321

 

 

9. PROFESSOR L. V. BIRCKS KAMP MOD JØDEVÆLDET

 

Paa Baggrund af al den Slaphed og Usseldom, der karakteriserer saa mange højtstaaende og ansete Mænds Handlen og Færden i Landmandsbank-Perioden, virker L. S. Bircks mandige Optræden i Kampen for Bevarelsen af offentlig Moral ogsaa i økonomiske Forhold forfriskende og befriende. Birck var i næsten en Menneskealder den Mand, som Finansmagten frygtede mest. Hans Styrke laa ikke blot deri, at han havde sine Meningers Mod, men at han var i Besiddelse af en ualmindelig Intelligens og som Nationaløkonom havde et overmaade grundigt Kendskab til Erhvervslivets Love. Han var og er uden Tvivl vor Tids mest fremragende danske Nationaløkonom. Han var i mange Henseender genial, og hans Anseelse rakte langt ud over Landets Grænser. Men hvor stor end hans Betydning som Videnskabsmand har været - hans særlige Betydning vil sikkert en Gang erkendes at ligge deri, at det var ham, som i Tide paaviste de Farer, der truede Samfundet fra Finansmagtens Side og som i Kampen mod Jødernes hensynsløse Tyveri-Politik eftertrykkeligt lod forstaa, at han stadig havde sin Racebevidsthed i Behold. Han kendte dette Folkefærd fra sine talrige Rejser, og han havde navnlig under sit Ophold i sine unge Aar i U.S.A. lært at forstaa, hvad det betød at være en hvid Mand. *) Paa Rejser i Østeuropa efter

*) Prof. Birck var kendt for sine drastiske Talemaader. Det fortælles, at han som en Reminiscens fra Opholdet i De forenede Stater yndede at minde om en af Amerikanernes Talemaader: ”You must not kill a man; but if you kill a Jew, even God will forgive you«. Nu skal man ikke tage den Slags bonmots friere, end de er. Mordlysten var Birck ikke, heller ikke, da han ved anden Lejlighed erklærede, at han ikke kunde udstaa gamle Mænd, at det vilde være bedst, om Mænd, der kom op i Tredserne, blev slaaet ihjel. Men han elskede det pointerede og maatte vel ogsaa, for at kunne sætte sig ud over Hverdagslivets Urimeligheder og Tossetheder, blive en Paradoksmager. Han udtalte ogsaa engang som den udprægede Antikapitalist han var, at »det vilde være en af de skønneste Dage i mit Liv, naar jeg kan være med til at hænge de københavnske Bankdirektører, en Del Vekselerere og en Skok Aktieselskabsdirektører i Træerne paa Børsrampen«. Sandelig, han skaanede ikke sin Modpart, naar det kom til Stykket. Den blodige Ironi tonede ogsaa frem, da han i en Tale i et Studentersamfundsmøde, der fandt Sted paa Hotel »Kongen af Danmark«, udstrakte begge Arme med Udraabet: »Jeg hænger som Christus mellem to Røvere«. Den, der kender Hotellets Beliggenhed midt imellem Landmandsbanken og Ø.K.s Hus, kunde ikke være i Tvivl om Hentydningen til de to Røvere. Bemærkningen kunde næsten opfattes som Blasfemi, og var det dog ikke; dertil var Birck for oprigtigt religiøs. Men saaledes reddede han sig bedst ud over Verdens Daarskab, ved bidende Spydighed, rammende Ordsnært. Han mente jo ogsaa ved Lejlighed, at saasom Verden var blevet et Galehus, maatte fornuftige Folk jo indrette sig paa at leve blandt de Gale. Indrette sig, det er Sagen.

322

Aarhundredskiftet havde han ydermere haft Anledning til specielt ogsaa at beskæftige sig med Jødespørgsmaalet. Han var som Journalist en særligt opmærksom Iagttager, som Videnskabsmand en fremragende Teoretiker, og han havde i sjælden Grad common sense.

Til de vigtigste Resultater i hans videnskabelige Forskning hører Behandlingen af Kapitalproblemet. Her skelner Birck mellem den sociale Realkapital, ved Hjælp af hvilken nye Værdier produceres og Arbejdet holdes i Gang, og den private Kapital, der udelukkende har til Formaal at sikre og forøge den arbejdsfrie Indtægt. Problemet om Kapital som produktiv Faktor og Kapital som Indtægtskilde, behandler han ved forskellige Lejligheder, saaledes i den allerede nævnte tyske Afhandling »Realkapital contra Privatkapital« (jvf. ovenfor I, S. 192, Fodnote) og i det 1927-28 udgivne Hovedværk »Den økono-

323

miske Virksomhed«, I-II. Det var dette Problem, som aabenbart interesserede ham mest. Men netop disse Undersøgelser havde ogsaa deres specielle Forudsætninger i den aarelange Kamp, han havde maattet føre mod den jødisk-danske Højfinans' Udbytningsmetoder, og de havde deres specielle Maal, nemlig Beskyttelsen af Arbejderen og Bonden mod Udmarvning og Udplyndring af den passive Kapital. Saaledes forenes Teori og Praksis i hans Livsgerning. Alt, hvad han ydede, er gennemglødet af hans stærke Retsindighed, der gjorde hans Indsats paa det her omhandlede Omraade til en indre Nødvendighed for ham, og som forhindrede, at han i sin ydre Virken nogen Sinde gik paa Akkord med Uretten. Lad gaa, at han var en Enspændernatur, med særegne Vaner, at han koketterede med sine smaa Bohemetilbøjeligheder, at hans Nag til den, han een Gang havde fordømt, kunde udarte til Forfølgelse, ligesom han ogsaa krævede at kunne frifinde efter egen Overbevisning: det ændrer ikke ved den Kendsgerning, at han var sin Tids mest fremragende Nationaløkonom her i Landet, og at han var mere end det - en helstøbt Karakter, et sjældent Fænomen i det Danmark, der oplevede det tredie Tings dristige og forbryderiske Færd i et helt Aarti, uden at der ved Siden af ham, Laurits Vilhelm Birck,-fandtes blot saa meget som en eneste Mand, der ligesom han kæmpede for Befrielsen af de produktive Erhverv og deres Udøvere i Landbrug, Haandværk og Industri fra Privatkapitalismens Kvælertag. l denne Kamp ydede han det uhørte og enestaaende. Hvor dybt det danske Folk var sunket i den her omhandlede Periode, da Parlamentarismen afslørede sig som et udpræget Mindremands Styre og som den demokratiske Raaddenskabs Domæne, kan næppe paavises tydeligere end deri, at Prof. L. V. Birck i det store og hele stod ene i sin Kamp, sjældent blev rigtigt forstaaet af de brede Lag i By og paa Land, hvis Sag han tjente som ene Mand og bedre end nogen Mand ellers, og at han paa Tinge nærmest virkede som en Udfordring, eller, om man vil, som en Fejltagelse.

324

Overfor de lovgivende Forsamlinger, Folke- og Landsting, havde den hemmelige Overregering, det tredie Ting, Jødernes fint spundne Forbindelsessystem indenfor Samfundets Centrer, let Spil. Thi trods den danske Folkekulturs Storhed manglede Parlamentet, taget som Helhed, dog den indre Kraft, den Ansvarsbevidsthed, Sandhedskærlighed og Viljestyrke, som kunde have gjort det stærkt nok til at modstaa Jødernes paatrængende Magtbegær og samvittighedsløse Gangstermoral. Kun Birck lod sig ikke bluffe. Han var for fast i sin i en vis Religiøsitet bundende Moral og for dybt gennemglødet af Pligten til personlig Sandhed og Retfærdighed til at lade sig skræmme. Derfor forblev L. V. Birck ogsaa den absolut sikre, den stærke og den overlegne overfor Jøderne.

Hans Styrke laa i, at han kun kendte den lige Vej, hans Storhed i, at han troede paa det Gode i Menneskelivet og udmøntede denne Tro i Gerning. Derfor interesserer denne Side af hans Livsgerning os her. Og for at give et samlet Overblik over denne hans Livskamp, skal ikke blot hans Indsats i den i Skriftet omhandlede Periode 1914-24 behandles, men ogsaa enkelte Episoder, som ligger forud henholdsvis efter denne Periode. Det vil da vise sig, at det til Stadighed var de samme sociale Grundideer, den samme Moral, der bestemte Bircks Holdning overfor Finansmagten og dens fornemste Component: den internationale Jøde.

a) Birck contra Alberti.

Sin første Indsats i Kampen mod Korruptionen i det offentlige Liv ydede Birck allerede i Perioden 1906-08, da den forcerede Bankdannelse skabte al Slags Usundhed i det økonomiske Liv ved Overkapitaliseringer og navnlig gav Stødet til en omfattende Byggesvindel. I Sammenhæng med denne Kritik, som han førte baade i Dagbladet »Vort Land« og i Folketinget som konservativ Folketingsmand, saa han sig ogsaa for-

325

anlediget til, i Samlingen 1907-08 at beskæftige sig med den saakaldte Alberti-Affære. At han derved rettede sine Angreb mod en Mand, der havde Jødeblod i Aarerne *), har formodentlig ikke været ham bevidst, selvom han allerede dengang, 36 Aar gammel, havde gjort sig fortrolig med Racespørgsmaalet paa sine omfattende Rejser og bI. a. ved Lejlighed havde offentliggjort interessante Betragtninger om det østrigske Jødeproblems Stilling.

I Rigsdagsdebatterne 1907-08 vedrørende daværende Justitsmlnister Adler Alberti drejede det sig i første Omgang om Afsløringen af en gemen Svindler, hvis forbryderiske Virksomhed rigtignok til en ikke ringe Grad blev muliggjort ved det herskende Middelmaadighedernes Styre. Birck stod dengang ikke ene i sin Kamp. Han støttedes bI. a. i Folketinget af Socialdemokraten F. Borgbjerg og de radikale Venstremænd Ove Rode og Herman Trier. Men medens Angrebene mod Alberti fra de sidstnævnte Mænds Side kun var et Led i den parlamentariske Interessekamps Tovtrækkeri, og kun havde til Formaal at opnaa partipolitiske Fordele **), var det for Birck ene og alene Sagen om at gøre. Han tilbød derfor ogsaa i sine Indlæg i Alberti-Sagen at staa inde med sin Person for sine Anklager,

*) Albertis Bedstemoder paa mødrene Side, Sophie Magdalene Nyeborg, var Halvjødinde, Datter af Marcus Salomonsen, der efter Daaben den 18. 10. 1769 i Holmens Kirke førte Navnet Ludvig Jørgen Nyeborg og 1774 blev gift med Frederikke Aagaard. Han selv var altsaa Ottendedels-Jøde, Fætter til Nationaløkonomen, Prof. Dr. polit. jur. Harald Westergaard, som paa samme Maade havde en lille Draabe Jødeblod i Aarerne. Jvf. Stamtavlen Salomonsen, S. 121.

**) Særligt typisk for dette Forhold er de Betragtninger, som den radikale Venstremand Bransager knyttede til Jøden, Folketingsmand Hermann Triers Angreb paa Alberti i Folketinget den 30. 10. 1907 i sit Organ »Venstres Folkeblad« i Ringsted. Bransager bemærkede bl. a.: »Den Kamp, som nu indledes med det Formaal at fjerne den nuværende Justitsminister fra vort offentlige Liv, - det er en stor og betydningsfuld Kamp om, hvorvidt Typen Herman Trier eller Typen Alberti skal være den herskende i Landets Politik«. Der tilføjes: »Det er Kampen om, hvorvidt det politiske Liv hos os skal være et Operationsfelt for magt- og vindesyge Spekulanter eller en Arbejdsmark for Mænd af Retskaffenhed og fast Overbevisning«. Den sidstnævnte Front - hvis fremtrædende Mænd altsaa var af Typen Herman Trier og Edvard Brandes - sejrede kort derefter. Det radikale Venstre kom til Magten. Men til I. C. Christensens Ære skal siges, at hans Regering med Hensyn til at skabe et »Operationsfelt for magt- og vindesyge Spekulanter« dog var de rene Sinker sammenlignet med Regeringen C. Th. Zahle og dens fornemme jødiske Koryfæer.

326

tilbød de af ham angrebne Mænd, foruden Alberti ogsaa HRS. Winther, at gentage sine Beskyldninger ogsaa uden for Tinget for at give dem Lejlighed til Retorsion.

De meget omfattende Debatter vedrørende Alberti-Sagen i Rigsdagssamlingen 1907-08 behandlede imidlertid kun Spørgsmaal, som laa i Periferien af Albertis samfundsskadelige Virksomhed. Der fremdroges talrige Beviser for, at Justitsministeren havde gjort sig skyldig i Embedsmisbrug, der ymtedes ogsaa noget om, at han kunde have gjort sig skyldig i Bedrageri, men han sigtedes endnu ikke direkte for at have begaaet forbryderiske Handlinger. Borgbjerg spørger f. Eks. i Folketinget den 23. Okt. 1907, om der ikke skulde eksistere nogle Breve om det store albertiske Byggekrak ude i Jægersborggade, hvor den sjællandske Bondestands Sparekasse havde mange Penge staaende. Han bemærker endvidere: »Senere endte det, i Efteraaret 1905, med et stort Krak; Ejendommene maatte sælges af Indehaverne, nemlig den højtærede Justitsminister, Cloëtta og Murermester Schioldan, med ganske overordentlige Tab; man anslog den Gang, og vist med Rette, det samlede Tab for disse 3 Mænd til over 1 Million, altsaa ret betydelige Tab for hver enkelt af dem….« Anledning til de omfattende Rigsdags debatter gav i første Række Albertis Anmodning til »Morgenposten«s Redaktør Johannes Hansen om ikke at behandle hans afdøde Ven, Etatsraad Otto Köhlers Fallit, ved hvilken der var opstaaet et Underskud paa 1 Mill. Kr. Denne Henstilling vakte Røre og tilskyndede navnlig Birck til at sætte sig grundigt ind i de Köhler'ske Forretninger.

327

Mandag den 28. Oktober 1907 giver derefter det konservative Folketingsmedlem Prof. L. V. Birck en omfattende Redegørelse om Forudsætningerne for det store Krak i de Köhler'ske Foretagender, hvor imidlertid Kritikken endnu ikke rettes mod Alberti, men mod Kammerraad Winther, som efter Talerens Opfattelse havde et Hovedansvar for Aktieselskabet »Oscar Köhler«s Sammenbrud ved som Bestyrelsesformand at lægge Navn til dets Regnskaber. Kammerraadens Forseelse laa ifølge Bircks Fremstilling i, at han havde sat sit Navn under Regnskaber, der var skikkede til at vække urigtige Forestillinger hos Trediemand til Skade for denne. Netop i dette Tilfælde havde det vist sig, hvor nødvendigt det var, hurtigst muligt at skabe en Aktielov, ikke for at beskytte Aktionærernes Interesser, men for at sikre Kreditorernes Interesser. Da tilsyneladende hverken Kammerraad, Højesteretssagfører Winther eller Justitsminister Alberti havde Forstaaelse for dette Synspunkt, fremsatte Birck dernæst bl. a. følgende Betragtninger til Begrundelse for sine Synspunkter:

»Jeg skal give et Eksempel. Hvis jeg personlig gør Gæld, hæfter jeg med alt, hvad jeg ejer og ejendes vorder, med mit Navn, min Ære, Formue og Samvittighed. Et Aktieselskab derimod har ingen Sjæl, som kan fordømmes, intet Navn, som kan besudles, og intet Legeme, som kan kastes i Fængsel. Alt det, som gør, at man eventuelt kan give mig Kredit, er ikke til Stede hos Aktieselskabet. Der maa være noget andet, der maa være Kredittens Basis, og hvad er det? Det er Selskabets Formue, Aktiekapitalen. Man kan i Tillid til mit Navn og min eventuelle Hæderlighed give mig Kredit, men et Selskab kan man kun give Kredit i Tillid til Selskabsformuen, for hvis Tilstedeværelse Bestyrelsen hæfter, den og ingen anden. Jeg kan ikke vide, om et Selskab ejer Selskabsformue. Det ved Bestyrelsen, og den alene ved det. Det er ogsaa kun derfor, at man i Bestyrelsen vil have saa mange gode Navne, Eksministre, EkscelIencer, Kammeradvokater, alt, hvad der er smukt og godt i dette Land. Man gør det ikke for det Arbejdes Skyld, de kunne præstere, men netop fordi det er Navnene, man har Tillid til, idet Selskabet paa Grund af disse Navne kan faa Kredit. Der knytter sig Tillid til disse Navne. Selvom alle Aktierne ere paa een eller to Hænder, vil man forstaa, at Status maa være rigtig og paalidelig. Alene i Kraft af Status er det jo muligt at bedømme, om man kan give et Selskab Kredit«.

328

Lidt senere bemærkede han i sin Tale vedrørende Bestyrelsesmedlemmerne: »De Herrer sidde der ikke for at sikre sig Tantiémer... De sidde der som Garanter overfor Publikum, overfor Kreditorerne, overfor Aktionærerne. Det er derfor, de Herrer faar deres Løn, ikke af anden Grund. Saa kunde de Herrer sige: Vi ønske ikke at sidde i Bestyrelserne. Men da maa jeg svare, at Ulykken ikke er saa stor. Vi se rundt omkring Mænd, som sidde i 14, 15, 16, 17 Bestyrelser, hvor de ikke kunne have Tid til noget som helst. Det, jeg forlanger, er, at Bestyrelsernes Medlemmer i hvert Fald deres Formænd, skulle forstaa deres Ansvar, at naar jeg har med et Selskab at gøre, er det i Tillid til, at Selskabets Formue virkelig er til Stede, og at dets Regnskab er rigtigt, og den Tillid faar jeg i Kraft af det fine, det bærende Navn: Staa ved Deres Navn, mine Herrer! Det er det eneste, jeg forlanger«.

Prof. Birck søgte derefter i en indgaaende Dokumentation at føre Bevis for, at Kammerraad Winthers Navn stod i et omtvisteligt Forhold til det her omhandlede Selskabs Regnskaber og derved paa aldeles utilstedelig Maade havde vildledet Selskabets Kreditorer. Forholdene laa herefter i det enkelte som følger: 1. Januar 1906 til helt ind i 1907 havde Kammerraad Winther garanteret, at der var 125 pCt. til Aktionærerne og 110 pCt. til Kreditorerne, i Juni 1907 garanterede han 40 pCt. til Aktionærerne, men stadig 100 pCt. til Kreditorerne, i September 1907 garanterede han 12 pCt. til Aktionærerne og 100 pCt. Til Kreditorerne, men det faktiske Forhold maatte nu være: intet til Aktionærerne og 12 pCt. til Kreditorerne! Mere end een Million Kroner var gaaet tabt. Saadanne Forhold kunde ikke tolereres, ogsaa i økonomiske Sager havde en offentlig Moral sin Betydning. Han sluttede med at erklære, at han stadig vilde være rede til at tage Konsekvensen af sine Angreb, som han vidste var en vægtig og alvorlig Anklage mod en Mand, der indtog en smuk og stor Stilling indenfor Samfundet. Han mente, at »naar denne Anklage bliver bevist, kan denne Mand ikke indehave en offentlig Stilling, hvis der er Ære i Landet«. Og han sluttede:

»Jeg maa nu sige, at naar jeg har talt om denne og andre Affærer fra Forretningslivet, maa det staa fuldstændig for min

329

egen Regning, jeg føler mig ikke dækket af min Rigsdagsukrænkelighed og ikke dækket af mit Parti. Jeg alene maa tage Ansvaret, og jeg tager Konskvensen deraf, den Konsekvens, at hvis jeg har Uret, hvis mine Beviser ere falske eller uforstaaede, maa jeg som Mand af Ære nedlægge mit Mandat. . .; thi for mig gælder det i hvert Fald: en Mand er en Mand«.

Birck presser derefter paa med Hensyn til sine saglige Krav, forelægger bI. a. den 29. Okt., efter at have hørt, at der blev forberedt en Aktielov, et Forslag til Lov om autoriserede Revisorer, en Institution, som efter hans Opfattelse maatte skabes straks, saafremt en Aktielov skulde være effektiv. Allerede paa dette Tidspunkt er han altsaa meget stærkt inde paa Tanken om en skærpet Kontrol af Aktieselskaber, grundet hovedsagelig i den omfattende Byggesvindel, der havde sat ind 1906 med den begyndende Spekulationsperiode. Han advarer navnlig ogsaa Bankerne mod altfor letsindige Kapitaldispositioner, saaledes som de i 1907 var blevet afsløret ved den Warburg'ske Fallit, hvor »alle Banker havde indladt sig paa at give Kredit til det samme Firma i meget stort Omfang, uden at underrette hinanden derom«. (Tale holdt den 19. Okt. 1907).

Ved 3. Behandling af Finansloven den 14. Marts 1908 retter Prof. L. V. Birck sit Angreb direkte mod Alberti, idet han henholder sig til, at Justitsministeren havde forsøgt at fremme sin private Jordspekulation ved at give Koncession til Foreningen »Den ædle Hesteavl« til Anlæg af en Væddeløbsbane ude ved Ordrup Krat. Det Areal, som Foreningen havde købt til dette Formaal - efter at Sagen havde affødt mangehaande Konflikter og Intriger indenfor Foreningen - omfattede et Stykke af Christiansholms Jorder, et lille Hjørne af Ordrup Krat, som havde tilhørt Justitsministeren og Dr. Mollerup, og 10 ½ Tønder Statsskov, som Finansudvalget havde givet Tilladelse til at bruge. Da imidlertid »Den ædle Hesteavl« var betænkelig ved selv at ofre altfor store Beløb paa det nævnte Areal, havde Justitsministeriet givet Koncession paa et Landbrugslotteri, som skulde udgive Lodsedler til et Beløb paa ialt

330

3 Mill. Kr., hvorved der gaves Mulighed for at indtjene et Overskud af ½ Mill. Kr. Den ene Halvdel af dette Overskud skulde derefter stilles til Raadighed for Foreningen til Anlæg af Væddeløbsbanen, den anden Halvdel skulde tjene til Fremme af det lille Landbrug. Birck paapeger ved sin Omtale af denne Sag, at de 250.000 Kr. i Virkeligheden ikke var et Tilskud til den ædle Hesteavl, men til Væddeløbskonsortiet, og at Bevillingen i og for sig var i afgjort Modstrid med Lotteriloven af 1869, bortset fra, at den ogsaa blev gennemført uden Landbrugsorganisationernes og Landbrugsministeriets Billigelse. Men Justitsministeren havde altsaa alligevel givet Koncession til Oprettelsen af Landbrugslotteriet den 26. Maj 1907, og derefter indledet videre Foranstaltninger, idet han selv samtidigt sammen med sin Svoger og Kompagnon Dr. Mollerup havde købt nogle Grundstykker beliggende ved Siden af Væddeløbsbanen i Ordrup, saaledes at han var personlig interesseret i den Grundværdistigning, som maatte fremkaldes i Forbindelse med det af ham selv koncessionerede Lotteri. Grundværdistigningen for de Jorders Vedkommende, der tilhørte Justitsministeren, var yderligere bleven øget ved, at Vejanlæget ved Klampenborgs Væddeløbsbane var anlagt over Holmegaards Jorder, og ved at Sporvejslinien nu førtes op til Justitsministerens egen Grund. Slutteligt kunde Prof. L. V. Birck endnu pege paa, at Aktieselskabet, der skulde have den 1/4 Million Kroner udbetalt af Landbrugslotteriet, straks havde pantsat denne Andel i Landbrugslotteriet og for Laanet havde udstedt en Hovedobligation til Københavns Grundejerbank paa 625.000 Kr., d.v.s. at Koncessionen, det kgl. Regale, straks var blevet gjort til Kreditmiddel! Det var den rene Farce, siger han. Og han fortsætter: »Jeg taler om Farce, ikke om Indignation, det sidste venter jeg mig ikke hos det danske Folk paa disse Punkter. . . Det, der er sket her, er af en saadan Art, at den højtærede Justitsminister maaske i Danmark, men i hvert Fald ikke i Kongeriget Preussen kunde vedblive at være Minister«. Alberti beskyldes altsaa ikke alene for at have benyttet sin Bevillingsmagt til at frem-

331

kalde værdiskabende Foretagender, som han selv drager Fordel af, men ogsaa for indirekte at sikre sig Fordele gennem Vejanlæg osv. Og Birck harmes over, at Indignationen - desværre - er en sjælden Vare i Danmark, og at Københavnerne er for tilbøjelige til Grinet og til »at le himmelhøjt« i Stedet for at klargøre sig det Ansvar, der bør gøres gældende overfor en saadan Korruption.

Men da han saaledes er klar over, at han ikke paa det Sted, hvor han staar, vil finde nogen Forstaaelse for sine Krav om Bevarelse af offentlig Moral, retter han en indtrængende Appel til de sunde Kræfter i Folket om at være paa Vagt overfor Svindel og Bedrag i det offentlige Liv. Han retter følgende Appel til den danske Bondestand:

»Naar vi da se tilbage paa alle de Affærer, der have været, naar vi se tilbage paa alt det, hvad der er sket her i Landet i den Tid, den højtærede Justitsminister har siddet, ja, saa skammer man sig uvilkaarligt, skammer sig over sit Land, skammer sig over sit Folk, over, at der alligevel ikke er en eneste, der siger, at der dog er Grænser for, hvad man kan byde dette Folk - Grænser er der ikke. Men De, mine Herrer, som tilhører det danske Demokrati, De, mine Herrer af den danske Bondestand, som have kæmpet længe for at komme til at regere dette Land, De, som have kæmpet en haard Kamp - og jeg vil sige, at det er heldigt, at De have kæmpet denne Kamp, thi i den modnedes den danske Bonde; havde Estrup ikke været, havde De faaet Magten fortidligt, nu modnedes De, idet De bleve tvungen til at vokse ude i Befolkningen, og skabe Dem et Adelsbrev, i Kraft af hvilket det er sket, at en dansk Bonde sidder i Kronens Raad -: De, mine Herrer, skulde passe paa, at man ikke med Rette kunde sige til Dem: I have forstaaet at sejre, I have forstaaet at faa Magten, men have I ogsaa forstaget at bruge Magten? De, mine Herrer, skulle sørge for, at naar Historien en Gang skrives om, hvortil den danske Bonde brugte den Magt, som han forstod at vinde og fortjente at vinde, der saa ikke bliver skrevet: I den højtærede Justitsministers Person er Svaret. De, mine Herrer, skulle ikke rive en Flænge i det Adelsbrev, De selv have skrevet«.

Der var Alvor bag Bircks Ord, dybeste Alvor, mere Alvor, end Demokratiets Mænd, specielt de gæve Venstrebønder, aabenbart kunde fatte.

332

Birck selv forstod ogsaa denne Gang at drage Konsekvensen af sine Angreb, idet han sluttede med Kravet om Justitsministerens Afskedigelse. Hans Salut var til Slut:

»Jeg spørger: Kan det ske, bør det ske, naar næste Samling kommer, at det højtærede Medlem for Køge (Alberti) vedblivende er Medlem af Hans Majestæt Kongens Raad, vedblivende repræsenterer Kronens Purpur her i Landet?«

Saaledes talte Prof. L. V. Birck den 14. Marts 1908 i Rigsdagen. Da det samme Spørgsmaal faa Dage senere, den 24. Marts, behandledes i Landstinget, fremhæver bI. a. Højremanden Ludvig Bramsen de Beskyldninger, Birck havde rettet mod Justitsministeren som de vægtigste, der var blevet fremført i Folketinget. Han havde ønsket, at Justitsministeren midlertidigt vilde overdrage sit Embede til en anden, saalænge det ikke var modbevist, at han havde misbrugt sin høje Stilling til at sikre sig økonomisk Fordel. Ogsaa Edvard Brandes rettede (den 25. Marts) haarde Angreb mod Justitsministeren og behandlede hans mangesidede Virksomhed som Bladudgiver, Sparekassedirektør, Smørhandler, Teglværksejer, Grundspekulant og sluttelig som Sagfører. Naar man havde saa mange Jern i Ilden, maatte der nødvendigvis ved Lejlighed opstaa Interessekollissioner. Brandes lod nu ogsaa skinne igennem, at man ikke nærede rigtig Tillid til Ministerens Pengetransaktioner; saaledes var det blevet konstateret, at Ministeren i Privatbanken havde et Laan paa 3 Millioner Kroner, en Bank, i hvilken Finansminister Vilhelm Lassen af Statens Midler havde indsat et Beløb paa 4 Mill. Kr. Det maatte - erklærede Brandes - anses for meget uheldigt, at Landets Justitsminister gjorde Milliongæld i det samme Pengeinstitut, hvori Finansministeren anbragte Statens Penge. Da Alberti senere i Landstingets Forhandlinger havde erklæret, at det maatte være Prof. Bircks Opgave at gentage sine Angreb udenfor Rigsdagen, hvert

333

Ord, og uden en Tøddels Forandring, svarer Brandes, at han betragtede dette slet og ret som et Sagførerræsonnement, et Sagførerforslag, og ikke som noget Ministerforslag, da Alberti aabenbart blot ønskede at gennemføre en Injurieproces. Overfor de ret skarpe Angreb, som Alberti ser sig udsat for i Landstinget, foruden fra Bramsens og Brandes' Side ogsaa fra det konservative Medlem Grev Frijs' Side indskrænkede den Angrebne sig til at afvise Paastanden som Sladder og løse Rygter.

Men kort Tid derefter brast Sæbeboblen. Da Bondestandens Sparekasse den 30. Maj 1908 havde holdt sin Generalforsamling, paa hvilken der forgæves stilledes Spørgsmaalet til Formanden, Justitsminister Alberti, om Sparekassens Obligationer nu ogsaa virkelig var, hvor de skulde være, greb Mistanken først rigtigt om sig. Og Uhyggen voksede, da bI. a. Ove Rode rettede stadigt heftigere Angreb mod Ministeren i »Politiken«. Den 24. Juli meldte Bladene, at Alberti var traadt tilbage; officielt begrundedes det med hans svigtende Helbred. Samtidig udnævntes han til Gehejmekonferensraad.

Den 8. September 1908 meldte Alberti sig endelig i Opdagelsespolitiets Vagtlokale i Domhuset - for Falsk og Bedrageri. Ikke mindre end ca. 15 Millioner Kroner havde han tilvendt sig, baade fra Sparekassens og Smøreksportforeningens Midler, og Svindlerierne havde været i Svang helt siden 1894! -

Det var ikke Birck alene, der fældede Alberti, men han ydede det afgørende Bidrag til at fremme Afsløringen. Hans uvisnelige Fortjeneste blev, at han gennemskuede Justitsministerens Uredelighed og i nøje overvejede og vel begrundede Angreb førte Bevis for, at Alberti havde gjort sig skyldig i Embedsmisbrug. Hans Rigsdagstaler i Anledning af Alberti-Sagen fik iøvrigt særlig Betydning ogsaa derved, at han mere eftertrykkeligt end nogen anden ved denne Lejlighed stillede Krav om Indførelse af en Aktielov og derved fremførte Argumenter, som han ofte nok - altfor ofte - fik Anledning til at gentage i de følgende 15-20 Aar.

334

b) Bircks Kamp for Bank- og Børskontrol før Verdenskrigen.

Mands Mod til at sige sin Mening viste L. V. Birck ogsaa, da han 1910-14 i nogle Artikler i Harald Nielsens Tidsskrift »Ugens Tilskuer« beskæftigede sig med forskellige Børsmanøvrer, som efter hans Opfattelse maatte være betænkelige for Erhvervslivet. Her er han atter inde paa Problemet: Realkapital contra Privatkapital. I en mod Vekselerer Eduard Rée rettet Kritik betitlet »I Strid med sig selv« (U. T., 18. Nov. 1910) behandler Birck i denne Sammenhæng for første Gang de Børsmanipulationer, der var bleven foretaget med Sukkerfabrikkernes Aktier. 1907, fortæller han, var der udstedt for 10 Mill. Sukkeraktier til Kurs 180, saaledes at Aktiekapitalen dengang nominelt var 18 Mill. Kr. værd. Siden var der udstedt yderligere 5 Mill. Kr., og Kursen var, takket være Opkøbene fra Vekselererfirmaet Ed. Rées Side, bleven jobbet op til en Kurs paa 250 til 265. Den indbetalte Kapital paa 15 Mill. Kr. var dermed presset op til en Værdi paa ialt ca. 38 Mill. Kr., og androg dermed - naar den gældende Kurs paa 250 tages som Grundlag for Beregningen - 23 Mill. Kr. mere end indbetalt.

Dr. L. V. Birck fremhæver ved denne Lejlighed meget eftertrykkeligt den ejendommelige og meget betænkelige Stilling, Vekselerer Ed. Rée indtager. For ham som Chef for det førende Spekulationskonsortium i Sukker maatte det i Realiteten kun være magtpaaliggende at sikre Aktionærernes Interesse af rent egoistiske Hensyn. At denne Interesse ogsaa var alt overvejende, havde vist sig bl.a., da Rée stillede Krav om, at der skulde udstedes for 5 Mill. Kr. Friaktier, og da han kun frafaldt dette Krav, efterat Direktør Gammeltoft havde truet med at træde tilbage, hvis det blev gennemført. Nu maatte det selvfølgelig ogsaa være den selvsamme Mand om at gøre, at Kursen holdtes, for ved denne kunstige Udvanding af Aktiekapitalen at trække saa mange Millioner ud af Publikums Lommer som muligt. Disse Penge skulde imidlertid ikke anvendes til Fremme

Billede

Direktør Eduard Rée.

Født 6. 9. 1867 Kbh., død 13. 6. 1918 sst. Formand for Direktionen i Creditkassen for Landejendomme i Østifterne siden 1913. Svigerfader til baade Emil og Valdemar Glückstadt.

Billeder

»Social-Demokraten« s Karrikaturer.

 

Karrikaturen th. bragtes, da det konservative Landstingsmedlem, Børskommissær Jul. Schovelin, traadte i Skranken for Kronebaissisterne og navnlig for Theo. Kliatschko. (Jvf. S. 301 flg.) Bladets Ironiker Pipperup bemærker, at Schovelin var helt bedrøvet ved nu ikke mere at kunne beholde »en saa sjælden fremmed Rovfugl« og at han altfor gerne vilde »bekoste et Bur paa Børsen, hvor denne sjældne fremmede Rovfugl kunde sidde fredet og spekulere i Valuta«.

G. M. Rée

 

Karrikaturen tv. publiceredes i Anledning af, at HRS. G. M. Rée i en Forhandling ved Sø- og Handelsretten i Januar 1918 forsvarede Rhederiet »Grønlandsk Minedrift A/S«, som 1916-17 havde sendt Skrueskibet »Danmark« paa en Polarekspedition uden at hverken Skibet eller Besætningen var udrustet dertil. Ifølge Underskriften til Tegningen erklærer HRS. Rée: - Det er ingen Ting at tale om at mangle Tøj og Mad i 30 Graders Kulde!

Theo Kliatschko

 

335

af selve Sukkerindustrien, men derimod til Henlæggelse i Konsortiets private Pengeskabe. Uheldigvis, fortsætter Birck, er selvsamme Ed. Rée ogsaa Medlem af Bestyrelsen for Sukkerfabrikkerne. I denne Egenskab burde han jo være forpligtet til at sørge for, »at Produktionen staar paa et højt og hæderligt Standpunkt«. Her maatte Eduard Rée »komme i Strid med sig selv«. Thi han kunde selvfølgelig ikke samtidig varetage paa den ene Side Aktionærernes, paa den anden Side Publikums og Arbejdernes Interesser. Resultatet var, at Fabrikkerne under de givne Forhold maatte forrente 15 Millioner Kroners Overkapital - hvilket Beløb var Stigningen siden 1907 - og at der dertil maatte anvendes 900.000 Kr. aarlig.

»Vilde det«, spørger Birck derefter - »for Aktionærerne, der har købt eller skal købe Konsortiets Beholdning, ikke have været billigere, om de paa Kontoret havde haft en à to uærlige Eschricht'er *) end det legitimt og efter gængs Fonds-Børsmoral handlende Konsortium repræsenteret indenfor Ledelsen? Thi den Skade, der kan gøres ved saakaldet legitim Spekulation, er til Tider større end den, Uærlighed paafører Samfundet. Men hvad siger Handelsstanden til den Bank (NB: Landmandsbanken!), som paa en Tid, hvor dansk Erhvervsliv trods bedre Konjunkturer sukker under Mangel paa Penge, binder Millioner i spekulative Værdier?«

Efterat Sukkerfabrikkernes Aktier ved systematiske Manipulationer fra Rée-Konsortiet i længere Tid var gjort til Genstand for uforsvarlig Spekulation og derved i stigende Grad havde fremkaldt offentlig Kritik - i den Grad, at endog Socialdemokraterne for Alvor drøftede Spørgsmaalet om en Socialisering af Fabrikkerne, saa L. V. Birck sig i Januar 1912 paany foranlediget til, i en Artikel om »Justum pretium«, -

*) Der tænkes her paa J. F. Eschricht, Kontorchef og Hovedkasserer i Østifternes Kreditforening, som arresteredes for Bedrageri den 24. Septbr. 1910. Det viste sig, at han havde bedraget sit Firma for 80.000 Kr., havde begaaet Falsk og ovenikøbet var Albertis direkte Medskyldige og Medhjælper i Millionbedragerierne.

336

den rimelige, retfærdige Pris, - at undersøge denne Aktiespekulation. Eftertrykkeligt understreger han her, at den Maade, paa hvilken Sukkertrusten misbrugte sin Magt, naturligvis maatte afføde en kraftig Reaktion i Befolkningen, da den ved den gældende Ordning »gennem Sukkerpriserne betaler en Afgift til Fabrikkerne, som, hvis den blev paalagt som Skat, vilde koste Finansministeren baade Hovede og Taburet«. Sukkerringen havde, konstateres der, udnyttet sit Monopol uden sentimentale Svinkeærinder. Atter fremhæves, at denne Ordning navnlig virkede paa Konsumenternes og paa Arbejdernes Bekostning, at Fabrikkerne under Hensyn til Direktør Rées hensynsløse Kursjobberi nu maatte »udpresse Monopolet baade overfor Konsumenterne og overfor Arbejderne til yderste Draabe«. Han fortsætter: »Fabrikkerne har da ikke blot tvunget et stort Udbytte aarligt ud af Befolkningens Lommer, men ogsaa en Gang for alle gennem en vældig Kursavance suget Millioner ud af Mellemkapitalisternes Hænder,- ene til Fordel for en bestemt Familieklike med børsagtigt Præg, og muligvis ogsaa for en eller flere Journalister, der enten i Uvidenhed eller i egne Venners Interesse bruger Familieklikens Organ til at gøre Propaganda for de Papirer, hvori Kliken p. t. er interesseret - enten det saa er Dampmølle-, Sukker-, Tekstil- eIler muligvis ogsaa ØIaktier«. Birck harmes over, at der nu i al Evighed skal skattes til dem, der har afkøbt Hr. Rées Klike deres Aktier, dog ikke saaledes at Køberne fik Udbyttet, idet det nu en Gang for alle var gaaet til Kliken. »Nu har vi« - bemærker han afsluttende til dette Kapitel - »intet mod at skatte til en teknisk og produktiv Dygtighed; men den blotte jobberagtige Snuhed, et formelt Kendskab til Børsmanipulationens Teknik og Slægtskab til et Bankinstitut, der traditionsmæssigt udstrækker det fjerde Bud til Descendens- og Sidelinier, er ikke tilstrækkelig Adkomst til at kræve Afgift af Folket«.

Samtidig vender L. V. Birck sig i Artiklen om »Justum pretium« mod Forhøjelsen af Ølprisen, som begrundedes med, at den egentlige Arbejdsløn var steget med 3 Øre pr. Pot Øl.

337

Med bidende Ironi spørger han, hvorfor »Politiken«, hvis ene Redaktør ellers var saa bekymret for Folkets Forbrug, nu ikke vendte sig indigneret mod Hr. Dessaus Ølbeskatning. Dog nej - tilføjer han - »Bladets smaa Børsprofeter - som Kandidat Koppel og Ridder Horwitz eller hvem anden - fandt det var all right«. Men her som ved saa mange andre Lejligheder sattes dermed den forsvarlige Pris, justum pretium - fair price - ud af Kurs -, den Pris, der lod Sælger leve vel, og som ikke forurettede Køber eller gjorde den nominelle Arbejdsløn utilstrækkelig. En saadan Udvikling var imidlertid i det lange Løb utaalelig. Og derfor maatte det kræves, at Trustdannelsen, der ved saadan en Prispolitik rider Samfundet som en Mare, sættes under kraftig Statskontrol. Birck resumerer:

Hvad herhjemme er sket i de ledende Industrier i de senere Aar, er ikke et isoleret Faktum; det er et symptomatisk Udslag af en Verdensbevægelse. Mænd som Rée og Dessau har aandsbeslægtede over den ganske Verden. Mod deres »Lad os tage, hvad vi kan faa - fair or foul« - maa Staten stille principet: Justum pretium - fair price.

Det er forbavsende, hvorledes Birck allerede før Verdenskrigen er trængt til Bunds i de her omhandlede Spørgsmaal. Men mere Anerkendelse værd er det, at han havde Mod til saa kraftigt, som sket er, at kritisere disse »Rée, Dessau og aandsbeslægtede«, som allerede paa denne Tid ydede deres store Indsats til at forvandle Børshandelen til det rene Spil og Hazard ved Spekulation og andre Manipulationer. Ingen har som han gennemskuet det uredelige Spil, Børsherrerne mente at kunne tillade sig med Samfundets Værdier. Hensynsløs er han i sine Angreb, hvor han mener, at Samfundets Vel kræver det. Det viser sig bI. a. igen, da han kritiserer den Børsreform sønder og sammen, Kursnoteringens Børsudvalg havde udarbejdet (jvf. U. T., 27. 5. 1914). Eller da han - allerede 1910

338

- offentliggør en udførlig Analyse af Forslaget til en Aktielov og derved fremhæver, hvor nødvendigt det er, at der snarest muligt skaffes faste Regler for en offentlig Kontrol med Aktieselskaber, uanset Modstanden mod den i »la haute finance«, som ifølge Bircks Mening »er ligesaa sejg og udholdende som Indignationen over Svindel plejer at være stærk og kortvarende«. Punkt for Punkt undersøger han Lovforslagets enkelte Bestemmelser, paapeger navnlig de Forhold, som gør den skarpeste Statskontrol bydende nødvendig og anbefaler til Slut Kontrol med og Offentlighed i Andels selskaber . Under Hensyn til, at Andelsbevægelsens Mænd selv paa uforsvarlig Maade satte sig imod den foreslaaede Kontrol af Andelsselskaberne, bemærker han til Slut bittert: »Alberti kunde ikke med større Iver have modsat sig Reglen om et Mindretals Ret til at tilkalde kyndige Revisorer eller Bestemmelsen om Regnskabets KIarhed og Offentliggørelse, end Direktør Jørgensen har gjort det. D'Herrer Sørensen og Jørgensen kan tilskrive sig »Æren«, hvis Aktieloven strander, thi denne Lovs Modstandere - f. Eks. Brødrene Dessau - kan med samme Ret frabede sig Offentlighed og Kontrol som Andelsdirektøren«.

Det skrev Prof. L. V. Birck i »Ugens Tilskuer«, den 20. og 27. Januar 1910. Aktieloven blev selvfølgelig ikke til noget. Naar Jøderne var imod, var der intet at udrette. Hvordan det saa gik senere med Aktieselskabslovgivningen, er ovenfor vist.

Først da Katastrofen var indtraadt, blev ogsaa d'Herrer Rigsdagsmænd klar over, at der maatte foretages noget. Men heller ikke før! Bircks Formaninger brød de sig naturligvis fejl om.

Der var iøvrigt ogsaa andre Punkter, hvor L. V. Birck sagde advarende Ord i Tide, men som desværre faldt i daarlig Jord. Saaledes protesterede han i »Ugens Tilskuer” for 29. Marts 1912 mod Sammenslutningen af den 1842 stiftede Lollands Spare- og Laanebank med Landmandsbanken, ved hvilken den sidstnævnte kunde suge over 30 Mill. Kr. i Indlaansmidler til sig. Eftertrykkeligt bemærkede Birck herom, at det altid er uheldigt for Egnen, at et dygtigt virkende, selvejende Spare-

339

institut ombyttes med en egoistisk, profithungrende Bank. Og han slutter med følgende Alvorsord:

»Vort Raad til de Mænd fra Lolland og Falster er: Vogter Eders Øers økonomiske Selvstændighed, Eders Hjems og Slægts Velvære og Fremtid. Thi I behøver ikke at lade Eder sælge. Men bortset fra det uheldige i en Koncentration af Kapitalen, der suger Midlerne fra det flade Land, hvortil de hører, til Hovedstadens Banker, er der tillige Grund til at andre Betænkeligheder: raader Landmandsbanken i sin Ledelse over den Almensans, over den Dygtighed, den Koldblodighed uden Hjerteløshed, den Fantasi uden Spillelyst, som man kan kræve af et Bankinstitut, der vil lægge det ganske Land, hele Danmarks Økonomi under sig?«

Tænk, disse Ord offentliggjordes den 29. Marts 1912! Hvilket næsten profetisk Fremsyn! Og hvilket Ansvar følte ikke den Mand, der med saadanne indtrængende Ord forsøgte at advare danske Bønder, jævne Provinsboere, om ikke at begaa økonomisk Selvmord ved at begive sig ind under den jødiske Kapitalmagts Kontrol.

c) Birck contra Ballin.

(Sammenstødet den 6. August 1918.)

Verdenskrigstidens hemningsløse og vilde Spil, som allerede 1916 udartede til det utrolige, gav selvfølgelig Prof. L. V. Birck mere end Anledning nok til at rette sit Søgelys mod de Steder, hvor Aktiespekulationen drev de vildeste Orgier. Det var ganske selvfølgeligt, at han navnlig beskæftigede sig med denne Tids største Trustdannelse, Sammenslutningen af de store Garveri- og Skotøjsfabrikker i Ballin-Koncernen. Den Konflikt, som derved opstod med Lederen af dette mægtige Foretagende, den meget indflydelsesrige Direktør Max Ballin, er allerede i Hovedsagen bleven behandlet ovenfor i Afsnit 3f. Her skal imidlertid endnu to af de væsentlige Episoder i denne Kontrovers behandles: Bircks Angreb paa Koncernen i November 1916 samt det endelige Opgør med Direktør Max Ballin

340

den 6. August 1918 i Prisreguleringskommissionen. I begge Episoder viste Birck sig atter som den klartskuende, ansvarsbevidste Stridsmand, der ikke kendte til Hensyn, naar det gjaldt om at beskytte Folket mod den graadige jødiske Kapitalmagts Udplyndringsmanøvrer.

