3. Fra Spekulationens Overdrev .............. ............................... ............................... 190-415
a) Hvordan Glückstadt fremmede Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder 190  
b) Hvorledes Glückstadt og Ringberg sørgede for Slægt og Venner 218
 c) Februar-Kontoen 1917 244
d) Da Glückstadt ved Hjælp af Det Trans­atlantiske Kompagni vilde erobre Verdens­markedet 260  
e) »Nationens Forbillede« Herman Heilbuth 307   
f) Ballin-Koncernens Virksomhed 338 
g) Hugo Rothenbergs Spekulationer 378 
h) Hvordan Theo. Kliatschko og Mayer Katz kørte Nordisk Oversøisk Handelsselskab i Sænk 386
i) Jøderne som Børsspekulationens Hovedmænd 395

 

 

e) »Nationens Forbillede« Herman Heilbuth.

Blandt de mest dristige og forvovne Spekulanter, som under og efter Verdenskrigen spillede en betydelig Rolle i dansk Økonomi og Politik, maa ogsaa Heljøden Herman Heilbuth nævnes.

Heilbuth fik som ung sin Uddannelse i Gødningsbranchen og var fra 1884 - 96 Leder af Beckett & Meyers Gødningsforretning. Da de i Handelen med Kunstgødning særlig interesserede Firmaer Dansk Svovlsyre (oprettet 1891 ved Overtagelse af Firmaet Güssefeldt & Rée), Importfirmaet Beckett & Meyer samt A/S Fredens Mølles Fabrikker i Marts 1897 enedes om en Sammenslutning og oprettede et fælles Salgskontor under Navnet Det Danske Gødningskompagni, blev Herman Heilbuth og H. Siegumfeldt Ledere for det nye Foretagende. 1900 førtes Trustdannelsen et Stykke videre, idet Beckett & Meyer samt Fredens Mølle lagdes ind under Firmaet Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik, og ved denne Lejlighed blev Heilbuth sammen med Siegumfeldt Direktør for denne Fabrik. Det mægtige Opsving, som Gødningshandelen i den her omhandlede Periode oplevede, var navnlig betinget af den fremadskridende Intensivering af Landbruget. Derved viste det sig som særlig gavnligt, at Heilbuth allerede 1884 begyndte med at stille Gødningshandelen under videnskabelig Kontrol for paa denne Maade at give Aftagerne Sikkerhed for Levering af absolut gode Gødninger og for samtidig at sikre en rationel Anvendelse af de kunstige Gødningsstoffer. 1901 indledede Heilbuth et

308

nært Samarbejde med Andels-Gødningsforretningen, som oprettedes af Sveistrup-Østergaard.

Iøvrigt prægedes Selskabets Udvikling efter Aarhundredskiftet af store Udvidelser. 1902 byggede Dansk Svovlsyre en Syrefabrik med Koncentrationsanlæg i Kastrup, 1903 en Aftapnings- og Destillationsanstalt paa Nyelandsvej. A/S Fredens Mølles ene Fabrik i Mundelstrup, som Dansk Svovlsyre 1902 overtog for en Pris af 200.000 Kr., blev 1904 efter en stor Ildebrand genopbygget. Til Fremme af Handelsvirksomheden oprettedes dernæst 1906 et eget Kontor i Hamburg, der endnu samme Aar konstitueredes som et selvstændigt Selskab under Firmanavnet Nordische Salpetergesellschaft. En yderligere Udvidelse foretoges 1907, da alle Aktier i A/S Blaakilde Mølles Fabrikker købtes, hvorved to Benmelsfabrikker i Hobro og Utterslev gik over i Selskabets Eje. Senere traadte Dansk Svovlsyre i nærmere Samarbejde med Ø.K., som i 1913 overtog for 1 Mill Kr. Aktier i Svovlsyre- og Superphosphat-Fabriken Limfjorden (Nørre Sundby), hvis Kapacitet androg 70.000 Tons. 1913 - 14 blev endelig ogsaa en ny Fabrik i Fredericia oprettet med en Kapacitet paa ca. 80.000 Tons. Langt om længe antog Foretagendet altsaa ret store Dimensioner, og henimod Krigen var man naaet saa vidt, at Selskabet med sine store Fabrikker næsten kunde dække hele det indenlandske Behov for kunstige Gødningsstoffer. Af Landets samlede Forbrug i 1914, 335.000 Tons, leverede Selskabet alene 285.000. Hele Foretagendet befandt sig altsaa i en absolut sund Udvikling, som det ogsaa viste sig i Selskabets Aktiekurser, der til Stadighed viste stigende Tendens uden store Svingninger, fra 128 i Januar 1904 til 293 1/4 i Januar 1914.

Paa det sidstnævme Tidspunkt, d.v.s. ved Udgangen af 1913, standsede Heilbuth sin Virksomhed indenfor Dansk Svovlsyre paa Grund af Uoverensstemmelser med sin Meddirektør Siegumfeldt. Heilbuth mente selv at have for lidt Handelsblod i Aarerne til med Gavn at kunne virke videre i Dansk Svovlsyre. Han gjorde ogsaa gældende, at hans Inter-

309

esser laa paa andre Felter, og at han navnlig følte sig tilskyndet til at gøre en Indsats indenfor Landets Politik.

Saaledes gik det til, at Herman Heilbuth under Verdenskrigen ikke mere havde med sit oprindelige Erhverv, Gødningshandelen, at gøre, men derimod skaffede sig en mægtig Formue ved dristige Transaktioner som Skibsreder og samtidig opnaaede en ligefrem overvældende Indflydelse i Landets almindelige Politik. Sandelig: naar Jødernes Udskejelser under og efter Krigen skal behandles, fortjener Heilbuths Bedrifter i denne Tid særlig Opmærksomhed.

Heilbuth vandt under Krigen særligt Ry gennem sin storslaaede Kapitaludbytning som Storaktionær i Dampskibsselskaberne ”Vesterhavet« og »Dania« og ved den ejendommelige Maade, paa hvilken han misbrugte sin Stilling som Medlem af Prisreguleringskommissionen til at varetage sine egne Aktionærinteresser: Redaktøren af Dagbladet ”Børsen” (senere Bankinspektør og navnkundigt Medlem af Bankkommissionen, dernæst 1923 - 1931 Nationalbankdirektør) H. Green har givet nøje Oplysninger om disse besynderlige Transaktioner i sin Piece: »Nationens Forbillede« (2. Oplag. 1918), et lille Kampskrift, som gengiver en grundlæggende Artikel om Sagen, der under den nævnte Titel publiceredes i »Børsen« den 15. Januar 1916, samt nogle Kommentarer til denne Artikel. Green har her paa en sjælden uforfærdet Maade skildret, med hvilken Snedighed og List Jøden Heilbuth forstod at erhverve sig en Millionformue og samtidig ved Hjælp af en dertil købt Presse kunde bevare sin Anseelse som en Mand med særlig social Forstaaelse og forbilledligt Samfundssind.

Hovedmanden for de Rederier, om hvilke der i det følgende vil være Tale, var oprindelig Konsul og Grosserer Ditlev Lauritzen i Esbjerg, der 1884 oprettede en Trælasthandel i denne By, men senere udvidede sin Forretning med Kul, Kunstgødning, Smør, Korn, Foderstoffer osv. og ved den stigende Omsætning af disse Massevarer tilsidst ogsaa blev interesseret

310

i Skibsfarten. 1900 oprettede han Dampskibsselskabet »Dania«, senere blev han korresponderende Reder for det 1895 stiftede Dampskibsselskab» Vesterhavet«. I disse to Selskaber gik Aktiemajoriteten i de sidste Aar før Verdenskrigen over til denne D. Lauritzen og - Herman Heilbuth, hvorved disse to Storaktionærer samtidig vandt den afgørende Indflydelse paa Rederiernes Udbyttepolitik, i "Dania« som Selskabets "Kommitterede«, i ”Vesterhavet« Lauritzen i sin Egenskab som Reder og Heilbuth atter som Kommitteret. I »Vesterhavet«s Bestyrelse sad desuden Bankdirektør i Holstebro, Etatsraad I. P. Aggerholm, som Formand, og som fjerde Medlem fhv. Skibsfører S. Meinertz, der tillige var Selskabets eneste Revisor! Paa Udbyttefordelingen havde disse to Mænd, som det er bleven oplyst, ingensomhelst Indflydelse.

Det var navnlig »Vesterhavet«s Udbyttepolitik, som under Verdenskrigen vakte den største Opmærksomhed.

Dette Selskabs Aktiekapital androg 1913 een Million Kroner. Takket være de gunstige Forhold for Skibsfarten opnaaedes allerede før Verdenskrigen relativt store Indtægter, saaledes at Rederiet 1912 kunde give et Udbytte paa 15 pCt. og i det følgende Aar, 1913, ikke blot den samme Dividende, men desuden 100 pCt. i Friaktier til Aktionærerne. Trods Udvidelsen af Aktiekapitalen kunde Dividenden derefter for 1914 og 1915 atter fastsættes til 15 pCt. Heilbuth og Lauritzen forstod altsaa ret godt at udnytte de Chancer, som Forholdene i Skibstrafiken bød. 1916 raadede Rederiet »Vesterhavet« over 27 Skibe. Fragterne, der sidenhen, efter Indledelsen af den skærpede Ubaadsblokade, indsejledes af denne Flaade, var enorme. Muligheden for en væsentlig Forhøjelse af Dividenden blev nu ejendommeligvis ikke udnyttet, derimod blev de mægtige Overskud, fra 1916 at regne, for største Delen overført til de forskellige af »Vesterhavet« oprettede Fonds, medens Dividenden holdtes nede paa 20 pCt. af Aktiekapitalen. Stigningen af de enkelte Fonds Beholdninger fremgaar af følgende:

311

 

1. Jan. 1914

1. Jan. 1918

Reservefond

1.000.000 Kr.

8.500.000 Kr.

Udbytte-Regulerings-Fond

150.000 Kr.

2.000.000 Kr.

Afskrivnings- Regulerings- Fond

150.000 Kr.

2.000.000 Kr.

Fond for Nyanskaffelser

 

10.103.244 Kr.

Samlede Reserver

1.300.000 Kr.

22.603.244 Kr.

Resultatet af denne Udbyttepolitik var selvfølgelig en voldsom Stigning af Kurserne paa Dampskibsselskabet »Vesterhavet«s Aktier, navnlig fra 1916. Enkelte Tal - gengivet efter H. Greens Skrift - viser Udviklingen:

Marts 1911

130

Køber

- 165

Sælger

November 1912

215

- 300

Oktober 1913

140

- 175

April 1914

110

- 195

November 1915

366½

- 435

Maj 1916

525

- 650

Novbr. Med. 1916

1400

- 1700

Maj ult. 1917

1000

- 1200

Decbr. Med. 1917

1200

- 1400

16. Maj 1918

1525

- 1700

23. Maj 1918

1400

   

Tilsidst blev der den 20. Juni 1918, efter at Skibene var solgt og Rederiet likvideret, noteret en Køberkurs paa 2250. Kursstigningens afgørende Del skete, som det fremgaar heraf, i Aaret 1916. Dog den egentlige Kulmination af Kurserne indtraadte efter Offentliggørelsen af Meddelelsen om Salg af Skibene og Likvidationen, idet der den 20. Juni 1918 noteredes en Køberkurs paa 2250!

Og hvad var nu Grunden til, at d'Hrr. Heilbuth og Lauritzen i Stedet for at gaa over til en Forhøjelse af Dividenden, saaledes som det almindeligvis skete hos Dampskibsselskaberne

312

i denne Periode, lod overføre de mægtige Overskud til Selskabets Fonds? Ja, det er netop Besvarelsen af dette Spørgsmaal, der vil vise, med hvilken Snarraadighed Jøden forstaar at tilrane sig Kapitalens Udbytte paa Samfundets Bekostning og derved endog kan bevare Skinnet af at ville gavne og at have gavnet Samfundet. Historien om Dampskibsselskabet »Vesterhavet«s Udbyttepolitik og dennes specielle Forudsætninger giver et yderst illustrerende Skoleeksempel netop til Belysning af de specifikt jødiske Forretningsmetoder.

Da Verdenskrigen udbrød i August 1914, maatte Regeringen selvfølgelig være forberedt paa at træffe Foranstaltninger, der sikrede Samfundet et nogenlunde stabilt Prisniveau. Til dette Formaal udstedtes midlertidig Lov af 7. August 1914 om Regulering af Prisen paa Levnedsmidler og Varer, paa Grund af hvilken Priskontrollen indførtes og hvorved det samtidig overdroges den saakaldte overordentlige Kommission at gennemføre de i Medfør af Loven fornødne Foranstaltninger. Maalet var at sikre Landets Behov af de nødvendige Forbrugsartikler, at forhindre Spekulationsforretninger i Varer og at modarbejde Prisaager. Til Opnaaelsen af dette Formaal indrømmedes der Kommissionen vidtrækkende Myndighed til at indvirke regulerende paa Handelen med og Priserne for Levnedsmidler og Varer. Kommissionen kunde saaledes »kræve alle for sin Virksomhed fornødne Oplysninger meddelt mundtligt og skriftligt saavel af alle statslige og kommunale Myndigheder som af private« osv. Der maatte herefter naturligvis regnes med, at Regeringen til denne Kommissions Medlemmer vilde udnævne saadanne Personer, som efter deres Stilling og Karakter gav fuld Borgen for, at alles Interesser vilde blive varetaget paa absolut saglig og upartisk Maade af Kommissionen, og som ingenlunde vilde misbruge deres Hverv til Varetagelse af egne egoistiske Interesser.

H. Green understreger nu, at dette Princip paa ingen Maade blev respekteret ved Udnævnelsen af Kommissionens Repræsentanter for den almindelige danske Handel og Skibs-

313

fart, idet netop d'Hrr. H. Heilbuth og D. Lauritzen blev udpeget som de nævnte Erhvervsgrenes Repræsentanter. Hvad var nu Grunden til denne paafaldende Udnævnelse, der foregik uden om Grosserer-Societetet og uden at andre interesserede Kredse var bleven hørt. Green svarer: »Ærtehalm! Kommissionen skulde jo sortere under Indenrigsministeren. Hr. Rode valgte sin nære Fælle, den radikale Presses Financier, Hr. Heilbuth, til at repræsentere Handelen, og Hr. Heilbuth trak da sin nære Fælle, Hr. Lauritzen, med sig til at repræsentere Skibsfarten. Ærtehalm! Intet andet!«

Heilbuth var selvfølgelig nu straks ivrig efter at udnytte sin nye Stilling til at mele sin egen Kage. Han var jo ikke for ingen Ting Jøde, og som den drevne Forretningsmand han var, var han heller ikke længe om at udpønse en særlig raffineret Metode til at holde sit Rederis Indtægter fri for den særlige Krigsbeskatning, som ramte alle konkurrerende Dampskibsselskaber. Til dette Formaal opfandt han det, som Green saa træffende betegnede som »moralsk Dividendepolitik« og som gik ud paa, at Rederierne skulde tvinges til højst at udbetale en Dividende paa 20 pCt., saaledes at Overskudet hovedsagelig overførtes paa Selskabernes Fond for senere at kunne tjene til Fornyelsen af Handelsflaaden. Heilbuth og hans Medaktionær Lauritzen propaganderede fra Efteraaret 1915 for denne Tanke og opnaaede endelig i den overordentlige Kommissions Forhandlinger i Januar 1916, at der fra Kommissionen rettedes en Henstilling til Regeringen om at overveje, hvorvidt der var Mulighed for at skabe en forøget Skat paa Merindkomst i progressivt Forhold for de Selskaber, der satte Udbyttet højere end 20 pCt. Planen gik imidlertid i Vasken, da Finansminister Edvard Brandes ansaa det for klogere at lade Rederierne fastsætte højere Udbytte, da der dermed ogsaa sikredes Statskassen øgede Indtægter. Heilbuths Bestræbelser i denne Retning slog altsaa fejl. Men saa forsøgte han at lægge Sagen om paa en anden Bov. For at udøve et moralsk Tryk paa Rederierne i den ønskede Retning, lod han og Lauritzen nemlig paa et

314

uforholdsmæssig tidligt Tidspunkt - d.v.s. allerede den 14. Januar 1916 - gennem Ritzaus Bureau »Vesterhavet«s Regnskab og Udbyttefordeling for Aaret 1915 bekendtgøre under Fremhævelse af, at Dividenden var fastsat til kun 20 pCt. Men ogsaa dette Forsøg paa at gennemtvinge den saakaldte »moralske Dividendepolitik« slog fejl.

Dog hvad kunde nu foranledige Heilbuth til saa ihærdigt at agitere for, at der for Dampskibsselskabernes Vedkommende fastsattes en Maksimumsdividende paa 20 pCt. Var det da ikke et Bevis paa, at han blot var interesseret i at holde private Kapitaludbytningsinteresser nede til Fordel for Samfundet?

Viste han ikke derved, at han paa uegennyttig og paa en købmandsmæssig aldeles forsvarlig Maade søgte at fastholde Midler til den fremtidige Nyopbygning og Udvidelse af den danske Handelsflaade? Man skulde næsten tro det, og Organer som »Politiken« og »Socialdemokraten« søgte ogsaa kraftigt at fastslaa, at det netop var saadanne forstandige, af ædle Motiver bestemte Overvejelser, der havde givet Anledning til det saa haardt omdisputerede Heilbuth'ske Forslag.

Dog Redaktør H. Green ved det bedre, idet han paapeger, at d'rr. Heilbuth og Lauritzen anbefaler Fastsættelsen af en Maksimumsdividende for Dampskibsselskabernes Udbyttepolitik, fordi de

1. dermed kun kan skade de konkurrerende Firmaer til Fordel for A/S Vesterhavet,

2. dermed undgaar at betale en meget følelig Merindkomst- og Krigsskat af Kapitaludbytte og

3. ovenikøbet kan fremkalde det Indtryk, at de som Medlemmer af den overordentlige Kommission paa forbilledlig Maade sikrer Samfundets Tarv ved at holde kapitalistiske Kapitalinteresser i Ave og ved at virke hen til en Opsamling af de under Krigskonjunkturerne indvundne særlige Fragtindtægter til Brug for Genopbygning af Skibsfarten efter Krigen.

315

H. Green gennemskuer dette forløjede Spil og giver klar Besked om, hvad Hensigten var, og hvad d'Hrr. Heilbuth og Lauritzen ved deres Fremgangsmaade i Virkeligheden tilsigtede og ogsaa opnaaede.

Han paapeger her i første Række Betydningen af, at Aktionærerne i »Vesterhavet« i Aaret 1913 foruden 15 pCt. Udbytte for 1912 ogsaa fik 100 pCt. i Friaktier, da dette faktisk betød 100 pCt. + 30 pCt. af deres Kapital, og at dette selvfølgelig ogsaa maatte virke ind paa den fremtidige Størrelse af Udbyttet. Han bemærker herom allerede i sin den 15. Januar 1916 publicerede Artikel: » 1914's tilsyneladende beskedne 15 pCt. svarer altsaa i Virkeligheden til 30 pCt. og 1915's 20 pCt. er faktisk 40 pCt. Lægger man sammen, hvad Aktionærerne har faaet i 1912 - 1915, bliver dette 215 pCt. eller i de sidst forløbne fire Aar en Gennemsnitsdividende af 53,75 pCt., det vil med andre Ord sige, at intet os bekendt dansk Dampskibsselskab i disse fire Aar har kunnet udbetale saa meget. Green gør endvidere i sin Artikel opmærksom paa, at »over for de mange beskedne Aktieejere med 10.000 à 20.000 Kr. Aktier i de forskellige Selskaber staar Hr. Heilbuth som den, der med en efter danske Forhold overordentlig stor Formue er i Stand til at interesser« sig i de Foretagender, han tager Del i, paa en Maade, at han - alene eller sammen med en enkelt eller et Par enkelte - ganske har Herredømmet og Raadigheden over det paagældepde foretagende.« Dette var, mener Green, ogsaa Tilfældet med A/S Vesterhavet, og hvad det betød viste sig navnlig i dette Foretagende, som i Sammenligning med andre Dampskibsselskaber maaske havde opnaaet den relativt allerstørste Fortjeneste og nu kunde disponere over Indtægterne til privatkapitalistisk Fordel saaledes, som Indehaverne af Aktiemajoriteten ansaa det for godt og rimeligt. De kunde derhos ogsaa dotere sig selv paa andre Maader. Green knytter hertil følgende meget sigende Betragtninger: »Set fra et privatkapitalistisk Synspunkt er det maaske endda slet ikke saa gal en Ide at lade saadanne Penge, som man altsaa kan tage, naar det

316

passer en (f. Eks. i endnu en Gang Friaktier), i en Skattedyrtid som nærværende blive liggende i Kassen. Saa skal der da kun en Gang svares Krigsskat af dem. Af mange andre af den Slags Penge svares der jo nemlig baade to og tre Gange. Ja, man vilde maaske endog uden synderlig Opfindsomhed kunne forestille sig, at en saadan Fremgangsmaade netop for Privatpersonen Heilbuth kunde stille sig som ganske hensigtssvarende, altsaa opfylde et smukt Dobbeltformaal, nemlig baade at være saare moralsk og saare fordelagtig. Tænker man Sagen igennem, tør man vistnok som givet gaa ud fra, at Hr. Heilbuths Skatteindtægt for 1915 i langt overvejende Grad vil være Indtægt af Formue, d.v.s. Afkastning af Obligationer og Aktier.

Hr. Heilbuth er jo fra aktiv Virksomhed i Forretningsverdenen gaaet over til at gøre i radikal Politik, men driver jo ellers ikke Krigsforretning. Nu er jo den radikale Krigsbeskatning saaledes indrettet, at de store Indtægter ikke særligt beskattes, naar de bare ikke er større, end de plejer at være. De, der f. Eks. har haft nogle magre Aar efter 1910, men derefter nu atter har faaet deres tidligere Indtægter tilbage, de straffes jo nu for disse magre Aar ved en Særskat i disse Aar, som ikke rammer dem, der stadig har haft lige fede Dage (dette er jo et af den radikale Skattepolitiks Retfærdighedsudvalg).« Derefter resumerer Green, at Heilbuth netop ved at fastholde Dividenden paa de 20 pCt. undgaar med sin Merindkomst at blive ført ind under Krigsbeskatningen, foruden under den almindelige Beskatning, og at den i al Slags Spekulation drevne Skibsreder Heilbuth derfor ved sin moralske Dividendepolitik bedst kan hytte sine privatkapitalistiske Interesser. Heilbuth ræsonnerede jo heller ikke her saa helt tosset, da den langt større Fortjeneste jo dermed alligevel ikke vilde løbe fra ham.

Synspunkterne kunde altsaa, mener Green i sin 1916-Artikel, i denne Sag være særligt rigt facetteret, og »Aristokraten blandt Dampskibsaktionærer har jo selvfølgelig Lov til, dér hvor han har Raadighed, at gennemføre sine Synspunkter«.

Men hermed skulde han dog ikke anse sig for berettiget til,

317

som Medlem af den overordentlige Kommission at paatvinge den mere beskedne demokratiske Hob blandt Dampskibsaktionærerne sine Synspunkter og ovenikøbet gøre sig til af sit forbilledlige Samfundssind. At Regeringen under Krigsforholdene paa den ene eller anden Maade greb ind i Næringslivets frie Dispositionsret, var noget, den lovlydige Borger maatte og kunde finde sig tilrette med, men det maatte selvfølgelig vække den dybeste Indignation, at en Mand som Heilbuth under de skildrede Forhold gjorde Forsøg paa at opkaste sig til Formynder for danske Redere og andre Skibsfartinteresserede.

Det var altsaa den Kritik, H. Green rettede mod Hr. Heilbuth i »Børsen« den 15. Januar 1916.

Svaret udeblev ikke fra Modstandernes Side, d.v.s. fra den radikale, med Heilbuth'ske Midler financierede Presse samt fra den socialdemokratiske Presse. »Politiken« lægger for i Modangrebet. Bladet publicerer den 16. 1. 1916 under »Naboer og Genboer« en Artikel, i hvilken det ironiserer over, at Bestyrelsen for et Dampskibsselskab overfaldes netop i et Handelsorgan, fordi den ikke vil give større Udbytte end - 20 Procent! Men Bladet har straks Forklaringen paa rede Haand, idet det kort og godt bemærker: »Forklaringen er den simple, at Bladets to Redaktører tillige har Borgerskab som Outsider-Vekselerere og driver Forretning som saadanne, og i denne Egenskab er det i deres Interesse at faa Kurserne saa højt op som muligt, hvorfor et Skridt, der forekommer dem at kunne virke i modsat Retning, fordi det kunde opfordre andre Skibsredere til at følge det givne Eksempel, ganske naturlig faar de to Herrer til at se rødt.« (En Bemærkning, der desværre ikke var helt ved Siden af, da d'Herrer Green og Stein faktisk en kortere Periode i Krigsaarene drev Vekselererforretning, men dog snart blev klare over, at dette var uforeneligt med deres Stilling som Børsen's Redaktører og derefter standsede den.) »Politiken« mener iøvrigt, at hele Kontroversen mellem »Børsen«, der selv prunkende kaldte sig »den danske Handels Dagblad«, og Samfundets Talsmand (!) Hr. Heilbuth paa det

318

klareste viste Modsætningen mellem paa den ene Side dem, der som Vekselerere fra Dag til Dag havde deres egne smaa Særinteresser at varetage, Interesser, der meget ofte ikke faldt sammen med Handelens og Erhvervslivets, og paa den anden Side dem, der føler deres Ansvar overfor Samfundet og derfor »i Stedet for at sprede de indvundne Penge for Vejr og Vind søger at holde saa mange som muligt af dem i Selskabets Kasse for dermed at betale en Række Ny-Anskaffelser, som er bestilt.« Det maatte jo dog være indlysende, at Landet havde større Interesse i, at Handelsflaaden forøges, end at mere eller mindre tilfældige Aktionærer faar uhyre Dividender. Og naar en Mand som Heilbuth netop disponerede ud fra saadanne Overvejelser, var saa sandelig Tanken om, at man ved den foreslaaede Indførsel af en Maksimaldividende forsøgte at snyde sig fra en Del af Merindtægtsskatten, ligefrem oprørende, en infam Insinuation, der hørte hjemme i Skandalepressen«.

Saa mange var Ordene i »Politiken«, som den 26. Jan. 1916 endnu engang pointerede, at Angrebet havde maattet vække »overordendig Forundring specielt i et Organ, der vil gaa og gælde for et Organ for dansk Handelsliv og ikke for ensidige Børsspekulantinteresser”.

»Socialdemokraten« er selvfølgelig straks med i Laget, hvor det drejer sig om at forsvare Jøden Heilbuths Interesser. Bladet understreger (18. 1. 1916) ligeledes, at det er Egeninteresse, der har været bestemmende for Redaktørerne Greens og Steins Polemik -- »der som bekendt driver Virksomhed som Veksellerere« og at de er med i den Mistænkeliggørelsens Agitation, der er iværksat paa Børsen, Mand og Mand imellem, stigende navnlig i den senere Tid med Børsskattens og Fragtreguleringens gennemførelse for Øje. Den 21. 1. 1916 slaar derefter det socialdemokratiske Hovedorgan rigtig løs, idet det afviser Paastanden om, at Heilbuth ved den af ham foreslaaede Ordning forsøgte at unddrage sig Betalingen af Krigsskat. Det er, erklærer Bladet, noget Vrøvl, »Børsen« skriver. Og til Begrundelse for denne Opfattelse fortsætter dette Blad, som selv stod i den

319

jødiske Højfinans' Tjeneste og ved sin Chefredaktør Borgbjerg allerede paa denne Tid havde indledet et intimt Samarbejde med Jøderne Parvus og Sklarz, med følgende Betragtninger: »Det opsigtvækkende ligger dog ingenlunde heri (at »Børsen«s Betragtninger er noget Vrøvl), men deri, at dette Blad for kapitalistiske Interesser som den selvfølgeligste Ting af Verden fortæller, at naar et eller to Medlemmer af Kapitalist-Lavet i en for hele Landet stærkt trykket Tid anbefaler at skære en lille Smule af den ublueste Profit bort til Lettelse af Befolkningens Forsyning med de allernødvendigste Livsfornødenheder, saa er det den skæreste og den mest udspekulerede Havesyge, der nu leder dem. Naar vi afdækker det personlige Begær bag Kapitalisternes Optræden, da hyles der fra Vore Modstandere op om vort materialistiske Syn, men naar et Par Kapitalister træder en Smule udenfor de snævreste Kapitalist-Interesser, hvor skadelige de end er for Land og Folk, saa tillægger Kapitalisterne øjeblikkeligt aldeles ugeneret deres Kaldsfæller den usleste Tankemaade. Det er jo af sine egne, man skal have det.« For »Socialdemokraten« er det en afgjort Sag, at Heilbuths Forslag kun har tilsigtet »at faa ogsaa de øvrige Dampskibsselskaber til at holde deres Dividende nede paa dette Niveau og bruge det øvrige indvundne Udbytte til Udvidelser«. Altsaa, lad Socialdemokraterne blive fri for Kritik mod det Par ædle Kapitalister, der træder ”en Smule udenfor de snævreste Kapitalist-Interesser« - d.v.s. mod Mænd som Heilbuth og - sikkert her underforstaaet, selvom han i Januar 1916 ikke er paa Tapetet endnu - Parvus.

Ogsaa andre radikale Blade, der i Heilbuth har deres store Financier, er inde paa tilsvarende Betragtninger og fremhæver Hr. Heilbuths ædle Motiver. Han ønskede jo kun, at Dampskibsselskaberne skulde give »en i Forhold til den indsejlede Fortjeneste beskeden Dividende«, saa det øvrige Overskud kunde henlægges til en senere Konsolidering af Skibsfarten. Ifølge Greens indledende nævnte Kampskrift har der i denne Sammenhæng endog været Tale om, at Rederiet »Vesterhavet«

320

ved den af Heilbuth indledede moralske Dividendepolitik vilde opnaa 1918 at have »en Flaade paa ca. 50 Dampere« og at Selskabet til denne Tid vilde kunne gavne Fædrelandet i særlig Grad »ved at tilføre Danmark Forsyningen af de Varer, vi behøver fra Udlandet«.

Konsul Lauritzen, Medindehaver af »Vesterhavet«, faar selv et omfangsrigt Indlæg frem i »Børsen« af 16. Jan. 1916 vedrørende »Vesterhavet«s Udbytte-Deklarering, i hvilket han selv - for at faa sin Kompagnon Hr. Heilbuth ud af Skudlinien - overtager hele Ansvaret for alt det skete. Der kunde altsaa ifølge hans Fremstilling paa ingen Maade være Tale om »Hr. Heilbuths Politik«. Det var ham selv, der havde tilskyndet Fastsættelsen af Dividenden til 20 pCt., da han altid havde hyldet det Princip, »at de Penge, som en Virksomhed tjener, først og fremmest skal anvendes til Konsolidering af den paagældende Virksomhed, og at den indtjente Kapital, hvis Foretagendet er rentabelt, anvendes til Udvidelse og ikke til i et enkelt Aar at fylde Aktionærernes Lommer«. Hvor lyder dog saadanne Betragtninger besnærende. Blot glemte Hr. Lauritzen at forklare, hvorfor »Vesterhavet« saa i Aarene 1912 til 1915 havde udbetalt en Gennemsnitsdividende paa reelt 53,75 pCt., glemte han ogsaa at tage Hensyn til, at de Aktionærer, hvis Interesser her var Tale om, saa godt som udelukkende bestod af to Personer: ham selv og den ak saa sagesløse Hr. Heilbuth. - Lauritzen bemærker endvidere, at Dividenden var bleven fastsat til 20 pCt., fordi man haabede paa denne Maade bedst at kunne imødegaa Regeringens Plan om at indføre en fast Afgift paa Selskabernes Brutto-Fortjeneste, der maatte virke ruinerende paa Rederiernes Budget. Og saa vedkender han sig Tanken om en Beskatning af de store Dividender, da Dampskibsselskaberne jo netop ved en saadan Foranstaltning vilde se sig nødsaget til at henlægge de store Overskud til senere Tider, hvor Skibsbygningen atter kunde sætte ind. »Jeg mener,« bemærker Lauritzen, »fremdeles, at hvis en Skibsreder ikke i Øjeblikket kan komme til at bygge nye Skibe, da vil det være

321

langt sundere at anbringe de indtjente Penge i Værdipapirer, som giver en god Rente, for paa den Maade at sikre sit Selskab en god Renteindtægt, indtil det Tidspunkt kommer, da Skibe kan bygges.« Ja, Pengene skulde jo tjene til Udvidelse af Selskabets Flaade og derved skabe en Mængde Arbejde for dansk Skibsbygningsindustri og andre Virksomheder, og samtidig skaffe Arbejde til Søfolk og Maskinpersonale og andre, der er knyttede til Skibsfarten. Altsaa, Ansvaret over for Samfundet, over for de i Skibsfart og Skibsbygning interesserede Parter, men naturligvis ogsaa over for Aktionærerne, er Aarsagen til Fastsættelsen af de 20 pCt.'s Dividende, intet andet! Alt dette, mener Lauritzen, er »at foretrække for en Kortsigts-Politik med Udbetaling af Dividender paa maaske 50 à 70 pCt. eller mere«; ja, saaledes siger han, og mener med saadanne Floskler at kunne bortdisputere sit eget Selskabs reelle Gennemsnitsdividende paa 53,75 pCt.! Endelig indrømmer Lauritzen, at »Foranledningen til vort Regnskabs tidligere Fremkomst« virkelig var at man ønskede, herved i al Beskedenhed (!) at »foregaa andre Redere med et Eksempel, man kalde det godt eller ondt«.

