Direktør Ove Ringberg overtog Firmaet John Levig & Co. imidlertid i September-Oktober 1918 igen Rederipapirer, ialt 300.000 Kr. D.F.D.S., 300.000 Kr. Orient og desuden 200.000 Kr. Ø.K Aktier. Naar rettidig Afvikling af denne Gæld undlodes, skal dette ligeledes skyldes Ringbergs Modstand. Firmaets Spekulationsgæld øgedes i den følgende Tid i betydelig Grad, saaledes at den den 31. 12. 1921 beløb sig til ca. 4,2 Mill. Kr., medens de som Sikkerhed deponerede Aktier kun havde en Værdi paa ca. 1,9 Mill. Kr. Udover dette skyldte Firmaet til Banken paa Folio og Kontokurant ca. 2,7 Mill. Kr., med en tilsvarende utilstrækkelig Sikkerhed i Policer, Assuranceaktier, Panteobligationer samt Mark (934.600 Mk. til en Værdi af 26.100 Kr.).

Saavidt vedrørende selve Firmaets Gæld til Landmandsbanken.

222

Dog havde de to Indehavere af Firmaet desuden ogsaa personlig Gæld til Landmandsbanken. Thi som Broder og Svoger til Bankdirektør Emil Glückstadt skulde de selvfølgelig have Lejlighed til paa alle Ledder og Kanter at udnytte Chancen i de mest hasarderede Børsspekulationer.

Grosserer Max Lester havde allerede i sin Ungdom været paa Færde paa det her omhandlede Omraade; hans Spekulationer rækker helt tilbage til 1885. Under Krigen spekulerede han for egen Regning og sammen med andre i Konsortiet i Landmandsbankens Hovedsæde og i dennes Vesterbroafdeling; han var indviklet i talrige Børsforretninger og tjente voldsomme Penge, hvis nøje Størrelse imidlertid ikke har ladet sig beregne, da »han i mange Tilfælde lod sine Børsforretninger gaa uden om Banken, der saaledes gik Glip af Kurtagen«. Max Lesters Spekulationsgæld androg

 

i Hovedsædet:

i Vesterbro Afd.:

Pr. 31. Jan. 1917

Ca. 2.1 Mill. Kr.

Ca. 3.7 Mill. Kr.

Pr. 30. Nov. 1918

Ca. 3.8 Mill. Kr.

Ca. 2.6 Mill. Kr.

Pr. 31. Decbr. 1920

Ca. 5.2 Mill. Kr.

Ca. 2.0 Mill. Kr.

Pr. 31. Decbr. 1921

Det samme som ultimo 1920

 

Den 25. Nov. 1921 var Spekulationskontoen med det yndige Navn» Jagtselskabet Dianetta«, i hvilket Max Lester var Deltager, afsluttet, og »hans Andel i Aktierne (Ø.K., D.F.D.S., Orient og Norden) til en Værdi af ca. 250.000 Kr. overførtes til et af hans Laan i Hovedsædet mod Debitering paa dette af ca. 571.000 Kr« (S. 163).

Grosserer Valdemar Glückstadt var ikke mindre dygtig og havde ogsaa allerede før Verdenskrigen tjent sine første Sporer som driftig Børsspekulant. Hans Gæld til Landmandsbanken androg den 30. Juni 1914 ca. 440.000 Kr., imod Depot af diverse Aktier til en Værdi af ca. 344.000 Kr. samt 5.000 Kr. Odense Emulsionsplade Fabrik og 60.000 Mk. Hamburg-Amerikanische Packetfahrt A. G. (Hapag). Alt ialt androg Valde-

223

mar Glückstadts Gæld til Banken ultimo Juni 1914 en halv Million Kroner, da han endnu bl. a. paa en Villa-Konto skyldte 57.000 Kr. Under Krigen blev Spekulationerne kraftigt videreført, saaledes at Gælden til Banken den 29. 2. 1920 beløb sig til ca. 5,7 Mill. Kr. Herfor var som Sikkerhed henlagt Aktier til 4,2 Mill. Kr. Værdi samt 2den Proritets Panteobligationer lydende paa 125.000 Kr. med Pant i Villa paa Frederiksberg, Bel Colle, Kristinedal m. m. Ultimo 1921 androg Spekulationsgælden endnu ca. 3,2 Mill. Kr., med utilstrækkelig Sikkerhed i Aktier, diverse Panteobligationer, Mark og Francs, hvis samlede Værdi beregnedes til henimod 1,9 Mill. Kr.

Da nu i Sommeren 1922 Landmandsbankens Sammenbrud var evident, blev Landmandsbankdirektionen, d. v. s. Emil Glückstadt, samt de gode Slægtninge Max Lester og Valdemar Glückstadt enige om, at nu skulde alt sættes ind paa at tilsløre den store Gæld, som Firmaet Max Levig & Co. samt dets Indehavere stod i overfor Banken. - Til dette Formaal foretoges Juni til August 1922 de utroligste Transaktioner, som rigtignok ikke førte til noget Resultat, men som dog lader erkende, hvor samvittighedsløst Jøder kan gaa til Værks, naar det gælder for dem om at bedrage deres Medmennesker. Formaalet var at holde en Gæld paa 4 Mill. Kr. skjult for Revisionen og at forhindre, at d'Herrer Lesters og V. Glückstadts personlige Gæld blev bekendt; thi deres Fallit vilde medføre Ophævelse af Kontrakten med »Baltica«, og dermed vilde en Aarsindtægt paa 400.000 Kr. være bortfaldet. Da de i denne Anledning foretagne Transaktioner var særlig indviklede, er det hensigtsmæssigt at bringe Beretningen om de herhen hørende Forhold ordret efter Bankkommissionens Beretning (S. 164-166):

»Den 24. Juni 1922, medens Bankinspektøren gennemgik Landmandsbankens Forhold, oprettedes paa Bankens Foranledning en Række pro forma Dokumenter om Bankens og Max Levig & Co.'s indbyrdes Mellemværende. Mellem Grosserer Max Lester og Generalkonsul Vald. Glückstadt som eneste ansvarlige Indehavere af Firmaet Max Levig & Co. paa den ene Side og Overretssagfører P. Theisen, der var Kontorchef i Firmaet,

224

men som da var bortrejst, paa den anden Side oprettedes en Interessentskabskontrakt, hvorefter Theisen som Kommanditist skulde indskyde 4 Mill. Kr. i Firmaet; Kommanditisten kunde dog i Stedet deponere sine Rettigheder efter Kontrakten i Landmandsbanken til Sikkerhed for en Firmaet ydet Kredit. Ved en Kassekredit-Kontrakt deponeredes Interessentskabskontrakten samtidig i Banken som Haandpant for en Theisen indrømmet Kassekredit paa 4 Mill. Kr., saaledes at Udbytte af Interessentskabskontrakten skulde tjene til Dækning af Kassekrediten. Max Levig & Co. samt Max Lester og Vald. Glückstadt anmodede derhos skriftligt Banken om til Debet for denne Kassekredit at indkøbe for indtil 4 Mill. Kr. Obligationer, der skulde tjene til Sikkerhed for deres Gæld til Banken og sekundært for den nævnte Kassekredit; i Anmodningen siges, at Banken havde erklæret sig villig til naar som helst at tilbagekøbe Obligationerne til Indkøbspris. Firmaet udstedte samtidig en Deklaration om, at de af samme deponerede Effekter tjente til Sikkerhed baade for Firmaets Kasselaan og Indehaverens Gældsforpligtelser til Banken samt for Kassekrediten. Om Ordningen fandtes et Notat i Banken med Emil Glückstadts Haandskrift. Der afgaves derhos skriftlige Erklæringer fra Banken, underskrevet af Direktør Riis-Hansen, til Theisen, om at Theisen ikke var personlig ansvarlig for Kassekrediten, for hvilken alene Haandpantet og de af Firmaet Max Levig & Co. stillede Sikkerheder hæftede; endvidere Erklæring fra Max Lester og Vald. Glückstadt til Banken om, at de var indforstaaet med, at Theisen ikke hæftede for Kassekrediten, samt fra Theisen til dem om, at Interessentskabskontrakten kun var oprettet for at kunne deponeres i Landmandsbanken, og at han intet Krav havde efter denne. For Theisens Vedkommende var Underskrifterne meddelt ved Max Lesters Søn, Poul Lester, overfor hvem Banken erklærede, at Kontrakterne kun var bindende med Theisens skriftlige Indforstaaelse hermed.

Den 26. Juni 1922 stillede Emil Glückstadt til Sikkerhed for Firmaet Max Levig & Co.'s Laan en værdiløs Obligation paa ½ Mill. Kr. fra Nordisk Oversøisk Handelsselskab og en Bankbog med Landmandsbanken paa 146.568 Kr. 33 Ø., der udgjorde hans Tantième for Aaret 1921.

For den oprettede Kassekredit indkøbte I.andmandsbanken i Dagene 26. og 27. Juni følgende Obligationer, der debiteredes en Konto-Kurant-Konto, lydende paa Overretssagfører P. Theisen ved Komitteret Schack Eyber:

5 pCt. Københavns Havneobligationer

174.000 Kr.

5 pCt. Danske Statsobligationer 1919

320.000 Kr.

4½ pCt. Jydske Husmands Kreditforenings Obligationer III

280.000 Kr.

6 pCt. Jydske Grundejer Kreditforenings Obligationer II

360.000 Kr.

6 pCt. Østasiatisk Industri- og Plantageobligationer

460.000 Kr.

225

6 pCt. D.F.D.S. Reservefondsbeviser

1.452.000 Kr.

5 pCt. Københavns Kommuneobligationer

340.000 Kr.

4½ pCt. Kongeriget Danmarks Hypothekbank Obligationer

260.000 Kr.

 

3.646.000 Kr.

Papirerne blev ikke indkøbt paa Obligationsmarkedet, men skulde leveres af Landmandsbankens Beholdning. Ifølge de foreliggende Oplysninger fandt Levering ikke Sted, idet Obligationerne blev liggende og ikke udsondredes af Landmandsbankens Beholdning. 903.800 Kr. 6 pCt. D.F.D.S. Reservefondsbeviser kunde Landmandsbanken ikke levere af sin fri Beholdning, idet disse Obligationer laa i Nationalbanken til Sikkerhed for Landmandsbankens Mellemværende med denne.

Paa Konto-Kurant-Konto hævedes der, efter at ovennævnte Obligationer var debiteret derpaa, 545.046 Kr. 33 Ø., der blev indsat paa Indlaansbog med Landmandsbanken Litra C Nr. 40816 ogsaa lydende paa Overretssagfører P. Theisen ved Kommitteret Schack Eyber, og Konto-Kurant-Kontoen stod derefter i Debet med nøjagtig 4 Mill. Kr.

For de paa Kontoen debiterede Obligationer udstedtes der den 27. Juni en Recipisse (Nr. 10254), og denne Recipisse tillige med ovennævnte Indlaansbog Litra C Nr. 40816 blev ved en Deklaration af 28. Juni 1922 haandpantsat til Landmandsbanken af Overretssagfører Theisen (underskrevet for P. Theisen Poul Lester) til Sikkerhed for Max Levig & Co.'s og Vald. Glückstadts og Max Lesters Forpligtelser i Landmandsbanken.

Den 24. Juni 1922 havde Max Lester og Vald. Glückstadt endelig forpligtet sig overfor Banken til ikke at pantsætte eller sælge deres Malerier og Kunstgenstande.

Ved Bankinspektørens Undersøgelse i Landmandsbanken i Juni og Juli Maaned 1922 er det meddelt Bankinspektøren, at der som en Del af Sikkerheden for Max Levig & Co.'s og dettes Indehaveres Forpligtelser laa i Banken en Recipisse for de forannævnte Obligationer (nom. 3.646.000 Kr.), og at der paa Max Levig & Co.'s Kasselaan Nr. 28132 i Juni er indbetalt kontant 545.288 Kr. 33 Ø.; den tilsvarende Gæld paa 4 Mill. Kr. blev ikke opgivet.

Overretssagfører Theisen ønskede ikke at tiltræde den foretagne Ordning, og saavel Obligationerne som det kontante Beløb førtes senere tilbage til Banken.

Omkring Slutningen af August foretoges i Banken forskellige Transaktioner, der maa antages dels at have skullet tilsløre Firmaets og dets Indehaveres Gælds virkelige Størrelse og Karakter og dels at skulle skjule, hvorledes den nedbragtes.

226

Paa Max Levig & Co.'s Spekulationskonti indbetalte Max Lester og Vald. Glückstadt deres Gæld til Firmaet, henholdsvis 211.000 Kr. og 1,8 Mill. Kr., ialt ca. 2 Mill. Kr., som debiteredes de Paagældendes Konti.

Konsortiet af 1. Februar 1917 overtog samtidig for Firmaet diverse Aktier, hvis Værdi paa Posteringsdagen androg 1.187.900 Kr., for 1.389.400 Kr., hvorved Konsortiet betalte 201.500 Kr. for meget for Aktierne.

Endvidere indbetalte Emil Glückstadt sin Tantième for Aaret 1921, ca. 153.800 Kr., paa Firmaets Engagement. Der udsondredes derefter et Laan paa 481.900 Kr. imod Sikkerhed i diverse Assuranceaktier. Dette Laan debiteres yderligere for 183.850 Kr., som overførtes til Max Lesters Engagement, og 134.250 Kr., som overførtes til Vald. Glückstadts Engagement, idet der samtidig henlagdes forskellige Assuranceaktier som Sikkerhed, saaledes at Gælden blev ialt 800.000 Kr. imod Depot af de nævnte Aktier, der maa anses for at have frembudt tilstrækkelig Sikkerhed for Gælden. Ved disse Posteringer samt forskellige Rentereguleringer var Firmaets Gæld nedbragt til ca. 2,7 Mill. Kr. uden Sikkerhed og 800.000 Kr. imod Sikkerhed i Assuranceaktierne.«

Saa vidt Kommissionsberetningen.

Alle mulige besynderlige Transaktioner var altsaa bleven forsøgt for at bringe Gælden ned. Men dermed var man jo endnu ikke naaet til Vejs Ende. Thi en Gæld paa 2,7 Mill. blev bestaaende, og man vidste ikke sine levende Raad, hvordan man skulde skaffe den ud af Verden. Man maatte derfor finde paa andre Udveje.

En Tid lang var man inde paa den Tanke at overføre Firmaet. Max Levig & Co. til et nyt Aktieselskab, der skulde oprettes med en Aktiekapital paa 2 Mill. Kr. plus 2 Mill. Kr. yderligere disponibel Kapital. Aktiekapitalen skulde Etatsraad Glückstadt selv stille til Raadighed af sin personlige Formue. Dog ogsaa denne Vej havde sine store Vanskeligheder. I Kommissionens Beretning bemærkes desangaaende nøgternt og sagligt: »Direktør Emil Glückstadt havde imidlertid ikke Penge disponible, og han skulde derfor optage et Laan i Banken imod Sikkerhed i forskellige Værdipapirer. Værdien af Effekterne ansloges til 2.456.670 Kr. Det bemærkes dog, at nogle af de paagældende Værdipapirer formentlig tilhørte Etatsraadinde

227

Glückstadt som Særformue, saaledes at Etatsraad Glückstadt overhovedet ikke var berettiget til at disponere over dem. Den ovennævnte Ordning med Glückstadts Optagelse af dette Laan er aldrig traadt i Kraft, og der er intet indført i Bankens Bøger derom.« Al Møje var altsaa forgæves, omendskønt der allerede var udarbejdet en Overenskomst, i hvilken det var nøje fastlagt, hvordan Max Lester og Vald. Glückstadt ogsaa fremtidig skulde have en god Eksistens sikret henholdsvis som Direktør og som Formand for Bestyrelsen i det paatænkte Aktieselskab, inclusive en rigelig Forsørgelse af deres Ægtefæller eller andre eventuelle Efterfølgere i Forretningen.

Denne Plan maatte opgives. Men saa blev Emil Glückstadts nære Slægtninge hjulpet paa anden Maade. I Stedet overtog Landmandsbankens egen Konto, der førtes under Navnet »Konsortiet af 1. Februar 1917« diverse Aktier, hvis Værdi paa Posteringsdagen androg 400.140 Kr., fra Valdemar Glückstadt mod Godskrivning af 496.920 Kr., og fra Max Lesters Depot paa samme Maade Aktier til en Kursværdi paa ca. 1.724.270 Kr. mod Godskrivning af 1.966.740 Kr. Desuden overtoges fra Max Lester direkte Aktier til reelt 712.900 Kr. Værdi for 812.600 Kr. Saaledes betalte Landmandsbanken til Gunst for Direktørens Broder en Overpris paa 96.780 Kr. og til Gunst for Direktørens Svoger en Overpris paa 242.470 plus 99.700 Kr. Desuden indbetalte »Konsortiet af 1. Februar 1917« for Valdemar Glückstadt 600.000 Kr. og for Max Lester 400.000, Kr., der i begge Tilfælde betragtedes som Afskrivning paa Engagementet. Man kan jo vel nok sige, at denne Sag var flot ordnet!

Vedrørende Konsekvenserne af disse Transaktioner bemærkes i Kommissionsberetningen dernæst bl. a.: »Ved disse og de foran nævnte Posteringer samt forskellige Rentereguleringer forøgedes Vald. Glückstadts Engagement i Hovedsædet og Hørsholm Afdeling saaledes til ialt ca. 3,9 Mill. Kr. Denne Gæld tænktes derefter ordnet saaledes at der udsondredes et Malerilaan paa ca. 1.375.000 Kr., og som Sikkerhed herfor

228

pantsatte Vald. Glückstadt sine Malerier og Kunstgenstande, der var vurderet til 1.439.250 Mill. Kr. Endvidere udsondredes et Ejendomslaan paa ca. 1,7 Mill. Kr. Som Sikkerhed herfor gav Vald. Glückstadt Banken Haandpanteret i nogle formentlig værdiløse Aktiver, dels i nogle Akkomodationsobligationer i hans Lystejendomme »Kristinedal« og »Bel Colle« i Hørsholm samt i hans Villa paa Frydendalsvej. Det antages, at de nævnte Aktiver ikke ydede Dækning for Laanet, idet Værdien af dem ansattes til 1.581.700 Kr. Paa Max Lesters Engagement i Vesterbro Afdeling indbetaltes af Emil Glückstadt 560.655 Kr., hvilket Beløb Nordisk Oversøisk Handelsselskab skyldte Emil Glückstadt efter et Gældsbevis; Nordisk Oversøisk Handelsselskab indfriede Gældsbeviset paa den Maade, at Beløbet debiteredes Selskabets Konto i Banken. Dette Firma havde i Forvejen en betydelig Gæld, og da Firmaet ikke kan dække sine Forpligtelser, betyder denne Transaktion blot en Overflytning af en Del af Max Lesters Gæld til Nordisk Oversøisk Handelsselskab.« Emil Glückstadt mente iøvrigt at maatte hjælpe yderligere, idet han til Sikkerhed for Vald. Glückstadts og Max Lesters Malerilaan deponerede 700.000 Kr. Landmandsbankaktier og samtidig indestod over for sin Bank som Kautionist og Selvskyldner for disse Laan. Dog ogsaa hermed var Gælden ikke skabt ud af Verden, bl. a. fordi Banken paa dette Tidspunkt ikke kunde realisere de deponerede Aktier.

Resultatet var, trods alle Hjælpeforanstaltninger af mere eller mindre legitim Art, deprimerende. Gælden opgøres pr. 1. September 1922 endnu til ca. 17,2 Mil1. Kr., idet der skyldes til Landmandsbanken

af Firmaet Max Levig & Co.

Ca. 6.8 Mill. Kr.

af Grosserer Max Lester

Ca. 7.1 Mill. Kr.

af Generalkonsul Vald. Glückstadt

Ca. 3.3 Mill. Kr.

Aktiverne, der skulde tjene til Dækning af denne Gæld, ansloges samtidig til en Værdi af 9.884.860 Kr., en Taksation,

229

der desværre ikke slog til, da det senere viste sig, at navnlig Vurderingssummerne for Malerierne og de faste Ejendomme var sat alt for højt.

Da den endelige Afgørelse maatte træffes, blev Firmaet Max Levig & Co. overdraget til et nystiftet Aktieselskab under Navnet Max Levig & Co.'s Eftf. A/S, i hvilket »Baltica« praktisk talt tegnede alle Aktier. Som Vederlag betaltes til de oprindelige Indehavere af Firmaet 500.000 Kr. som Goodwill og desuden skulde de have udbetalt hvert Aar til 1. Juli 125.000 Kr. for et Tidsrum af 10 Aar. Fra 1. Juli 1923 at regne fik d'Hrr. Max Lester og Valdemar Glückstadt Berettigelse til at tegne Forsikringer for de Forsikringstagere, som ikke havde tegnet Forsikringer hos Baltica, Max Levig & Co. eller A/S Max Levig & Co.'s Eftf., og samtidig kunde de begynde at tegne Co-Assurancer i Brandforsikring og Driftstabforsikring. Helt paa bar Bund stod de altsaa ikke, trods de Milliontab, de ved deres forrykte Spekulation havde paaført Landmandsbanken.

Blandt de Familiemedlemmer, der kunde glæde sig ved Emil Glückstadts særlige Bevaagenhed, befandt sig ogsaa John Levig, en Broder til Max Lester, der endnu ikke var naaet saa vidt som til at tage Navneforandring.

John Levig var bosiddende i Paris og havde før Krigen der drevet en Børsforretning, men maatte likvidere under Krigen, da han var tysk Statsborger. Kommissionsberetningen fortæller nu, at han efter Krigen forsøgte at genopbygge sit Firma for paa denne Maade at kunne bevare sit Sæde som noteringsberettiget Vekselerer i Syndicat des coullissiers. Men for at starte behøvede han Penge, ialt 2 Mill. fr., og da det ikke var ham muligt at fremskaffe dette Beløb i Frankrig, henvendte han sig til sin Broders Svoger, den meget formaaende Bankdirektør Emil Glückstadt. Helt ubetænkelig var denne Fremgangsmaade ikke, da John Levig vilde opbygge sit Vekselererfirma som et fransk Kommanditselskab og ved gældende Lov var bunden til,

230

ved en saadan Retsform for Foretagendet hovedsagelig at have fransk Kapital investeret i Foretagendet, henholdsvis at hovedsagelig Franskmænd var Interessenter. Men da der ikke fandtes Franskmænd, som var villige til at sætte deres Penge paa Spil hos Jøden John Levig, maatte der skaffes Kapital udefra.

Glückstadt var selvfølgelig i dette Tilfælde, hvor det gjaldt om at støtte et Medlem af Familien, straks rede til at gribe ind. Der berettes: »Landmandsbanken ydede ham (John Levig) i Oktober 1918 et midlertidigt Laan paa 100.000 fr., og Glückstadt telegraferede fra Paris til Ringberg, at hvis denne intet fandt til Hinder, foreslog han Landmandsbankens Andel forhøjet med 250.000 fr.; selv vilde han deltage med 250.000 fr. og foreslog Max Lester at tage det samme Beløb. Der kom dog til at mangle en Del i de 2 Mill. fr., og Resultatet blev, at Banken i Oktober 1919 indskød en Kommanditkapital af 550.000 fr., som blev stillet til Raadighed for Selskabet i en Franskmands Navn, medens Glückstadt indskød 250.000 fr., Max Lester 100.000 fr. og en tredje Broder, Rudolph Levig, 50.000 fr. paa John Levigs Part. Endvidere fik han et midlertidigt Forskud af Landmandsbanken paa 250.000 fr., der skulde tilbagebetales ved Hjælp af hans tilsvarende Andel af det likviderende Selskab. Tilbagebetalingen fandt Sted efter en Del Forsinkelser med Halvdelen den 19. Juli og Halvdelen den 15. Oktober 1920. Den norske Handelsbank havde ogsaa ved Glückstadts Bistand indskudt 250.000 fr.«

Saaledes kom det franske Vekselererfirma John Levig & Cie, Paris i Gang.

1921 kommer John Levig flere Gange i Forlegenhed, og hver Gang behøver han Kredithjælp aldeles omgaaendc. I Februar hjælper Landmandsbanken med 3 00.000 fr. og 1 Million Mark. Da de som Sikkerhed givne Papirer, 14.000 i Victoria Falls Kupons, maa realiseres, maa Banken tage et Tab paa ca. 43.500 Kr. I Begyndelsen af Juli maatte han atter have 3 00.000 fr., og inden Forudsætningerne for et nyt Laan var bleven grundig undersøgt, stilledes der 200.000 fr. til Disposition for

231

ham mod 3 Maaneders Veksel endosseret af en af de franske Kommanditister. Emil Glückstadts Fætter, Erik Glückstadt, rejste nu som Landmandsbankens Repræsentant til Paris for at undersøge Forholdene hos John Levig & Co., og han kom til det Resultat, at der maatte stilles yderligere 800.000 fr. til Raadighed, deraf 500.000 fr. straks, hvis Forretningen skulde reddes. Som Sikkerhed tilbødes nogle mere eller mindre tvivlsomme Værdier. Erik Glückstadt fraraadede Bevilling af yderligere Kredit, men Ove Ringberg mente, at Landmandsbanken nu ikke mere kunde trække sig ud af Affæren og bevilgede de 800.000 fr. mod en tvivlsom Tabskaution fra Rudolph Levig paa 50.000 fr., og Emil Glückstadt hjalp videre, indtil Laanene beløb sig til henved 2 Mill. fr. Trods alle Pengetilførsler forringedes Forholdene dog stadigvæk, og Falliten syntes til sidst uundgaaelig. For ikke at faa Banken, der paa ulovlig Maade havde hjulpet med til Oprettelsen af Kommanditselskabet, blandet med ind i Sagen overfor de franske Myndigheder, udbetaltes efterhaanden endnu yderligere ca. 1 Mill. fr.

