6. KØBENHAVN SOM DE
JØDISKE STORSPEKULANTERS ELDORADO

 

Naar den danske Hovedstad skal skildres som eet af de jødiske Spekulanters og Konspiratorers fornemste Tilholdssteder under og efter den første Verdenskrig, er det nødvendigt i første Række udførligt at skildre Parvus' Bedrifter i denne Periode saavel paa det økonomiske som det politiske Omraade. Parvus er Forfatternavn for Dr. Alexander Helphand (parvus, latinsk Ord = liden, ringe, ubetydelig). Tre Aar igennem havde denne Mand fast Bopæl i København og virkede her som den gyldne og den røde Internationales Repræsentant, og hvad han udrettede, grænser til det utrolige.

a) Alexander Helphands, alias Parvus' Levned.

Der hviler en ejendommelig Mystik over denne Mands Skæbne og Virke. Født August Maaned 1867 i Beresin i Rusland som Søn af jødiske Forældre, der tilhørte Middelstanden - Bourgeoisiet, som han selv siger - tilbragte han sin Barndom i det Kubanske Omraade og sin Ungdom i Odessa. Tidligt sluttede han sig i sit HjemIand til Soclalismen; selv fortæller han – i sit 1918 udgivne Skrift: ”l Kamp for Sandheden« - at den ukrainske National- og Frihedsdigter Schwetschenko var den første, der bibragte ham Klassekampens Idé, og at han begejstredes for den Rejsning af Bønder, Kosakker og Smaaborgere i det 18. Aarhundrede, kaldet Haidamaki, der navnlig var rettet mod det polske Herredømme og i høj Grad støttedes af Munke; hans aandelige Udvikling bestemtes paa afgørende Maade af fremtrædende radikale Samfundsreformatorer, som Michailowski og Schtschedrin. Snart blev han Medlem af Datidens revolutionære Bevægelse i Rusland, det saakaldte »Narodnaje Wolja«

142

(Folkeviljen). Han beretter endvidere, at han besluttede at lære et Haandværk og til det Formaal sammen med en Revolutionær af samme Slags, Schargaridski, der senere forvistes til Jakutsk, »ca. et Aar vandrede gennem Smede- og Maskinværksteder«. Saadan gik det til i hans Læretid. For at vinde Klarhed over sine politiske Formaal drog han endelig i en Alder af 19 Aar udenlands. 1886 kom han til Schweiz, hvor han i Zürich ivrigt studerede den russiske illegale Presse siden Alexander Herzens Dage og i Basel besøgte statsvidenskabelige Forelæsninger hos den ansete Professor Karl Bücher, kendt bI. a. som Forfatter af: »Die Aufstände der unfreien Arbeiter 143-129 v. Chr.« Hele hans Interesse samlede sig derefter om Proletariatets Kamp. Marx og Lassalle blev hans Læremestre, de yderliggaaende Revolutionære i Tyskland, næsten allesammen Jøder som han selv, hans nærmeste Omgangskreds.

Da han i sin Agitation for Socialdemokratiet var udsat for Forfølgelser fra Politiets Side, henvendte han sig 1891 til Wilhelm Liebknecht med Bøn om at forskaffe ham tysk Borgerret. Som Udlænding kunde han ikke, som han ønskede det, uhindret kæmpe for sine Ideer. Kynisk bemærker han i Skrivelsen til Liebknecht: ”Jeg søger et Fædreland; hvor er der til at faa et Fædreland for en biliig Penge?« Dog saa let var et »Fædreland« alligevel ikke tilfals i disse Tider; der forløb mange Aar, inden han fik et saadant, forsaavidt der overhovedet kan være Tale om, at han nogensinde har besiddet det hellige Gode, andre Mennesker forstaar ved Fædreland. Selv trøster han sig ogsaa med, at han fandt sit aandelige Hjemsted i det tyske Socialdemokrati. Udtrykkeligt erklærer han i sit ovennævnte Skrift: »Det tyske Socialdemokrati blev mit nye Fædreland.« Han fortsætter: »I mere end et kvart Aarhundrede var hele min aandelige Virksomhed, mine Drømme og Forhaabninger flettet sammen med det tyske Socialdemokratis Virke: sammen med dette blev jeg begejstret, og sammen med dette oplevede jeg Skuffelser. Der var Stridigheder og Meningsforskelligheder imellem os, jeg havde Ret, og jeg havde til Tider ogsaa Uret, jeg var fortørnet og indigneret, jeg kritiserede, og jeg vil vedblive at kritisere, kun eet er jeg ikke i Stand til, nemlig at stille mig udenfor Socialdemokratiet.«

Dog var det ikke blot de tyske Socialister, han fandt Tilknytning til. Ligesaa intime var stadig hans Forbindelser med de russiske Revolutionære, og ogsaa med talrige Socialdemokrater i andre Lande, bl. a. ogsaa Veteranen i den danske Arbejderbevægelse, Forretningsføreren for »Socialdemokratisk Forbund«, P. Knudsen. Dog var og blev Parvus' Særlige Interesse vendt mod Rusland. 1892 publicerede han bI. a. nogle Artikler om Hungersnøden i dette mægtige Rige, i hvilke han samtidigt forudsagde en fremadskridende Rationalisering af Industrien og en tilsvarende Tiltagen af den revolutionære Bevægelse i Landet. I samme Tidsrum deltog han

143

i Grundlæggelsen af »Det russiske Socialdemokratis Forbund«, til hvilken de allerførste Spirer allerede var lagt i 1880erne. Organisationen blev oprettet 1893, dens Arbejde stod imidlertid i Stampe i de følgende Aar. 1896 var Parvus Medlem af den russiske Delegation paa den Internationale Socialistkongres i London, og 1899 tog han med sin Ven Karl Lehmann længere Tid Ophold i Rusland for at besøge Hungerdistrikterne. For at undgaa Tsardømmets Politi rejste han under Navnet August Pen og foregav at være Tjekker; Turen gik gennem Gouvernementerne Kasan, Wjatka, Ufa, Samara og Simbiask. Da Lenin, som ved Aarhundredskiftet fattede Planen om at udgive et radikalt Socialistorgan paa Russisk, til dette Formaal søgte Kontakt med de i Emigration levende Revolutionære som P. B. Axelrod, Plechanow og Vera Sasulitsj, skete der ogsaa Henvendelse til Parvus. Denne regner sig det, - i sit foran nævnte Kampskrift, - særligt til Fortjeneste, at det var ham, som foranledigede Lenin, Martow og Potressow til at dette radikale socialistiske Tidsskrift, der fik Navnet »Iskra« (Gnisten), blev udgivet i München. N. K. Krupskaja, Lenins Hustru, blev Sekretær for Bladet. Parvus fremhæver bI. a. ogsaa, at Tidsskriftets sidste Numre sluttede med hans Artikler, i hvilke det navnlig understregedes, at Intelligensen nu havde udspillet sin Rolle i den russiske Arbejderbevægelse, men samtidig rigtignok ogsaa havde opfyldt sin Mission.

Store Dage oplevede disse russiske Konspiratorer i München i den Tid, da Meddelelsen om de talrige Terrorakter i Rusland indløb, da f. Eks. Indenrigsministeren, Dmitrij Sergejewitsch Sipjagin den 15.4.1903 blev skudt af Studenten Bolmaschow, da den næste Minister i Embedet Wjatschelaw Konstantinowitsch Plehwe den 28.7.1904 i Petersburg ryddedes bort ved et Bombeattentat, eller da den Revolutionære Kaljajew den 17.2.1905 i Moskva beredte Storfyrst Sergius Alexandrowitsch samme Skæbne. Efter disse Sammensvornes Opfattelse nærmede sig nu Tiden for Opgøret med det forhadte tsaristiske Styre, det Styre, som havde drevet dem ud af Landet. Da brændte den store Nihilist Parvus' Hjerte af Begejstring. Og da Efterretningerne om Attentater paa Ministre, Generaler, Politikere o.s.v. fulgte hinanden i stadigt stigende Tempo, kunde Konspiratorerne selvfølgelig ikke holde sig tilbage i München. Da drog nogle af de mest forvovne atter tilbage til Rusland. Helphand-Parvus blev 1905, ved den første russiske Revolution, Leder af Arbejderraadet i Petersburg og var i Moskva sammen med sin Racefælle Leo Trotzki Chefredaktør af Arbejderoprørernes Organ »Natchalo«. Paa Massemøder prædikede Parvus den blodige Revolution. Men Oprøret blev endnu engang slaaet ned, og disse Marxismens to Bannerførere havnede i Peter-Pauls-Fæstningen, medens Rosa Luxemburg paa samme Tid arresteredes i Warschau. I August 1906 kan »Leipziger Volkszeitung« meddele,

144

at Kammeraterne Alexander Helphand og Leo Deutsch er bleven hentet ud af Fæstningen i Petersborg og deporteret til Sibirien. I et lille Hul af en Landsby ved Navn Turuschansk, beliggende ved Floden Jenissei i Nærheden af Polarkredsen og i nogle hundrede Kilometers Omkreds omgivet af Steppe, trøstesløs Udørken, Sne, Sne og atter Sne, fik den Revolutionære Helphand anvist sig Bosted.

Dog snart vendte han atter tilbage til Europa, frigivet ved Kejserens Amnesti. Nogen Tid senere møder han igen op i Berlin, afmagret, udslidt, men alligevel ved godt Mod. Straks stilles han ogsaa her over for nye Vanskeligheder. Da han nogle Aar i Forvejen af Rosa Luxemburg var bleven kaldet til at redigere: »Die Sachsische Arbeiterstimme«, for fra dette Forum bI. a. at rette sin Kritik mod Bernstein og Revisionisterne, var han for sine aggressive Artiklers Skyld blevet jaget ud af Saksen og senere blevet udvist af Berlin for siden at falde nogenlunde til Ro i München. Nu, i 1907, gentager dette sig; Berlin sætter ikke Pris paa at huse en Udlænding, der har været Førstemand i den russiske Revolution, og Parvus maa derfor paa Politiets Foranledning flytte til Wien, hvor Trotzki sammen med A. Joffe udgiver et socialistisk Organ »Prawda« og naadigt antager ham som Medarbejder. »Prawda« bringer nu ofte Smaastykker af Alexander Helphand under Pseudonymet Parvus (den lille, uanselige, beskedne). Hele to Aar bliver Revolutionsmanden her, men han keder sig forfærdeligt i det af ubekymret Livsglæde prægede Wien. Det passer ham heller ikke at maatte slide haardt for blot at skaffe et kummerligt Udkomme for sig, Kone og Børn. Han higer efter andre og større Opgaver, bryder sig fejl om en hæderlig, borgerlig Tilærelse; han vil se Brand. Men det syngende og dansende Wien var saa sandelig ikke Stedet til at fremkalde Omvæltning, Attentater og blodige Optøjer. Her var altfor fredsommeligt.

Derfor drager den erfarne Revolutionære i 1910 videre til Tyrkiet, hvor han ikke blot paatager sig et omfattende journalistisk Arbejde i Ungtyrkernes Tjeneste, men nu samtidigt paabegynder de storstilede finansielle Transaktioner, der paa kort Tid gør ham til Multimillionær. Takket være sin Virksomhed som Handelsredaktør ved Bladet »Jeune Turque« faar han Adgang til alle officielle Institutioner, til diplomatiske Kredse, han knytter Forbindelser med Banker, Forretningsmænd, videnskabelige Kredse o.s.v., han faar Informationer fra alle mulige Sider vedrørende politiske Foreteelser og økonomiske Forhold. Iøvrigt orienterer han sig selv ved talrige Rejser i Landet, hvor han møder op paa Markeder, træffer Aftaler med Købmænd, indhenter Oplysninger over Forraadene i Korn og Levnedsmidler og meget andet. Og han begynder selv at handle, hvorved hans Samarbejde med Racefæller, der hører til de mest driftige Forretningsmænd, kommer ham særligt tilgode. Han køber Ladninger

145

af Varer ind og forstaar glimrende ved Bestikkelser og andre Kneb at sikre sig særlige Fordele. Han kender jo ikke til Skrupler, naar det gælder om at udnytte en Situation. Hvor det er fornødent, lader han Bakschisch'en springe. Og alt er Spekulation, alle Opkøb af Levnedsmidler, Klædestoffer o.s.v. sker i Forventning om at kunne udnytte de Indtjeningsmuligheder, der vil opstaa, saasnart der atter udbryder en Krig. Det er Leverancer til den tyrkiske Værnemagt, der skal sikre ham de store Fortjenester. Timen er inde, da Balkankrigene bryder ud i Oktober 1912, henholdsvis Juli 1913. Krigsspekulationen har lønnet sig; fantastiske Formuer indtjentes. Selv forsvarer Parvus i sit førnævnte Forsvarsskrift sin Fremgangsmaade med, at han har forstaaet at udnytte sine videnskabelige Forskningsresultater til at drage Nytte af de kapitalistiske Udbytningsmetoder; det var hans Analyse af Finansforholdene, der viste ham Vej til at blive Storkapitalist.

Parvus argumenterer her bI. a. saalydende: »I Konstantinopel fandt jeg netop det, jeg havde ventet: Diplomatiske Forbindelser og Krogveje, Kombinationer af Bankgrupper og imperialistiske Intriger laa næsten utilhyllet for den videnskabeligt forberedte Iagttagers Blik.«. Han fortsætter, at det netop drejede sig om at erkende de objektive Berigelsesmuligheder, der skabes ved Industriens kapitalistiske Udvikling. I Tyrkiet havde disse Muligheder aabnet sig for ham. Alligevel havde det været vanskeligt for ham at gøre Brug af disse Muligheder, saalænge han ingen egen Kapital besad og ikke havde Handelsforbindelser. Men med Tiden havde han saa erhvervet sig saavel Kapital som Forbindelser.

En fransk Forfatter, der har gjort sig grundigt fortrolig med Parvus' Forretningsmetoder, J. la Meilleray, giver i »Paris soir« af 29. 3. 1936 følgende uden Tvivl mere rammende Karakteristik: »Den tyrkisk-balkanske Krig bryder ud. Ingen er forberedt derpaa, undtagen Alexander Helphand. Han har besøgt Markederne, i Tide afsluttet Kontrakter, oplagret store Varemængder. Han har alt til Raadighed, Faarehjorde, Metalbeholdninger, enorme Mængder af Textilvarer. Han handler i Korn og Levnedsmidler, er Karavanebesidder, Transithandler, Befragter. Det viser sig, at Udrustningen af de tyrkiske Hære i Virkeligheden er afhængig af hans gode Tjenester, som kun tilstaas mod højeste Tarif. I alle Lande er den Slags Forretninger lukrative. I Orienten bliver deres Udbytte i forrygende Fart fabelagtigt. I de tyske Banker stiger Doktor Helphands Tilgodehavender - rigtignok udenfor de tyrkiske Autoriteters Kontrol - i et ligefrem forrykt Tempo og i ligefrem forbløffende Dimensioner. Knap nok er det sidste Kanonskud døet hen, da Alexander Helphand, bebyrdet med et imponerende Antal af Millioner, skynder sig at rejse bort med første Tog. Men han standser ikke i Wien for at se til sin Kone og sit Barn. Parvus - den lille, den beskedne, den svage - Marxisten Parvus, de

146

Undertryktes Forsvarer, rejser direkte til Berlin. Han lugter et nyt Blodbad. Han vil profitere deraf.«

Nu kom først rigtig Parvus' store Tid, hans Glansperiode som den formaaende Kapitalist, den hensynsløse og drevne Konspirator, der havde alle Traade i sine Hænder, og som, paa Trods af alle de Angreb, der rettedes mod ham hele Verden over, kunde gennemføre nye Millionforretninger i sin specielle Rolle som »tysk Socialdemokrat« og til Tider holdt Nationers Skæbne i sin Haand. Da han i 1914 vendte tilbage til Berlin, mærkede han straks Omslaget i Stemningen imod ham. Nu var han persona grata, med de allerfineste Forbindelser. Han, den forhenværende radikale Socialist, der i Ledtog med Rosa Luxemburg og Karl Kautsky havde kæmpet mod Revisionisterne, stillede sig nu paa de moderate Socialdemokraters Side, blev Scheidemanns intime Ven, kom efter Krigsudbrudet hurtigt i intim Forbindelse med de Regeringskontorer, som havde med Ordningen af den udenlandske Handel at gøre og i langt overvejende Grad stod under jødisk Ledelse. Allevegne blev han vel modtaget. Han, der før var bleven jaget af Politiet, blev nu forsynet med særlige Pas og kunde allerede paa et tidligt Tidspunkt af Krigen forlægge sin Virksomhed til København, ikke blot som det tyske Socialdemokratis, men som den tyske Regerings Tillidsmand.

Kort Tid i Forvejen havde han løst endnu en Specialopgave paa Balkan. Her fandt han for en Tid sit Virkefelt i Athen og Sofia. Tre Maaneder efter, at han var vendt hjem fra denne Tur, sluttede Bulgarien sig til Tyskland og Østrig-Ungarn. Saasnart Tyrkiet den 6. September 1914 havde afstaaet Maricadalen til Bulgarien, indgik denne Stat ligeledes et Forbund og en Militærkonvention med Centralmagterne. Den drevne Konspirator var ikke forgæves bleven sendt til Balkan. »Neues Wiener Journal« bemærker hertil: ”Parvus har bearbejdet Bulgarien, indtil det besluttede sig til at skride ind mod Rusland.«

Hvad Parvus nu under Verdenskrigen udrettede under sit langvarige Ophold i København, vil i de følgende Afsnit blive udførligt behandlet. Her skal kun, som Afslutning paa Levnedsbeskrivelsen, de sidste Aar af hans Liv kortelig behandles.

Da Tysklands Stilling i Løbet af 1918 viste sig at blive betænkelig, rejste Parvus til Schweiz, hvor han havde erhvervet sig den gamle ærværdige Ridderborg Alt-Wädenswyl i Kanton Zürich, herligt beliggende ved Züricher See. *) Slottet lod han overdaadigt indrette og residerede her

*) Byen Wädenswyl, med henimod 10.000 reformerte Indbyggere, ligger paa venstre Bred af Züricher-Søen, Ruinerne af Borgen Alt-Wädenswyl 2 km Sydøst for Byen.

147

i nogen Tid med Pomp og Pragt. Dag for Dag modtog han under sit Ophold mægtige Kufferter, omhyggeligt forseglede Kasser, plomberede Tasker o.s.v., alt beskyttet som Kurerpost. Ogsaa om disse Forhold giver den franske Forfatter J. la Meilleray en fængslende Skildring. »Wädenswyl, Wädenswyl, Wädenswyl«, skriver han, »stadig Wädenswyl. Postmesteren kan knap nok magte at udsortere Sagerne. Hver Dag indløber Bunker af Breve, Anvisninger, Pakker, en uoverskuelig Post til Godset Wädenswyl ved Zürich, hvor Hr. Dr. Alexander Helphand for nogen Tid har taget fast Bopæl. Og hvilken Mængde af Besøgende, hvilken Ødselhed og Vellevned! En Sværm af Tjenere. En Hær af Gartnere. En veritabel Bilpark. Overalt taler man om disse Ting. Det maa dog være en meget mægtig Herre, denne nye Slotsherre. I alle Kantoner er hele Færdselen strengt reglementeret siden Krigens Begyndelse; Trafikken er begrænset til nogle Timer om Dagen. Kun Kongen af Grækenland, som bor i Eksil i Schweiz, er berettiget til at benytte Bil og saa - Hr. Dr. Helphand. «Hvad betyder alt dette, spørger den ene den anden. Ingen ved det. End ikke Politiet, Finansdepartementet, ja ej heller Forbundsraadet kan forklare sig dette. Imens stiger Mængden af Pakker o.s.v., jo mere Rigets Opløsning bliver aabenbar. Umuligt, at alt dette, der kommer til Wädenswyl, kan være Helphands Ejendele; Bankernes Bokser og Pengeskabe er fyldt til sidste Tomme, og paa selve Slottet er de store Loftskamre stoppet med alle Slags Varer helt ud i de yderste Kroge og Hjørner, stoppet med Ting som herskabeligt Indbo fra de store Perioder, Kunstmalerier, Guld- og Sølvvarer, Ædelstene o.s.v. o.s.v. Hvad er her paa Færde? I maanedsvis gaar denne Trafik videre. Da springer Bomben. Da viser det sig, at her drejer det sig om intet andet og mindre end en velorganiseret og storstilet Kapital- og Vareflugt fra Tyskland. »Stykke for Stykke og Million efter Million lader Helphand overflytte fra Tyskland«, konstaterer la Meilleray. Rigmændene er blevet bange for deres Værdier, og nu sender de alt det, de formaar, til deres gode Ven i Schweiz. To Bankmænd, Milliardærer, Erzberger, Scheidemann og talrige andre store Mænd fra Novemberdagene søger paa denne Maade at redde saa meget som muligt. Af de 50 Milliarder Værdier, som skaffedes ud af Tyskland alene til Schweiz, menes Parvus at have besørget Hovedparten. Da det schweiziske Politi til Slut begynder at interessere sig for Manden, efterdi han faar saa mange Besøg af mistænkelige udenlandske Politikere og ikke blot af det tyske Socialdemokratis Førstemænd, maa han frigives efter indtrængende Henstillinger fra den i Schweiz akkrediterede tyske Gesandt.

