5. PARLAMENTARISMENS FALLITERKLÆRING

 

a) Lemvigh-Müller-Episoden i Folketinget i Oktober 1921.

DET var et konservativt Folketingsmedlem, Fabrikant og Grosserer V.A.B. Lemvigh-Müller, som rettede det første alvorlige Angreb mod Landmandsbankens forrykte Bankpolitik, som Emil Glückstadt i første Række havde Ansvaret for. Det skete den 21. Oktober 1921 i Folketinget, i den Periode, da det maa formodes, at Forhandlingerne med Nationalbanken vedrørende Belaaningen af Landmandsbankens Aktier lige var bleven indledet. Rygterne omkring Banken havde allerede for længe siden sat Uro i Gemytterne, og navnlig havde Ballins Selvmord i April s. A. og den stigende Mistillid til Det transatlantiske Kompagni vakt Opmærksomhed. Men der var dog aldrig fra ansvarlig Side sagt et Alvorsord om Forholdene, og navnlig forholdt pressen sig bomstille overfor den truende Katastrofe. Paa dette Omraade herskede Ensretning i Renkultur; i et Land, hvor det tredie Ting og hvor Jøderne regerede, maatte en aaben Drøftelse af Kapitalmagtens Fejlgreb og Overgreb selvfølgelig være udelukket. Desto større Indtryk gjorde det, at en konservativ Folketingsmand tog Mod til sig og i en Rigsdagstale eftertrykkeligt pegede paa visse, navnlig for Landmandsbanken, ubehagelige Forhold, uden dog straks at nævne Tingene altfor kraftigt ved det rigtige Navn og uden at røbe, hvem han særligt vilde ramme eller tænkte paa med sin Kritik.

10

Idet Handelsminister Tyge Rothe paa dette Tidspunkt havde erklæret paa et Møde i Fredericia, at den herskende økonomiske Krise var en Følge af Kredittens Sammenbrud, bemærkede Lemvigh-Müller heroverfor i sin Rigsdagstale, at det var paakrævet at fremhæve den Fare, som truede Erhvervslivet fra Bankvældets Side. Det var nødvendigt, klart og uforbeholdent at erklære, »at Landets finansielle Ledelse, den tidligere Regering, og ikke mindst de ledende Pengeinstitutter har været, for at bruge et meget mildt Udtryk, i allerhøjeste Grad uheldige«. De ledende Banker med en særlig stor Bank i Spidsen havde paa ingen Maade forstaaet at varetage deres Spareres og Indlaaneres, Aktionærernes og Erhvervenes Interesser, fordi de i særlig Grad i deres Bankpolitik havde søgt at fremme bestemte personlige Interesser paa hele Samfundets Bekostning. Ogsaa Lovgivningsmagten havde svigtet overfor disse Forhold. Som Begrundelse for disse Anskuelser fremhævede L.-M.: »Der er nemlig ingen Tvivl om, at adskillige Banker gennem den Forhaandsviden, de uvilkaarligt maa komme i Besiddelse af, under de opadgaaende Konjunkturer har forstaaet at varetage andre end Sparernes og Aktionærernes Interesser. Det er saaledes ikke ubekendt, at der navnlig i Aarene 1916-18 blev dannet en uhyre Mængde nye Aktieselskaber, Handelsselskaber og Industriselskaber, i hvis Bestyrelser man saa at sige aldrig savnede en af de offentlige Pengeinstitutters ledende Mænd. Naar der skulde dannes et saadant Aktieselskab, gjaldt det først og fremmest om at faa en Bank interesseret, og det fik man lettest, naar en af Bankdirektionens Medlemmer fik tildelt et Mandat som Medlem af Aktieselskabets Bestyrelse, og i Tillid til de stadig opadgaaende Konjunkturer og den som Følge deraf i Udsigt stillede betydelige Tantième førtes man ind paa Startning af det ene Handels- og Industriselskab efter det andet. Og disse startedes ikke efter almindelige Samfundshensyn, men som Regel den Gang efter Bankernes egen Interesse og i mange Tilfælde lige stik imod Bankens egne Kunders Interesse. Vi har saaledes set, at en af Landets største Banker

11

har oprettet sit eget Forsikringsselskab; nogle Banker har oprettet egne Handelsselskaber, og enkelte af Bankerne har i Fællesskab oprettet deres eget Revisionsinstitut.”

Lemvigh-Müller paapegede endvidere det uheldige i, at Banker saa ofte kritikløst havde belaant Varepartier, ikke alene for københavnske Næringsdrivende, men ogsaa i høj Grad for en Mængde udenlandske handlende, som i Krigsaarene oversvømmede Landet. I Reglen var Belaaningen sket mod en forholdsvis lille Indbetalingsmargin, og Tabene ved denne Kreditgivning havde derfor været store. De udenlandske Varespekulanter, som paa denne maade havde kunnet udnytte Storbankernes Rundhaandethed, havde, efter at der var konstateret store Tab, ganske simpelt rømmet Landet. Taleren fortsatte: De danske næringsdrivende, som har foretaget Dispositioner i Tillid til, at der kunde aabnes en stor Eksport til de østersøiske Provinser - hvad der ogsaa mislykkedes, til Dels paa Grund af den tidligere Regerings uheldige Foranstaltninger, de kunde hverken faa Varerne indført eller faa dem udført -, har ogsaa været nødt til at konstatere store Tab.« Bankerne havde derved til Tider maattet overtage Varer og havde ikke undslaaet sig for selv direkte at kaste disse ud paa Markedet, ja endog direkte solgt til Forbrugerne. Derved paaførte Bankerne ofte deres egne Kunder en paagaaende Konkurrence, medens de paa den anden Side ikke var i Stand til at give dem den absolut nødvendige Driftskredit paa rimelige Vilkaar, ja i visse Tilfælde forlangtes der ved Laangivning ikke blot Rente, men ogsaa Andel i Kundernes Avance.

Med klare, utvetydige Ord skildres derefter de særegne Forhold, som var opstaaet paa Aktiespekulationens Omraade. Her ramte Lemvigh-Müller haardest. Han fremhævede navnlig, at de Herrer Bankdirektører havde foretaget Spekulationer, idet de havde benyttet sig af den Forhaandsviden, de ofte havde, og derved personlig tjente uhyre Summer. Herunder havde disse Direktører i Reglen ikke ladet deres egen Bank foretage Aktieindkøbene, men ladet dem udføre af Vekselerere

12

og Bankierer og derved selv været medvirkende til den umaadelige Opgang, der fandt Sted i Børspapirerne, en Udvikling, som selvfølgelig i Længden maatte være uholdbar. Lemvigh-Müller tilføjede: »Den Gang Katastrofen indtraf med det pludselige Fald i Kurserne, forstod de vel ogsaa igen med den Forhaandsviden, de var i Besiddelse af, at klare sig selv ud af Skærene; men det blev uvilkaarligt til Skade for de mange, som i Tillid til det store Udbytte, der den Gang blev givet, og til de noterede Kurser havde indkøbt Aktierne til de høje Priser. Og den Gang, Katastrofen indtraadte, var der Kunder, som ikke var i Stand til at dække deres Tab, hvilket medførte, at adskillige Vekselererfirmaer, der som alle bekendt har været særlig langt ude og har givet for store Kreditter til deres Kunder, er kommet i betydelige Vanskeligheder, og det er jo ikke ukendt, at en ganske enkelt Bankier er kommet ud i saadanne Forhold, at han er sat fuldstændig under Administration med en fast Gage af 100.000 Kr. aarlig for at fortsætte Forretningen uden Konkurs, idet det, hvis en saadan skulde indtræffe, vilde medføre en hel Del næringsdrivendes Fald og yderligere vilde medføre, at den Bank, som staar bag ved det paagældende Vekselererfirma, maatte dokumentere offentlig det uhyre Tab, den har haft.«

Til Slut gav Lemvigh-Müller Udtryk for Ønsket om, at der nu endelig maatte indføres Lovbestemmelser, der kunde stoppe Aktiespekulationens Udskejelser, at der navnlig maatte anordnes, at Bankdirektører og Direktionsmedlemmer i offentlige Pengeinstitutter ikke maa have Sæde i Aktieselskabers Bestyrelser eller drive Forretning for egen Regning; de burde beskæres i deres Bierhverv, ligesom det nu var planlagt med Hensyn til Embedsmændene. Og endelig henstilledes til Finansminister Neergaard, »om det ikke var muligt, at han kunde formaa den Direktør, der ved forskellige Lejligheder er blevet benyttet af udenlandske Magter til at give Raad og Vejledning med Hensyn til andre Landes økonomiske Forhold, til at blive her i Landet og gøre sin Indsigt og Dygtighed gældende i sit

13

eget Land«. Derved var rigtignok - erklærede Taleren - ikke tænkt paa at foreslaa, at denne Mand skulde indsættes i et eventuelt Finansraad; nej, det skulde tværtimod fraraades. Men denne Direktør skulde anmodes om her i Landet at passe sin Dont.

Det er selvfølgeligt, at disse Betragtninger fremkaldte Forfærdelse indenfor Bankverdenen, og at navnlig Landmandsbankens Direktion og Bestyrelse opskræmtes. Det var jo ligefrem ufatteligt, at Kortene saadan lagdes paa Bordet. Derfor saa Direktør Emil Glückstadt sig nødsaget til i Bestyrelsesmødet Onsdag den 26. Oktober 1921 udførligt at tage Stilling til den af Folketingsmand Lemvigh-Müller fremsatte Kritik.*) Glückstadt pointerede her indledende, at Folketingsmanden jo havde rettet flere af sine Beskyldninger med tydelig Adresse til Landmandsbanken, lagt Ansvaret for Kredittens Sammenbrud paa Bankerne og bl. a. ogsaa bebrejdet disse, at de havde medvirket til Start af Aktieselskaber, navnlig Forsikrings- og Revisionsselskaber. Glückstadt mente, at disse Beskyldninger ikke var berettigede, da idetmindste Landsmandsbanken havde strakt sig saa vidt som muligt med Hensyn til Kreditydelsen. Ved Oprettelsen af Søforsikringsselskabet »Baltica«**) havde det kun forfulgt det gavnlige Formaal at udelukke udenlandsk Konkurrence, idet det var stiftet for at overtage Forsikringer, der tidligere hovedsagelig var tegnet i Tyskland. Med de to store Rederier Ø.K. og D.F.D.S. var det lykkedes at samle Interessenter om Selskabet for at faa disse Forretninger draget til Danmark. Han tilføjede, at de bestaaende danske Selskaber ikke havde vist tilstrækkelig Bøjelighed til at imødekomme de store Forretningers Krav. Iøvrigt støttede de nye af Land-

*) Ekstrakt-Udskriften af Forhandlingsprotokollen er offentliggjort i Bankkommissionens Beretning, Bilag, S. 97 flg.

**) Indehavere var som nævnt Max Lester og Valdemar Glückstadt; jvf. 1. Del, S. 219 flg. Af selve Sagsfremstillingen dér fremgaar det ligeledes, hvor bundfalsk Glückstadts her ovenfor i Teksten citerede Forklaring var.

14

mandsbanken startede Selskaber sig almindeligvis paa bestaaende Forretninger, som allerede i lang Tid havde hørt til Bankens Kundekreds. Kritiken med Hensyn til Varelaanene og Laan i faste Ejendomme kunde ej heller ramme Banken; bl. a. var der ikke givet Laan til udenlandske Personer.

Derefter meddelte Glückstadt ifølge Forhandlingsprotokollen følgende: »Den i Talen omtalte Vekselerer, der skulde være sat paa fast Gage, var Chefen for J. M. Levin & Co. Dette Firma var i Øjeblikket ikke i Stand til at svare til sine Forpligtelser. Det havde lidt en Del Tab, særlig ved Direktørerne for Ballin, der havde belaant Ballin-Aktier, indkøbt til høje Priser og ved et herværende Juvelerfirma. J. M. Levin & Co. havde en stor Obligo i Banken, men det var den adm. Direktørs Mening, at naar Kurserne atter kom til at staa i Forhold til den virkelige Værdi, vilde Firmaet komme paa Fode igen. At Chefen skulde være sat paa fast Gage, var ganske urigtigt. Banken havde foranlediget, at han indskrænkede sit Forbrug.

Iøvrigt var hans Forretning af den Art, at han i 1ste Halvaar 1921 havde haft en Indtægt af 350.000 Kr. Lemvigh-Müller havde sluttet Omtalen af Levins Forhold med at insinuere, at Banken holdt ham oppe for at undgaa ved Aarsopgørelsen at konstatere Tabet. Det var en Selvfølge, at Banken ved Regnskabsafslutningen ville tage fuldt Hensyn til lidte Tab. Den sidste Del af Talen, der angik den administrerende Direktørs egen Person, skulde han ganske lade ligge.« Han nævnte derefter nogle Eksempler paa det Misforhold, der i Øjeblikket bestod mellem enkelte Skibspapirers Børskurser og disse Papirers reelle Værdi og sluttede med en Henvisning til, at Banken selv var inde paa at støtte sine egne Aktier, og at de Rygter, der gik om Banken, havde faaet ny Næring ved Lemvigh-Müllers Rigsdagstale og foranlediget nye Udbud.

Det kan nok være, at denne Redegørelse affødte en livlig Diskussion. Hver følgende Sætning i Forhandlingsprotokollen lader erkende, hvor stor Opstandelsen har været. Direktør Heilbuth forespurgte, om det var Meningen at foretage Skridt

15

for paa kompetente Steder at give Oplysninger af samme Art, som de her fremsatte, til Imødegaaelse af Folketingsmand Lemvigh-Müllers Tale. Han mente, at dette var ønskeligt for at berolige Opinionen. Grosserer Collstrop sluttede sig hertil. Overformynder Friis fandt det vanskeligt at foretage saadanne Skridt, idet Insinuationerne var holdt i en vis Almindelighed, uden - formelt set i alt Fald - at nævne bestemte Banker, og idet desuden Lemvigh-Müllers Partifæller, der mente, at han havde optraat forkert, havde foranlediget, at han ikke vilde fortsætte. Et Svar nu vilde let opfordre til en Fortsættelse fra Lemvigh-Müllers Side. Admiral Richelieu meddelte, at han havde talt med de konservative Ledere paa Rigsdagen og forlangt en Desavouering af Lemvigh-Müller. Partiet overvejede nu Sagen. Det paatænktes at lade Partiformanden udtale, at Talen stod for Lemvigh-Müllers egen Regning. Overformynder Friis mente, at yderligere Udtalelser let vilde gøre det umuligt at stoppe Sagen, og at der blot vilde skabes yderligere Panik. Direktør Heilbuth mente, at Oplysningerne blot skulde stilles til Raadighed for Ministeren og Finansudvalget. Overformynderen (Friis) kunde maaske slutte sig hertil. Direktør Riis-Hansen mente at turde gaa ud fra, at Handelsministeren, naar han fik Ordet, vilde udtale sig om Sagen paa en saadan maade, at der ikke vilde blive Anledning til en Fortsættelse, og det var desuden sandsynligst, at man fra konservativ Side vilde antage en hertil svarende Holdning, idet Partiet antagelig vilde indskrænke sig til at hindre yderligere Udtalelser af Lemvigh- Müller. Denne Linje mente han ikke burde krydses. Man burde ikke fournere med Oplysninger og Ønsker, idet man da ej længere var Herre over, hvad det hele vilde føre til. Det gjaldt om at bringe Sagen ned i det Niveau, hvor den hørte hjemme. Overformynder Friis henstillede, efter at have hørt Direktør Riis-Hansens Udtalelser, at man saa Tiden an. Direktør Heilbuth gjorde gældende, at Lemvigh-Müllers Tale ikke var det vigtigste i dette Forhold, men derimod de mange Rygter, der gik om Banken. Rigsdagstalen var en god Anledning til at

16

give Oplysninger. Direktør Reimer mente ligeledes, at det ikke vilde være muligt at slaa Angrebene ned uden at stille Materiale til Raadighed. Admiral Richelieu bemærkede, at det var ham bekendt, at det var det konservative Partis Mening, at Bankerne havde støttet Erhvervene godt under Krigen, hvorfor Lemvigh-Müllers Udtalelser stod for hans egen Regning. Men han tvivlede paa, at det vilde være rigtigt at give Handelsministeren (d.v.s. Tyge Rothe) Oplysninger. Denne maatte hellere udtale sig i al Almindelighed. Heldigere vilde det maaske være, om Finansministeren, d.v.s. Neergaard, paa hvis Opfordring den adm. Direktør gentagne Gange havde foretaget Rejser til Landets Gavn, tog Ordet. - Det vedtoges indtil videre at se Tiden an.

Hele denne lidenskabelige Diskussion lader tilfulde erkende Et: at man ikke kunde modbevise de Paastande, Lemvigh-Müller havde fremsat i Folketinget, og at man under ingen Omstændigheder vilde rykke ud med Materiale til Ministeriet, saa at det kunde orientere sig om Bankens virkelige Stilling. Man var aabenbart interesseret i at dække over disse Forhold, man ikke rigtig vilde være ved, kort sagt, man vidste, at Banken var ude for alvorlige Vanskeligheder og erfarede tilmed direkte, at navnlig J. M. Levin & Co. havde en stor Obligo i Banken. Glückstadt gav Udtryk for sin Forargelse over, at Lemvigh-Müller - som han siger - havde insinueret, at Banken holdt det nævnte Vekselererfirma oppe for at undgaa ved Aarsopgøret at konstatere Tabet, omendskønt det jo faa Maaneder senere viste sig, at Glückstadt netop saa sig foranlediget til at forelægge et manipuleret Aarsregnskab for 1921. Han undlod netop det, Lemvigh-Müller havde forudsagt, nemlig: at tage fuldt Hensyn til lidte Tab! Og sikrede sig just paa Grundlag af saadanne urigtige Oplysninger om Bankens Stilling Støtte baade fra Nationalbanken og fra Regeringen! Men det interessanteste i hele denne Kontrovers er, hvorledes de Herrer indenfor Landmandsbankens Bestyrelse mener at kunne hindre den frie Meningsytring og den aabne Kritik i Rigs-

17

dagen, idet de bl. a. anser det for en selvfølge, at det konservative Parti under alle Omstændigheder vil lystre de Direktiver, der maatte blive givet fra Landmandsbankens Side. Saavel Direktør Riis-Hansen som Admiral Richelieu lader tydeligt forstaa, at de har Magten til at lukke Munden paa Lemvigh-Müller, og at de vil benytte sig af deres Indflydelse paa de Konservative for at forhindre yderligere Drøftelse. Paa denne Maade haabede man at kunne standse enhver Diskussion, da de andre Rigsdagspartier fra Socialdemokratiet til Venstre jo alligevel var enige om, under ingen Omstændigheder at træde Glückstadts Interesser for nær. Finansminister Neergaard ansaas endog for særlig egnet til at salvere Landmandsbanken overfor Offentligheden, under Henvisning til Glückstadts omfattende Virksomhed paa Statens og Regeringens Vegne.

De Herrer Bestyrelsesmedlemmers Forventninger til Richelieus og Riis-Hansens Forestillinger slog faktisk til. Regeringen overholdt nøjagtig den Rollefordeling, der blev den foreskrevet. Lydig og med dybeste Ærbødighed tog Finansminister Neergaard (der jo samtidig var Landets Statsminister!) sig af Glückstadts Forsvar i sin Finanslovstale den 12. November 1921, i hvilken han omtalte Lemvigh-Müllers Betragtninger. Ordret erklærede han: »Det ærede Medlem Hr. Lemvigh-Müller - hvis Betragtninger over Bankerne jeg i øvrigt mener maa omtales nærmere af Handelsministeren, naar han faar Ordet - anbefalede Finansministeren at søge afholdt en enkelt bestemt Bankdirektør - jeg kan godt nævne Navnet, det var ganske tydeligt, at det var Etatsraad Glückstadt - fra at foretage saa mange Rejser. Nu maa jeg sige, at den, der bestemmer Etatsraad Glückstadts Rejser, er ham selv og ikke mig, men i et Par Tilfælde kan jeg ganske vist ikke sige mig helt uskyldig i hans Rejser. Det var, da han rejste for at forhandle om Ordningen af Erstatningen for Overtagelsen af Sønderjylland, og da han rejste til Finanskonferencen i Bryssel. I disse to Tilfælde var Etatsraad Glückstadt Regeringens delegerede, og jeg skylder ham at sige, at han ikke gjorde vor Tillid til

18

Skamme, men udførte dette Hverv paa en omsigtsfuld og udmærket Maade, som jeg synes, vi alle skylder ham Tak for.

Jeg maa sige, jeg forstaar ikke, at man overfor denne Virksomhed vil fremkomme med en Udtalelse som den, hvortil jeg sigter.« Det var Alt, hvad Neergaard i denne Omgang havde at sige til Sagen! Bestilt Arbejde, prompte udført. Der manglede blot et: signeret Richelieu. Men Taleren var Statsministeren! For en Ordens Skyld bemærkede han iøvrigt endnu – troligt holdende sig til det foreskrevne Program - at Lemvigh-Müllers Betragtninger vilde blive omtalt af Handelsministeren.

Saa fulgte lige saa lydig og Glückstadt-hengiven Handelsminister Tyge Rothe, tre Dage senere, den 15. November, i Stats- og Finansministerens Spor. Han var mere udførlig, men han ydede selvfølgelig ligeledes den jødiske Finansmagnat Glückstadt sin allerærbødigste Reverens ved at indlede sine Bemærkninger til Lemvigh-Müller med at sige, at denne i sine Hentydninger til en ledende Bankdirektørs Virksomhed i Udlandet som Tillidsmand for fremmede Regeringer efter hans Mening havde været »langt ude over, hvad der kan anses for passende at fremføre i denne Sal«. Handelsminister Tyge Rothe bebrejdede endvidere Lemvigh-Müller, at han paa adskillige Punkter ikke alene havde været stærkt ensidig, men ogsaa havde givet sine Bemærkninger en unødvendigt personlig Karakter, »saaledes f. Eks., da han kom indpaa en Omtale af enkelte Vekselererfirmaers Stilling og disses Forhold til Banker«. , Saadant noget kunde naturligvis ikke være Genstand for offentlig Debat! Dristigt tilføjede Handelsministeren følgende til Forsvar for dette Firma J. M. Levin & Co., der senere forvoldte Landmandsbanken, og dermed Skatteyderne, henimod de 30 Millioner Kroners Tab: »En Banks Kunder maa have Ret til at forlange, at deres Forhold til Banken ikke bliver gjort til Genstand for en offentlig Kritik; der dog næppe kan hvile paa fuldt paalidelige Oplysninger eller paa et upartisk Skøn over Forholdet.« Handelsministeren fastholdt altsaa endnu det Standpunkt, at Banksvindel og desl. skulde have

19

Lov til at trives i det skjulte, og kom i dette Øjeblik endnu slet ikke paa den Tanke, at her kunde der maaske findes et særligt passende Virkefelt for den ved Bankloven af 4. Oktober 1919 nyskabte Bankinspektion. Han revsede kun den formastelige Folketingsmand, der havde tilladt sig at raabe Vagt i Gevær overfor Kapitalmagtens samfundsskadelige Udskejelser, talte i en anmassende og overlegen Tone om sit særlige Kendskab til Banklovens Finesser og tillod sig iøvrigt de mest affejende Bemærkninger til Modparten.Han sparede sig intet og proklamerede: »Jeg maa i denne Forbindelse i det hele taget have Lov til at advare det ærede Medlem og eventuelt andre ærede Medlemmer mod fra denne Talerstol at udsaa Mistillid til Bankerne.« Han ønsker altsaa ingen Kritik. Og - fortsætter han: »Selv hvor denne Kritik i og for sig er berettiget, kunde den maaske med nok saa, megen Vægt være fremsat andetsteds og paa anden Maade.« Vær saa god! Desværre glemte Handelsministeren at give Oplysning om, hvornaar man saa maatte sætte sig til Værge mod Svindel og Bedrag fra Finansvældets Side, og hvor Kritiken skulde fremsættes. Ganske i Traad med disse Betragtninger faldt derefter Handelsministerens Afvisning af Forslaget om ,at forbyde Bankdirektører og Direktionsmedlemmer i offentlige Pengeinstitutter at have Sæde i Aktiselskabers Bestyrelser eller at drive Forretning for egen Regning. Nej, saadanne »vidtgaaende Foranstaltninger« kunde selvfølgelig hverken han selv eller Regeringen gaa med til. Ogsaa Kravet om Regler for Rentebegrænsning osv. forekom ham at være absurd.

Da Folketingsmand V. A. B. Lemvigh-Müller til Slut den 18. November 1921 faar Lejlighed til at tage Stilling til disse Ministerudtalelser, røber hver en Sætning, at han ikke har ændret noget som helst i sit Syn paa Sagen. Han understreger, at Virkningen af hans Tale den 18. Oktober havde bekræftet hans Opfattelse, at de af ham behandlede Spørgsmaal i Virkeligheden krævede en Undersøgelse og i alle Tilfælde Regeringens allerstørste Opmærksomhed. Det kunde han altsaa yder-

20

ligere fremføre. Ja, hans Parti havde endda givet ham Lov til højtideligt at erklære: »Den Kritik, jeg har rettet mod Bankerne, er fuldkommen berettiget, og jeg fastholder hvert eneste punkt.« Han pointerede derefter paa ny, at der dog, som alle maatte indrømme, havde fundet saadanne Spekulationer Sted, der havde kostet Landet umaadelige Summer, og at man uden Tvivl kunde lægge skylden for disse Forhold over paa de Mænd, der havde staaet for det økonomiske Styre i Landet. Men iøvrigt tilføjer han, da han er inde paa en Drøftelse af Banklovens § 12, som omhandler Belaaning af egne Aktier: Jeg vil ikke sigte nogen som helst; det skal man være varsom med efter Handelsministerens Udtalelser.« Han var nu altsaa dog nødsaget til at lægge en Dæmper paa sine Ord, og hans Kritik indeholdt ej heller- mere noget Angreb mod Landmandsbanken og Emil Glückstadt.Og det konservative Parti sørgede derefter for, at deres Partimedlem ikke mere fik Lejlighed til at gaa ind paa dette Spørgsmaal. Afsløringen ophørte altsaa, da Landmandsbanken greb ind. Først da Katastrofen var indtraadt, saa man sig ogsaa fra konservativ Side foranlediget til at beskæftige sig alvorligt med de Forhold, Lemvigh-Müller havde bragt paa Tale allerede den 21. Oktober 1921. Men da var det rigtignok for sent.

Lemvigh-Müller maatte selvfølgelig ogsaa senere bøde for sit Angreb mod Kapitalmagten. Som Modstander af den jødiske Højfinans kunde det konservative Folkeparti naturligvis ikke bruge ham, ligesaalidt som Partiet kunde holde paa Mænd som Prof. L. V. Birck og Asger Karsrensen. L.-M. maatte endda ikke blot lide den Tort at afholde sig fra yderligere Kritik i Rigsdagen, men endog ifølge ”Social-Demokraten« (18. Jan. 1924) lade et Rygte, ifølge hvilket hans Tale havde været en personlig Hævnakt, fordi Banken havde nægtet ham Kredit«, upaatalt. I den Grad, siger Bladet, var Partityranniet haandhævet i Højre, og i den Grad var Partiet i Lommen paa Højfinansen. Bladet fortsætter:

21

”Blandt alle de afslørede politiske Skandaler er det en af de uhyggeligste, at Højre kvalte en Partifælles Ytringsfrihed paa et Bud fra Banken uden i mindste Maade at forlange, at Banken skulde afkræfte hans Angreb eller imødegaa hans Kritik. Og Regeringen leverede Ros paa Kommando - »i Almindelighed«, fordi det var bedst »ingen Oplysninger at give Handelsministeren«.«

Den 21. Febr: 1924 kunde »Social-Demokraten« endelig meddele, at Lemvigh-Müller, hvis Vælgere i Københavns vestre Storkreds havde anset hans Genopstilling til Folketingsvalget for en Selvfølgelighed, af sit Parti var bleven tvunget til at trække sig ud af det politiske Liv. L.-M. maatte under stærkeste Pres trække sit Kandidatur tilbage. Han havde altsaa ikke ustraffet forsøgt at trodse Højfinansens Magt.

b) Nationalbankens Støtteopkøb af Landmandsbank-aktier fra November 1921 til September 1922.

Af gode Grunde havde Landmandsbankens Ledelse i Oktober 1921 sat alt ind paa at faa Diskussionen om Bankens Forhold i Folketinget standset; det maatte selvfølgelig vække Forfærdelse, at den konservative Folketingsmand Lemvigh-Müller havde talt saa aabent om Korruptionen paa Aktiespekulationens Omraade og om de truende Vanskeligheder netop paa et Tidspunkt, hvor Banken selv var nødsaget til at anmode Nationalbanken om Hjælp til Støtteopkøb. Man forstaar ogsaa, at Landsmandsbankens Bestyrelsesmedlemmer i det store og hele var enige om, at der ikke skulde udleveres Materiale til Regeringen til Belysningen af Bankens Forhold, medens man rigtignok mindre forstaar, at Ministrene lodsig nøje med nogle korte Instruktioner og Ordrer fra Landmandsbankens Side og derefter følte sig beføjet til at føre et ihærdigt Forsvar i Rigsdagen for Emil Glückstadt og hans Medansvarlige i Bank-

22

styrelsen. Dog det er en Kendsgerning, at Ministeriet Neergaard ganske kritikløst lystrede Landmandsbankens Paroler paa denne Maade.

Ligesaa kritikløst og letfærdigt handlede imidlertid ogsaa Nationalbanken. Det er ovenfor blevet vist i nogle Citater fra Retsforhandlingen mod Glückstadt den 5. Februar 1923, hvorledes han mente at kunne forsvare sit Andragende til Nationalbanken om en Kapital paa 30 Millioner Kroner til Brug for Foretagelse af Støtteopkøb af sin Banks Aktier; han hævdede navnlig, at han havde været overbevist om, at Bankens Aktier havde været den af ham foreslaaede Opkøbspris værd, og at han ogsaa virkelig mente at kunne regne med, at en Stabilisering af Aktiekursen vilde blive opnaaet, saasnart et Beløb paa ca. 30 Mill. Kr. var taget ud af Markedet. Han mente derfor ikke at have erklæret mere, end han kunde staa ved. Hvad han iøvrigt havde fremført af Argumenter overfor Nationalbankens Direktion, huskede han ganske vist ikke mere, han kunde end ikke huske, om det var ham eller Ringberg eller en tredie Person, der oprindeligt var kommet paa den Idé at anmode Nationalbanken om Hjælp. Kun mente han at erindre, at han havde talt om en truende Landskatastrofe, hvis den ønskede Støtte ikke vilde blive ydet. Ogsaa med Hensyn til Sagen vedrørende Sikkerhedsmarginen, som Landmandsbanken havde tilbudt, følte han sig aldeles sagesløs; han mente, at det dog maatte være Nationalbanken aldeles ligegyldigt, om de indbetalte 10 Mill. Kr. var private Midler eller kun for Halvdelen bestod deraf, medens de øvrige 5 Mill. Kr. hidrørte fra Bankens skjulte Reserver *).

Her overfor gjorde Nationalbankdirektør Dr. C. Ussing senere gældende, at han var gaaet med til denne Støtteaktion under falske Forudsætninger. I og for sig havde han selvfølgelig ikke næret nogen Betænkelighed ved denne Sag, idet Landmandsbankens Stilling i 1921 paa ingen Maade kunde siges at

*) Jvf. hertil 1. Del, S. 466 fig.

23

være ugunstig. Der var ingen Grund til Foruroligelse, eftersom denne Bank endnu midt i Aaret 1921 kun skyldte Nationalbanken knapt 3 Mill. Kr., mod 6 Millioner paa samme Tid Aaret i Forvejen. Derfor var man ogsaa gaaet med til en foreløbig Sterilisering af de Aktier, som det aabne Marked under de forhaandenværende Omstændigheder ikke kunde optage. Hvorfor skulde man dog ikke? Man havde jo ubetinget Tillid til Etatsraad Glückstadt. Iøvrigt erfarede Dr. C. Ussing først efter, at Kommissionens Arbejde var begyndt, at Landmandsbanken indskød de 5 Millioner Kr. til Sikkerhedsmarginen, og at denne Bank selv hæftede med dette Beløb forud for de private Indskydere. Han pointerede udtrykkeligt i Forhøret den 6. Februar 1923, at Nationalbanken først erfarede dette, »efter at denne Ret var begyndt«. Han bemærkede ved samme lejlighed, at de første 10 Millioner Kr. Landmandsbankaktier kom straks efter, at Overenskomsten var truffet, og at det var kun gennem dem, de første 10 Millioner kontant blev indbetalt. Og han tilføjede: »I den Henseende var vi noget skuffede, fordi vi havde troet, at der var 30 Millioner til at købe op. Vi fik altsaa at vide, at der var 10 Millioner allerede, men vi tænkte, at det var Syndikatets Medlemmer, der havde Landmandsbankaktier, som de saa satte i Depot.« Dog samtidig indrømmer Nationalbankdirektøren, at man ikke spurgte om, hvorfra disse 10 Millioner kom, da man fra Begyndelsen af gik ud fra, at det var Syndikatet, som ejede disse Aktier, og at man forstod, at der ikke blev nævnt Navne paa Syndikatets Medlemmer, da disse Mennesker selvfølgelig ikke havde Lyst til at fortælle, hvor mange Penge de saaledes satte fast.

Nationalbankdirektør, Dr. jur. Carl Ussing føler sig selvfølgelig ikke særlig veltilpas ved denne Fremgangsmaade og ser sig derfor foranlediget til, i sin 1926 udgivne Bog bl. a. ogsaa indgaaende at behandle det her omhandlede Forhold: Støtteaktionen for Landmandsbankens Aktier ved Hjælp af Syndikatet af 10. Novbr. 1921. Det er et højst ejendommeligt Forsvar, han her fører. Han forsøger at undskylde sig med,

24

at denne Aktion blev indledet under svigtende Forudsætninger. Han understreger samtidig, at det efter hans Opfattelse maatte være Nationalbankens Pligt at gribe ind til Fordel for Landmandsbanken, da Nationalbanken ikke blot havde den Opgave at varetage Seddelbeskyttelsen - NB! d.v.s. Sikring af faste Valutakurser, en Opgave, som Nationalbanken forsømte i en ligefrem forfærdende Grad - men ogsaa saavidt muligt at gennemføre Produktionsbeskyttelsen. Nationalbanken havde desmere Pligt til at gribe ind i saa Henseende, da den under Højkonjunkturen havde samlet store Midler netop med det Formaal for Øje at kunne yde nødstedte Banker Hjælp i Nedgangstider. Det var derfor ogsaa en Selvfølge, at Nationalbanken i November Maaned 1921 gik med til at stille de 30 Mill. Kr. til Raadighed til Støttesyndikatet. Intet tydede paa, at Landmandsbanken var i større Fare end andre Banker ogsaa var, og Betingelserne for den trufne Ordning syntes fra Begyndelsen af at maatte udelukke alvorlig Risiko, da Landmandsbanken særlig nærstaaende Personer stillede en Sikkerhedsmargin paa 10 Mill. Kr. til Raadighed, saa Banken først kunde komme til at lide Tab, naar Aktieværdien kom under 70 pCt. Dertil kom, at Landmandsbankens Aktiekurser i det Tidsrum, da Hjælpen ydedes, stod paa godt 120, og at først Overførslen til 1921, Fortjenesten for Aaret 1921, Reservefond, Dispositionsfond og en 30 Mill. Kr. af Aktiekapitalen, d.v.s. ialt ca. 100 Mill. Kr. maatte gaa tabt, før Nationalbanken kunde komme i Knibe med sine egne Midler. Nej, postulerer Dr. Ussing, den af Nationalbanken godkendte Ordning var, set udfra de Forhold, som i Belaaningsøjeblikket var ham bekendt, aldeles forsvarlig. Han kunde dog, mener han, ikke ane, at han blev ført bag Lyset af Etatsraad Glückstadt.

Til Bevis for, at hans Bank var gaaet med til den her omhandlede Støtteaktion i god Tro, citerer han derefter følgende af Nationalbankens Direktionsprotokol for November 1921:

»Efter forskellige ForhandIinger med Landmandsbankens Direktør, Etatsraad Glückstadt, der under de nuværende meget trykkende Forhold

25

paa Aktiebørsen maatte anse det for sandsynligt, at Landmandsbankaktier af Mangel paa Købere vilde synke i Kurs, og at der derved kunde opstaa unødig Ængstelse hos Bankens Indlaanere, hvilket kunde bevirke et almindeligt run fra disses Side, ikke alene paa Landmandsbanken men ogsaa paa de andre Banker, gik Nationalbanken ind paa at belaane indtil 30 Mill. Kr. Landmandsbankaktier med 105 pCt. af Paribeløbet for et Syndikat, der som Margin indbetaler 10 Mill. Kr. Herved skulde opnaas, at Aktierne kunde holdes omkring den nuværende Kurs 120 pCt. Naar Nationalbankens Direktion gik med til denne Ordning, skyldes det, at den fandt Etatsraad Glückstadts Frygt for Følgerne af en stærk Kursnedgang i Aktierne begrundet i den nuværende meget trykkede Situation og maatte anse det for dens Pligt at hindre, at den frygtede unødige Ængstelse opstod hos Indskyderne.«

Dr. Ussing har Ret, naar han herefter resumerer, at Nationalbanken ved den trufne Foranstaltning havde til Hensigt at afværge et Indlaansrun, men det er meningsløst derpaa at paastaa, at »det var altsaa ikke nogensomhelst Interesse for Aktiekursen«, som bevægede Nationalbanken til at gribe ind; idet jo netop Hensynet til Aktiekursen maatte være det primære, conditio sine qua non, for Afværgelsen af det frygtede run.