Til Slut var Landmandsbanken interesseret i Firmaet John Levig & Co. med ca. 4½ Mill. fr. (godt 1 ½ Mill. Kr.), og pr. 31. 12. 1922 maatte den i første Omgang afskrive 550.000 fr. som sin Andel i Kommanditkapitalen og desuden en halv Million Kroner af sit Tilgodehavende.

Til de nære Slægtninge, Emil Glückstadt i særlig Grad forsynede med store Kreditter til Foretagelse af de mest forvovne Transaktioner, hørte endvidere Fætteren Frederik Salomonsen, som nogle Aar før Krigen arvede det personlige Firma Levin & Salomonsen efter sin Fader.

Selve Firmaet, der var oprettet 1857, hørte til Landmandsbankens gamle Forretningsforbindelser og drev oprindelig Handel med Huder, Skind og Uld, men var allerede før 1914 gaaet over til Fabriksvirksomhed, idet det først paabegyndte et lille Garveri i Form af et Aktieselskab og derefter indrettede en tilsvarende større Fabrik paa Lyngbyvej.

232.

Aktiekapitalen i det nye Foretagende A/S Nordisk Læderfabrik, som 1915 udgjorde 300.000 Kr., fremskaffedes navnlig ved Hjælp af Landmandsbanken, hvor foruden Glückstadt ogsaa Ringberg og Kommitteret Schack Eyber var stærkt aktive for at skaffe den fornødne Kapital tilveje. Sidstnævnte sammen med de foretagsomme Direktører Julius Heilbuth og Frederik Salomonsen dannede Aktieselskabets Bestyrelse. Da det 1918 ved Forordning bestemtes, at al Uld i Landet skulde udleveres til Uldcentralen, forsaavidt den ikke hørte til Tekstilfabrikkernes Lagerbeholdning, saa Fr. Salomonsen sig foranlediget til ved Siden af sin Læderfabrik ogsaa at oprette en Klædefabrik, for saaledes at være fritaget for Afleveringspligten. Til dette Formaal købte han en lille Klædefabrik i Dragør, hvor han opstablede den Uld, han indvandt som Biprodukt fra de i Læderfabrikken behandlede Faareskind. For at efterkomme Lovens Bestemmelser, paabegyndte han dernæst 1919 en mindre betydelig Fabrikation af grove Klædevarer. Ved Siden af sit personlige Hovedfirma, som fortsatte Produktforretningen, sad Frederik Salomonsen herefter inde med to Fabrikker, der blev drevet som Aktieselskaber. Nordisk Læderfabrik udvidedes endvidere under Krigen med et Vaskeskindsgarveri, 1918 og 1919 desuden med et Krom-, Hvid-, Sems- og Barkgarveri. Foretagsomheden vokser altsaa stærkt hos Fætteren.

Samtidig stiger Balancen. Den androg hos Hovedfirmaet, som ejer begge Fabrikkernes Aktiekapital, 1914 ca. 1 Mill. Kr., men 1918 allerede 5 Mill. Kr. Og da Spekulationen i Aarene efter Krigen rigtig tager fat, gaar det flot videre med Udvidelsen af Kapitalinteresserne. Ultimo 1919 udgør Balancen efter Firmaets egen Opgørelse 9,8 Mill. Kr., ultimo 1921 endog 11,7 Mill. Kr. Og Aktiverne frembyder alt imens et meget broget Billede. Der opføres her foruden Fabriksanlægene paa Lyngbyvej, i Odense, Herning og Dragør, et Motorskib »Nevenklint« (ultimo 1919 ansat til 144.000 Kr., ult. 1921 Værdien reduceret til 67.000 Kr.), desuden en Villa i Springforbi, som modsat Motorskibet stiger i Værdi, grundet paa forskellige

233

luksuriøse Indretninger, saaledes at den ultimo 1919 ansættes til 210.000 Kr. og to Aar senere til 550.000 Kr. Firmaet ligger derhos til Stadighed med et uforholdsmæssig stort Varelager i Huder, Skind og Uld, der efter Krigen opgøres til en Værdi paa rigelig 1,5 Mill. Kr. og ultimo 1921 endnu fastsattes til ca. 1 Mill. Kr. Alt vidner om et særlig kraftigt Initiativ, men ogsaa om en betænkelig Tilbøjelighed til at føre et flot Levned. Det er Krigskonjunkturerne, der danner Grundlaget for den hastige Udvidelse af Forretningerne. Medens Overskuddet 1913 kun havde andraget et beskedent Beløb paa 20.000 Kr., steg det til 150.000 Kr. i 1916, ydermere i 1917 til 450.000 Kr., i 1918 til 725.000 for derefter i 1919 at dale til 458.000 Kr.

Alt saare vel, hvis Forretningen derved altid havde hvilet paa et sundt Grundlag. Men netop herpaa skorter det. Udvidelserne foretages hovedsagelig i den dyre Tid, 1919, og de hermed forbundne Omkostninger kan ikke bestrides af et stigende Udbytte i Forretningen, men maa dækkes ved Laan. Ultimo 1919 er Landmandsbanken opført paa Passivsiden med 6,4 Mill. Kr., d. v. s. med 10 Gange saa meget som i 1915. Salomonsens Egenkapital udgør ifølge Status kun 1 2/3 Mill. Kr. Det store Laanebehov kan imidlertid tildels ogsaa forklares ved, at de i Fabrikkerne producerede Varer til en stor Del ophobes paa Lagre i Forventning om, at gunstigere Konjunkturer vil bringe større Gevinst ved Afsætningen. Navnlig sælges intet af de grove Klædevarer i Tide, da Salomonsen ikke mente at kunne nøjes med den Maksimalavance, Aftalen mellem Den overordentlige Kommission og Tekstilfabrikant-Foreningen vedrørende Prisberegningen paa Tekstilvarer hjemlede. Resultatet er, at Tilgodehavendet i Klædefabriken og Læderfabriken ultimo 1920 udgør ikke mindre end 6 2/3 Mill. Kr., medens selve Fabriksbygningerne er opført til ca. 1.870.000 Kr.

Da Centralanstalten 1920 faar Ordre til at foretage en kritisk Revision af Firmaet Levin & Salomonsens Regnskab - formodentlig paa Foranledning af Landmandsbanken - viser det sig, at Hr. Salomonsen ikke er særlig tilbøjelig til at lade

234

sig kigge i Papirerne. Han er dog den mægtige Direktør Glückstadts Fætter; hvorfor skulde han saa lade sig kontrollere? Revisor Locht taler i sin Beretning til Direktør Rothe i Landmandsbanken om Hr. Salomonsens ubeherskede Optræden, der havde gjort det umuligt at trænge til Bunds i alle Punkter. I sine fortrolige Informationer bemærker Revisoren endvidere: »Vi har som meddelt i vor offentlige Beretning ikke paa noget Punkt haft den for en fuldstændig Vurdering nødvendige sagkyndige Assistance, og vi tvivler ikke om, at en sagkyndig Vurdering af samtlige Aktiver vilde forværre Resultatet i nogen Grad. Opmærksomheden skal ogsaa fæstes paa de Aktiver, om hvilke vi slet ikke har villet udtale noget bestemt, f. Eks. Motorskonnerten, Automobilerne, Villaen, de tyske Ejendomme, der sikkert alle maa nedskrives betydeligt for blot at naa ned til en rimelig Brugsværdi.« Der henpeges endvidere paa, at sikkert ogsaa Klædefabriken i Dragør var ansat for højt i Værdi, og det konstateres til Slut, at »Hr. Salomonsen har udvidet sin Fabrik udover rimelige Grænser«, og at »han nu ikke har Overblik over selve Fabrikationen«, hvortil føjes den meget sigende Bemærkning: »I de sidste to Aar har han haft fire forskellige Hovedbogholdere, hvilket ikke hjælper til god Bogføring.« Landmandsbanken var altsaa bleven grundig advaret, men foretog sig intet. I Bankkommissionens Beretning slutter man heraf, at Banken i Virkeligheden ikke selv har ønsket at faa fuld Klarhed over Salomonsens virkelige Stilling! Havde man grebet kraftigt ind straks efter denne Beretning, vilde der efter Kommissionens Opfattelse have været Mulighed for i nogen Maade at begrænse det endelige Tab.

Erkendelsen af, at der maa foretages energiske Skridt til Varetagelse af Bankens Interesser slaar først igennem i Efteraaret 1922, da Landmandsbankens Tilgodehavende hos Firmaet Levin & Salomonsen er steget til ca. 12 Mill. Kr. Ingeniør Alfred Hertz *) foretager en grundig Gennemgang af Regnskabet,

*) Selvsamme Mand var siden 1918 Formand i Direktionen for Akt.

235

konstaterer ud over det allerede kendte et yderligere Tab paa 6 Mill. Kr., gør navnlig opmærksom paa Frederik Salomonsens store Spekulationsgæld, der opgøres til ikke mindre end 1.125.000 Kr.! Da Bankkommissionen til Slut i Efteraaret selv foretager en Korrektur af den af Hertz udarbejdede Status, efter hvilken Underskudet maatte sættes til 5,4 Mill. Kr., beregnes dette Underskud til ikke mindre end 7 Millioner Kroner. Endvidere havde Landmandsbanken allerede forud afkøbt Vekselerer J. S. Salomonsen en Fordring mod Fabrikanten Fred. Salomonsen paa ca. 1,1 Mill. Kr. for kun 366.000 Kr.! Spekulationsgælden var opstaaet ved Børsengagementer, som førtes baade hos Landmandsbankens Vesterbroafdeling og Vekselerer I. S. Salomonsen. Førstnævnte Engagement foretoges imidlertid i Hovedsædet, medens blot Kontoen førtes i nævnte Afdeling, saaledes at Glückstadt maatte være fuldt vidende om de herhen hørende Transaktioner. Børsspekulationen var allerede bleven paabegyndt før Verdenskrigen og tog en rivende Udvikling under Krigen; 30. 6. 1914 skyldte Salomonsen paa denne Konto Banken ca. 236.000 Kr., men Gælden steg: 31. 1. 1917 til ca. 966.000 Kr., 30.11. 1918 til 1,8 MiIl. Kr., 16. 9. 1922 udgjorde Gælden endnu 1,1 Mill. Kr., mod Depot i Landmandsbank- og Ballin & Hertz-Aktier til en samlet Værdi af ca. 207.000 Kr.; det udækkede Beløb androg herefter 0,9 Mill. Kr.! Hos Vekselerer I. S. Salomonsen havde den driftige Børsspekulant Fred. Salomonsen et a meta-Engagement med den ligesaa hasardiøst anlagte Racefælle fra Firmaet Ballin & Hertz, Direktør Hugo Rothenberg (se nedenfor 2g), hvorved den samlede Spekulationsgæld endnu i Efteraaret 1922 udgjorde noget over 1 Mill. Kr. Med Hensyn til Spekulationen ved Landmandsbanken bemærkes i Kommlssionsberet-

M. I. Ballin's Sønner og Hertz' Garverier og Skøtøjsfabrikker, det mægtige Konkurrencefirma, der selv netop i samme Tidsrum stod over for Sammenmenbrudet og i Juni 1923 blev rekonstrueret, efter at Aktiekapitalen var bleven nedskrevet til 5 pCt. Direktør Hertz virkede her som Landmandsbankens særlige Tillidsmand!

236

ningen (S. 325): »Landmandsbankens Direktion kendte Levin & Salomonsens Engagementer i Landmandsbankens Hovedafdeling saavel paa Forretnings- som paa Bygge-Konti og maa have Pligt til at kende et Filial-Engagement af en saadan Størrelse, at det kan give Tab paa 1 Mill. Kr. At Frederik Salomonsen og Emil Glückstadt var Fætre, medfører en dobbelt Pligt for Glückstadt til at vide Besked, selvom det ikke befrier Bankens øvrige Direktører fra deres Pligt til at kende Engagementet.«

Blandt de Aarsager, der førte til de store Tab paa det her omhandlede Firma, fremhæver Kommissionen navnlig, at der i Fabrikkerne under en udpræget Nedgangsperiode produceredes til Lager, og at Læderfabriken var anlagt paa en i Forhold til Afsætningsmulighederne altfor stor Produktion. Med Hensyn til Klædefabrikationen var der ifølge Beretningen endvidere af fhv. Direktør i Nordisk Tekstil A/S, Hr. Axel Abrahamsen, bleven konstateret, at det ved den oplagrede Produktion drejede sig om udprægede Krigsklædevarer, og at Tabet herpaa sikkert vilde andrage mere end de beregnede 1 Million Kroner. I Beretningen kritiseres endelig Hr. Fred. Salomonsens store Privatforbrug. 1909-12 havde det kun andraget lidt over 2000 Kr. aarlig. Men da saa Krigskonjunkturerne øgede Indtægterne, steg ogsaa Livfornødenhederne. 1913 og 1914 laa Forbruget omkring 20.000 Kr., 1915 og 1916 omkring 30.000 Kr., 1917 naar det op til 63.000 Kr. og senere stiger Aarsforbruget til 177.000 Kr. foruden Skatter og Livsforsikringspræmier! Den herskabelige Villa i Springforbi karakteriseres bl. a. ved et Hønsehus til 20.000 Kr.! Flot skulde man naturligvis leve, saalænge man kunde faa den fornødne Kredit hos Landmandsbanken.

Bankkommissionens Hovedkritik mod Landmandsbanken i foreliggende Sag sammenfattes i følgende Ord: »Ser man paa Balancens Hovedsum, vil man forundre sig over, hvorledes en Balance, der var paa ca. 2/3 Mill. Kr. før Krigens Udbrud, er firedoblet ved Udgangen af 1917, er blevet til 5 Mill. Kr. i

237

1918, 10 Mill. Kr. i 1919 og til 14½ Mill. Kr. i Oktober 1922, og det synes mærkeligt, at den stærke Stigning i Landmandsbankens Tilgodehavende fra ½ Mill. Kr. i 1914 til 2 Mill. Kr. i 1918, til 8 ½ Mill. Kr. i 1919 og til 12 ½ Mill. Kr. ultimo 1922 ikke tidligere har vakt Betænkelighed hos Landmandsbankens Ledelse eller foranlediget den til at skaffe sig Klarhed over, i hvilket Omfang Engagementet kunde betragtes som sikret gennem de bogførte Værdier.«

Efter Landmandsbankens Sammenbrud blev Nordisk Læderfabrik omdannet til et Aktieselskab med en Kapital paa 3 Mill. Kr. Direktør Hertz traadte ind i Selskabets Bestyrelse, medens Frederik Salomonsen, der jo ogsaa efter Hertz' Opfattelse havde vist mindre heldige Egenskaber, forblev som Direktør! De københavnske Ejendomme samt Villaen og Ejendommene i Berlin, der formodentlig var købt i Sammenhæng med Markspekulationer, blev overtaget af Landmandsbanken, og Kommissionen formoder, at ogsaa Nordisk Klædefabrik blev overtaget af samme Bank. 1922 afskrev Banken ialt 4 ½ Mill. Kr. paa Konto Levin & Salomonsen.

Katastrofen var stor; men Frederik Salomonsens Anseelse led alligevel ikke nogen Skade, selv ikke efter at Fætter Emil Glückstadt var gledet ud af Spillet.

En ejendommelig Skæbnens Ironi føjede det saaledes, at det netop blev et Tilfælde, hvor Emil Glückstadt havde understøttet en af sine Slægtninge paa en ikke særlig paafaldende Maade, der skulde have skæbnesvangre Konsekvenser i Procesførelsen mod ham. Der tænkes her paa Sagen Frk. Anna Raffel.

Sagen behandledes for Landsretten den 15. Juni 1923. Frk. Raffel førtes som Vidne. Af Forhandlingerne fremgaar, at denne Kusine til Emil Glückstadt i 1914 eller 1915 fik Lov til at spekulere med sine i Banken beroende Sparemidler. Dog kun i begrænset Maalestok. Højst maatte hun købe Effekter for 4.000 Kr. ad Gangen. Hun raadførte sig af og til med Fætte-

238

ren samt med Underdirektør Nikolaysen, om hvilke Papirer hun skulde købe. Der blev kun spekuleret i Ø.K. og D.F.D.S.-Papirer. 1918 eller 1919 viste det sig, at Spekulationerne bragte Tab. Det voksede, udgjorde tilsidst et Beløb paa 70 - 80.000 Kr. Frk. Raffel var fortvivlet. Hun søgte at faa en Forhandling med Fætter Glückstadt, men han var aldrig at faa i Tale, var altid undervejs. Endelig, efter hans Hjemkomst fra Paris den 22. December 1920, mødte hun ham en skønne Dag paa Gaden ude foran Landmandsbanken. Hun fortæller nu om sin Nød, og han lover straks at hjælpe, idet han erklærer: »Naar jeg betaler det, du skylder i Banken, synes jeg, jeg har gjort nok for dig; saa synes jeg, du maa faa din Familie til at hjælpe dig ellers.« Hvortil Frk. Raffel i Vidneforklaringen kun har at bemærke, at »Det var jeg ham meget taknemmelig for.« Paa Rigsadvokatens Forespørgsel, om hun havde faaet det Indtryk, at Glückstadt vilde dække Tabet af egne Midler, og at det ikke var Banken, der skulde betale Pengene, svarer Frk. Raffel ordret: »Nej, det tror jeg ikke. Han sagde rent ud til mig: Naar jeg betaler, hvad du skylder i Banken, synes jeg, jeg har gjort nok for dig - og det syntes jeg jo ogsaa - saa maa du lade din Familie hjælpe dig med Resten.«

Gælden blev dækket, dog ikke af Glückstadt personlig, men af Bankens egen Konto »Konsortiet af 1. Februar 1917«.

Rigsadvokaten bemærker i Tilknytning til den her behandlede Vidneforklaring, at den kan tjene som Bevis paa, hvor lidet paalidelig Direktør Glückstadts Forklaring var, naar den gik ud paa, at det i alle Tilfælde var Ringbergs delvis uforsvarlige Dispositioner, som havde foranlediget ham til at mene, at Banken var forpligtet til at overtage samtlige de Tab, som forelaa ved Januar 1921. Her viste det sig, at Glückstadt selv havde tilskyndet Børsspekulationerne, havde givet gode Raad, og da han endelig maa indse, at der herved er bleven Frk. Raffel paaført Tab, erklærer han selv at ville betale det, der skyldes i Banken, d. v. s. de 70 - 80.000 Kr. Rigsadvokaten resumerer: »I de samme Dage, Bestemmelsen om at overføre

239

Beløbet træffes, maa han altsaa huske og være klar over, hvad det er, han foretager med hendes Konto. Efter hendes Forklaring lover han hende personlig at ville dække Beløbet, og det sker altsaa paa den Maade, at han lader Banken gøre det.«

Det var et af de Forhold, Glückstadt blev dømt for. Han ansaas for helt eller delvis at have Ansvaret for, at Underskudet paa Frk. Raffels Konto, der blev opgjort til 83.397,38 Kr., blev dækket med Bankens Midler paa den skildrede Maade.

Fru Laura Glückstadt, der 1929 publicerer Forsvarsskriftet for sin Mand, harmes navnlig over denne Sag. Hun forstaar ikke, at denne Kusine til hendes Mand har turdet sige Sandheden, karakteriserer hende som »en lidt sygelig og omstændelig Person« og erklærer endog, at hun selv »kendte denne Slægtnings ejendommelige Konfusion og Konfusionsevne«. Hun tillader sig at ironisere over, at Rigsadvokat Topsøe-Jensen har spurgt Frk. Raffel, om hun havde »faaet Lov« til at spekulere i Landmandsbanken, omendskønt Vidnets Forklaringer selv gav Grund nok til netop denne Formulering! Følgende Replikskifte viser det:

Rigsadv.: Talte De ogsaa med deres Fætter derom?

R. (Raffel): Ja, naar der var noget, der skulde købes. Rigsadv.: Var det saa ham, De raadførte Dem med?

R.: Ja, saa fik jeg Lov til det.

Rigsadvo: Maatte De have Lov til det?

R.: Jeg maatte have Tilladelse af ham.

Fru Glückstadt mener i sit Skrift at maatte gaa ud fra, at hendes Mand intet havde med Dispositionerne vedrørende »Konsortiet af 1. Februar 1917« at gøre, og at Sigtelsen for Bedrageri i dette Tilfælde var aldeles ubegrundet. Med sin fra først til sidst ligesaa spidsfindige som uvederhæftige Bevisførelse konkluderer hun til Slut som følger: »Nu kunde der være to Meninger om, hvad saadant et Gademødes Ord indeholdt; min Mand vilde maaske berolige den altererede Slægtning, for hvis økonomiske Sorger han ikke havde Ansvaret, og som var en fuldkommen værdiløs Skyldner for Banken, med, at hun

240

ikke fra den havde noget at frygte. Mere kunde han ialtfald ikke tænke sig, at hun ønskede at vide. Og noget Løfte til Banken om at tage denne ham uvedkommende Gæld paa sig, skal der dog vist en Dommer-Fordom til at faa ud af den Samtale. Nej, Banken havde slet ingen Ret imod ham.« Hun tør altsaa tale om - Dommer-Fordom! Men hun skylder jo saa unægtelig Forklaring paa, hvorfor Glückstadt ikke kunde paavise, at han havde betalt Gælden selv, saaledes som han havde lovet det, og hun skylder Forklaring paa, hvorfor Tabet blev overført til det saa ominøse Konsortium af 1. Februar 1917.

Det er ikke, som Fru Glückstadt ironisk mener, en med »sjælden Finhed« ført Anklage, men nøgtern Konstatering af Kendsgerninger, naar Rigsadvokaten bemærkede i Forhandlingen den 16. Juni 1923: »Vi hørte i Gaar Frk. Raffel staa her i Vidneskranken og forklare, at hun, efter at hun var blevet raadet af sin Fætter til i smaa Partier, afpasset af hendes ringe Forhold 4.000 Kr. ad Gangen, at spekulere, og det var gaaet ned ad Bakke for hende, og hun følte sig ulykkelig over den Situation, hun var kommet i, saa prøvede paa at træffe sin Fætter, tilsidst maatte passe ham op paa Gaden for at faa hans Hjælp og Raad til, hvad hun skulde gøre, og han saa hjalp hende ædelmodigt og sagde: De 80.000 Kr. betaler jeg; men Indtrykket af Ædelmodigheden svandt, naar man vidste, at han et Par Dage efter lod Banken overtage disse Penge. Forsvareren siger, at det var en hastig Samtale, og der var ikke givet noget Løfte fra Glückstadts Side. Hendes Forklaring gaar bestemt ud paa, at det var et Løfte. Det er kun et lille Træk, dette her; men det viser dybt ind i det virkelige Forhold. Godgørenhed i det stille har maaske ikke ligget slet saa meget for Glückstadt som Godgørenhed, hvor der var Tale om at kunne stille sig i et vist Relief udadtil«.

Landsretten statuerede herefter ogsaa med Rette Bedrageri efter Straffelovens § 251.

241

Naar Direktør Emil Glückstadt kunde sørge for sine egne paa den skildrede Maade, kunde Ove Ringberg det vel ogsaa. Og han havde heldigvis ogsaa en Broder, Fætre og Svogre, der fandt Lyst til at gøre sig den Rundhaandethed til Nytte, disse formaaende Bankmænd af Princip viste overfor Slægt og Venner. Da Ringberg imidlertid ikke var Jøde, var det mere undtagelsesvis - denne Gang ikke-jødiske Forretningsmænd, der profiterede af Landmandsbankens Laanepolitik.

Ove Ringberg havde bl. a. en Fætter, Hr. Boie Fritz-Rasmussen i Sakskøbing, der var Direktør i Firmaet A/S Fritz Rasmussen & Co., Sakskøbing, en Forretning i Korn, Foderstoffer, Kul, Trælast osv., som var grundlagt af den nævntes Fader 1880 og 1912 efter Faderens Død var bleven omdannet til et Aktieselskab. Før Verdenskrigen havde dette Selskab kun et beskedent Engagement hos Landmandsbankens Nakskov-Filial, og ogsaa under Krigen holdt Gælden sig indenfor rimelige Grænser. Men fra 1918 bliver Fritz-Rasmussens Virketrang større, og Selskabet paabegynder nu under hans Initiativ mere storslaaede Foretagender. Penge er der jo nok af. Direktøren har sine Forbindelser til Landmandsbanken i Orden, saa det aldrig vil kunne mangle paa den til Udvidelsen af Forretningerne fornødne Kapital. Nu skal der bygges, handles og spekuleres, saa det forslaar noget. April 1918 stiftes paa Boie Fritz-Rasmussens Initiativ et Aktieselskab til Anlæg af et A/S Sakskøbing Skibsværft, paa hvilket der skal bygges Træskibe til 5-600 Tons d. w. Formand i Bestyrelsen bliver naturligvis den dygtige og initiativrige Fritz-Rasmussen, medens den øvrige Bestyrelse bestaar af tre Bønder fra Egnen, en Sparekassebestyrer og en Forretningsfører. Da Aktierne er udstedt med Paalydende 250 Kr., er Aktiekapitalen fordelt paa mange Hænder. Skibsbygningen paabegyndes. Før imidlertid det første Skib paa Værftet er færdigbygget, gør Vanskelighederne sig for Alvor gældende. Prisfaldet kuldkaster alle Kalkulationer, og Skibsværftets Bestyrelse erkender, at der maa regnes med store Tab. Direktørens Anseelse staar paa Spil. Men

242

han vil redde Æren, og derfor tilbyder han Aktionærerne en særlig gunstig Afvikling af Foretagendet, hvorved hans eget Firma A/S Fritz-Rasmussen & Co. overtager Værftet mod en rundelig Affindelse af Aktionærerne. Overenskomsten kommer i Stand, og Resultatet er, at sidstnævnte Selskab alene paa dette Engagement senerehen lider store Tab. 1918 overtog selvsamme Selskab endvidere Sakskøbing Dampmølle, hvis Formalingsevne straks udvides til ca. 50.000 Tdr. Korn aarlig, medens der opførtes et særligt Losningsanlæg for Firmaet ved Havnen.