Prof. Bircks Kritik af den storstilede Aktiespekulation, som fremkom samtidigt med Dannelsen af Ballin-Koncernen i Efteraaret 1916, kunde selvfølgelig ikke finde Optagelse i de af Jøderne underkøbte Hovedstadsblade. Artiklen om dette Spørgsmaal offentliggjordes derfor den 2. November 1916 i »Jyllandsposten« under Overskriften: »Er Maalet fuldt?« Her skildredes indledende de Farer, der efter Bircks Opfattelse maatte knytte sig til den nye Aktieudstedelse paa 9 Mill. Kr. Birck ansaa det navnlig for betænkeligt, at det var to af Landets største Garverier, som nu igennem Trustdannelsen kontrollerede de sammensluttede Fabrikker og bestemte deres Arbejdsvilkaar. Prof. Birck erklærede, at han i og for sig ikke vilde have noget imod, at Publikum kom til at betale en Trust-Præmie under Hensyn til den ved Sammenslutningen opnaaede Rationalisering af Produktionen, men at han var betænkelig ved det i Anledning af Aktieudvidelsen udsendte Prospekt, som endog forsmaar det tilslørende Hykleri, der er Lastens Kompliment til Dyden, og som vilde have været umuligt, hvis vi havde haft en Aktielov«.

Prospektet udbød 9 Mill. Kr. Aktier uden at give nærmere Oplysninger om, hvorvidt denne nye Kapital var nødvendig, og hvilket Formaal den skulde tjene. Efter egne Undersøgelser kommer Birck her til det Resultat, at en tilsvarende Stigning i Aktivernes Værdi ikke kunde paavises, selvom Hertz' Garverier og Ballin skulde ligge med relativt store, paa et tidligere Tidspunkt billigt indkøbte Beholdninger af Huder. Des ejendommeligere var Kapitalforøgelsen, da det ej heller kunde antages, at d'Hrr. Ballin, Hertz eller Seligmann, Müller eller Nathan var blinde for deres Aktivers Værdi. Og hensynsløst aaben erklærer Birck, at Prospektet tydeligt lod erkende, at

341

det her drejede sig om en Aktion til Fremme af ren og skær Aktiespekulation, at Hovedinteressen ved Aktieudstedelsen knyttede sig ikke til den fremtidige Drift og dennes Resultat, men til Forventningen om en Kursavance. Ved straks at oplyse i Prospektet, at Hensigten var at søge Selskabets Aktier optaget til Notering paa Børsen og ved at lade en indflydelsesrig Vekselerer som Johan Levin underskrive Prospektet var der givet et Slags Løfte om Notering, som maatte stimulere Interessen for Aktierne. Efterspørgselen maatte yderligere piskes op ved den saa besynderlige Bemærkning i Prospektet, at Landmandsbanken vilde forbeholde sig Ret til at reducere det af Publikum tegnede Beløb efter sin egen Bestemmelse«. Birck harmes over dette forbryderiske Spil, anser Prospektet for lidet sømmeligt, og han tilføjer, at »man har Ret til at forundre sig over, at en af »det sidste Hold af Mænd«, de Radikales første Handelsminister, Formanden for Store Nordiske, fhv. Generalkonsul Weimann har kunnet glemme, hvad han baade overfor Indland og Udland skylder sin Stilling, og staa som første Mand under dette Prospekt.«

Dog, fortsætter Birck, saa skandaløs end Sagen er, Spekulationen er lykkedes: »I Stedet for de 2 tegnedes der 200 Millioner af Folk, der vilde sikre sig og derfor, naar de kun kunde betale ti Tusinde, abonnerede paa mindst hundrede Tusinde. Tilstrømningen har allerede virket, og kyndige Herrer har spaaet, at det skal lykkes at drive Aktierne op til 300 - en Kurs, som vilde give de 7 Mill., Hertz og Ballin i Selskabet har faaet for deres Aktiva, en Værdi af en Snes runde Millioner, selvom denne Kurs ikke kan forrentes.« Og nøgternt knytter Birck hertil en Bemærkning om, at der maaske blandt alle de Personer, der tegnede Aktier, ikke var een, for hvem Ønsket var en fornuftig og varig Pengeanbringelse, men at det var Kursavancen, Løftet, der blev givet i Prospektet, der lokkede. Han forfærdes ved denne hemningsløse Pengebegærlighed, dette infame Gøgl, Finansherrerne tillader sig overfor godtroende Medborgere, og han harmes over disse Samtidige, der lader

342

sig forlede til de mest ubesindige Kapitaldispositioner. Han spørger: »Er Maalet fuldt?« Skal det da nu ikke endelig være Slut? Er der da ingen, der forstaar Tidens Alvor og under Hensyn hertil afslaar at gaa med til dette Galmandsværk? Sandelig: det er bitre Ord, en rystende Anklage, der gaar til Hjertet, naar han bemærker:

»… Har vi Danske maaske ikke Forstand eller Hjerte nok til at ane Krigens Ulykke for de Andre, skulde vi dog have Fantasi nok til at forstaa, at ogsaa vi skal betale vor Skærv paa Ulykkens Alter. Europa er fattigt, ogsaa vi: største Delen af vor nyerhvervede Rigdom er Løgn og Blændværk, et oppustet Papirbjerg, som skal falde sammen. Og dog vover nu, i Krigens sidste Fase, hvor Sulten ogsaa skal banke paa de Neutrales Vinduer, saakaldte ansete Mænd at skabe endnu flere imaginære Værdier, at kalde paa Publikums Begærlighed, som Skøger efter drukne Matroser. Hvorlænge. Quosque tandem! Skal jeg minde disse rige Mænd om en fattig juridisk Professor, der med sit Liv mente at maatte bøde for, hvad vitterligt var en Ubesindighed i et Prospekt? *) Nej, hvorfor minde om en sygelig ømfindtlig Æresfølelse, naar et jævnt Æresbegreb er tilstrækkeligt...«

Professor Birck udtaler Haabet om, at Grosserer-Societetets Komité vil afvise, at Ballin-Koncernens Papirer optages til Notering, og at det »paa Københavns, Tietgens, Børs, ikke bliver Landmandsbankens Venneklike, der bestemmer, hvilke Papirer der skal optages til Notering«. Dog han nærer vel selv Tvivl om, hvorvidt Fornuften paa Børsen vil sejre, og under Indtrykket af denne haabløse Forsumpning, som nu har grebet om sig allevegne i Erhvervslivet, dog navnlig der, hvor de orientalske Snyltere er paa Spil, udbryder han i følgende forbitrede Udraab:

*) Der hentydes her til Professor L. A. Grundtvigs tragiske Død den 28. April 1913. Som Formand for Filmsselskabet »Danmark« foranledigede han, at der i Selskabets Love indføjedes en Bestemmelse om, at Aktionærerne ved Udvidelsen af Aktiebeløbet skulde forbeholdes Retten til at tage en Del af de nye Aktier til pari, omendskønt han vidste, at denne Bestemmelse var angribelig. Den haarde Kritik, han i denne Anledning var udsat for, tog han sig saa nær, at han besluttede frivilligt at gaa i Døden.

343

»Svindelperioden har nu naaet sit Maximum: Alt i Danmark er lavet til Kurser, som staar uden Forbindelse med de faktiske Forhold; fra den Kreds af Mænd, der samler sig om Landmandsbanken, er der udgaaet en Værdioppustning, som i Øjeblikket truer Landets hele økonomiske Liv med en Krise, hvis Omfang vi ikke har haft 100 Aar samtidig med, at den har forrykket Godtfolks Hoveder, saa Danmark gør Indtrykket af at være et Galehus.«

Disse Ord offentliggjorde Prof. L. V. Birck den 2. November 1916 i »Jyllands-Posten«! Han kunde dengang ikke ane, i hvilken Grad den senere Udvikling vilde give ham Ret; dog han fik jo Ret, i en forfærdende Grad.

Max Ballin reagerede iøvrigt meget hurtigt paa dette Birck'ske Angreb, idet han allerede den 3. November tilbød Birck Adgang til alle Aktstykker vedrørende Dannelsen af De forenede Skotøjsfabrikker. Birck akcepterede dette Tilbud ved en Skrivelse af 6. Novbr., i hviIken han imidlertid gjorde opmærksom paa, at der i Ballins Svar kun var taget Stilling til et af de i hans Artikel i »Jyllands-Posten« behandlede Punkter, nemlig Paastanden, at Prospektets Oplysninger havde været ufyldestgørende og utilstrækkelig til at være Basis for en Bedømmelse af Værdien af de overtagne Aktivers virkelige Værdi. Der var intet svaret paa de andre to væsentlige Punkter, nemlig 1) at Prospektet til Aktietegningen som særligt Lokkemiddel henviste til, at Aktierne vilde blive søgt noterede paa Børsen, og 2) at Landmandsbanken havde forbeholdt sig Ret til at fordele Aktierne efter eget Skøn blandt Aktionærerne.

Paa disse Bemærkninger gav Ballin den 8. Novbr. 1916 et meget overlegent Svar, som selvfølgelig straks fandt Plads i »Berlingske Tidende«. Direktøren for den store Skotøjskoncern tillod sig heri henvendt til Dr. L. V. Birck, bI. a. indledende at konstatere, »at De vel har fundet Tid til i ganske ubeherskede Udtryk at angribe hæderlige Folk, men ikke kan finde Tid til at overbevise Dem om, hvorvidt de Paastande, paa hvilke De bygger Deres i de stærkeste Ord holdte Beskyldninger, er rigtige eIler ikke rigtige«. Og han fortsatte: »Skønt nu hele Deres impulsive Art og Deres ubestridelige Evne til at finde og bruge Kraftudtryk har noget Krav paa Overbærenhed, forekommer det mig dog, at De her sætter Overbærenheden paa en vel haard Prøve.« Ballin behandlede derefter i det

344

enkelte Vilkaarene for Sammenslutningen og mente derefter at kunne hævde, at de fusionerede Fabrikker var overtaget til den almindelige Handelspris, og at der ved Overtagelsen ikke kunde være Tale om, at der var betalt en Overpris. Direktøren mente endvidere, at der ikke kunde indvendes noget imod, at de tidligere Ejere af A/S Ballin & Hertz havde overtaget 4,6 Mill. Kr. Aktier af de nye Aktier til Emissionskurs, da de ved Overtagelsen havde forpligtet sig til ikke at sælge dem i de første 35 Aar. Og endelig gjorde han gældende, at Bemærkningen i Prospektet om, at Aktierne senerehen vilde blive noteret paa Børsen, ikke kunde anses for at være noget særligt »Lokkende«, da Aktierne i næsten alle store og betydelige Selskaber udstedtes i denne Form. »Og« - fortsætter den selvgode Børsmagnat - »jeg tør paastaa, at Børsnoteringen i Dag ikke omfatter noget Papir, der er fremgaaet af en honettere og solidere Start.« Det var derfor efter hans Opfattelse heller ikke forbavsende, »at der allerede længe før Emissionen i Landmandsbanken forelaa flere Tusinde skriftlige og telegrafiske Anmodninger om Tegning fra hele Landet, ligesom jo Tilstrømningen i København var ganske overvældende«.

Birck er ikke særlig imponeret af disse Indvendinger og anmoder Ballin om at vente med yderligere Konstateringer, indtil Undersøgelsen er foretaget. Med den ham særegne Ironi bemærker han endvidere, at han skal forberede sig til denne dybtgaaende og fuldstændige Undersøgelse af Trustens Forhold, »ikke blot for at vurdere de Fakta, som De i den rette Belysning vil stille til min Disposition, men ogsaa for at værne mig mod Deres fra alle Sider saa beundrede charmerende Egenskaber«. Han tilføjer: »Jeg gyser paa Forhaand ved at forestille mig, hvorledes De paa overbevisende elskværdig Vis vil kunne godtgøre for mig, at Hvidt er Sort og Sort er Hvidt. Thi jeg gaar ud fra, at det bliver Dem selv i egen høje Person og f. Eks. ikke Deres Prokurist, der overfor mig vil afgive Garantierklæringer angaaende Trustens Financiering.« Der indvendes til Slut bI. a., at den af de tidligere Aktionærer overtagne Forpligtelse til ikke at sælge i 35 Aar ikke er nævnt i Prospektet, ikke er bindende overfor Offentligheden, men kun mellem de kontraherende Parter indbyrdes; og altsaa kan ophæves af disse.

Det afsluttende Ord til Sagen sagde Prof. L. V. Birck efter den foretagne Undersøgelse i en omfattende Redegørelse, som publiceredes i ”Jyllands-Posten« den 23. Decbr. 1916 . Nu viste det sig alligevel, at der var et Svælg mellem de to modstridende Parters Bedømmelse af Skotøjskoncernens Kapitalforhold. BI. a. konstaterede Birck indledende i sin Redegørelse, at Ballin fastholdt sine Beregningers Rigtighed, men dog nu vilde indrømme, at den Kurs, til hvilken Aktierne handledes før og efter Emissionen (mellem 250 og 300), ikke havde nogen Støtte i hans Rentabilitetsberegninger. »Jeg derimod,« erklærer Birck, »fastholder ikke

345

alene, at det høje Kursniveau er rent ud vanvittigt, men ogsaa, at selve Aktiebeløbet, 9 Mill. Kr., er for stort, og at de 6 Mill. Kr., der gives for de 10 Enkeltforetagender, er mere end rigeligt.« I indgaaende Beregninger kommer han derefter bI. a. til det Resultat, at 2,4 Mill. Kr. vilde have været en passende Kapital for de 10 sammensluttede Fabrikker, men at de 9 Mill. Kr. ikke var andet end en uforsvarlig kraftig Overkapitalisering, som man aldrig vilde kunne forrente selv kun nogenlunde tilfredsstillende. Endnu mindre vilde det være muligt at betale store Dividender svarende til den gældende abnorme Overkurs. Til Begrundelse for denne Opfattelse beregner Birck det Netto-Udbytte pr. Arbejder, som skal opnaas aarligt for at kunne tilfredsstille Aktionærernes Forventninger. Herom bemærker han bI. a.: »I Hertz var Skotøjsforretningens Kapital i 1913 3.000. Kr. pr. Arbejder. Med 10 pCt.'s Forrentning af Aktiekapitalen - hvad disse Selskaber iøvrigt sikkert ikke har givet i Gennemsnit - skulde Hertz til sin Aktiekapital indtjene et aarligt Netto-Udbytte Pr. Arbejder af lidt over 300 Kr. - men i det nye Selskab skal dette Beløb blive op imod 1.000 Kr. Ja, hvis en Kurs af 250 à 270 skal hævdes, da mindst 1.800 Kr. pr. Arbejder!« Et saadant Udbytte kunde naturlig kun betales ved urimeligt høje Fodtøjspriser og naar Staten gik med til en højere Skotøjstold, en Told, der allerede nu var ligesaa stor som Arbejdslønnen. Til Slut begrunder Prof. Birck udførligt sin Anke, at der ved Emissionen forelaa en Kursopskruning af uberettiget Omfang og understreger, at »et vanvittigt Kursniveau, enten det er i Læder- eller Skotøjsbranchen, vil føre til en panikskabende Deroute«. Og i denne Artikel, publiceret den 23. Decbr. 1916, kan han allerede hertil knytte Ordene: »De sidste 3 Ugers Begivenheder paa Københavns Børs har givet mig tilstrækkelig Ret.« Han henstiller endelig til Max Ballin »at forelægge Offentligheden sin Rentabilitets-Beregning, saa at denne kan dømme om det Punkt, hvorom vi er uenige«.

Herpaa blev Ballin ham Svar skyldig.

I et lille Efterspil i Januar 1917 gik Birck derefter kraftigt i Rette med Skotøjsfabrikant E. F. Jacob. I en Artikel »Om Maksimal- og en anden god Støvle« (Nationaltidende, 20. Jan. 1917) behandler Birck Prisudviklingen for Læder og Huder og paaviser, hvorledes saavel Ballin som Jacob er ivrige for at skrue Priserne i Vejret. Vanskelighederne paa Skotøjsmarkedet var blevet væsentlig forøget derigennem, at der i 1915 var blevet eksporteret altfor mange Færdigfabrikata, ca. 600.000 Par, og at tillige Eksporten af levende Dyr var blevet tilladt. Hvis det sidste ikke var sket, kunde man i større Grad have sikret Garverierne det nødvendige Antal Huder. Han bemærker hertil bl. a.: »Hvis Regeringen ikke har taget Forholdsregler, som sikrer Læderprisernes forholdsmæssige Fald, vil

346

det gaa som saa ofte før, at Landbrugerens Gevinst blot overføres paa Garverierne, uden at Publikum mærker det. Og meget taler for, at Garverierne vil bruge deres stærke Stilling til at hævde Lædermarkedet.« Birck omtaler derefter ironisk den forjættede Maksimalstøvle, som nu nogen Tid havde spøget Mand og Mand imellem. Han skildrer, hvorledes Rigsdagsmænd og Blade var sat i Bevægelse for at skabe Stemning for Sagen o.s.v. Denne Støvles Holdbarhed skulde herefter afhænge af, med hvilken Omhu Ballin vilde anvende sine Hestehuder, som han skulde sælge under Dagsprisen. Til yderligere Oplysning bemærker Birck bl. a.: ”Angaaende Udstyret, da erklærer Hr. Ballin til »Social-Demokraten«, at den er uden Luksus; men til »Politiken« siger han, at den ikke helt er blottet for Luksus - altsaa ligesom Aslaug nøgen og dog ikke uden Klæder.« Iøvrigt revser han Fabrikant Jacobs Spilfægteri ved fra Tid til anden i bitre Ord at optræde som Ballins Modstander, medens han samtidig staar i Kartelaftale med Ballin og Hertz, og i sidste Instans altid gør fælles Sag med disse Mænd. »Naar vi«, slutter han, ”erindre dette og tilmed ved, at Flertallet af Skotøjsfabrikanternes Bestyrelse sidder i den Ballinske Skotøjstrust, saa faar denne Drosselduet mellem Herrerne Ballin og Jacob, hvori denne repræsenterer Grumheden og hin Mildheden, en Bitone.«

Harmfyldt giver Fabrikant E. F. Jacob Svar i en Artikel: ”Videnskaben, Skotøjet og Læderet.« (Nationaltidende, 22. Jan. 1917). Han mener ikke at kunne optrævle hele dette Væv af forvrængede Fremstillinger o.s.v. i Bircks Artikel, men vil dog »anholde nogle af de mest usandfærdige Paastande«. Og saa hævder han bl. a., at Skotøjsfabrikerne fuldtud er upaaklagelige, dansk Overlæder endog meget fortrinlig, at de om Skotøjseksporten givne Oplysninger er fejlagtige o.s.v. Til sidst giver Jacob Udtryk for sin Forbavselse over, at en af Lederne for Konservatismen, altsaa for et Parti, som man i industrielle Kredse havde betragtet som sig venligt stemt, kunde tillade sig paa denne Maade at mistænkeliggøre en Industrigren. Heller ikke denne Gang lader Svaret vente længe paa sig. I en Artikel: ”Røsten er Jacobs, men Skindet Ballins«. (Nationaltidende, 23. Jan. 1917) replicerer L. V. Birck, at han fastholder Rigtigheden af alle de af ham fremførte Paastande, og han dokumenterer dem. Han understreger derved paany det utilstedelige i den Art Kispus, Ballin og Jacob tillader sig, idet han bl. a. siger: »Denne Form, hvor de Herrer udadtil staar som Modstandere og indadtil arbejder hinanden Spillet i Hænderne, er baade overfor Regeringen og overfor Publikum ganske unfair.« Noget senere tilføjes: »Her kommer vi til den ejendommelige Form for et forargeligt Dobbeltspil. Hr. Ballin holder Skotøjsmændene til Ilden og lover Offentligheden en billig Støvle. Hr. Jacob henviser til, at Hr. Ballin er saa dyr med sine Løg, og derfor kan Støvlen ikke blive billig. Da Hr. Ballin faktisk har købt store Raavarelagre op og Læderpriserne derefter

347

siden Trustens Dannelse er kørt i Vejret i en rasende Hast, saa maa jeg have Lov at sige, at Hr. Ballin baade kunde levere sit Chevreaux, sit Saalelæder og sine garvede Hestehuder til Priser, der tillod Skomagerne at levere Maksimalstøvler til fair Pris. Thi Skindet (som Sindet) er i mere end een Henseende Ballins.« Han slutter denne Polemik med følgende Ord:

»Jeg har været ude for ret meget, naar jeg har søgt at tvinge enkelte Medborgere til ikke at misbruge en økonomisk Magtstilling, men jeg vil tilstaa, at det er nogle Aar siden, at jeg har set en Polemik, som bestaar i Benægtelser af Kendsgerninger, i dristige Paastande, i Fremhævelse af ligegyldige Smaafejl for at tilsløre Hovedspørgsmaalet, i Underfundigheder, Uartigheder og Morsomheder, som da f. Eks. Ballin i Tilsvar til en Undersøgelse af hele hans Industris Forhold fortæller, at han vil ikke forære mig en Pibe. Denne Form for Polemik, som jeg sidste Gang var Offer for, da jeg stod overfor Alberti, gør, at jeg efter denne Paavisning vil foretrække, at d'Hrr. lægger Sag an imod mig, frem for at tvinge mig ind i en Debat, hvori jeg føler mig stiIlet som Magisteren overfor Tateren i Strindbergs Tschandala.«

Nu blev Jacob ham Svar skyldig. Og Sagsanlæget udeblev.

Den umiddelbare Virkning af denne Kontrovers var naturligvis, at de jødiske Finansmænd mødte Birck med stigende Mistillid og bekæmpede ham, hvor Lejlighed bød sig. Navnlig Ballin-Koncernens Mænd søgte at isolere ham saa stærkt som muligt. Men for Koncernen var han jo ogsaa i Virkeligheden en farlig Mand, da han som Medlem af Prisreguleringskommissionen havde et Ord med i Laget, hvor der var Tale om Skotøjs-Trustens Prispolitik. Derfor maatte det ogsaa langt om længe komme til aaben Konflikt med denne Trusts Leder, Max Ballin, en Konflikt, hvis enkelte Faser allerede er bleven behandlet ovenfor (Afsnit 3f). Her skal endnu blot Afslutningen af denne Kamp skildres, som fandt sit Højdepunkt i det store Opgør, Birck havde med Jødedommens Repræsentanter, Max Ballin og Benny Dessau, den 6. August 1918, i et dramatisk Optrin af ligefrem historisk Rang.

Angaaende det Sammenstød, som nævnte Dag fandt Sted i den overordentlige Kommission, blev der i de første Dage i September 1918 udgivet et lille Skrift: »Birck-Ballin«, af K. J.

348

Østrin, som nøje gør Rede for Max Ballins - formodentlig ogsaa for Industriraadets - Syn paa Tildragelserne i Prisreguleringskommissionen. Piecen blev udgivet til Forsvar for Ballin. Naar Forfatteren indledende erklærer, at det af ham offentliggjorte Materiale skal tjene »til fuld Belysning af en Episode, der kan virke beskæmmende for en Mand, der er Danmarks betroede Mellemled ved Vareudvekslingsforhandlingerne med Udlandet«, uden at den i Virkeligheden er det, gives jo straks tilkende, i hvilket Øjemed Skriftet er affattet. Haanden er Østrins, men Røsten Ballins, og Publikationen er ganske tydeligt anlagt paa at godtgøre, at det var Birck, der havde gjort sig skyldig i en meget grov Forløbelse.

Til Trods for denne Tendens giver Skriftet gode Holdepunkter til Bedømmelsen af det, der skete hin 6. August 1918. ­

Efter Østrins Skrift var Anledningen til Striden for det første Bircks mod Ballin rettede Beskyldning, at han havde leveret Læder til Skomagerne for en Pris af 10 ½ Kr., der af Kvalitet var rent ud slet, omendskønt han havde lovet Ministeriet, at Læderet skulde blive af særlig god Kvalitet. Ballin beskyldtes altsaa for at have brudt sit Ord. Heroverfor søger Østrin paa Grund af Skrivelser, som enkelte Forhandlere af Læder havde sendt til Foreningen af danske Læderfabrikanter, henholdsvis Direktør Max Ballin direkte, at paavise, at Paastanden var uholdbar, grebet ud af Luften. For det andet havde Birck ifølge Skriftet i særlig Grad bidraget til en Skærpelse af Konflikten derved, at han overfor »Dagblad for Industri og Haandværk« i et Interview, som publiceredes den 19. Juli, erklærede, at han vilde vende sig imod Oprettelsen af den planlagte Hudecentral, da en saadan kun vilde gavne Garverierne og Landmændene, men aldrig være til Fordel for Forbrugerne. I denne Sammenhæng skulde han tillige have bemærket: »Forøvrigt mener jeg, at en tilfredsstillende Ordning først kan træffes, naar Fællesforeningen (af Danmarks Brugsforeninger) har overtaget Garveriindustrien.« Det var navnlig denne sidste Erklæring, der havde medført, at Ballin-Koncernens

349

Ledere var uvillige til at give nærmere Oplysninger om deres Fabrikkers Produktion, Priser o.s.v. til et Udvalg, i hvilket Birck var Medlem.

Saavidt Østrins Fremstilling af de umiddelbare Aarsager til Konflikten. I Virkeligheden maatte Grundene til Fabrikherrernes og da navnlig BaIlins, Obstruktion søges et helt andet Sted.

I Juli 1918 havde Skotøjsforhandlerne ved Bekendtgørelse faaet fastsat de Maksimalavancer, de maatte beregne sig i Detailhandelen med Fodtøj. Efter denne Ordning gjorde der sig overalt det Ønske gældende, at nu ogsaa Skotøjsfabrikanterne og Garverierne maatte blive underkastet tilsvarende Bestemmelser for at standse Klagerne over den alt for høje Prisstigning af Sko og desl. Dette gav Stødet til, at Trustkontrollen, i hvilken Prof. L. V. Birck var medvirkende, allerede i Juli Maaned 1918 udsendte Spørgeskemaer, hvori den udbad sig Oplysninger om Priser og Produktion indenfor de i Betragtning kommende Virksomheder. Skemaerne sendtes ogsaa til de til Ballin-Koncernen hørende Fabrikker, men blev kun besvaret af en enkelt Fabrik, Hertz' Garveri og Skotøjstabrik. 11 Fabrikker svarede ikke. Det viste sig, altsaa, at Fabrikanterne ikke var villige til at give de fornødne Oplysninger til en forsvarlig Prisregulering, og det var dette, der gav Anledning til Konflikten. Thi for at finde Støtte for denne Modstand anmodede Ballin - hvad Østrin rigtignok ikke fortæller - Industriraadet, af hvilket han selv var Medlem, om at tage Affære i denne Sag. At dette er rigtigt, fremgaar tilfulde af det Referat, »Politiken«, den 11. August giver af Sammenstødet mellem Birck og Ballin, idet der herom bI. a. berettes følgende:

»Man husker, at Industriraadet for nogle Dage siden indsendte en skriftlig Protest til Prisreguleringskommissionen i Anledning af, at denne havde afæsket Skotøjsfabrikanterne visse Oplysninger om deres Drift. Industriraadet, til hvilket Skotøjsfabrikanterne havde klaget, mente ikke, at det var tilstrækkeligt (ment er sikkert: tilladeligt) at kræve saadanne Oplysnin-

350

ger, som sædvanligvis hemmeligholdes, og for at give Protesten Eftertryk var det, at Industriraadet in pleno indfandt sig i Prisreguleringskommissionen«.

Den 6. August 1918 var nu Sagen til Behandling i Den overordentlige Kommission. Ballin var inviteret, og samtidig mødte de andre Medlemmer af Industriraadet frem, dog med Undtagelse af Formanden Alex. Foss. Et over Forhandlingen ført stenografisk Referat gengives nu her efter Østrins ovennævnte Skrift: *)

Referat:

Formanden for Den overordentlige Kommission, Overformynder Friis, aabnede Forhandlingerne, idet han redegjorde for Grunden til, at man var samlet, og hvad der skulde forhandles.

Derefter tog

Direktør Dessau Ordet og redegjorde for Industriraadets Stilling til den foreliggende Sag, idet han særlig gjorde opmærksom paa, at de Oplysninger, der forlangtes, var det aldeles umuligt at give, dels vilde det berede mange Vanskeligheder og lang Tid at fremskaffe dem. Man var endvidere ikke paa det rene med, hvortil Oplysningerne om et saa langt tilbageliggende Aar som 1910 skulde tjene. Endelig udtalte han, at Industriraadet var betænkelig ved at give Oplysninger, naar man var udsat for, at de kunde benyttes, som Tilfældet havde været med Professor Birck, der i Avisartikler havde udtalt, at man ikke kunde stole paa de Svar, der af Industridrivende var givet, paa Forespørgsler fra Kommissionen, og at det ikke blev godt for Befolkningen, før Industrien gik over til Andelsfabrikkerne. En Del af de ønskede Oplysninger var af en saadan Art, at man ved at give dem vilde røbe Fabrikationshemmeligheder, som det vilde være skæbnesvangert at udlevere.

Det er alle disse Betænkeligheder, der har medført, at man har sendt den overordentlige Kommission Skrivelsen af 2. August d. A., i hvilken

*) Desværre er det ikke oplyst, hvilken Part, der har foranlediget, at Forhandlingerne blev refereret. Da der imidlertid næppe er Grund til at antage, at Den overordentlige Kommission har overladt sine Tilførsler til Protokollen til Ballins Afbenyttelse, maa man gaa ud fra, at d'Hrr. Ballin og Dessau ved egen Stenograf har ladet Forhandlingernes Forløb nedskrive. Dette vilde saa være et yderligere Bevis paa, hvor nøje Herrerne i Industriraadet havde tilrettelagt hele denne Aktion mod Birck.

351

man anmodede om at faa en Forhandling med Kommissionen. Man er imidlertid beredt til at give enhver rimelig Oplysning, der maatte ønskes.

Overformynder Friis svarede herpaa, at det dels drejede sig om Oplysninger angaaende Produktionen, der i Forvejen gives til det Statistiske Departement og nu i de fleste Tilfælde forelaa trykt, dels om Oplysninger vedrørende Regnskaberne. At man ønskede Oplysninger saa langt tilbage som fra 1910, var, fordi man gerne vilde vide, hvorledes Forholdene laa normalt. Vi forlanger imidlertid ikke det umulige, og skulde det vise sig, at enkelte Fabrikker ikke kan give Oplysninger til Kommissionen, der ligger saa langt tilbage i Tiden, maa man naturligvis finde sig deri; vi fordrer ingen egentlige Forretningshemmeligheder. Det er en Selvfølge, at Oplysninger ikke vil blive stillet til Raadighed for nogensomhelst uvedkommende, saasom Andelsforetagender, og at rette Kritik mod Udtalelser, fremsat af et enkelt Medlem af Kommissionen, hører formentlig ikke hjemme under denne Forhandling. Hvis der fra Industriens Side vil blive øvet Obstruktion med Hensyn til Udleveringen af Oplysninger, vilde man komme i en meget prekær Situation.

Direktør Dessau præciserede, at man ikke havde udtalt sig mod at give Oplysninger, men maatte holde paa, at man forinden saadanne fremkommer, maatte sikres mod, at Oplysningerne kunde anvendes til Skade for Industrien. Vi er villige til at give Oplysninger, ogsaa fortrolige Oplysninger, men vi maa have Garanti for, at disse ikke misbruges.

Professor Birck afbryder: De vil altsaa ingen Oplysninger give?

Direktør Dessau: Jo, enhver rimelig Oplysning, naar den ikke misbruges.

Direktør Ballin: De Oplysninger, der kræves, falder i tre Grupper. For det første ønskes Oplysninger om Regnskaberne, og her er man næppe gaaet for langt i sine Krav, saaledes at man fra Industriens Side ikke nærer Betænkeligheder ved at give de ønskede Oplysninger. Dernæst ønsker man Oplysninger om Produktionsforholdene; herom vil jeg sige, at man kan give alle de Oplysninger, man hidtil har givet Statistisk Departement, idet vi dog maa forbeholde os ikke at skulle gaa saa langt tilbage som til 1910, bI. a. fordi Skemaerne, der besvares til Statistisk Departement, først blev indført i 1913 og 1914; der kan saaledes ikke gives Oplysninger fra tidligere Aar. Han gjorde udtrykkelig Rede for, hvorledes Forholdene laa hos hans Selskab og udtalte, at det vilde være umuligt at skelne den producerede Varemængde fra den solgte, med andre Ord, at skelne Handelsvirksomhed fra Fabriksomkostningerne. Omkostningerne blev opførte under et, og det vilde bero paa et vilkaarligt Skøn, hvorledes man skulde fordele disse. Paalidelige Oplysninger kan derfor ikke gives herom.

Professor Birck: Dette er urigtigt!

352

Direktør Ballin: Jeg gør endvidere opmærksom paa, at det er meget vanskeligt for ikke at sige umuligt at opgive en bestemt Dagspris gældende for et eller andet Tidspunkt, idet der ofte afsluttedes om Vareleveringer for en længere Periode; saaledes er Forholdet i mit Selskab. Det, der kan være Tale om at give, vil være en Gennemsnitspris for en bestemt Vareklasse over et længere Tidsrum. Man kan saaledes give Oplysninger om f. Eks. Prisen paa Huder og Garvestoffer og Arbejdsløn, men at udlevere de rent tekniske Oplysninger vedrørende Sammensætning af Materialer, Vægt og Maaludbytte ved de forskellige Processer osv. vil være umuligt under Hensyn til Industriens Interesser og navnlig ogsaa, naar man er udsat for, at saadanne Oplysninger bringes til uvedkommendes Kundskab og gøres til Genstand for Angreb i Bladene, saaledes som det er sket.

Han kom derefter ind paa de Angreb, der er rettet paa ham, og udtalte: Jeg har ikke noget imod at blive angrebet. Naar man staar i Skyttegravene, maa man jo finde sig i, at der bliver skudt paa en, men der maa dog være Grænser for alt, naar man staar som Repræsentant for Læderindustrien og i Spidsen for en stor Koncern og tillige repræsenterer Industriraadet saavel indadtil som ved Forhandlingerne udadtil med fremmede Magter, kan man ikke vedblivende finde sig i de fuldkommen løse Beskyldninger og Udtalelser, som et Medlem af Kommissionen, Hr. Prof. Birck, fremkommer med i Pressen og andre Steder. Professor Birck har saaledes ikke undset sig for at beskylde mig for, at jeg havde brudt mit Ord, og han bygger sine Angreb paa det mest løse Grundlag. Jeg tillægger mig selv lige saa megen Samfundsfølelse, som Professor Birck tillægger sig. Naar jeg skal give Oplysninger, maa jeg kræve at blive troet paa mit Ord.

Professor Birck afbryder: Det sagde Alberti ogsaa!

Direktør Ballin: Efter denne Udtalelse kan vi ikke længere fortsætte Forhandlingerne, det vil ikke være muligt for Industriraadets Medlemmer at forhandle videre her.

(Der fandt nu en Ordveksling Sted, som det var umuligt at referere).

Professor Birck til Ballin. Jeg har jo opfordret Dem til at møde mig ved en offentlig Forhandling eller at anlægge Sag imod mig for mine Artikler.

Direktør Ballin. Jeg gider ikke anlægge Sag mod Professor Birck for hans beskidte Kæft.

Overformynder Friis greb nu ind og udtalte en bestemt Misbilligelse af Professor Bircks Angreb paa Direktør Ballin. Han haabede, at det ikke maatte føre til, at man afbrød Forhandlingerne uden at være naaet til et Resultat. Maaske er det rigtigt, at en Del af de Oplysninger, vi har krævet, ikke kan gives. Direktør Ballins Udtalelser angaaende dette Forhold synes for mig i saa Henseende at være vægtige. Det vilde være en Fordel

353

for alle Parter, om vi naar til et Resultat, idet det er i Industriens Interesse, om der i Befolkningen bliver skabt den fornødne Tillid til den.*)

D i r e k t ø r B a l l i n : Professor Bircks Angreb kan kun foraarsage Uro og Forstyrrelse, og overfor det, Professoren i Dag har sagt her, er jeg glad ved i saa mange gode Mænds Paahør, og hvad jeg længe har ønsket (sic!!), at stemple ham som en gemen Løgner og Æreskænder.**)

Professor Birck farer ophidset op og styrter henimod Direktør Ballin. Idet han griber en Stol for at slynge den imod ham, raaber han:

»Jeg er en hvid Mand, Du er en Jøde, og en Professor ved Københavns Universitet kan ikke finde sig i den Slags Beskyldninger fra Dig!«

 

Direktør Ballin: Professor Birck viser ved denne Udtalelse, at han foruden at være Professor ved Universitetet altsaa ogsaa er en Gadedreng.

Professor Birck: De er en ringe Mand!

Direktør Ballin: Jeg gentager, at De opfører Dem som en Gadedreng.

Professor Birck: Nu skal Du passe paa, om lidt faar Du en Lussing.

Kaptajn Rambusch træder nu imellem Professoren og Direktør Ballin, og Departementschefen (F. C. Martensen-Larsen) holder paa Professoren og søger at berolige ham, medens Overformynder Friis forgæves forsøger at faa Forhandlingerne genoptaget, idet han paany udtaler en Misbilligelse af Professor Bircks Adfærd.***)

Efter at Professor Birck igen er bragt hen paa sin Plads, udtaler

Direktør Ballin: Man vil antagelig erkende, at det er ganske umuligt for Industriraadets Medlemmer at lade sig behandle paa denne Maade. Professoren sammenligner mig med Alberti og paaberaaber sig overfor mig at være hvid. Jeg ved ikke, hvorvidt Industriraadet herefter skal henvende sig til Regeringen, men forhandle videre kan vi ikke. Hvad Professor Birck

*) Der skal her lægges Mærke til, at Friis ikke misbilliger Ballins frække Ord om Professor Bircks »beskidte Kæft« men kun misbilliger Bircks Hentydning til Alberti. Havde Friis gjort Industriraadets Herrer og specielt Ballin opmærksom paa, at man maatte frabede sig usømmelige Angreb paa et af Kommissionens Medlemmer, vilde den videre Disput formodentlig være undgaaet. Men Formanden Friis' holdningsløse Optræden opmuntrede Jøden Ballin til nu først rigtig at slaa løs!

**) Ballin giver altsaa aabent tilkende, at han selv er kommet til Mødet for at provokere, og faar alligevel ingen Irettesættelse!

***) Friis forbigaar altsaa atter Jøden Ballins utrolige Frækhed i Tavshed!

354

angaar, har han for mit Vedkommende sat sig udenfor, jeg regner ikke mere med ham, og for mig er han en død Mand. Jeg kan godt nære Respekt for Professor Birck som Videnskabsmand, men som Menneske regner jeg ham for intet.

Direktør Dessau: Efter det, der her er passeret, kan Industriraadet ikke fortsætte disse Forhandlinger.

Professor Birck, henvendt til Direktør Dessau: Det gælder ikke Dem denne Gang!

Direktør Rambusch*) erklærer sin Tilslutning til det af Direktør Ballin og Direktør Dessau tagne Standpunkt og maatte ogsaa holde paa, at det var umuligt for Industriraadet at forhandle videre efter det skete.

Samtlige Mødets Deltagere rejste sig her for at bryde op fra Mødet.

Direktør Heilbuth: Jeg kan godt forstaa Direktør Ballins Følelser, men jeg mener, at det vilde være meget uheldigt, om vi paa Grund af en personlig Strid afbrød Forhandlingerne om et sagligt SpørgsmaaI. Vi maa sagtens kunne forhandle disse Sager færdige. Jeg var glad ved at høre Direktør Dessau udtale, at Industriraadet er villig til at give Oplysninger, saaledes at vi dog kan komme til et Resultat i den nærmeste Fremtid.

Fabrikant Jarl **): Jeg er enig med Direktør Ballin i, at en Forhandling med Professor Birck er umulig. Optages Forhandlingerne, hvad vi er villige til, maa vi fra Industriraadets Side fordre, at Professor Birck ikke er med i det Udvalg, som Industriraadet kommer til at forhandle med.

Professor Birck: Ja, Hr. Jarl, jeg er villig til ikke at være til Stede sammen med Direktør Ballin, og jeg ønsker at udtale, at det vilde se mærkeligt ud, om Fabrikanterne, der har været raadgivende ved Forhandlingerne om Detailhandelens Ordning, nu da Turen kommer til dem, ikke vil afgive de ønskede Oplysninger. For at slippe fri herfor ønsker man at benytte Striden med mig til at vælte det hele. Denne Stilling er ikke holdbar; og jeg skal gøre Befolkningen bekendt med, at Direktør Ballin benytter denne Anledning til fremdeles at udplyndre Befolkningen.

Direktør Ballin: Min Opgave her i Dag var at fremkomme med Ud-


*) Generalkonsul F. H. J. Rambusch var administrerende Direktør i Firmaet A/S Nielsen & Winther fra 1905. Det var ham, der i Foraaret 1919 kom i Konflikt med Formanden for sit Firmas Bestyrelse, Direktør i Diskontobanken Sundberg, og derefter foranledigede, at Forbindelsen med Diskontobanken blev brudt og at i Stedet for Landmandsbanken overtog Financieringen af Selskabet. Samtidig blev Jøden Wilhelm Weimann Formand for Bestyrelsen i Stedet for Sundberg. Jvf. ovenfor 4a.

**) Bl.a. Medlem af Bestyrelsen for A/S M. J. Ballins Sønners og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker. Som saadan selvfølgelig ogsaa stærkt interesseret i den Ballin'ske Koncerns Aktiekurser!

355

talelser, paa hvilke der kunde bygges videre; jeg har sagt, at der ikke kan gives rent tekniske Oplysninger af to Grunde, for det første fordi Oplysningerne kan blive misbrugte, og for det andet, fordi de kun kan forelægges et saadant Forum, der har den fornødne Sagkundskab til at bedømme dem. Vi maa søge at forhindre, at Oplysningerne bliver misbrugte, vi mener, at vore Interesser er truede, og derfor har vi i Dag søgt at værne dem. Jeg kan ikke tro, at nogen fra Industriraadets Side herefter vil forhandle med Professor Birck.

Overformynder Friis tilbød nu Industriraadets Repræsentanter en privat Samtale med sig næste Dags Eftermiddag, men paa Forslag af Direktør Rambusch kom denne Samtale til at finde Sted straks.

Ved Samtalen mellem Industriraadets Repræsentanter og Overformynder Friis gentog denne den under Mødet fremsatte levende Beklagelse af, at Professor Birck havde forløbet sig i saa høj Grad og gjorde paa Kommissionens Vegne en uforbeholden Undskyldning herfor. Han erklærede, at han den følgende Dag selv vilde gøre Indenrigsministeren bekendt med Sagen, og derefter igen sætte sig i Forbindelse med Industriraadets Repræsentanter for at søge opnaaet et Grundlag for en videre Forhandling.

Et til Kl. 12 fastsat Møde med Repræsentanter for Skotøjsindustrien udsattes efter Henstilling fra Industriraadets Repræsentanter indtil videre under Hensyn til, at saavel Direktør Ballin som Professor Birck skulde have deltaget i Mødet.

Saavidt det af Forhandlingerne optagne Referat om Sammenstødet, som K. J. Østrin har faaet Lejlighed til at offentliggøre i Ballins Favør.

Skildringen viser til fulde, at de to Ordførere for Industriraadets Repræsentanter, d'Hrr. Benny Dessau og Max Ballin, fra Begyndelsen af har søgt et Paaskud for at unddrage sig den af Prisreguleringsraadet tilsigtede Kontrol. Maalet skulde opnaas derved, at Birck blev fjernet. At de selv ved en Racefælle som Direktør Heilbuth var repræsenteret i Den overordentlige Kommission, var dem ikke nok, de ønskede den Mand, der havde vist sig som skarp Modstander af Trustdannelser og ovenikøbet havde ytret Ønske om, at Brugsforeningerne eventuelt maatte tage Del i Fabrikationen af Læder og Skotøj, udelukket fra Forhandlinger med dem, for paa denne Maade at kunne blive fritaget for at give nøjere Oplysninger om deres

356

Prispolitik osv. Dette var den reelle Hensigt. Men dertil kom, at disse to formuende og formaaende Finansmænd følte sig som den stærkere Part, der kunde tillade sig at diktere den af Staten indsatte Prisreguleringskommission sine Krav. Det var d'Herrer fra Industriraadet, der mente at kunne foreskrive, hvilke Medlemmer af Prisreguleringskommissionen, der maatte forhandle med dem, det var Direktørerne Dessau og Ballin, der ved deres Aggressivitet udæskede Birck, for derved at skabe et Grundlag for deres yderligtgaaende Krav. At Ballin ikke kunde taale at høre Navnet Alberti, er en Sag for sig, men det kunde jo rigtignok ikke berettige ham til at overfuse Prof. L V. Birck med de mest uforskammede Grovheder.

Bircks Svar var derfor det eneste rigtige. Og Bircks faste og selvbevidste Holdning overfor Ballin finder sin naturlige Forklaring i, at han gennemskuede det i Bund og Grund uredelige Spil, Modstanderen havde indledet ved sin Koncerndannelse og den dermed forbundne forbryderiske Udvanding af Aktiekapitalen. Han havde forlængst erkendt, at det for Skotøjstrustens Førstemand var en Livsbetingelse saa længe som muligt at holde sine Transaktioners Rækkevidde skjult overfor Offentligheden for ikke at blive afsløret som den gemene og samvittighedsløse Storspekulant i Varer og Aktier, han i Virkeligheden var. Birck var ogsaa klar over, at naar en maalbevidst Prisregulering blev gennemført overfor Ballins Koncern, vilde det uundgaaeligt have de alvorligste Konsekvenser for Foretagendet, og at han derfor ogsaa maatte møde Erklæringer fra den Mands Side, der havde Ansvaret for den hemningsløse Kapitaludvanding i Ballin & Hertz' Koncernen, med den dybeste Mistillid. Han havde saa sandelig ingen Grund til Skaansomhed.

Dog, det viste sig, at L. V. Birck i første Omgang ikke fandt særlig Forstaaelse for sin Holdning indenfor den Kreds af Mænd, der tog Del i Mødet den 6. August 1918. Overformynder Friis - som faa Uger senere blev forsvaret af Birck mod den af den socialdemokratiske Nationaløkonom Jak. Kr.

357

Lindberg ytrede Mistanke, at han i sin Gerning som Formand for Prisreguleringskommissionen skulde føle sig bundet ved sit Medlemsskab i Landmandsbankens Repræsentantskab - foretager sig intet. *) Heilbuth tager selvfølgelig sine Racefællers Parti. De øvrige Repræsentanter for Industriraadet, Rambusch og Jarl, lystrer Jødernes Direktiver og støtter Kravet om at blive fri for Forhandlinger med Birck.

Selve Sammenstødet føltes naturligvis af Forhandlingsdeltagerne som overordentlig pinligt. Man forsøgte derfor ogsaa først at holde Sagen skjult overfor Offentligheden. Men den 11. 8. kunde »Politiken« bringe en autentisk Beretning om de »skandaløse Scener i Prisreguleringskommissionen«, da »Professor Birck fornærmede Ballin og vilde kyle en Stol i Hovedet paa ham«. To Dage senere (den 13.) bringer »Dagens Nyheder” et Interview med Prof. Birck, ifølge hvilket denne erklærede, at han ikke nærede nogensomhelst Betænkelighed ved at give en Skildring af det passerede. Bladet beretter derefter i det væsentlige følgende om Tildragelserne:

»Hr. Ballin og Hr. Dessau brugte under Forhandlingerne meget stærke Ord om Hr. Birck, som at han havde en beskidt Kæft, at han misbrugte de Oplysninger, han fik i Kommissionen, at han havde en løs Mund, og det tilføjedes, at Ballins Oplysninger stod til Troende og ikke behøvede nærmere Bekræftelse.