Men ogsaa i anden Henseende kan Nationalbankdirektør Ussings Argumentation ikke staa for en nærmere Prøvelse. Han indleder sine Betragtninger over Sagen med en Omtale af en engelsk Bankaffære, i hvilken det viste sig, at de engelske Aviser et Aarstid efter den Periode, som her behandles, d. v. s. i Efteraaret 1922, »strømmede over af Stolthed, fordi det af en verserende Retssag fremgik, at et munddigt Ord mellem londonske Finansmænd var nok, selv om det indebar Millionforpligtelser«. Saadan var det nu en gang mellem Bankmænd, mener han, og hvorfor skulde man saa fæste mindre Lid til Glückstadts Ord end til en londonsk Bankmands Ord. Dernæst understreger Dr. Ussing Glückstadts store Anseelse og Indflydelse. Han forsvarer sig derved med de selvsamme Argumenter, som Statsminister Neergaard benyttede sig af overfor Oppositionspartierne. Han bemærker bl.a.: »Hvem var Glückstadt? Det var ingen Paria. Hans mundtlige Ord i Forhand-

26

lingerne mellem Banklederne gjaldt som de andres, og som Bankledernes i London. Ja, han ansaas som en særlig fremragende Bankleder. Begge de to Regeringer, som delte 10-Aaret mellem sig, anvendte ham som Landets financielle Repræsentant ved internationale Kongresser o.l.« Han taler dernæst om Glückstadts Medvirken som finansiel Forhandler i Nordslesvig-Sagen, om Udmærkelsen med Storkors, om Brandes' Forgudelse af den store Bankmand osv., alt gammelkendte Udflugter. Men alt dette forklarer dog ikke, hvorfor han ikke forud for Nationalbankens Støtte-Beslutning lod undersøge, hvorvidt de saglige Forudsætninger for Kreditydelsen var til Stede. Lad gaa, at han med Rette klager over uforsvarlig Vildledning af Nationalbanken, naar han erklærer, at Banken ved Overenskomsten maatte gaa ud fra, at Opkøbssyndikatet kun bestod af Privatmænd, og at alle 10 Mill. Kr. var private Midler, der indbetaltes kontant som Sikkerhed, i Stedet for kun Halvdelen deraf, lad gaa, at han med Rette klager over uforsvarlig Vildledning ogsaa med Hensyn til Glückstadts Erklæring om, at Aktierne svarede til deres Kurs - derfor kan de ansvarlige Mænd i Nationalbanken, og i første Række han selv og Meddirektørerne, deriblandt Rubin, alligevel ikke frikendes for den Beskyldning, at de ogsaa selv svigtede deres Hverv som de ansvarlige Ledere af Statens Seddelbank. Bekendelsen om, at man følte sig staaende i dyb Erbødighedsgæld overfor en Mand som Glückstadt, frigør En ikke for Ansvar, og den stærke Understregning af den helt igennem ukritiske Hengivenhed kan her ikke tages som andet end som Vidnesbyrd om den aldeles utilstedelige og samfundsskadelige Afhængighed af den jødiske Finansmagnat, som ogsaa kendetegner Statsminstrene Zahle og Neergaards og deres Regeringers Færd.

Ussings fortvivlende Ubehjælpsomhed overfor Glückstadt viser sig ogsaa paa anden Maade i det, han fremfører til sit Forsvar, ikke mindst i hans Begrundelse for, hvorfor Glück-

27

stadt saavel fra Regeringens som fra Nationalbankens Side nød en Præferencestilling ved Forhandlinger om udenlandske Kreditter, indenlandske Stats- og Kommunelaan, Valutaspørgsmaal osv. Alle Forklaringer herpaa tjener kun som Bevis for, at Nationalbanken var helt i Lommen paa Glückstadt, og at Højesteretssagfører Bülow efter bedste Evne bidrog til, at dette Forhold opretholdtes i sin Dobbeltstilling som Formand for Nationalbankens Repræsentantskab og som den samtidigt særligt betroede juridiske Raadgiver for Landmandsbanken. Bevidstheden om denne Afhængighed førte endog Dr. Ussing saa vidt paa Afveje, at han til Forsvar for sin Holdningsløshed gør sig skyldig i absolut misvisende Paastande ved Skildringen af Resultaterne af Nationalbankens Støtteaktion. Han mener nemlig at kunne afvise den fra visse Aktionærkredse mod Nationalbanken rettede Bebrejdelse, at den trufne Ordning havde favoriseret en vis Del af Aktionærerne paa den øvrige Dels Bekostning, paa følgende højst besynderlige Maade (Sst. S. 218 flg.):

»Begivenhederne har ganske vist vist, at de, som har faaet solgt de 30 Millioner Aktier til Støttekonsortiet, paa Nationalbankens Bekostning har faaet en uberettiget Fortjeneste, siden Aktierne senere viste sig at være værdiløse. De øvrige 70 Millioners Aktionærer, som maatte mene, at ved faldende - ikke opretholdte - Aktiekurser vilde de have kunnet skille sig af med Aktierne, altsaa kunnet kaste Tabet over paa andre, synes mig ikke forurettede ved, at denne uberettigede Fordel er gaaet fra dem - hvis de overhovedet havde kunnet skaffe sig den Fordel; thi hvis de 70 Millioner under faldende Kurser var kommet paa Markedet, var Sammenbruddet jo sket, og Aktierne havde været værdiløse. Det eneste betænkelige Hensyn er til dem, der maatte have købt til den støttede Kurs. Naar Kursstøtte foretages er det imidlertid som Regel, fordi andre Købere holder sig borte, og der er saavidt vides ikke oplyst overfor Landmandsbankaktiers Vedkommende, at der har været andre Købere end Opkøbssyndikatet - fraregnet Forholdet ved de Banksammenslutninger med Landmandsbanken, som har fundet Sted.« (Udhævelser af Forf.).

28

Denne Bevisførelse er paa to Punkter aldeles urigtig. For det første er det galt, naar der tales om de 70 Millioners Aktionærer, som ikke naaede at skille sig af med deres Papirer til den ved Nationalbankens Støtteaktion forbedrede Kurs. Saa længe Opkøbssyndikatet var i Aktion, blev der købt for mindst 60 Mill. Kr. Aktier til en Kurs over Pari! Og dem, der profiterede ved denne Ordning, var naturligvis de Kredse, som havde deres Forbindelse i Orden til den indviede jødiske Børs- og Bankverden, der jo allerede siden Efteraaret 1921 var vel orienteret over Landmandsbankens virkelige Stilling. For disse Kredses Skyld paadrog Nationalbanken sig et Tab paa 21 Mill. Kr., og Staten maatte senere dække Resten af de Tab, der opstod ved Opkøbet indtil den 16. September 1922! Men da havde de jødiske Interessenter sikkert ogsaa i det store og hele klaret rent Bord; Listerne over de indtil nævnte Dato ved Støtteaktionen overtagne Aktier kunde sikkert give interessante Oplysninger herom.

Naar Dr. Ussing endvidere paastaar, at der ikke har været Købere, der købte til Støttekursen, er det ogsaa vitterlig urigtigt. Det amerikanske Bankfirma Hallgarten & Co. havde f. Eks. gjort det og fik i denne Anledning senere tilkendt en Erstatning paa ca. 1½ Million Kroner. Ogsaa danske Købere fandtes, men en Proces, som Læge S. Deuntzer, Fredensborg, indledede for ligeledes at faa Erstatning for Aktiekøb, han havde foretaget i Tillid til Aarsregnskabet 1921, tabtes. Deuntzer havde den 1. Juni købt 2.000 Kr. Aktier til Kurs 112½ med Tillæg af Provision og Stempel, ialt 2256 Kr. 41 Øre. Han krævede efter Bankens Sammenbrud Refundering af dette Beløb med Renter mod Aktiernes Tilbagelevering med den Begrundelse, at Landmandsbanken havde handlet svigagtigt overfor ham ved Aktiekøbet, da Aktierne paa Købets Tid var værdiløse, og da Bankens Ledelse fuldt ud var paa det rene med Regnskabets Urigtighed og Aktiernes Værdiløshed. Bankens Kunder havde ved Bedømmelsen af Aktiernes Værdi kun at holde sig til Aarsregnskabet og de maanedlige Balancer og

29

maatte selvfølgelig ved deres Dispositioner kunne stole paa dem. Sagen tabtes saavel ved Østre Landsret som ved Højesteret. Ifølge Højesteretsdommen af 24. December 1924 statueredes, at Retten ikke kunde anse det for godtgjort, at det nævnte Regnskab havde været bestemmende for Sagsøgerens Køb af de ommeldte Aktier, hvilket Køb fandt Sted flere Maaneder efter Regnskabets Offentliggørelse, og endmindre, at det havde været kendeligt for Banken, at Sagsøgeren bestemte sig til Købet paa Grund af Regnskabet. Højesteret ansaa det endvidere for relevant, at Landmandsbanken i dette Tilfælde kun var optraadt som Kommissionær og ogsaa som saadan maatte anses for ikke at have paadraget sig noget Ansvar overfor Sagsøgeren. Højesteretsdommen gik derfor ud paa, at Landmandsbankens Frifindelsespaastand maatte tages til Følge. Bortset fra, at den af Retten givne Domsbegrundelse ikke virker overbevisende, kan det herved altsaa konstateres, at indenlandske Købere i dette Forhold ikke kunde opnaa samme Retsbeskyttelse overfor Bankledelsens svigagtige Handlemaade som udenlandske. Ejendommeligt, at Nationalbankdirektør Ussing slet ikke har haft sin Opmærksomhed henvendt paa dette Forhold, men tværtimod drister sig til at paastaa, at der efter Bekendtgørelsen af Aarsregnskabet for 1921 ikke har været andre Købere af Aktier end Opkøbssyndikatet.

Ogsaa i en omfattende Redegørelse, Direktørerne W. Stephensen og C. Ussing i Efteraaret 1922 forelagde Nationalbankens Repræsentantskab, forsvares Laanetilsagnet med de selvsamme Argumenter som ovenfor behandlet. Her meddeles endvidere, at Direktør Glückstadt allerede i Begyndelsen af November 1921 anmodede om et saadant Tilsagn under Henvisning til, at et Syndikat af Bankens Velyndere eventuelt var villig til paa passende Maade at støtte Landmandsbankens vigende Aktiekurser. Da det saa senere viste sig, at der kunde stilles en Sikkerhedsmargin paa 10 Mill. Kr. til Raadighed, havde Nationalbanken erklæret sig rede til at belaane Bankens Aktier med Kurs 105, omendskønt den efter gældende Regler

30

kun havde kunnet yde Laan til 75 pCt. af Bankaktiernes Køberkurs, d. v. s. til Kurs ca. 90, idet Køberkursen paa nævnte Tidspunkt androg ca. 120 pCt. Man vilde ikke løbe den Risiko at lade Landmandsbanken blive udsat for et Indkøbsrun; derfor havde man grebet ind.

1 September 1922 havde Nationalbanken ialt opkøbt 29.989.800 Kr. Landmandsbankaktier for laante 31.221.776 Kr., og desuden sad Banken med 10 Millioner Landmandsbankaktier kontant. Støtten blev altsaa udnyttet til sidste Hvid!

Glückstadts Trick lykkedes. Der kan ikke være Tvivl om, at han - trods den til Stadighed viste Optimisme udadtil - var klar over Landmandsbankens virkelige Stilling og ud fra denne Erkendelse allerede siden Efteraaret 1921 var fast besluttet paa at redde sine egne og sine Racefællers Interesser ved først at paabyrde Nationalbanken en større Risiko for den truende Katastrofe. Var det første Skridt taget, maatte det andet følge af sig selv. Og Glückstadt vidste, at han ved klog Taktik vilde vinde Spillet, d.v.s. i sidste Instans vilde kunne paabyrde Skatteborgerne de Tab, hans Bank havde lidt. Han havde jo Nationalbanken og Regeringen i sin Haand.

Nu, det første Kup var gjort, kunde Glückstadt dristigt skride videre ad den Vej, han var slaaet ind paa. Maalet stod klart! At han nøjagtigt vidste, hvad han vilde, skulde Juli-Affæren 1923 tilfulde afsløre.

c)Hvorledes Landmandsbankens første Rekonstruktion indlededes under falske Forudsætninger
(Erklæringen af 9. Juli 1922).

Hvis de Forhandlinger, som førtes i Juli 1922 vedrørende Bankens Rekonstruktion, og som aabnede Vejen til den mere generelle Statsgaranti for alle under Spekulationen fremkaldte Tab, ikke var saa dybt alvorlige i deres Tendens og Konse-

31

kvenser, kunde man næsten fristes til med Beundring at skrive om den drevne Taktik, med hvilken Glückstadt gennemtrumfede alle sine Krav overfor Nationalbanken og Regeringen og derved endog foranledige baade den førstnævnte Banks Direktører som enkelte af Regeringens Medlemmer til at vildlede det danske Folk paa en Maade, som man aldrig før har set Magen til. Naar man vil nævne de Ting, der skete i Juli-Dagene 1922, ved det rigtige Navn, er der ikke andet, man kan kalde dem, end Løgn og Opspind fra først til sidst. Det var et grænseløst frivolt og ansvarsløst Spil, Mænd som Dr. Ussing, Statsminister Neergaard og Handelsminister Tyge Rothe under den aldeles dominerende Indflydelse af Storspilleren og Storsvindleren Emil Glückstadt tillod sig overfor Folket, et Spil, der tilslut havde til Resultat, at Skatteborgerne maatte skaffe Dækning for et Par Hundreder Millioner Kroners Tab, - blot for at den passive Kapital - og det vil her i første Række sige Jødernes Kapitalmagt - kunde bevare sin Magtposition indenfor Samfundet. Dr. Ussing og Neergaard har som de Hovedansvarlige for denne Ordning i omfattende Indlæg forsøgt at fri sig for det tunge Ansvar, de har paadraget sig ved Juli-Affæren 1922, men der er intet som helst, som kan tjene til Undskyldning for deres Handlemaade, allermindst den ligefrem taabelige Paaberaabelse af, at de var bleven ført bag Lyset af Glückstadt, og at de af Samfundshensyn havde set sig foranlediget til at lade Staten overtage Risikoen for Landmandsbankkatastrofen.

Det er en Skandale, Svindel og Bedrag uden Lige, der foregaar i den her omhandlede Periode.

Handelsminister Tyge Rothe, der i Oktober 1921 i Folketinget saa fanatisk havde forsvaret Aktiespekulanternes Sag mod Lemvigh-Müller og efter Ordre af Glückstadt bl. a. havde fastholdt Kravet om, at Bankdirekører burde have Lov til at beklæde Bestyrelsesposter indenfor de Selskaber, der financieredes ved deres Bank o.s.v., havde dog langt om længe erkendt Nødvendigheden af, at Bankinspektøren foretog en Under-

32

søgelse af Landmandsbankens Forhold. Det varede dog nogle kostbare Maaneder, inden han naaede til denne Erkendelse. Bankinspektøren tog paa Handelsministeriets Foranledning fat paa Revisionsarbejdet kort efter, at Aarsregnskabet for 1921 var offentliggjort og kunde i de første Dage af Juli 1922 forelægge Tabsopgørelsen pr. 31. Maj s. A. Hovedkontiene paa denne Opstilling var som følger:

Store Engagementer, deriblandt Transatlantisk Kompagni og Ballin

90½ Mill. Kr.

Bankforretninger

11½ Mill. Kr.

Børsforretninger

34 Mill. Kr.

Beholdning af Obligationer og Aktier

3 Mill. Kr.

Egne Aktier

5 Mill. Kr.

   

I alt

144 Mill. Kr.

Denne Opgørelse fandt altsaa Sted pr. 31. Maj 1922. Undersøgelserne gennemførtes i dybeste Hemmelighed. For Guds Skyld maatte der ikke sive noget ud om dette Arbejde, da der jo nu skulde lægges et dristigt Kup tilrette overfor Rigsdag og Regering. End ikke Nationalbanken fik noget som helst at vide om denne Undersøgelse, Bankinspektøren havde foretaget, omendskønt man skulde antage, at Nationalbanken var nærmest til at faa Besked herom, eftersom den havde særligt store finansielle Interesser at varetage i Anledning af den i November 1921 indledede Støtteaktion. Men den fik altsaa ingen Oplysninger. Det finder endog Nationalbankdirektør Dr. Ussing ejendonmeligt, idet han i sit ovennævnte Skrift S. 234 ff. bemærker, at han saa sent som først i Juli 1922 havde en Samtale med Glückstadt, uden at denne røbede noget som helst om Undersøgelsen. Let bebrejdende siger han: »Under denne Samtale sad Gl. inde med Kendskab til en Ting, som var skjult for os, men som vi ikke burde være holdt i Uvidenhed om,

33

nemlig at Bankinspektøren i Løbet af de sidste Maaneder havde underkastet Banken en hemmelig Undersøgelse, som nu nærmede sig sin Fuldendelse.« Da Nationalbankdirektøren 1926 skriver sin Bog, harmes han altsaa ikke over, at han saadan blev ført bag Lyset. Han føler vel en vis Utilfredshed over denne Sag, men har iøvrigt en Undskyldning for Glückstadts Tavshed paa rede Haand, idet han tilføjer, at denne sikkert handlede ud fra den bedste Mening. Han havde dog ogsaa i Samtalen givet en lille Antydning om, »at der om faa Dage vilde ske noget, som paa en glædelig Maade vilde overbevise Nationalbanken om Urigtigheden af verserende ilde Børsrygter om Landmandsbanken«. Ussing erklærer hertil i sin paatagne Naivitet, at han vanskeligt kunde tro andet, end at Glückstadt imødesaa Undersøgelsens Resultat med de bedste Forventninger. Ja, saamænd!

Resultatet var imidlertid anderledes. Lørdag den 8. Juli 1922 begyndte Spillet.

Denne Dag overleverede Bankinspektøren sin afsluttende Redegørelse til Handelsministeren og samme Dag indlededes Forhandlingerne med Nationalbankens Direktion, Repræsentantskabets Formand (og Landmandsbankens fast ansatte juridiske Konsulent) HRS. Frits Bülow, Bankinspektøren, Statsministeren og Handelsministeren. Efter Behov blev Landmandsbankens Direktører tilkaldt. Bankinspektørens Opgørelse viste, at ikke blot alle Bankens Reserver samt Aarsoverskuddet var tabt, men ogsaa 70 pCt. af Aktiekapitalen. Og Spørgsmaalet var nu i første Række, om Banklovens § 16 skulde træde i Kraft, Bestemmelsen om, at Aktionærerne ”uopholdelig« skulde indkaldes til Generalforsamling, saasnart der i et Bankregnskab var konstateret Tab udover Halvdelen af Aktiekapitalen. § 16 indeholdt endvidere den Forskrift, at det manglende Beløb senest skulde tilvejebringes i Generalforsamlingen, og at Banken skulde træde i Likvidation, hvis denne Forskrift ikke kunde opfyldes. Ifølge Banklovens Bestemmelser maatte der altsaa straks indledes Skridt til Likvidation af Banken.

34

Nationalbankens Direktion og de to nævnte Ministre ansaa det imidlertid for rigtigere at sætte sig ud over Lovens Bestemmelser.

Der er senere bleven spildt meget Blæk paa at forsvare denne Handlemaade. Navnlig har Nationalbankdirektør Dr. Ussing beskæftiget sig indgaaende med de herhen hørende Problemer baade i den Repræsentantskabet i Efteraaret 1922, efter September-Rekonstruktionen, forelagte og af ham selv og Direktør Stephensen underskrevne Betænkning og i sit 1926 udgivne Værk om Nationalbanken. Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt Banklovens § 16 under de givne Forhold skulde træde i Virksomhed, bemærkes i det førstnævnte Memorandum:

»Vi svarede med følgende Spørgsmaal til Bankinspektøren:

Mellem Dem og Landmandsbanken er navnlig Uenighed om tre Aktivposter, som De sætter til 0 og som Landmandsbanken sætter til henholdsvis 34,19 og 14,4 Millioner. Er Stillingen denne, at det efter Deres Mening ikke er godtgjort at de er mere værd end Nul, eller mener De endog, at det er godtgjort at de ikke er mere værd end Nul?

Bankinspektørens Mening viste sig at være den førstnævnte; det var ikke bevist, at Værdierne var mere end Nul; men Muligheden kunde ikke udelukkes.

Vi bad derefter Landmandsbanken forklare, hvilke Muligheder man haabede paa, og efter denne Udredning fandt vi, at Mulighederne ikke var saadan hen i Vejret. De kunde ikke forkastes som Mundsvejr, ja de lød endog troværdige, og vi mente derfor ikke, at Staten, som Sagen i Øjeblikket stod, havde Ret til at gaa frem efter Paragraf 16. Landmandsbankbestyrelsens Pligt til efter Paragraf 16 at skaffe sig Aktiekapital var endnu ikke bevist; den krævede nøjere Undersøgelse, naar Banken selv bestred. At tvinge Bestyrelsen til »uopholdelig at indkalde Generalforsamlingen« paa Grundlag af Bankinspektørens af Banken bestridte Opgørelse, med andre Ord at tvinge Banken til at hidføre en Katastrofe, som uvægerlig vilde følge med et saadant Skridt - hvilket Ansvar for Staten!

Bankinspektøren nyder med Rette almindelig Anerkendelse for Varsomhed og Forstaaelse i sin Gerning, men da Undersøgelsens Resultat var bestridt af den anden Part, og det ikke drejede sig om uafvendelige, bevislig lidte Tab, men om Tabsmuligheder - saa kræver enhver juridisk

35

Retfærdighed, at under Tvivl maa Afgørelsen falde til den Anklagedes Gunst.

Handelsministeren erklærerede, at han tog Ansvaret for denne Opfattelse, og efter vort Skøn kunde han slet ikke tage Ansvaret eller paadrage Staten Ansvaret for det modsatte.« (Udhævelserne som i Betænkningen.)

Denne Erklæring af Nationalbankens Direktører til Bankens Repræsentantskab lader tydeligt erkende, at Seddelbankens Ledelse ønskede, at Landmandsbanken skulde reddes, hvilke Midler man saa end skulde benytte sig af for at naa Maalet. Til Forsvar for dette Standpunkt manipulerede man med Begrebene om konstaterede og kalkulerede Tab, ansaa Glückstadts Paastande for mere tilforladelige end Bankinspektørens Beregninger og resumerede, at det nu maatte være Samfundets Opgave at sikre Landmandsbankens Eksistens. Handelsminister Tyge Rothe, som altid havde været lydig overfor Glückstadts Ordrer, erklærede sig rede til at tage Ansvaret. Og Neergaard støttede selvfølgelig Rothes Opfattelse.

Men hvad skulde herefter ske med Bankinspektørens Udersøgelse?

Ogsaa her vidste de Herrer, der var mødt til hemmelig Raadslagning, at finde Udveje. Nationalbankens Standpunkt var, at Bankinspektørens Opstilling ikke skulde holdes hemmelig, saafremt Handelsministeren vilde paatage sig Ansvaret for at gaa frem efter Banklovens Bestemmelser; saa maatte altsaa Størrelsen af de af ham udfundne Tab bekendtgøres. Men hvis Handelsministeren ikke vilde gaa frem efter Bankloven, havde han - siges der bl. a. i det ovenfor omtalte Referat til Repræsentantskabet - »ikke Ret til at bringe Hemmeligheden videre til Nogensomhelst - til ingen Verdens Nytte og kun til Fare for, at Hemmeligheden siver ud, til Foruroligelse for Offentligheden og til Fordel for dem, der indvies; og paa de andres Bekostning«. Overvejelserne førte altsaa til, at man blev enige om, at Bankinspektørens Tabsopgørelse under ingen Omstændigheder maatte frem i Offentligheden. Man mente ikke at

36

kunne give ren Besked, saa længe det endnu var givet, at der vilde blive indledet alvorlige Skridt for at holde Banken oven Vande. Efter at man saaledes var blevet klar over, hvilke særlige Forholdsregler man vilde tage for at gennemføre Rekonstruktionen af Banken, maatte der tages fat paa Spørgsmaalet om, hvad der nu umiddelbart skulde gøres.

Emil Glückstadt havde naturligvis Lørdag den 8. Juli 1922, da de første Forhandlinger fandt Sted i Anledning af Bankinspektørens Tabsberegning, sine Planer fuldt udarbejdede hos sig. Han var godt forberedt og vidste nøjagtigt, hvad han vilde opnaa. Efter at Handelsministeren havde tilkendegivet, at han vilde tage Ansvaret for Tilsidesættelsen af Banklovens § 16, kunde Glückstadt uden Betænkelighed lægge yderligere Pres paa. Gl. fortalte altsaa, at Banken befandt sig i en meget truende Situation, at Aktiekursen var stærkt faldende, og at Indlaanene ogsaa var begyndt at sive ud. Der maatte derfor efter hans Skøn straks indledes en gennemgribende Hjælpeaktion, der kunde forhindre Panik. Han anmodede derfor Nationalbanken om straks at yde en Reservefond paa 30 Mill. Kr. til Betryggelse baade for Aktionærerne og Indskyderne. Dog, Nationalbanken vilde i første Omgang ikke gaa med til en saadan Ordning. Derved opstod der en meget vanskelig Situation, da ej heller Staten kunde hjælpe. De to Ministre, som var Deltagere i Forhandlingerne, kunde selvfølgelig ikke træffe nogen Afgørelse udenom Ministeriet og uafhængigt af Rigsdagen. At det var ganske klart, maatte ogsaa anerkendes af Glückstadt. Men alligevel ønskede sidstnævnte, at der straks blev truffet en Afgørelse. Forhandlingerne førte imidlertid trods alle indtrængende Henstillinger fra Glückstadts Side ikke til noget Resultat denne Dag. Blot om eet Punkt opnaaedes som nævnt absolut Enighed: der burde bevares absolut Tavshed om Bankinspektørens Opgørelse! Ussing argumenterer herom i sit Skrift om Nationalbanken som følger: »Da denne ikke blev effektiv, da Handelsministeren havde lagt andre Vurderingssynspunkter til Grund, saa tilhørte Bankinspektørens Rapport

37

Ministeriets Arkiv, og enhver Omtale af den fra de Indviedes Side vilde være for Landmandsbanken katastrofal og for de Paagældende en efter Banklovens § 18 og Straffelovens § 139 strafbar Indiskretion.« (Udhævelser som i Ussings Bog.) Forhandlingerne sluttede med, at Landmandsbankens Direktion fik en indtrængende Henstilling om at disponere forsigtigt og kun at lukke Banken i Tilfælde af et uimodstaaeligt Run. Nationalbanken var endvidere fast besluttet paa saa hurtigt som muligt at naa til Forstaaelse med Staten vedrørende de fremtidige Hjælpeforanstaltninger til Gunst for Banken.

Dog hermed vilde Glückstadt ikke give sig tilfreds, og med Benyttelsen af den af ham særlig yndede Chok-Taktik mødte han allerede den følgende Dag, Søndag den 9. Juli 1922, frem med nye Krav. Hverken Nationalbanken eller Regeringen var forberedt paa, at de saa hurtigt skulde sammenkaldes paany, men lystre maatte de. Indkaldelsen kom saa overraskende for Nationalbankens Ledelse, at en af Direktørerne, som havde deltaget i Lørdagsforhandlingerne, var taget bort fra Byen om Søndagen og derfor ikke kunde give Møde. Indbydelsen kom fra Handelsministeren!

I Søndagsmødet fremsatte Direktør Emil Glückstadt først de kraftigste Trusler. Han erklærede, at der trods alle Forsigtighedsforanstaltninger var sivet adskilligt ud om de Dagen i Forvejen afholdte Forhandlinger, at talrige Opringninger til Banken havde ladet erkende, at der var Fare paa Færde, og at man af denne Grund sikkert vilde være tvunget til at lukke Banken næste Dag, hvis der ikke forud var bleven truffet en Ordning, der garanterede Bankens Opretholdelse og Ro til fremtidigt Arbejde. Glückstadt mente, at Panik var umiddelbart forestaaende.

Det hjalp. Neergaard og Rothe fastholdt rigtignok det Standpunkt, at de ikke uden videre kunde forpligte Staten til at yde den fornødne Støtte. Men da de ansaa det for absolut paakrævet, at Lukning af Banken blev undgaaet, anmodede de nu Nationalbanken, som dog havde den specielle Opgave

38

at sikre stabile Pengeforhold og Ro paa Kapitalmarkedet, om at sætte alt ind paa at redde Landmandsbanken. Hjælpen skulde herefter ydes ved Supplering af Landmandsbankens Reservefond med 30 Millioner Kroner. Men ogsaa denne Gang sagde Nationalbanken Nej, under Paaberaabelse af, at man ikke kunde indse, at Bankens Forhold kunde have forværret sig i den Grad fra den ene Dag til den anden, eller at et saadant Jag ved Hjælpeforanstaltningerne var paakrævet i det foreliggende Tilfælde. Forhandlingerne trak ud til langt hen paa Natten. Ministrene vilde ikke paatage sig bindende Forpligtelser, men erklærede dog, at de vilde støtte et Andragende om Statsgaranti for et eventuelt af Nationalbanken ydet Reservefond.

Dr. Carl Ussing meddeler derefter i sit ofte nævnte Skrift, at han sammen med sin ene Meddirektør – formodentlig Stephensen - der var Deltager i disse Søndagsforhandlinger i de sene Nattetimer til Mandagen besluttede, at Nationalbanken skulde afgive et betinget Løfte om en fremtidig Støtte, som skulde afgives i Forventning om Statens Garanti. Et saadant Tilsagn blev derefter givet, hvorved der fuldstændig blev set bort fra Nationalbankens Støtteopkøb, som under de givne Forhold ikke mere kunde drøftes. Nationalbanken mente at kunne gaa med til en saadan Ordning, da man gik ud fra, at »hvis det viste sig, at Banken kunde føre sin Virksomhed igennem til Aarets Slutning blot ved et Løfte om Støtte til den Tid, blot ved et saadant Tegn paa, at man ikke vilde lade den Bank falde, saa var meget vundet.« (Udhævelser som hos Ussing.)

Derefter fortæller Nationalbankdirektør Ussing paa S. 243 i sin Bog følgende:

»Det var nu bleven meget sent, og alle trængte til Hvile efter den bevægede Dag, men Gl. mente det nødvendigt allerede samme Nat om det skete Støttetilsagn at give Pressen en Meddelelse. For at Banken kunde aabnes næste Morgen uden at blive stormet af run, maatte Morgenbladene indeholde en Erklæring om det skete, og han fremtog derom et Udkast, som

39

forud var udarbejdet, men som indeholdt to Ting, vi efter Mødets Resultat maatte have ændret. Udkastet var udarbejdet med det for Øje, at Nationalbanken vilde gaa ind paa straks og uden Betingelser at sætte ind i Banken 30 Millioner som Reservefond, hvad vi altsaa ikke vilde. Og det angav det kalkulerede Tab til 30 Millioner, altsaa mindre end det Beløb, som Landmandsbanken under Møderne selv havde erkendt, hvad vi altsaa protesterede imod. I disse to Henseender blev der derfor foretaget Rettelser; Gl. fik sit Papir tilbage, og dermed skiltes vi«. (Fremhævelser af Forf.).

Disse Sætninger viser særlig indtrængende, at alt var et tilrettelagt Spil, hvorved Regeringens Medlemmer aabenbart havde faaet den Rolle tildelt at tvinge Nationalbanken ind i en stærkere Risiko overfor Landmandsbanken for derved at skabe Grundlaget for en senere Indgriben fra Statens Side. Det Udkast, Glückstadt forelagde, lod tydelig erkende, hvad han vilde opnaa. Helt faldt Nationalbankens Direktører imidlertid ikke tilføje; de strittede imod, men Glückstadt vurderede dog ikke deres Moral og Viljestyrke højere, end at han troede, de vilde gaa med til at akceptere en vitterlig falsk Erklæring. Helt slog disse Forventninger dog ikke til, og Glückstadt har sikkert nok været noget skuffet. Men han kunde dog alligevel være tilfreds: thi Stat og Nationalbank var nu bundet overfor Landmandsbanken; de første Betingelser for senere Statshjælp var skabt. Statsgarantien vinkede i det Fjerne.

Resultatet at disse to Dages højtspændte Forhandlinger var den ominøse Meddelelse til Offentligheden, som offentliggjordes i Landets Blade næstfølgende Mandag, den 10. Juli 1922. Communique'et, dateret fra 9. Juli, lød som følger:

»Fra Landmandsbanken udgik i Nat følgende Meddelelse:

Trods de betydelige Afskrivninger, som Landmandsbanken foretog ved Afslutningen af forrige Regnskabsaar, er Banken blevet klar over, at der som Følge af de fortsat herskende Konjunkturer ogsaa i

40

de kommende Aar maatte regnes med yderligere Afskrivninger til Imødegaaelse af indtrædende Tab.

Efter en af Banken for kort Tid siden sket Vurdering, viste det sig, at Bankens egen Kapital, saafremt der ud over de alt konstaterede Tab ogsaa skulde tages Hensyn til, hvad der lod sig forudse som sandsynlige, vilde blive nedbragt til, hvad der svarer til Aktiernes nuværende omtrentlige Kursværdi, og man har da ogsaa som Følge deraf været indstillet paa, at der ved Afslutningen af indeværende Aars Regnskab maatte tages Hensyn hertil.

Da imidlertid en af Bankinspektøren foretagen Gennemgang af Landmandsbankens Engagementer nu er afsluttet, har man efter Samraad med Handelsministeren og Nationalbanken ment det rigtigt allerede paa nærværende Tidspunkt at fastlægge den Linje, der bør følges, og give Offentligheden fornøden Meddelelse herom.

Det er i Overensstemmelse hermed Landmandsbankens Hensigt ved Afslutningen af indeværende Regnskabsaar ekstraordinært af foretage Afskrivninger til et samlet Beløb af 55 3/4 Millioner Kroner, hvorved Bankens Reserver, herunder Overførslen fra forrige Aar, nedbringes til godt 5 Millioner Kroner.

For imidlertid under de nuværende vanskelige Konjunkturer at tilføre Banken al fornøden Styrke, har Nationalbanken paataget sig Forpligtelsen til, naar den ovennævnte ekstraordinære Afskrivning ved Regnskabsaarets Afslutning har fundet Sted, at indskyde en ny Reservekapital paa 30 Millioner Kroner. Den af Nationalbanken tegnede Reservekapital tilbagebetales efterhaanden som der paa sædvanlig Maade og i Overensstemmelse med Bankens Statuter oparbejdes nye Reserver til dens Afløsning.

41

Ved Regnskabsaarets Afslutning vil Bankens Aktiekapital og Reserver herefter udgøre 135 Millioner Kroner«.

Det kan nok være, at denne højtidelige Meddelelse, som skulde tjene til Offentlighedens Beroligelse, senere gav Anledning til vidtløftige Kommentarer og voldsomme Diskussioner.

At den var egnet til at vildlede Befolkningen har ogsaa de mest lidenskabelige Forsvarere af Erklæringen, Dr. Ussing og Statsminister Neergaard, ikke helt kunnet bestride. Men den var ogsaa anlagt paa at vildlede. Den indeholdt allerede i selve Begrundelsen for Hjælpeaktionen en dundrende Usandhed, idet der hævdedes, at det var de »fortsat herskende Konjunkturer«, der var Skyld i de opstaaede Vanskeligheder. Jødens grænseløse Løgnagtighed træder netop i denne Udtalelse særlig grelt frem, da Emil Glückstadt selv var klar over, at hans egne fantastiske Aktiespekulationer havde paaført Banken Tab til flere Millioner Kroner, og at der var opstaaet Tab i Det Transatlantiske Kompagni ifølge en helt igennem evne- og samvittighedsløs Ledelse, som af Carl J. Michaelsen var takseret til 110 Mill. Kr.; han kendte endvidere de mægtige Milliontab, Jødefirmaer som J. M. Levin & Co., Ballin-Koncernen, Max Levig & Co., Levin & Salomonsen osv. osv. havde forvoldt; men denne Mand, som i Aarevis havde ført sit Bankraad bag Lyset ved blandt andet at holde Februar-Kontoen fra 1917 skjult, og som til sidst havde ladet aflægge falsk Regnskab for Aaret 1921 for paany at vildlede Offentligheden med Hensyn til Bankens sande Stilling, denne Mand taler nu om de »fortsat herskende Konjunkturer« som den egentlige Aarsag til Bankens Vanskeligheder! Og Mænd som Dr. Carl Ussing, Statsminister Neergaard, Handelsminister Tyge Rothe gaar med til at godkende denne Formulering!! De gjorde det, omendskønt de bedre end nogen anden vidste, at Landmandsbanken i Aarevis havde været Centret for den mest løsslupne Svindel og Spekulation,

42

og at Bankens Tab netop var forvoldt ved denne tøjlesløse Spekulation og den vilde Hazard. De godkendte altsaa Formuleringen mod bedre Vidende. De lystrede Diktatet!

Ogsaa paa de andre Punkter var Erklæringen saaledes affattet, at den under alle Omstændigheder maatte føre til en fuldkommen fejlagtig Vurdering af Landmandsbankens Forhold. Den fremkaldte for det første det Indtryk, at der med den i Meddelelsen bebudede Ordning vilde være gennemført en Sanering til Bunds, for det andet det Indtryk, at de Afskrivninger, som foretoges, svarede til den Tabsopgørelse, der var udarbejdet af Bankinspektøren, og for det tredie det Indtryk, at de Mænd, der bar det egentlige Ansvar for Juli-Erklæringen – d'Hrr. Nationalbankdirektører, der deltog i Forhandlingerne, samt Ministrene Neergaard og Rothe - stolede paa, at den trufne Ordning vilde være tilstrækkelig til at forhindre Katastrofen. I alle tre Henseender var Erklæringen aldeles misvisende. Vel var den med ægte jødisk Snilde affattet saaledes, at den ikke indeholdt noget urigtigt i selve de materielle Paastande. Men Begrundelsen var falsk, et typisk Udtryk for den sociale Løgns Systematisering: Paastandene taget hver for sig var rigtige, men taget i Sammenhængen var de falske, falske i den Grad, at de mest passende kunde betegnes som infamt løgnagtige. Derfor maa ogsaa Nationalbankdirektør Ussings Opfattelse, at Erklæringen af den 9. Juli intet urigtigt indeholder, blot man forstaar at Læse, paa det kraftigste tilbagevises. At han iøvrigt selv har Forstaaelse for, at der er noget muggent i denne Sag, kan man slutte sig til af det højst karakteristiske Faktum, at han baade i sit Skrift om Nationalbanken og i sin 1922 afgivne Betænkning til Nationalbankens Repræsentantskab bringer Erklæringen i to Afsnit, idet andet Afsnit begynder med Ordene: »Det er i Overensstemmelse med …« Det er kun en Bagatel, som kunde synes at være uden nogensomhelst Betydning, men som alligevel her betyder overmaade meget, hvad man uden videre vil erkende ved en Gennemlæsning af Teksten. Netop dette viser imidlertid ogsaa Viljen til

43

at føre Folk bag Lyset. Alle Dagblade bragte Erklæringen saaledes som ovenfor gengivet i seks Afsnit! Naar Dr. Ussing herefter har valgt en anden Inddeling, er der god Grund til at formode, at det er sket med velberaad Hu, da Forstaaelsen af Erklæringen allerede derved til en vis Grad utydeliggør det væsentlige Punkt i selve den trufne Overenskomst.