»Børsen« gør overfor disse saa skønt klingende Fraser gældende, at hele Argumentationen var ved Siden af, og at d'Hrr. Medlemmer af Prisreguleringskommissionen Lauritzen og Heilbuth i alle deres Bestræbelser kun var ude efter at falde deres Kolleger i Ryggen, »der jo ikke alle sammen for to Aar siden har været i Stand til - eller forudseende (!) nok til at udbetale 100 pCt. i Friaktier«.

Men der var endnu to særlig kompetente Personligheder, der tog Stilling til Sagen, nemlig Indenrigsminister Ove Rode og endelig Hr. Heilbuth selv!

Da Forslaget om Bidrag af Skibsfarten til Foranstaltninger under Dyrtiden den 22. Januar 1916 behandledes i Rigsdagen, kom Indenrigsministeren henimod Slutningen af sin Tale ind paa det staaende Mellemværende mellem »Vesterhavet«s Redere og Dagbladet »Børsen«. Rode udtalte under Henvisning til,

322

at Ministeriet vilde beskæftige sig meget grundigt med det af Prisreguleringskommissionen fremsatte Forslag om en særlig høj Beskatning af Selskaber, som gav en højere Dividende end 20 pCt., følgende (jvf. Sp. 2716 i Folketingets Forhandlinger):

»Jeg vil minde om, at ikke saa snart var det meddelt, at den overordentlige Kommission havde fremsat en saadan Tanke, før det Organ, der betegner sig som Handelens Organ her i Landet, overfaldt de Mænd, der havde fremsat denne Plan, med fuldkommen smudsige Beskyldninger. Det vilde være meget ønskeligt, om Handelsstanden kunde holde sit Organ saaledes i Ave, at det ikke overfaldt den overordentlige Kommissions Medlemmer med smudsige Beskyldninger.«

Rode var modig nok til at fremsætte disse Injurier indenfor Rigsdagen, men da han opfordredes til ogsaa at gentage dem udenfor Tinget, svigtede Modet. »Børsen«s Redaktion anmodede derefter Folketingets Formand om at give Tilladelse til, at Rode for disse Udtalelser droges til Ansvar for Domstolene, men fik - selvfølgelig - Afslag paa denne Henstilling. Anmodningen gjorde hele 9 Ugers Overvejelser paakrævet, og derefter forelagde den radikale Regerings særlige Tillidsmand, Folketingsmand Ivar Berendsen, i Forhandlingen den 30. 3. 1916 en af ham selv affattet Betænkning, i hvilken han erklærede, at Hr. Rodes Bemærkninger havde været »berettiget« og at man iøvrigt ikke kunde være sikker paa, om Rodes Ord skulde »forstaas saaledes, at det er smudsigt at rejse Beskyldningerne eller saaledes, at Beskyldningerne gaar ud paa at tillægge de to Medlemmer af Kommissionen smudsige Handlinger og Motiver«. Bortset fra, at det havde været mere ligetil, om Minister Rode selv havde givet den tilsyneladende nødvendige Fortolkning af sine Ords Mening eller ogsaa havde stillet sig til Raadighed for en Behandling af Sagen ved Domstolene, er dette Berendsen'ske Indlæg vel nok et Mesterstykke af jødisk Rabulistik.

Dog endelig - som et Punktum i hele Kontroversen - tog ogsaa Herman Heilbuth selv til Orde. Han følte sig altsaa dog ikke saa sagesløs som af Kompagnonen Lauritzen frem-

323

stillet, at han ikke selv ansaa det for tilraadeligt at forsvare sin Holdning. Derfor bragte han i den Presse, han havde købt med sine Penge, følgende til Klarlæggelse af sin Opfattelse:

»Danmarks Handelsflaade er meget lille, sammenlignet med den norske, og for lille til at tilføre Danmarks Forbrug af Varer, naar indarbejdede Ruter skal opretholdes, men ved nu i disse Aar at begrænse Dividenden til en rimelig Rente af Aktiernes Værdi (!!) og beholde Resten af Overskudet i Kassen, kan Rederne i Løbet af de nærmeste Aar efter Krigen, naar Skibe atter bliver billigere, i væsentlig Grad forøge den danske Handelsflaade. Erhvervelse af en hel ny Flade, betalt af forud fortjente penge, vil være til lige Held i Fremtiden for Selskaberne og for vort Samfunds Økonomi.

Man maa undre sig over den megen Opstandelse, denne naturlige Betragtning har givet Anledning til. Det viser, i hvilken Grad Aktionær-Interesser for øjeblikket i vide Kredse har Overtaget over den købmandsmæssige Betragtning, der mere ser paa Sikkerhed og Fordel i det lange Løb end paa den øjeblikkelige Gevinst.« (Udhævelser som i Greens Pjece.)

H. Green havde, da han den 15. Januar 1916 i »Børsen« rettede sin Kritik mod Herman Heilbuths »moralske« Dividendepolitik, i langt højere Grad Ret end han selv kunde ane. Thi ganske selvfølgelig tjente hele Aktionen, indledet af en forslagen Jøde, ikke til andet end Varetagelsen af egoistiske Interesser. Maalet var navnlig at snyde Staten for Skat af en ligefrem fantastisk Formuestigning.

Grossereren, Konsul, R., D.M. p.p. Ditlev Lauritzen, den stormægtige fhv. Direktør Herman Heilbuth samt den dertil indrettede Presse med »politiken« og »Socialdemokraten« i Spidsen havde Gang paa Gang erklæret, at de ved »Vesterha-

324

vet« foretagne store Henlæggelser til Selskabets Fonds selvfølgelig kun skulde tjene det ene for Samfundet gavnlige Formaal at kunne konsolidere Foretagendet og senere engang med de forud tjente Penge at kunne bygge en hel ny Flaade. Det var jo, som Heilbuth erklærer, rent købmandsmæssige Betragtninger, som herved gjorde sig gældende.

Det lød saa kønt, dog ak, det var Løgn altsammen. Løgn, Løgn og nok engang Løgn.

Allerede i Sommeren 1916 svigtedes Idealet, idet Dampskibsselskabet» Vesterhavet« frivilligt gik over til at sælge bort af sine Skibe. Paa dette Tidspunkt stiftedes Dampskibsselskabet »Skagerak« med en Aktiekapital paa 1 3/4 Mill. Kr., som kort derefter udvidedes til det dobbelte, for at det kunde købe seks af »Vesterhavet«s Skibe, med ialt 7550 Tons d. w. Disse Skibe, som var bogført til en Værdi af 545.000 Kr., og hvis Anskaffelsessum havde andraget 1.1.60.400 Kr., blev solgt til Dampskibsselskabet »Skagerak« for en samlet Pris af 5.200.000 Kr.

Men Selskabets Skibsbestand blev samtidig kraftig reduceret ved Krigsforlis. De Lauritzen-Heilbuth'ske Dampskibs-selskaber, »Vesterhavet« og »Dania«, havde Ry for, at de efter deres Rederes Ordrer maatte gennemføre deres Ture over Nordsøen særlig hurtigt, og at de derfor oftere end andre Skibe kom i Fare. De benyttedes hovedsagelig til Transport af Kul, og det var fantastiske Summer, der indtjentes ved de stærkt opskruede Fragtrater. Og hvor det for saa haardhudede Pengemænd som disse Redere drejede sig om at tilfredsstille det mest graadige Profitbegær, kunde der naturligvis ikke tages altfor meget Hensyn til Menneskeliv. Saaledes kan det vel ogsaa forklares, at »Vesterhavet« i Løbet af 2 Aar ikke havde mindre end 17 Krigsforlis. Listen over disse Krigsforlis ser - som det fremgaar af en Artikel i ”Dagens Ekko” af 23. 12.1919 - saaledes ud:

April 1916

Dorothea og Johanne

Maj 1916

Karla

325

Oktbr. 1916

Hebe

Decbr. 1916

Yrsa, Nexar, Inger, Nora og Gerda

April 1917

Esther og Helga

Maj 1917

Marie og

Maj 1918

Anna, Ingeborg, Laura, Rigmor og Stella

Af »Dania«s Skibsbestand, der oprindelig udgjorde 8 Skibe, gik fire tabt, nemlig:

Novbr. 1914

Mary

Maj 1915

Elly

Juni 1917

Lilly og

Maj 1918

Alexy

Hvor hensynsløse Rederne var ved Udnyttelsen af deres Skibe, viste sig, da Skibet »Johanne« i April 1916 minesprængtes, hvorved Kaptajnen mistede Livet. Enken fik en Assurancesum paa 12.000 Kr. udbetalt af Selskabet, medens »Vesterhavet«s Rederi derefter krævede denne Erstatningssum refunderet af Assuranceselskabet. Sidstnævnte Selskab nægtede Udbetalingen. Det kom til Proces, i hvilken Assuranceselskabet frikendtes. Under Sagen oplystes det nemlig, at »Johanne« efter Skibsreder Lauritzens Ordre var gaaet tværs over Nordsøen, skønt Krigsforsikringen havde udstedt Meddelelse om, at Skibene skulde sejle et Stykke langs den engelske Kyst mod Nord, før de paabegyndte Rejsen over Nordsøen. Lauritzen havde ikke anset det for nødvendigt at give den forulykkede Kaptajn Meddelelse om den Fare, Skib og Mandskab var udsat for, og Krigsforsikringen fritoges derfor for at refundere Assurancesummen! Men ikke nok med det. Krigsforsikringen fritoges endog for at betale Assurancesummen for selve Skibet »Johanne«, og Skibsrederne Lauritzen og Heilbuth maatte selv overtage det med dette Krigsforlis forbundne Milliontab. Overfor »Dagens Ekko« gav Fuldmægtig Rasmussen i Krigsforsikringen den Forklaring,

326

»at »Johanne«s Forlis var sket under saadanne Omstændigheder, at Udbetaling vilde blive nægtet - og at Hr. Lauritzen efter al Rimelighed ikke kunde gennemføre et Sagsanlæg«.

Bladet bemærker derfor med Rette: »Der klæber danske Sømænds Blod ved Hr. Heilbuths Millioner«. Selskabet havde jo netop sin særlige Profit ved Krigsforlisene og kunde derfor ogsaa godt finde sig tilrette med, at saa mange af dets Skibe blev torpederet og minesprængt. Videre Enkeltheder kunde »Dagens Ekko« ikke bringe om disse Ting; da to artikler var bleven bragt om »det blodige Dampskibsguld«, blev Offentliggørelsen af yderligere Publikationer forhindret fra Jødemagtens Side.

Dog, tilbage til »Vesterhavet«s Handel med sine Skibe. Efter at der i Februar 1916 var bleven solgt 6 Skibe, solgtes de sidste 11 Skibe (med 16.880 Tons d. w.), som »Vesterhavet« endnu raadede over i 1918, til Dampskibsselskabet »Progress« (samme Rederi som Skagerak) for en Sum af 20 Millioner Kroner. For disse Skibes Vedkommende havde Anskaffelsessummen ialt andraget 3.096.700 Kr., medens den bogførte Værdi beløb sig til 2.250.000 Kr. Købesummen skulde ifølge Overenskomsten udredes med 13 Mill. Kr. kontant og 2 Mill Kr. nye Aktier i »Progress«, omregnet efter Kurs 350. H. Green bemærker til denne Transaktion i sit Skrift »Nationens Forbillede«, at de to driftige Ledere af »Vesterhavet« her atter viste sig som dygtige Forretningsfolk. Thi: »Da Tegningen var forbi, stod Progress-Aktierne i ca. 420, saaledes at der helt udenfor Programmet paa dette lille Regnestykke blev en Fortjeneste paa smaa halvanden Mill. Kr.«.

Men iøvrigt havde det sin særlige Betydning, at Købesummen for de sidste 11 Skibe udbetaltes i Aktier i det nye Dampskibsselskab »Progress«. Thi Hensigten hermed var paa denne Maade at foretage en Slags Sammenslutning paa Skrømt, for derefter at kunne likvidere »Vesterhavet«, da man jo ellers ikke

327

kunde faa Pengene ud, uden at Skattemyndighederne kunde gøre vidtgaaende Krav med Hensyn til Krigs- og Indtægtsskat gældende. Green undersøger derefter, hvad Likvidationen vilde kunne udbringe d'Herrer Lauritzen og Heilbuth og bringer til Belysning af dette Spørgsmaal følgende Opstilling, udarbejdet paa Grundlag af de pr. 1. Jan. 1918 forhaandenværende Aktiver:

11 Skibe, bogført for 2,38 Mill. Kr. solgte for kontant

Kr. 13.000.000

plus 2 Mill. Kr. Aktier, omregnet til den anslaaede Værdi

Kr. 7.000.000

En Obligationsbeholdning, der udelukkende er samlet i Krigsaarene ved de »opsparede« Beløb, ca.

Kr. 10.000.000

Kontant i Banker, ligeledes i det væsentlige

»opsparede« Beløb, ca.

Kr. 9.700.000

Baandlagte Beløb (indgaaede for torpederede Skibe, ca.

Kr. 5.270.000

Andre Tilgodehavender

Kr. 3.000.000
   

Summa

Kr. 47.970.000

Naar der herefter tages Hensyn til endnu bestaaende Skattekrav osv., bliver det endelige Resultat: 1 Mill. Kr. Vesterhavs-Aktier forvandlede til 45 Mill. omtrent skattefri kontante Kroner. Hvortil Green bemærker:

»Der er i disse Aar i Udbytte ialt udbetalt tre Millioner Kroner! Resten gaar i de Herrer Aktionærers Lommer som Formuestigning paa Grund af den dem utilregnelige Aarsag: Likvidationen! Unægtelig - Teorierne har staaet deres Prøve! Dette er en Forretning, som der næppe er gjort Magen til. D'Hrr. har opnaaet alt, hvad man overhovedet kunde tænke sig. Kun en eneste Ting er gaaet fløjten - Idealet! Af det er der til Gengæld ikke saa meget tilbage, som der kan ligge paa en Negl!«

328

Naa ja: Anvendelsen af Millionerne i Samfundets Tjeneste blev altsaa ikke til noget. Men det kunde selvfølgelig ikke forurolige de to kapitalstærke Redere, end mindre Regeringen, der jo altid havde været et lydigt Redskab i Heilbuths Hænder. Heilbuth vilde ganske vist nok indrømme, at det Offentliges Skatteprinciper i foreliggende Sag havde virket mindre heldigt(!), men anbefalede derefter - Indførelsen af en særlig Beskatning af Formuegevinster og var dermed inde paa det samme Trick, han benyttede sig af, da han anbefalede den 20 pCt.'s Dividende. Han kunde jo sagtens anbefale en fælles Formuestigningsskat, da han jo aldrig havde betalt Indtægts- og Krigsskat af de saakaldte »opsparede« Beløb, for hvilke Konkurrenterne havde maattet betale i dyre Domme. Men snedigt gjort var det selvfølgelig af Heilbuth nu at anbefale en saadan Formuestigningsskat, da han dermed atter i den hertil Indrettede Presse kunde sætte sig i Positur som den store Mand med det rette Samfundssind. Og »Politiken« triumferer naturligvis paany, hævder den 17. Juli 1919, »at de vilde Skrig i Anledning af Hr. Heilbuths Dampskibsfortjeneste er hurtig afløst af Tavshed og undvigende Raadvildhed«, finder undskyldende Ord for den store Mæcen, der uden egen Skyld ifølge en lidet heldig Skattelovgivnings Teknik havde »tjent nogle Penge«. Dermed maatte efter den radikale Presses Opfattelse Sagen betragtes som afgjort.

Herman Heilbuth og Ditlev Lauritzen fik ogsaa Lov til at beholde deres Millioner ubeskaaret af Indtægts- og Krigsskat, fik Lov til at bevare deres Stilling indenfor Prisreguleringskommissionen, og Heilbuth forblev den radikale Regerings kapitalstærke og formaaende Ven, Lederen af Det radikale Venstres Kontor, Formanden for Bestyrelserne for Akts. De sydsjællandske Venstreblade og Akts. De Lolland-Falsterske Venstreblade osv osv. Og hans Vej førte videre til Ros og Magt - hvilket alt ialt tør kaldes for et af de grelleste Udtryk for den enestaaende korrupte Regeringsmagt, der var i Landet.

329

Heilbuth kunde ogsaa i alle de Aar, da han stod udenfor Gødningsbranchen, var Skibsreder, Medlem af Landmandsbankens Bestyrelse og Bankraad osv., bruge sine Penge til andre Formaal end til Rederivirksomhed, nemlig: til Spekulation!

Bankkommissionens Beretning (S. 157f) røber nogle Enkeltheder om disse Transaktioner, men de er saa til Gengæld heller ikke kedelige. Knapt nok var Heilbuth bleven Medlem af Bankraad og Delegation i April 1914, saa begyndte han ogsaa med Aktiespekulationen. Paa denne Konto androg Gælden allerede pr. 31. Januar 1917 1,8 Mill. Kr. Men disse Transaktioner vandt i Krigens Løb Betydning, saa Heilbuth pr. 30. 11. 1918 paa forskellige Kasselaan skyldte 6,8 Mill. Kr. Som Sikkerhed for denne Gæld henlaa bl. a. 1.062.000 Kr. Landmandsbank, 360.000 D.F.D.S., 460.000 Ø.K., 360.000 Orient og 125.000 Kr. Nordisk Oversøisk Handelsselskab, til en samlet Værdi paa ca. 7,9 Mill. Kr. Heilbuth havde paa dette Tidspunkt endvidere deponeret Aktier i sine egne Dampskibsselskaber: 20.000 Kr. Aktier i D/S Vesterhavet og 220.000 i D/S Dania. Den 29. 2. 1920 var Gælden steget til 9,6 Mill. Kr. for Aktiespekulationens Vedkommende. I Depot henlaa nu som Sikkerhed Aktier til en samlet Kursværdi paa ca. 12,2 Mill. Kr., deriblandt 250.000 Kr. Genforeningsobligationer. I Løbet af 1921 indtraadte stærke Forskydninger paa denne Konto, idet der paa D.F.D.S. Aktier alene tabtes ca. 3 Mill. Kr. Genforeningsobligationerne blev solgt. Til Dækning af Kasselaan til et samlet Beløb paa 7 1/4 Mill. Kr. var henlagt i Depot Aktier til en Kursværdi paa nu kun ca. 5,2 Mill. Kr. Det udækkede Beløb androg derefter rigeligt 2 Mill. Kr. Da endelig i September 1922 Stillingen med Hensyn til Heilbuths Aktiespekulationer opgjordes, viste det sig, at Kasselaanene endnu androg 6,9 Mill. Kr., medens de til Sikkerhed henlagte Aktier (væsentligst Landmandsbank, D.F.D.S. og Ø.K.) kun repræsenterede en Værdi paa ca. 1,5 Mill. Kr.

Heilbuth hørte - selvfølgelig - til de priviligerede Kun-

330

der, fra hvilke der ikke forlangtes nogen Margin-Indbetaling. Hele Risikoen laa altsaa hos Banken.

Foruden i Aktier spekulerede Heilbuth ogsaa i Valuta og Malerier. Den 30. Novbr. 1918 havde han deponeret £ 50.000 samt £ 20.000 National War Bonds (engelsk Krigslaan), efter Vaabenstilstanden indestod paa Markkonti 4,7 Mill. tyske Mark.

Men den mest omfattende Spekulation foretog Herman Heilbuth dog med kostbare Malerier, som han købte under Krigen i Forventning om, at han vilde kunne videresælge dem med stor Fortjeneste efter Krigen. I dette Punkt var han lige saa klog - eller om man vil: ligesaa taabelig - som sin Racefælle Emil Glückstadt. Denne Spekulation begyndte 1917 og førte til store Omsætninger i nævnte og det følgende Aar. Af Bankkommissionens Beretning fremgaar, at Heilbuth paa denne Konto pr. 30. 11. 1918 skyldte 4,3 Mill. Kr. paa Folio og paa Rimesser i fremmed valuta 5,1 Mill. Kr. Ved Bortsalg kunde disse Malerilaan dog i den følgende Tid nedbringes; efter Vaabenstilstanden til 7 Mill. Kr. og ultimo 1921, efter at bl. a. Rembrandts »Lukretia« var solgt for ca. 862.000 Kr., til 5,7 Mill Kr. Samtidig var Hermann Heilbuth engageret i to Spekulationskonsortier i Malerier, i hvilke foruden ham Bankraadsmedlem Etatsraad Wilhelm Hansen samt Firmaet Winkel & Magnussen var Participanter.

Det endelige Resultat var, at Landmandsbanken ifølge Beretningen »ved Aarsopgørelsen ultimo 1922 maatte afskrive et Tab paa 4 ½ Mill. Kr. paa Direktør Heilbuths Engagementer, hvorhos der paa de to Malerikonsortier, hvori foruden Direktør Heilbuth som nævnt deltog Etatsraad Wilh. Hansen og Winkel & Magnussen, maatte afskrives 550.000 Kr. Foruden Engagementerne i Landmandsbanken havde Direktør Heilbuth Engagementer løbende hos forskellige Vekselerere,. bl. a. J. M. Levin & Co., hvor der maatte afskrives ½ Mill. Kr. som tabt«.

Hvor Heilbuth ellers har sat de store Fortjenester til, som

331

han erhvervede som Skibsreder - eller skjult dem – nævner Beretningen ikke. Det kan derfor her kun fastslaas, at Heilbuth, da Landmandsbank-Krak'et indtraadte, ikke var i Stand til at klare sine Forpligtelser overfor Banken. Pengene maa altsaa for en stor Del være gaaet tabt ved andre Transaktioner. Det gjorde de ogsaa, eftersom det almindeligvis antages, at hans meget omfattende Financiering af den radikale Venstrepresse, der var Midlet til at sikre ham afgørende Indflydelse paa Zahle-Ministeriets Politik, har kostet ham ustyrligt mange Penge.

Fadæsen i Forbindelse med Landmandsbankkatastrofen kunde selvfølgelig ikke paa nogen Maade skade hans Indflydelse paa det økonomiske Omraade. Han hørte jo nu engang til Finansvældets Inderkreds, og han forstod at lempe sig igennem alle Vanskeligheder, saa han atter kunde sikre sig Positionen som mægtig Industriherre. Med Udgangen af Aaret 1913 var han gledet ud af Ledelsen af A/S Dansk Svovlsyre & Superphosphat-Fabrikerne. Efter Krigen, da Skibsrederiet »Vesterhavet«, der havde afkastet saa store Indtægter, blev opgivet, maatte han se sig om efter nye Opgaver, og da kom det ham meget belejligt, at hans gamle Firma »Dansk Svovlsyre« var kørt fast, saa han her atter kunde finde et Virkefelt.

Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrikerne havde i Mellemtiden, da H. Siegumfeldt var Ene-Direktør, ved Hjælp af Landmandsbankens Kreditter kunnet indlade sig paa de mest eventyrlige Spekulationer. Da Raamateriale-Leverancerne ifølge den skærpede U-Baadsblokade i 1917 standsede, og Lagrene langt om længe var opbrugt, søgte Siegumfeldt at sikre det af ham ledede Industriforetagende nye Indtjeningsmuligheder ved at engagere sit Firma i alle Slags Finans- og Spekulationsoperationer, og dette skulde i det lange Løb blive Foretagendet til Fordærv. Blandt Datterselskaberne, som Dansk Svovlsyre under Verdenskrigen oprettede, befandt sig bl. a. et Dampskibsselskab, »Atlanterhavet«, og et Sejlskibsselskab, »Hip-

332

palos«, desuden et Forsikringsaktieselskab, »Codan«. Yderligere erhvervedes Aktiemajoriteter i Nord-Østersø-Rederiet og Continentale Rhederei A.G., og samtidig stiftede Dansk Svovlsyre i Samarbejde med det under Det Transatlantiske Kompagni hørende Russiske Handelskompagni det russiske Firma » Svovlsyre- og Superfosfatkompagni Rusland« med det Formaal at paabegynde industriel Virksomhed paa Gødningsfabrikationens Omraade i Omegnen af Kiew. Tilskyndelsen til at tage fat paa denne Sag kom fra Harald Plum, og Bestyrelsen for Foretagendet blev efter Oprettelsen den samme som i Russisk Handelskompagni. Da imidlertid de urolige Forhold i Rusland umuliggjorde Oprettelsen af Fabriker osv., besluttede Bestyrelsen for det her omhandlede Aktieselskab at benytte en Del af den indbetalte Aktiekapital - ialt 2 ½ Mill. Kr. - til Indkøb af Rubler. Ialt erhvervedes ca. 4 Mill. Rubler, som dernæst stilledes til Raadighed for Russik Handelskompagni. R.H.K. anerkender i Efteraaret at skylde 1.080.000 Kr. til Dansk Svovlsyre paa denne Konto, som imidlertid kun skulde tilbagebetales, naar R.H.K. selv fik sine Erstatningskrav mod Rusland dækket. Til de store spekulationsforetagender, Dansk Svovlsyre indlod sig paa under Siegumfeldts Ledelse, hørte ogsaa det den 12. April 1916 oprettede »Aktieselskab for kemisk Industri«, hvis Aktiekapital androg 1,2 Mill. Kr., og i hvis Bestyrelse Glückstadt sad som Formand og H. Siegumfeldt som Næstformand. Kemisk Industri oprettede store Fabriksanlæg i Kastrup til Fremstilling af Blaakali, Tjære, Nigrosin, Benzol, Natribenzol, Anilin, Napthalin, Cyan, Azo-Farvestoffer osv. og opnaaede ogsaa under Krigen gunstige finansielle Resultater. Men efter Krigen forrentede de store Anlæg sig ikke mere, saa Tabene for Aarene 1919 - 21 udgjorde ikke mindre end 7.642.000 Kr. Ogsaa A/S Hios, som stiftedes i Januar 1918 af Etatsraad H. N. Andersen, Direktør Glückstadt og Kaptajn O. de Fine Skibsted med det Formaal at fremstille Smøreolier ved Træsvidning, blev en Fiasko. Dansk Svovlsyres Tab opgjordes her til ca. l,5 Mill. Kr. Men Sie-

333

gumfeldts Interesser rakte meget videre. Saaledes lod han 1917 bl. a. sit Firma medvirke ved det efter det Transatlantiske Kompagnis Principper organiserede »Ostindisk Handelsselskab«, som begyndte sin Virksomhed med en Aktiekapital paa 1 ½ Mill. Kr., bl. a. i Juli 1919 indrettede Filialer i Soerabaja paa Java og i Batavia og i nogle Aar stod i Handelsforbindelse med Det Transatlantiske Kompagnis Datterselskaber U.E.C., Alliance Trading Co. i London og Bech, von Siclen & Co. i New York. Status pr. 1. Juli 1921 udviste her et Tab paa henved 8 1/4 Mill. Kr., medens det dog den 27. Oktober 1921 blev meddelt i Ostindisk Handelsselskabs Generalforsamling, at Regnskabet for 1920 kun viste et Nettotab paa over 1 Mill. Kr., efter at Dansk Svovlsyre havde afskrevet et Tab paa 600.000 Kr. En Del af Tabene, 1.238.000 Kr., var forvoldt ved et Datterselskab »Matandus« (Maatschappij voor Handel, Industrie & Culturen), ved hvis Organisation Overretssagfører Paul G. Cohn havde spillet en større Rolle. Vanskeligheder opstod ligeledes med Produkthandlerfirmaet, A/S Joseph Levin, med hvilket Dansk Svovlsyre allerede siden 1899 stod i Forbindelse. Dansk Svovlsyre havde her 1918 overtaget 500.000 Kr. Aktier for 1.405.740 Kr.; da Levins Regnskab senere viste et Underskud pr. 1. 6. 1922 paa 455.000 Kr., maatte en Reorganisation foretages, ved hvilken der bl. a. opstod Strid om Direktørgagen, som udbetaltes med et Beløb paa 34.000 Kr. baade til Joseph Levin og til Sønnen Preben Levin (dengang 26 Aar gammel!). Dansk Svovlsyre var derudover engageret i en Række andre Spekulationsforetagender, bl. a. ogsaa i Ejendomsselskabet Holmens Kanal. H. Siegumfeldt havde altsaa i sin initiativrige om end mindre velsignelsesrige Gerning sørget for, at hans Selskab efterhaanden fik mangfoldige Interesser og Engagementer. Og netop dette førte til Katastrofen.

Selskabets Tab ved Datterselskaberne androg ifølge Bankkommissionens Beretning (Bilag S. 350) saavel gennem Aktiebesiddelse som ved direkte Financiering ultimo 1921 ikke mindre end ca. 32 Millioner Kroner. Kun de gamle Fabrikfore-

334

tagender samt Dampskibsselskaberne - Limfjorden, Fredericia Blaakilde Mølle, Nordische Salpeter samt Atlanterhavet og Hippalos - og Forsikringsselskabet Codan havde kunnet opretholde en nogenlunde sund Status. Mægtige Tab opstod samtidig ved Selskabets Aktieengagementer, som medio 1918 ogsaa for Datterselskabernes Vedkommende var bleven sammenfattet i Konsortiet »Saffa«, d.v.s. S elskabernes A ndels F inans og F onds A fdeling. Paa »Saffa”s Aktiebeholdning, der ultimo 1918 udviste en Saldo paa 29.238.000 Kr. og ultimo 1920 11.974.000 Kr., maatte der til sidstnævnte Termin afskrives ca. 11.767,000 Kr. Om disse Engagementer erfarede Landmandsbanken og Privatbanken, der havde ydet Dansk Svovlsyre de største Laan, først Enkeltheder i Januar 1921, og der maatte foretages flere Revisioner, inden Bankerne kunde trænge til Bunds i disse Forhold. Ultimo 1921 opløstes »Saffa«, og Dansk Svovlsyre overtog Konsortiets Aktiebeholdning.