Her afbrød Birck med den Replik: »Det samme sagde ogsaa Alberti til mig i sin Tid.«

Hr. Ballin for nu op og erklærede, at Hr. Birck var en Løgnhals, en Æreskænder og en Gadedreng.

Professoren fandt - som han udtrykte sig - at dette var en »grov Fornærmelse imod en Embedsmand i Funktion« og gik hen til Ballin,

*) I en af Birck og det socialdemokratiske Medlem i Prisreguleringskommissionen C. N. Hauge affattet Erklæring hedder det vedr. Friis: »Efter vor Opfattelse har Formandens Evne som Forhandlingsleder, hans Taalmod og hans Vilje til at gøre Ret og Skel været til uvurderlig Nytte for Kommissionens Arbejde. Vi maa derfor gribe Lejligheden til ogsaa her at advare mod at gøre snart det ene snart det andet af Kommissionens Medlemmer inhabil«. (Jvf. »Social-Demokraten«, 3. 9. 1918).

358

lagde Haanden paa hans Skulder og sagde noget lignende som »Jeg er en hvid Mand, hvem en Person som De ikke maa tale saaledes til«.

Birck karakteriserede Ballins Personlighed med et Udtryk, han ikke ønsker gengivet, da det dels var brugt i Hidsighed og dels kunde kaste Skygge paa andre. Birck tilføjede, at hvis Ballin gentog sine Ord, vilde han faa en Lussing.

Derpaa erklærede d'Hrr. Dessau og Ballin, at de ikke kunde være i Stue sammen med Birck og gik ud, fulgt af de andre to Medlemmer af Industriraadet, d'Hrr. Rambusch og Jarl.

Birck erklærede, at han havde paa Fornemmelsen, at d'Hrr. ønskede ham spændt ud af hele den store Læderundersøgelse og sluttede med at udtale, at han personligt intet havde imod Ballin og heller ikke imod Dessau: al Strid med disse Herrer havde altid bundet i Spørgsmaalet om Priser eller Børskurser. Han tilføjede: »Samme Dag Hr. Ballin giver os en god Læderordning, og han bevæger sin Fætter Hr. Jacob til at give os en god »Støvleordning«, vil Hr. Ballin faa absolut Fred for mig - men før heller ikke!«

Den 11. s. M. havde ligeledes »Social-Demokraten« bragt et Interview med prof. L. V. Birck, i hvilket de samme Begivenheder ved Sammenstødet drøftes. Her bemærker Birck bl.a., at han, kort før Jarl og Hammerich var gaaet, havde tilbudt dem at forlade Kommissionen, hvis Direktør Jak. Kr. Lindberg kunde træde i hans Sted, og hvis de saa vilde aflevere Regnskaberne til Udvalget. Men - fortsætter Birck - det var der ikke Tale om. Fabrikanterne vilde i det hele taget ikke paa nogen Maade ud med Regnskaberne. Han konkluderer: »Efter min Mening bør de tvinges til at udlevere Regnskaberne. Det er dog for galt, at vi skal finde os i den Magt, de tror at sidde inde med.«

Med den Fremstilling, Prof. Birck gav af Sammenstødet, var d'Hrr. Repræsentanter for Industriraadet ikke tilfreds. Derfor fremkom de den 12. August med en Erklæring, hvilken de bemærkede: 1) at Forhandlingerne den 6. August slet ikke havde drejet sig om Læder- og Skotøjsindustrien, men om Skemaer, der var sendt ud til forskellige Industrier, 2) at Direktør Friis havde udtalt sin uforbeholdne Undskyldning i Anledning af, at Birck var gaaet langt ud over Grænserne for

359

sømmelig Optræden og at 3) Grundlaget for fælles Forhandlinger mellem Industriraadet og Prisreguleringskommissionen endnu var til Stede, rigtignok under Forudsætning af, at Birck ikke deltog i saadanne Forhandlinger.

Dermed korrigeredes i og for sig intet i den af Birck givne Fremstilling, men det kunde derved dog overfor Offentligheden konstateres, at den af Ballin (og maaske ogsaa af hans Fætter) tilstræbte Plan med Forhandlingen, at sætte Birck ud af Spillet ved provokatorisk Optræden, tildels var lykkedes. At det blev en Pyrrhussejr, var en anden Sag.

Interessant er Pressens Stilling til Kontroversen Birck-Ballin. »Politiken« beretter den 14. August, at Prisreguleringskommissionen nu skulde have et nyt Møde med Industriraadets Medlemmer og at der nu uden Vanskelighed vilde blive opnaaet Enighed, eftersom »den hvide Mand« ikke vilde være tilstede. Benny Dessau og Max Ballin havde altid indtaget det Standpunkt, at selvfølgelig skulde Kommissionen have alle de Oplysninger, den havde Brug for, naar blot man vilde se bort fra at strække Undersøgelserne altfor langt, da Udfyldningerne i de fremsendte Skemaer jo dog voldte en Del Ulejlighed og Bryderi. Industrien maatte selvfølgelig ogsaa kræve, at man gav Afkald paa visse Oplysninger af teknisk Art, og at man endelig kunde stole trygt paa at være beskyttet mod Prof. Bircks Indiskretioner. Den 15. August tager »Politiken« derpaa rigtig fat paa Kritiken mod den formastelige, som havde vovet at nævne Jøden med Navn. Bladet ligefrem fnyser af Harme. Det erklærer, at det ikke vil beskæftige sig stort med Dr. Bircks Skældsord og bemærker desangaaende: »Han valgte i sin Ophidselse Gloser, hvormed han vilde vinde Tilslutning fra de mest pøbelagtige Instinkter i Folket, og hvis denne Tilslutning er ham en Tilfredsstillelse, er den ham vel undt.« »Politiken« mener dernæst at kunne paavise, at Prof. Birck paa forskellige Punkter havde forsyndet sig mod Sandhedens og Ærlighedens Krav, bI. a. ved i sine Interviews at undlade at omtale de mest graverende Skældsord, ved at paastaa, at Fabrikanterne havde

360

nægtet at give de begærede Oplysninger og ved sluttelig at hævde, at han af Prisreguleringskommissionen enstemmig var bleven opfordret til at fortsætte som Medlem. Dette sidste var dog ikke sket, mente Bladet, ellers havde man ogsaa »maattet undre sig over Prisreguleringskommissionens tilsyneladende holdningsløse Optræden«.

Derefter slutter Bladet med følgende meget sigende Overvejelser: »Prof. Birck paaberaabte sig under Ordskiftet med Direktør Ballin sine to Kvalifikationer, dels som hvid Mand, dels som Universitetsprofessor. Vi ved ikke, om der er nogen særlig Grund til at lykønske enten i Almindelighed den hvide Race eller mere specielt Kjøbenhavns Universitet. Af en hvid Mand at være fremtræder Prof. Birck, efter hvad der nu er oplyst, i temmelig grumset Skikkelse, og hvorvidt han qua Universitetsprofessor ved denne Lejlighed har givet Udtryk for den højeste akademiske Dannelse - ja, det overlader vi Fakulteterne at dømme om.« Det viser sig altsaa her, at Bladet ikke blot mener at kunne udtale sig om, hvem der optræder »i temmelig grumset Skikkelse«, men at det endog forventer, at selve Universitetet tager Affære mod Birck! Med Hensyn til Prisreguleringskommissionens Holdning fremhæver det, at dens Formand havde gjort Ballin en Undskyldning for Prof. Bircks Optræden, og at den paa sidstnævntes Forespørgsel, om man ønskede hans Udtræden, havde svaret, »at man nu ikke ønskede mere Uro om Kommissionens Arbejde og helst saa, at han blev«.

Den Fremstilling, »Politiken« her havde givet, blev ikke uimodsagt. I et Indlæg, som Overformynder Friis den 15, August sendte Bladet, erklæredes følgende:

»Redaktionen af Politiken.

I Deres ledende Artikel i Dag udtaler De, at den overordentlige Kommission paa Professor Bircks Forespørgsel, om man ønskede hans Udtræden af Kommissionens Skotøjs- og Læderudvalg, svarede, at man nu ikke ønskede mere Uro om Kommissionens Arbejde og helst saa at han blev.

361

Maatte det være mig tilladt at oplyse, at denne Version gør baade Kommissionen og Professor Birck Uret.

Samtlige Kommissionens Medlemmer ønskede Professor Bircks Forblivende af Grunde, som jeg formulerede saaledes:

1) At Professor Birck er en betydende Arbejdskraft, og at han paa Forhaand har gjort et stort Arbejde for at trænge ind i de Emner, hvormed det paagældende Udvalg beskæftiger sig.

2) At det vilde være principielt urigtigt, om Sammensætningen at Kommissionens Udvalg med større eller mindre Ret kunde siges at blive bestemt ved Indflydelser udefra.

3) At Resultatet af Kommissionens Arbejde paa dette Omraade, uanset hvorledes det bliver, - og i forhøjet Grad jo mere det lykkes at gennemføre det i Samstemning med Industrien - vil kunne mistænkeliggøres, naar den Mand, der i den offentlige Mening staar som Industriens skrappeste Kritiker, er bortelimineret fra Deltagelse i Arbejdet.

Disse Bemærkninger mener jeg at skylde Kommissionen, Professor Birck og Sandheden. Og da det tillige er en af min Stillings vigtigste Pligter at give enhver Sit og at søge at stifte Fred og skaffe Arbejdsro, og da Freden og Arbejdsroen kun kan blive brøstholden, dersom der finder fortsat Strid Sted i Pressen om den ominøse Episode den 6. August, vil jeg gerne benytte Lejligheden til at nævne, endnu et Punkt, der for Professor Birck maa være af en vis Betydning. Den beklagelige antisemitiske Ytring, som Professor Birck i Heftighed fremsatte, har han, selv om den savnedes i Referatet i et af de Blade, der interviewede ham, ikke lagt Dølgsmaal paa over for Offentligheden. Den vedkendes af ham i hans Meddelelse til Dagens Nyheder, idet han samtidig beklagede den. Forholdet er jo overhovedet det, at der blandt Professor Bircks Fejl ikke er den at være bange.

Kjøbenhavn, den 15. August 1918.

Friis


Overfor denne Argumentation - som selvfølgelig ikke nævnes i Østrins Skrift, omendskønt der ellers berettes udførligt om Kontroversens Efterdønninger - anser »Politiken« det for klogt at trække sig skønsomt tilbage; det vil ikke, som det siger, optage nogen Diskussion med Overformynder Friis, men mener dog at maatte bemærke, at det af ham omtalte Punkt ikke forekom Bladet at være Affærens væsentligste. For Bladet var selvfølgelig det væsentligste, at Jødernes Tabu var blevet krænket, og at dette havde fortjent strengeste Straf, Bircks Ude-

362

lukkelse af Kommissionen o.s.v. Dette Haab blev altsaa ikke opfyldt. Ja, »Politiken« oplevede endog en endnu større Skuffelse. Det maatte nemlig yderligere lide den Tort, at Friis' Betragtninger fandt Tilslutning hos »Kristeligt Dagblad«, som - i en ledende Artikel den 17. August s. A. - ansaa det »for fuldkommen meningsløst, at det anerkendt mest sagkyndige Medlem af Kommissionen udelukkes fra vigtige Forhandlinger bIot til Ære for en Hr. BaIlin« og iøvrigt advarede Prisreguleringskommissionens Formand mod at være altfor lunken i Sagen, som han havde været det i Forhandlingerne den 6. August, da »Sagen ellers let kunde tilspidses til et Valg mellem Birck og Friis«. Det var mere, end »Politiken« kunde tage, og her kunde det dog tillade sig at sige sin uforbeholdne Mening.

Jødebladet anbefalede desaarsag Modparten dog at overlade det til Prof. Birck selv at forsvare sin Sag, da han sikkert kunde gøre det meget bedre »end Kristeligt Dagblad, der fumler rundt, ikke ved Besked om noget og ikke har mere intelligens end en Træsko«. (Pol., 18 8. 1918.)

»Berlingske Tidende« og »Nationaltidende« tager ikke Stilling til Episoden i Prisreguleringsudvalget. Derimod er ”Social-Demokraten« forfærdet over, at Prof. Bircks »ganske fjollede Antisemitisme« har forledet ham til en saadan »ualmindelig grov Forløbelse«. Bladet erklærer, at man ligefrem faar Kuldefornemmelser i Rygraden ved at se en Universitetsprofessor i 1918 paa denne Maade »stille sig paa samme aandelige Standpunkt som Gadens Bærme for et Aarhundrede siden”. Man docerer endvidere, at Hr. Birck formodentlig ikke var klar over sine Handlingers Rækkevidde, da hans Udraab sagtens kunde udnyttes af Demagoger, som søgte at vække Racehadet og andre lave Instinkter i Kapitalismens Interesse. Birck havde gjort den Sag, for hvilken han ydede sin Indsats, en meget daarlig Tjeneste, da det ved Prisreguleringen ikke kunde dreje sig om at ramme de jødiske Udbyttere, men det kapitalistiske System som Helhed. Vi skal, erklærer Bladet, ikke have Historien med Gedalia om igen, »ikke have Overklassen og

363

Bærmen til i Forening at fremkalde et Jødehad, som kan blive Skalkeskjul for en Foss og andre »kristne« Storkapitalister«.

Ude i Provinsen øgedes Bircks Popularitet naturligvis ved det kraftige Fremstød, han havde foretaget mod Ballin-Koncernen. Den 14. August blev han i Hudeudvalget indenfor Prisreguleringskommissionen valgt til Formand. Og han førte Kampen videre. I en Tale, han den 22. August holdt i Folkets Hus paa Enghavevej, meddeler han, at baade han og Lindberg regnede med, at Prisreguleringskommissionens Arbejde ogsaa efter Krigen vilde blive videreført som Trustkommission efter amerikansk Mønster. Ejendomsretten maatte begrænses efter Almenvellet. Kraftigt vendte han sig mod Trusterne. Stillingen maatte nødvendigvis være en anden overfor den enkelte Fabrikant end overfor et Aktieselskab, »thi det er sagt, at et Aktieselskab har ingen Sjæl, der kan gaa til Helvede, intet Legeme, der kan straffes og intet Navn, der kan brændemærkes«.Trusterne var en Samfundsfare; ikke blot det tredie Ting, men en anden Konge. Med Hensyn til sit Sammenstød med Ballin bemærkede han, at dette ikke skulde tages som Udtryk for Antisemitisme. Han havde haft lige saa haarde Sammenstød med andre Mænd, f. Eks. med Peschcke Køedt, som ikke var Jøde - i hvert Fald ikke af Fødsel. *) Men han var rigtignok en uforsonlig Modstander af Overkapitaliseringen af Industrien,

*) Peschcke Køedt beskæftiger sig indgaaende med disse Betragtninger i to Kroniker: »Professor Birck paa Enghavevej« og »Professor Birck paa Krigsstien« i »Nationaltidende« af 28. og 29. August 1918. Han hæfter sig navnlig ved Bircks Paastand om, at de store Erhvervsvirksomheders Ledere var meget klogere end Embedsmændene og klogere end Politikerne og mener derefter, at ogsaa de to Videnskabsmænd, der var Medlemmer af Prisreguleringskommissionen, passende kunde vise mere Forstaaelse for de fra erfarne Grossister fremførte Argumenter. Hvem der ikke i praktisk Gerning havde erhvervet sig Forudsætninger for sagkyndig Vurdering, skulde afholde sig fra at udfolde dømmende og straffende Myndighed paa det her omhandlede Omraade. Prof. Bircks Kompetence sætter Peschcke Køedt ikke særlig højt, efter som han bI. a. erklærer: » Ved at gennemgaa samtlige Poster blandt mit Personale finder jeg kun en eneste betroet Stilling, en Mand som Prof. Birck eventuelt vilde kunne udfylde paa tilfredsstillende Maade. Det er Posten som Bankbud. Her vilde hans absolutte Ærlighed tale i den lærde Mands Favør. Men hvis han paa Vejen til eller fra Banken med en fyldt Portefeuille under Armen tilfældigvis mødte en Medborger med en mørkere Hudfarve, vilde Naturen let gaa over Optugtelsen og Portefeuillen blive glemt. Selv til denne beskedne merkantile Tillidspost vilde Professoren ved nærmere Eftertanke ikke egne sig.« Efter et Forsvar for Jøderne omtaler Forf. med Forfærdelse Bircks Forslag om at opretholde en Trustkommission efter Krigen. Han mener, at de 2 lærde Herrer (hvormed han mente Prof. Birck og Docent Lindberg) dermed overvurderer deres ordensskabende Evne og deres priskontrollerende Myndigheds Varighed.

Hvilken Skæbnens Ironi, at netop denne Storkøbmand, Peschcke Køedt, der siden 1917 ud fra sit praktiske Købmandssind forsvarede bI. a. Kædehandel og med Lidenskab bekæmpede enhver Statskontrol med Prisforholdene, senere selv blev idømt en Bøde paa 200.000 Kr. for Overtrædelse af Kædehandelsforordningen af 19. Maj 1917, og at det navnlig var hans Konflikt med Herman Heilbuth, der gav Stødet til den mod ham indledede Proces.

*) Jvf. Bircks Undersøgelser i »Jyllands-Posten« den 23. 12. 1916 gengivet ovenfor S. 344f.

364

af Børsmanøvrer og desl. Han bemærkede i sin Tale bI. a.: »For at forrente Ballins Overkapitalisering skal hver Arbejder tjene 5 Gange saa meget ind til Driftsherrerne som Arbejderne hos Hertz.« *)

I hvilken Grad Birck havde Ret i sit skarpe Fremstød mod Ballin viste sig senere, da Repræsentanterne for denne Koncern, de Herrer Hertz og Jacob, havde godkendt, at Fabrikanternes samlede aarlige Nettoavance ikke maatte overstige 10 pCt. af Varernes samlede Salgssum indenfor Regnskabsaaret.

Denne Ordning blev (jvf. ovenfor 3f) vedtaget den 4. September 1918, men Ballin forsøgte, til Trods for, at hans Koncerns officielle Repræsentanter havde accepteret den, endnu i sidste Øjeblik at faa den kuldkastet. Atter mobiliserede han Industriraadet; men denne Gang helt uden Resultat. Ved Bekendtgørelse af 18. September blev Bestemmelsen om 10 pCt.'s Nettoavance ophøjet til Lov. De Ballinske Fabrikers Regnskaber var

365

endnu paa dette Tidspunkt ikke blevet afgivet til Prisreguleringskommissionen, saa »Social-Demokraten« (d. 15. 9. 1918) med Rette kunde hævde, at det var en ganske utrolig Komedie, der her blev udspillet. Rædslen for Kontrollen var øjensynlig den væsentlige Aarsag, og Bladet havde mere Ret end det dengang selv kunde ane, da det i sin Kommentar bemærkede: »Hvis Industriens Regnskaber - og her er ikke alene Tale om Skotøjsindustrien - laa fuldt oplyste til almindelig Beskuelse, da vilde der utvivlsomt rejse sig en uendelig stærk Harme mod de Mænd, der benyttede de onde Aar til at brandskatte Befolkningen.«

Saavidt om Kontroversen mellem Birck og Ballin.

d) Bircks Gæstespil som konservativ

Folketingsmand 1918-1920.

Stor Opstandelse fremkaldte det i den radikale og socialdemokratiske Presse, da den konservative Vælgerforening i Aalborg i December 1917 besluttede at tilbyde Prof. Birck et Kandidatur indenfor begge denne jydske Bys Vælgerkredse. Man forstod ikke, at de Konservative kunde være tjent med saadan en Mand, der dog i politiske Spørgsmaal helt gik sine egne Veje, erklærede sig for stats-konservativ, i Anledning af Diskussionen om Indførelsen af Tobaksmonopolet havde ytret, at Statsmonopoler aldeles ikke stred mod god konservativ Opfattelse, og som ovenikøbet havde ladet forstaa, at han brød sig fejl om Partiprogrammet. Sine Meningsfæller i Aalborg havde han meddelt, at han, i Fald han skulde blive valgt, vilde føle sig som »Kronens og Samfundets Tjener«, men ikke som den, der skulde »repræsentere Vælgerne i deres lokale, økonomiske eller sociale Særinteresser«. Han mente paa denne Maade at være »bedre egnet til at føre Landet gennem Krigens og Revolutionens Kriser end Mænd, der stiller sig snævert som Repræsentanter for Klasser og Interesser«. Han satte altsaa

366

Statens, Samfundets Vel, højere end den enkeltes Vel, og han var desuden udpræget socialistisk i sin Tankegang, konservativ af Navn, men Socialist af Gavn; han interesserede sig bI. a. for Arbejdsløshedskassernes Virksomhed, han ønskede Lønarbejdernes Rettigheder beskyttet og at hele Befolkningen skulde kunne leve, han nærede dyb Mistillid baade til Penge- og til Aandsaristokratiet, som ikke havde nogen Forstaaelse for Kravet om social Retfærdighed, han var radikal Modstander af Trustdannelser o.s.v. Helt uberettiget var Betænkelighederne i Oppositionspressen mod denne Kandidatur altsaa ikke; man vilde virkelig kun vanskelig kunne forstaa, hvorledes Birck vilde kunne gaa i Spand med Middelstandspolitikeren Asger Karstensen og højkonservative Mænd som Admiral Richelieu og Theodor Jensen. Men - alligevel. Aalborgenserne fastholdt hans Kandidatur.

Alt imens stod der selvfølgelig atter Gny om Navnet Birck. En Episode fra denne Valgkampagne fortjener særlig Omtale.

Da Syndikalisternes Stormløb mod Børsen fandt Sted den 11. Febr. 1918, paastod Bladet »Solidaritet«, at Prof. Birck ikke var helt fri for Ansvar for dette Opløb. Han skulde nemlig have sagt: ”Dersom nogen iblandt Jer har en Paarørende, en Ven, der spiller paa Børsen, ja, selvom det er Jeres egen Broder, saa slaa ham ned som en Hund.« Skønt Birck tænkeligt kunde have sagt saadanne Ord, eller dog tænkt saadanne Tanker i sin forbitrede Kamp mod Kræftskaden i denne Tids Økonomi, den vilde Aktiespekulation, protesterede han dog overfor »Nationaltidende« telegrafisk mod »Solidaritet«s Paastand, idet han hævdede, »at han ikke havde sagt noget ondt om Børsspekulanter, højst havde opfordret til Vold mod socialdemokratiske Journalister, der spekulerede«. Til nærmere Oplysning udtalte Birck endvidere, at hans særlige Hensigt havde været at sige: »Kender De en socialistisk Journalist, som spiller paa Børsen, saa slaa ham ned, thi han har ikke selv Penge til at spille for og er derfor købt af og afhængig af Vekselereren i det han skriver, og mod Dem er han en Forræder.« Han vidste

367

iøvrigt, at der var mange kapitalistiske Journalister, der havde tjent Formuer paa Børsen.

Der synes paa dette Tidspunkt at have ligget et Mellemværende i Luften mellem »Social-Demokraten«s vel bestaltede Medarbejder, den sensationslystne Hebræer Marius Wulff og Prof. Birck. Og da Folketingsvalget er nært forestaaende, insinuerer Marius Wulff i sit Blad den 16. 2. 1918 i Anledning af Bircks Bemærkning, at Birck ved et saadant Angreb aabenbart vil indbyde Syndikalisterne i Aalborg, hvor han er opstillet som konservativ Kandidat, til Valgalliance. Hvorefter han i ubehersket Rasen kaster et depraveret Sinds Perfidier ud over den forhadte Modstander. Han afslutter Angrebet med disse Ord: »Det er almindelig bekendt, at ret alvorlige Sindsformørkelser af og til sætter Dr. Bircks aldrig stærkt udviklede Selvkritik ud af Funktion. Alle hans Bekendte ved bI. a., at han lider af et fanatisk Had til Jøder. Han vælter sig over enhver Jøde uden Hensyn til, om det er en Læderhandler eller en Journalist. I denne forvirrede Valgkandidat legemliggøres Højres og Syndikalisternes Alliance mod Socialdemokratiet.« Faa Maaneder i Forvejen havde »Social-Demokraten« rettet sit haardeste Skyts mod Sko- og Lædertrustens Førstemand, navnlig under Paaberaabelse af Bircks kritik; nu erklærede dette Blads Redaktør Marius Wulff sig solidarisk med Max Ballin - qua Racefælle!

løvrigt kan man vel gaa ud fra, at dette Angreb tillige var Wulffs og Borgbjergs Kvittering for nogle Betragtninger, som Birck et Aar i Forvejen, i Maj - Juni Heftet af »Nationaløkonomisk Tidsskrift”, havde offentliggjort vedrørende dansk Presses Stilling. Her erklærede han bI. a.:

»Aviserne er Virkemidler i en umoralsk Kapitalismes Tjeneste … Idealiteten har forladt Journalisten ... Det er Annoncedirektøren, der regerer det moderne Blad … Den moderne Udgiver er i en lykkelig Grad blottet for Overbevisning ... Det ene Blad kommer til at ligne det andet … De socialdemokratiske Blade danner forsaavidt ingen Undtagelse, de

368

bæres af deres Annoncer og har den samme Stab af Journalister som de kapitalistiske Blade … «

Prof. L. V. Birck var af »Social-Demokraten« bleven stemplet som Idiot. Trods alt blev han valgt. Det lykkedes de Konservative i Aalborg, paa Valgdagen den 22. April 1918 at faa ham ind i Rigsdagen paa Tillægsmandat.

Fra Bircks Rigdagsvirksomhed i Aarene 1918 til 1920 fortjener tre Episoder, i hvilke han paa den ene eller anden Maade fandt Anledning til at hævde sit Standpunkt overfor Jødemagten, særligt at blive fremhævet. Der tænkes her paa Finanslovtalen den 25. Oktober 1918, Bircks Kontrovers med den »jødiske Dansker« Ivar Berendsen den 19. Juni 1919 og paa hans Tale vedrørende Lovforslaget om Afholdelse af Fondsbørs den 28. August 1919.

Finanslovtalen er et Mesterstykke for sig: Den røber mangt og meget om de Vanskeligheder, Birck maa kæmpe med indenfor sit eget Parti, men den lader ogsaa tilstrækkeligt erkende, at det ikke er lykkedes Partiet helt at kue ham, selv om han under Partiets Pres har maattet anse det for tilraadeligt at trække noget i Land i enkelte Forhold for desmere eftertrykkeligt at kunne gøre sine Anskuelser gældende i andre Henseender. Talen blev ret beset en Fortsættelse af den Polemik, han allerede havde maattet føre under Valgkampen. Han bemærker ogsaa, at han navnlig synes at maatte forsvare sig mod Angreb, som var bleven rettet mod ham fra Storindustriens Side forud for Rigsdagssamlingen, mens han havde opholdt sig i Norge. »Jeg fik,« bemærker han, »tilsendt 100 Udklip, hvori man angreb mig paa usandfærdig Maade, ofte paa Punkter, som jeg mener angik min Ære. Det var hele den ejendommelige Kollektion, dette Rædselskabinet af nuværende og forhenværende Sekretærer, som staar omkring Industrien, særlig omkring en

369

bestemt Person *); disse Personer, synes jeg, gik udenfor Grænsen for den Maade, hvorpaa man maa angribe en Mand.« Han mener, at der dog maatte være Grænser for, hvor langt Modkritikken har Lov at sætte ind paa Ting, man gør som kongelig Embedsmand, men han erklærer samtidig, at han uanset alle disse Angreb vil fortsætte sin Kamp.

Birck føler det som en Pligt at kæmpe for Sandhed og Ret, og han paaviser Berettigelsen og Nødvendigheden af denne Kamp ved bI. a. at anføre følgende: »De Herrer viI kunne huske, hvorledes under Bankkrisen, da Amtmand Brun, den daværende Finansminister, vilde gøre mig til Medlem af den overordentlige Bankkommission, afdøde Geheimeraad Glückstadt erklærede, at saa vilde de sprænge Bankkommissionen, og de Herrer har vel senere set de Sammenstød, jeg havde med Vekselererne om Kursskæring og grove Provisioner paa udenlandske Papirer; jeg havde Ret, og jeg angreb ikke en eneste Mand, som ikke senere er blevet dømt eller har maatte betale for at slippe væk fra Hr. Rump. Jeg ønsker nu at sige en Gang for alle, at de Angreb, jeg har rettet, hverken har været rettet mod Klasse eller Race, men har været rettet mod Misbrug af den økonomiske Magt; og saa længe jeg lever, vil jeg vedblive dermed; trods alle Forsætter kan jeg, hver Gang jeg ser det, ikke holde mig tiIbage.« Her afviser Birck altsaa Beskyldningen for at være Antisemit. Det samme gjorde han - uden Tvivl ligeledes under det Pres, det af jødiske Bagmænd ledede og beherskede konservative Folkeparti har udøvet paa ham - da han omtaler Sammenstødet med Ballin den 6. August 1918. Herom siger han bI. a.: »Der forefaldt et Intermezzo, som jeg ikke skal omtale nærmere, men hvor jeg i Anledning af, at jeg var blevet

*) Formodentlig er her tænkt paa de Angreb, Birck var udsat for i den af Alex. Foss financierede Pressekorrespondance »Riget«. Dog er det ogsaa muligt, at Birck her vender sig mod det af Max Ballin financierede »Erhvervenes Pressetjeneste«.

370

kaldt med meget fornærmende Invektiver, reagerede med meget uforsigtige Udtryk *), og der blev gjort Forsøg, ogsaa indenfor Kommissionen, formentlig i Nervøsitet, paa at faa mig ud af Forhandlingerne; senere forsøgte lndustriraadet at spænde mig ud ved at prøve paa at boykotte mig og nægte at forhandle med mig.

Jeg antager, det ogsaa var lykkedes de Herrer at gennemføre deres Plan, hvis ikke to Medlemmer af dette Ting havde traadt til, nemlig det ærede Medlem fra Bjerre (Jørgen Jensen) og det ærede Medlem fra Sæby (Pinstrup), hvem jeg gerne vil takke; thi det er første Gang i mit Liv, naar Jeg har staaet i en Kampstilling, at jeg ikke har frygtet at faa en Dolk i Ryggen. Det er en sjælden Følelse, og jeg vil have Lov til at være taknemmelig.« Dette erklærer Birck i Folketinget den 25. Oktober 1918, og det kan vel næppe nægtes, at disse Ord karakteriserer ikke blot den Hensynsløshed, med hvilken Finansmagten, i dette Tilfælde specielt Industriraadet, rettede deres Angreb mod Birck, men tillige den Holdningsløshed, Rigsdag og Prisreguleringskommissionen - trods alt - viste overfor Højfinansens Magtstræb.

Saa bestemt Birck nu her frasiger sig antisemitiske Anskuelser, saa eftertrykkeligt understreger han, at han ikke vil lystre Højfinansens Paroler. Han fremfører som sin Opfattelse, at Kompensationsprincippet vil være afgørende for den fremtidige Udenrigshandel, at den frie Handel altsaa ikke mere vil vende tilbage, og det af denne Grund ogsaa vilde være nødvendigt, »at vi herhjemme i lang Tid vedblivende vil komme til at lægge megen Myndighed i Udenrigsministeriets, i Industriraadets og Grosserer-Societetets Haand«. Og han konstaterer i denne Anledning; »at den Myndighed, som har været lagt hos disse Institutioner under Krigen, har været overordentlig stor i Virkeligheden langt større end den, som f. Eks. den overordentlige Kommission paa noget Punkt har haft, eller som

*) Der gaas ud fra, at Birck ogsaa med denne Bemærkning har villet fralægge sig antisemitiske Synspunkter.

371

den almindelige Embedsmand har haft«. Han mener ogsaa at kunne nære visse Betænkeligheder ved, at en ganske lille Kreds af store Forretningsdrivende faar en saadan Magt over Udenrigshandelen, selvom han maa indrømme, at større Angreb paa de mindre Købmænd ikke kan paavises. Men dernæst vender han sig lidenskabeligt mod Kravet om, at ogsaa Partierne skal føje sig efter Industrimagnaternes Anvisninger, og det er i denne Sammenhæng, at han vedkender sig sin saakaldte »statskonservative« Samfundsopfattelse for derved at pointere, at han »ikke paa noget Punkt vil være Organ for en enkelt Klasse eller Organ for Besiddelsen«. »Derfor,« fortsatte han, »vil jeg ogsaa, hvis der er Bestræbelser fremme - heldigvis tror jeg, de er meget svage her i Landet - for at faa de Konservative til at danse efter Bankernes Pibe eller efter Sværindustriens Pibe - og disse Fordringer høres ikke blot fra konservativ Side, men i fuldt saa høj Grad fra radikal-kapitalistisk Side, i den Retning er der ikke stor Forskel - have Lov til at sige, at det vil jeg aldrig gaa med til … I dette Forhold skal Staten hævde sin Magt overfor Erhvervene, skal den gøre sig fri for Sværindustriens og Protektionismens Politik; thi »al Politik maa være statlig samfundsomfattende«. Ogsaa Arbejderne og Bønderne hører med til Samfundet, og hvor Kravet om Ejendomsrettens Uangribelighed stilles, burde det altid fastholdes, at »min Forventning om at kunne leve af Lønnen er Iigesaa berettiget som de andres Forventning om at bruge deres Ejendom«.

I Drøftelserne vedrørende Prisreguleringen behandler Prof. Birck ogsaa de Konflikter, han navnlig har været ude for i Forhandlingerne med Skotøjstrusten. Han fremhæver det meningsløse i den vanvittige Prisopskruning for Fodtøj, Ballin havde ment at kunne tillade sig, og peger paa de Farer, der maatte følge af et altfor højt Prisniveau, da der efter Krigen maatte regnes med et kraftigt Prisfald, som efter al Sandsynlighed navnlig vilde gøre sig gældende i 1920. I Rigsdagstalen den 25. Okt. 1918 erklærer han desangaaende, at »hele det

372

forrykkede Prisniveau, som er skabt ved Statsgæld, ved offentlig Hjælp, ved Seddeludstedelse, ved Kreditudvidelse, vil falde sammen, og jeg tager næppe fejl, naar jeg siger, at allerede i 1920 vil Priserne være det halve af, hvad de er i Dag«.

Gang for Gang dvæler Birck ved Jødernes Færden, uden naturligvis at betegne disse Mennesker efter deres racemæssige Tilhørsforhold. Han advarer bI. a. mod den Gruppe af Snyltere, som boltrer sig i Kædehandelen og mener, at der ikke føres tilstrækkelig Kontrol med dem, og at denne Fremmedindvandring endda ikke medtages i den officielle Statistik, da de ved stadig at flytte frem og tilbage mellem Malmø og København eller paa anden Maade unddrog sig Tællingen. Herom bemærker han: »Jeg skal nævne nogle Navne fra en stor Kædehandelssag det vil være tilstrækkelig talende: Hirom, Klotech, Wolf, Garfunkel, Eickenskik, Rubinstein, Polarsky og Alter Katz! Jeg tror, at det er ikke ønskeligt at have denne Samling Handelsborgere i Landet, og at baade Grosserer-Societetet og Regeringen har den Opgave at hindre den Slags Folk fra let at faa Adgang til Næring. En stor Del af de Handlende af den Art, som er kommet her til Landet, har været baade Smuglere og Kædehandlere, det er et Folkeelement, som det er meget lidt ønskeligt at have i Landet. Jeg tror, at vi har Lov at passe paa, at København ikke bliver en Hansestad i en gal Betydning, vi har Lov at sige, at hele Agenthandelen bør vedblive at være paa danske Hænder, og der er Fare for, at denne Handel allerede i stort Omfang drages fra de Danske.« Birck gør derefter udførligt Rede for forskellige Kædehandelssager og bemærker, at det værste ved disse Kædehandeler er, at Mellemleddene ikke altid er danske.

I øvrigt retter han den skarpeste Kritik mod Bankvældet, Aktiespekulationen og Trustdannelserne ud fra den Overvejelse, at den Fortjeneste, der ikke beror paa Samfundstjeneste, maa skæres væk. Overfor Julius Schovelins Paastand om, at der ikke eksisterede Truster i Danmark, og at Landet derfor heller ikke behøvede nogen Trustlovgivning, paaviser Birck, at

373

en stor Del af de betydeligste danske Industriforetagender - saasom De forenede Bryggerier, Kastrup Glasværk, Cikoriefabrikkerne, Læder- og Skotøjsfabrikkerne, Spritfabrikkerne, Sukkerfabrikkerne og Papirfabrikkerne er opstaaede ved Sammensmeltning, at Cementfabrikkerne, Teglværkerne og Svovlsyrefabrikkerne er rene Karteldannelser, og at bI. a. Nordiske Kabel- og Traadfabrikker samt Schiønning & Arvé's Gummifabrikker er blevet Truster. Og han tilføjer, at det sandelig var fornødent at forhindre disse Truster i at opnaa en økonomisk Magtstilling, der satte dem i Stand til at slaa ned baade paa deres Konkurrenter og paa Publikum. Samtidig fremhæver han, at Landet ikke blot har sine Truster, men tillige sin Inderkreds af Finansmænd, der styrer det Hele. »Ogsaa her,« siger han, »har vi det Begreb, som Amerikanerne kalder interlocking directorates, d.v.s. jeg sidder i Deres Direktion, og De sidder i min, viklet ind som et Nøgle Garn. Hvis jeg nævner de Herrer, som sidder i over 10 Selskabers Bestyrelse: C. C. Clausen, Ballin, Alfred Benzon, Benny Dessau, Hey, Johan Levin, Lester Levig, Ringberg, Schack-Eyber, Overretssagfører Olesen o.s.v. eller for at tage den, som har sat Rekorden, Bankdirektør Glückstadt, som har Sæde i henimod 40 Selskaber, forstaar man, at det er de samme Mænd, vi møder overalt - i forskellig Iklædning, men med samme Sindelag.« Birck beklager derved bI. a., at Privatbanken under C. C. CIausens Styre mere og mere er kommet under Landmandsbankens Indflydelse, og at Landmandsbanken derved har faaet en aldeles overmægtig Stilling, saaledes at denne Bank, der i 1900 af de københavnske Bankers Aktiekapital paa 85 Mill. Kr., kun havde haft de 25 pCt., nu af de 250 Mill. Kr. repræsenterede over 50 pCt.!

Derefter retter L. V. Birck i sin Tale fra Oktober 1918 en sønderlemmende Kritik mod Landmandsbanken, en Kritik, som ligefrem kan tages som Optakt til den Storm, der faa Aar senere brød løs. Nogle Betragtninger vil vise, hvor fremsynet Taleren var, og hvor klart han tillige erkendte de Farer, der truede Landets Økonomi fra Bankvældets Side. Han bemærker

374

bI. a.: »Det er i sig selv farligt at give en enkelt Bank en saadan Magt, og særlig da for saa vidt Banken fører en Politik, som ikke altid er til Gavn for Landet; Landmandsbanken fremmer i høj Grad Vekselerernes Belaaning af Aktier, den laaner Vekselererne og derigennem Spekulanterne de Midler, hvorved de holder Spekulationen gaaende; og denne Spekulation har jo ret faa og ret simple Midler. I Øjeblikket er det jo en Manipulering gennem faa Konsortier af Børsen, der sker. Bladene skriver aabent om, hvilke Konsortier der nu er ude for at kurspaavirke den og den Aktie. Ligeledes ser vi den Politik, Landmandsbanken fører ved de gentagne Emissioner af Aktier …« Derefter fortæller Birck Enkeltheder om den lille og store Skotøjstrusts Kursmanipulationer, skildrer, hvorledes Bladene - ved »en ualmindelig smuk-Reklame« forledte Godtfolk til at hoppe paa Limpinden og at sætte deres Sparepenge i Ballin-Aktier, og hvorledes man forstod ved Hjælp af Rygter og andre ringe og tarvelige Midler at franarre Medmenneskene deres Penge. Han harmes paa ny over Landmandsbankens Opkøb af Provinsbankerne og er i dette Punkt enig med Prof. Axel Nielsen i, at disse Opkøb ikke sker for at faa fat i den lille Bankkapital, der kan være Tale om, men for at faa det brede Lands Indskud. Han drager heraf følgende Slutning: »Med andre Ord, Landets Indskud, Provinsbyernes Indskud og Sparemidler trækkes fra Landet, hvor de virker befrugtende, herind og bruges i Spekulationen, og hvis Landet vil have dem igen, kommer de tilbage til højere Renter. Det er Københavneri i daarligste Forstand, at ødelægge vore Spareinstitutter paa denne Maade.«

Saaledes afslører Prof. L. V. Birck med hensynsløs Aabenhed de Metoder, som Kapitalmagten benytter for at tilrane sig Magten indenfor Samfundet. Mangt og meget siges der endnu, som fortjente at blive nævnt. Saaledes fremhæver han, hvorledes det ved Industrireguleringen har haft sine Vanskeligheder at fremskaffe rigtige Kalkuler, og hvorledes bI. a. med Hensyn til Kalkulen over et meget lille Margarinekvantum Arbejdslønnen var sat til 2400 Kr., men Handelsomkostnin-

375

gerne til 10.000 Kr. Med den ham særegne Ironi knytter han hertil følgende Betragtninger: »Om disse Kalkuler er der en Gang sagt, at der er noget, som i Positiv hedder Usandhed, i Komparativ hedder det Løgn, i Superlativ: Statistik, og i Oversuperlativ: indleveret Overslagskalkule.« Birck skildrer, hvorledes den organiserede Kapital behersker Pressen, betegner ironisk det af Alex. Foss støttede Organ »København« som »Fossische Zeitung«, og bemærker, at »her i København viser det sig, at en vis Storkapital kan købe Blade og desforuden har Indflydelsen paa andre Blade - gennem Venneforbindelse - baade i den konservative og i den radikale Lejr.« Endelig udtaler han aabent, at »vor Papir-Økonomi er Humbug«. Jo, sandelig taler han aabent om Tidens Skrøbeligheder, paapeger eftertrykkeligt den Fare, som han anser for det betydeligste Faktum i det økonomiske Liv - Faren, som truer fra den passive Kapital, personificeret ved Jøderne og deres Slæng.

Det er selvfølgeligt, at Jøderne var forbitrede over disse idelige Angreb. Det er derfor ogsaa forstaaeligt, at Birck kalder en Mand som Ivar Berendsen frem til kraftig Imødegaaelse, efter at han i Rigsdagstalen den 17. 6. 1919 atter havde angrebet Finansmagten. Denne 17. Juni behandlede Birck Forslaget til Ændring i Nationalbankens Oktroj i en udførlig Tale og bebrejdede derved bl.a. Nationalbanken, at den havde svigtet sin Opgave ved ikke eftertrykkeligt nok at kontrollere Bankernes Kreditgivning og ved ikke at hæmme Valutaspekulationen o.s.v. Om Rubel-Spekulationen fortalte han her bl. a.: »Rublerne kommer stadig her til Landet, de maa ikke komme her til Landet, men de kommer alligevel, de kommer i Kurerpost, de kommer i Pengebreve, paa mange smukke Maader, og jeg vil gerne have Lov til at sige, at der var her i Landet, hvad de Herrer ved, en Art Børs her for en Maanedstid siden - jeg har ikke undersøgt det i den sidste Maaned - hvor Rublerne blev omsat, nemlig i den Helvedes Forgaard, hvortil Paladshotellet under Krigen er blevet. Det er de mest underlige

376

Mennesker, der lever der og under hele Krigen har levet der, og de handler bI. a. med Rubler og østerrigske Kroner. De kan ogsaa se det udenfor B.T., kort sagt, der er kommet en hel Del mærkelige Firmaer, der fører denne Rubelforretning her i Landet, og den er farlig for os ...« I Anledning af sin Omtale af et Falskmønteri i Kolding ytrer han Mistanke om, at den russisk-bolchevikiske Regering vil følge Napoleons Politik ved ikke blot at arbejde med sit eget Lands Sedler, men ogsaa med andre Landes Sedler og eventuelt at efterlave dem. Han haaber, at Regeringen ikke vil lade Danmark blive dumping ground for mere eller mindre falske Penge, som maaske her fra Landet sendtes til Holland, eller til England, eller til Amerika. Og han knytter hertil følgende karakteristiske Betragtninger: »Jeg tror, man maa passe paa den Samling polske, tyske og russiske Jøder, som fører en meget lyssky Pengehandel. Jeg vil haabe, at Regeringen paa dette Punkt navnlig lægger Mærke til aIle de Bankfirmaer, der er oprettede siden 1914, og hvoraf mange har nogle mærkelige Navne. Jeg skal minde om en Tid, da den engelske Sterling stod i en Pris af 16 Kr., da kostede her i Landet en Papirsterling 20-21 Kr., og paa et Tidspunkt, da Dollaren stod i Kr. 3.40, skulde man, hvis man vilde have en Pengeseddel, give over 4 Kr. for den. Det var nemlig et ganske bestemt Firma, som den Gang opkøbte de engelske og amerikanske Sedler, som var her i Danmark. De gik herfra til Sverige og derfra til Tyskland, og fra Tyskland udsmugledes de til Amerika for at hjælpe de syndikalistiske »Worldworkers«, og til Irland for at hjælpe Oprøret der. Det vil altsaa sige, at der har været og er en Pengehandel her i Landet, som ikke er legitim, og mod hvilken jeg mener, Regeringen maa bruge hvilke Midler, den vil og kan.«

Da Ivar Berendsen, rasende over denne Kritik mod Racefællerne og de øvrige af Birck bragte Afsløringer om fremmede Jøders illegitime Valutahandel, den 19. 6. 1919 har Ordet, søger han med meget affejende Bemærkninger at afvise Modpartens Betragtninger. Han mener overlegent, at Profes-

377

soren ikke skulde kede sine Kolleger med vidtløftige teoretiske Undersøgelser, da Tinget nu engang havde en bestemt Fornemmelse af at være en politisk Forsamlingssal og ikke en Foredragssal. Den Belastning, som han tillod sig at underkaste Rigsdagsmændenes Taalmodighed, skulde han ikke have Lov til at skyde over paa en Mangel paa Agtelse for teoretisk Viden. Birck kunde have sparet sig meget af sine »overfladiske og periferiske Betragtninger om Ting, som slet ikke ligger for «. Men - paastaar Ivar Berendsen - Birck generede sig sandelig ikke, heller ikke ved første Behandling af Finansloven.

Birck blev ikke Svar skyldig. Da han kort derefter fik Lejlighed til at imødegaa Berendsen, bebrejdede han denne hans forfærdende Uoprigtighed i Anskuelserne, noget, der svarede til det, Tyskerne kalder for Gesinnungslosigkeit. Da han haabede, at denne Uoprigtighed ogsaa udstrakte sig til de uelskværdige mod ham rettede Bemærkninger, vilde han lade disse passere. Til Slut replicerede Birck, at naar Berendsen havde ment, at han havde lagt en altfor stor Belastningsprøve paa Tinget, saa troede han, at Modparten havde været en lille Smule uretfærdig imod Folketinget. Hvortil føjedes en maliciøs Bemærkning om, at det jo var en kendt Sag, at hvis man belaster en Kæde over dens Bæreevne, saa springer det skøreste Led først.