Det første, som tilstræbtes med denne Meddelelse om betinget Støtte til Landmandsbanken, som imidlertid ikke i Erklæringen fremhæves som betinget, var, kraftigt at imødegaa de saakaldte ilde Børsrygter og at skabe Ro om Banken. Ro for enhver Pris, for at give Glückstadt Chancen til at opretholde Aktiekursen endnu for en Stund og at udnytte de af Nationalbanken i November 1921 til Raadighed stillede Midler til det sidste. Der var vel nok endnu nogle Jøder, der var i Knibe med deres Aktier, og som skulde reddes, eller nøjere sagt, der var det famøse Opkøbssyndikat »Ergor« (Emil Raphael Glückstadt og Ove Ringberg), som var interesseret i at udnytte Nationalbankens Støtteopkøb til egen Fordel. Det er endog et Forhold, den radikale Folketingsmand og Verdenskrigstidens Indenrigsminister Ove Rode har været opmærksom paa, idet han i sin Tale om Loven angaaende en Reorganisation af Den danske Landmandsbank m. m. den 19. Septbr. 1922 i Folketinget bl. a, bemærkede:

»Jeg siger om denne Udtalelse, at den er affattet saaledes, som den skriver, der ikke vil sige noget positivt usandt, men som vil skjule den positive Sandhed. Jeg siger endvidere, at Befolkningen har haft den allerbedste Grund til at tro, at en saadan Maade at skrive paa vilde Nationalbankdirektør Ussing ikke anerkende. Enhver, som erindrer, hvad Bankdirektør Ussing har sagt om saadanne Forhold, maa give mig Ret heri *).

*) Rode sigter her til Carl Ussings 1909 i Anledning af Alberti-Affæren udgivne Pjece: »Offentlig Moral«, i hvilken han gjorde grundigt op med visse Skavanker i det offentlige Liv, idet han hævdede som Grundprincip, at alle Samfundsforhold maatte hvile paa Tillidsmoralen. Der, hvor denne Moral manglede, truede Opløsning og Fordærv. Kampen rettedes navnlig mod Benvæsenet og de saakaldte Dobbeltstillinger, der

44

Jeg siger saa videre: Hvad kom saa denne Erklæring til at betyde? Ja, paa dens Autoritet, saaledes som den uden Modsigelse blev læst, skete det, at Indskuddene bevaredes, Aktier købtes - maaske det ikke har været i noget stort Omfang - af Folk, der købte dem, fordi de troede derigennem at faa en Værdi. Der skete fremdeles det, at der overfor Aktieejerne fremkom en Forskel i Behandlingen, idet enhver, der var i Stand til at se igennem denne Erklæring, fordi han maaske havde en Viden stammende fra et eller andet Sted, i denne Tid har kunnet sælge sine Aktier og faa fra 110 ned til 73 pCt., medens de, der har stolet paa denne Erklærings Autoritet, nu faar deres Aktier nedskrevet formelt maaske til 20 pCt. *), og enhver vil kunne se, hvad denne Formalitet betyder. Derfor er det urigtigt, hvad Nationalbankdirektør Ussing siger, at Børsjobberne er blevet narret og ingen andre. Nej ikke en eneste af Børsjobberne er blevet narret; thi der er ingen Børsjobber, der har købt Landmandsbankaktier i den Tro, de vilde stige. Andre er derimod blevet narret, og da først og fremmest alle saadanne Smaafolk, der sidder, saaledes som andre Ordførere har udtalt, med disse Aktier, købte i god Tro for at have et Papir liggende, eller arvede; de er blevet narret, og det er for dem kun en ringe Trøst, at man nu kan sige: hvis man havde ladet være med at udstede den Erklæring den Gang og gennemført en Ordning straks, da vilde deres Aktier ingen Værd have haft allerede den Dag, saaledes som de nu i Dag ingen har. Saadanne Distinktioner kan man ikke faa Folk til at gaa ind paa, de vilde holde sig til dette: Landets højeste Autoriteter, Handelsministeren, Regeringen, Nationalbanken, sagde om Aktierne, at de var 110 pCt. værd«. (Fremhævelserne af Forf.).

Mere skandaløst var det imidlertid, at Erklæringen intetsomhelst antydede om, at der til Grund for denne laa to Tabsvurderinger, Bankdirektørens paa 55 3/4 Mill. Kr. og Bankinspektørens paa 144 Mill. Kr. Endog søgte man i den oprindeligt af Glückstadt (eller Riis-Hansen) udarbejdede og af en af Nationalbankdirektørerne tildels omredigerede Meddelelse ved Anordningen af Teksten at fremkalde det Indtryk,

medførte Muligheder for Interessekonflikter. Pjecen vakte uhyre Opsigt, men førte ikke til noget som helst positivt Resultat, bortset fra Nedsættelsen af »Benkommissionen«, hvis Virksomhed ikke fandt nogen særlig Forstaaelse i Befolkningen. (Jvf. ogsaa C. Ussing, Nationalbanken 1914-1924, S. 223).

*) I Virkeligheden tabte de saa godt som alt.

45

at Bankinspektørens Tabsopgørelse havde været bestemmende for den i Julidagene trufne Ordning:

Tredie Afsnit lød: »Da imidlertid en af Bankinspektøren foretagen Gennemgang af Landmandsbankens Engagementer nu er afsluttet, har man efter Samraad med Handelsministeren og Nationalbanken ment det rigtigt, allerede paa nærværende Tidspunkt at fastlægge den Linie, der bør følges, og give Offentligheden fornøden Meddelelse herom«.

Og i fjerde Afsnit fortsættes: »Det er i Overensstemmelse hermed Landmandsbankens Hensigt ved Afslutningen af indeværende Regnskabsaar ekstraordinært at foretage Afskrivninger til et samlet Beløb at 55 3/4 Millioner Kroner, hvorved Bankens Reserver, herunder Overførelsen fra forrige Aar, nedbringes til godt 5 Millioner Kroner.

Det grænser til det fantastiske, hvad Nationalbankdirektør Dr. Carl Ussing har ment at maatte fremføre for at forsvare denne Formulering. Overlegent bemærker han bl. a. i sin Bog om Nationalbanken, at der ikke stod noget galt i denne Meddelelse, men at det dog viste sig senere, at der var nogle Folk, der havde faaet det forkert i Halsen. Han gaar ud fra, at Folket slet ikke havde Krav paa at faa Sandheden at vide, specielt ikke at faa Nys om den Tabsregning, Bankinspektøren havde foretaget. Det var, siger han, Deltagernes Pligt at tie.

Han begrunder det med Ordene: »Angaaende den Tabsberegning, som ikke gøres effektiv, er Hemmeligholdelse en juridisk Embedspligt, naar de Interesserede forlanger det«. Men naar Dr. Ussing endelig nærede denne Opfattelse, er det uforstaaeligt, hvorfor man da overhovedet røber noget om Bankinspektørens Undersøgelser i Erklæringen. Hvorfor gav man da Antydninger herom? Ja, det skete naturligvis til Beroligelse for Offentligheden, men det skete aabenbart ogsaa, fordi Fol-

46

ket ikke mere fæstede Lid til Emil Glückstadts Forsikringer, og derfor skulde beroliges derved, at Landets fornemste Autoriteter sagde god for Erklæringens Sandhed. At ogsaa disse Autoriteter var upaalidelige, kunde Folket dengang ikke ane, og derfor gælder Dr. Ussings Ord ogsaa ad Hækkenfeldt til, naar han til sit Forsvar bemærker: »Det er forstaaeligt, om flygtige Læsende ved disse dels manglende, dels forkerte Forudsætninger har læst Meddelelsen forkert, men hvad det er mig umuligt at forstaa, er, at man virkelig har villet tillægge de Mænd, der hin Aften var forsamlede til Mødet, imod deres Benægtelse, den Hensigt at vildlede«. Der skal mere end blot - ja, lad os sige Dristighed - til her at benægte Viljen til at vildlede, der skal et moralsk forkvaklet Sind til at gaa med til at argumentere paa saa urimelig en Maade.

Bedre bliver Sagen ikke ved, at Nationalbankdirektør Ussing i Beretningen til sin Banks Repræsentantskab udtrykkeligt fremhæver, at man under Hensyn til Bankinspektørens Redegørelse var betænkelig ved at gaa ind for Glückstadts Tabsberegning. Ordret erklæres her:

»Natiohalbanken har altid, naar Henvendelser derom fremkommer, afslaaet at give offentlige Beroligelseserklæringer om andre Bankers Forhold, selv om vedkommende Bank er nok saa sikker. Det Ansvar paatager vi os ikke. Vi vilde derfor heller ikke finde paa at underskrive nogen Beroligelseserklæring for Landmandsbanken. Men i nærværende Tilfælde vilde vi endog gaa videre end blot Passivitet. Selve det Forbehold, vi tog, var jo netop et Udtryk for, at vi turde ikke sige god for Landmandsbankens Opgørelse . Vi troede paa den, men vi kunde ikke have Førstehaandskendskab til den.«

Paa et saa usikkert Grundlag gik altsaa Nationalbanken med til at give Landmandsbanken Tilsagn om at yde den en

47

ny Reservefond paa 30 Mill. Kr., ud over de 30 Mill. Kr., der allerede var stillet til Raadighed til Støtteopkøb! Paa et saa usikkert Grundlag gav Neergaard Tilsagn om at fremskaffe Statsgaranti! Under saadanne Forhold gik de nævnte Instanser med til i Meddelelsen af 9. Juli 1922 at sige god for en Beroligelseserklæring overfor Offentligheden, omendskønt Nationalbankdirektør Ussing ved at sætte Tingene fuldstændig paa Hovedet drister sig til at hævde, at hans Bank ved sin Adfærd, i det foreliggende Tilfælde ikke blot havde indskrænket sig til »blot Passivitet«, men netop ved sit Forbehold (som man vil lede forgæves efter i hele Erklæringen) havde givet Udtryk for, at man ikke kunde sige god for Landmandsbankens Opgørelse. Hvor staar det? Hvor ymtes der noget om, at Nationalbanken ikke kunde sige god for Landmandsbankens, d. v. s. Glückstadts Opgørelse? Kunde man iøvrigt sige kraftigere god for denne Opgørelse end ved at give Tilsagn om 30 Mill. Kr. Reservefond, endog med Rang bag Aktiekapitalen!! Man skulde egentlig forsværge, at saa megen jødisk Rabulistik kunde fødes i et kristent Menneskes Hjerne. Naar iøvrigt Nationalbankdirektørerne ikke mente selv at kunne sige god for Glückstadts Beregninger, skulde det vel ogsaa kunne anses for en Statsforbrydelse af Rang, at Nationalbank og Regering til Trods herfor indledede Hjælpeaktionen i Henhold til netop disse Beregninger, medens Embedsmandens, Bankinspektør Greens Opgørelse, forblev upaaagtet!

Dr. Carl Ussing sparer sig overhovedet intet med Hensyn til uvederhæftig Bevisførelse. Bl. a. er han i sit Skrift om Landmandsbanken (S. 250) inde paa, at Pressen jo almindeligvis havde forstaaet, hvad det i Virkeligheden drejede sig om ved Erklæringen! Det var jo først senere, i September, da den offentlige Diskussion for Alvor satte ind, at man betegnede Meddelelsen som vildledende, og det skulde saa være Tidsafstanden, der begunstigede denne Paastand. Hvis Pressen - mener Ussing - oprindelig havde misforstaaet det Hele, vilde det sikkert være kommet til Udtryk i Børskommentarerne, og saa

48

»vilde vi«, (d. v. s. Nationalbanken!), »uagtet der ikke paa den Tid var synderlig Tid i Banken til at studere Aviser, vistnok være gjort opmærksom paa en saadan Fejltagelse - og derved faaet Anledning til at retlede den«. Dette hævder altsaa Ussing, og han tilføjer endog: »Men det blev vi ikke, og det vides heller ikke, at man, da Angrebene i September begyndte, havde Presseudtalelser at vise hen til som Bevis paa, at der var læst forkert«. At han turde paastaa saadan noget! Selvfølgelig var Pressen meget forbeholden i sin Omtale af Juli-Erklæringen, thi den jødekøbte Presse skulde selvfølgelig nok hytte sig for paa nogen Maade at træde Kapitalmagtens og da navnlig Glückstadts, Interesser for nær. Alle Blade var derfor enige om, at det jo her drejede sig om en med Tilslutning af de højeste Myndigheder gennemført Redningsaktion; om en Hjælpeforanstaltning, som dækkedes af baade Regering og Natiorialbank! Alt aandede Tilfredshed! Selve Regeringsorganet »København« nævnede end ikke, at Redegørelsen var udsendt fra Landmandsbanken, beretter tværtimod, at det drejede sig om en »officiel Meddelelse«, der gik ud paa, at »Nationalbanken har givet Tilsagn om at forøge Landmandsbankens Reserver med 30 Millioner Kroner«; at »dette Beløb ikke tegnes i Aktier, men rykkes tilbage efter Aktionærers og Kreditorers Interesser” og at »Handelsministeriet, har godkendt dette Arrangement, der er truffet, efter at Bankinspektøren har gennemgaaet Landmandsbankens Engagements«. Det havde altsaa selve Regeringsorganet forstaaet af Sagen. De her gengivne Citater bringes i fedt i Overskriften; det er beklageligt, at Neergaard ikke straks har foranlediget, at disse, paa Baggrund af Dr. Ussings Paastande ligefrem uhyggelige Fejltagelser, omgaaende blev korrigeret. Her nævnes intetsomhelst om Landmandspankens Initiativ, konstateres tværtimod kort og godt følgende: »Med Tilfredshed er man Vidne til, at Landmandsbanken og Nationalbanken har set Situationen som den var, og været enige i Beslutningen om straks at gøre rent Bord i Stedet for at trække Afskrivningerne ud i aarevis«. Naar Ussing herefter paastaar,

49

at der ikke var kommet nogen »urigtig Læsning« frem i Pressens Børskommentarer, viste det sig allerede ved Meddelelsen i Regeringsorganet, at denne Fremstilling ikke holdt Stik.

Nationalbankdirektør Dr. Ussings kraftige Forsvar for 9. Juli-Erklæringen og specielt hans Paastand om, at Erklæringen ikke var bleven misforstaaet i Bladene, virker dog end mere uforstaaelig, naar der tages Hensyn til, at en af Landmandsbankens skarpeste Modstandere, Grev Bent Holstein, allerede 1923 i en Artikelrække i »Aarhus Stiftstidende” (13. Jan. og følgende Dage) særlig indgaaende havde paavist, hvorledes alle Dagblade i hele Landet, med Undtagelse af Venstres Organer og et enkelt Hovedstadsblad, paa det afgørende Punkt var kommet til en fuldkommen fejlagtig Bedømmelse af Erklæringens Mening, idet der regelmæssigt var gaaet ud fra, at det i Erklæringen nævnte Tab paa 55 3/4 Mill. Kr. svarede til Bankinspektørens Opgørelse og idet der ikke regnedes med - ej heller kunde regnes med - at der forelaa to stærkt divergerende Tabsberegninger. Det paavistes her, at alle Aviser, som ikke - saasom Venstres Blade og »Berlingske Tidende«*) - havde faaet særlige Instruktioner under Haanden, havde gjort sig skyldig i selvsamme Fejltagelse, og som Følge deraf ogsaa var naaet til uholdbare Konklusioner i deres Kommentarer. Højst besynderligt, at Dr. Ussing endnu i 1926 ikke er klar over dette Forhold, omendskønt han jo umuligt i Sommeren 1922 har kunnet Overse alle de vildledende Presseudtalelser og idetmindste meget nøje kendte den sammenfattende Redegørelse, Grev Holstein bragte i »Aarhus Stiftstidende« den 24. Januar 1923 om Temaet: »Hvorledes. Offentligheden blev ført bag Lyset.«

Efter denne Artikel bringes her nogle af de mest karakteristiske Presseudtalelser i Anledning af 9. Juli-Erklæringen.

*) Grev Holstein bemærker, at der er ingen Grund til at antage, at »Berlingske Tidende« havde søgt Orientering hos Regeringen angaaende Erklæringen af 9. Juli. Thi - fortsætter han: »Dette Blad havde i sin Bestyrelse saa absolut første Klasses Kilder til at opnaa Underretning om Landmandsbankens Forhold, at en Henvendelse til Hr. Neergaard eller Hr. Tyge Rothe var upaakrævet. Naar - foruden selve Erklæringens Forfatter, Direktør i Landmandsbanken Riis-Hansen - ogsaa Overformynder M. P. Friis (Næstformand i Landmandsbankens Bankraad), og Højesteretssagfører Bülow (Landmandsbankens juridiske Konsulent) indtog betydningsfulde Pladser i Bladets Udgiverkreds, saa behøvede ”Berlingske Tidende« ikke nogen Ministers Vejledning hverken i Læsning eller Skrivning.«

50

Der peges først hen paa de Kommentarer, som fremkom i den specielt sagkyndige Presse, i »Finanstidende« og i »Børsen«. Redaktør Carl Thalbitzer skrev i »Finanstidende« den 12. Juli 1922 bl. a.: »Den nu udsendte Erklæring fra Landmandsbanken bygger paa en af Bankinspektøren foretagen Undersøgelse. Hvor megen Vægt man tør tillægge den, skal vi lade være usagt. Med al Respekt for Hr. Green kan man ikke undlade at tænke paa hans svenske Kollegas Erklæring vedrørende »Sydbanken« og at rejse det Spørgsmaal, om noget Menneske virkelig tør udtale nogen Mening om, hvorledes en Bankstatus vil se ud et halvt Aar frem i Tiden.«

Thalbitzer gaar altsaa ganske tydeligt ud fra, at det er Bankinspektøren, der har opgjort Tabet, og han regner ganske aabenbart med, at det af Bankinspektøren beregnede Tab er Opført i Erklæringen, og herefter andrager 55 3/4 Mill. Kr. Ogsaa »Børsen« mener, at Landmandsbankens Stilling nu er ført til en endelig Klaring, »gennem en af Bankinspektøren foretagen Undersøgelse og et i Tilslutning dertil med Nationalbanken truffet Arrangement«.*)

Iøvrigt skal i denne Sammenhæng fremhæves, at ”Børsen”, som havde bragt saa ovenud rosende Betragtninger over Landmandsbankens Aarsregnskab i Begyndelsen af Februar 1922 (jvf. 1. Del, S. 423), dog nu følte sig temmelig skuffet og under Henvisning til den foreslaaede Afskrivning paa 55 3/4 Mill. Kr. bemærkede: »Efter Regnskabsaflæggelsen for nogle Maaneder siden og de i Forbindelse dermed fremkomne Oplysninger kan det jo ikke nægtes, at denne meget betydelige ekstraordinære Afskrivning kommer noget overraskende. Man maatte gaa ud fra, at man virkelig ved Aarsopgørelsen havde søgt i højere Grad til Bunds end det nu viser sig at være Tilfældet, og at de Skader, der yderligere kunde melde sig, vilde være forholdsvis begrænsede. Dette er altsaa en Misforstaaelse. Først ved den nu foretagne Opgørelse har man gjort helt op med de konstaterede Tab og desuden taget Hensyn til de Tab, der »lader sig forudse som sandsynlige«. Dette bemærker »Børsen«, som altsaa nu paa ny lod sig føre bag Lyset. Thi selvfølgelig anede det ikke nogetsomhelst om, at Bankinspektørens Tabsvurdering laa væsentlig højere end den Afskrivningssum, der nævntes i Erklæringen.

Dernæst bringer Grev Holstein en Række Citater efter Hovedstadsbladene.

»Nationaltidende« bemærkede ifølge hans Redegørelse i Aftenudgaven den 10. Juli: »Naar Landmandsbanken nu, efter Bankinspektørens Opgørelse, maa afskrive yderligere 55 3/4 Mill., undgaar man ikke det Spørgs-

*) Om det saa var Prof. L. V. Birck, som jo ellers formaaede at se til Bunds i hele det højfinansielle Rænkespil, viste det sig, at ogsaa han lod sig dupere. Jvf. nedenfor S. 405 f.

51

maal, om Februar-Regnskabet har været fuldt forsvarligt opstillet. Skulde to Trediedele af Landmandsbankens Tab virkelig falde paa Regnskabsaaret 1922? - - - Herfra gaar nu de nye Afskrivninger paa 55 3/4 Mill. Kr., og tilbage bliver ca. 5 Mill., hvortil kommer Nationalbankens 30 og Aktiekapitalens 100 Millioner, altsaa en Reserve paa 135 Millioner. Mere end paa disse Reserver lægger vi imidlertid Vægt paa, at den nye Ordning er truffet efter Bankinspektørens Opgørelse og med Nationalbankens og Regeringens Billigelse. Det forekommer os, at man deri har den bedste opnaaelige Garanti for, at man nu er naaet til Bunds i Landmandsbankens Engagementer.« I »Nationaltidende«s Morgenudgave den 11. Juli uddybes denne Tankegang, hvorved det navnligt fremhæves, at nu havde det vist sig, hvilken Betydning det nydannede Bankinspektørembede havde med Hensyn til Gennemførelsen af en virksom Bankkontrol.

Paa samme Maade fastslog »Social-Demokraten« den 11. Juli 1922: »De 80 Millioner, som dels er afskrevet og dels skal afskrives i dette indeværende Regnskabsaar, betegner altsaa Bankens eget Tab, og da det nu ikke længere blot er Banken, der paastaar, at Bunden er naaet, men dette garanteres af Bankinspektøren, af Handelsministeriet og Nationalbanken, kan Offentligheden sikkert føle sig forvisset om, at det virkelig er Tilfældet, og at der ingen Anledning er til Panik.«

Og endelig lod ogsaa »Politiken« føre sig grundigt bag Lyset. I dette Blads ledende Artikel sagdes den 10. Juli 1922 bl. a.: »... Hvorved ogsaa er at bemærke, at Nationalbanken næppe havde valgt den Vej, at gøre et Indskud i Reservefonden, hvis ikke denne Banks Ledelse paa Grundlag af Bankinspektørens Indberetning og i fuld Overensstemmelse med Handelsministeren var kommet til den Overbevisning, at Landmandsbanken rummer saadanne Værdier, at et saadant Indskud fra alle Sider set er forsvarligt«. Godt to Maaneder senere erkender Bladet, at det er blevet Offer for et infamt Bluffmageri, og da giver Forargelsen over dette Bedrag sig kraftigt Udtryk i forskellige Betragtninger. Saaledes bemærkede »Politiken« den 19. September: »Landmandsbankens Erklæring maatte fornuftigvis forstaas saaledes, at Bankinspektørens Undersøgelse havde givet til Resultat, at naar 55 ½ Mill. blev afskrevet, vilde alle mulige Skader være bortopereret. Umuligt at tænke sig, at de 55 ½ Mill. Kr. beroede paa Bankens egen Vurdering, og at Bankinspektøren havde afgivet en helt anden og langt mere pessimistisk Beretning. Hele Ofjentligheden blev faktisk narret af Meddelelsen - - « Og den følgende Dag (20. Septbr.) bringer Bladet en endnu skarpere Kommentar, idet det bl. a. skriver: »At Landmandsbanken Søndag den 9. Juli om Aftenen, udsendte en vildledende Erklæring, kan ikke bestrides. Heller ikke, at Meningen var, at den skulde virke vildledende. To Ministre kendte den og tre Nationalbankdirektører. Hr. Rothe undskyldte sig i Gaar med, at

52

der ikke stod et eneste usandt Ord i den. Hvad nytter det, naar den faktisk med Hensigt bibragte Læseren et urigtigt Indtryk? - - For at bedømme det, der skete den 9. Juli, denne Sammensværgelse mellem Landmandsbanken, de to Ministre og de tre Nationalbankdirektører om at skjule Sandheden, maa man se at gøre sig klart, hvorfor det skete - -.« Saaledes skrev altsaa Hovedstadsbladene.

Grev Bent Holstein kan dernæst i sin omfattende Dokumentation paapege, at ogsaa Provinsbladene i Almindelighed har faaet en fuldstændig fejlagtig Forestilling om Situationen. I de Blade, som lod sig forsyne med Materiale fra den konservative Generalkorrespondance, bragtes saaledes en orienterende Artikel, i hvilken man - ejendommeligvis - beklagede, at man fra ledende Sted altfor længe havde vendt det døve Øre til den af Professor Birck og Folketingsmand Lemvigh-Müller mod Landmandsbanken rejste Kritik. (Besynderligt virker disse Betragtninger, naar man mindes, at disse to Mænd, som altsaa nu atter skulde gælde som gode konservative Mænd, var sat ud af Spillet af den jødiske Kapitalmagts Lejesvende i den konservative Rigsdagsfraktion og ikke mere taaltes som Konservatismens Repræsentanter paa Tinge, netop fordi de havde rettet Kritik mod Landmandsbanken og mod Højfinansens forrykte og samfundsskadelige Udskejelser. Det mente man vel nu at kunne se bort fra!) I Generalkorrespondancens Artikel hed det endvidere: »Man vil muligvis indvende at man ikke har Sikkerhed for, at den foretagne Operation virkelig fjerner alt, hvad der er sygeligt; man har muligvis kun fjernet det helraadne. Over for en saadan Indvending maa man have Lov til at henvise til Nationalbankens Garanti, Bankinspektørens Revision og Samraadet med Handelsministeren. Der er handlet klogt ved at sige Sandheden og, som vi maa formode, den fulde Sandhed.«

Med Hensyn til den socialdemokratiske Provinspresse citerer Grev Holstein Kommentaren i »Demokraten« i Aarhus, i hvilken der den 12. juli 1922 bemærkedes: »Foruden de godt 25 Mill. Kr. fra sidste Aar har Banken nu ved Bankinspektørens Lygte fundet Værdipapirer og Tilgodehavender til et Beløb af 55 3/4 Mill. Kr., som faktisk er værdiløse og maa slettes af Bøgerne. - Og da det nu ikke længere blot er Banken, der paastaar, at Bunden er naaet, men da dette garanteres af Bankinspektøren, af Handelsministeren og Nationalbanken, kan Offentligheden sikkert føle sig forvisset om, at det virkelig er Tilfældet, og at der ingen Anledning er til Panik.

Og endelig kommer de samme Tanker frem i hele den radikale Provinspresse, hvis førende Blad, »Fyns Venstreblad«, i en ledende Artikel gav Udtryk for, at der nu uden Tvivl var gjort rent Bord. Thi - fortsatte Bladet: »Man har gravet ned for at finde den faste Grund, hvorpaa der med Sikkerhed kunde bygges, og at man har gravet dybt nok, derfor

53

staar Bankinspektøren og Nationalbanken som Garanter: Bankinspektøren har foretaget en kritisk Gennemgang af samtlige Bankens Engagementer og man tør vel gaa ud fra, at naar Nationalbanken er traadt støttende til, saa har den ogsaa foretaget en nøje Undersøgelse. - - - Det vil sikkert ogsaa nu fra forskellige Sider blive paastaaet, at man ikke er naaet til Bunds, men deroverfor maa det være tilstrækkelig at henvise til Bankinspektørens og Nationalbankens Garanti; den maa være fuldt betryggende.«

Saaledes var altsaa Bedømmelsen af 9. Juli-Erklæringen i den ikke instruerede danske Presse. Bedømmelsen er absolut ensartet. Den gaar ud paa:

1) Erklæringer, som udstedes af Landmandsbankens Direktion og Bestyrelse, er upaalidelige, men

2) en Erklæring, som udstedes med Bankinspektørens og Nationalbankens Garanti, maa formodes at sige den fulde Sandhed.

3) Den foreliggende Erklæring fastslaar, at Bankinspektørens Tabsvurdering paa 55 ¾ Mill. Kr. danner Grundlaget for den ny foretagne Rekonstruktion og

4) at man, da Rekonstruktionen er foretaget efter Bankinspektørens Opgørelse med Nationalbankens og Regeringens Billigelse, maa gaa ud fra, at der dermed ogsaa er gennemført en Ordning til Bunds, en Ordning, der holder!

 

Overfor alt dette tillader nu som nævnt Nationalbankdirektør Dr. jur. Carl Ussing sig, i sin 1926 udgivne Bog om den af ham ledede Bank dristigt at paastaa, at ingen Steder var Erklæringen bleven misforstaaet, ingen Steder var der røbet nogen Formodning om, at de nævnte 55 3/4 Mill. Kr. skulde støtte sig til Bankinspektørens Opgørelse o.s.v. Erklæringen af 9. Juli havde paa ingen Maade virket vildledende, og Pressen havde ogsaa forstaaet den rigtig. Hvis det ikke havde været Tilfældet, vilde det dog efter hans Mening have været »sandsynligt, at den urigtige Læsning var kommen frem i Pressens Børskommentarer«. Men saadan en Fejllæsning har han ikke lagt Mærke til. Slet ikke!! Dr. Ussings Ord om dette Problem skal her gentages. Han erklærer kort og godt, at hvis Kommentarerne i Bladene havde vist, at Publikum ikke havde fattet Sandheden, havde misforstaaet Sagen,

»saa vilde vi (d.v.s. Nationalbanken), uagtet der ikke paa den Tid var synderlig Tid i Banken til at studere Aviser, vistnok være gjort opmærksom paa en saadan Fejltagelse - og derved faaet Anledning til at retlede den«.

54

Han hævder endvidere, at man ej heller i September var bleven gjort opmærksom paa, at Juli-Erklæringen var bleven læst forkert. Saa dristigt - lyver denne iøvrigt saa hæderlige og uangribelige Mand. Saa stærkt er han ved Berøringen med Landmandsbankens Svindlerklike indoptaget i jødisk Aand, at han ikke mere kan skelne mellem Sandhed og Løgn, ej heller føler Pligt, end ikke har Evnen til at sige Sandhed!

Nationalbankdirektøren finder i sit Forsvar paa talrige andre Taabeligheder. Dr. Ussing bebrejder bl. a. Prof. Axel Nielsen, at denne i første Bind af sin Bankpolitik (S. 375) om de 55 Millioners Tab urigtigt bemærkede, at »en d. 9. Juli udsendt Erklæring meddelte, at Bankinspektøren havde opgjort Tabet hertil”. Harmfyldt spørger Nationalbankdirektøren, hvorfor det ikke meddeles til de Unges Belæring, hvem der havde afgivet Erklæringen, hvorfor det ikke omtales, »at de, der havde set Erklæringen, før Landmandsbanken udsendte den, nemlig to Ministre, Bankinspektøren, Nationalbankens to Diektører og Repræsentantskabets Formand ikke har læst Erklæringen paa den Maade, som Professoren refererer den«. Ogsaa her overser Dr. Ussing, at det ikke er afgørende, hvorledes Deltagerne i Forhandlingen saa paa Sagen, da de jo kendte de to Tabsopgørelser, men derimod, at disse Herrer lod en Erklæring komme frem i Offentligheden, som læst i Sammenhæng maatte føre til en urigtig Bedømmelse af Situationen og altsaa maatte betegnes som bevidst vildledende.

Naar Ussing saa endelig taler om, at han jo kun havde det Formaal med Foranstaltningerne at redde Tusinder af sine Medborgere fra Ruin, maa heller ikke saadanne Fraser tages altfor højtideligt, naar hele Aktionen lader erkende, at Alt kun var anlagt paa, med List og Lempe at lede Regeringen ind i Hjælpeforanstaltninger, der skulde sikre den særligt i Landmandsbanken interesserede jødiske Kapitalmagt mod Tab paa Skatteborgernes Bekostning. Og en topmaalt Skandale er det, at den Udvikling, der indlededes med den famøse Juli-Erklæring, tilsidst kostede Samfundet flere Hundrede Millioner

55

Kroner, og middelbart forvoldte uendelige andre Vanskeligheder af økonomisk Art.

Hele den Holdning, Nationalbankdirektør Ussing viste i den her omhandlede Sag, virker overhovedet komplet meningsløs og inkonsekvent. Det er absurd, at en Mand, som før Verdenskrigen kæmpede for Moral og Sømmelighed i det offentlige Liv, senere skulde svigte sine egne Idealer. Mere ejendommeligt er det, at han beklager at have maattet erfare, at han ikke kunde stole paa Glückstadts Ord, idet han derved som nævnt pointerede, at det jo netop hørte til Bankmænds Ære at vise streng Ordholdenhed. Han synes her at have glemt, at han selv var - Bankdirektør, endog den ansvarlige Leder af Landets fornemste Bank. Erklæringen af 9.Juli 1922 viste kun altfor tydeligt, at hans Ord ikke gjaldt mere end Glückstadts, thi de var begge lige enige om at føre Folket bag Lyset. Men Glückstadt undlod dog at pynte paa sin Handlemaade, medens Nationalbankdirektør, Dr. juris Carl Ussing i sin Betænkning til sin Banks Repræsentantskab ikke undsaa sig for højtideligt at erklære, at den foreliggende Sag kun kunde blive et Spørgsmaal om Lovfortolkning, men ikke om Moral. Thi:

»Fortolkningen kan være gal eller rigtig; men ingen kan laste Folks Moral, fordi de mener, at der i et Forhold er Hemmeligholdelsespligt, og fordi de samvittighedsfuldt søger at efterkomme denne Pligt. At køre op med Leveregler som »Aabenhed«, »Ærlighed«, »Offentlighed i alle Forhold«, det falder for de Moralkrænkede saa let, naar det gaar ud over andres Ære, indtil deres egne Interesser bliver gaaet for nær ved ulovlige Indiskretioner.«

Disse Fraser havde Overretsassessor Carl Ussing ikke ved Haanden i 1909; ellers var hans i 19.000 Eksemplarer udgivne Piece »Offentlig Moral« næppe blevet til. Men Fraserne kunde selvfølgelig være gode nok for Nationalbankdirektøren, selv om man herefter ikke rigtigt vil kunne indse, med hvilken

56

Ret han er moralsk forarget over Glückstadts Adfærd. Mest besynderligt er det imidlertid, at Hr. Carl Ussing, som ifølge sit eget Skrift følte sig skuffet over Glückstadt allerede i November 1921, da Sikkerhedsmarginen fra Opkøbssyndikatet indbetaltes i Aktier i Stedet for kontant, dog uden videre senere hen, i Juli 1922, da næsten alle 30 Mill. Kr. mod Forventning var gaaet med til Støtteaktionen, stoler paa Glückstadts Tabsberegning og vrager Bankinspektørens, og paa dette Grundlag giver fast Tilsagn om yderligere 30 Mill. Kr. som Reservefond. Man fristes nærmest til heroverfor at konstatere i Overensstemmelse med Grev Bent Holstein, at saadan noget kan kun en intellektuel og moralsk Analfabet præstere.

Noget ærligere er derimod Stats- og Finansminister Niels Neergaard, som den 19. September 1922 i Folketinget fremsatte følgende for en Parlamentariker særlig karakteristiske Betragtninger:

”… Nu siger man, at det var et vildledende - ja, der er endogsaa nogle, der har været saa langt ude, at de har antydet, at der var et bevidst vildledende Communiqué. Dette Communiqué er jo Landmandsbankens, men det blev forelagt Nationalbanken og de to tilstedeværende Ministre, og den Form, det gik ud i, gjorde vi ikke Skridt for at forhindre. (Munterhed.) Nej, det har jeg erkendt fra først til sidst, og det er vi forsaavidt ogsaa medansvarlige for, skønt vi ikke har affattet det. Men der staar ikke noget urigtigt deri. (En Stemme: Jo!) … Nej, det gør der ikke, naar man læser det rigtigt. (Afbrydelse.) Bemærk blot det: Naar man læser det rigtigt, staar der ikke noget deri, som ikke er i Overensstemmelse med de virkelige Forhold. (Afbrydelse.) Men man bebrejder altsaa, at dette Communiqué ikke gav fuld Besked. Nej, thi hvis man skulde have givet fuld Besked, saa havde det hele været slaaet i Stykker i samme Øjeblik. Naar Nationalbanken besluttede sig til denne Hjælpeaktion, var det en nødvendig Betingelse for, at den kunde lykkes, at man ikke vidste, at der var to Vurderinger, der stred mod hinanden. Men hvad der ikke er sagt i Communiqué'et er det, at det er bygget paa Bankinspektørens Erklæring. Det staar intetsteds deri, og det er aldeles ikke en Følge af en logisk Analyse af Erklæringen. . . .

En Betingelse for, at Arrangementet kunde gennemføres den Gang, var, at ingen udenfor den Kreds, der var samlet i Nationalbanken, fik Kundskab om Sagen, det vil sige fik Kundskab om Bankinspektørens af-

57

vigende Erklæring. Og dette afgav vi Løfte om. Følgen deraf var, at jeg ikke forelagde mine Kolleger i Ministeriet Bankinspektørens Erklæring, og det Forhold, som hang sammen med den, men nøjedes med at forklare, hvad der var sket og paa hvilket Grundlag der var sket en Vurdering, saaledes den, som Nationalbankens Hjælpeaktion var baseret paa. Og denne Bevarelse af Bankinspektørerklæringens absolutte Hemmeligholdelse maatte opretholdes, lige indtil Nationalbankens Hjælpeaktion var strandet. Som Følge deraf har ingen af Ministrene vidst noget derom, før dette er indtraadt for faa Dage siden. Dette gælder ogsaa Justitsministeren. Nu er det klart, at under saadanne Forhold er det absolut kun Handelsministeren og mig, der har Ansvaret - jeg vil endda slet ikke hænge mig i, at kun Handelsministerens Navn staar under Communique'et, jeg stiller mig fuldt ud ved Handelsministerens Side og deler fuldtud Ansvaret med ham, fordi jeg den Aften var enig i det der blev gjort. Men mine øvrige Kolleger har intet som helst Ansvar for, hvad der den Gang skete. Derfor er det ganske naturligt, at der i Ministeriet er afvigende Meninger om Rigtigheden af, hvad der skete, og at der er dem af mine Kolleger, som mener, at det var urigtigt, og at man hellere skulde være gaaet en anden Vej. Jeg er heller ikke i Tvivl om, at det samme er Tilfældet for flere indenfor mit Parti.«

Statsministerens Ord er Tvetydighedens Tale. Han erklærer, at der ikke er noget vildledende i Erklæringen, endsige bevidst vildledende, men indrømmer samtidigt, at Communiqué'et ikke giver fuld Besked og at det navnlig ikke indeholdt noget om Bankinspektørens afvigende Beregning. Hvordan disse to Ting kan forliges med hinanden, vil til alle Tider blive Ministerens Hemmelighed, men aaben og redelig Mands Tale er det ikke. Det hævdedes i Meddelelsen, at Landmandsbanken skønnede, at Bankens egen Kapital maatte have en Værdi paa ca. 105 Mill. Kr., der maatte desuden ifølge Meddelelsen gaas ud fra, at der bestod Overensstemmelse mellem Bankdirektørens og Bankinspektørens Tabsberegning, eftersom der ikke antydedes nogen Dissens, at altsaa Bankinspektørens Opgørelse dannede Grundlaget for Hjælpeaktionen o.s.v. - og alt dette stemte i Virkeligheden ikke. Til Trods herfor paastod Neergaard, at der fandtes ikke noget urigtigt i Communiqué'et, hvis man - ja, hvis man da forstod at læse det rigtigt.

58

Naa, der var desværre kun faa, der evnede at sætte sig ind i den rabulistiske Tankegang, Statsministeren saa ihærdigt forsvarede, og derfor maatte han selvfølgelig ligesom Dr. Ussing se sig udsat for de haardeste Angreb. Dem var han først ude for i den overordentlige Rigsdagssamling i September 1922, senere i Pressen. I Bladene gik bl. a. Grev Bent Holstein grundigt i Rette med Dr. Ussing og de to Ministre i den allerede foran nævnte Artikelrække i »Aarhus Stiftstidende« (13. Januar 1923 og følgende Dage, genoptrykt i Piecen: »Landmandsbankens Dødskamp og Livlægernes Bulletiner -«, Kbh. 1926), i hvilken bl. a. endnu fremhævedes, at Communiqué'et allevegne var blevet opfattet som en Embedserklæring, der rigtignok manglede Underskrift, men dog gav Udtryk for et Arrangement, der var tilvejebragt efter en officiel, embedsmæssig Undersøgelse og som saadan var af absolut forpligtende Karakter.