Disse Foranstaltninger fremkalder selvfølgelig et stadig stigende Kreditbehov. Gælden vokser fra Aar til Aar. Medens den ultimo 1918 andrager 250.000 Kr., stiger den til 1.070.000 Kr. ultimo 1919, 1.785.000 Kr. ultimo 1920 og 2.791.000 Kr. ultimo 1921. Da Katastrofen ikke mere kan skjules, undskylder Boie Fritz-Rasmussen sig selvfølgelig som alle Spekulanter i Gullasch-Perioden med, at det er Konjunkturerne, der har slaaet ham ud. Saaledes erklærer han paa sit Selskabs Generalforsamling den 6. Maj 1921, at »den store Konjunkturforandring, der var indtruffet i Slutningen af forrige Aar, havde selvfølgelig ogsaa berørt dette Selskab. Særlig paa Foderstoffer var der lidt store Tab.« 1922 forsøgte de Banker, der havde Tilgodehavender i det Fritz-Rasmussen'ske Selskab, at gennemføre en Rekonstruktion ved at indskyde en Præference-Aktiekapital paa 1.710.000 Kr., men ogsaa denne Ordning holdt ikke. Men saa hjalp Direktør Ringberg sin kære Fætter Boie Fritz-Rasmussen. Landmandsbanken gik med til at udløse de andre Banker, der havde tegnet Præferencekapital, saa den selv blev eneste Kreditor. Selskabet blev derefter forsynet med den fornødne Driftskapital. Hertil bemærkes i Kommissionsberetningen: »Vi ser atter her Landmandsbanken delvis udløse en af sine svage Debitorers øvrige Kreditorer for selv at blive Ene-Kreditor med en forøget Risiko, en Politik, der her som andet Steds medførte, at Selskabet kunde føres videre, uden at de virkelige Tab konstateredes.«

243

I 1923 opgjordes Selskabets samlede Tab til henimod 3 Mill. Kr., af hvilke der kunde skaffes Dækning for 1 Mill. Kr., saaledes at et Tab paa ca. 2 Mill. Kr. forblev udækket. Medvirkende til denne uheldige Udvikling var foruden fejlagtige Dispositioner i Handelsvirksomheden Direktør Boie Fritz-Rasmussens overdrevne Privatforbrug, der endda havde ført til, at han ved sin Fratrædelse stod med 50.000 Kr. i Gæld til sit Firma. Desuden var Vanskelighederne fremkaldt ved Laan til nogle af Direktørens nærmeste Familiemedlemmer. Saaledes skyldte i November 1921 Proprietær Oscar Fritz-Rasmussen ca. 170.000 Kr. til Selskabet, Enkefru Camma Fritz-Rasmussen 60.000 Kr. og Fritz-Rasmussens Manufakturforretning, som ejedes af sidstnævnte, ca. 25.000 Kr. Ialt androg alene Familie-medlemmers Gæld til Selskabet ikke mindre end godt 300.000 Kr. Som Tab maatte senere afskrives for Oscar Fritz-Rasmussens Vedkommende 173.000 Kr. og for Boie Fritz-Rasmussens Vedkommende 52.000 Kr.! Men sidstnævnte blev ogsaa paa anden Maade en dyr Mand for Landmandsbanken, idet han ogsaa hørte til Bankens Spekulationskunder og til Aktiespekulation i Hovedsædet havde faaet indrømmet en Blancokredit paa Konto-Kurant, paa hvilken der tilsidst var Udlaant ca. 700.000 Kr. Den 16. Sept. 1922 skyldtes endnu 688.000 Kr. Som Sikkerhed henlaa til dette Tidspunkt i Depot 100.000 Kr. D.F.D.S. Aktier (Værdi ca. 60.000 Kr.), 500.000 Kr. Aktier i A/S Fritz-Rasmussen & Co. samt forskellige Livsforsikringspolicer, af hvilke saavel det ene som det andet var uden Værdi. Her forblev altsaa et Beløb paa ca. 630.000 Kr. udækket!

Lignende stod det til med Ringbergs to Svogre E. P. L. Frigast og Povl Frigast i København. Den førstnævnte begyndte smaat i den maskintekniske Branche 1915, oprettede derefter i 1916 sammen med en Forretningsven et Interessentselskab under Navnet: Københavns Værktøjsfabrik, med det Formaal at producere Økser og Haandværktøj for det russiske Marked. Da de økonomiske Forhold i Rusland brød sammen, led Firmaet, som i Mellemtiden i stigende Grad var bleven finansieret

244

af Landmandsbanken, meget store Tab. Ultimo 1921 udviste Status for E. P. L. Frigast's eget Firma og for Interessentselskabet et samlet Tab paa ialt 1.382.000 Kr.; Tabet var i Virkeligheden større. Bankens Tilgodehavende beløb sig til ca. 3.452.000 Kr. - Svogeren Povl Frigast havde siden Foraaret 1915 en Sølvvarefabrik. Han arbejdede ligeledes med store Kreditter og havde, omendskønt Virksomheden var begyndt under ret beskedne Former, 1922 til Landmandsbanken en samlet Gældsforpligtelse paa 2.962.000 Kr. Bankens Tab formodedes i dette Tilfælde at ville andrage ca. 1,5 Mill Kr. Ogsaa her kom altsaa Direktør Ringbergs Hensyntagen til Familieinteresser Banken dyrt at staa.

 

c) Februar-Kontoen 1917.

Anledningen til Oprettelsen af denne Konto var Indledelsen af den uindskrænkede U-Baadskrig fra den 1. Februar 1917; den skabte Panik paa Børsen, fremkaldte et større Kursfald, navnlig for Skibspapirernes Vedkommende, og gav Stødet til, at Fondsbørsen for en Tid blev lukket. Da Bankens specielle Kunder i særlig Grad var interesseret i de nævnte Papirer, ansaa Direktørerne Glückstadt og Ringberg det for paakrævet at gennemføre særlige Hjælpeforanstaltninger til Fordel for dem. Resultatet af Overvejelserne i denne Sag var, at der oprettedes en med særlige Midler forsynet Konto, der skulde give Dækning for de paa de priviligerede Spekulationskonti opstaaede Tab. Bankdirektørerne følte sig, som det senere forklaredes af Glückstadt i Undersøgelsen og i Domsforhandlingerne, forpligtet til at gennemføre en saadan Foranstaltning, da Dispositionerne paa disse Konti tildels var foretaget fra Direktionens Side uden Kundernes Medviden.

Med Hensyn til Februar-Kontoens Oprettelse hævdede Glückstadt - hvad der selvfølgelig ogsaa understreges meget

245

Billede

Emil Raphael Glückstadt.

Født 24. 8. 1875 Kbh., død 24. 6. 1923sst. Landmandsbankens adm. Direktør 1910-23.

245

Mænd fra Februar-Kontoen.

 

Billede

Christopher Hage.

Medlem af Ministeriet C. Th. Zahle.

Valdemar Glückstadt.

HRS. Frits Bülow.

Medlem af Ministeriet Klaus Berntsen.

Max Lester-Levig.

245

kraftigt i Fru Glückstadts 1929 udgivne Forsvarsskrift - at dette var sket med Etatsraad Andersens Tilslutning, en Tilslutning, der maatte anses for at være nødvendig, da Midlerne stilledes til Raadighed fra en Ø.K. tilhørende Konto. Vedrørende denne Ordnings Forhistorie meddeler Fru Glückstadt endvidere bl. a., at hendes Mand og Direktør H. N. Andersen gentagne Gange havde været Partnere i Spekulationen i Ø.K.'s Aktier, og ved Verdenskrigens Udbrud havde en Konto paa ca. 2 ½ Mill. Kr. Aktier, senere kaldet »Konsortiet af 23. April 1915«, der - som Forfatterinden selv beretter - »omkring Aarets Midte, efterhaanden som Kurserne steg, kunde uddele 710.000 Kr. Aktier til Deltagerne som Gevinst.« De oprettede desuden i Februar 1915 i Fællesskab »Ø.K. Opkøbskonto A.«, med 1.200.000 Kr. Aktier til Kurser mellem 600 og 700, og Fru Glückstadt mener, at de sikkert ogsaa var fælles om det samtidige Syndikat med 1 Mill. Kr. Aktier fra det nystartede Østasiatiske Plantagekompagni, som tjente saa udmærket i Maj 1917. Da nu Tilbageslaget indtraadte i Februar 1917, laa Landmandsbanken endnu med 9 - 10 Mill. Kr. af Kompagniets Aktier og med over 5 Mill. Kr. af det ligeledes H. N. Andersen'ske Dampskibsselskab Orient's Aktier. Der bestod altsaa et meget snævert Samarbejde mellem Landmandsbankens og Ø.K.'s ledende Mænd, hvilket efter Fru Glückstadts Fremstilling maatte gøre det forstaaeligt, at Etatsraad Andersen gik med til den i de første Februardage 1917 trufne Ordning. Det var ogsaa, mener Fru Glückstadt, aldeles rimeligt, idet det jo navnlig var Papirer fra de H. N. Andersen'ske Dampskibsselskaber, der hørte til de i Landmandsbanken beroende afsvækkede Børseffekter.

Det første Beløb, som indbetaltes paa Februar-Kontoen 1917, blev altsaa overført fra Ø.K.s Konto »Dansk Soyakagefabriks Seperatkonto« og stilledes til Raadighed som Sikkerhedsfond for den af Landmandsbanken indrettede Konto, der fik Navnet »Konsortium af 1. Februar. 1917«. Konsortiets Konto krediteredes den 3. Febr. 1917 med 2.237.801. Kr. 73

246

Øre fra Kontoen »Soyakagefabrik«. Derefter overtog Konsortiet ialt:

Nom. Kr. 1.128.000 D.F.D.S.

Til Kurs 360

4.060.800 Kr.

Nom. Kr. 846.000 Ø.K.

Til Kurs 560

4.737.600 Kr.

Nom. Kr. 157.000 Ø.P.

Til Kurs 300

471.000 Kr.

Nom. Kr. 552.000 Orient

Til Kurs 560

2.531.200 Kr.

   

11.800.600 Kr.

Papirerne blev overtaget for ialt 31 af Bankens Kunder, og til Dækning af det ved Overtagelsen opstaaede »Underskud« debiteredes der Konsortiet de lige nævnte 2.237.801 Kr. Selve de enkelte Børsspekulanter fik ingen Meddelelse om denne Transaktion, derimod fik Bankens Delegation ifølge Delegationsprotokollen, Oplysning om Sagen. Det skete paa følgende Maade:

»Direktionen meddelte, at den fra en Del private Kunder havde overtaget Aktier i Det forenede Dampskibsselskab, Det Østasiatiske Kompagni og Orient til de Priser, der fandtes ved Børsens Lukning paa Grund af den udvidede Blokade; det drejede sig for det væsentligste om Aktier, som Banken havde solgt af egne Beholdninger. De Differencer, der var opstaaede, var bragt ud af Verden uden at influere paa Bankens Overskud.«

Fremstillingen var formelt rigtig, da der var skabt Dækning ved den Sikkerhedsfond, der stilledes til Raadighed af Kontoen: »Soyakagefabrik«. Dog er det forblevet et aabent Spørgsmaal, hvorvidt H. N. Andersen havde givet udtrykkelig Tilladelse til Overførslen fra Soya-Kontoen. Domsforhandlingerne den 14. April 1923, som behandles udførligere i Afsnittet 4f viste dette tilfulde. Etatsraad Andersen selv bestred at have givet sit Samtykke. (Jvf. S. 540 flg.).

247

Hvem der saa end havde Ret i sine Forklaringer, saa blev Andersens Vidnesbyrd taget til Troende, og Glückstadt blev dømt.

Blandt de 31 Kunder, der blev hjulpet i denne Omgang, befandt sig som nævnt Valdemar Glückstadt, Max Lester og flere andre Jøder. Paa hvilken Maade Støtteforanstaltningerne i det enkelte blev gennemført er allerede bleven belyst for enkelte Forholds Vedkommende, men hertil skal der her anføres et for de Glückstadt'ske Forretningsmetoder særlig karakteristisk Eksempel. I Bankkommissionens Beretning meddeles, at der den 18. 11. 1916 paa Kontiene 26.197 og 28.079 var bleven købt 40.000 D.F.D.S. og 40.000 Orient uden Indbetaling; Kontiene førtes under Navnet Hr. J., medens den berettigede var Vedkommendes Hustru Fru J. Vedrørende sidstnævntes Forklaring til Rigsadvokaten bemærkes (Bilag, S. 57): »Fru J. har forklaret, at hun en Gang traf Glückstadt ved et Selskab paa »Sølyst«, og han spurgte, hvorfor hun aldrig havde henvendt sig til ham om at bestyre hendes Pengesager, hvortil hun svarede, at dels hadede hendes Mand alt, hvad der hed Spekulation, og dels havde hun ikke selv saa mange Penge, at der kunde være Tale om det. Nogen Tid efter henvendte hun sig dog i Banken og sagde til Glückstadt, at hun tog ham paa Ordet, og afleverede samtidig en Sparekassebog paa ca. 38.000 Kr. og bad ham administrere Pengene for hende, idet der tilføjedes, at hun ikke havde Kendskab til de Ting og helt overlod det til ham. Hun kender intet til, at Banken den 2. Februar 1917 havde overtaget et Tab paa 135.279 Kr. 05 Øre, og har ikke kunnet vide Besked dermed, da hun aldrig har vidst, hvad der var købt paa Kontoen, og ej heller faaet Konto-Kuranter eller Afregninger.«

Denne Episode faar sin særlige Betydning ved, at Glückstadt - som det fremgaar af Retsforhandlingens Beretninger af 14. April 1923 - med dette sit ejendommelige Tilbud henvendte sig - til Fru Admiral Richelieu, hvis Mand var selve Formanden i Bankbestyrelsen! Da Richelieu blev forhørt ved-

248

rørende denne Sag, erklærede han overfor Rigsadvokaten, at han først i Oktober 1922 fik noget at vide om denne Sag ved, at Banken sendte en Kontokurant til ham, som han ikke kendte noget til, og som han derfor sendte tilbage til Banken. Da Rigsadvokaten gør opmærksom paa, at Kontoen jo lød paa hans Navn, erklærede Richelieu: ”Men det har været en Fejl. Derved fik jeg denne Kontokurant, og jeg sendte den tilbage til Banken; derved fik jeg en Forklaring paa det, og saa sendte de en Kontokurant til rette Vedkommende.« Paa tre Forespørgsler fra Rigsadvokatens Side, om han da slet ikke kendte noget til Sagen, svarede Richelieu tre Gange: »Nej!«

Den Sikkerhedsmargin for Februar-Kontoen, der var skabt ved Hjælp af Konto ”Soyakagefabrik«s Midler, viste sig 1917 snart at være overflødig, da de afsvækkede Papirer meget snart skulde stige i Kurs igen, saaledes at Konsortiet kunde afhænde de overtagne Effekter uden Tab og mod Slutningen af 1917 endog havde indvundet en Nettoavance paa ca. 650.000 Kr. Denne Sag var altsaa foreløbig løbet heldigt af, men dermed blev Transaktionen jo lige ulovlig, da Indtægten paa Konsortiets Konto selvfølgelig under alle Omstændigheder maatte blive Bankens, eftersom det drejede sig om Bankens egen Konto. Rigsadvokaten resumerer derfor ogsaa, at Bankdirektør Glückstadt selvfølgelig ikke maatte anvende Beløbet til Dækning af Banken uvedkommende Spekulationstab. Fru Laura Glückstadt mener ikke at kunne godkende dette Synspunkt og bemærker desangaaende følgende: »Men: naar ”Spekulationstabet«, det kalkulerede, ikke nogensinde bliver konstateret, men dækker sig selv (og altsaa ogsaa den uden Tab for Banken af nogen Art afsatte Sikkerhedskonto) og derudover endda bringer Gevinst, - naar Banken altsaa netop i Juli faar Alt, hvad der kan tilkomme den, uden længere at have Panikrisikoen fra de overtagne Konti, - hvorledes kan saa Transaktionen indeholde Bedrageri? Paavis een Øres Tab!« (S. 98.)

Mesterlig argumenteret; men dermed bringes ikke den Kendsgerning ud af Verden, at »Konsortiet af 1. Februar 1917« var

249

en Konto, der tilhørte Banken. Denne Argumentation slaar iøvrigt ogsaa fuldstændig Klik over for den Situation, der 1921 og senere opstaar med Hensyn til Februar-Kontoen.

Enkelte af Posterne, der oprindeligt var overdraget til det ominøse Kontortium, blev videreført, og jævnlig blev i de følgende Aar nye Tab overført, altimens Bankens Direktører fortsatte med at spekulere i Børspapirer for forskellige Kunders Regning paa samme Maade som tidligere. Derved krediteredes Konsortiet af 1. Februar 1917 i Efteraaret 1919 med et Beløb paa ca. 2,6 Mill. Kr. af Bankens egne Midler, og den 15. Febr. 1921 med 9.945.248,24 Kr.

Angaaende det førstnævnte Beløb oplyses i Bankkomimissionens Beretning (Bilag S. 60 f.), at Konsortiet af 1. Februar 1917 den 24. November 1919 blev krediteret med 2.620.571,12 Kr. med Tekst »Indbetalt D.S.S.« Beløbet var indtjent derved, at Landsmandsbanken ved Opløsningen af Kommanditselskabet Dansk Søfartsselskab opnaaede en Avance paa 1.877.102,73 Kr. og ved Opløsningen af Konsortiet i Gorm-Aktier og Salg af Konsortiets nom. Kr. 2.027.000 Aktier til D.F.D.S. fik en Fortjeneste paa 882.638,89 Kr. plus 330.105,18 Kr. Provision. Alt ialt var der altsaa indtjent 3.089.846,80 Kr. Men da der af den Fortjeneste, der opnaaedes ved Dansk Søfartselskabs Opløsning, fragik en kontant Udbetaling paa 469.275,68 Kr., mod en Bon fra en af Direktørerne som midlertidig Dækning, er kun Restbeløbet - 2.620.571,12 Kr. - bleven overført til Februar-Kontoen. Hvem af Direktørerne, Emil Glückstadt eller Ove Ringberg, der har tilbageholdt Restbeløbet paa henimod en halv Million Kroner og paa hvilket Grundlag det er sket, er ikke oplyst. I Kommissionsberetningen bemærkes, at Beløbet, saavidt man kan se, idetmindste ikke er kommet Banken tilgode!

De 9.945.248,24 Kr., som overførtes til Februar-Kontoen som tredje og sidste Beløb den 15. Februar 1921, udbetaltes af Bankens Overskud for Aaret 1920, uden at det fremgik af

250

Aarsregnskabet, og uden at Bankbestyrelsen fik Oplysning om denne Transaktion. Beløbet overførtes fra følgende Konti:

Obligations-Konto

3.000.000 Kr. 00 Øre

Agio-Konto

4.000.000 Kr. 00 Øre

Interesse-Konto

2.945.248 Kr. 24 Øre

Disse Beløb var udregnet af Direktør Glückstadt. Af Udkastet til Gevinst- og Tabskonto (Driftsregnskabet) for 1920, fremgik, at det brudte Tal af Interessekonto opstod, fordi Glückstadt ønskede, »at der som Overførsel til næste Aar skulde figurere 16.850.532 Kr. 25 Øre«.

Bankens Bestyrelse blev ikke gjort bekendt med denne Ordning ud over, at Delegationen ifølge Bankens Delegationsprotokol den 21. Januar 1921 fik følgende Oplysning:

»En Del mindre Laanekonti, som udviste Underskud, havde Banken taget ud af Verden.«

I Bankkommissionens Retsforhandlinger erklærer Bestyrelsens Medlemmer, saasom Admiral Richelieu og Grosserer Collstrop, den 14. April 1923, at de ikke paa Grund af den ovennævnte den 21. Januar 1921 givne Meddelelse kunde formode, at det her drejede sig om en stor Støtteaktion, og at de ej heller havde anet, at der herved skaffedes Dækning for private Spekulanters Tab til et samlet Beløb paa 4,6 Mill. Kroner. (Jvf. Admiral Richelieus Erklæringer nedenfor 4f.) Kommitteret Schack Eyber forsvarede sig med, at han var gaaet ud fra, at de 9,9 Mill. Kr. skulde henlægges for at skabe hemmelige Reserver, men at han intet anede om, at de skulde gaa ind paa Februar-Kontoen. Da Rigsadvokaten i Forhandlingen den 14. April erklærer, at de 9,9 Mill. Kr. var taget ud af Regnskabet, svarede:

Schack Eyber: Jeg kan erindre, at paa et vist Tidspunkt af Regnskabets Udarbejdelse ønskede man, at det blev gjort under en Form, at man

251

undlod at gøre visse Konti op, som der var Avance paa, for paa den Maade at skabe hemmelige Reserver. Og jeg maa formode, at naar Bogholderen har faaet et større Beløb ud af det, er det, fordi han har gjort alle de Konti op, som senere blev stillet hen.

Rigsadvokaten: Nej, saaledes er det ikke gaaet til. Det er gaaet saaledes til, at man har formindsket Indtægten af Obligationer med 3 Mill. Kr., formindsket Indtægten af Agio med 4 Mill. Kr. osv. Man har altsaa ligefrem nedskrevet Indtægten.

Schack Eyber: Det kender jeg ikke.

Rigsadv.: Det er ikke noget, man samler sammen.

Schack Eyber: Jeg troede, det kom af, at man......

Rigsadv.: Har De ikke vidst det?

Schack Eyber: Nej, jeg troede, det kom af, at man......

Saa lidet vidste altsaa Bestyrelsens Medlemmer Besked med de her omhandlede Transaktioner!

Ved Indbetalingen den 15. Februar 1921 var Grundlaget skabt for de nye omfattende Overførsler af nødlidende Papirer, der allerede fra 1. Januar 1921 var paabegyndt til Fordel for Bankens særlige Kunder. Inden Overførslen af de 9,9 Mill. Kr. fandt Sted, var allerede i Løbet af 6 Uger overtaget ca. 4.6 Mill. Kr. »Underskud« fra Børsspekulationskonti, der førtes for 32 Personer og Konsortier (samt for 8 Personer, der havde lidt Tab uden Papirer!) og disse Overtagelser fortsattes, medens der samtidig til denne Konto foretoges et omfattende Opkøb af egne Aktier til et Beløb aftalt 5,7 Mill. Kr., hvoraf godt 4 Mill. Kr. af det saakaldte Kaptajn v. Rosens Konto (ogsaa en af Bankens egne Konti, der førtes under fingeret Navn). Pr. 31. 12. 1921 opgøres

Tabet paa Papirer til

2.104.256,57 Kr.

de overtagne Underskud til

5.854.271,25 Kr.

Ogsaa 1922 finder spredte Overførsler Sted.

Ved de sidstnævnte Overførsler har navnlig Direktørerne Emil Glückstadt og Ove Ringberg selv sikret sig mod Tab ved fejlslagne Spekulationer, idet de lod en Række af Ban-

252

kens Konti for Børsspekulationskonsortier, i hvilke de selv var Deltagere og ved hvilke der ifølge Kursnedgangen var Risiko, overføre til Februar-Kontoen. Alt dette skete uden Bankbestyrelsens Vidende og ogsaa uden at Glückstadts og Ringbergs Meddirektører i Banken vidste Besked. Nogenlunde orienteret om disse Transaktioner i Banken var maaske Direktør Mik-Meyer, der havde Vekselafdelingen under sig og som man - efter Bestyrelsesmedlem Collstrops Forklaring den 14. April 1923 - »maatte stole ubetinget paa«, da han var den eneste, der havde grundigt Kendskab til Debitorerne, Trassenterne og Endossenterne, samt desuden Direktør Emil Glückstadts Nevø, Erik Glückstadt, som bl. a. i Januar 1921 besørgede den kontante Indbetaling af de to Poster paa hver 400.000 Kr. til Gunst for Onklerne Valdemar Glückstadt og Max Lester.

Hvor egenmægtigt Bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg handlede for at varetage deres Slægts og Venners Interesser, fremgik særlig tydelig af Direktør Rasmussens Forklaringer den 14. April 1923. Det var Direktør Rasmussen, som i sin Tid havde faaet Ordre af Glückstadt til at skrive Bilaget, hvorved. ca. 10 Mill. Kr. af Overskudet for 1920 blev overført til Februar-Kontoen. Rasmussen erklærede i Forhøret, at han paa det Tidspunkt, da han fik denne Ordre, endnu aldrig havde hørt om denne Kontos Eksistens, men af Glückstadt fik den Forklaring, at det herved drejede sig om en Konto, som Banken selv ejede, og paa hvilken den havde nogle Aktier. Rasmussen gik ud fra, at det ved Overførelsen drejede sig om at skabe hemmelige Reserver, og han erklærede ikke at have haft nogen som helst Anelse om, at det Underskud paa 4,6 Mill. Kr., der havde været Tale om, skulde debiteres »Konsortiet af 1. Februar 1917«. Derefter faldt følgende Replikskifte, som for engangs Skyld kort og knapt, berører det Centrale i hele Sagen.