Angaaende Realisationen af 670.000 Kr. Landmandsbankaktier, som var deponeret hos »Saffa«, bringer Bankkommissionens Beretning nogle Uddrag af Selskabets Bestyrelsesprotokol, der ganske rigtigt - som det ogsaa siges i Beretningen (Bilag, S. 357) - taler for sig selv. Uddragene lyder:

»Den 24. Oktbr. 1921: » . . . Med Hensyn til vor Beholdning af Landmandsbankaktier forespurgte Hr. Wonsild, om Bestyrelsen ikke fandt det rigtigt at afhænde nogle deraf. Om dette sidste Forhold vilde Hr. Heilbuth tale nærmere med Landmandsbanken . . .«

Den. 18. Novbr. 1921: » . . . Af Depotet i Privatbanken har vi faaet udleveret 30.000 Atlanterhavet og 6000 Kul, hvilke Aktier tilhørte Hr. Siegumfeldt. I Stedet for har vi deponeret 32.000 Landmandsbank-Aktier . . .«

Den 8. Septbr. 1922: » .... Med Hensyn til Landmandsbank-Aktier vedtog man at anmode Formanden eller Konsul Henius om ved første Lejlighed at tale med Bankdirektør Clausen og derefter med Landmandsbanken om eventuelt Salg af disse . . .«

Den 9. Septbr. 1922: » Direktionen bemyndiges til successive at foretage Realisationen af de paa Mødet i Gaar omtalte Aktier, dog ikke Landmandsbank-Aktier . . .«

335

Den 26. Septbr. 1922 : » . . . Det bemærkedes, at vi havde 671 Stk. Landmandsbank-Aktier, paa hvilke der efter det passerede vilde lides et betydeligt Tab . . .« Tabet var godt 1 ¼ Mill. Kr.«

 

Hvis Heilbuth, som nu var kommen ind i Bestyrelsen igen, i Tide havde sørget for Salget af Landmandsbankaktierne, vilde hele dette store Tab og mere end det være undgaaet. Vedrørende Landmandsbankens Stilling overfor Salg fra Dansk Svovlsyres Aktiebeholdning bringer Beretningen ydermere følgende Forklaring af Direktør Siegumfeldt overfor Bankkommissionen: »Efter at Bankerne (i Begyndelsen af 1921) havde indskudt ny Kapital (12 Mill. Kr.) i Dansk Svovlsyre, blev Heilbuth og Henius delegerede til at overvære Bestyrelsesmøderne. I et af de første Møder bragte Hr. Siegumfeldt Spørgsmaalet frem om Afhændelse af Aktier, men Heilbuth udtalte, at det maatte man vente med, da Markedet ikke kunde optage disse Poster for Tiden. Med Hensyn til Landmandsbank-Aktier udtalte Heilbuth positivt, at de ikke maatte afhændes, men at han, hvis det ønskedes, kunde arrangere en god Belaaning af dem”.

Det samlede Tab paa Aktier udgjorde til sidst ca. 26 ¼ Million Kr., hvoraf Transatlantisk Co. dækkede 1 Mil. Kr.

Slutresultatet var

Tab ved Aktier

ca. 25 Mill. Kr.

Tab ved Financiering

ca. 22 Mill. Kr.

I alt

ca. 47 Mill. Kr.

Da Krisen i December 1920 brød ind, saa Direktør Siegumfeldt sig nødsaget til at anmode Landmandsbanken om Hjælp, og i denne Anledning blev Herman Heilbuth bedt om at indlede en Undersøgelse af Dansk Svovlsyres Status. Centralanstalten foretog derefter paa Heilbuths Foranledning i to

336

Dage en summarisk Undersøgelse, efter hvilken det statueredes, at Selskabets Egenkapital skulde andrage netto 27 Mill. Kr., og at Selskabets 10 Mill. Kr. derefter skulde svare til en Kurs paa 270 pCt. Paa dette Grundlag ydedes nye Laan, hvorved Landmandsbanken forhøjede sin Kredit fra 20 til 28 Mill. Kr. og Privatbanken fra 13 til 17 Mill. Kr., saa hele Gælden nu beløb sig til 45 Mill. Kr. Ved en i Foraaret 1921 foretaget fornyet Gennemgang af Selskabets og Datterselskabernes Forhold viste det sig imidlertid, at Aktierne var sat 17 Mill. Kr. for højt i Centralanstaltens Beregning, grundet paa utilstrækkelige Oplysninger fra Direktør Siegumfeldts Side osv., og at Aktierne derfor kun var pari værd. Den heraf følgende Konflikt førte til Siegumfeldts Afskedigelse. Rekonstruktionen gennemførtes 1922 paa den Maade, at bl. a. de to interesserede Banker nedskrev deres Tilgodehavende med tilsammen 4 Mill. Kr., deraf Landmandsbanken med 2 ½ Mill. Kr. Af Generalkonsul Wessels Bo, der havde et Tilgodehavende paa 8 Mill. Kr. i Selskabet, blev der desuden givet en Dekort paa 50 pCt. Bankkommissionens Beretning resumerer: »Naar Landmandsbankens Tab paa Dansk Svovlsyre ikke blev større end 2 ½ Mill. Kr., trods Bankens store Engagement og dettes Forøgelse i Begyndelsen af 1921, skyldes det, at Dansk Svovlsyre – og dette er den gamle Ledelses Fortjeneste - havde henlagt meget betydelige officielle og skjulte Reserver, der gjorde, at Selskabet ultimo 1920 kunde bære et Tab paa ca. 30 Mill. Kr., uden at Aktiekapitalen berørtes deraf, og at det lykkedes at faa Wessels Bo til at overtage en saa stor Del af Tabet i 1921.«

1921 kom altsaa Heilbuth sammen med sin Racefælle Erik S. Henius ind i Dansk Svovlsyres Bestyrelse, medens Overretssagfører Werner blev Formand i Bestyrelsen. 1922 tabte Heilbuth hele sin Formue ved Landmandsbankens Sammenbrud; derpaa led han navnlig store Tab ved Realisationen af den i Spekulationsøjemed indkøbte store Malerisamling. Saavel i Økonomi som i Politik spillede han sidenhen kun en ubetyde-

337

lig Rolle, hvad der naturligvis ikke er til Hinder for, at han endnu opføres i den Blaa Bog som en af de mest repræsentative Jøder her i Landet. Omendskønt hans Fremgangsmaade som Skibsreder var en Skandale af Rang, og omendskønt han i Landmandsbanksagen viste sig som en af de mest hensynsløse og letsindige Storspekulanter i Aktier, Valuta og Malerier, faar J. Hassing Jørgensen, der har Ansvaret for Diskontobank og Revisionsbankens Sammenbrud i 1924 og ved utallige Lejligheder har vist en komplet Mangel paa Forstaaelse for samfundsøkonomiske Problemer, endnu i Dansk Biografisk Leksikon (Bd. 9, 1936, S. 599) Lejlighed til at konstatere, at Heilbuth »af den Undersøgelse af Bankens (Landmandsbanken) Forhold, som naturligvis ogsaa rettedes mod ham, gik ud uden Plet paa sin personlige og købmandsmæssige Ære«. Hvad betyder saa den Bagatel paa godt 4 ½ Mill. Kr., som Landmandsbanken i sidste Instans maatte afskrive paa denne Storspekulants Engagementer, eller de 1 1/4 Mill. Kr., som Banken tabte ved Dansk Svovlsyre, efter at Heilbuth havde fraraadet Salg af Landmandsbankaktierne. Saadan en Jøde forbliver en Hædersmand trods alt. Hassing Jørgensen tør endvidere paastaa, at Heilbuth har skabt »stor og fortjent Opmærksomhed om sit Navn ved det omfattende Arbejde, han udførte som Medlem af Den overordentlige Kommission«, omendskønt han jo netop for dette Arbejdes Skyld var udsat for de skarpeste Angreb fra Handelsstandens Side og 1918 med Brask og Bram blev sat ud af Grosserer-Societetet. Naar fhv. Minister i Zahle-Ministeriet Hassing Jørgensen til Slut berømmer sin under Krigen saa kapitalstærke og formaaende Partifælle for hans forretningsmæssige Indsigt og hans sociale Forstaaelse, sker det vel af Hensyn til de Millionunderstøttelser, Heilbuth ydede til den radikale Presse; her maatte der selvfølgelig ses bort fra, at disse mægtige Tilskud blev ydet paa Landmandsbankens Bekostning og med andre Ord senere maatte dækkes af Samfundet.

338

 

f) Ballin-Koncernens Virksomhed.

I intet af de af Landmandsbanken financierede storindustrielle Foretagender under Verdenskrigen har jødiske Spekulationsinteresser og -principer i stærkere Grad kunnet gøre sig gældende end i de under Max Ballins Ægide sammensluttede Garverier og Skotøjsfabrikker. Der eksisterede næppe selv under Krigen nogen Trust, der i saa udpræget Grad som Ballin-Koncernen var præget og baaret af jødiske Forretningsmænd.

Hovedfirmaet indenfor denne store økonomiske Sammenslutning var M. J. Ballins Sønner, i hvis Ledelse Max Ballin havde staaet allerede siden 1890, og hvis administrerende Direktør han blev i Aaret 1897. Max Ballin havde under et længere Studieophold i Udlandet (navnlig Wien) gjort sig fortrolig med nye rationelle Garvningsmetoder og blev derefter her i Landet Foregangsmanden med Hensyn til Indførelsen af det saakaldte Ekstraktgarveri: Denne Rationalisering af Bedriften skulde meget snart bidrage til at sikre det af ham ledede Foretagende en overlegen Stilling i Konkurrencen med andre Firmaer indenfor Branchen. Talrige smaa Garverier i Provinsen maatte give op over for Ballins Fabrik, deriblandt ogsaa det relativt betydelige A/S Dansk Garvekompagni i Vejle (Indeh. Seligmann), som 1907 overtoges af J. M. Ballins sønner mod Betaling af 125.000 Kr. for to Fabriker med Maskiner. Allerede 1898 havde Ballins Fabrik ogsaa udvidet sine Interesser til Sverige, idet den købte Kjeflinge Skofabriks Aktier. 1907 købtes endvidere Kjeflinge Garveri. Begge de svenske Fabrikers Omsætning androg 1909 1,1 Mill. Kr. Et Garveri med tilsvarende Omsætning overtoges 1901 i Wilster (Holsten); før Krigen fusioneredes endvidere Em. Messerschmidt & Sønners Garveri og Danchells Kromgarveri i København og endelig overtoges 1917 A/S R. Schous Fabriker i Fredericia, der var stiftet i 1914 med en Aktiekapital paa 200.000 Kr., efterhaanden, indtil 1916, udvidet til Mill. Kr.

Haand i Haand med Udvidelsen af Fabriksvirksomheden

339

ved Overtagelsen af konkurrerende Firmaer gik Forøgelsen af Aktiekapitalen. Denne Stigning stod før Krigen alt i alt i et nogenlunde rimeligt Forhold til Stigningen af Virksomhedens Produktionskapacitet fra oprindelig 630.000 Kr. i 1897 til 1 Mill. Kr. i Aaret 1902, dernæst til 1.750.000 Kr. 1906, til 2 ½ Mill. Kr. i 1907, til 2 3/4 Mill. Kr. i 1908 og til 3 Mill. Kr. 1910. 1914 forsøgte J. M. Ballin & Sønner at erhverve en norsk Fabrik; Planen strandede; men alligevel udvidedes Aktiekapitalen til 3 ½ Mill. Kr. Da saa Krigskonjunkturerne øgede Omsætningen og Fortjenstmulighederne, gik der meget hurtigt Gulasch i Foretagendet, hvilket for det første viste sig i en systematisk Udvanding af Kapitalen, og for det andet deri, at Hovedfirmaet søgte at opnaa en Monopolstilling indenfor Skotøjsbranchen ved en Forcering af Trustdannelsen indenfor Skotøjsindustrien. Nu fik Jøderne travlt med at udnytte Chancerne, og Max Ballin var ikke sen til ved Prisaager og hensynsløst Børsjobberi at sikre de i Foretagendet interesserede de mest ublufærdige Fortjenester. Nu skulde ogsaa Ballin bevise, at han var Mester for at gennemtvinge Kapitalens Koncentration paa jødiske Hænder. 1915 udvidedes Aktiekapitalen fra 3 ½ til 4 Mill. Kr. Hele den nye Aktiekapital overtoges af Landmandsbanken og J. M. Levin & Co. Af den ved Udstedelsen af de nye Aktier opnaaede Overkurs paa tilsammen 527.500 Kr. (Kurs. 209) gik 437.000 Kr. til Aktionærerne som Erstatning for Tegningsretten, og 90.000 Kr. overførtes til Reservefonden. En god Forretning for Landmandsbanken og J. M. Levin & Co., da Aktiekursen allerede den 22. Januar 1916 stod paa 260. 1915 foretoges en yderligere Emission af 2 Mill. Kr. og i Efteraaret 1916 to Emissioner, først paa 2 Mill. Kr., dernæst paa 570.000 Kr. Overkursen androg her noget over 4 Mill. Kr., som henlagdes til Reservefonden. For det sidstnævnte Beløbs, d.v.s. for de 570.000 Kroners Vedkommende, var det bestemt, at det skulde anlægges i nye Virksomheder; men da saadan Anlægsmulighed ikke viste sig, blev en Del af Aktierne, nemlig for 470.000 Kr., solgt til et Konsortium hos J. M. Levin & Co.

340

for en Kurs paa 385, paa et Tidspunkt, da Ballin-Aktier stod i 484! Havde Konsortiet straks solgt Papirerne videre, vilde Gevinsten have andraget 470.000 Kr. Overdragelseskursen var altsaa overordentlig gunstig. Men det er jo ogsaa forstaaeligt, naar man samtidig erfarer, at Konsortiets Deltagere var E. Glückstadt, O. Ringberg, Hugo Rothenberg, Benny Dessau, Alfred Hertz og Max Ballin, - 5 Heljøder og en branket hvid Mand.

Endelig udvides Kapitalen i 1917 med 1.430.000 Kr. til 10 Mill. Kr. Af den nye Aktiekapital medgik 360.000 til Overtagelsen af Kapitalen i R. Schous Fabriker. Og med denne stærkt udvandede Aktiekapital indgik Virksomheden derefter 1918 i den store Skotøjstrust Ballin & Hertz.

Der var mange Forhold, der bidrog til, at J. M. Ballin & Sønner fik øgede Afsætnings- og Indtjeningsmuligheder under Krigen. Med Hensyn til Levering af Underlæder indtog Firmaet efter Overtagelsen af Seligmanns Fabrik i Vejle en Monopolstilling i Landet. Dertil kom, at Standsningen af Importen af Læder skabte en større Efterspørgsel efter indenlandske Produkter, og at Krigsforholdene for en Stund skabte større Eksportmuligheder, som ikke havde været til Stede før Krigen. Resultatet heraf var, at Max Ballin gik over til en kraftig Forhøjelse af Prisen paa de af ham leverede Varer, hvorved det ikke mere var rent produktmæssige, men tværtimod spekulative Interesser, der var afgørende for den indledede Prispolitik. Det af Selskabet bearbejdede Hudeantal steg fra 1913 til 1917 omtrent det dobbelte, men Salgsprisen af de leverede Varer steg mellem disse Aar fra 4 3/4. Mill. Kr. til 18 Mill. Kr., og samtidig steg Driftsoverskudet fra ca. 400.000 til 3 1/4 Mill. Kr. Denne Udvikling genspejler sig i Dividenden, som 1913 blev fastsat til 15 pCt., 1914 til 27½ pCt. (heraf 12½ pCt. Bonus), 1915 til 37 pCt. (heraf 20 pCt. i 6 pCt.'s Obligationer), 1916 til 40 pCt. og 1917 til 30 pCt. Og det var endelig denne Udbyttepolitik, som forcerede den stærke Udvanding af Aktiekapitalen, der tilsidst fik sit kraftigste Udtryk i de Betingelser,

341

under hvilke J. M. S. Ballin & Sønner gik ind i Koncernen med A/S Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker, A/S E. F. Jacob & B. Lotinga og A/S De forenede Skotøjsfabriker.

Bankkommissionens Beretning skildrer paa en yderst instruktiv Maade, hvorfor den ved Fusionen trufne Ordning nødvendigvis maatte føre til Koncernens Sammenbrud; Foretagendet var overkapitaliseret og dermed var Katastrofen uundgaaelig. Der berettes som følger (Bilag, S. 275): » Ved Sammenslutningen i 1918 gaar M. J. Ballins Sønner ind i Storkoncernen. Overtagelsen sker saaledes, at for hver 100 Kr. Aktier i Ballin udleveres 140 Kr. i Sammenslutningen, der faar Navn af A/S M. J. Ballins Sønner & Hertz' Garverier og Skotøjsfabriker; der er altsaa betalt 14 Millioner for M. J. Ballins Sønners Ejendele. Men til de 14 Mill. Kr. skal lægges 1.200.000 Kr. i Obligationslaan. Af disse 15 1/4 Mill. Kr. svarer 5 3/4 Million til Aktier i fremmede Foretagender, helt og holdent vurderet med en Højkonjunkturs Forhold for Øje, og som under alle Omstændigheder straks bør reduceres til 5 1/4 Million. Der bliver saaledes ca. 10 Mill. Kr. tilbage, hvilket for 200 Arbejdere giver 50.000 Kr. pr. Arbejder, hvad der mindst er en halv Gang for meget efter datidige udenlandske Produktionsforhold. Med en Produktion af 125.000 Huder faar vi en Kapital af 80 Kr. pr. forarbejdet Hud, hvad der er meget paa en Tid, hvor som i Maj 1918 Krigens Afslutning laa indenfor Sandsynlighedens Grænser. Man maa erindre, at Ballins Aktiekapital i 1913, da han forarbejdede 80.000 Huder, var 2 ½ Mill. Kr., hvoraf ½ Mill. Kr. var dækkede af fremmede Værdier, altsaa 25. Kr.'s Kapital pr. Hud. Det nye Selskab kommer saaledes til at overtage et Garveri, hvis Kapitalisation i Forhold til Kapaciteten er tre Gange saa stor som før, og denne Kapitals Forrentning er en varig Byrde ogsaa i normale Aar; tilmed stod ved Overtagelsen de 10 Mill. Kr. Ballin-Aktier i 435, d..v.s. man ventede, at Garveriet og dets Datterselskaber skulde forrente 43 ½ Mill. Kr.

342

A/S Hertz Garverier & Skotøjsfabriker, som i Maj 1919 indgik i Storkoncernen Ballin & Hertz, var ligeledes ved Overtagelsen et aldeles overkapitaliseret Foretagende. Det var bleven startet 1897, overtog 1906 alle Aktier i Københavns Skotøjsfabrik (Goldstein) og paabegyndte fra 1911 en planmæssig Udvidelse af Foretagendet. I nævnte Aar blev Aktiekapitalen udvidet fra 400.000. Kr. til 1 Mill. Kr. og denne Forøgelse af Kapitalen fortsattes successive i de følgende Aar, saa den ved Fusionen 1919 beløb sig til 5,4 Mill. Kr. 1917, da Produktionen afkastede det største Udbytte, 1 ½ Mill. Kr., androg Dividenden 25 pCt. Ved Overtagelsen kom Firmaet til at staa Koncernen i en Pris paa ca. 18 ½ Mill. Kr., eftersom de 5,4 Mill. Kr. Hertz-Aktier, der blev ombyttet med et tilsvarende Antal Koncern-Aktier, stod i 320, saa der alene paa denne Konto betaltes ca. 17,3 Mill. Kr. Udover dette betaltes der ½ Mill. Kr. kontant plus 600.000 Kr. Obligationer.

Det ligeledes fusionerede A/S E. F. Jacob & B. Lotinga, som først var bleven oprettet 1916, var et mindre Firma med en Aktiekapital paa 1,2 Mill. Kr., der ombyttedes efter Forholdet 6 Aktier for 5 nye Aktier i Koncernen.

Af største Betydning var imidlertid Sammenslutningen med A/S De forenede Skotøjsfabriker, som 1916 var bleven oprettet paa Initiativ af M. S. Ballins Sønner og Hertz. Disse Skotøjsfabriker, som før Verdenskrigen havde arbejdet under meget trange Kaar, oplevede under Krigen et mægtigt Opsving, takket være den store Afsætning af Skotøj til Udlandet. Bl.a. steg Antallet af Arbejderne i disse Fabriker fra ca. 2500 i 1913 til ca. 3500 i 1917. D.F.S. stiftedes derefter paa den konstituerende Generalforsamling den 26. Okt. 1916, hvorved saa driftige Jøder som Wilhelm Weimann og Johan Levin foruden Jarl, H. C. Kristensen og Chr. Schou blev Bestyrelsesmedlemmer. Samtidig med Oprettelsen af D.F.S. blev en særlig Overenskomst truffet med Hertz, Ballin og Jacob, ifølge hvilken det efter Bankkommissionens Beretning (S. 276) bestemtes, ”1) at alle de kartellerende Skotøjsfabriker skal købe deres

343

Raavarer hos Ballin, 2) at Ballin og Hertz skal udøve Kontrol over D.F.S. og Jacob, ikke ved at være Medlemmer af Bestyrelsen, men ved at udøve en direkte Kontrol med Driften. Mellem Ballin og Hertz er der Overenskomst om, at de 1) i Fællesskab skal udøve deres Magt, 2) i Fællesskab skal overtage og styre de 4,6 Mill. Kr., de skal eje i D.F.S. Aktier og de 400.000, de i Fællesskab skal eje af Aktier i »Jacob & Lotinga« og 3) at de skal samarbejde i et ret snævert Kartel til Regulering og Fordeling af Produktionen«. Saadan sammensmeltedes 2 Garverier og 11 Skotøjsfabriker til en Trust, indenfor hvilken Jøderne fra Begyndelsen kunde sikre sig en absolut dominerende Stilling. Fabrikernes Produktionskapacitet androg ved Overtagelsen 850.000 Par Sko til en Salgsværdi af knap 9 Mill. Kr. Kapitalen i det nye Foretagende sattes til 9 Mill. Kr., medens 3 Mill. Kr. havde været et passende Beløb under normale Forhold. Altsaa ogsaa i dette Tilfælde tillod man ved Fusionen en kraftig Overkapitalisering af de sammensluttede Fabriker.

Selvfølgelig sattes samtidig Kurserne paa D.F.S.-Papirerne ved alle Slags Manipulationer op i en urimelig Højde, helt op til 300. Her maatte Vanskelighederne snart melde sig, da Produktionen allerede fra 1917 af var for nedadgaaende.

En urimelig Ordning ved Oprettelsen af den store Koncern var, at Direktører og Ledere af de fusionerede Virksomheder alle overtoges som fuldt lønnede Direktører i den nye Koncern, saa der som saadanne foruden Max Ballin fungerede d'Herrer Alfred Hertz, H. Lotinga, L. Nathan, P. Seligmann, E. F. Jacob og Hugo Rothenberg og desuden tre ikke-jødiske Forretningsmænd E. Bredahl, C. F. Müller og Anton Scheel. Ligesaa ejendommelig var iøvrigt ogsaa Sammensætningen af Selskabets Bestyrelse, i hvilken naturligvis Max Ballin var selvskreven som Formand. Sammen med ham dannede Direktør Benny Dessau og Generalkonsul Wilhelm Weimann, samt Overretssagfører Konrad Levysohn Forretningsudvalget. Desforuden sad i Bestyrelsen Racefællerne Vekselerer Johan Levin, Professor Karl Meyer, Direktør J. Nathanson og Direktør S. V.

344

Slomann samt nogle Ikke-Jøder som Bankdirektør Frederik Paulsen fra A/S Københavns Diskonto- & Revisionsbank, Skotøjsfabrikant H. C. Kristensen, Fabrikant Jarl og ORS. Otto Bang. Endog blandt Selskabets Revisorer havde man faaet en Jøde med, Hovedrevisoren for Statsbanerne S. E. Jacob, en Broder til Direktøren E. F. Jacob. Hvortil der lakonisk bemærkes i Bankkommissionens Beretning: »1 Overdirektør, 9 Direktører, 3 Medlemmer af Forretningsudvalget, 10 andre Bestyrelsesmedlemmer, 2 Revisorer foruden Fabriksbestyrere - er det et Under, at Ansvaret blev forflygtiget? Og saa er ikke nævnt Administratorerne og Bestyrerne i Datterselskaberne, hvis Aktier saa godt som alle laa i Koncernen, og som derfor faktisk kun var Underafdelinger.«

Beretningen gaar iøvrigt ud fra, at den Kapitalisering, som foretoges ved Sammenslutningen af de 4 Selskaber, havde til Resultat, at de gamle Aktionærer ved Aktieombytningen fik en Overpris paa en 10 Mill. Kr., som Publikum betalte og hvoraf Industrien intet fik, da Pengene gik til alle Slags andre Formaal. Bl. a. brugtes 2.650.000 til Dækning af det Beløb, der var nødvendigt for at sikre Ballins gamle Aktier Overpris, 600.000 Kr. kom Hertz' gamle Aktionærer tilgode, 1,8 Mill. Kr. Konsortiet, og 140.000 Kr. betaltes som Salær til Overretssagførerne Axel Bang og Konrad Levysohn (een hvid Mand og een Jøde).

Koncernens samlede Aktiekapital beløb sig til 25,6 Mill. Kr.
Alligevel var Expansionstrangen dermed ikke tilfredsstillet. Man forsøgte endvidere at erhverve de Jørgen Petersen'ske Skotøjsfabriker for 4 Mill. Kr., hvorved Indehaveren samtidigt skulde overtage en Direktørpost indenfor Koncernen. Planen lykkedes ikke. Derimod købte man 1918 Overbecks Fabrik for 2.150.000. Kr.; i Handelen var indbefattet Bygning og Fabrik med Varelager. Da der var noget muggent ved denne Transaktion, og navnlig forelaa en Overtrædelse af Kædehandelsbestemmelserne, ifølge hvilken Fabrikanterne ikke indbyrdes maatte sælge Varer med Avance, oprettedes i Anled-

345

ning af dette Fabrikssalg ikke mindre end fire Dokumenter, med hvert sit Formaal. Sælger var Magnus Nathansohn, som havde købt Fabriken af den oprindelige Ejer Overbeck for 150,000 Kr. M. Nathansohn startede derefter i 1917 et Selskab med en nominel Kapital af 1 Mill. Kr., i hvilket – ifølge Bankkommissionens Beretning - hans Fætter, Vekselerer Berthold Nathansohn, der kautionerede for Overbeck & Co. for Banklaan og hjalp det med Vekseldiskonteringer m. v., havde Stemmeret for ½ Mill. Kr. Aktier. Købekontrakten gik i sidste Instans ud paa, at Aktiekapitalen i A. V. Overbeck & Co. A/S skal indløses til pari, »og at Hr. Magnus Nathansohn herudover erholder til sig og et af ham repræsenteret udenlandsk Konsortium (!) 1.150.000 Kr. kontant«.

Hertil knytter Beretningen følgende Bemærkning: »Naar den samlede Købesum for Overbecks Fabrik forlods blev sat saa højt som til 2.150.000 Kr. - en grov Pris for en Forretning, der i 1913 havde 36 og i 1916 55 Arbejdere - skyldtes det vistnok i første Række, at Ballin mente, at Overbecks Lager var meget stort og værdifuldt. Det viste sig imidlertid efter Overtagelsen, at Lageret var sammensat af meget uensartede og tilfældigt sammenkøbte Varer tildels af meget ringe Kvalitet (blandt andet et stort Parti udenlandsk Fodtøj), saaledes at Ballin i sit Regnskab for 1919 straks maatte afskrive ca. ½ Mill. Kr. som Tab ved Overtagelsen.« Her viste altsaa de Nathansohn'er sig som mere snedige Forretningsfolk end de Ballin'er!

Alle Forudsætninger, der havde været afgørende for Oprettelsen af Koncernen, brast, da det kom til Stykket. Man havde regnet med, at Garverierne ved denne Fusion vilde opnaa større Sikkerhed med Hensyn til Afsætningen af deres Produkter. Denne Beregning viste sig at slaa fejl, da Garveriernes Produktionskapacitet var altfor stor i Forhold til Skotøjsfabrikernes Behov. Man havde regnet med, at de udenfor Koncernen staaende Firmaer vilde kunne slaas ud eller dog hol-

346

des nede i Konkurrencen, til en vis Grad ogsaa se sig nødsaget til at aftage Koncernens Produkter. Men ogsaa disse Forventninger var ved Siden af, da de konkurrerende Firmaer netop paa Grund af det opskruede Prisniveau, som Ballin & Hertz Koncernen maatte opretholde for at kunne fremskaffe tilstrækkeligt Udbytte til den saa stærkt udvandede Aktiekapital, opnaaede en Fortjenstmargin, der satte dem i Stand til uden nogensomhelst Vanskelighed at underbyde Ballin. Bedre blev Forholdene heller ikke ved, at Ballin næsten til Stadighed havde ligget i Konflikt med Skotøjshandlerne, som derfor nu efter Evne benyttede sig af Lejligheden til at frigøre sig for Koncernen. Resultatet var bl. a., at Jørgen Petersen, som trods alle gode Tilbud ikke var gaaet med ind i Koncernen, kunde fordoble sit Arbejderantal fra 1913 til 1920, medens Ballin, som en Tid havde beskæftiget Halvdelen af Fagets Arbejdere, 1920 kun raadede over en Fjerdedel af disse. Ifølge Beretningen maatte ogsaa Hertz' Afdeling kæmpe med Ballins Garverier for at faa gode Chevreaux'er, hvor f. Eks. Jørgen Petersen stod frit i sit Valg; thi det virkede ogsaa mod Ballin, at han laa inde med daarlige Raavarer, som han paatvang sine egne Fabriker: Tilsidst laa saavel Garverierne som Skotøjsfabrikerne nede under en Trediedel af Koncernens Produktionskapacitet. »Det var lykkedes Ballin paa samme Tid at forcere Landets Produktion udover Publikums Købeevne og at jage sine Kunder over til Konkurrenterne«.

Til Trods herfor undlod Koncernen en kraftig Afskrivning af de oppustede Værdier, men fortsatte endnu to Aar udover Krisens Indtræden med den taabelige Udbyttepolitik, alt imens den endog eftertrykkeligt fremmede Indførslen af amerikanske Varer, rigtignok hovedsagelig i det Øjemed at reeksportere dem til Rusland, de baltiske Lande, Tyskland osv. Bircks Betragtninger hertil i den saa ofte citerede Beretning gaar ud paa, at »det er erhvervsmæssig set en Forbrydelse under en Højkonjunktur at bruge hele sit Overskud til Dividender, naar der - rette Afskrivningsprinciper anvendt - slet intet er«.

347

»Og« - fortsætter han - »ligeledes er det galt at udstede Friaktier og Friobligationer, fordi den ved en højere Værdi fremkomne Status ikke skyldes, at Realkapitalen er forøget; men et Overskud, der fremkommer paa Grund af en højere Vurdering, bør paa Passivsiden modsvares af en særlig Delkrederefond, som man kan kalde Inflationsfonden, og som kan bortfalde, naar Prisniveauet er faldet tilbage, og Værdierne skal nedskrives«. Saadanne rationelle Overvejelser laa imidlertid selvfølgelig ikke for Mændene omkring Ballin-Koncernen.

For disse var Sammenslutningen ene og alene sket af Børshensyn. Nødvendig var den ikke i den Forstand, at det for A/S J. M. Ballins Sønner drejede sig om at skaffe sikker Afsætning for dets Garveriprodukter; i saa Henseende var allerede det opnaaelige opnaaet derved, at Jacob & Lotinga, Hertz og D.F.S. allerede 1916 havde forpligtet sig til at aftage alt deres Raamateriale hos Ballin. Nej, Hensigten var, som det ogsaa fremhæves af Bankkommissionen, at kunne skabe Grundlaget for en ny Aktieudstedelse, for paa denne Maade at kunne lokke Befolkningens Sparemidler ud af Lommerne og ind i Højfinansens uudtømmelige Svælg. Man fik her Lejlighed til at give et Konsortium en Fortjeneste paa 1.800.000 Kr.; det var vel nok en Chance, Jøderne maatte benytte sig af. Paa denne Baggrund faar ogsaa de Betragtninger deres særlige Betydning, som Højfinansens store Mænd er inde paa i de Taler, de holder paa Generalforsamlingerne i Anledning af Koncernens Oprettelse. Thi naar de ofrede saa megen Virak paa Førstedirektøren Max Ballin, skete det jo netop ud fra den Erkendelse, at han paa bedste Maade havde forstaaet at varetage Aktionærernes spekulative Interesser, og at han var den rigtige Mand til at gøre det fremdeles. Men udadtil maatte der selvfølgelig ikke være Tale om, at Børshensyn var det afgørende for Sammensmeltningen; her talte man om ganske andre Ting.