Snart ændrer Billedet sig imidlertid. Da Parvus snuser efter nye Omvæltninger, forsvinder han pludseligt. Den 7. November, før Vaabenstilstandstraktaten er underskrevet, har Kurt Eisner sammen med de mest yderliggaaende Røde tilranet sig Magten i München. Dog, Regeringen

148

dannes i første Omgang af saavel Socialdemokrater - Paryus' Mænd - som af de saakaldte Ufhængige, de mest radikale Marxister. Ved at udgive forfalskede Akter vedrørende Aarsagerne til Verdenskrigens Udbrud, som efter hans Mening skulde bidrage til at skabe en for Tyskland gunstig Verdensopinion, kom Eisner imidlertid i Modsætning til Udenrigsministeriet i Berlin, og Resultatet var, at Eisner derefter blev Separatist og proklamerede Bajerns Løsrivelse fra Riget. Der kan gaas ud fra, at Parvus ved Udbrudet af denne Novemberrevolution havde en Haand med i Spillet og var en af Hovedmændene, men at han senere saa sig foranlediget til at gaa imod den Radikalisering af de politiske Forhold, Ministerpræsidenten tilsigtede. Da Kurt Eisner den 21. 2. 1919 falder for den unge Greve Arco Valleys Kugler, den Deputerede Osel skydes i Parlamentet og Raadsrepublikken udraabes, forsvinder Parvus lige saa pludseligt, som han var kommet. Fra München vender han tilbage til WädenswyI. Langt om længe ser de schweiziske Myndigheder sig dog foranlediget til at sætte den ubudne Gæst en Frist til atter og for stedse at forlade Landet. Terminen sættes til den 11. Februar 1920. Parvus indvilliger. Og han hævner sig over for sin Værtsstat ved senere i Nummer 48 af sit Tidsskrift »Die Glocke« at udgyde al den Haan og Foragt, han mener at kunne byde de Edsvornes Republik. Han siger sit »Farvel, Schweiz, du Spidsborgernes Republik!«; det var Takken for den Asylret Landet havde ydet en forløben Hebræer.

Paa Øen Schwanenwerder, et herskabeligt Sæde nær Berlin, slog han sit nye Paulun op, sit sidste. Her fejredes endnu nogle Aar de vildeste Orgier med Rigets »store« Mænd, Novemberheltene Scheidemann, Wels, Hänisch, Ebert o.s.v. Herfra gav Parvus som den mægtigste Mand sine Direktiver til Regeringen. Thi Scheidemann var nu ikke mere som i Wädenswyl blot Parvus' Ven, men her sad han, som J. la Meilleraye saa træffende bemærker, »paa dennes Knæ«. Endog Noske lystrede Jøden og ansaa sig bI. a. for forpligtet til paa Parvus' Ordre at sende Stabler af antibolschevikiske Kalendre østpaa under militær Bevogtning; de naaede rigtignok aldrig Bestemmelsesstedet, men blev liggende i Kowno.

Den førnævnte franske Forfatter giver yderligere Skildringer af denne politiske Eventyrers sidste Bedrifter. Han fortæller bI. a.: ”Parvus overtager mægtige Opgaver, leder dristigt Hundreder af Finansoperationer og styrter sig ind i Fornøjelserne. Mellem en Børsordre og et galant Stævnemøde, en Audiens hos en Minister eller Deltagelse i en Folkeforsamling redigerer han sit Tidsskrift »Die Glocke« og skriver en revolutionær Afhandling for at forklare, hvordan man kan slaa Mellemstanden i Stykker, ekspropriere Produktionsmidlerne, koncentrere og socialisere en Nations økonomiske Værdier, og paa hvilken Maade man

149

kan fremskynde det Øjeblik, i hvilket Kapitalisterne selv beder om Socialiseringen af deres Foretagender for at undgaa deres fuldstændige Ruin.«

Dagen vies paa denne Maade de revolutionære Opgaver, Natten Lystens, Sansernes hemningsløse Udskejelser. Nu ødsles de Penge bort, som denne Mand med det ejendommelige Dobbeltvæsen, - selv Storkapitalist og samtidig efter sin Paastand Kapitalismens svorne Modstander - har tjent i de mest forrykte og samvittighedsløse Spekulationer. Nu haaner han Pengemagten, søger han at bilde sig og andre ind, at Pengene i saa stor Grad fandt Vejen til ham, fordi han foragtede dem. Og i Folkeforsamlinger, fortæller la Meilleray, udfordrer han Skæbnen med kyniske Pralerier. Da raaber han op: »Siden Vaabenstilstanden er der i Tyskland begaaet 376 politiske Forbrydelser. Man har myrdet Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, Erzberger og Rathenau. Man har forsøgt at dræbe Scheidemann og Maximilian Harden. Men jeg, jeg lever endnu!« Og derved slog han sig paa sit brede Bryst. Men Praleriet var snart endt. I Efteraaret 1924 blev Alexander Helphand, kaldet Parvus, syg, hans Aandedræt blev svagt. Da han i den yderste Time befordres til en Klinik for at underkastes Lægens Behandling, kan han kun stakaandet hviske nogle faa Ord: »Jeg har … sluppet … Stormen … løs. Efter mig … vil der komme … « Man ved ikke, hvordan han vilde afslutte Sætningen; han døde, uden nogensinde at have givet Løsningen til sin Livsgaade. Dog samtidig med hans Død var ogsaa hans Formue hensmuldret. Et Testamente fandtes ikke, kun en Konvolut med 10.000 Mark, som ikke paa nogen Maade var tilstrækkelig til at dække den mægtige Gæld, han efterlod sig. Hvad hans mægtige Formue i det enkelte er medgaaet til, er aldrig bleven opklaret.

Dermed var Parvus' Saga endt.

b) Hvad Parvus i Samarbejde med sine Racefæller foretog sig 1915 og 1916.

Der hviler, som allerede nævnt, en ejendommelig Mystik over Parvus' Levned og dette gælder ikke mindst for den Periode, han opholdt sig i København. Mangt og meget berettes om Manden, men alt hvad der fortælles er saare omstridt, saa det har sine meget store Vanskeligheder at trænge til Bunds i Parvus' Virksomhed i de nævnte Aar. Han var jo de skjulte Gerningers Mand, baade paa det økonomiske og det politiske

150

Omraade. Og det, han fortæller om sig selv, maa almindeligvis tages med alt muligt Forbehold. Som hele hans Liv var et Komediespil, en evig Skiften i Rollen snart som Proletar, snart som Kapitalist, saaledes var ogsaa hans Optræden i den politiske Kamps offentlige Debat som oftest rent og skært Komediespil.

Alligevel kan der dog fremskaffes nogenlunde tilforladelige Oplysninger om det, han foretog sig under Verdenskrigen. Hvad han specielt udrettede under sit Ophold i København, er meget udførligt bleven behandlet i en lang Række Artikler, Dagbladet »København« publicerede i Løbet af Vinteren 1917 - 18, første Gang den 24. 11. 1917. Materialet til disse Artikler stammede, som Parvus selv meddeler i sin Piece: »I Kamp for Sandheden«, for største Delen fra de russiske Korrespondenter i København, »de Herrer Wugmann, Karo, Leitis, Trotzki (ikke Socialisten, men en anden)«. Der tilføjes: »Disse Navne maa nævnes for at deres Bærere kan komme i Gabestokken - paa deres Jagt efter Sensation og Bladhonorar har de kolporteret notorisk falske Meddelelser, skønt de maatte vide, at de derved bragte Snese af Ruslands bedste Mænd i Nærheden af Galgen«. Parvus fortæller endvidere: »»København« offentliggjorde over et halvt Hundrede Artikler mod mig, der var ligefrem struttende fulde af Ordgyderi, Bagvaskelse, Insinuation, Løgn og simpelt Vrøvl. De almindeligste velkendte Fakta er fordrejede, og alt er flettet sammen med de mest meningsløse Absurditeter. Det hele gør Indtryk af et Fantasmagori i Smag med den bekendte Betragtning: Maanen bliver lavet i Hamborg, og det er en lam Bødker, der laver den. De fleste af disse forrykte Artikler blev saa samlet i en Brochure, der uddeltes gratis over hele Danmark.««

Denne skarpe Afvisning af de i »København« af Redaktør Harald Witzansky publicerede (og af Redaktør Anders Vigen forfattede) Beretninger betyder intet, da de i Bladet offentliggjorte Kendsgerninger - trods al Modsigelse ogsaa fra andre i Sagerne implicerede Personer - har vist sig at være

151

rigtige. Blot er Bladet i Bedømmelsen af Forudsætningerne og Tendensen i Parvus' Handlemaade kommet til delvis fejlagtige Slutninger. Artiklerne er skrevet ud fra en udpræget Tysk-fjendtlighed. Derved overses, at det her drejer sig om en Jøde, der først og fremmest har sat sig til Maal at fremme sine og sin Races Formaal. Derfor støttede han snart det ene, snart det andet Parti. Saaledes undsaa han sig ikke for først at forsyne Tsarismens Hære med Medicinalvarer o.s.v. i en lang Periode under Krigen for simpel Vindings Skyld, medens han senere haabede ved Bolcheviseringen af Rusland at naa frem til Magtens højeste Tinde sammen med sine Racefæller Trotzki, Radek, Joffe o.s.v. Parvus var gennemglødet af et vildt, hemningsløst Magtbegær, saaledes som kun en Jøde kan føle det og udøve det. Dette Faktum, som dog er af væsentlig Betydning ved Bedømmelsen af hele denne Mands Adfærd, tilsløres omhyggeligt i »København«, ligesom det i de talrige Artikler, som under og efter Verdenskrigen publiceredes om Parvus i andre danske Blade, aldrig nævnedes, at han var Jøde. »København« selv er blot i den allerførste Artikel i Sagen (publiceret 24. 11. 1917) inde paa dette Punkt, idet der bemærkes: »Hans stasborgerlige Oprindelse er uklar. Rimeligvis er han russisk Jøde. Selv kalder han sig tysk Socialdemokrat«. Rimeligvis, siges der. Altsaa med et vist Forbehold. Men Jøde var han alligevel, og som saadan nævnes han bI. a. i »Jüdisches Lexikon«.

Hvornaar Parvus kom til København, er ikke helt klart. Formodentlig allerede mod Slutningen af Aaret 1914, da det er blevet konstateret, at han allerede i den første Krigsvinter (d.v.s. 1914-15) har haft Mulighed for at gennemføre Kulleverancer til Danmark. »København« (5. 12. 1917) bemærker desangaaende: ”Med den Viden, vi nu besidder, stiller Sagen sig saaledes: Arbejdernes Brændselsforsyning begyndte virkelig i den første Krigsvinter som et jævnt dansk filantropisk Foretagende; men i sin nuværende Skikkelse er det Parvus' Værk.« Altsaa - Kulspekulationen, som behandles særskilt i næste

152

Afsnit - begyndte allerede i Begyndelsen af 1915. Samme Aar paatog Parvus sig - bortset fra sin Afstikker til Balkan - imidlertid ogsaa andre store Ting i den danske Hovedstad.

Forretninger var selvfølgelig det første, han tog fat paa. Det var ham, der satte Penge i »Københavns Plakatsøjler«, og som fik Koncession den 9. Juli 1915. Sammen med Racefællen Fürstenberg-Ganetski paabegyndte han samtidig Opbygningen af nye Handelsforbindelser, til hvilket Formaal der paa Østergade indrettedes et af ham financieret Import- og Eksportkontor. Ifølge de Informationer, »København« (28. 11.) havde faaet, har Parvus under sit første Ophold ogsaa været inde paa Tanken om at oprette en egen Bank, der skulde financiere Forretninger paa Rusland. Han planlagde ogsaa, i nærmeste Samarbejde med Fürstenberg og en russisk Polak Koslovski, Udgivelsen af et dansk (tysk)-russisk Handelsblad. Denne Plan maatte opgives, men derimod grundlagdes et Transport- og Dampskibsselskab, der senere fik en meget stor Betydning, da de store tyske Kulleverancer til Danmark satte ind. Her var, saavidt der er fremkommet Oplysninger om Sagen, Georg Sklarz sammen med Parvus Hovedmanden.

Bortset herfra begyndte Parvus ogsaa 1915 sit Propagandaarbejde, idet han oprettede »Selskabet til Forskning af Krigens sociale Følger«. I dette Selskabs Statutter bestemtes bI. a. i Punkt 3: »Hele Styrelsen af Selskabet beror hos et Styrelsesraad«. Punkt 4 lød: »Styrelsesraadet sammensættes paa følgende Maade: Selskabets videnskabelige Medarbejdere vælger af deres Midte 2 Medlemmer paa 6. Maaneder, og de udgør sammen med Stifteren Styrelsesraadet.« Endelig blev i Punkt 5 fastsat, at alle Styrelsesraadets Beslutninger skulde være enstemmige, og i Punkt 7, at StyreIsesraadet kunde udnævne Repræsentanter for Selskabet i forskellige Lande og overdrage dem at repræsentere Selskabet. Hvilket Arbejde dette Selskab, som udelukkende financieredes af Parvus, har udrettet, er ikke kendt; dog paastaar Parvus i sit ofte nævnte Forsvarsskrift, at Selskabet »i København har samlet et Bibliotek, som er tilgængeligt for

153

enhver, der vil arbejde videnskabeligt«, og at »Selskabets videnskabelige Arbejder har skabt det international Anseelse«, saaledes at dets Publikationer skal være blevet citeret af autoritative Tidsskrifter i alle de krigsførende Lande, saasom England, Rusland, Tyskland, Østrig, o.s.v.

Mere Interesse fortjener imidlertid den omfattende Transithandel, Parvus i nærmeste Samarbejde med Fürstenberg-Ganetski gennemførte fra Tyskland til Rusland, hvorunder Jøder benyttede deres tyske Forretningsforbindelser til at forsyne en overfor Tyskland fjendtlig Stat med livsvigtige Varer.

Herom bragte »København« (8. 12.) interessante Oplysninger, idet der bI. a. bemærkedes, at Fürstenberg - som i Mellemtiden paa Grund af sine lovstridige Transaktioner var bleven sat i Fængsel og senere udvist - ifølge autentiske Meddelelser ligefrem gageredes af Parvus for at drive visse Forretninger, til hvilke Parvus stillede den fornødne Kapital til Raadighed. Disse Forretinger havde for en væsentlig Del bestaaet i Udsmugling af Medicinalvarer og lign. af tysk Oprindelse via Danmark og Sverige til Rusland. Bladet kommenterer disse Oplysninger med følgende ironiske Bemærkninger: ”Man kan sige derom, hvad man vil, der var dog, ikke sandt, et forsonende patriotisk Skær over denne risikable Forretning! Thi det russiske Røde Kors trængte haardt til disse Lægemidler o.s.v. og de Herrer Parvus og Fürstenberg rakte det en hjælpende Haand. Jamen de gjorde det ikke gratis! Hr. Fürstenberg forlangte de blodigste Aagerpriser, Priser, som selv det nødstedte russiske Røde Kors vægrede sig ved at betale. Og han tjente store Summer til Parvus.” Bladet fortsatte: »Forretningen blev opdaget ved, at nogle Kufferter med forbudte Varer blev beslaglagt i Frederikshavn, hvorfra de skulde sendes til Gøteborg. Det var først umuligt at finde Afsenderen; men paa Grundlag af en Gisning og et fjernt Indicium, lykkedes det Retfærdigheden at faa fat i Hr. Fürstenberg, som ogsaa langt om længe tilstod og tillige indrømmede, at han blev lønnet af Parvus og arbejdede med dennes Penge. Der var imidlertid ikke

154

tilstrækkelig Grund til at skride ind mod Parvus selv, da Fürstenberg haardnakket fastholdt, at hans Herre ikke havde været vidende om Forretningens Art! Hr. Fürstenberg fik en stor Bøde og blev udvist, medens det betydedes Hr. Parvus, at han vilde faa samme Skæbne, hvis hans Navn oftere blev truffet i Forbindelse med illegitime Forretninger.«

»København« oplyste endvidere, at Socialdemokratiets Ledelse i Tide fra rette Vedkommende var bleven underrettet om disse Forhold, men at man rigtignok samtidig kunde afvise Paastanden om, at Ministrene Stauning og Borgbjerg skulde have virket for og opnaaet en lempelig Ordning af Hr. Fürstenbergs Mellemværende med Straffeloven. Denne oprindelig i russiske Blade fremsatte Paastand havde dog vist sig at være urigtig:- »Ret skal være Ret«, fortsættes der, »disse Rygter er misvisende Overdrivelser. Fürstenbergs Bedrifter var desuden saa oplagte, at det første Tilløb til en Intervention stoppede op ved den første Meddelelse om Resultaterne af den retslig Undersøgelse.«

At disse Meddelelser var rigtige, har senere tilfulde vist sig i Undersøgelserne mod Georg Sklarz, som gennemførtes i Berlin. Derved konstateredes, at vældige Varemængder under Krigen var bleven udsmuglet af Riget, og at ved Siden af Fürstenberg-Hanutzki (Ganetski) andre »ærbare« Købmænd som Mendelssohn, Gurewicz, Lwowicz, Adler, Cohn, Kleymann, Zitron, Senefelder, Mühlhausen, samt en Forretningsmand ved Navn Henk, selve Scheidemanns Svigersøn, var Deltagere i denne Transithandel. Sendingerne gik over Frederikshavn-Gøteborg. Ifølge Optegnelserne i Sklarz-Akterne blev der bI. a. ad denne Vej sendt ud af Tyskland med Rusland som Bestemmelsesland:

14. 4. 1916:

Undertøj

18. 4. 1916

25.000 Tons Fiskekonserves

10. 6. 1916

20.000 Sække Santos Kaffe

15. 6. 1916

80.000 Sække Santos Kaffe

155

01.07.1916

50.000 Sække Santos Kaffe

05.07.1916

Melton, Serges, Velour og andre Stoffer;

07.07.1916

Skrivepenne

08.08.1916

Damestrømper

01.11.1916

Kakao og Kaffe

20.11.1916

Thermometre

01.12.1916

327.000 kg tysk Værktøjsstaal

05.01.1917

Laboratorieapparater og -materialer

01.04.1917

Azitum Salyzilikum, Antipyrin, Salol samt andre Medikamenter i store Mængder.

Men der kan gives yderligere Oplysninger om disse smarte Forretningsfolks Transaktioner. 1915 oprettedes som nævnt Handels- og Eksportkompagniet AIS, som 1917 havde en Aktiekapital paa 80.000 Kr. I Bestyrelsen sad Østjøden Fürstenberg som Formand, desuden Grossererne V. P. A. Lemche og Chaim Witkin. Fürstenberg var tillige Prokurist i Foretagendet. Forretningslokalerne laa 1917 Nørrevoldgade 15; Telegramadressen var Kopenester. NavnIig dette Firma besørgede de krigsvigtige Leverancer til Rusland. Da det tyske Folk i Sommeren 1916 maatte nøjes med at spise Kaalrabi, sendte Kopenester 80 Millioner Stk. Bouillon, hvis Analyse udviste en høj Fedtprocent, fra Tyskland tiI Rusland. Juni 1916 var store Mængder Skosøm gaaet samme Vej, og i August s. A. fulgte to Vognladninger Saltsyre. I en Periode, hvor Klædemangelen allerede gjorde sig meget stærkt gældende i Tyskland, sendtes - alt endnu i Aaret 1916 - Masser af Strømper og Handsker, Klædnings-, Kaabe- og Buksestoffer til Rusland. Derfor gav Kopenester i en telegrafisk Ordre udtrykkelig Anvisning om at forsyne Sendingen med en nevtral Stats Paaskrift: »Ohne deutsche Aufschrift; neutral verpackt«, men i en Ordre bemærkedes udtrykkeligt, at Partiet var solgt til Petersburg. Alt taler for, at ved denne Transithandel ogsaa andre Lande end Rusland er blevet forsynet med Varer, som har været af livs-

156

vigtig Betydning for det tyske Folks Ernæring og Underhold. Allerede i November 1915 begyndte det nævnte Firma desuden med Eksporten af Medicinalvarer og Artikler til Sygebehandling, hvorved alt kunde gaa med ind i Omsætningen, lige fra Fluefangere og Haarklipningsmaskiner til det smertedulmende Morfin. Da Kopenester 1916 meddelte sine Forretningsforbindelser, at man var villig til at købe alt, hvad der kunde bruges i Rusland, blev alle mulige Varer leveret, deriblandt endog Dieselmotorer!

Man bør her lægge Mærke til, at denne Trafik med Udsmugling af Varer fra Tyskland paabegyndtes allerede i Efteraaret 1915, og at det ved denne Transithandel tildels drejede sig om meget store Vareforsendelser, hvis Transport maa have gjort Indsættelse af hele Vognstammer fornøden. Naar det saa endvidere kan slaas fast, at alle disse Varer er blevet solgt til Aagerpriser, kan man foresiille sig, at alene denne Gren af Parvus' talrige Foretagender maa have afkastet mægtige Avancer. *)

Helt uden Myndighedernes Indgriben kunde denne Transithandel dog ikke gennemføres. Adskillige af disse paagaaende Handelsmænd maatte stifte Bekendtskab med Assessor Thorups Særdomstol for Klausulbrydere, Kædehandlere osv. Allerede i Januar 1917 ramtes Jacob Fürstenberg af Nemesis, idet han for Udsmugling af Morfinsprøjter, Salvarsan og desl. fik en Bøde paa 10.000 Kr. og blev udvist af Landet. Samtidig blev to andre russiske Opkøbere dømt for samme Art Forseelser: Stanislaus Zarnowski til 10.000 Kr. og Suszkiewitz til 1.000

*) Jvf.- Grosserer Joh. P. Sørensens Livserindringer i sit 1937 udgivne Skrift: »30 Aar til Lands«, hvor han beretter om følgende Oplevelse fra de første Krigsaar:»I Lüdenscheid kom jeg i Forbindelse med et stort Metalværk, og det førte til en betydelig Transithandel med Rusland. Russerne vilde gerne købe, og Tyskerne vilde gerne sælge, selvom det var til Fjenden. Jeg maa her dog sige, at det var Jøden paa begge Sider, som drev denne Forretning, nogen ren Tysker, eller som det nu hedder Arier, gjorde det ikke«.