Rigsadvokaten spørger: Hvor skulde det da tages fra?

Rasmussen: Jeg hørte den Meddelelse af Etatsraad Gl. (i Bankraadet

253

den 23. Febr. 1921) og tænkte, at det var Konti for Folk af visse Samfundsklasser, som man vanskeligt kunde kræve.

Rigsadvokaten: Ja, det er altsaa Bankens Venner - for at sige det rent ud: det er Folk, der staar Direktørerne Glückstadt og Ringberg nær, deres personlige Venner og saadanne Folk.

Rasmussen: Nogen Tid efter spurgte jeg Underdirektør Nicolaysen, idet jeg refererede, hvad der var sagt i det Møde: Det er vel Folk af den og den Kategori, der her er Tale om? Det bekræftede han, men jeg fik ikke noget at vide.

Disse Bemærkninger siger alt. Rigsadvokaten har netop understreget det, det kom an paa, omendskønt han herved undlod at fremhæve, at den Kreds af favoriserede Kunder var Jøder og Jødelakajer om en Hals, tildels rigtignok ogsaa desværre - højt ansete og hæderlige Mennesker, der af Glückstadt og Konsorter var bleven ført grundig bag Lyset. Ogsaa Rasmussen og Nicolaysen, Underdirektører i Landmandsbanken, var, som Bemærkningerne viser, klare over dette Forhold, men de følte sig magtesløse overfor Glückstadt og føjede sig i eet og alt. Mistænksomheden var tilstede, men de turde ikke ytre den, end ikke overfor Bestyrelsen, som jo til Stadighed lod Glückstadt og Ringberg egenmægtig bestemme, hvad der skulde ske, og til Stadighed mødte disse to Mænd med ubetinget Tillid. Saaledes kunde disse »Folk af visse Samfundsklasser«, »Folk af den og den Kategori« - saadan maa jo Jødens Navn omskrives, da man selvfølgelig ikke kan risikere at nævne Jøden ved sit Navn! - sikre sig den finansielle Overledelse indenfor Banken - og udenfor , i Samfundet.

Hvor indgroet Raaddenskaben i de offentlige Forhold under Landmandsbank-Katastrofen har været, fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed ogsaa deraf, at der fra Regeringens og de borgerlige Partiers Side sattes alt ind paa at forhindre Offentliggørelsen af Navnene paa de Personer, der stod opført paa Februar-Kontoen. Ministeriet Neergaard vilde end ikke give Finansudvalget nærmere Besked. Efter at Bankkommissionens Beretning i de første Dage af Januar 1924 var bleven

254

offentliggjort, erklærede Handelsminister Jørgen Christensen, at Finansudvalget kun vilde faa Navnene at vide under den strengeste Diskretionspligt. Senere viste han sig rede til at give Listen fri til Offentliggørelse, men han vilde saa samtidig meddele, under hvilke særlige Forhold den enkelte var kommet med paa Kontoen, for at undgaa »at stille en Mængde uskyldige Mennesker i Gabestokken«. Da saa endelig Finansudvalget den 30. Januar 1924 fik Listen med Navnene overgivet, maatte hvert enkelt Medlem forud ved Haandsoprækning forpligte sig til at hemmeligholde Navnene. Da Socialdemokratiet trods alt krævede, at der blev givet Offentligheden ren Besked, erklærede Udvalget sig efter »en lang og meget heftig Debat« indforstaaet med, at Navnene kom frem. Men det føltes endnu knapt nok som Alvor, og Socialdemokratiets Krav om fyldestgørende Offentliggørelse af Februar-Kontoen og af Listen over Landmandsbankens særligt begunstigede Kunder, af Spekulationskonsortiet i »Ø.K.«s Aktier og af Konsortiet »British Bank of Commerce« mødte endnu i Finansudvalgets Møde den 1. Febr. Protest fra saavel Venstre som fra Højre.

Listen bragtes derefter den 1. Februar 1924 i »Socialdemokraten« til Offentlighedens Kendskab. Knuden var dermed hugget over. De borgerlige Blade fulgte straks det givne Eksempel med at offentliggøre en mere officiel Redegørelse om Kontoen, udarbejdet af HRS. Bruun.

Mest Røre skabte det, at der blandt de af Direktør Glückstadt priviligerede Aktiespekulanter befandt sig to forhenværende Ministre: Christopher Hage og Højesteretssagfører Bülow. Sidstnævnte overlod 1916 paa daværende Finansminister Hages Vegne et Beløb paa 40.000 Kr. til Direktør Ringberg med Anmodning om at disponere over dette Beløb i Spekulationsøjemed. Hage og Bülow var begge Partnere i det i denne Anledning oprettede Konsortium med hver Halvdelen. Kort Tid derefter fik Hage 60.000 Kr. udbetalt som sin Andel i den Avance, der var opstaaet. Hage lod de 20.000 Kr. Indskud

255

indestaa paa Kontoen, hvorefter Ringberg uden særlige Anvisninger førte Spekulationen videre. Derved opstod, som det senere viste sig, et Tab paa 50.000 Kr., et Beløb, som blev overført til Februar-Kontoen, men som Hage i sidste Omgang, efter en Opfordring, der tilgik ham den 26. Januar 1924, selv maatte dække. Da Hage selv ikke havde erfaret noget om, at Indskudet var bleven brugt til yderligere Spekulationer, havde han 1920 givet Banken Ordre til at købe Genforeningsobligationer for dette Beløb. Ordren udførtes ved Tegning af 20.000 Kr. Obligationer, som udleveredes til ham.

Ifølge den den 1. Febr. 1925 offentliggjorte Liste befandt sig blandt de der opførte Personer Godsejer A. F. Lassen, som var Ejer af Høvdingsgaard fra 1901-17, og som spillede en meget fremtrædende Rolle indenfor de af Transatlantisk Kompagni financierede Selskaber. Paa Listen var endvidere opført fhv. Direktør i Landmandsbanken Fr. V. Rothe, der sammen med sin Fader Kammerherre og Hofmarskal William Rothe (gift med Dagmar, født Berling), var Medejer af »Berlingske Tidende«. Direktør Rothe havde, da Listen kom frem, betalt noget tilbage af det skyldige Beløb. Hans Fader, der ogsaa var bleven favoriseret, tilbagebetalte 68.000 Kr., og dermed var Sagen for hans Vedkommende ordnet.

Til de kære Familiemedlemmer, som Direktørerne mente at maatte holde skadesløse, hørte endnu Fru Dr. Øllgaard, Søster til Direktør Ringberg og gift med Læge Christian Øllgaard, Frk. Klara Levi, Søster til Max Lester, Fru Mary Keller, født Rée, Søster til Fru Glückstadt og gift med Dr. med. Otto Keller. Fra Vennekredsen kan endnu nævnes Direktør Leon Levin, som havde været administrerende Direktør for A/S Nordiske Metalvarefabriker, cand. jur. Molt Wengel, Fru Mozart Jensen, Skibskonstruktør Werner Hansen, Frk. Marie Gjerding, Fru Margrethe Loiewsky, Etatsraadinde Louise Beck, Fru Clara Bloch Knudsen, Kammersangerinderne Ellen Beck og Emilie Ulrich, Fru Annie Ruben, hvis Sag ved Listens Publikation var ordnet, Fru E. Hansen i London og den tidligere Lærerinde i

256

Glückstadts Hjem Frk. Bruun. Uden Kundernes Viden blev Konti, som førtes for Dr. P. Vedel paa Java og Grosserer Birger Christensen, overtaget af »Konsortiet af 1. Februar 1917 «. Med Forfatteren Josias Bille blev der truffet Aftale om Tilbagebetaling af 17.500 Kr. Overfor Etatsraad Johs. Hammerich til Iselingen havde Banken været særlig kulant, idet ikke blot Tab fra Spekulationstonto overførtes, men ogsaa andet Tab. Endvidere var Konsortiet af 22. 8. 1918 overført, af hvilket der var udbetalt 8.700 Kr. til Lektor Stockmarr og 5.319 Kr. til Fru Carrie Drucker; sidstnævnte havde imidlertid tilbagebetalt Beløbet. Endelig nævnes 6 Personer, der havde faaet udbetalt en Gave.

Blandt Navnene paa Kontoen af 1. Februar 1917 var ogsaa Chefen for Københavns Opdagelsespoliti, Politiinspektør Tage Jensen opført. »Socialdemokraten« oplyste, at Kontoen i hans Favør havde dækket et Tab paa ca. 5.000 Kr.; men dette Tal var ikke rigtigt, da der kort derefter kunde meddeles, at Tabet beløb sig til 43.000 Kr. Iøvrigt bemærkede »Socialdemokraten« til Forsvar for Politiinspektøren, at Direktør Ringberg havde været hans Ungdomsven, og af lutter Kammeratskab havde hjulpet ham ved at skaffe Dækning for Tab, han havde lidt ved uheldige Børsspekulationer. Til Trods for de haardeste Angreb i Pressen kunde Tage Jensen under Ministeriet Neergaard, bevare sin post; Justitsminister Rytter vilde ikke afskedige ham. Men efter at Ministeriet Stauning var bleven dannet i April 1924, fik han snart sin Afsked. Den 16. Juni 1924 kom et Forlydende frem i Pressen om, at Politiinspektør Tage Jensen vilde gaa af, og at dette vilde ske ved en mindelig Ordning; det havde dog gjort et altfor pinligt Indtryk, at en saa overordnet Politimand stod i saa intim Forbindelse med Storspekulanterne. Justitsminister Steincke erklærede som Begrundelse for Afskedigelsen, at det vilde virke uheldigt, hvis Opdagelsespolitiets Chef fik blot et Skin af Afhængighed af Uvedkommende over sig; iøvrigt bemærkede han, at Dispositionerne paa Tage Jensens Konto ogsaa i dette Tilfælde var foretaget af

257

Direktør Ringberg, uden at rette Vedkommende havde faaet fuld Besked. Fra 1. August 1924 fik Tage Jensen Ansættelse som Leder af Politiskolen. *)

Paa Februar-Kontoen findes endvidere en Række Navne fra Hoffet, Adelen samt Personer, der tilhørte Diplomatiet og Militæret.

Blandt Medlemmerne af det Kongelige Hus maa i første Række nævnes Prinserne Valdemar, Axel og Viggo samt Prins og Prinsesse Aage. For Prins Valdemars Vedkommende var der blevet overført en Tabskonto paa over 1 Mill. Kr., som hidrørte fra Spekulationer i hans Navn. Ifølge »Socialdemokraten« af 1. Februar 1924 blev hertil oplyst, at Glückstadt havde bestyret Prinsens Formue, og at denne ikke personlig

*) Kort Tid derefter maatte han helt afskediges. Det viste sig nemlig, at han i sin Embedstid havde standset flere Politisager, i hvilke Sigtede havde gode Forbindelser med overordnede Politiembedsmænd og Jurister. Efter at der af Formanden for Dansk Kriminalpolitiforeningens 1ste Kreds (Storkøbenhavn) i en Artikel i Medlemsbladet var bleven gjort opmærksom paa, at der førtes en saakaldt P.D.C.-Protokol hos Chefen for Opdagelsespolitiet, til hvilket saadanne Sager henlagdes, der helst skulde være utilgængelige for det underordnede Personale og Offentligheden, fordi disse Sager var afsluttet paa en uregelmæssig og ulovlig Maade, gennemførtes en grundig undersøgelse fra Justitsministeriets Side. I den derefter af Justitsministeren offentliggjorte Redegørelse understreges bl. a., at Tage Jensen ifølge Undersøgelserne oftere havde taget Hensyn til de Sigtedes (Forældrenes) sociale Stilling eller lignende ulovlige Hensyn ved Henlæggelsen af Politisager. I 7 Tilfælde rejstes der særlig Kritik. Her drejede det sig ifølge Redegørelsen »om en Skuespiller ved et større Teater (grov Uterlighed), en 23aarig Dame, Datter af to meget kendte Personer, af hvilke Faderen var Halvjøde (Smykketyverier fra privat Hjem), en 40-aarig Mand, Broder til en Politiassistent (Uterlighed overfor 3 Drenge), en 21-aarig Student, Søn af en Dommer (flere Bedragerier og Pensionatstyverier), en 22-aarig Bankassistent, Søn af en Oberst, (Frimærketyverier til 1.300 Kr.), en 20-aarig Dame, Datter af en Kontorchef (Bedragerier overfor et Stormagasin, 350 Kr.) og en 26-aarig Tjenestepige (Bedrageri overfor Herskabet og opdigtet Tyverianmeldelse). I Redegørelsen udtaltes til Slut en Misbilligelse mod Politidirektør Dybdal, Statsadvokat Poul Gammeltoft og Politiinspektør Hakon Jørgensen.

258

havde haft noget Kendskab hverken til Spekulationerne eller til det opstaaede Tab. Prinserne Axel og Viggo - Sønner af Prins Valdemar - havde ligeledes faaet betydelige Tab overført til Februar-Kontoen, sidstnævnte desforuden 27.000 Kr. paa en anden Konto. For Hofdamerne Frk. Utke Ramsing og Frk. Astrid Carstensen blev Jødebankens Privilegium skæbnesvangert, idet førstnævnte maatte tilbagebetale 26.403 Kr. og sidstnævnte 22.000 Kr. Desuden nævnes i denne Sammenhæng af høje Standspersoner Lensgreve og fhv. Udenrigsminister Frederik Raben Levetzau, Medlem af Landmandsbankens Bankraad, Besidder af Christiansholm, Bremersvold, Beldringe og Løkkende samt hans Hustru Grevinde Susanne Raben Levetzau , født Moulton. Paa Februar-Kontoen var endvidere overført Spekulationskonti, der var bleven ført for fhv. Komtesse Ethel Lerche, Kammerherreinde P. Collet, Grevinde Marie Witte samt Grevinde Helle Frijs-Juellinge, der havde spekuleret efter Aftale med Glückstadt, og hendes Søster Lensgrevinde F. Bernstorff (begge Døtre af den 1923 afdøde Lensgreve Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs paa Frijsenborg); sidstnævnte hævdede imidlertid intet at kende til Kontoens Overføring. Endelig havde Glückstadt ogsaa paa den her omhandlede Maade vist sin Bevaagenhed overfor Grev Eigil Knuth, der i stort Omfang lod Glückstadt spekulere for sig og siden fik Saldo-kvittering mod Betaling af 50.000 Kr., samt overfor Lensgreve Aage Danneskjold Samsøe, der ikke vidste noget om Spekulationskontoen, og overfor Grev Flemming Knuth, der tilbagebetalte 11.000 Kr.

Af Diplomatiets Mænd førtes endvidere paa Februar-Kontoen to udenlandske Diplomater og en dansk, der i Tide ordnede deres Forhold. Desuden Minister Henrik Kauffmann, som havde overdraget Forvaltningen af sin Formue til Direktør Fr. V. Rothe og derved maatte lide stort Tab. Han ydede fuld Erstatning for det af Februar-Kontoen afholdte Beløb.

Iøvrigt var han ligesom Legationssekretær Helmer Petersen, Legationssekretær Oscar Oxholm og den tidligere Direktør i

259

Udenrigsministeriet Kammerherre O. C. Scavenius uden Vidende om, at de førtes paa Februar-Kontoen. Endelig maa her endnu nævnes Generalkonsul Poul Holm og Gesandten i Kristiania, Minister J. V. Kruse, af hvilke sidstnævnte tilbagebetalte 11.000 Kr. Blandt militære Personer fik Generalmajor P. V. Ibsen ikke blot et stort Spekulationstab overført til Februar-Kontoen, men ydermere 30.700 Kr. udbetalt af denne Konto. Desuden nævnes her Kaptajnerne Walther Christensen, O. Aarestrup og C. G. Schnack; sidstnævnte refunderede 16.000 Kr.

Mange af de nævnte Personer er uden Tvivl kommet uforskyldt paa Februar-Kontoen. Om Størstedelen af de her opførte Personer - naar bortses fra Mænd som Valdemar Glückstadt, Max Lester, Bülow, Hage, begge Rothe'r osv. – kan endda sikkert med Føje hævdes, at de slet ikke kan anses for at have været Aktiespekulanter, da de ikke selv havde givet Direktørerne Glückstadt og Ringberg Anvisning paa at spekulere for deres Regning. Af Prins Axel blev der efter Offentliggørelsen af Listen afgivet en Erklæring paa Faderens, Prins Valdemars og egne Vegne, ifølge hvilken de, efter at de »paa forskellige Tidspunkter havde overgivet Landmandsbankens Førstedirektør, Etatsraad Glückstadt, Værdier til Forvaltning, ikke har haft noget som helst Kendskab til de paa vore Navne i Landmandsbanken foretagne Spekulationer, ligesom de skete Overførsler paa Kontoen af 1. Februar 1917 har været os begge fuldstændig ubekendte«. Paa samme Maade afgav fhv. Godsejer A. F Lassen og fhv. Direktør O. C. Scavenius, Erklæringer, ifølge hvilke hverken O. Ringberg eller Emil Glückstadt havde været bemyndiget til paa nogen Maade at disponere over deres Midler. Fru Generalkonsulinde Julie Glückstadt erklærede paa Tro og Love under Eds Tilbud, at hun efter September 1920 havde afviklet sit Mellemværende med Banken og betalt det fulde Beløb kontant.

Den interessanteste Gruppe Personer, der favoriseredes paa den her omhandlede Maade, nævnes desværre ikke: nemlig

260

Medlemmerne af de Konsortier, som lod deres Tabskonti overføre, blandt hvilke i første Række maatte nævnes Landmandsbankens egne Direktører Glückstadt og Ringberg samt Valdemar Glückstadt og Max Lester. Med Hensyn til de to Bankdirektørers Aktiespekulationer hos I. M. Levin & Co. ved vi bl. a., at de fik Tab paa ialt ca. 3.5 Mill. Kr. udlignet paa den her omhandlede Maade! Saaledes overførtes Tabsposter fra Konsortiet af 24. April 1918 (ca. 946.000 Kr.), fra Syndikatet i Ø.K.-Aktier (229.000 Kr.), fra Konto Trio for D.D.F.S.-Aktier (1.076.291 Kr.) og fra Konto Trio for Ø.K. (85.846 Kr.). Med Hensyn til Konsortiet af 22. August 1918 og Konsortiet af 13. September 1918, for hvilke der overtoges Tab paa ca. 333.000 henholdsvis 383.000 Kr., vides end ikke, hvem Deltagerne var. Men hvorom alting er, de Tabsposter, som dækkedes af Februar-Kontoen til Fordel for de jødiske Storspekulanter, er væsentlig betydeligere, end alle de Beløb, som overtoges til Fordel for alle andre af Bankens særlig begunstigede Kunder.

 

d) Da Glückstadt ved Hjælp af Det Transatlantiske Kompagni vilde erobre Verdensmarkedet.

Glückstadt vilde ikke være blevet den mest typiske Repræsentant for den internationale Kapitalmagt i Danmark, hvis han havde indskrænket sig til at udvide sin Banks Virkeomraade indenfor Landet og skabe et Par Filialer i London og Paris. Hans Maal rakte højere og videre, han arbejdede faktisk samtidigt paa at opnaa en fremragende Stilling indenfor Verdenshandelen for sig og sine Medarbejdere. Den ekspansive Tendens, som allerede havde præget Landmandsbankens Virksomhed indadtil, traadte om muligt endnu tydeligere frem i Bestræbelserne for at gøre økonomiske Landvindinger udadtil. Nu skulde den internationale Tryllering af Guld, der lystrede den store Finansmands Hænder, formes; nu skulde et verdens-

261

omspændende Foretagende skabes, et Holding Company, som ved et System af samvirkende Handels- og Industrivirksomheder kunde sikre den af Landmandsbanken, og det vil sige den af Jødedommen kontrollerede danske Kapital Virkemuligheder udover hele Jordkloden.

Som sin mest fremtrædende Medarbejder vandt han Harald Plum, der, efter at han 1905 havde bestaaet juridisk Embedseksamen med laud, besluttede at søge ind i Handelen og siden skulde blive en af de mest fremtrædende Skikkelser indenfor den danske Handelsstand. Plum stammede fra et velstaaende Købmandshjem i Assens og tilhørte saavel fra fædrene som fra mødrene Side (Skovby) ansete Slægter ude i Provinsen. At han har været et lynende intelligent Menneske, fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed af hans »Dagbogsblade«, *) i hvilke der findes Optegnelser allerede fra Barndomsalderen, fra 1893, da han kun var 12 Aar gammel. Men han var tillige fra Barns Ben af meget selvraadig, paagaaende og anmassende. Et karakteristisk Eksempel giver hans Optræden som Elev i Aarhus Katedralskole 1896, da han paa Grund af sin disciplinløse Optræden overfor nogle af Lærerne ikke blev flyttet op i en højere Klasse. Om denne Episode fortæller han selv i sine ”Dagbogsblade” i en mange Aar senere affattet Beretning, at Grunden til denne Bestemmelse uden Tvivl havde været, »at der mellem Lærerne havde bredt sig en stærk Uvilje over, at jeg efterhaanden fuldstændig beherskede Klassen, idet den ganske fulgte mig som dens ubestridte Fører«. Plum bemærker, at dette havde givet Anledning til meget dybtgaaende Kontroverser »mellem Klassen og nogle desværre ret umulige Lærere, som vi havde, medens vi med de faa af Lærerne, der var egnede til deres Gerning, stod paa en god Fod«. Plum forlod Skolen i Vrede og bestod Studentereksamen 1899 paa Jessens Skole i København. **) Efter at han 1905 var blevet cand. jur., paabe-

*) Harald Plum, Dagbogsblade, 1. Bd. 1925, 2. Bd. 1927.

**) Vedrørende Harald Plums Ungdom jvf. ogsaa nedenfor Afsnit 8a.

262

gyndte han en Manuduktørvirksomhed i København. Men samtidig indrettede han en egen Eksportforretning for fersk Smør, der var tilvirket efter en særlig Kærningsmetode, saa det havde større Holdbarhed og derfor kunde komme i Betragtning ved en Udførsel til oversøiske Lande. Efter at et lille Forsøgsselskab The Butter Export Co. havde afsluttet sine specielle Undersøgelser med den nye Metode for Fremstilling for Smør, lykkedes det Plum den 17. 12. 1907 at oprette The Crown Butter Export Co. A/S., hvis Bestyrelse kom til at bestaa af Højesteretssagfører P. G. C. Jensen, Etatsraad Ingeniør Holger Hammerich, Kammerherre Carl Bech paa Engelsholm, Kammerherre Sehestedt Juul til Ravnholt og Bankier Valdemar Goldschmidt, Seniorchefen i D. B. Adler & Co. Det var altsaa formaaende Mænd, der lagde Navn til, men alligevel opstod der til en Begyndelse store Vanskeligheder, da Standsningen af Grundejerbanken i Begyndelsen af 1908 og den dermed forbundne Lukning af D. B. Adler & Co. for en Stund umuliggjorde Emissionen af det nye Selskabs Aktier. Til Trods herfor startedes Firmaet i 1908, rigtignok med en mindre Kapital, kun paa 150.000 Kr. og med Eksport af konserveret Smør i Blikdaaser til oversøiske Pladser for Øje. I det følgende Aar lykkedes det saa at bygge Foretagendet op paa et solidt Grundlag, idet et allerede godt indarbejdet Firma, The United Danish Butter Preserving Co., erhvervedes. Forretningslokalene indrettedes derefter i det overtagne Firmas Ejendomme i Ny Toldbodgade 31 - 35.

Herved lagdes Spiren til det senere saa omfattende Transatlantiske Kompagni. En paagaaende Konkurrence fra to andre Smøreksportfirmaer, Firmaerne L. E. Bruun og Philip W. Heyman, som iøvrigt ogsaa laa i indbyrdes Strid med hinanden, foranledigede Harald Plum til 1911 at skabe en Underafdeling i The Crown, Butter Co., som fik Navnet The United Export Co. (U. E. C.) og havde med Eksport af alle Slags Varer, med Undtagelse af Smør, at gøre. I Slutningen af 1910 fik en af Plums nærmeste Medarbejdere, Eskil Yding, den

263

Opgave paa en Rejse til Vestafrika at undersøge Mulighederne for en Handel til dette Omraade, og U. E. C. paabegyndte derefter i 1911 sine Eksportforretninger med en Aktiekapital paa 200.000 Kr. Det var ogsaa denne Gang meget repræsentative Mænd, der tog Plads i Bestyrelsen for det nye Foretagende, idet der ved Siden af Bestyrelsesmedlemmerne fra »The Crown Butter Co.« her traadte to ledende Mænd fra Landmandsbanken til, Glückstadt og Grosserer Collstrop.