Da A/S De forenede Skotøjsfabriker den 23. 5. 1918 afholder Generalforsamling under Ledelse af ORS. Konrad Levysohn, fremhæver Bestyrelsens Formand Wilhelm Weimann

348

i sine Udtalelser, at en gennemgribende Samvirken kun kan finde Sted, naar alle Bedrifterne blev undergivet en fælles Ledelse. Sammenslutningen vilde saavel i teknisk som i administrativ Henseende frembyde store Fordele, da man paa denne Maade kunde gennemføre den til Opnaaelse af billig Fabrikation fornødne Specialisering og Rationalisering. Den øgede Produktionsevne med de samme Anlæg vilde muliggøre at levere det bedste og billigste Fabrikat paa Markedet. Koncernens Ledere ansaa det ogsaa for deres Pligt under de kommende vanskelige Tilstande for dansk Industri at yde deres Indsats for at bevare Fabrikationen for Landet med alle de Fordele, der heraf flyder, frem for at lade saavel Fortjenesten ved Varens Fremstilling som ved Arbejdslønnen komme Udlandet til Gode.

De selvsamme Betragtninger er Max Ballin inde paa i sin Tale, der holdes paa J. M. Ballin Sønners Generalforsamling den samme Dag under Ledelse af HRS. C. B. Henriques. Dog kraftigere pointeres denne Tankegang i den Tale, som Wilhelm Weimann holder faa Dage senere, den 7. 6. 1918, paa M. J. Ballins Sønners og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikers Generalforsamling. Ved denne Lejlighed erklærer Jødeætlingen Weimann bl. a.: ”Der er skabt en imponerende stærk Organisation, som - og det ikke mindst fordi i den er samlet Branchens bedste Kræfter - vil være en vigtig, fremadstræbende og udviklingsmulig dansk Industris stærke, hærdede Værge mod mægtig og farlig udenlandsk Konkurrence. Samtidig bliver de forskellige Selskabers Aktionærers Interesser betrygget. Dette er ogsaa vigtigt; thi hvor skulde der komme Initiativ og Vovemod, naar ikke Dygtighed og Foretagsomhed havde Mulighed for et rundeligt Vederlag. Selv under den nuværende, paa det private Initiativ baserede Samfundsorden, kan Hovedvægten imidlertid ikke ligge paa, at Aktionærers økonomiske Interesse fremmes og betrygges. Hovedsynspunktet maa være at fremme dansk Arbejde, saaledes at det danske Marked - til Fordel baade for Konsumenterne og for Erhvervslivet, hvorved jeg ikke mindst tænker paa Arbejderne - i videst muligt Ud-

349

strækning forsynes med danske Varer, og det er paa dette Punkt, at den nyskabte Sammenslutnings Hovedbetydning ligger, selvom dens Maal rækker videre, idet der jo ved dens Udenværker er aabnet Muligheder for dansk Foretagsomhed uden for Landets Grænser«.

Det lød altsammen saare pænt, og dog var det ikke andet end Fraser. Selv »Politiken« var ikke glad ved al den Virak, disse Herrer fra Ballin-Koncernen ydede sig selv og mente, at Dommen fra Publikum, som skulde betale Omkostningerne, jo fremdeles stod tilbage. Udviklingen senerehen viste ogsaa tilfulde, hvor lidet Koncernen var i Stand til at indfri de givne Løfter. Allerede to Maaneder efter at Sammenslutningen var tilvejebragt, ramlede Forudsætningerne for den tilstræbte Udvidelses- og Udbyttepolitik.

I Anledning af Regeringens Bestræbelser i Sommeren 1918 for at gennemføre en Prisregulering for de Varers Vedkommende, der produceredes indenfor Garveri- og Skotøjsindustrien, kom det til en meget alvorlig Konflikt mellem Max Ballin og Prof. L. V. Birck, der som Medlem af Den overordentlige Kommission krævede Kortene lagt paa Bordet, saa det kunde udfindes, hvorvidt Ballin & Hertz Koncernen ved Prisberegningen for Læder og Skotøj holdt sig Prisreguleringsbestemmelserne efterrettelige. Disse Konflikter, som kulminerede i et voldsomt personligt Sammenstød mellem de to nævnte Hovedpersoner indenfor Kommissionen (jvf. nedenfor 8b), havde deres Grundlag i den Modvilje, Koncernen viste overfor de af Den overordentlige Kommission tilstræbte prisreduktioner, medens Ballin søgte at begrunde sin afvisende Holdning med, at han ikke kunde føle sig forpligtet til at røbe Fabrikationshemmeligheder overfor Kommissionens Medlemmer. Resultatet af hele denne Kontrovers var bl. a., at Indenrigsministeriet den 16. August 1918 - af Hensyn til den offentlige Mening, der afgjort stod paa Bircks Side - bekendtgjorde, at enhver var pligtig mundtlig eller skriftlig at meddele de ved

350

kongelige Anordninger i Henhold til Loven af 7. August nedsatte Vurderingskommissioner de af samme til Brug ved Vurderingen ønskede Oplysninger i det Omfang og paa den Maade, som den paagældende Vurderingskommission skønnede nødvendigt for at opfylde sit Hverv. Udtrykkelig bestemtes endvidere, at Rigtigheden af de meddelte Oplysninger, naar den paagældende Vurderingskommission stillede Krav derom, skulde godtgøres ved alle til Raadighed staaende Bevisligheder.

Derefter fulgte en offentlig Meningsudveksling mellem Max Ballin og daværende Direktør for Arbejds- og Fabrikstilsynet, Docent Jakob Kristian Lindberg (senere Nationalbankdirektør), der med al Tydelighed afslørede den dybere Aarsag til de Stridigheder, der var opstaaet mellem Birck og Ballin. Lindbergs Kritik rettede sig navnlig mod den af Koncernen af Børshensyn dikterede Prispolitik, samt mod den Prisaager, som den Ballinske Trustdannelse søgte at udøve paa Skøtøjshandelens Omraade. Derved rørtes netop ved det, der ogsaa var Nerven i hele den Birck'ske Kampagne, og som fik et prægnant Udtryk i de grundige og strengt saglige Argumenter, Jak. Kr. Lindberg fremførte i Diskussionen.

Direktør Max Ballin sendte den 21. 8. 1918 et Indlæg til samtlige Dagblade, i hvilket han søgte at imødegaa de Klager, der rettedes mod den af ham ledede Koncern. Han taler her om en over hele Landet rejst hadefuld og agitatorisk Forfølgelse, nævner de gennemsnitlige Priser, hans Selskab forlangte for alle Sorter Fodtøj og knytter dertil den Bemærkning: »Det tør vistnok siges, at intet Land i Europa i samme Tidsrum har været i Stand til at fremstille Fodtøj til saa lave Priser. Fabrikerne har ingen Indflydelse paa og derfor intet Ansvar for de Priser, der for disse Varer er betalt af Publikum«. Ballin forsøger dermed at skubbe Skylden for de høje Priser fra sig og over paa Skotøjsforhandlerne og giver derefter nærmere Oplysning om de gennemsnitlige Priser, den Del af Skotøjsindustrien, for hvilken han havde Ansvaret, havde faaet.

Paa dette Indlæg svarede Direktør Jak. Kr. Lindberg den

351

22. August 1918 Ballin bl. a., at Uroen ikke stammede derfra, at Skotøjspriserne i og for sig var for høje, Hr. Ballin havde jo selv meget rigtigt gjort opmærksom paa, at mange andre vigtige Varer var steget langt mere i Pris. Dernæst fortsatte han: »Men Uroen stammer fra, at det i vide Kredse formodes, at Skotøjsindustrien beregner. sig en urimelig Nettoavance pr. produceret Par Fodtøj. Jeg tror at kunne garantere Hr. Ballin, at i samme Øjeblik han offentliggør Tal, der beviser, at Fabrikerne i 1917 har opnaaet en større Nettoavance pr. produceret Par Fodtøj end i de nærmeste Aar før Krigen, i samme Øjeblik vil ethvert Angreb paa Hr. Ballin som Repræsentant for Skotøjsindustrien forstumme. Endnu bedre vilde det naturligvis være, hvis Hr. Ballin tillige vilde erklære, at de af ham ledede Fabriker ikke for indeværende Aar agter at anlægge højere Priser, end at Nettofortjenesten pr. produceret Par Fodtøj bliver den samme som før Krigen«. Lindberg bemærker til Slut, at han følte sig berettiget til at rette en saadan Henvendelse til Ballin, da han i sine egne Undersøgelser af Koncernens Prispolitik, som han ikke blot havde meddelt Ballin, men ogsaa Den overordentlige Kommission, var kommet til det Resultat, at Nettoavancen i 1917 syntes at have været 10 à 15 Gange saa høj som før Krigen.

Det er en Selvfølge, at denne Henvendelse ikke netop vækker blide Følelser hos Max Ballin, der nu for Alvor følte sig truet i sine pengeinteresser. Han stillede sig meget forarget overfor det Forslag, at Nettofortjenesten nu (d. v. s. i August 1918), da et Par Støvler f. Eks kostede 32 Kr. at fremstille, ikke skulde være større end 1913, da saadant et Par kun kostede 12 Kr. Herom erklærer Ballin i sit den 23. August gennem Ritzaus Bureau offentliggjorte Svar bl. a.:

»Jeg maa da svare Dir. Lindberg med et afgjort Nej, jeg erklærer tværtimod at være ganske ude af Stand til at bevise, at ene og alene Skotøjsindustrien - naar den anbringer 3 - dobbelt Kapital - skulde kunne nøjes med den samme Avance pr. Vareenhed, og

352

jeg udbeder mig i Ærbødighed nogle Eksempler paa tilsvarende Forhold i al anden Handel eller Industri.

Tror Dir. L. virkelig, at Købmanden, der før Krigen paa en Sæk Kaffe til 60 Kr. tjente 7 ½ Kr., nu, naar den samme Sæk koster 120 Kr., ogsaa kun kan nøjes med en Fortjeneste paa 7 ½ Kr.?

Tror Direktøren virkelig, at hele den Risiko, der er forbundet med at købe Raamateriale til 3 - 4-dobbelte Priser og sætte disse Varer sammen til en Støvle, i en Fabrikation, hvor alle Driftsomkostninger lige fra Kul til Sytraad er steget 5 - 10 Gange, med Rette kan medføre det Resultat for Fabrikanten i økonomisk Henseende, at hans Avance bliver den samme, naar Vareenheden - Støvlen koster 30 Kr. at fremstille, som da den kostede 10 Kr.

Kender Dir. L. da slet ikke den almindelige Foreteelse i det virkelige Liv, der hedder Fluktuationer i Varens Værdi, kan Dir. L. slet ikke tænke sig den nærliggende Mulighed, at f. Eks. Støvler, naar Krigen slutter, vil gaa ned i Pris? Skal Fabrikanten da absolut have forberedt sin sikre økonomiske Ruin?

Jeg erkender altsaa, at jeg ikke vil være i Stand til at fjerne Uroen omkring Skotøjsspørgsmaalet ad den Vej, Dir. L. foreslaar, men jeg er fuldkommen enig med ham i, at det der er Hovedspørgsmaalet, er dette: »Har Skotøjsindustrien beregnet sig en urimelig Nettoavance eller ikke?«

Dette Spørgsmaal er til Undersøgelse i Den overordentlige Kommission, og fra den vil Svaret komme.

Kriteriet er jo forøvrigt klart og tydeligt givet ved Forordningen af 1. Febr. 1917, der i Følge den overordentlige Kommissions Definition hjemler Ret til den samme procentvise Avance efter nævnte Tidspunkt som i Tiden før.

Her er Begrænsningen af den tilladte Avance klart og tydeligt udtrykt.

Max Ballin.«

 

Denne anden Erklæring fra Dir. Ballins Side fik først rigtig Diskussionen til at blusse op, navnlig hans Henvisning til, at det for Koncernen drejede sig om nu at kunne skaffe Dividende for en tredobbelt Aktiekapital. Først havde han paastaaet, at det var Hensynet til de stigende Raavarepriser, der havde medført Forhøjelsen af alle Skotøjsfabrikater, men nu maatte han altsaa indrømme, at det fremfor alt var Profithensyn, der havde foranlediget Prisstigningen. Prof. Birck understregede straks, at det her drejede sig om falsk Kapital, der skulde for-

353

rentes, medens Lindberg paa samme Maade pointerede, at det var netop den usunde Overkapitalisering af den af Ballin kontrollerede Skotøjsindustri, der var Aarsag til den ublufærdige Prisstigning.

Direktør Lindberg gav i sit Partiorgan »Social-Demokraten« i flere Indlæg (25. og 30. 8 og 3. 9. 1918) Svar paa Tiltale.

I sit første Indlæg bemærkede han bl.a.:

»Hr. Direktør Ballin udtalte i sin første Erklæring, at Aarsagen til Forhøjelsen af Skotøjspriserne udelukkende laa i den stadig fortsatte Forøgelse af Raavarepriserne og af alle Omkostninger. Da nu enhver Vares Pris kan deles i to Bestanddele, nemlig 1) Raastofpris + Omkostninger (herunder ogsaa Driftsherreløn og Renten af fremmed Kapital) og 2) Nettoavancen til egen Kapital, saa kunde Offentligheden misforstaa denne Udtalelse derhen, at Skotøjsfabrikerne ikke havde beregnet sig en større Nettoavance end før Krigen. For at undgaa en saadan Misforstaaelse bad jeg Hr. Ballin om at udtale sig lidt tydeligere, og det har han forsaavidt gjort, som han nu erklærer, at Skotøjsindustrien ingenlunde agter at lade sig nøje med den hidtidige Nettoavance af en tolvskilling pr. Par Fodtøj. Og dog mener jeg at turde hævde, at før Krigen vilde enhver Skotøjsfabrik her i Landet med en saadan Nettoavance have været i Stand til at betale sine Aktionærer et passende Udbytte. Men Hr. B. har vel nok nu - ud fra sine gyldne Erfaringer om, hvad der kan tjenes paa Underlæder - lært Skotøjsfabrikanterne at regne med Kroner, hvor de før regnede med Tolvskillinger.

Hr. B.s eneste Grund for Nødvendigheden af nu at beregne en større Nettoavance pr. Vareenhed er den, at naar en Vares Pris stiger til det 3-dobbelte, saa maa ogsaa Aktiekapitalen forøges til det 3-dobbelte. Men er dette rigtigt? Vil Hr. B. da, naar Priserne atter falder til det normale, formindske Aktiekapitalen i det af ham ledede Selskab fra 27 til 9 Millioner Kr.? Og hvortil har man egentlig Bankerne, naar fluktuerende Varepriser og varierende Varelagre skulde nødvendiggøre slige Ændringer i Selskabernes Aktiekapital?

Maaske rører Hr. B. alligevel her ved Kernepunktet i Sagen. Thi Uroen i den offentlige Mening hidrører vel netop fra de stadige og tilsyneladende ganske unødvendige Udvidelser af Aktiekapitalen i Forbindelse med en vis Ængstelse for, at Hr. B. skulde have Magt til at fremskaffe et Udbytte til denne Kapital, der ligger langt over det, som man før Krigen ansaa for rimeligt. Af den nuværende Aktiekapital (27 Mill. Kr.) er det vel Tanken, at ca. 13 Mill. Kr. skal forrentes af Skotøjsafdelingen. Da det

354

kan formodes, at Hr. B. vil søge at fremskaffe et Udbytte paa 20-25 pCt., bliver det altsaa ca. 3 Mill. Kr. eIler ca. 2,30 Kr. pr. Par Fodtøj, hvorved jeg her forstaar aIle Arter af Læderfodtøj omregnet til Gennemsnit. I 1913 var Gennemsnitsprisen for saadant Fodtøj Kr. 6,50, hvoraf Nettoavancen formentlig udgjorde 10 til 20 Øre, medens Prisen i 1917 antages at have været 13 Kr. med en Avance paa noget over 2 Kr. Det er formentlig om dette Punkt, Offentligheden ønsker at høre Hr. B.s sagkyndige Mening.

Hr. B. finder en Nettoavance paa en Tolvskilling latterlig. Maa jeg da bede om Svar paa følgende Spørgsmaal: Havde de 10 Fabriker, som sammensluttedes til A/S De forenede Skotøjsfabriker, i de nærmeste Aar før Krigen gennemsnitlig en Nettoavance, der laa over dette Beløb? Eller laa de for de fleste Fabriker ikke snarere nede meIlem 10 og 15 Øre?

Men Direktør Lindberg - uden Tvivl den mest overlegne og karakterfulde Nationaløkonom, Socialdemokratiet har kunnet tælle indenfor sine Rækker - lader sig ikke nøje med disse Indlæg, som besvaredes af Ballin med megen Udenomssnak; han gaar videre og aflægger Besøg paa Hertz' Fabrik, for i Undersøgelser paa Stedet at orientere sig om den virkelige Stilling med Hensyn til den ved Salg af Skotøjet opnaaede Avance.

Han erklærer derefter i sit sidste Gensvar, at Dir. Ballin ikke synes at være dygtig udi den Regningsart, der kaldes Division. Overfor Ballins Antydninger om, at Nettoavancen før Krigen laa mellem 50 Øre og 1 Kr. pr. Par Sko, derimod nu mellem 1 og 3 Kroner, saaledes at der kun kunde være Tale om en Stigning til det dobbelte eller maaske til det tredobbelte, konstaterer Lindberg: »Den er steget til det 10-dobbelte eller snarere endnu mere«. Han paaberaaber sig derved Resultatet af sine Undersøgelser; Nettoavancen var herefter steget fra 3 ½ pCt. af Prisen før Krigen til 14 pCt. af Prisen i 1917. Hertil bemærker han:

»Før Krigen gav A/S Hertz med en Nettoavance af meIlem 20 og 25 Øre pr. Par et aarligt Udbytte paa 9 pCt. til Aktionærerne, og Selskabet blev anset for et af vore bedste industrieIle Foretagender. Hr. Ballins Paastand om, at Industrien ikke forud for Krigen kunde trives med en Nettoavance af en Tolvskilling pr. Par er altsaa - med et mildt Udtryk - ganske misvisende«.

355

Jak. Kr. Lindberg fremhæver dernæst, at Kapitalen i A/S De forenede Skotøjsfabriker efter de af ham foretagne Undersøgelser var mindst 4 Gange saa stor som den, man før Krigen vilde have anset for passende, og begrunder denne Opfattelse som følger:

»Ved Overkapitalisering forstaar jeg, at man ved Rentabilitetsberegningen for det paagældende Selskab gaar ud fra en Nettoavance pr. produceret Vareenhed, som ikke hidtil er opnaaet i den paagældende Industri, men som man forventer at kunne fremtvinge ved at hindre den frie Konkurrence. Taget i denne Forstand er der ingen Tvivl om, at de Ballin'ske Skotøjsselskaber er meget stærkt overkapitaliserede; thi en Forrentning af en Aktiekapital paa ca. 13 Mill. Kr. med 20 à 25 pCt. vil kræve, at Nettoavancen pr. Par Fodtøj vedblivende kan holdes oppe paa et Niveau, der er 10 à 15 Gange højere end før Krigen«.

Denne Argumentation slog igennem. Men næsten værre var det, at Skotøjshandlerne nu selv saa sig foranlediget til at gaa ligesaa skarpt og grundigt i Rette med Skotøjstrustens Hovedmand. Allerede efter Ballins første Indlæg fremkom talrige Indsigelser i Pressen, i hvilke der pegedes hen paa, at Ballin slet ingen Grund havde til at paaberaabe sig Stigningen i Priserne for Raavarer, da hverken Ballin eller Hertz i de fire Aar, Krigen stod paa, havde faaet Læder eller Skind hjem og som Følge heraf ogsaa udelukkende havde forarbejdet Fodtøjet af de Raavarer, som de havde haft oplagret under hele Krigen. Men dernæst fremhævedes, at de af Max Ballin offentliggjorte Priser over fabriksmæssigt tilvirkede Varer var aldeles misvisende. Dette understregedes navnlig af Centralforeningen for Skomagere og Skotøjshandlere i Danmark, som i to Erklæringer (underskrevet J. S. Falck) udførligt behandlede Ballins Forklaringer. BI. a. hævdedes her kort og godt, at Prisen paa almindeligt gangbart Fodtøj (ikke Luksus), der før Krigen var 13,10 Kr., nu var 40,50 Kr.

Centralforeningerne erklærede dernæst, at de maatte tilbagevise den Insinuation, at de skulde være Skyld i Fordyrelsen. Vanskelighederne var iøvrigt ogsaa blevet væsentlig forøget

356

ved den store Eksport af Fodtøj og Sadelmagerarbejde under Krigen. Ballins Fabriker havde profiteret deraf, medens Skotøjsforhandlerne og Skomagerne havde maattet tage Skaden, til Trods for at de siden den 9. November 1914 stadig havde protesteret mod den altfor store Eksport, som navnlig for det færdige Skotøjs Vedkommende havde været af den anden Verden. Rigtignok havde Ballin stadig forsvaret Eksporten og i Mødet af 9. November 1914, i hvilket Repræsentanterne for Sadelmagere, Skomagere, Skotøjshandlere, Skotøjsfabrikanter samt Garvere var til Stede, erklæret, at han altid vilde have tilstrækkelig Læder til at forsyne det indenlandske Marked dermed til rimelige Priser. Ud fra saadanne Overvejelser havde han ogsaa i nævnte Forsamling opfordret de Tilstedeværende til efter bedste Evne at udnytte Situationen; »thi her var en Chance, som aldrig vilde komme igen; Forretning er nu engang Forretning«. (Hertil kom Max Ballin med den Indvending, at han kun havde anbefalet at, »faa rømmet bort de gamle Lagre af umoderne Fodtøj, som alle Butikkerne var overfyldt med«. Pol., 25. 8. 1918).

Til Slut forlangte Centralforeningerne for Skomagere og Skotøjshandlere i Danmark, at Max Ballin straks maatte blive fjernet fra den dobbelte Stilling, han under hele Krigsperioden havde indtaget, idet han »foruden at være Landets største Eksportør i Sadelmagerarbejde tillige var Medlem af Sadelmager- saavel som Skotøjsudvalget, hvis Opgave var at paase, at Hjemmemarkedet ikke blev gaaet for nær«. Dette Krav blev i den anden Erklæring, Centralforeningerne udgav, endnu kraftigere understreget, idet der bI. a. sagdes: »Vi ved os i Overensstemmelse med Landets 7000 Skomagere og Skotøjshandlere, naar vi endnu en Gang anmoder om, at Hr. Direktør Max Ballin maa blive fjernet fra den Stilling, han altfor længe har beklædt som Raadgiver og Industriens Tillidsmand i Ministeriet, idet Hr. Ballin, efter vor Formening, er en altfor farlig Mand paa denne Post. Dette vil sikkert ogsaa være den bedste

 

Billede

Max Ballin taler!

 

Mine Herrer!

Naar jeg skal indlede Forhandlingen om Forhandlingen af Huder her i Landet, saa er det ikke nogen Skinforhandling for mit Vedkommende. Derimod tror jeg nok, d'Herrer Skomagere selv har en Rem af Huden i saa Henseende, og derfor kunde de nok have Lyst til at flaa deres Publikum. Deres eget Skind skal de nok hytte. Men de Herrer snakker en god Støvle, gør de, de ved ikke, hvad de taler om. Den ved bedst, hvor Skoen trykker, som har den paa, og skal jeg endelig tvinges til at trække fra Læderet,saa skal de faa deres Rygstykker garvet ganske gratis hos mig. Beskyldningen for, at jeg for at bevare Skinnet skulde gemme paa Huderne er ganske absurd. Tværtimod, jeg er klædt af til det bare Skind og er i Øjeblikket nærmest hudløs. At mine Aktier stiger paa Børsen, kan jeg jo ikke gøre for. Spekulanterne vil nok med Tiden komme til at betale dyre Lærepenge.

»Svikmøllen 1915«.

Billeder

Dir. Benny Dessau

Konsul Emil Henius.

 

357

Maade at komme bort fra den Utryghed, vort Fag altfor længe har maattet lide under«.

Hvor stærk Forbitrelsen i Folket over Max Ballins Trustdannelse var, fremgik navnlig af den Kritik, Provinspressen rettede mod Koncernens Førstemand samt deraf, at Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger truede med at oprette en egen Skotøjsfabrik, ja eventuelt endog et Garveri. »Social-Demokraten« bebrejdede Ballin at have gjort sig skyldig i taabelige Udflugter. »Man se blot til, at hans Dokumentation ogsaa gaar ud paa, at naar Arbejderen, der har 1200 Kr. i Løn, faar en Stigning paa 82 pCt., saa bør Millionæren Max Ballin og hans Læder- og Skotøjsfrænder ogsaa have Lov til en saadan Stigning. Den Slags Nonsens opvarter Hr. Ballin med, men han undgaar imidlertid meget omhyggeligt at komme ind paa alt det reelle«. Indvendingen var kun altfor berettiget, blot havde det været paa sin plads at henvise til, at Ballin jo langt fra nøjedes med de 82 pCt. Tillæg paa sin Indkomst, da han fremsatte sine Indlæg. Millionærens Indkomst var tværtimod bleven forøget med flere hundrede Procent!

Da Jak. Kr. Lindberg i September atter tager til Orde mod Koncernen, understreger han navnlig, at det er Landmandsbanken, der stod bag den af Ballin-Koncernen øvede Obstruktion, og at Formanden for Den overordentlige Kommission tilsyneladende af utilstedelige Hensyn lod sig afholde fra at bryde denne Obstruktion. Lindberg gør gældende, at man overalt mærkede Landmandsbankens skjuIte, men mægtige Indflydelse,

men det var jo ogsaa en Bank, der forstod at knytte de rette til sig. Knapt nok havde Overformynder Friis modtaget Stillingen som Formand for Prisreguleringskommissionen, før han ogsaa blev valgt til Medlem af Landmandsbankens Repræsentantskab. At Lindberg har gennemskuet de Ballin'ske Transaktioner til Bunds fremgaar deraf, at han (3. 9. 1918) understreger, at det ved Ballin-Koncernens nye Aktieudstedelse i Anledning af dennes Oprettelse drejede sig om den mest udprægede

358

Form for Overkapitalisering, man kunde tænke sig. For det første var 20,6 Mill. Kr. gamle Aktier bleven ombyttede med 23.147.000 Kr. nye Aktier, d. v. s., Aktiebeløbet var bleven forøget med 2.547.000 Kr. For det andet var der blevet udstedt nye Aktier for et Beløb af 3.853.000 Kr., hvoraf 3 Mill. Kr. overtoges af et Bankkonsortium til Salg under Haanden. Og derefter bemærker han ironisk og skarpt:

»Hvem Bankkonsortiet bestod af, vides naturligvis ikke, men da det forlyder, at Konsortiet overtog Aktierne til en saa lav Kurs, at der kunde nappes en pæn lille Fortjeneste paa et Par Millioner Kroner, kan man nok gaa ud fra, at det var nogle af Hr. Ballins fineste Venner, der dannede Konsortiet - formodentlig med Landmandsbanken i Ryggen. Betingelsen for, at denne Fortjeneste kunde realiseres, var naturligvis, at Aktierne kunde holdes oppe i Kurs, indtil de var solgt til det godtroende Markedspublikum«.

Det var klare, tydelige Ord, og Udviklingen sidenhen har tilfulde vist, at Direktør Lindberg skønnede ret. Transaktionen lykkedes derigennem, at man skabte Børsrygter om Koncernens fantastiske Fremtidsmuligheder, og Resultatet var, at der ved denne Kapitaludvidelse, som allerede ovenfor nævnt efter Bankkommissionens Beretning (Bilag, S. 280), opnaaedes en Overpris paa ikke mindre end 6,6 Mill. Kr. Og Lindberg konkluderer ydermere rigtigt, naar han siger, at Kravet om Prisregulering for denne Produktionsbranches Vedkommende selvfølgelig maatte vække Rædsel i de interesserede Kredse, da »enhver kunde sige sig selv, at Udbyttet af Aktieselskabet Ballin fra det Øjeblik, en saadan Regulering fandt Sted, nødvendigvis vilde blive reduceret til en Brøkdel af, hvad det har været i de senere Aar, og Kursen vilde da let falde saa stærkt, at Konsortiet (og Landmandsbanken!) brændte inde med Aktierne«.

HviIke Anelser!

359

Sent paa Natten til den 5. September 1918 enedes endelig Den overordentlige Kommissions Forretningsudvalgs-Medlemmer, Overformynder Friis, Professor Birck, Redaktør Hauge, Direktør Heilbuth og Konsul Lauritzen, med Repræsentanterne for Skotøjsfabrikantforeningen, d'Herrer Fabrikanter Hertz, Jacob og P. Sørensen, om en Regulering af Skotøjspriserne paa følgende Grundlag: Fabrikernes Netto-Fortjeneste fastsættes til 10 pCt. af Salgssummen fra Fabriken til Detaillisten. Heraf skal de foruden eventuel Godtgørelse til Mellemhandler afholde følgende Udgifter: a) Aktiedividende og enhver Art af Renter; b) Tantièmer af enhver Art og Lønninger til Bestyrelsen eller Bestyrelsesraad; c) Vederlag til Driftslederne udover 8 pCt. af Arbejdslønnen; d) Indkomst- og Formueskatter; e) alle Henlæggelser til Reserver eller andre Formaal; f) enhver Art af Afskrivning udover Afskrivning paa Maskiner osv. Endvidere fastsættes bestemte Grænser for de Beløb, hvormed Afskrivninger, Husleje og Vedligeholdelse m. v. maa indgaa i Produktionsprisen. I Prisreguleringskommissionens Meddelelse om denne Ordning bemærkes dernæst udtrykkeligt: »Efter et foreløbigt Skøn betyder Prisaftalen, at Fabrikernes ovennævnte samlede Netto-Fortjeneste paa Skotøjsfabrikationen for Fremtiden vil blive nedsat med henimod Halvdelen. Kommissionen kontrollerer Prisaftalen ved en Revision af Regnskaberne, naar Aaret er omme«. Foreningen af Københavns Skotøjsforeninger vedtog derefter denne Ordning med 25 Stemmer mod 10, dog med Forbehold af Industriraadets Sanktion.

Birck og Lindberg havde dermed vundet Sejr for deres Bestræbelser. Men der skulde dog endnu knytte sig en Episode til denne Ordning, som viste, hvorledes de i Sagen interesserede Jøder fremdeles var rede til at unddrage sig de i Overenskomsten indgaaede Forpligtelser ved illoyale Handlinger.

Thi Forbeholdsklausulen skulde nu netop tjene Ballin, som var Medlem af Industriraadet, til et sidste Forsøg paa alligevel at rende den trufne Ordning overende. Til Forhandlingerne i Den overordentlige Kommission havde han sendt sin Med-

360

direktør Alfred Hertz og sin Slægtning Dir. E. F. Jacob, der sammen med den tredje Mand, Sørensen, var gaaet ind paa den vedtagne Ordning og dermed selvfølgelig samtidig gav deres Samtykke paa Ballins Vegne. Men da han sammen med de øvrige Medlemmer af Industriraadet som Alex. Foss, Benny Dessau, Dir. Gammeltoft, Bankdirektør Glückstadt, Dir. H. P. Prior osv. skulde tage Stilling til Sagen, protesterede han mod den Overenskomst, Hertz og Jacob (og dermed han selv) var gaaet med til! Samtidig anmodede Ballin lndustriraadet om at foranledige et sagkyndigt Udvalg nedsat til at undersøge, hvorvidt De forenede Skotøjsfabriker kunde siges at være overkapitaliserede.

Alle Krumspring, alt Bluffmageri hjalp dog intet mere, Den overordentlige Kommission fastholdt sin Indstilling, og anbefalede Regeringen at ophøje den med Skotøjsindustriens Repræsentanter trufne Overenskomst til Lov. Alle de Ballin'ske Argumenter i Industriraadets Indsigelse, bliver kraftigt tilbagevist, deriblandt den snedige Indvending, der gik ud paa, at de ifølge Overenskomsten fastsatte Priser »vil være sammensatte af 10 pCt. saakaldt Nettoavance og 90 pCt. Udgifter«, og at det saaledes »er umiddelbart indlysende, at det er disse, der viI gøre Udslaget«. Hele Ordningen vilde dermed gøre Fabrikanterne interesseret i at holde Produktionspriserne højst muligt oppe. Heroverfor pointerede Den overordentlige Kommission, at det først efter den vedtagne Overenskomst vilde være muligt at bringe Nettoavancen ned paa de 10 pCt., medens den hidtil havde ligget særdeles betydeligt højere. Kommissionen afviser samtidig med al Eftertryk den Insinuation, at der tilsigtedes at faa Haand- og Halsret over Produktionen og at bane Vejen for den statskontrollerede Bedrift og for Statssocialismens Principer. Maalet var alene at afløse Prisstigningen for Fodtøj med en Prisnedgang og intet andet.