Bladene beretter, at Folketinget efter denne, Bemærkning var daanefærdig af Jubel. ”Rigsdagstidende« har rigtignok ikke lagt Mærke til denne Jubel og indskrænker sig til Ordene: »Hermed sluttede Forhandlingen«.

Det kraftigste og alvorligste Opgør med Finansverdenen foretog Prof. L. V. Birck imidlertid i sin Tale i Folketinget den 28. 8. 1919, da han beskæftigede sig med Lovforslaget om Afholdelsen af en Fondsbørs. Denne Tale er fuld af historiske Reminiscencer, viser i talrige Enkeltheder, hvorledes Birck i Aarevis havde kæmpet for at faa ordnede og forsvarlige Forhold paa Børsomsætningens Omraade, men hvorledes alle hans

378

Bestræbelser for at raade Bod paa al Slags Børssvindel var strandede paa Rigsdagens og Regeringens Modstand. Han paapeger bI. a. indledende, at Børsordningen af 1914 ikke var andet og mere end et jammerligt Makværk, at Handelsminister Hassing Jørgensen her havde forraadt den gode Købmandskabs Princip, og at baade Statsmagten og Grosserer-Societetet i denne Sag paa uforsvarlig Maade havde givet op overfor Børsens mægtige Mænd. Thi hvad var det, der skete? spørger han. Og han svarer selv: »Det var, at indtil 1914 havde de kursnoteringsberettigede Vekselerere udviklet sig til et sluttet Laug, og fra et Laug havde de udviklet sig til en Klike, og fra en Klike til en Sammensværgelse.« Birck karakteriserer i denne Sammenhæng Baggrunden for den Ordning, der gennemførtes 1914.

Forud havde Kursnoteringsudvalget udøvet saa at sige Hals- og Haandsret over Vekselererstanden. De gennemførte bl a. kollegiale Regler, saa det faktisk gjordes umuligt for en Vekselerer at bryde ud, hvis han vilde gøre op med det Misbrug, der havde indsneget sig. Situationen karakteriseres bI. a. paa følgende Maade: »De havde gennemført Regler om, at de havde Lov til at laane Aktier, der laa hos dem, til Baissister, de havde gennemført Selvindtrædelsesreglen, det vil sige, at en Vekselerer, der var ens Fuldmægtig, havde Lov til uden Varsel at være ens Modpart, uden at man endda fik det at vide, og endelig havde de gennemført en Manipulation af Børsen paa alle mulige Maader; en saadan er i Virkeligheden gennemført saa stærkt her i Landet, at selv Wall Street, New Yorks Børs, som i sin tid har været anset for at være en af de værste, er en ret tam Affære ved Siden af den københavnske.« Saa kom de store Skandaleaffærer, Processerne mod »Bendix & Steen« og Firmaet Monies, samt mod Vekselerer Philipson, og Forudsætningerne for en kraftig Nyordning af Børsvæsenet var dermed givet. Men alligevel blev den ikke til noget, da Socialdemokratiets Mand, den jødiske Vekselerer A. F. Lamm, vilde noget andet, og Resultatet var - ifølge Birck - at »denne Børsreform var i Virkeligheden det rene Humbug«. 79 københavn-

379

ske Grosserere havde protesteret mod denne paa Velanstændighedens Vegne, de konservative Hovedstadsblade havde gjort kraftige Indsigelser gældende, men alt var forgæves. Birck beklagede, at »Social-Demokraten« ikke var blandt dem, som angreb den. Men - siger han: »Grunden var den, at Vekselerer Lamm var Fader til denne Børsordning. Lamm var jo ikke en almindelig Vekselerer, han var en meget fin Mand, var Borgerrepræsentationens Formand, var Partiets Hofgænger, den, der repræsenterede det ved Hoffet, kort sagt, han var en Ideolog paa mange Omraader. I det hele taget blev der ikke fra den radikale Fløj rejst nogen Kritik.«

I sine Bebrejdelser mod Børsreformen af 1914 fremhæver Birck endvidere bl. a., at Vekselererne bevarede deres Ret til at bestemme, hvem de vilde optage som Medlem, og at de uden at angive Grunde kunde afslaa at optage en Mand. Tillige fik Vekselererne deres Kurtage forhøjet. De fik Ret til Selvindtræden, Ret til Kompensation, Ret til Udlaan af Aktier. Mangt og meget var nu ændret og forbedret i det nye Lovforslag, dog var Bestemmelsen om Forhøjelsen af Kurtagen bibeholdt omendskønt dens uheldige Virkninger navnlig med Hensyn til Outsidernes Virksomhed var traadt klart frem i Dagens Lys. Birck beklager ogsaa, at der ikke blev taget klare Forholdsregler mod Kursskæringen og karakteriserer denne som en Forbrydelse. For at gøre Menigmand dette Spil med Børskundernes værdier forstaaelig, fortæller han nøjere, hvorfor han er en afgjort Modstander af, at Vekselerere faar Ret til Selvindtræden og til Kursskæring. Han bemærker: »De vil forstaa det af følgende: Hvis De sender Deres Avlskarl hen at købe en Ko og han giver - lad os tage en Sum, der passer i vore Dage, - 500 eller 600 Kr. for den Ko, og han siger til Dem, at den har kostet 650, saa er De ikke i Tvivl om, at den Mand er Bedrager. Eller omvendt, hvis han sælger Koen under den Pris, han opgiver til Dem. Nu sker det saaledes, som ærede Medlemmer ved, at paa Københavns Børs noteres i Løbet af de faa Timer, Børsen holdes, det samme Papir adskillige Gange,

380

idet Coutumen er, at der sælges 400 Kr. Aktier ad Gangen. I Øjeblikket kan der være 2 – 3 – 4 - 5 pCt. Forskel mellem den Kurs, hvortil en Post af et Papir er solgt, og den, hvortil en anden Post af samme Papir er solgt. Hvis vi nu siger, at Omsætningerne har ligget mellem 117 og 122 pCt., vil Vekselereren være tilbøjelig til at sige til den Kunde, der har købt Papiret: Jeg har givet 122, og til den, der har solgt Papiret: Jeg har faaet 117, og hvor der er Ret til Kompensation - det vil sige, at Vekselereren slet ikke udfører Handelen, men afgør den i sine Bøger ved en Art Salg og Køb -, bærer han sig ad paa samme Maade, og derigennem faar han en umaadelig stor Indtægt.« I denne Sammenhæng fremhæver Birck, at disse Transaktioner stadig havde været paa Tale i Vekselerer-Processerne, som behandledes i Rump-Kommissionen, at det først var blevet bestridt, at saadan illoyal Kursskæring var sket, men at Vekselerer Lamm til syvende og sidst, da han blev presset, havde indrømmet, »at dette irregulære Forhold at afregne Kunderne ugunstigere Kurs end opnaaet ikke blot har været anvendt af Vekselererne i enkelte Tilfælde og for Spekulationsforretninger, men overhovedet har været anvendt af de allerfleste Vekselerere - som almindelig Skik og Brug«. Og Vekselererne Reimann og Trier havde senere i et Protokollat erklæret, at Vekselererne ved Udførelsen af Kommissionsordrer paa Børsen som Regel burde afregne med Kunderne til de virkelig opnaaede Kurser, men at ”det er deres Overbevisning, at de fleste Vekselerere i en lang Aarrække i adskillige Tilfælde har afregnet til Kurser, der var noget fordelagtigere for dem«! Birck polemiserede endvidere mod den høje Kurtage, der beregnedes ved Spekulation i udenlandske Aktier og berettede om sit Sammenstød med Philipson i Anledning af dennes Misbrug af Kurtageretten mod en svensk Konsul. Birck havde i en Artikel i »Nationaltidende« betegnet Philipson som Aagerkarl og anmodet denne om at anlægge Sag mod sig. Det gjorde Philipson dog ikke, men han havde i Stedet for besøgt ham og bedt om at standse Angrebene, da det var Synd at rette saadanne Beskyldninger mod ham.

381

Birck fremhæver derefter det meningsløse i, at en Vekselerer samtidig kan være Kundens Modpart i Spekulationen, at bI. a. »en Mand, der efterhaanden er blevet en af vore største Vekselerere i Omsætningen, Johan Levin, en Mand, der i sin Tid af en af vore Blades Børsmeddelere blev kaldt for »Børsens Napoleon«, mindre kunde ikke gøre det, en Mand, der faktisk kan Manipulationens Kunst paa Børsen, som forstaar at holde et Papir eller slaa det ned, denne Mand er samtidig andres Befuldmægtigede, uagtet han selv har en Mængde Interesser«. Han nævner endelig, at en Outsider-Vekselerer, kendt under Navnet Massage-Levin, ansaa det som Fremtidens Ideal, at enhver Husmand engang vilde have lært at spekulere i Majs o.s.v.

Birck mente, at meget vilde blive bedre ved den nu omhandlede Børsreform, men at der dog endnu maatte foretages yderligere for at lede Børshandelen ind i en sund Udvikling, og at der bI. a. ogsaa burde udstedes et Forbud mod HandeI med Kuponer. Og han fortsatte med at fastslaa, at Europas Børser i Almindelighed er blevet Spillebuler, og at efter hans Mening ”Københavns Børs er blevet fuldt saa slem som nogen anden«. Børserne var blevet det Sted, hvor man saa at sige skabte den falske Kapital, der er i Verden, hvor Udbyttet lavedes om til Aktiekurser og til Aktier, og hvor enhver Fordel kapitaliseredes, og der saaledes skabtes en Mængde Papirformue. Men derved lod sig desværre intet ændre, dette laa nu engang, kunde man fristes til at sige, i Sagens Natur. Børsloven her maatte indskrænke sig til at holde god Købmandsmoral i Hævd. Slette Vaner maatte ikke faa Alderstids Hævd, blive berettigede Interesser, saa det blev umuligt at røre ved dem. »Jeg tror« bemærkede Birck til Slut, »det er et farligt System at komme ind paa, at naar Fanden bliver gammel, faar han hvide Whiskers, bliver ærværdig og er hellig og ukrænkelig.«

Helt upaatalt gik Professor Bircks Angreb mod VekseIerer Lamm ikke hen. Den socialdemokratiske Folketingsmand Hans Nielsen ønskede nærmere Beviser. Birck replicerede atter paa

382

sin Maner: ”Jeg bebrejdede ingenlunde hverken Lamm eller Socialdemokraterne, at Lamm gik til Hoffet. Jeg udtalte kun, at den Mand, de sendte til Hoffet som Borgerrepræsentationens Formand, havde en saa udmærket Stilling indenfor Socialdemokratiet, at hvad han gjorde, var i Virkeligheden Socialdemokratiet medansvarlig for. Det var ikke det, jeg angreb Lamm for, jeg angreb ham for den sørgelige Ting, at Socialdemqkraternes Lamm i Virkeligheden afslørede sig som en meget kapitalistisk Ulv ved hele den Maade, hvorpaa han optraadte i Børsudvalget”.

I April 1919 rygtedes det i Bladene, at Prof. Birck havde udarbejdet en Trustlov, et Arbejde, som formodedes at være fremskyndet af den Mand, der i 1915 tog Initiativet til Grundlæggelsen af det konservative Folkeparti, d.v.s. af Middelstandspolitikeren, Folketingsmand Asger Karstensen. Mod Maanedens Slutning bebudede ogsaa Birck selv, at Forslaget var paa Trapperne. »Det kommer!« erklærede han i et Interview. »Straks efter Paaske bliver det forelagt i et Partimøde, og jeg venter derefter, at det skal blive forelagt (ment er: i Rigsdagen!) en Gang i Maj.« Dog disse Forventninger brast, og selve det Birck'ske Trustforslags Bestemmelser er aldrig kommet til Offentlighedens Kendskab. Selve Planen strandede paa Industrimagnaternes beslutsomme og kraftige Modstand.

Hvorledes Højfinansens Repræsentanter og specielt Industriraadets Mænd stillede sig til Prof. Bircks Lovforslag, fremgaar meget tydeligt af den beske og haanende Medfart, de giver deres statskonservarive Kollega i Bladet »København«, der netop i denne Periode var overtaget af Landstingsmand Alex. Foss og Folketingsmand Theodor Jensen. Her er det cand. polit. Ivar Moe, som i en utrolig perfid Artikel: »Professor Birck bliver interviewet« (offentliggjort den 28. 4. 1919) raillerer over Professorens formentlig overdrevne Selvfølelse og over den overordentlige Kommission, hvis Virksomhed efter Forfatterens Opfattelse skal have forvoldt Samfundet umaade-

383

lig stor Skade ved Medlemmernes enestaaende Evneløshed og Forhandlingsmetodernes Sendrægtighed og Vidtløftighed og kun havde haft den Virkning at pumpe Statskassen tom. Det er Industriraadets Forbitrelse mod den Prisreguleringskommission, som ikke vilde sætte Birck ud af Spillet, der her kommer til Orde. Da Birck i særlig Grad holder paa Professorembedets Værdighed, taler Moe spottende om denne »troskyldige Selvfølelse, som vidner om, at der i hans (d.v.s. Bircks) Sjæls Kamre endnu findes et stille Rum, som Videnskaben har skaanet, og hvor lille Laurids rider til Hest paa Bedstefaders Knæ med Sabel og trekantet Hat«. Denne Spydighed vil man kunne tage let. Men værre er det - og for Situationen i April 1919 overordentlig karakteristisk - at Ivar Moe, ligesom samtidigt den konservative Folketingsmand Julius Schovelin – pure benægter Nødvendigheden af en Trustlov ved simpelthen at paastaa, at Danmark ejer ingen Truster. Saadant hævdes af Industriens bestaltede Mand, faa Maaneder efter at Prisreguleringskommissionen med Birck i Spidsen har haft de voldsomme Sammenstød med Skotøjstrusten, i et Tidsrum, da Trusternes førende Mænd som Max Ballin og Benny Dessau aabent stiller Krav om alene at maatte beherske Landets Erhvervsliv og at dirigere hele Udenrigshandelen! Thi saaledes laa Landet jo i Virkeligheden. Endnu den 30. 4. 1919 udtalte »København«, at det vilde være klogt, »at Statsmagten snarest muligt bliver trukket ud af Handelen med vore Udførselsvarer«, da Erhvervene ifølge Foss' Opfattelse selv »er i Besiddelse af langt større Smidighed til at rette sig efter Markedet«. I et Øjeblik, altsaa, da Trustmagnaterne føler sig som Landets Herrer, tør Moe bestride Eksistensen af Truster i Danmark ved at udtale ønsket om, at Professor Birck i Motiverne til sit Forslag maatte bringe en Fortegnelse over de danske Truster eller i alt Fald dokumentere, at den danske Rigsdag agter at føre en Toldpolitik, som vil muliggøre Dannelsen af indenlandske Truster til Befolkningens Plyndring. Nej - Industriraadets Presselakaj kender ikke noget til storindustrielle Sammenslut-

384

ninger, og Alex. Foss' Blad ønsker ogsaa blot, at den overordentlige Kommission snarest muligt maatte forsvinde, selvom Birck skulde have det Ønske her at »skabe sig et fast Laboratorium for sine Studier over Menneskenes Umedgørlighed«. Moe havde altsaa ingen Respekt for Problemet »den danske Trust«.

Samtidig med at dette Angreb rettedes mod Prof. Birck i den saakaldte »Fossische Zeitung«, behandledes hans Udkast til en Trustlov i et Partimøde. Den 30. April kunde det samme Blad, »København«, meddele om denne Forhandling, at det »vilde vistnok være at omgaas Sandheden noget letsindigt«, naar man vilde paastaa, at Forslaget »havde nogen glimrende Sukces hos det konservative Folkepartis Medlemmer”. Og Bladet tilføjede: »Tværtimod skal man i Partimødet have vist megen Kølighed mod Professorens Hjertebarn, som foreløbig henvistes til et Udvalg, hvorfra det næppe vil se Dagens Lys - saaledes forsikres der os. Vinteren er gaaet, og Vaar vil gaa med, maaske næste Sommer med, før Folketinget bliver delagtig i den Nydelse, det altid er, naar Professor Birck fremsætter Lovforslag i Tinget«.

Større Haan kunde Bladet vel ikke tillade sig overfor et af Partiets Medlemmer. Men selvfølgelig! Naar de Storindustrielle, de Storhandlende og Storkapitalisterne rørte paa sig, maatte Birck naturligvis hurtigt blive den lille, og - Asger Karstensen med.

Karstensen gav rigtignok i første Omgang den brovtende og anmassende Finansklike, der vilde foreskrive de Konservative, hvad de maatte tro og tænke om Monopolerne, det glatte Lag i sit Organ »Frederiksborg Amtstidende«. I Nummeret for 1. Maj 1919 advarer han Storindustrien og Storhandelen, der nylig gennem de Konservative, Ingeniør Alex. Foss og Grosserer Theodor Jensen, har erhvervet Aktiemajoriteten i »København«, mod at fremsætte altfor urigtige Meddelelser om Folkepartiets Stilling til Trusterne. De storindustrielle Specialister vilde, hvis de ikke var forsigtige, eIlers ogsaa denne Gang »faa

385

samme kranke Skæbne, som da de søgte at dække Hr. Max Ballin ved en politisk Offensiv« (det vil vel sige ved Fremstødet mod Prof. Birck i den overordentlige Kommission). Derefter siges nogle borgerlige Ord om det danske Folks Stilling til Kapitalmagtens Hegemonibestræbelser, som i og for sig kunde være ideelle nok for et Folkepartis Vedkommende, men som rigtignok overfor Kapitalistpartiet, kaldet »Det konservative Folkeparti«, ramte helt ved Siden af.

Asger Karstensen skrev nemlig:

»Det er overhovedet umuligt for den lille Kreds af Storindustrielle at faa anden offentlig og politisk Støtte her i Landet og paa Rigsdagen end den, hvortil den kan forhandle sig. Det skulde man tro, at den lille Kreds af Storindustrielle maatte kunne sige sig selv. Danmark er ikke og bliver, Gudskelov, aldrig et storindustrielt præget Land, det er og bliver de jævne Befolkningsklassers, Landbostandens, Haandværkernes, de Handlendes og Arbejdernes Danmark.

Dette Danmark rummer afgjort Modstandere af al Storvirksomhed paa Enkeltmandshænder. Langt den overvejende Del af den danske Vælgerbefolkning hører til disse Modstandere. Resten erkender, at der ogsaa bør gives Plads for Storinitiativet, men, vel at mærke, som et Led i Helheden - ingenlunde førende eller dominerende - og med Samfundets Indseende, hvor Storvirksomheden bliver en saadan, at den prismæssigt dominerer Samfundet. Kravet om dette Indseende med den monopoliserede Storbedrift er Landbostandens, den almindelige Forretningsverdens og alle Forbrugeres naturlige Krav. Det er vel det stærkeste Krav i hele Landet! Skal det overhovedet lykkes at hævde Storinitiativets berettigede Interesser gennem Forhandling mod de Retninger, der staar stærkt imod det, maa det selvfølgelig ske med Respekt for dette Krav om, at Samfundet har Reguleringsret overfor Monopolet. En Politik, der støttede Privatmonopolet, vilde være intet mindre end den farligste for selve Privatejendomsretten«.

Den 6. Maj 1919 beskæftiger Asger Karstensen sig endnu engang i en Artikel: »Trust-Politiken og Partierne« med det her omhandlede Spørgsmaal og fremhæver som det grundlæggende Princip for en sund MelIemstandspolitik, at det fri Initiativ skal have Lov til at udfolde sig i Handel og Haandværk, Agerbrug og Industri, men at Samfundet skal have Indseende

386

der, hvor Kapitalsammenslutninger ved Ringdannelser og Truster dræber al Konkurrence og dikterer Markedet sine Priser. Her ønskes Kontrol. »Der findes ganske vist«, fortsætter Forf., »i Folkepartiet som hos de Radikale som forøvrigt ogsaa andre Steder visse Storvirksomhedsindehavere, der vil søge at indvirke paa Partiernes Politik i den Slags Spørgsmaal. Men de har ingen Ret og vil ingen Ret faa til at dreje Politiken bort fra dens klart afstukne Baner«.

Asger Karstensen, som før i Tiden havde vist en ejendommelig Iver i at støtte Parvus' Interesser, repræsenterede her for en Gangs Skyld et udpræget antikapitalistisk Synspunkt. Men iøvrigt tog han grundig fejl, naar han troede at kunne sætte den storindustrielle og højmerkantile Fløj indenfor sit Parti til Vægs. Det tredie Tings Mænd, Børsmatadorerne, var stærkere end han, og han synes heller ikke at have set helt til Bunds i det Intrigespil, som netop Jøderne tillod sig indenfor hans eget Parti. Det viser sig allerede deri, at han i sin Piece »Et Opgør«, der udkom 1921, og i hvilken der gøres Rede for de Forhold, der foranledigede hans Udtrædelse af Partiet i Sommeren 1920, stiller sig aldeles ukritisk overfor Laurits Heine, Formanden for det konservative Partis Forretningsudvalg. Om ham bemærker han, at Heine som Medlem af en anset københavnsk Patricierslægt og »ifølge Fødsel, Omgivelser og Natur« stod ham fjernt, da han selv saa udpræget foretrak et Menneske af Folket fremfor et Overklassefænomen, naar man skulde vælge Type. Men han havde fattet Sympati for Heine, der hurtigt havde vist sig »at være en loyal Kampfælle, en forstaaende Mand og, bag en facil Optræden, en fast og trofast Karakter«. At Heine selv var Foregangsmand i den forrykteste Spekulation og Topfigur i en Række Foretagender, der senere afsluttede deres Virksomhed med Milliontab *), at han var den mest udprægede Kapitalisttype, som tænkes kan, var tilsyneladende ikke gaaet op for Karstensen. Denne retter

*) Jvf. ovenfor Afsnit 8b,. S. 284 flg.

387

ogsaa skarpe Angreb mod Redaktør Erik Hansen i Kolding for hans jødefjendtlige Indstilling. Derimod anerkender han Bircks Indsats og fremhæver, at hans egen Strid med Partiet havde sit Udgangspunkt netop i hans Stilling til Birck, der jo efter Storkapitalisternes Opfattelse »havde fortrinsvis den Fejl, at han opfattede Arbejderne som Mennesker og ikke som Maskiner.« Asger Karstensen fortæller endvidere, at Alex. Foss allerede i Efteraaret 1918 havde indledet et Stormløb mod Birck i Anledning af Ballin-Affæren i Prisreguleringskommissionen, hvilket imidlertid blev »afpareret ved en af mig foreslaaet Dagsorden«. Det var denne Episode, der gav Stødet til, at Storindustrien oprettede Korrespondancebureauet »Riget«, med Hensyn til hvilket Karstensen fastslaar, at det »blev ledet uden Hensyn til almindelige Regler for Pressevirksomhed, alene i Kraft af og ved Hjælp af Penge«.

Den sidste Erkendelse, Asger Karstensen maatte drage i denne sin politiske Kamp, var, at hans Parti var bukket under for Finansmagtens Kvælertag og havde udleveret sig til den vildeste og brutaleste Kapitalisme. De Konservative havde derfor ikke mere Ret til at kalde sig et Folkeparti. Han anmoder derfor sine forhenværende Partifæller om at fjerne denne Titel og at benævne Partiet ved et ærligt Navn. Med kynisk Foragt havde det saakaldte Folkeparti brudt med et af Hovedpunkterne i Programmet, det, som tilsagde det forbrugende Folk Indseende med monopolagtige Virksomheder; Samtidig havde det atter sat den gamle forstøvede Højretradition, »Snobberiet, Naadigherredyrkelsen, den tankeløse Løben-i-Flok omkring en af Nationens Stormænd«, i System. Dette Forræderi mod Konservatismen vilde Karstensen ikke godkende. Han drog Konsekvensen. Han gik.

Prof. Birck naaede som nævnt aldrig saa vidt som at faa sit eget Forslag til en Trustlov frem i Rigsdagen. Dertil havde det, ifølge en Bemærkning i det af Alex. Foss financierede »Kolding Avis«, en altfor »socialistisk Tendens«, var det i altfor udpræget Grad »en videre Udbygning af Prisregulerings-

388

systemet«. Den gik ikke. Men dermed var denne Sag ikke taget helt af Dagsordenen. Thi allerede den 27. August 1918 havde Regeringen fremsat et i det store og hele af den overordentlige Kommission udarbejdet Udkast til »Lov om offentligt Tilsyn med visse Virksomheder«, ifølge hvilket saadanne enkelte eller sammensluttede Virksomheder af monopolagtig Karakter indenfor Produktion og Omsætning, derunder indbefattet Transport, som var i Stand til at udøve en bestemmende Indflydelse paa Pris- og Omsætningsforhold i det indenlandske Marked eller en betydende Del deraf, skulde stilles under offentlig Kontrol. I Rigsdagssamlingen 1918/19 naaede man blot saa vidt som til at fremme Sagen til Udvalgsbehandling, men i den følgende Samling skulde netop dette Forslag give Anledning til meget vidtløftige Diskussioner, hvori Folketingsflertallet – deriblandt ogsaa enkelte Medlemmer af det konservative Folkeparti! - var absolut positivt indstillet overfor Lovforslagets Bestemmelser, men hvor det saa alligevel tilsidst lykkedes de hemmelige Kræfter at faa Sagen standset. Forslaget havnede, efter at det var blevet vedtaget i Folketingets tre Behandlinger, i et Landstingsudvalg, og her syltedes det endeligt!

I Diskussionen om denne Trustlov var Konservatismens Repræsentant, Jøden Arnold Fraenkel, den eneste, der aabent talte imod. Han havde i og for sig ikke noget imod, at der indførtes Foranstaltninger, som kunde begrænse de saakaldte »koncentrerede Bedrifter«s uhyre sociale Magtstilling, den overmægtige Indflydelse, som Lederne af disse Storbedrifter sad inde med, saalænge de raadede over de mægtige Kapitaler og en stærk Koncentrering af Produktionsmidler og af Mennesker. Men Fraenkel ønskede ikke Indgreb i Trusternes Prispolitik, fordi han, som han erklærede i første Behandling af Lovforslaget den 9. Septbr. 1919, nu engang ikke var Modstander af den private Kapitalopsamling, og idet et sundt Samfund netop trængte til Rigmænd, der kunde bane Produktionen nye Veje. Den private Kapitalopsamling - mente han - var »ganske nødvendig for at føre Erhvervslivet, Produktionen, det, som

389

til syvende og sidst det hele beror paa baade for de enkelte Medlemmer af Samfundet og for Staten, igennem paa en saadan Maade, at Samfundet kan eksistere«. løvrigt erklærede A. Fraenkel, at det efter hans Mening var yderst uheldigt at fremsætte Forslag til en Trustlov netop i et Øjeblik, da alt maatte sættes ind paa at fremme, i Stedet for at hæmme Produktionen. Da Sagen igen stod paa Dagsordenen den 25. Febr. 1920, havde Fraenkel atter mange Slags Indvendinger, bI. a. den besynderlige, at Kontrol af Monopolerne strengt taget var altfor kompliceret til at gennemføres af et enkelt Udvalg. Sammen med et Fraktionsmedlem fremsatte han flere Ændringsforslag, bl. a., at kun Virksomheder, »hvis Indflydelse paa Varepris og Omsætningsforhold er tilstrækkelig til at ophæve Virkninger af Konkurrencen baade for Ind- og Udlaan«, skulde indbefattes under Lovens Bestemmelser. Den skulde herefter udelukkende gælde for virkelige Monopoler og ikke for Storbedrifter uden udpræget monopolagtig Karakter.

Heroverfor gik Prof. Birck energisk i Brechen for Regeringens Lovforslag, hvis Definitioner efter hans Opfattelse var vel gennemtænkt, og hvis Kontrolbestemmelser han ansaa for nødvendige i det foreslaaede Omfang. Ikke blot Monopolerne i egentlig Forstand, men ligeledes Karteller, Truster, Fusioner og desl. skulde kontrolleres. Disse Sammenslutninger skulde være forpligtet til at fremlægge virkeligt Regnskab til Erhvervenes Tilsynsraad; thi naar »et Koncern er saaledes, at det har overtaget Leveringen af en bestemt Vare i et Land og er ret eneraadende paa det Omraade, er dette Koncern ikke at betragte som en privat Institution, men saa er det en social, en offentlig Institution med Pligter overfor det øvrige Samfund«. Paa samme Maade skulde der skabes Muligheder for at overvaage Koncernernes Financiering, da det jo almindeligvis var deres Overkapitalisering, som ødelagde dem hele Verden over. Kapitalens Udvanding skulde under Kontrol, og der skulde drages Omsorg for, at disse store Virksomheder vænnede sig til en fair Optræden overfor de mindre Virksomheder og til at

390

afholde sig fra en unfair Konkurrence. Birck viste paa Grundlag af talrige Eksempler, hvorledes Storvirksomhederne i saa Henseende forstod at misbruge deres Magtstilling. Og han paaviste paany Trusternes Udvikling her i Landet, som allerede havde været godt i Gang før Krigen og havde været i stærk Udvikling under og efter Krigen. »Trusterne er stærke,« sagde han. Og han fortsatte: »Og her i Danmark er de dobbelt stærke af den Grund, at det danske Folk, saa udmærket det end er, holder mest af at gaa i Flok, og det moralske Mod, der hører til for at staa op og slaas for sig selv og sin Idé, ikke er den enkelte Mands Mod. Saa meget fysisk Mod, det danske Folk end har, dets moralske Mod tror jeg er ikke saa stærkt …«

Bircks Meningsfælle Asger Karstensen troede i denne Rigsdagsforhandling endnu at kunne lempe sig tilrette, han ansaa det for forsvarligt at godkende de fra hans Parti (A. Fraenkel og Korsgaard) fremsatte Ændringsforslag og troede, at Storindustriens Mænd, som endnu regnede med at kunne kuske med Folket som det passede dem bedst, nu havde lidt et afgjort Nederlag. Han præciserede igen som sit Hovedsynspunkt til Sagen, at det drejede sig om at værne Samfundet mod en ensidig KapitaIkoncentrations Eneherredømme paa visse afgørende økonomiske Omraader, og at »det vilde være nødvendigt, hvis man overfor Socialismens og Radikalismens overfor det frie Næringsliv fjendtligsindede Politik skulde kunne hævde Mellemstandens, det frie Erhvervs naturlige Stilling, da resolut at slaa fra der, hvor det frie Erhverv slaar over i sin Modsætning, gaar bort fra den frie Konkurrence over til Monopolet, der betyder Udelukkelse af enhver Konkurrence«. Hvad Birck og Karstensen her fremførte, vidnede om redelig Vilje til at beskytte Folket mod Trusternes Udplyndringsmanøvrer, men Borgbjerg kunde allerede under Drøftelsen den 27. 2. 1920 gøre opmærksom paa, at disse to Mænds Betragtninger jo ikke var bindende for det konservative Folkeparti; men at derimod Dr. Arnold Fraenkel maatte betragtes som de Konservatives Ordfører. Ja, og denne Højrepartiets Ordfører sparede sig saa

391

sandelig intet i Fremførelsen af Indvendinger mod Trustloven - og i uforskammet anmassende og personligt nedsættende Bemærkninger mod sin egen Partifælle Birck, hvis helt igennem saglige og grundige Bevisførelse han bI. a. affejende betegnede som »en Bunke Hø og Hakkelse«. Men denne Gang giver Birck atter raat for usødet i en Form, som selv Jøden Fraenkel ikke har kunnet misforstaa. Han pointerede, at hans Modstander aldrig vilde faa Lejlighed til at undgaa ham. Kampen vilde blive videreført: Harmfyldt, bidende ironisk, men ogsaa i Bevidstheden om at kæmpe for en retfærdig Sag, afsluttede Birck Kontroversen med følgende Ord:

»Her i Danmark undgaar man ikke Folk, ikke en Gang det værste Bæst kan man blive af med. I det offentlige Liv vedbliver jeg at være under en eller anden Form, saa længe jeg lever, jeg er uundgaaelig. Derfor skulde det ærede Medlem se at vænne sig til mig, til at taale mig. Det var sundt for ham, og det var sundt for Partiet. Jeg vil gerne hjælpe det ærede Medlem. Kunde det hjælpe noget, at jeg forærede ham mit Fotografi til at stille op paa sit Skrivebord, saa han paa den Maade kunde blive vant til at taale at se mit Ydre?«

Jøden Fraenkel blev Svar skyldig overfor denne mandige Afvisning.

Ligesom Asger Karstensen maatte dog ogsaa. Prof L. V. Birck tilsidst tage Konsekvenserne af sit Partis stadige Obstruktion mod Kravet om en offentlig Kontrol med Truster, Karteller og desl. Det blev des mere uomgængeligt, idet han ogsaa kom i skarpeste Modstrid med sit Parti paa et andet Punkt, nemlig med Hensyn til Bedømmelsen af den grænsepolitiske Ordning i Nordslesvig. Birck havde i denne Sag til Stadighed fastholdt den Anskuelse, at Retsprincippet skulde være afgørende for Løsningen af Nordslesvig-Spørgsmaalet, og havde bI. a. den 25. 10. 1918 i Folketinget udtalt, at Maalet for Freden ogsaa i det, som angik Danmark, var, at Uret skal slettes og ikke flyttes. Da de Konservative i Modsætning hertil i de kritiske Martsdage 1920 krævede en Internationalisering af Mellemslesvig o.s.v., var Bruddet med Birck uundgaaeligt.

392

Efter at han fra Partiets to Formænd var bleven anmodet om at udtræde af Partiet, foretog han sin Udmeldelse i en Skrivelse til Partiets Formand af 20. Marts 1920, i hvilken han bI. a. bemærkede:

»Idet jeg indser, at mit Syn paa, hvad der kræves for at sikre Samfundet indadtil (d.v.s. Værn mod Storkapitalens Sammenslutninger) saavelsom min Overbevisning om, at den Regering, der vil modtage Flensborg paa Trods af Selvbestemmelsesretten vil bringe Danmarks Sikkerhed og Selvstændighed i Fare, kan jeg forudse, at jeg ikke vil være istand til altid at bøje mig for Flertalsbeslutninger indenfor Partiet.«

Partiets Modstand mod offentlig Kontrol med Trusterne var altsaa det primære, det i første Række afgørende for Birck's Beslutning. Da Partiet ikke vilde gaa med til at indsnævre Kapitalmagtens Indflydelse paa Samfundslivet, maatte han gaa. Han opgav dermed rigtignok ikke sin Plads i Rigsdagen. Men hans umiddelbare Indvirkning paa den politiske Udvikling tabte dog for nogen Tid i Betydning. Ogsaa i dette Tilfælde viste det sig altsaa, hvor uhyggelig en Magt det tredie Ting sad inde med.

e) Bircks Indsats i Kampen mod Landmandsbank-korruptionen. (Birck contra Glückstadt.)

Længe før der var gaaet Hul paa Bylden, nærede prof. L. V. Birck Mistillid overfor Landmandsbanken. Derfor advarede han bI. a. i sin Rigsdagstale den 25. Okt. 1918 mod at yde de store Finansmagnater, som nu forherligedes i nogle Ugeblade som »Verden og Vi« og »Ugens Tilskuer«, altfor megen Ros og tog derved navnlig Sigte paa Glückstadt, Herm. Heilbuth, H. P. Prior, Ballin o.s.v. Da han den 17. Juni 1919

393

i Folketinget behandler Lovforslaget om Ændring i Nationalbankens Oktroj, øver han atter en meget aaben Kritik mod Landmandsbankens Forretningsmetoder, bI. a. ved at henstille til Nationalbankens Direktion at holde strengere Kontrol med de private Bankers Regnskaber og med Aktiespekulationens Udvikling. Han anbefaler i Særdeleshed at have Opmærksomheden henvendt paa de københavnske Bankers Maanedsbalance, hvorved man bI. a. vilde se, »at der er en Gryde, hvori man putter alt muligt - den hedder Diverse Debitorer«. Kontoen var, forklarer han, steget fra 136 Mill. Kr. før Krigen til 600 Mill. Kr. hos disse Banker. Det indeholder en slet dulgt Mistanke om, at Landmandsbanken ikke disponerer særlig heldigt over Indskudsmidlerne, naar Birck i denne Anledning hævder, at denne saakaldte »Gryde« for en bestemt Banks Vedkommende tjener til at skjule de virkelige Forhold for Befolkningen, og derefter siger: »Handelsbanken har en Konto Diverse Debitorer paa kun 1/4 Million paa en Balance af 612 Millioner Kroner. Privatbanken har 22 Mill. Kr. paa en lignende Balance, men Landmandsbanken har 380 Millioner paa en Balance af 1200 Millioner.« Man kan herefter ogsaa forstaa, at Birck kræver ensartede Regler for alle Bankregnskaber, saa man virkelig kan se, hvorledes Pengene er anbragt, og hvem Banken skylder Pengene til.

Birck rettede ogsaa i de følgende Aar jævnligt Kritik mod Landmandsbankens Virksomhed og vakte særlig Opmærksomhed, da han den 11. Marts 1922 paa den ekstraordinære Generalforsamling i Kjøbenhavns Private Laanebank tog Stilling til den tidligere omtalte Plan om Sammenslutning af denne Bank med Landmandsbanken. *) Generalforsamlingen forløb nogenlunde roligt, omendskønt der fra Aktionærside rejstes adskillig Kritik mod den Holdning, Bankledelsen havde vist i de kritiske Dage. Forskellige Aktionærer talte mod Sammenslutningen, deriblandt ogsaa Prof. L. V. Birck. Han hævdede, at Situatio-

*) Jvf. 1. Del, S. 421 fIg.

394

nen var meget vanskelig for Aktionærerne, thi de solgte deres Aktier, »men de fik en Kat i en Sæk ved at modtage Landmandsbankens Aktier. Vel vidste de, at det var en gammel og stor Bank, der havde haft et godt Aar efter Regnskabet at dømme. Der var afskrevet 25 Mill. Kr., som var en stor Sum, men det var kun en lille Afskrivning, hvis der var disponeret forkert. Ingen kunde vide, hvad Landmandsbankens Aktier var værd i 1923.« Det skulde altfor hurtigt vise sig, hvor uendelig berettiget denne Skepsis var. Dog Birck regnede dengang endnu ikke med et totalt Sammenbrud, og naar han her henviser til Aarsregnskabet for 1921, fremgaar heraf tydeligt, at han dog endnu troede at kunne fæste nogen Lid til Glückstadts Ord. Men han var forberedt paa, at der vilde opstaa store Vanskeligheder, og han advarede ogsaa i den følgende Tid mod at være altfor optimistisk med Hensyn til Landmandsbankens Evne til at lede Landets Politik. Det stod ham klart, at nu var Situationen ved at tilspidse sig. Nu blev det Alvor.

Det er under disse meget usikre og uklare Forhold, umiddelbart før det store Banksammenbrud toner frem, at Birck skriver sit vidunderligt ironiske Bidrag om de forskeIIige Kategorier af Bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer Aktieselskaberne udadtil og som, uden at have eller at føle nogetsomhelst Ansvar, lader sig deres, - for Erhvervslivet dels skadelige og dels aldeles intetsigende Repræsentation, - betale i dyre Domme. Det er den Kreds af Medborgere, som figurerer i Selskabernes Ledelse for Tantiemernes Skyld, det gaar ud over i Bircks saakaldte zoologisk-finansielle Studie: »Om Pengegrise«, som »Politiken« første Gang offentliggjorde den 24. Maj 1922 og genoptrykte efter Harald Plums Selvmord den 27. Oktober 1929.

Karakteristiken indledes med følgende fornøjelige, men samtidig dog saare sarkastiske Betragtninger:

»Mest yndefuld blandt Gnaverne er det kaninagtige Marsvin – paa Engelsk Guinea-pig - graciøs, blød af Skind, lydløst springende, med lille Baghoved, gode Bideredskaber, sværmavet, alt ialt harmløs, næsten elskelig. Naar den ligger i Solen, tyggende, fordøjende, afbidende sin Føde med hurtige og sky Ryk, kigger den sig omkring med store, forskræmte øjne, hvori naturlig Fejghed, Uansvarlighed og samtidig en lav

395

Snuhed giver sig Udtryk. Men næppe opfanger dens lange Øren Bondens Traad, før den sætter af i et langt Spring, løber hen ad Marken og skjuler sig bag en Jordhøj, men den kommer frem igen, naar alt er roligt, og fortsætter fræk som en Vandregræshoppe sit afbrudte Maaltid. Optræder den enkeltvis, er den uskadelig, nærmest dekorativ; men kolonivis er den en Landeplage, som man rettest behandler paa samme Maade, som de avstralske Bønder dens Frænder Kaninerne, driver dem sammen i et Indelukke og knuser deres Rygrad med tykke Stokke.

Som i Gnaververdenen har vi ogsaa i Menneskeverdenen en Varietet, der kaldes Guinea-Grise; i England var det Reglen, at Bestyrelsesmedlemmerne i Aktieselskaber fik 21 Shillings - en Guinea - for hvert Bestyrelsesmøde, de overværede; Folkevittigheden og derefter Sproget betegnede dem som Giunea-pigs, Guinea-Grise. Hr. Schovelin har, inden han selv gik ind i Aktieselskaber, oversat Ordet paa Dansk for en Snes Aar siden, da han kaldte dem Pengegrise med en veludviklet Revne i Ryggen. I Danmark nøjedes Pengegrisene ikke med 21 Shillings pr. Møde, deres Honorar gaar op i Tusinder; det vakte i sin Tid Jubel paa Dannebrogs Generalforsamling, da en urimelig Aktionær forlangte, at intet Bestyrelsesmedlem maatte faa mere end 20.000 i Tantième; men Pengegrisen kan ogsaa tage mindre, og vi ser da ogsaa, at smaa Selskaber kan faa agtede Navne, uagtet Tantièmen og Lønnen ikke naar 1.000 Kr.«

Birck anslaar Antallet af disse »Pengegrise« til 10.000, Revisorer og Direktører iberegnet. Trangen til at faa et Bestyrelsesben skal efter hans Fremstilling selv hos meget agtbare og velhavende Mænd gøre sig gældende i ligefrem forfærdende Grad. Men der er, bemærker han, jo heldigvis ej heller saa faa Sinecure-Poster at løbe efter. Han fortæller, at en af de større Banker, der kom i Nød, havde 29, en anden 24 Bestyrelsesmedlemmer. Lidet smigrende analyserer han denne Mennesketypes Karakteranlæg: »Pengegrisen er absolut parasitær, den sætter sig i Stilhed paa en dygtig Forretningsmand, smigrer ham, roser ham, gaar hans Ærinder, og navnlig lukker Øjnene paa rette Sted; dens Hovedkarakter er ligesom dens dyriske Genparts, Harmløshed; den bør ikke straffes, thi den ved ikke, hvad den gør (det gør nu ikke saa meget, thi den gør ingenting), men den forstaar heller ikke, hvad andre gør, og det er slemt, thi den skal kontrolere og indestaa med et agtet Navn. Pengegrisen skal helst være en god og agtet Borger, der hverken har været konkurs eller straffet. Man venter af den Diskretion og absolut Tavshed, ogsaa i Bestyrelsesmøderne. Baade af Træning og af Mangel paa Begavelse forundrer den sig ikke. Pengegrisen stiller ikke generende Spørgsmaal, den spiser af Haanden … Den danske Pengegris holder af god Mad, er vennesæl, dunker paa Maven, klapper paa Skulderen og har, naar Tantièmen udbetales, et uimodstaaeligt Smil, som med Held konkurrerer med Mary

396

Pickford og Ernst Rolf, og som kunde gøre den anvendelig som Odol-Reklame.« Ja, sandelig, det er blodig Ironi, som her rammer de ansvarsløse og pengebegærlige Personer, der lægger Navn til selv de vildeste Spekulationsforetagender, naar de derved blot paa nem Maade kan opnaa en særlig Profit. Birck afslutter disse Betragtninger med at konstatere, at det højeste Antal Selskaber, en enkelt Mand her i Landet skræver over, er 50, at Reglen for et bedre Navn er 10 à 15, og at bI. a. »de Direktører, der fik deres Afsked fra Laane- og Diskontobanken, fordi de ikke havde passet paa der, sad hver og drog Tantième fra et Dusin Selskaber«.

Den maliciøse Iagttager sondrer derpaa nøjere mellem forskellige Variationer af formaaende Mænd, som har faaet deres Ben under Bordet i de forskelIige Selskabers Bestyrelse. Der nævnes først een Gruppe, omfattende Bankdirektører og Konsortialledere samt Spekulanter, som til Tider disponerer over betydelige Aktieposter og ene og alene er interesseret i Kursernes Udvikling; men ikke i Selskabets Stabilisering over det lange Løb. Den næste Gruppe er Ringen af de store Aktiedirektører, som belønner hinanden gensidigt ved at sidde i hinandens Selskaber efter Recepten: Du faar 10.000 hos mig, saa skal jeg have 12.000 hos dig.

Birck regner med, at denne Gruppe raader over 1.000 »Ben«, fordelt over 50 Personer. Som tredie Gruppe opføres Vekselererne, der for et Konsortiums eller en Banks Regning jobber i vedkommende Selskabs Aktier og dernæst - som fjerde Variation - Korporationssagføreren, »en mundstærk, formalistisk og af egen Værdighed gennemtrængt Højesteretssagfører, der ved Paapasselighed, gode Albuer, Trofasthed og Villighed, varetager dette Selskabs Rettigheder og faar Lov til at skrive dets Skøder og Dokumenter«. Det er Videnskabsmanden Birck, der i denne Anledning harmes over, at det danske Erhvervslivs Repræsentanter i Almindelighed har en almueagtig Foragt for Videnskab og Teori, medens de har en ligesaa almueagtig Overtro paa Højesteretssagføreren, der kan redde dem i en Klemme, hvor det kan dreje sig om 100.000 Kr.