Landmandsbanken støttede Financieringen af de Plum'ske Foretagender. Harald Plum og Emil Glückstadt, der hver paa sin Maade følte sig kaldet til at vinde Indflydelse paa Verdensmarkedet, havde fundet hinanden. Da senere Verdenskrigen brød ud og skabte nye og uanede Muligheder for den danske Handel, da den forcerede Eksport og de stærke Prisstigninger meget hurtigt fremkaldte Kapitaloverflod i Landet, da var hermed ogsaa Betingelserne skabt for en ny Gründerperiode, der navnlig gav Mænd som de to nævnte Vind i Sejlene. Nu skulde dansk Foretagsomhed ikke mere være indskrænket til den hjemlige Aktiespekulation, og til Starten af smaa Fiskeriaktieselskaber, der allerede i de første Krigsaar havde forvoldt adskillige Tab, eller til andre mindre indbringende Forretninger, nej, nu skulde der arbejdes med Sigt helt ud i det Fjerne. Og dertil var Emil Glückstadt og Harald Plum de rette Mænd, da de begge følte en ubændig Virketrang, begge var ubeskriveligt herskelystne, hvortil kom, at den ene følte sig stærk paa Grund af sin Kapitalmagt, den anden ud fra den Følelse, at hans Sukkersyge kun vilde levne ham faa Aar at leve i, saa sig tilskyndet til at udnytte sin Levetid til at disponere hurtigt, til - som han engang siger i sine Dagbogsblade - stadig »at supplere sig selv « (Bd. II, S. 20) til »at skabe Virksomheder, der vel samledes til en Enhed gennem Det Transatlantiske Kompagni, men som dog hver for sig og under deres egne ansvarlige Chefer kunde klare sig fuldt selvstændigt«. Det, disse to Mænd byggede op, voksede altsaa ikke organisk frem, men prægedes af en hektisk, usammenhængende, ja ligefrem eksplo-

264

siv Udvikling, der i det Øjeblik, Vanskelighederne taarnede sig op, med indre Nødvendighed maatte bryde ligesaa pludseligt sammen. Det var jo ikke redelig dansk Handelsaand, der her gjorde sig gældende, men det var rent spekulative Interesser, der bestemte Kursen.

Det Trantatlantiske Kompagni oprettedes i 1916, i det Aar, da Danmark indtjente maaske mere end en Milliard Kroner, saa Samfundet ligefrem var ved at revne af Penge. Den ledige Kapital søgte efter Investeringsmuligheder og fandt den for en stor Del i nye Handels- og Industriselskaber, der blev startet i Forventning om ganske enestaaende Fremtidsmuligheder. 1916 startedes bl. a. Ø.K.'s Filial Østasiatisk Industri- og Plantage-Selskab (Ø.P.), og paa Landmandsbankens Foranledning en hel Række Selskaber som Nordisk Oversøisk Handelskompagni, Dansk-italiensk Eksport Co., Det udenlandske Skovindustriselskab, Det dansk-japanske Selskab Winkel & Gedde, de i Handelen med Sydamerika interesserede Selskaber Gransoe & Co., Schlodtmann & Co. (Casa Armarinho), Emil Hansen & Co. og Union Trading Co. Ltd., desuden under Handelsbankens Ægide Det almindelige Handelskompagni, som stod i Samarbejde med det allerede eksisterende Sibiriske Kompagni osv. osv. Den største Del af disse nye Foretagender, der financieredes af Landmandsbanken, blev den 7. September 1916 sammensluttet under holding company'et Det Transatlantiske Kompagni.

Om Synspunkterne, der var bestemmende for Oprettelsen af dette Kompagni, beretter Glückstadt nærmere i den foreløbige Redegørelse, som han den 7. Okt. 1922 sendte til Bankkommissionen. Her bemærker han indledende, at Selskabet stiftedes efter Forslag af United Export Co., og at han selv havde krævet, at Selskabet stiftedes som Holding Company, hvis Landmandsbanken skulde financiere det. Formaalet var »at sikre dansk Handel en varig Deltagelse i den Transithandel paa Østersøen, der hidtil hovedsagelig var gaaet over Tyskland, særlig Hamborg«. Til yderligere Begrundelse bemærker

265

Glückstadt i nævnte Redegørelse: »Saadanne Exportkombinationer med en Række Selskaber grupperede om et Moderselskab fandtes særlig før Krigen i Hamborg og havde gennem en Aarrække staaet deres Prøve, og det vilde nu være en betydelig og naturlig Opgave for dansk Erhvervsliv, om Tiden kunde benyttes til at opbygge en oversøisk Handel paa samme Maade som vore Nabolande havde gjort det. Den Situation, der forelaa ved Oprettelsen af det Transatlantiske Kompagni var, at Tyskland, i hvis Skygge Danmark havde levet, var lammet af Verdenskrigen, og hele det russiske Marked var aabent. Enhver vil sikkert mindes de Forhaabninger, der fra alle Sider næredes til Udviklingen af Forbindelsen med det russiske og sibiriske Marked og de Krav, der stilledes om at udvide Københavns Havn med Transithandel for Øje.«

Dette var altsaa Planen med Det Transatlantiske Kompagni, ved hvis Start de 4 Millioner Kroner Aktiekapital straks blev fuldt indbetalt. Bestyrelsens Fornand blev Emil Glückstadt, og det var denne Mands Anseelse indenfor den internationale Højfinans, der bidrog til, at der fra Begyndelsen af stilledes Kompagniet et særlig gunstigt Horoskop. Som Eksempel herpaa skal anføres at bl. a. det svenske Organ »Affärsvärden« den 17. Aug. 1917 i en Afhandling om denne »danske Organisation for Verdenshandelen« i hvilken de enkelte i Kompagniet sammenfattede Handelsselskabet opføres, til Slut bemærkede: »I alla dessa afdelningar arbetar hufvudsakligen dansk kapital, i vissa företag finnas synbarligen äfven starka norska intressenter. Som centrum i det hela och det med Transatlantisk Kompagni samarbetande Nordisk Oversøisk Handelskompagni torde man väl ha att räkna danska Landmandsbanken med dets ovanligt inflytelsesrike och framstående ledare etatsråd E. Glückstadt.« At Glückstadt havde en absolut dominerende Indflydelse indenfor Transatlantisk Kompagni, fremgaar imidlertid ogsaa af talrige andre Vidnesbyrd, deriblandt ogsaa af en Erklæring, Harald Plum afgiver i en Skrivelse af 1. Febr. 1920 til Dir. Aage L. Dessau i Continental

266

& Oversea Trading Co. i Paris. Da det finansielle Mellemværende mellem Kompagniet og det nævnte Pariser Datterselskab volder Vanskeligheder, gør Plum i sit Svar til Direktør Dessau en principiel Bemærkning vedrørende Kompetencen til at træffe Dispositioner, idet han (jvf. Bankkommissionens Beretning, Bilag. S. 188) til Slut i Brevet siger følgende:

»Det Transatlantiske Kompagni er ganske vist ikke det samme som Landmandsbanken, men det indlader sig ikke paa at give Kreditter, som Banken ikke vilde sanktionere, hvis den blev spurgt, ikke mindst under de nuværende Forhold, hvor Styrken først og fremmest skal bestaa i Samarbejde, og sidst men ikke mindst, fordi Formanden for Det Transatlantiske Kompagni er Landmandsbankens første Chef, og derfor under de nuværende forvirrede Kursforhold maa som Ekspert i Kurser, derunder Overførsel i fremmed Valuta, ikke alene tages med paa Raad, men være den afgørende for enhver større Disposition i saa Henseende.«

Da Transatlantisk Kompagni 1916 oprettes, indtræder foruden Glückstadt og Plum to Medlemmer af Landmandsbankens Bankraad, Grosserer A. Collstrup og Direktør Kay Reinhard i Bestyrelsen, endvidere Disponent N. O. Young Fearnly i Kristiania, Godsejer A. F. Lassen, Høvdingsgaard, Kaptajn Oluf Aarestrup og Direktør K. F. Knudsen, London. Efter at Kompagniet ved Nytaarstid 1917 havde overtaget Tvermoes & Abrahamsons Afdeling for teknisk Import og Eksport, blev ogsaa ingeniør Martin A. Abrahamson Medlem af Bestyrelsen. Administrerende Direktør var oprindelig Eskil Yding, senere - da Yding paa Grund af sine talrige Rejser til oversøiske Pladser var fraværende fra København - Harald Plum og endvidere fra 1918 Kaptajn Aarestrup.

Det Transatlantiske Kompagni udvidede sin Virksomhed

267

under og i de første Aar efter Krigen i stærkeste Tempo, saaledes at det til en Tid omfattede ca. 160 Datter- og Datter-datterselskaber. Ifølge en Redegørelse, som den 21. September 1919 publiceredes i »Berlingske Tidende«, omfattede Holding Kompagniet paa dette Tidspunkt, da netop Sammenslutningen mellem det og United Export Co. var bleven gennemført og den samlede Kapital var bleven udvidet til 30 Millioner Kroner, følgende større Handelsfirmaer:

Det Ostindiske Handelsselskab, Soerabaya

F Gagliardi & Co., Sydney

Winkel & Gedde, Kobe

East Sibirian Trading & Packing Co., Vladivostok

Russisk Asiatisk Co., Omsk

Russisk Handelskompagni, Petrograd og Moskva

Continental Trading Co., Stockholm

National Trading-Co., Christiania

United ExportCo., København

Carl Høepfner & Co., Reykjavik

Alliance Trading Co., London,

Continental and Oversea Trading Co., Paris

Dansk-Italiensk Export Co., Genua

Brandt & Co., Cairo og Alexandria

Compania Hispano Ultramarino, Barcelona

Det Iberiske Kompagni, Lissabon

J. Larsen & Co., Mérida (Venezuela)

Bech, van Siclen & Co., Inc., New York

Vils, Johnson & Co., Rio de Janeiro og Santos

Boye & Co., Sao Paulo

Gransøe & Co., Porto Alegre

Union Trading Co., Buenos Aires

Aug. Petersen & Co., Guayaquil (Ecuador)

Erik Plum nævner endvidere i sit Skrift om »Russisk Han­delskompagni A/S 1915-1922« (Kbh. 1923) S. 31 følgende Firmaer, der associeredes med Transatlantisk Kompagni: Ren-­

268

loek Trading Co. i de hollandske Kolonier i Osten; Philippine, Trading Co. paa Philippinerne; Continental Import Co. i Finland; John Tofft & Co. i Tyskland og Compagnie Francaise de la Côte d'lvoire i Vest Afrika.

Saa langt rakte altsaa nu dette mægtige Foretagendes Traade. Alene disse Selskaber raadede tilsammen over en Kapital paa 50 Mill. Kr., og de kontrolleredes og lededes fra en Central i København, som havde indrettet sig fyrsteligt i St. Georgs Palæet i Bredgade, en af Hovedstadens fornemste Bygninger, som 1918 var bleven købt for 1.300.000 Kr., men efter Ombygningen kom til at staa Kompagniet i ca. 2 ½ Mill. Kr. Da Harald Plum i sine Dagbogsblade beretter om de store Ting, han har udrettet i sit Liv, og om den pragtfulde Ramme, han har skabt for sin Virksomhed, anstiller han bI. a. den 29. 10. 1918 følgende Betragtninger: »Resultatet har unægtelig til Dato været straalende. Naar jeg bruger netop denne Betegnelse, er det maaske, fordi jeg netop nu, her fra mit Skrivebord, i Frederiksgade 7, hvor disse Linier skrives, ser over til det gamle Palæ, Bredgade 42, der af Hensyn til Haandværkerne, som i en sen Aftentime har travlt med Omlægning af Varmeapperater, ligger oplyst og straalende. Det ser pragtfuldt og imponerende ud saaledes. Jeg kan, fordi jeg kender det saa godt, herfra skimte det pragtfulde gamle, gyldne Loft i den skønne Rococosal, hvor jeg har mit Chefskontor.« (Bd. II, S. 63-64.) Andetsteds taler han med Begejstring om sin »Forretning, der strækker sig over den halve Verden, med utallige Kontorer og et Personale, der løber op i Tusinder, med Jordarealer og Skove, der i Sydamerika og Rusland spænder over et Fladerum større end Lolland og Falster tilsammen, og med et københavnsk Centralkontor, som selv Kong Georgs Palæ ikke kan rumme, saa kun en Del deraf nu kan flytte derind.« (Bd. II, S. 12.)

Og den 14. Januar 1918 bemærker han i sin Dagbog: »Mine Firmaer er i Øjeblikket spredt over saa at sige hele Verden. Jeg er blevet, hvad man plejer at kalde en Handelens Fyrste, i dette

269

Ords gammeldags Forstand. . . Hundreder og atter Hundreder af Millioner Kroner i alle Landes Mønt er gaaet gennem mine Hænder, men kun en uendelig lille Brøkdel er vandret i min Tegnebog som Gager og Tantiémer. Jeg er i Øjeblikket vel ikke fattig, men heller ikke rig i dette Ords moderne Forstand. Jeg har handlet med disse Millioner for at udrette noget, for at være med til at skabe Fremgang for Landet og for saa mange af dets Sønner som muligt. . .« (Bd. I, S. 328.)

Dette er altsaa Harald Plums egne Betragtninger over det, han har skabt, skabt ved Hjælp af de Millionkreditter, han fik fra Landmandsbanken, skabt for at give den danske Kapital Virkemuligheder langt ud over landets Grænser, langt ud over Europa, ja ud over hele Jordkloden. Planen var vel tilrettelagt og, forsaavidt det drejer sig om det principielle, vel gennemtænkt. Landmandsbanken søgte at lede en Del af den Kapitaloverflod, Landet havde samlet i de første Krigsaar, ind i kontrollerede Baner, søgte at lade videnskabelige, initiativrige, - tildels jødiske - Forretningsmænd faa Raadighed over denne Kapital - forsaavidt den ikke brugtes til Aktiespekulationen. Man vilde derved ikke blot fremme Landets egen Produktion og Eksport, men virke som Mellemled mellem de forskellige Landes Handel, for paa denne Maade at frugtbargøre de indtjente Midler. At disse lndtjeningsmuligheder derved ogsaa blev forbeholdt snævre kapitalstærke Kredse, der kunde glæde sig ved at regnes med til den Glückstadt'ske Tafelrunde, taltes der naturligvis mindre om.

Ved Hjælp af de talrige udenlandske Selskaber, der sammenfattedes af Holding-Kompagniet, haabede man paa virksom Maade at kunne imødegaa den udenlandske Handelstands Konkurrence paa de forskellige Steder. De under Kompagniet staaende Søsterselskaber fik til Opgave at favorisere hinanden gensidigt ved Vareomsætningen. De var af denne Grund ikke indskrænket til at gøre Forretninger kun paa og over Danmark, men tværtimod henvist til at danne Grundlaget for en regulær international Samhandel ogsaa udenom

270

Stamlandet. Formaalet, var, som det engang sagdes, »at være Mellemmand i den internationale Verdenshandel, hvor den til enhver Tid findes, for Eksempel med Hensyn til Varer, der produceres paa Filippinerne, derfra føres til Nord-Amerika for at fabrikeres og derefter maaske bringes til Argentina for at bruges«. Harald Plum karakteriserer denne Form for Omsætning i et Interview som »Berlingske Tidende« offentliggør den 21. Sept. 1919, paa følgende Maade: »Kompagnierne skal ikke ud at søge nye Forretninger og paa usikre Chancer; de kommer ud og ind ad Dørene i Kraft af hvert enkelt Kompagnis Stilling som Led af den saa omspændende Organisation. Varerne flyttes uden nogen Omvej og Mellemled og derfor paa den billigste og mest økonomiske Maade fra den ene Verdensegn til den anden direkte fra Produktionsstederne til Konsumptionsstederne. Risikoen for Tab ved Prisfluktuation nedsættes derved til det mindst mulige, og den største Risiko, Kreditydelsen til fjerne Steder, som Verdenshandelen nødvendiggør, forsvinder, idet alle Forretninger kan gøres med eller gennem Søsterfirmaerne, hvis Soliditet kontrolleres paa samtlige Selskabers Vegne af Centralfirmaet, Det Transatlantiske Kompagni i København.«

Da Krigsaarene bringer Kapitaloverflod, og da de jødiske

Kapitalistkredse i København med deres Vennekreds mener ogsaa efter Fredsslutningen at kunne regne med at Danmark som neutralt Land under Verdenskrigen har særlig gode Betingelser for at varetage sine Interesser paa det internationale Marked, gaar man dristig til Værks. Man har ogsaa for en Stund Medbør, da amerikanske Kredse syntes at interessere sig for Holding Kompagniet og lader fremkomme Forlydender om at man kunde være interesseret i at lade København blive Centret for hele Transithandelen til Rusland og de baltiske Lande. Den amerikanske Konsul B. L. Agerton i København beretter i Marts 1918 om Det Transatlantiske Kompagnis Virksomhed til Department of Commerce i Washington, hvorved der peges hen paa, at Kompagniet nu har sendt sine Repræsen-

Billeder

271

tanter ud til Datterselskaberne i Sydamerika og det Fjerne Østen. Alt tegnede altsaa saare godt, saa man nok kan forstaa, at Anker Kirkeby (Per Kimer) i en Artikel i »Politiken« den 6. August 1917 begejstret skriver - aabenbart i en Reminiscens til Louis Levys Digt om Jødedommens Mission - om »den internationale Tryllering«, Det Transatlantiske Kompagni nu har spændt ud over Jorden, ud over Rusland og Sibirien, fra Bergen og Kristiania, fra Stockholm, London, Paris, til Argentina, Brasilien, hvor de paagældende Foretagender har erhvervet en Række Handels- og Skov koncessioner, og til Italien, Ægypten og Japan, og at endelig Valdemar Koppel lader sin Nytaarsartikel i »Politiken« den 7. Januar 1917 om »Danmarks Fremtid« munde ud i følgende Apoteose:

Allerede før Krigen vajede det danske Flag paa Verdenshavene og i fjerne Lande; vi har nu vist, hvad der i de sidste 2 ½ Aar er groet frem af nyt og forhaabentlig livskraftigt og levedygtigt. Fra alle Kanter af Jordkloden løber Traadene sammen her i denne By, der nu i højere Grad end nogen Sinde er Danmarks Hovedstad, og den stolte Drøm, der fylder enhver Dansk, er den, at det maa lykkes København virkelig at blive et sæde for den internationale Hnadel, som den har saa mange Betingelser for at blive et Sæde for den internationale Handel, der værdig kan rivalisere med Hamburg, med Bremen, med Antwerpen, med Amsterdam - et kommercielt Verdenscentrum.«

Mændene, der skal bære Landet ind i denne Fremtid, bliver nævnt ved samme Lejlighed, deriblandt som de første og største Direktøren for Østasiatisk Kompagni Etatsraad H. N. Andersen, den kraftfulde og energiske Leder af Handelsbanken Gehejmeetatsraad P. N. Damm og Formanden for Industriraadet Ing. Alex. Foss, alle tre Mænd, som stod med begge Ben paa Jorden og aldrig var til Sinds at indlade sig paa nogen

272

Hasard. Men Valdemar Koppels Nytaarsartikel i »Politiken« 1917 bringer tillige Billeder af fire andre, som efter Bladets og Forfatterens Mening vil være de rette Foregangsmænd i den kommende Udvikling: Emil Glückstadt, Max Ballin, Harald Plum og - Theo Kliatschko!

Ja, saamænd, disse fire (tre Jøder og een Arier) var naturligvis de helt rigtige Mænd, men i en noget anden Forstand end Koppel mente. Hvad de i Virkeligheden har udrettet, var til Fordærv for Landet, i et Omfang, som man selv i sin vildeste Fantasi ikke skulde have anset for mulig.

Planen om at skabe dansk Foretagsomhed nyt Raaderum, at oprette et skabende og organiserende Kommissionsforetagende i Verdensformat, var stor og skøn, men for at gennemføre denne Plan skulde der alligevel Mænd med større Ansvarsbevidsthed og Dygtighed til end dem, Det Transatlantiske Kompagni raadede over. Det kunde aldrig blive jødiske Storspekulanter, der skulde sikre Landet en bedre Fremtid ligesaa lidt som det kunde være Spekulation i Varer og Aktier, der kunde gøre Samfundet rigt. Men da det nu blev samvittighedsløse, af Storhedsvanvid besjælede Gründere, for hvem saa sandelig den rent personlige, øjeblikkelige Gevinst var det afgørende, maatte selvfølgelig Kompagniets Virksomhed ogsaa ende med en dundrende Fiasko.

Hvor samvittighedsløst der blev ødslet med de Midler, som stilledes til Raadighed for Det Transatlantiske Kompagni og dets talrige Underselskaber, kan her ikke undersøges og behandles i alle Enkeltheder. Den, der vil have nøje Rede paa disse Ting, maa henvises til Bankkommissionens Beretning, som bringer et enestaaende og omfattende Materiale. Her skal kun, som karakteristiske Eksempler for de Forretningsmetoder, der var gældende indenfor det stormægtige Holding-Kompagni nærmere undersøges 1) United Export Co.'s Historie og 2) de russiske Foretagenders katastrofale Endeligt efter Bolchevismens Sejr.

273

Som allerede nævnt, var det The United Export Co. (U.E.C.), som dannede Udgangspunktet for det senere saa mægtige Transatlantiske Kompagni. U.E.C. oprettedes i 1911 og havde oprindelig til Opgave at videreføre Eksporten af specielle Industrivarer, som Smøreksport-Aktieselskabet The Crown Butter Export Compagni havde paabegyndt nogle Aar i Forvejen, men som det nu ønskede udsondret fra Selskabets Eksportvirksomhed. Det drejede sig hovedsagelig om Eksport af Cement, Porcelæn, Malt, Øl, Klaverer, Blæk osv. 1913 udbyggedes U.E.C. som Eksporthus fra Hamborg, og senere overtog Firmaet ogsaa Udførslen af tyske og franske Varer. Allerede før Verdenskrigen udvidedes Aktiekapitalen til 1 Mill. Kr., hvorhos der tillige paa en den 13. Maj 1914 afholdt Generalforsamling vedtoges en Lovændring, hvorefter Bestyrelsen fik Lov til at udvide Kapitalen til 2 Mill. Kr. Da Krigen udbrød, blev U.E.C. paa Grund af dets nære Tilknytning til Tyskland straks blacklisted af Ententemagterne. Kompagniets oversøiske Handel maatte derfor standses. Men samtidig aabnede der sig nye store Forretningsmuligheder for Firmaet sydpaa, til Tyskland og andre centraleuropæiske Stater. Saaledes kan det forklares, at Kompagniet ogsaa i de første Krigsaar successive kunde udvide sin Aktiekapital indtil 5 Mill. Kr. i Løbet af 1916, og at det samtidig kunde overtage større Aktieposter i en Række tilknyttede Selskaber, nemlig

500.000 Kr. i Russisk Handelskompagni (R.H.K.)

450.000 Kr. i Continental and Oversea Trading Company (C.O.T.C.),

250.000 Kr. i Dansk Italiensk Export-Kompagni (D.I.E.C.) og

500.000 Kr. i A/S Lund & Petersen.

Af disse Selskaber var Russisk Handelskompagni bleven dannet i Juni 1915 for at udnytte de store Forretningsmuligheder, der aabnede sig for den danske Handelsvirksomhed i Rusland, efter at Handelen med Tyskland var standset. For-

 

274

mand for Bestyrelsen i det her nævnte Kompagni blev Højestretssagfører Harboe, af Bestyrelsens Medlemmer kan endvidere nævnes Kommandør Drechsel, Grosserer Aage Berlème, Direktør Siegumfeldt fra Svovlsyrefabrikerne og Ingeniør W. Werner. Til administrerende Direktør valgtes Erik Plum. Th. Lund & Petersen var et sibirisk Smørfirma, som allerede længe før Krigen var engageret i Eksport af Smør fra Rusland til mellemeuropæiske Stater, men som 1916 ifølge Standsningen af disse Forretninger omdannedes til et Aktieselskab under U.E.C. Det Dansk-Italienske Eksport-Kompagni blev først oprettet den 9. Maj 1916 med det Formaal for Øje at importere Sydfrugter, Silke og visse Specialmaskiner fra Italien mod Eksport navnlig af tørret og saltet Fisk. Til Selskabets Bestyrelse blev ved Starten valgt Generalkonsul Valdemar Glückstadt, Landmandsbankens juridiske Raadgiver Højesteretssagfører Blüow samt Kaptajn Aarestrup og den tidligere italienske Minister Senator Maggionera Fenaris. Ved Continental & Oversea Trading Co. drejede det sig om et Foretagende, der havde sin Oprindelse i det franske Kolonialselskab Compagnie Francaise de la Côte d'Ivoire. Selskabet erhvervedes allerede før Verdenskrigen af U.E.C., efter at belgiske, hollandske og engelske Kreditorer i Firmaet var bleven udkøbt, og U.E.C. selv havde faaet Aktiemajoriteten. I Marts 1916 blev Kolonialselskabet, da Frankrig ikke var interesseret i at give dansk-jødisk Kapital frit Spil i Landet, omdannet til et selvstændigt fransk Selskab under Navnet Continental & Oversea Trading Co., der til en Begyndelse lededes af U.E.C.'s Pariser Agenter, en Græker Jahiel og en Syrer Corkidhi, der, som det hedder i Bankkommissionens Beretning, »af forskellige Grunde blev misliebige og udvistes af Frankrig i Slutningen af 1917«. Det bemærkes endvidere i denne Beretning, at »de to Herrer viste en udpræget Tilbøjelighed til at ansætte deres egne Slægtninge i Firmaet saavel som til at drive Forretning med disse«; alligevel skal Firmaet indtil dette Tidsrum have gaaet godt, saa det endnu 1916 gav en Dividende paa 10 pCt. Efter at de to Re-

275

præsentanter for D.U.C.'s Pariser Agentur var bleven udvist, blev Jøden Aage H. Dessau paa Jøden Abrahamsons Anbefaling udnævnt til C.O.T.C.'s Direktør, og samtidig blev Foretagendet udskilt fra D.U.C., idet Kontrakten, ifølge hvilken 50 pCt. af Aarets Overskud skulde tilfalde D.U.C., efter at Aktionærerne havde faaet udbetalt 10 pCt., overtoges af D.T.C.