Selve Angrebene gav Statsminister Neergaard Anledning til to Gange at indlede Fornærmelsesproces mod de Personer, der beskyldte ham for usandfærdig Tale. I det første Tilfælde sagsøgte han Formanden for Kirkelig Forening for indre Mission i Danmark, fhv. Sognepræst Carl Moe, fordi denne i et Møde i Harboøre Kirke den 5. November 1922 (ifølge Referat i »Ringkøbing Amts Dagblad”) bl. a. havde sagt, at Statsministeren havde gjort sig skyldig i bevidst Løgn. Præstens Ord havde været: »Djævlens Væsen er Løgn, og han er Løgnens Fader. Og ude i Verden ophøjes Løgnen; hvor er denne Verden gennemtrukket og gennemsivet af Løgn. Vi møder Løgnen hos Statens Styrere, Konger, Fyrster, Ministre, Rigsdagen - hele Regeringsmaskineriet er gennemtrængt af Løgn. De lyver, naar det passer dem og dementerer bagefter. Vi har nylig haft et Eksempel med den danske Landmandsbank, hvor Regeringens Chef gjorde sig skyldig i bevidst Løgn; men alligevel sidder han stadig paa sin høje Ærespost, uagtet han vitterlig har løjet. Det er forfærdeligt, at det kan ske.« I Retsmødet

59

i Odense vægrede den gamle 74-aarige Præst sig ved at indgaa Forlig, idet han gjorde gældende, at han ikke havde nævnt Statsministeren ved Navn, men havde talt om Regeringens Chef og iøvrigt blot havde villet revse Tiden uden at fornærme Statsministeren. Det havde navnlig været ham om at gøre at faa konstateret, om Statsministeren virkelig havde gjort sig skyldig i bevidst Løgn. En Fornærmelse kunde ikke foreligge, naar det, han havde sagt, beroede paa Sandhed. Dommen faldt den 23. Decbr. Den lød paa Mortifikation af de to mod Statsministeren benyttede Udtryk »skyldig i bevidst Løgn« og »vitterligt har løjet«, endvidere paa en Bøde paa 400 Kr. til Statskassen. I Domspræmisserne gaves der imidlertid Præsten Ret i det afgørende Punkt, idet der udtaltes, at der maatte gives Pastor Moe Medhold i, »at Erklæringen var affattet saaledes, at Publikum i Almindelighed maatte forstaa den, som om der ingen Uoverensstemmelse var mellem Bankens og Bankinspektørens Vurdering af Bankens Tab«. Da imidlertid Neergaard nægtede, at der var noget urigtigt eller vildledende i Erklæringen og Pastor Moe ikke mentes at have godtgjort, at han havde Føje til at sigte Neergaard for bevidst Løgn, faldt der Dom efter Straffelovens § 216. (Jf. Politiken, 24. 12. 1922.) Ogsaa i den senere afgivne Landsretsdom tales om »den Uklarhed i Meddelelsen (d.v.s. Juli-Erklæringen), der kunde give og har givet Anledning til urigtig Opfattelse af de i Meddelelsen omhandlede Forhold«. Ogsaa Grev Bent Holstein blev dømt for Fornærmelse af Statsministeren, fordi han i en Artikel om den politiske Situation i »Nationaltidende«, den 1. Decbr. 1922 havde udtalt, at Neergaard havde gjort sig skyldig i Løgn, ligesom før ham Edvard Brandes i Forhandlingerne om de vestindiske Øer; ganske vist ikke direkte, men paa en finere Maade«. Til Begrundelse for denne Opfattelse tilføjedes: »Den berygtede Bankerklæring har ikke hans Underskrift, for den var overhovedet ikke underskrevet, men han kendte den dog og havde givet den sit Samtykke. Der stod heller ikke en positiv Løgn i den, men den var dog affattet

60

saaledes, at den for almindelige Medborgere skulde skjule den uhyggelige Sandhed.« Ogsaa i dette Tilfælde faldt der Dom, omendskønt Retten anerkendte, at Erklæringen af 9. Juli var objektivt falsk og vildledende.

Særligt graverende var det endelig, at den saa omstridte Erklæring bidrog til at fremkalde det Indtryk, at de for den trufne Ordning ansvarlige Personer var sikre paa, at Ordningen vilde holde. Ogsaa heri forelaa en skæbnesvanger Vildførelse af den offentlige Mening. Thi Nationalbankdirektør Ussing har selv maattet indrømme, at han ikke rigtigt stolede paa Glückstadts Beregninger, og blandt Ministrene var der idetmindste een, som ikke kunde underkende Bankinspektørens Skøn, nemlig Handelsministeren. Han kunde ikke fæste Lid til det af Banken vurderede Tab paa 55 3/4 Mill. Kr., naar Bankinspektørens laa 90 Mill. Kr. højere, og han maatte fra Begyndelsen af være klar over, at Ordningen aldrig vilde føre til det ønskede Resultat, saasnart man maatte gaa ud fra, at der endnu udover det i Communiqué'et nævnte Tab maatte regnes med den formidable Difference paa 90 Mill. Kr. Derfor resumerer Grev Bent Holstein med Rette i sin ovennævnte Piece:

»Konsekvensen af 9. Juliordningen maatte være et af to. Enten Bankinspektørens Afskedigelse, eller en officiel, om end diskret Billigelse af, at Landmandsbanken i en Række Aar skulde fortsætte med at afgive urigtige Regnskaber , indtil Differencen mellem de to forskellige Vurderinger var udlignet.«

Handelsminister Tyge Rothe havde et særlig tungt Ansvar for den Udvikling, der førte til Juli-Forhandlingerne. Han var i Tide bleven advaret mod den truende Katastrofe. Han burde straks efter at den konservative Folketingsmand Lemvigh-Müller i Oktober 1921 kraftigt havde paatalt Spekula-

61

tionens Udskejelser og samtidig havde paavist Nødvendigheden af en energisk Bankkontrol, have foranlediget Bankinspektøren til at undersøge Landmandsbankens Forhold. Det gjorde han ikke. Hvis han havde opfyldt sin embedsmæssige Pligt, vilde den falske Regnskabsaflæggelse for 1921 være blevet forhindret, og det vilde ogsaa have været muligt i Tide at stoppe Nationalbankens Støtteaktion. Neergaard vilde næppe have haft Mulighed for at gennemføre sit Dollarlaan i Decbr. 1921 med Glückstadts Hjælp, hvis Bankinspektøren i Tide havde faaet Ordre til at indlede Revisionen. Denne Forsømmelse, der iøvrigt ogsaa muliggjorde Videreførelsen af omfattende Aktiespekulationer fra Landmandsbankens Side, kom Samfundet dyrt at staa og dannede navnlig Forudsætningen for Juli-Ordningen, hvorved Begyndelsen blev gjort til Overførslen af Risikoen ved Banksammenbrudet fra Bankens Kunder og Aktionærer til Samfundet. Som Forholdene idag et oplyst, ligger det klart for Dagens Lys, at netop dette blev tilstræbt, og at Handelsministeren derved blot udførte de Ordrer, han modtog fra Glückstadt, henholdsvis den jødiske Kapitalmagt, men dette gør ikke Ansvaret mindre, snarere større. Hvilket Komediespil Handelsministeren drev, viste sig ogsaa netop i Julidagene deri, at han kendte Bankinspektørens Opgørelse flere Dage, før han berammede Forhandlingerne til Lørdag den 8. Juli, og at han ogsaa paa Glückstadts Henstilling pressede Nationalbanken til at gaa med til yderligere Forhandlinger Søndag den 9. Juli. Han var Højfinansens Mand, talte om Nødvendigheden af et grundigt Tilsyn med Bankerne, om Bekæmpelse af Aktiespekulationen o.s.v., men undlod at respektere sine egne Love overfor Landmandsbanken. Ogsaa herom fremsatte Bent Holstein nogle grundlæggende Betragtninger i sin ovennævnte Piece, idet han bl. a. bemærkede:

»Men i hvilken Bank havde Aktiespekulationen sit fornemste Rygstød? I Landmandsbanken. Og i hvilken Bank trivedes den mest haardhændede og hasarderede Dividendepolitik? I Landmandsbanken. Hvilken Bank flottede sig med de mest ekstravagante Vekselererforbindelser?

62

Landmandsbanken. Og i hvilken Bank støttede man mest systematisk sine egne Aktiers Kurs? I Landmandsbanken.

Hr. Tyge Rothe var taktfuld. I syv Maaneder efter at Hr. Lemvigh-Müller i Folketinget havde opfordret ham til at mobilisere Bankinspektoratet, holdt Hr. Rothe sig beskedent tilbage, han vilde ikke forstyrre den mægtige Etatsraad Glückstadts Cirkler. Og Hr. Glückstadt spillede videre, fik Den private Laanebank i sine Garn (imod Bankinspektørens Protest, men med Sanktion fra de Herrer Neergaard og Rothe) og klædte igennem det berømte Konsortium »Ergor« Nationalbanken af for en Snes Millioner, hvor det lykkedes at holde Landmandsbankens Aktier 10-12 Procent over Pari (!) lige indtil Katastrofen kom den 9. Juli.

Da afsluttede de Herrer Neergaard og Rothe den taktfulde Periode med en sidste Cadeau til Hr. Glückstadt. De godkendte en officiel Erklæring, som angav Landmandsbankaktiens Kursværdi til cirka 110. Den var cirka 0.« -

Tyge Rothe maatte til sidst tage Konsekvensen af sin Handlemaade. Efter at han i September-Dagene havde været udsat for kraftige Angreb i Tingene, maatte han den 9. Oktober 1922 træde tilbage fra sin Post som Handelsminister.

Under Forhandlingerne Natten mellem 9. og l0. Juli havde Statsminister Neergaard lovet at arbejde hen imod, at Staten overtog Garantien for den af Nationalbanken bevilligede Reservefond. Senere viste det sig, at Ministeren ikke rigtigt vilde være ved, at han havde lovet at hjælpe i denne Retning. Stemningen i Folket var jo endnu ikke rigtig forberedt. Med Hensyn til Statsgarantien fremsattes derfor i den officielle Redegørelse, Direktørerne W. Stephensen og C. Ussing aflagde til Repræsentantskabet - efter September-Rekonstruktionen, 1922 - følgende meget oplysende Betragtninger:

»Hvad angaar den os ved nævnte Lejlighed af Staten stillede Udsigt til Statsgaranti, vil Repræsentantskabet erindre, at Regeringen viste sig villig til at forelægge Forslaget for Rigsdagen allerede i Juli, og mente da at kunne faa det vedtaget, dog ikke uden stærke Rivninger, og mange Udfald mod Landmandsbanken, hvorimod man ikke kunde love, at Garantien vilde kunne gennemføres i næste Rigsdagssamling. Af Hensyn

63

til den for Landmandsbanken nødvendige Ro gav Nationalbanken Afkald paa Statsgarantien. Det var at ønske, om Pressen ogsaa kunde vise Resignation.«

Nationalbanken havde altsaa forbigaaende givet Afkald paa Statsgarantien. I Mellemtiden havde Forholdene ogsaa ført med sig, at de 30 Mill. Kr., som var bleven stillet i Udsigt i Juli-Deklarationen, klart maatte erkendes som tabt, da Forhandlingerne om Rekonstruktionen i September 1922 indlededes. For at sikre Nationalbankens Interesser, gik Regeringen derfor ogsaa først med til, at de som Reservefond bevilligede 30 Millioner Kroner skulde omlægges og indgaa i den nytegnede Præference-Aktiekapital.

Men dermed havde ogsaa hele Transaktionen fra Julidagene opfyldt sit Maal. Hensigten var, som Neergaard ogsaa fremhævede i September-Forhandlingerne i Rigsdagen, at præparere Stemningen i Folket for den planlagte Ordning, at gøre Folket fortroligt med, at Samfundet overtog Risikoen ved den truende Katastrofe, at forberede Skatteborgerne paa, at de i dette Tilfælde maatte bringe store Ofre for at forebygge en Landskatastrofe. Det skulde, som Børskommissær Julius Schovelin saa drastisk forklarede i sin Tale i Landstinget den 21. September 1922, gaa Trip, Trap, Træsko. Schovelin udtrykte derved Haabet om, at det nu maatte blive ved Trap, og at der ikke maatte komme nogen Træsko! Ak, Haabet var forfængeligt. Der kom ikke blot Træsko, der kom tre Gange Træsko, 1923, 1926 og 1928, og Katastrofen blev af et Omfang, der oversteg langt de uhyggeligste Forventninger.

Den Rekonstruktion, som senere vedtoges af Rigsdagen, blev gennemført under Forudsætning af, at baade Landmandsbankens Direktion og Bankraad vilde træde tilbage. Dette Krav blev opfyldt, dog forvoldte det Nationalbanken store Vanskeligheder ogsaa at faa Bankdirektør Emil Glückstadt til at nedlægge sit Hverv. Dr. Ussing beretter i sin Bog om Nationalbanken, at hans Banks Direktion efter Julibegivenhederne

64

»orienterede sig hos de andre Hovedbanker, hos Statsministeren og ledende Forretningsmænd og overalt fik den Mening tilbage, at Gl. maatte anses som den eneste, der kunde føre Banken igennem«! Klogere var de altsaa ikke. Ejendommeligt er det imidlertid, at ogsaa Nationalbankens ledende Mænd, i Modsætning til Dr. Ussings Fremstilling, skal have modsat sig Glückstadts Afsættelse. Det fortæller idetmindste Glückstadt selv (jvf. Fru Laura Glückstadts Skrift S. 156). Her fortæller Glückstadt bl. a., at »stærke Kræfter, der vilde mig til Livs, fandt Ordningen af 8.-9. Juli alt for gunstig for Landmandsbanken og derfor ikke kunde helme, før den var stødt omkuld.«»De sigtede« - fortsætter han, »paa mig, og de ramte baade mig og Banken.« De kunde nemt have naaet det tilstræbte Maal; thi han havde - erklærer han - ikke klamret sig til Banken. Han havde straks efter Ordningen af 9. Juli saavel overfor Bankraadets Formand som overfor Nationalbankens Direktion tilbudt sin Demission, men ingen vilde høre Tale derom. Og Glückstadt tilføjer: »Da nu Angrebene imod mig forstærkedes, henvendte jeg mig paany til Bankraadets Formand, som til dets Viceformand og anmodede atter om min Afsked. De henvendte sig i Nationalbanken for at høre dens Mening. Jeg modtog samme Dag det Svar, at man absolut modsatte sig et saadant Skridt fra min Side. Det var tværtimod min Pligt trods Angrebene at fortsætte Arbejdet.«

Her staar Erklæring mod Erklæring. Hvem der har Ret af disse to upaalidelige Mænd, kan ikke afgøres. Kun kan bl. a. konstateres, at Nationalbanken allerede den 13. Juli 1922 meddelte Landmandsbankens Direktion, at man ønskede at føre nøjere Kontrol med Bankens Dispositioner, bl. a. med den daglige Handel med Landmandsbankens Aktier, vedrørende de formentlig nødvendige Nedsættelser i Bankens Administrationsudgifter, større Laaneaktioner i Ind- og Udland, Aarsregnskabets Udarbejdelse o.s.v. Og Skrivelsen sluttede: »Uagtet vi ikke er i Tvivl om, at den ærede Bank er enig i ovenstaaende, vilde vi sætte Pris paa en Udtalelse desangaaende ved Paateg-

65

ning paa nærværende Skrivelse, der bedes tilbagesendt.«

Glückstadt kviede sig ved at gaa med til en saadan Ordning, og der gik nogle Dage, inden han bekvemmede sig til sammen med en af de andre Direktører at underskrive. Samtidig gik han sine egne Veje, paa Trods af Nationalbankens Ønsker, navnlig ved at dirigere Syndikatets daglige Opkøbstaktik efter eget Forgodtbefindende. Han købte stadigvæk ind til en højere Kurs end det passede Nationalbanken, da han - ifølge Ussing, »med Støtte af samtlige børskyndige Medarbejdere i Banken frygtede en Katastrofe ved at gaa hurtigere end sket ned i Kursen og satte denne Opfattelse igennem«. Da Opkøbene standsede, var Kursen endnu omkring 80! Disse og andre Vanskeligheder, som opstod i Samarbejdet mellem Nationalbanken og Landmandsbanken, lader formode, at Ussing har Ret i sin Paastand. Paa den anden Side kan henvises til, at Glückstadt endnu efter Udnævnelsen af Grosserer Ernst Meyer til Meddirektør i Landmandsbanken lod meddele i »Politiken”, at han til Stadighed var den administrerende Direktør og vedblivende vilde være det, mens Direktør Meyer maatte betragtes som Direktør Harhoffs Efterfølger og vilde virke som Bankdirektør Nr. 2. Ej heller dette borger for Rigtigheden af Glückstadts Paastand om, at han selv havde tilbudt sin Demission. Hvis den skulde være rigtig, bliver iøvrigt ogsaa Ernst Meyers Forbehold uforstaaeligt. Denne havde nemlig - ifølge den Redegørelse, Fru Glückstadt giver i sit tidt nævnte Skrift S. 177 - kun taget imod Opfordringen til at overtage Direktørstillingen »paa den udtrykkelige Betingelse og efter modtaget Forsikring fra Nationalbanken om, at min Mand vilde forblive i sin Stilling som Landmandsbankens administrerende Direktør«. Dette Forbehold havde jo været unødvendigt, hvis Glückstadt alligevel vilde gaa.

Meyers Tiltrædelse skete omkring den 1. September. Den 4. September tog Glückstadt sammen med sin Frue ud af Landet, til England og Frankrig. Ussing taler i denne Sammenhæng om Gl.'s »frivillige« Rejse. Opholdet i Udlandet varede fra

66

4. til 17. September. Den 18. s. M. nedlagde Glückstadt sin Post som Direktør, og umiddelbart derefter drog han atter udenlands, til Paris, for dog nogen Tid senere at stille sig til Raadighed for den ifølge Lov af 21. September nedsatte Bankkommission.

Alt imens havde Dr. Ussing haft nok at gøre med at overbevise Personer, der stod Glückstadt nær, om Nødvendigheden af, at denne maatte vige sin Stilling. Racefællen Ernst Meyer ønskede som lige nævnt Glückstadts Forbliven, Edvard Brandes havde endnu den 9. Aug. 1922 i en Skrivelse til Gl. udtalt Haabet om, at denne ikke maatte lade sig paavirke af ondsindede Bestræbelser, der kunde rettes mod ham, og det lykkedes først Ussing efter indgaaende Forhandlinger at foranledige Brandes og Bankens snævrere Bestyrelse til at se anderledes paa Sagen. Endelig, den 17. September 1922, kunde det meddeles Offentligheden, at alle de Medlemmer af Direktionen saavel som af Bankraadet, der havde underskrevet det misvisende Regnskab, som udsendtes for Aaret 1921, vilde gaa af.

Som »fremragende« Personligheder, der vilde komme i Betragtning for Nybesættelsen af Direktion og Bankraad, nævntes samtidig bl. a. Direktør Cold, Generalkonsul Wilhelm Weimann og Direktør Hassing Jørgensen. Altsaa: To af Glückstadts intimeste Spillebrødre og den Mand, som senere vandt »Navn« som Direktør for Revisions- og Diskontobanken, blev først nævnt som Emner for ledende Poster i Banken! Den 21. September var der Tale om, at to af Bankens Underdirektører, Mik-Meyer og Oluf Nielsen, skulde forfremmes til Direktører. Oluf Nielsen blev det sammen med den jødiske Grosserer og Formand for Grosserer-Societetet Ernst Sally Meyer. I det nydannede Bankraad blev Jødernes haandgangne Mand, Kammeradvokat Vagn Aagesen Formand, medens Kvartjøden, Grosserer Emil C. Hertz, fandtes blandt Medlemmerne. Af Hensyn til sin Formandspost i Grosserer-Societetet traadte Ernst Meyer den 1. April 1923 tilbage fra Direktørposten; han byttede ved denne Lejlighed Gaarde med Emil Hertz, idet han selv blev

67

Bankraadsmedlem, medens Hertz indtog Stillingen som ledende Direktør i den rekonstruerede Bank.

d) Den anden og tredje Rekonstruktion af Landmandsbanken den 22. September 1922 henholdsvis den 5. Februar 1923.

Juli-Arrangementet kunde selvfølgelig ikke holde. Det har uden Tvivl alle Deltagere i Forhandlingerne været klar over, ogsaa de to medansvarlige Ministre. Heller ikke ude i Folket stolede man helt paa de Oplysninger, der blev givet i Communiqué'et. Pressen tav. Dog indenfor de indviede Kredse havde man tydeligt paa Fornemmelsen, at Tabene var væsentlig større end 55 3/4 Mill. Kr. Schovelin berettede i Landstinget den 21. Septbr. 1922: »Man sagde Mand og Mand imellem - Gud ved, hvor mange Gange jeg har hørt det paa Københavns Børs -: Ja, der maa vel lægges mindst 50 Mill. Kr. til.« Han pointerede endvidere, at de Herrer Ministre burde have vidst, at Bankdirektørens Opgørelse var fuldkommen forkert, fordi de havde den rigtige Opgørelse liggende for sig. Glückstadt burde her have været den sidste til at give Raad, da han selv sad paa Anklagebænken.

De Medvirkende til Juli-Arrangementet var senere ogsaa ude for anden Kritik, navnlig som skildret i Rigsdagens Forhandlinger i September. Det bebrejdedes dem bl. a., at de ikke straks i Juli havde indledet alvorlige Skridt til Rekonstruktionen. Denne Anskuelse imødegaas udførligt af Dr. Ussing i det ofte omtalte Memorandum til Nationalbankens Repræsentantskab. Der er flere Grunde, han fremfører til sit Forsvar. I første Række fremhæver han Glückstadts Trusel om Bankens Lukning. Han mener heroverfor, at det i og for sig maatte være ret ligegyldigt, hvor megen Vægt man mente at burde lægge herpaa; for Forhandlingsdeltagerne maatte det være afgørende, om Glückstadt paa Grund af truende Run blev nødt

68

til at lukke, og en saadan Fare var nu engang til Stede. I September havde man derimod Tid til at forberede de fornødne Foranstaltninger, da Henstilling til Nationalbank og Regering om yderligere Hjælp allerede skete den 9. September. I Juli maatte man ogsaa holde sig til Glückstadts Tabsberegning, som ikke gjorde yderligere Skridt end de allerede foretagne fornødne og først senere maatte man erkende, at Bankinspektørens Skøn var det rigtige. Man maatte endvidere ogsaa i Juli tage Hensyn til, at Regeringens og Rigsdagens Stilling ikke var afklaret og Folkeopinionen ikke forberedt. Hertil gives følgende yderst interessante Oplysninger i Beretningen til Repræsentantskabet:

3. I Juli kendte vi ganske vist Statsministerens og Handelsministerens Opfattelse af det nødvendige i at holde Banken oppe ved Statshjælp. Men ingenlunde det øvrige Ministeriums Opfattelse, hvad ogsaa under Forhandlingerne blev fremhævet. Og endnu mindre Rigsdagens Opfattelse. Et fik vi i hvert Fald tydelig at vide, dette at Forhandlingerne paa Rigsdagen vilde ikke gaa glat, men under meget stærke Gnidninger, og altsaa efter al Sandsynlighed tage skæbnesvanger lang Tid.

De to Ministre gik altsaa ud fra, at de handlede stik imod deres Regeringskollegers og Rigsdagens Ønsker, men de satte sig glat ud over det parlamentariske Livs Krav for at varetage den jødiske Kapitalmagts Interesser. Og bagefter var de for fejge til at staa inde for deres Forræderi mod deres politiske Principper ved straks at fremskaffe det statslige Garantitilsagn, de havde lovet Nationalbanken. Men Sagen var endnu værre. Thi næste Punkt i Beretningen lyder:

4. Fremdeles havde Nationalbankens Hjælpeløfte i Juli hos mange skabt den Overbevisning, at det Offentlige ikke vilde lade Banken falde, og paa Grundlag af denne Overbevisning, som Pressen bidrog til at befæste, kunde de offentlige Forhandlinger i September foregaa uden Katastrofe.

Her slap det ud! Her røbes, hvad der var den egentlige Hensigt med Juli-Arrangementet. Man akcepterede Glückstadts

69

Synspunkter for at vinde Tid til at præparere Stemningen, for at lave Landmandsbankens Rekonstruktion til et Statsanliggende. De jødiske Aktionærers Interesser var jo allerede reddet ved Nationalbankens Opkøbsaktion siden November 1921, nu skulde de jødiske Indskyderes (og dermed selvfølgelig ogsaa andre Indskyderes, som imidlertid i Forhold til jødiske Kapitalisters Interesser sikkert har været relativt ringe) sikres ved Statshjælp. Dette var Maalet, og den jødekøbte Presse faar i Punkt 4 Ros for at have ydet en god Indsats i dette »Oplysningsarbejde«.

Saa kunde man altsaa i September i Rigsdagen tage fat paa den anden Rekonstruktion. Ca. 12 Dage fandt i al Hemmelighed og i Ro og Mag Forhandlinger Sted mellem Regeringen, Landmandsbanken, Nationalbanken, Ø.K. og det Store Nordiske Telegrafselskab, og efter at disse var afsluttet, blev Rigsdagen indkaldt for, med Pistolen paa Brystet, inden 24 Timer at godkende den Ordning, Regeringen ønskede gennemført. Overfor Rigsdagen skulde Sagen gennempiskes i en forrygende Fart. Da Ove Rode den første Forhandlingsdag hen paa Aftenen spørger Statsministeren, ” om det er rigtigt, at Statsministeren har erklæret, at denne Sag maa være færdig i Rigsdagen inden i Morgen tidlig«, svarer Neergaard:»Ja!« Men helt saadan vilde Rigsdagen dog ikke lade sig diktere. Det besluttedes, at Lovforslaget om Landmandsbankens Rekonstruktion skulde gaa i Udvalg og den 20. fortsattes Forhandlingerne i Folketinget, den 21. i Landstinget. Neergaard havde altsaa ikke helt saa meget Held med sin chok-Taktik den 19. Septbr. som Glückstadt den 9. Juli 1922.

Folket erfarede for første Gang om de nye Forhandlinger gennem en officiel Redegørelse, som udsendtes den 17. September 1922 om Aftenen. Heraf citeres:

»Angaaende Rekonstruktionen af Landmandsbanken meddeles følgende:

Da det har vist sig, at den i Juli Maaned i Aar af Nationalbanken

70

tilsagte Støtte til Landmandsbanken ikke har skabt den nødvendige Ro og Tillid til Banken, har der i de seneste Dage været ført indgaaende Forhandlinger mellem Regeringen, Nationalbanken, Østasiatisk Kompagni, Store Nordiske Telegrafselskab og andre Institutioner samt Bankinspektøren. Som Resultat af disse Overvejelser er det bestemt, at Landmandsbankens finansielle Grundlag skal yderligere styrkes, ligesom Bankens Ledelse bør undergaa en gennemgribende Rekonstruktion.

For at udelukke enhver Tvivl om Bankens Soliditet er der tegnet en Præferencekapital paa 100 Mill. Kr., der overtages af Staten, Østasiatisk Kompagni, Store Nordiske og Nationalbanken, som i Stedet for de tidligere tilsagte 30 Mill. Kr. Reservekapital tegner 35 Mill. Kr. Præferencekapital.

Til Godkendelse af Statens Andel, som udgør 40 Mill. Kr., samt af nedennævnte Garantitilsagn, hvilket er Betingelserne for Ordningen, vil Rigsdagen blive indkaldt til førstkommende Tirsdag.

Af Staten garanteres i det Omfang, som Finansministeren maatte finde forsvarligt, Nationalbanken de Laanetilskud, som denne maa anse det for fornødent at yde Landmandsbanken i Anledning af eventuelle Vanskeligheder i Overgangstiden… Indtil den vedtagne Ordning er endelig fastslaaet gennem Rigsdagens Godkendelse, begrænses Bankens Udbetalinger saaledes, at der paa hver enkelt Indlaanskonto eller Kontokurrentkonto kun kan hæves indtil 1.000 Kr.«

Ogsaa Begrundelsen i denne officielle Redegørelse er selvfølgelig falsk. Hvis man vilde have sagt Sandheden, burde man have meddelt Offentligheden, at den af Glückstadt foretagne Tabsregning, der dannede Grundlaget for Juli-Arrangementet, havde svigtet, og at man derfor nu maatte indlede mere omfattende Hjælpeforanstaltninger. Men en saadan Kritik vilde man naturligvis ikke tillade sig overfor den jødiske Storbedrager. Iøvrigt kunde Glückstadt selv være tilfreds med den nu indledede Ordning, da Staten nu var bundet til Landmandsbankens Skæbne! Dermed var Alt naaet. I denne første Omgang gik Staten ind i Sagen med 40 Mill. Kr. samt en begrænset Statsgaranti, over hvis Omfang Finansministeren senere skulde træffe nærmere Bestemmelse. I Redegørelsen meddeltes endvidere, at der vilde blive indkaldt en ekstraordinær Generalforsamling i Landmandsbanken, hvor der skulde tages Beslutning vedrørende Nedskrivningen af den nuværende Aktiekapi-

71

tal, og at H. N. Andersen havde lovet at indtræde i det nye Bestyrelsesraad.

Tirsdag den 19. Septbr. maatte Regeringen endelig ogsaa give Folketingets Finansudvalg ren Besked. Her erklæredes bl. a., at man havde fortiet de Forhandlinger, der havde fundet Sted i Juli Maaned for ikke at skabe Uro paa et Tidspunkt, hvor man endnu ikke havde Klarhed over Forholdene. Det oplystes endvidere, at Bankinspektør Green paa det Tidspunkt havde opgivet Tabet til 144 Mill. Kr. Disse Erklæringer affødte selvfølgelig en lang Række Forespørgsler i Finansudvalget, og gav derefter Anledning til en indgaaende Debat i begge Ting, en Debat, som navnlig drejede sig om Juli-Ordningens Betimelighed og om det Ansvar, der paahvilede Deltagerne i disse Forhandlinger, fordi de var gaaet med til at give Offentligheden en fuldkommen vildledende Fremstilling af Landmandsbankens Stilling. Episoder fra denne Diskussion er gengivet foran. Det siger sig selv, at Kritiken navnlig satte ind fra Socialdemokratiets og de Radikales Side, som ikke kunde føle sig direkte medansvarlige for den nu opstaaede Situation. Socialdemokraten Hauge pegede bl. a. hen paa, hvorledes et menigt Medlem af Tinget (Lemvigh-Müller) nogle Maaneder i Forvejen »spagfærdigt stod op paa denne Talerstol og prøvede at øve Kritik og sige et advarende Ord -- den høje Regering var der straks med en Lovprisning af den Mand, der satte Landmandsbankens Eksistens paa Spil«. Det var - mente den socialdemokratiske Folketingsmand - de frie Kræfters Spil, der havde fremkaldt Katastrofen, og netop deri viste det sig, hvor nødvendigt det var, at Statsmagten øvede strengere Kontrol. Og Moralen havde lidt Skade. De ledende Mænd i Samfundet havde boltret sig i overdaadig Luksus, fabelagtig Flothed i deres Optræden osv., og dette slette Eksempel havde smittet nedadtil. Han fortsatte: »De ledende Mænd tjente ikke 10.000, 100.000, de skulde tjene Millioner; de skulde jo bruge dem for ret at vise sig, ofte paa den mest udfordrende, for ikke at sige paa den mest skamløse Vis. Og det kunde de gøre i

72

Kraft af det Spil, der blændede saa mange, det Spil, som man animerede til, det Spil, som man satte saa højt i Modsætning til Samfundskontrol, Samfundsindseende med Virksomhederne. Og hvad var saa det meste af Spillet, hvad var det andet end Svindel, Svindel, Svindel?« Men nu maatte det være Slut hermed, nu maatte det ogsaa undersøges, om disse Mænd havde handlet forbryderisk i juridisk Henseende. Hauge krævede derefter, at det nu endelig maatte forbydes ved Lov, at Bankdirektører maatte tage Sæde i alle mulige Bestyrelser. Det konservative Medlem Pitzner var nu ligeledes naaet til Erkendelsen af, at det var rigtigt at indføre en saadan Bestemmelse, og iøvrigt forlangte de Konservative nu paa det bestemteste, »at alle Underskrivere af det falske Regnskab fjernes, enten de sidder i Direktionen eller i Bankraadet«. Og alle Partier var nu enige om, at en saadan Omdannelse af Bankledelsen var fornøden, og at der skulde gennemføres en Undersøgelse til Bunds.

Samtidig lagdes Spiren til en Debat af principiel Betydning, nemlig Debatten om, hvilken Regering der er ansvarlig for Landmandsbankens Sammenbrud. Da Ove Rode gav en lille Antydning af, at det var den store Indførsel til Spekulation og Luksus, som havde ødelagt alt, replicerede Neergaard prompte, at »denne store Indførsel til Spekulation og Luksus foregik netop i langt det største Omfang i den Tid, der gik forud for denne Regerings Dannelse«. Neergaard havde jo Ret. Men han skulde ikke have sagt det; thi det var et farligt Tema, han her rørte ved. Her blev jo netop Ledemotivet anslaaet for de vidtspændende Forhandlinger om Skyldspørgsmaalet i Januar-Februar 1923 og navnlig i første Halvdel af Februar 1924.

At Neergaard selv var klar over de farlige Konsekvenser, en alvorlig Drøftelse af Skyldsspørgsmaalet nødvendigvis maatte have for det parlamentariske Styres Anseelse, fremgik med al ønskelig Tydelighed af den Erklæring, han sammen med Venstres daværende Formand, S. Brorsen, udsendte den

73

21. September umiddelbart efter Rigsdagsforhandlingerne gennem Ritzaus Bureau. Den havde følgende Ordlyd:

»Paa dertil given Foranledning ønsker vi i Overensstemmelse med vore Udtalelser i Folketinget at udtale, at vi meget maa advare imod, at man fra nogen Side lægger Ansvaret for den store Landsulykke, som er hændt, paa dette eller hint politiske Parti. Politik bør holdes ude fra denne Sag; ellers vil det blive umuligt fra alle Sider at mødes i Samarbejde for paa bedste Maade at raade Bod paa Ulykken.«

Den af Rigsdagen vedtagne Lov, som nu tog Bankinspektør Greens Beregning af Tabet til Grundlag for Forhandlingerne, svarede i det store og hele til det Forslag, der var udarbejdet af Regeringen. Dog blev det bestemt, at ikke alle 100 Mill. Kr. skulde tegnes som Præferenceaktier, men kun 70 Mill. Kr., medens 30 Mill. Kr. skulde overføres til Bankens Reservefond efter Nedskrivning af den gamle Aktiekapital. Af de 70 Mill. Kr. skulde ifølge Loven Staten overtage 40 Mill. Kr., Østasiasiatisk Kompagni 20 Mill. Kr., Nationalbanken 5 Mill. Kr. og Store Nordiske Telegrafselskab 5 Mill. Kr. De 30 Mill. Kr. til Reservefond skulde indskydes af Nationalbanken. Med Hensyn til sidstnævnte Beløb udtaltes i Folketingets Udvalgsbetænkning, at man under Hensyn til Juli-Arrangementet ansaa det for rigtigt, at Kapitaltilskudet skete paa den Maade. Grev Bent Holstein, som i og for sig ansaa hele Ordningen for betænkelig, og som rettede en sønderlemmende Kritik mod Ministrene Neergaard og Rothe, var den eneste af Medlemmerne, der undlod at stemme. Bortset herfra stemte alle Rigsdagsmænd i begge Ting for Loven. Det samtidigt forelagte Lovforslag om Oprettelse af en Undersøgelseskommission fandt enstemmig Tilslutning.

I Lov om Statens Medvirken til en Reorganisation af Den danske Landmandsbank af 21. Septbr. 1922 bestemtes det end-

74

videre, at der af Bankens regnskabsmæssige Aarsoverskud forlods skulde tillægges Præferencekapitalen 5 pCt. Udbytte. Den nydannede, af Nationalbanken til Raadighed stillede Reservefond paa 30 Mill. Kr., som først skulde indbetales, efter at de gamle Aktier var nedskrevet til 10 pCt., skulde dernæst forrentes med 5 pCt. til Indskyderen. Der indførtes endvidere i Loven, at det af Staten indskudte Aktiebeløb skulde holdes udenfor Udtrækningen, indtil de af andre tegnede Præferenceaktier var udtrukket. Efter at der saa var fastsat nærmere Regler vedrørende Bankens Ledelse, indføjedes i § 3's sidste Afsnit følgende ligefrem revolutionerende Bestemmelser:

»Ingen af Bankens Direktører kan være Medlemmer af erhvervsdrivende Selskabers Bestyrelse eller Direktion eller være Deltagere direkte eller indirekte i Forretninger. Ingen Statstjenestemand maa have Sæde i Bankraadet som Repræsentant for private Interesser«.

Siden Tiden før Verdenskrigen havde Spørgsmaalet om Indførelsen af saadanne Bestemmelser været til Debat, men altid var de bleven afvist. I Krigstiden syltedes Sagen hen af Ministeriet Zahle, og senere var det Ministeriet Neergaard, der hævdede det Standpunkt, at man vilde træde Kapitalisternes og Bengnavernes Interesser alt for nær, hvis man gennemførte saadanne »vidtgaaende Foranstaltninger«; jævnfør Handelsminister Rothes overlegne og skarpe Afvisning af dette Krav endnu den 15. November 1921. Nu maatte de Herrer Parlamentarikere altsaa gaa til Biddet. Men nu var Skaden ogsaa sket.

Rigsdagen selv gik kun meget modstræbende med til den af Regeringen foreslaaede Ordning; ogsaa indenfor Venstre var Modstanden ikke ringe. Men man føjede sig imidlertid, da Udviklingen nu var ført saa langt, at man ikke mere mente at kunne trække sig tilbage. Forholdet karakteriseredes her træffende i de Radikales Betænkning, hvori der bl. a. sagdes: »Hele Reorganisationen er paa en saadan Maade foregrebet dels

75

ved det den 9. Juli af to Ministre og Nationalbanken uden Rigsdagens Vidende og Medvirkning iværksatte Hjælpeforsøg, dels ved de forud for Regeringsforslaget førte Forhandlinger, hvori Rigsdagen heller ingen Del har haft, at enhver Tanke om at tilvejebringe en anden Ordning til Sikring af Landets Erhvervsliv mod de uoverskuelige Følger af Bankens Sammenbrud har været udelukket«. I skarpeste Modstrid med det parlamentariske Livs Regler blev altsaa denne den alvorligste Sag, Rigsdagen nogensinde havde staaet over for, gennemført. Og saa overskuede man endda stadig ikke Konsekvenserne af den trufne Ordning, idet Finansminister Neergaard i Finansudvalgets Møde udtrykkelig havde erklæret, at det i Øjeblikket var umuligt at sige noget bestemt om, hvorvidt Bunden var naaet, men at der var Grund til at antage, at Bunden var naaet.