Dermed var Kontroversen i det store og hele endt.

Allerede ved Bekendtgørelsen af 18. Juni 1918 havde Regeringen uden større Modstand fastsat Maksimalavancen ved

361

Salg af Fodtøj, som herefter kun maatte andrage mellem 20 og 30 pCt. af Fabrikernes Salgspris. Nu, den 18. September 1918, bestemtes ydermere, at Fabrikerne skulde fastsætte deres Priser for alt Fodtøj saaledes, at den samlede Nettoavance indenfor et Regnskabsaar ikke oversteg 10 pCt. af Regnskabsaarets samlede Salgssum. Endelig fastsattes Maksimalpriser paa Huder og Skind ved Bekendtgørelse den 23. Decbr. 1918, paa Læder ved Bekendtgørelse den 20. Februar 1919. Den overordentlige Kommission havde først ønsket, at Støvleprisen skulde fastsættes som Materialpris og Arbejdsløn plus 25 pCt.'s Bruttoavance, da man gik ud fra, at Fabrikanterne derved vilde være nødsaget til at holde deres Generalomkostninger indenfor en rimelig Grænse. Men Koncernen og de øvrige Fabrikanter indenfor Branchen satte sig imod denne Ordning og opnaaede saaledes, at den samlede Nettoavance som ovenfor skildret blev fastsat til 10 pCt. Derved kunde Fabrikerne paalægge Administrationsudgifterne Særomkostninger, f. Eks. unødvendige Repræsentationsudgifter, saa meget de vilde og indirekte sikre sig store Avancer. Generalomkostningerne blev ogsaa paa denne Maade holdt kunstigt oppe, og Følgen var, at Reguleringen kun tildels førte til de ønskede Resultater. Ballin & Hertz holdt stadigvæk paa relativt høje Priser (30 Kr. for et Par Støvler, som andre Firmaer leverede for 25 Kr.) og solgte ikke bort fra Lageret, saalænge Markedet ikke vilde aftage Varerne til de højere Priser.

Da 1920-Prisfaldet paa Verdensmarkedet langt om længe ogsaa gjorde sig gældende her i Landet, kunde Maksimalprisordningen bortfalde, Juni 1920 for Huder og Læder, Januar 1921 for Fodtøj. Men da var Katastrofen for Koncernen ogsaa blevet uundgaaelig.

Indtil denne Tid gjorde imidlertid saaveI Kursstigningerne som Pengeoverfloden, som Koncernen kunde glæde sig ved under Udvidelsen af Aktiekapitalen, men som tildels ogsaa øgedes ved den siden Begyndelsen af 1919 indledede Inflation, sin skæbnesvangre Indflydelse gældende indenfor Koncernen.

362

Man flottede sig rigeligt med Lønninger, Tantièmer osv., hvoraf Bankkommissionen drager den nyttige Lære, at der ikke er nogen større Ulykke for et Lands Erhvervsliv, end at der pludselig stilles for mange Kontanter til Raadighed«. Koncernen betalte alene i Lønninger 1918 - 19 og 1919 - 20 275.000 Kr. aarlig, i det følgende Regnskabsaar 360.000 Kr. Direktionens Tantièmer androg 1919 1.060.000 Kr., Bestyrelsens 120.000 Kr. For Repræsentationsudgifter faar Direktionen 1919 25.000 Kr. erstattet og ”den 26. Januar 1920 beslutter man at yde Direktørerne Ballin, Hertz, Rothenberg og Jacob hver 6.000 Kr. som Godtgørelse for Automobiler«. Alt ialt andrager Udgifterne til Direktion og Bestyrelse 1918 1 ¼ Mill. Kr. Men ikke blot de urimeligt store Administrationsudgifter virker uheldigt, ligesaa farligt er det, at selve Administrationen ifølge den store Direktionsstab er aldeles desorganiseret. Bankkommissionens Betænkning konstaterer kort og godt: ”De ti Direktører falder over hinanden.« Eksempler gives paa det indenfor Selskabet herskende Tohuwabohu. Hr. Jacob skriver i et Brev til Direktionen i 1922: »Jeg kan ikke arbejde med 10 Direktører« og erklærer ved en anden Lejlighed: »... det har været mig uforstaaeligt, at Direktør Ballin ved Stiftelsen tog saa let paa den Omstændighed, at vi var 9 Direktører«. Direktør, Bestyrelsesmedlem H. C. Kristensen klager: »Der var saa mange Direktører, og det var ikke nemt at blive fri for dem. Jeg har været Leder af min Fabrik efter Sammenslutningen, men kunde ikke arbejde sammen med Nathan og Seligmann. Skotøjshandlerne klagede over den altfor megen Bureaukratisme indenfor Foretagendet, som resulterede i, at de aldrig rigtigt kunde handle. Før havde de med en gammel Forretningsven at gøre, nu med en Direktør, der som oftest ikke selvstændigt kunde træffe sine Afgørelser. Dertil kom Kompetencestridigheder, vild Forvirring paa alle Omraader. Fabrikant Godsejer H. C. Hansen betegnede Sammenslutningens Organisation som en Daareanstalt. Det bemærkes bI. a., at Koncernen straks til en Begyndelse mistede en Tredjedel af Kunderne,

363

fordi Fabrikerne vilde diktere Kunderne deres Køb og Garverierne vilde diktere Skotøjsfabrikerne, hvilke Raavarer de skulde bruge. Produktionen kunde ikke opretholdes i normal Udstrækning, da Omorganisationen af hele Virksomheden med Nedlæggelsen af 8 af de oprindelig 12 Fabriker skabte Uorden. Der klages over, at de importerede Varer ikke besigtiges ved deres Ankomst, at man indenfor Direktionen ikke staar i tilstrækkelig Tankeudveksling med hinanden, at Koncernens Rejsende løber hinanden i Vejen, at der ikke haves tilstrækkelig Kontrol med de udenlandske Forretningsforbindelser, at Direktør Rothenberg disponerer ravruskende galt, faar uhjemlede Beløb udbetalt af Direktør Nathan, spekulerer sammen med Koncernens Forretningsforbindelser, at der hersker »en ugudelig Uorden« i Bøgerne, at Valby-Fabrikerne er anlagt for dyrt osv. osv. Forholdene indenfor Koncernen er altsaa i alle Retninger saa tossede, som de overhovedet kan være.

Det var en Dans paa Vulkanen. Gullaschbaronerne rasede. Et Trøstens Ord fandt de i den Parole, der ogsaa gjaldt forud for den franske Revolution: Après nous le déIuge! Efter os Syndfloden!

Saaledes tænkte vel ogsaa Hugo Rothenberg, der havde Ledelsen af Koncernens Handelsafdeling efter Sammenslutningen og i 1918 paa sit Firmas Vegne indledede en vidtomspændende Transithandel i Haab om paa denne Maade at kunne indtjene store Midler, der kunde sikre Koncernens høje Aktiekurser. Under Krigen havde Ballin's Udenrigshandel endnu holdt sig indenfor relativt beskedne Grænser. Først 1915 begyndtes med Indkøb af Chevreaux og Underlæder hos det amerikanske Jødefirma E. Blumenthal, senere ændret til The Amalgamated Leather Co. Paa dette Tidspunkt købtes 28.000 Dusin Chevreaux, som med nogen Avance videresolgtes til Rusland. 1917, efter Indledelsen af den uindskrænkede Undervandsbaadskrig, købtes yderligere hos nævnte Firma 22.500 Dusin Chevreaux, som imidlertid først leveredes 1919 og som

364

Følge af Dollar'ens Kursstigning maatte betales med ca. 2.35 Kr. pr. Kvadratfod, medens den danske Pris ved Ordrernes Afgivelse kun var 2 Kr. l Foraaret 1918 solgte Ballin-Koncernen 80.000 Chevreauxskind til to jødiske Grossister i Tyskland, Steinberg og Schalit, og købte noget senere 130.000 Dusin hos Blumenthal i New York, i første Række for paa denne Maade at kunne foretage den nævnte Levering til de tyske Aftagere, men dernæst ogsaa for at have Varer paa Lager. Rothenberg og Ballin er paa samme Maade som d'Herrer i det Transatlantiske Kompagni forberedt paa, at der vil aabne sig store Afsætningsmuligheder i Rusland, de baltiske Stater og det mellemeuropæiske Marked og søger i Tide at indrette sig paa en storstilet Transithandel. Derfor forceres de amerikanske Køb; bI. a. købes i Juni 1918 yderligere 6.600 Chevreaux. Bankkommissionen gaar i sin Beretning ud fra, at Køb og Salg af de 80.000 Dusin i 1918 havde været forsvarligt, hvis Blumenthal straks havde leveret, Ballin straks havde betalt og straks videreleveret Varerne til Steinthal; disse Betingelser blev imidlertid ikke opfyldt.

Skæbnesvangre bliver de Dispositioner, der træffes i 1919. Ballin opnaar ganske vist lndførselstilladelse for 170.000 Dusin Chevreaux hos de tyske Myndigheder, deriblandt ogsaa for Steinbergs Parti, men kan ikke udføre Salgsordren, da han selv ikke har faaet nogensomhelst Vare fra Amerika. Reichseinfuhrstelle krævede iøvrigt, at kun tre bestemte Grossister, deriblandt J. M. Schiff, skulde være berettiget til at opkøbe Læder hos Ballin. Da i Mellemtiden den tyske Maksimalprisordning ophæves, viser det sig, at tyske Grossister er villig til at betale højere Priser. I denne Anledning kan Rothenberg den 11. Juni 1919 telegrafere fra Berlin hjem til sit Firrna, at lndførseIstilladelsen er i Orden, at der er god Udsigt til at kunne sælge det hele Kvantum til en Pris mellem 4 og 5 ½ Kr. pr. Kvadratfod, at Kontrakten vilde blive underskrevet næstkommende Onsdag, samt at han - naturligvis under Hensyn til de særligt gunstige Salgsvilkaar - selv havde opkøbt et Parti Chev-

365

reaux og ogsaa kunde anbefale sit Firma yderligere at acceptere et Tilbud fra Blumenthal paa Levering af 20.000 Dusin Chevreaux. Alt tydede saaledes paa, at en mægtig Forretning skulde lykkes. For nu snarest muligt at kunne afvikle Sagen, tilbød Rothenberg i Forstaaelse med Ballin Køberne af de 80.000 Dusin Chevreaux, Steinthal og Schalit, at tilbagekøbe en Del, de 60.000, til en Pris paa 3.85 pr. Kvadratfod. Der opnaas Enighed og Ballin betaler Overprisen, 2.900.000 Kr., men »da hverken Salget eller Købet var effektive (Varerne laa i Amerika), blev der kun udstedt pro forma Fakturaer af Ballin til Bilag for Posteringer i hans Bøger«.

Dog værre blev det med denne Transithandel. Uheldigt var det for det første, at Blumenthal stadig krævede Forudbetaling for sine Varer. Derved blev Leveringerne trukket i Langdrag. Ordrer, der var tilgaaet det amerikanske Firma 1917 - 19, blev først effektueret 1919 - 21. lalt bestiltes 180.000 Dusin. Dernæst var det »betænkeligt, at de Valutaspekulationer, Ballin var inde paa i Sammenhæng med denne Transithandel, slog fejl. Men værst af alt var, at de Salg, med hvilke Rothenberg havde regnet i sit Telegram af 11. Juli, ikke kunde gennemføres, da Forhandlingerne i Sagen bristede. Rothenberg har senere hævdet, at det dog i Efteraaret 1919 var lykkedes ham at sælge ca. 20.000 Dusin Chevreaux til de tre Grossister Kaufmann, Schiff og Pinner. l December 1919 krævede Steinthal Leveringen af Restordren paa 30.000 Dusin, hvoraf en Del faldt under Overenskomsten af 18. April 1918. Ballin maatte nu være betænkelig ved at foretage denne Levering, da Dollarkursen i Mellemtiden var steget og han selv ikke havde dækket sig ind med amerikanske Valuta, mens Kursen endnu var relativt lav. Paa den anden Side viste Salget mod Mark sig ligeledes at være en forfejlet Spekulation, idet Markkursen sank! Ballin besluttede derfor, ogsaa i dette Tilfælde at tilbagekøbe Varerne, hvorved han maatte overtage et Tab paa 5.640.000 Kr. Alt i alt betalte han altsaa en Overpris paa 8 Mill. Kr. for Varer, som slet ikke var forudbetalt, ej heller leveret. Bankkommissionens

366

Beretning bemærker hertil, at Ballin ved alle sine Dispositioner havde regnet med, at Dollarkursen vilde synke og Markkursen stige; det omvendte skete. Der tilføjes: »Paa Trods af Nathans og Rothenbergs Raad om at forcere Betalingen gik Max Ballin den modsatte Vej, formentlig efter Glückstadts Raad.« Valutatabet ansættes til 10 Mill. Kr.

Købet af de 180.000 Dusin amerikanske Chevreaux skulde imidlertid yderligere forvolde mægtige Tab, da Varerne forsaavidt de blev leveret - viste sig at være af slet Kvalitet og allerede af denne Grund ikke var salgbare under et synkende Prisniveau. Da Ballins 19-aarige Søn, som opholdt sig i Amerika, ikke kunde forhandle med Blumenthal, maatte Rothenberg rejse til U.S.A. for at bringe Orden i Sagerne. 1921 oprettedes et Interessentskab mellem Ballin og Blumenthal til Afløsning af alle bestaaende Kontrakter, hvorved der blev truffet en Særordning med Hensyn til de endnu ikke leverede 40.000 Dusin. Endelig viste det sig, at ogsaa mindre Leveringer til svenske Købere, til Lichtenherg i Lodz osv., medførte Tab. Ved Handelen med amerikansk Underlæder opstod yderligere et Bruttotab paa ca. 3 ½ Mill. Kr. Alt ialt, mener Bankkommissionens Beretning, vil et Bruttotab paa 30 Mill. Kr. være nær ved det rette. Og disse tabvoldende Varespekulationer financieredes af Landmandsbanken, der først i Efteraaret 1921 forsøger at skaffe sig Klarhed over Ballins omfattende Engagementer paa dette Omraade. Juli 1921 andrager Gælden til Banken 37 3/4 Mill. Kr., ved Aarets Udgang ca. 36 Mill. Kr.

Hertil maa endnu bemærkes, at en Del af de her behandlede Forretninger besørgedes af Datterselskaber, deriblandt af det 1915 stiftede A/S Agentur, i hvilket Ballin-Koncernen var Ene-Aktionær. Aktiekapitalen androg 100.000 Kr. Rothenberg var Leder. Desuden stiftedes 1917 A/S Lædereksportkompagniet med 2 Mill. Kr. Aktiekapital. I Bestyrelsen sad Max Ballin, Benny Dessau, Johan Levin og John Messerschmidt. Dernæst skal nævnes det 1918 oprettede A/S Skandinavisk Extrans, der vilde drive Import- og Eksportforretninger i Læder, Levneds-

367

midler, Kolonial og Foderstoffer, Spedition osv. Bestyrelsen bestod her af de mest raceægte Forretningsmænd. Navnene paa disse gæve Mænd - Max Ballin, Hugo Rothenberg, Johan Levin, B. Hirschowitz og L. Grintschuk-Lukaschewitsch - viser det. Endelig maa der endnu henvises til A/S Ballin & Bomaveri, som 1920 stiftedes af A/S Ballin og det ungarske Firma Bondy, Marton & Co. og skulde varetage Ballin-Koncernens Interesser i Østeuropa. Dette Foretagende synes at have lidt en krank Skæbne, idetmindste skal det fremgaa af A/S Ballins Forretningsudvalgs Møde den 4. Maj 1921, at Bondy bI. a. har anmodet Ballin om at udstede falske Fakturaer, hvad der »vakte dennes Raseri«. Episoden kunde tyde paa, at ogsaa de ungarske Forretningsmænd var af den rigtige Slags.

Naar man nu véd, at Ballin-Koncernen saavel i Fabriks- som i Handelsvirksomheden i Tiden efter Krigen har lidt saa enorme Tab, har det selvfølgelig sin særlige Interesse til Slut at undersøge, hvorledes Koncernens Aktiespekulation og Udbyttepolitik i denne Tid arter sig og hvordan Ballin under saadanne Forhold formaar at skaffe Aktionærerne et for dem tilfredsstillende Resultat.

I ingen Papirer, er der foregaaet en mere forrykt Spekulation end i Skotøjstrustens Aktier. Her benyttede Selskabets Ledelse og de Børsmatadorer, der stod i nærmere Kontakt med Ballin-Kliken, sig af alle Tricks, ikke mindst af tilrettelagte og oppyntede Aarsregnskaber, af Børsrygter om forestaaende Nyemissioner og desl., for fra Tid til anden at jobbe Kurserne op og derved at sætte Spekulationen i Sving. Metoderne har i dette specielle Tilfælde særlig interesseret Prof. L. V. Birck, som jo i Aarevis laa i bitter Kamp med Skotøjstrusten og dens Forløbere, A/S Hertz Garverier & Skotøjsfabriker samt navnlig A/S M. J. Ballins Sønner, og derfor finder de en særlig grundig Belysning i Bankkommissionens Beretning, der først og fremmest er udarbejdet af ham (Bilag, S. 307 ff.). l Behandlingen af Hertz-Aktierne, der i Begyndelsen af 1915 har en

368

Kurs af 136, men sidenhen kraftigt stiger og den 2. November 1916 er pisket op til »det absurde Punkt 529«, fremsætter Beretningen følgende grundlæggende Betragtninger:

»Vi ser her det samme som ved de fleste Emissioner, at Kursen holdes relativt lavt, medens de indviede køber op; Rygterne tager Fart, og Kursen sættes over 100 pCt. op; saa kommer der en ny Spurt, og Aktierne stiger til fabelagtige Højder netop paa det Tidspunkt, da den nye Emission skal finde Sted. Efter Emissionen falder selvfølgelig Kursen paa den udvidede Aktiekapital, men ikke saa meget som den beregningsmæssigt, nemlig i Forhold til Kursen før Emissionen, skulde falde; dette benytter de indviede sig af til at læsse af, og først en Maaneds Tid efter falder Aktierne. Paa den anden Side er Forklaringen paa, at saa mange Mennesker ligger med Aktier langt ud over deres Evne, at naar en Mand har en Aktie, der noteres til over 500, og den nye Aktie udbydes til 150, er han, for ikke at tabe, tvungen til at købe, i dette Tilfælde 15 Aktier til Kurs 150 pCt. for hver 10 gamle Aktier, han ligger inde med. Trick'et er meget forskelligt, alt i Forhold til Markedets Modtagelighed; er dette meget modtageligt, giver man kun de ældre Aktionærer Forret til en mindre Del af de emitterede Aktier, men hvis man tror, at Markedet er sløjt, da til en større Del. Hvilken Politik man følger, beror ogsaa paa, hvor Aktierne ligger idet givne Øjeblik.«

Den forrykte Kursudvikling, Hertz-Aktierne gennemgaar før Sammenslutningen 1918, er paa samme Maade karakteristisk for Kurserne paa »De forenede Skotøjsfabriker«s Aktier under Krigen. Ogsaa her har vi det med en stigende Tendens at gøre, der kulminerer hver Gang Emissionsrygterne, henholdsvis selve Emissionen, skaber Røre om Papirerne. En fantastisk Situation opstaar paa Børsmarkedet, da Sammenslutningen af Skotøjsfabrikerne gennemføres 1916. Store Forventninger vækkes allerede ved Prospektet, som udsendes den 23. Okt. 1916, da Bestyrelsen og Direktion af D.F.S. her meddeler, at »det er Hensigten at søge Aktierne optaget til Notering paa Københavns Børs, saa snart Muligheden derfor foreligger«. Prospektet var altsaa lagt an paa at skulle bringe Successen hjem, og hvad det ikke formaaede at udrette til Præparering af en Hausse-Stemning, det besørgede Børsrygterne. Alle var forberedte paa,

369

at Ballin-Papirerne vilde stige, stige stærkt, at de var et rent Guldpapir, og blandt dem, der havde Midler og lod sig rive med at Stemningen, udbrød derfor et ligefrem run. De stod i Kø foran Landmandsbanken i Timevis! Det var et fuldkommen vildt Børsspil, som satte ind. Banken bidrog sit til at sætte Stemningen i Vejret. Det meddeltes, at kun 2 Mill. Kr. af de nye 9 Mill. Kr. vilde blive udbudt til Kurs 110. Dette Beløb overtegnedes ikke mindre end 100 Gange, og ikke mindre end 2.700 Personer tegnede sig. Banken havde forbeholdt sig at foretage den nødvendige Reduktion af de enkelte Tegninger efter Forgodtbefindende, ikke pro rata. Resultatet var, ifølge Bankkommissionens Beretning, følgende:

»400 Personer fik de 2 Mill. Kr. Aktier, og kun de mest begunstigede fik over 10.000Kr. Ballin overtog selv af de 2 Mill. Kr. 750.000.Kr. plus 20.000, som han mulig har foræret bort blandt sine Venner. Ellers gaves Poster paa over 20.000 Kr. kun til ledende Mænd i Finansverdenen, de øvrige accepterede Tegninger havde Karakter af et Naadessekretariats Ga ver, givet til Folk, der enten stod Glückstadt, Ballin eller Levin nær, eller som ifølge deres Stilling var en Vennetjeneste værd. Ved at gennemgaa Listen over de smukke Navne, der var interesseret i Kursens Opretholdelse, forstaar man, hvilken halsløs Gerning det maatte være at kritisere denne Emission.«

Den kraftigste Stigning af Kurserne før Sammenslutningen viser imidlertid Aktierne i »Ballins Sønner«. Nogle Tal vil vise det. Før Krigen var Kursen Januar 1911 166, i de første Krigsmaaneder viste den stigende Tendens, til 238 i Begyndelsen af Januar 1915, til 345 den 11. Juni s. A. I den følgende Tids Op- og Nedgang af Kurserne dominerer dog Hausse-Tendensen. Højeste Notering var den 1. November 1916, da Kursen stod i 604 pCt. Men derefter synker Kursen stadig,

370

indtil den i Juli 1917 er helt nede paa 316, med en lille Afbrydelse i April Maaned, da den svinger mellem 380 og 430. Slutkursen før Sammenslutningen var ca. 440 pCt. Sandelig, et Papir, der var Sving i, og som kunde gøre Tilværelsen spændende for dem, der var med i Spekulationen. Fra Februar til Juni 1918 androg Omsætningen af Ballins Sønners Aktier ikke mindre end 10 Mill. Kr.

Startkursen for Koncernens Aktier var ca. 318, omendskønt den efter Statusopgørelserne for de forskellige Selskaber kun burde have andraget 144. Her satte Nedgangen kort efter Koncernens Stiftelse ind, og Katastrofen voksede fra Maaned til Maaned. Støtteaktioner hjalp intet. Kursen er: 2. Septbr. 1918 endnu 305, ultimo samme Maaned 258; Prisreguleringsforordningens Bestemmelser begyndte at gøre sine Virkninger gældende. Aaret efter begynder Kursen i September med 198 og slutter med ca. 180. Saa kommer det mægtige Industriforetagende i Verdensprisfaldets Vold; igennem hele Aaret 1921 synker Kursen støt og stadig. Den 21. Jan. passereres 100, 16. Marts noteres 58. I Begyndelsen af April svinger den omkring de 70 . . . Den 10. April faldt Skuddet.

Ballin-Aktier var Spekulationspapirer par excellence, og det var i særlig Grad Ledelsen selv, der spekulerede deri: ved Siden af Direktørerne Ballin, Rothenberg og Alfred Hertz Bestyrelsens Medlemmer Benny Dessau og Johan Levin samt Landmandsbankdirektørerne Glückstadt og Ringberg. Bankkommissionens Beretning giver Enkeltheder om ca. 30 Spekulationskonsortiers Virksomhed, der specielt var interesseret i BaIIin-Aktier. Denne Inderkreds formenes at have haft en Omsætning paa alt ialt mindst ca. 23 Mill. Kr. Aktier til en samlet Købesum paa ca. 67 Mill. Kr. De tjente først godt; men Tabene, der kom senere, var større, og det var uden Tvivl Koncernens Chef, der maatte bøde haardest for sine Transaktioner, da Baissen først rigtig tog Fart.

Max Ballin forstod endnu indtil Slutningen af Aaret 1921 at lempe sig tilrette. Ultimo 1919, da den store Import af

371

Læder begynder, og de store Ordrer til Blumenthal er afgivet, nævnes der overhovedet intet om disse store Engagementer, endsige om den store Risiko, der knytter sig dertil. Derimod erklærer Ballin paa Generalforsamlingen i April 1920, at de store Mængder af Varer, Selskabet ligger inde med, sandsynligvis vil give store Fortjenester, da de er indkøbt til billig Pris, og efter al Sandsynlighed vilde kunne sælges under gunstige Vilkaar, bI. a. til Sydeuropa. Skotøjsfabrikerne er for 1919 opført med et Overskud paa 2,8 Mill. Kr., Handelsafdelingen med et paa 3,9 Mill. Kr., saa det samlede Nettooverskud andrager 6 Mill. Kr. For at kunne fremvise et saadant Resultat er Overskudet ved Annullering af en tidligere Afskrivning bleven forøget med 2 MilI. Kr. samt ved Varernes Opskrivning med 3. MilI. Kr. Til Risikoreserve henlægges intet, ligesom der heIler ikke foretages Afskrivninger, Dividenden fastsættes til 25 pCt., og dermed stabiliseres Koncernens Aktiekurs, der ul­timo 1919 var faldet til 145, atter for nogen Tid.

I Oktober 1920 mener Max Ballin endnu, at Selskabet vil kunne give et Udbytte paa 10 à 15 pCt. Men nu melder Vanskelighederne sig for Alvor, navnlig da Handelen med de amerikanske Chevreaux, trods Aftalen med New Yorker-Firmaet Blumenthal, volder stigende Tab. Lagrene kan ikke sælges. Prisfaldet er hurtigt, saa Salgsmulighederne forringes fra Dag til Dag. Paa den anden Side stiger Rentebyrden i foruroligende Grad og andrager 1921 alene til Landmandsbanken 2 ½ Mill. Kr. Uroen omkring Koncernen breder sig. Desuden foregaar der eet og andet netop i denne Koncernens mest kritiske Periode, som er egnet til at øge Vanskelighederne og at uddybe Mistilliden til Foretagendet. BI. a. henstiller Forretningsudvalgets Medlemmer, ORS. Levysohn og Generalkonsul Weimann, til Ballin at forhandle med Landmandsbanken vedrørende Køb af Dollar. Ballin lover det, men det forventede Køb af Dollar udebliver. Levysohn mener, at Glückstadt har fraraadet Køb af Dollar, da BaIIin i saa Henseende intet foretog sig; hvortil bemærkes i Landmandsbankens Beretning: »Hvis dette er Til-

372

fældet, og Banken efter Hr. Rothes Udtalelser troede paa Stigning af Dollaren og handlede derefter, saa kan Glückstadts i saa Fald illoyale Raad til Ballin kun forklares med Bankens forstaaelige Uvilje mod at fremskaffe Dollars«. HRS. Bülow beklager paa Generalforsamlingen i April 1921, at der er opstaaet saa mange Rygter om Koncernen, »paaviser deres Skadelighed og anbefaler at træde op mod dem og, hvis de er ondartede, drage Rygtesmedene til Ansvar«. Dette siges i et Øjeblik, da Katastrofen allerede er indtraadt, og der sandelig ikke er nogen Grund til at gaa i Rette med Rygtesmedene. Bülow mente, at endnu to Trediedele af Aktiekapitalen var i Behold.

Da Regnskabet for 1921 opgjordes, blev Tabet anslaaet til 22,8 Mill. Kr., saaledes at endnu 3 ½ Mill. Kr. - af en Aktie kapital paa 26,3 Mill. Kr. - var i Behold. BankkommissIonen kommer til et andet Resultat og mener, at Tabet maa ligge mindst 10 Mill. Kr. højere, saaledes at Tabet udover Aktiekapitalen beløber sig til 6 ½ Mill. Kr. (foruden Tab af Pensionsfonden), hvoraf de 6 Mill. Kr. falder paa Landmandsbanken.

Langt om længe havde ogsaa Ballin maattet indse, at Kampen var forgæves, og at den uforsvarlige Udvanding af Kapitalen, for hvilken han havde Hovedansvaret, maatte føre mod Katastrofen. Her var ingen Hjælp mere mulig. De Konsekvenser, Mænd som Birck og Lindberg havde forudsagt, viste sig nu faktisk at være uundgaaelige. Desuden havde Koncernens Prispolitik bragt Ballin i den skarpeste Modsætning til de brede Befolkningslag. Dog, Regeringerne holdt paa ham, og han bevarede sine offentlige Hverv til det sidste. Paa Zahle-Ministeriets Indstilling, der nød Fremme af Neergaard-Ministeriet, blev Max Ballin endda i Begyndelsen af Januar 1921 udnævnt til Kommandør af Dannebrogsordenen.

Men der var intet mere at redde.

Da Ballin-Papirerne efter Sammenslutningen i Sommeren 1918 stod i en Kurs af 340, havde hele Aktiekapitalen paa 27 Mill. Kr. en Værdi af 74 Mill. Kr. I April 1921 var Kursen

373

nede paa ca. 70, og den 10. s. M. havde Aktierne efter Dagspris kun en Værdi af 18 Mill. Kr. Tabet androg altsaa 56 Mill. Kr. Det var ikke, som det saa ofte blev paastaaet, Verdenskonkurrencen, Verdensprisfaldet, der slog Koncernen og dens Leder ud, men det var i første Række Foretagendets Overkapitalisering samt Ballins forfejlede, ja uforsvarlige Vare- og Valutaspekulation, der var Aarsag til Katastrofen. Ballin hørte jo ogsaa til dem, der havde regnet med at erobre en Del af Verdensmarkedet ved sine Fabrikers Produktion og fuldt og fast havde troet, at Krigens Guldaldertid ogsaa efter Krigens Afslutning vilde blive bevaret for det neutrale Danmark. Disse Forventninger slog imidlertid ikke til, og dermed fik Baissen tilsidst frit Spillerum overfor Ballin-Aktierne.

Max Ballin drog Konsekvenseren af sine forfejlede Spekulationer, der havde ført ham mod Ruinens Rand: han skød sig en Kugle i Tindingen den 10. April 1921 om Eftermiddagen i Badeværelset i sin Bolig, Bülowsvej 14 B, og han døde den 12. s. M. Da han selv havde vovet sig ud i en omfattende Spekulation i sine egne Papirer, satte han hele sin Millionformue til. Han havde allerede efter Krigens Slutning mistet sin Paagaaenhed, da han vel meget hurtigt maatte erkende, at han havde regnet forkert. Langt om længe brød han sammen; han var faktisk nedbrudt indtil Sindssyge det sidste halve Aar af sit Liv.

Selvfølgelig ydede Systemblade som ”Berlingske Tidende” og ”Politiken” ham ikke andet end Ros og Ære ved hans Død. Førstnævnte Blad mente, at det ikke var privatøkonomiske Uheld, det havde knækket hans Livsvilje, men at det snarere var en Æressag, Max Ballin havde villet afgøre med denne Handling. Bladet fortsætter: ”Det var sin Prestige, han vilde skaffe den Oprejsning, som endnu syntes ham mulig. Der var gaaet Slid paa hans Ry for Ufejlbarlighed, hans Skøn havde glippet, hans Beregning havde svigtet, han kunde ikke mere byde som den, der har Krav paa ubegrænset Tillid – og han

374

vilde fastslaa over for sig selv og Verden, at han var for stolt til at udbedre Rifterne i sit Renommé som en Lappeskrædder. Han, der var blevet saa haardt bedømt af sine Modstandere, har villet vise dem, at han vidste, hvad en Mand har at gøre, naar han har »mistet sit Ansigt«.« Ja, saadan lyder det meget kønt og stort, men selvsamme Blad indrømmer dog ved en senere Lejlighed, at »Ballin med sin vældige Livskraft næppe stod i det inderlige Pligtforhold til Livet, som holder, naar alt andet brister, fordi det har sine Rødder dybt i gammel Kultur eller religiøs Overbevisning«. Derfor var han ikke i Stand til at give det Eksempel paa Storhed under Modgang, som Tiden trængte til, derfor var hans sidste Handling ikke blevet til Oprejsning, men til Advarsel. Ogsaa »Politiken« berømmer Ballin for hans Dygtighed, hans uhyre Arbejdsomhed, hans klare Logik osv., men erklærer ligeledes, at »dette skæbnesvangre Revolverskud lød som Signal, et Varsel«. De store og rige Muligheder, han som saa mange andre havde regnet med, var nu vejret bort. Der var ikke blevet andet tilovers end Tab, Skuffelser og brudte Illusioner. Fra et blændende Krigseventyr var man vendt tilbage til en temmelig ensformig og temmelig fattig Tilværelse med kun lidt Rester i Behold af Eventyrets Glans.