Og derefter er der i Bircks lille Studie Tale om en femte Gruppe, nemlig alle de højadlige Herrer, høje Embedsmænd, Universitetsprofessorer o.s.v., der pynter godt paa Bestyrelseslisten og som netop i hele deres Færden svarer til den som Indledning givne Skildring. Om denne Variant i Bestyrelsernes Flor bemærker han: »Endelig er der en stor Gruppe af gode Borgere, agtværdige Nulliteter, som har et godt Navn, uden nogen kan sige hvorfor, og en god Bankkonto, om hvis Oprindelse ingen spørger. De hører til Jabrødrenes Fagforening, og Maalestokken for deres Sukces og Livsfremgang er markeret med de Datoer, hvor de kom ind i et nyt Selskab. De er stolte af deres Stillinger, de faar dem opført i den blaa Bog paa samme Vis, som Stærkodder indridsede sine Sejre paa en Karvestok; men gaar det galt, er de forsvundet, som Storken om Efteraaret

397

eller som Haren og Marsvinet paa Saamarken, naar Bonden viser sig. Ved dette Aars Generalforsamlinger stod mange Stole ledige, der var reserveret Bestyrelses- og Repræsentantskabsmedlemmer; men Gudskelov! de er gemte, men ikke glemte. Naar Stormen er ovre, stikker de deres smaa, rosenrøde Snuder frem igen, hvæsser deres Fortænder og bliver atter indvalgt i Bestyrelser. Nogle har ikke Taalmod at vente saa længe; i Hr. Wiingaards Assuranceselskaber*) saa vi de samme Bestyrelsesmedlemmer, der kontrolerede Selskabet i Hundene, paa ny træde frem som Kontrolkomité ved Reorganisationen, eller for at tage Nielsen & Winther, efter at Hr. Rambusch havde kørt sit Selskab i Sænk og derfor var gaaet, bliver han virkelig forleden Dag igen indvalgt i Bestyrelsen. Nej! Visselig deres Orm dør ikke - hverken deres Ærgerrigheds Orm eller deres Begærligheds Ild.«

Dog fremhæver Birck herefter tillige, at der gives Personer, der staar udenfor de her omhandlede Grupper, og som virker enten i god eller - hvis det er muligt - i en endnu mere udpræget skadelig Retning. Der findes, siger han, ved Lejlighed samvittighedsfulde og hæderlige Personer, Mænd, besjælet af den gamle Købmandsaand, som søger at røgte deres Hverv indenfor Selskabsbestyrelserne paa forsvarlig Maade og som skammer sig ved de Forhold, der har faaet Raaderum paa dette Omraade. Det er disse Personer, som efterhaanden trækker sig tilbage og i voksende Grad giver Afkald paa baade Æren og Fordelen. Og endelig haves der - siger Birck - et Underlag af mere eller mindre velstilIet Bourgeoisie, som finder sin Tilfredsstillelse i at være repræsenteret i Ledelsen af anden eller tredie Rangs Selskaber og derved blive Ofre for de mest raffinerede og groteske Svindlerier. Det drejer sig her nærmest om Selskaber, »hvis Bestyrelse virker som Figurerne i en Offenbachs Operette«.

Den »zoologisk-finansielle Studie« slutter med følgende snertende Analyse af Pengegrisens Tilværelsesform; »I Modsætning til den rigtige guinea-pig, der har to Køn og føder levende Unger, er den Varietet af den Species (Art), der har Frækhed nok til at kalde sig homo sapiens, nemlig Pengegrisen, kun han-kønnet; den formerer sig ved Knopskydning - og i Danmark i et rasende Tempo. Den vil helst ind i etablerede Selskaber, men er der ingen, saa danner man nye Selskaber, hvoraf der er mange, som med en Variété-Soubrette har det tilfælles, at deres Eksistensberettigelse ene ligger i, at de er udstyret med gode Ben.«

Paa denne Maade gaar Prof. L. V. Birck i Rette med de Kredse, som havde bidraget ganske væsentlig til, at den forrykte

*) Jvf. ovenfor Afsnit 8b, S. 288 flg .

398

Dans om GuIdkalven var udartet til det næsten ubeskrivelige og groteske aIene derved, at de dækkede al Slags Raaddenskab og Vildskab med deres fine gode Navne. *) Hans Betragtninger havde deres store Berettigelse allerede i Maj 1922, altsaa forud for Landmandsbankens Sammenbrud, men fandt dog deres særlige Bekræftelse faa Maaneder senere, da denne store Skandales hele Rækkevidde blev bekendt og - paa ny godt syv Aar senere, da det viste sig, at der stadigvæk fandtes agtværdige Mænd i Danmark, der ikke undsaa sig ved at støtte Svindelforetagender for Tantièmernes Skyld og saaledes havde været med til at give Harald Plum den sidste Chance. **)

Snart skulde han faa Lejlighed til at give sine Angreb en mere direkte Adresse.

Emil Glückstadts systematiske Vildførelse af Offentligheden var ude for en særlig haard Belastningsprøve paa Det transatlantiske Kompagnis Generalforsamling den 10. Juni 1922 . Det var den Dag, Landmandsbankdirektøren endnu engang forsøgte at sikre dette mægtige Foretagendes Videreførelse, ved at camouflere dets sande Stilling. Glückstadt kendte de Bereg-

*) L. V. Birck var som ingen anden berettiget til at udøve Kritik mod det herskende Bestyrelses-Uvæsen, allerede af den Grund, at han selv aldrig havde ladet sig forlede til at modtage noget »Ben”. Paa Muligheder i saa Henseende havde det ikke manglet. Selv fortæller han: »Heide (Konferensraad Axel Heide, Direktør for Privatbanken efter Aarhundredskiftet) kom en Dag op til mig, der var død en Mand, og et Par Bestyrelsesben var blevet ledige. Jeg saa et Øjeblik paa dem; det var mere end en Professorgage, der kunde tjenes uden noget Arbejde. Og saa sagde jeg: Det er forfærdeligt pænt af Dem at tænkepaa mig, men jeg kan ikke tage imod det, jeg føler mig ikke dygtig nok til at sidde i de Bestyrelser.« En anden Gang sagde Birck: »Jeg har kun en Gang siddet i en Bestyrelse, men sprang fra efter en Maaned eller to, fordi jeg opdagede, at jeg ikke kunde stole paa mine Medbestyrelsesmedlemmer. Og jeg har altid ment, at den, der skriver under paa et Regnskab, ogsaa har Ansvaret for det.«

**) Jvf. ovenfor Afsnit 8a, S. 276 flg.

399

ninger, som Direktør Knud Styhr og Kommitteret Carl Michaelsen forud havde foretaget om Kompagniets finansielle Stilling; han vidste, at den Tabsregning, som Michaelsen havde sendt ham den 13. Januar s. A., gik ud paa, at der maatte regnes med Tab paa ca. 120 Mill. Kr., og han vidste, at Direktør Riis-Hansens Opgørelse anslog Tabet til 75 Mill. Kr. Uden at tage Hensyn til disse Opgørelser meddelte Glückstadt imidlertid paa Generalforsamlingen, at der i Aaret 1921 var tabt ca. 33 Mill. Kr., nemlig Aktiekapitalen paa 30 Mill. Kr. og yderligere 3 Mill. Kr. Han beklagede det sørgelige Resultat dybt og bemærkede, at Grunden hertil var den i 1920 paabegyndte og gennem 1921 fortsatte Depression paa Verdensmarkedet, som nødvendigvis maatte forvolde store Vanskeligheder. De mange forskellige udenlandske Selskaber, i hvilke Kompagniet var interesseret, havde haft betydelige Tab paa deres Lagre o.s.v. Han meddelte endvidere, at Direktør Harald Plum og hans Meddirektør Eskild Yding var traadt tilbage, og at de ikke havde nogen Forbindelse mere med Kompagniet. Det var desværre klart, at en Likvidation ikke vilde udbringe nogetsomhelst til Aktionærerne, og Bestyrelsen stillede derfor Forslag om at overdrage hele Kompagniets Forretningsvirksomhed til et nyt Selskab »Externa«, hvis Kapital Bestyrelsen vilde fremskaffe. Dette Selskab skulde Overtage Kompagniets Aktiver og Passiver og aItsaa udrede hele Underskudet og herudover yde Kompagniet et saa stort Beløb, at Aktionærerne fik 15 pCt. af deres Aktier.

Overretssagfører Mortensen gik alvorligt i Rette med Glückstadt, fordi han Aaret i Forvejen paa Generalforsamlingen havde meddelt, at 75 pCt. af Aktiekapitalen (d.v.s. ca. 22 ½ Mill. Kr.) paa dette Tidspunkt endnu var i Behold. Nu var hele Aktiekapitalen tabt og ud over denne 3 ½ Mill. Kr. Mortensen var bitter i sine Bemærkninger, mente bI. a., at Etatsraad Glückstadt som Danmarks Konsulent og Repræsentant i Udlandet havde handlet moralsk forkasteligt, at, »naar Fanden tog Faarene, kunde han ligesaa godt tage Bukkene

400

med«, og opfordrede de gamle Aktionærer til at forære Selskabet de 15 pCt. Dog haardest tog Prof. L. V. Birck fat. Han var ikke til Sinds at tage Jødens Forklaringer for gode Varer, nu da den stigende Mistillid til Finansmagtens Transaktioner havde skærpet hans Opmærksomhed. Atter sagde han Ord, der ramte og atter hævdede han, som den stærke Personlighed han var, sine Anskuelser aabent og frimodigt; han viste paany, at han formaaede at se igennem det Gøglespil, Landmandsbankens Direktør igen tillod sig overfor godtroende og intetanende Aktionærer. Sandt nok; disse Aktionærer havde lidt Tab, de følte sig dybt forurettet, men der var alligevel ingen af dem, der søgte at trænge til Bunds i denne Affære eller havde Mands Mod til at sige Sandheden. Atter var Birck ene Mand om at udkæmpe Striden mod en overmægtig Privatkapitals Svindel og Bedrag.

L.V. Birck gjorde i sin Tale *) indledende opmærksom paa, at de af Glückstadt foretagne Beregninger sikkert ikke var rigtige; herved anede han selvfølgelig ikke noget om Michaelsens og Riis-Hansens Tabsberegninger, men han mente paa Grund af egne Overvejelser at kunne gaa ud fra, at Underskudet maatte andrage mindst 8 ½ Mill. Kr. Han mente, at det højeste Beløb, der kunde tabes paa Koncernen, vilde være ca. 100 Mill. Kr., og at Tabet næppe kunde beløbe sig til de fantastiske Beløb, der ellers havde været Tale om. Han havde selv undersøgt Forholdene nærmere for de 6 største Datterselskabers Vedkommende - af ialt ca. 40 Datterselskaber - og var derved kommet til det Resultat, at Passiverne - naar Forholdstallene for disse 6 Selskabers Vedkommende overførtes paa alle Datterselskaber - ialt maatte ansættes til mindst 25 - 30 Mill. Kr. Bankgæld, samt 23 Mill. Kr. Gæld til Transatlantisk Kompagni og 50 Mill. Kr., der udgjorde anden,

*) Offentliggjort i »JylIandsposten«, Nr. 135 af 13. Juni 1922. De københavnske Blade skulde sandelig nok vogte sig for at bringe saa kraftigt et Angreb mod Finansmagnaten Emil Glückstadt.

401

væsentligst indbyrdes Gæld. Dertil kom en Aktiekapital paa 42 Mill. Kr. hos Datterselskaberne. Naar alle Versurposter holdtes udenfor, maatte de regulære Passiver udgøre ca. 100 Mill. Kr. Ved en kritisk Gennemgang af de enkelte Selskabers Aktiver kom Birck til det Resultat, at United Export Company efter al Sandsynlighed vilde berede de største Skuffelser. Det var iøvrigt vanskeligt at trænge til Bunds i Forholdene, da Æskesystemet gjorde alting uoverskueligt, navnlig ved at give Anledning til enorme Versurposter. Ogsaa Regnskabsopstillingen var umulig. Nu var - fortsatte Birck - det Mirakel sket, at man tilbød at købe et Underskud paa 3 ½ Mill. Kr. ud over Aktiekapitalen for 4 ½ Mill. Kr. Det saa ud til at være en Samaritergerning, men Ædelheden viste sig hurtigt ikke at være saa stor, naar man mindedes, at den ædle Køber paa samme Tid var Hovedkreditor og Hovedaktionær, enten han nu ejede eller havde belaant Aktierne. For Landmandsbanken drejede det sig altsaa kun om en Ompostering fra den ene Bukselomme til den anden, fra dennes Kreditor- til dennes Aktiekonto. Der skulde jo ogsaa kun udbetales en Femtedel à en Fjerdedel til de udenforstaaende Aktionærer. Og: Paris er vel en Messe værd. Man betaler gerne 3/4 Mill. for at se glade Aktionæransigter og for at faa det, som Etatsraad Glückstadt sætter mest Pris paa i denne Verden: Udsættelse.

Dernæst gjorde Prof. L. V. Birck Rede for de Aarsager, der havde fremkaldt Krakket indenfor Det transatlantiske Kompagni. Det føles nu bagefter, som om der med denne hans Redegørelse blev sat et Punktum bag den Spillets og Spekulationens Periode, for hvilken Dommedag nu var kommet. l fem Punkter undersøges Aarsagerne til Sammenbrudet med hensynsløs Saglighed, men ogsaa med en dyb Ansvarsbevidsthed, som man ellers i dette af den jødiske Højfinans Mænd saa fuldkomment underkuede Danmark skulde have anset for en Umulighed. Dog Birck sagde her netop det, det kom an paa, og sagde det saa kraftigt og med de for ham særegne drastiske Vendinger, at Glückstadt heroverfor maatte give fuldkommen

402

fortabt. De fremsatte Argumenter var simpelthen sønderlemmende.

Birck gav følgende Forklaring paa Krakket:

»1) Bestyrelsens Formand siger: »Konjunkturerne«. - I de gode Aar hed det: Ledelsens Dygtighed. I de daarlige Aar faar Vorherre Skylden. Men man behøver hverken at være en Økonom eller en Historiker for at vide, hvorledes Verden ser ud efter en Højkonjunktur eller en Krig; der er Gudskelov i Danmark mange konservative Købmænd, hæderlige og fornuftige, der i 1919 afviklede deres Engagementer, og naar Hr. Glückstadt har opkastet sig til vort Erhvervslivs Leder, maa han ikke gerne være blandt de taabeligste eller mest optimistiske. Jeg giver en Margin baade for Uheld og for Dumheder; naar Etatsraad Glückstadt henviser til d'Hrr. Yding og Plum - og om den Enes Karakter og den Andens Forstand burde der ikke være Tvivl -, saa har Hr. Glückstadt ikke vist sig at have haft den Menneskekundskab i Valget af sine Medarbejdere, som man kunde vente af Landmandsbankens Direktør.

2) Værre er det, at Tabet ikke er blevet mødt i Tide. Hr. Glückstadt har faaet Advarsler baade fra en kyndig Mand udefra og fra et Medlem af et af Datterselskabernes Bestyrelse; men Hr. Glückstadts Optimisme og Uvilje mod i Tide at anerkende Fejl gjorde, at man ikke solgte ultimo 1919, men fortsatte, til det var for sent. Følgen af at holde læk Skude paa Pumperne er, at Svikmøllen fortsattes, og det kostbare Administrationsapparat holdtes i Gang, og at Renter og Rentes-Renter akkumuleredes, øgede Gælden for Debitor og Mængden af tvivlsomme Fordringer for Kreditorer.

3) En tredje Grund er Administrationens Slethed og Kostbarhed, hvorom man har Byen fuld af morsomme Historier: Naar det kan hænde, at to Søsterselskaber under Transatlantisk Kompagni har deres Forhold saaledes, at det ene, da det indkræver en halv Million Kr. hos det andet, opdager, at det ikke er Kreditor, men selv skylder over 1 Million, saa er der en svigtende Forbindelse mellem Direktion og Bogholderi - og saa har Folk nogen Grund til at vægre sig ved at tro paa Regnskabernes absolutte Rigtighed. Og til Uorden og Udygtighed føjer sig Dyrhed: I United Export er Gagekontoen for sidste Aar stegen med 33 pCt., og ogsaa Omkostningskontoen er stegen trods mindre Handel. Her kommer Kræftskaden ved Æskesystemet: 1.000 Kr. er kun 1.000 Kr. i økonomisk Virkning, selvom jeg lader Moderselskabet tage Aktier for dem i Selskabet B., som igen bruger den til at tage Aktier i Selskabet C; det er kun Papir. Men paa eet Punkt har det Konsekvens: for hvert nyt Selskab er der en ny Bestyrelse, Direktion, Kontorhold og Bygning, der alt skal

403

betales, og hver Gang en optjent Profit gaar fra det ene Selskab til det andet, afgiver det Tantième. Naar Hovedselskabet i Aarene 1917-20 har udbetalt 1 Million i Tantième, er der i Datterselskaberne mindst en anden Million i Tantième paa den oprindelig samme Profit til Selskabernes Bestyrelsesmedlemmer, der er de Samme, om end i forskellig Rækkefølge; den reelle Fortjeneste er kun een, men Tantièmen for den er flere Gange.

4) Værst er Handelens Art. Der foreligger en ren Kædehandel; idet Varen gaar fra det ene Selskab til det andet, afsætter den hver Gang (paa Papiret) Fortjeneste eller Kommission, men set fra Hovedselskabets Stade, der ejer alle Selskaberne, er der intet tjent, selv om Varen skifter Pakhus eller ligger for en Andens Regning. Jeg kan se det af Regnskabet, hvis jeg ikke allerede vidste det. I 1919 har United Export en Varebeholdning for 31 Millioner, der forsvinder de to følgende Aar, men giver Plads for Fordringer paa Søsterselskaberne. (Jeg maa sige, at jeg tror, at United Export vil vise sig at være Deres største Skuffelse). De 15 Millioner, som Transatlantisk Kompagni har indtjent i de fire Aar 1917-20, har da ikke altsammen været virkelig Indtægt ved Salg udadtil, men en delvis Posterings-Indtægt.

5) Jeg kommer nu til den værsre Fejl, for hvilken Etatsraad Glückstadt alene bærer Skylden, nemlig Selskabets Finansiering.

Transatlantisk Kompagnis Kapital er fra 4 Millioner vokset til 30 Millioner. Først har man købt de Forretninger, hvorpaa man byggede Datterselskaberne, meget dyrt, saaledes at de 30 Millioner Aktier næppe svarer til 30 Millioner i gode Aktiver. Yderligere har Transatlantisk Kompagnis Aktier været børsmanipulerede af de berømte Konsortier, og Aktierne har været drevet op til over 200. For at skaffe Forretninger for den saa store Kapital - tilmed kursopskruet - maatte man fra en sund Forretning gaa over til Spekulation. Det, der var muligt, var at erobre nogle Kommissionsforretninger fra Hamburg; men en saadan gøres kun med smaa Procenter; Kapitalen var for stor til, at man kunde nøjes med smaa Procenter, og man gik derfor hen og købte for egen Regning; men efter den vilde Varespekulation viste det sig, at der ikke var Kapital nok; thi ellers maatte Koncernen ikke have behøvet at optage de store Banklaan paa ca. 50-60 Mill. Kr. Denne Finansiering forværredes ved Æskesystemet, der tillod og fristede til at overføre baade Varer, Fordringer og Gæld fra det ene Selskab til det andet, saa at Hoveddirektionen ved at skabe en Taage til Slut blændede ikke blot Publikum, men ogsaa sig selv.

Det er ikke mod Etatsraad Glückstadt personlig, at jeg optræder, men mod hans ulykkelige Finanssystem, som for at skaffe Forrentning til den store Kapitalisation tvinger den ene Industri efter den anden ud i For-

404

retninger, som maa ødelægge dem. Denne Finansiering er en Snylteplante paa dansk Erhvervsliv, og naar dertil slutter sig Mangel paa Vilje til i Tide at trække i Land, saa bliver Resultatet, som vi har set, at hvor Etatsraad Glückstadt har traadt med sin Finansierings-Kunst, der vokser der aldrig Græs mere.

De, Hr. Etatsraad Glückstadt, er en stor Mand - efter den københavnske Presses enstemmige Udtalelser i 5 Aar af Dimensioner, som næsten sprænger vort stakkels lille Lands Økonomi. De har Magt og Forbindelse, og dog - dér ligger dansk Erhvervsliv, der ligger dansk Industri, svækket og ødelagt paa Grund af Deres Finanspolitik og Deres Uvilje mod at tage den endelige Opgørelse. At sunde og nye Foretagender ikke kan faa den nødvendige Kapital, fordi denne skal bruges til at holde Værdier oppe, der forlængst er forsvundne, derfor har De Æren og Ansvaret. Jo, visselig er De en stor Mand!

Nu ender De med dette Fyrværkeri: for 4 ½ Million Kr. Køb af et Underskud, der angives til 30 Million, men efter mit Skøn er 80. Det er en ganske net Afslutning for Aktionærerne, men for selve det Transatlantiske Æventyr, for Koncernen og maaske for Dem selv er det ikke en Afslutning, men en Udsættelse - en Frist.«

Dette Opgør med Direktør Glückstadt var Optakten til den store Indsats, Birck skulde yde ved Udredningen af de mangehaande indfiltrede og komplicerede Forhold, der nu skulde føre til Landets største Finansskandale, Landmandsbankens Sammenbrud. Han havde klart givet til kende, at Glückstadt kun regnede med at kunne redde sig fra Katastrofen ved Hjælp af Udsættelse og Udsættelse, men han lod ogsaa forstaa, at han selv ikke troede paa, at Finansmanden vilde være hjulpet dermed.

Fra nu af saa Birck sig ifølge Forholdenes Udvikling nødsaget til i stigende Grad at beskæftige sig med Landmandsbankens Forhold. Da 9. Juli-Erklæringen offentliggjordes, var det selvfølgeligt, at Offentligheden i særlig Grad havde Opmærksomheden henvendt paa netop hans Bedømmelse af Situa-

405

tionen. Da viste det sig imidlertid, at han endnu ikke havde nogen rigtig Forestilling om den store Katastrofe, der var i Anmarch. I et Interview til »Klokken 5« (den 11. Juli 1922) erklærede han bI. a.: »Om selve Afskrivningens Nødvendighed eller Tilstrækkelighed er jeg ikke i Stand til at sige noget som helst. Bankinspektør Green, Nationalbankens Direktører og Hr. Bülow maa dele Æren og Ansvaret.« Han gaar altsaa, ligesom hele den øvrige Presse, der kun kunde holde sig til Erklæringens Ordlyd, endnu ud fra, at det er Bankinspektørens Skøn om Bankens Stilling, der har afgivet Grundlaget for den ved 9. Juli-Ordningen trufne Rekonstruktion, og han havde selvfølgelig ikke i sine vildeste Drømme regnet med, at Nationalbankdirektør Dr. Ussing, Statsminister Neergaard og Handelsminister Tyge Rothe var gaaet med til at sige god for en Erklæring, der intet havde med Virkeligheden at gøre, ovenikøbet havde ladet sig true til at gøre det ved en regulær Afpresningsmanøvre. Men iøvrigt røber Bircks korte Bemærkning nok om den Skepsis, han nærede, og ogsaa de øvrige Udtalelser i Interview'et viser tilfulde, at han ikke har ladet sig dupere.

Han understregede her i første Række Emil Glückstadts Ansvar paa Valuta- og Aktiespekulationens Omraade samt for Overkapitaliseringen af den danske Industri. Til Belysning af dette pointerede han, at det ikke blot var Verdenskrisen, der havde fremkaldt Vanskelighederne i Landets Økonomi, men at det specielt var fire Ting, som havde forstærket Verdensprisfaldets Virkninger i Danmark, nemlig:

»1) Vor Forbindelse med den tyske Mark, hvoraf vi, da Marken stod i 10, vel havde 1500 Millioner. Halvdelen indkøbte til 30 - 40, og Halvdelen til 12 - 14, gennemsnitlig maaske omkring 20;

2) at vi havde overkapitaliseret næsten hele vort Erhvervsliv ved for høj Vurdering af overtagne og ejede Værdier, ved Friaktier o. I.

3) at disse overkapitaliserede Værdier ved Børsmanøvrer

406

var skruet yderligere i Vejret (som Eksempel nævnes her atter Ballinkoncernens Aktiespekulation); og

4) I 1918 - 19 købte vi ind i Udlandet som forrykte uden at tænke paa, at Krigens Følger ret snart maatte vise sig.«

Og L. V. Birck resumerede: »For alle fire Punkter i denne Politik bærer Landmandsbankens Direktør Hovedansvaret.«

Det var ikke Johan Levin, man maatte gøre ansvarlig for Katastrofen, men Glückstadt, som først gav Levin Mulighed for de hasarderede Børsmanøvrer ved Hjælp af den Belaaningspolitik, Landmandsbanken førte med Hensyn til Belaaning af Aktier. Birck bebrejdede paany Landmandsbanken, at den havde overtaget saa mange Provinsbanker og var navnlig forarget over, at den ved Forelæggelsen af Aarsregnskabet 1921 foretagne Nedskrivning havde vist sig ikke at kunne holde. Om den nu foretagne yderligere Nedskrivning paa 55 Mill. Kr. ved han ikke, om den kan anses for at være tilstrækkelig, men han ytrer Formodning om, »at Bankinspektør Green jo maa have undersøgt Bankens Tab ved Transatlantik og Ballin, begge Steder baade Aktier og Gæld, paa dens Vekselerer og paa den Aktietegning, Banken selv har indladt sig paa.« Meget forundret er han imidlertid over, at Nationalbanken, hvis Aktiekapital er 27 MilI. Kr., nu ved Juli-Ordningen har skudt 30 Mill. Kr. ind og - »hvad der aldrig før er sket, er gaaet bagud efter Aktionærerne, d.v.s. at Nationalbanken i givet Tilfælde paatager sig første Tab, ikke Aktionærerne.«

Hertil knytter han følgende meget sigende Oplysninger: »Det vilde Nationalbanken aldrig have gjort, hvis Aktierne laa ude hos Publikum. Da ikke en eneste Landmandsbankaktie det sidste Aar er kommen til Anbringelse af Privatfolk, og da Omsætningen har været særdeles stor, særlig efter Kl. 4 Eftermiddag, idet de Folk, der opkøbte Landmandsbankens Aktier, ønskede Levering efter den officielle Noterings Slutning, for at Omsætningen ikke skulde komme i Statistiken, maa jeg gaa ud fra, at det er et Konsortium, der opkøber Landmandsbankens

407

Aktier, et Korps, der direkte eller indirekte er garanteret af Landmandsbanken selv. Forsaavidt forstaar man, at Nationalbanken har set sig nødsaget til ogsaa at dække Aktionærerne.« Herved siges med rene Ord, at Nationalbankens Støtteaktion i første Række havde til Formaal at sikre Storkapitalisternes Interesser, specielt at hjælpe de Finansmænd ud af Kniben, der hørte til Landmandsbankens Inderkreds.

Endelig saa Birck sig foranlediget til at skære igennem al den Taagesnak, der bragtes i det officielle Kommuniqué og i de københavnske Blade om Aarsagerne til Bankens Vanskeligheder, idet han kort og klart konstaterer, at det ikke var Konjunkturerne, ej heller de saakaldte Rygter om Banken, der var Skyld i Fadæsen, men i alt overvejende Direktør Glückstadts og hans Medsammensvornes forrykte Dispositioner, deriblandt ikke mindst Landstingsmand, Højesteretssagfører Bülows forargelige Spil ved samtidigt at være Raadgiver for Venstre i økonomiske Forhold, Landmandsbankens ledende Sagfører i juridiske Forhold og Formand for Nationalbankens Repræsentantskab, som i Realiteten ikke var andet end »en ret enestaaende Tjenen Gud og Fanden paa samme Tid«.

Disse Birck'ske Betragtninger affødte naturligvis adskillig Diskussion. BI. a. saa Oberstløjtnant Hedeman sig foranlediget til privat at indkalde Nationalbankens Aktionærer til en særlig Forhandling, da han gik ud fra, at disse Aktionærer maatte have Krav paa nogle Oplysninger fra deres Bank, efter at det var bleven bekendt, at »hele Nationalbankens Kapital var flyttet over i Landmandsbanken«. Han havde ogsaa, som meddelt i Bladene, rettet en skriftlig Forespørgsel til Nationalbanken om Sagen, men fra Direktionen faaet det Svar, »at det, der var foretaget, var Forretningshemmeligheder«. Oberstløjtnant Hedeman giver derved Birck Medhold i, at der maa foretages en Generaludrensnirig, at det nu viste sig, at Birck havde Ret, men at han alligevel ikke taaltes i det gode Selskab.

Interessant var det, at den internationale Kapitalmagts Repræsentanter i London og Paris saa sig foranlediget til at afgive

408

beroligende Erklæringer i Anledning af 9. Juli-Erklæringen, at bI. a. Direktøren for Hambros Bank i London, Sir Eric Hambro, udtalte, at Landmandsbanken nu stod saa godt som nogensinde, idet det nye Arrangement ikke paa nogen Maade berørte Bankens Uafhængighed. Ogsaa ”Times« mente at maatte afgive tilsvarende beroligende Erklæringer, medens Franz von Jessen paa Kapitalmagtens Vegne afgav Forsikringer fra Paris om, at alt nu maatte anses for at være ordnet paa bedste Maade. Naar saadanne internationale - og sikkert meget vel instruerede Kilder - sagde god for Juli-Ordningen, hvad betød saa vel denne Bagatel af en Afskrivning paa nu ialt 81 Mill. Kr., og hvad betød da navnlig Prof. Bircks paagaaende Kritik? Naar den internationale Finansmagt følte sig beroliget, kunde vel ogsaa Godtfolk i Danmark være tilfredse!

Prof. Bircks Kritik medførte foreløbig, at Højesteretssagfører Bülow kom til at ligge paa sine Gerninger. Angrebet mod Bülow uddybedes i et Interview til ”Klokken 5« af 20. 7. 1922, hvor Birck navnlig pointerede, at Nationalbanken, som forvaltede Statens Møntvæsen, burde være uafhængig ikke blot af de skiftende Finansministre, men ogsaa af private Interesser.

Forsaavidt var det uheldigt, naar enkelte af Direktionens Medlemmer - som f. Eks. Hr. Winther - var Parthavere i private Interessekonflikter. Men det samme maatte gælde for HRS. Bülow, hvis Virksomhed som Bestyrelsesmedlem i et af det Transatlantiske Kompagnis Datterselskaber samt Medvirkning ved Stiftelsen af de udenlandske Kommunelaan og ikke mindst ved Ordningen af Statens Forhold til Spritfabriken ”Fortuna« - hvorved Staten paa uretmæssig Maade skulde unddrages et Beløb paa 2 ½ Mill. Kr. - var af en saadan Art, at den stred ”mod den Værdighed og Ubestikkelighed, som maatte forudsættes hos Repræsentantskabets Formand i vor Seddelbank”. Disse Angreb førtes videre og havde til Resultat, at Bülow langt om længe maatte tage Konsekvensen og træde tilbage fra Formandsposten. Efter at Bankkommissionens Beretning forelaa, maatte han - den 14. Febr. 1924 - ogsaa vige sit Sæde

409

som Landstingsmand. Dr. Carl Ussing har senere i sin ofte omtalte Bog om Nationalbanken forgæves forsøgt at forklejne det Ansvar, Bülow og han selv med havde for de Komplikationer, der opstod i Forholdet mellem Nationalbanken og Landmandsbanken, og N. Neergaard har anset det for rigtigt, i sit Bidrag om Frits Bülow til Dansk Biografisk Leksikon, med nænsom Haand at gaa hen over den ejendommelige Dobbeltstilling, dette geskæftige Partimedlem indtog under hele Landmandsbankens forbryderiske Spil med Samfundsværdierne. Men alt dette har naturligvis ikke kunnet ændre noget ved den knusende Dom, der er overgaaet Bülow i den offentlige Mening, hvortil dog maa bemærkes, at det er forstaaeligt, naar netop fhv. Statsminister Neergaard søgte at pynte paa Bülows Anseelse, da han jo selv var altfor stærkt impliceret i Landmandsbanksagen og ovenikøbet derved forsvarede en Mand, der 1910-13 havde været Justitsminister i Venstre-Ministeriet Berntsen.

I al denne første Hurlumhej om Landmandsbanken havde Birck Lejlighed til at gøre sit Regnskab op med Finansmagtens Mænd paa et af de sjællandske Husmænd arrangeret Møde, som fandt Sted den 22. Juli 1922. Talen var atter spækket med mange vittige og paradoksale Betragtninger, men samtidig præget af videnskabelige, sagligt vel afvejede Overvejelser og ikke mindst baaret af den dybe moralske Ansvarsfølelse, som altid var ledende i Bircks Bedømmelse af de samfundsøkonomiske Problemer. Af hans Foredrag skal her gengives et lille Afsnit, i hvilket han gjorde Rede for Aarsagerne til Krisen. Han bemærkede hertil bI. a.:

»Nu er Besværlighederne der. Hver Lørdag Nat træder Bankdirektørerne, Ministrene og Departementscheferne sammen og holder hemmelige Møder, medens i det fjærne hele Orkestret spiller: Det er Nat, det er Nat, nu ta'r Bankerne fat! Og næste Morgen takker og tysser den københavnske Presse. En lang Række Generalforsamlinger har vi set. Hvert eneste Selskab var fallit. Men altid blev der sagt, at det dog ikke var saa slemt; men hvert eneste Regnskab var falsk. Havde vi haft en engelsk

410

Lovgivning, var samtlige Underskrivere af Aktieselskabsregnskaberne blevet sat i Fængsel. Men Gudskelov, vi ikke har en engelsk Lovgivning, thi vi har ikke Raad til at bygge alle de Fængsler.

Der gøres alt for at skjule de virkelige Tilstande, fortsatte Birck. Der raabes paa Ro, der uddeles store og fine Ordner. En Konge kan give en Mand Kommandørkorset, men ikke Ære. Et Ministerium kan give en Mand en Stilling, stor og fin, men ikke give ham Forstand. Og hvor meget man raaber paa Ro, hvor meget man end lyver, Kendsgerningerne bliver staaende. Sandheden bliver den samme. Hvorfor da ikke se Kendsgerningerne i øjnene og se Sandheden, som den er?«

Han vidste til Slut ikke at give Husmændene bedre Raad end at sige: »Jeg beder Dem nu gaa hjem og have i Minde, at det er Deres Opgave at arbejde og slide, at arbejde haardt. Tænk blot paa, at De har et Kjøbenhavn, der kan bruge, hvad De tjener.«

Da det den 19. September rygtes, at Landmandsbanken, trods Juli-Ordningen, paany staar foran Sammenbrud, udtaler Birck overfor »Klokken 5« bI. a., at nu maatte der hurtigst muligt ryddes op i Nationalbanken, og i første Række maatte d'Hrr. Stephensen og Winther, som han mente havde Hovedæren for at Landmandsbanken var kommet saa langt ned, gaa. *) Den Ledelse af Seddelbanken, der var gaaet med til

*) Bircks Kamp mod Bankvældet førte selvfølgelig oftere med sig, at Bankdirektørerne maatte staa for Skud. Til Nationalbankdirektør J. P. Winther havde han meget ringe Tillid, navnlig fordi han var Konferensraad Heides Elev. I sin Rigsdagstale den 19. Okt. 1907 henstillede han til Winther, der dengang lige var bleven kongevalgt Direktør i Nationalbanken, at han maatte »lære mere af Nationalbankens Tradition end af sin tidligere Velgører og Mester«; det at være Heides Elev kunde være fortræffeligt til mange Ting, »f. Eks. tilstrækkeligt til at faa et Abe- og Biografteater«; men, fortsatte han: »om det just er den bedste Adkomst til at være Bankdirektør, det er jeg aldeles ikke sikker paa«. Derfor vilde det være bedst om Winther vilde holde sig til Nationalbankens Tradition, som var den at hjælpe de solide Firmaer ved Vekseldiskonteringer og Sparekasserne og solide Folk i det hele, »men ikke at indlade sig paa noget, som kan kompromittere Banken selv«. Winther fik altsaa saa at sige straks ved Starten Raad, som var værd at lægge Mærke til.

I Januar 1917 havde Birck atter Anledning til at beskæftige sig med Nationalbankdirektør Winther. Da havde Direktøren nemlig offentlig

411

paastaaet, at Grunden til den danske Krones Synken i Sverige maatte søges i, at Sverige havde en forholdsvis stor Udførsel til Danmark, medens Udførslen i den modsatte Retning var relativ ringe. Dertil bemærkede Birck i »Ekstrabladet« den 9. Januar 1917: »Hvis en Nationalbankdirektør i ethvert som helst andet Land var fremkommet med en saadan Udtalelse som den, der tillægges Hr. Winther, vilde han øjeblikkelig blive afskediget. Den viser, at Hr. Winther ikke har begrebet et Muk af det hele.« Birck paapegede derefter, at Grunden til den danske Krones Værdiforringelse i Forhold til den svenske maatte søges deri, at Danmark stadig fastholdt at holde de tyske Mark og den russiske Rubel i en højere Kurs end den, der betaltes i Sverige, saaledes at Svenskerne lod den nævnte Valuta omveksle i København, hvor de paa denne Maade kunde opnaa en lille Ekstraindtægt. Her betaltes for Tiden 61 Kr. for 100 Mark mod 57 Kr. i Sverige. Konsekvensen heraf var, att svenske Eksportører saavidt muligt lod deres tyske og russiske Tilgodehavender omveksle i København i dansk Mønt, og at der samtidig strømmede alt for store Mængder af danske Penge og Veksler til Sverige, som Svenskerne nu værgede sig imod ved at tage Agio af dansk Mønt.

I den samme Periode retter han ifølge »Ekstrabladet« (1. Febr. 1917) ogsaa et kraftigt Angreb mod Direktør Ove Ringberg i Landmandsbanken, i Anledning af, at Banken i stærkeste Grad havde fremmet Hausse-Spekulationen. En saadan Handlemaade var uforsvarlig, saalænge Banken endnu modtog Sparekasseindskud. Birck rettede her følgende meget karakteristiske Kritik mod Ringberg: »I en Maanedstid har Baissen regeret paa Kjøbenhavns Børs. Den er hverken værre eller bedre end Haussen. Naar Rygterne har udpeget Direktør Ringberg som Baissespekulant, er dette ikke værre, end hvis Rygterne havde tillagt ham Haussespekulation. Han benægter at være Baissist. Man bør egentlig tro ham. Men naar han i et Interview tilføjer, at dette maa være hans private Sag, saa maa jeg sige, at en Bankdirektør har ikke Lov at spekulere. Han har for let Adgang til at lade sin Vekselerer laane i Banken: Papirer til Baissen og Penge til Haussen. En Tro- og Love-Erklæring fra Ringberg om, at han ikke hører og ikke har hørt til noget af de mystiske Konsortier, som optræder paa Børsen, vilde nu alligevel gøre mægtigt godt.« Tænk, det erklærede Birck i et Interview i Slutningen af Januar 1917!

Ringberg blev selvfølgelig Svar skyldig. Han havde saa sandelig ogsaa Grund til at tie.

412

uden forudgaaende Undersøgelse at yde Landmandsbanken et Laan paa 30 Mill. Kr., fortjente ikke nogen Tillid. Ligesaa uheldigt var det, at de ledende Embedsmænd indenfor de Ministerier, der nu vilde faa med Ordningen af Landmandsbanksagen at gøre - Departementschef Busck-Nielsen i Handelsministeriet og Departementschef, Statsgældsdirektør P. O. A. Andersen i Finansministeriet - var kompromitterede ved deres Medlemsskab i Bestyrelsen af krakkede Aktieselskaber. Ogsaa her maatte der ryddes op; thi, spørger Birck: »Hvilken Tillid kan man have til disse to Mænds Bedømmelse?« Og endelig, mener han, at Hr. Bülows RoIIe som Nationalbankens og Regeringens Raadgiver nu endelig maatte være udspillet.

Paa samme Tid, den 18. September, offentliggør Bladet »København« et grundlæggende Bidrag af L. V. Birck under Titlen: »Hr. Emil Glückstadt som Bankleder«. Her behandles de dybere Aarsager til Banksammenbrudet, og der gives navnlig en indgaaende Skildring af Glückstadts Karakter og Kvalifikationer. Om den gamle Direktør Isaac Glückstadt siger Birck, at han ikke manglede Vovemod, som hans Forhold til Ø.K. havde bevist, men hvilket ogsaa viste sig deri, at han i kritiske Perioder altid søgte at holde længst muligt paa svækkede Foretagender og ikke kappede af i Tide. Den sidstnævnte Tradition blev til Overmaal videreført under Sønnen Emil Glückstadt - og havde derved de mest skæbnesvangre Følger.

Den unge Direktør havde faaet en god bankteknisk Uddannelse, tildels i udenlandske europæiske og amerikanske Banker, havde derved knyttet personlige Forbindelser med de Mænd, der senere blev Direktører ved Udlandets førende Banker og havde paa denne Maade skabt sig en bemærkelsesværdig Position indenfor den internationale Bankverden. Men han manglede Skoling i økonomisk Tænkning, Evnen til at forstaa den økonomiske Sammenhæng, som nu engang var absolut nødvendig for Ledelsen af en Storbank: »denne Viden«, erklærede Birck, »kunde undværes hos et Geni som Tietgen og kunde erstattes hos et Talent som gamle GIückstadt, men var uerstatteligt hos et Dusinmenneske som Emil Glückstadt«. Med Bircks egne Ord lyder Personkarakteristikken saaledes: »Hans Aktiver var foruden en arvet Privatformue og et bankteknisk

413

Kendskab ogsaa Bekendtskab til jævnaldrende Bankmænd i Udlandet, gode Forbindelser i den tyske Bankverden, arvet fra Faderen og forstærket ved, at Firmaer som Bleichroeder og Frankfurter-Rothschilderne var store Aktionærer i Landmandsbanken, Anlæg for at tale fremmede Sprog samt en personlig Elskværdighed, hvor denne var nødvendig. Hans Passiver var hans Mangel paa økonomisk Kundskab og hans fuldstændige Almindelighed«.

Til de uheldige Foranstaltninger, Glückstadt indledede, regner Birck i første Række hans systematiske Opkøb af Smaabanker og Sparekasser, som ikke skete for Aktiekapitalens Skyld, men for at faa Magt over Indskudene. Derved var Landmandsbanken blevet det store Sugerør, der drog Provinsens Kapital, som skulde have befrugtet Erhvervslivet paa Aastedet, ind til København. Dernæst havde det vist sig som skæbnesvangert, at Glückstadt havde særlige Tilbøjeligheder til at fremme den mest løsslupne Aktiespekulation; saadanne Tendenser havde allerede vist sig før Verdenskrigen i Landmandsbankens Forhold til adskillige fripostige Vekselerere saasom den berygtede Paul Philipson og den til Hasardspil hengivne Johan M. Levin, som i Faldets Dage i August 1914 selv havde ment, at han var fallit, men derefter reddedes ved Moratoriet og ved den senere ved Krigskonjunkturerne fremkaldte almindelige Kursstigning. Landmandsbanken var til Stadighed gaaet foran i den i lang Tid berettigede Optimisme, men ogsaa langt ud over denne Periode, og derved var endog Bankdirektørerne højstpersonlig gaaet med ind i Spillet. Kurslotteriet blev forceret, fordi Landmandsbanken lombarderede de af Børsens Papirer, som Folk var interesserede i, til en meget høj Procent. Derved havde det vist sig som særlig betænkeligt, at Landmandsbanken kunde strække sin Indflydelse saa vidt ud over Landet gennem de overtagne Banker, saa derved »Provinsernes Købmænd, Embedsmænd og mange Proprietærer kom med i Heksedansen«. Birck bebrejder dernæst Nationalbanken, at den ikke havde forsøgt at holde Kurserne i Ave ved en kraftig

414

Diskontoopskrivning og bemærker kort og fyndigt om den omfattende Aktiespekulation: »Konsortialdannelsen var allerede uforsvarlig, dobbelt uforsvarlig, fordi Bankens Direktion selv deltog i den, og tredobbelt uforsvarlig, fordi det faktisk var Bankens Penge, de spillede med«. Og han fremhæver herom, at Værdien af de paa Københavns Børs dag- og torsdagsnoterede Aktier i 1913 havde en Værdi af ca. 800 Millioner, paa Højdepunktet under Krigskonjunkturerne vel ca. 3200 MiII., som imidlertid ved Aarsskiftet 1922 atter var faldet til ca. 800 MiII., og han spørger: »Hvem har tabt de over 2000 Millioner, her er Tale om?«

Glückstadts Virksomhed blev efter Bircks Opfattelse Samfundet til Fordærv, fordi denne Bankmands Interesser ikke var Realiteterne, men Børspapirerne; og fordi han ikke kendte til det redelige Købmandsskab. Derfor kunde han ogsaa faa sig til at støtte en Mand som Kliatschko, da denne forsøgte at bestemme Hvedepriserne i Chicago. Han vidste intet om Markedsforholdene, havde kun Forstaaelse for, at en Grundervirksomhed under Højkonjunktur fylder godt i Kassen, naar man trøstigt pisker Overkapitaliseringen fremad, og derfor disponerede han galt. Bagslaget blev derved uundgaaeligt; jo letsindigere, der var disponeret, desto større maatte Katastrofen blive. Birck resumerer »Glückstadt havde tabt Ligevægten. De gode Tider havde udviklet hans Optimisme og hans Spillelidenskab. Baade derfor, og ogsaa for at holde sine Selskabers Aktier i Vejret, hvilket nu for ham var det afgørende, financierede han den Varetilførsel til Landet i 1918 - 19, som skulde blive saa ruinerende. Endnu paa et Punkt vil Fremtiden dømme ham: hans store Medskyld for Danmarks Oversvømmelse med fremmed Valuta, som vel har kostet Landet 1000 Mill. Kroner. *) Der var ingen Holden igen, da Marken stod højt. Maa-

*) Dette Beløb er sikkert grebet for højt. Da Birck den 11. Oktober 1923 taler i Danmarks kristelige Studenterforbund om Valutaspørgsmaalet, oplyser han selv, at Danmark efter hans Mening har tabt 5-700 Mill. Kr. paa russiske Rubler og tyske Mark.

415

ske ligger Fejlen heri, at han efter sine nedarvede Bankforbindelser holdt paa den gale Hest og troede paa Tysklands Sejr. For saavidt vil han bære sin Del af Ansvaret for den Forbindelse mellem vor Krone og Marken, som kunde have været katastrofal«.

Birck slutter med at tegne et Billede af Glückstadts Natur og viser, hvordan Heldet, Publikumstækket havde ægget hans Selvovervurdering »ud over den sunde Sans' Grænse«. Hans Forfængelighed kendte ingen Grænser, og den fandt Næring navnlig deri, at de skiftende Regeringer stadig havde valgt ham som deres fornemste Raadgiver. Hans Længslers Maal havde imidlertid dog ikke fundet den fuldkomne Tilfredsstillelse. Trods sine gode Forbindelser i Udlandet var det bI. a. ikke lykkedes ham at opnaa det af ham saa stærkt attraaede Medlemskab i den eksklusive St. Jamesklub i London, endda han var anbefalet af den daværende danske Gesandt i London, Greve Henrik Grevenkop-Castenskiold. Hans Forfængelighed var ogsaa bleven styrket ved den uafladelige Overrosning i Pressen. Han var jo i den offentlige Mening virkelig en stor, ja en meget stor Mand.