Bunden var ikke naaet, og Skandalen blev større fra Aar til Aar.

Allerede ved 2. Behandling af Forslaget til Finanslov for 1923-24 i Januar 1923 satte Diskussionen for Alvor ind ved Drøftelserne om Justitsministeriets Etat. Det var den saakaldte Cold-Sag, der gav Anledning hertil. Oppositionspartiernes Ordførere samt Grev Holstein rettede alvorlige Bebrejdelser imod Regeringen, fordi den ikke vilde forelægge de Dokumenter, der kunde tjene til Belysning af Spørgsmaalet, hvorvidt Udenrigsminister Cold i sin Tid selv havde været med i Spekulationen i sit eget Selskabs Aktier osv. Han sigtedes her navnlig for ved en Erklæring af 11. Juli 1916 at have forsøgt at influere paa sit eget Selskabs Aktiekurs og at have udnyttet den ved Erklæringen fremkaldte Baisse i Papiret til egen Fordel. Han skulde have været med til nogle Dage umiddelbart før 11. Juli 1916 at sælge og umiddelbart efter igen med til at købe tilbage. Denne Sigtelse viste sig hurtigt at være uberettiget, men Angrebene standsede ikke alligevel. Thi nu konstateredes det, at Cold til andre Tider havde været med i omfattende Kon-

76

sortialspekulationer sammen med Glückstadt, Richelieu osv. Et Par Maaneder havde denne Sag været fremme i den offentlige Diskussion, for dernæst at blive bragt paa Tale i Folketinget den 19. Januar 1921. Den kom saaledes til at danne Grundlaget for en endeløs Debat, medens selvfølgelig den egentlige Spekulation og Svindel, der prægede hele Landmandsbanksagen, ikke kom til Behandling; Undersøgelserne paa dette Omraade var dengang endnu langt fra afsluttet og kunde derfor ej heller drøftes allerede paa dette Tidspunkt.

Men alligevel kom det til heftige Kontroverser, fordi Regeringen principielt havde afvist Kravet om at fremlægge Materiale fra Undersøgelseskommissionen, saalænge Undersøgelsen endnu stod paa. Navnlig var Grev Bent Holstein i sin Tale den 23. Januar 1923 meget aggressiv, da han mente, at Kommissionen ikke bød den fornødne Garanti for en Undersøgelse til Bunds, bl. a. fordi et af Medlemmerne, Bankinspektør H. Green, selv var Part i Sagen og naar som helst kunde kræves afhørt i Anledning af, at han ikke i Tide tilraadede Undersøgelsen af Bankens Forhold i Henhold til Instruksen af. 29. Juni 1921. Det maatte ogsaa - mente Holstein - undersøges, hvorvidt Bankinspektørens Overordnede, Handelsministeren og Finansministeren, havde gjort deres embedsmæssige Pligt. Og under Henvisning til Rigsretsprocessen mod Ministrene J. C. Christensen og Sigurd Berg tilføjede han, at »det er udenfor enhver Tvivl, at den højtærede Statsminister (Neergaard) og Hr. Tyge Rothe er mindst lige saa modne til Rigsretten efter deres Gerninger og Forsømmelser… « Grev Holstein krævede endvidere undersøgt, hvorvidt de Oplysninger, Bankerne skulde tilstille Bankinspektøren samtidig med deres Maanedsbalancer, for Landmandsbankens Vedkommende havde været i Overensstemmelse med Handelsministerens Cirkulære for Bankerne af 21. September 1921, og om de ikke havde afgivet noget Grundlag til Paatale. Han fortsatte: »Endelig paahviler det Bankkommissionen at redegøre for 9. Juli. Ordningen - naturligvis… Hele Juli-Ordningen stod og faldt med de 4 svige-

77

fulde Linier i Communiqué'et om Bankinspektørens Vurdering«. Dertil knyttedes den yderst sigende Bemærkning, at den Provinsbankdirektør, som eventuelt paa samme Maade havde benyttet sig af Bankinspektørens Navn til en vildledende Fremstilling af Forholdene som i 9. Juli-Erklæringen, efter al Sandsynlighed vilde være blevet tiltalt for Svig efter Straffelovens § 257. Den Omstændighed, at Nationalbankdirektører og Ministre havde været med i Transaktionerne, gjorde dem selvsagt ikke bedre. Grev Holstein pointerede fra først til sidst, at Folket krævede en Undersøgelse til Bunds, og at ogsaa Rigsdagen ved Forhandlingerne om Nedsættelsen af en Undersøgelseskommission i tilstrækkelig Grad havde ladet forstaa, at man ikke vilde slaa sig tiltaals med en Etatsraad-Kommission, men at der skullde tages haardt fat. Han citerer hertil forskellige Taleres Betragtninger og fremhæver ogsaa Socialdemokraten Hauges Ord: »Den høje Regering kan jo dog ikke mene, at Rigsdagsmænd er en Flok Faar, der kan gennes sammen i en Fold for at bræge, saa at sige paa Befaling fraoven«. Nu skulde alt sættes ind paa at vinde Folkets Tillid igen, nu burde man vaage over, »at den harske og ildelugtende Olieplet, der fra de hidtil toneangivende Landmandsbankkredse har bredt sig saa beskæmmende i vort lille Samfund, ikke ogsaa faar Lov til at sætte en Plet paa dansk Retspleje”.

Det er betegnende for Ministeriet Neergaards Indstilling, at disse Betragtninger blev kraftigt tilbagevist. Nej, man ønskede ingen Diskussion, saa længe Undersøgelsen stod paa, og man ønskede at bestemme over, hvilke Forhold der skulde gøres til Genstand for Undersøgelse. Man søgte, som Grev Holstein ganske rigtigt bemærkede, at strø Sand paa det meste af Skandalen. »Forsøget«, siger han, »mislykkedes i sin direkte Form, fordi den offentlige Mening var imod det, men maaske lykkes det nu i den indirekte Form, den gode Villie mangler det aabenbart ikke paa, hverken fra Regeringens eller fra det tredie Tings Side«. Det konservative Partis Ordfører, Generalauditør Victor Pürschel, som i Forhandlingerne gjorde sit

78

bedste for at dysse Sagen ned og utvivlsomt ogsaa savnede enhver Forstaaelse for denne Sags rette Sammenhæng, mente meget overlegent, at »overfor den Art Angreb, der her var Tale om, har den sigtede ingen Forpligtelse til at rense sig«, og han beklagede, at Justitsministeren ved sin Tale »selv har baaret Ved til det Baal, der skal brænde her i Dag under Svingning af Tomahawker og Dansning af Krigsdanse«. Større Ansvar følte altsaa Pürschel ikke overfor den Landsulykke, Landmandsbankens Sammenbrud havde paaført Samfundet, end at han troede med saadanne taabelige Bemærkninger at kunne unddrage sig og Tinget ubehagelige Kontroverser. Men det var jo den samme Mand, som allerede den 8. December 1922 i Studenterforeningens konservative Forening havde givet Udtryk for den Opfattelse, at Bankkommissionens Mandat var meget begrænset, og at man stærkt skulde fastholde denne Begrænsning. Han endte her med at udtale Ønsket om en skærpet Injurielovgivning for at forhindre Afsløringen. Han ønskede altsaa ikke mere en Undersøgelse til Bunds, og hans Tanker faldt dermed godt i Traad med Regeringens, eftersom Justitsminister Rytter nogle Dage senere, den 11. Decbr., i »Politiken« udtalte, at Kommissionsdomstolen naturligvis ikke var stillet som Domstole i Almindelighed, der kunde inddrage, hvad den vilde i Undersøgelsen; det kunde den ikke. Den maatte holde sig til, hvad der var fastsat i Loven.

Det var netop denne Obstruktion overfor en grundig Undersøgelse, som fremkaldte Mistillid og dermed gav Stødet til disse endeløse Diskussioner. Meget positivt kom der ikke frem. Dog gav Socialdemokraten Borgbjerg den 25. Januar 1923 i Anledning af den flere Dage varende Debat om Colds Interview fra 1916 en nøjere Skildring af de med dette Interview forbundne Spekulationer. Deraf fremgik bl. a., at den saa haardt omstridte Erklæring havde ligget hos ”Berlingske Tidende« nogle Dage, før den kom frem i Offentligheden den 11. Juli 1916, og at der allerede om Eftermiddagen den 10. Juli var Rygter fremme om den paa Børsen, saaledes som det blev bevidnet af Grosserer Ernst Meyer, der nu var ledende Direktør af Landmandsbanken. At Interviewets Indhold var blevet bekendt indenfor en vis Inderkreds, kunde, som Borgbjerg doku-

Billeder

Konservative Mænd.

Højfinansens Modstandere, som sattes ud af Rigsdagen.

Lemvigh-Müller, f. 1881.

Asger Karstensen, f. 1874.

Storkapitalens Mænd.

Arnold Fraenkel, f. 1851.

Laurits Heine, f. 1867.

79

menterede, ene og alene skyldes Cold! Borgbjerg paaviste endvidere, at »Berlingske Tidende«s Børsmedarbejder, Overretssagfører Ejnar Christensen, havde hausset D.F.D.S.-Aktierne fra Februar til Marts 1916, haussede, »»indtil Pæren anses for moden, indtil Springet, det store Spring paa 10½ pCt., sker fra 15. til 16. Marts. De Herrer Glückstadt og Cold realiserer deres Aktiebeholdning og stryger den vældige Gevinst ind, og det er fra dette Øjeblik, at Overretssagfører Ejnar Christensen, »Berlingske Tidende«s Børsmedarbejder, begynder at baisse, modarbejder Haussen; det kan følges Dag for Dag i »Berlingske Tidende«. Den 11. Juli sælger Overretssagfører Ejnar Christensen, »Berlingske Tidende«s Børsmedarbejder, og tjener en Formue derpaa, paa Grund af sin Viden om, at dette Interview vilde fremkomme«.« Omsætningen paa Børsen denne berømte eller berygtede 11. Juli i D.F.D.S.-Aktier beløb sig til ikke mindre end 2 1/3 Mill. Kr. Borgbjerg knyttede dertil følgende afsluttende Betragtning: »»Der er sikkert dem, der heraf kunde slutte - jeg drager ikke denne Slutning med det Kendskab, jeg har til Sagen, - men der er sikkert dem, der kunde drage den Slutning, at Overretssagfører Christensen, »Berlingske Tidende«s Medarbejder, var en Presseattaché for Det forenede Dampskibsselskabs Direktør; han følger nøjagtig Direktørens Bevægelser, han hausser, hvor det er Direktøren belejligt, at han hausser; han baisser, hvor det er Direktøren belejligt, at der baisses; han faar i Forvejen at vide, hvad ingen anden kan have røbet end selve Direktøren for Det forenede Dampskibsselskab, og han bruger denne sin Viden saadan, at han derved tjener en Formue«.« (Jvf. Folketingets Forhandlinger 1922-23, Sp. ... 3353-3367).

Billede

Direktør C. M. T. Gold.

Født 10. 6. 1863 Kbh., død 7. 12. 1934 sst. Direktør for D.F.D.S. 1908-21. Udenrigsminister i Venstre-Regeringen 1922-24.

Stormløbet mod Udenrigsministeren førte ikke til noget Resultat. Det blev derimod Tale om Parlamentarismens Fallit. Bl. a. erklærede Justitsminister Rytter, Torsdag den 25. Januar til Slut, at, »hvis vi bliver ved paa den Maade, vi her er begyndt med, saa tror jeg, det vil blive Parlamentarismens Fallit«. Jødepressen er aldeles rasende over, at man paa Tinge i den Grad holder Storvask for aabent Tæppe. Mest karakteristisk er maaske den Forbitrelse, der kommer til Orde i »Finanstidende«, hvor det bl. a. bemærkedes (31. 1. 1923): »Ingen polsk Rigsdag har kunnet afgive et mere beskæmmende Billede af Forvirring, intet Balkanparlament afsondre en Atmosfære mere depraveret. Man bruger ikke i den danske Rigsdag at levere korporlige Slag med Blækhuse og Pulte, men man

80

har i forrige Uge drevet det til at sænke Taleniveauet saa lavt, at adskillige vilde have foretrukket Korporlighederne. Det, (som er sket), er i hvert Fald for Parlamentarismen et Sammenbrud, der i nogen Grad minder om Landmandsbankens«.-

Dog, dermed var Spillet ikke endt.

Kun godt en Uge senere brød Stormen atter løs, og denne Gang med særlig Voldsomhed.

Lørdag den 3. Februar saa Handelsminister Jørgen Christen sig nødsaget til at fremsætte Ændringsforslag til Septemberloven vedrørende Landmandsbankens Rekonstruktion, ifølge hvilken der søgtes Hjemmel til,

»at den Garanti, som Staten i Henhold til Bestemmelsen i Lov Nr. 411 af 21. September 1922 § 1,2. Stykke har paataget sig for de Laan, Nationalbanken finder det paakrævet at yde Landmandsbanken i den ved Reorganisationen skabte Overgangstid, bliver ændret til en direkte Garanti overfor samtlige Landmandsbankens Kreditorer samt derhos bliver gjort bindende for Staten i et vist Aaremaal«.

I Bankraadets Skrivelse, som begrunder dette Andragende om ubegrænset Statsgaranti, bemærkedes, at Nettooverskudet for 1922 vilde beløbe sig til 10,6 Mill. Kr., som foresloges til Afskrivning. Men Bankraadet skønnede det nu fornødent at foretage Afskrivninger til et samlet Beløb af 232 Mill. Kr., medens det til Afskrivninger nødvendige Beløb i September 1922 blev anslaaet til 184 Mill. Kr. og i Juli 1922 til 144 Mill. Kr. (Glückstadt anslog det som bekendt kun til 55 3/4 Mill. Kr.!) Efter denne Afskrivning, manglede der regnskabsmæssig Dækning for Reservefondens 30 Mill. Kr. og for ca. 31½ Mill. Kr. af den i September skabte Præferencekapital 70 Mill. Kr. Dernæst siger Bankraadet god for den nye Tabsberegning, idet det dog paa enkelte Punkter tager Forbehold (de russiske For-

81

dringer og Aktierne i Rekylsyndikatet), fordi Værdiansættelserne her kun var skønsmæssige. Men Bankraadet mener, at saafremt den nu fornødne Støtte ydes, vil Banken kunne fortsætte sin Virksomhed paa et sundt Grundlag. Ogsaa Bankinspektøren siger god for Sagen, idet han i en skriftlig Erklæring af 2. Februar bemærker, »at den foreliggende Opgørelse dels er saa omfattende og dels er saa kritisk, at den som samlet Helhed maa siges at give et virkeligt Billede af Bankens nuværende Stilling«. En Antydning af Forbehold findes dog altsaa i Bankinspektørens Erklæring. Mest uforbeholden og selvsikker ytrer imidlertid Handelsminister, Købmand Jørgen Christensen fra Vejle sig, idet han i sin Fremlæggelsestale i Folketinget fremsatte følgende beroligende Ord:

”Under Forudsætning af normal Udvikling vil denne Garantiforpligtelse ikke bringe Staten Tab, det er endogsaa sandsynligt, at Aktiekapitalen i Løbet af en Aarrække atter kan indtjenes, idet Landmandsbankens normale Forretning er god og indbringende«.

Ministeren erklærede samtidig, at Banken naturligvis maatte træde i Likvidation, hvis Staten ikke som foreslaaet vilde træde til.

Dette var Optakten til den mest storstilede Afpresningsmanøvre, den danske Regering nogensinde har været ude for, men den laa rigtignok ganske paa Linie med de Gangstermetoder, Emil Glückstadt i første omgang med saa stort Held havde bragt i Anvendelse. Denne Gang var det Statsminister Neergaard, der lagde Sagen saaledes tilrette, at Tingene maatte træffe Afgørelsen under Tvang. Ogsaa denne Gang krævede han hurtig Vedtagelse, Godkendelse inden halvandet Døgn; en Lørdag Middag Kl. 2 blev Lovforslaget forelagt, og inden den følgende Mandag Morgen skulde det være vedtaget! Resultatet var, at denne tredie Rekonstruktion beskæftigede Folketinget hele Søndagen til langt ud over Midnat, og at Landstinget derefter kunde begynde med Drøftelserne af Ændringsforslaget

82

Kl. 2 Nat og i 3. Behandling afsluttede Sagen Kl. 4,55 Mandag Morgen. - Og Banken behøvede altsaa ikke at lukke.

Hovedstykket i Regeringens Forslag gik ud paa at affatte § 1, 2. Stykke i September-Loven som følger:

»Staten overtager med bindende Virkning indtil 1. Januar 1930 fuld Garanti for alle retsgyldige Fordringer paa Landmandsbanken saavel fra Indskydere som fra andre Kreditorer, for saa vidt disse Fordringer ikke kan dækkes af Bankens Aktiekapital, Reservefond og øvrige Midler«.

De øvrige Bestemmelser var af administrativ Art. Ved Afstemningen blev to Ændringsforslag, som stilledes fra det konservative Parti, vedtaget. Herefter blev Tiden for Statsgarantien begrænset til 1. April 1928 , og samtidig vedtoges Nedsættdse af et Nævn, der skulde søge at sikre Landets øvrige Bankvirksomhed mod den statsgaranterede Banks eventuelle Overlegenhed i Konkurrencen om Indlaansmidler.

I Forhandlingerne rettedes selvfølgelig meget haarde Angreb mod Regeringen, og navnlig spurgtes fra Oppositionens Side, hvilke de Forhold var, som havde gjort det nødvendigt, at man atter saa pludselig kom til Rigsdagen med nye Krav. Hvorfor en saadan usædvanlig Indgriben? Hvorfor skulde der nu straks ydes Statsgaranti helt og fuldt ud overfor Landmandsbanken, under Trusel af, at Banken ellers gik sin Undergang i Møde? Disse Spørgsmaal blev naturligvis ubesvaret. Socialdemokraten Hauge fandt det uhørt, at man fem Maaneder efter, at der var tilvejebragt en ny Aktiekapital og en ny Reservefond, stod overfor den Situation, at ogsaa dette uhyre Beløb var formøblet. »Hvor kan«, spørger han, »Regeringen dog mene, at den nu kan komme og faa Rigsdagens Tilslutning een Gang til? Det er mig ufatteligt, at nogen i denne Sal eller i Befolkningen kan have Tillid til den i dette Spørgsmaal. Men denne Regering er jo i Besiddelse af en overordentlig stor Selv-

83

sikkerhed«. Zahle beretter om de ejendommelige Krumspring, Handelsminister Christensen havde tilladt sig overfor det Rigsdagsudvalg, som skulde holde Kontrol med Landmandsbanken. Dette Udvalg havde konstateret, at de 40 Mill. Kr., Banken havde laant hos Nationalbanken, var bleven tilbagebetalt, efter at de 100 Mill. Kr. Præferencekapital plus Reservefond var bleven indbetalt; Staten hæftede altsaa ikke mere for noget Laan. Men saa erfarede man nu pludseligt, at Landmandsbanken paany havde optaget Laan, Fredag den 2. Febr. 25 Mill. Kr. og Lørdag den 3. Febr. - selve Forhandlingsdagen - yderligere 16 Mill. Kr., ialt 41 Mill. Kr. til de 40 Mill. Kr., som var i Forvejen! »Saaledes« - fortsætter Zahle (Sp. 3678) - »at Staten nu er engageret i Landmandsbanken med 81 Mill. Kr.« (NB.: At Nationalbanken ud over dette havde udlaant 164 Mill. Kr. til Landmandsbanken mod Sikkerhed i Veksler og andre Værdipapirer, har tilsyneladende ved denne Lejlighed ikke været Zahle bekendt.) Stauning gør gældende, at man allerede paa et tidligere Tidspunkt havde ment at maatte konstatere, at Tabene vilde blive væsentlig større. Han bemærker, at Ruslands-Overenskomstens Stranding havde kostet mange af de tabte Millioner, andre Tab skyldtes Svindel og Spekulation eller forfejlede Investeringer i industrielle Virksomheder. Som saadanne Foretagender, der var afhængige af Landmandsbanken, nævnede han: Porcelænsfabrikker, Papirfabrikker, Skotøjsfabrikker, Metalvarefabrikker, Gummifabrikker, Tobaksfabrikker, Hattefabrikker, Beklædningsindustrien, Møbelfabrikker og saa fremdeles. Det er Stauning, der retter det Spørgsmaal til Ministeriet, hvilke politiske Konsekvenser det agter at tage, hvorpaa Neergaard udtalte, »at Regeringen har fremsat et Forslag af rent saglig Art, som den ønsker sagligt behandlet, og som den ikke agter at drage politiske Konsekvenser af«. Særlig skarp er den Kritik, Grev Bent Holstein fremfører, som iøvrigt eftertrykkeligt pointerede, at ogsaa den nu forelagte Tabsberegning uden Tvivl ikke vilde holde, og at han ligesom Zahle mente snarere at maatte regne »med et

84

Tab paa omkring 300 Mill. Kr.« Kort og knapt bemærkede Holstein endvidere: »Hvis de sunde og lægende Kræfter i vort Samfund og i vort Folk fik Lov til at virke frit, vilde noget af det første, der skete, være, at Ministeriet Neergaard blev fjernet.« Det konservative Medlem Lemvigh-Müller maatte endnu fremsætte den for Systemet saa karakteristiske Beklagelse, at »disse Forhandlinger, som er af saa overordentlig Betydning for hele vort danske Samfund, foregaar for saa at sige tomme Ministerbænke«. Naar Handelsministeren endelig overfor Grev Holstein bemærkede, at de af denne fremsatte Udtalelser ikke gik ham til Hjertet, da der nu engang var altfor stor en Forskel mellem deres Opfattelser, var dette ogsaa aldeles forstaaeligt, idet Venstre-Regeringen nu ved flere Foranstaltninger havde vist, hvor magtpaaliggende det var den, under alle Omstændigheder at lægge de svære Byrder, der var forbundne med Landmandsbankens Rekonstrution, paa Skatteborgernes Skuldre, for paa denne Maade at tjene den jødiske Kapitalmagts Interesser.

I tredie Behandling understregede, Grev Holstein endnu engang, at Landmandsbanken efter hans Opfattelse var pilraadden, og at han fandt det baade sørgeligt og beskæmmende, at den ansvarlige danske Regering ansaa det for nødvendigt nu for tredie Gang at rekonstruere og for anden Gang, nu med udvidet Statsgaranti, at sikre en saadan Institutions Opretholdelse og Bevarelse. Det konservative Medlem Dr. Frænkel var betænkelig ved at stemme for Lovforslaget, da man ikke kunde overse dets Konsekvenser, og da man atter skulde tage den største Beslutning, som ogsaa Holstein havde sagt »med Pistolen for Brystet«. Men han var ogsaa betænkelig ved at godkende Regeringens Forslag, da man nu endelig maatte være opmærksom paa, »hvorledes der ligesom begynder at oparbejde sig en Stemning imod Parlamentarismen, og jeg tilstaar, at jeg frygter denne Stemning noget, fordi den arbejder meget stille og meget roligt, og fordi jeg ikke ved, hvad man skulde sætte i Stedet, naar man overhovedet vilde Folkestyre«. Det

85

radikale Partis Ordfører udtalte, at det sagligt vilde være aldeles uforsvarligt at paadrage Staten en Kautionsforpligtelse paa ca. 1200 Mill. Kr. eller et lignende Beløb; og at Partiet derfor vilde stemme imod. Regeringen mente trods alle de fremsatte Betænkeligheder at maatte fastholde Forslaget.

Dog lykkedes det denne Gang ikke Ministeriet at faa saa stor en Tilslutning som ved September-Ordningen. Da den afsluttende Afstemning skulde finde Sted efter Udvalgsbehandling og langvarige Forhandlinger, blev LovforsIaget vedtaget:

i Folketinget med 73 Stemmer (Venstre og de fleste Konservative) mod 18 (de Radikale og Holstein), medens 48 Medlemmer (Socialdemokraterne, Frænkel, Fru Hauschultz og Lemvigh-Müller af de Konservative, samt det frisindede Landsparti) svarede: Stemmer ikke; 10 var fraværende;

i Landstinget med 37 Stemmer mod 8 (de Radikale); Socialdemokraterne stemte ikke.

Socialdemokratiet vilde have stemt for Statsgarantien, hvis Venstre-Regeringen var traadt tilbage; de gjorde altsaa Sagen til et Kabinetsspørgsmaal, og da de ikke opnaaede en Regeringsændring, afholdt de sig fra Stemmegivning. At ogsaa de Radikale gik imod virker højst besynderlig, naar man holder i Erindring, hvorledes de under Verdenskrigen bidrog til Forøgelsen af Statsgælden og Statsudgifterne. Alene de sidstnævnte steg i Finansaarene 1914/15 til 1918/19 fra 111,4 Mill. Kr. op til 615,8 Mill. Kr. Nu vilde de altsaa være sparsommelige! Men det var jo alt kun det sædvanlige parlamentariske Spilfægteri. Alle de bundraadne parlamentariske Partier, ønskede faktisk endnu denne Gang, at Ordningen skulde gennemføres, men idet Socialdemokraterne og de Radikale var sikre paa, at Regeringen fik Flertal for sit Forslag, ønskede de at manøvrere sig frem imod det næste Valg ved formelt at stemme imod!

Kort og godt: den ubegrænsede Statsgaranti for Landmands-

86

banken blev givet. Skatteborgerne hæftede med ubegrænset Ansvar for alle de Tab, Banken havde haft, og som den maatte udsættes for i den kommende femaarige Periode. Alt ialt androg Tabene, efter som Stillingen nu var, i det Femaar, der gik forud for Rekonstruktionen i 1923, ikke mindre end 326 Mill. Kr. Ydermere havde Hjælperne allerede siden November 1922 lidt umaadelige Tab, Nationalbanken 55 Mill. Kr., Østasiatisk Kompagni 20 Mill. Kr., Store Nordiske 5 Mill. Kr. og Staten i hvert Fald 40 Mill. Kr. Situationen ved Rekonstruktionen karakteriseredes endelig derved, at Landmandsbanken i dette Øjeblik stod med en Gæld til Nationalbanken paa mindst 235 Mill. Kr. Hvorvidt disse Beløb var dækket gennem Aktiver, kunne dengang ikke oplyses. Men at Gældsforholdet endnu langt fra var afklaret maatte erkendes af alle og enhver, der vilde se Sandheden i Øjnene; givet var det ogsaa, at Forrentningsforpligtelserne under disse Omstændigheder maatte være enorme.

Skæbnesvangert for Bankens fremtidige Trivsel maatte det selvfølgelig blive, at ogsaa det nye Hold Landmandsbankledere havde samme Samfundsopfattelse som dem, der gik forud, de var Mænd, som navnlig var behersket af den Opfattelse, at det maatte være Statskassen, Skatteborgerne, der skulde betale. I saa Henseende var der slet intet ændret. Hovedledelsen laa fremdeles i en Jødes Haand, og Formanden for Bankraadet, Kammeradvokat Vagn Aagesen, var en Mand, der efter hele sin Indstilling følte sig inderlig knyttet til Jødedommen. *) Den nye Bankstyrelse veg heller ikke tilbage for, straks fra Begyndelsen af systematisk at vildlede Offentligheden med Hensyn til Bankens virkelige Stilling. Hvorfor skulde man dog sige Sandheden, naar man havde set, hvorledes Glückstadt med sin Gangstermoral havde gennemtrumfet sine Krav og i første Omgang havde bundet Nationalbanken og de kompetente Mænd indenfor Regeringen til Bankens Skæbne. Hvorfor skulde man

*) Jvf. ovenfor 4c, 1. Del, S. 439 flg.

87

dog ikke spille videre i samme Dur! Naar man listede sig varsomt og forsigtigt frem, vilde man jo - som Erfaringen tilfulde viste - naa meget videre, og derfor fastholdt den nye Bankledelse ogsaa den Uvederhæftighedens og Tvetydighedens Politik, som havde været bestemmende allerede for den gamle Bankledelse.

Da »Berlingske Tidende« anmodede Kammeradvokat Aagesen om Oplysninger vedrørende Bankens Udvikling efter September-Rekonstruktionen den 18. Nobr. 1922, da der gennem talrige Rygter atter var opstaaet Røre om Banken, og der navnlig var Tale om en paaviselig Aftagen i Forretningerne, svarede denne: »Det er mit bestemte Indtryk, at der er nu ved at falde Ro over Banken, og at man nærmer sig normale Forhold.« Med Hensyn til Udnyttelsen af Statsgarantien fremsatte Bankraadets Formand dernæst følgende fortrøstningsfulde Ord: »Finansministeren har med Rigsdagsudvalgets Billigelse tilskrevet Nationalbanken, at Staten uden Begrænsning af Beløbets Størrelse garanterede for de af Nationalbanken ydede Forstrækninger, men heldigvis ligger Situationen saaledes, at Landmandsbanken ikke har Brug for yderligere Midler og derfor slet ikke benytter denne Kredit.«. Til yderligere Beroligelse tilføjedes endvidere, at Bankbogindskudene (Aagesen taler om Sparekasse indskud ) i Løbet af første Halvdel af November Maaned var bleven forøget med ca. 2 Millioner Kroner.

Altsaa var der slet ingen Grund til Foruroligelse. At Landmandsbanken allerede paa dette Tidspunkt havde begyndt at laane i Nationalbanken mod Depositum af Veksler og Værdipapirer, røbes der selvfølgelig intet om. Men denne Gæld var, som nævnt, indtil Begyndelsen af Februar 1924 steget til ialt 235 Mill. Kr., af hvilke 110 Millioner var optaget mod Depositum i Veksler, 54 Millioner mod Depositum af Værdipapirer og 71 Millioner mod Finansministeriets Kaution. De sidstnævnte Penge optoges umiddelbart før Rekonstruktionen indlededes. Situationen var altsaa katastrofal, i den Grad katastrofal, at det nye Bankraad, hvis Formand var den ligenævnte Hr. Vagn

88

Aagesen, truede med at lukke Banken Mandag den 5. Februar, hvis Staten ikke indtil dette Tidspunkt havde ydet ubegrænset Statsgaranti. Det var altsaa denne Udvikling, om hvilken denne Hr. Vagn Aagesen havde paastaaet den 18. November 1922, at den nærmede sig normale Forhold. Man maa herefter atter konstatere, at Grev Bent Holstein havde Ret, mere end Ret, naar han i denne Anledning hævdede den Opfattelse, »at den 3. Februar 1923 for Hr. Vagn Aagesen blev en Dommens Dag, som burde have sat Punktum for hans Virksomhed som Bankraadsformand«. Selvfølgelig fandt Holstein ikke Medhold i saadanne Anskuelser hos Regering og Rigsdag. Jøderne vidste, hvor god en Mand de havde i Hr. Aagesen, der gennem sin fremragende Indsats i Administrationen for den mosaiske Ungdoms Anbringelse til Kunst og Haandværk o.s.v. havde vist, at han fortjente deres Tillid, og naar Jøderne holdt ham, var det selvfølgeligt, at han ogsaa var Regeringens Mand.

Og Komediespillet fra denne Kant førtes videre. Der var jo endnu saa mange jødefirmaer, der skulde holdes oven Vande saa længe som muligt, og derfor var det nødvendigt at holde skjult overfor Offentligheden længst muligt, hvor fortvivlede Forholdene var. At der ved denne Udskyden af en virkelig gennemgribende Ordning paaførtes Staten stadig stigende Tab, kunde selvfølgelig ikke forurolige disse Kredse, da det for dem nu engang var en uomstødelig Grundsætning, at den jødiske Finansmagts Reorganisation maatte ligge i Samfundets Interesser og at Landmandsbanken til Opnaaelse af dette Maal maatte kunne stille ubegrænsede Krav til Staten.

I Efteraaret 1923 var det atter galt fat. Da tillod Grev Bent Holstein sig i Rigsdagsforhandlingerne angaaende Oprettelsen af en Kursegaliseringsfond den 15. Novbr. at paastaa, at Statsministeren nu i flere Forhold havde handlet ud fra falske Forudsætninger til ubodelig Skade for Landet, og at han nu atter var i Færd med at gaa paa Afveje. Thi, fortsatte han, »vi har set den højtærede Statsminister 3 Gange forudsætte, at een Rekonstruktion af Landmandsbanken vilde være tilstræk-

89

kelig; og nu har han beredt Sindene paa den fjerde og maaske største og mest skæbnesvangre Rekonstruktion af Landmandsbanken, idet det vistnok kan forudsættes, at den Ordning, vi nu har, ikke vil kunne holde til 1928«.

Hvad svarede Finansminister Niels Neergaard herpaa? Ja, han replicerer som følger:

»Jeg maa dog blot gøre en enkelt Bemærkning til det ærede Medlem Hr. Holstein. Der er mig intet som helst bekendt om, at den nuværende Ordning af Landmandsbankens Forhold ikke skulde kunne holde til 1928, ja, Udtalelser er mig tilmed bekendt fra dem, der har med denne Ledelse at gøre, og dem, der har Tilsyn dermed, som gaar ud paa, at Rygter, som har været fremme i den Henseende, er ganske grundløse og tilmed meget skadelige.«

Og Kammeradvokat Vagn Aagesen, hvis Ord saa sandelig dog maatte have det samme Upaalidelighedens Præg som Finansministerens Ord, dristede sig til i »Berlingske Tidende« for 17. November, at fremsætte følgende anmassende Erklæring:

»Grev Holstein har gjort sig til Talsmand for løse og uholdbare Forlydender, som jeg allerede tidligere har stemplet som forrykte. Jeg forstaar ikke, hvordan en Rigsdagsmand paa saa upaalideligt et Grundlag kan fremsætte offentlige Udtalelser af denne Art og derved bidrage til at skade Landet.

Iøvrigt er det umuligt, hver Gang Banken bliver angrebet, at tage til Genmæle derimod. Man maa vente, indtil Aarsopgørelsen foreligger, saa meget mere, som dette kun vil vare 3-4 Maaneder. Maaske kan Resultatet allerede være opgjort i Midten af Februar.

Det, som er det vigtigste, det, som det først og fremmest kommer an paa, er, at Banken er sund og levedygtig. Naar dette tages i Betragtning, er det mindre væsentligt, om den kommende Opgørelse vil udvise, at Stillingen er nogle faa Millioner ringere end det Resultat, man tidligere er naaet til, og mere kan jeg aldeles ikke tænke mig, at det drejer sig om. Selvom det bliver Tilfældet, forekommer det mig at være af ret underordnet Betydning for Statens Garanti, sammenlignet med den Omstændighed, at den daglige Virksomhed er saa god, som man kan forlange, saaledes at Banken paa sin store gamle Forretning er i Stand til at indtjene et passende Overskud.«

90

Grev Bent Holstein blev ikke Svar skyldig, hverken overfor Kammeradvokaten, som allerede kort Tid forinden paa tilsvarende Maade havde imødegaaet Rygter i »Fyns Venstreblad«, eller overfor Finansminister Neergaard. Begge fik kraftigt Svar paa Tiltale i en Artikel: »Landmandsbankens 4. Rekonstruktion under Opsejling«, som offentliggjordes i »Nationaltidende« og i »Aarhus Stiftstidende« den 23. November 1923. Og Finansministeren (alias Statsministeren) blev desforuden allerede i Forhandlingen den 15. Novbr. gjort opmærksom paa, at han næppe havde Kompetence til at give Irettesættelser i det Spørgsmaal efter de tre Rekonstruktioner, han havde foretaget, hvorved Holstein pegede hen paa, at han selv allerede om begge de første havde forudsagt, at de ikke kunde holde. Og han knyttede til denne Tilbagevisning en Bemærkning om, at det forekom ham parodisk, at det var netop Statsministeren, der allerivrigst gjorde sig til Talsmand for, at Erhvervslivet skulde sanere sig selv. Hvorledes, spørger han, skal herefter til Eksempel alle de insolvente Debitorer i Landmandsbanken, som opretholdes alene ved Landmandsbankens statsgaranterede kredit, sanere sig? Og han kunde for den Sags Skyld ligesaa godt have spurgt, hvorfor Neergaard saa ikke fra Begyndelsen af havde krævet, at Landmandsbanken ligesom alle de andre danske Banker, der var kommet i Vanskeligheder, skulde sanere sig selv eller ogsaa likvidere. Og hvorfor krævede Neergaard det ikke nu?!-

Det kom, som Grev Bent Holstein og andre med ham havde forudsagt. Det kom, som Julius Schovelin allerede formodede i Forhandlingerne i Februar 1923, til den fjerde og femte Rekonstruktion. Dog lykkedes det det socialdemokratiske Ministerium, som tiltraadte i April 1924, at udskyde den næste Afgørelse til Foraaret 1926. Slutstenen i Reorganisationsarbejdet sattes derefter i 1927-28 af Ministeriet Madsen-Mygdal. Og Systempartierne, som i September 1922 havde rakt Fanden den lille Finger, maatte langt om længe give hele Haanden; havde man sagt A, maatte man ogsaa sige B, og de naaede ogsaa,

91

som Bent Holstein engang ironisk bemærker, at sige C og D og at komme hele Alfabetet igennem, indtil Æ, Ø og Aa.

e) Landmandsbank-Debatten i Folketinget 1.-15. Februar 1924.

Da Rigsdagen i September-Dagene 1922 vedtog Nedsættelsen af en Kommission til Undersøgelse af Landmandsbankens Forhold, bestod der Enighed ikke blot om, at der fra de Sagkyndiges Side skulde udarbejdes en grundig og udtømmende Redegørelse over Bankkatastrofens Aarsager, men ogsaa om, at Undersøgelsesresultaterne til sin Tid skulde gøres til Genstand for Forhandlinger i Rigsdagen. Da Bankkommissionens Beretning i Januar 1924 forelaa, svigtede imidlertid Modet hos Regeringen, og ligesom de borgerlige Partier allerede kort Tid i Forvejen efter Dommen over Harald Plum havde vist Betænkeligheder ved at lade det komme til en indgaaende Drøftelse og en kritisk Vurdering af de med Landmandsbanksvindelen sammenhængende Problemer *), saaledes søgte Regeringen nu efter Offentliggørelsen af Kommissionsberetningen at afværge en Debat. Der kan ikke være Tvivl om, at ogsaa det radikale Venstre helst vilde have undgaaet en Diskussion. Men Betænkelighederne indenfor dette Parti maatte vige navnlig af Hensyn til, at Koalitionspartiet, Socialdemokratiet, var forhippet paa at faa et Agitationsgrundlag for de tilstundende Valg, som skulde bringe det (eller dem begge) Sejren og Magten. Og da man nu fra denne Side trængte paa, maatte Venstre-Regeringen til sidst give Adgang til en Rigsdagsdebat. Storvasken skulde altsaa finde Sted, Storvasken for aabent Tæppe.