The United Export Co. bevarede herefter kun sine Interesser i Russisk Handels-Komp. og Th. Lund & Petersen udover Krigen, desuden i en Række tyske og danske Selskaber, og endelig, i Forening med Russisk Handelskompagni og Det Transatlantiske Kompagni, det store Engagement med Rekylsyndikatet. 1917 - 18 udvidede U.E.C. desuden sine Interesser i nogle danske industrielle Foretagender som A/S Fabriksanlæg og A/S Dansk Staalindustri, A/S Frysningskompagniet og i Frøfirmaet Trifolium, der voldte store Tab.

Den 18. Juni 1918 vedtoges paa en Generalforsamling i U.E.C., at der skulde søges nærmere Samarbejde med det 1916 oprettede holding company, Det Transatlantiske Kompagni (D.T.K.), efterat U.E.C.'s finansielle Virksomhed allerede var bleven udskilt til Fordel for D.T.K. ved dets Stiftelse. I den nu, d. v. s. 1918, oprettede Kontrakt fastsattes bI. a., at D.T.K. skulde have 15 pCt. af U.E.C.'s Netto-Overskud, efter at Aktionærerne havde faaet 10 pCt. Paa et Delegationsmøde den 18. November 1918 stillede Harald Plum Forslag om Udvidelse af Aktiekapitalen fra 5 til 10 Mill. Kr., under Paaberaabelse af, at der nu maatte kunne regnes med meget store Forretningsmuligheder i Rusland. Det vedtoges imidlertid at udsætte Vedtagelsen af de Plum'ske Forslag, indtil Glückstadt havde taget Stilling til Sagen. Bankdirektør Glückstadt foreslog derefter i et Delegationsmøde den 30. 12. 1918, at Landmandsbanken skulde bemyndiges til at udbyde de 5 Mill. Kr. nye Aktier til en Kurs, der senere skulde fastsættes, hvorimod Landmandsbanken forpligtede sig til forlods at udbetale U.E.C.'s Aktionærer et à conto-Beløb paa 5 Mill. Kr. For-

276

slaget vedtoges. Aktierne blev senere, i Februar 1919, udbudt til en Kurs paa 140 pCt. minus 5 pCt. Provision. Ved Aktieombytninger og forskellige andre Transaktioner foretoges derefter en nøje Adskillelse af de to Kompagniers Interesseomraader, hvorved det endnu i 1918 var Planen, at U.E.C. skulde bevare sine Interesser i Skandinavien samt Rusland og Finland, medens D.T.K skulde føre Handelen i den øvrige Verden inclusive Sibirien.

De ved Adskillelsen af Interesseomraaderne foretagne Transaktioner finder i Bankkommissionens Beretning en særlig interessant Belysning, idet følgende fortælles (Bilag S. 134): ”Da samtidig (d. v. s. i Sommeren 1918) Crown Butter ønskede at skille sig af med sin Aktiebesiddelse i Th. Lund & Pedersen, for derved blandt andet at bøde paa et noget magert Regnskabsresultat pr. 30. April 1918, blev der truffet en Ordning gaaende ud paa, at U.E.C. overtog Crown Butters 240.000 Kr. Aktier til Kurs 200 minus 6 pCt. Rente fra 30. April til 31. Juli 1918, hvorved Crown Butter fik en Avance paa 232.800 Kr., der gik ind paa Selskabets Regnskabsaar, der afsluttedes pr. 30. April 1918, udvisende et samlet Overskud paa kun 152.000 Kr. U.E.C. overdrog dernæst D.T.K. sin Aktiebesiddelse i Th. Lund & Petersen 500.000 Kr. plus de nyerhvervede 240.000 Kr. til Kurs 200, hvorved U.E.C. realiserede en Avance paa 496.000 Kr. Samtidig afkøbte U.E.C. D.T.K. dets Aktiebesiddelse i R.H.K. 1.181.000 Kr. til Kurs 180. Ved Hjælp af Avancen paa Th. Lund & Petersens Aktier nedskrev U.E.C. straks Aktierne i R.H.K. til Kurs 130, medens de overskydende 12.000 Kr. blev overført til Generalindtægtskonto. For en Ordens Skyld nævnes her, at D.T.K. ligeledes nedskrev sine Aktier i Th. Lund & Petersen fra 200 til 130, hvortil medgik 518.000 Kr., men da D.T.K. havde sine Aktier i R.H.K. til Kurs 114,7 og saaledes ved Salg til U.E.C. havde indtjent 771.000 Kr., blev der tilovers en Fortjeneste paa 235.000 Kr., som gik ind paa Generalindtægts-Konto for 1918. Alle tre Selskaber tjente saaledes ved den foretagne Handel, men i det

277

lange Løb blev det alligevel Crown Butter, der havde gjort den bedste Forretning.« Ja, saaledes opnaaede Crown Butter først en Avance paa 232.800 Kr., dernæst U.E.C. en Avance paa 496.000 Kr. og D.T.K. sluttelig en Avance paa 771.000 Kr., og alle disse Fortjenester erhvervedes ene og alene ved Kursmanipulationer, som foretages af den selvsamme Kreds af Mænd, der dannede Bestyrelserne for de respektive Foretagender. Det var vel nok fint klaret.

Med Hensyn til The United Export Company, der som nævnt oprindelig dannede Basis for det store Moderselskab Det Transatlantiske Kompagni, skal endnu bemærkes, at det efter Verdenskrigen indledede et særlig kraftigt Arbejde østpaa, efter at det var bleven slettet paa den engelske Sorte-Liste. Kompagniet saa nu sin specielle Opgave i at vinde en Slags Monopolstilling paa det russiske Eksport- og Importmarked, i Haab om derved ogsaa om føje Tid at kunne gøre København til den centrale Stabelplads for hele Østersøhandelen. Samtidig indrettede man sig paa en kraftig Udvidelse af Eksporten til Tyskland og paa Import af al Slags Kolonialvarer, Margarineraaprodukter osv. fra oversøiske Lande.

Efter at Danmark ved Udgangen af 1918 havde sluttet Handelsoverenskomst med Amerika, begyndte Opkøbet af Varerne ved Søstersdskabet Bech, van Sicklen & Co. i New York, hvor der 1919 købtes Varer til et Beløb paa godt 100 Mill. Kr. Det lykkedes imidlertid kun at videresælge for ca. 74 Mill. Kr. heraf, »saaledes at man« - som det berettes i Bankkommissionens Beretning – ”ult. 1919 laa med et Varelager paa 31 Mill. Kr., hvoraf 26 Mill. Kr. var Føde- og Kolonialvarer; af disse havde ca. Halvdelen dels ligget paa Lager over 6 Maaneder og dels ligget paa Lager fra 3 - 6 Maaneder, uden at Salg havde fundet Sted.« Samtidig forkøbte U.E.C. sig paa en Række andre amerikanske Varer som store Partier Fedt, Flæsk og Oleostosk samt tørrede Frugter. Grundene hertil var bI. a., at Afsætningen til Baltikum samt til de tyske Indkøbsorganisarioner »Reichsfleischstelle« og »Reichstelle fur Öle und Fette«

278

svigtede, at Markkursens Fald virkede destruktiv paa Forretningerne, eftersom U.E.C. ikke havde kursdækket sit Salg, og endelig fordi amerikanske Exportfirmaer langt om længe selv begyndte at sælge umiddelbart til Tyskland og derved paaførte The United Export Co. en meget følelig Konkurrence. Dertil kom, at de tyske lndkøbsorganisationer rejste Erstatningsspørgsmaal, efter at de indgaaede Kontrakter var annulleret, og at D.U.C. maatte betale en større Erstatning, om hvilken Bankkommisionen beretter (S. 138), at »det ikke har været Kommissionens Revisorer muligt at konstatere, hvor Erstatningen er bogført«, og at Harald Plum kun kunde oplyse, at han ikke saa paa den Erstatning som direkte Tab, idet man paa anden Maade skulde have Lejlighed til at tjene Beløbet ind igen«. Af det Varelager, som U.E.C. laa med ult. 1919, var for ca. 26 Mill. Kr. Kolonialvarer; deraf Flæsk for 1,5 Mill. Kr., Fedt for 5.7 Mill. Kr., tørrede Frugter for 3,1 Mill. Kr., Ris for 4,7 Mill. Kr., Tælle for 0,6 Mill. Kr., Kokosolie for 0,6 Mill. Kr., Klipfisk for 0,4 Mill. Kr., Oleostock og Oleooil for 1,2 Mill. Kr. Da Afsætningsmulighederne fra Maaned til Maaned blev vanskeligere, maatte Frasalget ske paa bedste Beskub. Bl.a. solgtes i September 1919 13 Partier Flæsk for 1,4 Mill. Kr. med et Tab paa 478.000 Kr. og et Parti Kokosolie, for 107.000 Kr. med et Tab paa 38.000 Kr. Et Parti Klipfisk blev ogsaa en relativ dyr Historie, idet der foruden Tab ved Salget paa ca. 215.000 Kr. maatte betales en Erstatning for Varen paa ca. 50.000 Kr. ifølge Dom. Ravruskende galt gik det ogsaa med et Parti Æbler, som man først forsøgte at afsætte i Stockholm og derefter i Helsingør, hvorved der maatte tages et Tab paa 91.000 Kr. med i Købet. Og saadan gik det videre i lange Baner. Paa Kaffe tabtes der 1921 353.000 Kr.

September 1919 overtog Det Transatlantiske Kompagni som nævnt Financieringen af U.E.C., og samtidig gennemførte det en kraftig Udvidelse af Aktiekapitalen fra 10 Mill. til 30 Mill. Kr.

Kort efter denne Sammenslutning begyndte Tragikomedien

279

med Hermann Kobritz, i hvem Harald Plum troede at have opdaget et fænomenalt Forretningsgeni, der havde særlige Forudsætninger for at bane The United Export Compagni Vejen til det østsibiriske Marked. Kobritz havde før Verdenskrigen handlet paa Østen, og Plum gik ud fra, at en saadan Mand nu passende kunde yde sine Tjenester for den i D.T.K. arbejdende dansk-jødiske Kapital. Kobritz ansattes som Direktør med fast Gage, fik straks en Kredit paa 10 Mill. Mark til Raadighed for at foretage Opkøb i Tyskland, hvorved det blev bestemt, at Kreditterne skulde afregnes efter en Kurs 21 Kr. lig 100 Mark. Derved gik man ud fra, at Markkursen vilde stige op til 30, medens Udviklingen jo som bekendt gik den modsatte Vej; allerede den 19. 12. 1919 var Markkursen gaaet ned til 11,35. Opkøbet skulde foregaa 1920. l Foraaret 1920 overtog U.E.C. det hamborgske Firma John Tofft & Co., hvorved Kobritz' Firma blev en Filial af John Tofft & Co. Overtagelsen skete iøvrigt under ikke særlig gunstige Vilkaar, da U.E.C. ved at overtage »de gamle Aktionærers Konto« paabyrdede sig et Underskud paa ikke mindre end 1.391.494 Kr. 34 øre. Men saadan en Bagatel kunde selvfølgelig ikke forurolige en Harald Plum eller D.T.K., da det jo nu engang drejede sig om at komme hurtigt ind i Forretningerne, og da en Mand som Kobtitz ved sit Handelsgeni jo sikkert i en Haandevending vilde skaffe Dækning for dette Tab paa 1,4 Mill. Kr. Kobritz begyndte aItsaa sit Arbejde; men Prisstigningen paa det tyske Marked samt Advarslerne fra Vladivostok mod den paatænkte Export standsede snart Opkøbene. laIt blev der opkøbt for 4 Mill. Kr. Varer, for det meste lndustriprodukter. Afskibningen sattes straks i Gang. Da ingen vilde modtage Varerne i Vladivostok, sendtes de videre til Shanghai, hvor de endelig realiseredes. Tabet opgjordes til Slut til ca. 659.000 Kr. Da Kobritz' Forretningsforbindelse senere henvendte sig til Firmaet Th. Lund & Petersen for at faa nærmere Forklaring paa de fejlslagne Transaktioner, gøres der bI. a. opmærksom paa, at Kobritz ikke kunde danne sig nogen Fore-

280

stilling om Afsætningsmulighederne i Sibirien for de tilbudte Varer nu efter Krigen, at der tildels var bleven forlangt Fantasipriser, at man aldrig havde faaet Prøver paa Varerne, ligesom Beskrivelsen manglede, saa man bl. a. ikke vidste, om f. Eks. de tilbudte File »var firkantede, runde, trekantede, flade, fine eller grove etc.«.

Dog, Harald Plum søgte ogsaa paa anden Maade at udnytte det tyske Marked til sine store Handelsspekulationer. Under Hensyn til de sørgelige Erfaringer, han havde gjort i 1919 ved Salgene af amerikanske Levnedsmidler til de tyske lndkøbsorganisationer (Reichsstellen), foranledigede han, at D.T.K. optog store Kursdækningslaan i tyske Mark for at sikre sig mod Valutatab. Da han til Trods herfor ved Salg til Tyskland stadig led store Tab, besluttede han at anvende 30 Mill. Mark til Opkøb af tyske Varer, som derefter skulde videresælges til oversøiske Lande. Til Opkøbene stilledes fra 17. 2. - 19. 6. 1920 ikke mindre end 28 Mill. Kr. til Raadighed.

Men da de paa denne Maade indkøbte Varer var købt for Mark efter en Markkurs af 12, og Varerne derfor ogsaa faktureredes efter samme Kurs, kom D.T.K.'s Filialer, der fik Varerne tilsendt i Konsignation, meget hurtigt i en vanskelig Situation. De kunde ikke konkurrere, da andre Firmaer købte Varerne i Tyskland efter Dagskurs og derfor uden videre kunde slaa de saakaldte U.E.C. Consignments ud. Dertil kom, at de udenlandske Datterselskaber ogsaa ofte modtog Varerne uden at have bestilt dem og uden at kende noget til Varernes Kvalitet, saa der idelig maatte rettes Klager over denne Fremfærd til D.T.K.'s Hovedsæde. Bankkommissionens Beretning bemærker hertil, at der ofte sendtes Varer, der var ganske uegnede for Markedet eller ogsaa i latterlig Grad oversteg Markedets Behov. Som Eksempel nævnes (S. 143): »Til Brasilien sendte man saaledes Dukker og Hængelaase til hele Brasiliens Forbrug i flere Aar, og til Equador sendte man Ligkistepynt til Equadors Forbrug i 2 à 300 Aar.« Bedre blev det ikke ved, at Salgsorgani-

281

sationen i Udlandet meget ofte ikke var i Orden, og at Varerne ofte var af meget ringe Kvalitet osv.

Af Konsignationspartier sendtes der til Brasilien for 734.000 Kr., til Argentina for 830.000 Kr. og til U.S.A. for 718.000 Kr. Afsætningen var umulig. Og hvad sker saa? Ja, man høre, hvad Bankkommissionen beretter (S. 144): »Da saa Prisfaldet indtraf, laa man med saa godt som alle Varer usolgte og ufortoldet, og da Tolden paa de fleste Pladser som Værditold afhang af Fakturaprisen, viste det sig gennemgaaende, at Tolden vilde overstige Salgsprovenuet, saa at Abandonnering var at foretrække. Hertil bidrog f. Eks. i New York i væsentlig Grad Varernes slette Kvalitet og Ukuranthed. Man abandonnerede faktisk et Parti med en Fakturaværdi af 93.000 Dollars ved at sælge varerne paa Kredit for 10.000 Dollars til en insolvent Køber i Valparaiso blot for at slippe af med Varerne og derved undgaa yderligere Lagerleje. Buenos Aires gik det saaledes, at da man sendte Hjælp til at udløse U.E.C.'s Konsignationer hjem over Tolden, blev Pengene i Stedet brugt til at klare nødvendige Forpligtelser med. Ogsaa her endte man med at abandonnere Varerne, der laa i Tolden. Til Rusland og Konstantinopel blev der indkøbt store Partier, og Russisk Handelskompagni sendte en Indkøbsekspert til Tyskland med det Resultat, at der indkøbtes store Partier, hvoraf en betydelig Del gik til Vladivostok, medens man maatte opgive at eksportere Resten, der efterhaanden realiseredes i Hamburg til 1/5 à 1/10 af Kostprisen. Efter Externas Oplysninger har der ialt været anvendt 3.750.000 Kr. til disse Konsignationer, medens Tabet andrager 3.280.000 Kr., eksklusive Forrentning, Omkostninger og Tab paa udestaaende Fordringer, saaledes at der i Virkeligheden er tabt over 100 pCt. paa Forretningen.« (Udhævelser af Forf.)

Saaledes gik det altsaa med den Spekulation, den dansk-jødiske Kapital var inde paa ved Udsalget af Varer fra det aIlerede i Forvejen udplyndrede og forarmede Tyskland til de

282

oversøiske Lande. Sandelig: et ophøjet Billede af Jødemoralen, der raner Byttet, hvor det byder sig, men tillige dog et Bevis paa den udlignende Retfærdighed, der hævner sig paa Finanshajerne ved at lønne ubændigt Profitbegær med tilintetgørende Tab. Her røg henimod 4 Millioner Kroner i Suppedasen.

The United Export Comp. under Harald Plums Ledelse havde imidlertid endnu et tredie Felt, paa hvilket det skulde hente sig store finansielle Nederlag. Kompagniet havde, som allerede nævnt, i den første Tid efter Verdenskrigen importeret Kolonialprodukter i store Mængder fra oversøiske Lande i Forventning om at kunne afsætte disse Varer med stor Gevinst i Rusland, Baltikum og de centraleuropæiske Lande. Spekulationen slog fejl, bl. a. derved, at store Mængder Varer som Følge af Markderouten ikke kunde afsættes til rentable Priser i Tyskland, og at Pengeknapheden indenfor de af Krigen saa haardt hjemsøgte Stater i det hele vanskeliggjorde Afsætningen. For mange Varers Vedkommende viste Videresalg sig endog umuligt, saa U.E.C. til Slut ikke saa nogen anden Udvej end at foretage Reafskibninger med en stor Del af disse Varer. Uheldigvis drejede det sig derved hovedsagelig om Levnedsmidler og letfordærvelige Varer, som først var bleven sendt fra Amerika til Europa og nu maatte gaa Vejen tilbage. Dertil kom, at U.E.C. selv havde desorganiseret Markederne ved her og der at opkøbe en betydelig Del af de amerikanske Varer ikke hos Søsterselskabet Bech van Sicklen & Comp. i New York, men hos amerikanske Konkurrencefirmaer; saaledes havde det i fast Regning overtaget store Partier Fedt, Flæsk og Oleostock fra amerikanske Pakkere som Omaha Packing Company. Da nu Afsætningen i Europa viste sig at være umulig, tilbød U.E.C. sit Søsterfirma Bech van Sicklen Fedt, Margarineprodukter, Svedsker, Abrikoser til Afskibning og afventede slet ikke Ordrerne, men lod straks Varerne tilbagesende i Marts 1920 med Damperne »Manchuria«, »Mongolia« og »Oregon«. Denne Reafskibning ordnedes af Direktør Erik Plum, og Varerne faktureredes til Kostpris med 1 ½ Mill. Kr.

283

Bech van Sicklen & Co. var forfærdet. Dollaren steg, Priserne sank, saa de tilbagesendte Varer aldrig vilde kunne opnaa Kostprisen, endsige Varer, som allerede var mere eller mindre fordærvede. Udførselsforholdene for U.S.A. var iøvrigt katastrofale, da Eksportprisen som Følge af den forøgede Dollarværdi var uoverkommelig for de udenlandske Aftagere af amerikanske Varer. Paa det amerikanske Marked herskede som Følge heraf Vareoverflod. Bech van Sicklen & Co. telegraferer derfor ogsaa bI. a., da det erfarer, at et større Parti St. Joaquin Abrikoser vil blive transporteret fra Hamburg til New York, fortvivlet: »Vi har gennemtrawlet hele Markedet uden mindste Held, da andre Eksportører og Spektilanter her i Byen har deres Lagre fulde af Varer, som de ikke kan blive af med.« Og ligesaa fortvivlet telegraferer New Yorker Firmaet den 2. Marts 1920: »Gør Deres yderste for at standse Hamburg tørret Frugt Afskibning; træk ikke - Returner ingen Varer uden Bemyndigelse.« Lige meget hjalp det. U.E.C. var i Knibe. Varerne maatte væk koste hvad det vilde.

Store Mængder gik som nævnt tilbage til Amerika. Og Tabene blev store, meget store. 492 Kasser med 1918-Svedsker var 1920 selvfølgelig usælgelig som Spisevarer og maatte ifølge Forbud fra Sundhedskommissionen ikke sælges som saadanne. Saa fik Tobaksfabrikanter dem til Fremstilling af Tobaksauce for en Pris, der saa nogenlunde var ensbetydende med Totaltab. Værre gik det med et stort Parti Abrikoser, der blev reafskibet med »Mongolia« fra Hamburg til Amerika, og derefter tilbagelagde en tredie Rejse over Atlanterhavet med Mellemstation i London, for endelig paany at havne i Hamburg. Disse Svedskers Eventyrrejse frem og tilbage over den store Dam stilles rigtigt i Relief ved følgende Skrivelse, som Bech van Sicklen den 13. November sendte til U.E.C.: »»... Det er os ubegribeligt, hvorledes nogen, der havde besigtiget disse Varer før Afskibningen, kunde erklære, at Varerne var i god Tilstand, eller »at der ikke var noget særligt at udsætte paa dem«. Det maa sandelig have været en mangelfuld Besigtigelse,

284

og vi vilde ønske, De paany henvendte Dem til Vedkommende, der besigtigede Varerne. Det er ganske udelukket, at Varerne kunde være gaaet saa stærkt i Gæring undervejs. Som angivet i Besigtigelsesrapporten er Varerne uegnet til Menneskeføde og i en næsten ubeskrivelig Forfatning. De maa have været i en daarlig Tilstand i det sidste halve Aars Tid, og efter vor Mening er Hovedaarsagen den, at man ikke har vist tilstrækkelig Omhu med Oplægningen i Danmark. Denne Art Vare maa opbevares i Fryserum i Sommermaanederne. Som forudsagt i tidligere Breve vil De sikkert møde endnu større Utilfredshed hos The Alliance Trading Company i London, da vi er tilstrækkelig fortrolig med Londonmarkedet til at kunne forsikre Dem om, at man der ikke vil aftage disse Abrikoser, der ikke engang er tjenlige til Svineføde.«« Det var klar Besked. London vægrede sig. Men saa fik Hamburg dem tilbage, og herfra solgtes de med mægtige Tab i Tyskland. Vær saa artig: en Vare, der betegnes som »ikke engang tjenlig til Svineføde«, var efter Jødernes Opfattelse god nok til i sidste Instans at sælges til det udsultede tyske Folk i det Herrens Aar 1920!

Ligesaa galt gik det med alle mulige andre Varer, Korender, Blommer, Sardiner, »fine selected Denia Rosiner« og Valencia Rosiner.

Da der saa 1921 foretoges en endelig Opgørelse mellem D.T.K.'s Søsterselskaber U.E.C. og Bech van Sicklen & Co., viste det sig, at man paa 17.903 Kasser tørret Frugt fra Skibene »Manchuria« og »Mongolia« havde et samlet Tab paa godt en halv Million Kroner. Hvortil der bemærkes i Bankkommissionens Beretning (S. 148): »Naar Udfaldet af disse Reafskibninger gav et Tab paa ialt 8 - 900.000 Kr., kan U.E.C.'s Ledelse ikke henskyde sig under, at det er foraarsaget ved Prisfaldet i Forsommeren 1920. Hovedaarsagen ligger i selve Reafskibningerne til et Marked, man forud vidste var svagt og svingende, samt i Varernes Overgemthed og slette Tilstand.«

Det finansielle Resultat af U.E.C.'s Vareomsætning under

285

Det Transatlantiske Kompagnis Overledelse fremgaar af følgende Opstilling:

 

Køb

Salg

Avance

1919

99.106.707 Kr.

74.659.259 Kr.

6.218.508 Kr.

1920

66.805.796 Kr.

73.052.181 Kr.

-7.192.523 Kr.

1921

23.256.663 Kr.

32.273.096 Kr.

-8.400.826 Kr.

Efter en af Selskabet Externa foretaget Opgørelse androg Tabene ultimo 1922 i U.E.C. og Datterselskaberne ialt 32.933.290 Kr. 98 øre.

Ansvaret herfor havde navnlig Eskil Yding, der var ledende Direktør, men som paa Grund af sine talrige Rejser maatte overlade det egentlige Tilsyn til Under-Direktøren Ammentorp, der, som det flere Gange fremhæves, ikke havde nogen købmandsmæssig Uddannelse. Men større Ansvar ligger paa Harald Plum, Direktøren for Financieringsselskabet D.T.K. samt paa Direktør Emil Glückstadt. Sidstnævntes Hovedansvar paa dette Punkt er det at have givet Skrivebordsfantasten Harald Plum fri og uhindret Adgang til det danske Folks Penge, mens Manden i Stedet for burde have siddet i en Daarekiste.