»Han stod«, siger Birck, »ved den Maskine, der malede Guld. Han emitterede de Aktier, man vidste, skulde stige, og han manipulerede vore Børspapirer til Stigning eller Fald ved sine suveræne Opkøb og Belaaningsregler for Aktierne. Han kunde give Tips, der var værd at følge. At blive inviteret til hans daglige Frokostbord i Landmandsbanken var et Privilegium, Landets indflydelsesrige Mænd ikke kunde lade gaa fra sig. At komme med i hans Konsortier, var Vejen til Formue. Som Kong Midas skabte han om ikke Guld, saa Papirværdier, og han forstod som ingen anden at skaffe sig Publicitet … Omkring sig skabte han et Hof af Palladiner. Flertallet af vore Selskabers Aktier var i afgørende Øjeblikke belaante i hans Bank. Vor Industris Ledere, høje Embedsmænd, store Købmænd flokkedes om ham, som kunde bestemme, hvem der skulde sidde i Aktieselskaber. Personligt udfoldede han ligesom Johan Levin en lidt vulgær Pragt, som blændede et Folk, hvis Bourgeoisi alligevel er meget jævne Mennesker. Han var gæstfri og hjælpsom. Som mange af den Slags Mænd, der hensynsløst opererer med andres Penge, hjalp han dem, der kom ham

416

for Øje og undertiden gik ham under Øjne. Dette vil forklare, at saa mange Mennesker trods alt har holdt paa Glückstadt saa længe. . .«

Det var det sidste direkte Opgør, Birck havde med Landmands bankdirektør Glückstadt. Faa Dage efter Offentliggørelsen af den her omhandlede Artikel blev han under Trykket af den offentlige Mening udnævnt til Medlem af Bankkommissionen - omendskønt Regeringen kun gik modstræbende med til det - og derefter afholdt han sig fra enhver Deltagelse i den offentlige Debat om selve Glückstadt. Hans Arbejde var nu godt et Aars Tid hovedsagelig viet Udarbejdelsen af Kommissionsberetningen.

Kun i Sommeren 1923, efter at Dommen i Landmandsbankprocessen var afsagt, saa han sig for en Gangs Skyld tilskyndet til at give en Skildring af det Indtryk, han havde faaet af Landets førende Mænd paa Erhvervslivets Omraade under sit Arbejde i Bankkommissionen. Det skete den 21. Juli i et Interview med »Aftenbladet«. Her erklærede han igen kort og fyndigt, at disse danske Stormænd kun havde vist sig at være af Lommeformat. I et lille Land som Danmark fremvoksede der kun engang hvert tyvende Aar en Tietgen. »Men«, fortsatte Birck, »under Krigen blev Danmark ligefrem hjemsøgt af Stormænd i skokkevis. Medlemmerne af Industriraad, Grosserer-Societet, Højesteretssagførere, Vekselerere og Bankdirektører, blev alle udnævnt til Elefanter med de mest pragtfulde Stødtænder«. Alle følte sig store, og endog en Mand som den rare Pitzner (Bagermester og konservativ Folketingsmand) havde ladet sig forlede til Storhedsvanvid og udtalte »sin ubegribelige Mening om Verdenssituationen, for ikke at tale om H. P. Prior og Dessau, der med sonor Stemme oplæste den Statistik, som Povl Drachmann m. fl. havde samlet«. Ironisk bemærker Birck, at disse Mennesker troede, at de bestilte noget, fordi de sad i hinandens Selskaber. I Virkeligheden havde det været forargeligt nu at konstatere, »hvorledes de har kunnet ødelægge danske Industrier efter det System at gaa ind i hinandens Selskaber og bebyrde disse med Pensioner og med Løfte om et kontrollerende Arbejde, som aldrig blev udført«. Industrien havde kun spillet op til Højfinansen, hvis Interesser kun var Kursavance og ikke Industriens Trivsel.

Erhvervenes Ledere havde, erklærede Birck endvidere, ladet sig lede af altfor megen Følelse af egen Storhed, af det, som Grækerne kaldte Megalomani. Alle burde nu igen ned paa det jævne; ikke i deres Bestræbelser og i deres Dom over andre Mennesker, men i Dommen over sig selv. Og

417

de store Mænd burde ikke mere tage deres Formue, deres Antal af Bestyrelsespladser osv., eller Evnen til »at købe sig en grevelig Svigersøn«*), som Maalestok for deres Værd, men ene og alene den Arbejdsindsats, de ydede til Gavn for det Land, de tilhørte.

Det varede 16 Maaneder, inden den ved Lov af 21. September 1922 indsatte Undersøgelseskommission kunde forelægge Resultatet af sit Arbejde i et vægtigt Værk betitlet: »Beretning om Forholdene i Den danske Landmandsbank, Hypotek- og Vekselbank m. m.«. Bogen blev omkring den 12. Januar 1924 udleveret til Justitsminister Rytter i 2000 Eksemplarer og den 15. s. M. gjort tilgængelig for Offentligheden, efter at Rigsdagens Medlemmer og Pressen havde faaet deres Eksemplarer. Oplaget var holdt tilpas lavt, saa Betænkningen ikke kunde finde altfor stor Udbredelse. Selve Beretningen bestod af to Dele; den indeholdt i første Del en almindelig Redegørelse over Aarsagerne til Bankens Sammenbrud paa 318 Sider, i anden Del Bilag paa ialt 421 Sider. Hovedberetningen var underskrevet af de tre Kommissionsmedlemmer Rump, Green og Birck. Selvom Processerne i Landmandsbank- og Transatlantik-Sagen, der gik forud for Offentliggørelsen af Beretningen, havde bragt talrige Oplysninger om de Forhold, der førte til Bankens Sammenbrud, viste det sig nu, at Kommissionen med Hensyn til Udforskningen af Bankkatastrofens Aarsager var naaet betydeligt videre frem. Her forelaa en virkelig i alle Enkeltheder dokumenteret Beretning over de Forhold, der voldte, at Banken maatte møde sin Skæbne. Paa denne Maade blev Værket tillige en sønderlemmende Anklage mod Landets Højfinans, der under Ledelse af de Mænd, om hvis racemæssige Præg og Anlæg der efter de i Beretningen givne Oplysninger ikke mere kunde tvistes, havde ført Landet mod Afgrundens Rand ved forbryderiske Transaktioner, ved Spil og Hasard.

Det kan uden Betænkning fastslaas, at Kommissionsberet-

 

*) Valdemar Glückstadts Datter Ella var den 3. 6. 1920 bleven gift i Hørsholm med fhv. Premierløjtnant af Flaaden, Grev Erik Moltke.

418

ningen i første Række er Prof. L. V. Bircks Værk. Efter de Oplysninger, som kom frem i Pressen ved Udgivelsen af Beretningen, har han navnlig gennemgaaet Ballins og Det transatlantiske Kompagnis Virksomhed, som findes i Værkets Bilag. Det meddeles endvidere, at Birck helt siden Kommissionens Oprettelse overhovedet ikke har beskæftiget sig med andet end med Betænkningen. Der gaas samtidig ud fra, at Nationalbankdirektør Green hovedsageligt har bidraget til at lægge Materialet til Rette til den civile Undersøgelse, medens Landsdommer Rump havde gennemarbejdet hele Stoffet ud fra et kriminelt Synspunkt og desuden forberedte og ledede alle offentlige Retsforhandlinger saavel i Landmandsbanksagen som i Forhøret om det transatlantiske Kompagni. Birck giver i et Interview til »Politiken« (17. Januar 1924) yderligere Oplysninger om den betydelige og Værdifulde Indsats, den til Kommissionen knyttede Medarbejdetstab har ydet og lod den vederfares fuld Anerkendelse ved paa den ham særegne Maade at bemærke, at Samarbejdet med hans Sekretærer havde lært ham, at »Vorherre hellere maa give en Embedsmand en god Sekretær end en god Forstand«. Birck nævner her bI. a. cand. polit. Holger Koed, der lagde Materialet tilrette til nogle af de betydeligste Afsnit (iflg. »Politiken« af 19. 1. navnlig til Afsnittene Ballin, Svovlsyre, Nordisk Oversøisk, Fortuna, Statslaanene) og til den almindelige økonomiske Oversigt. Han beretter endvidere, at cand. polit. T. B. Riber nærmest indtog Stillingen som Kommissionens Kontorchef og desuden hjalp med den beskrivende Del af Søfarten og de Ballinske Spekulationer. Om cand. phil. W. Juul siges, at denne hovedsagelig beskæftigede sig med Afsnittet om D.F.D.S. og da navnlig med de Transaktioner, der foretoges gennem Søfartsselskabet, desuden med det 140 Underselskaber omfattende holding company: Det transatlantiske Kompagni. Birck knytter til denne Oplysning en Bemærkning om, at han antager »at Juul er den eneste her i Landet, der virkelig har Rede paa Koncernen - bedre end Plum!« Endelig bemærkes, at cand. polit. E. Kaufmann, som dengang sam-

419

men med Riber var ansat i Banktilsynet, specielt havde med Bankens indre Forhold at gøre og navnlig havde støttet Revisionsarbejdet. Derved var han tillige med Revisor Torner fra Revisions- og Forvaltnings-Institutet blevet til uvurderlig Hjælp for Rigsadvokaten.

Med Hensyn til Undersøgelsernes Resultat mente Birck i Interview'et til »Politiken« den 17. Januar 1924 at maatte fastslaa, at man i det store og hele var naaet til Bunds i alle Forhold. Indenfor Kommissionen havde man selvfølgelig ikke altid været enig i Bedømmelsen af de enkelte Forhold, da de tre Medlemmer ifølge deres forskelligartede Uddannelse, Arbejdsmetode og Orientering maatte se forskelligt paa Sagerne, men at den fælles Vilje til Enighed dog havde gjort det muligt uden Vanskelighed at skabe Enstemmighed om den afgivne Beretning.

Iøvrigt fremhæver Professor Birck, at det ved Undersøgelserne havde vist sig paafaldende, hvor jødehengivne saa mange fremtrædende Mænd indenfor Samfundet havde vist sig. I de Breve, som var skrevet til Glückstadt af Hundreder af Mennesker, deriblandt af meget højtstillede Borgere, havde Tiltalen ofte været præget af »en Slaves groveste Smiger«. »Dernæst«, fortsætter han, »er de Breve og Telegrammer, der er vekslet imellem Landmandsbankens Direktører indbyrdes og hvis Stil er mere end drengeagtig, fulde af Øgenavne og Slangudtryk, ofte uforstaaelige. Disse Breve røber i Virkeligheden, at Ringbergs og Glückstadts Uddannelse og Dannelsestrin var, skal vi sige en ung Vekselerers«. Med Hensyn til det almindelige Resultat mener Birck, at det havde været forbavsende at konstatere, af hvor ringe Format mange af de Mennesker karaktermæssigt og intellektuelt var, der stod frem som Erhvervslivets Ledere. Og han henstiller i denne Anledning indtrængende til Offentligheden: »Hold op med at persondyrke Industriselskabernes og Bankernes Ledere. De kan ikke taale det, de er ikke store nok. Danmark er et lille Land. Vi har haft en Tietgen og en H. N. Andersen, Resten er i almindeligt Lommeformat.

420

I økonomiske Spørgsmaal er den offentlige Kritik, navnlig gennem Pressen, mere vigtig end i politiske Spørgsmaal, thi Samfundsmagten ligger uden for Rigsdagen«.

Det, som efter Offentliggørelsen af Landmandsbankkommissionens Beretning i særlig Grad beskæftigede Pressen, var bI. a. Februarkontoen, Bülows, Colds og Heilbuths Stilling indenfor Landmandsbankskandalen, og specielt den forrykte, af Landmandsbanken forcerede, Spekulation i Skibspapirer, Fortunasagen osv. *) Det vakte Interesse, hvorledes de Forenedes Kasse i Løbet af faa Aar var bleven tømt for 144 Mill. Kr. ved Glückstadts underfundige Arbejdsmetoder. Bladenes Kommentarer stiller ofte de i Kommissionsberetningen offentliggjorte og saglige Detailler i en skarpere Belysning. Saaledes karakteriserer »Politiken« (16. Jan. 1924) særlig eftertrykkeligt Bülows mere end uheldige Rolle. Bladet pointerer bI. a., at Kommissionen aabenbart ikke har akcepteret HRS. Bülows Forklaring om, at det for 1921 udbetalte Ekstrahonorar paa 50.000 Kr. skulde tilskrives hans Medvirkning ved Overtagelsen af Svendborg-Banken, men tværtimod mente, at han havde faaet dette Honorar »for den omhyggelige Tilrettelæggelse af Opkøbssyndikatet af 10. Novbr. 1921, derunder Tilsikring af Nationalbankens uundværlige Bistand ved Aktiernes Belaaning!« Tjenesten ved Overtagelsen af Svendborg-Banken kunde næppe anslaas til at være saa stor, da Bülow selv ved Vurderingen af Bankens Status havde anslaaet de fornødne Afskrivninger til 700.000 Kr., medens Tabene senere androg 6.875.000 Kr.! Ogsaa Bülows Medvirkning ved Ordningen af Kjøbenhavn Kommunes Dollarlaan af 1919 havde været mindre heldig, bI. a. fordi Kommunen ved denne Lejlighed maatte betale Provision til Banken to Gange, direkte 16.200 Dollars og indirekte 22.600 Dollars og dobbelt Sagførersalær, nemlig 23.000

*) Jvf. hertil bl. a.: »Da Bülow og Glückstadt søgte at unddrage Staten 2 ½ Mill. Kr.« i »Social-Demokraten« (25. 1. 1924) og Artiklen: »Heilbuths Garant« i »Børsen« (19. 1. 1924).

421

Kr. til Hr. Bülow og 10.000 Dollars til Brown Brothers Sagfører i New York. Bülow kræves fjernet fra det offentlige Liv efter det nu oplyste om hans uforsvarlige Handlemaade. Ogsaa Cold maatte atter staa for Skud. Dog mest harmes man - som allerede før fremhævet *) - i radikale og socialdemokratiske Kredse over, at Kommissionsberetningen ikke bringer udtømmende Oplysninger om Kontoen af 1. Februar 1907, men indskrænker sig til at behandle enkelte Forhold under Betegnelser som Direktør R., Frk. B. J., Fru O., Hr. A. N., Konto B. T. osv. og dermed giver frit Spillerum til alle Slags Gisninger.

Overfor saadanne Angreb ser Birck sig foranlediget til at forsvare Kommissionens Fremgangsmaade. Vedrørende Hemmeligholdelsen af Navnene paa Februar-Kontoen bemærkede han bI. a. i »Social-Demokraten« den 18. Jan. 1924, at det dog formentlig vilde være Uret, i et Værk, der senere hen vilde blive benyttet som en Art officielt Kildeskrift, at opføre en Mængde Navne, hvis Forhold ikke var specificeret, og som til dels helt uforskyldt var kommet med paa Listen. Hvis disse Navne kom frem, kunde derved ogsaa de allerede indledede Forhandlinger om Tilbagebetaling af de paa Kontoen opstaaede Tab muligvis blive forstyrret. Udtrykkeligt understreger han til Forsvar for sit Standpunkt, at »nogle slet ikke ved af, at de er kommet paa Kontoen, og mange ved ikke noget om Tabet«. Det socialdemokratiske Organ mener herimod, at denne Oplysning paa ingen Maade kan betragtes som tilfredsstillende, men at Forklaringen paa Bircks ejendommelige Holdning formodentlig maatte søges i, at han ikke havde haft med Februar-Kontoen at gøre. Den havde hørt til Hr. Greens Undersøgelsesomraade, og da Hr. Green som bekendt var overordentlig diskret, navnlig naar det gjaldt Rangspersoner, var det selvfølgeligt, at Kontoens Navne var blevet hemmeligholdt. Da Birck iøvrigt havde henvist til, at det var Rigsdagens og Regeringens Sag at tage Stilling til denne Sag, drager »Social-Demokraten«

*) Jvf. bl. a. ovenfor S, 75 og 78 flg.

422

deraf den Slutning, at han dermed selv havde villet give Rigsdagen Anvisning paa at forlange Kundskab om, hvem den er Garant for. En saadan Anvisning maatte man selvfølgelig ikke sidde overhørig.

I denne Sammenhæng giver Birck endvidere særlig interessante Oplysninger med Hensyn til den i Beretningen offentliggjorte Liste over Bankens Tab, opgjort per ultimo 1922 , idet han udtrykkelig siger, at »denne kun er foreløbig og for saa vidt ikke udtømmende, som der paa en Del Personer, paa hvilke der til Dato er tabt meget, ikke er afskrevet Tab , idet deres samlede, anslaaede Tab blot dækkes af en Konto i Henlæggelser«. Dette skulde være sket, fordi man først vilde se, hvorledes Overenskomsten om Akkord med dem vilde holde Stik. Altsaa ogsaa paa dette Punkt var efter Bircks egne aabne Indrømmelse den i Beretningen givne Oversigt ikke udtømmende. Ja, Opstillingen var end ikke ført helt à jour. *)

Endelig saa Birck sig ejendommeligvis ogsaa foranlediget til at tage Cold i Forsvar i et stort Indlæg i »Social-Demokraten« den 30. Januar 1924 (Art. ”Et Brev fra Dr. Birck om Cold«). Borgbjerg blev ikke Svar skyldig og havde derved let, alt for let Spil. Og »Landmandstidende«, som ligeledes behandler denne Sag særligt indgaaende, giver i denne Anledning Udtryk for den dybeste Skuffelse over Bircks Holdning ved bI. a. at bemærke: »Hr. Udenrigsminister Cold har faaet en Forsvarer, hvor man mindst skulde vente det. Professor Birck har dog hidtil ikke lagt Fingrene imellem, naar det drejede sig om Revselsen af Krigsspekulationens Bajaderer. Men en Spekulant er aabenbart ikke det samme som en Spekulant - i hvert Fald ikke, naar han er Udenrigsminister«. »Landmandstidende« fastslaar derefter som Kendsgerning, at Cold har spekuleret i egne Aktier, derved har tjent mange Penge og at det paa ingen Maade er bevist, at hans saa meget omstridte Interview fra 11. Juli 1916 ikke skulde tjene egne Formaal, og at Bankkommissio-

*) Jvf. 1. Del, S. 450 flg, og Fodnoten ovenfor S. 131.

423

nen endog i dette ene Tilfælde ikke stod i den heldigste Belysning ved gennem Erklæringen af 1. Decbr. 1922 overfor Offentligheden at hævde, at Cold ikke havde spekuleret efter den 11. Juli 1916, ligesom det ikke talte til Gunst for Hr. Cold, at denne »mod bedre Vidende har ladet Regeringen fremsætte denne positive Løgn«.

Birck unddrog sig yderligere Drøftelse af disse Spørgsmaal, tog straks efter denne Kontrovers for længere Tid til Udlandet og har senere aldrig set sig tilskyndet til atter at beskæftige sig med de her omhandlede Spørgsmaal. Den mod ham rettede Kritik, saa berettiget den aabenbart har været, kunde selvfølgelig heller ikke ændre nogetsomhelst ved den Kendsgerning, at det var ham, det havde ydet den betydeligste Indsats ved Opklaringen af Aarsagerne til Landmandsbankens Sammenbrud og af det Ansvar, den jødiske Kapitalmagt havde for denne kæmpemæssige Svindel. Muligt, at Birck havde sagt mere om Forholdene, hvis han havde staaet mere frit, end han gjorde.

Det afgørende Faktum er, at han har fremsat et absolut paalideligt, uomstødeligt, fast tømret Materiale vedrørende svindleriske Transaktioner, der, uanset de mangeartede økonomiske og politiske Konsekvenser, kostede Landet direkte mere end en halv Millard Kroner, og at dette Arbejde bygger paa Sandhed, paa den Klippe, som ingen rokker.

Selvfølgelig er den københavnske Højrepresse forfærdet over disse Afsløringer: »Berlingske Tidende« mener, at den Dom, Birck herefter fældede over Kapitalmagtens Koryfæer ved at betegne dem som Mænd af almindeligt Lommeformat, dog gik altfor vidt, og »Nationaltidende« er utilfreds med, at Kommissionen ikke koncentrerede sit Arbejde om Udredelsen af de rent økonomiske Aarsager til Sammenbrudet. Dette Blad er for ramme Alvor forarget over, at Navnene paa Svindlerne og Spekulanterne er offentliggjort i Kommissionens Beretning og anfører som Begrundelse bI. a.: »Vigtigere end at nagle de paagældende Personer til Skampælen eller sætte Kriminalretten i Virksomhed overfor dem er det at faa belyst de erhvervs-

424

mæssige Forsyndelser, vi har begaaet herhjemme. (Sic!) Det maa til enhver Tid være ikke saa meget Personerne som Systemet, man maa se at komme til Livs. Og man kunde have ventet, at Kommissionsberetningen i højere Grad havde været sig denne Retningslinie bevidst«. (Nat. Tid., 15. 1. 1924). Nej, selvfølgelig, efter disse Blades Opfattelse var og vedblev Mænd som Glückstadt, Ballin, Heilbuth, Weimann, Dessau osv. at være store Mænd, betydelige Mænd, og ligesaadan alle disse Jøders lydhøre Lakajer i det højeste Bourgeoisi - sandelig var de ikke Middelmaadigheder - og lige saa sikkert maatte der fra denne Kant naturligvis advares mod uværdig politisk Blodhævn, personlig Skandalisering og desl., der efter disse Blades Mening kun vilde være egnet til at skade Danmarks Renommé i Udlandet. Dette var Kravet om, at Jødernes Tabu skulde respekteres, om igen, et Krav, som altsaa opretholdes selv paa det Tidspunkt, da hele den jødiske Kapitalmagts forbryderiske Færden var afsløret i næsten alle dens Enkeltheder, og da man for Landets og Folkets Skyld burde have krævet, at denne Finansklike fjernedes radikalt. Sandelig: »Landmandstidende« havde Ret, naar det skrev: »Hvilken Uretfærdighed og hvilket Vidnesbyrd om Tidens og Ledelsens Demoralisation, at disse Spillere endnu skal have Lov at færdes blandt os, som om intet var sket, ja endog vedblive med at indtage ledende Stillinger i Samfundet«.

Men hvilken Lykke for Landet, at det dog havde een Mand i Landets Skæbnetime, der havde Mod til at sige Sandheden og Evnen til at finde sig tilrette i dette fantastiske Væv af Svindel og Korruption, de jødiske Spilleuhyrer havde spredt over Landet. Man fristes til at spørge: Hvad havde vi vel vidst idag om alle disse Forhold, hvis Prof. Laurits Vilhelm Birck ikke havde været til? Næppe særlig meget ud over det, at Landet under og efter den første Verdenskrig ved Spekulation og Spil tabte mere end en Milliard Kroner. Nu ved vi dog ogsaa i det store og hele, hvordan og hvorfor disse Penge gik tabt.

425

f) Bircks Kamp for en sund Valuta- og Kreditpolitik.

Efter Landmandsbankkrakkets Efterdønninger i det store og hele var overstaaet, meldte Spørgsmaalet om, hvorledes man vilde forholde sig overfor Landets Valuta, sig for Alvor for Landets Finansstyre. De stadige Kurssvingninger, som allerede 1919 og 1920 havde været diskuterede i offentlige Undersøgelseskommissioner, foranledigede endelig i Sensommeren 1923 Nationalbanken til at indkalde Erhvervslivets Repræsentanter til den saakaldte Valutakonference, som traadte sammen i August Maaned og dernæst i 15 Møder indtil Slutningen af Oktober behandlede de herhen hørende Problemer. Det var her, Kampen stod om Deflation, Kroneopskrivning, eller Devaluering, d.v.s. Stabiliseringen af Kronens Værdi til en tilpas nedskreven Værdi. Ogsaa Spørgsmaalet om Aarsagerne til Valutamiseren og om Midlerne til at genskabe stabile Pengeforhold stod naturligvis til Drøftelse, men Hovedproblemet var, om Kronen skulde tilbageføres til sin oprindelige Guldværdi eller ej. *)

Nationalbankdirektør Dr. Carl Ussing antydede allerede i sin Indledningstale i Valutakonferencens første Møde den 16. August 1923, at man i Forhandlingerne formodentlig ikke burde blive staaende ved Kravet om at standse Kronens Kursfald, men at man derudover maatte overveje, om det ikke ogsaa var hensigtsmæssigt at arbejde paa dens Opgang. Som om Stikordet dermed var givet, erklærede Formanden for Grosserer-Societetet, Jøden Ernst Meyer, at set fra et Handelssynspunkt var en kunstig Indgriben af en hvilken som helst Art absolut af det daarlige, at man iøvrigt »fra Handelsstandens Side ganske kunde slutte sig til det Hovedsynspunkt, at Maalet er en Stabilisering af Kronen og derefter en successiv langsom Forbedring«. Landbrugets Repræsentant Folketingsmand P. P. Pinstrup bemærkede derefter, at han helst saa, at Kronen blev

*) Jvf. til det følgende: Valutakonferencens Forhandlinger August-Oktober 1923. Kbh. 1923.

426

tilbageført til Pari, men Opgangen skulde gaa saa langsomt, at der kunde gaa 20 - 30 Aar, inden Maalet var naaet.

Dog, Professor L. V. Birck vidste ogsaa i dette Tilfælde straks, hvad Maalet maatte være, og sagde det saa fyndigt og saa indtrængende, at modsatte Anskuelser i dette Møde slet ikke vovede sig frem. Han erklærede bI. a.:

»Jeg vil gerne gøre Direktør Ernst Meyer, som siger, at kunstig Indgriben ikke er nødvendig, opmærksom paa, at vi i Øjeblikket har en meget afgørende kunstig Indgriben i Form af Suspension af Sedlernes Indløselighed.

Der bliver sagt, at man ikke vil have Kronen længere ned, men jeg tror, De Herrer skal formulere det noget tydeligere: det er ikke blot det, at man ikke vil have Kronen længere ned, men man vil være fri for de store Svingninger, med andre Ord: Maalet maa blive en Stabilisering, en Fastlægning af Kronen i Modsætning til de nuværende Svingninger fra Maaned til Maaned. Det synes jeg bliver det første MaaI.

Jeg agter ikke nu at argumentere, men skal kun sige, at mit Ønske er ikke at naa pari, og navnlig ikke at naa det i Løbet af 30 Aar, thi Danmarks økonomiske Historie synes at vise, at hvis galt skal være, maa vi hellere tage den Depression i Erhvervene, der fører til en øjeblikkelig Ruin, og derefter lade nye Mennesker komme til; dette i 30 Aar langsomt fra Dag til Dag at lade Priserne falde vil være fuldkommen ruinerende for dansk Handel og Industri paa en Maade, som De Herrer ikke er klar over. Derfor tror jeg, at Stabilisering er det første Maal, og jeg tilstaar, at jeg ikke ønsker Kronen stabiliseret højere end ved 75.« (Udhævelser af Forf.)

Socialdemokraten, Direktør J. Kr. Lindberg, gav straks sin Tilslutning til Prof. Bircks Betragtninger, idet det ogsaa efter

427

hans Opfattelse maatte være det højeste Maal at gøre Kronen indløselig med Guld, og at Kronens Stabilisering gennemførtes hurtigst muligt - »naturligvis ikke ved pari, men ved en lavere Kurs«, for paa denne Maade at bevare det bestaaende lndtægts- og Prisniveau. Paa samme Maade gav Børskommissær Julius Schovelin til Kende, at han var betænkelig ved at anbefale Indførelsen af den gamle Guldparitet. »Jeg kan,« sagde han, »saa lidt som Professor Birck - ikke ret forestille mig, at det danske Erhvervssamfund virkelig vil udsætte sig for et saadant stadigt Pres paa Priserne og derigennem paa hele Erhvervslivet, som en gennemført Deflation vil sige. Derfor mener jeg, man maa forsone sig med den Tanke at faa Kronen skrevet ned til en Værdiparitet med Guld, som ligger omkring det nuværende Niveau.«

I det andet Møde den 21. August løb Nationalbankdirektør Dr. Carl Ussing straks Storm mod Devalueringskravet, mod Tanken om at »nedskære Kronen«. Han mente, at en saadan Ordning maatte afvises af juridiske, moralske og praktiske Grunde og gav i Tilknytning hertil en nærmere Begrundelse for denne Opfattelse. BI. a. gjorde han gældende, at dette »at nedsætte Nationalbankens og alle Debitorers Betalingspligt saadan uden videre, det vilde være en Ekspropriation til Fordel for Debitorklassen og til Skade for Kreditorklassen; ja ikke en Gang Ekspropriation, for det vilde jo ske uden Erstatning«. Kreditorerne maatte selvfølgelig sætte sig imod den endelige Nedskæring af deres Krav, og et Kaos af juridiske Forviklinger maatte blive Følgen. Navnlig maatte der opstaa Vanskeligheder med Udlandet, hvad der vilde være desmere betænkeligt, da dette raadede over andre Tvangsmidler end netop Søgsmaal ved Domstolene, naar det vilde gøre Krav gældende. Udlandet kunde jo ogsaa paa anden Maade udøve Tryk paa et lille Land. Mest betænkelig maatte dog den moralske Virkning være: Danmark vilde blive anset for et Land, der nedskærer sine Forpligtelser. To nationaløkonomiske Professorer, Westergaard og Axel Nielsen, spillede i Valutakonferencen samme Melodi.

428

Efter førstnævntes Fremstilling vilde Danmark komme til at staa som et deklasseret Land, hvis Kronen nedskreves; det vilde »komme til at staa i Klasse med nye Lande, som endnu ikke er kommet rigtig i Gang, eller hvor Lovgivningen er i Uorden«, og man vilde atter ymte om, at der er noget raaddent i Danmark. Prof. Axel Nielsen konstaterer kort og godt: »En Nedskæring af Kronen vil udadtil virke som at stryge Flaget og vil kun vække pinlig Opsigt.«

Derefter meldte den passive Kapitals Repræsentanter, Vekselerer C. O. Henriques og Grosserer Ernst Meyer, sig og afviste begge eftertrykkeligt Forslaget om en Devaluering, en Nedskæring af Kronens Værdi. At de derved varetog deres egne finansielle Interesser, at de dermed søgte at gennemtrumfe et gigantisk Kapitalrov overfor de producerende Erhverv, røbede de naturligvis ikke. De forstod tværtimod ganske udmærket at skjule deres sande Hensigt ved at fremsætte de mest taabelige Fraser. Henriques mente bI. a., at det jo i og for sig var aldeles forstaaeligt, naar udenlandske Nationaløkonomer anbefalede Danmark at nedskære Kronen, noget, der bedst kunde gennemføres i valutaødelagte Lande, da disse udenlandske Eksperter naturligvis meget gerne vilde have fat paa den danske Krone for at faa en god Forsøgskanin ind paa Laboratoriet«! Men det kunde man dog ikke gaa med til. Han begreb ikke, at saa udmærkede Nationaløkonomer som de, der er gaaet i Spidsen i dette Devalueringsspørgsmaal, vil være med til at gøre den danske Krone til Invalid for Livstid, før de har forsøgt de fornuftige og mere blide Kure, som den danske Krone skulde bruge for den Forstoppelse, den lider af, og som efter min Mening er opstaaet ved Befolkningens uheldige Dispositioner gennem Krigsaarene, vor høje Levestandard og den Omstændighed, at Befolkningen bruger alt for meget«. Paa samme Maade erklærede Ernst Meyer: »... Vi maa bestemt modsætte os en Nedskrivning af Kronen til en bestemt lavere Paritet. Jeg tror, en saadan Nedskrivning vil virke til Skade for Landet. Den vil svække Tilliden til Danmarks Erhvervsliv og gøre det

429

fuldstændig umuligt for Handelen at arbejde med Udlandet. Handelen kan jo ikke arbejde med Udlandet uden at nyde Udlandets Tillid og Kredit, og begge Dele vilde blive i høj Grad svækkede, hvis man gik til at nedskrive Kronen, oven i Købet som det eneste Land, der endnu har gjort noget saadant. Det er muligt, at hvis vi vilde gøre det herhjemme, vilde andre blive nødt til at følge med, men jeg synes, det vilde være sørgeligt, om Danmark skulde være det Land, der gik i Breschen med Hensyn til at søge Akkord, og det er dog faktisk en Akkord.«

Prof. Birck skar atter hensynsløs igennem al denne Taagesnak, idet han spurgte som Pilatus: Hvad er her Moral, hvad er Sandhed. Hvis personlige Interesser skulde varetages, maatte han gaa ind for en Deflation, da han jo selv hørte til de passive Kapitalister. Dog fortsætter han:

». . . Jeg maa spørge mig selv: Hvem skal hænges, den aktive Kapitalist eller den passive Kapitalist? Og jeg vil tilstaa, at min Sympati er og altid har været hos den aktive Kapitalist«.

Disse Indvendinger gjorde selvfølgelig intet Indtryk paa Modparten. Bankdirektørerne, Repræsentanterne for Industri og Handel og naturligvis ogsaa Landbrugets Repræsentanter var enig med Jøderne i, at Guldpariteten maatte naas ved en stille og rolig Deflation; blot var man ikke helt enig om, hvorvidt Prof. Axel Nielsens Opfattelse, at det bedste Middel til Opnaaelsen af Maalet var en kraftig Diskontopolitik, kunde godkendes. Hurtigt enedes man imidlertid om, at der skulde oprettes et Stabiliseringsfond.

Diskussionen om Aarsagerne til de vanskelige Valutaforhold efter Krigen osv. beskæftigede Konferencens Medlemmer i flere Møder, hvorved der navnlig i det 10. Møde den 21. Septbr. 1923 blev fremført mange interessante Ting om Krigs- og Efterkrigstidens forrykte Spekulationer indenfor Industrien. I Mødet den 7. Septbr. 1923 beskæftigede Direktør C. C. Clausen fra Privatbanken sig med Bankernes Kreditgivning og indrøm-

430

mede, at Bankerne uden Tvivl havde været medvirkende til at fremkalde og opretholde Inflationen, men at de ikke havde kunnet unddrage sig at give store Kreditter svarende til det i Krigsaarene abnormt høje Prisniveau. Da dette Prisniveau ikke havde forandret sig før Krisen indtraadte, havde man ikke kunnet begrænse Kreditterne, og Privatbanken havde til Dato ikke indskrænket Kreditten for en eneste af sine Kunder. Iøvrigt gjorde Direktør C. C. Clausen gældende, at Hovedstadsbankerne i det store og hele indtil Udgangen af 1919 havde været ude af Stand til at kontrollere de industrielle Foretagender, da de indtil da havde haft allerstørste Besvær med at anbringe Penge paa lønnende Maade og med fuld Sikkerhed; Kunderne havde disponeret over tilstrækkelige Midler uden Bankernes Hjælp og havde derfor ikke Grund til at følge Bankernes Direktiver. Med lignende Argumenter forsvarede C. C. Clausen derefter ogsaa Nationalbankens passive Holdning overfor Bankerne; Nationalbanken havde efter hans Opfattelse gjort alt det, den kunde, for at opretholde nogenlunde sunde Valuta- og Kreditforhold. Paa denne Maade mente han i det hele taget at kunne afvise Paastanden om, at Inflationen var Resultatet af en fejlagtIg Bankpolitik.

Julius Schovelin spurgte straks i Anledning af Clausens Redegørelse, hvem der da ellers skulde gøres ansvarlig for Inflationen; om ikke Bankerne, som til Stadighed havde hævdet Nødvendigheden af at opretholde det bestaaende Prisniveau for at holde Produktionen i Gang og for navnlig ikke at ødelægge Eksportindustrien, der skulde forbedre Landets Handelsbalance. Og Birck knytter dertil følgende nøgterne Overvejelser:

”Hvis vi havde et Samfund, der var reguleret ovenfra, vilde der være et Departement, som skulde udregne, hvorledes Kapitalen skulde fordeles blandt de forskellige Erhverv. I et borgerligt liberalt Samfund som vort paahviler denne Opgave Bankerne. Det er Bankerne og Bankdirektørerne, særlig de 4 eller 5 ledende Direktører, der skal sige: Der er Brug for saa og saa megen Kapital til Skibsbygning, saa og saa meget til Forsikrings-

431

væsenet osv., men det er en Opgave, vore Banker har forsømt under Krigen. Ellers vilde vi ikke have saa mange Skibsværfter, at vi ved Hjælp af dem kan forny vor Flaade hvert 3. Aar«.

Ejendommelige Intermezzi oplevede Valutakonferencen med den fra Ballin-Koncernen kendte Skotøjsfabrikant E. F. Jacob. Denne jødiske Industrimand ansaa det selvfølgelig ligesom sine Racefæller Henriques og Meyer for nødvendigt, »at Kronen atter gaar op mod Pari, hvis vi skal have sunde økonomiske Forhold her i Landet« (S. 248). I Mødet den 13. September 1923 beskæftigede samme Jacob sig mere indgaaende med de internationale Handelsforhold og bemærkede herom, at det vist var i 1920, at der blev indført for 3 Milliarder Kr. Varer til Landet, og at der næppe kan være Tvivl om, »at det ogsaa var i høj Grad skadeligt derved, at disse Varer ikke var 3 Milliarder Kroner værd«, saa C. C. Clausen sikkert med Rette havde paastaaet, at de rimeligvis var solgt for en Brøkdel af det, de blev indført for. Da Jacob under disse Bemærkninger talte, som om dette Forhold ikke umiddelbart berørte hans egen Virksomhed, bremsede Prof. Birck ham med Tilraabet: »Deres egen Industri indførte ogsaa, det var ikke alene Handelsimporten«. Dertil svarede saa Hr. Jacob lidt lavmælt: ”Ja, det siger jeg ikke nogetsomhelst til. Jeg kender meget godt de Synder, vi selv har gjort os skyldig i, men vi søger at lære af dem og ikke at gentage dem«. Værre gik det denne Stormand paa Industriens Omraade, da han forsøgte at beskylde Haandværket for Prisaager. I Mødet den 16. Oktober berettede han fra sin Medvirkning i Erhvervenes Priskontrolkomité, at det var gruopvækkende, hvad han der havde erfaret. Han erklærede bI. a.: »Man troede, at naar man gik ind i en Butik, kunde man handle, men nej, der var Prisaftaler. Det grelleste var Bagerne, hvor Oldermanden bestemte, hvilke Priser Bagerne skulde tage.« Da Repræsentanten for Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk, Folketingsmand J. Pitzner, senere blev gjort opmærksompaa denne Fremstilling, erklærede

432

han kort og godt: »Det, som Direktør Jacob der har sagt, er for at bruge et Udtryk, som nu er blevet parlamentarisk bundløgnagtigt«. Da Mødets Leder, Direktør Dr. Ussing, hertil bemærkede, at det maatte være andre Steder sligt kunde siges, men ikke i Nationalbanken, replicerede Pitzner: »Ja, saa er jeg glad ved, at jeg har faaet det sagt alligevel«.

L. V. Birck førte i alle disse Forhandlinger en stadig Kamp for sit Nedskrivningskrav; han vilde have Kronen nedskaaret til Kurs 75. Husmandsføreren Folketingsmand Niels Frederiksen viser nogen Forstaaelse for dette Forslag, da han ogsaa kan indse, at »det er farligt for Landbruget at forpligte sig til i Fremtiden at betale een Ko tilbage med to, fordi man laante den ene Ko paa et Tidspunkt, da den var meget mere værd, end man kan regne med, den bliver, naar man skal betale den tilbage«. Men da han anser det for nødvendigt, at Prisniveauet sænkes kraftigt, mener han til Slut, at Landbruget vil være bedst tjent med at faa den redelige Krone tilbage: Thi »selv om det vil gaa ud over enkelte, som i de senere Aar har disponeret ret stærkt, vil efter min Opfattelse de Fordele, som kan ventes, i rigt Maal opveje dette, og i hvert Fald vil det senere medføre mindre farlige Forhold for Landbruget«. Birck ironiserede derefter over, at man »af sentimentale, moralske og skandinaviske Grunde« vil have Parikronen genindført. løvrigt ønskede han, at Kronen snarest muligt atter bindes til Guldet, og at Guldindløseligheden atter etableres for at fritage Nationalbanken for det Besvær at ordne Valutaforholdene og at lede Landets økonomiske Liv. I dette Spørgsmaal havde Nationalbanken grundigt svigtet sin Opgave og, sluttede Birck, »jeg foretrækker en automatisk Bremse frem for en Konduktør, jeg ikke er sikker paa«.

Til de Mænd, som særlig haardnakket kæmpede for Gennemførelsen af en radikal Deflation sammen med de jødiske Repræsentanter, hørte endvidere Direktør Hassing Jørgensen, det forhenværende Medlem af den radikale Regering. Det var

433

i denne Anledning, Birck gjorde grundigt op med denne Modstander. Det skete, da Birck i Valutakonferencens sidste Møde kritiserede, at den foreslaaede Stabiliseringsplan, ifølge hvilken Kronekursen skulde stabiliseres ved Hjælp af en med 100 Millioner Kroner udstyret Egaliseringsfond, »i Virkeligheden giver en Antydning af, at Kronen skal op paa sit tidligere Niveau«. Han konstaterer, at det ikke siges direkte, hvad der dog havde været bedre end at sige en Uærlighed dulgt. Derefter fortsatte Diskussionen ifølge Beretningen om Forhandlingerne videre som følger:

»Birck: Faktum er, at her (d.v.s. i selve Møderne) er der ikke Tanke om at bringe Kronen op paa dens gamle Niveau. Tanken er faktisk at stabilisere ved en Kurs omkring 65. Jeg synes, at det skal siges til Befolkningen, at det er de Herrers Aspiration, højere ønsker de ikke at gaa. I øvrigt anser jeg det personlig for galt at blive staaende ved 65, fordi Prisniveauet efter min Mening ligger ved 75. Det har i Henhold til det sidste Pristal endnu ikke indhentet den sidste Stigning i Sterling- og Dollarkursen. Jeg ønsker vedblivende, at vi faar Kronen lagt fast, ikke ved 65, men ved ca. 75, for der ligger Prisniveauet i dette Øjeblik. Men det er ikke det, vi gør her. Vi lader den blive liggende ved 65 med stort Besvær og meget Maskineri, og antyder saa for Befolkningen, naar Konferencen nu hører op, at den hæderlige Krone har sejret; de Hallunker, der vilde ødelægge vor Kredit, er sejrrigt blevet slaaet tilbage af de gode Patrioter, den hæderlige Krone er reddet, og vi har gjort en god Mands Gerning, medens Sandheden dog er den, at Kronen ligger ved 65.

Bankdirektør Hassing Jørgensen talte om dette Paafund, vi havde haft. Jeg tror, det er et Paafund, som er meget gammelt. Hvis Hr. Hassing Jørgensen ved siden af sin udmærkede Bankuddannelse havde anvendt nogen Tid paa at skaffe sig teoretisk Uddannelse, hvad en Bankmand ikke har Skade af at have, havde han undgaaet denne Bemærkning. Fordi han ikke har forstaaet hele denne Sag, behøver den ikke at være særlig dybsindig.

Ussing: Jeg tror, at Professor Birck skulde afholde sig fra Personligheder.

Birck: Ja, men Hr. Hassing Jørgensens Optræden var, som ikke saa sjældent, Udtryk for Hr. Hassing Jørgensens Had til Bøger og Folk, der læser Bøger, noget, som gentagne Gange har ført ham paa Vildspor. Saa maa man have Lov til at værge sig. . .«

434

At Valutakonferencens Udgang har været en bitter Skuffelse for L. V. Birck, der af Hensyn til det arbejdende Folk, til de saakaldte aktive Kapitalister, søgte at forhindre en Deflation, fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed af denne sidste Kontrovers. Men dermed havde jo Jøderne ogsaa vundet Sejr. De vidste nu, at der vilde blive indledet statslige Foranstaltninger til Stabilisering af Kronen, og at Tidspunktet dermed var inde til atter at lænse Statskassen tom ved snedigt tilrettelagte Valutaspekulationer. Syn for Sagen giver først de ovenfor omhandlede Baissespekulationer, Theo Kliatsehko er inde paa i Januar-Februar 1924, og godt et Aar senere Erik Glückstadts og Konsorters Haussespekulation. (Jvf. Afsnit 8c). Det kom netop saaledes, som Prof. L. V. Birck forudsagde i Valutakonferencens Møde den 28. August 1923, da han ganske tydeligt forklarede, hvad der vilde ske, naar man straks genindførte Parikronen. »Jeg vil«, erklærede han, »have Lov til at sige, at hvis vi virkelig fik Kronen op til 27 cents i Morgen, vilde Nationalbanken blive drænet, fordi der er saa megen Fortjeneste for de Udlændinge, der har danske Kroner eller danske Obligationer eller overhovedet danske Kronefordringer, at de straks kan realisere den Gevinst, idet de har faaet dem til 20 cents, og naar man kan bringe 7 cents hjem af hver Krone lige straks, antager jeg, at de fleste vil gøre det«. Naa, saadan spekulerede Jøderne ogsaa. Nu satte først en mægtig Kapitalflugt ind, og da saa Tiden var inde, i Sommeren 1925, piskede en forceret Efterspørgsel efter Kronen fra de internationale Finanshyæners Side som nævnt Kronen op imod Pari i Løbet af 3 til 4 Uger (fra en Guldværdi paa ca. 60 ved Aarets Begyndelse og ca. 70 i Slutningen af Juni til en Guldværdi paa godt 90 i Slutningen af Juli 1925) - og dermed var Forretningen gjort.

Diskussionen om Parikronen førtes iøvrigt naturligvis ogsaa videre efter, at Valutakonferencen var endt. De stadigt vedvarende Kurssvingninger og de dermed i Sammenhæng staaende Valutaspekulationer gav mere end nok Anledning dertil. F. Eks. drøftedes Spørgsmaalet meget indgaaende

435

paa de jydske Landboforeningers Delegeretmøde i Aarhus den 10. Novbr. 1923, hvor Lægmanden, Seminarieforstander Jens Byskov og den Sagkyndige Prof. L. V. Birck tog en Tørn om dette saa haardt omstridte Problem. Her krævede Jens Byskov, at Guldindløseligheden atter maatte indføres, men at det ikke mere maatte være Storbankerne, der skulde have Bestemmelsesret over Pengeforholdene. Han vilde ikke have Kronen ”nedskrevet«, thi: »Det vil i Virkeligheden sige, at vi maa gaa Fallit. Saa skulde vi jo tro, at det var Nationalbanken, der var insolvent; men den har jo indtil nu betalt det sædvanlige Udbytte, og den har nylig udsendt en Erklæring om, at den godt kunde indløse alle Sedlerne mod Guld. Skal Staten da gaa fallit og nedskrive sine Obligationer? Men Valuta-Kommissionen siger jo, at Staten sidder godt nok i det, og hvis den saa kun betaler 60 pCt. af sin Gæld, er der intet andet Navn herfor end svigagtig Fallit. Hvad Privatfolk angaar, maa de virkelig betale deres Gæld med de samme Guldkroner, som de stiftede den med… (Inflationsgæld lader den moralske Jens Byskov naturligvis fuldkomment ude af Betragtning! Forf.). Der sker ingen Uret ved at give Kronen dens Guldværdi igen; men der sker blodig Uret mod de virkelige Sparere ved ikke at gøre det«.

Byskov blev her imødegaaet af Prof. L. V. Birck, som atter gjorde gældende, at Valutaspørgsmaalet kun maatte betragtes ud fra rent økonomiske Synspunkter, og at man maatte spørge, hvilken Ordning der vilde gavne Erhvervslivet bedst. Han tvivlede ikke om, at det danske Folk forlangte en ærlig Valuta, men man maatte være klar over, at den kunde ogsaa opnaas ved at stabilisere Kronen paa et nedskrevet Kursniveau. løvrigt vilde det, erklærede Birck, ikke være tilstrækkeligt, hvis man kun forsøgte at naa frem ad Devisepolitikkens Vej; den maatte følges af en maalbevidst Diskontopolitik og en Regulering af Udenrigshandelen. Betænkeligt vilde det være at aabne for Guldet, da det næppe kunde antages, at det danske Folk straks kunde tage et Prisfald paa 30 pCt. »Det er«, fortsatte Birck, »et Offer, man skal erklære sig villig til at bringe, og her gælder ingen Snak om Hæderlighed i Almindelighed; thi Prisfaldet er en Realitet, som man maa tage Stilling til«. Og han resumerer: »Der vil vist være overvejende Enighed om, at vi ikke kan aabne for Guldet til Pari Kurs«. Han uddybede denne Tankegang ved senere i Diskussionen at tilføje: ”Jeg mener, at man i Løbet af 2-3 Aar vil faa et lavere Prisniveau for Landbrugsprodukter. Men kan Landbruget saa taale det 30 pCt.s Fald, som vil blive Følgen af Stabilisering til Pari nu?«

Saavidt om de divergerende Meninger paa det store Landbomødei Aarhus.