Den voldsomme og næsten endeløse Kontrovers fandt Sted i Sammenhæng med 1. Behandling af Forslag til Lov om Tillægsbevilling for Finansaaret 1923-24. Det var sandelig ikke

*) Jvf. nedenfor Afsnit 8a, S. 272 flg.

92

Smaating, de Herrer Rigsdagsmænd i denne Omgang skulde have hinanden sagt. Dog: saa bunduenige de i mange Punkter vedrørende Landmandsbanken var, i eet var de selvfølgelig helt igennem enige, nemlig deri, at der aldrig maatte være Tale om Jødernes Ansvar. Paa dette Punkt var det betegnende nok Socialdemokratiets Førstemand Thorvald Stauning, som mente at maatte give Udtryk for en vis Utilfredshed med Undersøgelsens Resultater. Han syntes nemlig, at Beretningen maaske nok havde naaet at faa alle Jøder trukket frem, men at man sikkert havde glemt at stille de hvide Mænd, der var med i Spillet, i den rette Belysning. Stauning var som god Marxist særligt omsorgsfuld overfor de Fremmede og haabede vel, ved denne Manøvre at kunne lede Offentlighedens Opmærksomhed bort fra det specielle Ansvar, de jødiske Finansmænd havde.

Men iøvrigt lagde Stauning sandelig ikke Fingrene imellem i sin Tale den 1. Februar 1924 i Folketinget, i hvilken han lagde Alt an paa at tvinge Regeringen til at gaa med til en Realitetsbehandling af Bankkommissionens Beretning.

I denne Tale bemærkede han bl. a. indledende, at det ikke saa særlig godt ud, at Ministeriet søgte at hindre en saadan Forhandling. Han understregede fra først af, at der saa sandt ikke kunde være Tale om »Affære-Politik«,og at den borgerlige Presse ikke havde Grund til at bebude en »Skandaledebat«, da det ikke var dem, som ønskede en Debat om Sagen, der gjorde sig skyldig i Skandale, men at det vel var nok saa rigtigt ”at rette Bebrejdelsen mod dem, der har lavet Skandalerne, lavet det, der har givet Anledning til Debatten herom, til … Kapitalismens Kæmpeskandale i Danmark i de senere Aar«. Han pointerede, at det er »dette kapitalistiske Selskab, som har regeret heri Landet og regerede den Dag i Dag, regerer i Kraft af deres Penge, dette kapitalistiske Selskab, som støttes, værnes og beskyttes af de nuværende Magthavere, der har lavet Skandalen«. Og han fortsatte: »Hvis der er nogen Skandale at tale om, saa ret Bebrejdelsen derhen, hvor Svindelen er foregaaet, og hvor i øvrigt en Række mislige Affærer har fundet

93

Sted.« Efter denne Optakt foretog Stauning - som eneste Rigsdagsmand! - i sin 3 Timer lange Tale en indgaaende Undersøgelse af de i Beretningen fremførte Kendsgerninger, og gav derved i mange Henseender en rammende Karakteristik af det kapitalistiske Systems Udskejelser. Navnlig var det Børsjobberiet, der gjordes til Genstand for en sønderlemmende Kritik.

Et større Afsnit skal vise, hvortil Stauning sigtede med sine Angreb. Efter at have konstateret, at Billede for Billede i Bankkommissionens Beretning afslørede Misbrug og storstilet Svindel og vidtforgrenede Spilleselskaber med Milliontab, der sluttelig maatte bæres af det hele Samfund, bemærkede han bl. a: (Sp. 3437):

»Men der findes ikke blot Tab i denne Bog; der er ogsaa konstateret Gevinst for de mest beregnende, for de forsigtigste Spillebrødre, men Død og Ødelæggelse for Hasardspillerne. Den fortæller ogsaa om den danske Industris sørgelige Skæbne, om Højfinansens Herredømme over Industri og Handel paa den Maade, at Industrien og Handelen blev Indsats i et vildt forkasteligt Spil. Det drejede sig slet ikke om at fremme en Industri; det interesserede Spillebrødrene uendelig lidt, hvorledes det gik med Industrien, om det gik den godt eller daarligt, om den gav stort eller lille Overskud; i alt Fald i en vis Periode var det ganske underordnet.

Det var et Spil om Aktier, en Spekulation i egne Aktier, udøvet af Direktørerne og deres Medspillere, de saakaldte Konsortier, og det synes at have været Hovedsagen for dem, der sad som de officielle Ledere af den danske Handel og Industri. Om Konsolidering af de industrielle Bedrifter, om Konsolidering af Skibsfart, Handel og Industri var der slet ikke Tale; hvis man opsamlede Penge i en Periode, var det for at faa tilstrækkelig mange til en skønne Dag at kunne foretage en Fordeling til den Vennekreds, som i Forvejen havde bemægtiget sig alle Aktierne. Der var aldrig eller sjældent Tale om, at 20 Mill. Kr., som var opsamlet, skulde anvendes til nye industrielle Fremskridt, gavnlige Maskiner eller Indretninger i den industrielle Bedrift; nej, naar der laa 20 Mill. Kr. i Kassen, var man sikker paa at se 100 eller 200 Aktionærer halse frem for at faa fat i disse 20 Mill. Kr. Vi ser Bankens Ledere - Lederne af denne store Landmandsbank, som i sig selv var et Kæmpeforetagende, og hvor Lederne fornuftigvis, naar de skulde lede en saadan Bank paa en for Samfundet betryggende Maade, havde fuldt op at gøre med at lede denne Bank –

94

vi ser dem som selvstændige Ledere af talrige Selskaber, Skotøjsselskaber, Handelsselskaber, Kabel- og Traadfabrikker og meget andet, Dampskibsselskaber o.s.v. Rundt om i disse Selskaber, der var ledet i en stor Svindelperiode med Spil rundt om, ser vi Lederne af Landmandsbanken gaa igen som Ledere af disse industrielle Foretagender, der atter financieredes af den Bank, der i Grunden var Leder af dem. At dette Forhold i Tider som dem, vi har oplevet, maatte blive skæbnesvangert, er jo selvfølgeligt. At Bankens Ledere sidder og bevilger Kapital til en Række Selskaber, hvis Topfigurer de selv er, kan ikke være betryggende. Det viser, hvilken Mangel der har været ved den hidtil bestaaende Aktie- og Banklovgivning; al Kontrol og sund Bedømmelse af disse mange Foretagender, der skulde financieres, var jo udelukket; det drejede sig for dem, der sad ved Ledelsen i alle disse Selskaber, om at holde Møllen gaaende det længst mulige for at skaffe Tantième og Penge til Uddeling, om at skaffe Avancer til Spekulation i Aktier og om at skaffe nye Aktieemissioner, etableret med Salg af nye Aktier til mægtige Kurser tilsyneladende, men vel at mærke uddelt til en snæver Vennekreds til en lav Kurs med det Formaal, at de Dagen efter kunde skaffe sig en mægtig Fortjeneste. Saaledes har Livet været for Industrien og Erhvervsvirksomheden under Kapitalmagtens Herredømme. Der var jo mange, der lod sig blænde af disse Spekulanter, mange godtroende, som, naar de saa Spekulanterne kaste sig ind i dristige Opkøb af Aktier til vanvittige Priser, fulgte efter og tænkte: Gud bevares, det maa være guldrandede Papirer - var det ikke det, man kaldte Papirerne med de mægtige Udbytter og høje Kurser? - godtroende Folk kastede sig, følgende det slette Eksempel, over disse Spekulationer, og de led altid Tab, fordi de manglede Kendskab til de virkelige Love for denne landsskadelige, landsfarlige Spekulation, som foregik i de Tider.«

Det kan ikke nægtes, at der her gives en ligefrem glimrende Fremstilling af det kapitalistiske Systems samvittighedsløse Børsjobberi, blot forstaar man ikke, at netop Stauning, som indtraadte i Regeringen Zahle den 30. Septbr. 1916 og dermed selv var Minister i det Tidsrum, da den mest løsslupne Spekulation og Svindel hærgede Landet, skulde være kaldet til at udøve en saadan Kritik. Men han gør det, og han fortsætter ufortrødent med saadanne Anklager. Han beskæftiger sig bl. a. med Emissionen af Ballin-Aktierne i Efteraaret 1916, citerer Bircks Betragtninger om Sagen i Beretningens Bilag S. 309 og hæfter sig navnlig ved Bemærkningen om, at der blandt dem,

95

som stræbte efter at faa fat i nogle af de nye Aktier, fandtes mange smukke Navne, »som ifølge deres Stilling var en Vennetjeneste værd«, og at det overfor saadanne Forhold vilde have været halsløs Gerning at kritisere Aktieemissionen. Han beklager, at disse Navne paa Finansmændenes særlige, nærstaaende Venner, som ansøgte om en Naadegave, en Foræring af Ballin, ikke var bleven offentliggjort. Men i Forvisningen om, at han om føje Tid selv vil være Landets Statsminister - det var ogsaa et Fjerdingaar senere Tilfældet - trøster han sig med, at denne Mangel engang vil blive afhjulpet. Offentliggørelsen vilde saa nok vække adskillig Forundring, saadan som Februar-Kontoens Bekendtgørelse i netop dette Øjeblik havde gjort det. Selvsikkert bemærker han: »De kommer nok frem en Gang, det nærer jeg ingen Tvivl om.« Han kræver fuld Klarhed over Glückstadts Vennekreds og forlanger derfor, at ogsaa Navnene paa de andre Konti, som svarede til Februarkontoen, skulde blive gjort tilgængelige for Offentligheden, og han henstiller til Regeringen Neergaard at foretage det fornødne. Thi, siger han: »Ellers tvinger de jo os, som har en eller anden Viden, til før eller senere at bruge den paa Trods af Bestræbelserne for at holde den skjult.« *)

Efter at have beskæftiget sig med Højfinansens forskelligartede Bestræbelser for at udøve Indflydelse paa Rigsdag og Regering gik det socialdemokratiske Partis Ordfører til Slut over til en mere indgaaende Behandling af den Stilling, Landstingets Formand Højesteretssagfører Bülow samt Finansministeren (Neergaard) og Udenrigsministeren (Cold) kom til at indtage efter Kominissionsberetningens Offentliggørelse. Stauning gjorde gældende, at alle tre Mænd gennem de nu foreliggende Oplysninger var bleven kompromitteret i den Grad, at det

*) Jvf. ovenfor 3f, 1. Del, S. 378. Det skal her gentages, at Stauning hverken i den ene eller anden Retning skaffede yderligere Klarhed, efter at han selv var kommet til Magten. Alle disse Forsikringer, som fandt kraftig Genlyd i ”Socialdemokraten«, var Bluff, det rene Bluff!

96

næppe mere kunde forsvares, at de bevarede deres Stillinger i det offentlige Liv. Beretningen havde paavist, at Bülow ofte havde bidraget til at fremskaffe tvivlsomme Resultater ved sine Aktioner til Fordel for Landmandsbanken, og at hans Sammenblanding af Interesser ved Lejlighed havde forvoldt mere Skade end Gavn. Ved utallige Lejligheder havde det vist sig, hvor betænkeligt det var, at han indtog en Dobbeltstilling som Nationalbankens Formand, som Sagfører og Raadgiver for Landmandsbanken og ovenikøbet som Landstingets Formand, bortset fra, at han havde ladet sig honorere fra Landmandsbankens Side paa en Maade, der aabenbart maatte virke anstødelig i Kredse, der endnu holdt paa offentlig Moral. Særligt indgaaende dvælede Stauning derefter ved Colds Transaktioner. Selvom det blev paastaaet - endog af Prof. Birck - at Cold paa ingen Maade havde forset sig, maatte det fastholdes, at Cold siden 1912 havde været Medlem af et Konsortium - i hvilket bl. a. ogsaa Richelieu og Glückstadt var Medlemmer - for at opkøbe sit eget Selskabs, - D.F.D:S.s, - Aktier, forsaavidt de endnu befandt sig paa tyske Hænder. Disse Transaktioner skulde vidne om patriotisk Virksomhed, men de indebar ikke desto mindre Handlinger, som i en Række Lande ansaas for saa skadelige, at de var strafbare. Stauning beskæftigede sig ogsaa med Cold-Interviewet af 11. Juli 1916, samt med D.F.D.S.s Opkøb af Gorm-Aktier for 54 Mill Kr., d.v.s. til en Pris, der efter Bankkommissionens maatte have ligget 24 Mill Kr. over den reelle Værdi. Stauning bemærkede endvidere, at Cold ved sit Samarbejde med Glückstadt i de omhandlede Transaktioner, saavidt det i det enkelte lod sig paavise, gennem tre Aar havde haft en Fortjeneste paa 434.000 Kr. Iøvrigt gjorde han gældende, at Stats- og Finansminister Neergaard altid havde været afhængig af Glückstadt, og at navnlig Stiftelsen af de fire Dollarlaan havde vist, »i hvilken Grad Glückstadt havde en Finger med i Spillet«. Bankkommissionens Beretning lod klart erkende, »at det var ved disse Laan ikke Finansministeren (Neergaard), men Glückstadt, der

97

ledede paa en ganske anderledes Maade, end man fik Indtrykket af, da Finansministeren for nogle Maaneder siden gjorde Rede for Sagen her«.

Dog den alvorligste Anklage rettede den socialdemokratiske Partifører mod Venstre og de Konservative, idet han paapegede, at Staten var gaaet med til en omfattende Statsgaranti for den rekonstruerede Landmandsbank, uden at Staten samtidig sikrede sig den fornødne Indflydelse og kontrollerende Myndighed. Han mente herom, at netop derved, at man i Realiteten havde givet den private Bank »Statskassen til Anvendelse uden virkelig Kontrol«, havde man sammen med alt det andet givet »fældende Vidnesbyrd om Regeringens privatkapitalistiske Karakter og om dens Interesse for Højfinansens Redning«. De borgerlige Partier havde aldrig villet rejse Hindringer for Spekulantmuligheder.

»Jeg minder,” fortsatte han, »i den Henseende om, Behandlingen af den sidst vedtagne Lov om Banker, ved hvilken man positivt modsatte sig Foranstaltninger, som Forbud mod Spekulation i egne Aktier og Forbud mod, at Bankers Ledelse deltog i Ledelsen, af industrielle Selskaber o.s.v., Forslag, som blev fremsat fra socialdemokratisk Side, og som, hvis de var blevet vedtaget, vilde have forskaanet Samfundet for i alt Fald en Del af de Ulykker, som Landmandsbankkorruptionen nu har ført med sig.«

Stauning resumerer, at Regeringen skulde tage Konsekvensene af de nævnte Ministres Fejlgreb og lette sig Besværet ved at faa nye Valg udskrevet snarest muligt.

I Folketingets Forhandlinger den 5. Februar 1924 forsøgte Landsdommer Victor Pürschel at beskytte sit Parti, de Konservative, mod den Beskyldning, at det ikke havde foretaget sig noget effektivt for at stække Højfinansens Magtvilje. Pürschel mente, at Lemvigh-Müllers Fremstød i Oktober 1921 dog

98

var et Bevis paa, at Partiet i Tide havde erkendt den Fare, Landmandsbanken som Følge af de Glückstadt'ske Spekulationer var stedt i. Pürschel vovede at fremsætte en saadan Paastand, uden naturligvis paa nogen Maade at kunne afkræfte den mod Partiet rettede Beskyldning, at det fra Højfinansens Side havde faaet Mundkurv paa, og at man senere »intet hørte fra det konservative Parti, før alle vidste Besked«.

Den radikale Venstremand Ove Rode, som i selve Spekulationsperioden som Landets Indenrigsminister havde udøvet en aldeles afgørende Indflydelse paa Samfundets økonomiske og sociale Forhold, kom i Anledning af Thorvald Staunings Fremstød i den for ham selv og hans Parti mindre behagelige Situation nu ogsaa at maatte slaa Følge. Han havde allerede i Forhandlingen den 1. Februar 1924 i nøje Overensstemmelse med Stauning stillet det formelle Andragende, at der ikke blot maatte gives »en fuldstændig Udskrift af Kontoen for Konsortiet af 1. Februar 1917, men ogsaa af Kontoerne British Bank of Northern Commerce, de forskellige Konsortier af 24. April 1918, Østasiatisk Kompaginis Opkøbskonto A og de andre af Bankens Kontier, hvorpaa der til forskellige Tider optoges de i Bankkommissionens Beretning omtalte »særlige Kunder«, for hvilke Banken direkte eller indirekte spekulerede, og som derfor ifølge Beretningen nød særlige Begunstigelser««. Da Rode derefter i sin store Tale den 5. Februar 1924 forsøgte at vælte Hovedskylden for de ved Landmandsbankens Sammenbrud forvoldte store Tab over paa Venstreministeriet Neergaard, bluedes han ikke over ved dristige Paastande at frigøre Zahle-Ministeriet for alt Ansvar. Bl. a. hævdede han, at Landets samfundsøkonomiske Tilstand og Statens finansielle Tilstand var usædvanlig god, da det sidstnævnte Ministerium, som han selv tilhørte, fratraadte i Slutningen af April 1920. I skarpeste Modstrid med Sandheden erklærede han, at »samfundsøkonomisk var Landets Tilstand den, at medens vi før Krigen havde haft en mægtig Gæld til Udlandet, var denne nu fuldkommen afviklet, et Tilgodehavende paa 1000 Mill. opnaaet, og dette

99

var anvendt til at fylde de tømte Lagre, til at genoprette Besætningerne og forbedre Virksomhederne.« Han paastod endvidere, hvad maaske ikke var helt urigtigt, at Landets Driftsvirksomheder ved Slutningen af Krigen i Virkeligheden var i langt bedre teknisk Stand end før Krigen. Men iøvrigt kunde den førstnævnte Paastand selvfølgelig aldrig holde Stik, tværtimod gjorde den fhv. Indenrigsminister sig her skyldig i en uvederhæftig Argumentation, man længe skal søge Magen til. Thi en Kendsgerning var det, at dette Nettotilgodehavende overfor Udlandet paa ca. 1000 Mill. Kr. var tilstede ultimo 1918, men at Finansminister Edvard Brandes allerede i Foraaret 1919 i Rigsdagen varslede den truende Finanskatastrofe, og at de mægtigste Tab blev paaført Samfundet netop gennem den store Importspekulation, der blev paabegyndt under Krigen, og som naaede sit Højdepunkt 1919, samt gennem Børssvindelen, der havde saa rige Udfoldelsesmuligheder netop under det radikale Ministerium. Naar de rene Spekulationstab, som er opstaaet efter Krigen, ifølge det statistiske Udvalgs Beretning til Valutakommissionen maa opgøres til godt 1 Milliard Kroner (godt 500 Mill. Kr. ved Landmandsbanken, samt 600 Mill. Kr., som paa anden Maade har unddraget sig den regnskabsmæssige Opgørelse) staar det uden for enhver Tvivl, at Hoveddelen af disse formidable Tab falder under Zahle-Ministeriets Ansvar. Allerede ultimo 1920 beløb Danmarks Nettogæld overfor Udlandet sig til 800 Mill. Kroner! Paa samme Maade gør Rode sig skyldig i en helt igennem uforsvarlig Bevisførelse, naar han søger at gøre Venstre-Regeringen ansvarlig for Inflationen og den derved fremkaldte Dyrtid. Inflationen satte ligeledes ind, da Zahle-Ministeriet endnu sad ved Styret; ultimo 1918 stod Kronen endnu i Pari, men dennes Guldværdi var sidenhen for nedadgaaende, og Kronens Købeevne var allerede under Krigen bleven kraftigt forringet og sank - naar Detailprisniveauet for 1914 sættes lig 100 - i 1915 til 86 pCt., i 1916 til 74, 1917 til 65, 1918 til 55, 1919 til 47, 1920 til 38! Forsaavidt Rode i sin Tale polemiserede

100

mod de saakaldte Madsen-Mygdalske fejlagtige Valuta-Teorier, der gik ud paa, at en faldende Valuta vilde give fordelagtige Afsætningsbetingelser for de indkøbte Lagre, burde han have taget Hensyn til, at det var hans eget Ministerium, Zahle-Ministeriet, der paaførte Samfundet Inflationen med velberaad Hu, fordi det gik ud fra, paa denne Maade bedst at kunne tjene Højfinansens Interesser. Dette vidste Rode selvfølgelig bedre end nogen anden; desto dristigere er det, at han den 4. Februar 1924 rettede Bebrejdelser af den her omhandlede Art mod Venstreregeringen for den Inflation, for hvilken hans eget Ministerium i første Række havde Ansvaret.

Iøvrigt afholdt Rode sig fra en altfor indgaaende Omtale af selve Spekulationen, saaledes som den skildres i Bankkommissionens Beretning; han indskrænkede sig nærmest til at konstatere, at Bankens Sammenbrud i det væsentlige var en Følge af, at den blev organiseret som Spekulationsbank, og at den samlede alt for meget af Bankens Kapital paa visse enkelte, store Grupper. Om Sammensætningen af disse Grupper røbes selvfølgelig intet som helst. Rode mener at maatte hæfte sig ved nogle Uklarheder og Uoverensstemmelser i Beretningen, beskæftiger sig med Bankens særlige Kunder, hvorved han navnlig retter en ondskabsfuld Kritik mod de Personer, der nævnes paa Februar-Kontoen og mod den Kreds, hvori Glückstadt færdedes, adelige Damer, Hoffet, Prinser og tillige andre, som Glückstadt mente at kunne have Nytte af. Han fortsætter: »Der nævnes ofte Spekulationer af Damer, som synes foretaget uden deres Mænds Vidende, bag disses Ryg. Jeg maa sige, jeg tror nu ikke saa overmaade meget paa denne Spekulation af en Hustru bag Mandens Ryg. Derimod véd jeg, at Eva er let at friste, og at naar Slangen henvender sig til Eva, og Eva byder Adam Æblet frem, saa nyder Adam deraf, navnlig naar han kan æde Æblet uset«. Rode beskæftigede sig endvidere med de specielle Kunders retslige Stilling overfor Banken og behandlede særligt indgaaende Emissionen af Ballin-Aktierne i Efteraaret 1916 og den dermed forbundne skandaløseSpeku-

101

lation, henholdsvis Favorisering af bestemte Spekulantkredse, som ganske tydeligt i Beretningen, Bilag S. 339, karakteriseredes som Bestikkelse. »Hvad Nytte er det for Samfundet«, spurgte det radikale Venstres Ordfører, »at 3 Mænd sidder med Kendskab til denne Liste og maaske den Minister, under hvem Kommissionen har sorteret«. Nej, her maatte Navnene frem for Offentligheden for at faa undersøgt, om Sigtelsen for Bestikkelse var rigtig og for at forhindre, at det store Værk skulde blive et nyt Arnested for Mistillid, Tvivl og Mistænkeliggørelse. Rode søger altsaa krampagtigt at bevare Skinnet, hykler Harme over Raaddenskab i offentlige Forhold, en Harme, han ikke følte, saalænge han selv var ansvarlig Minister. Sit egentlige Sindelag røber han imidlertid, naar han forarget vender sig mod Prof. L. V. Birck, fordi denne havde tilladt sig at offentliggøre Undersøgelser ud over det, der allerede var bekendtgjort i Beretningen. Dristigt beskylder han Birck for Partiskhed. »Jeg har«, siger han, »det Indtryk, at Professor Bircks Mening er denne, at han vejer Menneskene, undersøger, hvad der efter hans Skøn har betydet noget, noget godt eller daarligt; og hvis han saa efter sit Skøn faar et Minus ud, falder der en haard Haand, men hvis han efter sit Skøn faar et Plus ud, glider der en let Haand henover vedkommende«. Ved anden Lejlighed bemærkede Rode, at han nærede megen Sympati for Birck, men at han, dog havde det Indtryk, at han til syvende og sidst løftede Sløret for noget for derefter at sænke det over noget andet, han ikke rigtigt vilde være med til at fordømme (hvorved Rode navnlig tænkte paa Cold-Sagen), og at han derved søgte at undgaa hensynsløst at blotte det, saaledes som det ellers var hans Opgave. Og da Rode hertil knyttede en lille Fortolkning af den Opfattelse, Birck selv maatte have haft om sit Hverv, med disse Ord: jeg kan maaske sige: saaledes som han har gjort det til sit Livs Opgave«, replicerede det konservative Medlem af jødisk Æt Arnold Fraenkel paa meget karakteristisk Maade med Ordene: "Ok Gud, han er saamænd ikke saa indviklet”.-

102

Det centrale i hele det Rode'ske Indlæg var imidlertid Angrebet mod Ministrene Cold og Neergaard. Her slog han haardt til, og selvom dette Fremstød skulde tjene til at bortlede Opmærksomheden fra den ansvarsløse Politik, Zahle-Ministeriet havde paa sin Samvittighed, kan det ikke hævdes, at de i denne Sammenhæng fremsatte Anklager savnede Berettigelse. Tværtimod! Lad gaa, at Cold, som Birck hævdede, ikke havde forset sig i særlig Grad, en Kendsgerning blev det, at han havde spekuleret i sit eget Selskabs Aktier - ogsaa efter den Periode, da denne Spekulation efter Foregivende skulde have tjent patriotiske Formaal - en Kendsgerning var det, at han var en af Glückstadts Spillebrødre (ikke mindst som Medaktionær i det famøse Nordisk Oversøisk Handelsselskab, hvor Terminsspekulanterne Theo. Kliatschko og Mayer Katz høstede deres store Triumfer!), en Kendsgerning var det endvidere, at Cold-Interview'et af 11. Juli 1916 efter Omstændighederne maatte give - og ogsaa gav - Anledning til al Slags Mistænksomhed. Rode mener ikke, at Cold gav dette Interview i Spekulationsøjemed, thi en saadan Handling kunde man ikke tiltro ham. Han havde snarere handlet saadan, som det dengang var almindeligt gængs, idet det jo endnu ikke ansaas for forkasteligt, at Mænd spekulerede i deres eget Selskabs Aktier og derved udnyttede »den sikre Viden, man havde om Selskabet, som noget, man havde Lov til«. Men det maatte bebrejdes ham, at han havde handlet uforsvarligt, og at Interview'et havde givet Anledning til Misbrug. Og Rode spørger desuden med Rette: »Hvad vil den Mand sige, som i Tillid til denne Erklæring har skilt sig af med sine Aktier, naar han senere ser, at Direktøren - han, som vidste Besked - selv har solgt disse Aktier tidligere til 50 pCt. over den Værdi, som han siger, at de virkelig har, og senere atter har købt ind til en langt, langt højere Pris? Med hvilken moralsk Ret kan en Direktør, der selv har været inde i en Spekulation med sit eget Selskabs Aktier, træde saadan frem?« Ove Rode slutter heraf, at Cold aldrig burde have modtaget Statsministerens Tilbud

103

om at lade sig udnævne til Udenrigsminister. Ligesaa bestemt vedkender han sig den Opfattelse, at Neergaard manglede alle Kvalifikationer som Finansminister, eftersom han havde vist sig som et viljeløst Redskab i Glückstadts Haand. Bankkommissionens Beretning havde godtgjort, at Glückstadt havde presset de udenlandske Laan igennem, da han navnlig vilde benytte sig af den fremmede Valuta for at forhale sin egen Banks Sammenbrud. Rigsadvokatens mærkelige Ord, hvorefter Glückstadt havde ladet Staten optage Dollarlaanene, var nu fuldt opklaret, thi nu vidste man, at disse dyre Laan var bleven stiftet paa Glückstadts Foranledning. Til Slut paapegede Rode, at Neergaard ogsaa i Efteraaret 1921 havde fulgt Landmandsbankens Direktiver den Gang, han den 12. November 1921 tog Ordet i Folketinget for at imødegaa Lemvigh-Müllers Kritik mod Landmandsbanken og Firmaet L. M. Levin & Co. og for derved at sikre Glückstadt mod Statens Indgreb.

Dog, haardest ramte Rode Udenrigsminister Cold, da han henviste til, at det netop var ham, der havde talt mod Indførelsen af den af Regeringen foreslaaede Fragtskat, som havde kunnet udnytte en Del af de kolossale Fragtstigninger til Fordel for Samfundet, til Sikring nemlig af Midler til en senere Genopbygning af Handelsflaaden. Cold havde i bevægede Ord protesteret mod denne Fragtskat og selvfølgelig fundet Støtte hos de borgerlige Partier, idet han bl. a. havde hævdet, at man vilde fratage hans Selskab ikke mindre end to Skibe af Frederik VIII's Størrelse, hvis man ophøjede Skatteforslaget til Lov. Derved vilde man berøve Selskabet Muligheden for Konsolidering og Udvikling. Alt sattes ind paa at skræmme Regeringen fra Indførelsen af en Fragtskat - og derefter satte D.F.D.S. hele Formuen til ved vanvittige Spillekøb om andre Skibe, hvorved der bl. a. betaltes 24 Mill. Kr. for meget for enkelte Skibe, som købtes af Søfartsselskabet, Dampskibsselskaberne Gorm, Viking osv. Hvor lykkeligt vilde Landet ikke have været stillet, hvis den vanvittige Stigning i Skibspapirer, som dannede det egentlige Grundlag for det fantastiske Børs-

104

jobberi, var bleven forhindret ved Indførelsen af en klækkelig Skibsfragtskat? Men, føjer Rode til:

»Det er ikke blot for at sige dette, men ogsaa for at sige, at underligt virker det at vide nu, at den 1. Februar 1916, da Direktør Gold kom i Rigsdagens Udvalg for at holde denne Tale, var hans Spekulationer i Landmandsbanken, i Det Forenede Dampskipselskabs egne Aktier i rivende Udvikling. Det er just dette Tidspunkt, da Spekulationen finder Sted. Det er herom, der staar i Bankkornmissionens Beretning: »I Aaret 1915 blev der spekuleret livligt hos Vekselerfirmaet I. M. Levin & Co. i D.F.D.s. Aktier, saaledes at Direktørerne E. Glückstadt og O. Ringberg deltog i disse Spekulationer, der som Regel financieredes fuldstændigt af Landmandsbanken. Spekulationerne angik hyppigt samme store Papirposter, der gik fra Konsortium til Konsortium, saaledes at Deltagernes Kreds udvidedes eller indsnævredes, efter som Forholdene opfordrede dertil. Det maa antages, at Direktør Cold har deltaget i nogle af disse Konsortier, idet der i Tiden fra 13. September 1915 til 17. Marts 1916 er krediteret hans Konto i Banken i alt ca. 180.000 Kr. hidrørende derfra«. Altsaa, den 1. Februar, da Kampen om Fragtskatten havde taget den Højde, at Direktør Cold indfandt sig i Udvalget, var disse Spekulationer i Gang; man havde foretaget nogle Udbetalinger, og der forestod nogle endnu. Jeg skal gøre opmærksom paa, at da jeg mødte Direktør Cold i Landstinget ved en Tale, som jeg holdt den 17. Marts til imødegaaelse af Udtalelser af ham andetsteds, fremhævede jeg, at i den korte Tid, i de 3 Maaneder, Lovforslaget havde været til Behandling i Rigsdagen, var Aktierne steget 54 pCt. Denne Dag, den 17. Marts, da jeg konstaterede dette, var netop den sidste Dag, da Direktør Cold spekulerede, den Dag, da hans Spekulationer slutter«.

Der kan næppe være Tvivl om, at disse Betragtninger ramte særlig haardt, og det er forstaaeligt, at disse haarde Angreb, rettet saavel af Stauning som af Rode mod Regeringens Medlemmer, og sandelig rammende et ømt Sted, maatte afføde en heftig Reaktion fra Modpartens Side.

Ikke mindre end fire Ministre tog Ordet til Imødegaaelse af Angrebene: Stats- og Finansminister Neergaard og Udenrigsminister Cold den 6. Februar, Justitsminister Rytter og Indenrigsminister Krag den 7. Februar 1924.

Statsminister Niels Neergaard imødegik straks Paastanden om, at Glückstadt paa nogen Maade skulde have tilskyndet til

105

Optagelsen af de udenlandske Laan; ej heller Bankkommissionens Beretning gav noget Holdepunkt for Rigtigheden af en saadan Formodning. Det første Laan af 1920 var af alle bleven anset for en ubetinget Nødvendighed, og Spørgsmaalet havde kun været, om det skulde være et indenlandsk eller et udenlandsk Laan. Med Hensyn hertil havde han desuden holdt sig til det Standpunkt, som ogsaa Nationalbanken og Valutakommissionen havde indtaget, det Standpunkt, at det vilde være umuligt at fremskaffe de til Overtagelsen af Nordslesvig fornødne Midler paa det indenlandske Pengemarked, og at man derfor var henvist til amerikansk Kapital. *) Udenrigsminister Cold ansaa sig for ligesaa uangribelig. Han paastod ligesom Neergaard med Hensyn til sin Stilling til Glückstadt, at han aldrig havde hørt til denne Mands Tafelrunde, at han tværtimod stod Bankdirektøren personlig fuldkommen fjern.

Sine spekulative Transaktioner ansaa han aldeles ikke for betænkelige, ligesom han mente, at Opkøbene af Skibene fra »Søfarten« og »Gorm« var aldeles upaaklagelige, da den Pris, der betaltes, laa omkring Halvdelen af den dengang gældende Markedspris; medens han rigtignok aldrig burde have købt Selskabet »Viking«. Selve de Kendsgerninger, som dannede Grundlaget for de mod ham rettede Angreb, afkræftedes imidlertid ikke ved denne hans Redegørelse.

Da endelig Ministrene Rytter og Krag tog Ordet den 7. Februar, kom det til et kraftigt Opgør mellem de to stridende Parter. Justitsminister Svenning Rytter forsvarede overfor Rode den Undersøgelsesmetode, der var bleven anvendt, og gjorde derefter en - rigtignok mislykket - Indsigelse mod Rodes Paastand om, at Bankinspektørens Undersøgelse af Landmandsbankens Forhold i Juni 1922 var ”udefra foranlediget«. Rytter postulerede haardnakket, men Rode protesterede ligesaa haardnakket. Om Ordskiftet beretter Rigsdagstidende: »Rytter: Det er offentligt sagt, at Bankinspektøren greb ind,

*) Jvfr. ovenfor 2d, 1. Del, S, 167 flg.

106

fordi det Medlem af Ministeriet, der har med Bankvæsenet at gøre, foranledigede det. (Rode: Paa Foranledning af en anden!) Rytter: Altsaa fordi det Medlem havde foranlediget det. (Rode: Paa Foranledning af en anden!) Rytter: Altsaa var det ikke udefra foranlediget. (Rode: Udefra foranlediget!)« Efter at Folketingets Formand derefter havde gjort Rode opmærksom paa, at han ikke maatte diskutere fra sin Plads, bemærkede Justitsministeren: »Det er Ministeren, der har Ansvaret, og Ministeren greb altsaa ind i Juni 1922«. - Hvorefter det altsaa, hvis man ellers kan vurdere Sammenhængen, maa konstateres, at Rodes Erklæring i dette Tilfælde maa staa til Troende, og at det ikke var daværende Handelsminister Tyge Rothe, men en anden Instans, der gav Stødet til Undersøgelsen.

Dog var Rytter heldigere med sit Forsvar, da han senere gjorde opmærksom paa, at de Radikale selv i 1921 sandelig ikke var interesserede i en almindelig Undersøgelse af Landmandsbanken, og at deres Finansminister jo følte sig nærmere knyttet til Emil Glückstadt end nogensomhelst anden Minister. Og derefter foretog Rytter sig noget, der nærmest virkede, som om der blev kastet en Bombe, idet han nemlig citerede et Brev, som Brandes saa sent som Oktober 1921 havde sendt til Glückstadt i Anledning af Landmandsbankens Jubilæum. Af Rytters Tale, med Rodes Afbrydelser, citeres hertil følgende:

»Hvad skrev da den daværende Finansminister, den Minister, som det ærede Medlem Hr. Rode har sluttet sig til i en længere Aarrække? Han skrev: » Jeg iler med at lykønske Banken til, at der i Spidsen for den staar en Personlighed, hvis Lige dansk Bankvæsen ingen Sinde har kendt i Evnerigdom, Villiesikkerhed og verdenskendt Indsigt og Vidsyn«. Og den tidligere Minister slutter med en Udtalelse om, at Landets økonomiske Trivsel nu er knyttet til Bankens Virksomhed.

107

Saaledes var Ordene. (Rode: Hvad er det for et Dokument, De læser op?) Jeg har nu anført, hvad den tidligere radikale Finansminister ... (Rode: Hvorfra har De det?«) ... Dr. Brandes har udtalt ved Landmandsbankens Jubilæum. Det var hans Ord. Jeg mener derfor, at naar det ærede Medlem Hr. Rode udtalte, at der blev grebet ind ude fra, saa er det forkert«.