157

Kr. i Bøde, og begge udvistes. I den store Klausulsag mod Apotekerne J. V. Trojel og Victor Hans Meyer fra det Det kongelige Vajsenhus' tidligere tilhørende Apotek, i hvilken Medicinalvarer, som var behæftet med tysk Klausul, gennem Mellemmænd, Grossererne Eschricht, Bäncke og Menck, var bleven solgt videre til udenlandske Opkøbere, spillede ogsaa visse Jøder en større Rolle. Saaledes fandtes blandt de russiske Opkøbere Mænd som Auerbach, George Cohn og Ginsbury. Dommen i Sagen faldt den 10. Marts 1917. Ginsbury (alias Læge Gänsburg) var iøvrigt 1916-17 saa at sige Fürstenbergs Afløser og stod ved Udsmuglingen af Medicinalvarer i Samarbejde med Grosserer Egelund, som af Thorup 1917 blev idømt en Bøde paa 15.000 Kr. og 1919 forgæves forsøgte at opnaa en Ændring af Dommen. *)

Den 5. 12. 1917 gjorde »København« desuden opmærksom paa den særlige Interesse, Parvus viste for Opkøbet af russiske Rubler. Dette Opkøb foretoges i Samarbejde ikke blot med danske, men ogsaa med udenlandske Personer; naar Papirrublen til Tider var blevet saa stærkt jobbet op, kunde det maaske forklares ved, at der fandt et stort Forbrug af russiske Pengemidler Sted i Egnene bagved den tyske Østfront, hvor de af Tyskerne (som ifølge denne Fremstilling fik de russiske Pengemidler tilført gennem jødiske Mellemmænd) blev afsat til Pari. Udbudet af denne Valuta bestemtes iøvrigt uden Tvivl ogsaa ved, at Rubler ikke mere kunde udføres over den russiske Grænse paa legitim Vis. Bladet gjorde endvidere gældende, at andre Fremgangsmaader rigtignok ogsaa lod sig anvende, navnlig ved den finske Grænse, og at det paa denne Maade kunde forklares, at der fandtes saa mange Rubler i København. Hvortil bemærkes: »»Blandt Opkøberne er et Vekselererfirma, med hvis Chef ”Parvus« stadig har staaet i nær Forbindelse, og hvis socialistiske Referencer er af fineste Slags«.«

Herved tænktes paa den meget fremtrædende socialdemokra-

*) Jvf. »København«, 6. April 1919.

158

tiske Borgerrepræsentant, Heljøden Aron F. Lamm, Indehaver af Vekselererfirmaet M. H. Cohen & Lamm, som ganske rigtigt var Parvus' nærmeste Bankforbindelse. Afsluttende konstateres det saa endnu engang, »»at disse Opkøb foretages for tysk Regning eller med Salg i Tyskland som Formaal, at man finder notoriske Rubelopkøbere blandt »Parvus« nærmeste Forbindelser, og at disse Forbindelser har en udpræget socialistisk Partifarve«.«

Transithandelen og Spekulationen i russiske Rubler laa altsaa under Krigen hovedsagelig i polske og russiske Jøders Hænder. Disse smarte Forretningsmænd havde en Slags Central i Paladshotellets Vestibule, som af denne Grund ogsaa af L. V. Birck i hans Rigsdagstale den 17. 6. 1919 betegnedes som Helvedets Forgaard. *) Det var det værste Udskud af galiciske Ghettojøder, som var Deltagere i dette Spil om Varer og Valutaer, og det var dette Rakkerpak, der for en Tid satte Præg paa Hovedstadens Gadeliv omkring Raadhuspladsen. **) En lille nydelig Skildring af disse Samfundets Snyltere, som saaledes hørte til Parvus', Fürstenberg-Ganetskis, Lamms og Konsorters nærmeste Forretningsvenner, gives i »E. H. Magazinet«s December-Nummer 1916, hvor Jens Locher bl. a. fortæller følgende om »Københavnske Krigsprofiler«:

»Jøden fra Lodz. Spionen. Den internationale Dame. Det er de tre skarpe Profiler, vi atter og atter møder blandt de nye, fremmede Ansigter, der er dukket op paa Strøget og i Kafeerne siden den skæbnesvangre 1. August 1914.

Da v. Mackensen stod 25 km fra den gode polske By Lodz, og de tyske Granater allerede begyndte deres paatrængende Illumination af Horisonten, sagde Moses og Aron og Jacob Adieu til Vekselerer-Boden, Guldsmedeforretningen og Lagret med de færdige Herreklæder og drog med sin tro Hustru og sit frugtbare Afkom til den fjerne By Kjøbenhavn, om hvilken sære Tidender var naaet til Lodz. Det hed sig, at Byen flød med

*) Jvf. nedenfor S. 375.

**) Jvf. de vedføjede Karrikaturer.

159

Mælk og Honning, og at Kurser og Priser steg og steg evindeligt paa en gylden Jacobsstige helt op i den syvende Himmel.

Og hverken Moses, Aron eller Jacob er blevet skuffede. Se paa dem, naar de hver Dag præcis Klokken 12 mødes med de andre Lodz'ere paa Raadhuspladsen. De fiffige Ansigter med de pompøse Skæg glinser af Tilfredshed med Tilværelsen. Som et særligt Udtryk for deres inderlige Glæde har de iført sig det mest højrøstede Tøj, Byen overhovedet ejer.

Skrigende Farver af alle Kalibre. Cremefarvede Velourhatte, knaldrøde Slips, blommefarvede Ulstre, græsgrønne Habitter og lynende Lakstøvler med kanelbrune Gamascher. Og glem saa ikke at lægge Mærke til den lille Udvækst i Farvepragten - der hvor Tegnebogen skal sidde. Hvordan de har skaffet sig al denne Pragt? Spørg mig ikke - Krigen ejer ikke en Chance: Gullasch, Hausse, Valuta-Spekulation og Import inclusive, som de glade Lodz'ere ikke har fæstet deres graadige Munde paa og suget ud til sidste gyldne Draabe. Og d'Hrr. har meget fine Næser. Det sker aldrig, at de sætter Munden over en tom Aare.

Er det da saa underligt, at de er glade, og at de ikke agter at forlade det forjættede Land, saa længe Krigen endnu giver Solskin til en eneste Drue paa Spekulationens grønne Stok? De har opslaaet deres Pauluner her - de og deres frugtbare Afkom, og de er kloge nok til ikke at kny, naar de københavnske Værter skærer smaa Strimler af deres velnærede Hud. De ønsker ikke at abonnere paa de kommunale Klasseværelser og Barakker. Det lader de de indfødte om.

Lodz-Kolonien gør ingen Røverkule af sit Hjerte. Dens Medlemmer flokkes dristigt paa Raadhuspladsen og lægger utvungent og absolut ikke stiltiende Beslag paa store Brøkdele af vore mondæne Kafeer. Jøden fra Lodz, viser os sin Profil i fuld Belysning.«*)

*) Det er meget karakteristisk, at disse sarkastiske Betragtninger kom frem i et af de store københavnske Forretningshuses Magasiner, som ellers udmærket forstod at snobbe for den hjemmefødte Højfinans. 1916 og 1917 bragtes her Maaned for Maaned Virak og Ros til Landets store Mænd, med gode Billeder, bI. a. af Cold, H. P. Prior, Heilbuth, Ballin, H. N. Andersen, C. C. Clausen, Edvard Brandes o.s.v. Næsten allesammen Landmandsbankens Mænd. Dog mangler heller ikke Mænd som Prins Aage, Borgmester J. Jensen, Udenrigsminister Erik Scavenius og Vekselmægler Just Cohen. Naar E. H.-Magazinet saaledes rakker de galiciske Jøder ned, maa disse Spekulanters Konkurrence vel have været meget generende for Landmandsbankens Inderkreds. Det var jo ogsaa disse fremmede Forretningsmænds Transithandel, der tildels gav Stødet til, at Det transatlantiske Kompagni oprettedes.

160

I Forsvarsskriftet, i hvilket Parvus behandler alle mulige Angreb, som rettedes mod ham, og i hvilket han gaar voldsomt i Rette med sine Modstandere, ikke mindst med Bladet ”København«, nævnes ikke med et eneste Ord hverken de ovenomtalte Smugleraffærer eller Rubelspekulationen, en Spekulation, der senere viste sig at have forvoldt Landet mægtige MiIliontab. *) Der var altsaa alligevel Ting, den ellers saa dristige Mand helst ikke vilde drøfte.

Saa ubehagelige de ovenfor behandlede Spørgsmaal nu var for Parvus, var det dog værst, at Sagen vedrørende det socialdemokratiske Kulkontors Forretninger blev sat paa Dagsordenen af Witzanskys »København«. Thi det var denne Sag, der vakte allerstørst Opmærksomhed i den danske Offentlighed, ikke mindst i Provinsen, og fremkaldte en Diskussion, hvis Efterdønninger strakte sig til langt ind i Efterkrigstiden. Thi specielt i denne Sag ydede Parvus sit Mesterstykke i kapitalistisk Udbytning og viste, hvordan politiske Forbindelser kunde udnyttes til Varetagelse af rent egoistiske Formaal og - i politiske Øjemed. Her viste han sine særlige Evner i at lave sort til hvidt, og i at misbruge sine Medmenneskers Godtroenhed til en ligefrem djævelsk Kapitalplyndring, medens hans Medhjælpere selvfølgelig satte alt ind paa at bortdisputere de mest forvorpne Spekulationer og Transaktioner og at give dem Udseende af at være Beviser paa ædel social Daad. Parvus siger selv etsteds i sit Forsvarsskrift: »Da Verdenskrigen begyndte laa Vejen til kapitalistisk Ophobning pludselig vidt aaben for mig.« Herved tænkte han naturligvis i første Række paa de talrige Guldmillioner, han tjente ved sine Leverancer af Kul til det socialdemokratiske Kulkontor i København. Men Skam faa den, som tror, at de danske Socialdemokrater nogensinde selv har indrømmet denne Sags sande Sammenhæng.

*) Jvf. Bircks Beregninger nedenfor S. 414.

161

c) Det Socialdemokratiske Kulkontors Millionforretninger.

I »Registreringstidende for Aktieselskaber«, udgivet paa Foranstaltning af Handelsministeriet, Aarg. 1918, staar paa S. 238 følgende:

Register-Nummer 746:. Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, Aktieselskab, hvis Formaal er Handel en gros og en detail med Kul, Kokes og Briketter samt andet Brændselsmateriale, o. lign. Virksomhed. Selskabet har Hovedkontor i København; dets Vedtægter er af 13. Juni 1916 med Ændringer, senest af 27. December 1917. Den tegnede Aktiekapital udgør 25.000 Kr., fordelt i Aktier paa 100 Kr. Aktietegningen er ophørt; Aktiekapitalen er fuldt indbetalt. Hver Aktie giver 1 Stemme, dog kan ingen Aktionær afgive mere end 5 Stemmer. Aktierne skal lyde paa Navn og skal noteres. Aktionærer kan ifølge nærmere i Vedtægternes § 5 indeholdte Regler kun saadanne Arbejdsorganisationer være, der er Medlemmer af Arbejdernes Fællesorganisation i København eller som har erholdt Samtykke dertil fra Repræsentantskabet. Ophører nogen Organisation at tilhøre Arbejdernes Fællesorganisation i København eller sker der Udlæg i eller rettes anden Retsforfølgning mod en Aktie, kan Repræsentantskabet fordre Indløsning af Aktien mod Udbetaling af dens Paalydende. Transport og anden Overgang af Retten til en Aktie kan kun ske med Repræsentanskabets Samtykke. Bekendtgørelse til Aktionærer sker i »Social-Demokraten«. Bestyrelse: Formand Karl Frederik Madsen, Elmegade 2, Direktør Karl Johan-Kristian Kiefer, Stefansgade 14, Hovedkasserer Anton Emanuel Svendsen, Jens Juelsgade 14 og Bestyrer Valdemar Georg Alexander Walther, Hillerødgade 30, alle af København. Direktør: Nævnte K. J. Kiefer. Selskabet tegnes af 3 Medlemmer af Bestyrelsen i Forening, ved Afhændelse og Pantsætning af fast Ejendom af den samlede Bestyrelse. Prokura er meddelt Direktøren i Forbindelse med et af Bestyrelsens Medlemmer. (Selskabet var tidligere meldt til Handelsregistret i København.)

Saa uskyldigt ser altsaa Foretagendet ud, naar man slaar efter i Aktieselskabsregistret. Men Historien viser, at det her i Realiteten drejer sig om en Forretning af særegen Beskaffenhed, ikke blot, fordi rent socialdemokratisk prægede Fagforeninger stod som dets Indehavere, men navnlig fordi det kunde sikre sine Interessenter uhyrlige Millionoverskud, uden at det derved

162

nogensinde, overfor vide Befolkningskredse, mistede Udseendet af at være et udpræget socialt, om ikke rent filantropisk Foretagende.

Den socialdemokratiske Brændselsforretnings Historie begyndte med, at Parvus, omendskønt han selv aldrig havde haft med Kulhandel at gøre og ikke havde Gnist af Sagkundskab paa dette Omraade, saavidt vides allerede i Begyndelsen af 1915 fik Lov til at eksportere tyske Kul til Danmark. Dette skete trods skarpeste Modstand fra det tyske Kulsyndikats Side, hvis Monopol i dette ene Tilfælde blev brudt tiI Gunst for Alexander Helphand Parvus, formentlig under Tilskyndelse, idetmindste med Billigelse, af det tyske Erhvervslivs daværende Diktator Walther Rathenau. Parvus har altsaa - under Forhold, som endnu ikke er klarlagt - allerede i Krigens første Periode tiltvunget sig en Særrettighed, som han siden forstod kraftigt at udnytte, saaledes at han til sidst overtog ikke mindre end godt to Tredjedele af de tyske, Kulleverancer til Danmark. Og Parvus kunde paa samme Maade gennemtrumfe, at hans politiske Meningsfæller i Danmark, d.v.s. Socialdemokratiet og Fagforeningerne, fik Aftagermonopolet paa de af ham leverede Kul. At han i disse Bestræbelser tillige fik sine Racefællers og deres nærmeste Venners særlige Understøttelse maa vel anses som en Selvfølge. Daværende Statsminister Zahle gik ved given Lejlighed med Lidenskab ind for det af Socialdemokratiet med Parvus trufne Arrangement, Finansministeren Edvard Brandes fremmede det, og Hovedmanden for Financieringen af denne mægtige Import var selvfølgelig atter en Jøde, Direktør Aron Frederik Lamm, dengang Formand for Revisionshankens Bankraad.

Det socialdemokratiske Kulforetagende var født i Dølgsmaal, og det skulde dø i Skam. Det var ogsaa straks fra Starten af et alvorligt Stridens Emne, den stadige Forargelsens Kilde. Da Kampen om Arbejdernes Kulkontor stod paa det højeste, forsøgte Statsminister C. Th. Zahle i en Valgtale, som han den 10. Febr. 1918 holdt i Ringsted, at paavise, at det var det

163

tyske Kulsyndikat, der i Begyndelsen selv var interesseret i at sikre sig en forsvarlig Fordeling af Eksportvaren i Danmark og af denne Grund saa sig foranlediget til at fravige den gængse Ordning af Eksporten. Ordret erklærede han, at det var »ogsaa af økonomiske og ikke af politiske Grunde, at en Del af Kultilførslen overdroges til Arbejdernes Brændselsforretning. De tyske Eksportører savnede nemlig Fordelingsagenter for deres Varer i Danmark, og de maatte bestræbe sig for at overvinde denne Vanskelighed. De tyske Eksportører kunde ikke henvende sig til de almindelige Kulhandlere, da disse var forhindrede i at forhandle tyske Kul.” Paa denne Maade mente Zahle altsaa at kunne forklare, hvorfor de tyske Eksportører var bleven udelukket fra at levere til Arbejdernes Brændselsforretning, medens han ikke med en Stavelse forklarer, hvorfor Parrus skulde være saa meget bedre egnet til at skaffe de fornødne Fordelingsagenter i Danmark og i denne Henseende have bedre Forudsætninger end Landets erfarne Kulimportører. Ja, Zahle nævner end ikke Parvus med saa meget som blot et eneste Ord. At Argumentationen iøvrigt var i Bund og Grund forløjet, kunde »København« straks paavise, idet det fremhævedes, at Kulforretningen ifølge den Redegørelse, »Socialdemokraten« publicerede den 19. Decbr. 1917, oprindelig fik sin direkte Udførselstilladelse annulleret, fordi danske og tyske Kapitalister i Forening krævede, at Importen skulde gaa gennem en dansk Kulimportør, til hvilken Kulforretningen skulde svare en lille Afgift. Nej, erklærer det socialdemokratiske Hovedorgan, denne Ordning kunde de Herrer Importører naturligvis ikke gaa med til, og bringer hertil følgende Begrundelse: »Da der ikke var Spor af Mening i en saadan Komedie, og da Arbejderne ikke har Grund eller Raad til at øve Godgørenhed over for Kul-Importørerne, afsluttedes den oprindelige Virksomhed, Regnskab aflagdes for Fællesorganisationen og i Juni 1916 besluttedes Oprettelsen af et Handelsselskab, der var en Nødvendighed for at undgaa Udredelsen af Tribut til danske Kulfirmaer … Arbejdernes Brændsels-

164

forretning optog Forhandlinger saavel med Kulgrubernes Forretningsledere som med de tyske Regerings-Myndigheder og overvandt heldigt de kapitalistiske Intriger, som allerede dengang var særdeles tydelige.« I Fortsættelse hertil bemærkede »Social-Demokraten« af 20. December 1917, at Dr. Helphand »som den indflydelsesrige Partifælle, han er, medvirkede til, at de tyske Fagforeninger brugte deres Indflydelse til at overvinde tyske Kapitalisters og Autoriteters Uvilje mod at sælge til et dansk Arbejderselskab«. Kraftigere kunde Statsministerens Paastande sandelig ikke føres ad absurdum. Men allerede selve denne Kontrovers viste tillige, at der var noget raaddent i Sagen. I Anledning af Statsminister Zahles Tale stilledes tillige det Spørgsmaal til Diskussion, hvorvidt politiske Momenter kunde have været bestemmende for den trufne Ordning. Ogsaa herom gav »Social-Demokraten« (d.v.s. Folketingsmand Borgbjerg) allerede den 19. December en Forklaring, som ikke var til at misforstaa, idet der bemærkedes: »At de tyske Myndigheder ogsaa tillagde en saadan Virksomhed (Brændselsforretningen), til hvilken de altsaa bidrog, politisk Betydning, er muligt, men Hovedsagen for det danske Folk var at faa Brændsel …«

Hvoraf kan sluttes, at Parvus uden Tvivl har benyttet sig af politiske Argumenter over for tyske Myndigheder for at faa overdraget Særretten til at levere Kul til det socialdemokratiske Kulkontor i København udenom de ellers berettigede tyske Eksportører. For Jøden gik altsaa i denne Sag Politik og Gescäft Haand i Haand.

I selve Statutterne for Arbejdernes Brændselsforretning var der, som den ovenfor gengivne Meddelelse i Registrerings-Tidende viser, draget grundig Omsorg for, at Foretagendet under alle Omstændigheder forblev under Partiets Kontrol, og at det i Foretagendet opnaaede Overskud kun kom specielle Partiformaal tilgode. I Bestyrelsen blev kun gode Mænd af Arbejdernes Fællesorganisations Bestyrelse valgt, saaIedes Formanden for de samvirkende Fagforbund Carl F. Madsen, Sekre-

165

tæren i Fællesorganisationen Karl Kiefer, Forretningsføreren for Socialdemokratisk Forbund Thorvald Stauning, Hovedkassereren for de samvirkende Fagforeninger E. Svendsen o.s.v. Det blev senere bekendt, at 150-200 københavnske Fagforeninger, som stod i Fællesorganisationen, var Aktionærer i Foretagendet. »København« kunde imidlertid den 15. 12. 1917 meddele, at en enkelt mindre københavnsk Fagforening ejede Aktier for 1.000 Kr., altsaa 1/25 af Aktiekapitalen, og at der kun var bleven 10.000 Kr. indbetalt, hvorefter det gennemsnitlige Bidrag af Fagforeningerne kun beløb sig til omkring 50 Kr. Med en saadan ringe Aktiekapital klarede man en Forretning, der i Løbet af et Aarstid havde en Omsætning paa mangfoldige og en Fortjeneste af adskillige Millioner Kroner. Ejendommeligt ved dette Selskab var det ogsaa, at den engang dannede Kreds af Interessenter ifølge Statutternes Bestemmelser var ubrydelig, medens der paa den anden Side ikke fandtes nogen Bestemmelse, som hindrede at Aktierne ejedes af Privatmænd. Selv om det nu hævdedes, at ingen private Personer havde Aktier, kunde der dog - mente Bladet »København« - næres Tvivl i saa Henseende, da der i denne Sag jo allerede var bleven paastaaet ét og andet, som siden havde vist sig ikke at være rigtigt. Saaledes stod der i »Socialdemokraten« af 16. Juni 1917 at læse om Minister Stauning:

»Han har ikke under nogen som helst Form faaet en eneste Øre af den omtalte Brændselsforretning, hverken som Løn, Udbytte eller Tantième, og han skal heller ikke senere have nogen Udbetaling. Han er Næstformand for Arbejdernes Fællesorganisation, men Brændselsforretningen som saadan er et selvstændigt Selskab, i hvis Bestyrelse Stauning ikke har Sæde og heller ikke har haft Sæde.«

»København« konstaterer hertil, at denne Fremstilling i det mindste for det sidste Punkts Vedkommende indeholdt en dundrende Løgn, da det af den Anmeldelsen til Firmaregistret vedlagte Udskrift af Selskabets Forhandlingsprotokol fremgik, at Stauning var bleven valgt ind i Bestyrelsen.