Regeringen gik naturligvis sine egne Veje og fulgte atter Højfinansens Paroler.

436

Egaliseringsfonden blev en Katastrofe, men dermed blev planen om at stabilisere og samtidigt kursforbedre Kronen ikke opgivet. Tværtimod! Umiddelbart før Jul 1924 gennemførtes en ny Lov om Valutaforanstaltninger paa Rigsdagen, ifølge hvilken det atter blev fastslaaet, at Staten med alle Midler vilde gennemtvinge en Deflation. Det bestemtes her bI. a., at Staten skulde medvirke ved Tilvejebringelsen af en Kredit for Nationalbanken paa indtil 40 Mill. Kr. U.S.A. Dollars og yde Statsgaranti for dette Beløb, og at Nationalbanken derefter ved Hjælp af Dollarkreditten skulde »opretholde en saadan Kurs for U.S.A. Dollars, at Kursen paa Københavns Børs ikke overstiger i Tiden indtil 1. Juli 1925 5,74, i Halvaaret indtil 1. Januar 1926 5,60, i Halvaaret indtil 1. Juli 1926 5,46 og i Halvaaret 1927 5,32«. Det var klar Besked. For iøvrigt ogsaa paa anden Maade at demonstrere, at man var fast besluttet paa at gennemføre Deflationen, tog Seminarieforstander Jens Byskov (senere Undervisningsminister i Ministeriet Madsen-Mygdal) nu paany fat, idet han i Foraaret 1924 i Horsens udgav sit ominøse Skrift: »En ærlig Krone«, i hvilket han forsøgte - for at benytte hans egne Udtryksmaader - som Svend Due - »at tænke selv, saa godt som vi forstaar« *) og derved rigtignok ogsaa dummede sig saa godt som nogen kunde gøre det.

Byskov dømte selv ikke saa fejl endda, forsaavidt han forsøgte at tegne et Billede af den herskende finansielle Situation. Da er det ligefrem forbløffende, saa klart han ser. Ganske nøgternt indrømmer han, at Landet strengt taget ikke har noget Rigsdags-Styre, snarere et Finansudvalg-Styre. Men dog heller ikke dette. Nej, erklærer han ganske frimodigt: »Det vilde være rigtigere at sige, at vi styres og regeres af Højfinansen«,

*) Her er tænkt paa Helten Sven Duva i Runebergs »Fänrik Ståls sägner«, om hvilken der siges i Digtet, at han »tog till at tänka själv, så gott han det forstod«.

437

hvorved han rigtignok trøster sig med, at dette Forhold saamænd ogsaa hersker »i de fleste andre Lande, der har den Lykke at styres parlamentarisk«. Altsaa: Parlamentarisme og Højfinansdiktatur hører sammen - og saa betegnes det ovenikøbet som en Lykke, at Landet styres parlamentarisk. Byskov bemærker endog:

»Højfinansen er i alt Fald en Magt i vore Samfund, som vi skulde se at faa Øje paa; det er paa høje Tid, at det sker. Det har været os et dyrt Styre; og det bliver meget dyrere endnu; vi har ikke mere end lige begyndt at se de Regninger strømme ind, som det Styre har skaffet os at betale«.

Dette siger altsaa Venstremanden Byskov med rene Ord, taler aabent om denne Magt i Staten og om dens infame Afpresningsmetoder, saaledes som de anvendtes af Glückstadt i Forhandlingerne med Neergaard osv. Og derefter ofrer selvsamme Forfatter 40 Sider i sin Pjece paa 1) at bevise at han ikke forstaar det bitterste om Valutaspørgsmaalet og 2) til Trods herfor at give gode Raad til Løsning af dette Problem ikke ud fra nøgterne økonomiske Synspunkter, men under Hensyn til et etisk Imperativ. Og Resultatet bliver, at han - just som den jødiske Højfinans - krævede den »ærlige« den »hæderlige«, den »redelige« Krone - eller hvad Barnet ellers skulde hedde - genindført, og at han, - i nøje Overensstemmelse med de af d'Herrer Henriques, Meyer, Jacob osv. i Valuta konferencen fremsatte Anskuelser - taler om, at det maa være en Æressag for gamle Danmark, at Kronen atter bliver den gamle ærlige Krone. Hvad Skidt, om derved de Hundrede og atter Hundrede Millioner Kroner, der er stiftet som Gæld i Inflationsaarene, skal betales tilbage i Guldmønt - det gør intet; thi selvom det ogsaa blot kan gavne den passive Kapital - Højfinansen, der regerer Landet - saa maa man tage det med i Købet, naar blot Landets Ære reddes. Jens Byskov postulerer bI. a., at Landbruget maa kunne bære det, og hvis ikke - ja, »hvis det virkelig var saaledes, hvis vort Land-

438

brug kun kan bestaa paa den Betingelse, at vi kører med uærlige Penge, altsaa skal holdes oppe ved kunstige Midler, saa skal man da lade være med at kalde det vort bærende Erhverv«. Ikke sandt: det var dog en ligefrem genial Indvending. Hvad duer Landbruget vel til, hvis det ikke kan forrente og afbetale en Klatskilling paa flere Hundrede Millioner Kroner Svindelgæld!? Ogsaa Katastrofen i Industrien vil, mener Byskov, blive overkommelig, selvom den ogsaa i stor Udstrækning arbejder med Inflationsgæld. Og han holder sig i Bedømmelsen af denne Sag til - »Finanstidende«! Dette Organ havde nemlig sagt: »Opgaven, som hele Nationen skælver for, og som vore ledende Finanskredse famlende tøver overfor, er ikke Hekseri. Faren ligger mest i den tøvende Frygt. Tager man handlekraftigt paa Ondet, da lader det sig udrydde som et giftigt Kryb«. Se, det er Betragtninger, Byskov kunde godkende, efter at han havde taget Beslutning om at efterleve Sven Duvas Leveregel, at »tænke selv saa godt han det forstod«. Og Byskov fremmaner til Slut al Verdens Ulykker over det syndige danske Folk, hvis det ikke efterkommer Højfinansens Paroler og støtter Kravet om Genindførelsen af den saakaldte ærlige Krone. »Vi gaar til Bunds«, siger han, ”uden nogen som helst Undskyldning, og kommer vel derfor ogsaa blandt Folkene til at bære paa den Foragt, som vi i fuldeste Maal har gjort os fortjente til«.

Med saadanne Betragtninger vakte Byskov i den Grad Opmærksomhed hos jævne Folk, at han straks anerkendtes for at være en særlig Ekspert paa Valutaspørgsmaalets Omraade og nogen Tid senere blev valgt ind paa Rigsdagen!

Naa: Landet fik jo den »ærlige« Krone. Ikke fordi Lovgivningsmagten ønskede at gennemføre en langsom og lempelig Deflation, indtil Guldpariteten var naaet, men fordi Højfinansen gennemtrumfede den efter de Retningslinier, den ansaa for rigtige. Det var udenlandske Kræfter, der ved storstilede Valutatransaktioner pressede Kronens Kurs opad og derved indtjente fantastiske Millionbeløb, og det var den indenlandske

439

Kapitalmagt, som ved Genindførelsen, af Parikronen atter havde konsolideret sin Stilling og nu mere effektiv end nogensinde før kunde videreføre sin Udplyndringspolitik overfor de producerende Erhverv, Landbrug og Industri.

»Finanstidende«, det udprægede Talerør for Finansmagtens Interesser - et Organ, som i denne Periode i første Række støttedes af Vekselererfirmaerne R. Henriques jr., I. S. Hahn's Enke og Brødr. Trier - kendte selvfølgelig i hele denne Sag intet større Maal end en fortsat Højnelse af Kronens Værdi. Gang paa Gang hævdes dette Krav. Bladet er derfor ogsaa glad for Valutaloven af December 1924, i hvilken der efter dets Opfattelse endelig var bleven lagt en fast Retningslinje for Landets Valutapolitik, og det jubler, da Kronen i Sommeren 1925 ryger i Vejret med rasende Fart, trods Regeringens gode Ønsker om blot at naa langsomt frem til Maalet. Glædestraalende konstaterede dette Finansorgan i Løbet af Foraaret 1925, at den engelske Valuta var godt paa Vej henimod Pariværdien; saa maatte jo vel ogsaa den danske Krone følge efter. Der viste sig ogsaa snart Antydninger af en forholdsvis hastig Deflation; den 16. April 1925 peges bI. a. hen paa, at den danske Valuta godt et Aar i Forvejen havde staaet 11 à 12 Øre lavere end nu, idet dens internationale Værdi var steget fra 57 Øre til 68 øre. Den 20. 5. fremhæves, at det internationale Prisfald er i Færd med at øve et stærkt Tryk paa Erhvervslivet, og at Valutastigningen kan gøre Trykket utaaleligt. Men alligevel erklærer »Finanstidende«: »Vi fastholder i hvert Fald, at Kronen bør med alle Midler søges tilbageført til sin Guldparitet«. Og saa kommer den herlige, den dejlige Tid, da den internationale Højfinans bemægtiger sig Kronen, da Erik Glückstadt derovre i New York trækker i Snorene,*) og da Kronens internationale Værdi stiger fra Uge til Uge, i Forhold til Dollaren fra

*) Jvf. ovenfor Afsnit 8c, S. 309 flg.

440

Kurs 521

den 22. Juni til

- 507

- 29. - , dernæst til

- 485

- 6. Juli, til

- 488,75

- 18. - , -

- 469

- 20. - , -

- 439,50

- 27. - , og til

- 416

- 24. Aug. henholdsvis til

- 401

- 31. - , medens

373,15 var Parikurs. Usigelig og ubeskrivelig den Glæde, Kapitalens Vogtere oplevede i disse Dage!

Og hvem var det saa, der fremtvang denne hurtige Stigning i den danske Krones Værdi?! Ja, det er bedst, at Finansmagtens eget Organ, ”Finanstidende«, selv fortæller det, da det er særlig godt inde i Sagen og for en Gangs Skyld giver temmelig god Besked. Dette Ugeblad meddeler den 8. Juli 1925 i en Artikel: »Kronestigningen «, bI. a. følgende:

»Hvor mange reelle Forhold der endnu kan anføres som medvirkende Aarsager til den Stigning i Kursen paa danske Kroner, som den sidste Tid har bragt - man har saaledes og sikkert med Rette henvist til Bankernes Kreditstramningspolitik, Forbrugsindskrænkningen under Lockouten, de gode Høstudsigter m. v. - tør det dog betragtes som givet, at Udviklingen aldrig vilde have antaget en saa voldsom, ja man kunde fristes til at sige katastrofal Karakter, om der ikke havde været udenlandsk og da i særlig Grad amerikansk Spekulation med i Spillet. Man behøver blot at se paa Bankernes Maanedsbalancer, der bærer Vidne om en saa rigelig Tilstrømning af udenlandske Kapitaler, at Privatbankerne i vidt Omfang har set sig i Stand til at nedbringe deres Rediskontering hos Nationalbanken, eller paa Obligationsmarkedet, hvis Dag for Dag stigende Kurser taler et ikke mindre tydeligt Sprog. Og som en yderligere Bekræftelse paa, at det for en stor Del er udefra kommende Kræfter, der gør sig gældende, kan man henvise til den mærkelige Paralellitet, der i den senere Tid har præget danske og norske Kroners Bevægelser.

Hvad er det da for Forhold, der har bevirket, at man i den sidste Tid fra amerikansk Side har næret en saa paafaldende Interesse for vor ellers lidet paaagtede Valuta? Ja, først og fremmest er Aarsagen naturligvis den, at der er et Overskud af Kapital paa det amerikanske Pengemarked.

Ovenpaa den Aktivitet, som prægede Erhvervslivet i Aarets første Maane-

441

der, er der nu indtraadt en vis Stagnation, der maaske ikke helt lader sig forklare ved Begrebet Sommerstilhed alene, og dette har ganske naturligt haft til Følge, at betydelige Kapitaler, som under andre Forhold vilde være blevet anbragt i Raavarer o.l., nu har fundet Vej tii Pengemarkedet...«

Artiklens Forfatter gør derefter Rede for Forholdene paa det amerikanske Obligationsmarked og fremhæver, at den stærke Stigning i Obligationskurserne, der i Løbet af det sidste Aar har medført, at den effektive Rente, som kan opnaas ved Købet af saadanne Obligationer, ikke er overvældende stor. Og dernæst fortsætter han: »Det er derfor kun, hvad man maatte vente, at de, der ligger inde med likvide Midler og er parat til at tage Chancen, hvor den maatte melde sig, i den senere Tid i voksende Grad har rettet Blikket mod de forhaandenværende udenlandske Investeringsmuligheder. Saalænge den engelske Valuta endnu manglede et Stykke i at have naaet Pari, var det ganske naturligt først og fremmest denne, der tiltrak sig Amerikanernes Opmærksomhed. Men efter at yderligere Gevinstchancer nu er udelukket her, har man set sig om efter andre Valutaer, der kunde give Haab om en lignende Kursavance. Og her har man da Forklaringen paa, at Efterspørgslen efterhaanden særlig har rettet sig mod danske og norske Kroner samt spanske Pesetas, de eneste ustabile Valutaer, der har Mulighed for engang at naa Pari. Hvorvidt denne Mulighed nogensinde viI blive realiseret, er en Sag for sig, men hidtil staar alle tre Lande i hvert Fald officielt paa det Standpunkt, at de ønsker Valutaen hævet, og fra amerikansk Side har man derfor faaet den Opfattelse, at her var der noget at gøre«.

Finansorganetgiver altsaa ganske aabent til Kende, at Kronen er blevet til et Spekulationsobjekt for den internationale Kapital, og at det navnlig er amerikanske Kredse, der i Tillid til den danske Statsledelses gentagne Forsikringer om, at man vilde genskabe den saakaldte ærlige Krone, i Tide begyndte med at hausse Kronen. Denne Udvikling strakte sig imidlertid over flere Maaneder, idet Bevægelserne paa Nationalbankens Vekselportefølje allerede fra Efteraaret 1924 tydeligt lod erkende, at Kronestigningen var paa Vej. I hvilken Grad Kapitalen udefra atter var begyndt at strømme ind, viste sig som nævnt i første Række deri, at Nationalbankens Vekselportefølje forringedes. Den sank fra ultimo August 1924 til ultimo August 1925 med ikke mindre end 200 Mill. Kr. Paa »Veksler med Indlandet« indestod ult. August 1924 endnu 277,3 Mill.

442

Kr. Den var sunket pr. 29. 11. 1924 til 230,9 og pr. 31. 12. s. A. til 186,9 Mill. Kr. Den 30. 4. 1925 udviste denne Post rigtignok 197,6 Mill. Kr., men derefter gik det atter strygende nedad, den 30. 5. til 181,8, den 30. 6. til 111,2, den 31. 7. til 80,2 og den 31. 8. 1925 til 75,6 Mill. Kr. Dertil maa bemærkes, at denne Udvikling var godt forberedt, da der allerede siden Efteraaret 1923 var blevet klaget over stigende Kapitalflugt, et Fænomen, som er af allerstørste Betydning, men som tilsyneladende er undgaaet »Finanstidende«s Opmærksomhed. I Virkeligheden laa Sagen jo saadan, at de Penge, som før i Tiden var blevet brugt til at hausse fremmed Mønt, nu vendte tilbage. Iøvrigt pointerer Finansorganet endnu udtrykkeligt, at det ikke var den socialdemokratiske Regerings Fortjeneste, ej heller Nationalbankens, at Kronekursen atter var naaet op imod Pari, ligesom det fremhæver, at Nationalbankens saa stærkt attraaede Kreditindskrænkning ikke var opnaaet ved egen Hjælp, men at den, takket være Kronestigningen, var kommet »som en Tyv om Natten«.

Da nu Deflationen var saa godt i Gang, var det naturligvis tilsidst »Finanstidende« meget om at gøre at faa Kronen op til Guldpariteten saa hurtigt som muligt. Den maatte for Guds Skyld ikke mere nedskrives. Da Valutaraadet henimod Slutningen af Juli 1925 genoptog Forhandlingerne om Kronens Stabilisering, advarede Bladet indtrængende mod at genoptage Planen om en Stabilisering ved 80. Det erklærede herom bI. a.: ”En saadan Pengereduktion svarer, om ikke til en Statsbankerot, saa til en Akkord, som ikke lader sig vedtage uden Kreditorernes Samtykke eller ifølge en Lov. Men endvidere vil en saadan Konfiskation af privat Ejendom stride mod Grundlovens § 80 og derfor til sin Gennemførelse kræve en Grundlovsændring«. (Sp. 960). Saadanne kraftige Varselsord mente dette Kapitalmagtens Organ at maatte rette til Valutaraadet for at skræmme det bort fra Nedskæringsprojektet. Nu var Inflationen selvfølgelig grundlovsstridig, lig en Statsbankerot osv., men da Inflationen i Aarene 1916-23 gennemførtes i

443

Kapitalmagtens Favør, var der naturligvis ikke Tale om saadanne Ting. Nu havde de internationale jødiske Børsjobbere tjent tykt ved Hausse-Spekulationen i danske Kroner; da vilde det selvfølgelig være en Skandale, hvis man berøvede dem en Del af Spekulationsgevinsten ved at stabilisere Kroneværdien f. Eks. i 80. Derfor Halløjet! Rigtignok er man nu klar over, at Prisniveauet under de nye Forhold maa sænkes hurtigst muligt, helst i Løbet af 3 Maaneder; »Finanstidende« mener, at »naar Valutaen stiger 10 pCt., skulde Løn, Husleje, Skatter, Renter etc. automatisk reduceres med 10 pCt.«. Men Nedskæring af Kroneværdien maatte under alle Omstændigheder undgaas.

Det nævnes i denne Sammenhæng i "Finanstidende«, at de sjællandske Husmænd havde krævet Kurs 80, et Aar i Forvejen paa Prof. Bircks Foranledning endog Kurs 70; men »Finanstidende« siger hertil Nej, Nej og atter Nej. Og herefter retter det en bidende Haan mod Landbruget, som nu tuder, fordi dens Indtægter gaar ned, omendskønt Landboerne, ja hele Folket i lange Baner havde »brølt paa Nationalbanken for at faa den til at redde Kronen fra Undergang« og netop nu havde faaet deres Ønske opfyldt. Da Socialdemokraterne kræver en Formueskat indført, bemærker dette Vekselerernes Standsorgan, at Kravet lyder meget besnærende, eftersom Kreditorerne i Landet jo nu havde tjent op til 30 pCt., naar Kronen skulde gaa i pari, og hvorfor skulde de saa ikke aflevere noget deraf til deres Medborgere, som bærer Tabet. Men saa afviser det alligevel denne Tanke med en flot Haandbevægelse, idet det hævder, at »rent principielt betyder Kronens Tilbageføring til pari kun, at Kreditor faar sin retmæssige Ejendom tilbage«. Det var fuldkommen urigtigt, da Finansbladet selvfølgelig godt vidste, at en meget betydelig Del af den bestaaende Gæld var stiftet i Inflationskroner, og at man jo nu ogsaa krævede hele denne Gæld forrentet og tilbagebetalt i Kroner med en væsentlig forbedret Købeevne. (F. Eks. var Grænselandet Nordslesvig to Gange bleven bogstaveligt snydt og be-

444

draget, ved først at faa det ved Markinflationen opstaaede Formuetab paa ca. 300 Mill. Kr. erstattet med en Femtedel ved Valutaudligningen, 60 Mill. Kr., udbetalt i Inflationspenge, og dernæst ved at være tvunget til at stifte Kronegæld ganske udelukkende i Inflationskroner. En ærlig Krone blev jo dengang for Landsdelen et fuldkommen ubekendt Begreb!)

Hvorom alting er: Finansmagtens Haab og Forventninger med Hensyn til Valutaforholdenes Udvikling gik fuldkomment i Opfyldelse; ogsaa i 1926 steg Kronekursen jævnt og støt, og fra 1. Januar 1927 havde Landet atter en lovfæstet Guldparitet.

At dette Resultat maatte have en gennemgribende Forskydning i Velstandsforholdene til Følge, var forudset, og navnlig havde Prof. L. V. Birck fremhævet denne Konsekvens og advaret mod Følgerne af en saadan Pengepolitik. Spørgsmaalet bliver herefter, hvad de indenlandske Kreditorer, Kapitalmagten, har kunnet tjene ved den Forskydning i Kronens Købeevne, som var en nødvendig Følge af Genskabelsen af Guldpariteten. Med Hensyn til Fondsejerne lader denne Fortjeneste sig nogenlunde beregne. Det viser sig nemlig, at den samlede Prioritetsbehæftelse i Aarene 1919 til 1926 er steget med mere end 3 Milliarder Kroner. Ifølge »Statistisk Aarbog« beløb den samlede Sum af indtegnede Behæftelser i de nævnte Aar sig til ialt 7.593.293.000 Kr., og den samlede Sum af udslettede Behæftelser til 4.399.465.000 Kr. Tilgangen i Prioritetsbehæftelsen androg herefter i denne Inflationsperiode ikke mindre end 3.193.828.000 Kr. Heraf faldt i Aarene 1921-26 *)

paa København og Frederiksberg

515.168.000 Kr.

paa Provinsbyerne

461.584.000 »

paa Landdistrikterne

1.317.807.000 »

*) For Aarene 1919-20 giver »Statistisk Aarbog« ikke særskilte Oplysninger vedrørende Fordelingen af Prioritetsgælden .

445

Hovedparten af de ny indtegnede Behæftelser var Kreditforeningslaan, idet de i Kredit- og Hypotekforeningerne optagne nye Laan i Aarene 1919-26 beløb sig til ialt 2.032.956.000 (incl. 96.045.000 Kr. hos Kreditforeningen af Kommuner i Danmark). Da der overfor de godt 2 Milliarder Kroner nye Laan stod ca. 350 Mill. Kr. indfriede Laan, androg Forøgelsen af Kredit- og Hypotekforeningsgælden alene i denne Periode netto ca. 1.7 Milliarder Kroner.

Naar der nu kan gaas ud fra, at Kreditorerne for den i Inflationsaarene stiftede Prioritetsgæld ved Indførelsen af Guldpariteten, som »Finanstidende” ganske rigtigt oplyser, har tjent ca. 30 pCt., vil det sige, at Kreditorerne til Prioritetsgælden, hvis Stigning udgjorde 3 Milliarder Kroner, ved Deflationen tjente ca. 900 Mill. Kr. I Virkeligheden kan denne Fortjeneste imidlertid sættes væsentlig højere, da der her ses bort fra Debitorernes Tab som Følge af de lave Obligationskurser i Overgangsaarene efter Krigen. Men dertil kommer den Forbedring af Velstandsforholdene for Besidderne af den passive Kapital, som opnaaedes derved, at ogsaa Statsobligationerne, som udstedtes i de første Efterkrigsaar, steg tilsvarende i Værdi. Herved tænkes paa de i denne Periode optagne indenlandske Statslaan, som beløb sig til yderligere 350 Mill. Kr. Tages saaledes alt i Betragtning, kan det uden Betænkning fastslaas, at den Formuetilvækst, den passive Kapital, Finansmagten opnaaede ved Deflationen, i Virkeligheden har andraget mere end een Milliard Guldkroner! (Alene Nordslesvigs Gældsbyrde overfor Kapitalmagten udenfor Landsdelen laa, ifølge cand. Polit. Johan Paulsens Beregninger, maalt i Realgoder ca. 200 Mill. Kr. højere end de overtagne Forpligtelser!) *)

*) Jvf. L. Christensen, Nordslesvig venter -. Kbh. 1935, S. 292.

446

Det var denne Gave, Forkæmperne for den ærlige Krone, hvadenten de tilhørte Finanskliken eller ogsaa var Systempartiernes haandgangne Mænd som Jens Byskov, Thorvald Stauning, Christmas Møller o.s.v., mente at maatte forære de saakaldte passive Kapitalister, specielt Jødemagten. *) Denne Transaktion var jo strengt taget ikke andet end en kæmpemæssig Ekspropriation af de brede Befolkningslag, af den saakaldte aktive (arbejdende) Kapital, til Fordel for Højfinansen. Naar man holder sig denne kæmpemæssige Formuekonfiskation i Erindring, væmmes man ved den helt igennem uredelige Parole om den »redelige« Krone, ved de forlorne Fraser om den »ærlige« Krone, som desværre i ganske væsentlig Grad

*) Det kan ikke fremhæves stærkt nok, at det var Kapitalmagten, der gav Stødet til, at Rigsdagen gik ind for Genindførelsen af Parikronen, og at det var jødiske Finansmænd her i Landet og paa det internationale Kapitalmarked, der gennemtrumfede Deflationen. Og det er bundløgnagtigt, naar man vil gøre andre Kredse end netop den jødiske Finansverden ansvarlig for denne Udvikling. Til Trods herfor forsøger de herskende Systemkredse selvfølgelig nu Gang efter Gang at forplumre disse Kendsgerninger og at frikende Højfinansen, som i saa utrolig Grad profiterede ved Genindførelsen af Parikronen, for ethvert Ansvar. I denne Henseende præsterede »Politiken« noget ganske enestaaende, ved for ganske kort Tid siden at give fhv. Statsminister Madsen-Mygdal hele Skylden for Deflationen. Dette Blad bemærkede nemlig i Anledning af hans Død den 23. Februar 1943: »Det var Madsen-Mygdal, der som Formand for Landstinget Valutaudvalg i 1925 fik gennemført en Valutaordning, der i Løbet af faa Uger jagede Kronen i Pari, og fra denne Pariføring stammer en meget væsentlig Del af de Vanskeligheder, som det gældbundne Landbrug i lange Tider derefter maatte slaas med«. Det lyder meget pænt, men det er ikke sandt. Thi Agitationen for Kroneopskrivningen var som ovenfor paavist indledet allerede 1923, altsaa længe før Madsen-Mygdal blev Formand for Landstingets Valutaudvalg, og det var ikke hans Værk, men Regeringens og Rigsdagens Værk i det hele, at Forudsætningerne for den forrykte Kronedeflation skabtes. Det var Jøder, der stod bagved, Jøder og nok engang Jøder, der fremtvang den rapide Stigning af Kroneværdien og derved opnaaede Millionfortjenester, medens Erhvervslivet samtidig udsattes for de alvorligste Rystelser. Saadan ligger Landet. Men »Politiken« anser det altsaa for klogt at fremstille Sagen, som om Madsen-Mygdal af egen Drift

447

skulde bidrage til at vække Folkestemningen for en hurtigst mulig Deflation. Det er ikke gjort med at karakterisere Byskovs kummerlige Aandsprodukt som »Bænkevælling« - saaledes som det skete i »Nationaløkonomisk Tidsskrift«, men Pjecen er ikke mindre end en paa Prent udført Statsforbrydelse, og Forbrydelsen bestaar ikke, som Dr. Carl Ussing søger at give Udseende af i sin Bog om »Nationalbanken 1914-1924«, deri, at Byskov krævede Guldindløseligheden indført, men deri, at han krævede Parikronen genindført. Guldindløseligheden kunde, som af Birck allerede paavist i Valutakonferencens Forhandlinger, ogsaa have været indført ved Stabiliseringen af en nedskreven Krone. Byskov skraalede op: »Vi gaar til Bunds!«

skabte den Situation, der i Sommeren 1925 skulde invitere den internationale Spekulationskapital til at styrte sig over den danske Krone. Derved røbes der selvfølgelig intet om, hvorledes de københavnske Storkapitalister har forstaaet at faa Tag i Landets ledende Politikere og at tvinge dem ind i den for Samfundet saa skæbnesvangre Deflationspolitik. Det havde været interessantere, hvis Bladet havde gjort Rede for denne Side af Sagen og havde givet Oplysning om, hvem der i dette Tilfælde gav Mænd som Stauning, Madsen-Mygdal osv. de fornødne Direktiver, omendskønt det jo i og for sig ikke er vanskeligt at faa Øje paa de Forbindelser, Statens ledende Mænd ogsaa i den her omhandlede Periode havde med Kapitalmagtens Forgrundsfigurer, med Ø.K.'s Direktører (deriblandt Statsminister Madsen-Mygdal's Broder), med store jødiske Industrimænd som Benny Dessau, Ernst Meyer osv.

Naar iøvrigt »Politiken« i Anledning af Madsen-Mygdals Død bemærker, at denne i udpræget Grad havde Evnen til at forme Slagord og derved tillægger ham Æren for at have skabt Udtrykkene: »Den ærlige Krone« og »Kræfternes frie Spil«, saa er dette selvfølgelig ogsaa ved Siden af. »Den ærlige Krone« er efter al Sandsynlighed Jens Byskovs Opfindelse; i det mindste er det Seminarieforstander og Venstres Undervisningsminister Byskov, som igennem sin forvirrede Piece om: »En ærlig Krone« skabte Sangbund for dette Slagord i de brede Befolkningslag. Og Talen om »Kræfternes frie Spil« er jo Liberalismens Grundidé og har sin Oprindelse langt tilbage i Tiden. Dette Udtryk opstod allerede i sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede, da det brugtes meget i Diskussionen mellem Adam Smith og Fysiokraterne. Det er derfor næsten altfor megen Ære for Madsen-Mygdal, naar han nu skal gøres til Ophavsmand ogsaa for denne Parole.

448

og kommer til at bære Alverdens Foragt, hvis vi ikke genindfører Guldpariteten - men han glemte at tilføje, at den Formueforskydning, han dermed tilsigtede, skulde beløbe sig til een Milliard Kroner og mere end det og at det i første Række vilde blive den jødiske Højfinans her og i Udlandet, der skulde faa denne - lad os sige: Klatskilling - forærendes. At han iøvrigt ved denne Ordning ogsaa vilde fremkalde Landbrugets Ruin, kunde selvfølgelig være ham som Venstremand og Hr. Neergaards værdige Partifælle revnende ligegyldigt.

Hvis man nu tror, at Byskov og overhovedet de parlamentariske Partier har faaet Tak fra Kapitalmagtens Side for den Milliardgave, den fik, tager man grundigt fejl. Da Systempartierne erkendte Virkningerne af Deflationen, bragtes naturligvis nu i den første Rædsel den Tanke igen paa Tale, om man ikke nu kunde bremse Kronens hurtige Stigning og alligevel foretage en vis Kronenedskrivning. Dette Problem drøftes bI. a. ogsaa i Valutaudvalget den 16. - 19. Februar 1926. »Finanstidende beretter imidlertid, at Nedskæringstilhængerne nu var slaaet fuldkommen ud, i den Grad, at endog den radikale Venstremand Niels Frederiksen havde opgivet Ævred og var blevet Tilhænger af Parikronen. Og dernæst giver »Finanstidende« (den 24. Febr. 1926) følgende ikke særligt smigrende Skildring af de parlamentariske Partiers Evneløshed, Letsindighed, og Raadvildhed:

»I deres Nød greb de romantiske Politikere i Lommeformat til den store Gestus; paa deres Foranledning var Valutaudvalget bleven indkaldt, nu gjaldt det om at bringe Forfjamskelse i Situationen, en Taktik, disse Herrer altid har været Mestre i, og som ogsaa altid har en Mulighed for at føre til Resultat i et Land, hvor Øllebrød og Kompromisser er Nationalretter. De Radikale gik saa vidt som til at indbringe et Forslag om Kronens Stabilisering i 5 Aar - var det i 5 Aar? - før man højnede den yderligere. Saaledes forsøgte de at holde paa Skillingen og lade Kronen gaa. Venstre stod i en slem Kattepine; for ikke længe siden var dette Parti ude af sig selv af Raseri over den usle Nationalbank, der havde ruineret Landets Mønt og bar Eneansvaret for Finanskatastrofen.

Venstre havde det smukkeste Program udarbejdet om Guldindløsning

449

samtidigt med, at det overfusede Banken med Injurier. Og nu, da Socialdemokratiets Ministerium var ved at komme i Pari med Laurbærkrans og Palmedekorationer, nu viste de smukke Venstreidéer sig kun at være store Ord og fedt Flæsk i Halsen. Venstre turde hverken sige Bu eller Bæ, og paa denne Platform fik Hr. Statsminister Stauning den taknemlige Rolle at optræde som Parikronens Frelsermand, uden Ængstelse for at sætte Ministeriets Existens ind paa dette Standpunkt.”

Saaledes hoverer Vekselerernes Hoforgan nu, da Kuppet i det store og hele er lykkedes. Og Socialdemokratiet nyder den Ære at være i Kridthuset hos Storkapitalisterne, idet »Finanstidende« til Slut anerkender, »at Regeringen er optraadt med Fasthed i denne forkvaklede Politik« og at den - »støttet af Nationalbanken og hele den offentlige Mening inclusive det meste af den radikale og Venstrepressen uforbeholdent er gaaet ind for Parikronen med Guldindløsning før Aarets Udgang«. Højfinansens Direktiver vil altsaa fremdeles blive fulgt, som før under Zahle og Neergaard, saaledes nu ogsaa under Stauning. Om de Konservative er her ikke Tale. Om deres Mening kunde der jo ikke være Tvivl, saalænge det blot var Storkapitalisterne, der lavede Profitten.

Før Aarets Udgang var som foreskrevet Guldindløsningen genindført.

Da Deflationen var afsluttet, foreslog Prof. L. V. Birck at foretage en generel Nedskrivning af Paalydendet paa alle Obligationer, baade paa Kredit- og Hypotekforeningsobligationer samt paa Statsobligationer, med 10 pCt. Han blev imidlertid fra rette Hold kraftigt afvist og beskyldtes for med saadant Forslag at gøre sig til Talsmand for Krav, man ellers kun vilde høre fremsat paa en syndikalistisk Talerstol. Omendskønt »Finanstidende« selv i Juli 1925 havde anset et saadant Krav for rimeligt, maatte der nu altsaa ikke mere være Tale om en saadan Ordning. Nu havde Kapitalen jo sit paa det Tørre. Og herefter kunde det naturligvis ene og alene dreje sig om at frembringe en Sænkning af det almindelige Prisniveau, og navnlig at faa Arbejdslønnen reduceret. Men Ren-

450

terne - helst ogsaa Skatterne - skulde der sandelig ikke røres ved.

Da Danmark nogle Aar senere, 1931, under Indflydelse af Sterlingkursens Udvikling atter maatte forlade Guldpariteten, gik Prof. L. V. Birck med den Konsekvens, der før havde præget hele hans Stilling til Valutaspørgsmaalet, ind for Shilling-Kronen. Da der i Marts 1932 forbigaaende var Tale om, at Sterling muligvis vilde blive tilbageført til Pariværdien, mente han, at Kronen i et saadant Tilfælde ikke burde følge helt med, men fastlægges ved 90. Den 9. April 1932 erklærede han imidlertid, at han ønskede Kronen guldstabiliseret ved 75. Ogsaa denne Gang var han selvfølgelig udsat for alle Slags Angreb fra Højfinansens Side. Kapitalmagten er forfærdet over, at Landbruget nu muligvis vilde opnaa en betydelig Indtægtsforøgelse; »Berlingske Tidende« (4. 2. 1933) regner i en Artikel »Valuta-Deprecieringen og Landbruget« med, at Stigningen i Landbrugernes Indtægter for Aaret 1933 maatte komme til at ligge ca. 173 Mill. Kr. højere end Aaret forud og gav til Kende, at denne Merindtægt maatte udredes af den øvrige Befolkning nøjagtigt i samme Grad, som de var Forbrugere af Landbrugsvarer og importerede Varer. Bladet mente samtidigt i en Nekrolog over L. V. Birck, at denne havde selv følt den senere Udvikling af Valutaforholdene, hvorved Kronen var gledet ned under Shilling-Kronen, som et Nederlag, omendskønt det var ham, »der selv havde været med til at berede sig den Lod at komme for sent, selv havde ryddet Vejen frem til den Shillingkrone, mod hvilken det agrariske Gennembrud uvægerligt vilde blive rettet«. Alle disse Bekymringer var aldeles malplacerede, da Shilling-Kronen i det lange Løb opretholdtes, og da Nedsættelsen af Kronens Guldværdi jo ikke indebar nogen Deflation, d.v.s. Forringelse i Kronens Købeevne, Højfinansen derfor ej heller tabte noget af den, realkapitalmæssig set, mægtige Formuetilvækst, den kunde glæde sig ved siden 1925.

451

g) Birck contra C. L. David.

Til de efter Krigen i særlig Grad overkapitaliserede Bedrifter hørte ogsaa Aarhus Oliemølle, i hvis Bestyrelse Kvartjøden, Højesteretssagfører C. L. David, sad som Medlem fra 1918, som Formand fra 1923. Foretagendet (hvis Historie gaar tilbage til 1871, da det stiftedes af Firmaet Adler, Wulff og Meyer under Navnet Aarhus Palmekærnefabrik) ejedes oprindeligt af en snæver Kreds af Aarhusborgere og overtoges 1915 af det engelske Maypole Dairy Company, som i Marts 1918, efter at Tilførsel af alle RaamateriaIier var standset, solgte det til et dansk Konsortium til en vanvittig Overpris paa ca. 18 Mill. Kr. Dette Konsortium dannede straks et nyt Aktieselskab til Overtagelse af Virksomheden. For ved denne Lejlighed at kunne sikre sig en lille Gevinst, »omvurderedes« Fabriksanlægene til et Beløb af 12 Mill. Kr. og Varebeholdningerne til 9 Mill. Kr. Konsortiet kunde saaledes fordele en fortjeneste paa 3 Mill. Kr. og skal ovenikøbet have beholdt Reserver paa flere Millioner Kroner, som det oprindelige Selskab havde haft. Da det under Kontroversen mellem Birck og David i 1928 navnlig fremhævedes, at David allerede i 1918 indtraadte i Selskabets Bestyrelse, kan man sikkert ogsaa gaa ud fra, at HRS. David har været medvirkende ved den lige nævnte Ordning, som idetmindste ikke skjuler, at det i første Række har været spekulationsmæssige Interesser, der var afgørende for det danske Konsortiums Overtagelse af Foretagendet. Bestyrelsen kom iøvrigt nu til at bestaa af Direktør i Aarhuus Privatbank D. A. Andersen, ORS. P. Stampe i Aarhus, Direktør for Korn- og Foderstof-Kompagniet i Aarhus Chr. G. Hansen, Direktør i Privatbanken i København Peter Reyn, HRS. David og Fabrikant C. F. Jarl, de sidste bosiddende i København. Det nye Selskabs Aktiekapital fastsattes til 15 Mill. Kr., hvoraf Stifterne overtog 3 ½ Mill. Kr. 7 ½ Mill. Kr. afsattes efterhaanden, og 4 Mill. udbødes offentligt til Kurs 108 og overtegnedes flere Gange. Nu gik der Spekulation i Foretagen-

452

det. September 1918 var Kursen steget op til 228. Rammerne for Oliemøllens Virksomhed udvidedes, nye Anlæg opførtes, og efter at man endnu 1918 under Hensyn til den stærke Kursstigning havde forøget Aktiekapitalen med 1 Mill. Kr., forøgedes den allerede 1919 yderligere med 8 Mill. Kr., saaledes at man var oppe paa 24 Mill. Kr. eller 6 Gange saa meget som ved Krigens Udbrud. 1920 gav Driften imidlertid et Underskud paa 9 Mill. Kr. og i 1921 paa 21 Mill. Kr. Resultatet heraf var naturligvis en voldsom Nedgang af Kurserne, som i Foraaret 1923 laa mellem 10 og 15.

Da det ikke var muligt at bringe de store Tab ud af Verden paa normal Vis, maatte der i Maj 1923 gennemføres en Rekonstruktion. Aktiekapitalen i Aarhus Oliefabrik A/S blev ved denne Lejlighed nedskrevet fra 24 Mill. til 6 Mill. Kr. Samtidig konverterede Privatbanken i København og Aarhus Privatbank en Del af deres Tilgodehavende til 8 Mill. Kr. Præferenceaktier; disse ejede paa dette Tidspunkt ca. 10 Mill. Kr., som de havde overtaget efter de oprindelige, tidligere engelske Ejere af Oliemøllen for 72 ½ pCt . mod Pant i Oliemøllen for det hertil svarende Beløb. Da Rekonstruktionen gennemførtes, opnaaede Selskabet tillige Lettelser i en overordentlig tyngende Kontrakt angaaende Befragtning*), som den paa en temmelig letsindig Maade var indgaaet med det af i Privatbanken financierede »Oversøisk Kompagni«. Paa det nævnte Grundlag lykkedes det at føre Selskabet videre.

*) Jvf. hertil Processen, som Ø.K. anlagde mod »Jyllandsposten« i Anledning af, at dette Blad havde sigtet Ø.K. for hemmeligt at have ydet fhv. Direktør Ørum-Pedersen ved Aarhus Oliefabrik en Kaution paa 600.000 Kr. Processen giver et Indtryk af den Konkurrence, som bestod mellem Ø.K. og Oversøisk Kompagni vedrørende Befragtningsforholdene. Kassekreditten ydedes ifølge Direktør Schmiegelows Erklæring af Hensyn til, at Ø.K. i Krigsaarene havde gjort nogen Forretning med Ørum-Pedersen, og at man ikke havde tænkt sig Mulighed af, at Oliefabriken vilde ophøre med at benytte Ø.K.'s Skibe. Jvf. bI. a. »Politiken«, 12. Maj 1923.

453

Om Aarsagerne til de Vanskeligheder, den her omhandlede Virksomhed kom ud for, udtalte den administrerende Direktør for Privatbanken, der ved Rekonstruktionen i 1923 maatte tage det største Tab, sig meget uforbeholdent i Valutakonferencen den 21. September 1923. Her udtalte Direktør C. C. Clausen nemlig bI. a. følgende om Foretagender, der havde været særligt uheldige i deres Dispositioner:

»Jeg vil da sige, at Institutioner som Aarhus Oliefabrik og Svovlsyrefabrikkerne er gamle Foretagender, som havde det Uheld at tjene for mange Penge i de gode Aar, saaledes at de slap bort fra enhver Kontrol fra Bankernes Side. Deres Direktører blev, kan man vistnok med Rette sige, grebne af noget Storhedsvanvid, og derfor satte de Størstedelen af de Penge, som de havde tjent, til paa Foretagender, som de aldeles ikke skulde have noget med at gøre, ganske eksotiske Foretagender uden for Landets Grænser, uden nogen som helst Forbindelse med Landet, og da saa Tilbageslaget kom i deres egen Virksomhed, gik det ud over deres Aktiekapital. Dette gælder dem begge to...« I Forhandlingernes Forløb kom Direktør C. C. Clausen endnu en Gang tilbage til denne Sag og bemærkede: »Jeg vil saa nødig ind paa en nærmere Diskussion angaaende Olieindustrien; saa kunde jeg maaske komme til at sige Ting, jeg helst vilde lade være at sige. Men ved disse store Selskaber var der den Skavank, at deres Direktører blev grebet af Storhedsvanvid; de vilde vist allesammen være Storkors af Dannebrog for at blive hængt op paa Frederiksborg Slot til evig Erindring, og derfor traf de Dispositioner og indlod sig paa Forretninger, som ikke kom deres egentlige Virksomhed ved; derved tabte de deres Penge, og som Følge deraf maatte de ophøre med Virksomheden. Men f. Eks. Aarhus Oliefabrik eksisterer jo vedblivende i sit fulde Omfang. Den har ikke likvideret eller indskrænket sig i nogen som helst Retning; den er, hvad selve Fabrikken angaar, stadig den samme som før. Det, der er likvideret, er Virksomheden ude i Østen og Amerika, hvor de har handlet med Gummi . . . (Himmelstrup: og Copra), ja, maaske ogsaa med Copra, men i hvert Fald har de vistnok i Hovedsagen sat Pengene til i Gummi og andre Virksomheder af den Art, og da saa Nedgangen kom for det Lager, de laa med af egne Varer, gik det ud over deres Aktiekapital. Men Fabrikken gaar videre...«

Ja, Foretagendet førtes videre, fra 1923 med Højesteretssagfører C. L. David som Formand i Bestyrelsen. Men faa Aar senere, 1928, var det galt fat igen. Atter maatte der gennem-

454

føres en Rekonstruktion, ved hvilken Privatbanken i København kvitterede 8 Mill. Kr. af sit Tilgodehavende. Denne Bank maatte samtidigt sammen med Aarhuus Privatbank gaa med til at stille Beholdningen af Præferenceaktier (ca. 7.700.000 Kr.) til Raadighed for Selskabet; Resten blev nedskrevet til 5 pCt. og senere indløst. HRS. David meddelte paa »Aarhus Oliefabrik«s Generalforsamling den 13. Okt. 1928, at det samlede Tab maatte sættes til 16,5 Mill. Kr., og at dermed hele Aktiekapitalen (15 Mill. Kr.) maatte afskrives.