Justitsminister Rytter var ogsaa i anden Henseende meget ubehagelig overfor de Radikale, specielt overfor Hr. Rode. Han spurgte, hvorfra dog de Personer, som saa drabeligt kæmpede for at faa Ballins Aktier i Efteraaret 1916, skulde vide, at de i Virkeligheden modtog Bestikkelser, eftersom dog Ballin dengang »i stor Udstrækning var Regeringens T'illidsmand« og dens Raadgiver paa store Omraader. De Folk, som her tog Aktier, beholdt dem dog kun i Tillid til, at de befandt sig i godt Selskab, og hvorledes kunde de ogsaa tro anderledes. Thi, fortsatte Justitsministeren:

»De vidste om Hr. Ballin, at han var Regeringens Raadgiver og Tillidsmand, som jeg har sagt. De vidste yderligere, at det ærede Medlem Hr. Rode havde sagt god for vedkommende. Den 29. Oktober 1917 sagde det ærede Medlem Hr. Rode god for Ballin her i Rigsdagen. Det ærede Medlem drog andre Medlemmer frem, der havde kritiseret, at man benyttede Hr. Ballin og Hr. Heilbuth saa stærkt som man gjorde, og sagde til disse Medlemmer: Vil De ikke sige mig, hvorfor De kritiserer dette? Og det ærede Medlem optraadte meget kraftigt derimod. Hvordan skulde saa Folk egentlig tro, at de ikke kunde have Tillid til det Selskab? Foruden det ærede Medlem Hr. Rodes Udtalelser var der ogsaa Udtalelser, af den tidligere radikale Minister Hr. Weimann, som ved en Generalforsamling i Juni 1918 udtalte følgende, som jeg med den højtærede Formands Tilladelse skal oplæse: »Selv under den nuværende væsentlig paa privat Initiativ baserede Samfundsorden kan Hovedvægten imidlertid ikke ligge paa, at Aktionærernes økonomiske Interesser fremmes og betrygges. Hovedsynspunktet maa være at fremme og betrygge dansk Arbejde«. Og senere: »Naar saa mange Mennesker tillidsfuldt lægger deres Midler i Deres, Hr. Direktør Ballins, Haand, saa er det ikke Styverfængere, der kommer for at stryge Rigsorterne; vi er »Godtfolk«, som mener, at vi, samtidig med at varetage vor Egeninteresse, bærer Sten til en samfundsmæs-

108

sig Bygning«. Naar saa gode Folk som de Herrer Rode og Weimann har sagt god for Hr. Ballin, hvorledes skulde saa de, der tegnede Aktier, egentlig vide, at det var at modtage Bestikkelser? …«

Dog, dermed var den bitre Kalk endnu ikke tømt. Der var endnu mangen besk Draabe, Justitsminister Rytter lod flyde i Bægeret, og det var saa sandelig ikke blot de altfor begærlige Aktionærer i Ballins Selskaber, som tages saa kraftigt i Forsvar. Svenning Rytter følte sig aabenbart særlig forpligtet til at varetage de Personers Interesser, som paa den ene eller anden Maade havde kunnet nyde godt af Konsortial-Godgørenhedens Foræringer, og han ønskede, at naar endelig de Mennesker, der havde faaet Gaver hos Ballin, Glückstadt, Ringberg osv., skulde stilles i Gabestokken, saa skulde ogsaa andre med, ogsaa de, der hørte til den radikale Front! Men da maatte der ogsaa en Gang spørges, hvor man vilde sætte Grænsen med Hensyn til Refundering af modtagne Gaver; Rytter spurgte:

»Hvor skal man saa sige Stop? Skal vi saa ogsaa til at undersøge, om de er juridisk eller moralsk forpligtede i saadanne Tilfælde? Skal vi ogsaa til at undersøge det? Jeg tænker her paa en Mand, der paa et vist Tidspunkt var kommet til at skylde Landmandsbanken 16 Millioner. Han stod samtidig som Regeringens Raadgiver, man kaldte ham endog "Rigsforstanderen her i Landet. Han skyldte paa et vist Tidspunkt 16 Mill. Kr. til Landmandsbanken. Det var en særlig Begunstigelse, der blev ydet ham. Han kunde igen yde særlige Begunstigelser til andre. Han kunde opholde en Del Bladforetagender rundt omkring. Vil nu ogsaa det ærede Medlem have rodet op i dette? Skal vi nu ogsaa her til at se paa: Er det juridisk eller moralsk rigtigt, at han har gjort det? Kan han muligvis ikke betale flere Penge tilbage, idet disse Bladforetagender selvfølgelig vil sige: Vi har tilføjet ham et Tab paa et vist Tidspunkt, men vi er moralsk forpligtet til at betale

109

det tilbage. Jeg synes, det vilde være forkert, om man i den Grad fortsatte, men jeg ser ikke, hvordan vi, naar det ærede Medlem vil have alt frem for Offentligheden, overhovedet skal komme til en Begrænsning ... Det ærede Medlem siger saa tidt rundt om ved Møder til Folk: I maa være stolte og vigtige af, at I er Kautionister for den fine Landmandsbank! Jeg synes, at det ærede Medlem skulde føje til: I maa være stolte af, at I nu har betalt en Gæld for den tidligere saakaldte Rigsforstander, en stor Gæld, hvoraf maaske en hel Del Penge er anvendt i almene Øjemed: til Underholdning af den radikale Presse osv. Det maa det ærede Medlem ogsaa samtidig med det andet«.

Det var jo ikke særlig elskværdige Betragtninger, Justitsministeren fremsatte, og selvom han var saa hensynsfuld overfor Modstanderen ikke ligefrem at nævne Herman Heilbuth ved Navn, var Angrebet dog ikke til at misforstaa. Derimod lyder det dog virkelig ejendommeligt, at Landets Justitsminister hævder denne netop for hans Stilling saa besynderlige Ide, at man dog ikke bør spørge altfor indtrængende om juridiske og moralske Forpligtelser! Og endnu mere besynderligt virker det, naar Justitsministeren advarer en mod Spekulation, som skulde være hæsligere end de afskyelige Spekulationer i Landmandsbanken, nemlig mod det, han kalder Spekulation i Skændsel. Som om det at kræve alle Svindlerier, Bedragerier, alle forbryderiske Transaktioner, der havde forvoldt Samfundet Tab paa utallige Millioner Kroner, belyst til Bunds, havde nogetsomhelst med Spekulation i Skændsel at gøre!

Dog - indrømmes maa det – Rytters Angreb virkede. Det var imidlertid ikke Bemærkningerne vedrørende Glückstadt, Ballin og Heilbuth, der fremkaldte stormende Protest, men Citatet af det Brev, Edvard Brandes i Oktober 1921 havde sendt til Glückstadt i Anledning af Landmandsbankens Jubilæum. Rasende krævede Ove Rode Oplysning om, hvorfra

110

Justitsministeren havde det Brev, der var bleven oplæst. Rode kendte det, men han vilde vide, hvem der havde udleveret det til Justitsministeren. Og da Ministeren erklærede, at han havde det fra Sagens Akter, at Birck havde givet ham det med Tilladelse til at bringe det i Rigsdagen, fandt Forbitrelsen ingen Ende. Brevet sagde jo ikke noget nyt, det illustrerede kun et Forhold, som allerede var blevet belyst i anden Sammenhæng; men alligevel var de Radikale, Socialdemokraterne og de Konservative fuldt enige om, at der her forelaa et skandaløst Diskretionsbrud, en enestaaende Statsforbrydelse, og i Stedet for at gaa videre i en Realitetsbehandling, ansaa de Radikale nu Øjeblikket for kommet, til at indlede en Generalaktion mod Regeringen. Nu skulde Ministeriet styrtes! Brevet skulde give Grundlaget for et saadant Krav, Nu skulde det være Slut med Venstre-Styret. Der skulde handles straks! Og straks erklærede Socialdemokratiet sig villig til at marchere med. Men inden der stilledes nye Dagsordener, fik dog ogsaa Indenrigsminister Krag Ordet, og hvad han sagde, tjente saa sandelig ikke til at berolige Gemytterne.

Ogsaa Indenrigsminister Oluf Krag var inde paa en Række Spørgsmaal, Oppositionen ikke gerne saa drøftet i Offentligheden. Han haanede det, Brandes træffende havde betegnet som Stemmeskraldet, karakteriserede Stauning som den Mand, der nu engang var Tingets store Leverandør af Teatertorden, tomt Bulder, og Ove Rode som den Mand, der leverede de giftige Vaaben, med hvilke man vilde snigmyrde Modstanderen. Krag var særlig nærgaaende i sine Spørgsmaal til Ove Rode, navnlig om Max Ballin og Herman Heilbuth, og mente at det virkede fuldkommen komisk og parodisk, at Rode paaberaabte sig Samfundshensyn, naar man blot tænkte paa den højst anstødelige Forbindelse, i hvilken Zahle-Ministeriet havde staaet til Mænd som disse to. Rode havde den 29. Oktober 1917, da han maatte forsvare Heilbuth i Folketinget, gjort gældende, at denne ikke havde været aktiv Forretningsmand siden 1913, omendskønt han burde have vidst bedre Besked. Thi »ingen

111

havde i stærkere Grad end det radikale Venstres ledende Mænd Lejlighed til at konstatere Dybden og Bredden af den Guldstrøm, som fra dette Centrum flød ud til den radikale Presse over det hele Land«. Og Krag spørger videre: »Hvorfra troede man, at Midlerne til Indkøbet af Malerisamlingen hidrørte? Hvorfra fik man Midlerne til Festerne paa Landstedet, hvoraf der gik Landsry i sin Tid? ... Jeg spørger ham (Rode), om han ikke nu faar en vammel Smag i Munden ved at mindes den svundne Tid og de Lovsange, han har sunget over et Par af hans mest kompromitterede Mænd, om han ikke kan se, at hans Aktion i disse Dage maa tage sig noget mærkelig ud paa den Baggrund, som han ved sine egne Udtalelser, ved sin egen Mangel paa Evne til at bedømme Personer, og Forhold har skabt«. Overfor Stauning peger Indenrigsministeren endelig hen paa, hvorledes Socialdemokratiet 1920 under Udnyttelse af Generalstrejken søgte at danne et nyt Ministerium med - Landmandsbankens Mænd! - en Bemærkning, der fik Borgbjerg til at skraale op om »Majestætsfornærmelse«. Der gjordes ogsaa opmærksom paa den særligt rosende Omtale, Landmandsbankens Regnskab for Aaret 1921 fandt i »Social-Demokraten« endnu den 7. Februar 1922, i hvilken det bl. a. pointeredes, at Landmandsbanken var en aldeles solid Pengeinstitution, som følte sig stærk i sin Stilling, og »at de fantastiske Rygter intet har med Virkeligheden at gøre«. Til Regnskabet, som senere viste sig at være falsk, havde det socialdemokratiske Hovedorgan endog knyttet den Bemærkning: »Det er da heller ikke alle Værdier, der er gaaet nedad. Landmandsbanken er blevet et Kæmpeforetagende, det største i sin Art i Skandinavien«.

Endelig henviste Indenrigsminister Krag til at Socialdemokratiet endnu i December 1921 ved selve Stauning var repræsenteret i Forhandlingerne med Landmandsbanken vedrørende Boligproblemets Løsning med denne Bank som finansiel Basis.

Nej: de Radikale og Socialdemokraterne havde saa sandelig ikke nogen Grund til overfor Regeringspartierne at fremstille sig som de seende og forudseende, der i Tide havde taget Af-

112

stand fra Børsjobberne og havde rettet deres Kamp mod det økonomiske Anarki, der var blevet fremkaldt ved Kræfternes frie Spil paa Aktiespekulationens Omraade. Endelig retter ogsaa Dr. Krag ligesom før ham Stauning - men rigtignok med anden Adresse - sit Skyts mod de Kredse, der var med i den utilbørlige Udbyttejagt, de utilbørlige Børsmanøvrer, mod den vilde Spekulation, der havde kunnet trives i Ly af og trods den gældende Lovgivning. Og da rammer han særlig haardt. Da er det Jødedommens særlig hengivne Drabanter, som maa staa for Skud, og Ord siges, som ellers aldrig hørtes i Rigsdagen. Krag bemærkede her bl. a.:

»Men jeg spørger: Under hvilket Styre er det, de frie Kræfters Spil har udformet sig som utilbørlige Spekulationer? Under hvilket Styre har denne Vildskab taget en saadan Fart som i ingen anden Tid og i sit Følge haft et Forbrug af Værdier, som man kun i Indbildningen besad? Gennem hvilken Periode var det, at Dansen om Guldkalven fandt Sted, at en taabelig Byggen paa Fremtidens Fata Morgana tog Fart som ingen Sinde før med Diskontering af Veksler paa Fremtiden, som det var vanvittigt at tro, denne nogen Sinde skulde kunne indfri? Og jeg spørger: Under hvis Styre har alt dette floreret, blomstret? Det ærede Medlem Hr. Stauning talte for nogen Tid siden her i Tinget om Kapitalismens Giftblomst. Jeg spørger: Under hvis Styre er det, at denne har udfoldet sig i en hidtil uset Pragt? Ja, ærede Medlemmer ved det, det var under de ærede Medlemmer Hr. Staunings, Hr. Zahles og Hr. Rodes Styre. Ser vi - og det kan vi faa Oplysninger om gennem Bankkommissionens Beretning - paa Børsomsætningen gennem syv Aar, ja, saa vil man finde, at den 1916 androg 5,4 Milliarder, i 1917 3,5 Milliarder, i 1918 7,9 Milliarder, i 1919 3,4 Milliarder; medens den tilsvarende Omsætning i det nu-

113

værende Ministeriums Tid har andraget ca. 2 Milliarder. Naar man nu sammenholder disse Tal fra de to Perioder, tror jeg, man vil faa et ganske levende Billede af den utilbørlige Spekulation i fiktive Værdier, som gennem hele den Periode udfoldede sig.

Og naar saa det ærede Medlem Hr. Stauning siger, at man maa spørge sig selv, om der virkelig fra en god, jævn Samfundsborgers moralske Synspunkter overhovedet findes nogen Undskyldning for at deltage i Børsspil - ja, saa kan det være ganske naturligt, at man spørger saaledes, men jeg spørger, om det ærede Medlem Hr. Stauning virkelig mener, at han er den rette til at stille det SpørgsmaaI. Thi aldrig har jo Børsen genlydt af Skrig og Skraal fra de af Spillelidenskaben ophidsede Mennesker som netop i denne Periode. Hvis man en Sommereftermiddag passerede ned igennem Slotholmsgade, bølgede jo Larmen ud ad Børsens aabentstaaende Vinduer, saa man skulde tro, at det gamle, smukke Hus var forvandlet til et Galehus. Lyden af dette Vanvids Udfoldelse har i det ærede Medlem Hr. Staunings Ministertid slaaet imod hans Kontorvinduer. Den daværende Stats- og Justitsminister, Hr. Zahle, har fra sine Kontorvinduer Aar ud og Aar ind i denne Periode, kunnet følge, hele denne Heksedans. Men intet, intet som helst foretog man sig. Kræfternes frie Spil lod man ganske simpelt foregaa, Vildskaben lod man rase …” (Udhævelser af Forf.).

Det var drøje Sandheder, Indenrigsminister Krag her fik sagt overfor Oppositionspartierne, og bedre blev det ikke, da Zahle blev spurgt direkte, om det nu ogsaa var aldeles sikkert, at ingen radikal Minister havde staaet i Forbindelse med Spekulationen gennem Landmandsbanken. Krag afviste tillige kraftigt Staunings Angreb, idet han gjorde gældende, at Socialdemokratiets Fører saa sandelig »paa Baggrund af Tolere-

114

ringen af disse Svindelens Højkonjunkturaar og af den Tillid til Kredsen af Landmandsbankens Mænd, som man tilkendegav i Paaskedagene 1920, og som fandt sit Udtryk i Taksigelser til, ja, Lobhudling af selve Sjælen i det hele, det Midtpunkt, hvori alle Svindelens og Spillets Traade samlede sig, Glückstadt, paa Baggrund af alt dette« havde god Anledning til at afholde sig fra en altfor nærgaaende Kritik af Regeringspartierne.

Da Rigsdagspartierne langt om længe blev klar over, at denne Storvask for aabent Tæppe i det lange Løb kunde blive farlig for alle Partier, fandt Ove Rode det for belejligt at aflede Opmærksomheden fra det centrale i Sagen ved at gøre Justitsministerens Oplæsning af Brandes' Brev til Glückstadt i Anledning af Landmandsbankens Jubilæum i Oktober 1921 til Basis for et Mistillidsvotum. Først burde Regeringen give et udtømmende Svar paa, hvorvidt Justitsministeren havde været berettiget til at offentliggøre dette Brev, som Rode mente at maatte betegne som privat. Thi, erklærer Rode i Folketinget den 8. Februar, denne Handling havde vist, at »Justitsministeren var ude af Stand til at forstaa sit Embedes Værdighed og de Pligter, som naturligt paahviler ham som Indehaver af dette«; han kunde nu engang ikke disponere over en af Undersøgelsens Aktstykker som sket var. Rode insinuerede i denne Sammenhæng, at Prof. Birck maaske ogsaa paa anden Maade havde forsynet Justitsministeren med Afskrifter af Dokumenter og desl. Han fremsatte derefter følgende Paastand paa Overgang til Dagsordenen:

»Idet Folketinget misbilliger, at Justitsministeren i Folketingets Møde i Gaar oplæste et privat Brev med den Tilføjelse, at han havde modtaget en Afskrift af Brevet af et Medlem af Bankkommissionen med Tilladelse til at anvende det, beslutter Tinget at henvise det forelagte Lovforslag til et Udvalg paa 15 Medlemmer«.

I den senere Forhandling udtalte Justitsminister Rytter sin Beklagelse over, at han havde brugt Brevet, og undskyldte sig med, at det var sket af Indignation, af Bitterhed over Modpar-

115

tens Mistænkeliggørelse, som havde til Formaal paa uretmæssig Maade at støde to af hans Ministerkolleger ud af det politiske Liv. Denne Undskyldning fremsattes, omendskønt Rytter indledende pointerede, at der selvfølgelig ikke var noget ulovligt ved, at han havde oplæst et faktisk eksisterende Brev, skrevet af Landstingsmand Brandes til Glückstadt, et Brev, som efter hans Opfattelse ikke var et Privatbrev, men en Lykønskningsskrivelse til Banken i Anledning af dennes Jubilæum, hvilket ogsaa fremgik af Brevets Indledning. Ja, og saa var han ogsaa forbitret over, at man vilde mistænkeliggøre de Personer, som saa kraftigt havde stræbt efter at faa fat i Ballin-Aktier i Efteraaret 1916 (hvorved jo ogsaa et Medlem af Regeringen, Cold, ramtes, der havde tegnet 20.000 Kr. Aktier i De Forenede Skotøjsfabrikker, men rigtignok, som Cold selv meddelte i Forhandlingen den 6. Febr., ikke havde kunnet afhænde dem med Profit.) Endelig afviste Justitsminister Rytter Formodningen om, at han havde modtaget yderligere Materiale af Prof. Birck.

Der fulgte nu en omfattende Dagsordens-Debat. Statsminister Neergaard erklærede, at et Mistillidsvotum til Justitsministeren vilde blive betragtet som et Mistillidsvotum til hele Regeringen. Socialdemokratiet var selvfølgelig straks rede til at støtte de Radikales Dagsorden, og Stauning, erklærede, at man ønskede hele Regeringens Fald, Tilbagetræden af et Ministerium, som stod »i den mest afgjorte Afhængighed af Højfinans og Storagrarer«. Stauning ønskede Valg, hellere i Morgen end i Overmorgen. Pürschel som de Konservatives Ordfører beklagede Oplæsningen af Brandes' Brev, men ønskede ikke valg og foreslog derfor en egen Dagsorden med følgende Ordlyd:

»Idet Folketinget slutter sig til Statsministerens Udtalelse i Tinget den 6. d. M., hvori Statsministeren fremhævede: Forholdet er jo blevet saadan, at jo mere de politiske Argumenter brister, desmere anvender man Landmandsbanksagen til snigende Mistænkeliggørelse overfor politiske Modstandere. Hertil hører ogsaa de evige Forlangender om nye Oplysninger, og idet Folke-

116

tinget udtaler, at denne Henstilling bør paaagtes fra alle Sider - idet Tinget afviser ethvert Forsøg paa partipolitisk Udnyttelse af Landmandsbanksagen - og udtaler, at Tiden er inde til positivt Arbejde for Landets økonomiske Stilling, gaar Tinget over til videre Behandling af den foreliggende Sag«.

Ove Rode var meget utilfreds med denne Dagsorden og mente, at de Konservative maatte tage yderligere Konsekvenser, da det jo ikke var bleven skjult, »hvilken oprørt Tilstand det konservative Folkeparti var i i Gaar efter Justitsministerens Optræden«. Han mente ogsaa fremdeles, at Udenrigsminister Colds Forhold ikke var upaaklagelige, navnlig efter at det nu ogsaa var kommet frem for Offentligheden, at denne Mand havde været blandt dem, som ved Udstedelsen af Ballin-Aktierne i Efteraaret 1916 favoriseredes med 20.000 Kr. Aktier. Bankkommissionens Bemærkninger til denne Sag trængte iøvrigt til nøjere Oplysning, efter at der var fremsat en utilsløret Sigtelse for Bestikkelse mod de Mænd, der ved Overtagelsen af Aktier havde taget mod en Foræring paa næsten det tredobbelte af det tegnede, f. Eks. pr. 10.000 Kr. tegnede Aktier havde haft en ren Fortjeneste paa 19.000 Kr. Tildelingen var sket til Folk, der nok var en Vennetjeneste værd, og som saadan havde Cold modtaget den Post, som ifølge Bankkommissionens Beretning blev forbeholdt de store Ledere, Finansmænd og saadanne. Ja, en saadan Undtagelse var altsaa Udenrigsministeren, siger Rode. Og han fortsatte: »Deri er der intet mærkeligt. Naar man sidder i den Stilling, som Udenrigsministeren den Gang gjorde, er der intet mærkeligt i, at han, naar han tegner sig for Ballin-Hertz Aktier, bliver foretrukket, thi saadan er Ordningen, at de store Selskaber begunstiger hinandens Ledere paa den Maade, at naar man laver en Emission, der udbydes til 110, skønt man ved, at Aktierne Dagen efter er 300 værd, fordeler man dem ved Aktietegningen paa den Maade, at de tilfalder saadanne Mænd, ja, som f. Eks. daværende Direktør Cold. Saadan foregaar det, og det er der formentlig ikke noget

117

at sige til, saalænge man tilhører den Kreds, som man den Gang tilhørte, for saadan gjorde de alle. Men det danner ikke Basis for at være Udenrigsminister i en Tid, hvor man undersøger disse Sager, at have tilhørt denne Kreds og have nydt de særlige Fordele, som knytter sig dertil«. At Rode iøvrigt ligesaa lidt som Neergaard mente at maatte fælde nogen Dom over Storsvindleren Emil Glückstadt, som tværtimod alligevel fandt Sympati, kan man slutte sig til af Rodes noget besynderlige Bemærkning, at man kunde have ønsket, »at den ulykkelige Mand, der døde i Vestre Fængsel, havde faaet Lejlighed til at høre den storslaaede Tale, som Statsministeren nu har holdt”.

Og endelig gjorde Rode grundigt op med Venstre-Partiet, specielt Justitsminister Rytter, som ved Oplæsning af Brandes' Hyldestskrivelse til Glückstadt havde forsøgt at yde sit Bidrag til den saa harmfuldt afviste, snigende Mistænkeliggørelse af politiske Modstandere. Lad gaa, mente han, at Brandes aldrig har svigtet sin gamle Ven og intime Medarbejder, hvad gjorde da de andre Partiers Mænd paa samme Tidspunkt? Hvor stod de henne? Vilde de mon ikke, da Jubilæumsfesten fandt Sted, være med blandt Gratulanterne? Lad os se, siger Rode. Og saa giver han efter samme Recept som den af Krag saa virkningsfuldt benyttede de ærede Medlemmer fra Regeringssiden det glatte Lag, idet han triumferende beretter Enkeltheder om denne Festdags Interna:

»Jeg har«, bemærkede han, »set efter i Referatet i »Berlingske Tidende« fra 5. Oktober 1921 for at se, hvorledes denne Festdag forløb. Det skildrer Festligheden i det hele taget, de Visitter, Besøg, Deputationer og Gratulationer, som kom, og siger følgende: ”Blandt de Besøgende nævner vi Statsminister Neergaard, Handelsminister Rothe, Etatsraad H. N. Andersen, Nationalbankdirektør Rubin, Bankinspektør Green, Børskommissær Schovelin, Højesteretssagfører Bülow, De-

118

partementschef Busck-Nielsen. . .« - det er de første af den Række fremtrædende Navne, som findes paa denne Liste. Da den højtærede Justitsminister ikke var til Stede, har han formodentlig ikke nogen Afskrift af de veltalende Ord, hvormed Statsminister Neergaard overbragte Ministeriets Lykønskning til Hr. Glückstadt ved denne Lejlighed. Jeg ved ikke, om den højtærede Statsminister endnu selv skulde have i Erindring eller have nedskrevet, med hvilke Udtryk for Beundring overfor Glückstadt han den Gang bragte sin Lykønskning. Endvidere mødte af Direktørerne for Østasiatisk Kompagni Schmiegelow, Schiøtt og Madsen-Mygdal, fra Arbejdsgiverforeningen Bogtrykker Langkjær og for Det Forenede Dampskibsselskab - ikke Direktør Cold, som jo den Gang ikke var der mere, fra Sparekassen for København og Omegn Overretssagfører Axel Bang o. s. v. Og saa tilføjes der, hvordan ”Kl. 11 modtages Admiral Richelieu og Etatsraad Glückstadt i Audiens hos Hans Majestæt Kongen. Bankraadets Formand og den administrerende Direktør overrakte Hans Majestæt ved denne Lejlighed Bankens Medaille i Guld og et pragtfuldt indbundet Eksemplar af Jubilæumsskriftet«. Naar det saaledes var en Medaille af Guld, der blev overrakt, og den ikke kunde gengældes ved denne Lejlighed med en Udmærkelse, var det af den simple Grund, at den 19. December 1920 havde man foranlediget fra Ministeriets Side, at Glückstadt fik Storkors af Dannebrog«.

Da Dagsorden-Debatten var sluttet, blev den konservative Dagsorden med 71 Stemmer mod 60 vedtaget, og Ministeriets Levetid sikret for yderligere to Maaneder *).

*) Ministrenes Rytters og Neergaards Angreb skaber selvfølgelig voldsomt Røre i Pressen. Den borgerlige Presse beklager, at Rytter har fremdraget Brandes' personlige Brev til Glückstadt, da han i anden Sammenhæng havde set sig foranlediget til at tilbageholde Navnene fra Ballin-Materialet for at undgaa en altfor vidtgaaende personlig Skandalisering. Prof. Bircks Handlemaade betegnes som usømmelig. Flere Blade synes rørende enige om, at det nu maatte være sidste Gang, Birck havde været Medlem af en Undersøgelseskommission. Rædsomt var det efter Pressens Opfattelse ogsaa, at »Heilbuths ministerielle Krigsmiddage« kom paa Tale. »Berlingske Tidende« mener, at Krags hensynsløse Polemik kun skyldes Venstre-Ministerens Trang til at tækkes Provinsen, »hvor en automatisk indstillet Presse betjener ham«, men at man nok om føje Tid skulde erkende, at Stemningen i Hovedstaden indenfor alle Kredse, fra Intelligensen til de bredeste Lag, ikke kan begejstres ved denne Slags Hovedjagter. Bladet mener, at denne Spionagens, Angiveriets og Nervøsitetens Atmosfære ikke er til at aande i og understreger, at Partiernes Mænd ikke kan fordeles, mellem Anklagebænken og Dommersædet efter Partilinier, men at Pladserne begge Steder tilfalder alle Partier i Flæng. Det var saa sandt som det var sagt. At et Organ som »Ekstrabladet« særlig harmes over Krags Form for Polemik, der skulde være ensbetydende med en Sænkning af Niveauet, krænkende for en Rigsdags Værdighed osv., kan næppe undre. »Finanstidende« resumerer: »Har ikke snart de politiske Partier faaet nok af Legen. Intet af dem er dog gaaet fri af Smudset«. Og det tilføjer: »Hvilket Billede af politisk Forsumpning«. Alt saare rigtigt. Men det var jo ogsaa Parlamentarismens Høvdinge, der holdt Hovedrengøring.

 

119

Den 12. Februar fortsattes Diskussionen. Nu var det den udenfor Partierne staaende Folketingsmand Grev Bent Holstein, der tog Ordet, men som iøvrigt ikke beskæftigede sig særligt indgaaende med selve Bankkommissionsbetænkningens Resultater, derimod med de af Ministeriet Neergaard foretagne Rekonstruktionsforsøg. Han bebrejdede Kommissionen, at den ikke havde undersøgt 9. Juli-Rekonstruktionen. Til Trods for den varme Anerkendelse, han yder Beretningen - om hvilken han bl. a. siger med Goethe, at her havde Professor Birck rakt Folket Digtningens Slør af Sandhedens Haand: »Aus Morgenduft gewebt und Sonnenklarheit, der Dichtung Schleier aus der Hand der Wahrheit« - beklager han, at disse Juli-Begivenheder, som uvægerligt hørte med til Sagen, og i hvilke Statsministeren, Handelsminister Tyge Rothe (der rigtignok havde maattet tage Konsekvenserne deraf), Nationalbanken og Glück-

120

stadt havde prøvet deres sidste kompromitterende Hasardtræk, ikke var belyst. Fire alvorlige Forsømmelser havde det siddende Ministerium gjort sig skyldigt i. Det havde for det første ikke i Tide lyttet til de Advarsler, som tydeligt nok fremsattes mod de i Forbindelse med Landmandsbanken staaende Transaktioner, bI. a. mod Det Transatlantiske Kompagnis Forhold allerede i første Halvdel af 1921,og mod Bankens Børsengagementer osv. i anden Halvdel af samme Aar. Folketingsmand Lemvigh-Müllers velgrundede Forespørgsler var bleven afvist med Utilstedelige Reprimander. Statsminister Neergaard havde for det andet begaaet »den utrolige embedsmæssige Skødesløshed« at tage Glückstadts Henstillinger om Optagelse af udenlandske Statslaan for gode Varer og havde til Begrundelse af dette Forhold fremført en Række Argumenter, som ikke kunde bestaa overfor en nærmere Prøvelse. Ministeriet havde endvidere ladet det mangle paa den fornødne Agtpaagivenhed ved Forhandlingerne om Landmandsbankens Overtagelse af den sammenbrudte Diskontobank, som ganske vist ikke blev til noget, og ved den paafølgende Sammenslutning af den private Laanebank med Landmandsbanken og endelig ved sidstnævnte Banks Aarsregnskab for Aaret 1921. Dog, den sidste og værste Forsømmelse var Udstedelsen af den objektivt urigtige og vildledende 9. Juli-Erklæring, som havde bundet Staten overfor Landmandsbanken og senere havde haft den Konsekvens, at Staten maatte overtage ubegrænset Garanti for de af Banken forvoldte Tab. Hele denne Ordning beroede dermed paa et uredeligt og uforsvarligt Grundlag. Med Henblik paa Statsminister Neergaards uheldige Stilling i denne Sag bemærkede Grev Holstein med bidende Ironi, at dersom man her havde overset en Paragraf i Straffeloven, nemlig § 134, der lyder saaledes: "Har nogen i Embeds medfør forsætlig undladt i Attest eller Forklaring at oplyse Omstændighederne, der maa anses væsentligt at høre til den omhandlede Sag, straffes han med Embedsfortabelse, simpelt Fængsel eller under formildende Omstændigheder med Bøde«, maatte det vel betragtes som hænde-

121

lig Uagtsomhed. Grev Holstein udtalte til Slut Haabet om, at man nu endelig maatte faa rigtige Regnskaber forelagt; thi »tre Gange, ja, hvis vi tager Aarsregnskabet fra den gamle Direktion med, fire Gange er Offentligheden ført bag Lyset, femte Gang skulde Regnskabet gerne være sandfærdigt og redeligt i Overensstemmelse med Banklovens og Aktielovens Foreskrifter«. Det er altsaa saadanne Formaninger, som rettes til Regeringen, og som viser sig at være nødvendige! Endelig henstiller Grev Bent Holstein til Regeringen, at man ved Nybesættelsen af Bestyrelsesmedlemsposterne i de ved Hjælp af Statsmidler rekonstruerede Selskaber maatte udelukke saadanne Personer, som har været med til at køre disse Selskaber i Grøften. Ogsaa en saadan Henstilling var altsaa nødvendig! Greven hentydede hermed til Selskabet Ballin & Sønner, i hvis Bestyrelse ogsaa efter Rekonstruktionen Mænd som Overretssagfører Konrad Levysohn, Direktør Justus Nathanson og Højesteretssagfører Otto Bang var blevet siddende, endog som valgte af selve Statsbanken Landmandsbanken, omendskønt der ikke kunde være Tvivl om, »at dersom disse Bestyrelsesmedlemmer og Ledere af Ballin & Sønner blev set efter i Sømmene, vilde det vise sig, at de var skyldige ganske analogt med Landmandsbankens gamle Direktører«.

Det konservative Medlem Ingeniør P. Korsgaard harmedes over, at Listen over de Personer, som stod opført paa 1. Februar-Kontoen, var bleven offentliggjort, og beklagede, at Finansudvalgets Modstand mod denne Offentliggørelse ikke var blevet tilstrækkeligt fremhævet i den borgerlige Presse. Han og hans Partifæller havde været aldeles enige om, at Finansudvalget, som ikke var kaldet til at udøve Politimyndighed, maaske nok af økonomiske Grunde kunde have rimelig Anledning til at faa konstateret, hvilke Personer der havde paaført Landmandsbanken de Tab, der siden maatte overtages af Staten, men at disse Oplysninger ikke burde interessere Offentligheden. Desforuden kunde en saadan Offentliggørelse jo ogsaa skade Bankens fremtidige Drift ved at virke afskrækkende paa Aktie-

122

spekulationen. Korsgaard erklærede endvidere, at han slet ikke kunde indse, med hvilken Ret der i Sammenhæng med Ballin-Aktiernes Fordeling kunde være Tale om Bestikkelse og henholdt sig her til Otto Benzons »dybsindige« Ord: »Bestikke! Jeg kender mange Mennesker, og jeg kender ingen, som lader sig bestikke, men jeg kender heller ingen, man ikke kan arrangere sig med«. Korsgaard synes vældig godt om denne Betragtning, da den var saa velegnet til at forflygtige Begrebet »Bestikkelse« og at give de Favoriserede i den saa ofte omtalte Ballin-Sag et Hæderlighedens Præg. Stauning understregede endnu engang, at det var saglig nødvendigt at fremkalde en Diskussion om Bankkommissionens Beretning, omendskønt Korruptionen jo heri langtfra var udtømmende behandlet. Uforstaaeligt var det, naar netop Venstres Ministre var saa ivrige efter at citere de rosende Breve, Finansminister Edvard Brandes havde sendt til Etatsraad Glückstadt, eftersom Neergaard havde ydet Glückstadt det største Tillidsbevis ved at lade ham sidde som Landmandsbankens Direktør ogsaa efter 9. Juli-Erklæringen og ovenikøbet nu havde forherliget ham i Rigsdagen, saa Glückstadt blev ligefrem kanoniseret, blev stillet op som en hel Helgen, der havde gjort uhyre meget godt; »jeg ventede” slutter Stauning ironisk, at »han (Statsministeren) havde sluttet med at foreslaa en offentlig Subskription til et Mindesmærke for den afdøde Etatsraad«.

De vidtløftige Forhandlinger om Bankkommissionens Beretning fortsattes endnu den 13., 14. og 15. Februar, hvorunder navnlig Udenrigsminister Colds Holdning var Genstand for indgaaende Diskussion. Bent Holstein og Ove Rode fortsatte deres Angreb mod Statsminister Neergaard og beklagede navnlig, at Bankkommissionen ikke havde videreført Undersøgelserne indtil det Tidspunkt, da Landmandsbankens Sammenbrud i September 1922 blev endeligt konstateret. Rode fastholdt Kravet om, at Navnene paa de 400 Personer, der var blevet favoriseret i Ballin-Sagen, skulde bekendtgøres. Ende-

123

lig gav Ove Rode en kort, kronologisk Oversigt over de Fejlgreb og Forseelser, Neergaard i sin Ministertid havde gjort sig skyldig i. Da denne Redegørelse indeholder Hovedpunkterne i knappeste Form, skal den her gengives som Afslutning paa Fremstillingen af Debatten om selve Landmandsbankskandalen. Rode erklærede i sin store Tale den 13. 2. 1924 derom følgende:

»I Oktober 1920 optog Glückstadt et Statslaan paa 25 Mill. Dollars, i December udnævntes Glückstadt til Storkors, i Januar 1921 optog han et Kommunelaan paa 15 Mill. Dollars, om hvilket det oplyses, at Indenrigsminister Berg pressede Kommunerne til at modtage det. Den 28. Juni 1921 udsendte Glückstadt en Serie paa 10 Mill. Kr. i Kommuneobligationer for at skaffe sig likvide Midler: Dette fik han Indenrigsministerens Tilladelse til, skøndt Maaden, hvorpaa dette skete, efter Bankkommissionens Beretning er uberettiget. Den 21. Oktober gik der endelig Hul paa den Byld af Rygter, som opfyldte Landet, ved en Tale af det ærede Medlem Hr. Lemvigh-Müller her i Salen. Den 11. November 1921 holdt Statsministeren sin Takketale til Etatsraad Glückstadt. I December optog Glückstadt et Statslaan paa 30 Mill. Dollars, som Statsministeren maskerede ved at paastaa, at det var Bankerne i Fællesskab, som havde optaget det. I December 1921 overdrog Landmandsbanken 7 Mill. Kr. Telefonaktier, som laa hos den for Statens Regning, til Nationalbanken, og senere betalte Finansministeren disse Penge af de Penge, han havde faaet gennem det amerikanske Laan; i Finansudvalget har han sagt, at han fandt det rigtigt at betale Landmandsbanken tilbage. Han vidste altsaa, at Landmandsbanken var saadan i Bekneb for Midler, at den havde overdraget disse Aktier til Nationalbanken.

I Februar 1922 overtog Landmandsbanken Laanebanken, mod Bankinspektørens Indsigelse og trods Bebudelsen af en skriftlig Redegørelse, i Henhold til en Tilladelse fra Handelsministeren… Den 6. Juni optoges der gennem Landmandsbanken et Kommunelaan paa 2 Mill. Pund Sterling, om hvilket det er oplyst i Kommissionsberetningen, at Købstadsforeningen ved den Lejlighed nærede stor Bekymring for, om det blev anvendt paa rette Maade, og gav dette Udtryk overfor Ministeriet. Endelig den 9. Juli kom saa Rekonstruktionen, efter at Bankinspektørens Opgørelse var afgivet, og denne Opgørelse blev holdt hemmelig og en vildledende Erklæring udstedt. Dette er - erklærede Rode til Slut - Skildringen af det Angreb, jeg har rettet paa Finansministeren: at han efterhaanden indfiltres saaledes i Glückstadts Transaktioner for at redde Banken, at han ikke længere tør sige Folket og Rigsdagen Sandheden«.

124

Alt dette kom altsaa frem for Offentligheden i Opgøret mellem Rigsdagsmændene i Dagene fra den 1. - 15. Febr. 1924.

Selve Diskussionen med dette Utal af gensidige Beskyldninger og voldsomme Angreb er et Mønster paa parlamentarisk Ansvarsløshed. Alene det, at hele Debatten var anlagt som ren og skær Valgpropaganda, lader erkende, hvor lidet disse Folketingsmænd forstod Betydningen af den Landskatastrofe, der var paaført Samfundet ved Højfinansens forbryderiske Spil under og efter Verdenskrigen. Men værre var det, at disse Rigsdagsmænd altid talte om de andres Skyld, aldrig erkendte deres egne Fejlgreb. Vilde man tage ved Lære af de Undersøgelsesresultater, Bankkommissionen var naaet til, burde Rigsdagsmedlemmerne i allerførste Række være gaaet ind paa en Realitetsbehandling, saaledes som den blev planlagt ved Nedsættelsen af Undersøgelseskommissionen i September 1922. Og naar det ved en saadan Realitetsbehandling maatte erkendes, hvilket Ansvar der paahvilede dem selv, burde den enkelte, der havde et Ansvar, have taget Konsekvensen og være gaaet. I saa Henseende var Henstillingen tiI Udenrigsminister Cold, der havde været Spillebroder sammen med Glückstadt, aldeles berettiget, ligeledes til Neergaard, der som Stats- og Finansminister altid havde været et viljeløst Redskab i Glückstadts Hænder. Men paa den anden Side var Mænd som $tauning og Rode sandelig ikke de rette til at stille et saadant Forlangende, eftersom de selv ved Justitsministerens og Indenrigsministerens fyndige Taler blev overbevist om, at Højfinansens vildeste Orgier udfoldede sig netop i den Periode, da de selv sad paa Taburetterne.