»Det kan jo«, mener Bladet,»være, at det, der var i Vejen med Max Ballin, var, at han, der havde troet paa de store Muligheder og arbejdet for dem med alle sine rige Evner, ikke havde Lyst at være med mere, nu da Livet atter blev snævert, trangt og graat.«

Paa samme Maade har Industriens Mænd ikke andet end Ros tilovers for den Afdøde. Som for Eksempel Direktør Hjerl Hansen fra Det sibiriske Kompagni, Ingeniør C. F. Jarl, Formanden for Industriraadet Alex. Foss, Direktørerne Benny Dessau, Gunnar Gregersen, Sophus Agerholm, Chr. H. Olesen, H. P. Prior osv. Men ogsaa andre fremtrædende Mænd mente at maatte riste ham en Minderune, som Formanden for Arbejdsgiverforeningen, Langkjær, og - Forrhanden for Dansk Arbejdsmandsforbund, M. C. Lyngsie, som kun havde gode

375

Minder om Max Ballin. Endelig fremsætter Børskommissær Julius Schovelin nogle højst besynderlige Betragtninger i »Nationaltidende« i Anledning af Ballins Død, idet han bl. a. pointerer, at ingen havde gjort sig mere fortjent til Kommandørkorset end Ballin; ja, »det vilde simpelthen have været en Skam, om Udenrigsministeriet, ikke havde sørget for, han fik det«. Schovelin slutter sine Mindord som følger: »En frodig Natur, struttende af Livskraft, af Livsglæde - en naturlig Overbegavelse, netop betinget af hans Evne til at smile ad Mennesker og Ting! Hvor vidunderlig morsomt kørte han ikke Dr. Birck til Vands - hvor var han ham ikke netop overlegen! – Til et saadant Liv passer en brat Død. Han maatte slukkes som et Stjernskud. Omsider, endelig har Max Ballin taget Ferie«. Saadan noget skriver altsaa Landmandsbankens Festskrift-Forfatter!

Hvilke Vrangforestillinger og Fejlsyn der endnu paa dette Tidspunkt kunde gøres gældende af en underkøbt Presse, med Hensyn til Max Ballins Livsgerning og -formaal træder maaske ingen Steder tydeligere frem end i den Nekrolog, »Børsen« publicerede. Her berømmes han for at have været et usædvanligt merkantilt Talent og den moderne industrimand, durch und durch, Foregangsmand og genial Qrganisator indenfor den hjemlige Industri, men Foregangsmand ogsaa af international Betydning. Dernæst tilføjes følgende »Men der er et andet Led af hans individuelle Struktur, som i denne Forbindelse er endnu vigtigere: Han var tillige Industrimanden i den For stand, at Produktionen stedse interesserede ham mere end Pengetransaktionen; Virksomheden - det gamle Firma, som han arvede, og som han omformede og udviklede, indtil det blev et Verdensfirma - laa ham altid stærkere paa Sinde end selve det personlige Udbytte i Retning af Indtægter og Penge. Hovedformaalet var for ham Udviklingen af den store Industri-Sammenslutning, hvis lykkelige primus motor han var. Om denne Opgave koncentrerede han sin Energi, i Resultatet sam lede sig hans Ærgerrighed.«

376

Altsammen Paastande, som lyder meget pæne, men som Bankkommissionens Undersøgelsesresultater in mente - ikke havde nogetsomhelst Hold i Virkeligheden.

Det skortede ogsaa paa Tillid til Ballin-Koncernens Fremtid, trods al den Virak, der ydedes den store afdøde Industrimand og hans Værk. Aktiekurserne gled nu atter nedefter. I de første Dage efter Ballins Død gik de ned til 45, og Landmandsbanken saa sig nødsaget til, gennem Vekselererne Johan Levin, Tage Philipson og van Deurs at foretage større Opkøb paa Børsen. Ligemeget hjalp det. Ogsaa Forretningsudvalgets højtidelige Erklæring, at Selskabets økonomiske og forretningsmæssige Stilling ikke var i Fare, idet Selskabets Forhold var i nøje Overensstemmelse med den i sin Tid udsendte Meddelelse angaaende Resultatet af det forløbne Driftsaar, og »at det Tab, der er opstaaet paa Grund af yderligere Prisfald paa Verdensmarkedet, ikke vil kunne forrykke Selskabets hele Stilling«, kunde ikke skabe Ro om Koncernen. *) I August søger man endnu at holde Kursen oppe i 35 - 40; det lykkes tildels, men i September tager Nedgangen atter Fart, og Aaret slutter med en Kurs paa 17 ¾. 1922 synker den videre, til den formelle Kurs 4. Kort og godt statuerer Beretningen: »Aktiernes Værdi, der for 4 Aar siden bedømtes til 81 Mill. Kr. , havde længe været 0«.

Med Ballins Død skabtes tillige den første alvorlige Uro om Landmandsbanken. Allerede den 11. April fandt i Bankdirektør Emil Rasmussens Bolig en første Behandling af den Situation, der var opstaaet ved Ballins Død, Sted, hvortil hele Koncernens Bestyrelse og Forretningsudvalg var tilkaldt. Den

*) For denne Meddelelses Rigtighed indestod Forretningsudvalgets Medlemmer, Direktør Benny Dessau, Overretssagfører Konrad Levysohn og Generalkonsul Wilh. Weimann. Og dog var Erklæringen bundfalsk! Det er senere blevet bekendt, at Benny Dessau efter Ballins Selvmord personlig mødte op hos »Politiken«s Redaktør, Viggo Cavling for at forsikre, at alt var i skønneste Orden. Da Cavling meget hurtigt blev klar over, at han var blevet ført grundig bag Lyset, ønskede han ikke mere at møde Dessau.

377

20. April 1921 bemærkes i Bankbestyrelsens Protokol, at Direktør Max Ballins Død havde gjort et stærkt Indtryk paa Publikum. Bankens Engagement var ca. 30 Mill. Kr., der hovedsagelig var ydet som Laan til Indkøb af amerikanske, Chevreaux. Dog mente man endnu at kunne gaa ud fra, at mindst Halvdelen af Koncernens Aktiekapital var i Behold. Banken havde støttet Koncernens Aktiekurser ved Opkøb af 400.000 Kr. Aktier.

Den 20. April bemærkes endvidere, at Landmandsbanken under den givne Situation havde maattet opkøbe ca. 600.000 Kr. egne Aktier for at holde disses Kurs. Ifølge Protokollen af 27. April maatte yderligere nogle Poster Landmandsbankaktier optages paa Børsen, da der endnu var en Del Uro i Anledning af Ballins Død.

Det var Optakten til den Katastrofe, der senere brød ind over Glückstadts Bank. *)

1923 maatte Ballin Koncernen rekonstrueres. Aktiekapitalen blev nedskrevet til 5 pCt. Landmandsbanken maatte afskrive 7 Mill. Kr., men skabte samtidig det finansielle Grundlag for en ny Opbygning af den industrielle Virksomhed. Firmanavnet førtes videre, men Jøderne var traadt i Baggrunden.

Og saa endnu en lille Slutbemærkning.

Den 3. Februar 1924 ser »Socialdemokraten«, der to Dage i Forvejen havde publiceret Februarkontoens Navne, sig foranlediget til at kræve Navnene paa de Personer bekendtgjort, som havde modtaget Aktiegaver af Max Ballin, Personer »der ifølge deres Stilling var en Vennetjeneste værd«. Bladet spørger: ”Hvem lod sig bestikke af Ballin?« Frem med Navnene!

Dette navnlig for at afbøde den haarde Anklage, Bankkommissionens Beretning, Side paa Side, retter mod Jøderne! »Socialdemokraten« citerer Beretningens Bilags S. 309, og tilføjer følgende: ”Som man ser, svinger selve den iøvrigt tørre, uklare

 

*) Jvf. nedenfor Afsnit 8c: Birck contra Ballin.

378

og glansløse Beretning sig paa dette Punkt op til dramatisk Stil. Med Kendskab til Forfatteren ved man, at det i væsentlig Grad skyldes, at Hovedpersonerne var Jøder og endog døde, hvad der gør Kraftudfoldelse uden Risiko. (Nu har Bladet aabenbart Medfølelse med disse arme ud over deres Grav for fulgte Mænd: Max Ballin og Emil Glückstadt!) Men de 400 fine Folk, der sendte Glückstadt Tiggerbreve, fyldt af den fadeste Smiger, var ikke Jøder tilhobe, og de 400 smukke Navne bæres af levende Samfundsstøtter. En Gennemgang af disse Navne med Tilføjelse af hver enkelt Aktiepost vil drage en Række af de inderste Cirkler omkring Spillebulen.«

Saaledes skrev »Socialdemokraten« den 3. Febr. 1924. Før Folketingsvalget! Til samme Tid krævede Stauning i Folketinget disse Navne offentliggjort, ikke een Gang, men flere Gange. Men da Valgsejren var overstaaet, og det første socialdemokratiske Ministerium dannet i April samme Aar, hørte man ikke mere om denne Sag. Regeringen blev sidenhen forgæves mindet om Kravet fra Februar 1924. Var der mon alligevel for mange Jøder blandt dem, der tryglede om Glückstadts Gunst og stolede paa Ballins Evner?

 

g) Hugo Rothenbergs Spekulationer.

Rothenberg var, som allerede vist, næst Ballin den mest betroede Direktør indenfor Skotøjstrusten og Sjælen i Foretagendets Handelsvirksomhed. Men samtidig var han stærkt engageret i rent private Spekulationer, som han i stor Udstrækning gennemførte i nærmeste Samarbejde med sit Firmas store Kunder. Han var selv tysk Statsborger og Jøde, kom nogle Aar før Krigen til Danmark, hvor han til en Begyndelse overtog Martin Polacks Agenturforretning. Ogsaa efter at han 1914 var bleven Disponent hos A/S Ballin, fortsatte han sit eget Agentur, som blev omdannet til et Aktieselskab »Agentur«, hvis Aktier overtoges af Koncernen til høj Kurs, medens han

379

selv blev A/S »Agentur«s Leder. Hans gamle Forretningsfor bindelser i Tyskland og Galizien - tilsyneladende alle jødiske - var de første, der blev interesseret i den af ham saa stærkt forcerede Transithandel.

Men bortset herfra søgte han ogsaa paa anden Maade at lave Forretninger med gamle Venner; det gjaldt navnlig med Hensyn til P. Lichtenberg i Lodz og det tyske Skotøjsfirma Dorndorff. Til Varetagelse af sidstnævnte Firmas Spekulationer i Valuta og Ballin-Aktier førte han i sin private Bog ikke mindre end tre Konti betegnet som a) Veksel Konto, b) Kurt Dorndorff, Kopenhagen og c) Konto für Schweizerfrancs. Ved førstnævnte Konto drejede det sig om en Markspekulation, til hvilken Rothenberg 1916 ydede Dorndorff et Laan paa 200.000 Kr. Kontoen løb hos Firmaet J. M. Levin & Co.; Vekselerer Johan Levin er oprindelig gaaet ud fra, at det var A/S Ballin, der hæftede for Vekslerne. Ifølge Bankkommissionens Beretning debiteredes Dorndorff ved hver Omsætning i Rothenbergs private Bog for Diskonto og Stempel samt for 1000 Kr. i Provision til Rothenberg. Den anden Konto har aabenbart tjent til Foretagelse af Spekulationer i Ballin-Aktier; den slutter med en Gæld til Rothenberg paa 442.000 Kr. Omvendt skyldte Rothenberg paa Konto for Schweizerfrancs ultimo 1920 382.000 Kr.

Et særligt spændende Kapitel er Rothenbergs Gældsforhold til sit Firma og de Transaktioner han foretager, for med Dorndorffs Midler at stille Sikkerhed for sin egen Gæld til Firmaet.

Med Hensyn til selve Gældens Størrelse henholder Bankkommissionen sig til Revisor Christiansens Beretning til Selskabet. Herefter var der ved 23 af Direktør Nathan underskrevne Cheks udbetalt Rothenberg 857.000 Kr. og ved 5 Cheks udstedt af Max Ballin 154.000 Kr. Endvidere overførtes 87.000 Kr. til ham fra Dorndorffs Konto, og hans egen Konto debiteredes ydermere for Udbetalinger paa 53.000 Kr. til Neu mond, for forskellige mindre Beløb og Renter (heri Diskonto for Vekselengagementer hos Levin) 67.000 Kr. - Rothenbergs

380

Gæld til Firmaet androg altsaa i Tidens Løb alt ialt 1 1/3 Mill. Kr. Herimod blev denne Konto krediteret med 291.000 Kr. i Tantièmer, Restgage 26.500 Kr., en à conto Indbetaling paa 200.000 Kr. og en Overførsel fra Steinberg & Schalit's Konto gennem Moos & Joffe paa 100.000 Kr., en Overførsel fra Kaufmann paa 127.000 Kr., tre Accepter fra Stiller i Helsingfors paa 83.000 Kr., en Rimesse fra Phister & Vogel paa 14.000 Kr. og en Godtgørelse for Elektromobil paa 4.500 Kr., ialt 840.000 Kr. Beretningen bemærker hertil: »Kontorchef Poulsen i A/S Ballin udtaler, at han kendte Rothenbergs Konto i Selskabets Bøger og havde forundret sig over den betydelige Gæld, der var opstaaet paa en aldeles utilstedelig Maade. I 1920 havde Poulsen henledt Max Ballins Opmærksomhed paa Kontoen, men Ballin sagde, at han havde nogen Dækning i Papirer. Ballin har altsaa kendt Rothenbergs mærkelige MelIemværende med Firmaets Kunder og af ukendte Grunde baa ret over med dem.«

Dog det bliver endnu bedre. Thi det mærkeligste ved hele denne Sag er alligevel den Form, under hvilken Rothenberg stiller Sikkerhed for denne sin betydelige Gæld. Derved spiller en Post paa 462.000 Mark Adler & Oppenheimer Aktier, som Dorndorff sender til A/S Ballin, en særlig Rolle. Af disse skulde de først sendte 160.000 Mark tjene som Sikkerhed for ca. 155.000 Kr. Vekselgæld til Selskabet. I øvrigt betegnede Rothenberg disse Papirer som sin Ejendom (als mir gehörend).

Hele denne Aktiepost deponeres dels Decbr. 1919, dels Jan. 1920 som Sikkerhed for Rothenbergs Gæld hos Firmaet J. M. Levin & Co., men skulde imidlertid efter Rothenbergs Erklæringer samtidig tjene som Sikkerhed for Max Ballins Engagement hos Levin. Derpaa sker efter Bankkommissionens Beretning følgende: »Rothenberg udtaler overfor Levin, at disse Aktier er over 1 Mill. Kr. værd, og efter Rothenbergs Anmodning sender Levin dem gennem Banques des Pays du Nord i Paris til Banque d' Alsace et Lorraine i Strassburg, hvor de laa paa den neutrale Undersaats, Max Ballins Navn. Efter Elsass'

381

Overdragelse til Frankrig og Adler & Oppenheimers Omdan­nelse til fransk Selskab indløstes nemlig ikke-fjendtlige Undersaatters Aktier efter en høj Markkurs, medens tyske Undersaatters Aktier indløstes til lav Omregningskurs. Da den franske Bank gennem Levin & Co. afkræver Ballin forskellige Erklæringer om Ejerens Nationalitet o. l., som han af gode Grunde ikke kan afgive, opgives imidlertid den paatænkte Transaktion med Aktierne, og disse gaar senere tilbage til J. M. Levin & Co., der gaar Glip af en smuk Provision, lovet Firmaet af Rothenberg.« Altsaa oplagt Bedrageri. Men den gik heldigvis ikke.

Maaske er disse mærkelige Transaktioner oprindelig blevet indledet til Fordel for Firmaet Dorndorff. Da denne Foranstaltning til Kapitalflugt ikke lykkedes, krævede Max Ballin og Rothenberg af Dorndorff, at han skulde yde Sikkerhed for sin betydelige Gæld til Firmaet, som for en væsentlig Del var foranlediget ved de i hans Interesse foretagne Transaktioner. Dorndorff bestrider Berettigelsen af dette Krav, men indvilliger »af forskellige Grunde« alligevel i at acceptere to Veksler paa 160.000 og 140.000 Kr., ialt 300.000 Kr., som med hans Tilladelse den 25. Januar 1921 deponeres hos A/S Ballin som delvis Sikkerhed for Rothenbergs Gæld til Selskabet, men samtidig, omendskønt de kun var Garantibevis, krediteres Rothenbergs Konto, saa dennes Gæld til Firmaet pr. 31. 12. 1920 dermed nedbringes med dette Beløb! Ved et af Nathan konciperet Dokument af 3. Marts 1921 pantsætter Rothenberg endvidere de 462.000 Mark Adler & Oppenheimer Aktier - som paa dette Tidspunkt var deponeret i Strassburg - til yderligere Sikkerhed for sin Gæld til Firmaet, omendskønt disse Papirer jo allerede i Forvejen var deponeret som Sikkerhed for Gælden hos J. M. Levin - samt desuden som Sikkerhed for Max Ballins Engagement hos J. M. Levin & Co.! Rothenberg erklærer hertil (jvf.: Bankkommissionens Beretning, Bilag, S. 305):

382

»at saavel Udstedelsen af disse Veksler som Udstedelsen af Fuldmagten af 14. Februar - (hvorved Ballin bemyndiger Rothenberg til under en Rejse i Strassburg at handle paa hans Vegne!) - og Pantsætningen af 3. Marts d. A. er foranlediget og formuleret af Direktør Ballin, og jeg har handlet derefter med den Overbevisning, at Direktør Ballin havde ordnet Forholdet med J. M. Levin.«

Ved disse besynderlige Transaktioner var det endelig muligt at føre Selskabets Forretningsudvalg grundigt bag Lyset i Forhandlingerne den 9. April 1921, idet der her hævdedes, at Rothenberg kun skyldte Selskabet 175.000 Kr., og at 135.000 Kr. heraf var Tab ved Dansk Stivelse- og Skoklisterfabrik. Det hævdedes, at 1.) 300.000 Kr. var overført af Dorndorff, 2.) 100.000 Kr. af Joffe, og til Sikkerhed for Restgælden (de 175.000 Kr.) var der henlagt saavel Accepten fra Dorndorff til et Beløb paa 300.000 Kr. som 462.000 Mark Adler & Oppenheimer Aktier noteret til Kurs 700. De 300.000 Kr. tjente altsaa baade til Nedskrivning af Gælden og som delvis Sikkerhed for Restgælden. Endnu kosteligere er imidlertid Forholdet med Hensyn til Aktieposten paa 462.000 Mark, af hvilke Dorndorff kun havde stillet de 160.000 Mark som Sikkerhed for sin Gæld, medens de øvrige 302.000 Mark var hans Ejendom og kun laa hos Ballin til hans Disposition! Thi disse 462.000 Mark Aktier tjente, - som paavist, - her i Landet tre Gange som Sikkerhed!!

Dorndorff følte sig senere, da han fik Overblik over de foretagne Transaktioner, grundig bedraget, maatte ogsaa ofre 300.000 Kr. kontant for atter at faa Raadighed over Aktieposten, som han tilsidst fik helt udleveret, men han rejser ikke Anklage mod Rothenberg, - som Bankkommissionen mener, paa Grund af hans mangeaarige, lukrative Forretninger med denne. Dorndorff selv havde vel imidlertid ogsaa god Anledning til at vise en vis Tilbageholdenhed, da han jo sikkert forfulgte sine specielle Planer ved at deponere de 302.000 Mark Aktier hos Ballin til egen Disposition og derved vel næppe

383

har været helt uvidende om de Transaktioner, der var paatænkt i Strassburg. Dorndorff var jo med inde i alle Slags Transaktioner og stod i et særligt intimt Forhold til Ballin. Det viser sig bI. a. i, at der af en à meta Spekulation i Mark, som Ballin og Rothenberg var Deltagere i, den 24. 10. 1919 pro forma overførtes et Beløb paa 400.000 Mark til Dorndorff til Kurs 58, ved hvilken Transaktion Ballin var ledet af skattemæssige Hensyn! Det viser sig ogsaa i, at A/S Ballin i 1916 optræder som pro forma-Køber overfor et amerikansk Firma, der ikke vil sælge til Dorndorff. Da Sagen ved et uforsigtigt Telegram fra Dorndorff opdages af den engelske Censur, maa Ballin springe ind som virkelig Køber! Forretningen kunde ogsaa lønne sig, da Ballin senere paa denne Handel kunde udbetale 1/4 Mill. Kr. til Dorndorff som dennes Andel i Udbyttet.

Iøvrigt var Rothenberg meget ivrig Mellemmand for sine Forretningsforbindelser i Tyskland, naar det drejede sig om at fremme Kapitalflugten. Vi citerer desangaaende efter Bank­kommissionens Beretning (Bilag, S. 302):

»Blandt Rothenbergs Forbindelser skal nævnes Kosterlitz i Berlin, der foruden almindelig Forretningsforbindelse ogsaa havde en betydelig Markspekulation à meta med A/S Ballin & Hertz, Eugen Neumond, Phister & Vogel, Moos & Joffe, Firmaet Leopold Kaufmann i Frankfurt, der i Rothenbergs pri­vate Regnskabsbog har en Række forskellige Konti (Gülden, Schweizerfrancs, Aktier etc.) og Schiff. Man skal ikke forsøge her at fremstille Rothenbergs meget indviklede Forhold til disse Selskabers tyske Forbindelser. Rothenberg paastaar, at Grunden til, at disse findes i hans private Bøger, er, at Selskabet hjalp dets tyske Kunder med Kapitalflugt, der undertiden skete i Form af Fælles-Spekulationer og altid maatte bogføres paa en ejendommelig Maade«.

Endelig oplyses i den officielle Beretning om Forholdene i Landmandsbanken, at Rothenberg i særlig Grad var Deltager i Spekulationer i Landmandsbankaktierne, enten alene, eller sammen med Ballin eller i Konsortier. - Prokurist Heiberg

384

erklærede, at man hos J. M. Levin & Co. spekulationsmæssigt betragtede Ballin og Rothenberg som eet«. Han fortsætter: »Max Ballin disponerede ofte for Rothenberg; naar Firmaet telefonerede til Max Ballin om Aktiekøb, anmodede denne ofte om, at der maatte blive tegnet baade for ham selv og Rothenberg«.

Rothenbergs sluttelige Tab paa disse Engagementer hos J. M. Levin beløb sig til ialt 1.815.000 Kr. Landmandsbankens indirekte Tab hos Rothenberg, incl. Gælden til Ballin, ansættes til ca. 2 1/3 Mill. Kr., dens direkte Tab paa en Udlaanskonto var 150.000 Kr. Ogsaa i Mark- og Gyldenspekulationer var han ivrig Deltager; saaledes købte han sammen med Dorndorff nominelt 280.000 Kr. Ballin-Aktier, sammen med Ragozcy 410.000 Kr. Ballin-Aktier, desuden havde han sammen med Indehaveren af Firmaet Lyvin & Salomonsen, Frederik Salomonsen, en omfattende Spekulation i Ballin-Aktier, der forvoldte meget store Tab, og endelig havde han Ballin-Engagementer hos Vekselerer Carl O. Meyer til 212.000 Kr., hvor han tilsidst ogsaa blev hængende med en Gæld paa ca. 100.000 Kr.

Hugo Rothenberg har uden Tvivl været en af de mest samvittighedsløse Spekulanter, der har virket i Landet under Verdenskrigen, og det er særlig karakteristisk for hans Færden, at han i ligefrem overvældende Grad har bygget sine forretningsmæssige Forbindelser op med udenlandske Jøder, der har benyttet sig heraf til Foretagelse af alle Slags lovstridige Handlinger, navnlig til Kapitalflugt og Bedrageri. Rothenberg selv var en udpræget jødisk Svindler, og Max Ballins moralske Kvaliteter er bedst karakteriseret ved, at han helt igennem følte sig solidarisk med denne Forbryder, saa endog Fætteren Jacob overfor Selskabets Bestyrelse i Mødet den 13. April 1921 mener at maatte anerkende, at »Ballin var ikke uafhængig af Rothenberg«, men dette havde han ikke kunnet fremføre i Bestyrelsesmøderne overfor Ballin. Direktør E. F. Jacob, der tildels vel ogsaa var fyldt af Skinsyge overfor Rothenberg, erklærede ydermere i nævnte Generalforsamling: »Jeg har ikke

385

kunnet tale frit ved dette Bord, medens Ballin levede. Jeg har ikke kunnet sige de Ting om Rothenberg, jeg nu har sagt.« Saa stærk var altsaa dette forbryderiske Element indenfor Skotøjskoncernen, at Max Ballin ikke blot føjede sig efter ham, men endog paa godt og ondt plejede det inderligste Maskepi med ham, saa stærk var dette Forbryderiske Element, at end ikke Jøden Jacob kunde træde op imod det! Men da saa hele dette infame Spil afsløres, og Katastrofens uhyggelige Virkninger viser sig, da er denne anden Jøde ogsaa klog nok til at sige fra, da anser han sig endog for kaldet til at gaa i Rette med sine Racefællers Forbrydelser, som heller ikke mere kan skjules. Jacob er et godt Eksempel herpaa, men det gælder ligeledes Højesteretssagfører Karsten Meyer, som ifølge Bankkommissionens Beretning den 19. September fremlægger en Betænkning vedrørende Rothenbergs Forhold, udarbejdet paa Grundlag af de Oplysninger, Revisor Christiansen har fremskaffet. HRS. Meyer udtalte i sin Beretning bI. a.,

»at Rothenberg har tilegnet sig et meget betydeligt Beløb af Selskabets Midler og har derved, hvad enten Direktør Max Bal lin har samtykket deri eller ej, forsyndet sig saa groft mod Selskabet, at dette er berettiget til at afskedige ham uden Varsel; Revisorerne - d. v. s. statsautoriseret Revisor Carl Andersen og Hovedrevisor ved Statsbanerne S. E. Jacob - har syndet meget groft, idet intet har kunnet berettige dem til at bortse fra Lovenes § 17, hvorefter Revisorerne skal være kritiske; man maa være berettiget til at afskedige dem, hvis dette skønnes opportunt«. (Bilag, S. 307).

Saa vidt de gode Mænd E. F. Jacob og Karsten Meyer. Nu skulde man jo tro, at Selskabet vilde gøre rent Bord med denne Bedrager, der saa skammeligt havde gjort Indgreb i Selskabets Midler og ovenikøbet ved sine spekulative Transaktioner havde forvoldt Selskabet og dets Bankforbindelse, Landmandsbanken, Tab af flere Millioner Kroner. Men nej, dette sker selvfølgelig ikke. Man beslutter rigtignok i Mødet den 23. September 1921 at afskedige ham, dog bestemmes det samtidig, at man helst

386

vil undgaa kriminel Undersøgelse! Man kræver, at den store Gæld skal betales, men man kan dog ikke nænne at melde ham konkurs. Det vilde dog være Synd over for saa god en Racefælle, der tilmed havde været Chefens, Max Ballins, haandgangne Mand. I et Møde den 8. 10. 1921 er man iøvrigt ogsaa inde paa, at Rothenberg paa lovstridig Maade har benyttet sig af A/S Agenturs Midler til private Formaal; A/S Ballin gav imidlertid ifølge Generalafregning med Dorndorff af 2. Novbr. 1921 Afkald paa sit her bestaaende Restkrav paa 50.000 Kr. Det sidste, Kommissionens Beretning bringer om Sagen, er følgende meget sigende Passus:

”I et Møde den 17. Januar (1922) meddeles, at Rothenberg ikke er erklæret konkurs, fordi man skal bruge ham som Vidne i Sagen mod Jørgen Pedersen.

I et Møde den 14. August 1922 - (altsaa 7 Maaneder senere! Forf.) udtales det, at man endnu ikke har taget fat paa Rothenberg. Levysohn oplyser, at det ogsaa er forskellige andre Hensyn, end at Rothenberg kan blive Vidne i Sagen mod Jørgen Pedersen; »men ogsaa Ballins Forhold til Rothenberg« - (her er der udslettet en Linie i Forhandlingsprotokollen, saaledes at intet kan ses om, hvad der har staaet)«.

Saaledes berettes i den officielle Beretning om Forholdene i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank m. m., i Bilagene til Beretningen paa Pagina 307! Selskabet foretog sig selvfølgelig heller ikke nogetsomhelst mod Rothenberg, efter at denne Beretning var publiceret. Man undlod vel af Hensyn til Max Ballins gode Eftermæle at indlede Proces mod denne Mands Fortrolige og nærmeste Medarbejdere.

 

h) Hvordan Theo. Kliatschko og Mayer Katz kørte Nordisk Oversøisk Handelsselskab i Sænk.

Et lille Eventyr for sig er Historien om Nordisk Oversøisk Handelsselskab, som af Stifterne forventedes at blive en rigtig

387

Guldgrube, og som i Stedet for blev til en samvittighedsløs Spekulations stinkende Mudderpøl. Man havde haabet, ved Hjælp af smarte jødiske Forretningsmænd i en Haandevending at kunne tjene store Penge, men blev tilsidst selv grundigt flaaet af disse drevne Haandlangere.

Det var Korn og Majs, der skulde handles.

Initiativet tog i dette Tilfælde Grosserer Theodor Colding, Indehaver af Kornfirmaet Wilh. Colding & Co. Han havde, som Bankkommissionens Beretning meddeler, allerede længe før Krigen beskæftiget sig med den Tanke at oprette et dansk internationalt Firma, der umiddelbart købte Korn op paa de oversøiske Pladser, i Stedet for ved Opkøbet at være henvist til de store europæiske Kornimportfirmaer. Han mente ogsaa at have fundet en Mand, der var særlig egnet til at bygge et saadant Foretagende op, nemlig Theophile Kliatschko, Borgmestersøn fra Wilna, der 1897 - 1901 havde været Direktør for Firmaet Louis Dreyfus & Co. i New York, senere havde han boet et Par Aar i Rusland og derefter fra 1903-16 i København. Efter Krigens Udbrud havde han rigtignok for en Tid haft Ophold i Argentina. Da nu Pengerigeligheden satte Sving i Erhvervslivet, og navnlig 1916 havde givet Stødet til Oprettelsen af talrige nye Handelsselskaber, ansaa Grosserer Colding ogsaa Tiden for inde til at realisere sin Yndlingstanke. Han fandt først tre Forretningsvenner, der var villige til at gaa med i et Aktieselskab for Import af Korn og Foderstoffer, der skulde have til Formaal at oprette Filialer i Produktionslandene, saa Kornet umiddelbart kunde indføres fra disse Lande. Dog lykkedes det ikke i første Omgang at sætte Foretagendet i Gang, da Kliatschko ikke saa hurtigt kunde blive løst fra sit Firma. Men i Sommeren 1916 var Manden rede til at vende tilbage til Danmark, og i den andetsteds omhandlede Nytaars artikel af Valdemar Koppel, som »Politiken« offentliggjorde den 5. Januar 1917, blev det for første Gang røbet overfor Offentligheden, at det nye mægtige Foretagende, der var bleven oprettet under Navnet »Nordisk Oversøisk Handelsselskab«, vilde

388

faa en særlig fremragende Kapacitet som Direktør, nemlig den højt ansete Repræsentant for Firmaet Louis Dreyfus & Co.