Med de her opstaaede Vanskeligheder stod tillige Privatbanken i København, Landets ældste private Storbank, Tietgens Bank, til hvilken der knyttede sig særligt stærke Traditioner, overfor Sammenbrudet. Den 28. Sept. Kl. 5,40 meddelte Privatbankdirektør Eigtved Pressen, at Banken havde standset sine Betalinger, og samme Dag om Eftermiddagen Kl. 2 ½ meddeltes, at Handelsminister Slebsager havde indgivet sin Demissionsbegæring, da den af ham foreslaaede Plan til Reorganisation af Banken ikke var bleven godkendt af Regeringen. Det viste sig senere, at Slebsager i Forhandlinger bl. a. med Formanden for Landmandsbankens Bestyrelse, Skibsreder A. P. Møller, havde bundet sig til Planerne om en Bankrekonstruktion paa Basis af Overflytningen af Privatbankens tunge Engagementer til Landmandsbankens Afviklingskasse. Denne Plan blev blankt afvist af Statsminister Madsen-Mygdal; Venstre-Regeringen vilde dog ikke endnu engang gaa med til at holde Storkapitalen skadesløs paa Skatteborgernes Bekostning! Derefter indlededes Genrejsningsbestræbelserne med nogle af Bankens Venner, med Direktør A. O. Andersen og Direktør Benny Dessau i Spidsen, og Rekonstruktionen blev derefter gennemført paa det Grundlag, at der fremskaffedes en ny Aktiekapital paa 28 Mill. Kr., at den gamle Aktiekapital blev nedskrevet til 20 pCt., d.v.s. fra 60 til 12 Mill. Kr., og at der desuden tegnedes en ansvarlig Indskudskapital paa 15 Mill. Kr. Det sidstnævnte Beløb stilledes til Raadighed af et Konsortium, bestaaende af Nationalbanken, Handelsbanken og Landmandsbanken samt af Stockholms En-

455

skilda Bank, Hambros Bank i London og Guarantee Trust Comp. i New York. Den i Gullasch-Perioden saa stærkt fremtrædende Direktør C. C. Clausen, som var en af de mest ivrige Deltagere i de mægtige Spekulationsforetagender, og Direktør P. Reyn, der sammen med C. L. David havde siddet i Aarhus Oliefabriks Bestyrelse allerede fra 1918, maatte nu fratræde som Bankens Direktører. Dog, denne Ordning gennemførtes under den Betingelse, at Oliefabrikken i Aarhus nu fuldkommen udsondredes som Bankens Kunde; her var der altsaa nu gaaet Penge nok tabt. Paa Bankens Generalforsamling den 10. Oktober 1928 i den store Børssal mente een af Kritikerne, Magister Harald Nielsen, at Bankens Direktion havde været alt for lempelig i sin Behandling af det store Foretagende i Aarhus, som man bI. a. havde skænket 8 Mill. Kr. Partialobligationer uden at spørge Aktionærerne. Oliefabrikkens Aktier noteredes ogsaa efter Rekonstruktionen stadig til 200! Harald Nielsen mente endvidere, at Ekspropriationen overfor de gamle Aktionærer var altfor haardhændet. Han ønskede, at den nye Kapital ikke burde vente andet Udbytte, end hvad der stod i Forbindelse med det, som Banktilsynet havde regnet med, og bemærkede dernæst: »Magten alene bør ikke alene raade; vi skulde nødigt ind i den Aand, at i Danmark kan man gøre, hvad man vil, blot man gør det«. Ogsaa Arbejdsdirektør Vater stillede Krav om en større Hensyntagen til de gamle Aktionærers Interesser. Men her var intet mere at redde. Magister Harald Nielsen erklærede til Slut i Privatbankens Generalforsamling den 13. Oktober, at »den trufne Ordning er ufuldkommen, og af Hensyn til hele det Milieu, fra hvilket den er udgaaet, bør den ikke være endelig«.

Nogen Tid senere blev Højesteretssagfører C. L. David indvalgt som Medlem i den rekonstruerede Privatbanks Bestyrelse! Uanset det var en Forudsætning for Rekonstruktionen, at Privatbanken trak sig helt og holdent tilbage fra Aarhus Oliefabrik og altsaa heller ikke maatte have yderligere Interesser i Foretagendet, tilstod man dette Fallitforetagende flere Mil-

456

lioner Partialobligationer og valgte ovenikøbet dette Fallitforetagendes Hovedmand ind - i Bankens egen Bestyrelse!

Det var denne Udvikling, der gav Prof. L. V. Birck Anledning til Protest.

I »Nationaltidende«s Aftenudgave af 15. 12. 1928 rettede han sit første Aabne Brev til Højesteretssagfører cand. Jur. C. L. David. Indledende bemærkede han her: »I sin Tid kritiserede De mig fordi jeg, uagtet økonomisk Teoretiker, som Medlem af Landmandsbankkommissionen undersøgte og fattede Domme om Forretningsforhold. Min Retorsion var et Spørgsmaal, om det at behandle Boer og skrive Skøder kunde forlene en Mand med særlig praktisk Indsigt, som f. Eks. kunde gøre ham skikket til at udøve et Bestyrelsesmedlems kontrollerende Virksomhed i Selskaber, hvis Sukces var afhængig af teknisk og økonomisk Forstaaelse hos de ledende. Senere læste jeg med Fornøjelse Deres Indlæg til Fordel for Emil Glückstadt, som gav mig en stærk Overbevisning om, at det er ligesaa fordelagtigt at antage Dem som Defensor, som det er livsfarligt at sætte Dem ind i et Selskabs Ledelse, at dømme efter de Meninger om en Direktørs store Rettigheder og smaa Pligter, Deres Tale gav Udtryk for«.

L. V. Birck udtalte dernæst, at han »med Forfærdelse« havde set, at David var indtraadt i Privatbankens Bestyrelse, »som Repræsentant for den nye Aand«, eftersom det var ham, der var Bestyrelsesformand i to Selskaber, som havde paaført to Hovedstadsbanker særligt store Tab, nemlig i Firmaet » AIfred Olsen & Co.«, der »efter Glückstadts Død har paadraget sig en Milliongæld til Landmandsbanken, hvorpaa Nettotabet anslaas til 5 Mill. Kr.« og i »Aarhus Oliefabrik«, hvis Tab var i friskt Minde og havde været mindre, hvis Formanden i Tide havde gjort sin Pligt. Birck pegede her hen paa, at rette Vedkommende - d.v.s. Direktør Thomsen - i rette Tid havde henledt HRS. Davids Opmærksomhed paa de afgørende Misligheder, hans Meddirektør, Tychsen, havde gjort sig skyldig

457

i, men at David havde ladet de store Tab, der var forvoldt ved Tychsens kommercielle Dispositioner, uænset. Birck sluttede bI. a. med følgende: ”Folk er nu engang, desværre, tilbøjelig til at slutte fra Fortid til Fremtid, fra Deres, i hvert Fald ikke for de to nævnte Selskaber og de to bagved staaende Banker, profitable Virksomhed som Bestyrelsesmedlem, til Værdien af Deres fremtidige Virksomhed, ogsaa i Privatbanken; derfor henstiller jeg til Dem i Bankens Interesse i hvert Fald at udtræde af Bankraadet, idet De ihukommer Deres udmærkede Bedstefader, som aldrig vilde have føjet Spot til Skade ved at gaa ind i Ledelsen af en Bank, han havde skadet ved en, ganske vist for denne samvittighedsfulde Nationaløkonom utænkelige Pligtforsømmelse.«

HRS. David gav straks (Nat.-Tid. 17. s. M.) et meget overlegent Svar, i hvilket han til en Begyndelse mente at maatte pointere, at han rigtignok aldrig havde lagt Skjul paa, »at jeg ansaa Dem (Birck) for at have saadanne Egenskaber, at De burde have været udelukket fra enhver Deltagelse i Bankkommissionen«. Denne Storbedrageren Glückstadts Forsvarer mente endog at maatte tilføje, at han med denne Opfattelse »kun gav Udtryk for den almindelige Mening blandt dem, der havde Kendskab til Forholdene«, hvormed det altsaa fastsloges, at Folket, som netop i Bircks Udnævnelse til Kommissionsmedlem saa en vis Betryggelse for en forsvarlig Undersøgelse, savnede saadant Kendskab. David afviste dernæst Beskyldningerne vedrørende hans Virksomhed i »Alfred Olsen & Co.« og »Aarhus Oliefabrik«, og forklarede om det sidstnævnte Punkt:

»I Aarhus Oliefabrik traadte jeg til som Formand i 1923 paa et Tidspunkt, hvor Virksomheden var overordentlig haardt ramt som Følge af Verdenskrisen og fejlslagne Dispositioner. Paa Rekonstruktions-Generalforsamlingen i Juni 1923 gjorde jeg rede for de mørke Skygger, som Fortiden endnu vilde kaste over A. O. og dets Fremtid. Under mit Formandskab har A. O. lidt den dybe Skuffelse med Teutonia, hvori A. O. i 25 Aar havde været interesseret. A. O.s øvrige Tab stammer fra før 1923”. (Udhævelser af Forf.).

458

HRS. David beskæftigede sig endvidere i sin den 17. 12. 1928 offentliggjorte Erklæring med Direktør Thomsens Oplysninger om Direktør Tychsens bedrageriske Transaktioner, som nogle Dage senere paa virksom Maade blev imødegaaet af Direktør Thomsen selv. Prof. L. V. Birck replicerede straks meget skarpt (Nat. Tid., 18. Decbr., Aften), idet han bI. a. i sit Gensvar bemærkede:

»Jeg giver Dem Ret i, at Deres Udtalelse om, at jeg burde have været holdt ude fra Landmandsbankkommissionen, er Udtryk for en Mening i en stor Kreds af Mænd, hvis Navne De iøvrigt vil finde i Kommissionens Beretning. Jeg betragter nemlig et Hverv ikke som et Ben, men som en Pligt - og denne var da at lægge Forholdene saa klart for Dagen, at man kunde foretage de for vort Erhvervslivs Trivsel saa nødvendige Personskifter, saa sandt som det var vort Erhvervsliv og ikke de mange kompromitterede Personer, der skulde have været »genrejst«.« Birck fastholdt Paastanden om, at Firmaet »Alfred 0lsen & Co havde haft et Tab paa ca. 5 Mill. Kr., ja, at dette Tab snarest var ansat for lavt, og han paaberaabte sig paany de Oplysninger, Direktør Thomsen havde givet. Han sluttede derefter med følgende Betragtninger:

»De mener, at mit Brev i »Nationaltidende« var en Tak for sidst. Fra 1916-1923 er jeg baade offentlig og privat ærekrænket i saa stærke Ord, at Deres Bemærkninger om »Teoretikere« ikke kunde gøre Indtryk og kun kom i mit Minde, da De nu traadte frem som den praktiske og tillidsindgydende Mand. Mit Brev til Dem havde en bredere Basis, nemlig Overbevisningen om, at Personer, der har kompromitteret vort Erhvervsliv, skal holde sig tilbage, og at den Omstændighed, at man har været med til at køre et Selskab i Sænk, ikke er Adkomst til at indtræde som Redningsmand i det Selskab, som det førstes Sammenbrud trak

Billeder

To af Birch's Modstandere.

Marius Wulff.

Redaktionssekretær ved »Social-Demokraten«.

Ivar Berendsen. Radikal Folketingsmand 1910-20.

H. Bendix karikerer Birck i »Social-Demokraten«, 18. 12. 1928.

459

med i Ulykken. Jeg beklager da at maatte fastholde min Bedømmelse og henstiller vedblivende til Dem at træde ud af Privatbankens Bankraad. Da De sidder i ca. en Snes Bestyrelser, hvoraf i Hælvten som Formand, kan dette, bortset fra at aflaste Dem til Gavn for de øvrige Selskaber, ikke skade Dem saa meget, som det vil gavne Banken«.

Dermed havde Birck for sit Vedkommende sagt det sidste Ord i denne Sag. Men HRS. C. L. David geraadede i Anledning af dette Angreb i stærkeste Forbitrelse og rettede et afsluttende Svar til sin Modstander, som atter var vel forsynet med Grovheder og Personligheder. David mente her navnlig at kunne diskvalificere Modparten ved at citere den Karakteristik, han havde givet af ham i sin Forsvarstale for Glückstadt den 14. Juni 1923.

Forbitrelsens Aarsag viste sig derved tydeligt nok: Bircks Forsyndelse laa i, at han ikke holdt tæt med de Anklager, der kunde rettes mod Jødernes Kæmpesvindel, og han tillod sig at røbe saa meget, bl. a. i Bankkommissionens Beretning, som efter HRS. Davids uforgribelige Mening aldrig burde være blevet nævnt overfor Offentligheden. David gør her endogsaa Krav paa kun at have tilladt sig en nænsom Kritik og drister sig til at paastaa, at Birck derimod, naar han havde faaet noget imod en Mand, yndede at kaste sig over ham »med en jesuitisk Voldsomhed, der intet smaaligt Hensyn tager til Sandheden, men kun har det Maal at slaa den paagældende ned«. David søgte derefter med vanlig Udenomsnak at frigøre sig for alt Ansvar og at forplumre Kendsgerninger og sluttede - som den Mand, der er indlevet i jødisk Tanke- og Følemaade - med følgende Replik: »Jeg ved, at De ikke ynder Det gamle Testamente og navnlig ikke de Mænd, der har Tilknytning til dette. Men husker De alligevel ikke en Mand ved Navn Urias? Vilde det ikke - ogsaa efter Deres Begreber - være Synd,

460

om man bebrejdede Urias, at David (en af mine Forfædre, som De ikke har omtalt i Deres første Artikel) havde sat Urias paa en udsat Post«.

HRS. David gik ud fra, at han dermed havde afsluttet Diskussionen for sit Vedkommende, og at han uden videre kunde beholde sin Bankraadsmedlemspost i Privatbanken. Men denne Kontrovers skulde dog sætte dybere Spor, end C. L. David aabenbart regnede med.

Det viste sig nemlig, at den offentlige Mening aldeles afgjort stod paa Bircks Side. Det var ved Privatbankens Rekonstruktion som nævnt bI. a. bleven fremhævet, at det for Banken maatte være en bydende Nødvendighed fremtidigt at afbryde alle Forbindelser med Aarhus Oliefabrik. Nu, da dette Krav ikke var sket Fyldest, voksede Utilfredsheden med Davids Valg til Bankraadsmedlem, der bI. a. ogsaa førte til Drøftelse af det Spørgsmaal, hvorlænge en Mand som Formand i et Selskabs Bestyrelse kunde sætte sit Navn under falske Regnskaber uden derved at sætte sin Anseelse over Styr. David havde paaberaabt sig, at Tabene i de af ham ledede Selskaber var »gamle Skader«, men havde ikke desto mindre dog Aar for Aar sat sit Navn under Regnskaber, som ikke gav Udtryk for disse Tab. Ufatteligt syntes det, at han kunde fri sig for Ansvaret for en saadan Handlemaade! Men værre blev det, da det til Slut opdagedes, at David ikke som af ham selv oplyst kun havde været Bestyrelsesmedlem i Aarhus Oliefabrik siden 1923, men allerede siden 1918 , og efter at ogsaa forskellige Indlæg af fhv. Direktør T. C. Thomsen fra nævnte Fabrik havde vist, at David paa uforsvarlig Maade havde siddet rettidigt fremsatte Klager mod den bedrageriske Generaldirektør Tychsen overhørig og iøvrigt i sin Polemik mod Prof. L. V. Birck havde gjort sig skyldig i absolut uholdbare Paastande. (Jvf. »Nationaltidende«, 23. 12. Morgen og »Berlingske Tidende«, 25. 12., Morgen og 28. 12. Morgen).

Den Haardnakkethed, med hvilken C. L. David forsøgte at fastholde sit Ben som Medlem i Privatbankens Bestyrelse trods den alvorlige Kritik, der rettedes imod ham, affødte ogsaa adskillige andre interessante Afsløringer af hans Færden. Saaledes kunde »Social-Demokraten« (den 30. 12. 1928) oplyse, at Hr. Davids »Virksomhed« i dansk Erhvervsliv havde kostet Samfundet ikke mindre end 44 Mill. Kr. Han havde saaledes været Medlem i Bestyrelsen for D/S Oceana, som stiftedes 1916, og som til Slut krakkede med et Tab paa 1.540.000 Kr. + 420.000 Kr. til upriviligerede Kreditorer. D/S Rollo, der ligeledes var bleven stiftet 1916, med HRS. David som Bestyrelsens Formand, havde afsluttet sin mindre heldige Virksomhed med et Tab paa 1.425.000 Kr., hvorved David 1920 formaaede at sikre sig en Særindtægt ved at blive udnævnt til den ene af Selskabets

461

Likvidatorer. Endelig stiftedes 1916 som det tredie af de David'ske Dampskibsselskaber A/S Hamlet, hvor Tabet ved Likvidationen androg 3.921.688 Kr., og hvor David ligeledes sikrede sig en Biindtægt som Likvidator. Ved »Oceana« og »Hamlet« reddedes intet af Aktiekapitalen, ved »Rollo« udbetaltes 30 pCt. af Aktiekapitalen, d.v.s. 75.000 Kr. Det pointeredes hertil, at det udelukkende var Bestyrelsens Ansvar, naar disse Selskaber gik nedenom og hjem. Navnlig havde de ladet bygge Skibe til Fantasipriser, og David havde desforuden ikke kunnet forhindre, at hans Selskabers Skibe traadte i indbyrdes Konkurrence. I Frøavlsfirmaet A/S L. Dæhnfeldt i Odense, der yderligere hørte til Davids Domæne, var Aktiekapitalen i 1923 blevet nedskrevet fra 2,4 Mill. Kr. til 240.000 Kr., altsaa reduceret med 2.160.000 Kr., og hos Aarhus Oliefabrik samt Firmaet »Alfred Olsen & Co.« beløb Tabene sig til ialt 35 Mill. Kroner. Saaledes stod det til med de Selskaber, hvor Hr. David ydede sin Indsats.

»Social-Demokraten« (20. s. M.) oplyste ved anden Lejlighed, at HRS. David foruden en klækkelig Formandsgage i Aarhus Oliefabrik ogsaa havde faaet et Par Hundred Tusinde Kr. i Rekonstruktionssalær saavel 1923 som 1928, samt desuden juridiske Honorarer. Da »Berlingske Tidende« derefter spørger, hvorledes det kan rime sig, at en Formand for en Bestyrelse beregner sig særlige Godtgørelser for Deltagelse i Arbejde af den her omhandlede Art, svarer Højesteretssagføreren, at »man kan virkelig ikke være juridisk manager for et Selskab uden at faa en passende Kompensation for sit Arbejde«. Han bemærkede endvidere, at der heIler ikke under ekstraordinære Forhold var Grund til at arbejde gratis, og at han iøvrigt ikke til nogen Tid ønskede at komme i offentlig Polemik om sine Salærer. Disse Betragtninger vakte særlig Opmærksomhed, da det som nævnt samtidig oplystes, at David allerede siden 1918 havde siddet i Oliefabrikens Bestyrelse og samtidig var Direktør Lausens juridiske Konsulent. Thi i denne Periode havde han, der allerede dengang i Virkeligheden var Selskabets egentlige Leder, udarbejdet og undertegnet »de store tabbringende Kontrakter, deriblandt Fragtkontrakterne med Oversøisk Compagni, som har bragt Oliemøllen mange Millioner Tab, og af hvilke en Del i Hr. Davids Tid er blevet losset over paa Oversøisk Compagni«. (Jvf. Soc.-Dem., 22. s. M.) Først kørte David altsaa Selskabet i Sænk ved uheldige Fragtkontrakter, dernæst virkede han med ved Rekonstruktionen af den af ham ødelagte Erhvervsvirksomhed, og til Stadighed beregnede han sig ekstra fede Honorarer. Efter 1923 kørte han Videre med Foretagendet i Aarhus, med dobbelt Bestyrelseshonorar og passende juridiske Salærer, indtil han for anden Gang kørte Aarhus Oliemølle i Sænk og i al denne glorværdige Virksomhed havde paaført Privatbanken alt ialt Tab paa de 30 Mill. Kr. Derved havde han gjort sig skyldig i grov Pligtforsømmelse ved bl.a. at holde Haanden over Direktør Tychsen, der senere afløredes som Million-

462

bedrager. Da saa alt dette var overstaaet, og det ved hans Hjælp var lykkedes at rekonstruere Aarhus-Foretagendet paa ny - til Dels paa Bekostning af de gamle Aktionærer i Privatbanken - fandt Privatbankens nye Aktionærer paa den absurde Ide at overdrage ham - et Bestyrelsesmandat! Da Sagen om Hr. Davids Ekstra-Salær for Rekonstruktionsarbejdet blev bekendt, skrev »Nationaltidende« (30. s. M.) resigneret:

»Vi maa tilstaa, at det først ved denne Lejlighed er gaaet op for os, at der er Bestyrelsesmedlemmer, der indtager en saadan kvalificeret Stilling, at de under alle Omstændigheder er i Salveten: leder de Selskabet godt, faar de Tantième af Overskudet - leder de det daarligt, faar de Salær for Rekonstruktionen!«

Hvorom alting var: Spillet var dog i dette Tilfælde drevet for vidt. Enkelte Blade gav Udtryk for, at denne Ekspert i Ødelæggelse af Erhvervsvirksomheder gjorde bedst i at trække sig helt tilbage fra Ledelsen i saadanne Selskaber. Saa vidt kom det ikke. Men den 29. 12. 1928 saa HRS. David sig trods alt foranlediget til at tilsende Bankraadet en Skrivelse med følgende Ordlyd:

»Da min Indtrædelse i Privatbankens Bankraad har givet Anledning til Kritik fra forskellig Side, og da jeg ønsker at gøre mit til, at der gives Privatbanken den størst mulige Arbejdsro, tillader jeg mig at meddele, at jeg nedlægger mit Mandat som Medlem af Bankraadet«.

Birck havde altsaa sejret. Privatbanken havde iøvrigt allerede i Forvejen en Jøde, Benny Dessau, som Medlem i den nye Bestyrelse, saa det saa sandelig ikke var nødvendigt at faa yderligere en udpræget Repræsentant for jødiske Kapitalinteresser som Kvartjøden C. L. David med ind i Bankledelsen.

h) Bircks Behandling af Jødeproblemet i sit Værk

»Den økonomiske Virksomhed”.

I sit 1928 udgivne grundlæggende samfundsøkonomiske Værk: »Den økonomiske Virksomhed«, beskæftiger Prof. L. V.

463

Birck sig Gang paa Gang med de Problemer, som saa ofte havde kaldt ham frem til Kamp i det politiske Liv, og her paa et videnskabeligt Grundlag. Først og sidst interesserer ogsaa her Spørgsmaalet om den Stilling, Kapitalmagten, henholdsvis Jøderne som denne Magts bærende Element, indtager indenfor Samfundet ham. Han fremhæver bI. a., at det er den koncentrerede Kapitalbesiddelse, som i Øjeblikket er den stærkeste Samfundsmagt, at Samfundene saadan set er underkastet et Faamandsvælde, styres oligarkisk, navnlig paa Økonomiens Omraade, medens »Staten er formelt demokratisk«. Meget eftertrykkeligt pointerer Birck at det saakaldte Demokrati, Folkestyret, almindeligvis slet ikke svarer til sit Navn, men at Udviklingen viser, at i en Konflikt mellem Samfundsmagt og Statsmagt er det for det meste det kapitalistiske Oligarki, som bærer Sejren hjem. Herom bemærker Birck saaledes (Bd. 1, S. 574):

Denne Konflikt fører »ogsaa, og det ofte til, at Samfundsmagten faar sin Vilje og gør sig Parlamentarikere og Statsembedsmænd følgetro ved paa dem at anvende sine Overtalelses- og Magtmidler, naar det da ikke er tilstrækkeligt, at de repræsenterende Personer er »grebet« af Overklassens Milieu. Demokratiet synes med Held at have løst den Opgave at regere for de faa mod Folket ved Hjælp af Folket, d.v.s. ved de af dette udpegede og af dettes bredeste Lag udgaaede Personer, hvis Karakterfejl og manglende Indsigt gør, at Samfundsinteressen vanskelig bliver deres Ledetraad. Parlamentet udpeges af Partimaskinen, der igen kontrolleres af Kapitalen.« (Udhævelser af Forf.).

Birck resumerer herefter, at den demokratiske Stat ikke har fundet den rette Styrelsesform; den er blevet afhængig af Storkapitalen, ser sig undertiden bI. a. tvunget til at laane sin Magt og sin Samlingsevne til Fremme af de nationale Koncerndannelser, for at disse kunde hævde sig i det internationale Kappestræb. Den moderne Stat vilde under disse Forhold stedse ind-

464

tage en svag Stilling, da de store Sammenslutninger inden for det økonomiske Liv havde faaet Overtaget, og da Storkapitalen ovenikøbet havde bragt Staten i direkte finansiel Afhængighed ved den mægtige offentlige Gæld. Birck beskæftiger sig dernæst indgaaende med Principperne for den økonomiske Magtkoncentration gennem Aktieselskaberne, knytter sine ironiske Bemærkninger til disse Selskabers Administration paa lignende Maade som i sin forhen citerede Aviskronik »Om Pengegrise« (S. 394 flg.), idet han her navnlig understreger, at Bestyrelserne er blevet parasitære takket være det System, ved hvilket Bestyrelsespladserne var blevet Gaver mellem Direktørerne indbyrdes. Kortelig fastslaar han: »Gennem den sidste Forholdsregel, at Direktørerne sidder i hinandens Selskaber, i Forbindelse med at Finansgruppen i Virkeligheden raader over Stemmeretten, paa Generalforsamlingen, er vi naaet til, at Ledelsen i vort Erhvervsliv er kommet paa en Klikes Hænder, hvis Magt - saa sandt som Magt i Erhvervslivet er den afgørende i Samfundet - er stærkere end nogen anden Samfundsmagt inclusive Statsmagten; den udøver denne Magt ene i egen, og det den snævreste Interesse og med det korteste Sigt for Øje«. (Bd. 1, S. 608).

Birck giver dernæst nærmere Oplysninger om, hvilke ejendommelige Forhold Bestyrelsesfællesskabssystemet har ført til specielt i Danmark, paa Grundlag af nogle Uddrag, cand. jur. Robert Mikkelsen havde foretaget af Greens »Fonds og Aktier«; han beretter paa S. 441: »Af de danske Aktieselskaber, hvis Aktie- og Obligationskapital er ca. 2 ½ Milliarder Kr., har de 100 største Halvdelen af Kapitalen; disse havde ca. 800 Bestyrelsespladser, fordelt blandt 560 Personer. Naar vi ser bort fra Datterselskaber og kun regner med Moderselskaber, sad afd. Emil Glückstadt i 1913 i 11 (i 1918 med Datterselskaber i mindst 50); i 1925 sad der en anden Bankdirektør i 8. De 11 Hovedselskaber, Glückstadt sad i, repræsenterede 1/8 af Landets Aktiekapital. De fire Banker (Landmands-, Privat-, Handels- og Nationalbanken) havde Bestyrelsesfællesskab i 1913 med Selskaber, der repræsenterede 200, i 1925 med Selskaber, der repræsenterede en Kapital af 570 Mill. Kr. De 5 Herrer, der sidder i de fleste Selskaber (maalt efter

465

Kapitalstørrelse), sad i Selskaber, der i 1913 repræsenterede 30, i 1925 40 % af Landets Aktiekapital.*) Forholdet er i Virkeligheden mere grelt i et lille Land end i et stort og Magtkoncentrationen mere farlig, fordi der i et stort Land er Plads til flere Tigre i Junglen end i det lille, og fordi den enkeltes moralske Selvstændighed og økonomiske Uafhængighed er og maa være svagere i det lille Land. Hvad der forundrer i ovennævnte Oversigt er, at Nationalbanken, den øverste Leder og Regulator af Valutaen og Prisniveauet, den uafhængige Vogter af økonomisk Sundhed og af Investeringens Harmoni, har Bestyrelsesfællesskab med Selskaber, der i 1913 har 36, i 1926 172 Mill. Kr.s Kapital. Paa Trods af Octroyens klare Forbud mod, at Direktørerne driver borgerlig Næring (og derved kan blive afhængige af udenforstaaende Interesser) sidder nu flere af denne Seddelbanks Direktører i andre Selskabers Bestyrelse, idet man modsætningsfortolker Forbudet mod Deltagelse i »noget ansvarligt Firma«; dette er vistnok noget, Danmark er ene om«.

Det er i denne Sammenhæng, at Prof. L. V. Birck i et særligt Afsnit ogsaa behandler Jødernes Stilling inden for Samfundene som »et særligt Element indenfor Plutokratiet«. Hans egen Bedømmelse af Spørgsmaalet belyses allerede tilstrækkeligt ved det Forhold, at han støtter sig til den østrigske Socialøkonom Friedrich v. Wiesers Bevisførelse i Bogen »Das Gesetz der Macht«, der gaar ud paa, at Jøderne maa betragtes som det ledende Fremmedelement inden for Samfundene, med Vilje til ikke blot at beherske et Land, men hele Verden«, og at de alle Vegne, hvor de samler sig, søger at danne »et jødisk Klike-Plutokrati, der baade socialt og økonomisk tager Magten«. Birck selv fremhæver Betydningen af det jødiske Sammenhold og af Racens internationale Forbindelser, bemærker bl. a., at »en Storkøbmandsfamilie holder sig i alt Fald i Danmark ikke over tre Generationer; den jødiske Bourgeois danner Slægt«. Om Jødedommens almindelige Position Verden over i vor Tid fremsættes derefter følgende grundlæggende Betragtninger:

*) Det vil altsaa sige, at disse 5 Herrer sad i Aktieselskaber, hvis samlede Aktiekapital udgjorde een Milliard Kroner!

466

»En Verden, hvis Maal er at skabe Papirformue, som er fyldt med et Hav af Aktier, Obligationer og Statsgældsbeviser, hvor alle arbejder paa Kredit, hvor de forgældede Stater er paa Højfinansens Naade, og hvor Ihændehaverpapiret har gjort al Formue mobil og dermed udstrakt de besiddendes Aktionsradius, gør dermed ogsaa Jøden til et Magtcentrum. Han er Fører for Børs- og Bankkapitalismen, Leder af Valutahandelen, af Aktiebørsen, af profitable internationale Handelsgrene og af Pressen, Filmen og Fornøjelseslivet og endelig af den begyndende økonomiske Imperialisme, som vil skabe en uden for Staterne staaende international Magtgruppe, hvis Opgave bliver at gennemføre den internationale Industri- og Kapitalkoncentration. Hertil medbringer det jødiske Element i Storstæderne mægtige Rigdomme, som det mere end andre Folkeelementer har forøget under Krigen og Inflationen og delvis bevaret under Deflationen, bøjeligt som det er i sine Kapitalplaceringer; ogsaa Tallet paa Jøder i Plutokratiet er forøget, ved Tilgang neden fra, selv om nogle af disse nye Mænd - som Castiglioni - endte som Fallenter; den mellemeuropæiske Antisemitismes Voldsomhed er i noget Mon en Reaktion mod »les nouveaux riches«.

Paa denne Vis synes det jødiske Element, at skulle faa en Indflydelse uden Forhold saavel til dets Tal som til dets produktive og tekniske Indsats«. (Bd. 1, S. 445).

Birck advarer altsaa ogsaa i dette sit store videnskabelige Værk mod den Fare, der truer Samfundene fra det jødiske Hegemoni og haaber, at den fremmede Race i Fremtiden dog maatte være i Stand til at frembringe Mænd, »som vil betragte Gojim« som Brødre og ikke som Exploiteringsobjekter«. Han

467

mener selv at kende ædle Skikkelser indenfor Jødedommen og nævner som saadanne Filosofferne Spinoza og Maimonides, samt den fra Københavns Universitet kendte Dr. Siesby, men tilføjer, at »endnu findes de fornemt og ædeltænkende Jøder væsentlig uden for Forretnings- og Presseverdenen«. Det jødiske Element karakteriseredes til Stadighed for det meste ved Magtstræb, Materialisme og et over for Helheden hensynsløst Profitbegær.

Ogsaa i dette sit Hovedværks afsluttende Betragtninger giver Birck tydeligt Udtryk for de Betænkeligheder, han nærer over for den jødiske Kapitalmagts aggressive og imperialistiske Tendenser. Udfra den Betragtning, at der maa sikres Staterne sunde og stærke Udviklingsmuligheder, paapeges paany Nødvendigheden af, at den navnlig ved jødiske Rigmænd repræsenterede Overklasse, som almindeligvis er fjendsk og illoyalt indstillet over for Staten, maa holdes i stramme Tøjler, og at den paa en Gruppe af internationale Finansmænd beroende Kapitalmagt, som er blevet baade stærk og udenstatlig, paa samme Maade maa holdes i Ave. Det selviske Individ maatte tvinges til at bøje sig ind under en Fællesinteresse. »Maalet«, skriver Birck til Slut, »synes mig ikke Kapitalismens akvisitive, egoistiske Mammonsdyrker, saa lidt som Leninismens mekaniserede tusindbenede Kollektivmenneske, men frie og værdifulde Individer, rationelt samarbejdende under det etiske Imperativ«.

i ) Hvem skal nu sige os Sandheden?

Intet kan være bedre egnet til at karakterisere Jødedommens fremherskende Indflydelse paa det økonomiske og politiske Liv i Danmark under og efter den første Verdenskrig end Professor L. V. Bircks her foran skildrede utrættelige Kamp mod de fremmede Elementers Magtstræb. Dog, intet er ej heller bedre

468

egnet til at klarlægge det danske Folks og dets statslige og politiske Organers Stilling overfor Jødemagten.

Bircks Kamp havde sine klare Forudsætninger og sine klare Maal. Han følte det som sin dybeste Pligt, som Menneske at være sandfærdig og retfærdig, at - som han selv engang siger - »kæmpe for det, man anser for rigtigt«, som Statsborger at vise Samfundssind ud over alle Klassemodsætninger og i al sin Gerning at tjene Folk og Stat efter bedste Evne. Og baade som Menneske og som Statsborger viste han sig tro overfor sine Principper. Ikke blot som Videnskabsmand, men ligesaavel som Politiker, som Karakter rakte han langt ud over Jævnmaal. Dette distancerede ham fra Folket, der ikke altid kunde følge med i hans Kamp, ikke altid forstod, hvad han tilsigtede, og navnlig ikke begreb, hvilket Mandsmod der skulde til for at kæmpe for Sandhed og Ret paa saa ubønhørlig en Maade. Birck følte sig derfor ogsaa ensom. Selv udtaler han beklagende i sin Folketingstale den 25. Oktober 1918, at han havde paa Fornemmelsen ikke at være særlig elsket i større Befolkningskredse i København, og ved samme Lejlighed giver han som ovenfor (Afsnit d) nævnt, Udtryk i gribende Ord for, hvad det betyder for ham at blive svigtet af sine Folkefæller. Altfor ofte har han maattet sande, at han stod ene, og altfor ofte saa han sig udsat for de smudsigste og gemeneste Angreb fra Kapitalmagtens Side. De hensynsløseste Modstandere herunder var næsten altid Jøder, ikke blot Kapitalmagnater som Max Ballin og Benny Dessau, men ogsaa som paavist Politikere som Ivar Berendsen og Arnold Fraenkel, og ikke mindst den berygtede socialdemokratiske Smudsskribent Marius Wulff. Denne Kamp forbitrede Bircks Tilværelse, men han opgav trods alt ikke Kampen, fordi han følte det som et moralsk Bud at staa denne Kamp igennem, at sige Sandheden der, hvor ingen andre havde Mod til at sige den, og kræve en retfærdig Ordning af Samfundsforholdene der, hvor ingen anden turde trænge til Bunds i Problemerne, ingen anden kunde vise Vej, kort sagt at turde sætte haardt mod haardt i Kampen mod Kapitalmagten. Hvor

469

ofte har Birck ikke maattet gøre den bitre Erfaring, at netop de Befolkningskredse, hvis Sag han førte bedre end nogensomhelst anden, altid var de første til at falde ham i Ryggen. Han var Socialist helt igennem, ikke Klasseborger, men Samfundsborger, Folkets Mand, og som saadan den radikaleste Modstander af et plutokratisk Regimente. Og dog stod Socialdemokraterne ham altid imod, ligesom den saa udprægede konservative Mellemstandspolitiker Asger Karstensen ofte gjorde det. Begge disse politiske Retninger viste sig ved utallige Lejligheder solidariske med Birck i mangt og meget; ja, de kunde simpelthen ikke undvære hans Støtte! Men - naar det kom til Stykket, svigtede de ham, og det, som skilte, var i Reglen Jødespørgsmaalet. Dette erkendtes ogsaa af Prof. Birck selv. Det var jo netop ud fra denne Erkendelse, at han erklærede i sin ovenfor citerede Folketingstale af 25. Febr. 1920, at Jøderne var dobbelt stærke her i Landet, fordi det danske Folk bedst fulgtes i Flok og Følge, og fordi Enkeltmand for det meste savnede Mod til at handle efter egen Overbevisning og »at slaas for sig selv og sin Idé«.

Professor L V. Birck havde sit eget politiske Program, der i denne Sammenhæng fortjener særlig Omtale. Ikke blot, fordi det i Virkeligheden gik paa tværs af alle Systempartiers programmatiske Krav og paa virksom Maade afslørede disses forlorne Tendenser, men fordi det giver den dybeste Forklaring paa hans lidenskabelige Kamp mod Jødemagten. Han kalder sig selv statskonservativ, gjorde det allerede før Verdenskrigen, da han første Gang var Rigsdagsmedlem som konservativ Folketingsmand. Da han dengang den 14. og 15. Februar 1910 indgaaende beskæftiger sig med Forholdet mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, kraftigt fremhæver Fagforeningernes Betydning for den fremtidige Udvikling og fremsætter grundlæggende Betragtninger vedrørende Tarifpolitikken og Voldgiftsordningen til Bilæggelse af Interessekonflikter, da erklærer han til Slut, at han føler sig som statskonservativ, som Borger, for hvem «Statens Idé er hellig«, og at han ikke kan se Konservatismens

470

Opgave bestaaende deri kun »at holde paa det bestaaende, selv de mest faldefærdige Lygtepæle«. Det er den samme Tankegang, han er inde paa i sin Rigsdagstale den 25. Okt. 1918, hvor han bI. a. erklærer, at »al Politik maa være statsligt samfundsomfattende«, at »der maa være en vis Sammenhæng, og det Samfund, der forstaar den ny Tids Krav paa Solidaritet, nu en Gang bliver det stærkeste«. Og han anmoder derefter i disse Krigens sidste Dage Landbruget og Borgerstanden om ikke at ribbe de brede Befolkningslag mere end sket er og at være beskedne i deres Fordringer; thi »der er alligevel, naar alt kommer til alt, tjent, hvad der skal tjenes«. Ogsaa Arbejderen, siger han, har Ret og har Krav paa, at hans Eksistens sikres. Ejendomsretten, Besiddelsen, maatte derfor finde sin naturlige Begrænsning i, at den berettigede Forventning beskyttes, den Forventning, et Menneske har med Hensyn til sin Stilling og Økonomi. Forklarende tilføjer Birck: »Men den berettigede Forventning omfatter ikke blot dem, der har Gods og Guld, men ogsaa dem, der lever af deres Arbejde, af deres Løn; med andre Ord: min Forventning om as kunne leve af Lønnen er lige saa berettiget som de andres Forventning om at kunne bruge deres Ejendom«. Birck advarer dernæst mod at være altfor afvisende overfor saadanne Krav. Thi: »Den Tid, vi lever i, er vældig. Men den er ogsaa farlig«. Hvor mørke Skyer, der truede, havde vist sig i Øst, hvor Bolchevismen havde overtaget Magten i Rusland, og hvor den røde Terror havde hærget og regeret i Finland. Nu maatte man i Tide erkende, hvor nødvendigt det var at skabe retfærdige Samfundsforhold, ved bl. a. om fornødent at holde Befolkningen beskæftiget gennem ekstraordinære Arbejder, eller at skabe en relativ Omfordeling af Indtægterne ved Skatter, der kunde neutralisere Kapitalens Ophobning osv. Udfra disse principielle Betragtninger kommer Prof. Birck ganske naturligt til det Resultat, at alle Statsborgere maatte gælde lige meget, fordi de alle udretter en Samfundstjeneste, hvor de end staar, og at det afgørende for Bedømmelsen

471

af det enkelte Menneskes Værd maatte være, om han opfylder sin Samfundsfunktion. Om det samme bemærkede Birck noget senere i Rigsdagstalen den 25. Febr. 1920 bl. a.: »Det at lave Papir, Støvler og Petroleum er nok saa vigtig en Samfundsfunktion som det at være Lærer for Ungdommen, i hvert Fald ikke mindre vigtig, og i den Funktion har Samfundet sin Rettighed … Vi er Samfundets Tjenere. Jeg maa have Lov til at sige, at det er, fordi jeg bygger paa dette Synspunkt, at jeg ofte ikke forstaar de Mennesker og de ikke mig«.

Prof. L. V. Birck betegner denne Tankegang som Statskonservatisme. Man kan ligesaa rigtigt betegne den som national Socialisme. Politikeren Birck var i dette Spørgsmaal som i saa mange andre langt forud for sin Tid.

Sine Ønskers højeste Maal har han endelig givet den mest indtrængende Formulering i Slutningsordene i sin ofte nævnte Rigsdagstale den 25. Okt. 1918. De lød:

»Det er en Erfaring, som enhver Historiker vil bekræfte, at Krigens Had gaar bort til sidst, og det er aldrig Krigen, som avler den næste Krig, men det er en uretfærdig Fredsslutning. Det er mit Haab, at mit Fædreland altid vil være paa Retfærdighedens Side, baade fordi det er rigtigt, og fordi det er klogt, og det er mit Haab, at vi i de Krav, vi stiller, i den Indsats vi gør og kommer til at gøre i den kommende Tid, vil være med til at virkeliggøre den Retfærdighedens Idé, som det er saa ophøjet for de store og saa klogt for de smaa at tjene«.

Den Mand, som hylder saadanne Grundprincipper, maatte med bydende Nødvendighed være Dødsfjende af det Pengearistokrati, det være sig Jøder eller Jødelakajer, som ved Børs- og Banksvindel, ved Prisaager, Kædehandel, Valutaspekulation osv. søgte at udplyndre Folket og ved Guldets Magt beherskede Rigsdag og Regering. Han maatte blive det tredie Tings Døds-

472

fjende, men ogsaa - dets Banemand. Og han var det, han blev det. Overalt og altid, hvor Højfinansen søgte at udbygge sin Magtstilling, var Birck paa sin Post; det viste sig bI. a. i hans utrættelige Iver for at faa en Banklov, en Aktieselskabslov, en Børslov og en Trustlov gennemført efter de af ham som rigtige erkendte Principper. Han satte efter hinanden Mænd som Alberti, Ballin, Glückstadt, David paa Plads, han skaanede saalidt Socialdemokraten Aron F. Lamm som den radikale Venstremand Iver Berendsen eller som den konservative Laurits Heine. Han gav ogsaa de Radikales store Mand Edvard Brandes Skudsmaal for slet udrettet Finansministergerning ved den 21. Juli 1923 paa de sjællandske Husmænds Aarsmøde at udtale: »Den største Rovmorder er ingen Ting mod den Regering eller Nationalbank, som tillader et Lands Pengevæsen at gaa i Stykker. At forfalske Mønten er den største Uret, der kan gøres et Folk«.

Hvad vilde det ikke have betydet, hvis Bircks Krav var bleven opfyldt i Tide, hvis der allerede før den første Verdenskrig var blevet skabt en forsvarlig lovmæssig Ordning for Bank-, Børs og Aktieselskabsvæsen efter de af ham foreslaaede Principper? Landet kunde have sparet Tab paa et Tusindtals Millioner Kroner, det kunde have undgaaet hele Landmandsbanksvindelen med de dertil knyttede Virkninger, det kunde have opretholdt stabile Valutaforhold, forhindret Inflation og Deflation, det havde været fri for de sidste Aartiers Overkapitalisering af Landbrug og Industri og for den derved fremkaldte Arbejdsløshed, det havde undgaaet den voldsomme Stigning i Statens og Kommunernes Gæld, den stigende Afhængighed af den internationale Kapitalmagt osv. osv. Alt dette kunde i det store og hele have været undgaaet, hvis Bircks Krav var bleven gennemført; den af Birck anbefalede offentlige Kontrol vilde for største Delen have hindret Udskejelserne. Men i Stedet for lystrede man Glückstadts, Ballins, Brandes' og Heilbuths, Lamms og Weimanns, og senere i Valutakonferencen C. O. Henriques' og Ernst Meyers Paroler; man lod i Landets

473

Politik Løgnen faa Magt over Sindene i den Grad, at den enkelte Mands Sandhedsrøst ikke kunde trænge igennem.

Laurits Vilhelm Birck døde den 4. Februar 1933.

I de talrige Nekrologer, Bladene bragte om ham, fremhævedes som et ganske særligt Karaktertræk hos den afdøde hans ubønhørlige og ubetingede Sandhedstrang. »Han var et af de mest sanddru Mennesker, jeg har kendt«, siges der engang. Julius Schovelin bemærker, at han var al Svindels svorne Fjende. »Og«, - fortsætter Schovdin - »vist er det, at han havde Næse - han kunde vejre Svindel paa lang Afstand, advarede da i Tide og har ofte erhvervet sig store Fortjenester af sit Land.«. Carl Thalbitzer attesterer, at han var en redelig Samfundsrevser, og at »bag det arrogante og usoignerede, det impulsive og famlende laa som en urokkelig Ballast hans Retfærdigheds- og Sandhedstrang og hans utrættelige Forskerlyst«. En af hans Elever, Inspektør ved Tobaksbeskatningen, cand. polit. Jens Toftegaard, vidner om hans etisk opdragende Kraft, idet han erklærer: »Jeg tror, at han hos enhver af sine Elever, der har haft et ungt Sind, har rejst et Alter for Sandhed og Ret, som Aarene vel kan pille ved, men som aldrig vil falde sammen«. Ja, endog »Social-Demokraten« bekender: »Han søgte Sandheden, og han sagde Sandheden. Der var ikke Svig i hans Mund... Han afslørede Samfundets Brøst, han var den altid vaagne Samvittighed, og han var i hele sin Færd og Stræben en Vejviser mod et nyt og bedre Samfund, en Profet, der varslede om en Fremtid, hvor Svindel og Bedrag var bandlyst«. Og endelig omtales Birck i »Berlingske Tidende« som en Oplevelse, der kun kunde times hans Landsmænd, som han tilhørte. »Thi«, sluttes der, »hvem føler ikke, at han, naar alt kom til alt, var Sind af Danmarks Sind, en mærkelig Dansker, men i Fortrin og i Fejl til enhver Tid med Blodets fulde Ret Danskeren L. V. Birck«.

Saadan var Ordene i danske Blade, Ordene om den Mand, der havde ydet den største Indsats for at skabe Forstaaelse

474

for den jødiske Kapitalmagts Forbandelse, som i Livet isoleredes, forhaanedes for sin ubrydelige Troskab overfor sin Idé, men som man i Døden dog ikke havde andet end Ros og Hæder tilovers for.

Da Bisættelsen fandt Sted den 10. Febr., tog endnu een af Bircks Elever Ordet, nemlig Inspektør i Banktilsynet Holger Koed. Atter fremhæves den Afdødes Kamp for Sandhed og Ret, hans frygtløse Indsats for det, han ansaa for rigtigt. Her udtaltes ogsaa de gribende Ord:

»Professor Birck var sit Lands aarvaagne Samvittighed. Viden og Indsigt var for ham ikke blot et Stof for videnskabelig Tænkning, men et personligt Ansvar. Naar han talte, lyttede Danmark. Derfor skal gennem min Mund ikke alene lyde en Tak for, hvad han betød for hver især af sine nærmeste Venner, der her er samlet, men tillige en Tak fra de mange rundt om i Landet, der siger: Birck er død, hvem skal nu sige os Sandheden!”

Der kan ikke være Tvivl om, at disse Ord giver bedst Udtryk for den Sorg, den sundt og redeligt tænkende Del af det danske Folk følte ved Bircks Baare. Den var Udtryk for Sorgen over Eneren, den ene Sandhedsfanatiker, som Landet havde haft i en af sine mest skæbnetunge Perioder, og for Sorgen over, at Landet nu fattedes Mænd, som kunde hæve Arven efter ham, var rede til at følge i hans Spor og med samme Ildhu og samme Sanddruhed kunde vise Vejen frem paa den sociale Retfærds Bane. Hvor berettiget denne Sorg var, har ogsaa den senere Udvikling vist. Thi ogsaa efter 1933 har det danske Folk ofte nok maatte sande, hvor bittert denne store Samfundets Revser savnes.


Kontroversen om Zion _resumé

Kontroversen om Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 9

Dronte 9 - leder

Drontens hovedmenu