Endnu skal bemærkes, at Striden om Cold affødte adskillige interessante Betragtninger. Stauning havde mindet om, at hans Parti havde maattet tage Konsekvenserne, da Venstre-Pressen rettede en endeløs Kritik mod en Arbejdsmand Oluf Olsen, fordi denne paa Sukkerfabrikken i Nakskov i et enkelt Tilfælde havde leveret mere Roeaffald til en af Roedyrkerne, end det var berettiget, og derved uretmæssig havde opnaaet en ringe Fordel af vedkommende Dyrker, som foruden at være Husmand ogsaa var,

125

Skomager og til Gengæld for det noget rigeligt udleverede Roeaffald havde udført noget Reparationsarbejde for Arbejdsmanden. Sidstnævnte blev afskediget af Fabrikken, paa hvilken han havde været beskæftiget i mange Aar, og han maatte afskediges som Hjælpekasseformand. Stauning mente, at naar en Arbejdsmand for saa ringe en Forseelse maatte vige Pladsen som Hjælpekasseformand, var det rimeligt, at ogsaa en Minister Cold, udfra de samme principielle Overvejelser, maatte vige sit Sæde. Indenrigsminister Krag tordnede derpaa i denne Anledning løs mod Socialdemokratiet, som om han havde tabt al sund Sans, og erklærede, at man selvfølgelig ikke Aar ud og Aar ind vilde finde sig i, at en Person, der var overbevist om Bedrageri og Falsk, af Socialdemokratiet sattes til at forvalte offentlige Midler. Endeløs var Debatten om denne Sag, som om den overhovedet taalte nogen Sammenligning med den Kapitalsvindel, Jøderne og deres Drabanter havde været inde paa! Sandelig, her havde den socialdemokratiske Borgmester Bresemann i Nakskov mere end Ret, naar han hævdede, at Arbejdsmanden Oluf Olsen havde betalt mere end rigeligt for »de Par Støvlesaaler«, idet han havde tabt sin Stilling, var bleven offentligt stemplet som Forbryder i et Utal af Avisartikler og maatte vige Sædet som Hjælpekasseformand, efter at have forsynet en god Ven noget rigeligt med Roeaffald, som alligevel leveredes gratis til Roedyrkerne, medens han ejendommeligvis endnu efter Affæren paa Sukkerfabrikken var blevet udnævnt til Nævning paa Foranledning af netop den Bestyrer, der selv havde foranlediget hans Afskedigelse. I Diskussionen om denne Sag kunde Liberalismens Tilhængere for en Gangs Skyld vise deres sande Ansigt, idet de ansaa det for opportunt at rumle løs paa denne Sag, der i Sammenligning med Landmandsbankens vejede mindre end intet, til Afværgelse af Angrebene mod Cold; men det hører jo ogsaa til Liberalismens hævdvundne Principper, at man gerne lader de store Tyve løbe, naar de hører til ens egen Baas, for des haardere at slaa løs paa den lille Mand. Her var Stauning uden Tvivl stærk i Forsvaret for sin Partifælle.*)

*) For en Gangs Skyld havde ogsaa »Ekstrabladet« Ret her, naar det hævder, at de Cold'ske Børsmanøvrer dog maatte veje mere end Arbejdsmand Olsens Forseelse. ”Der er,« siger Bladet, »især den Forskel, at hin Olsen er ikke længere Bestyrer af en Hjælpekasse i Nakskov. Men fhv. Direktør Cold er stadig Danmarks Udenrigsminister, han sidder i Højheden og regerer over 80 juridiske Kandidater og et mindre Antal statsvidenskabelige, han er Leder af vor største og fineste og dyreste Administration med Kontorer paa et Kongeslot i Kjøbenhavn. Det er dog en vældig Forskel!« Skulde der virkelig stilles mindre Krav angaaende Renlighed og offentlig Moral til en Minister end til en Arbejdsmand? Denne Begrebsforvirring var virkelig for stor.

126

Ikke mindre vægtige var Staunings Argumenter i Angrebet mod Cold, da han pegede paa den højst besynderlige Kendsgerning, at denne paastod, at han ikke havde kunnet huske sin Overtagelse af 20.000 Kr. Forenede Skotøjsfabrikkers-Aktier i Efteraaret 1916, før han blev mindet om det af Diskussionen, der fandt Sted om denne Sag i Folketinget i Februar 1924. Udenrigsministeren havde altsaa rent glemt, at han ogsaa havde ansøgt om en Post af disse Papirer, der, som det nu fremgik af Bankkommissionens Beretning, havde givet saa store Indtjeningsmuligheder. Men da han blev mindet om denne Sag, havde han jo rigtignok straks konstateret, at denne Post Aktier, som var bleven henlagt i hans Depot i Landmandsbanken den 8. November 1916, betalt med 22.000 Kr., senere, den 14. Juni 1918, var bleven ombyttet med 14.000 Ballin & Hertz-Aktier, som nu laa i Depot hos Privatbanken og havde en Kursværdi paa kun 490 Kr. Se, saadan noget kunde altsaa gaa i Glemmebogen, ligesom Udenrigsministeren heller ikke mere huskede, at han havde spekuleret i sit eget Selskabs Aktier ikke blot fra 1914 til 1916, men ogsaa senere, d.v.s. at han havde foretaget et Aktiekøb i Juni 1917 til en Kurs paa 320, som afvikledes i Midten af April 1918, da Kursen laa mere end 100 Points højere. Hertil knyttede Stauning i sin Tale den 12. 2. 1924 følgende træffende Bemærkninger: »Helt galt kan det jo ikke staa til for en Overklasse, der gaar og glemmer Aktier rundt omkring i Boksene. Og ganske naturligt spørger det menige Folk, hvorledes det saa i Grunden forholder sig med denne Overklasses Opgivelser til Skattevæsenet af Indkomster og Formue. Naar man kan glemme Poster af en saadan Størrelse, faar man jo let den Mistanke, at de Skatteangivelser, der opgives, ikke er udtømmende, at der er en eller anden Boks stoppet fuld af Værdipapirer, som bliver glemt. Kan det tænkes, at 20.000 Kr. ligger hen og bliver glemt, og kan det tænkes, at en Spekulationsperiode paa et Aars Tid helt glider ud af Erindringen, kan der jo glemmes mange Ting, saa behøver det ikke blot at være 20.000 Kr., der glemmes, men mange flere Tusinder.« Det kan ikke nægtes, at den socialdemokratiske Ordfører her atter havde Ret.

I øvrigt viste ogsaa denne omfattende Diskussion i Februar 1924, i hvilken Grad alle Rigsdagspartier endnu følte sig afhængige af Finansmagten og paa ingen Maade var villige til at gribe ind overfor de Kredse, der ved deres fantastiske Transaktioner saa skammeligt havde sat den under Krigen indtjente Nationalformue over Styr. Der var jo aldrig Tale om det særlige Ansvar, som netop Jøderne havde, og man undlod sim-

127

pelthen i de endeløse Debatter, om saa kun med en eneste Stavelse, at gaa ind paa dette Problem, som dog maatte anses for at være af afgørende Betydning for Bedømmelsen af hele Landmandsbankaffæren. Kun Stauning nævnte Ordet Jøde, men ikke for at anklage disse Fremmede, men for at forsvare dem, ved des kraftigere at understrege den hvide Mands Skyld. Og da hele Diskussionen for ham kun var et rent og skært Valgpropagandanummer, søgte han herved at vælte et Ansvar over paa Udenrigsminister Cold, der ikke skulde være ringere end Glückstadts. To Gange var han under Forhandlingerne inde paa den Tanke, at Bankkommissionens Beretning ikke havde fordelt Lys og Skygge ligeligt mellem Parterne, idet den hvide Mand - for at benytte den af Stauning yndede Terminologi - var sluppet alt for billigt fra det i Undersøgelserne. Paastanden var urigtig, eftersom Beretningen i intet Punkt giver Holdepunkter for, at man vilde skaane Jødelakajerne. Men Folketingets Forhandlinger lod derimod til fulde erkende, hvor stærkt det var alle Partier magtpaaliggende at skaane Jøderne.

Alene den Omtale, Glückstadt fandt, gav det til kende.

Stauning ironiserede over Neergaards Forherligelse af Glückstadt, men han havde selvfølgelig ikke noget imod, at det Ministerium, han selv tilhørte, havde indledet det nærmeste Samarbejde med de jødiske Finansmænd som Glückstadt, Heilbuth, Ballin o.s.v., og at hans Ministerkollega Edvard Brandes til det sidste bevarede sin Hengivenhed for Glückstadt. Der maatte sandelig heller ikke siges haarde Ord om dette store Finansgeni i den her behandlede Debat. Da Venstremanden Gaardejer A. Stengaard-Kirkegaard i sit Forsvar for Cold den 15. 2. 1924 bl. a. gør opmærksom paa, »at det er det omvendte, der er Tilfældet, idet det var Landmandsbanken, der paa en slyngelagtig, snedig, og lumsk Maade tappede 30 Mill. Kr. ud af det Forenede Dampskibsselskabs Kasse”, griber Folketingets Formand ind, fordi Udtrykkene forekommer ham for stærke. Thi, siger Formanden, »selv om de er anvendt om en Mand, som, hvis han havde levet, vel nok var blevet idømt Straf, vil

128

jeg dog ønske, at det ærede Medlem undlader her i Tinget at benytte slige Udtryk«. Man bemærke, at Glückstadt efter Formandens Opfattelse »vel nok« var bleven dømt; han var altsaa ikke helt sikker paa det, selvom Domspræmisserne i flere Punkter havde fastslaaet, at der forelaa Bedrageri i største Maalestok! Bemærkningen lyder unægteligt ejendommelig, men har naturligvis trods alt sin Berettigelse, naar man ved, at en Mand som Harald Plum paa indflydelsesrige Kredses Foranledning slap med en fantastisk ringe Pengebøde for Landets største Millionsvindel, og naar man erfarer, at visse Kredse indenfor Partierne, inclusive Socialdemokratiet, var ivrige efter at faa Processen mod Glückstadt standset.

Ligesaa oplysende om de parlamentariske Partiers Stilling overfor den jødiske Højfinans var endvidere Justitsminister Rytters Betragtninger, da han advarede Oppositionen mod at gaa altfor aggressivt til Værks mod Regeringen. Var man, spørger han i Forhandlingerne den 7. 2. 1924, da ikke blevet enige om at tilstaa Landmandsbankens Debitorer en mindelig Ordning? Skal vi saa bI. a. til at undersøge, hvorvidt en Mand som Herman Heilbuth kan være juridisk eller moralsk forpligtet til at godtgøre Staten de Penge, som denne har maattet yde som Dækning for de ved denne Mand forvoldte Tab?

Skulde saa mon saadanne Undersøgelser generelt gennemføres?! Nej, det var man dog vel blevet enig om, ikke maatte ske. Og det skete saa heller ikke. Staten overtog Tab til mere end to Hundrede Millioner Kroner, men aldrig er der kommet noget frem om, at de jødiske Storspekulanter og deres Drabanter paa forsvarlig Maade er blevet holdt til selv at erstatte de Tab, de havde paaført Landmandsbanken. *) Alt dette er endnu omgivet af et tæt Slør.

Efter de stormfulde Dage i Februar 1924 er der langsomt faldet Ro over Gemytterne, omendskønt Rigsdag og Regering senerehen maatte gaa videre paa den tunge Offergang, som de

*) Jvr. ovenfor 4d, 1. Del, S. 448 flg. og nedenfor S. 492 flg.

129

ved ansvars- og karakterløse Statsmænds Handlinger blev presset ind paa ved Arrangementerne af 1922. Hvad der imidlertid i den her omhandlede Debat afsløredes af Korruption, Svindel, Bedrag, Mangel paa offentlig Moral og Sømmelighed, det kan i Sandhed tages som det mest indtrængende Vidnesbyrd om den danske Parlamentarismes Falliterklæring. Værre Demaskering kunde næppe tænkes.

f) Den fjerde og femte (sidste) Rekonstruktion af Landmandsbanken i 1926 henholdsvis 1928.

I Foraaret 1926 maatte der skrides til en ny Rekonstruktion. Den 5. Marts fremsatte Erhvervsministeren (Statsminister Stauning) Forslag om Forlængelse af Statens Garanti i fire Aar, indtil April 1932, under Opretholdelse af de herfor gældende Bestemmelser, hvorved imidlertid Forbeholdet, »for saavidt disse Fordringer ikke kan dækkes af Bankens Aktiekapital og Reservefond« skulde falde bort, da der alligevel ikke mere kunde være Tale om en saadan Dækning. Ved Fremsættelsen af Lovforslaget erklærede Erhvervsministeren, at man under Opgørelsen for 1925 havde foretaget en omhyggelig og fornyet Gennemgang og Nyvurdering af samtlige Aktiver, saaledes at de Aktiver, der skønnedes at være af mindre solid Karakter, var nedskrevet til, hvad man maatte anse for Likvidationsværdi. Derved var man naaet til det Resultat, at der udover det for Regnskabsaaret 1924 opførte Underskud af 88 Millioner burde afskrives og hensættes Beløb, der tilsammen udgjorde ca. 120 Millioner. Heri var de saakaldte Rekylinteresser, som Banken havde medindbefattet, ligesom der for Bankens russiske Interesser, som beregnedes til 27,3 Mill. Kr., blev hensat et tilsvarende Beløb til Imødegaaelse af Tab. Ved Opgørelsen for 1925 maatte herefter foretages Afskrivninger eller Hensættelser til et samlet Beløb af ialt ca. 150 Mill. Kr. Stauning trøstede sig ved denne Lejlighed med, at hans Parti allerede

130

i Februar 1923 tydeligt havde givet Udtryk for, at man regnede med væsentligt større Tab end dem, der dengang blev nævnt af Ministeriet Neergaard. Partifællerne havde allerede dengang nævnt, at Staten sikkert vilde komme til at staa overfor et Tab paa 300-400 Millioner i Stedet for de Bagateller, som nævntes ved de første Rekonstruktioner. »Jeg erindrer godt,« fortsatte Ministeren, »at disse store Tab blev afvist som umulige. Jeg ser imidlertid, at de af mine Partifæller, der har udtalt sig paa den Maade, har været for optimistiske, thi det er blevet til endog mere, end de den Gang spaaede.«

Stauning gav samtidig en kort Oversigt over Udviklingen af de ved Landmandsbanken opstaaede Tab, idet han oplyste følgende: »Der blev i Aaret 1921 afskrevet saakaldte skjulte Reserver og afskrevet af Overskuddet ifølge Regnskab for 1921. Tilsammen udgør de to Afskrivninger i 1921 52,3 Millioner. Saa kom Afskrivningen i Henhold til den saakaldte Julierklæring, som ugjorde 55,7 Millioner. Nogen Tid efter, i 1922, mente man at have konstateret, at Bankinspektørens Opgørelse ved Julierklæringen alligevel var rigtigere, og at der maatte tillægges 77,3 Millioner. I September samme Aar naaede man til at konstatere yderligere Tab paa 40 Millioner og December samme Aar yderligere 59 Millioner. Alene paa Regnskabet for 1922 naaede man saaledes op til 232 Millioner. Af disse var en Del dækket gennem gammel Aktiekapital, Reserver, Overførsel fra 1921 og Overskud for 1922, i alt 171 Millioner, men allerede ved Udgangen af 1922 var der et Underskud paa 61 Millioner. Desuden ansaas i Foraaret 1922 7 Mill. Kr. for at være tabt, men de er senere dækket ved Erstatninger, der indgik fra Glückstadts og Ringbergs Bo. I 1923 er der afskrevet 36,7 Mill. Kr. og paa Regnskabet 1924 14,1 Mill. Kr. Det vil sige, at der hidtil er afskrevet 324 Mill. Kr., og nu møder man med en formentlig konstateret Nødvendighed af Afskrivning af 116,6 Mill. Kr., plus de saakaldte russiske Interesser, 27,3 Mill. Kr. Ja, det vil sige altsaa ca. 500 Mill. Kr., det er det samlede Tal.« Det udækkede Beløb skulde herefter endnu andrage 115,8 Mill. Kr.

Ministeren gjorde endvidere opmærksom paa, at selvfølgelig kunde den nuværende Ledelse af Banken ikke gøres ansvarlig for disse Tab, da deres Oprindelse rakte længere tilbage, og han tilføjede: »Det, der nu er sket, er i Virkeligheden det, at nu er man kommet saa langt, at man mener det nødvendigt

131

at tage Mod til sig og foretage Afskrivninger og sige den fulde Sandhed om, hvorledes det forholder sig. Saa vidt man kan skønne efter de Betragtninger, Bankinspektøren har anstillet, maa jeg gaa ud fra, at man nu har skaaret saa dybt til Bunds, at man skulde være forskaanet for Overraskelser i hvert Fald af større Omfang i den kommende Tid.« Ministeren pointerede i denne Sammenhæng, at kun en lille Del af de nu foretagne Afskrivninger var nødvendiggjort ved Deflationen. Naar man vilde se paa de Forretningsforbindelser, som Banken var inde i fra Tiden før 1922, vilde man være overrasket ved at konstatere, hvor faa af dem der var bleven lukket i Tide, og »man vil forstaa, at de i Virkeligheden kun er blevet aflivet noget langsommere, end de maaske burde være«! Mange Engagementer havde for længe siden været modne til den Nedskæring, som først nu blev etableret! *) Til Slut bemærkedes, at en endelig Ordning af Bankens Forhold uden Statsgaranti havde været under Overvejelse, men at man i Øjeblikket ansaa en saadan Nyordning for ubelejlig, da dens Gennemførelse vilde kræve Statsmidler i meget betydeligt Omfang.

Regeringspartiets Ordfører, Redaktør N. Andreasen, be-

*) Jvf. herved Afsnit 4c i 1. Del samt Professor Bircks Oplysninger om Sagen, citeret nedenfor S. 422. Der kan her ogsaa være Anledning til atter at fremhæve, at talrige af Landmandsbankens mere eller mindre tvivlsomme Engagementer ogsaa under den nye Bestyrelse, med Emil C. Hertz som ledende Direktør, blev ført videre. Dertil hørte bl. a. det udprægede Jødefirma Herman Raffel A/S, hvis Bestyrelse ved Likvidationen i Januar 1928 bestod af Grosserer Alfred Raffel, Højesteretssagfører C. L. David og Landmandsbankens egen Direktør Philip Mik-Meyer! Firmaet, som arbejdede med en Aktiekapital paa 2 Mill. Kr. og drev Handel og Agentur i Jern og Metaller, kostede ved Likvidationen Landmandsbanken mange Penge. Hvor stort Tabet talmæssigt har været, er imidlertid aldrig bleven oplyst. I lang Tid laa A/S Hermann Raffel inde med Aktierne i ”Dansk Staalbeholderfabrik«, der væsentlig fabrikerede Transportspande. Denne Aktiekapital, stor 240.000 Kr., blev - iflg. »Social-Demokraten” af 16. 12. 1928 - overtaget af et Konsortium, der dannede et nyt Firma ”Dansk Aluminiumsindustri«, idet Landmandsbankens Repræsentanter samtidig traadte ud af Bestyrelsen.

132

mærkede indledende, man maatte haabe, at den nu foreslaaede Rekonstruktion maatte blive 3die og sidste Akt i Landmandsbank-Farce-Tragedien. Socialdemokratiet havde i Februar 1923 afvist at stemme for den ubegrænsede Statsgaranti, men var nu tvunget til at gaa frivilligt med. Vel havde man ikke nu som dengang under Natteforhandlingerne Pistolen for Brystet, men dog haabede man at komme til en hurtig Afslutning. Vigtigt var det, at Rigsdag og Regering nu fik Mulighed for at faa et virkeligt Indseende med Banken, nu, da den specielle Landmandsbankskat havde naaet en saa utrolig Højde. Urimeligt var det, at man Dag for Dag sad i Finansudvalget for at overveje, om man ikke under Hensyn til Sænkningen af Prisniveauet kunde spare paa Smaabevillinger paa tusind Kroner og mindre, og samtidig stod overfor dette, »at det saakaldte tredie Ting kommer og lænser Statskassen og Befolkningen for Hundreder af Millioner«. »Det aabner,« tilføjede han, »et Perspektiv ud over den kapitalistiske Raaddenskab, som man vel i Grunden ingen Sinde troede var saa forskrækkelig. Naar man fra Bankforhørene i sin Tid erfarer, at et af de Selskaber, der i Særdeleshed bevirkede, at Skuden løb i Sænk, det Transatlantiske Selskab, blev organiseret paa en saadan Maade, at man engagerede godt tyveaarige Mennesker til Direktører, f. Eks. engagerede en nogle og tyveaarig Købmandssøn fra Lolland og gav ham 90.000 Kr. om Aaret i Direktørgage - ja, jeg sagde før Tragedie, Farce-Tragedie -, kan man saa egentlig undre sig over, at Billedet er blevet, som det er?« Andreasen mente til Slut, at hvis Nationalbanken under og efter Krigen havde magtet sin Opgave, at opretholde stabile Valutaforhold og sunde Pengeforhold, saa havde Danmark »sikkert været det Land, der havde staaet bedst, erhvervsmæssigt og økonomisk set, af alle Lande i Verden, trods alt hvad Krigen ødelagde ogsaa for os, og det er for mig i Virkeligheden forsmædeligt, at det er kommet dertil, at Styret er taget fra Lovgivningsmagten, taget af det tredie Ting, og at det tredie Ting har været repræsenteret af Folk, der brød sig fejl om Samfundets

133

Interesser.« C. Th. Zahle erklærede, at hans Parti ikke vilde stemme for Forlængelse af den ubegrænsede Statsgaranti, som man fra Begyndelsen af havde afvist af principielle Grunde, fordi man ansaa det for paakrævet, at den nye Bank i Forvejen frigjorde sig for indbildte Værdier. Han bebrejdede Venstreregeringen, at den den 9. Juli 1922 var gaaet med til at kautionere for hele den økonomiske Misère, som da var til Behandling, men nævnte selvfølgelig ikke noget om sit eget Ansvar fra den Tid, da han selv var Statsminister, eller med Hensyn til September-Ordningen 1922, som jo ogsaa var godkendt af ham og hans Parti.

Ogsaa Gennemførelsen af dette Lovforslag blev til det rene Hastværk. Men ellers forløb Diskussionen meget stilfærdig og rolig. Nu havde man jo vænnet sig til Tanken, at Staten skulde punge ud, saa længe Banken meldte nye Tab. Dog foretoges smaa Ændringer i Regeringsforslaget: Tidsfristen for Statsgarantien blev fastsat til 1. April 1932, og samtidigt indsattes en Bestemmelse i Loven om Forberedelse af et Forslag til Afvikling af Garantien. Forslaget vedtoges med stort Flertal i Folketing og Landsting. Blot de Radikale afholdt sig fra at stemme.

Efter at Ministeriet Madsen-Mygdal var blevet dannet i December 1926, paalagdes det i Juli 1927 Ministeren for Industri, Handel og Søfart, M. N. Slebsager, inden 15. Februar 1928 at forelægge Rigsdagen et Forslag til endelig Ordning af Landmandsbankens Forhold. Forslaget skulde udarbejdes saaledes, at Banken, der hidtil havde virket som statsgaranteret Privatbank, fremtidigt kunde videreføres som privat Aktiebank. Samtidig bemyndigedes Finansminister N. Neergaard til om fornødent at tilvejebringe en Kassekredit for højst eet Aar paa indtil 20 Millioner U.S.A. Dollars. I Hovedlinierne for Lovforslaget blev bI. a. fastsat, at Landmandsbankens Balance ved Nyordningen skulde nedbringes til en passende Størrelse, at Aktiver, som det paa Grund af disses Karakter maatte anses for ønskeligt at udskille og som burde afvikles, skulde udskilles

134

af Bankens Aktivmasse og overføres til en Afviklingskasse. Og endelig blev som Hovedprincipper foreslaaet, at Staten skulde betale Underskudet, Status udviser, efter at denne Udskillelse havde fundet Sted, og at Basis for den fremtidige Virksomhed skulde være en ny Aktiekapital paa ca. 50 Mill. Kr., tegnet i Ind- og Udland. Dernæst bemyndigedes Erhvervsminister Slebsager til at nedsætte et Udvalg paa 2 Personer til at udarbejde Forslag til en endelig Ordning af Landmandsbankens Forhold.

Dette Forslag skulde allerede ved Fremsættelsen fremkalde alvorlige Brydninger i Rigsdagen. Erhvervsminister Slebsager *), der paa samme Maade som før ham Neergaard saa sin særlige Opgave i at varetage Højfinansens Interesser, satte alt ind paa at lade Storkapitalisterne faa Magt over Landmandsbanken paany. Hans Forslag gik derfor bI. a. ud paa, at Bankens svækkede Aktiver, som det paa Grund af deres Karakter maatte

*) M. N. Slebsager, Bondesøn fra Varde-Egnen og oprindelig Lærer, hører til de liberale Politikere, som i ganske særlig Grad har været et villigt Redskab i den jødiske Kapitalmagts Hænder. Det viste han ved sin Holdning over for baade Landmandsbankens og Privatbankens Rekonstruktioner. For ham var der aldrig Grænser for, hvad Samfundet kunde paatage sig af Ofre over for Kapitalmagten i Landet. Han troede jo ogsaa - som andetsteds paavist (S. 454) - at han ligesom Neergaard ved private Afgørelser kunde forpligte Staten til at sanere en falleret Storbank. Hans Planer slog fejl, men i al den Skuffelse reddede han dog sit ”Ben«, idet han 1928 blev Formand for Københavns Telefon-Aktieselskab og siden 1932 virker som dette Selskabs Kommitterede.
Den Solidaritet, Slebsager følte med det tredie Tings store Mænd, har senere faaet sit specielle Udtryk i, at han gennem sine Børn er kommet i nær Slægtsforbindelse med flere udprægede Jødefamilier: Sønnen, Landsretssagfører Laust Slebsager, blev 1934 gift med Heljødinden Helen Michaelsen, og Sønnen, cand. jur. Erik Slebsager, 1940 med Bodil Kierulff, hvis Moder Gerda, født Koppel, er mosaisk. Oven i Købet er Datteren Astrid Slebsager gift med Sekretær i Undervisningsministeriet, cand. jur. Henning Rohde, som paa sin Side gennem Moderen Asa, født Zøylner, er i nærmeste Familie med særlig fremtrædende Jødeslægter. Asa Zøylner er nemlig Søster til Grosserer Carl Zøylner, gift med Heljødinden Jutta Birgitte Meyer, og til Maria Zøylner, gift med Herman Heilbuth. (Jvf. ogsaa 1. Del, S. 446.)

135

anses for ønskeligt at skille ud og som burde afvikles, skulde overføres til en særlig Afviklingskasse. Afviklingen af disse Engagementer skulde saa gennemføres ved Statens Hjælp.

Naar Staten paa denne Maade havde sørget for Dækning af alle ved Rekonstruktionen opstaaede Tab, skulde den derved sanerede Bank videreføres som rent privat Foretagende, enten under det bestaaende eller under ændret Firmanavn. Venstre og Konservative stemte for Forslaget, efter at der var foretaget nogle Ændringsforslag gaaende ud paa: 1) at der hurtigst muligt skulde fremsættes Forslag til en endelig Ordning af Landmandsbankens Forhold, saaledes at Statens Garanti for Banken kunde afvikles, 2) at Landmandsbankens Ledelse ikke maatte benytte Statens Garanti til at optage nye Laan eller at forny de allerede bestaaende. De Radikale undlod at stemme, medens Socialdemokraterne stemte imod det af Venstre-Ministeriet fremsatte Lovforslag, da de ikke ønskede, at Højfinansen atter skulde faa Magt over Banken. I Medfør af Loven om Forberedelse af en Nyordning af Landmandsbanken nedsattes der efter den 22. Juli det i Loven foreskrevne Tomandsudvalg. Det kom til at bestaa af Departementschef Dalhoff som Repræsentant for Erhvervsministeriet og af Nationalbankdirektør Green som Repræsentant for Nationalbanken. Erhvervsminister Slebsager forfulgte alt imens underhaanden sine Bestræbelser til Fordel for den kapitalistiske Løsning, og derved støttedes han særlig af »Politiken«, som fra Tid til anden forsøgte at forberede Stemningen for en saadan Løsning. »Politiken« ansaa det herunder den 15. Jan 1928 for en umulig Tanke, at Staten - som ejendommeligvis af »Børsen« foreslaaet - skulde indskyde en ny Reservekapital paa 50 Mill. Kr. i Landmandsbanken som Reservekapital og mente, at det vilde være mest rimeligt at lade den private Kapital overtage den sunde Del af Banken mod »en vis Betaling« til Staten, efter at denne havde betalt hele Underskudet. Bladet gav derved aabent til Kende, at der var stærke Kræfter i Bevægelse for at opnaa denne Løsning og pointerede ganske frimodigt, at »de Kræfter,

136

der skal føre den nye Bank videre, søger ret naturligt at faa fat i saa meget som muligt til saa lav en Pris som vel muligt«. Efter »Politiken«s Opfattelse maatte Kapitalmagten i denne Kappestrid være den absolut stærkeste. Selvfølgelig vilde Staten forsøge at holde sig saa vidt muligt skadesløs og saaledes »sikre sig et Plaster paa det Saar, den havde faaet ved Landmandsbanken«, og selvfølgelig vilde Rigsdagen have et Ord med at sige i denne Sag. »Men,« tilføjer Bladet, »paa den anden Side kan man uden at fornærme nogen hævde, at Bankens fremtidige Ejere er større Finansmænd end de Ministre og Embedsmænd, som skal udarbejde Forslaget. Spillet er ulige, og der er al Anledning for Rigsdagen til at vogte nøje over, at Statens Interesser ikke trædes for nær.« Spillet er ulige! - erklærer »Politiken«, og med en ligefrem forbløffende Selvsikkerhed erklærer Bladet, at Storkapitalisterne vil være »Bankens fremtidige Ejere«. Og det allerede nu i 1928! For »Politiken« er det simpelthen en afgjort Sag, at de større Finansmænd nu ogsaa er stærke og overlegne nok til at opnaa deres Maal. Bladet sætter derved sin Lid til, at Venstre-Regeringen under alle Omstændigheder nu igen vil lystre Højfinansens Paroler og meddeler triumferende, at Nyordningen allerede drøftes i vide Kredse og at der allerede er Enighed om visse Hovedlinier.

Men denne Gang slog Kapitalmagtens højtflyvende Forventninger imidlertid ikke til. Det var Socialdemokraterne, som strittede imod, og det var dette Partis Hovedorgan, som den 16. Jan. 1928 bemærkede, at det dog først »vil se denne kapitalistiske Frækhed i Lovforslags Form« før den vilde tro, at Forsøget skulde gøres, saaledes som af Slebsager foreslaaet. Samtidig meddeltes, at den ligesaa stærkt som Slebsager til Højfinansen hengivne Hassing Jørgensen, fhv. radikal Minister og Direktør for Diskonto- og Revisionsbanken, havde regnet ud, at Statusunderskudet, ved Landmandsbanken ud over det forventede Beløb vilde blive forøget med 45 Mill. Kr. Dette Merbeløb var blevet udregnet for at sikre den Spekulationsgruppe, der stod parat til at udnytte Statsgarantien ud over alle rimelige Grænser, nye Millioner paa Samfundets Bekostning. »Social-Demokraten« afviste kraftigt Berettigelsen af det af Hassing-Jørgensen afgivne Skøn, karakteriserede det som et Falskneri, et Gætteværk, og pointerede derved ligeledes, at Formaalet hermed kun kunde være »at presse flere Millioner ud af Statskassen til Fordel for den Klike, der bereder sig paa at optræde som Ejere af den nye Bank«.

Socialdemokratiets Obstruktion mod Højfinansens Planer førte denne Gang som nævnt til et Resultat. Venstre-Regeringen søgte ganske vist endnu i Januar 1928 at gaa Kapitalmagtens Ærinde, bI. a. ved gennem sin Presse at gøre gældende, at Landmandsbankens Tab ikke blot som forudset vilde andrage 130 Mill. Kr., men ligge 40 Mill. Kr. højere. Og Slebsager mente i Forhandlingerne i sit Partis Møder paa Rigsdagen den 19. Januar, at det var bedst at frigøre Staten for ethvert Forhold til Banken, og at der blev betalt, hvad der maatte betales ved Afviklingen. Slebsager optog til Gennemførelsen af sine Planer ogsaa Forhandlinger med det konservative Folkeparti og fandt her selvfølgelig kraftig Tilslutning til sin Plan om at tilbageføre Landmandsbanken i de større Finansmænds, Jødekapitalens, Eje, efter at den var blevet saneret med Skatteborgernes Penge. Men da det kom til Stykket, strandede alle disse Planer paa Socialdemokratiets Modstand.

Forhandlingerne om den sidste og afgørende Rekonstrution optoges i Rigsdagen i Februar 1928. Det viste sig her bI. a., at der alligevel maatte foretages nye Afskrivninger. Bankraadet satte Underskudet i Regnskabet for 1927 til ca. 136 Mill. Kr., medens Tomandsudvalget (Dalhoff og Green) i sin Betænkning gik ud fra, at der yderligere maatte afskrives ca. 36 Mill. Kr. eller, naar Hensyn toges til det anslaaede Driftsoverskud, ca. 34 Mill. Kr. Det var disse Forhold, der førte med sig, at den ledende Direktør Emil Hertz besluttede at træde tilbage fra sin Post. Grundlaget for Forhandlingerne i Rigsdagen dannede Tomandsudvalgets »Beretning om en Nyordning af Landmandsbankens Forhold« (offentliggjort som Bilag til Lovfor-

138

slaget i Rigsdagstidende 1927-28, Tillæg A, Sp. 4781 ff.). Til Beretningen var vedføjet Udkast til Lov vedr. Nyordning af Banken. I det paa Grundlag af disse Undersøgelser udarbejdede Lovudkast foresloges en Deling af Landmandsbanken i to Afdelinger, hvorved alle de Engagementer, som fandtes at burde afvikles, skulde henlægges til Afviklingskassen, medens de fuldt ud gode Engagementer og Aktiver tilligemed Bankens Aktiver og Passiver af ikke tilstrækkelig afklaret Karakter skulde henlægges til selve Banken, som derefter under det gamle Firmanavn skulde videreføres som Aktiebank. Denne Ordning blev ogsaa senere vedtaget i Rigsdagen. Ejendomsretten overgik imidlertid til Staten, efter at Erhvervsministeren var bleven bemyndiget til sammen med Finansministeren at indskyde en Aktiekapital paa 50 Mill. Kr. i Banken, hvorhos det i Loven bestemtes, at det af Staten tegnede Aktiebeløb paa nærmere af Ministeren fastsatte Vilkaar skulde udbydes underhaanden eller ved offentlig Emission, til Salg til Pari eller en saadan højere Kurs, som Forholdene muliggjorde. Nu viste det sig altsaa, at Muligheden for straks ved Nyordningen at omdanne Banken til en privat Aktiebank ikke var tilstede. Statsgarantien skulde herefter bortfalde den 1. April 1932; med Henblik herpaa blev det i Loven fastsat, at Bankens Midler skulde være at anbringe saa likvidt som muligt. For Differencen mellem Bankens og Tomandsudvalgets Opgørelser paa ca. 34 Mill. Kr. skaffedes der Dækning ved, at Staten indskød en Statsforskrivning paa ca. 34 Mill. Kr. som Reservefond.

Selve Drøftelserne i Rigsdagen forløb denne Gang atter i meget urbane Former. Regeringen holdt saavel i Landmandsbankforhandlingerne i 1927 som i 1928 stærkt paa, at man ikke fordybede sig i gamle Skader, da det altid havde svækket Bankens Stilling, naar saadanne Diskussioner havde fundet Sted. Partierne var i det store og hele denne Henstilling følgagtig. C. Th. Zahle beklagede bl. a., at Nationalbanken ikke havde varetaget Erhvervslivets Interesser, da Landmandsbanken brød sammen; Staten burde aldrig tilnærmelsesvis i den

139

Grad som sket var være blandet ind deri. Retsstatsmanden Axel Dam gjorde gældende, at det var mere Storkapitalen end Rigsdagen, der beherskede Situationen i det nuværende kapitalistiske Samfund, og at det maatte høre med til en forsvarlig Løsning af Sagen, at Folkets Øjne aabnedes for dette Forhold, som endnu var en lukket Bog for mange. Det var nu paa Tide at trække den rette politiske Lære af dyrekøbte Erfaringer, i Stedet for at forsøge at strø Sand over Fortiden. Grev Holstein konstaterede, at der i Forhandlingerne havde vist sig en »i høj Grad tiltalende og anerkendelsesværdig Enighed om, at det foreliggende Regeringsforslag er lovgivningsmæssigt uforsvarligt, sagligt værdiløst og parlamentarisk uantageligt« og han stillede derefter følgende tilsvarende Dagsorden: »Da Tinget i det foreliggende Lovforslag savner behørigt Grundlag for en Forhandling med Ministeriet om Landmandsbanksagens Løsning, henviser Tinget Forslaget til fornyet Bearbejdelse af Ministeriet og gaar hermed over til Dagsordenen.« Hans Forslag forkastedes imidlertid med 73 Stemmer mod 70. Tilsidst lykkedes det Regeringen at samle et overvældende flertal om sit Forslag til Nyordning af Banken, efter at nogle mindre væsentlige Ændringer var foretaget.

I Folketingets Landmandsbankudvalg var det yderligere den 27. Marts 1928 bleven vedtaget, at Finansministeren skulde indkalde Tilbud paa et udenlandsk Laan, der skulde anvendes til denne sidste Rekonstruktion af Banken. Det skulde derefter forsøges at fremskaffe et Laan paa 50 - 55 Mill. Dollars. Senere blev det i Rigsdagen vedtaget, at Finansministeren skulde forelægge et Lovforslag angaaende Tilvejebringelse af særlige Indtægter til Forrentning og Afdrag af de Statslaan, der optoges til Dækning af de med Loven om Nyordningen af Landmandsbanken forbundne Udgifter.

Bankraadet reorganiseredes. Den 26. April 1928 udnævnte Handelsminister Slebsager Skibsreder A. P. Møller til Formand og Højesteretssagfører Steglich-Petersen til Næstformand for Landmandsbanken, medens iøvrigt de tidligere Medlemmer,

140

Grosserer Ernst Meyer, Direktør Vilhelm Nielsen, Direktør Poulsen, Godsejer Theilmann og Konsul WiIlemoes forblev Medlemmer af Bestyrelsen. Den 13. Juli 1928 udnævntes endvidere Kontorchef Poul Ingholt til ny Direktør for Banken, i Stedet for den fratraadte Emil Hertz.*) Regeringen var altsaa nu endelig kommet til Erkendelse af, at Landmandsbanken ogsaa vilde kunne trives, naar der ingen Jøder sad i Direktionen.

*) Jvf. ogsaa 1. Del, S. 440 flg.


Kontroversen om Zion _resumé

Kontroversen om Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 9

Dronte 9 - leder

Drontens hovedmenu