166

Hvad nu angaar Financieringen af det socialdemokratiske Forretningsforetagende, har Veksellerer A. F. Lamm i sit i 1928 udgivne Skrift »Erindringer og Tanker« givet nogle meget værdifulde Oplysninger. Han fortæller, at det var ham, der som Formand for Revisionsbankens Bankraad fik Lejlighed til paa afgørende Maade at støtte det af Fagforeningerne oprettede Importforetagende. Den første Tilskyndelse i Sagen havde han en skønne Dag faaet af Karl Kiefer, som havde afsluttet store Kontrakter om Leverancer af tyske Kul og Koks paa meget fordelagtige Betingelser og nu ønskede, at Revisionsbanken skulde financiere denne Sag. Lamm var for sit Vedkommende gerne rede til at støtte Forretningen. Han erklærer, at Brændselsmaterialet ifølge de af Kiefer givne Oplysninger kunde leveres langt billigere til Aftagerne i København, end andre kunde købe det i Tyskland, for ikke at tale om de stigende Priser paa Englands Kulleverancer. Kiefers Tanke var herefter, »at købe Kul og Koks, der dengang vilde komme til at koste her paa Pladsen 3 Kr. pr. Hektoliter Koks og derefter sælge igen til Befolkningen, vel i første Række til Arbejderorganisationernes Medlemmer til en Pris af 2 3/4 Kroner, idet Københavns Kommune som en Dyrtidsforanstaltning skulde betale Differencen 25 Øre pr. hl.« Lamm bemærker derefter, at Revisionsbanken overtog Financieringen af den omhandlede Import, efter at de socialdemokratiske Kommunalrepræsentanter Chr. Christiansen og Carl Becker havde lovet at støtte den Kieferske Plan. Disse Forhandlinger maa have fundet Sted før Juni 1916, da det i Sammenhæng hermed konstateres, at Arbejderorganisationerne nu overtog hele det nydannede Selskab »Arbejdernes Brændselsforretning«s Akiiekapital paa 25.000 Kroner, og at Importen derefter kom i Gang paa sædvanlig forretningsmæssig Maade. Lamm skal først senere have erfaret, at »den Mand, der havde faaet Kiefer ind paa Planen og ogsaa senere interesserede sig derfor var Dr. Helphand, en Rigmand, der vistnok (!) var Kommunist og maaske (!) virkede for politiske Interesser« og bemærker der-

Billede

Dr. Alexander Helphand (Parvus).

Født 1867 i Beresin (Rusland), død 1924 i Berlin.

Billede

To af Socialdemokratiets Mænd.

A.F. Lamm. Vekselerer.

Født 3. 5. 1856 Kbh., død 7.4.1928 sst.

Sven Trier. Socialøkonom.

Født 8. 6. 1877 Kbh., død 27. 11. 1931 sst.

Arbejdernes Brændselsforretnings Lagerplads med Kæmpekran.

167

efter, at »denne Dr. Helphand dog ydede Landet en meget betydelig Tjeneste, som man herhjemme ingensomhelst Grund havde til at beklage sig over«. Lamm skal iøvrigt kun engang være truffet sammen med denne Landets Velgører. Naar han herved søger at fremkalde det Indtryk, at han ikke kendte nærmere til denne fremmede Konspirators politiske Bestræbelser, lyder det unægtelig ejendommeligt, naar man ved, at Parvus ikke mindst var bleven kendt i Landet ved sine politiske Skrifter og havde drevet en Propaganda, der næppe kan være blevet en saa fremtrædende Socialdemokrat og saa ivrig Tilhænger af Karl Marx og Ferdinand Lassalles Ideer som, A. F. Lamm ubekendt.

Lamm beretter ydermere om en anden Episode i Brændselsforretningens Historie, som fortjener nærmere Undersøgelse.

Han fortæller, at Arbejdernes Kulkontor efter Blokade-Erklæringen af 31. Januar 1917 praktisk talt var i Stand til at importere saa store Mængder Kul, som det ønskede, naar blot Pengene til Indkøbet kunde skaffes. Derfor havde han selv ogsaa glædet mange Privatpersoner med i den værste Tid at skaffe dem Kul og Koks og bI. a. foranlediget Frederiksholms Tegl- og Kalkværkers Direktør til at hjælpe sig paa denne Maade. Endelig var ogsaa Trafikminister Hassing Jørgensen bragt til den Erkendelse, at det var hensigtsmæssigt at sikre Statsbanerne Kul paa denne Maade, og derved kom en stor Handel med Staten i Stand! Staten købte ikke mindre end 90.000 Tons Brændselsmateriale. Men Gennemførelsen af denne Forretning stødte paa særlig store Vanskeligheder. Saaledes havde England i Løbet af 1916 rørt paa sig. Man truede f. Eks. Bykommunerne, som viste sig villige til at aftage tyske Kul, med en fuldstændig Standsning af de engelske Leverancer og tillige forsøgte man paa alle mulige andre Maader at forhindre Forbruget af tyske Kul. Skibene, der sejlede paa England, kunde kun under særligt strenge Betingelser faa engelsk Bunkerkul. Forsaavidt de brugte tyske Kul, truedes der med Beslaglæggelse af deres Kulforraad. Under disse Forhold var Revisionsbanken

168

betænkelig ved at stille 1 Mill. Kr. til Raadighed til Opkøb af 90.000 Tons til Staten, saalænge Finansministeriets Udbetalingsordre til Nationalbanken ikke var i Orden, til Trods for, at ikke blot Trafikministeren, men ogsaa Finansminister Brandes og Udenrigsminister Munch havde givet Tilsagn om, at Ordren vilde blive effektueret. Brændselsforretningen kom derved i en ikke ringe Forlegenhed, og det er formodentlig ved denne Lejlighed, at Parvus for nogle Dage maatte springe ind med en Kredit paa 1 Mill. Kr. for at forhindre, at denne Import gik i Staa. Men tilsidst blev Knuden løst. Lamm fortæller, at han til Slut, da den endelige Afgørelse havde ladet vente paa sig i Maaneder, og da Kalamiteten var paa sit højeste, selv besøgte Departementschefen i Finansministeriet og efter adskillige forhandlinger med forskellige Embedsmænd opnaaede, at Udbetalingsordren udgik, inden han forlod Ministerialbygningen.

Hvor vanskelig Stillingen for den socialdemokratiske Importforretning i Perioden før Blokadeerklæringen var, fremgaar af Parvus' Skrift: »I Kamp for Sandheden«, hvor han bI. a. beretter, at i Oktober og November 1916, under den engelske Boykot, der kraftigt støttedes af de danske private Kulimportører samt det danske Arbejdsgiverforbund, var Københavns Red overfyldt af Dampere, som havde bragt Kul til Fagforeningerne og nu ventede paa deres Losning. »Lagerpladserne i København var fyldt til Randen med Kul, medens det i Provinsen var umuligt for Fagforeningernes Kulkontor at faa Lagerpladser. Der maatte betales Hundredtusinder i Konventionalbøder for Overskridelse af Dampernes Losningsfrist. Man kunde ikke faa solgt Kullene og maatte indskrænke sig til at aftage Halvdelen. Fagforeningerne havde 200.000 Tons paa Lager, saa at Bladene kunde gøre sig lystige over Københavns »sorte Bjerge«. Situationen var overordentlig kritisk.« Værre blev det deraf, at Kulkontoret netop i dette Øjeblik var ude for, at det ikke kunde faa Bankkredit. I denne Situation opnaaedes der imidlertid, at A. F. Lamm som ovenfor skildret

169

rakte de nødstedte socialdemokratiske Storspekulanter og sin formaaende Racefælle Helphand en hjælpende Haand. Et Held ogsaa, at Tyskland den 31. Januar 1917 erklærede den uindskrænkede Undervandsbaadskrig, da Brændselsforretningen ellers simpelthen vilde være brændt inde med de opstablede Varer og derved ganske eftertrykkelig vilde have brændt fingrene.

Efter at Bladet »København« næsten Dag for Dag i et Par Uger havde beskæftiget sig med Parvus' mystiske politiske Konspirationer og Gang paa Gang havde peget paa den ejendommelige Stilling, det danske Socialdemokratis ledende Mænd indtog overfor den russiske Bolchevismes Blodregimente, satte Kritiken endelig i de første Decemberdage i 1917 ind mod selve Arbejdernes Brændselsforretning A/S. »Social-Demokraten« tav. Ikke med en Stavelse gik Bladet ind paa de haarde Angreb, der rettedes mod Partiet, ej heller efter at »Vort Land«, Redaktør Erik Hansens »Kolding Avis« og andre Provinsblade havde begyndt at stille nærgaaende Spørgsmaal. »Social-Demokraten« bevarede haardnakket Tavshed i Ugevis. Og Navnet Parvus blev aldrig nævnt.

Men omsider saa man sig dog fra socialdemokratisk Side nødsaget til at give Svar. Det skete paa den højst ejendommelige Maade, at der i Huj og Hast, med blot en Dags Varsel, blev indkaldt en saakaldt »Generalforsamling« i Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning til den 10. Decbr. 1917. I Referatet om dette Fællesmøde, til hvilket Bestyrelserne for Fagforeningerne var indbudt, bemærker »Social-Demokraten« Dagen efter Mødet, at Fællesorganisationens Sekretær Karl Kiefer havde aflagt Beretning om Kulkontorets Virksomhed, dens Fremgang o.s.v., hvorved understregedes, at de indførte Kul, Koks og Briketter fordeltes til de forskellige Virksomheder efter Anvisning af Statens Kulfordelingsudvalg. Til Befolkningens Forbrug skete Fordelingen gennem Kommunerne, der ved Hjælp af Dyrtidsloven kunde sælge under Indkøbs-

170

prisen. Det var alt, hvad Mødets Deltagere fik at vide. Regnskab blev ikke aflagt. Derimod blev det i den paafølgende Diskussion skarpt fordømt, at den saakaldte Chauvinistpresse havde rejst en Kamp »mod dette landsgavnlige Arbejderforetagende, der har frelst Tusinder af Arbejdere fra Arbejdsløshed og holdt mangfoldige Virksomheder i Gang, som ellers forlængst vilde være standsede.« »Dette er«, fortsætter Bladet, »naaet i Kraft af de danske Arbejderes gode internationale Forbindelser, solide Organisationer og en dygtig Administration«. Man søgte derefter at forklare de Angreb, der blev rettet mod Kulkontoret, paa den ene Side med den Utilfredshed, der herskede indenfor de danske Importørers og Grossereres Kredse, som saa deres hidtidige Monopolstilling truet, paa den anden Side med Utilfredshed hos de tilsvarende udenlandske Interessenter, som gerne vilde have hele Kulimporten til Danmark i deres Haand, for paa denne Maade at kunne opnaa Indflydelse paa Landets Politik og derved hindre Danmark i at bevare sin handelsmæssige og politiske Nevtralitet. I Sammenhæng hermed tilkendegav Forsamlingen, at Socialdemokratiet nu - uden Tvivl efter Parvus' Tilskyndelse - ønskede yderligere Indflydelse paa Ordningen af Eksport- og Importforholdene, efter at man fra chauvinistisk Side »var kommet til at afsløre, at de danske Erhvervs Fohandlere med Udlandet har benyttet Lejligheden til at opfordre Tyskland til at boykotte Arbejdernes Brændselsforretning, mod til Gengæld at være villig til at byde Tyskland Indrømmelser paa dansk Erhvervslivs Bekostning«. I Erkendelsen af, at Angrebet var den bedste Parade, krævede Fagforeningernes Bestyrelsers Fællesmøde dernæst, at man vilde have nærmere Indseende med alle Statens Forhandlinger vedrørende Handelsaftaler, saa de ikke mere udelukkende laa i Storkapitalisters som Foss' og Ballins Haand, at der skulde sættes alt ind paa at dæmme op for den overhaandtagende Tendens til Monopoldannelser - Ringe, Karteller og Truster - og at Storkapitalismen navnlig skulde hindres i »at konspirere med en fremmed Stat og dens Kapita-

171

lister til Skade for den danske Arbejderklasse og hele det danske Folk«. (Alle de fremhævede Perioder trykte med fedt i »Social-Demokraten«.)

Denne Diskussion mundede ud i en Resolution med følgende Ordlyd:

»Idet Fællesmødet udtaler sin Anerkendelse af Repræsentantskabets Virksomhed og tilsiger sin Støtte til den kommende Tids Arbejde og Kamp, opfordres Arbejderpartiets faglige og politiske Ledelse til at sætte al Kraft ind paa, at den danske Arbejderstand gennem dens faglige og økonomiske Organisationer kommer til at deltage i de Forhandlinger, der føres med Udlandet om Danmarks Erhvervsinteresser under Krigen.«

Derhos bemærkes, at denne Resolution straks vil blive behandlet i De samvirkende Fagforbunds Forretningsudvalg og i Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe og at der derpaa vil ske en Henvendelse til Regeringen om Sagens Gennemførelse. Der staar nu - bemærkes der til Slut - direkte Repræsentanter for 100.000 danske Arbejdere bag dette Krav. Husmændenes Foreninger havde stadig været med i Landbrugets Forhandlinger. Nu vilde Arbejdernes Organisationer kræve at komme med i de Forhandlinger, Industrien, Handelen og Skibsfarten førte med den danske Regering og Udlandet. Derefter fører det socialdemokratiske Organ (den 12. Decbr. l917) endnu et drabeligt Forsvar for Fagforeningernes Importforretning i Artiklen: »Kapitalismens sidste Selvafsløring«, i hvilket der bI. a. gøres gældende, at det saa lidenskabeligt omstridte kooperative Foretagende jo ikke havde andet Formaal end at sikre Folkets, ikke blot Arbejdernes, men ogsaa Middelstandens Interesser mod Kapitalistklikens Udbytningsmetoder. Modstandernes Forargelse, ja Raseri, kunde blot forklares ved, at Arbejderne her havde forsøgt at trænge ind i det moderne Sam-

172

funds Livsnerve, Kullene, og derved overtog et nyt og overordentlig betydeligt Felt idenfor Produktion og Omsætning. Thi selvfølgelig maatte de erkende, at den Dag, da Arbejdet og dets Administration og Organisation var i Arbejdernes egne Hænder, da vilde Socialismen være virkeliggjort. »Da«, erklærer »Social-Demokraten«, »kommer Verden - efter vore Begreber - paa ret Køl.« Dette politiske Formaal svarede iøvrigt ogsaa nøje til den Politik, Bolchevismen var inde paa, den Politik, der i første Række havde til Formaal at sikre Arbejderne Kontrol med Industri og Handel; det var ikke hele Socialismen, men dog et Stykke af vejen derhen. Og saa lader Bladet med rene Ord forstaa, hvad der er tilsigtet, idet der bemærkes:

»Det er for Ruslands Vedkommende et Ideal, der alene ved sin Opstilling virker begejstrende og samlende og derigennem fremmaner sin egen Virkeliggørelse, men hvis praktiske Gennemførelse forudsætter en velorganiseret, vel oplyst, moden og dygtig Arbejderklasse. Gennem 30-40 Aars fagligt, kooperativt og politisk Arbejde er vi her i Danmark naaet dertil, at Arbejderne har en vis Kontrol, en vis Medbestemmelsesret i Indutrien. Men vi skal videre ad denne Vej, og nu har Arbejderne paa Fællesorganisationens Generalforsamling i Forgaars vedtaget, at de ogsaa vil have Haand i Hanke med de internationale Forhandlinger, der føres paa Industriens Vegne. Danske Kapitalisters sidste skandaløse Forsøg paa Sammensværgelse med tyske Kapitalister og tysk Statsmagt imod danske Arbejder- og Samfundsinteresser har bragt Arbejderne til klar Bevidsthed om, at de maa have Foden indenfor overalt, hvor det er muligt.«

Det var Parvus' Paroler fra først til sidst. Ja, Borgbjerg er jo netop inde paa de Betragtninger, Parvus Gang paa Gang havde udviklet i sine teoretiske Undersøgelser over Marxismen,

173

og naar der her fra Socialdemokratiets Side kræves større Indflydelse paa Landets Handel og Industri, sker det denne Gang ikke blot til Fremme af Partiets og Hr. Parvus' forretningsmæssige lnteresser, men samtidigt til Fremme af de revolutionære Formaal, Parvus i sine talrige Skrifter paa Tysk og Dansk havde prædiket for det tyske og det danske Socialdemokrati. Her gaar »Social-Demokraten« endog saa vidt i sin Lydighed overfor Parvus, at det for en Stund paa godt og ondt sværger til selve Bolchevismens Paroler og først opgiver denne Holdning, da Parvus siger sig løs fordi Lenin ikke vilde lade ham vende tilbage til Rusland. Parvus forfulgte, som det her viser sig, ganske aabenlyst den Plan med det af ham skabte socialdemokratiske Kulforetagende at gribe ind i Danmarks indre Forhold og at fremme Socialiseringen ved at hjælpe Socialdemokratiet til at faa Foden indenfor overalt, hvor det var muligt!

Dog disse Bestræbelser stødte i denne Omgang paa en meget kraftig Modstand. Omgaaende gav først Erhvervenes Fællesudvalg gennem Ritzaus Bureau et meget eftertrykkeligt Gensvar, idet der erklæredes:

»I Anledning af det i Social-Demokraten for den 11. ds. fremkomne Referat fra Generalforsamlingen i Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, i Følge hvilken »de danske Erhvervs Forhandlere med Udlandet har benyttet Lejligheden til at boykotte Arbejdernes Brændselsforretning, til Gengæld var man villig til at byde Tyskland Indrømmelser paa dansk Erhvervslivs Bekostning!” skal Erhvervenes Fællesudvalg herved erklære den saaledes fremsatte Paastand at være i fuldkommen Modstrid med Sandheden. Naturligvis kan Erhvervene og da ganske særligt Industrien ikke med Glæde se en Ordning, der har tilladt og fremdeles tillader Arbejderorganisationerne at indkassere en endog meget betydelig Fortjeneste paa Leveringen af et af Industriens vigtigste Raastoffer, men saaledes som Forholdene har været med Hensyn til Kulforsyningen, har man fra dansk Industris Side under de nuværende ganske abnorme Forhold maattet mene det nødvendigt at acquiescere ved den Ordning, som de danske socialdemokratiske Arbejderorganisationer paa et tidligt Tidspunkt af Krigen har afsluttet med de paagældende tyske Myndigheder.

Under Forhandlingerne om Danmarks Tilførsler af Kul fra Tyskland

174

har i Tyskland flere Gange Tanken været fremme at tilbyde de danske Industriorganisationer en lignende Særstilling som Arbejdernes, men denne Tanke er stedse bestemt afvist fra de danske Forhandleres Side, da man ikke ønskede at skaffe Industrien nogen økonomisk Fordel paa andre danske Kulforbrugeres Bekostning.