Aktieselskabet var kun bestemt for særlig velhavende Ka pitalister, der kunde tage en stor Risiko. Oprindelig regnede man med at kunne nøjes med en Aktiekapital paa 10 Mill. Kr. Men da Interessen blandt de Kredse, der var særlig spekulationsivrige, var stor, og ledig Kapital i Overflod tilstede, blev Foretagendet bygget op paa et endnu bredere Grundlag end oprindelig paatænkt. Aktiekapitalen blev sat til 15 Mill. Kr., »idet vor elskværdige Formand (Glückstadt) rimeligvis ikke har ment at kunne afslaa de mange Anmodninger«. Selskabet stiftedes den 24. Oktober 1916.

Det var en Kreds af meget fremtrædende Mænd, der blev Aktionærer. Ved Siden af Glückstadt (Formand) og Theodor Colding (Næstformand) tiltraadte ved Stiftelsen Privatbankens adm. Direktør C. C. Clausen og Bankraadets Formand, Grosserer og Fabrikejer Christian Hasselbalch; endvidere fra Kredsen omkring Landmandsbanken Bankraadsmedlemmerne Grosserer Allan Hansen og A. Collstrop samt Højesteretssagfører Bülow; desuden Direktørerne Max Ballin fra Skotøjsindustrien og H. Siegumfeldt fra Svovlsyrefabrikerne, Korngrosserer Erik sen fra Esbjerg, Associé i de kendte Muus'ske Korn- og Foderstofforretninger Grosserer Ove Bruun Muus, Administrator Chr. Lassen, Administrator F. Lassen Landorph, Overretssagfører Werner og Direktøren for Det forenede Dampskibsselskab C. M. T. Cold. I Bestyrelsen blev foruden Glückstadt og Colding indvalgt Hasselbalch, C. C. Clausen, Siegumfeldt, Ballin og Allan Hansen, senere endvidere Grosserer Eriksen af Kornfirmaet Eriksen & Christensen i Esbjerg. Af Aktiekapi talen blev 7 ½ Mill. Kr. kontant indskudt, medens Aktionæ rerne afgav Garantibevis for de yderligere 7 ½ Mill. Kr. ved Tegningen, da man, ifølge Grosserer Coldings senere Erklæring til Bankkommissionen, gik ud fra, at »Selskabet i Løbet af forholdsvis kort Tid under Kliatschko's Ledelse vilde kunne indtjene de 7 ½ Mill. Kr., hvorved man vilde kunne undgaa

389

at kræve yderligere Tegning og Indbetaling af Aktionærerne, men omvendt vilde kunne glæde Aktionærerne med et tilsvarende Beløb i Friaktier«. Aktiekapitalen var fuldt tegnet straks ved Stiftelsen. Foruden de nævnte Hovedaktionærer, som alle tegnede mere eller mindre store Beløb, tilsammen ca. 1,5 Mill. Kr., var Landmandsbanken interesseret i Foretagendet med 500.000 Kr. plus en senere overtaget Aktiepost paa 85.000 Kr., altsaa ialt med 585.000 Kr.; desuden tegnedes Aktier af Privat banken, Ø.K., D.F.D.S., Det Transatlantiske Kompagni og dets tre Datterselskaber, Alliance Trading Co. i London, det Russiske Handelskompagni i Moskva og Continental & Oversea Trading Co. i København og Paris, endvidere Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik, Eriksen & Christensen i Esbjerg og M. J. Ballins Sønner. Som Aktionærer nævnes endvidere Øernes Andelsselskab for Indkøb af Foderstoffer, »samt en Del af Glückstadts og Ringbergs Slægtninge, Venner og Forbindelser«.

Forberedelserne var dermed truffet. Kliatschko fik sikret en fast, høj Gage plus 10 pCt. af Nettooverskuddet, endvidere bevilligedes der ham en Erstatningssum, fordi han havde maattet afbryde sit gamle Kontraktforhold med L. Dreyfus &. Co. Et stort Kontor blev indrettet i Ejendommen Havnegade 29, den saakaldte ”Druckerske Ejendom”, som købtes for 300.000 Kr. Et stort Kontorpersonale blev ansat, som imidlertid knapt nok fik noget at bestille. Hensigten ved Oprettelsen af »Nordisk Oversøisk Handelsselskab« var at sikre Landets Forsyning med Korn og Foderstoffer og ogsaa, saa vidt muligt, at bidrage til, at København vandt en central Stilling i Østers ø handelen og blev et kommercielt Verdenscentrum - men denne Opgave svigtedes fuldkommen af Hr. Kliatschko, da Arbejdet skulde sættes i Gang. Da interesserede han sig hovedsagelig for Terminspekulationer i Baissen i Stedet for at organisere Kornindførslen fra oversøiske Pladser, og derfor forsømte han ogsaa fra Begyndelsen af den mest paatrængende Opgave, nemlig den at skabe Filialer for Omsætningen i Korn og Foderstoffer paa de vigtigste europæiske og oversøiske Pladser. Det eneste,

390

han i saa Henseende foretog sig, var, at han engagerede en Repræsentant for Selskabet i Buenos Aires ved Navn Mayer Katz, med en fast Gage af 24.000 Pesos og 10 pCt. af Nettooverskuddet i Argentina efter Fradrag af 6 pCt. for indskudt Kapital.

Medens Kliatschko før Tiltrædelsen af sin Stilling ved »Nordisk Oversøisk Handelsselskab« skal have disponeret overordentligt forsigtigt og have været meget sparsom og paaholdende, begyndte han nu, da han som Direktør havde faaet fuld Dispositionsfrihed, at spekulere paa Kraft og at vænne sig til et flot Levned. Med Hensyn til hans Kvalifikationer og hans Virksomhed som Selskabets Direktør bemærkede Underdirektør Gjessing i en Beretning til Bestyrelsen den 3. Februar 1918, at »Kliatschko ganske vist var i Besiddelse af fremragende Evner baade i Retning af Kendskab til den internationale Kornforretning og i Henseende til en levende Fantasi og Kombinationsevne, men heroverfor synes at have staaet en Mangel paa Evne til at begrænse sig og til at samle sig om Gennemførelsen af en bestemt Sag, parret med en udpræget Selvraadighed og Herskesyge«. Det burde nu have været muligt for Bestyrelsen at tvinge Direktøren ind paa de rette Baner, da det i Kontrakten udtrykkelig var fastsat, at han var forpligtet til at følge de Anvisninger, som Bestyrelsesraadet eller de kontrollerende Medlemmer maatte give og at han var forpligtet til at give alle Oplysninger, saaledes at daglig Kontrol med hele Forretningens Virksomhed kunde finde Sted. Men til Trods for disse Forskrifter handlede Direktøren, som det passede ham bedst, og han brød sig fejl om de Raad og Henstillinger, Grosserer Colding, henholdsvis Bestyrelsens særlige Delegerede, gav ham. Efter Selskabets Stiftelse koncentrerede Theo. Kliatschko sig som nævnt hovedsagelig om Terminspekulationer. I de første 9 Maaneder omsatte han paa den Maade ca. 400 Mill. Kr. med Selskabets Midler, og selve Transaktionerne financieredes af Kreditter, som Landmandsbanken og Privatbanken stillede til Raadighed. Forsaavidt han lavede Leveringsforretninger, der skulde foretages særlig over København, drejede det sig regel-

391

mæssig om Blanco-Salg, hvorved han solgte Varerne, inden han havde købt dem, og udsatte Købet til Leveringsterminen i Forventning om, at Priserne indtil da vilde synke. Terminsspekulationer var for ham Trumf; Hr. Colding skriver engang til Bestyrelsen: »Kliatschko kunde ikke modstaa Fristelsen til at figurere med, og uden at have købt Varerne eller have Tilbud derpaa optog Kliatschko Konkurrencen med de amerikanske Firmaer og solgte saavel Korn som Oliekager til Danmark og Norge«. Med Hensyn til Chicago-Salgene bemærker Bankkommissionens Beretning, at de for største Delen var »Difference-Terminshandler, altsaa uden Hensigt til at levere Varen, og disse Terminsengagementer blev i Reglen prolongerede af Kliatschko, der som tidligere nævnt var fuld af Tro til sit Baisse-Synspunkts snarlige Sejr«.

Juli 1917 rejste Kliatschko til Amerika for at organisere Leverancerne af Korn og Foderstoffer ved Oprettelsen af Opkøbsfilialer. Samarbejde med Det Transatlantiske Kompagnis Filialer, som det oprindelig var planlagt, blev opgivet. Opgørelsen pr. 31. Juli 1917 viste, at Direktørens Dispositioner allerede indtil dette Tidspunkt havde forvoldt et Tab paa ca. 11.250.000 Kr., hvortil kom nogle uafviklede Engagementer, som formodedes at ville forhøje Tabet til ca. 14 Mill. Kr. Trods denne alvorlige Advarsel mod yderligere Spekulationsengagementer fastholdt Bestyrelsens Formand, Glückstadt, heroverfor den Opfattelse, at Spekulationerne maatte fortsættes, for at Kliatschko kunde indvinde Tabene. I Generalforsamlingen sattes imidlertid et Kontrolraad af tre Bestyrelsesmedlemmer ind, som skulde drage Omsorg for, at Kliatschko ikke fortsatte sine forrykte Spekulationer.

Om Fortsættelsen giver Bankkommissionen derpaa følgende sørgmuntre Beretning:

»Der telegraferedes bestemte Instrukser til Kliatschko om kun at afvikle Engagementet i Chicago og ikke uden Sanktion hjemmefra at gaa ind i nye Forretninger. Telegrammerne sendtes, foruden ad sædvanlig Vej, over Sibirien og Argentina samt

392

gennem Udenrigsministeriet, men Kliatschko svarede ikke paa Telegrammerne. Bestyrelsen blev mere og mere betænkelig, og da de intet hørte fra Kliatschko, rettedes der gentagne Anmodninger til ham om at komme tilbage, men uden Virkning. Havde det været svært at faa Kliatschko af Sted, viste det sig lige saa vanskeligt at faa ham hjem igen, og til sidst sendtes Selskabets Bogholder, Hr. Grue, af Sted til Amerika for at undersøge Forholdene og eventuelt hjemføre Hr. Kliatschko.

Da Bogholder Grue kom tilbage, blev det klart, at Kliatschko imod den givne Instruktion havde kastet sig ind i yderligere Spekulationer, hvorved han havde tabt alt, hvad Selskabet endnu havde indestaaende i amerikanske Banker og Commissions-Houses. Et Beløb paa 215.000 Dollars i National City Bank var det dog lykkedes Underdirektør Gjessing at redde fra denne Skæbne ved at beordre det overført til Buenas Aires. Det skal dog nævnes, at Kliatschko ved at handle imod den Instruktion, som han inden sin Rejse havde faaet om at dække Hvedeengagementet straks, havde formindsket Tabet med ca. 600.000 $ ved at vente med at inddække; og det var dette Held, der havde tilskyndet ham til at gaa ind i de nye Spekulationer; Hr. Kliatschko skriver til Bestyrelsen i sin Redegørelse, »at jeg i Betragtning af den indvundne Besparelse mente at maatte handle paa egen Haand i den oprindelige Aand« - altsaa uden Hensyn til de telegrafiske Instrukser. Under sit Ophold i U.S.A. udvidede Kliatschko sit Operationsfelt til foruden Kornvarer at omfatte en Række andre Artikler: Ribs, Lard, Pork, Cotton og Cotton Oil (d. v. s. Ribbén, Fedt, Flæsk, Bomuld og Bomuldsolie).«

Da denne saa vindskibelige Direktør endelig i Begyndelsen at 1917 vendte tilbage, fik han meget snart sin Afsked paa graat Papir. En Situationsoversigt pr. 9. Januar 1918 viste et Tab i Nordamerika paa ca. 15 Mill. Kr., en Fortjeneste i Argentina paa ca. 3 3/4 Mill. Kr., altsaa et samlet Tab for Selskabet paa ca. 11,6 Mill. Kr., hvortil kom ca. 45.000 $ som ikke bogført Tab og et Kurstab paa 500.000 Rubler, indestaaende i

393

to russiske Banker, (købt til Kurs 98.50), samt Renter af Tabsbeløbet.

Saadan sluttede altsaa Æraen Kliatschko. Retslige Skridt blev selvfølgelig ikke indledet mod den kære Theo, trods de enorme Tab, han havde forvoldt. Men det kan maaske forklares ved, at Terminsspekulationerne oprindelig gennemførtes med Bestyrelsens Samtykke, saa denne havde et Medansvar, selvom den vel senere ikke rigtig har villet være ved, at den selv var med paa den Slags Transaktioner. Da der var tjent godt paa Handelen med Argentina, opretholdtes Forretningsforbindelsen med den derværende Repræsentant, Mayer Katz. Men ogsaa han tjente godt paa Sagen; der var ifølge Regnskabet pr. 31. Januar 1918 udbetalt ham ikke mindre end en halv Million Kroner i Tantième, og desuden 293.000 Kr. til Dækning af Kontorudgifterne i Buenos Aires mod 204.000 Kr. for Hovedkontoret i København og 161.000 for New York-Kontoret. l Stedet for at kræve den resterende Aktiekapital indbetalt optoges nu et Laan paa 5 Mill. Kr. i Haab om, at man med disse Midler kunde køre videre. Laanet ydedes af Selskabets Storaktionærer og Bestyrelsen, desuden af Privatbanken og Landmandsbanken med hver 1 Mill. Kr. Som ny Direktør ansattes efter Kliatschko's Afsked Hr. de Conninck Smith. Dennes første Opgave var at afvikle de løbende Engagementer fra sin Forgængers Tid osv., og da dette Arbejde var gjort, viste det sig, at Tabet var vokset til ca. 14 Mill. Kr.

I den følgende Tid blev der foretaget større Forretninger, navnlig med Hr. Katz i Buenos Aires, hvorved det for det meste drejede sig om regulære Vareforretninger. Katz tilskyndede ogsaa Handel i andre Varer end Korn; paa hans Initiativ importeredes bI. a. Garveekstrakt fra Sydamerika, som atter fandt Afsætning med god Fortjeneste i første Række til Ballin-Koncernen. Paa Katz' Forslag blev hans Agentur mod Slutningen af 1919 omdannet i et selvstændigt argentinsk Aktieselskab Sociedad General de Exportación, og Kapitalen paa 3

394

Millioner Pesos optoges hos en argentinsk Bank mod Landmandsbankens og Privatbankens Garanti. Ogsaa dette Samarbejde førte tilsidst til meget uheldige Resultater. Katastrofalt blev det navnligt, at Katz i Begyndelsen af 1920 gik i Baissen i en Periode, hvor baade Majs- og Hvedepriserne var for opadgaaende. Derved tabtes mægtige Beløb. Ogsaa de ustabile Valutaforhold bidrog til, at Selskabet kom ud for mange tabsvoldende Dispositioner. Denne Spekulation i Samarbejde med en saa erfaren Mand som Mayer Katz slog altsaa ligeledes grun dig fejl.

Ifølge Regnskabet pr. 31. Juli 1922 var Tabet svulmet op til ca. 19 Mill. Kr. I Generalforsamlingsberetningen fra Novemeber 1922 bemærkes bI. a.: »Sociedads Regnskabsaar gaar til 31. Decbr. 1922, og det maa desværre befrygtes, at dels Driften, dels Likvidationen af Værdierne dernede vil bringe yderligere Tab«. Likvidationen var paa dette Tidspunkt endnu ikke helt afsluttet, men man gik ud fra, at Tabet paa det argentinske Selskab og M. Katz' Dispositioner vilde blive ca. 9 Mill. Kr., saa det samlede Tab maatte ansættes til 20 ½ Mill. Kr., muligvis noget højere. Landmandsbankens direkte Tab ansattes paa samme Tidspunkt til 2.291.310 Kr., foruden de Beløb, som Banken maatte indbetale for nogle af sine Aktionærer, hos hvem den var Hovedkreditor. Dog havde Banken ganske vist i Forvejen tjent store Beløb paa de Pengeforretninger, den havde udført for »Nordisk Oversøisk Handelsselskab«.

Saaledes endte Æraen Mayer Katz. Aktionærerne fik al drig de forventede Friaktier. De maatte i Stedet for indbetale hele Aktiekapitalen for at kunne skaffe Dækning for alle de Tab, der i Aarenes Løb var opstaaet. Man havde spillet grundigt Fallit.

Bankkommissionens Beretning resumerer:

»Selskabets Tab kan i det store og hele henføres til hasarderede og mislykkede Spekulations-Dispositioner af dets to mest aktive Disponenter, Kliatschko og M. Katz, for Katz' Vedkommende, som vist, ved en trods Hovedsædets Advarsler

395

indgaaet Risiko i Francs, kombineret med en mislykket Baisse i Hvede. Nordisk Oversøisk's Bestyrelse og de interesserede Selskaber har selv bødet med store Beløb for de urigtige Dispositioner; Kliatschko er ikke blevet rig gennem de Spekulationer, han førte Selskabet ind i, men han har ganske vist undgaaet at bøde synderlig økonomisk for sine Fejl. Den eneste, der egentlig har haft Fordel af Nordisk Oversøisk, er den naturaliserede Argentiner Mayer Katz, der har modtaget det store Tantième-beløb af 1 1/4 Mill. Kr., og som derefter er udtraadt af Forbindelsen med Nordisk Oversøisk«.

 

i) Jøderne som Børsspekulationens Hovedmænd.

Forvovne og forrykte Dispositioner som Det Transatlantiske Kompagnis vanvittige Vareindkøb med Transit tiI Rus land for Øje (og senere til Polen, de baltiske Lande og de mellemeuropæiske Stater), eller som Hugo Rothenbergs omfattende illegale Pengeforretninger, eller Ballins forrykte Valutaspekulation, Heilbuths forslagne Rederipolitik, Glückstadts og Heilbuths Spekulation i Malerier eller endelig Kliatschko's og Mayer Katz' Fantastiske Terminsspekulationer – alt dette var kun Udslag af, Udtryk for selve Kræftskaden i det jødestyrede Lands Økonomi: Den hemningsløse forbryderiske Børsspekulation. Det var den, som paa afgørende Maade forrykkede hele Landets finansielle Situation. Den dannede Grundlaget for det jødiske Finansvælde, fordi Jøderne netop gennem Aktiespekulationen forstod at gøre Landets mest fremtrædende Mænd indenfor Politik, Økonomi, Landbrug osv. føjelige. Det var Børsspekulationen, der hindrede Glückstadt og Ringberg i Tide at lægge Kortene paa Bordet og derved umuliggjorde en rettidig Rekonstruktion af de Selskaber, som var kommet ud i det værste Uføre og derfor senere forvoldte Banken nogle af de største Tab, saasom Det Transatlantiske Kompagni og Ballin-Koncernen. Det var Børsspekulationen, der

396

skabte Spilleaanden i Folket, det var den, der blev bestemmende for Landets Valutapolitik, skabte Inflation og Deflation efter Kapitalens Behov. Det var den, som tilsidst førte med sig, at selve Landmandsbankens Reorganisation kun kunde gennemføres paa et aldeles uredeligt og uhæderligt Grundlag, og at endog selve Stabiliseringen af Landets Mønt, selve Kravet om Genindførelse af »den ærlige Krone«, ikke blev til andet end Kapitalmagtens Middel til paany at tyvstjæle fra Folket og atter at underbygge den passive Kapitals Magt over de pro ducerende Erhverv.

Naar der berettes om Spekulationens Overdrev, er det derfor nødvendigt til Slut at foretage en speciel Undersøgelse af den ved Landmandsbanken direkte eller indirekte fremmede Aktiespekulation og at undersøge Spekulationskonsortiernes særlige Betydning.

Landmandsbankens egne Børsengagementer, som ultimo 1920 var opgjort til et samlet Beløb af 205 Mill. Kr., androg 1921 182 Mill. Kr. Deraf skal nævnes:

De Lunnske Konsortier

40 Mill. Kr.

J. M. Levin & Co

30 ” ”

10 andre Vekselerere

20 ”

20 Konsortier

20 ” ”

Max Lester og Vald. Glückstadt

17 „ „

H. Heilbuth

13 „ „

31 større Spekulationskunder

42 „ „

   
 

I alt 182 Mill. Kr .

At Medlemmerne i Vekselererfirmaerne og Konsortierne langt overvejende var Jøder, er allerede i anden Sammenhæng bleven nævnt. Her skal imidlertid gaas nærmere ind paa enkelte Forhold vedrørende disse Konsortialspekulationter.

Med Hensyn til de saakaldte Lunnske Konsortier drejede

397

det sig om en Del Spekulationskonsortier, som Landmandsbanken indrettede hos en af sine ældste Forretningsforbindelser, Firmaet Aug. Lunn & Co. Samarbejdet var indledet omkring Aaret 1883. August Lunn (Søn af Oberst Ove Lunn) og Sønnen Aage Lunn, som i den her omhandlede Periode var Indehavere af Firmaet, var af ren arisk Afstamning, men havde under Krigen i ganske særlig Grad finansielle Interesser tilfælles med Landmandsbanken. Navnlig samledes en stor Del af de af Vekselererne oprettede Støttekonsortier, der senere afvikledes med saa store Tab, hos Aug. Lunn og Co. - Underskudene blev for de enkelte Vekselererfirmaers Vedkommende pr. 31. Decbr. 1921 som følger:

Jul. T. Levinsen

ca. 1,3 Mill. Kr.

Aage Trier

“ 1,0 “ “

Paul Philipson

“ 0,45 “ “

M. H. Cohen & Lamm

“ 1,05 “ “

Th. Schiøler

“ 2,8 “ “

J. M. Levin & Co

“ 0,25 “ “

Firmaet Aug. Lunn & Co. selv fik under og efter Verdenskrigen store Laan fra Landmandsbanken, saa Gælden steg fra 464.000 Kr. pr. 30. 6. 1914 til 1.206.000 pr. ultimo 1917, til 1,5 Mill. Kr. ultimo 1920 og endelig til ca. 2,2 Mill. Kr. pr. 16. 9. 1922. Paa sidstnævnte Tidspunkt beløb desuden Firmaets og Aage Lunns Gæld paa Støttekonsortierne sig til ca. 3,2 Mill. Kr., saa den samlede Gæld til Landmandsbanken androg ikke mindre end 5,3 Mill Kr. Med Hensyn til Konsortierne maa imidlertid bemærkes, at Direktørerne Emil Glückstadt og Ove Ringberg hørte til de mest fremtrædende Deltagere. Der var Tab paa Direktørernes Andele allerede i 1918 og 1919. I Bankkommissionens Beretning bemærkes herom, at de to Direktører ved Udtrædelsen i 1920 overtog Aktier i D.F.D.S., Orient, Ø.K. og Ø.P., som i Landmandsbanken indlagdes paa Konsortiet af 24. April 1918 A, hvorfra de senere overtoges

398

med Tab af Konsortiet af 1. April 1917 (S. 77). Af selve den Kendsgerning, at der til de Lunnske Konsortier ved Opgørelsen ultimo 1921 var udlaant ikke mindre end 40 Mill. Kr., kan man slutte, hvor nært Firmaet Aug. Lunn & Co. har været knyttet til de jødiske Finansinteresser.

Firmaet J. M. Levin & Co. (Indehavere: Johan Levin og Farbroderen Martin J. Levin; Prokurist: Erik Heiberg) var et udpræget Jødefirma, der allerede fra Landmandsbankens Oprettelse havde hørt til denne Banks nærmeste Forretningsforbindelser: I Virkeligheden har vi her med Landmandsbankens mest betroede Vekselererfirma at gøre, som rigtignok ogsaa tilsidst forvoldte Banken langt de største Tab. J. M. Levin & Co. favoriseredes fra Landmandsbankens Side paa enhver tænkelig Maade. Overfor Bankens almindelige Kunder var det under Krigen Regel, at der krævedes en vis Margin, naar Børspapirer skulde belaanes, saaledes at der f. Eks. ydedes 65 pCt. Belaaning af Kursværdien paa Obligationer og Bankaktier samt paa Ø.K., D.F.D.S. og Transatlantisk Kompagni, derimod 50 pCt. paa Industriaktier og kun 40 pCt. paa de mindre Dampskibsselskaber. Men for J. M. Levin & Co. gjaldt den Særbestemmelse, at den ved Kasselaan kunde nøjes med en M argin paa 10 pCt., og at Banken endog ved en Række af Firmaets separate Laan overhovedet ikke krævede nogen Marginindbetaling, men at Papirerne her belaantes til Indkøbsprisen. Ifølge Kommissionsberetningen (S. 146) drejede det sig ved de sidstnævnte Laan som oftest om Konsortialspekulatio ner, i hvilke igen Bankdirektørere Glückstadt og Ringberg for største Delen var Deltagere. Vekselererfirmaet J. M. Levin & Co. gled i særlig Grad med ind i den vilde Spekulation, der bredte sig under Verdenskrigen, hvorved det paadrog sig enorme Forpligtelser overfor Landmandsbanken. Den 31. Januar 1917 beløb Firmaets samlede Gæld til Banken sig til ikke mindre end 63,8 Mill. Kr., hvoraf 19 seperate Laan talte de 41,8 Mill. Kr. Til Sikkerhed tjente Depotets Værdi med ca. 61,7 Mill. Kr. Under Trykket af det Kursfald, der indtraadte efter

399

den skærpede Undervandsbaadskrig, foranledigede Firmaet imidlertid en meget kraftig Afvikling af de separate Laan, saaledes at Firmaets Engagement ultimo 1917 kun beløb sig til ialt 20,7 Mill. Kr., imod et Depot paa 19 Mill. Kr. Den 29. Februar 1920 var Firmaets Stilling endnu nogenlunde gunstig, idet der overfor en samlet Gæld paa ca. 27 Mill. Kr. stod Depoters Værdi med 27,5 Mill. Kr. Men snart fulgte Tilbageslagene, saaledes at Firmaets Gæld allerede ultimo 1920 var 5,6 Mill. Kr. større end Depotets Værdi. Det udækkede Gældsbeløb steg derefter pr. 31. Decbr. 1921 til ca. 9 Mill. Kr., opgjordes 16. Septbr. 1922 til ca. 19 Mill. Kr., medens det ifølge en af Centralanstalten for Revision og Driftsorganisation pr. 28. Oktbr. 1922 udarbejdet Status var vokset til ca. 20,2 Mill. Kr. Ifølge denne Status bestod Underskudet i det enkelte af følgende Poster:

Tab paa Konsortier

ca. 4.300.000 Kr.

Tab paa egne Fonds

3.400.000 Kr.

Tab paa Fondsdebitorer (Spekulations- Engagementer)

8.700.000 Kr.

Laanedebitorer (Forretnings-Engagementer)

5.100.000 Kr.

Driftstab fra 1. 1. 1920-28. 10. 1922

1.100.000 Kr.

   
 

Ialt ca. 22.600.000 Kr.

I denne Sammenhæng giver Bankberetningen nogle meget interessante Oplysninger om enkelte af de Dispositioner, som voldte disse enorme Tab. Saaledes havde et Konsortium af 24. Juni 1920, i hvilket foruden Firmaet J. M. Levin adskillige Privatpersoner deltog, deriblandt Direktør Max Ballin, et Tab paa ca. 1,1 Mill. Kr. Bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg havde oprindelig deltaget i Konsortiet, men var gaaet ud den 1. Juni 1922 og havde betalt deres Andel. Spekulatio-

400

nen i dette Konsortium var hovedsagelig foregaaet i Torm-, Ballin- og Det Transatlantiske Kompagnis Aktier.

Paa Laanedebitorer tabtes ca. 3 Mill. Kr. paa Firmaet A/S E. L. Weimann (Indehaver var Carl Salomonsens Svigerfader Elias Louis Weimann og N. N. Abrahamsen), og ca. 1,2 Mill. Kr. paa A/S Russo-Dania, i hvilken ORS. Carl M. Levin, Svigersøn af Etatsraad J. C. Ferslew, var Formand i Besty relsen. (Direktionen i dette Aktieselskab dannedes af Levins Svigersøn T. S. B. Drechsel samt P. R. Mosdal. Medlemmer af Bestyrelsen var desuden Dr. økonom. K. S. Leites, Grosserer C. J. Schottländer, Børskommissær Julius Schovelin, Bankdirektør M. S. Plotnikoff og Prokuristen i Firmaet J. M. Levin & Co., Vekselerer Erik Heiberg). Firmaet J. M. Levin havde desforuden ogsaa selv engageret sig i A/S E. L. Weimanns Papirer og tabte derved ca. 2,2 Mill. Kr., saaledes at det samlede Tab i dette Tilfælde beløb sig til 5,2 Mill. Kr. Angaaende Aarsagerne hertil bemærkes i Bankkommissionens Beretning: »Om dette Firma (A/S E. L. Weimann) har Vekselerer Johan Levin forklaret, at det kom i Vanskeligheder, fordi Indehaverne havde haft et langt større Privatforbrug, end Forretningen kunde bære, og havde disponeret forkert. Den ene af Deltagerne (d. v. s. N. N. Abrahamsen) havde ganske sindssvagt kastet sig over enkelte dyre Juveler, som ikke kunde sælges, da Konjunkturomslaget kom.« For at redde Foretagendet overtog J. M. Levin & Co. 1,1 Mill. Kr. af Selskabets Aktier til Kurs 200; men denne Hjælpeaktion kunde ikke forhindre Sammenbrudet; August 1921 standsede A/S E. L. Weimann & Co. sine Betalinger, hvorefter det rekonstrueredes af Landmandsbanken. Ifølge Bankkommissionens Beretning maatte der i dette Tilfælde regnes med et samlet Tab paa ca. 6,5 Mill. Kr. I Beretningen fremhæves endvidere, at blandt de private Spekulationskunder fandtes ogsaa Direktørerne Hugo Rothenberg og Max Ballin, af hvilke den første forvoldte Firmaet et Tab paa ca. 1,8 Mill. Kr., den sidste paa ca. 1,3 Mill. Kr. Hvortil her kun skal bemærkes, at Weimann, Rothenberg og Ballin selv-

401

følgelig er lige saa renlivede Jøder som Levin. De samlede Tab ved det her omhandlede Vekselererfirma ansættes til 22,5 Mill.Kr.

Blandt de jødiske Vekselererfirmaer, der efter Verdenskrigen led en krank Skæbne, befandt sig ogsaa Firmaet Herman Meyer (Indehavere: H. Meyer og J. Nathanson; Prokurist P. Nathanson), der allerede fra 1908 stod i Forretningsforbindelse med Landmandsbanken og endnu under Krigen havde forstaaet at holde Gæld og Depotværdi i et nogenlunde rimeligt Forhold til hinanden, saaledes at der pr. 30. 11. 1918 overfor en Gæld paa 1,3 Mill. Kr. stod en Depotværdi paa 1,5 Mill. Kr. Men den 9. 2. 1920 var der en udækket Gæld paa ca. 126.000 Kr., der indtil Slutningen af samme Aar steg til ca. 400.000 Kr. Senere udfærdigede Firmaerne J. M. Levin & Co. og Th. Schiøler et Kautionsbrev til Landmandsbanken, ifølge hvilket de erklærede sig villig til at indestaa for Firmaet Herman Meyers udækkede Gæld, idet de gik ud fra, at der endnu bestod Chancer for at redde Foretagendet. Men i September 1921 maatte Firmaet standse sine Betalinger, og ved Aarsopgørelsen ultimo 1921 viste det sig, at det udækkede Beløb var vokset til ca. 760.000 Kr. Her led ikke blot J. M. Levin & Co. Tab ved Garantiydelsen, men ogsaa en anden af Landmandsbankens Forretningsforbindelser, nemlig Firmaet Th. Schiøler. Hos sidstnævnte Firma konstateredes der ved Opgørelsen den 16. September 1922 et udækket Beløb paa ikke mindre end ca. 5,5 Mill. Kr.; det viste sig, at Firmaet var bleven særlig haardt ramt ved at deltage i de Lunn'ske Støttekonsor tier, idet det herved forvoldteTab pr. 16. 9. 1922 androg ca. 3,9 Mill. Kr.