Der kunde endnu fortælles mangt og meget om de eksotiske Foretagender, Det Transatlantiske Kompagni var inde paa. I Brasilien tabtes alene ved forskellige forfejlede Transaktioner godt 17 Mill. Kr. Et af de brasilianske Selskaber, Johnson & Co., som startedes i September 1916, satte straks store Penge til ved Køb af en lille Oliemølle i Nærheden af Rio de Janeiro, der senere viste sig at være aldeles ubrugelig. Da Kaptajn Aarestrup i Februar 1919 besøger denne Virksomhed, beretter han til D.T.K.: »Oliemøllen frembyder et traurigt Syn: beliggende langt ude paa et usundt Sted med Maskiner, der daterer sig fra Tredserne og virker ganske forhistorisk, og med et stort Lager.« Oliefabriken forvoldte et Tab paa ca. 1,3 Mill. Kr.

286

Den driftige Direktør Johnson førte ogsaa Forhandlinger med en amerikansk Jøde, Stockle, vedrørende Køb af en Skovkoncession osv. Han købte en Koncession i Staten Esperito Santos for 500 Contos lig ca. 1 ½ Mill. Kr. (1 Contos = 1000 Milreis = 1.135 Kr. efter pari Kurs), desuden 3 Facendaer (d. v. s. Storgodser til Kvægavl) for tilsammen 140 Contos. Da Eskil Yding senere, i December 1917, opholder sig i Brasilien for bI. a. at undersøge disse Forhold, er han meget imponeret over, at man i Brasilien »kan faa Koncessioner paa ligesaa meget Land, man ønsker, og uden at betale en eneste Øre«. Skovkoncessionen alene omfattede et Areal saa stort som Lolland. Saa imponeret Yding imidlertid var over Købsmulighederne, saa ringe Tiltro havde han til Muligheden af at opnaa Udbytte af de af Stockle erhvervede Arealer. Koncessionen anser han, eftersom Forholdene ligger, for at være aldeles værdiløs, og han knytter heller ikke særlige Forventninger til Omdannelsen af Urskov til Plantage. Herom bemærker han bI. a.: »Med Hensyn til Kvægdrift, da kunde der være Tale om en saadan for saa vidt, at man kunde faa Køerne til at leve oppe i Træerne.«

Da Engagementerne saaledes ansaas for haabløse, anbefaledes det af Yding atter at sælge baade Skoven og Storgodserne, og da der ikke kunde findes andre Købere, indledes paany Forhandlinger med den smarte amerikanske Jøde Stockle. Denne erklærede sig ogsaa rede til at købe det hele tilbage, dog kun for 500 Contos (han selv havde faaet 640 Contos). Da han ikke kunde betale kontant, købte han paa Kredit mod Udstedelse af 5 Veksler, der forrentedes med 5 pCt. i Tiden fra 1. Juli 1918 til 1. Juli 1920. I Bankkommissionens Betænkning tilføjes: »Man regnede med, at Stockle ikke vilde lade sig erklære fallit, efter at han blot havde betalt et ringe Rentebeløb. Fallitboet indbragte kun 18 Contos netto.« Stockle havde dermed jo i tilstrækkelig Grad overfor D.T.K. ført Bevis for, at han forstod sin Metier. Selve Koncessionen maatte ved Udgangen af 1921 afskrives med et Tab paa 804 Contos; desforuden var et Tilskud fra Det Sydamerikanske Plantagesel-

287

skab paa 125.000 Kr. gaaet tabt. Her røg altsaa en Million Kroner!

Tabet paa den amerikanske Jøde Stockle maatte senere som utallige andre Tab dækkes ved danske Statsborgeres Skatteydelser!

Et særlig tragisk Kapitel i Det Transatlantiske Kompagnis Historie er Afviklingen af de af Kompagniet finansierede russiske Handelsselskaber, navnlig Russisk Handelskompagni, hvis Oprettelse, som allerede nævnt, fandt Sted i Juni 1915.

Handelsinteresser i Øst havde Danmark allerede haft længe før Verdenskrigen. Ja, allerede før Aarhundredskiftet fandtes der foretagsomme Forretningsmænd, der begyndte Samhandelen med Rusland og det fjerne Sibirien, og denne Handel tog straks fra Begyndelsen et kraftigt Opsving. Det var navnlig Firmaerne Det sibiriske Kompagni, som lededes af Direktør Hjerl Hansen, samt Dansk-sibirisk Eksportselskab under Ledelse af Direktørerne Th. W. Jacoby og Noack og det sibiriske Smøreksportfirma Theodor Lund & Petersen, hvis Indehaver var Grosserer Groes Petersen, som var banebrydende paa dette Omraade. Handelens Hovedartikel var Smør, som opkøbtes af de nævnte Firmaers Forretningskontorer i de vestsibiriske Byer, derefter befordredes til en Afskibsningshavn i de baltiske Lande - for det meste til Windau - for derfra at sendes videre til de mellem- og sydeuropæiske Markeder. Men der handledes ogsaa med andre Produkter, og navnlig var Det sibiriske Kompagni inde paa en Varehandel, der omfattede alle mulige Artikler. Omsætningen gik ogsaa godt fremad, saa længe det var Fredstid. Men da Krigen brød ud, meldte Vanskelighederne sig meget hurtigt, og den vigtigste Forretning, Handelen med Smør, standsede brat, da den russiske Regering i Efteraaret 1915 forbød enhver Eksport af Smør og samtidig overdrog hele denne Handel til oprindelig en, senere to Brugsforeninger.

De nævnte danske Firmaer maatte nu se sig om efter nye Virkeomraader. Det gik let for Det sibiriske Eksportselskab,

288

som allerede i Forvejen havde haft med Omsætningen af de mest forskellige russiske Produkter at gøre, men haabløs blev Situationen for Th. Lund & Petersen, hvis Smøreksportforretning gik helt i Staa. Dette Firma maatte 1916 rekonstrueres. Det blev nu omdannet til et Aktieselskab med en Aktiekapital paa 1 Mill. Kr., af hvilken United Export Comp. overtog 500.000 Kr., Crown Butter ca. 240.000 Kr., og Resten overtog de to tidligere Indehavere af Firmaet, Groes Petersen og Poul Kjersgaard, som tillige blev Direktører for det nye Aktieselskab. Samtidigt sammensluttedes dette Selskab med det i Juni 1915 oprettede Russisk Handelskompagni til et Interessent-Selskab under Navnet Russisk-Asiatisk Co., som overtog Th. Lund & Petersens ca. 20 sibiriske Filialer og tog fat paa andre større Virksomheder. Paa denne Maade fik R.H.K. et helt Net af Filialer i Vestsibirien til Raadighed, idet Russisk-Asiatisk Kompagni fik sit Centralkontor i Omsk og desuden Filialer i følgende Byer: Kurgan, Petropavlovsk, Jalutarovsk, Ischim, Nasivajevskaja, Tatarsk, Barabinsk, Novonikolajevsk, Kamen, Barnaul, Ustscharisk-Pristan, Bijsk, Ekatarinenburg, Tjumen, Semipalatinsk, Irkutsk, Stretensk, Harbin og Vladivostok. Straks efter at denne Ordning var bleven gennemført, satte der en livlig Vareudveksling ind paa Grundlag af den nye Kombination, idet Foretagendet derved blev til en ret væsentlig Faktor indenfor den russiske-sibiriske Handel.

Senere, den 31. Juli 1918, blev U.E.C. og Crown Butter overtaget af Det Transatlantiske Kompagni, og i Efteraaret 1919 blev sidstnævnte Kompagni yderligere interesseret i Th. Lund & Petersen som Ejer af Halvdelen af R.H.K.'s Aktiekapital. For Russisk-Asiatisk Co. gik Forretningerne godt trods de voldsomme Rystelser, Landet 1917 - 18 var udsat for; det var navnlig Ostehandelen, som florerede, da denne Handel ikke var monopoliseret fra Statens Side, og da der ej heller var fastsat Maksimalpriser for Ost. Desuden handledes med alt muligt andet mellem Himmel og Jord. Men da Bolchevikerne i Efteraaret 1919 opnaaede en afgørende Sejr ogsaa over

289

det vestsibiriske Omraade og kunde udvide deres Herredømme indtil Bajkalsøen, da var det forbi med Forretningerne. Filialfirmaerne maatte standse, og deres Personale drog bort, for det meste til Manchuriet og til Vladivostok. Samtidig ramtes Kompagniet meget haardt af det store Rubelfald mod Slutningen af Aaret 1919. Russisk-Asiatisk Co.'s sibiriske Erstatningskrav opgjordes ifølge Bankkommissionens Beretning ultimo 1922 til 12.760.000 Kr., som maatte afskrives som fuldstændig tabt. Heraf faldt de 12 ½ Mill. Kr. paa Externa, det vil sige Landmandsbanken.

Mere omskiftelsesrig var den Skæbne, Russisk Handelskompagni A/S havde.

Dette Selskabs Stiftelse skete den 2. Juni 1915, hovedsagelig som en Modaktion mod de talrige fremmede Købmænd fra Rusland og Polen, som hjemsøgte det danske Marked for at opnaa Krigsleverancer. Russisk Handelskompagni finansieredes i Begyndelsen af Privatbanken, men sluttede kort efter Stiftelsen Kontrakt med United Export Co., hvorved der foretoges en Afgrænsning af de to Kontrahenters Virksomhedsomraader. R.H.K. skulde herefter lede Opkøbene og Omsætningen paa det russiske Marked, medens U.E.C. skulde fremskaffe Importvarerne til Rusland og til dette Formaal foretage Køb og Salg paa Markederne udenfor Rusland. Direktør for det Russiske Handelskompagni blev Erik Plum, og denne opbyggede i Løbet af faa Aar en mægtig Handelsorganisation, der for en Tid var een af de førende Virksomheder i Rusland. Forudsætningerne for en gunstig Udvikling var fra Starten af tilstede, da R.H.K.'s Forretningsafdelinger stod under Ledelse af erfarne Grosserere, tildels godt indarbejdede Dansk-Russere, og da Forholdene iøvrigt virkede til Gunst for Foretagendet. Det var en neutral og i Almindelighed i Rusland velset Stats Handelsmænd, der tog fat paa Opgaven, og dertil kom, at Danskerne (jvf. »Politiken«s Beretning om Det Transatlantiske Kompagnis Historie, 13. - 17. 10. 1922) havde særlig Evne

290

til at omgaas Russere, »til at sætte sig ind i deres Tankegang og indrette sig efter de særlige østeuropæiske Handelsformer.«

Det skortede ej heller paa kraftigt Initiativ hos Kompagniets ledende Mænd. Tværtimod! Allerede 1915 blev Kompagniets Forretninger gennemorganiseret i 7 Afdelinger, hver med en kyndIg og dygtig Fagmand i Spidsen, 1916 var Firmaet naaet saa vidt, at det kunde købe et mægtigt Handelspalæ i Moskva. Nogen Tid senere erhvervedes ligeledes en større Ejendom i Petersborg, Newski Nr. 8, til Forretningslokale. Allerede 1916 indlededes et nært Samarbejde med andre danske Foretagender, der havde deres Interesser i Rusland. Da A/S Dansk Rekylriffel-Syndikat overtog Leverancen af 10.000 Vaaben til den russiske Hær, fik R.H.K. den Opgave at modtage og aflevere de i Amerika bestilte Præcisions-Værktøjsmaskiner til den nye Fabrik, der blev oprettet i Kowrow, næsten midtvejs mellem Moskva og Nishni-Nowgorod. Det drejede sig herved om en Leverance til en Værdi paa 5 - 6 Mill. Kroner. Dette var Optakten til en Forretningsforbindelse, der senerehen skulde faa en stærk Indflydelse baade paa U.E.C.'s og R.H.K.'s Stilling i Rusland. Sammen med det russiske Selskab ”Krigs-Union« overtog R.H.K. endvidere Levering af 20.000 Pud (à 16 kg) Sikkerhedssprængstof, der, fremstillet efter en af den danske Ingeniør K. W. Nielsen opfunden Metode, kun kunde bringes til Eksplosion ved en Kviksølvsknaldhætte. Den overtagne Ordre beløb sig til ca. 1,6 Mill. Rubler. Da en lille Fabrik, man havde lejet i Nærheden af Petersborg, ikke var i Stand til at producere det fornødne Kvantum Sprængsof alene, paabegyndtes Oprettelsen af en ny Ammunitionsfabrik i Wologda, som var Knudepunktet for Jernbanestrækningerne Moskva-Archangelsk og Petersborg-Omsk. Inden Fabriken var færdigbygget, brød den første Revolution ud i Marts 1917. Da Sprængstof til Krigsbehov ikke mere var fornødent, blev Selskabet omdannet til Fabrikation af et Sprængstof, der kunde bruges i russiske Mine- og Skovbrugsselskaber. Det nye Firma »Detonator« naaede imidlertid aldrig at træde i Aktion, da Fa-

291

briken efter Bolchevikernes Sejr i Efteraaret 1917 blev nationaliseret. Det lykkedes imidlertid i Tide at faa Maskinanlægget og Raaprodukterne solgt, saa R.H.K. kunde trække sig ud af Sagen uden Tab. Endelig oprettede R.H.K. endnu 1916 - efter Tilskyndelse af U.E.C. og det københavnske Firma »Løvens kemiske Fabriker« - i Forbindelse med det russiske Firma »Stollberg & Co.« i Petrograd et Fabrikforetagende »Standard Laboratorium« i Petrograd til Fremstilling af kosmetiske og medicinske Præparater. Noget senere blev det russiske Firma udkøbt og Fabriken blev flyttet til Moskva. Alt tegnede godt. Afsætningen var meget stor. Men ogsaa her satte Revolutionen snart en Stopper for den heldige Udvikling. 1916 paabegyndtes desuden Samarbejdet med det norske Firma Wilh. Willumsen med det Formaal at levere kemiske Raaprodukter, navnlig amerikansk Harpix, til de russiske Papirfabrikker. Men særlig store Fællesinteresser fik R.H.K. paa samme Tid ved Samarbejdet med norske Skovbrugs- og Papirindustri-Firmaer, idet der startedes et dansk-norsk Selskab »A/S Det Udenlandske Skovindustriselskab” (Aktiekapital 8. Mill. Kr.), som erhvervede 1/4 Mill. Tdr. Land Storskov i Gouvernementerne Wologda og Rybinsk og, - efter Erik Plums Opfattelse *) - vilde være blevet »Europas største Selskab indenfor Skovbrug, Cellulose- og Papirindustri«, hvis Forholdene ellers havde udviklet sig normalt.

Selve de store Muligheder, som R.H.K.'s Fremstød aabnede for dansk Handelsvirksomhed mod Øst, gav Stødet til Oprettelse af Søsterselskaber her og der i Verden, som i første Række skulde tjene som en Slags Fødestationer for R.H.K., altsaa fremskaffe Varer for det russiske Marked. Her laa jo de store Chancer for et neutralt Lands Initiativ, efter at Tyskland, som indtil 1914 havde haft en aldeles dominerende Stilling i russisk Im- og Eksport, var slaaet ud. Saaledes etableredes en

*) Russisk Handelskompagni A/S (The Russian Trading Co. Ltd.) 1915 - 1922. Kbh. 1923. S. 27.

292

ny Forbindelse med et Londoner Selskab, The Alliance Trading Co., som 1916 var bleven oprettet paa Foranledning af The British Bank of Northern Commerce og allerede samme Aar havde oprettet en Filial i Petersborg. Dette Selskab traf senere paa Harald Plums Foranledning en Overenskomst med R.H.K., hvorefter Alliance Trading Co. overtog førstnævntes Repræsentation i London, medens R.H.K. overtog sidstnævntes Kontor i Petersborg. 1917 blev Selskabet Bech van Sicklen & Co. i New York oprettet med det Formaal at skaffe amerikanske Varer frem, som i Transithandel via København kunde leveres til R.H.K. Da endelig Det Transatlantiske Kompagni oprettedes med det Formaal »at anbringe Kapital i andre Foretagender, væsentligst oversøiske Handels- og Exportfirmaer og ved Kontrakter at forene disse i fælles Samarbejde«, blev R.H.K. hurtigt dette Holding-Kompagnis betydeligste Foretagende. Talrige Firmaer, ikke blot i Danmark, men ogsaa i Frankrig, England, Italien osv. havde meget hurtigt konstateret, at der opnaaedes gode Avancer ved Leverancer til Rusland, og D.T.K.'s Ledelse, som regnede med ligefrem ubegrænsede Muligheder paa det russiske Marked, satte nu alt ind paa ved omfattende Indkøb, at forberede sig paa det Tidspunkt, da dette Marked atter vilde være en sikker Aftager for Alverdens Produkter.

Ogsaa i 1917 tog man fat paa nye Opgaver. Bl. a. søgte man at etablere en nærmere Forbindelse med Søsterselskabet Winkel & Gedde i Kobe, og i Samarbejde med et svensk Firma opnaaede man at blive Eneimportør af Kaffe til Rusland. Endvidere sattes allerede i Foraaret 1917 en Fabrik Toro til Fremstilling af Bouillonterninger i Gang under Firmanavnet A/S Russow. Til Fremme af Ruslands Sukkerfabrikation besluttedes det i Sommeren at oprette et særligt Aktieselskab, A/S Svovlsyrc- og Superfosfatfabriken Rusland, som efter Krigens Slutning vilde paabegynde Kunstgødningsproduktionen i Samarbejde med A/S Dansk Svovlsyre- og Superfosfatfabrik samt russiske Kredse med Interesse i Sukkerroedyrkningen. Forskel-

293

lige Banker i Kiew havde givet fast Tilsagn om finansiel Støtte; der regnedes med, at det russiske Selskab, der senere skulde startes, til en Begyndelse vilde kunne arbejde med en Kapital paa 10 Millioner Rubler. Planen var god, men desværre indlod man sig i denne Sammenhæng ogsaa paa en hasarderet Rubelspekulation, hvorved man ved Opkøbet af en halv Million Rubler satte 72 pCt. af Købesummen over Styr. Endelig erhvervede R.H.K. sammen med det danske Frøfirma Trifolium Aktier i Firmaet Holten & Bondarzewski, som havde Kontorer og Pakhuse i Kiew og Riga og allerede før Krigen havde leveret Kløver og Græsfrø fra Rusland til Danmark. I dette Tilfælde overtog R.H.K. det russiske Frøfirma som Datterselskab under det gamle Navn, hvorved Aktiekapitalen paa 806.000 Kr. overtoges med Halvdelen af R.H.K. og Halvdelen af Trifolium. Der regnedes med, at man efter Krigen vilde kunne udbygge Forretningen i Samarbejde med Søsterselskaberne i New York og Buenos Aires, idet de oversøiske Lande ligeledes for en stor Del havde importeret Kløverfrø fra Rusland, Argentina desuden i betydelig Grad Lucernefrø. Det manglede altsaa saa sandelig ikke paa Initiativ, og Forretningerne befandt sig derfor ogsaa allerede i disse første Aar efter R.H.K.'s Stiftelse i en rivende Udvikling.

Gode Holdepunkter for denne Udvikling giver Udvidelsen af Aktiekapitalen i Løbet af Aarene samt Tallene for Omsætningen. Ved Stiftelsen i Aaret 1915 beløb Aktiekapitalen sig til 1 Mill. Kr.; men allerede paa Generalforsamlingen den 18. Maj 1916 blev det vedtaget, at Bestyrelsen maatte gaa med til en Udvidelse af Kapitalen indtil 5 Mill. Kr. Aktiekapitalen udvidedes derefter indenfor korte Perioder meget kraftig: ifølge Beslutningen paa sidstnævnte Generalforsamling til 1 Mill. Kr., knapt 2 Maaneder senere, den 6. Juli 1916, fra 1 til 2 Mill. Kr. og den 10. Maj 1917 yderlIgere til 5 Mill. Kr. Medens Selskabets samlede Balance 1915 kun havde andraget 1,9 Mill. Kr., steg den 1916 til 11,7, 1917 til 14,4, 1918 til 19 og 1919 til 29,5 Mill. Kr.; først derefter sætter Tilbagegangen ind, idet

294

Balancen 1920 udgjorde 25,1, 1921 26,5 Mill. Kr. Da man iøvrigt bedømte Fremtidsmulighederne overmaade gunstigt, betaltes der for Regnskabsaaret 1915 et Udbytte paa 10 pCt. for 1916 paa 20 pCt. og for 1917 og 1918 igen 10 pCt.

Da Kursdækningen ved Indkøbene i Udlandet forvoldte alvorlige Vanskeligheder efter Nedgangen i Rublens Værdi, der satte kraftigere ind efter den første Revolution, saa R.H.K. sig foranlediget til i Sommeren 1917 at lade alle Forsendelser af Varer, der endnu laa i Udlandet, standse. Denne Foranstaltning viste sig imidlertid ogsaa at være nødvendig af Hensyn til de i Rusland opstaaede Transportvanskeligheder. Selve R.H.K.'s Omsætning berørtes imidlertid ikke heraf, da Kompagniet havde store Varepartier paa Lager, som var aldeles tilstrækkelige til at holde hele Apparatet i Gang. løvrigt gik man nu ogsaa af Hensyn til Transponvanskelighederne over til at befordre de over Vladivostok indgaaende Varer videre som smaa Forsendelser i Postpakker (à 16 kg), en Forretnings form, der var meget lønnende, da Salgspriserne i det europæiske Rusland var væsentlig højere end cif-Priserne beregnet per Vladivostok. Paa denne Maade leveredes bI. a. Peber, amerikansk tørret Frugt og Saalelæder, dog hovedsagelig Kaffe. Alt gik godt, ogsaa længe efter at Lenin havde indledet den anden Revolution. Forretningerne florerede ikke mindst, fordi Tyskland efter Freden i Brest-Litowsk, som sluttedes i Marts 1918 foretog meget store Opkøb i Rusland og derved stimulerede Handelen. Paa den anden Side kom det R.H.K. tilgode, at Privatbankerne, efter at de havde faaet indsat deres Raad, meget hurtigt desorganiseredes, saa R.H.K. praktisk talt fik en priviligeret Stilling ved Omsætningen af Pengemidler i hele det store Rige. Af russiske Pengeinstituter havde kun den russiske Rigsbank kunnet fortsætte sin Virksomhed, efterat Ledelsen var overtaget af bolchevikiske Kommissærer. Erik Plum kan som Følge heraf ogsaa berette, at Kompagniets Forretningsafdelinger lige indtil August 1918 forblev i fuldt Sving, og at navnlig Bankafdelingen viste en meget stærk Udvikling.

295

Plum bemærker herom bI. a.: »Det var store Beløb, der omsattes, og efter at den havde virket i nogle Maaneder, var der optjent saa store Reserver, at det gradvist var forsvarligt at forøge Risikoen ved de forskellige Overførsler. Værdien af Rublen laa meget forskellig i det store Land, og ved at transportere Penge fra Sibirien til Petrograd og Moskva og videre igen til Charkow, Kiew etc. Laa der store Avancer. I Juni Maaned gik Direktionen med til paa enkelte Sendinger at tage Risiko op til et Par Millioner Kroner, og det lykkedes at faa alle Sendinger vel frem.« Ogsaa R.H.K. var altsaa i denne Periode gaaet over til rent spekulative Forretninger. Transaktionerne lykkedes. At man endnu havde Modet i Behold, viste sig ogsaa deri, at man paa Grund af de store Indtægter saa sig tilskyndet til at købe nogle betydelige russiske Firmaer; dog bragtes kun Købet af det store Firma i Optik og Instrumenter O. Richter i Petersborg til Afslutning. Endvidere købte Kompagniet et større Palæ i Petersborg, som stilledes til Disposition for det danske Gesandtskab mod Betaling af en minimal Leje, og som Gesandten for en Tid indrettede til sin private Bolig.

Endnu en mægtig Chance kunde udnyttes, da Bolchevikregeringen paabegyndte den systematiske Socialisering. I denne Situation saa mange russiske Forretninger sig nemlig foranlediget til at sælge bort fra deres Varelagre til R.H.K., og derved købte Kompagniet i meget stor Udstrækning Pelsvarer. Det var dette store Parti Pelsværk, der senere kom til at spille saa stor en Rolle under Selskabets Likvidering. Erik Plum bemærker imidlertid, at Opkøbet af disse Pelsvarer skete for at ombytte mindre holdbare Exportvarer med Varer, der kunde oplagres uden at tabe i Værdi. Da der i November 1918 fremkom Forlydende om, at ogsaa udenlandske Formuer vilde blive sat kraftigt i Skat og at Direktøren for R.H.K., i hvis Navn Firmaet dreves, vilde blive paalignet en Skat af flere Mlllioner Rubler, saa Direktør Erik Plum sig nødsaget til hurtigst mulig at forlade Landet. Faa Uger senere maatte ogsaa det sidste

296

fremmede Gesandtskab, der fandtes i Rusland, det danske, forlade Landet, og samtidig drog det hele overordnede Personale ved R.H.K. bort.

Men dermed var endnu ikke alting tabt. Thi ved en klog Foranstaltning fra det danske Gesandtskabs Side var alle de danske Firmaers Varelagre efter Udstedelsen af Bolchevikernes Nationaliseringsdekret bleven socialiseret til Fordel for den danske Stat og overdraget til en Institution kaldet »De danske Statsvarelagre i Rusland«. Alle Varepartier forsynedes – med den russiske Regerings Tilslutning - med det danske Gesandtskabs og den russiske Regerings Segl, og det viste sig, at Myndighederne respekterede denne Ordning. Helt indtil Efteraaret 1921 var disse Varelagre i det store og hele urørte! Ifølge det senere opgjorte Erstatningskrav paa den russiske Regering repræsenterede disse Varer alene en Værdi paa ca. 33 Mill. Kr.