Erhvervenes Fællesudvalg skal til Slut opfordre Social-Demokraten til saavel at optage nærværende Berigtigelse som at erkende det fuldkommen ubegrundede i det mod de danske Delegerede rettede Angreb.«

»Social-Demokraten« maatte erkende Berettigelsen af denne Tilbagevisning, men mente, at Erklæringen var præget af Klasseaand, og at Erhvervenes Fællesudvalg ikke kunde anses for at være kompetent til uden videre at optræde som Erhvervenes Repræsentanter, da ingen Arbejder var Medlem af Udvalget, og at man endelig ikke kunde undslaa sig for at tage Stilling til Kravet om at ogsaa Arbejderne blev repræsenterede ved Erhvervenes internationale Forhandlinger. Bestræbelserne for at bryde Industriherre-Monopolet vilde blive videreført. Paa samme Maade forsvarede Folketingsmand C. Hauge sit Partis Fremgangsmaade, idet han bl.a. gjorde gældende, at det jo navnlig var tyske Millionforetagenders Filialer i Danmark, der var bleven ramt ved den trufne Ordning, og at den saa udpræget tyskfjendtlige Presse som »København« og andre Blade saa sandelig ikke havde nogen Grund til ”at give alene det tyske Millionærfirma Hugo Stinnes og andre af tilsvarende Karakter Fortjenester ved at sælge Kul til Danmark!«

Denne Form for Forsvar kunde selvfølgelig med Lethed imødegaas. Navnlig gav Bemærkningen om, at danske Kapitalister havde gjort et skandaløst Forsøg »paa Sammensværgelse med tyske Kapitalister og mod den tyske Statsmagt«, Anledning til nogle for Socialdemokratiet meget kompromitterende Betragtninger. Saaledes kunde der med Føje peges hen paa, at det ikke var de saakaldte Kapitalister, men Socialdemokratiet, som allerede paa et tidligt Tidspunkt - d.v.s. i Begyndelsen af Krigen - havde søgt Forbindelse med tyske Myndigheder og ved Hjælp af den berømmelige Dr. Helphand havde opnaaet

175

en Særoverenskomst vedrørende Kulleverancerne, som siden hen trods al Modstand fra Kulgrossisternes Side var bleven opretholdt. I denne Sag havde Socialdemokratiet handlet ganske paa egen Haand, udenom Regeringen! Medens Erhvervenes Delegerede faktisk stadig havde forhandlet paa Regeringens Vegne, under dens Kontrol og med Forbehold af dens Godkendelse, havde de socialistiske Partiledere forlods sikret sig denne Overenskomst. Her kunde der altsaa være Tale om en Sammensværgelse, men ogsaa kun her.

»Man betænke«, bemærker »København« (den 12. 12. 1917), »hvilke Forhandlinger de selv (d.v.s. de Mænd, der nu beskylder Kulgrossisterne o.s.v. for Konspiration) har ført, hvorledes de gennem Parvus er traadt i Forbindelse med det tyske Gesandtskab, den tyske Regering, de tyske Kul-Kapitalister. Kapital havde de ikke, Sagkundskab endnu mindre. De havde intet, som fra et dansk Synspunkt kunde give Garantier. Men netop derfor forstod Tyskland, hvilket Fund Parvus havde gjort i dem. At indfange dem betød simpelthen at grunde et tysk Monopol i Danmark, og ansætte et stort politisk Partis Førere som dets fuldkommen afhængige Funktionærer … Hævet over enhver Tvivl er det, at det danske Socialdemokrati med sin nuværende Ledelse er et under fremmed Indflydelse staaende, ved fremmed Gunst bundet, under fremmed Kontrol virkende, i Bund og Grund afhængigt Parti, hvis Afhængighed baade direkte og indirekte kan medføre de alvorligste Følger for Landet.« Og Dagen derpaa, den 13.12. bemærker det samme Blad: »Takket være det store danske Arbejderpartis Ledelse har en fremmed Magt bragt et vigtigt Omraade af dansk Marked og samtidig dansk offentlig Mening, for saa vidt den beherskes af Socialdemokratiet, under sin direkte Kontrol. Metoden er saa velkendt, som den er farlig og frygtet. Den medfører ikke blot umiddelbart Afhængighed; endnu langt værre er det, at den baade forudsætter og avler Korruption i det offentlige Liv.«

Paa samme Maade afvistes Socialdemokratiets Krav om at blive stærkere repræsenteret ved erhvervsmæssige Forhandlinger med Udlandet. Partiet som saadant kunde allerede ved den bestaaende Ordning paa fuldt betryggende Maade varetage sine Interesser. Det havde et Medlem i begge de af Ministeriet nedsatte Kulnævn; saaledes sad I. A. Hansen - hvis særlige Forretninger sammen med Hr. Parvus behandles nedenfor -

176

i Nævnet vedrørende de tyske Kul og kunde der erfare alt, hvad han ønskede. løvrigt maatte man vel gaa ud fra, at Fagforeningerne som Indehaverne af Arbejdernes Fællesforenings Brændselsforretning A/S havde deres Grossererborgerskab i Orden, derved eo ipso var Medlem af Grosserersocietetet og ogsaa allerede herved kunde faa tilstrækkelig Indseende med »de internationale Forhandlinger, der førtes paa Industriens Vegne«!

Men Kritikken rykker det socialdemokratiske Foretagende endnu nærmere paa Livet. Det paapeges, at denne Institution paa ingen Maade kunde gøre Krav paa den Anerkendelse, at det havde skaffet mere Kul til Landet, end man ved en anden Ordning kunde have indført. Thi det samlede Import-Kvantum var nemlig fastsat ved en dansk-tysk, af Regeringen godkendt og paa Kompensation hvilende Overenskomst. De tyske Kul maatte betales med danske Varer, hvorved det imidlertid viste sig at Kulpriserne var steget relativ meget stærkere end Priserne for de danske Eksportvarer. Denne Prisstigning laa for Kullenes Vedkommende cirka tre Gange højere end for de danske Levnedsmidlers Vedkommende. Dertil kom, at Indkøbspriserne for de tyske Kul ogsaa laa væsentligt højere end for de engelske Kul, og at disse højere Priser maatte betales, omendskønt Transportomkostningerne for de tyske Kul almindeligvis var væsentlig lavere end for de engelske. Engelske Kul fordyredes netop saa umaadeligt ved Fragterne og ved Torpederingerne. Naar man endelig vilde gøre gældende, at Fagforeningerne overtog Kulimporten fra Tyskland i saa stor Udstrækning som sket var for at hjælpe den nødstedte danske Arbejderbefolkning, skulde man - mente »København« og andre borgerlige Blade – idetmindste have sørget for, at Priserne for de af dem indførte Kul og Koks holdtes nede paa et rimeligt Niveau. Men i Stedet for var man gaaet med til at jobbe Priserne opefter, saa deres Overskud naaede ligefrem fantastiske Højder. Ja, denne socialdemokratiske Brændselsforretning havde endog ved ”Konspiration« med tyske Statsmyndig-

177

heder sikret sig en lavere Indkøbspris end de andre danske Importfirmaer, uden imidlertid af denne Grund at levere Brændselsmaterialet billigere til sine Aftagere her i Landet!

Disse og talrige andre Bebrejdelser rettes mod Staunings, Borgbjergs og Kiefers Importforetagende. Men haardest rammer dog Paastanden om, at Socialdemokratiet ved disse Transaktioner maatte have opnaaet Fortjenester til flere Millioner Kroner, der for en stor Del skulde tjene til Fremme af politiske Formaal. Der blev nævnt Tal op til 22 Millioner Kroner. Venstre-Folketingsmanden Jensen-Flø hævdede i et Møde den 10. Decbr. 1917, at Overskudet havde andraget mellem 15 og 22 Mill. Kr., og at han kunde bevise det. Atter andre fandt, at 8 Mill. Kr. maatte komme Sandheden nærmere. Jensen-Flø havde behandlet Spørgsmaalet for at forsvare sit Parti mod den Beskyldning, at Krigens og Dyrtidens Venner skulde findes i det. Nej, mente han, i denne Henseende maatte Socialdemokratiet gribe i sin egen Barm, navnlig under Hensyn til, at det var gaaet med til Oprettelsen af Brændselsforretningen, der, selv om Overskudet kun skulde andrage 15 Mill. Kr., dog havde opnaaet en kolossal Fortjeneste. »Jeg ved ikke«, fortsatte Folketingsmanden, ”om Aktieselskabet har skaffet billig Brændsel, men jeg véd, at det indvudne Beløb i Forhold til Aktiekapitalen er saa enormt stort, Procentudbyttet saa højt, at Papirer, der er knyttet til Foretagender, som i den offentlige Debat kendetegnes ved Navnene Max Ballin og Heilbuth, ikke nær naar op i Procentudbytte med disse …«

Overfor saadanne Beregninger saa endog »Finanstidende« sig foranlediget til at gaa alvorligt i Rette med Socialdemokratiet, idet det pointerede, at 10 pCt. vilde have været en passende Avance for et Kapitalforetagende, og at det derfor ved en Aktiekapital paa 25.000 Kr. maatte have været tilstrækkeligt, hvis Overskudet havde andraget 2500 Kr. Men at tjene Millioner paa den omhandlede Maade var uforsvarlig. Skulde Fortjenesten ogsaa kun beløbe sig til 8 Mill. Kr., saa vilde det svare til en Dividende af 32.000 pCt. »Selv i disse Gullash-

178

tider«, siger »Finanstidende«, »er dette en Rekord, og selvom Merindtægtsskattens 35 pCt. drages fra, en pæn Dagløn for de lykkelige Indehavere af Aktierne«. Dette Finansorgan understregede samtidigt, at det socialdemokratiske Foretagende var baseret paa et Monopol af mere udpræget Karakter end f. Eks. det, Standard Oil indehavde før Krigen, og at det desuden umiskendeligt havde sin politiske Side. Derfor var det under de givne Forhold rimeligt at henstille til Parvus, af egen Drift at vise de danske Myndigheder det Hensyn snarest muligt at forlade Landet. Fagforeningerne advaredes endvidere paa Grund af deres Kulmonopol mod at stille altfor yderliggaaende Krav vedrørende Medvirken ved handelsmæssige Forhandlinger og anmodedes om i Tide at overveje en forsvarlig Fordeling af Overskudet, og iøvrigt at lægge Kortene paa Bordet, »saa at den grimme Beskyldning, der klæber ved dette Aktieselskab for, at det udnytter Befolkningen til egen Fordel, kan blive aftvættet«.

Da der saaledes faldt Slag paa Slag og Hug paa Hug, da de saakaldte antikapitalistiske Marxister i stigende Grad var udsat for de haardeste Angreb, og Hr. Borgbjerg var ude for særlig nærgaaende Bemærkninger - saaledes i »København«, der hævdede, at sidstnævnte, hvad Lugten angik, ikke var til at kende fra det Stinkdyr, med hvis Vædsker han var vakcineret - maatte Forsvaret for Kulkontoret tage rigtig fat.

Den første, der tog Ordet, var Smede- og Maskinarbejderforbundets Formand l. A. Hansen. Han fremsatte, som den uhildede og uinteresserede Mand han mente at være, sine Meninger om Sagen i et Interview, som publiceredes i »Politiken« den 17. Decbr. 1917. Han maatte først indrømme Parvus' Forbindelse med Foretagendet, men hævdede samtidigt, at Brændselsforretningen fra Begyndelsen af var tænkt som en rent social Foranstaltning. Derved var Hr. I. A. Hansen i forskellig Henseende noget uheldig med sine Erklæringer. Ifølge Interviewet sagde han bI. a.:

179

»Hvad Helphands (Parvus') udenrigspolitiske Virksomhed angaar, kan jeg blot sige, at ham maa Tyskland tage paa sin Kappe. Han - den tidligere fattige socialdemokratiske Litterat - indtager en indflydelsesrig Stilling i Kraft af sine Forbindelser med officielle tyske Kredse.«

Der slap det ud. Socialdemokratiet kendte altsaa til denne russiske Emigrants politiske Konspirationer, og det blev erkendt, at han ikke blot var det tyske Socialdemokratis, men selv »officielle tyske Kredses« Repræsentant. Det var selvfølgelig ubehændigt af Jakob Andreas Hansen saadan at buse ud med Sandheden. »Politiken« maatte derfor ogsaa den 19. Decbr. bringe følgende højst besynderlige Berigtigelse:

»I et Interview med mig har deres Medarbejder spurgt mig om Dr. Helphand (Parvus), men ikke opfattet mit Svar helt rigtigt. Hvad jeg har ønsket at sige er, at den fattige socialdemokratiske Journalist havde vist sig i Besiddelse af saa stor Dygtighed og politisk Forstaaelse, at han nu har faaet megen Indflydelse blandt PartifæIIer og derved paa almindelig tysk Politik.«

Det kan ikke forbavse, at »København« hertil knytter nogle ironiske Bemærkninger, mener, at naar J. A. Hansen retter, retter han, saa det klodser, og iøvrigt spørger, hvorfra da denne fattige socialdemokratiske Journalist havde de Kapitaler, han stillede til Raadighed for Brændselsforretningen, da den var i Bekneb. Men Bladet kan endvidere fremhæve, at Hansen gør sig skyldig i en dundrende Usandhed, da han jo selv var med i et privatkapitalistisk Foretagende, ”Dansk Handels- og Industri A/S«, som arbejdede med en Aktiekapital paa 250.000 Kr., fuldt indbetalt, og uden Tvivl indbetalt af Dr. Parvus' Midler.

Hvad J. A. Hansen ellers meddelte i sit Interview til »Politiken«, var ligesaa taabeligt og selvmodsigende. Aabent indrømmede han bI. a., at det danske Socialdemokrati havde været

180

i Stand til at faa sit eget Kulfirma, fordi det tyske Socialdemokrati vilde være behjælpelig ved denne Sag, med en Tilføjelse om, at »de tyske Socialdemokrater for Tiden er Trumfen blandt de politiske Partier«. Det var altsaa saa at sige det internationale Proletariats Solidaritet, der havde været afgørende for, at det »antikapitalistiske« Parti, Socialdemokratiet, havde faaet sit eget storkapitalistiske Foretagende. Hansen understregede denne Tanke ved yderligere at fremhæve, at de tyske Arbejderrepræsentanter havde »haft baade Viljen og Evnen til at hjælpe de danske Arbejdere paa en Tid, da det saa ud til, at Tilførslerne af Kul og Koks vilde svigte.« Men ogsaa denne Gang indvikledes han i Selvmodsigelser, idet han lidt senere udtaler: »Foretagendet (d. e. Brændselsforretningen) begyndte under smaa Former og under ringe Opmærksomhed paa et Tidspunkt, da Købelysten efter tysk Kul og Koks var aldeles minimal.«

Netop heroverfor kunde der med Rette fra Modstandernes Side peges hen paa, at det socialdemokratiske Kulkontor var ude for en meget kritisk Periode navnlig i Tiden mellem Stiftelsen (Juni 1916) og Blokade-Erklæringen af 31. Januar 1917, da det ikke kunde slippe af med de store Mængder af tyske Kul, det havde indført. Det var jo ogsaa ved denne Lejlighed, at Parvus maatte træde hjælpende til, og endog Hansen mindes denne Episode ved at oplyse, at han »var ikke bange for at vove den nødvendige Sum for at holde Foretagendet oppe«. Hertil bemærker saa »København« (den 19. 12. 1917) meget træffende:

»Nej, for Parvus vidste, at den uindskrænkede Undervandskrig vilde komme. Og Hr. J. A. Hansens Udtalelser skaber en stærk Formodning om, at hele Kulforetagendet fra første Færd var en Spekulation med denne Viden som Forudsætning.«

I sit Forsvar for Brændselsforretningen bemærker Hansen endelig i sit Interview til »Politiken«, at der kun er opstaaet »en rimelig, jævn Fortjeneste« og at denne Fortjeneste var

181

legaliseret af de højeste Autoriteter. Derved saas imidlertid bort fra, at Legaliseringen først blev gennemført efter det Tidspunkt, da Forretningen under Udnyttelse af de ved den skærpede Undervandskrig skabte Konjunkturer kunde afkaste ligefrem fantastiske Avancer til Fordel for de socialdemokratiske Kulimportører samt - for de jødiske Leverandører, der maatte anses for at være de virkelige Kontrahenter overfor Arbejdernes Brændselsforretning. Hansen sluttede med at konstatere, at Brændselsforretningen havde været den første, der havde erkendt Betydningen af det tyske Marked, og at den derfor, »paa Trods af mange og ihærdige Bestræbelser og Intrigespil fra private Forretningsmænds Side - baade tyske og danske –” var blevet et stort og godt Foretagende.

Da Kritikken ikke lod sig standse og ved forskellige Lejligheder ogsaa Regeringen blev anmodet om at tage Stilling til Sagen, saa Udenrigsminister Erik Scavenius sig nødsaget til, Onsdag den 19. Decbr. 1917, at aflægge Beretning om Brændselsforretningen i et lukket Møde i Rigsdagen. Enkeltheder om dette Mødes Forløb kom ikke frem i Offentligheden, blot erfarede man, at Ministerens Udtalelser ikke havde fremkaldt nogen Debat. Regeringen Zahle havde altsaa ikke haft noget at erindre mod (Socialdemokratiets Storspekulation og kapitalistiske Udbytningsmetoder.

Da en Mand ved Navn Andr. Pallesen den 18.- s. M. bragte et Indlæg i »København«, maatte ogsaa Minister Stauning frem med en Erklæring. Pallesen paastod bl. a. at han, nærmest af Vanvare, havde haft Lejlighed til at se Brændselsforretningens Regnskab, og at han herved havde konstateret, at Indtægten var imellem 11 og 22 Mill. Kr. Med Hensyn til enkelte Lønninger kunde han meddele, at Direktør Kiefer fik en Gage paa 16.000 Kr. aarlig. Hvad Stauning med flere af Spidserne havde tjent, kunde han ikke opgive paa 500 Kr. nær, og derfor vilde han ikke i saa Henseende nævne Tal for ikke at være udsat for Redaktør Borgbjergs »dementerende og dokumenterende« Nægtelse, men han kunde dog sige, »at

182

Hr. Stauning, takket være Kullene, nu kan lægge sit Hoved til »Elverhøj« ved Køge uden fremtidige Næringssorger«. Derpaa svarede Stauning omgaaende:

»Dagbladet KØBENHAVN indeholder i Dag en med Navnet Andr. Pallesen underskrevet Artikel, hvori der fremsættes den Paastand, at jeg har modtaget endog meget betydelige Beløb som Betaling eller Udbytte af Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning. Denne Paastand er en før afvist Usandhed. Jeg har ikke under nogen som helst Form modtaget noget som helst, hverken som Løn, Tantième, Udbytte eller noget andet af nævnte Selskab eller af nogen, som staar i Forbindelse dermed, ligesom jeg heller ikke har Krav paa noget som helst.

Den fremsatte grove Usandhed tilbagevises paany ved nærværende.

København, 18. December 1917.

Th. Stauning.«

Hertil bemærker »København«, at Stauning, da han nu engang var Medlem af Bestyrelsen, jo ganske naturligt maatte modtage noget i Vederlag for dette sit Hverv. En Arbejder var dog vel sin Løn værd. »Eller« - spørger Bladet - »mener Hr. Stauning, at man bør arbejde gratis og tjene sine Penge til Villaer og andre statsborgerlige Bekvemmeligheder som Aktionær og Spekulant? Hvortil ellers dette kolossale Dementi?« Desuden vilde det have været nok saa rart, hvis Stauning havde givet nærmere Oplysninger om Parvus-Komplottet og Kulfilialen. »Hvornaar«, spørger Bladet ironisk, »havde De sidste Gang den Fornøjelse at hilse paa Fürstenberg-Ganetzki, Hr. Minister?«

I denne Sammenhæng skal nævnes, at det nye Højres Organ »Vort Land« Gang paa Gang fremhævede det urimelige i, at Socialdemokratiet skulde have Lejlighed til at udnytte Kompensationsordningen mellem Danmark og Tyskland til Fremme af egne partipolitiske Formaal. Her laa efter Bladets Opfattelse Sagens Kærne, der sammen med den Kendsgerning, at Partiet ved denne do ut des- Politik bragte sig i et skandaløst

Billeder

Europakortet ordnes

»Svikmøllen 1917«.

Audiens ved Parvus-Hoffet i Waedenswyl.

»Hovedstaden«, 8. 1. 1920.

183

Afhængighedsforhold til Tyskland, fortjente særlig Opmærksomhed. De danske Landbrugere - siger Bladet bI. a. den 19. December 1917 - burde vide, at naar de udførte deres Produkter til Tyskland, skaffede de Millioner i Socialdemokratiets Kasse, Millioner, som anvendtes til at bekæmpe Landbruget og dets Mænd. »Og« - fortsættes der - »Industrien er stillet paa lignende Maade. Ved at købe Kul hos d'Hrr. Kiefer & Co. er de med til at skaffe Millioner til Brug for dem, der vil bekæmpe den frie og selvstændige danske Industri!« Der spørges i denne Anledning, hvorfor Staten ikke selv har overtaget Importen af Kullene, naar den endelig mente, at der skulde foretages en Nyordning med Hensyn til Importen fra Tyskland. Og hvorfor har Socialdemokraterne ikke selv krævet, at Staten skulde tage dette Job, da de jo ellers ønskede, at Staten allevegne skulde socialisere? Dog hertil gives Svaret straks, idet det bemærkes, at det saakaldte antikapitalistiske Socialdemokrati her aabenbart selv ønskede at benytte sig af de kapitalistiske Udbytningsmetoder for paa denne Maade selv at indtjene mægtige Beløb til Partiformaal. »Social-Demokraten« havde jo selv fortalt, at Fortjenesten »bliver i Danmark, og Arbejdernes Organisationer styrkes derved i Kampen mod Kapitalismen.«

Samtidig understreges, i hvilken forfærdende Grad Løgnen benyttes for at dække over det, der er foregaaet med Hr. Parvus som Mellemmand. Den konservative Splittelsesgruppes Organ »Vort Land« retter i denne Anledning tillige en skarp Kritik mod de store borgerlige Hovedstadsblade, navnlig »Nationaltidende«, som dølger Sandheden i denne Sag og aabenbart er meget betænkelig ved at stille sig paa Tværs af »Hr. Scheidemanns Venner«, specielt Hr. Parvus. Mest eftertrykkeligt tilbagevises imidlertid det konservative Folkepartis faktiske Leder, Folketingsmand Asger Karstensen, som i sit Organ »Frederiksborg Amtstidende« erklærede, at han ansaa det for klogest ikke offentligt at tale om Ting, der var skikkede til at ophidse baade i England og Tyskland. Karstensen

184

havde hævdet, at intet var bevist, og at det var bedst at lade hele denne Sag behandle i Fortrolighed og under Ansvar i Regering og Rigsdag. Indrepolitiske Sympatier og Antipatier burde her ikke spille nogen Rolle. Parvus' Kampagne ansaas for farlig, da den var en Udæskning mod Syd, men ogsaa mod Vest, forsaavidt den kunde bibringe Vestmagterne den Tro, at Danmark var en Slags Konspirationscentral for russisk-tyske Intriger. »Vort Land« tilbageviser denne Opfattelse og betegner derved Højremanden Asger Karstensen som et værdigt Medlem af den nationalt og moralsk holdningsløse Borgbjerg-Parvus-Rode-Klike og som en tro Discipel af den radikal-socialistiske Lære. Bladet bemærker, at »hele hans Frygt for at støde nogen, hans Manen til hellere at tie om Korruption og Geschæft falder fuldstændig i Traad med Ministeriets hele Optræden under Krigen«. Dog var det uværdigt paa denne Maade at dølge Sandheden og at tillade, at et politisk Parti lod sig indrullere som rent og skært Forretningsforetagende, der tjente Millioner for til Gengæld at yde Forretningsvennerne paa den anden Side gode Tjenester. Det var dette, man kaldte for Korruption.