Næst J. M. Levin & Co. var M. H. Cohen & Lamm Landmandsbankens ældste Forretningsforbindelse blandt Vekselererfirmaerne. Indehaveren af det sidstnævnte rent jødiske Firma var A. E. Lamm med Sønnerne C. A. Lamm og H. P. Lamm; 1. Prokurist var C. L. Moritz. Aron F. Lamm er navnlig kendt som Formand for Revisionsbanken, i hvilken Egen-

402

skab han var ledende Mand ved Financieringen af Arbejdernes Brændselsforretning og fremmede Parvus' storstilede Spekulationer i Kul. Allerede før Verdenskrigen havde iøvrigt Firmaet M. H. Cohen & Lamm indladt sig paa visse tabsvoldende Dispositioner, saaledes at Landmandsbanken maatte springe ind med en Garanti paa 20.000 £. overfor British Bank of Northern Commerce. Under og i de første Aar efter Verdenskrigen havde Firmaet endnu i det store og hele disponeret paa forsvarlig Maade med Hensyn til Børsengagementerne, saaledes at der altid var fuld Dækning for den Gæld, det stod i til Landmandsbanken. Endnu ultimo 1920 var der - naar der bortses fra Tabet, som ogsaa dette Firma led ved Deltagelse i de Lunn'ske Støttekonsortier - fuld Dækning paa Bankens Til godehavende paa Folio og Kasselaan, idet det tilsammen beløb sig til godt 900.000 Kr., medens Depotets Værdi var paa ca. 1.1. Mill. Kr. Men i Løbet af 1921 indtraadte meget alvorlige Komplikationer, saaledes at der et Aar senere, den 31. Decbr. 1921, konstateredes et udækket Beløb paa 1.2 Mill. Kr. Og den 16. Septbr. 1922 var Firmaets Gæld paa Kasselaanet ca. 388.000 Kr. og dets Andel i Underskudet ved Støttekonsortierne hos Aug. Lunn & Co. ca. 1.4 Mill. Kr. Heroverfor kunde Firmaet til Sikkerhed kun stille Depot paa ca. 172.000 Kr. Det udækkede Beløb androg herefter ca. 1.6 Mill. Kr. paa sidstnævnte Tidspunkt.

Noget lignende saa det tilsidst ud med Hensyn til Firmaet Paul Philipson (Indehaver P. Philipson, blandt Prokuristerne H. G. Morville og C. Herforth), hvor den udækkede Difference overfor Landmandsbanken den 16. Septbr. 1922 opgjordes til 2.2 Mill. Kr. Ogsaa for dette Firma var der opstaaet Tab ved Deltagelse i de Lunn'ske Støttekonsortier. Blandt de Værdier, som her henlaa som Sikkerhed for Gælden, kan nævnes 168.000 Kr. Aarhus Oliemølle, 145.000 Kr. Ballin & Hertz, 140.000 Kr. Nielsen & Winther og 350.000 Kr. Nordisk Metal Aktier. Hos Firmaet Aage Trier udgjorde det samlede udækkede Beløb ved den endelige Opgørelse 3.3 Mill. Kr., hos Jul. T.

403

Levinsen ca. 5.1 Mill. Kr. Disse tre større Firmaer maatte tilsidst, efter Landmandsbankens Sammenbrud, selv træde i Likvidation. Mindre betydeligt var Bankens Krav overfor Vekselererfirmaerne Tage Lehn Schiøler og Moritz Melchior & Co. (Indeh. W. Melchior); det udækkede Beløb androg her 107.000 Kr. henholdsvis 70.000 Kr.

Det fremgaar af denne Fremstilling tilstrækkeligt, at det overvejende var jødiske Vekselererfirmaer, som stod i Forretningsforbindelse med Landmandsbanken og i stærkeste Grad var medvirkende ved den vilde Børsspekulation, der blev saa kraftigt stimuleret fra Bankens Side, men selvfølgelig ogsaa blev eftertrykkeligt fremmet fra de mere enterprenante jødiske Vekselereres Side. At herunder ogsaa d'Hrr. Glückstadt og Ringberg Personlig var interesseret i en Del Spekulationskonsortier, blev allerede nævnt ved Undersøgelsen af Firmaet Aug. Lunn & Co.'s Stilling under Krisen. Endnu skal blot tilføjes, at disse to Storspekulanter ikke indskrænkede sig til den nævnte Konsortialdeltagelse hos J. M. Levin & Co., men at Kommis sionsberetningen nævner endnu to andre Firmaer, hos hvilke Landmandsbankdirektørerne var Deltagere i Konsortialspekulationer. Saaledes har der hos Vekselererfirmaet Jul. T. Levinsen været ført to Konti med en Omsætning paa noget over 7 Mill. Kr., som førtes for O. Ringbergs Regning à meta med Vekselererfirmaet. Avancen androg her ca. 180.000 Kr. Desforuden blev der hos Vekselererfirmaet A. Vollmond & Co. (Indeh. A. Vollmond og M. M. Warburg) ført ikke mindre end 12 forskellige Børsspekulationskonti for Direktørerne E. Glückstadt og O. Ringberg, hvorved der »paa flere af Kontiene omsattes Millionbeløb og i flere Tilfælde fremkom store Avancer« (S. 77). Spekulationerne omfattede her hovedsagelig Ø.K. og D.F.D.S.; paa en Sukkerspekulation blev der tjent ca. ½ Mill. Kr.

Med Hensyn til de to Bankdirektørers Spekulationer indeholder Bankkommissionens Beretning endnu flere interessante

404

Oplysninger. Saaledes fremhæves det, at de hos J. M. Levin & Co. i de 7 ½ Aar, der er bleven undersøgt, var Deltagere i 250 til 300 Konsortier, og at det største Antal Konsortier, i hvilket de samtidig spekulerede - det var den 1. April 1917 - var 44. Paa nævnte Tid var ca. 37.5 Mill. Kr. bundet i Spekulationen, hvoraf de to Bankdirektører var Deltagere med hver 6 Mill. Kr. Financieringen af disse Spekulationer foretoges almindeligvis indirekte af Landmandsbanken, idet denne Bank, hver Gang dens Direktører indledede en ny Spekulation, stillede den fornødne Kapital til Raadighed som Kasselaan. Kun i Undtagelsestilfælde overtog Vekselererfirmaet selv en Del af Financieringen. Lejlighedsvis blev ogsaa de to Bankdirektørers Anparter belaant hos Aug. Lunn & Co., som atter belaante dem hos Landmandsbanken, saa Banken ogsaa i et saadant Tilfælde i sidste Instans belaante sine egne Direktørers Spekulationer. Naar der opstod Tab paa Direktørernes Anparter i Spekulationskonsortier, blev de overført til Februar-Kontoen; i Tilfælde, hvor der ikke fandt en saadan Overførsel Sted, ses der ikke at være opstaaet Tab. Bankkommissionens Beretning kommer iøvrigt til det Resultat, at Etatsraad Emil Glückstadt ved de hos J. M. Levin gennemførte Spekula tioner har haft en samlet Avance paa 2,9 Mill. Kr. og Tab til et samlet Beløb paa 2,3 Mill. Kr., saaledes at Nettoavancen androg 0,6 Mill. Kr. Med Hensyn til Direktør Ringberg androg Avancen ialt 3,2 Mill. Kr., Tabene 2,3 Millioner og Nettoavancen dermed 0,9 Mill. Kr.

De Papirer, i hvilke der fandt størst Omsætning Sted, var

Landsinandsbanken,

Orient,

Ballin,

D.F.D.S.,

Hafnia,

Kul,

Torm,

Ø.K.,

Sukker,

hvorved der af D.F.D.S.-Aktier omsattes ca. 55 Mill. Kr. nominelt, af Ø.K.-Aktier ca. 24 Mill. Kr. og af Landmandsbank-Aktier ca. 13,6 Mill. Kr. nominelt.

Bankkommissionens Beretning giver dernæst en udførlig

405

Redegørelse for Spekulationerne i de enkelte Papirer, som giver et grundigt Indblik i de forrykte Transaktioner, der til visse Tider kunde finde Sted. Dampskibsaktier var altid det taknemligste Objekt; de var ofte ude for en ligefrem fantastisk Kursudvikling. BI. a. noteredes D/S Torm Aktier ved Krigens Begyndelse til ca. 125, steg August 1916 til 1600 og havde, inden Friaktierne udstedtes i September 1916, en Kursværdi omkring de 2700. Det var vel nok et Papir, i hvilket der kunde spekuleres. Konsortialdeltagerne hos J. M. Levin & Co. tjener Penge, saa det forslaar noget, et Konsortium af 24. 4. 1915 (Gl. og R. hver 1/3) saaledes ca. 68.800 Kr.; en »Konto Quinto« for Torm Aktier fik 1. Juli 1915 udbetalt en Avance paa ialt 325.000 Kr. og siden, indtil 3. Maj 1916, ialt 814.000 Kr. osv. Og naturligvis er det altid de rette Mænd, der er med i Spillet. Kraftig Svindel drives der samtidig, idet der i 1920 i en vis Periode manipuleredes med et fiktivt norsk Tilbud om Køb af Torm-Aktierne. Hovedmanden i denne Affære var Prokurist Heiberg hos J. M. Levin & Co. og Steen Giebelhausen. For at give et Begreb om, hvem der var særlig interesseret i Torm-Aktier, skal kun henvises til Sammensætningen af Konsortiet af 24. 6. 1920 hos J. M. Levin & Co.: det var Emil Glückstadt og Ove Ringberg for hver 3/9, Max Ballin, H. Rothenberg og L. Schottlænder for hver 1/9 .

Et Kapitel for sig er ogsaa Spekuationen i Dansk-Russisk Dampskibsselskabs Aktier. Ogsaa med Hensyn til disse Aktier spiller norske Opkøbsplaner en betydelig Rolle. Mod Slutningen af Aaret 1917 forhandler nemlig ifølge Kommissionsberetningen nogle Nordmænd med Direktøren for dette Selskab, Kay Reinhard, »om Køb af Aktiebesiddelsen i Dansk-Russisk og Northern Steamship Company«. Der forlanges 33 Mill. Kr. Overfor et saadant Krav anser de norske Interessenter det for klogere at forsøge at erhverve Aktiemajoriteten i Dansk-Russisk til den gældende Kurs 360. Nu faar Kay Reinhard Betænkeligheder, og han sætter alt ind paa at forhindre, at Nordmændene faar den afgørende Indflydelse indenfor hans

406

Selskab. Det er denne Situation, nogle særlig entreprenante Spekulanter forstaar at udnytte, deriblandt Erik Glückstadt , Direktør Glückstadts Nevø. Bankkommissionen beretter herom følgende (S. 91):

»Den 3. Januar 1918 forhandler han (Reinhard) om Eftermiddagen med Nordmændene om Salget af Northerns Aktier; samme Dag forhandler han med Glückstadt om at købe den kvalificerede Minoritet i Dansk-Russisk, for at Nordmændene ikke skal kunne opløse Selskabet og paa den Maade komme billigt til Northerns Aktier. Reinhard giver Glückstadt Ordre til for sin (Reinhards) og sin Meddirektør, Direktør Jensens Regning at opkøbe hvad der fandtes paa Markedet af Dansk-Russisk's Aktier. Disse Køb foretages paa et Konsortium af 3. Januar 1918 bestaaende af de to Herrer; der købes nominelt 836.000 Kr. Dansk-Russere til Kurser fra 387 til 414, blandt andet fra Aug. Lunn & Co. Blandt de 508.000 Kr., der købes igennem Aug. Lunn & Co., samles en Del fra forskellige Vekselerere og fra et Konsortium, Dan-Rus, fra hvilket 120.000 Kr. under 3. Januar købes med en Avance af 34.000 Kr. Dan-Rus har samme Dag købt Posten 24.000 Kr. billigere. Konsortiet bestaar af Aug. Lunn og Erik Glückstadt, der hver faar 12.000 Kr. i Fortjeneste. Den 10. Januar køber Aug. Lunn for Regning Landmandsbanken alt op til 500 og køber blandt andet hos Palsby 260.000 Kr. til Kurs 500. Erik Glückstadt der maa antages fra sin Onkel eller fra sin Stilling i Banken at have haft Nys om Søfartens Opkøb, køber à meta hos Vekselerer Palsby den 7. Januar nominelt 100.000 Kr. Dansk-Russisk til Kurs 425 à 430 samt Dagen efter andre 100.000 Kr. til Kurs 450; disse Aktier sælges den 10. Januar paa Efterbørsen til Aage Lunn, der opkøber til Topkursen 500. Erik Glückstadts Fortjeneste har saaledes været 60.000 Kr.«

Direktør Reinhard var iøvrigt gaaet ud fra, at de af Landmandsbanken opkøbte Papirer fra hans Konto vilde gaa direkte over til Selskabets uden Fortjeneste. Det skete ogsaa for de 736.000 Kr.'s Vedkommende. Men ved Restbeløbet opnaas en Avance paa 100.000 Kr., som Ringberg krediterer sin egen Konto og som dermed ikke kom Banken tilgode.

Gang paa Gang viser det sig ved alle disse Børsengagementer, at Direktørerne Glückstadt og Ringberg paa ganske ublufærdig Maade udnytter det Kendskab, de sidder inde med om de enkelte Selskabers StilIing og fremtidige Indtjenings-

407

muligheder til Varetagelse af personlige Interesser. Ja, man kan paastaa, at Diskretionsbrud til en vis Grad ligefrem danner Grundlaget og Udgangspunktet for Børsengagementerne. Saadan set var det Hele ofte ren Svindel og Bedrag, da Dispositionerne derved blev anlagt paa at udnytte Chancer, der med Sikkerhed kunde forventes at indtræde og som man ud fra en bestemt Forhaandsviden søgte at gøre sig til Nytte ved de evindelige Haussespekulationer. De lige omhandlede Erik Glückstadt'ske Transaktioner viser Fremgangsmaaden. Ogsaa Cold-Affæren (jvf. nedenfor 5d) er meget brugbar til Illustrering af dette Forhold. Men endelig behandler ogsaa Fru Glückstadt i sit ofte nævnte Forsvarskrift et Eksempel, som nok er værd at tage med. Hun fortæller nemlig, at da hendes Mand i Maj 1920 fatter Beslutningen om at trække sig helt ud af Spekulationskonsortierne, maatte ogsaa Salget af et vist Parti af Ø.P.-Aktier finde Sted. Børskursen paa disse Papirer havde ved Udgangen af April været 320 %. Da nu Konsortiet skulde likvideres, skal Ø.K. træffe Bestemmelse om, til hvilken Kurs Aktierne i Datterselskabet Østasiatisk Industri og Plan tageselskab (Ø.P.) skal overdrages til Banken, der skal overtage Glückstadts Anpart. Fru Laura Glückstadt beretter nu (S. 119):

»Der (d.v.s. i Østasiatisk Kompagni) har man hæv det, at en Kurs af 320 % var uforholdsmæssig lav efter Ø.P.s endnu ikke Offentligheden bekendte, men fortrinlige Aarsresultat. Med en saadan Motivering har Ringberg fra den 5te til den 14de Maj for Landmandsbankens Regning købt paalydende 370.000 Kr. Aktier op til Kursen ca. 320 til ca. 356; og pr. 14. Maj opløses Syndikatet af 29. Oktober 1919, dels ved at Banken (nominelt Kontoen 1. Februar 1917) tager paalydende 1 Million Kroner af dets Ø.P.-Aktier til Kurs 350, dels ved at Ø.K. køber en Post til samme Kurs.«

408

Syndikatets Fortjeneste beløb sig i dette Tilfælde til 600.000 Kr., hvoraf Glückstadt fik en Fjerdedel, 150.000 Kr. Den Anklage, der i denne Anledning senere rettedes mod Glückstadt i Rigsadvokatens Anklageskrift under VII a, gik i dette Tilfælde ud paa, at Glückstadt havde opnaaet denne Fortjeneste ved at lade Banken købe Aktierne til en uberettiget høj Pris. Tiltalen lød her paa svigagtig Handling efter Straffelovens § 257, og efter denne Paastand blev den Tiltalte ogsaa dømt.

Selvfølgelig var Landmandsbankens Forhold til Børsen ogsaa Genstand for indgaaende Undersøgelser ved Domstolene.

Under Forhandlingerne gav navnlig de af Vekselererne Levin, Schiøler og Lunn afgivne Forklaringer vægtige Bidrag til Belysning af dette Spørgsmaal. Levin skelnede i Forhøret mellem ”Meningskonsortierne«, der havde til Hensigt at købe Papirer op for at tage en Avance hjem, og de Konsortier, der under hans Ledelse dannedes for under eet at overtage en stor samlet Aktiepost af Banken til en bestemt Kurs. Levin havde, for selv at skabe sig nogen Sikkerhed, almindeligvis krævet, at Ringberg og Glückstadt (eller ogsaa Banken selv) skulde gaa med i Konsortierne, og disse fik saa Betegnelsen OREG (Ove Ringberg, Emil Glückstadt). Der havde været i Hundredevis af disse Konsortier, og Papirerne var vandret fra det ene til det andet Konsortium. OREG havde saaledes haft en Omsætning paa mere end 400 Mill. Kr. hos Levin. Den 1. Juli 1921 havde Levin i sit Forhold til Banken et Underskud paa 8 Mill. Kr.

Vedrørende flere Forhold rettede Vekselererne alvorlige Bebrejdelser mod Banken. Saaledes gaves der nogle interessante Oplysninger om enkelte Støttekonsortiers Skæbne. Et saadant Konsortium blev bl. a. oprettet den 13. Oktober 1919 hos Firmaet Aug. Lunn & Co. under Ledelse af Aage Lunn med 1 Mill. Kr. Gorm og 1/4 Mill. Dansk-Russere. Emil Glückstadt forlangte derefter, at disse Papirer skulde udleveres til Banken uden nogen Fortjeneste for Konsortiet. Dette Krav blev efterkommet, da han samtidig benægtede, at en Nyordning af disse

409

Selskaber var forestaaende. Men nogle Maaneder senere likviderede de begge, hvorved Aktierne udbragte en væsentlig højere Pris, end Konsortiet havde afregnet til. I Begyndelsen af 1920 laa Støttekonsortiet af 13. Oktober 1919 endnu med et Par Millioner Kroner Landmandsbankaktier, som Lunn havde ønsket at skille sig af med. Men det vilde Ringberg imidlertid ikke gaa med til, ligesaa lidt som han vilde tillade en Opløsning af Konsortiet. Resultatet var, at Konsortiet blev hængende paa denne Aktiepost.

Ligesaa hensynsløst forstod de to Landmandsbankdirektører ogsaa at sikre deres private Interesser i Syndikatet i Ø.P. Aktier, som oprindelig bestod af Interessenter, repræsenterede dels af Landmandsbanken, dels af Ø.K. Dette Syndikat havde i Tiden fra 3. December 1918 til 20. November 1920 købt godt 2 Mill. Kr. Ø.P. Aktier til Kurser mellem 250 og 320 samt 820.000 Kr. Ø.K. Aktier. I første Halvdel af Maj 1920 købtes yderligere 320.000 Kr. Ø.P. Aktier til Kurs 355, og da denne Transaktion var afsluttet den 14. Maj, overførtes endnu den selvsamme Dag 1 Mill. Kr. Ø.P. Aktier til Februar-Kontoen til Kurs 350, hvorved Syndikatet opnaaede en Avance paa ialt 991.000 Kr. Deraf udbetaltes ikke mindre end 516.000 Kr. til Glückstadt og Ringberg. Efter at denne Transaktion var gennemført, stod Glückstadt og Ringberg endnu med 410.000 Kr. Ø.K. og 422.000 Kr. Ø.P. Aktier, som de formaaede at afsætte med god Fortjeneste til nye Konsortier, et Trio -Konsortium ved J. M. Levin og et Quarto- Konsortium ved Aug. Lunn & Co. Senere, da de Herrer Glückstadt og Ringberg ønskede at trække sig ud af Aktiespekulationen, overførtes deres egne Anparter til Februar-Kontoen, medens deres Medspillere i »Trio« og »Quarto« atter blev hængende paa deres Aktier. Saaledes blev altsaa ogsaa Vekselererne til Tider grundig snydt og bedraget af de to nævenyttige Landmandsbankdirektører.

Da Bankkommissionens Beretning i Januar 1924 kom frem for Offentligheden, var det naturligvis i første Omgang ikke mulig for Systempressen at frikende Jøderne for det forfærde-

410

lige Ansvar, de havde paabebyrdet sig ved deres grænseløse Svindel. Men paa den anden Side søgte Pressen efter Evne at dæmpe Ophidselsen og at aflede Opmærksomheden fra de rigtige Skyldige. Paa dette Omraade yder »Socialdemokraten« en særlig Indsats, idet dette Blad retter en - i og for sig ikke uberettiget - Kritik mod daværende Udenrigsminister Cold *) for derved at pointere, at det ikke blot var Jøder, men ogsaa gode danske Mænd, der gik med ind i det vilde Spil. Bladet er navnlig forarget paa Prof. L. V. Birck, som har anset det for paakrævet at forsvare Cold mod Paastanden om, at han har spekuleret i sit eget Selskabs, D.F.D.S.'s, Aktier paa en Maade, der blandt Menigmand maatte anses for æreløs. »Socialdemokraten« mener heroverfor at maatte gøre gældende, at Prof. Birck ikke er helt upartisk i sin Bedømmelse af Forholdene og aabenbart kun er rede til at føre Kniven uden Gnist af Sentimentalitet, hvor det drejer sig om at ramme »en bestemt Kategori af Medborgere«. Bladet bemærker hertil i sin ledende Artikel den 31. Januar 1924 bl. a. følgende:

- »Jøderne, baade de levende og de døde, baade de fuldblods og de mere eller mindre blandede, faar intet eftergivet, hvor Prof. Birck er Dommer. Men hvor har han til Gengæld været mild mod de »hvide«. Hvor har han f. Eks. trolig fulgt det Program, han opstillede, da han i et Anfald af Løsmundethed sagde: »Lad Elefanten gaa i sin Grav som den rene Hædersmand, han aldrig har været.« Og hvilken grænseløs Trofasthed ligger der ikke i den »Sympati for Cold, der er lige saa stor nu som før«.

Hr. Birck havde i sit Indlæg den Frejdighed at sige til os, at han meget vilde beklage, dersom Afsløringen af Systemet kun skulde munde ud i Angreb paa Personerne. Det siger han, hvis hele Bestræbelsen bevidst eller ubevidst har været den at udpege Syndebukke af en saa ensartet Farve, at al Opmærksomhed og Harme bortlededes fra Systemet og fik en Retning, der

*) Jvf. nedenfor 5 d.

411

rummede en Appel til Instinkter, som saa ofte før er anvendt i et raaddent Systems Tjeneste. Det er just vore Angreb, rettede mod alle de skyldige uden fjærneste Hensyn til Hudfarve, Afstamning, Tro eller politisk Stade, der har naglet det kapitalistiske System fast til Anklagebænken.« -

Det kan næppe forbavse nogen, at Marxismens Landsorgan tager saaledes paa Vej mod Birck, da det jo nu engang hører til Socialdemokratiets Ideologi, at man ikke kan gøre Forskel paa Mennesker, og at Lighedsprincipet under alle Omstændigheder maa hævdes. Men det burde dog i dette Tilfælde, trods al Hengivenhed for Partidoktrinernes jødiske Ophav, ikke have afholdt Bladet fra at holde sig til de nøgterne Kendsgerninger. Og disse er nu engang, at Jøderne var de ledende Mænd i al Spekulation, at Danmark uden Jødernes Indsats aldrig havde oplevet Landmandsbankkatastrofen, og at Jøderne netop i denne Sammenhæng viste, at deres Samvittighedsløshed i Udbytningen af deres Medmennesker ikke har forandret sig og karakteriserer Racen nu som altid før i Tiden, og at deres Stræben efter at blive de herskende indenfor Samfundene gennem Kapitalmagten, nu som til alle Tider er det ledende Motiv i alle deres Handlinger og Gerninger. Det har uden Tvivl været meget ubehageligt for Systempressen incl. »Socialdemokraten«, at Bankkommissionens Beretning Side op og Side ned har maattet berette om de Bedrifter, Mænd med Navne som Glückstadt, Ballin, Heilbuth, Rothenberg, Levin, Weimann, Cohn, Dessau, Kliatschko, Nathanson, Trier, Lester, Melchior, Bing, Hertz, Katz, Salomonsen, Abrahamsen, Kobritz osv. har paa deres Samvittighed; men der kunde jo nu engang ikke nævnes andre Navne, naar der skulde være Tale om dem, der stod forrest i Dansen om Guldkalven. At der ved Siden af dem saa ogsaa findes talrige, altfor talrige Personer med ærlige danske Navne, der har ladet sig forlede til at gaa med ind i Dansen, maa ikke dølges, tværtimod! Men det skal ikke give Anledning til at forringe eller fortie Jødernes primære Ansvar. Naar Bankkommissionen med største Omhu har undgaaet at betegne blot

412

en eneste af de nævnte Mænd ved deres Race, er dermed vel taget tilstrækkeligt Hensyn til Systempressens, specielt Marxistorganets Ømfindtlighed. - Og iøvrigt burde »Social-Demokraten« huske, at dets Parti jo selv var repræsenteret i det Ministerium, der taalte en Jøde som Finansminister og tillige havde det allerstørste Ansvar for den under Krisen indledede Vare-, Aktie- og Valutaspekulation. Det var jo nu engang en Kendsgerning, at Børsjobberiet var Jødernes Værk.

I hvilken Grad denne sidste Paastand svarer til Virkeligheden, kan yderligere bevises paa Grundlag af en officiel Undersøgelse over Børsspekulationen, som foretoges af Landsoverskatteraadet for Aaret 1916 og som publiceredes i Maj 1918. *) Da Opgørelsen giver et samlet Overblik over Børsspekulanternes Fordeling indenfor hele Landet, skal dennes Hovedresultater her kort refereres.

Det viste sig bl. a., at der i 1916 fandtes 6959 Personer i Danmark, som havde haft en Omsætning paa mindst 100.000 Kr. i Effekter, beregnet efter de købte og solgte Papirers sammenlagte Værdi. Kun for et Mindretals Vedkommende drejede det sig her om Omsætning, der ikke var foretaget i Spekulationsøjemed.

Og hvem var nu med i dette Børsspil? Ja, Hovedparten sad selvfølgelig i København, Frederiksberg og Nordre Birk. Her boede de 4293, medens Provinsbyerne tilsammen kun havde 1818 og Landdistrikterne endda kun 848 »Spekulanter«. Det vil sige, at paa hver 10.000 Indbyggere faldt der i Hovedstaden 66, i Provinsbyerne 30 og i Landdistrikterne kun 5, som hørte med til denne Kategori. Indenfor Hovedstadens Omraade spekulerede 11,9 pro mille af Indbyggerne i Nordre Birk – hvor jo ogsaa en særlig stor Del af de jødiske Pengemagnater er bosiddende, som i Charlottenlund, Gentofte og Klampenborg -

*) Meddelelser fra Landsoverskatteraadet: Indkomst- og Formueansættelser for Aaret 1916. Med et Tillæg om »Børsspekulanterne« i 1916. Kbh. 1918.

413

medens Forholdstallet i Frederiksberg var 6,4 og i selve København 5,5 pro mille. Antallet af den her omhandlede Kategori af Medborgere beløb sig i Odense til 216, i Aalborg til 156, baade i Aarhus og i Randers til 99 osv. Ogsaa nogle mindre Provinsbyer som Kalundborg, Ringsted, Holbæk, Maribo, ja endog Rødby var ganske godt med. I Smaabyer som Stubbekøbing, Nibe, Æbeltoft og Æreskøbing samt i fire Byer paa Bornholm fandtes imidlertid slet Ingen, der var gaaet med i Spillet. Med Hensyn til Landdistrikterne stod Maribo Amt, hvor Sukkerfabrikationens gunstige Vilkaar formodentlig havde givet Godtfolk Blod paa Tanden, forrest. Her fandtes 324 Børsspekulanter. Hele det øvrige Lands Landdistrikter talte altsaa kun godt og vel 500, som var interesseret i Børsomsætningen, og hvoraf sikkert adskillige maa søges blandt Godsejerne; andre af dem hørte til den Kategori, som ikke handlede med Papirerne i Spekulationsøjemed.

I den nævnte Statistik nævnes endvidere, at det langt overvejende var Grosserere, Bankdirektører og -funktionærer, Købmænd samt i et forholdsmæssig stort Antal Handels- og Kontormedhjælpere, der var med i Spillet. Dernæst 162 Sagførere, 40 Journalister, 141 Militære, 146 Statsembedsmænd og Statstjenestemænd. Hvis Navnene paa disse Mænd kom frem, vilde man jo letteligt kunne konstatere, at Jøderne var særligt stærkt repræsenterede. Derimod mangler Bonden, Arbejderen, den jævne Købmand og Haandværker.

Om Jødernes Skattemoral i disse Spekulationens Tider kan der i denne Sammenhæng ogsaa antydes eet og andet. *) Skatte-

*) Mange af de mest fremtrædende Storkapitalister boede allerede under Krigen i Gentofte Kommune. Efter at det for Højfinansen saa gyldne Aar 1916 var afsluttet, kunde Ekstrabladet den 3. April 1917 bringe nogle Oplysninger om Skatteansættelserne for enkelte af de Rigmænd, der boede i denne Kommune. Deriblandt nævnes som største Skatteyder Direktør Siegumfeldt fra Svovlsyrefabrikkerne, som skal betale 62.500 Kr., svarende til en Indkomst paa ca. 2 Mill. Kr. Dernæst meddeles, at bl. a. Emil Glückstadt er ansat til en Indkomstskat paa 35.712 Kr., F. Steen Giebelhausen til 31.280 Kr., Grosserer Peschcke-Køedt til 27.780 Kr. og Etatsraad H. N. Andersen til 21.127 Kr. Brødrene Martin og Benny Dessau skulde herefter betale hver godt 9.000 Kr. osv. Naar man tænker paa de mægtige Indtægter, disse Finansmænd givetvis havde haft i Aaret 1916, d. v. s. i det Aar, da Landet skal have indtjent ca. 1.000 Mill. Kr., der selvfølgelig i alt overvejende Grad er kommet den her omhandlede Type af Storkapitalister tilgode, maa man sige, at Skattebeløbene har været utrolig ringe.

 

414

myndighederne Forholder sig naturligvis - forsaavidt det drejer sig om Navns Nævnelse - tavse, men hvem tvivler vel om, at de følgende smukke Historier om Skattesnyderi, som Departementschef Hiort-Lorenzen fortalte paa Landsoverskatteraadets Møde den 6. Januar 1917, netop refererer til driftige jødiske Forretningsmænd. Hiort- Lorenzen berettede bl. a.: »Der var saaledes en Mand, som havde opgivet 300.000 Kr. i Indtægt. Skatteraadet satte ham til 3 Millioners Indtægt og 5 Millioners Formue. Han klagede til Landsoverskatteraadet. Men da han skulde føre Bevis, erklærede han, at han ikke havde ført Bøger i 1915, og at han havde tilintetgjort de Papirer, der udviste hans Omsætning. Hans Skattebillet lyder paa 880.000 Kr. Det bliver vist ikke saa nemt for ham at komme ned der­under - saa uforsigtig han har været!« Eller: »En tredje havde omdannet sin Forretning til to Aktieselskaber, og han er saa godt som eneste Aktionær i dem begge. I det ene indrettede han det saadan, at Aktionærerne kun faar 5 pCt., medens han selv i Tantième faar 400.000 Kr.! I det andet Selskab var der et tilsvarende Tab; han var saa ædelmodig at paatage sig at dække hele Tabet. Det skulde saa gaa lige op, og der var saa ingen Skat af Betydning at betale! Samme Mand ejer to Villaer, som han ikke regner til Formue, og han er Direktør i flere Sel­skaber. Men den Kritik, der er øvet mod ham, har affødt tre grove Breve«. Vedrørende Børsens Spekulanter bemærker Departementschefen, at det i Kjøbenhavns Amt havde vist sig »at 9/10 af Spekulanterne har givet urigtige Oplysninger«. Og til Bevis for, hvor ejendommeligt Enkeltmand af de forskellige Be-

415

folkningskredse reagerede overfor Spørgsmaalet om, hvad der ved Børsspekulation er Indtægtsforøgelse, nævnte han det føl­gende karakteristiske Forhold: »Vi har haft Tilfælde ude paa Landet, hvor Gaardmandsenken og Mejeribestyreren har skøn­net rigtigt over, hvor meget de har tjent paa Børsen, medens den stedlige Bankdirektør og en Mægler og en Godsejer har savnet denne Forstaaelse«.

 

 

Kontroversen om Zion _resumé

Kontroversen om Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 9

Dronte 9 - leder

Drontens hovedmenu