En umiddelbar Følge af hele R.H.K.s Ledelses Bortrejse fra Rusland var, at Importen til Rusland nu maatte standses. Alle de Varer, som var opkøbt i fremmede, hovedsagelig oversøiske Lande osv. med Reeksport til Rusland for Øje, maatte nu altsaa afsættes andre Steder. En tilsvarende Reorganisation af Afsætningen maatte gennemføres. Ifølge den Redegørelse, Bankkommissionens Beretning giver over R.H.K.'s Balance ultimo 1919, som paa dette Tidspunkt beløb sig til ialt 29,5 Mill. Kr., »laa Værdien for 8,7 Mill. Kr. - samt alle Firmaets bogførte Reserver - i Moskva-Petrograd Rayonen, Værdien for 8 Mill. Kr. i de Dele af Rusland, der i Begyndelsen af 1920 kom under Bolchevikernes Herredømme, samt endelig 12,8 Mill. Kr. udenfor Rusland.« Af disse 12,8 Mill. Kr. hørte imidlertid, som Beretningen fremhæver, en Del til den russiske Risiko, fordi de delvis bestod af Varer, der kun var sælgelig i Rusland.

Medens Det Transatlantiske Kompagnis Datterselskaber for en meget stor Del var rene Spekulationsforetagender, der lededes paa absolut uforsvarlig Maade og derfor voldte store

297

Tab, maa man anerkende, at de russiske Foretagender gennemgaaende blev ledet efter sunde købmandsmæssige Principer, selvom ogsaa Ledelsen af R.H.K. ikke helt har kunnet afholde sig fra stærkt spekulationsprægede Dispositioner. Dette gælder navnlig om Bankforretningerne i 1918. Ogsaa vil det vel kunne diskuteres, hvorvidt det var forsvarligt at opkøbe store Mængder fint Pelsværk fra private russiske Firmaer, efter at Nationaliseringsdekretet var forkyndt. Men trods alt maa det konstateres, at det ikke var Spekulation og Spil, som slog R.H.K. og Søsterselskaberne i Rusland - som Russisk-Asiatisk Kompagni, The East Sibirian Trading & Packing Co. og andre mindre Foretagender - i Stykker, og som førte til Standsning af store industrielle Foretagender, i hvilke R.H.K. var interesseret, saasom Sprængstoffabriken i Kowrow, Svovlsyre- og Superfosfatfabriken »Rusland«, Firmaerne »Kurolit« og »Standard Laboratorium«, men at det var Revolutionen og dennes helt uforudseelige Konsekvenser, der væltede det hele. Det maa ogsaa pointeres, at der - saavidt det vides - ikke var en eneste Jøde medvirkende ved Handelen i Rusland! Selvom Glückstadt og selve Landmandsbanken havde den stærkeste Indflydelse paa Det Transatlantiske Kompagni, er det aabenbart, at det ikke har været muligt i den her omhandlede Periode at sætte Jøder ind i Kampen om det russiske Marked.

løvrigt vil man kunne give Erik Plum Ret, naar han til Forsvar for R.H.K.'s Arbejde i Rusland i sit 1923 udgivne Skrift om Selskabet paa S. 80 - 81 bemærker følgende:

»Jeg kan vanskelig tænke mig, at nogen dansk Forretning nogensinde har været ude for tilsvarende Vanskeligheder som de, der kom. Rusland havde gennem Aarhundreder været et meget rigt Land, hvor det altid havde været meget fordelagtigt for de store Nationer at arbejde. Nu var der under Verdenskrigen skabt virkelige Muligheder for dansk Initiativ i Rusland, og der var fra Kompagniets Side gjort saa stor en Indsats for at udnytte denne Chance. Saa indtraadte Bolchevik-Revolutionen, hvorved helt nye samfundsmæssige Principer blev indført, og dermed Europas Brud med Rusland. Først blev det private Initiativ lammet, og

298

dernæst blev den private Ejendomsret, der i andre Samfund, selv under Revolutioner, har været anset for et ukrænkeligt Klenodie, saa at sige ophævet. Et hidtil ukendt Fænomen, Proletariatets Diktatur og Kommunismen, skulde praktiseres overfor russiske Undersaatter, under Ledelse af en Klike meget intelligente, men meget fanatiske Mennesker, og blev af disse, da den øvrige Verden søgte at spærre Rusland inde, overført ogsaa til udenlandske Forretningers og Personers Ejendom indenfor deres Magtomraade. Ingen havde tænkt sig Muligheden af en saadan Udvikling, og jeg mener ikke, at der kan tillægges hverken Kompagniets Bestyrelse eller Direktion noget moralsk Ansvar for, at de ikke havde forudset denne Skæbne.«

Hvorledes nu Erik Plum i Samarbejde med sin Fætter Harald Plum og med Emil Glückstadts Tilslutning i 1919 forsøgte ved Hjælp af militære Foranstaltninger, og 1920 ved Hjælp af diplomatiske Midler, at vende Skæbnen til Gunst for de i Rusland interesserede Foretagender, vil blive andetsteds behandlet (se nedenfor 7d). Her skal blot bemærkes, at R.H.K. 1919 og fremefter forsøgte at skaffe sig nye Afsætningsmuligheder paa andre Markeder, navnlig i de baltiske Lande, Polen, Tyrkiet osv. Dog søgte man ogsaa Forbindelse med et dansk Firma, der havde Kontorer i Murmansk og Archangelsk, i Haab om, at man over disse nordrussiske Havne, der indtil Foraar 1920 stod under engelsk Kontrol, kunde genoptage Leverancerne til de mange Filialer, det Russisk-Asiatiske Selskab havde i Sibirien. Senere dannedes et særligt Aktieselskab, der overtog Filialerne i Murmansk og Archangelsk under Firmanavnet »Jennow Maage & Co.«; disse modtog derefter de Varer, der specielt var opkøbt for det russiske Marked. Samtidig søgte man som sagt nye Arbejdsfelter i de nyopstaaede Stater. Nogle Forretningsmuligheder blev herved ogsaa skabt; men de under Krigen opstablede Varer kunde dog almindeligvis kun afsættes med store Tab. Slutresultatet var, at der ved de her omhandlede Firmaer ultimo 1920 konstateredes følgende Tab:

299

Russisk Handelskompagnis Filial, Riga

3.790.799 Kr.

A. Iversen & Co., Konstantinopel

2.938.041 Kr.

The Polish & Oversea Trading Co., Ltd., Warschau

469.208 Kr.

 

7.198.048 Kr.

Dertil kom et Tab hos Estonian Trading Co. i Reval af et Beløb mellem 100 - 150.000 Kr.

I Rusland blev Nationaliseringen konsekvent gennemført, og de danske Firmaer reddede intet af deres Varelagre. Forhandlingerne, som 1920 førtes med den bolchevikiske Regerings Repræsentanter, tog et for Det Transatlantiske Kompagni meget tragisk Forløb (se nedenfor 7d). De herved opstaaede Tab anslaas af cand. Polit. A. C. Kaarsen i sine i »Politiken« publicerede Undersøgelser (13. 10. 1922) til alt ialt 75 Millioner Kr. Landmandsbankens Tab heraf var ifølge den Opgørelse, Bankkommissionens Beretning bringer, i Efteraaret 1922 28,5 Mill. Kr. for R.H.K.'s Vedkommende (foruden 5 Mill. Kr. Aktier og hvilende Tab), i Sibirien 18.160.000 Kr. og hos Det Udenlandske Skovindustriselskab ca. 3 Mill. Kr., alt ialt altsaa henimod 50 Millioner Kroner.

For at karakterisere Betydningen af, at Bankdirektør Emil Glückstadt var Formand for Bestyrelsen i Det Transatlantiske Kompagni og som saadan ogsaa havde en afgørende Indflydelse paa de russsiske Foretagender, vil det her endnu være paa sin Plads at gaa nærmere ind paa en Transaktion, som Glückstadt tvang R.H.K. at gaa med til, omendskønt det derved selv led et Tab paa ca. 1.500.000 Kr. Udfra den Mistillid, Erik Plum havde til den russiske Rubelkurs, havde han ved alle Opkøb af Varer i Udlandet draget Omsorg for at kursdække sine Importvarer. Derfor havde Kompagniet stadig realiseret sine Rubelbeholdninger saa hurtigt som muligt. Da nu Salget

300

af Rubel ifølge de russiske Anordninger maatte standses, laante Kompagniet 1916 gennem Den danske Landmandsbank hos det Østasiatiske Kompagni - hvor man ligesom i Landmandsbanken regnede med Rubelens Stigning - 3 Mill. Rubler. Dengang var Kursen 1,10 Kr. for en Rubel. Da nu dette Beløb skulde tilbagebetales i Sommeren 1919, ønskede R.H.K. at regulere Gælden ved Betaling af 3 Millioner i kontante Rubler. Paa dette Tidspunkt var Rublens Kurs imidlertid faldet til ca. 10 øre. Ø.K. var ikke tilfreds med denne Ordning og nægtede at modtage Beløbet. Der maatte altsaa forhandles om Sagen. Herom beretter Erik Plum nu paa S. 94 i sit ofte nævnte Skrift følgende:

»Etatsraad Glückstadt var Formand saavel i Bestyrelsen for Ø.K. som for Transatlantisk Kompagni, der igen var Russisk Handelskompagnis Moderselskab og Hovedkreditor. Etatsraaden ønskede ikke nogen Strid mellem disse Parter og foreslog derfor et Kompromis, til hvilket man maa sige, at Russisk Handelskompagni blev tvunget til at gaa frivilligt med og hvorefter der blev fastlagt en Kurs paa Rublen paa 50 Øre, saaledes at Russisk Handelskompagni ved denne Regulering blev belastet med Kr. 1.500.000. Kompagniets Direktion var langt fra tilfreds eller glad ved denne Ordning, men da der samtidig blev stillet fremtidigt Samarbejde, Støtte etc. i Udsigt fra Ø.K.'s Side, mente man at maatte acquiescere ved denne Ordning . . . Denne Tankegang synes maaske noget fremmed for disse Dages Danmark, men man maa betænke, at Etatsraad Glückstadt paa det Tidspunkt havde en alt overvejende Indflydelse paa de Foretagender, der var grupperet om Landmandsbanken, og naar han udtalte sin Mening om en Sag, var den dermed faktisk afgjort«. (Udhævelser af Forf.).

Erik Plum bemærker hertil, at han i 1920 endnu ikke var klar over Modsætningsforholdet mellem Glückstadt og H. N. Andersen og over Stillingen indenfor Trekanten: Landmandsbanken, det Østasiatiske Kompagni og Det Transatlantiske Kompagni. Da han senere var naaet saa vidt, at han kunde se igennem disse Forhold, havde han meget stærkt paatalt de ved den trufne Ordning fremkaldte uheldige Konsekvenser overfor Direktionen af Det Transatlantiske Kompagni.

301

Dermed er nogle af de væsentlige Afsnit i Det Transatlantiske Kompagnis Historie behandlet. Bankkommissionens Beretning bringer endnu et Væld af Enkeltheder, der viser, paa hvilken uforsvarlig Maade der i saa godt som alle Koncernens Selskaber er bleven disponeret over de til Raadighed staaende Midler. Der er næsten ikke et Firma, der er gaaet Ram forbi, og naar der saa endelig er et Selskab, der staar under dygtig Ledelse - som Londoner Selskabet Alliance Trading Co. - saa rammer Nemesis alligevel. I de Dage i Maj 1920, da Direktøren for dette Kompagni opholder sig i København for at aflægge Beretning over Regnskabsresultatet for 1919, som viste et Overskud paa 40.000 £ - i netop disse Dage træffer Selskabets Prokurist uheldige Dispositioner i Omsætningen af Hørfrø, der volder et Tab paa 80.000 £. 1920 følger den ene Jobspost efter den anden. Fra Direktøren for de brasilianske Selskaber Paulli meddeles den 14. 2. 1920, at Tabet andrager ca. 6 Mill. Kr., Firmaet F. C. Sievers & Co. i Chile bryder i samme Maaned fuldkommen sammen, hvorved det viser sig, at Indehaveren Sievers ved omfattende Valuta- og Varespekulationer har paaført Selskabet store Tab (som senere opgjordes til ca. 873.000 Kr.), i Sommeren kommer New York-Selskabet Bech van Sicklen & Co. samt Mexicofirmaet A. J. Larsen & Co. i Vanskeligheder, og saadan gaar det stadig videre. Da det stærke Prisfald i Efteraaret 1920 sætter ind, bliver Katastrofen naturligvis større og større. Hvorledes Forholdene f. Eks. i Brasilien laa, fremgaar bI. a. af nogle Erklæringer, Paulli, der var Direktør for D.T.K.'s brasilianske Foretagender, sendte til Hovedsædet i København. Han meddeler bl. a., at Paul Dessau, som havde været Leder af Datterselskabet i Italien og i August 1920 tog til Brasilien for at ordne Forholdene der, efter sin Ankomst »foretog en forceret Likvidation af Firmaerne, hvad der medførte Tab, som ved en rolig Afvikling kunde være undgaaet«. Beretningen tilføjer: »Da Paulli rejste fra Brasilien, opgjorde han Tabene til ca. 10 Mill. Kr., væsentlig hidrørende fra Paul Dessaus alt for hurtige Likvidation.« Og

302

Beretningen fortsætter: »Som et Eksempel paa de Instrukser, man modtog fra København, nævner Paulli et Cirkulære om, at der skulde oprettes en Afdeling for Salg af Pelsvarer. Dette Cirkulære blev dog henlagt i Betragtning af, at Temperaturen paa disse Steder gennemgaaende ligger omkring 40 Graders Varme«. 1920 gaar endnu flere af Selskabets Direktører, som Erik Plum i sit oftere nævnte Skrift betegner som særligt dygtige forretningsmænd, ind i store Vareindkøb, der meget hastigt bringer deres Selskaber ind i en Krise, - saasom Groes-Petersen i U.E.C., den argentinsk-svenske Grossist Tellander ved Union Trading Co. i Buenos Aires og den græske (formodentlig jødiske) Grossist Ino Jahiel *) ved Spansk-Transatlantisk Co. -

1919 og 1920 blev Spørgsmaalet undersøgt, hvorvidt det var muligt at interessere amerikansk Kapital i D.T.K., for ved Hjælp af saadan Kapitaltilførsel at kunne skaffe en vis Aflastning for den store finansielle Risiko, Landmandsbanken havde paadraget sig. Tilskyndelsen til disse Forhandlinger blev givet af Direktør Johannes Larsen, der ledede New York-Selskabet Bech, van Siclen & Co. Henvendelse skete til Bankierhuset William R. Read & Co. i New York. Drøftelserne trak i Langdrag og standsedes i Sommeren 1920, efter at Firmaet W. R. Read & Co havde ladet forstaa, at det ansaas for ønskeligt ogsaa at drage Finanshuset J. P. Morgan & Co. med ind i Forhandlingerne, samt at Majoriteten af D.T.K.'s Aktier maatte overtages af de to amerikanske Banker. Koncernens ledende Mænd befrygtede, at Forbindelsen med den overmægtige Morgan-Koncern i det lange Løb vilde blive altfor farlig.

Langt om længe gik det ogsaa op for Harald Plum, der udadtil søgte at bevare sin Optimisme, at det i det lange Løb ikke vilde være muligt at dække over Sammenbrudets sande Omfang. Alligevel foretog han alt muligt for at forhindre, at der sivede altfor meget ud om de katastrofale Forhold og for

*) Jvf. Billedet i Harald Plums Dagbogsblade, 2. Bd., S. 156.

303

navnlig at skjule overfor Landmandsbanken, hvor alvorlig Stillingen var. Erik Plum hævder rigtignok, at Fætteren Harald Plum allerede i Foraaret 1920 havde udtalt Ønsket om, at nogle af de vanskeligst stillede Selskaber maatte likvideres, men at Glückstadt aldrig var rede til en alvorlig Forhandling om saadanne Spørgsmaal, da han endnu regnede med at kunne ride Stormen af. Hvor ængstelig Harald Plum i Virkeligheden har været for, at Sandheden om hans Koncerns Stilling kunde komme frem, ses med stor Tydelighed af en Skrivelse af 20. Septbr. 1920 til Eskil Yding, som Bankkommissionen har kunnet offentliggøre i sin Beretning (S. 265). Den lyder:

»Grunden til at Dessau (d. v. s. Poul Dessau) kommer nu i September i Stedet for i Oktober som aftalt, er mig altsaa ubekendt. Antagelig er det dog for at hjælpe Broderen (d.v.s. Villy Dessau) med hans Vanskeligheder i Italien; under alle Omstændigheder maa kun den Grund, at han vil tilrettelægge Forretningerne mellem Brasilien, Italien og de øvrige europæiske Kompagnier, angives. Det er af Vigtighed, at han ikke kommer op i London-Sagerne og paa den anden Side ikke blander nogen som helst ind i Brasil-Sagerne. Af sidstnævnte Grund tror jeg ogsaa, det vil være heldigst, at han ikke paa dette Besøg kommer hertil. De og han kan jo tale om alt i London. Vi vil herfra lade Brasilien deltage i Forretninger, der giver saa tilfredsstillende Indtægter, at Differencen derovre udlignes af sig selv dels i Aar, dels næste Aar. Enhver anden Fremgangsmaade vil svække Gennemførelsen af de store Planer, som vi har med Dampskibsselskabet her, og Kombinationen med det ved Etablering af et Firma sammen med det i Brasilien. De maa under streng Diskretion fortælle ham om denne Plan«.

Dog, trods alle Kneb kunde Katastrofen i Længden selvfølgelig ikke holdes skjult. Harald Plum foreslog, som allerede nævnt, i Løbet af 1920 flere Gange, at der skulde foretages delvise Likvidationer, men det vilde Glückstadt ikke gaa med til; han kunde end ikke afse Tid til alvorlig Forhandling, da han mente at have vigtigere Ting at foretage sig. Han skulde jo paa Statens Vegne til Paris, for bl. a. at forhandle om den finansielle Ordning med Hensyn til Nordslesvigs Overtagelse.

304

Plum forsøgte gennem Grosserer Collstrop at opnaa, at Glückstadt gav Afkald paa at rejse bort; men forgæves. Han opnaaede kun, at der af Hensyn til Direktør Glückstadts Bortrejse udnævntes en ny Slags Overdirektorat for D.T.K. af de tre Landmandsbankdirektører Ringberg, Rothe og Rasmussen, under Ledelse af Direktør Ove Ringberg, medens den gamle Delegation blev afskediget. Til Trods for, at denne Nyordning ikke betød nogensomhelst Hjælp, blev den gennemtrumfet. Erik Plum bemærker hertil: »Det var umuligt for Direktionen i Transatlantisk Kompagni paa det Tidspunkt at sætte sig imod Etatsraad Glückstadts Afgørelse og hans den Gang afgørende Tillid til Direktør Ringberg. Ikke alene var Etatsraad Glückstadt Kompagniets almægtige Formand, for hvis Anvisning selv Herr Collstrop, der dog ellers havde haft den største Indflydelse, maatte bøje sig, men Landmandsbanken var tillige saavel Kompagniets Hovedkreditor som Hovedaktionær. Banken havde i 1919 overtaget 10 Mill. Kr. af Aktiekapitalen, og med denne Post forenet med de øvrige Poster, der laa i Banken eller under dens Indflydelse, besad den saaledes Majoriteten af Kompagniets Aktiekapital.« (S. 125).

I hele den Periode, da Verdensprisfaldet som en Lavine væltede ind over den transatlantiske Ring og paaførte Selskaberne, som næsten alle var inde paa de mest forvovne Spekulationskøb, fantastiske Tab, foretoges der af den nye Overdirektion intet som helst for at imødegaa Ulykkerne. Man lod alting staa til. Glückstadt var bortrejst, Ringberg havde andre Ting at tage Vare paa, navnlig sine Konsortialspekulationer, og Rothe og Rasmussen fattedes - trods al god Vilje - Evne og navnlig Autoritet, til at gribe ind. Indtil langt ind i Aaret 1921 overlod man D.T.K. til sin Skæbne, og dette skete overfor en Koncern, der arbejdede med større Aktiekapital end Landmandsbanken, og hvis Sammenbrud simpelthen maatte være dødbringende for Banken selv! I Efteraaret 1921 fremsatte Harald Plum Forslag om idetmindste at tage de forskellige Transatlantisk-Russiske Selskabers Erstatningskrav

305

samt de direkte og indirekte Tab i Russisk Handelskompagni ud af D.T.K. og at overdrage dem til et nyt Kompagni, som derefter vilde repræsentere Fordringer og Tab paa Rusland, der med Renten maatte anslaas til ca. 100 Mill. Kr. Glückstadt afviste Forslaget, og Erik Plum formoder, at det skete, fordi Glückstadt »frygtede for, at der under Fremlæggelsen af de russiske Tab skulde komme for Dagen de ganske anderledes betydelige og graverende Tab, som det nu viser sig, at Banken har lidt ved sine Konsortialforetagender«. (S. 147.) Andetsteds pointerer han ogsaa, at Ringbergs Aktiespekulationer »var den virkelige dybtliggende Grund til Bankens utrolige Udsættelsespolitik overfor de af den afhængige Handelseelskaber«.

Altimens havde Glückstadt under Forhandlinger med den tidligere tyske Handelsattache i København Dr. Toepffer forsøgt at forbinde D.T.K. med tyske Import- og Eksportforretninger. Der blev ogsaa dannet et Selskab »Deutsch-Überseeische Wirtschaftsaktiengesellschaft«; men Selskabet traadte aldrig i Virksomhed. Forhandlinger mellem en dansk Delegation under Kammerherre Clan og en Repræsentant for Sovjetregeringen Hr. Kergentzew om Erstatningsspørgsmaalet, som fandt Sted i Efteraaret 1921 i Stockholm, førte heller ikke til noget Resultat. De interesserede Selskaber blev iøvrigt ej heller taget med paa Raad i denne Anledning. Overdirektionen, der dannedes af de tre Landmandsbankdirektører, traadte tilbage i Foraaret 1921, og i Stedet for fik Kontorchef Knud Sthyr fra Udenrigsministeriet den Opgave overdraget at repræsentere Landmandsbanken overfor D.T.K., men ogsaa derved bedredes intet; Harald Plum saa sig ved alt dette tilsidst foranlediget til at indgive sin Demissionsbegæring og traadte den 1. Januar 1922 tilbage fra sin Direktørpost. I Efteraaret 1921 dannedes en ny Bestyrelse, og Formand herfor blev paa Glückstadts Foranledning Grosserer Carl Johan Michaelsen, Heljøde, der siden 1912 havde været administrerende Direktør ved Ø.K.-Selskabet »Dansk Sojakagefabrik«. Endelig satte ogsaa Etatsraad H. N. Andersen igennem, at D.T.K.'s fornemme Han-

 

306

delshus, Bredgade 42, solgtes til hans eget Assuranceselskab »Baltica«. Nu begyndte altsaa alt at ramle.

Ogsaa efter at Harald Plum var traadt helt tilbage fra D.T.K., søgte Glückstadt at holde Tabenes virkelige Størrelse skjult. Da Regnskabet ultimo 1921 blev opgjort, udviste det, - efter at forskellige Manipulationer var foretaget - et Tab paa kun 3 Mill. Kr. udover Aktiekapitalen, omendskønt den nye Ledelse efter Erik Plums Overbevisning har været vidende om, at Tabene var væsentlig større. Men - fortsætter han: »Dette blev underskrevet af Herr Sthyr som administrerende Direktør, og Direktør Michaelsen forelagde det som Delegeret for Selskabets Bestyrelse, der i Tillid til ham og Sthyrs Underskrift vedtog det.« Generalforsamlingen afholdtes først noget ind i Juni 1922, og »Formanden, Etatsraad Glückstadt, oplæste en Beretning, der ikke som ellers forelaa trykt«. Paa denne Generalforsamling blev det derefter vedtaget, at et nyt Selskab »Externa« overtog Aktier og Passiver i Transatlantisk Kompagni mod at udløse de gamle Aktionærer. Den 20. Novbr. 1922 kom det omsider paa det Russiske Handelskompagnis Generalforsamling til et Generalopgør med Aktieselskabet »Externa« i hvilket der rettedes vel motiverede haarde Angreb mod Direktør C. J. Michaelsen og dennes Svoger Overretssagfører Aage Faurschou. Der dannedes her en ny Bestyrelse for R.H.K., hvorhos den gamle Bestyrelse frafaldt Decharge for det forelagte Regnskab. (Jvf. Erik Plums Skrift, S. 160 - 165 og »Børsen«, den 21. November 1922.)

Da Opgørelserne over de ved Det Transatlantiske Kompagni opstaaede Tab foretoges, beregnes de

i September 1921 til

ca. 73.000.000 Kr.

i Slutningen af December 1921 til

ca. 140.000.000 Kr.

i Juli-August 1922 pr. ultimo 1921 til

ca. 157.000.000 Kr.

og i August 1923 per ultimo 1922 til

ca.175.700.000 Kr.

Dertil kommer Tabene hos Det udenlandske Skovindustriselskab med 15,7 Mill. Kr., i The Industrial Trading Co., Dansk

307

Staalindustri og Buddinge Værk med 6,8 Mill. Kr., i Rekylaktierne og Renter 7 Mill. Kr. samt i Overkurser og Dekorter 1,8 Mill Kr., saaledes at de ifølge de af Bankkommissionen foretagne Undersøgelser alt ialt beløb sig til 207 Millioner Kroner.

 

Kontroversen om Zion _resumé

Kontroversen om Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 9

Dronte 9 - leder

Drontens hovedmenu