Efter at Venstremanden Jensen-Flø paa et offentligt Møde i Frederiaia havde paastaaet, at Brændselsforretningen i de første to Regnskabsaar havde haft en Fortjeneste paa 15 Mill. Kr., røg nu ogsaa Socialdemokratiets anden Stormand, Redaktør F. Borgbjerg, i Harnisk. Han fandt Afløb for sit Raseri ved i »Social-Demokraten« af 20. 12. 1917 i en Artikel betitlet »Føj for -« grundigt at gøre op med alle de Kredse, der tillod sig at kritisere hans Partis og Fagforeningernes Importforretning. Han paastod her mangt og meget uden at bevise nogetsomhelst, hævdede bI. a., at Regnskabet for 1917 jo ikke var kendt endnu, og at der derfor slet ikke kunde siges noget om den opnaaede Fortjeneste, at denne højst kunde anslaas til en Femtedel af Jensen-Fløs Tal, at Parvus paa ingen Maade var finansielt interesseret i Foretagendet, og at Arbejderne ved Oprettelsen af Brændselsforretningen jo kun havde grebet til

185

Selvhjælp for at forebygge alt for hensynsløs Udsugning fra Kulimportørernes Side o.s.v. o.s.v. Blandt de mere end letkøbte Argumenter i hans Redegørelse skal blot nævnes, at Fortjenesten ifølge Borgbjergs Fremstilling for henved Halvdelens Vedkommende vilde gaa med til Skat, en yderligere Del af Aarsoverskudet til Krananlæg og Kajplads, og Resten skulde saa gaa »til de Organisationer med deres 100.000 Medlemmer, som danner Selskabet, til Anvendelse efter deres Bestemmelse - vi antager, bI. a. til Brændsel for Arbejdsløse«. Senere fortæller Borgbjerg, at tyske og danske Kapitalister havde været enige om, at den danske Kulimportør, der fik Importbevilling for tyske Kul, skulde »have 1 Kr. pr. Ton; uden Arbejde, uden Risiko!« Da der havde været Tale om Import af 90.000 Tons, skulde vedkommende altsaa tjene 90.000 Kr., og det vilde Socialdemokratiet ikke gaa med til. Derfor havde man sat alt ind paa at komme i direkte Forbindelse med de tyske Leverandører, og det var - takket være Dr. Helphands dygtige Bistand - ogsaa lykkedes. Selvfølgelig nævner Hr. Borgbjerg derved ikke noget om, at den Fortjeneste, Fagforeningerne sikrede sig, laa langt højere end 1 Kr. pr. Ton, at de interesserede Organisationer derved faktisk opnaaede Millionfortjenester, bortset fra, at Parvus som tysk Eksportør havde en Fortjeneste, der ifølge tyske Oplysninger androg 32 Millioner Guldmark og som saadan omregnet pr. Ton, har maattet ligge endnu væsentlig højere end Brændselsforretningens Krigsgevinst.

Borgbjerg mente endvidere at kunne give sit Svar til de Blade, som havde beskæftiget sig med det socialdemokratiske Kulforetagende, særlig Vægt ved at fastslaa den Kendsgerning, at paa ansvarligt Sted, i Rigsdagen eller overfor Regeringen, har ingen vovet at deltage i Bagvaskelsesfelttoget, thi der kender man Sandheden, og der vil Løgnerne og Bagvaskerne straks blive naglet til Skampælen.« Dér havde Jensen-Flø ikke talt. Og den gæve Stridsmand tilføjede, at hvis man vilde have rigtig Besked, kunde man jo f. Eks. spørge Kontrolminister I. C. Christensen, thi - fortsætter han -: ”Han

186

kender nøje Brændselsforretningens Forhold til Tyskland. Han har selv været med til at købe Kul til Staten af Arbejdernes Brændselsforretning. Han ved, at Staten fik dem til den Pris, hvori de stod Brændselsforretningen, og at Staten, d.v.s. alle danske Skatteydere, derved - da Kullets Markedspris i den følgende Tid stadig steg - tjente 1 Million Kroner.«

Med et saadant Argument burde Borgbjerg aldrig være mødt frem. Thi han blev grundig desavoueret af l. C. Christensen, som den 21. Decbr. overfor Offentligheden afgav en Erklæring, i hvilken han pure afviste Borgbjergs Paastand. Han bemærkede her bI. a., at han ikke kendte noget til, om Staten netop fik Kullene nøjagtig til den Pris, »hvori de stod Brændselsforretningen«, saa at Staten derved tjente 1 MilI. Kr., og at han heller ikke kendte Forretningens Forhold til Tyskland i Henseende til, hvorledes Aftalerne om Kul fra Tyskland til Forretningen var kommet i Stand, hvem der havde truffet disse Aftaler, og hvad de gik ud paa i alle Enkeltheder. Han erklærede endvidere: »Jeg kender ikke Hr. Parvus, eller hans Medvirken ved Aftalerne. Jeg kender ikke, om danske Socialdemokrater har lovet Gentjenester overfor deres Partifæller eller andre i Tyskland. Man kan derfor ikke sige, at jeg »nøje kender Brændselsforretningens Forhold til Tyskland«. Jeg afventer lige som Offentligheden Oplysninger om adskillige Spørgsmaal denne Forretning vedrørende.«

Dette Gensvar var pinligt. Mere ubehageligt var det imidlertid, at Borgbjerg ogsaa med Hensyn til en anden Paastand kørte grundigt fast. Han havde nemlig under Henvisning til de kort forinden afsluttede Forhandlinger mellem danske og tyske Delegerede om Vareudvekslingen med Tyskland hævdet, »at Agrarerne under Forhandlingerne med Tyskland forlangte og fastholdt en saa voldsom Pris som 4 Kr. pr. Pund Smør, og for at opnaa denne Pris gik ind paa, at Tyskland fik mere for Kullene, end det ellers vilde have taget«. Hertil erklærede Industriraadets Formand Alex. Foss kort og fyndigt, at Med-

187

delelsen var »i aabenbar Modstrid med Sandheden og i absolut Modsætning til de eneste autentiske Meddelelser, hvorigennem Folketingsmand Borgbjerg kan have hentet Kendskab til det omtalte Forhold«.

Saadan gik Diskussionen videre. ”Social-Demokraten« fastholdt Berettigelsen af, at Arbejderorganisationerne nu selv var gaaet over til at regulere Indførslen af et af de betydeligste Importartikler, Kullene, og drog heraf paany vidtgaaende politiske Konsekvenser. Her havde Kooperationen vist, at den kunde ramme det privatkapitalistiske Samfund i Hjertet, at den kunde udfolde Initiativ og Dygtighed uden Profit som Forudsætning; derved viste det sig bedst, at Kapitalistklassen var overflødig i et ordnet socialistisk Samfund. Den radikale Presse var ligesaa ivrig efter at forsvare Brændselsforretningen; ogsaa det radikale Venstre kunde ikke se noget betænkeligt i, at de københavnske Fagforeninger og Socialdemokratisk Forbund var Interessenter i Kulimporten. Tværtimod! Alle radikale Blade erklærede i Dagene efter Julen 1917 enstemmigt, at denne Import kun havde haft gunstige Virkninger, fordi »Københavns Kul- og Koks-Kompagni«, der var et tysk Foretagende, derved var bleven trængt tilbage, fordi endvidere de billige tyske Priser - takket være den trufne Ordning - opretholdtes og paavirkede hele Prisniveauet herhjemme og fordi Landet derved i den for Tilførslerne allermest kritiske Periode havde faaet flere tyske Kul end det ellers vilde have faaet. Altsammen Paastande, der i de afgørende Punkter stod i skarpeste Modstrid med Sandheden. Endelig saa ogsaa Direktøren for det socialdemokratiske Kulkontor Karl Kiefer sig foranlediget til at ytre sig om Sagen. I et Interview med en Korrespondent til det svenske »Socialdemokraten« roste han den store Indsats, der her var ydet til Fordel for Arbejderbefolkningen, idet han navnlig fremhævede, at Virksomheden havde faaet det store Omfang paa Grund af »den kraftige Bistand, som vi har faaet af vore tyske Partifæller Dr. A. Helphand (den i hele

188

Internationale bekendte Parvus), Scheidemann, Ebert m. fl.« *)

Men Oplysninger, som de altsaa ogsaa efterlystes af I. C. Christensen, blev ikke givet. Man erfarede ikke, hvor mange Millioner Socialdemokratiet og Fagforeningerne tjente paa de af Parvus leverede Kul, man erfarede selvfølgelig heller ikke, i hvilken fantastisk Grad Parvus kunde berige sig selv paa denne Konto, hvorledes han under sin Virksomhed i København Uge for Uge kunde indbetale mægtige Beløb i fremmed Valuta bI. a. paa Berner Volksbank, hvorledes det var ham, der paa denne Maade blev Multimillionær, medens danske Kulimportfirmaer holdtes udenfor. Der blev ikke meddelt Offentligheden noget om, hvorledes det socialdemokratiske Forretningsforetagende disponerede over de indtjente Midler, kun viste det sig senerehen, at Brændselsforretningen havde givet Stødet til Oprettelsen af Arbejdernes Landsbank og af Internationalt Eksportkompagni, og det ansaas for givet, at Overskudet tildels var kommet Arbejdernes Oplysningsforbund og partipolitiske Formaal tilgode o.s.v. Borgbjerg har anset det for klogest aldrig at tage Stilling til denne Side af Sagen, og som han tav alle de andre, der var indviet i Sagen. Dog kunde det 1921 udgivne Festskrift: »Det danske Socialdemokratis Historie fra 1871 - 1921« oplyse, at Omsætningen i Brændselsforretningen i 1918 havde andraget ca. 69 Mill. Kr., og i 1919 ca. 41 Mill. Kr. og at »det kooperative Foretagende anvendte sit Overskud, der efter den uhyre Omsætning maatte blive

*) Det kan være paa sin Plads, her at pege paa en Bemærkning af den kendte Chefredaktør for »Vossische Zeitung« Georg Bernhard, som - ifølge Sigilla veri - bragte en Meddelelse om, at Wilhelm Jansson havde afsluttet en stor Millionkredit med de nordiske (der menes danske) Fagforeninger, men derved imidlertid desværre havde undladt at fremhæve det nære Samarbejde, der bestod mellem ham, den dygtige tyske Fagforeningsmand Jansson, og Dr. Helphand. Herefter skulde altsaa endog de danske Fagforeninger være blevet finansielt understøttet fra de tyske Fagforeningers Side!

189

meget stort, til Konsolidering med Fremtidens Opgaver for Øje«.

Mere koncise var de Oplysninger, der kom frem i den nedenfor omhandlede Fornærmelsesproces, som Stauning indledede mod Redaktør Erik Hansen ved ”Kolding Avis”. Her oplystes det af Højesteretssagfører C. B. Henriques i Retsforhandlingen den 23. Januar 1920, at Brændselsforretningen havde givet et Overskud paa over 7 Mill. Kr. Dertil svarede - ifølge »Kolding Avis«, d. 26. Jan. 1920 - Højesteretssagfører Fich: »Paa eet Aar har Brændselsforretningen givet et Overskud paa 8 Mill. Kroner. Aktionærerne, de københavnske Fagforeningemedlemmer - har faaet 1500 Kr., 6%, men man maa ikke glemme de 5 Mill. Kr. henlagt til Fonds og til Brug for Partiet.« *)

Det kan under disse Omstændigheder ikke undre, at Fællesorganisationens Brændselsforretning paa den den 27. Decbr. 1917 afholdte Generalforsamling indskrænkede sig til en Diskussion om nye Love og Vedtagelsen af en højtidelig Protest mod den Bagvaskelseskampagne, Kapitalisterne havde indledet mod det ak saa veIsignelsesrige kooperative Foretagende. Der tales om, at Forbitrelsen kun skal have sin Grund i de interesserede Kredses Misundelse samt i »Chauvinisternes Vrede over, at Arbejdernes KuIindførsel paa et kritisk Tidspunkt har lettet Opretholdelsen af Danmarks ligelige, til alle Sider uafhængige Nevtralitet ogsaa i handelspolitisk Henseende«. Da

*) Hvorledes Socialdemokraterne forstod at benytte deres Kulforretning tiI Valgformaal, skildrer »Kolding Avis« af 24. 4., 3. og 15. 5. 1917. Den 13. Marts var der Valg til Borgerrepræsentationen i København. Forud for denne Valgdag solgte Staunings Kul- og Koksforretning saakaldte Koks, der var rigelig med Smuld og Snavs i, for ca. 1,50 Kr. pr. Hektoliter, og som leveredes i Portioner paa ikke over ½ Hektoliter. Da kunde Smaafolk faa om ikke særlig godt, saa dog billigt, Brændsel. Men paa Dagen efter Valget var Fællesorganisationens Koksvogne forsvundet fra Storbyens Fattigkvarterer. Da solgtes kun hele tyske Koks for en Pris af 4 Kr. pr. Hektoliter. Nu kunde de mere Velhavende købe, og de kunde oven i Købet faa indtil 6 Hektoliter leveret. Der blev tjent Formuer paa denne Forretning, som ogsaa gav Firmaet Mulighed for at flytte Kontorerne fra Kompagnistræde til Frederiksberggade 16 i Nærheden af Raadhuspladsen. Naar Redaktør Erik Hansen i Anledning af denne Affære saa eftertrykkeligt krævede Oplysning om, hvem der var Aktionærer i Forretningen og derved ytrede en Formodning om, at det var Socialdemokratiets Overklasse, der klippede Kuponerne, har dette sikkert væsentligt bidraget til, at »SociaI-Demokraten« nogle Maaneder senere maatte give nogle Oplysninger, bortset fra, at Stauning - saa sent som i Januar 1918 - kom til det Resultat, at disse Maaneder gamle Artikler var fornærmeIige mod ham. I en Artikel i sit Blad den 1. Septbr. 1917 mener Redaktør Erik Hansen, at de 150-200 Fagforeninger til Trods for Anmeldelsen til HandeIsregistret - ikke kan være Ejere af Forretningen alene. Han fortæller bI. a., at A/S BalIin købte to Skibsladninger paa tilsammen 1000 Tons, der var afskibede fra tysk Havn til 55 Kr. pr. Tons. Disse Kul blev først faktureret til Z. E. G.'s Repræsentant Emil Henius, Bernstorffsgade 21, som modtog Varen for 86½ og fakturerede den videre til BalIin for 125. Der tilføjes: »Paa denne Vis gaar Papirerne gennem Grosserer Henius, der for sin Part faar Fortjenesten paa adskilIige Tusind Tons om Maaneden og igen gør Afregning med Tyskland, som saaIedes er direkte Parthaver i A/S Arbejdernes FæIlesorganisations Brændselsforretning.« Den RoIle, Henius spillede ved Omfaktureringen af Ordrer, er aldrig bleven opklaret, ligesom det ej heller er oplyst, hvorvidt Arbejdernes Brændselsforretning har faaet hele Forskellen mellem KuIlenes Indkøbspris og den Pris, Kullenes endelige Aftagere har betalt.

190

endelig Frk. Henriette Crone paa en stor socialdemokratisk Fredsdemonstration den 23. Decbr. roser den udmærkede Dr. Helphand, som havde viet sit Liv til Proletariatets sociale Frigørelse, i højen Sky, bemærkede »København« ironisk, at denne saa højtbetroede tyske diplomatiske Agent - om Forladelse: ”denne bramfri Bibliotekar fra Østerbro” - jo egentlig var den Mand, som var en af de Hovedansvarlige for de uhyrlige Blodofre, Krigen havde krævet, da han jo ansaa det for sin Mission at frigøre Rusland ved Hjælp af Tysklands Hærmagt. Man kunde ikke have Tillid til en Mand, der drev Propaganda for Verdensrevolutionen, samtidig med, at han i

191

Samarbejde med Socialdemokratiet besørgede sine egne Forretninger.

Det sidste Ord i denne Kontrovers tog Alexander Helphand-Parvus selv! Samtidig med, at »Social-Demokraten« i Juledagene 1917 publicerede store Uddrag af Parvus' Skrifter, bragte Bladet den 26. December 1917 et Billede af Parvus og følgende højtidelige Erklæring fra denne Aandshøvding i Marxismens Rige:

Ærede Redaktion!

Et herværende Blad »København« kaster sig i en Række Artikler over mig med Bagvaskelser og Smædeord i Anledning af min politiske Virksomhed. Det betjener sig derved af forfalskede Citater og ogsaa andre større Falsknerier.

Mit Svar paa disse Angreb er simpelt og lige til: Jeg lader mine Skrifter om Krigen oversætte og udgiver dem paa det danske Sprog. Den Omstændighed, at min politiske Virksomhed er foregaaet udenfor Danmark, og at man derfor ikke kender mine Hensigter, har ene og alene skabt Muligheden for, at man kan diske op med taabelige Eventyr om min Person.

Jeg betror mig til det danske Folks Aabenhed og Retskaffenhed, idet jeg forelægger mine Skrifter.

Man vil af disse se, at jeg bekæmper Imperialismen i begge Former, den tyske saavel som den engelske - overhovedet hvor den fremtræder.

Fra en Side forekaster man mig, at jeg er Militarist, fra en anden Side bekæmper man mig samtidig, fordi jeg gerne vil hidføre Freden.

Denne Modsigelse viser klart, at det hele kun er bestilt Arbejde i de Folks Tjeneste, der vil forhindre Freden. Men det hjælper ikke. Freden er i Anmarch og kan ikke mere holdes tilbage. Skulde ogsaa jeg for

192

min Del kunne bidrage noget dertil, saa vil jeg ganske sikkert ikke ved saadanne Midler lade mig afholde derfra.

Med Højagtelse

Dr. A. Helphand.

Lad os altsaa - mener Parvus - ikke mere tale Forretninger, lad os nu tale Politik. Jeg er Verdensrevolutionens Bannerfører, og jeg vil nu derigennem, at jeg publicerer mine Bøger paa Dansk, bidrage til, at den jødiske Marxisme ogsaa her i Landet vinder Sejr. Men Sandheden om sig selv, Sandheden om sine kapitalistiske Udplyndringsmanøvrer, sin umættelige Trang efter at sætte en Verden i Brand, den grænseløse Korruption, der prægede hele hans Færd og gjorde ham til en af de mest samvittighedsløse politiske Eventyrere, Europa lærte at kende under den første Verdenskrig - ja, alt dette skulde han nok vare sig for at røbe noget om. Og det danske Socialdemokrati skulde nok hytte sig for at fortælle noget om disse Ting. Dertil tjente det for godt paa de ved Parvus' Hjælp indledede Forretninger.

d) Parvus udvider sin Virksomhed.

Den socialdemokratiske Brændselsforretnings Oprettelse var Hr. Alexander Helphands Mesterstykke. Men han havde jo stadig mange Jern i Ilden, kunde heller ikke nøjes med Handelsforetagender som Handels- og Eksportkompagniet A/S og Dansk-Svensk Import A/S, som han financierede, men maatte tage fat paa stadig nye Opgaver. Paa Initiativ i denne Retning manglede det aldrig. A. F. Lamm fortæller bI. a. i sine Erindringer, at Helphand en skønne Dag, kort forinden den store Hausse i Kul satte ind - det maa altsaa have været tidligt i Foraaret 1917 - mødte frem i Revisionsbanken for at foreslaa Oprettelsen af et Konsortium til Indkøb af Kul, hvori

193

ogsaa Banken skulde være Parthaver. Arbejdernes Brændselsforretning vilde dog ikke gaa med til denne Ordning, da den ikke ønskede at faa Privatpersoner interesserede i Foretagendet.

Den 25. Jan. 1917 mødtes ifølge Firmaregistret Fabriksbestyreren Dr. phil. Alexander Helphand, det daværende Medlem af Bestyrelsen for Arbejdernes Fællesorganisation og for Brændselsforretningen V. G. A. Walther og Smede- og Maskinarbejderforbundets Formand Jakob Anton Hansen hos en københavnsk Overretssagfører for at oprette et Aktieselskab, som kunde drive Forretning med og Fabrikation af Maskiner og andre industrielle Artikler, eventuelt overtage herværende Fabrikker eller industrielle Anlæg. De Herrer I. A. Hansen og Walther tegnede paa dette Tidspunkt for et mindre Aktieselskab »Aurora«, der arbejdede med en Aktiekapital paa 12.000 Kr, og var startet af Smede- og Maskinarbejderforbundet. Selskabets Værksteder laa Hillerødgade 30. Nu gik disse to Mænd sammen med Parvus ind i et nyt Firma, som den 19. Februar 1917 indregistreredes under Navnet »Dansk Handels- og Industri A/S « med Domicil sammesteds som Firmaet »Aurora«, d.v.s. Hillerødgade 30. Her havde den nævenyttige Storkapitalist Parvus altsaa paany gjort et Arbejderforetagende til Genstand for sine Spekulationer. Ved Grundlæggelsen af Dansk Handels- & Industri A/S bestemtes det, at Firmaet foreløbig skulde arbejde med en Kapital paa 50.000 Kr., af hvilken en af Herrerne - »København« gaar ud fra, at det herved kun har kunnet dreje sig om Parvus - straks tegnede 40.000 Kr. Selskabets Formaal ændredes i en Generalforsamling den 20. Oktober 1917 til, at der kun skulde drives Handel en gros. Men samtidig udvidedes Selskabskapitalen med 200.000 Kr., og hele Beløbet indbetaltes kontant. Med Hensyn til Udvidelsen af Aktiekapitalen oplystes det, at forskellige af Foretagendets Laangivere »var villige til at overtage Aktier for deres Tilgodehavender«. Endelig oplystes, at ogsaa Direktør Kiefer fra Brændselsforretningen den 17. August s. A. var bleven indvalgt i det nye Foretagendes Bestyrelse, og samtidig blev det bekendt,

194

at dette Selskabs Generalforsamlinger afholdtes i Brændselsforretningens Lokaler i Kompagnistræde 14. Foretagendet havde iøvrigt ved Starten den specielle Opgave at drive Forretning med defekte russiske, italienske, engelske og franske Automobiler, som var bleven indkøbt i Tyskland. Det drejede sig altsaa om en ren Spekulation i tysk Krigsbytte og ovenikøbet om et rent kapitalistisk Foretagende, da Aktierne udstedtes med et Paalydende paa 1000 Kr. og overtoges af Privatpersoner. Her drejede det sig saa sandelig ikke om et kooperativt Foretagende! Desuden laa det klart, at denne Forretning ene og alene var muliggjort ved, at Parvus her paa en ny Maade forsøgte at udnytte sine gode internationale Forbindelser til Varetagelse af egne, egoistiske Interesser. *)

Det er ikke bekendt, hvilke Fortjenester Parvus har opnaaet sammen med sine socialdemokratiske Forretningsvenner i dette Foretagende.

Ligesaa lidt har Offentligheden erfaret Enkeltheder om de Forretninger, det som Udløber af Brændselsforretningen oprettede »Internationalt Eksportkompagni A/S« har været inde

*) Disse Oplysninger om Indførsel af tysk. Krigsbytte i »København« dementeres paa den højst besynderlige Maade, at »Berlingske Tidende« den 30. Januar 1918 meddeler, at »efter hvad vi erfarer fra paalidelig Kilde, foreligger der ikke for danske Autoriteter noget som helst Holdepunkt for Rigtigheden af en saadan Beskyldning«. Dementiet bragtes i Anledning af tilsvarende Meddelelser i franske og engelske Blade. Muligvis har Autoriteterne i denne Sag, hvor jødiske Krigsspekulanters Interesser stod paa Spil, været ligesaa desorienterede som i Sagen om Kopenesters omfattende Transithandel, som gik over Danmark, og hvis Rækkevidde først afsløredes i Sklarz-Processen i Berlin 1920. Den 27. 11. 1919 meddelte »Berlingske Tidende« endvidere i et Telegram fra Berlin, at der i Anledning af Afsløringerne af alle de fabelagtige Svindlerier, der knyttede sig til Parvus' og Georg Sklarz' Navne, ogsaa var fremkommet Oplysninger om, »at Kumpanerne af Helphand-Konsortiet foruden de Hundredtusinder maanedlig indbringende Kulforretninger med de danske Socialister tillige drev Handel med Automobiler, tilsyneladende begunstigede af visse højerestaaende Militærpersoner«. (Jvf. ogsaa Berl. Tid. af 26. 11. 1919). »Social-Demokraten« forholdt sig aldeles tavs overfor de opsigtvækkende Oplysninger, som fremkom i Slutningen af November 1919! Iøvrigt skal der hertil bemærkes, at Karl Kiefer endnu i en Vidneforklaring, som han maatte afgive i Sø- og Handelsretten den 2. Febr. 1924 i Anledning af en Proces, som Dr. Helphand havde indledet mod Firmaet Louis Wolf i Lübeck, havde Mod nok til at erklære, at Helphand-Parvus »aldrig har ejet en Ton Kul selv og derfor ikke tjente noget paa Brændselsforretningen«. Men han havde rigtignok sammen med Brændselsforretningen været medvirkende ved Oprettelsen af Befragtningsselskabet, i hvilket ogsaa tyske Aktionærer var interesseret, og han haabede, at Parvus havde tjent noget ved dette Selskab. Brændselsforretningen havde han ydet Tjenester kun af moralsk og politisk Interesse. Da Retsformanden spurgte, om Parvus havde haft Kul paa Lager i Tyskland, forhindrede ORS. Kalko Vidnet Kiefer i at udtale sig om denne Sag. Jvf. »Arbejderbladet« af 8. Febr. 1924, som ogsaa bringer udførlige Oplysninger om Brændselsforretningens Søsterselskaber.

195

i, omendskønt der næppe kan være Tvivl om, at Parvus ogsaa her har haft en Finger med i Spillet. Dette Selskab stiftedes i Juni 1919 med en Aktiekapital paa 500.000 Kr. Formaalet skulde være Handel en gros, derunder Import- og Eksporthandel, og Forretningen skulde drives som et rent privatkapitalistisk Foretagende. Heller ikke her drejede det sig altsaa om nogen Kooperation. Aktierne kom til at lyde paa Ihændehaveren og kunde transporteres til Navn og noteres. Stifterne var den socialdemokratiske Folketingsmand Sigvard Olsen (Fmd.), Direktør Kiefer, Bankdirektør Frederik Kier fra Arbejdernes Landsbank, den socialdemokratiske Borgerrepræsentant E. Svendsen samt Bestyrer Walther, tildels gammelkendte Navne fra Brændselsforretningen. Under 5. Oktober 1920 meddeltes det ifølge Registreringstidende til Handelsministeriet, at Aktiekapitalen var udvidet til 1 Million Kroner, fuldt indbetalt. Da Folketingsmand Olsen i Mellemtiden var afgaaet ved døden, blev Karl Kiefer nu ansat som Direktør, og samtidig meddeltes der ham Prokura. Nu forstod Socialdemokraterne at udnytte de Chancer, den formaaende Storkapitalist Parvus havde budt dem, efter rent privatkapitalistiske Prin-

196

cipper. At Parvus ligeledes har forstaaet her at mele sin egen Kage, kan der sikkert ikke være Tvivl om.

Alle disse Foretagender led senere en krank Skæbne. Værst gik det ud over Arbejdernes Brændselsforretning, som i August 1925 var kørt fuldkommen fast. Den forudgaaende milde Vinter havde ført med sig, at Forretningen blev siddende med store Kullagre, for hvilke der ikke kunde skaffes Afsætning. Hos en enkelt Kunde maatte der afskrives 350.000 Kr. Da den endelige Opgørelse fandt Sted, viste det sig, at Reservebeholdningen paa ca. 2 Mill. Kr. var tabt, og at Brændselsforretningen ovenikøbet skyldte Arbejdernes Landsbank 5 ½ Mill. Kroner. For at undgaa Likvidation, maatte det stolte Fagforeningsforetagende nu føres over i privatkapitalistiske Hænder og træffe Overenskomst med et engelsk Firma. I Sammenhæng med det socialdemokratiske Kulkontors Sammenbrud maatte Banken, som havde stillet de store Laan til Raadighed, rekonstrueres. Den 17. Juni 1927 kunde »Nationaltidende« meddele, at de samvirkende Fagforeninger havde laant Banken 1.2 Mill. Kr. af deres Strejkemidler og udbetalt Pengene paa Stedet. Af de under den forudgaaende Storlockout indsamlede store Midler - der var blevet udbetalt til de Strejkende 21 Mill. Kr. i Understøttelser, hvoraf 4 3/4 Mill. Kr. var kommet fra Udlandet - tilførtes der altsaa nu Arbejdernes Landsbank en større Andel til Dækning af Tab, forvoldt af det efter rent kapitalistiske Principper ledede Eksportkompagni foruden af Brændselsforretningen. Pengene skulde oprindelig have været uddelt til Organisationerne, men maatte altsaa nu stilles til Raadighed til Afskrivninger i Landsbanken. Brændselsforretningens Gæld til Banken androg paa det nævnte Tidspunkt endnu 5 Mill. Kr.

Det er i denne Sag senere blevet bekendt, at der i Oktober 1927 tilstræbtes en Formindskelse af denne Gæld ved at overføre den Del af Bankens Aktiekapital, som Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning havde indskudt ved Oprettelsen af Landsbanken, til Fagorganisationerne. En saadan Ord-

197

ning blev den 28. Oktober 1927 vedtaget i Fællesorganisationen. Der overførtes 1,2 Mill. Kr. Aktier.

Som det her havde udviklet sig, drejede det sig atter om en Bankskandale, der i mange Henseender laa paa Linie med selve Landmandsbankaffæren. I den offentlige Diskussion paavistes forskellige mislige Forhold, som klart lod erkende, at der her havde været tilstrækkeligt Grundlag til en kraftig Indgriben fra Bankinspektoratets Side, noget, som desværre udeblev. BI. a. konstateredes det, at det Engagement paa 5 ½ Mill. Kr., Arbejdernes Landsbank havde i Brændselsforretningen, svarede til en Sjettedel af Bankens Balance, og at Brændselsforretningen og Arbejdernes Landsbank i vid Udstrækning havde fælles Ledelse, Forhold, som var i Strid med den gældende Banklov. Det viste sig ogsaa, at Banken i Anledning af den store Gæld i stor Udstrækning havde taget Sikkerhed i egne Aktier, idet Bankens Beholdning af Aktier og Obligationer i Foraaret 1925, ialt 1.830.000 Kr., for en væsentlig Del bestod af Brændselsforretningens anselige Anpart i Landsbankens Aktiekapital. Da Bankinspektøren anmodedes om at skaffe Klarhed vedrørende dette Forhold, afgav han et undvigende Svar. Nogen Tid senere blev Bankinspektør Hald afskediget paa graat Papir i Anledning af denne Affære.

En Kendsgerning er, at Forholdene indenfor Brændselsforretningen, Københavns Befragtnings- & Transportkompagni, Dansk Handels- & Industri-Aktieselskab, Internationalt Eksportkompagni og Arbejdernes Landsbank, d.v.s. alle disse de ledende Socialdemokraters kapitalistiske Foretagender (hvortil vel ogsaa det i Brændselsforeningens Lokaler indrettede Arbejdernes Bogførings- og Revisionsinstitut maa medregnes), aldrig er blevet belyst til Bunds, men at man kun ved, at Parvus ved sine storstilede Transaktioner bidrog afgørende til Oprettelsen af disse Foretagender. Det var Kommunistorganet »Arbejderbladet«, der bragte de første Afsløringer om »Arbejderkul«s Milliontab og om de Vanskeligheder, som derved var opstaaet for Landsbanken. Da Afsløringerne var blevet bekendte, viste

198

det sig hurtigt, at Bladet havde Ret. Da »Social-Demokraten« senere erklærede, at Arbejdernes Repræsentanter havde faaet nøjagtige og aldeles tilforladelige Oplysninger om Bankens Forhold, stillede »Arbejderbladet« (14. 8. 1925) endnu nogle meget pinlige SpørgsmaaI. Bladet spurgte bI. a.:

»Er der da givet fuld og klar Besked om Forholdet mellem Arbejderkul og Befragtningskompagniet? Er der givet udtømmende og tilfredsstillende Meddelelser om de Skibskøb, der blev foretaget gennem Overretssagfører Faurschou og Utzon Buchs Rederi »Østersøen«, hvorpaa d'Herrer aabenbart stak betydelige Beløb i Form af Returprovision (det drejede sig herved om en lovstridig Returkommission paa 125.000 Kr.) i deres egne Lommer? Er der givet fuld og klar Besked paa, i hvilket Omfang disse Transaktioner har paaført Bank- og Brændselsforretning Tab? Er der givet Arbejdernes Repræsentanter fuldstændige Oplysninger om Forholdet til Internationalt Eksporkompagni, og hvilke Tab dette har paaført Arbejdernes Foretagender? Kender Repræsentanterne dette Selskabs Forretninger og Transaktioner med Berlins Magistrat? Ligger Hr. Kiefers Transaktioner og Forhold til Barmat-Koncernen fuldt belyst for Arbejdernes Repræsentanter?«*)

Disse Spørgsmaal blev aldrig besvaret.

e) Hvorledes Stauning forsøgte at bevise sin

Sagesløshed i Parvus-Sagen ved Domstolene.

Ved Siden af »København« var det navnlig »Kolding Avis« (Redaktør Erik Hansen), der allerede fra Foraaret 1917 rettede utrættelige Angreb mod Stauning for det nære Samarbejdes Skyld, han havde med Parvus. Og Erik Hansen, der var renlivet Antisemit og desuden fanatisk Nationalist, lagde ikke Fingrene imellem, naar han slog løs paa Modstanderen. Da Stauning derfor senere indledede Fornærmelsesproces mod den aggressive Pressemand i Kolding, var der nok af kraftige Beskyldninger at vælge imellem, men de havde imidlertid den

*) Jvf. hertil ogsaa det samme Blads Artikel: »Kul-Kiefer og Konsorter«. (8. 2. 1924).

199

for Stauning ubehagelige Egenskab, at de i det store og hele var bevislige og derfor ikke særlig godt egnede sig til at afgive Grundlag for en Fornærmelsesproces. Dertil kom, at Angrebene for største Delen var af ren politisk Karakter og som saadan rettet ikke mod Privatmanden Thorvald Stauning, men mod Partilederen, henholdsvis Socialdemokratiets Førere i Almindelighed, og som saadan ikke kunde ramme Stauning personlig paa hans Ære. Forsaavidt Stauning derfor regnede med, at Processen maatte kunne bidrage til at rehabilitere Partiet og navnlig til at standse Kritiken mod Arbejdernes Brændselsforretning, maatte han selvfølgelig blive skuffet; i saa Henseende kunde der nu engang heller ikke gives Oprejsning ad Rettens Vej, saadan som Forholdene laa.

Blandt de særligt indklagede Vendinger i Redaktør Hansens Artikler skal enkelte gengives. I en Artikel med Titlen: »Dansk Minister som Tysklands Bydreng« bemærkedes, at Stauning havde »kompromitteret den danske Regering (og os alle!)«, i en anden taltes der om, »hvor lumpent det tyske Socialdemokratis danskfødte Filialbestyrer« havde ført de danske Arbejdere. En Artikel blev bragt under Titlen: »Hvem trækker i Traadene?« og her taltes der om »den tyskinspirerede Agitation blandt de tysk-jødisk ledede russiske Arbejdermasser - den Agitation, ved hvilken den danske Minister Stauning har været Mellemmand -«. Erik Hansen nævnte endvidere bI. a., at franske Blade i Artikler om Stockholmer-Konferencen, for hvilken ogsaa Stauning havde været virksom, havde talt om, »en Bande betalte Udsendinge«. Dog værst var Kolding-Redaktørens Kritik gaaet ud over Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, i hvilken det stadige Omkvæd var: »Hvem ejer Aktierne?«, BI. a. havde Erik Hansen i denne Sag stillet Spørgsmaal som: Hvem sidder i Bestyrelsen, hvem faar Provisionen fra Tyskland, Tantièm'en og Renterne? … Hvorfra stammer den tyske Velvilje? Hvor kan det være, at Hr. Staunings Aktieselskab kan faa 60 Procent af den tyske Tilførsel, og alle andre Handlende maa slaas om Resten? … Det

200

er vel ikke Minister Stauning og den øvrige Partiledelse, der ligger inde med alle Aktierne? o.s.v. Der var i de Artikler Tale om »Hr. Staunings dansk-tyske Kulforretning«, der spurgtes om, »hvilke Betingelser Tyskerne stillede Politikeren Stauning for at indlade sig med Kulgrossereren Stauning«, hvorhos Redaktør Ingvald Kieler i sit Organ »Fædrelandet« engang bemærkede om disse Angreb: »... Erik Hansens Afsløringer har vist os hele den privat- eller partiøkonomiske Forudsætning for og Underbygning af Socialdemokratiets Tyskerkurspolitik. D'Hrr. synes at være godt lønnet for deres Forræderi mod vor Nevtralitet og vor nationale Fremtid.« I Anklagen ansaas det for graverende, at Erik Hansen havde bragt denne sidste Sætning i sit Blad uden at tage Afstand derfra. Gang paa Gang rettedes der dernæst Bebrejdelser mod Stauning og Borgbjerg paa Grund af »deres Judasgerning«, »deres Maskepi« med den ene Part af de krigsførende Magter; i hvilken Sammenhæng det ved Lejlighed erklæredes, at det var Scheidemann, der havde engageret de »danske« Partifæller Borgbjerg og Minister Stauning som Haandlangere.

I »Kolding Avis« Nr. 133 af 13. Juni 1917 havde endvidere en anonym Forfatter, som underskrev sit Indlæg med: »En gI. Socialist« - og som ifølge de Oplysninger, Højesteretssagfører Fich gav i Retsforhandlingerne, havde dokumenteret, at han havde været Medlem af det socialdemokratiske Parti i 35 Aar og Medlem af Partiets Hovedbestyrelse i 5 Aar - rettet følgende kraftige Salut mod Stauning: »Det er mig bekendt, at i tre Aar har det danske Socialdemokratis Overklasse beriget sig i Ly af Krigen, ikke mindst gennem den i »Kolding Avis« omtalte Kulforretning paa Tyskland - -. Jeg vil bemærke til Partifælle Borgbjerg, at tilbage staar først og fremmest den danske Kapitalisme, saaledes som den i sin Tid blev startet af Hr. Borgbjergs Forgænger i Københavns femte Kreds, Skræddermester P. Holm, og saaledes som det nu blomstrer giftigt i det socialdemokratiske Partis Overklasse gennem denne Overklasses Forbindelse med Børsspekulationer og tyske Spekula-

201

tioner - - Hvis nemlig Minister Stauning ejer blot en eneste Aktie i dette enestaaende Kapitalistforetagende, da er jeg villig til med Navns Underskrift at stemple ham som en politisk - - -, uværdig til at sidde i Kongens Raad, endnu mere end han viste sig uværdig til at sidde i Folketingets Formandsstol. - Svarer Ministeren ikke, da bør han have at vide, at han indtil videre gaar med sort Stempel paa sig.«

Hof- og Stadsretten i København idømte den 13. Jan. 1919 Redaktør Erik Hansen 800 Kr. i Bøde for enkelte Sætninger, deriblandt den sidst citerede Indsender-Artikel, og mortificerede et Mindretal af de brugte Udtryk. I Præmisserne hed det, at Minister Stauning ikke med Føje kunde føle sig personlig ærekrænket ved Indholdet af Artikler, der indeholdt Angreb mod selve Partiet og dets Førere, selvom han var Partiets Repræsentant i Regeringen og indtog en ledende Stilling indenfor Partiet. Da der fremkom et Forlydende om, at Erik Hansen agtede at appellere Dommen, giver »Social-Demokraten« Udtryk for det Haab, at han maa gøre Alvor af Udtalelsen, »saa det i Højesterets Skranke kan blive dokumenteret, at hele den smudsige og forbryderiske Kampagne kun var ren Svindel, opdigtet af d'Hrr. Witzansky og Erik Hansen, bistaaet af udenlandske Spioner og lejede Banditter«. - Dommen blev derpaa appelleret af Stauning!

Til Domsforhandlingen i Højesteret, som fandt Sted den 22. og 23. Januar 1920, havde Stauning som Forsvarer engageret den jødiske Højesteretssagfører C. B. Henriques, som i sit Forsvar for Stauning gik ud fra, at det her ikke drejede sig om en Kamp mellem politiske Partier, men udelukkende om Bagvaskelser over for en bestemt Person. Bagvaskeren havde, hævdede Henriques, beskyldt Minister Stauning for at have handlet unevtralt og for at have gjort det af Grunde, der stammede fra pekuniære Interesser. Værre Tankegang lod sig næppe tænke overfor ens eget Lands Minister. Beskyldningerne var saa meget mere uforsvarlige, som det socialdemokratiske

202

Parti efter hele sin Oprindelse og Opgave havde et internationalt Præg. Under Krigen havde det faaet den Opgave at knytte de sprængte Traade. Alt dette maatte selvfølgelig gøre Partiformanden Staunings Stilling særlig vanskelig. Der var blevet lagt Gift, og gennem Sigtelserne skabt Grundlag for udenlandsk Mistanke. Erik Hansens Virksomhed kunde være blevet skadelig for Landet, den havde været og var skadelig for Stauning. Ved Gennemgangen af Brændselsforsyningens Regnskab for 1916-17 udtalte C. B. Henriques sin Beundring for den Forudseenhed og Dygtighed, med hvilken Foretagendet var blevet ledet. Han tilføjede, at Overskudet var blevet fordelt paa højst anerkendelsesværdig og forbilledlig Maade. Endvidere bemærkede han: »Med Hensyn til den russisk-tyske Politiker og Eventyrer Parvus, har Stauning kun talt een Gang med den Mand og har i øvrigt intet haft med ham at gøre. Der findes endvidere intet om Løfter eller lignende fra danske Socialdemokraters Side.« Naar Tyskerne havde støttet Leverancerne til Brændselsforsyningen, var det kun sket, fordi de var interesseret i at faa Modydelser fra Danmark. C. B. Henriques krævede til Slut Erik Hansen dømt for »Forhaanelse, Injurier og grove Sigtelser« og nedlagde Paastand paa den indankede Doms Skærpelse, Straffelovens strengeste Straf, altsaa Fængsel.

Erik Hansens Sagfører, HRS. Oskar Fich, udtrykte sin Forundring over, at Minister Stauning, som ved Hof- og Stadsretten havde faaet Dom over den Sagsøgte, vilde appellere og absolut have sine gamle Skader drøftet i Højesteret. Hr. Fich kunde - ifølge »Politiken«s Beretning - ikke se, at der var nogen Grund til at ønske Erik Hansen strengere straffet. Det, Redaktør Hansen havde gjort, var at kritisere den Virksomhed, Stauning havde øvet udadtil, og som i flere Tilfælde havde forekommet ham og adskillige andre unevtral. Endvidere havde Erik Hansen angrebet de socialdemokratiske Ledere, fordi Arbejdernes Brændselsforretning blev drevet i Forbindelse med Tyskland, og fordi Driften ikke havde hvilet paa socialistiske Principper. Ministeren havde ved Arbejdet i Anledning af

203

Stockholmer Konferencen været udenfor den ligelige Nevtralitets Grænse, hvilket var saa meget farligere, som hans Handlemaade kunde opfattes som stemmende med Regeringens Opfattelse og faktisk blev angrebet som kompromitterende for Danmark over for Ententen. Heller ikke Ministeriets Besørgelse af det tyske Socialdemokratis Lykønskningstelegram til den russiske Bolchevik-Regering i Anledning af Revolutionen var i Overensstemmelse med den ligelige Nevtralitets Krav. Staunings Navn stod under Telegrammet. I dette Tilfælde havde han ikke handlet som Forretningsfører for det danske Socialdemokrati, men som dansk Minister; og en saadan Handling havde intet med Nevtralitet at gøre … Med Hensyn til Brændselsforretningen var det ikke en Smule for meget at sige, at de danske Socialister havde været godt lønnede af den tyske Regering for deres Tjenester; derfor behøvede man ikke at mene, at de havde forpligtet sig. Her var ikke Tale om Bestikkelse, men om Nydelse af en Fordel, der kunde skabe Afhængighed. Og den Mystik, der havde hvilet over Brændselsforretningen, havde været egnet til at skabe Mistanke. HRS. Fich sluttede med at konstatere, at »Stauning ikke een, men flere Gange havde talt med Parvus«, behandlede indgaaende enkelte Udtryk i Erik Hansens Artikler og krævede Underretsdommen stadfæstet.

Dommen blev et alvorligt Nederlag for Minister Stauning. Hof- og Stadsrettens Dom stadfæstedes; Højesteret vilde altsaa ikke gaa med til en Skærpelse af Dommen, saaledes som af Stauning krævet. Kun fremhævede Højesteret udtrykkeligt, at det maatte anses for ubestridt, at Minister Stauning ikke havde været Aktionær i det i den indankede Dom nævnte Selskab, og at han overhovedet ikke havde oppebaaret nogen Fortjeneste af Selskabet *). »Kolding Avis« kunde den 13. August 1925

*) Jvf. Dommen i »Højesteretstidende«, Aarg. 1919, S. 968-972. Højesteretssagfører Fichs Forsvarstale bringes udførligt i »Hovedstaden« af 24. 1. 1920.

204

meddele, at Stauning desuden ved Højesteret blev idømt en Bøde for unødig Trætte og bemærker endvidere, at han ikke fik »afkræftet vore Oplysninger om Forbindelse med Agent Parvus og denne Persons Karakter som Agent«.

Samtidig med Processen mod Erik Hansen anlagde Minister Stauning Sag mod Redaktør H. Witzansky som ansvarlig Redaktør for Bladet »København« i Anledning af Artikler, som her var blevet publiceret i December 1917 og Januar 1918. Ogsaa i denne Sag faldt Dom ved Hof- og Stadsretten den 13. Januar 1919, en Dom, der ligeledes blev en dundrende Fiasko for Sagsøgeren. Den Del af Artiklerne, som angik Brændselsforretningen, fandtes ogsaa i dette Tilfælde overhovedet ikke at være ærefornærmende. Ej heller Bemærkningen om, at Selskabet i Løbet af ca. 1 ½ Aar havde haft en Indtægt af ca. 8 Mill. Kr., mortificeredes. Endvidere bemærkedes det i Præmisserne, at det heller ikke kunde anses for ærefornærmende mod Stauning, at han sagdes at have indbringende Fortjeneste af sin Stilling som Bestyrelsesmedlem og Aktionær i Selskabet, idet ingen af de paagældende Artikler kunde anses for at indeholde nogen Sigtelse mod ham for paa uhæderlig Vis at oppebære Fortjeneste gennem det nævnte Selskab. (Denne Gang bestrider ej heller »Social-Demokraten«, at Stauning var Bestyrelsesmedlem, men Bladet hævder igen, at han ikke havde modtaget een Øre fra Brændselsforretningen). Derimod ansaas bI. a. følgende Udtryk i Witzanskys Artikler for fornærmelige: at Socialdemokratiets Førere har optraadt »skamløst«, at de er grebet paa fersk Gerning i den »lumskeste« Unevtralitet, - »Parvus-Komplottet« -, at »Citanten optraadte som Parvus' Udsending i Fürstenbergs Sag«, nemlig i Sagen mod sidstnævnte ved Københavns Kriminalret for grove Smuglerier og Klausulbrud, der havde den Tiltaltes Udvisning i Januar 1917 til Følge.

Redaktør Witzansky blev ligesom Redaktør Hansen fra Kolding dømt til 800 Kr. i Bøde den 13. Januar 1919. Ogsaa denne Dom appellerede Stauning til Højesteret, hvor Ind-

205

stævnte efter Samraad med Sagsøgeren lod Sagen behandle skriftligt. Dog, da Stauning i Januar 1920 led saa skamfuld et Nederlag ved højeste Instans i Sagen mod Kolding-Redaktøren og endda blev ikendt Bøde for unødig Trætte, tabte han Humøret. Han frafaldt derfor Appellen mod Witzansky.

f) Et alvorligt Memento: Sems Fjende lurer!

Der gaar Frasagn om den Sybarittilværelse, Parvus og hans Medspekulanter og Spillebrødre førte, her i Landet i København, efter Krigen i Wädenswyl i Schweiz og paa Havel-Øen Schwanenwerder. J. la Meilleraye har i sin ovenfor citerede Levnedsbeskrivelse allerede givet nogle Hovedtræk af Parvus' Udsvævelser, af et orientalsk Kraftmenneskes hemningsløse, ordinære og gudsforladte Nydelsessyge. Parvus raser gennem Tilværelsen, han øder Formuer bort i Svir og Sold, han misbruger Kvinder, altimens han indenfor sit »Fædreland«, kaldet Socialdemokratiet – det tyske og det danske med - anses for at være en af de mest fremragende Forkæmpere for Proletariatets Frigørelse, Banebryderen for et nyt jordisk Paradis, hvor Arbejderbefolkningen skal opbygge et lykkeligt Samfund i Frihedens, Lighedens og Broderskabets Navn. Han er en Svindler- og Bedragernatur, en politisk Gøgler, som sætter en Verden i Brand og søger hen overalt, hvor han lugter Blod.

I sine Kampskrifter retter han Bandstraalen mod sine Modstandere og Fjender Verden over. I første Række mod dem i Rusland, der ikke vil makke Ret, mod Kerenski, Alexinski, Burtzew, den Mand, som beskyldes for at have anvendt »den umotiverede Mistænkeliggørelses-Metode, den mest modbydelige af alle, den forhenværende tsaristiske Ochranas Metoder«, endvidere mod Semenow, Mennesket »med et Hestehoved og en Faarehjerne« osv. Dernæst mod de tyske Partifæller, Revisionisterne, mod dem, som kræver, at der skal være Overensstemmelse mellem Tanke og Handling og mener, at et asocialt Menneske ikke kan udrette social Gerning, at et Menneske, som hemningsløst udfolder sine dyriske Instinkter og sanselige Lyster, ikke kan prædike Moral eller fortjener Tillid som politisk Fører. Parvus farer hensynsløst frem mod dette Utal af »Bagvaskere«, som angriber ham i den russiske, den bulgarske, den rumænske, den chauvinistiske italienske Presse og den franske dito, han protesterer forbitret mod denne Bladkampagne, der bliver »kastet fra Land til Land, svulmende stadig mere op og antagende større Dimensioner, indtil der fremstod en uhyre Blodpolyp, der omfattede den halve Verden, var

206

formløs og uoverskuelig og lod alle Udgangs- og Endepunkter forsvinde i sig selv«.

Det er ikke et Menneske, det er en Djævel, som raser, da Parvus tager det sidste Opgør med sine Modstandere og Fjender i Skriftet, der bærer den for hans Færden og Handlen saa højst besynderlige Titel: »I Kamp for Sandheden« (Kbh. 1918). Som om han nogen Sinde har vidst, hvad Sandhed var. Han skriver her:

»Menneskehedens kulturelle Fremskridtsbevægelse kræver skaanselsløst og ufølsomt Tankearbejde. Det er det Omraade, som jeg stedse er parat til at møde Jer paa. Her kan I vise, hvad I er værd.

Naar jeg ser tilbage paa det Smaakravl, der kryber rundt dernede og søger at kaste Snavs paa mig, føler jeg, at der ligger hele Kulturtrin imellem mig og dette Publikum.

Ved at tillægge mig lave Motiver har de røbet den lave Tankegang, der besjæler dem selv.

Denne aandelige Pøbel, dette Rendestenssnavs!

Tankens Renegater, som slæber deres forlængst sønderrevne, pjaltede socialistiske Kappe efter sig for at tilhylle deres aandelige Nøgenhed med den. Journalistisk Kramvare, Skrammel, Vandedderkopper, der svirrer rundt paa Overfladen af den offentlige Mening, frække Tiggere, der skal have Trynen i alt, og som ogsaa er trængt ind i den videnskabelige Socialismes Forstue, men ikke længere, Fuskere, hvis aandelige Elendighed jeg engang lejlighedsvis har betegnet som Socialismens Lakajstue og Lakajstuens Socialisme.

Middelmaadigheder, Civilisationens Spild, Tankens Pøbel, Sjuskere!

De bedste af dem er kun istand til at hæve sig over Hverdagslivet ved Hjælp af et Reb, der allerede er fastspændt af en anden.

Naar der er flere sammen, udgør de en Hob; de bliver ikke klogere derved, men blot frækkere.

Deres Dyd er pyntet som en rig Købmandskone og paatrængende som en Tigger. Den holder sig kun saa længe, som den føler fremmede Øjne hvile paa sig; overlades den til sig selv, brister den som en Boble, af hvilken der kun fremkommer Snavs og værdiløst Slam.

At karakterisere dem er det samme som at slutte af med dem.

De kravler omkring som Muldvarpe, ligger i et evigt Klammeri og fylder Atmosfæren med deres raadne Dunster. Den menneskelige Nederdrægtigheds afskyeligste Skumspil. Bedst er det ikke at blive staaende derved. »Se og gaa forbi«, som Dante siger.

Jeg gaar videre ad min Vej - til nye, til gamle Opgaver«.

- Saaledes afslører Parvus sig selv. I en Skældsordenes Kavalkade, som man længe skal søge Magen til. Saadan præsenterer han sig som den Mand, der rager op over alt Folket i Intelligens og Dygtighed, i Ædelmo-

207

dighed, Snille og Ansvarsfølelse, - - og var derved dog ikke andet end en Pjalt og - en Folkenes Fordærver.

Hvorledes Kredsen omkring Parvus levede sine glade Dage i København, Kredsen af hebræiske Snyltere fra Verdens forskellige Lande, navnlig fra Tyskland og Rusland, ogsaa det er noget, som den foran nævnte franske Forfatter J. la Meilleraye har faaet Indblik i. Han bringer Spisekortet fra et af de festlige Lag, hvor Sviren og Sværmen var Trumf. Gildet holdes hos en Professor Philipp, som opholder sig i Landet paa falsk Pas, og som ikke er nogen anden end Parvus' Medspekulant i Kulforretningen, hans intime Spillebroder Georg Sklarz. Parvus har selv ved Lejlighed givet Udtryk for, hvor intimt han følte sig knyttet til denne fra Øst indvandrede Racefælle.

Menuen lyder paa:

Consommé de tortue verte en tasse

Homard à l'américaine

Lièvre à la crème

Salade mimosa

Mandarines givrées au marasquin

Cliquot brut à flots.

Altsaa: Skildpadde-Bouillon, Hummer, Haresteg i Flødesauce, og som Dessert Salat Mimosa og Appelsiner i Maraschino-Likør, og endelig fineste fransk Champagne.

Gode Retter, herlige Retter. Ikke særligt beskedne, naar man betænker, at det er Krigstid, hvor ogsaa et nevtralt Land som Danmark har maattet foretage Restriktioner paa Næringslivets Omraade. Dog, man forstaar at indrette sig. Den forbudte Transithandel med klausulbehæftede Varer, Kædehandelen, Kullene bringer jo Penge, mange Penge til de driftige Hebræere. Hvorfor skulde de saa ikke nyde Tilværelsen?

Om denne Professor Philipp fortæller den franske Skribent, at han har Britternes distingverede Optræden, er den lette Underholdnings charmerende Mester, overordentlig elskværdig, og særligt modtagelig for det svage Køn. Han giver den ene Diner efter den anden. De yndigste skandinaviske Kunstnerinder og Danserinder danner den nydelige Ramme om Svirelagene, og Invitationerne fører et taknemmeligt Publikum sammen. »Hele København« - siger la Meilleray, som i sin Fremstilling, støtter sig til et dokumenteret Materiale - »hele København berømmer denne galante Husherre for hans Charme og hans overdaadige Gæstfrihed«. Er han Englænder, spørges der? Thi han taler Engelsk som en Indfødt, et rent og

208

absolut upaaklageligt Engelsk. Ingen kan formode, at han er Russer. Og dog er han det. Tysk Agent, siger Franskmanden. Og Parvus' højre Haand, med hvem han har oprettet »Københavns Befragtnings- og Transport-Kompagni«, et mægtigt kommercielt Foretagende, som staar i nærmeste Kontakt med »Dansk og Svensk Import A/S«, og som sikrer de to driftige Forretningsmænd Indtægter paa Millioner og atter Millioner. Men alt imens Forretningen florerer, og Dansen gaar, spioneres der, og Traadene lægges tilrette til den store Revolution, der skal komme, der skal rende Rusland overende, saa vel som Tyskland, Østrig-Ungarn osv., og Danmark med. Jo, sandelig har denne Kreds omkring Dr. Helphand og Prof. Philipp, d.v.s. omkring Parvus og Georg Sklarz og Fürstenberg-Ganetski osv. det travlt. De har mange Jern i Ilden, saa mange, at det næsten kunde tage Vejret fra En. Det gaar heller ikke altid saa glat. Haardt rammes disse Kredse allerede i Januar 1917, da Fürstenberg stedes for Dommer Thorup, og da det ogsaa gik ud over andre saakaldte »russiske« Opkøbere. 1918 ramtes Kopenesters driftige Kommissionærer, endog selve Hr. Sklarz. Men Spillet gaar trods alt videre. Spillet paa Handelens, paa Politikens, paa Selskabelighedens Omraade. Spillet, det vanvittige Gøgl - og det i en Alvorstid, hvor Millioner og atter Millioner af Mennesker ved Fronterne kæmper og gløder for en Sag, der er dem hellig, hvor Millioner af Mennesker lider Nød, ubeskrivelig, forfærdende Nød.

Da spiller og danser Jøden!

Det er ejendommeligvis en tysk Jøde, der mest indtrængende har advaret Parvus og Konsorter om ikke at overdrive Spillet, ikke at fremmane Katastrofen over deres egen Race og i denne Sammenhæng skrev det manende Ord: »Sems Fjende lurer!« Og denne Mand var Maximilian Harden, alias Isidor Witkowsky, Udgiveren af det i Systemets Tyskland berømte og berygtede Tidsskrift »Die Zukunft«. I en Række Angreb, som han i Aarene 1919-21 retter mod November-Socialisterne, Scheidemann, Hänisch, Lensch, Noske osv., som havde indladt sig paa et altfor intimt Samarbejde med de værste Bisser indenfor den rod- og holdningsløse jødiske Spekulantverden, gaar han ogsaa kraftigt i Rette med Snyltere som Brødrene Sklarz, Parvus og deslige Kanutter. Han revser disse Mænd haardt, blotter dem hensynsløst i sit knudrede, kunstlede Sprog, sit »Desperanto«, og han rammer forbistret haardt.

Harden fortæller bl. a. (1919, S. 278), hvorledes Parvus i det af ham udgivne og financierede, af Konrad Hänisch (den tyske Kultusminister) redigerede Maanedsblad »Die Glocke«, under Krigen agerede tysk-patriotisk, og hvorledes han opnaaede store Statstilskud for sit fornemt indrettede »Verlag für Soziale Wissenschaften« i Regentstrasse i Berlin. Og saa fortsætter Harden: »Hans Kompagnon blev Georg Sklarz, ogsaa en

209

fra Øst indvandret Israelit, som efterfulgtes af tre Brødre; han blev gode Venner med d'Herrer Ebert og Scheidemann, som af Mistillid først havde afvist ham. Han har i København, med umaadelige Omkostninger, indrettet et »Institut til Forskning af Krigens sociale Følger«, gennem billig Kulimport har han forpligtet de danske Fagforeninger til Taknemmelighed; ogsaa (Alt i G. m. b. H. med Hr. Sklarz, som samtidig skal have staaet i den tyske Efterretningstjeneste) skaffet Biler til Danmark; og endelig, i Overensstemmelse med den øverste Hærledelse, have muliggjort de Herrer Lenins, Trotzkis og andre Bolchevikkers Rejse fra Schweiz til Rusland ... Parvus piloterede dem i plomberet Vogn gennem Tyskland og Skandinavien«. Idet han kraftigt polemiserer mod Ministeren for Videnskab, Kunst og Undervisning, Konrad Hänisch, spørger Harden bl. a. denne, som ikke mener at maatte tvivle om sin gode Vens, Parvus' personlige og politiske Hæderlighed, (1919, S.314): »Har det slet ikke været paafaldende for Dem, at denne gamle Ven, der, som russisk Revolutionær flere Gange blev udvist af Tyskland og i Tagkamre levede kummerligt af Forlæggeres Forskud, siden Krigens Begyndelse har skovlet Millioner ind, fik tysk Statsborgerret, erhvervede sig en Villa først ved det Gyldne Horn, dernæst ved Søerne i København, og en tredje i Schweiz, i Berlin boede enten i en egen Etage eller i Pragtværelserne i »Kaiserhof«, overalt færdedes med Excellencer, (henkastede 80.000 M. - for ham en Bagatel – til Ferierejser for slet ernærede Børn) og til den af Dem ringede »Glocke« ydede 1400 Tusinde Mark? De vidste, at han lever som en overdaadig Nabob, en Krøsus, en Marcus Crassus, men De var paa det inderligste overbevist om, at personlig Redelighed, og politisk Idealisme kunde bidrage til at Parvus i en Haandevending fik de til saadan Ødselhed fornødne Midler ... Det var Dem ej heller paafaldende, at en anden af Deres Arbejdsgivere, den fra Galizien indvandrede Hr. Sklarz har indrettet sig paa samme Maade, disponerer over umaadelige Mængder af Levnedsmidler osv ...«

Harden fortæller paa denne Maade løst og fast om Parvus og Konsorter, antyder, at der er mange Historier i Omløb om denne Kreds af Mænd, smudsigere, modbydeligere end dem han fremsætter, og han knytter dertil det Memento: »Sems Fjende lurer. Den, som tøver, vilde gøre sig mistænkelig. Og enhver, som frygter Marx's foragtelige Blik, og som kræver, at Synderne skal straffes, kan endnu tidligt nok faa Hævnlysten mættet.« Maximilian Harden ser tydeligt Faren, der truer, og han frygter Hævnen, paa sin Races Vegne! Frygter den Hævn, som navnlig en Parvus' aarhundredprægende Forsyndelse mod Evropas Frihed og Fremtid engang, naar Tidens Fylde er kommet, maa afføde. Og derfor varskoer han: ”Sems Fjende lytter, han lurer!«


Kontroversen om Zion _resumé

Kontroversen om Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 9

Dronte 9 - leder

Drontens hovedmenu